Danske Ubåde 1909: 2004. Bind II

Ligesom Første Verdenskrig viste begivenhederne under Anden Verdenskrig, at ubåde var et særdeles effektivt våben. Tyske, italienske og japanske ubåde sænkede i løbet af krigens fem år næsten 3000 allierede handels- og krigsskibe, og allierede ubåde spillede ligeledes en stor rolle i kampen mod både Italien og Japan. Efter krigen var der heller ikke tvivl blandt verdens flådemagter om, at man fortsat burde råde over ubåde.

Det danske søværn var dog ved befrielsen i maj 1945 i en sørgelig forfatning. Efter flådens sænkning i 1943 var materielsituation elendig. I majdagene rådede man kun over det ene bevogtningsfartøj, de tre mindre minestrygere samt de ni kuttere, der den 29. august 1943 og i dagene derefter havde nået neutralt svensk område. Man genfandt ganske vist en række af de fartøjer, som tyskerne havde erobret, i forskellige danske og nordtyske havne, men de skulle alle repareres grundigt, før de igen kunne hejse kommando.

Tyskerne havde også hævet det udbrændte vrag af depotskibet Henrik Gerner og slæbt det til Tyskland. Det blev i sommeren 1945 genfundet sænket som blokskib i udmundingen af Oderfloden ved Stettiner Haff. Skibet var dog så beskadiget, at søværnet ikke ønskede at bekoste en bjærgning, og vragets senere skæbne er ukendt.

Ødelagte ubåde i Søminegraven i maj/juni 1945.

De danske ubåde blev genfundet i Søminegraven på Holmen, hvor tyskerne i krigens sidste tid havde placeret dem. Tyskerne havde ikke gjort forsøg på at reparere ubådene, og de var alle i meget ringe stand. De gamle enheder af B-klassen blev hurtigt solgt til ophugning, mens både H-, D- og C-klassen foreløbig forblev i flådens tal. C-klassen blev bibeholdt som mulige mål for skydeøvelser eller øvelser med dybdebomber. Det blev dog ikke til noget, og de tre ubåde blev solgt til ophugning i 1952.

Ifølge optegnelser fra en daværende ansat ved Orlogsværftet, Anton Jacobsen, blev Daphne og Dryaden den 7. januar 1946, sammen med de fire ubåde af H-klassen, anbragt i Orlogsværftets Dok IV. Herefter blev reparation af ubådene påbegyndt, men det er uvist hvor langt man nåede, inden Marineministeriet den 4. april samme år bestemte, at Daphne og Dryaden skulle udgå af flådens tal. Forberedelserne til en reparation af H-klassen fortsatte men havde lange udsigter, og Ubådseskadren stod derfor på bar bund rent materielmæssigt. Men problemerne stoppede ikke her. Ikke bare var der ingen operative ubåde, men personellet havde ikke været til søs i over to år, og der var en reel frygt for, at de var ved at miste deres erfaring. Søværnet ønskede derfor hurtigst muligt igen at komme til at råde over operative ubåde, og det lykkedes allerede i eftersommeren 1945 at få en lejeaftale i stand med den britiske flåde.

Faktisk var forhandlingerne om britisk bistand til genopbygningen af søværnet blevet påbegyndt allerede den 14. februar 1945 – altså før krigens afslutning. Forhandlingerne fortsatte efter krigens afslutning, og den 18. oktober tilbød det britiske admiralitet at sælge eller leje tre destroyere, to korvetter, ti motortorpedobåde, ti minestrygere samt seks ubåde til Danmark. Den danske regering var dog ikke klar til at foretage den store investering, som køb eller leje af en så stor flådestyrke ville kræve. Man manglede både valuta til at betale for skibene og personel til at bemande dem.

Under Anden Verdenskrig havde 15 danske søofficerer gjort tjeneste i den britiske flåde. Jørgen Petersen havde, som den eneste, gjort tjeneste i det britiske ubådsvåben. Den viden og erfaring som han opnåede her kom efter befrielsen søværnet til gode og han kom til at spille en central rolle i genopbygningen af flådens ubådsvåben. Ped som han blev kaldt ses her i tårnet i midten sammen med resten af besætningen på U 1 i august 1947.

