• Embed Doc
  • Copy Link
  • Readcast
  • Collections
  • CommentGo Back
Download
 
Om rådene og rådsorganisationen
 
 Af René Riesel "Arbejder- og bonderegeringen har befalet at Kronstadt og de rebelske matroser umiddelbart underkaster sig Sovjetrepublikkens autoritet. Jeg beordrer derfor alle dem, der har sat sig op imod det socialistiskefædreland, til omgående at nedlægge våbnene. Dem der modsætter sig ordren, vil blive afvæbnet og overgivet til sovjetmyndighederne. De kommissærer og andre regeringsrepræsentanter, der er blevet arresteret, må omgående sættes på fri fod. Kun dem, der overgiver sig betingelsesløst,kan regne med Sovjetrepublikkens nåde.Jeg udsteder samtidig ordrer til nedkæmpelse af mytteriet. Oprørerne må slås ned med våbenmagt. Ethvert ansvar for de lidelser, den fredelige befolkning herunder måtte blive udsat for, vil udelukkende falde tilbage på de oprørske kontrarevolutionære. Dette er den sidste advarsel." Trotskij, Kamenev Ultimatum til Kronstadtmatroserne, d. 5. marts 1921." Vi har kun ét svar på alt dette: Al magt til sovjetterne! Hold jeres hænder fra dem, jeres hænder som er røde af blod fra de frihedens martyrer som kæmpede imod hvidgardisterne, godsejerne og bourgeoisiet".Kronstadt Izvestija nr. 6, 8. marts 1921.
Under de halvtreds år, hvor leninisterne har reduceret kommunismen til elektrificering, hvor denbolsjevistiske kontrarevolution har oprettet
sovjetstaten
på sovjetmagtens døde krop, og hvor ordet sovjet er ophørt med at betyde råd, har revolutionerne uophørligt kastet Kronstadts krav i ansigtet på herrerne i Kreml:
"Al magt til 
 
sovjetterne og ikke til partierne." 
Den bemærkelsesværdige vedholdenhed i denne
virkeligetendens til arbejderrådenes
magt under hele dette halve århundrede af den moderne proletariskebevægelses forsøg på påfølgende knusning, tvinger herefter den nye revolutionære strømning til atanerkende rådene som den eneste form for proletariatets antistatslige diktatur, som den eneste domstol der vil kunne afsige dommen over den gamle verden, og samtidig eksekvere straffen.Det er nødvendigt at præcisere rådsbegrebet - ikke blot ved at rense det for socialdemokratiets, det russiskebureaukratis, titoismens og sidst ben-bellismens grove forfalskninger, men fremfor alt ved at påvise bristernei de korte øjeblikke, rådsmagten hidtil har erfaret; og naturligvis, i de råds-revolutionæres egne opfattelser.Det som rådet
stræber imod at blive i sin helhed,
fremstår negativt inden for de grænser og illusioner somhar bestemt dets første manifestationer, og har forårsaget dets nederlag, i forening med den umiddelbare ogkompromisløse kamp der normalt tages op imod det af den herskende klasse. Rådet vil ifølge sinbestemmelse være
den praktiske forening 
af proletarer som giver sig de materielle og intellektuelle midler tilforandringen af samtlige eksisterende betingelser, og således suverænt skaber, deres egen historie. Det kanog bør være den historiske bevidstheds organisation i handlinger. Men nu forholder det sig præcis således,at rådet endnu intetsteds har opnået at betvinge den adskillelse som bæres oppe af de
specialiserede
politiske organisationer, samt de former for ideologisk, falsk bevidsthed som disse producerer og forsvarer.Og desuden: mens rådene, som hovedkræfterne i et revolutionært øjeblik, normalt er 
råd af delegerede
somkoordinerer og forener de lokale råds beslutninger, så synes det som om de basale generalforsamlinger næsten altid er blevet betragtet som simple valgforsamlinger, hvor første grad af "råd" således befinder sigover dem. Allerede her støder vi på et adskillelsens princip, som kun kan overvindes ved at de lokalegeneralforsamlinger, bestående af samtlige dem som deltager i den revolutionære aktion, gøres til
selve
rådet, hvorfra enhver delegation i ethvert øjeblik må låne sin magt.Hvis man ser bort fra de før-rådslige træk i Pariserkommunen, som begejstrede Marx ("den endeligtopdagede politiske form, hvorunder arbejdets økonomiske frigørelse kunne virkeliggøres"), og som i øvrigt ihøjere grad end i den valgte Kommune kan påvises i organisationen af Nationalgardens centralkomité,bestående af delegater fra det bevæbnede parisiske proletariat, - så blev det berømte "Arbejder-deputeretråd" i St. Petersborg det første udkast til en proletarisk organisation i et revolutionært øjeblik. Ifølgede tal som opgives af Trotskij i 1905, havde 200.000 arbejdere sendt deres delegerede til St. Petersborg-sovjetten; dens indflydelse strakte sig dog langt ud over dens geografiske zone, idet mange andre råd iRusland lod sig inspirere af dens rådslagninger og beslutninger. Den samlede på direkte vis arbejderne framere end 150 virksomheder og modtog desuden repræsentanter fra 16 tilsluttede fagforeninger. Dens førstekerne dannedes den 13. oktober, og fra og med den 17. indstiftede den en eksekutivkomité som stod over rådet, og som ifølge Trotskij "tjente som ministerium". Ud af i alt 562 delegerede omfattede komiteen kun 31,hvoraf 22 reelt var arbejdere, delegeret af alle arbejdere fra virksomhederne, 9 var repræsentanter for tre
 
