'.

:Y " .
··:;f : Carl Henrich Petersen
.,' Kommunismens
kættere
Bind 1

.-
' Q..
 ~ . "Kommunismens kættere" er
f
'.
..
-----------_._,.-,------.~.
J:or/lJget PlrlJttryks fonnål er
at udbrede kendskabet til anti-
autoritær socialisme og
socialisme i al almindelighed.
. Enten ved egen produktion
eller ved at kapre allerede
'I
udgivede værker
tor/aget PIrattryk er ingen og
alle - på en og samme tid.
Ingen, fordi forlaget ikke
kan kontaktes (og faktisk ikke
eksisterer)
Al/e, fordi alle og enhver
opfordres til at genoptrykke
vores publikationer
Vi håber at lokale grupper
rundt omkring i landet kan
tjene lidt ekstra penge til deres
aktiviteter ved salg af vores
publikationer
~.
2
oprindeligt udgivet 'ar MunksgaardS
forlag 1964.
Kapret og trykt i to bind af Forlaget
Pirattryk 1995
, .'
I=OtJ!lggt Pit!ltttyk '
.. .1l r;:
Forord "~ 'I
\ ;"\'
. . , r i :.'
Man .sIsal I geM-em læsningen holde
sig for øje, at ' .b ogen er over 30 år
gammel. - Mange af de vurderinger
C.H.P. foretager sig er begrænset af den
tid han levede i.
Udviklingen har taget nogle hop og
spring siden 1964. Det samme år
stoppede "tøbruddet" i Sovjetunionen.
Krustjov blev afsat og erstattet og
Bresjnevs beton-Sovjetunion.
Det tjekkiske forår blev trådt under
fode af Sovjetiske tropper. I Vesteuropa
havde vi et "ungdomsoprør", der i løbet
af 70' erne forsvandt ud i en mængde
små politiske menigheder.
Franco døde i 1975, og Spanien er
blevet et "pænt" borgerligt demokrati.
Vi har haft disko og punk. Muren er
faldet og sidst men ikke mindst afgik
Sovjetunionen ved døden nytårsnat
1991-1992.
Mangt og meget er forandret
Alligevel synes vi at
"Kommunismens kættere" er værd at
udgive igen - om ikke andet så på grund
af C.H.P. 's fortællerevne.
God fornøjelsel
 INDHOLD

4
Forord

6
Den demokratisk-hmnanistiske "afvigelse"
Rosa Luxemburgs kamp mod Lenin

17
Den syndikalistiske "afvigelse"
Arbejderoppositionen og rådskommunisme
Kollontaj og Pannekoek

28
Venstreafvigelsen
Trotzky og trotskismen

3
,I

FORORD

Det var i 1924, at min far Holger Petersen begyndte at fortælle

mig om arbejderbevægelsen, om socialisme og kommunisme, om
syndikalisme og anarkisme, og allerede i begyndelsen af 1925
begyndte jeg systematisk at låne det danske kommunistpartis organ
ugebladet "Arbejderbladet" hos en af min fars venner og kolleger
cigarmager Iver Jepsen. Fra 1930 startede jeg med at læse bøger og
pjecer samt tidsskrifter af socialistisk art i videste betydning. I 1934-
35 tilhørte jeg den kommunistiske oppositionsgruppe, som efter dens
internationale leder kaldtes brandlerianerne, og i 40'erne
I samarbejdede jeg på forskellig vis med trotskisterne. Politisk blev jeg
aldrig helt enig med disse kommunistiske kættere, bl. a. fordi mine
egne anskuelser tidligt fik et vist syndikalistisk præg, så jeg var altid
en slags kætter blandt disse kættere! Interesse for de kommuni~tiske
oppositionsretninger og "afvigelser" har jeg dog haft til stadighed
gennem over 30 år, og det var derfor med afgjort tilfredshed, at jeg i
efteråret 1963 udarbejdede og holdt en serie radioforedrag, i alt 6,
kaldet ''Kommunismens kættere", i Danmarks Radio . De udsendtes i
tiden 21. oktober - 5. december 1963, og det er dem, der i lidt
udvidet form udgør indholdet i nærværende bog.
Bortset fra enkelte korte bemærkninger omfatter redegørelsen
her kun tiden fra bolschevismens fødsel omkring 1903 frem til
afslutningen af den spanske borgerkrig i 1939. De aktuelle
brydninger i den kommunistiske lejr, som startede med Titos brud
med Sovjet i 1948 og især har taget fart efter Stalins død i 1953, har
der ikke været tid og plads til. Ud over sin egen værdi, så er
kendskab til kommunismens ældre historie imidlertid også en
forudsætning for at forstå den nuværende situation, eller sagt med
, andre ord: viden om de gamle kommunistiske kættere og deres ideer
og kritik letter i høj grad forståelsen af nutidens ideologiske og
1r politiske kamp indenfor verdenskommunismen.
Efter ønske fra Danmarks Radio har jeg lagt hovedvægten på

4
 I-

det ideologisk-politiske, men selv med denne begrænsning er der t.ale

om et så vældigt stof inden for det nævnte tidsrum, at jeg kun har
kunnet behande et karakteristisk udvalg af det store materiale og alt
sammen meget korttattet. Jeg tror dog, det er lykkedes mig at omtale
en betydelig del af de vigtigste sider af emnet, og de mange
kildehenvisninger skulle lette en grundigere fordybelse for de særligt
interesserede.
Jeg har lagt stor vægt på historisk og saglig korrekthed, men
skulle nogen læser trods det støde på fejl i fremstillingen, vil jeg være
meget taknemlig for at modtage underretning herom.

Carl Heinrich Petersen

5
 DEN DEMOKRATISK-HUMANISTISKE
"AFVIGELSE"
Rosa Luxemburgs kamp mod Lenin

Næsten dagligt indløber meddelelser om gensidige angreb og

beskyldninger i den store kamp mellem de sovjetiske og de kinesiske
kommunister. I formen er det en ideologisk strid, men bag den ligger
både udenrigspolitiske stormagtsmodsætningcr og konkurrencen om
magten over verdens kommunistiske partier. Til hovedmodsætningen
mellem russere og kinesere kommer mange andre særprægede og
splittende træk i nutidens kommunistiske verden: jugoslavernes
arbejderråd, polakkernes individuelle bondebrug og italienernes
tilbøjeligheder til demokratisk debat for bare at nævne nogle af de
tydeligste "afvigelser" i dag. Det er ikke for meget sagt, at der nu
næppe findes noget kommunistisk parti, som ikke præges af
usikkerhed, gæring og tiltagende uenighed mellem medlemmerne.
Den t"~årde ensretning og monolitiske enhed, som var de
komrliunistiske partiers særkende i hele Stalintiden, er nu 10 år efter
godt på vej til at slå over i sin modsætning. Hertil kommer, at man
vanskeligt kan sige, hvem der er oprørerne, kætterne, og hvem der
repræsenterer traditionen og kontinuiteten af de stridende parter.
Holder man sig til det ideologiske, kan der ikke være tvivl om, at
kineserne bedre er i overensstemmelse med leninismen end deres
modstandere, men i praksis var det helt fra først i tyverne holdningen
til herskerne i Kreml og deres til enhver tid gældende taktiske linjer,
der afgjorde, om man var en god kommunist eller en kætter, renegat
og agent for alverdens ondt. Efter denne praksis er det altså
kineserne, der afviger fra den "rette" kurs.

Da Stalin havde sejret definitivt og gjort sig til uindskrænket

diktator i den kommunistiske bevægelse fra slutningen af tyverne, var
, det forholdsvis begrænset, hvad der forekom af oprør mod hans
ledelse og autoritet i de kommunistiske partier, og det blev ret let
6'
kvalt - med politi-terror i Sovjetunionen og de senere satelit-Iande,.i
den øvrige verden i hovedsagen bare med åndelig og organisatorisk
terror. Men før den tid "forekom der en ikke ganske ringe åndelig,
ideologisk og politisk aktivitet i form af såkaldte "afvigelser" i de
kommunistiske partier først fra Lenins lære og praksis, senere fra
Stalins politik. Og selvom historien aldrig gentager sig helt, så kan
der alligevel trækkes nogle paralleller mellem problemstillingerne og
visse af synspunkterne fra de gamle kommunistiske opponenters tid
til det, vi oplever nu om dage. Derfor har det ikke bare historisk
interesse at beskæftige sig med de gamle kommunistiske kættere.
Det har været meget almindeligt · at sammenligne
kommunismen med katolicismen, og der er det rigtige heri, at de
begge åndeligt og ideologisk har et betydeligt islæt af høje og
smukke idealer samtidig med, at de ofte i praksis fremtræder som en
stærkt centraliseret international organisation med ufejlbarligheds-
dogmer, jernhård disciplin, grusomme kætterforfølgelser og kynisk-
realistik magtstræb. Af den voldsomme spændvidde mellem mål og
ideer på den ene side og den temmelig brutale og opportunistiske

Rosa Luxemburg taler ved et møde i forbindelse med II Internationales kongres i

Stuttgart i 1907
7
praksis på den anden side opstår i begge de nævnte kirker kætterske
personligheder og bevægelser, som forlanger respekt for de
oprindelige idealer og principper.
lier i landet er der i dag ligesom i en række andre vestlige lande
flere fhv. end nuværende kommunister, men om næsten alle de
forhenværende gælder det, at de er begyndt som forholdsvis
uskyldige kættere, der "bare" har forlangt en bedre
overehsstemmelse mellem den daglige praksis og de ideelle
grundværdier eller nogle af dem. Imidlertid er det en kendsgerning,
at en meget stor del af de kommunistiske kættere har udviklet sig til
fuldstændigt frafaldne, til rene "renegater", for at bruge den
kommunistiske terminologi. Hovedårsagen hertil har i reglen været
den meget grove behandling, det kommunistiske partibureaukrati
altid har givet enhver selvstændig kritiker, og det stadig større svælg
mellem de smukke idealer og den mere og mere forbryderiske
praksis, der kendetegnede den kommunistiske virkelighed gennem
mange årtier.
I denne serie skal vi i øvrigt ikke beskæftige om med de mange
frafaldne kommunister, men kun med kætterne, dvs. de folk, som
nok rejser en ofte skarp kritik af terroren og opportunismen eller
sel<terismen i den kommunistiske bevægelse, men som samtidig i
hvert fald i hovedsagen stiller sig på de marxistiske princippers
grund, accepterer kommunismens langtidsmål (et klasse- og statsløst
samfund uden udbytning og undertrykkelse) og går ind for
anvendelse af ikke-parlamentariske, voldelige midler i klassekampen
som en nødvendighed i hvert fald ved gennemførelsen af
magterobringen, den såkaldte proletariske revolution. Ud fra denne
definition må selveste Khrustjof betegnes som en kommunistisk
kætter eller ligefrem en frafalden m.h.t. det sidste punkt, når han
hævder muligheden af en fredelig overgang til socialismen i en række
lande. Lignende reformistiske tendenser gjorde sig i øvrigt også
gældende i den stalinistiske bevægelse i folkefrontstiden 1935-39 og
under Sovjets forbund med vestmagterne 1941-47, i begge tilfælde
bestemt af udenrigspolitiske hensyn fra Sovjetunionens side.

