You are on page 1of 23

J. W.

Hornemann: Fragmentariske Bemærkninger paa en Reise i Norge i Sommeren 1807, især med Hensyn til Planternes Geographie (oplæst i Marts 1808).
(I : Det skandinaviske litteraturselskabs Skrifter. København 1807, side 389-420)

[Udskriftformat A5]

Forbemærkning 2012
I 1806 havde Jens Wilken Hornemann (1770 - 1841) været på sin første rejse for at samle og tegne planter til Flora danica. Han var botaniker, siden 1801 lektor ved Københavns Universitet. I 1808 1

bliver han professor i botanik. Han er mellem 1805 og 1841redaktør på storværket Flora danica, der skal omfatte hele plantelivet i Danmark og Norge. Hans feltbesætning består i 1806 af botanikeren Morten Wormskjold, den norskfødte botaniker Christian Smith og blomstermaleren og kobberstikkeren Johan Theodor Bayer. Denne rejse indskrænkede sig til Sjælland. I 1807, da konflikten mellem Danmark og England kulminerer med Københavns bombardement, rejser Hornemann på en ekspedition til Norge. Holdet er de samme personer som året før. Wormskjold og Christen Smith fungerer som assistenter for deres læremester. Bayer, der er tegner og kobberstikker, var med for at omsætte de andres fund i tegninger, der senere blev kobberstukket og dannede grundlaget for tavlerne i det trykte værk Flora danica. (Johan Theodor Bayer må ikke forveksles med sin far Johann Christoph Bayer, der oprindeligt i 1769 var blevet indkaldt som blomstermaler til bogværket Flora Danica og senere blev den, der for den Kg. Porcelainsfabrik omsatte sine tegninger fra værket til det berømte Flora danica-stel.) Af nedenstående foredragstekst fremgår det, at Hornemann faktisk har opfattet sig som den store mester, i lighed med Carl Linné (der betegnede sine rejsende assistenter som disciple). Hornemann nævner på intet tidspunkt sine – i øvrigt højkompetente – rejseledsagere med et ord. Rejseruten kan sammenstykkes dels af Chr. Smiths efterladte optegnelser, dels af de lokaliterer, som Hornemann nævner:. Holdet rejste fra København, over Øresund, gennem Skåne og Halland til Strømstad og Hvaløerne, derfra langs kysten til Tønsberg, Holmestrand og Drammen. Efter at have botaniseret i omegnen, fulgte de Drammenselven til Tyrifjorden, hvor de også undersøgte øerne i fjorden. De besteg Krogkleven og Hortekollen. Derfra fortsatte de dels til fods, dels til hest gennem Ringerike og Hadeland til Toten,

2

hvor de opholdt sig et par dage. Rejsen gig videre over Mjøsen til Hamar og herfra til Hedemarken til Østerdalen, hvor de foretog adskillige afstikkere, blandt andre til Lyngkampen, Sølen og Fæmundsøen. Gennem Rendalen og Tyldalen fortsatte ekspeditionen til Tønset, hvor de besteg Tronfjeld, hvis rige alpeflora i høj grad begejstrede de tre forskere („Botanikerne vilde måske benævne Fjeldet ved dette Navn, fordi Flora synes der at have sin Trone", skriver Hornemann). Her skiltes de ad. Smith rejste gennem Foldalen til Dovre, hvor han botaniserede såvel ved fjeldstuerne som på Snehætten. Hornemann og Wormskjold fortsatte derimod fra Tønset til Røros. Derfra drog de over Aursundsøen og vilde fjeldtrakter fil Tydalsfjeldene, opholdt sig nogle dage i Stuedalen og botaniserede på grænsefjeldene mod Sverige. Hornemann sammenligner i sit foredrag Norge med Pyrenæerne, hvor han også har rejst og han fortæller ivrigt om nordmændene, som selv i isolerede dale imponerer ham ved deres viden om den store verden. Piger og drenge samler planter til ham og de botaniske rejsende må svare på spørgsmål om, hvad deres indsamling går ud på. Hornemann skriver: ”Da vi allevegne bleve omspurgte til hvilken Hensigt jeg samlede disse Fieldplanter og lod endog nogle aftegne, forklarede ieg dem at Kongen, for selv at kiende og meddeele andre Kunskaber om alle de Væxter som fandtes i hans Riger og Lande, lod et stort Værk udgive, hvori disse fandtes afbildede og at Reisen egentlig skedte paa hans Bekostning for at completere hvad der manglede af norske; denne Omsorg for Kundskabers Udbredelse syntes ret at stemme med deres Ideer om Landsfaderen og jeg fandt ved denne Leilighed at de ikke allene indsaae at adskillige Naturprodukter derved kunde blive bedre bekiendte og brugte, men at de endog ikke nægtede at der i Urtekundskaben selv, endog det saakaldte Nyttige fradraget, var noget som maatte interessere Mennesket”. Rejsen var med andre ord et led i det store Flora danica-foretagende. 3

Fra grænseegnene til Sverige drog de over fjeldene for at støde til Smith i Gulddalen. Chr. Smith havde fra Dovre taget ruten over til Kvikne. Herfra gik de sammen uden afbrydelse til Trondhjem. De besøgte Tuterøen, der med sine løvtræer mindede om Danmark. Fra Trondhjem gik det igen sydover til Opdal, hvor de besteg Vangsfjeld, der allerede var en kendt botanisk lokalitet. Turen gik derefter ned gennem Sundalen. Her så Hornemann, efter hvad han beretter, for første og sidste gang isbræer i Norden (nemlig Virumbræen nær Sundalsøren, jvf. Skand. Lit. Selsk. Skr. 1807 II, pag. 414). Fra Sundalsøren sejlede eller vandrede de til Romsdalen. På vejen kom de forbi Tiltereidet mellem Eidsøren og Eidsvåg. De fulgte dalen opad til Lesje og Dovrefjeldets sydlige skråning. Herfra var det deres mening at tage vejen over til Valdres og Hardanger, men da de fik at vide, at englænderne havde gjort landgang på Sjælland, besluttede de at tage den hurtigere tilbagevej gennem Gudbrandsdalen. I Drammen fik de underretning om, at København var omringet af fjenden. Han besluttede derfor at afvente begivenhedernes gang. De gjorde holdt hos Christian Smiths forældre, en velhavende proprietærfamilie som boede i Strøm ved Drammen. I september vendte Hornemann og Wormskjold tilbage til Danmark, mens Smith blev i Norge, hvor han fortsatte rejsen til Øvre Telemarken sammen med Bayer. OBS: Fodnoter med kursiv er nye tilføjelser Der vil kunne forekomme fejl i den digitale tegngenkendelse
Peter Jessen, Buddinge 2012

