Det tager kun fem minutter – brugeroplevelser af digitale fortællinger

Kandidatuddannelsen i analytisk journalistik

Center for Journalistiske Universitetsuddannelser
Institut for Informations- og Medievidenskab
Aarhus Universitet
2010, Århus

130.592 anslag svarende til 54,4 normalsider. Dertil kommer arbejdsrapporten på

25.892 anslag svarende til 10,8 normalsider samt et journalistisk produkt bestående
af artikeltekster (på 3,7 normalsider), samt bl.a. videoklip og billedserie.
(Eks. læsevejledning, abstract, indholdsfortegnelse, litteraturliste, kildeliste og bilag)

Mette Stentoft
20074611

Vejleder: Lars Kabel, Update, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Bivejleder: Henrik Berggreen, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
Læsevejledning
Det tager kun fem minutter er et speciale indleveret ved Aarhus Universitets
uddannelse i analytisk journalistik. Det består af tre dele: Et ’klassisk’ akademisk
speciale, der kan læses selvstændigt. En arbejdsrapport, der søger at
operationalisere specialets akademiske pointer og bygger bro til et journalistisk
produkt, som illustrerer samme pointer.

Det akademiske speciale og arbejdsrapporten findes på de følgende sider. Det

journalistiske produkt er illustreret undervejs i arbejdsrapporten og kan ses på
websitet www.mettestentoft.dk. Her tilgås det med kodeord og brugernavn speciale.
Bilag findes i en særskilt rapport.

1
AKADEMISK DEL
Abstract ............................................................................................................ 4
1 Indledning ........................................................................................................ 6
Problemformulering og begrebsafklaring .......................................................... 7
Specialets undersøgelser og videnskabsteoretiske position................................ 8
2 Forståelsesramme I: Oplevelser af digitale fortællinger ............................. 10
Den digitale fortælling ....................................................................................... 10
Oplevelse som begreb og fænomen.................................................................... 18
Eksisterende viden om oplevelser af digitale fortællinger ................................. 23
3 Forståelsesramme II: Netjournalisters vilkår og forforståelser ................. 25
Nyhedskriterier og nyhedsproduktion ................................................................ 25
Netjournalisters ændrede vilkår ......................................................................... 28
4 Metode .............................................................................................................. 31
Valg af case, testdeltagere og interviewpersoner ............................................... 31
Registrering af klimaartikler ............................................................................. 32
Brugeroplevelser: Test af seks jp.dk-brugere .................................................... 33
Redaktionelle rammer: Observationer og interviews ......................................... 35
5 Analyse ............................................................................................................. 36
Netavisernes klimajournalistik .......................................................................... 36
Brugernes oplevelse af digitale fortællinger ...................................................... 41
Redaktionelle rammer på jp.dk .......................................................................... 55
6 Opsamling og konklusion ............................................................................... 64
7 Perspektivering ................................................................................................ 68
8 Litteratur ......................................................................................................... 70

ARBEJDSRAPPORT
1 Indledning ........................................................................................................ 76
2 Fra akademisk speciale til journalistisk produkt ......................................... 78
Justering af det eksisterende .............................................................................. 78
På vej mod historiepakken i en ny form ............................................................ 79
3 Formidlingsanalyse af produktet ................................................................... 82
Emne og vinkel .................................................................................................. 82

2
 Et tænkt publiceringsflow .................................................................................. 83
Design og indholdselementer ............................................................................. 83
Argumentanalyse ............................................................................................... 87
4 Kort opsamling og refleksion ......................................................................... 91
5 Kilder ................................................................................................................ 92
6 Litteratur ......................................................................................................... 94
7 Journalistiske tekster ...................................................................................... 95

BILAG
1: Testdeltagernes grunddata
2: Oversigt over testede artikler
3: Udskrifter af tests og interviews med brugere
4: Besvarelser af recall-test
5: Udskrifter af interviews med jp.dk-medarbejdere
6: Registrerede klimaartikler på jp.dk, pol.dk og berlingske.dk i uge 41 og 48 2009
7: Klimaindhold af mere blivende karakter på jp.dk, pol.dk og berlingske.dk
8: Overblik over jp.dk’s brugere
9: Eksempler på artikelstatistik anvendt af jp.dk-redaktionen
10: Brugernes adfærd på jp.dk’s klimasektion i 2009
11: Kildeliste med kontaktoplysninger
12: Yderligere dokumentation fra artikelregistreringen (på CD-rom)
13: Yderligere dokumentation fra brugertests (på CD-rom)
14: Yderligere dokumentation fra observationer på jp.dk (på CD-rom)
15: Det journalistiske produkt (på CD-rom)

3
Abstract: ‘It only takes five minutes. How users experience digital narratives’
The internet offers a possibility of creating narratives that differ substantially from
narratives in print media. Using this possibility could – in principle – create
experiences of strong emotional and sensuous character for users of online
newspapers. This thesis examines to what extent this is actually the case. Thus it is
examined which digital narratives hold the greatest experience potential and to what
extent these narratives can be realized within a standard editorial setting. The latter is
exemplified by the Danish online newspaper jp.dk.

In order to conduct the analysis various theories and concepts are introduced, mainly
from the fields of narratology and experience economy. In light of the work of among
others Roland Barthes, a concept of a digital narrative is constructed. This new
concept is dissociated from the ’classic’ definition of a narrative by emphasizing the
presence of various digital media types and ways for the user to co-create, and by
disregarding the factors defining the print narrative, such as plot, linearity and
suspense. On the field of experience economy the thesis draws on inspiration from
Pine and Gilmore, Lund et al. and other experience economists. With this in mind,
experience is seen as containing two levels: An immediate level with emotions and
senses and a reflexive level with articulation, identity work, social positioning, and
memories. Finally media concepts such as news criteria and editorial choice are
introduced in order to understand a standard editorial setting.

Earlier studies have shown that both jp.dk and other online newspapers only use the
possibilities of creating digital narratives to a very limited extent. But in order to
conduct a meaningful examination of user experience, a wide array of digital content
is needed. Therefore the thesis concentrates on climate journalism. Due to the recent
climate conference in Copenhagen, COP15, climate was a very important topic in
Danish news media in the fall of 2010 and thus an above average amount of
multimedia content could be expected.

Besides jp.dk the two other dominating Danish online newspapers, pol.dk and
berlingske.dk, are part of a mapping of the online climate content available to users.
Throughout a period of eight days the newspapers’ articles on climate were registered.
The registration also includes more permanent climate content such as quizzes and

4
guides. This registration of 75 news articles serves as a background for characterizing
three digital archetypes or formats: A quick single without any multimedia content or
directly related stories. This format dominates the registered articles. A story package
with multiple news items covering the same event. And finally a multimedial that to a
greater extent makes use of the Internet’s narrative possibilities. The two latter have
the greatest potential as narratives and experiences.

These reflections serve as backdrop for testing the experience of six jp.dk-users, using
think out loud-tests, qualitative interviews and recall-tests. The results show that the
multimedial can generate a fairly strong experience through sound, video and images,
but that it fundamentally conflicts with the user situation, which is characterized by its
short duration and the user’s skimming. The story package is better suited to these
circumstances and can give the users a feeling of co-experiencing an event. But in
general this format does not speak as strongly to the user’s senses and emotions as the
multimedial. And there are various obstacles to a substantial user experience; a lack
of user-friendliness, a lack of integration between the elements and different media
types constituting the package etc.

Moreover the results show that all news items – including the ones presented in the
format quick single – can generate an experience, as long as two crucial elements are
present: A photo generating associations and a subheader raising an interesting
question. In addition, the factors motivating the user to visit jp.dk are the same factors
motivating the use and experience of the single articles: Curiosity, escapism and
working with one’s own identity.

Furthermore four days of observation in jp.dk’s newsroom have been conducted with
regards to the standard editorial setting. The observed newsroom practice
demonstrates significant obstacles when it comes to creating the content and formats
containing the greatest potential for generating experiences. Above all the journalists
are governed by an ideal of speed and promptness. This ideal supports the use of e.g.
archive photos much more than the time consuming work with narration and
multimedia. Moreover the journalists regard a story as text and everything else as
’extras’. This clearly conflicts with prioritizing photos and other non-textual elements.

5
1 INDLEDNING
Nettets muligheder for at gøre brug af video, lyd, links, dialog og lignende baner
vejen for fundamentalt anderledes fortælleformer, end dem vi kender fra tryk:
Fortællinger, der taler til brugernes følelser og sanser på en anderledes måde end både
skærmens og papirets tekstbaserede nyhedsartikel. At danske netmedier kun i
begrænset omfang udnytter denne mulighed, blev slået fast i en undersøgelse fra
begyndelsen af 2009.1 Undersøgelsen tegner et billede af mange, hurtigt-producerede
tekstbaserede historier og ikke af brug af multimedielle elementer eller andre
krumspring for at høste den digitale merværdi.

Netmedierne udvikler sig hele tiden, og i hvert fald ét stofområde skiller sig tydeligt
ud fra undersøgelsens resultater: Klima. Op til det internationale klimatopmøde i
december 2009 satsede netudgaverne af de store omnibusaviser Politiken, Berlingske
og Jyllands-Posten nemlig ressourcer på produktion af interaktive grafikker,
billedserier og andre formater, der udnytter nettets muligheder. Således spænder
klimadækningen over mange forskellige måder at fortælle historier på, lige fra den
hurtige tekst-nyhed til større udstyrsstykker. Dermed tilbyder stofområdet klima en
mulighed for at blive klogere på de oplevelser, netavisernes brugere har af forskellige
former for journalistiske fortællinger.

Det er interessant af flere grunde. Først og fremmest er den eksisterende viden om

fortællinger på nettet begrænset, både i medieforskning og journalistisk praksis. Fra
de mange journalister og forskere, der har arbejdet med fortællinger på tryk og film,
ved vi, hvad der får klassisk fortællende journalistik til at fungere godt. Bl.a. ved vi, at
den glimrer ved sin evne til at tale til følelser og sanser, til at gøre læseren til
medskaber af og derfor medansvarlig for tekstens konklusioner2 - og dermed gøre
læsningen til en mindeværdig oplevelse. Men hvad med nettets fortællinger; hvilke
typer, former og delelementer appellerer til brugerne? Og adskiller disse fortællingers
brugeroplevelser sig fra den indlevelse, trykte fortællinger og film tilbyder?

Spørgsmålene er yderligere relevante ud fra en tanke om, at medier udgør en social

institution, der skaber vores fælles tolkninger og referencerammer. Journalistens
1
Pedersen 2009: 95ff
2
Se bl.a. Hvid 2004: 18f

6
italesættelse påvirker med andre ord brugerens verdensbillede og dermed i sidste
instans virkeligheden. Set med sådanne socialkonstruktivistiske øjne har ny viden om
brugeroplevelser ikke kun praktisk, journalistisk relevans. Den er relevant i et bredere
mediesociologisk perspektiv som en lille, men vigtig brik i det store puslespil om
mediers indflydelse på vores verdensbillede, problemforståelse og handlemuligheder.

Samtidig er det relevant at diskutere, hvilke muligheder de mest oplevelsesrige

fortællinger har for at blive realiseret i et redaktionelt miljø, hvor vaner, traditioner,
ressourcer og meget andet har indflydelse på journalisternes praksis. De seneste år er
der lavet flere undersøgelser af netavisernes redaktionelle praksis, men disse
fokuserer på nyhedernes indhold og emner, og ikke hvilke former og formater
indholdet formidles i.3 Samtidig mangler der viden om, hvorfor de oplevelsesrige
fortællinger ikke realiseres af danske netaviser i samme grad som f.eks. amerikanske
og norske. Hvilke ressourcemæssige, medieinterne eller forståelsesmæssige
forhindringer for realisering af fortællingerne støder journalisterne på? Og, mere
overordnet, hvad former de valg og handlinger, der afgør, hvad hundredetusindvis af
brugere møder på netavisen? Også i denne diskussion er erkendelsesinteressen både
praktisk-journalistisk og samfundsmæssig.

1.1 Problemformulering og begrebsafklaring

De ovenstående overvejelser leder hen til følgende problemformulering:

Hvilke digitale fortællinger har størst oplevelsespotentiale, og er disse

fortællinger realiserbare indenfor normale, redaktionelle rammer?

Digital fortælling opfattes som journalistisk indhold på netavisen, hvor mere end én
medietype optræder, og hvor strukturen er delvist styret af afsenderen. Medietype vil
her sige en bestemt kommunikationsform; tekst, billeder, lyd eller levende billeder.
Definitionen af den digitale fortælling uddybes i kapitel 2, hvor fortællingsbegrebet
med inspiration fra Roland Barthes og en række fortællingsteoretikere udbygges.

Begrebet oplevelsespotentiale knytter sig til begrebet brugeroplevelse og

fortællingens evne til at generere en sådan. Brugeroplevelsen omfatter både et

3
Se Gravengaard 2009, Schultz 2006, Brink Lund et al. 2009

7
umiddelbart og et refleksivt niveau, det vil sige både de følelser og sanser, der
fremkaldes af læsningen, og den efterfølgende bearbejdning i form af italesættelser og
minder. Fortællingen med det største oplevelsespotentiale bliver følgeligt den, der
viser sig i stand til at skabe stærke sanseindtryk, fæstne sig i hukommelsen og blive
en del af brugernes italesættelse. Oplevelsesbegrebet uddybes i kapitel 2 med
inspiration fra teorier om oplevelsesøkonomi.

Specialet tager udgangspunkt i jp.dk, og dermed i denne netavis’ klimasite og

nyhedspraksis. Normale, redaktionelle rammer skal dermed forstås som jp.dk’s
arbejdsvilkår og journalitiske forforståelser.

Udover de begreber, der nævnes i problemformuleringen, spiller følgende en rolle i

specialet og skal derfor kort defineres her: Multimedier er computerbaserede medier,
der kombinerer lyd, tekst og billede med interaktiv brug for øje. Og platform refererer
til den kanal, ad hvilken en eller flere medietyper distribueres: Web, den trykte avis,
radio eller fjernsyn.4

1.2 Specialets undersøgelser og videnskabsteoretiske position

Problemformuleringen søges besvaret gennem et tredelt empirisk studie:
• Kvantitativ beskrivelse af klimajournalistik på Danmarks tre ombibus-
netaviser, jp.dk, pol.dk og berlingske.dk
• Test af udvalgte digitale fortællinger på seks jp.dk-brugere
• Observationer af de redaktionelle rammer på jp.dk-redaktionen og interviews
med fem medarbejdere

Som nævnt er specialet socialkonstruktivistisk funderet og baserer sig dermed på en

opfattelse af, at viden og verdensforståelse skabes i menneskers sociale og sproglige
interaktion, og at virkeligheden først giver mening når den italesættes i en social eller
kulturel kontekst. Således udelukkes muligheden for at nå en endegyldig sandhed.5
Dette afføder en opfattelse af forskning som forankret i en social virkelighed og
dermed, at gennemsigtighed er nødvendig i forhold til specialets metodevalg for at

4
Se bl.a. Drotner et al. 2006: 304
5
Jørgensen et al. 1999: 14

8
kunne påråbe sig nogen form for gyldighed. Og det erindrer om betydningen af
identitet og social kontekst for brugeres og jp.dk-medarbejderes praksis.6

Socialkonstruktivisme står ikke alene som videnskabsteoretisk inspirationskilde. I

undersøgelsen af journalisternes praksis, brugernes umiddelbare oplevelser, samt i
interviews med begge grupper, ligger en interesse i individets følelser, sansninger og
verdensbilleder. Dermed indskriver specialet sig i en fænomenologisk tradition, der
bl.a. udforsker menneskers perspektiver på verden og artikuleringen af et
prærefleksivt niveau.7

Socialkonstruktivismen anerkender, at viden og holdninger kan eksistere på et ikke-

diskursivt niveau, og at andre faktorer end sproget alene har betydning for den
enkeltes praksis. Men socialkonstruktivismens relativisme og dens fokus på sprog står
som modpol til fænomenologiens anerkendelse af individets bevidsthed og oplevelser
som kilde til indsigt. For så vidt muligt at omgå modsætningen i at trække på to så
forskellige positioner, betragtes de som inspirationskilder til forskellige dele af
specialets undersøgelse. Fænomenologien ses som forståelsesgrundlag for den måde,
der søges at erherve viden om oplevelser og praksis ved at betragte andre processer
end de diskursive. Socialkonstruktivismen benyttes til at forstå og fortolke
identitetsarbejde og sociale sammenhænge som uomgængelige faktorer i forhold til
redaktionel og brugermæssig praksis. Samtidig danner socialkonstruktivisme ramme
om den måde, forskning og dens gyldighed ses på.

Alt i alt er specialet først og fremmest fortolkende og er det ud fra en

konstruktivistisk-fænomenologisk optik, og med hvad der dertil hører af den
kvalitative forsknings begrænsede evner til repræsentativitet. Det skal nævnes, at
specialet med sin kvantitative beskrivelse af netavisernes klimaartikler trækker på en
positivistisk tradition, der ligger langt fra den nævnte optik.

6
Kvale 2003: 62 og 225ff. Svith 2006
7
Christensen 2003: 137f

9
2 FORSTÅELSESRAMME I: OPLEVELSER AF DIGITALE
FORTÆLLINGER
Problemformuleringens spørgsmål om digitale fortællingers oplevelsespotentiale
fordrer en forståelse og en operationalisering af både digitale fortællinger og
oplevelser. Med afsæt i fortælleteori og oplevelsesøkonomi arbejdes i det følgende
hen mod disse forståelser. Til sidst i kapitlet opridses den eksisterende viden om
brugernes oplevelser af digitale fortællinger.

2.1 Den digitale fortælling

I det følgende skitseres først en klassisk forståelse af fortællebegrebet, og i den
forbindelse introduceres en række tilknyttede begreber. Derefter diskuteres, hvorfor
begrebet ikke uden videre kan overføres til en digital kontekst, og en ny definition af
fortællebegrebet forsøges sat i stedet. Til sidst i afsnittet gennemgås de vigtigste af de
digitale fortælle- eller historieformater, der beskrives i litteraturen, og de sættes i
relation til specialets fortællebegreb.

2.1.1 En klassisk opfattelse af fortællinger

Når fortællende journalistik skal defineres, henviser både teoretikere og praktikere til
fænomenet litteratur. F.eks. understreges ligheden mellem tekstuniverserne i
fortællende journalistik og realistiske noveller, og ifølge én definition er fortællende
journalistik ’faktaformidling forklædt som litteratur’. Definitionen stammer fra
Mikkel Hvids bog ’Fascinerende fortælling’ (2004).

Det litterære består i elementerne præmis, handling/plot og struktur, der tilsammen

skaber læsestof af høj kvalitet samt en spænding, der driver nysgerrigheden og giver
fremdrift i læsningen. Det er ikke bare en hovedpointe i Hvids bog, men en udbredt
opfattelse blandt fortælleteoretikere. I vid udstrækning er elementerne afgørende for,
hvorvidt der overhovedet er tale om en fortælling.8

Roland Barthes, en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige kulturteoretikere,

beskæftiger sig bl.a. med denne fremdrift, og hans tanker kan tilføje en vigtig

8
Hvid 2004: 11-16. Drotner et al. 1996: 231f. Clark 2008: 166f

10
dimension til forståelse af fortællingens egenart. Her skal ikke gås i dybden med hans
omfattende teoriapperat, men blot fremhæves begreberne kode og læsbar-skrivbar.

I sit essay S/Z (1973) analyserer Barthes en novelle ved hjælp af fem koder, som han
bruger til at forstå novellens forskellige virkemidler. F.eks. knytter han én kode til de
tekstdele, der fortæller om karaktertræk ved dens personer og en anden til tekstdele
med symbolske betydninger. I forhold til fortællingens fremdrift er især den såkaldte
hermeneutiske kode interessant. Koden afslører nemlig, hvilke virkemidler der
anvendes for på samme tid at drive fortællingen fremad mod et klimaks og forsinke
dens fremdrift.9 Med litteraturteoretiker og Barthes-fortolker Peter Brooks’ ord kan
den hermeneutiske kode ses som detours: Omveje i form af f.eks. dialogbidder og
detaljebeskrivelser, som holder læseren hen ved ikke i sig selv at forklare plottet, og
på samme tid driver læseren fremad.10 Detours er afgørende for at skabe en følelse af
spænding og for at gøre læsningen af fortællinger attraktiv.11

Barthes bruger begrebsparret læsbar (lisible) og skrivbar (scriptable) til at skelne

mellem fortællinger, der indbyder til henholdsvis passiv forbrugslæsning og aktiv,
produktiv læsning. Den læsbare tekst har et på forhånd tilrettelagt læse- og
forståelsesforløb, mens betydning og fortolkning i den skrivbare tekst vil være
forskellig fra læser til læser.12

Udover virkemidlerne plot, præmis, struktur og detours, lægger en del

fortællingsteoretikere vægt på endnu et definerende fortællingselement: Et menneske,
der kan skabe identifikation hos læseren.13 I Hvids optik knytter identifikationen sig
til fortællingens personer og skabes ved hjælp af en usynlig fortæller, der tillader
læseren at opleve bl.a. dialogbidder i stedet for blot at få dem refereret eller omtalt.14
Dermed bliver fortællingen i højere grad ’skrivbar’, da læseren må danne sine egne
konklusioner ud fra det oplevede. For de fleste andre fortællingsteoretikere er

9
Barthes 1973: 18-20, Cobley 2001: 13
10
Brooks 1992: 92f og 103f. Se også Clark 2008: 161-164
11
Bl.a. Cobley 2001: 13
12
Barthes 1973: 10f
13
Se bl.a. Steensen 2009B: 8-9. Sønnichsen et al 2002: 184. Hvid 2004: 14
14
Hvid 2004: 28-30

11
identifikation vigtigere end ’skrivbarhed’, hvorfor det for disse ikke er noget problem
med en synlig, følende fortæller, læseren kan identificere sig med.15

De nævnte litterære elementer er konstituerende for fortællinger i bredeste forstand.

Men før en fortælling kan karakteriseres som journalistik, må yderligere elementer
tilføjes rækken. Ifølge Roy Peter Clark (2001), en af den fortællende journalistiks
fædre, er det vigtigste element sandhed eller fakta. Hvor litteratur må digte, skal
journalistik indeholde dokumentation som kilder eller henvisning til faktiske forløb,
og den skal formidle kendsgerninger.16 Denne grundlæggende pointe bakkes op
utallige steder.17

Hvid tilføjer endnu et konstituerende element: Tydelig relevans. Fortællingen skal

lære læserne noget ’væsentligt og relevant om den verden, der omgiver dem’.18 Også
denne pointe synes der at være bred enighed om, både når det kommer til fortællende
journalistik og i den bredere diskussion af journalistik og journalistiske
nyhedskriterier.19 Opsummerende kan man sige, at de litterære og journalistiske
kriterier tilsammen skal gøre den fortællende journalistik i stand til at nå sit mål: At
informere om fortællingens emne og samtidig skabe en følelsesmæssig effekt hos
læseren – og give læseren muligheden for at reflektere over den sociale virkelighed i
et socialt eller eksistentielt perspektiv.20

2.1.2 Fortællinger i en multimedial kontekst

Det giver ikke umiddelbart mening at overføre ovenstående opfattelse direkte til web.
For hvor den trykte fortælling er opbygget med tydelig begyndelse og afslutning,
repræsenterer hyperteksten et fundamentalt anderledes struktureringsprincip, der
passer dårligt med en lineær fortælleform. Bl.a. Torben Nielsen (2004) taler om multi-
linearitet som definerende for internettet; i stedet for at følge én linje defineret af
afsenderen, skaber brugeren sin egen vej blandt internettets mange enheder.
Enhederne hænger sammen hver for sig og indbyrdes, men de er ikke bundet sammen
i en bestemt rækkefølge. Derfor sættes den lineære fortællings mulighed for
15
Se bl.a. Steensen 2009B: 9f
16
Hvid 2005. Clark 2001
17
Se bl.a. Hvid 2004: 80 og Drotner et al. 1996: 277f
18
Hvid 2005
19
Se bl.a. Kramhøft 13f
20
Hvid 2004: 86. Drotner et al. 1996: 302f

12
spændingsopbygning i udgangspunktet ud af kraft, ligesom det grundlæggende
fortællingskarakteristikum struktur ikke defineres af afsenderen.

Der er bred enighed om, at fortællingsbegrebet, som vi kender det fra tryk og film,
ikke uden videre kan overføres til internettet.21 Men der er langt fra enighed om, hvad
en digital fortælling så er for en størrelse. Og ingen tilbyder en i denne sammenhæng
brugbar definition af begrebet.

