RELIGIONER

En beskrivelse af Nirahams religioner m ndvendigvis tage sit udgangspunkt i den religion, der er kendt som De Sande Guder. Det er - uden sammenligning - den mest udbredte religion i verdenen, og har vret det i mere end halvandet rtusinde, siden den store profet Jarco benbarede gudernes tilstedevrelse for verdens folk. Ogs Narabonds folk bekender sig til De Sande Guder, og da disse i hj grad udgr Nirahambogens fokus, er alle tidligere kapitler da ogs skrevet med udgangspunkt i den lre, der praktiseres indenfor netop denne religion. Det er imidlertid vrd at bemrke sig, at selvom religionen betegnes ensartet over hele Niraham, s kan der vre store forskelle fra kultur til kultur i hvordan man opfatter lren, svel som i den betydning religionen har p hverdagen blandt folket. Beskrivelsen af De Sande Guder vil dermed aldrig kunne vre endegyldigt dkkende for alle kulturer. Det samme gr sig gldende for Nirahams vrige religioner. Blandt disse forekommer der ogs hyppige afvigelser, og det kan vre tilsvarende vanskeligt at danne et ensartet overblik over disse. De vrige af Nirahams religioner har imidlertid ikke nr s stor en udbredelse som De Sande Guder, og derfor bliver afvigelserne ogs mindre markante end i denne. Det er dog vrd at holde sig for je, at de flgende beskrivelser kun vil vre overordnede og generaliserende, og at der forekommer forskellige tilgange til religionerne i de enkelte kulturer. For at holde bogens omfang indenfor rimelighedens grnser har det vret ndvendigt at undlade dybdegende beskrivelser af de enkelte afvigende tolkninger. I beskrivelserne af de enkelte riger og kulturer er der dog givet et vist indblik i dels hvilke religioner, disse praktiserer, og ogs hvilke afvigelser eller srprg der mtte forekomme indenfor netop disse kulturer.

DE SANDE GUDER
Den mest udbredte af alle Nirahams religioner er denne - Troen p De Sande Guder. Religionen har som sit centrale omdrejningspunkt, at der findes en gudeslgt, der har skabt Niraham og alle verdens vsener, og som stadig har en stor indflydelse p alt hvad der sker. Guderne er almgtige, og alle levende vsener m tilbede dem eller mrke deres straf. De Sande Guder er en polyteistiske religion - det vil sige, at religionen rummer flere guder, og at tilhngerne m anerkende dem alle. At forngte blot n af De Sande Guder er - uanset rsagen - en lige s stor synd, som at modstte sig religionen i sin helhed. Det vrende sagt, s er det dog ogs almindeligt, at man udvlger sig n srlig af guderne, som man tilbeder, og de fleste af verdens templer er da ogs blot dedikeret til en enkelt gud. Det er sledes vigtigt at adskille de to begreber anerkendelse og tilbedelse. Guderne har deres hjem i det hinsides rige, der er kendt som Aferheim. Herfra ser de alt, og har magt over alt. Alt hvad der sker, er resultatet af deres vilje, og dette m retmssigt tilskrives dem. Hvis en ddelig har medgang, er det fordi guderne ynder vedkommende, og har nsket at denne skal have lykke i tilvrelsen, og nr de oplever modgang, er det enten en straf eller belring fra guderne, som man m acceptere og tage til sig. Ofte vlger guderne at handle gennem deres udvalgte tjenere, kaldet mirnere. Mirnerne er mgtige vsener, som guderne sknker store krfter, og som kan forekomme aldeles overvldende, nr de manifesterer sig i fysisk form p Niraham. Dragerne er eksempler p mirnernes form. Mirnerne kan imidlertid ogs tage mindre og mere uanseelige former, som end ikke bliver nset af de ddelige, nr de opholder sig p Niraham. Lren om De Sande Guder fandt sin begyndelse, da den store profet Jarco for godt halvandet rtusinde siden benbarede deres eksistens for verdens folk. Det skete p Djann-hjsletten i Zarabash, og har vret en skelsttende begivenhed i Nirahams historie. Jarco udfrte vidundere, som aldrig tidligere havde vret set, og de forsamlede blev alle som n omvendt til

den sande lre. Herefter tog de ordet om guderne med sig rundt i verden, hvor deres folk tog dem til sig, og snart efter var strstedelen af verdens folk konverteret til lren om De Sande Guder. Siden da har religionens hjerte vret bystaten Etos p Nirahams sydlige kontinent. Efter at have prdiket lren i tre fulde dage, drog Jarco hertil og opfrte det store tempel, der selv i dag har en helt enestende position blandt verdens folk. Alle tolkninger og officielle doktriner har deres udgangspunkt i Etos, og nr der udstedes dekreter herfra, regnes de som en del af selve religionen. De Sandes prster formidler gudernes ord til deres folk, og ser til at alle lever i overensstemmelse med bde Jarcos bud og de nyere doktriner fra Etos. Prsterne vejleder ogs de, der er svage i troen, og straffer de frafaldne, der ngter at acceptere gudernes bud. Prsteskabet skal adlydes i enhver religis henseende, og at stille sprgsmlstegn ved deres ord bliver straffet liges hrdt, som at betvivle selve religionen. De har dermed en central position i hverdagen og ogs stor magt.

S KABELSESBERETNINGEN
Det flgende er en gengivelse af den endegyldige sandhed om De Sande Guder, som Jarco benbarede for Nirahams folk, og som efter hans dd blev indgraveret p enorme marmortavler i det store tempel i Etos. I de tidligste tider, fr alting blev til, fandtes der intet andet end guderne selv og den verden de opholdt sig i, som de havde givet navnet Aferheim Gudernes hjem. Over Aferheim kastede det mgtige tr Bsel sin skygge, og under trets krone yndede de fire frste af guderne at opholde sig. Disse var Nimar, Rina, Gasnian og Fanabina. En dag kaldte Gasnian de andre guder til sig, for han set ud i fremtiden, og dr skuet en stor sorg. P trods af at livet i Aferheim var perfekt og fuldendt, ville det ikke vare ved. Da guderne havde samlet sig om ham, rettede Gasnian sig op og sagde:

Noget m gres, Nimar, for end ikke vi guder lever evigt. Tiden vil indhente os, og det er p tide, at vi finder vores arvtagere.
Guderne gs, for Gasnian vidste, hvad han talte om, og de flte i deres hjerter, hvorledes hans ord var sande. Selv guder kunne svinde med tiden, og nr de en dag gik bort, mtte de efterlade sig arvinger til at varetage deres minde. Nimar tog sin mage Rina ved hnden, og de inds at tiden var inde til at forene sig. Denne forening ville give dem to drenge, som de navngav Rasnasolin og Djorka. De to unge guder var forskellige som dag og nat. Rasnasolin var hj og slank, og kort efter sin fdsel beherskede han vandet. Djorka var en lille og buttet dreng, som var meget forsigtig og med tiden mestrede de vinde, der fg i Bsels grene, og jorden ved Bsels rdder. Alt virkede idyllisk, men ak. Guderne fandt hurtigt ud af at Djorka og Rasnasolin krigedes. Elementer fg frem og tilbage i Aferheim, og til sidst blev det Gasnian for meget. Han kaldte Nimar, Rina og Fanabina til sig, for han havde indset, at det ikke var nok for guderne, blot at formere sig og skabe sig arvinger. Guderne s hans logik, og Fanabina plantede en tanke i deres sind. Ved at forene deres krfter, kunne skabe et vrk uden lige. For hende, var det at blive glemt, en skbne som var vrre end dden, og hun foreslog at de skulle skabe en verden befolket af tusindvis af folk, som ville kunne huske guderne, nr de en dag ikke var mere. De andre guder lod sig besnre af hendes ord, og de skred til handling. I det fjerneste kosmos kunne Gasnian skimte de himmelske legemer, og han gav Nimar besked p at tage tre stjerner og smede disse sammen til en plade. Denne plade kaldte han Niraham Nimars land. Herefter lod Rasnasolin vand falde fra himlen, s den nye og endnu rdgldende verden ville kle ned. Dette varede ved, indtil Niraham var nsten helt dkket af vand. For at fuldfre deres skabelsesvrk, gav guderne Djorka til opgave at fjerne vandet, og til at hjlpe ham, skabte Nimar tusind sm lerstatuer, der alle var formet i Djorkas billede. Rina blste liv i statuerne og gav dem frugtbarhedens gave.

R ACERNE

SKABES

Djorka gldedes over denne gave, og gav sine skabninger navnet Dvrge. Han gav dem til opgave at grave i Nirahams jord, sledes at vandet ville lbe vk og jorden komme til syne. Dvrgene gravede dybe gange og skabte hje bjerge, men de formede ikke at fjerne alt vandet, og deres stolthed led meget herunder. I deres skam over ikke at kunne opfylde guder-

nes befaling gemte de sig derfor under jorden i deres grotter, og ngtede fremover at leve i solens lys, hvor guderne ville kunne se dem. Nimar og Rina fik nu en datter, som de gav navnet Sissianna. Hun var den smukkeste skabning af alle, og hun s, at verdenen var de og gold, og skmmet af dvrgenes sorte huller. Dette syn skrmte hende, og hun gik derfor til Nimar og bad om et folk i sit eget billede som kunne forme og pleje Niraham, samt dyrke blomster og trer, sledes at verdenen ville blive smuk og grn. Nimar kunne ikke modst sin datter, s i gave skabte han hende elverne. De havde smukke stemmer og evnen til at gre verden smukkere, og Sissianna gav dem besked p at vogte over verdenen og sikre sig, at dens store skove ville best til evig tid. Elverne mdte dvrgene og ville dem alt vel, men ak, da dvrgene s hvordan guderne yndede elverne hjere dem selv, blev de misundelige, og trak sig tilbage til deres huler. Hermed opstod den frste strid mellem racerne. Fanabina havde set den tilbedelse, Sissianna havde modtaget fra sine brn, og hun blev vred, for ogs hun havde vret med til at skabe Niraham. Ingen af verdens brn hyldede hende imidlertid lige s hjt som de vrige guder. I al sin forbitrelse vandrede hun lnge i Aferheims udkant, da hun pludseligt hrte en stemme tale til sig. Det var mirneren Ylgran, der talte:

Du, der er kuet af din egen kundskab. Hvorfor opgiver du ikke bare at ndre p Nimar og hans snners vrk?
Og Fanabina svarede:

Fordi jeg er den mgtigste gudinde i Aferheim, og det vil jeg bevise.
I sin vrede besluttede hun sig for at gre Nimar kunsten efter, og hun skabte derfor en statue i sten som hun bar til Nimar, og bad ham overtale Rina om at puste liv i den. Lnge forsgte hun at overtale ham, og mangen en gang var det nrved at lykkedes, men Nimars stdighed vandt, og han vendte hende ryggen og ngtede at tage hendes bn til Rina. Fanabina forbandede Nimar og kastede sin stenstatue fra sig. Lnge vandrede hun omkring i vrede og skyede de andre guder. I al den tid s hun ud i det kaos, som omgang Aferheim, og sgte med al sin visdom efter en mde, hvorved hun kunne gre Rinas livgivende kunst efter. Da skete det, at hun i det yderste mrke flte en intens kulde. Hun rakte sin hnd ud, og da hun trak den til sig igen, s hun et element, hvis lige hun aldrig fr havde oplevet. Hun flte den kraft, der l i det, og gav elementet navnet rall. Hun begav sig herefter ned til Niraham forkldt som en underskn kvinde med langt sort hr. Hun forledte 13 elvere, og bragte dem i dybeste hemmelighed med sig tilbage til Aferheim, hvor hun lod dem falde i en dyb svn. Herefter nedsnkede hun deres legemer i rall, og s hvordan det forandrede ikke blot deres vsen men ogs deres sind. Da de vgnede fra deres dvale, s Fanabina hvordan deres legemer var blevet sorte som natten, og deres sind var blevet dystre og ondskabsfulde. Sortelverracen var skabt, men af angst for de andre guders straf, tog Fanabina sine skabninger med tilbage til Niraham, og skjulte dem i grotter langt under jorden. Her skulle de forblive i skjul, indtil hun en dag ville pkalde sig deres hjlp. Fanabina var imidlertid ikke tilfreds. Hun var stdig, og nskede ikke blot at ndre p Rinas vrk - hun ville skabe sit eget. Hun formede derfor en hndfuld grove statuer i sten, og lod disse svbe i rall. Lnge ventede hun, og til sidst skete det, at de gav livstegn fra sig. Dermed blev orker, trolde og gobliner skabt. De var imidlertid primitive og grimme vsener, og Fanabinas vrede ville ingen ende tage. Hun blev s forfrdet over deres mangel p ynde og intellekt, at hun stdte dem fra sig, og satte dem i Nirahams fjerneste udkant. Hendes sidste ord til dem var en forbandelse.

"For hver en tanke gjort af stolthed. For hver en handling gjort af krlighed. For hvert ord gjort af venskab. Lad da vre en tanke af svig, en handling af delggelse, et ord af vrede."

R ACERNES

STRID

Der skulle ikke g lnge, fr orkerne mdte dvrgene, og de to racer kastede sig over hinanden i en ndesls kamp. Dvrgene led meget, og da Djorka s hvor ulykkelige hans skabninger var, gik han til Nimar. Nimar blev forfrdet over Fanabinas forrderi, og han tog den resterende mngde rall fra hende, og skjulte den i en s

fjern egn p Niraham, at hverken hun eller nogle levende skabninger burde kunne finde elementet igen. Djorka bad indtagende Nimar om at fjerne orkerne fra Niraham, men sket var sket, og Nimar nskede ikke at tage et liv, som frst var givet uanset at det var forbandet og prget af ondskab. Tidens sand kunne ikke hldes tilbage, og Nimar mtte afvise sin sn. Herefter forlod Djorka sin familie i raseri. Han skulle imidlertid ikke vandre alene lnge. Fanabina havde set og hrt, hvad der var foreget, og med besnrende ord vandt hun Djorkas sympati, indtil han en aften begav sig til hendes leje. Det gav liv til to nye guder, som fik navnene Ragil og Burania. Ragil s, hvordan orker og dvrge bekrigede hinanden, og flte glde herved. Han nd enhver form for handling og nyskabelse, og kampene gjorde, at tilvrelsen p Niraham aldrig blev ensformig eller triviel. Han hnede derfor orkerne:

Se! De rene er knnere end jer, men jeg ved hvordan det kan f en ende.
Han skabte herefter svrd og kser af jern fra dvrgenes miner, formede buer af skovens tr, og skabte al slags gifte af troldenes blod. Disse gav han til bde orker og dvrge, hvorefter han opildnede dem endnu mere, indtil de to racer til sidst levede i evig krig med hinanden.

Nu kan I f hvn over dem, der har ydmyget jer.

Niraham var i mange r efter prget af stor sorg, og guderne s hvordan deres skabninger led. Der var i denne tid intet sted hvor sjlene kunne sge tilflugt, nr legemet havde lidt overlast. De srede mtte derfor leve med deres sr i flere r, og kunne i al den tid kun bede om nde, men aldrig forvente at en sdan blev dem forundt. Da Burania s, at de lemlstede og ituslede gudebrn led, bad han Nimar om at give dem en mulighed for at f lindret deres smerte og finde fred. Nimar tog et hjrne af Aferheim, og gjorde det til et rige for de skabninger, der led mest. Burania kaldte stedet for Paulun, og nr Nirahams skabninger havde lidt nok, ville de nu d, og deres sjle blive frt til Paulun. I Paulun var der hverken ondskab, pinsler eller ulykke. Der var intet absolut intet. Omkring Paulun lavede Nimar en mur, og i muren satte han Krystalporten. Frst nu s Gasnian det fulde omfang af Fanabinas forrderi, og han blev rasende. En nat samlede han sine skabende krfter, og blste nyt liv ind i hende. Han spede, at afkommet ville forrsage hendes skabningers fald, og den nste morgen kom Aram til verden. Selvom ingen lngere led, var meget af sknheden i Niraham forsvundet. Ragil havde bragt krige og ufred med sig, og Burania havde taget mange af verdens brn til sig. Sissianna var fortvivlet, men vidste ikke hvad hun skulle gre, s i sin nd gik hun til Nimar, for at han skulle tage affre. Nimar var fortabt, da hans datter kom til ham med trer i jnene. Uden at gre indvendinger skabte han en ny race i den nyfdte Arams skikkelse Han lavede et nyt vsen for hvert af de, der allerede levede p Niraham, s de kunne opretholde balancen mellem de andre racer. Disse nye skabninger fik nogle f af de andre racers egenskaber, og Nimar kaldte dem mennesker, hvorefter han lod Rina blse liv i dem.

F RIERGILDET
Sissianna blev knsmoden, og bde Aram og Burania var forelskede i hende. Begge nskede de, at hun skulle blive deres mage, og de gjorde lnge kur til hende. I den sidste ende valgte hun dog Burania, thi det var ham, som havde givet hendes skabninger lindring i Paulun. Som et tegn p hendes krlighed, gav hun ham de trer, som hun havde grdt over sine brns sorg fire delstene, der skulle vre hans til evig tid. Aram var imidlertid rasende over at blive afvist. En nat, hvor Burania og Sissianna l og sov, sneg han sig ind i Buranias mgtige tempel og stjal de fire trer. Derp steg han hjt op i skyerne og kastede trerne i hver sin retning ned p Niraham. Da Burania vgnede og s at hans elskedes krlighedserklring var borte, blev han rasende, og et voldsomt sknderi brd ud mellem ham og Aram. I fortvivlelsen over have mistet Sissiannas gave, begav Burania sig herefter i lange perioder ad gangen til Niraham for at sge efter trerne, og lod Krystalporten vre lst i denne tid, sledes at de af Arams brn, der dde mens han var borte, ville vre tvunget til blot at lide, indtil han atter vendte tilbage.

J ARCO
Da guderne havde skabt Niraham og vsenerne derp, var de tilfredse. Der var balance i verden, og de svor, at de ikke ville ndre ved deres vrk. Guderne overlod da Niraham til sin egen skbne og dsede langsomt hen. I disse tider var det kun to af verdens racer, der kendte til gudernes eksistens. Sissianna havde vist sig for elverne umiddelbart efter deres skabelse og benbaret sig som deres store moder. Hun fortalte om guderne og Nirahams skabelse, og elverne flte en stor krlighed for ikke kun hende men ogs hendes slgt. Fanabina havde ligeledes vist sig for sit udvalgte folk, sortelverne, og ogs de havde fundet en enestende samhrighed med deres skaber og moder. Hun vkkede ikke kun deres krlighed, men ogs deres uddelige respekt. Sit andet skabervrk sortblodsracerne - lod hun imidlertid vandre i blinde, uvidende om deres herkomst. Menneskene var for simple til at vinde gudernes anerkendelse. I disse tider var de ikke meget mere end blot et primitivt og dyrisk folk, som skulle holde de udvalgte racer fra at bekrige hinanden. Guderne valgte derfor, ikke at benbare deres eksistens for menneskene, og de s blot til, efterhnden som menneskene lod sig besnre af dmoner og dyrkede falske religioner. rtusinder passerede p denne mde. Mens guderne hvilede, udviklede verdens brn sig, og ingen anden race gjorde s store fremskridt som menneskene. De lrte fra alle de andre racer, og med tiden blev deres kulturer nsten lige s sofistikerede som elvernes. En dag kaldte Nimar derfor de vrige guder til sig, og erklrede at tiden var inde, til at de skulle benbare deres tilstedevrelse for menneskene. Han havde flt et ukendt mrke trkke sig sammen om Aferheim, og Nirahams folkeslag var nu modnet tilstrkkeligt, til at de ville kunne vrdstte og anerkende De Sande Guders eksistens. Guderne uds sig derfor den viseste blandt Nirahams mennesker - en kyndig og afholdt vismand fra den fjerne stad Cartheero, hvis navn var Jarco. De begyndte at sende ham drmme om natten, sledes at han ville kunne forst og vrdstte den fulde benbaring om guderne. Det varede ved igennem flere r, indtil Jarco endelig var rede til at modtage den hjeste indsigt. Guderne viste sig for ham, og de befalede ham at kundgre deres lre for verdens folk. Jarco vandrede da lnge omkring p Niraham og bad folket mde ham p Djann-hjsletten i Zarabash, hvor han lovede, at de ville opleve sandheden. Da personer fra alle verdens folkeslag var forsamlet p Djann-hjsletten, trdte Jarco frem for dem, og han prdikede i tre fulde dage og ntter uden stop. Da han holdt inde, udrettede han mirakler i tusindtal, og guderne s hvordan folket kastede sig til jorden i tilbedelse. Efter den store benbaring vendte de forsamlede tilbage til deres folk og berettede om De Sande Guders undere. Jarco havde givet dem mange gaver med p deres vej, og guderne sknkede prsterne krfter, hvis lige aldrig tidligere var set. Jarco selv drog mod nord, til kysten hvor Etos nu er beliggende, og opfrte her, med hjlp fra sine mangfoldige tilhngere, et storslet tempel, hvor alle verdens racer ville kunne rejse til og blive vejledt i gudernes vilje. Ingen af verdens folkeslag kunne modstte sig gudernes magt, og langsomt men stt begyndte kulturerne at omvende sig. Det var dog en langvarig proces, for dmonerne havde givet dem mange falske lfter, men med tiden stdte de fleste af menneskene de falske religioner fra sig, og fandt stor glde ved at have set lyset fra De Sande Guder. Guderne selv var tilfredse, for de vidste, at folket nu havde set sandheden, og at de ville re deres minde i al evighed. De trak sig derfor atter tilbage fra Niraham, for at dvle under Bsels skygge. Guderne talte stadig til deres loyale tilhngere og vedblev med at sknke dem rige gaver og mgtige krfter, men deres indblanding i verdens gang svandt, og de overlod p ny verdens brn til deres egne skbner.

H IMMELKRIGENE
Derefter passerede godt og vel 1500 r. Guderne hvilede sig og nd deres vrk. De lyttede fortsat til bnnerne fra deres mest trofaste tilhngere, og blandede sig lejlighedsvist i verdens stridigheder, men de fandt den strste glde ved blot at lytte til deres tilhngeres lovprisninger.

Med deres blikke vendt bort fra verden, s guderne imidlertid ikke hvordan magtbalancen p Niraham r for r blev forrykket, og menneskene begyndte at vende deres guder ryggen, for i stedet at hellige sig deres egen personlige vinding. Ogs mellem prsterne begyndte der at bryde konflikter ud, indtil striden nede dertil, hvor blodet begyndte at flyde. Broder drbte broder og fader forngtede sn, og alt dette fordi prsterne misbrugte gudernes ord til at fremme deres egen vinding. Guderne blev forfrdede over denne udvikling, der havde fundet sted, og de mtte erkende, at Niraham var blevet overvldet af falske tilbedere, som havde glemt de sande idealer. Troen p De Sande Guder var blevet forvansket, og der kun f tilbage, som helhjertet rede gudernes vilje. Der var imidlertid ogs de af guderne, hvis forfrdelse kun var halvhjertet. Ragil s ingen skam i menneskenes stridigheder, for kun gennem splid ville de udvikle sig og skabe forandring i verden. Ogs Aram gldede sig over den udvikling, verden havde taget, for der var intet tidspunkt, hvor menneskene rede ham hjere, end nr de jagede deres egen lykke. Den af alle, der imidlertid nd tiden mest, var Flarn - han var af Fanabinas herkomst og havde en morbid forkrlighed for dd og delggelse. De vrige guder foragtede ham, men da han var Fanabinas sn, mtte de tle hans tilstedevrelse. Ingen af dem vidste hvem hans fader havde vret, men de frygtede alle, at han skulle findes blandt dmonerne, da Flarn delte deres nydelse af kaos. For at holde Flarn i skak, havde Nimar ophjet den verste af sine mirnere, Jorin, og givet ham et liv blandt guderne i Aferheim. De to havde lnge set hinanden an, og guderne frygtede for den dag, hvor det ville komme til ben strid mellem dem. Nu syntes tiden oprundet. Flarn opildnede sine tilhngere p Niraham og han sendte sine mirnere til at vandre iblandt dem og give dem styrke. Jorin gjorde det samme, og der brd store krige ud mellem gudernes tilhngere. Ragil fattede p sin side stor interesse for deres strid, og han stttede op om Flarn ved at lade ild falde fra himlen og dragerne sprede rdsel, nr de flj gennem skyerne. Sissianna blev forfrdet og grd lnge. Hun flte lidelserne hos verdens brn, og bnfaldt sin mage Burania om mindske deres lidelser. Han lod de dde rejse sig fra graven, s de kunne kmpe de levendes kampe og befri dem for deres lidelser. Aram s imidlertid til fra det skjulte, indtil hans foragt for Burania til sidst overkom ham. Han hidkaldte mgtige krfter, som gjorde dag til nat, og spredte frygt blandt de levende. Han vkkede skjulte lngsler i de ddelige, og fik dem til at bukke under for deres begr, s de til sidst kastede sig over selv deres nrmeste i et frdende vanvid. Rasnasolin stttede ogs op om Sissianna og han lod syndfloder rejse sig for at drukne Aram og Ragils tilhngere. Djorka s, hvordan hans broder atter sgte at oversvmme verdenen, og for at hindre vandet i at strmme ned i dvrgenes huler, rejste Djorka bjerge, sendte vulkaner i udbrud og udlste voldsomme jordsklv, som drbte mange. Ogs Fanabina blev draget ind i konflikten, og for at vrne Nirahams vsener imod hendes skarpe tunge og dystre sind, mtte ogs Rina involvere sig og sttte sine tilhngere med livgivende krfter. P Niraham herskede sledes omfattende magtkampe, og himmel og hav stod i et. Ikke alle blev dog draget ind i krigene de stod i overvejende grad mellem prsteskabet fra de enkelte kirker, men verdens folk kunne ikke undg at bemrke de rdsler, som guderne og deres tilhngere kaldte frem og lod ramme deres fjender. Intet sted var stridighederne imidlertid s frygtindgydende som i selve Aferheim. Hvad der havde startet som en simpel tumult mellem mirnerne, frte til deciderede krige efterhnden som gudernes involvering p Niraham blev get, og til sidst blev ogs guderne selv draget ind i kampene. Hver og n bekrigede de hinanden og de hidkaldte sig krfter, hvis lige aldrig fr var set. Det var en frygtindgydende strid, men den blev kun kortvarig. Da gudernes forenede krfter mdtes, forsvandt Aferheim i et overvldende lysglimt, og over hele Niraham bredte der sig en altopslugende tavshed. Guderne var borte.