8.
 Hvad angår selve begrebet kommunisme, så kan det være lige
så svært kort at definere dette som f.eks. kristendommen. Som
bekendt kaldte Marx og Engels sig oprindeligt for kommunister, men
brugte også betegnelserne realistisk eller videnskabelig socialisme
om deres lære og accepterede til sidst med nogen tøven også ordet
Socialdemokrati. Med Lenin var det omvendt: han kaldte sig det
meste af livet socialdemokrat, om end ofte med tilføjelsen
revolutionær socialdemokrat, men fra 1918 vendte han tilbage til
urmarxismens partinavn kommunist. Men også den kendte
anarkistiske teoretiker Kropotkin kaldte sig kommunist, skønt hans
stilling til staten og den almindelige politiske kamp var anderledes og
langt mere negativ end de øvrige her nævnte kommunisters.
Kropotkins bekendelse til kommunismen betød da bare, at hans mål
og samfundsideal var et stats- og klasseløst samfund med fuldstændig
fællesskab i ejendom, produktion og forbrug.
Den kOlnmunisme, vi her skal beskæftige os med, er imidlertid
Lenins og de forskellige kætterske afvigelser fra denne, og den kan
kort og noget skematisk defineres som revolutionær marxisme tilsat
Lenins særlige partiopfattelse, hans teorier og praktiske udførelse
m.h.t. proletariatets diktatur samt hans lære om imperialismen,
hvilket alt sammen i den officielle kommunistiske teologi kaldes for
anvendelse og videreudvikling af marxismen. Også med hensyn til
imperialismen havde Rosa Luxemburg delvis andre meninger end
Lenin, men ellers er det aldeles overvejende Lenins partiopfateIse og
hans lære om proletariatets diktatur og især hans praksis på disse
felter, der er blevet angrebet af hende og andre demokratisk prægede
kommunistiske kættere. Andre kommunistiske opponenter som
trotskister og brandlerianere har derimod bekendt sig til Lenin også
på disse områder, men har samtidig anklaget Stalin for her at have
gjort sig skyldig i bureaukratisk og totalitær udartning. Det sidste har
de jo i hvert fald haft ret i!
Som betegnelse for Lenins særlige retning bruges ofte ordet
bolschevisme, afledt af et russisk ord, der bare betyder flertal, og det
navn fik Lenins fraktion i det russiske Socialdemokrati, fordi den
endte med at blive flertal på partiets anden kongres j sommeren 1903,
9
hvorved den besatte flertallet i partiledelsen. Ved den vIgtIge
afstemning om statutternes paragraf l (betingelserne for medlemskab
i partiet) blev Lenins retning derimod i mindretal, men efter
udvandring fra kongressen af repræsentanterne for de jødiske
socialisters sammenslutning kaldet ,,Bund" og af de såkaldte
"økonomister", der ville nøjes med faglig og social reformkamp,
beherskede Lenin kongressens flertal. Bolschevismen har altså 60 års
fødselsdag i år.
Foruden på den anden partikongres så har Lenin udviklet sin
særlige partiopfattelse i to skrifter fra henholdsvis 1902 og 1904,
nemlig "Hvad skal der gøres?" og ''Et skridt frem, to tilbage". Heri
rummes i virkeligheden selve kernen i bolschevismen, eller som den
senere ofte kaldes leninismen, og ved siden af de objektive faktorer
(Ruslands underudvikling økonomisk, kulturelt og demokratisk og
den russiske revolutions isolering) så udgør Lenins lære om partiet
den vigtigste nøgle til forståelse af kommunismens væsen og
udvikling. De kommunistiske kætteres kamp kan også i sidste instans
praktisk taget altid føres tilbage hertil. Nogle hovedpunkter i denne
opfattelse skal derfor skitseres her.

Ifølge Lenin var det umuligt for arbejderklassens store flertal at

nå frem til en "socialistisk bevidsthed", dvs. til erkendelse af den
socialistiske revolutions nødvendighed og vejene til dens
gennemførelse. Arbejdernes masse kunne aldrig nå højere end til en
såkaldt "fagforeningsbevidsthed", dvs. til den elementære
klassebevidsthed, der bød dem at organisere sig og solidarisk kæmpe
for økonomiske forbedringer og politiske reformer inden for det
bestående samfund. Men det mindretal i klassen samt i praksis især
de intellektuelle, der nåede den socialistiske bevidsthed, skulle
organisere sig i det revolutionære socialistiske parti, tilkæmpe sig
førerskabet i arbejdernes kampe og masseorganisationer og som en
"bevidst fortrop" med både legale og illegale midler organisere den
proletariske revolution. Men da denne bare kunne gennemføres med
militære midler som en borgerkrig, så måtte ledelsen i denne, altså
fortropspartiet, også organiseres militært med jernhård disciplin og
10
 kommandomY"ndighed hos ledelsen. Den politiske diskussion og
meningsfriheden i partiet anerkendtes i princippet; men gjaldt dog
bare til de kompetente partiforsamlinger havde Jastla~ ,den poJiti§~e
"linje'~: De højere partiprganer valgtes nedefra og opefter, men meget
indirekte; og ,de lavere organisationsdele skulle 'adlyde de højer~
, .::,c...·instanser. " Dette orgahisationsprincip ' kaldtes "demokratisk
var
. /,',..>.... -- centralisme" - i pr~ksis d~t mere centralistisk end demokratisk.
.
I ... ~
Medlemmerne i partiet skulle ikke bare anerkende partiets program
og nu og da tage et nap for partiet~ de skulle være permanent aktive
( ;r, under de højere partiorg~ners kontrol og ledelse. Lenin udtrykte det

," således: "De skulle ikke blot qfre 'deres friaftener på partiet,:' men
"deres hele liv". De skulle have'):evolutionen som profession, altså
være "professionelle revolutionæere'''. ,, ' --. :
Det er klart, at den meget lave politiske bevidsthed hos ~e
russiske arbejdere dengang 'og den illegale kamp mod zarismen samt
nødvendigheden af ~Q. revolution imod denne har sat sit præg på
Lenins partiteori, der"dog også var en reaktion på de særdeles løse
organisationsforhold: En meget stor del af de lokale organisationer
var nemlig en underlig blanding af politiske foreninger og legale
aftenskoler og studiekredse, der både lærte arbejderne at læse og
skrive og gav almindelig folkeoplysning, og som samtidig tjente som
dække for et illegalt og halvlegalt partiarbejde.
Det inå erkendes, at Lenin med sit fortropsparti skabte et
brugbart redskab for den kommende revolution, men han
generaliserede alt for stærkt ud fra den tids særlige russiske forhold,
tildelte i realiteten kun-arbejderklassen en statistrolle, og ved i så høj
. grad at 'organis~ie 'partiet efter militære principper lagde han ikke
bar.e grunden til 'en farlig u9yikling i autoritær retning, meIl: tog tillige
de første vigtige skridt i den retning.

Allerede i starten kom Lenins partiopfattelse da også i hård

modvind - og ikke bare fra mere eller mindre moderat side i
arbejderbevægelsen. Til kritikerne hørte nemlig to af tidens største
revolutionære navne, Leo Trotzky og Rosa Luxemburg. Trotzkys
indvendinger skal blive omtalt i et følgende kapitel, mens jeg her vil
11
r

referere det vigtigste af Rosa Luxemburgs kritik.

