Skueprocessen



Af samme forfatter
Digte (Borgen 96) Morgensol og glasskår. Roman (Gyldendal 963) Ting. Digte (Eget forlag 965) Forår i San Francisco. Roman (Thaning & Appel 966) C. Noveller (Biilmann & Eriksen 966) Stynede gopler. Roman (Biilmann & Eriksen 966) Emil Wiinblad og Social-Demokraten 88-9 (Historiespeciale 97) Rugbrød til Himalaya. Roman (Thaning & Appel 97) Lysets hastighed – min styrke. Roman (Thaning & Appel 973) Tegn. Digte (Thaning & Appel 973) Imod fremtids fjerne mål. Roman (Gyldendal 975) Gylden oktober. Rejsebog (Attika 977) Spionsigtet (Klokkedybet 983) Fredsrejsen. Roman (Aschehoug 983) Vers (CDR 984) Stenen og Jorden. Roman (CDR 984) Ord. Digte (Eget forlag 987) Blussende våger. Roman (Fremad 99) Dyr og andre mennesker. Børnerim (Malling 99) Håbet er grønt. Noveller (Klim 99) Med åben pande. Roman (CDR 99) Duens tænder. Roman (Hovedland 993) Korn på stengrund. Tekster (Politisk Revy 993) Guldgrisen. Roman (Rosinante 994) Himlen under jorden. Roman (Fremad 994) Helgardering. Roman (Centrum 994) De tre aber. Roman (Hovedland 00) Tsunami. Roman (Per Kofod 003) Fra den forkerte verden. Artikelsamling (Ajour 004) Simmer. Roman (Hovedland 005) Fjerne mål -3. Roman (Hovedland 006) Kort. Digte (Books on Demand 008) Epitafium. Digte (Books on Demand 008) 

A rne H erløv P etersen

Skueprocessen
Beskrivelse af en spionsag

SOHN
3

Skueprocessen af Arne Herløv Petersen Copyright © Arne Herløv Petersen og Forlaget Sohn Omslagsfoto: NNNNNNNNNNN Omslagsdesign: Christine Clemmensen Forfatterfoto: Privatfoto Published by FORLAGET SOHN Christiansdal 64 60 Røvovre Sat med Palatino hos ansats@provinsen og trykt hos Narayana Press, Gylling ISBN 978-87-9959-XX-X . udgave, . oplag 009 www.sohn.dk

4

„Før var jeg sikker på, det måtte ende godt,“ sagde K., „Men nu tvivler jeg tit selv på det. Jeg ved ikke hvordan det vil ende. Ved du det?“ – „Nej,“ sagde den gejstlige, „men jeg frygter, det vil ende dårligt. Man regner dig for skyldig.“ … „Jamen, jeg er ikke skyldig,“ sagde K. … „Det er rigtigt,“ sagde den gejstlige, „men netop sådan plejer de skyldige at tale.“ FrAnz KAFKA: Processen

5

6

Indhold 
. . 3. 4. 5. 6. 7. 8. 9. 0. . . 3. 4. 5. 6. 7. 8. Konspirationen 9 Påvirkningsagent 36 Vogternes Råd 58 Holdninger 70 Anklager 90 Virkemidler 96 Tiltalefrafald 104 Ud i verden 124 Das gibt’s nur einmal 132 Motiver 136 Kommissionen 143 Beretningen 150 Pille præstelus 157 Kilder og fejlkilder 165 Rettergang 181 Beviser 191 Nettet 214 Hvad nu? 219

7

8 

Konspirationen
5. marts 98 mødtes politiassessor i Politiets Efterretningstjeneste Arne Stevns med en repræsentant for den britiske efterretningstjeneste MI6. Mødet handlede om mine møder med sovjetiske diplomater, men de to efterretningsmænd diskuterede ikke, om jeg havde gjort noget ulovligt, eller hvordan man kunne forhindre eller opklare lovovertrædelser. Mødet handlede i stedet om, hvordan man kunne sætte ind med en modoffensiv gennem efterretningstjenesternes agenter inden for pressen, så man kunne „afskrække venstrefløjsgrupperinger fra at samarbejde med sovjetiske diplomater“. Dagen efter sendte MI6 et forslag til PET om at „anvende en kendt journalist og et respekteret landsdækkende dagblad“ i Storbritannien, nemlig MI6- og CIA-kontakten Robert Moss på Daily Telegraph, til at forfatte en artikel om, at en kritisk pjece om den britiske premierminister Margaret Thatcher, som jeg havde skrevet, i virkeligheden var skrevet af KGB, da man tilsyneladende ikke tiltroede mig evne til selv at sætte ord sammen. Når MI6 var så opsat på at bruge alle midler for at bekæmpe kritik af Thatcher, skyldtes det måske, at Margaret 

PET-kommissionens Beretning bd. 3. s. 08-09

9

Thatcher ifølge Anker Jørgensens dagbog var blevet „meget vred“ over at blive kritiseret. Jeg var selvfølgelig ikke klar over, at to efterretningstjenester holdt møde om mig. Faktisk var der i denne periode af mit liv ikke så meget, jeg var klar over. De fleste dage begyndte med, at jeg drak så meget, at jeg kunne bruge resten af dagen på at more mig med at prøve på at gætte, hvad jeg selv hed. I de lyse stunder, hvor tågen endnu ikke havde sænket sig, var jeg optaget af alt andet end Thatcher og sovjetiske diplomater. Jeg var 38 år og boede i en landsby på Langeland, hvor jeg arbejdede som forfatter og oversætter. Den mest kendte af den snes bøger, jeg havde fået udgivet, var nok romanen Imod fremtids fjerne mål3 fra 975. Jeg oversatte især amerikanske romaner og arbejdede om formiddagen, mens jeg endnu var nogenlunde klar i hovedet. Jeg havde tidligere arbejdet som journalist, men efter at jeg flyttede til Langeland otte år før, nøjedes jeg med at skrive boganmeldelser og en gang imellem en kronik eller et læserbrev. Nogle dage før efterretningsmødet havde jeg været til møde med Lense Møller på TV-Teatret, der gerne ville have mig til at skrive udkast til et fjernsynsdrama, og til møde med Ambro Kragh på Ekstra Bladet, der gerne ville have mig til at skrive freelanceartikler. Ingen af delene blev dog til noget. De fleste af mine planer dengang endte, om ikke på bunden af sagosuppen, så på bunden af romflasken. Jeg tænkte også på, at jeg skulle en tur til Stockholm nogle dage senere, og på, at jeg så kunne besøge min fætter, der boede deroppe. Ganske ofte kredsede mine tanker 

3

ABA, Anker Jørgensens privatarkiv: Anker Jørgensens dagbog, 6. april 98, maskinskrevne ark, upubliceret (juli 98-juli 98) PET-kommissionens Beretning bd. 3. s. 4 Arne Herløv Petersen: Imod fremtids fjerne mål 975. http://herlov.dk/ fjern.htm 

0

om, at en nabo, der sad i kommunalbestyrelsen for Venstre, fjorten dage tidligere havde fældet et halvt hundrede træer inde på min grund, fordi han syntes, de forstyrrede hans udsigt. Derefter havde han samlet brændet og kørt det væk. Jeg havde prøvet at melde ham til politiet for hærværk og tyveri, men politiet nægtede at tage mod anmeldelsen, så derfor var jeg henvist til civilt søgsmål og krav om erstatning. Mens jeg tullede rundt i spændingsfeltet mellem stadig mere grandiose og stadig mere luftige planer og et støt voksende, men endnu helt ubehandlet, alkoholproblem, fortsatte de to efterretningstjenester med deres ganske anderledes konkrete planer vendt mod mig. Man havde jo det lille, tekniske problem, at jeg ikke havde gjort noget ulovligt. De forenede efterretningstjenesters første forslag til en løsning var, at hvis jeg ikke havde overtrådt loven, så kunne man jo prøve, om man kunne lokke eller provokere mig til at gøre det. Der var flere hundrede andre, som PET mistænkte for at have lidt for nære kontakter til østlandenes ambassader. Hvis PET syntes, de gik for vidt, blev de indkaldt til en venskabelig samtale, hvor de fik at vide, at de efter PET’s opfattelse havde bevæget sig ind i en gråzone. Et folketingsmedlem havde haft ret nær forbindelse til det rumænske efterretningsvæsen Securitate og måtte stille til skideballe hos statsministeren.4 Men da der nu engang ikke fandtes nogen lov, der forbød kontakt med diplomater, kunne sagerne ikke retsforfølges, og i samtlige tilfælde – bortset fra mit – blev de derfor henlagt. I mit tilfælde fandt man frem til en agent provocateur i England. Han gik under betegnelsen „eneboer“, ikke fordi han var eneboer, men fordi det åbenbart er efterretningsvæsenernes betegnelse for dem af deres agenter, der ikke kan

4

PET-kommissionens Beretning, bd. 7, s. 6f 

sættes i forbindelse med tjenesterne. Eneboeren skrev til mig og spurgte, om han måtte købe tolv eksemplarer af min pjece True Blues med artiklen om Thatcher. Jeg har ikke gemt hans brev, men da det sådan set var formålet med at udgive den, at den skulle sælges, havde jeg svært ved at se noget odiøst i henvendelsen, så jeg solgte ham da pjecerne. PET-Kommissionen beretter gravalvorligt om hele forløbet, herunder at PET accepterede, at „eneboeren“ skrev til mig 3.9.8, da MI6 garanterede, at brevets afsender „ikke kan forbindes med nogen tjeneste“.5 Det er lidt svært for os andre at se, hvorfor det skulle være en overtrædelse af loven om spionage, hvis en mand køber en pjece, men de tænker anderledes inden for efterretningsvæsenerne. For dem ville det være et bevis på, at jeg spredte mine budskaber i udlandet (hvad vel enhver forfatter ønsker sig), hvilket igen skulle være et bevis på KGB’s „aggressive metoder“ og „aktive foranstaltninger“, selv om det altså ikke var KGB, men mig, der skrev og solgte pjecen. Man har nok skønnet, at salg af tolv pjecer ikke var helt nok til at bære en retssag. Der var planer om at udvise den sovjetiske diplomat Merkulov, som jeg undertiden havde spist frokost med, og afsløre ham som KGB-mand for at se, om jeg så ville „gå linen ud“, fortsætte kontakten med den sovjetiske ambassade efter udvisningen.6 Det blev heller ikke til noget. Kunne man ikke få mig til at overtræde loven, kunne man måske bøje loven, så den blev brugbar til formålet. Det var så Plan B. PET’s egen juridiske ekspert, politiassessor Arne Stevns, anså det selv for tvivlsomt, at en sag mod mig kunne føre til domfældelse.7 I foråret 98 fik man så rigsadvokat Per Lindegaard til at udfærdige et notat om sagen, men deprime5 6 7 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 0 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 99 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 07 

rende nok for PET/MI6 gav det heller ikke pote.8 „Notatet ytrede sig skeptisk om muligheden for at anvende § 08.“9 Men så let giver efterretningsfolk ikke op. Selv om man skulle tro, politiet – herunder PET – måtte rette sig efter rigsadvokaten, prøvede man at desavouere ham ved at henvende sig til departementschef Niels Madsen i Justitsministeriet, der tilsyneladende under seks skiftende justitsministre spillede en rolle, der svarer til sir Humphreys i tv-serien „Yes Minister“.0 Niels Madsen satte beredvilligt en af sine egne fuldmægtige til at udarbejde et nyt, fortroligt notat, der forhåbentlig ville give en mere fleksibel fortolkning af loven. Resultatet forelå 8.9.8, men det var heller ikke tilfredsstillende. Endnu en gang havde juristen holdt sig til, hvad loven siger, og konkluderede derfor endda, „at modtagelsen af økonomisk støtte er straffri, selvom den sker i det skjulte“. Så var der kun rambukmetoden tilbage, Plan C, der gik ud på at mase lige på uden at tage hensyn til loven. Det kalder PET-kommissionen eufemistisk en „kontraefterretningsoperation“. Andre ville måske bruge mindre flatterende betegnelser som „karaktermord“ eller „tilsvining“. Vi er her fremme i begyndelsen af september 98. I mellemtiden var jeg blevet gift med min samlever gennem tre år, og i august indså jeg for første gang, at mit drikkeri havde taget

8

Ifølge „PET REGION IV Årsberetning for tiden . januar 98 til 3. december 98 vedrørende de i regionsafdelingen behandlede sagsområder“, DIIS dokument 4, var sagsbehandlerne skuffede over, at der ikke blev rejst tiltale. 9 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 5 0 http://www.yes-minister.com/  „Notat om ulovlig efterretningsvirksomhed efter gældende dansk ret,“ 8. september 98. Cit. PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 6 

3

overhånd i en sådan grad, at jeg blev nødt til at gøre noget ved det, så jeg begyndte at tage antabus, der dengang stort set var den eneste kendte behandlingsmulighed. 3. september 98 var jeg i København og spiste middag med Vladimir Merkulov på Restaurant Els i Store Strandstræde. Mens en række af vores tidligere sammenkomster står tåget i min erindring, husker jeg tydeligt denne middag. Stemningen var trykket, og vi sagde ikke ret meget til hinanden. Det havde jeg oplevet mange gange med forskellige mennesker, jeg havde drukket sammen med, efter at jeg var begyndt at prøve på at blive ædru. De vidste simpelthen ikke, hvad de skulle stille op, når jeg var stilfærdig og tænksom i stedet for dum og bralrende. Mange fik også dårlig samvittighed over deres eget drikkeri, når de så mig sidde med en danskvand. Midt i det hele fandt jeg ud af, der var hvidvin i saucen, og blev bange for, at jeg skulle blive dårlig, når jeg havde taget antabus, så vi skiltes ret hurtigt. Det var så sidste gang, jeg så ham. En måneds tid efter blev han udvist af landet for virksomhed, der var uforenelig med hans status som diplomat. Dagen efter middagen på Restaurant Els var jeg på den amerikanske ambassades bibliotek for at gennemgå bøger, jeg skulle bruge til en artikel, jeg var i gang med. Jeg havde et par andre møder, blandt andet på Chr. Erichsens forlag og Ekstra Bladet, og så tog jeg hjem igen. Efteråret 98 var sidste chance for at tage pædagogikum efter den gamle ordning, hvor det ikke krævedes, man var ansat på et gymnasium i forvejen, så jeg havde tilmeldt mig og begyndte derfor at undervise i historie på Svendborg Gymnasium 6. oktober 98. For at gennemføre „kontraefterretningsoperationen“ i samarbejde med MI6 anså PET det for nødvendigt, at jeg blev anholdt. Desværre for tjenesten havde justitsminister Ole Espersen læst rigsadvokatens notat og derfor nedlagt forbud 4

mod, at jeg blev anholdt. Statsminister Anker Jørgensen havde også udtrykkelig forbudt en anholdelse.3 PET valgte så at trodse regeringens forbud og skride til handling på egen hånd. For at få en slags figenblad henvendte man sig til departementschef Niels Madsen i Justitsministeriet, der var tjenesten venligt stemt. PET fortalte Madsen, at der var sket to ting, der gjorde det nødvendigt, at mit hus blev ransaget, og en ransagning krævede, at jeg var af vejen, hvilket kunne ske ved, at jeg blev anholdt. Den ene ting var, at en journalist havde fået oplysning om, at Merkulov var blevet udvist i al hemmelighed, og han havde truet med at bringe en artikel om sagen. Hvis jeg nu læste i avisen, at Merkulov var udvist, ville jeg måske skaffe alt belastende materiale om min forbindelse med manden af vejen, så derfor måtte mit hus endevendes, før sagen kom frem. PET undlod at fortælle departementschefen, at det var efterretningsvæsenet selv, der havde fodret sin agent, redaktør Mogens Auning på Berlingske Tidende, med historien om udvisningen.4 Det andet punkt, der nødvendiggjorde en øjeblikkelig anholdelse, var, at jeg havde nævnt for Merkulov, at jeg havde en kode. Denne kode måtte PET tilsyneladende have fingre i, før jeg gemte den, brændte den eller åd den. PET syntes ikke, det var nødvendigt at fortælle Madsen, at det var tre måneder siden, jeg havde sagt til Merkulov, jeg havde en hemmelig kode. Det fremgår – i hvert fald for mig – af referatet af aflytningen, at det, jeg fortalte, var, at jeg som tolvårig havde skrevet dagbog med kodeskrift, så min frække 

PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 97 3 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 96 4 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 3 

5

lillesøster ikke kunne læse, hvem jeg var forelsket i.5 Koden optræder da heller ikke senere i sagsbehandlingen. Det fremgår ikke lysende klart, om Niels Madsen faktisk gav tilladelse til anholdelsen, og da Madsen mange år senere blev forhørt af PET-kommissionen, havde han svært ved at huske noget og troede blandt andet, at mit hus var blevet ransaget, før jeg blev anholdt.6 PET’s daværende leder Ole Stig Andersen mener, at Niels Madsen så sent som i 00 var „krystalklar“,7 men hvis hans forklaring for kommissionen skal sammenlignes med krystal, må det være den røgfarvede slags. Under alle omstændigheder kunne departementschefen naturligvis ikke på lovlig vis give tilladelse til en anholdelse, der udtrykkelig var forbudt af justitsministeren. Ministeren var til stede på Christiansborg den pågældende dag, men blev end ikke informeret.8 Der var altså tale om, at PET, muligvis sammen med en departementschef, der blev vildledt med falske og fordrejede påstande om kodeskrift og udsivning til pressen,9 og i nært samarbejde med fremmed efterretningstjeneste, satte sig op imod en ordre fra justitsministeren, der var PET’s øverste chef,0 og imod landets statsminister, samtidig med at man åbenlyst trodsede rigsadvokaten. Jeg ved ikke, hvad man kalder sådan noget. Muligvis insubordination eller lydighedsnægtelse, hvis det ikke ligefrem 

5 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 99 6 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 05 7 Ole Stig Andersen: „PET-rapport savner spor af dybere indsigt“, Politiken, 4.6.09 8 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 06 9 Se også „PET’s dækmanøvre for at anholde spionen fra Tryggelev“ i Information, 9.7.09 0 Ole Espersen har forklaret, at der „intet nyt var fremkommet i sagen forud for anholdelsen“ – PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 06  Information, 9.7.09 

6

hedder mytteri. Det er ikke uforståeligt, hvis de skyldige senere har angivet, at de har meget svært ved at huske forløbet. Tirsdag aften den 3. november ville jeg lige se TV-Avisen 9.30, før jeg fortsatte med forberedelserne til næste dags historietimer. Vores store, totalt uregerlige hund Bølle var blevet påkørt ugen før, da den åbenbart troede, den kunne fange en bil og grave den ned i haven, og lå nu og ømmede sig på et tæppe lige ved siden af kakkelovnen, som vi fyrede op i med hjemmelavede briketter, fremstillet af tæt sammenpressede aviser. Pludselig var der en masse biler udenfor. Vi boede for enden af en blind vej, så det var tit, bilister stoppede forvildet op og ikke kunne finde vej. – Jeg går lige ud og hjælper dem, sagde jeg og gik ud mod døren. I det samme blev døren åbnet. Udenfor stod en del uniformerede betjente. – Klokken er 9.. De er anholdt, sagde en af dem. – For hvad? spurgte jeg uforstående. – For spionage. De kunne lige så godt have sagt „for kannibalisme“. Jeg fattede ikke en lyd. Hvis der var noget, jeg ikke følte mig som, så var det James Bond, men de fortalte mig, at jeg var sigtet for at have overtrådt Straffelovens § 08, og jeg fik lov til at slå op i mit eget eksemplar af Straffeloven og se efter, hvad der stod, og til at ringe til en bekendt, der var jurist og lovede at foretage det fornødne, så jeg fik en forsvarer. Min daværende kone begyndte at protestere og fik at vide, hun bare kunne klappe i. – De er også anholdt. En politimand viste mig et dokument, hvoraf fremgik, at dommer Leo Hulsrøj i Rudkøbing havde udstedt arrestordre mod os begge to og givet politiet lov til at gennemrode vores hjem og tage alt, hvad de ville, med sig. Der blev end ikke tid til at tage tandbørste eller penge med. Jeg skulle i forhør hos Svendborg politi med det samme. De mente ikke, det var nødvendigt at give mig håndjern på. Det mente jeg heller ikke. Min kone skulle følge 7

efter i en anden bil, så snart vi havde fået nogle venner til at tage sig af hendes datter og dyrene. Nu var jeg jo ikke nogen forhærdet forbryder. Den eneste gang tidligere, jeg havde været i konflikt med loven, var, da jeg året før fik en bøde for at nægte at opgive navn og fødselsdag til politiet. En politimand havde krævet, at jeg meddelte navn og CPR-nummer, og da jeg ikke mente, jeg var forpligtet til at opgive de sidste fire cifre af CPR-nummeret, og jeg samtidig opfattede hans spørgsmål som en helhed, nægtede jeg at svare. Jeg forklarede for retten i Rudkøbing, at der var forskel på helspørgsmål og delspørgsmål, hvorefter dommeren spurgte, om jeg læste Wittgenstein, og sagde, at det blev lige 300 kroner, der kunne betales på et girokort. Men nu blev jeg indsat i en såkaldt ventecelle i arresthuset i Svendborg, som jeg tit havde set udefra. Jeg fik tildelt to cigaretter og bad om blyant og papir, som jeg fik, hvorefter jeg skrev et lille digt og noterede inskriptionerne på væggene: „Strømerne bøffer dig“, „Nægt alt“, „Fri hash“, „Gud er i dig“, „Hold ud“. Jeg tænkte på at skrive „Lektor Karelius was here“, men lod være. Man må ikke grise på væggene. Efter en rum tid blev jeg kaldt ind til forhør. Til stede var en tilforladelig, sydfynsk politimand, der hed Nicolajsen, og en aggressiv, rødhåret herre, der formodentlig var fra PET og ikke havde noget navn. De spurgte, om jeg kendte Vladimir Merkulov, og det gjorde jeg da. Vi havde undertiden spist frokost sammen. De spurgte, om jeg vidste, han var udvist, og at han havde tilknytning til KGB. Begge dele var nyt for mig. Derefter havde de en række interessante teorier om, hvad jeg skulle have foretaget mig sammen med Merkulov, og det havde jeg ikke lyst til at diskutere, så længe jeg ikke havde en forsvarer. Rapporten om forhøret blev underskrevet af en kriminalassistent. Man anså det ikke for nødvendigt at lade 

8

mig gennemlæse eller attestere rapporten, hvilket vistnok er lidt usædvanligt. På vejen fra forhørslokalet skulle vi igennem en forhal, hvor der var glasmontrer med underholdende genstande som spændetrøjer, ankeljern og forskellige mærkelige ting, fangerne havde slugt for at simulere selvmord. En af de mere udspekulerede var to sikkerhedsnåle bundet sammen med uldsnor. Hvis man slugte dem, ville mavesyren opløse snoren, hvorefter sikkerhedsnålene ville springe op og skære ridser i mavesækken. Turen gik ned ad en trappe til en aflåst dør, hvor en betjent ringede på. Der blev åbnet, og vi kom ind til en skranke, hvor jeg blev afleveret mod kvittering som en anden kuffert. Så blev jeg vist ind i Celle . Jeg har set hotelværelser i den tredje verden, der var værre, men den vilde luksus var det ikke. Der var en seng langs den ene væg, som jeg selv kunne rede. Ved den anden væg var der en håndvask med koldt vand. Der stod også en potte, for man kan ikke komme på toilettet efter klokken . Ved vinduet var der en bordplade og en siddeplads ud til en slags voliere af hønsenet. Loftet, det øverste af væggene og døren var udsmykket med en brun, abstrakt dekoration, der formodentlig var fremkommet ved, at en indsat engang havde strintet rundt med en spand lort. Jeg lagde mig til at sove og drømte næsten ikke om Kafka. Næste morgen vaskede jeg mig i koldt vand. Jeg måtte beholde det gamle undertøj på. Morgenmaden var franskbrød med margarine og skoleost, pose-te – Earl Grey, som jeg ikke bryder mig så meget om – og cornflakes, så jeg kom til at tænke på den gamle historie om Vietnamdemonstranterne, der blev smidt i arresten natten over. Morgenen efter sagde 

PET-kommissionens Beretning, s. 3, s. 65 

9

en af pigerne til arrestforvareren: – Jeg skal have en tampax. – Du skal ha og du skal ha, sagde han. – Du kan få cornflæsk ligesom alle de andre. Ude på gangen var der nogle bogreoler. Jeg valgte Brian Aldiss’ Barbenet i hovedet og fordybede mig i dens vildt syrede, hallucinatoriske verden, der dannede en perfekt kontrast til cellens spartanske tørhed. Jeg blev hentet til forhør med Nicolajsen og den rødhårede. De havde meget svært ved at forstå, at man kunne være imod atomvåben og Thatchers asociale politik helt på egen hånd, uden at russere behøvede at fortælle en, hvad man skulle mene. „Hør nu her, Petersen …,“ sagde de hele tiden. „Vil det sige, De ikke kan erkende …? De må da have haft en mistanke om, at manden var fra KGB. Hvorfor skulle han ellers ringe fra en telefonboks?“ Tja, det var der jo så mange, der gjorde. Pæne ældre damer med fornuftige strømper og forelskede skolebørn, der var for generte til at ringe hjemmefra. De kunne da ikke alle sammen være fra KGB. Merkulov havde ikke telefon hjemme. Hvad skulle han ellers gøre? Sende brevduer? Da jeg kom tilbage fra forhøret, var der anbragt et klædeskab mellem bordpladen og vasken. Der var tre bøjler, et underskab til blikpotten og to små overskabe til tøj. Der var et spejl i den ene skabsdør. Var de ikke bange for, at jeg skulle knuse spejlet og sluge skårene? Og hvis ikke de var det, hvorfor måtte jeg så ikke få en saks? Det er besværligt at bide en mælkebrik op, uden at mælken sprøjter ud over det hele. Hvis nu de kludrer i det, sagde jeg drømmende til mig selv, før jeg sank ned i Aldiss igen. Hvis ikke jeg kommer for en dommer inden 4 timer, så bliver de nødt til at løslade mig. Men de kludrede selvfølgelig ikke i det. Jeg blev hentet ind til grundlovsforhør i Rudkøbing, hvor jeg hilste på landsretssagfører Hagens, som den jurist, jeg havde ringet til, havde anbefalet mig som forsvarer. – Men det vil politiet ikke 

0

have, jeg bliver, fortalte han mig. – De vil helst pudse en eller anden hjemmeværnsmand på dig. Politiet gjorde ganske rigtigt indsigelse mod Hagens, og så fik jeg beskikket en midlertidig forsvarer i stedet for. Dommeren, Leo Hulsrøj, virkede eftergivende og lidt forvirret. – Jeg er jo ikke vant til at have med den slags sager at gøre, mumlede han. Men forsvarer og dommer betyder heller ikke så meget, når det er PET, der fører ordet. Så får de det, som de vil have det. De fremlagde en imponerende stak billeder fra mit hjem, så man kunne se, hvor rodet der var, og sagde, at de måtte forlange tre gange 4 timers anholdelse, så de kunne komme gennem det hele. Underligt nok var der ingen billeder fra børneværelset, der ellers var mere rodet end alle de andre værelser tilsammen. Åh gud, tænkte jeg, hvis de skal gennem alle bunkerne, skal jeg være anholdt på livstid. Min midlertidige forsvarer rådede mig til ikke at udtale mig, før jeg havde en fast forsvarer, så det lod jeg være med. Min kone fortalte, at Merkulov havde besøgt os nogle gange og også haft sin gravide kone og sin datter Veronika med. Veronika havde leget med vores datter. Anklagemyndigheden mente, at vi havde sat en annonce med en appel om en atomvåbenfri zone i Norden i Information og Land og Folk efter direktiv fra KGB og fået 7000 kroner, et stereoanlæg og ni flasker spiritus for det. Min kone svarede, som sandt var, at vi havde sat annoncen i aviserne på eget initiativ, at vi ikke havde set noget til de 7000 kroner, og at vores stereoanlæg var et B&O, som jeg havde købt sytten år tidligere. Derimod havde Merkulov været inviteret til vores bryllup i juni, og han havde givet os en transistorradio. Vi fik også gaver af de andre gæster. Det er meget normalt til bryllupper. Han havde også haft nogle flasker med – ligesom alle de andre gæster. Hun mente, der nok var nogen, der 

havde talt dem og aflagt rapport, men det var svært at se, at det skulle være strafbart at holde sammenskudsgilde. Senere har det vist sig, at PET ifølge aflytningsrapporten udmærket godt var klar over, at der var tale om bryllupsgaver, så det var bevidst vildledning, når man lod som om, radioen og flaskerne havde noget med annoncen at gøre.3 Min kone blev derefter idømt tre gange fireogtyve timers Fynsarrest. Hun måtte ikke forlade Fyn eller opholde sig på Langeland. Da jeg kom tilbage til Celle , hvor jeg skulle tilbringe de næste tre døgn, lånte jeg alle fængselsreglementerne og brugte resten af aftenen på at studere dem. Det var opbyggelig læsning. Jeg lavede en liste over de ting, de skulle have gjort, men havde undladt. Jeg skulle have fået rent tøj. Man skulle have haft en samtale med mig om de økonomiske og sociale følger af min fængsling. Der skulle ligge en polyesterpude på siddepladsen. Og så videre. Den hygiejniske standard er ikke noget at råbe hurra for. Hvis man af en eller anden sær grund skulle have lyst til at skifte underbukser mere end to gange om ugen, skal man have attest for udflåd. Ellers må man gå i det gamle. Man havde anbragt mig i isolationscelle, så jeg ikke kunne påvirke de andre fanger. Man må kun anbringes i isolation, hvis retten har bestemt det, hvis det er nødvendigt for at forebygge undvigelse eller ved voldelig adfærd. Da jeg hverken var voldelig eller forsøgte at flygte, skulle der have været en dommerkendelse, men den var ikke blevet afsagt ved grundlovsforhøret og heller ikke forkyndt for mig. Jeg fik senere at vide, at det var en smutter, man havde isoleret mig. Der var noget, de havde misforstået. Den slags fravigelser fra reglerne er der en del af i denne sag. Isolationen betød dog ikke, jeg var isoleret. Andre af de 

3 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 93 note 6 

indsatte stak aviser ind til mig med omtale af sagen og brugte sindrige metoder for at fortælle mig, hvordan jeg kunne få cigaretter eller andre fornødenheder. Alt kunne ordnes. Ved en lejlighed kom jeg også til at ryge hash, hvad jeg stort set ikke havde gjort siden de glade hippiedage i tresserne. Skulle jeg få lyst til at smugle breve ud fra isolationscellen, skulle jeg bare anbringe dem i første bog til venstre på øverste reol på biblioteket ude på gangen. De andre syntes, det var noget pjat, jeg var blevet anholdt. Jeg havde jo ikke gjort noget. Men når jeg blev lukket ud i løbegården, måtte jeg løbe alene. Jeg løb rundt i ottetaller mellem de sære, kileformede gårde og så på vægmalerierne af grønne og røde yin og yangtegn og tre blå måger – en stor svævende over to små. Jeg så op mod novemberhimlen, men jeg havde jo ingen mågevinger. Ægte spionagesager føres for lukkede døre. Det er jo statens sikkerhed, der står på spil. Der nedlægges også navneforbud, som i „Lenz“-sagen om formodet spionage for DDR. Men her var der jo ikke tale om spionage, og jeg havde ikke gjort noget ulovligt, så derfor havde PET frit spil til sin „kontraefterretningsoperation“ eller sit karaktermord. Sagen blev efter efterretningstjenestens ønske ført for åbne døre, og enhver kunne frit nævne mit navn. Da jeg ikke måtte få den forsvarer, jeg ønskede, blev der ikke protesteret mod denne usædvanlige fremgangsmåde. Allerede onsdag den 4. november, før jeg overhovedet havde været i grundlovsforhør, kunne to aviser fortælle om udvisningen af Merkulov. Redaktør Mogens Auning, der var kendt for sin kontakt til både PET og CIA, afleverede den artikel til Berlingske Tidende, PET havde varslet for departementschefen i Justitsministeriet. Og så var der et par journalister på BT, der åbenbart også havde fået særlig besked om 

3

den ellers hemmeligholdte udvisning. En af dem hed Søren Espersen og blev senere medlem af Folketinget. Torsdag den 5. var min anholdelse forsidehistorie i alle landets aviser. Den fik ikke for lidt. Alle de kendte PET-agenter blev trukket i manegen. I et notat fra PET til justitsministeren . maj 98 om min anholdelse, et notat der formodentlig er skrevet af Ole Stig Andersen, hedder det lammefromt: „Det er min opfattelse, at man i Politiets Efterretningstjeneste – bl.a. for at undgå at komme i et afhængighedsforhold til journalister – normalt ikke bør medvirke til at ’plante’ historier i pressen.“4 PETkommissionen siger, man kan rejse tvivl om sandhedsværdien i det, Ole Stig Andersen fortæller, hvilket er en pæn måde at sige det på: „Det fremgår af en anden skrivelse stilet personligt til Ole Stig Andersen fra en udenlandsk allieret tjeneste af . maj 98, at PET-chefen allerede på dette tidspunkt var fuldt ud orienteret om den pressestrategi, som den vesteuropæiske efterretningstjeneste ønskede at gøre brug af med den danske tjenestes hjælp. Oplysningen om, at PET ikke planter sine historier i pressen kan således problematiseres, alene ud fra den betragtning, at samarbejde herom blev indledt med en udenlandsk efterretningstjeneste.“5 Ét er altså, hvad man „normalt“ gør, noget andet, hvad der sker som led i en kontraefterretningsoperation. Der er ingen tvivl om, at PET fodrede sine folk i pressen med saftige lunser. Sandhedsværdien var ikke afgørende – det eneste, der betød noget, var sensationen. Journalist Jens Holsøe på Politiken, der er nævnt som CIAagent i „CIA Insider“,6 vidste fra pålidelig kilde, at jeg havde benyttet mig af hemmelige bokse, for sådan noget gør spi4 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 99 5 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s.  6 Optrykt i Komm.S.: Hetzen mod freden. Duplikeret. 98. 

4

oner.7 Mogens Auning, også nævnt i „CIA Insider“, skrev i Berlingske Tidende, at jeg havde vildledt nordkoreanerne for at drive dem tættere til Sovjet.8 Jens Thomsen fra samme avis, ligeledes nævnt i „CIA Insider“, mente med et sindrigt diagram at kunne påvise, hvordan KGB infiltrerede danske fredsbevægelser og finansierede politiske annoncekampagner. Og ikke nok med det: „De europæiske fredsbevægelser blev styret og finansieret af KGB.“ Så var det lille dun da blevet til et helt dynelager.9 På BT svælgede Søren Espersen og hans kolleger i solonyheder, der kun havde den ene fejl, at de var fri fantasi. Jeg havde indrykket „kæmpeannoncer i de fleste af landets dagblade“ i stedet for de to små annoncer i Information og Land og Folk, der var tale om i virkeligheden, jeg havde „oversat en masse russiske bøger til dansk“, selv om jeg ikke taler russisk, jeg var lige hjemkommet fra en „månedlang rejse i Nordkorea“, hvor jeg ikke havde været i fire år, og havde åbenlyst fortalt mine kolleger på Ritzaus Bureau, at jeg deltog i „ungdomskommunistiske kongresser i Korea“, selv om jeg aldrig har deltaget i nogen ungdomskommunistisk kongres noget sted og i øvrigt holdt op på Ritzau i 967, længe før jeg havde så meget som talt med en koreaner.30 Fredag blev jeg hentet og igen kørt til retten i Rudkøbing. Stemningen var pisket godt op i pressen. Når politiet havde valgt at slå sagen så stort op, så måtte det være, fordi beviserne på spionage var uomstødelige, og nu skulle de fremlægges for en undrende verden. PET-kommissionen har tre mulige forklaringer på, hvorfor PET havde valgt at anholde mig, selv om rigsadvokaten 

7 8 9 30

Politiken, 5..8. Berlingske Tidende, 5..8 Berlingske Tidende, 5..8 BT, 5..8 

5

havde udtalt, at jeg ikke havde gjort noget ulovligt: „En forklaring kunne være, at PET håbede på, at man under ransagningen af forfatterens bopæl kunne finde så belastende materiale, at dette ville være tilstrækkeligt til at overbevise ministeren om, at en tiltalerejsning var på sin plads. Dertil kom, at en anholdelse og dermed offentliggørelse af sagskomplekset ville gøre det muligt at gennemføre fællesoperationen med den vesteuropæiske tjeneste. Ydermere kan det tænkes, at PET ved at anholde Herløv Petersen og foranstalte en international pressedækning af Herløv Petersensagen ville være i stand til at udøve et betydeligt politisk og offentligt pres, som ministeren ikke ville kunne ignorere. Det skal i den forbindelse erindres, at visse ledende medarbejdere i PET havde givet udtryk for betænkelighed ved udsigten til, at Ole Espersen blev udnævnt til justitsminister i januar 98.“3 Lad os stille de tre muligheder op som punkter: . Anholdelse på forventet efterbevilling. For at anholdelsen skulle retfærdiggøres, skulle man finde belastende materiale. . Anholdelse for at gennemføre presse-operation sammen med fremmed magt, altså karaktermord efter overenskomst med MI6. 3. Anholdelse for at ramme Ole Espersen politisk. Altså rent politisk virksomhed, der ikke tilkommer politiet. PET skal ikke bestemme, hvem der skal være minister. PET’s daværende leder, Ole Stig Andersen, afviser kategorisk punkt tre i en kronik i Politiken.3
3 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 7 3 Ole Stig Andersen: „Justitsminister i gabestokken,“ Politiken, .7.09 

6

Punkt et gik det ikke så godt med i retten. Forståeligt nok undlader Ole Stig Andersen helt at nævne det i sin kronik. Politiet kom slæbende med alt, hvad de havde fundet efter tre døgns ransagning. De havde fundet medlemslister fra DKP og notater fra et ophold i Sovjetunionen. Ingen af delene havde noget med mig at gøre. Sagerne tilhørte min daværende kone, der var medlem af DKP. Så havde de fundet en del visitkort fra sovjetborgere, som jeg måtte læse op for dem. Selv om jeg ikke kan ret meget russisk, kender jeg dog det kyrilliske alfabet. Kortene stammede fra en reportagerejse til Armenien, jeg var på syv år før. Der var et fra en astronom, et fra en antropolog, et fra en kunstmaler og flere af samme slags. Så havde de fundet tre ubrugte papirservietter fra Hotel Metropol i Moskva, tre ubrugte sovjetiske aerogrammer, et ubrugt frimærke, et lille stykke pap og et ubeskrevet ark linjeret papir. Alt dette blev højtideligt fremlagt i retten. De kom slæbende med kasser fulde af pjecer, jeg havde skrevet og fået trykt, men ikke fået solgt. De forsamlede journalister morede sig over, at kasserne med pjecen „Kolde krigere“ bar påskriften „Dansk Fryse Økonomi“. Anklagemyndigheden så mismodigt på de fremlagte effekter og konkluderede, at de nok ikke havde nogen anvendelighed som bevismateriale i en spionsag. Men så var der mine notesbøger og ikke mindst mine dagbøger for de sidste seksten år, flere tusinde maskinskrevne sider. Her måtte være guf. Jeg havde fået beskikket en lokal advokat, Jan Kokkenborg, som forsvarer, da jeg stadig ikke måtte vælge forsvarer selv, og han protesterede mod beslaglæggelsen af dagbøgerne. – Dagbøger er formentlig det eneste sted, en given spion ikke skriver om hemmelig efterretningsvirksomhed, sagde han. Jeg sagde, at dagbøgerne var materiale fra en forfatters værksted, og at det var noget, jeg skulle bruge. Jeg gjorde opmærksom på, at forfattere arbejder med fiktion, og at man derfor ikke kan tillægge notater og dagbøger leksikal gyldighed. Jeg syntes også, at mine 7

dagbøger var for private til, at politiet skulle snage i dem. Jeg kunne ikke se, det ragede PET, hvem jeg havde været kæreste med som toogtyveårig. Men alle indvendinger var forgæves. De beholdt mine dagbøger. Min forsvarer kærede beslaglæggelsen til Landsretten. Cirkusforestillingen med fremvisning af papstykker, ubeskrevet papir og visitkort fik en del af journalisterne til at tænke over, om hele anholdelses-skuespillet ikke byggede på et meget tyndt grundlag. Selv BT skrev: „Det materiale, politimester A. Sørensen, Svendborg, mødte op med i retten i Rudkøbing, var så tyndt, at hvis det kan bære en spionanklage, så er hver anden aktive dansker i fare for at blive anklaget for det samme.“33 Så det var ikke nogen succes for PET. Punkt ét var ikke gået, som det skulle. Så var der kun punkt to tilbage: Anholdelsen ville gøre det muligt at gennemføre et karaktermord på mig sammen med fremmed efterretningstjeneste og i modstrid med den danske regerings ordre. Jeg anser det for indlysende, at politiet skal rette sig efter justitsministerens ordrer. Hvis efterretningstjenesten stod uden for loven, var der jo ingen grund til at nedsætte en kommission for at undersøge, om den har rettet sig efter forskrifterne. Så derfor ville jeg nok synes, at PET har et forklaringsproblem, hvis man i samarbejde med fremmed efterretningstjeneste har sat sig op imod en ordre fra justitsministeren, som kommissionen tilsyneladende mener. Men det kommer Ole Stig Andersen heller ikke ind på i sin kronik. Lad os lige kaste et blik på Ole Stig Andersens karriere.34 Han er født i 940 og var et år i USA før han blev student fra Gam33 BT 7..8 34 Kraks Blå Bog 00, s. 44-45. Se også http://www.cerepo.dk/index. php?id=04 

8

mel Hellerup i 959. Han blev cand.jur. i 965 og samme år sekretær i Justitsministeriet. Da han overraskende blev udnævnt til PET’s leder i 975, var han ikke mere end 35 og kom fra en stilling som juridisk konsulent i Statens Biltilsyn. Måske ikke det mest overbevisende grundlag for en så fremtrædende post, men han blev utvivlsomt betragtet som loyal. Det kunne bare være et problem, hvis det ikke var sit eget lands regering, han var loyal over for, men fremmede efterretningstjenester. Han havde, som vi senere skal se, en ganske original, men ikke overbevisende udlægning af straffelovens spionageparagraffer. Og at han valgte en fremgangsmåde omkring min anholdelse, der kan se ud, som om han konspirerede med fremmed efterretningstjeneste mod sine egne foresatte, var ikke bare uheldigt, for „så er det ikke længere en efterretningstjeneste, der udelukkende varetager danske interesser, men derimod også Margaret Thatchers“, som Ole Espersen sagde til Information efter offentliggørelsen af PETkommissionens beretning.35 I 995 blev han udnævnt til Folketingets direktør – en ejendommelig stilling for en mand, der ikke havde vist dybere forståelse for, hvad et folkestyre indebærer. PET-kommissionens beretning indeholder en underholdende gennemgang af Ole Stig Andersens hundeslagsmål med sin daværende næstkommanderende Ejgil Dalsgaard om, hvem der havde ansvaret for min anholdelse. Ole Stig Andersen siger, at Dalsgaard ikke kunne styres, og desuden kaldte han departementschef Madsen for „stationsleder“.36 Ole Stig Andersen prøver at forklare, at den omtalte „kode“, der førte til min anholdelse, var en henvisning til, at Merkulov havde sagt noget om at ringe fra en anden telefon.37
35 Information, 8.7.09 36 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 00 37 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 98 