D AGENE

DERP

I tiden efter Himmelkrigene var verden rolig. Efter gudernes bratte forsvinden stilnede krigene af, og folkene vendte tilbage til deres hjem, mens de fortvivlede forsgte at gre sig klart, hvad der var sket. Ingen af De Sandes tilhngere havde kontakt til guderne, og prsterne mistede de krfter, de s lnge havde taget for givet.

Nirahams folkeslag srgede over gudernes forsvinden, og de forsgte forgves at f guderne til atter at vise sig for dem. End ikke prsteskabet i Etos kunne give folket trst, og i desperation valgte de at lukke drene til det store tempel og isolere sig mens de bad for hb. Ingen kunne give svar p, hvad der var overget guderne. Der var mange, der talt for, at guderne var dde under deres indbyrdes kamp, men det blev slet hen af masserne. Om end de udadtil forsvarede deres modvilje mod denne ide med, at det syntes absurd, at guder skulle kunne d, s var sandheden dog nok nrmere den, at ingen ville kunne udholde at skulle se realiteten i jnene, sfremt det viste sig at vre sandt. Guderne havde vret en s central del i livet for de fleste af Nirahams folk, at man ikke kunne forstille sig en tilvrelse uden dem. Snart efter begyndte profeter imidlertid at sprede hb, da de kunne berette om nye guder af De Sandes slgt, som havde overlevet himmelkrigene og nu var begyndt at tale til verdens folk. Ogs Nimar og Gasnian begyndte atter at tale til deres tilhngere, og om end de var svagere end fr himmelkrigene, s frste deres tilbagekomst alligevel forlsning og optimisme med sig til Nirahams brn.

DE

NYE GUDER

De profeter, der begyndte at prdike efter himmelkrigene, kunne ikke benbare, hvad der var overkommet guderne under himmelkrigene, men de havde flgende beretning om de begivenheder, der fulgte i det snderrevne Aferheim: Nimar bnede jnene og kiggede sig fortvivlet omkring. Han huskede kun gudernes stridigheder, og hvordan hele Aferheim var eksploderet i et lysglimt, som endnu brndte i hans jne. Da han s sig om, var der intet at se. Alt var dkket af tge, og han kunne kun tydeligt skelne den bakke, som han l p. Alle de andre guder var forsvundet. Hvorhen vidste han ikke. Den tge af intethed, der l omkring ham, syntes at gennemtrnge alt, og han havde en flelse af, at der virkelig intet var bag tgen. Intetheden mtte have taget de vrige guder og opslugt dem. Men hvorfor var han selv tilbage? Han satte sig opgivende ned. I sit stille sind vidste han, at det phvilede ham at skabe Aferheim p ny. Gudernes hjem mtte aldrig g bort. Han flte sig imidlertid s uendelig trt, og han havde mere lyst til blot at lne sig tilbage i grsset og lade intetheden tage ham. Da han stirrede ud i tgen s han imidlertid hvordan den langsomt trak sig tilbage, og dr p jorden neden for bakken, l hans gamle ven Gasnian. Han skyndte sig ned for at se til ham, og drog et lettelsens suk, da han mrkede, at han blot sov tungt. Nimar s sig omkring. Intetheden havde trukket sig lngere tilbage, og dr i en lille lund var den sknneste kvinde, han havde set. Hun sad p en trstub og redte sit lange lyse hr. Hun var kldt i en hvid kjole og havde en guldhalskde rundt om halsen. Rundt omkring i lunden kunne Nimar se nogle fugle og andre sm dyr. Der var Lyane, Sissiannas og Buranias datter. Nimar frydede sig ved tanken om, at hun var sluppet ud af tgen, men da hun rejste hovedet og s p ham, kunne han lse i hendes trevdede jne, at begge hendes forldre var borte. Nimar rettede sig op og bevgede sig hen mod Lyane for at trste hende, men inden han nede at tage tre skridt, stoppede han op. Noget holdt ham tilbage. Han vendte sig om, og kunne frst ikke se noget. Da begyndte han imidlertid at kunne skimte noget ude i intetheden. En skikkelse stod ensom og alene midt i tgen, og det s ud som om tgen omsluttede og dansede omkring personen. Tgen begyndte at trkke sig tilbage, og nu kunne han se hvem det var Dilarna. Hun var Fanabinas barn ligesom Flarn og Girak. Hvem deres fader var, havde hun aldrig villet oplyse, men Nimar havde i sit stille sind lnge frygtet, at faderen ville vise sig at vre af dmonisk herkomst, eller mske endda en manifestation af rall selv. Han gs, og stirrede stift p hvordan hendes lange sorte hr og askegr kjole blafrede i en vind, der ikke var der. En ubehagelig kulde udsprang fra hende, og hvor hun stod, var alt ddt. En hest vrinskede bag ham, og Nimar vendte sig om. Der p toppen af bakken stod en prgtig hvid hest, og p sin ryg bar den en rytter. Manden p hesten bar en skinnende rustning, og Nimar genkendte ham som Jorin, der engang havde vret en af hans mirnere, men som nu var ophjet til gud, og fremstod som et prgtigt syn, nr han sad dr omgivet af et svagt lysskr.

Bag Jorin stod en kvinde, kldt i en kjole bestende af alle regnbuens farver. Hun s ud til at svve hen over jorden, og overalt hvor hun var, syntes en srlig aura at flge hende. Nimar smilte srgmodigt til hende, og hun gengldte forsigtigt hans gestus. Det var Tara hans og Rinas yngste datter. Da flte Nimar en voldsom kulde, og han s hvordan tgen trak sig nrmere sammen om guderne. Han gs, og Tara lb hen og knugede sig skrmt indtil ham. Nimar hrte en besynderlig lyd, og da han kiggede op, s han noget komme rullende hen imod sig. Det stoppede, da det ramte hans ben. Han kiggede ned, og s at det var et afhugget hoved Rinas hoved. Hans mage og livsledsager var dd. Sorgen ramte ham og formrkede hans syn, og han troede frst at det var et febersyn, der ramte ham, da han s en hslig skikkelse trde ud af skyggerne. Det var en stor muskuls mand, som var kldt i en mrk pladerustning. Store pigge stak ud fra den, og blodet lb nedover dens forside. Vsenets hnder var som store klr, og dets ansigt havde form som et forvredet ulvehoved. Blodrde jne stirrede p Nimar, og dens mund skiltes i et ondskabsfuldt og hnende smil. Det var Flarn. Bag ham, godt p afstand af de vrige guder, stod Girak. Han var kun ringe af strrelse, men var kldt i en sort kbe, og fra skyggerne under htten var det muligt at nse et skadefro grin. Girak udstdte en hnlig latter, og gav sig til nonchalant at kaste en daggert op i luften og gribe den ved spidsen, som var han ligeglad, med hvad der var sket. Jorins hest vrinskede, og ridderen trak sit svrd som han begyndte at galopere ned mod Flarn. Det lod til, at der selv nu ikke ville herske fred mellem de to, og Nimar vendte sit ansigt bort i sorg. Pludseligt ld der imidlertid et snderrivende tordenskrald, og mellem de to krigere trdte en midaldrende mand i rustning frem. Stop!, rbte han, og begge krigere standsede forblffede op og trdte et skridt tilbage. Bag Nimar rejste Gasnian sig langsomt, og s med stor undring p denne fremmede. Heller ikke Nimar genkendte ham, og han var oprigtigt forundret over denne person, som pludseligt og uden varsel havde benbaret sig i resterne af Aferheim og nu udviste en sdan autoritet.

Niraham har lidt under gudernes krig. Mange af verdens folk er get bort, og det samme er hndt jer guder. Nu er det tid til at bygge noget nyt og bedre. I har alle magten til at rette op p de gamle fejl, s g nu, og gr min vilje. Lad mig dog prsentere mig selv forinden. Jeg er Arl. Gudernes dommer. Det er blevet mig plagt at vge over jer og opretholde balancen.
Derefter sendte han guderne bort. Tgen lettede, hvor de gik, og de s at Aferheim fortsat bestod. Resten af de gamle guder var ingen steder at se, og guderne srgede over deres bortgang. De havde imidlertid meget at se til, og mtte glemme deres sorg for en stund. Nirahams folkeslag var forvirrede og hjlpelse i fravret af deres guder, og det var blevet dem plagt at skabe en bedre verden. De gik hver til sit, og i endnu et tordenskrald forsvandt ogs Arl.

NIMAR
Nimar er den beskyttende og pligtopfyldende fader. Han er viis og autoritr, men ogs streng og krvende. Han vogter over de retmssige, og opretholder lov og orden i bde Aferheim og p Niraham. Mange betragter ham som den verste af guderne, da de vrige guder ofte vender sig mod ham for at f rd og vejledning, og da han er en af de f guder, der overkom himmelkrigene, er hans position kun blevet yderligere styrket i de seneste r. Til Nimars visdom hrer dog ogs, at han er langsommelig og tnksom af natur. Alt br overvejes grundigt, og overilede handlinger misbehager ham. Han kan sledes ogs vre en njeregnende og pertentlig gud. De strste synder i Nimars jne er uorden og kaos, for de skaber undige forandringer. Nytnkning er ikke altid af det gode, og i Nimars jne er en statisk og uforanderlig verden at foretrkke. Han foragter krige, og lader sin vrede ramme de, der opildner til strid. De af hans tilhngere, der kmper de retfrdiges sag, og strber efter freden p Niraham ved svrdets magt, sknker han dog store krfter, og han ses af mange som livets vogter. Efter Rinas dd har Nimar begrnset sit engagement p Niraham. Han srger inderligt over hendes bortgang, og mange af de domner, man tidligere tilskriv ham, bliver nu varetaget af andre guder. Til gengld vrner han nu dobbelt s ihrdigt om de srgende og lidende i verden, og han har ogs opnet en position som familiens beskytter.

T ILHNGERE
Nimars tilhngere skal ofte findes blandt de herskende og magtfulde. Konger og kejsere finder styrke i hans ord, og magt til at opretholde deres position. Nimars bud retfrdiggr deres handlinger, og sikrer dem en fortsat ret til at rde over folket s lnge de blot vrner om livet og strber efter retfrdighed og orden. Ogs familiefdre, klanledere og lokale herremnd knler ved Nimars alter, i hbet om at han vil vrne om deres folk og sikre dem mod ondskaben. Ligeledes findes der mange riddere, som har dedikeret deres liv til Nimars bud. For de, der vil freden, er der stor styrke at finde i troen p Nimar, men deres liv vil ogs vre prget af streng disciplin og en ubetinget loyalitet til hans bud. Endelig er der ogs utallige bureaukrater, handelsmnd og lovbringere, som finder glde ved Nimars bud om besindelse og orden. De ser hans vilje som et ideal, hvor alt br skrives ned for derefter at blive fulgt til punkt og prikke, og retfrdiggr p den vis deres strikse krav til omverdenen. Tilbedelsen af Nimar er formentlig den mest udbredte lre indenfor De Sande Guders religion. De fleste af menneskernes og elvernes kulturer vrdstter hans idealer, og hans tilhngere er mangfoldige og velsete. I visse riger er Nimar tilmed noget nr den eneste af De Sande Guder, der tilbedes helhjertet. Det er frst og fremmest tilfldet i Paravien og Tharkien, men ogs i Emyr fler man en srlig tilknytning til hans veje.

S RPRG
Nr Nimar en sjlden gang imellem manifesterer sig p Niraham, sker det som oftest i form af en yndefuld men aldrende mand med langt hvidt hr, der er ikldt en kbe, som ligeledes er lang og hvid. Uanset, at alderen synes ved at indhente ham, s afslrer hans jne imidlertid, at der bag det rynkede ydre, stadig gemmer sig et skarpt sind. Nr han taler, er det da ogs med rtusinders autoritet, og visdommen i hans ord kan ikke forngtes af nogen ddelig. Med sig bringer han ofte sin stav, Vadal, der er kendt for at kunne skabe lys i det dybeste mrke, orden i ethvert kaos, og fred i selv det mest oprrte hjerte. Nimars mirnere er mere hyppige p Niraham, og nr de viser sig for verdens brn, er det ofte i menneskelige skikkelser. Det str imidlertid klart for enhver, at deres majesttiske figurer skjuler en styrke uden lige. Enkelte gange har Nimar tilmed ophjet almindelige ddelige blandt sine mirnere, og den mest kendte af disse er uden tvivl Jorin, der var det verste blandt mirnerne, og nu selv vandrer som en af Aferheims guder. Det sker ogs, at Nimars mirnere viser sig som trnhje giganter, som indgyder stor respekt blandt de, der ser dem. Det skete blandt andet i de dage, hvor Jarco benbarede gudernes eksistens for verdens brn p Djann-hjsletten. Her viste alle Nimars mirnere sig, og p blot en enkelt nat opfrte de den monumentale helligdom, der nu pryder hjsletten.

T ILBEDELSE
Der er tradition for, at Nimars tilhngere klder sig i klare, hvide rober som hans egne. Fr himmelkrigene regnede man sledes ogs farverne hvid og sort i forening for Nimars farver. Efter himmelkrigene tog prsterne i stedet hvid og rd til sig som deres foretrukne farver for at symbolisere det af Rinas blod, der havde ramt Nimars kbe, og farverne sort og hvid overgik til Jorins prsteskab. Typisk dedikeres bnnen midt p dagen til Nimar, da det er her solen og dermed ogs livet er p sit hjeste. Enhver sand tilhnger af Nimar br derfor ogs afst fra voldelige eller skadegrende handlinger fra middag og en time frem. Juli mned betragtes desuden som Nimars mned.

JORIN
Jorin er lysets og styrkens herre. Han er de retmssiges beskytter og vogter ihrdigt over de, der er villige til at ofre livet for det godes sag. Srligt nrer han dog omsorg for de, der kmper for det gode og sande, og som bekriger de folk, der brer ondskaben i deres hjerter. Jorins ml er en verden befolket af retmssige og disciplinerede folk, som er strke i bde sjl og legeme, og som ikke skyer noget middel for at opretholde balancen. Han gr alt, der str i hans magt, for at n dette ml, og er kendt for at sknke sine udvalgte mgtige gaver og velsignelser. Den der har Jorins gunst er uovervindelig i kamp, og hans hellige kri-

gere har mere end n gang afgjort historiens gang. Der skal imidlertid ogs meget til at vinde hans agtelse. Jorin stiller store krav til de, der flger ham, og straffer de frafaldne og svage liges hrdt, som han belnner de trofaste. Et liv i Jorins nde er prget af hrd og streng disciplin. Ingen af hans udvalgte m udvise svaghed eller underlegenhed, og han tolererer ikke nederlag. De udvalgte skal hver dage tilstrbe at forbedre bde sig selv og den verden, de lever i. De skal ndeslst bekmpe det mrke og onde, og beskytte dem, der ikke selv har styrken til det. At tilbede Jorin er ogs at frasige sig alle andre af livets goder. Nr man giver sig hen til Jorin, m man frasige sig alle nydelser og overfldigheder i verden, for i stedet at leve en afholdende og asketisk tilvrelse. De retmssige m aldrig eje mere, end hvad de lige har brug for, og skulle de opn rigdomme eller andre goder, m de straks give dem fra sig igen. Afholdenhed, styrke og disciplin er imidlertid ikke nok i sig selv. Jorins flge er forpligtet til handling, og der er intet, der kan vkke hans vrede, som de, der blot ser til og tolerer ondskab eller uret. For de, der formr at leve op til hans strenge krav, byder verden imidlertid p store glder. Jorin krver meget, men belnner ogs righoldigt, og de jordiske goder, som de trofaste m frasige sig, bliver mere end opvejet af hans righoldige velsignelser.

T ILHNGERE
Jorins tilhngere skal nsten alle findes blandt verdens krigere og riddere. Om end de ikke alle dedikerer deres liv til fuldt ud at flge hans veje, s finder de imidlertid alle stor styrke i hans lre, og Jorin belnner dem da ogs godt for deres tjeneste. Blandt Jorins trofaste tjenere finder man ogs mange krigerprster, som ved svrdets magt forsger at opretholde folkenes tro p De Sande Guder og at tvinge verdens kttere til at omvende sig til deres lre. Strstedelen af Nirahams inkvisitoriske ordener er sledes ogs tilknyttet Jorins kirke. Selv de, der i dagligdagen tilbeder en anden gud end ham, forsger stadig at behage ham og holde hans bud i hu, for selv den simple bonde nsker Jorins styrke, nr hans hjem er truet, og ingen kriger i verden vil vove at misbehage Jorin p aftenen fr et stort slag, uanset hvilken gud, der ellers mtte vre hans foretrukne.

S RPRG
Nr Jorin manifesterer sig p Niraham sker det i form af en prgtig og muskuls mand, der er ikldt en lysende pladerustning med et enormt slagsvrd ved sin side. Han har et vejrbidt og arret ansigt, og kortklippet sort hr. Han ynder ogs gerne at vise sig p sin stridshingst Hardnvarr. Jorin er kendt for at have et iltert temperament, og i stdighed overgs han kun af Djorka selv. Nr han har sat sig noget for, skal det ogs udfres, og han tolererer ikke at blive modsagt. Legenderne fortller, at Jorin i de tidligere tider blot var en simpel ddelig af rindernes slgt, og hans evner indenfor krigens kunst var s navnkundige, at Nimar valgte at tage ham til sig som en af sine mirnere. Her steg Jorin snart i agtelse og blev med tiden udrbt til den verste af mirnerne og Nimars forkmper. Hans frste og fremmest opgave var dog at vogte over Fanabinas sn Flarn, og at stte sig op imod ham, nr han forsgte at sprede kaos og uorden p Niraham. Det var en opgave, han lste til fulde, og umiddelbart fr himmelkrigene, hvor Flarn blev ophjet til gud, fik ogs Jorin denne re, og han vandrer nu blandt de vrige af Aferheims guder.

T ILBEDELSE
Jorins tilhngere klder sig ofte i sort og hvidt, og de er blandt de mest aktive af gudernes tjenere p Niraham. De m altid sge at styrke sig selv, mens de bekmper ondskaben og mrket, og det er Jorins bud, at de trofaste bde skal tjene ham gennem bn og handling. Hver morgen br indledes med en bn i Jorins re og hver aftens sluttes af med en tilsvarende. Herudover betragtes det som lykkebringende ogs at falde p kn for ham umiddelbart fr et slag, og de der kalder hans navn ud over slagmarken, finder ofte nye krfter. September mned er dedikeret til Jorins re. Det er den tid p ret, hvor sommeren gr p hld og vinteren nrmer sig, og for at forberede sig til mrkets komme, samles de trofaste og tnder enorme bl mens de hidkalder sig deres gud og beder om styrke til at bekmpe den lurende ondskab.

L YA N E
Lyane er den frisindede og altfavnende datter. Hun er glad og lys af natur, og der er intet vsen p Niraham, som kan modst hendes charme. Hun sknker glde, sang og latter til de der flger hende, og at leve sit liv i overensstemmelse med Lyanes veje brer belnningen i sig selv. Hun er datter af Sissianna, og trdte efter himmelkrigene i sin moders sted. Der er dog visse forskelle p de to. Hvor Sissianna var den moderlige beskytter, som sikrede sine udvalgte et fredsommeligt liv med megen lykke, er Lyane i hjere grad en sprlsk og fri sjl, der lader folket selv om at finde sine beskytter, men som til gengld str ved deres side i enhver festlig lejlighed. Lyane er ikke en streng og formanende gudinde. Hendes lre indeholder kun f reelle bud, og hendes tilhngere forsger heller ikke aktivt at udbrede hendes ord til masserne. I stedet lader hun det vre op til hver enkelt at gre op med sig selv, om han ynder hendes veje, og vil dedikere sit liv til hende. Lyane vender da heller aldrig en tilbeder ryggen. Hun kan tilgive selv den vrste forbrydelse, hvis blot vedkommende selv angrer helhjertet, og nr hun frst har taget folk til sig, ynder hun dem ubetinget og sknker dem store gaver. Det er ikke kun glderne og den frie levevis, der falder under Lyanes domne. Hun er ogs gudinde for frugtbarhed, liv og skabelse, og hvert eneste vsen, der fdes p Niraham, er resultatet af hendes vrk. Derudover er hun ogs skovenes og de vilde dyrs beskytter.

T ILHNGERE
Det synes selvsagt, at det frst og fremmest er de unge og frisindede af Nirahams folk, der finder glde ved Lyanes lre. Mere end noget andet, er det da ogs sangere, kunstnere, digtere og lignende, man finder blandt hendes tro tilhngere. Elverne fler et sdant slgtskab med Lyane, at hen ved halvdelen af racen bekender sig til hendes veje. Hun er i mangen en forstand indbegrebet af den elviske levevis, og srligt blandt skovelverne er hendes tilhngere righoldige. Selv blandt elverne er det dog i overvejende grad de yngre og mere frisindede, der finder glde ved Lyane. Ogs mange forelskede par bekender sig til hendes veje. Det er Lyane, der sknker og plejer krligheden i alt levende, og ved at glde hende kan de vide sig sikre p et langt og lykkeligt liv sammen. Selv de, der endnu ikke har fundet deres sjlemage, opsger Lyanes templer for at f velsignelser og lykke i deres sgen. Yderligere finder man ogs mange tilbedere blandt de, der lever i Nirahams store skove, eller som ernrer sig af de goder, naturen har at byde p. Selv de, der bekender sig til andre guder i hverdagen, husker altid at bringe Lyane gaver og bede om velsignelse ved de store helligdage. Blandt jgere har man ogs for vane at bede en flles bn i hendes re, inden man begiver sig ud p jagt, og bnder vil altid srge for at sknke hende en gave, nr kornet skal ss og igen nr det er hstet.