4

[Herfra Hornemanns tekst:] ”Saa sandt det er at Vandringer til vilde Fieide, i Sammenligning med Reiser i et overalt dyrket Land, medføre langt større Hindringer at overvinde, langt flere af Veirets og Temperaturens Forandringer at udholde, tabte Kræfter at styrke, ved ofte alt for tarvelige Midler, og overalt den Nødvendighed at opofre mange af Livets Beqvemmeligheder; saa vist er det og, at de Frembyde saa utallige Forandringer af Climater, Situationer, Naturgienstande og Naturphænomener, at man derved er fuldkommen lønnet og bliver det dobbelt, fordi Indtrykket af selv det goldeste Field præger sig dybere i Sielen end Synet af den frugtbareste Slette. Af alt hvad jeg har seet, kan jeg f. Ex. mindst giøre mig selv Rede for hvad jeg saae ved min Reise i Holland, og naar jeg undtager Hovedindtrykket af Fladhed, Fedme og Flid, kun vanskelig forestille mig mere specielle Træk af enkelte Egnes Physiognomi; da jeg derimod fra min første Alpereise erindrer alt saa grandt, at dersom jeg i dette Øieblik blev hensat i Campanerdalen, vilde jeg ikke blot gienkiende hver Fieldspids jeg havde seet, men og kunne følge hver Stie jeg havde betraadt og gienfinde hver Plante jeg der havde fundet. Dette behagelige Indtryk fik en fornyet Kraft, da jeg øinede Norges høiere Fieide i det indre af Landet, som deri ere forskiellige fra Pyrenæerne, at man til Lands maae reise temmelig langt for at finde dem. Pyrenæerne stige næsten med ét til en Høide, som langt overgaaer den man opnaaer i Norge, og har allerede fra Toulouse af, skiønt næsten i 20 Miles Afstand, et Udseende som giver en stor Idé om deres Høide og endnu mere fra Byen Tarbes, som ikke ligger betydelig høiere end Toulouse og som kun er et Par Mile fra Foden af denne Biergstrækning, da man derimod fra Sverrig af ved en umærkelig Overgang fra Sletter til Bakker og fra disse til 5

subalpinske Regioner, egentlig ikke seer Norge førend man er der, kan reise mange Mile førend man øyner et anseeligt Field, ja endog naae Fieldstuerne paa Dovre uden at have et tydeligt Begreb om hvor høit man er steget. Min Imagination, som i Norge søgte Bierge som Kanigou1, Pic de Midi2 og Mont Perdu fandt derfor Forvendtningen skuffet i Hadeland, Ringerige, Toten, Hedemarken og det nederste af Østerdalen, og det var først i Reendalen jeg giendkiendte Billedet af hvad Erindringen saa troelig giemte fra Pyrenæerne: paa den eene Side Solenfieldet isoleert, steilt og brat, paa den anden Side Tronfieldet omringet af mindre Fieide, tilrundet og mere frugtbart. Paa Lynkampen, et Par Miile fra Nøklebye i Østerdalen, det sydøstligste Forbierg af den anseelige Fieldstrækning Dovre, fandt jeg de første Spor af rette alpinske Planter og samlede der de første Materialier til en.Udsigt over Gradationen af Alpevegetabiliernes Følge i stigende Linie, som jeg vil tilstaa ere for saavidt upaalidelige, som en anden Iagttager maaskee kunde finde flere eller andre Planter eller de samme i en lidet forskiellig Orden, og som jeg ogsaa vil tilstaae ere først da af nogen væsentlig Nytte naar den faste Basis, nøiagtige Observationer over Høiderne af de vigtigste Fieldstrækninger, er lagt, men som dog ikke ere uden Interresse og tildeels vigtige, for saavidt flere Iagtagclser paa flere Steder er en nødvendig Betingelse, naar man skal komme til sikre Resultater i Henseende til Planternes Geographie3. Denne for mig første nordiske Alpe, gav mig og en Idé om Levemaaden i Sæteren derpaa, som overalt i Norge er paa nogle

1 2

Canigó (katalansk), Mont Canigou (fransk) Pic du Midi (de Bigorre), i de franske Pyrenæer 3 Ved at bestemme den Høide hvori visse Planter voxe, er det ingenlunde Meningen at angive denne bestemt til enkelte Fod, men kun at angive Græudserne fra den øverste til den nederste Linie hvortil de voxe, da nu den sidste Linie tidt ved Omstændighederne bliver forrykket, saa er den overste kun den egentlig visse; man bør derfor i Undersøgelser af dette Slags egentlig begynde ovenfra og undersøge hvor høit, da man siden lettere kommer efter hvor lavt Planterne voxe