9

Samtidig siges det, at koden blev opbevaret i et glansbilledalbum.38 Mener de, jeg har stukket en telefon ind i et album for at gemme den? Somme tider er det lidt svært at se for sig, hvad PET egentlig mener. Omkring offentliggørelsen af beretningen har Ole Stig Andersen skrevet seks kronikker og ladet sig interviewe til Jyllands-Posten for at kaste sand over sin egen rolle. Her nævner han ikke anholdelsen af mig. I det hele taget er det karakteristisk for både PET og kommissionen, at de ikke interesserer sig for de mennesker, PET’s virke er gået ud over. De betragter nærmest de overvågede, som en entomolog betragter insekter. De kan give udtryk for bekymring over, hvordan det vil påvirke deres stikkeres velbefindende, hvis deres navne kommer frem, men at de overvågede bliver slæbt i sølet, afficerer dem ikke. At vi ikke betragtes som mennesker, ser man også på kommissionsmedlemmernes reaktioner på den kritik, der er fremført af beretningen efter dens offentliggørelse. Kommissionsmedlem Ditlev Tamm glædede sig i Weekendavisen39 over, at der kun havde været to kritikere af beretningen – Bo Bjørnvig på Weekendavisen og historikeren Bent Jensen. Der havde været masser af kritik fra venstrefløjen, men vi er usynlige for ham. Tamm kan ikke se noget, der står til venstre for ham selv. Den mand må være farlig i trafikken. Under det uheldige retsmøde med fremlægning af servietter og frimærker blev anholdelsen af mig opretholdt, og bagefter blev jeg ført tilbage til cellen. Jeg anmodede om at få forskellige bøger udleveret og fik blandt andet Xiao jing,40 et af de klassiske konfucianistiske skrifter, der handler om sønlig ær38 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 99 39 Weekendavisen, 3.7.09 40 http://www.chinapage.com/confucius/xiaojing-be.html

30

bødighed. Mit klassisk kinesiske var lidt rustent, så jeg mente, jeg nu kunne koncentrere mig om at lære noget. Samtidig satte jeg mig for, at jeg ville spise alle de margarinemadder og andre vederstyggeligheder, jeg fik udleveret, så jeg ikke blev afkræftet, og at jeg ville sørge for at dyrke motion, så jeg ikke blev helt slatten. Jeg var kommet godt i gang med Xiao jing og sad netop og læste om, hvordan de tidligste konger havde haft den højeste dyd. „Vær varsom,“ formanede den gamle vismand mig, „som stod du på randen af en afgrund, som trådte du på tynd is.“ I det samme kom en betjent ind og sagde: – Vi vil slet ikke have dig her mere. Du kan godt gå. Jeg husker, jeg blev irriteret. Hvorfor forstyrre mig lige nu? Men jeg var løsladt og kunne snart efter forlade Arresthuset. Udenfor ventede nogle journalister, der havde sørget for at tage masser af øl med. Jeg havde jo ikke taget antabus, mens jeg sad indespærret, så jeg plumpede i med begge ben. Vi fortsatte nede på Den Røde Højskole i Svendborg, hvor vi festede til ud på natten. Mandag morgen kunne jeg begynde på gymnasiet igen. Jeg fortalte alle klasserne, hvad der var sket, og så gik vi i gang med at læse historie. Jeg var på fri fod, men sigtelsen blev opretholdt, og jeg regnede med, at jeg på et eller andet tidspunkt ville blive trukket for retten. Samtidig fortsatte de to efterretningstjenesters pressekampagne mod mig for fuldt tryk. Samme dag, jeg blev løsladt, 6..8, blev udenrigsminister Kjeld Olesen interviewet i TV-Avisen af Erik Ove. Kjeld Olesen udtalte, at der ikke var skygge af tvivl om, at jeg var skyldig.4 Det var nok ikke så heldigt. Man kunne måske for-

4 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 8

3

mode, at udenrigsministeren herved overtrådte Grundlovens paragraf 3 om magtens tredeling ved at tiltage sig dømmende magt i en verserende sag.4 Hvis en minister har aflagt ed på at overholde Grundloven og ikke gør det alligevel, burde det give grundlag for en Rigsretssag. Efter min forsvarers opfattelse43 var der også tale om en overtrædelse af Retsplejelovens § 06a og § 07 stk. 3: „Med bøde eller hæfte straffes den, der i tale eller skrift, beregnet på at virke i en videre kreds, forsætlig eller ved grov uagtsomhed … så længe endelig dom i en straffesag ikke er afsagt, fremsætter udtalelser, der er egnet til på uforsvarlig måde at påvirke dommerne, domsmændene eller nævningerne med hensyn til sagens afgørelse.“ Information skrev herom i en ledende artikel ..8:44 „Det er en alvorlig sag, når landets udenrigsminister for åbne mikrofoner og skudklare kuglepenne afsiger sin dom over en sigtet … Det er groft utilstedeligt og udtryk for en herrefolksmentalitet, at politiske magthavere blander sig i og offentligt ytrer sig om skyldsspørgsmålet i en verserende sag.“ Landsretssagfører Hagens indgav politianmeldelse mod udenrigsministeren,45 men vicepolitidirektør Ole Nørgaard nægtede at tage imod anmeldelsen. Han sagde, at han ikke erindrede, at Kjeld Olesen havde sagt som anført, og da han fik tilbud om en videooptagelse, nægtede han at tage mod den. Efter at Kjeld Olesen selv havde bekræftet sin udtalelse, sagde Ole Nørgaard til Politiken: „Det er uden betydning for vores vurdering af politianmeldelsen, hvad Kjeld Olesen i dag siger, at

4 „Anmeldelse mod Kjeld Olesen“, Land og Folk, 0.4.8 43 Jan Schultz-Lorentzen: „Arne Herløv Petersen – i offentlighed og i retspleje“, Politiken, 8.5.8 44 „Olesens punkt“, Information, ..8. Underskrevet „-x“, Alex Frank Larsen 45 Politiken, 7..8

3

han sagde til TV-Avisen den 6. november. Jeg forstår ikke, at Politiken nu traver rundt i denne sag.“46 Søndag 8..8 bragte Aktuelt en artikel af journalist Lennart Weber, der hævdede at bygge på det materiale, politiet havde fundet ved ransagningen. Weber bragte frejdigt angivelige citater fra mine beslaglagte dagbøger, selv om min forsvarer havde kæret beslaglæggelsen til Landsretten. Weber meddelte også, at indholdet af mine dagbøger svarede nøje til det, PET havde fundet frem til i forvejen. Han skrev: „Det overraskede politiet lidt, at man fandt dagbøger i Herløvs hjem. Det er yderst sjældent i agentsager. Men det er blot med til at underbygge billedet af Arne Herløv Petersen som en dårlig agent. Han var utrolig klodset og i virkeligheden fældede han sig selv.“47 Folketingsmedlem Niels Mølgaard fra Retsforbundet spurgte justitsministeren, om PET havde givet oplysninger til pressen om indholdet af mine beslaglagte dagbøger. Ole Espersen svarede: „Politiet har givet en generelt holdt orientering til pressen om, at dagbøgerne indeholder materiale af interesse for den igangværende efterforskning. Herudover er der ikke fra politiets side givet oplysning til pressen om dagbøgernes indhold, endsige ordrette citater fra dagbøgerne.“48 Lennart Weber oplyste selv i artiklen, at politiet var hans kilde til dagbøgernes indhold. „Mere får du mig ikke til at sige,“ sagde han til Informations Alex Frank Larsen.49 Lennart Weber havde ikke tidligere været kendt som fortrolig kontakt for efterretningstjenesten. John Wilken fra Land og Folk havde tidligere spurgt souschef Niels Schmidt fra PET, hvordan Ber-

46 47 48 49

Politiken, .4.8 Aktuelt, 8..8 Morgenposten, ..8 Information, 9..8.

33

lingske Tidende kunne komme i besiddelse af fortroligt materiale fra politirapporten. – Det er ikke til at sige, men det er jo svært at holde noget skjult for pressen, sagde Schmidt. – Gælder det også for PET? – Det skulle man ikke tro. – Vil I i PET iværksætte en undersøgelse for at finde lækagen? – Næppe. – Hvor vil De tro, at lækken er sket? – Det kan være sket i politikreds Svendborg, hvor den første afhøring fandt sted. Det kan også være sket gennem de sigtede. – De var jo anholdt, da historien slap ud til Berlingske? – Nå, men så gennem deres advokater.50 Politiet i Svendborg afviste kategorisk, at der fra deres side var givet oplysninger til pressen om indholdet i mine dagbøger. „Der er foretaget et groft skøn, da bøgerne blev beslaglagt i hjemmet. Derefter har de været fremlagt i retten og siden været forseglet, fordi vi venter landsrettens afgørelse,“ sagde politimester Axel Sørensen, Svendborg.5 Tidligere forsvarsminister (og senere justitsminister) Erik Ninn-Hansen kommenterede sagen med, at det „ikke er særlig heldigt“, at politiet har videregivet oplysninger.5 Lennart Weber nøjedes ikke med at citere dagbøger. Ligesom sin kollega Søren Espersen på BT svælgede han i solonyheder, som han formodentlig havde fra PET, og som alle sammen var trukket ud af den blå luft. Han fortalte, at jeg på ordre fra KGB havde „udført misinformationsopgaver, der havde
50 Land og Folk, 6..8 5 Jyllands-Posten, ..8 5 Weekendavisen, 3..8

34

til formål at splitte NATO’s militære forsvar i Vesten“. Hvad det gik ud på, og hvordan jeg skulle kunne sidde i en landsby på Langeland og splitte det vestlige forsvar, kom Weber ikke nærmere ind på. Han skrev også, jeg havde „skrevet artikler og pjecer, der skulle misinformere danskerne om en række europæiske landes hensigter“ uden at fortælle, hvad det drejede sig om, og hvordan jeg skulle kunne det. Weber nævnte korrekt nok, at jeg har interesseret mig meget for kinesiske forhold, men ikke, at min interesse hovedsagelig gælder den klassiske litteratur. Tværtimod skrev han: „Han har indsamlet oplysninger, der kunne være af værdi for Sovjet. Og her skal man huske, at Kina – næst efter USA – er det vigtigste spionageområde for Sovjet.“ Det er rent nonsens, medmindre man synes, det kunne være gavnligt for Sovjet at lære noget om sønlig ærbødighed i konfucianistisk tradition. MI6 fyrede som lovet startskuddet af i den store, internationale smædekampagne, da efterretningstjenestens agent Robert Moss fik den artikel, MI6 havde diskuteret med PET helt tilbage i marts, offentliggjort i Daily Telegraph i slutningen af november 98.53 Ole Stig Andersen havde forkastet det første udkast til artiklen,54 men ifølge et brev fra MI6 til PET ..8 blev en omredigeret udgave godkendt, så aktionen kunne gå i gang.55 Moss skrev i sin artikel, at „kilder i København“ havde fortalt ham, at KGB havde leveret teksten til min kritiske artikel om Margaret Thatcher. Konspirationen kunne gå ind i en ny, udadvendt fase.

53 Omtalt i Politiken og Ekstra Bladet, 30..8, og Information, ..8 54 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s.  55 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 3

35 

Påvirkningsagent
En tyv er en, der stjæler. En morder er en, der slår ihjel. En spion er en, der udleverer militære eller statslige hemmeligheder til fremmed magt. Det er ret enkelt. Hvordan kunne man så finde på at anklage mig for spionage, når jeg aldrig havde været i nærheden af en militær eller statslig hemmelighed? Det kunne man, fordi man havde opfundet et begreb, man kaldte „påvirknings-“ eller „indflydelsesagent“. Logikken var, at hvis man prøvede på at påvirke andre politisk, for eksempel ved at skrive læserbreve eller artikler, og nogen mente, at det kunne gavne et andet land, så var der tale om en form for spionage for dette andet land. Der er forskellige definitioner på, hvad en påvirknings- eller indflydelsesagent er. En af dem lyder: „Man kan skelne mellem forskellige slags indflydelsesagenter ved at måle graden og typen af kontrol, efterretningstjenesten har. Først er der den ’fortrolige kontakt’ – det vil sige en, der er villig til at samarbejde med en fremmed regering for at fremme mål, som han deler med denne regering, men som ikke er modtagelig for detaljerede instruktioner og typisk ikke modtager betaling. Han kan stilles op mod den ’styrede’ agent, der

36

modtager og efterkommer præcise ordrer og som normalt får økonomisk kompensation.“56 I den danske straffelov er der to hovedbestemmelser om spionage og tilsvarende aktiviteter. § 07 handler om den klassiske spionage. Hvis man udforsker eller giver meddelelse om forhold, der af hensyn til danske stats- eller samfundsinteresser skal holdes hemmelige, så kan man straffes med op til 6 års fængsel eller fængsel på livstid, hvis det sker under krig eller besættelse. § 08 siger, at hvis man, uden at det falder ind under § 07, „i øvrigt foretager noget, hvorved fremmed efterretningstjeneste sættes i stand til eller hjælpes til umiddelbart eller middelbart at virke inden for den danske stats område“, så kan man straffes med fængsel indtil seks år. Det er det, man kalder en gummiparagraf, fordi den kan vrides og strækkes på alle ledder og kanter, alt efter hvem der sidder i regeringen, og hvem man ønsker at ramme. Hvis man skal gå ud til den yderste, bogstavelige konsekvens, så kan en tankpasser få fængselsstraf for at hælde benzin på en bil, der viser sig at tilhøre en fremmed efterretningstjeneste, postbuddene kan straffes for at aflevere breve til ambassader, og hvis en mand spørger om vej til Rådhuspladsen, og det viser sig, denne mand er tilknyttet en efterretningstjeneste, så kan man blive straffet for at sige, han skal gå lige ud ad Strøget. Så vidt går man selvfølgelig ikke i praksis, så derfor må man se på, hvordan loven er blevet forstået og fortolket. I standardværket „Kommenteret Straffelov“57 hedder det: „Det grundlæggende gerningsindhold består i etablering af kontakt med fremmed efterretningsvæsen … Bestemmelsen

56 Oversat fra Abram N. Shulsky og Gary James Schmitt: „Silent Warfare,“ 3. udgave, Brassey’s, Washington, D.C. 00, s. 8-8 57 „Kommenteret Straffelov. Speciel del.“ . omarbejdede udgave ved Vagn Greve, Bent Unmack Larsen og Per Lindegaard. Juristforbundets forlag 980, s. 3-5

37

omfatter spionage, som retter sig mod andre stater, men ikke direkte berører danske stats- eller samfundsinteresser … Den omfatter endvidere efterretningsvirksomhed, der retter sig mod danske interesser, men angår forhold, der ikke skal holdes hemmelige … Bestemmelsen retter sig typisk imod den hemmelige, systematiske tilvejebringelse eller sammenstilling af oplysninger til brug for fremmed efterretningsvæsen, som kan være til fare for danske eller fremmede stats- eller samfundsinteresser eller herboende enkeltpersoners liv eller sikkerhed.“ Hvis man ser på domspraksis, er der ikke mange, der er blevet dømt efter § 08. „Kommenteret Straffelov“ nævner nogle eksempler. En handelsrådgiver ved en dansk ambassade fik et mikrofotograferingsapparat af fremmed efterretningstjeneste og udleverede forskellige oplysninger til denne tjeneste. En militærperson udleverede militært undervisningsmateriale. En tidligere premierløjtnant opsøgte et fremmed lands ambassade og tilbød sig som agent. En direktør solgte elektronisk udstyr, der var belagt med embargo, til fremmed efterretningsvæsen og udleverede samtidig militære og ikke-militære oplysninger. En person videregav dokumenter og oplysninger fra Udenrigsministeriet. I alle disse tilfælde går strømmen fra den, der er blevet dømt, til det fremmede efterretningsvæsen. De dømte har alle udleveret noget. Hos en påvirkningsagent må man imidlertid antage, at strømmen går den anden vej. Agenten får oplysninger fra den fremmede efterretningstjeneste og videregiver dem til den danske befolkning eller til andre. Der er ingen, der er blevet dømt for sådan noget. Mig bekendt er jeg den eneste i Danmark, der nogensinde er blevet sigtet og anholdt for at være „påvirkningsagent“. Begrebet findes ikke i Straffeloven, men man kan måske bruge det alligevel, og hvis man kan, er det så strafbart at være sådan en „påvirkningsagent“? 38

Det er et ganske vigtigt spørgsmål. Hvis man kan dømmes for spionage udelukkende for at skrive kritiske artikler, bliver begrebet udvidet så meget, at en demokratisk diskussion bliver vanskeliggjort. I et demokratisk samfund prøver vi jo ideelt set alle sammen at øve indflydelse på eller påvirke hinanden. Man kan uden videre fastslå, at man ikke tidligere har anset det for kriminelt at være indflydelsesagent for fremmede magter. Havde man gjort det, havde tyske agenter som Louis von Kohl58 og Alexander Helphand59 („Parvus“) ikke frit kunnet optræde i landet under første verdenskrig. Hvis kommunister betragtes som indflydelsesagenter for Sovjetunionen, så skulle man vel også have fortsat nazisternes forbud mod det kommunistiske parti efter befrielsen, og Land og Folk havde så ikke fået lov til at udkomme. Da en lov må gælde for alle, uanset politisk opfattelse, havde det i så fald også været ulovligt at øve indflydelse eller påvirke til fordel for USA, ligesom ethvert samarbejde med vestlige efterretningsorganisationer havde været forbudt. I så fald skulle man eksempelvis have straffet Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og tidsskriftet Perspektiv for at modtage støtte fra CIA-frontorganisationer,60 ligesom det danske efterretningsvæsens samarbejde med allierede efterretningsvæsener havde været ulovligt. Faktisk har der været fremsat forslag i Folketinget om at forbyde betalt, politisk propaganda fra fremmede magter, men lovgivningsmagten afviste i 95 at kriminalisere påvirk-

58 Carl Madsen: „Vi skrev loven“, København 968, s. 3-9 59 http://en.wikipedia.org/wiki/Alexander_Parvus. Se også Tørk Haxthausen: „Dr. H.“, København 986 60 PET-kommissionens Beretning, bd. 4, s. 58

39

ningsagenters virke. Det oprindelige forslag om kriminalisering af tilskud fra fremmed magt blev fremsat af K.K. Steincke .5.50 og genfremsat 0.0.50. Tre dage senere trådte en venstreregering til. Den nye justitsminister, Helga Pedersen, forberedte 8.3.5 en uændret genfremsættelse af Steinckes forslag. Samme dag meddelte hun skriftligt Folketinget, at hun trak forslaget tilbage. Det skete uden kommentarer eller begrundelse af nogen art. Ingen i Folketinget kommenterede den pludselige vending i sagen. Det eneste parti, der herefter ønskede at fastholde forslaget om kriminalisering af støtte fra udenlandsk magt, var Danmarks Kommunistiske Parti.6 Man kan spørge om baggrunden for vendingen. Den mest sandsynlige begrundelse er, at det gik op for de borgerlige partier og Socialdemokratiet, at deres tilskud fra amerikanske kilder dermed ville blive lovstridige. En nærmere redegørelse for opgivelsen af den foreslåede § 0 – „femtekolonneparagraffen“ – og årsagerne hertil findes i Paul Villaume: Allieret med forbehold.6 Cand.jur. Poul Smidt skriver: „Det er ganske givet ikke kriminelt i straffelovens forstand at modtage penge fra en fremmed magt til propagandaformål i Danmark. Det er ikke engang ulovligt, hvis man skjuler, hvor pengene kommer fra. [Dette blev] afvist i selve Folketinget og aldrig taget med i loven. Det, som Arne Herløv Petersen tilsyneladende sigtes for, har været forsøgt kriminaliseret, men blev det ikke … Paragraffen gled ud inden vedtagelsen af straffelovens nye kapitler  og 3 i 95“.63 Information skriver: „Ironisk nok er det en tidligere borgerlig regering, der sørgede for, at det ikke ifølge dansk lov er strafbart at modtage hemmelige bidrag til

6 Alex Frank Larsen i Information 7..8 6 Poul Villaume: „Allieret med forbehold“, Eirene 977, s. 787-788 63 Journalist, cand.jur. Poul Smidt i indlæg i Politiken, 7..8

40

meningspåvirkning i det danske samfund gennem annoncer og lignende.“64 „Det korte af det lange er, at der på Folketingets bord har ligget et forslag om at kriminalisere netop de handlinger, som man ønskede AHP dømt for – og at tinget ikke ønskede forslaget vedtaget.“65 Professor, lic.jur. Jørn Vestergaard siger herom: „Virksomhed, som ville have været omfattet af den foreslåede, men forkastede bestemmelse, kan naturligvis ikke uden videre behandles som ansvarspådragende ved, at man i stedet for den forkastede regel anvender gummiparagraffen i §08.“66 Om § 08 i almindelighed siger Jørn Vestergaard: „De strafbare tilfælde handler alene om tilvejebringelse (eller sammenstilling) af oplysninger, som kan benyttes på skadelig måde, ikke om modtagelse, videregivelse eller udbredelse. Det er således uden egentlig strafferetlig betydning, om en ’meningsagent’ modtager penge af sin hvervgiver … Der kan være grund til at påpege, at par. 08 er en forsætbestemmelse, der således også kræver forsæt til at hjælpe fremmed efterretningsvæsen.“67 Jørn Vestergaard har også behandlet emnet i artiklen „Meningsagenter“ i Kriminalistisk Instituts Årbog 99. Artiklen fra Juristen 994 er i 007 i anledning af professor Bent Jensens påstand om, at journalisten Jørgen Dragsdahl var agent for KGB, tilsendt Folketingets Retsudvalg.68 Jørn Vestergaards synspunkter citeres i PET-kommissionens beretning: „Lovudvalget, Justitsministeriet og Rigsda64 65 66 67 68 Alex Frank Larsen i Information 7..8 phm i leder i Information, .4.8 Jørn Vestergaard: „Påvirkningsagenter“ i „Juristen“ 8. april 994, s. 64 Jørn Vestergaard: „Påvirkningsagenter“ i „Juristen“ 8. april 994, s. 6 Folketingssamling 006/07. Retsudvalget. REU alm. del – Bilag 84. Offentligt. Henvendelse af 6/-07 fra Jørn Vestergaard, Københavns Universitet, vedrørende menings- eller påvirkningsagenter under den kolde krig

4

gen opfattede helt klart forholdet således, at § 08 kun omfatter ulovlig efterretningsvirksomhed, jf. paragraffens ordlyd. […] Dette betyder, at det er helt afgørende for den strafferetlige bedømmelse af en kontakt med et fremmed efterretningsvæsen, hvilken vej informationerne går. Den milde spionageparagraf retter sig alene mod videregivelse af oplysninger til udenlandske agent-organisationer. Til trods for sin vidtgående ordlyd omfatter bestemmelsen ikke modtagelse eller omgang med oplysninger, som sådanne organisationer måtte forsyne nogen med. Paragraffen påbyder så at sige ensretning af informationsstrømmen, og fornuftigt nok i den rigtige retning. Den er ikke tænkt som statssikkerhedens kinesiske mur eller – med det af Churchill i 946 lancerede udtryk – ’jerntæppe’ til forebyggelse af påvirkning udefra.“69 Ekspert i strafferet, professor, lic.jur. Vagn Greve siger: „Straffelovens spionageparagraffer er indrettet på decideret spionage … Fælles for bestemmelserne, også den såkaldt milde spionparagraf 08, er, at de alle drejer sig om at levere oplysninger ud af landet – altså bagud. Når det gælder begrebet ’meningsagent’ … er der tale om det stik modsatte. Han beskyldes for at have viderebragt et fremmed lands synspunkter i sit eget land. Og selv om han skulle have modtaget penge fra KGB, er der ikke noget strafferetsligt angribeligt i det.“70 Vi har set, at rigsadvokat Per Lindegaard (der er medforfatter til „Kommenteret Straffelov“), politiassessor Arne Stevns, en unavngiven fuldmægtig i Justitsministeriet, justitsminister Ole Espersen og statsminister Anker Jørgensen alle kom til den konklusion, at § 08 ikke kunne bruges i forbindelse med min sag, og at jeg ikke havde gjort noget ulovligt.
69 Jørn Vestergaard: „Påvirkningsagenter“, s. 6, cit. PET-kommissionens Beretning, bd. 5, s. 7 70 Berlingske Tidende, 9..9

4

LRS Jan Schultz-Lorentzen sagde i Dansk PEN 9.6.8: „Forsøg på at påvirke almindelig holdning er almindelig diplomatisk opgave. Det har aldrig været nogen efterretningsopgave, selv om den muligvis udføres af folk fra CIA eller KGB. Forfattere er meget ofte nødt til at modtage materiale fra forskellige steder til deres research. Det kan lige så godt være forfatteren, der bruger efterretningsvæsenet, som omvendt. Der er intet som helst strafbart ved sådan indsamling af researchmateriale. Kan man ikke det, har man ikke ytringsfrihed. Hvis man har skrevet noget, der giver udtryk for ens mening, og en vil finansiere udgivelse heraf – lige meget hvem det er – er det naturligvis ikke strafbart.“7 Ole Espersen indrømmede i Dansk PEN 9.6.8, at § 08 kun kan bruges, hvis man har forsæt til at bistå fremmed efterretningsvæsen med efterretningsmæssigt arbejde. Han bebudede, at han ville ændre § 08. „Den er for utydelig,“ sagde han.7 Ole Espersen kaldte § 08 „en ubehagelig paragraf, en gummiparagraf“,73 men den blev alligevel ikke ændret – måske på grund af regeringsændringen fem måneder senere, hvor Poul Schlüter blev statsminister. At § 08 kræver forsæt til at bistå fremmed efterretningstjeneste betyder, at man skal være klar over, at det er sådan en, man har med at gøre. Men for eksempel sovjetiske diplomater præsenterede sig selvfølgelig ikke som KGB-folk over for alle og enhver, hvis de var det. „Jeg tror f.eks. ikke, at Vladimir Merkulov … nogen sinde fortalte Arne Herløv Petersen, at han arbejdede for KGB,“ siger oberst Lars Møller. „Det ville have været imod alle regler, og Herløv Petersen kan derfor med en vis sandhed sige, at det havde han ingen
7 Debatmøde i Dansk PEN, 9.6.8. 7 Politiken, 3.4.8 73 Ekstra Bladet, 3.4.8

43

anelse om, og at Merkulov på intet tidspunkt havde sagt til ham, at han var fra KGB.“74 Den tidligere efterretningsmand75 Jens Gregersen er enig: „’Goddag, hr. Petersen, mit navn er Vladimir Merkulov, jeg er Deres nye føringsofficer,’ sagde den venlige mand og viste sit KGB-identitetskort. Uden denne præsentation ingen føringsofficer, mener Arne Herløv Petersen. Tror han for alvor, at hans kontakter på den sovjetiske ambassade ville afsløre deres virkelige funktion? Intet land ville naturligvis give indrejsetilladelse, hvis der under stillingsbetegnelsen i ansøgningen om diplomatisk status stod: Oberstløjtnant i KGB.“76 Dobbeltagenten Oleg Gordijevskij har udtalt, at der var tre betingelser, der skulle opfyldes, før en person kunne anerkendes som egentlig agent: at man var under KGB’s kontrol, at KGB-manden afslørede sit rette tilhørsforhold, og at møderne blev hemmeligholdt.77 Ingen af betingelserne var opfyldt i mit tilfælde, men jeg var jo heller ikke agent. .4.8 spurgte Anders Poulsen (V), om man ville ændre straffeloven og kriminalisere arbejde for udenlandske efterretningstjenester. VS bebudede, man ville genfremsætte det forkastede forslag fra 95, som kun DKP støttede dengang78 Politiken udtrykte i en leder79 ønsket om en lov, der krævede navn på betalte meningsannoncer og gjorde det lovpligtigt

74 Lars R. Møller: „Operation Hurricane“, København 000, s. 70 75 Oplysning om at Gregersen var efterretningsmand fra „DIIS’s svar på kritik af udredningen om ’Danmark under den kolde krig’.“ Konference i Selskabet for Samtidshistorisk Forskning, København, 6. september 005, s. 7 76 Berlingske Tidende, 3.7.0, cit. Bent Blüdnikow (red.): „Opgøret om den kolde krig“, Peter la Cours forlag 003, s. 95 77 PET-kommissionens Beretning, bd. 7, s. 47 78 Land og Folk, 3.4.8 79 Politiken, 5.4.8

44

for politiske partier at oplyse, hvorfra de får deres midler. Nogle uger senere genfremsatte VS så faktisk forslaget fra 95.80 Det blev støttet af SF og De Radikale. Fremskridtspartiet og Kristeligt Folkeparti var positive, men Ole Espersen afviste det, fordi han fandt tilstrækkelige regler i den nuværende straffelov. Professor, dr.jur. Ole Hasselbalch, der er bedst kendt som formand for Den Danske Forening, skriver i Ugeskrift for Retsvæsen,8 at § 08 godt nok ikke kunne bruges på „’agenter’, der blot slusede stof ind i de danske medier m.fl.“, men at der ofte var tale om en „tusmørkezone“, og man kunne overskride den „etisk/moralske grænse for, hvad man bør deltage i“. Disse moralske grænser gælder efter Hasselbalchs mening ikke for agenter for CIA og andre vestlige efterretningstjenester. „I så henseende har opfattelsen hos ministeriet tilsyneladende været, at når der tales om ’fremmede’ efterretningstjenester, faldt vore allierede sådanne uden for bestemmelsens område.“ Det forekommer mig særdeles betænkeligt således at tilsidesætte princippet om, at loven er lige for alle, gennem en fortolkning, der tilsiger, at lovteksten implicit skal forstås således, at loven ikke gælder for regeringens venner. Hvis man vil have, at § 08 ikke gælder for regeringens politiske venner, må man sige det eksplicit i loven, så befolkningen ved, vi ikke har nogen retsstat, at retfærdigheden ikke er blind, men skeløjet, og at politiet er et politisk politi, der sættes ind mod dissidenter ligesom i Hviderusland eller Burma.

80 Fyns Amts Avis, 4.5.8 8 Ole Hasselbalch: „’Indflydelsesagenter’ og straffelovens . kapitel“ i Ugeskrift for Retsvæsen nr. 34, 008, s. 5-59

45

Når vi har det levn af prædemokratisk ret, at kongefamilien er ansvarsfri, er det eksplicit nævnt i Grundloven. På samme måde må det udtrykkelig nævnes i lovene, hvis man ønsker at indføre en postdemokratisk retstilstand, hvor der gælder forskellige regler for regeringens formodede venner og fjender. Hvis man for eksempel ønsker, at det i almindelighed skal være forbudt at belure kvinder i solarier, men at loven ikke gælder for Venstres folketingsmedlemmer, så skal det stå i loven. Der er altså udbredt enighed blandt de juridiske eksperter om, at hvis der overhovedet er noget, der hedder en „påvirkningsagent“, så er det ikke ulovligt. Heraf følger selvfølgelig, at det ikke er noget, der skal give anledning til anholdelse, sigtelse, fængsling eller ransagning. Det er ikke så nemt at finde jurister, der mener, at § 08 kunne bruges mod det, man kalder „påvirkningsagenter“. Faktisk har det ikke været mig muligt at finde andre end Ole Espersen (efter min anholdelse) og Ole Stig Andersen. Justitsminister Ole Espersen sagde i forbindelse med tiltalefrafaldet i min sag 7.4.8, at det måtte „forudsættes“, at jeg havde udvist forhold, der i princippet falder ind under § 08. Hvorfor han pludselig sagde det, når han før anholdelsen mente, at § 08 ikke kunne bruges, skal vi se nærmere på i afsnittet „Tiltalefrafald“. PET’s leder, Ole Stig Andersen, mente, at der i min sag var tale om „aktive foranstaltninger“ (eller „active measures“, som han foretrak at kalde det), der gik ud over den propaganda, der var nævnt i det forkastede lovforslag fra 95. PET-kommissionen skriver i sin Beretning: „Ole Stig Andersen var bekendt med, at spørgsmålet om sådanne aktiviteters strafbarhed i en vis udstrækning kunne influeres af den omstændighed, at en bestemmelse om økonomisk støtte til politisk propagandavirksomhed udgik af lovudkastet fra 949. 46

Ole Stig Andersen stillede sig imidlertid tvivlende overfor, om denne omst.hed måtte præjudicere fortolkning af § 08 i relation til active measures af lighed med politisk propagandavirksomhed eller politisk påvirkning af opinionsdannelsen, hvor denne virksomhed har efterretningsmæssig karakter. Endvidere henledtes opmærksomheden på at active measures fmtl. er videregående end dækningsområdet for det i 949-området indeholdte forslag.“8 Den holder ikke en meter. Argumentet er, at man ikke kendte den form for propaganda, vi vælger at kalde active measures, i 949, og når loven siger, at politisk propaganda ikke er forbudt, så gælder det ikke disse active measures, der derfor må være forbudt. Men hvis der står i en lov, det er tilladt at spille musik på rejsegrammofon på terrassen, så er det ikke et gyldigt argument, at så må det være forbudt at spille på ghettoblaster, for sådan en var ikke kendt, da loven blev skrevet. Man kan selvfølgelig ikke fortolke en lov sådan, at den dækker områder, der ikke var kendt, da loven blev skrevet. Hvis man for eksempel vil kriminalisere former for datakriminalitet, der ikke har været kendt før, må man skrive en ny lov. Hvis man vil kriminalisere active measures, må man først definere, hvori de adskiller sig fra almindelig propaganda, og derefter vedtage en lov. Ole Stig Andersen synes her at gå ud fra, at et forhold, der ikke er direkte tilladt ved lov, er forbudt. I en retsstat forholder det sig omvendt. Alt, der ikke eksplicit er forbudt ved lov, er tilladt. Bortset fra det, er det vel også tvivlsomt, om active measures er noget nyt eller bare et nyt navn for noget gammel8 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 6, møde 5..8, repr. PET, Svendborg Politi, Statsadvokaten for Fyn samt Rigsadvokaten.

47

kendt. Det kunne se ud, som om Ole Stig Andersen selv var involveret i active measures mod mig sammen med MI6. Så man må da håbe for ham, det ikke falder ind under § 08. Mens Ole Stig Andersen tilsyneladende i mit konkrete tilfælde mente, at jeg kunne straffes for at være påvirkningsagent for KGB, mente han åbenbart, ligesom Ole Hasselbalch, at det ikke var strafbart at være agent for CIA. Det hedder i Kommissionens beretning: „PET synes derimod ikke at have undersøgt den mere indirekte vestlige efterretningsaktivitet i Danmark i form af meningspåvirkning og støtte til antikommunistiske grupper. Således var Selskabet for frihed og kultur oprettet af Arne Sejr som en dansk afdeling af det CIA-støttede Congress for Cultural Freedom (CCF), der havde til opgave at tiltrække kulturpersonligheder og intellektuelle til den vestlige lejr. Senere udgav Jørgen Schleimann tidsskriftet Perspektiv med økonomisk støtte fra CCF. Den amerikanske oplysningstjeneste, United States Information Agency (USIA), søgte at påvirke den danske opinion gennem bøger, møder og film, og dens medarbejdere ved ambassaden søgte at placere amerikansk materiale i danske aviser. Den stærkt antikommunistiske forening Demokratisk Alliance, der agiterede imod Atomkampagnen og Vietnambevægelsen og infiltrerede venstrefløjen, havde kontakt til den amerikanske ambassade. Den danske fagbevægelse under De samvirkende Fagforbund (DsF), der var domineret af Socialdemokratiet, havde tætte kontakter med de amerikanske fagforeningers antikommunistiske Free Trade Union Committee (FTUC), der modtog økonomisk støtte fra CIA. Den socialdemokratiske oplysnings- og propagandatjeneste, Arbejderbevægelsens Informations-Central (AIC), havde også tæt kontakt til arbejdsattacheen ved den amerikanske ambassade. Det socialdemokratiske forlag Fremad fik amerikansk støtte til flere publikationer, bl.a. Stalins Slavelejre, ligesom socialdemokratiske politikere og fagforeningsmed48

lemmer var på betalte studieophold i USA. PET synes imidlertid ikke at have anset disse aktiviteter som overtrædelser af dansk suverænitet eller som ulovlig efterretningsaktivitet, hvilket formentlig skyldtes, at skjult udenlandsk finansiering af danske publikationer og politisk virksomhed ikke var omfattet af den såkaldte ’femtekolonnelov’.“83 Her kunne PET altså godt se, § 08 ikke gjaldt, men i mit tilfælde mente Ole Stig Andersen, den gjaldt alligevel. Hvordan er i det hele taget forholdet mellem PET og CIA? Det belyses ikke særlig grundigt i rapporten. Optræder PET som en slags juniorpartner for CIA, og har PET samarbejdet med CIA om at vildlede eller imødegå den danske regering eller Folketinget? Kommissionen siger ikke noget. Den nævner ikke engang CIA ved navn, men taler om „allieret tjeneste“. Måske skal det ses som udtryk for hellig ærefrygt, ligesom når ortodokse jøder ikke må sige Guds navn. Hvis man skal tro beretningen, havde CIA et vist samarbejde med medier, organisationer og enkeltpersoner i den første tid efter krigen, men det er meget lidt, vi hører om deres agenter og kontakter senere. Det er påfaldende, at PET næsten kun kan se socialdemokrater som CIA-agenter, ikke alle dem fra de borgerlige partier. Vi hører om Aksel Larsens samarbejde med CIA. Men hvor er alle de andre? Journalisterne, beslutningstagerne, politikerne. Var der ingen, der udviste konspirativ adfærd under deres samarbejde med CIA eller fik penge eller rejser? Var der ingen borgerlige politikere, der var på langvarige studierejser til Langley? Var der ingen, der skrev artikler efter forlæg fra

83 PET-kommissionens Beretning, bd. 4, s. 58-59.

49

CIA i 70’erne og 80’erne eller direkte optrykte færdige artikler i eget navn? Historikeren Bent Jensen mener, i modsætning til juristerne, at begrebet påvirkningsagent er reelt, og at man kan straffes for at være det. I en kronik i Jyllands-Posten i 007 skriver han: „For mig, der altså ikke er jurist, er det som samfundsborger forbløffende, at der blandt jurister kan herske uklarhed om, hvorvidt det er strafbart eller ej at arbejde for en fremmed magts efterretningstjeneste ved – med eller uden betaling – at tjene denne magts interesser f.eks. via desinformation. PET’s chefer gennem årene har været af den klare opfattelse, at den slags var strafbart. Ellers ville Arne Herløv Petersen jo ikke være blevet arresteret og hans bolig ransaget. Den daværende socialdemokratiske regering mente også klart, at hans virksomhed var ulovlig – det har vi Kjeld Olesens ord for. Regeringens justitsminister, juristen Ole Espersen, mente det ligeledes – men mente altså samtidig, at han ikke skulle straffes for det. Men en lektor i strafferet kunne i 99 uimodsagt hævde, at det beroede på en misforståelse af eller ligefrem ukendskab til straffelovens bestemmelser. Se, det var da et spørgsmål for seriøse journalister og historikere at undersøge. Har PET’s omfattende og årelange indsats på dette område under den kolde Krig beroet på en komplet misforståelse?“84 Hertil kan man så svare, at Bent Jensens opfattelse i hvert fald beror på en komplet misforståelse. Alene det, at jeg er den eneste, der nogensinde er blevet sigtet for at være påvirkningsagent, viser, at man ikke gennem årtier har været af den opfattelse, at forholdet er strafbart, og i mit konkrete tilfælde havde PET rigsadvokat Per Lindegaards ord for, at jeg ikke

84 Bent Jensen: „Jura, historie, politik – og brødnid.“ Jyllands-Posten, 7..07

50

havde gjort noget ulovligt. Når jeg alligevel blev arresteret og min bolig ransaget, var det ikke fordi, jeg havde gjort noget strafbart, men tilsyneladende fordi, man gerne ville sværte mig til. Siden 007 har Bent Jensen selv oplevet at blive udsat for PET’s vrede, så måske forstår han bedre nu, hvad der foregår. Justitsminister Brian Mikkelsen tog på ferie straks efter, at han med et koket smil havde indrømmet, at han som følge af „ungdommeligt vovemod“85 (lige før han blev valgt ind i sit partis hovedbestyrelse) havde modtaget 30.000 kroner af den sydafrikanske efterretningstjeneste BOSS til udgivelse af en pamflet.86 Hvis man mener, jeg har overtrådt § 08 ved at udgive en pjece med kritik af Thatcher, har Brian Mikkelsen også overtrådt § 08, der kan give seks års fængsel. Så man må alvorligt håbe for justitsministerens skyld, at § 08 ikke kan anvendes i den slags tilfælde. Hvis PET har givet ham grønt lys til det, er det endnu mere betænkeligt. Her kan man ikke engang argumentere for, at Sydafrika var vores allierede, da Schlüter i 986 havde indført sanktioner mod regimet. Og selv om Mikkelsens sag nu er forældet, ville et strafbart forhold af den karakter gøre ham lige så politisk uegnet til at være justitsminister, som hvis han indrømmede, at han som -årig i ungdommeligt vovemod havde begået voldtægt. Bent Jensen vil få svært ved at blive ved med at påstå, at det under alle omstændigheder var strafbart at samarbejde med fremmed efterretningstjeneste. For så havde landets justitsminister jo begået en strafbar handling, hvilket man vel næppe har set siden Alberti. Endelig skriver journalisten Jan Bo Hansen i Weekendavi-

85 Ekstra Bladet, 5.6.09 86 PET-kommissionens Beretning, bd. 7, s. 38-39

5

sen,87 at man kan være påvirkningsagent uden at vide det, og at man i virkeligheden mister sin værdi i samme øjeblik, man opdager, man bliver brugt. Dette er formodentlig det hidtil mest vidtgående forsøg på at udvide spionagebegrebets rammer. Teorien rummer store muligheder for fremtidig kriminalistisk forskning. Det kan for eksempel tænkes, at Jan Bo Hansen i virkeligheden er påvirkningsagent for små grønne mænd fra det ydre rum, men bare ikke er klar over det selv. Det ville måske kunne forklare nogle af hans skriverier. Dengang jeg blev anklaget og anholdt for at være „påvirkningsagent“ eller „indflydelsesagent“, virkede det som et helt nyt udtryk, der lige var trukket op af hatten til lejligheden. Men hvor kom begrebet overhovedet fra? „Influencing agent“ i gåseøjne optrådte tilsyneladende første gang på engelsk i Guardian Weekly i 978. Men det var først i 980, begrebet blev populariseret og almindeligt udbredt. Det skete i romanen The Spike af Arnaud de Borchgrave og med journalisten Robert Moss fra Daily Telegraph. Arnaud de Borchgrave var redaktør på Newsweek og i 978 indrømmede, at han stod i nær forbindelse med lederne af CIA, MI6, Mossad og det sydafrikanske efterretningsvæsen BOSS88. Robert Moss? Ja, det navn har vi hørt før. Det var ham, MI6 brugte som sin agent for at få mig sværtet til som – netop – „påvirkningsagent“. Lad os lige se lidt på, hvem Robert Moss ellers er. Han er født i Australien 94 som søn af en efterretningsmand. I 970 arbejdede han i Chile for CIA for at forberede kuppet mod Allende. Han udarbejdede således sammen med CIA „Plan Z“, der „afslørede“ et kommunistisk komplot. I 974
87 Weekendavisen, 0..9 88 http://www.sourcewatch.org/index.php?title=Arnaud_de_Borchgrave

5

var han bagmand for højreorganisationen NAFF, der støttede Thatchers kandidatur. I 977 indrykkede han pro-apartheidannoncer i Washington Post og engelske aviser, der blev betalt af den sydafrikanske regering. Han deltog i en konference for Mossad 979 og var senere redaktør af et blad, hvis hovedaktionær var Nicaraguas diktator Somoza.89 Pinochets militærjunta købte 9.750 eksemplarer af Moss’ bog Chile’s Marxist Experiment og fordelte dem gennem sine ambassader. CIA har udtalt, at man hverken kan bekræfte eller kan afkræfte, at man har arbejdet sammen med Moss om udgivelsen af bogen om Chile,90 men Covert Action skriver, at bogen blev finansieret af CIA.9 I slutningen af 980’erne flyttede Robert Moss til en gård i Upper Hudson Valley i staten New York, og her begyndte han at drømme på et ukendt sprog, der viste sig at være en uddød variant af mohawk-sproget. Gennem sine drømme kom han i kontakt med en afdød, shamanistisk mohawk-kvinde, der forklarede ham mange ting, så på en måde blev Robert Moss til den sidste mohikaner. Jeg forstår ham udmærket. Hvis jeg havde alt det på samvittigheden, han har, ville jeg også begynde at drømme på uddøde sprog. Moss har skrevet en række bøger om sine drømme, holder foredrag, seminarer og workshops om dem og lever tilsyneladende ganske godt af at sove sig til pengene. På nyere billeder af ham ser han ud som en glad, lille gris.9 Den eneste i Europa, der er blevet dømt for at være „indflydelsesagent“, er franskmanden Pierre-Charles Pathé, der i 979 blev idømt fem års fængsel. Pathé udgav fra 976 en nyhedsbulletin, der hed Synthèse, angivelig med økonomisk støtte fra KGB. Bulletinen blev meget indflydelsesrig – i en

89 90 9 9

Fremad, nr. 4, 98 http://covertaction.org//content/view/77/0/ http://covertaction.org//content/view/7/0/ http://www.mossdreams.com/dreamarcheology.htm

53

periode var tre fjerdedele af alle deputerede i den franske Nationalforsamling blandt abonnenterne.93 Det har været sagt, at Pathé ikke blev dømt for det, han skrev, men for at han havde så stor indflydelse. „Hvis retten kun havde dømt ud fra det, Pathé havde skrevet, var han ikke blevet dømt,“ indrømmer en fransk efterretningsmand.“94 Hvorfor blev han så retsforfulgt? „En af grundene kan være, at han af en prosovjetisk venstreorienteret at være havde usædvanlig nære forbindelser til erhvervslivet og regeringen,“ skrev Time Magazine.95 Fransk straffelov afviger fra den danske, så det er muligt, der har været lovgrundlag for dommen, men sagen vakte stor opmærksomhed, og efter en større pressekampagne, hvor 00 journalister underskrev en erklæring, der kaldte sagen en „alvorlig trussel mod ytrings- og informationsfriheden“,96 blev Pathé benådet. Det kan se ud, som om PET og PET-kommissionen mener, at påvirknings- eller indflydelsesagenter er en sovjetisk opfindelse. Det hedder i kommissionens beretning: „I den sovjetiske efterretningsterminologi fandtes der ud over de fire allerede nævnte (a, b, c og d) en særlig kategori kaldet ’agent vlijanija’. Ifølge et hemmeligt KGB-leksikon, som stammer fra Mitrokhin-arkivet, var det ’en agent, der opererer under efterretningsinstrukser, og som bruger sin officielle eller offentlige stilling og andre midler til at øve indflydelse på politik, offentlig mening og særlige begivenheders gang, politiske organisationers virke og statsapparaturet i mål-lan-

93 Abram N. Shulsky og Gary James Schmitt: „Silent Warfare“, 3. udg. Brassey’s, Washington, DC, 00, s. 8-8 94 http://www.time.com/time/magazine/article/0,97,95457,00.html. Time Magazine, 6.0.80 95 Time Magazine, 6.0.80 96 Time Magazine, 6.0.80

54

dene’. Denne præcise udlægning kom først PET til kendskab i 996.“97 Men det forholder sig omvendt. KGB har begrebet fra CIA. „Den russiske ekspert i efterretningsspørgsmål, Jurij Sjtjekotjikhin, siger, at begrebet ’agent vlijanija’ første gang blev brugt inden for KGB af chefen Vladimir Krutjkov i 99. ’Agent vlijanija er slet ikke vores opfindelse. Det er CIA’s. En anden ting er så, at Krutjkov har brugt det. Hans formål var klart nok. Ved at bruge det begreb kunne han få lagt løkken om halsen på sine politiske modstandere,’ forklarer Sjtjekotjikhin.“98 Når man rundt om i verden taler om „påvirkningsagenter“, nævner man ofte Pathé og mig som de bedste eksempler på KGB’s „aktive foranstaltninger“. Det er et magert resultat af så mange års aktivitet. Måske skulle man lade være med at lede efter „indflydelsesagenter“, dvs. personer, der deltager i den offentlige, demokratiske debat, og i stedet koncentrere sig om dem, der overtræder loven. Skulle jeg skrive en håndbog for spionjægere, så skulle der stå, at hvis man vil finde folk, der kan finde på at udlevere statshemmeligheder til fjenden, så skal man lede blandt dem, der er i besiddelse af sådanne hemmeligheder. Det vil sige i Forsvarsstaben og centraladministrationen og blandt politikere, diplomater og efterretningsfolk. Ingen på venstrefløjen kom i nærheden af statshemmeligheder. Men PET går ud fra, at der er de gode og de onde. Spioner er onde. De røde er onde. Derfor er de røde spioner. Det er rendyrket Erasmus Montanus-logik. De nægter at indse, at spionerne kan være dem, de går til cocktailparties med, dem der sælger hemmeligheder til hvem som helst.

