Europa har pantsat sin sjl Vi m styre de globale finansmarkeder for at beholde vores nationale demokrati.

Vi har i de seneste r og med al tydelighed de seneste uger vret vidne til et frontalangreb p den mest afgrende mulighedsbetingelse for demokratisk selvbestemmelse: at der er en reel sammenhng mellem befolkningens nsker og magthavernes beslutninger. I jeblikket roder de europiske toppolitikere sledes rundt i det ene mere desperate forsg p at tilfredsstille finansmarkederne efter det andet. Mens statschefer og kommissrer benbarer sig som storkapitalens villige lakajer, er europisk storpolitik endt som en karikeret bekrftelse p Marx reduktion af det politiske til en mekanisk kamp mellem konomisk definerede klasser. Kort efter de politiske eliters uhderlige forsikringer om, at nu var der skam net en aftale, der kunne tilfredsstille de koleriske finansielle investorer, gik der ikke mere end et par dage, fr illusionen blev skudt i snk af den tidligere grske premierministers planer om en folkeafstemning. Den uberegnelige Papandreou havde beget den kardinalsynd at lufte et nske om at konsultere sin egen befolkning, fr han ville bje sig i stvet for den almgtige finanskapital. Sagt med andre ord: et kort jeblik tydede det p, at den grske leder ville forsge at genetablere den demokratiske sammenhng mellem befolkningens nsker og magthavernes beslutninger, som akkumulationen af finanskrise, grsk overforbrug, samt adskillige europiske topmder havde reduceret til et absolut minimum. Til alles bestyrtelse. Til alles lettelse blev iden om en grsk folkeafstemning sammen med Papandreous politiske liv hurtigt lagt i graven. En lignende historie har udspillet sig i Italien, der til mange italienere og europeres store glde er undsluppet Berlusconis mangerige hjrepopulistiske styre. Men heller ikke Berlusconi blev vltet ved et demokratisk valg; han blev tvunget p ufrivillig politisk pension af en eksploderende rente p italienske statsobligationer samt europiske toppolitikeres mistillid til hans vilje og evne til at gennemfre politiske reformer. Som de frste i en mske lngere rkke af forgldede lande har Grkenland og Italien dermed udskiftet vlgeropbakningsafhngige politikere med anonyme teknokrater, hvis eneste funktion er at efterleve de europiske statschefers reformbetingelser. Betingelser, der ikke er groet i demokratiets have, men snarere i den finansielle sektors krav om stabilitet og likviditet begreber der i den globale finanskapitalistismes nye verdensorden er det samme som den ultimative politiske ndvendighed. n af denne globale ordens mest skruppellse selvlegitimationsfortllinger er, at nationalstaterne har brugt for mange penge, og at den straf, der rammer dem nu, er selvforskyldt. Finansmarkederne kan fremst med det strejf af naturlighed, som det frie

marked stadig besidder i manges bevidsthed: som et natuligt korrektiv til demokratiske nationalstaters uansvarlige overforbrug. Iflge denne ideologi har korrupte politikere i Sydeuropa bestukket sig til magten af befolkningen med det ene ubetalelige lfte efter det andet, og nu er det op til vi andre at samle regningen op. I et ultimativt blndvrk sttter denne fortlling sig dermed i sidste instans til det urmenneskelige behov for harmoni i kosmos: youre going to reap, just what you sow som Lou Reed i en ironisk tone har formuleret det gamle princip om at hste som man har set. Men den kollektive hukommelse er bedragende kort. Det kan ikke bengtes, at nationalstaterne har brugt mange penge. Men pengene er jo netop brugt p at stille sikkerhed for de enorme private kreditter, som storprofiterende banker gennem yderst gavmilde udlnspolitikker indtil for nylig havde ude at svmme hos overbelnte private forbrugere. Denne bevgelse har vret mest udtalt i USA, hvor Clinton Administrationen i 90erne frst rundbarberede velfrden for at f styr p de offentlige finanser, hvorefter den offentlige lntagning blev privatiseret gennem liberalisering af den amerikanske finanssektor. Bankerne fik dermed frie tjler til at lne borgerne penge, som de kunne investere i fast ejendom, de fr liberalisingen ikke ville have haft rd til. Ejendom, som borgerne igen kunne belne og derefter bruge de frigjorte midler til dels at betale for (fra et dansk perspektiv) basale velfrdsydelser som uddannelse og sundhed, dels reinvestere i yderligere fast ejendom, hvorefter historien kunne gentage sig. Kombineret med de stadigt mere avancerede og ugennemsigtige finansielle produkter, som investeringsbankerne samtidigt begyndte at cirkulere i de stadigt mere globaliserede finansmarkeder, blev kreditpyramiden som bekendt for ustabil og brasede endeligt sammen i 2007. Da de vestlige velfrdsstater ikke kunne bre at kaste deres befolkninger ud i en ny realkonomisk katastrofe a la 30ernes Great Depression, overtog staterne den private gld, som bankerne ikke havde dkning for. Det er prcis denne nu offentlige gld, der danner baggrunden for de finansielle investorers almgtige diktering af europisk storpolitik. Investorerne har alts i sandhed om end i perverteret forstand hstet som de har set. Generelt set er det store problem dermed ikke, at nationalstaterne har opfrt sig uansvarligt gennem ufinansieret overforbrug, men at de ln, staterne under finanskrisen i et desperat forsg p at redde bankerne og realkonomien har optaget, i dag er blevet en livsfarlig ddvgt. Sagt med andre ord: gennem en massiv oparbejdning af illikvide ln samt ugennemsigtig finansiel spekulation bragte bankerne og dermed de finansielle investorer frst hele det globale finansielle system p afgrundens rand. For at undg en total finansiel og realkonomisk nedsmeltning mtte nationalstaterne dernst stille sikkerhed for de private kunders illikvide ln, hvorved den enorme private gld blev nationaliseret. Dermed bragte nationalstaterne sig i bundls gld til de finansielle investorer. I samme jeblik mistede investorerne deres tidligere bundlse tiltro til nationalstaternes kreditvrdighed en mistillid, der srligt hos stater som Grkenland og Italien, der kombinerer et hjt forbrug med en lav produktivitet, hurtigt fik de nu

