• Embed Doc
  • Copy Link
  • Readcast
  • Collections
  • CommentGo Back
 
Kunst og ordrer 
- Om forræderi, reproduktionens mængdevirkning og den store kunstneriske masseeffekt  Af Asger Jorn
Den fremragende amerikanske kunstkritiker Harold Rosenberg gjorde for nogle år siden opmærksom på detejendommelige forhold at hele det hold ad individualister der som kunstens friskytter under og efter krigenhavde hævet amerikansk kunst op i et internationalt niveau uden overgang var blevet forvandlet til landetsmest ansvarsfulde akademikere og aldrig havde formet den i kulturen oppositionelle gruppe, man kalder avant-garden. Disse læderjakker i Davy Crokett-stil var pludselig blevet til officielle generaler i rød frakke.Den overgangsform, som den franske general Lafayette havde skabt ved at samle friskytterne i enmodstandsbevægelse som løsrev Amerika fra England havde ikke fundet sted, og den såkaldte abstrakteekspressionisme, som skulle stå son et rent amerikansk anliggende, havde ikke længere nogen mulighed for at virke som en kunstnerisk fremaddrivende faktor i samfundet.Paralleliteten med forholdene i Europa hvad angår modstandsbevægelsen imod nazismen er slående. deGaulles stædige fastholden af sit udgangspunkt i den franske modstandsbevægelse, ligegyldigt hvor kommunistisk den var, har vist, at han i sit eget land var i stand til at gøre det samme som hans landsmandLafayette gjorde for USA. Dette er grunden til den hjælpeløse holdning, der i dag præger amerikanernes ogenglændernes politik over for Frankrig.Når jeg vil fremhæve denne parallelitet, da er det fordi jeg hører til den del af modstandsbevægelsen, der af den danske statsminister efter krigen officielt blev erklæret for landsforræderisk, og fordi jeg i dag hører tildem, der har gennemgået de følgende år både som friskytte og i fransk avant-gardisme, og som nu af enanden avantgardisme, bl.a. ledet af Jørgen Nash og J. J. Thorsen i
Politikens
kronik den 14/8, stilles påanklagebænken for et nyt forræderi, denne gang mod både menneskeheden og mig selv, fordi jeg tillader borgerskabet at isolere kunsten som et ophøjet og beundringsværdigt fænomen. Tiden er nu kommet hvor den
enestående
kunst, der i dag er en knap tilladelig luksus i velfærdens periferi, definitivt skal udryddes tilfordel for en "rituel status". Principielt er denne ritualstræbende kunst ikke
anti 
noget som helst, men har somalternativ eller anti-position den yderliggående individualisme, og vil skabe en dialog der, som det smukthedder, kan udvide vores erkendelses område.Jeg er ikke i tvivl om, at dette er oprigtigt ment, men skal dette begynde, er det nødvendigt først at fastslå,hvad der i denne opstilling allerede ligger inden for vore erfaringers område. Hvad kan vi på forhånd vide omdenne dialogs art, når alternativets ene part erklærer 
ikke at være anti noget som helst 
. Det betyder, atprogrammet er en absolut og definitiv udryddelse af den modsætning, der danner alternativet. Dialogensformål er skånselsløs krig. Når jeg skriver herom, er det fordi jeg gennem årene har skabt en del materiale,som uden at mit navn nævnes indgår i argumentationen for denne krigserklæring mod mig selv, hvorved detaf uvidende kan antages at jeg står bag opstillingen af dette alternativ, som jeg aldrig har accepteret oggennem flere års teoretisk publikation har afsløret i dets væsentligste virkninger, fordi jeg vidste, at detofficielle opstilling var en nødvendig konsekvens af den historiske og politiske udvikling i årene efter krigen.Man vil måske med rette kunne påstå, at det er mig selv, der har provokeret denne situation. Jeg har gjortdet udfra den opfattelse, at det, der hæver mennesket op over dyret, er vor evne til at kunne forudse en ydrebegivenhed og tage vore forholdsregler mod den på et stadium, hvor vi endnu ikke er underlagt disse ydrebegivenheders fatalistiske skæbne. Den respit, der her gives mennesket, er altså i mange tilfælde uhyre kort,men kan åbnes med eksperimenter, ved at man så at sige leger med ilden. Denne Prometheusopgave,denne Loke-position har jeg ikke blot selv accepteret, men gjorde den i sin tid til et dansk programpunkt for kunsten, da jeg, før COBRA blev stiftet præsenterede Helhestens gruppe som en dansk bevægelse for eksperimenterede kunst. Dette navn blev senere COBRA's egentlige programnavn. Detteeksperimenterende program er i årenes løb i højere og højere grad kommet i et modsætningsforhold tilmodernismens metodik. I dag er vi kommet til det punkt, hvor det skal vise, om det holder som selvstændigtgrundlag.Professor Løgstrup påpeger i sin bog "Kunst og etik" at den angelsaksisk-skandinaviske og den kontinentalteuropæiske filosofi aldrig i historien har stået så uafhængige ja ligegyldige over for hinanden som i dag. Deter dette voksende svælg jeg som skandinav i Paris har oplevet i disse år. Kun ved at støtte mig til Bohrskomplementærteori og uddybe denne mere og mere, har jeg kunnet opleve denne spaltning uden at opgivenogen af siderne, og uden at sprænge mit sind. Jeg står nu i dag parat til at give franskmændene et værdigtog venligt svar, som består i fremvisningen af 10.000 års nordisk pop-kunst i 24 bind med hvert 256 sidersvidunderlige illustrationer, udgivet af 
Det Skandinaviske Akademi for Kunstnerisk Forskning 
. Jeg har accepteret, at min tid som friskytte lakker mod hæld, og at forholdene i Norden er mindst lige så strenge somi USA. Jeg må acceptere akademikernes røde frakke, men jeg gør det kun på betingelse af, at det drejer sig
 