På den ene side findes computerspil-teoretikere, der arbejder med et fortællebegreb

tæt på det klassiske. Deres definition knytter sig til computerspil og omfatter ikke én
afsenderstyret linje, men en række handlingselementer, som brugeren sammenstykker.
Derved har brugeren indflydelse på fortællingen, der dog stadig har begyndelse, midte
og slutning, og stadig finder sted i et lukket, afsenderdefineret univers.22

På den anden side findes en ide om, at brugerens vej på internettet i sig selv kan
karakteriseres som en fortælling. Her bruges begrebet nærmere som synonym for den
vej, brugeren vælger på internettet, og den betydning, brugeren tilskriver denne.23

Fremherskende i litteraturen er en mere eller mindre eksplicit opfattelse af

hypermedialitetens interaktive muligheder som modsætning til narrativitet; som en
slags grundlæggende dikotomi mellem fortællingstyper.24 På den ene side er der
meget styrede fortællinger uden mange andre interaktionsmuligheder end at bladre i
romanen eller vælge computerspil-figurens vej gennem en række eksisterende scener.
Og så er der det ’totale anarki’,25 hvor brugeren skaber sin egen fortælling, og hvor
alle indholdskombinationer er en implicit eller potentiel fortælling.

Ingen af disse opfattelser er i sig selv anvendelige som grundlag for en undersøgelse
af fortællepraksis på klimaområdet. De lineære fortællinger giver ikke stor mening i
hypermedier. Og opfattelsen af fortællinger som noget udelukkende brugerskabt er
vanskeligt operationaliserbar og kun begrænset meningsfyldt, når sigtet er at

21
Se bl.a. Steensen 2009A: 13f og Myrthu 2004: 32
22
Rosenstand 2002: 10ff, Nolan 2003: 1-3
23
Se bl.a. Nolan 2003: 5f
24
Myrthu 2004: 32f og 100f
25
Ibid: 32

13
undersøge fortællingers oplevelsespotentiale. Hvor den første opfattelse er meget
snæver, er den anden nærmest uendelig bred. Samtidig kommer nettets mulighed for
at fortælle historier på fundamentalt nye måder, f.eks. ved at kombinere flere
medietyper, ikke til sin ret i nogen af de to opfattelser.26

Hvis vi, i stedet for at se opfattelserne som væsensforskellige og gensidigt

udelukkende, ser dem som repræsenterende forskellige grader af narrativitet, har vi et
stærkere redskab til at indkredse et nyt og bredere fortællebegreb og dermed til
kortlæggelse af praksis. Denne optik kan anskueliggøres ved at lade opfattelserne
være yderpunkter på et kontinuum mellem fuldstændig brugerstyret og fuldstændig
afsenderstyret narrativitet. I det ene yderpunkt har vi totalt anarki og brugeren som
altafgørende skaberkraft i en fortælling, der er skrivbar i højere grad end en trykt af
slagsen nogensinde ville kunne være. I det andet har vi den klassiske fortælling og
dermed én fast rækkefølge.

Brugerstyret Afsenderstyret
narrativitet narrativitet

Karakteristika: Karakteristika:
Multi-lineært Uni-lineært
Potentiel struktur Eksisterende struktur
Aktiv læser Passiv læser

Figur 1: Kontinuumet mellem brugerstyret og afsenderstyret narrativitet. Det afmærkede

område indkredser digitale fortællinger.

I mellem de to yderpunkter finder vi den tænkte fortælling, der balancerer

narrativitetens fordele i form af bl.a. en klart defineret struktur og de hypermediale
fordele i form af medskabelse, valgfrihed og interaktivitet. Her definerer afsenderen
oplevelsesrummet - fortællingens rammer eller univers, mens brugeren selv kan gå på
opdagelse i en lang række elementer og dermed være medproducent.

26
Nielsen 2004. Nolan 2003: 1ff

14
Udover et lukket oplevelsesrum og læserens indflydelse på indholdselementernes
rækkefølge må endnu et forhold tages i betragtning, før den digitale fortælling kan
defineres: Det multimediale. Ikke kun fordi begrebet uden et krav om tilstedeværelse
af flere medietyper ikke er meningsfyldt, eller fordi nettets muligheder ellers ikke
udnyttes særligt effektivt. Men også fordi den digitale fortælling må kunne tilbyde et
substantielt alternativ til attraktionerne ved den lineære fortælling: Den afgørende
spændingsopbygning, der i mange tilfælde ikke er realiserbar på nettet. 27 Og den
intimitet og fordybelse, som trykte fortællinger ifølge Myrthu (2004) og Steensen
(2009A) kan tilbyde.28 Netop brugen af forskellige medietyper, der taler til læserens
følelser og sanser på en grundlæggende anderledes måde end tekster, kan være en
sådan attraktion. En samlet definition kunne således lyde:
Den digitale fortælling består af et lukket oplevelsesrum med en række
indholdselementer, hvis synlighed og rækkefølge brugeren helt eller delvist
afgør, og som enkeltvis eller i kombination formår at skabe en følelse af
identifikation hos brugeren. Indholdselementerne repræsenterer desuden flere
forskellige digitale medietyper.

Hvorvidt og hvordan definitionen kan anvendes på netavisers nyheder diskuteres på

næste side. Her skal blot mindes om, at en fortælling kun kan kaldes journalistisk,
såfremt den lever op til journalistiske kriterier om fakta og relevans.

Den digitale fortælling kan antage mange forskellige udtryk med større eller mindre
grad af afsenderstyret narrativitet. Med udgangspunkt i figur 1 kan fortællingerne
siges at placere sig forskellige steder indenfor det afmærkede område afhængigt heraf.
F.eks. kan det klassiske narrative element spændingsopbygning alt efter emnet tænkes
at være vigtigt. Spændingsopbygning kræver en vis grad af afsenderstyring af
indholdselementernes rækkefølge, brugen af detours mv., og denne styring sker på
bekostning af modtagerens mulighed for selv at skabe fortællingen. Derfor vil en
spændingsopbyggende fortælling ikke befinde sig midt mellem de to yderpunkter,
men længere mod højre.

Eksemplet understreger desuden, at en fortælling ikke kan udnytte alle fordele ved
afsenderstyring og modtagerstyring samtidig, og at der ikke findes én formel for den

27
Dette bekræftes af Drotner et al 1996: 309 og Skovbjerg 2009: 163
28
Myrthu 2004: 93f. Steensen 2009A: 16ff

15
perfekte digitale fortælling. Fortællingens grad af modtager/afsenderstyring hænger i
stedet – ideelt set – sammen med det indhold, der skal formidles.

2.1.3 Nyheden som digital fortælling i teori og praksis

Skal nyhedsjournalistisk praksis forholdes til figuren på s. 14, vil de fleste historier
kunne placeres på kontinuumet, men ikke alle vil befinde sig inden for det afmærkede
område. Før en nyhed kan karakteriseres som digital fortælling må den, jf.
definitionen på foregående side, indeholde mindst ét indholdselement udover f.eks. et
kort nyhedsreferat og repræsentere flere medietyper end blot tekst. Argumentet er
således, at sammenstillingen af nyhedstekst med billeder, grafikker, links til relaterede
historier osv. kan fungere som elementer i et lukket oplevelsesrum, journalisten har
defineret. At artikler eller grupper af artikler på denne måde kan anskues som digitale
fortællinger går igen hos bl.a. Annegrete Skovbjerg (2009), der påpeger
fortællepotentialet i den journalistiske netartikels valgmuligheder og indgange.29
Desuden skal det nævnes, at nyheder kan siges at have narrative kvaliteter i kraft af
identifikationsmulighederne med interviewpersoner og – i nogle tilfælde – den
’automatiske’ spændingsopbygning, når læseren sammen med politiet jagter
sandheden eller løser gåden i f.eks. uopklarede mordsager.30

Ifølge Skovbjerg befinder netaviserne sig ”... i en brydningstid, hvor alle

udtryksformer nok er til rådighed, men hvor nye arketyper knapt er
udkrystalliseret.”31 Nils Ulrik Pedersen (2009) har med sine fire berettermodeller
gjort en slags forsøg. Modellerne beskriver, hvordan nyheder præsenteres og
organiseres på danske og udlandske sites, og de er de nyeste og mest udtømmende af
slagsen. De anvendes i det følgende som forsøg på at begribe netavisernes virkelighed
og til at forankre og forholde det teoretisk udledte fortællebegreb til praksis.

Den første berettermodel kaldes Berlingske-modellen og er karakteriseret ved at ’låne’

sit format fra tryk; modellen er lodret og vægten ligger på lineær læsning uden mange
links eller andre interaktive muligheder.32 Her er vi nærmere afsenderstyret end
brugerstyret narrativitet med en tekst, der meget vel kan leve op til den klassiske

29
Skovbjerg 2009: 165
30
Jf. Drotner et al. 1996: 275
31
Skovbjerg 2009: 156
32
Pedersen 2009: 108

16
fortællingsdefinition, men som ikke er en digital fortælling. Heller ikke selvom
modellen indeholder flere indholdselementer end blot artikeltekst, som f.eks. fotos.

Den anden er VG-modellen33. Også denne er lodret, det vil sige organiseret som en
lang artikel à la tryk, men der er interaktive valgmuligheder undervejs.34 Derfor må
brugeren siges at have valget mellem to læsestrategier: At følge afsenderens linære
artikeltekst eller sin egen vej gennem de forskellige elementer, afsenderen har stillet
til rådighed. Her er vi rykket nærmere modtagerstyret narrativitet. Links og
valgmuligheder undervejs kan potentielt fungere som detours – ved at forsinke
læserens vej mod slutningen af den lineære tekst og samtidig øge spændingen i
læseoplevelsen kva det valg, læseren træffer om ikke at klikke på linket men hænge på
teksten. Samtidig kan de, alt efter mængde og placering, tænkes af ’gennemhulle’
oplevelsesrummet og sende læseren ud i det ’totale anarki’.

Disse overvejelser gør sig også gældende for Politiken-modellen, en vandret model
med mange indgange, hvor ’læseren kan gå ind og ud af den samlede fortælling’.
Modellen betegner en slags nyhedsbuffet, hvor hver ny kilde mv. får sin egen korte
nyhed.35 Nyhedsbuffeten kan ideelt set fungere som et lukket oplevelsesrum og de
enkelte artikler som elementer, læseren kan bruge til at producere sin egen fortælling.
Forudsat tilstedeværelsen af flere medietyper kan det være muligt at realisere en
digital fortælling indenfor rammerne af denne model.

Det fjerde fortælleformat er CNN-modellen, hvor hver genre – video, analytiske

artikler og baggrund - har sit eget faneblad. Også denne model stiller et lukket
oplevelsesrum med mange muligheder til rådighed og har en indbygget flermedialitet.
Den kan derfor i udgangspunktet danne rammen om en digital fortælling. Den
vandrette opbygning og store læser-valgfrihed giver i høj grad modtagerstyret
narrativitet og udelukker dermed overordnet spændingsopbygning.36

33
VG henviser til den norske netavis vg.no
34
Pedersen 2009: 108
35
Ibid: 108-109
36
Pedersen 2009: 109

17
2.2 Oplevelse som begreb og fænomen
Mange af de nævnte fortælleteoretikere slår på fortællingers evne til at give brugerne
oplevelser ved at lade dem gen- eller medopleve en begivenhed og med multimedier,
fotos eller sproglig iscenesættelse at tale til sanser og følelser. Således findes en
implicit definition af oplevelse som et fænomen, der får brugeren til at sanse og føle,
og som skaber en illusion om at være til stede ved den formidlede hændelse.

Nærmere end dette kommer fortælleteoretikerne ikke oplevelsesbegrebet. Imidlertid

fordrer specialet et begreb, der kan beskrive digitale fortællinger som oplevelse både
med hensyn til, hvad der gør oplevelsespotentialet større eller mindre, og hvilke
målbare elementer, oplevelser består af.

Et sådant begreb indkredses og uddybes vha. oplevelsesøkonomi. Denne tilgang kan

bidrage til et oplevelsesbegreb, der kan fungere som forståelsesramme og analytisk
pejlemærke for brugernes oplevelse af digitale fortællinger. Hvordan dette er tilfældet
gennemgås herunder og i den afsluttende skitsering af specialets oplevelsesbegreb.

2.2.1 Et oplevelsesøkonomisk perspektiv

Oplevelsesøkonomi handler kort sagt om at bruge oplevelser som en måde at skabe
merværdi for virksomheder i salg af produkter og serviceydelser. Målet er at skabe en
positiv oplevelse, der får forbrugeren til at vende tilbage til afsenderen. Følgelig er
fokus, hvordan et produkt, en begivenhed eller noget helt tredje kan gøres til en
oplevelse, samt hvordan oplevelser skabes.37

Helt centralt står teoretikerne Pine og Gilmore (1999), hvis arbejde har dannet
grundlag for områdets efterfølgende forskning.38 De beskæftiger sig med oplevelser
både som produkt og som perspektiv på bl.a. kommunikation. Hos dem er oplevelsen
noget ’inherently personal’, der opstår mellem bruger og oplevelsesprodukt, og hvis
værdi ligger i de genererede minder.39

37
Se bl.a. Lund et al. 2005: 17f
38
Se bl.a. ibid: 36 og From et al. 2007: 71-72
39
Pine og Gilmore 1999: 19-20

18
Et centralt begreb hos Pine og Gilmore er’the richest experience’, den gode eller
fuldendte oplevelse, der anskueliggøres i et diagram som det nedenfor. Her befinder
den gode oplevelse sig i midten og indeholder dermed elementer af flere
oplevelsestyper: Den underholdende som teaterstykket eller koncerten, hvor brugeren
læner sig tilbage i sædet og nyder andres udfoldelse. Den lærende som
museumsrundvisningen, hvor brugeren gennem en mental eller kropslig indsats får ny
viden. Den æstetiske som den udsøgte middag, hvor brugeren gennem sine sanser
giver sig hen til nydelsen. Og endelig den eskapistiske som ekstremsport eller
livsstilsmagasinet, der lader brugeren forsvinde fra virkeligheden for en tid – og som
ofte giver stof til selviscenesættelse og dannelse af personlig og social identitet.

Figur 2: Oplevelsens dimensioner (efter Pine og Gilmore 1999)

Placeringen i midten illustrerer, hvordan den idealtypiske gode oplevelse på én gang

skaber indlevelse og absorbering; hhv. en kropslig eller følelsesmæssig gåen ind i
oplevelsen som ved sportsudøvelse og en opslugthed, som ved teaterstykket eller
livsstilsmagasinet.40 Midterplaceringen illustrerer også, at den gode oplevelse på én
gang lader brugeren være aktiv medskaber og passiv tilskuer, og at passive elementer
således ikke nødvendigvis er et onde.

Oplevelsestyperne kan sammen med fortælleteorien bidrage til diskussionen af, hvilke
oplevelser digitale fortællinger kan tænkes at give brugerne og dermed til det
40
Pine og Gilmore 1999: 30-38

19
grundlag, empirien senere betragtes ud fra (se kapitel 5). Selv nævner Pine og
Gilmore surfen på internettet som eksempel på en primært eskapistisk oplevelse, idet
brugerens egen deltagelse styrer en aktivitet, der kan fungere både som pause og som
et led i en selviscenesættelse. Begge dele kan tænkes at gøre sig gældende for brugen
af digitale fortællinger. Men både netavisen og fortællingen er pr. definition mere
’lukkede rum’, end det store, grænseløse internet, hvilket alt andet lige fordrer mindre
aktiv deltagelse. Og selvom den digitale fortælling, når det kommer til fordybelse og
opslugthed, næppe kan konkurrere med bøger eller film, kan den meget vel indeholde
’passive’ elementer af underholdningsmæssig karakter, ligesom multimediets
muligheder for at tale til mange sanser kan tænkes at udnyttes æstetisk eller lærende.

Pine og Gilmores tanker kan kritiseres på flere væsentlige punkter og er ofte blevet
det. Her skal fremhæves det ret mekaniske brugersyn, der bliver særligt tydeligt, når
deres tanker forsøges anvendt konkret som ovenfor. For det forventes nærmest, at
brugerne reagerer følelsesmæssigt, så snart de udsættes for de rigtige stimuli.
Afsenderen fremstår således som oplevelsens hovedansvarlige.

Flere danske oplevelsesøkonomer har arbejdet med et syn på oplevelser, der tillægger
brugeren større betydning. Af disse er Jantzen og Rasmussen (2004) mest vidtgående
ved at mene, at oplevelser ikke kan “planlægges, dirigeres eller orkestreres af en
ekstern manipulator.” Når det i specialet antages, at det et stykke hen ad vejen er
muligt at designe et produkt, der giver anledning til bestemte brugeroplevelser,
vælges tydeligt side i dén debat.

Ikke desto mindre fremstår Pine og Gilmores oplevelsessyn stadig overdrevent

afsendercentreret. Her kan forfatterne bag ’Følelsesfabrikken – oplevelsesøkonomi på
dansk’ (Lund et al. 2005) tilføre en vigtig dimension, idet de stiller brugerens
præferencer, identitet, forventninger og identitetsarbejde langt mere centralt end Pine
og Gilmore. Også Lund et al. mener, at en oplevelse er unik, men forklaringen er en
lidt anden: Det er den, mener de, fordi den skabes delvis gennem brugerens følelser,

41
Se bl.a. Jantzen og Rasmussen 2004: 4f
42
Ibid: 43

20
delvis gennem forventninger og erfaringer før oplevelsen og handlinger og
fortællinger efter oplevelsen.43

”Oplevelsen skabes i flere niveauer af tid og forudsætter både en forventning

om en oplevelse og en følelsesmæssig pirring. Oplevelsen er (...) den unikke
hændelse, der bliver til en oplevelse, idet den genfortælles.”44

Her er oplevelsen således i højere grad en refleksiv end en umiddelbar størrelse: Det,
brugeren sanser eller føler under en given hændelse, forvandles først fra erfaring til
oplevelse i det øjeblik, brugeren italesætter det. Således er brugeren i centrum for
fortællingen om oplevelsen, hvorigennem en social og personlig identitet konstrueres.
Betoningen af det refleksive er i tråd med specialets socialkonstruktivistiske ståsted.

Med Lund et al. kan et mere brugerorienteret og refleksivt syn indbygges i specialets
oplevelsesbegreb. Desuden bidrager forfatterne til diskussionen om ’den gode
oplevelse’ ved at nævne en række faktorer, der er afgørende for en oplevelses kvalitet
eller værdi: Uforudsigelighed, gentagelse, nyhedsværdi og personligt engagement.

Personligt engagement kan stort set forstås som Pine og Gilmores aktive deltagelse,
hvorved de passive elementer ikke tillægges ligeså stor oplevelsesværdi som aktive.
Høj nyhedsværdi giver høj oplevelsesværdi, mens gentagelser kan devaluere
oplevelsen; som filmen der mister en betydelig del af sin oplevelsesværdi, når den ses
anden eller tredje gang.45 Dog kan man argumentere for, at gentagelse i sig selv kan
være et oplevelseselement, som når det samme tv-show ses hver jul. Og samtidig kan
for meget uforudsigelighed skabe utryghed og afkræfte brugerens normer. Således er
også elementet uforudsigelighed tvetydigt, idet det både kan højne og forringe
oplevelsesværdien. Jantzen og Vetner (2005) overkommer til dels tvetydigheden
ved at beskrive, hvordan oplevelsen både skal være interessant, det vil sige have
nyhedsværdi og uforudsigelighed, og relevant, det vil sige passe ind i brugerens vaner
og dispositioner, for at give en betydelig oplevelse.

43
Lund et al. 2005: 34f
44
Ibid: 25
45
Fra Bille et al. 2008: 34-35
46
Lund, et al. 2005: 19-20
47
Jantzen et al. 2005: 248-254

21
Overført på digitale fortællinger kan formater, der i netavis-konteksten fremstår nye,
tænkes at overraske både positivt og negativt, alt efter brugerens præferencer.
Nyhedsværdi kan udover nye formater forstås som journalistisk nyhedsværdi, hvilket
må formodes at være en væsentlig grund til at besøge nyhedsaviser.

Diskussioner om betydningen af oplevelsens kontekst eller setting har ingen

fremtrædende plads i litteraturen.48 Og betydningen af egenskaber ved det produkt,
der skal generere oplevelsen, er stort set fraværende. Begge dele antages at spille en
rolle, særligt når fokus som her er test af eksisterende oplevelsesprodukter og ikke,
som det ofte ses i oplevelsesøkonomien, oplevelsesdesign fra bunden. Med dette in
mente bruges oplevelsesøkonomiens begreber i det følgende til at definere et for
specialet operationaliserbart oplevelsesbegreb.

2.2.2 Specialets oplevelsesbegreb

Specialets henter sin forståelse af oplevelsens grundkarakteristika i
oplevelsesøkonomien, idet en oplevelse opfattes som noget unikt og personligt, der
opstår i brugerens samspil med oplevelsesproduktet. Desuden opfattes oplevelser som
konstitueret dels af et umiddelbart niveau bestående af sansninger, følelser mv., dels
af et refleksivt niveau bestående af forventninger, minder, fortællinger og andet
identitetsarbejde, der vedrører oplevelsen.

Den digitale fortællings evne til at generere ovenstående afgør følgelig dens potentiale
som oplevelse. Sandsynligheden for, at fortællingen er i stand til netop det, formodes
at hænge sammen med dens evne til at fremstå ny og uforudsigelig, til at gøre
brugeren til medskaber og fastholde opmærksomheden og endelig til at generere
minder – herunder brugerens mulighed for at italesætte eller efterbehandle oplevelsen.

Ud fra en tankegang om, at detours, der ifølge fortællingsteorien kan bidrage positivt
til brugeroplevelsen (se s. 22), kan forstås som en slags passive oplevelseselementer,
lægger specialet sig op af Pine og Gilmores opfattelse af disses værdi. Udover en
eventuel detour-effekt antages passive elementer at kunne tilføre digitale fortællinger
underholdningsmæssige eller æstetiske kvaliteter, igen jf. Pine og Gilmore. Aktive

48
Se dog Boswijk 2007: 205

22
elementer skal dog altid være til stede, jf. fortælleteoriens diskussioner om
medskabelse og skrivbarhed og konsensus blandt oplevelsesøkonomer.

Med hensyn til forholdet mellem bruger, afsender og oplevelse antages det, at
afsenderen kan skabe en fortælling, der indeholder et potentiale til at give brugeren en
oplevelse – og en bestemt oplevelsestype. Men brugeren afgør, hvorvidt potentialet
realiseres. Hvorvidt brugerens afgørelse falder ud til afsenderens fordel, afhænger af
brugerens præferencer. Samtidig tages højde for testkonteksten med forhold som
graden af frivillighed, produktets brugervenlighed og dermed brugerens mulighed for
at navigere i oplevelsesproduktet og dermed for at aktiv medskabelse.

Formuleret som en egentlig definition kan ovenstående opsummeres således:

I relation til digitale fortællinger forstås oplevelsen som et fænomen, der
opstår i brugerens samspil med fortællingen, forudsat at brugerens
dispositioner og præferencer gør det relevant og interessant for vedkommende
at realisere den givne fortællings oplevelsespotentiale. Oplevelsen består ikke
blot af det umiddelbare samspils følelser og sansninger, men også af minder,
refleksioner og identitetsarbejde.

Specialets undersøgelsesdesign og analyseværktøjer opstilles på baggrund af denne

definition samt definitionen på digitale fortællinger og gennemgås i metodekapitlet.

2.3 Eksisterende viden om oplevelser af digitale fortællinger

Den eksisterende viden om netavis-brugeres oplevelse af digitale fortællinger er
begrænset i to henseender. Først og fremmest har forskningen på området
hovedsageligt været kvantitativ og fokuseret på det oplevelsesniveau, brugeren selv
kan formulere. I denne kvantitative tilgang ’tabes’ betydningen af brugerens minder,
umiddelbare reaktioner samt muligheden for at spørge ind til følelser og sansninger,
der i første omgang undslipper det diskursive plan.

Den i medieforskningen udbredte kvalitative receptionsanalyse anvendes stadig oftest

på ’gamle’ lineære medietyper som film og tv og ikke på webbaserede medier. Den
overser desuden betydningen af minder. I det såkaldte digitale design fokuserer man
med begrebet user experience godt nok på web, men her er forskningsobjektet
traditionelt kommercielle websites og ikke nyhedssites, ligesom oplevelsesbegrebet er

23
noget snævrere end oplevelsesøkonomiens.49 Derfor er der heller ikke på dette
område megen konkret viden at hente.

Den eksisterende viden om digitale fortællinger er også begrænset i en anden

henseende. Forskningen i online-journalistik har nemlig været nyhedsfokuseret og
ikke interesseret sig for, hvad multimedialt udstyr og andre oplevelseselementer
betyder for brugeren. Selvom den velkendte Poynter Eye Track undersøgelse kan give
et fingerpeg om amerikanske læseres nyhedssite-præferencer, er spørgsmålet langt fra
besvaret. Poynter-undersøgelsen har i øvrigt modsat mange andre lignende
undersøgelser beskæftiget sig noget med oplevelsernes minde-dimension og vist, at
mange indgange øger sandsynligheden for, at brugeren husker artiklens indhold.50 Fra
Poynter og fra egentlige kvantitative undersøgelser51 ved vi, at brugernes præferencer
går i retning af tabloidt stof og – på net-tv-fronten – de meget korte klip, og at lange
netartikler generelt ikke læses. Men hvorfor dette er tilfældet, og om forklaringen skal
findes i redaktionelle prioriteringer af netop dette stof, i brugernes præferencer eller i
noget helt tredje, står ubesvaret.

