• Embed Doc
  • Copy Link
  • Readcast
  • Collections
  • 1
    CommentGo Back
Download
 
....
"Anarki og arbejderbevægelse"
er
.oprindeligt en artikelserie, der blevbragt 1990-91 i det anarkistiske blad"Direkte Aktion"
~Otlaget
Pltatttyks formål erat udbrede kendskabet til antiautoritær socialisme
og
socialisme i
al
almindelighed.Enten
ved
egen produktioneller ved at·kapre ,alleredeudgivede værker
~otlaget
Pltatttyk
er ingen
og
alle -på en og samme tid.
Ingen,
fordi forlaget ikkekan kontaktes (og
faktisk:
ikkeeksisterer)
Alle,
fordi alle
OK
enhveropfordres til atgenoptrykkevores publikationerVi håber at lokalegrupperrundt omkring i landet kantjene lidt ekstra penge til deresaktiviteter ved salg
af
vorespublikationer
2
~apret
og
trykt
af
~otlllget
PJtlIlttyk
1995
•
J:otl~gQt
Pit~fttyk
Forord
•
Vi har i tidligere udgivelser be-.skæftiget os med modsætningernemellem Marx og Bakunin.Denne gang har
vi
fimdet enudgivelse, der sætter disse modsætninger i et større perspektiv.Tidsskriftet Direkte Aktionudtrykte det egentlig meget pænti deres eget oplæg til de 5 artikler.Dette oplæg får du på næste side.Tidsskriftet Direkte Aktion erdesværre afgået ved døden,hvilket er en skam.Det var, medvores kendskab, det sidsteerklærede anarkistiske tidsskrift iDanmark.God fornøjelse!ledet
af
arbejdernes organisationer. Og i denne første styrkeprøvemellem de to fløje var det reformisterne, der løb med sejren -og dethar de gjort mange gange siden.
Er
det ikke efterhånden tid
til
enforandring?
!
IIIII~III
III
35
 
Artikel 1
Starten
Den store industrielle revolution omkring begyndelsen
af
det
19
.århundrede skabte det afgørende grundlag for udviklingen
af
detkapitalistiske samfunds
to
hovedklasser. Maskinarbejdet afløstehåndværket, stordrift afløste de små værksteder
og
hjemmeindustrien, jernbaner og bedre kommunikation bragte varer,mennesker, byer og nationer nærmere hinanden.
Der
opstod store koncentrationer
af
lønarbejdere rundt omfabrikker og bycentre, og et stærkt, kapitalistisk borgerskab, somejede produktionsmidlerne
og
levede
af
arbejdernes produktion.Arbejderne levede under kummerlige kår.
De
blev tvunget ind fra
I
landet, boede i usle boliger og arbejde døgnet rundt i et dræbendearbejdsmiljø for en elendig løn.I mange lande havde det kapitalistiske borgerskab endnu ikketaget opgøret med resterne
af
den gamle herskerklasse, jord-adlen.Men i året 1848 fejede store borgerlige revolutioner hen over deteuropæiske kontinent. Arbejderklassen deltog i stor udstrækning idisse revolutioner, men deres mål gik langt videre endkapitalisternes. Så da det
nye
borgerskab havde sikret sig magten,rettede den våbene mod arbejderne
og
slog dem ned i blodigemassakre, især i Frankrig.Koncentrationen
af
arbejderne gav hidtil usete muligheder formodstand.De trange bolig-og arbejdsforhold og den åbenbarefælles skæbne gav grobund for arbejder-sammenslutninger.Dissesammenslutninger,der var spiren
til
fagbevægelsen, voksede fremunder skarp overvågning og forfølgelse, først i England,der varselve centret for den industrielle revolution, og senere i 1830'erne iFrankrig, Spanien, Belgien og de fleste andre europæiske lande,efterhånden som industrialiseringen greb om sig.
4
føderation
af
arbejderforbund.Skønt Saint-Imier Internationalen på overfladen stod mere samlet
og
stærk end nogensinde før med store tilhængerskare i Spanien ogItalien; sædeles aktive grupper i Frankrig
og
nye sektioner iLatinamerika, var den også utrolig sårbar. For i alle disse lande varInternationalen forbudt og forfulgt: Kun i Jura og Belgien kunneman arbejde legalt, og det var også i disse
to
lande, at kongresserneblev holdt.
Men De
Paepe havde med flertallet i den belgiske sektionbevæget sig over mod parlamentarismen,
og
Jura-føderationen vardels ramt
af
de·økonomiske tilbageslag i Schweiz, der fik mangemenige medlemmer til at falde fra.En del ledende medlemmer i Juraføderationen faldt også fra, såsom James Guillaume, der var blevetdesillusioneret·over den manglende vilje til bredt samarbejde iEuropas fagbevægelse.Han forlod Jura og slog sig ned i Frankrig,hvor han 20 år senere igen blev aktiv som fortaler for syndikalismen.Jura-føderationens sidste kongresser blev holdt
i
1879 og 1880 ogvar domineret
af
udlændinge, såsom Kropotkin, RecIus og Cafiero,der benyttede lejligheden til at fremlægge de holdninger, de ikkekunne tale åbent om
i
deres hjemlande.Med Jura-føderationen forsvandt også Saint-ImierInternationalens mulighed for at fungere, skønt den aldrig formeltblev opløst. De anarkistiske minearbejdere i Vallon diskriktet iBelgien tog initiativ til indkaldelse
af
en kongres, der skulle opretteen ren antiautoritær internationale..Kongressen fandt sted i nogle værtshuslokaler i London den
14.
juli 1881. Omkring 45 delegerede deltog,
og
de hævdede atrepræsentere 60 føderationer
og
59 enkeltgrupper med et samletmedlemstal på 50.000.Dette var rimeligvis overdrevet, menkongressen skabte da lidt panik hos magthaverne.Den britiskeambassadør i Paris fik læst og påskrevet
af
Frankrigsudenrigsminister, der beklagede, at den engelske regering havdetilladt en sådan kongres at finde sted.Til gengæld sørgedemyndighederne for at placere en række politispioner, hvoraf den
33
 
