En sandfærdig, utilsløret og illustreret fortælling af

Tom Elowsson MOSSAD.dk
ADVARSEL
MOSSAD.dk er titlen på en autentisk og sandfærdig fortælling, skrevet af Journalist Tom Elowsson, i romanform. Alle navne på personer eller omtale af hændelser og begivenheder, er beskrevet uden nogen form for forandringer, manipulation, omskrivning eller målbevidste sløringer. Intet af det beskrevne har til formål at beskytte nulevende eller afdøde personers identitet, deres handlinger, opførsel, udtalelser eller personlige meninger, etiske holdninger - eller mangel på samme. Fortællingen er desuden illustreret med kopier af originale dokumenter. Eller fotografier, der afbilleder de omtalte personer eller beskrevne begivenheder, miljøbeskrivelser, eller som understøttende materiale for almen information med relevans til fortællingen. Forfatteren kan ikke drages til ansvar for referater af udtalelser fra 3. mand, eller beskrivelser af dennes handlinger, som er beskrevet her. Ej heller kan han stævnes i injurier eller civile søgsmål, da al tekst, kopier af dokumenter og billedmateriale i denne bogudgivelse er genuint og gengivet uforvrænget. Desuden kan alle kilder verificere rigtigheden af det skrevne i denne roman. Alle interview forligger, som kopi af båndoptagelser, og er gemt i flere elektroniske filer. Professionelt og erhvervsmæssigt har forfatteren sin baggrund og oplevelser fra et meget vidt fagområde, såsom: Film og Tv, journalistik, reklame, musik, IT, tele og data, sejlsport, krigsreportage og egen forøvet kriminalitet. Forfatteren, er født som et almindeligt menneske, med et professionelt arbejdsliv som fotograf, journalist og dokumentarfilm producent. Han har oplevet usædvanligt meget og gået grueligt meget igennem i et langt liv. Der forekommer ikke tekst eller billedmateriale i denne bog, som er krænkende eller ville kræve en begrænset aldersgrænse for at være ihændehaver eller læser af denne bogudgivelse. Dog skal der advares mod meget voldsomme, nervepirrende, uhyggelige og spændende senarier, som er beskrevet i romanen. Forfatteren af dette værk er hverken: Statsoverhoved, Skuespiller, Seriemorder, Millionær, Fotomodel, Rock stjerne, VIP person eller lignende nævneværdig berømthed. Men der medvirker og omtales derimod mange af den slags personer i denne roman

1

(Layout og prøvetryk med dustcover - © 2012 Foto & design: Tom Elowsson)

Citat 0m forfatteren, fra en nær ven gennem 38 år Tom, du er simpelthen for sød, loyal og skræmmende ærlig, til at være et menneske Af, Hans Henrik Heede (født 1941)

2

KOLOFON: MOSSAD.dk Copyright © 2012 Tom Elowsson Sats: HP Computers & MacBook Pro Programmer: MS Word, Microsoft Office Professional, Office for MAC 2011 Font: Constantia – 11 pkt. Prøvetryk: Samsung Color Laser Omslag, foto og design: Tom Elowsson Co-writer / Korrekturlæsning: Majbritt Hasemann Redigering: Tom Elowsson, Majbritt Hasemann Public Relations: Alias: ”Don Camelione” Arkivfoto: Tom Elowsson, Ole Winther, Alf Blume, SAS billedarkiv, Dansk Folkemindesamling, Danmarks Biblioteksskole, Danmarks Radio, TV 2 Danmark, Fyns Amts Avis / FAA, Stift Tidenderne, Scanpix (tidligere NordFoto) og POLFOTO med flere 2. oplag 2011 (Håndlavet prøvetryk i A5 format, for korrekturlæsning og markedsføring) Filnavn: 240712_1050 Seneste korrektur og rettelser: Tirsdag, den 24. juli 2012 – kl. 10:50 Forlag: Eget forlag En del af det finansielle overskud fra denne bogudgivelse, doneres af forfatteren, direkte til nedenstående organisationer. 20 % af overskuddet fra bogsalget fordeles som følger: 5 % af overskuddet doneres til: Amnesty International, Danmark afdeling 5 % af overskuddet doneres til: Kort & Dokumentar Filmskolen, Kgs. Lyngby 5 % af overskuddet doneres til: Læger Uden Grænser, Danmark afdeling 5 % af overskuddet doneres til: SF / Socialistisk Folkeparti

3

NB.: Denne del af manus, er udfærdiget og nedredigeret til publikation på Internettet. Dette er en kopi af originalt manus, som er klar til tryk og i A5 format. Derfor kan der her forekomme flere blanke sider, som denne. Dette skyldes først og fremmest, at alle nye afsnit eller kapitler skal starte på et ulige sidenummer – til højre ved opslag i det færdige tryk og indbinding. Denne del af manus indeholder kun dele af de første par kapitler af hele romanen. I dette tilfælde, som test for brug på Internettet, som promotion og markedsføring. Dette er et kort udpluk af romanen, i PDF format.

4

1
Forfatterens prolog Dette er en autentisk og sandfærdig fortælling, udgivet som roman. En lang fortælling og livskrønike, som strækker sig over en periode på 60 år. Fra 1950 til 2010. Denne roman er først og fremmest tilegnet forfatterens eneste barn, nemlig datteren, Katrine Kruse. Desuden 4 meget betydningsfulde og indflydelsesrige kvindelige partnere gennem hans liv: Jeanet Nemmøe, Lene Strandberg, Nina Koch samt Susanne Aagesen. Forfatterens 2 tidligere ægtefæller: Susanne og Lise. Samt de 56 kvinder, som helt frivilligt deltog og medvirkede i reality showet og medie projektet: ”Dogmeliv” fra 2003 til 2004. Et projekt, skabt af forfatteren selv. Desuden sendes her igennem en særlig tanke, hjertelig som uforsonlig, til nogle af de andre medvirkende i denne fortælling. Offentligt omtalte personer, som i forvejen er kendt fra flere andre medier. Mennesker som forfatteren selv har mødt. Blandt disse personer, som optræder i denne fortælling, skal nedennævnte særligt fremhæves: Skuespiller Dirch Passer og hans datter Josephine, Musikeren John Mogensen og hans datter Minna Mogensen, Hans Majestæt Kong Frederik den 9. og Hendes Majestæt Dronning Margrethe, Fotograf Ole Winther, Formand Simon Spies, Musiker Bryan Ferry, Fabrikant I. C. Hempel, Journalist og politiker Jørgen Poulsen, Statsminister Oluf Palme, General og præsident Ariel Sharon, PLO-lederen Yasser Arafat, Kvinde og seriemorderen Peter Kronholm alias ”Mr. Smiley”, Blekingegadebanden, Børnelægen og Rønne morderen Elizabeth Wæver og hendes søster Kirsten Wæver, Amager & seriemorderen Marcel Hansen, den tidligere drabschef Ove Dahl, Drabsafdelingen på Københavns Politigård.

5

Desuden forfatterens familie og lillesøster Pia. Vennerne Max Krebseskjold og Svend-Ove Andersen. Uden samvær med disse personer havde hans liv helt sikkert set anderledes ud og dermed handlingsforløbet og indholdet af denne fortælling. Havde denne fortælling i stedet været en film, ville der ved slutningen af filmen, der hvor rulleteksterne ender, normalt stå en standard forklaring. I sådan en efterskrift står, at alle navne og begivenheder er fiktive, eller helt tilfældige, og intet har med virkeligheden at gøre. Samt at navnesammenfald med nulevende eller afdøde personer er helt tilfældige og utilsigtede. Dette er ikke tilfældet i denne fortælling. Ej heller, hvis dette var en dokumentarfilm, eller som her, en roman. Dette er den nøgne sandhed. En genfortælling med reference til autentiske og virkelige hændelser. En roman, inspireret af sandfærdige og troværdige historier. Alle navne på personer, som er omtalt i denne fortælling, er derfor taget ud af virkeligheden og beskrevet utilsløret, med de nævnte personers rigtige navne. Refererede udtalelser fra dem, eller beskrivelser af disse personer, deres handlinger og hændelsesforløbet er ligeledes skildret ærligt og i overensstemmelse med sandheden. Handlingen er sat i forbindelse med de virkelige begivenheder. Om personbeskrivelserne er det vigtigt at fremhæve følgende: Beskrivelsen af hovedpersonerne og dele af deres tilværelse, må ikke betragtes som en biografi eller livshistorie. Her tager fortællingen kun udgangspunkt i enkelte hovedtræk i deres liv, og kun hvor det er relevant for historien. Eller sætter disse hændelser i forbindelse med andre personer, som på en eller anden måde har haft forbindelse til disse hændelser. Eller haft indflydelse på de forudgående begivenheder og det videre hændelsesforløb. Fortællingen sætter fokus på flere menneskers liv samtidig og deres forbindelse parallelt til hinanden. Dog er der stillet særligt meget fokus på fortælleren - forfatteren, eller personer tæt på hovedpersonen. Disse personer er ofte midtpunkt for de beskrevne begivenheder.

6

Forfatteren har en singulær måde at håndtere eller betragte virkeligheden på. Jobmæssigt og i privatlivet. Åndeligt, etisk eller moralsk. Dette har blandt andet ført til utallige oplevelser og situationer, som de fleste mennesker har været foruden, eller været forskånet for. Gennem 60 år af forfatterens omtumlede og hektiske liv, som denne fortælling beskriver, er det helt uundgåeligt, at han har sat sit præg på omverdenen. Eller har påvirket mange af de mennesker han gennem tiden har mødt eller været sammen med. Til stor glæde eller fortrydelse for disse mennesker. Forfatteren er et almindeligt menneske. En person, som har oplevet usædvanligt meget. På en ekstraordinær eller ekstrem måde. I mange tilfælde, helt frivilligt eller selvforskyldt. Andre gange har skæbnen eller tilfældighederne taget magten. Mange af hændelserne eller situationerne er opstået ufrivilligt, eller udviklet sig problematisk. Men her er scenen og situationen som regel blevet ændret og dermed løst. Vendt til noget positivt eller didaktisk. Findes der en løsning på et problem, kan man ikke betragte det som et problem. Findes der derimod ikke nogen løsning på et problem, er der absolut ingen grund til bekymre sig overhovedet. En devise som også deles af Dalai Lama. Disse mangesidede forbindelsespunkter, samt mange rejser over det meste af verden, har haft en stor betydning. Rejser og eventyr, hvor samværet og mødet med forskelligartede folkeslag, livsmønstre, trosretninger eller kulturer, har påvirket forfatterens livsopfattelse. Oplevelser som har sat et ulige, men uvægerligt også et stort præg på udfaldet og handlingen af denne fortælling. Fortællingen beskriver også flere mord og kriminelle handlinger, som er sket i den beskrevne periode. Flere af disse drab er stadig ikke blevet opklaret, eller belyst på en korrekt måde. Hovedpersonen i denne fortælling har haft en eller anden form for berøring, eller kendskab til baggrunden, til alle omtalte drab beskrevet i denne roman.

7

Hovedpersonen kan ikke selv dømmes som medskyldig eller delagtig i nogle af disse omtalte drab. Dog har han på en eller anden måde en alvorlig og forbindende rolle til alle disse omtalte drab. Det gælder eksempelvis følgende drab: 1977 – Skuddrabet på Taxachauffør Arne Nielsen på havnekajen ved Islands Brygge, foran øjnene på hans egen lille datter. Dette umotiverede lystmord blev opklaret, da gerningsmanden blev anholdt få timer senere. 1982 – Massemordet på ca. 3.000 mænd, kvinder og børn i 2 flygtningelejre i Beirut, Libanon. En masseudryddelse og massakre, begået under personlig kommando af den israelske general Ariel Sharon. Senere blev han valgt som præsident for Israel. 1982 – Forsøges forfatteren selv, at blive myrdet i byen Saida. Syd for Beirut, i Libanon. Han bliver ramt af skud. Affyret af en israelsk militær general. Med en; Micro-Uzi submachine gun. Forfatteren var i Saida for at optage en dokumentarfilm for Sveriges Television, SVT. Han overlever med nød og næppe dette skudattentat. 1986 – Mordet på Statsminister Oluf Palme i Stockholm. Et indtil nu uopklaret mord. Forfatteren arbejdede fra 1979 til 1986 for Sveriges Television og Danmarks Radios & Tv, i Stockholm. 1988 – Skuddrabet på den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen i forbindelse med røveriet mod Købmagergade Postkontor. Den såkaldte Blekingegadebande er blandt andet blevet dømt for dette røveri. Mordet på politibetjenten er uopklaret. 1990 – Mordet under Pinsekarnevallet i København, på den unge studerende Stine Geisler, i Teglkroen. Ligeledes uopklaret. 1991 – Mordet på 2 kvinder, samt mistanken om en 3. kvindes forsvinden. Peter Kronholm, alias ”Mr. Smiley”, idømmes 15 års fængsel for dette. 1995 – Jalousidrabene og mordbranden på 1 kvinde og hendes 2 små børn i Rønne på Bornholm. Børnelægen Elizabeth Wæver idømmes livstid fængsel. Forfatteren var tidligere, (i 1984), ven og kæreste med morderens søster; Farmaceut Kirsten Wæver. 1997 – Mord- og pyromanbrandene i store dele af København. En ung plejehjemsmedarbejder, alias ”Rødhætte”, var anholdt og mistænkt for dette. Hun var ansat på et plejehjem på Vesterbro,

8

hvor det menes at hun begik flere giftmord mod mange af de ældre plejehjemsbeboere for at dække over hendes tyveri af deres formuer. Gerningskvinden blev løsladt uden sigtelser, trods stærke indicier og beviser på flere giftdrab, tyveri, bedrageri og underslæb. 2008 – Drabet på Toke Lauritzen, fra Odense. Den 35-årige danske IT-elektriker findes myrdet i Kampala, Uganda. Toke Lauritzen havde været på ferie i Uganda i en måneds tid, hvor han boede på en campingplads. Politiet i Uganda fandt utallige dybe snitsår på kroppen og i nakken, samt brandsår over hele hans nøgne krop. Han var forinden blevet overhældt med flere liter benzin fra hans motorcykel, og derefter afbrændt. 2008 – Dør Lene Strandberg, forfatterens tidligere kæreste og ven (år 1985 – 1989). Det siges, at hun blev dræbt på stedet, efter at hun var sprunget ud af et vindue fra en lejlighed, i det indre København. Dødsfaldet skete under et besøg hos en af hendes meget gode veninder. Lene Strandberg var efter obduktion, på Rigshospitalet, erklæret fri for indtagelse af alkohol og narkotika. Hun var desuden erklæret, som en psykisk særdeles ligevægtig person. Uden nogen form for personlige problemer. 2010 – Den 20. februar likviderer flere israelske Mossad agenter en Hamas leder i Dubai. Forklædt, som turister og tennisspillere. Iført træningstøj, myrder agenterne; Hamas lederen alMabhouh, på et luksushotel. Et meget nært familiemedlem til forfatteren var desuden til stede i Dubai. Af private årsager, og helt tilfældigt. Med et kamera. I alt 16 navngivne Mossad agenter er nu efterlyst af Interpol, med foto, over hele verden. Der er krav om øjeblikkelig arrestation, såfremt disse personer nogensinde igen bevæger sig udenfor Israels grænser.

