Planlægning i Mavoko

- et feltstudie af Nairobis peri-urbane områder

Summary - Slum Areas in the Peri-urban Areas of Nairobi
This report examines the prevalence of slum in the peri-urban areas of Nairobi, specifically in
Mavoko Municipality. Based on case studies of different slum areas, we identify three main barriers
to sustainable development; the distorted housing marked of Nairobi, the political system in Kenya
and finally the planning capacities of the Mavoko Municipal Council. The report points out the
short-comings of current approaches to slum and suggests more sustainable solutions.

Forord
Den forhåndenværende rapport er blevet til i samarbejde mellem to forskellige grupper på Plan, By
og Proces, efterårssemestret, 2010. De to grupper består af henholdsvis Tobias Steene og Hannibal
Rasmussen på bachelorniveau, og Kristina Kaiser-Nielsen og Malte Warburg Sørensen på første år
af kandidatoverbygningen.

I overensstemmelse med Plan, By og Proces´studieordning afleverer begge grupper hver deres

rapport som oplæg til eksaminationen. Det skal dog understreges at de to rapporter er skabt i tæt
samarbejde, og at begge hold har forestået empiri-indsamlingen, problemafgrænsningen og
baggrundslæsningen på lige fod. Den overordnede substans, struktur, prioritering og konklusion er
derfor enslydende.

2
Anerkendelse

Vi vil gerne udtrykke taknemmelighed overfor de mange mennesker, der har været med til at
muliggøre vores case-studie i Mavoko. Først og fremmest vil vi gerne takke beboerne Rose
Mutumi, Joseph Mutier, Wyclif, Janet Wabia, Steven Ngongo, Bernhard Musiko, Mzee Kiotoko,
Daniel Marley Kiio, Chrimzi Kawimzi, Feslista Mweni og Anthony Mutua for at fortælle os om
deres liv og hverdag, og for at invitere os ind i deres hjem. Også en stor tak til alle de mange andre
beboere i slumområderne Kwambemba, Sophia og City Carton, som hjalp os med at lave social
maps, og fik os til at føle os velkommen i de forskellige områder.

Desuden vil vi gerne takke følgende ressourcepersoner for at orientere os om de lokale forhold, og
hjælpe os med at forstå Nairobis peri-urbane slumområder. Tak til Joseline Nzeki, SNP-secretary,
Justus Ny’ang’aya, generalsekretær i Amnesty Kenya, Peter Ngau, professor ved Department of
Regional and Urban Planning. Ved FNs afdeling for byudvikling, UN-HABITAT, vil vi gerne takke
Lucas Bento, policy adviser, Zhang Xingquan, leder af afdelingen for urban økonomi, samt George
Onyiro, programme manager for slumopgraderingsprojektet SNP. Desuden vil vi gerne takke
Richard, welfare officer fra Pumwani, B. Korunghe, Housing Officer fra National Housing
Committee, samt Samuel K. Mokali, Municipal Planner ved Mavoko Municipal Council.

Til sidst vil vi gerne takke John Mulingwa for hans store hjælp i forbindelse med koordineringen af
alt det praktiske under empiri-indsamlingen, hvor han blandt andet bistod os som tolk og benyttede
sit store netværk af ungdomsledere til at lette adgangen til de forskellige slumområder.

3
Indholdsfortegnelse

Kapitel 1: Indledning og problemfelt

1. Problemfelt ………………………………………………………………………….…..6
1.1 Problemformulering ……………………………………………………….…..7
1.2 Opgavestruktur ………………………………………………………….……..8
1.3 Rapportens strukturering ………………………………………………….…...9

Kapitel 2: Mavoko - en peri-urban kommune

2.1 Mavoko - Kenyas hurtigst voksende kommune ……………………………....12
2.2 Mlolonglo - fra landsby til vækstcenter …………………………………….…13
2.3 Kamp om land og svag planlægning ……………………………………….….14

Kapitel 3: Metodisk fremgangsmåde

3.1 Rapportens empiriske fundering ……………………………………………..15
3.2 Indsnævring af problemfelt og vidensindsamling ………………....………....15
3.3 Kontakt til case-områderne ……………………………………….………….16
3.4 Udvælgelse af case-områder …………………………………………...…….16
3.5 Metode for empiri-indsamling: Interviews og social mapping …….………...17
3.5.1 Interviews …………………………………………………….…….18
3.5.2 Social mapping …….……………………………………………….18
3.6 Overvejelser omkring fremgangsmåde ……………………………………....19
3.7 Vurdering af fremgangsmåde ………………………………………………..20
3.8 Vurdering af afgrænsning ……………………………………………………21
3.9 Teoretisk belæg og anvendelse …………..…………………………………..21
3.10 Bæredygtighedsbegreb ………………………………………………….......22
3.11 Rapportens validitet og gyldighed ……………………………………….....22

Kapitel 4: Slum - et globalt og lokalt fænomen

4.1 Slum - et lokalt og globalt fænomen ……………………………….…………23
4.2 Globalisering - et begreb, en idé, en proces …………………………………..23
4.2.1 Transformation af det lokale og det globale ………………………..24
4.2.2 Globalisering - et omstridt begreb ………………………………….24
4.2.3 Globalisering i udviklingslande …………………………………….26
4.2.4 Rapportens globaliseringsforståelse ………………….……………..27
4.3 Urbanisering i Afrika og Østafrika ……………………………………….…...28
4.3.1 Eskalerende urbanisering ……………………………………….…...28
4.3.2 Den koloniale arv - segrationspolitik og fragmenterede byer ….……29
4.3.3 Fejlslagne master plans og strukturtilpasningsprogrammer …….…...29
4.3.4 Nairobis spatiale udvikling ……………………………………….….31
4.4 Peri-urbanisering i udviklingslande …………………………………………....33
4.4.1 Indkredsning af det peri-urbane ……………………………………...33
4.4.2 Nye spatiale tendenser i det peri-urbane ……………………………..34
4.4.3 Planlægningmæsige udfordringer og muligheder ……………….…...36
4.5 Boligpolitik og slum ……………………………………………………………37
4.5.1 Boligpolitiske paradigmer og tendenser ……………………………...37
4.5.2 Boligpolitiske aktører ………………………………………………...39
4.6 Opsummering på slum som et globalt og lokalt fænomen ………………….….40

4
Kapitel 5: Case-analyser af spatiale og sociale dimensioner
5.1 Spatiale strukturer …………………………………………………………..…...41
5.1.1 Beliggenhed, afgrænsning og størrelse ……………………………......41
5.1.2 Oprindelse og boligmassens tilstand ………………………………......49
5.1.3 Basale serviceydelser …………………………………………………..53
5.1.4 Lovlighed, sårbarhed og udviklingsmuligheder ………………………..55
5.1.5 Spatial opsamling ………………………………………………………59
5.2 Sociale dimensioner i Kwambemba, City Carton og Sophia …………………….60
5.2.1 Intern organisering og magtstrukturer ………………………………….60
5.2.2 Kollektiv identitet ………………………………………………………61
5.2.3. Sociale mødesteder og faciliteter ………………………………………63
5.2.4 Opsparingsgrupper, uddannelse og sociale grupper ……………………63
5.2.5 Fattigdom, misbrug og kriminalitet …………………………………….64
5.2.6 Visioner for fremtiden …………………………………………………..65
5.2.7 Opsamling på de sociale dimensioner …………………………………..66
5.3 Delkonklusion: Identifikation af barriere og ressourcer ………………….67

Kapitel 6: Barrier og løsninger

6.1 Det dysfunktionelle boligmarked og boligsikkerhed
6.1.2 Boligmarkedet i Mavoko og Nairobi…………………………………....68
6.1.3 Manglende boligsikkerhed - en barriere for udvikling? ………………..69
6.1.4 Kollektiv opkøb og udstykning af land …………………………………71
6.1.5 Delkonklusion …………………………………………………….…….72
6.2 Det politiske system i Kenya ……………………………………………….…….74
6.2.1 Den politiske virkelighed i Kenya ……………………………………...76
6.2.2 Korruption og ulige ret til land ………………………………................76
6.2.3 Det strategiske og politiske landmarked ………………………….…….78
6.2.4 Politisk og juridisk eksklusion ……………………………….…………79
6.2.5 Den nye forfatning ……………………………………………….……..76
6.2.6 Indsatsområder med fokus på fremtidig bæredygtig udvikling ….……..82
6.2.7 Delkonklusion ……………………………………………………….….83
6.3 Planlægningspraksis i Mavoko ……………………………………………….…..84
6.3.1 Indledning ………………………………………………………............84
6.3.2. Planlægningsforståelse i Kenya ………………………………………..84
6.3.3 Planlægningsbegreb og praksis i Mavoko……………………………….86
6.3.4 Metro 2030 – visioner for en integreret metropol ………………………88
6.3.5 Den inkrementelle tilgang som potentiel løsning …...…………………..90
6.3.6 Planlægningskapacitet i Mavoko ……………………………………….92
6.3.8 Løsninger for en bæredygtig planlægning i Mavoko …………...………94
6.3.9 Udvikling af planlægningsmæssige policy-tiltag …………………...…..96
6.3.10 Delkonklusion ………………………………………...……………….98
6.4 Opsummering på analyseresultater ………………………………...……………100

Kapitel 7: Konklusion og perspektivering

7.1 Konklusion …………………………………………………………………………..…..103
7.1.1 Indledning ……………………………………....……………………………...103
7.1.2 De væsentligste barrierer for en bæredygtig udvikling ………………………..103
7.1.3 Hvordan planlægning kan bidrage til en bæredygtig udvikling ……………….104
7.2 Perspektivering ………………………………………………………………….……….106

Litteraturliste ………………………………………………………………………….…….109
Liste over bilag ……………………………………………………………………….……..111

5
1. Problemfelt
‘Slum, semi-slum and superslum, to this has come
the evolution of cities’(Patrick Geddes)

Østafrika står over for enorme udfordringer. I perioden 1960 til 2010 er den urbane befolkning
vokset eksplosivt fra 6 mio. til 77,1 mio., og den fremskrevne udvikling varsler en
befolkningsstigning til 116,1 million i 2020. Størstedelen af denne befolkningstilvækst vil komme
fra den laveste indkomstgruppe, og fattigdommen i de østafrikanske landområder har været kraftigt
medvirkende til migrationen fra land til by. Afrika forventes at få fordele af den omfattende urbane
ekspansion, dog kun hvis den øgede urbanisering følges af øget industrialisering. Men hvor
urbaniseringen i mange regioner har været drevet af den industrielle og socioøkonomiske udvikling,
synes den derimod at være drevet af fattigdom i de østafrikanske lande.

Den negative side af urbaniseringen i Afrika er at fattigdommen fortsætter med at vokse og

forværre mulighederne for et værdigt og produktivt liv for hovedparten af de fattige byboere. I
Kenya bor 54,8 % af befolkningen i slumområder og det urbane landskab i Nairobi bærer stadig
tydelige præg af en omfattende segregationspolitik med rod i kolonitiden – nu i form af en
økonomisk opdeling mellem rige og fattige, men med samme omfattende konsekvenser for
adgangen til byens rum. Den eksplosive urbane vækst har presset virksomheder og beboere fra
Nairobi ud i byens peri-urbane områder, hvor især Mavoko Municipality, der ligger syd for
Nairobi, oplever en voldsom tilstrømning - med nytilflyttere fra både landdistrikterne og ”inner city
slums”. Den negative udvikling understøttes negativt af en udpræget mangel på arbejdsmuligheder
og boliger, samt det faktum at befolkningstilvæksten til byerne-områderne er større end den
økonomiske vækst.

Jagten på netop boliger og arbejdsmuligheder fører fattige fra både de urbane og rurale områder til
de peri-urbane områder, hvor de håber på bedre muligheder. I de peri-urbane områder mødes de dog
ofte af lignende begrænsninger og et marked for køb og salg af land, som oftest er utilgængeligt for
de fattige. De har ikke andre muligheder end at benytte det uformelle marked for arbejde og bolig,
hvor de ofte ender med at betale alt for høje huslejer og lever i generel bolig-usikkerhed.

Planlægningskapaciteten i byerne har længe været utilstrækkelig og den fysiske planlægning

hæmmes blandt andet af mangel på finansiering. De østafrikanske byer er ude af stand til at
planlægge i et tempo, der stemmer overens med udviklingen. Det betyder at den fysiske udvikling
af byerne sker ud fra individuelle og kortsigtede behov, og reelt foregår uden overordnet

6
koordinering. Samtidig er de planlægningsmæssige og politiske myndigheder primært orienteret
mod de velhavende og magtfulde eliter, og det er først i dette årti at social boligpolitik har fået en
plads på den politiske dagsorden.

En af konsekvenserne ved den forfejlede byplanlægning og det manglende sociale fokus, er den
store tilstedeværelse af slumområder i Nairobi og dets peri-urbane områder. Stort set alle fattige
byboere bor i slum. Områderne består generelt af dårlige boliger, og er karakteriseret ved stor
befolkningstæthed, interimistisk og til tider farlig bygningsmasse, som f.eks. brandfarligt pap.
Derudover lider områderne af et fravær af basale serviceydelser som vand, strøm og sanitet.
Slumbeboernes sårbare position tydeliggøres ved den økonomisk, fysisk og social eksklusion,
kombineret med mangel på boligsikkerhed og arbejdsløshed.

”While the forces impacting on the growth of cities have changed dramatically in many parts of the
world, planning systems have changed very little and contribute to urban problems. This does not
need to be the case: Planning systems can be changed so that they are able to function as effective
instruments of sustainable urban change.” (FN rapporten Planning Sustainable Citites, s.1)

1.1 Problemformulering
Netop planlægningens dobbelte rolle er udgangspunktet for denne rapport. Planlægning kan enten
fungere som en barriere eller bidrage positivt til en mere bæredygtig udvikling af verdens byer.
Denne rapport vil belyse og problematisere de skitserede problemstillinger med udgangspunkt i
følgende problemformulering:

Hvordan kan planlægning bidrage til en bæredygtig udvikling i slumområderne i Mavoko?

Til at besvare problemformuleringen tager vi udgangspunkt i følgende delmål:

1) Analyse af hvorfor og hvordan der opstår slum i Mavoko og klarlægning af de globale,
nationale og regionale tendensers samspil og indflydelse på de lokale vilkår
2) Forståelse for de spatiale og sociale dimensioner i forskellige slumområder, for derigennem
at vurdere de forskellige udviklingsmuligheder for områderne
3) Vurdering af de vigtigste barrierer for en bæredygtig udvikling og undersøgelse af tidligere
implementerede initiativer, der har forsøgt at imødekomme slum-problemer
4) Fremadrettede bud på hvordan man kan skabe en bedre udvikling for slumbeboerne i
Mavoko – og andre steder i Østafrika.

7
Vi har valgt at arbejde ud fra en case-orienteret tilgang for derved at indfange de forskellige
strukturelle tendenser – lokale, nationale og globale – der optræder i forskellige typer af
slumområder. Samtidig er det hensigten, at den geografiske begrænsning skal bidrage til at få
konkretiseret nogle meget komplekse problemstillinger. Problemformuleringen udtrykker ligeledes
vores fokus på mulige løsningsmodeller og er rettet mod en bæredygtig udvikling, hvor vi inddrager
bæredygtighedsbegrebet til at lægge vægt på en holistisk tilgang. De metodiske refleksioner vil
blive uddybet i kapitlet om rapporten metode.

1.2 Opgavestruktur

Kapitel 1 – Indledning og problemfelt

Kapitel 2 – Mavoko - en peri-urban kommune; introducerer rapportens geografiske

genstandsområde, og de tre slumområder, der fungerer som cases i rapportens analyse.

Kapitel 3 - Metodisk fremgangsmåde; præsenterer den videnskabelige fremgangsmåde og de

metodiske overvejelser for rapporten, samt vores to empiri-indsamlingsmetoder; semistrukturerede
interviews og social mapping.

Afsnit 4 - Slum - et lokalt og globalt fænomen; introducerer de overordnede globale og

samfundsmæssige strukturer og tendenser, indenfor hvilke de mere specifikke problemstillinger
opererer. Afsnittet relaterer til første delmål.

Afsnit 5 - Case-analyser af spatiale og sociale dimensioner; en stedspecifik analyse baseret på

rapportens tre case-områder i Mavoko. Afsnittet relaterer til andet delmål.

Afsnit 6 - Barrierer og løsninger; opsamler på de foregående afsnit, hvor de tre mest dominerende
barrierer for slumområdernes udvikling præsenteres; 1) Det dysfunktionelle boligmarked, 2) Det
politiske system i Kenya 3) Planlægningspraksis i Mavoko. Derefter diskuteres analyseresultaterne
og der laves en samlet afrunding på de to analysekapitler, i forhold til problemformuleringen.

Afsnit 7 - Konklusion og perspektivering; besvarelse af opgavens problemformulering og

perspektivering til planlægning i Kina.

8
1.3 Rapportens strukturering
Rapporten er opbygget således, at den undersøgte problemstilling og dens aktualitet først
præsenteres og underbygges i rapportens problemfelt. Derefter indsættes den konkrete
problemstilling i en planlægningsmæssig og global kontekst, der ligeledes formidler rapportens
tilgang til problemstillingen omkring slumområder i Mavoko. I rapportens opbygning har vi vægtet
en signifikant overbygning til vores analyse i form af en introducerende analytisk præsentation af de
globale og samfundsmæssige strukturer og aktuelle tendenser, indenfor hvilken de konkrete
slumproblematikker og urbaniseringsfænomener foregår. Der opstilles en Østafrikansk kontekst for
derigennem at indskrive rapportens konklusioner i en bredere forståelsesramme. Disse globale og
samfundsmæssige tendenser vil ligeledes blive bragt i spil i perspektiveringen af rapportens
konklusioner.

I de analytiske afsnit ser vi først på de spatiale og sociale dimensioner af vores tre caseområder,
hvorved områdernes karakteriseres og de vigtigste barrierer for en bæredygtig udvikling
identificeres. Under afsnittet ’Det dysfunktionelle boligmarked´’ behandles ejerforhold og
lejestrukturer, karakteren af boligerne og uformelle økonomiske strukturer og deres indvirkning på
de pågældende slumområder. Afsnittet ’Det politiske system i Kenya’ fokuserer på de politiske og
mere strukturelle barrierer, der findes på såvel lokalt som nationalt niveau, der spænder ben for en
mere positiv udvikling af slumområderne. Det politisk-juridiske system vil ligeledes blive behandlet
og de store interesse- og magtforskelle, der gør sig gældende i et land som Kenya. Efterfølgende
fokuserer afsnittet om ’Planlægningspraksis i Mavoko’ mere specifikt på de planmæssige
problemstillinger, der gør sig gældende i denne kontekst, de konkrete udfald af de nuværende
politisk-juridisk policies, den aktuelle planlægningspraksis og det krydsfelt af formelle reguleringer
og mindre formelle praksisser, som slumbeboerne skal operere indenfor. I dette afsnit vil vi
ligeledes diskutere det planlægningsbegreb, som gør sig gældende i den konkrete kontekst samt
hvordan dette differentierer fra det begreb og den forståelse, vi selv operer med.

Gennem analysen vil vi løbende perspektivere til aktuelle og allerede afprøvede

slumopgraderingsprogrammer, og der vil blive perspektiveret til andre slumområder og kontekster
end den aktuelle i Mavoko. Dette gøres for at indskrive problemstillingen i en bredere kontekst og
for at holde fokus på løsningsmuligheder for en bæredygtig udvikling af slumområder, der
potentielt kan anvendes til inspiration for lignende undersøgelser. Vi vil ligeledes løbende inddrage
potentielle løsningsmuligheder, hvor vi prioriterer de muligheder og løsningsmodeller, der reelt kan
lade sig gøre i vores caseområders aktuelle handlingsrum. Dette gøres ud fra en afvejning af
rapportens form og formål, hvor vi netop har vægtet højt, at rapporten fokuserede på konkrete

9
empiriske fakta. Formålet er, at vores konklusioner og løsningsforslag til, hvordan planlægning kan
bidrage til bæredygtig udvikling i Mavoko, skal kunne anvendes konkret og til ende skal holde dette
fokus på de empiriske data. Vi håber således, at nærværende rapport potentielt kunne anvendes til at
bidrage til bæredygtig udvikling for de undersøgte slumområder.

10
2. Mavoko - en peri-urban kommune
Mavoko Municipality er beliggende sydøst for Nairobi og er en lokal administrativ myndighed
under Machakos distriktet, der dækker et område på i alt 694 km2. Mavoko er rapportens
genstandsfelt og det er i dette område, at de tre slumområder – Kwambemba, City Carton og Sophia
– ligger. Disse tre slumområder udgør rapportens casestudies. På nedenstående kort er
slumområdernes placering markeret med rødt og navngivet med gule pile. Området markeret med
gult viser genstandsfeltet, der kun er en lille del af det samlede Mavoko Municipality. Hovedvejen
Nairobi-Mombasa Highway er afgørende for hele området og alle beboelser og aktiviteter orienterer
sig mod vejen. Det ene slumområde, Kwambemba, ligger placeret i det industrielle område omkring
den kraftigt ekspanderende by Mlolongo, cirka 20 km syd for hovedstaden. Væksten i Mlolongo
skyldes primært den fordelagtige placering ved vejen samt en ’weight bridge’, som alle lastbilerne,
der passerer til og fra Nairobi skal igennem. Området er præget af både lovlig og mindre lovlig
virksomhed i rivende vækst. De to andre slumområder ligger ved Athi River, hvor City Carton
ligger uden for byen, mens det tredje slumområde, Sofia, er en integreret del af byen.

Figur 1.1. Kort over case-område

11
2.1 Mavoko - Kenyas hurtigst voksende kommune
Inden for en årrække har Mavoko oplevet en eksplosiv udvikling i indbyggertallet og er den hurtigst
voksende kommune i Kenya. Mavokos fordelagtige placering i forhold til Nairobi har medvirket til
den rivende udvikling og med visionen om en udvidet Nairobi metropol, der skal inddrage Mavoko
området, er der ligeledes potentiale for en fortsat ekspansion af området. (MUP, 2005: 4). Nairobis
urbane beboerne er begyndt at se fordelene ved at bo i Mavoko, hvor der er lavere
leveomkostninger og lavere husleje. Den største befolkningstilvækst er forårsaget af den voksende
industrielle udvikling, som tiltrækker arbejde. Fra at være et område baseret på kvægbrug er det i
dag fremstillingsindustrien, der har første prioritet (MUP, 2005: 6).

Opførelsen af den såkaldte Export Processing Zone (EPZ) har gjort det attraktivt for internationale
såvel som nationale investorer at slå sig ned i Mavoko, hvor de er fristillet for toldbarrierer og
skatter. Omkring ti procent af Mavokos befolkning er beskæftiget inden for EPZ. Selvom antallet af
jobmuligheder er tiltagende, har den øgede tilstrømning af arbejdskraft genereret en stigende
arbejdsløshed med en deraf
følgende opblomstring af den
uformelle sektor i området
(MUP, 2005: 9).

På baggrund af den
økonomiske aktivitet er der
Fabrik i Athi River Export Processing Zone
opstået uformelle bystrukturer
og der er generel efterspørgsel efter bolig i de mere officielle slumområder, som eksempelvis
Sophia. Tilflytningen af industri og virksomheder har ligeledes øget såkaldte ’gated communities’ –
store estates for de velhavende. Disse vidtforskellige typer beboelse ligger side om side i Mavoko,
hvor kontrasterne grundet den uplanlagte udvikling, synes endnu mere iøjnefaldende end i Nairobi.

Mlolongo - med gated-community til venstre, fabrik i midten og slumbebyggelse til højre

12
2.2 Mlolonglo - fra landsby til vækstcenter
Mavokos kraftige befolkningstilvækst over de sidste ti år ses tydeligst i udviklingen af den
nyopståede by, Mlolongo. Som vores tolk udtrykte det: “Mlolongo started the other day, it was kind
of bushy bushy - there has been a big change”. Hvis man sammenligner nedenstående to kort fra
henholdsvis 1999 og 2009 er forskellen slående. Mlolongo Town, der i dag hedder Old Mlolongo,
lå i 1999 på den anden side af hovedvejen, presset op imod Nairobis nationalpark. I dag er
Mlolongo placeret på den modsatte side af hovedvejen og ekspanderer fra vejen og udad. I 1999
havde Mlolongo en såkaldt kode for områdestruktur, der var 0041 og 0031, hvilket betyder at
området blev betegnet som ruralt og dermed havde højest 1500 indbyggere. Ved den sidste
folketælling i 2009 blev befolkningsantallet i området beregnet til 42.154 personer (Kenya Census
2009, 2010: 87). Der er således sket en stigning i befolkningsvæksten på minimum 40.654
indbyggere på blot ti år. En eksplosiv vækst, som ikke desto mindre er karakteristisk for mange
peri-urbane områder i udviklingslandene.

Figur 2.1. Sammenlignende kort over udviklingen i Mlolonglo

Kort fra 1999, Mlolonglo som landsby Kort fra 2009, Mlolonglo som mellemstor by

13
2.3 Kamp om land og svag planlægning
Mavokos økonomiske potentiale har gjort land i området mere attraktivt og fået priserne til at stige
kraftigt. Land og arealanvendelse er derved blevet et konfliktfyldt emne i Mavoko på grund af
interessekonflikter mellem slumbeboere, private entreprenører, spekulanter, politikere,
ejendomsmæglere og traditionelle ledere. For slumbeboerne i de tre case-områder betyder
udviklingen en forhøjet risiko for tvangsforflytninger og dermed implicit en lang række problemer.
Det skaber permanent utryghed for familierne og forværrer deres mulighed for at udvikle deres
boliger og levestrategier. Udover de mange magtkampe om land og den ikke-eksisterende sociale
boligpolitik, lider Mavoko Municipality også at en svag overordnet planlægning. På grund af
manglende kapacitet hos personalet, manglende finansielle ressourcer og centraliseret
beslutningstagning har kommunen svært ved at imødekommende de omskiftelige behov fra en
ekspanderende industri og den kraftige befolkningstilvækst (MUP, 2005: 8). Uden politisk handling
og kvalificeret planlægning vil Mavokos kaotiske udvikling medvirke til en forværret situationen
for de mennesker, der bor og arbejder i området.

Hjemløse indbyggere fra slumbeboelsen Kapa, som blev revet ned i oktober 2010.

14
3 Metodisk fremgangsmåde
Dette afsnit præsenterer de metodiske refleksioner og fremgangsmåder, der er grundlaget for vores
videnskabelige arbejde. Rapportens konklusioner og fremgangsmåde er drevet frem af en høj
vægtning af feltstudiets empiriske materiale samt en caseorienteret opbygning, der fungerer
strukturerende for de analytiske diskussioner og anbefalinger. Det empiriske fundament er opnået
gennem semistrukturerede interviews samt ved metoden ’social mapping’.

3.1 Rapportens empiriske fundering

Gennem hele forløbet har vi prioriteret den empiriske fundering højt. Dette fordrede en selvstændig
indsamling af empiri, der kunne nuancere de anvendte teoretiske og strukturelle konceptualiseringer
af slumproblematikkerne i Nairobi samt fokusere denne mod rapportens problemstilling.
For at strukturere vores empiriske data har vi valgt at operere med tre cases, der belyser forskellige
typer af slumområder, de dertilknyttede problemstillinger og potentielle opgraderingsmuligheder.
Disse cases er retningsgivende for analysen, hvormed besvarelsen af rapportens problemstilling
baserer sig på en vekselvirkning mellem teoretiske og empiriske bidrag.

3.2 Indsnævring af problemfelt og vidensindsamling

Research-perioden op til feltstudiet i Nairobi var fokuseret på vidensindsamling, kritisk stillingtagen
til materialet samt indsnævring af rapportens fokus mod den konkrete problemstilling. Vi etablerede
kontakt til en række relevante aktører, der havde bidraget med teoretiske, politiske eller tekniske
undersøgelser af området, for derigennem at få kvalificeret sparring til vores proces og til
udvælgelse af problemstilling og cases. På daværende tidspunkt fik vi kontakt til en række aktører
indenfor FN samt specialister og forskere på internationale universiteter og relevante organisationer,
der beskæftiger sig med problemstillinger indenfor fattigdom, boligforhold og slumområder i
storbyer i udviklingslande. Det var bl.a. organisationer som Amnesty International, Homeless
International og Cities Alliance (FN) samt forskere som Jaqueline Klopp fra Columbia University
(New York), Marie Huchzermeyer fra University of the Witwatersrand (Sydafrika) og Patrick
Wakely fra University College of London. Vi tog kontakt til disse eksperter på grund af deres
konkrete ekspertise og viden om problemstillingen, aktuel forskning eller publikationer om emnet
samt konkrete projekter i Nairobi og omegn. Med en åben tilgang til feltet lod vi os inspirere af
deres undersøgelser og anbefalinger til problemstillinger og caseområder.

15
3.3 Kontakt til case-områderne
Gennem vores kontaktpersoner fik vi forbindelse til relevante informanter i Nairobi og Mavoko. I
forhold til de konkrete slumområder var én af vores vigtigste kontaktpersoner en ungdomsleder fra
slumområdet Pwumani i Nairobi, som vi blev henvist til gennem Amnesty Danmark, John
Mulingwa. Han formidlede gennem sit netværk kontakt til en række ungdomsledere i det peri-
urbane område Mavoko, som vi på forhånd havde udvalgt til fokusområde for vores undersøgelse
på grund af dets beliggenhed, dets karakteristiske peri-urbane træk og udviklingstendenser.
Vi valgte at bruge John Mulingwa som vores primære kontaktformidler, da han havde deltaget i
Amnestys anti-slum kampagne og havde været i Danmark med et projekt for Mellemfolkelig
Samvirke. Han havde en god forståelse for, hvem vi var og hvor vi kom fra, og også et personligt
engagement i slumproblematikkerne. Ud over at være repræsentant for sit lokale område var John
Mulingwa desuden engageret i en række civil samfundsorganisationer og havde deltaget i en række
undervisningsforløb og konferencer bl.a. nationale ungdomslederkonferencer og et FN
undervisningsforløb.

Den efterfølgende kontakt til slumområderne foregik ved, at John Mulingwa formidlede kontakt til
den lokale ungdomsleder for hele distriktet, som Mavoko ligger i. Igennem ham fik vi videre
kontakt til ungdomslederne i de forskellige slumområder i Mavoko og omegn og desuden til
ungdomslederen i det lokale Mavoko City Council, Joseline Nzeki. Vi valgte at etablere kontakt til
ungdomslederne i slumområderne, da disse er frivilligt engagerede i deres lokalområder og derved
uden for det etablerede system, de er desuden fremtiden for et land, hvor over 40% af befolkningen
er under 15 år (Det Danske Udenrigsministerium, 2010) og endeligt vægtede vi tilgængeligheden og
muligheden for nemt at kunne etablere uformel kontakt.

Ungdomslederne i det lokale Mavoko City Council gav os en forståelse for, hvordan Mavoko City
Council arbejder med ungdomsrelaterede og fattigdomsrelaterede problemstillinger i
slumområderne, deres samarbejde med FN samt en indføring i FN projektet Sustainable
Neighbourhood Programme, som er et af de nuværende slumopgraderingsprojekter i området. Vi
vil inddrage dette og andre slumopgraderingsprojekter løbende i opgaven.

3.4 Udvælgelse af caseområder

Vi besøgte flere forskellige slumområder i Mavoko, men valgte på baggrund af metodiske
overvejelser om tilgængelighed samt overvejelser omkring områdernes karakteristika at fokusere på
tre områder: Kwabemba, City Carton og Sophia. Disse områder vil fungere som cases i belysningen

16
af den overordnede problemstilling. Efter udvælgelse af tre områder, aftalte vi med de lokale ledere
at komme tilbage for at lave social maps og interviews. Vi vægtede højt at få en aftale på plads
omkring vores videre empiri-indsamling med den lokale leder, for derved at have en formel adgang
til områderne samt en lokal person, der kunne forklare vores formål og stå inde for os som
uafhængige forskere. De andre slumområder, vi besøgte, såvel i Mavoko som ’inner-city’
slumområder i Nairobi, vil fungere som perspektivering på vores nuværende cases og til nuancering
af vores analyse.

