Af Annette Bjørg Koeller

FORUM/22.5.2002 Efter godt et halvt år som ligestillingsminister

sidder Henriette Kjær (K.) og undrer sig over, hvor svært det at rejse
en folkelig debat om ligestilling i Danmark.

Hun er overrasket over befolkningens manglende engagement i sagen og

f¿ler samtidig, at elit¾re personer og feminister monopoliserer den
debat, der trods alt er - i lukkede, selvtilstr¾kkelige
k¿benhavnermilj¿er.

- Det er pokkers ærgerligt, at vi ikke har en folkelig debat om

ligestilling, for jeg kunne godt tænke mig, at diskussionen var spredt
ud til alle samfundsgrupper, og at mændene også blandede sig, siger
Henriette Kjær.

Hvordan vil du fΠblandet flere ind i debatten?

- Vi skal have rejst debatten via medierne, så der kan komme flere
forskellige spillere ind på banen. Lige nu hænger jeg jo på debatten i
kølvandet på en forlænget barselsorlov, selvom jeg egentlig ikke har
noget med den at gøre. Det samme gælder udsættelsen af
ligelønsstatistikken. Det kan se negativt ud, men debatten kan også
starte ved, at folk føler sig provokerede og giver udtryk for det, og
det er altafgørende at få denne debat spredt ud, siger ministeren.

I Sverige er der almindelig enighed om, at man endnu ikke har opnået
reel ligestilling for kvinder, og at der stadig er meget at kæmpe for.
Danskerne har til gengæld en næsten indgroet uvilje mod at diskutere
emnet ud fra den antagelse, at ligestilling - det er da noget, vi har
her i landet.

Hvorfor bryder vi os ikke om debatten om ligestilling? Har du et bud på det?

- Dybest set mener de fleste vel, at de har det godt, og selvom vi

ikke har ligeløn, får man dog stadig en pæn løn. Men jeg har svært ved
at sige, hvad forskellen er. Måske er det den danske hygge, hvor man
ikke vil gøre fronterne alt for skarpe, for det går jo egentlig meget
godt, ikke? Selvfølgelig er der nogle knaster, man kan høvle af, men
der er ingen grund til ligefrem at føre krig og revolution, vel?

For at tage Sverige igen: Dér har stort set samtlige partier i
Riksdagen erklæret sig som feministiske, og mange mandlige politikere
har også gjort det på egne vegne. Opfatter du dig selv som feminist?

- Nej, det gør jeg ikke. Det kan godt være, at jeg ville sige, jeg var
feminist, hvis jeg boede i Sverige, for jeg mener jo bestemt, at der
skal være ligestilling mellem kønnene, og at der er noget at kæmpe
for. Men jeg synes simpelthen, at feminister herhjemme har malet sig
op i hjørne, hvor jeg ikke føler mig hjemme. Man er simpelthen et skod
som kvinde, hvis man gider passe sine egne børn, og det er jeg bare
ikke enig i.

Synes du, feminister udtrykker sig sådan?

- Ja, jeg synes, de er utroligt nedladende overfor den brede danske

befolkning og den helt almindelige kvindes dagligdag og de muligheder,
hun har. Som jeg opfatter det, mener de, at man kan lovgive sig ud af
alt og opnå nogle resultater ved at være meget kontant og
militaristisk.. Det tror jeg simpelthen ikke på. Det er det lange seje
træk, der rykker noget. Der skal selvfølgelig være nogle indikatorer
for, at det går hurtigere, men der er nogle ting, man ikke kan lovgive
sig ud af og også nogle ting, hvor kvinderne selv er barrierer.

Så du kan ikke forbinde dig med feminismen?

- Nej, det kan jeg umiddelbart ikke. Jeg opfatter den danske feminisme
som meget elitær, og det virker også som om, det er meget svært at
blive lukket ind i miljøet som almindelig kvinde, for man skal have de
helt rigtige meninger, og de skal være skarpe. Der er ikke mange runde
kanter at gå i dialog på.

Du har vel været i kontakt med miljøet?

- Ja, jeg har jo været i kontakt med Kvinderådet, og de er bredt

samlende og et utroligt godt forum, synes jeg. Der kommer kvinder både
fra fagbevægelsen og fra alt, hvad der er af græsrodsbevægelser. Der
er megen inspiration at hente, og det er en god samarbejdspartner for
mig. Dem lytter jeg gerne til, fordi de er så brede og har så mange
almindelige kvinder repræsenteret.

Ingen ligestilling i Danmark

Magasinet Cosmopolitan har gennemført en stor

ligestillingsundersøgelse blandt unge danske kvinder - et chokerende
højt tal på 85% mener ikke, at der er ligestilling i Danmark.

Pressemeddelelse:

Cosmopolitan har for tredje år i træk gennemført en stor undersøgelse

om, hvordan det står til med ligestillingen. Over 1000 har svaret på
spørgsmål om kønsroller i deres barndom, om ligestilling i forhold til
job, uddannelse og parforhold - og 85 % mener ikke, at vi har
ligestilling herhjemme.

"Det er skræmmende, at kun 15% oplever, at vi har ligestilling i

Danmark. Vores undersøgelse viser, at facebook-generationen opfatter
ligestillingsdebatten som en privat sag. Det at være feminist
forbindes med noget negativt, og du taler ikke om ligestilling af
frygt for at blive stemplet som en sur mokke. Men
ligestillings-debatten hører faktisk hjemme i det offentlige rum, i
institutionerne og på arbejdspladserne - det er ikke en privat sag,
hvordan vi indretter os som samfund," siger Julia Lahme, chefredaktør
for Cosmopolitan.

'Kønsidentiteter og ligestillingsparadokser blandt unge kvinder 'af

Anne Dorthe Christensen fra NIKK 2006
Hvordan forholder nutidens unge kvinder i de skandinaviske lande sig
til feminisme og ligestilling? Har de overtaget "mødrenes" og
velfærdsstatens kvindepolitiske projekter? Hvilke krav og
forventninger har de til udviklingen af de skandinaviske velfærds- og
ligestillingsregimer? Og hvordan er unge kvinders holdninger til
moderskab og til forholdet mellem familie, arbejde og karriere?

Det er en velkendt pointe for professionelle ligestillingsarbejdere og

kønsforskere, at det er vigtigt at skelne mellem feminisme og
ligestilling. Denne skelnen er også alfa og omega, hvis man skal
forstå de unge kvinders kønsidentiteter. I hvert fald ser det ud til,
at for danske unge kvinder, som ikke er knyttet til nogle af nutidens
feministiske strømninger (fx nyfeminisme eller venstreradikale
feminisme), fungerer betegnelserne "feminisme" og "feminist" som
negative identifikationsmarkører. De forbindes med en bestemt
tidsbunden feminisme, som er knyttet til radikale Rødstrømper.

