• Embed Doc
  • Copy Link
  • Readcast
  • Collections
  • CommentGo Back
 
Kritik af den økonomiske politik
 
 Af Asger JornDette afsnit har, bortset fra enkelte omdispositioner, været udsendt 
 
 på fransk af den situationistiskeinternationale i 1959 og tilegnet den
 
danske syndikalist og arbejderfører Chr. Christensen, der i min ungdom,da han boede i Sejs ved Silkeborg, var som en far for mig og 
 
lærte mig, hvad økonomi, økonomisk kritik og organisation er.Den marxisme, der her kritiseres, er den., der fik Marx til at 
 
hævde, at han ikke var marxist. Deninternationale kommunismes
 
gamle grundlag er i dag definitivt brudt sammen. Jeg kan her sige
 
til alle dem,der nu søger over mod den rene socialisme: "Går I til 
 
højre, går jeg til venstre". At denne udtalelse ikke skal opfattes
 
i traditionel forstand, har jeg allerede påpeget i min bog "Naturens
 
orden". Det er illusionen om, at fremskridt og udvikling er det samme, der er bristet. Det har bevirket, at den kommunistiske bevægelse
 
går i opløsning. Jeg går ind for fremskridtet, men for at kunne gå
 
frem, må man kunne gå tilbage. Dette har Hartvig Frisch påvist i sin
 
kulturhistorie, at fremskridtets kræfter ikke altid udvikler sig i toppen, men kanskyde ud som et sideskud på stammen. Min fremskridtsidé er derfor baseret på en yderliggående,revolutionær konservatisme, idet jeg går tilbage til den første Internationales sammensætning og påstår, at ingen af dens tre grundprincipper i dag kan undværes: Anarkismen eller princippet for udviklingen af den personlige frihed, syndikalismen eller udviklingen af kloge, sociale organisationer, og socialismen eller erkendelsen af alle sociale fænomeners sammenhæng.
 Citater fra Kari Marx "Kapitalen" med hovedpunkterne for vor kritik
Produktionens betingelser er de samme som reproduktionens.
Ligegyldigt hvilken social form produktionen antager, må den være fortsat eller, hvad der kommer ud på ét,periodisk, gå gennem de samme faser. Et samfund kan lige så lidt holde op med at producere, som det kanholde op med at konsumere. Opfattet ikke i sin isolerede fremtræden, men i løbet af sin ustandseligefornyelse,
er alle sociale produktionsprocesser altså samtidig reproduktionsprocesser.
Det, jeg går ud fra, er den simpleste sociale form, hvori arbejdsproduktet fremtræder i det øjeblikkeligesamfund, og det er "varen". Det er den, jeg analyserer, og jeg gør det først i den naturlige form, hvori denfremtræder. Her finder jeg, at den i sin naturlige form på den ene side er en
brugsgenstand,
alias (med andreord) en
brugsværdi,
på den anden side bæreren af bytteværdi, og i denne optik selv "bytteværdi". En meredybtgående analyse af denne sidste viser mig, at bytteværdien kun er en "fænomenal form", enkarakteriseret gengivelse af værdien indeholdt i varen. Derefter overgår jeg til analysen af værdien.Har vi altså i begyndelsen af dette kapitel for at følge den almindelige talemåde sagt: Varen er brugsværdi ogværdi i sig selv, er dette forkert. Varen er 
brugsværdi eller nyttegenstand,
og "værdi". Den fremtræder somdet den er, en dobbelt ting, så snart dens værdi besidder en selvstændig fremtrædelsesform, adskilt fra sin
naturlige
form, "bytteværdiens" etc.Jeg deler altså ikke værdien i brugsværdi og bytteværdi, som modsatte begreber, hvori den abstrakte "værdi"deler sig, men jeg siger, at arbejdsproduktets konkrete sociale form, "varen", er på den ene side bytteværdi,og på den anden side "værdi", ikke bytteværdi, da dette kun er en fremtrædelsesform og ikke selve varenseget indhold.Min metode går ikke ud fra mennesket, men fra den økonomisk givne sociale periode, og har intet tilfællesmed de tyske professorers ophængningsmetoder.Ordet: værdi (Wert Würde) har i begyndelsen været knyttet til nyttegenstandene selv, der eksisterede, selv iform af "arbejdsprodukter", længe før de blev varer. Men dette har lige så lidt at gøre med denvidenskabelige definition af "vareværdien", som den kendsgerning, at ordet salt hos de gamle først blevanvendt på spiselige salte, og som følge deraf også på sukker etc. Siden Plinius optræder disse også somen varietet af saltene (det vil sige blandt de farveløse faste legemer, der kan opløses i vand og har en særligsmag, hvorfor den kemiske kategori "salt" omfatter sukker etc.Når der er tale om brugsværdi, da underforstår man altid
en målelig mængde,
som et dusin ure, en meter lærred, et ton jern etc.I udtrykket for vægten af en sukkertop repræsenterer jernets vægt en naturlig mængde, som er fælles for begge legemer, deres tyngde, hvorimod udtrykket for to varers fælles værdi repræsenterer en
overnaturlig 
kvalitet hos de to genstande, deres værdi, en betegnelse af rent social art.
 