97 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s.  98 Information, 7..9

55

De leder og leder efter spioner blandt de onde røde, og når de ikke finde nogen dér, tror de, det betyder, der slet ikke er nogen spioner. Så tror de på dobbeltagenten Oleg Gordijevskijs smiger, når han siger, at danskerne glødede af patriotisme, pligtfølelse og integritet og derfor aldrig kunne finde på at blive spioner.99 Vi er meget bedre end nordmænd og svenskere. Og vi labber det i os, selv om virkeligheden – fra de kriminelle, Venstre har haft i sin folketingsgruppe,00 til Stein Bagger-sagen – vidner om en katastrofalt svigtende moral. Hvorfor skamroser Gordijevskij os så for at få os til at tro, der ikke var rigtige spioner? Noget ville måske dukke op, hvis man ledte blandt dem, der har mulighed for at være spioner – fordi de kan komme i besiddelse af hemmeligheder. For selvfølgelig havde KGB spioner i Danmark. Det ville da være underligt andet. Efterretningsvæsenerne spionerede mod hinanden. Fhv. forsvarschef generalløjtnant Kjeld Hillingsø siger, at han i Honeckers kommandobunker i Berlin har set detaljerede kort over alle militære og militært vigtige installationer i Danmark.0 Hillingsø har fortalt, at han tror på spøgelser og ser syner,0 men når han ser militærplaner, er jeg sikker på, han ved, hvad han taler om, så i dette tilfælde tror jeg på ham. Nogen må jo have givet østtyskerne de oplysninger. Kortene er ikke kommet flyvende til DDR af sig selv. Det må være spioner, der har

99 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 38 00 Se http://www.forbryderalbum.dk/ om bl.a. Brixtofte, Oppfeldt og Møller 0 Kjeld Hillingsø: „Warszawapagtens planer for angreb mod Danmark“ i Hvem holdt de med?, red. Bertel Haarder, Peter la Cours forlag 999, s. 0 0 Weekendavisen, 7.7.07

56

overbragt dem. Og selvfølgelig sidder spioner de steder, hvor de kan spionere og opsnuse hemmeligheder. Vil man absolut lede efter noget, man kan kalde „indflydelsesagenter“, så finder man dem blandt dem, der har indflydelse på beslutningstagerne. Det havde Pathé, og det var derfor, han blev anholdt. Indflydelsesagenter kan være spindoctors, erhvervsfolk, reklamefolk, chefredaktører eller medlemmer af sikkerhedspolitiske nævn og udvalg. Jeg opfylder ingen af betingelserne for at være „indflydelsesagent“, for jeg havde ingen indflydelse. Jeg havde ikke arbejdet som journalist i en årrække, jeg var ikke medlem af noget parti, jeg havde ingen ledende stilling i fredsbevægelsen eller andre græsrodsbevægelser. Et læserbrev eller en artikel, skrevet af det, Ekstrabladsjournalisten Jakob Andersen så venligt kalder „en lille skribler“,03 har ikke større indflydelse på beslutningstagerne end de myriader af læserbreve af Henning Prins og Robert Refby, man halvfjerdserne igennem kunne læse i Information. Måske kunne man indføre en sondring og sige, at hvis man mener, hvad man siger, så er man ikke agent for nogen. Så bruger man bare sin demokratiske ret. Mener man ikke, hvad man siger, men er ansat af et ministerium, en virksomhed eller et reklamebureau til at lyve for penge, så kan man for min skyld godt tale om indflydelsesagenter og for min skyld også godt bruge begrebet i nedsættende betydning. Men kriminelt er det ikke, og det er også umuligt at granske hjerter og nyrer. Måske tror ham reklamemanden virkelig på, at man bliver lykkelig af at bruge en bestemt slags vaskepulver. Men lad os se det i øjnene: Direktøren for en mindre provinsbank har større politisk indflydelse i et samfund som det 

03 Ekstra Bladet, 8.3.9

57

danske end de engagerede, men alt andet end indflydelsesrige kredse på venstrefløjen. En aktivist eller læserbrevsskribent på venstrefløjen er lige så magtesløs som sommerfuglen, der basker med vingerne mod ruden. Men en sommerfugl, der blafrer med vingerne, kan måske starte en kædereaktion, der engang vil rejse en storm. Det er det, vi siger til hinanden: Du er kun en dråbe i havet. Men havet består af dråber.

58

3

Vogternes Råd
Professor Vagn Greve sammenligner beskyldningen for at være „meningsagent“ med beskyldningen for at begå ægteskabsbrud: „Det er ikke strafbart, men det er injurierende. Hvis det derimod kan dokumenteres ved domstolene, så må man leve med etiketten ’utro’. På samme måde er det med beskyldningen for at være meningsagent.“04 Man kan godt finde historiske eksempler på, at politiet i Danmark er blevet brugt som moralpoliti. Sabbatsforordningen af 755 bestemte, at folk skulle indfinde sig flittigt i kirken. Straffen for forsømmelighed var bøde og i gentagelsestilfælde anbringelse i gabestok på kirkegården.05 I vore dage skal man nok til lande som Iran for at finde politiet anvendt som moralens vogtere eller et særligt Vogternes Råd til at holde opsyn med, at befolkningen efterlever moralske forskrifter. I Danmark er der forhåbentlig almindelig enighed om, at det ikke er politiets opgave at efterforske forhold, der måske kunne give anledning til moralsk fordømmelse i visse kredse, såsom ægteskabsbrud, dårlig hygiejne eller drikfældighed, og derefter offentliggøre resultaterne af efterforskningen. Vi forventer ikke at læse en rapport i avisen, hvor der 
04 Berlingske Tidende, 9..9 05 Politikens Danmarkshistorie, red. John Danstrup og Hal Koch, . udgave København 970, bd. 9, s. 37

59

står: „Ved at snuse sig frem har kriminalpolitiet konstateret, at ministerens spindoctor ikke havde skiftet underbukser i fjorten dage“, eller „Overvågning med videokameraer og rumaflytning har påvist, at direktør Gyldenspjæt æder sine bussemænd“. Politiet skal simpelthen holde nallerne væk fra forhold, der ikke er strafbare. Man kan mene, at politiet har ret til overvågning, hvis der er mistanke om, at der er sket en lovovertrædelse. Men man kan måske spørge, hvor tungnem man har lov til at være. Hvis flere års intensiv efterforskning ikke viser nogen lovovertrædelse, så skal man nok indstille efterforskningen – og man skal i hvert fald hverken straks eller mange år senere offentliggøre, hvad man sådan ellers har fundet frem til ved at snuse og lure. Retsplejelovens § 7906 indeholder bestemmelser om, hvad der skal ske med aflytningsrapporter efter endt efterforskning. Der står: § 79. Båndoptagelser, fotokopier eller anden gengivelse af det, der ved indgrebet er kommet til politiets kendskab, skal tilintetgøres, hvis der ikke rejses sigtelse mod nogen for den lovovertrædelse, der dannede grundlag for indgrebet, eller hvis påtale senere opgives. Politiet underretter en i medfør af § 784, stk. , beskikket advokat, når tilintetgørelse har fundet sted. Stk. 2. Er materialet fortsat af efterforskningsmæssig betydning, kan tilintetgørelse undlades eller udsættes i et nærmere fastsat tidsrum. Politiet indbringer spørgsmålet herom for retten, der, inden der træffes afgørelse, skal give den beskikkede advokat lejlighed til at udtale sig. Bestemmelserne i . pkt. finder ikke anvendelse på materiale, der er tilvejebragt som led i 

06 https://www.retsinformation.dk/Forms/R070.aspx?id=05378

60

efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel , §§ -5 og 8. Stk. 3. Er der i forbindelse med telefonaflytning, anden aflytning eller brevåbning foretaget indgreb i den mistænktes forbindelse med personer, som efter reglerne i § 70 er udelukket fra at afgive forklaring som vidne, skal materiale om dette indgreb straks tilintetgøres. Dette gælder dog ikke, hvis materialet giver anledning til, at der rejses sigtelse for strafbart forhold mod den omhandlede person, eller at hvervet som forsvarer bliver frataget den pågældende, jf. §§ 730, stk. 3, og 736. Stk. 4. I øvrigt skal politiet tilintetgøre materiale, som tilvejebringes ved indgreb i meddelelseshemmeligheden, og som viser sig ikke at have efterforskningsmæssig betydning. Det burde heraf fremgå, at politiet skulle have destrueret aflytningsrapporterne om mig, da efterforskningen blev indstillet ved tiltalefrafaldet i april 98. I stedet har man ikke bare opbevaret dem, men foranlediget at de nu, næsten tredive år efter, bliver offentliggjort sammen med uddrag af mine dagbøger. Det er en oprørende krænkelse af mit privatliv. Kan det virkelig være lovligt? Der er den vigtige forskel mellem loven og moralen, at loven er kodificeret, men det er moral ikke. I et pluralistisk samfund som det danske er vi ikke enige om, hvad der er moral og umoral. Der var engang, hvor vi havde en form for konsensusmoral. Den bestod i det, man kunne kalde de gamle borgerdyder: beskedenhed, hensyn, venlighed, sparsommelighed, flid, almindelig anstændighed. Generationer af mødre prøvede at indprente deres børn disse dyder: Du skal ikke tage det største stykke af kagen. Du må ikke hive Rikke i fletningerne – hvad ville du sige til at blive hevet i håret. Rejs dig 6

op i toget for gamle og syge og gravide. Du skal gøre plads for andre. Vi skal alle sammen være her. Efter turbokapitalismens sejrsgang er de gamle dyder skubbet til side til fordel for en ny umoral, præget af grådighed og hjerteløshed: mig mig mig. Jeg gør, hvad der passer mig. Frem i forreste række. Lad ulvene tage de bageste. Køb, til kontokortet gløder. Forbrug, til du styrter, om så kloden bliver ubeboelig. Efter mig syndfloden. Jeg vil have det hele. Markedet skal bestemme alt, og statens rolle bliver med Naomi Kleins formulering at „lede offentlige penge over i private hænder“.07 Den moral bliver vi ikke enige om. Vi bliver heller ikke enige om, at verden skal deles op i ondskabens imperium og de evigt gode, nemlig os. Jeg tror ikke på Bushs tese om, at den, der ikke er med os, er mod os. Et godt eksempel på den manikæiske opfattelse, hvor verden er delt op i hvidt og sort, finder man i tidligere PET-chef Ole Stig Andersens kronik „Justitsminister i gabestokken“. Andersen lider af en slags politisk og moralsk farveblindhed og ser alting i sort og hvidt. Tidstypisk taler han ikke om engle og djævle, men om en boksekamp: „Vi var i det blå ringhjørne, og truslen var den aggressive bokser i rødt ringhjørne.“ Sådan er verden ikke i virkeligheden. Der er mange farver på paletten, og der findes mange nuancer af gråt. I sammenligning med Andersen er selv George W. Bush et mønster på nuancering. Hvis man ser alting uden nuancer, er Stalin og Ceauescu og Gorbatjov og Olof Palme og Mandela ét fedt – de er alle sammen røde og derfor onde. I det blå ringhjørne er de alle sammen gode – Pinochet og Somoza og shahen side om side med Kennedy og Per Stig Møller. Ole Stig Andersen mener tilsyneladende, at alt til venstre for Venstre er en del af Ondskabens Imperium. 

07 Naomi Klein: The Shock Therapy, Henry Holt & Co., New York 007, s. 355

6

Når jeg ikke vil være med til at dele verden op i hvidt og sort, ven og fjende, er det også fordi jeg kan se noget rigtigt i de fleste holdninger og genfinde dele af dem i mig selv. Det er jo ikke sådan, at de andre er idioter. Der er som regel en grund til, at de mener, som de mener. Det er for det første fuldt forståeligt, at de, der sidder på magten og privilegierne, gerne vil blive siddende. „Der Regen fließt nicht nach oben, und das sei ihm auch geschenkt!“08 siger Bert Brecht. Man må indrømme magthaverne retten til at mene, at de gerne vil bevare magten. Og os andre retten til at ønske at ændre på magtforholdene. Som sagt finder jeg mange af de andres holdninger et sted i mig selv. Jeg har for eksempel en god portion konservatisme i mig. Hvis en avis, jeg holder, ændrer typografi eller layout, bliver jeg tit irriteret. Hvorfor skal man lave om på tingene, hvis de er gode nok? Jeg har respekt for den gamle kulturkonservatisme, der hægede om de nu uddøde borgerdyder. Jeg kan føle ømhed for de gamle, kultiverede konservative, der sad i øreklapstolen med et glas portvin inden for rækkevidde og læste Blicher, selv om det måske er synd for dem, de aldrig nåede længere i den danske litteratur end til Karen Blixen og Martin A. Hansen. Jeg skrev engang: „Vi er nogle stykker, der vil savne de konservatives milde glæde over det bestående, når Glistrups horder bomber børnehaverne tilbage til stenalderen.“09 Jeg har stor sympati for det gamle Højskole-Venstre, hvor man talte om at lære for livet og ikke for skolen. Jeg føler et slægtskab med det Venstre, der i slutningen af det 9. år- 

08 Bertolt Brecht: „Das Lied vom Klassenfeind“ i „Gedichte“, Suhrkamp 98, s. 435ff. Også: http://deu.anarchopedia.org/Bertolt_Brecht/Lieder/Das_Lied_vom_ Klassenfeind 09 „Den stakkels gumpetunge bagtrop“ i Ekstra Bladet, 0..75

63

hundrede var Socialdemokratiets allierede mod Højres diktatur og skabte andelsbevægelsen, hvor man ikke tæller høveder, men hoveder.0 Jeg har for nylig deltaget i en diskussion på Det Radikale Venstres debatforum og beundrede det kultiverede debatklima og den civiliserede omgangstone. Man argumenterede, overvejede modpartens indlæg grundigt og nåede enten frem til, at den tilsyneladende uenighed skyldtes forskellige definitioner, eller at der var tale om en reel uenighed, som man så må lære at leve med. I kultur- og indvandrerspørgsmålet står jeg nærmere ved De Radikale end ved Socialdemokratiet og dele af SF, og hvis det ikke var, fordi De Radikale efter min mening har en håbløs skatte-, erhvervs- og Europapolitik, ville der såmænd ikke være så meget, der skilte os. Jeg har fuld forståelse for det socialdemokratiske synspunkt, at vi rejser en bygning – at vi lægger sten på sten i stedet for at sparke muren omkuld og begynde forfra hele tiden. Som Social-Demokratens redaktør Emil Wiinblad formulerede det i 899: „Vi har ikke væltet Brikkerne, men vi har sat os ved Spillet overfor Modstanderne og har flyttet Brikkerne med Klogskab og en lykkelig Haand.“ Men den strategi kræver jo rigtignok, at man ved, hvad man vil bygge, eller hvilken plan, man har for spillet. Man kan også sige det sådan, at man må have en ledestjerne at sejle efter for at holde kursen, og den mistede socialdemokraterne af syne omkring første verdenskrig. Man må have visioner. „Uden syner er et folk ladt i stikken,“ som Bibelen siger.3 

0   3

http://www.ferslevby.dk/Mejeriet.htm http://www.radikale.net/ Arne Herløv Petersen (red.): Fra den forkerte verden, 004, s.  Ordsprogenes Bog, 9.8

64

Ole Stig Andersen ser kun en boksering med blå venner og røde fjender. Jeg tror, der er større indsigt i tegneserien Pogo, hvor helten vender tilbage fra rekognoscering og siger: „Vi har mødt fjenden. Og han er os.“4 Jeg tror på demokrati, retsstaten, menneskerettighederne og pluralisme. Det, jeg ikke kan forlige mig med, er enhver form for fundamentalisme, hvor man mener, man sidder inde med den endelige sandhed, og der derfor ikke er grund til diskussion. Jeg nærer stor mistillid til enhver form for magt og er enig med Lord Acton i, at magt ofte korrumperer og absolut magt korrumperer absolut.5 Jeg er også lodret mod troen på den stærkes ret og foragten for svagheden,6 som findes hos fascismen, satanismen og turbokapitalismen. Det har ikke været gratis for mig at have en holdning. Magtens medløbere kan fylde spalter i Den Blå Bog med titler, æreshverv og priser. Mig finder man ikke der. „Dog har man hjerne, kan man jo gerne undvære orden og stjerne.“7 I stedet for at få magt og æresbevisninger har jeg skrevet bøger. Om deres kvalitet kan jeg ikke udtale mig, men de er der i hvert fald, og de er udtryk for min holdning og for, hvordan jeg ser verden. Højrefløjen kan være uenig med mig i mine synspunkter, men hvad vil de gøre ved det? Vil de forbyde mig at tænke og tale ud fra min overbevisning? Er det sådan, de opfatter demokratiet? Jamen, det er ikke det, vil de nok sige. Du kan sige, lige hvad du vil. Når vi angriber dig, er det fordi du syntes, det 

4 http://www.igopogo.com/we_have_met.htm 5 Lord Acton: Brev til biskop Mandell Creighton 5.4. 887, cit. John Bartlett: Familiar Quotations, Little, Brown & co., 6. udgave, 99, s. 5 6 Harald Ofstad: Vår forakt for svakhet, PAX, Oslo 97, ny udgave 99 7 P.A. Heiberg: „Selskabs-Sang – Den 5de September 790“, F.J. Billeskov Jansen: Den danske lyrik, 3. udgave 985, bd. , s. 77

65

var i orden at omgås sovjetiske diplomater, og de var fjenden. De ville overfalde os og slavebinde os. Du tog mod ordrer fra dem. Men jeg tog ikke mod ordrer fra nogen. Jeg har aldrig været soldat og lært at smække hælene sammen og parere ordre. Jeg siger, hvad jeg mener. Hvad har jeg nogensinde skrevet mod min overbevisning? Hvis jeg handlede efter ordre, hvorfor er der så en rød tråd i alt, hvad jeg har skrevet og sagt både før og efter, jeg talte med disse diplomater? Jeg tror på dialog og samtale. Jeg argumenterer gerne for mine meninger over for enhver, og jeg mener, at hele ideen med at have et diplomati er udveksling af synspunkter. Jeg lytter gerne til andres ideer og forslag og tager stilling til dem. Men ingen kan kommandere med mig. Det er muligt, der er journalister ved den borgerlige presse, der kan købes for tre snapse og en sildemad. Mine meninger kan man ikke købe, så lidt som mit venskab eller min kærlighed. Hvad jeg skrev dengang, skrev jeg, fordi jeg mente det – hvilket ikke nødvendigvis betyder, jeg mener det samme tredive år senere. Jeg troede ikke på, at der var nogen større risiko for, at Sovjetunionen ville overfalde og besætte os. I den periode, vi taler om – mellem Prag 968 og Afghanistan 979 – var Sovjetunionen forholdsvis fredelig, mens USA som bekendt kastede sig ud i folkemord i Indokina. Det, jeg var bange for, var ikke så meget en gentagelse af 9. april 940, som en atomkrig. Historien gentager sig ikke, og en ny krig ville have været et Euroshima, et atom-Ragnarok. Det måtte forhindres. Og hvordan blev tredje verdenskrig faktisk forhindret? Ikke gennem konfrontation, men gennem afspænding. Krigstruslen voksede som følge af Reagans konfrontatoriske politik 980-83, men efter at verden havde stået på randen af afgrunden i 983, gik det op for selv Reagan, at den eneste

66

farbare vej var gennem forhandling, og da Gorbatjov kom til, blev vejen banet for dialog og afspænding. Og hvis historien alligevel havde gentaget sig, så vi rent faktisk oplevede en besættelse med Sovjetunionen som besættelsesmagt, så er jeg temmelig overbevist om, at jeg og langt de fleste på venstrefløjen ville være at finde i modstandsbevægelsen, mens en del af dem, der til enhver tid støtter den herskende magt og med stor tæft og fint vejrende næse justerer deres synspunkter efter det for tiden opportune, ville rette sig ind efter besættelsesmagten. Ligesom det skete under anden verdenskrig. Her kan det måske være på sin plads at sige et par ord om begrebet fædrelandskærlighed. Jeg føler ikke noget dybt fællesskab med militærmagten og kapitalen. Den herskende klasse har sit eget internationale broderskab, og jeg har mit. Jeg føler valgslægtskab med mange mennesker fra forskellige lande og har venner rundtomkring i hele verden. Jeg er ikke stolt af noget, jeg ikke selv har gjort noget for, og synes ikke, det er bedre at være dansker end tuvaluaner. Men jeg føler måske mere for mit lands historie, sprog, kultur og landskab end mange af dem, der vil afskaffe dansk som undervisningssprog på læreanstalterne, afskaffe vores selvbestemmelsesret og tage mod diktat fra Bruxelles, og som vil smadre naturen for at tjene penge på det. Mange af dem ville sælge deres bedstemor, hvis de fik tilstrækkelig mange euro for hende. Lad os endelig tage en diskussion om, hvad der er moralsk og umoralsk i politik. Det er godt at komme i gang med en samtale om etik, og ingen af os er engle. Guderne skal vide, at vi på venstrefløjen også har lig i lasten. Men mit udgangspunkt er, at alt, hvad den samlede venstrefløj i Danmark har bedrevet af umoral siden slaget på Fælleden i 87, blegner ved siden af det, regeringen har gjort sig skyld i siden det, for-

67

fatteren Svend Åge Madsen så rammende kalder systemnedbruddet i 00.8 Først og fremmest og værst af alt har den på løgnagtigt grundlag trukket Danmark ind i en angrebskrig. Dertil kommer den usandsynligt klodsede håndterning af Muhammedkrisen, den umenneskelige politik over for flygtninge og indvandrere, det hjernedøde had til kunst og kultur og alle, der ved noget om tingene, accepten af tortur, mistilliden til demokrati, retsstat og menneskerettigheder og passiviteten over for klimatruslen. At der også har været tilfælde af kriminalitet i Venstres folketingsgruppe, er med til at tegne det mørke billede.9 Alt i alt har regeringen gennem de sidste otte år efter min mening skadet rigets anseelse og sikkerhed mere end de få og spredte hjemmegroede terrorister har formået at gøre det. Lad os også diskutere, hvad der er moralsk eller umoralsk for en forfatter eller journalist. Er idealet den ubesmittede undfangelse, hvor man skriver, præcis hvad man vil, og nægter at ændre et ord, fordi andre ønsker det? Er det så umoralsk, hvis en forfatter bøjer sig efter en forlagsredaktørs ønsker, selv om han i sit hjerte mener, det er bedre at skrive sådan, som han gjorde? Er det umoralsk at skrive bestillingsarbejder for penge? Til en avis – til en privat virksomhed – til en statsinstitution? Er det under alle omstændigheder umoralsk at samarbejde med en udenlandsk ambassade? Er det så også umoralsk at lave kontorarbejde eller være chauffør eller gøre rent på en ambassade? Var det umoralsk af Danmark at købe sovjetisk vodka eller naturgas? Skulle Lindøværftet havde sagt nej til sovjetiske bestillinger på skibsbyggeri? 
8 Svend Åge Madsen: „Tilbageskridtspartiet“, Jyllands-Posten, 4.8.09 9 Se http://www.forbryderalbum.dk/ om bl.a. Brixtofte, Oppfeldt og Møller

68

Skulle vi have afbrudt de diplomatiske forbindelser og indført blokade? Ville det have fremmet demokratibevægelserne i østlandene, eller havde det øget risikoen for en atomkrig? Kommer det umoralske ved samarbejdet med en ambassade ind, hvis man skriver af efter forlæg, hvis man får penge for det, hvis man videregiver falske oplysninger, eller hvis man skjuler forbindelsen? Alt dette sidste kan man nævne mange eksempler på i forbindelse med den amerikanske ambassade. Paul Villaume skriver en del om det i sin afhandling Allieret med forbehold.0 Er det så umoralsk? Eller er det i orden at lyve og bedrage, hvis man gør det for CIA? For Mossad? For BOSS? Er det kun samarbejde med de ambassader, PET anser for „fjendtlige“, der er umoralsk? Er det umoralsk at samarbejde med dem om lige meget hvad – f.eks. også rejseartikler? Hvis nu man er enig med russerne og uenig med amerikanerne i et bestemt spørgsmål, er det så moralsk at skrive det, man ikke mener, fordi det er amerikanernes holdning, og undertrykke de meninger, man selv har, fordi russerne mener det samme? Er det udtryk for demokratisk tankegang, at en folkedomstol skal tvinge en til at have de samme meninger som de militærmagter, regeringen har valgt at samarbejde med? Jeg skal gerne fyre startskuddet af til en diskussion om moral og umoral i politik og presse. Jeg synes selv, det er umoralsk bevidst at fortælle løgne og vildlede eller for pengenes skyld at give udtryk for meninger, der er i modstrid med ens egne. Hvad mener de på højrefløjen? 

0 Poul Villaume: Allieret med forbehold, Eirene 997, s. 768-839

69

4

Holdninger
Nogle siger, man skal have haft en ulykkelig barndom for at blive en god forfatter. Så er jeg handikappet på forhånd, for jeg opfatter min barndom som lykkelig. Til gengæld har jeg nok fået flere knubs end de fleste i voksen alder, så det kan måske gå lige op. Jeg voksede op sammen med mine tre søstre i et rækkehus i Brønshøj. Min far kom fra en københavnsk familie med tilknytning til Socialdemokratiet og afholdsbevægelsen. Min oldefar havde sejlet på Østen og var senere med til at oprette det første Folkets Hus i Rømersgade. I sine unge dage var min far aktivt medlem af DSU og den antifascistiske Trepilebevægelse. Min morfar var dansksindet konservativ i Sønderjylland, og i min mors barndomshjem omtalte man socialdemokrater med en stille gysen. Men min mor havde en meget levende retfærdighedssans, der gjorde hende åben over for venstreorienterede tanker. Lige efter krigen meldte begge mine forældre sig ind i DKP. Min mor meldte sig hurtigt ud igen – omkring begivenhederne i Tjekkoslovakiet i 948 – mens min far først meldte sig ud efter Ungarn i 956. Så jeg husker mange livlige diskussioner mellem dem. Jeg husker også diskussionerne, når andre af de lokale medlemmer af DKP kom over til os. Det var ikke så meget partipolitik, de snakkede om – snarere fagforeningsarbejde og lejerforeningen. De gik meget op i skolepolitik og sundhedspolitik, og de var aktive i et utal af foreninger og sammenslutninger. Jeg har aldrig hørt nogen af dem over70

hovedet nævne udemokratiske eller voldelige midler. I det store og hele virkede de nærmest som lidt mere konsekvente socialdemokrater. Revolutionsromantik hørte jeg først fra borgerskabets børn i halvfjerdserne. Udenrigspolitisk støttede de Sovjetunionen, men det var ikke, fordi de gik ind for Gulag eller politisk vold. De troede bare mere på Land og Folk end på den borgerlige presse og betragtede alle oplysninger om slavelejre eller overgreb som Det Bedste-propaganda. Nu havde de hørt den samme propaganda fra Goebbels i tolv år, sagde de, og da troede de ikke på den. Så hvorfor skulle de tro på den nu, hvor den kom fra amerikansk side? Mine forældre interesserede sig meget for pædagogik, så da jeg skulle i skole i 949, kom jeg på Bernadotteskolen. Vi lærte at tænke selv og se kritisk på autoriteterne, og det har selvfølgelig præget mig. Jeg elskede at skrive og fortælle historier, og da jeg var ni år, begyndte jeg at lave et skoleblad. Jeg lånte min fars duplikator og fandt efterhånden ud af at bruge den. Da jeg var tretten, var jeg med til at skrive Social-Demokratens børneavis Miniavisen. Vi sad en flok store børn oppe i kantinen efter møderne over en kop tynd kaffe og diskuterede politik, så vi blev blå i hovedet. Det var i 956. I foråret havde den socialdemokratiske regering stoppet de store strejker, og i november greb Sovjetunionen ind i Ungarn og knuste oprøret. Vi var enige om, at socialdemokraterne var for højreorienterede og militærvenlige, og kommunisterne måtte vi tage dyb afstand fra efter afsløringen af Stalins forbrydelser på 0. partikongres og efter Ungarn. Der var ikke noget parti, der passede til vores synspunkter, så derfor oprettede vi vores eget. Nogle uger efter, at vi havde gjort det, fandt vi ud af, at der faktisk var andre end os, der tænkte i samme baner og derfor havde oprettet et lille parti, der hed Danmarks Socialistiske Parti, så det fik vi kontakt med. Jeg meldte mig ind i DSP, og vores lille snakkegruppe fra kantinen fik status af ungdoms7

afdeling under navnet VSU, Venstresocialistisk Ungdom. Der kom efterhånden lidt flere med, men mere end en snes blev det aldrig til. Intet er dog for småt for højrefløjens kampagner, så vi opnåede både at blive smædet gennem et forfalsket interview i KU’s blad af den senere PET-agent Peter H. Hartvig og at blive infiltreret af den senere PET-agent Erik Johnsen, der havde forbindelse til nazilederen Salicath. PETkommissionens beretning fortæller om en agent, der ifølge samstemmende vidnesbyrd fra daværende medlemmer af Revolutionære Socialister næppe kan have været nogen anden end Johnsen. Den tidligere operationschef for PET Jørn Bro sagde om ham: „Den omstændighed, at vedkommende muligt havde nazistiske sympatier, var ikke nødvendigvis afgørende. Afgørende var, om den pågældende gav pålidelige informationer, om han havde første klasses adgang til materialet.“3 Hans senere meriter som infiltrator hos trotzkisterne og dobbeltagent for PET og Stasi ved „Operation Samson“ kan følges i PET-kommissionens beretning.4 Min allerførste politiske artikel var en programerklæring i VSU’s lille blad Dona nobis pacem.5 Her hedder det blandt andet: „Vi går ind for socialisme, men ikke ved revolution, som kommunisterne prædiker.“ Socialismen skal indføres ved valg. Videre gik VSU ind for den plan, lederen af det britiske Labour, Hugh Gaitskell, havde fremsat om en neutral zone gennem Europa. VSU mente, at zonen skulle omfatte Norden, et genforenet og afmilitariseret Tyskland, Schweiz, 
„KU,“ maj 957, s. . Se også Arne Herløv Petersen: „Den spionsigtede blander sig i valget“ om Peter H. Hartvig i Ekstra Bladet, 6..8, og Erik Jensen og Petter Sommerfelt: Under dække, Demos 978, s. 96-99 m.v.  PET-kommissionens Beretning, bd. 9, s. 87 3 PET-kommissionens Beretning, bd. 9, s. 88 4 PET-kommissionens Beretning, bd. 9, s. 87-94. Se også Erik Jensen og Petter Sommerfelt: Under dække, Demos 978, s. 97, 98, 34 5 „Dona nobis pacem. Organ for VSU“, duplikeret, juni 957, s. 

7

Østrig, Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Jugoslavien. VSU krævede forbud mod atomvåbenforsøg – og indførelse af økonomisk demokrati. „Arbejderne rundt omkring på de forskellige virksomheder må overtage disse på andelsbasis, således at alle medarbejdere også er medejere.“ Artiklen er meget ungdommelig og holdt i et bombastisk pluralis majestatis, men voldsromantisk er den ikke, og det er måske af interesse, at jeg allerede her fremfører nogle punkter, jeg også senere har agiteret for: Socialisme ved fredelige midler og som udbygning af andelstanken. Demilitarisering. En atomvåbenfri zone. Danmarks Socialistiske Parti blev nedlagt ved urafstemning i januar 959, da SF blev oprettet, og medlemmerne gik en bloc ind i det nye parti. Ligesom den tidligere PET-chef Ole Stig Andersen var jeg et år i USA og tog amerikansk studentereksamen. Jeg kom til at bo hos en progressiv, jødisk familie i Milwaukee i Wisconsin, og den familie skylder jeg meget. Jeg kom til at føle dyb kærlighed både til den progressive strømning i USA og til mange af trækkene ved de jødiske traditioner. Det var selvfølgelig meningen med udvekslingsprogrammet, at alle deltagerne skulle blive positivt påvirket af USA og vende hjem som påvirkningsagenter for Amerika. I mit tilfælde lykkedes indoktrineringen aldeles udmærket. Jeg har siden brugt det meste af mit liv på at oversætte amerikansk litteratur og dermed udbrede kendskabet til det bedste i USA’s kultur. Politisk og filosofisk blev jeg stærkt påvirket af amerikansk tankegang. Det er bare det andet Amerika, der har påvirket mig – traditionen fra Thomas Paine over Lincoln til IWW (Industrial Workers of the World), Noam Chomsky og Vietnambevægelsen. Da vi opbyggede Vietnambevægelsen i Danmark, havde vi nær kontakt til vores amerikanske meningsfæller og fik 73

en stor del af vores argumenter og oplysninger fra dem. I de stærkt ideologiske 70’ere holdt jeg mig fra de ørkesløse teoretiske diskussioner og den sekteriske fundamentalisme og prøvede at slå til lyd for en amerikansk-inspireret Just Do Itpolitik. Lad os undersøge de faktiske forhold, finde praktiske løsninger, finde ud af hvordan vi kan samle støtte til at gøre det, der skal gøres. Jeg tror mere på Naomi Kleins og Barbara Ehrenreichs metode end på diskussioner om fodnoterne i „Kritik des Gothaer Programms“. Man kan føle afsky og vrede over en regerings politik, men man kan ikke hade et folk. Og i USA’s tilfælde er der meget at holde af. Jeg er stadig i nær kontakt med gamle skolekammerater i USA, læser hver uge The Nation og følger med på Nettet i, hvad der sker i det andet Amerika, der for mig er det rigtige Amerika. Hvis jeg skal svare kort på, hvem jeg holdningsmæssigt er mest beslægtet med, må jeg gå tilbage i historien. Til oplysningstiden, hvor især Thomas Paines skrifter har begejstret mig. Og til den tidlige arbejderbevægelse. Når jeg læser de gamle årgange af Social-Demokraten (og jeg har to gange været gennem tredive årgange af avisen) sidder jeg, ligesom når jeg læser Paine, hele tiden og mumler: „Hvor er det dog rigtigt.“ Det er ikke tilfældigt, at jeg har skrevet speciale om Social-Demokraten i denne periode og senere udgivet et udvalg af artikler fra avisen.6 I 96 var jeg medredaktør af SUF’s blad Debat, i 963 lavede jeg sammen med Ole Grünbaum, Ulla Dahlerup og Jakob Lange ungdomsbladet Eksponent, og 963-65 var jeg redaktør for Studenterbladet. Jeg var med i bestyrelsen for Studenter6 Emil Wiinblad og Social-Demokraten 1881-1911, specialeopgave i historie, Københavns Universitet 97. Fra den forkerte verden, Ajour 004

74

samfundet og SF’s studentergruppe Socialistiske Studenter og var aktiv i studenterpolitik. Jeg var en slags føl i SF, og det var vist en overgang meningen, jeg skulle være politiker. Men jeg opdagede, at magt ikke interesserede mig, og uden en vis vilje til magt blev den slags politisk arbejde for kedeligt for mig, så jeg smed det fra mig igen. Jeg arbejdede så i en periode som journalist på Aktuelt og Ritzaus Bureau og rejste i slutningen af tresserne Jorden rundt. Ved sprængningen af SF i 967 gik jeg med over i VS, men jeg meldte mig ud igen i 969, fordi jeg syntes, man brugte for meget tid på at bekæmpe dem, man var næsten enige med. Siden da har jeg ikke været aktivt engageret i partipolitik. I 969 blev jeg interviewet til Land og Folk og sagde blandt andet: „Jeg betragter ikke DKP som noget moderne socialistisk parti. For mig at se er det stivnet i en forældet form. Man har en for firkantet, håndfast og for lidt rummelig holdning … Det, man skal lave, er et bredt organiseret socialistisk valgforbund, der vil gå ind for en progressiv og socialistisk politik.“7 Jeg foreslog altså en enhedsliste i stedet for at opstille som smågrupper, der bekrigede hinanden. Jeg mente også, at politisk aktion og selvudvikling måtte gå hånd i hånd og skrev i Berlingske Aftenavis: „At frelse sig selv og lade hånt om verden fører til opgivende elfenbenstårns-mentalitet. Kun at tænke på verden og ikke gøre noget ved sig selv fører alt for let til ny-stalinistisk enevælde. Begge dele må udvikles sammen.“8 I begyndelsen af 70’erne var jeg med i Forfatterforbundets bestyrelse. Jeg havde med det internationale arbejde at gøre, 
7 „Intet er realistisk, før det er prøvet“ af Jan Søttrup Oddershede. Interview med Arne Herløv Petersen. Land og Folk 3-4.8.69. 8 „Vi har brug for venstreorienterede“ i Berlingske Aftenavis, 6-7.6.70

75

og det var blandt andet derfor, jeg undertiden blev inviteret til forskellige receptioner. I 97 var jeg til en reception på den sovjetiske ambassade og kom til at snakke med en mand, der hed Leonid Makarov. Kort tid efter ringede han og sagde, det havde været interessant at tale med mig, og foreslog, at vi spiste frokost sammen en dag. Det kunne jeg ikke se noget galt ved. Da frokostinvitationerne fortsatte, advarede en af mine venner mig mod at få for meget med den sovjetiske ambassade at gøre, men jeg mente ikke, der kunne ske noget ved det, så længe det holdt sig på det uskyldige frokost- og samtaleplan. Formålet med at have diplomatisk forbindelse med et land var vel, at man skulle kunne snakke sammen. Da Makarov blev forflyttet, præsenterede han mig for en kollega, og på den måde fortsatte samtalemøderne med forskellige ambassadefolk. De fortalte, de var sekretærer ved ambassaden med ansvar for pressekontakter eller kultur. Ingen af dem har nogensinde nævnt KGB, og da de aldrig prøvede at få mig til noget af det, jeg mente måtte være KGB-aktiviteter – indsamle hemmelige oplysninger eller den slags – syntes jeg ikke, der var nogen grund til at tvivle på, at møderne var et led i almindeligt, diplomatisk arbejde, ligesom når en dansk handels- eller kulturattaché har møder med folk, han gerne vil fortælle om Danmarks fortræffeligheder. Jeg var godt klar over, at det var den officielle linje, jeg hørte, når jeg talte med diplomaterne, men jeg syntes, det var interessant alligevel, fordi jeg kunne stille spørgsmål og få mere dybtgående forklaringer, end jeg kunne gennem aviser og tidsskrifter. Én gang har jeg været inviteret til foredrag på den amerikanske ambassade og én gang på den israelske. Jeg tog med glæde mod invitationerne og fandt foredragene lærerige. Ved en enkelt lejlighed kom nogle sydkoreanske diplomater over til Langeland for at tale med mig, og en anden gang spiste jeg frokost med sydkoreanerne i København, og begge gange havde vi en interessant samtale. 76