S RPRG
Nr Lyane manifesterer sig p Niraham, sker det ofte i form af en ung og yndefuld kvinde. Hun har et langt lyst hr og synes at vre omgivet af en nsten overnaturlig sknhed. Overalt hvor hun gr, blomstrer der liv frem, og alle skovens dyr flokkes om hende. Andre gange sker det dog, at hun viser sig i selve naturen - det kan vre som en skikkelse i tgen, der viger under morgensolens frste strler, som et yndefuldt vsen, der synes at vokse i grenene p et helligt tr eller som et ansigt i vinden. Uanset hvor og hvordan hun viser sig, er hendes tilstedevrelse dog altid mrkbar for alle i nrheden, og selv de der ikke kan se hende vil alligevel fle en slsom fred og glde. I dystre tider sker det af og til, at de trofaste kan skelne hendes skikkelse i himlens stjerner, og det fortlles da ogs, at hun kan lse selv de inderste tanker blandt de, der skuer mod himlen. Lyanes mirnere kan antage mange former. De mest almindelige er de faune, der vogter over alle Nirahams livstrer, men de er ogs set som enhjrninger, enter, satyrer og dryader. Andre gange manifesterer de sig i helt uanseelige former som slanger, mus eller hvide hjorte, eller naturlige fnomener som en blid brise, der stryger over landet og hvisker deres budskab i ret p de trofaste tilhngere. Lyane sender som regel sine mirnere til verden for at vogte over de af hendes folk, der er i fare eller som er svkkede i troen. Hun griber sjldent ind i verdens gang, men er altid beredt til at vejlede og sttte sine tilhngere med viden og op-

muntring.

T ILBEDELSE
Lyanes tilhngere klder sig ofte i naturlige og lyse farver som grn, gul og brun. De tilbeder Lyane gennem hverdagens gerninger ved at udbrede den glde og krlighed, der er hendes varetegn, og forsger at inspirere andre til at flge hende ved eksemplets magt. Der er ingen specifikke ritualer forbundet med Lyanes veje, men ofte vil man bringe hende gaver og vise hende sin hengivenhed under de store og meget betydningsfulde jeblikke i livet. Maj mned betragtes som Lyanes mned, og det er blandt andet her, at elverne holder deres sagnopspundne majfest.

DJORKA
Djorka er den skabende hndvrker. Han er smedekunstens og trskrernes mester, og kreatren bag alle Nirahams mest storslede vrker. Han hviler imidlertid aldrig p laurbrrene. Hver dag byder p nye udfordringer, og han bestrber sig p altid at skabe nye og strre vrker end nogensinde fr. Han lever et pligtopfyldende og asketisk liv, hvor hndvrket og de kunstneriske frdigheder er det altovervejende centrum. Dovenskab og slseri er at foragte, og for de der flger ham, br livet vre n lang strben efter at perfektionere sine frdigheder. Ingen br lgge sit vrktj fra sig og erklre vrket frdigt, uden samtidigt at stte sig et nyt ml for. At flge Djorka er dog ikke et ubetinget krav om konstant arbejde. Han har forstelse for, at selv den kyndigste hndvrker ogs har brug for at hvile og nyde livet, og nr dagens arbejde er vel overstet, tillader han da ogs sine trofaste at slappe af og nyde livet i fulde drag. De, der giver sig hen til Djorka, er da heller ikke kun kendt for deres prgtige vrker, men ogs for deres overddige fester. Hengivenhed til Djorka udtrykkes bedst ved hndens kraft. Han vrdstter ikke, at folk kaste sig p kn og spilder deres tid p at tilbede ham. I stedet finder han glde ved dem, der ser ham som et ideal til efterlevelse, og som bestrber sig p at perfektionere sine frdigheder p samme vis som ham. For det meste involverer han sig derfor heller ikke meget i sine tilhngeres liv, og nr han gr, er det ofte i den belrende rolle, som en mester der underviser sin elev. Djorka er ikke kendt for at vre en handlingens gud, og som oftest bekymrer han sig ikke synderligt om verdens begivenheder. Hndvrket og den individuelle udvikling er det vigtigste i hans lre, og resten af verdens begivenheder m andre tage sig af. Det er kun, nr hans udvalgte folk bliver truet af mrke og destruktive krfter, at Djorka lader sine flelser komme til udtryk, men da er hans vrede til gengld ogs frygtindgydende.

T ILHNGERE
Blandt Djorkas tilhngere skal man finde nogle af Nirahams strste hndvrkere. Smede, tmrere, trskrere og malere hrer alle til hans flok, og de er velsignet med Djorkas gunst er de kyndigste af dem alle. Det folkeslag, der dog mere end noget andet, bekender sig til Djorkas veje, er dvrgene. Siden tidernes morgen har de vret hans udvalgte folk, og i ham har de set alt, hvad der er vrd at strbe efter i verden. Han er deres verste og eneste gud, og det synes utnkeligt, at en dvrg skulle bekende sig til andre end ham. Det var da ogs dvrgene, som med deres stdige insisteren formede at vende Djorka tilbage til verden, s han igen kunne vge over dem. Derudover finder man ogs mange jvne folk blandt hans tilhngere, som stter en re i deres arbejde, og bestrber sig p hver dag at gre deres bedste. Mange bnder, jgere og handlende finder glde ved hans veje, og Djorka sknker dem alle store gaver. Ogs minearbejdere findes i rigeligt antal blandt hans tilbedere.

S RPRG
Nr han benbarer sig for sine tilhngere p Niraham, tager Djorka som oftest form af en ung og kraftigt bygget mand. Han er en smule buttet men dog ogs ganske muskuls, og der kan ikke herske tvivl om, at der bag det godmodig ydre gemmer sig en overvldende styrke og et hrdet sind. Han brer altid arbejdstj og redskaber p sig, og ynder gerne at demonstrere sine kundskaber for sine tilhngere. Nr hans hammer rammer ambolten, er det som om selve Niraham ryster, og et gammelt sagn fortller da ogs, at torden er lyden af Djorka, der smeder. Udover sine enestende evner som smed, er Djorka ogs kendt for sin stdighed og sit overvldende temperament. Nr han

frst har sat sig et ml for, helmer han ikke, fr han ogs har net det. At blive offer for Djorkas vrede er derfor en frygtet ting. Han kan om ndvendigt stte himmel og hav i bevgelse og f jorden til at rejse sig, hvis han bliver nedgjort eller ringeagtet, og han standser frst, nr de formastelige er blevet straffet. I mere fredsommeligt tider er Djorka dog ogs kendt som en jovial og elskvrdig herre, der ynder at vandre blandt sine udvalgte folk, og dele et krus l eller to med dem. Da er han yderst elskvrdig og ogs en anelse kluntet at se p, og selvom han ikke har en tonet i livet, ynder han alligevel at synge hjt og lnge, og han gr den med en sdan entusiasme, at ingen omkring ham kan undg at blive smittet af stemningen og selv stemme i. Djorkas mirnere kan tage mange former. Ofte er de store og kraftfulde af natur, og som eksempler kan nvnes de minotauere, der af og til betrder Niraham. Giganter, golemer og mange andre elementarvsener er ogs kendt som Djorkas mirnere.

T ILBEDELSE
Der er kun f reelle templer p Niraham, der er indviet til Djorkas re. Det skyldes hans udtalte nske om, at de der vil hylde ham, gr det gennem deres daglige arbejde frem for ved bnner og lovsang. Den foretrukne farve, blandt de der flger ham, er brun, og udover denne farve har hans tilhngere for vane altid at bre en kse eller et andet stykke vrktj, som tilkendegiver hvilket hndvrk, de beskftiger sig indenfor. Juni mned er desuden kendt som Djorkas mned, da det er her sommeren er p sit hjeste og alle m arbejde hrdt for at bevise deres vrd.

GASNIAN
Gasnian er visdommen og den hjeste indsigt. Han er en viis og eftertnksom gud, der har dedikeret sit liv til viden og forstelsen af verden, og han bde ser og husker alt, hvad der sker p Niraham. Verdenens skbne interesserer ham overmde meget, men kun i hans rolle som erindringernes vogter. Gasnian griber ikke selv ind i verdens gang, og selv nr de der flger ham er truede, sknker han det ikke mange tanker. Det eneste, der optager Gasnian, er at al viden skal indsamles og bevares. Hvert eneste minde, der gr tabt, er en synd, og intet generer ham mere end ignorance og ligegyldighed. Det fortlles, at Gasnian konstant er optaget af at notere alt, der finder sted bde p Niraham og i Aferheim, som han skriver ned og opbevarer i store bger i sit enorme bibliotek. Det er intet, der undslipper Gasnians rvgne je, og han flger hvert eneste levende vsens skbne fra fdsel til dd. Gasnian er ogs tidens vogter. Nr verden er i evig bevgelse er det sledes som et udslag af hans vilje, og uden Gasnians indgriben ville alt blot vre fastlst som i et endelst tomrum. Han kan dermed ikke kun skue over alt der finder sted i nuet, men husker ogs hver en gerning, der har fundet sted siden tidernes morgen, og heller ikke fremtiden er skjult for hans blik. Hvor meget Gasnian end mtte se og vide, s handler han imidlertid kun yderst sjldent p det. Han har ingen synderlig interesser i at blande sig i verdens konflikter, for alt hvad de ddelig opfatter som enorme omvltninger, er kun fodnoter i Gasnians vrker, thi nr man ser alt, er enkeltstende hndelser kun af uendelig ringe betydning.

T ILHNGERE
De der flger Gasnians veje er ofte tnksomme og intellektuelle vsner, og de hengiver sig oftere til ham, fordi de fler et vist slgtskab med hans livsopfattelse, end fordi de nrer nske om at opn guddommelige gaver. Gasnian forekommer ofte ligeglad med sine tilbedere, og han er mere tilbjelig til at rede deres vrker end dem, sfremt de skulle blive truet af fjender. Han er neutral i enhver henseende og holder sig primrt til blot at observere verdens gang, hvilket han ogs forventer af dem, der tilbeder ham. Det er derfor heller ikke handlingens mnd, der er at finde i Gasnians flge. Mange vismnd og kloge koner finder dog stor glde ved et liv dedikeret til Gasnian. Det tillader dem at leve en fri og ubekymret tilvrelse, hvor de kan hengive sig til deres kundskaber uden at skulle involvere sig synderligt i deres omverden.

De af hans tilhngere, der viser sig tilstrkkelig kyndige, sknker Gasnian dog ogs righoldige gaver. Han kan ikke blot give dem indsigt i tingenes sande vren men ogs i fortid og fremtid, og dem han holder nrmest, kan blive overordentlig magtfulde. Gasnian deler dog kun sine frdigheder, nr han selv nsker det, og han lader sig kun sjldent besnre af bnner eller andre fine ord. Man finder ogs en del aldrende personer blandt hans tilbedere, som hber p at kunne forlnge livet gennem hans gunst.

S RPRG
Gasnian har ikke manifesteret sig p Niraham siden himmelkrigene og allerede fr den tid, var han et overordentlig sjldent syn. Nr det skete, var det dog i formen af en ldgammel og grhret mand, der syntes nsten blind og som foregav at mtte sttte sig til sin stav for blot at kunne holde sig oprejst. Han handlede kun sjldent, og ofte kunne han falde hen i dybe tanker, og frst give livstegn fra sig efter flere timer. Nr Gasnian talte, var hans stemme imidlertid rungende og klar, og hvert eneste ord indbegrebet af den dybeste sandhed. Der er stadig mange af Gasnians mest agtede tilbedere, som kan hre hans ord i deres sind, og som formr at se verden gennem hans jne, og selvom han er ldet betydeligt efter himmelkrigene, s er Gasnians ord stadig klare og vise, og han blik ikke mindre indsigtsfuldt. Et af de mest magtfulde remedier som Gasnian har sknket sine tilbedere har vret timeglas med tidens sand. Sandet er den essens som selve tiden bestr af, og den der besidder et sdant timeglad kan manipulere med tidens gang. De kan sledes ikke kun bevge sig i fortid og fremtid, men ogs standse tiden og lade den lse fast for evigt.

T ILBEDELSE
Gasnian forventer af sine tilhngere, at de hver dag bestrber sig p at blive visere p deres omverden, og at de skriver alt ned, s ingen viden nogensinde vil g til spilde. Om end han ikke nser deres tilbedelse synderligt, s vrdstter han dog stadig at se verdens brn hylde ham, thi da ved han at hans idealer bliver holdt i hu. Farven gr er dedikeret til Gasnian, og der er en udtalt tilbjelighed til, at de der flger ham brer denne farve og intet andet. Med tiden har man ogs fet for vane at bre en stav, om end det som oftest kun er af symbolsk karakter. Disse kldninger skiller tydeligt Gasnians tilbedere ud fra mngden, og for det meste kan de vandre i sikker viden om, at ingen nsker at skade hans udvalgte. August er traditionelt blevet betegnet som Gasnians mned. Det er den tid, hvor sommeren gr p held, og hvor man reflekterer over de erfaringer, man har gjort sig igennem ret.

TARA
Tara er herskeren over de frie og ubundne elementer. Himmel og hav str under hendes kontrol, ilden lystrer hendes bud, og jorden er hendes domne. Nr elementerne raser, er det et udslag af hendes vilje, men ogs selv simple fnomener som passerende regnbyger, blsten der fyger over landet, eller ilden vi varmer os ved, er resultatet af hendes magt. Hendes krfter er overvldende, og intet levende vsen kan st imod, nr Tara lader sin styrke komme til udtryk. Hun udver imidlertid sin magt med sindsro og forsger kun sjldent at pvirke livets gang. Tara er neutral i enhver henseende, og bruger aldrig sine krfter for at fremme n sag frem for en anden. Hun lader hellere elementerne fyge og naturen g sin gang, end at forsge, at opn et specifikt ml. Hendes tilhngere kan derfor ogs kun sjldent forvente sttte, nr de beder om rd eller krfter. Der er til gengld meget at vinde for den, der har forstelse for hendes veje, og formr at udnytte dem. Ogs magien hrer under Taras kontrol. De magiske krfter, der gennemstrmmer Niraham, og som gr det muligt for verdens magikere at udve deres kunster, er alle et udslag af Taras magt. Frhen hrte dette domne under Rinas kontrol, men da hun gik bort under himmelkrigene, gik kraften over til Tara - hendes datter.

T ILHNGERE
Taras evige neutralitet og tilbjelighed til ikke at sttte selv sine mest inddte tilbedere har gjort hende mindre agtet end de vrige guder, og hun har derfor ogs kun f tilhngere p Niraham. Mange sknker hende ganske vist ofringer og bnner, nr de nsker at vejret eller elementer skal vre gavmilde mod dem, men det er sjldent, at personer vlger at dedikere hele deres liv til Taras veje. De mest udbredte tilhngere er de, der er kyndige indenfor magiens veje. Strstedelen af alle magikere p Niraham har givet sig hen til Tara i hbet om, at hun vil sknke dem kundskaber og mgtige krfter. De af dem, der har den strste forstelse for hendes veje, kan da ogs blive overordentlig magtfulde. Med disse gaver flger imidlertid ogs en forpligtelse til at flge Taras neutrale veje, og de fleste af magikerne lever derfor en fri og uafhngig tilvrelse uden at dedikere deres loyalitet til hverken racer eller kulturer. I de seneste r er der ogs mange frisindede og bekymringslse personer, der har fundet glde ved Taras lre. Stifindere og spejdere, nyder stor gavn af deres forstelse for hendes vilje, men ogs udstdte, enspndere og simple vandringsmnd har hyppigt givet sig hen til hende. Det har resulteret i, at Tara igennem de seneste r har fet ry for ogs at vre en gud for rverpak og andre lovlse. Endelig er Tara ogs den gud, man vender sig til, nr man drmmer om en frihed, der ellers er n forundt. Kvinder, der er bundet til ulykkelige gteskaber, er kendt for at hviske hendes navn ud i natten, og Taras tegn kan ogs findes ridset ind i vggene i mangen en fngselscelle.

S RPRG
Nr Tara viser sig for verdens brn, er det som regel ved at tage skikkelse igennem et af elementerne. Hun benbarer sig ofte som en skikkelse i flammerne fra templernes hellige offerbl, og da fremstr hun som en hj og slank midaldrende kvinde med yndefulde trk. Hendes hr er langt og rdt, og hun er konstant omgivet af en tt tge. Taras ansigt er udtrykslst, og selv hendes stemme afslrer intet om hvilke tanker, der gemmer sig bag det sknne ydre. Selv nr hun er ganske nr, fremstr hun uklar og hun fylder dem omkring sig med en slsom undren over, hvorvidt hun virkelig er til stedet eller ej. Det er ikke kendt, at Tara skulle have eller benytte sig af mirnere. I stedet bruger hun elementer til at udtrykke sin vilje igennem, og nr hun en sjlden gang nsker at pvirke livet p Niraham, er det elementerne eller magien, hun vlger at handle igennem.

T ILBEDELSE
Tara er en ganske overbrende og nsten ligeglad gud. Hun sttter sjldent sine tilhngere, og forventer omvendt heller ikke af dem, at de tilbeder hende. Ganske vist belnner hun ofte dem, der behager hende, men hun stiller kun sjldent krav, og straffer endnu sjldnere dem, der ikke lystrer hendes vilje. At tilbede Tara er derfor i hj grad blot en tilkendegivelse af, at man finder glde ved hendes veje, og vil hellige sig til at efterleve dem. Tilbedere vil primrt vise deres hengivenhed gennem handling og vilje, ved af forholde sig neutrale og ikke lgge deres loyalitet hos andre end Tara selv. Der er tradition for, at Taras tilhngere brer markante og mangefarvede kldninger, som tydeligt skiller dem ud fra mngden, og at de ogs bent brer hendes symbol. Dette er ikke s meget for at behage Tara selv, som for at bekende overfor deres omverden, at de vil re neutraliteten og ikke udgr en trussel. November mned, hvor elementerne raser og folket m sge inden dre, betragtes som Taras mned.

ARL
Arl er den endegyldige orden. Han vogter over ligevgten og balancen, og har som sin fornemmeste pligt, at srge for, at Niraham for altid vil best. Arls harmoni handler ikke om kampen mellem godt og ondt - de begreber er ham ligegyldige. I stedet krer han for den

evige strid mellem de skabende og de destruktive krfter i verdenen. Stabilitet og orden er de hjeste idealer i Arls lre, og han har dedikeret sin fulde eksistens til at udbrede dem blandt Nirahams vsener. Som guddom er Arl imidlertid prget af stor mystik. Efter himmelkrigene kunne profeter for de nye guder berette om, hvordan Arl pludseligt havde manifesteret sig blandt guderne, for da igen at forsvinde lige s pludseligt som han var kommet. Ingen af guderne kendte til hans eksistens, og deres forundring kendte ingen grnser. De optog imidlertid Arl i deres kreds, og han blev anerkendt p lige fod med Aferheims vrige guder. Siden da har vismnd og teologer gjort sig utallige tanker om hans herkomst og ikke mindst hans position i gudeverdenen. Der er de, der mener, at han blot er en gud, p lige fod med de vrige. Den mere udbredte tolkning er dog, at han et ophjet vsen, der i hjere grad er en forening af de vrige guder, end en skabning i sig selv. Denne tolkning af Arl har fet tilnavnet Arl-ys-Aferheim, og er mere indget beskrevet i de flgende kapitler.

T ILHNGERE
Uanset den store usikkerhed om Arls natur, har han ikke desto mindre alligevel fet sig utallige tilhngere. I disse tider formodes det, at han efter Nimar er den mest tilbedte af Aferheims guder. rsagen skal primrt findes i hans evige strben efter harmoni og orden. Det er et budskab, der tiltale de fleste - ung som gammel, rig som fattig. Arl stiller heller ikke store krav til sine tilbedere. Alt, han forventer af dem, er at de bestrber sig p at opretholde livet p Niraham og at de forlader verden som et bedre sted. Arl er derfor ogs blevet kendt som den jvne mands guddom, og der er en general tradition for, at selv dem, der ikke endegyldigt bekender sig til hans veje, alligevel viser sig ved hans gudstjenester. Det er imidlertid ikke kun p Niraham, at Arl vrner om sine idealer. Ogs i det hinsides, forsger han med al sin magt at beskytte den guddommelige orden. Mrkets dmoner, der har deres hjem i Zaratziels rige, higer konstant efter at bryde ind i Niraham, hvor de kan nedbryde gudernes vrk og lade kaos herske. Arl er gudernes strste forkmper mod dmonerne, og han har derfor ogs fet tilnavnet betvingeren. Mange ddelige vlger Arls veje for at sttte op om hans kamp mod dmonerne og det store mrke, og hans prster har gang p gang beskyttet Nirahams vsener mod dmonernes hrgen. Arl er dog ogs kendt som den store lovbringer. Hans bud om orden og lighed har inspireret mange af Nirahams love, og bde viise og retfrdige vsener finder glde ved de undere, som Arl bringer ind i verdenen. Der kan derfor ogs findes utallige regenter, lovgivere og dommere blandt hans tilhngere, og de har som oftest ry for at vre hderlige og retfrdige.

S RPRG
Arl er, som anfrt, prget af en umiskendelig mystik. Selv de vrige guder kender kun uendeligt lidt til hans natur, og han holder sig som en gdefuld skikkelse i tgerne for bde dem og Nirahams vsener. Det sker, at velsignede individer fler Arls nd komme over dem, og i et kort jeblik mener at sanse hans tilstedevrelse. Ingen har imidlertid oplevet, at han manifesterede sig for dem i en hndgribelig fysisk skikkelse. Arls primre kendetegn er sledes hans symbol, der er kendt som Arls hjul. Fortllingerne vil, at tegnet benbarede sig i himlen over Niraham efter himmelkrigene, og symboliserede, hvordan Arl var den kreds, som de resterende 8 guder bde udsprang af og var begrnset i. Selv efter at Djorka, Fanabina og Ragil vendte tilbage, og forgede antallet af guder, vedblev tilhngerne med at anerkende det otte-aksede hjul, og det er sidenhen blevet et af de mest udbredte religise symboler p Niraham.

T ILBEDELSE
Arls tilhngere er mangfoldige og p samme mde som tolkningerne af hans natur varierer, s gr mderne han tilbedes p, det samme. Arl selv stiller ikke store krav til sine tilbedere. Han forventer ganske vist at blive anerkendt og respekteret, men alle, der blot er villige til at dedikere deres liv til skabende gerninger, har hans velsignelser. Arls tilhngere skiller sig sjldent ud fra mngden. Som oftest er de blot simple folk, der brer Arls bud med sig ind i deres sind. Blandt hans prster er der dog en vis tilbjelighed til at klde sig i hvide, sorte og rde kldninger, og benlyst at bre Arls hjul, for derigennem at tydeliggre deres tilhrsforhold. Marts mned er traditionelt kendt som Arls mned. Man str her p trsklen mellem vinter og sommer, og verden synes i balance.

Aftenbnnen er typisk ogs helliget Arl, og alle tilhngere af De Sande Guder - selv de, der bekender sig til andre guder end Arl - br vre til stede og vise ham deres hengivenhed.

RAGIL
Ragil er handling og forandring. Han er herre over initiativet og den frie vilje, og det er p hans bud, at verden er i konstant bevgelse. Intet kan forblive passivt i Ragils nrvr. Gerninger m gres og ord tales, for ellers vil verden g i st og forrdne i sin egen stilstand. Hans bud kan forekomme barske og uovervejede, men ethvert levende vsen kan fle p sin egen krop, hvordan den gr i forfald og sygner hen i mangel af handling, og sindet nedbrydes i ladhed og svig, hvis det ikke stimuleres. Verden og dens folk er liges, og det er Ragils pligt at srge for, at Niraham ikke falder hen i svaghed og vgelsind. Uanset, at mange tolker Ragils lre som et kald p krig, og Ragil da ogs selv vrdstter krigens gerninger, s er svrdets magt p ingen mde hans foretrukne redskab. Enhver, der flger sit hjerte og har modet til at st ved sine holdninger, ligger ham nr, og den mand, der ihrdigt plejer sine marker og sin familie, str ham lige s nr, som den der bekmper sine fjender p slagmarken. At flge Ragils veje krver ikke kun initiativ og viljekraft men ogs mod. Han viger kun sjldent udenom en konflikt, og forlanger af sine udvalgte, at ogs de skal vre beredt p at sls for deres idealer og om ndvendigt d for dem. For dem, der formr at vinde hans gunst, er der imidlertid meget at opn. Ragil belnner sine loyale tilhngere trofast, og han sknker dem gldeligt store krfter og magtfulde relikvier. Derfor er Ragils prster ogs blandt de mest frygtede og anerkende af alle Nirahams gejstlige, og nr krigen raser, er der ingen andre, man hellere nsker ved sin side. Af alle gerninger, er der ingen, som Ragil foragter mere, end frygt og passivitet. Han straffer de svage og hjlpelse uden nde, og det er Ragils udtrykte befaling, at kun flammernes magt kan rense det svkkede sind.

