• Embed Doc
  • Copy Link
  • Readcast
  • Collections
  • CommentGo Back
 
Intime Banaliteter 
 Af Asger Jorn"Smagen er jo arvelig.Hyænen lever tarveligt".Johannes Holbech.
Det er typisk, at den der har mistet forbindelsen med det fundamentale i kunsten også mangler sansen for det banale. Jeg mener ikke her evnen til at se om noget er banalt, denne evne udvikles tværtimod i sørgeliggrad, men evnen til at forstå banalitetens kunstneriske værdi. Ja dens fundamentale betydning for kunsten.Der er mængder af anonyme banaliteter, der har en aktualitet, der strækker sig gennem århundreder ogovergår enhver genial præstation af vore såkaldte store personligheder. Ser man efter, vil man også opdage,at endog deres fortjeneste ligger i deres evne til at gribe om banaliteter.
Det store kunstværk er den fuldendte
 
banalitet,
og manglen ved de fleste banaliteter er den, at de ikke er banale nok. Banaliteten er her ikke uendelig i sin dybde og konsekvens, men hviler på et dødt fundament af åndelighed og æstetik.Det, man kalder det naturlige, er den frigjorte banalitet. Almindeligheden eller selvfølgeligheden uden forsøgpå at påføre den sjældenhedens præg. Det er af betydning at fremhæve, at kunstens fundament netop er deevindelige almindeligheder, det letkøbte og billige, der i virkeligheden viser sig at være vore dyreste og mestuundværlige ejendele.Intet andet sted finder man så mange smagløse ting som i Paris. Dette er netop hemmeligheden ved, at detstadig er stedet, hvor kunstens inspiration lever.Der ligger for eksempel også en direkte symbolsk styrke i ordene:Sig detmed blomster,der gør dette digt til en af grundpillerne i dansk lyrik. Det er udtrådt som en støvle af almindelig fin pasform,og kan på det musikalske område kun sammenlignes med de amatørorkestre, der spiller falsk.At kunne spille falsk er en af de største musikalske præstationer i dag. Den musikalske fornyelse må søgesmed sit grundlag i lirekasser og billige grammofoner.Min største musikalske oplevelse stammer fra en lille provinsby, hvor befolkningen pludselig blev grebet af en ganske betagende lyst til at spille på små tryllefløjter af celluloid. Man var som forhekset af dette lilleinstrument, der kunne slå spinkle gennemtrængende triller op og ned, at man spillede overalt i byen, dag ognat, kun dette enkelte op og ned. Enhver dreng. enhver pige, mænd og koner, ja selv ældre ærværdigeborgere gik i hemmelighed med den lille panfløjte i lommen, og tog den frem, når de troede sig ubemærket,for at inddrikke nogle få triller af dette fængslende vidunder. De mennesker, hvis egne indre strenge var bristede, led under denne, dem så uvedkommende støj. Man skrev uden virkning i aviserne og holdt taler imod "spektaklet", som man kaldte det.Først da indflydelsesrige borgere formåede politiet til at skride ind overfor urostifterne, indføre forbud modsalg af fløjterne og arrestere alle, der fandtes i besiddelse af det famøse celloidapparat, greb den store angstigen ganske langsomt befolkningen i den lille by, så man kunne vende tilbage til normale, og for sjælsroen ogden afklarede samfundsform så værdifulde depressioner.For sanddruheden af denne hændelse kan jeg føre mange vidner, hvorimod der, såvidt mig bekendt, aldriger fremkommet undersøgelser angående årsagerne hertil.Jens August Schade forekommer mig at være den eneste danske digter, der virkelig føler, hvilke primæreværdier menneskene skaber og udnytter i banaliteterne, den eneste, der konsekvent baserer sin kunst pådette livsvigtige stof og frigør det i den grad, at hans digtning stadig vokser og fornyer sig selv indefra jomere den bliver brugt; på samme måde som H. C. Andersens eventyr.De, der søger at bekæmpe produktionen af trommesalsbilleder, er fjender af den bedste kunst i dag. Disseskovsøer i tusinde stuer med guldbrunt tapet, hører til kunstens dybeste inspirationer. Det virker altid tragiskat se folk slide for at save den gren over, som de selv sidder på.De børn, der elsker glansbilleder og indklæber dem i bøger med påtrykt
ALBUM
 
giver kunstnerne større håb end diverse kunstkritikere og museumsdirektører. Man hører mange pædagoger beklage sig over, at børn i tolvårs alderen holder op med at lave gode tegninger. De burde glæde sig over denne udvikling, som er en betingelse for menneskets livserkendelse. Jeg vilde forsøge at vise de billige tingfrem, der nærer kunsten. De billige ting, det er tingene fra
det underste land,
som Gustaf Munch-Petersenhar skrevet om. Jeg vil ikke undlade at aftrykke dette digt som det står:o stor lykke stor lykke har de fået,som er født i det underste land –overalt kan I se demvandrendeelskendegrædende –overalt går de,men i deres hænder bærer de små tingfra det underste land – – – –o større end alle landeherligereer det underste –opad vrider jorden sigi en spids –og nedadudad synker det tungelevende blodindi det inderste land – – – –smalle forsigtige fødder og tynde lemmer og ren er luftenover de åbne opadstigende veje –i lukkede årer brænder længselen hos dem,der er født oppe under himlen –men oI skulde gå til det underste land – !o I skulde se folket fra det underste land.hvor blodet flyder frit mellem alle –mænd –kvinder –børn –hvor glæden og fortvivlelsen og elskoventunge og fuldmodnestråler i alle farver mod jorden –o jorden er hemmelighedsfuld somen pandei det underste land – – – –overalt kan I se demvandrendeelskendegrædende –deres ansigter er lukkede,og på indersiden af deres sjælesidder jordfra det underste land – 
of 00

Leave a Comment

You must be to leave a comment.
Submit
Characters: ...
You must be to leave a comment.
Submit
Characters: ...