Forskningens manglende fokus på digitale fortællinger spejler efter alt at dømme

praksis: Der bliver produceret langt flere korte nyhedstekster end egentlige digitale
fortællinger. Området er dog i hastig udvikling, og især USA har været foregangsland
i forhold til at kombinere tekst, lyd, foto mv. i nye formater.52

I skandinavisk perspektiv er både Sverige og Norge relativt langt fremme i forhold

nye fortælleformater.53 Norske Steen Steensen (2009C) gør da også med
udgangspunkt i en norsk netavis op med både det kvantitative og nyhedstilgangen ved
at fokusere på fortællende netjournalistik. Men metoden er tekstanalytisk. Med
specialets terminologi kan Steensen siges at afdække oplevelsespotentialet i en række
digitale fortællinger men ikke interessere sig for, hvorvidt potentialet realiseres.

49
Se bl.a. Zimmermann 2008: 17ff
50
Smistrup 2009: 52
51
Refereret i Skovbjerg 2009: 159 og 166f
52
Se bl.a. Myrthu 2004: 46
53
Pedersen 2009: 96

24
3 FORSTÅELSESRAMME II: NETJOURNALISTERS VILKÅR
OG FORFORSTÅELSER
Her følger her en kort gennemgang af strategiske, praktiske og normmæssige forhold,
der påvirker og former nyhedsredaktioners arbejde. Disse forhold er afgørende for,
hvorvidt og under hvilke omstændigheder en given digital fortælling kan realiseres og
er således vigtige for den senere analyse.

3.1 Nyhedskriterier og nyhedsproduktion

Hvilke hændelser ser, vælger, behandler og udgiver medierne som nyheder? Og
dermed: Hvilke typer fortællinger har reelt mulighed for at blive publiceret? Ifølge
Holm et al. (2000) afhænger svaret af fire processer eller planer, der fungerer i
samspil med hinanden og på tværs af redaktionslokalet og det omgivende samfund:
På det ubevidste plan har journalistens og redaktørernes selvforståelse betydning for
valg og udformning af nyheder. På det bevidste plan former journalistens,
redaktionens og mediets klare holdninger og strategiske valg samt den organisatoriske
struktur stofudvælgelsen og formidlingen. På input-planet beskriver Holm et al.
indflydelsen fra medieeksterne faktorer som f.eks. kilderne og de hændelser, der kan
blive til nyheder og med output de forestillinger, journalister og medier gør sig om
modtagerne og om betydningen af deres eget medieprodukt.54

54
Holm 2000: 29

25
Figur 3: Nyhedsproduktionens processer (fra Holm et al. 2000)

Holm et al. har opstillet figuren på baggrund af en analyse af mediernes

udlandsdækning, men den kan fint bruges til at strukturere den følgende skitsering af,
hvilke faktorer der påvirker og styrer nyhedsproduktion generelt. Og den illustrerer en
vigtig pointe i forhold til en, ifølge flere sociologisk-funderede teoretikere, typisk
journalistisk nyhedsopfattelse: Nyheder er ikke, som en del journalister vil mene,
noget, der findes ’derude’ i mere eller mindre færdig form, og som blot udvælges ud
fra de fem nyhedskriterier; væsentlighed, konflikt, identifikation, aktualitet og
sensation og derefter formidles med det, Erik Valeur kalder ’tilstræbt objektivitet’.55 I
stedet er de resultatet af en lang række valg, menneskelige relationer og komplicerede

55
Valeur 1993: 152. Gravengaard 2009: 72ff. Kramhøft 2003: 51f

26
processer, der involverer mange andre og meget andet end blot journalisten og
nyheden. Eller sagt med lidt andre ord: Nyheder er konstruerede.56

Hverken Ida Schultz (2006) eller Gitte Gravengaard (2009), der begge har skrevet
ph.d. om nyhedsproduktion, underkender den enkelte journalists indflydelse eller
indflydelsen af de fem nyhedskriterier, som alle landets journaliststuderende lærer at
se som grundlæggende for al nyhedsarbejde. Men de sætter begge spørgsmålstegn ved
den forklaringskraft for mediernes nyhedsudbud, mange lærebøger – og i nogen grad
magtudredningen - tillægger kriterierne.57 Bl.a. påpeger de, at der findes flere kriterier
end de fem. Schultz foreslår kriteriet eksklusivitet, det vil sige en histories potentiale
til at sætte dagsorden og blive citeret.58 Dette er i tråd med Lars Kabel (2009A). Kabel
lister en række medieinterne nyhedskriterier, der hjælper mediet til at positionere sig i
forhold til konkurrenter og brugere, og som udover et eksklusivitetskriterium bl.a.
omfatter fotomuligheder og såkaldte news you can use.59 Denne positionering knytter
an til den væsentlige pointe, at medierne trods mange idealer om at have en
demokratisk funktion som ’den fjerde statsmagt’ skal overleve på kommercielle
vilkår. At idealet stadig trives kommer i øvrigt til udtryk både i mediernes
formålsparagraffer, reglerne for presseetik og ikke mindst i kritikken af den såkaldt
øgede tabloidisering: At medierne leverer sex, vold og underholdning til
medieforbrugeren, af hvem deres overlevelse afhænger, frem for demokratisk
nødvendig journalistik til samfundsborgeren.60

Endnu en grund til Schultz’ og Gravengaards spørgsmåltegn ved nyhedskriteriernes

forklaringskraft er, at der som nævnt er en lang række andre faktorer i spil. Med
Gravengaard kan en del processer på det ubevidste plan forklares som de magtspil og
forhandlinger, der konstant foregår mellem både kilde og journalist, journalisterne i
mellem og mellem journalist og ledelse.61

Mellem det bevidste og ubevidste plan finder vi journalistens og journalistikkens

forankring i en given medieinstitution. Her spiller på den ene side ikke-italesatte
56
Gravengaard 2009: 73-74 og 81. Kabel 2009A: 23ff
57
Jf. bl.a. ibid: 73 og Schultz 2006: 223
58
Schultz 2006: 223
59
Kabel 2009A: 28
60
Hjarvard 1999: 34, Kabel 2009A: 28
61
Gravengaard 2009: 83-84

27
måder at gøre tingene på og Holm et al.’s ’korpsånd’ og på den anden side eksplicitte
strategier, visioner, tidsressourcer og organistionsstrukturer alt sammen en rolle for
nyhedsproduktionen.62

Den fjerde proces, output, kan forklares ved hjælp af begrebet ’den abstrakte anden’,63
forestillingen om den læser eller bruger, journalisten henvender sig til. Den abstrakte
anden kan sidde i baghovedet allerede i stofudvælgelsen, men Leif Becker Jensen
(2000) beskriver først og fremmest betydningen for nyhedsproduktionens
grundlæggende formidlingslogik: Artiklen og mediet kæmper om opmærksomhed
med et væld af artikler og medier, oven i købet fra en potentielt uinteresseret læser.
Derfor er det vigtigt at kommunikere så effektivt som muligt ved at gøre stof og sprog
nærværende og underholdende.64

3.2 Netjournalisternes ændrede vilkår

Er netjournalistikken underlagt de samme kriterier, idealer, vilkår og processer som
den øvrige nyhedsproduktion? Et langt stykke hen ad vejen er svaret ja. Omnibus-
netavisernes redaktioner er forankret i de samme mediehuse, med de grundlæggende
samme ledelsesstrukturer, formål og traditioner, som den trykte presse. Og
netjournalisterne er for de flestes vedkommende uddannet de samme steder som alle
andre journalister og dermed i vid udstrækning udstyret med samme ’rygmarv’.65

Således har Holm et al.’s model ikke mistet sin forklaringskraft. Til gengæld kan man
argumentere for, at nogle af faktorerne i modellen har større betydning i netavisernes
nyhedsproduktion, og at forholdet mellem nogle af processerne er under forandring.

Først og fremmest forstærkes betydningen af to grundlæggende arbejds- og

metodevilkår: Opmærksomhedskampen fordi konkurrerende medier hele tiden kun er
et klik væk. Og kapløbet mod konkurrenterne, fordi der principielt er konstant
deadline og mulighed for hele tiden at opdatere en historie. Dermed forstærkes også

62
Holm et al 2000: 20f. Gravengaard 2009: 78
63
Se bl.a. Meilby 1999 og Valeur 1993
64
Jensen 2000: 20f
65
Se bl.a. Skovbjerg 2009: 163

28
betydningen af aktualitetskriteriet og af nogle af de såkaldt medieinterne
nyhedskriterier, især live-potentialet.66

Det konstante kapløb om positionering og læsergunst påvirker netjournalisternes

arbejdsmetode og arbejdsdag. F.eks. går en del tid med at overvåge konkurrerende
nyhedsmedier, så hurtigt som muligt citere de historier, der ’breaker’, og derefter
følge op med citat- og mellemregningshistorier. Kapløbet og kravet om hurtighed har
betydning for forholdet mellem ’input’ og det endelige redaktionelle valg. Tiden til at
tjekke kilder og bureauer bliver nemlig markant kortere, og i netmediernes mange
citathistorier kan fejl nemt reproduceres.67

Fejlene kan ifølge bl.a. Kabel gå udover troværdigheden. Det samme kan nogle af de
andre kritikpunkter, det konstante publicerings- og opdateringsflow afføder. F.eks.
består en stor del af netmediernes billedforbrug af billige arkivfotos, hvis manglende
evne til at uddybe historien, ifølge Søren Pagter (2009), går udover troværdigheden.68

Et øvrigt hyppigt fremført kritikpunkt mod netjournalistikken er, at der finder en øget
tabloidisering sted. Kriterierne sensation og nærhed spiller en stadig større rolle og
væsentlighed en mindre.69 Også feltets mere analytiske røster påpeger, at sensation er
vigtig i kampen om læsernes gunst.70 Og læsergunst er afgørende for denne
tabloidisering: I langt højere grad end på andre medier kan redaktionen gennem
’klikstatistikker’ følge den enkelte artikels popularitet og således skabe en form for
overblik over gennemsnitsbrugerens præferencer. Med Holms terminologi kan man
argumentere for, at antagelser om brugerens behov kan tænkes at være flyttet
nærmere input-planet.

Alt i alt er der enighed om, at netjournalistikkens nøgleord er hurtighed og flow.

Spørgsmålet er så, hvordan disse kriterier spiller sammen med nettets potentiale til at
skabe fundamentalt anderledes fortællinger. Bl.a. Skovbjerg (2009) nævner, hvordan
den digitale fortælling fordrer arbejdsmetoder, der konflikter med journalistiske

66
Kabel 2009A: 26-27. Se også Steensen 2009A: 703
67
Kabel 2009B: 34-38
68
Pagter 2009: 150f
69
Kritik-eksempler kan ses hos Widding 2009 og Fremmen 2009
70
Se Skovbjerg 2009: 168 og Kabel 2009A: 28

29
arbejdsmetoder: Den digitale fortælling og udnyttelsen af flere medietyper kræver stor
planlægning og integration af de traditionelle arbejdsfaser research og formidling.71
Og en Poynter-undersøgelse påpeger, at netredaktørernes største arbejdsudfordring er
at tilpasse arbejdskultur til ’den digitale tidsalder’.72

Skovbjerg antyder desuden en konflikt mellem den ubevidste journalistiske ’rygmarv’

og nettets oplagte fortællepotentialer. F.eks. er konventionerne for tv-nyheder flyttet
med fra fjernsynet til de anderledes omgivelser på nettet, selvom bl.a. engelske
brugerundersøgelser viser, at dette ikke er det mest populære format.73

Både i forhold til det, vi tidligere kaldte ’effektiv kommunikation’ og til realisering af
digitale fortællinger og deres oplevelsespotentiale, er tesen således, at der er
væsentlige barrierer i netjournalisternes vilkår, arbejdsmetoder og konventioner eller
ideer om, hvad en god fortælling er.

71
Skovbjerg 2009: 166. Kramhøft 2003: 30
72
Edmons et al. 2007. Se også Myrthu 2004: 40
73
Skovbjerg 2009: 163

30
4 METODE
Specialets undersøgelse kan opfattes som et tredelt empirisk studie. Først en
registrering af omnibus-netavisernes klimaartikler, som viser, hvilke fortællinger der
stilles til rådighed for brugerne og dermed indenfor hvilket rum, specialet navigerer.
På baggrund af dette kvantitative grundlag vælges en række digitale fortællinger, der i
den anden del testes på en række brugere. Og med resultaterne af dette in mente
analyseres den sidste del, de redaktionelle rammer på jp.dk, for endeligt at besvare
problemformuleringen.

De tre dele har forskellige empiriske grundlag og fordrer brugen af forskellige

metodikker. Disse gennemgås i det følgende. Først redegøres kort for valg af case.

4.1 Valg af case, testdeltagere og interviewpersoner

Der er ingen entydige regler for, hvor mange cases der kræves for at belyse en given
problemstilling. Her er valget faldet på én, klimajournalistik på jp.dk. Det er
hensigtsmæssigt, da denne case i sig selv er omfattende. Jp.dk er således
omdrejningspunktet i såvel specialets modtager- som afsenderdel, nemlig i
udvælgelse af brugere til oplevelsestesten og i analysen af de redaktionelle rammer.
Testdeltagerne er med andre ord valgt, så de vidt muligt repræsenterer demografiske
karakteristika for jp.dk’s brugergruppe (se bilag 8). Og jp.dk’s redaktion opfattes som
antydet i indledningen som typisk case74 for omnibus-netredaktionerne. Hvor typisk
jp.dk er i forhold til det lille felt af danske omnibus-netaviser, der har hver deres
profil, kan selvfølgelig diskuteres.

I specialets kvantitative grundlag figurerer ikke kun jp.dk men også pol.dk og
berlingske.dk. Dette har flere årsager. For det første giver en optælling på tre
netaviser et større og bredere udsnit af digitale fortællinger. Det er måske ekstra
vigtigt, når fokus er jp.dk, der – formentlig grundet sin primære målgruppe - næppe
kan anses som firstmover på det digitale område (se bilag 5 og 8). Og for det andet
besøger netbrugeren ofte mere end en netavis, hvorfor det er nødvendigt med overblik
over alle tre aviser for at forstå hvilke fortællinger, de har til rådighed.

74
Jf. Neergaard 2001: 23

31
4.2 Registrering af klimaartikler
Forbilledet for artikel-registreringen er Pedersens (2009) væsentligt mere omfattende
registrering af skandinavisk netjournalistik. Således er de tre tophistorier på hver af
netavisernes klimasektioner registreret to gange dagligt i optællingsperioderne,
ligesom der er tjekket for opdateringer og registreret grundlæggende ’fortællings’-
karakteristika som antal links, billeder, interaktivt indhold mv. Derudover er i samme
periode udarbejdet en liste over klimasektionernes mere blivende indhold, idet dette i
flere tilfælde omfattes af specialets fortælledefinition (bilag 7).

Screendump der illustrerer opdelingen og placeringen af nyhedsartikler og mere blivende

klimaindhold: Centralt i billedet er de tre nyhedsartikler, der registreres dagligt . Indholdet til
højre (bl.a. ’COP15 Copenhagen’) registreres som mere blivende.

Repræsentativiteten i forhold til netavisernes øvrige journalistik er diskutabel, særligt

da casen klima er udvalgt netop pga. den ikke-repræsentative tilstedeværelse af
multimedialt stof. Samtidig skal antallet af registrerede artikler, samt i nogen grad
deres karakteristika, ses i lyset af det forestående topmøde, og det er vigtigt at huske
på undersøgelsens sigte: På systematisk og redelig vis at definere det rum, indenfor
hvilket specialet og de testede brugere navigerer, og ikke at indsamle data der kan
generaliseres til nyhedsjournalistik generelt eller til tiden efter COP15.

32
I analysen af de indsamlede data udkrystalliseres tre digitale arketyper, som bruges
iterativt dels som hjælp til at udvælge artikeleksempler til brugertests (se nedenfor) og
dels som terminologi til at analysere disse digitale fortællinger som oplevelse.

Indsamlingsperioden foregik over en periode på to gange fire dage og blev placeret

samtidig med observationsperioderne - 6.-9. oktober og 23.-26. november 2009 - for
om muligt at give observationerne et kvantitativt grundlag. Artiklerne blev registreret
klokken 8 og 14 og tjekket for opdateringer en time efter disse tidspunkter.

Det skal i øvrigt nævnes, at den oprindelige tanke var at knytte klikstatikstikker fra
jp.dk til de optalte artikler for således at kunne beskrive brugernes klimajournalistiske
præferencer kvantitativt. Dette viste sig af en række praktiske grunde umuligt at
indhente,75 men i analysen nævnes kort den overordentligt begrænsede statistik, der
har været tilgængelig (se bilag 10).

4.3 Brugeroplevelser: Test af seks jp.dk-brugere

I alt seks brugere blev hvervet gennem såkaldt snowball-sampling76 og testet. Testene
har tre led og trækker på metoder anvendt indenfor bl.a. digitalt design.

Tænke-højt-test: En klassisk brugervenligheds- og user experience-testform, hvor

brugeren præsenteres for en række eksempler og bedes om at ’tænke højt’.77 Tanken
er, gennem denne italesættelse og gennem testdeltagerens spontane udbrud, at få
adgang til oplevelsens umiddelbare niveau. Grundlaget er seks artikler udvalgt ud fra
evnen til at repræsentere de digitale arketyper og aktualitet i testperioden, december
2009. Før testartiklerne fremvises for deltagerne, bedes de om at navigere så naturligt
som muligt på jp.dk’s forside for at få indblik i deres normale præferencer og
navigationsmønstre. Samtidig opvejer dette delvist to begrænsninger ved testdesignet:
For det første at det er svært at få adgang til oplevelsen af de løbende historier, der
udgør en vigtig del af stoffet på netavisen (jf. kapitel 5). De fleste deltagere vil have
læst netavisen mindst én gang på testdagen, og deres reaktion på eventuelle
opdateringer af tidligere læste historier kan dermed i nogen udstrækning testes ved at

75
Bl.a. var systemet i første registreringsperiode ikke sat op til at måle på klimaartikler. Jp.dk har på
intet tidspunkt registreret kliktal for ’mere blivende indhold’.
76
Halkier 2008: 31
77
Se bl.a. Molich 2003: 134ff

33
inddrage forsiden. For det andet går deltagerne glip af forsidemanchettens henvisning,
da de sendes direkte ind på testartiklen. Dermed overses manchettens eventuelle
betydning som oplevelseselement. I deres færd på jp.dk-forsiden kan deltagernes
reaktioner på manchetterne observeres, og denne begrænsning imødegås.
Screendumps af og links til testartiklerne findes i bilag 2.

Optimalt set interviewes deltagerne i de omgivelser, hvor de normalt anvender

netaviserne; hjemme eller på jobbet. I to tilfælde bad testdeltagere dog om at mødes
andre steder, hvilket blev efterkommet. Af de øvrige blev flest interviewet hjemme,
hvilke gav anledning til en væsentlig mangel ved den indsamlede empiri: I to tilfælde
var internetopkoblingen for langsom til at afspille levende billeder. Retrospektivt
burde dette have været sikret på forhånd.

Kvalitativt interview om oplevelsen af artikeleksemplerne og brugerens præferencer

og dispositioner: Et gængs værktøj i oplevelses- og medieforskningen med det formål
at forstå verden ud fra interviewpersonens synspunkt.78 Interviewene giver mulighed
for at spørge ind til oplevelsens refleksive niveau, herunder netavis-brugens rolle i
deltagernes sociale liv, samt til vaner, præferencer og dispositioner i øvrigt.
Interviewene giver også mulighed for at spørge til ting, der ikke indfanges i
testsituationen, f.eks. adfærden overfor løbende opdateringer, samt for at forholde
deltagerne testfasens konklusioner.79 I praksis var test og interview ikke så opdelt som
her beskrevet. Begge dele findes transkriberet i bilag 3.

Recall-test: Huske-testen bruges i medie- og reklameforskningen80 og har i specialet

som formål at give adgang til den vigtige oplevelsesdimension minder. Testdeltagerne
fik valget mellem interview pr. telefon eller pr. mail for at imødese deres præferencer
og travle hverdage, men i retrospektiv var dette hensyn forkert at tage. De tre
telefoninterviews står klart stærkest pga. muligheden for at spørge ind til erindringer
og holdninger. Spørgeguiden til recall-testen er i øvrigt designet, så hukommelsen
’hjælpes’ mere og mere undervejs. Først spørges bredt, derefter detaljeret. (Se bilag 4)

78
Kvale 2003: 17f
79
Jf. Kvale 2003: 149ff
80
Se bl.a. Mesbah 2006 og Ricci 2002

34
4.4 Redaktionelle rammer: Observationer og interviews
Til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt oplevelsesrige digitale fortællinger kan
realiseres indenfor normale redaktionelle rammer, benyttes to metoder:

Observation: En i stigende grad anvendt metode, når målet er at afdække redaktioners

vilkår, forforståelser mv.81 I alt observeres jp.dk-redaktionen fire arbejdsdage fordelt i
to forskellige uger (uge 41 og 48 2009). Overordnet var der tale om passiv
observation, men med den relativt korte observationsperiode in mente bedtes
journalisterne, når deres praksis var svær at afkode, sætte ord på tanker og handlinger.
Litteraturen på området fraråder ellers dette, idet den passive observatør helst skal
fungere som en ’flue på væggen’.82 Sideløbende med observationerne af
journalisternes praksis blev forsiderne på pol.dk og berlinske.dk samt de såkaldte
klikstatistikker tjekket, da dette fremstod som væsentligt for redaktionens arbejde.

Kvalitative interview: Som i brugertesten anvendes interviewene til at få adgang til

interviewpersonernes verdens- og virkelighedsforståelse. Samtidig giver de mulighed
for at spørge ind til observeret adfærd og forholde journalisterne konklusioner, der er
lavet på baggrund af observationerne. Dermed laves en slags metodetriangulering.83
Fem medarbejdere blev interviewet, herunder internetchefen der, jf. kapitel 3,
formodes at have betydning for fortællingernes realiseringsmuligheder.

Der er foretaget flere klare afgrænsninger. Dels fokuseres på netredaktionen og ikke

mediehuset Jyllands-Posten, selvom mediehusets traditioner, ledelse mv. spiller en
rolle. Og selvom organisationsteoriens begreb forandringsparathed kunne bidrage til
vurderingen af digitale fortællingers realiseringsmuligheder, fravælges
organisationsteori som forståelsesramme til fordel for mere mediespecifik viden om
processer og kriterier (se s. 25).

81
Se bl.a. Steensen 2009A: 708 og Schultz 2006: 12-13
82
Spradley 1989: 56
83
Svith 2006

35
5 ANALYSE
I første del af analysen opridses, på baggrund af artikel-registreringen,
grundkarakteristika ved de tre netavisers klimaartikler med fokus på deres potentiale
som digitale fortællinger. I samme forbindelse diskuteres artiklerne i forhold til
Pedersens berettermodeller (se s. 36) og til tre digitale arketyper, der kan skitseres på
baggrund af de indsamlede data.

Som nævnt i metodekapitlet danner ovenstående grundlag for udvælgelse af seks

klimaartikler, der testes på en gruppe brugere. Resultaterne diskuteres i analysens
anden del. I tredje del skitseres de redaktionelle rammer på jp.dk.

Sammen gør analysens dele det muligt at finde svar på, hvilke fortællinger der
indeholder det største oplevelsespotentiale, og hvorvidt disse kan realiseres på jp.dk.
Dette svar findes i specialets konklusion på s. 64.

5.1 Netavisernes klimajournalistik

I alt blev 75 nyhedsartikler registreret på klimasektionerne i de to optællingsperioder,
heraf klart flest, 50, i den sidste periode, hvor der var mindre end en måned til
COP15. Af det samlede antal stod berlingske.dk for 32, pol.dk for 23 og jp.dk for 20.

Udover nyhedsartikler var der på alle tre klimasektioner indhold af mere blivende
karakter. I alt 44 sådanne elementer blev registreret. Heraf bestod de fleste af
automatisk generede linksamlinger og lister, mens blot fire i sig selv kunne
repræsentere digitale fortællinger med en sammenstilling af forskellige medietyper i
et lukket oplevelsesrum (jf. definitionen s. 15). Af disse fandtes ingen på jp.dk, hvis
blivende indhold derimod talte afstemninger, debatmuligheder og tests (se bilag 7).

I nyhedsartiklerne var det derimod småt med interaktivt indhold, og medietyperne

tekst og foto dominerede alle tre netaviser. En del artikler linkede til relateret video,
mens grafikker, billedserier, soundslides og interaktive elementer stort set var
fraværende. En undtagelse var muligheden for at kommentere enkelte jp.dk-artikler.

36
Fælles for netaviserne var også brug af arkivbilleder. 60 artikler, og dermed langt de
fleste, er i følgeskab med et foto, og dette var for tre ud af fires vedkommende fra
arkiv. Et yderligere fællestræk var en stor mængde i vid udstrækning automatisk
genererede tilknyttede links, samt at artiklerne stort set aldrig blev opdateret.

