• Embed Doc
  • Copy Link
  • Readcast
  • Collections
  • CommentGo Back
Download
 
Er frihed noget man giver eller noget man tager?
Om demokrati i en markedsøkonomi
I det borgerlige samfund bliver fænomenet ”frihed” adskilt af staten i det som manbegrebsmæssigt definerer som ”friheder” som er såkaldte ”rettigheder” og det bliver så samlet i en lovpakke - også kaldet en ”forfatning”. Denne forfatning bliver iDanmark kaldt for Grundloven. En af de disse ”friheder” er ytringsfriheden.Ytringsfriheden er som regel den rettighed, som man fra officiel side betegner somden tydeligste forskel på et demokrati og et diktatur.Denne artikel påstår ikke at diktatur er bedre end demokrati, den spørger blot til, hvor fri ”retten” er til at ytre sig i et demokrati som det danske?
Hvad de fleste nok ikke ved, er at retten til at ytre sig ikke er noget der er særligt godtbeskyttet i Danmark. Hvis vi kigger lidt nærmere på Grundloven af 5. juni 1953, § 77:"Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog underansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sindepå ny indføres.”, så kan vi her læse at denne lov som udgangspunkt taler om et forbudmod forudgående censur. Det er en formel beskyttelse af ytringsfriheden, menbemærk at der også står, at enhver ytring er "under ansvar for domstolene". Tilsyneladende sikrer Grundlovens § 77 folk mod censur fra myndighedernes side, nårdet gælder borgernes skrive- og talefrihed, men når de så forbryder sig imod loven,falder hammeren. Denne lille sætning giver muligheder for censur på flere områder!Hvis vi ser nærmere på FN's Verdenserklæring om menneskerettigheder, så er det joen konvention som blev ratificeret af Danmark d. 29. april 1992, og derfor en del af dansk lov og derfor gyldig.I Artikel 19. står der: "Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatterfrihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddeleoplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uansetlandegrænser." Konventionens formulering er mere moderne, men begrænserytringsfriheden i lige så høj grad, men blot i en anden artikel – nemlig artikel 29. 1:”Enhver har pligter overfor samfundet, der alene muliggør personlighedens frie ogfulde udvikling.” og ”2. Under udøvelsen af sine rettigheder og friheder er enhver kununderkastet de begrænsninger, der er fastsat i loven alene med det formål at sikreskyldig anerkendelse af og hensyntagen til andres rettigheder og friheder og med detformål at opfylde de retfærdige krav, som moralen, den offentlige orden og detalmene vel stiller i et demokratisk samfund.”. Grundloven ellermenneskerettighederne betyder at den lovgivende magt kan vedtage en næsten
 
hvilken som helst lov, der pålægger en næsten hvilken som helst ytring med straffe-eller civilretsligt ansvar. Politikerne laver jo også love som modsiger, svækker ellerudhuler andre love. Det er heller ikke unormalt, at politikerne simpelthen ignorerer ogomfortolker lovenes indhold og anvendelse gang på gang, i Bekendtgørelser,cirkulærer og vejledninger som følger med loven. Lovenes indhold og anvendelse erafhængige af de realpolitiske omstændigheder i rigspolitikken.At politikerne kan slippe af sted med det gang på gang skyldes flere ting: Ytringsfriheden indenfor det parlamentariske system, såvel som hos andre former forrepræsentative organer, handler dybest set om at legitimere magtspecialisters styringaf befolkningen, og det forhold at befolkningen reelt set heller ikke har andet at brugederes ytringsfrihed til, end at vælge, hvordan de vil lade sig regere af dissemagtspecialister (eliten), og mere konkret hvilke personer indenfor dette magtcenterde ønsker sig styret af.1. Den mest åbenlyse grund til at folk tror på ytringsfriheden, er fordi de tror på atsystemets repræsentanter virkeligt repræsenterer dem. Men hvor meget frihed er der iat stemme på en given fløj indenfor eliten, så at de kan bestemme over dit liv?Hvor meget valg er der i at sætte sit kryds på en politiker og et parti hvert 4. år tilFolketinget eller de kommunale valg?Hvor meget valg er der overhovedet i at skulle vælge en person fra eliten?Selv dem som påstår ikke at være en del af det, er med i det, så snart de bliver endel af det politiske spil og betræder de bonede gulve. Selv hvis de bryder med denformelle ramme for hvad der er god real-politik, er der partiernes og politikernesindbyrdes kampe om at få pladsen i centeret af mediernes rampelys for at de kanbilde borgerne ind, at de faktisk gør en forskel. Men i virkeligheden er politikernesindflydelse begrænset. De kan være med til at lave den ene lov efter den anden, ogvære med til at reformere dem og evt. afskaffe dem. Det som regeringen kan gøre erat vedtage love som bestemmer at penge skal gå til det ene eller det andet projekt.Når der er en meget aktuel sag oppe i medierne kan politikere lave hovsa-lovgivning,og lade som om de faktisk kan gøre noget ved tingene her og nu. Faktum er at dettager lang tid at lave en lov og mindst lige så lang tid at finde ud af om denoverhovedet virkede. Love er skabt af bureaukrati og skaber mere bureaukrati, fordilove er generaliseringer og generelle formuleringer over hvad folk må lave eller ikkemå lave.For at tilpasse lovene til virkeligheden følger disse love nye specifikkelovbestemmelser.At adfærdsregulere 10.000´er af individers handlinger indenfor lov-rammerne, eraltid formulerede generaliseringer, og kravet om at tilpasse lovene til virkeligheden, erblot at skabe flere bokse som man putter samfundets mennesker ned i. Politikerne erogså underlagt et økonomisk system som de ikke kan komme udenom, og som giver
 
