Uhyret der sagde puh! puh!

Maxim maskingeværets logistik i det mørkeste Afrika,

fra Gordons fald til slaget ved Omdurman
1885-1898

Af Morten Blaabjerg

Speciale
Vejleder : Kurt Villads Jensen
Center for Historie, Syddansk Universitet, 2007

-1-
Indholdsfortegnelse
Forord ................................................................................................................................... 4
Fra Khartoum til Omdurman............................................................................................. 5
Indledning........................................................................................................................................... 5
Problemstilling....................................................................................................................................7
Metode og afgrænsning...................................................................................................................... 8

Forskningsoversigt............................................................................................................. 11
Teknologiens ikonografi...................................................................................................................11
Teknologi-begrebet...........................................................................................................................13
1. Drift efter oplysning...................................................................................................................................................13
2. Legitimering af imperialismens midler......................................................................................................................14
3. Historisk determinisme.............................................................................................................................................. 14
Teknologi som hastigheds-arkitekturer............................................................................................ 16

Koloniale horisonter........................................................................................................... 19
Gordons fald..................................................................................................................................... 19
Legetøjssoldater................................................................................................................................19

Prototypen........................................................................................................................... 22
Søkrigens vektorer............................................................................................................................ 22
For den protestantiske sag................................................................................................................ 24
Hiram Stevens Maxim...................................................................................................................... 27
Borgerkrigens våbeninnovation........................................................................................................28
Maxim i Europa................................................................................................................................ 30
Maxim Gun Company...................................................................................................................... 32

Wolseleys erfaring.............................................................................................................. 35
Wolseley........................................................................................................................................... 35
Det logistiske puslespil..................................................................................................................... 36
Slaget ved Abu Klea......................................................................................................................... 37
Wolseleys besøg hos Maxim............................................................................................................ 39
Social modstand................................................................................................................................40

Ekspeditionen som ikke ville komme for sent.................................................................. 43

Mackinnons plan...............................................................................................................................43
Våben til Emin..................................................................................................................................43
Geografiske kategorier..................................................................................................................... 45
Afrikas ‘hovedveje’.......................................................................................................................... 46
Egyptiske stormagtsdrømme............................................................................................................ 47
Bådenes logistiske fordele................................................................................................................ 48
Yambuya...........................................................................................................................................48
Missionens presserende karakter...................................................................................................... 50
Bartelotts forsinkelse........................................................................................................................ 51
Teknologi som opdragelse................................................................................................................52
Stanleys opfordring...........................................................................................................................54
Skydevåben til Afrika....................................................................................................................... 56
Vasukuma-krigerne.......................................................................................................................... 57

-2-
Ild, vand og stål................................................................................................................... 59
Industrialiseringen som logistisk system.......................................................................................... 59
Våbenet som maskine....................................................................................................................... 60
Vickers-koncernen............................................................................................................................61
Produktionen.....................................................................................................................................61
Maxims charmeoffensiv................................................................................................................... 62
Konsolidering................................................................................................................................... 63
Arbejdet og tiden.............................................................................................................................. 64
Uddannelse....................................................................................................................................... 65

Imperialisme i praksis........................................................................................................ 67
Lugard i Buganda............................................................................................................................. 67
Maskingeværets præventive effekt................................................................................................... 68
Wa Ingleza og Wa Fransa.................................................................................................................69
Slaget om Mengo..............................................................................................................................70
Angrebet på Bulingugwe.................................................................................................................. 71
Et indirekte kolonistyre.................................................................................................................... 72
Den moralske effekt..........................................................................................................................73

Fortællingens logistik......................................................................................................... 74
Et folkeligt ikon................................................................................................................................ 74
Usynlighed........................................................................................................................................74
Røgfrit krudt..................................................................................................................................... 76
Vidensdeling..................................................................................................................................... 77
The beast that went pooh! pooh!...................................................................................................... 78
Imperialismens spejl......................................................................................................................... 80

Felttoget, der kom til tiden................................................................................................. 82

Italiens Thermopylæ......................................................................................................................... 82
Et personligt opgør........................................................................................................................... 82
Industrialiseringens arsenal.............................................................................................................. 84
Forsyninger....................................................................................................................................... 85
Konfrontationen................................................................................................................................86
De-territorialisering.......................................................................................................................... 87

Hvad Mahdien ikke vidste................................................................................................. 89

At træde udenfor rammen.................................................................................................................89

The Beast That Went Pooh! Pooh!.................................................................................... 92

Abstract in English........................................................................................................................... 92

Bibliografi........................................................................................................................... 95

Forsideillustration : Tegning fra Scientific American, 5. marts 1887, der illustrerer Hiram Maxims overdragelse
til Henry M. Stanley af et Maxim maskingevær i efteråret 1886 til brug under Emin Pasha-ekspeditionen.
Stanley sidder på våbenets sæde, bag dets specialdesignede pileskjold. Maxim ses stående til højre.

-3-
Forord

Arbejdet med den foreliggende tekst har fundet sted over en langstrakt periode på over to år.
Specialet har gennemgået talrige forandringer i denne proces. Jeg skylder medstuderende og
kolleger megen inspiration og værdifuld feedback, igennem mange indsigtsfulde samtaler, kritiske
læsninger, og ikke mindst muligheder for åbent at formulere og fortælle historien samt afprøve
idéer, igen og igen, overfor et interesseret, lyttende publikum. For dette vil jeg gerne udtrykke min
taknemmelighed til Lars Erslev Andersen, Bo Klembt Andersen, Christen Bonde, Claus
Holmegaard Bonnesen, Søren Falgaard, Palle Juul Holm, Kurt Villads Jensen, Jeppe Nevers,
Charlotte Nelann Rabjerg, Bo Vestergaard Thiesen og Thomas Thorendahl.

En særlig tak vil jeg reservere min kæreste Anne Louise Danø, for særlig stor overbærenhed og
tålmodighed i de intensive perioder af arbejdsprocessen, som har stjålet så megen af min tid
igennem de seneste år.

Odense, 7. maj 2007

Morten Blaabjerg

-4-
Fra Khartoum til Omdurman

Indledning

GORDON
If, by the act of surrendering my life, I can bring down the world
on your head, then it’s an arrangement I welcome. (...) If you, as a
servant of your god, must use 100,000 warriors to destroy me, a
solitary servant of my God, then you whisper to me, Mohammed Ahmed,
who will be remembered from Khartoum?

THE MAHDI
But, Gordon Pasha, why should you be remembered?
You're forgotten already.1

Charles George Gordon (1833-1885), i skikkelse af Charlton Heston, lægger i den amerikanske film
Khartoum afgørende vægt på den fortælling, som hans Kristus-lignende offerdød vil bringe fra
Khartoum. Kan Gordon blot ved at ofre sit liv, spekulerer han, bringe ‘verden’ og dens knusende
styrke ned over hovedet på hans fjende, den selv-proklamerede Mahdi (i filmen spillet af Laurence
Olivier), er det et offer, han er mere end villig til at yde. Filmen skildrer de begivenheder, der i
1884-1885 førte til Khartoums og Gordons fald, og filmens Gordon er her ikke langt fra at give en
rimelig fortolkning af de historiske begivenheder, som faktisk fulgte. Gordon faldt, og han blev
husket. Ved sit eftermæle; ved den blotte fortælling om sin død, var Gordon i stand til at bringe
verden ned over det mahdiistiske Sudan – det er i hvert fald den korte version af historien.

Mahdi betyder noget i retning af ‘geninstalteren af troen’, jævnfør en profeti i Koranen om en

profet, der ved sin ankomst skal medvirke til at rendyrke og sprede Islam til hele verden. Den mest
kendte historiske mahdi, og den som filmen og denne tekst henviser til, var en islamisk leder og
folkeforfører ved navn Mohammed Ahmed Ibn el-Sayyid Abdullah (1844-1885), som i 1880’erne
kom til magten i Sudan. Gordon, en vaskeægte victoriansk helt, var sendt til Khartoum i 1884, i et
tvivlsomt ærinde, for ene mand at møde og løse den gordiske knude, som Mahdiens truende
fremfærd i Sudan udgjorde overfor britiske og egyptiske interesser.

Mahdien forstår det ikke. Hvordan skulle Gordon med sit navn alene, belejret, med kun få soldater
og forsyninger, og tilsyneladende allerede glemt og forladt af sin regering, besejre ham? Mahdien
kan for en tid roligt drømme om at udbrede sit oprør så langt som til Konstantinopel – men han har
ingen forudsætninger for at ane, hvori Gordons virkelige våben består; hvor langt, den ‘verden’,
som Gordon refererer til, rækker, og i hvilken udstrækning den ville styrte hans verden i grus.

1
Dialog fra filmen Khartoum (1966), dansk titel Slaget om Khartoum, instr. Basil Dearden

-5-
I 1898 faldt Gordons verden ned over det mahdiistiske Sudan. Mahdien selv nåede ikke i egen
person at se det ske, for han døde af tyfus, allerede i 1885, knapt et halvt år efter Khartoums fald.
Det gjorde til gengæld hans tro væbner og efterfølger Abdallahi,2 og hans følgere. Et britisk-
egyptisk felttog, under ledelse af general Horatio Herbert Kitchener (1850–1916), sendtes afsted for
endeligt at gøre arbejdet færdigt i det alt for længe problematiske Sudan. Felttoget kulminerede i et
ørkenslag, der fandt sted nær Omdurman. Omdurman lå ikke ret langt fra Khartoum, hvor Gordon
faldt. Men der var en verden til forskel. En ung britisk officer og freelance reporter, Winston
Churchill, deltog i felttoget. Han beskrev bl.a. begivenhederne således :

The rifles grew hot – so hot that they had to be changed for those of the reserve companies.
The Maxim guns exhausted all the water in their jackets, and several had to be refreshed from
the water-bottles of the Cameron Highlanders before they could go on with their deadly work.
The empty cartridge-cases, tinkling to the ground, formed small but growing heaps beside
each man. And all the time out on the plain on the other side bullets were shearing through
flesh, smashing and splintering bone; blood spouted from terrible wounds; valiant men were
struggling on through a hell of whistling metal, exploding shells, and spurting dust – suffering,
despairing, dying.3

De kontrastrige detaljer i Churchills øjenvidnebeskrivelse illustrerer konfliktens karakter. De

praktiske hensyn til kølingen af Maxim maskingeværerne i kampens hede står i kontrast til de
blodige lidelser og splintrende knogler på slagmarken. Bunkerne af tomme patronhylstre hober sig
op – og underspiller den magtdemonstration, vi er vidne til. Den er ikke blot af militær karakter. Det
er et rationelt, europæisk, industrielt maskineri, som rulles ud. Ammunition, våben og udrustning
masseproduceret på europæiske fabrikker, transporteret tusindvis af mil med en logistisk kapacitet
og organisation, som ligger helt udenfor rækkevidde af de fremstormende arabiske rytteres
våbenevne og begrebshorisont. De er reduceret til heltemodige, men navnløse mænd, der falder i et
blodigt inferno, som de ikke har nogen mulighed for at forstå.

Hvordan blev denne Gordons ‘verden’ bragt ned over hovedet på afrikanske folkeslag? Hvordan
blev den koloniale konflikt bragt fra Gordons offerdød til den blodige, industrielle slagmark ved
Omdurman? Jeg vil i det følgende søge at give et svar på dette spørgsmål, igennem fortællingen om,
hvordan Hiram Maxims automatiske maskingevær blev bragt til anvendelse i Afrika efter Gordons
fald. Dette våben er interessant af flere årsager. Det blev på én gang en industriel opfindelse, et
militært våben, et kommercielt produkt – og en fortælling; et ikonografisk, historisk symbol på den
hvide mands teknologiske overmagt i Afrika.

Våbenets udviklings- og anvendelseshistorie bringer os fra Gordons fald til Omdurman. En

prototype af Maxim maskingeværet blev først bragt til anvendelse i Afrika efter Gordons fald, ca.
2
Kaldes ofte blot ‘kaliffen’, jvnfr. dette ords egentlige betydning; ‘efterfølger’.
3
Churchill, 1899, s. 264

-6-
1886-1890, under Henry M. Stanleys ekspedition til undsætning af Gordons nødstedte guvernør,
Emin Pasha. Den selvsamme prototype blev ca. 1890-1892 bragt tilbage til Afrikas hjerte af
eventyreren Frederick Lugard, og spillede en afgørende rolle i Lugards opbygning af et britisk
protektorat i det senere Uganda. Den britiske hær-reformator Garnet Wolseley, som 1884-1885
anførte ekspeditionen til Gordons undsætning, sørgede fra ca. 1888 og frem for indkøb af Maxim
maskingeværer til den britiske hær. Cecil Rhodes’ aktiviteter i Matabeleland fremprovokerede i
1893-94 en åben konflikt, som demonstrerede effekten af en massiv anvendelse af våbenet; flittigt
udnyttet i marketingsøjemed af Maxim Nordenfelt. Medieomtalen faldt sammen med en fornyet
interesse for Sudan, og Horatio H. Kitchener stod i 1896-99 i spidsen for en britisk-egyptisk hær,
der satte endeligt punktum for det mahdiistiske Sudan – med Maxim maskingeværet som en
integreret del af udrustningen.

Efter slaget ved Omdurman i 1898 blev våbenet stærkt efterspurgt af militære institutioner verden
over, og det er siden kommet til at stå som et markant ikonografisk symbol på den industrielle
våbenmagt, hvormed imperialismen i Afrika blev udkæmpet. Som min forskningsoversigt
demonstrerer, er Maxim maskingeværet som oftest blevet taget for givet og naturaliseret som
noget, der gjorde europæisk magtanvendelse ‘teknologisk overlegen’, uden at forklare eller
historisere denne effekt.

For at analysere våbenets anvendelseshistorie i Afrika griber jeg derfor til den franske arkitekt Paul
Virilio, som opfatter teknologi som rumlig og tidslig manipulation af bevægelse og hastighed.
Historien om Maxim maskingeværet og dets kolonialhistoriske mellemregninger placerer tidligt
transporten som et afgørende fænomen i analysen. Det gælder transporten af det enkelte projektil i
Maxims automatiske maskingevær, lige så vel som de langtrækkende oversøiske transporter af
mandskab, ammunition og forsyninger til koloniale frontzoner. Men som både scenen fra Khartoum
og Churchills øjenvidnebeskrivelse antyder, handler transportaspektet ikke blot om anvendelsen af
våbenteknologi og militær magt, men også om transporten af den industrielle fortælling.
Distributionen af abstrakte informationer, kategorier og fortællinger blev med industrialiseringen
udviklet til et system, som var helt afgørende for den ny imperialismes udfald i Afrika. Uden
telegrafkabler, jernbaner, papirproduktion og aviser, ingen fortælling om Gordons død eller det
koloniale Afrika, der kunne medvirke til at sætte det militær-industrielle maskineri i værk.

Problemstilling
Ovenstående kan operationaliseres i følgende problemstilling :

Hvordan blev Hiram Maxims automatiske maskingevær bragt til anvendelse i de britisk-egyptiske
militære ekspeditioner i Afrika fra Gordons fald til slaget ved Omdurman, ca. 1885-1898?
-7-
Metode og afgrænsning
Problemstillingen tager afsæt i to militære skæringspunkter, Gordons og Khartoums fald til det
mahdiistiske Sudan i januar 1885, samt slaget ved Omdurman i 1898, der traditionelt anses som den
forløsende begivenhed, der ‘hævnede’ Gordon. Fremstillingen vil søge at beskrive hvordan Maxim
maskingeværet blev udviklet og bragt til anvendelse imellem disse to skæringspunkter, og dets
betydning for de begivenheder, der førte de britisk-egyptiske koloniale engagementer fra Khartoum
til Omdurman. Et væsentligt omdrejningspunkt vil være Hiram Maxims foræring af en prototype til
reporteren Henry M. Stanley; det første Maxim maskingevær der blev bragt til Afrika, og en
prototype, der i sig selv fik en usædvanlig anvendelseshistorie, som ikke før er indgående belyst.

Med problemstillingens formulering ‘bragt til anvendelse’ vil vægten ligge på de historiske
forudsætninger og logistiske vektorer, som havde betydning for at ‘bringe’ våbenet til anvendelse.
Det er således transporten, der udgør hele tekstens røde tråd. Historien opfattes som bevægelse, der
kan accelereres af teknologi. Vektorbegrebet, som jeg låner fra Virilio, beskriver en retning og en
bevægelse imellem to punkter i tid og rum, som har en hastighed, der kan påvirkes under
anvendelse af teknologi.

Transporten af våbenet og transporten af fortællingen om det, er to typer af vektorer, som jeg vil
lægge særlig vægt på. Transporten af våbenet handler i denne forstand om såvel transporten af det
enkelte projektil i maskingeværet og manipulationen af dets funktionalitet, som om dets oversøiske
transport til det koloniale Afrika. Transport og anvendelse er således ikke adskilte fænomener.
Transporten af fortællingen handler om hvordan handlingens erfaring forplanter sig til papiret,
skrivemaskinen, telegrafen og industriel massedistribution. Størstedelen af det materiale vi idag har
overleveret til at fortælle om begivenhederne, er blevet til i et kommunikationsforhold imellem
Afrika og Europa. Dette fortæller således om våbenets fysiske transport og anvendelse, og er
samtidig et vidnesbyrd om konstruktionen og distributionen af fortællingen. Anvendelsen af et
våben opfattes i denne sammenhæng som en handling, der udmønter sig i en sproglig erfaring. Vi
kommer aldrig til at vide, ‘hvordan det var’ at blive fældet af en maskingeværkugle uden at vide,
hvad det var man blev ramt af – og måske er det heller ikke i sig selv så interessant. Men vi kan
søge at afdække og fortælle om de sproglige sammenhænge, hvor våbenet blev beskrevet – og
herigennem konstruere de årsagsforhold, som havde betydning for dets anvendelse.

Den kronologiske, autoritative historiefortælling er i senere år blevet stadigt vanskeligere at

forsvare, i dens hævdelse af transhistoriske og transkulturelle kategorier, der ikke analyseres som
sproglige og historisk foranderlige fænomener. At sproglige kategorier må afvises som endegyldige
betyder imidlertid ikke, at der ikke kan fortælles noget af substantiel betydning, blot at denne

-8-
betydning ikke er givet af kategorierne, men opstår i forhold til og indgår i talrige foranderlige,
sproglige processer. Konsekvensen må blive en historieskrivning og fortælling, som benytter
sproglige og fortællemæssige konstruktioner til at fortælle om det, der ellers er foranderligt,
principielt uudsigeligt og ubeskriveligt.

Her kan historikeren hente inspiration hos den tyske filosof Max Stirner (1806-1856), der i en debat
med Ludwig Feuerbach (1804-1872) udtrykte idéen om at ‘pege’.4 Kalder man i en samtale nogen
for Ludwig, mente Stirner, er det ikke en hvilken som helst Ludwig eller essens af Ludwig man
henviser til, men den underforståede betydning; den unikke, partikulære Ludwig, som begge
deltagere i samtalen forstår ved navnet. Ved således at pege på et udtryk, et eksempel eller en
sproglig størrelse opstår objektets underforståede betydning hos budskabets modtager. Stirners idé
om at ‘pege’ genfinder vi i litteraturens og billedlige udtryksformer som filmens måde at samstille
sproglige objekter, for ‘imellem’ linierne eller to scener at skabe en underforstået betydning. En
sådan metode benyttes overbevisende af historikeren Thomas Pakenham i The Scramble for Africa,
som ved en udvælgelse af historiske episoder skaber en mosaik, der kan fortælle en historie af et
større omfang, ved den underforståede betydning, der skabes imellem de enkelte afsnit.
Mikrohistorikere skaber en lignende dynamik, ved udelukkende at beskæftige sig med den
partikulære historie, hvis omrids og uafsluttede begreber ‘peger’ på en større sammenhæng, som
ikke fortælles. Den svenske forfatter Sven Lindqvist følger idéen helt til dørs, i sin Pulp Fiction-
klippede Exterminate All the Brutes, der med talrige flashbacks og indskudte afsnit formår at
komme en ellers vanskeligt beskrivelig fortælling om koloniale folkedrab nærmere, end en
konventionel, kronologisk beretning, som ville foregive en logik, der er historien fremmed.

Jeg vil i fremstillingen anvende en episodisk dynamik, der forstår betydning som noget der opstår i
samspillet imellem de udvalgte eksempler, snarere end i de enkelte eksemplers og fænomeners
analytiske endegyldighed. Dette betyder at jeg tillægger det større betydning at konstruere en
egentlig historie, end at diskutere og analysere enkelte historiske udsagn i teksten. Konstruktionen
af fremstillingen og valget af udsagn er derimod båret af en underliggende analyse, der konstant
spørger ind til, hvordan det beskrevne blev bragt fra det ene punkt til det andet. Jeg foretager med
andre ord en konstant kontekstualisering af de anvendte eksempler og begreber, ud fra specialets
teknologiforståelse.

Dette betyder at specialet kan læses på flere niveauer. Det kan læses som en avanceret røverhistorie,
der fortæller historien om hvordan Maxim maskingeværet blev brugt i det koloniale Afrika. Det kan
imidlertid også læses som en historie der anvender våbenets historie til at fortælle om en sindrig

4
Stirner, 1845. Se også Blaabjerg, 2001.

-9-
distribution af abstrakte, sproglige kategorier, der gjorde det muligt at organisere og sætte den
europæiske kolonialisme i Afrika i værk, og var helt afgørende for dens udfald. Ved
industrialiseringens hjælp blev de til et komplet system, der vakte rædsel, når dets raffinerede
udtryk i stål, ‘Uhyret der sagde puh! puh!’, mødte de indfødte folkeslag, som var chanceløse for at
se eller gennemskue systemets rækkevidde.

Den konstante kontekstualisering af sproglige begreber, som vi ellers nemt opfatter som banale, er
dertil vigtig for kolonialhistorie, idet Afrikas moderne historie bærer dybt præg af et sprogligt
overgreb, i de kategorier og beskrivelser, som den europæiske imperialisme bragte med sig.

Materialemæssigt er der ikke frit valg på alle hylder, da krydsfeltet imellem industrialiseringen og
den ny imperialisme ikke dækkes af een enkelt forskningstradition. Det har været nødvendigt at
trække på en righoldig mængde af fremstillinger fra forskellige genrer og traditioner, for at
fremdrage tekstens perspektiv. Nogle af disse tekster er samtidige og tættere på begivenhederne,
andre af nyere dato. Sigtet har igennem hele arbejdet været både at fremtrække de store linier for at
beskrive de langtrækkende vektorer, samt at gå så meget i detaljen i det enkelte eksempel, at selv
bevægelsen af det enkelte projektil kunne anskueliggøres. Brede dele af teksten vil således søge at
trække de store linier og derfor hovedsagligt basere sig på bredere og ofte senere fremstillinger, og
de mere specifikke eksempler og detaljer vil basere sig på tekster, der er skabt så tæt på
begivenhederne som muligt; primært i samtidige rejseskildringer, men også hvor de findes citeret
eller anvendt af en senere tids historikere, hvor originalmaterialet er utilgængeligt.

-10-
Forskningsoversigt

Teknologiens ikonografi

In the past, our wars have been won by the dash, the skill, and the courage of our officers and
men, but our last campaign has been won by a very quiet, scientific gentleman living down in
Kent.5

Således formulerede Edwin Arnold, redaktør for avisen The Daily Telegraph og iagttager af
koloniale forhold, Maxim maskingeværets betydning for den britiske sejr ved Omdurman i 1898.
Nære venner af den temperamentsfulde Hiram Maxim morede sig givetvis over denne beskrivelse
af den industrielle entreprenør som ‘en stille videnskabsmand’, men Arnolds analyse af våbenets
betydning hang ved.6 Våbenet, og anerkendelsen af dets militære betydning, vandt efter års PR-
demonstrationer og salgsfremstød udbredelse.

Våbenets populære gennembrud var med til at lægge grunden til en ikonografi, som uden videre har
naturaliseret våbenet som ‘teknologisk overlegent’. Teknologi anses ofte for kilden til den hvide
mands succes som koloniherre og imperiebygger. Teknologien lades imidlertid ofte uforklaret.

Våbenets ikonografiske kraft har været så stærk, at det er de færreste historikere, der har reflekteret
over våbenets funktionalitet og betydning i en konkret historisk sammenhæng. Når Maxim
maskingeværet eksempelvis refereres af ellers iøvrigt detaljebevidste kolonialhistorikere som
Moorehead (1971), Smith (1972) eller Pakenham (1992), sker det for alle som een uden at forklare
eller kontekstualisere våbenets indretning, anvendelse eller virkning. Denne lades underforstået.7
Dette skyldes antageligt delvist, at de fleste historikere først og fremmest ser kolonialhistorie som
politisk historie, hvor militær, teknologi og våbenbrug anskues som underordnet; som ‘politikkens
fortsættelse med andre midler’, jævnfør Clausewitz’ hævdvundne idé.

En anden væsentlig del af forklaringen på våbenets ikonografi må tilskrives Maxim selv. Maxims
våben var ikke det eneste maskingevær eller første mekaniske skydevåben, der blev bragt til
anvendelse i Afrika, men Hiram Maxim og hans forretningspartnere var både hurtige og dygtige til
at udnytte våbenets koloniale sejre i marketings-øjemed, hvilket har smittet af på den
historieskrivning, der beskæftiger sig med våbenet. Maxims stærkt selvhævdende selvbiografi My
Life fra 1915 medvirkede uden tvivl til yderligere at stadfæste våbenets betydning og ‘overlegne’

5
Dette citat stammer angiveligt fra The Daily Telegraph, og blev citeret af Maxim i hans selvbiografi, udgivet i 1915 (s.
258). Maxim har givetvis husket sin kilde forkert, hvorfor Telegraphs redaktør Edwin Arnold ofte er blevet fejlciteret
som ‘The Times korrespondenten Sir Edward Arnold’. Både Goldsmith (s. 109), Ellis (s. 86) og McCallum (s.145)
gentager fejlen. Kun Engelbrecht, 1934, angiver den korrekte kilde (kapitel 8).
6
McCallum, s. 145
7
Eks. Moorehead, s. 296, 345, Smith, s. 86, 132, 135, 137, 269, 280, og Pakenham, s. 322, 414, 416, 425, 544

-11-
karakter. McCallums gennembearbejdede biografi (1999) tegner et sammensat billede af
opfinderen, hans liv og Maxim maskingeværets udvikling, som velkomment nuancerer denne
fortælling.

Naturaliseringen af våbenets betydning gør blind for at se våbenet som noget, der forandrer sig i
samspil med dets kontekst, dets anvendelse og dets aktører. Et maskingevær er ikke bare et
maskingevær, og det er slet ikke en transhistorisk størrelse, der uden videre kan afskrives til
læserens videre associationer. Dette har skygget for en nuanceret historie, om hvordan våbenet fik
betydning, igennem dets udvikling, markedsføring og anvendelse, herunder i de koloniale
konflikter, det blev anvendt i.

Maskingeværets udbredte anvendelse og effekt under 1. verdenskrig styrkede denne ikonografi.

Henvisningen til maskingeværet kom til at rumme en implicit henvisning til krigens rædsler; som
oftest tilskrevet maskingeværernes gensidige fastlåsning af enhver militær mobilitet – men ligeså
ofte uden at analysere denne fænomenologiske problemstilling. Det automatiske maskingevær er
således i populærhistorien ofte blevet reduceret til et våben, der ‘slår mange mennesker ihjel’, mens
våbenets funktionalitet og anvendelses- og betydningshistorie er blevet en sag for kun de mest
nørdede og våbenfetichistiske militærhistorikere.

Bevæger vi os ind i de militærhistoriske afkroge, stilles der heller ikke de store spørgsmål ved
våbenets i forvejen etablerede betydning, hvilket f.eks. Dolf Goldsmiths nøgleværk om Maxim
maskingeværet, The Devil’s Paintbrush (1989), er et godt eksempel på, sine talrige illustrationer,
plancher og både historiske og tekniske detaljer til trods. Her interesserer det mere at ‘indsamle
viden’ i form af ‘fakta’ suppleret med statistikker, originale plan- og patenttegninger, historiske
illustrationer og citater, end at stille spørgsmålstegn ved teknologi som fænomen. Det samme
gælder oberst George M. Chinns pionerarbejde The Machine Gun. History, Evolution, and
Development of Manual, Automatic, and Airborne Repeating Weapons, et oversigtsværk i 4 bind,
på sammenlagt over 2000 sider, bestilt af den amerikanske flåde og udgivet fra 1951-1955.

John Ellis’ The Social History of the Machine Gun (1975), som i detaljen baserer sig på Chinns
oversigtsværk, formår heller ikke at vriste sig fri af den etablerede ikonografi om maskingeværet
som et våben, der ‘bare’ slår mange mennesker ihjel. Ellis skriver sig ind i en tradition for at forstå
maskingeværet som et led i en industrielt-kapitalistisk udvikling, der gjorde våbenhandel til kold og
kynisk forretning; en tradition hvis hovedværk er Engelbrechts Merchants of Death fra 1934. I
Ellis’ version vinder maskingeværet og den kapitalistiske krigslogik indpas på trods af social
modstand fra et militært, aristokratisk etablissement, der vågnede alt for sent op fra ridderidealerne
om ‘det heroiske charge’.

-12-
Moderne militærhistorikere som Parker (1988), Porch (1997) og Vandervort (1998) leverer et som
oftest skarpt blik for militærteknologisk innovation og de sociale sammenhænge der havde
betydning for den, men giver sig ikke i kast med det fænomenologiske stof. Militærhistorie som
tradition begrænser som oftest teknologiperspektivet til ‘hvilke våben, der gav den største taktiske
eller strategiske fordel’, og til ‘hvorfor gik det galt’-analyser. Selve dette, at våben bringes i
anvendelse, eller at de forandrer karakter, stilles der ikke spørgsmålstegn ved. Krig og teknologi
opfattes i sig selv som transhistoriske kategorier, hvilket gør det vanskeligt at forklare
militærhistorisk forandring, som bevæger sig udenfor disse kategorier, og måske også forandrer
kategoriernes indhold.

Jeg vil i det følgende afsnit søge at dekonstruere og operationalisere selve teknologi-begrebet,
hvilket danner baggrund for en efterfølgende introduktion til teknologi-teoretikeren Paul Virilio.

Teknologi-begrebet
Oplysningstidens encyklopædier var eksponenter for en opfattelse af viden, som viden, der kunne
bruges til noget. Industrialiseringens teknologiske nyskabelser var så omfangsrige, at de både
muliggjorde og nødvendiggjorde nye måder at sætte arbejde, tid og ikke mindst viden i system på.

Teknologi-begrebet blev taget i anvendelse i slutningen af 1700-tallet, som et udtryk for den
‘nyttige viden’, man skulle tilegne sig for at lede mere komplekse produktionsenheder.8 Ordet er
afledt af det græske ord tékhnē og betyder ‘læren om kunnen eller frembringelse’. Begrebet blev i
løbet af 1800-tallet ensbetydende med ‘anvendt naturvidenskab’; med fokus på det vidensgrundlag
og de naturvidenskabelige kategorier, som industriel produktion udnyttede.

Begrebet blev nært forbundet med den fremskridts- og udviklingstanke, som blev populær i 1800-
tallet, i begejstring over nye tekniske landvindinger – og en næsten blind tiltro til, at videnskabens
opdagelser kun ville bringe menneskeheden det bedste. Koblingen til fremskridtstanken har tre
vigtige implikationer for denne tekst.

1. Drift efter oplysning

For det første medvirkede den til at muliggøre det imperialistiske projekt, i videnskabens drift efter
oplysning, kortlægning og klassificering af det ukendte. Oplysningstanken spillede en vigtig rolle i
det værdisæt, som gjorde koloniseringen af Afrika til en mulighed – en mulighed der blev
naturaliseret af videnskabens drift efter ‘oplysning’, som den eksempelvis udmøntede sig i de
talrige ekspeditioner, der blev udrustet af europæiske geografiske selskaber.

8
Nielsen et al., 2005, s. 540

-13-
2. Legitimering af imperialismens midler

Opfattelsen af teknologi som ‘anvendt viden’ medførte en implicit forestilling om videnskabelig

viden som værdineutral; som løsrevet fra den praktiske ‘teknologiske’ anvendelse af denne viden.
Den ‘bagvedliggende viden’ i videnskaben blev umærkeligt antaget som et af reelle forhold
uafhængigt sandhedsvidne. Den ‘neutrale’ videnskab kunne således, fordi der ikke blev stillet
spørgsmålstegn ved dens vidensgrundlag og konklusioner, legitimere de uhyrligste ting. Den i
1800-tallet udbredte darwinistiske tanke om nogle racers deterministiske overlevelse, på andres
(‘lesser races’) bekostning, førte eksempelvis i Afrika til en bred accept af europæisk magt- og
våbenanvendelse, begrundet i sådanne ‘naturlige’ forhold.9

3. Historisk determinisme

Naturaliseringen af ‘videnskaben’ som vidensfundament for teknologi havde den væsentlige

implikation for historien om den, at teknologisk forandring blev ensbetydende med en
deterministisk, trinvis afdækning af allerede eksisterende, abstrakte videnskabelige sandheder.
Teknologisk udvikling blev opfattet som en tidsligt fremadrettet bevægelse imod stadig større
erkendelser og fremskridt, som udmøntede sig i nye, stadigt mere avancerede, industrielle
produkter. Denne opfattelse satte sit præg på den encyklopædiske, naturvidenskabeligt inspirerede
teknologihistorie, som også idag er den mest udbredte teknologihistoriske tradition. Den er
imidlertid af flere årsager problematisk og utilstrækkelig i forhold til at forklare historisk
forandring.

Teknologihistorikeren Vaclav Smil (2005) er et godt eksempel på de begrænsninger, teknologi som

‘anvendt viden’ skaber for en historisk fremstilling. Smil anskueliggør, at der i de to generationer
før 1. verdenskrig fandt en regulær videnskabelig-teknologisk revolution sted, som lagde grunden til
langt størstedelen af de teknologiske ‘forbedringer’ som fandt sted i det 20. århundrede. Men hans
værk ‘nøjes’ med at opliste en række centrale ‘opfindelser’ og argumenter for, at de tilsammen
skabte denne revolution. Smils værk er prisværdigt detaljerigt og anskueliggør mange teknologiske
sammenhænge, omvendt er han afskåret fra at historisere og kontekstualisere sine to væsentligste
begreber; videnskab og teknologi, og kan derfor heller ikke substantielt forklare de forandringer der
finder sted, også på dette niveau – at selve de måder viden håndteres på og bringes i anvendelse på,
forandrer sig.