3.5 Metode for empiri-indsamling: Interviews og social mapping

Empiri-indsamlingen er foretaget ved sytten semi-strukturerede interviews med henholdsvis
eksperter og slumbeboere samt ved tre social mapping. I de efterfølgende afsnit uddybes de to
metodiske fremgangsmåder samt validiteten af vores undersøgelser.
Nedenstående figur illustrerer vores empiriske data-indsamling.

Slumbeboerne Eksperter
Interviews Interviews
Justus Ny’ang’aya, generalsekretær i Amnesty Kenya
City Carton :
Rose Mutumi, 63 år / village elder (k) Peter Ngau, professor Department of Regional and
Joseph Mutier, 27år / ungdomsleder (m)
Urban Planning (DURP)
Wyclif, ca. 35 år / lejer (m)
Janet Wabia, 21 år / ung (k) Lucas Bento, policy advisor UN-HABITAT
Zhang Xingquan, leder af afdelingen for urban
Kwambemba:
Steven Ngongo, 40år/ lejer (m) økonomi og financiering, UN-HABITAT
Bernhard Musiko, 50år / lejer (m)
George Onyiro, programme manager for
M. Kiotoko, 59år / structure owner & leder (m)
slumopgraderingsprojektet SNP, UN-HABITAT
Sophia:
Samuel K. Mokali, Municipal Planner – Mavoko
Daniel Marley Kiio, ca. 30 år / Agent for
udlejningsfirma (m) Municipal Council
Chrimzi Kawimzi, 39 år / structure owner & village
elder (k)
Feslista Mweni, 26år / lejer & ungdomsleder (k)
Anthony Mutua, 36år/ lejer

Social mapping Social mapping

City Carton: Ingen eksperter medvirkede ved social mapping i

18 mænd + 10 kvinder og unge. Ca. 7 aktive, resten slumområderne.
observerende. Stor deltagelse. Udendørs.

Kwambemba:
9 mænd deltagende, herunder lederen af området
M. Kiotoko. Kvinder og børn til stede, men
observerende. Stor deltagelse. Indendørs.

Sophia:
10 mænd og 1 kvinder deltagende. 5 kvinde og
unge observerende. Stor deltagelse. Udendørs. 17
3.5.1 Interviews
Rapportens empiriske data kan siges at være opdelt i to kategorier, hvor den ene kategori udgøres af
interview med slumbeboere i de tre områder Kwambemba, City Carton og Sophia mens den anden
kategori udgøres af ekspertinterview med rådgivere og områdeansvarlige fra FN, en faglig ekspert
fra Department of Regional and Urban Planning (DURP) ved Nairobi universitet, eksperter fra
civilsamfundsorganisationer som Amnesty International, samt den relevante
planlægningsmyndighed i Mavoko.

Til vores interview anvendte vi en semi-strukturet interviewguide, hvor vi lod interviewet tage form
ud fra opstillede interviewspørgsmål målrettet visse kerneområder samtidigt med at interviewets
indhold og retning løbende var til forhandling mellem interviewer og den interviewede. Vi er blevet
inspireret til denne semistrukturerede interviewform af den norske professor i pædagogisk
psykologi, Steinar Kvale, og hans definition på det semistrukturerede interview som et interview,
hvis formål er at opnå beskrivelser af de interviewedes livsverden med respekt for fortolkning af de
beskrevne fænomener.’ (Kvale: 1997). I et enkelt tilfælde ønskede en af vores respondenter at være
anonym. Dette har vi naturligvis respekteret, og vi omtaler ham derfor som Lucas Bento, hvilket er
et fiktivt navn.

3.5.2 Social mapping

Den semistrukturerede fremgangmåde anvendte vi ligeledes i social map-processerne. Social
mapping er et metodisk værktøj til empiri-indsamling, hvor en given målgruppe som eksempelvis
indbyggerne i en landsby, inviteres til at tegne et kort over deres egen by. Kortets udformning kan
variere, men anvendes generelt til at få information om faktorer som infrastruktur, demografi,
etniske grupper, sociale strukturer, sundhedsmønstre, velstand og lignende. Processen er generelt
kendetegnet ved at være målgruppe-styret, hvor interviewer/ facilitator primært observerer og stiller
uddybende spørgsmål. (IIED, 2010). Herunder ses et eksempel på én af social map processerne fra
vores empiri-indsamling i City Carton.

18
Den konkrete empiri-indsamlingsproces i slumområderne foregik ved, at vi efter vores første
observationsbesøg i områderne vendte tilbage med de nødvendige materialer og inden da havde
orienteret lederen eller ungdomslederne i området, som faciliterede den overordnede proces og
vores tilstedeværelse. Dette gjorde vi ud fra betragtninger omkring tillid, gennemsigtighed og fælles
forståelse. Når vi havde fundet et passende lokalitet til at lave social map, sørgede vi for at samle en
forskelligartet gruppe af beboere fra området og fik etableret det således, beboerne enten sad eller
stod omkring kortet med lige adgang til at kunne bidrage og observere, hvad der foregik. I
Kwambemba foregik processen indendørs i et lokalt spisested, mens vi i City Carton og Sophia
prioriterede at lade social map-processen foregå udendørs, for at skabe større tilgængelighed,
synlighed og involvering af beboerne i området.

Selve social map-processen foregik ved, at vi forklarede de overordnede rammer for forløbet. Vi
forklarede processen på det overordnede plan, for ikke at fastlægge for retningsgivende eller
begrænsende rammer for, hvad der skulle tegnes på kortet samt hvem og hvordan, dette skulle
foregå. Forklaringen blev oversat af vores tolke og efterfølgende forholdt vi os observerende, for at
lade processen frit udfolde sig. Vi spurgte opklarende ind til enkelte dele på kortet eller elementer,
der ikke umiddelbart blev medtaget, som eksempelvis vandposter, virksomheder eller større veje.
Vores primære formål med kortet var, at beboerne i samspil skulle begrebsliggøre, forklare og
italesætte deres egne beboelsesområder og herunder leveforhold, spatiale dimensioner og geografisk
tilknytning.

På baggrund af de informationer, vi fik italesat ved ’social map’-processen udvalgte vi de

interviewpersoner, vi ønskede at tale med. På forhånd havde vi opstillet nogle kriterier for disse
interviewpersoner for at få spredning indenfor områderne køn, alder, boligsituation, tidsmæssig
tilknytning til området, erhverv og indkomststrategier. Derudover lod vi ’social map’-processen
påvirke udvælgelsen, for at indfange de forskellige variationer mellem de tre settlements og for at
lade de empiriske data influere på vores oprindelige forestillinger omkring den aktuelle situation i
det pågældende slumområde. Processen kan således siges at være semi-struktureret med øje for
såvel det metodiske som det kontekstuelles indflydelse på det endelige resultat.

3.6 Overvejelser omkring fremgangsmåde

I vores kontakt med slumområderne var vi meget opmærksomme på karakteren af disse områder og
de store forskelle i forudsætninger og forståelser mellem interviewer og de interviewede. Vi
ønskede at skabe en ærlig og tillidsfuld interviewsituation for derigennem at indsamle den bedste
empiri og undgå negative effekter af vores forskning. Vi oplevede ved vores første

19
observationsbesøg i områderne, hvor vigtigt fælles forståelse og tillid er, da beboerne udtrykte en
udpræget frygt for eventuelle bagvedliggende dagsordener, som at vi eksempelvis ønskede at
opkøbe jorden og smide dem væk. Desuden vigtigheden af at afklare forventninger, da vi ikke
ønskede at skabe falske forhåbninger om eventuelle donationer eller projekter, idet beboerne kunne
tro, at vi repræsenterede en NGO eller et officielt projekt.

3.7 Vurdering af fremgangsmåde

I vores fremgangsmåde har vi vægtet at arbejde struktureret og systematisk med klare metodiske
krav til vores indsamling af viden og data samt den efterfølgende behandling af disse. Dette har vi
vurderet som afgørende for projektets gyldighed og gennemsigtighed. Som tidligere nævnt har vi i
den samlede proces vægtet det empiriske materiale højt og har i forhold til empiri-indsamling
opereret med en semistruktureret tilgang for derved at lade vores empiri og teori folde sig ud og
interagere indenfor semistrukturerede rammer.

Skulle vi have overholdt en strengere metodisk fremgangsmåde, skulle dette primært have været i
forhold til udvælgelsen af vores interviewpersoner, hvor vi grundet slumområdernes lukkede
karakter så det nødvendigt at anvende forskellige ’indgangskanaler’ til beboerne. Lederne af
områderne var desuden til stede ved ’social map’-processen, hvilket potentielt kan have haft
indflydelse på processen. Dette syntes dog ikke at have den store effekt, eftersom der eksempelvis
var deltagelse af forskellige typer beboer i hvert område, også de, der potentielt kunne ses som de
nederste i det sociale hierarki.

I udvælgelsen af interviewpersoner sørgede vi for en metodisk spredning indenfor områderne køn,

alder, boligform, tilknytning til området, levestrategi og familiestatus, men havde desværre ikke
samme spredning i ’social map’-processen, hvor primært unge og kvinder holdt sig i baggrunden.
Det lykkedes ikke at overkomme denne opdeling, som potentielt kunne have bidraget med flere
nuancer til vores social maps. Andre undersøgelser med samme metodiske fremgangsmåde har
forsøgt sig med kønsmæssig opdeling af ’social map’ processen, hvor der blandt kvinderne generelt
lægges mere vægt på sundhedsmæssige forhold samt forhold, der omhandler den daglige
husholdning og børnene. Ud fra vores planlægningsmæssige fokus på de samlede slumområder var
den opnåede data god og brugbar til at belyse vores problemstilling.

20
3.8 Vurdering af afgrænsning
Givet de tidsmæssige begrænsninger samt for at bevare fokus i rapporten har vi måtte begrænse
mængden af empiriske data til sytten interviews med henholdsvis eksperter og slumbeboere.
Rapportens besvarelse af problemformuleringen kunne være mere nuanceret såfremt vi havde haft
mulighed for en mere omfattende empiri-indsamling. I så fald havde vi gerne beskæftiget os mere
med de planlægningsmæssige og administrative myndigheder, det juridiske system, levestrategier
og mulige strategier for øget arbejdsmuligheder, et større empirisk datagrundlag i form af flere
interviews samt en eventuel sammenligning med ’inner city’ slumområder i Nairobi. Grundet vores
fokus finder vi dog ikke denne afgrænsning problematisk for den nærværende rapport. Rapportens
formål er at beskrive og forstå de tre udvalgte slumområder, for derved at konceptualisere disse ud
fra vores teoretiske materiale og endeligt pege på nogle tendenser indenfor udviklingen af
slumområder, hvorfor de opstår, hvad de består af og hvilke løsningsmodeller, der kan opstilles for
at imødekomme en mere bæredygtig udvikling.

3.9 Teoretisk belæg og anvendelse

Teoretisk baserer opgaven sig på en kobling af relevant teori og undersøgelser inden for området.
Eftersom rapportens konklusioner og fremgangsmåde er drevet frem af en høj vægtning af
feltstudiets empiriske materiale samt en caseorienteret opbygning er dette fremtrædende, mens det
teoretiske grundlag primært manifesterer sig i form af begreber, konceptualiseringer og empirisk
funderede modeller.

Som teoretisk inspiration har vi bl.a. anvendt den amerikanske teoretiker Mike Davis, der
specialiserer sig indenfor urbane udviklingstendenser i udviklingslande. Desuden har vi anvendt
rapporter og undersøgelse fra forskellige forskere som professor i arkitektur og planlægning Marie
Huchzermeyer fra Witwaterstrand University (Sydafrika), Bob Hendriks, PhD forsker ved
Amsterdam Institute for Metropolitan and International Development Studies og søgt inspiration i
andre forskningsprojekter fra bl.a. Jaqueline Klopp fra Comlumbia University (New York) og
Patrick Wakely fra University College London.

For en mere case-fokuseret teori og litteratur har vi anvendt en række dybdegående rapporter fra
UN-HABITAT; bl.a. ’Planning Sustanaible Cities’, der fokuserer på bæredygtig byudvikling i
udviklingslande, ’State of the African Cities 2008 & 2010’, der fokuserer på den nuværende tilstand
og udviklingsmuligheder af afrikanske storbyer samt ’The Challenge of slums’, der specifikt
fokuserer på slumrelaterede problemstillinger og potentielle udviklingsmuligheder Derudover har vi

21
anvendt rapporten ’Listening to the poor, housing rights in Nairobi’ fra den internationale
menneskerettighedsorganisation COHRE, der anlægger en rettighedsorienterede tilgang til
slumområder samt rapporter fra andre NGOer, der beskæftiger sig med problematikker relateret til
slum, boligforhold og fattigdom i storbyer i udviklingslande. Disse rapporter anvendes som såvel
teoretisk som empirisk grundlag for nærværende rapport ud fra en prioriteret vægtning af opdateret
og konkret empirisk funderet materiale og konkret belysning af en aktuel problemstilling. Desuden
indeholder disse rapporter forskellige begreber og koncepter, der har været med til øge vores
forståelse for slumområder.

3.10 Bæredygtighedsbegreb
En af FN's vigtigste bidrag til hvordan man globalt tænker på udvikling er konceptet bæredygtig
udvikling. Bæredygtighed blev defineret af Brundtland-Kommissionen som en udvikling der møder
befolkningens behov uden at kompromitere fremtidige generationers mulighed for en udvikling der
møder deres behov. I FN's store rapport fra 2009: ”Planning Sustainable Cities” beskrives visionen
for fremtidens bæredygtige by således: ”... sustainable cities should be environmentally safe,
socially inclusive and economically productive” (Sustainable Cities 113).

I denne rapport vil vi bruge en tilsvarende bred forståelse af bæredygtighedsbegrebet, hvor det
miljømæssige, det sociale og det økonomiske samtænkes når der skal skabes bæredygtig udvikling.
Vi har en bred forståelse af miljødelen af bæredygtighedsbegrebet, som vi forstår som den spatiale
dimension, hvor vi indtænker både det menneskeskabte (bebyggede) miljø og det mere naturlige
miljø. Denne tredeling har givet en strukturerende ramme for vores analyse og forståelse af
bæredygtig udvikling i Nairobis peri-urbane slumområder. Desuden er det at spørge til, hvordan
man kan planlægge bæredygtigt også en normativ tilkendegivelse af at vi mener, at der er et stort
behov for at tænke mere holistisk i planlægningen.

3.11 Rapportens validitet og gyldighed

I vores fremgangsmåde har vi vægtet af arbejde struktureret og systematisk med klare metodiske
krav til vores indsamling af viden og data samt den efterfølgende behandling af disse. Dette har vi
vurderet som afgørende for projektets gyldighed og gennemsigtighed. Som tidligere nævnt har vi i
den samlede proces vægtet det empiriske materiale højt og har i forhold til empiri-indsamling
opereret med en semistruktureret tilgang for derved at lade vores empiri og teori folde sig ud og
interagere indenfor semistrukturerede rammer. Vi har i arbejdet med nærværende rapport fulgt
generelle metodiske og videnskabelige retningslinier og har ud fra rapportens formål arbejdet
konsistent med det empiriske og teoretiske materiale.

22
4. Slum - et globalt og lokalt fænomen

4. 1 Slum – et globalt og lokalt fænomen

Slum er et globalt problem, der med rødder i globaliserings- og urbaniseringstendenser i Østafrika
vokser i takt med de kraftigt ekspanderende metropoler. Forfejlet byplanlægning og ukontrolleret
vækst fører problemerne fra metropolen til de peri-urbane områder, hvor slum som lokalt fænomen
skaber store problemer for såvel beboerne som det omkringliggende samfund. I dette afsnit vil vi
kort skitserer kausaliteten mellem de globale og lokale udviklingstendenser med fokus på den
urbane og peri-urbane boligsektor i Østafrika og Kenya. Vi skitserer først globaliseringsbegrebet og
forskellige udlægninger af karakteren og effekten deraf. Efterfølgende præsenterer vi den
globaliseringsforståelse, der ligger til grund for denne rapport, som trækker på forskellige
udlægninger af globaliseringsbegrebt med en generel fokus på de økonomiske og politiske
konsekvenser for et land som Kenya.

Herefter ser vi på hvilke urbanseringstendenser, der har gjort sig gældende i Østafrika og i Kenya
samt årsager til den nuværende eksplosive urbanisering og de omfattende slumområder, der
dominerer det urbane og peri-urbane landskab i Nairobi. I den sidste del af dette afsnit belyses
Nairobis hidtidige spatiale udvikling og dets fremtidige udviklingsmuligheder undersøges, hvor de
planlægningsmæssige problemstillinger synes endnu mere presserende, når den eksplosive
urbanisering vil fortsætte sin ukontrollerede ekspansion ud i de peri-urbane områder.

4.2 Globalisering – et begreb, en idé, en proces

I de sidste to årtier har vores forståelse og konceptualisering af den verden, vi lever i, været præget
og indrammet af ét begreb – globalisering. Der findes talrige definitioner på begrebet såvel som
udlægninger af dets beskaffenhed og anvendelsesmuligheder. Globaliseringsbegrebet er i sin natur
dynamisk og kan siges at kunne påtage sig denne mangfoldighed ved at være både et begreb, en ide
og en proces.

Vi vil her kort redegøre for forskellige opfattelser af globalisering samt uddifferentiere tre
væsentlige retninger indenfor globaliseringsteori: hyperglobalisterne, skeptikerne og
transformationalisterne. Dette gøres for efterfølgende at præsenterer den globaliseringsforståelse,
der ligger til grund for denne rapport, som trækker på alle tre retninger. Vi bringer
globaliseringsbegrebet i spil for at kontekstualisere slumproblematikken til globale
urbaniseringstendenser og politisk-økonomiske processer.

23
4.2.1 Transformation af det lokale og det globale
Globalisering kan overordnet opfattes som interagerende processer, der i samspil udgør en
transformation af den rummelige organisation af sociale relationer og transaktioner. Dette udtrykkes
i transkontinentale eller interregionale flows og netværk af aktivitet, interaktion og magt, der er
karakteristiske ved en potentiel overskridelse af de konkrete tid-rum koncepter (Se bl.a. McGrew,
Goldblatt & Perraton 1999: 1-31 & Giddens 1990:18-19).

Effekterne af globalisering indrammes af fire processer, der kan genfindes hos teoretikere på tværs
af forskellige globaliseringsforståelser. For det første involverer og medfører globalisering en
udvidelse af sociale, politiske og økonomiske aktiviteter på tværs af grænser, regioner og
kontinenter. For det andet er globaliseringsprocessen kendetegnet ved en intensivering og en
forøgelse af global forbundethed og flows af såvel handel, ideer, kapital, mennesker og kultur(Se
Giddens, 1990 & Urry, 2003). For det tredje kan globalisering forbindes med en øget hastighed af
globale interaktioner, udvekslinger og processer, idet globale systemer af transport og
kommunikation har forøget hastigheden hvormed disse processer kan forekomme. Og for det fjerde
har disse processer og udvekslinger vidtrækkende konsekvenser, som transcenderer lokale
sammenhænge og nationale grænser, hvormed disse bliver stadig mere flydende. Globaliseringen
kan opsummerende sige at være en proces, der skabes af og skaber expansion, intensivering, øget
hastighed og øget indflydelse af global forbindelse og sammenhænge (Se bl.a. McGrew, Goldblatt
& Perraton 1999: 1-31 & Giddens 1990:18-19).

4.2.2 Globalisering - et omstridt begreb

Samspillet mellem disse processer og de udsprungne resultater udlægges og begrebsliggøres vidt
forskelligt indenfor forskellige teoriretninger. Tre overordnede udlægninger af
globaliseringsbegrebet og –forståelsen kan identificeres: Den hyperglobale tilgang, den skeptiske
tilgang og den transformerende tilgang. Disse tilgange er valgt ud for at give et kort oprids af de
forskelligheder der findes inden for feltet.

Globaliseringen medfører ifølge den hyperglobale tilgang en restrukturering af det globale

økonomiske marked mod én dominerende økonomisk kraft, der transcenderer og integrerer verdens
økonomiske regioner. Denne ’supra-territoriale kapitalisme’ medfører en de-nationalisering af
strategiske økonomiske aktiviteter og dermed også en globalisering af distribueringen og
placeringen af den økonomiske magt og rigdom. Herved vil nationalstaten gradvist miste sin
suverænitet og vil efterhånden blive overflødig som politisk og økonomisk enhed – en proces, der
ifølge hyperglobalisterne næres af multilaterale institutioner som IMF, Verdensbanken og WTO.

24
Der vil ligeledes være en øget forskydning mellem de lande, der indgår i magt-knudepunkter og de
lande, der står udenfor disse strukturer (jfr. Castells’ udlægning af netværksamfundet – se Castells
2000) (McGrew, Goldblatt & Perraton 1999: 3-5).

Globaliseringsskeptikerne er mere forsigtige med en revolutionær udlægning af globaliseringens

karakter end hyperglobalisterne (Se eksempelvis Hirst and Thompson, 1996 & 1999). Ud fra et
kritisk standpunkt anerkender de intensiveringen af den internationale udveksling, men udfordrer
forestillingen om at de tilknyttede processer skulle være et nyt og unikt fænomen ved eksempelvis
at henvise til ’La Belle Epoque’ – perioden fra 1890-1914, hvor der ligeledes var intens global
handel og udveksling. De affejer ligeledes forestillingen om én sammenhængende global
økonomisk struktur, da de opfatter en sådan som i realiteten begrænset til OECD staterne. I stedet
spår de en øget internationalisering i form af økonomisk interaktion mellem nationale aktører og
indenfor dominerende regionale samarbejdsfora. Den globale scene er opsplittet i markante
handelsblokke, indenfor hvilke der stadig florerer forskellige forestillinger og udformninger af
kapitalismen. Ifølge globaliseringsskeptikerne er vi vidne til et gensyn med de gammeldags geo-
politiske og neoimperslistiske strukturer, hvormed de mest magtfulde stater konsoliderer deres
globale dominans- og magtforhold. De afviser således den hyperglobale forståelse af en ny
verdensorden og anklager denne retning for at ignorere den fortsatte vigtighed af national magt og
suverænitet. Globaliseringsskeptikerne opfatter desuden verden som fortsat polariseret med en
stærk syd-nord opdeling og marginalisering af tredje verdens lande. Ulighed opfattes som årsag til
nationalisme, fundamentalisme og generelle fragmentering, der ses som det mest dominerende træk
i den globaliserede verden (McGrew, Goldblatt & Perraton 1999: 5-7).

Transformationalisterne ser globaliseringen som en multidimensional proces, som ikke kan

reduceres til en enkelt økonomisk logik, men som derimod har en række differentierede udfald og
påvirkninger verden over. De anser ikke de væsentligste elementer af globaliseringen som et nyt
fænomen, da mange af dets facetter kan genfindes helt tilbage til de præmoderne imperier, men
peger dog på nogle nye og unikke kendetegn som eksempelvis muliggøres af udviklingen indenfor
kommunikation og teknologi. Globaliseringen medfører en global interaktion, der skaber
omfattende ændringer af den globale politiske, økonomiske og kulturelle magt. Med en tydelig
vægtning af begrebet magt opfatter transformationalisterne globalisering som en transformering af
den sociale organisering og en øget rækkevide i forhold til de traditionelle globale magtrelationer.
Globaliseringen opdeler og integrerer på samme tid og mens globalisering kan betyde en mindre
verden for nogle skaber det for flertallet en distancering og en udlejring af magtrelationerne.
Nationalstatens rolle ændres, idet økonomiens og den globale rækkevidde af de fremvoksende

25
risicis medvirker til at mindske staternes magt over eget territorium og ændre menneskers opfattelse
af nationalstat, territorium og suverænitet. Rettere end at ville be- eller afkræfte en idealtypisk
“globaliseret verden”, som både hyperglobalister og globaliseringsskeptikere, ser
transformationalisterne globaliseringen som en langvarig proces med indbyggede modreaktioner,
der blandt andet udgøres af nye hierarkier og magtstrukturer, der ligeledes transcenderer den
traditionelle syd-nord diktomi (McGrew, Goldblatt og Perraton, 1999: 7-9 – se også John Degnbol-
Martinussen, 2002).

4.2.3 Globalisering i udviklingslande

Udviklingslande er som beskrevet i det ovenstående integreret i den internationale økonomi gennem
handel, investeringer, finansielle flows og migration, hvor hovedparten af de vigtigste økonomiske
links er med industrialiserede lande og ikke med andre udviklingslande. (Corbridge, 1995:296ff)
For Kenya er der dog med sammenslutninger som East African Community og COMESA
(Common marked for Southern and Eastern Afrika) lagt op til stigende regional handel og
udveksling, som potentielt kan styrke landenes og regionens indflydelse og deltagelse på den
globale arena. En række udfordringer skal stadig overkommes, hvor især staternes politisk-
økonomiske prioriteringer vil have stor indflydelse på deres konkurrenceevne.

Globaliseringen har medført at de færreste i dag er helt urørte af internationale økonomiske links,
selv om der findes mange forskellige udlægninger af disse processer. Ifølge den neo-klassiske
økonomiske teori er disse links gensidige udbyttesrige forbindelser, som fremmer udvikling og som
er et bevis på en harmonisk afhængighed mellem udviklingslande og industrialiserede lande. Andre
afviser dette synspunkt, idet de anser disse links som reelt værende midler for de industrialiserede
lande til at manifestere og bevare deres dominans, hvorved udviklingslandene fastholdes i
underordnede positioner indenfor verdensøkonomien. Den såkaldte interpendens-skole indenfor
international politik og udviklingsstudier ser sådanne internationale links som udgørende en barriere
for udvikling i de ’underordnede’ lande. Ifølge flere teoretikere indenfor denne retning ses global
handel og investeringer som midler, hvormed den ulige magtbalance opretholdes og underudvikling
i ulandene fastholdes (Corbridge, 1995:296ff).

Vi positionere os et sted i mellem den neo-klassiske økonomiske teori og interpendens-skolens

udlægninger og ser de globale økonomiske links som ekstremt ulige, men samtidigt udbyttesrige for
såvel udviklingslande som industrialiserede lande. I tråd med Castells ser vi verdensøkonomien som
centreret omkring visse centrale knudepunkter – en opfattelse, der ligeledes deles af
globaliseringsskeptikerne, der ser den globale scene som opsplittet i markante handelsblokke. På

26
den ene side kan den globale scene udgøre en potentiel udviklingsmulighed for udviklingslande
samtidigt med, at der er store forskellige i landenes kapaciteter, videns- og produktionsniveau.
De åbne rammer for den internationale økonomi skærper ligeledes den indbyrdes konkurrence
mellem de lavtlønnede lande, der underbyder hinanden for at tiltrække økonomiske investorer bl.a.
med frihandelszoner og andre tiltag tilrådet udviklingslandene af Verdensbanken og IMF’s
strukturtilpasningsprogrammer. Disse programmer har i 1980’erne pålagt mange af
udviklingslandene at skære voldsomt i deres offentlige udgifter for at rette op på deres gældskriser,
hvilket blev gjort ved at minimere de offentlige investeringer i uddannelse, interne strukturer som
infrastruktur og kommunikation samt offentligt finansierede investeringer.

Resultatet for mange lande har været at niveauet af uddannelse og kvalifikationer i arbejdsstyrken er
faldet voldsomt, en stadig stigende arbejdsløshed samt forringet evne til at tiltrække udenlandske
investeringer og opretholde et effektivt produktionssystem. Flere teoretikere anser disse
strukturtilpasningsprogrammer som katastrofale for udviklingslandes økonomiske situation. Den
amerikanske urbaniseringsteoretiker Mike Davies skriver eksempelvis :’Everywhere the IMF and
World Bank (..) offered poor countries the same poisoned chalice of devaluation, privatixation,
removal of import controls and food subsidies, enforced cost-recovery in health and education, and
ruthless downsizing of the public sector’. (Davies, 2006: 152ff). Dette synspunkt deles af UN-
HABITAT, der i ’Challenge of slums’ ligeledes peger på strukturtilpasningsprogrammerne og især
deres konsekvenser for den offentlige sektor, som bærende en stor del af skylden for den negative
økonomiske udvikling i lande som Kenya. I ’Challenge of Slums’ skriver de således: ’.. the main
single cause of increases in poverty and inequity during the 1980s and 1990s was the retreat of the
state.’ (Challenge of slums: 48).

4.2.4 Rapportens globaliseringsforståelse

De nævnte retninger indenfor globaliseringsteorierne illustrerer væsentlige forskelle i forståelsen og
udlægningen af begrebet. Ofte opstilles sådanne divergerende opfattelser som enten positive eller
negative i deres fortolkning. For at undgå en sådan forsimpling og for at operere med et forståelses-
og begrebsapparat, der er så tilpasset som muligt til vores aktuelle problemstilling, har vi valgt at
trække på alle tre retninger i vores egen forståelse af globaliseringsbegrebet.
Overordnet er vi enige i, at globaliseringen skaber og udgør en udvidelse, intensivering,
accelerering og transcendering af tidligere opdelinger og grænsedragninger. Vi lægger os primært
op af transformationalisternes opfattelse, men er samtidigt enige i hyperglobalisternes udlægning af
den øgede globale interaktion. I forhold til vores problemstilling om slumproblematikker i en
Østafrikansk kontekst, er det vigtigt at påpege, at globaliseringen ikke kan konceptualiseres som en

27
entydig proces og at den ikke nødvendigvis har samme form og konsekvens, når vi går fra
overordnede globale tendenser til lokale virkeligheder.

I en Østafrikansk kontekst medfører globaliseringen voldsomme ændringer på flere forskellige

niveauer, men indenfor rammerne af de allerede eksisterende strukturer. Forandringerne og
konsekvenserne foregår ikke entydigt og rummer lige så mange muligheder som begrænsninger.
Især for et land som Kenya, der med udgangspunkt i regionale samarbejder, kan styrke sin position
på det globale marked. Dette svarer overnes med globaliseringsskeptikernes opfattelse af, at der
forekommer en øget regionalisering og at der opstår nye økonomiske grupperinger, hvor den
økonomiske aktivitet er struktureret i knudepunkter med tættere sammenknytning, mens andre
punkter falder helt uden for disse flows af handel, varer og interaktion (Castells, 2000).

4.3 Urbanisering i Afrika og Østafrika

Én af de nuværende udviklingstendenser i Østafrika og mere specifikt i Kenya er, ud over de

forskellige påvirkninger og effekter af globaliseringen, en ekstrem urbanisering, som stiller nogle
enorme administrative, økonomiske og menneskelige udfordringer. I dette kapitel vil vi se på disse
urbaniseringstendenser og sætte dem i relation til økonomiske og politiske problemstillinger med
fokus på boligpolitik og slumområder.

I Østafrika bor knap 70% af den urbane befolkning i slumområder, hvilket er det højest antal i
Afrika . Uligheden præger dagligdagen for både rige og fattige og skaber en grundlæggende politisk
ustabilitet. Udover problemer med fattigdom og ulighed, vokser de afrikanske storbyer i stigende
grad udover egne administrative områder og spreder sig ind i nabokommunernes territorier. Den
ukontrollerede ekspansion skaber store planmæssige udfordringer og nødvendiggør en større grad af
koordineret "metropolitan governance" og langsigtede visioner. Udfordringen er at gennemtænke
byens fremtidige strukturer, for derved at få en bæredygtig udvikling, der kan tjene flertallet. I
mange af de Østafrikanske lande består næsten al den urbane vækst af ekspansion af slumområder
og uformelle bebyggelserbebyggelser. I dette afsnit vil vi identificere nogle af de overordnede
urbaniseringstendenser i Afrika og samtidig undersøge den skævvredne udvikling i Østafrika, med
specielt fokus på Nairobi.