organisationer skulle tage sig
af
de faglige emner
og
understøttepartiet, der på sin side skulle tage sig
af
politikken. Enkelte
af
socialdemokratismens teoretikere, som Karl Marx, snakkede til tider
o
om revolutionær magtovertagelse.
Dette
slog dog ikkenævneværdigt ud i tidens politiske praksis. Den senere"revolutionære" kommunisme, der også henviser til sin marxistiskearv,
er et
lignende udslag
af
en alliance mellem borgerligeinterlektuelle
og
utypiske arbejdergrupper, men under andre
o
historiske betingelser.
o
Trade-unionismen
havde sin stærke basis i England og voksedefrem
af
det stadigt større bureaukrati
af
fagforeningspampere, derlevede
af
-
og
ikke for -arbejderklassen.Hovedlinien i tradeunionismen var at lægge al vægt på en bedring
af
arbejdernes kårgennem fagforeningerne, men indenfor rammerne
af
det eksiterendesamfund.
Når
det gjaldt politiske reformer stolede man på det
o
liberale borgerskab og dets partier. Trade-unionismen
og
socialdemokratismen griber ind i hinanden, særligt på det fagligeområde, og ved den politiske reformisme.Som
vi
senere vilvise,udviklede der sig alliancer mellem trade-unionisterne
og
socialdemokraterne.
Internationale
Flere forsøg på at skabe enhed mellem forskellige landesarbejderbevægelser fandt sted i midten
af
1800-tallet. Mest kendt førInternationale er bevægelsen
Fraternal Democrats,
der blev dannetomkring 1845.Fraternal Democrats agiterede især mod, atarbejderne skulle være kanonføde i koloniherrernes krige:
"Derfindes hverken i Storbritanien eller i kolonierneenfodsbrede jord,som
I,
arbejderne, kan kalde jeres egen...Jeres lod vil blive den gensidige nedslagtning og omkostningerneved opnåelsen
og
befæstelsen
af
sejren. "
Arbejdere i alle lande måtte stå sammen, fordi deres interesser varsammenfaldende:
"1
hvert enkelt land kan de
få
styranniog de
6
offentlige virksomheder
(..)
-
at erklære
,
at
al
ejendom
og
landbrugsjord, alle maskiner
og
bygninger er blevet statsejendom,er overgået til olkets ejerskab. "
Rapportens ordlyd var helt utilfredsstillende for de anarkistiskedelegerede, og man undlod at stemme om emnet. Med hensyn tilspørgsmålet om parlamentarisme kontra direkte aktion var der hellerikke enighed.
De
tyske tilhængere
af
Lassalle
og
englænderenEccarius argumenterede for, at man skulle arbejde indenforrammerne
af
grundloven og parlamentet. Man besluttede sig for etkompromis:
''Det er op til hver føderation
og
detsocialdemokratiske parti
i
hvert land atfastlægge sin egen politiske
fremfærd"
På
den ene side var Saint-Irnier Internationalen handlingslammetpå grund
af
de politiske uenigheder, og mange ledende socialisterfaldt fra og gik ind i arbejdet med at opbygge arbejderpartier. På denanden side voksede Internationalens omfang og indflydelse i årene1875-76.Nye kontakter'\)g sektioner voksede frem i Latinamerika, Portugal, Havnebyen Alexandrina og Grækenland.Næste kongres fandt sted i Bern, Schweiz i oktober 1876.Italienerne, der ikke havde været tilstede ved Bruxelles-kongresseni 1874 på grund
af
statens forfølgelse, vendte tilbage med Malatestraog Cafiero i spidsen.Også Spanien, Frankrig og Schweiz var rimligtrepræsenteret (sidstnævnte endda med delegerede fra dentysksprogede befolkning).Men hverken England eller Tysklandmødte op, mens Nederlandene kun sendte De Paepe.°Hna gjorde til gengæld med
al
tydelighed opmærksom på, at de nordeuropæiskelande i stadig stigende grad beskæftigede sig med opbygningen
af
arbejderpartier. Der tegnede sig et mønster, hvor Nordeuropa fulgteden socialdemokratiske linie, mens syden fulgte den anrkistiske:De Paepe foreslog, at man indkaldte til en Universiel SocialistKongres for at genforene Europas fagbevægelse.Italienerne
og
spaniolerne var imod men afstod fra at stemme.F orslaget blevvedtaget med De Paepe hollandske og belgiske stemmer støttet
af
dedelegerede fra Frankrig og Jura.
31
of 00

Leave a Comment

You must be to leave a comment.
Submit
Characters: ...
You must be to leave a comment.
Submit
Characters: ...