I poduktionsprocessen påvirker den del af kapitalen, der omdannes til
 produktionsmidler,
d.v.s. råmateriale,arbejdsinstrumenter, fabriksanlæg etc., ikke værdistørrelsen. Dette er grunden til, at vi kalder den for denkonstante del af kapitalen, eller kortere -
den konstante kapital.Hovedpunkterne i min kritik Produktion og reproduktion er som fremskridt og udvikling 
 
komplementære modsætninger. Det sammegælder deres betingelser.Hverken vareværdien eller arbejdet kan omfatte det elementære sociale værdibegreb, som må gå ud framennesket 
 
som værdikilde.Råmaterialet kan ikke, som kapitalister og socialister påstår,
 
være konstant eller gratis kapital. Råmaterialet er i en fortsat reduktiv proces.Brugsværdien er brugsgenstandens modsætning og negation,
 
da kvalitet er det modsatte af værdi.
 
Værdien i sig selv og værdiens former 
Det fælles sandhedskriterium for enhver socialistisk og anti-kapitalistisk politik, det grundlag, der til stadighedanerkendes som gyldigt af socialister såvel som kommunister, er den marxistiske analyse og kritik af denkapitalistiske værdiform:
varen
, opfattet som elementærformen for den rigdom, der eksisterer i et samfund,hvor den kapitalistiske produktionsform er den herskende. Denne viser sig som en umådelig ophobning af varer.Denne analyse gennemførtes af Karl Marx i hans "kritik af den politiske økonomi", et værk, der fik navnet"Kapitalen". Marx konstaterer her ikke blot, at den kapitalistiske form for rigdom er varen, for dennekonstatering kan overhovedet ikke finde sted, uden at man også forudsætter, at rigdom og værdi er detsamme.Da rigdom eksisterer som modsætning til fattigdom, er det netop denne modsætning mellem rig og fattig,som den socialistiske politik vil fjerne. Men da man ifølge dialektikken ikke kan ophæve en modsætning udenderved at nå til fjernelsen af eller neutraliseringen af begge modsætninger, ophæver socialismen rigdommensammen med fattigdommen. Hvis rigdommen fortsat blomstrer, kan man simpelt hen konstatere, at der ikkeeksisterer socialisme. Ideen om en socialistisk rigdom er ikke engang utopi. Det er simpelt hen vrøvl.Socialismens øjeblikkelige krise har sit udgangspunkt i den kendsgerning, at marxismens identifikation af vare, rigdom og værdi gør ophævelse af værdien som sådan til socialismens ideologiske mål. Selveværdibegrebet bliver herved i den socialistiske terminologi til en absurditet, mens den socialistiske politik måblive en permanent devalueringspolitik, hvis endemål kun kan blive den absolutte ophævelse af alle værdier.Intet i den marxistiske økonomilære modsiger på videnskabelig-logisk måde dette mål. Ja, denne absolutteog altomfattende devaluering er overhovedet uundgåelig, gennemfører sig selv, om menneskene vil det eller ej. Det er denne naturudvikling, der danner det videnskabelige grundlag for den socialistiske teori. Det er denne tendens, der er selve den socialistiske udviklings grunddefinition, den, hvormed alle socialistiskehandlingers følgeslutninger berettiges, ja, er berettigelsen af selve den socialistiske politik.Vi vil her forsøge at påpege, at det er muligt at acceptere den marxistiske analyse og kritik af den
kapitalistiske form
for værdi, varen, uden derfor at overtage identificeringen af denne form med værdien i sigselv som begreb og realitet. Dette vil sige, at det er muligt at acceptere den rent videnskabelige side af "Kapitalen" uden derfor automatisk at overtage de politiske konklusioner, som Marx har uddraget heraf. Detterummer, at man opfatter den marxistiske kritik, ikke som en kritik af værdien i sig selv, men af en speciel, i tidog rum begrænset, forekommende form for værdi. For at nå frem til denne nye form for kritik er det for detførste nødvendigt at fastlægge et nyt og præcist værdibegreb, der ikke modsiger sig selv, et værdibegreb,der samtidig er langt mere omfattende end det marxistiske, et værdibegreb, der harmonerer mednaturvidenskabernes begrebsverden, hvad det marxistiske værdibegreb ikke klart gør. For at kunne gøredette må vi finde en tilsvarende definition på begrebet form, så vi klart og utvetydigt kan fastlægge, hvad der menes med forskellige værdiformer. Dette fører direkte til en nødvendig kritik af det begreb, der inden for dendialektiske materialisme går under navnet "den objektive kvalitet". Dette er formålet med denne studie.
Begreber er begreber - Realiteter er realiteter 
For at undgå en grundig diskussion om dette begrebsspørgsmål var Marx nødt til at udelukkebegrebsspørgsmålet som helhed ved at sige, at det overhovedet ikke eksisterede, at det var irreelt, idet hanpåstod, at værdien ikke er et begreb, men en realitet - nemlig varen eller bytteværdien. Hermed påstår han ivirkeligheden, at al værdi er bytteværdi. Begreber er ord, hvis mening alle er blevet enig om at give én ogkun én betydning. Denne begrebernes socialisering er overhovedet nødvendig for, at det er muligt at forklarehinanden noget, som vi i fællesskab kan blive enige om. Derfor står og falder hele den socialistiske teorimed, at det værktøj, hvormed denne teori forvandles til en ideologi, er klart og entydigt socialiseret. I dette
 
argument glemmer Marx dog selv, at han i "Kapitalen" definerer værdien som et rent
metafysisk,
altsåimmaterielt fænomen, som
en
 