Jeg mødtes helt åbenlyst med de sovjetiske diplomater – dels spiste vi frokost sammen ude i byen, dels inviterede jeg dem med til fester, hvor der også kom en masse andre mennesker. Da de senere besøgte mig på Langeland, parkerede de deres bil med blå diplomatplader foran huset, ud til vejen. Så konspirativt eller fordækt opførte vi os ikke. Men kultursammenstød kunne ikke undgås. Leonid Makarov syntes, mine fester var lige vel udflippede: „Jeg finder mig selv blandt mennesker i sigøjnertøj, der ryger hash og sidder på puder på gulvet. Er det virkelig det, som KGB forbinder med at kultivere en kontaktperson?“ klagede han til sine foresatte ifølge Oleg Gordijevskij.9 Efterhånden opfattede jeg nogle af diplomaterne som venner og måske især som gode drukkammerater. Det sidste var ikke så vigtigt i de første år, men da min første samlever og jeg gik fra hinanden i 977, begyndte jeg at drikke betydelig mere end før, og drikkeriet accelererede de næste tre-fire år. Der var ikke så mange, der kunne eller ville følge med i mit tempo, men det ville de sovjetiske diplomater. Det var ufatteligt, hvad vi kunne skylle ned, og især når de kom over og besøgte mig på Langeland, hvortil jeg var flyttet i 973, fik den ikke for lidt. Som regel endte det med, at vi sad stort set med armene om halsen på hinanden og brændevinstårerne trillende og hørte sentimental musik. Jeg husker engang, hvor en af dem, Vadim Tjernyj, spurgte mig, om han var min allerbedste ven i hele verden, og da jeg sagde: – Nej, Vadim. Jeg kan meget godt lide dig, men min allerbedste ven er du nu ikke, græd han som et lille barn. Når jeg ser tilbage på hele forløbet, kan jeg se, at russerne ikke bare var de gode venner og drukkammerater, jeg så dem som dengang. De prøvede f.eks. flere gange at få mig til at 
9 Hans Davidsen-Nielsen: „Topspion bag småfisk“, Jyllands-Posten, 4..0

77

gøre ting, som jeg én gang havde sagt nej til – såsom at få honorar for at skrive artikler til dem. Man kan jo også sige, at hvis de var så gode venner, som de selv påstod, så er det underligt, jeg aldrig har hørt et ord fra dem, efter jeg blev anholdt. Så jeg har nok været for naiv i forhold til russerne. Det har selvfølgelig været endnu mere naivt af mig, hvis jeg har opfattet nogle mennesker som venner, når de i virkeligheden var politistikkere. Men russerne var ikke lige begejstrede for alt, hvad jeg sagde eller skrev. De oversatte heller aldrig noget, jeg havde skrevet, til russisk og syntes åbenbart ikke, mine synspunkter egnede sig til at blive udbredt i Sovjet. I 974 tog jeg mod en invitation fra det sovjetiske pressebureau APN og Aeroflot til en reportagerejse til sovjetrepublikken Armenien. Det resulterede i bogen Gylden oktober, hvor jeg takker for invitationen og retter en særlig tak til andensekretær Stanislav Tjebotok fra den sovjetiske ambassade i København for at have formidlet invitationen, så der var ikke noget som helst hemmeligt ved det.30 Gylden oktober indeholder en del kritik af forhold, som jeg anså for kritisable, men også anerkendelse af de ting, jeg syntes var gode. Den blev pænt modtaget de fleste steder. John Njor skrev i Politiken:3 „Der er ikke noget i vejen med kvaliteten. Det er en interessant bog om et forfulgt folk … Arne Herløv fortæller godt og ikke ukritisk … og han tager læserne med de mest forbløffende steder“, og Kristeligt Dagblad i sin anmeldelse: „’Gylden oktober’ kan absolut anbefales. Den er blevet bedre end ideologen bag den måske ønskede det, fordi forfatteren og journalisten heldig30 Arne Herløv Petersen: Gylden oktober, Attika 977, s. 0. http://www. scribd.com/doc/737594/gylden-oktober 3 Politiken, 4..77

78

vis tager magten fra ham.“3 Den eneste negative anmeldelse, bogen fik, var i Land og Folk, hvor Eske K. Mathiesen skrev: „Arne Herløv Petersen lægger i sin rejsebog om Armenien ikke skjul på mange slags kritik over for sovjetiske forhold … Min viden om Armenien er begrænset. Og derfor kan jeg ikke med sikkert grundlag imødegå Herløv Petersens kritik. Det må andre og mere vidende folk gøre. Jeg tillader mig at undres.“33 PET siger, at hvis jeg var enig med russerne, var det fordi jeg rettede mig efter deres diktat. Hvis jeg var uenig, var det for at sløre, jeg var agent. Som der står i PET-kommissionens Beretning: „Tjenesten vurderede ikke forfatterens offentlige afstandtagen til dele af sovjetregimets politik som betydningsfuld. Tværtimod opfattede PET Herløv Petersens kritik som en del af en konspirativ opførsel, der skulle sløre hans nære tilknytning til sovjetiske ambassadefolk.“34 Det er en no-winsituation. Ligesom religiøse eller politiske fanatikere har PET facit på forhånd og omfortolker virkeligheden, så den passer med teorien. Men sandheden var den enkle, at jeg var enig i nogle ting og uenig i andre. Om situationen i Polen i 980 skrev jeg: „Efter min mening kan man kun skabe et socialistisk samfund gennem overtalelser og diskussioner. Tvang hjælper ikke til noget som helst. Måske har den polske regering begået alvorlige fejl. Det må så påtales.“35 Om invasionen i Tjekkoslovakiet 968 skrev jeg: „Hvilke politiske grunde, der end kan være, kan revolutionen hverken importeres eller eksporteres, og principperne om suverænitet og ikke-indblanding i andre landes indre an- 

3 33 34 35

Kristeligt Dagblad, ..77 Land og Folk, 5..77 PET-kommissions Beretning, bd. 3, s. 5 „Situationen i Polen“, læserbrev i Land og Folk, 9.9.80

79

liggender må overholdes. Det skete ikke i Tjekkoslovakiet.“36 Om Afghanistan i 980 skrev jeg: „Det er muligt, at det ikke var nogen lovlig regering, der hidkaldte sovjetiske tropper. I så fald må man fordømme indgrebet lige så meget, som man måtte fordømme den amerikanske intervention i Den dominikanske Republik i 965.“37 Så partitro tilhænger af DKP’s linje var jeg ikke. PET mener, at jeg gerne ville melde mig ind i DKP, men fik forbud mod det af russerne – hvordan de så ellers skulle kunne forbyde mig det, hvis jeg virkelig gerne ville. Min daværende kone, der var medlem af DKP, kritiserede ofte min „halvliberale“ indstilling og sagde: „Vi vil hverken eje eller have dig“, hvortil jeg gerne svarede, at det nærede jeg heller intet ønske om. I almindelighed var jeg mere eller mindre enig med de sovjetiske diplomater om en række udenrigspolitiske spørgsmål, såsom Vietnamkrigen, kuppet i Chile eller befrielsesbevægelsen i Sydafrika, mens vi var uenige om en del indre forhold i Sovjetunionen og om forholdet til Kina. Jeg opfattede dengang den anti-imperialistiske kamp som verdensomspændende, og jeg havde nok en fornemmelse af, at hvis man vil målet, må man også ville midlerne. I dag tror jeg, at midler og mål hænger nøje sammen. De midler, man bruger, påvirker det mål, man når frem til. Derfor kan man aldrig sige, at hensigten helliger midlet. Midlet forvandler hensigten. Men man må huske på, at det var en anden situation dengang – under og lige efter Vietnamkrigen. Mere end fem millioner mistede livet i Indokina som følge af den amerikanske 

36 „Scocozza og Schumpeter,“ i Land og Folk, 4..80 37 „Diplomatisk pres er lige så effektivt som militær“, læserbrev i BT, 8..80

80

aggression.38 For mig at se var splittelsen mellem Kina og Sovjet kun til gavn for imperialismen. Derfor var det vigtigt at betone, at der ikke var noget land, der havde patent på sandheden. Ethvert land måtte finde sin egen vej til socialismen. Det var det, man sagde i Nordkorea, så derfor brugte jeg tit Nordkorea som eksempel på, hvordan man kunne undgå at tage parti i striden mellem Kina og Sovjet. Jeg skrev for eksempel: „Jeg tror, der er to ting, der skal siges. For det første kan vi optræde sammen. For det andet skal vi optræde sammen på venstrefløjen … Vi kan godt være i stue sammen. Og vi skal også være det, med eller uden partilederne. Noget af det vigtigste, der foregår for øjeblikket, er de decentraliserede initiativer rundt omkring. Her skal vi sætte ind.“39 De synspunkter gjorde mig ikke populær i de smågrupper på venstrefløjen, hvor man anså det som hovedopgaven at bekrige dem, man var 90 procent enige med, i stedet for at koncentrere sig om dem, man var 90 procent uenige med. Jeg kunne heller ikke være med i det kor, der ville fjerne Israel fra landkortet. Det er nok muligt, zionismen var en uretfærdighed mod palæstinenserne, men man ophæver ikke en gammel uretfærdighed ved at begå en ny – mod de mennesker, der bor i Israel nu. Derfor skrev jeg: „Hverken jøder eller arabere skal skubbes ud i vandet eller ind i ørkenen. En varig fred kan kun sikres ved, at begge befolkningsgrupper sikres ret til at bo inden for det gamle palæstinensiske mandatområde, eventuelt ved oprettelsen af en palæstinensisk stat på Vestbredden, kombineret med en ikke-angrebspagt mellem Israel og et arabisk Palæstina. En sådan pagt må følges op af de nødvendige stormagtsgarantier.“40 

38 Ifølge det franske telegrambureau AFP 4.4.95, http://www.rjsmith.com/ kia_tbl.html 39 „Venstrefløjen og Koreas eksempel“ i Ekstra Bladet, 9..76 40 „Palæstinenserne“. Læserbrev i Politiken, 30.6.8

8

Da jeg nu er forfatter, vil jeg da lige tilføje, at det måske er en god idé at læse mine bøger, hvis man skulle få lyst til at vide noget om, hvad jeg tænker og mener. Det bedste sted at starte er nok med romanen Fjerne mål.4 PET mener, jeg har hjulpet russerne og lavet propaganda for Sovjetunionen. Men hvis jeg har hjulpet russerne, hvad har jeg så hjulpet dem med? At forstå det danske politiske system bedre. Jeg har fortalt om vores valgsystem og politiske forhold, om hvordan jeg troede, det ville gå til et valg. Men jeg har aldrig sagt andet, end jeg kunne sige til enhver, jeg tilfældigt mødte på et værtshus. Jeg mener, det er godt, hvis en diplomat lærer noget om det land, han er udstationeret i. Det kan da kun have gavnlig indflydelse. Og der er ikke tale om at røbe hemmeligheder, for jeg sad ikke inde med nogen hemmeligheder. At agitere for synspunkter, som PET og højrefløjen åbenbart mener objektivt gavner Sovjet: afspænding og forhandling i stedet for konfrontation, modstand mod Vietnamkrigen, mod højrefløjen, mod militarisering, for befrielsesbevægelser i Afrika, mod diktatur i Chile og andre steder, kan umuligt være propaganda. Er det prosovjetisk propaganda at agitere for afspænding og patriotisk at agitere for krig og militarisering? Jeg mener, det er propaganda for menneskeheden at gå ind for fred og afspænding, ikke for noget bestemt parti eller land. Det er mine synspunkter, og dem har jeg haft hele tiden, også før og efter den tid jeg havde frokostsamtaler med russere. Jeg har også hele tiden agiteret for synspunkter, hvor jeg ikke var enig med russerne, f.eks. mod atomkraft, for politiske frihedsrettigheder, mod atomprøveforsøg (jeg har adskillige gange demonstreret foran den 
4 Fjerne mål -3. Hovedland 006. Se også http://herlov.dk/fjern.htm og http://www.williamdam.dk/skoenlitteratur/skoenlitteratur/fjerne_ maal_iiii_0000473_da.html

8

sovjetiske ambassade), for decentralisering og frivillige sammenslutninger – kollektiver i stedet for statsvirksomheder. Jeg brugte altid andelsbevægelsen som eksempel på en af de få ting, vi kunne være stolte af i Danmark – sammen med højskolerne og brugsforeningerne. Jeg agiterede for ytringsfrihed og pluralisme og brugte tit Maos vending „Lad hundrede blomster blomstre“. Jeg var modstander af nomenklatura og pampere, og jeg tog altid og hele tiden totalt afstand fra enhver form for individuel terror. Også her har mine synspunkter været konsekvente. Det afgørende er, om det er mine egne meninger, jeg giver udtryk for. Jeg kan ikke sige, hvordan ideer opstår til konkrete artikler eller bøger. Vi lever jo ikke i et vakuum, men i et samfund, så de kommer gennem samtale med andre, uanset om det er danskere, russere eller amerikanere, eller også kommer de gennem ens egne tanker og overvejelser, de opstår pludselig, mens man står og barberer sig eller graver have, når man rejser eller læser en bog eller ser en film. Hvis jeg har snakket med en om et aktuelt emne, er det muligt, jeg har fået impulser til en artikel. Det betyder ikke, at nogen er føringsofficer eller giver mig ordrer. Kun at vi ikke lever eller tænker isoleret, men i stadig interaktion med andre. Jeg ville synes, det var moralsk forkasteligt, hvis jeg skrev ting, jeg ikke mente. Jeg har kendt journalister, der har gjort det – skrevet hvad aktionærerne ønsker, og ikke hvad de selv mener. Sådan vil jeg ikke skrive. Skriver jeg noget, er det fordi, jeg mener det, uanset hvor dumt andre måske synes det er. Noget af det er faktisk lidt dumt, når man ser tilbage på det. Jeg skrev for mange læserbreve, især i perioden 980-8, og tænkte dem ikke grundigt igennem. Jeg skrev, at vi ikke burde være med i EU, fordi Danmark for 98 procents vedkom83

mende ikke er et europæisk land, men ligger i Nordamerika, når man regner Grønland med, jeg skrev, at Jan Toftlund burde præsentere Danmark til Melodi Grand Prix, og at man kunne undgå boykot af olympiader ved at lave et særligt OLområde omkring Olympia i Grækenland og holde dem alle sammen der. Hvis jeg nu genlæser mine gamle læserbreve, tænker jeg undertiden på det gamle ord: „Når sprutten går ind, går forstanden ud.“ Men dumme eller ej, så var de mine og ikke skrevet med ført hånd. Jeg er blevet angrebet for at have kritiseret systemkritikeren Andrej Sakharov i nogle læserbreve. I tilbageblik kan jeg godt se, at jeg burde have understreget, at Sakharov havde ret i sin oprindelige kritik. De forslag, han fremførte i begyndelsen, svarede ret nøje til de reformer, der faktisk blev gennemført af Gorbatjov, og som jeg støttede helhjertet. Var de reformer blevet gennemført ti eller tyve år før, havde der været større sandsynlighed for, at Sovjetunionen havde udviklet sig til et ægte socialistisk demokrati. Men jeg mener stadig, at Sakharov senere blev ført på vildspor af sin nære alliance med den højreorienterede amerikanske senator Henry „Scoop“ Jackson4 og dennes medarbejdere Richard Perle og Paul Wolfowitz. Jeg er bestemt ikke enig med Sakharov, når han siger, at det var en tragedie, at USA ikke fik knust den vietnamesiske befrielsesbevægelse, og at USA burde have lagt større pres på Sovjetunionen for at forhindre sovjetisk militærhjælp til Vietnam,43 at den reaktionære fagforeningsleder George Meany var arbejderklassens stemme i USA,44 at Vesten måtte 

4 http://en.wikipedia.org/wiki/Henry_M._Jackson 43 „Sakharov: A Dissident Warns Against Detente“ i Time Magazine, 4.8.75 http://www.time.com/time/magazine/article/0,97,93376-5,00.html 44 Time Magazine, 4.8.75

84

øge sin militære styrke45 eller at NATO skulle stå fast på udstationeringen af raketter.46 Som den sovjetiske brintbombes fader var Sakharov ikke nogen fredens mand, og at han fik Nobels fredspris siger ikke noget. Den gav man også til krigsforbryderen Henry Kissinger.47 Jeg mener, at Sakharov blev afskåret fra virkeligheden, både fordi han tilhørte den beskyttede nomenklatura, og fordi han ikke måtte rejse til udlandet. Den kritik var jeg ikke ene om. Frank Esmann, der dårligt kan kaldes KGB-lakaj, skrev i Berlingske Tidende: „Når det gælder sammenligningerne med Vesten, stammer hans oplysninger næsten udelukkende fra de vestlige nyhedsmedier, pressen og radioen, herunder stationer som Radio Free Europe. Det giver sig lejlighedsvis udslag i en tendens til at idealisere forhold i Vesten, som andre normalt vil betragte mere kritisk … Generelt har man en fornemmelse af, at Sakharovs synspunkter ville være lidt mere varierede, hvis han havde haft det uheld at opholde sig et par uger i en slum i Belfast eller blandt arbejdsløse i Glasgow eller Los Angeles.“48 Det er ulogisk at kæmpe for Sakharovs ytringsfrihed og samtidig fordømme enhver kritik af Sakharov som helligbrøde. Ingen er en gud, og ingen er hævet over kritik. I dag ved vi selvfølgelig en del, vi ikke vidste for tredive år siden. Den sørgelige kendsgerning er, at østlandene hovedsagelig myrdede deres egne, mens vi hovedsagelig myrdede folk i andre lande. Man tager stadig for nænsomt på imperialismens ugerninger, og vi får i det hele taget ikke så meget 

45 Politiken, 3.7.83 46 Jyllands-Posten, 8..83 47 Se Christopher Hitchens: „The Trial of Henry Kissinger“, Verso, London 00 48 Berlingske Tidende, 4..76

85

at vide om dem. Vi kender hungersnøden i Ukraine 93,49 men ikke den i Øvre Volta samtidig.50 Vi kender opstandene i Polen og Ungarn bedre end dem i Kenya5 og Madagascar.5 Jeg husker, hvordan Mau Mau-opstanden i Kenya 953 blev skildret herhjemme – nærmest som noget fra en Tarzanbog med vilde, sorte horder, der pinte og myrdede ædle, hvide farmere, der mindede om Karen Blixen. Aviserne kunne slet ikke forstå, at oprørslederen Jomo Kenyatta, „Flammende Spyd“, havde gået på den Internationale Højskole i Helsingør.53 Det passede ligesom ikke ind i billedet. Man kunne lave en interessant sammenligning af forskellene mellem pressens omtale af Kenya 953 og Ungarn 956. Mange mener tilsyneladende, at russernes invasion i Afghanistan var forbryderisk, mens vores invasion i samme land er fortræffelig. Jeg mener, at begge invasioner har været katastrofer, og at man allerede for tredive år siden burde have hjulpet den afghanske regering til demokratiske reformer ved fredelige midler og i samarbejde med fremskridtsvenlige, religiøse kræfter, så man havde undgået mujaheddinernes og talebanernes hærgen og ekstremisme. Hvor langt skal man gå tilbage i historien, når man taler om folkemord og forbrydelser? Er der en bestemt grænse? 

49 Robert Conquest: The Harvest of Sorrow: Soviet Collectivization and the Terror-Famine, Oxford University Press, New York , 986, http://www. faminegenocide.com/resources/bilinsky.html, http://www.plp.org/ cd_sup/ukfam.html 50 http://chss.montclair.edu/english/furr/taugerroterhol.pdf. Se også Finn Fuglestad: „La grande famine de 93 dans l’Ouest Nigerien“, i Revue français d’Histoire d’Outre-Mer t. LXI (974), no. , 8-33 5 http://en.wikipedia.org/wiki/Mau_Mau_Uprising 5 http://en.wikipedia.org/wiki/Malagasy_Uprising 53 http://www.denstoredanske.dk/Erhverv,_karriere_og_ledelse/ P%C3%A6dagogik_og_uddannelse/H%C3%B8jskoler_og_oplysningsforbund/Den_Internationale_H%C3%B8jskole

86

Vi har vedtaget, vi kan gå 90 år tilbage i Sovjets historie, til revolutionen. Kan vi også gå 40 år tilbage i USA’s historie – til slaveriet54 og indianernes holocaust?55 Hvor langt kan vi gå tilbage i Danmarks historie – til slavehandelen, til vikingetogterne? Eller findes der en kunstig tidsgrænse, vi ikke må overskride, og hvor ligger så den? Det kan man diskutere. Men afgørende er det, at vi ikke skal spille pingpong og sætte det ene folkemord op mod det andet. Ét mord er ét for meget. Vi må nå frem til den triste erkendelse, at vi skal se hele bestialitetens historie, som Jens Bjørneboe kalder den,56 i øjnene, hvis vi skal gøre os håb om at komme videre. Nu går vi også i krig, endda i angrebskrig for første gang siden svenskekrigene. Vi oplever en omfattende dehumanisering, hvor selv tortur anses for acceptabel i vide kredse. Racisme og kulturhad trives, menneskerettighederne fordømmes, og enhver form for humanisme og etik affærdiges som „godhedsindustri“. I den situation skal vi sige til hinanden: En anden verden er mulig. Kampen for et bedre samfund er vigtigere end nogensinde. Vi må genoprette det smuldrede retssamfund og demokrati og få anstændigheden tilbage. Vi vil have et Danmark, vi kan være bekendt, så man ikke på rejser med blussende kinder skal sige, man er skandinav. 

54 http://www.liu.edu/cwis/cwp/library/aaslavry.htm 55 http://www.unitednativeamerica.com/aiholocaust.html Russell Thornton: American Indian Holocaust and Survival, University of Oklahoma Press, 987 56 http://www.bokkilden.no/SamboWeb/produkt.do?produktId=360. Bestialitetens historie 00 – samlet udgave af Frihetens øyeblikk, Kruttårnet og Stillheten

87

Fundamentalisme er skadelig. Politiske teorier skal hele tiden bygge på den aktuelle virkelighed, og hvis virkeligheden ændrer sig, må teorierne også ændre sig. I dag er situationen en anden end dengang. Den sovjetiske kommunisme er væk, og samtidig er kapitalismen i stigende grad blevet til et snyltersystem, der bliver finansieret af det offentlige ved hjælp af borgernes skatteindbetalinger. I stedet for at skabe rigdom er erhvervslivet endt på socialhjælp. Privathospitalerne bliver begunstiget af staten, bankerne skal have milliardtilskud for at køre videre. Skatten er, som Naomi Klein siger, blevet et samlebånd, der fører pengene fra borgernes lommer over til dem, der er rige i forvejen.57 Samtidig fører vækstideologien til en miljøkrise, der truer med at gøre verden ubeboelig. Klimaproblemet er vigtigere end noget andet. Hvad hjælper det, vi får råd til at købe flere elektroniske dippedutter, hvis vi smadrer naturen og uddør? Jeg kan ikke leve uden min bil, sagde en mand i radioen. Så kommer han til at drukne i bilen, når vandene stiger. Vil vi virkelig hellere dø end ændre vores forbrugsmønster? Hellere død end rød, sagde koldkrigerne engang. I dag er der tilsyneladende nogle, der siger: Hellere død end køre med tog. Vi må lære at se os selv som naturens vogtere i stedet for at drive rovdrift på naturen. Vi skal indgå i Gaias store net og gøre op med den skadelige vækstideologi. Hvorfor skulle det ikke være muligt at leve for livets skyld og ikke for profittens? Hvis man siger, at vi alligevel ikke kan skabe en bedre og mere retfærdig verden, skal vi med den amerikanske præsidents ord sige: Yes we can. 

57 Naomi Klein: The Shock Therapy, Henry Holt & Co., New York 007, s. 355

88

Alle disse alvorlige problemer kan ikke løses af jungleloven eller ved at sætte sig med hænderne i skødet og vente på, at markedets usynlige hånd kommer og hjælper os, men kun ved en fælles indsats. Denne fælles indsats kan man godt kalde en form for socialisme, men man kan lige så godt kalde det radikal-demokrati. Hvis demokratiet er det bedste system, vi kender, så er det absurd, at det kun skal bruges rent politisk, mens hele det økonomiske område holdes udenfor. Demokratiet må udvides, så det også gælder for markedet og erhvervslivet. Hvis vi alligevel skal betale for bankerne og privathospitalerne, så kan vi lige så godt blive enige om, at vi har købt dem, så vi også kan bestemme over dem.

89

5

Anklager
Når politiet efterforsker en formodet lovovertrædelse og når frem til, at der skal rejses sigtelse, så ligger anklagen i reglen nogenlunde fast. Det er sjældent, at en mand bliver anholdt for voldtægt, forhørt om checkbedrageri, sigtet for indbrud og derefter anklaget for betleri og fremstilling af letfordærvelige varer under uhygiejniske forhold. Men i mit tilfælde er der noget amøbeagtigt over anklagerne. De ændrer form og farve fra den ene dag til den anden, muterer til noget helt andet, forsvinder og dukker op igen i stadig nye forklædninger. Det virkelig besynderlige er, at store dele af pressen hænger på i alle de skarpe sving og mumler deres stadige, rituelle „spion spion“, uanset hvad anklagerne kommer til at lyde på i dag, det er onsdag. Da jeg blev forhørt af en kriminalbetjent og en navnløs person fra PET om aftenen den 3. november 98, lige efter at jeg var blevet anholdt, var der i alt syv anklagepunkter. Jeg skulle have givet Merkulov en liste over „progressive journalister“. Jeg skulle have haft planer om at rejse til Norge for at mødes med den sovjetiske diplomat, andensekretær og presseattaché Stanislav Tjebotok, der tidligere havde været stationeret i Danmark. Jeg skulle have udarbejdet pjecen Cold Warriors og „overdraget“ (eller måske solgt) Merkulov nogle eksemplarer, som han så åbenbart havde givet videre til Samarbejdskomiteen – selv om det er vanskeligt at se, hvordan jeg skulle kunne straffes for, at en mand forærer en bog, han 90

har købt af mig, til en anden. Jeg skulle have „overgivet dokumenter“, der stammede fra Moskva, til den nordkoreanske ambassade og fortalt dem, de stammede fra en amerikansk journalist. Jeg skulle have udgivet pjecen True Blues, hvis tekst angivelig stammede fra Merkulov, i eget navn. Jeg skulle have organiseret en underskriftsindsamling efter „instruks“ fra Merkulov og have fået 7000 kroner, ni flasker spiritus og et stereoanlæg „for ulejligheden“, og jeg skulle have snakket med Merkulov om udarbejdelse af en ny pamflet, der skulle indgå i propagandaen omkring antiatomkampagnen.58 Jeg fik ikke lov til at se rapporten om afhøringen og har derfor heller ikke underskrevet den. Det er nok lidt usædvanligt, men skyldes formentlig, at rapporten påstår, jeg „erkendte“ at have overdraget „de pågældende dokumenter“ til den nordkoreanske ambassade „men ikke at de stammede fra Moskva“. Da jeg aldrig har set nogen af de dokumenter, PET fabler om, har jeg selvfølgelig heller ikke erkendt det, og derfor ville jeg umuligt kunne underskrive en rapport, der hævder noget andet. Atten timer senere, den 4. november 98, var jeg i grundlovsforhør, og her var fem af de syv punkter fra aftenen før droppet, mens fire nye var kommet til. Nu lød anklagerne på, at jeg havde holdt 3 møder med Merkulov, benyttet hemmelige bokse, at Merkulov havde prøvet at ryste skygger af sig, at samtalerne var ført på konspiratorisk vis og så igen, at jeg havde desinformeret koreanerne og fået penge fra russerne til en annoncekampagne.59 I det videre forløb var annoncekampagnen det mest omtalte herhjemme, mens propagandaen i udlandet, som MI6 stod for, lagde størst vægt på den Thatcher-kritiske pjece. Justitsminister Ole Espersens „redegørelse“ 7.4.8 om58 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 64-65 59 Politiken, 5..8

9

handler otte anklagepunkter: annoncen om en atomvåbenfri zone, desinformation af koreanerne, overdragelse af liste over progressive danske journalister, afgivelse af oplysninger om den danske venstrefløj, pjecen True Blues, forbud mod at melde mig ind i DKP, planer om evakuering til Sovjet og modtagelse af gaver, penge og spiritus.60 De fire nye punkter, der kom med i grundlovsforhøret, er droppet igen. To af punkterne fra det første forhør, der var droppet ved grundlovsforhøret – True Blues og progressive journalister – er kommet med igen, mens mødet i Oslo, Cold Warriors og planerne om en ny pjece er røget ud, og så er der kommet fire helt nye ting med – om DKP, venstrefløj, gaver og evakuering. Rigsadvokat Per Lindegaard, der allerede i foråret 98 havde udtalt, at man ikke kunne bruge § 08 i min sag, udarbejdede 8.3.8 efter ransagningen af mit hus et nyt notat ud fra det nu fremkomne materiale.6 Han skrev her, at følgende punkter ikke var strafbare: Udgivelse af Kolde krigere og True Blues, annoncen om en atomvåbenfri zone og indsamling af oplysninger om personer. Lad os se bort fra den detalje, at jeg ikke har gjort det, jeg bliver anklaget for, og nøjes med at konstatere, at selv hvis jeg havde gjort det, havde det ikke været ulovligt, og som følge heraf var det heller ikke noget, jeg skulle anholdes for og forhøres om eller en justitsminister skrive redegørelser om. Per Lindegaard mener, at kun to forhold kunne være ulovlige, hvis de ellers kunne bevises: desinformationen af nordkoreanerne, der i så fald ville være en efterretningsoperation, udført for fremmed magt på dansk territorium, hvilket ikke er lovligt. Og som noget nyt, der hverken var med i forhørene eller redegørelsen: Hvis jeg havde søgt optagelse i hjemme60 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 3-36 6 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 9

9

værnet eller søgt arbejde forskellige steder med det formål at indsamle hemmelige oplysninger og videregive dem til det sovjetiske efterretningsvæsen, så ville det også være ulovligt. Desværre for PET havde de ingen beviser på, at jeg skulle have foretaget mig noget af det, der ville have været ulovligt. Det var bare noget, de sådan troede, jeg måske i mit stille sind kunne gå og finde på. Da en del af de „anklagepunkter“, der blev rettet mod mig, nok virkede noget klejne som „beviser“ på, at jeg var en farlig spion – at jeg havde tænkt mig at tage til Oslo og møde en mand, jeg kendte, at Merkulov skulle have rystet skygger af sig (hvad jeg vel næppe kunne lastes for) og givet en fredsorganisation nogle eksemplarer af en pjece, han havde købt af mig, eller at jeg skulle have fortalt Merkulov, at nogle journalister var mere progressive end andre – fandt man med det samme på en række nye, fiktive anklagepunkter. Det var lige meget, hvor usandsynlige anklagerne var. Man skød bare med spredehagl og håbede på at ramme et eller andet. Således kunne Jyllands-Posten6 fortælle, at jeg og Merkulov holdt møder på øde landeveje, og at jeg efterlod hemmelige beskeder i forskellige telefonbokse. Berlingske Tidende fortalte,63 at både jeg og Merkulov gik under jorden efter en artikel, Berlingeren havde bragt i sommeren 98 (mens vi i virkeligheden nøjedes med at gå under bordet), Information64 kunne fortælle, at jeg lige var hjemkommet fra flere måneders ophold i Nordkorea, og Aktuelt,65 at jeg splittede NATO’s militære forsvar, misinformerede om europæiske landes hensigter, indsamlede hemmelige oplysninger om Kina og i øv- 

6 63 64 65

Jyllands-Posten, 5..8 Berlingske Tidende, 5..8 Information, 5..8 Aktuelt, 8..8

93

rigt havde indrømmet alt i min dagbog. Da MI6’ del af „kontraefterretningoperationen“ begyndte at rulle, kunne The Times meddele, at jeg var den danske fredsbevægelses leder,66 AP at jeg var formand for Samarbejdskomiteen,67 Reader’s Digest at jeg havde arrangeret fredsmarch fra Oslo til Paris,68 og den svenske forfatter Dragan Jovius,69 at jeg havde arrangeret foredragsturneer rundt i Norden for russiske professorer, formidlet penge til fredsorganisationer, udspredt forfalskninger og – oh, gru – fået ordre til at rejse til Norge, mens hans landsmand Charlie Nordblom70 kunne fortælle, at jeg under forhør havde tilstået alt. Gik man til Sydafrika, kunne man få at vide, at jeg ville berøve NATO’s nordlige flanke hele dens atomforsvar.7 Senere har Jyllands-Posten7 kunnet fortælle sine læsere, at jeg var formand for Koreaforeningen og forsynet med et dæknavn fra den nordiske mytologi. Christopher Andrew har fortalt, at jeg støttede Pol Pot,73 Walther Juul Hansen at jeg indrykkede kæmpeannoncer for Korea i aviserne,74 og Ekstrabladsjournalisten Jakob Andersen, at jeg er infam og perfid og minder om en bænkebider.75 Da man åbenbart stadig mente, at det foreliggende bevismateriale ikke rigtig var nok til at overbevise befolkningen om,

The Times, 4..8 AP telegram, ..8 Reader’s Digest, oktober 98 Dragan Jovius: Sovjethotet mot Norden, Stockholm 984, s. 74 Charlie Nordblom: Krig i fredstid, Timbro, Stockholm 988, s. - „The War Called Peace“, Johannesburg 984 Jyllands-Posten, 3..88 Christopher Andrew og Oleg Gordievsky: KGB – The Inside Story, Hodder & Stoughton, London 990, s. 495 74 Ekstra Bladet, 7..9 75 Jakob Andersen og Oleg Gordievsky: De røde spioner, København 00, s. 63-64 

66 67 68 69 70 7 7 73

94

at jeg var spion, erklærede udenrigsminister Kjeld Olesen som tidligere nævnt i TV-Avisen 6..8, at jeg var skyldig. I april 98 gentog han beskyldningen: „Der er ingen tvivl om beviserne, ellers træffer vi ikke en sådan beslutning.“76 Til Fyens Stiftstidende præciserede ministeren, hvad der var bevist: „Jeg har udtalt mig om beviserne for de to forhold, som var grundlaget for udvisningen af den sovjetiske diplomat … nemlig misinformeringen af den nordkoreanske ambassade og videregivningen af penge til annoncering fra den sovjetiske ambassade.“77 Kjeld Olesen har i denne sag svært ved at se forskel på en politianklage og et bevis. Det er han ikke ene om. 

76 Politiken, 8.4.8 77 Fyens Stiftstidende, 9.4.8

95

6

Virkemidler
Det var almindelig kendt, at vi blev registreret i de hemmelige kartoteker. På et tidspunkt var det omkring en tiendedel af befolkningen – børn og oldinge medregnet – der var opført i det hemmelige politis registre. Hvis man sagde, man foretrak fred frem for krig, eller var aktiv i sin fagforening, blev man registreret. Hvis man sagde, det var for galt, at folk blev registreret, bare fordi de ikke havde samme politiske overbevisning som efterretningsfolkene, så blev man også registreret. Som det lakonisk hedder i beretningen: „Senere i 964 oprettedes Sjællandskomitéen mod de hemmelige Kartoteker … Komitéen blev registreret i PET, der indsamlede komitéens materiale og identificerede aktive medlemmer.“78 Vi vidste også, at vi blev overvåget. Hvis man blev valgt ind i bestyrelsen i et ungdomsforbund som SUF, stod der med jævne mellemrum en mand eller to i lyse cottoncoats nede i opgangen eller ovre på det modsatte fortov. Og det var almindeligt kendt, at telefoner blev aflyttet. Jeg husker fra bestyrelsesmøderne i Socialistiske Studenter i begyndelsen af tresserne, hvordan de ældre og mere erfarne medlemmer fortalte om sære klikkelyde eller at en stemme sagde: „Rigspolitiet“, når man tog telefonen. Man blev rådet til at trække telefonen ud af stikket, hvis man ville have lidt privatliv en 

78 PET-kommissionens Beretning, bd. , s. , fodnote

96

gang imellem og ikke mente, alle de lyde, man i forskellige stunder kunne fremkomme med, skulle tjene til underholdning for politibetjente. Det var ikke nok at lade røret ligge på – man sagde, man kunne aflytte en hel stue gennem en telefon, selv når røret var lagt på. Når jeg spiste frokost med en sovjetisk diplomat, anbragte to letgenkendelige agenter sig ved et bord i nærheden. Jeg tænkte tit på, om vi ikke skulle give en omgang, så de ikke skulle sidde der med tør mund og ørerne på stilke. Jeg skal ikke kunne sige, hvornår jeg selv optrådte i kartotekerne første gang – måske har de tidlige barnetegninger liggende i en mappe. Men da jeg var sytten, var jeg i hvert fald skrevet i mandtal. Kommissionsberetningen siger: „En indberetning fra den 4. juni 960 nævner, at Herløv Petersen var blandt deltagerne i en rejse til Østersøugen.“79 Hvis PET havde informanter med til Østersøugen – og det havde de jo nok – kunne de også fortælle, at da Poul Emanuel ved afslutningsceremonien 5. juli forelagde en resolution til afstemning, var jeg den eneste af de 600 deltagere, der rakte hånden i vejret for at markere, jeg ikke stemte for. Jeg var utilfreds med, at resolutionen ikke havde været diskuteret først, og mente, den virkede provokatorisk. Men den slags kendsgerninger er PET ikke interesseret i. „Det er ikke det, vi taler om,“ siger de velsagtens. Da sovjetiske diplomater kom over og besøgte mig på Langeland en lille snes år senere, vidste vi også godt, at PET fulgte efter dem. Så vidt jeg husker, kørte de altid i en grå Volvo. Engang stoppede en af russerne på Siødæmningen for at fiske. – Fangede du noget? spurgte jeg ham. – To torsk, sagde han. – Plus de to, der sad i bilen og ventede. Hvis vi fik for meget at drikke – og det var snarere normen 

79 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 47

97

end undtagelsen – og den sovjetiske diplomat ikke kunne køre hjem, måtte efterretningsfolkene også overnatte her. De havde varmestue og overnatningsmuligheder hos den daværende, nu afdøde købmand oppe på hjørnet, der opstillede for de konservative til kommunevalgene og var ivrig hjemmeværnsmand.80 Det var selvfølgelig irriterende med kartoteker, overvågning og aflytning, men der var ingen, der tog det rigtig alvorligt. Det kunne være livsfarligt med de kartoteker, hvis det kom til krig og besættelse, men kom det til krig, fløj vi nok alle sammen ud i rummet, splittet i enkeltdele, så det havde næppe nogen praktisk betydning. Og i fredstid kunne det ikke få konsekvenser. Vi havde jo ikke gjort noget ulovligt. Vi lavede ikke bomber, vi trænede ikke med våben eller forberedte i smug en opstand. Vi belurede ikke militære installationer eller stjal krigsplaner. Når man ikke kendte nogen hemmeligheder, kunne man heller ikke røbe hemmeligheder. Så man kunne bare lade PET lege røvere og soldater, når nu de så gerne ville. Men PET havde mange andre virkemidler, som de fleste af os ikke vidste noget om. Først og fremmest har efterretningsvæsenet et finmasket net af stikkere, lurere og meddelere – ligesom Stasi havde det i DDR. Sad man i venners lag og snakkede muntert sammen, kunne den ene af bordfællerne meget vel gå hjem og skrive indberetninger til PET. Jeg ved ikke, hvordan den slags mennesker ser ud indvendig, men de er vel beslægtet med dem, der borer knasthuller ud på badeanstalterne. Fik man besøg, gik man tur, eller holdt man sommerfest, lå de på lur – snagede og lurede og skrev rapporter. 
80 Politiken, 0..05 http://politiken.dk/kultur/fakta_kultur/article3574.ece

98

Hvis der holdt en diplomatbil med blå plader foran huset, yrede og myldrede det med hjemmeværnsfolk i krat og busk. „5. kolonne og regulær spionage var et emne, og enhver god hjemmeværnsmand havde et meldenummer i lommen, hvortil han til FET kunne indberette ’blå plader’,“8 skriver en gammel hjemmeværnsmand. Hjemmeværnet holder stadig med mellemrum øvelser, hvor de parkerer store kassevogne op og ned ad mit hus, måske for at simulere anholdelse. Efter at jeg blev anholdt, skrev Politiken,8 at PET gennem fire år havde presset en kvinde, der boede i nærheden af mig, til at skygge mig. Hun havde forstået på PET, at hun risikerede straf, hvis ikke hun efterkom ordren om at give indberetninger til PET. Skal man tro landsbyrygterne, var der også et par mænd, der efter min anholdelse gik rundt og brystede sig af, at deres indberetninger havde været med til at „knalde ham kommunisten“. Det er meget ubehageligt at tænke på, at folk har siddet ved mit bord under venskabs maske og været stikkere og lurere. Og det værste ved stikkersamfundet er, at alle kommer til at nære mistanke til alle. Er det dig, der belurer mig? tænker man uvilkårlig. PET og kommissionen er meget opsat på at beskytte „informanterne“. Men ofrene vil de ikke beskytte. Når man som den, der er ramt af stikkersystemet, gerne vil have at vide, hvem der var Judas og hvem ikke, så er det ikke for at få hævn, men for at få ro – og for at kunne føle tillid igen. Når man ved, hvem det var, ved man også, hvem det ikke var. En del af stikkerne er det muligt at identificere ud fra de få og spredte oplysninger i beretningen. Men den eneste, der har valgt at træde offentligt frem og stolt berette, hvad han 
8 http://www.avedoere-selskabet.dk/Byland/Mili/Hjemmevaernet/ hjemmeværnet_i_dag.htm 8 „Kvinde tvunget ind i spionsag“, Politiken, 6..8

99

har snust sig frem til, er tækkemand Walther Juul Hansen, der rejste Jorden rundt sammen med mig i slutningen af tresserne og senere sammen med Mikkel Plum var medlem af en maoistgruppe, der samlede penge ind til Pol Pot uden at fortælle dem, der gav bidrag, hvor pengene endte.83 Senere svingede Juul Hansen fra den ekstreme venstrefløj til det ekstreme højre. Da journalisten Jakob Andersen begyndte sit korstog mod venstrefløjen i Ekstra Bladet i 99 og anklagede alt, der kunne krybe og gå, for at være KGB-agenter, følte Walther Juul Hansen trang til at være med, så han skrev en helsidesartikel i Ekstra Bladet med overskriften „Nu kender jeg dig igen Arne“,84 hvor han berettede om, hvad han under venskabs maske havde luret sig til i mit hjem. Fra 979 fik PET retskendelse til at aflytte min telefon og fra 980 også til rumaflytning. I første omgang skulle de have hjælp fra CIA til at sætte lytteudstyr op, men planen blev forpurret, da jeg ikke var bortrejst, som de troede. I april 980 fik de så lokale folk til at sætte mikrofonerne op, mens jeg var til min nevøs konfirmation i København.85 Jeg tror nok, jeg har en fornemmelse af, hvor de sidder, men jeg har ikke lyst til at flå panelerne af for at se efter. Telefonaflytning er ubehagelig nok – det er ikke rart at vide, at politibetjente sidder der og sveder tran, mens de hører på alt, hvad man snakker med venner og familiemedlemmer om. Men rumaflytning er værre. Det er som at få de mest ulækre snagere og snusere til at stå bag gardinerne, ligge under sengene og krybe sammen i et hjørne af toilettet. Siden 985 har politiet kun måttet bruge rumaflytning i 
83 Mikkel Plum: Bombardér Hovedkvarteret, København 998, s. 308 84 „Nu kender jeg dig igen Arne“, Ekstra Bladet, 7..9 85 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 63 