Teknologihistorikere har i senere år gjort noget op med den ukritiske fremskridts-tænkning, som har
præget teknologibegrebet, og er begyndt at interessere sig mere for hvordan teknologi udvikles og

9
Se Lindqvist, 1997

-14-
indoptages i, eller alternativt bremses og blokeres af sociale sammenhænge og institutioner, og
hvilken virkning nye teknologier har for sociale sammenhænge og vores forhold til verden.10
Teknologi udvikles og anvendes med andre ord af mennesker, og de sociale, politiske og militære
sammenhænge teknologi anvendes i fortæller noget om den. Teknologihistorie kan således ikke
reduceres til afdækning af naturgivne sandheder; teknologi må historiseres, kontekstualiseres og
diskuteres ud fra historiske aktører og omstændigheder – præcis som andre historiske fænomener.
Der er meget der taler for, at teknologi ikke længere kan forstås meningsfuldt i en historisk
sammenhæng, som løsrevne, afsluttede, lineære størrelser, hvor den ene ‘teknologi’ ubønhørligt
afløses af den næste i et fremadskridende forløb. Vores vidensgrundlag og videnssystemer forandrer
sig – måden vi tænker viden på forandrer sig, især under indvirkning af den informationsteknologi,
som siden bogtrykkunsten, og senest med internettets digitale netværk, har skabt nye metoder at
arbejde med viden og kommunikation på. Opfattelsen af teknologi som ‘anvendt viden’ har en
iboende determinisme, som er faretruende for enhver historisk analyse af teknologisk anvendelse.
En opfattelse af teknologisk udvikling, som noget, der ubønhørligt marcherer afsted udenfor vores
kontrol, fratager os indsigten, valget og magten til at forstå og til at styre teknologisk udvikling, og
til også fremover at skabe de rette politiske og sociale rammer for anvendelsen af teknologi. Desto
vigtigere er det derfor at forstå teknologi som historisk; som noget der ændrer betydning. Ikke
mindst forstået således, at vi selv er med til at tilskrive teknologien betydning, ved vore beskrivelser
og fortællinger om den, og ved vores anvendelse af den.

Hvordan kan vi da løsrive os fra en sådan deterministisk teknologiforståelse? Forfatteren Jules

Verne (1828-1905) giver et spor. I 1870 udgav han romanen En verdensomsejling under havet.11
Her kunne læseren møde den oprørske kaptajn Nemo og hans ubåd Nautilus. Ubåden bar tilnavnet
‘mobilus in mobile’, ‘den bevægende i det bevægende’. Allerede 200 år tidligere havde den
visionære Wilkins beskrevet ubådens muligheder; ‘A man may thus go to any coast in the world
invisibly, without discovery or prevented in his journey’.12 Havet bragte europæiske rejsende vidt
omkring i 1800-tallet, og den verden der lå under havets overflade, var blot een af mange
ubeskrevne, usynlige verdener, som blev udsat for europæisk bevægelse, innovation og beskrivelse.

Den tyske filosof Ernst Kapp (1808-1896) beskrev i Grundlinien einer Philosophie der Technik
(1877) teknologi som en udvidelse af den menneskelige krops muligheder – funktionelle
forlængelser af vores handleevne, vore organer og sanser. Kapp, der skrev på baggrund af
romantikken, opfattede således overvejende teknologi som et fænomenologisk begreb, og
interesserede sig ikke videre for den viden, som gjorde ny teknologi mulig, men for de muligheder
10
Se f.eks. Nielsen et al., 2005, s. 535-589, eller Winston, 1998.
11
Dansk udgave 1872
12
Wilkins, 1648 (min kursivering)

-15-
den skabte. Jeg har i denne tekst valgt at arbejde med en teknologi-forståelse, der ligger i udpræget
forlængelse af disse ideer – som den manifesterer sig hos den franske teknologi-teoretiker Paul
Virilio.

Teknologi som hastigheds-arkitekturer

Paul Virilio opfatter teknologi som muliggørelse og begrænsning af bevægelse og synlighed. Han
blev født i 1932 og voksede således op under 2. Verdenskrig. De allieredes luftbombardementer,
tyskernes blitzkrieg og konstruktionen af bunkerkomplekserne i Atlantvolden gjorde indtryk på den
unge Virilio; indtryk som senere forplantede sig til et særdeles egenartet forfatterskab. Efter en
årrække at have arbejdet som glaskunstner, kastede Virilio sig over studier af arkitektur, og blev
efter 1968 professor i byplanlægning ved Arkitekthøjskolen i Paris. Hans synteseskabende teorier
blev især udviklet og formuleret i Hastighed og politik (1977, dansk udg. 2001) og Synsmaskinen
(1988, dansk udg. 1989), værker der placerer hastighed og acceleration centralt i forhold til
teknologisk, militær og politisk udvikling;

My work is all about stating that it is of paramount importance to analyze acceleration as a

major political phenomenon, a phenomenon without which no understanding of history, and
especially history-that-is-in-the-making since the 18th century is possible.13

Hastighed er så centralt for Virilio, at det endda er nødvendigt for ham at opfinde et helt nyt begreb
og en ny videnskabelig disciplin for at beskrive dem, dromologien; hastighedslæren. Virilios lære
kommer til udtryk i en form for begavet, indtrængende, associativ impressionisme. ‘I don’t believe
in explanations. I believe in the obvious quality of the implicit’, forklarer Virilio selv,14 og ud fra
denne filosofi består hans værk af myriader af diffuse fænomener, fragmenter og antydninger. Hans
form bidrager til indsigtsfulde, inspirerende kvaliteter – men gør ham også utilgængelig og
vanskelig at give et ‘opkog’ af. Jeg vil ikke desto mindre søge at give et koncentrat af min egen
læsning af ham, der kan tjene som baggrund for min anvendelse af hans idéer.

Ligesom for Kapp er teknologi for Virilio en fænomenologisk udvidelse af vores sanse- og
bevægeapparat. Køllen forlænger vores arms rækkevidde og slagkraft; geværet forlænger vores
magt yderligere – og ligesom skibe og kikkerter før kunne udvide rummet ved at nå fjerne
kyststrækninger og give os abstrakte kort, har flyvemaskiner fra 1. Verdenskrig og frem kunnet give
os præcise fotografiske aftryk af verden, der udvider det militære rum.

Teknologi er en udvidelse af vores organisation af rum og bevægelse, som har en fundamental

militær karakter. Den er først og fremmest karakteriseret ved at søge at kontrollere hastigheden, i et

13
Armitage, 2000, s. 35
14
Kellner, 2000, s. 121

-16-
givent rum. Organisationen af rummet må henholdsvis accelerere våbnenes fremdrift i forhold til
fjenden og bremse fjendens bevægelse og fremdrift. Arkitekturen i den middelalderlige befæstede
by eller fæstning, anlæggelsen af veje og infrastruktur, og konstruktionen af moderne
informationsnetværk, har alle en sådan karakter – dette at give den afgørende fordel i militær
konflikt, og samtidig svække fjendens operations- og bevægelsesmuligheder. Adgangen til et givent
rum må dels kontrolleres, begrænses, bremses – og dels lettes, optimeres, accelereres.

Virilios arkitektbaggrund er væsentlig for at forstå den vægt, han i sit teknologibegreb tillægger
rumlig og tidslig organisation af bevægelse. Arkitektur og infrastruktur er metoder til at organisere
bevægelsen i et givent rum. Denne bevægelse kan være menneskelig bevægelse, men også
fænomener som lys, lyd, elektriske signaler og kommunikation i sprog og billeder. De
bevægelsesretninger der findes og skabes indenfor en given struktur, uanset karakter, kalder Virilio
ofte for vektorer. Arkitektur og teknologi er manipulation af disse vektorers bevægelsesmønstre –
trafikregulering.

Som både metafor og konkret eksempel anvender Virilio i mange sammenhænge ‘gaden’, som
udtryk for en bestemt type regulering og kanalisering af menneskelig trafik; af arbejde, energi, blik
og udsyn, og af militære og politiske bevægelser. Historisk bliver gaden og ’trafikregulering’ vigtig
idet ‘masserne’ bliver et politisk begreb, under den franske revolution og industrialiseringen. Det er
ikke længere reguleringen af det enkelte menneske – men af masserne, der bliver det store politiske
våben – siger Virilio, og drager en direkte linie til Goebbels og naziregimets effektive anvendelse af
eksempelvis radio og propagandavæsenet. Virilio genfinder sådanne trafikregulerende arkitekturer i
f.eks. våben- og kommunikationsteknologier.

Under indflydelse af accelererende teknologi, finder da en afgørende historisk forandring sted, fra et
territorialt orienteret og geopolitisk organiseret rum, til et rum, hvor det bliver vigtigere at
kontrollere selve de hastighedsvektorer, som gennemtrænger rummet. Virilio kalder dette vadested
for den ’dromokratiske revolution’ – et begreb, der kan løseligt oversættes til de mange politiske og
teknologiske forandringer, som fandt sted under den franske og den industrielle revolution.

Først øges hastigheden af transportmidlerne – skibe, jernbaner og automobiler – og krigen forandres

fra geo-strategiske operationer til logistiske ’totalkrige’, hvor det afgørende er at ramme fjendens
logistiske linier og produktionskapacitet – idet ingen kan regne med at vinde krigen i et
gammeldags ’pitched battle’.

Men med kommunikationsteknologiernes forbedring af informations-logistikken, ved

telegrafvæsenet, fotografiet, radiobølger og biografer – ja selv gadebelysning, der i slutningen af

-17-
1700-tallet udvidede dagen ind i de mørke timer, og det nyoprettede nationale politis mulighed for
overvågning, finder en kondensering af rummet sted, som i vor tid tilnærmer sig en 1:1 gengivelse
eller tilstedeværelse, helt på tværs af geografiske barrierer; ‘Sammentrækningen af afstandene er
blevet en strategisk virkelighed med uberegnelige økonomiske og politiske konsekvenser, eftersom
den svarer til en ophævelse af rummet.’15 I vor tid har billedet, det abstrakte aftryk af virkelighed
som eksempelvis gengivet på CNN, med stor hastighed transporteret fra krigens slagmark til en
bred offentlighed, en uhyre central betydning i selve krigens udførelse.

Krig og våbenteknologi, og udviklingen af moderne kommunikationsteknologi hænger derfor nært

sammen for Virilio. Billedet, og dets lynhurtige udbredelse, er blevet det egentlige våben i
hypermoderne krigsførelse. Dermed bliver også synlighed et centralt begreb. Det sete og ikke-sete
bliver strategiske og taktiske overvejelser – som f.eks. udnyttes i terrorisme, i partisan-krigsførelse,
eller af hæren og de politiske systemer til bevidst misinformation og manipulation af offentlige
medier.

Virilio taler om at der således finder en ‘de-territorialisering’ sted – hvor byens og territoriets rum
mister betydning, og sociale og politiske beslutningsprocesser er ude af stand til at holde trit med
kommunikationernes hastighed. Resultatet er et demokratisk underskud; at vore samfund i højere
grad kontrolleres af et militær-teknokratisk regime, på bekostning af nære menneskelige relationer
og på bekostning af vores egen tid, til eftertanke og forbundethed med den territoriale kontekst, vi
uomgængeligt er en del af. Teknologiens hastighed skaber en ny splittelse, som vi idag står midt i
og må forholde os til.

Teknologi indebærer i en viriliosk optik hastighedsforandringer i tid og rum. Teknologi er

menneskeskabte arkitekturer, som handler om at skabe fremdrift, og at udnytte energien,
sammentrække rummet, kondensere afstande og dermed udnytte tiden bedre – eller modsat,
betvinge et rum, låse det fast, fjerne bevægelsen fra det, om muligt fastfryse det i eet enkelt punkt, i
et enkelt ikonografisk aftryk. Sådanne hastighedsforandringer påvirker vores tidsopfattelse, vores
sproglighed, og vore erfarings- og forventningshorisonter. Hvordan dette finder sted under konkrete
historiske forhold, er der, hvor det for alvor begynder at blive interessant.

15
Virilio, 2001, s. 89

-18-
Koloniale horisonter

Gordons fald
Gordon befandt sig på paladsets tag med nogle få mænd, da Mahdiens styrker tidligt om morgenen
den 26. januar 1885, få timer efter midnat, angreb Khartoum. Der blev affyret skud imod
angriberne, men byens svageste forsvarslinier gav hurtigt efter, og de mahdiistiske styrker kæmpede
sig med spyd, sværd og hvad de besad af skydevåben igennem byen, indtil de omgav og trængte ind
i paladset, hvor Gordon havde sit hovedkvarter. Imens gik Gordon roligt ned i sine gemakker,
iklædte sig sin uniform, og bevæbnede sig med sværd og revolver. Herefter gik han ud til
trappeafsatsen, hvor han blev angrebet af fire mænd og stukket ned med sværd og spyd. Gordon
gjorde ikke ansatser til at sætte sig til modværge eller gøre brug af sine våben; han havde
tilsyneladende affundet sig med sin skæbne. Hans hovede blev skilt fra kroppen, og taget med som
trofæ til Mahdiens lejr ved Omdurman. Resten af hans krop blev slæbt ned af trapperne og efterladt
i paladsets gårdhave, hvor mange af angriberne benyttede lejligheden til at slynge deres spyd i hans
jordiske rester.16

Kun få dage senere nåede en fortrop frem til Khartoum fra den militære ekspedition, der skulle være
kommet til hans undsætning. Fortroppen var ikke en egentlig kampstyrke – men en enhed anført af
efterretningsofficeren Charles Wilson (1836-1905), som skulle melde undsætningsekspeditionens
snarlige ankomst og styrke moralen i den belejrede by, inden den egentlige styrke nåede frem.
Wilson kunne imidlertid mismodigt konstatere, at der ikke længere vejrede et egyptisk flag over
byen, hvorefter hans både, under beskydning og for fulde damp, sejlede ned af Nilen igen. De var
kommet for sent.

Legetøjssoldater

As a child, he had a huge collection of toy soldiers, 1500 of them, and he played with them for
many years after most boys turn to other things. They were ”all British,” he tells us, and he
fought battles with his brother Jack, who ”was only allowed to have colored troops; and they
were not allowed to have artillery.”17

Winston Churchill (1874-1965) var født ind i en overklassefamilie; hans far var Randolph
Churchill, søn af den 7. hertug af Marlborough, og hans mor Jennie Jerome, datter af en amerikansk
millionær. Han tilbragte en stor del af sin barndom på kostskoler. Ligesom mange andre drenge
kedede han sig bravt i skolen – ihvertfald i klassiske fag som græsk og latin. Anderledes var det

16
Symmons, s. 236
17
Raico, 1997

-19-
med fag som historie og fægtning.18 Ligesom andre drenge legede han med legetøjssoldater. Og
allerede som dreng havde han øje for de koloniale eventyr, der fandt sted et eller andet sted derude i
verden, som blot ventede på ham.

I efteråret 1884 havde den amerikanske opfinder Hiram Stevens Maxim (1840-1916) færdiggjort sin
første prototype af et nyt, revolutionerende våben. Våbenet blev fremvist i hans værksted i London
for inviterede gæster, og snart herefter begyndte pressen at rapportere om denne ‘automatic machine
gun with a single barrel, using service cartridges, that would load and fire itself (...) over six
hundred times in a minute’.19 Maxims ægteskab lå endegyldigt i ruiner, men finansieringen af hans
våbenselskab faldt endeligt på plads 5. november 1884, på adressen 57D Hatton Garden i London.
Maxim Gun Company blev etableret med en startkapital på £50.000, fordelt på 2500 aktier á £20,
med stålproducenten Albert Vickers (1838-1919) som hovedinvestor.20

Blot ti dage senere, 15. november 1884, mødtes de europæiske magter til en konference for at dele
Afrika imellem sig. Berlin-konferencen, som den senere blev kaldt, var indkaldt af den tyske
kansler Otto von Bismarck (1815-1898) og kommet i stand på Portugals foranledning; på baggrund
af stadigt flere rivaliserende europæiske interesser i Afrika. Flere europæiske aktører – med de
mindre koloniale aktører Bismarck og kong Leopold II af Belgien (1835-1909, r.1865-1909) i
spidsen, nærede et ønske om at få papir på deres koloniale krav. 14 lande deltog med repræsentanter
i konferencen, herunder i denne sammenhæng ubetydelige nationer som Danmark og Sverige-Norge
(forenede indtil 1905), der blot skulle levere legitimitet til de større magters bud efter kolonial
indflydelse.

Reelt havde kun få europæiske magter indflydelse og territorium i Afrika på dette tidspunkt. Blot
20% af kontinentets landmasse, hovedsagligt besiddelser i kystområderne, var i hænderne på
europæiske magter. Kong Leopold havde imidlertid længe arbejdet for at hans International
African Society, en filantropisk organisation med kommercielle bagtanker som han stiftede i 1876,
skulle opnå legitimitet i Afrika. Til dette formål havde han bl.a. ansat reporteren og Afrika-
udforskeren Henry Morton Stanley (1841-1904), der fra 1879 og frem forhandlede en række
‘traktater’ på plads med lokale høvdinge i Congo-området, på selskabets og kongens vegne.
Konferencen i Berlin var en mulighed for Leopold for at befæste denne indflydelse i Afrika, ved at
udnytte stormagternes spirende indbyrdes rivalisering.

18
Churchill and the Great Republic, Library of Congress ‘online exhibition’, med adskillige kildetekster og billeder fra
Churchills liv : http://www.loc.gov/exhibits/churchill
19
Maxim, 1915, cit. McCallum, s. 49
20
McCallum, s. 52

-20-
Stanley blev i 1871 berømt for sit møde med den forsvundne missionær David Livingstone (1813-
1873) i det indre Afrika, under en journalistisk mission for The New York Herald. I 1877 var han
sluppet levende ud af Afrika, efter tre års opdagelsesrejse på tværs af kontinentet, delvist arrangeret
og finansieret af avisen The Daily Telegraph og den samme Edwin Arnold, som 10 år senere priste
Maxim maskingeværet efter Omdurman. Stanleys bog om togtet, Through the Dark Continent
(1878) havde sat Congo på landkortet, og lanceret Congo-floden som een af Afrikas vigtigste
‘hovedveje’.

To uger efter Berlin-konferencens åbning kunne Churchill fejre sin 10-års fødselsdag. Imens den
unge Winston legede med sine legetøjssoldater og de europæiske stormagter forhandlede om luftige
grænsedragninger i Afrika, kæmpede Charles Gordon i Khartoum en brav kamp for at få provianten
til at strække, efter henved otte måneders belejring af mahdiistiske styrker.

Undsætningsekspeditionen under Garnet Wolseley (1833-1913), der skulle sikre hans

tilbagetrækning, kæmpede sig vej op ad en anden af disse Afrikas hovedveje, Nilen. Hæren befandt
sig endnu adskillige hundrede kilometer fra Khartoum, da Wolseley modtog besked fra Gordon om,
at byen kunne holde stand 40 dage endnu. Endnu vidste ingen, om undsætningen ville nå frem i
tide.

-21-
Prototypen

Søkrigens vektorer

In this year dire portents appeared over Northumbria and sorely frightened the people. They
consisted of immense whirlwinds and flashes of lightning, and fiery dragons were seen flying
in the air. A great famine immediately followed those signs, and a little after in the same year,
on 8 June, the ravages of heathen men miserably destroyed God’s church on Lindisfarne, with
plunder and slaughter. And Sicga died on 22 February.21

Hvad var blevet Englands skæbne, hvis Augustin var gået i land i Kent, bevæbnet med Maxim
maskingeværer? Dette retoriske spørgsmål blev stillet af den britiske politiker Charles Dilke (1843-
1911) i en debat i Underhuset i 1894. Debatten fandt sted på baggrund af et intensiveret britisk
kolonialt engagement i Afrika, bistået af automatiske maskingeværer.22 Men England oplevede
faktisk i middelalderen angreb på sine egne kyster, bistået af fremmed teknologi, som forekom
datidens indfødte ligeså skrækindjagende, som det indtryk, den europæiske ekspansion i Afrika
efterlod indfødte afrikanske stammer. Klosteret på øen Lindisfarne ud for Northumbrias kyst blev i
år 793 udsat for et angreb af ‘hedenske mænd’, som var så rædselsvækkende, at krønikeskriveren
måtte gribe til fantastiske billeder af drager og lynild på himlen for at beskrive det. Ud fra en
umiddelbar læsning bestod rædslen i, at vikingerne var hedninge, og derfor fremmede for kristen
kultur og respekt for de rige klostre, de fandt i udsatte kystområder. Men i en viriliosk læsning af
angrebet, var det snarere vikingernes overlegne teknologi og hastighedsøkonomi, end deres
hedenskab, der var årsag til rædslen.

Vikingekongerne var ikke sene til at indse fordele i alliancer med den kristne kirke – men havet og
de hurtige skibe vedblev i flere hundrede år at give vikingehøvdinge en militær fordel, der først og
fremmest var en hastighedsfordel. Vikingernes skibe var hurtige, kunne manøvreres med såvel sejl
som årer, og stak ikke dybt i vandet. De gav vikingerne en mobilitet, som gjorde dem i stand til at
angribe vilkårligt, hurtigt og rædselsvækkende, i bugter, vige og langs flodstrækninger, langt inde i
fremmed territorium – før de kunne ses af fjenden, og før fjenden kunne nå at bevæge sin
landbaserede hær til forsvar.

Skibet er en måde at bevæge sig på, som er væsensforskellig fra bevægelse til lands, og var både før
og efter kolonialismen eet af de væsentligste områder for europæisk innovation. Europæisk
ekspansion og magtanvendelse i Afrika hænger i et teknologisk perspektiv nært sammen med
europæernes besiddelse af skibe. Skibet skabte nye muligheder for bevægelse og acceleration, og
fordrede dermed nye orienteringer i verden; ved hjælp af abstrakte kort, kikkerter og kanoner – men
21
Den oldengelske krønike om året 793
22
Miller, s. 279

-22-
også indenfor tilstødende teknologiske områder, hvor man blev nødt til at være opfindsom, hvis
man skulle udnytte flådens muligheder til fulde; eksempelvis indenfor konservering af fødevarer,
der muliggjorde lange sørejser, energiudnyttelse i form af dampmaskiner, der gjorde flåden
uafhængig af vinden, og produktion af stål, der kunne pansre skibene mod fjendens kanoner.

Skibets vigtigste funktion var transport. Det forandrede den hastighed, hvormed mennesker og varer
kunne transporteres, set i forhold til de territoriale vanskeligheder, der mødte en karavane der måtte
bevæge sig over land. Dertil opnåede europæiske skibe i løbet af middelalderen større bæreevne og
kapacitet end tilsvarende landlige transportmuligheder, en udvikling der er nært forbundet med
udviklingen af skydevåben. Tidlige kanoner var for tunge til effektivt at kunne udnyttes på land,
hvor deres transport og bevægelse voldte store vanskeligheder. Ombord på skibe fik de en mobilitet,
der gjorde dem langt mere effektive. For at kunne bære kanonerne, og tilstrækkeligt mange af dem,
måtte skibene bygges større. Og i takt med, at sørejser fandt sted over stadigt større afstande, måtte
der kunne transporteres flere forsyninger til at brødføde mandskabet. Skibene satte et våbenkapløb
igang, der spændte uhyre bredt. De to væsentligste indsatsområder var de langtrækkende, logistiske
vektorer (energi, kortlægning, forsyninger m.v.), samt skydevåben og flådetaktik (mobilitet,
skudkraft, rækkevidde m.v.)

Kong Alfred af Wessex (849-899) anvendte det meste af sin regeringstid til at indhente vikingernes
overlegne hastighedsøkonomi. Han søgte at forene de angelsaksiske folk imod vikingerne, og
udbyggede defensive strukturer til forsvar imod deres angreb. Disse bestod for det første af et
system af såkaldte ‘burgh’s, fæstninger anlagt med bestemte geografiske intervaller, bemandet af
lokale stormænd og bondemilitser – grundsten til en feudal samfundsstruktur. For det andet fik
Alfred opbygget en flåde, der kunne tage kampen op med vikingerne i deres eget element – til søs.23
Ved mange af historiens omveje fik englænderne opbygget et flådevæsen, der efter talrige krige
med andre europæiske magter gjorde England til Europas og verdens stærkeste sømagt.

Et af de afgørende slag stod med Spanien i 1588, efter Henrik VIII’s afsværgelse af katolicismen og
hans datter Elizabeths stædige støtte til den hollandske opstand. Da den spanske konge Philip II
sendte sin uovervindelige Armada imod England, led han, på trods af imponerende våbenmagt, et
sviende nederlag til den mindre, men mere mobile britiske flåde. En væsentlig del af forklaringen
på Armadaens nederlag skal findes i, at der gik kuk i timeplanen. Det lykkedes ikke for Philip at
koordinere flådens ankomst med de spanske tropper under Alexander Farnese, der befandt sig i
Holland. Det kolossale geografiske projekt blev ramt af et logistisk problem; vanskeligheden i at
sætte to store styrker stævne til samme tid og sted.24
23
Lund, 1993 (Se også Sawyer : The Age of the Vikings, 1972)
24
Dette afsnit og det følgende baserer sig på Parker, 1999

-23-
Telegrafen medvirkede senere til at løse sådanne problemer. Men eksemplet illustrerer et klassisk
problem, som også viste sig for 1800-tallets Afrikarejsende; at opretholde kommunikationslinierne.
De langtrækkende strategiske vektorer, som sørejser gjorde mulige, skabte kolossale logistiske
problemer, hvad angik forsynings- og kommunikationslinier; at opnå efterretninger om de
geografisk spredte militære enheders position og tilstand, og at træffe strategiske og taktiske valg på
baggrund af efterretningerne.

Under krigen udviklede engelske flådepionerer som Francis Drake (1540-1596) nye, hurtigere
skibstyper. Siden middelalderen havde man anvendt bueskytter og senere kanoner til at ‘blødgøre’
en fjendtlig flåde, men krig til søs skulle stadig afgøres ræling til ræling, mand til mand. De
hurtigere skibe gjorde en ny type flådekrig mulig, udkæmpet på kanoners ildkraft uden for fjendens
rækkevidde. En flåde kunne positioneres og manøvreres i rummet og fra sikker afstand gøre en
fjende ukampdygtig uden nogensinde at være i direkte kontakt med de fjendtlige skibe, der blev ude
af stand til at udnytte sit våbenføre mandskab. Flådeinnovation og krig til søs blev herefter i
overvejende grad rettet imod de krigens vektorer, som viste sig mere betydningsfulde, end det at
ramme det enkelte skib eller den enkelte flåde. Innovationen gjaldt optimering af forsynings- og
kommunikationslinier, og forbedring af skydevåbnenes rækkevidde, præcision og slagkraft. Og det
gjaldt skibenes hastighed, manøvredygtighed, lastekapacitet og deres evne til at modstå angreb, i
panser og plade. Flåden blev det centrale omdrejningspunkt for et både taktisk og strategisk,
geografisk våbenkapløb.

Drake var også pioner for anvendelsen af skibe til vilkårlige kystangreb – plyndringstogter, der
ramte lige så uberegneligt og med ligeså stor rædsel som vikingernes angreb tidligere havde ramt
engelske kyster, men nu suppleret med kikkerter og bombardementer, og en særlig fokus på at
ramme fjendens logistik – begyndelsen til det Virilio kalder ‘total war’, inddragelsen i krigen af
hele nationers civilbefolkning og industrielle kapacitet. Drakes impulsangreb på Cadiz i 1587 var
eksempelvis alene så ødelæggende for spanske flådeforberedelser, at udsendelsen af Armadaen blev
forsinket med et helt år. Bemærk ordet ‘forsinket’ – målt i forhold til en forventning om, at nå noget
til en bestemt tid. De terroriserende kystangreb betød til gengæld, at fjenden ’vandt tid’. Krigen blev
en kamp på hastighed, hvor striden i højere grad rettedes imod de vektorer, som gav fjenden
mobilitet, end imod det at knuse fjenden i et altafgørende slag.

For den protestantiske sag

Det 16. og 17. århundredes religionskrige var med til at tippe magtbalancen i Europa fra
Middelhavsområdet til Nordeuropa. Dette skifte blev godt hjulpet på vej af de nordeuropæiske
protestantiske fyrsters entreprenante åbenhed overfor ny teknologi, langdistance-handel og

-24-
bankvæsen. Enhver investeringsmulighed, der kunne befæste deres nyvundne, men stadig
skrøbelige protestantiske stater, blev mødt med åbne arme.

Siden de første skydevåben fandt udbredelse i Europa i 1300-tallet blev der eksperimenteret med at
forøge deres affyringsrate og ildkraft. De tidligste forsøg drejede sig om at forøge våbnenes
volumen, dvs. mængden eller styrken af affyrede skud. De såkaldte ‘ribauldequins’ (‘orgelkanoner’)
bestod af et antal samlede gevær- eller kanonløb, der var konstrueret således, at alle kunne affyres
på mere eller mindre samme tid. Sådan et våben nævnes første gang allerede i 1339, og de blev
tilsyneladende anvendt af innovative generaler over det meste af Europa.25 Den franske konge Louis
XII (1498-1515) siges at have haft mindst een kanon med hele 50 løb, som kunne affyres samtidig.

Ulemperne ved sådanne våben var betragtelige. Selv hvis det lykkedes at affyre alle løb samtidig,
tog det en rum tid at lade våbnene til næste affyring – hvert løb skulle lades for sig, ved i hvert løb
omhyggeligt at dosere krudtet og presse kuglen på plads med en ladestok. Fordelen ved ildkraftens
styrke blev i nogen grad reduceret af den manglende evne til at opretholde skydningen, hvorved
fjenden i mellemtiden kunne rende artilleriet over ende. Dertil gjorde koncentrationen af store
mængder ustabilt krudt i disse våben, kombineret med risikoen for alvorlige fejl i støbningen af
kanonløbene pga. grove støbningsmetoder, sådanne våben til rene dødsfælder – vel at mærke for de,
som var så uheldige, at blive beordret til at betjene dem.26

Ideen om at forøge skudkraften og volumen af skydevåben er således ikke af nyere dato. Det
samme gælder ideen om at øge affyringshastigheden. Denne idé opstod i forlængelse af den
omsiggribende flådeinnovation og interesse for skydevåben, som fandt sted i de nordeuropæiske,
protestantiske stater fra 1500-tallet og frem. De følgende eksempler på tidlige maskingeværer
demonstrerer nogle af de problemer med våbnenes funktionalitet, som sætter os i stand til at
værdsætte de senere løsninger, som Maxim og andre våben-entreprenører introducerede. De
anskueliggør samtidig hvor sammensat en proces, der var nødvendig for at udvikle avancerede
skydevåben, historisk såvel som teknisk og vidensmæssigt.

Ideen om et automatisk maskingevær opstod i det innovative klima omkring Elizabeth I’s regime i
England i slutningen af 1500-tallet, hvor en tysk opfinder mødte Elizabeths efterretningschef
Francis Walsingham (1532-1590). Han medbragte et brev, som fortalte, at dets bærer ‘among other
excellent qualities which he hath, can make an harquebus that shall contain balls or pellets of lead,
all of which shall go off one after another, having once given fire, so that with one harquebus one
may kill ten thieves or other enemies without recharging it’.27
25
Chinn, Bd. I, s. 12-15, og Ellis, s. 10-11
26
Ellis, s. 11
27
Cit. Ibid.

-25-
I 1626 gav Charles I et patent til William Drummond fra Skotland, for et våben, hvor 50 musketløb
var bundet sammen, således at ‘en enkelt mand kunne give en skudkraft som ellers ville kræve 100
musketerer’. Drummonds våben var en videreudvikling af orgelkanon-tanken, men med den
nyskabelse, at våbenet skulle kunne skyde flere gange efter hinanden uden at lade våbenet igen, ved
hjælp af en sindrig mekanisme med flere justerbare ‘fuse-holding devices’.28

Knapt 100 år senere, i 1718, ansøgte James Puckle om patent på ‘A Portable Gun or Machine called
a Defence, that discharges so often and so many bullets, and can be so quickly loaded as renders it
next to impossible to carry any ship by boarding’.29 Puckles opfindelse var rigt skitseret og stærkt
idealistisk motiveret. Patentansøgningen bar overskriften ‘A Defence. Defending King George your
Country and Lawes in Defending Yourselves and Protestant Cause’. Puckle havde også tænkt på, at
der skulle kunne skydes både med runde og firkantede kugler mod henholdsvis kristne og vantro.
Disse vidtløftigheder til trods var Puckles våben en første undersøgelse af muligheden for at rotere
flere kamre omkring geværløbet. Et lignende princip anvendtes senere i revolveren.
Våbenhistorikeren George M. Chinn roser dertil Puckles fremsynede montering af våbenet på et
trebenet stativ, på et tidspunkt hvor alle opfattede maskingeværet som en form for kanon, der skulle
monteres på store hjul, hvilket i virkeligheden blot besværliggjorde dets bevæge- og sigtefrihed.30

Endnu mere bemærkelsesværdigt præsenterede en mand ved navn Palmer så tidligt som 1663 et
dokument for det britiske Kgl. Selskab, hvori han demonstrerede muligheden for at anvende kraften
fra et skydevåbens rekyle og de gasser der undslap fra løbet, til at lade, affyre og genlade våbenet.
Våbenet kunne skyde kontinuerligt og hurtigt, og ‘yet to be stopped at pleasure’.31 Det var essentielt
dette princip, der lå bag Maxim-maskingeværet, blot på et tidspunkt hvor den industrielle og
maskinelle formåen gjorde produktion af våbenet mulig.

