For publication/til publikation i DF Revue, Danske Forskningsbibliotekarers tidsskrift.

Draft version, do
not quote!

Nettets genkomst?

Af Mads Bødker, CBS, og Martin Sønderlev Christensen, Advice Digital

Amazonas regnskoven er et af de frodigste steder på kloden. Når et træ vælter og en lysning åbner sig,
spirer millioner af nye livsformer op, hver med sin helt egen specialiserede strategi for at vokse og
overleve. Det er som om et stort træ er faldet og nyt lys er trængt igennem og internettet de seneste 3-
4 år har bevæget sig mere i retning af en lignende mangfoldig økologi hvori der er opstået en frodig un-
derskov af små applikationer og services, og ligesom i regnskoven fører specialisering til en frodig
mangfoldighed på internettet.

På mange måder virker det som om den teknologiske udvikling ikke har nogen nævneværdig betydning
for det der sker i de digitalt formidlede sociale systemer. Det er som om de store, visionære teknologier
er forsvundet. Hvad er der blevet af ekspert systemerne, den kunstige intelligens, 5. generations compu-
teren, de neurale netværker, de interaktive chat-robotter? Det nye og udfordrende ved sociale medier er
ikke nødvendigvis af teknologisk art, men handler om hvordan man faciliterer menneskeligt nærvær og
netværk på måder der skaber værdi for den enkelte bruger og for det fællesskab den enkelte indgår i.
Ikke desto mindre er der tekniske facetter af udviklingen der griber tilbage til internettets rødder. I den-
ne artikel vil vi forsøge at kontekstualisere det der har fået den populære, og lidt misvisende, betegnelse
Web 2.0.

Er Web 2.0 da et dårligt begreb? Ikke nødvendigvis, men begrebet Web 2.0 er i sit udgangspunkt en
kommerciel konstruktion, der synes at være skabt til at sælge dyre billetter til smarte konferencer.
Mens det umiddelbart kan tage sig ud som om Web 2.0 er et radikalt paradigmeskifte, så er meget af det
som udfolder sig nu noget der i virkeligheden altid været latent i internettet, både teknisk og kulturelt –
man har bare ikke forstået netværkets grundlæggende styrker rigtigt. Man kan derfor sige, at det ”nye”
internet, det man kunne kalde sociale medier eller social software, i højere grad er genkomsten af noget
af det oprindelige tankegods som var udgangspunktet for internettet. De Amerikanske universitetsmiljø-
er dyrkede i begyndelsen af 80’erne en frugtbar dialogkultur over internettet (bl.a. via det såkaldte USE-
NET), og med World Wide Web i begyndelsen af 90’erne skabte Tim Berners-Lee infrastrukturen for en
frit og tilgængeligt netværk hvor alle kunne oprette websider, videndele og gå i dialog med hinanden.
Mod dette udgangspunkt endte 90’ernes forsøg på at bygge mere centraliserede, strømlinede kommerci-
elle informations-motorveje og -siloer, som bekendt, i dot.com boblens brist.

Forskellen i visionerne der drev henholdsvis den åbne dialogkultur og det kommercialiserede internet
kan ses på baggrund af Paul Barans skitsering fra 1964 af hvordan det Amerikanske militærs kommuni-
kationssystem kunne sikres mod et fjendtligt angreb der kunne lamme al kommunikation i netværket.
Baran foreslog at infrastrukturen burde være ditribueret fremfor centraliseret, sådan at hver enkelt stati-
on i netværket var forbundet med alle andre (se illustration). Dette blev det tekniske forlæg for inter-
nettet. Rent teknisk har internettet derfor altid været et distribueret netværk, men det er først for alvor
med det vi kalder Web 2.0 at vi begynder at udnytte det distribuerede netværks styrker. Det er som om
at vi en overgang troede at internettet for alt i verden skulle ligne det centraliserede netværk - en tradi-
tionel, hierarkisk organisationsform. Med Web 1.0 forsøgte man at tvinge centrale strukturer nedover
netværket. Web 2.0 handler derimod om at udnytte styrkerne ved den oprindelige, distribuerede struktur
som internettet er bygget på.