9

Billederne, der er frigivet af politiet i Dubai, er fra den 16. februar 2010. Videoen viser 2 af de mordmistænkte Mossad agenter. Forklædt som turister i træningstøj, og med tennisketsjere i hænderne, følger de efter al-Mabhouh, og op på hans hotelværelse.

Forfatterens personlige relationer til alle disse sager, er af meget forskellig karakter. Han har henholdsvis haft følgende uheldige status, som blandt andet kan betegnes som: Sigtet og fængslet, anklaget, vidne, kollega, pårørende, kæreste eller som nær ven; til de afdøde, sigtede, eftersøgte eller dømte personer. Al dialog og billeder i denne roman er gengivet så nøjagtigt, som overhovedet muligt. Intet er forsøgt gendigtet eller farvet for at højne underholdningsværdien. Enten har forfatteren selv medvirket i omtalte situationer. Ellers er meget af det beskrevne hentet fra eksterne kilder. Disse kilder er blevet interviewet af forfatteren selv. Der foreligger derfor båndoptagelser, interviews, video eller filmoptagelser med lyd med disse pålidelige kilder. Dele heraf er afskrevet direkte og publiceret i denne roman. Forfatteren kan derimod ikke drages til ansvar for korrektheden af udtalelser, som er beskrevet i kapitler omhandlende perioden fra 1950 til 1955, hvor forfatterens egen hukommelse af gode grunde ikke rækker. Beskrivelsen af denne periode, som strækker sig fra hans egen fødsel og frem til hans fyldte 5te år, er derimod hentet fra flere nulevende og meget ældre familiemedlemmer.

10

Forfatteren selv har herigennem ingen dulgte hensigter eller skjult dagsorden om, at provokere eller kritisere nogen form for politisk holdning, religiøs overbevisning eller kulturmønster. Vedrørende romanens titel, nemlig: MOSSAD.dk Her har forfatteren ligeledes intet udtalt had overfor nogen specifik eller navngiven efterretningsorganisation. Eksempelvis, den israelske, som har navnesammenfald med titlen på denne dokumentariske og autentisk roman. Denne roman anerkender ej heller nogen tidligere fremsatte politiske eller religiøse konspirations-teorier. Forfatteren har gennem sit 40-årige professionelle arbejde som fotojournalist, dokumentarist og dokumentarfilm producent altid forsøgt at forholde sig objektiv, neutral og upartisk til kilder og emner. Dette gælder henholdsvis billeder og tekst, eller de kilder og emner han gennem tiden har refereret og skildret gennem sit arbejde. Det samme gælder hele indholdet af denne roman. Forfatterens eneste formål med denne roman er, at lade det op til læseren selv, at drage sige egne og personlige betragtninger. Det har taget forfatteren 18 år at få færdiggjort denne roman. Han begyndte at skrive på denne roman, efter at havde været uskyldigt fængslet og sigtet, for et drab begået i 1990. Et indtil denne bogudgivelse, uopklaret drab. Den 20-årige studerende, Stine Geisler, blev myrdet i en kælder, under restaurant Teglkroen; i Pisserenden. Drabet skete under afslutningen af det københavnske Pinsekarneval. Mandag, den 4. juni 1990. Andre af forfatterens kolleger, fra Pressen og mediebranchen, har også været fængslet, som uskyldige for dette uhyggelige drab. Ingen er endnu dømt for dette drab. Men efter udgivelsen af denne roman, vil den rette drabsmand helt sikkert, og omgående, blive anholdt for drabet, af Drabsafdelingen, afdeling A, fra Københavns Politi.

11

Denne roman kommer uundgåeligt også til at afsløre andre forbrydelser og ugerninger. Alvorlige kriminelle handlinger, som tidligere var ukendt for alle andre, end forfatteren selv og hans kilder. Oplysninger som er fremmede for selv Politiet og PET. Romanen er; den første, og absolut eneste roman, udgivet af forfatteren. Og dermed også den sidste. En roman på 800 sider, med tekst, fotokopier af dokumenter, samt relevante fotografier. God fornøjelse, med læsningen! Fotojournalist, dokumentarist og dokumentarfilm producent; Tom Elowsson Juli 2013

12

2
Fredag den 20. oktober 1950. En hård landing... Annelise stod ved sporvognsstoppestedet på Amagerbrogade, lige overfor Parmagade og ventede på linje 2. Det var blevet meget koldt og blæsende. Nærmest vinterligt vejr, til trods for at efterårsferien kun lige var startet denne fredag eftermiddag. Det var for længst blevet mørkt. Nu var klokken langt over 7 om aftenen. Hun frøs, og følte sig i det hele taget ikke godt tilpas. Var svimmel og havde ondt. Annelise havde lige forladt sine forældres villa i Webers Villaby, på Amager. Annelise moder Anna, havde reageret bekymret, over hendes uforberedte indskydelse, om at flyve til Stuttgart. Det ville normalt heller ikke være efterårsstormen, som gjorde hendes far Edvin nervøs. Men, at tage ud at flyve i dette vejr – og så i dag - ville være uansvarligt i hendes tilstand. Nej, men han havde i øvrigt aldrig selv været ude og flyve. Han foretrak at sejle. ”Danmark har ett underbart klimat och väder,” havde Edvin sagt, hvorefter de havde haft den ørkesløse snak om det danske vejr og sejlsportslivet. ”Det blåser bara fruktansvärt mycket, och jämt.” ”Mig rör det inte – tvärt om!” Havde han sagt på sin sædvanlige ironiske og stædige måde. I en sprogblanding, vekslende mellem hans eget svenske modersmål, med en halvdårlig tilpasning til det danske sprog. ”Det passer mig fint. Det er perfekt vejr for sejlsport.” ”Det er helt sikkert vejrets skyld, at jeg vinder så mange kapsejladser her nede i Danmark.” ”Danmark er til gengæld suveræn verdensmester i blæsevejr, det må jeg erkende.” Annelises far, Edvin, var Kongelig Hof skræddermester. Han arbejdede hjemmefra, på sit lille skrædderværksted i villaen på Amager. Derfor kunne han næsten frit disponere over placeringen af sin arbejdstid.

13

Sådan, at det altid passede sammen med, at han også kunne pusle om sin motorbåd og sejlbåde ude i Sejlklubben Frem, i Svanemølle Havnen, på Østerbro.

Anna Lundin og Edvin Leonard Elowsson, Kgl. Hof Skrædder

Annelise vågnede op fra sine fjerne tanker og sin utilpashed, da linje 2 stoppede op med en skinger lyd. Denne skingre og hvinende lyd fra metal, der skurede mod andet metal, fik det til at gøre ondt i hendes fortænder i overmunden. Hun hadede denne lyd fra sporvognsskinnerne. Der var i øvrigt mange lyde eller lugte, som hun på en eller anden måde fik det dårligt over, eller blev påvirket humørmæssigt over. Hun blev ligefrem dårlig, når hendes far havde klippet et hak i et stykke silkestof og rev det over. Stof han skulle bruge som forer i jakkesæt. Han tog sin lille krumme saks og klippede et enkelt lille hak vinkelret i kanten af det afmålte stof, fra stofrullen. Herefter tog han, med begge hænder, fat på hver side af hakket. I et lynhurtigt ryk, rev han så resten af stoffet over, i en enkelt bevægelse. Fra den ene side af stofrullen til den anden. Denne hvæsende lyd der opstod, især fra silkestof, som blev revet over, fik det altid til at kilde helt afsindigt i hendes hals og på drøbelen.

14

Annelise kunne overhovedet ikke overskue at stige om bord i sporvognen lige nu. Hun havde nær glemt sin store kuffert, som stod på brostenene ved stoppestedet. For øvrigt skulle hun kun køre et par stoppesteder, på en omstigningsbillet, før hun igen skulle skifte til en bus på Sundbyvester Plads. Hun lod sporvognen køre uden hende. Der var til gengæld mange andre, som havde valgt at klemme sig sammen i denne overfylde sporvogn. Forvogn og bivogn var fyldt. Det var fredag aften, og folk var på vej i byen for at more sig. Det var starten på efterårsferien, for de fleste, unge som gamle. Da sporvognens bivogn havde passeret ude på midten af gaden, så hun, at der ovre på den lille holdeplads ved Parmagade holdt en Taxa. Hendes ynglings Taxa model. En blank sort Citroen, Traction Avant model B 11. Hun syntes den bil var så utrolig smuk. Med den meget lange kølerhjelm, som spidsede til ude i fronten, mellem de store forskærme. Skærmene svang sig i lange bløde buer helt ude fra forlygterne og helt ned til dørene. Denne bil var meget lang, men meget lav. Den havde de dejligste bløde linjer. Den lignede faktisk en nøgen kvinde, som lå ned på siden. Bilen havde ikke noget synligt bagagerum som andre biler. Bagenden på bilen endte brat, og gik lodret ned, lige bagved bagsædet. Kun en stor og rund bule, som skjulte reservehjulet på den flade bagsmæk, ravede bagud. Denne franske bil havde et helt anderledes design end alle andre biler. Som noget helt nyt, var det den eneste bilmodel i Europa, som var forhjulstrukken. Det havde hendes mand Flemming fortalt hende. Hendes dejlige, kloge og betænksomme mand lærte hende mange nye ting, som hun ellers ikke tidligere havde haft forstand på, eller fundet det nødvendigt at interessere sig for. Flemming var også 5 år ældre end hende. Han havde en stor teknisk indsigt, i kraft af sit arbejde, som pilot, i Scandinavian Airlines System. Han var bare så klog og intelligent. Samtidig var han også utrolig smuk og charmerende. Ikke en blød mand. Han mindede lidt om filmskuespilleren, Humphrey Bogart, syntes hun. Flemming var selvfølgelig mindst 20 år yngre end filmhelten. Bogart så bare meget yngre ud, i forhold til hans høje alder på 50 år.

15

Eller også var de film meget gamle, som hun havde set med Humphrey Bogart, nede i Amager Bio. Det havde hun ikke overskud til at tænke på lige nu. Hendes smerter begyndte at fylde mere i hendes bevidsthed, end kærligheden til Flemming. Eller skuespillere, sejlbåde eller bilmodeller. Helt fraværende kantede hun sig med stort besvær ind af den brede, men meget lave bagdør på Taxaen. Hun satte sig på det iskolde lædersæde. Her blev hun endnu mere utilpas. Kulden fra sædet forøgede smerterne i hendes mave og underliv yderligere. Hun bad chaufføren, om at køre hende ud til Lufthavnen. Hun var meget kort fra hovedet. ”Ad Amager Strandvej, om jeg beder!” ”Skal den unge dame ud og hente nogen i Lufthavnen?” ”Hør, sig mig. Fik vi da ikke min kuffert med?” ”Nå nej, den har vi skam med,” svarede Taxa chaufføren flovt og undskyldende. En lille stump af en osende cerut hoppede op og ned i hans mundvig, imens han talte høfligt. ”Nej, jeg skal da ud og flyve. Og jeg skal helt ned til Stuttgart i syd Tyskland,” forsøgte hun venligt og høfligt, uden at bebrejde chaufføren. Efter Italiensvej kørte de langs stranden. For en gang skyld var det højvande. Men kun på grund af efterårsstormen. Normalt var der meget fladvandet ved Amager Strand. Om sommeren kunne hun gå langt ud i vandet. Flere hundrede meter fra kysten, uden at vandet nåede hende til knæene. I dag var havet usædvanligt oprørsk. De tunge mørke skyer fik også havet til at se særlig uhyggeligt ud. Hun kunne ikke engang se hjem til Sverige. Hin sidan. Som hendes far plejede at kalde det, når de var ude og sejle i hans sejlskib, på Øresund. Hun fortrød, at hun havde sat sig ind i højre side af Taxaen. Det forhindrede hendes udsyn gennem de smalle og lave ruder i Citroen bilen. Hun prøvede at læne sig på skrå, henover bagsædet, med støtte på venstre albue, da de passerede forbi Kastrup Glasværk, ved Kastrup Havn. Den store fabrik havde høje smalle vinduer, som gik helt op i 4. sals højde. Gennem vinduerne kunne hun tydeligt se smelteovnene og maskinerne, som pustede ølflaskerne op.