Derudover adskiller både link-brug og øvrige elementer – som mellemrubrikker,

artikellængde og tilstedeværelse af andre medietyper end tekst og foto – sig fra
netavis til netavis. Hvordan gennemgås nedenfor. Her skal det blot nævnes, at der på
indholdssiden var betydelige overlap mellem de tre; ikke bare bragtes de samme
Ritzau-telegrammer, også emnemæssigt beslægtede nyheder om f.eks. statslederes til-
og frameldinger til COP15 fyldte meget.

Desuden skal klikstatistikkerne ganske kort inddrages for at anskueliggøre, hvor

mange brugere, der rent faktisk fandt vej til den registrerede klimajournalistik på
jp.dk. I den anden optællingsperiode klikkede gennemsnitligt 4370 brugere om dagen
på en eller flere artikler om klima. Det svarer til godt en femtedel af det samlede antal
brugere på jp.dk. I snit brugte disse 4370 brugere knapt et halvt minut på
klimaindhold, mens statistikken intet siger om, hvor lang tid netop disse brugere
tilbragte på hele jp.dk. Dog ved vi, at gennemsnitsbrugeren tilbringer seks minutter på
jp.dk. Af dette udgør et halvt minut kun en lille del, og et forsigtigt bud kunne være,
at ’klimabrugerne’ ikke bevæger sig rundt på klimasektionen eller tilgår artikler
herfra, men at de klikker på klimanyheder i forsidens udbud af historier. (Se bilag 10)

5.1.1 Netavisernes klimaartikler: Forskelle og ligheder

Af de 20 jp.dk-artikler har blot fire en journalist i bylinen. De øvrige kommer fra
Ritzau. Generelt er artiklerne korte; snittet på 221 ord er noget lavere end hos de
øvrige to netaviser. Links findes kun i dertil beregnede bokse og er hovedsageligt
automatisk generede. Kun i to tilfælde knytter linksene sig direkte til samme nyhed og
kan dermed åbenlyst falde ind under Pedersens betegnelse for den mere vandrette
model, nyhedsbuffeten. Samtidig stemmer fraværet af links til direkte relaterede
nyheder dårligt overens med den nyhedsbuffet, der er karakteristisk for den såkaldte
Politiken-model. I højere grad har jp.dk træk af Berlingske-modellen, hvor artikler
uden links undervejs lægger op til en lodret, lineær læsesituation. Det er dog værd at
bemærke, at jp.dk-artiklerne er relativt korte og for en dels vedkommende linker til

37
om ikke direkte relaterede artikler så i hvert fald til emnerelaterede arkivartikler. Det
gør sig gældende for 17 af de 20 historier. Dermed kan jp.dk siges at have træk af
både Berlingske- og Politiken-modellen, uden at nogle af disse beskriver sitets
klimasektion udtømmende. Det skal dog nævnes, at godt en tredjedel af artiklerne
linker til andet end nyhedsartikler, hovedsageligt tv-klip.

Godt en tredjedel af artiklerne på jp.dk består udelukkende af tekst og falder således

tydeligt udenfor specialets definition af den digitale fortælling. I de fleste af disse er
mængden af forskellige tekstelementer endvidere begrænset, idet de ikke indeholder
mellemrubrikker. De resterende artikler akkompagneres hovedsageligt af arkivfotos:
Kun i et enkelt tilfælde er der tale om et nyhedsfoto.

De 23 pol.dk-artikler er med et gennemsnit på 407 ord længere end på berlingske.dk

og jp.dk. I højere grad end på jp.dk linkes til direkte relaterede nyheder, hvorfor
pol.dk på klimaområdet befinder sig nærmere Pedersens nyhedsbuffet. Mellem første
og anden registreringsperiode skifter sitet layout, hvilket bl.a. har betydning for
præsentationen af links. I første periode er de i en boks og i anden periode placeret
undervejs i artikelteksten. Således ligger formen nu tættere op af VG-modellen, hvor
relativt lange artikler indeholder valgmuligheder undervejs. De fleste links er til
relaterede nyheder, men godt halvdelen af artiklerne indeholder et eller flere links til
andre medietyper, især tv-klip, men også billedserier og grafik. Link-placeringen i
teksten er i øvrigt det, der tydeligst adskiller pol.dk fra de øvrige to netaviser.

En tredjedel af billederne på pol.dk er egentlige nyhedsfotos, og i de fleste tilfælde

indeholder artiklerne både billedtekster og mellemrubrikker. En stor del af det
registrerede blivende indhold stammer fra pol.dk, og heraf indeholder en del som
nævnt multimedier og interaktive elementer. Endelig skal det nævnes, at blot fire
pol.dk-artikler havde Ritzau som afsender.

Berlingske.dk’s 32 artikler er med 372 ord i gennemsnit lidt kortere end pol.dk’s.
Med tanke på Pedersens karakteristik af berlingske-modellens og dens lange artikler
kan det måske overraske. En del af forklaringen skal findes i andelen af Ritzau-
telegrammer – godt en tredjedel – der trækker ned i gennemsnittet. De
egenproducerede historier er dog stadig ikke helt ligeså lange som pol.dk-artiklerne;

38
401 ord i snit. På ét punkt stemmer berlingske.dk dog helt overens med den model,
den har lagt navn til. I modsætning til pol.dk’s artikler, der brydes op af links,
fremstår berlingske.dk-artiklerne generelt som lineære tekster uden interaktive
valgmuligheder. Afsenderstyringen er således åbenlys. Det er værd at bemærke, at
berlingske.dk har flere links i forbindelse med artiklerne end de øvrige to netaviser, i
gennemsnit 12. Disse kan i princippet tænkes at danne grundlag for en vis bruger-
medskabelse, selvom størstedelen er automatisk genererede og findes i bokse og ikke
i selve teksten. Desuden skal det nævnes, at langt de fleste af linkene var til andre
nyheder og kun et fåtal til alternative medietyper.

Som på pol.dk er en tredjedel af billederne nyhedsfotos, mens en del artikler hverken

indeholder billedtekster eller mellemrubrikker. Berlingske.dk adskiller sig i øvrigt fra
de andre to ved ofte at referere til mere end to kilder i en artikel.

5.1.2 Tre digitale arketyper

Som det fremgår ovenfor, er der en del fællestræk mellem netaviserne, men også store
forskelle. Forskellene gør sig også gældende internt på netaviserne, f.eks. mellem
præsentationen af Ritzau-telegrammer og egenproducerede historier og mellem
nyhedsartikler og mere blivende indhold. Ovenfor fremgår det, at alle tre netaviser
både indeholder de korte, relativt løsrevne telegrammer, artikler der i højere grad
lever op til definitionen ’nyhedsbuffet’, samt historier, der integrerer tekst og billeder
med andre medietyper som f.eks. tv-klip. Pedersens terminologi kan og skal kun i
begrænset omfang forklare disse forskelle, og det giver således mening at opstille et
sæt arketyper, der indfanger nogle typiske træk ved de indsamlede data, og som
udstyrer den efterfølgende analyse af brugeroplevelser og realiseringsmuligheder med
brugbar terminologi. Derfor opereres i det følgende med tre arketyper, der her kaldes
den hurtige single, historiepakken og den multimediale. Af disse indeholder de sidste
to det mest åbenlyse grundlag for en eventuel klassifikation som digitale fortællinger.
En del af de registrerede artikler kan tydeligt placeres tæt på arketyperne, mens resten
befinder sig i de glidende overgange mellem dem.

Den hurtige single er den korte nyhed uden direkte relaterede links, ofte fra Ritzau. I
mange tilfælde fremstår den hurtige single uden mellemrubrikker og i en del tilfælde
uden foto. 30 af de registrerede artikler, svarende til 40 procent, var væsentligt kortere

39
end gennemsnits-artikellængden på den respektive avis og indeholdt ikke relaterede
links. Disse 40 procent falder tydeligt i kategorien hurtig single, og især på jp.dk
dominerer denne arketype, der beskriver halvdelen af de registrerede jp.dk-artikler.

Historiepakken er i familie med Pedersens nyhedsbuffet: En række nyheder om

samme hændelse. Historiepakken adskiller sig fra Pedersens definition af
nyhedsbuffetten på to punkter. Dels ved ikke nødvendigvis at bestå af énkilde-artikler,
dels ved at artiklerne ikke nødvendigvis er specielt korte. Interaktionsmulighederne er
begrænsede, men i nogle tilfælde er der debatmuligheder og links til andre medietyper
end tekst og foto, hovedsageligt tv-klip. 20 procent af de registrerede nyhedsartikler
passer tydeligt til denne beskrivelse og kan således siges at indgå i en historiepakke,
men det skal nævnes – som i metodekapitlet – at dækningen af løbende begivenheder
er svær at indfange med specialets metodedesign.

Den multimediale betegner en historie, hvor et bærende element kan siges at udnytte
nettets muligheder, f.eks. i form af interaktive grafikker eller soundslides. Langt de
fleste nyhedsartikler består af et foto og en række tekstelementer, mens eventuelle
interaktive grafikker kun kan findes via et tekstlink i selve teksten eller en boks, og
således næppe kan betegnes et bærende element. Eksempler på den multimediale
findes derimod blandt det mere blivende indhold, hvor der som nævnt er fire
fortællinger, der lever op til denne betegnelse.

Opsummerende må den hurtige single siges at dominere netavisernes

klimajournalistik, mens den multimediale kun er til stede i meget begrænset omfang.
Dog indeholder en del af det registrerede indhold multimedielle kvaliteter i kraft af
kombinationen af tekst og fotos med links til andre medietyper. Dette gør sig især
gældende for historiepakkerne. 60 procent af de registrerede artikler placerer sig tæt
på de beskrevne arketyper, mens de sidste 40 procent har træk af flere forskellige
arketyper. Jf. specialets fortællingsdefinition forventes artikler, der placerer sig nær
enten den multimediale eller historiepakken at kunne danne rammen om en digital
fortælling med betydeligt oplevelsespotentiale.

40
5.2 Brugernes oplevelse af digitale fortællinger
Artikelregistreringen giver et fingerpeg om, hvilket udbud af fortællinger og andet
indhold, der møder brugerne på netaviserne. I det følgende analyseres hvilke og hvor
stærke oplevelser disse fortællinger giver testdeltagerne. Analysen foretages på
baggrund af deltagernes adfærd i forhold til jp.dk’s forside og testartikler, der
eksemplificerer typer af digitale fortællinger samt ud fra interviews og husketests.

5.2.1 Netavisens funktion er eskapistisk og identitetsskabende

Før det analyseres, hvilke oplevelser forskellige slags fortællinger og fortælle-
elementer afføder, skal der kort redegøres for, hvilke vilkår brugeroplevelsen har i
forhold til tidsforbrug og formål med at besøge netavisen.

Brugerne tilgår først og fremmest netaviserne på arbejdet og i mindre grad

derhjemme. Og de kommer hyppigt; mindst tre-fire gange om dagen. Til gengæld er
besøgene korte. Direkte adspurgt fortæller alle testdeltagere på nær én – pensionisten
på 63, der med egne ord har ”tid nok” – at besøgene i snit varer godt fem minutter.
Dette stemmer overens med jp.dk’s brugere generelt. Også ved at bruge af netaviserne
primært på arbejdet er test-gruppen repræsentativ for jp.dk’s brugere (se bilag 9).

At jp.dk først og fremmest tilgås på arbejdet er det første fingerpeg om motivationen

for besøget: Netavisen tilbyder et oplagt pusterum i en travl arbejdshverdag, der først
og fremmest foregår foran skærmen. Dette bakkes op af deltagerne både undervejs i
testen og i det efterfølgende interview. I Pine og Gilmores optik kan den samlede
netavis-oplevelse således siges at have tydelige træk af eskapisme. Det gør sig i øvrigt
ikke kun gør sig gældende for de fire arbejdende testdeltagere. Også den arbejdsløse
fortæller at han bruger netavisen som pause eller aktivitet, når ”jeg går hjemme og
keder mig.” Deltagerne forudsætter, at også arbejdsgiveren ser netavisen som
overspringshandling, og de hyppige besøg er omfattet af dårlig samvittighed.

En mindre fremtrædende motivation er netavisens funktion som italesættelse for

andre oplevelser, jf. opfattelsen hos Lund et al. Flere nævner, at det er vigtigt at læse
om kommende eller overståede sportsbegivenheder, eller om TV, de allerede har set.

41
 ”Blekingegade. Den vil jeg gerne se. Det er fordi, jeg så den i går. Jeg har
læst bøgerne også.” Søren D

Bearbejdningen af oplevelser, der er foregået andetsteds, antyder netavisens

manglende eneposition som viden- og oplevelsesleverandør på mediefronten. Snarere
er netavisen én brik i et stort puslespil af medier, underholdning og andre oplevelser.
F.eks. fortæller flere testdeltagere, at netavisbrugen blot supplerer det nyhedsoverblik,
der nævnes som en vigtig grund til at besøge sitet.

”(...) selvom jeg egentlig ikke læser i dybden med det. Men så får man jo noget
at vide på et eller andet tidspunkt. I fjernsynet eller radioen eller et eller
andet.” Pia

Besøget handler også om erhvervelsen af dette nyhedsoverblik og bunder således ikke

udelukkende i et behov for overspringshandling men også i, hvad der kan benævnes
en reel interesse for nyheder. For sideløbende med den eskapistiske oplevelse foregår
der en læring, en tilegnelse af fakta og overblik. Dette bruger testdeltagerne i sociale
relationer efterfølgende, som når en artikel printes ud til børnene, sendes til
kollegerne eller indgår som kildeløse argumenter i samtaler. Især dette sidste – at det
tilegnede stof er samtalestof og dermed muliggør social positionering – er centralt.

”Ja det er jo et fantastisk argument: Jeg har selv læst det i avisen!” Jan

”Men jeg kan sgu ikke sige, hvor jeg har fået det fra. (...) Jeg kan bare huske,
at jeg har set det.” Søren V

Den kildeløse viden kan delvist forklare et forhold, der umiddelbart modsiger
tilstedeværelse af læring: Stort set ingen kan nævne en artikel, de har læst på
netavisen indenfor det sidste år. Udover erindringen om fakta frem for kilde skyldes
dette formentlig brugssituationen, hvor meget stof gennemses på få minutter. Hvor
meget, der skyldes brugssituationen, og hvor meget der skyldes kildeløs erindring, er
ikke umiddelbart muligt at sige.

Udover den sociale positionering, der foregår ved hjælp af det erhvervede
nyhedsoverblik, spiller også selve brugen af avisen en rolle i identitetsarbejdet.
Testdeltagerne positionerer sig undervejs i læsningen både i forhold til andre,

42
imaginære brugere og til journalisterne. Begge grupper tillægges intentioner og
præferencer, som deltagerne differentierer sig fra og dermed kan bruge i arbejdet med
deres egen identitet.

”Jeg tror især den ældre generation kan godt lide at sidde med en fysisk avis
og så bruge flere timer på det her. (...) jeg synes ikke, jeg har behov for så
mange detaljer.” Benny

”Det mest læste. Det vil jeg i hvert fald ikke trykke på. (...) For så er man jo
bare lige som alle de andre får. Og det gider jeg satan edderme ikke”. Jan

5.2.2 Brugernes ’filtre’ er afgørende for valg af artikler

Før en fortælling kan give brugeren en oplevelse, må brugeren vælge fortællingen i et
stort udbud og for en tid rette opmærksomhed mod den og dens forskellige elementer.
Opmærksomhed er altså grundlag for transformationen fra tekst til oplevelse, hvorfor
der i det følgende ses nærmere på netop brugernes opmærksomhed.

I deres adfærd på jp.dk udviser alle deltagere en tydelig læsestrategi. De har så at sige
en slags ikke-diskursivt relevansfilter, der frasorterer alt irrelevant stof og tillader dem
at forholde sig til en lille gruppe relevante artikler. F.eks. skimmer diætisten forsiden
for sundhedshistorier, arbejdsmarkedsjuristen for historier om
arbejdsmarkedslovgivning, den tidligere lastbilchauffør læser straks historien om en
lastbil og håndboldfansene leder efter håndboldhistorier. På den måde skimmes
forsidens store stofmængde hurtigt og det bliver muligt at skabe en form for overblik.

Dette filter står dog ikke alene som relevansparameter. Især den redaktionelle
prioritering har betydning for, om deltageren læser forsidemanchetten eller måske
ligefrem klikker på historien. Også andre brugeres relevansopfattelse – i form af
boksen ’Mest læste’ – har for de fleste deltagere betydning:

”Jeg plejer altid gerne at ville læse den øverste historie.” Søren D

”Det må jo være ret interessant, siden det er mest læst.” Grethe

43
 Det er værd at bemærke at
deltagerne i samtlige tilfælde
vælger den nyeste og således
højst prioriterede historie i en
historiepakke. De vælger
aldrig en af de tidligere
artikler om en fortløbende
sag, der stadig er på forsiden.

Det indhold, der ikke fanges

af deltagernes relevansfilter
I historiepakkerne klikker testdeltagerne på den mest
fremtrædende artikel og aldrig på tidligere historier er, som det fremgår, ikke
usynligt. Når de opdager en nyhed i periferien af deres relevanssfære, kan det godt
udløse et klik – forudsat rubrikken fortæller noget nyt og overraskende. Men
deltagerens eget filter spiller hovedrollen. Det kommer til udtryk i, at de fleste
deltagere ”kigger bare lige nedover det hele” (Pia), før de forholder sig til
redaktionens valg af tophistorie. Og det kommer til udtryk, når de bruger klart længst
tid på læsningen af artikler fanget af det personlige relevansfilter. Det er generelt for
deltagernes adfærd, at de kun læser rubrik og enten underrubrik eller et par linjer i
brødteksten. Men er emnet relevant nok – og lever indholdet op til rubrikkens løfter –
kan de finde på at skimme eller endda læse hele teksten. Det gør sig f.eks. gældende,
når Søren D minutiøst læser anmeldelsen af Tv-serien Blekingegade.

Udover relevansfiltret gør et lødighedsfilter sig gældende. Dette frasorterer tydeligt

reklamer, så deltagerne kan koncentrere sig om det relevante indhold. Kun hvis
reklamer fylder hele skærmen eller bruger flash bemærkes de – ofte med irritation.

” Jamen sådan noget ser jeg sgu ikke. Jeg ser ikke de reklamer.” Søren V

”Men så kan det herovre til højre kan så godt forstyrre mig. Så jeg ikke er så
koncentreret. [Peger på en flash-reklame for Fitness World til højre i
skærmbilledet] Fordi der vipper det der op og ned.” Grethe

44
 En undtagelse fra frasorteringen af reklamer er den
ældste testdeltager, der sammenblander især Google
Ads og redaktionelt indhold. I mindre omfang er også
gruppens anden kvinde en undtagelse. Hun aflæser
reklamer som reklamer, men i ét tilfælde’stjæler’ en
ikke-flash reklame opmærksomheden fra artiklerne og
starter en lang associationskæde.

’Bannerblindheden’ hos hovedparten af de testede er et

velkendt fænomen. Mere overraskende er en bieffekt af
denne blindhed: Lødighedsfilteret frasorterer ikke blot
reklamer, men alle reklamelignende elementer. Hvor
tekst og fotos afkodes som redaktionelt indhold, afvises
andre former for ’farver og striber’ som ikke-lødigt
indhold. Det går især udover jp.dk’s grafiske links. De
fleste deltagere kan efterfølgende slet ikke huske at have
set disse. Det samme gør sig i øvrigt gældende for

Testdeltagernes tekstlinks undervejs i artikelteksterne; de overses eller

lødighedsfilter frasorterer
mødes med irritation.
bl.a. grafiske links

Sagt på en lidt anden måde har testdeltagerne en bestemt forventning til netavisens
indhold: Redaktionelt indhold består af tekst og fotos. Andre indholdstyper –
soundslides, fortællende tv-klip mv. - forventes ikke og registreres kun, hvis det gør
opmærksom på sig selv på en meget iøjnefaldende måde, som i tilfældet med flash-
reklamerne eller centralt placerede billedlinks til tv-klip. Dette forklarer formentlig,
hvorfor ingen af testdeltagerne registrerede det mere blivende indhold.

5.2.3 Manglende elementintegration kan spænde ben

Én ting er brugerens vej til den enkelte fortælling. Noget andet er, hvordan brugeren
oplever fortællingen, når han kommer så vidt. Det afhænger bl.a. af, om brugeren
anvender soundslides, interaktive grafikker mv. Som det fremgik, falder disse
medietyper udenfor deltagernes indholdsforventning, og i den enkelte fortælling
sorteres de i vid udstrækning fra. F.eks. fandt kun én deltager frem til en af
eksemplernes interaktive grafik, ligesom fortællingernes billedserier kun tiltrak få.

45
Både grafikker, billedserier o.lign. bliver præsenteret inde i teksterne via tekstlinks og
i bokse i siden. Men disse links – både de grafiske og rene tekster – falder udenfor
filtre og forventninger, og i det omfang de bemærkes, opfattes de som uvelkomne
forstyrrelser. Og på jp.dk bliver hele ’relateret’-boksen af de fleste sorteret fra. Enten
ved, at deltagerne ikke bemærker den, eller ved at de afviser boksens link som
irrelevante og ude af kontekst. På den måde forsvinder en mulighed for at skabe sin
egen ’vej’ indenfor nogle af redaktionen udstukne rammer.

”Jamen et eller andet sted, så er det jo fordi, de synes, at tingene passer

sammen. Det er jo ikke nødvendigvis det, jeg synes.” Jan

”Og så vil jeg sige, ’relaterede artikler: Gratis sex vækker opsigt’ har jo ikke
rigtigt noget at gøre med den globale opvarmning, som skaber flere krige.”
Søren V

Noget tyder på, at deltagerne ville have klikket på multimedielt indhold, hvis det
havde været bedre integreret i teksten. For det første fortæller de fleste deltagere, at de
bruger billedserier. De tilgår dem blot fra deres tydelige placering på forsiden. For det
andet var reaktionerne på artiklen Landet der drukner, eksemplet på den
multimediale, hvor deltagerne blev bedt om at se en soundslide til ende,
hovedsageligt positive (se s. 50). Og for det tredje ytrer et par af deltagerne en
fornemmelse af overlap - og dermed manglende integration - mellem især tv-klip og
tekst, således at det er unødvendigt at beskæftige sig med begge dele.

Alt i alt rejser der sig et vigtigt narratologisk og brugervenligheds-mæssigt spørgsmål

til det videre arbejde på feltet: Hvordan kan enkelte elementer i fortællingen
integreres, så oplevelsespotentialet har en reel chance for at blive realiseret?

5.2.4 Brugssituationen skaber et grundlæggende dilemma

Elementintegration er ikke den eneste udfordring. Som nævnt er deltagernes
netavisbrug kort og overbliksfokuseret. Og denne brugssituation lader i høj grad til at
konflikte med fortællingernes evne til at generere følelser, sanser og minder.
Deltagerne har ikke tid til at gå på opdagelse, udforske eller medopleve, som det ofte
kræves ved eksempler på den multimediale. De scroller, skimmer og skynder sig
tilbage på arbejde eller videre i cyberspace.

46
Konflikten mellem oplevelsespotentiale og brugssituation kommer måske tydeligst til
udtryk i forhold til tv-klip. I teorien kan nogle klip siges at bidrage til de fortællinger,
de præsenteres som en del af. Men kun én deltager ser ind i mellem netavis-tv. Resten
gør det aldrig, og forklaringen findes i brugssituation-konflikten: Et enkelt klip
optager ofte over halvdelen af besøgets fem minutter, og klippet indbyder til passiv,
linæer underholdning snarere end den ’zappen rundt’, der kendetegner netadfærden:

”Altså jeg zapper jo meget fjernsyn, og jeg zapper endnu mere på

computeren.” Jan

”Jeg er nok lidt utålmodig af natur altså, sådan et indslag det tager alligevel
noget tid. (...) Jeg er en nyhedszapper, altså.” Benny

Samtidig mener deltagerne, at de overfor kolleger og chefer ikke kan tillade sig at
have lyd på computeren. Her spiller den dårlige samvittighed over for arbejdsgiveren
formentlig en rolle. Og pensionisten har ikke lyd på computeren derhjemme. I begge
tilfælde besværliggøres brugen af tv-klip, soundslides og podcasts.

Hvor deltagernes praksis konflikter med indholdets struktur, ’vinder’ deltagernes

praksis: Selvom teksten lægger op til lineær læsning, skimmes den. Selvom links
placeret i teksten, boksen eller forsidemanchetten lægger op til som minimum at
opleve et valg, frasorteres de. Samtidig fremstår den enkelte artikel som et permeabelt
oplevelsesrum, hvor cyberspaces øvrige muligheder aldrig er længere end en
association og et klik væk. Som når Jan går fra jp.dk til dr.dk, fordi han lige kom til at
tænke på et tv-program om klima. Det kan således diskuteres, i hvor høj grad
journalistens på forhånd definerede oplevelsesrum understøtter og forstærker
brugerens oplevelse – eller om oplevelsen til en vis grad finder sted på trods heraf.

