Resume Mari Holen (PAES, RUC)

Resume af afhandlingen
Afhandlingen Medinddragelse og lighed en god id!? En analyse af patienttilblivelser i det moderne hospital er en undersgelse af to politiske kongstanker eller mlstninger, som er centrale i sygehusvsenet i dag, nemlig tanken om lighed og tanken om medinddragelse. Disse ider indskriver sig i en strre udviklingstendens, der har ramt sundhedsvsenet de sidste rtier, som overordnet kan karakteriseres som et nske om at stte patienten i centrum. Afhandlingen anlgger i trd med poststrukturalistiske forskningstraditioner en antiessentialistisk tilgang til den forskningsgenstand, der undersges, i dette tilflde medinddragelse og lighed. Medinddragelse og lighed ses sledes ikke i projektet som noget, der blot kan implementeres. I dette projekt rettes blikket helt konkret mod det, der sges medinddraget og ligestillet, nemlig patienten. Afhandlingens hovedinteresse er, hvem patienten er eller har mulighed for at blive til som i en hospitalsafdeling, for efterflgende at undersge, hvordan disse tilblivelsesprocesser er relateret til de politiske forestillinger om medinddragelse og lighed. Projektets empiriske materiale er genereret ved et etnografisk feltarbejde p to somatiske hospitalsafdelinger i Danmark. Den ene afdeling er en abdominalkirurgisk afdeling i Hovedstadsregionen, og den anden er en nyremedicinsk afdeling i Jylland. Teoretisk er projektet poststrukturalistisk inspireret og informeret. Afhandlingen udvikler i samspil med det empiriske materiale et begreb om praktiseringer. Med praktiseringsbegrebet bliver det muligt at holde fokus p den praksis, der undersges, ved at se p den mangfoldighed af handlinger (tnken, gren, sigen), der finder sted i hospitalet, samtidig med at disse handlinger kan ses som citerende, dvs. de trkker p tidligere handlinger, svel som at de er rammesttende for mulige fremtidige handlinger. Afhandlingens praktiseringsbegreb er tt forbundet med en institutionel forstelse af hospitalet som ikke bare socialitet, men ogs materialitet, herunder rum, arkitektur, krop og teknologi. Afhandlingen opererer derfor med en forstelse af praktiseringer, hvor subjekter agerer sammen med materialiter og rum som institutionelle strrelser. At se p praktiseringer handler ikke kun om at beskrive det, der sker lige her og nu men ogs hvordan det, der sker, er producerende af bestemte realiteter eller virkeligheder, herunder bestemte subjektiveringsprocesser og subjektiveringstilbud. Sledes kobler afhandlingen et begreb om praktisering med et begreb om subjektiveringer. Afhandlingen viser, hvordan fire forskellige normer er virksomme i afdelingerne og fr betydning for de muligheder, patienter har for at blive til som forstelige. Normen om objekthed handler om at gre sig til objekt for medicinen og samtidig at gre sig s gnidningsfri som mulig, forstet som effektiv og produktiv. Sidelbende med en norm om objekthed eksisterer der en norm om selvstndighed i afdelingerne. Denne norm handler om gre aktiv p mder, der viser, at man vil og kan gre noget selv for at blive rask. En tredje norm, som synes at influere p patienttilblivelserne, er en norm om trovrdighed, som grundlggende handler om at fremvise oprigtighed. En fjerde norm, som kan identificeres, er en norm om srlighed. Denne norm handler grundlggende om, at nogle patienter fr status af at vre srlige, og at disse patienter bliver brugt som eksempel p de professionelles generelle tilgang til patienterne og mening med arbejdet. At praktisere patient og derigennem at blive til som forstelig handler om at kunne afkode de dominerende normer for passende patienthed og samtidig at kunne praktisere dem p passende mder. At blive til som forstelig patient har betydning for, hvordan patienterne mdes i afdelingen, hvilke handlerum de har, og hvilke

