• Embed Doc
  • Copy Link
  • Readcast
  • Collections
  • CommentGo Back
Download
 
Begyndelsen på en epoke
I marts 1844 skrev Arnold Ruge til Marx: "Min ven, tror du vi vil komme til at leve tilstrækkeligt længe til atopleve en politisk revolution. Vi der er disse tyskeres samtidige? Det er kun ønsketænkning." Fire år senerevar revolutionen en kendsgerning. Ruges pessimistiske ord citeres som motto i Guy Debords bog"Skuespilsamfundet" (La Sociéte du Spectacle), der udkom i december 1967. Debord anvendte sentensensom et morsomt eksempel på en historisk ubevidsthed, som i dag i stadig stigende grad holdes i live af tilsvarende grunde, med den samme effekt og på en måde der virker uforanderlig, tiden taget i betragtning;seks måneder efter udgivelsen af Skuespilsamfundet indtraf okkupationsbevægelsen, der blev Frankrigsstørste revolutionære begivenhed efter Pariserkommunen.Den mest omfattende generalstrejke som nogensinde har standset økonomien i et avanceret industriland oghistoriens første vilde generalstrejke; revolutionære okkupationer og deres tilløb til direkte demokrati; denmere og mere komplette udslettelse af statsmagten i næsten to uger; bekræftelsen af vor tids revolutionæreteori, hvor man her og der ovenikøbet kunne se en begyndelse på dens delvise virkeliggørelse; den vigtigsteerfaring for den moderne proletariske bevægelse som nu er på vej til at etablere sig i alle lande i en fuldtudviklet form; og eksemplet som nu må overskrides - dette er essensen af den franske bevægelse i maj1968, og allerede heri findes dens sejr.Vi skal senere vende tilbage til bevægelsens mangler og svagheder, som var naturlige konsekvenser af såvel uvidenhed og improvisation, som af fortidens dødvægt, selv på stedet hvor bevægelsen bedst nåedeat komme til udtryk. Specielt var der konsekvenserne af alle de splittelser, som det med præcision lykkedesat forsvare alle de kræfter der forenede sig for at holde den kapitalistiske samfundsorden ved magten. Dadet gjaldt systemets liv eller død, var de politiske og faglige bureaukrater beskæftigede med denneredningsaktion, i en grad der var højere og bedre, end selv politiet var i stand til. Men lad os først opridse dekendetegn som okkupationsbevægelsen lagde for dagen i sit eget centrum, der hvor den var mest fri til atkunne omdanne sit indhold i ord og handlinger. Der proklamerede den sine mål langt tydeligere end det er lykkedes for nogen som helst anden spontan revolutionær bevægelse i verden at gøre; og dens mål var meget mere yderliggående og aktuelle end dem som de tidligere revolutionære organisationer nogensinde,selv i deres bedste øjeblikke, har haft evnen til at formulere i deres programmer.Okkupationsbevægelsen indeholdt proletariatets pludselige tilbagekomst, som historisk klasse udvidet til atomfatte majoriteten af det moderne samfunds lønmodtagere, og stadigvæk med det mål virkelig at afskaffeklasseforskel og lønslaven. Bevægelsen indebar samtidens kollektive og individuelle genopdagelse af historien, af følelsen af at det var muligt at gribe ind i historien, og fornemmelsen af den kendsgerning at"ingenting længere kunne være som før". Oplivet betragtede menneskene den ejendommelige tristetilværelse de havde ført blot en uge tidligere, den kamp for overlevelse som havde hindret dem i at leve ogsom de nu havde tilbagelagt. Bevægelsen var en generaliserende kritik af alle slags fremmedgørelse, af alleideologier og af hele den gamle organisering af det virkelige liv; en forkærlighed for at generalisere, og for atopfatte alt i sin helhed. I denne proces fornægtedes ejendomsretten, og hver og en betragtede sig somhjemmehørende overalt. Det erkendte begær efter dialogen, efter det fuldstændig frie ord og smagen for etvirkeligt fællesskab fandt sin plads i de bygninger som stod åbne for møder, og i den fælles strid: telefonerne(der tilhørte det