6

Untagelser nær den samme, og som havde en paafaldende Lighed med den i de pyrenæiske Cabaner. Som der bleve vi snart omringede af nysgierige Piger og Drenge, som i deres Forundring over vores Iver for deres Planter, ikke glemte at samle til os hvad de syntes var sælsomt og rart. Som der vare Beboerne høie, ranke, frie i deres Bevægelser, deres Blik og lige saa troeskyldige som aabenhiertede i deres Tale. Som der vare Sæterboeligerne reenlige og pene, og især alle de Kar som brugtes til Melkens Bevaring, Smørrets Kierning, og Ostens Tilberedning o. s. v. skurede overmaade hvide. Som der havde de Toner, hvorved Qvæget sammenkaldes, og hvorved man søger at efterligne Luren, skiønt forskiellige i Melodie, dog noget underlig sørgeligt, som harmonerer godt med den Eensomhed hvori de leve. Som der fandt jeg en behændig Industrie i det Smaae, i at bruge de Materialier Naturen frembød til Redskaber, Kar o. s. v. Derimod var der en stor Ulighed imellem Beboerne af Østerdalen og Bonden i Depart des hautes Pyrenees i Henseende til den intellectuelle Uddannelse, hvori det var mig saare behageligt at maatte tilkiende denne nordiske Alpebeboer et udmærket Fortrin. Det ariverte mig ofte, i Pyrenæerne, at jeg ikke kunde giøre de Spørgende begribeligt hvor Danmark laae, ja ikke engang overbevise dem om, at det ikke var en Provinds af Frankerige; Jeg ventede mig omtrent samme barnlige Ukyndighed her og det var mig derfor meget paafaldende, da vores Veiviser, en ikke formuende Husmand, ikke blot var underrettet om de vigtigste Fieldstrækninger paa Jordkloden, men kiendte endog enkelte udmærkede Fieldes relative Høide f. Ex. af Montblanc, Pic paa Teneriffa, Ætna, Athos etc.

7

Endskiønt han daglig havde evig snedækte Fielde for Øine, var han dog overbeviist om at man andre Steder fandt endnu høiere Fielde, og viste ret vel at de i Sammenligning med Chimborazo vare meget smaae; kort sagt, han røbede i dette en Kundskab, som man maatte ønske hos mangen Forfatter af Topographier. Blandt flere gode Egenskaber hos de brave Beboere af Østerdalen bemærkede jeg en hos denne Klasse af Mennesker ellers sielden Agtelse for Kundskab, en meget lykkelig Hukommelse i at erindre Navne og Tildragelser og en, i visse Henseender fiin Følelse, som gav dem Interresse for de sieldnere Naturprodukter. Følgende Træk af deres Characteristik bevise dette: Da vi allevegne bleve omspurgte til hvilken Hensigt jeg samlede disse Fieldplanter og lod endog nogle aftegne, forklarede jeg dem at Kongen, for selv at kiende og meddeele andre Kunskaber om alle de Væxter som fandtes i hans Riger og Lande, lod et stort Værk udgive, hvori disse fandtes afbildede og at Reisen egentlig skedte paa hans Bekostning for at completere hvad der manglede af norske; denne Omsorg for Kundskabers Udbredelse syntes ret at stemme med deres Ideer om Landsfaderen og jeg fandt ved denne Leilighed at de ikke allene indsaae at adskillige Naturprodukter derved kunde blive bedre bekiendte og brugte, men at de endog ikke nægtede at der i Urtekundskaben selv, endog det saakaldte Nyttige fradraget, var noget som maatte interessere Mennesket. Da Østerdalen eller rigtigere sagt Skovene paa de Fielde som indslutte den, endnu giemme adskillige Dyr som i de ovrige Egne af Norge næsten aldeles ere ødelagte, saasom Elsdyret, det største af de nordiske Landdyr, søgte jeg naturligviis at faae Efterretninger om disse, hvilke de med Fornøielse meddeelte mig, da de altid tale om vilde Dyr og om dette især med en Slags Varme, thi ligesom Biørnen er deres Ideal af Overlæg og Mod saaledes er Elgen det Dyr hvis Størrelse og Hurtighed de især respectere. Det var mig i den

8

Anledning kiert at erfare, da Elsdyret ogsaa der er temmelig sieldent, skiønt langt fra ikke udryddet som nogle have paastaaet, at der blandt dem var ligesom lyst Fred derover og at de, skiønt Fangsten deraf er tememelig profitabel, ansaae det for en Vanære at nedlægge dette Dyr paa den Tid det mindst kan undgaae Jægeren, nemlig naar Sneen er faldet, ja holdt dette Dyr endog under en Slags Bevogtning naar det fandtes i deres Egn, og de vidste at det bliver eftersporet af Jægere som tænkte mindre liberalt. Det er bekiendt, at den norske Bonde i Almindelighed kiender mere til sit Lands, især ældre, Historie end den danske; dette erfarede jeg og her, men mærkede tillige at de giemte hvad der var passeret i deres Tid med samme Omhyggelighed som Sagn fra Oldtiden; saaledes erindrede de ikke blot ved Navn de naturforskende Reisende, som i den sildigere Tid havde besøgt deres Egn f. Ex. Abildgaard, men endog dem; som for flere Decennier siden havde anstillet Undersøgelser der f. Ex. Fabritius og Müller og vidste ret vel hvad enhver af disse havde søgt. Det samme er Tilfældet paa flere Steder i Norge: Oeders Navn glemmes ikke sad let paa Dovre, Vahls ikke i Tellemarken og paa flere Steder. Saa snart man kommer ret ind i Norges Fieldegne, seer man hist og her at Gavlene paa nogle Huuse ere ganske besatte med Kranier af Biørne, Ulve, Gauper, Jerver etc. Disse ere Trophæer, som Jægerne have opsat som Seierstegn. Dersom en Samling af Præparater til Anatomia comparata mangler Kranier af nordiske Dyr, behøver derfor kun at reise til Østerdalen, han kan der for billig Priis completere den med Exemplarer, som ere meget vel conserverede og især meget godt blegede. Vil man giøre Bekiendtskab med Dalens raskeste Folk, opsøger man blot slige Mindesmærker paa Jæger-Stridbarhed, og man kan saa at sige i