dem magten over skatteforhold, indtægter, valutapolitik, SU osv. udenfor denmarkedsøkonomiske ramme. Der er ikke tale om en ”usynlig” hånd, men at dem somhar beslutningsmagten også er dem som bestemmer over produktionsmidlerne i dettesamfund, og der igennem også bestemmer betingelserne for vores dagligdag.Det som mennesker bruger mest tid på i deres liv er arbejde og fritid, og det er igenafhængigt af at det lokale erhvervsliv kan betale lønningerne ved at få tjent penge påat få solgt forbrugsgoder til borgerne, som igen bliver muliggjort ved at arbejdere fårproduceret tingene billigere end de bliver solgt. Her kommer profitten ind i billedet, fordet er profithensynet der gør at arbejderne ikke får udbetalt det fylde udbytte af deresarbejde. Det kan være lønnen der afgøre om man kan optage lån i banken, og f.eks.kan sende sine børn i den skole man ønsker osv. Arbejdspladsen og den løn man kanopnå dér, er i høj grad med til at bestemme hvilke kulturtilbud man har råd til atbenytte sig af. Det er også typisk ens løn der afgør, hvilket trin i klassesamfundet denenkelte befinder sig i. Det er ens løn der afgør, hvor man har råd til at bo, selvom detikke er sikkert at det er det sted man rent faktisk ønsker at bo. Men de penge somman forbruger bruges bl.a. til at sikre profitten for det lokale erhvervsliv, hvor noget af profitten bruges til aflønning af arbejdere som igen udbyttes for på den måde atfortsætte udbyttelses- og udnyttelseskredsløbet og at købe/sælge for profittens skyld.Politikerne kan tilbyde særlige skatteforhold og økonomisk støtte til virksomhederne,toldbarrierer i forhold til andre landes produkter på hjemmemarkedet, tilbyde enveluddannet, fleksibel og disciplineret arbejdsstyrke, byplanlægning - f.eks. ved atanlægge parker, bygge broer, skoler og hospitaler på særligt udvalgte steder,frihandelsaftaler til støtte for erhvervslivet osv. Politikerne kan nationalisereerhvervslivet, eller opbygge offentlige arbejdspladser helt fra bunden af, men de kansom regel ikke slippe udenom det markedsøkonomiske fundament.Der er heller ikke nogen større forskel på den del af eliten som hører til i det privateerhvervslivs regi og den statslige elite. Grænserne er flydende i kraft af at det er heltalmindeligt at skifte fra en statslig toppost til en toppost i erhvervslivet og omvendt,og at der ofte er politikere med i virksomhedernes bestyrelser, ligesom der også kanvære erhvervsfolk med i bestyrelserne i de statslige institutioner osv. Eliten bliveruddannet af statens skoler og universiteter. Staten og markedet er derfor en ogsamme ting, når staten håndhæver ejendomsretten. Hvad skal man bruge sinytringsfrihed til, når man føler at man på den ene side ikke har nogen medindflydelsepå sit arbejde, fordi loven siger at det er chefen som har det sidste ord? Og hvad skalman på den anden side stille op, når man ved brug af sin ytringsfrihed stiller noglelønkrav, og derigennem ikke kan få meget andet end nogle skattekroner somerhvervslivet har fået tildelt - og som interessant nok også er skattepenge som ertaget fra de selvsamme borgeres lommer?Arbejdsmarkedsloven og den grundlovssikrede ejendomsret siger at det er chefernesom bestemmer på arbejdsmarkedet, og hvis arbejderne overtager fabrikkerne ogproduktionsmidlerne, så er det i statens øjne tyveri og ikke blot et simpelt tyveri, men ipraksis også et angreb på statens love og økonomiske fundament som igen er enalvorlig trussel for statens monopol og dens magtinstrumenter i form af den
of 00

Leave a Comment

You must be to leave a comment.
Submit
Characters: ...
You must be to leave a comment.
Submit
Characters: ...