• Embed Doc
  • Copy Link
  • Readcast
  • Collections
  • CommentGo Back
Download
 
Den udødelige historie
 Historien om den velsignede fødsel, nåede her til Pakistan for mereend 12 århundreder siden. Vore forfædre hørte den fra Muhamed benQasim og hans mænd. Det blev den smukkeste historie, dernogensinde er blevet fortalt. Siden Qasims dage er den blevet fortaltog genfortalt fra generation til generation. Det er en beretning, somunge aldrig bliver trætte af at høre, og som for de ældre bestandigtbeholder sin charme. Mænd, kvinder og børn, har gennem tidernesunget Allahs pris og hans godgørenhed imod menneskene. Historiener enkel i sin form, og tidløs i sin skønhed. I det gamle Mekka, boededer en ung kvinde, ved navn Amina. Hun var et yderst godt og venligtmenneske, og hun kom fra en fin familie. Abdullah, hendes mand, varen ung høvding, som var kendt for sin mandige elegance og sinvenlige optræden. Han var søn af Abdul Muttalib, der var leder af destolte Quraishier. Quraisherne var vogterne af den hellige Kaaba.Abdul Muttalib var, som den øverste leder, ansvarlig for Allahs hus.Dette var en stor ære i Arabien, og Aminas svigerfar var således denkendteste mand i landet. Amina havde kun været gift i nogle fåmaneder, da hendes mand drog på handelsrejse til Syrien. Påtilbagevejen gjorde han ophold i Medina, hvor hans mor var født. Herblev han imidlertid alvorligt syg, og døde kort efter. Da de dårligenyheder nåede frem til Mekka, blev Amina overvældet af sorg. Hunvar da gravid, og tanken om at den kommende baby, skulle fødesfaderløs, gjorde hende meget urolig. "Hvordan vil min lille skat føledet, når han opdager at han ikke har nogen far?" tænkte hun. Jo merehun tænkte over sagen, desto mere bedrøvet følte hun sig. Men hunhavde i det mindste en tilfredsstillelse, nemlig at barnet ville holdeerindringen om hendes kære mand i live.
Elefantens år
 Dette var det velkendte elefantens år, og det havde fået sit navn pga.de elefanter med hvilke Yemens guvernør, Abraha, marcherede tilMekka. Han var et magtfuldt menneske, der ønskede at udødeliggøresit navn. Derfor opførte han et stort tempel i sin regeringsby. Hanforlangte at folk skulle valfarte til hans tempel i stedet for til Kaabaen.Men ingen villle følge hans bud, og folk vedblev at gå i Kaabaen, somde altid havde gjort. Abraha blev klar over sit nederlag, men fandthurtigt på en udvej. "Jeg må ødelægge Kaahaen, thi så vilpilgrimmene ikke længere drage til Mekka".Med en stor hær marcherede han imod Mekka, og medførte, somnævnt et antal elefanter. Abdul Muttalib, kunne ikke stille noget opimod denne hærskare. Så han forlod byen, og lod Allah om selv atforsvare sit eget hus.Abrahas mænd tog nogle af Abdul Muttalibs kameler.
1/37
 