16

Gennem de sidste vinduer kunne hun få et hurtigt glimt af samlebåndene, hvor tusindvis af rødglødende flasker fór forbi i rasende fart. Det stærke orange lys, fra det smeltede glas, gav hende næsten varme i kroppen igen. Det var ligesom om hun kunne mærke den stærke varme, helt ind i den kolde Taxa, og helt ned i sit ømme underliv. Chaufføren stillede hendes kuffert på fortovet foran den lille hvide træbygning, som udgjorde det som ankomst- og afgangshal i Kastrup Lufthavn. Annelise betalte. Alt imens havde en drager hurtigt fjernet hendes kuffert med sin lille sækkevogn af træ. En høj kærre, med små irriterende og skramlende metalhjul. Hun syntes at disse metalhjul, uden noget gummibelægning, støjede urimeligt meget, på det røde klinkegulv i afgangshallen. Nu gjorde den lyd ondt i hendes tindinger. ”Må jeg bede om fruens billet?” Spurgte groundhosten høfligt og venligt. ”Jeg har ikke nogen billet,” svarede Annelise. Kvinden i indcheckningsskranken så undrende på Annelise og hendes kuffert. ”Nej, jeg flyver på en F2 til Stuttgart,” fortsatte Annelise. ”Nå, De har altså en fribillet fra SAS?” ”Ja, jeg skal ned og besøge min mand. Han er udstationeret, som pilot dernede.” ”Undskyld, hvad er Deres navn, frue?” ”Annelise Evy Hansen. Jeg har også selv tidligere arbejdet i DDL og SAS. Som kontorist på briefing og klarererkontoret.” Det var helt uvant for Annelise at blive kaldt frue. Pludselig følte hun sig ældre. Hun var kun 22 år gammel og skudbarn. Født den 29. februar 1928. Men i hendes pas, stod der, af praktiske årsager: Født, 28. februar 1928, Vor Frelsers sogn, København. Hun var ikke andet end en uerfaren og halvvoksen pige, som var kommet hovedkulds og meget hurtigt ind i et ægteskab. Hun havde kun kendt hendes mand, Flemming, i lidt over 1 år. De havde nu allerede været gift i 10 måneder. Han var voksen. 27 år og meget mere erfaren. Veluddannet i forhold til hende, som kun

17

havde en præliminæreksamen fra Nyboder Skole. Han havde allerede set store dele af verden fra sine flyvere. Og endda indtil flere gange, over de få år, hvor han havde været ansat som pilot i Scandinavian Airlines System – eller SAS. Desuden havde han inden da, været ansat som skarpskytte og reservepolitibetjent under besættelsen. Han var bestemt meget mere voksen og moden end hende selv. Og han havde kendt flere kvinder før hende. Flemming var derimod den første mand i hendes eget liv. Hun havde selvfølgelig kendt Ralf i flere år. Men det var mest som dansepartner på Freddy Pedersens Danseinstitut, eller på danseetablissementet Wivex, inde ved Tivoli i København.

Annelise og Flemming bryllup i Filips Kirke på Amager 1950

18

Det var aldrig blevet til mere med Ralf, end lidt romantik i det skjulte. Holden i hånd med lidt småkysseri. Men med masser af dans og glade aftener sammen med ham, og hans venner inde på National Scala eller Wivex. Her havde Flemming været meget mere direkte og forførende. Så forførende, at de allerede efter 2 stævnemøder, havde været i seng sammen. Noget hun i hvert tilfælde aldrig havde prøvet før. Noget hun kun havde drømt eller fantaseret om. I seng kunne man dog ikke kalde det. Eller en seng. Nærmere en hård skibsbriks nede i hendes fars sejlskib ude i Svanemøllen. Flemming havde ikke sit eget sted at bo. Han boede stadig hjemme hos sine forældre i Elbagade, på Amager, dengang hun mødte ham på danseinstituttet og ude i Lufthavnen. ”Hvorfor skulle jeg bruge penge på en lejlighed?” ”Jeg er jo ude og flyve hele tiden. Jeg bor for det meste på de dejligste, men kedelige luksushoteller ude i hele verden.” ”Imens kan jeg spare op, hvor jeg bor hjemme.” Det havde han svaret, da hun spurgte ham om, hvorfor han ikke havde sit eget sted at bo. Han tjente jo rigtigt mange penge, som fastansat pilot i Scandinavian Airlines System. Men en 27-årig pilot, der stadig bor hjemme hos far og mor? Hvordan kunne han selv holde det ud – eller hans forældre? Flemming var desuden dansk mester i latinamerikansk dans. Med flere bronze og sølvmedaljer. Desværre var det ikke sammen med hende, han havde vundet sølv i Danmarksmesterskabet i dans. Flemmings invitation til et stævnemøde, og sex, det var ikke, hvad hun havde forventet efter kun 2 dage. Dengang arbejdede hun stadigvæk på klarerer- og briefing kontoret i Lufthavnen. Som kontorist. Selvfølgelig havde hun tit mødt Flemming inden da. Både på danseinstituttet og i ude Lufthavnen. Alle piloter i SAS, havde deres daglige gang på hendes kontor. De kom simpelthen ikke ud og flyve, hvis de ikke havde været forbi hendes kontor. Her havde piloterne udfærdiget og bekræftet deres flyveplaner og rute. Læst og studeret vejrkort. Forberedt sig inden afgang, til deres respektive flydestinationer, i forskellige lande.

19

En dag var Flemming kommet ind på kontoret. I stedet for at tale om sine flyveplaner, havde han spurgt hende om han ikke havde mødt hende et andet sted, end i Lufthavnen. ”Jo, på danseinstituttet.” Havde hun genert svaret. ”Men jeg går vidst på et andet hold end Dem.” ”Du behøver ikke sige; De, til mig, bare fordi jeg har disse åndssvage guldstriber på skulderstropperne.” ”Jeg ville bare spørge dig om noget helt andet, og jordnært.” ”Jah..!” Søgte hun nervøst. ”Jeg skal alligevel ikke ud at flyve i dag og de næste 4 dage. Jeg var kun på en Stand By vagt – og den vagt er slut nu.” For ikke at virke alt for interesseret – og samtidig skjule sin begejstring over at han talte frimodigt og uformelt til hende – prøvede hun at virke optaget af sit arbejde på skrivemaskinen. ”Åh, er det ikke kedeligt bare at vente på, måske, at komme ud og flyve, og så ikke komme af sted alligevel?” Spurgte hun, imens hun simulerede at hun skrev. Hun skrev meget langsomt på sin skrivemaskine. Anslog kun en enkelt tast i ny og næ. Kun med én finger af gangen.

Knud Flemming Hansens flycertifikat til DC 3 og DC 6

20

Hun havde svært ved at få øjnene fra Flemmings brune øjne og store næse. Hans kulsorte, blanke og fønbølgede hår. Hele hans ansigt. Han stod meget tæt op af hendes lille skrivebord. Han havde hverken kasket eller uniformsjakke på. Han var kun iført mørkeblå uniformsbukser og en nystrøget hvid skjorte. Rundt om skjortens skulderstropper sad de mørkeblå puder med guldstriberne. Striberne afslørede, at han ikke bare var Cabin Crew eller jordpersonel. På Flight Deck – og i cockpit. På venstre brystlommeklap sad det store SAS emblem i guld. I centrum havde SAS emblemet en fly propel, omkranset af 3 lodrette flag. De skandinaviske landes respektive flag. På hver side af SAS emblemet pegede 2 store fuglevinger vandret ud til hver side. Hun prøvede virkelig at kigge andre steder hen, end på Flemmings solbrændte ansigt. Han var meget solbrændt, til trods for at det var vinter. Hun ville for enhver pris undgå hans skarpe og opmærksomme blik. Og for Guds skyld undgå at nedstirre resten af hans høje og slanke krop. Hun turde ikke engang kigge på hans hænder, med de lange og lige fingre. Hun valgte i stedet at fokusere blikket på SAS emblemet på hans brystlomme. ”Har du ikke lyst til at opleve noget helt nyt og anderledes?” ”Jo, da..!” Nu så hun ham endelig direkte i de mørkebrune øjne. Hun fortrød straks den ekstase, hvormed hun øjeblikkeligt svarede ham. Med en begejstring, som hun havde svært ved at skjule. Hendes svar faldt alt for kvikt. Hun burde have optrådt mere reserveret og professionel. Hun var, trods alt på arbejde. Men Flemming fortsatte lige så hurtigt, men sænkede stemmen, så ingen andre på kontoret kunne høre ham. ”Så, velkommen til resten af dit liv! Måske ikke i dag. Måske ikke i morgen, men snart og resten af dit liv.” Hvad mente han dog med dette? Tænkte hun fuldstændigt overrumplet. Men drømmende. Det var som noget hun havde hørt i en Humphrey Bogart film. En film hun havde set nede i Amager Bio. ”Vi kunne jo starte med at tage ind på Wivex i morgen aften. Jeg ved at du også er en god danser,” fortsatte Flemming hurtigt.

21

Hun nåede ikke at reagere, før Flemming var over hende igen. ”Jeg kan komme og hente dig derhjemme i en Taxa klokken 8, i morgen aften.” Annelise skrev nu hurtigere på sin skrivemaskine. Med mindst 120 anslag i minuttet. Hun hev den lyserøde briefing formular op fra skrivemaskinevalsen. Hun flåede bestemt i toppen af papiret. Kun med 2 fingerspidser. Hun hev i papiret med sådan en kraft, at man kunne høre tandhjulene i vognen på skrivemaskinen hvæse tørt og skrattende. Som en bil, der børstede tænder i gearkassen, hvis man glemte at koble rigtigt ud, inden gearskift. Hun havde skrevet direkte ovenpå de fortrykte felter, som man normalt brugte i forbindelse med briefing af flyveturen. Hun havde ikke haft tid til at vende papiret med bagsiden opad, inden hun i rent refleks skrev. Og lyttede til Flemming. Hun rakte Flemming formularen i samme tempo. I én lang og sammenhængende stiv bevægelse. Hun holdt papiret ud i strakt arm. Skråt op imod hans hoved. Han så lidt paf ud, da han modtog formularen, og læste, hvad der stod. Annelise havde skrevet sit fulde navn og adresse. Selv hendes forældres navne. Ja, endda deres telefonnummer. Hendes forældre havde nemlig telefon i deres private hjem. Men det var kun på grund af hendes fars arbejde og hans meget specielle og til tider krævende kundekreds. Hun havde under disse personlige data, tilføjet følgende fakta omkring det forestående stævnemøde: JA TAK! - K. Flemming Hansen - 2000 HRS + 0100 GMT– Taxi Pick Up - Wivex - Kærlig Hilsen - Glæder mig: ANNELISE – ! Her var ikke noget at tage fejl af, for Flemming. Han fik et svar, der var lige så kort, præcist og hurtigt, som de sædvanlige flyveplaner han afleverede til Briefingen. Informationer, hun modtog fra piloterne. Korte og følelsesforladte meddelelser. Som hun tastede ind på sin telexmaskine og straks videresendte til flyvelederne, som i samme sekund printede dem ud oppe i kontroltårnet. En skriftlig meddelelse, afsendt fra hendes telexmaskine til flyvelederkontrollen. Det var utroligt nok muligt at sende breve, gennem de almindelige telefonkabler.

22

Annelise smilede overstrømmende op imod Flemming. Men prøvede samtidig, og på bedste vis, at se arbejdsmæssig, kold og professionel ud. Det var hun vant til i sin daglige håndtering af den akkurate service hun ydede overfor piloterne i SAS. Alvorlige mænd, som ikke var oplagt til en spøg eller frisk bemærkning. Dér, var ingen slinger i valsen. For hende var det utænkeligt at møde sådanne mænd i hendes fritid. Bare det at møde dem på et værtshus eller natklub, med levende musik og dans, ville være usandsynligt. Flemming virkede helt anderledes end de andre piloter. Han virkede mere velafbalanceret og afslappet. Menneskelig og virkelighedsnær. Hun havde altid syntes om hans unikke udstråling.

Roy Williams orkester på Wivex ved Tivoli i København 1950

De havde været sammen lige siden deres første stævnemøder, på danseetablissementerne Wivex eller National Scala, inde på Vesterbrogade. Det vil sige, været sammen, når han ikke var ude og flyve. Nogle gange var han væk hjemmefra i dagevis.