I sin bog '~t skridt frem, to tilbage" går Lenin nærmere ind på
de spørgsmål, der førte til spaltningen mellem bolschevikker og
menschevikker på den anden partikongres, især striden om
parti organisationen, og forfægter her sit centralistiske standpunkt i
yderst tilspidset form: ''Bureaukratisme mod demokratisme, det er
netop det revolutionære Socialdemokratis organisationsprincip imod
opportunisternes organisationsprincip", siger han således. Senere
viste Lenin et par gange tendens til at moderere dette standpunkt
noget, men i al sin skarphed siger det alligevel noget væsentligt om
hans hovedlinje i den sag. Rosa Luxemburg svarede ham både i det
russiske tidsskrift "Iskra" og i det tyske "Neue Zeit", der blev
redigeret af Kautsky. Lenin sendte sidstnævnte en slags svarartikel,
men deri bestred han bare rigtigheden af Rosa Luxemburgs kritik
uden overhovedet at gå ind på det positive og konkrete indhold heri
- og rasede så i øvrigt mod sine russiske modstandere på en måde,
som var fuldstændig uforståelig for den uindviede læser. Kautsky
nægtede da også at optage artiklen, der først blev trykt 20 år senere

Rosa Luxemburg
12
i et russisk tidsskrift, altså lige efter Lenins død. Det var meget få af
samtidens ikke-russiske socialister, der overhovedet bemærkede
disse debatter, og den almindelige opfattelse hos iagttagerne var den,
at det dog var noget besynderligt sekterisk tøj,eri, disse russere plus I

Rosa Luxemburg beskæftigede sig med. Først efter den russiske

revolution blev der større international interesse for disse spørgsmål,
og mange opdagede med undren, at sekterernes uforståelige
teoretiske debatter i århundredets begyndelse havde fået
verdenshistorisk betydning.
Rosa Luxemburg var enig med Lenin i, at klassekampens og
revolutionens interesser nødvendiggjorde skabelsen af et
centraliseret socialdemokratisk parti, men hun kritiserede Lenin for
''ultracentralisme''. Den centralisme, Rosa Luxemburg gik ind for,
definerede hun selv som de klassebevidste arbejderes
majoritetsherredømme i deres egen partiorganisation, og hun gik
imod Lenins næimest enevældige partiledelse med en generalstabs
myndighed, bl.a. med det argument, at "organisationsledelser ifølge
deres natur spiller en stærkt konservativ rolle", hvilket svarede til
hendes erfaringer med det tyske Socialdemokratis ledelse. At Rosa
Luxemburg her er inde på noget af det rigt~e, kan der gives utallige
eksempler på, og ironisk nok måtte lAni n i sit livs vigtigste
situationer erfare det samme i stor udstrækning netop med sin egen
bolschevistiske partiledelse: i 1917 måtte han føre ' drabelige kampe
for sin nye revolutionære kurs i april og for beslutningen om opstand "
i efteråret mod sine partilederes træghed og tilbøjelighed til. at følge
den gamle partitaktik, og i sit livs aften var hans største bekymring
det nye konservativt prægede stats- og partibureaukrati !
Lenins organisationssystem sammenlignede hun med den
gamle franske konspirator Blanquis, der hele sit liv led og kæmpede
for at gennemføre et revolutionært kup ved hjælp af en lille hemmelig
organisation af professionelle revolutionære, der var skarpt
afgrænset over for arbejdernes masse. Hovedfejlen ved den slags
revolutionære eliteorganisationer var ifølge Rosa Luxemburg, at de
så bort fra eller stærkt undervurderede den afgørende drivkraft i den
moderne arbejderklasses kamp, nemlig spontaniteten. Både stormen
13 '
 på bastillen, der indledte den store franske revolution, og de
begivenheder, der førte til oprettelsen af Pariserkommunen, var
I spontane massebevægelser, og såvel Kommunens specielle
statsapparat som de russiske sovjetter opstod ligeledes spontant, det
samme gælder mange af de største strejkebevægelser (tænk.bare på
de fleste af folkestrejkerne herhjemme under besættelsen!). Med den
vægt, Rosa Luxemburg lagde på sin af praktiske erfaringer
udformede "spontanitetsteori" måtte hun også kritisere Lenin for at
ville påtvinge arbejdernes kampe og bevægelser en almægtig og
alvidende partiledelse, der ville kommandere, på forhånd fastlægge
en bestemt taktik og følge et stift skema. I stedet for det skulle
lederne lade deres politik befrugte af det levende livs kampe og lære
af massernes erfaringer - i mindst lige så høj grad, som lederne skulle
bibringe masserne bevidsthed om kampenes strategiske
revolutionære slutmål.
Hun var altså både revolutionær og demokratisk socialist,
mens Lenin med sin partiteori faktisk var en .revolutionær diktator
allerede i 1903.

Som en fortsættelse og konsekvens af kampen mod Lenins

'partiopfattelse i 1904 kan man betegne den lille pjece "Die russische
Revolution", som Rosa Luxemburg skrev i fængslet"i efteråret 1918,
få måneder før sin død, og hvori hun tager stilling til det nyoprettede
bolschevikdiktatur. Hun er heri fuld af begejstring for selve
revolutionen og kritiserer det tyske Socialdemokrati for dets støtte
til den imperialistiske krig, ligesom hun heri ser en hovedårsag til de
mangler og fejl, hun påviser ved det nye regime i Rusland.
Man kan dele denne kritik i to afdelinger, hvoraf den ene består
af hendes kritik af bolschevikkernes jord- og nationalitetspolitik, og
den anden indeholder hendes angreb på de nye magthavere for deres
knægtelse af demokratiet. Hvad det sidste angår, har hun i
hovedsagen ret og fik det mere og mere i de følgende årtier; men med
, hensyn til den første kritik, så kan man højst finde en vis teoretisk
berettigelse deri og må afvise den i praksis. Det kan således være
meget rigtigt, når hun hævder, at bolschevikkerne ved at overlade
14
bønderne godsejernes jord til privateje forhindrer virkeligt rationelt
og videnskabeligt jordbrug og skaber en reaktionær magtfaktor i
landsbyen, men hun "glemmer", at bøndernes sorte deling af jorden
var en spontan masseaktion og betød opfyldelsen af generationers
drøm, og den havde en styrke, som ingen russisk regering den gang
kunne modstå. Ligeledes kan der være meget rigtigt i hendes påstand
om, at bolschevikkerne ved at give de ikke-russiske nationaliteter ret
til statslig uafhængighed så sig stillet over for en række
kontrarevolutionære regimer, der også undertrykte deres egne
arbejdere. Men her glemmer hun igen, at boisihevikkerne næppe
havde magt til at forhindre disse løsrivelser, der jo i øvrigt byggede
på bolschevikkernes gamle nationalitetsprogram, som hun ganske
vist altid havde bekæmpet i internationalismens navn og ud fra den
socialistiske revolutions interesser. Desuden ville nægtelse af
national uafhængighed for de pågældende folk sandsynligvis befordre
den nationalistiske tankegang også blandt deres arbejdere.
En særlig kritik rejser Rosa Luxemburg mod bolschevikkemes
opløsning af den konstituerende forsamling, og her har hun i hvert
fald ret i, at dens indkaldelse efter frie valg til den udgjorde en vigtig
del af bolschevikkemes .program lige før deres magtovertagelse.
Hendes svar på deres påstand om, at den ikke længere afspejlede de
virkelige stemninger i folket, er også helt ud logisk, idet hun siger, de
jo så bare kunne udskrive nyvalg. At dens opløsning eller rettere
afskaffelse udgjorde et afgørende skridt til likvidering af demokratiet
kan heller ikke nægtes. Alligevel kan man ikke helt afvise den
påstand, at der i sovjetsystemet var skabt en organisationsform, der
på nogle punkter (fx. vælgernes ret til stadig at trække deres
repræsentanter tilbage og vælge nye) var mere demokratisk end den
klassiske parlamentarisme. - Det forudsætter "bare", at de
almindelige demokratiske rettigheder respekteredes, især retten til at
danne oppositionelle partier, frie fagforeninger og en oppositionel, fri
presse - samt naturligvis retssikkerhed - og på alle disse og så at sige
alle andre punkter undertrykte og afskaffede· bolschevikkeme
demokratiet I
De vigtigste og de bedste dele af ''Die russische Revolution"
15
 består af Rosa Luxemburgs beskrivelse og kritik af denne uhyggelige
politik fra de revolutionære diktatorers side.
Man har senere fra kommunistisk hold påstået, at Rosa
Luxemburg i de sidste to måneder af sit liv (hun blev myrdet af den
tyske kontrarevolutions brutale landsknægte den 15. januar 1919)
skulle have modereret eller trukket tilbage sin her refererede kritik af .
bolschevikdiktaturet, og selvom denne påstand overvejende bygger
på gengivelse pr. hukommelse af mundtlige udtalelser til en enkelt
mand, så kan der jo godt være lidt om det. Sikkert er det dog kun, at
.hun i spørgsmålet om indkaldelse af en nationalforsamling efter den
tyske novemberrevolution indtog en afvisende holdning begrundet
med argumenter, der noget lignede bolschevikkemes anklager mod
deres demokratisk ,valgte nationalforsamling, den såkaldte
konstituerende forsamling.
Imidlertid er det oplagt for enhver med kendskab til Rosa
Luxemburgs personlighed og principper og hele hendes idealistiske
kamp for arbejderklassens og hele menneskehedens befrielse fra .al
udbytning og undertrykkelse, at hun aldrig ville have affundet sig
med det brutale diktatur, der stadig tydeligere afslørede al sin
hæslighed i årene umiddelbart efter Rosa Luxemburgs død. Hendes
sidste politiske handling viser også hendes fortsatte selvstændighed
over for de russiske bolschevikker: hun var den første fortaler for
beslutningen om at pålægge det ·nydannede tyske kommunistpartis
delegerede, at de skulle stemme imod oprettelsen af Den
kommunistiske Internationale på den nært forestående kongres i
Moskva.
Selvstændighed var i det hele taget en af denne lille og fysisk
svage kvindes mange gode egenskaber livet igennem. Da hun som
ung landflygtig polsk student deltog i II. Internationales kongres i
Zurich i 1893, rettede hun fra talerstolen et kraftigt angreb på Polens
socialistiske Parti for at være gennemforgiftet af nationalisme, og
skønt hun blev mødt med en hel kanonade fra en lang række gamle
\:: partipaver, både fra Polen og fra andre lande, bl. a. gamle Liebknecht
fra Tyskland, der stemplede hende som zaristisk agent, så holdt den
lille 22-årige pige fast ved sin mening.
,
16
.,
l
I
I

.,l
 Lederen for Polens s'ocialistiske parti hed Pilsudski. Han endte
som fascistisk diktator i Polen. Rosa Luxemburg havde set rigtigt.