Den gamle høvding gik da til Abraha, og bad om at måtte få dyreneigen. "Du er bekymret for nogle få kamelers skyld", bemærkedeerobreren overrasket. "Har du da slet ingen tanke for Kaabaen?" Hertilsvarede den gamle: "Kamelerne tilhører mig, og jeg må passe pådem. Herre over Kaabaen er Allah og han vil værne om sit eget hus".Og sådan gik det. Abdul Muttalib forholdt sig rolig, men Allah sendteen pest for at dræbe Abrahas hær, der blev aldeles tilintetgjort, ogAbraha måtte vende skuffet hjem. Kaabaen var så sikker somnogensinde. Begivenheden var et forvarsel om det største vidunder ihistorien. Få måneder senere blev Mekka beæret af den velsignedefødsel. Den største og sidste af profeterne var på vej ind i verden.
Aminas drøm
 Da den velsignede fødsel nærmede sig, begyndte Amina at fåvidunderlige drømme. I en af dem, så hun et blændende lys kommeud af sin krop. Det spredte sig mere og mere, indtil det oplyste heleuniverset. Hver eneste krog, hvert eneste hjørne på hele kloden blevoplyst deraf. Amina blev forbløffet over sin drøm, men var alligevelikke klar over, at det var et varsel om det kommende barns storhed.Hun havde også en anden vidunderlig drøm, hvor hun så op imodhimlen og så en engel nærme sig, indtil den stod foran hende. "Her ergodt nyt til dig, oh mor til den velsignede profet! Din søn vil blivemenneskehedens frelser, og du skal kalde ham Ahmed". Det var medblandede følelser, at Amina tænkte over sine drømme. Hun varlykkelig ved tanken, om at hun skulle blive den stolte mor, til denneverdens forløser, men tanken om at han skulle blive forældreløsgjorde hende bedrøvet. Amina talte med sin svigerfar, om sinedrømme. Abdul Muttalib følte også, at de varslede om en stor fremtidfor hans ufødte barnebarn. Af alle sine sønner havde den gamle satstørst pris på Abdullah, og sønnens død kom for ham som et frygteligtchock. Aminas drømme bragte den gamle mand megen lindring. Hansbarnebarn skulle blive ganske anderledes end noget andet barn.
Den velsignede fødsel
 Omsider kom det lykkelige øjeblik. Tidligt om morgenen mandag den22. april 571 blev Allahs sidste profet født. Ham som hele verdenhavde ventet på, kom omsider. Det skete i det lykkelige forår. Der varglæde overalt, såvel på jorden som i himlene. Den gode nyhed blevbragt til Abdul Muttalib, der straks løb til Aminas hus. Han var ude af sig selv af glæde, da han så det himmelske spædbarn. Aldrig førhavde han set et så dejligt og strålende ansigt. Han tog barnet i sinfavn, og gik direkte til Kaabaen.
2/37
 
Her gik han rundt og rundt om Allahs hus mens han holdt den lille nyei sine arme. Derpå bragte han barnet tilbage til Amina.Da barnet var en uge gammelt, gav Abdul Muttalib et stort festmåltid.Hele Quraish-stammen var indbudt. "Hvilket navn vil du give barnet",blev han spurgt. "Jeg kalder ham Muhammad (den lovpriste)", varsvaret. "Men hvorfor dette usædvanlige navn?" blev gæsterne vedmed at spørge. "Ingen anden i din slægt har tidligere båret dettenavn". Med en mine af stolthed, svarede bedstefaren: "Det ved jeg,men dette barnebarn er heller ikke som noget andet barn. Jeg ønskerat jorden og himlene skal blive fyldt med lovprisninger til hans ære."Således fik Aminas barn to navne. Hun kaldte ham selv Ahmad. Dettenavn blev givet ham af englen. Bedstefaren benævnte hamMuhammad. Begge navne er profetiske. Barnet var bestemt til at blivemenneskehedens største velgører, og skulle befri menneskenes sjælefra alle lænker. Han skulle gøre sig fortjent til evig taknemmelighed oglovprisning. Og han skulle også vise verden Allahs storhed, som ingenanden før eller siden havde været i stand til det.
Barndom
 Selv i denne fjerne tid, var Mekka en temmelig stor by, hvor derboede alt for mange mennesker. Byens velstående indbyggere ansåikke Mekka for et godt sted for de opvoksende børn, at være. Deplejede derfor, når deres nyfødte var omkring en uge gamle, at sendedem ud på landet, hvor de blev opdraget af ammer. Den friske luft, ogde frie omgivelser i ørkenen var til livslang glæde for børnene. De blevstærke og frygtløse, og de tillagde sig landboernes rene sprog. Somvanligt kom ammerne til Mekka, for at se efter børn, og naturligtønskede enhver af dem, børn fra de rigeste forældre. Rige forældrebetød stor belønning. På denne måde vandrede ammerne fra hus tilhus, for at finde, hvad de ønskede. I blandt ammerne var også HalimaSaadia. Hun vandrede gade op og gade ned men indtil nu havdehendes søgen været forgæves, og efterhånden troede hun, at hunskulle vende tomhændet hjem igen.Halimas mand, Harith, havde fulgt hende ind til byen. En dag kom huntilbage til deres herberge, endnu mere træt og opgivende end ellers."Hvad er der galt, kone?",spurgte han. "Er der ingen børn, som vi kan tage med os hjem?".Halima svarede: "Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige. Der er kunet faderløst barn tilbage. Hans strålende udseende vil erobre dithjerte, men du kan ikke være sikker på hvad resultatet vil blive, af dine anstrengelser".
3/37
of 00

Leave a Comment

You must be to leave a comment.
Submit
Characters: ...
You must be to leave a comment.
Submit
Characters: ...