Når fuglen falder

Prolog - Er kvinder engle?

(Vinter 2002)

Luk øjnene.

Luk både de ydre og det indre øje, indtil selv dine lyseste tanker er sorte som en uigennemtrængelig mørk vinternat i en fremmed og gold verden uden lys.

Du er omringet af tusinde usynlige strygere der kaster dig kaotisk rundt som en nyfødt bold mellem deres vilde og skrigende lydbølger, mens dybe krigstrommer banker truende i det fjerne og bliver højere og højere og mere intense, indtil deres tunge, rytmiske slag bliver ét med din egen bankende puls og alle lyde, undtagen dit eget galopperende hjerteslag, pludselig forsvinder uden et eneste ord til farvel.

Så ... nu er stemningen vist ved at være der.

En brat og skarp lyd bryder nattestilheden som et rodløst lyn i det ellers fredelige, skriggrønne telt, der i al sin upassenhed står under et halvdødt poppeltræ på Amager Fælled, i et ærligt, men ganske håbløst forsøg på at finde en smule læ for den ubarmhjertige snefygning der nu har raseret det danske land i flere dage, og som en anden, langt mægtigere naturkatastrofe har lagt den kuldskær by, med dens magelige indbyggere uden for fælledens selvstyrende vildnis, næsten øde hen.

Spidsen af et gammelt barberblad, farvet uigennemtrængeligt rødbrun af ti års rendestensrust, kommer til syne på teltdugens indvendige side, hvor et stort, blåmalet og efterhånden falmet spørgsmålstegn er den eneste vægdekoration, og arbejder sig uden tøven eller besvær ned gennem den tynde væg af kunstigt stof, der lige akkurat skiller teltes to ensomme beboere fra de rå elementer på den modsatte side.

På et splitsekund bliver det tidligere vindfri indre opslugt af vinterkulden, og teltet, som det har taget de to skikkelsers kroppe mange timer at opvarme til noget der minder om en ikke helt ubehagelig temperatur, bliver igen omdannet til en af landets suverænt dårligste bopæle.

Lyden af vinden, der som en viking angriber med ubarmhjertige hyl og livslystig susen, og ikke mindst den medfølgende hårdtslående kulde, får endelig lidt liv i først den ene og kort efter også den anden af teltets syvsovende beboere, men da er det allerede for sent.

* * * *

Jo altså ... Det er midt om natten, eller det er i hvert fald helt mørkt udenfor, og når man bor i telt er de to ting jo ofte lig med hinanden. I hvert fald hvis man ikke har nogen lommelygte eller måske blot forsøger at spare på de dyrebare batterier, som uden en venligsindet stikkontakt i nærheden, kan være nok så genopladelige.

Mig og Ringo, det er min hund, ligger og sover nok så trygt i soveposen under tæpperne, iført alt hvad vi ejer af rent såvel som beskidt tøj. Men selv dét er kun lige akkurat nok til at holde varmen, under den værste vinter Danmark har set i de seneste seks år.

Søvnen har endelig indfundet sig under de lukkede øjenlåg og for en stund ændret verden til et bedre sted; fantasifuldt krydret med vide palmestrande med gyldent sand og fortryllende gennemsigtigt vand fyldt med fabelagtige fisk og legende havdyr, halvnøgne eksotiske kvinder med langt sort hår ned til de runde baller og luksuriøs hundemad ala Caribien så langt øjet rækker (det sidste er Ringos sparsomme tilføjelse til drømmen) da en indtrængende person med følgeskab af fader frost overrasker os begge på sengekanten og ondskabsfuldt bryder illusionen.

Nu spørger du måske hvorfor Ringo ikke reagerer tidligere og beskytter os begge imod angriberne, det er vel netop den slags en hjemløs holder hund for? For sikkerheden og selskabets skyld? Men sandheden er desværre at Ringo ikke er verdens mest vakse hund. Faktisk har jeg ham nogle gange mistænkt for at være en kat i umådeligt grimme hundeklæder, men mere om ham senere. Hvor om alting er, så er det et uomtvisteligt trist faktum at hverken mig eller Ringo opdager en tør skid før det et alt for sent.

Ringo er dog trods alt den første af os til at vågne. Det sker ganske abrupt, da en stor vinterstøvle i fedt-indsmurt læder tager et langt skridt ind ad den alternative dør som ejeren af selvsamme støvle netop har kreeret og træder på det stakkels kræ, så han vågner med et skrækindjagende hyl. Hylet er så jammerligt og særegent at jeg som menneske hverken kan eller vil forsøge at gentage det her, men det bringer minder om hylet hos den prærieulv der jagter hjulben i TV-tegnefilmene, lige før han atter engang falder ud over klippen for enden af vejen og laver sit kendetegnende ulveformede hul i jorden, dybt, dybt ned i kløften.

Det næste skridt fra støvleparret kommer hurtigt efter, nærmest samtidigt med klimakset for Ringos hyl, og bringer mig selv til bevidsthed for en ganske kort stund. For før jeg overhovedet når at få øjne og opfatte at jeg ikke længere befinder mig i et perfektionistisk paradis proppet med velsmagende mad og ditto bryster, lander støvle nummer to nemlig lige under mit højre kæbeben med samme kraft som på en læderfodbold i den bedste danske række og sender mig direkte tilbage til drømmeland - eller rettere drømmehelvede, mens sparkene fra støvleparret regner ubønhørligt ned over mig som asteroider over jorden i en katastrofefilm. Fuldstændig chanceløse er vi.

* * * *

Det næste jeg husker er at jeg vågner med en bankende, næsten hul smerte i mit hoved og noget vådt og slibrigt i øret. Mit første indskydelse er at det nok er Ringo der som sædvanlig viser mig sin uendelige hengivenhed, men jeg kommer hurtigt på bedre tanker. Selv en forfrossen hunds tunge er ikke så kold og klam.

Jeg får rullet mig selv om på siden og får med stort besvær og større smerte viklet mig ud af de mange lag af tæpper, soveposer og andet tøj, som nu ligger endnu mere hulter til bulter end de plejer. Ikke at jeg normalt er et rodehoved, men når ens hjem er et telt uden hverken kommode, garderobeskab eller hjemmesamlede stigereoler, kan der somme tider blive en smule kaotisk.

Jeg forsøger at rejse mig op, for at få et bedre overblik over situationen i nattemørket, men mit venstre knæ giver resolut efter og tvinger mig straks ned på den bundfrosne teltbund med begge knæ igen. Samtidig bliver smagen af blod pludselig tydelig inde bagerst i munden og en hastigt anmassende trang til opkast er umulig at holde tilbage. Et par minutter og en endnu tommere mave senere, får jeg endelig fikset den lille back-up lommelygte op af min højre sko og forsøger på ny at orientere mig i teltet med hjælp fra den svagelige lyskegle.

Jeg konkluderer hurtigt at jeg må have været bevidstløs i mindst tyve minutter siden angrebets begyndelse, for teltet er allerede godt fyldt med våd sne og den sparsomme varme er for længst forsvundet ud og væk mod varmere himmelstrøg. Efter yderligere et par håbløse forsøg, lykkedes det mig endelig at komme på benene og vralte haltende sidelæns væk fra det våde og glatte underlag af bræk og sne, som ikke ligefrem gør opgaven lettere.

Det første voldsomme chok er først nu ved at foretage sig og forsvinder langsomt i horisonten som et gammeldags sejlskib på vej mod oversøiske eventyr, men bliver prompte erstattet af en urystelige følelse af at være i overhængende livsfare. Mine første tanke tilkommer Ringo, som enten er væk eller forbliver utænkeligt tavs et sted ude i nattens dystre mulm.

