Jeg er Malala

Pigen der kmpede for uddannelse og blev skudt af Taleban

MALALA YOUSAFZAI
i samarbejde med Christina Lamb

Prolog

Jeg kommer fra et land, som blev skabt ved midnat. Da jeg var tt
p at d, var det lige efter middag. For et r siden tog jeg hjemmefra for at g i skole og kom aldrig hjem igen. Jeg blev ramt af en talebansk kugle og blev fljet vk fra Pakistan, mens jeg var bevidstls. Nogle mennesker mener, at jeg aldrig nogensinde vil komme hjem igen, men i mit hjerte tror jeg fuldt og fast p, at jeg vil. Jeg vil ikke nske for nogen, at de skal opleve at blive revet bort fra det land, de elsker. Hver morgen, nr jeg vgner, lnges jeg efter at se mit gamle vrelse fyldt med mine ting, mit tj, der ligger overalt p gulvet, og mine skoleprmier, der str p hylderne. I stedet er jeg i et land, der er fem timer bag efter mit elskede fdreland, Pakistan og Swatdalen. Men mit hjemland er rhundreder bag efter dette land. Her findes der alle de bekvemmeligheder, man kan tnke sig. Der kommer vand ud af alle haner, varmt eller koldt, alt efter hvad man nsker, der kommer lys, nr man trykker p en kontakt, dag og nat, og ingen behver at have olielamper. Og der er komfurer, man kan lave mad p, uden at nogen behver at g hen i basaren og hente gasflasker. Her er alting s moderne, at man tilmed kan f pakker med frdiglavede retter. Nr jeg str ved mit vindue og kigger ud, kan jeg se hje bygninger, lange veje fulde af biler, der bevger sig i velordnede rkker,

velholdte grnne hkke og grsplner og rene fortove at g p. Jeg lukker jnene, og et jeblik er jeg tilbage i min dal med de hje bjerge med sne p toppen, de grnne, blgende marker og de friske, bl floder, og mit hjerte smiler, nr det ser p menneskene i Swat. I nden bliver jeg bragt tilbage til min skole, og der genforenes jeg med mine venner og lrere. Jeg mder min bedste veninde, Moniba, og vi sidder sammen og taler og fortller vittigheder, som om jeg aldrig havde vret vk. S husker jeg, at jeg er i Birmingham i England. Den dag, alting blev forandret, var tirsdag den 9. oktober 2012. Det var lige fra begyndelsen ikke den bedste dag, eftersom det var midt i eksamenstiden. Men som en boglig pige har jeg ikke s meget imod eksamen som nogle af mine klassekammerater. Den morgen kom vi til den smalle, mudrede gyde ved Haji Baba-vejen i den sdvanlige karavane af rickshawer malet i strke farver, der udspyede dieselos, og alle var fyldt til bristepunktet med femseks piger. Siden talebanernes ankomst havde der ikke vret noget skilt p vores skole, og den dekorerede messingdr i en hvid vg over for brndehuggerens plads rbede intet om, hvad der l bag den. For os piger var messingdren som en magisk indgang til vores egen specielle verden. Nr vi lb gennem den, tog vi vores hovedtrklder af, s de lignede skyer, der blev pustet vk af vinden for at gre plads for solen, og styrtede op ad trappen. Oven for den var der en ben grd med dre ind til alle vores klassevrelser. Vi smed vores skoletasker og mdtes s til morgensamling under ben himmel med ryggen vendt mod bjergene. En af pigerne kommanderede: Assaan bash! st rr og vi smkkede hlene sammen og svarede: Allah! Dernst sagde hun: Hoo she yar! alle ret!, og vi slog igen hlene sammen: Allah!