T ILHNGERE
Ragil er srlig agtet blandt dem, der lever ved svrdet, og har valgt krigen som deres nringsvej. Talrige krigere fra hele Niraham har dedikeret deres liv til Ragil, og finder bde styrke og mod i hans velsignelser. Han skelner ikke mellem racer og kulturer, og det er derfor ogs en bred skare, der flger Ragils veje. Man finder tilhngere blandt alle Nirahams racer og de fleste af kulturerne. Af alle verdens folkeslag er roulerne dog hans mest trofaste tilhngere I Ragils ligefremme og konsekvente natur har de fundet en guddom, der tiltaler dem og som er en vrdig erstatning for den gamle druidetro. Forud verdens krigere er der dog ogs mange jvne folk, der pkalder sig Ragil og beder om hans gunst, nr de har et betydningsfuld hverv foran sig. Han sknker gldeligt bde styrke og mod til dem, der har brug for det, og nr mrket trkker sig sammen om verdens brn, og de fler, at de ikke har andre sttter at lne sig opad, er det Ragils navn, de rber ud i natten. Dermed er Ragil ogs blevet kendt som de desperates eller hjlpelses beskytter.

S RPRG
Nr Ragil manifesterer sig, er det gerne i flammerne fra storslede offerbl. Han fremstr her som en hj og muskuls mand i sin bedste alder. Hans hr er kortklippet og sort, og han brer blodrde kldedragter og en kraftig lderrustning. Fr himmelkrigene bar Ragil altid sit prgtige slagsvrd Vardunger ved sin side. Det blev imidlertid stjlet fra ham i hans fravr, og har siden da vret et af de mest eftertragtede artefakter p bde Niraham og i Aferheim. Vardunger er et mgtigt vben, der kan lgge hele hre de, og stte landet i brand. Det menes, at det nu er i dmonen Valknarrs besiddelse, som nsker at bruge det til at besejre Ragil og tage hans plads i Aferheim. Valknarr var fr himmelkrigene Ragils verste mirner og leder af hans hr. Ved Ragils bortgang brd Valknarr imidlertid med guderne og de vrige mirnere, og forlod Aferheim - formentlig med Valknarr i sit blte. Han har siden da opholdt sig i Zaratziels rige - det skyggeplan, hvor dmonerne har deres hjem - men i de seneste r, har han flere gange markeret sin tilstedevrelse p Niraham - senest ved at sttte Rigskansler Victor von Hessen i hans forsg p at vlte Narabondslgten. Ragils vrige mirnere tager som oftest form af mgtige ildvsener, og de drager, som hver dag hrger i skyerne over Nira-

ham, er nogle af Ragils mest yndede mirnere.

T ILBEDELSE
Ragil krver blot af sine tilhngere, at de konstant skal bestrbe sig p handling og forandring. De m aldrig sygne hen, og svaghed og dovenskab er de strste synder af alle. Han vrdstter dog ogs de hjtider, hvor folket forsamles for at bede til ham og tnde store bl i hans re. Ragil gldes over ofringer, og intet offer er mere prgtigt end en nyslagtet tyrekalv. Farverne rd og sort betragtes desuden i almindelighed som Ragils farver. Oktober er kendt som Ragils mned, da hsten er kommet i hus p denne tid, og hre samles og marcherer ud for at mde deres fjender. Det var ogs i oktober mned, at Ragil vendte tilbage, og p ny begyndte at tale til sine trofaste efter himmelkrigene.

F ANAB I NA
Fanabina er begret, foragten og det selviske i alle levende vsener. Hun er en enerdig gudinde, med en skarp tunge og en ufravigelig vilje. Der er ingen grnser for hvad hun kan opn ved ordets magt alene, og hendes sind er s skarpt og fokuseret som nogens. Uanset sine enestende talenter, er Fanabina imidlertid en gudinde, der vidt og bredt lgges for had. Hun formr at skue ind i sjlen p alle levende vsener, og se hver eneste af de hemmeligheder, som de prver at skjule for verden. Hun behersker ogs de mere dystre tanker, som had, jalousi og begr - tanker, som er ilde set blandt de fleste af Nirahams racer, men som ingen alligevel kan sige sig fri for. Hun er en mlsat og manipulerende gud. Hendes vilje er ubrydelige, og har hun frst sat sig et ml i sigte, hviler hun ikke fr hun har net det. Der er ikke det middel, som hun skyer, for at opfylde sine visioner og drmme, og kun krer ikke synderligt for dem, der mtte komme i vejen for hende. Fanabinas veje er derfor ogs upersonlige og kolde, og skulle det vre, str hun ikke tilbage for at falde selv sine nrmeste i ryggen. At leve sit liv i overensstemmelse med Fanabinas vilje kan derfor bde vre givtigt og fre mange goder med sig, men det er ogs en ensom og udsat skbne, hvor manipulation og bedrag hrer til hverdagen. Uanset hendes sknselslse adfrd, nrer hun dog ogs en besynderlig moral. Med sit store vid og uovertrufne talegaver kan hun opn mangt og meget ved ordets magt alene, og hun ser ned p dem, der er ndt til at benytte vold eller fysisk magt til at n deres ml. Hun nrer ligeledes en dybflt foragt for uovervejende og forhastede personer. Enhver gerning, der udfres i hendes navn, m vre sindrig og mlrettet - alt andet er uvrdigt.

T ILHNGERE
Fanabinas tilhngere skal frst og fremmest findes blandt de mlsatte og selviske af Nirahams vsener. Af alle verdens racer, er ingen s hengivne overfor hende, som sortelverne. Hun er deres store moder, og igennem rtusinderne har de aldrig svigtet hende. Selv i de farefulde r efter himmelkrigene, hvor Fanabina var borte, vendte de hende ikke ryggen, og med deres ihrdige tilbedelse lykkedes det da ogs for sortelverne at f hende til at vende tilbage. De fler en sdan samhrighed til Fanabina og hendes veje, at det nsten er blevet en ufravigelig del af deres ganske identitet. At en sortelver vender sig fra Fanabina betragtes sledes ikke kun som en forbrydelse overfor gudinden, men ogs som et brud med racen i sin helhed. Udover sortelverne har Fanabina ogs en del tilhngere blandt Nirahams vrige racer. Her er tilbedelsen af hende imidlertid vsentlig mindre udbredt, og som oftest m folk udve den i skjul, for at undg folkets had. Fanabina er i srlig grad blevet set som de selvstndige kvinders gudinde. Hun bifalder deres strben efter magt og anerkendelse i en verden, der ofte er domineret af uovervejede mnd, der udelukkende hersker ud fra fysisk rstyrke. Der er imidlertid ogs mange gamle og bitre koner, som bruger Fanabinas magt, til at gre skade og opn hvn.

S RPRG
Nr Fanabina manifesterer sig, er det som regel i form af en aldrende men yndefuld kvinde. Uanset at tidens tand har sat sit prg p hende, s er hun kun blevet mere indbydende med alderen. Hendes lange, sorte hr er efterhnden grsprngt, og

med tiden er hendes ansigt ogs blevet rynket, men nr hun bevger sig, er det med en elegance som et ungt rovdyr, og hendes jne strler stadig klarere end nogensinde fr. I modstning til de vrige guder, har Fanabina valgt kun at tage 9 mirnere til sig. Disse er kendt som de ni serafer eller de ni udvalgte. Hun udvlger sig sine mirnere blandt Nirahams ddelige, og det er en re uden lige, at blive ophjet til en sdan position. Siden himmelkrigene har den ene af serafernes ni tronstole stet tom, og der har vret utallige bejlere, som har forsgt at bevise deres vrd overfor Fanabina. Endnu har ingen af dem imidlertid haft held med deres foretagende, men jo lngere tronstolen str tom, desto mere fanatiske og desperate bliver de hbefulde.

T ILBEDELSE
Fanabina forventer af sine tilhngere, at de lever deres liv i overensstemmelse med hendes vilje. De skal vre besindige og snarrdige, og form at opn deres ml uanset hvilke forhindringer, der str dem i vejen. Hun krver imidlertid ogs regelmssige og helhjertede tegn p sine tilhngeres hengivenhed. De m konstant bevise deres vrd, og bringe hende trofer og beviser p deres kunnen, og hun forventer ogs regelmssige gudstjenester. At vre loyal overfor Fanabina er en ubetinget gestus, og om ndvendigt m hendes tilhngere vre beredte p at g til alteret og d, for at bevise deres hengivenhed. Farverne lilla og sort betragtes som Fanabinas farver. Ofte er hendes tilbedere imidlertid ndt til at holde deres loyalitet skjult for verden, og vil derfor kun bre bnd eller andre diskrete genstande i hendes farver. April mned, hvor kulden og bitterheden stadig rder over verden, betragtes som Fanabinas mned.

GIRAK
Girak er lgnen, bedraget og den personlige vinding. Han er skruppells og ubekymret, og har intet andet ml i livet end sit eget velbehag. Girak har helliget sin tilvrelse til ved snilde og list at kunne leve et afslappet liv p andres bekostning. Det gr ham ikke i sig selv til en ondskabsfuld eller nederdrgtig gud, men nr man handler med Girak er det ndvendigt altid at huske, at han aldrig har andre prioriteter i verden end sig selv, og at han er villig til hvad som helst, s lnge han blot selv fr glde af det. Girak har et konstant behov for at blive underholdt, og mere end noget andet, nyder han at kunne manipulere og udnytte andre. Han gr gldeligt sine egne interesser til hele verdens omdrejningspunkt, for da at kunne lne sig tilbage og smile ved synet af den kaos og forvirring han har skabt. Den strste kunst er i Giraks jne evnen til at kunne sno og dreje folk om sin lillefinger, og han elsker flelsen af en dristig plan, der er lykkedes til fulde. Det er til gengld kun yderst sjldent, at Girak tyer til voldelige lsninger. I hans jne er ethvert ml opneligt, hvis man blot har snilde nok, til at bearbejde sine omgivelser, og der er noget lavt og relst over at mtte ty til fysisk magt. Af og til sker det dog, at bevingede ord ikke er nok, og der i stedet m skrides til handling. Ogs da foretrkker Girak dog at handle i det skjulte, og hans frdigheder er s navnkundige, at han har fet tilnavnet skyggernes herre. Nr alt kommer til alt er verden er verden ikke meget andet end et spil for Girak, der m spilles og vindes. Alle er brikker uanset om de ved det eller ej - og sejrens sdme er for stor til at modst. Hans lre er sledes ogs n om selvstndighed og egoisme. I den sidste ende kan der kun vre n vinder af ethvert spil, og ingen br stole p en der flger Girak - og da slet ikke andre af hans tilbedere.

T ILHNGERE
Giraks lre er overordentlig ilde set hvis ikke bandlyst blandt nste alle Nirahams racer og kulturer. Hver og n frygter de hans evner til at nedbryde samfundet og sprede kaos blandt folket. Girak ser blot autoriteter som endnu en udfordring, og har ingen respekt for kulturers behov for fred og orden. De fleste af Giraks tilhngere skal derfor ogs findes i det skjulte. Hver og n dyrker de hans lre i bevidstheden om, at de sandsynligvis vil mde deres skbne p blet, sfremt deres sande tilhrsforhold blev opdaget, og der er derfor bde mange myter og lgne forbundet med hans veje. Hans tilhngere skal findes blandt en bred vifte af bde racer og kulturer. De har sjldent andet tilflles, end et overvlden-

de begr efter magt og anerkendelse. Igennem de seneste r er foruroligende mange hjtstende og centrale personer p Niraham da ogs blevet afslret som Girak-tilbedere, og utallige andre er i disse tider under mistanke. Ingen af Nirahams racer kan tilsyneladende sige sig fri for Giraks pvirkning, og uanset hvor ihrdigt hans tilhngere blive bekmpet, s lader de alligevel til at blive flere og flere for hvert r der gr.

S RPRG
Girak er en af de guder, der lever det mest aktive liv, og det er langtfra en sjldenhed, at han manifesterer sig p Niraham. Han har imidlertid et s omfattende vld af kldninger og skikkelser at vise sig i, at han for det meste blot gr for en hvilken som helst anden ddelig. Nr han viser sig for sine mest loyale tilbedere, er det dog ofte i form af en yngre mandsperson, der er lavstammet og spinkel af skikkelse, og som ikke just fremstr videre guddommelig. Hans hr er halvlangt, mrkt og rodet, og han veksler mellem enten at g kldt i yndefulde og farverige rober eller i simple rober i sorte og grlige farver. I almindelighed er han en besynderlig og uundseelig person, og dem der har set hans ansigt, har ofte overordentlig vanskeligt ved at beskrive det efter. Girak menes ikke at have taget mirnere til sig, og det synes da ogs usandsynligt at han frivilligt skulle vlge at tage individer til sig og ladet dem komme sig s nr.

T ILBEDELSE
Grundet den foragt, der nres for Giraks lre, blandt Nirahams magthavere, m tilbedelsen af ham naturligvis udfres med en vis forsigtighed. Hans tilhngere gr derfor sjldent meget ud af at markere deres tilhrsforhold, og der er heller ikke specifikke farver eller andre kendetegn, der knyttes til Girak. Der er efterhnden dog opstet en kutyme blandt hans tilhngere om altid at bre hans mrke p sig. Det er ofte i en halskde, p en ring eller et tilsvarende smykke, og i visse tilflde fr tilhngere tilmed tatoveret hans tegn et sted p sin krop. Disse tegn ger selvsagt risikoen for at blive afslret, men det er blot en del af spillet - jo strre fare, desto strre hder og anerkendelse. Herudover forventer Girak sig i almindelig af sine tilhngere, at de hver dag bestrber sig p at gre det umulige. Det skal ikke ndvendigvis vre ved regelmssige gudstjenester, men han er dog forfngelig nok til alligevel altid at vrdstte og belnne sine tilhngeres lovprisninger.

D I LA RNA
Dilarna er frygten, hadet og det dybe mrke, overfor hvilket alt hb m give fortabt. Hendes vsen indbefatter alle de flelser, der fordrver sindet og leder det p afveje, og der er ikke det vsen p Niraham, som ikke frygter hendes nrvr. Uanset at hun mtte fremst som en vederstyggelighed i kontrast til de vrige af Aferheims guder, s er der intet levende vsen, der kan sige sig fri for at fle angst, had eller andre forbudte flelser, og s lnge sdanne tanker dvler i de ddeliges sind, vil der ogs vre en guddom til at varetage dem. Der kan ikke vre lys, hvis der ikke ogs er mrke, og om end det er et dystert hverv, s varetager Dilarna det p alle gudernes vegne. Forstelsen af Dilarnas veje er derfor ogs ofte tvedelt: De fleste ser hende som en mrke og sadistisk gud, der finder glde ved de ddeliges lidelser, men der er ogs visse tilhngere, der betragter hende som den selvopofrende jomfru, der tager verdens lidelser p sine skuldre og deler de ddeliges sorger. Som oftest er tilbedelsen af Dilarna dog ilde set blandt Nirahams folk, og i de fleste af verdens kulturer er benlys tilbedelse af hende decideret bandlyst. Efter himmelkrigene har Dilarna desuden trdt frem og overtaget Buranias ansvar som de ddes gud og indsamleren af sjle. Nr et af Nirahams vsener dr, sender Dilarna sine mirnere for at indfange dets sjl og bringe det til Paulun - dderiget. Her overleveres sjlen i varetgten hos den af De Sande Guder, som den dde tilbad igennem sit liv. Sjlene fra personer, der dr uden at bekende sig til De Sande Guder, bliver imidlertid overdraget i Dilarnas varetgt, og lider her en skbne, der er vrre end nogen ondskab, verden kan byde p. Det varer ved, indtil de erkender De Sande Guders magt, hvorefter de overlades til den af guderne, som de finder den nrmeste tilknytning til. De vil dog for altid blive ringeagtet og nedvrdiget af sjlene fra dem, der fulgte De Sande Guder igennem livet.

T ILHNGERE
Skaren af Dilarnas tilhngere er prget af den samme tvetydighed, som forstelsen af hendes natur. Hun har adskillige tilbedere, ikke mindst blandt sortelverne, som finder stor magt i erkendelsen af, at alle levende vsener har et mrke dybt i deres sind, og at der er uendelig meget at vinde, sfremt man kan bearbejde det og kontrollere det i andre. Der er imidlertid ogs dem, der har vendt sig mod hende, fordi de lever med sorg eller smerte i sjlen, og som hber p at kunne udfri dem gennem gudindens gunst. En del af Dilarnas tilhngere skal dog ogs findes blandt de underkuede og svage, som efter et langt liv med underkastelse og ringeagt, vlger at f aflb for deres had gennem hendes lre. Der er megen skade at gre, for dem formr at pkalde sig Dilarnas gunst, og af samme rsag vil benlys tilbedelse af hende ofte blive straffet hrdt og ndeslst. En sjlden gang imellem sker det dog ogs, at man finder lger og helbredere blandt hendes tilhngere. De fler, at de ved at leve med smerten, bedre vil kunne forst dem de forsger at hjlpe, og har derfor frivilligt valgt at give afkald p deres egen glde.

S RPRG
Dilarna selv manifesterer sig kun overordentlig sjldent p Niraham. De eneste, der med en vis sikkerhed mener at have oplevet hendes tilstedevrelse, var sortelverne i tiden umiddelbart efter Himmelkrigene, hvor hun benbarede sig for dem og afkrvede dem deres loyalitet. Hendes fremtoning er den af en ung og yndefuld kvinde. Hun er dyster og hemmelighedsfuld af natur, og overalt hvor hun gr, bringer hun et ubeskriveligt mrke med sig. Ingen kan g i hendes nrvr uden at blive konfronteret med de skyggefulde sider af deres natur, som de forsger at skjule for bde sig selv og deres omverden. Hun er derfor lige s frygtet som hun er agtet, og selv dem der tilbeder hende, gr det med varsomhed. Det fortlles, at selv guderne skyer hende, og at ogs de s vidt muligt forsger at undg hendes tilstedevrelse. Dilarnas mirnere tager form af skyggevsener og ddninge. De er ofte skjult for de ddeliges jne, og tager kun til Niraham for at indsamle de ddes sjle. Af og til sker det dog ogs, at de sendes ud for at gre andre og mere dystre gerninger, og da fremstr de mere frygtindgydende end noget andet vsen, man kender i verden.

T ILBEDELSE
Dilarna forventer ikke at blive benlyst tilbedt eller vrdsat af sine tilhngere, og i de fleste samfund er tilbedelsen af hende da ogs strafbart med dden. Ofte vil blot det at nvne hendes navn vre en forbudt gerning, og ve den, der vover at ytre det p en gldens dag. Uanset at det er bandlyst at tilbede hende, s vil de fleste ikke desto mindre i smug bringe hende sm personlige ofringer fra tid til anden, i hbet om at undslippe sig hendes vrede og de sorger, som hun frer ind i verden. Januar mned, hvor de gamle og svagelige dr, er desuden kendt som Dilarnas mned, og det er ikke usdvanligt at se uddde vandre p Niraham i denne mned.

FLARN
Flarn er herren over de kaotiske og destruktive krfter. Han er en krigens gud, og der er intet han ynder hjere, end mgtige krigere, der beviser deres styrke og frdigheder p slagmarken. Hans vision er en fejlfri verden uden svaghed, hvor kun de strke overlever, og hvor hver enkelt m gre sig fortjent til den gave, som livet er. Der er ikke plads til nederlag, og de svage eller feje fortjener kun dden. I Flarns jne m enhver ddelig konstant bevise sit vrd, og den enkelte er aldrig mere vrd, end vrdien af sine handlinger. Magt og styrke er de strste idealer af alle, og det er kun ved at besejre og underkaste sig andre, at man kan vise sig vrdig til Flarns velsignelser. En s destruktiv kraft som Flarn har naturligvis sine tilhngere p Niraham, og dem der formr at behage ham, bliver da

ogs sknket en styrke uden lige svel som utallige hellige relikvier. Tilbedelsen af Flarn er imidlertid bandlyst i nr ved alle verdens riger. Hver og en af Nirahams kulturer har set den dd og delggelse, som hans tilhngere bringer med sig, og de bde frygter og foragter ham med rette. I r 3 EH gik prsteskabet i Etos tilmed s vidt som til at ekskommunikere Flarn fra De Sande Guder. De erklrede ham for at vre en dmon og gjorde tilbedelse af ham strafbart med dden. rsagen var den tvivl, der stadig hersker om hans faderlige herkomst. Det var kendt, at han var barn af Fanabina, men ingen - end ikke guderne - vidste eller ville benbare hvem hans fader var. Da man herefter hrte profeternes beretning om Rinas dd, og om hvordan Flarn havde benbaret sig umiddelbart herefter, konkluderede det hellige rd i Etos at Flarn mtte vre af dmonernes slgt og skyldig i Rinas dd. De flgende r bd imidlertid p utallige debatter og stridigheder mellem prsteskabet, og af frygt for at opleve himmelkrigene gentage sig, valgte rdet i Etos at trkke ekskommunikationen tilbage i r 8 EH. Siden da har Flarns tilhngere dog vret udsat og forfulgte, og selv nr verdens folk ndtvungent har mtte acceptere dem blandt sig, er det sket med en udtalt skepsis.

T ILHNGERE
Det kan ikke undre, at Flarns tilhngere frst og fremmest skal findes blandt verdens krigere og soldater. Det er dog i overvejende grad lejesoldater og lovlse, der har fundet glde ved hans sknselslse natur. I Flarn har de en herre, som billiger deres rodlse natur, og som sknker dem stor styrke i kampens hede. Ogs mere jvne mennesker med en opfarende og impulsiv natur er at finde blandt dem, der lytter til hans bud. Der er ikke den gerning, som ikke kan retfrdiggres i Flarns navn, og s lnge de ddeliges gerninger bidrager til at styrke folket og udrydde de svage, har de hans velsignelser. Endelig finder man ogs utallige inkvisitorer, der har valgt at leve deres liv i overensstemmelse med Flarns vilje. De er ikke ndvendigvis yndede blandt befolkningen eller det vrige prsteskab, men ingen kan betvivle deres magt og den effektivitet, de formr at udleve med hans velsignelser.

S RPRG
Nr Flarn manifesterer sig er det som oftest i skikkelse af en hj og muskuls mandsperson, med et frygtindgydende udseende, der kan jage en skrk i livet p selv det mest stlsatte sind. Han har et barskt udseende, og vlge ofte at vise sig med en ulvs ansigt og store kler i stedet for hnder. Ofte brer han ogs gerne en tung, sort pladerustning og et mgtigt slagsvrd ved sin side. Flarns mirnere tager ofte form som en blanding mellem mennesker og dyr. De er grusomme at se p og brutalt effektive, nr de bliver sendt til Niraham for at blande sig i de ddeliges stridigheder. Som regel lader Flarn dog verdens folk om selv at afklare deres konflikter. Det er kun nr Jorins tilhngere er involveret, at Flarn ikke kan modst fristelsen til ogs selv at lade sine krfter komme til udtryk. Uanset deres mange ligheder, s er Flarn og Jorin hinandens modpoler, og det er spet at de vil bekmpe hinanden til dagenes ende. Efter himmelkrigene har de ganske vist overladt striden til deres tilhngere, men de kan alligevel ikke undsige sig fra en gang imellem ogs at lade deres mirnere deltage i kampene.

T ILBEDELSE
Flarn forventer helhjertet loyalitet og hengivenhed fra sine tilhngere, og han krver, at de ikke kun demonstrerer deres vrdighed men ogs deres respekt for ham med regelmssig mellemrum. Han nyder ofringer, og intet glder ham mere end overddige ofringer af rets frste lam. Der er kun f templer indviet til Flarns re, men de udvalgte har etableret utallige skjulte altre rundt omkring p Niraham, som de rejser imellem og hvor de hylder deres herre. Februar mned er kendt som Flarns mned. Det er en kold og bitter tid, hvor ulvene kommer ned fra bjergene og sger efter fde, og hvor sortblodsfolket hrger mere brutalt end p nogen anden af rets mneder. Der er ogs tradition for, at de mest inddte af Flarns tilhngere holder blodritualer i februar mned, hvor de tnder enorme bl og pisker deres rygge til blods.