23

Efterfølgende havde han til gengæld ofte fri i 3 til 4 dage. Hvad glæde havde hun af det? Hun måtte passe sit eget arbejde hver dag. Det kunne også være på skifteholds vagter, og med skæve arbejdstider. I Kastrup Lufthavn arbejdede der folk døgnet rundt – alle dage, hele året. Flemming og Annelise havde meget hurtigt fundet en lille hyggelig og moderne 2-værelses taglejlighed, med brusebad og moderne køkken. Den lå i Kastruplundgade på Amager. Her var de ind flyttet sammen. De havde endda telefon, men det var kun fordi SAS betalte hele abonnementet. Praktisk nok, lå lejligheden kun 10 minutter fra Lufthavnen. I gåafstand. Annelise blev tit bange for sig selv. Over de tanker hun gjorde sig om Flemmings mange Night Stop, på diverse hoteller ude i verden. Hvor hele besætningen boede sammen. En besætning der bestod af 3 piloter, 1 purser og 2 unge, og sikkert meget smukke, stewardesser. Unge kvinder han var chef for. De havde selvfølgelig hver sit værelse på hotellerne, men alligevel. Var hun blevet sygeligt jaloux? En uhelbredelig sygdom, vidste hun. Kunne hun virkelig stole ubetinget på sin mand? Hvor godt kendte hun egentlig Flemming? På det seneste var situationen blevet helt utålelig og ubærlig for hende. Flemming var blevet udstationeret for 6 måneder i Stuttgart Lufthavn. Han havde selvfølgelig ikke haft en jordisk chance for at fravælge jobtilbuddet. Han var en ung pilot, og kun 27 år. Med kun 3 år i cockpit, kunne han ikke tillade sig at sige nej. Han havde formentlig heller ikke selv lyst til at gå glip af denne store udfordring. Han kunne ikke blive ved med at ligge og flyve frem og tilbage i Europa. Kun mellem København og: London, Amsterdam, Paris, Hamburg, Berlin, München, Stuttgart, Oslo eller Stockholm. SAS var nødt til at have piloter liggende på flere destinationer, i fjerne dele af verden. Det var et krav, efter at de havde åbnet mange nye langdistanceruter. Flyvninger, som startede helt oppe i Stockholm eller Oslo, og eksempelvis gik helt ned til Johannesburg i Sydafrika. Non stop ture. Blandt piloterne i SAS, blev den bestemte rute, også kaldt: Mælketuren.

24

En, for passagererne, meget lang og anstrengende flyrejse. Fløjet med de nyeste, og meget hurtige 4-motores propelfly, af typen Douglas DC 6 fra 1948. Ofte gennemførtes disse flyvninger alligevel med den noget mindre og langsommere, lillesøster, den 2-motores Douglas DC 3. Den havde kun plads til 28 passagerer. Piloterne sagde, at det var denne flyver, som vandt krigen. Under 2. Verdenskrig. Det samme fly, blot med et andet navn, nemlig: C 47. Navnet på flytypen, var det eneste der adskilte det, fra militærudgaven og den civile DC 3 model. Eneste synlige forskel, var at C 47-eren, havde en større kabinedør. En praktisk dør, under lastning af gods, eller for krigens soldater. Den var så bred, at soldaterne uhindret kunne springe ud i faldskærm fra flyverens åbne dør. Et sikkert og stabilt transportfly, der kunne lande næsten, hvor som helst. En lille sikker og stabil arbejdshest. Mens passagererne, om bord på de nyere og moderne DC 6 fly, kunne sove eller vælge at blive opvartet under hele flyvningen - kunne piloterne derimod ikke fuldføre hele flyvningen uden at blive afløst. Sådan en flyvning kunne ofte tage mere end 21 timer. Det var mere end, hvad en enkelt besætning kunne klare, på én turnus. Derfor var der mange mellemlandinger på ”Mælketuren.” Her udskiftede man flere gange til en ny og frisk besætning. Under tekniske stop, hvor man også tankede og efterså flyverne. Alt sammen udført på et kort stop. Af 1 times varighed. Besætningsmedlemmerne var derfor udstationeret flere steder på hele ruten ned til Sydafrika. På den måde, kunne der jævnligt ske udskiftninger; med nye og friske piloter, flymekaniker, pursere og stewardesser. Hvis flyet havde startet turen i Stockholm, med en kort mellemlanding i København, skulle en ny besætning allerede flyve videre, som en stafet, fra Echterdingen Flugplatz, i Stuttgart - med kurs mod Spanien, og senere mod Vestafrika. Den nye besætning fra Tyskland, fløj flyveren videre til næste destination. En mellemlanding, hvor der igen skulle tankes brændstof. Og atter engang påmønstres ny besætning. Det kunne enten ske i Casablanca eller Dakar, i vest Afrika. Her påmønstrede en 3. besætning flyveren. Den besætning, som

25

kom fra sin udstationering i Stuttgart, endte herefter nu i Vest Afrika. Her lå de på Night Stop i højst 2 døgn. På et luksushotel. Hvorefter de senere fløj maskinen tilbage igen, som en returflyvning, når flyveren var på vej i modsat retning. Retur til Danmark eller Sverige. Her stod de endelig af i Stuttgart. Nu var denne besætning egentlig hjemme igen. Ved udgangspunktet. Deres tyske base, hvor de lå udstationeret. Som fjernbesætning. Intet under, at denne form for flyvning og ruteplanlægning i SAS, blev kaldt: Mælketuren. Sikkert på grund af det monotone og gentagelsen i cyklussen. En evig turnus, som kørte rundt og rundt - som en stafet - alle dage i ugen, og hele året rundt. En meget lang flyvetur. Passagererne bemærkede intet omkring det tekniske bag flyvningen. De oplevede kun det behagelige i, at de kunne blive om bord på hele rejsen. Hvis de ønskede det – og uden overnatninger på hoteller, i fremmede byer. Og ikke mindst, oplevede de turen, som om de fløj direkte eller næsten Non stop. De kunne endda gå fra borde, under de korte mellemlandinger, der varede omkring 1 times tid. Her kunne de strække benene i en lufthavn. Inden de igen fløj videre. Passagererne havde, til trods for den anstrengende og meget lange rejsetid, til gengæld altid en frisk og veludhvilet besætning. En besætning, som førte dem og flyet sikkert frem til den endelige slutdestination. Annelise havde nu stillet sig ud i stormen på flyvepladsen. Hun lænede sig op af det lave gelænder. Foran platformen med de parkerede flyvere. Egentlig vidste hun ikke, hvorfor hun nu kaldte det; flyvere? Det var åbenbart noget hun var begyndt på, efter at hun havde mødt Flemming. Før havde hun selv bare kaldt dem; flyvemaskiner - eller fly. Han havde helt sikkert en meget stor indflydelse og påvirkning på hendes nye liv, og dermed hendes tankegang. Alt var blevet meget anderledes. Mere spændende og indholdsrigt. Ganske vidst var hun lykkelig nu, men hun var desværre også tit meget ensom. Hun havde fået en mand, som hun elskede, men en mand som sjældent var hjemme hos hende. Ligesom alle hendes brødre.

26

Hun havde 4 brødre og en storesøster. Hendes søster Margit var meget ældre og allerede gift og havde selv en voksen søn, som også var gift. Annelises 4 brødre var sømænd og sejlede på langfart i handelsflåden. Enten for Mærsk, Lauritzen eller Ø.K. Egentlig 7 søskende, i alt. Men den ene bror var død af botulisme om bord på et skib, i rum sø syd for Ceylon. Den anden, en lillesøster, var faldet ud af vinduet i Adelgade, hvor deres første lejlighed i Danmark lå. Hun faldt ud fra 5. sal. Hun var død på stedet. Hun blev kun tre år. Annelise havde kun kendt den ene af de 2 afdøde søskende. Nemlig pigen. På det tidspunkt, da hun kravlede ud over den franske altan, var Annelise ikke gammel nok til at forstå, hvad der egentlig var sket. Og hun var heldigvis også i skole, da ulykken skete. Broderen som døde om bord på et skib, var blevet født før Annelise - og han døde før Annelise selv blev født.

Annelise yderst til højre. Hendes afdøde lillesøster forrest til venstre på skødet af storesøsteren Margit. Margits egen voksne søn Kurt med hans kone bagerst i billedet

Annelise havde rigeligt med søskende, som det var nu. Hun følte derfor intet afsavn på disse 2 afdøde søskende. 27

Det gjorde hendes mor Anna til gengæld. Hun fik et traume, som gjorde at hun konsekvent nægtede at lære at tale dansk. Men de fleste danskere forstod hende alligevel, selv om hun kun talte svensk. Hun var oprindelig fra Gøteborg, hvor man taler en mere forståelig svensk dialekt. En dialekt af det svenske sprog, som de fleste danskere meget bedre kunne forstå. Egentlig var det også lige meget, hvad sprog Anna talte. Hun konverserede, eller mødtes næsten aldrig med andre mennesker. Kun med hendes egen mand, Edvin. Hun havde travlt nok - med at hjælpe ham i skrædderiet. Hun havde til opgave at dampe, stryge og presse det skræddersyede tøj. Med 5 kilo tunge gasopvarmede pressejern. Uhåndterbare, og udført i massivt jern. Det var også Annas opgave at udføre den sidste finish på det skræddersyede tøj. Hun fjernede rininger og kridtstreger fra stoffet. Pressede, dampede, strøg og lavede de sidste oplægninger af benklæderne eller ærmelængderne. Hun leverede også de store fint indpakkede pakker med det nye tøj, ude hos kunderne. Ikke mindst sørgede hun også for, at regningerne blev sirligt skrevet med blækblyant. Når hun havde skrevet alle regningerne, var hun helt blå på tungen. Lillafarvet, af at slikke på den meget ildesmagende blækstift. Hun sørgede i sidste ende for at betalingerne for arbejdet blev betalt til tiden. Selvfølgelig misligholdt hun ikke deres meget store hjem og værksted. Der skulle altid se ordentligt og præsentabelt ud. Der kom dagligt mange fine mennesker på besøg for at bestille skrædderarbejde. Disse gæster skulle ofte serviceres med små anretninger eller drikkevarer; såsom: Spiritus, vin, øl, sodavand eller kaffe og the. Hun havde nok at se til. Edvin havde desuden smag for god og varieret kost. Morgen, middag og aften. Han var desuden lidt kræsen. Han påstod i øvrigt, at han uafbrudt havde dårlig mave. Derfor drak han jævnligt og ofte, rent vand, blandet op med en skefuld natronpulver, af en tekop. Deres største kunde Kongehuset, og kunder fra Magasin du Nord, aflagde jævnlige kundebesøg, i skrædderiet i Adelgade. Siden i villaen på Amager. Hans Majestæt, Kong Frederik den 9. kom her officielt, for at få taget mål til alt ny beklædning eller

28

prøve nyt tøj. Alt fra smokinger, sømandsuniformer og skjorter. Ja, selv undertøj. For så vidt kunne hendes far have nøjedes med at være kommet ind på Amalienborg for at tage mål. Kun medbringende et målebånd, sin nålepude med alle knappenålene og det flade og kvadratiske grå skrædderkridt. Han kunne også have ladet være, for han kendte alle målene på Kongen i forvejen. Nej, de 2 herrer havde andre skumle planer med deres fælles og jævnlige møder. Enten mødtes de i sejlklubben eller også på selve skrædderværkstedet. Og her blev der, bag låste døre, taget mål i mere end én forstand. Her blev hygget med piberygning, brændevin og malt øl. Ofte blev de begge lidt, eller meget berusede, og måtte udskyde måltagningen til en anden dag. Her genoptog de ufortrødent deres røverhistorier, fra Nyhavns barer bordellerne og tatoveringsforretninger. Det vigtigste var, at det indbyrdes drikkelag fortsatte ofte. De var faktisk blevet rigtigt gode venner, privat. Både gennem deres fælles drikkelag, men også sejlsportsmæssigt. De kunne også finde på at tage ud og sejle i Edvins sejlskib. Her kunne de sidde i timevis og hygge sig. For anker. Anonymt, midt ude på Øresund. Det var egentlig Dronning Ingrids skyld, eller personlige ønske og krav, at Anna og Edvin var flyttet fra Stockholm til den store taglejlighed i Adelgade i København. Tæt ved Amalienborg og Kongens Nytorv. Kong Frederik den 9. - havde friet til Ingrid Victoria Sofia Louise Margareta. Det var hendes fulde navn. Og Ingrid, havde accepteret at gifte sig med den danske konge. Dog, havde Ingrid blandt andet stillet nogle små og ubetydelige, men excentriske krav, for indgåelsen af ægteskabet. Betingelser stillet, for at blive gift i Danmark, med efterfølgende ophold nede i Danmark. Hun ville blandt andet have kokken fra det svenske kongehus og deres skrædder med sig ned til Danmark. Om ikke andet, så til brug under foranstaltningerne til den forestående bryllupsfest. Annelises forældre var derfor blevet nødt, eller tvunget, til at flytte med ned til Danmark, i april måned 1935. Annelises forældre havde derefter valgt at blive boende i Danmark, efter den kongelige vielse.

29

Edvin Leonard Elowsson om bord på et af sine sejlskibe ude på Øresund

Anna og Edvin havde nu boet her i 15 år. Annelises søskende var svenske statsborgere. Født i Sverige. På nær hende selv og hende, der drattede ud af vinduet. Alle i familien fik alligevel, og meget hurtigt, efter flytningen ned til Danmark, straks dansk statsborgerskab. Et dansk pas eller søfartsbog, efter 1935. ”Underligt nok,” tænkte hun! Annelises flyafgang til Stuttgart var blevet yderligere forsinket i 2 timer. Det ville siden vise sig, at blive hendes held den dag. For slet ikke at nævne, hvor gunstig og betydningsfuldt, denne lille tekniske forsinkelse, blev for flere andre mennesker den dag – og i fremtiden.