4.3.1 Eskalerende urbanisering

Afrika er stadig verdens mindst urbaniserede region med kun 39% af kontinentets befolkning
boende i byer. Urbaniseringsraten er dog ekstrem høj; i 1995 var der 28 storbyer med 1 million

28
indbyggere, mens dette tal var vokset til 43 i 2005. Ifølge FNs rapport State of the African Cities vil
der i 2015 var mindst 59 storbyer med mere end 1 million indbyggere. Urbaniseringen varierer dog
meget fra region til region, hvor Østafrika er mindst urbaniseret med 22,7% og det sydlige afrika
har den højeste rate på 57,3 (SAC, 2008). Urbaniseringraten i Østafrika er den hurtigste på
kontinentet og haler hastigt ind på de andre regioner. Over de næste tyve år vil Afrikas urbane
befolkning fordobles, og meget af denne vækst vil foregå i mindre byer og i storbyernes periferi.
To-tredje-dele af al den urbane vækst vil ske i byer med mindre end 500.000 indbyggere. Den
Østafrikanske urbanisering er særegen ikke bare på grund af det voldsomme omfang, men ligeledes
på grund af den hastighed, hvormed processen foregår. De administrative og politiske myndigheder
står over for store udfordringer, som kræver hurtig handling.

4.3.2 Den koloniale arv - segrationspolitik og fragmenterede byer

Den spatiale udvikling af de Østafrikanske hovedstader har ifølge Lucas Bento fra UN-HABITAT
historiske rødder i den tidligere kolonimagts segrationspolitik, hvor retten til byens rum var et
privilegium for kolonisterne, som opsatte strenge reguleringer for adgangen og anvendelse af byen.
Kun de afrikanere, der havde arbejde i byen kunne få adgang til de hvides ’forbudte by’. Dermed
havde afrikanerne reelt kun to muligheder for at bosætte sig i byen: Enten at bo i tilknytning til den
estate, hvor de arbejdede, eller at bosætte sig i slumområderne i byen, som var de eneste frie steder i
byens gennemregulerede struktur. I Nairobi betød det at vesterlændinge boede i nord-vest; asiaterne
boede i nord-øst og afrikanerne i de tætbefolkede områder mod syd og øst. Efter uafhængigheden er
denne etniske opdeling blevet mindre tydelig, men Nairobi er stadig præget af en gennemgående
indkomstsegration, der har bredt sig fra de urbane til de periurbane områder, hvor der nu også ses
tydelige ’gated communties’ side om side med slumområder – beboelsesområder med en helt
verden til forskel (SAC, 2010: 15)

4.3.3 Fejlslagne master plans og strukturtilpasningsprogrammer

Under kolonitiden i Østafrika var befolkningen nægtet adgang til byerne, så da landene fik
uafhængighed og byerne blev åbnet op, skete der en eksplosiv vækst i de urbane områder. De fleste
østafrikanske lande fik i den kaotiske proces ikke formuleret nationale planer, som kunne guide
væksten og den overordnede byudvikling. De planer, som blev nedskrevet, var ofte master plan-
inspirerede tekster, der ikke havde blik for byens reelle udvikling. Derudover blev der heller ikke
tilført nok ressourcer til at gennemføre planerne, så de fik ringe indflydelse og kom snart til at stå i
modsætning til de slumområder, der hastigt ekspandere og begyndte at dominere byen (Ngau,
University of Nairobi; bilag 14).

29
Figur 4.1 Urbane bosættelser med over 50.000 personer (data fra 2000)

Byplanlæggere uden for metropolen fik samtidig undermineret deres politiske råderum fordi al magt
blev centreret omkring regeringen, der frygtede lokal opposition (SAC 2008, s.22). Fra
uafhængigheden i 1960erne og op til 1980erne var nedrivning af slum myndighedernes eneste
reaktion på slumbebyggelse. Man fortsatte den tradition for nedrivning, som var blevet påbegyndt

30
under kolonistyret. Den generelle opfattelse var, at kontinuerlige nedrivninger i sidste ende ville
opløse slumproblemet. I løbet af 1980erne stod det klart for de afrikanske myndigheder at
nedrivninger ikke var løsningen på slum, og den fjendtlige attitude blev udskiftet med en mere
laissez faire-orienteret tilgang hvor man ikke var konsekvent med nedrivninger, men heller ikke
etablerede opgraderingsprogrammer (SAC, 2010: 23)

På globalt plan var Verdensbankens og IMFs strukturtilpasningsprogrammer i slutningen af

1980erne med til at underminere de afrikanske byers udviklingsmuligheder på flere niveauer. I
rapporten Challenge of Slums beskrives programmerne som "deliberately anti-urban in nature"
(Challenge of Slums, 2003: 32). Staten blev bedt om at skære i den offentlige sektor, hvilket blandt
andet betød en ende på de få bolig-initiativer, der eksisterede. Samtidig forsvandt grundlaget for den
begyndende afrikanske middelklasse i byerne og økonomien blev i stigende grad uformel (SAC,
2008:. 23). Derudover steg land-til-by migrationen markant fordi landbrugs-subsidier blev skåret
væk. (SAC, 2008:153). Den amerikanske urbaniseringsteoretiker Mike Davis peger ligeledes på den
omfattende negative effekt af de tidligere så populære strukturtilpasningsprogrammer og den dertil
knyttede neoliberale politik.

Der er således mange forbudne tendenser og politiker, der har ført til den nuværende situation i
Østafrika med en ukontrolleret urbanisering, omfattende slumområder med dårlige leveforhold og
en u tilstrækkelig planlægningskapacitet. Både lokale, globale og nationale processer har medvirket
til denne udvikling og det synes netop at være vigtigt at have øje for alle disse niveauers indflydelse
på Kenya og problemstillingerne omkring boligpolitik og slumområder, når man ønsker at forbedre
de nuværende forhold og forsøge at nedbryde de eksisterende barrierer, så der kan skabes en mere
bæredygtig udvikling.

4.3.4 Nairobis spatiale udvikling

Nairobis problemer og muligheder er på mange måder symptomatiske for metropoler i resten af
regionen. De nye peri-urbane udviklinger stiller store krav til de afrikanske regeringer om at styrke
både de centrale og decentrale planlægnings-myndigheder i henholdsvis store og mellemstore byer.
Hvis de afrikanske politikere, Verdensbanken og FN formår at koordinere deres indsatser ligger der
et stort økonomisk og udviklingsmæssigt potentiale i en strategisk udvikling af de nye regioner og
byer.

31
Flere faktorer influerer Nairobis geografiske ekspansion; Mod syd ligger Kajiado med Nairobi
National Park og Great Rift Valley, som er seismisk område, hvilket opstiller en meget fysisk
begrænsning for Nairobis yderligere ekspansion i denne retning. Mod vest og nord-vest ligger
Kiambu og Thika, som primært består af landsbrugområder, som brødføder byen. Det samme
gælder arealerne mod nord i retning af Thika, som er essentielle for hovedstadens opretholdelse.

Figur 4.2 Nairobi Metropolitan Region

Kilde: State of African Cities 2010, s.168

Der er derimod store ubrugte arealer i sydøstlig retning fra Nairobi-Mombasa motorvejen mod
Mavoko Municipality, byen Athi River og Machakos. Overfladearealet af Mavoko Municipality er
næsten lige så stort som hele Nairobi Municipality. Meget af Nairobis peri-urbane ekspansion finder
i øjeblikket sted i Mavoko, men området er plaget af svag planlægning, landgrabbing og manglende
inddragelse og anerkendelse af de landsbyer og slumområder, som allerede lever der. I fremtiden
kunne vandmangel blive et omfattende problem fordi områdets primære vandkilde, iskappen på
Mount Kilimajaro, forsvinder i et alarmerende tempo.

I stedet for at lade Nairobi sprede sig ukontrolleret ud i de peri-urbane områder, anbefales det i FN-
rapporten State of African Cities, at styre udviklingen således at der skabes en “Metropolitan
Region”. Ideen er at modvirke Nairobis hegemoni og centraliseringen af alle aktiviteter i Nairobi

32
for i stedet at understøtte udviklingen af mindre sattelitbyer i en radius af 60-100 km. En måde at
styrke udviklingen ville være at placere regeringskontorer og ministerier i nogle af disse byer. I
rapporten lægges der vægt på at udflytningen af embedsfolk ville skabe nye arbejdspladser i peri-
urbane slumområder, fordi det ville generere efterspørgsel på hushjælpere, chauffører og
sikkerhedsvagter.

Samtidig kunne dette potentielt reducere efterspørgslen på land i hovedstaden og øge efterspørgslen
i de peri-urbane områder, hvilket ville skabe et mere afbalanceret marked for land, og måske gøre
det mere tilgængeligt for de fattigere. Derudover fremhæves det, hvorledes en regional
planlægningstilgang ville kunne begrænse byens enorme mobilitetsproblemer og afhjælpe den
ekstreme befolkningstæthed.

Ideen om Nairobi Metropolitan Region er også udtryk i visionspapiret “Nairobi 2030” udgivet af
Kenyas regering i 2008. Problemet med regeringens papir er at det udelukkende fokuserer på de
makro-økonomiske aspekter og ikke forholder sig til de millioner af fattige, som allerede bor og
arbejder i byen. Det er sigende at dokumentet har illustrationer af højhuse, lyntoge og
regeringsbygninger, men meget få mennesker (Lucas Bentro, UN-HABITAT). !

4.4 Peri-urbanisering i udviklingslandene

Det periurbane, som er området mellem det urbane og det rurale, har tiltrukket sig opmærksomhed
siden 1950erne, og der er blevet opstillet mange forskelligartede koncepter i forsøget på at beskrive
og indfange de processer, som foregår dér. I forhold til slum er det vigtigt at fremhæve hvordan
peri-urbanisering både indeholder muligheder og faldgruber for fattige mennesker. Disse
muligheder og trusler varierer spatialt i forhold til, hvor man befinder sig i det peri-urbane landskab:
Efterhånden som det bebyggede urbane område ekspanderer, rykkes zonen for den mest intense
interaktion og konkurrence også. Kapaciteten til at udnytte de nye muligheder eller modstå
udefrakommende pres afhænger i høj grad af beboernes tidligere økonomiske og sociale situation
(Adell, 1999:9).

4.4.1 Indkredsning af det peri-urbane

Selvom de fattige således har mange forskellige handlingsmønstre, og storbyernes ekspansion
varierer, vil der altid være områder, som ligger på byens kant. I en gennemgang af litteratur om
fattigdom i de peri-urbane områder lavet af Carol Rakodi til den engelske Afdeling for International
Udvikling definerer hun fænomenet således:

33
The peri-urban interface is a dynamic zone both spatially and structurally. Spatially it is the
transition zone between fully urbanised land in cities and areas in predominantly agricultural use.
It is characterised by mixed land uses and indeterminate inner and outer boundaries, and typically
is split between a number of administrative areas. The land area which can be characterised as
peri-urban shifts over time as cities expand. It is also a zone of rapid economic and social
structural change, characterised by pressures on natural resources, changing labour market
opportunities and changing patterns of land use. (Rakodi, C., 1998).

Definitionen er nyttig fordi den fokuserer på de transitionelle aspekter, den forskelligartede brug af
arealer, de udefinerbare ydre og indre grænser, samt spredningen over flere administrative områder.
Derved forsøger Rakodi at ophæve den urbane/rurale dikotomi og i stedet fokusere på et ruralt-
urbant kontinuum, hvor aktiviteter og kulturer fra det ene område blandes med det andet.

4.4.2 Nye spatiale tendenser i det peri-urbane

Det er dog tydeligt at den peri-urbane vækst sker på forskellige måder og i rapporten State of
African Cities fra 2008 identificeres tre overordnede urbaniserings-fænomener: Extended
Metropolitan Regions, Mega Urban Regions og Urban Development Corridors. Extended
Metropolitan Regions er cirkulært koncentreret
Figur 2.1. Extended Metropolitan Region
omkring en enkelt storby, som vokser ved at
inkorporere i nærliggende byer og landsbyer. Selv når
det peri-urbane centreres omkring en enkelt metropol,
består det ofte af spredte bebyggelser, som kan ligge i
en vis afstand til hinanden og ikke nødvendigvis
støder op til den nærliggende storby.

I løbet af de seneste år er forskellige ekspanderende

metropoler i samme område begyndt at sprede sig
mod hinanden og dermed skabe regionale
urbaniserings-mønstre kendt som Mega Urban
Regions. Det karakteristiske ved disse enorme urbane
regioner er, at de breder sig ud mellem flere
forskellige storbyer og strategiske positioner, f.eks.
(State of African Cities, 2008: 130)
industrihavne, minebyer og byer med service- og
administrationsfaciliteter. Med Mega Urban Regions bevæger man sig fra mono-centriske byer til

34
 multicentriske regioner. Gauteng i Sydafrika er et eksempel på en Mega Urban Region; området
knytter otte byer sammen og inkluderer Johannesburg, Durban og Rustenburg. Urban Development
Corridors minder på mange måder om Mega Urban Regions, men adskiller sig ved at sprede sig
lineært mellem to eller flere storbyer. Området mellem Ugandas hovedstad Kampala og
lufthavnsbyen Entebbe kan karakteriseres som værende en urban korridor.

Nairobi og omegn kan karakteriseres som Figur 2.2 Østafrikansk urban korridor
værende en klassisk Extended Metropolitan
Region. Byen er ikke en del af en større urban
region, som for eksempel den sydafrikanske
Gauteng Urban Region, fordi der ikke ligger
andre storbyer i nærheden. Ifølge en rapport
fra FN er der dog mulighed for at Nairobi i
fremtiden kan blive en del af en transnational
urban korridor, som kunne forbinde
havnebyen Mombasa mod øst med Ugandas
hovedstad Kampala mod vest. Dette vil skabe både muligheder og udfordringer i forhold til at
opdatere det nuværende politiske og administrative system til en virkelighed, hvor magt og
administration ikke længere kan centraliseres i hovedstaden. Det kan også gøre Nairobi og Kenya
stærkere på det økonomiske og handelsmæssige område, hvorved det kan styrke sin position på den
globale handelsscene. (Dette uddybes i analysen)

Figur 2.4 Mega Urban Region

Drivkrafterne bag denne form for urban
Gauteng Urban Region - South Africa ekspansion er mangfoldige, men jagten på
billigt land bør fremhæves: Fabriksejerne
har brug for mere land til deres fabrikker,
middelklassen har brug for mere land til
deres boligområder, og de fattigste har
brug for billigere huslejer eller ureguleret
land, hvor der er mindre risiko for
tvangsforflytning. Disse forbindelser er
samtidig gensidigt selvforstærkende: Når
fabrikkerne etableres uden for byen
rykker de fattigste familier med i deres søgen efter løsarbejde. På samme tid ved fabriksejerne, at de
har brug for billig arbejdskraft og at den kan findes i de peri-urbane områder. Denne relation

35
mellem mellem jobmuligheder, billige boligforhold og land understreges af en forskningsgrupe fra
Birmingham University, som har specialiseret sig i peri-urbane problematikker. De skriver
følgende:”Processes affecting human resource movement relate to peri-urban areas in two main
ways - the demands for employment and shelter. One of the principal links connecting these is
land” (Literature Review on Peri-Urban Natural Resource Conceptualisation and Management
Approaches, David Phillips, et al., s. 10).

4.4.3 Planlægningmæsige udfordringer og muligheder

Vores caseområder ligger i Mavoko Municipality, som befinder sig i områderne langs med Nairobi-
Mombasa Highway. Her kan alle de peri-urbane karateristikker genfindes og området kan generelt
siges at have karakter af et kludetæppe af urbane og rurale dimensioner. Området domineres af en
’weight bridge’, hvor alle lastbilerne, der passerer mellem Nairobi og Mombassa skal vejes for
afgift, en enorm Export Processing Zone (EPZ) fyldt med nationale og multinationale fabrikker,
forstadslignende middelklasse-boligblokke (gated communities), gamle landsbyer, ulovligt eller
lovligt (uformel vs. formel) mini-landbrug, åbent land, samt den mellem store by Athi River.

I alle disse områder, undtagen ved middelklassens boligblokke, opstår der spontan slum primært i
form af besætter-landsbyer, som spreder sig med stor fart. George Onyero fra UN-HABITAT
fremhævede i vores interview netop det forhøjede bygge-tempo, som en speciel udfordring i peri-
urbane områder. Hvis de lokale planlæggere ikke får indlagt den grundlæggende infrastruktur før
folk bosætter sig, vil det efterfølgende blive et planmæssigt mareridt. Problemet er de lokale
planlægningsmyndigheder i mange udviklingslande har meget begrænset kapacitet og ofte
eksisterer der ingen plan for de peri-urbane områder (ref. Mavoko-kort). Dette gælder især de
mindre attraktive landområder, som slumbeboere slår sig ned på. (Vi følger op på disse
planlægningsmæssige problemstillinger i de peri-urbane områder i de efterfølgende analyseafsnit)

Diskussionen om decentralisering versus centralisering er også fremtrædende indenfor peri-

urbanisering, eftersom metropolen ofte kommer til at sprede sig over flere forskellige administrative
områder. Det betyder at et område reelt er en del af storbyen, men administrativt ligger placeret i en
lokalkommune, som ofte ikke har blik for den overordnede metropol-planlægning (Ngau, niversity
of Nairobi, Ngau bilag). Konsekvensen er uklare regulative og administrative rammer. Kort sagt er
der to positioner i debatten: Decentraliserings-positionen argumenterer for at styrke
nabokommunernes planlægningskapacitet og give dem mere indflydelse, mens
centraliseringspositionen mener at metropolens beslutningsmyndighed bør udvides for at sikre den
overordnede udvikling. En balance mellem de to standpunkter er formentlig det mest

36
hensigtsmæssige, således at de lokale planlægningsmyndigheder bliver i stand til at producere og
implementere egne planer, men at dette sker i samspil med den centrale planlægningsmyndighed,
som forsøger at sikre sammenhæng og kontinuitet. Disse diskussioner og konklusioner vil blive
fulgt op i afsnittet om planlægning.

4.5 Boligpolitik og slum

I starten af 2004 bekendtgjorde den kenyanske regering at man ville rydde slumområder på
offentligt land og dermed tvangsforflytte ca. 200.000 personer. Nogle rydninger blev foretaget, men
efter folkelige protester og en international kampagne blev de fleste rydninger sat i behold, og i
2006 bekendtgjorde Ministeriet for Land at man ville udvikle retningslinjer og lovgivning, så
tvangsforflytning kunne undgås i fremtiden (COHRE, s. 5). Eksemplet viser at boligpolitik er til
forhandling og at civilsamfundet i Kenya kan påvirke den officielle holdning til slum. Samtidig skal
det dog nævnes at Amnesty Kenya stadig forhandler med ministeriet, og at der stadig ikke eksisterer
anerkendte retningslinjer for tvangsforflytning. Dermed er ovenstående også et eksempel på
afstanden mellem politisk retorik og politisk handling.

4.5.1 Boligpolitiske paradigmer og tendenser

Gennem de sidste halvtreds år er der blevet afprøvet mange forskellige politikker i forhold til slum i
hele verden. De mange tilgange varierer fra at ignorere eller undertrykke slumområder til at forsøge
at beskytte slumbeboeres rettigheder og hjælpe dem til at forbedre deres levevilkår. I FNs rapport
Challenge of Slum beskrives det hvordan mange af de tilgange, som var hyppige i 1960erne og
1970erne stadig praktiseres i dag (Challenge of Slums, s. 128). I Mavoko mødte vi personer, som
var blevet tvangsforflyttet med vold, hvilket er en praksis, som også var normal i 1900-tallets
Europa.

Bevægelsen frem mod de ideer, der er fremtrædende i dag, har således ikke været en lineær
udvikling. I Challenge of Slums argumenteres der for at der idag eksisterer en bredt funderet
erkendelse af at boligpolitik bør samtænkes med fattgdomsbekæmpelse. Samtidig inddrages
menneskerettigheder, jordrettigheder og boligrettigheder i stigende grad, hvilket har lettet arbejdet
for lokale NGOer og borgergrupper, samtidig med at det har sat fornyet fokus på
tvangsforflytninger.

37
Nedenfor findes en kort gennemgang af nogle af de ideer og tilgange som har præget den sociale
boligpolitik i udviklingslandene siden 1950erne og til idag.

Figur 1.5. Boligpolitik - tidligere og nuværende tilgange til slumområder

Forsømmelse og fornægtelse af slum
Periode: Fra uafhængighed i 1960erne til starten af 1970erne. Eksisterer stadig i nogle udviklingslande.
Tankegang: Baseret på to antagelser: Slum er ulovligt, og slum er et uundgåeligt, men midlertidigt fænomen (i høj grad
forbundet med rural-urban migration), som vil forsvinde med økonomisk udvikling. Fornægtelsen af slum kunne ses i
byplanerne ved at slumområder ikke var markeret, men blot fremgik som uudviklede landområder.
Almene boliger-programmer (public housing programs)
Periode: Fra uafhængighed i 1960erne til starten af 1970erne. Eksisterer stadig i nogle udviklingslande.
Tilgang: Kopierede europæiske programmer for opførlsen af almene boliger, men stoppede hurtigt, dad et blev klart at
prgrammerne ikke kunne dække 1/100 af behovet. Kun ca. 100.000 boliger blev bygget i udviklingslandene og de fleste
overtaget af offentligt ansatte, så som politi eller lærere.
Tvangsforflytning
Periode: Fra 1970erne til 1980erne. Eksisterer staig i nogle udviklingslande.
Tilgang: Efter det blev tydeligt at slumområder ikke ville blive integreret med resten af byen gennem økonomisk vækst, valgte
nogle myndigheder en undertrykkende tilgang, som kombinerede chikane og tvangsforflytninger af slumbeboere. Dette løste
ikke problemet, men skubbede blot slumbeboerne længere ud i byens periferi, hvor der var mindre kontrol og flere frie
landarealer.
Relokering (resettlement)
Relokering iværksættes oftest fordi det land, hvorpå slumområderne er placeret, skal bruges til andre formål. En anden grund til
relokering kan være at slumområdet er for farligt for beboerne at leve på, f.eks. på grund af industriel forurening, fare for
mudderskred eller oversvømmelser. Når relokering fungerer bedst, er det baseret på principperne om “Free, Prior and Informed
Consent”, hvilket betyder at flytningen foregår frivilligt, at forhandlingerne foregår før den reelle beslutning om relokering er
taget, og at forhandlingerne foregår på et oplyst grundlag. Når relokering fungerer dårligst, minder det om tvangsforflytning,
hvor slumbeboerne ikke er blevet konsulteret eller har haft indflydelse på flytningen.
Sites-and-services, slumopgradering og self-help
Periode: Slutningen af 1970erne og til i dag.
Tankegang: Anerkendte slum som et blivende strukturelt fænomen. Baseret på tre grundlæggende ideer: 1) Lokale slumområder
repræsentrer en stor mangfoldighed, som bør indtænkes i planlægningen, 2) Arbejdet med slum skal understøttes af seriøs
boligpolitik og lovmæssige initiativer og 3) Undertrykkende tilgange, samt direkte subsidier til konstruktion af almene boliger
havde slået fejl. Tilgangen var også baseret på større bevidsthed om retten til en ordentlig bolig (right to housing) og beskyttelse
mod tvangsforflytning.

De nye tanker kom til udtryk igennem tre forskellige program-typer:

Sites-and-services: Myndighederne stiller opdelt land til rådighed (sites) og indlægger samtidig basale serviceydelser (services).
Herefter bygger fattige familier selv deres bolig, normalt med subsidierede byggematerialer, lavrente-lån og småkontrakter med
lokale håndværkere. Sites-and-services blev ofte finansieret med lån fra Verdensbanken. Studier har vist at sites-and-services er
ca. 5 gange billigere end konstruktion af almene boliger. Mange sites-and-services programmer er dog blevet kritiseret for være
for komplekse og derfor være svære at implementere og kopiere i større skala.

Slumopgradering (in situ upgrading): Opgraderingerne omhandler oftest tre kerneområder: 1) Basale serviceydelser (vand,
elektricitet og affald), 2) Boligsikkerhed, som sikres gennem øget regulering og 3) Lånemuligheder, så beboerne har mulighed
for at lave forbedringer på egne huse. Forskellen på slumopgradering og sites-and-services er at man ikke flytter folk til et nyt
område, men forsøger at opgradere det område, hvor de allerede bor, hvilket betyder signifikante besparelser. Af samme grund
er slumopgraderingsprogrammer ofte endnu illigere og mere bæredygtige end sites-and-services programmer.

Selvhjælp - med regeringsstøtte: Selvhjælp betyder at de fattige selv bygger deres boliger, og det stadig den suverænt mest
udbredte måde hvorpå fattige skaffer sig boliger. Grunden til at selvhjælp er medtaget som en program-type, er at nogle
regeringer har understøttet slumbeboernes indsats. Støtten er ofte kommet til udtryk gennem lovmæssige tiltag i forhold til
fleksible bygnings-standarder, fattigdomsorinterede poltikker på boligmarkedet og anerkendelse af det uformelle boligmarked. I
nogle lande modtog slumbeboerne også konkret planlægningmæssig rådgivning i et forsøg på at undgå fremtidige
tvangsforflytninger.
Participatorisk slum-opgradering
Participatorisk slum-opgradering beskrives af FN som det nuværende “best practice”. Metoden baserer sig i høj grad på tankerne
bag sites-and-services, slum-opgradering og self-help. Slumbeboerne involveres helt fra start, ofte gennem en formaliseret
process faciliteret af en NGO eller en statslig eller kommunal planlægningsenhed. Det participatoriske består i at slumbeboerne
bidrager i selve planlægningsprocessen og implementeringen, for eksempel ved nedlæggelse af vandrør og anden infrastruktur,
således at de selv kan vedligeholde og reparere.

Kilde: Figur baseret på en artikel af D. Rondinelli, samt kapitel 7 i FN-rapporten Challenge of Slums.

38
4.5.2 Boligpolitiske aktører
Som det fremgår af oversigten på forrige side, er arbejdet med slum en kompleks process. I nogle
lande er den sociale boligpolitik i høj grad blevet drevet frem af kritiske analyser og evalueringer af
tidligere erfaringer, mens der i andre lande, inklusiv de østafrikanske, ikke har været samme
selvkritik tilstede. Dette gælder også de NGOer og internationale organisationer, som har
beskæftiget sig med slum; nogle organisationer har evalueret deres projekter kritisk, mens andre har
begået de samme fejl gentagne gange (Challenge of Slum, s. 130). Aktørerne på det kenyanske
boligmarked er mange og opererer på mange forskellige niveauer. En afgørende forskel i forhold til
rigere lande, er at mange af de mest magtfulde aktører ikke eksisterer formelt, men i praksis øver de
stor indflydelse på real-politikken og boligmarkedet. Disse uformelle aktører inkluderer tidligere
prominente politikere, højtstående embedsmænd, uformelle ejendomsmæglere, lokale
forretningsmænd og politikere, osv. En anden forskel i forhold til vestlige lande, er den relativt store
indflydelse fra bistandssektoren og internationale låneinstitutioner.

I de følgende afsnit vil det blive forklaret hvordan den kenyanske boligpolitik og det kenyanske
boligmarked fungerer ekskluderende i forhold til de fattige, og dermed producerer slum i stedet for
at afhjælpe det. Hvis man tager udgangspunkt i Østafrika og Kenya, hvor 54% af landets befolkning
bor i slum, kan visionen om at afskaffe slum virke uoverkommelig. De nordafrikanske regeringer
har dog vist at det er muligt at vende den negative udvikling: På blot ti år, fra 2000 til 2010, har det
nordlige Afrika har reduceret andelen af slumbeboere fra 20% til 13% ved hjælp af planlægning,
økonomisk vækst og politisk vilje. I Vestafrika går udviklingen langsommere, men dog stadig
fremad: Senegal og Ghana har reduceret andelen af slum med 20% i løbet af det sidste årti. Ideen
om bedre levevilkår og boligforhold er således ikke en umulighed, og i sidste halvdel af opgaven vil
de løsningsorienterede tanker blive uddybet.

4.5.3 Opsummering på slum som et globalt og lokalt fænomen

Der kan således siges at være en række forbudne konsekvenser af globaliseringen for
udviklingslande som Kenya samt andre påvirkende faktorer, der spiller ind på den nuværende
økonomiske situation og Kenyas rolle i det internationale økonomiske system. Overordnet kan vi
konkludere at Kenya indgår i den internationale økonomi og er influeret af globaliseringstendenser i
form af flows af handel, investeringer, finansielle flows og migration. Vi deler
transformationalisternes syn på globalisering som en multidimensionel proces, der bl.a. medfører, at
der opstår nye økonomiske grupperinger og at de globale flows fortsat er domineret af
magtstrukturer og centreret i visse knudepunkter mellem stærke globale spillere.

39
Vi mener, at globaliseringen er domineret af et økonomisk rationale, som for at være frugtbar i et
land som Kenya skal modsvares af en politisk magt, der kan administrere og facilitere en potentiel
udbyttesrig udvikling. Dette kræver en stærk stat, der kan skabe arbejdspladser og økonomisk
udvikling, som investerer i den offentlige sektor, infrastruktur og uddannelse og som derved gør
Kenya i stand til at træde stærkere ind på den globale handelsarena. Vi deler desuden
globaliseringsskeptikernes opfattelse af, at én af konsekvenserne af globalisering er en øget
regionalisering med såvel visse dominerende regionale samarbejdsfora som muligheden for øget
samhandel og interaktion i regioner, som en manifestation af den lokal-globale dialektik. En
potentiel udvikling for Kenya kan således være en udnyttelse af de transcendente nationale grænser
til øget regional økonomisk handel og udveksling i form af en ’East African Corridor’.

Den spatiale struktur i Nairobi og dens peri-urbane områder er karakteriseret af den kaotiske
udvikling, som byen har gennemgået siden uafhængigheden af 1963. Det urbane landskab bærer
stadig præg af de tidligere racemæssige skel, som nu i stedet har udviklet sig til en opdeling mellem
de fattige og de magthavende eliter. I peri-urbane områder er det især en ufuldstændig og
ukontrolleret udvikling, der har sat sit præg, hvor en planlægningsmæssig tilgang med fokus på
master plans og på at opfylde de riges behov har gjort, at ’gated communities’ lever side om side
med slumområder, der hverken anerkendes eller indtænkes i lokale planer eller servicering.
Nairobis fremtidige spatiale udvikling barsler om endnu større pres på de peri-urbane områder og
det er derfor presserende, at der skabes bæredygtig og inkluderende planlægning.

40
Kapitel 5: Case-analyse af slumområder

“As both the Commission on Human Settlements and the Global Strategy for Shelter to the Year
2000 have stated: "Adequate shelter means ... adequate privacy, adequate space, adequate security,
adequate lighting and ventilation, adequate basic infrastructure and adequate location with regard
to work and basic facilities - all at a reasonable cost" ” (United Nations Human Rights)

I de følgende afsnit vil vi præsentere vores tre case-områder: Kwambemba, Sophia og City Carton.
Præsentationen er delt op i henholdsvis spatiale og sociale strukturer, og gennem disse to
overordnede kategorier vil vi forsøge at beskrive de aktuelle forhold og anskueliggøre de
dynamikker, der har skabt slumområderne. Målet med analysen er at udpege de væsentligste
barrierer for bæredygtig udvikling.

5.1 Spatiale strukturer

I UN-HABITAT's ”Challenge of Slums” bliver der lagt vægt på slumområders spatiale form og
opbygning og det konkluderes, at en bæredygtig udvikling i slumområder bør tage udgangspunkt i
det enkelte områdes spatiale tilstand. Vi vil derfor introducere vores tre caseområder ved hjælp af
de hovedkategorier som ’Challenge of slums’ fra 2003 opstiller i kapitel 5, for spatial analyse af
slumområder: 1) Oprindelse og alder, 2) Lokalitet og afgrænsning, 3) Størrelse og skala, 4)
Lovlighed og sårbarhed, 5) Udviklingsstadier: Dynamikker og diagnoser. For at give en mere
uddybende præsentation af caseområderne har vi valgt at tilføje kategorierne:
1) Basis serviceydelser (vand, sanitet, el)
2) Boligmassens tilstand (materialer, vedligehold, etc.)