Danmark var sluppet nådigt igennem Anden Verdenskrig, og havde undgået alvorlige krigshandlinger på dansk jord. Den tyske besættelse havde dog været dyr for den danske statskasse, og de danske politikere prioriterede i årene efter krigens afslutning en økonomisk genopbygning af landet højere end en genopbygning af det danske forsvar. Som led i denne genopbygning blev søværnet pålagt at stryge de danske farvande for de mange tusinde miner, som både tyskerne og de allierede havde udlagt under de fem års krig. Arbejdet lagde beslag på hovedparten af søværnets mandskab, materiel og økonomiske midler, men søværnets ledelse lagde stor vægt på, at man også skulle genopbygge søværnets kampkraft. De dansk-britiske forhandlinger endte derfor med, at søværnet indkøbte to fregatter og en korvet og lejede tre britiske ubåde. Samtidig forsøgte man at overtage et antal tyske ubåde, men uvist af hvilken årsag blev dette ikke til noget.

U-klassen. Lejet britisk materiel

Efter krigens afslutning var de tre ubåde overgået til den britiske flådes reserve og blevet oplagt. Efter at lejeaftalen med Danmark blev underskrevet, blev de alle reaktiveret og sejlet til Danmark. Her er U 1 og U 2 fotograferet på Holmen den 7. oktober 1946 kort før det britiske orlogsflag blev halet ned og det danske hejst. Først da ubådene hejste dansk orlogsflag, begyndte den danske stat at betale lejeafgift.

De lejede ubåde var en enhed af U-klassen og to af V-klassen. V-klassen var en forbedret version af U-klassen, men ubådene var i det store og hele identiske. Søværnet havde et udmærket indblik i denne type ubåde, bl.a. som følge af, at kaptajnløjtnant Jørgen Petersen under krigen havde gjort tjeneste i netop U-klassen.

Efter flådens sænkning blev Hekla først benyttet som interneringssted for de tilfangetagne danskere, men efter at de var blevet løsladt, slæbte tyskerne skibet til Isefjorden. Her fungerede det som flydende tysk logi- og skoleskib indtil befrielsen. Da overtog søværnet igen skibet og slæbte det tilbage til Holmen, hvor det igen blev taget i brug af Ubådseskadren. Først i 1955 – efter 65 år i søværnets tjeneste – blev Hekla udfaset og solgt til ophugning. Her ses skibet på siden af kaserneskibet Fyen. (N. F. Stegmann)

Norge overtog på samme vilkår som Danmark en række britiske ubåde af U-klassen samt femten tyske ubåde, der ved befrielsen befandt sig på norsk territorium. Tre af de tyske ubåde kom senere i tjeneste i den norske flåde.

De tre ubåde, som søværnet lejede, var alle relativt nye. De var blevet søsat i 1942 og 1944 og havde alle deltaget i Anden Verdenskrig. U 1 indgik fra 1943 til krigens slutning i den polske eksilflåde under navnet Dzik, der på polsk betyder vildsvin. Den opererede hovedsageligt i Middelhavet, hvor den på 12 krigspatruljer sænkede 6-7 større og 12 mindre skibe på i alt ca. 45.000 tons. De to andre ubåde, der i britisk tjeneste havde navnene Vulpine (U 2) og Vortex (U 3) havde en relativ udramatisk krigsindsats. Vulpine, der betød den ræveagtige, indgik i Royal Navy den 28. december 1943. I 1944 blev den udstyret med en falsk snorkel, og deltog frem til krigens slutning i uddannelsen af britiske antiubådsfly, der skulle lære, hvordan man fik øje på en snorklende ubåd. Vortex, der betyder malstrøm, indgik i Royal Navy i august 1944. Allerede i december samme år blev den lånt til den Frie Franske flåde, og fik her navnet Morse, der på både engelsk og fransk betyder hvalros. At U 3 havde været i fransk tjeneste var stadig tydeligt, da den indgik i det danske søværn. I ubådens officersmesse var der monteret en stor rødvinstank, hvorfra de franske officerer havde kunnet tanke vin til maden!

At U-1 havde været aktiv i den polske flåde fik i foråret 1946 den polske regering til at protestere over salget af Dzik til Danmark. Polakkerne mente, at ubåden var blevet overdraget til den eksil-polske flåde, og at den derfor tilhørte Polen. Et argument, som englænderne dog hurtigt fejede af bordet. Selv om polemikken ikke direkte involverede Danmark, blev den fulgt tæt af de danske myndigheder.