Palmers våben blev ikke produceret. Geværløb ikke kunne bores præcist nok i datiden til at
fastholde våbenets udstødte gasser, og der var ikke tilstrækkeligt præcise metoder til at håndtere den
kontinuerlige antænding, ladning og affyring af våbenets ammunition. Lignende metodiske
vanskeligheder gjaldt de fleste af de opfindsomme, men ofte højst spekulative opfindelser, som blev
præsenteret for protestantiske fyrster. Det lod sig ikke gøre, at producere mekaniske dele, der var
tilstrækkeligt fine til at afprøve og videreudvikle idéerne. Puckles våben var undtagelsen, der
bekræftede regelen. Våbenet blev rent faktisk produceret og ifølge London Journal demonstreret i

28
Cit. Chinn, s. 16-17
29
Puckle, cit. Chinn, s. 17
30
Chinn, s. 17
31
Cit. Ibid.

-26-
1722. Ved demonstrationen affyrede våbenet 63 skud på syv minutter, ‘under dårlige vejrforhold’.
Der er idag udstillet eksemplarer af våbenet i Tower i London, og i Tøjhusmuseet i København.32

De metodiske problemer for de tidlige skitser angik især den kontinuerlige ladning og antænding af
våbenets ammunition. Indtil det 16. århundrede måtte krudtet i kanoner og musketter antændes med
eksempelvis en langsomt brændende tændstik. I 1600-tallet opfandtes flintebøssen, hvori krudtet
antændtes ved at slå flint mod hærdet stål. Denne metode standardiserede antændingen af
skydevåben, og flintebøssen blev et standard infanterivåben til langt ind i det 19. århundrede. Fra
omkring 1840 begyndte man at eksperimentere med patroner, der indeholdt såvel tændmekanisme,
drivstof (krudt) og projektil. Opfindelsen af patronen førte til en standardisering af
ammunitionshåndtering i skydevåben, som sammen med præcise, industrielle stål-, støbnings- og
produktionsmetoder, gjorde det til en realistisk mulighed at realisere ideerne om et automatisk
maskingevær.

Hiram Stevens Maxim

Elizabeths England var et velkomment eksil for de franske huguenotter, der i 1500- og 1600-årene
flygtede fra borgerkrig og religiøs forfølgelse i Frankrig. Nogle af disse protestanter rejste videre,
og bosatte sig i New England på den amerikanske østkyst, hvorfra de søgte nordpå, til det der
senere blev staten Maine i USA.33 Her blev Hiram Stevens Maxim født, nærmere bestemt 5. februar
1840, i landsbyen Sangerville, som den første i en søskendeflok på otte børn. Hans forældre var
Isaac Weston Maxim og Harriet Boston Stevens.

Hirams opvækst var præget af bevægelse, mekanik og energi. Isaac var tømrer og hjulsnedker, og
da forretningen gik godt, flyttede familien snart til den nærliggende landsby Orneville, hvor han
kunne udnytte vandkraften ved at drive den lokale vandmølle.34 Han var en stor inspirationskilde for
børnene; mekaniker af natur, nysgerrig på verden omkring sig og ‘a great instructor to us children’.
Harriet var ‘full of temperament and fire’.35 Hiram arvede givetvis sin fars mekaniske nysgerrighed,
og sin mors energi og temperament. Det sidste og hans hurtige næve bragte ham ofte i slagsmål som
ung. Han fiskede, gik på jagt, byggede fælder til at fange dyr med, og strejfede hellere end gerne
omkring med de lokale indianere.36 Som den ældste måtte han imidlertid tidligt hjælpe med til at
tjene til familiens mange munde, og han blev lærling hos en lokal karetmager, hvor han byggede
trillebører, trækvogne og kareter. Som 16-årig blev han ‘journeyman’ hos en anden karetmager, der
ligesom hans fader anvendte vanddrevet maskineri. Her opfandt han bl.a. en ‘automatisk

32
Peterson, s. 205
33
McCallum, s. 13
34
Ibid., s. 15-16
35
Hudson Maxim, cit. Ibid., s. 13-14
36
Ibid., s. 16

-27-
musefælde’ for mere effektivt at komme værkstedets museplage til livs. Først som 20-årig, i 1860
fik Hiram sit ‘frihedsbrev’ fra familiens krav på hans indtægt, og han kunne fra da af mere
helhjertet forfølge sine egne interesser.37 Men før Maxim for alvor kunne udfolde sine talenter, kom
en krig på tværs. Lang tids spændinger imellem nord- og sydstaterne eksploderede, da
Konføderationen angreb Fort Sumter i april 1861, og dermed udløste den amerikanske borgerkrig.

Borgerkrigens våbeninnovation
Maxim fik den første idé til et ‘automatisk maskingevær’ som 16-årig under diskussioner med sin
far. Ligesom mange af sine landsmænd var han fra ung vant til at omgås skydevåben. Jagt var en
naturlig del af tilværelsen i det skovrige Maine. Da Maxim få år senere prøvede en kraftig
Springfield Army Rifle, foreslog han, at energien fra den kraftige rekyle, som ellers var spildt,

would be amply sufficient to perform all the functions of loading and firing, so that if the
cartridges were strung together in a belt, a machine gun might be made in which it would only
be necessary to pull the trigger, when the recoil would feed the cartridges into position, close
the breech, release the sear, extract the empty case, expel it from the arm, and bring the next
loaded cartridge into position.38

Maxim tegnede skitser til våbenets konstruktion, som han sendte til sin onkel Levi Stevens, der drev
en maskinfabrik i Fitchburg. Levi fandt dem imidlertid upraktiske og der skete ikke videre.39 Men
de næste 25 år simrede ideen i baghovedet på Maxim, skudt i baggrunden indtil de rette
omstændigheder gjorde det muligt at realisere den.

Maxim var langtfra alene med innovative idéer til nye våben. Maxim, hans far og brødre fulgte med
interesse den hastige udvikling af nye våben under og efter borgerkrigen. Nye rifler, revolvere og
patrontyper optrådte regelmæssigt i de populære tidsskrifter og postordrekataloger, der nåede
ethvert afsidesliggende amerikansk hjem.40 Borgerkrigen var den første industrielle ‘totale krig’ i
viriliosk forstand, udkæmpet til det yderste af hver parts produktive formåen; på industrielle
vektorer som jernbaner, dampskibe, masseproduktion og mobilisering af masserne.

Krigen gav anledning til en massiv innovation indenfor våbenudvikling. Denne innovation fortæller
både noget om opfinder-entreprenørernes motivation, og om Englands tidlige interesse som sømagt
for disse våben. Alene imellem november 1862 og juni 1863 blev der givet ikke færre end 80
amerikanske patenter for maskingeværer, hvoraf dog kun en brøkdel blev sat i produktion.
Innovationen fortsatte resten af århundredet. I England blev der imellem 1854 og 1895 givet hele

37
McCallum, s. 18
38
Maxim, tale til Royal United Services Institution i London, 1896, cit. Ibid., s. 45
39
Ibid., s. 45
40
Ibid., s. 44

-28-
231 patenter, der relaterede til maskingeværer eller automatiserede lademekanismer.41 Disse tal
giver ikke blot indtryk af industrialiseringens og borgerkrigens massive våbeninnovation, men også
af at det spirende marked for maskinelt producerede, automatiserede, industrielle våben, var stærkt
konkurrencepræget.

Selv følte Maxim at han spildte sin tid ved at ‘lege soldat’ i den lokale milits og ønskede ikke at
melde sig under nordstaternes faner. Han blev undtaget, da hele to af hans brødre blev dræbt i
krigen, den yngste blot 16 år gammel. Det kunne ikke forlanges at en familie stillede mere end to
sønner til tjeneste.42 Maxims familie var ikke den eneste, der blev dybt berørt af krigen. Krigens
mange ofre var den idealistiske motivation, der i 1861 drev Richard Jordan Gatling (1818-1903) til
opfindelsen af det første maskingevær, som blev taget i udbredt anvendelse. Dagligt så Gatling de
syge og dræbte blive transporteret hjem fra fronten, og

it occured to me that if I could invent a machine – a gun – that would by its rapidity of fire
enable one man to do as much battle duty as a hundred, that it would to a great extent
supersede the necessity of large armies, and consequently exposure to battle and disease
would be greatly diminished.43

Gatling maskingeværet var baseret på et princip med flere løb, der ved hjælp af et håndsving blev
drejet omkring affyringsmekanismen. Våbenet var i stand til at affyre ca. 200 skud i minuttet, vel at
mærke uden de tekniske fejl, som ofte plagede sådanne våben. Våbenet var det første velfungerende
maskingevær, som blev taget i udbredt anvendelse, af den amerikanske hær 1866-1911, siden af
også andre lande; eksempelvis tog den britiske flåde det i brug i 1872.44

Gatlings idealisme var ikke enestående. Citatet illustrerer den teknikbegejstring og tillid til at
verden kunne blive et bedre sted, som prægede samtiden og i særdeleshed de opfinder-
entreprenører, der så maskinen som løsning på næsten ethvert tænkeligt samfundsmæssigt problem.
Både Chinn og Ellis fremdrager et andet interessant eksempel på denne mentalitet i svindlerne
Myron Coloney og James McLean, som i et reklamekatalog fyldt af fantasifulde våben udtrykte
ideen overordentligt præcist :

Hearing of the killing and the slaughter of the brave soldiers in Europe and Asia at the will of
their rulers Dr. James H. McLean (...) resolved to develop such terribly destructive weapons
of war (...) as would compel all nations to keep peace towards each other.45

41
Ellis, s. 30-31
42
McCallum, s. 19-20
43
Gatling, 1877, cit. Wahl & Toppel, s. 12
44
McCallum, s. 47
45
Cit. Chinn, s. 104-106

-29-
Størstedelen af innovationen fandt sted i USA, men imens den amerikanske hær stort set var
tilfredse med deres Gatling maskingeværer, mødte våbenudviklingen stor bevågenhed i England. I
1879 udviklede William Gardner i Toledo, Ohio et dobbeltløbet maskingevær. Våbenet blev afvist i
USA, men den britiske flåde tog det hurtigt i anvendelse. Gardner fik et tilbud om at flytte til
England med omkostningerne betalt, for at videreudvikle sit våben i samarbejde med de britiske
myndigheder. Dette tilbud accepterede han. Efter prøveskydninger i England i 1881 anbefaledes
våbenet til både hæren og flåden på grund af dets lethed, mobilitet og enkle mekanisme, og det blev
anvendt af flåden i Afrika.46

England tiltrak også andre våben-entreprenører. Thorsten Nordenfelt, en svensk entreprenør, der
siden 1867 havde arbejdet i England med import af svensk stål, blev i 1875 agent for den svenske
opfinder Helge Palmcrantz’ nyopfundne maskingevær. Nordenfelt dannede selskabet Nordenfelt
Guns & Ammunition Company og overtalte Palmcrantz til at øge kaliberen på sit våben for at
målrette våbenet til flådebrug. Våbenet bestod i lighed med tidligere våben af en række geværløb
arrangeret på linie, men den tungere kaliber medvirkede til, at den britiske flåde hurtigt indkøbte
våbenet og bragte det i anvendelse. Interessen skal ikke udelukkende ses i lyset flådens historiske
tradition for militær innovation, men også specifikt på baggrund af, at verdens sømagter efter ca.
1870 for alvor begyndte at investere i stålpansrede krigsskibe. Der var brug for nye, storkalibrede
våben, for ikke at sakke agterud i dette våbenkapløb.

Maxim i Europa
Maxim rejste til Europa i 1881, som følge af et interessesammenstød med Thomas Edison (1847-
1931) i en indædt, indbyrdes konkurrence om elektriciteten.47 Maxim opholdt sig først i Frankrig i
en periode, og lagde mærke til den livlige forretningsaktivitet. Han blev også overrasket over den
stridbarhed, han mødte. Franske følelser over ydmygelsen i krigen mod Preussen i 1870-1871 var
stadig stærke, og Maxim mødte megen snak om hævn og korstog for at generobre de tabte provinser
Alsace og Lorraine.48 På gennemrejse i Wien mødte han en amerikaner, som anbefalede ham at gå
ind i våbenindustrien; ‘If you want to make a pile of money, invent something that will enable these
Europeans to cut each others’ throats with greater facility’.49 Dette direkte forslag genopvakte hans
ungdoms idé til et ‘automatisk maskingevær’.

Maxims landsmand Benjamin Hotchkiss (1826-1885) arbejdede på dette tidspunkt også i Europa.
Han havde forsynet den franske hær med ammunition og granater i 1860'erne, og var flyttet til Paris

46
McCallum, s. 48, Chinn, Bd. I, s. 86
47
McCallum, s. 28-31
48
Ibid., s. 44
49
Maxim, cit. Ibid., s. 44

-30-
i 1867. Hotchkiss var blevet bedt om assistance til at forbedre den franske mitrailleuse, og havde
indrettet et værksted i St. Denis i udkanten af Paris.50 Mitrailleusen var det franske bud på et
maskingevær, essentielt baseret på orgelkanon-tanken, med et større antal riffelløb sat sammen, som
blev affyret i samtidige salver. Våbenet var blevet udtænkt af en belgisk kaptajn, T. H. J.
Fafschamps allerede i 1851 og videreudviklet og produceret af ingeniøren Joseph Montigny.51
Våbenet var under stor hast blevet bragt til anvendelse i krigen mod Preussen og havde vist sig
særdeles ineffektivt. Mitrailleusen var blevet anvendt som artilleri, hvilket viste sig at være en stor
fejl. Våbenets position blev hurtigt afsløret af de store mængder sort røg det producerede ved
affyring, og de preussiske feltkanoner kunne med større præcision og rækkevidde nemt ramme det
fra sikker afstand.52 Hotchkiss arbejdede nu på flere forskellige våben, herunder et bolt-action
repetérgevær, som han solgte rettighederne til, til Winchester Repeating Arms Company i New
Haven, Connecticut, samt en ‘revolving cannon’; et Gatling maskingevær-lignende våben, der
affyrede små granater. I 1881 var der stigende efterspørgsel efter dette Hotchkiss maskingevær, især
til krigsskibe, og adskillige selskaber producerede våbenet under licens fra opfinderen.53

Inspireret af Hotchkiss’ Winchester riffel tegnede Maxim i Paris skitser til et ‘automatisk
skydevåben’. Han arbejdede videre på skitserne i London, hvor han i juni 1883 ansøgte og fik sit
første skydevåben-orienterede patent, for ‘mechanism for facilitating the action of magazine rifles
and other fire-arms’. I juli 1883 fulgte endnu et patent for en ‘machine or battery gun (...) in which
the feeding, firing, extracting and ejecting devices are operated by the force developed by the recoil
of the breech block (...)’.54

Maxim tog først sine tegninger med til våbenfabrikken Birmingham Small Arms Company – men
selskabet udviste ikke den store interesse på grund af ‘prejudices in the trade’.55 Maxim besluttede
istedet at bygge prototypen selv. Han lejede lokaler på 57D Hatton Garden i London, købte
drejebænke, høvle- og boremaskiner til at producere fine maskindele i stål af høj kvalitet. Han
ansatte to mekanikere til sit værksted, men det var svært at finde gode folk, som forstod hans idé og
arbejdsmetode; ‘they could not be relied upon to interpret the drawings unsupervised’.56 Det var
også vanskeligt at finde de rette materialer. Da Maxim bestilte geværløb fra Henry Rifled Barrel
Company, blev han advaret imod hele projektet; ‘Don't do it,’ sagde driftslederen, ‘Thousands of

50
McCallum, s. 45
51
Ford, s. 8
52
McCallum, s. 48
53
Ibid., s. 45
54
Maxim, cit. Ibid., s. 46
55
Maxim, cit. Ibid., s. 47
56
Ibid., s. 47

-31-
men for many years have been working on guns; there are hundreds of failures every year (...) You
don’t stand a ghost of a chance in competition with regular gunmakers – stick by electricity’.57

Maxim var ikke typen der lod sig sætte på plads, og anbefalingen ansporede ham givetvis kun
yderligere til at arbejde energisk for at modbevise den. Han var optaget af den tekniske udfordring.
Princippet var enkelt. Energien fra våbenets rekyle opsamledes af en stålfjeder, der aktiverede
indsættelsen af næste patron fra et patronbælte indført i siden af våbenet, affyrede våbenet samt
udkastede det brugte patronhylster. Så længe aftrækkeren blev holdt inde, vedblev maskingeværet at
affyre projektiler, indtil der ikke var flere patroner tilbage i bæltet.

Efter et års intensivt arbejde var en prototype klar i efteråret 1884, og de første demonstrationer
blev arrangeret for inviterede gæster til værkstedet i Hatton Garden i oktober 1884.58

Maxim Gun Company

Een ting var udviklingen af Maxim maskingeværets funktionalitet – noget andet var at sælge det.
Maxim maskingeværet havde imidlertid flere konkurrencefordele. For det første opnåede våbenet
ved sin automatik en affyringsrate, der var dramatisk større end manuelt opererede våben og sine
nærmeste konkurrenter. Idet Maxim maskingeværet ikke blev betjent ved håndsving og udsat for
manuelle rystelser var det mere stabilt, og dermed mere præcist på lange afstande. Komponenterne
blev designet, så de var let udskiftelige i tilfælde af fejl. Våbenet blev bygget til at anvende den
britiske hærs standard .45in Martini-Henry riffelpatroner, men det var muligt at tilpasse det til andre
typer ammunition. At våbenet kun anvendte et geværløb havde det salgsargument, at våbenet
relativt nemt kunne tilpasses andre løb med en større eller mindre kaliber.59

Alle disse fordele var ikke åbenbare for enhver. Det krævede demonstrationer, prøveskydninger og
presseomtale at få dette budskab kommunikeret ud. Den første presseomtale af våbenet førte hurtigt
til et stort antal besøgende notabiliteter i Maxims værksted, der ville se våbenet ved selvsyn.
‘Society ordained that a pilgrimage to Hatton Garden in order to fire the new gun was a thing that
must be done, and more than 200,000 cartridges were expended for the amusement of the “smart
set”, many of whom were anxious to fire it themselves’.60

En af de besøgende, George Matthey fra juvelerselskabet Johnson Matthey, der også havde hjemme
i Hatton Garden, introducerede Maxim for prins George, hertugen af Cambridge (1819-1904),
øverstbefalende for hæren. Hertugen fandt stor fornøjelse i at affyre våbenet; et øjeblik som blev

57
Cit, McCallum, s. 47
58
Ibid., s. 49
59
Ibid., s. 49
60
Maxim, cit. Ibid., s. 54

-32-
foreviget på eet af de første fotografier af våbenet, komplet med den karakteristiske røgsky
fremkaldt af det sorte krudt. Hærens chef var ikke alene. Maxim fandt, at hans våben åbnede døre i
selskabslivet. Edward, prinsen af Wales, samt hertugerne af Edinburgh og af Sutherland var blandt
de andre notabiliteter, som besøgte Maxims væksted. Maxim bemærkede senere, at ‘so much of
[my] time was taken up showing the gun to visitors that it became necessary for me to work at night
and on Sundays’.61

Med prototypen udviklet var næste skridt at finde en økonomisk samarbejdspartner og forretnings-
model. Maxims første idé var at tilbyde våbenet til førende amerikanske våbenfabrikanter, men alle
viste en udpræget mangel på interesse.62 Det eneste oplagte engelske alternativ var William
Armstrongs selskab Elswick Ordnance Company i Newcastle-on-Tyne, der producerede
Armstrongs egne bagladekanoner. Men selskabet producerede også det rivaliserende Gatling
maskingevær under licens.

Maxim indledte i 1884 et samarbejde med entreprenøren Robert R. Symon, der havde bygget
jernbaner i Mexico. Symon var ‘intrigued by the force of Hiram’s personality as well as by his ideas
for new weaponry’,63 og introducerede Maxim for stålproducenten Albert Vickers. Vickers led
under en generel afmatning i stålefterspørgslen og søgte at udvide sine aktiver til våbenproduktion.
Symon og Vickers erklærede sig villige til at finansiere våbenet, hvis Maxim ville overse produk-
tionen af det på fuld tid. Rothschild, Englands vigtigste bank og industrielle investeringsselskab,
blev involveret i forhandlingerne, og 5. november 1884 blev Maxim Gun Company grundlagt i
Hatton Garden 57D, med Vickers som bestyrelsesformand, Maxim som direktør, samt Symon og en
vis Brodrick Cloete som partnere.64

Ved en international udstilling i Kensington i foråret 1885 blev våbenet udstillet for også en bredere
offentlighed.65 New York Times skrev hjem, at våbenet var ‘the marvel of the town’, og at ‘the
authorities at the War Office regard it as revolutionising the science of war’.66 I april 1885
præsenterede Maxim våbenet for Institute of Mechanical Engineers,67 hvor han indledte
salgsfremstødet ved at fremhæve våbenets kvaliteter i forhold til konkurrenterne.

De britiske militære myndigheder holdt sig ikke tilbage fra at opdage maskingeværets potentiale. Af
alle stormagterne var briterne de mest aktive til at opsøge, undersøge og afprøve hvert nyt våben der

61
Cit. McCallum, s. 54
62
Ibid., s. 50
63
Ibid., s. 50
64
Ibid., s. 52
65
Ibid., s. 53
66
New York Times, cit. Ibid. s. 53
67
Goldsmith, s. 21

-33-
kom frem. Vi har allerede set, at den britiske flåde var endog meget hurtige til at anskaffe sig
Gardner og Nordenfelt maskingeværer, da de kom frem. Maxim maskingeværet fik også hurtigt
både flådens og hærens bevågenhed, og selvom kun få egentlige eksemplarer blev solgt til at
begynde med, deltog myndighederne senere aktivt i våbenets videreudvikling og produktion.

Den britiske interesse står i diametral modsætning til den ligegyldighed våbenet mødte i USA, både
blandt våbenfabrikanter og hos de amerikanske myndigheder. Det amerikanske militær viste sig
yderst tilbageholdende med at købe nye typer maskingeværer i tilgift til deres allerede prøvede
Gatling maskingeværer og forholdt sig afvisende. Maxim sendte i 1887 tre World Standard
riffelkaliber våben til USA, og i sommeren 1888 rejste Brodrick Cloete til USA for at deltage i en
officiel prøveskydning på hærens skydebane ved Sandy Hook syd for New York.68 Endnu en test
udførtes af flåden i Annapolis i november 1889, hvor våbenet, trods problemer hvor det gik i
baglås, imponerede flådens materielkomité.69 Alligevel udmøntede prøveskydningerne sig ikke i
ordrer. Først i 1896 bestilte den amerikanske flåde sine første automatiske maskingeværer, og
valgte da 50 Browing maskingeværer, der var produceret af Colt Firearms Company. Browning
maskingeværet udnyttede essentielt samme funktionalitet, som Maxims opfindelse.70

68
McCallum, s. 69-70
69
Ibid., s. 70
70
Ibid., s. 85-86

-34-
Wolseleys erfaring

Wolseley
Garnet Wolseley var een af det britiske militærs mest fremtrædende og erfarne generaler. Han
havde gjort tjeneste i talrige koloniale frontzoner, på adskillige kontinenter; i Burma, i Krim-krigen
(hvor han mistede sit ene øje), i Indien, i Kina, i Canada og i det meste af Afrika. Som
øverstkommanderende for Ashanti-felttoget i Vestafrika i 1873-1874 og i Zulukrigen i 1879 havde
han et førstehånds kendskab til Gatling maskingeværet og flådens Gardner og Nordenfelt
maskingeværer. Wolseley var i 1884 en central drivkraft i udsendelsen af Gordon og i den
innovative udførelse af ekspeditionen til hans undsætning. Han blev også den centralt placerede
progressive kraft, der medvirkede til Maxim maskingeværets indtog i den britiske hær. For at
anskueliggøre dette, vil jeg først se lidt nærmere på Wolseleys udførelse af ekspeditionen til
Gordons undsætning, dens netværk af personlige forbindelser og dens eksempel på anvendelsen af
datidens maskingeværer i Afrika.

I 1882 havde Wolseley anført en succesrig operation i Egypten imod general Ahmed Urabi Pasha,
der havde ført an i den egyptiske hærs oprør imod Tewfik Pashas marionetregering, indsat af
briterne efter Ismail Pashas statsbankerot i 1878. Efter kystbombardementer af Alexandria
besejrede en britisk hær under Wolseleys ledelse de oprørske styrker i slaget ved Tel al-Kebir.
Herefter blev den egyptiske hær sat under administration. Officersposterne blev besat af britiske
officerer, der fik til opgave at modernisere hæren. Oprøret medvirkede således til et mere direkte
britisk engagement i Egypten – og i landets sudanesiske besiddelser.71

Wolseley var en flittig bidragyder til militære og populære tidsskrifter, og en stor tilhænger af
militære reformer; hvilket ikke gjorde ham lige populær blandt alle officerer af den gamle garde.
Dette blev ikke bedre af hans ikke-aristokratiske baggrund og arrogante fremtræden, og af, at han
øvede en særdeles aktiv indflydelse på militære og koloniale spørgsmål, hvor han kunne slippe
afsted med det. Wolseley blev i 1881 blev udnævnt til Adjutant-General, med ansvar for hærens
administration. Hans effektivitet som militær administrator lagde navn til udtrykket ‘all Sir Garnet’
– hvilket betyder, at alt er i fineste orden.72 I krigsministeriet lagde både hærens øverstbefalende,
hertugen af Cambridge samt krigsministeren Lord Hartington ører til hans gode råd – førstnævnte
modvilligt, sidste på helt rutinemæssig basis. Kredsen omkring Wolseley, som især bestod af hans
tidligere officerer, som han havde for vane at udnævne til vigtige poster, benævntes ofte ’The
Wolseley Ring’, berømmet for sin evne til politisk indflydelse.

71
Om egyptisk ekspansion i Sudan, se s. 47
72
Partridge, 1961

-35-
Det var under Wolseleys indflydelse, at Gordons navn entusiastisk blev nævnt i efteråret 1883,
hvilket førte til hans udsendelse til Khartoum.73 Wolseley kendte Gordon personligt fra Krim-krigen
og havde kun høje tanker om ham.74 Dertil var Wolseley direkte uenig i regeringens vægring imod
koloniale forpligtelser – og anbefalede Gordon af de selvsamme årsager, som fik Evelyn Baring
(1841-1917), den britiske ‘controller’ i Egypten, til at fraråde ham.75

Gordon blev imidlertid hurtigt belejret i Khartoum, ude af stand til at fuldføre sin mission om at
trække den egyptiske garnison hjem. Da den britiske regering, efter megen tøven, besluttede at
udsende en undsætningsstyrke – faldt krigsministeriets valg af øverstbefalende til operationen på
den højt dekorerede Wolseley selv, som i forvejen var drivkraften i missionens planlægning og
udførelse.

Det logistiske puslespil

Planlægningen og udrustningen af undsættelsesekspeditionen bar præg af de logistiske udfordringer
forbundet med at benytte Nilen som transportvej. Wolseley fostrede tidligt en idé om at udnytte
mindre både til transporten af våben, gods og mandskab. Nilens mange vandfald skulle forceres.
Både skulle trækkes forbi faldene, eller skilles ad og samles igen over dem. En kæmpeopgave, som
givetvis ville medføre forsinkelser. Wolseley mente imidlertid, i lyset af egne erfaringer fra Canada,
at disse forhindringer kunne overvindes, og Nilen udnyttes effektivt logistisk, i kombination med en
landstyrke, bl.a. bestående af en mobil, kamelbaseret ’flying column’. Han blev bekræftet i disse
planer af Henry M. Stanley, som besøgte Wolseley i løbet af august. Stanley fortalte, at han havde
anvendt flodbåde på Congofloden, og anså dem for at være ‘the most rapid, safest, cheapest and
most comfortable way of moving troops’.76

Den unge efterretningsofficer Horatio H. Kitchener blev allerede i april 1884 sendt på en mission i
det sydlige Egypten for at indhente informationer om tilstandene i regionen samt vurdere behovet
for mandskab, forsyninger og muligheder for aftaler med sheiker og stammer i området.

Wolseleys plan udmøntedes i to store projekter, der begge blev sat i værk og realiseret på rekordtid,
i forhold til deres kolossale omfang og uortodokse karakter.

Det ene projekt bestod i etableringen af en såkaldt ’flying column’, en særlig militær enhed der på
kamelryg skulle være i stand til at foretage lange stræk over ørkenen om nødvendigt. Det var ikke
meningen, at kamelkorpset skulle kæmpe siddende på kamelerne. Soldaterne skulle stige af sadlen i
73
Symmons, s. 52-53
74
Ibid., s. 23
75
Baring blev i 1883 udnævnt til britisk generalkonsul i Egypten, og fik igennem hele perioden en uhyre central
indflydelse på de britiske aktiviteter i landet.
76
Symmons, s. 95

-36-
tilfælde af angreb og hurtigt danne indøvede defensive formationer. Korpset havde således
overvejende en logistisk karakter, som en metode til at udvide hærens rækkevidde, idet hæren i sin
helhed ville være nødsaget til at bevæge sig langsommere frem.

Wolseleys andet projekt bestod i at skaffe tilstrækkeligt med både med manøvredygtighed,
bæreevne og holdbarhed til Nilens vandmasser og en militær styrke på 10.000 mand med tilhørende
våben, ammunition og forsyninger. Der blev efter inspektion af forskellige bådtyper bestilt 800
hvalfangerbåde hos engelske bådebyggere landet over samt to hjuldampere.77 Inspireret af
Wolseleys erfaringer fra Canada blev et par embedsmænd også sendt til Canada, for at hyre 400
civile bådsmænd (’voyageurs’) til at styre bådene sikkert igennem og forbi Nilens mange vandfald.

Slaget ved Abu Klea

Wolseleys logistiske projekt lykkedes. Felttoget samledes i Korti, der lå placeret ved et af Nilens
markante sving, efter alle de kortlagte vandfald. Wolseley besluttede her at dele styrken op i to. En
flodkolonne skulle følge flodens løb med de fleste forsyninger, bådene og hovedstyrken. En
budbringer fra Gordon, der ankom til Korti 30. december 1884, bestyrkede Wolseley i at prioritere
indtagelsen af Berber på denne rute, før hovedstyrken gik mod Khartoum.78 En anden, langt mindre
kolonne på ca. 1500 mand skulle på kamelryg foretage et dramatisk stræk over ørkenen til
Metemmeh ved Nilen, hvorfra der kunne opnås forbindelse til Khartoum pr. hjuldamper.

Ørkenkolonnen fik Afrika-veteranen Herbert Stewart som øverstkommanderende. Stewart havde

været med i både Zulu-krigen 1878-1879 og i Egypten i 1882. Han fik selskab af flådebrigadens
admiral Charles Beresford (1846-1919), der også var veteran fra Urabi-opstanden og var kommet
med på prinsen af Wales’ anbefaling.79 Beresford medbragte et af flådens Gardner maskingeværer.80
Maskingeværet havde blot ammunition med til godt 10 minutters skydning og gik i baglås ‘on every
occasion when urgently needed’, som Wolseley senere udtrykte det.81 Under bombardementet af
Alexandria i 1882 havde anvendelsen af Gatling og Nordenfelt maskingeværer gjort et så stort
indtryk på Beresford, at han fra da af var en svoren tilhænger af disse industrialiseringens våben. I
sommeren 1883 anbefalede han således i en tale til Royal United Services Institution at anvende et
stort antal af disse våben i flåden som modvægt til de franske torpedobåde.82

77
Symmons, s. 105
78
Ibid., s. 168-169
79
Ibid., s. 95
80
Ibid., s. 187
81
Wolseley, cit. Ibid., s. 188
82
McCallum, s. 55

-37-
Ørkenkolonnen lagde godt ud. Før afmarch blev kamelerne vandet og omhyggeligt pakket, og alle
‘ure blev synkroniserede’.83 Ørkenkolonnen marcherede fortrinsvis om natten for at undgå solens
ubarmhjertighed. Vand blev rationeret og begrænset til to pints per mand om dagen. Mangel på
kameler skabte imidlertid hurtigt logistiske problemer for ørkenkolonnen, der måtte foretage flere
rejser frem og tilbage i ørkenen for at transportere hele godset. Dette både sled på kamelerne og
tærede på den knappe proviant. De ekstra rejser betød også, at der blev sløset med
vandrationeringen, da ikke alle officerer var lige forsigtige og bekendte med ørkenen.

Den 16. januar 1885, sent om eftermiddagen, omtrent en dagsmarch fra brønden i Abu Klea, fik
kolonnen fjenden i syne – hvidklædte arabiske krigere, som indledte beskydning.84 Styrken gjorde
imidlertid ikke ansatser til at angribe, men forskansede sig på en nærliggende bakke. Efter en nat
under beskydning måtte Stewart se det uundgåelige i øjnene. Kolonnen måtte sætte i bevægelse,
hvis ikke den skulle blive ‘plukket’ lidt efter lidt af mahdiisternes ild eller af solen og mangel på
vand efterhånden som solen steg på himlen. Det var imperativt at nå frem til brønden i Abu Klea.
Hæren bevægede sig langsomt frem og mahdiisternes geværild blev besvaret. Snart herefter blev
styrken angrebet af de mahdiistiske styrker i et øjebliks forvirring. Den fjendtlige styrke styrtede
frem imod feltet; bevæbnede med håndvåben, spyd, knive og økser. De spredte britiske ryttere
udenfor formationen kom fatalt i vejen for egen beskydning af angriberne, og det var derfor muligt
for mahdiisterne at komme meget tæt på inden Martini-Henry riflerne talte.85 Formationen blev
åbnet for at få rytterne indenfor, og mahdiisterne udnyttede åbningen.

Beresford, der længe havde glædet sig til at bruge Gardner maskingeværet, benyttede på dette
tidspunkt lejligheden til at trække udenfor formationen og blottede dermed fatalt en flanke. Han
brød den vigtigste infanteri-regel der findes; ‘aldrig at bryde linien’; som flådeofficer kendte han
ikke noget til infanteri-taktik. Gardner maskingeværet affyrede 40 skud, og ‘as I fired, I saw the
enemy mowed down in rows, dropping like ninepins’.86 Han justerede sigtet og nåede at affyre
endnu 30 skud, før våbenet gik i baglås, da et patronhylster havde sat sig fast i et af våbenets
geværløb. Beresford og en bådsmand forsøgte at skrue en plade af våbenet for at komme til løbet,
men før de vidste af det, var fjenden over dem. Alle mand bag maskingeværet blev dræbt af spyd;
Beresford var så heldig at blive slået til jorden af maskingeværets ammunitionsføder og landede
under våbenet, hvor han fik held til at gribe fat i det spyd, der var tiltænkt ham.87 Herefter blev
kampen så tæt, at der ikke kunne bruges skydevåben. Soldaterne fra flankerne var nødt til at skyde
ind i mængden for at opløse den, hvilket ikke kunne undgå at gå ud over også egne soldater. ‘The
83
Symmons, s. 177
84
Ibid., s. 190
85
Ibid., s. 197
86
Beresford, cit. Ibid., s.198
87
Ibid., s. 198

-38-
bullets whizzed close by my head; and one passed through my helmet. The Arabs fell in heaps’.88
Formationen blev kun reddet fra fuldstændigt kaos af kamelerne, der forhindrede mahdiisterne i at
erobre midten af feltet, men istedet pressede briterne op imod midten, imens de indædt forsvarede
sig mod araberne, ‘hacking, hewing, hamstringing, and yelling, like a crowd of black devils on a
ground literally piled up with dead and dying’.89

Da de mahdiistiske krigere påny mødte beskydning på meget tæt hold fra flankerne, valgte de at
trække sig tilbage. Ialt 74 britiske soldater faldt, ‘suddenly called away in the midst of a congenial
and favourite occupation’.90 Alle, der betjente Gardner maskingeværet, med undtagelse af
Beresford, blev dræbt. Der var 94 sårede; de fleste alvorligt. De britiske tab stod dog ikke mål med
de arabiske. Ialt 1100 mahdiistiske krigere blev dræbt.