Desperat og med frygten siddende helt ude på det gennemblødte tøj, kigger jeg forvirret rundt efter min bedste og måske eneste rigtige ven. Men selvom jeg vender hver en genstand indenfor og dernæst nøje og med en privatdetektivs grundighed gennemsøger området omkring teltet igen og igen, er han ingen steder at finde og giver ikke den mindste lyd fra sig.

Jeg forsøger at åbne munden for at kalde på ham, men smerten i min kæbe kommer farende tilbage som et uppercut fra en heavyweight bokser og holder den lukket med syv stride sejl. Med min ru tunge, kan jeg i stedet pludselig føle at mindst én tand sidder løsere end den plejer. Jeg er ellers den mest grundige tandbørster blandt de hjemløse i byen, men denne skade skyldes ikke karius og baktus, men derimod en ukendt mandsperson af væsentlig større størrelse.

Til sidst lykkes det mig at ignorere smerten længe nok til at råbe hans navn. Den jagende smerte giver endda råbet ekstra kraft og jeg skråler det så højt og inderligt jeg kan udover det mørke krat igen og igen, indtil de stadigt mere hæse råb bliver så svage at selv mine egne ører knapt nok opfatter dem og det sidste råb knækker over på midten og blive til ingenting.

Træt og udmattet falder jeg ned på knæ og knuser en tynd skorpe af is der har bedækket et lavvandet mudderhul, så kulden skær sig igennem den tynde hud på mine knæskaller.

Jeg tænker på Veshengo. Kan denne fæle suppedas skyldes ham? Har de også fundet hans allerede radbrækkede legeme med det beundringsværdige positive sind og udsat ham for samme middelalderlige behandling? Efterladt ham gennembanket eller måske endda død i hans telt? Smidt ham i mosen som en anden heks uden rettergang? Hvad fanden er der egentlig sket? Og hvor er Ringo? Kære, uskyldige, tossedumme Ringo. Tårerne begynder at trille ustyrligt nedover min forslåede kind og udover min skæve kæbe. Ikke så meget af sorg, ikke endnu, men i ren og skær fortvivlelse og følelsesløs af overvældende afmagt.

Højt oppe over mit tonstunge hoved står stjernerne og månen helt og aldeles stille, som har de i fælleskab aftalt for en stund at stoppe deres galaktiske færden gennem himmelrummet og i stedet lege stilleleg. Kun en gammel, senil pensioniststjerne farer forbløffende adræt over himlen og tror fejlagtigt at legen er fangeleg.

Jeg synes pludselig at det er forfærdeligt længe siden at jeg sidst har set et stjerneskud, det selvom himlen og dens funklende beboere de sidste mange års nætter har været min tro beskytter og stjernerne min personlige guide.

Mine øjne følger den forvildede stjerne fra nord mod syd, hvor den styrter ned i horisonten og går i opløsning et sted ude i Øresund. Jeg er egentlig ikke overtroisk, men i mit stille sind tillader jeg mig alligevel at afgive et simpelt ønske. Hvem ved, måske lytter julemanden alligevel med et sted oppe blandt de mange lysende ildkugler.

Jeg halter udmattet og forvirret tilbage til det gennemvendte telt og falder pladask om i bunken af tæpper, uidentificerbare frysende objekter og andet brugbart ragelse, da mit knæ atter giver op med en eftergivende og knasende lyd.

Uden kræfter til andet end også selv at give efter for trætheden, falder jeg i søvn eller mister bevidstheden midt i kaosset. Hvilken af delene det er, er jeg ikke klar over, men det er vel egentlig også lige meget.

* * * *

Da jeg vågner igen, er det med synet af himmerriget for mine øjne. Et langt øjeblik stirrer jeg ind i det smukke, vidunderligt hvide lys. Så er jeg trods alt endt oppe i stedet for nede, selvom jeg ikke var troende. Det er jo altid noget, ja når nu man altså alligevel skal dø.

Så begynder lyset pludselig at blinke kraftigt, som strobelyset til en teknofest og et ansigt der mod min forventning ikke tilhører en ældre mand med langt hvidt skæg, skærmer pludselig for adgangen til guds lysende kongerige. En vaskeægte engel dukker frem for mit syn.

- Hallo? spørger englen forsigtigt, med en ung, lys stemme, nærmest som sang. - Kan du høre mig?

Jeg blinker et par gange med øjnene, ude at stand til at formulere en sætning der er en engel værdig. Det hvide lys bag englen blinker i takt.

- Mit navn er Sara, fortsætter englen tøvende og smiler lettere usikkert med de klinkehvide tænder der sidder i en perfekt række i både over- og undermund. Sikke et smukt navn til en engel, tænker jeg og smiler tilbage med min brækkede kæbe og manglende fortand.

- Du er på Rigshospitalets intensivafdeling. Du har været udsat for et voldeligt overgreb og er slemt tilredt, men du er uden for livsfare, siger englen. Tilsyneladende nu tilfreds med min reaktion. Hendes ene bløde hånd stryger mig blidt over min nybarberede kind med en varme der suser direkte ned og vækker hjertet.

Det var da en mærkværdig velkomsttale for en engel, når jeg sløvt at tænke. Så mærker jeg et lille nænsomt prik i min venstre arm og trætheden rammer mig igen med fuld kraft, alt i mens englen basker langsomt væk med sine lange udstrakte vinger og forsvinder i en døsig tåge.

* * * *

Sara, som i virkeligheden er sygeplejerske og slet ikke en rigtig engel, må med kvindelig tålmodighed gentage den samme besked et par gange mere efter at jeg er vågnet for anden gang, før tågen endelig letter fra min hjerne og langsomt accepterer det på en og samme tid glædelige og kedelige budskab. Rigshospitalet. Ikke himlen. Roger.

Jeg ligger på en smal seng af den høje slags, hvorfra man ville slå sig ganske eftertrykkeligt hvis man faldt ud. Min krop er indhyllet i et tætvævet og tyndt, hvidt stof som dufter af billigt vaskepulver og mine forunderligt rene tæer stikker et par centimeter ud under tæppet i den modsatte ende og vrikker lystigt til mig som en hundehale, måske i ren og skær glæde over at være nyvaskede.

Sygeplejersken Sara står atter foroverbøjet over mig, og jeg skal pligtopfyldende til at svare på hendes spørgsmål, da jeg kommer i tanke om at det vist nok gjorde temmeligt ondt sidste gang jeg åbnede munden.

I stedet nøjes jeg med at pege på min kæbe og ryste på hånden for at indikere at det ikke kan lade sig gøre. Hun nikker forstående.

- Din kæbe var gået af led. Lægen har sat den på plads, men der vil nok gå nogle dage før du kan tale rigtigt igen. Du har desuden knækket to tænder. Vi var nødsaget til at pille dem helt ud, for at stoppe blødningen. Der kommer en tandlæge en af de nærmeste dage og kigger på hvad de kan gøre. Heldigvis er det kun én af fortænderne der er røget, så du kan stadigvæk smile. Hun siger det sidste i en lettere drillende og opfordrende tone og stikker mig selv et smil af en anden verden. Ved nærmere eftertanke er hun vidst slet ingen engel.

Jeg formår at skille læberne en smule ad og fremviser mit, for en hjemløs, ganske prangende tandsæt. Kun den ene tand ødelægger helhedsindtrykket.

Hun holder sit smil et øjeblik længere end nødvendigt, så bliver hendes ansigtsudtryk igen mere alvorligt og hendes stemme præget af faglig autoritet.

- Politiet har været på besøg tidligere. Jeg fortalte dem at du sov og ikke kunne afhøres endnu, men de kommer nok tilbage senere. Kan du huske hvad der skete med dig? spørger hun, denne gang med en næsten moderligt bekymrende tone.