De nye britiske ubåde var et stort spring fremad for det danske ubådsvåben. Tonnagemæssigt var de næste dobbelt så store som H-klassen og med deres næsten 63 meters længde de længste ubåde, som søværnet nogensinde kom til at råde over. Den større længde gav plads til bl.a. radaranlæg og større torpedorør. U-klassen var således udstyret med fire 53 cm torpedorør, alle placeret i stævnen. Derved blev 53 cm torpedoen introduceret i det danske ubådsvåben, hvilket var uomgængeligt, da 45 cm torpedoer efter krigen slet ikke blev produceret mere. De nye 53 cm torpedoer krævede længere indskydningsafstand, og søværnet måtte derfor finde penge til at færdigbygge den nye torpedostation ved Kongsøre ved Isefjorden.

De britiske ubåde var også udstyret med en moderne ildledelse, der automatisk kunne udregne, hvilken fart og kurs, som torpedoerne skulle have for at ramme det tiltænkte målet. Det øgede markant chancen for at ramme – hvis altså man fra ubådens side var i stand til at fodre maskinen med de rigtige oplysninger.

Ildledelsessystemet hed officielt STD MK. II men blev hurtigt døbt »Frugtmaskinen«, da den lignede en Enarmet Tyveknægt.

Som noget nyt var U-klassens dieselmotorer ikke beregnet til at drive ubåden frem, men kun til opladning af batterierne. I stedet skete al fremdrift med de elektriske motorer, hvilket gav ubådene en lav overfladefart, men sparede en del vægt. Dieselmotorerne gav dog mange problemer og først efter en omstændelig udskiftning af krumtapakslerne blev problemerne løst. Ved underskrivelsen af lånebetingelserne havde søværnet forpligtet sig til selv at stå for alle reparationer af de tre ubåde, hvis de under dansk kontrol skulle få havarier eller lignende. Søværnet bad dog den britiske flåde om at betale for udskiftningen af krumtappene, da man fra dansk side mente, at nedslidningen var sket, mens ubådene var i britisk tjeneste. Det lykkedes dog ikke at overbevise den britiske flåde, og sagen endte med, at Orlogsværftet måtte udføre reparationerne for søværnets penge.

Hvor H-klassen havde haft en maks. dykkedybde på 45 meter var U-klassen bygget til at kunne operere på over 100 meters dybde, og under krigen havde U 2 efter sigende klaret et dyk på 170 meter. Tiden fra overfladesejlads og til ubåden lå i periskopdybde var under tyve sekunder, hvilket krigen havde vist var en vigtig faktor i ubådenes overlevelse. Af de 781 ubåde, som tyskerne mistede under krigen, var de 415 (53 %) blevet sænket ved luftangreb. Det viste tydeligt, at ubådens placering fremover var under havoverfladen og kun dér. De tre britiske ubåde var dog bygget, før denne konklusion nåede at påvirke ubådens design, og var derfor stadig mere egentlige dykkebåde end ubåde. Først da de i begyndelsen af 1950’erne blev udstyret med snorkler, og derved kunne forblive neddykket hele tiden, nærmede de sig betegnelsen egentlige ubåde.

De nye ubåde indeholdt meget nyt, og de blev derfor fulgt af to britiske søofficerer, der skulle oplære de danske ubådsfolk. Englænderne kom til at tilbringe godt ét år i Danmark, før ubådene var fri for børnesygdomme og klar til operativ tjeneste. Samtidig etablerede søværnet en lille ubådsofficersskole på Holmen, hvor Jørgen Petersen videregav de erfaringer, han havde fået under tjenesten i de britiske ubåde under krigen.

Rapporter i Forsvarets Efterretningstjenestes arkiv viser at tjenesten i årene efter krigen foretog en række interviews med tyske søofficerer, der havde gjort tjeneste i de tyske ubåde under Anden Verdenskrig. Formålet var at høre ubådsofficerernes syn på ubådskrigen og i de rapporter, som Efterretningstjenesten skrev, blev der lagt stor vægt på, hvordan krigens erfaringer kunne komme i det danske søværn til gode. Her er to tyske ubåde fotograferet i Helsingør havn under Anden Verdenskrig. (C.C.B. Vognsen)

Skolen lukkede den 15. februar 1947, hvorefter ubådenes kommende officerer blev sendt på uddannelsesophold ved den britiske ubådsbase ved Portsmouth.