5.1.1 Beliggenhed, afgrænsning og størrelse

De tre case-områder er placeret langs med Mombasa-Nairobi highway med Kwambemba som den
mest klassiske peri-urbane slum, der ligger lige uden for metropolens kommunegrænse. City Carton
er placeret peri-urbant både i forhold til Nairobi, men også i forhold til byen Athi River.
Slumområdet Sophia er placeret inde i Athi River og kan derfor forstås både et urbant - i forhold til
Athi River - og et område i forhold til Nairobi.

41
Figur 5.1 Beliggendehed af de tre case-områder

42
Beliggenhed, afgrænsning og størrelse har stor betydning for hvilke udviklingsmuligheder et givent
område har, og som indikeret ovenfor hænger et områdes historie ofte tæt sammen med dets
placering, mens beliggenheden er ofte hovedårsagen til de enkelte slumbeboeres boligvalg. I
Mavoko er det ofte jobmuligheder, der trækker nye beboere til. Størrelsen på et slumområde har
afgørende indflydelse på hvordan området fungerer og hvad man kan få adgang til internt i området.
Desuden påvirker størrelsen og antallet af indbyggere, hvilken politisk indflydelse de enkelte
slumområder har.

Figur 5.2: Spatialt strukturer – overbliksskema

Kwambemba Sophia City Carton
Beliggenhed og Periferi, kompakt, Periferi, kompakt, Periferi, spredt
afgrænsning velafgrænset velafgrænset bebyggelse, mindre
afgrænset
Boligmasse Ensartet. Hovedsageligt Forskelligartet, men Ensartet. Pap og plast
blikplader på træskellet flest boliger konstrueret på træskellet. Mange
af blikplader havde blik på taget.

Basale serviceydelser Adgang til vand (lokal Adgang til vand og Adgang til toilet.
internt i området boring) og toilet. toilet. Nogen havde el.
Oprindelse Påbegyndt: 1984 Påbegyndt: 1990 Påbegyndt: 1963
Konsoliderende/Ikke- Konsolideret Ikke-konsolideret
konsolideret
Størrelse og skala Lille (100-120 Medium (500-700 Lille (180-200
hustande) hustande) hustande)
Lovlighed og Illegalt, men med Uformel, men de facto Illegalt, uden aftaler
sårbarhed midlertidige aftaler lovlige lejeboliger, med med de private
med jordejere, sårbart. formelle lejekontrakter, jordejere, sårbart.
mindre sårbart.
Hvem driver Residerende Ikke-residerende jord- Eksterne interventioner
udviklingen? strukturejere og strukturejere

43
Kwambemba
Kwambemba ligger i Mavoko Municipality få hundrede meter fra grænsen til Nairobi Municipality.
Her er der en lille stikvej der udgår fra Nairobi-Mombasa Highway ned mod Nairobi National Park
og Nairobi-Mombasa jernbane. Området som Kwambemba ligger på er en offentlig vej og en lille
stribe af et privat ejet industriområde, der til sammen danner en T-form (se social map
Kwambemba: bilag 22). Området er velafgrænset med den del af vejen som benyttes til trafik på
den ene side og høje mure på den anden side samt, jernbanesporet og nationalparken for enden af
vejen. Den del af Kwambemba der ikke ligger på den offentlige vej har en smal adgangssti fra vejen
og er omkredset af en betonmur. Området er altså afgrænset til alle sider, men beboerne har
alligevel taget noget jord i brug til landbrug i lille skala, der ligger på den anden side af vejen, ned
mod jernbanen.

Figur 5.3 Social map: Kwambemba

Vores ene interviewperson, Steven der har boet i Kwambemba siden 1993 anslog at der på
nuværende tidspunkt er mellem 100 og 200 husstande i området (Steven, kwambemba: bilag 4). På
baggrund af vores to dage i Kwambemba og en nøgtern optælling på googlemaps kombineret med
vores social map regner vi med, at det er i den lave ende af Stevens vurdering: 100-120 husstande.

I ”Challenge of slums” benyttes begrebet ”spredte slum-øer”, om små slumområder som

Kwambemba, der er afgrænset af mere formaliseret arealanvendelse og fremtræder som en lille

44
uformel ø i et formaliseret hav. Spredte slum-øer er ofte så små, at de ikke kan understøttes social
infrastruktur som skoler, klinikker etc. (CS, 2003: 89). Dette gør sig også gældende for
Kwambemba, der ikke er stor nok til at have en skole, hvorfor børnene i Kwambemba går i skole i
Mlolonglo der ligger ca. 2 kilometer der fra. Der er ved at blive opført en kirke, men den står ikke
helt færdig endnu. Derfor er der mange af beboerne der går i kirke i et nærliggende område og en
lille flok der holder deres gudstjeneste i Kwambembas ”community hall” der er en slags lille
forsamlingshus, hvor beboerne mødes mindst én gang om måneden.

Området nyder godt af de omkringliggende industrier, og især i frokostpausen er der travlhed i

Kwambembas forretninger. Der er uforholdsvis mange små kiosker, hoteller, barer etc. i forhold til
områdets størrelse, hvilket hovedsageligt skyldes den store gruppe af ”ikke-beboere” der benytter
handelsmulighederne i Kwambemba. Kwambemba har en stærk integration i det omkringliggende
samfund, der er med til at øge dets forsatte konsolidering, men samtidig er det et lille område
hvilket gør Kwambemba sårbar overfor udnyttelse af forskellig karakter, og mindre
modstandsdygtige overfor forsøg på at rydde området.

Kwambemba, hvor beboerne bor på en offentlig vej omgivet af fabrikker.

Sophia
Sophia er placeret centralt i Athi River, og indrammet af veje på tre sider og en åben vandkanal på
den fjerde. Området er velstruktureret og inddelt i blokke med små fælles gårde. Området er det
største af caseområderne og rummer mere end 500 husstande. Præcis hvor mange husstande der er
stort set umuligt at afgøre, men vores estimat bygger på vores social map og processen omkring
kortets tilblivelse samt en optælling på satelitbilleder fra googlemaps.

45
Figur 5.4 Social map over Sophia

Med sin beliggenhed centralt i Athi River har slumbeboerne adgang til byens
agglomerationsfordele, samtidig med at der er let og billig adgang til Nairobi. Én af vores
interviewpersoner Felista, der bor i Sophia, er selvstændig og lever af at tage til Nairobi og købe
nødder og krydderier i store sække, som hun tager med hjem til Sophia. Her rister og salter hun
nødderne og laver små krydderiblandinger. Disse pakker hun i små poser som hun sælger til kiosker
og lignende i Athi River, Mlolonglo og omegn. Hun sørger altid for at få mindst det dobbelte af
råvareprisen for sine produkter. (Felista, Sophia: bilag 5) Felistas forretningsmodel er eksempel på
hvordan man kan udnytte det lette adgang til Nairobi som det peri-urbane tilbyder, men også et
eksempel på hvordan den konkrete indtægt stammer fra salg i det peri-urbane. Sophias størrelse
betyder at der er et stort udbud af vare og tjenester internt i området, men det høje antal af husstande
betyder også at det er nemmere for områdets beboere at få politisk indflydelse og dermed beskytte
sig imod at området bliver ryddet eller forflyttet (CS, 2003: 91).

Kiosker på hovedgaden i Sophia

46
City Carton
City Carton er placeret ca 1 km. udenfor Athi River og ligger ca. 100 meter fra Mombasa-Nairobi
highway. Området er forholdsvis lille med ca. 180-200 husstande, men ikke særligt velafgrænset.
Der er masser af åbent land og husene står ikke så tæt. Dette skyldes en lavere befolkningsdensitet
og den høje brandfare. Pap og karton er meget brandfarlige byggematerialer, og det hjælper ikke på
brandsikkerheden, at den eneste kilde til lys om aftenen er kerosene-lamper der nemt kan antænde
et hus. Rose har fx oplevet at hendes hus er brændt ned to gange og hun har set mange andres huse
brænde. (Rose, City Carton: bilag 8) Byggematerialerne er dermed determinerende for placeringen
bygningsmassen.

Figur 5.5 Social map over City Carton

I meget af litteraturen om peri-urbant slum, betragter man peri-urbane slumområder som noget nyt,
men City Carton er et gammelt område. (se fx CS, 2003: 88-90). City Carton er ikke startet som en
af Nairobis peri-urbane slumområder. Området er nærmere en rural bebyggelse, hvor man
hovedsageligt har arbejdet som daglejere i det nærliggende landbrug. Faktisk er den nærmeste farm
stadig den største arbejdsgiver for området og de fleste kvinder arbejder her (Joseph, City Carton:
bilag 9). Peri-urbaniseringen er altså kommet til City Carton og ikke omvendt. Området giver med

47
sin spredte bebyggelse og mangel på handel og basale serviceydelser også et langt mere ruralt
indtryk end de to andre slumområder og det er tydeligt at City Carton er skabt under forhold med
færre begrænsninger og mindre konkurrence om jorden. Området har ikke internt nogle konkrete
udtryk for agglomerationsfordele ved den stigende påvirkning fra Nairobi, men presset på land er
vokset betydeligt de sidste par år og der har været både rydninger, nedrivning og indhegning i
forlængelse af dette pres. Presset på land behandles senere i rapporten.

Opsamling
Fælles for områderne er deres nemme adgang til Nairobi. Litteraturen om perifære slumområder,
fremhæver ellers ofte at disse områder er meget afskåret fra byen og ofte fysisk isoleret. I Challenge
of Slums står der fx: ”An overriding problem facing peripheral slum dwellers is the low level of
access and high cost of transport to jobs, markets, schools and the centres of administration of
public services” (CS, 2003: 90). Kwambembas, Sophias og City Cartons perifære beliggenhed har
dog ikke denne konsekvens. Dette skyldes Nairobi-Mombasa highway der giver adgang til Nairobi,
og EPZ-området der giver jobmuligheder samt byerne Mlolongo og Athi River der giver adgang til
skoler og lokale markeder.

Der er altså nogle af de ulemper som normalt følger med en perifær placering der ikke gør sig
gældende for vores caseområder. Umiddelbart er det befordrende for udviklingen i områderne, men
på længere sigt risikerer det at blive en trussel. Vejen til Nairobi er ved at blive forbedret og
udvidet, og den økonomiske ekspansion i Nairobi vil sandsynligvis fortsætte. Derfor forbedres
arealanvendelsesmulighederne i Mavoko og presset på slumområderne øges. Interessen om den jord
slumområderne er placeret vil blive større, da jorden i takt med udviklingen vil blive mere og mere
attraktiv for entreprenører, landspekulanter mfl.

Slumområdets størrelse kan have afgørende betydning for om det kan modstå truslen om at blive
fjernet. Størrelsen på slumområdet er ensbetydende med hvor stor ’voting power’, det enkelte
område har og skaber dermed en politisk interesse, der kan være med til at sikre områdets
opretholdelse. Politikere vil se potentialet i at fungere som værge for et slumområde, der kan være
med til at sikre politikerens position. Det politiske engagement i slumområderne vil uddybe
nærmere i politik analysen.Truslen om at blive fjernet er meget nærværende, hvilket gør det svært
for beboerne at planlægge, investere og agere langsigtet i udviklingen af deres slumområde.
Usikkerheden og utrygheden blandt beboerne er en barriere for bæredygtig udvikling i
slumområderne.

48
5.1. Oprindelse og boligmassens tilstand
En forståelse for et slumområdes oprindelse og alder kan kaste lys på hvorfor og hvordan et område
har udviklet sig, men også indikere, hvor områdets udvikling peger hen. Boligmassens tilstand og
hastigheden, hvormed den er skabt, har stor betydning for dynamikkerne i lokalsamfundet og er det
fundament hvorpå fremtidig udvikling skal bygges.

Kwambemba
Kwambemba blev grundlagt omkring 1984 og ligger hovedsageligt på en lille stikvej der udgår fra
Nairobi-Mombasa highway. I 1993 var der ca. 20 husstande, men nu er der mellem 100 og 200.
Området har haft to store udvidelser. Den ene udvidelse blev presset igennem af de beboere der
allerede boede i Kwambemba. De anmodede kommunen om at få lov til at udbygge længere nede af
vejen, og det fik de tilladelse til. Herefter byggede beboerne i Kwambemba huse som de nu udlejer
(Social map, Kwambemba & Kiotoko, Kwambemba: bilag 22 & 1).

Den anden udvidelse af Kwambemba kom, da nogle bebyggelser tættest på hovedvejen og op af den
nærliggende fabrik ikke længere blev tolereret af fabrikkens ejer. Nogen af beboerne arbejdede på
fabrikken og fik forhandlet sig frem til en løsning, hvor de midlertidigt kunne flytte deres huse ned
bag fabrikken, i tilknytning til det allerede eksisterende Kwambemba. (Steven, Kwambemba: bilag
4) Denne del af Kwambemba ligger altså ikke på den offentlige vej, men på privatejet jord
tilhørende den nærliggende fabrik og er kommet senere. Beboerne i Kwambemba havde kontakt til
en politiker, der ’talte deres sag’, hvilket gjorde at de der boet på offentlig jord kunne ringe til
vedkommende, hvis der skulle opstå problemer vedrørende ejerskabsforhold. Hvis hun kunne løse
problemerne var ikke altid sikkert, men indtil videre var truslen om at blive fjernet ikke nært
forstående. Dem der boede på fabrikkens jord, havde en aftale med fabrikken ejer om at de kunne
blive boende for en kortere periode, men heller ikke her var en udsættelse forstående.

Hus i Kwambemba bygget opad en mur opført af en nærliggende fabrik

49
I Kwambemba er de fleste huse lavet af blikplader. De huse der befinder sig helt inde ved muren til
industriområdet bruger muren som bagvæg. Nogle af husene har cement på gulvene, mens andre har
jordgulv. Enkelte huse er bygget af træ. Generelt fremstod husene mindre interimistiske end nogen
af dem vi har set i fx City Carton, Kibera og Pumwani og generelt virkede det som om husene og
vejen blev vedligeholdt.

Sophia
Sophia blev etableret omkring 1990,
og mange af de nytilkomne fandt
arbejde på et slagteri eller en stor
nærliggende tekstilindustri, der dog
begge gik i konkurs i henholdsvis 1991
og 1996. Efterfølgende er omkring 50
små tekstilvirksomheder skudt op i
stedet for (Felista, Sophia: bilag 5).
Der er ikke længere nær så stort et pres
på området som da tekstilindustrien
var på sit højeste, hvor huslejen var
højere i relation til at det var et
slumområde, og hvor lejemålene blev
udlejet langt hurtigere end i dag.
Huslejeopkrævning og den daglige
vedligeholdelse foregår igennem
Bernhard Musiko foran sit hus i Kwambemba. Huset
administrationsbureauer og lokale
adskilte sig markant fra de andre huse ved at være
viceværter. Sophia er altså et
bygget på traditionel vis og af naturmaterialer. Huset er
nogenlunde velkonsolideret område,
dog ved at falde sammen.
hvor ejerne af jorden og
bygningsmassen har etableret en fast indkomst, som ejerne igennem deres politiske indflydelse og
samtidige ejerskab er med til at opretholde slumområderne.

50
Da Sophia er et stort område med mange forskellige ejere har boligmassen også en forskellig
opbygning, kvalitet og historie. Der er huse konstrueret mere traditionelt, med grene og lerholdigt
mudder andre er beklædt med udrettede olietønder, men de fleste boliger er beklædt med blikplader
og flertallet af bygningerne har støbt gulv. Huslejen varierede fra 500 ksh til 1400 ksh. (se social
map, Sophia: bilag 24) og huslejen fulgte kvaliteten af boligmassen.

Boligblokke i Sophia opført af Mr. Maweni, som udlejer værelserne til områdets beboere

City Carton
City Carton blev bebygget fra 1963. Uafhængigheden fra kolonimagten betød, at de hvide farmere
blev fordrevet fra området. Rose, områdets ældre, fortæller hvordan hun og hendes familie tog
afsked med den hvide farmer og hvordan han havde sagt til dem at de gerne måtte slå sig ned, i det
område der nu hedder City Carton. Det gjorde de og Rose har boet der lige siden. Den mundtlige
aftale med den tidligere ejer har ikke nogen juridisk validitet, og selvom City Carton har eksisteret i
mere end 47 år er det ikke lykkedes for områdets beboere at konsolidere området i særlig udpræget
grad.

51
 Navnet, City Carton, er opstået fordi langt de fleste huse er bygget af et træskelet med pap og karton
som vægge. Papstykkerne kan købes billigt fra den nærliggende industri, men holdbarheden er
begrænset og de skal ofte skiftes ud, da de er sårbare for vand og ikke slidstærke (Joseph, City
Carton: bilag 9).

Pappet forsøges beskyttet mod nedbør vha.

plast og nylon i forskellige former. Disse
materialer er også restaffald fra den
omkringliggende industri. Husene er generelt
meget midlertidige i deres opbygning, her er
ingen støbte gulve eller lignende. Joseph, der
er født og opvokset i City Carton, forklarer at
man i området frygter, at hvis man benytter
mere permanente byggematerialer, så kan det
opfattes som en provokation af de omkringliggende omgivelser, hvilket kan få konsekvenser for alle
i området.

I ”Challenge of slums” beskrives en

række almindelige karakteristika for
helt nyopstået slumområder således:
”Their newness is expressed in poorer,
less permanent materials, especially in
settlements where residents are unsure
of whether and for how long they will
be allowed to stay before being
evicted. In cities where evictions are
Sammenstyrtet hus i City Carton common, or on sites where they are
unlikely to be left alone, shacks are
likely to be very rudimentarily built of recycled or very impermanent materials.” (CS, 2003: 87).
Disse karakteristika er i høj grad gældende for City Carton selvom området er 47 år gammelt. Dette
fortæller hvor lidt området har udviklet sig i årenes løb og hvordan beboernes usikkerhed har haft
betydning for den spatiale udvikling, der er sket i området. Frygten for en rydning af området har
hele tiden været til stede og slumbeboerne har ikke set et incitament at forbedre deres huse.

52
Opsamling
Med henblik på vores indsamlede empiri, tyder det ikke på, at jo længere et slumområde har været
beboet jo mere udviklet er området – nærmere tvært imod. Det ældste område i vores undersøgelse
er klart det mindst konsoliderede og det yngste slumområde er klart det, der er mest konsolideret.
Det er altså ikke bare et spørgsmål om tid, før der kommer udvikling i de fysiske strukturer i et
slumområde, der er mange andre faktorer på spil. Sophia der var det mest konsolideret slumområde
havde formelle lejestrukturer, hvilket betød, at en rydning af området ikke var aktuel. Derudover
var der også adgang til flere basale serviceydelser for beboerne i Sophia i forhold til de to andre
områder. Kwambemba havde interne lejestrukturer og der var beboere der ejede deres egne
strukturer og udlejede til andre. Jordejerforholdende gjorde, at området var mindre konsolideret end
Sophia. Boligmassens tilstand var dog relativ god, da der havde været en dialog imellem
interessenter og slumbeboerne med henblik på midlertidig bosættelse af området. City Carton var
det mindst konsolideret slumområde vi besøgte. Slumbeboerne opholdte sig på jord, der var blevet
mere attraktiv og der havde grundlæggende, hele tiden været en usikkerhed om slumområdets
eksistens og havde derfor ikke udviklet sig i meget siden bebyggelsens oprettelse.
Historikken omkring områdernes tilblivelse har også stor betydning for hvordan sociale hierarkier
udformes. Dette vil blive behandlet senere i rapporten.

5.1.3 Basale serviceydelser

Med begrebet basale serviceydelser henviser vi til vand, sanitet og el. Vi betragter adgangen til
basale serviceydelser som et nødvendigt fundament for bæredygtig udvikling. I dette afsnit vil vi
sammenligne adgangen til basale serviceydelser i de tre caseområder.

Kwambemba
I Kwambemba var der én vandhane. Den var forbundet via den nærliggende industri til en lokal
boring. Da vandet ikke kom så dybt nede fra og da det ikke kom forbi et rensningsanlæg inden det
løb ud af hanen, var det ikke egnet til drikkevand. Det kostede 5 ksh. at få fyldt en 20 liters dunk og
vandet kunne ved hjælp af kemisk rensning gøres anvendelig som drikkevand. Vandhanen blev
administreret af en af de lokale. I Kwambemba er der tre toiletter, som er til fri brug for områdets
beboere og finansieres over huslejen og bliver vedligeholdt af de i alt 12 udlejere af strukturerne.
Det hænder dog ofte at toiletterne ikke bliver tømt lige med det samme. Når toiletterne er fyldte kan
man låne et i den nærliggende fabrik Nanak Construction. (Social map, Kwambemba: bilag 22).
Kwambemba har ikke noget elektricitet, men enkelte af de mere ’velstående’ som f.eks. Kiotoko
havde bilbatterier til eget forbrug.

53
Sophia
I Sophia er der ikke indlagt vand i de enkelte huse, men der er mange forskellige udbydere af vand i
området, se nedenstående billede:
Vand er altså let tilgængeligt. I Sophia er adgangen til
toiletter inkluderet i huslejen for nogle af beboerne, mens
andre betaler for at benytte offentlige toiletter eller sparer
pengene og benytter den åbne vandkanal der løber lige
forbi området eller lander deres “flying toilets” et
vilkårligt sted. Der er ikke nogen tradition for at betale
for at børn kommer på toilettet, så de besørger hvor det er
muligt. (Felista, Sophia: bilag 5).
De fleste boliger i Sophia er uden elektricitet. Felista,
områdets ungdomsleder, havde dog ligesom Kiotoko i
Kwambemba et bilbatteri, som hun bruger til en lampe i
loftet og til at oplade sin mobiltelefon. I den gård hvor Vandkiosk i Sophia
Felista bor har ejeren besluttet at der skal indlægges el fra starten af 2011. Dette vil betyde en
huslejestigning fra 700 ksh til 1200 ksh. Der er relativt store etableringsomkostninger forbundet
med at installere elektricitet, disse omkostninger skal dækkes igennem huslejestigninger. Felista
ville dog forsøge, at få huslejen sænket til 1000 ksh. Hvilket hun mente var realistisk (Felista,
Sophia: bilag 5).

City Carton
City Carton har ikke reelle toiletbygninger. Her graver de huller i jorden og sætter lidt klæde op
rundt om hullet. Når et hul er fyldt, dækkes det til og et nyt graves ud. Alle beboere har fri adgang
til toiletterne.

Toilet i Kwambemba Toilet i Sophia Toilet i City Carton

54
I City Carton er der pt. ingen udbydere af vand internt i området. Beboerne skal derfor gå langt efter
vand, og nogle af beboerne benytter den nærliggende flod, når de ikke har råd til at købe vand. City
Carton ligger nedstrøms fra vandkanalen i Sophia (den som blev brugt til affald og ”flying toilets”),
og floden passerer desuden igennem et forurenet industriområde inden den når City Carton.
Beboerne I City Carton løber derfor åbenlyse sundhedsrisici, når de drikker vandet fra floden.
Nogen benytter kemisk rensning af flodvandet, hvilket i nogen grad mindsker sundhedsfaren ved at
drikke vandet, men kemikalierne koster også penge og øger alt i alt beboernes udgifter til vand.
Der er en vandtank og et vandrør i City Carton, som er blevet etableret på initiativ fra en NGO, men
tanken er tom og vandrøret er blevet skåret over oppe ved vejen under vejarbejde. Det er uvist
hvornår vandforsyningen bliver genetableret, men Rose, der havde boet i området i 47 år, var sikker
på at det skulle komme til at virke igen (Rose, City Carton: bilag 8). Der er ingen elektricitet i City
Carton og der var ikke planer om at indlægge el i området.

Opsamling
Der er stor forskel på adgangen til basale serviceydelser i de tre slumområder, og der er også forskel
i beboernes adgang til disse ydelser internt i områderne. Dårlig adgang til sanitet og rent drikkevand
gør slumområderne meget udsatte for sygdomsspredning, og det betyder samtidig at nærmiljøet er
udsat for høj belastning. Adgangen er distribueret efter indkomst, hvilket betyder at særligt de
fattigste er udsatte overfor sygdomme og det er også denne gruppe der er mest afhængige af
nærmiljøet. Denne situation sætter både nulevende og kommende generationers mulighed for at
imødekomme deres behov i fare og er derfor en klar hindring for en bæredygtig udvikling af
slumområderne.

5.1.4 Lovlighed, sårbarhed og udviklingsmuligheder

Ikke alle slumområder er ulovlige og ikke al ulovlig bebyggelse er slum. I dette afsnit kigger vi på
hvordan lovlighed og sårbarhed hænger sammen og hvordan slumbeboernes opfattelse af deres egen
boligsikkerhed påvirker den fysiske udvikling af områderne.

Kwambemba
Den del af Kwambemba der ligger på den offentlige vej er ulovligt byggeri. Beboerne har dog en
aftale med Mavoko Municipality om, at de gerne må bo der på den betingelse, at de forlader
området, når kommunen vil anvende arealet til noget andet, hvilket medfører en stor usikkerhed
blandt beboerne. Der har i mange år været planer om at benytte vejen til lave en indgang til

55
Nationalparken, men der kan også være andre årsager til at kommunen ikke længere ønsker at
Kwambemba består. Den del af Kwambemba der ligger på privat jord er underlagt de samme
betingelser, forstået på den måde, at de skal flytte, hvis de private ejere vil benytte arealet til noget
andet. Denne del er ikke direkte ulovlig, da de bor på privatejet land med ejerens midlertidige
tilladelse.

Grundet de forskellige forhold i Kwambemba er

det svært at sige præcist, hvor lovligt eller
ulovligt området er, men der er ingen tvivl om at
Kwambemba er sårbart og at faren for at området
bliver ryddet er reel. Alle i Kwambemba ved at
de bor der midlertidigt, og da vi spurgte Bernard
Musiko hvordan han troede området så ud om ti
år sagde han: ”Within ten years we will all be
evicted” (Bernard, Kwambemba: bilag: 3). Dette
illustrerer, hvordan sårbarheden af området
spiller ind når beboerne tænker på den
langsigtede udvikling af området. Det er svært at Kvinder i Kwambemba dyrker jorden uden
sige noget om hvor alvorlig truslen om at formel tilladelse
området skal tages i brug til noget andet er, men rydningen af naboområdet Kapa i oktober er med
til at holde liv i frygten (Jævnfør Mavoko – en peri-urban kommune).

Hvor optaget beboerne er af denne sårbarhed varierer i forhold til om de er ejere af strukturer eller
lejere. Steven Ngongo der har boet til leje i Kwambemba i 17 år sagde om Kwambembas sårbarhed
og mangel på boligsikkerhed: ”As a tenant you don’t care – you just find another tenant house”.
(Steven, Kwambemba: bilag 4). Steven bekymrer sig ikke om mulige rydninger af området, og
peger på at der er masser af andre lejeboliger i området.

I Kwambemba er der 12 forskellige strukturejere, der alle bor i området og tilsammen ejer alle
boligerne. Det er disse 12 udlejere der forestår vedligeholdelsen af boligmassen og toiletterne. De
forholder sig derfor løbende til områdets tilstand og udvikling og de er hovedkræften hvis noget
skal ændres. De kan potentielt tjene flere penge ved at investere i boligmassen og øge huslejen, men
når det er uvist hvor længe området vil eksistere er strukturejerne nødt til, at arbejde med
investeringer der har en meget kort tilbagebetalingstid. Områdets sårbarhed spiller på den måde ind
i Kwambembas udviklingsmuligheder og begrænser anvendeligheden af langsigtede investeringer.

56
Sophia
Selvom husene ikke lever op til de nationale byggestandarder og selvom der muligvis er noget ikke
helt lovligt ved den måde matriklerne er underopdelte på og selvom ejerskabet til jorden i Sophia,
på ganske korrupt vis, er tilfaldet mennesker med politiske forbindelser er det et de facto lovligt
bebygget område.
Det er utænkeligt, at de lokale autoriteter vil stille krav om at området skal leve op til nogle
bestemte standarder eller på anden måde forsøge at ændre arealanvendelsen i Sophia (Makali: bilag
20). Området er derfor ikke et sårbart område i relation til rydninger eller lignende.

I Sophia bor der hovedsageligt lejere og strukturejerne bor uden for området. Huslejen bliver for de
flestes vedkommende indkrævet af agenter, og der er derfor langt fra lejer til ejer. Ejerne i Sophia
skal ikke frygte at deres investeringer i bygningerne pludselig skal rives ned eller fjernes, hvorfor
der er bedre muligheder for at investere. I Felistas gård vil ejeren (som tidligere nævnt) fx installere
elektricitet, som skal finansieres med huslejestigninger. (Felista, Sophia: bilag 5) Her er der altså
mulighed for mere langsigtet investeringer med længere tilbagebetalingstid. Huslejestigningerne
kan true lejernes boligsikkerhed, og på sigt tvinge dem til at flytte hvis de ikke har råd.

City Carton
City Carton er et ulovligt besat område, og beboerne har ingen aftaler med jordejerne. Området er
derfor sårbart overfor rydninger. City Carton er delt op i to matrikler. Størstedelen af City Carton
ligger på en matrikel som ingen i området ved hvem der har ejendomsretten på. Den tredjedel af
City Carton der ligger tættest på Mombasa-Nairobi highway vil ejeren gerne have fjernet. Ejeren
indhegnede for to år siden hele området, så beboerne hvis huse lå på hans grund ikke kunne få
adgang til dem, men det lokale parlamentsmedlem kom beboerne undsætning og fik forhandlet
hegnet væk og sagen er nu for retten (Joseph, City Carton: bilag 9). Den 30. oktober 2010 blev en
familie med tre huse der boede 100 meter fra City Carton smidt ud af deres hjem og deres hjem blev
revet ned og kørt væk af politiet (Joseph, City Carton: bilag 9). Disse to hændelser konkretisere
områdets sårbarhed og gør at beboerne i City Carton er ekstra opmærksom på den. Samtidig
illustrerer det også at det lokale parlamentsmedlem er villig til at hjælpe dem, hvilket måske
mindsker områdets sårbarhed.

Beboernes havde en meget klar forståelse af deres sårbarhed. Rose Mutumi, byens ældre, sagde fx
at de levede i en konstant frygt og en følelse af usikkerhed. De var bange fordi, at de var besættere
og kunne fjernes når som helst (Rose, City Carton: bilag 8). Janet Wabia sagde at hun var bange for

57
at området blev ryddet og hun ville rigtig gerne bo et andet sted. (Janet, City Carton: bilag 6)
Alle i City Carton ejer deres eget hus undtaget fire som er lejere. Joseph Mutie, fortalte under vores
første besøg om hvordan beboerne i City Carton ikke byggede mere permanent fordi de ikke ville
tiltrække sig unødig opmærksomhed fra de lokale autoriteter.
Det faktum at området er ulovligt og sårbart har altså stor betydning for hvordan boligmassen ser ud
i området. Udviklingen i området er langsom, og primært drevet af eksterne interventioner, fx fra et
missionerende kristent trossamfund, der har været hovedkraften bag etableringen af skolen.

Opsamling
Udviklingsmulighederne og incitamenterne for at udvikle sin egen bolig og sit eget lokalsamfund,
er i vores caseområder meget tæt knyttet til lovlighed, sårbarhed og ejerskab. Vi har valgt at benytte
følgende skema fra ”Challenge of Slums” for derved at beskrive denne sammenhæng:

Figur 5.5 Lovlighed, ejerskab og udviklingsmuligheder

(CS, 2003: 94)

58
Skemaet viser samme tendenser som vi har fundet i vores caseområder. City Carton passer ind i
række 7 og Sophia ind i række 6. Kwambemba er straks lidt sværere at placere, fordi det hverken er
rigtigt lovligt eller ulovligt og fordi det både er på privat og offentlig jord og fordi der både er
mange der ejer deres egne huse og mange der lejer sig ind. Dette illustrerer hvordan sårbarheden i
forskellige slumområder er forskellig og har forskellige forudsætninger. Det kan være svært at
vurdere, hvor konkret faren er og det påvirker de enkelte områders udviklingsmuligheder. Hvis man
vil understøtte en bæredygtig udvikling i slumområder med planlægning er det derfor vigtigt at
have øje for de unikke og specifikke forhold der gør sig gældende i de enkelte områder.