fåtal af tekniske hjælpemidler som stadigvæk fungerede) og de mange kurerer og tilrejsendei Paris og over hele landet som opretholdt kontakten mellem de okkuperede lokaler, fabrikker ogforsamlingsstederne, bevarede den virkelige kommunikation. Okkupationsbevægelsen var et klart nej til, altfremmedgørende arbejde; og indeholdt livsglæden, festen, legen, menneskenes og tidens virkeligetilstedeværelse. Den indeholdt også forkastelsen af enhver autoritet, enhver specialisering, enhver hierarkiskfordrivelse fra ejendom; en forkastelse af staten, partierne og fagforeningerne, heri inkluderet såvelsociologer som professorer. Alle de som bevægelsen gennem en lynhurtig kædereaktion fik vækket (måskevar den skønneste parole som blev skrevet på murene den der kort og godt lød: "Hurtigt") foragtede på envirkelig radikal måde deres gamle eksistensvilkår. Det gjaldt selv dem som havde arbejdet for at holde dissevilkår ved magten - lige fra fjernsynsstjerner til byplanlæggere. På samme måde som mange stalinistiskeillusioner (i deres mest sødladne former fra Castro til Sartre) blev aflivet, således faldt også en hel epokesrivaliserende og solidariske løgne fra hinanden og ligger nu tilbage som den ruinhob kun de kan udgøre. Vedat de såkaldte udenlandske arbejdere i stort tal kastede sig ind i kampen og samtidig med at en stor mængde af europæiske revolutionære hastede til Frankrig, genopstod den internationale solidaritet spontant.Den udstrækning i hvilken kvinderne tog del i kampens forskellige former er også et vigtigt tegn på densrevolutionære dybde. At man frigjorde sig fra de fremherskende sæder og skikke var også et vigtigt skridt.Bevægelsen var også en kritik, delvis illusorisk, af varen (i dens malplacerede sociologiske forklædningSOM "forbrugssamfund") og indeholdt allerede en forkastelse af kunsten som endnu ikke havde observeretsig selv som sin historiske negation (gennem den abstrakte og åndsforladte formulering "Fantasien til
 
magten", som ikke kendte til midler hvormed man kunne omsætte denne magt til praktik, at genopfinde alt ogidet den savnede magt, savnede fantasi). Det overalt bekræftede had til bagstræberne havde endnu ikkenået et teoretisk-praktisk kendskab til hvorledes disse skulle elimineres: neo-kunstnere og politiske neo-direktører, neo-tilskuere til den bevægelse som fornægtede dem. Hvis den praktiske kritik af anti-livetsskuespil endnu ikke var nået frem til sin revolutionære overskridelse, så beror dette på at tendensen til"spontane råd" i majrevolten var forud for næsten alle de konkrete midler (inklusiv den teoretiske ogorganisatoriske bevidsthed) som en dag vil muliggøre denne tendens' omdannelse til en magt idet den er den eneste magt.Lad os i forbifarten benytte lejligheden til at pisse på alle platte kommentarer og falske vidnesbyrd frasociologer, pensionerede marxister, den gamle bevarede ultravenstrefløjs samlede dogmatikere ogskuespillets krybende ultra-modernistiske dogmatikere - ingen af dem som levede med i bevægelsen skalkunne sige at han ikke besad denne foragt.I nr. 10 af Internationale Situationniste skrev vi i marts 1966: "Det som i mange af vore påstande kan virkesom forvovent spekulation fremfører vi i bevidstheden om at fremtiden vil vise deres overvældende oguigendrivelige historiske bekræftigelse". Bedre kunne det ikke have været sagt.Naturligvis udfærdigede vi ingen profetier. Det vi sagde var til stede: de materielle forudsætninger for et nytsamfund var forlængst blevet produceret, det gamle klassesamfund holdtes ved magten overalt ved at detsundertrykkelse moderniseredes betydeligt og ved at dets modsætninger udvikledes i endnu større overflod -og den besejrede proletariske bevægelse vendte tilbage med sit andet angreb, som var endnu mere bevidstog totalt. Mange tænkte sikkert alt dette som historien og nutiden klart har vist - en del har oven