revolutionære partier (mensjevikkerne, bolsjevikkerne og de socialrevolutionære); dog "havdepartirepræsentanterne ikke stemmeret". Man kan gå med til at basis-forsamlingerne var pålideligtrepræsenteret af deres delegerede, som kunne kaldes tilbage; men disse havde helt åbenbart, nemlig påhelt
 parlamentarisk vis,
overgivet en stor del af deres magt til eksekutivkomitéen, hvor de politiske partiers"teknikere" havde en enorm indflydelse.Hvorledes opstod denne sovjet? Det synes som om denne organisationsform opfandtes af visse politiskuddannede elementer ved arbejderbasen, nogen der i reglen selv tilhørte en socialistisk fraktion. Det ligner isandhed en overdrivelse når Trotskij skriver: "En af de to socialdemokratiske organisationer i St. Petersborgtog initiativet til dannelsen af en selvstændig, revolutionær arbejderadministration" (desuden var den "af deto socialdemokratiske organisationer", som straks indså vigtigheden af dette arbejderinitiativ, lige netop denmensjevikiske). Men generalstrejken i oktober 1905 havde faktisk haft sin første oprindelse i Moskva, nemligden 19. september, da typograferne fra Sytin-trykkeriet gik i strejke, - især fordi de ønskede at skilletegnetskulle regnes med blandt de 1000 typer som udgjorde betalingsenheden for deres akkordløn. 50 trykkerier fulgte efter, og den 25. september konstituerede trykkeriarbejderne i Moskva et råd.
Den 3. oktober 
"vedtogarbejder-deputeretforsamlingen af typografernes, mekanikernes, snedkernes og tobaksarbejderneskorporationer, samt nogle andre, en resolution om dannelsen af et råd (sovjet) af alle arbejdere i Moskva"(Trotskij, 1905). Man ser altså at denne organisationsform opstod spontant i begyndelsen af strejkebevægelsen. Og denne bevægelse, som begyndte at falde tilbage i de følgende dage, tog et nytopsving i den store historiske krise, nemlig den 7. oktober da jernbanearbejderne, først i Moskva, spontantbegyndte at afbryde trafikken.Rådsbevægelsen i Torino i marts-april 1920 havde sit udspring i Fiat-fabrikkernes meget koncentreredeproletariat. Mellem august og september 1919, midt i den sociale krise som på det tidspunkt gik igennemItalien, gav nyvalget til en "intern kommission" - en slags samarbejdende fabrikskomité, dannet ved enkollektiv overenskomst i 1906, i det formål at integrere arbejderne bedre - pludselig anledning til enfuldstændig forvandling af disse "kommissærers" rolle. De begyndte at føderere sig indbyrdes som direkterepræsentanter for arbejderne. I oktober 1919 var tredivetusind arbejdere repræsenteret i en forsamling af "Fabriksrådenes eksekutivkomitéer", som snarere mindede om en forsamling af tillidsmænd
(shop-stewards)
end om en rådsorganisation i egentlig forstand (de grundede sig på et kommissionsmedlem, valgt i hvertværksted). Men eksemplet bredte sig som en olieplet, og bevægelsen radikaliseredes. Den støttedes af enfraktion af socialistpartiet som var i flertal i Torino (heriblandt Gramsci) og af de piemontesiske anarkister (jvf.Pier Carlo Masinis pjece,
 Anarchici e
 