 Skolen blev grundlagt af min far, fr jeg blev fdt, og p vggen over os stod navnet khushal school stolt malet med rde og hvide bogstaver. Vi gik i skole seks formiddage om ugen, og som 15-rig i 9. klasse tilbragte jeg timerne med at sige kemiske formler i kor, studere urdugrammatik eller skrive historier p engelsk med moraler som Hastvrk er lastvrk eller tegne diagrammer over blodkredslbet de fleste af mine klassekammerater ville vre lger. Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan nogen skulle kunne se det som en trussel. Og dog var det ikke kun stjen og kaosset i Mingora, hovedbyen i Swat, der fandtes uden for skoleporten. Der var ogs dem, for eksempel talebanerne, der mener, at piger ikke m g i skole. Den morgen var begyndt som alle andre, bare lidt senere. Det var jo eksamenstid, s skolen startede klokken ni i stedet for klokken otte. Det var rart, fordi jeg ikke bryder mig om at st op og kan sove, nr hanerne galer, og muezzinerne kalder til bn. Det var som regel frst min far, der forsgte at vkke mig. Det er tid at st op, Jani mun, sagde han altid. Det betyder hjerteven p persisk, og det kalder han mig altid tidligt p dagen. Bare nogle minutter mere, sde Aba, bad jeg, hvorefter jeg begravede mig endnu dybere under vattppet. Derefter plejede min mor, Tor Pekai, at komme. Pisho, kaldte hun. Det betyder kat og er det klenavn, hun har givet mig. P det tidspunkt gik det op for mig, hvad klokken var, og jeg rbte: Bhabi, jeg kommer for sent! I vores kultur er alle mnd ens bror og alle kvinder ens sster. Det er sdan, vi tnker p hinanden. Da min far frste gang tog sin kone med hen p skolen, kaldte alle lrerne hende min brors kone bhabi. Og sdan blev det ved med at vre. Nu kalder vi hende alle bhabi. Jeg sov i det lange vrelse foran i huset, og de eneste mbler var en seng og et skab, som jeg havde kbt for nogle af de penge, jeg hav-

de fet sammen med en pris for at have frt kampagne for fred i vores dal og for pigers ret til at g i skole. P nogle af hylderne stod alle de guldfarvede plasticbgre og trofer, jeg havde vundet ved at blive nummer t i min klasse. Nogle f gange var jeg ikke blevet nummer t, men slet af min rival, Malka-e-Noor. Jeg var fast besluttet p, at det ikke skulle ske igen. Skolen l ikke langt fra mit hjem, og jeg plejede at g derhen, men siden begyndelsen af det foregende r var jeg krt i en rickshaw sammen med nogle andre piger og var krt med bussen hjem. Det var en tur, der kun varede fem minutter, langs med det stinkende vandlb, forbi det store reklameskilt for Dr. Humayuns institut for hrtransplantation. Vi spgte med, at en af vores mandlige lrere, som var skaldet, mtte have vret derhenne, fordi hans hr pludselig var begyndt at gro. Jeg kunne godt lide at kre med bussen, fordi jeg ikke blev s svedt, som da jeg gik, og jeg kunne snakke med mine veninder og udveksle sladder med chauffren, Usman Ali, som vi kaldte Bhai Jan, bror, og som fik os til at le med sine vanvittige historier. Jeg var begyndt at kre i skole, fordi min mor var nervs for at lade mig g hen til skolen alene. Vi havde fet trusler hele ret. Nogle i de lokale aviser, nogle i breve, men oftere viderebragt mundtligt. Min mor var bekymret for mig, men Taleban havde aldrig fr angrebet en pige, og jeg var mere bekymret for, at de skulle udse sig min far som ml, eftersom han altid talte dem midt imod. Hans nre ven og kampagneflle Zahid Khan var blevet skudt i ansigtet i august, mens han var p vej hen for at bede, og jeg vidste, at alle sagde til far: Pas p, du bliver den nste. Man kunne ikke komme ind i vores gade i bil, s nr jeg skulle hjem, stod jeg af bussen p landevejen neden for vandlbet og gik gennem en gitterport af jern og op ad en trappe. Jeg havde tnkt p, at hvis nogen angreb mig, ville det vre p de trapper. Ligesom min far

10

har jeg altid vret en dagdrmmer. I timerne kom mine tanker somme tider p afveje, og jeg forestillede mig, at en terrorist, nr jeg var p vej hjem, ville springe frem p trapperne og skyde mig. Jeg spekulerede p, hvad jeg ville gre. Mske ville jeg tage mine sko af og sl ham med dem, men s tnkte jeg, at hvis jeg gjorde det, ville der ikke vre nogen forskel p mig og en terrorist. Det ville vre bedre at bnfalde dem: Okay, skyd mig, men hr frst p mig. Det, I gr, er forkert. Jeg er ikke imod jer jeg nsker bare, at alle piger skal g i skole. Jeg var ikke bange, men jeg var begyndt at sikre mig, at vores yderste port var lst om aftenen, og sprge Gud, hvad der sker, nr man dr. Jeg fortalte alt til min bedste veninde, Moniba. Vi havde boet i den samme gade, da vi var sm, og havde vret venner siden underskolen, og vi delte alting med hinanden: Justin Bieber-sange, Twilightfilm og de bedste lysnende ansigtscremer. Hendes drm var at blive modedesigner, men hun vidste, at hendes familie aldrig ville acceptere det, s hun fortalte alle, at hun gerne ville vre lge. Det er svrt for piger i vores samfund at blive andet end lrere eller lger, hvis de overhovedet fr mulighed for at arbejde. Jeg var anderledes jeg havde ikke skjult mit nske for nogen, da jeg skiftede mening og i stedet for at ville vre lge nu helst ville vre opfinder eller politiker. Moniba kunne altid mrke, hvis noget var galt. Du skal ikke bekymre dig, sagde jeg til hende. Taleban har aldrig angrebet en lille pige. Da der blev kaldt ud til vores bus, lb vi ned ad trappen. Alle de andre piger dkkede hovedet til, fr de lb ud ad dren og kravlede op bagest i bussen. Bussen var i virkeligheden det, vi kalder en dyna en hvid Toyota Town Ace-lastbil med tre lange sder parallelt med hinanden, et i hver side og et i midten. Der var trangt derinde med 20 piger og tre lrere. Jeg sad p sdet til venstre mellem Moniba og Shazia og en pige fra rgangen under os, der hed Shaiza Ramzan, mens vi holdt