5.1.5 Spatial opsamling

Der er mange variationer under begrebet slum, og mange forskelligartede spatiale udtryk. Den
spatiale gennemgang af vores caseområder har vist at der er en tydelig forbindelse mellem det
spatiale og det enkelte slumområdes udviklingsmuligheder. Mangel på boligsikkerhed er meget
vigtigt i forhold til de langsigtede udviklingsmuligheder, men det er ikke det eneste der har
betydning for hvordan folk handler. Vi vil derfor se på de sociale strukturer og efterfølgende samle
op på hvilke barrierer og resurser for en mere bæredygtig udvikling der er i caseområderne.

59
5.2 Sociale dimensioner i Kwambemba, City Carton og Sophia

"(..) Recognize the right of everyone to an adequate standard of living for himself and his family,
including adequate food, clothing and housing, and to the continuous improvement of living
conditions" FNs menneskerettighedscharter

I dette afsnit ser vi på de sociale dimensioner i de forskellige caseområder, for efterfølgende at sætte
disse i relation til vores karakteristik og forståelse af de forskellige områder. Områderne har mange
fællestræk, men adskiller sig også fra hinanden på områder som socialt engagement, hierarki og
beboernes oplevelse af at bo i slummen. De positive aspekter af de sociale dimensioner er et
velfungerede netværk, samhørighedsfølelse og fællesskab. De mere negative sider er
undertrykkende hierarkier, modløshed og store
sociale problemer. Afslutningsvis sammenholdes
de spatiale og sociale strukturer i en opsamlende
konklusion på, hvordan slumområderne kan
karakteriseres, hvorfra vi udleder de mest
afgørende barrierer for en bæredygtig udvikling.

5.2.1 Intern organisering og magtstrukturer

Ved vores indsamling af empiri fremstod det
tydeligt, at der var forskellige sociale hierarkier
og kollektive identiteter i de forskellige områder.
Specielt i City Carton og Kwambemba fremgik
det tydeligt, at visse beboere havde rollen som
ledere og talte på vegne af det samlede område.
De ældre og de beboere, der havde boet længst tid
i området, spillede en væsentlig rolle i styringen To ældre mænd fra henholdsvis en

af områderne. Ældrerådene blev betragtet som en nabolandsby til City Carton og

autonom beslutningsmyndighed, der løste Kwambemba, som diskuterer nedrivelsen

konflikter og tog beslutninger. En af lejerne fra af manden til venstres bolig.

City Carton udtalte således: ”The Village elder and the councilors makes the decisions. Village
elders are the once who interact with the local people and community” (Anthony, Sophia: Anthony
bilag).

60
Ifølge ’the chairman’ Kiotoko fra Kwambemba, bliver ældrerådets beslutninger altid respekteret og
de involverede partnere retter sig derefter (Kiotoko, Kwabemba: Kiotoko bilag). Vores to andre
caseområder Sophia og City Carton havde samme struktur, og var ligeledes ganske strukturerede i
deres sociale opbygning. Også selv om Sophia var et langt større område end de to andre. I
Kwambemba og Sophia registrerede vi et mere harmonisk miljø blandt bebyggelsernes beboere:
”Everyone is equal” ”There is a good social environmen, very integrated,” (Felista, Kiotoko,
Sophia & Kwabemba, Felista, Kiotoko: bilag).

I City Carton udtrykte én af områdets kun fire lejere – Wycliff - at der var meget tydelige sociale
strukturer og at disse havde stor indflydelse på den daglige organisering af området. Han var
kommet til byen i 2001, men blev stadig anset for at være nytilflytter og blev derfor udsat for
chikane af de andre beboere, der eksempelvis stjal og ødelagde hans ejendele. Ifølge Wycliff var
der et stærkt optrukket hierarki, der primært udgjordes af de beboere, der havde boet længst tid i
området og deres familier. Det var også disse beboere, der havde kontakt til udefrakommende
hjælpeorganisationer og styrede forskellige beslutninger, der skulle tages i området. Området havde
fået forskellige typer bistand fra hjælpeorganisationer, men ingen af disse gode tilfaldt de
nytilkomne, eftersom de ikke blev opfattet som en del af fællesskabet. (Wycliff, City Carton,
Wycliff bilag)

5.2.2 Kollektiv identitet

Der var ligeledes store forskellige i de kollektive identiteter i de forskellige områder. Mens der, som
beskrevet i det ovenstående, var store hierarkiske opdelinger af beboerne i City Carton, synes
organisering især harmonisk i Kwambemba mens Sophia var præget af at være et større område
med flere mennesker og problemstillinger. Dog var der også her tydeligere sociale
samhørighedsforhold som eksempelvis mellem vores interviewperson Felista og hendes udlejer.
Selv om beboerne italesatte en stor usikkerhed grundet deres lejeforhold og usikre boligområder,
blev slumområderne generelt omtalt som trygge og sikre steder, hvor beboerne kender hinanden og
der derfor ikke er meget kriminalitet eller uorden.

I Kwambemba var der væsentlig flere lejere end i City Carton og forholdet mellem lejere og
udlejere var harmonisk og venligt. Dette kan skyldes, at områder er relativt gammelt, og at der som
følge af det velfungerende forhold til de omkringliggende virksomheder og myndigheder har været
en relativ tryg stemning i området. Dette kan have understøttet en større følelse af tilknytning og
fællesskab, som eksempelvis har fået beboerne til at lægge flere kræfter i deres boliger og i området
som helhed.

61
62
I Sophia italesatte beboerne ligeledes, at de alle var lige, og at der var et godt sammenhold med
fokus på deres fælles område. Området havde ikke samme strukturelle opbygning som de andre
slumområder fordi det var væsentlig større og mere struktureret med forskellige ejere, der alle
havde tilknytning til det politiske niveau. Der var derudover forskellige agencies, der stod for
udlejning af husene. Således kan strukturerne siges at være mere institutionaliserede og på grund af
regelmæssige udskiftninger af beboere i området, kan det siges at være vanskeligere at opretholde
en stram intern magtstruktur. Det sociale fællesskab var ligeledes kommet til udtryk, da området
tidligere havde haft problemer med kriminalitet, hvor de først havde gået sammen om at hyre et
privat vagtværn og efterfølgende, da de fandt ud af, at det faktisk var vagtværnet, der skabte
problemerne, havde de i stedet gået sammen om at forebygge kriminalitet og uroligheder. (Felista,
Sophia, Felista bilag)

5.2.3. Sociale mødesteder og faciliteter

Områderne havde alle en form for sociale mødesteder. I City Carton var der på trods af, at området
udgjordes af meget fattige beboere, en kirke og en skole. I Kwambemba var der ligeledes en kirke
under opbygning og et beboerhus, der blev anvendt til afholdelser af månedlige beboerområder,
sociale arrangementer og for gudstjenester indtil kirken stod færdigt. Der var også undervisning og
pasning af de mindste børn. Beboerhuset blev også brugt i krisesituationer. Hvis en beboer
eksempelvis var blevet syg og det var nødvendigt at sende vedkommende på hospitalet, blev der
samlet penge ind i beboerhuset. Ved dødsfald kunne der også blive samlet ind, så den døde kunne få
en værdig begravelse. Denne form for social sikkerhed, fik vi ikke kendskab til i Sophia og City
Carton. Disse sociale strukturer synes at have en positiv effekt på områdes fællesskabsfølelse samt
fortsatte konsensus.

5.2.4 Opsparingsgrupper, uddannelse og sociale grupper

I alle tre slumområder var der forskellige opsparings- og investeringsgrupper. Eksempelvis var flere
af områdernes beboere med i en form for merry-go-round ordning – en form for
cirkulationsopsparingsgruppe, hvor folk indbetaler et fast beløb i en pulje. Når puljen når et vist
beløb, bliver pengene udbetalt til ét af medlemmerne i gruppen. Derefter starter det hele forfra og
man sparer op til den næste i gruppen. Ideen er, at man indbetaler ligeså mange penge til gruppen
som man får udbetalt, for derved at gøre det nemmere for beboerne at spare op og når de engang
modtager pengene har de et større råderum til investeringer.

Joseph i City Carton var medlem af flere grupper og havde også selv opstartet en
virksomhedsgruppe, hvor han sammen med en gruppe af de andre beboere var ved at spare penge

63
op til at købe træ, som han kunne leje ud til midlertidige byggestilladser. (Joseph, City Carton,
Joseph bilag). Joseph var også med i opsparingsgrupper, hvor målet var at købe et stykke land som
gruppen kunne bosætte sig på og hermed få et mere permanent sted at bo (Joseph, Kiotoko, Chrimzi
& Felista,City Carton, Kwambemba & Sophia, Joseph, Kiotoko, Chrimzi & Felista bilag).
Beboerne i slumområderne investerede i grupperne i håbet om, at forbedre deres levevilkår og få
bedre og mere permanente boliger. Etableringen af de mange opsparings- og iværksættergrupper er
for langt de fleste grupper sket i forlængelse af UN-HABITATS arbejde i området.

5.2.5 Fattigdom, misbrug og kriminalitet

I dette afsnit vil vi se på nogle af de sociale problemer og resurser, der er i slumområderne, for
derved at undersøge, hvilke sociale problemer, der skal tages højde for i planlægningen og hvilke
ressourcer, der kan trækkes på.

Fattigdom er et grundvilkår i caseområderne og mangel på indkomst har mange både direkte og

indirekte konsekvenser for livet i slumområderne(UN-HABITAT, Challenge of slums, 2003:70).
Der var mange af vores informanter i slumområderne, der fremhævede mangel på stabil indkomst
som et stort problem i deres hverdag. (Bernhard, Wycliff, Rose, Steven, Anthony, Joseph, Janet,
Joselyn, Felista). Flere sagde ikke direkte, at de var fattige, men de italesatte problemer og
muligheder associeret til fattigdom.

Et eksempel er Joseph fra City Carton, der pegede på ungdomsarbejdsløshed som en betydelig
udfordring for området og fremhævede eksempler på unge, der havde fulgt tolv års skolegang, og
som alligevel stod uden mulighed for at få formelle jobs eller stabil indkomst. (Joseph, City Carton:
Joseph bilag). I de tre caseområder er der mange forskellige indkomststrategier for de enkelte
husstande, men få formår at bryde ud af fattigdommen. Dårligt helbred, mangel på uddannelse og
diskriminering på arbejdsmarkedet er ofte nogle af konsekvenserne ved at vokse op i et fattigt
slumområde, hvilket er med til at besværliggøre en permanent adgang til det formelle jobmarked.
Grundet de negative effekter af, at bo i slumområderne bliver både fattigdommen og
slumområderne reproduceret.

En gennemgående problemstilling i alle tre slumområder var et betydeligt misbrug af ulovligt

produceret alkohol kaldet ’Chang’aa’, der blev solgt fra bryggerier i nærheden af slumområderne.
Alkoholprocenten var i visse tilfælde op imod 100 procent og ofte var der anvendt ulovlige og
giftige kemikalier, som eksempelvis flybrændstof. Joseph fra City Carton fortalte, at alkohol var et
problem for området, og at børn helt ned til tolvårsalderen var berusede (Joseph, City Carton:

64
Joseph bilag). Felista og Chrimzi fra Sophia påpegede begge de negative konsekvenser ved
alkoholsmisbruget og især deres bekymring for børnenes velbefindende. Vi opfattede, at de interne
magtstrukturer var med til, at skabe en vis form for social orden i slumområderne og at disse
problemer primært skyldes beboernes desperation over egne vilkår.

5.2.6 Visioner for fremtiden

Beboerne i de tre områder italesatte mange af de samme frustrationer og drømme for en bedre
fremtid. De fleste beboere havde bosat sig i slumområderne på grund af indtjeningsmuligheder fra
de omkringliggende virksomheder, fordi de ikke havde andre muligheder eller fordi de var født og
opvokset der. (Chrimzi, Felista, Kiotoko, Joseph m.fl.). Selv slumbeboere, der havde boet i
områderne i lang tid så deres ophold som midlertidigt – enten fordi de opfattede boligformen i
områderne som for usikre eller fordi de gerne ville bo i deres egne og mere permanente boliger.
Eksempelvis havde slumbeboeren Steven taget til Kwambemba for at finde arbejde og for at spare
penge på transport. Han boede sammen med sin kone, men havde været nød til at efterlade sin syv
børn hos deres bedstemor, som han derfor kun så en-to gange om måneden. (Steven, Kwambemba:
Steven bilag). En anden beboer fra Kwambemba konstaterede nøgternt på spørgsmålet om, hvad der
var godt ved området, at: ”Kwambemba is a nice place because I’m still surviving” Som flere af de
andre slumbeboere ville han gerne flytte, hvis han havde mulighed for det. (Bernhard, Kwabemba:
Bernhard bilag).

Vi kunne fornemme på Bernhard og Steven, at livet i slumområderne ikke levede op til det, de en
gang havde håbet på. Deres indtjening levede ikke op til forventningerne og de kunne sagtens se sig
selv bo et andet sted end i Kwambemba. Felista til gengæld, der ankom til Sophia som meget ung,
havde en langt mere positiv opfattelse af at drive forretning, der hvor hun boede og beskrev Sophia
som: ” A good place to make business” (Felista, Sofia: Felista bilag). Udover at være blevet oplært
af sin mor, havde Felista bl.a. taget et forretningskursus, hvor hun lærte, hvordan hun kunne
optimere sin indtjening. Dette havde resulteret i, at hun tjente nok penge til, at sende sin datter i
privatskole og fik råd til ekstra goder til husstanden (Felista, Sophia: Felista bilag). Chrimzi, en
ældre kvinde fra Sophia delte ikke Felistas opfattelse og ville gerne flytte væk fra området, så snart
hendes børn blev ældre, da hun var bange for, hvordan de sociale problemer og især alkoholmisbrug
i området kunne påvirke hendes børn. Ifølge hende, var de eneste fordele ved Sophia den billige
husleje og indkomstmulighederne. (Chrimzi, Sophia, Chrimzi bilag).

City Carton var præget af en langt større grad af håbløshed end de andre områder., hvilket
sandsynligvis hænger sammen med, at det er det fattigste område med den største risiko for

65
tvangsrydning. Janet på 21 år sagde, at ”Life is hard here” og at det eneste gode for hende var, at
overleve dagen og på et tidspunkt have mulighed for at flytte til et andet sted. (Janet, City Carton:
Janet bilag). Lejeren Wycliff fra City Carton så ligeledes opgivende på fremtiden. Han ville gerne
flytte på grund af de undertrykkende magtstrukturer, men sagde samtidigt: ”I have nowhere to go”
(Wycliff, City Carton: Wycliff bilag)

I områderne var der stor forskel på, hvordan de enkelte slumbeboere forholdt sig til egne visioner
og fremtidsudsigter, hvilket også påvirkede deres holdning til forandring. Vi så umiddelbart ikke
meget politisk engagement blandt slumbeboerne, og tilliden til at politikerne var meget lille. Steven
fra Kwambemba udtrykte en generel holdning til politikerne, da han sagde ”Politicians always lie”
(Steven, Kwambema, Bilag Steven). Den lave tillid til systemet er måske medvirkende til at
lokalsamfundet ikke bruger meget energi på at stille politiske krav eller arbejde for øget politisk
indflydelse. Det kan samtidig være med til at stimulere håbløshed, at landets magthavere generelt
ikke kæmper aktivt for forbedringer i slumområderne i Mavoko.

5.2.7 Opsamling på de sociale dimensioner

Der er mange forskellige sociale dynamikker og problemer i de forskellige slumområder der
influerer på hvordan slumområderne kan indgå i en mere bæredygtig udvikling. Hvis man igennem
planlægning skal bidrage til denne udvikling, må man tage udgangspunkt i det enkelte slumområdes
sociale kapacitet og muligheder. Der er meget lidt tillid til det politiske system og til de
planlægningsmæssige myndigheder, hvilket betyder at slumbeboerne for det meste søger at holde
lav profil, og involvere sig så lidt så muligt med den lokale planlægningsmyndighed.

Den interne organisering og magtstruktur i de enkelte områder er forskellig fra område til område,
men har også visse ligheder, fx den store respekt for de ældres meninger og beslutninger. Den
interne organisering repræsenterer muligheder for at lave inddragende planlægningsprocesser
baseret på slumområdernes eksisterende beslutningsprocesser, hvilket vil kunne afstedkomme en
mere inkluderende planlægningsproces.

Der er store problemer relateret til fattigdom og vanskeligheder ved at finde arbejde. I forhold til at
udvikle fremadrettede strategier for de tre områder er det vigtigt, at de foreslåede tiltag ikke øger
huslejen eller leveomkostningerne, hvis ikke man samtidig skaber nogle indkomstgenererende
muligheder. Det er ligeledes vigtigt at værne om de positive egenskaber i områder og sociale
ressourcer.

66
I de forskellige slumområder er der stor forskel på, hvordan slumbeboerne ser på fremtiden.
Eftersom der er meget lidt tillid til politikerne fæster de fleste deres lid til lokalsamfundet, der i de
fleste tilfælde er socialt velfungerende med forskellige opsparingsgrupper. Denne kontekst bør
medtænkes i potentielle opgraderingsstrategier, så der ikke skabes utilsigtede negative
konsekvenser og så slumbeboerne inddrages og bidrager med deres egne positive ressourcer.

5.3 Delkonklusion: Identifikation af barriere og ressourcer

Ved at undersøge de spatiale og sociale forhold i vores tre caseområder, har vi fået en bedre
forståelse af udviklingsmulighederne for de enkelte områder. De spatiale og sociale strukturer kan
både virke som barrierer for en bæredygtig udvikling, men de er også udgangspunktet for ny
udvikling, og det er vigtigt at benytte de ressourcer der allerede er i lokalsamfundet. Et eksempel
kunne være den interne sociale organisering, der foregår i slumområderne. Det er en stor fordel,
hvis man skal lave inddragende planlægning i specifikke områder, at de er godt organiseret, men det
er også tydeligt, at man i nogle områder bruger den interne organisering som eksklusionsmiddel. Da
alle slumområder er forskellige må man tage udgangspunkt i det enkelte område og se på, hvordan
man kan bygge på de resurser, der allerede er til stede og hvordan man kan minimere mindre
hensigtsmæssige sociale strukturer.

I afsnittet om de spatiale strukturer fremgår det tydeligt, at boligsikkerhed og relationen mellem

ejere og lejere har afgørende betydning for hvilke udviklingsmuligheder, der er i de enkelte
områder, og at uklare ejerforhold og mangel på boligsikkerhed er en af de væsentligste barrierer for
bæredygtig udvikling. En anden fremtrædende barriere er det politiske system, der ikke altid
forekommer befordrende for slumområdernes bæredygtige udvikling. Der er en udbredt mistillid til
politikerne i slumområderne og troen på, at de folkevalgte vil gennemføre tiltag, der kommer
landets slumbeboere til gode er meget lille. Denne mistillid er et demokratisk problem, og den
udgør en kæmpe barrierer for, at en bæredygtig udvikling kan skabes i samarbejde mellem det
politiske niveau og civilsamfundet. Den spatiale gennemgang af caseområderne illustrerer at den
fysiske planlægning i slumområderne i Mavoko er stort set ikke-eksisterende, og at der her er en
god mulighed for at påvirke slumområderne i en mere bæredygtig retning, ved at inddrage
slumområderne mere i planlægningen.

I de følgende afsnit vil fokusere på disse tre overordnede barrierer for en bæredygtig udvikling af
slumområderne: 1) Boligsikkerhed og boligmarked, 2) Det politiske system og 3) Planlægning.
Afsnittene går i dybden med hvorfor og hvordan de enkelte barrierer blokerer for en bæredygtig
udvikling, og ser samtidig på løsninger i forhold til barriererne.

67
6.1 Det dysfunktionelle boligmarked og boligsikkerhed

Nairobi har brug for 150.000 nye boliger om året, men der bygges højest 30.000. (SAC 2010,
s.153). Som et resultat deraf bor cirka halvdelen af byens befolkning i uformelle boliger i
slumområderne. Det formelle system har således ikke været i stand til at levere boliger i tide og i de
mængder der efterspørges. Konsekvensen er at systemerne i stigende grad omgås og at størstedelen
af boligmarkedet opererer uformelt og reelt ligger uden for statens kontrol. Mønstret genfindes i
mange udviklingslande, hvor det er tydeligt at boligmarkedet ikke fungerer til fordel for de fattige.
(Challenge of Slums, s. 104).

Afsnittet indledes med en analyse af boligmarkedet i Mavoko og Nairobi. Dernæst behandles

problematikken vedrørende tvangsforflytning og manglende boligsikkerhed. Temaet boligsikkerhed
relateres til udviklingsmuligheder og den overordnede diskussion om forholdet mellem lejere og
ejere i slumområder. Ideer til løsninger integreres løbende, og afsnittet afsluttes med en beskrivelse
af opsparingsgrupper, som slumbeboerne har etableret med henblik på selv at kunne købe land, som
et muligt alternativ til ulovlig squatting. Afsnittet bygger videre på analyseresultaterne fra både den
spatiale og sociale analyse, og formålet er således at vurdere hvordan slumbeboernes muligheder på
boligmarkedet kan forbedres.

6.1.2 Boligmarkedet i Mavoko og Nairobi

Boligmarkedet i Mavoko udvikler sig hurtigt, og ofte er det ikke til fordel for de fattige. Som
illustreret tidligere, er der mange forskellige aktører på spil på det kenyanske boligmarked, og især i
Nairobi og omegn på grund af de kraftigt stigende jordpriser. Kompleksiteten og politiseringen af
bolig- og landmarkedet beskrives i en rapport fra Centre on Housing Rights and Evictions
(COHRE, 2006:36), som fremhæver perioden fra 1990-2000, som determinerende for den
nuværende situation. Ifølge rapporten var årtiet en periode præget af stor politisk ustabilitet, fordi
regeringspartiet KANU var under pres på flere måder. Internationale donorer stoppede næsten al
bistand til landet på grund af en række korruptionsskandaler og kontinuerlige overtrædelser af
menneskerettighederne. Samtidig blev regeringspartiet i stigende grad udfordret af en stærkere
opposition. I den sammenhæng bør to fænomener fremhæves i forhold til bolig- og landmarkedet:
1) Land begyndte at blive uddelt til forskellige etniske grupper og pengestærke individer for at sikre
politisk loyalitet, og 2) Reformer af land- og boligmarkedet blev i stigende grad stoppet af de nye
ejere og politiske interessegrupper. I Athi River er dette eksemplificeret ved Ndeti-familien, som
brugte deres politiske forbindelser til at opkøbe store landarealer til meget lav pris. Som nævnt i
afsnittet om politik, byggede familien derefter slumbebyggelse, som de nu tjener penge på at udleje

68
(Daniel, Sophia: bilag 10).

Udviklingen i 1990erne skal ikke misforstås som værende den eneste grund til den eksisterende
bolignød. Som beskrevet i afsnittet Urbanisering i Afrika har den politiske og økonomiske elite
udnyttet deres forbindelser siden landets uafhængigheden. Det specielle ved 1990'erne var dog den
hastighed hvormed land blev illegalt udstykket. I en artikel om “kommercialisering” af slum
kritiserer Marie Huchzermeyer fra University of the Witwatersrand, den kenyanske regering for
ikke at tage ansvar for basale serviceydelser i landets slumområder (Huchzermeyer, 2008: 20). Med
kommercialisering af slum referer Huchzermeyer til den måde hvorpå private entreprenører er trådt
i stedet for staten, og nu servicerer slumbeboere gennem salg af vand, elektricitet og
affaldsafhentning. I vores undersøgelse af slumområderne var denne udvikling tydeligst i Sophia og
Kwambemba (social map, Kwambemba og Sophia: bilag 22 og 24), hvor beboerne enten købte
vand i små vandkiosker eller nærliggende fabrikker. I sin artikel beskriver Huchzermeyer hvordan
slumbeboere i Kenya, i modsætning til slumbeboere i Sydafrika, ikke har de samme forventninger
om at staten burde tage ansvaret for serviceydelserne (Huchzermeyer, 2008: 20). Denne betragtning
blev bekræftet i vores interviews med eksperter, som understregede slumbeboernes ofte
mangelfulde politiske bevidst om boligrettigheder (Nyang'aya, Amnesty Kenya: bilag 18 & Ngau,
University of Nairobi: bilag 14). I forhold til en løsning af de manglende basale serviceydelser,
samt problematikken omkring boligmarkedet, fremhævede mange eksperter overraskende nok ikke
økonomiske argumenter. I stedet blev vigtigheden af et styrket civilsamfund og lokaldemokrati
understreget (Nyang'aya, Amnesty Kenya: bilag 18 & Ngau, University of Nairobi: bilag 14).

6.1.3 Manglende boligsikkerhed - en barriere for udvikling?

Manglende boligsikkerhed, dvs. risikoen for at miste sin bolig, italesættes af slumbeboerne som en
af de største barrierer for udvikling af deres egen bolig, samt udviklingen af deres slumområde. Især
for ejerne, og i mindre grad for lejerne, er det tydeligt at truslen om nedrivelse eller
tvangsforflytning kan stå i vejen for at familier forsøger at forbedre deres huse. Generelt er risikoen
for tvangsforflytning ofte højere i de peri-urbane områder end i de mere veletablerede slumområder
i den indre by på grund af det hurtigt foranderlige økonomiske landskab med nye fabrikker og
boligområder for middelklassen, samt spekulation i landpriser (Hendriks, 2008: 28). Samtidig er en
permanent bolig ofte en forudsætning for at kunne opnå lån eller få adgang til offentlig ydelser.

Den manglende sikkerhed bidrager til en permanent utryghed, som vi oplevede meget stærkt i
området City Carton, hvor beboerne har oplevet både rydninger, nedrivning og indhegning i
forlængelse af presset på land. Frygten for nedrivninger blev understøttet af det faktum at tre huse i

69
nabolandsbyen blev revet ned og kørt væk den 30. oktober 2010 (Joseph, City Carton: bilag 9). I
slumområdet Kwambemba, som var grundlagt på en offentlig vej, vidste alle beboere at deres
ophold var midlertidigt. I forhold til de tolv personer, som ejede områdets boliger betød det stor
forsigtighed med hensyn til at investere i forbedringer (Kiotoko, Kwambemba: bilag 1).

I The Habitat Agenda understreges disse aspekter: “Access to land and security of tenure are
strategic prerequisites for the provision of adequate shelter for all and the development of
sustainable human settlements. It is also one way of breaking the vicious circle of poverty” (CS,
2003:107). Kampagnen The Global Campaign for Secure Tenure argumenterer på en lignende
måde, og fremhæver hvorledes en usikker boligsituation kan stå i vejen for reel deltagelse i
samfundsanliggende og opbygge positive lokale netværk (CS, 2003:108). Interviewet med én af de
få lejere i City Carton bekræfter dette, eftersom han blev nægtet adgang til f.eks. opsparingsgrupper
og skolegang for hans børn (Wyclif, City Carton: bilag 7).

I alle disse rapporter og initiativer italesættes boligsikkerhed som værende ensbetydende med
ejerskab, og ikke leje. Rapporten Challenge of Slums beskriver hvordan de fleste bistandsprojekter
har fokuseret på hjælp til squatters, dvs. personer, som har besat det land, de bor på, og ejer deres
bolig. Dette fremhæves som et paradoks på grund af følgende: 50% af alle byboere i Afrika lever
med boligusikkerhed, og derud af er kun 13% ejere, mens hele 30% er lejere.

(CS, 2003: 109)

På baggrund af dette foreslås det i rapporten at mere opmærksomhed og resurser rettes mod at
forbedre vilkårerne for lejerne. Programmer, hvor lejere oplyses om deres rettigheder kunne være

70
en mulighed. Samtidig bør de uformelle ejerne støttes, så de i højere grad kan bidrage til at forbedre
boligmarkedet. Det påpeges hvordan det at hjælpe én squatter forbedre sin bolig, kan ses som væren
ineffektivt, fordi det kun producerer én beboelse. Samtidig understreges at en succesfuld ejer, som
udvider og bygger flere udlejningsboliger, som f.eks. i Kwambemba, i højere grad bidrager til en
forbedring af boligmarkedet. Det ironiske er at mange bistandsprogrammer ikke er indrettet således
at de kan støtte sådanne private initiativer. I rapporten konkluderes det således at:
“There is a great need to assist small-scale enterprises in the construction sector – which probably
provide the majority of all new dwellings – so that their methods of supply are as efficient as
possible.” (CS, 2003: 109)

Ovenstående argumentation er nyskabende inden for social boligpolitik, men det bør stadig
understreges at lejere ofte står i en svagere situation, og ofte vil søge ejerskab af egen bolig. Denne
tendens eksemplificeres ved de opsparingsgrupper, som mange af slumbeboere var en del. Som
nævnt i den spatiale analyse var målet at spare op, for senere at kunne opkøbe et landareal
kollektivt, og dermed sikre egen boligsikkerhed permanent. Denne strategi vil blive behandlet i det
følgende afsnit.

6.1.4 Kollektiv opkøb og udstykning af land - et alternativ til squatting?

Som nævnt er mange beboere involverede i opsparingsgrupper, hvor pengene skal bruges til at købe
et stykke land i fællesskab. Hele processen indeholder både formelle og uformelle aspekter: Selve
handlen registreres formelt, men den efterfølgende udstykning i mindre landarealer til enkelte
medlemmer foregår uden for det formelle system. Ideen med at etablere en opsparingsgruppe virker
til at være blevet introduceret af udefrakommende NGOer (Joseph, City Carton: bilag 9). Det er dog
tydeligt at de mest effektive og bæredygtige opsparingsgrupper er etableret af beboerne selv. I en
PhD-afhandling fra det hollandske Institute for Metropolitan and International Development Studies
beskrives metoden som et reelt alternativ til store udviklingsprojekter og mikrolån: “…Collective
land purchase and informal land subdivision by the poor and very poorest in peri-urban areas of
Nairobi … demonstrates beneficial economic impacts of investments ... as alternatives to
collateralised lending.” (Hendriks, 2008: 27).

Afhandlingen lægger dog vægt på at slumbeboerne ofte søger støtte hos NGO'er, advokater,
foreninger eller andre med erfaring på området. Metoden benyttes både af slumbeboere, som
allerede bor i de peri-urbane områder og af grupper fra det centrale Nairobi, som er truet af
tvangsforflytning eller søger efter et alternativ til de høje huslejer. I forhold til opførslen af bolig og
bygningsmaterialer på de nye grunde, beskrives de hvordan de fleste opsparingsgrupper vælger en

71
fælles standard for at undgå at slumlignende tilstande opstår. Opsparingsgrupper med en fattigere
baggrund vælger dog ofte den inkrementelle-tilgang, hvor boligerne opbygges over en længere
periode, fordi de ikke har råd til nye bygningsmaterialer. Desuden forklares det hvorledes
fremgangsmåden er specielt relevant i forhold til Nairobi og andre østafrikanske hovedstader, fordi
de fattige dermed får et alternativ i et ellers usikkert boligmarked præget af landspekulation, land-
grabbing og høje huslejepriser. Samtidig nævnes det at en forudsætning for at anvende
opsparingsmetoden, er at de lokale myndigheder er tilstrækkeligt fleksible og villige til at lempe på
reglerne, eftersom selve udstykningen af landarealet foregår uformelt. Den inkrementelle tilgang,
hvor beboerne ikke overholder formelle bygningskodeks, stiller også krav om en vis fleksibilitet fra
myndighedernes side (Hendriks, 2008: 60).