30

Flyet, en Douglas DC 3, var netop blevet parkeret på platformen. Et 2-motores propelfly, med plads til 28 passagerer. Det var ikke et helt lille fly. Det havde en totalvægt på mere end 10 tons, og var 20 meter langt, og vinger med en spændvidde på 30 meter. Til trods for sin beskedne længde i forhold til de nye 4motores DC 6 fly, havde den en højde på 5 meter fra jorden og op til cockpittet. Dette skyldes at flyet hvilede på halen, når det stod eller kørte på jorden. En lille tyk cigar, som stod på skrå, med næsen pegende opad, men med halepartiet helt nede ved jorden. Hun syntes at det var et meget smukt fly. Hun følte sig tryg bare ved at se på flyveren. Dets majestætiske udseende signalerede sikkerhed og tryghed, mens det stod der med næsen i sky. Vægten, og flyverens balance, hvilede alene på de 2 store hjul under vingerne. Ét stort hjul under hver motorkasse. Flyveren var kun støttet bagtil med et lille bitte drejeligt halehjul, lige under haleroret. Det hjul var ikke større end dem der sad på moderne trillebør eller sækkevogne. Dog ikke, som den sækkevogn, som ham drageren havde, der havde taget hendes bagage tidligere.

SAS, DC 3, Fridtjof Viking. Svensk indregistreret med kendingsbogstaverne: SE-CFP Foto: Alf Blume

31

Ikke desto mindre taxiede og manøvrere denne 10 tons tunge flyver rundt nede på jorden med dette lille hjul. Flyet kunne også vende rundt på en tallerken – eller dreje rundt om sig selv. Dog brugte flyet ikke dette hjul, lige før start og landing. Her lå hele flyets vægt kun på de store hjul, under vingerne. Flemming havde ofte fortalt hende, at det var verdens sikreste fly, og det ville utvivlsomt forblive med at være det mest sikre fly i al fremtid. Ved synet af denne flyver, kunne hun lade være med at tænke på Flemming og den gamle film: ”Casablanca”, fra 1943, med Humphrey Bogart. Der var et eller andet over denne flyver, som holdt parkeret ude på platformen. Flyveren var en svensk indregistreret DC 3 / C 47. Navngivet: Fridtjof Viking, med kendingsbogstaverne: SE-CFP. Filmen, alt det tekniske, som Flemming havde lært hende og nærværet til denne flyver fik hendes fantasi til at gå op i en højere enhed. Hun kunne nu tydeligt huske det store dilemma fra slutningen af filmen; Casablanca: "Maybe not today. Maybe not tomorrow, but soon and for the rest of your life." ("Måske ikke i dag. Måske ikke i morgen, men snart og resten af dit liv.") ”Var det ikke det Flemming havde lovet hende, den første gang, hvor han inviterede hende ud og danse?” Et dilemma eller løfte, som selvfølgelig kaldte nogle romantiske tanker og minder frem i hendes hoved. Men dilemmaet fra filmen, kunne hun overføre til sin egen situation lige nu. Det varmede og skræmte hende på én og samme tid. ”Havde hun valgt det rigtige – eller var hun blevet overrumplet, hvor andre traf valget for hende? Havde hun haft noget valg overhovedet?” Hun magtede snart ikke at tænke mere. Kulden og hendes smerter fik hendes hjerne til at rode alt sammen i én blanding af fortid, nutid, fremtid – film og drømme.” Tænkte hun højt for sig selv.

32

Annelise frøs nu voldsomt, men følte ikke efterårsstormen, som årsagen til at hun frøs – det var nærmere håbløsheden, som fik hende til at fryse, eller fryse endnu mere. Der ude på terrassen mellem flyverne på cementplatformen og lufthavnsbygningen, stod hun ensom og skeptisk. Helt alene, få meter fra grænsen til internationalt område – Ingenmandsland. En lufthavn. Vindposen var helt udspilet. Den rød og hvid stribede vindpose, der var hejst op i en flagstang, som stod oppe på taget af ”VL-terminalen”. Lige over hendes hoved. Vindposen stod stift og vinkelret ud i luften, og pegede mod vest. Det betød, at vinden kom fra øst – og de skulle starte fra bane 12/30. Det var sikkert mere end 10 meter i sekundet lige nu. Ikke fordi det ville blive noget problem for flyvernes manøvredygtighed, men det gjorde hende alligevel noget nevøs. Hun havde prøvet at flyve før. Og i værre vejrforhold, end dette. Hun havde det meget dårligt inde i sig selv. Hun havde en meget kraftig kvalme, og var svimmel. Hun følte det, som om hun var ved at besvime. Hun så nogle gange små hvide stjerner, eller prikker for øjnene, hvor alting udenom blev helt mørkt. Hun var meget bange og utryg. Ensom, som så ofte før.

Udsigtsterrassen i Kastrup Lufthavn. Bemærk bagagevognen til venstre i foto

33

En lille trøst var, at smerterne havde flyttet sig væk fra brystkassen, eller lige under brystbenet. Smerterne og trykket oppe over maven, var rykket ned over lænden og omkring hofterne. Hun følte trang til at komme ind i hallen og sidde lidt ned. Måske skulle hun tage noget varmt at drikke, hvis man kunne købe det så sent på aftenen. Hun forlod udsigtsterrassen, og gik ind til indcheckningsskranken. Der stod hendes kuffert stadig omme bag skranken. Men den var trukket tilbage, for sig selv. I et hjørne, ved siden af bagagevognen. Kufferten var let genkendelig. På håndtaget sad mærket med slutdestinationen, nemlig: Stuttgart, som var forkortet til lufthavnens internationale kendingsbogstaver: ”STR”. Ud over dette mærke, hang der også 2 andre kuffertmærker i tynde hvide elastikker. 1 gul lap, hvor der stod: ”CREW” og endelig 1 rød, hvor der stod: ”STAND BY”. Det var 2 nyheder, som bestod af en god og en dårlig nyhed. ”CREW” – det var da kraftigt overdrevet, men helt sikkert til stor hjælp, servicemæssigt. Men, ”STAND BY” – det vidste hun også udmærket, hvad betød. Hvis flyet skulle blive overbooket, ville hun, som den første blive afvist, da hun kun var fripassager, på en F2 billet. Det var hendes egen skyld. Det skulle være en overraskelse overfor Flemming, at hun kom uanmeldt til Stuttgart. ”Overraskelsesangreb!” Tænkte hun i stedet, og fortsatte: ”Taget på fersk gerning, på Flugplatz Hotel i Echterdingen.” Havde hun derimod sendt en telex til Flemming og bedt ham om at bestille billetten, havde hun helt sikkert fået en F1 billet, eller endda en ”SERVICE TWO”, hvormed hun havde undgået at stå på venteliste. Kun med ret til bording på flyveren, regnet efter anciennitet som ansat i SAS. Hvis der var nogle ledige pladser i overskud om bord på flyet.. Det kunne blive aktuelt nu, hvor den seneste annoncering i højtaleren, om årsagen til den forsinkede afgang, var at man ventede på et tilslutningsfly fra Bromma i Stockholm. Klokken var allerede lidt i 10 om aftenen, så hun tvivlede på, om hun kom af sted denne aften, eller på denne afgang over hovedet.

34

”Nej, jeg bliver nødt til at sidde ned, kan jeg få en varm kop chokolade med flødeskum nogen steder herude?” Spurgte hun ground hosten i skranken. ”Ja selvfølgelig, lige inde til højre, i Hammers Restaurant. Intet problem frue. Har de det helt Okay? De ser lidt sløj ud frue.” ”Nej, det er jeg ikke,” svarede hun kort fra hovedet. Smerterne havde nu flyttet sig ned fra brystkassen og brystbenet. Helt ned til bækkenet og maven. Det gjorde morderligt ondt i hele hendes underkrop og især omkring hofterne. ”Nej for resten, jeg tror jeg tager dametoilettet i stedet for, om jeg beder.” ”Så gerne frue, men det har de også inde i restauranten – og det er meget bedre og mere rart indrettet, end her ude.” Annelise gik aldrig med noget, som de moderne og store håndtasker med hank. Hun havde aldrig ejet en. Hun havde kun de nødvendigste ting i en lille fiks kuverttaske; indeholdende: Læbestift, neglelak, pudderdåse, gul blikæske med Leo Albyl, æske med Läkarol, lommetørklæde, brev med hårnåle, lille kam, rundt lille spejl, nøgler, kørekort – og i dagens anledning sit lille lysebrune danske pas. Heri lå der et presset, og tørret firkløver, mellem sidste side og omslaget til bagsiden af passet. Dette firkløver, havde Flemming selv fundet til hende, ude på Kløvermarkens fodboldbaner ved Phillips Radio og Lampe fabrik. ”Hvor ellers?” Tænkte hun ironisk, med sin vanlige form for humor, trods pressede situationer. Ingen Tampax eller andet overflødigt. Hendes afsky mod store dametasker med hank, skyldes ikke modvilje mod at være med på moden ifølge; ”Tidens Kvinder,” eller andre dameblade. Tvært imod, hun var den mest moderigtige og velklædte pige i hele hendes omgangskreds, hvad mode angik. Ja, nok på hele Amager. Såvel, som i påklædning, men også i valg af sminke og frisure. Takket være hendes elskede far, havde hun også en kongelig garderobe at vælge imellem, forstået i mere end én forstand. Men store tasker? Hun gik kun med den lille kuverttaske, i sort krokodilleskind. Den var mere velegnet til at medbringe på danseinstituttet, eller til deres fælles danseaftener på National Scala eller på Wivex inde ved Tivoli.

35

”Jeg tror jeg får brug for en Tampax.” Hun havde svært ved at få det udtalt, og hviskede ordene med lav stemme. Hun følte sig lidt mere rouge i ansigtet, end hun var i forvejen, af det pudder hun havde på kindbenene. Det var trods alt lidt flovt. Bare det, at spørge om den slags intime ting. Selv om det var en voksen kvinde, hun stod overfor i indvejningsskranken. At, bede en vildt fremmed, om den form for nødhjælp. Og så i en lufthavn. En mandeverden uden sammenligning. Annelise var nok den eneste kvinde blandt alle de ventende passagerer. På nær de par andre kvinder, som var fulgt med til lufthavnen, for at vinke farvel til deres kære mænd. ”Selvfølgelig frue – de kan få et par stykker af mig.” Annelise kunne fornemme, at hun pludselig var begyndt at småbløde. Det hele var helt forkert, og kom meget ubelejligt. ”Men det er jo slet ikke endnu – det er da først om 3 til 4 uger!” Tænkte hun næsten højt for sig selv. På en undrende og formørket måde. Hun satte resolut kursen mod restaurantens store svingdøre, hvor hun hurtigt fandt døren med skiltet: ”LADIES”. Hun kom lige så beslutsomt ud gennem døren, få minutter senere. Med højre hånd, holdt hun stramt fast i det i det lange messing rør, der udgjorde det som dørhåndtag i svingdøren. Venstre hånd presse hun op mod sit skød. Hendes lange plisserede og meget vide kjole, var fortil blevet trukket helt op til over knæene, fordi hun pressede hånden op mod underlivet. Det sidste hun prøvede at komme i hu, var at jordmoderen havde fortalt hende at, hvis hun mærkede smerter og sammentrækninger i livmoderen eller spark og fosterbevægelserne ophørte, så ville der være 3 uger til fødselen. Det passede alt sammen meget godt sammen med de symptomer hun havde haft hele dagen. ”Der er næsten 3 uger til ...!” Syntes hun, at hun råbte højt ud i restauranten. Men inde i hendes hoved, fik hendes egen stemme, en helt anden og fremmed klang. For hende lød det, som om hun råbte ned i en tom galvaniseret gulvspand.

36

Med højre hånd knuget fast om dørhåndtaget, lod hun sig selv helt på automatik, med hele sin kropsvægt svinge videre ud i lokalet. Cirkulationskraften fik svingdøren til at kamme helt over i næsten 180 grader. Med hende hængende, som blind passager, og med fødderne slæbende over det tykke og bløde gulvtæppe. Dørens bevægelse stoppede brat, ved sammenstødet med et lille anretterbord på 4 drejelige hjul. Et bord som stod bag døren, og op af væggen. Med et højt brag ryddede hendes hoved alt ned fra anretterbordet. Suppeterriner, tallerkner, serveringsbakker, skylleskåle, fornemt sølvbestik og en stabel med store stivede stofservietter. Annelise var ramt i højre tinding, af bordet, med sølv og porcelæns service. Hun lå nu bevidstløs på det meget bløde og tykke gulvtæppe. Hun havde sluppet taget i dørhåndtaget, men havde stadig venstre hånd dybt begravet imellem benene. Hun hverken drømte eller tænkte mere. Hun havde ingen smerter, eller stjerner for øjnene mere. Overhovedet. Alt var til gengæld kulsort – og hun var helt væk. Den tilkaldte hjælp bestod af 3 personer. Personale fra lufthavnen. Den kvindelige groundhost, som tidligere havde lavet check-in for Annelise. En meget ung mandlig servicemedarbejder. Og ikke mindst en brandmand. Hans opgave var normalt kun at stå og passe en meget stor håndbrandslukker, under opstart af hver flymotor, når flyverne startede op, og gjorde klar til afgang. Brandmanden var nok den mest kompetente til at håndtere denne situation. Han var i hvert tilfælde trænet i at tage en rask og hurtig beslutning, hvis fanden var løs. Han bad den unge servicemedarbejder om at hente en af de store bagagevogne ude ved indvejningen, i afgangshallen. Samtidig nåede han, at sende en kort og ironisk besked med efter servicemedarbejderen. Han var allerede på vej ud af restauranten igen: ”Lad nu være med også at tage traktoren med herind,” råbte brandmanden. ”En af de lange kuffertvogne, som hun kan ligge udstrakt på!”