Hele slaget havde varet blot omkring 10 minutter.

Wolseleys besøg hos Maxim

Wolseley var knapt kommet hjem fra Sudan i foråret 1885, før han fik nys om udviklingen i Hatton
Garden og besluttede at aflægge Hiram Maxim et besøg for at arrangere en prøveskydning på
Pirbright skydebane.91 At Wolseley besøgte Maxim så kort tid efter sin hjemkomst er et markant
vidnesbyrd om, hvor hurtigt briterne var ude med at undersøge nye våben – samt om Wolseleys
egen evne til og drift efter at være på tæerne overfor spirende militær innovation.

Efter prøveskydningen var Wolseley tankefuld. Han bemærkede, at våbenet var ‘ganske
vidunderligt’ og ikke kunne undgå at åbne en helt ny epoke i krigens historie. Det forekom ham at
være uvurderligt i Afrika, til at bremse fjendens bevægelse; det han kaldte et ‘mad rush of savages’,
samt uvægerligt også nyttigt i ‘civiliseret krig’, hvis ellers der kunne findes en metode til at
reducere røgen, der ødelagde skyttens sigte og blotlagde hans position for fjendens artilleri.92

Wolseley foreslog i spøg, at siden amerikanerne forekom så talentfulde til næsten hvadsomhelst,
skulle det ikke undre, om nogen snart byggede en maskine, der kunne producere fuldvoksne mænd
og kvinder. Maxim underholdt sine gæster ved at nægte at påtage sig opgaven og erklære, at selv
om det skulle lykkes, ‘there would still be some old fogeys so wedded to old ideas that they would
continue the old, slow, laborious, expensive and painful process’.93

88
Beresford, s. 264, cit. Symmons, s. 198
89
Gleichen, s. 132, cit. Ibid., s. 199
90
Alexander, s. 203, cit. Ibid., s. 201
91
McCallum, s. 54
92
Ibid., s. 54
93
Maxim, cit. Ibid., s.55

-39-
I september 1885 luftede krigsministeriet under Wolseleys indflydelse tanken om at indkøbe Maxim
maskingeværet. ‘It is possible we might have a “Maxim” machine gun soon’.94 Forslaget blev
imidlertid ikke umiddelbart fulgt op. Den militære ledelse var tilbageholdende. Selvom hærens
øverstkommanderende, hertugen af Cambridge i 1884 var

greatly impressed with the value of machine guns, and feels confident they will, ere long, be
used generally in all armies, he does not think it advisable to buy any just yet. When we
require them we can purchase the most recent patterns, and their manipulation can be learnt
by intelligent men in a few hours.95

Få eksemplarer af våbnene blev købt, og hæren viste sig generelt mere tilbageholdende end flåden.
Hærens tilbageholdenhed skal imidlertid ses i et lidt bredere perspektiv end den rent opportunistiske
tilbageholdenhed, som hertugens anbefaling giver indtryk af.

Social modstand

Ser De denne Maxim derude med sin gabende munding. Jeg betragter Tippu-Tib, omtrent som
jeg betragter den. Det er et udmerket forsvarsvaaben. Den kan udslynge en strøm af kugler,
men den kan ogsaa gaa i baglaas, og dens mekanisme blive forstyrret af rust eller mangel på
god olje. I saa fald stoler vi paa vore Remingtons, og Winchester-repetergeværer.96

Stanley satte således ord på sin samtids udbredte mistillid til maskingeværet, i en pædagodisk,
lettere prædikende instruks til sin næstkommanderende Edmund Bartelott. Instruksen blev givet
under Emin Pasha-ekspeditionen i en karakteristik af araberhøvdingen Tippu Tib, af hvem
ekspeditionen ikke skulle forvente sig for meget. Tippu Tib var een af det indre Afrikas magtfulde
mænd, en nøgleperson i den arabiske ekspansion, der fra midten af 1800-tallet fandt sted i Østafrika
og fra øst langt ind i Congo, sanktioneret af Zanzibars sultan Bhargash. Tippu Tib havde, skrev
Jerome Becker, een af kong Leopolds agenter, ‘[p]å grundlag af sine umådelige plantager, opdyrket
af tusinder af slaver, alle blindt hengivne over for deres herre, og på grundlag af elfenbenshandelen,
som han har monopol på, (...) under sin dobbelte karriere som erobrer og handelsmand haft held til
at skabe sig et veritabelt imperium i hjertet af Afrika’.97 Emin Pasha-ekspeditionen var dybt
afhængig af Tippu Tibs løfte om at levere bærere; men i Afrika var et løfte ikke helt det samme som
i Europa, og den tid, det kunne tage at indfrie et sådant var heller ikke nogen given sag. Stanleys
udsagn er derfor dobbelt – han måtte konstant påregne at noget kunne gå galt, og havde indstillet sig
på disse forhold i Afrika. Samme indstilling gjaldt maskingeværet som en usikker indretning, man
nærmest måtte regne med ville gå i baglås på eet eller andet tidspunkt.

94
Cit, McCallum, s. 56
95
War Office memorandum, “Machine Guns for Field Service”, november 1884, cit. Ibid., s. 48
96
Stanley (1890), Bd. I, s. 127
97
Cit. Fernández-Armesto, s. 417

-40-
I europæiske militære kredse var mistilliden til maskingeværer udbredt. Dette skyldtes især de
dårlige franske erfaringer med mitrailleusen. At ordet ‘mitrailleuse’ i samtiden ofte blev anvendt
som synonymt med ‘maskingevær’ hjalp ikke til at give andre typer maskingeværer et bedre rygte.
Dertil kom fatale episoder, som den Beresford oplevede ved Abu Klea. Både Gatling, Gardner og
Nordenfelt maskingeværerne var sårbare for at gå i baglås, når det var allermest kritisk i kamp,
hvorfor soldater var varsomme med at fæste tillid til dem.98 Flådens folk var gale nok til at binde an
med maskingeværerne; i sikkerhed ombord på deres skibe, men infanteriet, der direkte skulle møde
fjendtlige fremstød på jorden, var langt mere sårbart for våbnenes kroniske upålidelighed. Kaptajn
C. E. Callwell, der i 1896 udgav en militær håndbog om koloniale ‘små krige’; opsumerede
erfaringen med de ældre modeller således :

The older forms, approximating to the mitrailleuse upon which the French in 1870 placed to
mistaken a value, are not suitable as a rule. (...) Moreover, till within the last few years, no
dependence could be placed at machine guns at a critical moment. They jammed at Ulundi,
they jammed at Dogali, they jammed at Abu Klea and Tofrek, in some cases with most
unfortunate results. A weapon which fails just when it is most wanted is a distinct danger. It
may do good work when all goes smoothly, winning thereby a confidence to which it is not
entitled and causing it to be depended on to secure a vital point of which it is incapable; but if
it proves a broken reed in some moment of supreme crisis later on, its presence with the force
may have done incalculable harm.99

For det andet var hæren i ikke blot England, men i det meste af Europa præget af et rytterbaseret
aristokrati, som nærede dybt rodfæstede idealer om hvad krigsførelse var og gik ud på. For hærens
konservative officerer, der ofte kom fra adelsfamilier, var krigen heroisk. Soldatens angreb til
hesteryg, med lanse eller hævet sabel var langt ind i det 20. århundrede det dominerende ideal for
militære beslutningstagere. De industrielle skydevåben harmonerede ikke med ridderromantikken
og forestillingerne om værdien af kavaleriets charge, som Ellis præcist anskueliggør;

For the machine gun was a product of the Industrial Revolution, of the fundamental changes
in manufacturing and financial techniques that had gathered pace during the nineteenth
century. To the proponents of this massive technological leap the machine was the answer to
everything. For them even killing could be mechanised and made more efficient. But the
various armies remained outside this school of thought. The bulk of their officers came from
those very landowning classes that had been left behind by the Industrial Revolution. They
tried to make the army a last bastion of the attitudes and the life-style that had characterised
the pre-industrial world.100

Ærkeeksemplet på denne mentalitet kendes fra Krim-krigen, hvor Lord James Thomas Brudenell,
den 7. jarl af Cardigan (1797-1868), i spidsen for briternes lette kavaleriregiment trodsede russiske
kanonstillinger under slaget ved Balaclava i 1854. Angrebet kostede angiveligt 110 af 674 britiske

98
McCallum, s. 48
99
Callwell, s. 440
100
Ellis, s. 16

-41-
soldater livet.101 Selv under slaget ved Omdurman i 1898 førte et ligeså impulsivt og hovedløst
angreb af Kitcheners 21st Lancers til, at Kitcheners styrke med eet stod uden sit lette
kavaleriregiment. Ridderidealerne lod sig ikke uden videre mane i jorden blot ved
maskingeværernes indtog. Erfaringer med brug af maskingeværer under den amerikanske
borgerkrig og i koloniale krige gjorde ikke uden videre indtryk på europæiske officerer. Krige mod
barbariske folkeslag i Afrika var ‘noget andet’, og den amerikanske borgerkrig kunne heller ikke
sammenlignes med europæisk ‘civiliseret krig’.

Denne rodfæstede skepsis overfor industriel innovation var selvsagt en forhindring for Maxims
nystiftede selskab. Selskabets produktion var de første år beskeden, begrænset til Maxims værksted
og stykvise produktion, og selskabets økonomi var yderst sårbar. Salget bar i adskillige år præg af
kun stykvise salg til alverdens militære departementer til prøveskydnings- og uddannelsesformål.
Nogle blev lånt ud eller givet helt gratis væk i håb om at vække interesse for et større salg.

I efteråret 1886 blev Maxim inviteret til en fest på hertugen af Sutherlands landsted i Trentham,
Staffordshire. Her blev han introduceret til Henry M. Stanley. Maxim og Stanley var jævnaldrende,
og følte med det samme et åndeligt slægtskab. Begge var de temperamentsfulde personligheder der
indenfor hver sit felt udfoldede sig med en utrættelig energi. Da de begge søgte at undslippe
kirkegang søndag morgen, gik de en tur sammen i området. Maxim spurgte Stanley om hvordan det
kunne være, at det ikke var lykkedes ham at overtale Livingstone til at vende hjem til England fra
Afrika. Stanley svarede, ifølge Maxim, at Livingstone ‘did not want to come home; he was well
satisfied where he was, and was having a thoroughly good time.’ Et par uger senere modtog Stanley
et Maxim maskingevær, komplet med pileskjold, i forventning om træfninger med fjendtlige
indfødte, til den ekspedition, han var i færd med at udruste.102

101
Woodham-Smith (1953)
102
McCallum, s. 58-59

-42-
Ekspeditionen som ikke ville komme for sent

Mackinnons plan
Walsingham, som vi tidligere har set blev introduceret til en opfinder af et tidligt automatisk
maskingevær, havde også aktier i Drakes jordomsejling i 1577-1580. Drakes plyndringer af spanske
kolonier undervejs formodedes at indbringe et komfortabelt overskud. Men også den fredelige
handel med oversøiske kolonier blev hurtigt uhyre profitabel for de europæiske købmænd og
shipping-entreprenører, som turde investere i den.

Den skotske skibsreder William Mackinnon (1823-1893) var en af disse entreprenører. Han
grundlagde i 1856 selskabet Calcutta & Burmah Steam Navigation Co, på en kontrakt med det
britiske Østindienskompagni om at drive postruten imellem Calcutta, Indien og Rangoon i
Burma.103 Selskabet voksede sig hurtigt større, og blev til British India Steam Navigation Company.
I 1880’erne var Mackinnons forretning blevet en global shipping-koncern, der tjente gode penge på
transport af varer til og fra hele Asien, Australien og Japan. Hans interesser rettede sig nu imod
Afrika, hvor han i 1878 indledte forhandlinger med Zanzibars sultan Barghash om en udvidelse af
selskabets aktiviteter til Østafrika. Mackinnon knyttede også en nær kontakt til kong Leopold,
igennem hvem han mødte Stanley. Efter Berlinkonferencen i 1885 stiftede Mackinnon East African
Association, et netværk af mulige interessenter i de kommercielle muligheder i Østafrika.

I 1886 øjnede Mackinnon en mulighed for at kickstarte sit selskab i Østafrika. Emin Pasha (1840-
1892) var en tysk læge, født Eduard Schnitzer, der var gået i osmannisk tjeneste. I 1875 var han
rejst til Egypten og Sudan, hvor Gordon havde udnævnt ham til guvernør af Ækvatorialprovinsen.
Efter Khartoums fald var han blevet fanget bag mahdiistiske linier, og hans breve med bøn om
hjælp så nu offentlighedens lys. Den britiske regering ønskede imidlertid ikke at udruste en officiel
ekspedition; i lyset af Gordon-fiaskoe, som langtfra var glemt. På Mackinnons initiativ besluttede
en kreds af private interessenter selv at udruste en ekspedition til Emins undsætning. Ekspeditionen
blev finansieret af ‘the Mackinnon clan’ i en kludetæppe-finansiering med den egyptiske regering,
der indvilgede i at betale halvdelen af omkostningerne, imod at slippe for flere forpligtelser overfor
Ækvatorialprovinsen. Dette passede formodentlig fint Mackinnon, der havde den bagtanke at hyre
Emin som sin repræsentant i det indre Afrika.

Våben til Emin

Af alle 1800-tallets Afrika-ekspeditioner er Emin Pasha-ekspeditionen een af de mest komplekse og
bedst publicerede, og det er en historie, der fortjener at blive læst og fortalt i hele sin kompleksitet
103
“A Short History of British India Steam Navigation” (1956)

-43-
og kontekst.104 Jeg vil her overvejende begrænse min interesse til ekspeditionens våbenbrug og
magtanvendelse, i særdeleshed hvordan Maxim maskingeværet medvirkede til at udstrække
‘Gordons verden’ over de sproglige grænseområder, ekspeditionen bevægede sig ind i. Allerede
inden ekspeditionens afrejse mentes våbenet at kunne sætte selv de mest problematiske indfødte en
skræk i livet; ‘‘Merely exhibiting’ the gun during the course of the expedition was likely ‘to prove a
great peace-preserver’’.105

To andre aspekter er heller ikke til at komme udenom. Det første er de uhyre logistiske
udfordringer, som ekspeditionen, i lighed med Gordon-ekspeditionen, mødte i Afrika.
Ekspeditionen skulle bringe store mængder ammunition frem til Emin, således at han kunne bringes
til at forsvare sig selv. Denne privat udrustede ekspedition på godt 1.000 mand, hvoraf de fleste var
sorte bærere hyret på Zanzibar, var langt mindre end Wolseleys regulære, militære operation på
10.000 mand,og både dens mange målsætninger og vanskeligheder var udelt større.

Det andet aspekt er de åbenbare kommercielle interesser i ekspeditionen. Ekspeditionen blev til på
baggrund af en mediestorm ikke ulig den Gordons situation i Khartoum skabte få år tidligere og var
således omgærdet af stor publicity, hvilket antageligt ville smitte af på de sponsorer, der støttede
den. Da Stanleys officielle værk om ekspeditionen In Darkest Africa udkom i 1890, var han
omhyggelig med nøje at levere regnskab over ekspeditionsfondens midler, bidragydere, udstyr og
sponsorer;106

Fra Ægypten sendtes til Zanzibar 510 Remington-rifler, 2 ton geværkrudt, 350.000
perkussionsfænghætter og 100.000 skud til remington’erne. I England havde
krigsdepartementet forsynet mig med 30.000 Gatling-patroner, og fra D’hrr. Kynock & Co.,
Birmingham, erholdt jeg 35.000 specialpatroner til Remington-riflerne. D’hrr Watson & Co.,
4, Pall Mall, pakkede ind til mig 50 Winchester-repetergeværer og 50.000 tilsvarende
patroner. Hiram Maxim, opfinderen af Maxims selvvirkende kanon, skjænkede os til gave et
af sine vidunderlige vaaben, med skjold for, opsat paa en let, men paalidelig fod.107

Fra Maxims og hans investorers perspektiv var den slags omtale uhyre værdifuld; og selskabet
arbejdede videre med denne form for PR også senere, i særdeleshed efter våbenets anvendelse i
Cecil Rhodes’ krig i Matabeleland i 1893-1894, hvilket jeg senere vil vende tilbage til. Men lad os
først se lidt nærmere på, hvordan våbenet fik sin ilddåb i Afrika.

Europæisk våbenbrug i Afrika var nært knyttet til logistikken der bragte våbnene ind i Afrika. De
europæiske rejsende trængte ind i Afrika ved hjælp af et avanceret, abstrakt

104
Smiths detailstudium (1972) er den bedste fremstilling. Se også Jephsons uafrystelige øjenvidneskildring (1969),
samt Blaabjerg (2002)
105
Mackinnon til Iddesleigh, 10. januar 1887, cit. Smith, s. 86
106
Stanley (1890), Bd. I, s. 38-41
107
Ibid., s. 39

-44-
kommunikationssystem, som sjældent historiseres – geografien. Geografiske kort og trafikale
kategorier gjorde det muligt at kommunikere logistiske forhold, indbyrdes imellem Afrikarejsende,
og i forhold til europæiske beslutningstagere. Sådanne redskaber gjorde det muligt at udøve
politiske krav på de geografisk skabte kategorier, og strategisk udtænke og udføre militære
bevægelser, og dermed anvendelsen af skydevåben.

Geografiske kategorier
Romerne anvendte navnet Africa terra om Afri-folkets land, den romerske provins i Nordafrika
med Khartago som hovedstad. Senere kom navnet til at betegne alt hvad romerne kendte til denne
verdensdel. I 1800-tallet blev kontinentet til ‘det mørke Afrika’, i et forsøg på beskrivelse af den
totale hegelske antitese, som europæiske rejsende mødte i Afrika, i forhold til det nu ‘oplyste’
Europa. Afrikas indre savnede beskrivelse, tid og civilisation. Altimens dette for europæiske
rejsende skabte en dragende fascination, kaldte det også på tilskrivning af betydning og
konstruktion af infrastruktur.

Idet søruter til de ‘nye verdener’ udenfor Europa fik økonomisk betydning, blev det vigtigt at
beherske ikke blot de taktiske flådebevægelser, som besiddelsen af skydevåben førte med sig og
som beskyttelsen af handelsflåden krævede, men også en ny måde at forstå verden på – en udvidet
synlighed baseret på at læse, forstå og strategisk udnytte den abstrakte verden, der blev skabt på
papiret. Idet skibe og handelsruter til søs blev vigtige for de europæiske økonomier, måtte de fjerne
kyststrækninger indtegnes i sindrige henvisningssystemer, som gjorde det muligt at administrere
kolonierne. Korttegning og trafikale kategorier som veje, floder, landegrænser, handelsstationer og
byer gav europæiske rejsende en abstrakt verdensforståelse, som med trykpressen kunne deles med
en bredere kreds, og dermed udvikles til et fælles referencesystem.

Benedict Anderson har anskueliggjort, hvordan det geografiske kort i sig selv blev en form for
magtudøvelse i sin konstruktion og legitimering af geografiske kategorier, af en underforstået
politisk karakter. Kortets blotte angivelse af grænser, veje og territorier hævdede en given politisk
realitet, og skabte forestillede fællesskaber. Når Cairo blev angivet som en prik på et stykke papir,
der også indeholdt prikker, der repræsenterede London og Paris, blev der skabt en kategori som
gjorde disse størrelser sammenlignelige.108

En væsentlig del af den koloniale indsats i Afrika søgte at beskrive Afrika ved antropologiske og
geografiske kategorier, og denne beskrivelse blev hurtigt nært knyttet til politiske krav på dem,
hvilket Berlin-konferencen i 1884 er et godt eksempel på. Leopold, som var arkitekten bag
konferencen, satte aldrig selv fod i Afrika, men fik i tilknytning til sit palads bygget et drivhus, hvor
108
Anderson, s. 170-178

-45-
han fik samlet alle de plantearter og naturalier, der skulle til for at skabe hans eget mini-Congo i
Europa. Han var ligesom Philip II en skrivebordsgeneral – han forstod udelukkende sit
koloniherredømme ud fra de geografiske kategorier, som gjorde Afrika til en fortælling. Afrika kan
idag næppe heller forestilles uden afbilledet på et kort – en abstrakt beskrivelse af geografiske
sammenhænge, som ikke nødvendigvis gav mening i et Afrika, hvor stærkt lokale sammenhænge
var af langt større betydning, før europæerne introducerede denne abstraktion for de indfødte
folkeslag.

Da Emin Pasha-ekspeditionen efter uhyrlige strabadser ankom til Emins provins i 1887, kom den
vestfra, fra Congo, og ikke fra nord, ad den vanlige kommunikations- og forsyningsvej. Emins
oprørske officerer udnyttede dette til at så mistillid blandt Emins folk om Stanleys ærinde. For selv
mange af Emins loyale folk forekom det svært at tro på, at ekspeditionen skulle være kommet fra
Egypten, da der i deres optik kun fandtes een vej til Khartoum og Egypten; via Nilen. Stanley blev
anklaget for at være en bedrager der blot ville sælge dem alle som slaver, i lighed med de arabiske
slavejægere, der hærgede i Congoområdet.109

Historien er et godt eksempel på, at europæiske kategorier ikke altid blev taget for pålydende i lyset
af lokale erfaringer. De langtrækkende vektorer i det geografiske abstraktionsunivers, lod sig ikke
altid oversætte til partikulære, territoriale forhold og kulturelle kontekster. Emin Pasha-
ekspeditionen var om nogen tænkt og sat i værk på et stykke papir – hvilket gjorde det gigantiske
projekt muligt, men samtidig underminerede dens reelle betydning, når dens antagelser ikke holdt
stik.

Afrikas ‘hovedveje’
Da europærne først kom i kontakt med afrikanske folk, blev de af afrikanske høvdinge betragtet
som et søens folk. Europæerne beherskede godtnok havet med deres vældige skibe, men havde ikke
noget at gøre på land, inde i deres kongeriger; ‘African princes could think themselves
magnanimous in according European newcomers the title of ”masters of the water”, secure in the
knowledge that they retained the vastly more important title of ”lords of the land”’.110 Indtil
1850’erne var europæiske Afrikarejsende således tilfredse med at anlægge handelsstationer i
kontinentets kystområder. De få handelsstationer blev tolereret, så længe handelen kom begge
parter til gode.

Skibene var også det naturlige udgangspunkt for europæisk magtanvendelse i Afrika. ‘[We] were
regarded at the time as nomadic warriors in the style of the Mongols and the Tartars. They reigned

109
Smith, s. 214-215, s. 226
110
Vandervort, s. 1

-46-
supreme from the backs of horses, we from the decks of ships’.111 Men selvom europæiske
kystbombardementer havde en overordentlig skrækindjagende effekt, ansås angrebene som et
forbipasserende fænomen. Fra 1850 og frem begyndte europæiske rejsende imidlertid at søge ind i
kontinentet. Dette skete, såvidt muligt, ved hjælp af skibe, og Afrikas store floder, som europæerne
kunne udnytte til at opretholde logistiske vektorer og kommunikationslinier. Floder som Nilen og
Congofloden blev kolonialismens hovedveje.

Før jernbane-entreprenørerne rykkede ind, blev europæernes infrastruktur formuleret i trafikale

kategorier af de opdagelsesrejsende og kolonisatorer, som i første omgang kortlagde Afrika. Det var
folk som Gordon, Stanley og Lugard. Kategorierne blev skabt og befæstede først og fremmest ved
hjælp af floderne, og de systemer af ‘burgh’s, som de rejsende først fik bygget op omkring floderne.
Fra disse små bastioner i det indre Afrika, som oftest bemandet af indfødte soldater og forbundet i
logistiske kæder langs vandvejene, kunne europæisk indflydelse gradvist brede sig til resten af
landet. Et godt eksempel er den egyptiske ekspansion i Sudan.

Egyptiske stormagtsdrømme
Egyptens turbulente modernisering i sidste halvdel af 1800-tallet førte ikke blot til visionære
logistiske projekter som Suez-kanalen i 1869, men også til en kolonial ekspansion i Sudan, iværksat
allerede i 1820 på initiativ af det moderne Egyptens grundlægger, Mehmet Ali (1769-1849).
Egyptens kolonialisme i Sudan var med Andersons udtryk et led i landets ‘piratkopiering af den
europæiske nationalstat’.112 Egypten ville med forbillede i europæiske magter selv være en
kolonimagt, og opbyggede sin nationale identitet i et modsætningsforhold til det ‘sorte’ Afrika mod
syd.113

På et tidspunkt hvor britiske regeringer vægrede sig imod yderligere koloniale forpligtelser tiltrak
det egyptiske kolonieventyr idealistiske sjæle, opdagelsesrejsende, missionærer og eventyrere af
enhver slags. Det var en række af disse rodløse europæere, der førte an i udforskningen og
erobringen af Sudan, først og fremmest eventyreren Samuel W. Baker (1821-1893) og folkehelten
Charles G. Gordon (1833-1885). Gordon blev i 1874 hyret til at forestå administrationen, først af
Ækvatorialprovinsen, den sydligste provins i Sudan, og fra 1877 som generalguvernør for hele
Sudan. Gordons arbejde bestod i opretholdelsen af en række stationer langs Nilen. Det var forter
anlagt som led i en forsyningslinie til Egypten, og som militære knudepunkter. Hvert fort var
bemandet af en lille gruppe soldater. Fra disse bastioner søgte Gordon at inddrive skatter og mægle
imellem og samle rivaliserende stammer om sit lederskab, samt at håndhæve anti-

111
Parker, 1988, cit. Lindqvist, 2002, s. 46
112
Anderson, s. 81
113
Powell, 2003

-47-
slavehandelspolitikken. Gordon blev berømt for sit usædvanlige ‘kamel-diplomati’. Ubevæbnet og
på kamelryg opsøgte og forhandlede han med lokale høvdinge og sheiker, hvilket i vidt omfang
kronedes med held. I mellemtiden kom Egypten imidlertid i økonomisk uføre, og Gordon tog sin
afsked i 1878.

Bådenes logistiske fordele

Een af de væsentligste logistiske udfordringer bestod i flodernes vandfald. Indtil disse helt kunne
omgås ved anlæggelsen af velfungerende jernbaner, måtte europæernes både enten slæbes forbi,
eller for hjuldampernes vedkommende omhyggeligt skilles ad og bæres forbi faldene for at blive
samlet igen på den anden side. Mange af de forter, som Baker og Gordon anlagde langs Nilen i
Sudan tjente som værfter, forsyningscentre og militær beskyttelse for dette tidskrævende arbejde.
Gordon selv var født i Woolwich, som søn af en officer ved ingeniørtropperne, og havde også fået
sin uddannelse og militære træning her – og fik god brug for disse evner i Sudan. Var en
hjuldamper imidlertid først søsat på et højere niveau af floden – eller på en af de store søer i det
indre af kontinentet, var gevinsten stor i form af øget mobilitet, logistik, synlighed og militær
rækkevidde. Ekspansionen blev suppleret med anvendelsen af skydevåben, enten monteret om bord
på hjuldamperne, eller transporteret over land, på trods af svært tilgængelige territoriale forhold.

Lignende udfordringer gjorde sig gældende for Congofloden. Stanley kunne under Emin Pasha-
ekspeditionen prise ‘hvorledes vi langs hele Kongo indtil en afstand af 1400 mile fra det vestlige
hav, havde været istand til at benytte dampen og bygge de stationer, som i 1887 var af saa stor nytte
med hensyn til transporten af mig og mine folk samt til at give os ly’.114 Det netværk af forter og
handelsstationer langs floden, som han så møjsommeligt havde opbygget i Congostaten, gav ham
nu kolossale transportmæssige fordele.

Belært af erfaringen fik Stanley endda fremstillet en specialbygget båd til brug for Emin Pasha-
ekspeditionen. Stålbåden Advance kunne skilles ad i 12 bærbare dele og samles på stedet, efter
behov. Stanley fortæller, at båden med tilbehør ialt udgjorde 44 læs, dvs. kunne transporteres af 44
mand, mens båden de steder, hvor den kunne anvendes, sparede helt op til 98 mand. Både de mænd
der bar båden, og de der bar de 50 læs og syge, som båden kunne bære, blev med eet frigjorte.115
Hvor båden kunne anvendes, gav den således en stor logistisk fordel.

Yambuya
Stanley befandt sig 16. juni 1887 igen i Congo, ikke i egenskab af Leopolds agent, selvom han
stadig var på kongens lønningsliste. Leopold havde overtalt Stanley og Emin Pasha-
114
Stanley (1890), Bd. II, s. 393 (16. september, 1889)
115
Stanley (1890), Bd. I, s. 148

-48-
undsætningskomitéen til at rejse via Congofloden fremfor den mere nærliggende rute til Ækvatoria
fra den afrikanske østkyst. Congostaten ville udligne den længere rejserute ved at stille ‘sin hele
sømagt’ ‘gratis til ekspeditionens brug’.116 I teorien betød dette, at ekspeditionens ammunitions- og
forsyningskasser kunne transporteres ved hjælp af Congostatens hjuldampere. At benytte floden
skulle dermed give logistiske fordele, men løftet var en papirtiger. Da ekspeditionen ankom til
Congo fra Zanzibar, hvor Stanley havde hyret bærere, var det de færreste embedsmænd i
Congostaten der overhovedet havde hørt om ekspeditionen. Og ingen havde sikret hjuldampere til
dens disposition, hvorfor oppakningerne måtte transporteres i flere omgange, hvilket kostede
dyrebar tid.

Yambuya, en landsby nær udløbet af bifloden Aruwimi, som Stanley 10 år tidligere havde rejst
forbi på sin vej igennem Congo, blev udpeget som den midlertidige base for den del af
ekspeditionen der skulle afvente de sidste oppakninger samt flere bærere, som araberhøvdingen
Tippu-Tib havde lovet at levere.

Men først skulle landsbyen erobres. Stanley forsøgte først at forhandle sig frem med indbyggerne
om ‘tilladelse til nogle ugers ophold i deres landsby’,117 og byttede bl.a. et ’rimeligt kvantum perler’
for en kniv. Da deres ærinde efter timers forsøg vedholdende mødtes af ‘uvilje og bestemt vægring’,
blev andre midler taget i værk :

Klokken var nu bleven 9, min strube var tør, solen var bleven hed, og jeg signaliserede til
Stanley at komme over og slutte sig til os, og da den var nær nok, gaves der et andet signal,
hvorpaa damppiberne ifølge aftale begyndte at lyde, og under bedækning af disse øredøvende
lyd, indestængte som de var af skovens høie mure, styrede begge dampskibe mod kysten,
hvorefter zanzibaritter og sudanesere kravlede som aber opover klippens steile sider; da de
naaede toppen, var der ikke en af landsbyens beboere at se.118

Yambuya var af verdens røvhuller. Et sted på den yderste kant af verden, hvor major Edmund
Musgrave Barttelot, storvildtsjægeren James S. Jameson og sergent William Bonny og deres
bærere, for det meste sårede og syge, skulle hensmægte af sult og sygdom i over et år, uden at flytte
sig en tomme ud af stedet. Og bevægede man sig ikke i Afrika, gik man den sikre død i møde.
Provianten ville slippe op, det er sikkert og vist, ‘menneskeædere paa alle kanter af skoven’
omkring lejren ville se deres snit til snigangreb, og ‘tusender af slaverøvere’ lurede kun på at
overtage hver eneste kasse med ammunition, når dens vogtere var kreperede.119

116
Borchgrave til Stanley, 7. januar 1887, cit. Stanley (1890), Bd. I, s. 44
117
Stanley (1890), Bd. I, s. 113
118
Ibid., s. 113-114
119
Ibid., s. 115

-49-
Stanley ønskede at bevæge sin ekspedition så hurtigt frem som overhovedet muligt og kunne ikke
vente på at ekspeditionen indhentede sig selv. Han ville efterlade en bagtrop for at opsamle de
sidste forsyninger, og selv føre en fortrop til Emins undsætning tværs igennem den uvejsomme Ituri
regnskov, et kolossalt område, som ikke før havde været gennemrejst af hvide mennesker, hvor kun
elefantstierne og et virvar af bifloder gjorde det muligt at komme frem.

Missionens presserende karakter

Enhver der mødte Stanley blev imponeret over hans ‘speed and self-confidence’.120 Udrustningen af
ekspeditionen var gået lynende stærkt. I november 1886 havde Mackinnon spurgt, om han ville lede
og sætte ekspeditionen i værk. Stanley var klar, ‘at a moment’s notice’ og ‘without hope of fee or
reward’.121 Han afbrød sin foredragsturné i USA og rejste straks til Bruxelles og London for at tage
sig af forberedelserne. Tre uger efter nytår befandt han sig i Egypten, og ekspeditionen var snart på
vej til Zanzibar. Under hele ekspeditionen førte han et nøje tidsregnskab over ekspeditionens forløb,
opstillet med både ekspeditionens forventede og reelt anvendte tid.122

Stanleys hastværk skal ses i lyset af det mediebillede der igennem 1886 var blevet skabt af Emin i
den britiske presse, som en ‘anden Gordon’. Det var i 1886 lykkedes den tysk-russiske læge og
eventyrer Wilhelm Junker at overbringe Emins breve fra Afrikas indre, der samtidig kunne berette
om forfølgelser af kristne missionærer i Buganda.123 Frederick Holmwood, den fungerende konsul
på Zanzibar, telegraferede straks nyhederne hjem til udenrigsministeriet. Telegrammet endte
dramatisk ‘no time to be lost if assistance decided on’.124 De kristne missionærer fik ikke stor
opmærksomhed i den britiske presse, mens Emins situation straks gav mening i en Gordon-diskurs,
der stadig fyldte meget i det britiske medielandskab. Emin Pasha-ekspeditionen blev et kapløb med
tiden for at undgå en Gordon-gentagelse. Stanley gennemspillede i Yambuya hele scenariet fra 1885
for sit indre blik, med Emin i hovedrollen;

Mine [tanker] dvælede hos hint ideal af en guvernør, i sin garnisons midte, rosende og
opmuntrende sine kjække soldater, pegende med udstrakt haand i den retning, hvorfra den
forventede hjælp, dersom det var Guds vilje, visselig skulde nærme sig, og i det fjerne,
bagenfor, saa jeg mahdisthorderne, rykkende frem med rasende skrig og gyselig begeistring,
raabende “Yallah, Yallah”, indtil dette skrig fra ende til ende af de svaiende linjer hørtes
rullende igjennem de glødende og fanatiske krigerhobe, og paa den anden side masser af
vilde, viede til ødelæggelse, ventende paa sin time, – og mellem disse og os laa hin uhyre
strækning af ubekjendt land uden et spor, uden en sti.125

120
Pakenham s. 314
121
Stanley til Mackinnon, 15. november 1886, cit. Smith, s. 54
122
Stanley (1890), Bd. I, s. 37-38
123
Buganda, rige der tilsammen med Bunyoro udgør det nuværende Uganda. Indbyggere i Buganda kaldte sig baganda
eller waganda, og indfødte fra Bunyoro banyoro, eller wanyoro.
124
Holmwood til Iddesleigh, 23. sept. 1886, Foreign Office, 84/1775, cit. Smith, s. 41
125
Stanley (1890), Bd. I, s. 111-112 (15. juni 1887)

-50-
Ekspeditionens hastværk førte til forsyningsproblemer og en optrapning af de blodige sammenstød
med indfødte stammer, med hvilke Stanley forestillede sig at kunne handle sig til forsyninger. Da
det som oftest ikke lod sig gøre for en tilfældig landsby pludselig at brødføde ekspeditionens mange
hundrede mænd, måtte føde tildrages ved våbenmagt. I flere omgange var ekspeditionen nær
sultedøden og reddedes kun ved at kunne støde til arabiske bosættelser, hvor den kunne handle sig
til fødevarer. Prisen var imidlertid som oftest for høj; regnet i kontant ammunition eller geværer.