Det tyder på, at noget lignende er på spil i Norge. I Harriet Bjerrum

Nielsens og Monica Rudbergs norske tre-generations-analyse fremhæves
det således, at ingen af de norske unge kvinder bruger betegnelsen
feminister om sig selv (Rudberg, 2003:293).

Symposium om feminisme i Norden

Her 50 år efter NSU's og 40 år efter 68's fødsel, kunne vi tænke os at

undersøge, om der er basis for at etablere en kreds om feminismens
udvikling og stade i de nordiske lande. Kvindebevægelsen er vel den
bevægelse, der gennem de sidste 50 år har medvirket til og været bærer
af de største sociologiske forandringer i de vestlige og især de
skandinaviske lande. Men det er gået ganske forskelligt i landene både
med statsfeminismen og den mere aktivistiske feminisme.

Det er vores opfattelse, at feminisme er et positivt ladet ord i

Sverige, Island og Norge og et negativt ladet ord i Danmark. Finland
var der usikkerhed om, hvor lå på skalaen. Dette uanset Danmark anses
for at have haft den stærkeste kvindebevægelse - eller måske derfor?

Den danske Kvindebevægelse var karakteriseret ved at være anderledes

på to måder: ved i modsætning til dels Norden men især resten af
Europa var kvindebevægelsen ikke kontrolleret eller udsprunget af de
politiske partier, og ved at Femølejrene virkede som en effektivt
rekrutteringsmaskine med 1.000 kvinder igennem lejrene om året. Betød
det en vildere og mere aktivistisk bevægelse, men også en bevægelse,
hvis tankegang og ideer ikke blev forankret i magtens korridorer og
dermed ikke en del af den politiske offentligheds fælles gods og ikke
integreret i partiernes politik? Det er vores indtryk, at feminismen i
langt højere grad er noget ”man kan” og vedstår, at man bør forholde
sig til i de andre Nordiske lande end Danmark.

'Det er Sgu Svanset' af Gerd Elmark, fra Femkamp - Bang om Nordisk

Feminism 2004 (om drengerøve og profeminister i den danske kønsdebat,
en snak med forfatterne bag bøgerne Hvordan Mand og Pikstormerne, som
er mandlige bidrag til kønsdebatten)
Mikkel Holm, redaktør på Hvordan Mand: - Jeg tror mange har en meget
stor afstand til at tænke abstrakt på, hvad køn er, og hvordan det er
konstrueret. Specielt mænd. Og det hænger sammen med, at hvis man ved,
der finder en kønskonstruktion sted, så er det næste, man bliver
konfronteret med at det konstruerede køn kan laves om, og det er på en
eller anden måde til fordel for en selv, så derfor skal den laves om,
så det bliver mindre fordelagtigt. Det regnestykke, tror jeg, foregår
rent mentalt. Der er altså ingen tegn på, at udgangspunktet for at
diskutere køn har flyttet sig fra den hårdknude som den danske
mandedebat befandt sig i op igennem 1990'erne. Der er stadig tale om
et 'drengene-mod-pigerne' scenarium. Et scenarium præget af en
ærgerligt opfattelse af at det ene køn vil miste indflydelse og
priviligier, ingenting vinde, hvis man anægger et perspektiv, der
tilgodeser det andet køn. På spørgsmålet om hvorvidt det er nødvendigt
at være et kønspolitisk dydsmønster for at blande sig i debatten, og
hvem det er, som går til modangreb, svarer han - 'jamen man sætter sig
op imod hele drengerøvsfællesskabet. Og det er en korpsånd, der dækker
mange hundredetusinde mennesker. Begrebet 'drengerøvsfællesskabet er
et indforstået fællesskab blandt mænd, som ikke finder nogen grund til
at revidere deres kønsrolle. På et formelt plan kan de godt gå ind for
ligestilling. På det reelle plan og når det kommer til dagliglivet,
starter forhandlingen om opvasken til gengæld forfra hver gang. Den er
overladt til privatlivets individuelle arrangementer. I forlængelse af
drengerøvsfællesskabet dukker en latent fare op: det umandige, det
bøssede. At beskæftige sig med køn er ikke blot forbundet med at
bevæge sig ind på et traditionelt kvindedomæne, det er ydermere
associeret med noget særdeles umandigt, bøssoidt, og den latente fare
for latterliggørelse ved at forsøge. -'Man følte jo, det var lidt
umaskulint at gå ind i den debat' fortæller Adam Holm, en af
redaktørerne på Hvordan Mand, og fortsætter -'En dybt primitiv tanke i
betragtning af vi var tolv veluddannede fyre, der burde vide
bedre...Ja, man kan koge det ned til et frygteligt ord. Bøssekarl! Jeg
kender mange veluddannede mænd, som vil sige, bottom line, det er sgu
svanset af sidde og sige, hvordan jeg føler mit køn er konstrueret.

Send feminismen til rensning!

Hvordan kan man være andet end feminist, spørger svenske mænd, mens
danske kvinder helst ikke vil identificeres med begrebet. Netop
hjemkommet fra et svensk, journalistisk uddannelseskursus om køn,
undrer FORUMredaktør Anne-Mette Klausen sig over, hvor forskelligt de
to nabolande har tacklet tiden efter de kønsoprørske 70'ere. Hvor et
begreb som feminisme i Danmark f.eks. fik lov at samle støv og gå til
i lilla bleer, så sanerede, sorterede og udviklede svenskerne
debatten..

Af Anne-Mette Klausen (fra KVINfo.dk)

FORUM/15.10.2001 "Og jeg er jo feminist". Ordene kommer som en

bisætning i en længere historie, der fortælles af den plyshårede, unge
svenske mand, mens han ind imellem tager bidder af sin rødstegte
oksemedaljon. Ingen af de tilstedeværende, lyttende svenskere omkring
middagsbordet tager øjensynligt særligt notits af bemærkningen. Det er
vist kun mig, der har brug for at tygge lidt på udsagnet, der med mine
danske ører lyder mærkværdigt i en mands mund.

Jeg er ene danske deltager på efteruddannelseskurset, "Åben øjnene!"

med kønsforskning som tema. Kurset henvender sig til journalister og
er arrangeret af den svenske efteruddannelse for journalister, FOJO i
samarbejde med det svenske nationale sekretariat for kønsforskning i
Gøteborg.

Vi er i den historiske kystby, Kalmar, hvor fem, af de 19 deltagere,

er mænd på kurset med emner som "køn som mønster og ordning",
"ligestilling", "mænds vold og seksualitet" og "lederskab og køn". Fem
mænd - og flere endnu havde tilmeldt sig, men kom ikke med pga
begrænset deltagerplads. Det er vel ikke så ringe set i dansk lys. Her
er ikke tale om dedikerede mandeforskere, men om all-round
journalister ansat bl.a. på almindelige regionsaviser.

I Danmark, hvor kvinde- og kønsforskning i mange medier ikke rangerer

som selvstændigt, anerkendt stofområde, og hvor ligestilling og andre
kønspolitiske anliggender primært er noget, kvinder tager sig af,
ville det uden tvivl kræve sin mand at få chefredaktørens accept til
et fem-dages kursus med kønsforskning på programmet. Men det var ikke
et større problem for Jan-Erick.