9

disses Mængde uden paa Huuset mathematisk beregne Beboerens Adresse og Mod. Ligesom Elefant-Jægerne i Afrika holde med en Slags Stolthed Liste over det Antal som de have nedlagt af disse Dyr, saaledes glemme disse ikke hvor mange Biørne de have dræbt. Den første Biørnejæger som jeg giorde Bekiendtskab med, havde havt det Uheld i sin første Debut som Jæger at maatte slaaes med en anskudt Biørn, hvoraf han endnu bar dybe Mærker; En saadan Begyndelse vilde have afskrækket mange fra videre at give sig af med Biørne, men ham havde den, efter ham Naboers Fortælling, afpresset det Løfte at han ikke oftere skulde feyle sin Fiende. Fra Lynkampen saae jeg første Gang det forhen nævnte anseelige isoleerte Solenfield, der, skiønt uden for den store Fieldryg der østen for Fæmundsøen adskiller Norge og Sverrige, udmærkede sig som Pie de Midi ved Bagnares ved sin Høide og som i Brathed overgik alle dem jeg hidtil havde seet. Af dets isoleerte Beliggenhed, dets Størrelse og Nærheden af et Vand saa stort som Fæemunds-Søen, kunde man vente der alle de Vegetabilier som høre hiemme i de høiere Regioner og jeg haabede endog i denne af ingen Botaniker besøgte Egn og paa dette, som man sagde kun eengang bestegne Field, at finde hvad ingen Botaniker havde fundet. Fra ovre Reendalen reiste jeg derhen tilligemed mit Reiseselskab, 3 Miil igiennem Egne hvis Ufrugtbarhed paa blide Naturskiønheder man ikke let kan forestille sig, men skiønt vi i tvende Dage maatte næsten ganske undvære alle Livets Beqvemmeligheder endtil Mad og Søvn, skiønt vi igiennem Moser uden Bund over Fieide uden Veie og igiennem Sletter skiulte med Lichen nivalis, som med en vegetabilisk Snee, endelig naaede Biergets Fod og næste Dag dets Top, krybende paa Hænder og Fødder, og ofte glidende tilbage i et Øieblik over rullende Steen, ligesaa meget som vi havde steeget i flere Minuter, og 10

skiønt vi endelig paa Hiemreisen, skildte fra vor Ledsager forvildede og omsider ligesom i en arabisk Ørk ved fierne Oaser maatte orientere os til Dalen, havde vi dog intet andet botanisk Bytte end nogle Mosset og ingen anden Triumf end den Stolthed, at have trodset et Field, som saa mange kaldte ubestigeligt. Dog dette Field lod os nyde et Syn, som forsaavidt som Kulden derpaa tillod os nogen Nydelse, var baade skrækkeligt og høitideligt: Da nemlig Dalene, de eeneste beboede Steder i denne Egn ere meget smalle, saa falde de saa aldeles ned imellem Fieldene, at naar disse ikke hæve sig perpendiculær over dem, kan man fra deres Top ikke øine nogen beboet Plet; man seer intet uden Fieide, blottede, om ikke for Vegetabilier, saa dog for Træer og enhver grøn Plante og kun beklædte med Snee eller Steenmosser; intet Liv, ingen Spor af Menneskefod; Luften som paa denne Aarets Tid i Dalene sædvanlig er varm og roelig, er der altid usigelig kold og vindig. Naar man nu fra en Pynt som denne og under saadanne Omstændigheder overskuer en Kreds, hvis Radius er paa flere Steder mere end otte Mile, og inden for Kredsen overalt seer Livløshed og Dødens blege Farve paa disse skrækkelige Masser og midt i Sommeren alle Vinterens Phænomener, saa gennemtrænger en forunderlig Gysen Sielen ligesaa voldsomt som Kulden Legemet, og man kan, hvor ophøiet man end er over de daglige Gienstande og hvor ydmyget af den Storhed, som troner i disse Fieide, ikke sige: her er godt at være, man trenger til en blidere Natur, og iler til den grønne beboede Dal, som vendte man fra Fremmede tilbage til sit Fædreneland. Tronfieldet, den næste Gienstand for mine botaniske Undersøgelser, beliggende imellem Tyldalen og Tønset, er af en ganske forskiellig Form: høit uden betydelig Stejlhed, snart bedækket med Jord, snart blottet, ved Foden omkrandset af Birkeskov, allevegne temmelig tilrundet og kun paa faa Steder, som Solenfieldet belagt med løse afbrudte Fieldstykker, paa 11

Toppen sielden blotted for Snee og Skyer4, og allevegne befugtet af Kilder og Bække. Dette Bierg svarer i flere Henseender fuldkommen til Navnet Tronfield; det kunde kaldes saaledes fordi det dominerer over alle Fielde lige til Dovre mod Vesten og Tyedalsfieldene mod Norden og Østen, det fortiener dette Navn, fordi enhver Skye som nærmer sig dertil troner i kortere eller længere Tid derpaa, og Botanikeren vilde maaske benævne det saaledes fordi Flora synes der at have sin Trone, thi det er paa Planter det rigeste Field som jeg har undersøgt i Norden, og giorde den første og næsten eeneste Undtagelse fra den Regel som Erfarenhed havde paatrængt mig, at nemlig de nordiske Alper langt fra ikke ere saa planterige som de sydlige, i det mindste hvad de phanerogame Planter angaaer. Elven som løber fra Tronfieldet igiennem Tyldalen, lærte os snart, hvad vi som Botanikere kunde vente, thi Elve komme som Speidere fra Biergene og bringe altid Frøe med sig af de Planter som findes i de høiere Regioner, afsætte dem paa deres Bredder i de lavere Egne hvor de ofte bringes til en større Fuldkommenhed end i deres rette Standpunct. I det Elvene saaledes varsle Botanikeren om Biergets Rigdom, lede de derimod ofte til et Bedrag, naar man som Humbolt vil bestemme de Grændser af Høider hvorimellem visse Slægter eller Arter af Planter ere indskrænkede, eller omvendt dersom man som Ramond. af de Planter man finder vil udregne Stedets Høide hvor de groe5. Vi fandt saaledes temmelig dybt nede i Tyldalen Planter, som havde deres rette
4

Fielde som have en tilrundet Form, i det mindste de som ikke ligge ved Kysterne, ere efter min Erfaring oftere bedækkede med Skyer end lige saa høie men tilspidsede Fielde. 5 I det øverste af Guldbrandsdalen og den Deel af Romsdalen som grændser til Lessøe, komme Menneskene Naturen til Hielp i dens Stræben efter saa at sige at forstyrre sin egen Orden, ved den der indførte Maade, ved Render at lede Vandet omkring paa Engene. Derfor finder man os i Guldbrandsdalen selv flere Alpeplanter end i den paralelløbende Østerdal, hvor denne fortreffelige eeconomiske Indretning ikke er indført.