Med det distribuerede netværk er arkivskabsmetaforen er ikke længere tilstrækkelig - vi går ikke hen og
henter informationer ét sted – hjemmesiden er ikke længere et domicil. I stigende grad ser vi indhold
flyder rundt mellem ”levende” sider. Services på internettet er blevet til ”live” deltagelsesplatforme, som
lever distribueret gennem netværk. Hvor man tidligere har forsøgt at oversætte organisationens kom-
munikationsformer til nettet f.eks. overført nyhedsbrevet til digitale formater eller benyttet brochuren
som den primære metafor for websitet, er det nu i højere grad nettet som trænger ind i organisationen.
Det bedste eksempel på dette er naturligvis gennembruddet af webblogs, som har haft en enorm vækst
gennem de seneste år. Blogs er blevet set som en trussel til de etablerede medier, fordi adgang til bloggen
(og dermed til at ytre sig) er nem og mange tilfælde gratis, hvorved blogs kan underløbe det etablerede
afsender-modtager forhold. Den traditionelle broadcast model, hvor et centralt medie bliver reference-
punkt, er derved udfordret både i ord, billeder og lyd som produceres af almindelige mennesker og som
transmitteres uden om de etablerede kanaler.
Rent teknisk er weblogs et simpelt, men vigtigt skridt væk den almindelige hjemmeside. Weblogs udnyt-
ter internettets distribuerede netværk på den måde at det muliggør at indhold ikke længere skal hentes et
centralt sted, men kan optræde flere forskellige steder samtidigt. Dette sker gennem en række særlige
formater som RSS og XML som gør det muligt at skille indhold fra form. Med disse formater kan man
altså distribuere billeder, lyd og tekst og samle det på forskellige måder, hvorved web-side og applikatio-
ner ikke længere behøver at være en samlet enhed, men flows af forskellige indholdstyper, der kan ænd-
re sig alt efter kontekst. Desuden taler blogs med hinanden, gennem såkaldte trackbacks, hvor en refe-
rence eller omtale fra en blog til en anden automatisk etablerer en forbindelse.

I det centraliserede netværk tildeles brugerne en primær rolle som modtagere eller konsumenter. Med
det distribuerede netværk bliver brugernes rolle og muligheder en anden. Brugerne er i stigende grad med
til at skabe og lave værdifulde sammenhænge, og bliver derved får mulighed for at blive deltagere og
medskabere. Dette sker i massiv målestok i disse år, hvor internettet i stigende grad bliver defineret af
mediering af sociale aktiviteter som at mødes, dele oplevelser, samtale og skabe indhold i fællesskab.
Det er brugerne der driver sider som Flickr.com, youtube.com, wikipedia etc. og det er også brugerne der
er varen, når disse brugerdrevne tjenester bliver solgt for milliarder af dollars.

Den sociale infrastruktur har en væsentlig betydning, ikke bare for det indhold eller de samværsformer
som understøttes eller udvikles på nettet. Det sociale, det sam-skabte, er også blevet det helt centrale
omdrejningspunkt for den måde internettet virker på som teknisk infrastruktur. Det bedste eksempel er
måske også det ældste. Køber man bøger på Amazon.com bliver ens køb sammenholdt (via avancerede
algoritmer og omfattende databaser) med andres, og tjenesten er i stand til at give forslag til lignende
materialer der kunne være interessante, på baggrund af en social mønstergenkendelse.

På samme vis kan den populære søgemaskine Google kun fungere fordi brugeren bruger internettet, og jo
flere der bruger internettet, jo bedre bliver Google til finde betydningsfulde sammenhænge. Det er en
afgørende forskel fra tidligere at systemerne udvikler sig med den sociale brug af dem. Ligesom Google
og Amazon er de tjenester og services som falder under kategorien Web 2.0 tjenester der i udpræget grad
udnytter og inddrager det sociale.