- Jeg pustede mig måske lidt op og gik så bare ind på redaktørens

kontor og sagde, ”jeg vil på det her efteruddannelseskursus, det
handler om køn og ligestilling, og det er et vigtigt område. Nå, hvad
siger du?!”, fortæller Jan-Erick, mens han illustrerende banker den
ene finger insisterende i bordet. Resultatet var, at chefredaktøren
straks responderede med, ”Ja, jo. Selvfølgelig skal du det”.

Jan-Erick, der også beskriver sig selv som feminist, har, som to af de
øvrige mænd på kurset, kone og børn og synes ikke, man kan være andet
end feminist, hvis man mener, at kvinder skal have de samme
rettigheder som mænd, og selvfølgelig synes han det. Gør danske mænd
da ikke det? ”.

- Joh, men de er ikke feminister. I Danmark er det kun kvinder, der er

feminister, forklarer jeg og funderer over det besynderlige i den
kendsgerning. Slår man op i Nudansk Ordbog, kommer man nemlig frem
til, at en feminist er en tilhænger af feminismen, og forklaringen på
feminisme lyder kort og godt, "kamp for kvindens ligestilling med
manden".

Flere af de omkringsiddende slår interesseret ørene ud. ”Jamen, hvad

kalder I så de danske mænd, der går ind for ligeberettigelse mellem
kønnene. Dem, som f.eks. hjælper og tager del i familien på lige fod
med deres kæreste eller kone?

- Tjaa, dem kalder vi… vel egentlig ikke noget, siger jeg og kommer
alligevel efter en hurtig scrolling i det indre arkiv i tanke om ”den
bløde mand” fra 70'erne.

Svenskerne nikker. Vi kender ham på begge sider af Øresund

-velmenende, lidt komisk, iført opvaskebørste og uklædeligt pagehår..
Men han er mindst pensioneret og har hverken meget med dagens svenske
eller danske mænd at gøre. I dag har de færreste mænd med respekt for
sig selv lyst til at blive slået i hartkorn med dette noget patetiske
billede af en mand. De svenske mænd ser ikke sig selv som specielt
bløde, og har heller ikke i udtrykket meget tilfælles med ham, men
hans udmærkede overbevisning, har de taget til sig.

Etiketter har en tendens til at være ubehageligt klæbende mærkater -

stigmatiserende, begrænsende, og kan højlydt proklamerede virke
blokerende og anmasende, men hvorfor er feminist og den - i vor del af
verden - indlysende ideologi, som ordet kommer af, nærmest blevet et
skældsord i Danmark, mens det i Sverige med tiden er blevet en nærmest
hip betegnelse, som ikke bare kvinder, men også mænd uden at blinke
bekender sig til.

Så cool er begrebet blevet i vort søsterland, at alle partier i den

svenske Rigsdag bekender sig til feminismen. Selv den borgerlige leder
af Folkpartiet Liberalerne, Lars Leijonborg har sagt "Jeg er også
feminist!". (Læs også FORUMartiklen: "Vi er feminister! Citat: Svenske
borgerlige").

Mine svenske kursuskollegaer ryster lidt på hovedet og synes, at

valgslogans, som dette, har tæret på troværdigheden for visse
politikeres vedkommende. " Når alle - selv de mest borgerlige
politikere - pludselig begynder at erklære sig som feminister, nærmer
vi os kvalmestadiet - så tvivler man på, hvorvidt det blot drejer sig
om at score stemmer ved næste valg".

Ikke desto mindre er det dog en yderligere understregning af, at der

er en verden til forskel på de to nabolandes opfattelse af dét at være
feminist.

"Jamen, jeg kunne da aldrig drømme om at kalde mig for feminist",

fortæller en dansk, ulasteligt klædt, ca. 45-årig IT-mand mig, da jeg
fortæller ham om de svenske mænds forhold til betegnelsen. "For det
første er feminisme jo noget kvindeligt, og for det andet så har vi jo
opnået ligestilling mellem kønnene, så hvorfor stadig gå og bekæmpe
hinanden?".

Den gængse, danske opfattelse af feminister, som den har udmøntet sig
gennem årene, kommer uvilkårligt i hu -"feminister er oftest rabiate
kvinder, lidt småmilitante, og så kan de vist ikke så godt lide mænd".
Ikke den store synkroniske sammenhæng med den nøgterne
ordbogsforklaring. Forholder man sig til den, kan man, som borger i et
moderne vestligt samfund, vel næppe være andet end… feminist - om man
så gør en hørlig dyd ud af det eller ej. Som en gruppe italienske
25-årige kvinder fortalte en dansk veninde engang i 80'erne,
"Selvfølgelig er vi feminister, hvad ellers?" Min veninde fandt det en
kende yderliggående og lidt skræmmende.

Men selv efter at en ny generation af yngre feminister for et par år

siden gav den hjemlige kønsdebat en tiltrængt afpudsning med
Brassokluden og det forpassede billede af rødstrømpen et nyt ansigt er
feminist stadig for danske kvinder et stærkt værdiladet ord, der
bruges med omhu og ofte lægges afstand til. ”Ja, det er ikke, fordi
jeg er feminist, misforstå mig ikke, men…".

I Danmark kan vi desværre stadig ikke tænke på feministen uden, at

batikfarvede bleer, bh-bål, Trille og linoleumstrykte kvindetegn i
knytnævet rød udgave blander sig anakronistisk.

Da kønsdebatten i 70'erne blev antændt af en ilter og engageret

kvindebevægelse, var der brug for markante udtryk. Kamp måtte til,
målet var klart, vejen lang og overdrivelse fremmer som bekendt
forståelsen. Danmark satte endog dagsordenen for de øvrige nordiske
lande, hvad kønsdiskussionen angik. Så hvad gik galt?

Set med den grovkornede optik, blegnede kønsdebatten herhjemme, da

farven gik af den lilla hovedbeklædning. Det var så den kamp, alt er
godt. Nu må vi virkelig videre, syntes at være den alment udbredte
opfattelse. Livet fortsatte - og godt for det, men dele af
kønsproblematikkerne blev liggende uløste tilbage med blandede
resultater til følge. Et af dem, at et begreb som feminisme og
mennesket, der sympatiserer med tankegangen, er blevet til stivnede
stereotyper, som ingen, uden et usædvanligt mod, tør røre eller rykke
ved.

Svenskerne tog anderledes fat på tiden efter rødstrømpernes oprør. Man

fortsatte kampen modereret i tråd med tiden, og indsete snart
nødvendigheden af at lovgive på visse felter af ligestillingsområdet.
Imens forekom det, som om Danmark sank ind i en sær tilstand af
berøringsangst og tro på, at problemet var løst. Først nu er et
fænomen som mainstreaming - integration af ligestilling bl.a. i
offentligt regi - begyndt at blive implementeret i Danmark.