Til slut skal det blot nævnes, at Rosa Luxemburg ikke bare var
Lenins modstander, hun var også på mange felter hans medlkæmper.
Begge forsvarede de den revolutionære marxisme mod Bernsteins
revisionisme, og hovedpunkterne i den resolution, som II
Internationales kongres i Stuttgart vedtog i 1907 om kampen mod
krigen, var forfattet af Lenin og Luxemburg i fællesskab. De var
begge aktive under den første russiske revolution og bekæmpede hver
på deres plads opportunismen i arbejderbevægelsen og støtten til den'
første imperialistiske verdenskrig fra de førende socialdemokratiske
partiers side. Og tre år efter Rosa Luxemburgs død anbefalede Lenin
en snarlig udgivelse af hendes samlede skrifter som "den mest nyttige
lærebog til opdragelse af mange generationer af kommunister i hele
verden", men sta1inismens sejr bevirkede, at kun tre af de planlagte ni
bind udkom.

17
 DEN SYNDIKALISTISKE "AFVIGELSE"
Arbejderoppositionen og rådskommunismen.
Kollontaj og Pannekoek

Både syndikalismen og kommunismen er revolutionære

ideologier og arbejderbevægelser, der vil omstyrte det kapitalistiske
samfund med udenomparlamentariske midler og på dets ruiner
opbygge et socialistisk system. Begge retninger er stærke i det
negative, og der er megen lighed i den kritik, de retter mod
'kapitalismen og den moderate socialdemokratiske arbejderbevægelse.
r visse lande, navnlig i Danmark og Norge samt i de engelsktalende
lande, gik en væsentlig del af syndikalisterne helt eller delvis over til
kommunismen omkring 1920, og alt det har bevirket, at mange har
været tilbøjelige til at betragte de to tendenser som næsten identiske,
hvad ideer og metoder angår. At de mange steder fik deres
gennembrud næsten samtidigt, nemlig under og lige efter den første
verdenskrig, og at de i betydelig udstrækning fremgik af den samme
revolutionære gæring i masserne dengang, har yderligere tilsløret
forskellene Imellem dem, også hos mange revolutionære arbejdere,
som især i denne periode repræsenterede alle mulige blandingsformer
af syndikalistiske og kommunistiske ideer.
Når vi her skal beskæftige os med den såkaldte "syndikalistiske"
afvigelse inden for kommunismen-og det er især i årene 1917-21, at
denne "afvigelse" gør sig gældende-så vil det være naturligt først at
gøre sig klart, hvori de vigtigste forskelle mellem de to tendenser
består.

Der er først det organisatoriske skel, at syndikalismen

fremtræder som revolutionær fagbevægelse eller fagopposition, mens
kommunismen er et politisk parti. Hvad der ikke er fagligt-
økonomiske spørgsmål, ligger derfor stort set uden for syndikalismens
interessefelt, i hvert fald i dens oprindelige form, måske lige med
undtagelse af en stærkt betonet antimilitarisme, hvorimod
18
 ;
i

kommunismen som en politisk retning har et meget større

arbejdsområde~ og da den tillige er en filosofi, en fast livsanskuelse, må .
I·
man sige, den spænder over meget mere end syndikalismen. Egentlig
er kommunismen en totalitær teori, også i den forstand, at den gør
krav på at besidde svar på alle menneskelivets problemer, men i 'en
anden forstand er den alligevel langt snævrere end syndikalismen, og
det skyldes kommunismens diktatur- og parti-teorier, der gør ledelsen
for det stramt centraliserede eliteparti til det helt afgørende handlende,
diriger'ende og bestemmende element i klassekampen, både før og
endnu mere under og især efter revolutionen. Der er syndikalismen
langt mere demokratisk og mere omfattende, idet den vil skabe et
socialistisk samfund, ved at en fagbevægelse omfattende alle håndens
og åndens arbejdere og med en rent demokratisk og decentralistisk
organisationsform overtager produktion og distribution.
Begge retninger vil gennemføre revolutionen ved ikke-
parlamentariske . masseaktioner, men hvor revolutionen for
kommunisterne først og fremmest er borgerkrig med partiet som
generalstab, der er den for syndikalisterne primært generalstrejke
gennemført af den samlede fagbevægelse eller ligefrem en spontan
rejsning
Også de syndikalistiske teoretikere tillægger det bevidste
mindretal af overbeviste revolutionære en særlig betydning, men mere
som initiativtager, oplyser og moralsk eksempel end som alvidende 'og
altbestemmende generalstab.
Nogen synderlig klar og detaljeret stiIJ.jng tager de '
syndikalistiske forfattere ikke til formerne for deres idealsamfund, men
da mange af dem er udgået fra eller i hvert fald stærkt påvirket af
anarkismen, synes de at betragte den såkaldte "ekspropriative
generalstrejke" som ensbetydende med en social revolution, der ikke
bare knuser kapitalismen, men som samtidig afskaffer staten. Derfor
forekommer der intet proletarisk overgangsdiktatur i deres lære, men
under indtryk af den russiske revolutions første resultater gik en del
syndikalister ind for en slags bredt klassediktatur, bygget på de
demokratisk valgte råd og med en selvstændig og fri fagbevægelse
som et vigtigt element, men stillede sig skeptiske eller ligefrem
19
r

,afvisende over for et ubegrænset partidiktatur,

Som et revolutionært politisk parti gik kommunisterne ind for
deltagelse i valgene og for at udnytte parlamenterne som tribuner for
revolutionær agitation, herunder for at afsløre "den parlamentariske
humbug" og "den demokratiske statsform som en tilsløret form for
, borgerskabets diktatur over proletariatet", som det hed i de
kommunistiske teser. I disse fastsloges det også som kommunisternes
pl,igt at danne kommunistiske celler og bore indefra i alle
fagforeninger, selv de mest reformistiske eller reaktionære, bare de
h~vde klassekarakter.
På de to felter var der tydelige differencer med syndikalisterne,
der pr. definition ikke ville deltage i valg og parlamenter som
organisation, og som i mange lande havde dannet eller anbefalede at
oprette egne revolutionære fagorganisationer uden om og imod de
reformistiske fagforeninger.
De her skitserede ,specielle syndikalistiske standpunkter eller
nogle af dem genfindes mere eller mindre klart i de forskellige
halvsyndikalistiske tendenser inden for kommunismen omkring 1920,
og de vigtigste af dem er Arbejderoppositionen i Rusland og
Rådskommunismen i Tyskland og Holland, .

Når den såkaldte syndikalistiske afvigelse korn til at spille en vis

rolle i kommunismen på det nævnte tidspunkt, så skyldes det ikke
bare, at syndikalismen er ældre end bolschevismen og i mange lande
udgjorde den eneste selvstændige revolutionære bevægelse før 1917,
men det hænger også sammen med, at Lenin på to vigtige punkter slog
ind på en kurs, der lignede en tilnærmelse til visse syndikalistiske ideer.
Bolschevikkernes. centrale parole, hvorunder de gennemførte
oktoberrevolutionen i 1917, var som bekendt "Al magt til
sovjetterne!", og da disse var opstået spontant som en meget
demokratisk valgt arbejderrepræsentation, så var en sådan parole
egentlig uforenelig med et partidiktatur. Bogstaveligt taget var den
altså ganske ukomrnunistisk, og en del tyder da også på, at Lenin
aldrig tog den for dens pålydende, Da den første sovjet opstod under
revolutionen i 1905 som et råd eller udvalg sammensat af frit valgte
20

. I
repræsentanter for arbejderne i fabrikkerne i Sankt Petersborg og med
den oprindelige opgave at udgøre en central strejkeledelse, stillede
bolschevikkerne med Lenin i spidsen sig da også ganske skepti~ke og
afvisende dertil; men da de opdagede, at det nye organ kunne bruges
til fremme af deres revolutionære formål, slog de om. Et par måneder
før oktoberrevolutionen i 1917 fik bolschevikkerne flertal i den
vigtigste af sovj etterne, nemlig den i hovedstaden Petrograd - navnlig
fordi de oprindelige flertalspartier menschevikkerne og de
socialrevolutionære støttede den provi&.oriske regerings fortsatte
krigsførelse-og ved den alrussiske sovjetkongres, der trådte sammen
dagen efter den sejrrige opstand i hovedstaden, var der ligeledes
bolschevistisk flertal. Derved fik Lenins parti den faktiske magt i
landet, selvom det formelt var sovjetterne, der blev bærer af magten,
og selvom det ligeledes formelt var Petrograd-sovjettens militæ.r-
revolutionære komite under ledelse af Tr6tsky, der organiserede og
ledede den sejrrige oktoberopstand.
I de følgende år mistede sovjetterne mere og mere af deres ydre
magt og demokratiske indhold, og fra 1921 blev de bare et formelt
dække for kommunistpartiets uindskiænkede diktatur.
Den teoretiske begrundelse for parolen "Al magt til sovjetterne"
gav Lenin i sit hovedværk "Staten og Revolutionen", som han skrev i
sommeren 1917, og foruden med denne parole så nærmede han sig
deri også visse syndikalistiske synspunkter ved en dybtgående kritik af
statsbegrebet og alt bureaukrati i det hele taget som uforeneligt med
virkelig frihed og socialisme. Han understregede dog samtidig, at et
vist proletarisk statsapparat var nødvendigt i en kortere
overgangsperiode efter revolutionen, indtil socialismen var endeligt
gennemført, . men for at forhindre, at det blev · et nyt
undertrykkelsesapparat, måtte ingen deri have højere løn end en
kvalificeret arbejder (maximum 6000 rubler), og embedsmændene
skulle vælges med ret for vælgerne til at trække de valgte tilbage til
enhver tid-for blot at nævne nogle af de vigtigste ubureaukratiske ttæk
i dette system. Endelig fremhævede Lenin, at der hermed var tale om
et apparat og . en stat, der ikke bare var begyndt på sin egen
dødsproces, men at denne bortvisnen af staten uundgåeligt ville
21
resultere i statens fuldstændige forsvinden, efterhånden som
muligheden for en kontrarevolution fra de hidtil herskende klassers
side forsvandt.