En anden svaghed er at det kan tage mellem 3-8 år at opspare nok penge til at kunne købe et stykke
land. Den lange ventetid kan betyde at opsparingsmetoden bliver irrelevant for grupper, som står
over for umiddelbar udsættelse eller nedrivning af deres bolig. Kun to personer i vores undersøgelse
italesætte ventetiden som problem, og ser det som et symptom på et ikke-fungerende jord- og
boligmarked (Joseph, City Carton: bilag 9 og Kiotoko, Kwambemba: bilag 1). Resten af de
adspurgte virkede til at acceptere ventetiden som en del af forretningsgangen, og som en mulighed
for at forberede flytningen og spare os til byggematerialer. De kraftigt stigende landpriser i
Mavoko, som er femdoblet fra 2007 til 2010, blev ikke nævnt af slumbeboerne, men fremstår som
en af de største barriere for en succesfuld implementering af opsparingsmetoden. Det er derfor
meget overraskende at ingen beboere gør opmærksom på udfordringen. En mulighed er dog, at de
forestiller sig at opkøbe land, som på nuværende tidspunkt ligger langt ude i periferien, men som
over en årrække igen vil blive integreret i Nairobis peri-urbane område.

6.1.5 Delkonklusion:
På baggrund af analysen er er det tydeligt at boligmarkedet i Nairobi og Mavoko bør forstås i
relation til den bredere økonomiske og sociale kontekst og bør samtænkes med bestræbelser på at
sikre mere demokratiske beslutningsprocesser og medbestemmelse. Bolignød er direkte relateret til
politisk eksklusion og fattigdom, samtidig med at de processer, som skaber bolignød også
fastholder folk i fattigdom. Boligpolitik og sociale boligprojekter bør integreres med overordnede
bestræbelser på at bekæmpe fattigdom og fremme lokaldemokrati.
Relationen mellem lejere og ejere skal forbedres således at der kan skabes en mere ligeværdig
relation. Det er vigtigt at især lejerne kender deres boligrettigheder og at der er fokus på at forbedre
vilkårene for lejere i slumområder i stedet for det mere traditionelle fokus på ejere og ejerskab. De
uformelle ejerer kan støttes, så de i højere grad kan bidrage til at forbedre boligmarkedet.

72
Boligmarkedet hænger tæt sammen med landmarkedet. Især i forhold til land-grabbing og de
begrænsede muligheder for at opkøbe land, som land-grabbing afstemmer. Dette bliver taget op i
følgende afsnit.

73
6.2 Det politiske system i Kenya

“(..) slums and urban poverty are not just a manifestation of a population explosion and
demographic change, or even of the vast impersonal forces of globalization. Slums must be seen as
the result of a failure of housing policies, laws and delivery systems, as well as of national and
urban policies” (CS, 2003: 5).

Der kan peges på en række barrierer for en bæredygtig udvikling af de eksisterende slumområder i
et land som Kenya. Men som ovenstående citat udtrykker, er det i høj grad et spørgsmål om
politikernes ønske om at skabe forandring. Den nuværende opbygning af landets juridiske og
administrative praksisser og de konkrete policies dikteres af den politiske elite og er et udtryk for en
aktiv negligering af størstedelen af Kenyas indbyggere. Samtidigt er den politiske kultur præget af
korruption, inerti og reelt oligarki.

I dette afsnit vil vi se på, hvilke politiske barrierer, der står i vejen for en bæredygtig udvikling af
slumområderne i Mavoko. I afsnittet analyserer vi det politiske systems opbygning for derigennem
at vurdere hvilke strukturelle faktorer, der har ført til slumområdernes opståen og muliggør deres
fortsatte eksistens. De politiske barrierer vil blive identificeret på såvel lokalt som nationalt niveau
med særlig fokus på sammenhængen mellem det politiske system, markedet for land og
ekskluderingen af de fattige fra de formelle systemer. Nedenstående figur illustrerer udviklingen i
den politiske og den økonomiske situation i Kenya.

74
Figur 6.1 – den politiske og økonomiske situation i Kenya (Det danske udenrigsministerium &
Verdensbanken).
Den politiske situation i Kenya
• Tidligere engelsk koloni – fik uafhængighed i 1963.
• Generelt opfattet som et stabilt politisk og socialt land i en
Østafrikansk kontekst.
• Præsident Mwai Kibaki og den nationale regnbuekoalition
vandt valget i 2002 og bragte 24 års KANU-styre med
Daniel Arap Moi til ophør – reformdagsorden med positive
konsekvenser for den økonomiske, sociale og politiske
udvikling af Kenya.
• I 2005 blev en ny forfatning afvist ved en folkeafstemning
• Indtil 2007/2008 har landet været inde i en positiv politisk
udvikling med forsøg på reformer – i 2007 kom landet ud i
en politisk krise pga. uenighed omkring valgresultater, med
bl.a. etniske sammenstød og voldelige uroligheder.
• I 2008 blev Kibaki fra The Party of National Unity og
Odinga fra oppositionspartiet The Orange Democratic
Movement enige om en koalitionsregering med Kibaki som
præsident og Odinga som premiereminister og med ministre
fra begge fløje.
• Kenya lå i 2007 nr. 156 ud af 180 lande i ’Transparency
International’s korruptionsindeks’, mens det lå nr.13 ud af 41
lande på Global Integrity Index og nr. 72 ud af 178 lande på
Verdensbankens Doing-Business indikatorer.
• Kenya offentliggjorde en ny forfatning.i 2010, hvor 67% af
befolkningen stemte ja til den nye forfatning.
• Forfatningens mål er at etablere flere ’checks and balances’,
styrke parlamentets tilsyn med den udøvende magt,
overdrage magt til 47 valgte ’county governments’,
implementere større respekt for borgernes rettigheder med
særligt fokus på kvinders og udsattes rettigheder og
igangsætte en undersøgelse af de siddende dommere og deres
egnethed til fortsat at tjene statens interesser.
• Den nuværende regering har i stil med tidligere regeringer
været ramt af en række korruptionsskandaler – der er forsøgt
sat ind på området med nye policies, især i den nye
forfatning.
• Der er oprettet en uafhængig national
menneskerettighedskommission, hvis arbejde dog er blevet
stærkt kritiseret. Efter Afrikanske standarder er der relativ
omfattende presse- og ytringsfrihed. Der finder stadig en
række menneskerettighedskrænkelser sted mod især kvinder
og udsatte grupper.
Den økonomiske situation i Kenya
• Kenyas økonomi er den 3. største i Afrika syd for Sahara
(efter Sydafrika og Nigeria).
• De største sektorer er landbrug (24% af BNP), industri
(13%) og handel og turisme (13%). Kenyas
erhvervssammensætning er relativ diversificeret med
relativt udviklede industri- og servicesektorer.!
• Kenya har en strategisk placering som center for
udviklingen i det Østlige Afrika. !
• Kenya er medlem af den regionale mellemstatslige
organisation East African Community (2000), der ud
over Kenya udgøres af Burundi, Rwanda, Tanzania og
Uganda.!
• Kenya er desuden medlem af COMESA - Common
Marked for Southen and Eastern Afrika – der arbejder
for regional integrering via handel og investeringer
(1978). !
• I 1997 suspenderede IMF ’Kenya’s Enhanced Structural
Adjustment Program’ grundet manglende reformer og
korruption, dette gentog sig i 2005 og 2006. !
• IMF fortsatte med at give Kenya lån i 2000 som hjælp
mod den tørke, der ramte lande, men standsede igen
deres lån i 2001 grundet regeringens manglende
implementering af antikorruptions indsatser. !
• I 2000-2004 steg Kenyas BNP med 1-2%, mens Kenya
oplevede høj økonomisk vækst i 2005-2006 på op imod
7% årligt. I 2008 stagnerede økonomien som følge af
uroligheder efter valget i slutningen af 2007. Dertil kom
fødevarekrisen og flere års svigtende nedbør, hvilket
betød, at væksten faldt til 1,7%. i 2008. IMF vurderede,
at den økonomiske vækst i 2009 ville blive på ca. 3%
trods den globale økonomiske krise og omfattende tørke
frem til november 2009. Væksten har fortrinsvis været
knyttet til by- og eksportøkonomierne.
• På trods af, at Kenya er økonomisk bedre stillet end de
fleste andre afrikanske lande, er fattigdommen relativt
høj og omfatter 46 pct. af befolkningen. Tendensen er
dog faldende. For at reducere fattigdommen markant
skal stigningen i Kenyas BNP ligger på omkring 7%.
• Kenya er langt mindre afhængige af udenlandsk bistand
end de fleste andre afrikanske lande. Skatteprovenuet
udgør 23% af BNP – meget højt efter afrikansk standard.
Bistanden dækker ca. 8% af statsbudgettet for 2007/08
(men den reelle bistand er nok noget større). Kina er en
af de 4-5 største donorer. Regeringen så gerne en
forøgelse af bistanden på kortere sigt, men forventer at
kunne aftrappe den frem mod 2030.
• Statsligt bureaukrati, slidt infrastruktur, korruption og
sikkerhedsproblemer anføres som alvorlige hindringer
for forretningslivet i Kenya
75
6.2.1 Den politiske virkelighed i Kenya
Kenya er på papiret ét af de mest demokratiske lande syd for Sahara med udbredt ytrings- og
pressefrihed og demokratisk afholdte valg. Kenyas økonomi er desuden den tredje største i Afrika
syd for Sahara og både indenfor økonomi, sociale forhold og politik opfattes landet som stabilt. For
den store gruppe fattige Kenyanere ser virkeligheden dog anderledes ud. De mærker for alvor
konsekvenserne af en favoriserende politik, der i højere grad understøtter end afvikler den
omfattende polarisering, som landet er præget af. Bolig- og landmarkedet er ét af de områder, hvor
de reelle udemokratiske policies for alvor træder frem med slumbeboerne, som taberne, og
magteliten som vinderne i et løbende magtspil om retten til jord og basale ydelser.

I dag bor 25% af den urbane befolkning i udviklingslande under fattigdomsgrænsen og over 40% af
de urbane husholdninger i Afrika syd for Sahara lever i fattigdom. Fokus har i mange lande været
på makro-økonomiske policies, centralisering og minimering af den offentlige sektor som anbefalet
af bl.a. IMF og Verdensbankens strukturtilpasningsprogrammer. Ifølge UN-HABITAT rapporten
’The challenge of slums’ er mange udviklingslande præget af utilpassede makroøkonomiske
policies, som forværrer situationen i mange lande samtidigt med at svage lokale og urbane
administrationsmyndigheder skal forsøge at gøre noget ved stadig stigende ulighed, korruption og
ubalancer i ressource allokeringen. Rapporten fremhæver, at disse problemstillinger ikke skyldes
manglende tekniske eller brugbare løsninger. Derimod anser de problemet som værende “narrow
politician and economic priorities that are not based on addressing human needs in an equitable or
sustainable manner” (SC, 2003:164).

Ifølge The Journal of African Economies (2004) kan den lille økonomiske vækst i Kenya direkte
forklares med det politiske systems manglende gennemsigtighed og demokratisering samt den
herskende elites koalitionssamlinger for at blive ved magten: ”To obtain loyal followers the public
sector is over-manned. Dishonesty and rule-bending are allowed to develop within an
administrative culture where politicians and top bureaucrats acquire private businesses and
landholdings. Thus politics become coupled with corruption and particularistic business interests”
(Journal of African Economies 2004).

6.2.2 Korruption og ulige ret til land

Én af de største barrierer for en bæredygtig udvikling af Kenyas urbane og rurale områder er det
politiske systems organisering af retten til land samt den konkrete administration af landrettigheder.
Administrative og økonomiske formaliteter gør det tæt på umuligt for størstedelen af den kenyanske
befolkning, at få adgang til land og Kenyas landejere er ofte den rige og magtfulde elite, der mere

76
eller mindre lovligt har købt sig adgang til disse værdifulde aktiver.
Vigtigheden af en mere lige og retfærdig adgang til landmarkedet blev allerede fastslået i The
Istanbul Declaration on human settlements fra UN-HABITATS konference i Istanbul, 1996, der
blev underskrevet af samtlige FN medlemmer. § 9 i deklarationen erklærer: “We shall work to
expand the supply of affordable housing by enabling markets to perform efficiently and in a socially
and environmentally responsible manner, enhancing access to land and credit and assisting those
who are unable to participate in housing markets” (SAC, 2010:vi).

Baggrunden for den nuværende situation skal findes i den koloniale arv, hvor den hvide elite indtil
uafhængigheden ejede al jorden. Da kolonisterne forlod landet blev det en kamp om, hvem der
hurtigst kunne få fat på mest land og betale sig fra at beholde det. I mange udviklingslande med en
ustabil politisk og økonomisk situation ses denne tendens til, at jord bliver det mest attraktive aktiv,
idet, at der var større udbytte og sikkerhed ved at investere i konkret land og ejendom frem for
opsparing. Kenya har desuden en historisk tradition for, at land gives væk i bytte for politisk
loyalitet og har igennem tiden set flere sammenstød mellem etniske grupper i kampen om land
(COHRE, 2006:37).

Værdien på land og de økonomiske og administrative reguleringer på området gør det stort set
umuligt for de fattige at agere på denne arena. En øget tilgængelighed til landmarkedet og
gennemskuelige procedurer, der også er til at betale for de fattige, vil have stor effekt på
boligmarkedet og for muligheden for at opgradere de nuværende slumbeboeres boligforhold.
Løsningsorienterede indsatser som denne vil blive diskuteret afslutningsvis i dette kapitel.
Rapporten udgivet af COHRE peger desuden på, at den stigende politisering af landmarkedet fra
1990’erne og frem har resulteret i en omfattende stigning af udsættelser af slumbeboere, der foregår
ved nedrivninger af huse eller slumområder. De fattige står tilbage med det uformelle marked, som
deres eneste mulighed. I dag finder den overvældende majoritet af Afrikas urbane land transaktioner
sted på det uformelle marked og 54,8 % af den samlede befolkning i Kenya bor under slumlignende
forhold (World Urbanization Prospects, The 2007 Revision, United Nations). I UN-HABITAT
rapporten ’Challenge of slum’ understreges vigtigheden af vidtrækkende ændringer på dette område
og nødvendigheden af at regeringerne omformulerer og indføre nye policies for at skabe en mere
lige adgang til de urbane landmarkeder:” (..) Governments should seek the most effective entry
points for an overhaul of the often abysmal failures of their formal land administration system, with
their unresponsive institutions, excessive delays, cumbersome land transaction administration and
associated corruption” (CS, 2003:.2).

77
Som citatet ligeledes påpeger, er korruption og magtmisbrug desuden en uadskillige del af disse
problemstillinger omkring landmarkedet. Korruption er et gennemgående fænomen i det kenyanske
samfund, hvilket bl.a. har fået IMF til flere gange at stoppe lån til Kenya grundet manglende
reformer og indsatser på området og som i 2007 placerede Kenya som nr. 156 ud af 180 lande i
’Transparency International’s Corruption Index’ (Det danske udenrigsministerium).

6.2.3 Det strategiske og politiske landmarked

Grundet landmarkedets økonomisk attraktive karakter er der store magt- og interessekampe på spil
og en omfattende tilstedeværelse af korruption. Dette kommer til udtryk ved magtelitens store andel
af Kenyas landareal samt strategiske opkøb af land på områder, der f.eks. er udpeget til
udviklingsprogrammer. Dette kom bl.a. til udtryk ved FNs ’Sustainable Neighborhood Project’
(SNP) i Mavoko. Efter slumopgraderingsprojektet, med FN og den finske regering i spidsen,
udpegede et stykke land og muliggjort at dette kunne købes og anvendes til slumopgradering, blev
området, der skulle bruges pludselig overtaget af private investorer. Tidligere FN projektleder på
SNP, Lucas Bento sagde om processen: “This method worked very well until someone was
disturbing the development. The land appeared to have been taking away by a private entity also
wanting to provide low-income housing” (Bento, UN-HABITAT: bilag 17).
De private investorer ville på papiret anvende landstykket til et andet slumopgraderingsprogram
Kenya Slum Upgrading Programme (KENSUP), der ligeledes er initierede af UN-HABITAT men
med den Kenyanske regering som hovedsamarbejdspartner. Landstykket blev opkøbt og blev
delvist anvendt til dette KENSUP projekt, men i stedet for nye huse til slumbeboere blev der bygget
store lejlighedskomplekser til den velhavende middel- og overklasse (SNP dag, Mavoko: bilag 21).
Eksemplet belyser den store kompleksitet, der præger slumopgraderingsprogrammer og bolig- og
landmarkedet i Kenya. Hvor korruption og magtanvendelse er midler, til at ekskludere hovedparten
af den kenyanske befolkning fra den eksisterende bolig – og landmarked.
Den politiske tilstedeværelse på det kenyanske boligmarkedet er ligeledes eksemplificeres ved
vores caseområde Sophia, hvor landstykket, som slumområdet ligger på, er ejet forskellige
personer, der på en eller anden måde har tilknytning til det politiske system. Mike Davies påpeger,
at dette er en generel tendens i mange udviklingslande, hvor slumområderne på trods af at de ikke
anerkendes og indgår på den officielle politiske dagsorden, er ejet af netop samme politikere, der
har en stor indtjening i udlejningen af primitive boliger i slumområder. Daniel, der indsamlede leje
fra slumbeboerne i Sophia gjorde det også klart hvem det, var der ejede en stor del af området:
”Ndeti a former councillor of the area owns Athi River. He has landgrapped several areas in Athi
River and Mlolongo (…) Generally landgrapping is said to be done by councilors and MPs”
(Daniel, Sophia: bilag 10).

78
Den velhavende elite synes ligeledes at have frit spil på det kenyanske boligmarked, hvor
økonomien frem for politiske hensyn dikterer hvilke boligområder, der bygges og for hvem. Den
spatiale opdeling mellem de rige og fattige tager samme form som kolonitidens racebegrundede
segregering, men er nu økonomisk og politisk begrundet. Således er der ingen problemer når de
velhavende eliter kræver infrastrukturelle eller basale services til deres nybyggerier, mens
slumbeboerne ikke høres i deres krav (Ngau, University of Nairobi, bilag 14).

6.2.4 Politisk og juridisk eksklusion

”The most important factor that limits progress in improving housing and living conditions of low-
income groups of informal settlements and slums is the lack of genuine political will to address the
issue in a fundamentally structured, sustainable and large-scale manner” (CS, 2003: 5)

Politisk ekslusion
De store problemer, der findes i slumområderne bliver ikke hørt af politikerne, der ofte kun
beskæftiger sig med områderne, når de kan hente stemmer. Således italesætter flere af vores
informanter i de tre slumområder, at politikerne ikke er til at stole på og at de kun kommer for at
hente stemmer, men aldrig følger op på, hvad de lover. Generelsekretæren for Amnesty Kenya
forklarer den manglende vilje til at forbedre vilkårene i slumområderne således: ”The political will
is lacking. The politicians only go to the slums for votes, but no one follows up” (Nyang’aya,
Amnesty: bilag 18). Selv den lokale planlægger i Mavoko City Council peger på politikerne som
årsagen til den store tilstedeværelse af slumområder: ”slums the establishment of politicians when
they are trying to get more votes” (Makali, Mavoko Municipality: bilag 20).

Kenyas politiske struktur med en stærk centralisering af magten, få kontrolmekanismer og instanser

til inddragelse af borgerne gør det stort set umuligt for slumbeboerne at holde deres lokale
politikere op på, hvad de har lovet dem. UN-HABITAT peger ligeledes på dette som ét af de
væsentligste indsatsområder, hvis den nuværende situation skal forandres. De skriver i rapporten
Planning Sustainaible Cities fra 2009:

“.. a number of minimum conditions need to be satisfied: a political system that allows and
encourages active citizen participation; a legal basis for local politics and planning that specifies
how the outcomes of participatory processes will influence plan preparation and decision-making;
and mechanisms for socially marginalized groups to have a voice in both representative politics
and participatory planning processes” (PSC, 2009: v).

79
Slumområderne negligeres i en række praksisser, som eksempelvis planlægning af infrastrukturelle
forbedringer, idet de ikke anerkendes og involveres i den aktuelle planlægningspraksis. Politikerne
føler ikke, at de principielt kan anerkende de områder, hvor beboerne bor ulovligt på privat ejet
land, på trods af at dette kun kan findes sted med en officiel tilladelse fra den lokale myndighed.
Denne praksis fik vi udlagt af både interviewpersoner i City Carton samt den lokale Municipal
Planner i Mavoko (Joseph, City Carton: bilag 9 & Makali, Mavoko Municipality: bilag 20). Den
lokale planlægger sagde ligeledes, at de forskellige slumområder ikke optræder på myndighedernes
kort, eftersom disse ikke er juridisk anerkendt. Myndighederne ønsker ikke at give slumbeboerne
for gode vilkår som fx etablering af basale serviceydelser, som ellers burde være et grundvilkår for
alle indbyggere, eftersom de er bange for, at områderne så får for permanent karakter og at the
Municipal Council kan blive sagsøgt af de private landejere. En absurd problemstilling, eftersom
netop den lokale myndighed giver selvsamme slumbeboere tilladelse til at bebo områderne. Den
lokale planlægger siger således: “We do not want them to get to comfortable. There are legal issues
to be taken into consideration; the Municipal council can be sued” (Makali, Mavoko Municipality:
bilag 20).

Denne quasi-lovlige status som tildeles slumbeboerne, fratager dem rettigheden til basale
serviceydelser og gør dem mere udsatte for udnyttelse og overgreb på deres rettigheder. (COHRE,
2003:41) Som italesat af flere af vores interviewpersoner er slumbeboernes liv præget af usikkerhed
og der er en udpræget uvidenhed om egne rettigheder og muligheder. Ifølge Amnesty er netop
uddannelse og oplysning hovedindsatsområder, hvis en bæredygtig udvikling af slumområderne
skal opnås. Der synes at være et stærkt civilsamfund i Kenya, der er under rivende udvikling og vi
mener derfor, at disse organisationer bør påtage sig den formidlende rolle og sprede budskabet om
borgernes rettigheder indtil regeringen og det politiske system får opbygget et sådan gennemsigtigt
og demokratisk system, at de ikke frygter at oplyse deres egne borgere om deres rettigheder. Det
bør dog også være én af regeringens prioriteter at leve op til deres ry, som ét af Østafrikas mest
demokratiske lande.

Ifølge universitetsprofessor Peter Ngau ved Department of Urban Planning and Development ved
Nairobi Universitet overser myndighederne de bagvedliggende årsager, som får de fattige til at slå
sig ned i slumområder: ”They think it is just a case of a few people disobeying the law. They are not
seeing the economic forces behind this, also not seeing the standards they maintain are causing it”
(Ngau, University of Nairobi: bilag 14).

80
Juridisk ekslusion
Juridisk er der ligeledes en række barrierer for anerkendelse af slumbeboernes rettigheder, der som
strukturelle forhindringer skal overkommes inden en reel opgradering af slumbeboernes bolig- og
levevilkår kan realiseres. Slumbeboernes juridiske status er uafklaret, hvilket for beboerne medfører
usikkerhed og for dem, der ønsker at udnytte situationen muliggør fortolkning og bøjning af de
juridiske paragraffer. I den tidligere forfatning var sytten ud af det samlede antal love direkte
fjendtlige og uforsonlige over for uformelle bosættelser indenfor områder som boligsikkerhed,
byggestandarder, adgang til services og mulighed for at udføre økonomisk og kulturelt virke.
Eftersom slumbeboerne derudover passede ind i den lovfæstede kategori ’vagabonder’ blev de udsat
for chikane, rettighedskrænkelse og anholdelser (COHRE, 2003:40).

Som fastlagt med ’The Limitation of Actions Act’ fra 2003 (senest redigeret i 2007), er beboere på
private ejet land juridisk berettiget til at kræve den såkaldte ’adverse possession’(jfr. den danske
juridiske betegnelse at kræve hævd), hvor de kræver besiddelse over jordstykket fra ejeren i så fald
de har beboet jordstykket i 12 sammenhængende år på en sådan måde, at det kan siges at være i
overensstemmelse med, at de er den faktuelle ejer af jordstykket. Denne lov, der potentielt kunne
give slumbeboere adgang til landområder, der reelt ikke anvendes af den faktuelle ejer, træder dog
kun i kraft, hvis sagen bliver bragt for retten og opfyldelsen af dens bestemmelse er svære at bevise.
Grundet de høje omkostninger og den svære tilgængelighed til retssystemet i Kenya er dette ikke en
lov, der ofte bringes i spil. Loven gælder desuden ikke for bosættelser på land, der er ejet af
regeringen, hvor denne hævdvundne ret afvises af staten, der fastholder, at staten fortsat skal have
rettigheden over regeringens land ’in trust of the general public’. (COHRE, 2003:40)

6.2.5 Den nye forfatning

En række civilsamfundsorganisationer har længe arbejdet på at ændre disse bestemmelser for at øge
slumbeboernes juridiske bemyndigelse og muligheder for at forbedre deres egne leveforhold og
adgang til boligmarkedet. I august 2010 trådte Kenyas nye forfatning i kraft, der lover forbedringer
på en række rettighedsområder, men loven er i skrivende stund stadig under implementering og
fremtiden må vise om den reelt lever op til de mange forventninger. Samme skepsis for den nye
forfatning blev også udtryk af flere eksperter i vores interview, blandt andet af generelsekretæren
for Amnesty Kenya, Justus Nyang’aya, der udtrykker det således:” Policies are just policies. Until
they are implemented it is only paper” (Nyang’aya, Amnesty: bilag 18). De eksperter, vi var i
kontakt med fra UN-HABITAT forholdt sig også afventede og ville ikke umiddelbart vurdere
effekterne af den nye forfatning. Projektleder Lukas Bento vurderede, at der ville komme en række
forandringer og tilpasninger og at forfatningens værdi først kunne måles med de faktiske love. Han

81
påpegede samtidigt vigtigheden af, at det juridiske system og den gældende praksis forandres og
gøre tilsvarende den aktuelle situation, hvor der er stadig større ulighed og polarisering i det
kenyanske samfund (Bento, UN-HABITAT: Bilag 17).

6.2.6 Indsatsområder med fokus på fremtidig bæredygtig udvikling

Det politiske system i Kenya er opbygget som et stærkt centraliserede magtapparat, hvor den
decentralisering, der er forsøgt mellem central og lokal administration reelt set er dikteret fra central
hold. Med den nye forfatning, der trådte i kraft i august 2010 er der lagt op til øget decentralisering,
men eftersom skatteindsamling stadig fortsat gennem den centrale administration vil de lokale styre
være pålagt en række begrænsninger. Eksempelvis skal den lokale myndighed som Mavoko
Municipal Council prioritere hvor, der skal anlægges veje og efterfølgende søge The Road
Authorities – en central myndighed for hele Kenya lokaliseret i Nairobi – om dette (Makali,
Mavoko Municipality: bilag 20). Prioriteringen foregår ved en udvælgelse af, hvor der allerede er
eksisterende bebyggelse og synes at være en proces med stort potentiale for interessepåvirkning,
idet visse typer beboelse og visse beboeres behov prioriteres frem for andres.

Denne politiske opbygning ses ofte i en Østafrikansk kontekst og på trods af flere landes forsøg
med decentralisering er dette i realiteten ofte overfladiske ændringer uden real-politisk indhold.
Således i Kenya, hvor decentraliseringen reelt består af administrative og opgavemæssige
udliciteringer, men uden understøttelse af økonomiske og beslutningsmæssige beføjelser. Kenyas
har et fungerende skattesystem med stort potentiale for udvikling af de statsbaserede ydelser som
uddannelse, infrastruktur og sundhedsvæsen, men grundet ineffektivitet, korruption og
embedsmisbrug strander disse visioner ofte hos bistandsyderne, mens magtens elite i Kenya
fortsætter som hidtil. Blandt befolkningen, eksperter og observatører er der en vis forventning og
forhåbning til den nye forfatning, samtidigt med, at det erkendes at et land som Kenya har lang vej
til en bæredygtig udvikling.

Ved vores interview med Zhang Xingquan, leder af UN-HABITATs økonomiske og finansielle
afdeling, påpegede han hvordan en bæredygtig udvikling af Kenya kun kunne ske ved at fokusere
på det strukturelle niveau og at bistandsydere og internationale organisationer skulle lægge pres på
den reelle implementering af den nye forfatning og herunder den decentralisering, som forfatningen
lægger op til. Ifølge Zhang er hovedproblemet for en sådan udvikling politisk vilje og gode
politiske ledere samt viljen til at overgive magt til decentrale lokale enheder. Den nuværende
situation, hvor den lokale administration indsamler skat, mens denne efterfølgende uddeles gennem
den centrale regering gør de lokale enheder alt for svage. De er ude af stand til at administrere deres

82
eget område tilfredsstillende, samt ikke i stand til at stille krav over for den centrale regering.
(Zhang, UN-HABITAT: bilag 16). Dette er også tilfældet med en bæredygtig udvikling og
administration af slumområderne, der ifølge Zhang er symptomer på den nuværende udvikling og
symptomer på byen. Udviklingen skyldes politikernes manglende vilje til at anerkende og handle
over for dette problem, der blandt andet har ført til alt for høje landpriser og en omfattende
landspekulation (Zhang, UN-HABITAT: bilag 16).

6.2.7 Delkonklusion
“Slums are the products of failed policies, bad governance, corruption, inappropriate regulation,
dysfunctional land marked, unresponsive financial systems, and a fundamental lack of politic will.
Each of these failures adds to the load on people already burdened by poverty, and also constrains
the enormous opportunity for human development that urban life offers” (SC, 2003: 164).

Som påpeget i dette afsnit er der en række politiske barrierer, der står i vejen for en bæredygtig
udvikling af slumområderne i Kenya og som samtidigt står i vejen for en bæredygtig udvikling af
det fungerende, men stadig meget unge, demokrati i Kenya. I denne rapport peger vi på tre
hovedbarrierer for en bæredygtig udvikling af slumområderne i Kenya, hvor vi ser de politiske
barrierer for en bæredygtig udvikling som værende rammen for de andre problemstillinger. Vi
mener, at en bæredygtig udvikling af slumområderne i høj grad er et spørgsmål om politikernes
vilje eller uvilje til forandring, idet kun politikerne kan ændre den nuværende politiske og juridiske
opbygning i Kenya og dermed også den reelle praksis, hvormed planlægning og boligpolitik
udføres.

Vi mener, at barriererne indenfor det politiske og juridiske system er: en politisk virkelighed præget
af magtmisbrug og inerti, stor udbredelse af korruption, ulige ret til landmarkedet og en
udemokratisk vægtning af visse gruppers interesser. Politisk og juridisk eksklusion i form af
manglende anerkendelse og bureaukratiske procedurer, der afskærer størstedelen af Kenyas
befolkning fra adgangen til disse systemer samt en historisk opbygning af det statslige apparat med
en stærk centraliseret magt og et skatte- og planlægningsmæssigt system, der ikke svarer overens
med virkeligheden.

For at nedbryde disse barrierer kræver det, at politikerne ændrer adgangen til landmarkederne og at
de strukturelle juridiske barrierer nedlægges og det politiske system indopererer større
gennemsigtighed og et udvidet demokratibegreb med oplysning om rettigheder, anerkendelse af alle
borgere i tråd med FN’s menneskerettighedscharter og inddragelse af borgerne. Selv om dette er

83
omfattende indsatsområder, så er Kenya allerede på vej mod en bæredygtig udvikling med den nye
forfatning, der netop forsøger at sætte større fokus på rettigheder, bekæmpe korruption og opøve
deltagerorienterede praksisser. Den store tilstedeværelse af bistandsorganisationer og især FN kan
positivt influere på denne proces med klare krav og overvågning af den politiske praksis.
Staten bør ligeledes forsøge at sammenarbejde mest muligt med de mange velfungerende
civilsamfundsorganisationer, der kan bidrage til større inddragelse af borgerne samt en demokratisk
forankring, der rækker ud over hovedstaden. Der bør desuden lægges stor vægt på den
decentraliseringsproces, der allerede er i gang, hvor især opbygning af lokale
planlægningskapaciteter og lokal skatteindsamling bør prioriteres. Endelig bør Kenya leve op til sit
ry som ét af Østafrikas mest demokratiske lande og anerkende alle sine borgere og følge FN’s
mennskserettighedserklæring om, at alle har ret til ’adequate housing’.

6.3 Planlægningspraksis i Mavoko

“According to the theory of urbanization – you should first plan service, put infrastructure, build
and then occupy. Here it is happening opposite – people occupy, they build, try to provide services
– and then they plan later. This is the irony of urbanization”
(Ngau, University of Nairobi: Ngau bilag).