Det ganske åbenlyse spørgsmål, tænder med ét en gnist i min hjerne, som fuldkommen har overgivet sig til en bedre virkelighed. En virkelighed hvor man bliver nusset om af smukke engle med bløde hænder og flirtende smil og hvor man kan sove alting væk i en varm og ren seng. Gårdsdagens grumme hændelse bliver atter bragt til live og alle følelserne rasler ned over mig igen, som forsinkede kugler i et allerede sønderskudt legeme.

- Ringo? Har du set Ringo? Ved du hvad der er sket med ham? Udbryder jeg uden at tænke på smerten i kæben. Jeg rabler løs i en jetstrøm af uforståelige ord, som en galning på speed og ligner nok også en.

- Ringo? Hvem er det? Får hun mig endelig afbrudt og ser ganske perpleks ud. Hun mindes at der vist nok findes en musiker ved det navn, fra et gammelt band som hendes forældre plejer at høre når de skal være pladderromantiske. Selv er hun mest til Westlife. Især ham Brian, med det halvlange, lyseblonde hår.

- Ringo.. Min hund. Han var sammen med mig i teltet, men jeg kunne ikke finde ham da jeg vågnede og nu er jeg her. Har du set ham? og hvad med Veshengo? Hvad med alle de andre?

- Nej, nej desværre ikke.. svarer Sara oprigtigt og ser helt ulykkelig ud.

- Hvordan ser han ud? Og hvem er de andre? spørger hun.

- Han er sådan brun og rød, og lidt grålig, med et skær af grøn. Jeg ved ikke hvad race, et gadekryds tror jeg. Måske en blanding mellem kat, rotte og ræv. Men han er fantastisk klog og min allerbedste ven. Det næstsidste i den sætning er ganske vist tæt på en lodret løgn, men det behøver hun jo ikke at vide.

- Måske har han gemt sig? får jeg tilføjet med en klump i halsen og et spinkelt håb i stemmen.

- Ambulancefolkene fandt kun dig i teltet. De havde vist nok fået en anonym henvendelse om at en dansk mand var kommet til skade ude på Amager Fælled, men de sagde ikke noget om noget med en hund.. Måske politiet kan sige mere. De undersøgte i hvert fald stedet bagefter, så vidt jeg er informeret.

- Ja, måske ... mumler jeg og ved ikke om hun hører det.

- Jeg er virkelig ked er det med din hund, siger hun. Nærmest som om det er hende der er skyld i hans forsvinden.

- Er der ellers noget jeg kan gøre for dig?

Hun former ordene i sætningen og kigger på mig med en tilsyneladende dybfølt medlidenhed, som næsten får mig til at tro at hun vitterligt ville gøre hvad som helst jeg bad hende om.

Jeg svarer ikke, men stirrer blot sørgmodigt og forsvarsløst direkte tilbage på hende. Vores blikke kolliderer midt i tomrummet mellem plejer og patient, men efter blot nogle få sekunders tvekamp bliver jeg alligevel forvirret og forlegen og fjerner øjnene igen.

I stedet kigger jeg mig rundt i det lille, hvide værelse, som ikke lader til at være stue for andre end mig selv. Det er ikke ret stort, kun få kvadratmeter større end mit grønne telt og luften føles trykkende og tung i munden og lungerne, næsten kvælende, som indeholder den alt muligt andet end god gammeldags oxygen.

Jeg får pludselig øje på et billigt ur på væggen, lige over døren, ud til hvad jeg antager er en lang gang fyldt med døre ind til værelser akkurat magen til mit. Nogle måske større, forhåbentligt ikke mindre, men alle formentlig lige så kvælende sterile som det jeg befinder mig i netop nu.

Halv ni viser urets visere og det må vel nødvendigvis være om morgenen, for der er stadig lyst. Eller er det? Jeg kommer i tanke om at jeg befinder mig indendørs og at mine normale og simple regler for tidsbestemmelse ikke gælder i dette fremmede og efterhånden ukendte univers. Klokken kan være halv ni om aftenen eller halv ni om morgenen, eller uret kan være i stykker eller indstillet forkert og klokken kan være hvad som helst andet end lige præcis halv ni. Det er faktisk umuligt at vide.

Et eller andet inden i mig går pludselig i panik og jeg kigger søgende rundt i lokalet for at få en bekræftelse på at jeg overhovedet befinder mig i år 2002. Jeg har stadig ondt i hele kroppen, men føler mig mere udhvilet end jeg kan huske nogensinde før at have gjort. Måske har jeg ligesom Tornerose sovet i hundrede år og er vågnet i en fjern virkelighed hvor alle og alt jeg kender er væk og borte, ødelagt og erstattet. Måske er englen Sara i virkeligheden en robot, en menneskelignende androide skabt på en fabriks lange samlebånd med det formål at erstatte endnu flere danske arbejdere med løntrykkende maskiner.

Mit blik søger hen mod vinduet på min venstre side, men gardinet er trukket tæt for og hvis himlen er lys på den anden side, trænger det i hvert fald ikke ind igennem det tykke, grålige stof. Mit åndedræt sætter farten op og mit hjerte pumper blodet aggressivt rundt i min forslåede krop, så alle mine sår og blå mærker får fornyet kraft og skriger i kor på opmærksomhed.

Jeg bliver svimmel og begynder at gispe heftigt efter vejret, men så enten læser Sara mine tanker eller reagerer blot på retningen af mit blik, for hun går beslutsomt hen til gardinet og trækker det tunge bomuldsstof fra med en flydende bevægelse.

Straks springer solens vintersvage og lysegule stråler ind i værelset og omringer mig og den tidligere engel Sara i et nyfødt lys der ikke er til at tage fejl af; Det er morgen og solen er med sine langsommelige bevægelser på vej op på arbejde.

Visheden får mit hjerte til igen at skifte ned i første gear og min ugrundede panik over tidens flygtighed svinder nøjagtigt som dug for solen. Men inde i mit hoved galoperer mine tanker stadig videre i retning mod Amager Fælled, for et eller andet sted derude, badet i den svage varme fra vintersolen og liggende livløse på den bundfrosne jord, er Ringo og Veshengo.

Kapitel 1 - Fremtidig fortid

(Vinter 2002 - Sensommer 1990)

Sara sidder på kanten af min hospitalsseng og kigger undrende og undersøgende på mig med en blanding af faglig omsorg og en undertrykt personlig nysgerrighed. Det ser ud som om at hun har lyst til at stille mig et spørgsmål, men de første mange minutter formår hun tålmodigt at holde spørgsmålet skjult bag sine egne kønne læber og nøjes i stedet med at observere mig.

Mit eget blik dvæler stadig ved morgensolen, som stedkendt søger mod himlen og kan skimtes gennem de nøgne grene på det ældgamle bøgetræ ude foran hospitalet. Først da jeg atter retter blikket mod hende, lader hun et spørgsmål rulle over tungen, ud i luften og hen mod mig. Men jeg fornemmer at det ikke er det spørgsmål hun oprindeligt havde i sinde at stille.

- Jeg skal forresten spørge fra overlægen, om du har et sygesikringsbevis? Hospitalet kan nemlig ikke finde ud af hvem du er, ser du. Hun smiler overbærende og ved sikkert at svaret er givet på forhånd.

Sygesikringsbevis? Ja, man skal åbenbart høre mange dumme ting her i livet. Men det er selvfølgelig ikke søde Sara sygeplejerskes skyld, at mit fortabte sygesikringsbevis for længst har rundet sidste holdbarhedsdato og at bopælsadressen på det forsvundne kort ligeledes for længst er overtaget af en person med en mere stabil indkomstkilde end pantsamling, tiggeri og gentagen gademusik.

