Skal jeg være mor? by Karin Rahbek by Karin Rahbek - Read Online

Book Preview

Skal jeg være mor? - Karin Rahbek

You've reached the end of this preview. Sign up to read more!
Page 1 of 1

KARIN RAHBEK SKal JEG være mor?

Indholdsfortegnelse

Cover

Titel side

Kolofon

Forord

Kapitel 1: Beslutningen

Kapitel 2: Forventninger om småfolk

Kapitel 3: Kønsroller og ligestilling

Kapitel 4: Familieliv

Kapitel 5: Kvinder og moderskab

Kapitel 6: Social isolation

Kapitel 7: Tvivlen som følgesvend

Kapitel 8: Tanker om konsekvenser

Kapitel 9: Indre fred og ro

Kapitel 10: Livet uden børn

Kapitel 11: Mødre og børn

Kapitel 12: Lysten som drivkraft

Tak fordi du læste min bog

Referencer

Skal jeg være mor

Karin Rahbek

© Karin Rahbek 2016

Omslag: Karin Rahbek

Redaktion: Heidi Korsgaard

1. udgave 2016

ISBN: 978-87-999056-2-1

Der må ikke kopieres fra denne bog uden tilladelse fra forfatteren. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

Læs mere om at være barnefri:

www.Facebook.com/Barnefri

Meld dig ind i Barnefri.dk 

Et socialt netværk og datingsite, hvor kvinder og mænd, der ønsker et liv uden at få børn, kan møde nye venner eller finde kærligheden. 

Forfatterens website:

www.NoKidsWorld.com

FORORD Acceptér dig selv som den kvinde, du er

– Du skal da være mor! 

Sådan reagerer omgivelserne ofte, når jeg fortæller, at jeg ikke har lyst til at få børn. Det er, som om alle forventer, at der kommer småfolk i vores hus. Men jeg forstår dem ikke. For jeg har aldrig haft lyst til at få børn. Og jeg er træt af spørgsmålet om, hvorvidt vi ikke snart skal have børn, og de mange kommentarer om, at jeg kommer til at fortryde mit valg senere i livet. Når folk sætter spørgsmålstegn ved min livsstil, bliver jeg vred eller ked af det. Eller begge dele.

Alle de kvinder, jeg kender eller er i familie med, har fået børn. Men i stedet for at få lyst til at få børn giver deres moderskab mig bare en følelse af at være anderledes og uden for fællesskabet, socialt isoleret. Lysten til at blive mor har jeg vitterlig ikke, og den hverdag, jeg ser i børnefamilierne i min omgangskreds, tiltaler mig ikke. Derfor forstår jeg ikke, hvorfor mine fornuftige tanker vælger at indlede en slåskamp med tvivlen, der skaber et langvarigt kaos af modstridende overvejelser om børn og moderskab. Igen og igen lyder det i mit hoved: Hvorfor har jeg ikke lyst til at få børn? Hvorfor bliver jeg så påvirket af andres mening om mit liv? Og hvordan slipper jeg af med tvivlen?

Jeg når frem til, at jeg har brug for nogen, der kender svarene på mine mange spørgsmål. Heldigvis møder jeg en gruppe søde og intelligente kvinder, der heller ikke har lyst til at få børn. Nogle af dem kender mine tanker og følelser, fordi de selv har haft dem, mens andre står midt i tvivlens kaos. Kvinderne fortæller, hvordan de også har måttet finde svar på en masse spørgsmål for at slutte fred med deres valg. Det hjælper mig til at blive afklaret med mit valg.

En aften spiser jeg middag sammen med kvinderne på en restaurant. Jeg er ikke længere nyt medlem i gruppen. Det er Anita til gengæld. Hun er frustreret og i tvivl om moderskab og børn – noget, der vækker gammelkendte og glemte følelser hos mig. Vores samtale med Anita om hendes tanker og følelser minder om mit første møde med gruppen. 

– Er det sådan, hver gang der kommer et nyt medlem? spørger jeg.

– Ja. De nye har jo brug for at snakke om følelser og frustrationer, og det forstår vi godt, forklarer Diana.

– Sådan var jeg vist også for to år siden, siger jeg flovt. Pludselig går det op for mig, at jeg ubevidst stille og roligt er blevet afklaret med, at jeg ikke vil have børn, og jeg føler mig som en antikvarisk banalitet. 

Belinda smiler og siger:

– Ja, der er sket rigtig meget med dig.