blotlagte katastrofale konsekvenser. I et sidste ironisk tvist er det alts netop denne mistillid, der er det psykologiske grundlag for nationalstaternes sovereign debt crisis og finansmarkedernes nuvrende magt. Resultatet er, alle demokratier er taget som gidsler i investorernes gldsskruetvinge. Hvis politikerne trffer en beslutning, som investorerne ikke bryder sig om, er der kontant afregning p brserne i London, Frankfurt, Tokyo og New York. De mest fornuftige politikere har rettet ind ved at gennemfre massive velfrdsnedskringer nedskringer som Danmark sammenlignet med andre europiske lande indtil nu har vret foruden (med undtagelse af Tilbagetrkningsreformen). Hvad enten vi bryder os om det eller ej, tegner der sig et billede af, at politikerne ikke lngere primrt str til ansvar for deres befolkninger, men for de globale finansmarkeder. Dette er selvflgelig en sandhed med modifikationer, men ikke desto mindre en sandhed, der langsomt er ved at g op for resten af Europa. I Tyskland er problemet hjt p den offentlige dagsorden. Eksempelvis er de to ellers kronisk uenige parter det rkekonservative dagblad Frankfurter Allgemeine Zeitung og den venstreintellektuelle filosof Jrgen Habermas net til enighed om netop den konklusion, at finansmarkedernes stigende magt udgr en reel trussel mod demokratiets mulighedsbetingelser. Investorerne indtager i dag en forhandlingsposition, hvor de i tilflde af, at demokratisk valgte politikere vover at fre en unsket konomisk politik eller tage befolkningerne med p rd, kan true selv mgtige konomier som Italien og Spanien med at hve udlnsrenten og dermed i et snuptag mangedoble den offentlige gld. Resultatet er, at al anden politik end de nedskringer i velfrden, der kan frigre midler til investorernes fortsatte renteindtgter, mdes med gldsforhjelse og deraf resulterende krav om yderligere nedskringer. Markederne straffer ethvert forsg p demokratisk selvbestemmelse, der ikke tjener investorernes snvre interesser. I en sdan situation kan end ikke de mgtigste konomier vide sig sikre. Endsige lille Danmark. Det er ikke min hensigt at male Fanden p vggen. Men efter min bedste vurdering trner han allerede op over den europiske virkelighed. Danmark har indtil nu har vret forsknet for de vrste ulyksaligheder. Med kombinationen af en relativt forsigtig konomisk politik, Kronens stabilitet, samt en generelt set sund samfundskonomisk indretning, har vi formet at styre uden om investorernes nervse blikke. Men det er en falsk sikkerhed. Nr den nyvalgte regering med forsigtige tiltag forsger at kickstarte beskftigelsen og vksten gennem offentlige investeringer, tildrager Danmark sig samtidig en stadigt strre offentlig gld. Koblet med de stigende udgifter, som den sandsynlige forlngelse af krisen vil resultere i, risikerer den akkumulerede gld at virke som en trojansk hest, der gradvist indfrer finansmarkedernes lange fingre i den danske demokratiske hnddukke.