- Nej, det har jeg desværre ikke, svarer jeg undskyldende og skynder mig for en sikkerhedsskyld at tilføje.

- Lige nu kan jeg faktisk ikke engang huske de sidste fire tal...

- Det er helt okay, svarer hun hurtigt og virker ikke synderligt optaget af svaret, hvilket kun forstærker mit indtryk af at sygesikringsspørgsmålet ikke var hvad hun egentlig havde på hjertet.

Med en timing som hos en dygtig komiker, banker det i det samme hårdt og resolut på døren med en insisterende og krævende intensitet, som hos en person der er vant til bare at vade ind og kun allernødigst har nedværdiget sig til faktisk at bede om lov.

- Det er politibetjent Larsen, vi talte sammen tidligere. Må jeg have lov at komme ind nu? Jeg vil frygteligt gerne udveksle et par ord med patienten. Det tager ikke lang tid..

Sara skynder sig hen til døren og læner sig beskyttende op ad den, måske i en naiv tro på at hendes egen engle-vægt rent faktisk vil kunne holde politibetjenten ude, hvis han beslutter sig for at tiltvinge sig adgang til stuen.

- Ikke nu, han er stadig påvirket af sovemedicinen, hvisker Sara så højt at det tydeligt kan høres gennem den tykke dør og ganske sikkert ville have vækket mig hvis jeg rent faktisk havde sovet. Sovemedicin eller ej.

På den anden side grynter mandspersonen noget utydeligt, men flytter ikke umiddelbart på sig, og både Sara og jeg holder vejret i ren spænding. Nogle velovervejede sekunder senere, kan man dog alligevel høre nogle tunge skridt forsvinde hastigt ned ad stuegangen og fornemme den højfrekvente skratten fra en politiradio, der ubetænksomt forstyrrer de følsomme hospitalsinstrumenters usynlige radiobølger. Nogle stuer væk begynder et apparat at hyle ubarmhjertigt.

Sara blinker drilsk til mig med ryggen mod døren, åbenbart tydeligt bevidst om at jeg ikke ønsker at snakke med politiet lige nu.

- Hvad kan du egentlig huske? udbryder hun pludseligt med et barns uskyldige nysgerrighed, og før jeg overhovedet når at åbne munden til svar, sætter hun sig mageligt til rette i stolen ved siden af sengen og ligger hovedet lidt på skrå; klar til den helt store fortælling.

I et sandt sammensurium af følelser, psykisk sorg og fysisk smerte, og komplet overvældet af en sjælden interesse for min person, beslutter jeg mig for at give hende netop dét. Min fulde fortælling.

* * * *

- Jeg vil starte historien et sted ganske tæt på, men alligevel uendeligt langt borte. For elleve lange år siden, før jeg åbnede mine øjne og så verden som den rigtigt var, fra alle sine mange smukke, grimme og skæve vinkler.

Det bringer os tilbage til år 1990, kort efter Berlinmurens uundgåelige fald og midt i den såkaldte kartoffelkur. Til en tid hvor arbejdsløsheden i Danmark var rekordhøj, men hvor jeg med ungdommens evige optimisme og en sædvanlig mandlig selvtillid og tro på egen unikke formåen, netop var startet på psykologistudiet på Københavns Universitet.

Det var dengang jeg stadig var ung og smuk, eller pæn i hvert fald, for mænd kan vel aldrig rigtigt være smukke. Mit hår var nyklippet efter seneste konservative mode og sat op med en mildt velduftende, men stadig mandligt lugtende hårvoks på de særligt udvalgte steder på hovedet der signalerede kontrol - og det nystrøgne slips i traditionel sort farve, hang uantasteligt uden på skjorten som var det målt med lineal. Det var sent på sensommeren da jeg således ulasteligt klædt på, trådte ind til ugens første forelæsning på universitetet, der for de studerendes helbred og mødestatistikkens skyld, var udskudt til tirsdag efter klokken 12. En sjælden klog beslutning fra en moderne rektor.

Weekenden forinden havde der været rustur. Og sikke en rustur det havde været. Som de fleste andre af dem jeg kendte der havde søgt ind på et videregående studie, havde jeg set frem til universitetets vidt berygtede rusture næsten lige siden afslutningen af 9. klasse - hvis ikke tidligere. Forventningerne havde været tårnhøje. Det ville blive intet mindre end legendarisk, det var alle prognoser der forudsagde den slags enstemmigt enige om og så må det jo nødvendigvis blive sandt.

* * * *

De ensfarvede, gyldne busser der var sært identiske med dem jeg som lille hver dag var blevet transporteret til min udflytterbørnehave i, var kørt fra Vor Frue Plads inde midt i byen allerede tidligt fredag morgen. Trods tidspunktet var der allerede flere af de kommende studerende der var i gang med dagens første eller anden øl - og for andre igen, gjaldt det simpelthen bare om at holde nattens befriende beruselse kørende, så de altid frygtede tømmermænd ikke pludselig kom snigende bagfra og ødelagde resten af weekenden. Faktisk var larmen og kaosset ikke meget anderledes end det jeg huskede fra dengang med børnehaven. Blot en anelse mere sexuelt ladet.

Stemningen havde været spændt til nær bristepunktet og fyldt med fjollet nervøsitet i bus nr. 2 fra Lyngby Turistfart, hvor jeg efter en tiltagende desperat søgen efter et sted at slå mig ned, havde fundet sammen med en anden af årgangens nye ved navn Jens. Han ville senere komme til at betyde mere for mit livs udvikling end hans noget overfladiske personlighed umiddelbart lagde op til.

Vejret var højsommerligt og jeg glædede mig allerede til at den lange køretur i den varme bus var et overstået kapitel. Jeg stod i køen og tippede nervøst frem og tilbage på mine svedige tæer i de varme kondisko. Egentlig ville jeg allerhelst have taget sandaler på, men jeg var bange for hvilket signal det ville sende og havde derfor truffet det sikre valg og stukket mine fødder i et par anonyme sorte sokker og et par grå kondisko, hvor sveden nu piblede ivrigt frem mellem tæerne - men heldigvis og med krydsede fingre endnu ikke stank.

Jeg stod i mine egne tanker og prøvede at forestille mig alle tænkelige scenarier for hvordan weekenden kunne forløbe, foreløbigt var det blevet til et par hundrede mulige udfald, der hver især forgrenede sig til lige så mange flere, da nogen prikkede mig blødt, men overdøvende insisterende på skulderen. Jeg vendte mig om og kiggede ind i et par sørgmodige, brune øjne der ikke så ud som de havde fået søvn i dagevis. Min første tanke var derfor at denne medstuderende vist da havde taget rigeligt forskud på glæderne og næppe ville stå distancen, men så åbnede manden med de trætte, blodsprængte øjne munden og talte engelsk med en tydelig udenlandsk, men ganske forståelig og høflig accent.

- Please, sir, have you seen Micha-ela My princesss Micha-ela? She came to Copenhagen, I think. Not too long ago. She has a small, beautiful scar above her eyebrow. Here. Please, have you seen her, sir?

- I-I'm sorry, I h-haven't seen her. I don't know where she is or who she is, stammede jeg og smilede undskyldende til den fremmede, der kiggede på mig med en sultens hunds bedende øjne. Han så næsten desperat ud.

- I'm sorry, gentog jeg og rystede på hovedet. Den udenlandske, engelsktalende fyr var vel omtrent min egen alder, men havde en ældre, bekymret mands rynker i panden og en træt mands rynker under øjnene. Han var iført et slidt, krøllet jakkesæt der måske engang i fordums tid havde været nydeligt hvidt og dertil et skævt rødt slips der dog var bundet ulasteligt omkring kraven på hans tynde hals.