6.3.1 Indledning
Dette afsnit fokuserer på den lokale planlægningsmyndighed i Mavoko og analyserer de
planlægningsmæssige barrierer, der findes for en bæredygtig udvikling af de nuværende
slumområder. Planlægningsbegrebet og planlægningskapaciteten i det lokale Mavoko Municipal
Council vil blive gennemgået, og vi vil sammenholde dette med det planlægningsbegreb, vi selv
operer med. Derudover vil vi koble problemstillinger i slumområderne med generelle
problemstillinger i hele Mavoko og endeligt vil vi sammenligne dette med de visioner og planer, der
foreligger for det urbane og peri-urbane område omkring Nairobi i form af visionen Nairobi Metro
2030. Afslutningsvis peger vi på mulige løsningsforslag for slumområderne og for opgradering af
den lokale planlægningskapacitet.

6.3.2. Planlægningsforståelse i Kenya

Under vores besøg i slumområderne kunne vi observerede resultaterne af årtiers utilstrækkelige
planlægning, der har fundet sted sideløbende med en ekspanderende urbanisering. Områderne i
Mavoko var præget af kaotiske tilstande hvad angik infrastruktur, boligforhold og landrettigheder
og mangelfuld planlægning blev udpeget af både slumbeboere og eksperter, som én af de største

84
barrierer for en bæredygtig udvikling af området.

FN rapporterne ’The State of African cities’ og ’Planning Sustainable Cities’ peger netop på den
forældede tilgang til byplanlægning, der er gældende for mange udviklingslande i dag.
Planlægningsmyndighederne har ensidigt koncentreret sig om de fysiske rammer for byerne uden at
inkludere de mennesker, der bor i byen og som har været med til at skabe den. Mange af de
udviklingsplaner, der har været forsøgt implementeret, har været urealistiske og ubæredygtige, med
manglende inddragelse af fattige, der i dag er overrepræsenteret byerne. For at skabe en bæredygtig
udvikling mener vi, at der er behov for en holdningsændring blandt de hovedansvarlige for byernes
udvikling og en sådan helhedsorienteret tilgang kun kan opnås ved, at man for det første inkludere
de fattige og slumbeboerne i planlægningen og at man derudover tilrettelægge planlægningen, så
den tilgodeser alles interesser. Også de mindre velstående og mindre magtfulde befolkningsgrupper.
Endeligt er det også vigtigt, at planlægningen ser byerne og de hastigt voksende peri-urbane
områder som muligheder og derfor er det så essentielt, at planlægningskapaciteten opgraderes, så
planlægningen kan se fremadrettet og aktivt planlægge den hastige vækst og udvikling i et område
som Mavoko. Nødvendigheden af et holdningsskifte fremhæves også i ’State of African Cities,
2010’, hvor der lægges vægt på, at den fremtidige planlægning skal beskæftige sig med mennesker,
og at der grundlæggende skal være en positiv tilgang til urbaniseringsudviklingen. De skriver
således: ’Part of the sustainability challenge in our now predominantly urban world is to focus
more on cities as people-centred concentrations of opportunity, not just problems’ (SAC, 2010: 19).

Kan planlægningen omstruktureres, så der kommer større fokus på de mennesker, der planlægges
for, vil dette potentielt også kunne skabe bedre forhold for de fattige. Det kræver, at de fattige også
medtænkes i planlægningen og en ændring af den nuværende praksis, hvor slumbeboerne ikke
anerkendes eller medtænkes i planlægningspraksissen. Den nuværende planlægning skaber et stadig
større skel mellem de velhavende og de fattige i byerne, der hjulpet på vej af den globale
økonomiske resignation i mange tilfælde har medført en øget marginalisering af fattige og vækst i
den uformelle urbanisering. FN rapporten Planning Sustainable Cities fokuserer netop på, hvad der
skal til for, at der kan skabes mere bæredygtige byer i udviklingslande og her peges der på nogle af
de største udfordringer er: ”(…) increasing socio-spatial challenges, especially social and spatial
inequalities, urban sprawl and unplanned periurbanization” (PSC, 2009: iv).

Fokus skal altså ændres for at skabe en mere bæredygtig udvikling i byerne. Urbanisering skal ses
ses som et positivt fænomen, der kan skabe social og økonomisk vækst. Dette kræver tid, penge og
ikke mindst en reformering af hele måden, at tænke byplanlægning på i udviklingslandende: ”

85
Achieving people-centred, sustainable urban development requires major changes to more
appropriately address the complex circumstances prevailing on the ground” (SAC, 2010: 20). Det
væsentligste er dog, at alle borgere skal behandles ens og have samme rettigheder og muligheder i
nytænkningen af nye planlægningsstrategier (ibid.)

6.3.3 Planlægningsbegreb og praksis i Mavoko

I den nuværende planlægningspraksis i Mavoko anerkendes de udbredte slumområder og de mange
slumbeboere ikke. Som generalsekretæren for Amnesty Kenya forklarer: ’Slums do not exist in the
masterplans for Nairobi – for the government, they do not exist. Nobody makes plans for them’
(Nyang'aya, Amnesty: Nyang'aya bilag). Slumbeboeres rettigheder er minimale og de ender som
taberne af et favoriserende administrativt og juridisk system, hvor deres eneste muligheder er at ty
til det uformelle marked, hvor de ofte ender med alt for høje huslejer og meget usikre vilkår. Som
nævnt i det ovenstående afsnit foregår planlægningen hovedsageligt på de rige magteliters præmis
på trods af, at fattige og slumbeboere udgør en stor majoritet i det Kenyanske samfund. Som én af
vores interviewpersoner fra FN udtaler: ’70% of the people in Nairobi are living in slum conditions
– only occupy 5% of the land. 30% of the people occupy 95% of the land! There has never been
anything for the real poor’ (Onyiro, UN-HABITAT: Onyiro bilag).

Den nuværende eksklusion af slumbeboere bliver også mere og mere relevant i en peri-urban og
planlægningsmæssig kontekst. I vores interviews italesatte flere af slumbeboerne, at de længe havde
følt sig trygge i de slumområder, de nu boede i, men at de så den ekspansive vækst i Mavoko som
en potentielt fremtidig trussel. I kraft af udviklingen vil værdien af den jord, hvor de bor, stige og
der vil komme større fokus og efterspørgsel på at udnytte den jord.

Ét af de områder, der har mærket den eksplosive vækst i Mavoko, er City Carton, som nu er
omgivet af en række nybyggede velhaver-områder. Beboerne i City Carton forklarede os, at de ikke
ville investere i bedre materialer til deres huse, da risikoen for at blive fjernet ville blive større
Forbedringerne af husene ville indikere, at slumbeboerne ønskede en permanent tilværelse på det
sted de boede og ejeren af jorden ville føle det som en provokation. Slumbeboerne i såvel City
Carton som Kwambemba italesatte en udpræget frygt for fremtiden, da de forventer, at den stigende
værdi vil føre til, at ejeren selv bygger på grunden eller sælger den, hvilket vil indebære, at
slumbeboerne bliver smidt væk uden refundering eller anvisning til andre boliger. Heller ikke de
offentlige myndigheder vil her gå ind og hjælpe slumbeboerne, da de er bange for at blive sagsøgt
af de private ejere. Som vi også nævner i afsnittet omkring politiske barrierer, mener vi, at en
fremtidig bæredygtig løsning på slumproblematikkerne indebærer en ændring af disse praksisser og

86
en større ansvarstagen fra regeringens og de administrative myndigheders side. Skal den fremtidige
planlægning leve op til FNs anbefalinger og retningslinier om en inkluderende planlægning, der
fokuserer på mennesker og ser urbanisering som mulighedsskabende frem for problematisk, vil
dette netop være et område, hvor der kan ske en positiv forandring. Såfremt
planlægningsmyndighederne begynder at se mere positivt på slumbeboernes ressourcer og de
mange velfungerende elementer i disse områder, vil de kunne få større udbytte af denne gruppes
erhverv og potentielle skattebidrag. At der ikke gøres noget på dette område hænger i høj grad
sammen med den politiske opbygning i Kenya, begrænsede planlægningsmæssige ressourcer samt
en planlægningsforståelse, der ligger langt fra den forståelse, som vi bærer med os. Tør den
Kenyanske regering satse på sin egen befolkning, vil dette potentielt bidrage til en positiv udvikling
for hele landet.

Vi oplevede, at der var stor forskel på den reelle og formelle praksis i Mavoko kommune, når det
kommer til håndtering og holdning til slumområderne. Dette blev især italesat i de mere uformelle
slumråder, City Carton og Kwambemba og var knapt så påtrængende en problemstilling i Sophia.
Joseph fra City Carton nævnte, at hvis nogen i området ville bygge et hus, f.eks. ved
familieforøgelse, skulle de meddele det til kommunen for at få det godkendt (Joseph, City Carton:
Joseph bilag). Kiotoko fra Kwambemba, der havde bygget en restaurant og huse til udlejning
fortalte, hvordan han havde fået tilladelse af kommunen til at anlægge nye bygninger (Kiotoko,
Kwambemba: Kwambemba bilag). Derudover havde de begge to tæt kontakt til politiske instanser,
der i konflikter fungerede som en slags værger for slumbeboerne.

I en politisk kontekst er denne kontakt mellem beboere og politikere et klart eksempel på, hvordan
den usikre og utrygge situation blandt slumbeboerne, bliver udnyttet som et middel for at få større
tilslutning. Politikernes interesse for slumbeboernes levevilkår, kan påstås at være for egen vinding
skyld og er ikke en del af den overordnet førte politik, der forsat ekskludere slumbeboerne fra det
resterende samfund. I en planlægningsmæssig kontekst er godkendelsen af nye bygninger i Mavoko
kommune en tvetydig anerkendelse af slumbeboernes tilstedeværelse. At slumbeboerne forsat får
tilladelse til at udbygge slumområderne, kan hævdes at være en fremgangsmåde, der kan fjerne
ansvaret fra kommunen om at give slumbeboerne alternativer til bedre levesteder og levevilkår.
Samtidigt er den manglende anerkendelse også et udtryk for, at kommunen ikke er forpligtet, til at
forbedre basale serviceydelser, infrastruktur, skoler osv. i slumområderne. The Mavoko Municipal
Council kan for alvor siges at have et ben i begge lejre.

87
Planlægningsmyndigheden i Mavoko argumenterer for denne praksis, idet forbedringer og inklusion
af slumområder vil gøre slumproblematikken endnu større. Den lokale planlægger siger således:
’Everyone will be squatters if we help them too much – everyone will squat and wait for the
municipal for them to provide new land. If you give them land, they will sell tomorrow’ (Mokali,
Mavoko Municipality: Mokali bilag). Den kommunale planlægger har altså ikke til hensigt at
anerkende slumbeboerne i Mavoko, da risikoen for at folk udnytter de offentlige goder, er for stor.

Vi mener dog, at dette i højere grad illustrerer det forskruede boligmarked og det akutte behov for
boliger. Vi anerkender, at et land som Kenya vil have begrænsede ressourcer til offentligt byggeri,
men mener samtidigt, at der med de mange FN-initierede slumopgraderingsprogrammer er
mulighed for at skabe mere bæredygtige boligområder og at dette i sidste ende vil være en
fordelagtig investering for regeringen. De nuværende slumopgraderingsprogrammer kunne således
også have haft denne effekt, hvis ikke de havde været udført på en sådan måde, at der var utilsigtede
effekter, som eksempelvis Kibera High Rise projektet, hvor beboerne blev flyttet til et andet område
mens deres oprindelige boliger blev opgraderet. Ingen af de flyttede beboere ønskede efterfølgende
at flytte tilbage og nye fattige beboere flyttede ind i de opgraderede boliger. Ligeledes var Pwumani
projektet ikke tilpasset økonomien for de slumbeboere, som man ønskede at opgradere og en række
af slumopgraderingsprojektet har ligeledes været ramt af korruption og magtmisbrug fra det
politiske systems side, hvor der blandt har været tilfælde af landspekulationer og vennetjeneste med
salg af fordelagtige landområder (George Onyiro, UN-HABITAT, bilag George Onyiro). Som
beskrevet i analysen af de politiske barrierer, er der således en række forbudne faktorer, der skal
forbedres, hvis man skal opnå en bæredygtig udvikling af slumområderne. Den politiske, juridiske
og planlægningsmæssige administration og beslutningsmyndigheder er tæt forbudne og kun
slumopgraderingsprogrammer og inventioner, der medtænker denne kontekst vil kunne skabe en
bæredygtig udvikling.

6.3.4 Metro 2030 – visioner for en integreret metropol

Manglende inklusion af slumbeboerne og forsat arrogance fra politikernes side vil højst sandsynligt
føre til eskalerende konflikter mellem slumbeboere og aktører, der hver især gør krav på jorden.
The Ministry of Nairobi Metropolitan Development har med den ambitiøse planstrategi ‘Nairobi
Metro 2030 – A world class Metropolis” (se Metro2030) forsøgt at implementere nye planstrategier
for hele Nairobi regionen. Strategien har til hensigt, at skabe en dynamisk region på tværs af
kommunegrænser. Frie områder skal bevares, og videreudviklingen af regionen skal være
velovervejet og fastsat indenfor for reguleret rammer. Satellitbyer -byer der ligger op til 100 km fra
Nairobi - skal forbindes med motorveje for derved at mindske presset på hovedstaden.

88
Planlægningsstrategien ses af mange som urealistisk, da den ikke har inddraget resten af Kenya,
eller i højere grad ikke har inkluderet regionen i en Østafrikansk kontekst og at de overordnede
rammer har været koncentreret om Nairobi (SAC, 2010: 169). Der er ligeledes udpræget fokus på
de velhavende og på storslåede mobilitetsprojekter, som for det første synes vanskelige at
gennemføre og som for det andet hurtigt vil være uddaterede grundet den eksplosive udvikling, som
i stedet bør være fokus for en sådan plan. Mest afgørende er, at strategien heller ikke er i
overensstemmelse med de udfordringer, som regionen står overfor og mangler løsninger, der kan
være med til at skabe, en bedre bæredygtig udvikling for området.

Metro 2030 – ’creating a worldclass metropolis’

Visionen om Metro 2030 blev lanceret af den Kenyanske regering i 2008 og lægger vægt på Nairobi urbane
område for derved at øge konkurrenceevnen i regional kontekst. Fokus i visioner er primært på udvidelsen
af transportsystemet og tilpasning af det urbane miljø til de omkringliggende industrier for derved at skabe
øget økonomisk vækst.

Formålet med visioner er:

” Metro 2030 will guide future development patterns of the city and its environs. (..) There is an urgent
need for a strategic approach which can guide the city into the changing future. The ultimate goal for the
new approach is to position the city within a competitive global system that is emerging in which the very
best succeed in attracting external investment.”

(Nairobi 2030 vision paper, Government of Kenya, 2008)

Ved vores interview med Lucas Bento, der havde et stort kendskab til Kenya og Nairobi i henhold
til hans uddannelse og funktion hos UN-HABITAT, spurgte han os: ”Have you seen the frontpage?
(…) It’s a joke!” (Bento, UN-HABITAT: Bento bilag). Bento hentydede til, at forsiden manglede
mennesker, indbyggerne var ikke inkluderet i Metro2030 og dermed var rapporten en
falliterklæring. Han understregede at mobilitetsproblematikken kommer til at være det største
problem i fremtiden og det ville ikke være nogen løsning, at bygge flere motorveje eller højhuse. De
fattige vil blive presset længere ud i periferien og selv i dag er prisen for transport så høj, den eneste
mulighed for mange fattige er at gå. Hvis man ikke fastsætter rammerne for indbyggernes spatiale
muligheder i byerne kommer bymobiliteten ikke til at fungere hensigtsmæssig - ikke kun i Nairobi
regionen, men også i mange andre byer (ibid.).

At Metro2030 blot er en illusion om regionens fremtidige udvikling, fik vi også bekræftet af Peter
Ngau, professor hos Department of Urban and Regional Planning ved Nairobi Universitet: ” The

89
Metro plan is not very clearly defined right now (...). It has not been designed. It’s a dream” (Nagu,
University of Nairobi: Ngau bilag). Metro2030 står i stærk kontrast til den udvikling, der allerede er
sket i regionen. En langsigtet og utilstrækkelig strategiplan vil ikke løse de problemer som Nairobi
og dens peri-urbane områder, står med nu og om tyve år.

6.3.5 – Den inkrementelle tilgang som potentiel løsning

Én af slumopgraderingsstrategierne kan eksempelvis gå på at tillade inkrementel opførelse af
bygninger, hvor byggeriet opføres gradvis. Dette kræver dog, at de administrative myndigheder
slækker på deres regulative tilgang til byggeri og boligpolitik. Universitetsprofessor ved DURP
siger om afvisningen af denne løsningsmodel, at det ikke passer ind i de politiske og administrative
myndigheders visioner og forestilinger. Han siger således: ’ They want a modern city – not half a
modern city. They don’t want un-finished structures. Want a world-class city. They are not realistic’
(Ngau, University of Nairobi: Ngau bilag).

Ifølge Peter Ngau er der to årsager til, at slumområderne og den generelle urbanisering flytter fra
den indre by ud i de peri-urbane områder; for det første så er landpriserne i den indre by alt for høj,
det er dyrt at opføre nye bygninger og endeligt er huslejen også meget høj. De fleste lavtlønnede er
derfor nød til at finde alternativer og tager til de periurbane områder fordi både landpriserne og
huslejen er lavere grundet af mange af områderne stadig er landbrugsområder og derudover fordi
opbygningen af huse og virksomheder ikke er kontrolleret på samme måde som i den indre by. Han
siger således: ’ So without planning control, it is cheaper, you are not required to have certain
standards. They can build incrementally; they can start with a very weak structure and upgrade it
as time passing. Here (in the inner city) you cannot do that kind of thing, in the proper city. The
proper city acquires you to do a proper house. It is economic exclusion – and it is a way of
surviving for the poor’ (Peter Ngau, DURP, bilag Peter Ngau)

Vi mener, at den inkrementelle tilgang tilbyder et bæredygtigt alternative til det nuværende bolig-
og landmarked og at det vil være fordelagtigt at medtænke en sådan tilgang i
slumopgraderingsprogrammer. Dette vil både lægge op til en mere bæredygtig og langsigt
udviklingsplan, og det vil være mere realistisk i forhold til de økonomiske midler, som
slumbeboerne besidder. Med den inkrementelle tilgang kan opgradering af områderne eller boliger
finde sted, når der er råd til og kan således fungerer både for en enkelt husstand og for en
opsparingsgruppe under et slumopgraderingsprogram. I Kibera har der været forskellige forsøg med
netop sådanne tilgange, men hvor en gruppe er gået sammen om at opgradere et enkelt medlems
bolig i en såkaldt ’merry-go-round’ ordning. Dette kan dog potentielt være en noget langsommelig

90
proces med potentiale for, at nogle af medlemmerne udnytter systemet. Udformes en passende
ordning kan dette være en bæredygtig strategi, hvor de velorganiserede sociale strukturer i
slumområderne kan inkorporeres i løsningsmodellen. I vores tre caseområder eksisterede der en
række forskellige opsparingsgrupper og sociale grupper og det fremhæves ofte, at slumområderne
indeholder mange positive elementer på grund af et tæt sammenhold og en følelse af et
skæbnesforhold. Disse aspekter af slumområderne taler for anvendelsen af et sådan strategi.

Vi mener heller ikke, at dette er en realistisk tilgang, eftersom myndighederne i Nairobi og dets
peri-urbane område er nød til at realisere, hvilken planlægningsmæssig virkelighed, de befinder sig
i, hvor hovedparten af deres indbygger lever i fattigdom og i slumlignende områder med akutte
behov for forbedring af deres levevilkår og bolig- og indkomstforhold. Derfor mener vi, at en
tilgang, der kan skabe bæredygtig udvikling er nød til at medtænke denne kontekst og eksempelvis
som det nyeste FN slumopgraderingsprogram SNP (Sustainable Neighbourhood Programme) også
medtænke indkomststrategier og beskæftigelse. I dette SNP slumopgraderingsprogrammet er en
vigtig hovedingrediens, at slumbeboerne for det første indgår i opsparingsgrupper og at de for det
andet for undervisning i byggeteknik og vedligehold, så de derigennem kan få beskæftigelse i
projektet og efterfølgende anvende deres ekspertise til videre indkomstgenerering.

Sustainaible Neighbourhood Programme (SNP)

Project title: Sustainable Neighbourhood Programme (SNP)

Start date: July 2004 - Completion date: December 2008
Funding: Euro 750.000 from the Government of Finland, USD 120.000 UN-HABITAT
contribution
Partners: Municipal Council of Mavoko, Ministry of Housing, Practical Action, National
Cooperative Housing Union, University of Nairobi, National Environment Management
Authority, Machakos District Cooperative Office, private sector, and Mavoko’s slum
communities

Project description
The SNP is a slum resettlement programme relocating slum dwellers to a piece of land in Athi
River made available by the GoK exchanged in a debt swap with the Government of Finland.
The SNP is a self-help housing project linked to capacity building and income generation
where slum dwellers are to build their own homes.
The main goals of the SNP are to improve local governance and strengthen the capacity and the
role of the informal and the community sectors in developing sustainable neighbourhoods. The
emphasis of the SNP is not primarily on the production of houses, but rather on the
improvement of livelihoods of slum dwellers by training them in self-help and income

91
generation activities such as production of building materials and building components so that
they can take charge of their own development for instance by getting employed as skilled
workers once the SNP has finished.
The sustainable neighbourhood concept refers to mixed housing development that caters for all
income groups within one location where infrastructure and social services are shared. UN-
HABITAT’s role is to test new, innovative approaches to slum upgrading in Kenya through the
SNP pilot, and develop a comprehensive housing package including a %nance component that
will enable slum dwellers to improve their housing and other living conditions.

Main achievements
- Digital Satellite Imagery of the SNP site and part of the Municipal Council of Mavoko
- Draft master and house plans for the SNP site
- A socio-economic profile of Mavoko’s slums
- Community organisation reinforced
- 100 groups registered as self-help groups with the Ministry of Gender, Sports, Culture and
Social Services, which have now registered as cooperatives
- A Mavoko SNP sub-office set up within the Municipal Council of Mavoko with three local
community coordinators working on community mobilization
- A broad-based partnership of the main stakeholders

(UN-HABITAT, 2008: Kensup strategy document)

6.3.6 Planlægningskapacitet i Mavoko

Vores besøg i Mavoko gjorde det klart, at det organisatoriske apparat i kommunen har meget svært
ved at følge med den hastige udvikling. Derudover er de planlægningsmæssige indsatser primært
bagudrettet i stedet for at være fremadrettet, hvormed planlægningsmyndigheden konstant er ude af
tempo med den virkelighed, som den forsøger at planlægger. Dette svarer overens med UN-
HABITATS vurdering af den generelle status af de peri-urbane områder i Østafrika. De påpeger
den manglende planlægningskapacitet i deres rapport State of the African Cities fra 2010, hvor de
skriver ; ‘The newer peripheral areas are typically controlled by adjacent local authorities and
often classified as rural districts or customary land .This situation points to differences in
institutional capacities, human and financial resources constraints, service levels and even political
allegiances and orientations across administrative boundaries, that make it difficult on those living
in ever-expanding urban fringes to claim better conditions or services’ (SAC, 2010: 20).

Den manglende anerkendelse og inddragelse af slumområderne i planlægningen så vi også tydeligt i

Mavoko. Den kommunale planlægger, Samuel Mokali, anså slumbeboerne som et ubetydeligt

92
problem, der ikke behøvedes at blive inddraget i udviklings- og serviceplaner for området. På
spørgsmål om, hvordan myndighederne planlægger for slumområderne, sagde han således: ”The
slum people are not a part of the plans – because they do not own the land, where they live – how
can I then put them in the plans?” (Mokali, Mavoko Municipality: Mokali bilag). Han mente
endvidere, at slumbeboerne var selvforskyldte i den situation, de havde sat sig i og at de udmærket
var bevidste om, at den jord de besad, ikke var deres. Hans positive italesættelse af slumområderne
gik så vidt som at sige, at beboerne var afhængige af området, hvor med han hentydede til, at
beboerne selv helst foretrak at bo i disse områder; ’Slum life is addictive – there is everything within
ten feet’ (ibid.).

Den lokale planlægningsmyndighed ønsker ikke at anerkende slumområderne eller investere i disse
områder, da dette ifølge myndighederne vil opmuntre folk til at blive boende eller få flere
mennesker til at bosætte sig i områder karakteriseret som slum. Den lokale planlægger opfattede
ikke slumområderne, som en del af det større område og kunne på ingen måde forestille sig, at de
kunne bidrage positivt til området. Ifølge ham har den lokale planlægningsmyndighed ikke
tilstrækkelige ressourcer eller kapacitet til at oprette offentlige boliger og derfor har boligområder
finansieret af private entreprenører første prioritet. (Mokali, Mavoko Municipality: Mokali bilag).

Dette ser vi som både ansvarsforflyttelse og som manglende fokus på bæredygtige og inkluderende
løsninger. Gøres problemerne til slumbeboernes behøver de administrative myndigheder ikke at
tage sig af problemerne, hvilket er svært for slumbeboerne at protesterer mod eftersom deres
adgang og stemme i det politiske system er meget begrænset. Strukturelle og økonomiske barrierer
umuliggør stort set almindelig slumbeboeres adgang til det juridiske og politiske system og
eventuelle interessevaretagelser foregår ofte ved, at en lokal MP ønsker at føre deres sag. En
potentiel løsningsmodel, der medtænker både slumbeboernes rettigheder og de lokale myndigheders
begrænsede ressourcer og ikke-inkluderende planlægningsbegreb, kan eksempelvis gennem
donorfinancierede slumopgraderingsprogrammer vise, hvordan inkluderende planlægning kan
foregå og kan endvidere stille krav til den lokale myndighed om overholdelse af visse standarder og
rettigheder, såfremt de ønsker at de pågældende opgraderingsprogrammer skal foregå i deres
område.

Alternativt kan bistandsydelser til andre områder som eksempelvis uddannelse og infrastruktur
medtænke boligpolitik og ligeledes stille krav til de lokale myndigheder om inddragelse af
slumområderne i den lokale planlægning. Endeligt mener vi, at de velfungerende
civilsamfundsorganisationer fortsat skal stille store krav til en forbedring af det politiske og

93
administrative system, og at der generelt skal ske forbedringer med hensyn til gennemsigtighed og
inddragelse.

Rettighedsbaserede organisationer som Amnesty Kenya, Pamoja Trust, Hakijamii er r kommet langt
i deres kamp for bedre rettigheder for slumbeboerne i Nairobi. Nu må disse organisationer tage
kampen videre til de periurbane områder, så der også her kan lægges pres på de lokale myndigheder
for forandring. Vi håber, at den nye forfatning vil bidrage til en positiv udvikling og at
internationale organisationer ligeledes vil påtage sig deres ansvar og eksempelvis være behjælpelige
i processen med bedre planlægningsmæssig uddannelse og opgradering af infrastruktur.

6.3.7 Den nye forfatnings indflydelse på planlægningskapaciteten

Da vi befandt os i Nairobi var den kenyanske regeringen ved at implementere en ny forfatning, der
formelt trådte i kraft i august 2010. Eftersom den nye forfatning fortsat mangler at blive fuldt
implementeret, er der stor usikkerhed om, forfatningens reelle udformninger og konsekvenser for
Kenyas fremtidige udvikling. Dog har den nye forfatning bl.a. til hensigt at øge
planlægningsbemyndigelsen i de lokale administrative enheder, for derigennem at skabe øget
decentralisering. Forfatningen vil sprede magtbeføjelserne og flytte offentlige institutioner ud i
mindre byer, der i dag var et centralt anliggende og de nye amter ville få status som: ”Small new
Kenyas” (Nyang'aya, Amnesty: Nyang'aya bilag). Tendensen er dog, at selvom kommunerne
allerede har fået mere ansvar, forbliver pengene centralt, hvilket vi fik bekræftet af den kommunale
planlægger i Mavoko: ” Local authority is autonomous, but we don’t have the finances. It is very
expensive to make planning – for example underground closed sewage systems and electricity”
(Mokali, Mavoko municipality, Mokali bilag). Når kommunen endelig modtog penge fra
centraladministrationen var pengene som regel øremærket til bestemte formål: ” Transfer of funds is
only for very specific projects. For example roads, nursery schools etc.” (ibid.)

Vi håber således, at den nye forfatning vil skabe øget decentralisering og at dette vil medføre til en
opgradering og udbygning af den lokale administration og planlægningskapacitet.

6.3.8 Løsninger for en bæredygtig planlægning i Mavoko

I rapporten ’Planning Sustaniable Cities’ understreges det, at byplanlægning kan være med til at
skabe en mere bæredygtig udvikling; miljømæssigt, økonomisk, og socialt i byer hvor
urbaniseringen er kraftigt stigende (PSC, 2009: 6). Problemet er som tidligere nævnt, at det

94
administrative system i mange udviklingslande ikke er gearet til at varetage konsekvenserne af en
massiv tilflytning til byerne. Eller i højere grad, at den offentlige planlægningsmyndighed, som i
Mavoko, ikke anerkender omfanget af de problemstillinger, der er forbundet med uformelle
slumområder. Forsat eksklusion af slumbeboere vil føre til øget fattigdom, blandt størstedelen af
befolkningen i udviklingslande, derfor skal byplanlægning være et redskab, der kan være en
væsentlig faktor i bekæmpelsen af fattigdom og skal samtænkes med udviklingen af et bæredygtigt
og inkluderende bymiljø: ”The twin problems of urban poverty and the proliferation of slums
should be at the top of the planning agenda in many developing countries. Urban planning should
strive to reduce poverty through pro-poor programmes that emphasize equity, participation and
social justice (PSC, 2009: 13).

Vi oplevede, at mange af de slumbeboere vi talte med, var engageret i forskellige netværksbaseret

grupper. Vi opfattede at netværkene havde et stærkt sammenhold og at beboere på tværs af
slumområder var gået sammen for, at finde et bedre alternativ til det område, de i dag levede i.
Mangel på anerkendelse og accept fra myndighedernes side havde i visse tilfælde bremset
gruppernes forsatte forløb. Korruption og favorisering af den velhavende del af befolkning fra
myndighedernes side, var med til at fjerne tiltroen til det administrative system og politikerne blandt
slumbeboerne (jævnfør politikanalysen).

Udover de netværksbaserede grupper, var kendetegnet i områderne også, at der var sociale værdier,
der ikke fandtes andre steder end i slumområderne. Folk forsøgte at hjælpe hinanden, så godt som
de nu kunne, kriminaliteten var lav og i enkelte tilfælde var der et socialt sikkerhedsnet (jævnfør
sociale dimensioner). Alle disse særegne sociale egenskaber, forbundet med slumområderne burde
være redskaber, der kunne skabe en dialog og inklusion af slumbeboere. Samtidigt ville det være
forventet, at slumbeboerne ønsker en deltagende planlægningsproces imellem dem og den offentlige
planlægningsmyndighed, der kan være med til at skabe bedre levevilkår i slumområderne. Dog
kræves der en holdningsændring fra planlægningsmyndighedernes og politikernes side for at kunne
håndtere slumproblematikken: 1) Recognizing the positive role played by urban informal
development, 2) Adopting revisions to policies, laws and regulations to facilitate informal-sector
operations, 3) Strengthening the legitimacy of planning and regulatory systems (PSC, 2009: V).
Ingen af de tre punkter er i dag gældende for tilstanden i Kenya. Derfor er det også iøjnefaldende at
mange af de netværksbaserede opsparingsgrupper aldrig realiseres til fulde, da det er langsigtet
programmer, der møder modstand fra myndighedernes side, i stedet for at være en håndsrækning til
at fælles skabe en bedre udvikling i slumområderne. Den nye forfatning vil måske skabe ændringer
og forbedringer, men indtil at man har set de første resultater af implementeringen er det svært, at se

95
løsninger for den planlægningsmæssige udvikling i Kenya.