00

forbindelse med efterforskningen af en forbrydelse, som havde medført eller kunne medføre „fare for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfundsværdier“.86 Men før den tid blev der ikke stillet større krav end til telefonaflytning. Det blev ikke anset for nødvendigt, for det var meget sjældent, man benyttede rumaflytning. Beretningen skriver: „Den eneste danske statsborger, der er omtalt i kendelsesmaterialet i denne periode, er Arne Herløv Petersen, der var mistænkt for at udføre påvirkningsarbejde for KGB, og som blev rumaflyttet i en periode i 980-8.“87 I den da gældende Retsplejelov § 787 stk. 5-6. hedder det: „Stk. 5. Optegnelser om og anden gengivelse af aflyttede samtalers indhold skal tilintetgøres, så snart det er fastslået, at de ikke er af betydning for efterforskningen. Stk. 6. Har aflytning af samtaler fra en telefon i privat eje fundet sted, skal retten give telefonens indehaver meddelelse herom, når det kan ske uden skade for undersøgelserne, og når omstændighederne i øvrigt ikke taler herimod.“ Jeg har aldrig fået besked om, at PET er holdt op med at aflytte mig. Jeg har spurgt dem, om det betyder, de stadig lytter, og de svarer, at det kan de hverken be- eller afkræfte. Så måske lytter de endnu. Da jeg blev anholdt, blev jeg beskyldt for at bruge hemmelige bokse, lægge beskeder i telefonbokse og den slags. Der manglede kun brevet i det hule træ. Dengang rystede jeg bare på hovedet og regnede med, at de sad i PET og læste Enid Blytons bøger om De fem. Nogle gange kommer man til at tvivle på, at de er rigtig voksne. Men nu kan jeg læse i beretningens bind 4 – „PET’s virkemidler“ – at PET rent faktisk brugte alle den slags børnebogs-metoder sammen med sine 
86 PET-kommissionens Beretning, bd. , s. 34 87 PET-kommissionens Beretning, bd. 4, s. 07 

0

agenter og stikkere. Det har rigtig været noget for de glade hjemmeværnsdrenge, der jo også ofte virker, som om de har gået i korte bukser lige et par år for længe. Da jeg blev anholdt, konfiskerede PET også mine notesbøger og mine dagbøger for de sidste seksten år. Jeg klagede over, at jeg ikke kunne undvære dem, og fik udleveret fotokopier. Efter at jeg fik tiltalefrafald i april 98, fik jeg dagbøgerne tilbage. Jeg synes, jeg kan huske, jeg spurgte betjenten, om de så havde taget en ekstra kopi, og at han sagde, at det havde de skam ikke. Men det havde de altså. De har dem endnu. Hvad jeg ikke kunne have forestillet mig var, at PET-kommissionen 8 år efter min anholdelse offentliggjorde uddrag af mine dagbøger og af aflytningsrapporterne. Jeg behøver næsten ikke at tilføje, at ingen andre har været udsat for samme behandling. Også i dette tilfælde er min sag enestående. Da justitsminister Brian Mikkelsen har bebudet, at arkiverne skal åbnes for alle interesserede,88 kan man måske forvente, at mine dagbøger bliver udleveret til Ekstra Bladet eller andre, der kan finde morskab i at læse om mine kærester og ungdomskvaler. Historikeren Regin Schmidt fra PET-Kommissionen og Rasmus Mariager og Morten Heiberg, der var ansat af kommissionen, udgav i november 009 på Gyldendal en folkeudgave af beretningen.89 Mit liv er blevet en salgsvare, som et forlag kan købe af nogle historikere. Det næste bliver måske en Pixibog, en manga og en musical. Alle og enhver må tilsyneladende snage i mit liv, men jeg selv har stadig ikke fået lov til at se, hvad PET har om mig i sine arkiver. Jeg troede, der fandtes love om privatlivets fred. Vi kan 
88 Politiken, 5.6.09 89 Jyllands-Posten, 0.5.09 og http://presseservice, gyldendal.dk/009_/ pet.aspx 

0

læse i Encyklopædien, at man ikke har anvendt fredløshed som straf siden begyndelsen af 600-tallet.90 Vi kan læse i aviserne, at Danmark er en retsstat. Men et lands retssikkerhed kan ikke måles på, hvordan man behandler regeringens tilhængere, kun på, hvordan modstandere af regimet behandles. Umiddelbart efter beretningens offentliggørelse sendte jeg en klage over krænkelsen af mit privatliv til kommissionen, men fik brev fra landsdommer Leif Aamand om, at kommissionen ikke længere eksisterede,9 så han havde sendt mit brev videre til Justitsministeriet. Når man klagede til kommissionen, før beretningen var fremkommet, fik man ikke svar, fordi de sad og arbejdede, og alt var hemmeligt. Klager man bagefter, får man heller ikke svar. Kommissionen er tilsyneladende lige så ansvarsfri som kongehuset. Justitsministeriet svarede 0. august 009,9 at der står i bemærkningerne til PET-kommissionsloven § 0, at der kan medtages fortrolige oplysninger i beretningen. Det er mig uforståeligt, at bemærkninger til et lovforslag kan sætte alle eksisterende regler og love om privatlivets fred og ukrænkelighed ud af kraft. Kan man så også afskaffe ytringsfriheden med en henkastet bemærkning? Sandelig, vi lever i skumle tider.93 

90 9 9 93

Den Store Danske Encyklopædi, København 997, bd. 7, s. 0 Brev fra Aamand, .7.09 Brev fra Justitsministeriet, 0.8.09 Bertolt Brecht: „An die Nachgeborenen,“ Gedichte, Suhrkamp 98, s. 7 

03

7

Tiltalefrafald
Den Særlige Klageret bestemte ..8, at jeg ikke måtte få den forsvarer, jeg oprindelig havde ønsket – landsretssagfører Christian Vilhelm Hagens. Klageretten gav ingen begrundelse for sin afgørelse, men sagde blot, at betingelserne i Retsplejelovens § 733 stk.  var til stede. Her står: „Retten kan ved kendelse nægte at beskikke den advokat, som sigtede ønsker som forsvarer, hvis hans medvirken ud fra retsplejemæssige hensyn til sagens behørige fremme, herunder særligt hensynet til medsigtedes tarv, ikke kan anses for forsvarlig, eller der er en påviselig risiko for, at advokaten vil hindre eller modvirke sagens opklaring.“94 Det kan have spillet ind, at Hagens havde forsøgt at indgive politianmeldelse mod udenrigsminister Kjeld Olesen for forsøg på at påvirke udfaldet af en verserende retssag.95 Advokat Jørgen Jacobsen skrev i den anledning: „Det er imidlertid et spørgsmål, om vi bør finde os i en sådan arrogance hos klageretspræsidenten, for det er … en alvorlig sag at knægte princippet om det frie forsvarervalg. Det må håbes, at Hagens … indbringer sagen for den europæiske menneskeretskommission. Grundlaget er til stede.“96 Jeg henvendte mig så til landsretssagfører Jan Schultz-Lo94 Politiken, ..8 95 Politiken, 7..8 96 Jørgen Jacobsen: „Klageretten og det fri forsvarervalg“, Politiken, 4..8 

04

rentzen, som jeg kendte som en af landets bedste forsvarsadvokater og forfatter til den meget nyttige bog Hvad må politiet? Til min glæde sagde han ja til at blive min forsvarer. 4..8 sendte Schultz-Lorentzen et brev til politimester Axel Sørensen i Svendborg og udbad sig et fuldstændigt sæt af alt anklagemyndighedens materiale om sagen. Han skrev, at når han havde modtaget og gennemgået materialet, ville han tage en samtale med mig og derefter diskutere eventuelle videre forhør af mig med anklagemyndigheden – men heller ikke før. I løbet af de næste godt to måneder rykkede han seks gange for svar, men politimesteren svarede ikke. Politimester Axel Sørensen var på det tidspunkt 66 år gammel og havde været politimester i Svendborg i  år.97 På stationen fandt man også politiassistent Erik Dagø, der en årrække fungerede som politianklager, siden 973 havde været leder af hjemmeværnets stedlige politikorps og var kendt for sine mange læserbreve, vendt mod fredsbevægelsen og de venstreorienterede.98 Jan Schultz-Lorentzen fortalte ved et møde i Dansk PEN99 om sine problemer med at få udleveret sagens akter: „Det er første gang, siden det i 965/66 blev gennemført at give forsvarerne adgang til anklagemyndighedens materiale, at jeg ikke har fået det. Anklagemyndigheden sidder på hele efterforskningsmaterialet. Jeg har rykket seks gange og ikke engang fået nogen begrundelse for, at jeg ikke har fået det. Det er eneste gang i de sytten år, jeg har arbejdet som beskikket forsvarer, at jeg ikke har fået det materiale, der ligger forud for anholdelsen. Selv om der ikke står i loven, der skal gives aktindsigt, er det første gang …, man har desavoueret den praksis, forsvarerne har tilkæmpet sig.“ I sagen mod Stasi97 Kraks Blå Bog 974 98 Se f.eks. Erik Dagø: „Fredsaktivist-bevægelser“, Fyns Amts Avis, 3.5.8 99 Møde i Dansk PEN 9.6.8 

05

agenten Jörg Mayer, hvor der var dom for fuldbyrdet spionage, udleverede politiet alt materiale til forsvarerne.00 En af de få oplysninger, min forsvarer fik, var, at anklagemyndigheden havde udtaget 650 sider af min dagbog som „værende af betydning for sagen“.0 De steder, hvor jeg har omtalt sovjetiske diplomater eller nogen af de forhold, der har med sagen at gøre, fylder højst et par sider. Resten er helt private ting. De 650 sider er alt, hvad jeg har skrevet fra 97 til og med 98. Ti år af mit liv er arkiveret hos PET. Formodentlig skyldtes det den manglende udlevering af sagens akter til forsvareren, at jeg heller ikke blev indkaldt til nogen form for forhør, efter at jeg var løsladt fra arresten. Ved de første forhør havde jeg nægtet at udtale mig med henvisning til, at jeg ikke havde nogen forsvarer. Da jeg fik en forsvarer, ønskede politiet ikke at tale med mig. Politimesteren i Svendborg var åbenbart overbevist om, at jeg kunne dømmes efter § 08. I hvert fald indstillede han sagen til tiltalerejsning. PET’s Region 4 skriver i sin årsberetning 98: „Sagen blev i sin fulde udstrækning af Politimesteren i Svendborg indstillet til tiltalerejsning mod AHP efter Straffelovens § 08, stk. , og denne indstilling blev fulgt af Statsadvokaten for Fyn, mens Rigsadvokaten var uenig på visse punkter, herunder med henvisning til manglende domspraksis.“0 Det er temmelig mildt formuleret, at rigsadvokat Per Lindegaard var uenig „på visse punkter“. Allerede i foråret 98 havde han skrevet, at jeg ikke havde overtrådt bestemmel- 

00 Politiken, .4.8 0 Ifølge brev fra Jan Schultz-Lorentzen til Axel Sørensen 6.4.8 0 PET REGION IV. Årsberetning for tiden . januar 98 til 3. december 98 vedrørende de i regionsafdelingen behandlede sagsområder. DIIS dokument 4 

06

serne i § 08, og i et nyt notat 8.3.803 skrev han, at de fleste anklagepunkter mod mig ikke vedrørte strafbare forhold. Det eneste, jeg ville kunne dømmes for, var, hvis jeg havde desinformeret nordkoreanerne eller søgt optagelse i hjemmeværnet eller søgt stillinger med det forsæt at videregive fortrolige oplysninger til russerne, og da jeg ikke havde gjort nogen af delene, ville jeg ikke kunne dømmes. Imens havde jeg bestået pædagogikum i marts 98 og var dermed arbejdsløs. Det lykkedes mig heldigvis at holde mig helt ædru det næste halve år, så de følgende begivenheder står mejslet i min erindring. Mens jeg var ædru, kom jeg i gang med skabende arbejde, og i sommeren 98 skrev jeg fremtidsromanen Fredsrejsen, hvor jeg blandt andet fortalte, at Gorbatjov ville være Sovjetunionens præsident i 990. Det var et lille resultat af mine samtaler med sovjetiske diplomater og min egen ønsketænkning, for Gorbatjov var ellers helt ukendt uden for Sovjetunionen på det tidspunkt.04 Det var vel også ønsketænkning, at jeg lod Svend Auken være dansk statsminister i 990, og selv om det ikke skete, var det da lige ved. Som PET-kommissionens beretning siger, var justitsminister Ole Espersen havnet i en vanskelig situation i foråret 98.05 Der står i beretningen: „Justitsminister Ole Espersen, som havde påtalekompetencen i forhold, der mentes omfattet af § 08, befandt sig i foråret 98 i en vanskelig situation. PET havde, sandsynligvis med departementschef Niels Madsens accept, anholdt Herløv Pe- 

03 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 9 04 Arne Herløv Petersen: Fredsrejsen, 983, s. 63. http://herlov.dk/fred.htm http://www.scribd.com/doc/75609/fredsrejsen 05 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 0 

07

tersen den 3. november 98. Ifølge Ole Espersens forklaring var anholdelsen foretaget i modstrid med justitsministerens instruks. Det bør i den forbindelse understreges, at justitsministeren er både politiets og anklagemyndighedens øverste chef. Dertil kom, at Justitsministeriets departementschef Niels Madsen ifølge Ole Espersens forklaring ikke havde orienteret ham om den forestående anholdelse. Endelig var der en grundlæggende juridisk uenighed med hensyn til tolkningen af § 08. Niels Madsen havde ikke blot set bort fra justitsministerens begrundelser, men havde tilsyneladende også udeladt fra sine betragtninger det notat om § 08, som han havde modtaget fra rigsadvokat Per Lindegaard i foråret 98. Rigsadvokaten gentog sine forbehold over for ministeriet og PET både i november 98 og igen i den endelige indstilling af 8. marts 98. Dertil kom, at sagen var blevet et politisk og troværdighedsmæssigt problem for justitsministeren, ikke mindst fordi udenrigsminister Kjeld Olesen havde udtrykt sig i utvetydige vendinger om tyngden i beviserne imod Herløv Petersen. Ydermere var det vigtigt for Justitsministeriet at få ministerens tilkendegivelse af, at der ikke var grundlag for at kritisere politiets interesse for Herløv Petersen og de efterforskningsmæssige skridt i sagen. En ministeriel kritik af PET kunne under visse omstændigheder falde tilbage på ministeriet, idet Niels Madsen angiveligt havde godkendt anholdelsen af Herløv Petersen. Samtidig stod det klart, at en forsvarlig juridisk og politisk løsning måtte indebære en tilkendegivelse om, at Herløv Petersen havde opretholdt tætte forbindelser til KGB siden begyndelsen af 970’erne. En frifindelse eller opgivelse af sagen ville være at betragte som en propagandasejr for KGB, der i fremtiden lettere ville kunne rekruttere nye emner til påvirkningsoperationer. Dertil kom, at ubådsaffæren i den svenske skærgård havde øget både regeringens og den offentlige opinions generelle skepsis over 

08

for Sovjetunionens hensigter. Koldkrigsklimaet havde således også betydning for sagens afgørelse.“06 Hvad er det, der står her: Ole Espersen havde et problem. Da rigsadvokaten havde fastslået, at jeg ikke havde overtrådt loven, havde Espersen forbudt PET at anholde mig. Men PET gik sammen med Espersens departementschef bag om ryggen på ministeren og anholdt mig uden så meget som at give Espersen besked. Departementschefen havde valgt at se helt bort fra rigsadvokatens notat og føre politik på egen hånd sammen med efterretningsvæsenet, og det var ikke så heldigt. Espersen burde selvfølgelig have skredet ind og forlangt mig løsladt, men som han selv sagde: „Hvis man bare havde sluttet sagen, havde det været det samme som at indrømme, at PET havde dummet sig.“07 Det havde PET ganske vist også gjort, men det skulle man ikke indrømme, for det kunne opfattes som en propagandasejr for russerne. Desuden havde Espersen et problem med sin ministerkollega Kjeld Olesen, der rask væk havde dømt mig skyldig for åbne mikrofoner. Hvis man nu droppede sagen helt, stod Olesen tilbage med bukserne nede om anklerne og måtte sandsynligvis gå af som minister, og det kunne man heller ikke have. Både juristerne i ministeriet og PET ønskede en løsning, hvor jeg blev hængt ud på en eller anden måde. Desuden spillede det ind, at en sovjetisk ubåd var gået på grund i den svenske skærgård. Vi havde ikke nogen ubåd at komme med, men så havde vi en forfatter og oversætter på Langeland, og ham kunne man da også bruge i propagandakrigen. Man kunne ikke risikere at bringe sagen for retten, for så blev jeg nok frifundet, og så var hele konspirationen ødelagt. Så derfor måtte man finde på noget andet. 
06 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 0-. 07 Møde i Dansk PEN 9.6.8 

09

Samtidig var dele af pressen begyndt at knurre. „Spion-sag kan fælde minister,“ skrev Ekstra Bladet.08 „Kjeld Olesens politiske liv i fare, fordi anklagemyndigheden ikke tror på domfældelse af Herløv Petersen … Efter hvad ’Ekstra Bladet’ erfarer, hersker der alt andet end begejstring i anklagemyndigheden i Herløv-sagen. Der er tvivl om, hvorvidt det materiale, efterretningstjenesten gennem fire år samlede mod ham, vil kunne føre til en domfældelse … Rigsadvokat Per Lindegaard har taget det helt usædvanlige skridt at anmode ministeriet om en juridisk vurdering af materialet, ligesom han skal have udbedt sig nærmere instrukser om, hvad Justitsministeriet mener, der videre skal ske i sagen. En beslutning om ikke at rejse tiltale mod Herløv vil uvægerlig føre til en storm mod udenrigsministeren på grund af hans bombastiske udtalelser. Det er ganske enkelt Kjeld Olesens politiske liv, der står på spil.“ Bemærk at der igen er tale om et „helt usædvanligt skridt“. Dem er der nogle stykker af i denne sag. Det er næsten lige så spændende som en kriminalroman. Hvad kunne Justitsministeriet dog finde på nu? Jo, der var et næsten ukendt smuthul i loven. PET-kommissionens beretning fortsætter: „Det var i denne situation, at en medarbejder i Justitsministeriet fremkom med et forslag til et tiltalefrafald, som Ole Espersen tiltrådte. Ministerens endelige beslutning om tiltalefrafald kan siges at være bemærkelsesværdig, idet forudsætningen herfor som nævnt er, at den sigtede anses for skyldig i den sigtelse, som udgør grundlaget for tiltalefrafaldet. Der må derfor ikke herske tvivl om sigtedes skyld. Der findes imidlertid en særlig mulighed for at meddele tiltalefrafald 

08 Ekstra Bladet .4.8 

0

over for en sigtet, som ikke mener sig skyldig. Til retsudvalget, der havde kaldt justitsministeren i samråd den . april 98, fremsendte ministeriet en kopi af Mogens Koktvedgaard og Hans Gammeltoft-Hansens Lærebog i strafferetspleje. Det var med henvisning til følgende passus, at ministeriet begrundede beslutningen om at meddele Herløv Petersen tiltalefrafald: ’Et særligt problem – af mere principiel end praktisk betydning – kan knytte sig til tiltalefrafaldet. I lighed med domfældelse indebærer tiltalefrafald, at den pågældende anses for skyldig i de påsigtede forhold. Da tiltalefrafaldet ikke kræver noget egentlig samtykke fra den sigtede, kunne det forekomme, at personer, der anser sig for ikke-skyldige, og ønsker dette godtgjort gennem en frifindelse, påtvinges tiltalefrafaldet med den deri liggende skyldformodning. Problemet er dog som nævnt ikke særlig praktisk. Ved tiltalefrafald med vilkår efter § 73 a kræves sigtedes tilståelse; og også i andre tilfælde ville man næppe give frafald uden den sigtedes tilståelse eller i hvert fald hans indforståelse med denne afgørelsesmåde. Situationen kunne imidlertid tænkes at opstå, og under en mere principiel synsvinkel burde der nok indføres hjemmel for, at den sigtede i givet fald kan begære sagen indbragt for domstolene.’09 Tiltalefrafald var en løsning, som tilgodeså de hensyn, som ministeren måtte tage, både af juridisk og politisk karakter. Herløv Petersen-sagen endte således med en højst usædvanlig, men ikke uhjemlet afgørelse den 7. april 98, der blev godkendt med Ole Espersens ministersignatur.“0 
09 Mogens Koktvedgaard og Hans Gammeltoft-Hansen: Lærebog i strafferetspleje. Juristforbundet 978, s. 0-0 0 PET-kommissionens Beretning, s. - 

Koktvedgaard og Gammeltoft-Hansen havde altså i deres lærebog i strafferetspleje advaret om, at der var et hul i loven, der burde stoppes, selv om de mente, problemet var rent teoretisk, da næppe nogen kunne finde på at meddele tiltalefrafald, uden at den anklagede havde tilstået. I anmeldelsen af denne bog i Juristen skriver H. Krag Jespersen: „I almindelighed bør anklagemyndigheden imidlertid ikke kunne afslutte sagen med at påtvinge sigtede et tiltalefrafald, uden at sigtede har aflagt tilståelse i hvert fald i det væsentligste.“ Stik imod forfatternes hensigter opfattede de vakse drenge i Justitsministeriet advarslen som en brugsanvisning, så Ole Espersen fik den tvivlsomme ære som den første at bruge tiltalefrafald på en ny og kreativ måde. Også her er der mig bekendt tale om noget enestående i dansk retspleje – endnu et af de mange helt usædvanlige træk i min sag. Anvendelsen af tiltalefrafald var et så usædvanligt skridt, at det måtte godkendes af hele regeringen. PET-kommissionens beretning skriver: „På et møde i Regeringens Sikkerhedsudvalg den 6. april 98 drøftede og vedtog man oplægget til tiltalefrafald fra Justitsministeriet, som blev offentliggjort i form af pressemeddelelse dagen efter. Der er imidlertid intet nedfældet i det officielle mødereferat om dette punkt på dagsordenen. Det er vanskeligt at vurdere årsagen til denne udeladelse. Det er ikke utænkeligt, at de øvrige ministre ikke ønskede at blive draget til ansvar for justitsministerens beslutning om tiltalefrafald, som de vidste ville blive mødt med kritik. Ved at udelade omtale heraf var det muligt for de øvrige ministre at lægge en vis afstand til beslutningen, hvis dette blev nødvendigt. Omvendt risikerede justitsministeren og regeringens topembedsmænd, som ikke alle var enige i af- 

Juristen 70, s. 89 

gørelsen, at sidde alene med ansvaret, hvis beslutningen om tiltalefrafald udløste ministerstorm og pres på ministeriets embedsmænd. Formentlig af denne grund blev der i et den 4. maj 98 udfærdiget referat af mødet i Embedsmændenes Sikkerhedsudvalg den 5. april 98 tilføjet en usædvanlig passus om, at ’den følgende dag fredag den 6. april afholdt Regeringens Sikkerhedsudvalg et møde om sagen, hvor man gennemgik Justitsministeriets udkast til orientering i anledning af beslutningen om tiltalefrafald over for Herløv Petersen. Mødet afholdtes i Statsministeriet, og samtlige medlemmer af regeringens sikkerhedsudvalg var til stede’.“ Her har vi så igen et par usædvanlige punkter. Regeringen godkendte den juridisk meget betænkelige løsning, men for ikke at blive hængt op på beslutningen, lod de være med at føre referat. Embedsmændene ønskede ikke at sidde med aben, hvis der blev ballade, og politikerne ville tørre beslutningen af på dem, så de lavede deres eget referat. Daværende forsvarsminister Poul Søgaard husker forløbet således: „Mødet i sikkerhedsudvalget drejede sig om at pakke sagen ned, så der ikke skete mere.“ Kjeld Olesen havde udtalt sig skråsikkert om skyldsspørgsmålet, og det kunne koste ham hans politiske liv. Justitsminister Ole Espersen kom ham til undsætning med et forslag om, at der ikke skulle rejses tiltale, men at tiltalefrafaldet skulle ledsages af en erklæring om, at jeg var skyldig alligevel.3 Endnu et helt usædvanligt træk var, at tiltalefrafaldet ikke kom til at stå alene, men blev ledsaget af en fem sider lang „orientering“ fra Justitsministeriet. Her skriver Ole Espersen, at det „må forudsættes, at Arne Herløv Petersen har udvist 
PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 3 3 Jakob Andersen og Oleg Gordievsky: De røde spioner, København 00, s. 658-660 

3

forhold, som i princippet falder inden under beskrivelsen i straffelovens § 08“. Da jeg i sin tid læste redegørelsen, troede jeg, at Espersen gav udtryk for sin egen opfattelse, men nu viser PET-kommissionens beretning, at han talte mod bedre vidende. Han vidste udmærket godt, at rigsadvokaten havde sagt, at man på ingen måde kunne forudsætte, at forholdene faldt ind under § 08. Videre opregner Espersen i „orienteringen“ en række påstande fra anklagemyndigheden, som om der var tale om beviste kendsgerninger. Han mener imidlertid, at en samlet vurdering viser, at danske interesserer ikke er „skadet i en sådan grad, at der er fuld tilstrækkelig anledning til at rejse tiltale“, så derfor bliver tiltalen frafaldet. For at man kan forudsætte, at jeg har udvist forhold, der falder ind under § 08, må to betingelser være opfyldt. Dels skal paragraffen omhandle forhold, der falder ind under begreberne „påvirkning“ og „indflydelse“. Dels skal de konkrete anklagepunkter være i overensstemmelse med sandheden. Som nævnt mener de juridiske eksperter, der har beskæftiget sig med emnet, ikke, at den første betingelse er opfyldt. I hvert fald jeg ved, at den anden betingelse heller ikke er opfyldt. Det er et grundprincip, at enhver skal anses for uskyldig, medmindre det modsatte er bevist. Dette princip er her krænket af landets justitsminister, der fælder dom udelukkende ud fra det hemmelige, politiske politis påstande. I andre lande som Norge og Sverige kan et tiltalefrafald appelleres. Det kan det ikke herhjemme, hvorved det bliver et fortrinligt våben, hvis man vil beskylde en mand for et kriminelt forhold uden at give ham mulighed for at blive renset for anklagerne ved retten. Jeg fik orienteringen tilsendt med posten. Efter ti års ihærdig PET-efterforskning havde man åbenbart endnu ikke fundet ud af, hvad jeg hed, eller hvor jeg boede, for brevet blev sendt til Herlev Pedersen i nummer . Jeg bor i nummer 7. 4

Reaktionen på det „ikke uhjemlede skridt“, som PET-kommissionen så spagfærdigt kalder det, udeblev ikke. Min forsvarer Jan Schultz-Lorentzen sagde: „Et tiltalefrafald skal ikke være ledsaget af kommentarer. Det havde været langt mere tilfredsstillende, om ministeren blot havde meddelt, at sagen ikke kunne holde til en domfældelse, og at man derfor undlod at rejse tiltale.“4 Gert Petersen kaldte det en „retsskandale“, at ministeriet fremsatte en række påstande om mig og samtidig afskar mig fra at få påstandene undersøgt ved en domstol. „Påstande som er belastende for ham at have hængende over sig, og det kan han ikke komme til at modbevise.“5 I Information sagde Gert Petersen, at der kan være indført ny praksis i sager vedrørende statens sikkerhed, så politiet indleder sigtelse, og ministeriet frafalder tiltale, men opretholder sigtelse og derved afsiger dom. „På den måde vil politisk debat om udenrigspolitik kunne afløses af myndighedernes uhæmmede sværtning af folk af anden opfattelse.“6 Preben Wilhjelm udtalte: „Ministeren har forplumret retstilstanden“, mens Information i en ledende artikel kaldte Ole Espersens „redegørelse“ et „makværk, som for al fremtid vil gøre ministeren suspekt som jurist“.7 Ole Espersen forsvarede sit tiltag i Jyllands-Posten ved at sige: „Jeg fortæller, hvad sagen drejer sig om. Så må befolkningen fælde dommen.“8 Det er et af de tilfælde, hvor undskyldningen næsten er værre end forseelsen. For det første skal befolkningen altså nære blind tillid til Espersens „forklaring“. For det andet skal der indføres en slags folkedomstol, der træder i stedet for retssystemet. Det sidste forsøg 

4 5 6 7 8

Politiken, 8.4.8 Politiken, 9.4.8 Information, .4.8 Information, 9.4.8 Jyllands-Posten, 9.4.8 

5

på at indføre folkedomstol afsluttedes, da dommeren Roland Freisler blev dræbt under bombeangreb på Berlin i februar 945. En glimrende beskrivelse af, hvordan folkedomstolen fungerede, kan læses i Henrik V. Ringsted: Hvad Hitler saaede.9 Fra akademisk side var kritikken af Espersens fremgangsmåde usædvanlig skarp. Dansk Retspolitisk Forening sagde i en udtalelse blandt andet: „Nu har justitsministeren med sin afgørelse skabt en ny praksis … Situationen leder tanken hen på tidligere tiders inkvisitoriske retspleje med tilsidesættelse af elementære retsprincipper.“0 Professor Bernhard Gomard havde allerede tidligere skrevet: „At finde sigtede skyldig mod hans benægtelse kan kun ske ved dom … at holde en sag borte fra domstolene kan være et politisk overgreb.“ I den vigtige artikel „Tiltalefrafald“ skriver professor, dr. jur. Peter Blume: „Ubetinget tiltalefrafald kan opfattes som benådning før dom.“ I min konkrete sag virkede begrundelsen „yderligere stigmatiserende for sigtede, der ikke havde reelle muligheder for kontradiktion, da det materiale, der begrundede afgørelsen, nægtedes udleveret til sigtede og dennes forsvarer … I sådanne tilfælde har sigtede ingen retsmidler over for afgørelsen. Ganske undtagelsesvis vil det være muligt at opnå erstatning.“ Men „et erstatningsspørgsmål må her baseres på par. 08a, stk. , og vil ikke give mulighed for at få prøvet skyldsspørgsmålet på sædvanlig straffeprocessuel måde“. I forbindelse med tiltalefrafaldet sagde Kjeld Olesen, at hvis jeg var utilfreds, kunne jeg bare anlægge sag mod sta- 

9 Henrik V. Ringsted: Hvad Hitler saaede, København 946, s. 7- 0 „Ikke flere af den slags afgørelser“, Politiken, 9.6.8  Bernhard Gomard: Studier i den danske straffeproces, København 976, s. 85-86  Peter Blume „Tiltalefrafald“ i Ugeskrift for Retsvæsen 98. s. 36-7 

6

ten.3 Min forsvarer, LRS. Schultz-Lorentzen, sagde, at han ikke kunne råde mig til at rejse erstatningskrav, uden at han var bekendt med det materiale, der havde ført til de foretagne efterforskningsskridt. Han insisterede derfor på, at Justitsministeriet stillede dette materiale til rådighed.4 Men det ville regeringen ikke. Ole Espersen sagde, at jeg skulle anlægge erstatningssag først. Så kunne man altid se på, hvad min forsvarer måtte få at se af anklagemyndighedens materiale – om noget. „Det er jo helt bagvendt,“ sagde SchultzLorentzen.5 Jeg kunne bare komme an, sagde Ole Espersen til pressen: „Men han taber sagen under alle omstændigheder.“6 Information skrev i den forbindelse i en leder: „Konklusionen på denne tragikomiske, men også retspolitisk uhyggelige sag er altså, at uanset hvad AHP måtte gøre for at blive renset for de anklager, der er rejst mod ham, så er han dømt på forhånd. Af Espersen, Olesen og Jørgensen.“7 Selv om retstilstanden endnu en gang var en by i de fjerneste egne af Sibirien, kunne jeg nok have overvejet en erstatningssag, hvis den havde givet mulighed for, at skyldsspørgsmålet blev vurderet ved en domstol. Men det kunne ikke lade sig gøre, forklarede min forsvarer i en kronik i Politiken:8 „En sag i Rudkøbing ville ikke komme til at dreje sig om det interessante spørgsmål om, hvorvidt Arne Herløv Petersen er skyldig i sigtelserne eller ej, men alene om det langt mindre 

3 4 5 6 7 8

Politiken, 0.4.8 Pressemeddelelse fra LRS Jan Schultz-Lorentzen .4.8 Jyllands-Posten, .4.8 Land og Folk, 9.4.8 Information, 30.4.8 Jan Schultz-Lorentzen: „Arne Herløv Petersen – i offentlighed og i retspleje“, Politiken, 8.5.8 

7

interessante spørgsmål, om han forud for den 3.-4. november 98 har opført sig mistænkeligt (set med politiets og rettens øjne).“ Et tiltalefrafald kan ikke appelleres, og derfor kan skyldsspørgsmålet heller ikke indbringes for retten. Det eneste, en erstatningssag ville kunne handle om, ville være, om politiet havde ret til at anholde mig, og da politiet har ret til at anholde enhver, de har mistanke til, og de kan have mistanke til enhver, de synes, ser mistænkelig ud, hvad vi alle kan gøre i politiets øjne, er der med en senere statsministers ord ikke noget at komme efter. Min forsvarer måtte derfor fortælle mig, at han ikke kunne råde mig til at føre erstatningssag, og det rettede jeg mig selvfølgelig efter, da jeg altid har haft den største respekt for Schultz-Lorentzens juridiske indsigt og dømmekraft. Tiltalefrafaldet er senere blevet tolket på forskellige måder. Ole Espersen sagde tre år efter til Politiken: „Mange af de handlinger, der kunne være rejst tiltale for, blev begået på et tidspunkt, hvor politiet havde den pågældende under stærk mistanke, og igen til dels overvågning. Hvad en dom kunne have ført til, ved ingen. Men en domfældelse ville i høj grad have måttet basere sig på handlinger, som skete på et tidspunkt, hvor politiet var bekendt med forfatterens adfærd. Dette var en af grundene til beslutningen om at undlade tiltale.“9 Det ville være udtryk for en rent ud rørende omsorg, men jeg tror ikke rigtig på det. Efter at journalist Jakob Andersen i januar 99 var begyndt på en større spionjagt i Ekstra Bladet, hvor han så KGB-agenter alle vegne, fremkom historikeren Bent Jensen med en helt ny forklaring på tiltalefrafaldet under overskriften: „Derfor 

9 Politiken, 7.7.85 

8

fik Arne Herløv lov til at løbe“:30 Artiklen hævder, at tiltalefrafaldet skyldtes to ting: . „Når socialdemokratiet – under indtryk af fredsbevægelsernes fremstormen – havde skiftet kurs 80 grader i zone-sagen, ville den naturligvis blive til grin, hvis den samtidig besluttede at rejse tiltale mod AHP for at virke for samme formål.“ . „Det andet forhold … var hensynet til de mange pæne og naive mennesker, som AHP havde fået fedtet ind i sin betalte agentvirksomhed. Ved en åben retssag ville disse folk kunne blive kompromitteret, og da det var ’kulturpersonligheder’, som Socialdemokratiet gerne ville tage hensyn til, var der hermed endnu en god grund til ikke at forfølge sagen videre.“ Artiklen er, selv i denne forfatters produktion, usædvanlig ved at være totalt uunderbygget. Bent Jensen fortæller ikke, hvor han har sine oplysninger fra. Han støtter ingen af sine påstande med kildehenvisninger eller begrundelser. Det er ren frihåndstegning. Synspunkterne fremføres som uimodståelige kendsgerninger, og vi skal bare tro Jensen på hans ord. Oraklet har talt, og så må alle forstumme. Bent Jensen mener tilsyneladende at kende ministrenes tanker. Samtidig mener han, det er helt sikkert, jeg var skyldig. Han mener altså, at en anklage er lig med et bevis. Det mest bemærkelsesværdige ved artiklen er måske, at Bent Jensen går ud fra, at tiltalefrafaldet var en håndsrækning til mig fra Ole Espersen. Det var det på ingen måde. Det var en dolk i ryggen. Ved at fratage mig muligheden for at få sagen for retten og blive frifundet, sørgede Ole Espersen for 
30 Bent Jensen: „Derfor fik Arne Herløv lov til at løbe“, Jyllands-Posten, 9..9 

9

at det for al fremtid skulle blive muligt at sværte mig til, hvilket man i vid udstrækning har gjort de sidste 8 år. Ole Espersen svarede3 under overskriften: „Vil Bent Jensen anklage mig for magtmisbrug?“: „Par. 08 er affattet således, at den efter sin ordlyd dækker en lang række handlinger, som ikke bør straffes … Det er baggrunden for, at der i forarbejderne er en klar forudsætning om, at justitsministeren viser forsigtighed med tiltalerejsninger. Det er præcis dette, jeg gjorde. Meningen med par. 07 og 08 er at varetage danske interesser. Og når disse ikke er krænkede i en sådan grad, at der er tilstrækkelig anledning til at rejse tiltale, skal man naturligvis ikke gøre det.“ Jeg sendte et brev til Bent Jensen, hvor jeg bad ham forklare, hvor han havde sine oplysninger fra, og hvor jeg korrigerede en del af hans misforståelser. Det svarede han ikke på. Sognepræst Jesper Langballe kom beredvilligt Bent Jensen til undsætning, og meddelte at Socialdemokratiets accept af den atomvåbenfri zone var en „nærliggende årsag“ til tiltalefrafaldet. Samtidig kunne han fortælle Jyllands-Postens læsere, at statsadvokaten og rigsadvokaten „enstemmigt“ ville have rejst tiltale, hvilket Ole Espersen forhindrede. Som tidligere nævnt havde rigsadvokaten i virkeligheden i tre notater fastslået, at der ikke kunne rejses tiltale. Men når historikeren og teologen således forenes om at udlægge teksten, er tro det ene fornødne og kendsgerninger kun distraherende.3 Historikerne Thomas Wegener Friis og Peer Henrik Hansen følger i Fynske Årbøger 200633 PET’s anklageskrift og undlader at komme ind på, om de forhold, jeg blev anklaget for, 
3 Jyllands-Posten, 6..9 3 Jesper Langballe: „Ja, det var magtfordrejning“, Jyllands-Posten, ..9 33 Fynske Årbøger 2006, udgivet af Historisk Samfund for Fyns Amt, Odense 006, s. 89-9 

0

overhovedet var strafbare, så derfor har de svært ved at forstå tiltalefrafaldet. De fremsætter fire forskellige teorier om, hvorfor justitsministeren valgte denne fremgangsmåde: . For at beskytte Oleg Gordijevskij mod afsløring. . I en retssag ville PET blive tvunget til at fremlægge sine beviser. Derved ville offentligheden få indsigt i PET’s metoder, hvilket kunne svække efterretningstjenestens muligheder for at finde frem til fremtidige agenter og kontakter. 3. Den danske regering ønskede måske ikke, at forholdet til Sovjetunionen blev yderligere belastet. 4. „Endelig kunne der hos de danske myndigheder have hersket en frygt for, at en retssag mod den danske forfatter ville ende med nederlag og fiasko“ – en lidt besynderlig formulering af forestillingen om, at det kunne tænkes, at en dommer rettede sig efter loven og frikendte en uskyldig. Med tiltalefrafaldet var sagen juridisk set afsluttet. Det var PET ikke utilfreds med. PET-kommissionens Beretning siger: „For PET var tiltalefrafaldet ikke nogen dårlig udgang på sagen. Som anført af politiassessor Arne Stevns var det lige så vigtigt, at sagen fik en presseeksponering og en vinkel på historien, der ville skade sovjetiske interesser og handlemuligheder i fremtiden, som at Arne Herløv Petersen blev straffet. Med justitsministerens afgørelse blev begge mål indfriet, selv om tiltalefrafald næppe var så streng en straf, som PET havde håbet på.“34 

34 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 4 

Oversat til menneskesprog: Det var selvfølgelig bedst at bure mig inde, men hvis det ikke kunne lade sig gøre, fordi jeg ærgerligt nok ikke havde overtrådt loven, kunne man give sagen „presseeksponering“ og en „vinkel på historien“, så jeg blev godt og grundigt sværtet til. Karaktermord kalder man den slags. I årsrapporten for PET’s region IV hedder det: „Som allerede nævnt var den manglende tiltalerejsning skuffende for sagsbehandlerne, men vi må, når dette er sagt, også konstatere, at sagen ikke har været kørt forgæves, idet den offentlige omtale af sagen vel overvejende er faldet ud til fordel for Politiets Efterretningstjeneste, ligesom sagen på en række områder har været til gavn for regionsafdelingens arbejde.“35 Jyllands-Posten skriver i et interview med Ole Stig Andersen36 4.8.09 som en kendsgerning, at PET var mod tiltalefrafald og mente, jeg burde retsforfølges. Det ville i så fald have været udtryk for stor mangel på dømmekraft. PET må have vidst, at det, jeg var sigtet for, ikke var ulovligt, og til trods for PET-chefens krumspring kunne man ikke få rigsadvokaten med. En retssag ville derfor formodentlig føre til frifindelse, og det turde man ikke risikere. Det var vel derfor, jeg fik tiltalefrafald, der ikke kan appelleres. Jeg tror egentlig, Ole Stig Andersen har været fornuftig nok til at indse dette, og tror derfor ikke på, at han ønskede at gennemføre en retssag med et resultat han, ud fra sin ver- 

35 „PET REGION IV Årsberetning for tiden . januar 98 til 3. december 98 vedrørende de i regionsafdelingen behandlede sagsområder“, DIIS dokument 4 36 Jyllands-Posten, 4.8.09 

densanskuelse, ville opfatte som en propagandasejr for Sovjet. Karaktermordet var den ideelle løsning for PET. Derimod er det sikkert rigtigt, at politimester Axel Sørensen i Svendborg ønskede en retssag. Han havde åbenbart ikke læst rigsadvokatens indstilling, eller måske forstod han den ikke. Rapporten skriver, at PET gennem sin „kontraefterretningsoperation“ håbede at vende propagandaværdien, så sagen kom til at virke mod Sovjet. Man kan måske håbe på, at historien om efterretningstjenestens virksomhed vil stå som et vidnesbyrd om myndighedernes magtmisbrug, lovovertrædelser og menneskejagt. Man brænder ganske vist ikke længere folk på bålet, men man rister dem langsomt i levende live. 