om et akademi, der tillader mig at udfolde og bekræfte det perspektiv, jeg hele mit liv har arbejdet på, enbestemt kunstopfattelses selvstændiggørelse. Da et sådant akademi ikke eksisterede, måtte jeg selv lavedet.Når jeg går ind på at opgive min frihed på denne måde, da er det ud fra et uhyre realistisk syn. Jeg har i mintriolektik påvist at ethvert alternativ er opstillet på en sådan måde, at man ud af dets elementer altid kankombinere to andre, så man i enhver situation og til enhver tid har tre alternativer eller modsætninger atvælge mellem.Alternativet: fri kunst eller ritual har jeg for længst for mit eget vedkommende gjort op med i bogen "Guldhornog Lykkehjul", og har med stort udbytte samarbejdet med Paolo Marinotti netop omkring dette problem, somer programmet for hans internationale centrum for kunst og vaner (kutymer eller ritualer). Når han som deneneste i verden i Palazzo Grassi, Venezia, har lagt hovedvægten på dansk kunst, da skyldes dette på ingenmåde min indsats, men hans personlige instinktive og intelligente fornemmelse af,
at vi i Norden har noget meget betydningsfuldt og værdifuldt at give verden netop på dette punkt 
. Min viden om, at dette var rigtigt,men også om, hvori dette værdifulde består, har tværtimod gjort mig uhyre forsigtig og tilbageholdende idette samarbejde.Det alternativ, der opstilles fra amerikansk side og præsenteres af den såkaldte co-ritusgruppe kan syneshjælpeløst komisk, men det vil i de kommende år påtvinge sig med en magt, som vil forfærde mange. Medde 24 bind om nordisk kunst vil jeg vise verden, at dette alternativ er ugyldigt for Norden, altid har været det,og altid vil forblive det, så længe det overhovedet er noget, der hedder nordisk kultur. Jeg har ikke i tredive år måtte gennemgå de lidelser, det afstedkommer, at vi er ude af stand til at opstille et sådant alternativ, som er absolut gyldigt i andre moderne kulturlande, for så pludselig at blive impliceret i et "for eller imod", som jeghar affundet mig med at ignorere hos os selv. Gør skandinaverne dette, da er vi blevet åndelige slaver i enkonflikt vi netop har midlerne til at dæmpe ned.Den såkaldte "åbne" kunst hviler på to erkendelser. Den ene formulerede jeg i andet nr. af Helhesten somkonklusion på artiklen "Intime banaliteter", som blev aftrykt i kataloget for Guggenheimmusseets udstilling,hvor de ville prisbelønne mig. Ved at læse artiklen om "Antikunst eller nye ritualer" vil en del måske forstå,hvad jeg skulle bruges til, og hvad jeg sagde nej til. Jeg konkluderede i 1940: "Tilskueren eksisterer ikkemere", dels inspireret af Niels Bohr kendte tese, dels af at et kunsttidsskrift af dette navn var gået ind, hvadder varslede en ny indstilling til kunsten. Bohrs erkendelse består i at den rene objektive skuen eller iagttagelse er umulig, at enhver iagttagelse konsumerer objektet. Men dette berettiger på ingen måde til atidentificere iagttagelse med konsumption, som det sker i den antagonisme vi præsenteres for her.
Der eksisterer ikke længere ren videnskab den dag vi i vor begrebsverden opgiver at fastholde muligheden for en modsætning mellem iagttagelse og konsum eller brug.
Den anden erkendelse blev udarbejdet, men kun mundtligt formuleret af nuværende professor EgillJacobsen. Den blev diskuteret, og har i dag importeret fra Amerika fået navn af "nøgle til den "åbne" kunst".Han afslørede en rigdom af poetiske oplevelser, som hans far digtede ind i et kedeligt maleri af en skovsø.Jeg har andet sted påvist, at denne metode er typisk nordisk og kaldtes i vikingetiden for Husdrapa. Alleredemed folkevandringen drog den ind i Lombardiet, hvor denne frie poetiske interpretation kaldtes Titoli og har givet navn til det vi i dag kalder billedtitler, specielt hvor disse først gives billedet når det er færdigt, som jegselv gør det, men som allerede Kle praktiserede. Opfatter man dette som en kunstnerisk mulighed er det enværdi, som vel ingen har benyttet sig af i den grad som den store svenske kunsthistoriker Jonny Roosval,om man ser bort fra rene digterbegavelser som Ole Sarvig.En mulighed kan blive en ny frihed eller en ny tvang. Det sidste udtrykkes ved at man absolut må eller 
skal 
.Denne nye kunstneriske frihed får vi nu tilbage som en moralsk tvang i formen: "Altså må det være en selv,som ved mødet med tingen provokeres til at lægge noget i den, dvs. opleve sig selv i den. Uanset om tingener et stykke pop". Hertil må nødvendigvis tilføjes: Kunstneren har ikke rettil selv at lægge noget i sin kunst, idet det forhindrer tilskueren i helt at opleve sig selv. Kunstværket må heltog holdent være tilskuerens lydige værktøj. Det er tilskueren, der bestemmer hvordan kunstværket skalvære. Dette må medføre at det bliver forbudt kunstneren at udgive sig for skaberen af sit værk og signeredette med sit navn. Da lombardernes magt som selvstændig faktor ved franskmændenes hjælp blev brudt iItalien af paven, blev dette forbud vedtaget på conciliet i Nicæa i midten af det niende århundrede. Hermedvar også arianismen officielt udryddet af den kristne kirke, men det forhindrede ikke, at Skandinavien helemiddelalderen igennem har bevaret flere signerede værker end hele det øvrige Europa tilsammen, entradition vi kender fra runesten og guldhorn.For at kæmpe for en fornyelser det nødvendigt at tage et standpunkt i tiden. Dette tidsprægede standpunkter uskadeligt, så længe selve værket er en fornyelse, men efterfølgerne bliver ikke fornyere ved at overtage
 