37

Den unge servicemedarbejder vendte hurtigt tilbage med en lang bagagevogn. Den var tom. På nær nogle brandtæpper, som han havde lagt på ladet af vognen. Vognen var lang nok til at de kunne lægge Annelise udstrakt på ladet. ”Hvad gør vi nu?” Spurgte brandmanden. ”Jeg tror helt bestemt, at hun er ved at føde. Og det er op over. Så det nytter nok ikke at ringe efter Falck Zonen. De vil aldrig nå herud i tide. Og så skal de også hele vejen tilbage til et hospital inde på Amager, eller endnu værre, helt inde i København.” ”Kan du være fødselshjælper?” Spurgte groundhosten, direkte henvendt til brandmanden. ”Ja, vi kunne køre hende over til brandstationen. Derude bor Falck folkene, fra ambulanceflyveren også.” ”Samtidig kan du ringe til ham lægen ovre i Dragør. Doktor Dich. Han kan hurtigt være her, og møde os på brandstationen. Hvis han kører over Strandstien fra Sydporten ovre i Dragør, og bagom startbanerne. Det vil højst tage ham 5 minutter at køre den vej fra Dragør. Det har han endda prøvet før. Han er meget frisk og kontroversiel.” ”Kan du ikke ringe til ham lægen, og samtidig til vagten ovre i Sydporten i Dragør, så lægen kan få en passerseddel udstedt i forvejen. Så vil det gå hurtigere end at ringe efter en ambulance,” sagde han til servicemedarbejderen. Alle ankom næsten samtidig til den lille brandstation, ude ved Øresundskysten, bag ved startbanerne. Doktor Dich havde taget sin kone med derud. Hans kone fungerede til dagligt som sygeplejerske og sekretær i lægepraksissen. Fødslen gik hurtigt. Annelise var stadig helt omtåget og virkelighedsfjern. Ikke helt ved bevidsthed. Hun havde dårligt nok lagt mærke til at hun havde gennemført en fødsel. ”Hvor er barnet?” Tænkte hun. Der var helt stille i lokalet, og ingen sagde noget. Der hørtes ingen barnegråd, som man måtte forvente fra en nyfødt baby. Hun kunne kun se, at de havde lagt den nyfødte over på et skrivebord. I det lille lokale, som til dagligt blev anvendt til frokoststue og opholdsrum for brandmændene.

38

Selv lå Annelise på et stort spisebord midt i lokalet. De mange stole, som havde stået rundt om bordet, var hastigt blevet smidt over i et hjørne. De lå i en bunke i et hjørne. Annelise lå halvt nøgen oppe på det store spisebord. Et stort bord, som brandmændene døgnet rundt, var samlet rundt om. For at indtage deres fælles måltider eller hygge sig med et spil kort eller lignende. Kun 3 hynder fra lænestolene adskilte hendes nøgne underkrop, fra den kolde linoleumsbeklædte bordplade. Over sig, var hun kun dækket til af nogle alt for små håndklæder, som udgjorde det som lagner. Hun havde ikke, som en nybagt mor, sit barn i sine arme. Stilheden i lokalet gjorde hende utryg og spekulativ. Stemningen omkring hende, virkede desuden panisk. Annelise syntes at det var skræmmende, at barnet ikke gav lyd fra sig overhovedet. De andre i lokalet sagde heller ikke noget. De virkede nervøse og rådvilde. ”Hvor er mit barn?” Spurgte hun lavmælt. ”Lige et øjeblik, vi skal lige ordne ham,” svarede lægen. Doktor Dick ville ikke røbe noget om sine problemer med barnet. Barnets åndedrætsfunktioner var ikke normale. Sygeplejersken havde forsøgt sig med gængs førstehjælp for nyfødte. Hun havde prøvet at løfte barnet op i anklerne, hvorefter hun havde givet barnet et stort klask i bagdelen. Men intet havde hjulpet. Barnet lå stadig uvasket på skrivebordet. Navlestrengen havde de heller ikke haft tid til at ordne og underbinde. Servicemedarbejderen og brandmanden fór rundt overalt på brandstationen. De hjalp med anskaffelse af praktiske ting og interimistiske remedier. Brandmanden kom ind med et stort og rundt vaskefad i rustfrit stål. Han stillede karret på et stativ, og fyldte det med varmt vand, så barnet i det mindste kunne blive vasket ren. Uden at der blev sagt et eneste ord, var der opstået en febrilsk stemning inde i det lille lokale. Barnet virkede unormalt livløst, men ikke død eller bevidstløs. Bare meget rolig og tavs. Hans øjne var lukkede. Han lå helt stille og ubevægelig ovre på skrivebordet. Det var svært at se, at der var liv i ham.

39

Endelig tog sygeplejersken en rask beslutning. Hun tog fat om barnets ankler. Helt nede ved de små fødder. Med en hånd om hver ankel, løftede hun barnet op fra skrivebordet, så det hang med hovedet nedad. Hun foretog nogle små hoppende bevægelser ude på gulvet. For at ryste barnet lidt. Herefter gik hun ud i midten af lokalet, og begyndte at dreje rundt om sig selv. Med stor fart. Hun dansede rundt med barnet hængende ud i hendes strakte arme. Som en snurretop drejede hun rundt om sig selv. Som farten på hendes dansetrin ude på gulvet tiltog, kom barnet til at hænge vandret ud i luften, med hovedet yderst. Det var nu første gang Annelise så sit nyfødte barn. Det var en velskabt lille dreng. Ikke ret stor, men med masser at kulsort hår på hovedet. Han fór forbi hendes ansigt, ved hver omdrejning, som var det en karrusel han kørte rundt i. For hver omdrejning, hvor han passerede hendes ansigt, kunne hun se hans lille slimede og blodige krop. Hun var lykkelig, men hvad var der galt med hendes barn? Han græd ikke, som hun havde forventet at et lille nyfødt barn skulle gøre. Endelig gav barnet en lille klynkende lyd fra sig. Eller udstødte et lille host, men ikke mere. Alle så forstenet på barnet, der stadig fór rundt i luften, hængende i sygeplejerskens strakte arme. Barnet prøvede at spjætte. Samtidig udvidede hans brystkasse sig kraftigt, da han gav den næste store hostende lyd. Selv sygeplejersken, blev overrasket over at der var kommet lidt liv i barnet. I det samme, som i chok, mistede hun grebet om de slimede ankler. Hendes tag i barnets ben ophørte, da barnet gav lyd fra sig - og hostede. Barnet fortsatte frit, og med cirkulationskraften videre gennem lokalet. Her blev farten hurtigt taget af, idet barnet ramte det lille stativ med vaskefadet med vand. Vandet sprøjtede ud i alle retninger i lokalet. Fadet faldt på gulvet, hvor det roterede rundt om sig selv. Som en mønt man havde sat i bevægelse, drejede vaskefadet rundt på sine kanter, nede på gulvet, med en skinger og rumlende lyd. Barnet forsatte videre i en lige linje gennem luften. Her blev farten naturligt, men brat afbrudt af sammenstødet med en tyk smedejerns radiator, som hang på endevæggen.

40

Annelises og Flemmings søn var født, og levede til trods for den meget hårde landing her på jorden. Endelig græd barnet. ”Så han lever,” tænkte Annelise. Han havde fået en stor bule oppe midt på hovedbunden. En bule, som aldrig siden forsvandt. Tom var født. Lørdag den 21. oktober 1950, lige efter midnat. ”Men hvor var han født?” ”Ingenmandsland, Kastrup eller Dragør?” Hun spekulerede, imens hun knugede barnet ind til sin store barm. Nu var de endelig alene sammen. Ikke i Lufthavnen, men på et rigtigt hospital. Sankt Elizabeth Hospital. Hos nonnerne, på det katolske hospital inde på Amager. De var så meget alene, at kun barnet, nonnerne og hende selv var der. Følte hun. ”Hvor var hendes mand, Flemming, lige nu, hvor hun havde brug for ham?” ”På den anden side, vidste Flemming heller ikke at ”de” var på vej ned til ham i Tyskland. Og han vidste heller ikke, at han var blevet far. Uger før, at de forventede at blive forældre,” tænkte hun, imens hun så beundrende på sit nyfødte barn. Annelise lå med sit nyfødte og smukke barn ved sin barm. Hun lå behageligt i hospitalssengen. De katolske nonner havde lige været og tilset drengen. Nonnerne var meget varmhjertede og venlige. De sagde, at babyen intet fejlede, bortset fra, at han havde den store bule i hovedet. Lige over hårgrænsen, ved panden. Han havde meget kraftigt og tykt kulsort hår. Han havde endda en lille hestehale, som gik ned i en spids i nakken. Det var selvfølgelig ikke en rigtig hestehale. Han havde bare lidt længere hår, lige i midten af nakken. En lille V-formet pisk. Hun syntes det var besynderligt, at han havde så meget hår, på hovedet, allerede fra fødslen. ”Gad vide, om han har en slem hovedpine?” Tænkte hun. Og fortsatte: ”nej, så ville han vel græde hele tiden.” Og det gjorde han ikke. Han var helt stille. Han lå bare og smilede til hende. Han havde godt nok lukkede øjne. Men hun

41

kunne se, at han smilede. Hans øjenlåg blev helt skæve, samtidig med at han smilede med munden. ”Han er virkelig smuk og dejlig!” Det havde nonnerne på Sankt Elizabeths Hospital sagt, hver gang de kom for at tilse hans bule i hovedet. Det var lidt komisk for Annelise, at nonnerne gik klædt i sort fra top til tå. Desuden havde de en kæmpe kappe på hovedet. Den var 3 gange større end deres eget ansigt, og gik op i en stor trekant, over hovedet. Eneste dekoration på denne lange sorte klædedragt, var et hvidt og lilla kantbånd, som var syet rundt om selve hovedkappen. Desuden bar de alle, et meget stort kors på brystet. Det var tungt, og målte mindst 6 gange 10 centimeter. Det komiske ved den nonne, som kontrollerede hendes barns hoved, var at hun havde en lille lommelygte i en skjult lomme. Hun lyste ham med lygten i øjnene. Lommelygten var alt for moderne, i forhold til den sorte middelalderlige katolske og lange klædedragt, hun var iført. Den gik helt ned til gulvet. Hospitalet lå i forbindelse med den katolske kirke, på en lille sidevej til Amagerbrogade. Faktisk kun få hundrede meter fra det sporvognsstoppested, hvor hun havde stået mindre en 24 timer tidligere. På vej til lufthavnen og Tyskland. Det var heldigt, at hospitalet samtidig, og derfor, lå meget tæt på hendes forældres villa i Webers Villaby. Hun savnede dem. Men hun savnede også Flemming. Lykken var, at hun ikke kom om bord på flyet. Så var Tom helt sikkert blevet født i Tyskland. Det ville have været en katastrofe. Med følger og konsekvenser, der ville være uoverskuelige for dem alle langt ud i fremtiden. Hun ærgrede sig stadig over, at hun ikke forinden havde givet Flemming besked om hendes rejseplaner. Besked om, at hun ville flyve ned til ham. Hun kunne nemt have fået lov til at låne en telexmaskine ude i lufthavnen. Hun burde have skrevet et telex besked til Flemming, hvor hun bad ham om en Service 2 fribillet. Så ville han i det mindste også vide, at hun var på vej ned til ham, i Stuttgart.

42

På stationskontoret, hos SAS, i Stuttgart, havde Flemming en telex-adresse og nummer. Telexmaskinen var en smart og ny opfindelse. Man kunne via en almindelig telefonlinje skrive til hinanden på fjerne afstande. Det var nok også derfor, at denne store og larmende kasse, af en maskine, også blev kaldt en fjernskriver. Fuldstændig som i en telefon, kunne man tale med hinanden, eller endda i munden på hinanden. Dog var det kun med tegn og bogstaver. Et brev, som kom ud på papiret i hver ende af telexlinjen. Hvis man skrev beskeden i forvejen på tastaturet på maskinen, fik man først en kladde på papirrullen. Man fik samtidig en meget lang og smal papirstrimmel. En smal hulstrimmel, med en masse små runde huller. Det var koden på alt det man havde skrevet, som kladde. Man kunne derefter ringe en, eller flere andre telexmaskiner op samtidig. Herefter startede man bare hulstrimlen. Maskinen afsendte derefter brevet, eller beskeden, med mere end 1000 anslag, eller tegn i minuttet. Man kunne sende brevet til den anden ende af landet eller resten af verden. Det var meget hurtigere end Postvæsenet. Hun havde savnet Flemming. Han var først kommet hjem til Danmark om mandagen. 2 dage efter at barnet var blevet født. Han kyssede straks Annelise inderligt. Det nyfødte barn fik et kys på panden. Lige under den bule, som Flemming endnu ikke kendte noget til. ”Nej, hvor er han dog sød og smuk. Han ligner da mig på den store næse.” Det var det første han sagde, da han så hans sovende barn, i Annelises favn. Han havde stadig uniform på. Blå uniformsjakke. Den altid rene, og nystrøgede hvide uniformsskjorte. Kasketten havde han under højre arm. Med højre hånd, holdt han den sorte pilottaske. En firkantet lædertaske, som indeholdt 2 store A4 ringbind. Han kaldte dem altid for manualerne. Den meget store læderkuffert var indrettet, så den ud over ringbind, også kunne indeholde: Logbog, plastic tjekliste, som man altid brugte før start. Et aluminiums clip board, hvor man kunne skrive vægt og balance beregninger for flyet, ved take off.