DE

TABTE GUDER

Fra de profeter, der vandrede p Niraham efter himmelkrigene og forkyndte de nye guders komme, har man hrt beretningen om hvordan gudernes krfter blev forenet i et mgtigt slag, der opslugte hele Aferheim. Ogs guderne forsvandt, og kun to af dem stod tilbage, da tgen lettede: Nimar og Gasnian. Profeterne kunne ikke benbare, hvad der var overget de vrige af guderne, og verdens folk faldt hen i forvirring og desperation ved tanken om, at deres guder havde forladt dem. Selv prsteskabet i Etos, der ellers altid havde udgjort en klippefast sttte, mtte give fortabt og erkende, at heller ikke de kendte svaret p gudernes skbne. Man frygtede lnge, at guderne var dde, og at de aldrig igen ville kunne vende tilbage til livet. Verdens folk fik imidlertid nyt hb, da det lykkedes for dvrgene at vkke Djorka i r 4 EH. Mens teologer og prster over hele Niraham forsgte at forklare dette fnomen, gik de trofaste tilhngere til templerne og faldt p kn i hbet om, at ogs resten af de tabte guder kunne vkkes p ny. I r 8 EH fik ogs sortelverne svar fra deres gudinde, Fanabina, og menneskene havde ligeledes held med at kalde Ragil til sig i r 11 EH. Herefter forblev de gamle guder imidlertid tavse. Folk fra hele Niraham gjorde deres ypperste for at hidkalde sig de tabte guders opmrksomhed, men det var til ingen nytte. Der er passeret 6 r siden da, og verdens racer er efterhnden holdt op med at prve at kalde de gamle guder tilbage. I stedet er de begyndt at acceptere verden som den ser ud efter himmelkrigene, og de fleste har indrettet deres tilvrelse p, at det er nye guder, der hviler i det hje. De tabte guders skbne er imidlertid stadig omgret af megen mystik. Man har langt fra glemt dem, og teologer frer stadig ihrdige debatter om hvad der kan vre overget guderne. Den mest udbredte tolkning blandt Nirahams folk er dog den, at guderne er faldet hen i en dyb svn, som det overgr de fleste ddeliges magt at vkke dem fra. Srligt Rinas skbne er imidlertid omgret af en srlig mystik. Profeterne har fortalt os hvordan Nimar s hendes afhuggede hoved komme rullende, da tgen lettede over Aferheim. Mange har tolket dette bogstaveligt, og antaget at Rina mtte vre dd. Den overvejende del af Nirahams folk ser det imidlertid som en symbolsk fortlling. Rina var bde den livgivende kraft og den flles moder blandt de gamle guder, og billedet af hendes dd ses som et symbol p gudernes bortgang. De gamle guders skbne er i det hele taget et flsomt emne, hvor der er flere bne sprgsml, end der er svar. Prsteskabet selv famler i blinde, og der er igen og igen blevet udsendt tvivlsomme doktriner fra stortemplet i Etos, som snart efter er blevet aflyst af nye og modsvarende dekreter. Heller ikke basilikaen har kunnet give klarhed og ro i sindet til De Sande Guders tilhngere. Denne omfattende uklarhed har skabt grobund for mange afvigende tolkninger af den sande lre, og Niraham oplever i disse r en svkkelse i troen, hvis lige aldrig fr er set.

K RAFTEN

I DE TABTE GUDER

Hvad der blot yderligere bidrager til usikkerheden er, at de tabte guders prster i de seneste r er begyndt at genvinde visse af deres krfter fra fr himmelkrigene. De er stadigvk ude af stand til at tale med deres guder, og de fler heller ikke deres nrvr p samme vis som tidligere, men visse af dem har erkendt, at de stadig er i stand til at udfre nogle af de mirakler, som de tabte guder frhen gav dem kraft til. Ogs dette fnomen er blevet debatteret vidt og bredt, og selv stortemplet i Etos har efterhnden mtte erkende sandheden heri. Indtil r 12 EH var deres officielle dekret, at enhver prst, der formede at udfre mirakler i de tabte guders navn, enten reelt trak p velsignelserne fra en af de andre guder, eller i vrre tilflde at det var udslaget af en dmons indblanding. Siden da har de imidlertid modereret deres holdning, og den officielle tolkning fra stortempler er nu den, at de gamle guder alle satte deres prg p verden, og at verdens folk stadig kan mrke et svagt ekko fra deres eksistens. Visse prster fra Basilikaen i Narabond er imidlertid get videre end som s. De har deklareret, at de end ikke mener, at de gamle guder er get bort. De anerkender ganske vist den udbredte tolkning om at guderne er faldet hen i en dyb svn, men de mener til gengld ogs, at de gamle guder stadig vger over Niraham og en sjlden gang imellem involverer sig i hndelserne herp. Denne tolkning har dog mdt en udbredt modstand, og selvom den ikke formelt er blevet erklret for afvigende, s tager strstedelen af De Sande Guders prster alligevel afstand fra den. Som det er nu, henstr verdens folk imidlertid i en udbredt forvirring, og det eneste man ved med sikkerhed om kraften fra

de tabte guder, er at det kun er et ftal af de gamle prster, som stadig har evnen til at udfre mirakler, og at deres styrke langt fra str ml med hvad den var fr himmelkrigene. Prsterne selv kan heller ikke give klare svar, og som oftest er de prget af en samtidig glde og sorg - glde ved fortsat at kunne udve de tabte guders vilje, men sorg over ikke at kunne mrke gudernes nrvr og hre deres ord.

R INA
Rina var den livgivende kraft og moderen til alt levende. Hvert et vsen, der vandrede p Niraham, havde hende at takke for sin skbne. Hun var en smuk, aldrende kvinde, der yndede at g omkring p bde Niraham og i Aferheim ikldt sin karakteristiske lange, gule kjole. Hun var Nimars mage, og moder til Djorka, Rasnasolin og Sissianna. Fortllingerne vil, at hun skulle vre dd under himmelkrigene, og mange har tolket beretningen sledes, at det skulle vre sket for Flarns hnd. Den mest udbredte tolkning er dog den, at hendes dd er en symbolsk gestus, og at Rina blot er faldet hen i dyb svn som resten af de tabte guder. Rinas tilhngere skulle frst og fremmest findes blandt Nirahams kvinder, der fandt stor glde og tryghed ved hendes lre. Der var ogs mange aldrende mennesker og simple folk at finde blandt hendes tilhngere. Hos Rina fik de ro i sindet og kunne nyde livets simple glder. Rinas livgivende krfter er efter himmelkrigene overget til Lyane, og mange af gamle hendes tilhngere har valgt den samme skbne. Rina var ogs magiens gudinde, og det var hendes velsignelser, der gjorde Nirahams magikere i stand til at udve deres kunster. Denne egenskab hviler nu hos Tara.

S ISSIANNA
Sissianna var den yngste og smukkeste af de gamle guder. Hun var det sknne og rene i alt levende, og hendes bud var et om krlighed og om omsorg. Hun var fager og havde en skn lys stemme, og en uskyldsren personlighed. Der var intet ondt i hendes sind, og hendes blotte tilstedevrelse spredte glde. Hun var elvernes moder og beskytter, og de elskede hende hjere end noget andet i verden. Ogs frie og livsglade sjle fandt stor glde ved hendes veje, og det samme gjorde kunstnere, musikere og poeter. Hendes bud til sine trofaste tilhngere var et om nstekrlighed. Sammen skulle de finde glde ved tilvrelsen, og beskytte hinanden som ogs hun beskyttede dem. Det var derfor heller ikke usdvanligt, at hun til tider blev afbildet som en lys engel, hvis renhed skrmte mrkets vsener bort. Sissianna fik sammen med Burania datteren Lyane. Hun er nu trdt i sin moders sted som lysets og gldens gudinde. Hvor Sissianna var den omsorgsfulde moder, er Lyane dog i hjere grad den frie og ubekymrede datter, og Sissiannas rolle som beskytter af de retmssige er derfor i stedet overget til Nimar og i et vist omfang Jorin. Farven grn blev frhen associeret med Sissianna, og der er stadig mange der betragter den som hendes.

B URANIA
Burania var herskeren over liv og dd, og hans fornemmeste hverv bestod i at vogte portene til Paulun - de ddes rige. Han var aldrig partisk eller personlig, men s blot til at livet gik sin vante gang, og at det ophrte nr tiden var inde. Han var en besynderlig og sky personlighed, der kun sjldent benbarede sig for Nirahams folk, og som ikke fandt en synderlig glde i at have tilbedere. Udover at rde over dden var Burania ogs den, som opretholdt naturens orden, og sgte at straffe de ddelige, der forbrd sig imod den balance, som guderne havde skabt. Han blev derfor ogs kendt som en hrd men retfrdig dommer. Det var srligt blandt Nirahams ordenshndhvere og retskafne personer, at man fandt Buranias tilhngere. De var primrt folk, der fandt glde ved at udfre deres daglige hverv, og som troede p at de derved gjorde deres for at holde verden i balance. Ogs mange simple bnder og arbejdere hrte til Buranias flok, og de tjente ham, fordi de som ham troede p lighed og harmoni. Buranias tilhngere gik ofte blot kldt i simple sorte rober, og de mest inddte af dem havde aflagt lfter om fattigdom og frivillig isolation fra alle verdens pvirkninger.

Hans hverv som Pauluns vogter er efter himmelkrigene overget til Dilarna, der nu fragter de ddes sjle til det hinsides og overleverer dem til deres gud. Som retfrdighedens og ligevgtens vogter er Arl nu trdt frem, og sikrer orden blandt bde de ddelige og guderne selv.

A RAM
Aram var handelen og pengenes gud. Han var en overbrende guddom, der oftest foretrak at velsigne dem, der var deres egen lykkes smed. Han var imidlertid ogs spontan og uplidelig, og ingen kunne for alvor vide sig sikker p, om de havde hans velvilje eller ej. Nr Aram fandt sig en yndling for en tid, kunne betydelige formuer imidlertid skifte hnder p blot en enkelt nat, og det kan derfor heller ikke undre, at han var srligt yndet blandt Nirahams handlende. Der var imidlertid ogs mange lykkejgere og selvhjulpne personer, der fandt glde ved Arams uforudsigelige goder. Af vsen var Aram en tyk og magelig person, der ofte bevgede sig omkring p Niraham, hvor han legede med de ddeliges skbner. Han viste aldrig sit sande ansigt, og foretrak at skjule sin sande natur bag farvestrlende rober og elegante masker. Farven orange er da ogs kendt som Arams farve. Arams vilkrlige og selviske natur er nu blevet Giraks kendetegn, og som Aram er ogs han blevet de svigagtiges gud.

R ASNASOLIN
Forud for himmelkrigene var Rasnasolin kendt som vandets og havets gud, og nr regn og sne faldt fra himlen, var det et udslag af hans vilje. Han var fiskernes, bndernes og jgernes gud, og ogs de folk der sejlede p Nirahams have, var at finde blandt hans tilbedere. Han var en srprget guddom med en uforudsigelig personlighed. Ddelige kunne bruge hele deres liv p forgves at blive kloge p hans vilje, men de f af hans udvalgte, der formede at gennemskue Rasnasolins sind, nd stor anerkendelse blandt de jvne folk. Rasnasolin var p ingen mde en handlingens gud, og som oftest lod han hellere blot lade ting st til end forsge at pvirke verdens gang. Hans prster var derfor ogs kun ftallige, og deres indflydelse p Niraham kun ringe. Blandt simple folk, der var afhngige af vejr og vind, havde han betydelig flere tilhngere, og igennem rhundreder var den en fast del af alle jvne menneskers liv, at hylde Rasnasolin og synge sange i hans re. Farven bl er lnge blevet betragtet som Rasnasolins farve, og selv efter himmelkrigene bliver den stadig associeret med hans velsignelser. Efter himmelkrigene er herredmmet over vandet overget til Tara sammen med resten af elementerne.

OM

ORDEN OG KAOS

Lren om De Sande Guder er ikke som mange andre religioner en kamp mellem det gode og det onde - de begreber er ofte meget subjektive og spiller kun en begrnset rolle i denne religion - Dermed dog ikke sagt, at godt og ondt ikke har betydning for individerne. Religionen er i stedet fokuseret p begreberne orden og kaos. Da de fire frste guder skabte Niraham, gjorde de for at lave et varigt monument i en verden, der ellers var prget af kaos. Niraham frte orden med sig, og guderne skabte racerne til at sikre, at der altid ville vre harmoni i verden. Gudernes store bud til racerne har derfor vret at skabe orden p Niraham. Begrebet orden skal ikke forsts som stilstand og harmoni, men i stedet som tanken om at alt gr op i en hjere enhed, og at der m vre balance i verden - balance mellem racerne, kulturerne og de enkelte guders tilhngere. Tilsammen skaber de en kompleks orden, som sikrer at Niraham aldrig bliver kastet ud i det kaos, der herskede fr verden blev skabt. Krig er ikke ndvendigvis et brud med denne orden. Ofte er det den eneste mde at genoprette balancen, og i mange tilhngeres jne er det den mest nyttige vej af alle. Andre vil til gengld hvde, at det kun er gennem love og regler, at der kan etableres en varig orden.

Af samme rsag er det ndvendigt at anerkende og agte alle guderne. Hvis blot n gud ringeagtes, vil det skabe ubalance og kaste bde Niraham og Aferheim ud i et nyt virvar. Arl er indbegrebet af den guddommelige orden, og derfor er der ogs de tilhngere, som betegner religionen i sin helhed som Arl Ys Aferheim - Arl er orden.

D MONER
Dmonerne er gudernes modstninger. De er mgtige individer, hvis krfter minder meget om gudernes. Hvor guderne benytter deres magt til at skabe orden og harmoni, er dmonerne imidlertid destruktive af natur, og har som deres hjeste ml i livet at fre alt ind i et fornyet kaos. De hader guderne, og mere end noget andet foragter de dem for at have skabt Niraham. Verdenen er en lysende plet af harmoni i deres store univers af kaos, og derfor bruger de alle deres krfter p at forsge at nedbryde verden igen. Dmonerne lever i det store kaos, der omgiver Niraham og som er kendt i folkemunde som Zaratziels Rige. Det er ikke som sdan et fysisk rige. I stedet kan det betragtes p samme mde som det mrke, der indfinder sig p Niraham, nr lyset svinder. Zaratziels rige er overalt, og kun gudernes magt afholder det fra at overvinde alt liv p Niraham. Dmonernes rige er givet navn efter dmonen Zaratziel, som er den verste og mgtigste af dem alle. Han er skabt af urdmonen, kendt som Fader Iabol, men sammen med Iabols vrige skabninger omstdte han sin fader, og indledte en ndesls kamp om magten i dmonernes rige. I den sidste ende trak Zaratziel sig sejrrig ud af kampen, og siden da har han vret dmonernes ubestridte hersker.

ET

LIV MED

D E S ANDE GUDER

Tilvrelsen for dem, der tilbeder De Sande Guder vil vre prget af utallige daglige ritualer. Hver af guderne har deres domner, som pvirker dagligdagen, og det er vigtigt, at ingen af guderne fler sig overset eller ringeagtet. En bonde, der vgner om morgenen, vil eksempelvis hilse Nimar og takke ham for, at solen er stet op over horisonten, og for at han er ved godt helbred. Herefter vil han se sine brn vgne, og takke Lyane for at hun har sknket ham den velsignelse, som livet er. Nr han gr ud til brnden for at tage vand til sit kvg, vil han takke Tara for, at hun har ladet det regne i lbet af natten, og Djorka for at han har gjort jorden frugtbar, s hans korn kan vokse. Herefter vil han sende en tavs forbandelse til Fanabina, for at have givet hans kone den skarpe tunge, som gjorde, at det var ham og ikke hende, som mtte st op for at fodre dyrene. P et tidspunkt i lbet af dagen vil bonden ogs deltage ved gudstjenesten for den af guderne, som han fler den strkeste samhrighed med. Disse gudstjenester finder som regel sted i et tempel, der er indviet til en eller flere af guderne, men kan ogs foretages foran familiens husalter, eller under endnu simplere kr hvor et antal tilhngere blot samles om en guds hellige symbol og beder i fllesskab. Alle tilhngere af De Sande Guder br bede eller g til gudstjeneste mindst n gang om dagen. Der er ofte traditioner for hvornr bnnerne til den enkelte guder br udfres, og disse traditioner overholdes gerne strengt. Personer, der ikke passer deres gudstjenester, bliver ikke betragtet som sande tilhngere af De Sande Guder, og mange steder vil de ligefrem blive udstdt fra samfundet.

PRSTER
Prsterne har en helt srlig status indenfor De Sande Guders lre. Ingen almindelige ddelige kan nogensinde hbe p at f indsigt i gudernes vilje, s for at forst guderne og deres bud er det ndvendigt at have prsterne som et bindeled. Prsterne er ogs de eneste, der kan tale til guderne, og bringe folkets nsker videre til dem. Fr de kan modtage gudernes velsignelser er det imidlertid ndvendigt, at prsterne gennemgr en lang og intensiv uddannelse. Karakteren af denne varierer ofte meget fra gud til gud, men som regel indebre den lange perioder med meditation, der skal bne sinde for gudernes vilje, samt en asketisk tilvrelse, som skal fjerne alle distraktioner i prstelrlingens liv. Det er en overordentlig langsommelig proces, og ofte kan den vare et helt liv, uden at vedkommende p noget tidspunkt mrker gudens nrvr. Prsternes liv er i det hele taget en tilvrelse prget af mange afsavn og med kun f goder. De prster, der forstr sig p gudernes vilje og formr at glde dem, kan imidlertid opn mangt og meget. Guderne sknker ofte deres foretrukne prster store gaver og evnen til at udfre mirakler i deres navn. Prsternes magt ligger dog frst og fremmest i den autoritet, der kommer af at forst sig p guderne og at forkynde deres

vilje - nr prsten taler, er det gudernes vilje.

H IERARKI
Alle prster af De Sande Guder lever i et strengt og velorganiseret hierarki, som administreres fra det store tempel i Etos. Selvom der indenfor de enkelte guddomme er forskellige titler og ordener samt varierende angivelser af status, s bliver alt systematiseret og indberettet til Etos. For hver af De Sande Guder er der udpeget en storkardinal. Han er den verst autoritet for sin guddom, og hans magt strkker sig ud over hele Niraham. Hans ord er lov, nr det kommer til tolkningen af den specifikke gudens vilje, men ogs tilbedere af de vrige guder br flge hans nsker. Blandt de tolv storkardinaler er der udvalgt en enkel, som brer titlen af rkefader. Han er den altoverskyggende autoritet indenfor lren om De Sande Guder, og han har det endelige ord i enhver stridighed mellem prsterne. Den nuvrende rkefader er Alrimac af Gasnians kirke. Han er ogs kendt som Alrimac Foreneren, og betragtes af mange som det viseste menneske p Niraham. Under storkardinalerne str yppersteprsterne. Der udpeges som regel en yppersteprst for hver gud i de enkelte af Nirahams riger, og han besidder bde stor magt og en ikke ubetydelig politisk indflydelse. Indenfor rigets grnser er yppersteprsterne de verste religise autoriteter, og deres magiske frdigheder er ofte ogs navnkundige. Under yppersteprsterne str op til 5 prlater, som blot formidler deres ord videre til rigets folk. Hver af prlaterne aspirerer imidlertid ogs til at overtage titlen som yppersteprst en dag, og de mest kyndige af dem har derfor ofte en god mngde indflydelse. Prlaterne har ogs ansvaret for de af rigets prsteakademier, der er indviet til deres respektive guddom, og det er ofte dem der bedmmes hvilke af rigets prstelrlinge, der kan blive udlrt og brer prstetitlen. Hvordan kirkerne herefter forgrener sig, er op til de enkelte at beslutte, og der er ofte store forskelle indenfor bde de enkelte guders lre og blandt de varierende kulturer.

T EMPLERNE
Overalt p Niraham er der oprettet storslede templer i gudernes re. Det er skik og brug blandt folket at drage dertil med regelmssige mellemrum for at bede til guderne og bringe dem gaver, for at sikre sig deres velsignelser.

D JANN - HJSLETTEN
Det strste og mest agtede af templerne, er det gamle tempel p Djann-hjsletten. Det er opfrt p den klippe, hvorfra Jarco for frste gang prdikede gudernes ord, og hvor de ddelig lod sig konvertere i tusindtal. Fortllingerne vil, at Jarco lod det opfre for at demonstrere gudernes magt. Han kaldte 100 af Nimars mirnere ned til Niraham, og p blot en enkelt nat skabte de dette monumentale vrk. Templet var s stort, at alle de forsamlede kunne st inde i det, og stadig have rigeligt med plads. Selv i disse tider har templet stadig en helt enestende betydning for tilhngerne af De Sande Guder. Dets forml er dog udelukkende af religis karakter. Alle beretninger om Jarcos ord og gerninger er nedskrevet p store tavler, der pryder templets vgge, og den fuldstndige beretning om himmelkrigene er ligeledes at finde her. Templets dre str altid bne, og enhver tilhnger af De Sande Guder kan frit drage dertil og ved selvsyn lse de hellige budskaber. Det betragtes som god skik, at sande tilbedere af De Sande Guder mindst n gang i deres liv drager til Djann-hjsletten for at bede i templet og fr bekrftet sin tro.

E TOS
Det andet af Nirahams stortempler er opfrt i Etos. Det blev bygget i rene efter Jarcos benbaring, og er en kopi af templet p Djann-hjsletten. Uanset at templet er formindsket i forhold til det oprindelige tempel, s er det stadig et storslet bygningsvrk, der overgr alle andre bygningsvrker, menneskene har skabt p Niraham. Fra templet i Etos administreres alt, der har med udvelsen af De Sande Guders lre at gre. Samtlige religise doktriner

udspringer af stortemplet i Etos, og for de meste er de produktet af storkardinalernes rlige mder i templet. I stortemplet er der et konstant mylder af liv, hvor prster og budbringere ekspederer skrivelser fra templet ud i Niraham, og modtager beretninger den modsatte vej. Eftersom templet ogs er et naturligt samlingspunkt for dem, der nsker at komme guderne nrmere, er der ogs utallige pilgrimme og prster, der hver dag har deres gang heri. Stortemplet er desuden blevet anerkendt som et fredsommeligt fristed, hvor Nirahams magthavere kan mdes og debattere p neutral grund. Det var eksempelvist her, at fredsaftalen mellem Emyr, Eislonien og Zarabash blev forhandlet p plads i r 1465 EJ, hvilket frte til oprettelsen af Aihlann Bachir som en neutral fristat mellem de tre stridende riger.

B ASILIKAEN
Basilikaen er et storslet tempel, der er opfrt umiddelbart nord for Kungstadt i kongeriget Narabond. Det er det tredjestrste tempel p Niraham, og er ubetinget den mest betydningsfulde helligdom p det nordlige af Nirahams kontinenter. Basilikaen bestr af et stort hovedtempel og et utal af mindre tilbygninger. Alt er opfrt i hvidt marmor, og rundt om templet er anlagt en frodig have, hvor prsterne vandrer og frer sindrige samtaler. Selve basilikaens er opfrt omkring en stor sal, hvorfra der fre gange ud til mindre bygninger, der hver er dedikeret til en af de gamle guder. Rundt om selve hovedbygninger er der opfrt yderligere et antal bygninger, som hver for sig er indviet til de nye guder. Der er et vld af prster, som har deres daglige gang i templet, men ogs utallige borgere sger dertil for at deltage i de daglige bnner. Yderligere har Narabonds statsmnd fet for vane at rdsprge sig med prsterne i Basilikaen, fr de trffer afgrende beslutninger, s der kan ogs ses et vld af magistrater og budbringere, der konstant iler til og fra templet.

DE

ALMENE TEMPLER

Resten af Nirahams templer er sjldent af nogen nvnevrdig strrelse. De fleste er blot sm templer i de enkelte byer, som er indviet til en eller flere af guderne, og I de mindre samfund ser man ofte, at der blot er et enkelte tempel, der er indviet til samtlige af De Sande Guder. Nr et tempel er indviet til alle De Sande Guder p denne vis, betegnes dette traditionelt som et mangfoldighedens tempel, Uanset om et tempel er dedikeret til en eller flere guder, s er der alligevel tradition for altid at have en sjle indviet til hver af guderne i templet, som man maler gudens symbol p, og hvor man sknker guderne deres behrige andel af alle gaver og ofringer. De fleste tilhngere af De Sande Guder vil derudover indrette sm husaltre i deres hjem, hvor de falder p kn for guderne hver morgen og aften, og hvor de bringer guderne gaver p de store hjtider. Om end husaltrene ofte blot er dedikeret til en enkelte gud, s anerkendes det dog, at man rer alle guderne, nr man beder ved dem.