12

Plads adskillige hundrede Favne høiere og vilde altsaa meget have bedraget os, naar vi derfra vilde have beregnet Stedets Høide. Udsigten fra dette Field er ikke saa frie, men langt fra heller ikke saa sørgelig som fra Solenfieldet; Glomen slynger sig sagte om dets Fod og Tønsets temmelig beboede, skiønt lidet dyrkede Sogn synes kun at være adskildt derfra ved den lodrette Linie; man overskuer Foldalen paa den eene, Tyldalen paa den anden Side og øyner mod Norden. Horizonten begrændses af Fieldene ved Qvikne og den hele Udstrækning af Dovre og Guldbrandsdalens Bierge mod Vesten, af Tyedalens Fieldspidser mod Østen og Norden o. s. v. Behageligheden af denne Udsigt forskiønnes endnu ved de forskiellige Aarstider som ligge udbredte for Vandreren som staaer paa Fieldets Top: Vinteren ligger ved hans Fod i sielden optøende Snee, og spæde Planter, som paa eengang afdækkes, grønnes og blomstre, fremstille Vaaren paa samme Tid som Luren høres fra Sæteren og Byget guulnes i Dalene. Det forekom mig som nød jeg her det herligste Perspectiv ikke alleene i Rummet men og i Tiden. Dette Field hvis Top er efter Esmarch 4500 Fod over Havet og som for Geognestikeren er ikke mindre interressant end for Botanikeren har endnu det Fortrin, at det er bestigeligere end isoleerte Fieide af denne Høide pleie at være, og at man paa een Dag kan fra Tønset naae dets Top og om Aftenen igien være der tilbage, at Reisen dertil, skiønt ikke uden Møisommeligheder; dog ikke medtaget al Kraft og Lyst til at observere, en Lyst som hos Botanikeren stedse bliver fremsporet, da man næsten ved hvert Fied i en forhen ikke ebserveret Plante finder en Grund til at stige høiere. Gradationen af Planterne som jeg observerede er vedføiet hosfølgende Tabel. Fra Tønset fulgte vi Glommen til Roraas, som for den Reisende der her i en ordentlig Bye finder mange savnede Beqvemmeligheder, for Botanikeren og for Mineralogen er meget 13

interressant, men som ikke maae være behagelig for den som søger et mildt Klima og pittoreske Situationer. Man finder sig i at Klimatet ikkt tillader Jorden at dyrkes, man troer at den der herskende Kulde og Blæst følger med den høide hvorpaa Byen ligger. Man tilgiver Egnen Mangelen paa Skov, fordi det egentlig er mere Menneskenes end Egnens Skyld, men man udholder ikke længe at være paa eengang udsat for alle de Ubehageligheder som Skagens Flyvesand foreenet med saa betydelig en nordlig Brede og perpendiculair Høide formaaer at frembringe. Det er vanskelig ved Roraas at angive Planternes Trin i Henseende til Voxested, da Egnen er temmelig flad og Differencen fremkommer egentligen mere af Jordbundens end af Høidens Forskiellighed. Da jeg ganske uventet fandt her en betydelig Strækning af Flyvesand som er lige saa let og bevægelig som paa Vestkanten af Jylland og som skal have sit Udspring fra Fæemundsøen, saa anstillede jeg strax en Excurtion dertil, nysgierrig efter at vide hvilke Midler Naturen, i saa lang en Afstand fra og saa betydelig en Høide over Havet, frembragte til at dæmpe den, men fandt intet Nyt, kun den Observation stadfæstet, at adskillige Arter af Slægten Carex og nogle flere Græsarter, ved at henføres i denne Jordbund, erholde samme udstrakte krybende Rødder som Carex arenaria. Jeg iilede herfra til en mindre bekiendt og mindre undersøgt, skiønt i historisk Henseende mærkværdig Egn, nemlig til Tyedalsfieldene. For at komme derhen maae man ganske forlade de alfare Veie, og ligesom ved Solenfield ganske give Slip paa de Beqvemmeligheder som man ikke medbringer; man sætter 1⅓ Miil fra Røraas over Søen Øresund og har derfra over Fieldaaser, som af og til ere beboede af nomadiske Finner, og igiennem Skove, forbi adskillige større og

