Vi fødes nøgne. Så påfører de os duftstoffer; parfumerede bleer; tøj, som er vasket med blødgøringsmidler; cremer med alle mulige duftstoffer, og de kører os rundt i barnevogne af plastik, hvor vi indånder en ret forurenet luft. Vi vokser op, og de får os til at tro, at vi kan få alt det, vi vil, og at vi selv kan bestemmeover vor fremtid; at lykke er at købe alt, og at staten er der for at beskytte os og våge over os – jeg havde dog mine tvivl.En dag vågner du op, og intet giver mening mere. Du tænder natbordslampen, og dine øjne begynder at brænde. Du åbner vinduet, og du bemærker nye lugte, som tager din vejrtrækning. Du tænder for radioen, og musikken hamrer ind i dit hoved, så kraftigt, at du er bange for, at det når som helst vil kunne eksplodere. Og du har ikke tømmermænd.Det er værre. Det hedder Multiple Chemical Sensitivity (MCS), og det går ikke væk igen.Din krop har sagt ”nok”, er brudt sammen og forsøger at afvise alt det, som den har fået at vide er lykke. Dit liv har taget en uforudset vending. Din evne til at tænke, huske ogkoncentrere sig ændres. Din fremtid forsvinder. Du har hverken fysisk eller psykisk energi.Din sygdom tvinger dig til at have en tilværelse bag en maske og isolere dig fra omverdenen.Multiple Chemical Sensitivity er hverken ukendt eller sjælden. Den rammer ca. 5% af denspanske befolkning. Den er en kronisk somatisk sygdom - ikke en psykisk -, somforårsager symptomer som reaktion på minimal kontakt med almindelige og unødvendigekemiske produkter såsom blegemidler, luftfriskere, parfumer etc. Vi spærres inde i vorehuse, men selv dér kan vi ikke slippe for kemikalierne. Din nabos vasketøj, der hænger tiltørre udenfor, kvæler dig, gør dig så syg, at du kan miste bevidstheden - takket være vidunderlige giftige blødgørere. Verdenssundhedsorganisationen – WHO – anerkender stadig ikke MCS som en somatisk sygdom, selvom de har fået utallige forskningsresultater, som beviser eksistensen af MCS,og selvom EU-parlamentet har MCS med blandt det stigende antal sygdomme, der relateres til miljøfaktorer. Årsagen hertil skyldes det pres, som de kemiske ogfarmaceutiske industrier udøver for at hindre en anerkendelse, fordi MCS udløses af dekemiske produkter, som de gerne vil have os til at købe og forbruge. Økonomiskeinteresser er vigtigere end vort helbred. I lande, hvor dette problem er anerkendt, som fx i Tyskland, ydes der medicinsk og økonomisk hjælp, og i visse andre lande er enanerkendelse tæt på.Og hvad er så situationen i Spanien? Vi er ikke-eksisterende for vor formynderiskeregering. Ud over det drama, det er at lide af MCS, lader de os i stikken: Uden medicinsk hjælp og uden ret til førtidspension, når vi ikke længere kan arbejde. De overlader os til vor egen skæbne – nøgne og ubeskyttede –, som var vi andenklasses borgere. Vi er nemlig beviset på, at den nuværende samfundsmodel har svigtet, også selvom ingen vil se det eller tage initiativ til at ændre herpå. Tekst: Eva Caballé.Fotos: David Palma.
Leave a Comment