konventionel overenskomst,
altså som intet andet end et begreb.Men selv denne marxistiske nægtelse af at diskutere begreber forhindrer ikke den stigende depreciering påalle områder, som bliver et resultat af den socialistiske politik. Tværtimod. Da socialismens reelle mål er denpraktiske ophævelse af bytteværdien, bevæger socialismen sig ikke blot mod en udryddelse af nye muligeværditeorier, men mod en tilstand, hvor selve de reelle genstande forsvinder, mod en tilstand uden reelleværdier.Marx var selv den første til at se denne udvikling og gå ind for den med fuld musik. Ja, han opfattede endogsin egen marxistiske filosofi som den sidste filosofi, der overhovedet var brug for, og det kun i perioden for overgangen til det socialistiske samfund, hvor filosofien, selv den marxistiske, var afskaffet. Man ser her hans egen økonomiske filosofi erstattet af den højeste økonomi, hvad filosofisk virksomhed angår. Hans måler at gøre al filosofi unødvendig, også marxismen. Altså er denne voksende devaluering af alt, endog af marxismen selv, ikke noget uventet. Det er både socialismens ubevidste og bevidste mål.Begrebsforvirringen hos Marx er for stor for overalt at kunne påvise følgerne af denne konsekventantiprogressive ideologi. F. eks. taler han om varens to faktorer: brugsværdien (der defineres somværdisubstansen) og bytteværdien eller "værdien i sig selv" (som han identificerer med værdistørrelsen). Der kan ikke herske tvivl om, at størrelse og værdi her opfattes som det samme. Men han deler derefter brugsværdien i to helt andre faktorer, idet han siger: "Enhver nyttig ting kan opfattes ud fra et dobbeltsynspunkt: kvantitetens og kvalitetens. Da størrelse og kvantitet er det samme, må værdi og kvantitet ogsåvære det. I den dialektiske materialisme er begreberne
kvalitet og kvantitet 
selve nøglebegreberne. Det er derfor underligt, at Marx ikke kan holde sig til dem, når han skal tale om værdi og varer. Grunden slår én iøjnene. Det er overhovedet umuligt at indordne værdiovervejelser det være sig under kvantitetsbegrebeteller kvalitetsbegrebet. Selv den dygtigste materialistiske dialektiker kommer her til kort. Skulle det da virkeligvære sådan, at værdien, som Marx selv foreslår, blot er et rent metafysisk begreb? Der er kun to muligheder.Enten er dette tilfældet, og så er marxismen hverken materialistisk eller videnskabelig i dette udtryks strengebetydning, eller også er marxismens værdibegreb forældet og må erstattes af et nyt. Det er denne sidsteopfattelse, jeg her vil søge at udvikle. For at kunne gøre dette, må vi til at se lidt nærmere på, hvad der kanligge i de begreber, som Marx manipulerer med. Hvad kan man mene med for eksempel
substans og størrelse,
de to begreber, der i den marxistiske lære er formens to faktorer.
Substans og proces er marxistisk set det samme