Urationelle planlægningsstrategier som Nairobi Metro 2030 løser ikke den påtrængende
nødvendighed, for en bedre planlægningsmæssig bæredygtighed i Mavoko. Mavoko der er udset
som et af vigtigste områder for Nairobis ekspansion og forsatte udvikling, har i dag en lang række
problemstillinger, der først skal løses før man kan skabe en bæredygtig region. Nairobi Metro 2030
er blevet stærkt kritiseret for ikke at inddrage de mennesker, der bor i regionen. Dette er også
gældende for Mavoko. Hovedparten af indbyggerne i Mavoko er fattige slumbeboere, der ikke er
blevet inkluderet i de hidtidige planprocesser. Inklusionen af slumbeboerne kan være med til at
skabe bæredygtige alternativer til slumområder. Slumområderne medfører dårlige levevilkår for
beboerne, skaber yderligere eksklusion fra det omkringliggende samfund, udgør ofte sundhedsricisi
og medfører omfattende miljøbelastning. Såfremt de lokale myndigheder sørger for basale
serviceydelser, tillader slumbeboerne at oprette huse, der er af en sådan karakter, at de ikke udgør
sundhedsskadelige ricisi (eksempelvis elektricitet og semi-permanente byggematerialer) og sørger
for affaldshåndtering vil dette være med til at mindske forureningen af den jord slumbeboerne bor
på og vil skabe langt bedre forhold for slumbeboerne.

6.3.9 Udvikling af planlægningsmæssige policy tiltag

Som beskrevet i afsnittet ’Boligpolitik og slum’, så har tilgangen til slumområder været præget af
forskellige paradigmer. Den første erfaring med slumområder var i USA og Europa i slutningen af
det 19århundrede, hvilket efterfølgende inspirerede udviklingslande til at implementere samme
planlægningsmæssige tiltag og løsningsmodeller i deres forsøg på at håndtere de hurtigt voksende
slumområder i de ekspanderende urbane miljøer. Løbende er denne planlægningsmæssige praksis
blevet influeret af forskellige tendenser indenfor håndtering af fattigdom, boligpolitik og
urbanisering, hvor især strukturtilpasningsprogrammer indført af IMF og Verdensbanken har sat
sine tydelige spor. Den nuværende planlægningsmæssige praksis og policies indenfor boligpolitik
og planlægning skal således forstås i lyset af disse udviklingstendenser. (CS, 2003:123)

I dag er den dominerende ’best practice’ blandt internationale multilaterale og bilaterale

institutioner deltagerorienteret slumopgradering med udgangspunkt i en holistisk tilgang til
områdeforbedring, hvor sundhed, uddannelse, bolig, levebrød og køn medtænkes. I denne rapport er
det ligeledes den tilgang, som vi anbefaler som mest hensigtsmæssig i udviklingen af bæredygtige
slumområder. Vores analyser af de tre caseområder i Mavoko har vist, hvor forskellige de sociale
og spatiale strukturer er i forskellige områder og at det er nødvendigt at medtænke de forskellige
udfordringer og barrierer for en bæredygtig udvikling, hvis slumopgraderingsprogrammer skal være

96
succesfulde. Som påpeget i den ovenstående gennemgang af den planlægningsmæssige praksis og
kapacitet i Mavoko er der stadig langt til, at den lokale planlægningsmyndighed kan anlægge denne
tilgang. Det planlægningsbegreb, der anvendes af de lokale myndigheder i Mavoko, divergerer
meget fra det inkluderende planlægningsbegreb, der ligger til grund for den deltagerorienterede
slumopgraderingstilgang og kan ses som et resultat af den nuværende samfundsopbygning og
politiske og administrative praksis i Kenya, hvor den store fattige del af befolkningen ikke har
samme rettigheder og mulighed for at blive hørt som de velhavende eliter.
Nedenstående figur viser en opsummering af anbefalinger fra FN rapporten ’The challenge of
slums’ (2003) og anbefalinger fra denne rapport til det nationale politiske ninveau, de lokale
administrative og planlægningsmæssige myndigheder i Mavoko. Disse anbefalinger rækker
ligeledes ud til det nationale niveau og kan anvendes i andre områder, såfremt de lokale
omstændigheder og kontekst medtænkes.

Figur 6.3 – oversigt over positive og negative policy indsatser

Positive policy indsatser
Implementering af effektive urbane governance systemer
Etablering af mulighedsskabende institutionelle rammer,
der involverer alle partner og inkluderer de fattige
Implementering og monitorering af pro-fattige
udviklingsstrategier
Støtte til initiativer i slumområderne med særlig fokus på
beboer-initieret projekter og involvering af kvinder
Sikring af boligsikkerhed, konsolidering af
besiddelsesrettigheder og formel regulering af de
uformelle bosættelser
Involvering af slumområdernes lejere, udlejere og ejere af
grunden i diskussion af bæredygtige løsninger, der
fremmer det fælles bedste
Implementering af en inkrementel tilgang til
slumopgradering
Samarbejde mellem lokale myndigheder og donorer i
finansieringen af opgraderingsprojekter, inklusivt
bindende krav til overholdelse af rettigheder og
proceskrav
Sammenkædning af slumopgradering med indkomst
generende aktiviteter og udvikling af den lokale økonomi
Negative policy indsatser
Antagelse af, at slum områderne vil forsvinde automatisk
med økonomisk vækst og policy indsatser udelukkende
mod stimulering af økonomien
Manglende inddragelse af de lokale myndigheder,
landejere og slumområdernes lokale ledere
Adskillelse af indsatser for slum opgradering og
planlægning af investeringer og planlægning af de urbane
områder
Ignorering af specifikke behov blandt kvinder og udsatte
grupper
Fortsat tvungne udsættelser, der ikke overholder de
lovmæssige reguleringer og retningslinier på området
Diskriminering af lejestrukturer og promovering af en
enkelt leje mulighed
Urealistiske standarder og reguleringer med negative
effekter for de fattigste
Afhængighed af subsidier fra regeringen eller fuld
dækning af omkostninger fra slumbeboerne. Aktive
indsatser for en øget decentralisering.
Investeringer af offentlige ressourcer i storslåede sociale
housing schemes, medmindre disse er tilpassede de

97

Aktiv støtte til udvikling af nye urbane områder ved
fremadrettet planlægning samt ved at udstede
landområder og udvikle infrastrukturen
Udelukkende forhandle og designe reallokeringsplaner,
når dette er absolut nødvendigt. Processen og planerne
skal følge de lovmæssige retningslinier og inddragelse af
de ramte beboer.
akutelle behov og også medtænker de fattigste
Opfattelse af slum opgradering som udelukkende et
socialt problem
Tilvejebringelsen af infrastruktur og services, der ikke er
til at betale for de fattigste

6.3.10 Delkonklusion
På baggrund af vores analyse kan vi konkludere, at der findes en række planlægningsmæssige
barrierer for en bæredygtig udvikling i slumområderne i Mavoko. Dette er blandt andet den
planlægningsmæssige kapacitet og praksis, der anvender et planlægningsbegreb, der divergerer
meget fra vores planlægningsforståelse og fra den nuværende ’best practice’ om deltagerorienterede
planlægningsprocesser. En række administrative og juridiske praksisser fordrer denne
planlægningspraksisser, som eksempelvis et svært tilgængeligt system og slumområdernes quasi-
legale status, og der er således behov for en vidtrækkende omstrukturering af den nuværende
planlægningsmæssige myndighed i Mavoko.

Vi anerkender, at den nuværende planlægningsmyndighed er fanget i en omfattende

interessekonflikt mellem landejerne og slumbeboerne, men mener at der med respekt for den private
ejendomsret stadig er muligt at operere med et mere bæredygtigt planlægningsbegreb, der samtidigt
medtænker den planlægningsmæssige kontekst i et land som Nairobi. Dette vil kræve en
omstrukturering af det politiske system, som nævnt i analysen af de politiske barrierer, hvor især
større tilgængelighed og gennemsigtighed samt udvidet decentralisering og bekæmpelse af
korruption bør have høj prioritet. Vi håber, at den nye forfatning vil bidrage med en sådan positiv
udvikling, og at de internationale donorer og samarbejdspartnere desuden vil påtage sig deres
ansvar ved at vise vejen mod en mere bæredygtig udvikling. FN’s slumopgraderingsprogrammer,
der udføres i samarbejde med den Kenyanske regering og de lokale myndigheder, er allerede et godt
skridt på vejen, såfremt der stilles krav om regulering og rettigheder til de lokale og de centrale
myndigheder. Disse projekter har også udviklet sig gennem årerne og skal for at være succesfulde
medtænke en række sociale og strukturelle faktorer samt den lokale kontekst i udformningen og
udførelsen af programmerne.

98
Der er ligeledes behov for en opgradering af den nuværende planlægningskapacitet primært i form
af en omstrukturering af det nuværende skattesystem og en opgradering af den
planlægningsmæssige uddannelse. Vi mener, at den lokale planlægningsmyndighed kan forbedres
på en række området, hvilket vi i analysen har opstillet som en kort oversigt over mulige
indsatsområder, der er realistiske indenfor den givne kontekst. Disse indsatser kan gøre den
nuværende planlægningspraksis mere inkluderende og deltagerorienteret og vil på langt sigt bidrage
til at skabe en bæredygtig udvikling i slumområderne.

Planlægning spiller således en væsentlig rolle i løsningen af de problemstillinger, der er relateret til
slumområderne og opgraderingen af den nuværende planlægningspraksis og – kapacitet bør være et
af de vigtigste indsatsområder i arbejdet med at skave bæredygtige slumområder.

99
6.4 Opsummering på analyseresultater

I de ovenstående analyseafsnit har vi forsøgt at undersøge og afdække problemstillingen omkring,

hvordan planlægning kan bidrage til en bæredygtig udvikling i slumområderne i Mavoko. Vi har
karakteriseret og konceptualiceret de tre forskellige caseområder ved hjælp af en spatial og social
analyse og derefter har vi undersøgt, det vi mener, er de tre væsentligste barrierer for en bæredygtig
udvikling; 1) boligsikkerhed og boligmarkedet, 2) det politiske system og 3) de
planlægningsmæssige myndigheder og praksisser.

I den første del af analysen så vi på de spatiale og sociale dimensioner af vores tre caseområder;
City Carton, Kwambemba og Sophia. De tre områder kan ses som forskellige ideal-typer af
slumområder med forskellige strukturer, grader af konsolidering, adgang til basale serviceydelser
samt størrelser og beliggenhed i forhold til den nærliggende hovedstad Nairobi og det hurtigt
voksende økonomiske knudepunkt, Mlolongo.

På baggrund af vores spatiale og sociale analyse kan vi konkludere, at det ældste af vores tre
områder er det mindst konsoliderede og det yngste slumområde er klart det der er mest konsolideret.
Det er altså ikke bare et spørgsmål om tid, før der kommer udvikling i de fysiske strukturer i et
slumområde, der er mange andre faktorer på spil. Historikken omkring områdernes tilblivelse har
også stor betydning for, hvordan sociale hierarkier udformes samtidigt med at placeringen spiller en
rolle for indbyggernes levestrategier og relation til det omkringliggende samfund. Placeringen af
områderne havde ligeledes indflydelse på områdernes udformning, hvor Kwambemba havde et godt
samarbejde med både myndigheder og de omkringliggende private virksomheder, hvorved de kunne
udfolde sig rimeligt frit indenfor den pladsmæssige begrænsning. City Carton befandt sig på langt
mere åbent land, men følte sig mere truede, da de havde private ’gated communities’ for de rige
omkring sig, som de var bange for, ville få dem fjernet, hvis de etablerede for faste strukturer eller
var for synlige.

I den spatiale analyse blev det ligeledes tydeligt, at boligsikkerhed, ejerskabsforhold og relationen
mellem ejer og lejer har afgørende betydning for udviklingsmulighederne i et pågældende område.
Desuden, at især uklare ejerforhold og mangel på boligsikkerhed er én af de væsentligste barrierer
for en bæredygtig udvikling.
I de efterfølgende afsnit uddybede vi de identificerede barrierer for en bæredygtig udvikling i vores
tre caseområder. Barrierer og problemstillinger, der ligeledes kan relateres til andre slumområder,
såfremt at de spatiale og sociale dimensioner for de enkelte områder medtænkes.

100
På baggrund af vores analyser kan vi ligeledes konkludere, at det politiske system er en af de mest
fremtrædende barrierer for en bæredygtig udvikling og en bæredygtig boligpolitik. Gennem vores
interviews med både slumbeboere og eksperter stod det tydeligt frem, hvor stor betydning de
administrative og juridiske systemer har. Især korruption, embedsmisbrug, ureguleret og ulige
adgang til land og et svært tilgængeligt og ugenneskueligt administrativt og politisk system.
Slumområderne anerkendes ikke i det politiske system og har således også svært ved at kæmpe for
deres rettigheder, da de ikke har nogle adgangskanaler til det formelle system og generelt udsættes
for overgreb på deres rettigheder.

Det politiske system sætter ligeledes rammerne for den planlægningsmæssige myndighed, hvis
opbygning og konkrete policies ikke åbner mange muligheder for en bæredygtig udvikling. Således
mener vi, at der er behov for at revurdere den strukturelle opbygning mellem Nairobi og de lokale
administrative enheder med særligt fokus på at opgradere og omstrukturere den lokale
skatteopkrævning. Vi mener ligeledes, at der på baggrund af vores analyser er et presserende behov
for en opgradering af planlægningsuddannelsen i Kenya og at planlægningsmyndigheden indtænkes
i en større politisk og planlægningsmæssig ramme, så dets formål ikke kun skal være at råde bod på
allerede eksisterende fejl, men også at kunne komme med fremtidige planlægningsforslag og
løsninger på en inkluderende planlægning for og med dets indbyggere. Eftersom det
diskriminerende politiske system sætter rammen for den planlægningsmæssige myndighed og dens
arbejde er det ligeledes vigtigt, at der gøres op med denne forskelsbehandling i den konkrete
planlægning. Der bør således være lige adgang for alle Kenyanere til basale services og det bør
være op til det politiske system at komme på en bæredygtig løsning på skismaet mellem
ejendomsrettigheder, uudnyttede landarealer og de mange fattige, der ikke har andre muligheder
end at søge til slumområderne.

I vores analyser har vi lagt vægt på at vurdere, hvilke udviklingsmuligheder der vil være mest
hensigtsmæssig for hvert af vores tre caseområde. Som tidligere omtalt har der i gennem årerne
været en tendens til, at boligpolitikken domineres af det til den tid moderne paradigme indenfor
udviklingsverden og at der har været en række fejlslagne slumopgraderingsprojekter og
byudviklingsforsøg, der ikke har været tilpasset de vigtige sociale og spatiale dimensioner.
Vi mener, at disse dimensioner er nødt til at blive medtænkt, idet der kan være forskellige barrierer
for en bæredygtig udvikling i forskellige områder. En sådan bæredygtig udvikling kræver
programmer og projekter, der er tilpasset omstændighederne, at de indtænker de lokale ressourcer
og at de inddrager de personer, som planlægningen omhandler. I et område som City Carton er det
eksempelvis vigtigt, at de eksisterende ekskluderende sociale strukturer indtænkes, at

101
konsekvenserne for en opgradering er medregnet, så de oprindelige beboere ikke er tvunget til at
flytte på grund af dyrere husleje, som tilfældet er i Sophia, hvor indførelsen af elektricitet medfører
huslejestigninger, som ikke alle har råd til at betale.
Forhåbentligvis vil den nye forfatning muliggøre nogle af disse påpegede udviklingsbehov, så
Mavoko kan blive en by for og med alle dets indbyggere.

102
Kapitel 7: Konklusion og perspektivering

7.1 Konklusion
‘The promise is that again and again, from the garbage, the scattered feather, the ashes and broken
bodies, something new and beautiful may be born’ (John Berger)

7.1.1 Indledning
Det peri-urbane område Mavoko står over for en række udfordringer. Et voksende pres på Nairobi
intensiverer de allerede eksisterende planlægningsmæssige problemer, der bl.a. omfatter
begrænsede handlemuligheder for den lokale planlægningsmyndighed på grund af et centraliseret
administrativt system og begrænset kapacitet til at håndtere de nye udfordringer. Udfordringer
skyldes en stigende udflytning af virksomheder og beboere fra Nairobi, nytilflyttere fra
landdistrikterne, samt et øget pres på land. Udviklingen medfører vanskeligere forhold for
slumbeboere, der klemt mellem reguleringer og landrettigheder forsøger at finde fodfæste.

I denne rapport har vi undersøgt forekomsten af slumområder i det peri-urbane område Mavoko
med fokus på mulighederne for at skabe en mere bæredygtig udvikling. Vores analyse baserer sig
på tre caseområder, der alle udtrykker karakteristiske slumproblematikker samtidigt med at de
adskiller sig ved forskellige sociale og spatiale forhold. Vi har ligeledes udforsket eksisterende
slumopgraderingsprogrammer for at få indsigt i, hvilke indsatser der allerede er forsøgt og disses
styrker og svagheder. På baggrund heraf har vi identificeret de barrierer, som er de største
forhindringer for en bæredygtig udvikling.

7.1.2 De væsentligste barrierer for en bæredygtig udvikling

De tre største barrierer for en bæredygtig udvikling af slumområderne, er; det dysfunktionelle
boligmarked, opbygningen af det politiske system og den planlægningsmæssige praksis.

Det dysfunktionelle boligmarked er primært et resultat af, at boligmarkedet ikke kan levere den
mængde boliger, der efterspørges. Dette tvinger størstedelen af de fattige byboere til at søge til det
uformelle marked, hvor de ofte ender i slumområder med ringe eller ingen adgang til basale
serviceydelser, alt for høje huslejer og usikre lejevilkår. Grundet den ulige adgang til land er der
ligeledes en række fattige, der bliver nød til at slå sig ned på offentlig eller privat ejet land som
’squatters’, hvor de enten selv skal sørge for de basale serviceydelser eller skal klare sig med
alternative metoder, som eksempelvis at hente vand fra en nærliggende flod og bruge ’flying

103
toilets’. Beboerne har ofte usikre lejeforhold eller frygter nedrivninger og udsættelse fra deres
boliger. Netop de usikre lejeforhold og de uformelle økonomiske strukturer overses ofte i
slumopgraderingsprogrammer, hvilket kan resultere i utilsigtede konsekvenser som gentrifikation,
salg af de opgraderede boliger eller tab af levestrategier.

Det politiske system opsætter ligeledes en række barrierer for udvikling og forbedring af
slumområderne. Disse barrierer går primært på de strukturelle forhindringer for slumområderne og
kan ses som rammesættende for både boligmarkedet og den planlægningsmæssige praksis. Som
påpeget af flere eksperter, så er de politiske barrierer i høj grad et spørgsmål om manglende vilje til
forandring. Kun politikerne kan ændre den nuværende politiske og juridiske opbygning i Kenya og
dermed også den reelle praksis, hvormed planlægning og boligpolitik udføres.

Barriererne indenfor det politiske og juridiske system er en politisk virkelighed præget af

magtmisbrug og inerti, stor udbredelse af korruption, ulige ret til landmarkedet og en udemokratisk
vægtning af visse gruppers interesser. Der er også udpræget politisk og juridisk eksklusion i form af
manglende anerkendelse og bureaukratiske procedurer, der afskærer størstedelen af Kenyas
befolkning fra adgangen til disse systemer. Endeligt svarer den historiske opbygning af det statslige
apparat med en stærk centraliseret magt og et skatte- og planlægningsmæssigt system ikke overens
med virkeligheden.

De planlægningsmæssige myndigheder og praksisser, der anvender et ikke-inkluderende og ikke-

anerkendende planlægningsbegreb sætter ligeledes begrænsninger for udviklingen. Slumområderne
medtænkes ikke i de lokale planer fordi de lokale myndigheder frygter eventuel retsforfølgning i de
tilfælde, hvor slumbeboerne er ’squatters’ på privat ejet land. En paradoksal problemstilling,
eftersom de lokale myndigheder giver alle ’squatterne’ tilladelser til at opføre deres huse. En række
administrative og juridiske praksisser fordrer denne planlægningspraksisser, som eksempelvis et
svært tilgængeligt system og slumområdernes quasi-legale status.

7.1.3 Hvordan planlægning kan bidrage til en bæredygtig udvikling

Det politiske og juridiske system sætter rammen for den fysiske planlægning samt den
administrative udførelse af polices. En effektiv indsats for at reducere barriererne indenfor disse
områder vil være en omstrukturering af det politiske system, hvor især større tilgængelighed og
gennemsigtighed samt udvidet decentralisering og bekæmpelse af korruption bør have høj prioritet.
Både den nye forfatning og de internationale donorer kan bidrage til en sådan positiv udvikling ved
at vise vejen mod en mere bæredygtig udvikling. FN’s slumopgraderingsprogrammer, der udføres i

104
samarbejde med den Kenyanske regering og de lokale myndigheder, er allerede et godt skridt på
vejen, såfremt der stilles krav om regulering og rettigheder til de lokale og de centrale myndigheder.

I forhold til det dysfunktionelle boligmarked er der tre indsatser, der vil kunne forbedre de
nuværende barrierer. For det første bør man i forhold til boligmarkedet medtænke
markedsmekanismerne og de afledte effekter, som slumopgraderingsindsatser og indblanding i de
eksisterende markedsstrukturer kan medføre. Derefter er det vigtigt, at udarbejde en strategi i
forhold til ’landlords’ og den lavere middel klasse – to grupper, der har store interesser i spil; den
ene grupper i forhold til at bevare den nuværende struktur og den anden i forhold til ugennemtænkte
slumopgraderingsprojekter, hvor de kan overtage de opgraderede boliger. Løsningsstrategier skal
ligeledes medtænke, hvordan strukturejerne og udlejerene kan opfordres til at følge visse standarder
og overholde lejerens rettigheder, for derved at undgå udnyttelse af de allerede dårligt stillede
slumbeboere. Rettighedsperspektivet er ligeledes vigtigt i forhold til at undgå tvangsforflyttelse og
sikre, at slumbeboernes rettigheder overholdes af myndighederne. Endeligt bør et indsatsområde
være større støtte til oprettelsen af opsparingsgrupper, deres adgang til finansielle institutioner og
mulighed for opkøb af land. Dette kan fungere som et alternativ til ’squatting’ og kræver, at
regeringen udstykker land og nedsætter de administrative og økonomiske omkostninger ved
landtransaktioner.

Der er stor forskel mellem den formelle og reelle praksis og det er nødvendigt med en ny tilgang og
et holdningsskifte med større fokus på mennesker og på de positive sider af slumområderne og
urbaniseringen. Det er desuden nødvendigt med en planlægning, der har kapacitet og mod nok til at
tænke fremad og involvere de borgere, som planlægningen omhandler. Indtil videre har
planlægningsmyndighederne ikke anerkendt slumområderne, hvilket har været en enorm
ansvarsflugt fra den Kenyanske regerings side. Inkluderende planlægning, der medtænker de
fattiges behov kan eksempelvis medtænke indkomststrategier i planlægningen, tillade inkrementelle
byggerier og støtte opsparingsgrupper til nemmere adgang til finansielle institutioner og land. Vi
anerkender, at et land som Kenya vil have begrænsede ressourcer til offentligt byggeri, men mener
samtidigt, at der med de mange FN-initierede slumopgraderingsprogrammer er mulighed for at
skabe mere bæredygtige boligområder og at dette i sidste ende vil være en fordelagtig investering
for regeringen.

105
7.2 Perspektivering

Vi har i denne rapport fremsat en række løsningsforslag til bæredygtig udvikling af slumområder.
Vores tilgang og planlægningsmæssige forståelse har hentet inspiration fra teoretikere som Patsy
Healey og Jean Hillie og deres deltagerorienterede planlægningspraksis. Vi har desuden fået øget
indsigt i problemstillingerne omkring slumområder og bæredygtige indsatser i urbane miljøet fra
UN-HABITATs rapporter, herunder ‘Planning Sustainable Cities’ (2009) og ’State of African
Cities’ (2010). Vi har således taget udgangspunkt i et bredt planlægningsbegreb med fokus på
inkluderende og anerkendende planlægning samt en underliggende vision om social retfærdig. I
dette afsnit ser vi på, hvordan regeringer og organisationer håndterer slumproblematikker andre
steder i verden for derigennem at sætte vores egen participatoriske tilgang i relation til andre
tilgange.

Nedenstående figur viser hvilke lande, der har skabt bedre forhold for beboere i verdens
slumområder i løbet af det seneste årti:

Figur 7.2. Lande, som forbedret forholdene for verdens slumbeboere i perioden 2000-2010

Kina er med over 65 millioner det land i verden, der har haft størst succes med at forbedre
forholdene for slumbeboerne. Andelen af Kinas urbane befolkning, der lever i slum faldt fra 37,3 i
2000 til 28,2 i 2010 (World Cities, side 39). En del af succesen skyldes Kinas evne til at skabe
adgang til mere end 20 millioner nye husstandsenheder til en månedlig udgift som slumbeboerne
kan betale. Dette har regeringen muliggjort ved blandt andet at tilbyde særlig gunstig beskatning for
106
private entreprenører, samt medfinansiering i form af billige lån. (Ibid) Det er tydeligt at Kina
hverken har inddraget slumbeboerne i en anerkendende planlægningsproces eller fokuseret på de
behov, der er blevet italesat af slumbeboerne. Der er derimod blevet satset på at producere
overordnede fysiske planer, som tager højde for fremtidig urbanisering og samtidig stimulerer
landets nationale økonomi.

Ved en sammenligning af Kenya og Kina, er det tydeligt at de to lande har meget forskellige
forudsætninger i forhold til at håndtere urbaniseringen. Figuren nedenfor illustrerer to af de største
forskelle, velstandsniveauet og urbaniseringsraten i de to landene, og det ses at Kina er langt rigere
og mere urbaniseret end Kenya. Andre afgørende forskelle kan identificeres inden for henholdsvis
planlægningskultur, politisk system og landenes økonomiske situation.

Figur 7.3. Kenya og Kinas økonomiske vækst og urbaniseringsraten

(World Cities, 2010:6)

Sammenligningen mellem de to lande skal ikke forstås således, at Kenya praktiserer en

inkluderende planlægning, mens Kina gør det modsatte. Planlægningen i Kenya er ikke
participatorisk, men det er den participatoriske ramme, som vi har skrevet os ind i, og dermed
foreslår som vision for en fremtidig planlægning. Én af grundene til at vi fremlægger deltagelse og
bæredygtighedsbegrebet, som en passende ramme for Kenya er, at landet står i en mindre gunstig
økonomisk situation end Kina. De kenyanske planlæggere, og deres afrikanske kolleger, har ikke de
samme midler som de kinesiske planlæggere, og deres planlægning bør reflektere dette økonomiske

107
grundvilkår. Argumentationen går på at der ikke er penge til at finansiere store forkromede planer
eller slumopgradering i større skala. I Kenya er det fortsat slumbeboerne selv, der bygger deres
boliger, og det er denne situation, de afrikanske planlæggere bør tage udgangspunkt i, f.eks. ved at
udvise større fleksibilitet og tillade inkrementelle metoder, hvor beboerne langsom forbedrer deres
bolig over en længere periode. Samtidig er det dog tydeligt at de participatoriske metoder og
værdier endnu ikke praktiseres af kenyanske planlæggere, og i mange tilfælde går på tværs af den
eksisterende planlægningskultur.

Slutteligt vil vi således spørge om metoder og planlægningspraksis fra Kina kan implementeres
succesfuldt i Kenya, og dermed bidrage til forbedrede forhold for slumbeboerne? Eller om én af de
vigtigste elementer i planlægning netop er tilpasning til de lokale forhold og kontekstbaserede
løsningsforslag?

108
8.1 Litteraturliste
Bøger

Castells, M. l (2000) The Rise of the Network Society, Blackwell Publishers, England

Corbridge, Stuart (1995) – Development Studies, Edward Arnold/ Hodder Headline, London

Davis, Mike (2006) Planet of slums, Verso, London

Giddens, A (1990) The Consequences of Modernity. Cambridge, Polity Press

Hirst Graheme & Paul, Thompson (1996 & 1999) Globalization in Question: The International
Economy and the Possibilities of Governance, Blackwell Publishers Ltd.

John Degnbol-Martinussen (2002) Globalisering og udvikling, teorier og perspektiver for ulande

Kvale, Steinar (1997) InterView, Hans Reitzels Forlag, København, 1. udgave

McGrew, A. & Goldblatt, D. & Perraton, J (1999): Global Transformations: Politics, Economics
and Culture. Standford University Press. Standford, California.

Rakodi, C (1999): Poverty and Wellbeing in the Peri-urban Interface of Developing Country Cities:
A Review

Urry, J. (2003) – Global Complexity and Global Civil Society

Rapporter

COHRE (2006) Listening to the Poor? Housing Rights in Nairobi, Kenya – COHRE fact finding
mission to Nairobi Kenya, Centre on Housing Rights & Evictions (COHRE)

CS (2003) The Challenge of Slums: Global Report On Human Settlements, UN-HABITAT

MUP (2005) Mavoko Urban Sector Profile, UN-HABITAT

PSC (2009) Planning Sustainable Cities: Policy Directions, UN-HABITAT

SAC (2008) State of African Cities: A framework for addressing urban challenges in Africa, UN-
HABITAT

SAC (2010) State of African Cities: Governance, Inequality and Urban Land Markets, UN-
HABITAT

State of The World’s Cities 2010/2011 (2010) Cities for All: Bridging the Urban Divide, UN-
HABITAT

Journaler

Hendriks, Bob (2008) The social and economic impacts of periurban access to land and secure
tenure for the poor: the case of Nairobi, Kenya, Amsterdam Institute for Metropolitan and
International Development Studies (AMIDS)

109
Huchzermeyer, Marie (2008) Slum Upgrading in Nairobi within the Housing and Basic Services
Market A Housing Rights Concern, Journal of Asian and African Studies, University of the
Witwatersrand, South Africa

Internet
(Det Danske Udenrigsministerium, 2010)
http://www.um.dk/da/menu/udenrigspolitik/landefakta/landefaktaafrika/kenya/
(28.12.2010)

(IIED, 2010)
International Institute for Environment and Development, London -
http://pubs.iied.org/pdfs/G01393.pdf /
28-12-2010)

((Journal of African Economies 2004 (Online edition))

21-12 2010

(Transparency Corruption Index)

http://www.transparency.org/policy_research/surveys_indices/cpi
Transparency International
16-12 2010

World Urbanization Prospects, The 2007 Revision, United Nations

http://jae.oxfordjournals.org/content/13/suppl_2/ii1.full.pdf+html
21-12 2010

(Verdensbanken)
http://blogs.worldbank.org/africacan/a-new-constitution-for-kenya
20-12 2010

110
9.1 Liste over bilag
Bilag 1 (Kiotoko, Kwambemba)
Bilag 2 (Anthony, Sophia)
Bilag 3 (Bernhard, Kwambemba)
Bilag 4 (Steven, Kwambemba)
Bilag 5 (Felista, Sophia)
Bilag 6 (Janet, City Carton)
Bilag 7 (Wyclef, City Carton)
Bilag 8 (Rose, City Carton)
Bilag 9 (Joseph, City Carton)
Bilag 10 (Daniel, Sophia)
Bilag 11 (Chrimzi, Sophia)
Bilag 12 (Richard, Pumwani)
Bilag 13 (NHC, Pumwani)
Bilag 14 (Ngau, University of Nairobi)
Bilag 15 (Onyiro, UN-HABITAT)
Bilag 16 (Zhang, UN-HABITAT)
Bilag 17 (Bento, (UN-HABITAT)
Bilag 18 (Nyang'aya, Amnesty)
Bilag 20 (Makali, Mavoko Municipality)
Bilag 21 (SNP dag, Mavoko)
Bilag 22 (Social map, Kwambemba)
Bilag 23 (Social map, City Carton)
Bilag 24 (Social map, Sophia)
Bilag 25 (Feltplan, Nairobi og Mavoko)
Bilag 26 (Interviewguides)

111