Skrymers Handske

Thor, Vi må evakuere! Nu! Som kriger havde Loke slet ikke tålmodighed til at stå der og gøre ingenting, alt imens det vrimlede med angrebslystne Jætter lige uden for Svalinns vinduer.

Jeg er næsten færdig, svarede Thor, mens han fortsatte med at taste data ind på den opretstående virtuelle skærm foran sig, Jeg er nødt til at lukke ned for Fyrkat* først.

Nej, Thor, vi må af sted nu! Loke nikkede ud mod det lufttomme rum uden for vinduet, hvor Asernes fightere, de lette og hurtige Skarfier, kæmpede en brav kamp mod Jætternes tunge, men heftigt bevæbnede Farbauter.

Thor reagerede ikke og Loke mærkede frustrationen stige indeni. Så tog han fat i Thors arm. Jætterne har næsten brudt gennem vores sidste forsvar! næsten råbte han med panik i stemmen.

Slip! Thor trak sig fra Lokes greb. Hvis vi ikke lukker ned for Fyrkat, kan den falde i hænderne på Jætterne! Hele Galaksen vil leve på deres nåde! Du véd, hvad det betyder! Lad mig gøre det færdigt! Bagefter kan vi evakuere!

Loke rynkede brynene. Selv om han ikke havde den ringeste anelse om, hvad Fyrkat var for et apparat, vidste han, at enhver form for ny teknologi skulle holdes væk fra Jætterne, for ellers ville de bruge den hæmningsløst i deres fremmarch på planeter overalt, hvor de kom frem. På den anden side... Jætterne var ikke kendt for blødsødenhed over for krigsfanger. Især ikke krigsfanger, der vidste noget... Han tog en hurtig beslutning, nikkede til sin ven og overordnede og åbnede en kanal på kommunikationsenheden. Kaptajn Loke til alle Skarfier. Beskyt Svalinn! Jeg gentager: Beskyt Svalinn! Alle andre enheder trækker sig tilbage! Anmodning om landingstilladelse er IKKE nødvendig. Kom hjem! Cruiserne og de mindre spejderenheder uden for skibet reagerede med det samme og begyndte tilbagetrækningen til hangarskibene, mens de Skarfier, der stadig var operationsdygtige, dannede små grupper af to eller tre for at forhindre Jætternes angrebsfartøjer i at nærme sig Svalinn. Loke observerede dem gennem kommandorummets store vindue med bekymret mine. En Skarfi var hurtig og let at manøvrere, men Jætternes Farbautere var dødsensfarlige. Sådan var det med stort set alle Jætternes fartøjer. Udstyret med et vanvittigt våbenarsenal var Farbauteren en brutal kæmpe at støde ind i. Kun de mest dygtige piloter kunne udnytte Skarfiens egenskaber til fulde og sætte sin modstander af. To Skarfier derude lod til at have netop den type piloter om bord. Omringet af dusinvis af Farbautere krydsede de hinandens flyvebaner og fik Jætterne ind i positioner, hvor først den ene Skarfi, så den anden, kunne skyde fjenden ned, før piloten i Farbauteren opdagede, hvad der foregik. De to Skarfipiloter kastede deres fartøjer i hver sin retning og lokkede Jætterne til at forlade deres formation. Den ene Skarfi satte farten op, hurtigt nok til at det lignede en flugt, men alligevel langsomt nok til, at Farbauterpiloterne kunne se en pointe i at forfølge den og snart forsvandt Skarfien ud i det fjerne. En gruppe Farbautere fulgte efter ham, men de fleste blev tilbage for at angribe