I NKVISITIONEN
Siden den tid, hvor Jarco benbarede De Sande Guders tilstedevrelse for verdens folk, har man fundet det nyttigt at have inkvisitoriske ordener, som kunne holde folket strke i troen og om ndvendigt straffe de svage og frafaldne. Prster for hver af guderne blev givet befjelser til at udpege inkvisitorer og sende dem ud i Niraham for at gre gudernes vilje. Mange fulgte op p denne opfordring, men det var Ragils inkvisition, der skulle vise sig at blive bde den strste og den mest navnkundige. I fredstiger var der ikke meget at lave for Ragils prsteskab, og begyndte snart at finde hverdagen ensformig og triviel. Der var derfor rigeligt med kyndige prster og vrige tilhngere at vlge imellem, og Ragils kirke kunne snart mnstre en storslet inkvisitorisk orden. Inkvisitionens succes var overvldende, og efterhnden som prsteskabet kunne konstatere, at kttere blev omvendt i hobetal, gede de gang p gang deres sttte. Med tiden voksede inkvisitionen dem imidlertid over hovedet, og som rene gik begyndte den at handle mere og mere selvstndigt, indtil Ragils egne prster til sidste begyndte at frygte for deres sikkerhed. Med rene tog inkvisitionens magt kun yderligere til, og de blev mere og mere skrupellse i deres adfrd. Hvor de tidligere havde vret et praktisk redskab under kirken, blev de nu en lsrevet magtkilde, som kun i et begrnset omfang lystede pr-

steskabets bud. Folket begyndte at frygte inkvisitionen, og det frte en omfattende strid med sig internt i kirken. Ved himmelkrigene gik inkvisitionen langsomt i forfald. Ragil - grundlaget for deres virke - var borte, og deres berettigelse var forsvundet med ham. Mange af dem, der havde virket under inkvisition blev nu jaget for deres gerninger, og adskillige blev udstdt af kirken, s de nu var tvunget til at leve en kummerlig tilvrelse som lovlse. Da Ragil atter vendte tilbage blev inkvisitionen genoprettet, men dens strrelse og omfang var kraftigt begrnset i forhold til tidligere tider. Ogs de vrige guders prster tog initiativ til at oprette mindre ordener af inkvisitorer, og med tiden begyndte de at genoptage det gamle virke. I disse tider er De Sande Guders inkvisitorer p ny en autoritet, der m regnes med. Deres ordener har imidlertid langt fra den samme strrelse, som fr himmelkrigene, og prsteskabet holder dem i vsentlig kortere snor. Deres opgaver er ligeledes forandret en anelse. Hvor inkvisitionen frhen blot havde til opgave at opstve og straffe kttere, er de nu i hjere grad hengivet til at oplre og vejlede prster, og orientere dem om de seneste doktriner fra Etos. Inkvisitionen slr ganske vist stadig ned p ktteri og vranglre om De Sande Guder, men omfanget er reduceret, og nu i betydelig hjere grad sted under kirkernes rvgenhed. I de seneste r har man imidlertid kunnet observere, hvordan prster og krigere under Flarn er begyndt at genoptage de metoder og arbejdsformer, som blev praktiseret fr himmelkrigene, og man frygter, at dette er starten p en ny tid med frie og ukontrollable inkvisitorer.

D RU I D E T RO E N
I de tidlige tider, fr Jarco benbarede De Sande Guder for verdens folk, var druidetroen den mest udbredte af alle Nirahams religioner. Den fandtes i mange afskygninger overalt i verdenen, og igennem rtusinder havde det vret den eneste sandhed for store dele af Nirahams folk. Druidetroen har stadig stor betydning blandt visse folkeslag, men dens udbredelse er mindsket med tiden efter utallige r med forflgelser fra De Sande Guders inkvisition. I de kulturer, hvor den stadig praktiseres, har man til gengld knyttet et endnu strkere bnd til den gamle lre, og de seneste rs tumult blandt tilhngerne af De Sande Guder, har kun styrket sammenholdet blandt de druidetroende yderligere. Det er vrd at bemrke sig, at druidetroen i disse tider har fet s mange forskellige ansigter og udformninger, at der ikke lngere blot kan tales om en enkelt og flles tro. Visse af de retninger, som druidetroen har bevget sig i, er tilmed blevet s forskelligartede, at tilhngerne bekriger hinanden og betragter deres modparter som kttere. I disse tider, er der tre store og etablerede typer af druidetro p Niraham, og den flgende beskrivelse vil fokusere p disse:

Den elviske druidetro Den rouliske druidetro Den norrlandske druidetro

Herudover findes ogs utallige sm, lokale variationer og selvstndige fortolkninger af druidetroen. Disse er ofte meget forskelligartede, og har hver for sig strre eller mindre ligheder med de tre store druidelrer. Da de kun sjldent spiller en nvnevrdig rolle i historiens gang, vil de ikke blive beskrevet i det flgende, og det m vre op til andre at fortlle deres historier. Nr de forskellige variationer af druidelren alligevel beskrives i det samme kapitel, skyldes det at de fortsat har adskillige grundlggende fllestrk. Det altdominerende trk ved druidelren er en overbevisning om, at der findes mere mellem himmel og jord end hvad almindelige ddelige forstr sig p. Overalt p Niraham findes der mgtige nder, som har en stor betydning for alle levende vsener. Almindelige ddelige forstr sig ikke p nderne, og det er kun de frreste, der nogensinde bemrker deres tilstedevrelse. nderne er imidlertid overalt, og hele verdens skbne hviler i deres hnder.

De eneste, der kan gre sig forhbninger om at fors nderne, er druiderne. Druiderne ser og forstr mere end almindelige ddelige, og de mgtigste af dem er endda i stand til at betvinge nderne og f dem til at lystre deres bud. Som oftest virker druiderne dog blot som et talerr mellem de mgtige nder og deres folk - de beretter om ndernes vilje, og viderebringer folkets bnner til dem.

DEN E LVISKE DRUIDETRO

Blandt elverne har man i rtusinder dyrket en enestende sammensmeltning mellem troen p De Sande Guder og druidernes lre. Siden de tidligste tider har elverne kendt til Sissianna og de vrige guders eksistens, og fundet stor glde ved deres nrvr. De elviske druider har imidlertid set dybere end som s. Ikke blot agter og rer de guderne, men de har ogs forstelse for hvordan Sissianna og hendes datter Lyane har sat deres prg p alt levende, og har sknket en del af deres natur til hvert eneste af verdens vsener. Denne gave har mange navne, men som oftest kaldes den de levendes sjl eller nd. Alt levende - fra personer til dyr, trer og planter - har en sjl, og uden den ville der ikke vre liv til. Det er hvert enkelt levende vsens sjl, der gr det enestende, og som giver det sin natur. Druiderne forstr sig p disse sjle, og efterhnden som deres kundskaber ges, bliver de i stand til ikke blot at forst dem, men ogs at tale til dem, og med tiden kan de f dem til at lystre deres bud. Eftersigende er de mgtigste af elvernes druider tilmed i stand til at befale over sjlene omkring dem, og de kan rive dem ls fra de legemer, som de befolker, med dden til flge. Den elviske druidetro er sledes fokuseret p druidernes evne til at kommunikere med og trkke p krften fra sjlen i alt levende. Det er imidlertid en lre, som ogs har sin pris. Elvernes druider lever ud fra en overbevisning om, at de altid m opretholde balancen i naturen. Hver gang de trkker p kraft fra deres omgivelser, m de ogs give en tilsvarende gave tilbage., og den strste forbrydelse, druiderne kan beg, er at forbryde sig mod ligevgten.

U DBREDELSE
Den elviske druidetro bliver nsten udelukkende praktiseret blandt Santillias skovelvere. Her er druiderne fortsat mangfoldige og de har en stor betydning i hverdagen. Ogs i Eislonien finder man enkelte druider blandt skovelverne, men de er vsentlig frre og deres betydning for folket er tilsvarende mindre. Hjelverne har aldrig set fascinationen ved druidernes vej, og om end de accepterer druidernes lre, s praktiserer de den ikke selv. Resten af Nirahams racer har aldrig fundet den samme glde ved den elviske druidetro, som elverne selv. Der er ganske vist en del mennesker, der har forsgt sig med at praktisere lren, men de mangler elvernes bne sind og deres forstelse for naturen, og har derfor heller aldrig haft videre held med at flge de elviske druiders vej. Uanset at de elviske druider bde er righoldige i antal og velsete blandt Santillias folk, s er de imidlertid langt fra et hyppigt syn. Der kan ofte g r imellem at de viser sig, og det er sjldent, at de lever lnge ad gangen med en stamme. Druiderne er ensomme vsener af natur - det er en forudstning for, at de kan opretholde deres enestende symbiose med naturen men det binder dem ogs til en isoleret og asketisk levevis. Druiderne har ogs kun f helligdomme og templer, og de f de har, er ofte skjult for verdens jne. S selvom druiderne er vidt udbredte i Santillia, forekommer de stadig utilgngelige og sky.

D RUIDERNES

POSITION

Skovelverne har mere end nogen anden race forstelse for hvor allestedsnrvrende gudernes gaver er. De kan sanse det levende i naturen omkring dem, og lever deres liv i harmoni med denne livskraft. Derfor har druiderne ogs en helt enestende betydning blandt elverne - hvor den enkelte skovelver blot kan sanse naturens nrvr, kan druiderne tale til den og forst dens vilje. Druiderne formr ogs at viderebringe folkets ord til naturen og den nd, som findes i alt levende. Druidernes position er sledes frst og fremmest som vismnd og helbredere. De forstr sig p alt levende, og kan se ind i sjlen p de syge og melankolske. Bde nr folket og naturen omkring dem lider kan druiderne give svar og lindring p en mde, som prster af De Sande Guder ikke formr. Det er en rolle, som druiderne har udfyldt i rtusinder. De praktiserede deres lre, langt fr Jarco forkyndte De Sande Guder, og skovelverne har lrt at betragte dem som en del af selve deres kultur. Det er ofte ogs druiderne, som holder mindet om fortiden i live, og minder folket om de dage, der glemt af alle andre. Druiderne har sledes ogs en vigtig rolle som dem, der husker og videreformidler historiens gang.

I det daglige er druiderne imidlertid et sjldent syn. De lever aldrig fast sammen med en stamme i lngere tid ad gangen, fr de atter drager videre. Det er en ensom tilvrelse, men den er ndvendig, for at de kan opretholde deres bnd til naturen. Druiderne er derfor ogs kun sjldent til rdighed, nr folket har brug for dem. Derfor er de ogs omgret af bde mystik og en vis mistro. I modstning til prsterne for De Sande Guder, er druiderne langt fra en fast sttte, som man kan stole p, at kunne lne sig op ad. Druiderne lystrer kun deres egen vilje, og viser sig kun for folket, hvis de selv nsker det. Det er derfor ogs kun sjldent, at elverne forsger at hidkalde druiderne, og nr de gr, er det fordi de er desperate, eller alle andre muligheder har vret forgves. De eneste tider, hvor man kan vide sig sikre p druidernes nrvr, er ved de store rlige hjtider. Skovelverne har ldgamle traditioner for hvilke ritualer, der afholdes i lbet af ret, og druiderne spiller en vsentlig rolle i dem alle. Den strste af alle rets festligheder er den traditionelle majfest, og i tiden optil drager alle Santillias druider ud til stammerne, hvor de sknker folket velsignelser og store glder. Udover disse rituelle funktioner, nyder druiderne ogs stor nytte af deres liv i den frie natur. De kan trkke p naturens jne og rer, og de sanser alt hvad der sker i deres skov. Druiderne ved sledes mangt og meget, og de er gentagne gange kommet folket til nytte med deres store vid. Det har ogs givet dem et ry for at vre Santillias evigt rvgne vagter. Deres store frdigheder til trods, s yder druiderne kun sjldent en indflydelse p verdens gang. De foretrkker en tilbagetrukken og isoleret tilvrelse, og hvis fjender truer, er de mere tilbjelige til blot at sge tilflugt i skovens ly end at hjlpe deres racefller i kampen. Det er kun, nr mrke krfter truer selve balancen p Niraham, at druiderne trder i karakter og bruger deres evner mod folkets fjender. Da er de imidlertid ogs et frygtindgydende syn - der er en overvldende styrke i den vilde natur, og druiderne formr at kalde den til sig og vende den mod sine fjender. Med det tilbagetrukne og hemmelighedsfulde liv, som de elviske druider lever, kan det heller ikke undre, at folket betragter dem med en slsom blanding af respekt og modvilje. Druiderne er en overordentlig vigtig del af skovelvernes kultur, og de har utallige gange bragt folket store glder. Det er ikke mindst, nr alt andet hb har vret udslukt, at druiderne er trdt frem og har reddet folket, og elverne elsker og agter dem inderligt for dette. I lige s hj grad, som de respekterer druiderne, nrer de imidlertid ogs mistro overfor dem. Druiderne bryder med skovelvernes trygge sammenhold og lever et upregneligt og frit liv. De er der kun sjldent, nr folket har behov for deres nrvr, og selve druidernes levevis er s forskellig fra den traditionelle elviske, at det kan vre vanskeligt at betragte dem som sande racefller. Blandt Nirahams vrige racer nrer man ogs en udtalt mistro overfor de elviske druider. Man har uendelig lidt begreb om hvilke krfter de besidder, og kan kun vanskeligt begribe, hvor de trkker dem fra. Blandt tilhngerne af De Sande Guder har man desuden lnge opretholdt en tradition for, at betragte tilhngere af alle andre religioner som kttere. At de elviske druider fortsat agter og rer guderne, og blot betragter nderne som en del af denne lre, har medfrt forvirring blandt De Sande Guders tilhngere, og deres reaktioner overfor druiderne har ofte vret tilfldige og varierende fra person til person. Tendensen har dog vret en noget hjere grad af accept, end den man har udvist overfor eksempelvis de rouliske druider, der forngter De Sande Guder i deres helhed.

D RUIDETROENS

HISTORIE

Da verden endnu var ung, begyndte visse blandt elverne ihrdigt at studere livskraften i naturen, og de s heri et glimt af deres elskede moder. Hvert eneste levende vsen - fra de levende og tnkende, til de umlende planter - havde en gnist af livskraft, som brndte i dem og udgjorde selve deres essens - deres nd. De erfarede, at de ved at studerede naturen ihrdigt kunne forst ndernes tegn, og de lrte med tiden ogs at svare dem tilbage. Sledes blev det dem muligt at kommunikere med livskraften i alt levende. Ved at etablere et srligt bnd mellem sig selv og en besjlet eksistens, kunne de lne eller ptage sig visse af vsenets egenskaber, og p samme mde som en helbreder overfrer sin egen livskraft til en anden, kunne de kyndige af elverne trkke p kraften fra den sjl, der var i naturen omkring dem. Sledes gik umindelige tider, hvor elvere studerede kunsten inddt. Mange blandt deres folk s imidlertid denne kunst som en forbrydelse mod naturens orden. De, som praktiserede den, trak sig derfor tilbage fra samfundets mistroiske blikke til ensomme tilvrelser i de dybe skove, hvor de kunne leve og lre uforstyrret. Sledes skete det ogs at de blandt de vrige elvere blev kendt som druida de ensomme. De lrte imidlertid snart, at denne isolation var en uventet gave. Frigjorte fra de vrige elvere, s de nderne i naturen klarere end nogensinde fr - som nr man fjerner sig fra lyset for bedre at kunne skimte nattens stjerner - og snart valgte de frivilligt livet som udstdte. Efter sortelvernes fremmarch p overfladen fandt bruddet mellem Santillia og Eislonia sted, og Santilliaelverne gik en dyster

fremtid i mde. Der var ikke meget hb at finde i verden, men druiderne viste dem, hvordan der selv i det dybeste mrke altid var lys. Nye ritualer blev skabt, og det var i disse tider, at majfesten blev fdt under druidernes opsyn. Skovelverne sgte sledes sammen om druiderne og fandt bde glde og tryghed ved deres nrvr. I denne tid plejede Santillias elverfolk ogs deres forhold til de omkringboende mennesker ihrdigt. De opbyggede bekendtskaber og lrte dem deres veje, s de ville kunne st ved elvernes side i forsget p at stoppe sortelvernes fremmarch. Druidetroen blev ogs udbredt blandt menneskene, og de flokkedes til den med stor entusiasme. Menneskene havde aldrig tidligere oplevet en religion, der var s hndgribelig og rummede s mgtige krfter. Igennem de nste mange tusinde r konverterede menneskene p store dele af Niraham derfor til druidetroens lre. Druiderne blev vsentlig skikkelser i hverdagen blandt dem, og de havde enestende krfter, hvis lige man aldrig fr havde set. S ihrdige blev menneskene i deres tro, at selv da Jarco benbarede De Sande Guder, blev mange stadig ihrdigt ved med at praktisere den gamle lre. Der skulle g flere hundrede r, fr lren om De Sande Guder endelige vandt overhnd og fortrngte druidetroen. Roul-Assin i nord blev imidlertid en standhaftig bastion, hvor man trodsigt forngtede De Sande Guder og helligede sig druidernes lrdom. Man opretholdt her ogs et nrt bnd til Santillias druider, og de to kulturer fortsatte lnge med at lre nyt fra hinanden. Med tiden blev forholdet imidlertid forvrret. Elverne erfarede, at de rouliske druider havde forvansket druidelren - de agtede ikke lngere kravet om ligevgt og balance, og hvor de elviske druider fandt styrke i den levende natur, var roulerne begyndt at trkke p forbudte krfter fra dden. De havde erfaret, hvordan de kunne opn mgtige krfter ved at drikke blodet fra levende vsener, og hvordan de kunne opn en styrke uden lige, ved at indnde sjlen i en dendes sidste ndedrt. Den elviske fortvivlelse var stor, men p trods af gentagne bnner om at ophre med denne dystre lre, vedblev roulerne med at praktisere den, og efter kun f generationer havde de glemt, at der nogensinde havde vret en anden vej. Det endelige brud mellem elvere og mennesker fandt sted, da det rouliske folk i r 772 EJ led store tab fra orkernes hrgende horder, og i desperation sendte bud til Santilliaelverne med en indtrngende bn om hjlp. Elverne afslog imidlertid, og overlod roulerne og deres druider til deres fjender. Roulernes folk overlevede ganske vist, men sejren var dyrekbt, og der opstod et stort had mellem de to racer. Fra da af udviklede menneskenes og elvernes druidetro sig i forskellige retninger. Fra Roul-Assin har druidernes lre ogs bredt sig videre mod nord til Norrland. Ogs her har man imidlertid forandret og tilpasset lren, s den tiltaler folket. Blandt norrlndingene betragtes nderne ikke kun som knyttet til levende vsener, men har i visse tilflde fet en sdan karakter, at de nsten m betragtes som guder. Heller ikke denne tolkning har nydt anerkendelse blandt de elviske druider, men den norrlandske lre er efterhnden afveget s meget fra den oprindelige druidetro, at elverne i hjere grad betragter den som en selvstndig religion, og derfor ogs kun vanskeligt kan anskue den som en forvasket afart af deres egen lre. Endelig synes druidetroen at have sat sig prg p det mest utnkelige af alle folkefrd - sortblodsfolket. Blandt i srdeleshed goblinerne har det lnge vret udbredt at se mgtige shamaner, der betvinger nderne p en mde, der ikke afviger meget fra druidernes veje. Uanset at racerne ikke nyder sammenligning, m det dog synes klart, at shamanisme ogs har sit udspring i den elviske druidelre, og det formodes, at goblinerne har haft shamaner s langt tilbage som omkring r 3000 FJ.

DEN R OULISKE D RUIDETRO

Siden de tidligste tider har druidetroen haft en helt enestende position i den rouliske kultur. Det var druidernes lrdom som skabte og formede tilvrelsen i Roul-Assin, og de gamle traditioner var en fast bestanddel af alle rouleres liv. I r 1407 skete det imidlertid, at Marsk Aerek valgte at indg fred med Narabond efter en relang og opslidende krig. Som en del af fredsaftalen skulle Roul-Assin fremover vre en vasal under Narabond, og man skulle afsvrge sig druidetroen for i stedet at konvertere til De Sande Guder. Tiden der fulgte var prget af store protester i Roul-Assin. Folket var forfrdet, og man modsatte sig trodsigt de nye tider. Mere end noget andet gjorde man modstand mod at skulle give afkald p druidetroen, og det krvede lange og hrde stridigheder at tvinge roulerne til underkastelse. I disse tider er strstedelen af roulerne blevet omvendt til De Sande Guder, men de husker alle de gamle druidetraditioner, og selvom man udadtil bekender sig til den nye tro, s brer mange stadig druidernes lre i deres hjerter og flger den i det skjulte. Der er dog ogs fortsat adskillige rouliske stammer og kulturer, som har ngtet at tage De Sande Guder, og som benlyst svrger til druidetroen. Uanset om formelt er bandlyst i Roul-Assin, s bliver de alligevel accepteret vidt og bredt, og folket byder dem gldeligt indenfor i deres hjem. Selv blandt dem, der ikke lngere bekender sig druidelren, s er sporene fra fortiden alligevel tydelige i deres adfrd. De

rouliske druider har skabt og plejet mange traditioner, og disse lever videre hos alle roulere, uanset hvilket guder de ellers mtte bekende sig til. P det seneste er der dog kommet flere og flere roulere, som forngter de gamle veje og som helhjertet bekender sig til De Sande Guder. De betragter druiderne som deres fjender, og med sttte fra Narabonds kirker jager de druiderne og kaster dem for blets flammer, hvis de fanges. Om end disse inddte tilbedere af De Sande Guder kun er f i Roul-Assin, s er de alligevel bde magtfulde og frygtede. For frste gang i rigets historie str folket for alvor splittet, og en sagte uro er begyndt at ulme. Man frygter, at dette kan blive det endelige opgr mellem den gamle druidetro og De Sande Guders flge, hvilket ikke kun vil kastet riget ud i en blodig og ndesls krig, men ogs vil kunne risikere at fre til det endelige brud med fortiden og dermed selve den rouliske kultur.

D RUIDERNES

LRDOM

De rouliske druider anerkender ikke eksistensen af deciderede guder, som man kender fra lren om De Sande Guder. I stedet beretter druiderne om hvordan verden er fuld af magtfulde nder, som lever i alt levende. Hvert eneste vsen har en sjl, og ved at kalde den til sig, bliver druiden i stand til at udnytte ndens krfter til bde skabende og destruktive forml. De fleste nder er overordentlig magtfulde, og ved at betvinge deres krfter, bliver druiderne i stand til at opn en kraft, der overgr alle almindelige ddeliges. Hvor de elviske druider praktiserer at indg i symbiose med nderne, og blot lner deres krfter, s har roulernes druider indset det enestende kraft, der kan vindes ved i stedet at herske over nderne og tvinge dem til at lystre sit bud. De rouliske druider trkker sledes meget af deres kraft fra levende vsener ved at drikke deres blod. Livskraften ligger i blodet, og at indtage det mens det endnu er varmt, er en direkte kilde til magt og styrke. Den strste kraft, der trkkes fra et levende vsen, fs ved at drbe offeret og fange sjlen i det jeblik den forlader det livlse legeme. Det er en farlig kunst, for nderne er ofte meget magtfulde og har en vilje af deres egen. Det er derfor ikke sjldent, at druiderne m strides med nderne og kmpe store slag med dem, for at underlgge dem deres vilje. Til gengld er der ogs meget at vinde, og det er generelt anerkendt, at de rouliske druider kan blive overordentligt magtfulde. Druiderne kan bruge deres krfter til at sknke liv til de svage og syge, men deres strste magt ligger dog i krigens stunder, hvor de kan trkke p ndernes krfter og bruge dem til at bringe deres fjender for fald. De rouliske druider er sledes ofte anerkendte krigere, og de kan vre et frygtindgydende syn, nr man mder dem p slagmarken. I det daglige har druiderne dog ogs en stor rituel betydning for folket. De vrner om selve den rouliske kultur, og det betragtes som en stor re at have en druide til at udfre eller velsigne livets store hjtider. Druiderne srger ogs for at holde gamle skikke og traditioner ved lige, og de er samlingspunkt for store dele af det rouliske folk p rets store helligdage.