Når man nu næsten 50 år efter sammenligner disse teorier med

den reelle udvikling i Sovjetunionen, så slår det en, hvor fuldstændig
modsat det er gået. En større undersøgelse af årsagerne hertil vil føre
alt for 'vidt, men det skal dog nævnes, at landets lave stade økonomisk
og kulturelt, mangelen på demokratiske traditioner, herunder en stor
demokratisk opbygget arbejderbevægelse, og borger- og
interventionskrigene med påfølgende blokade samt
verdensrevolutionens nederlag i de øvrige lande har vejet tungt til.
Som vægtige subjektive faktorer må nævnes det herskende partis
centralistiske form og Lenins bevidste magtstræb.
Lenin og hans nærmeste betragtede sig som historiens redskab
og de eneste bevidste bærere af fremskridtets og socialismens sag, og
derfor havde de efter deres egen mening ikke bare ret, men også pligt
til med alle midler at beholde magten og bestemme udviklingen. Med
en sådan opfattelse fik de ikke dårlig samvittighed af at undertrykke
alle anderledes tænkende, men det skal alligevel understreges, at der i
deres oprindelige revolutions- og diktaturteorier ikke lå det, at andre
partier og meninger skulle rammes af et permanent forbud. I dag har
ordet diktatur bl.a. et sådant indhold, men når Marx og oprindeligt
også Lenin gik ind for proletariatets diktatur, så mente de dermed blot
en konsekvent revolutionær regering, der brød kontrarevolutionens og
reaktionens modstand og gennemførte dybtgående sociale og politiske
forandringer ikke mindst m.h.t. ejendomsforholdene. Under et sådant
diktatur ville kapitalisterne, godsejerne og andre besiddende grupper
blive voldeligt undertrykt, men man forestillede sig at repræsentere og
bygge på det overvældende befolkningsflertal af ubemidlede og at
sikre et sådant flertals demokrati, og nogen permanent afskaffelse af
de almindelige demokratiske friheder og forbud mod al opposition
indgik ikke i disse diktaturteorier.
Endnu under borger- og interventionskrigene betragtede
bolshevikkerne undertrykkelsen af de andre socialistiske partier og
22
anarkisterne som midlertidige forholdsregler dikteret af krigsførelsen,
men aldrig så snart var disse krige endt med bolschevikkernes sejr, før
de nåede til den opfattelse, at enhver organiseret opposition uden-
eller inden for deres eget parti automatisk ville blive hjemsted for alle
kontrarevolutionære kræfter og dermed udgøre en dødelig trussel mod
den nye samfundsorden. Derfor forbød de i 1921 ikke bare alle andre
partier, men også alle organiserede fraktioner i deres eget parti .
Dermed var verdens første moderne totalitære stat skabt.

I slutningen af 1920 og begyndelsen af 1921 fandt den store

fagforeningsdiskussion sted i det russiske kommunistparti, og den
kastede et grelt lys over arbejderklassens stilling i "arbejderstaten".
Tre hovedsynspunkter kom frem, nemlig på den ene fløj Trotskys, der
kort gik ud på, at fagforeningerne skulle gøres til rene statsorganer
med den hovedopgave at lære arbejderne den strammest mulige
arbejdsdisciplin. Samtidig foreslog han oprettelse af store militært
organiserede arbejdsbrigader til udførelse af de særligt påtrængende
store arbejdsopgaver - og foregreb dermed i virkeligheden Stalins
berygtede arbejdslejre. På den anden fløj stod "Arbejderoppositionen", )
(
hvis ledere var metalarbejderen Schljapnikov og generalsdatteren
Alexandra Kollontaj, og dens program, som sidstnævnte formulerede
i en pjece med titlen "Arbejderoppositionen"~ gik i stik modsåt retning.
Dens centrale krav var formuleret således: "Organiseringen af
økonomiens forvaltning hører under den alrussiske konference af
producenter, som er forenede i fagforbund, og som vælger
centralorganer for forvaltningen afhele republikkens økonomi". På det
lokale plan ville de bygge det økonomiske liv på fagforeningerne og
bedriftsrådene, de krævede ligeløn for alle gennemført, sikring af et
gratis eksistensminimum for arbejderne og vendte sig mod det nye
herskende bureaukrati. Eller sagt med andre ord:
Arbejderoppositionen forlangte de producerende folkemassers
selvstyre. Det svarede ret nøje til syndikalisternes ' målsætning
"arbejdernes overtagelse af virksomhederne", og det betød, at det
økonomiske liv blev unddraget kommunistpartiets kontrol. Lenin
kaldte det en anarkosyndikalistisk afvigelse og gik naturligvis bestemt
23
 imod det, men var på den anden side heller ikke enig med Trotsky i
hans 1a:av om statsdirigerede fagforeninger og militarisering af
arbejdet. Lenins mellemstandpunkt i fagforeningsdiskussionen gik ud
på, at staten vel bevarede den centrale ledelse af økonomien, men at
fagforeningerne samtidig tildeltes en vis selvstændighed til varetagelse
af arbejdernes løn- og arbejdsmæssige interesser.
På den partikongres, der fandt sted i marts 1921, sejrede Lenin
med stor majoritet, og det forbud mod fraktioner, som også blev
vedtaget her, var direkte rettet imod Arbejderoppositionen. Hvor
stærkt en del af denne trods sine ganske vidtgående "afvigelser"
alligevel følte sig bundet af partidisciplin og partiloyalitet, viste sig
derved, at mange af Arbejderoppositionens delegerede sammen med i
alt 300 af kongresdeltagerne meldte sig som frivillige til stormen på
fæstningen Kronstadt, skønt matroserne her havde stillet en del krav,
der var tydeligt beslægtede med Arbejderoppositionens program.
Regeringen talte om Kronstadt-oprøret og kaldte det
, kontrarevolutionært og hvidgardistisk inspireret, men det blev først et
.< oprør, da regeringen uden videre arresterede matrosernes delegation,
der kom til Petrograd for at overbringe og forhandle om en række
" krav, vedtaget af et almindeligt møde af hele den 16.000 mand store
besætning, og både ånd og bogstav i disse krav havde påfaldende
lighed med bolschevikkernes eget revolutionsprogram fra 1917 og kan
kortest udtrykkes i den kendte parole: "AI magt til sovjetterne".
Om nogen almindelig og fuldstændig kapitulation ideologisk set
var der dog endnu ikke tale i 1921 fra Arbejderoppositionens side: en
stor del af den fortsatte sin oppositionsvirksomhed og fremlagde bl.a.
sine synspunkter for den kommunistiske Internationale, kaldet
Komintern. På den næste partikongres i 1922 blev der stillet forslag
om at udelukke bl.a. Schljapnikov og Kollontaj af partiet, men de fik
dog lov at blive i partiet under forudsætning af, at de opgav deres
særstandpunkter. - Et par af gruppens medlemmer blev ekskluderet af
partiet, og fraktionen forsvinder som egen retning, men nogle af dens
folk deltager senere i andre oppositionsbevægelser, fx. den såkaldte
"Arbejdergruppe" i sommeren 1923 og i "Oppositionsblokken" 1926-
27 med Trotzky, Sinowjev og Kamenev i spidsen.
24
 Schljapnikov ophører med at spille nogen selvstændig politisk I
rolle, og Kollontaj, der bliver Stalins ambassadør i Norge og Sverige,
går endog så vidt, at hun vender sig imod den lige nævnte
Oppositionsblok med et indlæg, der bærer den karakteristiske
overskrift ''Masserne tror ikke på oppositionen"
Indtil denne kapitulation for stalinismen er Aleksandra Kollontaj
ellers en meget interessant personlighed. Skønt faderen var general,
slutter hun sig allerede som ung pige til den revolutionære bevægelse .
og må flygte til Vesteuropa efter den mislykkede revolution i 1905-06.
I årene før 1914 bliver hun en meget benyttet foredragsholder for
I
Socialdemokratiet i Tyskland, England og andre vesteuropæiske
lande, og hun deltog også i den socialistiske Internationales kongres i
København i 1910, hvor hun bl. a. talte på flere store folkemøder. I
årene 1914-17 opholder .hun sig i Skandinavien, først i Sv~rige,
hvorfra hun udvises i 1915, og derefter i Norge, hvor hun boede på
Holmenkollen ved' Oslo. Sammen med Schljapnikov leder hun i disse
år bolschevikkernes illegale transporter til og fra Rusland gennem de
nordiske lande, sådan som man kan læse om det i englænderen

Aleksandra Kollentaj

25
 Michael Futrells nylig udkomne bog ''Northem Underground", hvoraf
en svensk udgave. netop nu foreligger. Hun gør også et par rejser til
Amerika under første verdenskrig for at prøve at skaffe
·1
trykkemuligheder og forlæggere til Lenins pjecer, bøger og teser.
. Aleksandra Kollontaj var blændende smuk og både i tale og
skrift en ivrig agitator for meget frisindede standpunkter til
kvindespørgsmål og seksualproblemer. Hun døde i 1952.