Resume Mari Holen (PAES, RUC)

subjektiveringstilbud de tilbydes. Selv om normerne kan siges at vre institutionelt bestemt, s handler det at praktisere passende ogs grundlggende om at gre normerne til sine egne. Nr normerne forventes bret som personlige, individuelle og oplagte er konsekvensen, at patienter, der mislykkes i at konfirmere normerne p passende mder, ikke bliver et institutionelt problem, men tvrtimod, at patienten som individ bliver problemet. Afhandlingen viser dermed, hvordan det at blive til som passende patient overordnet handler om at f plagt og tage ansvar som patient, hvilket ogs viser sig som et institutionelt ansvar. Nr patienterne bryder med normerne, bliver de nemlig ikke bare en trussel mod egen sundhed, de truer ogs afdelingens orden og dermed ogs det professionelle arbejde, de andre patienter og afdelingens muligheder for at opfylde fastlagte ml. Afhandlingen viser gennem studier af patienters tilblivelsesprocesser, at lighed og medinddragelse ikke optrder som n enkelt tilgang eller form for intervention i praksis, men kommer til syne p mange forskellige mder, der har ttte forbindelseslinjer med, hvordan patienterne optrder og bliver opfattet og omhandlet. Overordnet viser det sig svrt for patienter at komme igennem med egne nsker og behov, nr disse bryder med herskende normer i afdelingen. At bryde med herskende normer medfrer typisk en problematiseret position som patient. Nr nogle patienter alligevel lykkes at komme igennem med deres krav, hnger det sammen med, at de trkker p et kunderepertoire. Det kan derfor se ud, som om det at opn individuelle lsninger, som bryder med det institutionelt oplagte, krver mange ressourcer fra patienterne, hvilket som udgangspunkt kan vre i modstrid bde med en tanke om lighedsudjvnende foranstaltninger og tanken om medinddragelse. Samtidig viser afhandlingen, at nr patienternes egne perspektiver inddrages, uden at dette sker med afst i konflikter, s sker dette ikke p baggrund af, at patienternes tager et strre medansvar, men tvrtimod som konsekvens af et distribueret ansvar, hvor de professionelle tager ansvar for patienterne. Man kan derfor sige, at problemet i hospitalet ikke er, som de politiske mlstninger om medinddragelse og lighed kunne indikere, at patienterne ikke tager eller fr tilstrkkeligt ansvar. Som min analyse viser, er ansvarlighed til stede i patienternes praktiseringer, ligesom de mdes med krav herom. Tvrtimod kan det se ud, som om problemerne i afdelingen er, at patienterne fr for stort individualiseret ansvar for eget forlb og for institutionens orden. En vsentlig pointe i afhandlingen er derfor, at medinddragelse og lighed ikke ndvendigvis krver mere ansvar til patienterne, men at de professionelle og institutionen fr mulighed for og samtidig ptager sig mere ansvar. Afhandlingen diskuterer til sidst det paradoksale i, at medinddragelse og lighed fra politisk og administrativ side sges gjort til virkelighed gennem standardisering og mlinger, hvilket p mange mder kan virke i direkte i modstrid med et reelt nske om at medinddrage og lave lighedsskabende foranstaltninger i praksis. For det frste fordi standardisering indsnvrer de professionelles handlerum og dermed deres incitament for at ptage sig et strre ansvar for patienterne. For det andet fordi mlinger af, hvordan patienterne fler sig medinddraget, og hvordan sundhedsvsenet afhjlper social ulighed i sundhed, oftest har karakter af kvantitative mlinger og sledes ikke stter fokus p de konkrete processer, som foregr i de lokaliteter, hvor de er tnkt at virke. Endelig fordi den gede standardisering i sig selv kan vre svr at forene med at skulle lave individuelle lsninger baseret p patienternes nsker. Afhandling viser, illustrerende nok, at rammerne for netop at lave srlige tiltag mod den enkelte, og ofte ogs socialt udsatte patient, er strst i den afdeling, der er mindst underlagt idealer og krav om standardiseringer, nemlig den medicinske afdeling. Afhandlingen rejser med afst i de forestillinger, der ligger til grund for mlene om lighed og medinddragelse og de konkrete initiativer, hvormed mlene sges implementeret, det sprgsml, om politikerne reelt er interesseret i, at sundhedsvsenet, og i dette tilflde hospitalerne, skal afhjlpe sociale ulighed i sundhed og sikre medinddragelse eller om der snarere blot er tale om en god id?