D RUIDER

OG VLVER

I den rouliske druidelre finder man to forskellige praktisrer af lren - druider og vlver. Om end de indgr i en gensidig symbiose og supplerer hinanden, s er deres frdigheder og betydning meget forskellige. Druiderne er de mandlige krfter, og deres kompetencer ligger i det handlende og aktive. De er som oftest vsentlig mere kyndige end vlverne, nr det kommer til krigens kunst, og deres styrke er navnkundig. Druiderne er de mest udfarende, og derfor ogs dem, man oftest mder udenfor Roul-Assins grnser. Man vrdstter dem for deres styrke og deres velsignelser i kamp, og de er ogs anerkendte handelsmnd og diplomater. Vlverne er de kvindelige praktisrer af druidelren. De vrner om fortiden og de gamle traditioner, og husker de tider, som er glemt af alle andre. De vrner om den rouliske kultur, og sikrer sammenhold og ro hos folket. Vlverne er samlingspunkt for al viden, og kan give indsigt i hjertet og sjlen p alverdens levende vsener. De er ogs kyndige helbredere, og mangen en rouler har haft dem at takke for stadig at vre ved godt helbred. Tilsammen udgr druider og vlver en helhed. De supplerer hinanden, og det kan vre vanskeligt at forestille sig den ene uden den anden. Druiderne er hndens og sindets styrke, hvor vlverne er hjertet og sjlens kilde til kraft. De reprsenterer ogs de henholdsvis de maskuline og feminine sider ved livet. Dette m dog ikke tolkes sdan, at vlver kun praktiserer for kvinder og druider for mnd. Bde mnd og kvinder rummer bde maskuline og feminine sider, og for at vre et komplet menneskene m man pleje dem begge.

Nr man omtaler den rouliske druidetro m det sledes gres med respekt for bde druider og vlver. Ingen af dem har hjere status inden den anden, og de m praktisere deres kundskaber i en gensidig harmoni, fr druidetroen kan komme til sin ret.

S KABELSESBERETNINGEN
De rouliske druidetro anerkender ikke den skabelsesberetning, der er kendt blandt De Sande Guders tilhngere. I stedet har man dyrket den flgende beretning igennem rtusinder, og mange af de roulere, som i dag fler den nye tro, svrger fortsat til den traditionelle rouliske fortlling om, hvordan Niraham blev til.

S TARTEN
Fr der var andet, var der 3 g, der l i det ldste mrke. Det mrke, der hedder Grimjod, men som af andre folk kaldes Zaratziel eller Hel. Hvor lnge de tre g l der, er der ingen der ved, men en dag udklkkedes det ene g, og ud kom den mgtige kmpefugl Rok. P indersiden af ggeskallen levede der en masse nder. Disse nder blev nu frie, og begyndte at fare hid og did. Rok tog en af dem, Jgeren Herne, der var den strkeste, og sagde:

Du skal vogte de to g der er tilbage, nr jeg ikke selv kan gre det, for der er mange onde nder. Jeg ved det, for jeg var selv inde i gget med dem. Som hjlper skal jeg finde en tjener til dig, der kan gre opgave lettere for dig.
Han fandt en nd, der var strk og ivrig, og kaldte ham for Trl, og gjorde ham til jgerens tjener. Men tjeneren var i virkeligheden Tyven, og der gik ikke lnge, fr han s sit snit til at blive alene med ggene. For at Rok ikke skulle se noget, stak Tyven blr i jnene p ham, og stak s af med ggene. Det er sledes Tyvens skyld, at vi skal se drligere om natten end om dagen, for det er netop forskellen p nat og dag, om det er det gode eller det drlige je, han har bent. Jgeren satte efter Tyven, s snart han fik dette at vide. Han jagtede ham uden at standse, og omsider blev Tyven indhentet. Da Tyven var bange for Jgerens vrede, vrgede han for sig med den ene arm, men tabte det ene g s det knustes. Men gget var ikke frdig udruget, og der kom ingen mage ud af det. I stedet kom jorden Niraham, og inden lnge fyldte den mere end noget andet. Det var en frodig og frugtbar jord, og der kunne leve mange dyr og vokse mange skove, men da gget ikke var ruget frdigt ud, var der ogs bde lidelse og dd, og mange af nderne sloges med hinanden. Jorden var ikke perfekt, og det er Tyvens skyld. For at sikre det sidste g, byggede Rok en rede p toppen af det helligste bjerg Roulon. Her ligger gget, og venter p at det en dag er rede til at blive klkket. For at vogte bjerget hidkaldte Jgeren Herne sine to brdre; Vrn, den mgtige beskytter, hvis skjold er ubrydeligt og Stand, den hellige hvis spyd kan n alle fjenders hjerte. Herne tog bolig i en grotte p bjerget, mens Vrn vogter fra sletten og Stand fra skoven. Rok kunne ikke bde holde je med sin tabte mage, der nu var jorden under ham, og ruge p det sidste g. Derfor valgte han tre vlver blandt nderne til at pleje jorden og tilse gget. Han gav dem en hule under det mgtigste tr, at bo i, og det er et tr af dette trs slgt, der blev til roden til alt godt. Navnene p de tre Vlver er Dana, Ceridwen og Iorwen, men det er muligt at de er de samme som guderne Rina, Sissianna og Fanabina Fra under tret, hvor vlverne bor, sprang der en kilde. Den kilde lber forbi Mur-Ollavan de lrdes by og videre ned i Dybdalen, hvor det hellige ting finder sted.

O M J ORGO , K RIGEREN
Det blev besluttet, at Dana og Herne skulle vre mager, men den dag de skulle forene sig, antog Tyven skikkelse af Dana, og var med Herne i de flgende ntter.

Hermed blev Tyven moder til Hernes frstefdte, og barnet blev til Jorgo, kaldet Krigeren, men da Herne s at afkommet havde Tyvens beskidte blod, slog han det for fode, og hbede, ved at drbe det, at undg flere ulykker. Men Tyven sagde:

Nu har du syndet imod dit eget blod, og derfor skal de afkom, som du nskede at drbe, leve et liv for hver falden kriger omkring dit hellige bjerg.
Og sdan fik Jorgo, Krigeren, nyt liv, for krigen kom igen og igen til menneskene og Jorgo vokser evigt i styrke. Jorgo var den modigste siden Herne, og hans styrke er fdet med vildskab, og den er der ingen der kan mle sig med, men fordi han er forngtet af sin fader, og er af Tyvens blod, har han ingen re, ingen visdom og kender kun til delggelse. Det er hans skyld, at der er krige, og det er i hans navn at krigere fra mange klaner, ved sommerens begyndelse, tager navn af mallere, og drager p plyndringstog.

DEN N ORDLANDSKE D RUIDETRO

Blandt Norrlands folk finder man en druidelre, der ikke er ulig den, man kender i Roul-Assin. P trods af lighederne er det imidlertid en stor fornrmelse at betegne dem under t, og selvom bde roulere og norrlndinge anerkender hinandens verdenssyn, m deres religise tolkninger alligevel beskues hver for sig. Norrlndingene ser verden og alt i den som et resultat af mgtige nders vrk. Hvert eneste levende vsen er befolket af en nd, men ogs trer og dyr har nder, og der er ogs mange nder, som lever i vsen, der end ikke kan ses af almindelige ddelige. nderne er mgtige vsener, og nogle af der er endda s magtfulde, at de m betegnes som guder. Alt hvad der sker, er resultatet af deres vilje, og hvor nogle nder er gode og hjlpsomme, er der ogs dem, der er slette og skadefro. For at finde glde og fremgang m menneskene derfor forst sig p nderne og glde dem. Der er derfor utallige ritualer og traditioner, som m overholdes, og man m altid huske at re guderne med hver eneste af sine gerninger. Til at tale med nderne og forst deres vilje har man religise skikkelser, der betegnes som goder, nr de er mnd, og gydjer, nr de er kvinder. De er folkets religise vejleder, p samme vis som druiderne er det for roulernes folk, og de forestr alle strre ritualer og hjtider. De jvne folk forstr sig kun i ringe grad p ndernes vilje. De m g til deres goder eller gydjer, for at f tydet de tegn, som de oplever i hverdagen. Indtil da m de srge for at leve deres liv i overensstemmelse med de gamle traditioner, og gre hvad de kan, for at gtte sig til hvad nderne nsker. Livet som norrlnding er sledes prget af utallige sm daglige traditioner samt store mngder overtro. Hvert r fejrer man ihrdigt de fire rstiders skifte. Det er de strste af alle rets traditioner, og p disse tider tnder man store bl til ndernes re, og man giver gavmilde offergave mens man danser om blene og synger lovsange. Ogs livets vrige overgangsfaser er prget af utallige traditioner, og hver af disse foretages som oftest af en gode eller gydje.

S KABELSESBERETNINGEN
I urtidsdagene fandtes kun et dybt mrke, hvori alting fld rundt, spredt og uden orden. I dette mrke levede en skabning, som langsomt vgnede fra sin uendelige svn. Den Store Drage, Arkan, bnede sit ene je og s omkring sig alverdens skatte. Dragen gjorde krav p alt han s og samlede med sine kmpe klr skattene, s han kunne vogte over dem. Snart kunne Dragen ikke n flere rigdomme, s han strakte sin krop, bnede sit andet je og begyndte at bevge sig rundt i det store intet, mens han bar p sin skat. I sin grdighed samlede Arkan alt, den kunne stte sine klr i, og hurtigt blev skatten s stor, at dragen mtte opgive at flytte den. I stedet lod Arkan skatten hvile og begav sig ud for at finde nye rigdomme. Arkan s, at det dybe mrke var uendeligt og rummede mange forunderlige ting. Han frygtede, at der skulle vre andre som han selv, der ville stte klerne i mrkets rigdomme. Fra overfloden af skatten og af sit eget blod skabte Arkan et vsen til at vogte skatten: en strk, tro og brav mandsling. Dragen kaldte mandslingen Hird og lod ham svrge troskab. Men Hird

kunne ikke se i mrket, s Arkan ofrede lidt af sine rigdomme og tndte med sin mgtige ild en evig fakkel til at lyse over skatten. Arkan ville ikke overlade sin skat til kun n vogter, s han skabte med hast endnu et vsen til at vogte skatten. I hastvrkets kaos forblev den nye vogter navnls, og han svrgede ligeledes Arkan sin troskab. Hird og den navnlse vogtede sammen skatten i lyset af den evige fakkel, men den navnlse var ikke tilfreds. Han var nedrig og misundelig p Hird. Mens Arkan var vk og Hird stod vagt samlede den navnlse de smukkeste rigdomme i smug, og gemte sig midt i skatten, hvor lyset ikke kunne trnge ind og, Hird ikke vogtede. Da Arkan kom tilbage opdagede han straks, at de dleste rigdomme manglede. Dragens raseri var frygteligt. Han flede rigdommene fra hinanden med sine kmpe klr og mgtige tnder, borede sig igennem skatten i sin sgen efter Tyven, og blodet fld fra Arkans krop, hvor han mistede sine skl. Ud af de rigdomme blodet ramte, skabte vreden tilfldige vsener. Orker, trolde, elvere og alverdens ondskab levede, hvor Arkan havde trdt, bjerge og floder formedes som Den Store Drage gennemsgte sin skat. Da Arkans raseri havde lagt sig, s han, at rigdommene nu myldrede med vsner, og selvom dragen spyede sin ild, gemte vsnerne sig blot i sprkker s sm, at Arkan ikke kunne n dem. Arkan tog nu faklen og sgte overalt efter Tyven, derfor flytter solen sig, men Arkans nd er altid til stede, s om natten genskinner faklens lys i ndens je og skl. Arkan forbandede frst Hird for al sin ulykke, og dmte ham til at leve blandt de andre vsner til evig tid, hvis ikke Tyven blev fundet. Men Arkan s, at Hird var lille og jorden kolossal og de andre vsner vrimlede. Den Store Drage skabte Hird en kone, Trake, og bad dem vre frugtbare og fde en slgt tro mod sig. Arkan ville belnne hver modig og tro af Hirds slgt med en resplads blandt sine nye rigdomme i Harthanheim, ubesudlet af Tyven og alle vredens vsner. Her kunne de tro og modige leve i tryghed, blandt de sknneste og dleste rigdomme og vogte disse. Den Store Drage gav Hird skjoldet Vrn og spyddet Stik, som hjlp i kampen mod Tyven og vsenerne. Til Trake gav han synet og nderne, men nderne var flygtige og nogle vendte sig mod Arkan. Kampen gik godt, og Hird og Trake var frugtbare. Men Tyven frygtede at blive fundet, han mtte vildlede Hird. Tyven sneg sig derfor ind til Hirds frstefdte Jerno, og fyldte ham med blod fra Den Store Drage. Sledes blev Jerno opfyldt af dragens mod og styrke, men ogs dens ild, og han rasede mod verden. S strk var Jerno, at han hurtigt ryddede det nrmeste land for vsnerne, men hans raseri var s stort, at alt levende mtte bukke under. Jerno angreb sin egen familie, og Hird mtte kmpe mod ham. Kun ved at benytte Arkans gaver Vrn og Stik kunne Hird drive Jerno mod de andre vsner. Sledes kan der ikke ses forskel p Hird og Jernos snner, da de er af samme t. Men Jernos snner har dragens blod i overflod, og de gennemstrmmes af styrke, mod og vildskab s stor, nr kampen raser. Med Trake fik Hird yderligere seks brn; 3 snner og 3 dtre. Efter Jernos vanvid blev snnen Stl den frstefdte sammen med sin sster Ida. Derefter fdte Trake snnen Nedorr og datteren Isne, fulgt af snnen Djord. Flere r efter fik Trake og Hird deres sidste barn, den smukke datter Seli. Jerno og Ida giftede sig, og fik sammen snnen Kerim og datteren Frana.

D E N C H AT O N S K E I O R I N T RO
I Det Chatonske Imperium finder man en trosretning, som ikke har sin lige p resten af Niraham - troen p den almgtige gud Iorin. Hvor alle andre kendte religioner bekender sig til polyteisme en flerhed af guder eller overnaturlige skabninger, s kan der kun vre n gud for chatonerne: Iorin. Iorin er skaberen af alt, hvad der er, og uden ham ville intet eksistere. Alt hvad der sker, sker som et udslag af hans vilje, og der er ingen grnser for Iorins magt. Iorin er overalt og ser alt, og han bestemmer hver eneste hndelse p Niraham. Han er en srdeles aktiv gud, som gerne blander sig i de ddelige konflikter. Det er Iorins bud til sine udvalgte, at de med krig og magt skal udbrede hans lre, og han er frst tilfreds nr kampen raser, og de retmssige underlgger sig verdens folk i hans navn. Iorin er dog ogs retfrdig og ligevgtig. Selvom han hersker over liv og dd, udver han sin magt med en saglig autoritet. Han tager ikke de levendes liv, fr tiden er inde, og det er hans bud, at hvert et levende vsen skal have muligheden for at bevise sit vrd. Nr han sender sit folk ud i verden for at udbrede den sande lre, er det sledes ikke kun for at oplyse Nira-

hams folk, men ogs for at prve styrken hos sine trofaste tilhngere. Iorin-troen er dog ogs en overordentlig krvende religion. Iorin forventer meget af sine tilhngere, og de m aldrig tvivle eller blive svage i troen. De skal konstant bestrbe sig p at blive strkere og komme ham nrmere, og de m aldrig indstille deres kamp for at udbrede hans bud til alle Nirahams folk. Mest af alt er Iorin sledes en krigens gud. Det er kun gennem kamp og mgtige gerninger, at folket kan bevise deres vrd og deres loyalitet. Hans velsignelser ligger derfor ogs primrt i at velsigne sine trofaste med styrke og mod. Om end de simple bnder ogs har hans accept, s er det kun dem, der drager svrdet i hans navn, som kan vinde hans sande agtelse. Iorin anerkender ingen andre guder end sig selv. Alle andre religioner er falske, og han tillader dem kun, for at hans tilhngere skal have fremmede folkefrd at bevise deres vrd overfor. De skabninger, som andre kulturer betragter som guder, er imidlertid intet andet end drmmesyn eller i vrste fald dmoner, og det er op til de Iorintro at vise dem den sande vej. Der findes ingen anden sand kraft end Iorin selv, og den der tvivler p hans enevlde er en ktter, som enten m omvende sig eller mde dden p blet.

M YTOLOGI
For Iorins folk er det vigtigere at handle end at tnke. Den, der spilder sin tid p at filosofere over religionen i stedet for at lystre dens bud, forbryder sig mod sin gud. Iorin-troen har derfor heller ikke den samme mytologiske baggrund, som visse af verdens andre religioner. Alt hvad man ved om religionens historie, er overleveret af Iorin selv, og kan ikke betvivles. Fra hans mund ved man, at fr Iorin skabt verden var der intet. Alt hvad der nu findes, er resultatet af hans vrk. Han skabte racer og kulturer, og gjorde dem s forskellige, at de altid ville bekrige hinanden. Iorin benbarede imidlertid ikke sin eksistens for verdens folk, og i hans fravr blev de forledt af dmoner og drmmesyn. Efter mange tusinde r viste t folkefrd sig imidlertid bde strkere og mere trofaste end noget andet p Niraham - chatonerne. Han benbarede sig derfor for dem, og udrbte sig til deres gud. Siden disse tider har Chatos folk ihrdigt fulgt Iorins bud, og de har med al deres styrke forsgt at udbrede hans visdom til resten af verdens folk, s ogs de kan se lyset. For at vejlede folket og vise dem den sande vej, manifesterede Iorin sig p Niraham og tog form af en almgtige gudekejser. Gudekejseren og Iorin er n og samme person, og den nuvrende kejser er Kejser Anatol - ogs kendt som barnekejseren. Kejseren er den verste autoritet i Det Chatonske Imperium, og hans ord er lov. Der er ingen grnser for hans viden og magt, og at forbryde sig mod hans bud, straffes med dden. Gudekejseren udsteder regelmssige dekreter til rigets prster, som dikterer hvordan hans religion skal praktiseres og tolkes. Disse doktriner er ofte meget omfattende, og de er den endegyldige sandhed om Iorins lre. De tager stilling til alt, hvad den simple chatoner har brug for at vide, og det betragtes som ktteri at betvivle eller stille sprgsml til gudekejserens bud. Iorins prster har dermed ogs en overordentlig stor autoritet i riget. De videreberetter og fortolker gudens ord til folket, og de er den endelige autoritet i hverdagsanliggender. At betvivle prstens ord er sledes en lige s stor forbrydelse som at betvivle Iorin selv. Prsterne er desuden velsignede med store gaver fra Iorins hnd, og med hans kraft kan de betvinge selv den strste modstander af troen. De kan derfor bde gre det ud for dommer og bddel, hvis det utnkelige skulle ske, at folket betvivlede deres ord. Overalt i Det Chatonske Imperium er der rejste pragtfulde templer, hvor Iorins bud til sine udvalgte str nedskrevet p utallige skriftruller, og hvor prsterne hver morgen og aften prdiker den sande lre for rigets folk.

G O R RU M T RO E N
Mod nord, blandt Rustbjergenes snekldte tinder, har sortblodsfolket deres hjem, og de lever her en barsk tilvrelse, hvor kun de strkeste overlever. Sortblodsfolkets religion afspejler denne levevis. Det er en krvende og streng lre om den almgtige gud Gorrum. Troen har sit udspring i overbevisningen om, at der udelukkende findes n sand gud, og at alle vsener under ham enten er ddelige eller blot simple dmoner. Hvad der adskiller Gorrum fra dmonerne, er at Gorrum er den strste og mgtigste

af dem alle. Det er Gorrum, der har skabt alt hvad der findes, og han kan styre bde dmonerne og de ddelige, nr han nsker det. Han har ogs magten over vind og vejr. Dmonerne kan dog blive meget mgtige, og Gorrum accepterer i et vidt omfang deres eksistens. Dmonen Fiskur, som er goblinernes yndling, er en af de mest magtfulde dmoner, og ogs de dmoner, som menneskene kalder De Sande Guder, er srdeles mgtige. Der er imidlertid ogs dmoner, som Gorrum ikke vil acceptere - En af disse er den kaotiske dmon Zaratziel, som Gorrum har bandlyst som straf for hans ulydighed. Det er vrd at bemrke sig, at selvom religionen betegnes som Gorrumtroen, og at den har guden Gorrum som sit centrale omdrejningspunkt, s dkker religionen alligevel over flere facetter end som s. Udover Gorrum indeholder religionen sledes ogs lren om dmonen Fiskur, som bliver tilbedt af goblinerne. Yderligere finder man ogs en del shamaner blandt sortblodsfolket, som har formet at dyrke deres kundskaber i overensstemmelse med Gorrumtroen.

G ORRUM
Gorrum er sortblodsracernes eneste sande gud, og hans verste profet er orkernes konge Kong Gorbit den Sure, som fra sin tronsal i Rustbjergene dikterer alt hvad der skal ske. Ingen tr modstte sig hans ord, eftersom Gorrums kraft lber i hans rer. Under sig har han et utal af prster blandt bde orkerne og goblinerne, som srger for at Gorrum bliver vist den forndne respekt. I modstning til mange andre religioner, s forsger Gorrums tilhngere kun sjldent at omvende andre til deres tro. Sortblodsfolket ved, at de er den eneste race, som er vrdige til at tilbede Gorrum, og resten af Nirahams folk fortjener kun den forbandelse det er, at give sig hen til dmonernes lre. Gorrum krver til gengld meget af sit udvalgte folk. Han har fundet dem vrdige til gunst, og for at vise deres taknemmelighed, m de hver dag vre strke og kmpe for hans vision om en verden, hvor sortblodsfolket hersker over alt. Gorrum tolererer ikke, at nogen af sortblodsfolket tilbeder de falske guder, og hans prster straffer alle frafaldne hrdt. Gorrum er en srdeles aktiv gud, og han blander sig gerne i de ddeliges affrer. Srligt nr det kommer til krig, vkkes hans opmrksomhed, og p sine prsters bud styrker han de udvalgte og kalder ild fra himlen ned over deres fjender. I fredstider lader han i stedet blot verdenen passe sig selv. Gorrum forventer, at hans folk nok skal klare sig uanset forhindringerne, og skulle de fejle, er det resultatet af deres egen svaghed.

F ISKUR
Fiskur er goblinernes gud, og de tilbeder ham med den samme ihrdighed og entusiasme, som orkerne tilbeder Gorrum med. Hvor orkerne blot betragter Fiskur som en dmon, s tilbeder goblinerne ham imidlertid som en sand gud. Gorrums prster tolererer som regel dette, hvis blot goblinerne ogs husker at anerkende Gorrum og aldrig forsger at stte Fiskur hjere end ham. At tilbede Fiskur er imidlertid altid forbundet med en vis fare, og for det meste gr goblinerne det derfor enten i smug eller p afstand af orkerne. Blandt goblinerne fortlles det, at Fiskur en gang for mange r siden blot var en simpel goblin, som formede at snyde Gorrum og opn en position som en gud. Gorrum forsgte lnge at fange ham men uden held, og med tiden lrte Gorrum at stte s stor pris p Fiskurs snedighed, at han accepterede ham som nyttig forbundsflle. Det er omdebatteret hvorvidt det er en sand historie. Goblinerne selv ser den dog som den pureste sandhed, og betragter Fiskur som et ideal til efterlevelse. Han bliver dermed mere et idol for dem end en reel guddom. Nr goblinerne beder til Fiskur er det derfor heller ikke kun for at f hans velsignelser, men ogs for at minde sig selv om hvordan en goblin br lever sit liv, og om alle de belnninger der venter, hvis de blot er snedige nok. Lren om Fiskur kan dog ogs vre hrd og ndesls. Han str for en levevis, hvor mlet helliger midlet, og hvor den bedste mde at skabe sig fremgang, er ved at falde andre i ryggen. De mest inddte af Fiskurs gobliner er derfor ogs tit bde de mest ambitise og skruppellse, og det er ikke uden grund, at man frygter hans tilhngere.

S HAMANER
Udover deres prster har bde orker og gobliner endnu en magtfuld sttte i deres shamaner. Om end sortblodsfolket traditionelt altid har vret varsomme overfor shamanernes levevis, s har de alligevel accepteret, at deres lre kan dyrkes i overensstemmelse med Gorrums vilje.