43

Desuden var der lige nøjagtigt plads til et karton cigaretter og en flaske whisky. Alt dette havde Flemming også i tasken. Dog havde han i dagens anledning udskiftet whiskyen med en flaske MUM Brut champagne. Og 10 engangs papkrus. Han åbnede champagnen. Hældte op i 2 af papkrusene. Champagnen var varm. Den brusede derfor ekstra meget, men også på grund af voksbelægningen indvendigt i papkrusene. Han rakte Annelise det ene af papkrusene. Hun lå stadig ned i hospitalssengen. Han rakte sit eget krus frem mod sengen. Først mod babyen. ”Skål, knægt!” Herefter skålede han med Annelise og kyssede hende igen, midt på munden. ”Sig mig engang, har du været ude og flyve, som besætning?” ”Ja, jeg fløj den selv hjem fra Stuttgart.” ”Jeg fik kaptajn Möllerud til at afløse mig dernede, i et par uger. Han er ikke gift. En tør, men stabil nordmand, fra Norge.” ”Så nu kan jeg være hos jer i nogle uger.” ”Er det ikke dejligt?” ”Da jeg lå på vej ind til Finalen over Øresund, lige over Tuborg bichon, så jeg ellers din fars sejlskib lige nede under. Du ved nok, den båd, hvori barnet blev undfanget.” Annelise smilede overstrømmende. Men spurgte undrende: ”Hvorfor ligger du og flyver rundt oppe nord for København, når du kommer sydfra? Og vel sagtens også med passagerer. ”Vi blev dirigeret fra Tempelhof bichon, direkte til Møn radiofyr. Videre til Herstedvester bichon, hvor jeg drejede 90 grader mod Bella bichon, på Bellahøj. Derfra i lige linje til Tuborg bichon, ved Hellerup havn. Her så jeg båden, fra meget lav højde, kun fra 1200 fod. Derefter svingede jeg igen, 90 grader mod syd. Hvor jeg kørte ned gennem Øresund. Så jeg kunne få bane 22/04 på højre side. Indflyvningen til Finalen blev lidt længere, på grund af meget trafik over CPH airport, og vindretningen i dag. Men det ved du vel alt om selv, fra dit eget arbejde i briefingen.” ”Nu bliver du teknisk igen. Typisk dig. Kig i stedet ordentligt på dit barn.”

44

”Er han ikke sød?” Spurgte hun, og fortsatte, ”han nåede lige nøjagtigt, at blive født i Vægtens tegn – heldigt for ham.” ”Nåh ja. Skål og tillykke – til os alle 3.” Normalt drak Flemming meget sjældent, eller aldrig, alkohol. Det var en del af moralen blandt piloter. De måtte heller ikke drikke noget som helst, mindst 2 døgn, før de skulle ud og flyve. Annelise og Flemming fik meget hurtigt skyllet den lunkne flaske champagne ned. Han havde endelig fri i et par uger. Annelise var blevet meget træt og faldt i søvn. Fra barn og mand. Måske mere tryg end træt. Det var kun midt på dagen – og solskin fra en helt skyfri og blå efterårs himmel. Det var blevet mandag den 23. oktober 1950.

(Fortsættes på de følgende sider, fra side 46)

45

3
5 år gammel, og forbryderisk! Allerede 4 år efter at Tom selv var blevet født, får han en lillesøster. Hun bliver født den 17. maj 1954 og døbes Pia Maj Hansen. Mellemnavnet Maj, som måneden, hvor hun blev født. Annelise og Flemming var glade for deres nyfødte. Hun blev født under helt udramatiske omstændigheder på Sct. Joseph Hospital, i Griffenfeldsgade på Nørrebro, i København.

Sankt Joseph Hospital og fødeklinik. Griffenfeldsgade på Nørrebro, i København

Af en eller anden grund var Flemming specielt glad for Pia. Eneste årsag til hans glæde for hende, frem for Tom, var bundegoistisk. Årsagen var, at Pia blev født, på et mere belejligt tidspunkt end Tom. Set med Flemmings øjne, og i forhold til hans egen karriere som pilot. Flemming lagde heller aldrig skjul på, at Tom blev født på et ubelejligt tidspunkt. Hvorimod Pia blev født på et mere gunstigt

46

tidspunkt. Tom blev født, hvor Flemming avancerede i SAS. En karrieremæssig forfremmelse, som ikke gav overskud til børn. ”Og så er hun et pigebarn!” Havde han ofte svaret, når hans omsorg og kærlighed til Pia, blev for overstrømmende og tydelig. Denne forskelsbehandling gjorde Tom skinsyg. Han kom til at hade Pia fra det første øjeblik han blev præsenteret for denne nyfødte baby. Han havde også andre grunde, til at se skævt til sin egen lillesøster Pia. Han havde sin helt egen forklaring på sin manglende kærlighed og interesse overfor Pia. ”Hun er jo alt for tyk og fed,” eller ”hun er jo en pige, hende kan jeg ikke lege med!” Dette var hans eneste bemærkninger, første gang han så den nyfødte baby. Hun vejede alt for meget i forhold til sin længde som baby. Sammenlignet med Toms egen kropsbygning, var hun derimod meget buttet og fed. Tom selv, var meget tynd og mager. Nogle gange når Pia blev lagt i sin lyseblå babylift, kunne Tom stå over hende i lang tid. Her stod han og skulede skeptisk ned til hende i liften. Hun begyndte derefter straks at græde, hvorefter hun sparkede sin dyne af. ”Hun ligger bare der og spræller med sine fede ben, og hun skriger og hyler hele tiden.” ”Ja, hun græder meget,” havde Annelise svaret ham, hvorefter hun som regel tilføjede: ”Du græd aldrig som lille. Du græd næsten heller ikke, da du fløj ind i radiatoren, lige efter at du var blevet født.” ”Du har nærmest aldrig grædt som lille!” Tom tænkte, at hans mor måske godt kunne lide ham alligevel, når han var sådan et stille barn. Men han var bange for sin far. Flemming sagde næsten aldrig noget til ham. Jo, han skældte ham tit ud, men det var som regel når de var alene sammen, og hans mor ikke var der. Eller ikke hørte det. Tom var på ingen måde glad for sin lillesøster Pia. Det var hans far derimod. ”Bare hun kunne blive væk, eller forsvinde,” tænkte Tom tit. Allerede da Pia var 18 måneder gammel. I november 1955, fik Flemming betroet en ny udstationering for Scandinavian Airlines

47

System. Igen nede i Stuttgart. Den lille familie, på 4 personer, flyttede ned til Tyskland. Her boede de i en 3-rums hotelsuite på Flugplatz Hotel i Echterdingen. Hotellet lå i forbindelse med selve Stuttgart Lufthavn.

Flughafen Stuttgart, Echterdingen. Douglas DC 6 i forgrunden (Nyt foto senere)

Det var en spændende tid for Tom. Masser af flyveture mellem København og Stuttgart. Han havde godt nok været ude og flyve flere gange tidligere, men det var kun til og fra Stockholm. Her havde Flemming flere gange været på flyveskole. Korte ophold oppe i Bromma Lufthavn. Hver 6te måned. Kun for at få udvidet eller fornyet sit flycertifikat. Tom holdt meget af at flyve. Han kunne især godt lide start og landinger med flyvemaskinerne. Og især indflyvningerne til lufthavnene. Han sad altid klinet op af vinduet i flyveren og kiggede ned på jorden. Han syntes det var lidt mærkeligt, at alle husene nede på jorden, var så små. ”Mor se husene, de ligner små dukkehuse!” ”Nej Tom, det er de ikke, det er bare fordi vi er så højt oppe i luften, så ser de meget mindre ud.” Det forstod Tom ikke. Men han glemte det meget hurtigt. Når de skulle til at lande, og flyveren fløj lavere. Så kunne han godt se 48

at hans mor havde ret. Det var helt almindelige huse. Den dag, de første gang skulle til Stuttgart, troede Tom ikke længere på hans mors tidligere forklaringer om dukkehusene. Under den lange indflyvning til Stuttgart Flugplatz sad Tom, som altid, med næsen trykket flad mod vinduet i flyveren. Han fik selvfølgelig altid en vinduesplads i flyverne. Det Tom nu så nede på jorden, forstod han overhovedet ikke. Mange af husene havde ikke noget tag. I nogle af husene kunne han kigge direkte ned i stuerne. Ligesom i et dukkehus. ”Mor, prøv at se de huse, er det da ikke dukkehuse?” Spurgte han sin mor i meget skeptisk tone, men også lidt hoverende. ”Nej Tom, det er huse ligesom dem oppe i Sverige og hjemme i Danmark,” svarede hun. Dette slog Tom sig ikke til tåls med. ”Nej, det er de ej,” og forsatte meget hurtigt: ”De har ikke noget tag, og nogen af dem er gået i stykker.” ”Det er efter krigen, Tom.” Hun holdt en pause, for at tænke sig godt om. For at udtænke et svar, som Tom ville acceptere og forstå. ”Husene har haft ildebrand, det er derfor.” Tom syntes at hans mor sagde noget pjat, men glemte det hurtigt. Han skulle spænde sikkerhedsbæltet i flysædet. Det havde han allerede lært at gøre selv. Han kunne endda også selv rette flysædet op, i opret position. Slå bordet op i sædet foran. Klemme med 2 fingre om næsen, og puste kraftigt ud, med lukket mund. Som regel fik han også nogle dejlige Evers bolsjer af stewardessen, lige inde de skulle lande. Så forsvandt den lille prop i hans ører, og han kunne høre bedre igen. Han glædede sig til at de svævede meget lavt hen over den grå landingsbane med græsplæner på hver side. Han var imponeret over den fart, som flyveren havde lige før de ramte banen. Især var det sjovt, hvis flyveren vippede og sejlede svagt fra side til side. Især, hvis det også gav et stort bump eller brag, når de satte hjulene på landingsbanen. Lamperne, som stod i siden af banen, fór forbi udenfor vinduet. Her blev nogle af de andre passagerer bange.

49

Tom nød det. Han havde også prøvet det mange gange, selv om han kun var 5 år gammel. Han havde derimod ingen idé om, at landingen var det farligste tidspunkt på hele flyveturen. Han vidste ikke, hvad fare eller flyulykker var. Han kendte heller ikke noget til den nyligt overståede krig. Krig, bomber og ruiner. Død og ødelæggelse. Men det kom han snart til at lære mere om, under sit ophold nede i Tyskland. Allerede i december, år 1955. Tom var meget glad for at bo nede i Tyskland. Det var hans mor derimod ikke. Hun var nødt til at leve med situationen. Det eneste, der rigtigt generede Tom, var at han hele tiden skulle slæbe rundt på hans lillesøster. Dog skulle han for det meste køre hende i barnevogn. En meget lille vogn. Siderne på den lille barnevogn, eller nærmere klapvogn, var beklædt med flettet rotting. Den lignede slet ikke de barnevogne, man havde i Danmark. De var dobbelt så store. Hans forældre havde valgt denne lille vogn, så Tom også kunne køre med hans søster i den. Den var ikke særlig tung. Uden hans søster. Han skulle bestandigt køre ture med Pia. Det var han ikke glad for. Ikke mindst var den tung. Han var flov over at gå med barnevognen. Det var noget, som kun piger eller damer gjorde. Ikke noget for en dreng på 5 år. Nogle gange tog de også helt ind til Stuttgart by, for at handle. En tur, som Tom ikke var så glad for. Ikke fordi han ikke brød sig om at være inde i byen. Men når hans lillesøster skulle med i barnevognen, var det en anstrengende tur. Først skulle de gå en lang tur ind til tandhjulsporvognen, i Echterdingen by. Herefter om bord i den lille sporvogn. Og derefter ud af sporvognen igen, inde i Stuttgart. Toms far og mor bar selv barnevognen ind og ud af tandhjulssporvognen. Det han ikke kunne lide, var at han var bange for at blive glemt i sporvognen. Eller den kørte videre med ham, imens hans far og mor baksede med barnevognen ude på stoppestedet. Men det var kun når han var alene med sin mor inde i byen, og hans lillesøster. Han måtte nemlig ikke stige ud af sporvognen, før hun var ude på gaden med barnevognen. Han måtte ikke stå alene på holdepladsen, eller fortovet. Han skulle vente på hans

50

søster kom af først. Herefter måtte han gerne stige ud, men som den sidste. ”Meget irriterende.” ”Tænk nu, hvis sporvognen kørte igen med mig. Uden min mor?” Tænkte han. ”Det ville da have været bedre, hvis sporvognen kørte med hans søster. Så kunne hun blive helt væk, inde i den store by!” Denne dag var turen ikke så besværlig, som den plejede. Både hans mor og far var med på turen ind til byen. De skulle købe julepynt. Måske også julegaver til ham. Der var nemlig kun nogle få uger til Juleaften. Alle 4 skulle holde Jul på hotellet i Tyskland. Og hans far skulle ikke ud og flyve Juleaften. ”Vi flyver aldrig Juleaften. Vi er nemlig bange for at støde ind i Gud eller Julemanden,” havde hans far fortalt, som en lille trøst. En garanti for, at han helt sikkert ville være hjemme den dag, og være sammen med dem hele Juleaften. Inde i Stuttgart satte de straks kursen mod det store nyopførte varehus Baltz. En kæmpe bygning på 5 etager. Her kunne man købe alt. Tøj, sko, møbler, mad, tegneseriehæfter og meget mere. Og ikke mindst, alt muligt fantastisk legetøj. Tom havde kun ønsket sig, en stor blik legetøjsbil til Jul.