3

8

Ud i verden
I tegneserien Radiserne optræder drengen Rumle, der går fin og renvasket ud i verden, men på et øjeblik klæber skidt og smuds til ham, så en støvsky står omkring ham. Sådan har jeg ganske ofte følt mig, siden PET og MI6 startede på deres „kontraefterretningsoperation“ mod mig. Man har kunnet følge forskellige tendenser og bølger i pressedækningen af sagen. Lige de første dage lod den danske presse sig overvælde af de voldsomme anklager. Hvis PET og landets udenrigsminister var så sikre på, at jeg var spion, så måtte der nok være noget om det. Der går sjældent røg af en brand … Men da PET så fremlagde beviserne i retten i Rudkøbing – en ubrugt serviet, nogle frimærker og et lille stykke ubeskrevet pap – svingede store dele af pressen om. Det var lidt ligesom dengang markedsgøgleren „professor“ Labri stod foran teltet og lokkede folk til at betale ti øre for at se en stor krokodille, og når de så kom indenfor, stod der en stor krukke dild. Efterhånden kom der også flere faktuelle oplysninger frem – som da cand.jur. Poul Smidt fortalte historien om, at Folketinget i 95 havde vedtaget, at netop den slags forhold, PET anklagede mig for, ikke var ulovlige.37 Information og Ekstra Bladet var særlig kritiske over for poli- 

37 Politiken, 7..8 

4

tiet – Information var ligefrem venstreorienteret dengang og Ekstra Bladet venstrepopulistisk, hvor sært det end kan lyde i dag. Hvis man kunne blive dømt som spion, fordi man havde forfattet læserbreve og kritiske artikler og organiseret en appel om en atomvåbenfri zone, så var der efter manges mening tale om et anslag mod ytringsfriheden, og det fik en del forfattere, politikere og andre til at ytre sig om sagen, mens tid endnu var. Man kan nævne Erik Stinus,38 Gert Petersen,39 Else Hammerich,40 Klaus Rifbjerg,4 Morten Thing,4 Jesper Klein,43IvanMalinowski,44PeterLaugesen45ogTorbenKrogh.46 Efter tiltalefrafaldet brugte Jyllands-Posten overskriften „Spion-sigtet forfatter fri for alle anklager“,47 og Berlingske Tidende „Herløv skadede ikke danske interesser“.48 Selv om mange på højrefløjen blev ved med at komme med de rituelle påstande om landsforræderi, og Lennart Weber på Aktuelt ikke kunne dy sig for et sidste spark – „Han var for amatøragtig“49 – var det mit indtryk i foråret 98, at PET’s stort anlagte pressekampagne mod mig var slået fejl. BT spurgte fire tilfældigt udvalgte om sagen, og de tre var overbevist om, at jeg var uskyldig.50 
38 39 40 4 4 43 44 45 46 47 48 49 50 Erik Stinus: „Om troværdighed“, Information, 9..8 Gert Petersen: „Danmarks hemmelige grundlov“, Politiken, 4..8 Else Hammerich: „Lad os ikke kue“, Information, 9..8 Klaus Rifbjerg: „Intelligensen og krigens urimelighed“, Berlingske Tidende, 5..8 Morten Thing og Nils Bredsdorff: „En bjørnetjeneste“, Politisk Revy, 0..8 Land og Folk, 7..8 Politiken, 4..8 Information, 3..8 Socialistisk Dagblad, 7..8 Jyllands-Posten, 8.4.8 Berlingske Tidende, 8.4.8 Aktuelt, 8.4.8 BT, 9.4.8 

5

Men sagen var ikke forbi. PET havde tid til at vente. Der findes et fænomen, der er kendt inden for sociologien som „sleeper effect“.5 Hvis man fortæller folk en lidt usandsynlig historie – for eksempel at gulerødder kan give fodvorter – og så enten siger, historien kommer fra en højt anset kilde som Ugeskrift for Læger, eller at den kommer fra en mindre anset kilde som Se og Hør, så tror folk mest på den, hvis den kommer fra den ansete kilde. Det er der ikke noget sært ved. Men spørger man folk om gulerødder og fodvorter et år efter, har de glemt, hvem der kom med historien. De kan bare huske, der vist var noget i den retning. Og så kommer det pudsige: De, der troede, historien kom fra Se og Hør, er mere tilbøjelige til at huske den et år efter – og tro på den – end de, der troede, den kom fra en troværdig kilde. Det troværdige er åbenbart lidt kedeligt, så det glemmer man, men sensationer og ramasjang bliver hængende. På samme måde er det med min historie – hvis folk hører mit navn nu, og de ellers har hørt det før, siger de tit: „Nåeh – var det ikke ham spionen fra Langeland?“ Glemt er alle forbehold og indvendinger, glemt er alt det, der kunne vise, jeg aldrig har været spion. Der er kun en trykknaphukommelse tilbage: „Herløv – spion – Langeland“. Og så har PET opnået, hvad de ville. I udlandet var situationen en anden. Her troede man blindt på efterretningstjenesterne hele vejen igennem. Efter at Robert Moss havde haft sin artikel i Daily Telegraph,5 var der artikler om sagen i mange lande. Journalisten Jens Lenler på Politiken, der 5 år efter, at sagen begyndte, var den første, 

5 http://en.wikipedia.org/wiki/Sleeper_effect 5 Robert Moss i Daily Telegraph, cit. Information, ..8 

6

der kulegravede den og spurgte mig om min opfattelse af det hele,53 skildrer det videre forløb sådan: „I marts 98 – godt fire måneder efter anholdelsen – skriver den danske historiker David Gress en større freelanceartikel til den amerikanske avis Wall Street Journal54 om de europæiske fredsbevægelser. Han fortæller om sin landsmand Arne Herløv Petersen, som ’blev anklaget for at have hjulpet Sovjet med at sprede desinformation og i særdeleshed for at have indrykket, på Sovjets regning, helsidesannoncer i danske aviser, der ansporede til modstand mod NATO og støtte til ’fornuftige’ sovjetiske fredsforslag’. David Gress skriver også, at annoncerne officielt var indrykket af Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed – den ledende organisation i den danske fredsbevægelse. Arne Herløvs to annoncer – én i Information og én i Land og Folk – fyldte en brøkdel af en side. De nævnte hverken NATO, Sovjet eller Samarbejdskomiteen. I dag siger historikeren David Gress: ’Hvis annoncerne ikke havde den størrelse, jeg skrev om, er det selvfølgelig beklageligt – jeg har måske ikke haft adgang til dem – men det var ligesom ikke det, det handlede om. Det handlede om, at vi var midt i en situation i årene omkring missildebatten og fodnotepolitikken, hvor Arne Herløv Petersen tog fjendens parti. Det mener jeg stadig, han gjorde.’ David Gress er for tiden ved at lægge sidste hånd på sin andel af en undersøgelse 

53 Jens Lenler: „Spionsagen, der ikke ville forsvinde“, Politiken, 0-..06, http://politiken.dk/kultur/fakta_kultur/article3574.ece, http://politiken.dk/kultur/fakta_kultur/article3694.ece 54 David R. Gress: „Getting the Drift of Europe’s ‘Peace-ism’“ i Wall Street Journal, .3.8 

7

af den kolde krig, som han laver sammen med professor Bent Jensen på en særlig bevilling fra regeringen og Dansk Folkeparti. Senere vandrer historien videre – som regel støttet af de konkrete anklager fra erklæringen – men svulmer også op. Reader’s Digest,55 engelske Daily Mail56 og tyske Der Spiegel57 skriver, at Arne Herløv Petersen arrangerede den europæiske fredsmarch fra Oslo til Paris. En svensk forfatter skriver, at danskeren har arrangeret fredshøringer med sovjetiske professorer,58 mens den populære Reader’s Digest-forfatter John Barron afslører i bogen KGB Today,59 at Arne Herløvs annoncekampagne skulle berøve NATO’s nordlige flanke sit atomforsvar, at han arrangerede den europæiske fredsmarch, og at han var aktiv i Samarbejdskomiteen – ’en kommunistisk filial af Verdensrådet’.“60 Referatet af høringerne for Repræsentanternes Hus’ Efterretningsudvalg blev udgivet i 98 og bruger seks tættrykte sider på min sag, med alle de vigtigste anklager, hele Ole Espersens „orientering“ og tre sider faksimile af True Blues.6 

55 John Barron: „The KGB’s Magical War for ‘Peace’“, i Reader’s Digest, oktober 98, s. 36 56 Brian Freemantle: „The Red web that touches all our lives“, i Daily Mail, 6.4.83 s. 6 57 „Die 00.000 Augen des KGB – Moskaus Geheimdienst“, i Der Spiegel, .7.84, s. 3 58 Dragan Jovius: Sovjethotet mot Norden, Stockholm 984, s. 75 59 John Barron: KGB Today – the Hidden Hand, Reader’s Digest Press 983, s. 77 60 Politiken, ..06 6 Soviet Active Measures. Hearings before the Permanent Select Committee on Intelligence. House of Representatives. 97th Congress, nd Session. 44.7.8. US Government Printing Office 98, s. 6-66. 

8

Europa-parlamentets politiske udvalg skriver i en betænkning uden betænkning, at jeg fik penge fra Sovjet og at True Blues, der indeholdt „fornærmende udtalelser om premierminister Thatcher“, var skrevet og betalt af KGB.6 CIA’s direktør William Casey fortæller, at jeg i årevis var hemmelig indflydelsesagent for KGB.63 Den senere udenrigsminister Lawrence Eagleburger kunne fortælle, at min kontakt til KGB var et konkret eksempel på, hvordan KGB arbejder,64 og New York Times skriver, at min sag er et af de to bedste eksempler på KGB’s infiltration, man overhovedet kender.65 Det var ikke meningen, de udenlandske artikler skulle bringes i Danmark, hvor alt for mange kunne gennemskue de løse påstande. Da Reader’s Digest i oktober 98 bragte en artikel om mig af John Barron, hvor man fik at vide, jeg havde organiseret fredsmarchen fra Oslo til Paris, blev den mod sædvane ikke trykt i den danske udgave af bladet – Det Bedste. Så det var nok en smutter, da dr. jur. Ole Hasselbalch fra Den Danske Forening hoppede på historien alligevel og gravalvorligt skrev: „Herløv Petersen sponsorerede også en såkaldt fredsmarch fra Oslo til Paris.“66 Faktisk var jeg ikke engang med på denne fredsmarch, der var organiseret af en norsk kvindegruppe. Initiativtageren hed Eva Nordland. Men selvfølgelig støttede jeg fredsmarchen. Derimod var Sovjetunionens holdning til den ambivalent. „De gamle mænd i Kreml“ havde ikke tillid til 

6 Europa-Parlamentet. Det politiske udvalg. Udkast til betænkning om østlandenes efterretningstjenesters destabiliseringsaktiviteter på Fællesskabets og de vestlige landes territorium. Ordfører: Lord Bethell. 6..83. PE 87.79/B 63 USA News File, nr. 8, .9.985. United States Information Office 64 NATO Review, /83 65 New York Times, 6.7.83 66 Ole Hasselbalch: Den offentlige mening, København 99, s.90 

9

græsrodsbevægelser, skrev Christian Mailand-Hansen i Information,67 især ikke når de forlangte nedrustning af begge parter i rustningskapløbet. Jeg har kendskab til cirka tres bøger på engelsk, hvor min sag er omtalt. Det er som regel True Blues og annoncen om den atomvåbenfri zone, der må holde for. Undertiden kommer der et par ekstra krøller på historien, så det for eksempel hedder sig, at jeg i mere end ti år stod for anti-NATO desinformation, udarbejdelse af anti-amerikanske falsknerier og formidling af penge fra KGB til forskellige fredsaktiviteter.68 Nogle af bøgerne er populære på grænsen til det infantile, nogle fører sig frem som akademiske publikationer fra respekterede forlag. Men fælles for dem er, at de helt og totalt ukritisk videregiver, hvad de har fået af oplysninger fra PET’s og MI6’ desinformationskampagne om mig. Det er det rene papegøjekor. Ikke én – ikke én eneste – har nogensinde sat sig ned og prøvet at undersøge sagen selv. Ikke én har nogensinde spurgt mig om noget som helst. Ikke én har prøvet at gå til kilderne og se efter der. Det giver et meget deprimerende indtryk af den akademiske standard i Europa og USA. At gå ud fra, at PET’s anklageskrift og justitsministerens redegørelse er hele sandheden om min sag, svarer til, at en historiker skriver, at Moskvaprocesserne var et mønster på retfærdighed og demokratiske retstilstande, for det har både NKVD og den sovjetiske justitsminister selv sagt. Der har heller aldrig været én eneste af de udenlandske skribenter, der har sagt, at det er urimeligt at påstå, at KGB infiltrerede og betalte fredsbevægelserne med den begrundelse, at KGB angivelig skulle have givet tilsagn om et min67 Information, 6.6.8 68 Ladislav Bittman: The KGB and Soviet Disinformation, Pergamon-Brassey’s, 985, s. 87 

30

dre beløb til en annonce, som jeg på eget initiativ havde indrykket i to aviser. Er det ikke lidt underligt at kalde en enkelt mand på Langeland for en fredsbevægelse? Eller endda flere fredsbevægelser? Senere skulle PET-kommissionen, som vi skal se i det følgende, komme frem til, at jeg også er et politisk parti og et agentnet. Her er der ikke meget andet at gøre end at gribe til Bibelen og læse de ord:69 „Men han spurgte ham og sagde; hvad hedder du? Men han sagde: Legion; thi mange Djævle vare farne i ham.“ 

69 Lukas-evangeliet 8.30. Her fra udgaven 87 

3

9

Das gibt’s nur einmal
„Das gibt’s nur einmal. Das kommt nicht wieder,“ sang Lilian Harvey i operettefilmen Kongressen danser i 93.70 Historikerne diskuterer ofte begrebet Das Einmalige,7 det, der kun indtræffer en enkelt gang og aldrig kommer igen. Hvis alting kun indtræffer en enkelt gang, kan man så overhovedet lære noget af historien? Skal man så finde historiens lære andre steder end i begivenhederne? For eksempel ved at historien kan sige os noget om, hvordan vi er som mennesker – hvad vi kan finde på at gøre? Politikerne indlader sig ikke på faglige diskussioner af Das Einmalige og prøver i stedet ofte at lære af historien ved at lade som om, den kommer tilbage i uændret skikkelse: Før 940 forberedte man sig på en gentagelse af krigen i 864, siden har vi forberedt os på en ny besættelse som i 940 uden at tage højde for, at en ny verdenskrig sandsynligvis ville blive en atomkrig uden overlevende. I min sag kan man bruge begrebet Einmalig på en lidt anden måde. Der er mange ting, der kun er sket lige netop her og aldrig før eller siden. Folk spørger mig tit, om jeg da ikke 
70 http://ingeb.org/Lieder/weinichl.html, http://www.youtube.com/ watch?v=UZNKGCTy7l4 7 http://da.wikipedia.org/wiki/Historisme 

3

kunne forudse, jeg kunne blive anholdt og sværtet til. Men hvordan skulle jeg kunne forudse noget, der aldrig var sket for nogen anden? Man kan måske forvente af en ung mand, at han skal beskytte sig imod, at hans kæreste bliver gravid, men det ville være urimeligt at forvente, at han skulle beskytte sig mod selv at blive gravid, for noget sådant er aldrig forekommet. Enkeltelementerne i min sag er som en sværm af kometer. De stryger hen over himlen, lyser op et øjeblik og forsvinder igen for aldrig mere at vise sig. Der er ikke så meget andet, jeg kan gøre ved dem, end at lave en liste over de punkter i forbindelse med min sag, der enten aldrig er set før eller siden, eller i hvert fald er usædvanlige, sjældent forekommende og imod almindelig sædvane. Jeg kan finde fireogtyve af den slags punkter fra sagens forløb: . Sagen blev kørt som kontraefterretningsoperation . Jeg var den eneste danske statsborger, der var udsat for rumaflytning i perioden 3. Man gjorde brug af en agent provocateur 4. PET advarede andre om, at de var på vej ind i en „gråzone“, men ikke mig. 5. PET truede ifølge Politiken naboer til at fungere som stikkere 6. Man brugte begrebet „påvirkningsagent“, der ikke kendes i straffeloven og ikke har dannet grundlag for sigtelse før eller siden 7. Man lod mig ikke underskrive forhørsrapporten 8. Jeg blev anbragt i isolationscelle uden dommerkendelse 9. Min daværende kone og hendes datter måtte ikke forlade Fyn, opholde sig på Langeland eller ringe til familiemedlemmer 33 

0. Jeg blev ikke indkaldt til flere forhør efter min løsladelse . PET sørgede for lækager til pressen og brugte agenter i pressen . Sagen blev kørt som fællesoperation i hele verden 3. Sagen blev ført for åbne døre, hvilket ikke forekommer ved ægte spionsager 4. Der blev ikke udstedt navneforbud 5. Jeg blev forhåndsdømt af landets udenrigsminister 6. Man nægtede mig ret til selv at vælge min forsvarer 7. Man nægtede min forsvarer indsigt i sagens akter 8. Man gennemførte tiltalefrafald, selv om jeg ikke havde erklæret mig skyldig 9. Tiltalefrafaldet blev ledsaget af en orientering om, at jeg var skyldig alligevel 0. Der blev ikke ført referat af det regeringsmøde, hvor tiltalefrafaldet blev godkendt . Embedsmændene udarbejdede deres eget referat for at placere ansvaret . Ole Espersen lagde sagen ud til en „folkedomstol“ 3. To ministre erklærede på forhånd, at jeg ville tabe en eventuel erstatningssag 4. Alle andre tilsvarende sager blev henlagt uden at føre til sigtelse, mens min blev kørt som kampagne i stor stil Det var så situationen frem til 009. Nu har PET-kommissionen og Justitsministeriet tilføjet yderligere fire einmalige punkter, som vi skal se i det følgende: 5. Kommissionen har overtrådt sit kommissorium ved at omtale mig7 

7 Se herom i Kapitel  

34 

6. Kommissionen afholder pseudoretssag over mig og erklærer mig skyldig uden at høre på mig, og uden at jeg får en forsvarer 7. Kommissionen offentliggør uddrag af mine dagbøger og aflytningsrapporter 8. Justitsministeriet nægter at svare på spørgsmål om overskridelse af kommissoriet Derimod er det ikke einmalig, at kommissionen ikke ville tale med mig eller gengive det brev, jeg sendte den, at man bruger stikkere, eller at man mener, ubegrundede anklager er beviser – det ser man alle vegne. Det er heller ikke einmalig, at jeg ikke må få lov til at se alle de oplysninger om mig selv, PET har liggende, og som udvalgte andre får lov til at rode i og offentliggøre. Jeg har under bevogtning i et lokale hos PET nådigst fået lov til at se nogle enkelte dokumenter, og jeg måtte også skrive af, men ikke fotokopiere. Der var så mange overstregninger i dokumenterne, at det lignede en vittighed. Ikke engang navnet „Merkulov“ mente PET, jeg kunne tåle at se. 

35 

0

Motiver
I sin anmeldelse af mine pjecer Kolde krigere og True Blues skriver Hans-Jørgen Nielsen: „Det er helt korrekt at Arne Herløv Petersen er ude på at miskreditere koldkrigerne og jern-ladyen. Men det er vel ingen forbrydelse? I så fald må jeg også hermed anmelde mig selv. Som analyser betragtet er der med begge pjecer tale om politik på det overfladiske anekdoteplan. Nogen dybere forståelse for thatcherismen som politisk-ideologisk fænomen finder man ikke. Men det særlige ved pjecerne er, at de omhyggeligt angivne kilder til deres påstande stort set stammer fra store og anerkendte borgerlige aviser og tidsskrifter. Hvis der er tale om ’disinformation’ og ’sort propaganda’ rammer anklagerne organer som Times, Le Monde, US News and World Report, Economist, Welt osv.! … Politiets beslaglæggelse af disse pjecer er et overgreb på den grundlovssikrede ytringsfrihed.“73 Hans-Jørgen Nielsen har helt ret i, at pjecerne ikke er nogen dyberegående analyser. Det er små journalistiske ting, True Blues på 9 normalsider og Kolde Krigere på 6. Med det format, Information havde dengang, kunne de begge to have stået på mindre end to avissider. Det, jeg ville med dem, var ikke at lave en teoretisk analyse, men en citatmosaik, der viste, hvordan store, borgerlige aviser og tidsskrifter i Europa 

73 Hans-Jørgen Nielsen: „En anmeldelse“, Information, ..8 

36

og Amerika så på Thatcher og koldkrigerne. De blev trykt i små oplag til en begrænset kreds, og der var ingen, der fandt på at anmelde dem, før PET gjorde dem kendte. Så det er et held, det var mig, der skrev dem, for hvis det havde været KGB, havde PET og MI6 gjort hovedindsatsen for at udbrede sovjetisk desinformation. Det er meget sandsynligt, at Thatcher blev vred over at blive kaldt en heks og et afskyeligt menneske i pjecen. Men ved at vende vreden mod mig skød hun på postbuddet og ikke på afsenderen. Det var ikke mig, der brugte disse fornærmelige ord om hende, men Le Monde.74 Jeg citerede dem bare. Det er svært at sige, i hvor høj grad Margaret Thatchers vrede var årsagen til, at MI6 og PET fandt sammen under konspirative former for at trodse den danske regerings ordre og iværksætte en „kontraefterretningsoperation“ mod mig. Det har nok spillet en vis rolle for, at det lige var mig, det gik ud over, og ikke en anden. Men jeg tror ikke, det var det eneste motiv til kampagnen. En anden grund til, at det lige blev mig, kan være, at PET regnede med, at jeg ville være et nemt offer, fordi jeg drak – en slags van der Lubbe.75 Men enhver dranker er både dr. Jekyll og mr. Hyde – eller i dette tilfælde både Dimitrov76 og van der Lubbe – de to anklagede for Rigsdagsbranden i 933. Og når jeg var ædru, var jeg ikke helt så nem at få ned med nakken, som de nok havde regnet med. Redaktør Torben Krogh mente, at det egentlige formål med sagen var at skade fredsbevægelserne: „Fredsbevægelsen og de folkelige krav om en effektiv indsats mod den fortsatte oprustning er styrket så kraftigt, at de politiske magthavere nu har fundet tiden inde til at gå til modangreb. Og da de ikke kan byde på fornuftsbetonede overbevisende argumenter … 
74 Le Monde, 4.4.79, s. 5, cit. Arne Herløv Petersen: True Blues, 980, s. 3 75 http://en.wikipedia.org/wiki/Marinus_van_der_Lubbe 76 http://en.wikipedia.org/wiki/Georgi_Dimitrov 

37

har de i stedet grebet til mistænkeliggørelsen. I den forbindelse er par. 08 i straffeloven som skabt til formålet.“77 Præcis en måned før min anholdelse bragte Land og Folk et interview med den afhoppede CIA-agent Philip Agee med overskriften „CIA vil blive sat ind i kampen mod Europas fredskræfter“.78 Artiklens forfatter, Klaus Larsen, skriver her om Agee: „Han advarer om, at CIA formentlig også vil optrappe sin anvendelse af direkte vold og naturligvis vil blive sat ind med fuld styrke mod fredsbevægelserne … Han mener bl.a. at det vil ske ved organisering af provokationer, der kan diskreditere bevægelsen og dens ledere. ’I store dele af pressen, [siger Agee] beskyldes bevægelsen nu for at være ’et redskab for Moskva’ eller ’kontrolleret af kommunistiske partier’… Det er en af CIAs mest typiske måder til diskreditering af folk, der udfra en personlig overbevisning er modstandere af, at de nye atomvåben bliver udstationeret. Jeg har selv tidligere været med til at organisere den slags kampagner’… Den tidligere CIA-officer … tror ikke på det officielle USA’s forsikringer om, at CIA er holdt op med at benytte et net af journalister og mediefolk til at ’plante historier’. ’Skulle de holde op efter at have brugt 30 år på at rekruttere og opdyrke journalister til at plante deres historier? Da jeg arbejdede i CIA fik vi regelmæssigt tilsendt tjenestebulletinen ’Propaganda Guidance’ om, hvilke temaer der skulle skrives om. Naturligvis har CIA udsendt direktiv til alle sine propagandister om at diskreditere fredsbevægelsen’ [siger Agee].“ Og sandelig … Ti dage efter interviewet skrev Jens Thomsen, som vi tidligere har set omtalt som CIA-agent, i Berlingske Tidende, at de europæiske fredsbevægelser var finansieret 
77 Socialistisk Dagblad, citeret i Forfatteren, december 98 78 Land og Folk, 3-4.0.8 

38

af KGB.79 Og tre uger senere blev jeg så arresteret. Newsweek bragte i det nummer, der er dateret 3..8, men faktisk udkom 7..8, en stor artikel om KGB’s infiltration af europæiske fredsbevægelser. Den slags hovedartikler kræver i reglen en vis produktionstid, så det er muligt, den var sat i værk, før jeg blev anholdt. Forsøg på at fremsætte påstande om KGBfinansiering af fredsbevægelser i Norge og Holland samtidig blev tilbagevist.80 Der blev, efter hvad jeg har fået oplyst, ført sager mod aktive i fredsbevægelser i flere europæiske lande i 98 om KGB-finansiering. Ingen af dem førte til dom. Det mest sandsynlige er, at der var tale om en koordineret CIA-operation for at miskreditere fredsbevægelserne og lancere begrebet „påvirkningsagent“ om alle, der mente noget andet end NATO. Borchgrave og Moss blev brugt til at popularisere ordet i romanen The Spike i 980, og så skulle sagerne køre i 98-8. I den forbindelse kan det nævnes, at restauratør Jørgen Reimann fra Galatheakroen i en række udsendelser i Frederiksberg lokalradio i foråret og sommeren 000 kategorisk hævdede, at det var J.R. Rainerson fra CIA’s afdeling i Napoli, der stod bag sagen. Jørgen Reimann havde helt tilbage til første efterkrigstid som restauratør haft nær forbindelse til CIA’s folk i Danmark.8 Kampagnen førte ikke til det ønskede resultat. Forsøget på at kalde det spionage at have en anden mening end regeringerne slog fejl, og ingen af sagerne førte til domfældelse. I de fleste tilfælde kunne man bare lade sagen falde, men i mit tilfælde havde udenrigsministeren udtalt sig så utvetydigt om min skyld, at man blev nødt til at finde på noget mere. 

79 Berlingske Tidende, 3.0.8 80 Henrik Heie: „International rygtekampagne skulle sværte fredsbevægelserne“, Information, 6..8 8 Jørgen Reimann i Frederiksberg lokalradio, 000 

39

Der var det problem med at bruge mig som eksempel på, at KGB infiltrerede fredsbevægelserne, at jeg jo ikke rigtig kunne kaldes nogen bevægelse. Nogle gange håbede man bare, folk ikke lagde mærke til denne detalje, andre gange prøvede man at klistre mig til en af fredsbevægelserne, især Samarbejdskomiteen, der blev anset for at være DKP-domineret. Samarbejdskomiteens sekretær, Carl Rosschou, skrev i et indlæg i Politiken,8 at min annonce var „kørt som et personligt initiativ, og ingen af de danske fredsbevægelser har været involveret i annoncen“. Der var også mange, der bemærkede det demonstrative sammenfald mellem strandingen af en sovjetisk ubåd i den svenske skærgård og anholdelsen af mig samtidig. „Det er hævet over enhver tvivl, at Herløv Petersen er blevet udpeget som syndebuk, dvs. til den person, som kan danne et vigtigt led i dels forklaringen på og dels kampen imod fredsbevægelserne. Ingen bortset fra Berlingeren undlader at omtale det demonstrativt heldige tidssammenfald mellem strandingen [af sovjetisk ubåd ved Karlskrona] og arrestationen på Langeland.“83 Den sovjetiske ubåd var af det, NATO kaldte Whisky-klassen. Sådan en kunne PET ikke komme med, men så havde man da en langelandsk forfatter af Vodka-klassen at vise frem. BT spurgte Eigil Dalsgaard, der fra ..8 var leder af PET’s kriminalpolitiafdeling, om sagen var kommet frem, fordi „NATO, som vi læste for nylig, var sure over vores besparelser på forsvarsudgifter. Har man så fra regeringens og PETs side sagt: ’Nu giver vi dem en lille spionsag, så de kan se at Sovjet ikke uhindret skal have lov til at infiltrere i Danmark?’“ Dalsgaard svarede: „Det kræver et politisk svar. Jeg 
8 Politiken, 6..8 83 Nils Bredsdorff og Morten Thing i Politisk Revy, 0..8 

40

ville få på hattepulden, hvis jeg kastede mig ud i det.“84 Vi kan vel så konkludere, at formodningen i hvert fald ikke er blevet afvist. Et motiv kan det også have været, at man ønskede at splitte venstrefløjen endnu mere, end den var i forvejen. Del og hersk har altid været en yndet strategi. Derfor lagde PET stor vægt på, at jeg skulle have været illoyal mod mine egne. Jeg skulle blandt andet have udleveret lister over progressive, danske journalister, og så betød det mindre, at jeg bare havde skrevet et par navne på en serviet som eksempler på folk, der skrev gode og tankevækkende artikler, som russerne burde læse, hvis de ville vide noget om Danmark. PET optrådte pludselig i rollen som fredsbevægelsens faderlige beskytter og sagde, at sagen blev kørt, fordi „fredsbevægelserne i Danmark skulle beskyttes mod kommunistisk infiltration“.85 Samtidig viste PET pludselig og noget overraskende en rørende omsorg for, at Nordkorea ikke blev forledt til noget snavs, fordi jeg „desinformerede“ dem. At koreanerne protesterede og sagde, de aldeles ikke var desinformeret,86 druknede i det almindelige kor. Til en vis grad lykkedes del og hersk-strategien nok. Da jeg ikke var med i nogen gruppe, var der ikke så mange, der var villige til at forsvare mig. DKP var mistroisk over for mig, fordi jeg ikke var en af deres, mens andre opfattede mig som DKP-venlig. På den måde kunne PET forsøge at gøre mig til paria. Og hvad skulle man så bruge det til? Tja, det kunne måske tjene andre til skræk og advarsel. Se, hvad der sker, hvis du stikker næsen frem. Ikke bare bider vi den af, men vi sætter dig på hjul og stejle og viser dig frem offentligt. 
84 BT, 4..8 85 BT, 5..8 86 Refereret af Venskabsforeningen Danmark-DFR Koreas formand Christen Amby i hans rapport til foreningens generalforsamling, november 98 

4

Der er noget, der kan tyde på, at PET og MI6 tænkte, at når de nu alligevel var i gang, så kunne de lige så godt slå flere fluer med ét smæk. Thatcher. Fredsbevægelser. Venstrefløj. Men hvis nu fluerne sidder helt forskellige steder, så risikerer man, at det ender med et slag i luften. 

4 

Kommissionen
TV’s dokumentarprogram Fak’eren bragte . og 3. marts 99887 to udsendelser med titlen „Den hemmelige tjeneste“. Her fortalte den tidligere PET-agent Anders Nørgaard om, hvordan han gennem en periode på fem år havde infiltreret lovlige, politiske og faglige organisationer som Socialistisk Arbejderparti, Nordirlandskomiteen og Sømændenes Forbund.88 PET havde givet ham dæknavnet Zeus, og hans virke er beskrevet i PET-komiteens beretnings bind .89 En politimand anmeldte Anders Nørgaard for ærekrænkelse og bagvaskelse,90 men det kunne ikke stoppe diskussionen om, hvorvidt PET systematisk havde overtrådt regeringserklæringen af 30. september 968, der sagde: »Regeringen har i dag besluttet, at registrering af danske statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.“9 Aviserne bragte store artikler om sagen med overskrifter som „PET-chef snød sin minister“,9 „PET spionerede mod NATOkritikere“93 og „Stod PET-chefer bag komplot?“94 
87 88 89 90 9 9 93 94 TV -3.3.98. En tredje udsendelse blev bragt 7.5.98 „Agent Zeus“, Berlingske Tidende, 8.3.98 PET-kommissionens Beretning, bd. : Operation Zeus „Politi trækker PET-agent i retten“, Ekstra Bladet, 9.8.98 PET-kommissionens Beretning, bd. , s. 3 Ekstra Bladet, 3.3.98 Information, ..98 Ekstra Bladet, 5..98 

43

Den daværende, socialdemokratiske justitsminister Frank Jensen udtalte på et hasteindkaldt pressemøde 4.8.98, at „registreringen fandt sted i lodret modstrid med regeringens erklæring“, hvilket rejste spørgsmålet, om PET havde fungeret som en stat i staten.95 Justitsministeren bebudede derfor, at PET’s registrering af danskeres politiske holdninger skulle granskes af en særlig undersøgelseskommission. Justitsministeren ventede, at kulegravningen af PET’s ulovlige virke kunne tage et par år.96 Undersøgelseskommissionen blev oprettet ved lov nr. 359 af . juni 999 om undersøgelse af politiets efterretningsvirksomhed på det politiske område og af de aktiviteter, der var baggrunden for denne virksomhed (PET-kommissionsloven).97 Lovforslaget blev vedtaget med 58 stemmer (S, SF, RV, EL og KRF) mod 50 (V, KF, DF, CD og FP).98 Som Kommissionens medlemmer udpegedes landsdommer Ulla Rubinstein (formand), juristerne professor Ditlev Tamm og professor Jens Vedsted-Hansen og historikerne lektor Henrik S. Nissen og lektor Johnny Laursen. Formanden blev i henhold til lovens § , stk. , udpeget efter indstilling fra præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, mens to medlemmer udpegedes efter fælles indstilling fra Institut for Historie ved Københavns Universitet og Historisk Institut ved Aarhus Universitet, og to medlemmer udpegedes efter fælles indstilling fra Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet og Juridisk Institut ved Aarhus Universitet.99 Ulla Rubinstein udtrådte af helbredsgrunde i 000 og blev erstattet af landsdommer Leif Aamand. Henrik S. Nissen udtrådte

„Frank Jensen: PET måske stat i staten“, Information, 5.8.98 Information, 5.8.98 PET-kommissionens Beretning, bd. , s. 0 http://www.folketinget.dk/doc.aspx?/samling/998/lovforslag_oversigtsformat/L65.htm 99 PET-kommissionens Beretning, bd. , s. 0. 

95 96 97 98 

44

af helbredsgrunde i 005 og blev erstattet af historikeren, ph.d. Regin Schmidt. Fra Historisk Institut i Århus blev oprindelig indstillet historikeren, ph.d. Søren Hein Rasmussen, men han blev vraget af justitsministeren. „Ministeriet mener, at Søren Hein Rasmussen er inhabil, fordi han har været aktiv i DKP og Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed. Et parti og en bevægelse, som PET interesserede sig for under den kolde krig,“300 hed det. Det virker umiddelbart overraskende, at man skulle være inhabil til at deltage i den kritiske undersøgelse af PET, hvis man havde været med i en organisation, der blev overvåget. Derved udelukker man i princippet alle medlemmer af organisationer, PET havde overvåget, og da PET overvågede alle organisationer på venstrefløjen, faglige organisationer, græsrodsbevægelser og en del organisationer på højrefløjen og centrum, var der ikke meget tilbage. Man kunne få den tanke, at ministeriets holdning er, at hvis man skal undersøge PET’s forhold kritisk, er man inhabil, hvis man er kritisk over for PET, og kun habil, hvis man på forhånd er enig med PET. Vi havde nok fået en anden og bedre beretning, hvis der havde været mere kritisk indstillede medlemmer i kommissionen. Fhv. vicepolitimester i PET Niels Schmidt mener det modsatte. Han beklager sig i Berlingske Tidende over, at ingen af kommissionens medlemmer har arbejdet for efterretningsvæsenet eller politiet:30 „Der er tilsyneladende ingen af medlemmerne, som har praktisk efterretningsmæssig eller politimæssig erfaring,“ siger han. Det lyder nærmest, som om Schmidt mener, at det ikke ville have givet nogen habilitetsproblemer,

300 http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/999/07/3/00046.htm 30 Berlingske Tidende, 9.8.09 

45

hvis folk, der havde arbejdet for efterretningsvæsenet, blev sat til at undersøge PET. Den tidligere PET-agent Anders Nørgaard, hvis afsløringer havde givet anledning til kommissionens nedsættelse, nåede ikke at afgive forklaring. Han begik selvmord den 5. marts 000 ved at springe ud ad vinduet med et reb om halsen.30 Politiet benyttede lejligheden til at beslaglægge Nørgaards afskedsbreve, hans personlige papirer, computeren med over 00 disketter, videofilm og familiefotografier.303 Få dage efter Anders Nørgaard begik en anden tidligere PET-agent, journalisten Moses Lassen, selvmord ved at lægge sig foran et kørende tog ved Trekroner station, så han nåede heller ikke at blive afhørt af kommissionen.304 Der er i det hele taget en foruroligende høj selvmordsfrekvens blandt tidligere PET-agenter. Man kunne også nævne agenten Julie Szabad, der begik selvmord, efter at det blev afsløret, at hun havde infiltreret DKU for PET.305 Kommissionens kommissorium er anført i lovens § 3 og lyder således: „§ 3. Undersøgelseskommissionen har til opgave at undersøge og redegøre for ) politiets efterretningsvirksomhed i perioden 945989 i forhold til politiske partier, faglige konflikter og politisk-ideologisk prægede grupperinger og bevægelser i Danmark og ) karakteren af de aktiviteter i politiske partier m.v.,

30 303 304 305

Ekstra Bladet, 6.3.00 „Politi brød loven“, Ekstra Bladet, .3.00 „Nyt selvmord i PET-sagen“, Ekstra Bladet, .3.00 Land og Folk, 4..89. Se også „Dobbelt-spil“ i Jyllands-Posten, 4.4.9 

46

der i den nævnte periode var baggrunden for politiets efterretningsvirksomhed på dette område. Stk. 2. Undersøgelseskommissionen skal endvidere, for så vidt angår perioden 968-989, vurdere politiets efterretningsvirksomhed set i forhold til de aktiviteter, der er nævnt i stk. , nr. , og herunder belyse, om virksomheden er udøvet i overensstemmelse med de regler og retningslinjer, som har været fastsat af Folketinget eller regeringen. Stk. 3. Undersøgelseskommissionen kan inden for de rammer, der i øvrigt er fastsat i stk.  og , beslutte, at dens opgave også skal omfatte nærmere angivne forhold, der vedrører perioden efter 989. Undersøgelseskommissionens beslutninger herom kan ikke påkæres.“306 Det hedder herefter udtrykkelig i motiverne til lovforslaget:307 „Uden for undersøgelsen falder herefter efterretningstjenestens virksomhed i alle sager om spionage, terrorisme m.v., hvor mistanken retter sig mod personer uden tilknytning til politiske partier m.v. i Danmark. Sager, hvor personer med en sådan tilknytning måtte være mistænkt for spionage, terrorisme m.v., er derimod omfattet af undersøgelsen. Det er samtidig vigtigt at understrege, at undersøgelsen heraf ikke er personorienteret. Der er tale om forhold, der overvejende ligger langt tilbage i tiden og ikke dengang har givet anledning til tiltalerejsning. Un-

306 PET-kommissionens Beretning, bd. , s. 6 307 FT 998-99, tillæg A, s. 767, cit. PET-kommissionens Beretning, bd. , s. 6 

47

dersøgelsen bør derfor ikke få karakter af en politimæssig efterforskning rettet mod enkeltpersoner.“ Da man dårligt kan påstå, at jeg helt alene udgør et politisk parti m.v., og da jeg heller ikke havde nogen tilknytning til politiske partier eller lignende grupper i den periode, vi taler om, er det indlysende, at min sag falder uden for kommissoriet, og at jeg derfor heller ikke skulle have været nævnt i beretningen. Det problem klarer kommissionen ved at skrive: „Registreringer af personer på grund af østkontakter, men uden tilknytning til politiske partier eller organisationer i Danmark falder uden for Kommissionens undersøgelse, men Kommissionen har fundet det nødvendigt at behandle PET’s sager angående østkontakter mere generelt, selv om upolitiske østkontakter herved berøres.“308 Altså: Folketinget har besluttet, vi ikke skal behandle upolitiske kontakter, men det gør vi da bare alligevel. Det ironiske er, at kommissionen blev nedsat for at undersøge, om PET rettede sig efter de regler, Folketinget havde bestemt. Folketinget fastsatte derefter regler for, hvordan kommissionen skulle foretage dette undersøgelsesarbejde, og så meddeler kommissionen, at den heller ikke retter sig efter reglerne. Det smitter åbenbart at lægge sig så tæt op ad PET. Det virkelig besynderlige er, at der tilsyneladende ikke er nogen, der synes, det bare er underligt. Det er, som om vi siden regeringsskiftet i 00 er blevet så vant til ulovligheder, at vi ikke længere reagerer, hvilket virkelig er skræmmende. Jeg sendte en klage til Justitsministeriet over, at kommissionen således havde overtrådt sit kommissorium. Justitsministeriet meddelte i brev 0.8.09, at ministeriet „af principielle

308 PET-kommissionens Beretning, bd. , s. . 

48

grunde ikke finder at burde udtale sig nærmere om, hvordan den uafhængige PET-kommission har tilrettelagt sit arbejde, herunder om kommissionen burde eller ikke burde have forholdt sig til nærmere bestemte spørgsmål“.309 Det læser jeg sådan, at hvis kommissionen ikke overholder det kommissorium, Folketinget har givet den, så sker der ikke noget ved det. Ingen har ansvar for noget som helst.