‘With hindsight it appears obvious that Stanley was too impatient’, bemærker Pakenham tørt.126 I
om muligt endnu højere grad end Wolseleys ekspedtion, viste Emin Pasha-ekspeditionen sig at have
jagtet et medieskabt fata morgana. Da ekspeditionen efter umenneskelige strabadser og
blodsudgydelser nåede frem til Emins provins og med et halvt års forsinkelse kunne overbringe
Emin Pasha de kasser ammunition, som ikke var gået tabt undervejs, fandt de ingen ængstelig
guvernør under belejring af vilde mahdiistiske horder. Emin viste sig at befinde sig i ‘god
legemsforfatning og sjælsro’.127 Undsætningsekspeditionen selv havde langt større behov for
‘undsætning’. Emin forsynede ekspeditionen med føde, nye klæder og ammunition. Stanley
fremførte Mackinnons tilbud om kontrakt med Emin og hans folk, men planen blev forkastet i lyset
af de ustabile forhold i området. Da dele af Emins egyptiske officerskorps benyttede ekspeditionens
ankomst som anledning til et decideret oprør blev enhver illusion om fortsat at realisere og forsvare
en europæisk tilstedeværelse i provinsen opgivet. Provinsen blev evakueret og Emin blev ‘reddet’
meget imod sin egen vilje, og eskorteret af Stanley den lange vej til kysten.

Ekspeditionens anvendelse af våbenmagt var for det første en funktion af forestillingerne om

missionens presserende karakter, hvilket optrappede de konflikter, ekspeditionens brutale
fremmarch medførte; konflikter der som oftest tog sit afsæt i dens behov for at brødføde sig selv, og
dens opretholdelse af kommunikations- og forsyningslinier.128 For det andet var den af en udpræget
defensiv karakter, der havde til hensigt at beskytte karavanen imod angreb, hvilket især gjorde sig
gældende for den stærkt svækkede ekspedition på dens færd fra Ækvatoria til østkysten.

Bartelotts forsinkelse
Hvordan ekspeditionens fokus på tiden fik betydning ses i et af de første eksempler på
ekspeditionens anvendelse af Maxim maskingeværet. Major Barttelot var sendt afsted til Stanley
Falls-stationen sammen med Tippu Tib, og vendte ikke tilbage til den præcist aftalt tid. Dette gav

126
Pakenham s. 324
127
Stanley (1890), Bd. I, s. 397
128
Se Blaabjerg, 2002

-51-
anledning til store ængstelser. ‘I et vildt land som dette var vi naturligvis tilbøielige til at frygte for
alvorlige hændelser, naar ens forventninger ikke hurtig og punktlig gik i opfyldelse’;129

hver time fandt mig paa vandring til kanten af klippen for med min kikkert at speide nedover
floden. Den 22de var min uro saa stor, at jeg skrev en ordre til løitnant Stairs om at tage 50 af
de bedste mænd og Maxim-kanonen, for den 23de om morgenen at gaa med Peace nedover
floden og lede efter Henry Reed, og hvis alle andre nævnte muligheder ikke viste sig at være
indtrufne, at gaa lige til Stanley Falls. Ved ankomsten til denne station skulde han, dersom
skibet saaes ved landingstedet, og hans venlige signaler, idet han nærmede sig, ikke blev
besvarede, forberede alting til storm og gjenerobre dampskibet, eller dersom dette ikke
lykkedes, skynde sig tilbage hertil med efterretning.130

Det er i dette eksempel manglen på information, der fortæller, hvor vigtig kommunikation og
logistik var for ekspeditionens udførelse. Tiden var en metode til at sætte kommunikationen i
system som især blev afgørende i et land uden andre kommunikationslinier end floden. Kl. 5 samme
eftermiddag dukkede Barttelot imidlertid op i god behold; ‘Tippu-Tib havde ikke bemægtiget sig
skibet, sudaneserne havde ikke gjort oprør mod majoren, de indfødte havde ikke overfaldt den
sovende leir ved nattetid, dampbaaden var ikke boret isænk af en træstamme og heller ikke stødt på
grund’, og der blev ikke i denne omgang brug for Maxim maskingeværet. ‘Men i Afrika er det en
frygtelig plage at være et offer for saadanne ængstelser. Majoren var simpelthen bleven opholdt ved
adskillige uheld – kamp med indfødte, unyttigt snak med Tippu-Tib og hans folk, osv. osv.’131

Teknologi som opdragelse

Vi har allerede set, hvordan det lykkedes ekspeditionen ved lyden af hjuldampernes piber alene at
skræmme indbyggerne i Yambuya væk. Denne form for demonstrative magtudøvelse gjorde sig
også ofte gældende for ekspeditionens anvendelse af våbenmagt. Ekspeditionens fortrop mødte i det
åbne bakkeland nær Emins provins, efter måneders trængsler i regnskoven, en hær af fjendtligt
indstillede indfødte, som gjorde sit bedste for at genere ekspeditionens fremmarch :

We had not been marching more than an hour when the natives began to gather on the hills
from all sides & close in on our rear. A large party of them with shouts & waving of spears
came on with a rush & made as if to attack the rear. Stanley stepped out & taking a good
steady aim with his Winchester Express fired at a native 550 yds distant & shot him through
the head. The natives all rushed up to the body & were so thunderstruck at the possibility of
our being able to kill a man at such a distance that they took to their heels as hard as they
could pelt & a body of our men pursued them till they were out of sight.132

Ved en sådan demonstration af europæernes skydevåben, åbenbaredes i et enkelt dødbringende

punkt hele den fremmede forestillingsverden, som havde gjort sådanne våben mulige. Ikke blot
129
Stanley (1890), Bd. I, s. 115 (22. juni 1887)
130
Stanley (1890), Bd. I, s. 115-116
131
Ibid., s. 116
132
Jephson, s. 215

-52-
bevægede projektilet sig hurtigere end øjet kunne se, men de sammensatte vektorer, som havde
gjort det muligt at tænke våbenet, og gjort den industrielle produktion af våbenet mulig, var for
krigerne også ude af syne; hvorfor en sådan magtdemonstration måtte opnå en overvældende effekt.

Denne eksemplets magt er et gennemgående træk i den magtanvendelse som fandt sted under
ekspeditionen. Det var ikke i så høj grad en magtanvendelse som havde til formål at bekæmpe, eller
nedkæmpe modstand. Det var langt oftere en demonstration af teknisk overlegenhed, som
åbenbarede en begrebsverden som var afskrækkende at kæmpe imod og værd at efterstræbe.

Krigerne, som i ovenstående eksempel angreb ekspeditionen, viste sig at tilhøre en stamme fra
højsletten i nær tilknytning til Ækvatoria. Stammen søgte efterfølgende en alliance med Stanley, der
lovede at hjælpe til med at ‘mægle’ i pågående konflikter med nærliggende stammer. Således
nedsatte Stanley og hans officerer et midlertidigt tribunal på højsletten, der hørte og dømte i
verserende sager, der blev bragt for dem, som om det var den naturligste ting i verden.

Ekspeditionen og dens godt 800 mand kunne ikke gøre sig forhåbninger om ved militær
magtanvendelse alene at nå sit mål; fragten af de mange kasser ammunition til Emin Pashas
undsætning. Målsætningen måtte nås i så vidt omfang som muligt, ved en kombination af
forhandling og våbenmagt, som ‘eksempel til efterfølgelse’. Teknologien blev med andre ord
anvendt som et middel til opdragelse. Europæernes maskinerier vakte både fascination og rædsel.
De anvendtes som midler til både forførelse, betvingelse af rummet og skræk og rædsel, hvor ingen
af de to første ting lod sig gøre.133

Tippu Tib, som rejste med ekspeditionen fra Zanzibar til Congo, bemærkede ved indsejling til
Kapstaden byens svære skibe og blomstrende industri, og udtrykte sin overraskelse ved europæisk
foretagsomhed; ‘Jeg begynder at tro, at I maa være meget flinke’. Stanley lovede at tage
araberhøvdingen med til London, for at vise ham hvad det for alvor kunne blive til, hvis han vel at
mærke overholdt sine forpligtelser, hvortil Tippu Tib høfligt replicerede : ‘Inshallah! er det Allahs
vilje, saa reiser vi sammen’.134 Maxim maskingeværet havde en lignende virkning på Tippu Tib som
et våben til efterstræbelse, fortæller Stanley; ‘Løitnant Stairs øvede sig med Maxims selvvirkende
kanon, som affyrede 330 skud i minutet, til Tippu-Tibs og hans ledsageres store beundring’.135
Tippu Tib accepterede europæisk overherredømme, fordi han her så noget, der gav stof til
eftertanke. En strategisk alliance var foreløbig at foretrække for åben konflikt.

133
Blaabjerg, 2002
134
Stanley (1890), Bd. I, s. 76-77
135
Ibid., s. 82 (23. marts 1887)

-53-
Denne våbenets PR-effekt blev flittigt udnyttet i de tilfælde, hvor ekspeditionen mødte
venligtsindede indfødte. Efter afrejsen fra Ækvatoria mødte ekspeditionen Ankori-stammen, som
gav ekspeditionen en festmodtagelse. Ankorierne havde længe ligget under for plyndringer begået
af høvdingen Kabba Regas krigere, fra Bunyoro øst for Albertsøen. De havde med begejstring
modtaget fortællingen om, hvordan ekspeditionen havde fordrevet en fjendtlig banyoro-styrke
under en træfning, hvor ‘den skrækindjagende Maximkanon’ havde øvet ‘en moralsk
indflydelse’.136 Kabba Regas hær blev skræmt væk – angiveligt så skræmt, at Kabba Rega selv
havde fortrukket til en ø i Albertsøen. Ankori-stammen havde ved denne lejlighed samtidig
erhvervet flere værdifulde kanoladninger salt, som krigerne nordfra havde efterladt.

Få dage senere, da ekspeditionen rejste derfra, blev bagtroppen angrebet af ‘hidtil fredelige
indfødte, der pludselig viste sig en masse under krigsraab og truende miner.’ Krigerne gjorde ‘tegn
til angreb med fældede spyd’, men da ekspeditionen gjorde antræk til at beskyde dem, ‘var dette
nok til under høie raab at faa dem til at klavre opover bakkerne’.137 Kort efter ankom Ankori-
stammens 13-14-årige ‘kronprins’ Uschunku med et følge af krigere. Han var blevet sendt efter
ekspeditionen for at slutte blodsbroderskab med Stanley. Da han hørte skuddene og blev fortalt om
det fjendtlige angreb på ekspeditionen af nogle Vahumahyrder, der havde været øjenvidner til
angrebet, sendte han straks sine folk ud efter angriberne – der tilhørte Vanyankori-stammen.
Blodsbroder-ritualet gennemførtes næste dag imellem Stanley og den unge kronprins, hvorefter der
blev ‘affyret fem salver til guttens store glæde,’

men skuddene fra maximkanonen og den støvsky, som kuglerne frembragte i den ligeoverfor
værende bakke, gjorde ham aldeles henrykt, og for ikke at skrige høit af glæde, trykkede han
haanden fast til munden. Der var forskjellige meninger om grunden hertil, og endog for spøg
bør man ikke komme med usandheder, men nogle sagde, at han var så forskrækket, at han var
bange for, at hans tænder skulle gaa istykker af klapringen. Jeg tror dog fuldt og fast, at det
kun var barnlig forbauselse og glæde.138

Uschunkus forbløffelse over Maxim maskingeværet er et godt eksempel på våbenets præventive

virkning. Våbenets effekt blev overvejende søgt anvendt demonstrativt, og kun undtagelsesvist
anvendt i voldelige sammenstød under Emin Pasha-ekspeditionen.

Stanleys opfordring
Maxim maskingeværet fandt overvejende anvendelse på ekspeditionens rejse fra Ækvatoria til
østkysten igennem det åbne højsletteland, hvilket giver et lille fingerpeg om de urolige politiske
forhold i regionen på tidspunktet for ekspedtionens gennemrejse. Da ekspeditionen nåede den

136
Stanley (1890), Bd. II, s. 334
137
Ibid., s. 344 (22. juli 1889)
138
Ibid., s. 345 (23. juli 1889)

-54-
sydlige ende af Victoriasøen og her mødte missionæren Alexander Mackay (1849-1890), som var
fortrukket hertil efter forfølgelser af missionen i kongeriget Buganda, gav det Stanley anledning til
at tænke 15 år tilbage, til da ‘jeg for første gang saa Victoriasøen og lod min baad løbe ud paa dens
vande, omseilede dens kyster, kigende ind i bugter og viger, samt kartlagde den’.139 Da han i 1875
var rejst igennem Buganda, skrev han hjem, at landets kabaka140 Mutesa var mere end nysgerrig
efter at vide mere om kristendommen og opfordrede til at udnytte denne chance for at sende
missionærer til området;

de to aviser, Daily Telegraph og New York Herald, [offentliggjorde] for enhver, som kunde
afse en penny, at Afrikas største indsø var bleven undersøgt, og at der paa dens nordside var
en konge, som herskede over tre millioner mennesker, og som raabte, at han var i mørke og
ønskede lys. Nogle gode mænd hørte dette raab og besvarede det. De sendte kongen
missionærer, som gjennem en aarrække underviste ham og hans folk (...) 141

Ikke mindre end to kristne organisationer fulgte Stanleys opfordring – den anglikanske kirkes
Church Missionary Society (CMS), der i 1876 sendte den presbyterianske evangelist Mackay, og to
år senere, den franske, katolske mission White Fathers. Mutesa var i mellemtiden blevet afløst af sin
søn Mwanga, der var noget mere lunefuld. I 1885 havde han i et anfald af paranoia beordret
henrettelsen af James Hannington (1847-1885), en biskop fra CMS, der søgte at rejse ind i
Buganda. Den unge og usikre Mwanga reagerede angiveligt under påvirkning af en gammel profeti,
som fortalte, at hans rige ville gå under ved ankomsten af en hvid mand fra øst.

Mwanga var ikke blot under pres fra udefrakommende arabiske og europæiske rejsende. Buganda
nærede et rodfæstet spændingsforhold til naboriget Bunyoro, og dette forhold gav anledning til
mange plyndringer og indbyrdes krige. I 1872 havde Bunyoros da kun 20-årige høvding Kabba
Rega ydmyget Samuel Bakers ambitioner om uden videre at tilføje riget til det egyptiske
imperium.142 Bunyoro viste sig indtil midten af 1890’erne særdeles resistent overfor europæisk
indflydelse, hvilket til dels må tilskrives Kabba Regas veludviklede sans for guerillakrig og ikke
mindst Bakers negative omtale. Baker beskrev efter sit nederlag landet som fjendtligt og Kabba
Rega som uimodtagelig overfor fornuft hvilket medvirkede til, at landet ikke blev udsat for
europæisk interesse i samme omfang som Buganda, hvor Stanleys brev tiltrak livlig europæisk
aktivitet.

139
Stanley (1890), Bd. II, s. 392-393 (16. sept. 1889)
140
Kabaka, øverste titel i Buganda, nær synonymt med ‘konge’.
141
Stanley (1890), Bd. II, s. 392-393 (16. sept. 1889)
142
Moorehead, s. 171-174

-55-
Skydevåben til Afrika
Spændingerne imellem Buganda og Bunyoro var ikke enestående i Afrika. Urolighederne imellem
rivaliserende stammer medvirkede til at gøre enhver lokal høvding mere interesseret i at anskaffe
sig krudt og skydevåben end i evangeliets glade budskab. Efterhånden som europæiske og arabiske
karavaner blev mere almindelige, blev de også i stigende omfang mødt af indfødte stammers egen
ildkraft. Der var ikke mangel på våbenhandlere der solgte både brugte og moderne rifler til indfødte
folkeslag. I løbet af 1800-tallet blev over 16 millioner skydevåben således bragt i omløb i Afrika.143

Mange skydevåben kom afrikanske stammer i hænde ved erobring eller plyndring, men dette var
ikke den eneste metode. Den stigende trafik af eventyrere, handelsfolk og missionærer blev med
tiden udnyttet af de indfødte til at fremprovokere konflikter, og til at skærpe tarifferne for
‘beskyttelse’ og fredelig gennemrejse, hvilket betød, at der kunne købes våben. Stanley giver en
interessant analyse af denne udvikling, da ekspeditionen på et tidspunkt beskydes af bedre
bevæbnede indfødte, med ‘svært ladede geværer’;144

For femten aar siden reiste jeg gjennem Usukuma og betalte da ingen høvding mere end ti
eller tolv stykker tøi samt fik en god okse eller et par gjeder til gengæld. Efter den tid er der
kommen missionær efter missionær, saavel engelske som franske, og har arabiske karavaner
gjort Usukuma til en hovedlandvei. Afgifterne er bleven forhøiede til 300 doti, eller £90 for
hvert lidet distrikt, og saaledes maatte de franske missionærer betale i tøier 900 doti = £270 i
tre dage. For disse tøier kan der kjøbes geværer, hvorved de bliver endnu mægtigere
ligeoverfor missionærerne, og om nogle aar vil følgen være den, at en liden stammehøvding
kræver alt det tøi, en karavane har, og holder den tilbage, indtil det er betalt, saaledes som
Usui stansede en karavane med 150 geværer.145

Een af de ‘dødens købmænd’, der forstod at imødekomme indfødte stammers stigende behov for
moderne skydevåben og ammunition, var ireren Charles Henry Stokes (1852-1895). Stokes kom til
Afrika i 1878, hyret af det britiske missionærselskab til at organisere selskabets karavaner fra
Zanzibar ved østkysten til Buganda. Han fandt sig hurtigt tilrette med den tuskhandel og de
forhandlinger om gaver og afgifter med stammehøvdinge såvel som med arabiske handelsfolk, som
krævedes for at rejse sikkert i Afrika. Stokes gik også videre end det, fandt sig en afrikansk kone,
og senere adskillige afrikanske elskerinder – og blev smidt ud af det gode selskab i CMS. Med sine
ervundne kontakter og evner for tuskhandel i bushen fortsatte Stokes imidlertid som uafhængig
handelsmand, og gik ind i den florerende handel med elfenben, skydevåben og ammunition. Stokes
opbyggede et stort netværk af handelsstationer og varelagre i det østlige Afrika, fra hvilke han
forsynede bl.a. Bugandas kabaka Mwanga med skydevåben.146

143
Porch (1997), s. 85
144
Stanley (1890), Bd. II, s. 398
145
Ibid., s. 402 (25. september 1889)
146
Se bl.a. Stokes (1989)

-56-
Vasukuma-krigerne
Ekspeditionen havde, efter flere skærmydsler med fjendtlige indfødte, til hensigt at gøre ophold og
handle i Ikoma, en landsby i et rigt område der tilhørte Vasukuma-stammen, hvor Stanley fra
Mackay havde hørt, at Stokes havde en station og stod på god fod med Malissa, ‘den fornemste
høvding’. Malissa lå angiveligt inde med Stokes’ forråd af ‘europæiske provisioner, brød, smør,
skinker, flesk osv.’,147 som den hårdt trængte karavane eftertragtede.

Første møde startede skidt. De indfødte antog ekspeditionen for at være menneskeædere, da de så
sudanesernes ar i ansigterne, og overfaldt en egypter, der havde forvildet sig væk fra ekspeditionen.
Han kom efterfølgende tilbage til ekspeditionens lejr, efter at være blevet beskudt af pile, slået ned
med en økse samt bestjålet både tøj og gevær. Stanley håbede, at denne episode kun var udtryk for
‘optøier af endel ustyrlig ungdom’.148 Da ekspeditionen nærmede sig Ikoma, mødtes de først af en
gruppe unge nysgerrige, der ‘leende og kaade’ stimlede sammen om ekspeditionens fortrop, hvilket
bekræftede forhåbningerne om, at stammen var imødekommende. Da de passerede et pas i det
klippefyldte terræn, blev fortroppen imidlertid angrebet;

Pludselig viste der sig en skare krigere, som hurtig kom os i møde i fuld stads med fjær,
blinkende spyd og flagrende kjortler, for at drive os tilbage. De udstødte skingrende skrig og
tilraabte førerne deres befaling, hvortil disse svarede, at de kun var en karavane, venner af
Stokes og Malissa, men deres ord kvaltes i en storm af hyl, medens de rasende satte ind paa
førerne og fortroppen.149

I løbet af få sekunder var fortroppen i vild nærkamp med disse krigere. Stanley selv blev ‘skive for
endel fyre, som sigtede efter mig med deres spyd’ og mistede sin riffel, men fik hjælp af to
zanzibaritter. ‘Buerne spændtes, spydene hævedes, to af vore folk saaredes, og et øieblik efter var vi
ifærd med at fordrive skaren.’ I kampen faldt 10 mand og en kriger blev taget til fange. Og ‘da der
begyndte at vise sig bueskyttere og musketbærere paa fjeldvæggene, skyndte vi os saa hurtig som
muligt ud af passet for at slaa leir paa et sted, hvor vi ikke kunde overmandes’.150

Den tilfangetagne kriger blev forhørt om årsagerne til fjendtlighederne, men ‘enten kunne eller
vilde han ikke svare’. Han blev imidlertid sendt afsted til Malissa, med budskabet om at der var
‘mange vasukumabærere i vor karavane, og ingenlunde havde til hensigt at begynde strid’.
Forbindelsen til Stokes bekræftedes også endnu engang. Men manden vendte ikke tilbage.

[D]erimod skede der flere forsøg paa at komme os tillivs, indtil der kl. 4 efterm. viste sig tre
større adskilte hobe i nord, øst og syd, hvorefter vi gjorde vor maskinkanon istand.

147
Stanley (1890), Bd. II, s. 394 (20 sept. 1889)
148
Ibid., s. 395
149
Ibid. (20. september 1889)
150
Ibid., s. 395-396

-57-
 Vasukumaerne kom nærmere, men meget forsigtigt, og som det lod til med ulyst. Foran den
fra syd kommende skare dansede der flere blinkere og af dem blev en truffen, hvorefter
maskinen udsendte halvandet hundrede kugler mod dem. Der blev ingen skudt men denne
kugleregn var tilstrækkelig til at drive dem paa flugt. Et kompagni blev udsendt mod den
østlige flok og et andet mod den nordlige, hvorefter vasukumaerne opgav angrebet og tilsidst
trak sig tilbage. Kun en indfødt blev dræbt af hele denne skare, der sandsynligvis gik op til et
par tusen krigere.151

‘Vi havde andet at gøre end at slaas med vasukumaerne’, bemærker Stanley, og ærgrede sig over
den spildte mulighed for at få friske forsyninger. Vasukumaerne vedblev de efterfølgende dage at
chikanere ekspeditionens fremmarch – her var der ikke spor af den ærefrygt og respekt for
ekspeditionens skydevåben, som vi tidligere har set. Da Stanley på et tidspunkt tog initiativ til et
mæglingsforsøg, benyttede vasukumaerne blot åbningen til at foretage et regulært snigangreb på
ekspeditionens lejr. Angrebet blev dog fordrevet.

‘Skjønt vi vidste, at skaansel ingen virkning har paa ophidsede og krigslystne stammer, afholdt vi os
dog fra al unødvendig tirren af en saadan ugrundet galskab og stoppede kun i fem minutter for at
afslaa et anfald’.152 Stanley måtte under ekspeditionens færd til østkysten udvise en nødtvungen,
defensiv resignation. Efter utallige svækkelser var ekspeditionen ukampdygtig. I tilgift til mange
syge og sårede, havde karavanen nu også mange evakuerede civile fra Emins provins på slæb,
herunder kvinder og børn. Første prioritet var, at få ekspeditionen ud til kysten så hurtigt og sikkert
som muligt. Selvom angrebene tærede på ekspeditionen, risikerede en optrapning af konflikterne at
gøre større skade. Ekspeditionen nåede snart til mere venligtsindet land, hvor de indfødte nøjedes
med at opkræve de traditionelle afgifter, ‘noget som vi gjerne og med høflige ord gav’.153

I det barokke antiklimaks til ekspeditionens trængsler i ‘det mørkeste Afrika’, tog Emin efter
ankomsten til Bagamoyo på østkysten hyre for den tyske kolonimagt, for i april 1890 at drage
tilbage til den provins, hvorfra han netop var blevet reddet.

Maxim maskingeværet blev således bragt til Afrika. Stanley fragtede våbenet tværs over
kontinentet, fra Congo til Østafrika og kunne undervejs anvende våbenet som et raffineret
‘eksempel’ på europæisk innovation; som et middel til forførelse og afskrækkelse. At våbenet holdt
til denne jomfrurejse, hvor det konstant blev transporteret rundt og udsat for stærk varme, fugt, de
værste sumpe og tropiske storme, er et ikke så ringe vidnesbyrd om våbenets solide konstruktion og
om de industrielle vektorer, som muliggjorde dets produktion, transport og indtrængen i Afrika.

151
Stanley (1890), Bd. II, s. 397
152
Ibid., s. 398-401
153
Ibid., s. 401

-58-
Ild, vand og stål

Industrialiseringen som logistisk system

Udviklingen af det stål, der blev anvendt til produktion af skydevåben, var en proces, der fra
begyndelsen var nært knyttet til både våbenudvikling og energiudnyttelse. Da vandkraften efter
arabisk forbillede vandt udbredelse i Europa i middelalderen, blev den især anvendt til at forsyne
smedjernes blæsebælge og smelteovne med energi for at efterkomme den omsiggribende
efterspørgsel efter stærke våben og rustninger. Før jern kunne anvendes til produktion af sværd og
lanser, måtte det smeltes ved høje temperaturer ved hjælp af glødende trækul og iltes ved hjælp af
luft. Dette skabte en tyktflydende jernmasse tilsat kulstof, som kunne smedes. Ved kontinuerligt at
forme og banke materialet blev en stor del af kulstoffet udskilt sammen med slaggeret fra metallet.
En smule kulstof var nødvendig, for at opnå det stærkest mulige materiale – for meget kulstof
skabte et langt mere skrøbeligt materiale.

Middelalderens smedjer gav en vigtig erfaring videre til industrialiseringens entreprenører, ved at
etablere en sammenhæng imellem opvarmning og forandring af materialernes egenskaber. Denne
erfaring blev udnyttet til produktion af ikke blot stål, men en bred vifte af industrielle materialer og
produkter, fra konserves til papirmasse; produkter uden hvilke ingen søfarende, soldat eller
Afrikarejsende kunne have fuldført det imperialistiske projekt.

Industrialiseringens unikke idé var at udnytte den opnåede energi ved opvarmning i et system, hvor
den kunne anvendes til at skabe bevægelse med så lidt ‘spild’ som muligt. At mennesket udnyttede
naturens kræfter var der ikke noget nyt i. Tyngdekraften var en implicit erfaring i udnyttelsen af
hjul og vandmøller, og skibe har siden de ældste tider benyttet vinden til at skabe fremdrift. Det nye
var en insisterende søgen efter at inddæmme energien i rør, pumper og systemer, således at det
energitab, der ‘altid’ er i udførelsen af et arbejde, kunne minimeres. Industrialiseringens maskiner
var logistiske systemer, der skabte en stærkt forbedret udnyttelse af den samlede mængde energi.

Et af de vigtigste logistiske systemer var dampmaskinen. Dampen afløste hesten og vandmøllen

som prime mover, dvs. som produktions- og samfundsbærende transformator af energi, og
forøgede dramatisk den energi, der kunne drive maskiner.154 Den mere optimale energiudnyttelse
gjorde det muligt at opbygge en industriel økonomi, hvor varer kunne produceres mere
priseffektivt, hvilket betød både billigere og mere standardiserede varer. Det lod sig gøre, at drive
skibe uafhængigt af vinden, og ved hjælp af jernbanen kunne de samme fordele udnyttes over land.

154
Smil, s. 14-15

-59-
Store mængder mandskab, forsyninger og ammunition kunne priseffektivt fragtes frem til fronten
og løste samtidig de forsyningsproblemer, som sådanne projekter tidligere havde skabt.

Våbenet som maskine

Maxim maskingeværet forstås bedst som opfindelse, når våbenet ses i dette større perspektiv; som
et våben, der søgte at optimere dets energiudnyttelse. Dette perspektiv gør det også muligt at forstå
den nære sammenhæng imellem stålproduktion, jernbaner og våbenudvikling, som gjorde det
nærliggende for Vickers-koncernen at investere i Maxims våben og selskab.

Kaptajn Arthur H. East fra Hampshire-regimentet fik 31. december 1888 leveret sit helt eget .45
kaliber Maxim maskingevær med udstyr. I 1893, efter fem års anvendelse af våbenet skrev han en
rapport om våbenets funktionalitet, ydeevne og holdbarhed. East betragtede våbenet som en
maskine, som en gasmotor;

as far as the mechanical working of the weapon is concerned, I have always considered it
from the point of view of a gas-engine than that of a gun. (...) both require and cannot work
without (...) water, oil and gas, and the fact that the gas in the one case is supplied in the
concrete form of gunpowder is a mere detail.155

East fandt også, at maskingeværet krævede præcis samme vedligeholdelse som en motor; ‘No one
would expect an engine to be left unused for months, and then run smoothly as when in regular
work’.156 Easts beskrivelse er uhyre interessant, i hans tænkning af våbenet som en maskine, der står
i stærk kontrast til de fremherskende militære idealer om ‘våbenet som sabel’ i det heroiske angreb
på hesteryg, som vi tidligere har været inde på.

Våbenudvikling, kemisk materialeforståelse og energiudnyttelse var processer, der blev knyttet

sammen i en stadigt pågående erfaring, som accelererede de logistiske vektorer, vi har set blev af
stadig større betydning i militær konflikt. Fra middelalderens smedjer og sværd, over stål til
pansring af skibe og produktion af skydevåben og ammunition, til udnyttelse af damp, gas og
elektricitet – og af energien i Maxim maskingeværet : patronens eksplosive kraft og fra våbenets
egen rekyle. Maxims evner som opfinder hang nært sammen med hans forståelse af en opfindelse
som et sammenhængende, logistisk system, hvor ingen komponent var mere vigtig end en anden,
‘regardless of how many branches of science or engineering might be involved’.157 Systemet, og
dette at optimere et system, var vigtigere for europæisk innovation – og for dens indtrængen i
Afrika, end den partikulære videnskabelige kategori, som den traditionelle teknologihistorie ser som
kilden til ‘fremskridt’.

155
East, cit. Goldsmith, s. 111-113
156
Ibid.
157
Goldsmith, s. 2

-60-
Vickers-koncernen
Stålstøberiet Naylor, Vickers and Co. blev grundlagt i 1828 af mølleren Edward Vickers (1804-
1897), broderen William, der drev et stålvalseværk i Sheffield, og Edwards svigerfar George
Naylor. Fra 1830 begyndte selskabet at investere i lokale jernbaner, og Edward overtog gradvist
ledelsen af selskabet, der i løbet af 1840’erne og 1850’erne specialiserede sig målrettet i levering af
stål af høj kvalitet til jernbaner og maskinproduktion til amerikanske entreprenører.158 Jernbanens
vækst førte til større efterspørgsel på stål, som også blev billigere. Masseproduktion, større
smelteovne og mekaniserede processer afløste den dyre og mere ustabile håndværksproduktion.159
Prisfaldet på stål førte imidlertid til en økonomisk krise i sidste halvdel af 1800-tallet, også kaldet,
‘den lille depression’, der ramte stålbranchen hårdt.