Inden jeg når at svare, lyder det pludselig fra Diana:

– Karin, du burde skrive en bog om din jagt på at finde svar. 

Dianas opfordring er blevet til den bog, du sidder med i hånden nu. Det er mit håb, at den vil give dig mod på at finde vejen til at acceptere og fokusere på den kvinde, du er, ikke den mor, du kan blive. Og at den kan inspirere dig til at forstå dig selv, når følelsen af at være anderledes fylder dig med social isolation, og tvivlen måske sniger sig ind på dig.

Det er efterhånden noget tid siden, at spørgsmålene poppede op i en uendelig række hos mig. Nu kender og accepterer jeg min identitet og ved, at den er skabt af en følelsesmæssig og intellektuel bevidsthed om, hvem jeg er. Derfor føles den sociale norm om, at jeg skal være mor, fordi jeg er kvinde, ikke længere som et pres. Jeg lader mig ikke påvirke følelsesmæssigt, når andre forsøger at overbevise mig om, at jeg skal have børn. Jeg føler ikke skyld over at vælge, som jeg gør, og mener fortsat ikke, jeg har pligt til at blive mor. Med tiden er behovet for at retfærdiggøre og forsvare min livsstil forsvundet. Men jeg måtte slutte fred med hele ideen om, at alle bør få børn, for at acceptere og forstå, hvorfor jeg ikke selv har fået lyst til at kaste mig ud i lige netop børneprojektet. For at kunne gøre det har jeg måttet skelne mellem, hvad der er sociale normer og forventninger, og hvad der er mine behov – og ikke mindst, hvad jeg har lyst til. I dag er jeg glad for at være, som jeg er. En kvinde uden børn. 

Jeg tror, at min personlige fortælling er inderlig genkendelig for dig, som er i tvivl om, hvorvidt du vil have børn, eller allerede ved, at du ikke har lyst til at få børn. Du vil kunne spejle dig i mit portræt og nikke genkendende til mine oplevelser. For du tænker sikkert de samme tanker og føler dig frustreret over, at dine følelser ikke altid er entydige, selv om du ikke mærker lysten til at få børn. Og ikke mindst stiller du formentlig de samme spørgsmål, som jeg søgte svar på. 

Jeg måtte forlade litteraturens verden tomhændet og skuffet. Det behøver du ikke. For jeg har skrevet bogen med svarene, som jeg selv ledte efter, dengang tvivlen var min trofaste følgesvend. Jeg har valgt at se på moderskab og børn fra forskellige vinkler og bygget bogen op omkring dem. Hvert kapitel har to afsnit. I det første afsnit fortæller jeg om mine oplevelser, mens det andet afsnit er stof til eftertanke baseret på de overvejelser, jeg har gjort mig for at kunne acceptere mig selv, som jeg er.

Bogen giver et indblik i de tanker og følelser, der ofte følger med, når vi som kvinder ikke har lyst til at få børn. Hvis bogen også kan skabe en større forståelse og accept af, at moderskab er et frivilligt valg, hos dem, der stiller spørgsmålstegn ved en kvindes valg, vil det være en hyldest til tolerancen og en sejr for forskelligheden.

Jeg har taget udgangspunkt i begivenheder og hændelser fra mit liv. Og der er måske mennesker, der vil føle sig ramt, såret eller stødt over min opfattelse af vores relation eller beskrivelse af deres handlinger. Dette er ikke min hensigt. Bogens formål er at beskrive mine følelser og tanker i forhold til moderskab, ikke at dømme nogen. Jeg er oprigtig glad for at have lært alle personer i bogen at kende og er taknemmelig over, at de er en del af mit liv. Af respekt for dem har jeg valgt at bruge pseudonymer.

Hvis du gerne vil vide mere om bogen eller har kommentarer til den, er du hjertelig velkommen til at kontakte mig via netværket Barnefri.dk på Facebook eller skrive til mig via email: karin@barnefri.dk

Karin Rahbek

Oktober 2016

Kapitel 1

Beslutningen

Uanset hvad andre siger eller mener om dit liv, bliver du nødt til at finde svaret inde i dig selv.

PARFORHOLD ER VIGTIGERE END BØRN

– Er du sikker på, at du ikke har lyst til at få børn? spørger Kasper med en blanding af håb og alvor i stemmen, mens han holder mine øjne fanget med sit blide, kærlige blik. 