En af de markante stemmer gennem årene i den svenske kønsdebat,

historikeren, Yvonne Hirdmann, der besøgte kønsforskningskurset, ser
en tydelig forskel på, hvordan den efterfølgende debat er blevet
tacklet i de nordiske lande.
- I Norge og Sverige er man forholdsvis åbne overfor kønsdiskussionen,
hvor man i Danmark irriteres over emnet. Her opleves emnet som et sår,
der bliver ved med at klø, når man kradser i det, som hun siger.

Men Danmark er jo dog vågnet: Ligestillingsminister, nyt Videnscenter

for Ligestilling og Syddansk Universitets netop åbnede
Masteruddannelse i Køn og kultur - et eksempel på, at kønsforskning er
begyndt at blive betragtet som en disciplin, et kvalificerende
stofområde.

Kønsforskning har i årevis ikke rangeret som et egentligt selvstændigt

stofområde i danske medier. Her ser vi, i parentes bemærket, bort fra
barselsorlovsdebatten, som det valgemne, den er.

Medierne, ikke blot de danske, behandler som regel historier om køn -

oftest ensbetydende med kvinder - i særlige tillæg; vi har Båden,
Bilen og Kvinden, hvis nogle skulle interesse sig for et af disse
specielle områder.

Det journalistiske efteruddannelseskursus i Kalmar er i sig selv et

bevis på, at Sverige fortsat arbejder med problemerne, når det gælder
ligestilling mellem kvinder og mænd - her hører f.eks. de velkendte
lønforskelle og manglende ansættelse af kvindelige ledere til de
særligt synlige. Og arbejdet udvikler. Et af formålene med "Åben
øjnene!" er at give almene journalister viden om den eksisterende
kønsforskning og vække det vagtsomme blik overfor de ofte oversete
kønsproblematikker. På den måde lykkes det måske at gøre kønsstoffet
til en del af det almindelige daglige redaktionelle arbejde.

Banalt, som det er - medier skaber meninger, og meninger igangsætter

udvikling. Så hvad er mere naturligt, end at give journalisterne del i
den viden, der findes på området. Man efteruddanner journalister i
alverdens emner, hvorfor ikke i køn? Må svenskernes kursusinitiativ og
deres øvrige tilgang til ligestillingsdiskussionen være en
inspiration. Og så kunne vi måske samtidig få dyppet den danske
udlægning af feministbegrebet i en dosis effektivt desinficerende
væske.

Svensk feminisme i modvind

Hov, hvor blev Feministisk Initiativ af ved det svenske valg? Partiet,
der for halvandet år siden kunne håbe på opbakning fra 20 procent af
vælgerne, endte med kun at få 0,7 procent af de svenske stemmer, og
feminisme er - skønt højt på partiernes programmer - ikke længere
moderne.
Af Drude Dahlerup
Fakta
Kronikøren er professor ved Stockholms Universitet
I de allersidste dage af den svenske valgkamp fik det nye feministiske
parti hjælp af selveste Jane Fonda. Under stort presseopbud optrådte
hun flere gange uden for Feministisk Initiativs iøjnefaldende lyslilla
valgbod på Sergels Torg midt i Stockholm. Det hjalp dog kun lidt. Det
nye parti, som ikke kalder sig et kvindeparti, men netop et
feministisk parti, endte med kun at få 0,7 pct. af stemmerne, langt
fra spærregrænsen på 4 pct. Skuffelsen blandt aktivisterne var stor.
Men hvorfor opstod der overhovedet et feministisk parti i Sverige,
hvor de fleste partier allerede kalder sig feminister? Og hvorfor ikke
i Danmark, hvor der måske var mere behov for det?

Der er generelt en forbavsende forskel på den svenske og den danske

ligestillingsdebat, en forskel, der kan spores tilbage til 1990'erne.
I Danmark går alle stadig ind for ligestilling, ja, det var og er
officielt dansk politik, men 1970'ernes og 80'ernes heftige debat
stilnede af i 1990'erne. I modsætning hertil fik svenskerne en
statslig Kvinnomaktutredning; en betænkning, som punkterede myten om
det ligestillede Sverige. Sverige fik også en stærk pressionsgruppe i
Stödstrumporna, Støttestrømperne, som krævede hele lønnen og halvdelen
af magten. Resultatet blev, at partierne nominerede flere kvinder på
valgbar plads, og kvinderepræsentationen til den svenske Riksdag steg
til over 40 pct. Ved valget 17. september steg kvindeandelen til 47
pct., den næsthøjeste i verden efter Rwandas 49 pct. I modsætning
hertil er kvindeandelen i Folketinget stagneret på 37 pct. ved de tre
seneste valg. I de svenske kommunalbestyrelser har kvinderne også over
40 pct. af pladserne, mens kvindeandelen i de danske
kommunalbestyrelser tilsyneladende er stødt mod et usynligt glasloft
ved de 25 pct. Det mest bemærkelsesværdige er imidlertid, at
stagnationen ikke har rejst et ramaskrig i Danmark.

Fra min udkigspost på Stockholms Universitet har jeg lavet en

sammenligning af ligestillingsdebatterne i Danmark og Sverige. Jeg har
bl.a. sammenlignet åbningstalerne, som i begge lande er regeringens
programerklæring over for parlamentet og holdes i samme genre.
Resultatet er forbavsende. I Poul Nyrup Rasmussens første åbningstale
som statsminister i 1993 var der en del punkter om ligestilling, men
derefter var det slut. Forslag til at fremme ligestilling mellem
kvinder og mænd var derefter stort set fraværende i Nyrups
åbningstaler gennem 1990'erne. Det samme gælder Anders Fogh
Rasmussens. I Sverige talte i samme periode både Carl Bildts
borgerlige regering og de senere socialdemokratiske regeringer derimod
om de mange ligestillingsproblemer i samfundet. Socialdemokraterne var
dog mest udførlige. Konklusionen på min analyse er, at forskellen på
de danske og de svenske regeringers åbningstaler, når det gælder
prioritering af ligestillingsspørgsmål, har været betydelig større end
forskellen på borgerlige og socialdemokratiske regeringer i de to
lande. Og jeg tør godt vædde på, at Fredrik Reinfeldts nye borgerlige
regering vil lægge en hel del konkrete ligestillingstiltag frem i
åbningstalen i den svenske Riksdag 6. oktober.

I de allerseneste år er der imidlertid sket noget nyt, idet regeringen

Fogh Rasmussen nu er begyndt at tage ligestillingen op. Men pointen er
ifølge Venstres hjemmeside, at »ligestilling i nogen omfang allerede
er en realitet«, undtagen - rigtigt gættet - i indvandrerfamilierne,
hvor der ofte er »kvindeundertrykkende familiemønstre, hvor manden
dominerer«. Det er beskæmmende, at Dansk Folkeparti, som har stemt
imod stort set al ligestillingslovgivning, og Venstre, som bestemt
ikke har været noget foregangsparti på feltet, nu begge hævder, at
ligestilling er en såkaldt dansk værdi, som alene de udenlandskfødte
taget over én kam ikke har forstået.