Det er desuden interessant, at den overfladiske og hurtige brug af netaviserne er

endnu en kilde til dårlig samvittighed. Generelt mener deltagerne, at de burde læse
lange artikler. En del hævder, at de vil vende tilbage og gøre det senere, hvis de ser
noget, de ikke lige har tid eller lyst til at læse i første omgang – ”på en
regnvejrssøndag”, som Søren V siger. Nærmere adspurgt indrømmes, at
regnvejrssøndags-brugssituationen ikke findes i virkeligheden.

47
Således afføder brugssituationen to konflikter: Én mellem det tidsforbrug og modus,
den multimediale lægger op til, og én mellem deltagernes opfattelse af den gode og
rigtige måde at gøre tingene på og deres egentlige praksis.

5.2.5 Underrubrikker og fotos er de tydeligste oplevelsesskabende elementer

Når alt dette er sagt om filtre, forventninger og forhindringer, skal det understreges, at
en del fortællinger viser sig i stand til at generere følelsesmæssige reaktioner og
medskabelse. Det gælder både testartikler og de artikler, deltagerne selv vælger.

Relevansfiltret har som nævnt betydning for, om en artikel skimmes eller nærlæses og
for, hvor lang tid deltageren bruger på tekst og foto. Emnets relation til den enkeltes
filter er altså et parameter for oplevelsens styrke. Derudover er to parametre
afgørende: Underrubrikkens detour-kvaliteter og fotoets grad af skrivbarhed.

Underrubrikken kan fungere som detour, når den formår at rejse et spørgsmål,
deltageren får lyst til at søge svar på i artiklen. Og det er gængs netjournalistisk
praksis at lave rubrikker og underrubrikker der pirrer nysgerrigheden i stedet for –
som nyhedstrekanten og traditionerne fra tryk foreskriver – fortæller det vigtigste.
Alligevel lykkes det langt fra altid. Et vellykket eksempel er artiklen Klimaet flytter
danske sommerhuse, hvor følgende underrubrik skaber forundring hos de fleste: ’I
billige områder skal sommerhuse flyttes. I dyrere skal kyst- beskyttelsen forstærkes.’
Og den pirrer nysgerrigheden både hos dem, der finder udsagnet nyt og overraskende
og dem, der mener at kende ’svaret’ allerede.

”Jamen det virker jo lidt mystisk. Altså det... altså det virker som om, det er en
mærkelig prioritering, tænker jeg.” Pia

”Jamen nu er der lidt af forklaring på... det er fordi, at der ofte er den
erkendelse hos sommerhusejerne, at omkostningerne ved at redde
sommerhusene ikke står mål med husene værdi. Og det er åbenbart derfor.
Altså så vil jeg nok stoppe med at læse nu.” Grethe

Sommerhus-artiklen illustrerer noget generelt om den type spændingsopbygning, der

er mulig i en gængs nyhedsartikel: Deltagerne forundres eller provokeres og leder

48
efter en forklaring på eller forløsning af disse følelser i teksten ved at skimme
mellemrubrikker, scrolle op og ned og læse citater, i en slags ’jagten på sandheden’.
Således fungerer underrubrikken som detour i en spændingsopbygning, hvis
forløsning delvist medskabes af deltagerens egen ’jagt’ i artiklens forskellige
elementer. En jagt der kan være enten rent eskapistisk – et underholdende,
engagerende afbræk fra arbejdsdagen – eller mere eksistentiel og identitetsmæssig,
som når Jan og Pia i sommerhus-artiklen bekræftes i deres tilsyneladende forestilling
om samfundets uretfærdighed. Oftest stopper læsningen, så snart forklaringen er
fundet. Det skal i øvrigt nævnes, at andre typer spændingsopbygning kan foregå ved
fortløbende begivenheder, hvilket uddybes på s. 54.

Spændingsopbygningen kan forstærkes af en lille diskrepans mellem rubrik og foto.

Det kommer tydeligst til udtryk i artiklen Den globale opvarmning skaber flere krige.
Her forundres nogle deltagere over sammenstillingen af det fredelige foto og den
dramatiske overskrift. Også her går deltagerne på jagt i teksten og i mindre grad i
selve fotoet efter svaret på denne forundring.

”Og så læser jeg så overskriften [efter at have kigget på fotoet], for jeg synes
måske ikke umiddelbart, at jeg kan se den helt store sammenhæng der. Det
skal jeg lige have fundet ud af.” Søren D

Hvor underrubrikkens
nysgerrighedspirring i
mange tilfælde er
tydeligt overlagt, er det
samme næppe tilfældet
med foto-rubrik-
diskrepansen. Det gør
sig også gældende i den
nævnte artikel, hvor
deltagerne skuffes, fordi
der ingen forklaring
Deltagerne oplevede en modsætning mellem rubrikkens
dramatiske nøgleord ’krig’ og fotoets relative idyl findes. Samtidig er

49
brugerens oplevelse af diskrepans mellem billede og rubrik umiddelbart meget
sværere at kontrollere end f.eks. underrubrikkens effekt. For bliver den for stor,
opleves blot en manglende elementintegration og tilhørende irritation.

”(...) så går journalisten ind i et arkiv og finder det billede, som de mener
passer ind, selvom det slet ikke har noget med den situation at gøre.” Benny

”Den artikel om, at varmen ville skabe krige (eller noget i den retning... den
irriterede mig i hvert fald den artikel).” Søren D (i recall-test)

Med hensyn til fotos er de i

langt de fleste artikler det mest
skrivbare element. Samtidig
fastholdes deltagernes
opmærksomhed længere på
fotos end på tekst, og fotos og
de følelser, de generer, står
klart stærkest i deres
hukommelse efterfølgende. Et
Dette foto fremstår som et særdeles skrivbart element
eksempel på fotoet som det
mest skrivbare element er den multimediale Landet der drukner, hvor fotoet starter
lange associationsrækker hos deltagerne.

”Jeg tænkte på, hvad det var for en. Om det var en Honda, eller hvad det var.
Det kan jeg ikke se. Det ligner en Honda.” Jan

”Hvad er det? Er det en bro, der er gået i stykker? Eller hvad er det? Er det
oversvømmet? Sejler de over i stedet for at bruge broen? Ja. Det gør de.”
Søren V

Det samme gør sig i et vist omfang gældende for fotos i andre artikler. Et par
deltagere får f.eks. meget ud af fotoet i sommerhus-artiklen, og de fleste kan snakke
længe ud fra fotoet til Den globale opvarmning skaber flere krige. Fælles for de tre
fotos er deres tydelige skrivbarhed; kun et nærmere kig kan afgøre, hvad der foregår,
og selv da er der ingen entydige svar, hvilket fremgår af citaterne om krigs-artiklen:

50
 ”Jamen det ser sådan hjemligt ud. [...] Jeg ved ikke, jeg forestiller mig, han
sidder der med noget mad, og de har nogle dyr og sådan. Det synes jeg, det
ser ikke helt tosset ud. Hende, eller den eller ham, jeg ved ikke, hvem det er,
der ligger der, ser enten træt ud eller kan se afkræftet ud, men...” Pia

”(...) det er fra nogle af de rigtige fattige lande. Og så tænker jeg, man må
håbe, de får noget ud af det topmøde her, at det ikke bare er alle de rige
lande, der tramper på dem, så de ikke får noget ud af det. Og der står en ged,
det er jo nok det, de lever af nede i de lande der. Og de mangler jo vand, og de
mangler ting og sager.” Grethe

I sommerhus-artiklen gør
yderligere et forhold sig
gældende: Den visuelle
reference til kystnatur, noget
alle deltagerne tilsyneladende
har et forhold til, giver andre
associationsmuligheder. Disse
trækker på deltagernes
erfaringer og kan fungere som
Også dette foto har en tydelig skrivbar effekt en del af identitetsarbejdet.

”Selve billedet, det drager mig. For det er sådan med natur, så kan man
godt... altså det synes jeg er interessant. (...) egentlig så er det nok fordi, jeg
godt kan lide sådan noget med naturen og komme ud i naturen og alt det der.
Jeg synes, det er et fint billede.” Pia

Der kan således

øjensynligt være en styrke
i at referere til noget
genkendeligt, der minder
deltagerne om noget, der
er en positiv del af deres
identitet. Dette kan også
være forklaringen på, at de
Deltagerne læser deres positive holdning til Connie fleste deltagere reagerer
Hedegaars person ind i fotoet og aflæser ansigtsudtrykket
som optimistisk positivt på fotoet af

51
Connie Hedegaard i artiklen Connie Hedegaard tror på klimaaftale. Fotoet fremstår
umiddelbart ikke åbent, men som et typisk arkivfoto. Men deltagerne læser følelser
ind i Hedegaards ansigtsudtryk og filosoferer over hende som person og politiker.
Dette kan formentlig forklares med et positivt forhold til Hedegaard og næppe med
særlige kvaliteter ved dette foto. Lignende fotos har i hvert fald ikke samme effekt.

”Hun ser så glad ud! Prøv at se, hun sidder lige med et grin.” Jan

”Nå, men så tænker jeg, at det er sådan hele hendes måde at være på hele
tiden, hun er enormt sådan positiv, altså hun tror på det, hun har gang i.
Altså... hun er virkeligt god til, hvad hedder det, at holde fast i, at der nok skal
ske noget. Og uanset hvor mange – hvad skal man sige – problemer hun står
overfor. Der tænker jeg hun er ret speciel. (...) Der er et eller andet ved det
billede altså som viser, at hun tror på det, ikke også.” Pia

Denne generering af følelsen ’genkendelsens glæde’ er et oplevelsesmoment, men står

i modsætning til momentet nyhedsværdi. Og efter alt at dømme styrker formmæssig
nyhedsværdi og åbenlys inviteren til egne fortolkninger oplevelsen i højere grad end
genkendelighed. I hvert fald fastholder det overraskende foto i Landet der drukner
fire ud af seks deltagere klart længst tid.

5.2.6 ’Den multimediale’ har æstetisk og underholdningsmæssigt potentiale

Generelt opfordres testdeltagerne til at udvise så naturlig adfærd i forhold til
testartiklerne som muligt. En undtagelse er Landet der drukner, da den er det klareste
eksempel på arketypen den multimediale. For de flestes vedkommende ville den
aldrig være nået gennem relevansfiltret. Og havde de endelig klikket på den, ville
arbejdskonteksten, den manglende elementintegration og endelig deres forventninger
til netavisens indhold have afholdt dem fra at finde frem til den multimediale
fortælling i billeder og lyd, der ’gemmer’ sig flere klik bag et link i teksten. Dette
fremgår af både interviews og test-adfærd. Selvom konteksten er kunstig og præget af
en mindre grad af frivillighed end i resten af testen, ’tvinges’ deltagerne til at se og
høre fortællingen for at undersøge denne arketypes oplevelsespotentiale.

At et eventuelt oplevelsespotentiale er svært at realisere fremgår tydeligt. Den

konklusion forstærkes af, at internetopkoblingerne i to tilfælde er så langsomme, at

52
deltagerne ikke kan se fortællingen. Men potentialet er der: Tre af de øvrige fire får en
mindeværdig og følelsesmæssig oplevelse med mange associationer undervejs:

”De giver en følelse af, at jeg synes, det er ganske, ganske forfærdeligt. Og
nogle stakkels mennesker. Men altså, det er ikke sikkert, at de føler sig ligeså
stakkel, som jeg føler, at de er. Det tror jeg ikke, de gør. For de kender jo ikke
andet. Men jeg føler i hvert fald; så kommer de op og skal bo i nogle
flygtningelejre nu. Og for os er det jo fuldstændigt uvirkeligt at bo sådan. Men
de har jo bare prøvet det mange gange, sikkert. Men jeg synes, det må være –
så får de oprettet en skole eller noget lynhurtigt.” Grethe

”Men altså – hvad fanden skal jeg gøre ved det? Skal jeg give dem alle mine
penge eller gå ned og hænge mig? Altså hvad skal jeg gøre? Skal jeg blive
ulandsfrivillig? Eller – jeg ved det jo godt.” Jan

”Hvorfor bliver de boende i det område? Fordi de bliver udsat for det hver
eneste år jo snart. Og det er ikke kun pga. klimaforandringer, at de bliver
udsat for de ting der. Det er de jo altid blevet.” Søren V

Den fjerde deltager, Pia, mener, at fortællingen er ”en behagelig nok måde” at få
viden. Men hun fortæller, at hun aldrig ville se den til ende normalt, fordi den – med
specialets terminologi – er placeret i venstre halvdel af Pine og Gilmores diagram,
præget af passiv deltagelse og af æstetik og underholdning. Og netop her har
soundsliden sin tydelige styrker: Med musik og sort-hvid-billeder fastholdes
deltagernes opmærksomhed og flere gange undervejs opsluges de tre nævnte
deltagere; de holder op med at snakke eller svare på spørgsmål, men tier eller kommer
med følelsesudbrud som Grethes ”åh Gud dog”.

Både i interviews og recall-tests står soundsliden og den stemning, den skabte, klart
stærkest. Selvom det indikerer et betydeligt oplevelsespotentiale, må der tages enkelte
forbehold. Soundsliden har nemlig en konkurrencefordel i forhold til de øvrige
testartikler fordi deltagerne ’tvinges’ til at bruge klart længst tid på den.

Resten af Landet der drukner – tekst og stillbilleder – dukker ikke op i recall-testen.

Selvom man kunne forestille sig, at soundslide, tekst og fotos opfattes som
integrerede elementer, er dette næppe forklaringen. Snarere skyldes det tre andre
forhold. For det første relevansfiltret; de fleste finder ikke emnet specielt interessant

53
og er derfor ikke motiverede til at læse teksten. For det andet underrubrikkens
manglende detour-kvaliteter. Og for det tredje tekstens længde. Både denne og andre
lange artikler får tilsyneladende deltagerne til at miste modet, når de scroller op og
ned i jagten på overblik.

”Men altså en gang i mellem (...) så går jeg ned her [scroller ned til bunden af
artiklen og op igen] og så tilbage. Altså ligesom ’kan det svare sig?’, ikke.”
Pia

”Hvis artiklen er alt for lang, er det heller ikke sikkert, jeg gad give mig i kast
med at læse den.” Jan

5.2.7 Historiepakken giver primært medoplevelse

Som nævnt er det svært at teste historiepakkerne i en setting, der støtter op om dens
løbende karakter. I specialets test behandler deltagerne også i højere grad
historiepakkerne som løsrevne ’singler’. De læser den enkelte artikel og klikker ikke
på relaterede links. Udover settingen har dette formentlig at gøre med den nævnte
manglende brug af ’relateret’-boksen, forsidens relaterede historier og links i teksten.

Udenfor testsituationen ses artiklerne både i samspil med øvrige mediers nyheder og
som dele af en fortløbende fortælling på netavisen. Dette sidste kommer især til
udtryk i interviewene, hvor deltagerne forklarer, at de følger med i de løbende
begivenheder flere gange dagligt. Er begivenheden spændende nok, kan den lokke til
at tjekke sitet oftere end normalt:

”Hvis dagen starter med en eller anden katastrofe, så følger man jo den et par
gange om dagen, vil jeg tro.” Søren V

”Altså jeg synes selv, jeg følger rimeligt godt med i, når der er noget. Jeg er jo
også rimeligt nysgerrig.” Grethe

Således tilbyder historiepakkerne i visse tilfælde ikke blot eskapisme og

nyhedsoverblik men også en form for medoplevelse og en spændingsfastholdelse, der
rækker udover selve besøget. Alt efter begivenheden, publiceringsflowet og
føljetonens evne til at spændingsopbygge, kan oplevelsen så at sige strækkes udover
en eller flere dage:

54
 ”Jeg har også fulgt lidt med i den sag, der har været om hende – du ved godt,
hvor datteren og faren blev anklaget for at have myrdet moren. (...) Den har i
grunden fænget mig en del. Fordi jeg må nok sige inderst inde er jeg nok ikke
helt klar over, hvem der har myrdet moren.” Grethe

Historiepakken som fortælleformat må siges at passe bedre til deltagernes typiske

brugssituation og indholdsforventninger end den multimediale. Men historiepakken
tilbyder en helt anden type oplevelse. Hvor den multimediale - i en del tilfælde og
under de rette omstændigheder - kan give en betydelig underholdningsmæssig og
æstetisk oplevelse, er tiltrækningen ved historiepakken i højere grad medoplevelse og
spænding i begrebets klassiske betydning.

Alt i alt er der både betydeligt oplevelsespotentiale og betydelige udfordringer knyttet

til begge digitale arketyper. Den multimediale konflikter med den typiske
brugssituation. Og historiepakken har svært ved at give oplevelser af samme styrke
som den multimediale og fæstner sig tilsyneladende sjældent i hukommelsen.

5.3 Redaktionelle rammer på jp.dk

I det følgende kortlægges de redaktionelle rammer på Jyllands-Postens netredaktion
med fokus på journalisternes praksis og deres fortælledogmer; to forhold af afgørende
betydning for de digitale fortællingers realiseringsmuligheder. Kortlægningen er
struktureret ud fra Holms niveauer: Bevidst, ubevidst, input og ouput. Grundlaget er
fem kvalitative interviews med medarbejdere samt fire dages observation af praksis.

5.3.1 Det bevidste niveau: Flow og idealer om hurtighed

Det bevidste niveau omfatter som nævnt i teorikapitlet bl.a. den redaktionelle
organisering, journalisternes (tids)ressourcer og de eksplicitte strategier.

Med hensyn til organiseringen kan netredaktionen siges at udgøre sin egen ’ø’ i
mediehuset med eget arbejdsflow- og praksis og egne selvstændige succeskriterier.
Bemandingen udgøres typisk af tre-fire medarbejdere, herunder de jourhavende og en
forsidevagt, samt en reporter i København. Dertil kommer bemandingen på niche-
sitene spn, epn, fpn og kpn.

55
Et sæt dominerende og eksplicitte succeskriterier på netredaktionen handler om
hurtighed og konstant udvikling; et konstant publicerings- og opdateringsflow.
Læseren skal hele tiden kunne møde nye historier i forsidens mix af forskelligt stof,
samt tilbydes nyt læsestof om samme sag – nye småhistorier i en historiepakke.
Historiepakken skal helst opdateres i takt med, at tingene sker og illustrerer
aktualitetskriteriets og live-potentialets store betydning.

”(Hurtighed) er nettets natur. Ja. Jamen, det er simpelthen nettets natur

(...).Vi skal forstå, at den væsentligste styrke er at fortælle læseren, hvad der
sker nu og her, ikke. Det er nyheder, nyheder, nyheder.” Internetchef Jørgen
Schultz-Nielsen

Historiepakken bruges ikke til dækning af alle typer hændelser, som det også fremgår
af den kvantitative beskrivelse. Mest oplagt er formatet til løbende begivenheder som
katastrofer, kriminalsager, valg, større retssager mv.. Desuden bruges det i høj grad til
at ’konstruere’ løbende begivenheder ved løbende at publicere småhistorier med
kommentarer og udtalelser til den begivenhed, der refereres i en kernenyhed.

Den hurtige single lever op til idealet om hurtighed, hvilket understreges af

journalisternes ret konsekvente betegnelse ’hapser’ om nyheder, der uden en stor
indsats kan indgå i det konstante publiceringsflow. Og som det fremgår af artikel-
registreringen er den hurtige single betegnende for en stor del af nyhedsartiklerne.
Men den hurtige single tilbyder ingen udviklingsmuligheder og har derfor relativt kort
levetid. Dette eksemplificeres af historien Dansk dreng forsvundet i Frankrig
(screendump s. 62), der fjernedes fra forsidens top med begrundelsen ”det er svært at
gøre mere ved den (...). Der er ikke noget relateret.” (Søren Munch). Der var ikke var
nogen oplagte småhistorier at tilføje kernenyheden. Fælles for de historier,
journalisterne prioriterer og er glade for, er alt i alt at de kan udvikles:

”Og der har jeg yndet det der med at brede historier ud, altså, vi samler ikke
det hele, som man gør i avisen, vi fortæller det ud fra 20 forskellige vinkler,
hvis det er muligt.” Jourhavende Niels Chr. Bastholm

”Mange kriminalhistorier i det hele taget er godt netstof, fordi at der hele
tiden er udvikling i det, og der kommer nye oplysninger frem hele tiden.”
Journalist Nikolaj Worm

56
Udviklingsidealet hænger tæt sammen med endnu et forhold på det bevidste niveau,
nemlig netavisens kommercielle livsvilkår. Flere indgange giver potentielt flere klik
og sikrer dermed annonceringen. Begrebet ’vinkler’ skal i øvrigt nærmere forstås på
mikroniveau end i sin oprindelige, journalistiske betydning: Hver ny kommentar,
hvert nyt citat, repræsenterer en ny vinkel på en given historie og tilføjer yderligere en
brik til en historiepakke med samme overordnede vinkel.

5.3.2 Det ubevidste niveau: Fortælledogmer og nyhedskriterier

Det ubevidste niveau omfatter bl.a. den journalistiske ’rygmarv’ og selvforståelse og
har afgørende betydning for stof-prioriteringer og artiklernes endelige udformning.

Betragtes fortælleformen udefra, må jp.dk siges at følge samme skabelon som de

øvrige netaviser: En fængende rubrik og en manchet, der lokker læseren til at klikke.
Og som nævnt en blanding af historiepakker – der dominerer både jp.dk-forsiden og
journalisternes arbejde og således spiller en større rolle, end registreringen af artikler
antyder - og hurtige singler. Links til arkivhistorier genereres automatisk i det
såkaldte garnnøgle, en boks i siden, og journalisterne tilføjer af og til links manuelt.

Om formen må det samtidig slås fast, at det skrevne ord er det absolut afgørende, og
brugerinvolvering, interaktive elementer og billedside ikke prioriteres højt.
Journalisterne bruger debatmuligheden ’ordet er dit’, når de synes, det er oplagt. Men
de forklarer det med Jyllands-Postens brand som debatskaber og ikke med
fortællemæssige fordele i brugerinvolvering. Samtidig tilføjes tv-indslag, der i følge
registreringen findes forholdsvis mange af på jp.dk, af en særskilt tv-redaktion.
Det mere blivende multimedie-indhold varetages af en helt tredje redaktion.

I opposition til det herskende tekstdogme står Marie Bering, der i sin egenskab af
projektleder for bl.a. temaer og interaktivitet står for nettets dækning af
klimatopmødet. Hun står bag en række interaktive værktøjer som ’ordet er dit’ samt
for indførslen af det, der i specialet kaldes mere blivende indhold. Og hun mener, at
brugerinvolvering og interaktive elementer er med til at konstituere den gode historie
og arbejder på at gøre det blivende indhold mere synligt. Men hun arbejder mod
stærke dogmer. Og på trods af påmindelser –”husk det nu og husk det nu og husk det
nu og brug vores værktøjskasse” – er det så som så med lydhørhed i forhold til at

57
bruge tid på ikke-tekstbaserede elementer, hvilket illustreres i journalisternes
refleksioner:

”Bare sådan noget som at lave et Google-kort (...) Det tager altså ti minutter
hele tiden. Hvis du skal lave tre af dem om dagen, er det altså en halv time,
der går med det.” Forsideansvarlig Søren Munch

Dette kommer også til udtryk i den

manglende prioritering af fotos. Et
ekstremt men illustrativt eksempel er
historien Kunstige bryster koster
skattekroner, der lå på forsiden mange
timer, og som – mens andre artiklers
Et ekstremt eksempel på det manglende fokus rubrikker m.v. blev justeret – blev
på fotos
illustreret af et billede af en ældre mand.
De fleste fotos passer bedre, men mange relaterer sig ikke direkte til historien, som
Dansk dreng forsvundet i Frankrig (8.10.09), der blev illustreret af et billede af en
nødudgang-lampe. Det skal dog nævnes, at journalisterne glæder sig til den fremtidige
layoutændring på jp.dk og håber den vil være mere fleksibel i forhold til billedbrug.

Journalisterne sætter i mange tilfælde lighedstegn mellem den gode og den populære
historie. Det vil sige en historie, der indeholder et eller flere af de elementer,
journalisterne ved giver pote hos læserne: Den slår på nysgerrighed med ord som
hemmelig og mystisk, den handler om mord eller sex, om kändis-sladder, eller den
giver tips til især privatøkonomien. Dette forklarer tilstedeværelsen af det tabloide og
det nære, der efter alt at dømme ikke er til diskussion. Ud fra klikstatistikken kunne
en ekstremt populær historie nemt skabes. F.eks. ved at bruge billeder af bryster og
baller, hvilket ifølge Jørgen Schultz-Nielsen altid tredobler kliktallet. Men de gør det
ikke. Det tabloide stof er til stede og forsvares rutineret – den i teorikapitlet nævnte
kritik af sensationskriteriets fremmarch er efter alt at dømme et velkendt
irritationsmoment. Journalisterne snakker langt mindre om den værnen om
væsentlighed og klassiske hårde nyheder, kritikerne helt overser, og som tydeligt gør
sig gældende på sitet.