i købet sagtdet - men det forblev abstrakt og forsvandt i den tomme luft: uden ekko og uden mulighed for indgriben.Situationisternes fortjeneste bestod helt enkelt deri at de genkendte og udpegede nye angrebspunkter for revolten i samfundet (hvilket ikke på mindste måde udelukkede, men tværtimod genindførte alle de gamle):urbanisme skuespil, ideologi osv. Da denne opgave udførtes på radikal vis, blev den i stand til at fremkalde (ihvert fald kraftigt forstærke) visse begivenheder som praktisk revolte. Ekkoet udeblev ikke: under denforegående epoke havde få indenfor de forskellige venstrebevægelser fremført en kritik som var altdækkende. Hvis mange mennesker har gjort hvad vi har skrevet, så er det fordi vi hovedsagelig skrev detnegative, det som så mange før os har måttet opleve og som vi selv har stiftet bekendtskab med. Det som idette forår 1968 trådte frem i bevidsthedens dagslys var altså intet andet end hvad der havde slumret i"skuespilsamfundets" nat, hvis Lys og Lyd Show kun foreviste en evindelig, positiv, dekoration. Og for voreseget vedkommende havde vi "levet med det negative", ifølge det program vi formulerede i 1962 (jvf. I.S. nr.7, side 10). Vi fremfører ikke vore "meritter" for at hjembringe klapsalver, men for at oplyse så mange sommuligt der vil handle på samme måde.
Sorbonne okkuperet
Alle dem som lukkede øjnene for denne "kritik under kaos" befæstede kun deres egen overgivelse til detmoderne herrevældes urokkelige undertrykkelse. Dets anti-utopiske "realisme" var ikke længere virkelig,ligesom en politistation eller Sorbonne ikke længere er virkelige bygninger efter at være blevet behandlet af brandstiftere eller "Katangesere". Da den totale revolutions underjordiske spøgelse rejste sig og udstrakte
 
sin magt over hele landet, svarede den gamle verden med spøgelsesagtige illusioner som opløstes af dagslyset. Ganske enkelt: efter tredive års elendighed, som i revolutionens historie kun gælder for enmåned, kom denne majmåned som rummede tredive år.At virkeliggøre vore ønsker kræver et præcist historisk arbejde. Noget som er den direkte modsætning til denintellektuelle prostitution, som overfører sin evige illusion på en hvilken som helst virkelighed. Se nu for eksempel denne Henri Lefebvre, som citeredes i det foregående nummer af dette tidsskrift (okt. 1967) fordihan i sin bog Position: contre les technocrates (éditions Gonthier) vovede sig ind på en kategoriskkonklusion, hvis videnskabelige opblæsthed knap seks måneder senere afslørede sin virkelige værdi:"Situationisterne fremlægger ikke en konkret, men en abstrakt utopi. Bilder de sig virkelig ind at folk enskønne dag vil se på hinanden og sige: "Så er det nok! Nu er det slut med arbejde og ledere! Lad os få enende på det her!" og at de siden hen skal stige ind til den udødelige fest, ind til skabelsen af situationer?Selv om dette er hændt en gang tidligere - i daggryet til den 18. marts 1871 (Pariserkommunen. Se"Pariserkommunen 1871". Et dokumentarium ved Thorvald Berthelsen og Claus Clausen i Bibliotek Rhodos1972) - så vil denne begivenhed ikke kunne gentages". En slags intellektuel indflydelse blev tildelt Lefebvre,da han i smug kopierede visse af SI's radikale teser (jvf. vort flyveblad fra 1963 "Til historiens skraldespand",genoptrykt i I.S. nr. 12), men sandheden i denne kritik forbeholdt han det forgangne. Og endda hidrørte densnarere fra nutiden end fra Lefebvres historiske refleksioner. Hvad han advarede imod var illusionen om aten bevægelse i dag skulle være i stand til at genfinde disse resultater. Tro blot ikke at Henri Lefebvre er deneneste forhenværende tænker hvem begivenhederne definitivt fik latterliggjort: de som ikke bar sig lige såkomisk ad som han, tænkte ikke desto mindre på samme måde. Alle de eksperter som roder i den historisketomhed erkendte under følelsesstormen i maj at ingen havde