Til Arbejderoppositionen i Rusland svarer i stor udstrækning den

retning, som efterhånden antog navnet Rådskommunismen i
Vesteuropa, og hvis førende teoretiker var den hollandske astronom
Anton Pannekoek, der døde i 1960, 87 år gammel. Som navnet siger,
er den en kommunistisk retning, der bygger på rådene, som er det
vesteuropæiske navn for sovjetter.
Kort fortalt går dens teorier ud på, at de frit og demokratisk
valgte arbejderråd skal udgøre strukturen i det socialistiske samfund,
I og man afviser ikke bare partidiktaturet, som det efterhånden
fremtrådte i Sovjetunionen, men også principelt. "Klassediktatur, ikke
partidiktatur" var parolen. Parlamentarismen og deltagelse i valg t
afvises bestemt, og arbejdet i de reformistiske fagforeninger forkastes
ligeledes som tidsspilde og som kilder til korrumpering af de
revolutionære. Rådskommunisterne er dødsfjender' af alt bureaukrati
og faktisk modstandere af næsten alle former for repræsentativt
system. Jeg deltog i et lille møde i København i 1936, hvor vi havde en
tysk emigrant fra denne retning som indleder, og jeg husker tydeligt,
at han forfægtede det standpunkt, at en revolutionær arbejder vel
måtte gå op på talerstolen i sin fagorganisation, men han måtte ikke
lade sig vælge til nogen post deri! Han skulle blive i massen. Ud over
rådene så var disse menneskers organisatoriske ideal et stort forbund
af alle revolutionære arbejdere, nærmest af fagforeningsmæssig art,
men med det ene formål at føre en pågående revolutionær kamp mod
kapitalismen. Med det, vi normalt forstår ved fagforeningsvirksomhed,
havde dette forbund altså ikke megen lighed. I Weimarrepublikkens
Tyskland lykkedes det rådskommunisterne at skabe en sådan
, organisation eller rettere to, hvoraf den ene hed "Allgemeine Arbeiter
26 ,
Union" (AAU) og den anden hed det samme, men med tilføjelsen
(Einheitsorganisation) i parentes bagefter. Under den revolutionære
gæring i 1920 og 1923 omfattede de nævnte forbund nogle hundrede
tusinde arbejdere, men var ellers rene sekter. På linje med disse
Arbejder-unioner og som en slags ideologisk initiativtager og
inspirator for dem bestod helt fra efteråret 1919 og til Hitlers
magtovertagelse det lille "Kommunistische Arbeiter Partei
Deutschlands" (KAPD), som helhed for disse ideer.
Om det lag i arbejderklassen, som i særlig grad var bærer af
rådskommunismens ideer 9g organisationer, skriver den fremragende
historiker Arthur Rosenberg (ikke at forveksle med nazisten Alfred
Rosenberg!) i sit store værk "Bolschevismens historie": "Ved siden af
den marxistisk-socialistiske, den anarko-syndikalistiske og den
borgerlige tendens i arbejderklassen må der regnes med en fjerde
retning, som det ganske vist organisatorisk er vanskeligt at få hold på,
men som alligevel har en helt egen karakter. Man kunne kalde den for
den utopiske radikalisme. Hertil hører de allerfattigste, de helt
fortvivlede og forbitrede arbejdere. De hader lidenskabeligt ikke blot
det borgerlige samfund, men også ethvert samfundslag, som har det
lidt bedre end de selv. De afslår enhver politik og ethvert kompromis
og forlanger kun den radikale handling. Med fanatisk mistro forfølger
de enhver art af organisation og ledelse og føler sig forrådt overalt,
hvor man anbefaler dem disciplin og mådehold." - Arthur Rosenberg
føjer til, at denne tendens har mange berøringspunkter med
syndikalismen, men at den i sin egenskab af et rent følelsesmæssigt
udbrud ikke er forenelig med en bestemt taktik og klare mål og derved
adskiller sig fra syndikalismen.
Til denne fremstilling kan tilføjes, at van der Lubbe, som stak ild
på den tyske rigsdag i 1933, var rådskommunist, og han lignende nok
på visse punkter den her beskrevne arbejdertype, men den før nævnte
professor Anton Pannekoek og forfatteren Otto RUhle (som en tid var
rådskommunist) var begge fremragende videnskabsmænd med et
betydeligt og værdifuldt forfatterskab bag sig, så de var langtfra
pjalteproletariske desperados.
Den her omtalte yderliggående radikalisme sporedes allerede i
27
Spartakusforbundet under første verdenskrig, og på det tyske
kommunistpartis stiftelseskongres ved nytåret 1918-19 var de
venstreradikale elementer så stærke, at de fx, fik flertal for at boykotte
valget til nationalforsamlingen-på trods af, at ledelsen med Rosa
Luxemburg i spidsen indtrængende talte for valgdeltagelse. Det var
ligeledes de samme typer, som få dage senere i Berlin fik
gennemtrumfet beslutningen om væbnet opstand .mod regeringen,
denne gang med Karl Liebknechts tilslutning, men atter mod Rosa
Luxemburgs ønske. På den næste partikongres i efteråret 1919
sprængtes partiet i to næsten lige store dele; den moderate retning med
Paul Levi i spidsen var ganske vist i flertal på kongressen, men i de to
største byer Berlin og Hamburg gik flertallet af medlemmerne med
venstreoppositionen, som efter splittelsen kaldte sig "Kommunistische
Arbeiter Partei Deutchlands". Det gennemgik spaltninger og mistede
snart enhver talmæssig betydning, men både i Tyskland og i mange
andre lande var denne radikale halv syndikalistiske strømning alligevel
så stærk i den kommunistiske bevægelse i 1919-20, at Lenin skrev sit
taktiske hovedværk ''Radikalismen, en børnesygdom i kommunismen"
imod den.
En talentfuld støtte fik denne venstrekommunisme i
ugetidsskriftet "Die Aktion", der blev redigeret af Franz Pfemfert, en
begavet og særpræget personlighed, der for få år siden døde i Mexico,
hvortil han flygtede ved Hitlers magtovertagelse. Foruden med "Die
Aktion" så arbejdede Franz Pfemfert i mange år med at samle stof til
et ''Leksikon over arbejderforrædere". Han fik det aldrig afsluttet,
dertil var stoffet alt for omfattende, men alle de store og små
bureaukrater med dårlig samvittighed i den tyske arbejderbevægelse i
Weimartiden skullle nok vogte sig for ·at møde Pfemfert i debatter, for
han kendte . hele deres synderegister. Derimod jublede de
revolutionære arbejdere og intellektuelle, når han på møderne læste op
af sit leksikonmateriale efter den faste indledende formel : "Undskyld
mig, kammerater, at jeg citerer mig selv!"

28
 VENSTREAFVIGELSEN
Trotzky og trotskismen

Når man taler om venstreafvigelserne inden for kommunismen, I ·

så er der først og fremmest tale om to slags, nemlig 1) den lige omtalte
med syndikalismen beslægtede rene venstrekommunisme, der
kritiserede Lenins partidiktatur udadtil og hans udprægede centralisme
indadtil, og som gik imod valgdeltagelse, enhedsfront med
socialdemokraterne og arbejdet i de reformistiske fagforeninger, og 2)
de kommunistiske oppositionsretninger, som bygger på leninismen,
men kritiserer stalinismen for opportunisme og for brud på de
leninistiske principper. Den vigtigste af disse retninger er trotskismen,
vel at mærke efter 1923, men også Bordigas italienske gruppe og Ruth
Fischers tyske tendens hører med hertil, om end de har visse træk, der
minder om den førstnævnte halvsyndikalistiske opposition. Endelig
skal det nævnes, at Stalins udprægede højrekurs, fx. i folkefrontstiden
og i årene 1941-47, bevirkede, at selv højrekommunistet som
brandlerianerne og endog almindelige venstresocialister i stor
udstrækning kom til faktisk at stå til venstre for stalinisterne. I denne
omgang vil vi imidlertid kun beskæftige os med den egentlige og
oprindelige leninistiske ven'streopposition, d.v.s. trotskismen.

Trotsky blev født den 26. oktober 1879 og har således næsten
fødselsdag sammen med oktoberrevolutionen, men er bare 38 år ældre
end denne. Allerede som ung gymnasiast kom han med i den
socialistiske bevægelse, og kun 18 år gammel blev han fængslet og
deporteret til Sibirien. Efter sin flugt herfra i 1902 levede han hele
resten af sit liv som "professionel revolutionær", heraf ca. 25 år som
politisk emigrant uden for hjemlandet.
Under begge de russiske revolutioner i 1905 og 1917 blev han
valgt til formand for Petrograd-sovjetten, og han spillede en ledende
rolle ved gennemførelsen af oktoberrevolutionen i 1917. Han blev I

Sovjetunionens første udenrigsminister eller kommissær, som det

29
 dengang hed, og som skaber og organisator af den røde hær havde han
en væsentlig andel i sejren i borger- og interventionskrigene 1918-21.
I fraktionskampen mod Stalin 1923-27 led han nederlag og blev
deporteret på ny til Sibirien. I 1929 udvistes han af Sovjetunionen og
levede de følgende 4 år på den lille tyrkiske ø Prinkipo. I denne periode
besøgte han Danmark.nærmere bestemt i november 1932 og talte ved
et ,stort møde. L,; 'København i Idrætshuset, arrangeret af
SocialdemoJcratiske.lStudenter. 1933-35 boede han i Frankrig og
opholdt sig derpå' et: år i Norge, men efter den første Moskva-proces
bøjede:-den davæ~ende norske justitsminister Trygve Lie sig for det
russiske pres og udviste Trotzky. Sine sidste 4 år levede han i Mexico,
hvor p~ blev myrdet af en stalinistisk agent i august 1940. Morteren
blev v~d' '; sin løsladelse i maj 1960 atbentet af et par tjekkiske
diplomater og via Cuba fløjet til Tjekkoslovakiet. Det kan tilføjes, at
Trotzky· både som taler og skribent havde betydelige evner og har
efterladt sig en stor produktion af bøger, pjecer og artikler samt et
historisk værdifuldt privatarkiv, der er i sikkerhed på et amerikansk
universitet, nemlig Havard.