For at kunne forstå substansbegrebet hos Marx, er det nødvendigt at sætte det i relation til, hvad han kalder formen. Da vi holder os til en rent materialistisk vurdering og begrebsverden, kan vi stort set bekræfte, at det,marxisterne kalder materien, opfattes som substansen og normalt opfattes som værende det samme somstoffets egenskab af 
råstof 
for noget, og ikke i egentlig forstand som
grundstof.
I marxistisk forstand er altstof reelt og muligt råstof, intet andet. Stoffets form betegner derimod dets karakter af et stof, der udskiller sigfra alle andre stoffer, og som kan determineres eller sammensluttes i et specielt objekt. På denne måde taler man om forskellige energiformer etc.Disse energiformer står i et dialektisk modsætningsforhold til de samme energiers substans. Men her er det,Marx fejler. Formbegrebet er så at sige aldrig hos Marx sat i forhold til substansbegrebet. Han foretrækker atoperere med en helt anden modsætning: form og indhold. Han taler således om værdiens form og værdiensindhold. Et indhold er det, der er indesluttet i en form. Marx erklærer således, at værdiens indhold er arbejdet, og tilføjer til denne beskrivelse, at
den sande form er indholdets form,
hvad der logisk gør denformelle sandhed identisk med arbejdet eller med indholdet i værdispørgsmålet.Men han siger også et sted: "Vi kender nu værdisubstansen. Det er arbejdet!" Hos Marx må vi altsåkonstatere, at
substans og indhold er det samme.
Men han erklærer også, at brugsværdien er "værdiens"(bytteværdiens) substans og forklarer samtidig, at "arbejdet ikke er den eneste værdikilde for debrugsværdier, det skaber: den materielle rigdom. Det er faderen. jorden er moderen". Men for at enbrugsværdi kan forvandles til en rigtig "værdi", en bytteværdi, fremhæver han selv, at det er nødvendigt ateliminere eller komplet devaluere varens ene faktor, dens materielle karakter, fornægte moderen, jorden,som er den oprindelige kilde.
Overgangen fra brugsværdi til bytteværdi sker ved devalueringen af brugsgenstandens
 
materielle realitet.
Den manglende forståelse for den materialistiske betydning af denne operation ses endnu tydeligere i denmarxistiske teori, om man går lidt nærmere ind på den marxistiske formopfattelse. Her påstås det, at
brugsværdien er varens naturform.
Hvad vil det sige? Marx tilføjer, at varen dog besidder en værdiform af enganske egen art, der kontrasterer på skarpeste måde med varens forskellige naturformer: nemligpengeformen. Accepterer vi, at brugsværdien er varens reelle
substans,
da er det dog umuligt at opfatte enbrugsgenstand som identisk med en naturform. En brugsgenstand er ikke en naturform, men en kulturform,
of 00

Leave a Comment

You must be to leave a comment.
Submit
Characters: ...
You must be to leave a comment.
Submit
Characters: ...