Svalinn. Først måtte de dog tage sig af den anden Skarfi og det viste sig at være en særdeles vanskelig opgave. Den tilbageblevne Skarfi lavede en række skarpe slalommanøvrer, der satte Jættepiloterne på overarbejde. Jætternes Farbautere var store og tunge og selv om deres motorkraft var tilsvarende stor og i princippet skulle kunne følge en Skarfi til hver en tid, var de ikke nær så hurtige i vendingen og Jætterne måtte derfor kompensere ved at forudsige Skarfiens næste træk. Det gik ikke så godt. Én efter én fik Skarfiens pilot lokket Jætterne ind i en flyvebane, hvor de ikke kunne undslippe Skarfiens tromlekanoner og i løbet af ganske kort tid var der tyndet pænt ud i flokken. Loke fulgte Skarfien med øjnene og var tydeligvis imponeret. Han åbnede den virtuelle skærm og slog Skarfiens ID-nummer op i databasen. Han ville gerne kunne trykke piloten i hånden, når alt det her var overstået - måske endda give ham en anerkendelse af en slags - hvis han da overlevede. Balder, stod der på skærmen. Loke blev overrasket og skævede over mod Thor, der stadig tastede som en gal. Det var vist ikke det rigtige tidspunkt at fortælle ham, at hans bror var derude alene mod et halvt dusin Jætter. Loke drejede hovedet og så igen ud på slaget. Den anden Skarfi var nu på vej tilbage med 4 Jætter lige efter sig. Resten af jagerne havde han åbenbart sat af derude, men ikke helt uden omkostninger. Skarfien tippede fra tid til anden og det virkede som om dens styresystem ikke fungerede helt som det skulle. Loke åbnede igen kommunikationskanalen for at gøre Balder opmærksom på problemet, men han nåede ikke at sige noget, før det gik op for ham, at det var unødvendigt. Skarfi 7! hørte han Balder råbe over radioen. Loke skævede igen over mod Thor og konstaterede lettet, at han havde husket at slukke for medhøret. Thor kunne fortsætte nedlukningen af Fyrkat uden at blive forstyrret. Skarfi 6, svarede piloten i den anden Skarfi, jeg er blevet ramt på styredyserne og har et par monstre lige i halen. Kan du lægge dig imellem? Balder svarede i kode til den anden pilot og svingede med usvigelig sikkerhed sin Skarfi rundt om de to Jætter, han endnu ikke havde fået gjort kål på og lagde sig på kollisionskurs med 7´erens efterfølgere. De reagerede med skarpe sving til alle sider, men én af dem havde lige så store problemer med at styre sit fartøj som Skarfi 7. Farbauteren nåede kun lige akkurat at undgå et sammenstød med Balders Skarfi. Woah! råbte Balder, Det var tæt på! Skarfi 7, er du OK? Loke hørte ikke svaret. Han havde øjnene stift rettet mod den vildfarne Jætte, som med høj hastighed nærmede sig Svalinn. Det næste minut virkede som en drømmetilstand, hvor alting på én gang synes at gå meget hurtigt og alligevel meget langsomt. Jættens fartøj voksede sig større og større i Svalinns frontvindue. Loke kunne ikke andet end at se til, mens Farbauteren kom helt tæt på, gled ud af Lokes synsfelt og ramlede lige ind i Svalinn med et ordentligt brag! Craash! Diyouuvvv! Lyden af systemer, der lukkede ned, lagde sig som en tyk dyne på Svalinns bro. Stilhed. Mørke...