309 Brev fra Justitsministeriet, 0.8.09 

49 

Beretningen
Skal vi lade hånt om Folketingets forskrifter og overtræde kommissoriet, så lad os gøre det med maner, har de måske tænkt i PET-kommissionen, for de nøjedes ikke med at nævne mig i forbifarten. De ansatte i 006 en mand til at skrive 90 sider om mig, så jeg kom til at fylde halvdelen af et særligt bind med den ildevarslende titel „KGB’s kontakt- og agentnet i Danmark“. Dermed kommer omtalen af mig til at fylde mere end omtalen af alle andre formodede KGB-agenter og -kontakter tilsammen. Beretningens bind om agentnettet, bind 3, falder i det store og hele uden for kommissoriet, da det hovedsagelig omhandler to personer uden tilknytning til politiske partier – journalisten Jørgen Dragsdahl og mig. Til at skrive dette kommissoriestridige bind ansatte man ph.d. Morten Heiberg fra Romansk Institut ved Københavns Universitet – ikke noget ganske indlysende valg. Han havde tidligere skrevet afhandlinger om den spanske borgerkrig, men det fremgår ikke, at han har nogen synderlig viden om den periode eller de forhold, han er sat til at skrive om her. Hans vaklende tilgang til emnet viser sig også af litteraturlisten:30 Han har fået sit eget spansksprogede værk La trauma oculta de la guerra civil med sammen med Godicheaus La guerre d’Espagne, hvad de

30 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 8-84 

50

så ellers laver her. Der er to bøger om Gulag på listen, hvilket heller ikke er indlysende relevant, men meget få af de vigtigste værker om KGB, hvis agentnet han skulle beskrive. Bent Jensen, Jakob Andersen og Gordijevskij er med, men ikke den PET-kritiske Fredens spioner eller Demos’ De hemmelige tjenester. Næsten ingen af de mange værker, der har beskrevet min sag, er medtaget.3 Man finder Højskolebladet på listen, men ikke Ugeskrift for Retsvæsen eller Juristen, Ekstra Bladet, men ikke Land og Folk. Bind 3 starter med fyrre siders indledning om „KGB’s kontakt- og agentnet i Danmark“. Hovedkilderne hertil er to afhoppere – tidligere KGB-officer Oleg Gordijevskij og tidligere KGB-arkivar Vasilij Mitrokhin. På side 4 kan man se et skema over agentnettet.3 Det fremgår af skemaet, at Mitrokhin nævner 0 KGB-agenter i Danmark og Gordijevskij . Så er der 3 kontakter, men da 0 er gengangere, er der . Mitrokhin nævner 7 kontakter og Gordijevskij 95. Så er der 0, men da 4 er gengangere, er der 98. Det er en mærkelig metode. Hvis Ole ser tyve mennesker på pladsen, og Jens ser tredive, så står der halvtreds mennesker på pladsen. Hvis der er to gengangere, så står der otteogfyrre. Hvis man var lidt mere kritisk anlagt, ville man sige, at det er da underligt, der er så stor uoverensstemmelse mellem Mitrokhins og Gordijevskijs antal kontakter, så måske er de begge to upålidelige. Hvis man følger skemaet, havde KGB kontakt med 6 danske statsborgere. De er sikkert nævnt ved navn i PET’s arkiver, men beretningens bind 3 nævner ud over Dragsdahl og mig kun en amerikansk statsborger med dæknavnet „Kholm“,33 den i 970 afdøde formand for Jord- og betonar3 De kan findes på http://herlov.dk/bib.htm 3 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 4 33 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 7 

5

bejdernes fagforening, Svend Aage Jensen34 og fotografen Jakob Holdt.35 Det er et lille net, men det bliver endnu mindre. Der var „indlysende svagheder i PET’s materiale“ om Holdt og Dragsdahl,36 så dem kunne man se bort fra. Da Jensen var død, før jeg kom på banen, var jeg i en halv snes år hele KGB’s samlede agent- og spionnet. „Der han red over Randbøl Hed’, da fulgte ham femten svende, der han kom over Riber Bro, da red den herre alene,“ som der står i folkevisen om Dronning Dagmar.37 Jeg vil formode, at grunden til, at kommissionen har overskredet sit kommissorium og forfattet bind 3 om agentnettet, er, at det af en eller anden grund, PET selv må kende bedst, har været efterretningstjenesten magtpåliggende at renskure Jørgen Dragsdahl. Jeg kender ikke noget til Dragsdahls meriter, men det fremgår af hans CV, at han har været fast sikkerhedspolitisk kommentator siden 99 for CS-bladet fra Centralforeningen for Stampersonel og siden 998 for Hjemmeværnsbladet38, at han har været fast kommentator ved Fagligt Forsvar fra Hærens Konstabel og Korporalforening 989-9, forelæser og censor ved Forsvarsakademiet 99-96 og censor ved Hærens Officersskole. I artiklen „Vi er den kolde krigs opsætsige børn“39 fortæller han, hvordan han i Washington kom i nærkontakt med „fhv. top-officerer, personer med livslang erfaring fra ledende poster i CIA, eksperter i rustningskontrol og håbefulde nyudnævnte embedsmænd“. Lad mig

34 35 36 37 38 39

PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 3-3 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 40 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 40 http://da.wikipedia.org/wiki/Dronning_Dagmar http://www.dragsdahl.dk/cvlong.htm Information 5.4.9, http://www.dragsdahl.dk/A99045.htm 

5

nøjes med at sige, at det CV ikke er typisk for aktivister på venstrefløjen. Da kommissionens holdning tilsyneladende på lange stræk er sammenfaldende med PET’s, har man bestemt sig for at skrive en slags middelalderlig moralitet, der skal tjene både til opbyggelighed og til skræk og advarsel. Derfor maler man Dragsdahl englehvid, og så siger moralitetens regler, at jeg skal sværtes kulsort og forsynes med hove, horn og hale. Det ville være interessant at vide, om kommissionen hele tiden havde haft til hensigt at gå uden for kommissoriet, eller om planen om bind 3 først er opstået i en sen fase af arbejdet, måske fordi PET har ønsket en fremstilling, der kunne bruges til forsvar for Dragsdahl i den injuriesag, journalisten har anlagt mod historikeren Bent Jensen, der har omtalt Dragsdahl som KGB-agent.30 Det er i almindelighed et problem ved beretningen, at vi ikke ved, hvem der har plukket oplysningerne ud og sammenstillet dem. Er det PET, der har bestemt, hvad kommissionen må læse, eller har kommissionen selv gennemgået hele materialet og udvalgt, hvad den finder relevant? Vi ved ikke, hvad PET har liggende i sine arkiver, hvad PET har destrueret, og hvad PET lige fra begyndelsen valgte ikke at tage med. Vi ved ikke, i hvor høj grad det, der er udeladt, ville tale mod det, der er taget med. Justitsminister Frank Jensen sagde i 998: „Historien om efterretningstjenesten skal nu skrives så tæt på sandheden som overhovedet muligt. Der er ikke noget spor, der må ende blindt.“3 Justitsministeren forsikrede samtidig om, at hver en sten ville blive vendt. Spørgsmålet er så bare, hvem der er stenvendere. Noget tyder på, at
30 Jyllands-Posten, 4..07 3 Jyllands-Posten, 8.0.98 

53

det var PET selv. „PET bestemmer, hvad PET-kommissionen må vide …,“ skrev Information ti år efter, at man begyndte at vende sten.3 „Det er efterretningstjenesten selv, der udvælger og sorterer det materiale, som kommissionen får at se.“ Jeg skal indskyde, at jeg ikke har været gennem hele beretningen på 4.670 sider – halvanden gang så meget som Marcel Prousts På sporet af den tabte tid.33 Jeg har læst, hvad der står om mig, og så har jeg pluklæst i resten og søgt på enkeltord. Man har ikke forsynet beretningen med indeks, så papirudgaven er uanvendelig til søgning, men ved at samle alle bindene i én fælles pdf-fil kan man søge på tværs i hele materialet, og det giver mange interessante resultater. Søger man for eksempel på ordet „etik“, opdager man, at det ikke forekommer. I januar 009 skrev jeg til PET-kommissionen,34 at da jeg ikke havde hørt fra dem, gik jeg ud fra, at min sag ikke blev omtalt i beretningen. Kommissionens formand, landsdommer Leif Aamand svarede, at man behandlede min sag, og at man ikke kunne fortælle mig noget om, hvad der kom til at stå, men tilføjede: „Jeg finder dog anledning til at bemærke, at det ikke er kommissionens opgave at placere et ansvar for de forhold, der behandles i beretningen, og kommissionen vil derfor heller ikke tage stilling til enkeltpersoners strafansvar.“35 Man havde åbenbart ingen planer om at tale med mig om sagen. En måned efter36 skrev Aamand til mig, at jeg havde samme ret som enhver anden til at sende kommentarer til kommissionen. Jeg sendte så et udførligt brev til kommissionen om

3 33 34 35 36

Information, 30.9.08 http://da.wikipedia.org/wiki/Marcel_Proust Brev til PET-kommissionen 8..09 Brev fra landsommer Leif Aamand, 3..09 Brev fra landdommer Leif Aamand, 8.3.09 

54

mit syn på sagen.37 Jeg havde regnet med, at det ville blive trykt som bilag i beretningen, men det blev det ikke. Information spurgte omtrent samtidig Leif Aamand, om man ikke burde tale med de overvågede, og han svarede:38 „Nej, det mener jeg ikke. Det er PET’s opfattelse, vi videregiver, og der er ikke lagt op til kontradiktion.“ Hvis Aamands udtalelse dækker kommissionens, er kommissionens beretning overflødig. Man kunne så kalde den PET’s partsindlæg i stedet for en kommissionsberetning. Hvis man har den opfattelse, at kommissionen kun skal referere PET’s synspunkter, og at den skal undlade at forholde sig kritisk til efterretningstjenesten, kan man sige, at kommissionen har været overbemandet med dr.phil. & jur.’er. Et par kontordamer og en kriminalassistent kunne have gjort arbejdet. Det, der gør det meget vanskeligt at forholde sig til teksten i kommissionsberetningens bind 3, er, at man ikke ved, hvem der er hvem i det grødede kor af stemmer. Hvornår er det PET, der taler, hvornår den samlede kommission, og hvornår er det Morten Heiberg? Undertiden får man en fornemmelse af, at det er PET, der taler det meste af tiden, og de andre langt hen ad vejen kun er bugtalerdukker. Kun i den retlige vurdering39 taler Kommissionen med stort K med malmfuld røst, så det lyder, som når koret kommer ind i de gamle græske dramer. Den retlige vurdering er sat med kursiv, så vi ikke skal være i tvivl om, at det er Herrens røst, der lyder fra den brændende busk. Hvis ikke det er en dom, så ved jeg ikke, hvad en dom er. Alligevel hævder kommissionsmedlem

37 Brev til PET-kommissionen .3.09 38 Information, 6.3.09 39 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 9-3 

55

Ditlev Tamm, som vi senere skal se, at kommissionen ikke afsiger dom. Hvilket måske skal betyde så meget som, at også dommene er leveret af PET. 

56 

3

Pille præstelus
At pille fejl ud af beretningens oplysninger om mig er lige så let, og lige så enerverende, som at pille præstelus af en kattepels. Man kan ikke bare lade alle de forkerte informationer blive stående, for så får man at vide, at den, der tier, samtykker. Så der er ikke andet at gøre end at sukke dybt, gribe kræet ved nakkeskindet og gå i gang. I afsnittet „Arne Herløv Petersen som debattør på venstrefløjen“330 læser man: „Hans forfatterskab var bl.a. inspireret af en række udenlandsrejser til de kommunistiske lande Kina, Nordkorea, Albanien og Armenien (Sovjetunionen) og ikke mindst af en jordomrejse foretaget 965-68.“ Det er simpelthen noget vås. Mit forfatterskab er hovedsagelig inspireret af mine oplevelser i almindelighed og min læsning. Kun i særdeles begrænset omfang af mine rejser. Af den snes bøger, jeg dengang havde udgivet, er den ene en rejsebog fra Armenien, en roman foregår i San Francisco og en handler om en rejse til Nepal. De andre foregår i Danmark. Og hvorfor nævner beretningen kun „kommunistiske lande“, når jeg i samme periode var i mange andre lande, som f.eks. Japan, Madagascar, Kenya, Taiwan, Indien, USA (Alaska), Grækenland og Grønland?

330 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 47 

57

Det er tydeligt, at kommissionsmedlemmerne ikke aner noget om, hvad jeg har skrevet. Hvis de læste mine bøger, ville de få et mere nuanceret indtryk af mig, og det vil de åbenbart helst undgå. Påstanden om, at mine bøger er inspireret af kommunistiske lande, er lige så hjernedød som de litteraturhistorier, der påstår, at jeg skriver arbejderlitteratur eller socialrealisme. For sådan noget skriver de jo, den slags. Faktisk skriver jeg inden for en del forskellige genrer: lyrik, science fiction, historiske romaner, udviklingsromaner, satire og sort humor. Når Morten Heiberg, der er ph.d. i historie, sidder og skriver sådan noget vrøvl af fra politirapporten – for det er præget af en så monumental uvidenhed om emnet, at det ikke kan være skrevet af andre end PET – strejfer den tanke ham så ikke bare et øjeblik: „Hvorfor gør jeg det her? Hvorfor bruger jeg ikke den uddannelse, jeg har fået, til at undersøge emnet bare en lille smule?“ Han kunne måske have holdt en lille pause i arbejdet med at skrive PET-rapporter af og gå på biblioteket og kaste et blik i mine bøger, måske se på min hjemmeside33 eller Scribd33 eller slå mig op på Infomedia eller Google. Det er lidt pinligt, at han skriver så meget om mig uden at sætte sig bare en smule ind i det, han skriver om. På samme side333 kan man læse: „I 963 blev der indsamlet oplysninger om, at han var medlem af redaktionen for et nyt venstreorienteret blad kaldet Eksponent.“ Ungdomsbladet Eksponent var ikke venstreorienteret. Faktisk var det overhovedet ikke politisk. Hovedartiklerne i bladets første nummer handlede om hash og prævention.
33 http://herlov.dk 33 http://www.scribd.com. Søg på „herløv“ 333 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 47 

58

På side 48 citeres nogle betragtninger om forholdet mellem Kina og Sovjet i min rejsebog Gylden oktober.334 Citatet er skåret til, så nuancerne forsvinder, og det fremgår tydeligt, at PET/Heiberg ikke har forstået sigtet med mine bemærkninger: at det ikke var nødvendigt for os i Danmark at tage parti i striden mellem Kina og Sovjet, og at vi i stedet måtte finde vores egen vej til socialismen. Dette var helt i tråd med den opfattelse, jeg havde. Folk døde i Angola og Moçambique på grund af den sovjetisk-kinesiske strid. Det samme gælder for den tale, jeg holdt i Nordkorea i 977, og som er citeret på den følgende side.335 Talen er ikke holdt „til ære for ’Den store Leder’“, som beretningen hævder, men til ære for deltagerne i en konference. Delegationerne fra Danmark, Norge og Sverige – blandt andet SF, SV og VPK – indgik en uformel aftale, når vi mødtes i Korea eller til konferencer, om at undgå personkult og i stedet fremhæve det, koreanerne kaldte Juche-princippet, dvs. princippet om, at socialismen skal opbygges ud fra ethvert lands egne forudsætninger, og at revolution ikke kan im- eller eksporteres. Mens jeg mente, at tanken om at stole på egne kræfter var god og rigtig, var jeg ikke tilhænger af personkult. Jeg skrev i Akuelt, at Kim Il Sung var genstand for en „persondyrkelse, der næppe findes mage til i verden“, og at personkulten var gået „over gevind“ og noget, „man kan le eller græde ad som man vil“.336 Hvorfor har man ikke taget sådan nogle citater med i beretningen? Hvorfor mon? På side 50 fortælles korrekt nok,337 at jeg havde et vist samarbejde med den nordkoreanske ambassade om oversættelse af

334 Arne Herløv Petersen: Gylden oktober, 977, s. 9-3. Cit. PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 48 335 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 49 336 „Stolen Kim Il Sung sad i er på museum“ i Aktuelt, 6.8.7 337 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 50 

59

tekster frem til 988. Her kunne man have indskudt den indlysende bemærkning, at så følte nordkoreanerne nok ikke, de var blevet desinformeret, men det ville stride mod beretningens tendens, så det undlader man. Det fremgår interessant nok af fodnoten, at oplysningen stammer fra „Arne Herløv Petersens personsag: Oplysninger fra 5. maj 988“. Det vil sige, at sagsmappen var aktiv endnu seks år efter tiltalefrafaldet. Hvordan mon det kan være? På næste side finder vi den tidligere nævnte PET-påstand om, at hvis jeg sagde noget positivt om Sovjetunionen, var jeg agent, og sagde jeg noget negativt, var det for at sløre, jeg var agent. På side 5 hedder det: „De fleste oplysninger om Herløv Petersen i Gordijevskij-materialet stammer fra perioden 977-78. Der er dog også enkelte informationer fra perioden efter 98, hvor Gordijevskij var udstationeret i London.“ Det er interessant af to grunde. De fleste af de konkrete anklagepunkter vedrører perioden 979-8, hvor Gordijevskij var i Moskva, og da havde han åbenbart ikke meget at sige om mig. I perioden efter 98 kan der heller ikke have været meget at fortælle, da jeg ikke havde nogen som helst kontakt med sovjetiske diplomater efter min anholdelse i november 98. På side 53 får vi at vide, at jeg i februar 975 blev forfremmet til „fortrolig kontakt“, men aldrig opnåede status af „agent“.338 Hvad KGB kalder mig, siger ikke så meget om, hvad jeg faktisk var. Hvis jeg siger, at Annette og jeg var kærester i niende klasse, og Annette siger, at det var vi såvist ikke, jeg var bare ham den irriterende fyr, der sad og gloede på hende som en våd hundehvalp, så var vi ikke kærester. Der skal to til at

338 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 53 

60

være kærester eller fortrolige. Hvis SÄPO pludselig skulle komme på den tanke at tildele landsdommer Leif Aamand dæknavnet „Pluske“ og kalde ham deres fortrolige, så betyder det ikke, at han er agent for svenskerne. I en rapport fra juni 977 fortæller Gordijevskij, at KGB ville sende mig til Kina i 976, men det var ikke muligt at komme videre med sagen, da jeg blev nægtet visum.339 Jeg var faktisk i Kina i 976, inviteret af den kinesiske regering, og selvfølgelig fik jeg også visum. Det var i forbindelse med en rejse til Nordkorea og havde ikke noget som helst med Sovjet at gøre. Derimod havde presseattaché Stanislav Tjebotok i januar 975 sagt til mig, at han syntes godt om nogle rejseartikler fra Kina, jeg havde skrevet et par år før i Aktuelt340 – om blandt andet akupunkturoperationer, et besøg i en fabriksarbejders hjem og et teknisk universitet – og at han godt kunne tænke sig, jeg rejste derover igen og skrev nogle artikler til et sovjetisk tidsskrift. „Hvad skal du have for det?“ spurgte han. „En invitation fra den kinesiske ambassade,“ svarede jeg, og så blev der ikke mere ud af den sag. Ved samme lejlighed diskuterede vi valget dagen før – 9..75. Jeg sagde til Tjebotok, at Poul Harling nok ville prøve at blive siddende efter valget, men i løbet af en måneds tid ville han formodentlig blive tvunget til at gå af, fordi socialdemokraterne kunne samle flertal mod ham. Det kunne de, fordi man i den situation kunne regne med, at den færøske republikaner Erlendur Patursson ikke ville vælte spillet, selv om han havde sagt, han ikke ville stemme i interne, danske anliggender, og så havde Anker Jørgensen lige netop flertal. Det var præcis det, der skete en måned efter, så Anker Jørgensen kun339 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 55. Fodnote 8 340 Aktuelt, 6.8.7 

6

ne danne regering 3. februar. Det var ikke noget, jeg havde hørt fra hemmelige forbindelser eller læst i en krystalkugle. Jeg kunne bare lægge tal sammen og tælle til 90. Men det var måske den slags analyser, der var skyld i, at russerne fandt det udbytterigt at tale med mig. Hvis Tjebotok skrev det i en rapport til sit udenrigsministerium, og det så var det, der skete, så har der nok været en vis wow-effect. Gordijevskij fortalte også, at jeg skulle „samle oplysninger om Statsministeriets aktiviteter og om Udenrigsministeriet“.34 Hvordan i Herrens navn skulle jeg kunne det? Det kan selv PET ikke forstå, da jeg „vel næppe havde vigtige kontakter i Statsministeriet og Udenrigsministeriet“. Jakob Andersen skrev i Ekstra Bladet34 om denne plan og citerer Gordijevskij for dette udsagn: „Efter indledende undersøgelser vil vi blandt det tekniske personale i Udenrigsministeriet forsøge at udvælge en kandidat til intensiv dyrkning.“ Han fortsætter, at det er „skrivemaskinedamer og kvindelige sekretærer“, man er ude efter, og artiklen fortsætter: „Når kvindelige medarbejdere er fremhævet, så er det fordi, der er tale om en særlig KGB-specialitet: Seksuel krigsførelse. Mange ensomme sekretærer er blevet fanget ind af virile og generøse KGB-agenter.“ Måske har Gordijevskij troet, jeg var en skrivemaskinedame eller ensom sekretær, der kunne fanges ind af virile agenter, for i sin første artikel om mig i The Times tror han åbenbart, jeg hedder „Anne“ og omtaler mig konsekvent som „she“.343 Jeg skal ikke kunne sige, om Gordijevskij er vant til, at kvinder har overskæg, men jeg tror nok, jeg kan sige, han ikke kender mig særlig godt. Det er den mand, PET-kommissionen anser

34 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 55 34 Ekstra Bladet, 3..9 343 Citeret i Politiken, 4.0.90 

6

for særdeles troværdig og en udmærket kilde til oplysninger om mig. Den pålidelige Gordijevskij fortæller videre,344 at jeg under dæknavnet Palle var i gang med pamfletter om „den vesttyske politiske og økonomiske indflydelse på Danmark, støtten til modstanderne af Fællesmarkedet og NATO og støtten til afspændingsprocessen … skrevet ud fra en repræsentant for den vestlige arbejderbevægelses synspunkt“. Det er i hvert fald ikke noget, jeg har skrevet. Måske er Palle en anden, måske en repræsentant for den vestlige arbejderbevægelse, måske en, der faktisk hed Palle. Når russerne skulle finde på rigtig snedige dæknavne, brugte de tit folks eget navn. Mitrokhin sagde, mit dæknavn var Kharlev, hvilket er den russiske transkription for Herløv.345 Hvis jeg er det bedste eksempel på en KGB-agent, man kan finde, så står det skralt til, og hvis Gordijevskij er den mest pålidelige kilde til KGB’s arbejde, man har, så ser det endnu mere sølle ud. I 977 noterede PET, at der ikke var „konstateret nogen spredning af sovjetisk propaganda fra AHP [Arne Herløv Petersen] efter de kendte møder med Tjebotok, og han skriver i øvrigt mest om almene socialistiske forhold samt rejsebeskrivelser fra de lande, som han har besøgt“.346 Ikke desto mindre besluttede PET i 979 at aflytte min telefon, til dels fordi „Gordijevskij havde forladt København i 978, hvorved det blev mindre risikabelt for den danske tjeneste at gennemføre en overvågningsoperation. Der var ikke længere fare for, at
344 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 58 345 Ifølge Olav Hergel i Berlingske Tidende, 0.9.99 346 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 60 

63

operationen, hvis den blev opdaget af KGB, kunne føre til en afsløring af PET’s forbindelse til Gordijevskij“.347 Tilladelsen til aflytning fik man uden videre fra dommer Hulsrøj i Rudkøbing, og den blev så automatisk forlænget hver tredje måned de næste år.348 Efter min anholdelse fandt PET et visitkort fra Stanislav Tjebotok. På kortet stod anført „KGB-agent“, og politiet var af den opfattelse, at „teksten var skrevet på Herløv Petersens skrivemaskine“.349 Det er så sandelig også min opfattelse. Ordene „KGB-agent“ blev skrevet på kortet på min skrivemaskine af en journalist fra Aktuelt, der hed Kristian, til min valgfest 4..73, hvor Tjebotok også var til stede. Nogen havde åbenbart lagt Tjebotoks visitkort på et bord, og Kristian, der var den eneste tilstedeværende ved festen, der havde stemt på Det Radikale Venstre, syntes, det var en pragtfuld joke. Det var ikke noget, jeg tænkte nærmere over, før kortet dukkede frem i Byretten ved grundlovsforhøret 4..8. Men hvordan kunne politiet i øvrigt finde ud af, at det var min skrivemaskine, der var brugt? Visitkortet er fra 973, og jeg skiftede min skrivemaskine ud med en elektrisk IBM i 975. Så da de ransagede mit hjem i 98, kunne de ikke finde den skrivemaskine, der blev brugt i 973. Måske var de også med til festen i 973, forklædt som sørgende venstreorienterede efter Glistrups jordskredssejr. Efter tiltalefrafaldet fik jeg visitkortet udleveret i en lille plasticpose med mit sagsnummer „4K-707-0000-8“ og påskriften „koster nr. 8“.

347 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 60 348 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 6 349 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 67 

64 

4

Kilder og fejlkilder
Når man nu har samlet eksperter i historie og jura i PET-kommissionen, kunne man måske have forventet, at historikerne ville bidrage med kildekritiske overvejelser, og at juristerne ville have gjort sig nogle tanker om bevisføringen. Det er kun i meget ringe omfang sket. Så må andre prøve at stille de kritiske spørgsmål om kildernes pålidelighed, som kommissionen burde have stillet. Det er ikke så nemt for mig, som det kunne have været for kommissionen, for jeg har ikke adgang til materialet om min egen sag, men det er vigtigt for bedømmelsen af beretningen, at man i det mindste gør sig klart, hvilke fejlkilder der kan være tale om. Lad os først se på, hvilke kilder PET og kommissionen har til min sag. Der er for det første to sovjetiske afhoppere, Oleg Gordijevskij og Vasili Mitrokhin. De hævder at have nogle af deres oplysninger fra sovjetiske rapporter og arkiver, så lad os tage dem med. Så er der oplysninger fra stikkere, informanter og meddelere af forskellig art. De kan være fra hjemmeværnet eller bare være ivrige hjælpere, der enten har forsynet sig med kikkert og lytteudstyr eller udgivet sig for noget andet, end de er, så de kunne vinde min tillid. Kilde nummer tre er de oplysninger, PET har kunnet fremskaffe ved direkte overvågning, for eksempel af frokostmøder eller offentlige forsamlinger. 65

Videre det, man har kunnet lytte sig til ved telefon- eller rumaflytning eller finde frem til ved at åbne mine breve, få oplyst, hvilke bøger jeg låner på bibliotekerne og hvilke bevægelser, der er på mine bankkonti, eller hvad der står i mine journaler hos læger, skattevæsenet eller sociale myndigheder. Kilde nummer fem er offentligt tilgængelige kilder – hvad jeg har skrevet, og hvad andre har skrevet om mig, og det, der kan give baggrundsviden af nytte for sagen. Den sidste kilde er ikke offentligt tilgængelige kilder såsom mine notater, manuskripter og dagbøger, som man kunne tilvende sig ved en ransagning. Det er muligt, der er flere kilder, men det er, hvad jeg umiddelbart kan se for mig. Lad os så se på fejlkilderne – på de enkelte kilders større eller mindre troværdighed. Hvert ord i beretningen har passeret forskellige hjerner og sind, og hver gang har indholdet taget farve af det menneske, oplysningerne er gået igennem. En stikker mener måske at have set noget og rapporterer det videre til PET, der hører oplysningerne ud fra sine egne fordomme og gengiver dem, så kommissionsmedlemmerne senere kan læse dem ud fra de forudsætninger, de nu engang har, og videreformidle dem ud fra deres egen verdensopfattelse. En journalist læser så beretningen og gengiver den, sådan som han nu synes, historien skal vinkles, og læseren opfatter så det hele ud fra sin egen måde at se verden på. Det faktiske indhold – das Ding an sich – bliver pakket ind i det ene subjektive lag efter det andet – das Ding für mich.350 De ord, man bruger til at beskrive noget, farver læserens

350 http://de.wikipedia.org/wiki/Ding_an_sich 

66

opfattelse af forholdet. Dengang jeg arbejdede på udenrigsredaktionen på Ritzaus Bureau, fik vi naturligvis at vide, at vi skulle være så objektive, som det nu engang er muligt. Men virkeligheden blev beskrevet af tusinder af journalister i marken, der plukkede en lille smule ud og skrev det ned. Deres rapporter blev sendt til de store telegrambureauer som AP og Reuter, der smed halvfems procent væk og flettede resten sammen til én, sammenhængende historie. På Ritzau fik vi så historierne fra de store bureauer, smed det meste væk og lavede vores egen udgave, der blev yderligere beskåret og bearbejdet på dagbladsredaktionerne. I min roman Lysets hastighed – min styrke beskriver jeg den uvirkelighedsfølelse, denne proces kan fremkalde.35 Jeg havde med Vietnamstoffet at gøre, og det slog mig, at vi sagde „amerikanerne meddeler“, men „Vietcong hævder“, så jeg gik op til chefredaktør Gunnar Næsselund og spurgte, om det ikke ville være mere objektivt at skrive „meddeler … meddeler“ eller „hævder … hævder“, og så i øvrigt bruge bevægelsens navn FLN i stedet for at kalde den Vietcong. Det var Næsselund enig i, så det gjorde vi fremover. Men selv om vi prøvede at være objektive, blev vores historier tit farvet ude på redaktionerne. Præcis det samme telegram kunne blive til „Terrorister myrder samarbejdsmand“ på Berlingske Tidende og „Frihedskæmpere likviderer quisling“ på Land og Folk. Folks fordomme og holdninger er nok den vigtigste, generelle fejlkilde. Andre er bevidste løgne og misforståelser. Misforståelser opstår tit, hvis man mener at høre noget andet end det, man faktisk hører. Hvis man blander forskellige kategorier sammen, så man for eksempel tror, man hører en faktuel

35 Arne Herløv Petersen: Lysets hastighed – min styrke, Thaning & Appel 973 

67

beretning, når man i virkeligheden hører en anekdote eller ironisk bemærkning, opstår der fejl. Da PET og Kommissionen opfatter Oleg Gordijevskij som en vigtig informant, kan der være grund til at se nærmere på hans troværdighed. Det har kommissionen faktisk også gjort, og i beretningens bind 7 giver den udtryk for sin uforbeholdne mening: „Der er flere forhold, der gør, at Gordijevskijs samtidige oplysninger må tillægges en høj kildeværdi. For det første, som det tidligere er blevet beskrevet, tegner de samtidige kilder et billede af en person, der var motiveret af en oprigtig opposition til det kommunistiske regime. Som sådan var Gordijevskij en troværdig kilde.“35 Her løber kommissionsmedlemmernes politiske fordomme af med dem. De siger, at Gordijevskij er pålidelig, fordi han er anti-kommunist. Det argument har ingen gyldighed uden for PET’s lille, lukkede verden. Kommissionen fortsætter: „For det andet må det tillægges betydelig vægt, at Gordijevskijs mundtlige oplysninger blev bekræftet af det udsmuglede dokumentariske materiale, der som omtalt er omfattende og varieret … Det skal dog bemærkes, at PET kun modtog kopier af oversættelsen. Det er derfor ikke muligt at undersøge kopierne af de originale russiske dokumenter eller vurdere, om oversættelsen er korrekt.“353 Her siger kommissionen, at Gordijevskij er pålidelig, fordi der er overensstemmelse mellem det, han siger, og de dokumenter, han selv kommer med og siger, han har skrevet af eller oversat. Alt andet ville også være mærkeligt. Men uden de originale dokumenter er det umuligt at sige noget om afskriftens pålidelighed.

35 PET-kommissionens Beretning, bd. 7, s. 6 353 PET-kommissionens Beretning, bd. 7, s. 6 

68

I bind 0 af beretningen hedder det: „Det er vurderingen, at det materiale, som han leverede, mens han var dobbeltagent, og umiddelbart efter at han var hoppet af, generelt havde en høj grad af troværdighed … Imidlertid skal materialet anvendes med varsomhed. Gordijevskij var kun andenhåndskilde til mange af de oplysninger, han viderebragte, og oplysningerne skal derfor, så vidt det lader sig gøre, efterprøves på andet kildemateriale, hvorpå en samlet vurdering kan foretages … Gordijevskij havde et kritisk blik og en god forståelse af det sovjetiske system. Om Gordijevskij skal det endeligt anføres, at hans omdømme i den danske offentlighed har lidt under, at han efter den kolde krigs afslutning har indgået i nogle avisartikler i ’Ekstra Bladet’ og i den forbindelse blevet citeret for mindre nuancerede udtalelser, end kildekritiske overvejelser almindeligvis vil tilsige.“354 Kommissionen siger her, at Gordijevskij var pålidelig i begyndelsen, fordi han så kritisk på Sovjetunionen, men desværre har det senere vist sig, han skriver ting, man ikke kan stole på. Man skulle tro, at Ekstrablads-skriverierne ville kaste en slagskygge over hans tidligere beretninger og generelt så tvivl om hans pålidelighed, men sådan vælger kommissionen ikke at se på det. Det var så argumenterne for Gordijevskijs pålidelighed. Videre siger beretningen: „Den største svaghed ved Gordijevskijmaterialet består omvendt i, at Gordijevskij kun var andenhåndskilde til en række af oplysningerne. Det var kontakter og aktiviteter, som han ikke havde personligt kendskab til, men som han havde erfaret fra andre KGB-officerer eller fra KGB-dokumenter. Problemet med disse kilder var, at såvel den enkelte KGB-officer som residenturet havde en interesse

354 PET-kommissionens Beretning, bd. 0, s. 49 

69

i at overdrive deres egen indsats for at gøre indtryk på Centeret i Moskva og dermed forbedre deres karrieremuligheder. Således var der en tendens til at overdrive betydningen af kontakterne.“355 Det skal nok være rigtigt. I hvert fald underbygges det af et udsagn fra KGB-residenturets chef i København, Mikhail Ljubimov: „KGB-oberst Mikhail Ljubimov, sjef for den senere KGB-generaloberst Titov og for oberst Gordijevskij, gikk på restaurant også i sin tid som rezident i København. Han gikk ’på krogene’ i det glade Nyhavn og pådro seg ofte store restaurantregninger. Internrevisjonen i KGB visste selvsagt at det formelt så puritanske Politburo med gamle menn uten mye moro, ugleså slikt. Om det ikke var strengt tjenestlig. ’Derfor førte jeg nok opp Jørgen Dragsdal på avisen Information noen ganger som min gjest uten at han hadde vært det, eller om han hadde vært det. Så ventet jeg gjerne en ukes tid med å levere inn regningen for å se om Jørgen skrev en eller annen kritisk artikkel mot NATO’s dobbeltvedtak (anno 979) eller slikt noe. Da la jeg gjerne Dragsdals artikkel fra Information ved, med en påtegning om at KGB-sentret i Moskva burde notere seg hvor godt min påvirkningsagent jobbet!’“356 Gordijevskij har selv fortalt, at KGB’s Center i Moskva opfattede indberetningerne fra de forskellige ambassader som så upålidelige, at man ikke engang gad læse dem. Han omtaler i sin selvbiografi et møde, som han kort efter hjemkomsten til Moskva i 978 holdt med sin afdelingschef i Centret, Viktor Grusjko. Grusjko var ifølge Gordijevskij fuldstændig ligeglad med de rapporter, som folk sendte ind fra de forskellige resi355 PET-kommissionens Beretning, bd. 7, s. 6-7 356 Hans-Wilhelm Steinfeldt: „KGBs troverdighet“ i Dagbladet, Oslo, 8..97 

70

denturer: „Jeg så et udtryk af forfærdelig kedsomhed brede sig over Grusjkos ansigt … Han ville ikke have noget at gøre med de rapporter, som folk vedblev med at indsende fra de udenlandske legationer: selvom han var leder af afdelingen, læste han dem aldrig, eftersom han vidste, at det meste af det, som de sagde, var opfundet og de kontakter, de beskrev, ligegyldige.“357 Både Gordijevskijs358 og Mitrokhins359 bøger er skrevet „i samarbejde“ med Christopher Andrew, der bruger ordret de samme vendinger om mig i Gordijevskij- og Mitrokhin-bøgerne. Det er formodentlig Andrew, der har skrevet dem, ligesom tonen fra belægningsstuen i den bog, Gordijevskij angivelig har skrevet „i samarbejde med“ Jakob Andersen360 antyder, det er Andersen, der er forfatteren. Andrew er tit blevet anklaget for nært samarbejde med MI5. Han blev i 003 valgt til at skrive det britiske efterretningsvæsens historie og i den forbindelse officielt tilknyttet tjenesten.36 Christopher Andrew var medlem af det ultrakonservative Churchill Society,36 hvor han optrådte sammen med Enoch Powell.363 Andrew havde også sin gang på Daily Telegraph, dengang Robert Moss bragte sin artikel om mig, som vi nu ved var et bestillingsarbejde fra MI6.

357 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 3 358 Christopher Andrew & Oleg Gordievsky: KGB – The Inside Story, London 990. Christopher Andrew & Oleg Gordievsky: Instructions from the Centre, London 99 359 Christopher Andrew & Vasili Mitrokhin: The Sword and the Shield – The Mitrokhin Archive, London 999 360 Jakob Andersen og Oleg Gordievsky: De røde spioner, København 00 36 http://en.wikipedia.org/wiki/Christopher_Andrew_(historian) 36 http://www.churchill-society-london.org.uk/Webmap.html 363 http://en.wikipedia.org/wiki/Enoch_Powell 

7

Andre iagttagere har tegnet et mindre flatterende billede af Gordijevskijs pålidelighed end PET-kommissionen. Fhv. justitsminister Ole Espersen sagde i 990 til Jyllands-Posten: „Det er det rene sludder, at Arne Herløv Petersen er blevet hvervet til noget som helst. Gordijevskij er en fantasifuld person – overordentlig fantasifuld.“364 Historikeren Jes Fabricius-Møller siger: „Oleg Gordijevskijs udsagn må tages med tilsvarende forbehold. Den tidligere dobbeltagent lever i dag af – med journalisten Marie Tetzlaffs udtryk – at levere partsindlæg til højestbydende.“365 The Nation skriver,366 at Gordijevskijs „afsløringer“ bygger på vestlige kilder og ikke indeholder noget nyt. Under sagen mod spionen Michael Smith blev Oleg Gordijevskij krydsforhørt af forsvareren og indrømmede, at han i årevis havde løjet for sine KGB-kolleger. Han sagde også, at han gerne løj, hvis han mente, det fremmede britiske interesser. Det skal næsten stå på originalsproget: MR TANSEY: Good liar, are you not? MR GORDIEVSKY: Pardon me? MR TANSEY: You were a good liar then. MR GORDIEVSKY: I used to be a good liar in the defence of the British interests.367 Under samme retssag blev det hævdet, at Gordijevskij ikke

364 Jyllands-Posten, 5.0.90 365 http://www.historie-nu.dk/site/index.php?option=com_content&task=vie w&id=496&Itemid=3 366 The Nation, 7.4.97 367 Cross-examination of Oleg Gordievsky, sagen mod Michael Smith, Central Criminal Court, Old Bailey, 3.9.93, s. 9. R. Tansey, Q.C. var forsvarer for sigtede. 

7

var hoppet af ud fra idealistiske grunde, som han selv sagde, men fordi MI6 havde lokket ham i seksuelt baghold, en såkaldt honningfælde, og truet med at kompromittere ham. Det har dog ikke kunnet verificeres. Gordijevskij var i København 966-70, i Moskva 970-7, igen i København 97-78, i Moskva 978-8 og i London 98-85. Han var altså ikke i København 978-8, da alle de ting, anklagepunkterne mod mig bygger på, skulle have fundet sted. Jeg har aldrig mødt ham. For mit eget vedkommende siger det tilstrækkeligt om Gordijevskijs pålidelighed, når han udtaler sig om mig, at han, som vi tidligere har set, troede jeg var af hunkøn, at han løgnagtigt påstår, at den kinesiske ambassade har nægtet mig visum, og at han ikke kan huske fra gang til gang, hvad han har sagt om mig. I 990 sagde han: „Arne Herløv Petersen blev af KGB anset for en løst tilknyttet, lavtstående agent, der aldrig modtog penge fra KGB.“368 To år efter var jeg „for forsigtig til at modtage faste kontante beløb“, men alligevel var jeg en „meget meget god KGB-agent“.369 Gordijevskij har anklaget Labour-politikerne Michael Foot og Neil Kinnock for at være KGB-agenter,370 og i 005 erklærede han, at BBC var en kommunistrede, „The Red Service“.37 Da han i 007 blev delvis lammet, fordi han havde været så tankeløs at købe receptpligtig nervemedicin ulovligt på Nettet, udtalte han, at der var tale om et KGB-komplot.37 Men PET-kommissionen mener stadig, han har en høj grad af pålidelighed.