Den udenlandske mand, som jeg nu ganske tydeligt kunne se ikke var en af mine nye medstuderende, tyggede på mit ubrugelige svar et øjeblik, så fortsatte han sin søgen ned langs køen af forventningsfulde førsteårsstuderende, men blev hver gang mødt af samme svar, hvis han da overhovedet fik et. Et par meter længerede nede ad køen blev han endda grundigt latterliggjort af en rapkæftet fyr, hvorefter han trak sig ydmyget tilbage og i stedet opsøgte andre af de få morgenfriske mennesker på Vor Frue Plads. Tilsyneladende stadig uden held.

-Micha-ela? Michael the Princess? Do you mean Michael Jackson, the Princess of Pop? spurgte den rapkæftede fyr længere fremme i køen, som jeg kun delvist kunne se fra hvor jeg stod, hånefuldt og grinede højlydt og længe af sin egen dårlige joke.

Gad vide hvem det mon var den udenlandske stakkel ledte efter, tænkte jeg, og fik først svaret mange år senere.

* * * *

Jeg stod endnu et laaangt kvarter omtrent i midten af den lange kø af unge mennesker på Vor Frue Plads, der skulle med bussen til et top hemmeligt sted den dag - og da det endelig blev min tur til at finde en plads i bussen var mine valgmuligheder således allerede blevet indsnævret væsentligt for mig.

Som den gode studerende jeg håbede på at blive, havde jeg naturligvis været med til intromødet for den kommende årgang to uger tidligere, men nu kunne jeg ærligt talt ikke huske et eneste navn eller et eneste nervøst ansigt på dem jeg med tunge skridt gik forbi i bussen. Der havde i øvrigt også været over 200 nye hoveder at holde styr på den introaften, så egentlig var det vel ikke så underligt.

Jeg følte mig som en overvældet 6-årig på første skoledag igen, da jeg med tøvende skridt fulgte de andre nye foran mig ned gennem bussens midtergang. En efter én forsvandt de ind på tomme sæder til venstre og højre. De rigtig heldige fandt enten to tiloversblevne sæder helt for sig selv og smuttede lettet ind på vinduespladsen og overlod dermed det akavede i at sætte sig ved siden af en fremmed til en anden, eller stødte på nogen de kendte undervejs og faldt straks i en form for højlydt snak der skulle indikere at de i hvert fald ikke havde nogen sociale problemer.

Mit hoved drejede sig søgende fra side til side, som var jeg tilskuer til en tenniskamp, mens jeg med langsomme skridt vadede videre ned gennem bussen, der denne dag føltes flere hundrede meter lang. Ind i mellem fik jeg øjenkontakt med dem der allerede sad, hvilket flere gange snød mig til at tro at jeg kendte vedkommende, men så alligevel ikke. Havde jeg virkelig så dårlig en hukommelse at jeg ikke kunne huske en eneste levende sjæl fra intromødet, eller havde det måske ligefrem været det forkerte intromøde jeg havde været til? Det gjorde ikke situationen bedre, at der på sædet ved siden af langt de fleste tomme sæder sad en enlig pige. Ikke fordi jeg havde noget imod piger, tværtimod, de betød mere for mig end jeg med sobre ord kan forklare her. Men her fredag morgen, ganske ædru, forekom det lidt anmassende bare at sætte sig ned ved siden af den første, den sødeste pige. Hvad ville hun mon tænke? Og hvis jeg nu i stedet satte mig ned ved siden af en lidt grimmere pige, ville det så kunne tolkes forkert? Og i så fald hvordan? Før jeg var blevet færdig med at analysere mine egne overfladiske tanker og nået at træffe en beslutning, var jeg nået næsten helt ned bagerst i bussen.

På kysserækken sad seks drenge og kæderøg på den samme ildelugtende smøg og på sæderne foran dem, var der kun én ledig plads tilbage. Jeg kunne ikke vende mig om nu og gå tilbage den vej jeg var kommet, for det ville næppe undgå at blive misforstået som uhøflighed. Jeg havde altså intet andet valg end at sætte mig ned på det eneste ledige sæde bagerst i bussen og jeg gik de sidste skridt hen mod min på den måde nøje udvalgte plads.

Jeg kunne ikke se hvem der sad ved vinduet, for personen sad foroverbøjet og rodede efter et eller andet i sin medbragte sportstaske, så jeg satte bare numsen i sædet og ventede på at han kom op igen. Det måtte være en dyb taske, for det tog sin tid.

Til sidst kom hovedet poppende frem, efterfulgt af et par hænder med hver sin grønne bajer.

- Tillykke, sagde han bare og stak den ene dugfriske øl i hånden på mig.

- Som min nye sidekammerat, har du vundet denne kolde forfriskning. Hvad siger du så? Tilføjede han og grinede højlydt med den rapkæftede fyr fra køens umiskendelige stemme.

- Øhh .. Tak, fik jeg til sidst formuleret og følte mig en smule overrumplet. Jeg havde ikke medbragt nogen gaver.

- Jens, sagde han og smilede kækt da han stak sin nu tomme højre hånd frem for at give pote. Jeg fumlede lidt med øllen, men fik den til sidst flyttet over i den anden hånd og rystede hans i den første af mange indbyrdes styrkeprøver. Vi var heldigvis cirka lige stærke. I hvert fald fysisk.

- Caspar, Caspar Jepsen.

* * * *

Busserne med de kommende studerende var kun lige nået ud på Roskildevej på vej mod en stadig hemmelig destination, før rusvejlederne sprang op fra deres sæder oppe ved chaufføren og kom væltende ned gennem bussen som vilde indianere. De virkede som om de havde taget speed eller en anden form for narkotikum og var helt oppe at køre.

- Nu ingen modstand. I får lov at tage dem af igen om et par timer, beordrede de os og storgrinede, mens de bandt tykke, sorte sokker rundt om ansigtet på alle de nye studerende, én efter én.

Et par piger i matchende rusturs T-shirts skreg i en blanding af frygt for det ukendte og forventningens glæde, mens buschaufføren oppe foran et øjeblik vendte sig om i sit magelige sæde og ryste opgivende på hovedet.

Da alle os nye havde fået bind for øjnene med de sure sokker, som vi mistænkte for med vilje at være blevet dyppet i et eller andet klamt, kunne man pludselig høre lyden af flere grønne flasker der klirrede mod hinanden som i et primitivt signalsprog. Jens og jeg fik hver yderligere fire dejligt kolde Tuborg stukket i hånden. En til hvert ben, som de sagde, og Jens supplerede efterfølgende op med omtrent det samme antal fra sin personlige oppakning. Selv havde jeg kun ekstra tøj, tandbørste, tandpasta og hårvoks med. Samt kondomer, bare for en sikkerheds skyld.

- Og husk at der ikke er noget toilet i bussen! råbte de drillende, da bussen accelererede og formentlig kørte ind på Holbækmotorvejen, på vej mod ukendt territorium. Jeg skulle allerede pisse.

De første 10 minutter sad Jens og jeg i nærmest pinlig tavshed, uden at udveksle så meget som et eneste ord, mens resten af bussens passagerer tilsyneladende havde travlt med at ekkolokalisere hverandre med skingre stemmer og frydefylde hvin.

Havde vi ikke været blændet med sure sokker kunne man, om ikke andet, altid have talt om det strålende sommervejr, men nu var man tvunget til at være mere kreativ, hvilket ikke var min stærkeste side. Slet ikke blandt folk jeg kun lige havde mødt.