14

mindre Søer, 3 stærke Miil til Stuedalen, tvende Gaarde som ligge øverst i Tyedalen ved en smuk Søe, som har Navnet efter dem. Uagtet; dette Sted synes at ligge betydelig høiere end Roraas er dog Climatet her meget mildere fordi nemlig her er en virkelig Dal imellem Skarffieldet paa den svenske og Kiølifieldet paa den norske Side; Vegetationen var og der meget stærkere end ved Roraas, og den frugtbare Jordskorpe betydelig baade i Henseende til Udstrækning og Dybde; alligevel dyrkes Jorden aldeles ikke, deels fordi man mangler Hænder, deels fordi den til Sædens Fremvæxt og Modenhed bestemte Tid eller Vegetationens Cyclus, til hvor snevre Grændser den end kan indskrænkes, ikke finder Plads imellem denne Dals Vinter og Sommer, og deels fordi Kulog Malmkiørsel til og fra Værkets Hytter forhindre, ligesom paa flere Steder, al oeconomisk Forbedring. Næper trives her ret godt og jeg er temmelig sikker, paa at Kartofler ogsaa vilde lykkes, men alligevel dyrkes af hine kun meget lidet og af disse aldeles ingen. Fæedriften er disse Gaardes eeneste oeconomiske Næringsveie, men den burde drives til en langt étorre Høide og kunde det, naar man fandt paa Mildler til at vinterfoere Qvæget, thi til Sommerfoering haves Overflødighed til flere hundrede Kiør i en god Vegetation og et Areal, som maaske indtager flere Qvadratmile- Skulde dette ikke opnaaes ved Foderurters Dyrkning? jeg vilde da ikke foreslaae Kløver, Raigræs, Espasette eller nogen af vore konstige Foderurter, som Erfaring skal have lært ikke at være passende for Norge, men tage af Egnen selv de Planter som jeg vilde have forædlede. Tvende Planter som findes der i temmelig Mængde, hvoraf den ene er almindelig paa de fleste Fielde og som begge sikkerlig give et ypperligt Foder nemlig Astragalus alpinus og en anden Art af samme Slægt, som jeg først antog for en Afart af den første, men som jeg nu er temmelig sikker paa bør ansees for

15

et nyt Species, hvilket i det 23 Hefte af Flora danica vil blive indført uoder Navn af Astragalus oroboides, vilde jeg især anbefale til Dyrkning. Paa den første Plante blev Professor Vahl opmærksom allerede i Aaret 1787, og anbefaler den som en ypperlig Foederurt i hans Reisebemærkninger indførte i Naturhistorie-Selskabets Skrifter 2 B. 1ste D., men beklager at en Oeconom som vilde anstille Forsøg dermed var død førend dette skedte. Foruden disse skulde jeg og formode at Phaca frigide, der heller ikke er sielden i disse Egne vilde ligeledes være en meget fordeelagtig Foderurt for de Climater hvor Kløveren og andre af vore Foderurter ikke vil trives. Jeg medtog af disse Planter saa meget Frøe som jeg kunde indsamle for deels at forsøge dem her i den botaniske Have, deels for at formaae Oeconomer i Norge til at anstille Prøver dermed. Skovene ved Stuedalen bestaae næsten alleene af Birk og Bartræerne ere i Nærheden deraf næsten ganske udryddede; at Fyrren forresten kan der opnaae en Betydelig Størrelse saae jeg paa Bygningerne i min Vertes Gaard, hvor nogle Bielker, der som Træer vare fældede i Nærheden af Gaarden, vare i den tykkeste Ende over en Alen i Qvadrat, og at der i de ældre Tider har været Skov langt høier til Fields, seer man i en Søe paa Veien til Skarfdøren, den nærmeste Passage til Sverrig, hvor man endnu finder gamle Stabber af Fyrretræer6.

6

Assessor Esmarch antager at Fyrren ikke groer høiere end 3000 Fod over Havet og det endda i Dale som haveLæe for nordlige Vinde; dersom Hr. Assessoren, som jeg haaber, vil fortsætte sine physiske Undersøgelser endtil disse Egne, har jeg Grund til at formode at han vil erfare at Fyrretræet har der forhen voxet i betydelig større i Høider. At Climatet paa sine Steder i Norge.virkelig er bleven koldere og Culturen mindre gunstig kan ikke nægtes, men da have Menneskene selv havt Skylden ved nemlig at have borthugget Skove som gave Læe for skadelige Vinde. Saaledes kan man nu næsten slet intet Korn avle paa adskillige Gaarde ved Tønset fordi man der har borthugget en Skov hvorved Vinden eller Snoen paa Norsk har faaet Spillerum imellem tvende.Bierge; denne Vind tilskriver man og den Virkning at Kulden naaer i Tønset en høiere Grad end i Røraas, som dog ligger betydelig høiere; man har nemlig i Røraas forsikret mig at man der aldrig havde observeret at Qvægsølvet frøs i Barometret, da man derimod af Lieutenant Ramms Beretning i den topogr. journ. seer at det er skeet 1799 i Tønset.

16

Tiden tillod mig ikke at undersøge de høieste af Tyedals Fieldene, men kun det nærmeste nemlig Skarffieldet, og ganske allene beskieftiget med Botaniken og manglende de nødvendige Instrumenter havde jeg ikke Leilighed: at angive sikkre Data hvoraf denne Biergkiedes Høide kunde bestemmes, men dersom mit Øie ikke bedrog mig, maae Fieldspidserne af Helaksfieldet strax inden for Grændsen i Sverrig og af nogle Fieide som ligge omtrent 1 Miil paa venstre Side af Skarfdøren, være blandt de høieste i Norge og maaske endog overgaae Sneehætten paa Dovre, der ellers ansees for Norges høieste Pynt. Til Understøtning ef min formodning maae jeg endnu anføre folgende: 1) Alle disse Fieide ere meget bratte og tilspidsede og dog mange Steder belagte og det paa Sydsiden, hvorfra jeg saae dem, med evig Snee; thi Snebræer finde egentlig kun Sted hvor Fieldtoppen er flad nok til at modtage en saa betydelig Sneemasse at Solen ikke formaaer at smelte den; paa disse meget skraae Sider kan derimod kun ligge et tyndt lag Snee som Solen beskinner næsten perpendiculair og dog smeltes den ikke7. 2) Just paa den Tid jeg var der, nemlig i den varmeste Tid af Juli Maaned, bleve de bedækkede med en nye Snee som ikke bortsmeltede, hvilket paa samme Tid ikke var Tilfældet paa andre meget høie Bierge. 3) Udspringe fra denne Biergstrækning de betydeligste Elve, som giennemskiære Norge og Sverrig, nemlig i Norge Glommen, Guul- eller Gaulelven, Tyedalselven, som siden bliver til Nea- og Nidelven og tildeels og Fæmundssiden Trysildelven og i Sverrige

7

Ass. Esmarch antager at hvor Solen fra Vesten og Sønden kan perpendiculair beskinne Biergene, gaaer Sneelinien ikke dybere end til 7000 Fod; Bergraad Buch ansætter den lavere.

