KONSENSUS

Selvstyre & samtykke i teori og praksis

Et oplæg lavet til et debatmøde for et selvstyrende kulturhus.

Hvad betyder konsensus?

Konsensus

er et latinsk ord Og derfor et fremmedord. Det bliver i daglig sprogbrugoversat til ”

enighed

”

. Det har dog kun den betydning, hvis man abstraherer fra denspraktiske anvendelse på grund af misforståelser, ukendskab, eller med vilje ignorerervirkeligheden på grund af ideologiske grunde. I praksis kan det altså betyde samtykke,fordi det ikke kun indebærer enighed i en meget ideel situation, men oftest indebærer

ligegyldighed

, fordi det at stemme imod ikke er det vigtigste. Det kan så betyde atman er uenige, men ikke at man modarbejder en beslutning ved f.eks. at nedlægge etveto imod et forslag som er til afstemning.

”Konsensus

har to almindelige betydninger. Den ene er en generelaftalemellemmedlemmer af en gruppe eller etfællesskab, som hver især indebærer en hvisdiskretion i beslutningstagningen og evt. opfølgende handling. Den anden er en teoriog praksis for at opnå sådanne aftaler.” (http://da.wikipedia.org/wiki/Konsensus)Der er faktisk også en 3. tolkning som ikke handler om at lave aftaler i en gruppe.Det ser man f.eks. i en forening, hvor der i praksis kræves samtykke og nogle aktivemedlemmers deltagelse, og derfor kræver at medlemmerne har positive erfaringerved at være involveret som aktive i at skabe konsensus til møder. Den 3. tolkning eren teori om enighed blandt magthaverne i samfundet. Samfundets elite når til enighedom nogle emner, og flertallet må mere eller mindre frivilligt acceptere de vedtagnesamfundsbetingelser.Se betydningen af konsensus her:”

konsensus

(af lat.

consensus

'enighed, overensstemmelse', af

kon-

sensus

'følelse, mening'), samtykke, enighed, overensstemmelse mellem medlemmerne i etsocialt system (stat, virksomhed eller familie). Konsensus eksisterer, når der herskerenighed blandt en stor del af systemets medlemmer om, hvilke problemer der børbehandles, samt hvilke beslutninger der er nødvendige.(http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Sociologi/Grupper/Konsensus).”Der er store forskelle på om du lever efter en teori og praktiserer den i en mindregruppe, eller i et større fællesskab, eller i et helt samfund. Det er vigtigt at kunne seforskellen, for hvis man blander de forskellige ting sammen skaber det blotmisforståelser og uenighed, i stedet for at tage højde for den konkrete situation.Lige såvel som man kan opfatte konsensus som fornyende, autonomt, og frigørendefra flertalsstyret, kan det opfattes som noget konservativt, autoritært,

samfundsbevarende, og som mindretalstyranni. Ingen af synsvinklerne er faktiskforkerte. Konsensus kan betyde mange ting afhængigt af hvordan, hvorfor og af hvemdet bliver praktiseret af. Slutteligt skal man altid huske, at det også er et spørgsmålom ideologi, og om konsensus bliver brugt til at legitimere noget. Ordet konsensusskifter derfor også betydning, ligesom f.eks. ordene ’demokrat’ eller ’anarki’ gør det,fordi at betydningen er afhængig af hvem du spørger. Næsten hver gang du spørgerforskellige mennesker om et bestemt begreb vil du få forskellige svar. Fordi at dissemennesker har forskellige erfaringer og opfattelser omkring begrebet. Det enestekonkrete svar på hvordan man skal finde ud hvad det egentligt indebærer, er at givedem som definerer begrebet mulighed for at argumentere for og imod, og praktiserekonsensus i fællesskab.En dialog uden hensyntagen og udgangspunkt til den fælles virkelighed gør debattenabstrakt og kønsløs, for uanset om man benytter sig af afstemning eller konsensus,når der skal træffes beslutninger, er den afgørende konsensus ’testen’ for hvorvidtbeslutningerne bliver ignoreret eller respekteret af fællesskabet i dagligdagen.”I Kirkernes Verdensforbund er der konsensus når et af følgende er opfyldt:1)”Alle parter er enige.2)De fleste er enige og dem, der ikke er det, føler alligevel at debatten harværet fair og tilfredsstillende og vedtagelsen repræsenterer dengenerelle stemning på mødet, og derfor kan mindretallet samtykke.3)Mødet anerkender, at der er forskellige meninger, og at mindretalletsopfattelse skal optages i selve beslutningsforslaget og ikke kun iforhandlingsprotokollen.4)Alle er enige om at udskyde sagen. Der er enighed om, at der ikke kanvedtages noget.”I Findhorn i Skotland har man kombinerede konsensus med afstemningen. Første gangsøges der 90% opbakning. Lykkedes det ikke kan der søges 75% opbakning. Hvis detikke er muligt at opnå 75% opbakning bortfalder forslaget til tegnebordet..”