I 1854 overtog sønnerne Tom og Albert Vickers ledelsen af selskabet, og i 1867 blev aktieselskabet
Vickers, Sons and Co. etableret. De to brødre udøvede en sund forretningsførelse160 og søgte
konstant at være på forkant med den ypperste teknologiske innovation. Fra 1860'erne begyndte
Vickers at producere stålkomponenter til skibe, og at lede efter andre beslægtede
forretningsområder. Da Albert Vickers i 1884 mødte Maxim, var han derfor i forvejen på udkig
efter nye investeringer. Hans engagement i Maxims våben var med til at gøre Vickers til et ‘all-
purpose industrial armoury’ industrielt våbenarsenal, der ved udbruddet af 1. Verdenskrig var
leveringsdygtig i alt fra slagskibe og kanoner til flyvemaskiner, og automatiske skydevåben.161

Produktionen
Imens Stanley bragte Maxims prototype i brug i Afrika undergik Maxims selskab store
forandringer. I foråret 1887 besluttede Maxim Gun Company at bygge en fabrik i Crayford i Kent,
der skulle erstatte værkstedet i Hatton Garden.162 Fabrikken blev udstyret med amerikanske
maskiner og produktionsteknik, bygget ud fra et såkaldt ‘transatlantic approach to mass production’.
Det af nordstaterne udviklede industrielle maskineri til produktion af standardiserede skydevåben,
var det mest avancerede i verden på dette tidspunkt.163 Maxim skrev derfor til sin bror Hudson i
USA for at finde en arbejdsleder, som forstod den amerikanske metode til våbenfremstilling, ‘by
what is called the interchangable plan’. Hvert enkelt våbens enkeltdele skulle være standardiserede,
således at det uden videre og med sikkerhed kunne anvendes til alle våben af præcis samme type.164

158
Trebilcock, s. 27-28
159
Smil s.155-158
160
Trebilcock, s. 28
161
Ibid., s. 30
162
McCallum, s. 61
163
Ibid., s. 63
164
Ibid., s. 63-64

-61-
Andrew Clarke (1824-1902) var kommandant ved ingeniørregimentets skole i Chatham, samt
generalinspektør i krigsministeriet. I et forsøg på at knytte tættere bånd til de britiske myndigheder,
plejede Maxim et nært forhold til Clarke, som blev udnævnt til bestyrelsesformand for Maxim Gun
Company. Fra selskabets synspunkt var det militære etablissement, både flåden og hæren, så
langsomme med at tage Maxim maskingeværet til sig, at det de første år nær truede selskabets
eksistens. En del af årsagen til selskabets dårlige økonomi må imidlertid også tilskrives Maxims
ledelse, der var omtrent ligeså mangelfuld, som han var genial som opfinder. Maxim var praktiker
med mange jern i ilden; han var ikke motiveret til at tage sig af administrativt papirarbejde og
hverdagsproblemer på fabriksgulvet.165

Maxims første ‘perfect guns’ blev købt på stedet i 1887.166 Wolseleys indflydelse var sandsynligvis
stærkt medvirkende til krigsministeriets bestilling af yderligere 120 World Standard riffelkaliber
maskingeværer i oktober 1888, komplet med alt udstyr og ammunition. Efterhånden som de første
eksemplarer blev leveret, blev de anvendt til demonstration for udvalgte infanteri-enheder ved
School of Musketry i Hythe.167 Våbnene blev leveret i løbet af de efterfølgende 18 måneder, og tog
et helt år længere end forventet at levere.168 I lyset af Maxims forholdsvist høje priser og ustabile
leveringstider indledte krigsministeriet også forhandlinger om selv at producere maskingeværet
under licens, og indgik en aftale om at etablere en supplerende produktion ved hærens Royal Small
Arms Factory i Enfield, mod £25 i royalties per produceret våben.169 Denne produktion startede i
1891; det første våben blev leveret i 1893 – de næste 24 år blev der produceret ikke mindre end
2.568 Maxim maskingeværer alene i Enfield.170

Wolseley, der allerede øvede en betragtelig indflydelse på militære affærer efterfulgte i 1895
hertugen af Cambridge som øverstbefalende for hæren, med ansvar for ‘obtaining, holding and
issuing to the Army all supplies and munitions of war’,171 og hans indflydelse på indkøb af våben
blev således ikke mindre.

Maxims charmeoffensiv
Også udenlandske kunder viste interesse for Maxim maskingeværet. Ved en meget omtalt
demonstration af våbenet i Wien stiftede Maxim og Vickers bekendtskab med den internationale
våbenhandler Basil Zaharoff (1850-1936). Zaharoff repræsenterede konkurrenten Nordenfelt, og da
Maxim maskingeværet i juli 1887 kom i direkte konkurrence med Nordenfelt maskingeværet, følte
165
Goldsmith, s. 58-60, McCallum, s. 62
166
Goldsmith, s. 92
167
McCallum, s. 68
168
Ibid., s. 67
169
Goldsmith, s. 92, McCallum, s. 69
170
Goldsmith, s. 92
171
Cit. McCallum, s. 67

-62-
Zaharoff sig kaldet til at bestikke en mekaniker til at sabotere Maxim maskingeværet. Da Maxim
maskingeværet alligevel uden alvorlige fejl affyrede 13,500 skud (en brækket fjeder blev hurtigt
udskiftet), forsøgte Zaharoff at blande sig med de tilstedeværende reportere for at sprede rygter om,
at det våben, de netop havde set, var Nordenfelts maskingevær. Sådanne tricks kom han ikke langt
med. Da våbenet vandt bifald ved på lang afstand at skrive kejserens initialer på målskiven, måtte
ikke blot dommerpanelet overgive sig, men også Zaharoff, der i 1888 var medvirkende til en fusion
imellem Maxim og Nordenfelt, og herefter blev det nye selskabs oversøiske salgsrepræsentant.

Englands ledende investorer, Ernest Cassel og Lord Rothschild, leverede kapital til det nystiftede
Maxim Nordenfelt Guns & Ammunition Company i form af et lån på £1.800.000.172 Initiativet til
fusionen blev taget af Albert Vickers. I 1887 havde Vickers etableret en fabrik, der skulle producere
flådekanoner og krigsskribe i åben konkurrence med Armstrong-koncernen, som var Englands
førende våbenfabrikant.173 Samarbejdet med Zaharoff og konsolideringen af Maxims selskab skal
ses som et led i denne oprustning af Vickerskoncernens aktiviteter.

Den østrigske hær bestilte efter demonstrationen i Wien 131 våben.174 Prøveskydningen var en del
af en intensiveret markedsføringsindsats på kontinentet iværksat af Maxim og Vickers i sommeren
og efteråret 1887. En lang række lignende demonstrationer af våbenet overfor andre europæiske
militære beslutningstagere fulgte med lignende resultat.

Konsolidering
Blandt de vigtigste interessenter var den tyske våbenfabrikant Krupp, som Rothschild-familien
havde tætte forbindelser til. Allerede i foråret 1888 arrangerede Lord Rothschild et møde imellem
Maxim og Krupps direktør Friedrich Krupp, som resulterede i en kontrakt, der gav Krupp licens til
at producere 37mm Maxim maskingeværer til den tyske flåde.175 Krupps interesse skal også ses i
lyset af den daværende kronprins Wilhelms modtagelse af våbenet. Her var prinsen af Wales
våbenets første-ambassadør, stærkt under indflydelse af sin maskingeværbegejstrede ven Charles
Beresford. Ihvertfald talte prinsen, som selv tidligt havde haft fingrene i våbenet i Hatton Garden,
varmt for våbenet under et besøg i Berlin, og telegraferede i juli 1887 hjem til Beresford; ‘Emperor
very much interested in your machine gun. Wishes my regiment to try it as soon as possible. Please
order immediately our calibre...’.176 Ved en prøveskydning få måneder senere på Spandau-

172
McCallum, s. 62-63
173
McCallum, s. 62
174
McCallum, s. 60
175
McCallum, s. 60
176
Bennett, s. 142

-63-
skydebanen nær Berlin, udså Wilhelm II sig Maxim maskingeværet som testens absolutte vinder;
‘That is the gun; there is no other’.177

Zaharoff blev efter oktober 1888 sendt på promotionturné for Maxim Nordenfelt i Syd- og
Mellemamerika. Nicholas de Kabath, ven af Maxim og nu konsul i La Spezia, blev selskabets agent
i Østeuropa, imens Maxims bror Hudson blev hyret på en to-årig kontrakt som selskabets agent i
USA, dog uden at han havde det store held, som vi tidligere har set.178

Lord Rothschild var fortsat en særdeles aktiv ambassadør for våbenet. I 1892 arrangerede han, at
den tyske maskin- og våbenfabrikant Ludwig Loewe kunne producere Maxim maskingeværet under
licens i Berlin. Ludwigs yngre bror Sigmund Loewe blev i 1893 medlem af Maxim Nordenfelts
bestyrelse, og i foråret 1896 afløste han Maxim som direktør. Loewe gennemførte energisk en
række reformer, uden respekt for titler eller personlige hensyn, som tilsammen med Zaharoffs
tvivlsomme, men effektive salgsmetoder, forbedrede selskabets økonomi.179 Et underskud på
£21.000 i 1894 blev således vendt til overskud på £64.000 i 1895 og et overskud på £138.000 i
1896. Lord Rothschild var ankermand for endnu en større fusion ved Vickers-koncernens opkøb af
Maxim Nordenfelt i 1896. Således dannedes Vickers, Sons & Maxim, som en konsolidering og
samling af koncernens aktiviteter indenfor stål, skibs- og våbenproduktion.

Arbejdet og tiden
Industrialiseringens energiudnyttelse frigjorde hænder til andet arbejde, og gav dem samtidig en ny
værdi. Løsrevet fra en cyklisk, territorialt baseret landbrugsøkonomi kunne arbejdet nu udføres
udelukkende som en værdiskabende aktivitet – kun begrænset af tiden. Digteren Antifone skrev
allerede ca. 430 f. Kr., at ‘den dyrebareste udgift er tiden’,180 hvilket blev grebet og populariseret af
Benjamin Franklin i udtrykket ‘tid er penge’.181 Industriens økonomi blev således baseret på en
ligefrem omregning imellem tid og værdi; begrebet ‘timeløn’ kom i anvendelse. Landbrugs- og
håndværks-samfundet satte faste grænser for det arbejde der kunne udføres indenfor en bestemt tid,
bestemt af materialernes, værktøjets og arbejdskraftens begrænsninger og årstidernes skiften. For
industrien derimod, havde den tid, der kunne anvendes til at arbejde, principielt ikke nogen grænser.

Dette skifte fandt ikke sted gnidningsfrit, og heller ikke Maxim Nordenfelt gik ram forbi.
Introduktionen af samlebåndsarbejde førte i 1890 til krav om bedre løn og kortere arbejdstid.
Maxim, der siden sin ungdom havde været vant til at arbejde 16 timer i døgnet, havde ringe

177
Cit. McCallum, s. 61
178
Ibid., s. 67
179
Ibid., s. 91, 94
180
Flexner, 1993, under “Time is money”
181
Franklin, 1748

-64-
forståelse for arbejdernes krav og satte hårdt mod hårdt. Uenigheden eskalerede til åben konflikt
imellem selskabet og den nydannede fagforening Amalgamated Society of Engineers. På Nordenfelt
fabrikken i Erith gik 700 mand i strejke, og i Crayford nedlagde 400 mand arbejdet. ‘The struggle
was a long and costly one (...) fought out stubbornly on both sides (...) The employers were
victorious and were able to impose conditions upon the men which were meant to utterly crush out
the union’.182 Maxim Nordenfelt betalte imidlertid dyrt for sejren i dårlig arbejdsmoral på
fabrikkerne. Der blev således ingen dividende udbetalt dette år.

Konflikten var kun en midlertidig kæp i industrialiseringens hjul – men en vigtig påmindelse om de
latente interessemodsætninger, som en ny organisation af arbejdet gav anledning til. I Afrika blev
organisationen af tid og arbejde pisket ind i de indfødte, som opretholdt de europæiske, logistiske
vektorer som bærere og jernbanebyggere. ‘Forsinkelsen’ var den største trussel for det
imperialistiske projekt, indtil jernbanen gjorde det muligt at skabe tidslig overensstemmelse
imellem papirtænkningen og lokale territoriale forhold. Forsinkelsen var også en trussel for det
industrielt-kapitalistiske, logistiske system, som baserede sig på en ligefrem omregning imellem tid
og værdi. I Europas forarmede storbyer fandtes en allestedsnærværende fare for, at systemet skulle
bryde sammen under indflydelse af de idéer som Marx og andre kritikere havde held til at udbrede i
disse år.

I forhold til imperialismen er det imidlertid værd at bemærke, at oprøret ikke var et oprør imod hele
det abstrakte informations- og kommunikationssystem, som kapitalismen og dens udveksling af
tilgodebeviser trykt på papir udgjorde. Heller ikke i Afrika stillede nogen bærere spørgsmålstegn
ved betydningen af den regelmæssige udbetaling af matakos, små messingstænger, der blev anvendt
som møntenhed i Congostaten.183 Men at trække tiden ud ved ulydighed, dovenskab eller i åben
strejke vedblev at være et middel til sabotage indenfor systemet.

Uddannelse
Det var ikke nok at sælge maskingeværet. Efterhånden som stadigt flere soldater og officerer
stiftede bekendtskab med våbenet, blev det kritiseret for at være for kompliceret og for dyrt i drift.
Våbenets ammunitionsforbrug afskrækkede også udenlandske potentielle købere. Officererne, der
overså prøveskydningen i 1893 ved indførelsen af den nye .303-in. kaliber klagede over våbenets
vægt, og over at fjedermekanismen var for skrøbelig. Til gengæld blev bæltefødningen af
ammunitionen vel modtaget for at holde mandskabet nede i landskabet i modsætning til andre
maskingeværer, der skulle fødes ovenfra, og dermed gjorde mændene til skydeskiver.184

182
Engineering, februar 1890, cit. McCallum, s. 69
183
Blaabjerg (2002)
184
Goldsmith, s. 100-101

-65-
Mange officerer vidste ganske enkelt ikke hvordan de skulle bringe våbenet i anvendelse. Våbenet
savnede en ‘rolle’ i såkaldt ‘civilized warfare’.185 For at afhjælpe situationen udgav Maxim
Nordenfelt i 1889 manualen Manual of the Maxim automatic mitrailleuse, or rifle calibre machine
gun, skrevet af Hudson Maxim, der indgående havde studeret våbenets funktionalitet.186 Alligevel
tog det en rum tid for hærens officerer at komme overens med det nye våben. På School of
Musketry i Hythe, hvor hærens nyindkøb først blev anvendt, beskrev man endnu i 1894 våbenet
som ‘a somewhat puzzling addition to the machinery of the battle line in civilized warfare’.187

Selv kaptajn F. G. Stone, en åben tilhænger af Maxim maskingeværet, erkendte : ‘Infantrymen

know their weapon and take a pride in it (...) the machine gun is nobody’s child, like the Artillery of
old (...) it is placed in the hands of inexperienced men, and is expected to make better shooting than
the infantry soldier who is well practiced with his rifle. The tendency is not to find out what [the
machine gun] can do, but rather what it cannot do’.188

Oberst C. E. Callwell, veteran fra krigen i Afghanistan, udgav i 1896 første udgave af en håndbog i
‘små krige’, hvor han fremhævede Maxim maskingeværets indsats i kolonikrigene; ‘Maxims, which
can be easily handled and moved, have done excellent service in East Africa, in Matabililand, and
in the campaigns on the North West frontier of India’.189 Callwell anvendte imidlertid blot to af sine
500 sider på maskingeværet; et godt vidnesbyrd om den ringe militære betydning våbenet blev
tillagt – til gengæld lagde Callwell i bogen udelt større og omhyggelig vægt på de logistiske
forhold, som var altafgørende for at vinde krige ført i kolonierne.

185
McCallum, s. 78
186
Ibid., s. 69
187
Cit. Ibid., s. 144
188
Stone, forelæsning til Aldershot Military Society om ‘The Maxim Machine Gun’, juli 1888, cit. Ibid., s. 78
189
Callwell, s. 440-441

-66-
Imperialisme i praksis

Lugard i Buganda
Endnu før nogen i Europa kendte til Emin Pasha-ekspeditionens udfald, grundlagde Mackinnon
ufortrødent selskabet Imperial British East Africa Company, hvilket fandt sted 18. april 1888.
Selskabet medvirkede over de følgende år til at opbygge britisk indflydelse og infrastruktur i
Østafrika under mandat fra den britiske regering. Da Stanley vendte hjem til Europa, efterlod han sit
Maxim maskingevær i selskabets varetægt i Bagamoyo i Østafrika. Denne selvsamme prototype
blev nu, efter sin jomfrurejse tusinder af mil tværs over det afrikanske kontinent, bragt tilbage til
Afrikas indre af eventyreren Frederick Lugard (1858-1945),190 og våbenet kom til at spille en
central rolle i forberedelserne til et britisk protektorat i Buganda.

Lugard blev født i Madras i Indien, som søn af en præst tilknyttet det britiske East India Company. I
1877 gik han som 19-årig ind i hæren, tog en uddannelse som officer ved Sandhurst i England og
blev udstationeret i Indien. Da Gordon faldt i Khartoum i 1885, blev et indisk kontingent sendt til
Egypten for at beskytte flådehavnen Suakin. Lugard blev tilknyttet denne styrke som
transportofficer.191 Senere hjemsendt fra hæren mødte han oberst Charles Bean Euan-Smith (1841-
1910) ombord på et skib til Zanzibar. Euan-Smith var repræsentant for Mackinnons East African
Association, og lovede at bruge sin indflydelse til at skaffe Lugard et job ved det nye selskab.
Lugard blev dog først i 1890 engageret af Mackinnons selskab efter flere års arbejde for The Lakes
Company i Nyasaland (det nuværende Malawi). Han skulle nu rejse til Buganda som spydspids for
selskabets aktiviteter, med blot omkring 300 bærere og en lille irregulær styrke på 50 sudanesiske
og somaliske soldater – og et Maxim maskingevær.192

Lugards aktiviteter i Buganda de efterfølgende år er som taget ud af en håndbog i praktisk

imperialisme. Han slog sig ned og byggede sit hovedkvarter på et højdedrag nær ved Mengo,
Mwangas hovedstad. Herefter søgte han at mægle i lokale konflikter og at tilbyde sin ‘beskyttelse’
til stammer, som ellers var udsat for plyndringer af rivaliserende stammer. Han etablererede en lang
række forter i hele regionen som bastioner for denne indflydelse. Det lykkedes bl.a. Lugard at
lokalisere nogle af Emin Pashas tilbageblevne, loyale garnisoner og at rekruttere dem under
forudsætning af, at den egyptiske khediv ville frigive dem til hans tjeneste. Lugards motivation for
hele dette gigantiske projekt, illustrerer imperialismen fra dens mest idealistiske side :

190
Ellis, s. 88
191
Thomson og Middleton, s. 15
192
Pulford, s. 130

-67-
 With an era of peace and vaccination, the two destructive agents, war and smallpox, will
disappear, and, as the people increase, there is no reason why they should not produce large
quantities of grain, cotton, etc., for export. (...)

To replace this by sound cloth at fair rates, to supply the household utensils, the coinage –
even writing paper (which they really want) – is a fair aim for commerce; and, in return, the
starving civilization of our cities may well take of their superfluity of food, and the grain the
country can provide.193

Imperialismen stillede med andre ord nye muligheder i udsigt for også at løse de problemer
industrialiseringen skabte i Europas storbyer, eksempelvis sult og fattigdom. Med sådanne
storslåede ambitioner foragtede Lugard selvsagt den sølle uddeling af glasperler, tarveligt
tingeltangel og ‘kvartpenny briller’ til indfødte i Afrika, som var almindelig skik blandt
opdagelsesrejsende.

Lugard garanterede sin beskyttelse ved henvisning til briternes reelle hensigter om fremskridt, lov
og orden, og ved sin hyppige demonstration af den overlegne våbenmagt han havde til sin rådighed.
I virkeligheden havde Lugard kun få ressourcer – Maxim maskingeværet blev dermed et af hans
væsentligste redskaber til at demonstrere sin og briternes overlegenhed og skabe den fornødne tillid
til projektet blandt rivaliserende stammer.

I januar 1891 sluttede kaptajn W. H. Williams sig til Lugard. Han medbragte et yderligere Maxim
maskingevær sammen med andre forsyninger fra deres fælles arbejdsgiver på østkysten. Våbenet
gik i baglås, da Lugard afprøvede det, men disse indledende problemer blev tilsyneladende
overvundet.194 Ihvertfald kom begge våben flittigt i brug.

Maskingeværets præventive effekt

Lugard anvendte Maxim maskingeværets præventive effekt på en uhyre bevidst måde. Mwangas
onkel Mbogo var anfører af den store muslimske fraktion i Buganda. Mbogo og hans folk var blevet
fordrevet og havde søgt tilflugt i Bunyoro, hvorfra de hærgede grænseområdet til Buganda. I marts
1891 søgte Lugard med en stor baganda-styrke at gøre en ende på plyndringerne, og sendte den
følgende besked til Mbogo :

I have come to settle the country, not to make war. Mwanga is your lawful king. You must
therefore surrender Mbogo, your unlawful king, to me, and I will guarantee his good
treatment and safety. All who will come over will be pardoned and allowed to return to their
own place, to serve with their own chiefs and follow their own religion (...) I have a very
strong force and a maxim gun.195

193
Lugard, Diary, 18. maj 1891, cit. Thomson og Middleton, s. 80
194
Pakenham, s. 417
195
Cit. Thomson og Middleton, s. 77

-68-
Intensive fredsforhandlinger fulgte, men Mbogo nægtede at imødekomme kravet om at overgive
sine våben. Konflikten endte 7. maj, hvor de to hære tørnede sammen. Maxim maskingeværet
kunne ikke anvendes i slaget på grund af det høje græs,196 men Mbogos styrke blev overraskende
hurtigt jaget på flugt.

Et endnu klarere eksempel på våbenets præventive effekt fandt sted i august samme år. Lugard var
søgt nordpå med en lille styrke, for at opnå kontakt til Emins gamle garnisoner ved Albertsøen.
Ekspeditionen mødte ved Mokiafloden en stor banyoro-styrke. I lyset af den vedvarende konflikt
med Bunyoro beordrede Lugard straks et angreb, og Maxim maskingeværet sendte en kugleregn
afsted mod en lille høj 870 meter væk. Dette spredte udbredt panik blandt de fjendtlige krigere.
Angreb fra Lugards disciplinerede somaliere og baganda sendte banyoro-styrken sendtes på flugt.
Senere hørte Lugard at skud fra maskingeværet havde dræbt ikke færre end 20-30 banyoro-krigere.

Da Lugard med sine 300 mand tre uger senere (26. august 1891) mødte en styrke, som formodedes
at udgøre en betydelig del af Kabba Regas hær, valgte banyoroerne at fortrække efter forlydenderne
om baganda-styrkens ‘terrible shooting at incredible ranges’. ‘[T]hey did not dare to await us at
close quarters, and we actually defeated this great army without firing one single cartridge, and
without the loss of one single life!’197

Wa Ingleza og Wa Fransa
Da Lugard i begyndelsen af 1892, efter næsten et år på farten, nærmede sig sit hovedkvarter ved
Kampala, fik han efterretninger om øgede spændinger imellem de to ‘kristne’ fraktioner i Buganda.
Der lå også et brev med ordrer fra Østafrikaskompagniet om at trække sig ud af landet, da selskabet
havde opbrugt sine sidste ressourcer og ikke længere kunne finansiere tilstedeværelsen i Buganda.
Men foreløbig var der mere presserende sager at tage sig af for Lugard.

De to kristne missioner som på Stanleys foranledning havde etableret sig i Buganda havde de
forløbne 15 år fået erhvervet sig hver sin tilhængerskare af konvertitter, grupperinger der
efterhånden fik tilnavnene Wa Ingleza og Wa Fransa;198

The two factions called Wa Ingleza (English) and Wa Fransa (French) were led by chiefs of
the Protestant and Roman Catholic creeds respectively. These chiefs were the rulers of the
country, and the lesser chiefs and peasantry, who followed them in war as their retainers or
serfs, declared themselves, of course, of the same faction as their lords. The two parties were
thus composed largely of men of no religion, nor were they religious in their designation. But

196
Lugard, Bd. II, s. 132
197
Lugard, cit. Pulford, s. 139
198
Også kaldet ba-Ingleza og ba-Fransa

-69-
 religious differences had embittered the leaders and a large portion of the rank and file against
each other, and their animosity was taken up and intensified by their respective followers.199

Lugards beskrivelse af de to fraktioner giver et lille indtryk af Afrikarejsendes måder at

anskueliggøre afrikanske forhold på, ud fra let genkendelige europæiske kategorier. Stanley skrev
om afrikanske konger og paladser, men hans rejseledsagere fandt kun fandt usle hytter og ækle
menneskeædere.200 Lugard skrev om fæstebønder og herremænd på en måde, der gav mindelser om
en middelalderlig feudal samfundsstruktur. Sådanne beskrivelser var med til at befæste den
udviklingstanke, der placerede Afrika som noget tilbagestående i forhold til det moderne,
industrielle Europa. I citatet nuancerede Lugard samtidig de forestillinger om hundredtusinder af
kristne konvertitter i det indre Afrika, som en uforsigtig omgang med kategorierne let kunne
manipulere en europæisk offentlighed til at forestille sig.

Lugard måtte gentagne gange søge at inddæmme og mægle i konflikter imellem de to ‘kristne’
fraktioner. Det skete hyppigt med Maxim maskingeværet som en demonstrativ trussel, der kunne
vises frem, både i dets kapacitet som våben, men også som et meget konkret eksempel på europæisk
industriel magt. Ved op til flere lejligheder forhindrede Lugard stridigheder i at bryde ud i lys lue.

Lugards løsning af konflikten med den muslimske fraktion i 1891 havde nu givet anledning til
øgede spændinger imellem fraktionerne.

Slaget om Mengo
Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var da en katolik skød og dræbte en protestant under et
skænderi i Mengo over et gevær. Drabsmanden blev frikendt af Mwanga, som hældede til at
favorisere Wa Fransa. Lugard krævede at få manden udleveret for at retssagen kunne gå om. For
Lugard var det en nødvendighed at ‘opretholde lov og orden’,201 dvs. leve op til de løfter om
retfærdighed han havde givet på briternes vegne. Briterne ønskede ikke blot at føre krig og hærge
Afrika, men at bringe fred, fremskridt og fri handel. Et andet væsentligt hensyn var, at hvis den
skrøbelige fred imellem de to fraktioner blev brudt, risikerede hans egen tilstedeværelse i Buganda
at blive truet; ‘if the ba-Ingleza went down, the threat to his expedition – which was sustained not
by overwhelming force but by disciplined movement and the Maxim gun – would be immediate’.202

Mwanga nægtede at efterkomme Lugards krav. Som et svar på dette besluttede Lugard at udlevere
våben til Wa Ingleza, som var den svageste fraktion. Først 40 forladegeværer og 5 pund krudt. Dette
skete primært af propagandahensyn, da Lugard vidste, at antallet af våben ville blive overdrevet af
199
Lugard, cit. Pulford, s. 137
200
Jephson, s. 127
201
Thomson og Middleton, s. 108
202
Pulford, s. 146

-70-
Wa Fransas spioner; ‘the number of guns were of course excaggerated to hundreds. (...) The
aggressive party saw that I really meant business’.203 Senere, da Wa Fransa begyndte at slå på
krigstrommerne, udleverede Lugard yderligere 300 forladegeværer og 150 Snider-rifler, ‘seeing that
a fight was imminent at any moment’.204 Størstedelen af disse våben var blevet overladt i Lugards
varetægt af Stokes før et større togt ind i Congo. Hertil kom forstærkninger i Lugards 200
sudanesiske soldater, hvilket legitimerede Mwangas bevæbning af Wa Fransa. Herefter gik det løs.
Da endnu en dræbt Wa Ingleza blev bragt ind, gik forhandlingerne i hårdknude, og Wa Fransa gik
til angreb. Pakenham formulerer situationens tilspidsning med passende dramatik :

Soon a strange new sound could be heard, louder than the war-drums and the war-cries, more
terrifying than the rattle of the Sniders and the crash of the muzzle-loaders. It was the heavy,
intermittent beat of the Maxim. Lugard’s most costly victory, the battle of Mengo, had
begun.205

Wa Fransas styrke ved Mengo-bakken blev opløst af det ene af Lugards Maxim maskingeværer.
Det andet, som anvendtes af Williams, gik i stykker nærmest ved første skud. De skræmte baganda
søgte tilflugt i en bananplantage. Indenfor få minutter havde Wa Ingleza lanceret et modangreb på
den franske mission i Rubaga, og snart stod de franske missionærers tømmerbyggede ‘native style’
katedral i flammer. Missionærerne undslap på en hårsbredde med livet i behold; ‘we regret one
thing – not to have been held worthy of martyrdom’.206

Angrebet på Bulingugwe
Mwanga søgte tilflugt på øen Bulingugwé i Victoriasøen, 11 kilometer fra Mengo og blot ca. 400
hundrede meter fra kysten. En uge efter slaget om Mengo blev øen på Lugards ordre angrebet af
Williams. Maxim maskingeværet beskød øen fra fastlandet, mens Wa Inglezaerne søgte at angribe
øen i kanoer. Ifølge Lugard var dette aldeles ineffektivt, da de knapt turde lande på øen selv under
dække af Maxim maskingeværets kugleregn. Williams’ officielle rapport anslog antallet af dræbte
og sårede på øen til ca. 25 mand og hertil kom 60 Wa Fransa i kanoer.207 Flere døde da de i panik
søgte at slippe væk i kanoer og druknede. Den franske biskop Jean-Joseph Hirth (1854-1931), der
også havde søgt til øen, beskrev begivenhederne anderledes dramatisk;

All of a sudden the bullets began to rain upon the royal hut, making a terrible noise in the
copse that surrounded us; it was the Maxim mitrailleuse, which joined its fire to that of the
boats loaded with soldiers. The king seized me by the hand and dragged me away; if we were
not riddled it was the Lord who shielded us. A crowd of women and children fled with us.
How many fell! We had soon gained the other shore of the island; the bullets could no longer
203
Lugard, Bd. II, s. 338-339
204
Ibid., s. 340
205
Pakenham, s. 425
206
Hirth, i CMS Intelligencer, juli 1892, s. 514, cit. Pakenham s. 425
207
Lugard, Bd. II, s. 355

-71-
 reach us. But what a sight! Just a few canoes, and a crowd of 3,000 or 4,000 throwing
themselves into the water to cling to them; it was heart-breaking. What shrieks! What a
fusillade! What deaths by drowning!208

Hirth sendte en lang polemisk beretning hjem til Europa om ‘forbrydelserne’ imod Wa Fransa under
borgerkrigen, og gav Lugards magtmisbrug hele skylden for konflikten. Denne blev trykt i en række
katolske udgivelser i 1892 og 1893, også i England. De franske efterretninger skabte politisk røre
og pres på den britiske regering, ‘giving this obscure tribal feud in Africa the character of an
international incident’.209 Den franske ambassadør William Henry Waddington (1826-1894)
opregnede overfor Salisbury de fransk-katolske tab under konflikten til 1 katedral, 60 kapeller, 12
skoler, og 50.000 katolikker solgt til slaveri... Tilsidst indvilgede Salisbury i at bestille en
uafhængig rapport om konflikten. Østafrikakompagniets kaptajn James MacDonald, der i forvejen
var rejst fra Mombasa for at undersøge mulighederne for en jernbane til Uganda, fik denne opgave.

Et indirekte kolonistyre
Konflikten førte effektivt til indførelsen af et britisk protektorat i Uganda (et såkaldt ‘indirekte
kolonistyre’). Mwanga blev genindsat som kabaka, men på Lugards betingelser;

From now on, his power would be what the British gave him. This was set out in the general
treaty of April 11, 1892. The kabaka recognised the Company’s suzerainty and would fly its
flag. Final authority no longer rested with the king or the chiefs, but with the British Resident.
The consent of the Resident was needed ‘in all grave and serious affairs and matters of the
state’, like raising taxes and appointments of the higher chiefs.210

Mwanga blev den marionetfigur, der samlede landet. Den reelle magt var nu briternes og de britisk-
tro Wa-Ingleza. De katolske høvdinge kunne fortsat praktisere deres tro og bosætte sig hvor de
ville, men måtte aflevere deres våben, hvis de bosatte sig uden for det område, hvor de var
dominerende.211 Mbogos muslimske fraktion fik muligheden for at overtage tre mindre provinser
nær Mengo, lokaliseret imellem de kristne fraktioners provinser. Mbogo selv indvilgede i at komme
til Mengo og frasagde sig alle krav på tronen. Gensynsglæden var overraskende stor imellem
Mwanga og Mbogo, og fredsslutningen fik karakter af ren folkefest.

Den store medieopmærksomhed som konflikten gav anledning til, skabte bred opbakning til den
britiske regerings vedtagelse 12. april 1894 af et protektorat over Buganda og tilstødende territorier.
Samme år invaderede en britisk styrke Bunyoro. Kabba Rega undslap tilfangetagelse – og gjorde
senere fælles front med Mwanga, der startede en større opstand mod kolonimagten i juli 1897.

208
Hirth, i CMS Intelligencer, juli 1892, s. 514, cit. Pakenham s. 426
209
Pakenham, s. 426
210
Pulford, s. 150
211
Ibid., s. 150

-72-
Den moralske effekt
Ligesom Stanley i 1890 havde udgivet In Darkest Africa, om Emin Pasha-ekspeditionen, udgav
Lugard i 1893 et digert 1200-siders væk om sit arbejde i Nyasaland og Uganda, The Rise of Our
East African Empire. Bogen bærer til dels præg af at være skrevet som et forsvarsskrift imod de
franske anklager efter Lugards hjemkaldelse til England, og Lugard gør derfor meget ud af at
anskueliggøre Maxim maskingeværets ‘moralske effekt’. For Lugard var våbenets effekt af
overvejende psykologisk karakter, hvilket falder overbevisende i forlængelse af de eksempler vi har
set på Stanleys anvendelse af våbenet. Blot et halvt dusin mennesker blev dræbt i slaget om Mengo;

The moral effect of this long-distance shooting, and of the apparent ubiquity of the Maxim,
was incalculable to such people as the Waganda. (...) And thus I maintain, that the Maxim
saved a great deal of bloodshed, as it had also done in Unyoro. On the West Coast, in the
‘Jebu’ war, undertaken by Government, I have been told that ‘several thousands’ were mowed
down by the Maxim. There was absolutely nothing of the kind in Uganda or previously in
Unyoro.212

Maxim maskingeværets skrækindjagende ‘eksempel’ blev således anvendt uhyre bevidst af Lugard
i en målrettet kolonial indsats. Alene den panik som våbenet skabte i konflikten imellem de to
kristne fraktioner i Buganda førte indirekte til etableringen af et britisk kolonistyre i hjertet af
Afrika.