Efter lyden at dømme, lod det ikke til at Jens havde nogen problemer med stilheden mellem os, han nød tilsyneladende bare sine kolde øl og jeg kunne ligefrem høre væsken rutsje i et kontinuerligt flow ned gennem hans tilsyneladende tørre gane og lande med et gyldent plask i mavesækken. Jeg var nær døset hen, godt hjulpet på vej af hashrøgen fra gutterne på bagsædet, og fik et godt gammeldags chok da han pludselig gav mig en stiv albue i siden, lænede sig ind mod mig og hviskede mig ind i næsen, hvor han nok troede mit højre øre befandt sig.

- Vidste du at psykologistudiet er det studium i landet med flest tøser? spurgte han henkastet, hvorefter han bællede de sidste sørgelige rester af den tredje øl, tog bindet fra det ene øje, lænede sig en smule ind over mig og kiggede op gennem rækkerne i bussen.

- Er det rigtigt? spurgte jeg forhastet og formåede vist at lyde akkurat lige så interesseret som jeg var. Jeg fulgte hans eksempel og trak en smule op i sokken og lod mit blik følge hans. Umiddelbart kunne det se ud som om han havde ret. Langt hår var ikke længere populært hos fyre og når man kiggede rigtigt efter, var der en klar overrepræsentation af hunkøn på bussens mange sæder og ikke kun dem med ledige pladser, sådan som jeg tidligere havde antaget. Nok fordi det var de ledige pladser jeg havde kigget efter.

Jens bed straks mærke i min interesse og vendte sig om mod mig igen, med et alvorligt blik i øjnene, som var det han nu skulle til at fortælle yderst vigtigt. Sokken over hans ene øje fik ham til at ligne en moderne pirat, måske ville han tiltro mig hvor skatten lå begravet.

- Det kan du tro. Helt nøjagtigt 73,2 procent i skønhedernes favør. Du kommer til at drukne i fisse på denne her tur, hvis du da ikke drukner i øl først. Dét tør jeg godt love dig, tilføjede han og selvom han derpå grinede sit allerede velkendte og højst irriterende grin, denne gang som en vaskeægte ond sørøver, var det ikke nær højt nok til at overdøve den generelle larm i bussen, hvor sniksnak, fnidder og fnis sprang fra væg til væg og uden held prøvede at undslippe bussens klaustrofobiske indre.

Jeg kunne ikke lade være med at smile, selvom jeg prøvede at skjule det. At drukne i fisse lød jo streng taget ikke helt tosset.

- Hvor fanden ved du det fra? Tvang jeg alligevel mig selv til at spørge kritisk, selvom jeg inderst inde var helt villig til at godtage alle sådan påstande.

- Min onkel arbejder med analyse hos Danmarks Statistik, han er næsten 35 men en super cool fyr. Han gav mig en æske med ægte cubanske cigarer, rullet af Fidel Castro himself og en udprintet top-10 liste over de videregående uddannelser med størst optagelse af piger, til min studenterfest i sommers. Så er det sgu bare at vælge den der giver bedst sagde han, mens vi stod og røg hovederne blå ved carporten foran mine forældres have.

- Fortæller du mig, at den eneste grund til at du er søgt ind her, på Psykologi, er at der er mange piger? Jeg var ikke ligefrem forarget, selvom det måske lød lidt sådan, men jeg havde alligevel aldrig selv tænkt den tanke. Dog blev jeg pludselig endnu mere tilfreds med mit eget valg af studium.

- Nej da, slet ikke. Tror du virkelig at jeg er så overfladisk?

- Ja, eller nej. Jeg ...

- Ifølge min onkels papirer er det skam også et temmeligt godt betalt job og med en overbygning kan man endda få lov til at udskrive medicin til sig selv, og patienterne naturligvis. Kom ikke og sig at du har en eller anden større moralsk baggrund for at søge ind, for jeg kan da se med mine egne øjne at du sidder her og bliver helt våd i bukserne ved tanken om uanede mængder fisse. Han klaskede mig hårdt på låret og skraldlo. Jeg kiggede forfjamsket ned i mit eget skridt. Uden at have lagt mærke til det, måtte jeg havde spildt øl ned ad mig selv. Hvad fanden skulle det der åndsvage bind for øjnene også gøre godt for.

- Det er øl, din idiot, svarede jeg tilbage, men kunne ikke lade være med at grine med. Det var unægteligt komisk i denne akavede sammenhæng.

- Bare rolig, jeg skal nok lade være med at sige det til nogen.

- Hvad stod der ellers på listen, den din onkel gav dig? spurgte jeg i et lidt for oplagt forsøg på at skifte emne.

- Det er jo så lige det, de andre fag på listen var overhovedet ikke interessante. Nummer ét var faktisk ikke her, men seminariet, pædagoger du ved, men ifølge de uddybende bilag som min onkel også vedlagde, viste statistikken at pigerne på seminariet næsten alle sammen var skruk og i gennemsnit fik børn 4 år tidligere end andre artsfæller. Den slags tal og den slags piger er sgu ikke til at spøge med. Han talte af bitter erfaring, sagde min onkel.

- Nå for helvede, var det eneste jeg kunne komme på at sige som svar til dén oplysning. Det var egentlig temmelig uhyggeligt hvor meget staten vidste om befolkningen.

- Derudover, sagde Jens og fortsatte sin opremsning. - Var der sygeplejerske, kunst, samfundsvidenskab og den slags. Men intet andet på den top-ti-liste lød altså rent interessant og lønniveauet var også meget lavere, så valget var sådan set ikke så svært. Desuden har jeg altid været god til at lytte og tale, og det er jo 90 procent af en psykologs jobbeskrivelse, skulle jeg mene.

- Jo, ja sikkert, svarede jeg og tænkte at det med at han var god til at tale jo da i hvert fald var rigtigt nok.

Jeg løftede sokkebindet en smule mere og kiggede ud ad vinduet. Jeg konstaterede forbløffet at vi allerede var langt uden for København, på vej ud ad en lille landevej. Jeg havde været helt overbevidst om at vi stadig var på vej igennem morgentrafikken på Holbækmotorvejen, men på en eller anden måde havde Jens formået at stjæle over en time af mit liv, uden at jeg overhovedet lagde mærke til det. Det skulle i øvrigt blive meget værre med hans tidsrøveri.

Jeg begyndte at tro på, at han ville blive perfekt som timelønnet psykolog, hvis han da ikke formåede at kneppe en eller anden tøs med AIDS og lide en langsommelig død inden han nåede så langt på tilværelsens korte løbebane.

* * * *

1 time, 47 minutter og 55 lange sekunder senere, kørte bussen ind i en skarp rundkørsel og stoppede kort efter brat op, så hele bussen gav et ordentlig ryk. Heldigvis var de fleste flasker på dette tidspunkt ganske tomme, så ingen dyrebare dråber blev spildt. Det var Lyngby Turistfarts underbetalte rengøringspersonale i øvrigt også ganske taknemmelige for, da de mødte ind på arbejde et kvarter i fire den næstkommende morgen.

Dørene for og bag gik op med et hydraulisk swuush, og 70 kommende førsteårsstuderende væltede ud, mange stadigt trofast med bind for øjnene. Flere stod og pressede knæene sammen og så ikke ret fornøjede ud. De havde vel mest af alt lyst til at smide bindet og finde den første, den bedste busk at vande. Men frygten for rusvejledernes hævn og hvad deres kommende medstuderende ville tænke, vandt alligevel over trængslen i bukserne.

Rusvejlederne viste sig dog ikke at være mere onde, end at de hurtigt fik folk samlet sammen i en lige række og gav os alle sammen lov til at tage sokkerne af personen foran. Dernæst bad de os om at stikke hånden ned i dem, for inde i hver sok befandt sig også en lille gave, sagde de. Ikke noget særligt, blot noget vi måske kunne få brug for.