Men tag f.eks. et af det patriarkalske samfunds allerværste udtryk,

mænds seksualiserede vold mod kvinder: De fleste kvinder, som
mishandles eller dræbes af deres ekskærester, er danskfødte, og
gerningsmanden er som oftest pæredansk, blond og blåøjet. Har vi
virkelig ligestilling i Danmark?

Men også de svenske politiske partier trænger til nærmere analyse. Er

det tom snak, når flertallet af de svenske politiske partier fra 1996
og frem er begyndt at kalde sig feminister? Alene Kristdemokraterna og
de i valget sejrende Moderaterna har ikke villet tage F-ordet i deres
mund, men taler alene om ligestillingspolitik. En analyse af
partiprogrammerne viser dog, at ikke kun Feministisk Initiativ, men
også de fleste andre svenske partier giver udtryk for, at der foregår
strukturel diskriminering af kvinder overalt i samfundet. Deres
diagnose er, at der eksisterer en 'könsmaktordning', et
kønsmagtssystem, som generelt set underordner kvinder og overordner
mænd. Det er en analyse, som i Danmark kun genfindes på venstrefløjen.

Det bringer os tilbage til spørgsmålet om, hvorfor der da blev dannet
et feministisk parti netop i Sverige? Jeg tror, forklaringen på dette
paradoks skal søges i de høje forventninger, som retorikken og alle
programerklæringerne har skabt. Lidt syrligt kan man sige, at Sverige
er verdensmestre i ligestillingsplaner - det er noget, alle
institutioner og organisationer skal have og har. Men hvorfor sker der
da ikke noget med uligelønnen og volden mod kvinderne? Hvorfor er det
stadig mest kvinder, der tager den lange barselsorlov? Hvorfor er der
så få kvinder på topposter i erhvervslivet? Herom skriver Feministisk
Initiativ:

Det er på tide, at tredive års ligestillingspolitik begynder at kunne

ses i kvinders liv! Det er på tide med et feministisk initiativ i
politik. Vi sætter de feministiske spørgsmål højest på dagsordenen. I
Feministisk Initiativ er der ingen, som sukker, når
ligestillingsdiskussionerne vækkes (tages op), og ingen, som råber, at
noget andet er vigtigere. Derfor kan vi gøre en forskel i politik.

På www.feministiskinitiativ.se bringes valgprogrammet på hele elleve

sprog samt i en taleudgave for blinde. Citatet her er fra den danske
version.

Feministisk Initiativ kritiserer partierne for netop tom snak.

Ligestillingspolitikken er blevet tandløs. FI, som partiet kalder sig,
henvender sig »til alle kvinder, som vil afskaffe det patriarkalske
system, og til de mænd, som solidariserer sig med os i denne kamp«.
Det er derfor, FI er et feministisk parti og ikke et kvindeparti. Der
var da også enkelte mænd på den liste, som partiet opstillede i alle
valgkredse over hele Sverige, og ifølge Sveriges Televisions exit poll
kom en tredjedel af FI's stemmer fra mandlige vælgere. Øverst på
listen stod den tidligere legendariske leder af Vänsterpartiet Gudrun
Schyman. Nummer to var Devrim Mavi, og som nummer tre stod Maria
Carlshamre, som i dag sidder i EU-parlamentet for Folkpartiet, men som
akkurat ligesom Gudrun Schyman er kommet i konflikt med sit eget
parti. Carlshamre har netop udgivet en selvbiografi, hvor hun åbent
fortæller om, hvordan hun i over ti år levede med en voldelig mand. Da
jeg læste den, var det for øvrigt første gang, jeg rigtig for alvor
forstod, hvorfor så mange kvinder bliver i voldelige ægteskaber år ud
og år ind.

Feministisk Initiativ er langtfra det første feministiske parti i

verden, selv om en del af de unge græsrødder i FI fremstillede det
sådan. Bedst kendt er den islandske Kvindelisten (1983-96), som var
oppe imod et anderledes kompakt mandsdomineret politisk system, da
partiet første gang kom ind i Altinget med 5, senere 10 pct. af
stemmerne. FI opstod på baggrund af en livlig svensk debat og en stærk
kvinderepræsentation i Riksdagen, men kan ses som et oprør mod den
konsensusprægede ligestillingspolitik, som præger hele Norden.

FI fremhæver selv konfliktperspektivet. Mænd må opgive privilegier,

hvis samfundsstrukturen grundlæggende skal ændres. Det siges også, at
kvinder har forskellige erfaringer og økonomiske forudsætninger og
tilskrives forskellige positioner i samfundet alt efter klasse,
hvilket land man er født i, seksuelle præferencer og meget mere. »Men
bortom dessa skillnader finns likheten: kvinnors liv, val och
möjligheter begränsas av den patriarkala maktordningen«, skriver FI.

Hvilken betydning fik Feministisk Initiativ for debatten om

ligestilling og feminisme i den netop overståede svenske valgkamp?
Svaret er: langt mindre end forventet. Forventningen, også min egen,
var, at eksistensen af et feministisk parti ville virke som en
katalysator og bidrage til, at feminisme og ligestilling kom højt op
på den politiske dagsorden. Det er måske netop herved, et feministisk
parti kan få størst betydning, således som vi så det i Island. Og
dannelsen af FI fik da også alle partier til at opdatere deres
ligestillingsprogrammer, og Socialdemokraterna dannede som svar på FI
netværket Feministas med bl.a. LO's kvindelige formand som medlem.

Men det gik ikke som forventet! Pressen havde stort set taget venligt
imod FI, da partiet blev dannet for halvandet år siden, og omkring 20
pct. af vælgerne gav dengang udtryk for, at de da godt kunne tænke sig
eventuelt at stemme på partiet. Men efter en problematisk
tv-udsendelse om krisecentrene, 'Kønskrigen' og efter FI's første
årsmøde, hvor diskussionerne om HTB-emner blev til sensationer i
pressen, oplevede FI en veritabel rutsjetur. Det er set før, at der
efter en periode med velvillig omtale kommer en modbølge blandt
journalisterne. Men i tiden siden FI's årsmøde har partiets mange
seriøse rapporter og udspil om arbejdstid, enlige mødre og
ligestillingspuljer ikke vakt pressens interesse. Det er faktisk
utrolig svært for nye partier at slå igennem i Sverige. Blandt andet
skal de selv bekoste deres valgsedler og bringe dem ud til de
tusindvis af valgsteder. I Sverige kommer et nyt parti heller ikke med
i slutdebatterne i tv. Der skulle en Jane Fonda til, før Feministisk
Initiativ igen kom i tv-nyhederne. Og det hjalp lidt. Blandt alle
småpartierne var der flest FI-vælgere (62 pct.), som bestemte sig
sidste dag eller inden for den sidste uge før valget 17. september.