58
 ”Så har vi jo dækket
andre historier ud fra
væsentlighedskriteriet.
Vi siger; nu har vi en
finanslov, selvom den
er tørt og kedeligt
stof.” Forsideansvarlig
Søren Munch

”Jeg har det bedst, når

jeg har en eller anden
politisk historie som
tophistorie, som vi selv
En typisk klikstatistik (25.11.09). Stastikken påvirker har skrevet.” Journalist
journalisternes prioriteringer. Men påvirkningen foregår også Nikolaj Worm
den anden vej: Højt placerede historier læses generelt mest.
Bemærk i øvrigt her det relativt lille antal tabloide historier.

Denne type historier prioriteres højt, også selvom kliktallene ikke altid er i top.
Sådanne prioriteringer begrundes med væsentlighedskriteriet, Jyllands-Postens brand
og netavisens status som omnibusavis. Dermed kommer den journalistiske ’rygmarv’
- nyhedskriterier og idealer, journalisterne har med sig fra uddannelsen, det
omgivende avismiljø m.v. - til at spille en stor rolle, selvom journalisterne selv
antyder noget andet. Samtidig understreger klikstatistikkerne et interessant forhold,
der også fremgik af analysen af brugenes oplevelser, nemlig at topplacering af
nyheder i sig selv kan give høje læsertal. Og det er værd at bemærke – som flere
forskningsprojekter understreger – at væsentlighed og nyhedskriterier og følgelig
journalisternes grundlæggende stofudvælgelse opfattes som nærmest naturgivent.

”Nogle af (historierne) giver helt sig selv, helt sig selv.” Jourhavende Niels
Chr. Bastholm

Resultatet af prioriteringerne er en god del ’hårde nyheder’ om begivenheder som

f.eks. Folketingets åbning. Men også disse søges vinklet, så de er ”inden for en meter,
altså næsten ind i intimsfæren” (Søren Munch) – så der er mest mulig identifikation.
Det lykkes ikke altid. Men målet er med Mørchs ord mindst en anvisende faktaboks
eller rubrikker, der vinkler direkte på f.eks. et lovsforslags betydning for læseren.

59
5.3.3 Input-niveauet: Konkurrenter, kliktal og TV2 News
Inputniveauet omfatter bl.a. kilder, konkurrenter og inputs fra og viden om brugerne.
Alle tre faktorer er vigtige på Jyllands-Postens netredaktion. F.eks. spiller de følgende
kilder en rolle for, hvilke historier der realiseres på netavisen:
1) Konkurrenterne, særligt berlingske.dk og pol.dk
2) Nyhedsbureauer og lignende
3) Papiravisen
4) Pressemeddelelser, politirapporter og lignende
5) Netavisens nichesites

Konkurrenternes nyhedsdækning overvåges konstant. Og er der på jp.dk ikke en

pressemeddelelse eller lignende, der kan bruges som udgangspunkt for en
egenhistorie om konkurrenternes nyhed, bringes konkurrenternes citathistorier. Godt
nok foretrækker journalisterne egenhistorier jf. Ida Schultz’ eksklusivitetskriterium,
men det er et vigtigere hensyn, at læserne kan finde en given historie på jp.dk.

”Vi har ikke lige så meget berøringsangst som avisen. Her gør det ikke noget,
det ikke er nyt, det er jo hos os, de får det. Journalist Nikolaj Worm

Konkurrencen om og positioneringen i forhold til læserne spiller uden tvivl en rolle,

men kapløbet mellem de tre netaviser har også sit eget liv. På jp.dk – og efter alt at
dømme på pol.dk og berlingske.dk - justeres mix, tophistorier, rubrikker m.v. under
indflydelse fra konkurrenternes prioriteringer. Dette kom tydeligst til udtryk i sagen
om Amagerbankens krise,84 hvor journalisterne konstant justerede vinkel og rubrik i
forhold til pol.dk og berlingske.dk; justeringer der på alle tre aviser var baseret på
samme pressemeddelelse. Telefoninterviews kom først på tale efter flere timer.

Denne praksis har som åbenlys konsekvens, at historievalg, vinkler og prioriteringer

på de tre netavisers forsider ofte er tæt beslægtede. Samtidig har morgenens
historievalg i mange tilfælde stor betydning for nyhedsdækningen resten af dagen.
Derfor kan høj prioritering af en given sag på én netredaktion tidligt på dagen få stor
betydning for arbejde med og fravalg i kølvandet af samme historie i mange timer
frem på de andre aviser, ligesom det gjorde sig gældende med Amagerbank-sagen.

84
Se bl.a. Amagerbanken tæt på kollaps, der først hed Amagerbanken i akut kapitalkrise, 8.10.09.

60
Andre nyhedssites indgår ikke på samme måde i konkurrencen. F.eks. kørte dr.dk i
timevis historien om Al Jazeeras Danmarksfilm, før den pludselig blev diskuteret af
jp.dk-medarbejderne.85 På samme måde tjekkes tv2.dk, eb.dk, bt.dk og lokalaviser
uden nær samme systematik og intenstitet som pol.dk og berlingske.dk.

På baggrund af den kvantitative beskrivelse overrasker Ritzaus rolle som

storleverandør af nyheder ikke. Mere overraskende er TV2 News’ betydning, særligt
som leverandør af citater til historier, der allerede er i spil. Tv-stationen kører på en
skærm på en del af journalisternes skriveborde, og dens dækning bestemmer ofte,
hvilke kilder der skal citeres på jp.dk. Dette er især tilfældet ved tidsbestemte
nyheder, som f.eks. Brixtofte-dommen, som redaktionen på forhånd har planlagt at
dække.86 Men også i andre tilfælde har tv-stationens prioriteringer indflydelse på både
jp.dk’s hurtige kernehistorie og de efterfølgende småhistorier. Direkte adspurgt
retfærdiggøres TV2 News’ rolle med stationens kvaliteter:

”TV2 News må på en eller anden måde have en sjette sans. Eller også har de
et enormt meddelerkorps.” Forsideansvarlig Søren Munch

Endnu en kilde til historier er papiravisen Jyllands-Posten. Netjournalisterne udvælger

først på dagen tre-fire avisartikler og lægger på nettet, oftest forkortede men ellers
uversionerede. At det ikke er flere, skyldes at ”så er der ikke nogen grund til at købe
avisen” (Niels Chr. Bastholm). Er avisens tophistorie en solonyhed, skal denne
befinde sig på nettet fra morgenstunden, men ellers er samarbejdet mellem de to
platforme ikke vidtrækkende. I realiteten er der mange eksempler på dobbeltarbejde.

Den fjerde vej til nyheder på jp.dk er et hav af andre kilder: Pressemeddelelser,
politirapporter, udenlandske sites m.v. Ofte er der enighed om, hvad en ’god historie’
er, men mange gange er historieudvælgelsen fra disse andre kilder til forhandling. Det
kommer til udtryk både på morgenmøderne og i snakke på tværs i lokalet.

85
Se bl.a. Khader bekymret: Danmark-film er stærk tobak, 08.10.09.
86
Se bl.a. Brixtofte skal i fængsel igen, 06.10.09.

61
Forhandlingerne er også åbenlyse i forhold til det, der kan kaldes den femte vej til
nyheder: Specialredaktionerne, der med mellemrum forsøger at afsætte historier til
forsiden. Både i disse og de øvrige historieforhandlinger er det ikke kun mere eller
mindre vedtagne fortælledogmer, der afgør udfaldet. Også personlige relationer og
præferencer lader til at have betydning. F.eks. optræder den nye jourhavende meget
imødekommende overfor specialredaktionerne og forsøger at fremskynde
publiceringen af deres historier overfor den tidligere jourhavende. Og også
tilfældigheder har noget at skulle have sagt: Hvem er på arbejde? Hvilke stofområder
og præferencer har de? Er der nogen til lige at samle op på den idé, jourhavende lufter
ud i lokalet?

Alt i alt spiller en blanding af

blikket på konkurrenterne og
TV2 News, interne magtspil
og tilfældigheder sammen
med idealer om hurtighed og
udvikling en rolle for, hvilke
historier der realiseres og
udvikles på jp.dk. Desuden er
kliktallet i høj grad afgørende
for historiens videre liv, efter
den er lagt på nettet. En
tophistorie, der efter 30
minutter har et lavt kliktal,
Popularitet hos brugerne kan opprioritere en historie. Det får straks justeret sin rubrik
var tilfældet med den hurtige single ’Dansk dreng
forsvundet i Frankrig’, der fik ny rubrik og blev rykket eller rykkes længere ned.
op i toppen på baggrund af gode kliktal. Bemærk i øvrigt
billedet, der bærer typisk præg af arkiv. Omvendt kan en lavere
prioriteret historie med høje kliktal blive rykket op til forsidens top. Et eksempel er
historien Dansk dreng forsvundet i Frankrig (8.10.09). Den var baseret på et Ritzau-
telegram og oprindeligt placeret langt nede, men pga. dens popularitet blev rykket helt
op som tophistorie.

62
5.3.4 Output-niveauet: En knap så abstrakt anden
Output-niveauet omfatter bl.a. journalisternes idé om modtageren. Med teoriafsnittets
refleksioner og ovenstående pointe om kliktallene in mente kan man argumentere for,
at den ’abstrakte anden’ er blevet væsentligt mindre abstrakt: Brugerens præferencer
kan aflæses som en umiddelbar dom og give et billede af, hvad brugeren vil have.

Journalisterne kender desuden de allermest grundlæggende demografiske data og ved,

at to tredjedele af sitets brugere er mænd. Men billedet af brugeren har også sit eget
liv og er koblet med idealerne om hurtighed og udvikling: Journalisterne forestiller
sig en bruger, der løbende tjekker jp.dk for nye historier og historie-opdateringer.

”Det (er) ikke kvinder, der sidder og zapper på nyhedssites. De går andre
steder hen. En gang i mellem – en gang om dagen – gør de måske. Men mænd
er jo inde hele tiden. De har tilsyneladende nogle andre behov om at kunne
snakke med, være først om at sende en historie videre, sådan nogle ting.”
Forsideansvarlig Søren Munch

”Læseren skal føle, det sker lige nu og her, det er en proces, det er nu. (...)”
Journalist Nikolaj Worm

Det nævnte ideal om udvikling hænger, som ovenstående citat illustrerer, sammen
med disse mere eller mindre italesatte overvejelser om ’den abstrakte anden’.
Udviklingen kan give læseren en følelse af at være med i processen. Den bruger, der
måtte tjekke netavisen efter formiddagens nyhedskapløb og konstante opdateringer, er
ikke tilstedeværende i journalisternes bevidsthed. Fokus er er forsiden og
publiceringsflowet, hvorfor en historie ’visner’, når dens forsideplacering ikke
længere kan retfærdiggøres med aktualitet eller udviklingsmuligheder. Andre
overvejelser om f.eks., hvordan dagsordenen fastholdes i løbet af nyhedsdøgnet, er
tilsyneladende ikke til stede. Den viden om brugernes præferencer, som kliktallene
repræsenterer, bruges som argument og forsvar for det tabloide stof, der som nævnt
spiller en rolle på sitet. Stoffet kaldes”et pusterum” (Nikolaj Worm) og en vigtig del
af det mix, netavisen skal tilbyde.

63
6 OPSAMLING OG KONKLUSION
For at besvare problemformuleringen introducerer specialet en række teorier og
begreber, først og fremmest fra fortælleteori og oplevelsesøkonomi. I lyset af bl.a.
Roland Barthes’ arbejde konstrueres og defineres begrebet digital fortælling. Dette
nye begrebet adskiller sig fra den klassiske definition på en fortælling ved at
understrege betydningen af forskellige digitale medietyper og brugerens mulighed for
medskabelse, og ved at lægge afstand til elementer, der traditionelt er blevet anset
som konstituerende for fortællinger: Plot, spændingsopbygning, linearitet mv. Til
specialets oplevelsesbegreb bidrager Pine og Gilmore, Lund et al. og andre
oplevelsesøkonomer. Med dette in mente ses en oplevelse som indeholdende to
niveauer: Et umiddelbart niveau med sanser og følelser og et refleksivt niveau med
italesættelse, identitetsarbejde og minder. Endelig introduceres mediebegreber som
nyhedskriterier og redaktionelt valg for at forstå normale redaktionelle rammer.

Med afsæt i registreret indhold på klimasektionerne jp.dk, pol.dk og berlingske.dk er

tre digitale arketyper skitseret: Den hurtige single, historiepakken og den
multimediale. Den hurtige single dominerer det registrerede indhold men indeholder
ikke samme tydelige muligheder for at leve op til specialets definition på en digital
fortælling; tilstedeværelse af flere digitale medietyper i et lukket oplevelsesrum.

En række eksempler på digitale fortællinger er testet på seks jp.dk-brugere. Disse tests

danner grundlag for besvarelse af problemformuleringens første spørgsmål: Hvilke
digitale fortællinger har størst oplevelsespotentiale? Oplevelsespotentialets ses i
denne sammenhæng som betinget af dens evne til at generere følelser og sansninger,
samt at indgå i brugerens erindring, refleksioner og identitetsarbejde.

Brugertestene viser, at de tre arketyper har vidt forskellige oplevelsespotentialer. Den

multimediale indeholder umiddelbart betydeligt oplevelsespotentiale ved at tale til
sanser og følelser med lyd og stemningsfulde billeder samt generere minder. Men den
konflikter tydeligt med den typiske netavis-brug, der er hyppig, kortfattet og fokuseret
på overblik. Samtidig frasorterer brugernes ’lødighedsfilter’ de multiemediale, der
oftest er placeret nær reklamerne og visuelt adskiller sig fra nyhedsstoffet.

64
Historiepakken passer umiddelbart bedre til brugssituationen og tilgås efter alt at
dømme langt hyppigere af deltagerne end den multimediale. Udover brugssituations-
konflikten skyldes det bl.a. deltagernes forventning til netavisernes indhold og
dermed frasortering af ’usædvanlige’ medietyper som podcasts og soundslides. Hvor
den multimediale under de rette betingelser kan give en betydeligt æstetisk og
underholdningsmæssig oplevelse, er deltagernes oplevelse af historiepakken præget af
medoplevelse: Historiepakkens publicerings- og opdateringsflow kan sammen med en
løbende begivenhed af tilpas interessant karakter virke spændingsopbyggende og give
en følelse af at være med ’nu og her’.

At dømme ud fra deltagernes følelsesudbrud, refleksioner og minder indeholder den

multimediale umiddelbart potentiale til at give en følelsesmæssigt stærkere oplevelse
end historiepakken. Men det er værd at nævne, at oplevelser af dette format optimalt
skulle testes i en mere dynamisk og hverdagsnær form end i specialet, og at en del af
det læste indhold på netaviserne tilsyneladende indbygges som kildeløst
erindringsstof. Kildeløsheden nødvendiggør brugen af en mere omfattende og
sofistikeret husketest for at fastslå, hvor meget indhold, der reelt erindres.

Udover indholdselementer som billedserier, lyd og levende billeder slår specialet fast,
at fotos og underrubrikker kan indeholde betydeligt oplevelsespotentiale. Dette er
betinget af fotoets ’skrivbarhed’ og underrubrikkens evne til at fungere som
spændingsopbyggende ’detour’. Denne konklusion understreger oplevelsespotentialet
i hurtige singler, såfremt disse indeholder fotos, og i historiepakker.

Om integrationen af indholdselementer og medietyper skal det også slås fast, at deres

manglende integration på to måder kan udgøre oplevelsesbarrierer: Enten registrerer
deltagerne grafikker, tv-klip, links i teksten mv. som forstyrrelser i læsningen og
bliver irriterede. Eller også opdager de ikke andre medietyper end tekst og foto og har
følgelig ingen mulighed for at realisere et eventuelt oplevelsespotentiale.

Specialet slår i øvrigt fast, at netavis-brug i sig selv kan anskues som en oplevelse,
hvor eskapisme og identitetsarbejde er fremtrædende. Eskapisme fordi besøget på
netavisen repræsenterer et kort, til dels skyldsbetonet pusterum fra hverdagen.

65
Identitetsarbejde fordi den bidrager med viden, der bruges i social positionering, og
fordi deltageren efter alt at dømme differentierer sig selv i forhold til journalisternes
prioriteringer og ideer om de øvrige brugere. Disse to elementer er følgeligt vigtige
for oplevelser af alle tre arketyper.

Alt i alt indeholder netavisernes digitale fortællinger i en del tilfælde betydeligt

oplevelsespotentiale, men brugssituationen og fortællingernes form er præget af
væsentlige problemkomplekser.

Problemformuleringens anden del henviser til realiseringsmulighederne for de digitale

fortællinger, der ud fra brugertestene kan siges at indeholde størst
oplevelsespotentiale.

Her spiller især dogmet om tekst som bærende element en rolle, da det konflikter med
realiseringen af de indholdselementer, der selvom brugeren kun opholder sig kort tid
på sitet har vist sig at have stort oplevelsespotentiale. Dette forstærkes af redaktionens
ideal om hurtighed. For, som journalisterne påpeger, tager det relativt lang tid at
tilføje multimediale medietyper. Det mest iøjenfaldende resultat heraf er det tab af
oplevelspotentiale, der ligger i at vælge hurtige arkivfotos frem for mere skrivbare af
slagsen. En undtagelse fra denne konflikt er de spændingsskabende underrubrikker.

Journalisterne giver brugerne mulighed for at kommentere en del artikler, men denne
interaktive mulighed anvendes med henvisning til Jyllands-Postens brand – hvilket i
øvrigt også er argumentet for at lave så relativt mange af de klassiskt væsentlige
nyheder – og ikke til brugernes behov, fortællingens oplevelsespotentiale eller
lignende. Samtidig er opfattelsen af tekst som bærende element og journalistens rolle
som tekstproducent i den grad en del af journalisternes rygmarv og hele
arbejdsgangen på jp.dk, at det ikke uden videre kan forventes at ændre sig. En jævnlig
realisering af flere medietyper end tekst og billede, udover netop
kommentarfunktionen, kan således ikke forventes indenfor de eksisterende
redaktionelle rammer.

I tråd med tekst-dogmet tilføjes tv-klip og multimedialt indhold ikke af

netredaktionen selv, hvilket opretholder den manglende elementintegration, der i

66
mange tilfælde spænder ben for brugeroplevelsen. Det samme gør den måde, tekst-
links eller placeringen længst til højre i skærmbilledet kan ’skjule’ multimedialt
indhold. Men journalisterne har fokus på betydningen af relateret indhold, og de
glæder sig til den fremtidige layoutændring på jp.dk. Derfor er der umiddelbart intet
til hindring for et layout, der i højere grad understøtter integrationen af medietyper.

Blandt de arketyper, der realiseres på jp.dk, har historiepakken vist sig at indeholde et
betydeligt oplevelsespotentiale. Og her spiller emnet eller indholdet en rolle; uden en
løbende begivenhed, der har karakter af enten et mysterium, der skal opklares eller en
væsentlig fælleshistorie, bliver der ingen historiepakke. Enten dækkes begivenheden
ikke, ellers – hvis den er tilpas fascinerende eller vedkommende – bliver den til en
hurtig single. Denne sondring er vigtig at nævne, fordi de to formater stiller
forskellige krav til journalisternes arbejde med oplevelsespotentialet. Historiepakken
fungerer som nævnt som oplevelse primært i kraft af den fremdrift, der ligger i dens
fortløbende karakter. Den hurtige single er i højere grad afhængig af forskellige
medietyper og velfungerende elementintegration for at give brugerne en oplevelse.
Dette konflikter med den rolle, den hurtige single udfylder i journalisternes arbejdsliv;
’hapseren’ der nemt og hurtigt vedligeholder opdateringsflowet. Journalisterne vil
med andre ord ikke være tilbøjelige til at bruge den nødvendige tid på at finde det
rette, skrivbare foto eller tilføje andre medietyper.

Emnet og mediehusets prioriteringer kan desuden siges at spille en rolle i

realiseringen af det multimediale, idet der kun ved større begivenheder som
klimatopmødet, valg mv. bruges ressourcer på udarbejdelse det multimediale. Alt i alt
understøtter de nuværende redaktionelle rammer kun i ringe grad arketypen den
multimediale, mens historiepakken – uden ’usædvanlige’ medietyper – har bedre kår.

67
7 PERSPEKTIVERING
Teoridannelsen om fortælleformer i en digital eller multimedial kontekst er stadig i
sin vorden. Specialet bidrager hertil med sit arbejde med det grundlæggende begreb
digital fortælling og sin definition heraf. Selvom fokus har været operationalisering til
brug for en specifik undersøgelse, kan definitionen forhåbentlig tjene som inspiration
til det videre teoriarbejde på området samt til f.eks. tekstnære analyser af netnyheder.
Samtidig vil det være relevant at arbejde med en sammenkobling af den teoretiske
model med analysens pointer. F.eks. viste analysen, at artiklen som oplevelsesrum i
høj grad er permeabelt og ikke – som foreskrevet i den teoretiske definition – lukket,
men at den alligevel har tydelige fortællemæssige kvaliteter.

Analysen rejser yderligere relevante spørgsmål. Det mest fremtrædende handler om

brugernes oplevelse af historiepakker, hvilket med fordel kan testes i et mere
hverdagsnært og dynamisk metodedesign, f.eks. med et dagbogsstudie. Analysens
påpegning af historiepakkens evner til at generere medoplevelse og
spændingsopbygning giver i øvrigt anledning til at diskutere, hvorvidt det ’klassiske’
genrebegreb har brug for et teoretisk og empirisk eftersyn. En tese er, at det kunne
være meningsfuldt at operere med et dynamisk eller processuelt genrebegreb.

I forhold til metodedesignet er det værd at nævne brugertestens begrænsede

repræsentativitet og det oplagte i at afprøve specialets konklusioner på en større
brugergruppe. Det gælder i forhold til samtlige oplevelsesaspekter og
problemkomplekser, selvom en del er tydelige hos samtlige af de ganske forskellige
testdeltagere og dermed forventes at gælde videre end blot blandt disse seks. I højere
grad er det naturligvis nødvendigt, hvor analysen er mindre entydig, særligt i forhold
den multimediales effekt.

Specialets sammenkøring af brugerens og afsenderens perspektiv er usædvanligt, og i

syntesen af disse to perspektiver påpeges en række centrale problemstillinger i forhold
til realiseringen af oplevelsespotentialer. Disse rejser nye spørgsmål af både
organisatorisk-journalistik og forskningsmæssig art. Organisatorisk-journalistisk fordi
det i en redaktionel sammenhæng fremstår meningsfuldt at diskutere en række
forhold: Brugerens behov, det altdominerende fokus på tekst, det hensigtsmæssige i

68
fysisk at placere journalister, multimediegrafikere og tv-folk forskellige steder i
mediehuset, vigtigheden af billedvalg, muligheder for i højere grad at fastholde
brugeren og sætte dagsorden gennem aktivt arbejde med historiepakker – og meget
mere. Og forskningsmæssigt fordi specialet med sit teoretiske grundlag ikke er i stand
til til fulde at besvare de spørgsmål om redaktioners og journalisters
forandringsparathed, der rejser sig i forbindelse med vurderingen af fortællingernes
realiseringsmuligheder. Her ville et organisationsteoretisk udgangspunkt føre videre.
På det kvantitative område ville det være interessant at teste de tre arketyper på flere
stofområder og inddrage klikstatistikker i en større og grundigere analyse.

En central pointe i specialet er konflikten mellem den typiske brugssituation og

brugerens realisering af særligt det multimediale oplevelsespotentiale. Dette
potentiale kan meget vel realiseres i mere ’lean back’-prægede brugssituationer end
netavisens, men ikke i en kontekst præget af hurtighed, overblik og skimning. Rigtig
megen digital indholdsudvikling forudsætter en ’lean back’-situation, der næppe
bliver netavisens i den nærmere fremtid. Således understreger specialet
nødvendigheden af et specifikt nyhedskontekst-arbejde med det digitale indhold.

Udviklingen kan meget vel forstærke nødvendigheden af denne sondring mellem

oplevelses- og fortællingsdesign møntet på ’lean back’- og ’lean-forward’-situationer.
For dels kan brugen af netnyhederne i kraft af iPhones, readers og andre mobile
enheder meget vel blive hurtigere, hyppigere og endnu mere overfladisk. Og dels kan
arketypen den multimediales brug af tidskrævende elementer af æstetisk og
underholdningsmæssig karakter i kraft af bl.a. såkaldte e-magasiner meget vel vise sig
populært - afkoblet fra nyhedsoverblikket i det, vi kunne kalde en regnvejrssøndag-
brugssituation.

69
8 LITTERATUR
Barthes, Roland (1973): S/Z. Blackwell Publishers.

Bille, Trine og Lorenzen, Mark (2008): Den danske oplevelsesøkonomi,

Samfundslitteratur, Roskilde Universitetsforlag.

Boswijk, Albert; Thijssen, Thomas; Peelen, Ed (2007): The Experience Economy – A

new perspective. Pearson Education Benelux.