Loke havde følelsen af at sidde i en rutsjebane, som netop er på vej over den første bakke med forventningen om, at lige om lidt vil det gå brat nedad. Han så undrende over på Thor, der var fuldstændig upåvirket. Så kom nedturen! Loke mærkede et sug i maven, da hans krop løftedes op fra gulvet og efterlod ham hængende i luften. Vægtløsheden kunne kun betyde én ting: Svalinn var ved at styrte ned!

Thor! råbte Loke og forsøgte at vende sin svævende krop rundt. Han fik øje på Thor, der holdt fast i konsollen med den hånd, mens han tastede de sidste algoritmer ind med den anden. Endelig blev han færdig og hamrede sin hånd på den røde cirkel i midten af skærmen. En summen fra broen bredte sig ud i skibet og POOMPF! En kraftig bølge af energi rystede Svalinns skrog og bragede ud fra skibet som en bølge af lyd gennem vand.

Nede på overfladen blev den cirkelformede konstruktion glødende rød. Den gik over i gul, så hvid og POOMPF! På næsten samme måde som Svalinn sendte Fyrkat en bølge gennem landskabet. Hele området rystet og jorden bølgede, som når man kaster sten i vandet.

Tilbage på skibet havde Thor og Loke problemer med den kunstige tyngdekraft. Den slog til og fra, som når et barn leger med lyskontakten. Snart svævede de og snart blev de kastede mod gulvet i kommandorummet, for derefter igen at blive smidt op i loftet. Loke rakte ud efter kanten af konsollen midt på broen, men Thor var alt for langt fra noget at holde fast i og for hver gang tyngdekraften slog fra, snurrede hans krop vildere og vildere rundt. Det gav et sug i maven, da planetens tyngdekraft strakte sine arme ud mod Svalinn og flåede den ned fra sin bane. Hurtigere og hurtige mod overfladen gik det og da de ramte atmosfæren, lyste Svalinn op som en ildkugle. Samtidig blæste strålingen fra Fyrkat ud i en bred vifte og ramte Svalinn med sådan en kraft, at Thor blev slynget ind mod konsollen i midten af broen. Loke havde rigeligt at gøre med at holde fast og måtte blot se til, da Thor slog hovedet og hans blod dryppede som små kugler ud i lokalet.

Efter lidt tid udjævnedes Svalinns fald mod overfladen og skibet bøjede ind i en blidere vinkel mod sin skæbne.

Med ét forlod blodkuglerne midt i rummet deres plads og plaskede ned på gulvet. Nu kunne Loke slippe konsollen og hjælpe sin ven. Han kravlede forsigtigt fremefter, mens han holdt fast, hvor han kunne, for det tilfælde, at tyngdekraften af en eller årsag igen skulle forsvinde. Da han nåede hen til Thor, viste det sig at være en rigtig god idé, for lige pludselig mistede han igen fodfæstet. Idet hans krop vred sig opefter, gled hans hånd og han måtte atter en gang se sig selv svæve hjælpeløst hen mod vinduet. Med et lettelsens suk kunne Loke konstatere, at det da heldigvis stadig var intakt, så de var ikke i umiddelbar fare for at blive suget ud. Undervejs kastede han et blik hen mod Thor, der nikkede et ’jeg er ok’ mens han tastede noget ind på computeren og slog den kunstige tyngde fra, så de ikke ville blive smidt ned mod gulvet igen. Forhåbentlig ville det lykkes ham at få hovedcomputeren til at køre igen, så de kunne afbøde faldet, men indtil videre måtte Loke danne sig et overblik på gammeldags manér. Han nåede hen til vinduet og kiggede ned. Vandet mellem jordformationerne på den nordlige halvkugle mindede ham om en soldat, der knæler og Svalinn havde en kurs, der ville bringe dem til landing midt mellem det, jordboerne kaldte Danimarka* og Gardaria*. Et udmærket sted at nødlande, men desværre alt for langt fra kysten. De måtte få gang i computeren, så de kunne bruge redningskapslen, inden Svalinn splintredes mod vandet. Lyden af systemer, der atter startede op, fik Loke til at se på Thor. Ja! råbte Thor, så er vi kørende... Jeg skal bare lige have sat autopiloten til, så kan Svalinn måske lige nå at rette op, inden den rammer overfladen... Loke sparkede sig hen mod Thor og greb ham i armen. Nej, Thor... Loke rystede bedende på hovedet og denne gang gav Thor sig. Ok, nikkede han modstræbende og startede redningskapslen op, "men vi skal have gemt Fyrkats konsol og energikrystaller af vejen, når vi kommer derned." Loke nikkede, ikke så meget fordi han nødvendigvis var enig, men han fik aldrig Thor væk derfra, hvis han havde den mindste anelse om, at Fyrkat kunne falde i Jætternes hænder...