Ligestilling var naturligvis et af emnerne i den nylige valgkamp. Alt

andet er utænkeligt i Sverige i dag. Hver eneste dag året rundt finder
man debatter om ligestilling og feminisme i de svenske medier. I alt
37 pct. af vælgerne angav, at jämställdhet/ligestilling var 'meget
betydningsfuldt' for deres partivalg, hvilket gjorde
ligestillingsspørgsmålet til nr. 9 på vælgernes rangorden. På toppen
med 40-50 pct. lå emner som beskæftigelse, skole, ældre- og sygeomsorg
samt svensk økonomi. Der er ingen tvivl om, at det faktum, at valget
stod mellem to næsten lige store blokke, gjorde det svært for de nye
partier at gøre sig gældende. Det EU-kritiske parti Junilisten, som
fik 15 pct. af de svenske stemmer ved sidste EU-parlamentsvalg, nåede
kun op på 0,4 pct. Det fremmedfjendtlige parti Sverigesdemokraterne
kom heller ikke ind, men opnåede dog næsten 3 pct. af stemmerne på
landsplan og fik rystende godt valg lokalt, ikke mindst i Skåne.

Men Feministisk Initiativ fik ikke gennemslag for sit perspektiv -

snarere tværtimod. Det er min foreløbige vurdering, at det ikke mere
er så moderne i Sverige at være feminist. Feminisme bliver nu af mange
vælgere associeret med radikal feminisme - med noget farligt og
konfliktfyldt. Ind kommer nu ligestillingspolitikken igen! Ironisk nok
synes Feministisk Initiativ at have fået den effekt, at der i
valgkampen blev åbnet op for et borgerligt ligestillingsprogram, som
de fire borgerlige partier i Alliancen fremførte med stor kraft:
'Vårdnadsbidrag' på 3.000-4.000 kr. om måneden til den, der bliver
hjemme og passer sine egne børn, og 'ligestillingsbonus' til fædre,
der tager barselsorlov. Endvidere vil den nye borgerlige regering
gennemføre skattefradrag for hushjælp, hvilket fik helt forskellige
syn på ligestilling frem i debatten: Fradrag for hushjælp i hjemmet er
et ligestillingstiltag, der vil hjælpe kvinderne til at gøre karriere,
mente de borgerlige. 'Tjenestepigefradrag', svarede venstresiden. Det
befrier blot overklassens mænd for deres del af husarbejdet, og
endelig, hvad med rengøringshjælpens 'ligestilling'?

Feministisk Initiativ var altså ikke det første parti i Sverige, som
har talt om ekskluderende mekanismer i samfundet og strukturel
diskrimination af kvinder. Dette perspektiv er en del af den generelle
svenske diskurs i dag, om end omstridt. Som vist taler hovedparten af
de svenske partier i deres programmer om strukturel diskrimination og
eksistensen af et 'kønsmagtsystem'. I denne debat kan man identificere
en helt principiel skillelinje. I bogen 'Women, Quotas and Politics',
som jeg netop har redigeret (Routledge 2006), skelner vi mellem to
principielle modeller i ligestillingspolitikken: den hurtige strategi
over for den gradvise eller skridt for skridt-strategi. Kønskvotering
er f.eks. udtryk for en hurtig strategi, hvilket i lande som Rwanda,
Costa Rica og Sydafrika har ført til historiske spring i
kvinderepræsentationen; større spring end vi nogensinde har oplevet
det i de nordiske lande. Ca. 40 lande har nu indført kvotering ved lov
eller i forfatningen, mens individuelle partier i omkring 50 andre
lande har indført, hvad man kalder frivillig kvotering på deres
valglister ( www.quotaproject.org). Kønskvotering i politik er, uanset
om man kan lide det eller ej, blevet en trend i den globale politik i
dag.

De to idealtypisk forskellige modeller hviler i virkeligheden på

forskellige diagnoser af ulighederne i samfundet. Hvad ligger til
grund for uligheden? Ifølge skridt for skridt-modellen tilskrives
ulighederne mellem kønnene eller mellem f.eks. indvandrede og de
indenlandskfødte primært disse gruppers manglende ressourcer og
indsats. Samtidig kobles dette ofte sammen med den opfattelse, at
ligestilling kommer mere eller mindre af sig selv med udviklingen.

Heroverfor står den hurtige model, som f.eks. er indskrevet i

erklæringen fra FN's verdenskvindekonference i Beijing i 1995. I
erklæringen taler man om institutionernes eget ansvar for at fjerne de
mekanismer, som skaber eksklusion, og om nødvendigheden af særlige
indsatser for at fremme kønsbalance i beslutningsprocesserne i verden.
Ifølge den hurtige model kommer reel ligestilling ikke af sig selv, og
man kan ikke se bort fra risikoen for tilbageskridt.

Skridt for skridt-modellen har kendetegnet de nordiske lande gennem

det meste af 1900-tallet og må siges at være dominerende i Danmark i
dag. I Sverige står kampen netop mellem disse forskellige modeller,
både når det gælder ligestilling mellem kønnene og mellem indvandrede
og svenskfødte. En dugfrisk statslig udredning om 'Magt, integration
og strukturel diskriminering' har vakt stor debat (SOU 2006:73)..

Mogens Lykketoft er blevet citeret for, at det var Feministisk

Initiativs skyld, at Socialdemokraterna tabte regeringsmagten i
Sverige. Men FI's små 0,7 pct. kunne ikke give så stort udslag, selv
om partiets vælgere uden tvivl især kom fra venstresiden i svensk
politik. FI kan derfor heller ikke gives skylden for den borgerlige
valgsejr, som i mangt og meget minder om det danske valg i 2001. Men
FI blev ikke den katalysator for feminismen i valgkampen, som mange
havde forventet. Paradoksalt nok blev det snarere tværtimod.

Hvorfor er svenske mænd nogle svin?

Skrevet af: Malin Schmidt, fra Information

Kamp eller klynk. De sælger i Sverige. Bøger skrevet af kvinder, der

er vrede. På mændene, der ikke tager slæbet derhjemme. På dem, der går
til prostituerede. På retssystemet, der ikke dømmer
voldtægtsforbrydere. Og på strukturer, der hindrer dem i at gøre, hvad
de vil. Problemet er bare, at de unge feminister gør sig til ofre uden
at komme med løsninger, mener svensk litteraturprofessor og feminist

"Interessant" og "vigtig" skrev anmelderne, da Katarina Wennstams

debutroman Smuds udkom i Sverige. Det gjorde de ikke i Danmark. "Hvor
tager mændene det dog pænt, selv når de tilsvines på det groveste,"
skrev Weekendavisens Bo Bjørnvig, da bogen udkom på dansk for godt en
måned siden. Han mente, at beskrivelsen af en karrierekvinde og hendes
topjurist af en mand, der er besat af at gå til prostituerede, er
"lige så fuld af rasende fordomme mod mænd, som dem mændene tidligere
led af mod kvinder". Imens skrev Politikens Søren Vinterberg, at
romanen var skematisk styret af forståelig foragt for en afstumpet,
instrumentaliseret og profitorienteret holdning til sex - men som om
dén indstilling er eneste eksisterende mandlige seksualitet". Og i
Jyllands-Posten sammenfattede Jakob Levinsen bogens plot således:
"Mænd er svin, og overklassen er rådden". Så er det sagt.

