INTRODUKTION TIL TIBETPå baggrund af rejseindtryk fra en rejse til Østtibet i sommeren 2007

Af Charlotte MathiassenI 1949 marcherede den kinesiske Folkets Befrielseshær ind i provinsen Amdo i det østlige Tibet og iTibets hovedstad Lhasa i 1951 og Tibets historie og det tibetanske folks liv blev for altid forandret. I1959 gjorde befolkningen i Lhasa, der var vokset betragteligt pga flygtningestrømme fra øst, oprør mod den kinesiske besættelsesmagt. I håbet om at undgå et blodbad flygtede Tibets åndelige ogverdslige leder Dalai Lama, som tibetanerne ville kæmpe til sidste blodsdråbe for, til Indien, hvor han og de omkring 80.000 tibetanere, der flygtede med ham, fik lov til at slå sig ned. Dalai Lamadannede en eksilregering i den lille by Dharamsala i det nordvestlige Indien.Besættelsen af Tibet udviklede sig til et folke- og kulturmord med op imod måske 1 million dødesom følge af krig, fangenskab og sult og til ødelæggelsen af størstedelen af Tibets kulturskatte ogklostre. Siden besættelsen har der været en voldsom indvandring af kinesere til Tibet, så antallet af kinesere i dag i mange egne overstiger antallet af tibetanere. Langt størstedelen af Tibets byer er idag kinesiske byer og al magt reelt på kinesiske hænder.Trods ihærdige anstrengelser fra Dalai Lamas side for at få den kinesiske regering til at indgå iforhandlinger med ham om ægte autonomi i Tibet nægter kineserne at ændre på den politik af undertrykkelse, menneskerettighedskrænkelser og politisk og økonomisk marginalisering, der er tibetanernes vilkår endnu i dag. Det har bla som følge, at der årligt flygter 2-3000 tibetanere over Himalayabjergene til Indien. I september sidste år blev en ung tibetansk kvinde dræbt af kinesiskegrænsevagter, da hun forsøgte at flygte over Nangpa La passet til Nepal.Tibet, som tibetanerne selv kalder Bod, bestod før besættelsen af tre provinser, det centrale ogvestlige Tibet U Tsang med hovedstaden Lhasa, Amdo og Kham. Dalai Lama og hans regeringhavde kun reel kontrol med U Tsang og en del af Kham mens resten af Tibet bestod af forskelligesmåstater, nomadegrupper og nogle grænseområder mod øst, der var under kinesisk kontrol.Befolkningen i de østlige provinser har en egen regional identitet som khampa og amdowa. Alletibetanere tilbeder dog Dalai Lama som inkarnationen af Chenrezig, der er en central figur i dentibetanske buddhisme. Lhasa var og er et af de vigtigste pilgrimsmål for tibetanerne. Der har altidværet stor kulturel sammenhængskraft mellem de forskellige tibetanske områder.Den kinesiske regering indlemmede efter besættelsen Amdo og størstedelen af Kham i forskelligekinesiske provinser mens Centraltibet blev omdøbt til Tibet Autonome Region. Det er det enesteTibet, Kina accepterer mens tibetanernes – og Tibetorganisationernes Tibet - også omfatter Amdoog Kham.Man regner med, at der i dag er omkring 5 millioner tibetanere i Tibet. Ca. halvdelen bor i TibetAutonome Region, og halvdelen i Amdo og Kham. Deres antal overstiges af antallet af kinesere påmindst 5,5 millioner, de fleste i byerne og i det østlige Tibet.Tibet er stort. Omtrent så stort som Vesteuropa. Når man kommer fra byen Chengdu i Kina, sommange gør, rejser man bogstaveligt talt 2000 meter op til Tibet, som nogle kalder Verdens Tag ogderfra videre op på de ca. 4000 m, som det tibetanske højplateau gennemsnitligt befinder sig på.Især i det vestlige Tibet er klimaet meget tørt mens der i Østtibet findes næsten alpine landskaber,der engang var tæt bevoksede med skov. Den kinesiske besættelsesmagt har i årevis drevet rovdrift1