Politisk falder Trotzkys liv i tre hovedafsnit,set ud fra hans

stilling til kommunismens to paver Lenin og Stalin: 1) Før 1914, hvor
I han indtager en slags mellemstilling mellem bolschevikker og
menschevikker, dog nærmere de sidste end de første; 2) 1917-23, hvor
han er Lenins nære medarbejder, men ikke efterplaprer, idet han i
spørgsmålet om Brest-Litovsk-freden i 1918 og under
fagforeningsdiskussionen i 1920 en tid er uenig med Lenin; 3) 1923-
40, hvor han står som den uforsonlige kommunistiske opponent til
Stalin. Årene 1914-17 er en slags overgangstid, der ender med
Trotzkys og hans gruppes optagelse i bolschevikpartiet.
Det var især på to områder, 'at Trotzky før 1914 var uenig med
Lenin, nemlig i partispørgsmålet og m.h.t. revolutionsopfattelse.
Ligesom Rosa Luxemburg var også Trotzky allerede i 1903 -04 en
afgjort modstar;tder af Lenins militære partiopbygning og forudså helt
profetisk, hvad 'resultatet heraf ville blive: Først ville partiet oprette sit
diktatur over arbejderklassen, så ville ledelsen af partiet suverænt
30
 ,-

bestemme over dette, og til sidst ville partilederen oprette diktatur

over partiledelsen! Trotzky tog desuden afstand fra Lenins bevidste
splittelse af partiet og gik ind for et demokratisk opbygget enhedsparti,
der rummede alle socialdemokratiske tenenser. Af særlig interesse er
Trotzkys revolutionsopfattelse, fordi den mundede ud i teorien om den
permanente revolution, der siden har været betragtet som kernen i
trotskismen.
Alle russiske socialdemokrater var i begyndelsen af dette
århundrede enige om, at den kommende russiske revolution ville være
en borgerlig revolution med de to hovedopgaver at skaffe bønderne I
jord og at lade en demokratisk republik afløse den zaristiske enevælde.
Menschevikkerne sluttede på den måde, at i en borgerlig revolution
måtte borgerskabet blive førende, og de gik derfor ud fra, at resultatet
ville blive en regering med de borgerlige liberale som de nye herskere.
I en sådan regering ville menschvikkerne ikke være med, men de ville
deltage i den demokratiske revolution og repræsentere arbejdernes
økonomiske interesser som en slags loyal opposition over for den
ventede liberale regering.

Lev Davidovich Bronshstein,

bedre kendt som Leon Trotzky.
31
 Lenin lå på en vis måde "til højre" for dette standpunkt, idet han
godt ville lade Socialdemokratiet deltage i en revolutionsregering, men
vel at mærke med bøndernes repræsentanter, ikke med de liberale
borgere, som han ingen tiltro havde til. Han mente tværtimod, at det
liberale borgerskab var alt for svagt i Rusland, både talmæssigt og
m.h.t. politisk handlekraft og konsekvens, til at det kunne lede "sin
egen" revolution. Derfor måtte arbejdernes parti i forbund med
bøndernes masser tage førerskabet og magten i denne revolution.
Ellers ville den borgerlige-demokratiske revolution strande på
I halvvejen
Som program og paroler for denne revolution opstillede
bolschevikkerne først og fremmest de tre krav: jordudstykning, 8-
timers-dag og republik, og det tilstræbte nye styre gav de det for os
noget besynderlige navn "arbejdernes og bøndernes revolutionær-
demokratiske diktatur", men denne betegnelse dækkede bare over en
handlekraftig folkelig regering, 30m virkelig førte den demokratiske
revolution til bunds ved hensynsløst at gøre op med toppen af det
gamle regeringssystem. Om et diktatur i moderne, totalitær forstand
var der således slet ikke tale, og Lenin understregede ofte, at der heller
ikke kunne blive tale om nogen socialistisk revolution i Rusland i
denne omgang; dertil var industriarbejderklassen alt for lille, og den
afgørende ændring heri kunne kun ske ved, at den borgerligt-
demokratiske revolution gav grønt lys for den kapitalistiske
produktionsforms frie udvikling i det store tilbagestående land.
Trotzky var enig med de to socialdemokratiske hovedretninger
om, at Rusland stod over for en revolution, og at den ville begynde
som en borgelig revolution. Men da det russiske borgeskab ikke havde
kraft nok til at føre en sådan til bunds, så ville arbejderne og bønderne
påtage sig opgaven. ~ Så langt var han altså enig med bolschevikkerne,
mens han i partispørgsmålet var enig med menschevikkerne. -
Imidlertid ville revolutionen ikke standse dermed, for når arbejderne
og. deres organisationer fik en førende rolle i denne, så ville
revolutionen uvægerligt rulle videre i socialistisk retning, idet
arbejderne da ville møde frem med deres socialistiske krav. Det betød,
at den borgerlige revolution bare ville blive gennemført "i forbifarten",
32
og dermed ville "arbejdernes og bøndernes revolutionær-demokratiske
diktatur", som Lenin forestillede sig det, heller ikke have nogen
fremtid for sig. Grundet på den russiske industris og den moderne
arbejderklasses beskedne omfang kunne en socialistisk revolution dog
heller ikke føres til bunds i Rusland alene, men måtte "springe over" til
de udviklede lande og fuldføres der. Med andre ord: revolutionen
måtte blive permanent. Denne teori udarbejdede Trotzky navnlig
under et 6 ugers samvær i Mtinchen i 1904 med den berømte, senere
berygtede Parvus, der tilbragte det meste af tiden under l. verdenskrig
i København i sin egenskab af tysk agent, og selvom de delvis kunne
støtte sig til en program-proklamation, som Marx og Engels udsendte
sammen med blanquisterne i 1850, 'så var det en ganske betydelig
politisk-teoretisk præstation, som de to unge revolutIonære og
landflygtige russere her ydede i 1904. Teoriens endelige udformning
fik den i 1905-06, og mens Parvus begyndte arbejdet med skabelsen af
teorien, så var det Trotzky, der afsluttede det.
Om den permanente revolutions- teoris senere skæbne kun
dette: efter at have bekæmpet den en årrække endte det med, at Lenin
faktisk, om end ikke udtrykkeligt, accepterede den kort efter
oktoberrevolutionen, og den lå bag oprettelsen af den kommunistiske
Internationale i 1919 og fandt udtryk i dennes energiske agitation for
ideen om verdensrevolutionen i denne Internationales første år.
Samtidig med Lenins omvendelse i dette spørgsmål gik Trotzky over
til Lenins standpunkt i partiopfattelsen, således at de to mænd i skøn
samdrægtighed kunne lede ikke bare magterobringen i oktober 1917
(efter vor tidsregning november 1927), men også gennemføre alle de
mange undertrykkelsesforanstaltninger over for anderledes tænkende,
som resulterede i skabelsen af den første moderne totalitære stat i
1921.
Under Trotz1-..)'s kamp mod Stalin midt i tyverne og senere var
den permanente revolution et hovedstridsemne, og for den af
trotskisterne oprettede 4. internationale, som netop i denne tid fylder
25 år uden at være blevet voksen talmæssigt set, er den simpelt hen
den teoretiske hovedhjørnesten. Langt vigtigere er det, at de kinesiske
kommunisters nuværende ideer opviser en vis lighed med træk af
33
denne teori, hvorfor nutidens trotskister da også mere er "kinesere"
end "russere", hvad meninger angår.

Det var en logisk følge af læren om den permanente revolution,

at Trotzky vendte sig voldsomt mod Stalins faktiske opgivelse af
verdensrevolutionen, sådan som den fra midten af tyverne kom til
udtryk i slagordet "socialisme i et land", hvormed mentes, at det var
muligt at gennemføre en opbygning af socialismen i Sovjetunionen,
selvom den øvrige verden forblev kapitalistisk.Herefter blev det de
øvrige kommunistiske partiers opgave at "forsvare Sovjetunionen"
både ved til stadighed at drive en vældig reklamevirksomhed for "den
socialistiske opbygning" derovre og ved med alle midler at modvirke
kapitalistiske kredses og regeringens skumle planer om nye
interventionskrige mod Sovjet. I varetagelsen af begge disse opgaver
gjorde kommunisterne sig skyldige i betydelige overdrivelser i
propagandaen, for at sige det mildt.
Trotzky hævdede herimod - som han altid havde gjort - at
Rusland var alt for tilbagestående til at realisere et socialistisk
samfund, og at socialismens gennemførelse i det hele taget kun kunne
ske på international basis og i verdensformat. Overladt til sig selv ville
Sovjetunionen udvikle sig i reaktionær retning længere og længere
væk fra oktoberrevolutionens idealer. Proletarisk internationalisme,
konsekvent klassekamp og permanent og systematisk arbejde for den
kommunistiske verdensrevolution var derfor hans program, og ud fra
det vendte han sig kraftigt imod kommunisternes samarbejde med
Chang Kai-shek i form af deres underordning og deltagelse i
Kuomintang og mod de engelske og russiske fagforeningers
enhedskomite midt i tyverne. Det betød nemlig for ham blot, at
kommunisterne underkastede sig henholdsvis det kinesiske borgerskab
og det reformistiske engelske fagforeningsbureaukrati, og en sådan af
udenrigspolitiske hensyn dikteret kortsynet opportunisme kunne bare
føre til nederlag for de revolutionære. Chang Kai-sheks blodige opgør
med sine kommunistiske forbundsfæller efter deres fælles sejre i
borgerkrigen i 1927 syntes at bekræfte Trotzkys kritik.
Lige siden midten af tyverne har det været en hovedbestanddel
34
af trotskisternes kritik mod stalinismen, at de kommunistiske partier
uden for Sovjetunionen af dennes magthavere bare har været brugt som
brikker for disses udenrigspolitik og automatisk har skiftet politisk linje
og taktik i overensstemmelse med svingningerne i denne. Og da disse
magthavere har søgt at sikre deres eget magt område ved aftaler og
forbund med kapitalistiske regeringer i stedet for at støtte sig på
arbejderklassen og de undertrykte koloniale masser, så har stalinisterne
endog særdeles aktivt medvirket til at knække eller forhindre vidt
fremskredne underklasserevolutioner som den kinesiske i 26-27 og den
spanske 10 år senere, og både Titos og Maos revolutioner fandt sted
imod Stalins ønske. Som væsentlig forklaring på denne faktisk
kontrarevolutionære udenrigspolitik fra stalinisternes side har Trotzky
og hans tilhængere især peget på den indre udvikling i Sovjetunionen i
de første årtier efter oktoberrevolutionen i 1917. I bogen
"Revolutionen forrådt" fra 1936 har man den klareste og mest
omfattende analyse af stalinismen fra Trotzkys side, og dens
hovedsynspunkter på Sovjetunionen skal derfor her kort refereres.