Og ikke kun i Smuds, der sidste år toppede Svensk Bokhandels

salgsliste over mest solgte bøger i Sverige. Også i Maja Lundgrens
omdiskuterede Myggor og tigrar, der hudfletter det maskulint
dominerede journalistmiljø findes der et par af slagsen. Eller i Maria
Svelands Bitterfissen, der i morgen udkommer på dansk, hvor ægtemanden
Jonas vel er sød nok. Og alligevel ikke, for han tager ikke ansvar nok
derhjemme, og det gør hovedpersonen til en rigtig bitter
'bitterfisse': "Jeg vil også være mand og opleve, hvordan det føles at
have et helt samfund, der klapper, når jeg tager knapt to måneder af
barselsorloven".

Bitterfissen røg sidste år op på en femte plads på Svensk Bokhandels

salgsliste. Men Informations Lillian Munk Rösing var mindre
begejstret, da hun i gårsdagens avis skrev i sin anmeldelse: "Man tror
faktisk det er løgn, når man ser, hvordan Sara får skrevet enhver
vanskelig følelse derhen, hvor den er mandens skyld", inden Rösing
konkluderer, at Bitterfissen er en ren foræring til anti-feminismen.
Kvinder som ofre

Men hvorfor den store svenske begejstring? Og hvorfor den danske

skepsis? Befinder den svenske feminisme sig bare på et andet stadium
end den danske, som svenske Malena Rydell, redaktøren for det
feministiske tidsskrift Bang, mente. Eller er svenske mænd bare større
svin end danske?

"Næppe. De nordiske mænd ligner hinanden - er min erfaring," siger

litteraturprofessor ved Södertörns Högskola Ebba Witt-Brattström, der
var en af de drivende kræfter i 70'ernes svenske feministiske
bevægelse og for nogle år siden trak overskrifter i Feministisk
Initiativ, det svenske feministiske parti. Også hun er forbavset over
bøgerne.

"I de seneste fem år har vi set mange bøger, der handler om kuldslåede
ligestillingsvisioner i det nære. De handler om hverdagen, om de små
ting, og om et fejlslaget samarbejde mellem mænd og kvinder i
ægteskabet. Men der har sneget sig en omfattende offermentalitet ind i
de nye bøger. Og det er nyt," siger hun og ser den samme
offerfeminisme, som Lillian Munk Rösing påpeger. Der er meget lidt af
det visionært utopiske, der handler om nye måder at leve sammen på, og
som finder nye måder at tackle ligestillingsproblemerne på, mener
Witt-Brattström og nævner 70'ernes Brøgger-klassiker Fri os fra
kærligheden som eksempel på det visionære. "Så gør dog noget, flyt
sammen i kollektiv, hvis det ikke fungerer. Find nye måder," lyder
opfordringen.

"Det er, som om der ingen stolthed er over at være kvinde i dag. I
stedet slår man på mændene for at blive lukket ind hos dem. Sådan er
det med Maja Lundgren, der gerne vil ind i den mandlige
kulturjournalistikverden, og det ser vi hos Sveland, der vil, at
manden skal låses ind i præcis samme kernefamilievælde, som hun har
bestemt, at hjemmet skal være. Men det er ikke desto mindre hende, der
har bestemt det. Som om hun synes, at manden skal have det præcist
eksakt lige så kedeligt, som hun selv har det. På minuttet," siger
Ebba Witt-Brattström, der er bekymret over det, hun læser i de nye
bøger.

"Vi har arbejdet for ligestilling i 35 år, og det ser ud til, at vi er

mislykkedes totalt. Det virker jo, som om kvinderne mangler stolthed
over at være kvinder. At det er det, vi har overleveret til dem,"
siger hun og peger på, at de må have en følelse af, at det er en skam
at være kvinde. At kvinde er et slavenavn.

Men den analyse er helt forkert, mener Maria Sveland, forfatteren bag
Bitterfissen.

"Offer? Jeg synes ikke, hun (hovedpersonen, red.) er et offer. Hun er

irriteret, men ikke hjælpeløs og magtesløs. Tværtimod, hun kæmper som
en gal. Jeg vægrer mig mod den betegnelse, for hun er en handlekraftig
kvinde, som lever i et samfund, der er meget ikke-ligestillet, og det
gør hun oprør imod," siger Maria Sveland, der mener, at
Witt-Brattström har et horn i siden på de unge feminister. De unge,
der voksede op i 70'erne med illusionen om at have præcist de samme
muligheder og rettigheder som drengene, men idet de bliver voksne
finder ud af, at ligestillingen kun er en myte.

"Det vi vil er den samme retfærdighed. Vi vil have samme muligheder

som mændene, og vi vil ikke begrænses. Men det betyder ikke, at vi vil
være mænd. Slet ikke," siger hun og påpeger, at flere unge feminister
mener, at Witt-Brattström fører en slags krig mod den unge generations
feminister.
Blot en lille brik

Men de unge kvinders skuffelse over uretfærdigheden gjorde, at

kvinderne nu vil være præcist lige som mændene på præcist samme måde,
mener Witt-Brattström. De vil også sidde på kroen og pille mændene ned
som sexobjekter.

"Det sørgelige er bare, at de tilsyneladende ser, at det frie menneske

er en mand. Og at denne mand er en helt særlig type mand. I 70'erne
var vores mission ikke at blive lige som mændene. Vores mål var nye
mennesker."

Men også Nasim Aghili, redaktør for det feministiske kulturtidsskrift

Femkul er uenig: "Jeg synes ikke, at billedet af offerfeminismen er
rigtigt. Der er mange feministiske kunstnere, kvinder som mænd, som
ikke ser sig selv som ofre. Den argumentation bygger på, at
Witt-Brattstrøm ikke synes, at vi tager hånd om den feministiske arv,
som hun gerne ville," siger Nasim Aghili, der mener, at
Witt-Brattström forenkler feminismen ved at tale om særlige
'kvindelige erfaringer': At man har de samme erfaringer, bare fordi
man er kvinde. I stedet taler Aghili om et udvidet feminismebegreb,
hvor de nye skønlitterære bøger blot er en lille brik.