Sammen med mulighederne for at skabe personaliserede medier og profiler på nettet, forstærker net-
værket også kollektiv deltagelse, hvor brugere går sammen om at skabe fælles produktioner. Online
encyklopædien wikipedia er det naturlige referencepunkt, hvis man ønsker at se hvad brugergeneret ind-
hold kan lede til. Dette har ledt kulturkritikeren Andrew Keen til at kalde Web 2.0 for amatørkulturens
opståen, men i virkeligheden er det ikke amatøriseringen af kulturen der er interessant. Wikipedia er
muliggjort af en kritisk masse: at der er tilpas mange mennesker der er interesseret og tager ejerskab i
hvert enkelt opslag. Som Wikipedia er Web 2.0 i sin natur ”beta” dvs. under stadig udvikling - dette
betyder at mindre fejl eller amatørtendenser ikke nødvendigvis skal ses som kritiske, men som ting der
over tid bliver rettet til, og finder et leje der er brugbart for brugerne. Denne konstante ”beta” tilstand
gælder i virkeligheden også internettet i den form vi kender det i dag. Internettet er faktisk et relativt
dårligt system. Det er upræcist, links kan dø, rettigheder er lette at overtræde etc. Men internettet er
godt nok til at skalere, til at udvide sig - et perfekt system vil ikke kunne have fået den samme eksplo-
sive vækst. Det samme kan man sige om Wikipedia og andre brugerdrevne innovationer, de er ikke per-
fekte, men gode nok i de fleste tilfælde. Et andet elsempel på dette er de ”dårlige” formater der er helt
centrale for Web 2.0 - formater til lyd (mp3) og billeder (mpg) der udfra professionelle standarder er
langt fra er perfekte, men som til gengæld er strømlinede og langt bedre at distribuere hurtigt og massivt
gennem netværk. Tilgængelighed er vigtigere end form. Skalerbarhed trumfer stabilitet.

Mens medier og organisationer der er organiseret efter den centraliserede form normalt stiler efter kva-
litet gennem autoritativ selektion, er internettets distribuerede form bedre til at skabe kvantitet. I stedet
for massemedier, får vi en masse medier. Kvantitet er derfor på en måde den nye kvalitet, de nye tje-
nester og services har indbygget måder hvorved brugere lettere kan finde, selektere og fravælge i de væl-
dige mængder af indhold og information. More is...more.

Tager man de kritiske briller på er Web 2.0 fænomenet måske på vej til at blive en ny ”boble”. Man har
kapitaliseret på brugerne, og brugerne er den økonomi, som de afsindige summer tjenester som
flickr.com, youtube.com eller (snart) last.fm bliver solgt for, er baseret på. At de små biotoper og frodi-
ge økologier ikke længere får lov til at vokse og specialisere sig i fred, men i stigende grad bliver opkøbt
og dyrket med gevinst for øje er ikke nødvendigvis dårligt, men der er visse lighedspunkter med de etab-
lerede massemediers rovdrift på 90’ernes World Wide Web. Øget centralisering, mere monopolisering,
og fokus på indtjening fremfor udvikling kan vise sig at blive enden på Web 2.0 som vi kender det. Men
ukrudt forgår som bekendt ikke så let, og det er svært for alvor at være pessimistisk med hensyn til in-
ternettets evne til at genopfinde sig selv som et frodigt udgangspunkt for deltagelse, dialog og brugerdre-
vet nyskabelse. Sociale medier sygner ikke hen og dør, og vi kommer ikke til at vende tilbage til for-
dums monopoltider, men tingene sker hurtigt i dagens mediebillede, og begrebet Web 2.0 er måske be-
grænsende for forståelsen af den sociale virkelighed på nettet og på den måde nettet har et signifikant
medløb i brugernes dagligdag og ikke begrænser sig til at være en platform for adressesøgning, besøg af
virksomhedsdomæner og nethandel. Det er nettets sociale egenskaber der bestemmer farten og retnin-
gen, uanset om vi taler om Web 2.0, 3.0 eller noget helt fjerde. Det karakteristiske er ikke versions-
nummeret, men evnen til at facilitere samvær, deltagelse og kreativitet.

Mads Bødker er forskningsadjunkt ved Center for Anvendt ICT, Copenhagen Business School. Her for-
sker han i kritiske perspektiver på menneske-maskin interaktion, brugerdreven innovation og bruger-
inddragelse i udviklingen af digitale tjenester. Martin Sønderlev Christensen, ph.d. er rådgiver ved Ad-
vice Digital