212
Lugard, Bd. II, s. 343 (Lugards egen kursivering)

-73-
Fortællingens logistik

Et folkeligt ikon

Oh, I went to find Emin Pasha, and started away for fun,
With a box of weeds and a bag of beads, some tracts and a Maxim gun;
My friends all said I should come back dead, but I didn't care a pin,
So I ran up a bill and I made my will, and I went to find Emin!213

I en tid uden underholdning leveret direkte til private hjem via fjernsyn udfoldedes et livligt
forlystelsesliv i byerne. En af de mest populære forlystelser i datidens England var kabaréten eller
den ‘komiske opera’, der i satiriske viser flittigt populariserede og ristede fjerne koloniale affærer
over en giftig pen. I 1884 blev Wolseley, som var et yndet offer, sendt til Gordons undsætning ved
hjælp af et girafkorps og en tigerbrigade; en bragende satire over Wolseleys etablering af det
egyptiske kamelkorps. Da han nåede frem, var Gordon sluppet væk fra Khartoum på egen hånd, og
udtænkt en plan for istedet at sende Gladstone, den britiske premierminister, afsted til Khartoum for
at tage sin tørn. Med slet henvisning til Wolseleys medietække, lød hans replik i sangen; ‘Think
Gordon! Had you only waited. What pictures in the Illustrated! What rapture from my Fleet Street
friends!’214

Stanley slap naturligvis heller ikke, og det var ikke gået nogen forbi, at han havde slæbt Maxim
maskingeværet tværs over Afrika på sin skæbnesvangre tur til Emins redning – ej heller at han
havde taget en længere tur via Congo; ‘started away for fun’. Den krasbørstige vise I went to find
Emin gik videre og sendte redningsmanden forbi adskillige kontinenter, før Emin blev reddet.

Våbenet blev i løbet af 1890’erne lidt af et folkeligt populærikon. I 1895 købte teater-impressarioen
Arthur Harris hele to Maxim maskingeværer for at give kulør til sit melodrama A Life of Pleasure,
opført ved Princess Theatre i Oxford Street. Våbnene blev affyret med løst krudt, i en scene der
foregik i Østen, som udspillede een af det britiske imperiums ‘små krige’. De to soldater, der
betjente våbnene i stykket, var i virkeligheden nogle af Maxims mekanikere. ‘The finale of the
scene was very impressive with a victory for the British of course, and the stage and the auditorium
filled with the distinctive acrid smell and fumes from the black powder which was used then’.215

Usynlighed
Montigny mitrailleusen havde været sårbar for preussisk artilleri, da dens rækkevidde var for ringe,
og den kraftige røg fra dens mange løb afslørede dens position. Wolseley kommenterede tidligt

213
I went to find Emin, tekst af Ross et al., 1891, cit. Adams, s. 218
214
Vanity Fair, cit. Symmons, s. 92
215
Shields, cit. McCallum, s. 79

-74-
Maxim maskingeværets markante sorte røg, og det blev også tidligt en høj prioritet for Maxim at
gøre våbenet ‘usynligt’ for fjendtligt artilleri for at gøre det mere salgsdygtigt overfor de
europæiske, militære institutioner.

I Afrika virkede våbenets usynlighed allerede i forlængelse af dets rækkevidde og præcision og

fjendens manglende evne til at forstå dets baggrund og virkningsmetode. Jeg har i tidligere afsnit
berørt de logistiske vektorer, som gjorde det muligt at udvikle Maxim maskingeværet, transportere
det til Afrika og at trænge ind i landet via de logistiske færdselsårer, der var den naturlige
forlængelse af den europæiske magtbase til søs. Anvendelsen af skibe vandt ’synlighed’ på det
strategiske niveau, ved hjælp af abstrakte geografiske forståelser – de gjorde det muligt at tænke
logistiske projekter som Armadaen, Suez-kanalen og Emin Pasha-ekspeditionen. På det taktiske
niveau gjorde kikkerter, kanoner, og skibenes mobilitet det muligt både at udvide egen synlighed –
samt søge udenfor fjendens ’syn’, og ramme der og derfra, hvor man ikke selv kunne ses eller
rammes. ‘First they came, the invisible whites, and dealt death from afar’, fortæller en overlevende
efter et europæisk kystbombardement i Joseph Conrads roman An Outcast of the Islands (1896). De
indfødte blev ‘stricken down before they could see their enemy’.216 Europæerne kunne i Afrika være
sikre, så længe de fra deres skibe kunne spy ild fra flådekanoner eller geværer.

Men synlighed og usynlighed må forstås bredere end blot ‘udenfor rækkevidde’ eller udenfor selve
det fysiske blik. Synlighed må forstås i en viriliosk læsning som en funktion af hastighed; af
blikkets bevægelse og evne til at opfatte det sete, og bevidsthedens evne til at begribe de vektorer,
som skaber og accelererer en given bevægelse. Er de teknologiske sammenhænge så komplekse
eller fremmedartede, eller bevæger vektorerne sig så stærkt, at fjenden er ude af stand til at
gennemskue hvordan de bevæger sig, vil den fremmede teknologi opleves som ‘usynlig’ eller som
trolddom. Maxim maskingeværet demonstrerede i Afrika dets psykologiske effekt, dels i dets
egenskab af skydevåben, og dels som eksempel på europæisk industriel innovation, der
manipulerede våbenets bevægelse med så stor hastighed, at vektorerne ikke kunne ses og
gennemskues af de indfødte; ihvertfald ikke af de som ikke først havde lært europæernes våben
nærmere at kende fra våbenhandlere som Stokes.

Udviklingen af Maxim maskingeværet faldt sammen med en innovation indenfor eksplosiver og

drivstoffer til projektiler, som medvirkede til reducere skydevåbens afgivelse af røg ved anvendelse.
Anvendelsen af det nye ‘røgfrie krudt’ blev adgangsbilletten til et større salg af Maxims
maskingevær, og fulgtes af en markedsføringsindsats som udnyttede de koloniale erfaringer.

216
Conrad, 1896, cit. Lindqvist, 2002, s. 68-69

-75-
Røgfrit krudt
I 1885 blev Maxim indkaldt til et møde i krigsministeriet af Andrew Clarke, som fortalte, at
tyskerne havde udviklet et mere effektivt, langsomt-brændende krudt, som ved gradvist at opbygge
trykket bag projektilet gav deres skydevåben større kraft. Krudtet blev produceret i Tyskland af
selskabet Köln-Rottweiler, som krævede ikke mindre end £35.000 for en licens til produktion af
krudtet.217 Clarke ønskede at vide, hvad hemmeligheden bag dette krudt var og spurgte Maxim om
hjælp. Maxim havde i 1885 arbejdet intensivt med at udvikle våben med store kalibre til flåden og
selvom der ikke blev videre af disse planer, havde eksperimenterne åbnet hans øjne for potentialet i
at udvikle nye typer eksplosive drivstoffer til skydevåben.218

Han var ikke alene. I midten af 1880’erne blev et veritabelt våbenkapløb indledt for at finde et mere
effektivt drivstof til skydevåben, og ‘by 1890 it was apparent that any army or navy failing to make
use of smokeless powder was liable to find itself at a disadvantage’.219 Det tyske krudt var en
videreudvikling af amerikaneren Thomas J. Rodhams groftkornede krudtpulver, som bl.a. blev
anvendt under den amerikanske borgerkrig. Skydevåben blev indtil da affyret ved hjælp af såkaldt
sort krudt med korn af ujævn karakter, som kun blev delvist forbrændt under affyringen af
projektilet, hvilket efterlod krudtrester i våbnenes løb. Jagten gjaldt dels et drivstof, som helt kunne
forbrændes i våbnene, og dermed både forbedre våbnenes rækkevidde og præcision, samt afgive
mindre røg ved forbrændingen. Herudover skulle stoffets eksplosive forbrænding ikke gøre unødig
skade på geværløbets indre, ved affyring af projektilet.

Maxim undersøgte Clarkes prøve under et mikroskop, søgte at rekonstruere det, og patenterede
resultatet under navnet ‘maximite’ i juni 1885. Han havde imidlertid ikke selv ressourcer til at
producere krudtet, og rejste derfor til Glasgow for at få det lavet hos Nobel fabrikkerne. Alfred
Nobel havde i 1860’erne udviklet metoder til at producere det ustabile stof nitroglycerin. Nobels
viden blev i 1886 udnyttet til at skabe det franske drivstof ‘Poudre B’, baseret på en blanding af
nitroglycerin og nitrocellulose.220 Nobel tog i januar 1888 patent på sit eget røgfrie krudt under
navnet ballistite. Maxims bror Hudson indledte også en jagt på det røgfrie krudt, i samarbejde med
amerikaneren Robert Schupphaus. Maxim-Schupphaus krudtet viste overvældende positive
resultater, men i mellemtiden raslede Maxim med sablerne overfor den britiske regering i lighed
med Nobel, der mente, at regeringen havde forbrudt sig imod hans patent.221 Regeringens egne

217
McCallum, s. 57
218
Ibid., s. 57
219
Ibid., s. 72-73
220
Ibid., s. 66
221
Ibid., s. 92-93

-76-
videnskabsfolk, Frederick Abel og James Dewar, patenterede i 1889 en modificeret udgave af
Nobels ballistite, som fik navnet cordite.222

Da den britiske hær i 1891 introducerede nye og mindre .303-in. patroner, efter forbillede fra
kontinentet, blev det med cordite som drivstof. Maxim maskingeværet blev straks tilpasset disse
patroner – det nye våben blev taget i brug i juli 1893. De mindre patroner tillod konstruktion af
lettere komponenter i våbenet – og tillod hæren at transportere langt større mængder ammunition til
de koloniale ‘små krige’. De små patroner styrkede således våbenets logistiske vektorer.

Vidensdeling
Udviklingen af røgfrit krudt er blot et af mange eksempler på, hvordan industriel viden hurtigt
forplantede sig og medvirkede til en acceleration af de industrielle, logistiske vektorer. En række
sindrige systemer for vidensdeling gjorde det muligt for industrielle tænkere og entreprenører at
opnå viden om hinandens eksistens og projekter, skabe kontakt til hinanden og etablere netværk; og
sidenhen mødes for at sammenligne notater – eller føre retssager for patentbrud.

Maxim skabte sig et vidtforgrenet, internationalt netværk som opfinder og entreprenør og inviterede
hyppigt gæster indenfor i sit værksted. Avisartikler, tidsskrifter og videnskabelige monografier
bragte hans arbejde ud til ikke blot kolleger, men også en bred, videnskabeligt interesseret
offentlighed, der spændt fulgte med over skuldrene. Udbredelsen af viden medvirkede hurtigt til
nye opdagelser og raffinementer, og de trinvise forbedringer gjorde hurtigt maskiner og aggregater
både mere pålidelige, og energi- og priseffektive.

Postgangen var overraskende pålidelig, selv i hjertet af Afrika. I 1884 kunne Stewart under hærens
samling i Korti modtage plantegninger med posten over installationen af elektricitet i sit hus i
Sloane Street.223 Den ene eventyrer tog lige den andens post med op på den næste hjuldamper, og
ingen Afrikarejsende kunne således undslippe biblioteksbøder og rykkerbreve, om han så rejste til
den fjerneste afrikanske landsby.224 Emin Pasha og missionærerne fik som bekendt breve
transporteret ud til kysten, der med telegrafen og lynets hast skabte en dramatisk mediebegivenhed i
Europa. Brevene blev læst og forstået i skyggen af Gordons fald, og sendte Stanley og det første
Maxim maskingevær til Afrika.

Historien om Maxim maskingeværets anvendelse i Afrika handler ligeledes ikke blot om, hvordan
våbenet ‘blev bragt til anvendelse’, men i lige så høj grad om, hvordan fortællingen om våbenet og

222
McCallum, s. 66-67
223
Symmons, s. 177
224
Se eksempelvis Shee, s. 32

-77-
det koloniale grænseland blev transporteret til den industrielle læser, som i stadigt større omfang var
i stand til også at opnå politisk indflydelse, via de trykte massemediers opinion.

The beast that went pooh! pooh!

Maxim maskingeværet fik yderligere kolonial omtale, da Cecil Rhodes’ British South Africa
Company fra 1890 og frem søgte at ekspandere nordpå, dvs. ind i Matabeleland, hvor der fandtes
rige mineralforekomster. Selskabets bosættere benyttede en model ikke helt ulig Mackinnons i
Østafrika, men udviste mindre fintfølelse end Lugard. Efter en række bevidste provokationer blev
det ellers blomstrende afrikanske kongerige i 1893 destrueret af en lille styrke, der blev kendt som
‘the Chartered Company’s Volunteers’. Styrken på omkring 1200 mand og 800 heste var bevæbnet
med rifler, fire 7-punds feltkanoner og 10 Maxim maskingeværer.

Da nyhederne slap ud i London, spildte Maxim Nordenfelt ikke tiden. Selskabet udgav et hæfte med
klip fra alle samtidige avisartikler med titlen Matabele and Chitral Campaigns – The Maxim
Automatic Gun in Action – 1895, som blev solgt på gaden til 1 shilling pr eksemplar. Hæftet
fremhævede våbenets rolle i konflikten; både dets moralske og fysiske effekt på Matabele krigerne.
Hæftet indeholdt også glødende øjenvidneudsagn om våbenet, som Maxim Nordenfelt havde
indhentet direkte fra nogle af de officerer fra Rhodes’ selskab, som havde deltaget i konflikten.225

Beretningerne demonstrerede yderligere våbenet som et effektivt redskab til at undgå nærkamp.
Maxim maskingeværet ‘mowed them down literally like grass’,226 men våbenets dødbringende
effekt forekommer at være en funktion af konfliktens optrapning og brutale karakter og af
Matabelekrigernes manglende kendskab til våbenet, snarere end af våbenets funktionalitet. Våbenet
var vigtigst ‘a great aid to infantry when the fighting threatens to be of a hand-to-hand kind. (...) this
Machine Gun effectually checked the fiercest rushes’, som en indisk avis skrev.227 Våbenet gjorde
fjendtlig bevægelse umulig. De stolte Matabelekrigere, der selv var bevæbnede med rifler, ‘put our
victory down to witchcraft’,228 og fortalte, ‘that they did not fear us or our rifles, but they could not
kill the beast that went pooh! pooh! – by which they meant the Maxim’.229

PR-folderen lagde også vægt på det økonomiske argument, at våbenet gav ‘a maximum of
destructive power, at a minimum first cost’ og at ‘its adoption is also the most economical method
of greatly increasing the effective defensive or offensive force of a country’.230

225
Goldsmith, s. 102-104
226
R. C. Batley til Maxim Nordenfelt, 1893, cit. Goldsmith, s. 104
227
Allahabad Pioneer, 12. december 1894, cit. Goldsmith, s. 104
228
The Times, 29. januar, 1894 cit. Goldsmith, s. 103
229
R. C. Batley til Maxim Nordenfelt, 1893, cit. Goldsmith, s. 104
230
Cit. McCallum, s. 79

-78-
Markedsføringen af de koloniale erfaringer medvirkede til, at der fra 1896 og frem begyndte at
komme gang i salget til europæiske fyrster og kolonimagter samt til de oversøiske kolonier. Dette
faldt sammen med en intensiveret anvendelse af våbenet i stadigt flere koloniale konflikter i
særdeleshed i Afrika. For en typisk britisk officer som Seymour Vandeleur (1869-1901) kunne et
karriereforløb således byde på en lang række ekspeditioner og militære operationer, der anvendte
Maxim maskingeværer; Bunyoro og Buganda (1894-1896), Nandi-ekspeditionen i det nuværende
Kenya (1896), Niger (1897), Sudan (1898-1899), og Boer-krigen (1900).231

Den øgede udbredelse af våbenet medvirkede til, at det i 1890’erne blev anvendt langt mere
massivt, i større antal og med langt flere ofre. Når indfødte stammer, der ikke havde erfaring med
våbenet, angreb de stadigt mere selvhævdende europæiske straffeekspeditioner, der havde stadigt
færre forbehold overfor anvendelse af våbenmagt, var mødet med maskingeværerne forudsigeligt,
blodigt og gruopvækkende. ‘War now be no war’, beskrev en Fulani-kriger dystert den
demoraliserende effekt af Maxim maskingeværet i Nigeria, idet ingen krigere var i stand til at
komme fjenden nær nok til nærkamp. Angribende krigere blev brutalt mejet ned, gang på gang,
mens europæiske hære knapt mistede en eneste mand.232

Boerne havde været hurtige til at bestille efter den effektive presse fra Matabeleland, og da
konflikten med briterne senere brød ud, befandt britiske styrker sig overfor en fjende, som dygtigt
forstod at anvende maskingeværernes krydsild og røgfrie ammunition til at gøre sig usynlige i
terrænet og med en dødbringende kugleregn decimere sin fjende, endnu før briterne fandt ud af,
hvor de var. Maxim maskingeværet gjorde det muligt for en styrke effektivt at undgå nærkamp og
samtidig at undgå at afsløre sin position. Våbenet gav i militær anvendelse en fordel, som var ligeså
revolutionerende og skrækindjagende på land, som Drakes hurtige skibe og langtrækkende kanoner
havde været 300 år tidligere til søs. Og dette var kun lige begyndt at gå op for militære
beslutningstagere verden over.

Samtidig gav beretningerne i Europa om våbenets blodige effekt næring til en spirende kritik af det
imperialistiske projekt. Forfatteren og politikeren Henry Labouchère (1831-1912) gav lyd for denne
i en debat i Underhuset i 1893; ‘the cause of Christianity has suffered, and to my mind that is not
surprising, when Christianity is associated in men’s minds with Maxim guns’. Og Charles Dilke
supplerede i 1894; ‘We are everywhere bound to follow missions with our arms and flag (...) The
only person who has up to the present time benefited from our enterprise in the heart of Africa has
been Mr. Hiram Maxim’.233

231
Ellis, s. 97-98
232
Cit. Ellis, s. 96
233
Cit. Ellis, s. 100

-79-
Imperialismens spejl
Etableringen af undersøiske telegrafforbindelser i 1860’erne og den hastighedsfordel de skabte
medvirkede til en viriliosk kondensering af verden, som blev højaktuel i forhold til de koloniale
besiddelser. Hvor der før udmærket kunne gå år inden begivenheder på de koloniale fronter nåede
beslutningstagere i Europa, kunne fortællingen om begivenhederne nu nå frem indenfor få dage,
ofte hurtigere. Også længere fortællinger fra koloniale horisonter var populært stof. De blev ofte
oversat til talrige sprog, og for de bedst sælgendes vedkommende blev der endda udgivet forkortede
og illustrerede udgaver, ‘fortolkede for ungdommen’.234 Da den unge Churchill voksede op, kunne
han læse om den faldne Gordon og om Bakers, Livingstones og Stanleys rejser på tværs af Afrika.

Rejseskildringerne blev til på baggrund af nidkært førte dagbøger og notater under rejserne –
metoder til via papiret at bringe ‘tiden i system’, præget af behov for at forstå verden og dens
kausale årsagssammenhænge. De fleste af Gordons dagbøger fra Khartoum gik tabt da
hjuldamperen Abbas i september 1884 blev sunket af mahdiisterne og europæerne ombord dræbt,
heriblandt Gordons næstkommanderende Lt. Donald Stewart og The Times korrespondenten Frank
Power. Men hans sidste dagbøger fra perioden september til december 1884 overlevede, og
indeholdt en sidste desperat efterretning til Wolseley om byens tilstand før den faldt. Her kunne
man læse om et kuriøst velkomstritual, som Gordon introducerede for mahdiistiske desertører (som
der trods alt var flere af). De fik en dollar og vistes deres ansigt i et glas, hvorefter de blev spurgt
om de satte pris på det, de så; ‘It stands to reason that in countries where there are no mirrors, every
one must be a complete stranger to himself, and would need an introduction’.235

Dagbogen var Gordons eget spejl. Den blev også den britiske offentligheds, enhver politikers og
Afrikaeventyrers spejl, da den blev trykt og udgivet allerede i 1885.

En så radikal distribution af den koloniale fortælling havde naturligvis en voldsom effekt. Den
påvirkede uundgåeligt læsernes forestillinger om verden og deres rolle i den. Tilgængeligheden af
trykte massemedier og den følelse af samtidighed, som den industrielle distribution gjorde mulig,
medvirkede til at skabe og styrke fælles forestillingsuniverser. Kommunikationsteknologierne
bøjede tiden og kondenserede det territoriale rum tilstrækkeligt til, at alle kunne læse den samme
avis hver dag, hvilket styrkede den nationale sammenhængskraft.236

Masseproduktionen af fortællingen skabte en asymmetrisk kondensering af informationsstrømmen.

Briternes inddragelse i Egypten, udsendelsen af Gordon til Khartoum og Kitcheners generobring af

234
For eksempel en dansk, forkortet udgave af Stanleys rejse gennem det mørke Fastland, ‘bearbejdet for ungdommen
af Charles Kjerulf’, København, 1888
235
Gordon (1885), cit. Symmons, s. 153
236
Anderson (1983)

-80-
Sudan må forstås i lyset af en sådan konstruktion af mediehelten Gordon, og det knæk, som det
mahdiistiske regime i 1885 bød den britiske folkesjæl. Begivenhederne blev gjort større end
virkeligheden, ved deres samtidige transport til hele befolkninger. William Gladstone, den britiske
premierminister, vægrede sig imod yderligere britisk inddragelse i Sudan – men måtte give fortabt
overfor et nationalt ikon som Gordon.

-81-
Felttoget, der kom til tiden

Italiens Thermopylæ
Da man i Italien skulle teste Maxim maskingeværet i 1887, gik man så vidt som til at nedsænke et
eksemplar af våbenet tre dage i havet, hvorefter det blev fisket op. Våbenet viste sig at kunne
affyres uden nogen vanskeligheder. Den italienske flåde bestilte 26 eksemplarer.237

Og netop italienerne havde god brug for dem. Italien førte i det nordøstlige Afrika sin egen kamp
for at opbygge et kolonialt imperium. I december 1892 slog en italiensk ekspedition en mahdiistisk
styrke ledet af Ahmad wad-Ali i slaget ved Agordat, og i juli 1893 erobrede italienerne Kassala, den
største by i det østlige Sudan.238 I 1896 led italienerne imidlertid et sviende nederlag, da de
overmodigt søgte at lægge sig ud med Abyssiniens hersker Menelik. Nederlaget skal ses i lyset af
de intensiverede nationale rivaliseringer over territorium i Afrika, samt Meneliks evne til igennem
hele perioden at spille de europæiske magter ud imod hinanden til sin egen fordel. Guvernøren af
Fransk Somaliland havde forsynet Menelik med godt 100.000 rifler og to millioner tons
ammunition, efter at England i 1891 havde erklæret sin støtte til Italiens krav på et protektorat i
Abyssinien.239

Nederlaget ved Adowa var et chok for de fleste europæiske beslutningstagere – et eksempel på, at
ingen koloniale sejre kunne tages for givne. Slaget skabte masser af medieomtale i Europa og bragte
Sudan på det europæiske mentale landkort igen. Med Italienernes nederlag i Abyssinien,
spekulerede iagttagere i muligheden for, at mahdiisterne ville slå igen imod det nu svækkede
Kassala.

Et personligt opgør
Samme år blev britiske læsere mindet om Gordons skæbne fra en anden kant. Rudolf Slatin (1857-
1932) var en ung østrigsk eventyrer, der ligesom Emin var blevet draget til Sudan, hvor han gik i
egyptisk tjeneste i 1879. Gordon havde i 1881 udnævnt Slatin til guvernør i Darfur-provinsen. Da
de mahdiistiske styrker angreb provinsen, havde Slatin, uden håb om forstærkninger fra Khartoum,
måttet overgive sig til mahdien. Under Khartoums belejring befandt Slatin sig i det mahdiistiske
følge, hvor han håbede på at se sit snit til at give Gordon efterretninger om de mahdiistiske
positioner og styrker og samtidig undslippe sit fangenskab.240 Lejligheden kom i oktober 1884, da
mahdien ønskede at anvende Slatin i forhandlinger om byens overgivelse. Gordon nægtede

237
Goldsmith, s. 42
238
Featherstone, s. 7
239
Porch (1997), s. 85
240
Pakenham, s. 228-229

-82-
imidlertid at modtage ham, ud fra den betragtning at Slatin var en forræder, og at det ville skade
moralen i byen at tage imod ham. En del af forklaringen var, at ikke blot havde Slatin overgivet sig,
han havde også kort tid forinden konverteret til Islam – efter alt at dømme pro forma for at styrke
moralen blandt sine mænd, men dette vidste Gordon ikke; og det er ikke sikkert, at det ville have
ændret hans holdning, om han havde kendt til det.

I 1895 var det lykkedes Slatin at flygte til Egypten efter 11 år i mahdiistisk fangenskab. Han skrev
samme år en bemærkelsesværdig beretning om årene i kaliffens fangenskab, Fire and Sword in the
Sudan. A Personal Narrative of Fighting and Serving the Dervishes 1879-1895. Bogen udkom i
begyndelsen af 1896 på både tysk og engelsk. Slatins beskrivelse af det mahdiistiske regimes
grusomheder og hans analyse af regimets svækkede tilstand medvirkede til at aktualisere en
generobring af Sudan. Gordons død var langtfra glemt i England og for de beslutningstagere og
officerer, som havde haft Wolseleys ekspedition i 1884-85 tæt inde på livet, ikke mindst Wolseley,
Baring og Kitchener, havde opgøret næsten en personlig karakter. For Slatin var opgøret mindst
ligeså personligt, og han sluttede sig hurtigt til Kitcheners styrke i Egypten, hvor han blev officer og
en vigtig efterretningskilde under generobringen af Sudan.

De blev suppleret af en ny generation af unge officerer, som var vokset op med fortællingen om
Gordon; unge mænd, der søgte eventyr, hæder og ære ude i verden. En af disse var Winston
Churchill, en ung kavaleri-kadet, som benyttede enhver chance han øjnede for at komme i nærheden
af klodens aktuelle brændpunkter, hvor han dels kæmpede, og dels kunne berette om
begivenhederne for hjemlige aviser i egenskab af korrespondent. Han blev en efterspurgt
krigsreporter og tjente gode penge på sine artikler, noget der ikke altid var velset blandt de officerer,
han tjente under. I 1898 gjorde Churchill tjeneste i Indien, men da han fik nys om Kitcheners
felttog, ansøgte han om at blive tilknyttet hæren i Egypten. Ved hjælp af sin mors indflydelse blev
han forflyttet og tilknyttet styrkens lette kavaleriregiment, 21st Lancers.

I Egypten var man allerede så småt igang med planlægningen af en generobring af Dongola
provinsen. Den egyptiske hær var siden Urabis oprør og den mahdiistiske opstand blevet
genopbygget, uddannet og trænet af britiske officerer samt udrustet med moderne våben. Den
egyptiske efterretningstjeneste havde vedholdende overvåget situationen i Sudan for at finde en
passende lejlighed til at iværksætte et angreb. I marts 1896 satte Kitcheners krigsmaskine langsomt
igang. Under første etape lykkedes det en egyptisk ekspedition at generobre Dongola provinsen og
garnisonsbyen Akasha. Men det var ikke gjort med det. De italienske og franske bevægelser i det
øvre Nilområde betød, at den britiske regering bevilgede de nødvendige midler til en egentlig

-83-
generobring af hele Sudan. Og både dronningen og den offentlige opinion havde længe ønsket at
hævne Gordons uretfærdige død. Kitchener var den, der skulle bringe regnskabet i orden.

Industrialiseringens arsenal

From the growing workshops of Wady Halfa the continual clatter and clang of hammers and
the black smoke of manufacture rose to the African sky. The malodorous incense of
civilisation was offered to the startled gods of Egypt. (...) A mud village was transformed into
a miniature Crewe.241 The great workshops that had grown with the line were equipped with
diverse and elaborate machines. Plant of all kinds purchased in Cairo or requisitioned from
England, with odds and ends collected from Ishmail’s scrap heaps, filled the depots with an
extraordinary variety of stores. Foundries, lathes, dynamos, steam-hammers, hydraulic
presses, cupola furnaces, screw-cutting machines, and drills had been set up and were in
continual work.242

Vi har tidligere set, hvordan Wolseley løste de logistiske udfordringer på Nilen ved udnyttelse af
både og af en let, kamelbaseret frontstyrke. Stanley måtte hele vejen rundt om Afrika, fra Egypten
via Zanzibar og Sydafrika til Congo, hvor han kunne udnytte Congostatens hjuldampere; imens
hovedparten af hans transport over land blev udført af indfødte bærere hyret på Zanzibar. Også
‘Lugard was master of what in the second world war we learned to call ‘logistics’’243 ved sin
systematiske opbygning af et netværk af forter i Uganda; ligesom også den private våbenhandler
Stokes forstod nytteværdien af sådanne lokale forsyningslagre. Kitchener, Wolseleys ambitiøse
efterretningsofficer i 1884-85, gav logistikken en afgørende betydning under generobringen af
Sudan. ‘Fighting the Dervishes was primarily a matter of transport. The Khalifa was conquered on
the railway’, skrev Churchill, der her skrev sig en vigtig lektie bag øret, om logistikkens
altafgørende betydning i moderne krigsførelse.244 Kitcheners felttog var en logistisk maskine; ved
dets systematiske anvendelse af jernbaner, forsynings- og kommunikationslinier, kanonbåde,
artilleri og maskingeværer. Tiden blev indhentet, forventningerne indfriet – europæisk infrastruktur
udbredt over Afrika og tidsregnskabet bragt iorden.

Kitcheners erfaring fra Wolseleys Nilekspedition i 1884-85 var i mellemtiden blevet suppleret med
værdifulde erfaringer som guvernør for Suakin, den eneste tilbageblevne britisk-egyptiske bastion i
Sudan, som i 1891 blev udsat for et belejringsforsøg af den mahdiistiske hærfører Osman Digna.
Under en efterfølgende træfning blev Kitchener alvorligt såret, hvilket angiveligt kun medvirkede
til hans udøvelse af den yderste agtpågivenhed og tålmodighed, da han blev stillet i spidsen for det
industrialiseringens arsenal, der skulle transporteres ind i Sudan. Han gav sig god tid.

241
By i det nordvestlige England, kendt for sin jernbaneindustri
242
Churchill, ch. VIII
243
Thomson og Middleton, s. 67
244
Churchill, ch. VIII

-84-
Da Kitcheners styrke stod overfor den mahdiistiske hovedstyrke på ca. 40.000 stammekrigere ved
Omdurman, bestod den af 26.000 mand, udrustet med 80 feltkanoner og hele 44 Maxim
maskingeværer. Udover de 20 maskingeværer, der var tilknyttet styrken på land, var 24 våben
monteret på de 10 pansrede kanonbåde, som fulgte hele styrken til Khartoum via Nilen.245 Under
transporten blev maskingeværerne indpakket i silkeomslag for at beskytte mod sandstorme, hvis
partikler kunne snige sig ind hvor som helst. Deres mekanisme blev dagligt rengjort med tørre
klude. Ingen olie blev anvendt før i sidste øjeblik før brug, hvor silkeomslagene blev fjernet og
våbnene hurtigt og generøst olierede.246

Maskingeværerne kom i brug første gang ved indtagelsen af den befæstede by Ferkeh 7. juni 1896,
under erobringen af Dongola-provinsen. Her lykkedes det fire Maxim maskingeværer at afbryde et
alvorligt forsøg på udfald fra byen, efter blot få minutters beskydning. Først knapt et år senere blev
maskingeværerne taget i brug igen. Med ‘a boldness of conception which staggered the military and
engineering critics of the day’,247 blev en jernbane i mellemtiden anlagt på en over 800 mil lang
strækning, tværs igennem ørkenen fra Wady Halfa til Abu Hamed.

Forsyninger
Jernbanen omgik de alvorligste af Nilens vandfald, og dens rute var dertil betydeligt kortere end
Nilens bugtede løb. Den skulle forsyne hæren med en kontinuerlig strøm af vand, feltrationer,
ingeniørudstyr og ammunition; og ‘the letters, newspapers, sausages, jam, whiskey, soda-water, and
cigarettes which enable the Briton to conquer the world without discomfort’.248

Vi har tidligere været inde på flere af de logistiske fænomener som gjorde et så ambitiøst projekt
muligt; fra de geografiske kategorier på eventyrernes kort til den stålproduktion og dampenergi, der
accelererede transporten imellem indtegnede trafikale punkter. Endnu et betydeligt logistisk
gennembrud er værd at fremhæve; konservesdåsen. Konserves blev udviklet i Frankrig allerede
under Napoleonskrigene, og især efterspurgt af den britiske flåde, der også måtte døje med nogle af
de værste fodfejl; men efter ca. 1890 fandt man ud af, at det var reduktionen af ilt, som gjorde de
konserverede fødevarer holdbare. Produktionen blev derfor langt mere systematisk og pålidelig.249
Det er svært at undervurdere dens logistiske betydning. Flåden kunne foretage længere rejser til søs,
sømænd og soldater kunne få en langt mere varieret kost og holdes længere ved fronten, og mere
vedvarende militære indsatser udføres, forudsat at forsyningerne kunne transporteres. Emin Pasha-
ekspeditionens behov for at foragere undervejs medførte en optrapning af de voldelige sammenstød

245
Churchill, ch. XIII
246
Goldsmith, s. 107
247
Cit. Goldsmith, s. 107
248
Churchill, ch. VIII
249
Morris, s. 41

-85-
med lokale stammer. For en så stor styrke som Kitcheners var det dels umuligt at leve ‘af landet’,
og heller ikke ønskeligt. Pålidelige forsyninger var nødvendige.

Første spadestik til ørken-jernbanen blev taget 1. januar 1897, men ikke før maj var arbejdet oppe i
omdrejninger. De uprøvede jernbanearbejdere skulle trænes og uddannes. I Wady Halfa, som blev
jernbanebyggeriets industrielle hovedkvarter, blev hele to skoler oprettet til at uddanne de
funktionærer, som skulle sørge for selve togdriften.250

Konstruktionen af jernbanen fandt sted bag linierne, men frygten for logistisk sabotage vidner om
det kolossale projekts sårbarhed;

Alone in this vast expanse stood Railhead – a canvas town of 2,500 inhabitants, complete with
station, stores, post-office, telegraph-office, and canteen, and only connected with the living
world of men and ideas by two parallel iron streaks, three feet six inches apart, growing dim
and narrower in a long perspective until they were twisted and blurred by the mirage and
vanished in the indefinite distance (...) What if the Dervishes should cut the line behind them?
They had three days’ reserve of water. After that, unless the obstruction were removed and
traffic restored, all must wither and die in the sand and only their bones and their cooking-pots
would attest the folly of their undertaking.251

Da hæren først rykkede frem i Dongola-provinsen fandt den tidligere egyptiske jernbanelinier
saboterede. Det mahdiistiske regimes erobring af magten i 1885 kunne i høj grad tilskrives en god
forståelse for at angribe de egyptiske koloniherrers logistik. Men frygten forblev frygt. Fundet af
vand accelerede byggeriet med næsten en måned, og kun to mand omkom under arbejdet i ørkenen.