***

Tjalfe stod med en greb i hænderne og var i gang med morgenpligterne. Han skovlede møget så hurtigt, han kunne uden at sjaske sig selv til i kokasse, mens han lyttede til sin mors nynnen henne ved ildstedet. Det var en dejlig tryg lyd, når hun nynnede og det var ikke altid, hun selv opdagede, at hun gjorde det. Nogle gange kunne hun se helt overrasket ud, hvis Tjalfe eller hans lillesøster, Røskva, sagde noget om det. Af og til afbrød han sit arbejde og kiggede op for at holde øje med, hvor langt hun var nået med havregrøden. Hun var smuk, hans mor. Hendes lange, lyse hår flagrede ned omkring taljen og Røskva stod ved siden af og legede med det. Tjalfe glædede sig til morgenmaden var klar, så han kunne få den overstået og komme hen til gudernes borg. Tag det nu lidt roligt, sagde hans far, som netop var trådt ind i huset og nu stod i døren til stalden,* det nytter jo ikke noget at skovle møget væk fra gulvet, hvis det bare havner på væggene i stedet for. Nej, far, smilede Tjalfe og satte tempoet ned, jeg skal nok gøre det ordentligt. Tjalfes far vendte sig og gik hen til sin kone for at give hende et kys og et kram. Godmorgen, min skønne Groa, sagde han kærligt og løftede Røskva op på skuldrene og svingede rundt med hende, så hun kluklo af fryd. Godmorgen, Egil,* smilede hans mor tilbage og øste derefter havregrøden op i de dybe tallerkner, som hun satte på bordet ved siden af skeerne, Tjalfe havde snittet til hende sidste vinter. Tjalfe smed den sidste grebfuld på børen og trillede ud til møddingen, hvor han læssede det hele af. Så gik han ud i gården og vaskede sig godt og grundigt. Hvor var det dog en dejlig morgen! Selv om det stadig var tidligt på dagen havde solen allerede varmet alting op og Tjalfe havde smidt sin kappe hen over den lille kærre*, de brugte, når de skulle til byen og sælge grøntsager. Han stjal sig et lille kig op mod himlen, inden han gik indenfor og tænkte på Svalinn, som måtte hænge deroppe et eller andet sted. Thor havde forklaret ham om gudernes skibe, der kunne sejle højt oppe i luften og selv om det lød helt utroligt, var Tjalfe ikke i tvivl om, at det var sandt. Han dukkede hovedet og gik indenfor. De andre var allerede bænket omkring bordet, så han fandt stille sin sædvanlige plads skråt over for sin far, som sad ved bordenden. Havregrøden stod klar og dampende varm ved hans plads og han smilede af forventning. Hans mors havregrød var bare den bedste!

Så, så, Tjalfe, sagde hans mor, mens han skovlede maden lidt for ivrigt ind, så travlt har du vel heller ikke? Hans far lænede sig frem på bænken. Mon ikke guderne har tid nok til at vente på dig? spurgte han bestemt. Tjalfe vidste det godt. Det gik nok også lidt for stærkt. Men han glædede sig bare så meget til at komme hen til Thor, Sif og alle de andre Aser. Der var meget at se på og meget at lære og man vidste jo aldrig, hvor længe, det ville vare, før de igen drog af sted. Sidst havde de været væk i tre år, før de vendte tilbage og før det havde det varet i mere end hundrede år. Eller det fortalte de gamle i hvert fald. Tjalfe vidste ikke rigtig, hvad han skulle tro. Nok var Aserne fantastiske og de kunne en masse ting, som de færreste i landsbyen forstod noget af, men alligevel... Evigt liv? Nej, det troede han nu alligevel ikke på. Det, som landsbyens beboere kaldte magi og gudekræfter var nu slet ikke så mystisk, når man først begyndte at undersøge det, mente han. Han havde spurgt Thor om det en dag, men han havde virket meget undvigende. Magi? havde han sagt, hvorfor spørger du, om det er magi? Nåh, det er bare fordi... Tjalfe havde holdt en pause og kigget ned i jorden. De gamle i landsbyen...

Nå, dem...Ja, dem skal du nok ikke tage så højtideligt, når det gælder Aser... Thor havde generelt ikke så meget til overs for de gamle i landsbyen og syntes vist, de var lidt for bange for alting. Tjalfe ville gerne have spurgt om mere, men han haft en fornemmelse af, at han ikke skulle spørge om mere den dag.

Om aftenen, da han kom hjem, havde han forsøgt at tale med sin far om guderne, men han havde heller ikke været så meddelsom. Nu, Tjalfe tænkte over det, havde hans far nærmest virket en anelse bekymret.

Guderne har været til, siden verden blev skabt af Odin og hans brødre, havde hans far affærdiget ham og så var der ikke rigtig mere at tale om. Far Egil var ikke den eneste, der var forsigtig, når det gjaldt Aserne. Hele landsbyen var undvigende, når Tjalfe forsøgte at tale om dem. Det virkede næsten, som om de var lidt bange for guderne, selv om Tjalfe ikke kunne forstå hvorfor. Han havde i hvert fald aldrig haft grund til at være bange for hverken Thor, Sif eller nogle af de andre, han havde mødt på gudernes borg.

Efterhånden var han blevet træt af at spørge, hvad de gamle vidste om guderne og selv efter de dukkede op for nylig igen og Thor havde budt Tjalfe velkommen i borgen, havde han ikke nævnt alt det, han havde oplevet for nogen. Ikke for andre end Røskva, altså. Han elskede at fortælle sin søster historier. Selv om hun ikke