Jens og jeg og resten af den lange række stak hånden ned i hver vores sok sådan cirka samtidig og trak et guldfarvet kondom op. Højst forbløffende og yderst upassende, var kondomerne brandet med KUs eget mærke (ganske vist uofficielt, men alligevel), kaldet KU Extra Strong og indeni kondomet lå en lille rundhovedet nøgle med et husnummer på, som de nu fortalte gav adgang til matchende hytter lige rundt om hjørnet, som altså skulle være vores hjem weekenden over.

Den information fik et par af pigerne med de mindste blærer til omgående at vende rundt og styrte ned mod hytterne, hvor der helt sikkert måtte tænkes at findes et toilet. Her stoppede rusvejledernes gode vilje dog og de kaldte pigerne tilbage, før de var nået mere end et par meter nedad grusstien.

- Det er en gammel skik her på Stud.Psyk, at fyrene bærer pigerne ned til deres hytter, informerede de og bad dernæst alle drengene om at tage et skridt frem og helt i overensstemmelse med Jens' onkels statistik, viste det sig at vi var i så stort undertal, at vi selv i en slåskamp med næverne ganske sikkert ville have tabt.

De tissetrængende piger fik til deres lettelse lov at komme først op på skuldrene af de allerede berusede fyre, der efterfølgende vaklede noget usikkert ned mod hytterne. Selv var jeg urimeligt heldig og fik først en lille, tynd pige med en hytte der lå helt tæt, efterfulgt af hendes to værelseskammerater af nogenlunde samme størrelse. Jens trak derimod nitten med en af de mest tissetrængende piger, der ifølge hendes nye nøgle tilmed boede allerlængst væk. Da han kom tilbage fra sin første tur, var han helt våd ned ad ryggen og så ualmindelig misfornøjet ud - og selvom han senere bortforklarede det som ganske naturlig sved efter at have båret trunten halvvejs til Sverige, blev tisse-episoden rusturens første morsomme anekdote og husket i mange år fremefter af både dem der var til stede den dag og dem der sidenhen fik fortalt historien. Husket blev det ikke mindst af Jens, selvom det dog senere utroligt nok lykkedes for ham at vende den mildest talt negative historie til noget positivt i en opgave på 3. år om de fysiske konsekvenser ved psykisk pres (at store mængder alkohol havde været hovedårsag til den eftergivende trængte blære, havde han naturligvis udeladt i sin konklusion) og indkasserede et stort 11-tal for opgaven.

Antageligt har der været mange andre og sikkert også værre historier at fortælle fra de tre dage vi tilbragte i sommerhusområdet et sted i Vestsjælland, men mindst lige så sikkert er det at mange af dem blev glemt af slørede sind, før de overhovedet nåede at blive husket eller nedskrevet.

* * * *

Resten af dagen gik med den ene mere vilde drukleg efter den anden. De mange hytter og dertilhørende nøgler og kondomer var blevet tildelt tilfældigt efter princippet om at man skulle lære nye mennesker at kende, men det tog ikke lang tid før en organiseret og intensiv byttehandel havde fået omfordelt nøglerne, så de fleste endte med at bo sammen med nogle de kendte eller i det mindste blot havde siddet ved siden af i bussen. Ligesom tilfældet var med mig og Jens.

Efter at alle var kommet på plads i deres nye midlertidige og ombyttede hjem, som bestod af enormt hyggelige henholdsvis to og trepersoners træhytter i næsten-ægte svensk landstil, blev vi alle sammen kaldt ud på en ilde velholdt græsmark omme bagved, hvor Over-rusvejlederen holdt en kort velkomsttale, mens han forsøgte at balancere på en tom ølkasse, der i dagens anledning også fungerede som talerstol.

Herefter fulgte en flere timer lang ØL-ympiade. Først øl-rundbold og siden øl-gymnastik og selvfølgelig den mest kendte af alle alkohol-relaterede-sportsgrene; øl-stafetten.

Ganske som forventet straffede øl-stafetten hårdt og hensynsløst, men allerede ved øl-gymnastik hvor man kun iført det allermest nødvendige undertøj skulle præstere en række akrobatiske stillinger såsom den menneskelige pyramide, som enhver idiot med bare et spædbarns begreb om fysik kunne regne ud var dømt til at gå grueligt galt omstændighederne taget i betragtning, og hvor man oveni købet samtidigt skulle konkurrere om at bunde mest muligt, hurtigst muligt fra en til formålet fremstillet fem meter høj øl-bong, var der flere der gav op og måtte en tur ud i buskene og brække sig.

Alt i alt resulterede de cirka fire timers lege i to svært forstuvede ankler, et brækket håndled, to blodnæser og så mange blå og røde mærker at man skulle tro en voldelig ægtemand havde fået frit spil med et baseballbat.

At det overordnet set var en fantastisk start på turen, var alle dog helt enige om - og dem der ikke var enige var enten gået kolde eller lå dybt begravet i en tjørnebusk og brækkede sig, da den kollektive håndsoprejsnings afstemning blev foretaget.

Efter ØL-legene fik folk lov til at gå tilbage og tage et bad, rense sår, sove ud eller hvad man nu måtte have brug for efter eftermiddagens strabadser (det sidste blev der dog kraftigt advaret imod grundet faren for tømmermænd). Vi skulle først samles igen om aftenen for at spise middag og feste videre.

Jens og jeg sad i vores fælles to-mands hytte og delte den sidste grønne flaske med indianer-medicin som han havde haft med hjemmefra.

Jeg havde pådraget mig en vikinge-værdig hudafskrabning på min venstre albue og forsøgte ihærdigt at ignorere smerten, der ikke blev spor mindre da jeg dum som jeg var besluttede mig for lige at rense såret med jod.

Hvis jeg havde haft en forhåbning om at se nydelig og professionel ud for mine medstuderende da jeg stod op om morgenen, var den illusion nu godt og grundigt faldet fra hinanden, som et korthus uden lim.

Vi var begge godt fulde og trængte til noget at spise. Jeg havde mest lyst til pomfritter og burger med ost og bacon, noget med snask, men min medbragte morgenmad der var lavet på et tidspunkt med helt andre og sunde bagtanker, bestod primært af tørt rugbrød fra tidligere på ugen, ugenkendeligt pålæg og noget stødt frugt.

Jens havde tilsyneladende ikke medbraget noget at spise i den ellers gigantiske sportstaske, men efter at have kastet et spørgende og sultent blik på mit usle madforråd, gav jeg ham lov til at nappe et stykke. Ikke overraskende tog han det største og pæneste æble og spise det hurtigere end Anders And spiser en majskolbe, som frygtede han at jeg skulle ændre min mening og tage det fra ham igen. Han smaskede veltilfreds færdigt og kastede så æbleskroget over skulderen, tværs gennem lokalet og lige ned midt i affaldskurven. Hvad enten det var rent held eller om han måske engang havde spillet show-basket i NBA, var det temmelig imponerende.

- Er du egentlig jomfru? Spurgte han så uden videre, næsten som om det bare var mit navn han ville vide.

- A'hva? Jomfru?

- Ja, altså har du nogensinde dyppet grenen i honning eller kun trøstet den med håndcreme, du ved? Han klukklo og lod som om han onanerede.

Jeg stirrede åndsvagt på ham og nu så han pludselig fuldstændig seriøs ud. Jeg havde kendt Jens i under et kvart døgn og under normale omstændigheder ville det ikke være faldet mig ind at svare på sådan et dybt personligt spørgsmål. Imidlertid forhold det sig sådan at vi pt. befandt os langt væk fra dagligdagen, netop havde delt synet af hinandens og 150 andres kønsdele på en græsmark og i øvrigt var plørefulde.