17

Liusna Älv, Jogna-Älv, Are-Älv og flere som alle blive til betydelige Floder, Træevegetationen ophørte her omtrent 2-300 Alen over Stuedalen, Stuedalen, hvorved den sædvanlige Gradation mærkedes, at Træerne Træerne blive til Buske og Buskene til Riis uden Blade, thi det hender ofte paa de høie Bierge at Kulden, hvor kort en Vegetations - Cüclus end Træerne ere vandte til, vedvarer dog saalænge at Knopperne ikke kunne udvikle sig. De urteagtige Planter intage dernæst Pladsen omtrent i samme Orden som paa Tronfieldet, men staae ikke saa tæt sammen; det deilige Syn har man ikke her som overalt paa Pyrenæerne og i en mindre Grad paa nogle Steder af Dovre og Tronfieldet, at en Hær af blomstrende Planter forfølge, som Sommeren Vinteren, den smeltende Snee, thi hvor denne nyelig var bortsmeltet havde Græstørven ligesom en sveden Farve, og de deri voxende Planter opnaaede sielden den blomstrende Fuldkommenhed. Meere frodige vare derimod Steenmossene, hvis Vegetation taber sig i den evige Snee; da syntes saa ganske at være Vegetationens Herrer her at de endog incrusteerte Planterne, ligesom Sedimentet i adskillige varme Kilder de der henkastede Legemer. Jeg maae ved denne Leilighed anmærke, at det er vanskeligt at sige hvor Vegetationen ophører paa Fieldene i Norge; jeg har i det mindste ikke fundet noget Sted saa høit, at jeg jo fandt Mosser der naar ikke Sneen skiulte dem, og selv under Sneen finder man disse; Jeg troer derfor at det var rigtigere udtrykt at sige Sneen skiulte Vegetationen eller hindrede Undersøgeren i at opdage den end at bruge det Udtryk at Vegetationen ophørte; og finder man Planter i de dybeste Bierghuler og Gruber hvor Lyset aldrig kommer, saavelsom paa Havets Bund, saa indseer jeg ikke hvorfor de skulde dræbes af et luunt Sneedække. Iisbræer (Glacier) fandt jeg ikke i denne Egn, Biergenes Form er ikke gunstig for deres Dannelse; overalt har jeg kun seet én eeneste

18

virkelig Iisbræe paa min hele Reise i Norge, som. tydelig udmærkede sig ved sin Brathed og det specifique blaaelig søegrønne Skiær, nemlig i Sundalen ikke langt fra Fiorden som gaaer op til Sundalsøre, paa en meget lavere Høide8. Biergraad Buch antager vel, i sit Brev til Humbolt, indført i Gilberts Annaler, at Iisbræer ikke ere sieldne i Norge, men skulde han ikke have været for dristig i denne Paastand og støttet sig for meget paa Relationer; i det mindste synes Navnet som han tillægger dem at give nogen Formodning derom, thi: han siger utrykkelig at Glacier kaldet paa norsk Bræer, hvilket Udtryk i Norge sædvanlig kun bruges om store aldrig smeltende Sneemasser, og om Justedahlsbræen, som han ansætter blandt Glacierne, formodede Vahl at den var blot en uhyre evig Sneestrækning som bedækker Fieldene i denne vilde Egn. For Oldforskeren maae jeg anmærke, at vi, uagtet vi ikke forsømte at søge og at erkyndige os, ikke kunde komme paa Spor efter noget Mindesmærke fra den fiernere Old i de høiere og mere afsides Egne af Norge, da vi derimod i de lavere f. Ex. paa Hadeland, Ringerrige og Toten fandt adskillige; hvorvidt dette beviser at disse Egne først ere blevne beboede i sildigere Tider eller om Minderne fra den Tid. ere ødelagte, overlader jeg Kyndige at bedømme. Jeg vil slutte med nogle almindelige Iagttagelser angaaende Vegetationen i Norge: Overgangen fra det mildere til det koldere og fra det lavere til det høiere mærkes ikke allene deraf, at Løvtræerne efterhaanden forsvinde saa at sige i Bartræer, men og af de egentlige Urters
8

Jeg er ikke i Stand til at sige hvor lavt denne Glacie ligger, men den er vist under 3000 Fod over Havet, hvilket Maal Assess. Esmarch antager for at være det laveste hvortil Sneelinien gaaer., under denne Polihøide. Jeg har overalt ingen Steds seet Snee gaae saa lavt ned som i de tvende-interressante Dale Sundalen og Romsdalen; ved Sundals Øre, ud imod Havet, saae jeg i Begyndelsen af August Maaned Sneepletter som kun vare faae Fod over Havets Flade.