på disse skove, så der i dag i mange områder ikke er meget tilbage. Størstedelen af Tibet er bølgende græsland omgivet af bjerge. Det kendteste er Mt. Everest eller Chomolungma, somtibetanerne kalder det, på grænsen mellem Tibet og Nepal. Flere af Asiens største floder har deresudspring i Tibet, bl.a. Machu floden, som vi kender som den Gule Flod, Drichu floden, der i Kina bliver til Yangtze og Dzachu eller Mekong. Kun lidt over 2% af Tibet er opdyrket, fordi landbrugnæsten kun er muligt i de frugtbare floddale.Tidligere rejsebeskrivelser fortæller om Tibets rige dyreliv af bl.a. vilde yak, sneleoparder,tibetanske anteloper, og vildæsler. Mange af disse dyrearter er i dag truede, bla fordi der er stor efterspørgsel i Kina på produkter fra disse dyr og butikker som på dette foto er ikke sjældne ituristbyerne og fordi kinesiske udviklingsprojekter har ændret dyrenes leveforhold. Kineserne har siden besættelsen i stigende grad udnyttet Tibets naturressourcer til egen fordel. Dertil hører ogsåudbredt minedrift. De kalder derfor ikke uden grund Tibet for Xizang, det vestlige skatkammer.De egne, jeg besøgte i Østtibet, bærer i høj grad præg af Kinas udviklingspolitik. F.eks. er der overalt gang i udbygningen af veje og dæmninger.Ca. 80% af den tibetanske befolkning lever på landet som nomader eller bønder. Bønderne lever ilandsbyer omgivet af deres marker, der ofte ligger som oaser i et ørkenagtigt bjerglandskab. Det er mange steder nødvendigt med kunstvanding for at drive landbrug. I det nordøslige Amdo som her på billedet består landsbyerne af lave lerklinede huse med flade tage. De har ofte noget næstenfæstningsagtigt over sig, der tyder på, at der tidligere har været behov for at beskytte dem. Ilandsbyerne ved provinsbyen Rebgong, hvor vi tilbragte noget tid, er der en mur med en byportrundt om landsbyen og de enkelte huse ligger igen bag en mur og en låst dør. Længere sydpå er husene store ofte treetages stenhuse udsmykket med malede vinduesbræmmer og smukt dekorerededøre. I landsbyen Lhagang i Kham ligger de fine nyrenoverede huse rundt om en stor tom plads. Er det resultatet af en bevidst kinesisk politik? Det kunne vi ikke få svar på.Leveforholdene er ofte meget enkle. Toilettet er tit kun et hul i jorden, maden laves over et lerklinetkomfur, hvor der fyres med tørret kogødning, selvom nogle huse også har gaskomfur, og der er ikkealtid indlagt vand i husene eller et badeværelse. Mange af husene har til gengæld solfangere til atopvarme vand. Hvis familien ikke er for fattig har næsten alle tibetanske huse en ’pæn stue’udsmykket med traditionelle tibetanske farver og mønstre. De har også et husalter. I hele Tibet kanman kende de tibetanske huse og landsbyer på bedeflagene, der vajer over hustagene.De vigtigste afgrøder er byg og hvede. Markerne er små og det er derfor vigtigt for bønderne atholde dyr ved siden af. En blanding af dyrehold og landbrug er derfor meget almindeligt.Traditionelt bragte man dyrene på græsning i bjergene om sommeren. Men i dag klager mange bønder i de landsbyer, vi besøgte, over at de ikke længere må sende dyr på græsning, fordi dekinesiske myndigheder hævder at de vil beskytte miljøet ved at begrænse græsningsområderne. Dettror de ikke på i vores værtsfamilie i Rebgong og vi så da heller ikke meget tiltræplantningsprojekter. Andre fortalte, at de var blevet fattigere, fordi de kan holde færre dyr.Dyrene skabte det overskud, som de knappe marker ikke kunne give, som en familiefar i en megetfattigt udseende landsby nær den lille klosterby Labrang fortalte.Traditionelt overtager børnene, især sønnerne forældrenes gård men unge, der har fået enuddannelse har ikke lyst til at blive bønder. I vores værtsfamilie håber moderen, at den ældste søster 2