comunisti nei movimento dei Consigli a Torino).
Bevægelsenbekæmpedes af Socialistpartiets majoritet og af fagforeningerne. Den 15. marts 1920 indledte rådene
strejken med besættelse af fabrikkerne og fortsatte produktionen under egen kontrol.
Den 14. april blevstrejken generel i Piemonte; de følgende dage bredte den sig til store dele af Norditalien, først og fremmestblandt bane- og havnearbejderne. Regeringen måtte indsætte krigsskibe, for i Genova at kunne landsættede tropper som den lod marchere mod Torino. Selvom rådenes program til sidst måtte godkendes af denitalienske anarkistunions kongres i Bologna den 1. juli, er det et faktum at det lykkedes socialistpartiet ogfagforeningerne at sabotere strejken ved at holde den isoleret: da Torino var invaderer af 20.000 soldater ogpolitifolk nægtede partiavisen
 Avanti 
at trykke socialistsektionens opråb (jvf. P. C. Masini). Den strejke somhelt åbenbart ville have muliggjort et sejrrigt proletarisk oprør i hele landet, besejredes den 24. april.Følgerne er velkendte.Trods visse bemærkelsesværdigt avancerede træk i denne så sjældent citerede erfaring (en massevenstreorienterede tror at fabriksbesættelser er noget der først dukkede op i Frankrig i 1936), så må manpåpege de alvorlige tvetydigheder den rummede, og som endog kom til udtryk blandt bevægelsenspartisaner og teoretikere. Gramsci skrev i
Ordine Nuovo
nr. 4, 2. årg.: "Vi betragter fabriksrådet sombegyndelsen på en historisk proces som med nødvendighed må føre til grundlæggelsen af arbejder-staten."Rådsanarkisterne skånede for deres vedkommende syndikalismen og forestillede sig at rådene ville tilføreden en ny impuls.Det manifest som udfærdigedes af rådstilhængerne i Torino den 27. marts 1920 "til alle Italiens arbejdere ogbønder", og som lagde op til en generel rådskongres (som ikke kom til at finde sted), formulerer noglevæsentlige punkter i rådenes program: "Kampen for erobring må føres med erobringens våben, og ikkelænger kun med forsvarsvåben (dette hentyder til fagforeningerne, "modstandsorganisationer ... krystallisereti en bureaukratisk form" -
S. I. note).
En ny organisation må udvikle sig i direkte modsætning til regeringensog arbejdskøbernes organer; den må opstå spontant på arbejdspladserne og forene alle arbejdere, da allesom producenter er underkastet en fremmed autoritet som de må frigøre sig fra ... Dette er for os frihedensoprindelse: oprindelsen til en samfundsformation, som ved en hurtig og universel udbredelse sætter os istand til at eliminere udbytterne og mellemmændene fra det økonomiske område og selv blive vore egneherrer, herrer over vore maskiner, vort arbejde, vort liv ... "
 