Brink Lund, Anker; Willig, Ida; Blach-Ørsten, Mark (2009): Hvor kommer nyhederne
fra? Forlaget Ajour.

Peter Brooks (1982): Freud’s Master Plot: Questions of Narrative, side 280-300 i
Felman (red.): ‘Literature and Psychoanalysis - The Question of Reading: Otherwise’.
The Johns Hopkins Press Ltd., London

Christensen, Gerd (2003): Psykologiens videnskabsteori – en introduktion. Roskilde

Universitetsforlag.

Clark, Peter Roy (2008): Skriveredskaber – 47 uundværlige råd til skribenten.

Forlaget Ajour.

Cobley, Paul (2001): Narrative. Routledge.

Drotner, Kirsten; Jensen, Klaus Bruhn; Poulsen, Ib; Schrøder, Kim (1996): Medier og
kultur – en grundbog i medieanalyse og medieteori. Borgen.

Edmons, Rich; Adam, Pegie Stark; Quinn, Sara (2007): Eyetracking the news – a
study of print and online reading. The Poynter Institute.

Fremmen, Mathias Bencke og Albrecht, Jacob (2009): Klik er gud. Fagbladet

Journalisten, nr. 15, september.

70
From, Unni og Waade, Anne Marit (2007): Smagfulde fremstilling.
Oplevelsesmatricer i mad- og rejselivsjournalistik. Side 68-92, Journalistica nr. 4
2007.

Halkier, Bente (2008): Fokusgrupper. Samfundslitteratur, Roskilde

Universitetsforlag.

Gravengaard, Gitte (2009): Journalisters hverdagsmetaforer, side 72-89,

RhetoricaScandinavica nr. 49/50 – Vår/sommer 2009.

Hjarvard, Stig (1999): “Politik som mediemontage. Om mediernes forandring af den

politiske kommunikation”. I Jørgen Goul Andersen et.al. (red.): Den demokratiske
udfordring, Magtudredningens publikationer. Hans Reitzels Forlag.

Holm, Hans-Henrik (2000): Det udenrigsredaktionelle råderum side 19-29 i

Holm (red.): Verden på tilbud – Om udenrigsjournalistik og mediernes
udlandsdækning. Center for Journalistik og Efteruddannelse, Forlaget Ajour. 1.
udgave, 1. oplag

Hvid, Mikkel (2004): Fascinerende fortælling – Den journalistiske feature. Update.

Forlaget Ajour.

Hvid, Mikkel (2005): Fiktion, fakta og fortælling. Update. Tilgængelig på

www.update.dk/cfje/vidbase.nsf/ID/VB00639450

Jantzen, Chr. og Rasmussen, Tove Arendt (2004): Nyd det så længe det varer!
Magasinet humaniora statens humanistiske forskningsråd, side 4-10. December 2004.
19. årgang

Jantzen, Chr. og Rasmussen, Tove Arendt (2007): Er oplevelsesøkonomien gammel

vin på nye flasker? side 21-45 i Jantzen og Rasmussen (red.): Oplevelsesøkonomi –
Vinkler på forbrug. Aalborg Universitetsforlag.

71
Jensen, Leif Becker (2000): Ud af elfenbenstårnet. Samfundslitteratur, Roskilde
Universitetsforlag.

Jørgensen, Marianne W. og Phillips, Louise (1999): Diskursanalyse som teori og

metode. Roskilde Universitetsforlag.

Jørgensen, Henrik W. (2009): Brugerne tæt på nyhederne. Side 113-154 i Kabel

(red.): Nyheder i nytid. Forlaget Ajour.

Kabel, Lars (2009A): Genren nyhed, side 19-30 i Kabel (red.): Nyheder i nytid.
Forlaget Ajour.

Kabel, Lars (2009B): Nyhedsdøgnet – nyhedsstrømmen, side 31-44 i Kabel (red.):

Nyheder i nytid. Forlaget Ajour.

Kramhøft, Peter (2003): Journalistik med omtanke – arbejdsmetoder i udredende og

analytisk journalistik. Forlaget Ajour.

Kvale, Steinar (2003): Interview. Hans Reitzels Forlag.

Lund, Jacob M.; Nielsen, Anna Porse; Goldschmidt, Lars; Dahl, Henrik; Martinsen,
Thomas (2005): Følelsesfabrikken. Børsens Forlag.

Meilby, Mogens (1999): Journalistikkens grundtrin. Forlaget Ajour.

Mesbah, Hesham M. (2006): The Impact of Linear Versus Nonlinear Listening to

Radio News on Recall and Comprehension. Side 187-200 i Journal of Radio Studies
13 (2), november 2006.

Molich, Rolf (2003): Brugervenligt webdesign. Ingeniøren Bøger. 2. udgave, 1. oplag.

Myrthu, Bjarke (2001): Den digitale fortæller – multimedie som oplevelse. Forlaget
Ajour.

72
Neergaard, Helle (2001): Udvælgelse af cases i kvalitative undersøgelser.
Samfundslitteratur, Roskilde Universitetsforlag.

Nielsen, Torben (2004): Interaktiv journalistik på internettet. Update. Tilgængelig på

www.update.dk/cfje/VidBase.nsf/ID/VB00331396

Nolan, Sybil (2003). Journalism online: The seach for narrative form in a multilinear
world, RMIT University

Pagter, Søren (2009): Nyhedsfotografiet, side 139-154 i Kabel (red.): Nyheder i nytid.
Forlaget Ajour.

Pedersen, Nils Ulrik: Webnyheder, side 95-111 i Kabel (red.): Nyheder i nutid.
Forlaget Ajour.

Pine, Joseph B. II og Gilmore, James H. (1999): The Experience Economy – Work is

Theater and Every Business a Stage. Harvard Business School Press.

Ricci, CM (2002): The Effect of Interactive Media on Children’s Story Memory. Side
138-144 i Journal of Educational Psychology, v94 n1, marts 2002

Rosenstand, Claus A. Foss (2002): Kreation af narrative multimediesystemer,

Forlaget Samfundslitteratur.

Schultz, Ida (2006): Bag nyhederne – værdier, idealer og praksis. Forlaget

Samfundslitteratur.

Skovbjerg, Annegrete (2009): Video-nyheder på nettet, side 155-178 i Kabel (red.):

Nyheder i nytid. Forlaget Ajour.

Smistrup, Trine (2009): Nyhedssproget, side 45-58 i Kabel (red.): Nyheder i nutid.
Forlaget Ajour.

Spradley, James P. (1989): Participant Observation. Holt, Rinehart and Winston.

73
Spradley, James P. (1989), Participant Observation, Holt, Rinehart and Winston

Steensen, Steen (2009A): Online Feature Journalism. Side 13-29, Journalism Practice
3:1

Steensen, Steen (2009B): What is Feature Journalism? (work in progress).

Præsenteret på 19th Nordic Conference for Media and Communication Research,
Karlstad, Norge, 13-15 August 2009

Steensen, Steen (2009C): The Shaping of an Online Feature Journalist. Side 702-718,
Journalism 10.

Svith, Flemming Tait (2006): Gyldighed. Update. Tilgængelig på

www.update.dk/cfje/VidBase.nsf/ID/VB01402868

Sønnichsen, Ole og Kramer, Mark (2002): Virkelighedens fortællere – ny amerikansk

journalistik. Forlaget Ajour.

Valeur, Erik (1993): Stop pressen. Aalborg Stiftsbogtrykkeri.

Widding, Troels Evold (2009): Døde mennesker holder aviserne i live. Fagbladet
Journalisten, nr. 15, september.

Zimmermann, Philippe Georges (2008): Beyond Usability – Measuering Aspects of

User Experience. Swiss Federal Insitute of Technology Zürich.

74
 ”We are operating in the most creative phase of the media industry’s history.
A time when broadcast, text and social media are colliding.
Don’t be afraid of failure. Try new projects,
see what works, and build on success.”
1
Ed Roussel, digital redaktør i Telegraph Media Group

1 INDLEDNING
Der er langt fra specialets analytiske pointer til en fiks og færdig digital fortælling, der
udnytter disse pointer, og som indeholder det størst mulige oplevelsespotentiale. Her
kommer denne arbejdsrapport ind i billedet: Ved at kombinere specialets
konklusioner med en designmæssig og journalistisk tilgang gives et bud på, hvordan
den digitale fortælling kan imødekomme nogle af de problemkomplekser, der nævnes
i specialet. Dermed bidrager arbejdsrapporten til diskussionen om, hvordan
netjournalistik kan give en betydelig brugeroplevelse trods af den hurtighed, der
præger netavisens fremstilling og forbrug. Transformeringen af specialets
konklusioner til design- og indholdsforeskrifter illustreres dels af screendumps i
rapporten, dels af
indholdet på websitet
www.mettestentoft.dk.
Brugernavn og
password ’speciale’
giver her adgang til en

Det journalistiske produkt kan ses på www.mettestentoft.dk. hovedartikel og – via

Bemærk links til artiklerne Allergibomben vokser i din baghave og en ’relateret’-boks i
Allergikere: Vi kan ikke vente på EU i boksen ’Fik du læst…’
øverste højre hjørne –
to tilknyttede artikler. Kun elementer, der knytter sig direkte til det journalistiske
produkt, er klikbare. Øvrigt indhold, f.eks. topmenu, ’seneste nyt’ og mange links,
tjener som illustration.

En tese er, at mange tiltag på webområdet kræver tid, ro og fordybelse og således

retter sig mod ’lean back’-brugssituationer. Og som specialet viser, er netavis-brugen
langt fra ’lean back’. Derfor er det meningsfyldt at arbejde med historiepakken, der

1
Citatet stammer fra Skovbjerg 2009

76
stemmer bedre overens med brugernes præferencer og de redaktionelle rammer. Sigtet
er således at arbejde med historiepakkens oplevelsespotentiale på en måde, der passer
til jp.dk’s skimmende og relativt traditionsbundne brugergruppe, og som ikke
konflikter grundlæggende med netredaktionens praksis.

Kapitel 2 udkrystalliserer specialets brugermæssige pointer til operationaliserbare

retningslinjer for det journalistiske produkt. Kapitel 3 diskuterer produktet i forhold til
brugssituation og realiseringsmuligheder på jp.dk. Udover at illustrere rapportens og
specialets pointer fungerer produktet desuden som et stykke journalistisk i sin egen
ret, hvorfor kapitlet også indeholder en kortfattet analyse af dets retoriske virkemidler.
I kapitel 4 reflekteres kortfattet over arbejdsprocessen. Desuden indeholder rapporten
kilde- og litteraturliste samt produktets artikeltekster.

77
2 FRA SPECIALE TIL JOURNALISTISK PRODUKT
Ud fra specialet opridses en række forslag, der tænkes at kunne øge historiepakkens
oplevelsespotentiale. Derefter arbejdes videre med historiepakke-formatet i et
omfang, der i højere grad udfordrer de eksisterende rammer.

2.1 Justering af det eksisterende

Følgende bud formodes at kunne medvirke til et større oplevelsespotentiale både i
historiepakken og den hurtige single. Når fokus her er historiepakken skyldes det
specialets analyse af jp.dk-redaktionen: Den hurtige singles eksistensberettigelse er
dens evne til hurtigt og nemt at indgå i publiceringsflowet. Dermed passer forslagene
bedre til historiepakken, der gerne må omfatte mere arbejde.

1: Lav mange indgange

Brugerne skimmer, scroller og springer. For at understøtte den adfærd, giver det
mening at lave langt flere indgange en blot underrubrik, mellemrubrik, brødtekst og
foto. Tænk med andre ord også i billedtekst, faktabokse, fremhævede citater mv.

2: Skriv korte artikler

Brugerne læser ikke lange artikler. Faktisk kan længden alene afskrække nogle fra at
gå i gang med læsningen. Hold derfor artiklerne relativt korte og tilbyd eventuelt den
ekstra information, der ikke kommer med, i en separat artikel.

3: Brug fem minutter ekstra på hovedfotoet

Fotos er helt afgørende for brugerens oplevelse. Mystiske, åbne, anderledes og
skrivbare fotos fungerer bedst. Undgå hurtige arkivbilleder, der passer dårligt til
artiklens budskab. De frustrerer brugerne og ’taber’ oplevelsespotentiale på gulvet.

4: Brug fotos og fotolinks til at tiltrække opmærksomhed

Brugerne overser grafiske links. De klikker heller ikke på links i teksten. Fotolinks
overses ikke og kan med fordel udnyttes til ikke blot – som nu – at henvise til tv-klip,
men til andet vigtigt indhold.

78
5: Brug underrubrikken til at pirre nysgerrighed, forundring og forargelse
Nysgerrighedspirrende underrubrikker findes på mange netartikler – men ikke på alle.
De er en vigtig del af brugeroplevelsen, og det kan betale sig at arbejde yderligere
med deres evne til at forarge eller forundre.

6: Adskil emnerelaterede og egentligt relaterede links

Ikke alle brugere ser ’relateret’-boksen. De, der gør, forventer artikler relateret direkte
samme hændelse og ikke blot emnerelaterede links. Adskil automatisk-generede
emnelinks fra manuelt udvalgte links, og dyrk de sidstnævnte i højere grad.

7: Undgå links undervejs i teksten

Som nævnt klikker brugerne ikke på links i teksten. Nogle overser dem, andre irriteres
over dem. Gem derfor links til afslutningen af teksten, hvor brugerne har vist sig at
bemærke dem, eller til tydeligere markerede bokse.

2.2 På vej mod historiepakken i en ny form

Ovenstående forslag kan ses som en slags minimumsliste; en række bud på
forbedringer af det allerede eksisterende. Men ud fra specialets teoretiske og
analytiske overvejelser – samt med citatet fra Ed Roussel på rapportens første side i
baghovedet - kan det diskuteres, om ikke det er meningsfuldt at gå skridtet videre og
justere på det selve det nuværende jp.dk-format. Samtidig er tesen, at brugernes
adfærd og præferencer udvikler sig i vekselvirkning med redaktionernes
eksperimenteren og de tekniske muligheder. Med alt dette in mente søges følgende
elementer indarbejdet i det journalistiske produkt:

Valgmuligheder undervejs – uden irritation og afbrud

Specialets teori om detours lægger sammen med Pedersens berettermodeller op til, at
links o.lign. undervejs i teksten kan bidrage positivt til brugeroplevelsen. En idé
kunne være at give den teoretiske pointe en ekstra chance ved at lade links og
indholdselementer optræde undervejs på en ikke-forstyrrende måde. Med inspiration
fra bl.a. cnn.com kan link-bokse, tv-klip mv. præsenteres undervejs delvist i
marginen, delvist i teksten – rykket ind i teksten uden at afbryde den. Dermed kan
elementerne forventes at blive bemærket, men er samtidig nemme at læse ’rundt om’.

79
Korte tv-klip til at generere følelser og identifikation
De testede brugere ser generelt ikke tv-klip. Dels passer klippenes passive, lineære
karakter og tilstedeværelsen af en lydside dårligt til brugssituationen, dels opleves et
overlap mellem tekst- og videoindhold. En tilpasning til brugssituationen kunne ske
ved at forkorte klippene. Og det oplevede overlap kunne imødegås ved at forbeholde
en del af indholdet specifikt til netop klippene. Det gør det samtidig muligt specifikt
at udnytte levende billeders mulighed for at tale til sanser og følelser. Én idé kunne
være at lade klippet danne ramme om en case, der illustrerer historiepakkens
problemstilling og skaber identifikation hos modtageren. For at forstærke
identifikationen og mindske afstanden til brugeren kan det være en ide at droppe den
speak, der dominerer meget net-tv i dag, og lade case-personen tale for sig selv.2

Større arbejde med fotos

Billedernes skrivbarhed er som nævnt altafgørende for oplevelsen, hvorfor de hurtige
og nemme arkivbilleder må vige pladsen for mere skrivbare af slagsen – gerne
egentlige nyhedsfotos, men ellers nøje udvalgte arkivfotos. Samtidig kan billeders
oplevelsespotentiale udnyttes ved at lave billedserier. Ikke blot fotojournalisternes
lange række af lækre billeder fra samme hændelse, men også arkivfotos, fotos af
casepersoner mv. i en serie, der repræsenterer en markant anderledes måde at fortælle
historien. Valgmuligheden i enten at læse ’vandret’ i billedserien eller ’lodret’ i
teksten kan jf. specialets teorikapitel tænkes at give en følelse af medskabelse og
samtidig tilbyde et slags resumé af artiklens budskaber.

Et mindre permeabelt oplevelsesrum og en bedre elementintegration

Specialet indikerer, at artiklen som oplevelsesrum er permeabelt. Dette er delvist
uundgåeligt pga. internettets evigt tilstedeværende muligheder blot et klik væk.
Samtidig forhindrer en vis grad af permeabilitet ikke en substantiel brugeroplevelse.
Men det kan diskuteres, om et i højere grad lukket rum kan øge oplevelsespotentialet
ved at skabe større sammenhæng mellem historiepakkens forskellige medietyper og
samtidig fastholde opmærksomheden en lille smule længere. Én mulighed er at
integrere billedserier og tv-klip i artiklen, så brugerne ikke som nu sendes ud af
artiklens oplevelsesrum ved at klikke på disse. Desuden kan man forestille sig, at

2
Jf. Harms Larsen 1990

80
tydeligere og i højere grad relaterede links kan skabe en fornemmelse af
historiepakken som sammenhængende oplevelse også for de, der er ’hoppet på’ den
løbende begivenhed undervejs.

Skitsering af publiceringsflowet på forhånd

Specialet påpeger historiepakkens mulighed for på føljeton-vis at give brugerne en
oplevelse, der strækker sig udover selve besøget på sitet. Denne mulighed kunne
tænkes at udnyttes bedre ved eksplicit at overveje publiceringsflowet for dagens
historiepakker, f.eks. på netredaktionens morgenmøde eller, for den enkelte
journalists vedkommende, når pakkens første artikel publiceres. Udover den
oplevelsesmæssige gevinst i en sådan planlægning tænkes det at øge mulighederne for
at give hver historiepakke længere levetid – med øgede klik til følge.

81
3 FORMIDLINGSANALYSE AF PRODUKTET
I tråd med specialets case er det oplagt at lave et journalistisk produkt på stofområdet
klima og til mediet jp.dk. På baggrund heraf argumenteres i det følgende for valg af
emne og vinkel, nemlig den stærkt allergifremkaldende plante bynke ambrosies
klimabetingede fremmarch i Danmark. Derefter gennemgås det færdige produkt, både
i forhold til de nævnte formmæssige krav og til dets retoriske virkemidler.

3.1 Emne og vinkel

Historien om bynken, der pga. mildere klima er begyndt at sprede sine mange og
meget allergifremkaldende pollen i Danmark, passer tydeligt til stofområdet klima.
Samtidig kan man argumentere for, at historien passer fint til jp.dk’s krav om nærhed
til brugerens hverdag med sin relevans for både landets mere end én mio. allergikere
og for alle os andre, der ifølge eksperter bør fjerne al bynke på vor vej.

Endnu en overvejelse har været at udnytte de pointer om brugernes forhold til

klimajournalistik, der – selvom det ikke er fokus - kommer til udtryk i brugertestene
(se bilag 3). Her udtrykker brugerne træthed i forhold til emnet klima. Flere er
skeptiske overfor klimaforandringernes rolle i oversvømmelser mv. og bliver
irriterede, hvis de føler, at artiklerne er ude på at give dem dårlig samvittighed.
Tanken er at overkomme disse motivationsbarrierer ved at vælge et fænomen, der kan
ses her og nu, og som rammer mennesker, der er lette at identificere sig med.
Samtidig kan eksperters opfordring til handling forhåbentlig være med til at fjerne
den afmagtsfølelse, der kan være en grund til irritationen. En publicistisk forhåbning
er i øvrigt, at denne letfordøjelige klimajournalistik kan være med til at gennembryde
’klimabarrieren’ og på den måde bane vejen for de ’tungere’ historier.

I denne forbindelse bruges starten af bynke ambrosies vækstsæson som nyhedskrog.

Kort før specialets deadline blomstrede historien i øvrigt pludselig op i medierne -
uanfægtet fraværet af nævneværdige nyhedskroge og af, at hverken vækst- eller
pollensæson var i gang. Udover at illustrere journalistisk nyhedsværdi som en ret
arbitrær størrelse og specialets pointe om mediernes afsmitning på hinanden, forringer
medieopmærksomheden potentielt oplevelsesmomenterne overraskelse og
nyhedsværdi, da brugerne kan tænkes at have hørt om ambrosie før. Dette forsøges

82
imødegået ved at belyse sagen fra nye vinkler, hovedsageligt i artikel 3 om EU-
lovgivning (se s. 98), ved at tilbyde nye oplysninger, f.eks. om pollens evne til at rejse
langt, og endelig ’formmæssigt’ med oplevelses- og identifikationselementer som
videoklip, billedserie mv.

3.2 Et tænkt publiceringsflow

Ved løbende begivenheder er det som nævnt oplagt at skitsere et publiceringsflow. I
specialekonteksten er dette flow svært at anskueliggøre, da produktet ’offentliggøres’
i sin endelige form, og arbejds- og publiceringsflowet således forskydes. Men
historiepakkens tre artikler er skrevet, så de potentielt kunne publiceres forskudt i
løbet af en dag, og så de kan læses uafhængigt af hinanden.

Vi har stadig en chance mod superbynken indeholder nyhedskrogen, den begyndende

vækstsæson, og tænkes at blive publiceret først.

Allergibomben vokser i din baghave er kortere og har krævet mindre research end den
første artikel, hvorfor den kan publiceres som en nem og relativt hurtig opfølgning.

Allergikere: Vi kan ikke vente på EU er et eksempel på en typisk reaktionshistorie, og

det er nemt at forestille sig flere reaktionshistorier efter denne: Fødevareministeren
tager bladet fra munden. Oppositionspolitikeres kommentarer til ministerens
udtalelser. Læserkommentarer til den forventede længere pollensæson. Og så videre.

3.3 Design og indholdselementer

I det følgende gennemgås, hvordan produktet med sine indholdselementer og sit
layout søger at leve op til de tidligere opridsede retningslinjer.

Artikel 1: Vi har stadig en chance mod superbynken

Hovedfotoet er erstattet af en billedserie, der holdes i artiklens oplevelsesrum.
Billedserie og artikeltekst skal kunne anvendes uafhængigt af hinanden, men tydelige
overlap er søgt undgået pga. den eventuelle bruger, der tilgår begge dele. Det første
fotos skrivbarhed er diskutabel, men serien kan i sin helhed forhåbentlig give
associationer og vække følelser. Seriens eneste egentlige nyhedsfoto forestiller
videoklippets caseperson. Det er praktisk i et produktionsmæssigt ’genbrugs’-

83
perspektiv og kan integrere medietyperne ved at give brugeren lyst til at klikke på
klippet, der optræder i samme skærmbillede som billedserien.

Screendump af artikel 1. Bemærk billedserien og videoklippet.

Et videoklip skal skabe identifikation og stemning gennem hhv. interviewet med en

allergiker og musik. Det adskiller sig fra det normale nyhedsklip i kraft af musik og
tekstskærme, der erstatter traditionel speak – og ikke så meget i kraft af sin længde på
halvandet minut. Klippet er et af historiepakkens mere eksperimenterende elementer,
og det kræver en egentlig brugertest at fastslå oplevelsespotentialet. Ligesom fotos og
fremhævede citater placeres det indskudt fra tekstens margin, hvilket bl.a. muliggøres
ved at droppe jp.dk’s venstremenu. Venstremenuen erstattes af en ’under’-topmenu,
som det ses på de øvrige danske netaviser og adskillige udenlandske. Tanken er, at
playerruden ved brugerens klik ’vokser’ og således giver bedre mulighed for at se de
levende billeder. Så langt rakte de tekniske evner i dette tilfælde ikke, hvorfor den på
www.mettestentoft.dk er statisk og relativt lille. Klippet vil sagtens kunne genbruges -

84
i historiepakkens øvrige artikler, eller i forbindelse med en ny pollensæson. Således
retfærdiggøres en del af den arbejdstid, klippet ’stjæler’, når journalisten enten selv
filmer eller arbejder relativt tæt sammen med mediehusets tv-redaktion.

Rubrik og underrubrik søger at slå på nysgerrigheden på to måder: Ord som ’ny’,

’pollenkaos’ og understregningen af, at noget må gøres med det samme, antyder
relevans, mystik og fare. Og der gives indirekte et løfte om handleanvisninger og om
en forklaring på dens farlighed.

Brødteksten er søgt holdt i det format, Nils Ulrik Pedersen fremhæver som ideelt for
den gængse netartikel og benævner 3x3x3: Tre dele à tre afsnit à tre linjer.3 I første
del opridses problemstillingen og i anden og tredje del indfries
rubrikkens ’løfter’. Dette sker i koncentreret form i en
faktaboks, der udgør endnu en indgang.