på 26 vil blive gift og overtage gården. De to yngre, vores tolk og hendes lillebror, der nu går igymnasiet, har andre ambitioner.Ca. 40% af den tibetanske befolkning siges at være nomader. At være nomade eller på tibetansk drok pa, er mere end en leveform. Det er en central del af den tibetanske identitet. Derfor ses denkinesiske politik med at tvangsflytte nomader til faste beboelser også som en trussel mod selve detat være tibetaner. I de senere år har de kinesiske myndigheder i stigende grad tvangsforflyttetnomader til faste beboelser, som dem I ser her og som vi stødte på overalt på vores rejse.Man taler ien nylig rapport fra organisationen Human Rights Watch om mere end 100.000 tvangsforflyttelser.”Ingen har ret til at nægte” hedder rapporten og det er kinesisk politik overfor tibetanerne i ennøddeskal. Tibetanerne kan ikke selv bestemme udviklingen af deres eget samfund og de føler afmagt, nogle gange i en sådan grad, at de flygter. Rent økonomisk betyder tvangsforflyttelserneofte, at familierne ikke får ordentlig kompensation for tabet af deres levegrundlag og især de ældrehar heller ikke mange muligheder for at finde et nyt. Udviklingsprojekter og indhegningen af græsland er også et stort problem.En anden trussel mod nomadernes levevis kommer fra børnene. Nomaderne ved meget vel, at det er vigtigt, at børnene får en uddannelse, men også at de, når de har en uddannelse, måske ikke længerevil være nomader, fordi det er et hårdt liv. En tibetaner, der har en restaurant i Lhagang, fortalte osdog, at han, hvis han en dag får børn, vil lade dem opvokse som nomader. Måske er det kun endrøm især i lyset af en nylig udtalelse fra de kinesiske myndigheder om at ville flytte 80% af Tibetsnomader inden år 2020.Mange nomader er reelt halvnomader. De bor kun i deres telte af yakuld om sommeren og har fastehuse i landsbyer, hvor de opholder sig om vinteren. Nomadefamilier kan være rige, hvis de har storedyreflokke men de kinesiske myndigheders indhegning af græslandet har ført til overgræsning ogmanglende græsland til dyrene. Nomaderne holder geder, får og yak eller dzo, der er en krydsningmellem yak og ko. Yakken er nærmest et symbol på Tibet. Det er et meget hårdført dyr, der brugestil transport af varer, giver mælk til ost, smør og youghurt, kød og uld. Nomaderne bruger traditionelt heste til at transportere sig selv og de er dygtige ryttere. Men i dag afløses hestene ofteaf de hurtigere motorcykler, der også uden besvær kan køre over græslandet.En engelsk kvinde, Kate Karko, der er gift med en nomade fra Kham, har skrevet en bog om sit livhos hans familie, hvor i hun fortæller, hvordan ændringerne i nomadernes leveforhold har ført til, atmændene har meget mere tid end tidligere, fordi de ikke skal tilbringe størstedelen af året med at passe på dyreflokkene og beskytte dem mod vilde dyr og røverier. De har også lettere adgang tilsmåbyerne, deres barer og poolborde. Alle vi talte med var enige om, at det er kvinderne, der gør størstedelen af arbejdet mens især de unge mænd gør sig store anstrengleser for at virke super cool:solbriller, motorcykler, hatten på sned og den traditionelle tibetanske frakke chuba bundet på denhel rette måde. I det hele taget er der ofte noget ,vilde vesten’ over nomadebyerne. Nogle steder, som den lille by Lhagang satser man på turisme. Der er gæstehuse og restauranter ognogle nomader lejer heste ud til turisterne. Som overalt på rejsen var det svært at få klar besked på,om det er lokalbefolkningen selv, der har taget beslutningen om at udbygge turismen eller om dener blevet dem pålagt af myndighederne. Generelt havde vi indtryk af, at man gerne vil have vestligerygsækturister, fordi de foretrækker de tibetanske steder og sympatiserer med tibetanerne som her,hvor en landsbyfamilie åbner deres hus for turister og tjener lidt på at servere mad for dem. I3