disse standpunkter, kun ved at fortsætte fornyelsen af deres forgængere ud fra nye standpunkter. Dette har bragt mig i et skævt forhold til to giganter i den danske kulturelle forfornyelse, Broby-Johansen og PoulHenningsen. I dag vil de sandsynligvis kunne forstå, at man enten ortodoks kan overtage deresstandpunkter, men da må hævde at deres indflydelse på dansk kulturliv var en fallit
,
som kun har gjort sagenværre, eller også må de indrømme, at det, de har påbegyndt eller rettere fortsat, ikke af os kunne fortsættesundtagen ud fra helt andre sundpunkter, fordi problemstillingen havde ændret sig. Min læremester FernandLegér rasede i sin tid mod mine standpunkter lige så meget som Aksel Jørgensen, og jeg kan på ingen mådehævde, at hverken Antonin Artaud eller André Breton nogen sinde har været enige med mig, men en tingkan jeg sige med sikkerhed. De ville aldrig frivilligt gå ind for at blive brugt som fundament for detkunstprogram, der opridses i teorien for 
 
den rituelle eller konventionelle kunst. André Breton har i vinter klartsagt fra her i Paris, og jeg har sammen med maleren Richard Mortensen erklæret ham vor solidaritet pådette punkt.Det påstås at forskellige former for 'åben' kunst i dag udgør en programmatisk fællesfront i længslen efter atopnå en
rituel status
og udfries af den indhegnede ensomme position. Det omvendte er tilfældet.
Det er magthaverne, der i dag har brug for en kunstnerisk status
, ja en direkte økonomisk fordel oven i handelen.Når beskrivelser af disse synspunkter begynder med en sympatisk omtale af The Beatles, da må deengelske ministres udtalelser om deres forbavsende betydning for den engelske økonomibalance medudlandet ikke udelades, for det er her den ene af hundene ligger begravet: udbyttet af kunstneriskreproduktion.Kunstnere, der til stadighed systematisk har opfattet det som deres pligt at optræde som populærtunderholdningsstof i daglige informations- og underholdningsorganer med billige ideer kan kun blive til grin,den dag de påstår, at kunstnerne lever isolerede uden kontakt med det brede folk, hvis de da selv ønsker atblive opfattet som kunstnere. At de en skønne dag opdager, at denne virksomhed ikke har givet dem nogensom helst hverken prestigemæssig eller væsentlig økonomisk status, det er noget, vi andre har vidst længe.Finder de efter denne dumhed på noget, de hævder er et solidt grundlag, da er det naturligt, at det måunderkastes en kritisk undersøgelse, så vi bortset fra alle floskler kan se, hvad det fører til. Denne basissiges at være ritualet. Enhver ritus er en
gentagelse
, og klipper man kravet om fornyelse bort fra kunsten,har efterligningen samme værdi som originalen. Dette forhindrer dog ikke, at der altid er og må være enoriginal. Det bevirker kun at man føler sig moralsk berettiget til at skjule denne. Denne ret har eksisteret sålænge den skabende kunst har arbejdet om man så må sige "illegalt", man kunsthistorien kommer så når alleer døde og stiller det hele op efter originalsprincippet. En