forudset noget af det som skete. I sine tanker må man dog medtage alle de "genopstandne bolsjevikiske sekter", som i de sidste tredive år ikke et enestesekund er ophørt med at udråbe revolutionen fra 1917 som værende umiddelbart forestående. De togforfærdeligt fejl: det drejede sig i virkeligheden ikke længere om 1917, og de var absolut ikke nogen Lenin'er.Hvad angår den gamle ikke-trotskritiske venstrefløjs rester, så var det, de først og fremmest savnede, enstørre økonomisk krise. I hvert eneste revolutionært øjeblik underkastede de sig denne krises tilbagekomst,og da de satte "kikkerten for det forkerte øje" kunne de intet se. Nu, da de omsider aner, at det var enrevolutionær krise i maj, må de altså til at bevise denne usynlige økonomiske krise var til stede i foråret1968. Uden den mindste smule angst for at virke komiske pusler de nu med at fremskaffe disse beviser,grafiske kurver og fremstillinger over hvorledes arbejdsløsheden og priserne steg osv osv.... Denøkonomiske krise er altså ikke længere for dem den forfærdelige klarheds objektive virkelighed, der gennemlevedes og blev skrevet så meget om helt frem til 1929, men er snarere blevet til en altergang sombekræfter deres religion.På samme måde som det ville være nødvendigt at udgive et helt nyt oplag af SI's tidsskrifter for at fremvise ihvor høj grad alle disse mennesker kunne tage fejl før denne majmåned, da ville det også være nødvendigtat skrive digre værker der kunne tjene som rundvisning blandt alle de dumheder og halve bekendelser, somer blevet fabrikeret efter maj. Vi vil dog nøjes med at citere floskel-journalisten Gaussen, som med sin artikeli Le Monde den 9. december 1966, troede sig at være i stand til at berolige bladets læsere ved at fortælledem at Strasbourg skandalen var blevet iværksat af nogle situationistiske galninge, der havde "enmessianistisk tiltro til massernes revolutionære kapacitet og deres anlæg for frihed". Frédéric Gaussensanlæg for frihed har siden da ikke ændret sig en tøddel; - men se, der har vi ham jo igen, og det endda isamme avis, men denne gang fra den 29. januar 1969, og nu er han blevet aldeles forrykt over at han overaltkan finde, at "følelsen af det revolutionære vindpust er universelt". "Gymnasiaster i Rom, studenter i Berlin,"de rasende" i Madrid, Lenins "forældreløse børn" i Prag, oppositionelle i Belgrad, alle angriber de densamme verden, den gamle verden ... "Gaussen bruger nu næsten samme ord til beskrivelsen af at alle disserevolutionære har en "kvasimystisk tro på massernes skabende spontanitet." Vi vil selvfølgelig ikketriumferende brede os over vore intellektuelle modstanderes bankerot, og det er ikke fordi denne "triumf" -som i virkeligheden ganske enkelt er den moderne revolutionære bevægelses triumf - skulle savnebetydning. Nej, vi afstår fra det på grund af emnets ensformighed og på grund af den klare iøjnefaldendebedømmelse som, hvad angår hele den periode der sluttede i maj, forkyndte den direkte klassekampstilbagekomst: Klassekampen som erkender aktuelle mål, historiens tilbagekomst (førhen var det deteksisterende samfunds omvæltning der virkede usandsynligt, nu er det dets opretholdelse). I fortsættelsen er det i stedet vigtigere at fremføre nye problemer; at kritisere bevægelsen i maj og at indlede den nye epokespraktik.I alle andre lande har den fremadstræbende søgning efter en radikal kritik af den moderne kapitalisme (privateller bureaukratisk) indtil nu været udsat for forvirring, og havde på den tid endnu ikke forladt den trangestudenterghetto-base, som de havde erobret. Majbevægelsen derimod var ikke nogen studenterbevægelse,selvom såvel regeringen og aviserne som den modernistiske sociologis ideologer hyklerisk troede det. Den
of 00

Leave a Comment

You must be to leave a comment.
Submit
Characters: ...
You must be to leave a comment.
Submit
Characters: ...