Sortblodsshamanerne har forstelse for den livskraft, som Gorrum har anbragt i hvert eneste levende vsen. De kan se og mrke den, og de kan underkaste den deres vilje. Shamanerne forstr imidlertid ogs, hvordan der er mange frie sjle uden legemer, som de kan kalde til sig og trkke p krften fra, nr de nsker det. Hvor prsterne i overvejende grad bruger deres krfter til at velsigne folket fr kamp og helbrede de srede, s benytter sortblodsshamanerne i hjere grad deres kundskaber til at udsprge nderne og skaffe sig informationer om verden. Shamanerne kan ogs befale nderne at udfre deres vilje, og p den vis beg handlinger, som shamanen ikke selv magter.

VERDENSSKABELSEN
I begyndelsen var intet. Uendelige stormvinde rasede gennem universet fra det inderste til det yderste. Gigantiske skymasser hvirvlede rundt i mrket. Alting var intet og intetheden var altet og dets navn var Gorrum. Gorrum samlede tgerne og knugede dem tt sammen og skabte sledes jordkloden. Han satte solen p himmelen og gav dermed dag og nat samt kulde og varme til jorden. Han lod mnen kredse om jorden, s hans skabninger kunne holde ml med tidens gang. Gorrum skabte s vandet og ilden - livets og ddens redskaber - og da jordkloden nu var beredt, skabte han de levende planter og lod dem brede sig over hele kloden i stor mangfoldighed. Derp begyndte han at forme de levende dyr - Sm og store mellem hinanden. Flyvende, svmmende, krybende og springende. Fjerkldte og pelskldte, skllede og ngne; for Gorrum nskede i sin visdom at stte alle muligheder p prve. Gorrums nske om mangfoldighed gjorde det ndvendigt for ham at skabe nogle Hjlpere. De er ikke alle kendte for os, men dem vi kender, er blandt andre Wotan, Amroth og Fisgurr. De tjener Den Store Skaber p alle mder og til alle tider. De holder je med jordens liv og fortller Gorrum om alt, hvad de ser. Gorrum fandt, at jordens skabninger var gode, og at hele skabervrket var godt, men fandt ogs, at dyrene og planterne havde en fejl. For alle handlede de gennem hele deres liv p n og samme mde. Der var ingen afvigelser fra det forud lagte mnster, og Gorrum nskede sig mere. Da skabte Gorrum det frste vsen med sin egen fri vilje, og han kaldte det Trolden. Trolde er store og strke vsner. De befolker bde skove og sletter, bjergene og det lave land. Deres levealder er hj, men de mangfoldiggr sig kun langsomt, og Gorrum inds snart, at Trolden er ndeligt utilstrkkelig. Sknt Trolden har fet fri vilje, gr han kun ringe brug af sine evner, og trods sin krlighed til sin frste tnkende skabning, besluttede Gorrum at gre et nyt forsg. Thi Gorrum vil altid strbe efter det hjeste ml. Da skabte Gorrum det andet vsen med fri vilje og han kaldte det Manden. Manden blev skabt mindre og langt svagere end Trolden. Mandens hud er ngen og sart, hans lever langt frre end Troldens, men Manden er frugtbar og blev givet rige ndsevner, og Gorrum frydede sig og forventede sig meget af Manden. Men Manden slog sig kun ned i de mest behagelige egne af kloden. Her mangfoldiggjorde han sig i s stort tal, at naturen hurtigt begyndte at lide uoprettelig skade. Og Manden begyndte at drbe sine egne i kamp om de mest behagelige leveomrder og de rigeste jagtmarker. Gorrum skuffedes over Mandens dovenskab og hensynslse grdighed og besluttede sig for et nyt forsg. Da skabte Gorrum det tredje og det fjerde vsen med fri vilje og han kaldte dem Ork og Elver. Begge skabninger fik rige ndelige evner og anlg for at udvikle stor styrke. Som vrn mod elementerne og som hjlp til at styre verden efter Gorrums Store Plan, blev de tillige givet del i Gorrums hellige viden og krfter. Ork blev sat til at leve i bjergene. De, som slog sig ned i de hje bjerge, udviklede stor styrke og modstandskraft. De, som valgte de lavere bjergomrder til deres levested, udviklede sig noget mindre. Det er dem, vi i dag kender som Gobliner. Ork har altid levet i glde over den prgtige verden, Gorrum har sknket ham. Jagten i bjergene har altid givet tilstrkkeligt udbytte til den dygtige jger, og bjergenes rigdom af metaller har han anvendt med stor klgt og omtanke, og udviklet mange ndvendige redskaber heraf. Ork har altid ret Gorrum ved at tilbede hans tilstedevrelse i vandet og ilden, i luften og jorden. Ja, for Gorrum er sandelig i alle ting, og Ork er en lydig og taknemmelig tjener. Ork har til alle tider vist samhrighed med sine omgivelser og sger til enhver tid at leve i overensstemmelse med Gorrums Store Plan. Trolden har han altid behandlet med den respekt, som rettelig tilkommer Gorrums frste og strste skabning. Elver og Manden har aldrig kunnet true Ork, og Dvrg kom frst til bjergene i en langt senere tid. Derfor har Ork kun sjldent haft ndig at anvende den srlige kunnen og kraft, som Gorrum udstyrede ham med. Shamaner og prster har dog gennem tiden holdt Orks viden ved lige, og disse udvalgte viise vil altid nyde den strste respekt. Deres liv er hellige, thi de er den lige forbindelse til Gorrum, og de skal res og beskyttes til alle tider.

Elver blev sat til at leve i de dybe skove. Her fandt han jagtbytte i overflod og tillige mange spiselige planter, og Elvers liv blev godt og let. Den megen fritid, der blev Elver til del, gjorde at hans krop ikke udviklede sig, og han er gennem tiden nrmest kommet til at ligne den svage Mand. Men der, hvor Manden valgte mageligheden og ikke nskede at udvikle sig videre, valgte Elver at sge stadig mere viden om den natur og de krfter, han var blevet givet. Som jagtvben i den ttte skov, hvor det er vanskeligt at lbe efter byttet, udviklede Elver buen og pilen. Et bde effektivt og lydlst vben, og han lrte bueskydningens kunst til fuldkommenhed. Han lrte sig ogs at bruge krfterne i mange forskellige planter. Han fandt planter, hvis saft kan helbrede sygdomme, og planter, hvoraf han kan fremstille gifte med forskellig virkning. Og Elver gjorde miksturer, som han fejlagtigt troede, gav ham en srlig forstelse for den viden og kraft, Gorrum havde givet ham i skabelsesgave. Da begyndte Elver at udvikle og forstrke Gorrums kraft frst tvende og langsomt, men gennem tiden med stadig voksende kunnen og begrlighed. Elver fostrede sledes mange magtfulde troldmnd med vldige krfter, og troldmndene begyndte snart at kmpe indbyrdes om magten. Forskellige skoler samlede deres egne tilhngere omkring sig, de rejste hre og byggede fstningsanlg. Sledes blev Elver splittet for aldrig mere at blive samlet helt igen. P et tidspunkt forsgte en af de stridende troldmands-skoler at vinde selveste Gorrum til sin side i denne blasfemiske kamp mellem et folk. Denne skole samlede alle sine troldmnd i en flles besvrgelse, men Gorrum afviste deres tbelige indfald og straffede deres hovmod ved at farve deres hud sort som natten. De andre skoler vendte disse skam-mrkede ryggen, og efter den tid er det som om Elver er to srskilte skabninger. Angst og had hersker mellem dem. Men Gorrum nskede endnu ikke at afslutte skabervrket, for Manden havde ikke fundet sin plads i Den Store Plan. For at hjlpe Manden p vej besluttede Gorrum at skabe et femte vsen med fri vilje og han kaldte det Dvrg. Dvrg er strk, men lille af vkst ikke hjere end et normalt barn. Han er kun givet begrnsede ndsevner, men til gengld mod og stdighed i rigt ml. Dvrg blev sat til at leve i de samme egne som Manden, for Gorrum nskede, at de to i fllesskab skulle udfylde den plads i Den Store Plan, som han oprindeligt havde tiltnkt Manden. Men Dvrg og Manden ville ikke arbejde sammen. Manden lagde Dvrg for latter, hnede ham for hans ringe strrelse og forsgte at trlbinde ham. Og Dvrg kom til at hade og frygte det vsen, som han ellers var sat til at hjlpe. Da vendte Dvrg sig fra Manden. Dvrg trodsede Gorrums Store Plan. Han forlod den egn, hvor han var sat og tog bolig i bjergene, hvor han gravede sig ned i jordens indre. Her kunne han holde sig skjult for Manden og alle andre folk. Dvrg lrte sig at smede metaller af de sten, han rev ud af jordens favn, og han skabte mange onde vben og store, delggende vrktjer. Hele bjerge blev jvnet med jorden, og dybe klfter blev fyldt op. Vandlb blev lagt om eller blev helt trlagte. Ork, som levede i de omrder, Dvrg havde tilranet sig som bolig, mtte kmpe hrdt i mange generationer, fr det lykkedes at udrydde eller fordrive den alt delggende Dvrg. Og mange steder havde Dvrg net at forskanse sig s godt, at det den dag i dag ikke har vret muligt helt at fordrive ham. Dvrg har helt forsvrget Gorrum og dyrker sine egne guder. Hans sind er forgiftet af blind vrede og hvntrst overfor Gorrum og alle Gorrums andre skabninger. Hele Dvrgs liv og tilvrelse er sledes en hn mod Den Store Plan og den eneste sande gud, Gorrum.

SHAMANISME
Shamanismen er et vidt begreb, som rummer mange forskelle og variationer. Kort fortalt handler det dog om evnen til at forst, kommunikere med og betvinge de mgtige nder, som hersker over alt liv p Niraham. Shamanismen har sledes meget tilflles med druidelren, men der er en vigtig forskel - hvor druiderne mener, at alt levende har en fast sjl, eller nd om man vil, s ser shamanerne i stedet nder i alt, ogs lsrevet fra fysiske legemer. For en shaman er nderne intet mere end blot manifestationer af energi, som enten kan vre skabende eller destruktive af natur. De fleste nder kan tnke selvstndigt og de kan opn store krfter. nderne lever i en verden hinsides denne, og m finde et fast anker p Niraham, fr de kan manifestere sig. Det sker oftest i en ddeligs krop, og alle verdens levende vsener er derfor intet andet end blot en skal, der huser en nd, og som nden handler og udtrykker sig igennem. De tager ogs bolig i dyr, planter og trer, for uden en nd er verdens vsener blot livlse og visne skabninger, der langsomt nedbrydes og forsvinder. Der er tusinder og atter tusinder af nder, og kun f af dem har taget bolig i et legeme. Resten farer omkring i ndernes rige, hvor de strides indbyrdes, og konstant kappes om at blive mgtigere og mgtigere, og om at finde veje ind i den fysiske verden, Niraham. Nogle f af nderne er endda s mgtige, at de formr at trnge igennem til de ddeliges verden uden et legeme, og det er disse nder, som mange religioner fejlagtigt betragter som guder eller dmoner. Shamanismen handler om selve denne forstelse af ndernes natur. Der er ingen flles skole eller doktriner, som foreskriver hvordan nderne skal forsts eller behandles, og det har medfrt utallige tolkninger af shamanernes lre. Det str derfor ogs frit for enhver at bekende sig til lren og forsge at f kontakt til de mgtige nder.

Det er imidlertid en farefuld vej at vlge. nderne er for det meste overordentlig magtfulde, og deres styrke overgr i langt de fleste tilflde de almindelige ddeliges. Mange af nderne er desuden forrderiske og onde, men skjuler deres sande natur indtil de kan lokke en naiv sjl til at vise dem vej ind i de ddeliges verden. Mange shamaner er sledes get i dden eller endnu vrre fald blevet prisgivet i onde nders magt, og har for altid mistet magten over deres egen skbne. Shamanisme er derfor ogs altid blevet betragtet med varsomhed eller foragt af verdens folk, og dem der flger lrdommen, har tit og ofte mttet gre det i skjul for omverdens jne. Blandt mange religioner - ikke mindst De Sande Guder - er shamanlren ligefrem blevet bandlyst og erklret for kttersk. For den shaman, der bliver afslret af De Sandes inkvisition venter der en smertefuld skbne p blet. Der er derfor ogs kun f mennesker, der har bekendt sig til shamanismen. De fleste tilhngere skal findes blandt orkerne og goblinerne, som har formet at finde en tolkning, der harmonerer med lren om Gorrum. Der er dog ogs set enkelte shamaner blandt skovelvernes folk. At vre shaman er ofte noget, man er fdt til, og ikke en kunst man lrer igennem livet. Kun f personer kan sanse nderne og deres nrvr, og endnu frre endnu formr nogensinde at lre at kommunikere med dem. Det forudstter en helt srlig indstilling til verden, som kun f besidder. Som oftest er erfarne shamaner i stand til at genkende potentialet i andre, men det sker endnu hyppigere, at der er nder fra det hinsides, som genkender en modtagelige person og forsger at vinde indpas hos vedkommende. Det er ofte en overvldende og sindsoprivende oplevelse, og mange af dem, der har potentialet til at forst sig p nderne, bliver drevet til vanvid af deres nrvr, hvis ikke de lrer at kontrollere og beherske deres evner. At vlge livet som shaman er derfor ogs et valg for livet. Nr man frst n gang har benbaret sine frdigheder for nderne, glemmer de aldrig en igen. nderne er meget krvende af natur og har en umttelig lyst til at udforske og undersge, og de kontakter derfor ofte shamanerne for at lre mere om de ddeliges verden eller om shamanen selv. De mere ondskabsfulde nder kan ogs tage sig for at plage shamanen i et forsg p at nedbryde hans sind, s den med tiden kan tvinge sig vej ind. Shamanerne kan imidlertid ogs trkke p ndernes viden og deres krfter. Jo mere erfaren en shaman bliver, desto bedre bliver han ogs til at forst sig p nderne, og han kan bde f mange oplysninger ud af dem og tiltrkke sig flere og flere af deres frdigheder. For at kalde nder til sig, udfrer shamanerne en rkke srlige ritualer. De varierer meget - bde afhngigt af shamanens kultur, men ogs efter hvilken nd, man nsker at tiltrkke. Mlet er at fange opmrksomheden hos en given nd, og det sker ofte ved at shamanen giver sig hen i en dyb trance, hvor han messer besnrende ord og brnder offergaver af, som han ved behager netop denne nd. Nr frst en nd er tiltrukket, m shamanen herefter sikre sig, at den forbliver fanget, og at han konstant har den under sin kontrol. nderne er meget selvstndige og vil for det meste altid forsge at vinde overhnd i mdet med shamanen. De skifter desuden ofte stemning, og alene det at holde en nd opmrksom og interesseret kan vre en kunst i sig selv. Efterhnden som shamaner ger deres kundskaber bliver de imidlertid meget magtfulde. nderne kan vre en overordentlig strk forbundsflle, og for de ddelige, der forstr at hidkalde sig deres krfter p kommando og bruge dem i deres egen interesse, er der ingen hindring, som ikke kan overkommes. De fleste shamaner vlger dog frivilligt et isoleret og tilbagetrukket liv, hvor de kun sjldent blander sig i verdens gang. De giver sig hen til et liv omgivet af nderne, og med tiden mister den fysiske verden sin tiltrkningskraft. Det er derfor ogs kun yderst sjldent, at shamanerne spiller en strre rolle p Niraham. Som rene gr bevger de sig lngere og lngere vk fra de almindelige ddelige, og det er ikke usdvanligt, at en magtfuld shaman til sidst blot giver afkald p livet for i stedet at kunne hellige sin sjl til ndernes rige.

KASMANI
Langt mod syd, blandt de zarabiske nomadefolk, der lever hele deres liv p sletterne og i rkenen, finder man stadig svage rester af den rtusinde gamle Kasmanitro, der betragtes som en af de ldste, hvis ikke den ldste, af de menneskelige religioner. Den nyder i disse tider kun ringe udbredelse, og er under en vedvarende pvirkning fra fanatiske tilhngere af De Ti Sandes

tro, som med bl og brnd sger at udbrede deres verdenssyn blandt disse sidste afvigere p det sydlige kontinent. Blandt rkenstammerne, som lever langt fra byerne og civilisationen, forefindes Kasmanitroen dog endnu, og om end det ikke vides prcist, hvor mange stammer, der lever p stepperne og i rkenen, formodes det at deres antal er p mange tusinde. Om end der blandt de zarabiske byboere er en tilbjelighed til blot at betragte stammerne som simple og uciviliserede folkeslag, er man dog ikke blinde for, at de mere end n gang har spillet en stor rolle i historien, og Kasmanitroen har vret med til skabe og forandre den verden, vi kender. Kasmanitroens centrale omdrejningspunkt er de idealer, som blev sknket dens brn af Kasmani og Adema, der var de frste mennesker til nogensinde at bebo Niraham. Verden er aldrig blevet skabt iflge Kasmanitroen. Den har altid vret, og der er adskillige andre af dens slags. Kun de viseste og mest indsigtsfulde formr at rejse mellem verdenerne, og Kasmani og hans tro hustru Adema var de frste til at bostte sig p Niraham. Her fandt de stor glde ved livet, og satte sig for at mangfoldiggre deres t. De fik sledes 21 brn, som de holdt meget af, og som snart efter fik deres egne brn. P denne vis blev det ved, indtil Niraham efter kun f tusinde r var befolket med Kasmanis og Ademas slgt. Til deres store sorg mtte de imidlertid erkende, at deres brn aldrig ville blive s vise og indsigtsfulde som dem selv. De besad heller ikke deres sknhed og ynde, og for hver generation der passerede, blev deres blod kun mere udvandet. De enestende kundskaber, som kendetegnede Kasmani og Adema blev langsomt men stt fortrngt af slgterne p Niraham. Frem for at vre indsigtsfulde og vise, blev deres afkom med tiden snversynede og simpelt tnkende vsener, som valgte volden frem for visdommen, og vrdsatte fysisk rstyrke over indsigtsfuld tale. Da hans 109. r var oprundet, dde Kasmani en stille og fredfyldt dd, og hans brnebrn bar ham ud i rkenen, sledes at sandet ville tage hans legeme og fre ham tilbage til jorden. 5 r senere gav ogs hans hustru Adema afkald p livet, da hun vandrede alene ud i rkenen for at slutte sig til sin husbond. Herefter var Nirahams brn overladt til deres egen skbne. Kasmani efterlod ingen befalinger eller retningslinjer, som hans brn skulle overholde. I stedet havde han blot sikret sig, at de mange slgter, som han havde affdt, var kyndigt opdraget, og at de inds fornuften i retskafne handlinger, sledes at de en dag ogs selv ville blive vise mnd. Nr menneskene herefter begyndte at hylde disse idealer, var det udelukkende ud af krlighed til deres forfader, og ikke ud af refrygt for en gud. Det blev dog fortsat plagt de ldste Kasmanitroende at viderebringe den gamle visdom til de unge, og sikre sig at ogs de fik den forndne opdragelse. Det er imidlertid benlyst, hvordan Kasmanis visdom og indsigt bliver forringet for hver generation, den blev nedarvet igennem, og det er fast antaget i troen, at et barn aldrig ville blive s viis som sine forldre. Derfor m den ldres ord ogs til enhver tid vre den mest oplyste intellekt. Troen har derfor visdom og fornuft som sine hjeste idealer, og den der lever og nder for disse begreber, bliver respekteret indenfor troen. Ogs de gamle blandt Kasmanis brn er i sig selv en kilde til respekt, da de er nrmere Kasmani og deres ord dermed visere end de yngres. De Kasmanitroende benytter sig kun sjldent af templer, prster eller andre etablerede symboler p troen. Det sker af og til, at der laves idoler, som forestiller Kasmani og Adema, men de tillgges kun ringe betydning, da det ikke er de to der er genstand for tilbedelsen, men deres idealer. Det er god skik indenfor Kasmanitroen at forsge at udbrede lren til dem, som er villige til at lytte til og forst den hjeste indsigt. De troende slr til gengld kun sjldent ned p dem, der forngter deres veje. Visdommen er sin egen belnning, og dem der ikke indser det vil af sig selv erkende, hvor srgeligt det uoplyste liv er. Derfor foregr det meste af troens udbredelse gennem oplysning og indsigt frem for tvang og pligt. Kasmanitroen er udelukkende forbeholdt for mennesker, da de vrige racer formodes at vre brn af andre ophjede skabninger, der m finde visdom hos deres egne forfdre. Sledes betragtes elverne som vrende brn af Rina og Nimar, dvrgene som brn af Djorka og Rina, sortelverne som brn af Fanabina og Nimar og orkerne som brn af Fanabina og Djor-

ka. De Kasmanitroende har dermed taget de 4 frste af De Sande Guder til sig. De ser dem imidlertid ikke som guder, men blot som ophjede vsener p lige fod med Kasmani og Adema. Da deres brn imidlertid er s ulig menneskene, m racerne holdes adskilt, og trosretningerne br ikke blandes. Om end Kasmani og Adema for stedse sgte fredens vej, har de troende med tiderne mtte indse, at ikke alle mennesker formr at leve op til dette ideal, og at de vrige racer i hjere grad synes at vrdstte krig over fred. P grund af dette, har man erkendt, at man til tider m genoprette balancen ved krig, og at en sdan adfrd vil kunne forsvares. Kasmanifolkets vej er sledes i overvejende grad fredens, men de kan, sfremt der ikke er andre udveje, ogs gribe til svrdet, og i flles front udgre en frygtindgydende fjende.

K I M ANA
I de fjerneste sydstlige egne af Niraham finder man det sagnomspundne rige Bang Tei. Gennem tiden har dets folk haft en stor indflydelse p historiens gang, men med tiden har de trukket sig mere og mere tilbage, og lever nu isoleret fra verdens vrige folkeslag. Man har i det hele taget ikke meget sikker viden om den bangteske kultur, og hvad man har af beretninger om deres religion er ofte meget varierende og bliver ikke sjldent blot slet hen som myter og eventyr. I Zarabash har man dog haft en vis kontakt til Bang Tei, og fra de zarabiske handlende har man efterhnden kunnet f bekrfte visse af fortllingerne. Det centrale element i den bangteske tro, er fortllingen om Den Store Drage, Ki Mana. Verden og alt derp er skabt af Ki Mana. Det er en almgtig drage, som lnge havde kredset rundt i den store intethed, men til sidst blev trt af den tomme tilvrelse og besluttede sig for at skabe et hjem, hvor den kunne hvile. Dragen skabte land og hav, og utallige levende vsener som kunne give den fde og underholdning. Derefter lagde den sig til at sove i have. Tilhngerne af Ki Mana troen frygter for den dag, hvor dragen atter vil rejse sig for at spise. Det er sket utallige gange fr, og hver gang har menneskene lidt meget. De bringer derfor den store drage mange ofre. Fire gange om ret drager folket til havet, hvor de tnder store bl, og kaster offerkvg og korn i havet, i hbet om at dragen vil nres ved det, og ikke vil fle behov for at rejse sig fra sit dyb. De vrdstter imidlertid ogs dragen og dens nrvr. Ki Manas visdom er uendelig, og den deler sin viden med de tilhngere, som behager den. Dragen giver dem ogs tryghed - fortllingerne vil, at den dag hvor fjender truer dens land, vil den rejse sig fra havet og fortre dem. Alder og visdom vrdsttes hjt blandt bangteserne, for med alderen kommer ogs forstelsen for den store drages vilje, og det er velkendt, at kun de ldste kan gre sig forhbninger om til fulde at forst Ki Manas behov. Der er ogs oprettet prgtige templer, hvor menigmand kan g til for at sge indsigt og ophjelse. Ved at forst sig p den store drage, mener man at vre i stand til at bevge sig mod en hjere eksistens. Srligt har man helliget sin tilbedelse til at flge fire hellige dyder: Ydmyghed, viljestyrke, arbejdsomhed og disciplin. Templerne huser ogs en srlig orden af munke, som lever et strengt og disciplineret liv, der er helliget til Ki Manas tjeneste. De lever ofte i tavshed, og forsger at n den hjere indsigt gennem afholdenhed og isolation. Ki Mana troen er udelukkende udbredt i Bang Tei, og man kender ikke til folkeslag, der flger den udenfor riget. I Bang Tei er enhver imidlertid forpligtet ved kejserligt dekret til at flge Ki Manas lre, og enhver afvigelse i troen bliver straffet ved at den formastelige bliver frt til havet, og genopretter balancen ved selv at blive ofret til Ki Mana.