Væk med kunstspecialisterne

Af Uwe Lausen
Den radikale udrensning, der har fundet sted i S. I. indenfor de sidste måneder, har ført til nogen forvirring,
først og fremmest naturligvis blandt dem, der kun havde en svævende eller forkert forestilling om S.I.'s
teorier og mål. Man tør vist sige, at nogle af de udelukkede tilhørte denne gruppe.
Det må understreges endnu en gang: S. I. er ikke nogen kunstnersammenslutning; for S. I. er spørgsmålet
om fri kunstnerisk udtryksmåde et historisk, forlængst overstået problem. De udelukkede var fortrinsvis folk,
der - i modsætning til S. I. 's entydigt formulerede teorier - var tilfredse med at deltage i en specialiseret
sektor af den nedadgående kultur (i dette tilfælde den »kunstneriske« sektor) og brugen af etiketten
avantgarde, d. v. s. betegnelsen »situationist«.
Alle kunstnere får i dag priser og legater, selv når de laver eksperimentel eller avantgardistisk kunst. Denne
betaling får de dog ikke for deres arbejde inden for den sektor af kunsten, der er ufarlig for det gamle
samfund, men langt snarere, fordi de giver afkald på at arbejde udfra et mere omfattende synspunkt. Vi
behøver blot at se på retsprotokollen vedrørende processerne mod situationisterne i Tyskland. Deri står:
"Spørgsmålet om kunstens uindskrænkede frihed kan lades ude af betragtning. Heftet (S.I.'s) skulle nemlig
fremkalde virkning ikke blot på kunstens område, men også i det praktiske liv. Heftet omhandlede altså en
meningstilkendegivelse, der i henhold til grundlovens artikel 5, 2. afsnit, er underkastet de almindelige loves
skranker, altså også straffeloven. Disse skranker er de anklagede brudt igennem".
Ja, det er virkeligheden dette, det drejer sig om. Eksperimenter inden for dele af kulturen belønnes, for en
skabervilje, der lader sig stille tilfreds hermed, kan kanaliseres, bindes og absorberes af det kristeligt-
kapitalistiske samfund. Men når det drejer sig om hele samfundslivet, hedder det: "Ingen eksperimenter!"
(det tyske katolske partis resultatrige slogan). S. I. frygtes, fordi den har sat sig den eksperimentelle
omskabelse af hverdagen som mål. En sådan bevægelse kan ikke bindes, den må bekæmpes.
I "I.S." nr.3 hedder det: "Enhver kunst, der klamrer sig til en forgangen kunstnerisk frihed, er på forhånd
fortabt. Fremtidens frie kunst er en kunst, der behersker og udnytter konditioneringens hele nye teknik.
Udenfor dette perspektiv findes kun slaveriet af det kommercielle og den kunstigt genoplivede fortid". S. I.
har udelukket de medlemmer, der ikke har forstået dette i dets fulde konsekvens, for at bevare sin
revolutionære slagkraft. Man foreholder derpå situationisterne, at de er politikere. Måske har man antaget, at
en antipolitisk holdning indebærer en absolut fornægtelse af det politiske element i alle revolutionære
handlinger. En sådan naiv opfattelse overser, at en resultatrig bekæmpelse, en produktiv kritik al en
specialsektor består i, at man integrerer, benytter og overskrider de muligheder, den skaber. Et "nej" til denne
uddøende kultur, som ikke er dialektisk, betyder kun anerkendelse af og fortsat eksistens for denne kultur.
Vor arbejde er ikke en kunstners, en sociologs, en politikers, en videnskabsmands arbejde. En international
sammenslutning af situationister er langt snarere en sammenslutning af alle dem, der tilbagekræver retten til
et arbejde, som de sociale betingelser nu lænker; altså som et forsøg på organisering af professionelle
revolutionære indenfor kulturen (Debord).
Dette er en kendsgerning, hvis eksistens selv den sidste ignorant snart må anerkende.