19

Form. Man kunde sige at Løvurterne ligeledes forsvinde og at Barurterne med fiinere Blade tage deres Plads. Planter med store Blade som Nymphæa9 Arctium o. s.v. findes ikke ikke i de høiere Regioner ere Bladene af nogen betydelig Brede, da ere ere de sædvanlig enten haarede som hos Tussilago frigida, eller stive stive som hos Pyrola, eller bedækkede med en fittig Væske som hos Pingvicula; en Undtagelse er Angelica, Sonchus alpinus og nogle Salices men ingen af dem høre til de høieste Regioner, Salix herbacea undtagen, den af alle træeagtige Vexter som i Norden voxer til den største Høide, men den har og stivere Blade end de ovrige. Den Bemærkning som Linné har giort i Prolegomena til hans overmaade interressante og i visse Henseender poetiske Flora lapponica, at nemlig de alpiske Planter i dette Land voxe paa tør Bund, kan ikke anvendes paa Alpe Planterne i Norge; næsten ved alle Planter er det modsatte Tilfældet og jeg erindrer ikkun et Par Planter nemlig tvende Gentianer (tenelia og nivalis) som jeg altid har fundet paa tør Bund. Det er mærkværdigt at nogle Planter have et saa isoleert Voxested at de, endskiønt Millionviis forsamlede, ikke udbrede sig videre end til en vis Egn ja endog til en enkelt Plet paa et Field, Papaver nudicaule som Oeder fandt ved Vaarstien nær Kongsvold paa Dovre og som ikke hidtil er fundet paa noget andet Sted i Norge eller Sverrig, staaer endnu paa selv samme Plet som han angav for henved 50 Aar siden, og denne Plante bliver i vore botaniske Haver til Ukrud. Satyrium nigrum og Cypripedium Calceolus bleve af os plukkede paa samme Plet paa Toten hvor Vahl fandt dem for 15 Aar siden. Koenigia islandica fandt jeg kun paa en Plet af nogle Qvadratfavne paa Kiølifield, men deri saadanMængde som om den var saaet meget
9

Det er mærkeligt nok at denne ualmindelig smukke Slægt, som hos flere Nationer har været helliget Flod-Guderne f. Ex. hos Ægypterne, i Ostindien ja endogsaa i Japan, ogsaa i Norge synes at have været helliget et saadant Væsen, thi overalt tillæger man den Navn af Nøkeblomst, Nøkerose o. s, v

20

tæt. Denne Plante fundet paa dette Sted syntes at give mig en nye Bekræftelse paa den Iagtagelses Rigtighed som jeg fiere Gange har havt Leilighed til at giøre i Danmark; at nemlig naar Menneskene forstyrre Naturen i dens Roelighed og siden igien overlader den til selv, frembringer den paa den Plet den var forjaget fra, ikke de Planter som forhen voxte der, men oftest ganske forskiellige, og hvilket er det besynderligste, ikke sielden Planter som aldrig før ere fundne i den Egn. Carex cyperoides er aldrig før fundet i Norden, men for nogle Aar siden stod den i Overflødighed i en udtappet Dam ved Frederiksborg. Denne Koenigia stod just paa en Plet hvor der havde været opført Bygninger til en nu forladt Kobbergrube og det er ikke urimeligt at ved denne Jordens Bearbejdninger dens i Jorden skiulte Frøe blevne satte i den Tilstand at de kunde spire. Nogle norske Planter ere allene indskrænkede til Vestlandet f. Ex. Digitalis purpurea og Bunium Bulbocastanum i Dalene, Gentiana purpurea paa Fieldene og Pteris crispa samt Hymenophyllum thunbrigense paa Middelhøiden. Linne antog, maaske endog med en alt for dristig Vished, at man ligesom kunde spore et Slags Venskab eller Fiendskab imellem visse Planter: skiønt jeg ikkun med Tvivl tør underskrive denne Paastand, maae jeg dog tilstaae at Linnés egen Plante synes at bevidne det halve af Regelen, thi næsten altid finder man den i Granskove, saare sielden i Fyrreskove og jeg veed aldrig at jeg har seet den i Løvskove; tvende andre mere sieldne Planter finder man i Norge oftest samlede nemlig Lobelia Dortmanna og Isoetes lacustris. For en Botaniker er den Anmærkning ikke uvigtig, og kan spare megen Tid og Møie, at naar man er over et betydeligt Biergs Middelhøide, har man fundet de fleeste Planter det besidder; man finder siden de samme men sparsommere og mindre fuldkomne.

21

Jo større, jo mere tilrundet et Field er og jo flere Forbindelser det har med andre Fieldstrækninger des rigere er det sædvanlig paa Planter; Bierge som ere af en spids, konisk Form, som staae ganske isoleerte og især de som ere belagte med afbrudte Stykker af Fieldet, ere de ufrugtbareste paa Planter.

Liste paa de alpinske Planter som fandtes fra Toppen til Foden af Lynkampen og Tronfieldet.
Tronfieldet Lichenes. Musci frondosi. Agrostis alpina. Juncus sp. Saxifraga nivalis. Rununculus glacialis. Sibaldia procumbens. Saxifraga cæspitosa. Saxifraga oppositifolia, Diapensia lapponica. Andromeda hypnoides. Cerastium alpinum. Aira subspicata. Erigeron uniflorum. Arabis alpina. Oryas octopetala. Juncus biglumis. Lychnis apetala._ Saxifraga rivularis. Lynkampen Salix herbacea. Juncus spicatus. Juncus trifidus. Lycopodium alpinum. Carex rigida. Fedicularis lapponica. Ranunculus hyperboreus Tussilago frigida. Salix phylicifolia Barthsia alpina, Carex Michelii. Epilobium alpinum. Stellaria cerasloides Alchemilla alpine Andromeda coerulea Hieracium alpinum Saxifraga stellaris Viola biflora.

22

Stellaria. biflora. Phaca alpina. Rodiola rosea. Lychnis alpina Cucubalus acaulis Veronica alpina. Saxifraga ajzoides. Rumex digynus. Spergula saginoides, Spergula subulata Salix Chrysanthos Pingvicula villosa Epilobium sp. n. Potentilla aurea. Pedicularis Oederi Erigeron alpinum. Anthericum calyculatum Thalictrum alpinum. Juncus Jaqvini ettriglumis Salix reticulata. Salix myrsinites, Lapponum, lanata. Carex norvegica, atrata, fusca, capitata, Vahlii Tamarix germanica10

10

Da disse Anmærkninger bleve optegnede, havde jeg Haab om at erholde Angivelsen af adskillige Steders Høider, som kunde have oplyst hvor høit og hvor lavt omtrent adskillige Planter voxe; Omstændighederne have forhindret dette, men jeg haaber i en Fortsættelse heraf at kunne levere dem

23