Trotzky inspicerer Den Røde Hær ved en parade i forbindelse med Kominterns
tredje kongres i Moskva, 1921.
35
 Et problemkompleks, som Trotzky af naturlige grunde
beskæftiger sig en del med, er årsagerne til Stalins sejr og kræfterne og
synspunkterne bag den stalinistiske politik. Hans forklaring på Stalins
sejr lyder i hovedtrækkene således: Ved begyndelsen af revolutionsåret
1917 udgjorde industriarbejderklassen ganske vist kun ca. 3 millioner,
og de var fattige og; primitive, men særdeles klassebevidste. De var
kernetropperne ved begge revolutionerne i 1917 og i forsvaret mod de
hvide generaler og de fremmede interventionshære i de følgende år,
hvilket kostede mange arbejdere livet. Hungersnød og epidemier
decimerede yderligere klassen, og industriens sammenbrud tvang
mange af dens arbejdere tilbage til landet. Endelig opslugte det nye
bureaukrati i stat og parti, militær og økonomi samt i fagbevægelse,
kooperation og andre organisationer en stor del af
arbejderintelligensen. Af den revolutionære arbejderklasse fra 1917
eksisterede der således bare en ussel rest 5 år senere, eller sagt med
andre ord: den stalinistiske kontrarevolutions "naturlige" modstander
var praktisk taget ude afbilledet. Samtidig var hele befolkningen fysisk
udmattet og politisk træt efter de frygtelige prøvelser, som 7 års krig,
revolution, borgerkrig, sult og sygdom havde medført; men også
verdensrevolutionens nederlag overalt uden for Rusland virkede i høj
grad demoraliserende på den politiske bevidsthed og aktivitet i landet.
Og det nye bureaukrati ønskede som bureaukratiet altid og alle vegne
"orden", arbejdsro, privilegier, "ingen eksperimenter".
Det er ifølge Trotzky den politiske og psykologiske baggrund for
stalinismens sejr i tyvernes Rusland, idet stalinismen er det politiske
udtryk for bureaukratiets interesser og ideer.
Heri har Trotzky utvivlsomt ret, men han glemmer den meget
vigtige forudsætning, der hedder den totalitære stat, som han og Lenin
var hovedmændene for at skabe. Her kunne det være fristende at gå i
detaljer, men jeg vil nøjes med at nævne Trotzkys behandling af
Machnos anarkistiske bondepartisaner: tre gange sluttede Trotzky
højtideligt forbund med dem om fælles kamp mod de
kontrarevolutionære generaler Denikin og Wrangel, og hver gang de ·
var slået, brød han alle aftaler med Machno-folkene i Ukraine,
stemplede dem i strid med sandheden som kontrarevolutionære
36
banditter i en officiel kampagne og gav den røde hær ordre til at
udrydde dem. Moralsk er Trotzky altså ikke kvalificeret til at angribe
de stalinistiske metoder, for dem har han selv brugt som magthaver.

Uanset alle moralske betragtninger kan det dog ikke nægtes, at

også Trotzkys syn på det stalinistiske diktatur har betydelig interesse.
Når han taler derom, bruger han ofte to betegnelser fra den franske
revolutions- og napoleonstid, nemlig "termidor" og ''bonapartisme''.
Termidor bruger han som betegnelse på tiden, da Stalin sejrede i
fraktionskampene i partiet, og det forstår man, når man husker, at det
var i måneden termidor efter revolutionskalenderen, at det mere
moderate borgerlige styre "direlctoriet" afløste - det radikale
jacobinerregime. Bonapartisme derimod dækker indholdet og delvis
også oprindelsen i Stalin-diktaturet. Både Napoleon Bonapartes og
Stalins regimer er fremgået af store folkelige revolutioner, hvis
resultater de dels viderefører, dels omstyrter. Napoleon fx. opretholdt i
hovedsagen den af revolutionen fremgåede ejendomsordning og
jordfordeling og den borgerlige lighed for loven, men hans regime var
i øvrigt nærmest et militærdiktatur, der stod over klasserne og
udnyttede og balancerede på modsætningerne mellem disse. På samme
måde opretholder det stalinistiske bureaukrati sin revolutions
ejendomsordning og økonomiske samfundssystem, udnytter og "står
over" klasserne og er altså et selvstændigt, regerende lag uden
klassebevis. Napoleons og Stalins diktaturer har også nationalismen,
førerdyrkelsen, kulturreaktionen og folkets umyndiggørelse og
retsløshed, ja selv angiveriet og det hemmelige politis terror til fælles.
Mod alt det og mod den stærkt voksende økonomiske ulighed i
Stalins system opponerede Trotzky og påviste med megen statistik og
mange eksempler i sin bog, hvordan væsentlige sider af
oktoberrevolutionens program og erobringer forrådes mere og mere.
Men så længe den "socialistiske" ejendomsform og det planøkonomiske
produktionssystem består i Sovjetunionen, og det mener Trotzky, de
gør, så vil han forsvare Sovjet i krigstilfælde og betragter sig trods sin
vidtgående og skarpe kritik af ''udartningen'' under Stalin som en
virkelig ven af Sovjetunionen, og som en i princippet loyal opponent,
37
der kun kritiserer aflcærlighed til det nye samfundssystem.
Derfor fastslår han på den ene side nødvendigheden af ved en ny
politisk revolution at fjerne det stalinistiske bureaukrati, men
understreger samtidig, at en ny social revolution er overflødig eller vil
være en borgerlig kontrarevolution, da Rusland ved
oktoberrevolutionen har gennemført sin sociale revolution. Udtrykket
statskapitalisme forkaster han derfor også som betegnelse for
stalinismens samfund. Det er fortsat socialisme, og Sovjetunionen er
stadig en arbejderstat, der er "blot" tale om en udartet socialisme og en
degenereret arbejderstat ifølge Trotzky! Endelig spår han, at
modsætningerne mellem bureaukratiet på den ene side og
arbejderklassen og især ungdommen på den anden side vil tilspidses og
enten føre til genoprettelse af kapitalismen eller en tilbagevenden til
oktobers idealer. Ingen af delene er som bekendt indtrådt, men nutidens
trotskister mener afgjort, at de sidste 10 års udvikling går i retning af
det sidste.

Et slående vidnesbyrd om, hvor dybt teorien_om den permanente

revolution var trængt ind i det russiske kommunistparti først i tyverne,
har man i de forelæsninger om leninismen, som Stalin holdt ved
Sverdlovuniversitetet i 1924 lige efter Lenins død, og hvori han udtalte,
at man ganske vist kunne gribe magten og begynde opbygningen af
socialismen i et enkelt land, men at den ikke kunne fuldføres uden
revolutionens sejt i de andre lande. Disse forelæsninger er samlede i den
lille bog "Lenin og Leninismen", og selvom Stalin kort efter lancerede
sin teori om "Socialisme i et enkelt land", så er det da ganske sjovt på
tryk at se dette vidnesbyrd om, at selve Stalin en kort tid var trotskist!
Det findes på side 40 i nævnte bog, som udkom på forlaget ''Ny Tid" i
Oslo i 1925 .
En fremtrædende venstrekommunist i Vesteuropa i tyverne var
sinowjevisten Ruth Fischer, som i årene 1924-25 sammen med Maslow
og Th~ilmann udgjorde ledelsen for det tyske kommunistparti. Hun
døde for nogle år siden, men nåede omkring 1950 at få udgivet en
meget tyk bog "Stalin und der deutsche Kommunismus", som på sine
over 700 sider bringer en masse interessant materiale om
38
koIllmunismens historie i tiåret 1917-27'- S9m partil~der havde hun
derimod ikke succes, idet partiets stemmetal sank til 'det halve i det år,
hun stod i spidsen for . 'det, og ; antalle~~ ; ,~! ko~unistiske
repræsentanter på den tx*e:faglige landsorganisations kongres faldt
fra 80 til ' 4f fra .1922 ·ti(~'1924. Det skyldtes, ' at · hun -.. og hendes
tilhængere~:ri.wd,~r ~en rela~ive ·kapitali~tiske stabiIise~ing og
økonomiske ' ft~mgang bare førte · .. eti " ren, ;:'og:' :" abstrakt
f

revolutio~spropåganda i et voldsomt og 'fnisefyldt ' sprogllog i øvrigt

koncentr~rede . sig om · opbygningen ar ,deri .· niilitært prægede '
kamp organisation "Det røde Frontkæmperforbund", der med sine
unifonner, faner og musikkorps samt utallige demonstrationstog i stor
udstrækning erstattede alvorligt politisk arbejde med udvendigt tam-
tam og fysisk kraftudfoldelse.
Ved denne appel til primitive instinkter og elementer kom Ruth
Fischer og Maslow - trods deres sikkert oprigtige revolutionære
idealisme - til ufrivilligt at bidrage til den kvalitetsforringelse i den
kommunistiske bevægelse, som kom til fuld udfoldelse under
stalinismen.

39
 · ..

Carl Henrich Petersen (1915-1988)

Udlært cigarmager.
Carl Henrich Petersen blev mens han levede
betragtet af mange som en af Danmarks bedste
kendere af socialismens historie.
Han udfoldede sit kendskab i et utal af bøger,
artikler og foredrag, bl.a. Agitatorer og martyrer
(1966), Danske revolutionære (1970), Fra
klassekampens slagmark i Norden (1973) og
antologien Christian Christensen og den danske
syndikalisme 1-2 (1979).
Æresdoktor ved Aarhus Universitet 1978.
Drev fra 1969 Anarkistisk Boghandel i Viborg.

Kommunismens
kættere
Bind 1-2
Op gennem "kommunismens historie" har der altid
været afvigere, .kættere, "forrædere af den sande
vej" eller hvad man nu har kaldt dem.

Ved i bogen her at fortælle om de ældre

kommunistiske kættere viser Carl Henrich Petersen,
at kravene om mere humanitet, frihed og selvstyre
er lige så gamle inden for kommunismen som den
ganske vist langt stærkere autoritære eller totalitære
tendens, og han giver dermed de friere og mere
humane strømninger en historisk basis og tradition.