– Burde lysten ikke være kommet til mig nu? svarer jeg hurtigt i det sædvanlige afklarede tonefald, når andre spørger til mine planer om at få børn. Men jeg mærker, at det alligevel føles anderledes denne gang. 

Jeg har mødt manden i mit liv, er jeg sikker på. Også selv om vi kun har kendt hinanden i fem måneder. Snakken om børn er uundgåelig. Før var min verden uddannelse og musik, og jeg var holdt op med at tro på, at den kærlighed, jeg altid havde drømt om, nogensinde ville vise sig. Men pludselig stod han der og ville have mig, og mit hjerte besluttede, at han var svaret på mine drømme. Hjertet gør, hvad hjertet vil. Selv den mest rationelle hjerne kan ikke stoppe det. Mit indre billede af drømmeprinsen blev hurtigt justeret til et spejlbillede af Kasper: en piberygende mand, 20 år ældre end mig, med to børn på 12 og 14 år. 

– Du kan jo få lyst på et senere tidspunkt, fortsætter Kasper. – Men jeg har ikke så meget lyst til at få flere børn, lyder det lidt undskyldende. 

– Jeg har aldrig haft lyst til at få børn, understreger jeg, men ved godt, at jeg midt i forelskelsens rus må gøre mig nogle mere fornuftige overvejelser omkring mit fremtidige behov for at få børn. 

Selv om jeg vitterlig aldrig har haft drømmen om at blive mor eller har forbundet lykken med at få børn, har mødet med Kasper gjort børn til en helt ny problemstilling for mig. Det sker, på trods af at jeg egentlig længe har følt mig afklaret. Al min forsigtighed i forhold til at involvere mig i et forhold er på det seneste blevet smidt over bord. Frygten for at blive gravid er godt nok væk for altid, for manden, der har fundet vej til mit hjerte, er steriliseret! Så egentlig er alt gået op i en højere enhed. Hvorfor føler jeg mig så ikke helt afklaret omkring spørgsmålet om min lyst til at få børn? Og en sætning, der igennem tiden har lydt fra så mange munde, er begyndt at spøge i mit hoved: Lysten til at få børn kommer, når du møder den rigtige mand. Hvis det er rigtigt, hvordan kan jeg så love Kasper, at jeg ikke vil have børn? Og hvis lysten kommer, hvornår sker det så? 

Allerede som helt lille gad jeg ikke trille rundt med dukkevogn og lege mor. Ønskesedlen til jul var fyldt med drengelegetøj. Som teenager syntes jeg, at børn var aldeles uinteressante. Jeg legede aldrig med tanken om, hvordan jeg ville se ud som gravid, eller hvordan det ville være at være mor. Lysten til at lægge krop til en graviditet eller en smertefuld fødsel udeblev, så hvis jeg overhovedet tænkte på børn, var det adoptivbørn. Dem kan man vente med at få, til de ikke længere er blebørn. Når jeg var sammen med børn og babyer, følte jeg mig akavet og klodset. Mine forældre snakkede aldrig om, at kærlighed, sex og børn er en vigtig del af livet. Måske tog de for givet, at deres døtre ville stifte familie. For det gør alle jo. 

Naboerne vidste ikke, hvordan jeg havde det med børn. Så de tilbød mig at være barnepige for deres to små drenge. Inderst inde havde jeg mest lyst til at takke nej. Men det føltes ikke som en mulighed. Både mine forældre og naboerne forventede stiltiende, at det lige var noget for mig. Og jeg valgte at se det som et job. En måde at tjene penge på. Men jeg ville hellere tjene penge ved et fritidsjob i en butik eller på et kontor. Trods min indre modvilje var jeg alligevel mit ansvar bevidst den første aften, hvor jeg skulle passe børnene. Jeg holdt øje med dem, gav dem mad og lagde dem i seng. Men den lille dreng på knap et år ville ikke sove. Han begyndte at græde, lige så snart jeg havde forladt hans værelse. Det gentog sig flere gange. Jeg vidste ikke, at det var helt normalt for et spædbarn, og der gik næsten panik i mig. Hvordan kunne jeg få drengen til at sove? Til sidst tog jeg ham med ned i stuen og lagde mig på sofaen med ham på min mave. Aftenen føltes uendelig lang. Endelig faldt drengen til ro, og vi faldt i søvn sammen på sofaen. Jeg vågnede først, da hans mor lukkede sig ind ad hoveddøren. På vejen hjem var jeg ikke i