situation
kan i Amerika blive til en
happening 
, ogJohn Cage kan skrive vigtige bøger om Silence uden at omtale skandalen omkring Guy Debords film:"Hurlement en faveur de Sade", som har lånt de samme pausevirkninger til filmen "Hiroshima, mon Amour".Når denne sidste film i et litterært tidsskrift i Danmark engang blev fremhævet som bevis for, at originalitet oganerkendelse godt kan følges ad, så kan man ikke undlade at smile og forstår hvorfor al den snak enganghistorisk vil blive stemplet som afledt provinsialisme, som ikke har haft nogen som helst anden funktion endat puste tingene op, det lettristerne kalder 
amplifikation
. At denne amplifikation er en væsentlig funktion ikunstudfoldelsen ændrer ikke noget på sagen. Blot må man undgå, at ballonen får så megen gas, at densprænges.Det er ikke John Cage, der her opfundet happenings eller 
events,
som det nu hedder. Det er SørenKierkegaard, ganske vist med en anden etikette, og her står vi ved det fundamentale problem, som vi iSkandinavien i dag ikke kan til1ade os at se bort fra, og som har gjort at jeg
 
til samarbejdet i detskandinaviske akademi har sikret så solide støtter som Erik Lundberg i Sverige, Gutorm Gjessing i Norge ogP. V. Glob i Danmark foruden en hel del flere. Der tales i ritualprogrammet meget om centralperspektivet,centraliseringsprincippet. Der tales om kommunikationsproblemet som vor tids kriseproblem, om frygten for åndelig magtudøvelse i stedet for en formidling. om en udvikling, der ikke går imod nazisme og truer folketssjælelige sundhed. Men jeg tror ikke, at et folks sjælelige sundhed kan bevares, om individets kunstneriskefrihed fornægtes. National-socialismen er et kollektivt system baseret på absolut national solidaritet ogfællesskab. Men ethvert fællesskab må om det skal fungere, have en administration. Enhver, der kender tilkultur ved, at denne administration er baseret på og fuldstændig af en rituel status, og at denne status tilstadighed har tendens til at blive mere og mere centraliseret. Toppen på denne rituelle status er i Nordenkongehuset og i Sydeuropa det katolske pavehof.Begynder nu kunstnerne at eksperimentere rundt med nye tilfældige ritualer, da kan der kun ske ét af to,enten begynder man at opløse den rituelle status indefra, eller også må denne virksomhed integreres somen frugtbar bestanddel, en fornyelse af den allerede etablerede status. Ja, eksperimentet i Rusland viser, atselv en tilsyneladende absolut omvæltning efterhånden ganske langsomt tilpasses grundstrukturen i dentraditionelle status. Det viser sig, at variationsmulighederne for en sådan rituel status i virkeligheden er langtringere, end man havde troet. Man kan låne mønsteret fra den rituelle status i en fremmed kultur, og dette er 
of 00

Leave a Comment

You must be to leave a comment.
Submit
Characters: ...
You must be to leave a comment.
Submit
Characters: ...