(Ditlev Nissen: Dialog og konsensus højner demokratiet http://www.utopiskehorisonter.dk/konsensus.htm

)

Vigtige spørgsmål som enhver skal stille sig for at konsensus kan lade siggøre.

Hvem vedrører de beslutninger som tages? Der menes dem som mener at detvedrører dem!Hvad betyder positiv eller negativ implicering? Det betyder på den ene side dem somer berørt positivt af et forslag, og derfor ikke vil modarbejde dette forslag, og på denanden side dem som føler at et forslag berører dem negativt og derfor nok vil stemmeimod dette forslag.Negativt impliceret? Der findes ikke et klart objektivt svar, fordi det enkelte menneskeoplever objektive forhold subjektivt, og individets reaktion og handlemuligheder harlogisk nok også objektive konsekvenser som bliver subjektivt opfattet af individerneomkring det. Subjektive opfattelser er ikke blot følelser, men ubevidste eller bevidstebehovs- og reaktionsmønstrer, rutiner, ideologi, forskellige interesseperspektiver

såsom hobbyer, klasse, køn osv. Det gør det hele meget kompliceret, og gør det sværtat forudsige, hvad det er nogle folk mener om det ene eller det andet.Ligegyldigt hvad, så må man håbe på og stole på, at enhver ved hvad der vedrørerham/hende, og er åben for (selv-)kritik udadtil for at kunne lære at indse når han ellerhende tager fejl, og også selv er stærke nok til at gøre modstand, hvis man føler athan eller hende har gennemtrumfet sin vilje, manipuleret eller svigtet ibeslutningsprocessen.Der er ikke nogen objektive kriterier for det at være negativt berørt af et forslag. Deter som om det altid står til debat, men uden tillid til individets selvstændige evner tilat lære at indgå i en dialog, at lytte og at øve (selv-)kritik, er konsensus slet ikkemuligt, så i den situation er det kun ved at genopbygge tilliden til individets evner atkonsensusbeslutninger igen kan blive mulige.Hvilke forsamlinger er ansvarlige for hvilke beslutninger?Hvilke beslutninger kan overlades som ansvar til generalforsamlingen,administrativgruppen, mediegruppen, bookinggruppen, og hvilke beslutninger kanoverlades som ansvar til den enkelte bruger/deltager på fællesmøderne?

Det indebærer at man overvejer hvilke konsekvenser følgerne af beslutningerne kanhave i forhold til ansvarets fordeling, arbejdsindsats, resurser (mennesker, lokaler ogpenge), og emnet (opdeling og begrænsning af emnet). Det er så vigtigt at begrænseting netop i forhold til hvad der vedrører hvad, og hvilket emne der vedrører hvem,fordi begrænsning er det afgørende kriterium for at konsensus kan lade sig gøre istørre forsamlinger. Jo bedre en gruppe/forsamling er til at reducere og fordeleansvaret til grupper/individer, jo mere overskueligt bliver beslutningerne ogsamarbejdet.Med selvstyre(autonomi) menes der at man styrer sig selv, men ikke andre f.eks.”lokalernes brugere beslutter ikke noget der kan få negativ betydning for andrebrugere fra andre lokaler”, ellers er det en sag for en administrativgruppe eller forgeneralforsamlingen, men hvis lokalgrupper/enkeltpersoner samarbejder på tværsuden at det skaber problemer for nogen, er det irrelevant for beslutningsprocessen,men ikke irrelevant for kommunikationen generelt i huset.Det er vigtigt at positive nyheder, bliver kommunikeret ud af de formelle kanaler,netop, fordi konsensus arbejder med kriteriet at være

negativ berørt

, og det kan i sigselv skabe en forkert opfattelse af den reelle situation ved at der er et overfokus påuenighed og problemer, og ikke på alt det man er enige om, og som fungerer godt, dadette oftest bliver taget for givet.

Hvad kan man gøre til møderne?

a)At lave uformelle, afslappende, frie og personlige møder der ikke bare erkaffemøder.b)At lave en festgruppe som kan forberede og indkalde til møder.c)At undlade at spilde tid på gruppedannelse som alligevel aldrig rigtigt bliver tilnoget, fordi der mangler resurser eller interesse.d)Få folk til at gå sammen i små grupper ved større møder.