Nej, jeg var ikke jomfru, heldigvis da, det havde Sanja sørget godt og tilmed grundigt for allerede midt i 2.G og det skyldtes, bildte jeg mig i hvert fald ind, til en vis grad netop den velplacerede lejlighed jeg samme morgen havde forladt inde i byen på Østerbro.

Det år jeg fyldte atten, syntes min far at det var på tide at jeg begyndte at klare mig selv og indhentede derfor en tjeneste hos en kollega, der kendte en der kendte nogen, der skyldte ham en tjeneste og på den måde skaffede mig en lille, men pæn lejlighed midt i København, som han med læresætningen om at klare sig selv i mente, dernæst ironisk nok betalte halvdelen af lejen for hver eneste måned.

Ganske få af mine klassekammerater på det tidspunkt havde et arbejde, der var ikke engang job til dem med kvalifikationer og da slet ikke til dem uden, og endnu færre havde deres egen lejlighed. Ja faktisk var jeg den eneste. Det var derfor også selvsagt at der skulle holdes en ordentlig indflytterfest, eller housewarming som det efter amerikansk jargon dengang var begyndt at blive kaldt.

Ugen efter at jeg var flyttet ind og kun ganske få timer efter at min mor og far havde forladt lejligheden og endnu engang takket for den lækre middag, var mine klassekammerater og deres kammerater og deres venner og veninder, og et par stykker jeg aldrig i mit liv havde set, dukket op i en jævn strøm. Snart var den lille lejlighed proppet til bristepunktet med unge mennesker og musikken fra Boomblasteren havde allerede givet den første af mange klager, som mine gæster dog var så flinke at afvise på mine vegne, før jeg selv kunne mase mig vej hen til hoveddøren og de sure naboer.

Senere, et sted mellem klokken 4 og 5 om natten, var festen begyndt at stilne af. Nogen havde skiftet musikgenre til reggae og stemningen var derefter. Inner Circles lettere perverse Sweat (A La La La La Long) fyldte lejligheden med sin dansevenlige melodi og ude i køkkenet havde en eller anden fyret op for en joint der fik den lettere malplacerede brandalarm til at hyle vildt om kap med musikken, indtil den kort efter og ganske brat blev taget ned og kylet hadefuldt ud gennem det dertil åbnede vindue.

Jeg sad op ad væggen i entreen og snakkede med klassens eneste bøsse om hvordan den slags nu fungerede. Det var her at Sanja, parallelklassens uden sammenligning kønneste pige havde henvendt sig og spurgt om vej til soveværelset, for hun ville meget gerne ligge lidt ned og slappe af. Høflig som jeg var og uden en eneste uærlig bagtanke, ledte jeg henne halvanden meter længere ned af den lille gang og ind i soveværelset. En fyr jeg ikke kendte fra den vinkel lå allerede akavet på sengen og sov med numsen i vejret, så man havde et frit og uønsket syn til håndværkersprækken, men jeg fik ham hurtigt smidt ud og efterlod sengen til en yderst taknemmelig Sanja. Det var i dette øjeblik, at det op til da mest fantastiske i mit liv skete. Sanja kiggede på mig og døsigheden i hendes smukke, malede øjne var pist forsvundet. Hun hev fat i mine skuldre og trak mig ned mod sengen, væltede mig om på ryggen og satte sig overskrævs på mine allerede begyndende bulende bukser, hvorefter hun på det nærmeste overfaldt mit ansigt med sine bløde og kunstigt mørkerøde læber. Hun sparkede døren i med den ene nøgne fod, mens hun som en anden tryllekunstner trak sin brystholder af indenunder blusen og drillende viftede mig i ansigtet med den. Så trak hun sin lilla bluse op over hovedet og to store, men spændstige og faste bryster faldt straks ned over mig og havde nær slået mig bevidstløs.

Da jeg vågnede sent på formiddagen næste morgen, fik jeg straks erektion igen ved tanken om hvad der var sket i mit soveværelse i nattens mulm og mørke. Sanja var væk, men da jeg mange timers overspringshandlinger senere endelig fik taget mig sammen til at rydde op efter festen, fandt jeg hendes magiske-brystholder under min hovedpude, som en perfekt afskeds gave til mænd i alle aldre. Den duftede stadigvæk af store, bløde bryster.

Efter lang tids pause, hvor Jens bibeholdt sit kolde stenansigt og jeg selv forsøgte ikke med en mine at afsløre mine minder og tanker, svarede jeg ham ærligt.

- Nej, jeg er sgu ikke jomfru.

- Perfekt! konstaterede han og stenansigtet forvandlede sig straks til et stort smil der strakte sig fra øre til øre og røbede et imponerende talrigt tandsæt.

- Har du set Top Gun? spurgte Jens og gjorde af en eller anden grund honnør.

- Nej, det tror jeg ikke. Hvornår er den fra?

- 85 .. nej 86 er det. Den der med Tom Cruise som pilot, den har alle sgu da set.

- Ham den amerikanske skuespiller?

- Ja, lige præcis ham.

- Nej, den har jeg helt sikkert ikke set så. Min mor ville ikke lade mig se amerikanske film da jeg var yngre. Du ved imperialismen og den slags, svarede jeg og fortrød det straks igen. Jeg orkede ikke rigtigt at begynde at forsvare min mors, i hans øjne, sikkert forældede hippie synspunkter.

Da vi nogle uger senere for første, eneste og sidste gang i vores venskab diskuterede reel politik i forbindelse med et upopulært lovforslag om ejendomsskat fremsat af Schlüters regering, beskrev Jens sig selv som Konservativ Opportunist. Han vidste næsten nøjagtigt hvad han ville i livet og gjorde alt hvad der skulle til for at nå hans mål. Hvis andre ikke også vidste hvad de ville, eller i det mindste turde gætte på det, og ikke også gjorde alt hvad der stod i deres magt for at nå dertil, jamen så var det jo deres eget problem. Det er alle imod alle, Caspar havde han sluttet med at sige og dernæst brat skiftet emne, som om hans tankegang dermed var blevet globalt accepteret som faktum og ikke længere stod til diskussion.

Selv havde jeg ikke noget specielt politisk standpunkt. Min lærer på gymnasiet havde godt nok fået mig overbevidst om at man skulle udnytte sine chancer i livet så godt man kunne, men derfra og så til at det var alles kamp mod alle, synes jeg nu alligevel at der var et stykke vej.

I mine unge øjne var der på begge fløje ofte folk der sagde noget værre sludder og endda ofte gjorde præcis det modsatte af hvad der stod de ville i deres partiprogrammer, så det blev umuligt at vide hvad man reelt set fik for sine skattekroner og sin stemme. Et eller andet sted måtte det optimale vel være, at alle borgere kunne stemme om samtlige lovforslag der blev fremstillet og på den måde stemme for præcis de ting man ville, i stedet for som i dag at stemme på det parti der blot repræsenterede flest rigtige af ens egne synspunkter eller færrest forkerte, det bedste parti af flere middelmådige om man ville. Men realistisk set var sådan en model nok næppe tidsmæssig mulig (folk kunne jo dårligt forventes at sige deres job op for at tage hen og stemme hele tiden, hvilket i øvrigt nok også ville forværre økonomien betragteligt) og derudover kunne man let tænke sig at det kun ville blive de populære og letforståelige forslag der ville blive stemt igennem, mens nedskæringer, reformer, forringelser og forslag af mere teknisk karakter, uanset deres rigtighed, automatisk ville blive stemt imod. Nej, når man tænkte over det, var den danske model sgu nok egentlig meget god. Dog med den undtagelse at man måske ikke burde tillade folk som Jens at stemme.

-