Vi er med rette stolte af vores demokratiske tradition og demokratiets rdder stikker dybt i den danske muld, hvor stnderforsamlinger banede vejen for en fredelig demokratisk revolution, der senere blomstrede og udviklede sig til et i dag dybt forankret konsensusdemokrati. I selvsamme jord er befolkningens demokratiske sind sknsomt dyrket og plejet gennem hjskoler, foreninger og lokaldemokratisk engagement. Intet er givet fra oven; Danmark er et grsrodsdemokrati. Derfor har EU heller aldrig vret andet end et politisk fjernt eliteprojekt, hvis demokratiske habitus den menige dansker med rette har mdt med skepsis. I vores egen selvforstelse har vi danskere kun os selv at takke for, at det er get os s godt, men den danske selvforstelse er p mange mder en illusion. Danskerne har altid vret mere afhngige af Europa, end vi har villet vre ved bde politisk, konomisk, og kulturelt. Prv blot et jeblik at lege med det tankeeksperiment, at vores store nabo mod syd ikke havde udviklet sig til t af efterkrigstidens mest stabile og fredelige demokratier. Man skal have nbet ganske dybt begravet i den danske landbrugsjord, hvis man tror, at et dansk demokrati ville st en chance i et aggressivt og ekspansionistisk Tysklands umiddelbare indflydelsessfre. Dertil kan man kun undervurdere i hvor hj grad efterkrigstidens danske velfrdsmirakel har vret afhngig af den europiske konomiske integration; for en lille ben konomi har den frie adgang til resten af kontinentets eksportmarkeder vret fuldstndigt afgrende. Selv vores strste filosof Sren Kierkegaard ville ikke kunne have gjort sig sine verdensbermmede tanker om hin enkelte, havde han ikke flt hin enkeltes individuelle ansvar og eksistens drukne i den tyske filosof Hegels altomfattende verdensnd. Vores selvforstelse har lnge vret en gavnlig illusion alt imens det gamle slagord: Hvad udad tabes, skal indad vindes samtidig har manifesteret et gran af sandhed, for alene troen p det er en sejr i sig selv. Men verden er i forandring og Sydeuropa er epicentret for et finansielt jordsklv, hvis lige vi aldrig fr har registreret. Og fra at vre en gavnlig illusion, slr den danske selvforstelse over i en skadelig ideologi, idet de ydre demokratiske forudstninger indhenter og undergraver de indre. Sagt med andre ord: troen p vores indre styrke er ved at blive en blind vinkel, der forhindrer os i at registrere de ydre krfter, der truer med at undergrave demokratiets mulighedsbetingelser, fr det er for sent. Set fra Danmark udspiller kampen mellem de europiske politikere og de globale finansmarkeder sig i en blind vinkel, der tilslrer dens afgrende betydning for ogs det danske demokratis fortsatte eksistensgrundlag. I Danmark tror vi stadig p, at vi kan klare os selv; at vores indre styrke er en tilstrkkelig forudstning for demokratiets fortsatte eksistens. Misforst mig ikke: denne tro p egne evner og p vores demokrati er fuldstndigt afgrende at bibeholde, hvis der om hundrede r fortsat skal vre demokrati i Danmark. Men hvor denne selvforstelse bliver omsat i politisk blindhed overfor strukturelle trusler i en stadigt mere globaliseret verden, bliver den selv en trussel

mod muligheden for at viderefre et levedygtigt dansk demokrati. De globale finansmarkeder m og skal tjles, hvis nationalstaterne forsat skal have en reel mulighed for at skabe en sammenhng mellem borgernes nsker og magthavernes beslutninger. Sandheden er, at kun gennem et styrket og demokratisk EU har vi mulighed for at gennemtvinge en overnational regulering af finansmarkederne, og dermed f bugt med de altdelggende krav fra hysteriske globale banker og kapitalfonde. Kampen for en sdan regulering foregr alts prcis dr, hvor vi danskere ikke bryder os om det: p den europiske og den globale scene. Men det er afgrende at indse, at det netop er uden for landets grnser, nutidens kamp for viderefrelsen af den danske velfrdsstat og det danske demokrati str. I en verden hvor nationalstaterne er nrved reducerede til gldsafviklingsinstitutioner for globale investeringsbanker, peger det gamle slagord i den fuldstndigt forkerte retning. Hvis den danske demokratiske tradition skal best br det i stedet lyde: Hvad indad tabes, skal udad vindes, A-sektion: De europiske demokratier er taget som gidsler i investorernes gldsskruetvinge. Sektionsforside: Vores selvforstelse skal vendes p hovedet, hvis vi skal klare os i det nye Europa.