"Forstå mig ret, det er vigtige bøger, for de giver et vigtigt

tidsbillede. Men feminismen er langt mere facetteret end som så,"
siger hun og peger på queerteorien om køn som konstruktion, på
socioøkonomiske forhold, på etnicitet - alt sammen områder, hvor køn
spiller en rolle. Når bøger som Bitterifissen og Smuds, der peger på
mandlig overordning og kvindelig underordning, er blevet så populære,
er det fordi, det er blevet mere og mere accepteret at tale om
magtstrukturer i det svenske samfund. Også langt mere end i Danmark.
Forklaringen på forskellen mellem den danske og den svenske feminisme
skal findes i historien, mener Lillian Munk Rösing. En historie, der
handler om, dengang svenskerne valfartede til København, der i 70'erne
var feminismens nordiske centrum.

"Dengang blev positionerne markeret langt kraftigere end i Sverige, og

det har affødt en form for feministforskrækkelse i Danmark. Her er man
jo nærmest traumatiseret over mødet med feminismen."

Det er den ene del af forklaringen, ifølge Lillian Munk Rösing. Den
anden, mener hun, handler om, at der i Sverige i langt højere grad end
i Danmark hersker en slags politisk korrekthed, der gennemsyrer
samfundet - det politiske liv såvel som børneprogrammerne. Den
såkaldte statsfeminisme' er kun et af mange eksempler. "Det har masser
af plusser, at man f.eks. hele tiden insisterer på partikulære
særgruppers rettigheder. Det er kvinderettigheder, det kan være i
spørgsmål om etnicitet eller om handikap. Det er statssanktioneret at
stille sig op som offer og kræve sin ret. Også når det bliver helt
grotesk."

En af de danske kvinder, der skriver om køn er Majse Njor. Hun

udkommer snart med Du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster, og
mener, det er mere effektfuldt at påpege ligestillingsproblemer med
humor.

"Det bliver en måde at afmontere aggressionerne på. Min erfaring er,

at det nemmere glider ned, når man får det ind med humor. Som en slags
glidecreme," siger Majse Njor, der i de seneste år har tænkt meget
over, hvorfor hun tidligere har været så vred på mænd. I virkeligheden
var problemet de ældre mænd. Bordherrerne, der kunne finde på at
spørge 'Men har De ikke læst Sandalmagernes gade? Og De kalder Dem for
et dannet menneske'.

"Vi retter skytset den gale vej, for det handler ikke om mænd mod
kvinder. Dem, jeg egentlig har været vred på, er i virkeligheden gamle
mænd, og det kunne da være rart, hvis mænd og kvinder i min generation
stod sammen mod gammelmandsvældet," siger Majse Njor, der mener, det
er mest synd for hendes generation af mænd.

"De unge mænd har ingen forbilleder, for de gamle mænd er en uddøende race."

Fra 'Spil på kønnet, køn i spil' af TRINE PORRET RANDAHL LARSEN OG

ANNE KATRINE HUMMELGAARD

Hvad er feminisme?

På seminaret Køn i spil blev det tydeligt, at Sverige er nået langt i

deres feminisme debat. Tilsyneladende meget længere end vi er i
Danmark. Vores

tidligere ligestillingsminister Henriette Kjær vil ikke kalde sig

feminist og mener, at vi har ligestilling i Danmark. Derimod har den
svenske

statsminister Göran Persson ingen problemer med at kalde sig feminist.

Denne forskel skyldes måske den fremherskende tendens i Danmark til at

forbinde feminisme med lugten af brændte bh-er og mandehad. Vi mangler

en aktualisering af feminismen i Danmark, der kan forbedre dens image

og vise, at den utvivlsomt er tiltrækkende for både mænd og kvinder..

Kønsidentiteter og ligestillingsparadokser blandt unge kvinder, af

Ann-Dorte Christensen

Ser vi på den skandinaviske kontekst er der tydelige paralleller både

til de feministiske bevægelser og til den ligestillingspolitiske
udvikling. Men der er også væsentlige forskelle. Når det empiriske
grundlag her er danske unge kvinder er det værd at huske, at den
danske kønspolitiske offentlighed fra midten af 1980'erne har været
mindre profileret og mere modsætningsfyldt end den norske og svenske
(Bergqvist et al., 1999; Fiig, 2003). Det er også blevet fremhævet, at
betegnelsen feminisme i dag er mere negativt ladet i Danmark end i de
andre skandinaviske lande. Drude Dahlerup har vist, at selvom
lovgivningen i Danmark og Sverige grundlæggende er ens, så er debatten
ganske forskellig. I Sverige er den fremherskende opfattelse, at
ligestillingen langt fra er opnået, og de fleste partier markerer sig
som feministiske. I Danmark er debatten langt mere tvetydig og
ambivalent og de danske partier beskæftiger sig kun i begrænset omfang
med ligestilling og opfatter sig ikke som feministiske (Dahlerup,
2002).

Fra Ligestilling vinder frem på den politiske dagsorden, lO ugebrevet a4, 2005

Selv om der er grøde i den danske ligestillingsdebat, er vi stadig

flere banelængder efter vores svenske naboer. Her er de konkrete
tiltag for ligestilling væsentlig mere omfattende, for eksempel har
svenskerne en decideret ligestillingsombudsmand, og alle politiske
partier med undtagelse af to erklærer sig for feministiske.

Alligevel går der i disse dage stærke rygter om, at Gudrun Schyman,
tidligere leder af det venstreorienterede Vänsterpartiet og i Danmark
mest kendt for sit forslag om en særlig mandeskat, snart vil
præsentere et helt nyt feministparti. Og ledende socialdemokrater samt
blandt andre den svenske LO-formand Wanja Lundby-Wedin er samtidig ved
at opbygge et socialdemokratisk feministisk netværk:

»I Sverige er der stor konkurrence mellem de politiske partier på

ligestillingsspørgsmål. Det er ikke et spørgsmål, om man er feminist,
men om man eksempelvis er moderat eller etisk feminist. I Danmark er
køn fortrinsvis en skjult dagsorden for politikerne, som de indretter
deres spin efter for at få kvindelige stemmer. Men der konkurreres
ikke for alvor på emnerne,« siger Drude Dahlerup, der som professor og
ligestillingsforsker ved Stockholms Universitet blandt andet forsker i
forskellene mellem dansk og svensk ligestillingspolitik.

Der er med andre ord stemmer i ligestilling og feminisme i Sverige,

hvor 16 procent af kvinderne ifølge en ny undersøgelse kunne
forestille sig at stemme på det nye feministparti, hvis det kommer til
verden.

Opslag i nudansk ordbog: feminisme: kamp for kvindens ligestilling med manden

Spørgsmål:

- Kan en forklaring på at feminisme i Danmark ikke er ligeså udbredt

som feminisme i Sverige være, at man i Sverige er gået mere kollektivt
til værks, mens det i Danmark er en individuel sag at være feminist?

- Hvorfor er det mere privat og individuelt at være feminist i Danmark?

- spiller den danske rødstrømpebevægelse i 70'erne en rolle i den måde man anskuer
feminisme i dag i dk?

- Hvad skal der til for at der bliver rejst en

feministisk-/ligstillingsdebat i Danmark?

- Skal der komme lovgivningsmæssige initiativer, skal enkeltpersoner/

grupper komme på banen?