Det er en kendsgerning at de tyske arbejder- og soldaterråd i 1918-19 for størsteparten var og blevdomineret af det socialdemokratiske bureaukrati, eller blev offer for dets manøvrer. Man tolererede Eberts"socialistiske" regering, som hovedsageligt støttede sig på generalstaben og frikorpsene. De "syv Hamburg-punkter" (om den gamle hærs øjeblikkelige afvikling), som fremlagdes af Dorrenbach og vedtoges ved valgaf et stort flertal på soldaterrådenes åbne kongres i Berlin den 16. december, blev ikke taget til følge af "folkekommissærerne". Rådene tolererede denne udfordring og de lovgivende valg som hurtigt fastsattes tilden 19. januar; endvidere angrebet på Dorrenbachs matroser, og derpå nedkæmpelsen af spartakus-opstanden på selve dagen før disse valg. I 1956 udtalte det Centrale Arbejderråd i Budapest som var blevetkonstitueret, den 14. november, og som havde erklæret sig besluttet på selv at forsvare socialismen, sig for Nagys tilbagevenden til magten, og for snarligt frie valg. Samtidig krævede det "allé politiske partierstilbagetrækning fra fabrikkerne". Uden tvivl holdt dette strejken i live på et tidspunkt hvor de russiske tropper allerede havde knust den væbnede modstand. Men allerede inden den anden russiske intervention havde deungarske råd krævet parlamentariske valg; dvs. de forsøgte selv at vende tilbage til en tilstand af dobbeltmagt, mens de over for russerne var den eneste effektive magt i Ungarn.Bevidstheden om hvad rådenes magt er og må
være,
fødes af selve denne magts praktik. Men på et
hæmmet 
stadium af denne magt kan bevidstheden i høj grad afvige fra hvad den eller den arbejder hver for sig tænker, som rådsmedlem, eller endog fra rådet i dets helhed.
Ideologien
modsætter sig denhandlingernes sandhed som har sit felt inden for rådssystemet. Ideologien fremtræder ikke blot i form af fjendtlige ideologier, eller i form af ideologier 
om rådene -
udarbejdet af de politiske kræfter som vilundertrykke dem -, men også i form af en ideologi
som er for 
rådenes magt, som indsnævrer og tingsliggør rådsmagtens totale teori og praxis. I sidste ende ville en ren
rådisme
selv nødvendigvis blive en fjende af rådenes virkelighed. Der er risiko for at en sådan - mer eller mindre konsekvent formuleret - ideologi bæresfrem af de revolutionære organisationer som i princippet er orienteret mod rådenes magt. Denne magt er isig selv
det revolutionære samfunds organisation.
Dens sammenhæng defineres objektivt af dennehistoriske opgave, erkendt som en helhed; den kommer derfor på ingen måde uden om det praktiskeproblem med de
 partikulære organisationer 
som er rådets fjender eller mer eller mindre oprigtigt for rådet, ogsom på enhver måde vil komme til at gribe ind i dets funktioner. Det er en nødvendighed at derådsorganiserede masser er bevidste om og behersker dette problem. Her har rådsteorien og eksistensen af autentiske rådsorganisationer en vigtig betydning. Inden for disse optræder der allerede visse væsentligeelementer som kommer til at stå på spil i rådene, og i deres egen samvirken med rådene.Hele den revolutionære historie viser den rolle som fremkomsten af en rådsideologi spiller i rådenesnederlag. Den lethed hvormed det kæmpende proletariats spontane organisation sikrer sine første sejre,stiller ofte en anden fase i udsigt hvor generobringen opererer indefra, hvor bevægelsen stiller sin virkelighedi skyggen af sit nederlag. Rådismen er den gamle verdens sidste forsøg på at blive ung på ny.Socialdemokrater og bolsjevikker har det til fælles, at de i rådene blot vil se et støtteorgan til partiet ogstaten. Ængstelig over det dårlige omdømme som fagforeningerne havde hos arbejderne, ønskede Kautsky i1902 at arbejderne inden for visse industrier valgte "delegater som skal udgøre en slags parlament med detformål at regulere arbejdet og overvåge den bureaukratiske forvaltning"
(Die soziale Revolution).
Ideen omen hierarkiseret arbejderrepræsentation kulminerende i et parlament skulle konsekvent blive tillempet af Ebert, Noske og Scheidemann. Den måde hvorpå denne slags rådisme behandler rådene, erfaredes til fulde- og til uomgængelig opbyggelse for dem der ikke har røv hvor vi andre har hoved - den 9. november 1918,da socialdemokraterne for at bekæmpe rådenes spontane organisation på dens eget felt i
Vorwärts' 
redaktionslokaler dannede et "Berlins arbejder- og soldaterråd", som bestod af 12 tillidsmænd frafabrikkerne, funktionærer og socialdemokratiske ledere.Den bolsjevistiske rådisme besidder hverken Kautskys naivitet eller Eberts plumphed. Den udsprang af denradikale grund, "Al magt til sovjetterne", for atter at falde ned på sine klør, på den anden side af Kronstadt.
I Sovjetmagtens umiddelbare opgaver 
(april 1918) kommer Lenin enzymer i Kautskys vaskemiddel: "Deborgerlige parlamenter, selv det der tilhører verdens - ud fra det demokratiske synspunkt - bedstekapitalistiske republik, betragtes aldrig af de fattige som institutioner "for dem" og goder for dem ... Det er ligenetop sovjetternes kontrol nedefra - tilbagekaldelse af de deputerede osv., - former som vi nu må lægge osefter at udvikle med særlig iver. De undervisningsråd som udgøres af de periodiske konferencer med desovjetiske vælgere og deres delegerede, der forsamles for at diskutere og kontrollere de sovjetiskeautoriteters virksomhed på dette område, fortjener således al vor sympati og vor fulde støtte. Men intet villevære dummere end at forvandle sovjetterne til en fast institution. I stedet må vi i dag bestemt kræve en stærkog nådeløs magt for det personlige diktatur 
i denne arbejdsproces,
i dette øjeblik for udøvelsen af 
rent eksekutive
funktioner; kontrolformerne og midlerne til kontrol nedefra må være mere varierede, for at lammeden mindste skygge af mulighed for at sovjetmagten deformeres, for én gang for alle at rive detbureaukratiske ukrudt op med rode." For Lenin var rådene altså pressionsgrupper, der - ligesom gudfrygtige
of 00

Leave a Comment

You must be to leave a comment.
Submit
Characters: ...
You must be to leave a comment.
Submit
Characters: ...