11

vores eksamensmapper ind mod brystet og havde skoletaskerne ved fdderne. Derefter er alting noget utydeligt. Jeg kan huske, at der var varmt og klistret inde i dynaen. Det kligere vejr var sent p den det r, og kun bjergene langt vk i Hindu Kush havde sne p toppen. Bagenden af bilen, hvor vi sad, havde ingen vinduer, kun nogle tykke plasticstykker, der blafrede i siderne, og som var for gulnede og stvede til, at man kunne se igennem dem. Ud ad bagenden af bilen var alt, hvad vi kunne se, blot en lille firkant af himlen og nogle glimt af solen, der p den tid af dagen er en gul kugle, som svver i det stv, der hvirvler rundt overalt. Jeg husker, at bussen som sdvanlig forlod den store vej lige efter hrens checkpoint og drejede om hjrnet og krte forbi den forladte cricketbane. Jeg husker ikke mere. I mine drmme om attentatet er min far ogs i bussen, og det er ham, der bliver skudt sammen med mig, og der er mnd overalt, og jeg leder efter min far. I virkeligheden skete der det, at vi pludselig standsede. Til venstre for os l det grsdkkede gravmle over Sher Mohammad Khan, der var finansminister for den frste hersker i Swat, og til hjre l fabrikken, der lavede snacks. Vi m have vret mindre end 200 meter fra kontrolposten. Vi kunne ikke se, hvad der skete foran os, men en ung, skgget mand i lyst tj havde stillet sig ud p vejen og gjorde tegn til bussen om, at den skulle standse. Er det Khushalskolens bus? spurgte han vores chauffr. Usman Bhai Jan syntes, det var et dumt sprgsml, fordi skolens navn stod p siden af bilen. Ja, sagde han. Jeg skal have nogle oplysninger om nogle af brnene, sagde manden.

12

 Du m tage hen p kontoret, sagde Usman Bhai Jan. Mens han talte, kom en anden ung mand kldt i hvidt hen imod bagenden af bussen. Se, det er en af de journalister, der kommer for at bede om et interview, sagde Moniba. Efter at jeg sammen med min far var begyndt at tale p mder i forbindelse med kampagnen for pigers uddannelse og imod dem, der som Taleban vil gemme os af vejen, kom der ofte journalister, ja selv udlndinge, men ikke som nu midt p vejen. Manden havde en hj, spids hue p og et lommetrklde over nse og mund, som om han havde influenza. Han lignede en collegestuderende. S svingede han sig op p trinbrttet bag p bussen og lnede sig ind lige over os. Hvem er Malala? forlangte han at f at vide. Ingen sagde noget, men flere af pigerne kiggede p mig. Jeg var den eneste pige, hvis ansigt ikke var tildkket. S lftede han en sort pistol. Jeg fik senere at vide, at det var en Colt 45. Nogle af pigerne skreg. Moniba har fortalt mig, at jeg klemte hendes hnd. Mine veninder har sagt, at han affyrede tre skud hurtigt efter hinanden. Det frste gik igennem min venstre jenhule og ud under min venstre skulder. Jeg faldt fremad og over p Moniba med blodet lbende ud af mit venstre re, s de to andre kugler ramte pigerne ved siden af mig. En kugle gik ind i Shazias venstre hnd. Den tredje gik igennem hendes venstre skulder og ind i Kainat Riaz hjre overarm. Mine veninder fortalte mig senere, at pistolmandens hnd rystede, mens han skd. Da vi nede frem til hospitalet, var mit lange hr og Monibas skd indsmurt i blod. Hvem er Malala? Jeg er Malala, og dette er min historie.