Konfrontationen
Maskingeværerne blev taget i brug igen 8. april 1898 i angrebet på en større mahdiistisk styrkes lejr
ved Atbara. Antallet af maskingeværer var her øget til 6 våben med hver 5.000 skud samt 20.000
ekstra patroner i reserve transporteret på kameler og muldyr. Da de mahdiistiske styrker var
indenfor 1800 yards åbnede maskingeværerne ild fra to flanker og blev ved med at skyde med stor
effekt og uden mekaniske uheld til slaget var slut.252 Ved at anvende våbenet fra flankerne opnåede
det en langt større dækningsevne af angrebsfeltet end ved affyring frontalt imod en angribende
styrke; en erfaring tyske maskingeværskytter udnyttede uhyre effektivt under 1. verdenskrig.

Syv måneder senere, 2. september 1898, mødte Kitchener kaliffens hær ved Omdurman. Slagets
udfald var forudsigeligt. Den massive udnyttelse af maskingeværerne gav dem en kolossal spatial
effekt, der reelt fjernede den angribende styrkes mobilitet. De angribende mahdiistiske krigere, der
stædigt trodsede maskingeværilden, blev bogstaveligt fryst fast i tiden af kugleregnens jerngreb;
250
Churchill, ch. VIII
251
Ibid.
252
Goldsmith, s. 107

-86-
 It was the last day of Mahdism and the greatest. They could never get near and they refused to
hold back (...) It was not a battle but an execution (...) The bodies were not in heaps – bodies
hardly ever are; but they spread evenly over acres and acres. Some lay very composedly with
their slippers placed under their heads for a last pillow; some knelt, cut short in the middle of
a last prayer. Others were torn to pieces.253

Det var ikke fordi de mahdiistiske styrker ikke kendte til maskingeværer. De erobrede store
mængder skydevåben fra de egyptiske koloniherrer i takt med erobringen af Sudan, herunder seks
Nordenfelt maskingeværer og store mængder ammunition plyndret fra den egyptiske hær, der i
1883 blev sendt til Sudan under William Hicks Pasha for at slå den mahdiistiske opstand ned.
Nordenfelt maskingeværerne blev dog aldrig brugt, efter alt at dømme med baggrund i mahdiistiske
krigeridealer og en fundamental mistillid til maskingeværet, som ikke var ulig den europæiske
soldater længe nærede.

Som vi tidligere har set, var europæiske hære selv knapt ved at komme overens med maskingeværet
og dets implikationer for moderne krigsførelse, og dets militære anvendelse var langtfra givet.
Våbenets populærhistorie fortæller at maskingeværet besejrede det mahdiistiske regime. Som vi
imidlertid har set igennem denne tekst var Maxim maskingeværet blot eet af mange logistiske
værktøjer, der gjorde projektet muligt. Churchill opsumerer overordentligt præcist hele dette
spektrum af industrielle vektorer, som gjorde Omdurman muligt :

It had now become possible with convenience and speed to send into the heart of the Soudan
great armies independent of the season of the year and of the resources of the country; to
supply them not only with abundant food and ammunition, but with all the varied
paraphernalia of scientific war; and to support their action on land by a powerful flotilla of
gunboats, which could dominate the river and command the banks, and could at any moment
make their way past Khartoum even to Sennar, Fashoda, or Sobat. Though the battle was not
yet fought, the victory was won.254

Maskingeværets temporale og spatiale effekt på slagmarken var een ting. Papirets og jernbanens
forsyningslinier, i stand til at bringe ammunition, mandskab og forsyninger frem til fronten til tiden,
var det system, som gjorde dets effekt mulig.

De-territorialisering
Kitcheners logistiske omhu og ildkraft står i kontrast til den abstrakte verden, der med krigen blev
erobret. Der var ingen værdifulde råstoffer i Sudan. Der var ingen strategiske eller logistiske fordele
for briterne ved at erobre Sudan – kun gold ørken og betydelige udgifter. For beslutningstagere i
Europa handlede krigen ikke om reelle territoriale forhold i Afrika – men om de abstrakte koloniale
forståelseshorisonter, streger og farver på abstrakte kort, som de rejsende bragte hjem til Europa.

253
Steevens, s. 300, cit. Ellis, s. 86
254
Churchill, ch. VIII

-87-
Ligeså vigtig jernbanen var for hærens forsyninger undervejs, var kommunikationslinierne for
fortællingen om dens bedrifter. Under bygningen af Kitcheners jernbane blev der samtidig anlagt en
telegrafforbindelse, ‘so that immediate correspondence was effected round the entire circle of rail
and river’.255 Felttoget fulgtes af en mindre hær af pressefolk; reportere, tegnere, fotografer og
iagttagere, der sendte en stadig strøm af beretninger til Europa. Den anden vej sendtes de ordrer,
breve og aviser, som bragte orden i tiden og orienteringen for soldaterne i felten. Kitchener selv
måtte flere gange til London for at sikre fortsat moralsk og økonomisk opbakning, samt
forstærkninger, overfor en britisk politisk offentlighed, der med mediebilledet besad den afgørende
magt over den militære operation, som fandt sted tusinder af mil borte.

I krigens barokke efterspil stødte Kitchener syd for Khartoum på en lille fransk ekspedition anført
af kaptajn Jean-Baptiste Marchand (1863-1934). Marchand havde kæmpet sig vej fra Meneliks
Abyssinien igennem de værste sumpe og tropiske storme og havde indtaget Fashoda, hvorefter hans
lille styrke havde kræfter nok til at slå en mahdiistisk styrke tilbage, der søgte at generobre byen via
Nilen. Da Kitchener ankom hilste de to mænd høfligt på hinanden, og over en cognac bad Kitchener
Marchand om venligst at stryge Tricouleuren. Marchand nægtede. I det efterfølgende spændte
diplomatiske efterspil i Europa var de to nationer i få dage nær randen af krig over denne stump
ørken i det sydlige Sudan. En stor europæisk krig blev afværget, men episoden gør det krystalklart,
at den europæiske imperialisme i Afrika ikke var territorial. At de europæiske stormagter var
næsten villige til at gå i krig med hinanden over disse koloniale horisonter fortæller, hvor stor
betydning selve den industrielle beskrivelse havde fået på bekostning af reelle partikulære og
territoriale forhold i Afrika. Churchill beskrev i et brev hjem fra Sudan afrikanske høvdinge som
‘royal freaks’;

It is like a pantomime scene at Drury Lane. These extraordinary foreign figures (...) march
one by one from the dark wings of Barbarism up to the bright footlights of civilisation (...)
And the world audience clap their hands, amused yet impatient (...) and their conquerors,
taking their possessions, forget even their names. Nor will history record such trash.256

Gordon blev til gengæld husket, og i skyggen af hans eftermæle blev hele den vestlige
industrialiserings arsenal sat i bevægelse. Hiram Maxim blev slået til ridder i 1901 og modtog
således dronningens taknemmelighed for sin medvirken til at ‘hævne Gordon’. Også fortællingen
om Omdurman blev større end virkeligheden. Slaget ved Omdurman var ligegyldigt ud fra enhver
reel territorial, økonomisk og strategisk betragtning. Dets PR-værdi for Vickers-koncernen og
Maxim maskingeværets videre salg var til gengæld uvurderligt.

255
Churchill, ch. VIII
256
Churchill, cit. Woods, s. 195-196

-88-
Hvad Mahdien ikke vidste

At træde udenfor rammen

Udtrykket ‘Exterminate all the brutes!’ stammer fra Joseph Conrads roman Heart of Darkness, først
udgivet 1899, kort tid efter slaget ved Omdurman. Ordene udgør konklusionen på den gale officer
Kurtz’ ‘rapport’ om Afrika til ‘selskabet’ hjemme i Europa. I sin bog af samme navn afdækker Sven
Lindqvist de urovækkende sammenhænge imellem europæisk imperialisme og folkedrab,
legitimeret af 1800-tallets darwinistiske naturteoretikere. Bogens jeg-person, en forfatter på rejse
igennem Afrika, ser på et tidspunkt en afrikaner fra sit hotelvindue, der bærer på en guldramme.
Rammen fremhæver ham, får ham til at skille sig ud. Da han standser op for at bære den med den
anden arm, træder han udenfor rammen. ‘It looks as if that were the simplest thing in the world’;

Even in the most authentic documentary there is always a fictional person — the person
telling the story. I have never created a more fictional character than the researching “I” in my
doctorate, a self that begins in pretended ignorance and then slowly arrives at knowledge, not
at all in the fitful, chancy way I myself arrived at it, but step by step, proof by proof, according
to the rules. (...) The omission of all that is personal makes the scientific “self” into a fiction
lacking any equivalent in reality.257

Men forfatteren, konkluderer Lindqvist, kan aldrig træde udenfor rammen. Videnskabens
ophævelse af det partikulære er forrædderisk ved sin evne til at bilde os ind, at et sprogligt jeg er det
samme som en virkelig person. Ved sin insisterende ‘træden udenfor rammen’ er videnskaben
medvirkende til legitimering af politiske handlinger og ansvarsfritagelse fra disses konsekvenser.
Men et videnssystem er en arkitektur, der accelererer en bestemt viden på bekostning af en anden.
Historikeren opstiller traditionelt teori og materiale som løsrevne, distinkt afgrænsede størrelser, og
med forestillet uvidenhed vrides den ‘rigtige historie’ systematisk ud af materialet ved teoriens
hjælp. Virkelighedens erfaring er ganske anderledes tumultarisk, tilfældig og utilstrækkelig.

I et fællesskab er en vis pragmatisme altid nødvendig – for at vi kan tale sammen, må vi have en idé
om hvad vi taler om. Struktur, systematik, kildehenvisninger – altsammen er det med til at skabe et
organiseret sprogligt univers, som kan kommunikere et budskab på tværs af vore forskelligartede
baggrunde og erfaringer. Men det er i en sådan strukturering uhyre let at overse, at der er
fænomener og erfaringer, som det strukturerede univers ikke kan organisere og formidle. Der er en
rædsel, som kun eksempelvis Churchills udeladelser fortæller noget om; der hvor vi bevæger os på
kanten af sproglig erkendelse og beskrivelse.

Den europæiske imperialisme i Afrika i slutningen af forrige århundrede, og anvendelsen af Maxim

maskingeværet i dette projekt, bragte sådanne erfaringer. At fortælle om dem er en fiktion, der

257
Lindqvist, s. 104

-89-
samtidig søger at undgå beskrivelsens fælde; at den giver sig ud for virkelighed. At nærme sig ikke-
sproglige erfaringer er en paradoksal øvelse, som jeg på een gang både må undsige og insistere på
virkeligheden af. Der findes ikke nogen ‘træden udenfor rammen’. Historie kan ikke objektiviseres
som noget der ikke er dybt præget af, og ikke har vidtrækkende betydning for vore liv, her og nu.

At Gordon i filmen Khartoum, ved sin offerdød ville bringe ‘verden’ ned over mahdien,
demonstrerer en arrogance, som vi kender fra Kristus-myten. Kristus afviste det jødiske patriarkat
ved sin fornægtelse af det mest territoriale, partikulære fænomen vi kender – smerten. Han
indstiftede sin egen abstrakte verden bag verdenen, institutionaliseret i den katolske kirke.
Protestantismen gjorde gudeverdenen til en indvortes, ‘tankens sag’ for den enkelte,258 og
oplysningsprojektet naturaliserede denne ‘træden udenfor rammen’ i videnskabens encyklopædiske
kategorier. At gå udenfor systemet, for at se en ting udefra og forstå dens indretning, er en
paradoksal øvelse ved sin løsrivelse af individets bevidsthed fra enhver partikulær forbundethed,
oplevelse og sansning.

Forståelsen af verden som et system, som punkter på et papir forbundet af kausale sammenhænge;
først på søkort og i håndskrevne tekster, sidenhen i jernbaner, telegraflinier og masseproducerede
aviser, medvirkede til at kondensere tiden, ved sin overvindelse af territoriale begrænsninger.
Skibenes transcendering af territoriet blev yderligere styrket med udviklingen af skydevåben, og
den protestantiske drift efter at forbedre våbnenes logistik førte til de første maskingeværer.

Maxim maskingeværet blev bragt til anvendelse i Afrika af en række ryggesløse eventyrere. Nogle
af de mest iøjnefaldende var kulturelle vagabonder som Stanley og idealister som Lugard. Mindre
iøjnefaldende var entreprenører som Vickers, Rothschild og Mackinnon, der kapitaliserede våbenets
produktion og logistik. Atter andre var, som Wolseley, Beresford og Kitchener, visionære soldater;
datidens militære avantgarde hvis reformiver trodsede social modstand fra det militære aristokrati.
Ved deres initiativ, idérigdom og overvindelse af de utroligste territoriale udfordringer og effektive
udnyttelse af kommunikationsmedier, introducerede de ikke blot nye logistiske værktøjer og nye
våben i Afrika – de lagde også ved deres aktiviteter et stort pres på europæiske beslutningstagere
om at lægge sig i selen for at få indflydelse, på trods af ringe politisk motivation. Disse eventyreres
erfaringer blev, ved deres udbredte distribution, eksempler til efterfølgelse for europæiske læsere,
og dannede grundlag for de politiske beslutningsprocesser i Europa.

Maxim maskingeværet blev bragt til Afrika mest af alt som et PR-stunt for et våbenselskab, der
havde behov for at skabe opmærksomhed om sit produkt. I Afrika tjente våbenet som et
skrækindjagende eksempel for de indfødte stammer, som søgte at gøre modstand imod den

258
Se f.eks. Stirner (1999), s. 107

-90-
omsiggribende europæiske, deskriptive magtudøvelse og som et forførende eksempel på europæisk
innovation, som kun kunne inspirere lederskab og efterlignelse for de, der valgte samarbejdslinien.

Idet et større antal Maxim maskingeværer blev bragt til anvendelse i 1890’erne opnåede våbnene en
langt større spatial effekt. Våbenet blev rettet imod bevægelse mere end noget andet; Wolseleys
‘mad rush of savages’. Det gjaldt ikke om, at slå flest mulige ihjel, selvom dette ofte blev våbenets
umiddelbare effekt, men om at ophæve enhver fjendtlig mobilitet i et rum under angreb, og således
gennemtvinge en accept af europæisk herredømme.

Våbenets karakter skal ses i forlængelse af de kausale sammenhænge og logistiske vektorer, som
gjorde det muligt at producere våbenet og at bringe det i anvendelse. Intet automatisk maskingevær
uden patronen eller det røgfrie krudt. Intet maskingevær uden stål og maskiner til præcis
forarbejdning af stål; og uden skibe, fra hvilke det kunne afprøves og anvendes i relativ sikkerhed.
Intet maskingevær uden den protestantiske forståelse af maskinen som et system, løsrevet fra sin
partikularitet – uden inddæmningen af energi og produktion af standardiserede komponenter. Og
ikke mindst, intet automatisk maskingevær uden det hvide papir og den abstrakte verden som kunne
skabes på det; i kontrakter, regnskaber, lånebeviser, korttegning, dagbøger, aviser, telegrammer og
populærlitteratur. Disse kommunikationsvektorer og -systemer gjorde det muligt at transportere
fortællingen om våbenet, og koordinere såvel teknologiske, som politiske og militære
beslutningsprocesser. Den systematiske indtrængen i Afrika kunne organiseres af en europæisk
offentlighed ud fra kategorier som de færreste afrikanske ledere nogensinde fik kendskab til. Disse
langtrækkende, betydningsskabende vektorer bevægede sig med så stor en rækkevidde og
hastighed, at de ikke lod sig bekæmpe.

Alle er de karakteriseret ved industrialiseringens store projekt – at få styr på tiden, i en tid, der var i
færd med at løsrive sig fra det agrare samfunds jordbundethed, cykliske tid og territorialitet. Maxim
maskingeværet var ingen undtagelse. Det var et tidsvåben.

Hiram Maxim, der så perfekt forstod den industrielle opfindelse som et løsrevet, selvopretholdende
system, erkendte nødtvungent sin protestantiske arv. Da Maxim rejste til Rusland for at sælge
Maxim maskingeværet til den russiske zar, blev han i St. Petersburg mødt af en grænsebetjent der
antog ham for at være jøde. Maxim protesterede og henviste til at hans folk var puritanere, og han
ikke selv havde noget behov for en religion. ‘Well, no one can stay in Russia without a religion!’,
replicerede betjenten. ‘Very well, put me down as a protestant’, svarede Maxim, ‘because I protest
against the whole thing!’.259

259
Maxim, cit. Lienhard

-91-
The Beast That Went Pooh! Pooh!

The Logistics of the Maxim Gun from the Fall of Gordon to the Battle of Omdurman, 1885-1898.

Abstract in English
Hiram Maxim’s automatic machine gun has been accorded a major role in popular history in
explaining the technological superiority of the white man in European endeavours in Africa in the
late 19th century. The ‘superiority’ of industrial weaponry, however, cannot be understood without
its logistics. Indeed logistics understood not just as the shipping of bullets and canned food to
imperial frontiers. No adventurer or army in Africa would have had any success without the
colonial logistics of communication.

When European adventurers travelled into all parts of Africa during the last part of the 19th century,
their most important weapon was not a gun, but a journal. Meticulously updated journals afforded
any traveller a method of keeping track of time, of understanding the strange world they
encountered, and of communicating a record of their experience to European authorities as well as a
vast public audience.

Most of the Khartoum journals of General Charles G. Gordon (1833-1885) were lost, when the
steamer Abbas in September 1884 was sunk by mahdist forces and all Europeans onboard killed,
including Gordon’s second-in-command Donald Stewart and The Times correspondent Frank
Power. Gordon’s last diaries from the period of September to December 1884 survived, however,
containing a last desperate report for the relief expedition led by Garnet Wolseley (1833-1913).
Here one could read about a curious welcome ritual for mahdist deserters, introduced by Gordon
during the mahdist siege of Khartoum. They were given a dollar and shown their face in a glass, and
asked whether they appreciated what they saw. ‘It stands to reason that in countries where there are
no mirrors, every one must be a complete stranger to himself, and would need an introduction’,
Gordon noted.

The journal was Gordon’s own mirror. It became the mirror of the British public, as well as the
mirror of any politician and any subsequent soldier and African explorer, when it was printed and
published in 1885.

Such a radical distribution of the colonial narrative of course had dramatical effects. It inevitable
influenced the imaginations of readers and of their perception of their role in the world. The
technologies of communications bent and condensed time and territorial space sufficiently to enable
everyone to read the same newspaper every day, and to create national communities, which became
capable of performing significant political pressure.

-92-
This thesis applies the philosophy of speed of French theorist Paul Virilio to the history of the
transport and application of the Maxim gun in British-Egyptian colonial ventures from the fall of
General Charles Gordon in 1885 to the battle of Omdurman in 1898. It offers an intricate example
of how the meeting between imperialism and industrialism took place, and of the workings of the
advanced, abstract information economy, which enabled the logistics of imperialism in Africa.

The Maxim gun was brought to use in Africa by a handful of reckless adventurers, in the wake of
Gordon’s fate. One of the most obvious was reporter Henry M. Stanley (1841-1904), who
introduced a prototype to Africa during the Emin Pasha Relief Expedition 1886-1890. The same
prototype was transported back into Africa by another adventurer of obvious interest, idealist
Frederick Lugard (1858-1945), whose use of the weapon was instrumental in setting up a British
protectorate in Uganda in 1894.

Less obvious, yet highly significant were entrepreneurs such as industrialist Albert Vickers (1838-
1919), banker Lord Rothschild (1840-1915) and shipping magnate William Mackinnon (1823-
1893), who all managed the industrial information economy and logistics of the application of the
Maxim gun. Others, such as general Garnet Wolseley, admiral Charles Beresford (1846-1919) and
Horatio H. Kitchener (1850-1916) were visionary soldiers, members of a new military avantgarde
whose urge for reform defied the social resistance of the military aristocracy and introduced the
Maxim gun to the British armed forces.

By their initiative, ingenuity and defeat of extraordinary territorial challenges, and through their
effective application of communications, they introduced not only new logistical tools and weapons
in Africa – they also delivered considerable political pressure on European decision-makers, which
led to increased European involvement in Africa, in spite of otherwise poor political motivation.

The Maxim gun was brought to Africa as a PR-stunt for an arms manufacturer, who needed to
create attention for his product. In Africa it served as a terrifying example for the native tribes, who
sought to resist the expansion of European influence, and as a masterpiece of technological
seduction, which could only inspire leadership and replication for those, who chose to cooperate.

When a greater number of Maxim guns were brought to use in Africa in the 1890’es, the weapon
achieved a greater spatial effect. It was aimed to contain movement, Wolseley’s ‘mad rush of
savages’. It’s purpose was not, although this often was the immediate effect, to kill as many people
as possible, but to counter any hostile mobility in a space under attack, and through this grip enforce
an acceptance of european supremacy.

The character of the weapon must be seen in conjunction with the logistical vectors, which made it
possible to produce the weapon and bring it to use. No automatic machine gun without the
-93-
magazine or the smokeless powder. No machine gun without steel and finetuned machinery, and
without ships, from which it could be tried and tested from a safe distance. No machine gun without
the protestant understanding of the machine as a system, ripped loose from its particularity –
without its containment of energy and application of standard parts. And not the least, no automatic
machine gun without the white paper and the abstract world which could be created on it; in
contracts, accounts, bank notes, maps, diaries, newspapers, telegrams and popular litterature. These
vectors and systems of communications made it possible to transport the narrative of the weapon
and coordinate technological, as well as political and military decision processes. The systematic
invasion of Africa could be organized by a European public from categories, which became known
to only a minority of African leaders. These far-reaching vectors of meaning moved with a speed
and reach, which made them impossible to resist.

All are they characterized by the great project of the industrial age – to control time, in an age,
which was on its way to transcend the earthbound constrictions, territoriality and cyclical time of
agrarial society. The Maxim machine gun was a weapon aimed at controlling time.

-94-
Bibliografi

For fuldstændighedens skyld er medtaget al litteratur som har indgået i arbejdet med teksten,
herunder både den, som ikke er expliciteret i teksten, og den som direkte er henvist til. Det fremgår
af selve teksten, hvilket materiale, der har været det primære grundlag for udarbejdelsen.

• Adams, William Davenport : A Book of Burlesque, Sketches of English Stage Travestie and
Parody, Read Country Books, 1891
• Alexander, Michael : The True Blue. The Life and Adventures of Colonel Fred Burnaby 1842-
85, Rupert Hart-Davis, London, 1957
• Anderson, Benedict : Imagined Communities. Reflections on the Origin and Spread of
Nationalism, Verso Books (New Left Books), New York, første udgave 1983, revideret og
udvidet udgave 1991, 1996
• Armitage, John (ed.) : Paul Virilio – From Modernism to Hypermodernism and Beyond, 2000
• Armitage, John : “From Modernism to Hypermodernism and Beyond. An Interview with Paul
Virilio”, i Armitage, John (ed.), 2000
• Armitage, John : “Paul Virilio: An Introduction”, i Armitage, John (ed.), 2000
• “A Short History of British India Steam Navigation”, i jubilæumsskrift udg. af British India S.
N. Co. Ltd, 1956. Web : http://www.biship.com/history.htm
• Bennett, Geoffrey : Charlie B: A Biography of Admiral Lord Beresford, London, 1968
• Beresford, Charles : Memoirs, Bd. I-II, 1914
• Bigelow, Jacob : Elements of Technology, 1829
• Bingham, Price T. : “On Machine Guns and Precision Engagement”, i Joint Force Quarterly,
Summer 1997, s. 88-90
• Blaabjerg, Morten : ”Eksemplets magt. Den koloniale diskurs i Arthur J. Mounteney Jephsons
dagbog fra ekspeditionen til Emin Pashas undsætning 1887-89”, BA-projekt, Center for
Historie, Syddansk Universitet, 2002. Web : http://eksempletsmagt.crewscut.com
• Blaabjerg, Morten : “The Straitjacket of Humanity”, i Non Serviam #21, december 2001. Web :
http://www.nonserviam.com/magazine/issues/21.html
• Brimnes, Niels : ”Pragmatisk konstruktivisme — betragtninger om konstruktivisme og studiet
af kultursammenstød”, i Den Jyske Historiker nr. 88, Århus Universitet, 2000
• Chinn, George M. : The Machine Gun. History, Evolution, and Development of Manual,
Automatic, and Airborne Repeating Weapons, Bd. I, Bureau of Ordnance Department of the
Navy, Washington, 1951-1955
• Churchill, Winston Spencer : The River War : An Historical Account of The Reconquest of the
Soudan, 2 bind, redigeret af Col. F. Rhodes, illustreret af Angus McNeill, Longmans, Green &
Co., London, 1899. Web : http://www.gutenberg.org/dirs/etext04/7rivr10.txt (1902 edition)
• Ellis, John : The Social History of the Machine Gun, Croom Helm, London, 1975
• Engelbrecht, Helmuth Carol og Hanighen, Frank Cleary : Merchants of Death. A Study of the
International Armament Industry, Dodd, Mead & Co., New York, 1934. Web :
http://greatwar.nl/frames/default-merchants.html

-95-
• Featherstone, Donald : Omdurman 1898: Kitchener's victory in the Sudan, Osprey Publishing,
Oxford, 1993
• Fernández-Armesto, Felipe : Årtusindet. De seneste tusind års historie, oversat af Ole
Lindegård Henriksen, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, København, 1997 (org.
Millennium. A History of our Last Thousand Years, Transworld Publishers, London, 1995)
• Flexner, Stuart og Doris : Wise Words and Wives' Tales: The Origins, Meanings and Time-
Honored Wisdom of Proverbs and Folk Sayings Olde and New, Avon Books, New York, 1993
• Ford, Roger : Machine Gunner : Tales of the Grim Reaper, Pan Books, 1997
• Franklin, Benjamin : Advice to a Young Tradesman, 1748
• Gleichen, Edward : With the Camel Corps Up The Nile, 2nd edition, Chapman & Hall, London,
1888
• Goldsmith, Dolf L. : The Devil's Paintbrush: Sir Hiram Maxim's Gun, Collector Grade
Publications, Ontario, 1989, 2002
• Hake, A. Egmont (ed.) : The Journals of Major-Gen. C. G. Gordon, C. B., at Kartoum, London,
1885
• Hall, Richard : Stanley. An Adventurer Explored, London, 1974
• Hewitt, E. R. : Those were the Days, New York, 1943
• Holt, P. M. og Daly, M. W. : A History of the Sudan from the Coming of Islam to the Present
Day, 4th edition, London, 1988 (org. udgivet 1961)
• Holt, P. M. : The Mahdist State in the Sudan, 1970, Oxford
• Jephson, A. J. Mounteney (ed. Dorothy Middleton) : The Diary of A. J. Mounteney Jephson,
Hakluyt Society, Cambridge, 1969
• Kapp, Ernst : Grundlinien einer Philosophie der Technik, 1877
• Kellner, Douglas : “Virilio, War and Technology. Some Critical Reflections”, i Armitage, John
(ed.), 2000. Web : http://www.uta.edu/huma/illuminations/kell29.htm
• Lienhard, John H. : Engines of Our Ingenuity, Episode 694, KUHF-FM Houston (radio), 1988-
1997. Web : http://www.uh.edu/engines/epi694.htm
• Lindqvist, Sven : Exterminate All the Brutes, i oversættelse af Joan Tate, The New Press, 1996;
Granta Books, 1997, 1998, 2002, (org. Utrota varenda jävel, 1992)
• Lugard, Frederick J. D.: The Rise of Our East African Empire, William Blackwood, Edinburgh,
1893
• Lund, Niels : De hærger og brænder, 1993
• Maxim, Hiram : My Life, Methuen & Co. Ltd., London, 1915
• McCallum, Iain : Blood Brothers. Hiram and Hudson Maxim : Pioneers of Modern Warfare,
Chatham Publishing, London, 1999
• McKay, Hill, Buckler : A History of Western Society, 5th ed., Houghton Mifflin Company,
1995.
• Miller, Charles : The Lunatic Express : An Entertainment in Imperialism, Macdonald & Co,
London, 1972
• Moorehead, Alan : The White Nile, Hamish Hamilton, London, 1960, revised edition 1971

-96-
• Morris, T. N. : “Management and Preservation of Food”, i Singer, Charles et al. (red.) : A
History of Technology, Vol. V, The Late Nineteenth Century, c 1850 to c 1900, Oxford,
Clarendon Press, 1958
• Nielsen, Keld; Nielsen, Henry og Jensen, Hans Siggaard : Skruen uden ende. Den vestlige
teknologis historie, 3. udgave, Nyt Teknisk Forlag, København, 2005
• Pakenham, Thomas : The Scramble for Africa 1876-1912, Abacus, London, 1992
• Parker, Geoffrey (ed.) : The Cambridge Illustrated History of Warfare. The Triumph of the
West, Cambridge, 1995
• Parker, Geoffrey : The Military Revolution: Military Invention and the Rise of the West, 1500-
1800, Cambridge, 1988
• Parker, Geoffrey og Martin, Colin : The Spanish Armada, revideret og udvidet udgave,
Manchester, 1999
• Partridge, Eric : A Dictionary of Slang and Unconventional English, 1961
• Peterson, Harold L. : Fra våbnenes skatkammer, oversat af Henning Rodtwitt-Nielsen,
Skandinavisk Bogforlag, Odense, u.å. (org. Treasury of The Gun, 1962)
• Powell, Eve Troutt : Different Shade of Colonialism : Egypt, Great Britain, and the Mastery of
the Sudan, University of California Press, 2003
• Porch, Douglas : “Imperial Wars. From the Seven Years War to the First World War”, i
Townshend, Charles (ed.) : The Oxford Illustrated History of Modern War, Oxford University
Press, Oxford, New York, 1997
• Porch, Douglas : “Not the Good War”, boganmeldelse i New York Times, 7. januar 2001 :
http://www.nytimes.com/books/01/01/07/reviews/010107.07porcht.html
• Pulford, Cedric : Eating Uganda: From Christianity to Conquest, Ituri Publications, London,
1999
• Raico, Ralph : “Rethinking Churchill”, i Denson, John V. (ed.) : The Costs of War, University
of British Columbia Press, 1997. Web : http://www.lewrockwell.com/orig/raico-churchill1.html
• Robinson, Ronald : “Non-European Foundations of European Imperialism: Sketch for a Theory
of Collaboration”, i Owen, Roger og Sutcliffe, Bob (red.) : Studies in the Theory of Imperialism,
London, 1972, 1976
• Robinson, Ronald; Gallagher, John og Denny, Alice : Africa and the Victorians. The Official
Mind of Imperialism, London, 1961, 1988
• Ross, Adrian og Shine, J. L. : I went to find Emin, vise fra den komiske opera Joan of Arc
(1891), musik af Osmond Carr, sunget af Arthur Roberts
• Said, Edward : Orientalism. Western Conceptions of the Orient, New York, 1978, 1995
• Shee, J. Charles : “Report from Darkest Africa (1887-1889)”, i Medical History 10(1), januar
1966, s. 23–37. Web : http://www.pubmedcentral.nih.gov/articlerender.fcgi?artid=1033553
• Shields, G. R. : Maxim Nordenfelt Days and Ways, ukendt udgivelsesår og -sted
• Simonsen, Dorthe Gert : ”Om at komme for sent til det, der endnu ikke er slut – Et essay om
sprog og historicitet i historien”, i Rubicon, nr. 3, 9. årgang, oktober 2001, Center for Historie,
Syddansk Universitet
• Simonsen, Dorthe Gert : Tegnets tid : fortid, historie og historicitet efter den sproglige vending,
Museum Tusculanum, København, 2003

-97-
• Slatin, Rudolf C. : Fire and Sword in the Sudan. A Personal Narrative of Fighting and Serving
the Dervishes 1879-1895, i oversættelse af Major F. R. Wingate, Edward Arnold Publishers,
London og New York, 1896 (1st edition), 1897 (‘popular edition’), 1907
• Smil, Vaclav : Creating the Twentieth Century : Technical Innovations of 1867-1914 and Their
Lasting Impact, Oxford University Press, 2005
• Smith, Iain R. : The Emin Pasha Relief Expedition 1886-1890, Oxford University Press, 1972
• Stanley, Henry M. : I Det Mørkeste Afrika, bd. I-II, Christiania, 1890, (org. Stanley, Henry M. :
In Darkest Africa, London, 1890)
• Stanley, Henry M. : Through the Dark Continent, 1878
• Steevens, George Warrington : With Kitchener to Khartoum, Blackwood and Sons, London,
1898
• Stirner, Max : Den eneste og hans ejendom, i oversættelse ved Fritz Wolder, Helikon,
Hasselager, 1998 (org. Der Einzige und sein Eigentum, Leipzig, 1844)
• Stirner, Max : “Stirners Critics”, oversat af Frederick M. Gordon, i Philosophical Forum vol. 8,
nr. 2-4, USA, 1976 (org. “Recensenten Stirners”, i Wigand’s Vierteljahrschrift, Otto Wigand
(red.), 1845)
• Stokes, A. G. : A Stokes Family of Dublin, Melbourne, 1986
• Symmons, Julian : England’s pride. The story of the Gordon Relief Expedition, London, 1965,
1974
• Thomson, A. A. og Middleton, Dorothy : Lugard in Africa, Robert Hale Ltd, London, 1959
• Tooley, T. Hunt : “Merchants of Death Revisited : Armaments, Bankers, and the First World
War”, i Journal of Libertarian Studies, Vol. 19 No. 1 (Vinter 2005), Ludwig von Mises
Institute, Auburn, Alabama, 2005
• Turnbull, Bill : “The Story of the Uganda Martyrs”, i White Fathers – White Sisters, nr. 364,
juni-juli 2002
• Vandervort, Bruce : Wars of imperial conquest in Africa, 1830–1914, Virginia Military
Institute, UCL Press, London, 1998
• Virilio, Paul : Synsmaskinen, i oversættelse ved Niels Brügger og Orla Vigsø, Politisk Revy,
København, 1989
• Virilio, Paul : Hastighed og politik, i oversættelse ved Orla Vigsø, INTROITE! publishers,
Frederiksberg, 2001 (org. Vitesse et Politique, 1977)
• Wahl, P. og Toppel, D.R. : The Gatling Gun, Herbert Jenkins, London, 1966
• Wilkins, John : Mathematicall Magick. Or, the Wonders That May Be Performed by
Mechanicall Geometry, M.F. for S. Gellibrand, London, 1648
• Winston, Brian : Media Technology and Society, A History From the Telgraph to the Internet,
Routledge, 1998
• Woodham-Smith, Cecil : The Reason Why, Story of the Fatal Charge of the Light Brigade,
McGraw-Hill, 1953
• Woods, Frederick : Young Winston’s Wars, Sphere Books, London, 1972

-98-