Links findes i en boks øverst på siden for at imødekomme den

scrollen op efter endt læsning, deltagerne udviste i
brugertesten, og repræsenterer en betydelig ændring af det
nuværende jp.dk-layout. Enkelte efterspurgte links i bunden af

Artikel 1’s faktaboks teksten, hvorfor relaterede links også findes her. Boksen er
opdelt i direkte relateret (’Fik du læst…’), eksterne links,
multimedie og ’mere om klima på jp.dk’ svarende til det eksisterende ’garnnøgle’.
Denne linkbrug kræver ikke ligeså stort ’ekstra’-arbejde som billedserien, men vil dog
føje nogle minutter til journalistens arbejde med artiklen.

Artikel 2: Allergibomben vokser i din baghave

Et Google-kort tjener til at anskueliggøre problemstillingen på en markant anderledes
måde end teksten og inviterer brugeren til selv at gå på opdagelse. Og det
imødekommer delvist historiepakkens mangel på tydeligt skrivbare fotos. Samtidig er
det er relativt nemt at lave for journalisterne.

3
Se bl.a. Jacobsen 2009

85
En udvidet faktaboks opfylder samme funktion som en almindelig faktaboks men
tænkes via sit link at generere flere klik og dermed styrke annonceringen – helt i tråd
med den gængse netjournalistiske tankegang. Opmærksomhed tiltrækkes med et foto.

Screendump af artikel 2. Bemærk det skalerbare kort samt faktaboksens foto.

Artikel 3: Allergikere: Vi kan ikke vente på EU

Den velkendte jp.dk-debatmulighed ’ordet er dit’ stiller spørgsmålet Hvad ville to
måneders ekstra allergisæson betyde for dig? og viser dermed lydhørhed og giver

86
mulighed for involvering. Samtidig kan debatfunktionen generere citater og vinkler til
fremtidige artikler i historiepakken.

Et fremhævet citat udgør yderligere en indgang og understøtter dermed brugerens

skimmende læsning. Også i denne artikel findes en udvidet faktaboks.

Screendump af artikel 3. Bemærk det fremhævede citat.

3.3 Argumentanalyse
På de følgende sider undersøges konklusionernes holdbarhed vha. Toulmins
argumentationsmodel.4

4
Jf. Møller Nielsen 2007

87
Vi har stadig en chance mod superbynken
Påstand Planten er et problem
Belæg Mange mennesker forventes at
være allergiske overfor den.
Hjemmel Allergi kan karakteriseres som
et problem, både for den
enkelte og samfundet.
Rygdækning Forskning viser, at en del
allerede er allergiske, og at
ambrosiepollen spredes i
Danmark.
Styrkemarkør Det er efter alt at dømme et
problem (da omfanget ikke er
kendt til fulde og konklusioner
er baseret på ’indicier’).
Gendrivelse Men det kræver mere
forskning at være helt sikker.
Men vi kan forhindre, at problemet
vokser os over hovedet
Planten har begrænset udbredelse
og vokser først og fremmest i
private haver.
Jo mindre udbredt et givent problem
er, jo nemmere er det at løse.
I Schweiz og Tyskland er det
lykkedes at bremse den spredning,
der foregår via fuglefrø.
Det er med stor sandsynlighed
muligt at begrænse problemet (da
der findes konkrete
handlingsanvisninger).
Men det kræver en stor indsats fra
både politikere og haveejere.

Sikkerheden omkring påstandene og vægtningen mellem dem udtrykkes i tekstens

opbygningen. F.eks. fremstår muligheden for at bekæmpe problemet som mere
fremtrædende end problemets årsag, da dette nævnes i rubrikken. Dermed vægtes
løsningsorientering højere end årsagsforklaring.

Ikke alle argumentationselementer er medtaget i artiklen, først og fremmest pga.

pladsmangel. F.eks. er eksemplet Tyskland udeladt, og hjemlerne er, som det oftest er
tilfældet, implicitte. Med mere plads kunne argumentationen udbygges, bl.a. med
oplysningen om, at pollen blæser hertil sydfra, og – i højere grad end det er tilfældet –
information om det danske forsøg med ambrosie-allergi (se kildelisten).

Allergibomben vokser i din baghave

Påstand Bynke ambrosie trives bedst på Sjælland.
Belæg Temperaturerne højest og der er flest fuglefrø-købere på Sjælland.
Hjemmel Planters trivsel afgøres af menneskelige og miljømæssige faktorer.
Rygdækning Forskning viser en højere pollenkoncentration i Storkøbenhavn end på
end række jyske lokaliteter. Skov- og Naturstyrelsen har modtaget
flest indberetninger om bynkefund på Sjælland. Udenlandske
undersøgelser viser, at planten trives bedst i byer.
Styrkemarkør Bynke ambrosie trives med stor sikkerhed bedre på Sjælland end i
Jylland og de øvrige landsdele.
Gendrivelse Men der findes ingen udtømmende undersøgelser af plantens
udbredelse, så det kan ikke helt udelukkes, at andre danske ’hotspots’
vil dukke op i senere studier.

88
Artiklen har karakter af en årsagsforklaring, da bynke ambrosies tilstedeværelse på
Sjælland forklares med ydre faktorer5 som befolkningstæthed og klima. Som ovenfor
er ikke alle argumentationens elementer til stede i artiklen, f.eks. nævnes ikke de
udenlandske undersøgelser. Google-kortet fungerer både som en visualisering af
rygdækningen og en opfordring til handling.

Argumentationen kunne have været styrket af et foto af en spirende ambrosieplante i

en typisk dansk have. Når et sådan foto ikke findes, skyldes det, at det journalistiske
produkt er udarbejdet noget længere tid før den forventede læsning end netavisernes
indhold bliver det. Med andre ord fandtes endnu ingen spirer på skrivetidspunktet.

Allergikere: Vi kan ikke vente på EU

Påstand En international indsats mod Men bynke-problemet kan ’løbe
planten er en god idé. fra’ EU.
Belæg Problemerne i Danmark skyldes Bynken kan sprede sig hurtigt,
pollen, der kommer fra udlandet mens EU-processer ofte tager lang
med vinden, og ambrosie i tid.
udenlandske fuglefrø.
Hjemmel Det er nødvendigt med fælles Det er nødvendigt med hurtig
front mod problemer, der ikke handling overfor potentielt hurtigt-
respekterer landegrænser. voksende problemer.
Rygdækning International lovgivning har på Reaktionstiden fra første melding
nogle områder afhjulpet til EU har været over et år.
problemer med f.eks. Mange lande i Syd- og Østeuropa
luftforurening. kan tænkes at modarbejde EU-
regulering, da det vil
besværliggøre deres
fuglefrøeksport uden at gavne dem
selv overhovedet, da planten
allerede er spredt vidt og bredt.
Styrkemarkør International regulering fremstår Bynke-problemet er med stor
som en oplagt del af løsningen. sikkerhed større i dag, end da
spørgsmålet første gang blev rejst i
EU. Samtidig er det meget
sandsynligt, at der ikke kommer
EU-regulativer på området
foreløbigt.
Gendrivelse Men andre lande har lavet deres Men en enkeltstående dansk
egne nationale løsningsmodeller. indsats vil på lang sigt muligvis
have begrænset effekt, bl.a. fordi
en del køber fuglefrø i udlandet.

5
Jf. Møller Nielsen 2007

89
Artiklen er bedømmende og løsningsorienteret, eller med Niels Møller Nielsens
(2007) ord normativ med et målrationelt regulativ,6 idet en gængs løsning
problematiseres og en anden foreslås med et bestemt mål for øje. Som i de øvrige to
artikler er kun udvalgte dele af argumentationen med i selve artiklen. Artiklens
argumentation ville i øvrigt styrkes betydeligt med citater fra relevante ministre eller
EU-parlamentarikere. Men fødevareministerens pressesekretariat var det eneste, der
imødekom henvendelserne inden specialets deadline, og det med oplysningen om, at
ministeren ikke ønskede at udtale sig.

Allergiske Trine: Jeg skrev i en døs (videoklip)

Påstand Ambrosie- og birkeallergi er
direkte sammenlignelige.
Belæg De to planter scorer som de
eneste i Danmark max-point på
den officielle allergiskala.
Forskellige allergier giver i vid
udstrækning samme symptomer.
Hjemmel Så længe en effekt er den samme, De samme forhold gør sig
giver det mening at sammenligne. gældende for birkeallergikere og
Rygdækning Astma- og Allergiforbundet
sammenligner ambrosie- og
birkeallergi.
Styrkemarkør Ambrosie- og birkeallergi er
sammenlignelige i den
udstrækning sammenligningen
går på, hvordan allergien føles for
den enkelte allergiker.
Gendrivelse Men de to planter krydsreagerer
ikke nødvendigvis med helt de
samme fødevarer.
Sommerens bynke ambrosie gør
allergisæsonen længere for en
typisk birkeallergiker.
Er man allerede allergiker er
risikoen for ambrosie-
overfølsomhed meget stor.
alle andre allergikere.
Teoretisk og empirisk forskning
peger i den retning.
Birkeallergikere har betydelig
risiko for at opleve en længere
pollensæson.
Men nogle birkeallergikere vil
formentlig gå fri.

Den perfekte case havde været en person, der var testet for ambrosieallergi. Kun et
meget lille antal anonyme danskere er imidlertid testede. Derfor opstår udfordringen
med at balancere mængden af argumentation – for at gøre sammenstillingen af birk og
ambrosie troværdig og forståelig – med klippets æstetiske, stemnings- og
identifikationsskabende udtryk. I øvrigt tænkes videoklippet at fungere som belæg for,
at allergi er slemt, og at noget må gøres.

6
Møller Nielsen 2007

90
4 KORT OPSAMLING OG REFLEKSION
Netnyheder med stort oplevelsespotentiale; det er næsten et oxymoron. Og det
praktiske arbejde med historiepakken har været en udfordring. For hvordan kan
indholdselementerne bruges til at skabe større oplevelsespotentiale uden i høj grad at
overse jp.dk-redaktionens begrænsede tidsressourcer og sejlivede idealer? Et stykke
hen ad vejen er svaret – som i specialets konklusion – at de nuværende redaktionelle
rammer kun understøtter oplevelsesrige digitale fortællinger i ringe grad. Men det er
værd at bemærke, at de formater, der anvendes i dette journalistiske produkt, alle på
den ene eller den anden måde er velkendte på jp.dk. Samtidig har en del af arbejdet
med oplevelsespotentialet bestået i en layoutændring, der aldrig vil være journalistens
opgave, og som de næppe vil have modstand mod. Således formodes en historiepakke
à la specialets journalistiske produkt at kunne realiseres på jp.dk under
omstændigheder, er ikke er alt for langt fra de nuværende. Denne potentielle
realisering har været et mål i sig selv, men også udgjort en betydelig, personlig
udfordring: En mængde ideer, der kunne have gjort oplevelsespotentialet større og
fået det journalistiske produkt til at fremstå bedre og mere helstøbt, er forkastet, fordi
de ville være alt for tidskrævende at lave i en normal netjournalistisk kontekst.

91
5 KILDER
5.1 Mundtlige
Carsten Ambelas Skjøth
Post.doc Rolle: Ekspert
Afd. for atmosfærisk miljø Hovedbudskab: Det er overraskende, at bynke ambrosie
DMU kan sprede pollen i Danmark. Der er forholdsregler.
Århus Universitet Kontakt: 46 30 18 78

Janne Sommer
Leder af pollentællingerne Rolle: Partskilde
Astma-Allergi Forbundet Hovedbudskab: EU-lovgivning er ikke nok. Bynke
ambrosie er ekstremt allergifremkaldende.
Kontakt: 43 22 16 71

Steen Lykke Nielsen

Forskningsleder Rolle: Ekspert og baggrundskilde
Det jordbrugs- Hovedbudskab: Er ambrosie først kommet, er den meget
videnskabelige fakultet svær at slippe af med igen.
Århus Universitet Kontakt: 89 99 36 71

Jan Sten Jørgensen

Specialkonsulent Rolle: Ekspert og part
Plantedirektoratet, Hovedbudskab: EU-lovgivning er løsningen. Man kan
Fødevareministeriet godt selv sortere sine fuglefrø.
Kontakt: 45 26 38 04

Trine Randahl
Allergiker Rolle: Caseperson
Hovedbudskab: Det er træls at have allergi.
Kontakt: 30 48 30 03

Thor Seierø Mouritzen

Pressesekræter Rolle: Talsperson for partskilde (fødevareministeren)
Fødevareministeriet Hovedbudskab: Ministeren ønsker endnu ikke at udtale
sig i sagen.
Kontakt: 33 92 20 50

5.2 Skriftlige
Rapport over undersøgelse af fugleblandinger (Plantedirektoratet)
Budskab: Ambrosiefrø-indholdet er bekymrende i over halvdelen af test-blandinger.
http://pdir.fvm.dk/Bynkeambrosie.aspx?ID=11027

Allergiske sygdomme - pollenallergi og klimaændringer (statusartikel i Ugeskrift

for læger 171/44 26. oktober 2009 v. Sommer et al.)
Budskab: Vi kan forvente flere allergikere, nye allergier, længere pollensæson og

92
voldsommere symptomer i fremtiden. En undersøgelse på Odense
Universitetshospital har vist, at 19.8 procent af de testede allergikere reagerede på
bynke ambrosie.

Increased Prevalence of Ambrosia sensitisation in Europe (artikel i GALEN

News, nyhedsbrev for Global Allergy and Asthma European Network, marts 2009)
Budskab: Forekomsten af ambrosiefølsomhed er stigende i Europa

Bynke ambrosie (information fra Skov- og Naturstyrelsen)

Funktion: Baggrundsinformation og leverandør af det kort, der ligger til grund for
artikel 2’s Google-kort.
http://www.skovognatur.dk/DyrOgPlanter/Artsleksikon/Planter/Andreplanter/BynkeA
mbrosie/

Slut med astmafremkaldende stof i fuglefrøene (artikel på dr.dk, 14. marts 2010)
Funktion: Leverandør af citat med miljøministeren.
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2010/03/14/144857.htm

Retningslinjer for forebyggelse og bekæmpelse af bynke ambrosie (rapport fra

EUPHRESCO, et EU-projekt med formål at undersøge ambrosieproblemet)
Funktion: Baggrundsinformation og leverandør af billedmateriale.
www.agrsci.dk/ambrosia/outputs/ambrosia_dan.pdf

93
6 LITTERATUR
Harms Larsen, Peter (1990): Faktion som udtryksmiddel, Amanda.

Jacobsen, Peter From (2009): Eyetrack med i web-udviklingsarbejde på 3F

http://www.update.dk/cfje/vidbase.nsf/ID/VB01751618

Møller Nielsen, Niels (2007): Pragmatisk argumentationsanalyse, arbejdspapir,

Roskilde Universitetscenter.

Skovbjerg, Annegrete (2009): Video-nyheder på nettet, side 155-178 i Kabel (red.):

Nyheder i nutid. Forlaget Ajour.

94
7 JOURNALISTISKE TEKSTER

ARTIKEL 1: Vi har stadig en chance mod superbynken

Haveejere skal handle med det samme for at undgå pollenkaos fra en ny,
allergifremkaldende plante.

Den globale opvarmning har gjort det danske klima mildere. Derfor spirer bynke
ambrosie, der er et udbredt ukrudt i Syd- og Østeuropa, blandt forårsplanterne i
danske haver. Og denne nye ’superbynke’ kan ramme landets godt én million
allergikere hårdt:

- Når man først har allergi, er der større risiko for at udvikle andre allergier – for
eksempel overfor bynke ambrosie. Den er ekstremt allergen. Og udover den million,
der allerede har allergi, regner vi med, at den vil skabe 100.000 nye allergikere, siger
biolog Janne Sommer fra Astma- og Allergiforbundet.

I de områder i Europa, hvor planten allerede har fået fodfæste, har over 10 procent af
befolkningen udviklet allergi. Og situationen kan meget vel blive den samme i
Danmark. For vi hjælper selv superbynken med at sprede sig ved at købe fuglefrø, der
er forurenet med bynken fra marker i Syd- og Østeuropa.

Hold øje i haven – år efter år

Carsten Ambelas Skjøth, der forsker i udbredelsen af bynke ambrosie på Danmarks
Miljøundersøgelser, forklarer, at vi stadig har en chance. Det kræver, at vi holder øje
godt med haverne – især omkring foderbrættet.

- Ryk den op med rødder! Send den til destruktion. Eller brænd den. Og husk
handskerne. Det kan fremkalde allergi at røre ved den, opfordrer han.

Planten er netop begyndt at spire, så det er en god ide at holde udkig allerede nu – så
planten bliver fjernet før pollensæsonen i august og september. Og har man først én
gang set bynke ambrosie i sin have, er det vigtigt at holde øje mange år fremover.
Enkelte frø kan nemlig overleve 40 år i jorden.

95
Ambrosie skal ud af fuglefrøene
Plantedirektoratet undersøgte for nyligt en række fugleblandinger for ambrosie-frø.
Resultatet var nedslående: Over halvdelen af blandingerne havde bekymrende mange
af slagsen.

Store dele af Schweiz er hårdt angrebet, og i dag renses schweiziske fugleblandinger,

før de sendes ud i butikkerne. I EU diskuterer man at gøre det samme. Men den
passionerede bynkebekæmper kan også selv sortere sine fuglefrø:

- Ambrosiefrø er mellem 1.5 og 4 mm.. Solsikkefrø er meget større, så det kan godt
lade sig gøre. Man kan sagtens sigte dem fra selv, siger Jan Sten Jørgensen, der har
været med til at lave fuglefrø-analysen for Plantedirektoratet.

(Faktaboks) Derfor skal bynke ambrosie standses:

• Den kan give allergi, astma og nældefeber, både hos allergikere og ikke-
allergikere.
• Den gør pollensæsonen to måneder længere, fordi den blomstrer efter de andre
allergifremkaldende arter.
• Den er et sejlivet ukrudt, der er svær at slippe af med. Det går blandt andet
udover landbruget.

(Tekster til billedserie)

1: Det mildere klima har gjort det muligt for den allergifremkaldende bynke ambrosie
at vokse i Danmark. (Foto: EAN)
2: Bynke ambrosie kommer til Danmark i fugleblandinger med solsikkefrø. Hold
derfor især øje omkring foderbrættet. (Foto: Getty)
3: Fugleblandingernes ambrosiefrø kommer fra marker i Syd- og Østeuropa, hvor
bynke ambrosie er et udbredt ukrudt. Her er det en inficeret mark i Tjekkiet. (Foto:
Mario Lesnik)
4: Syd- og Østeuropa er allerede hårdt ramt af bynke ambrosie. Meget tyder på, at
planten også er ved at få solidt fodfæste i Danmark. (Illustration: EAN)
5: Mindst hver femte allergiker forventes også at være ambrosie-allergisk. Det kan
blandt andet ramme Trine Randahl, der lider af birkeallergi. (Foto: Rasmus
Steengaard)

96
6: Bynke ambrosie er så småt begyndt at spire i forårshaverne. Planten er ’opkaldt’
efter gråbynke, som er en helt almindelig plante i Danmark. (Foto: Hans Peter Ravn)

ARTIKEL 2: Allergibomben vokser i din baghave

Nyt og ekstremt allergifremkaldende ukrudt spreder sig via fuglefrø i danske haver.
Men ukrudtet har ikke lige gode vilkår alle steder. Se om den trives nær din have.

Blandt fuglefoderets solsikkekerner ligger frø af planten bynke ambrosie. Frø der ofte
slår rod i nærheden af foderbrættet og bliver til ekstremt allergifremkaldende planter.
Det er allerede sket i mange danske haver:

- Det præcise omfang kender vi ikke, men vi regner med, at det allerede er udbredt.
Antallet af planter skal nok regnes i hundredetusinder. Og alle dem, jeg kender, der
fodrer fugle, siger, at den plante har de da fundet i deres have, siger Carsten Ambelas
Skjøth fra Danmarks Miljøundersøgelser.

København er værst
Skov- og Naturstyrelsen har modtaget klart flest indberetninger om bynke ambrosie-
fund på Sjælland. Carsten Ambelas Skjøth forsker i plantens udbredelse og forklarer
forskellen med, at der bor flere mennesker – og at de bor tættere – på Sjælland:

- Alt andet lige er der flere, der køber fuglefrø i Storkøbenhavn end i Viborg. Hvor
meget større problemet er i København, ved vi faktisk ikke. Men der måles klart mere
pollen, siger han.

Samtidig er klimaet på Sjælland en lille smule varmere end i Jylland. Og planten

trives bedst med varme. Carsten Ambelas Skjøth opfordrer både københavnere og alle
andre til at hive den op med rode og indberette fundet til Skov- og Naturstyrelsen
(eksternt link).

97
(Billedtekst) Kortet viser bynke ambrosies udbredelse i Danmark og er baseret på
indberetninger til Skov- og Naturstyrelsen. Du kan selv indberette et fund på
Styrelsens hjemmeside (eksternt link).

(Faktaboks) Sådan kommer du ambrosie til livs:

- Fjern bynke ambrosie i haven, på byggetomter og ved foderbrættet i parken og
skoven. Planten bliver i løbet af sommeren en meter høj og kan kendes på sine
spidse blade, runde og behårede stængel og sine små, grønne, klokkeformede
blomster. Hiv planten op med rode.
- Brænd den eller put den i en lukket pose. Du må ikke kompostere den, så kan
frøene sprede sig.
- Husk handsker! Det kan give udslæt at røre ved planten.
- Køb fugleblandinger i danske supermarkeder. Ifølge en undersøgelse fra
Plantedirektoratet indeholder supermarkedets fugleblandinger mindre bynke
ambrosie end en række andre blandinger.
- Sigt selv ambrosie-frøene fra fugleblandingen. De er ca. 4 mm lange og
nemme at kende fra solsikkefrø.

(Billedtekst) Bynke ambrosie ligner den såkaldte gråbynke, som mange danskere
allerede er allergiske overfor, og bliver cirka en meter høj. Det lille foto viser
ambrosie-frø ved siden af solsikkefrø. (foto: Hans Peter Ravn og Agroscope)

ARTIKEL 3: Allergikere: Vi kan ikke vente på EU

EU-lovgivning mod superbynke lader vente på sig. Imens spreder planten sig til gene
for tusindvis af allergiske danskere.

Når vindretningen er til det, blæser pollen fra markerne i Syd- og Østeuropa nordpå
og generer danske allergikere. Fra samme marker kommer en del af de fuglefrø, vi
fodrer fuglene med – og som er forurenet med bynk ambrosie. Derfor er en
international indsats vigtig:

- Pollen fra bynke ambrosie respekterer ikke landegrænserne. EU-lovgivning er helt

98
klart løsningen på det her, lyder det fra specialkonsulent Jan Sten Jørgensen,
Plantedirektoratet.

Superbynken venter ikke

Det er næsten et år siden, Danmark første gang rejste spørgsmål om bynke ambrosie i
EU. Først nu er der så småt ved at ske noget: EU’s fødevaresikkerhedsudvalg har
bynke ambrosie på dagsordenen til et møde næste uge. I Astma- og Allergiforbundet
er man utålmodige:

- Hvorfor skal vi vente på en EU-lovgivning, der kommer om et år eller to, når vi ved,
at problemet er fuglefrøene? Det her er ved at blive et problem for Danmarks én
million pollenallergikere, siger pollenekspert Janne Sommer, Astma- og
Allergiforbundet.

Ministeren håber på frivillig ordning

Astma- og Allergiforbundet har i flere år påpeget problemet. Det samme har
Plantedirektoratet, der hører under Fødevareministeriet. Men ministeriet vil afvente
EU’s afgørelse, og ministeren vil ikke udtale sig til jp.dk.

Nu har Miljøminister Karen Ellemann (V) taget problemet til efterretning og vil
arbejde på at få bynke ambrosie ud af fuglefrøene – gerne inden næste fodringssæson.
I første omgang vil ministeren dog ikke lovgive på området.

- I første omgang håber jeg, at importørerne ad frivillig vej vil sikre, at deres
produkter ikke indeholder det her, udtalte hun for nyligt til DR.

(Billedtekst) Tidligere har bynke ambrosie ikke kunnet sprede sine pollen herhjemme,
fordi temperaturerne var for lave. Det har den globale opvarmning ændret på. Nu er
klimaet så mildt, at planten har vist sig at trives i Danmark. (Foto: Agroscope)

(boks) Fakta: En ekstrem allergifremkalder

Pollen fra bynke ambrosie er ekstremt allergifremkaldende – på linje med birk. Og
planten udsender flere pollen end nogen anden plante. Samtidig er pollen-kornene

99
meget små og lette og kan derfor rejse langt med vinden. Er vindretningen rigtig,
bliver danske allergikere generet af bynke, der vokser i Polen.

Er man allerede allergiker, er risikoen for at blive overfølsom overfor bynke ambrosie
stor. Og jo mere ikke-allergikere er i kontakt med planten, jo større er deres risiko for
at udvikle allergi. Astma- og Allergiforbundet anslår, at 100.000 danskere de næste år
vil udvikle allergi overfor superbynken.

(Billedtekst) Bynke ambrosie har flere pollen en nogen anden kendt plante; op mod
100 millioner. (Foto: Getty)

100