Mercedes Benz 300S årgang 1955, som legetøjsbil udført i blik

51

(Nyt foto senere)

Bilen var meget stor. Æsken til den var lige så stor som en skotøjsæske. Vel at mærke, en skotøjsæske, til de voksnes sko. Det var en rød Mercedes. Med 2 døre, som kunne åbnes. Kalechen, kunne også åbnes, eller slås ned. Indvendig havde bilen rigtige sæder og et rat. Man kunne også åbne bagagerummet, hvor der lå et reservehjul og en lille kuffert. Åbnede man motorhjælmen, kunne man se den store sølvfarvede motor. Hjulene var særligt flotte. Forhjulene kunne dreje. Dækkene var lavet af blødt gummi, ligesom på en rigtig bil. Bilen havde også forlygter, og endda baglygter i farvet glas. Godt nok havde Tom ikke set mange rigtige biler i Tyskland. De fleste mennesker gik eller cyklede. Der var heller ikke så mange, som tog med sporvognen. Toms far havde fortalt ham, at tyskerne var meget fattige efter krigen. Det var også krigens skyld, at der var så mange ødelagte huse og lejligheder. Der var ikke ret mange tyskere, som kunne bo lige så flot, som de selv gjorde, ude på hotellet i lufthavnen. I det hele taget, talte hans far og mor meget om den krig. Tom viste ikke, hvad krig var. Han forstod ikke, hvad ordet betød. ”Men måske er det bare et tysk ord,” tænkte han. Hans far talte tit tysk med en masse mennesker ude i lufthavnen og inde i byen. Tom forstod ikke så mange tyske ord. Men nogle tyske ord havde han allerede lært: Guten tag, Bratwurst, Sprudelwasser, Zimmer, Gewänder. Ord, som han ofte brugte på hotellet, overfor tjenerne eller stuepigerne. Da de kom frem til varehuset Baltz, gik hans far hen og talte med manden, som stod og hjalp alle kunderne ind igennem de store svingdøre. Manden havde en meget flot uniform på. Han havde også en sjov kasket på hovedet. Han lignede lidt dem, som stod foran deres eget hotel, ude i lufthavnen. En slags vagter, eller politibetjente, havde hans far forklaret ham. De passede på, at der ikke kom nogen tyve ind på hotellet. Og Tom var meget bange for tyve. ”De stjæler utroligt meget hernede i Tyskland, fordi de er meget fattige,” havde hans far fortalt ham. 52

”De har ikke engang råd til sodavand – eller Sprudelwasser!” Tom måtte kun drikke Sprudelwasser på flaske. Han måtte aldrig drikke vandet fra hanerne på deres toilet og bad. Det var det eneste sted, hvor de selv havde vandhaner. De havde nemlig ikke noget køkken. Det synes han var mærkeligt. Det havde de da derhjemme i Danmark. Men det gjorde ikke noget. Tom elskede at komme i restauranten på hotellet. Her havde han fået lov til at gå ned alene. Han kunne bestille lige, hvad han havde lyst til, fra tjenerne. Han skulle bare sige: ”SAS Zimmer, bitte!” Tjenerne havde aldrig spurgt om noget med SAS. Han kunne få lige så meget chokoladelagkage, Sprudelwasser og Bratwurst, han havde lyst til, af tjenerne. Ja, endda Eisbein mit sauerkrauten. Det elskede han. Tjenerne smilede bare til Tom, og sagde et eller andet på tysk. Noget, som han heller ikke forstod. Han fik altid, alt hvad han bad om, nede i hotellets restaurant.

Kaufhaus M. Baltz. År 1955

Da hans far havde talt færdig med vagten, foran varehuset, talte han meget alvorligt og skrapt til Tom. ”Nu stiller du dig lige her, ved siden af den flinke mand, og du 53

holder meget fast i barnevognen med Pia,” og fortsatte i en endnu mere skrap tone, ”du bliver stående her, og taler ikke med andre fremmede tyskere!” ”Vi er meget hurtigt tilbage igen. Vi skal kun lige købe nogle julegaver til dig. Du må ikke se, hvad vi køber. Forstår du det?” ”Ja,” svarede Tom glad. Nu skulle han igen passe den irriterende baby. Det skulle han tit. Enten var hans far ude og flyve, hvor han var alene med sin mor og lillesøster. Eller også lavede hans far og mor ting på hotellet, hvor de låste døren til soveværelset. Så sad han bare der. Alene med Pia. Nu var han igen alene med hende. Han ville meget hellere se på juleudstillingen, henne i det næste vindue. Der var nisser og pyntede juletræer. Og mest interessant, var der et elektrisk tog, som kørte rundt i nogle bjerge og små byer. Det var små huse, i samme størrelse, som dem han havde set oppe fra flyvemaskinen. Helt små huse, med sne på taget. Sneen var godt nok lavet af vat. Hvis man trykkede på en stor rød knap, på vægen ved butiksvinduet, begyndte alle togene at køre rundt. Gennem tunneller i bjerget og ind i byerne. Her standsede de op på stationerne. Han viste godt at det hed Märklin tog. De kunne køre helt af sig selv på togskinnerne. Helt uden at, blive trukket op med en nøgle, som hans eget lokomotiv derhjemme. Hans far havde fortalt ham, at det var elektriske tog, som fik strøm fra togskinnerne. Han ville meget gerne hen og kigge på juleudstillingen. ”Det er jo ikke ret langt væk. Kun henne ved det næste store vindue,” tænkte han. ”Og jeg kan endda se ham vagten der henne fra.” Tom fik en god idé, syntes han. ”Hvis jeg nu lader ham vagten passe på Pia, så kan jeg sagtens liste mig langsomt derhen, uden at han opdager noget.” ”Og jeg kan da sagtens holde øje med hende derhenne fra,” tænkte han. Tom kiggede ned i barnevognen. Pia sov. Så hun ville aldrig opdage noget. Først slap han sit faste greb om håndtaget på barnevognen. Imens holdt han øje med vagten. Vagten havde travlt med at hilse på de mange kunder, som gik ind og ud gennem

54

svingdørene. Tom prøvede at tage et par skridt væk fra Pia. Ventede lidt. Tog så et par skridt mere, mod højre. Hen mod det vindue med legetøj og juleudstilling. Det tog en evighed. Han var nødt til at standse op, for hvert par skridt han tog, hen i retning mod målet. Vagten havde intet opdaget. Nu stod Tom endelig foran vinduet med legetøj og det elektriske tog. Han kiggede skiftevis på toget og legetøjsbilerne. Den Mercedes bil, som han ønskede sig, var der også. Den stod oven på en stor og flot æske. Bilens døre stod åbne, og kalechen rullet ned. Et øjeblik glemte han alt om sin lillesøster Pia. Da han vågnede fra sine bildrømme, kiggede han igen hen mod vagten og barnevognen, med Pia. Der var ingen problemer. Vagten stod helt henne ved siden af barnevognen. Han vuggede den, med hånden på barnevognens håndtaget. Der var endda også kommet en sød dame der hen. Tom kunne tydeligt se, at damen lænende sig med hele hovedet ned i barnevognen. Hun stod sikkert og sagde det sædvanlige pjat, som alle fremmede damer sagde på tysk til hans lillesøster. Eller også kildede hun hende under hagen, som alle de andre damer også gjorde. Det fik altid Pia til at hyle og skrige. Det gjorde Pia også nu. Det kunne han sagtens høre derfra, hvor han stod. Nu var damen også så flink, at tage Pia op af barnevognen. Pia var rullet ind i et tyndt blåt tæppe. Helt ned om fødderne og op om hovedet. Man kunne kun se hendes ansigt. Damen var endda så sød, at holde Pia i sine arme, imens hun vuggede hende sidelæns frem og tilbage. Det fik Pia til straks at tie stille. Det var rart. Vagten gik tilbage til sit arbejde, for at hilse folk Glædelig Jul, eller sige goddag. Troede han nok. Damen gik lidt væk fra barnevognen, og stillede sig ved fortovskanten. ”Måske stjæler damen Pia,” tænkte Tom glædestrålende. Hans far og mor havde tit fortalt ham om nogle tyske damer, som stjal små børn, og tog dem med hjem til sig selv. ”Nej, hvor heldigt. Måske vil hun også tage Pia med sig hjem!” Hans far og mor havde også fortalt ham, at mange af de tyske damer ikke selv kunne få små børn, fordi deres mænd var døde i krigen. De var ikke gift, som hans far og mor. De boede helt ale-

55

ne, uden at have mand eller børn. Derfor prøvede de at stjæle nogle børn fra andre mennesker. ”Eller også ville de kidnappede, eller stjæle Pia, for at tjene penge fra SAS.” Det havde hans far gang på gang sagt. Det forstod Tom bare heller ikke noget af. ”Men tænk, hvis damen er sådan én tyv?” Noget kunne tyde på det. Damen bevægede sig langsomt væk fra barnevognen. Egentlig på samme måde, som han selv havde gjort tidligere, for at komme hen og se på Märklin toget og bilen. Lige pludselig var damen væk. Det var Pia også. Men barnevognen havde hun ikke stjålet. Nu stod vagten igen og vuggede barnevognen. Men barnevognen var helt sikkert tom. Det vidste vagten bare ikke. Tom var glad og lykkelig. Han gik hurtigt tilbage i nærheden af barnevognen. Han ville dog ikke stille sig for tæt på den. Han ville nødigt forstyrre ham vagten, som forsat vuggede barnevognen op og ned i håndtaget. I det samme kom hans mor og far ud af svingdøren. De havde nogle store pakker i favnen. Hans mor hilste på vagten, han stod stadig ved vognen og holdt fast i håndtaget. I det samme råbte hans far: ”Hvor Fanden er ungen?” Nu skete der en masse, som Tom ikke forstod. Der blev også råbt en masse på tysk. Hans mor sagde ingenting. Hun græd bare meget højt. Midt på fortovet. ”Tom, hvor Fanden er Pia?” ”Det ved jeg da ikke, jeg har ikke gjort noget!” ”Din lille forbandede idiot. Du skulle jo passe på hende.” ”Det har vi da også!” ”Hvem er vi?” ”Mig, og ham der i uniformen, og så hende den søde dame.” Igen råbte hans far en masse på tysk til vagten. Vagten nåede ikke rigtigt at sige noget. Vagten begyndte at pege mod venstre, og råbe: ”Polizei,” det ord forstod Tom til gengæld udmærket. Hans far og mor kastede alle julepakkerne ned i den tomme barnevogn, hvor der kun lå den store tykke dyne og hovedpuden.

56

Ingen Pia. Hans mor tog meget hårdt fat i Toms lille hånd. De begyndte at løbe væk fra varehuset. Han kom næsten til at slæbe hen over jorden. Hængende i hans mors arm. Nogle gange svævende han hen over fortovet og snedriverne. ”Det her går sku for langsomt. Smid den forbandede unge op i barnevognen, så kører jeg den,” råbte hans far, med en meget vred stemme. Nu gik det stærkt gennem snedriverne. I fuld fart. Lige imod andre mennesker, som gik på fortovene. De måtte springe til side, for hans vrede forældre. De løb med en barnevogn, hvori der lå et alt for stort barn. Tom var alt for stor til den lille barnevogn. Han havde travlt med at holde fast om alle pakkerne, så de ikke faldt ud af vognen. Julegaverne skulle nødigt hoppe ud af barnevognen, og blive stjålet af nogle fattige tyske mennesker. De nåede hurtigt frem til en bygning, med nogle flotte grønne lamper, som hang på hver side af den store trædør. Toms far trak barnevognen baglæns op af de stejle trappetrin inde på politistationen. Det var lige før Tom var ved at falde ud af barnevognen. De kom ind i et lille lokale, som var delt i op 2, med en lang og høj skranke. Tom kunne nu selv stige ud af den lille barnevogn. Nu blev han virkelig bange. Lokalet var fyldt med politibetjente, men det var ikke det der gjorde ham bange. Det var, at han var helt sikker på, at han kunne høre Pias sædvanlige gråd og skrigen. Det var ikke til at tage fejl af. Desværre lå hun også og sprællede med sine fede ben ovre på et bord. Hun var fundet igen. ”Er hun så ikke blevet stjålet alligevel?” Spurgte Tom. Han havde nu svært ved at skjule sin skuffelse over at Pia ikke var blevet stjålet af damen. ”Damen har fået kolde fødder, og afleveret hende her hos politiet,” oversatte hans far fra tysk til dansk. Han forklarede også, at damen var blevet arresteret. Hans far sagde et eller andet om, at de ikke ville indgive anmeldelse mod den stakkels kvinde. Lidt efter hentede politiet damen. Damen begyndte straks at omfavne Toms mor og far. Hun græd hele

57

tiden, og sagde en masse på tysk. Tom var til gengæld klar over, at han aldrig igen ville få denne chance for at få bortført eller stjålet sin lillesøster. Nu ville hans far og mor helt sikkert holde mere øje med hende. Men bedst af alt; så ville de helt sikkert selv passe hende i fremtiden. Så han slap for det besvær.

(Fortsættes)

58

Sign up to vote on this title
UsefulNot useful