368 TV, citeret i „Topspion renser dansk forfatter“, Politiken. 9.0.90. 369 Ekstra Bladet, 7.3.9 370 http://www.independent.co.uk/opinion/leading-article--michael-footstainted-accuser-57399.html 37 http://en.wikipedia.org/wiki/Oleg_Gordievsky 37 http://en.wikipedia.org/wiki/Oleg_Gordievsky 

73

Stikkernes pålidelighed er der ikke grund til at sige så meget om. Det er i reglen folk fra højrefløjsmiljøer, undertiden helt ovre i nærheden af nazisterne, og hjemmeværnsfolk. De kunne ikke tænke sig noget bedre end at slå mig i hovedet med en dannebrogsfane og klynge mig op på galgebakken. Den politiske holdning inden for PET er formodentlig omtrent som i stikkermiljøerne: Gud, konge og fædreland Anno dazumal, og send så alle de venstreorienterede op på indlandsisen og hugge isterninger med sløve hakker. I hvert fald fremgår det af kommissionens beretning, at PET ser mig gennem tykke lag af fordomme. Når man har aflyttet alt i årevis, har man et meget stort materiale. Hvis man så kun plukker det ud, der bestyrker ens forudfattede fordomme, udelukker det, der taler imod, og klipper og klistrer sammen, kan man få hvad som helst ud af det. Det gælder selvfølgelig i endnu højere grad, hvis man optager store mængder fordrukkent vås. Hvis man stillede en mikrofon op ved en bænk på Enghave Plads i tre år og derefter klippede flittigt i materialet og satte stumperne sammen i nye og overraskende mønstre, kunne man finde beviser på, at drankerne stod bag mordet i Finderup Lade. Det kommer vi tilbage til i gennemgangen af det såkaldte bevismateriale. Nogle gange hører PET-folkene forkert, som når de tror, jeg taler om en „soldaterforening“,373 selv om det i sammenhængen er en helt umulig tolkning. Men den vigtigste fejlkilde i kommissionens materiale er utvivlsomt mig. Ikke mindst fordi man på forhånd opfatter mig som noget andet end det, jeg er. Det var PET’s opfattelse, at jeg var en „umådelig dårlig agent“, fordi jeg fortalte gud

373 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 9 

74

og hvermand om mine møder med sovjetiske diplomater. Og det var jeg sandelig også. Jeg var en umådelig dårlig agent på samme måde, som jeg er en umådelig dårlig jordemoder eller jetpilot. Men jeg giver mig heller ikke ud for at være nogen af delene. Derimod var jeg ikke ueffen til at fortælle historier. Når PET flittigt noterer, hvad jeg siger i muntre og undertiden ganske fugtige stunder, opfatter man alting skævt, fordi man tror, jeg taler om politirapportens virkelighed, mens min virkelighed er en ganske anden – historiefortællerens og fabulantens. Som Thomas Pynchon så rigtigt siger det: „Hvo paaberaaber sig Sandheden, svigtes af Sandheden. Historien er forhyret eller under Tvang af Interesser, som altid er gemene. Den er for uskyldig til at forvares hos nogen, der har Magten inden for sin Rækkevidde, – han behøver blot at berøre den, og strax mister den al Troeværdighed, som om den aldrig havde eiet det mindste deraf. Den har nødig at pleies med kiærlig og retsindig Haand af Fabulanter, Løgnhalse, Versemagere og Tossehoveder af enhver Beskrivelse, Mestre i Forklædningens Konst, som kan forsyne den med Costume, Toilette, Fremtræden og Talegaver saa konstfærdige, at de kan beskytte den mod Regeringsmagtens Begierlighed og tilmed Nyfigenhed.“374 Når jeg sad og fortalte, var det ud fra mottoet „Si non è vero, è ben trovato“ – „Hvis ikke det er sandt, så er det godt fundet på.“ Vi sad på lørdagsvagten på Aktuelt og fyrede historier af, og den fik ikke for lidt. Vi fortalte historier om prins Knud og prins Henrik og om dronning Ingrid, der sneg sig rundt i Magasin og i smug proppede brokbind og plasticdukker ned i indkøbstasken. Det var da ikke meningen, man skulle tro bogstaveligt på det. Det var jo bare gode historier.
374 Thomas Pynchon: Mason & Dixon, København 00, s. 379. Oversat af Claus Bech 

75

Pure entertainment. Ligesom senere den med at Fogh klæder sig ud i tylskjoler foran spejlet. Hvis nogen havde spurgt, om det nu også var noget, der kunne holde i Byretten, ville vi have set på ham med stor undren og betragtet ham som Spielverderber. Det er ikke noget, vi skriver i avisen. Når vi skriver, er vi journalister, og så skal det være rigtigt, hvad vi skriver. Men nu holder vi fri og rafler over en kop øl og fortæller historier. Det er noget helt andet. Det var en smutter, hvis en af historierne endte i avisen alligevel. Som da The Sun viderebragte historien om, at prinsesse Margrethe skulle have savet tyve centimeter af benene for at komme ned i normal omgangshøjde. Tsk tsk, bad form, old chap. Skæg for sig og snot for sig. Når historierne så alligevel kommer med i politirapporten, fordi PET lurer og lytter, så er det et kultursammenstød af format. Måske siger politifolk og dommere aldrig andet til deres koner eller nærmeste venner end det, de siger i retten. I så fald kunne man lave en sort farce om deres kærlighedsliv. For os andre har historierne deres egen ret, helt uanset den bogstavelige sandhedsværdi. Jeg havde et stort repertoire af historier om mit liv. Som når jeg fortalte, jeg engang red på en hvid hest op til Mount Everest. Det var ikke helt forkert, men heller ikke helt rigtigt. Jeg sad på en hest, og der var ingen grund til at præcisere, at der gik en dreng ved siden af og trak hesten i snor, og hesten med mig på bevægede sig faktisk frem til udkigspunktet Tiger Hill ved Darjeeling, hvorfra man i godt vejr kunne se Mount. Everest i det fjerne. I denne periode havde jeg mange historier om KGB, spioner og agenter. Moskvaguldet hørte med til sådan en historie. Jeg anede ikke, at der faktisk lå realitet bag begrebet, og 

76

at DKP modtog penge fra Moskva.375 Jeg troede naivt, at de mange indsamlinger og festivaler betalte for DKP og bladet sammen med Terpo Tryks mange opgaver. Og det kunne det også have gjort, hvis de ikke havde kørt det hele i sænk økonomisk, selv om de fik penge østfra. Men det anede vi ikke. Vi troede, Moskvaguldet var en af de sædvanlige Det Bedstefloskler. Bare en god historie. Når jeg troede mig aflyttet, havde jeg for vane at komme med drabelige spionhistorier, så de fik noget at tygge på. Allerede i min første roman Morgensol og glasskår fra 963 sidder en af personerne og fortæller vilde løgnehistorier om spionen Konstantin Ivanov.376 Jeg husker tydeligt en aften på Rådhuskroen i 966, hvor jeg sad sammen med en radiojournalist, vi kaldte Pols, og skreg af grin over, at vi havde taget røven på dem ved nabobordet ved at komme med uhyrlige historier om hemmelige gange under den amerikanske ambassade, som man kunne komme ned i fra et bestemt kloakdæksel i Sundby, så man kunne lægge en bombe. Vagn Lundbye fortæller om sådan en spionhistorie: „Nogle gange sagde Arne direkte: ’Så, nu bliver vi aflyttet.’ Andre gange kunne han finde på at sige i telefonen: ’Husk, tasken står oppe bag hyldebærbusken. Du skal huske at hente den.’ Jeg spillede med og sagde: ’Det skal jeg nok.’ Han spøgte meget med det. Det har nok ikke ligefrem været til hans fordel senere.“377 Når jeg var tilstrækkelig fuld, talte jeg sort. Tit var der overhovedet ikke hoved og hale på, hvad jeg sagde. Det var karakteristisk for mig, at jeg talte andre efter munden, og

375 Morten Thing: „Kommunisternes kapital“ i Arbejderhistorie nr. 3, 995, s. -3. Se også Jens-Peter Bonde: „Justitsminister – uden justits“, JyllandsPosten, .7.09 376 Arne Herløv Petersen: Morgensol og glasskår, Gyldendal 963, s. 3 377 Jens Lenler: „Spionsagen der ikke ville forsvinde “, Politiken, 0..06 

77

også at jeg pralede vildt og grænseløst. Det er ikke rart at tænke på, at jeg har været så dum at høre på, men det var jeg. Som så mange trænede drankere havde jeg evnen til at lyde ædru som en snebold, selv når jeg var totalt lallende. Det førte til mange ubehagelige situationer, når folk troede, vi havde aftalt et eller andet, og jeg ikke kunne huske noget som helst. Hele dage kunne forsvinde i sort tåge, så jeg bagefter måtte prøve at stykke sammen, hvor jeg havde været, og hvad jeg havde lavet, ud fra det, jurister kalder „materielle beviser“. En Guds lykke var det da, at jeg aldrig havde taget kørekort, for så skulle jeg have startet hver dag med at se, om der var blodspor på dækkene. Andre talte også mig efter munden, for ellers blev jeg påståelig. Det fremgår ret tydeligt af aflytningsrapporterne, at når jeg ringede til mine familiemedlemmer, sagde de stort set kun „jah jah jah“ til alt det, jeg pludrede løs med. Direkte komisk bliver det, når kommissionen ikke bare ifører sig dommerkappen eller optræder som politianklager, men også mener, de er kvalificerede til at være tekniske eksperter. Det fortæller jeg om i et indlæg i Politiken:378 „PET-kommissionens rapport er blevet misforstået. Det er da rigtigt nok, at den juridisk og historisk set er et makværk og i ét og alt taler PET efter munden. Men anskuet som sort humor er rapporten intet mindre end et mesterværk. I bind 3[379] citerer rapporten mig for at have sagt, at hvis atomkrigen kommer, vil en ubåd lægge til i fuglereservatet i Tryggelev Nor og sejle mig til Sovjetunionen. Det er ikke lige til at se det på Tamm og Aamand, men de må være eksperter i humor, for de siger, at de har lyttet til aflytningsbåndet
378 „Sort PET-humor i verdensklasse“, Politiken, 7.7.09 379 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 80 

78

og kunnet konstatere, at jeg ikke talte humoristisk eller ironisk, men mente hvert ord, jeg sagde. Førende lydeksperter kan ikke høre, om en betjent siger ’perle’ eller ’perker’, men kommissionen kan, uden at kende mig og ud fra et tredive år gammelt bånd fastslå, om jeg er ironisk. Hvis jeg ikke har en stemmeføring som Dirch Passer, så er jeg alvorlig. Heldigvis for kommissionen beviser rapporten, at det ikke er tomme floskler, når kommissionsmedlemmerne påstår at være eksperter i humor. Et højdepunkt i sort humor nås i bind 0, side 57-58, der beretter om EF-modstandernes avis Det ny Notat. I 980 indeholdt avisen et tillæg, der var formet som en officiel EF-publikation og fortalte, at der skulle bygges bro fra Esbjerg til Harwich. PET og kommissionen har gransket tillægget og opdaget, at det må være et falsum. I stedet for angivelse af bogtrykker står der ’Tryk avler Modtryk’ og på bagsiden læser man ’089 Gøps Remmos Staton’, hvilket læst bagfra bliver til ’Notats sommerspøg 980’. Herefter mener PET og kommissionen, at der ikke er tvivl om, at sommerspøgen er en del af en sammenhængende kampagne mod EF, der antagelig er sovjetisk desinformation, da metoden er ’velkendt og ofte brugt af KGB’.“ Lad os for en ordens skyld slutte med den sidste mulige fejlkilde: bevidste løgne. Vi kan ikke vide, om lydteknikere har manipuleret med PET’s optagelser. De oplysninger, PET giver kommissionen, kan simpelthen være forfalskede. Inden man slår syv kors for sig og bedyrer, at det kunne PET da aldrig finde på, så tænk lige over, hvad de ellers kan finde på. Vi skal tro på, at det sovjetiske efterretningsvæsen i vidt omfang benyttede sig af forfalskninger. Ifølge Ole Hasselbalch380 fremstillede KGB en forfalsket båndoptagelse, der udgav sig

380 Ole Hasselbalch: Den stille krig, København 00, s. 07 

79

for at være en samtale mellem Reagan og Thatcher, men var klippet sammen af udtalelser fra andre lejligheder. Hvis KGB kan, kan PET vel også, eventuelt i samarbejde med det, de kalder „allierede tjenester“. Vi ved også, at CIA gjorde det. De prøvede at miskreditere den indonesiske præsident Ahmed Sukarno med en forfalsket pornofilm.38 Skal vi så virkelig tro, at PET og MI6 ville vige tilbage fra at forfalske materialet, hvis de anså det for nødvendigt for at sværte mig til? Hvorfor skulle de ikke bruge alle midler? Der skal ikke så meget til. Det er utroligt, hvad man kan lave med en saks. Det kan Ekstrabladsjournalisten Jakob Andersen tale med om. Han havde skrevet „Venstrefløjen var et uhyre komplekst begreb“, og en lidt for ivrig læserbrevsskribent citerede ham for at have sagt „Venstrefløjen var et uhyre“.38

38 William Blum: CIA – a forgotten History, Zed books 986, s.  38 Information, 5.4.9 

80 

5

Rettergang
„Det bemærkes også, at det ikke er kommissionens opgave at ’frikende’ eller ’dømme’ nogen“, siger kommissionsmedlem, dr.jur. Ditlev Tamm.383 Jeg mener heller ikke, det er kommissionens opgave, så i den henseende har Tamm ret. Men jeg mener, det er det, kommissionen har gjort. Lad os se på, hvad det vil sige at „dømme“ nogen. Den danske ordbog384 har følgende definitioner på ordet: „. afsige en dom i en retssag. . træffe afgørelser som dommer i en sportskamp el. konkurrence. 3. give en vurdering af nogen eller noget.“ „Frikende“ defineres således:385 „erklære uskyldig i en anklage, erklære en mistanke ubegrundet efter at sagen er blevet undersøgt.“ Da kommissionen ikke er nogen domstol, og da dens domme ikke har retlig bindende kraft og ikke medfører retlige sanktioner for den anklagede, kan man derfor med rette sige, at kommissionen ikke dømmer nogen efter ordbogens definition . Da der ikke er tale om en sportskamp, dømmer kommissionen heller ikke efter ordbogens definition . Men den dømmer så absolut efter definition 3, da den giver en vurdering af nogen eller noget. Når en litteraturanmelder

383 Weekendavisen, 3.7.09 384 Den danske ordbog, Det danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal 003, bd. , s. 746 385 Den danske ordbog, Det danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal 004, bd. , s. 393 

8

siger, at digtsamlingen Blødende hjerter er et makværk, så er anmelderen smagsdommer og afsiger en dom, selv om den stakkels lyriker, det går ud over, ikke bliver kastet i kachotten. Man kan afsige en dom på forskellige måder. Hvis man siger, noget er „godtgjort“ eller „bevist“, eller at et forhold er „påvist“, så har man udtalt sig om sandhedsværdien af det pågældende. Hvis man siger, at en andens påstande er „velunderbyggede“, så siger man, at påstandene er sande, og så har man afsagt dom. Hvis jeg siger: „Jens har godtgjort, at Per lugter, hvilket derefter må anses for bevist“, så kan jeg ikke komme bagefter og sige: „Jeg har aldrig sagt noget om Per og slet ikke, at han lugter. Jeg har kun sagt, at det synes Jens“. Det argument hører hjemme i en børnehave. PET-kommissionen bruger i beretningens bind 3 8 sider på det, man kalder „Bevismaterialet i Herløv Petersen-sagen“. Her bruger kommissionen hele vejen igennem udtryk som, at PET gennem sin efterforskning har „dokumenteret“ og „påvist“ det ene eller det andet, selv om der ofte er tale om slet underbyggede påstande, som vi skal se i det følgende. Hvad vil det i det hele taget sige at tage stilling? Hvis man kun refererer den ene side af et sagsforhold og bevidst udelader den anden side, tager man implicit stilling. Når Ditlev Tamm tilsyneladende mener, at kommissionen bare „fortæller, hvordan det forholder sig“, og så må befolkningen træffe afgørelsen, lyder det som et ekko af justitsminister Ole Espersens forklaring eller bortforklaring efter tiltalefrafaldet i april 98. PET-kommissionen optræder som domstol, men ikke som en domstol af den art, vi kender fra retssalene, snarere som domstolen i Franz Kafkas „Processen“ eller de berygtede Star Chambers, der afholdt hemmelig rettergang uden næv- 

8

ninge og uden at høre vidner, indtil systemet blev afskaffet i 64.386 Jeg vil overlade det til kommissionens eminente jurister at overveje, om man muligvis har overtrådt Grundlovens § 6, der siger: „Særdomstole med dømmende myndighed kan ikke nedsættes.“ Det virker ikke, som om landsdommeren og de to dr.jur.’er i kommissionen har gjort sig større overvejelser over begrebet „bevisets prøvelse“. Vi læser i Encyklopædien: „I straffesager er det anklagemyndighedens opgave at fremskaffe et bevismateriale, der er tilstrækkeligt til at bevise tiltaltes skyld. Anklagemyndigheden er samtidig forpligtet til at fremlægge eventuelle beviser, der peger på, at tiltalte ikke er skyldig (objektivitetsprincippet). Forsvareren kan anmode om, at anklagemyndigheden fremskaffer bevismateriale, som den ikke selv har fundet nødvendigt. Eventuel uenighed mellem forsvarer og anklager herom afgøres af retten. Forsvareren har også selv mulighed for at fremlægge beviser. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har endvidere fastslået, at det er konventionsstridigt, hvis en domfældelse i en straffesag udelukkende bygger på forklaringer, der er afgivet, uden at tiltalte og hans forsvarer har haft lejlighed til at stille modspørgsmål. Endelig har retten i straffesager en selvstændig forpligtelse til at sørge for sagens fuldstændige opklaring og kan foranstalte bevisførelse, som hverken er ønsket af anklager eller forsvarer (den materielle sandheds princip).“387 Man kan så konstatere, at anklagemyndigheden, det vil sige PET og/eller kommissionen, ikke har sørget for at frem386 http://en.wikipedia.org/wiki/Star_Chamber 387 Den store Danske Encyklopædi, København 995, bd. , s. 567 

83

lægge materiale, der taler mod den anklagedes skyld. Tværtimod har man gjort sig de største krumspring for at sløre eller fortie alt, der kunne tale mod teorien om, at jeg skulle have været en slags agent for fremmed efterretningstjeneste. Kommissionen opfører derefter en slags pseudoretssag, hvor man ikke bare undlader at høre på den anklagede, men bevidst fravælger ham. Hvis den anklagede formaster sig til at meddele kommissionen noget om sine synspunkter, sørger man for, at disse synspunkter ikke kommer til offentlighedens kundskab. Intet må tale mod det hemmelige, politiske politis anklager. Forsvareren har kommissionen helt afskaffet, og dommerembedet er smeltet sammen med anklagemyndigheden. Ved normale retssager anser man det ikke for muligt at afsige dom alene ud fra et anklageskrift. Man mener, at den anklagede også må have ret til at udtale sig, og man mener, han må have ret til en forsvarer, der taler hans sag. Man mener vist også endnu, at enhver må anses for uskyldig, til det modsatte er bevist. Ærgerligt nok kunne man ikke gennemføre sådan en sag mod mig i 98, da det desværre forholdt sig sådan, at jeg ikke havde gjort noget ulovligt, og en retssag derfor bare ville føre til det for PET uønskede resultat, at jeg blev frikendt. Men nu indhenter man det forsømte ved at afsige dom over mig uden at ville høre på mig og uden forsvarer, alene ud fra anklageskriftet og med kommissionen som både dommer og anklager, hvorved man sikrer sig den ønskede dom uden risiko for forstyrrende momenter såsom påvisning af anklagedes uskyld. Den var ikke gået i 98, men tidsånden er med kommissionen, og efter regeringsskiftet i 00 er vi blevet så blaserte over for overgreb og ulovligheder, at vi knap nok lægger mærke til dem mere. Pressen, der engang var demokratiets vagthund, er i vidt omfang blevet magtens lille, logrende skødehund. 84

For at nå frem til det ønskede resultat skyr man ingen midler. Man overtræder kommissoriet og alle de love og bestemmelser, der tidligere har sikret privatlivets fred, ved at offentliggøre uddrag af dagbøger og aflytningsrapporter. Hensigten helliger midlet. Hvilken lovhjemmel mener kommissionen selv at have for sine uhyrlige krænkelser af mit privatliv? Har man nogen mening om, hvorvidt PET burde have overholdt Retsplejelovens § 79? Det fremgår ikke af beretningen. I en „Opsamling“388 siger kommissionen, at undersøgelsen „viser“, at PET „dokumenterede“ forholdets „konspirative karakter“, at „skiftende KGB-officerer begavede Herløv Petersen med et stereoanlæg“, som jeg aldrig har set og som kun eksisterer i PET’s våde drømme, og at „KGB leverede tekstforlæg, som indgik i forfatterens to pamfletter“, hvilket også er i strid med sandheden. Kommissionen fremlægger en mængde hidtil ukendte forhold i beretningen, og det er prisværdigt. Men fordi den, med kommissionsformandens ord, nøjes med at gengive PET’s opfattelse,389 er den ude af stand til at lægge to og to sammen og drage de mest indlysende konklusioner. Den tripper på fløjlspoter uden om den varme grød og nægter at indse, at PET sådan for alvor kan gøre noget galt. Hvis kommissionen havde haft retsbevidsthed, ville den have sagt: „Vi afviser at tage stilling til såkaldte ’beviser’ på forhold, der ikke er strafbare. Det er ikke politiets opgave at efterforske noget, der ikke er ulovligt, og vi må alvorligt påtale, at politiet har gjort det alligevel – og så ser vi bort fra, at hele forholdet falder uden for vores kommissorium.“ Kommissionen kunne have sagt: „Det er umuligt at træffe
388 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 94-95 389 Information, 6.3.09 

85

konklusioner ud fra stumper af ’bevismateriale’, der er håndplukket af PET. For at kunne udtale sig, må man have adgang til hele materialet, så man kan se sammenhængene. Også se alt det, PET udelader, fordi det taler mod deres forudfattede meninger.“ Kommissionen kunne have sagt: „Vi kan ikke tage stilling til spørgsmålet, før vi har hørt modargumenter og set beviser fremlagt. Lad os se det stereoanlæg. Hvorfor tog politiet det ikke med i retten sammen med servietterne og papstykket? Hvorfor tog man ikke i det mindste et fotografi af det? Det skulle vel aldrig være, fordi det ikke eksisterer? Læg de udgivne pjecer ved siden af KGB’s forlæg. Hvis I ikke har forlægget, hvorfra ved I så, det eksisterer? Forklar, hvorfor det er konspirativt, hvis en russer parkerer en bil med blå nummerplader foran den anklagedes hus, eller hvis den anklagede inviterer russeren med til en fest, hvor der kommer halvtreds mennesker.“ Og ligeledes kunne den have sagt: „Hvis PET siger, den anklagede har overbragt hemmelige dokumenter til nordkoreanerne, så bevis det. Lad os se dokumenterne. Spørg koreanerne. Hvis PET mener at kende den anklagedes motiver til at søge ind i hjemmeværnet eller søge arbejde,390 så bevis det. Det er ikke nok at sige: ’Det synes vi bare, så det passer nok’.“ Der er overhovedet ingen materielle beviser. Ingen rygende pistol, fingeraftryk eller dokumenter af nogen art. Kun hvad man påstår, man har lyttet sig til. Den holder ikke i Byretten. Men det er godt nok til kommissionen. Ved at nægte mig mulighed for en retssag, hvor jeg kunne blive renset, og administrativt stemple mig som skyldig har man

390 Se kapitel 6. 

86

undergravet retssikkerheden. En stat, hvor skyldsspørgsmål afgøres ved retten, kan kaldes en retsstat. En stat, hvor politiet alene afgør skyldsspørgsmål, kaldes en politistat. PET’s og kommissionens dom spredes vidt og bredt, hvilket viser, at man stadig følger samme princip som i 98-8: Det er lige meget, om han har gjort noget ulovligt. Det er propagandaværdien, det kommer an på. Men vi dømmer ikke, siger Tamm. Vi siger bare, hvordan det er. Om misforholdet mellem PET’s behandling af Jørgen Dragsdahl og mig siger kommissionen: „Hvordan forklarer man denne tilsyneladende forskel i den retlige vurdering, dvs. at man vælger at anholde en formodet fortrolig kontakt, men undlader at foretage sig yderligere over for en formodet KGBagent? Den følgende gennemgang af det relevante kildemateriale vil vise, at forklaringen var den enkle, at PET’s ledelse efter længere tids efterforskning af Dragsdahls forbindelser til KGB vurderede, at der ikke kunne føres bevis for noget strafbart forhold.“39 Jaså. Efter at PET gennem længere tid havde efterforsket mine forbindelser til sovjetiske diplomater, vurderede rigsadvokaten, justitsministeren og statsministeren, at der ikke kunne føres bevis for noget strafbart forhold, hvilket også er den opfattelse, landets førende strafferetseksperter er kommet til. Det må PET’s ledelse også have vidst, hvis ellers de kunne læse indenad, men de nægtede at tage hensyn til det. Det kan kommissionen ikke se noget kritisabelt ved. For PET-kommissionen spiller rigsadvokatens og justitsministerens vur-

39 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s.38 

87

dering åbenbart ingen rolle. Hvis det politiske politi vil have den ene mand klynget op og den anden frikendt, så har kommissionen det fint med det. Den „tilsyneladende“ forskel i den retlige vurdering skyldes ikke noget retligt eller juridisk, men er udtryk for en forskel i PET’s holdning til de to personer, det drejer sig om. Men vi dømmer ikke, siger Tamm, og lyder så oprigtig som Antonius, da han sagde: „I come to bury Caesar, not to praise him.“39 Vi gyser med rette, når vi hører beretninger fra diktaturstater, hvor folk blev forhørt af politiet, hvis de var kommet med en uærbødig bemærkning om regeringen i venners lag. Men jeg blev afluret i årevis. Fordi jeg blev mistænkt for at ville kaste med bomber eller udlevere hemmelige militærplaner? Ak nej, ikke engang for at kaste med affald som Arlo i Alice’s Restaurant.393 Jeg blev mistænkt for at skrive læserbreve og udtale mig uærbødigt om Margaret Thatcher. Og kommissionen har ingen indvendinger. I stedet for at fremlægge beviser disker man på Stasi-vis op med, hvad folk har sagt til hinanden under privat samvær. Hvis jeg i 980 sagde til en af mine venner, at Reagan burde skydes med lunken lort, så mener man sikkert, jeg har haft planer om attentat på udenlandsk statsoverhoved. Kommissionen taler om mine hensigter for tredive år siden. Jeg er den eneste, der kan vide noget om mine hensigter. PET gætter sig frem. At kommissionsmedlemmerne kan
39 William Shakespeare: Julius Caesar, 3. akt, . scene, l. 79 393 http://www.imdb.com/title/tt006400/ 

88

sidde tredive år efter og udtale sig om, hvilke hensigter, de mener, jeg har haft, er i sig selv grotesk. Hvad ved de om det? Ingenting. Men de har måske også en anden dagsorden: at være mikrofonholder for PET. Intet er for beskidt i bestræbelserne på at sværte mig til. Man tyr til drukvås og sovekammersamtaler. Ligesom ved Firmaets aflytning af Alfred Jensen og Ragnhild Andersen394 er der ingen grænser, ingen hensyn til loven, ingen anstændighed. Man går ud over kommissoriet, ud over alle skrevne og uskrevne love. Kommissionens formand, landsdommer Leif Aamand, er medlem af menighedsrådet i Himmelev.395 Han burde måske i lønlige stunder overveje sine gerninger og tænke på, om de 8.990.570 kroner, han har fået,396 er syndens sold, og han i virkeligheden burde give alle pengene til Kirkens Korshær. Selv Judas beholdt dog ikke de tredive sølvpenge. At kommissionens medlemmer og Morten Heiberg, der har skrevet bindet om mig, vil sætte en uafvaskelig plet på deres professionelle ære ved at se bort fra loven, fra enhver kildekritik, enhver bevisføring og fra princippet om, at enhver må anses for uskyldig, til det modsatte er bevist, blot for deltage i denne primitive hvidvaskning af efterretningstjenesten, fatter jeg ikke. Men vi dømmer ikke, siger Ditlev Tamm. Jeg tror ham ikke. Men skulle han virkelig mene det, så må man konstatere, at kommissionen har så alvorlige problemer
394 PET-kommissionens Beretning, bd. 5, s. 5-43 395 http://www.himmelevkirke.dk/kontakt.asp?mid=66&sid=7 396 Jyllands-Posten, 5.9.09 

89

med formidlingen af sin opfattelse, at man burde have søgt professionel hjælp. For alle, der har læst beretningen eller bare dele af den, er kommet frem til, at den hvidvasker PET, frikender Jørgen Dragsdahl og dømmer mig. „Kommissionsundersøgelse af Politiets Efterretningstjeneste under den kolde krig frikender PET på væsentlige punkter“,397 skrev Politiken. „PET’s Drømmerapport“, sagde Ekstra Bladet.398 Jyllands-Posten tegnede PET med helgenglorie,399 en tegning i Politiken viste under overskriften „Hvidvask“ kommissionen hælde vand ud ad ørerne.400 I Norge skrev Dag og Tid „Dyr dansk reinvasking“40 og Aftenposten: „Den overvåkte journalisten, Jørgen Dragsdahl, blir renvasket – samtidig som PET renvaskes for overvåkingen fordi Dragsdahl hadde en rekke konspiratoriske møter med en KGB-diplomat … Noe dårligere kommer en annen journalist, Arne Herløv Petersen, ut av det.“40 Sådan har folk læst kommissionens beretning, og sådan var det nok også meningen, den skulle læses. Man plejer at sige, at det kan være svært at afgøre, om en ugerning er udtryk for forbrydelse eller dumhed. I dette tilfælde tror jeg ikke, kommissionens medlemmer er dumme.

397 398 399 400 40 40

Politiken, 4.6.09 Ekstra Bladet, 5.6.09 Jyllands-Posten, 5.6.09 Politiken, 6.6.09 Dag og Tid, 6.6.09 Per Egil Hegge: „Danske hemmeligheter“ i Aftenposten, .7.09 

90 

6

Beviser
Da sagen mod mig kørte i 98-8, smuttede anklagerne rundt som guldfisk i en dam. De dukkede op til overfladen og forsvandt igen i alger og andemad. Ved forhøret efter min anholdelse, grundlovsforhøret og i Ole Espersens redegørelse ved tiltalefrafaldet var der ved hver lejlighed mellem seks og otte anklagepunkter, men ikke de samme. Nye kom til, og gamle forsvandt fra gang til gang. Men PET-kommissionen har kastet det finmaskede net ud og trukket hele stimen op, så de ligger og spræller for øjnene af os. Tolv anklagepunkter bliver det til nu, når det hele er med. Og det ene af dem er nyt – at det kunne være en form for spionage, at jeg havde søgt optagelse i hjemmeværnet og deltaget i optagelsesprøven for tolke til EF. Det er endda en af de værste anklager, får vi at vide – en ulk mellem guldfisk – mens de to anklagepunkter, der i en mandsalder har været trukket frem som de bedst tænkelige beviser på KGB’s infiltration af det ene eller det andet – penge til en annonce om en atomvåbenfri zone og udgivelse af en pjece, der er kritisk over for Thatcher – nu er reduceret til de rene skidtfisk, der ligger og gisper i græsset. Efter at PET havde bragt alt, man mente at kunne bruge som bevis mod mig, i hus, skrev rigsadvokat Per Linde- 

9

gaard 8.3.8 et endeligt notat om sagen.403 Han bemærker her, at de fleste af de anklager, der havde været rettet mod mig, er grundløse. Selv hvis forholdene kunne bevises, ville de ikke være strafbare. Kun to ting kunne opfattes som strafbar spionage, hvis de ellers kunne bevises: det med hjemmeværnet og jobansøgninger og så desinformation af nordkoreanerne. I PET-kommissionens Beretning er anklagerne anbragt hulter til bulter, men det er nok bedst at trække de alvorligste anklagepunkter frem først. Når andre mennesker søger arbejde, er det en jobansøgning. Hvis man er arbejdsløs, er sådan en ligefrem noget, man skal skrive. Men hvis en person, PET har i kikkerten, søger arbejde, så er det i efterretningstjenestens terminologi „forsøg på infiltration“, og hvis man er arbejdsløs og sender mange ansøgninger, så opstår der så mange infiltrationer, at det er sundhedsskadeligt for samfundet. Hvis andre mennesker søger optagelse i hjemmeværnet, så opfatter PET det vel som tegn på samfundssind, men hvis ansøgningen kommer fra en, der er PET’s prügelknabe, så bliver det betragtet som forsøg på spionage. Logikken er den, at hvis nu jeg var blevet optaget i hjemmeværnet eller havde fået en stilling i EF eller et ministerium, og hvis man så havde set bort fra alle regler om sikkerhedsgodkendelse og overdraget mig statshemmeligheder, og jeg så havde givet dem til KGB, så havde det været spionage. Tja. Hvis en deputation var dukket op i mit hus på Langeland og havde udnævnt mig til femstjernet general og generalsekretær for NATO, og hvis de så havde trukket mig ned i en Aladdinshule i Kastellet og havde givet mig alle den vestlige forsvarsalliances hemmeligste planer i armene, og hvis

403 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 9 

9

jeg så havde taget bussen til Kristianiagade med hele dyngen og var gået lige ind i KGB’s residentur og havde givet alle papirerne til den højeste KGB-officer, jeg kunne finde, så havde det været spionage. Sandt nok. Men der er temmelig mange hvisser. PET-kommissionen skriver gravalvorligt, at min ansøgning om optagelse i hjemmeværnet i 980 „ikke umiddelbart faldt i tråd med hverken forfatterens politiske holdninger eller hidtidige arbejdsliv“.404 Det kan den have så evigt ret i. Det var det rene djævleri fra min side. Det er en helt grotesk tanke at forestille sig, at jeg rent faktisk skulle blive hjemmeværnsmand og humpe rundt over grøfter som Palle Froms far i Krøniken405 eller stå med lommelygte på maven og hjelm med fluenet på hovedet foran roterende blinklys ved færdselsulykker.406 Jeg interesserer mig for mange ting i denne verden, men bortset fra sport og biler er der næppe noget, jeg finder så uinteressant som militært isenkram. Når jeg oversætter krimier, har jeg plancher og tegninger liggende foran mig, så jeg kan se forskel på en pistol og en revolver, men alligevel tager jeg undertiden fejl. Jeg kan ikke se forskel på en raketsilo og en kornsilo og aner ikke, hvad det er op og ned på et gevær. Jeg blev umådelig træt i hovedet, bare jeg prøvede at læse en af Jørgen Dragsdahls artikler. Jeg syntes, det var fortjenstfuldt, han orkede at skrive om alle disse affyringsramper og raketsystemer, men jeg nåede vist aldrig til vejs ende i nogen af de ofte alenlange udredninger. Interessen for militært isenkram mindede mig om dem, der går meget op i modeltog eller gamle sporvogne. Jeg vidste godt, der fandtes noget, der

404 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 87 405 http://www.dr.dk/kroniken/kroeniken/persongalleri/noeglepersoner_boerge_from_004.asp 406 http://herlov.dk/hjv.jpg 

93

hed Fortet et sted i den sydlige ende af Langeland, og at det var noget militært, men det interesserede mig ikke. Nu er det koldkrigsmuseum, og den dag i dag har jeg ikke været dernede. Jeg tror nok, man kan se på kanoner og kampvogne, men jeg vil til hver en tid hellere se på guldaldermalerier eller ravperler. De spurgte mig engang, om jeg havde noget, jeg ville bidrage til museet med. For min skyld kan de få mig, når jeg ikke skal bruge mig mere. Så kan de udstoppe mig og guldbronzere mig og hænge mig op på væggen med udspilede kløer og viftende hale til skræk og advarsel for alle. Jeg skal ikke kunne sige, hvordan jeg kom på den tanke alligevel at søge optagelse i hjemmeværnet, men vi har vel siddet nogle stykker om en kasse øl og snakket om, at hjemmeværnet sorterede sine ansøgere politisk, og så har jeg sagt, at det kunne jeg snildt bevise. Jeg sendte bare en ansøgning og blev afvist, og så kunne de selv se alle sammen. Jeg har forklaret i en artikel i lokalbladet Øboen,407 hvad der så skete: Hjemmeværnslederen Erik Dagø, der også var kriminalassistent og politianklager ved Svendborg politi, „foreslog mig at komme til Svendborg og tale om det, og jeg bad ham sende et ansøgningsskema, da jeg gik ud fra, at man havde sådan nogle. Da jeg så ikke hørte fra ham, tænkte jeg ikke mere over sagen. Nogen tid efter ringede han til mig og sagde, jeg ikke kunne blive optaget. ’Hvorfor?’ spurgte jeg. ’Vi udleverer våben til folk,’ sagde han. ’Det er ikke praktisk at have våben i et kollektiv, hvor der er mange mennesker.’ Jeg forklarede ham, jeg bor sammen med min kone og vores barn og ikke andre. Man kunne næsten høre hans skuffelse. Jeg spurgte, om der var andre grunde. Han sagde, at jeg

407 Øboen, 8..83 

94

ofte var set på kro i Rudkøbing. Jeg svarede, at jeg meget sjældent kommer til Rudkøbing og endnu sjældnere på kro der. (Men der er åbenbart hjemmeværnsfolk, der har været på kro og set mig hver gang, jeg har været der). ’Nå, men der er også andre grunde,’ sagde Dagø efter en lille pause. ’Hvilke grunde?’ spurgte jeg. ’Det behøver jeg ikke oplyse om.’ Så var den audiens slut, og så blev jeg ikke medlem af hjemmeværnet.“ Min artikel i Øboen var foranlediget af, at Erik Dagø nogen tid forinden havde sagt til Fyns Amts Avis,408 at jeg skulle have fortalt ham, at jeg „ville lære våbenbrug, sprængning og skydning, og … gerne ville se Langelandsfortet“. Jeg skulle samtidig have betroet mig til den mig ukendte hjemmeværns- og politimand om, at jeg havde et alkoholproblem. Dagø sagde, at mit navn var ham helt ukendt dengang i 980, men da spionsagen dukkede op, gav det ham en aha-fornemmelse. Dagøs påstande var grebet ud af den blå luft, så derfor skrev jeg også i Øboen: „Er det i overensstemmelse med hjemmeværnets regler, at man udtaler sig offentligt om ansøgere på den måde? Er der ikke tale om brud på en diskretionspligt?“ Erik Dagø fik af Øboen forelagt mit svar, men ønskede ikke at udtale sig. Erik Dagø er kendt for sine rabiate højresynspunkter. Han var områderepræsentant for Den Danske Forening og blev i 99 ekskluderet af Centrumdemokraterne for udtalelser om, at danske jøder ikke burde have været reddet under anden verdenskrig, og at det var forkasteligt at bruge „farvede modeller“ i reklamer.409 Han står nu for hjemmesiden „Selskabet til Værn for Dansk Folkestyre“,40 hvor han fortæller, han har

408 Fyns Amts Avis, 6..83 409 Information ..00. Se også http://www.socialister.dk/ist/ist-03as.htm og http://www.demos.dk/NyhedsbrevePDF/Nyhedsbrev67_68.pdf 40 http://www.svdf.dk 

95

båret våben for Danmark i 54 år og agiterer mod „perkerjulekalenderen Yahlerup Færgeby“.4 Det er selvfølgelig usandsynligt, at mit navn skulle have været ukendt for Dagø i 980, da han som politianklager måtte vide, at PET regelmæssigt fik fornyet retskendelser om telefonaflytning ved byretten i Rudkøbing. Dagø ser mig stadig som det store dyr i åbenbaringen. Da menighedsrådet i Humble i 008 inviterede mig til at læse min sonetkrans Epitafium4 op for de ældre, skrev Dagø under overskriften „Taktløst!“ i Øboen,43 at det var taktløst at høre på en „person som har bekendt sig til og arbejdet for kommunismen“, hvorefter han opregnede de 00 millioner ofre for mine og ligesindedes ugerninger. I oktober 980 deltog jeg i optagelsesprøven for tolke ved EF, men bestod ikke prøven, da man skulle kunne mere fransk, end jeg åbenbart kunne. Rigsadvokat Per Lindegaard udtalte om min deltagelse i optagelsesprøven og forskellige jobansøgninger: „Det er imidlertid vanskeligt at se andet formål med disse initiativer end et ønske hos Arne Herløv Petersen om at skaffe sig adgang til oplysninger, der kunne være af efterretningsmæssig interesse.“44 Det er muligt, at folk i de højere rangklasser ikke forstår, hvorfor nogen skulle finde på at søge arbejde. Søger han arbejde? Det var dog en bizar idé. Hvad for nogle informationer, tror han, han kan få fingre i på den måde?

4 http://www.svdf.dk/sentenser 4 Arne Herløv Petersen. Epitafium, 008. http://www.bod.dk/index. php?id=465&objk_id=5903 http://herlov.dk/epitafium.htm http://www.scribd.com/ doc/738840/epitafium 43 Øboen, 3.9.08 44 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 0 

96

Lad mig hviske dem i øret: Folk søger arbejde for at tjene penge. Der er faktisk mennesker, der bliver nødt til at arbejde for at få noget at spise og et sted at bo. Måske fatter man det ikke, hvis penge bare er noget, der kommer i en lind strøm, men for os andre er det ofte nødvendigt at arbejde. Meget velbjærgede embedsmænd har nok ingen forståelse for, hvad det vil sige at leve som oversætter uden noget sikkerhedsnet overhovedet, ingen sygedagpenge, ingen ferie, ingen A-kasse, ingen overarbejdsbetaling, ingen pension. Da jeg engang forsøgte at forklare en ung dame i skattevæsenet, at jeg ikke havde nogen anelse om, hvor meget jeg kom til at tjene næste år, eller om jeg overhovedet tjente noget, så hun på mig med åben mund og store, blå øjne og hviskede: „Hvor må det være forfærdeligt at have det sådan.“ En tolk i EF tjente måske ti gange så meget pr. oversat side som en litterær oversætter, så det kunne godt være fristende. Det er selvfølgelig helt utænkeligt, at man ville have sikkerhedsdeklareret mig, så havde jeg fået jobbet, var jeg vel blevet sat til at oversætte rapporter om agurkers krumningsgrad. Så det er nok meget godt, jeg ikke bestod prøven. Jeg ville være død af kedsomhed eller skrumpelever. Beretningen hæfter sig ved, at jeg havde søgt en stilling i Energiministeriet og en ved den danske ambassade i Paris.45 Gud ved, hvorfor den ikke nævner, at jeg også søgte arbejde som rejseleder, filmtekster ved Danmarks Radio, lærer ved Svendborg Friskole, medarbejder ved ARTE’s programtjeneste og journalistvikar ved Villabyernes Blad. Det andet forhold, der efter rigsadvokatens mening ville kunne betragtes som en form for spionage, var, hvis jeg havde deltaget i en KGB-desinformationskampagne, rettet mod

45 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 88 

97

den nordkoreanske ambassade i København.46 Det ville i så fald have været en efterretningsoperation for fremmed efterretningstjeneste, udført på dansk område (selv om en ambassade vist nok juridisk ikke betragtes som dansk område), og sådan noget må man ikke. PET-kommissionens Beretning skriver, at jeg ifølge PET sendte en pakke hemmelige dokumenter til den nordkoreanske ambassade i København.47 Det fremgår også, at PET måtte prøve at gætte sig til indholdet ud fra nogle telefonsamtaler, jeg havde med helt andre mennesker en måned senere. Allerede her knækker filmen. For det første skulle jeg altså være i besiddelse af hemmelige dokumenter. Det var jeg ikke. For det andet skulle jeg have sendt dem som almindelig postpakke til den nordkoreanske ambassade uden at tænke på, at min post kunne blive åbnet. For det tredje skal vi tro på, at PET har stået med pakken med tophemmelige dokumenter i hånden. Måske har de rystet den, som et barn kan finde på at ryste en pakke juleaften for at gætte sig til, hvad der er i den. Men åbnet den har de ikke. For „en gentleman læser ikke andres post“,48 som den amerikanske udenrigsminister Henry Stimson sagde i 930, da han nedlagde udenrigsministeriets efterretningstjeneste. Og når de, uden at vide hvad der står i dokumenterne, alligevel kan vide, de er tophemmelige, så må det være, fordi jeg har skrevet „Tophemmelige dokumenter“ på pakken. Hvis man tror på det, så kan man sætte sig godt til rette og lytte efter kanebjælder fra hustaget, for så tror man også på Julemanden. Det hedder videre i kommissionens beretning:49 „Ifølge PET havde Herløv Petersen fortalt nordkoreanerne, at de

46 47 48 49

PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 9 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 89 Niels Levinsen: Spionernes krig, Bogan 98 s. 55 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 89 

98

pågældende dokumenter stammede fra en amerikansk journalist, og at oplysningerne vedrørte en hemmelig mission til USA foretaget af den kinesiske viceudenrigsminister Zhao Wenjin i marts 980. Kineserne skulle angiveligt have ytret sig om, at nordkoreanerne ikke havde forstået situationen på den koreanske halvø, og at de regnede med at kunne lave en hurtig genforening. Kineserne havde ydermere foreslået, at USA skulle tage diplomatisk kontakt til Nordkorea, og at Peking skulle indlede et økonomisk samarbejde med Seoul. PET tilføjede, at oplysningerne ikke hidrørte fra en amerikansk journalist, som oplyst af Herløv Petersen, men fra KGB.“ Den nordkoreanske ambassade skulle herefter have ringet til mig og fortalt, at man betragtede mit brev som vigtigt og havde sendt det videre til den nordkoreanske regering.40 Jeg kan ikke huske alle detaljer om sagen, men jeg tror nok, PET blander et par ting sammen. Hvis jeg har sendt et brev til den nordkoreanske ambassade i april 980, har det formodentlig været en hilsen til præsident Kim Il Sung, der havde fødselsdag 5. april. Ambassaden ville meget gerne have, han fik så mange fødselsdagsbreve som muligt, og betragtede det som særdeles vigtigt at få den slags breve. Jeg har aldrig set noget som helst dokument af den art, PET mener, jeg skulle have sendt til koreanerne. Men jeg kan godt huske, at Vladimir Merkulov engang fortalte mig, at Kina og Sydkorea forhandlede om handelsforbindelser, hvilket var blevet nævnt ved den kinesiske viceudenrigsministers besøg i Washington. Det kunne jeg godt sige til nordkoreanerne, hvis jeg ville. Jeg var ude på den nordkoreanske ambassade i anden forbindelse i april 980, og ved den lejlighed har jeg sikkert fortalt, hvad jeg havde hørt. Jeg husker det ikke, men det lyder sandsynligt. Da jeg ikke så nogen grund til hemme-

40 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 90 

99

lighedskræmmeri, har jeg i så fald også fortalt, at jeg havde oplysningen fra russerne, og at jeg ikke vidste, om den var sand eller ej. Efter min anholdelse fik Koreaforeningens formand Christen Amby at vide af den koreanske ambassade, at man ikke var blevet desinformeret af mig. Som følge af deres diplomatiske status ville de koreanske diplomater ikke kunne vidne ved en eventuel retssag, men de bemyndigede Christen Amby til at tale på deres vegne.4 Man kan ikke have alting i hovedet, men man kan vide, hvor man kan slå det op. Efter at jeg havde læst historien i PETkommissionens Beretning, tog det mig måske ti minutter at tjekke de faktiske forhold på Nettet. Det kunne forfatteren af bind 3, Morten Heiberg, også have gjort, men han er åbenbart tilfreds med at skrive af fra PET’s rapporter. For det første viser det sig, at det ikke var nogen nyhed, som jeg måske troede i 980, at Kina og Sydkorea havde planer om handelsforbindelser. De havde faktisk haft handelsforbindelser via Hongkong og Macau siden 975.4 For det andet var det ikke nogen hemmelighed, at den kinesiske viceudenrigsminister Zhang Wenjin43 (som han faktisk hed i stedet for Zhao, som PET skriver) var i Washington fra 8.3.80. Det kan man læse i Keesing’s Contemporary Archives.44 Washington godkendte salg af transportfly og helikoptere til Kina, og de to parter diskuterede et koordineret kinesisk-amerikansk militærsamarbejde. Pravda angreb i en artikel 7.4.80 amerikanerne for at forsøge at fremprovokere

4 Christen Ambys beretning til venskabsforeningens generalforsamling, november 98 4 http://en.wikipedia.org/wiki/South_Korea-China_Relations 43 http://www.nytimes.com/99/0/3/obituaries/zhang-wenjin-isdead-chinese-envoy-was-76.html 44 Keesing’s Contemporary Archives 980, s. 30387 

00

en kinesisk-sovjetisk krig,45 men det havde sådan set ikke noget med koreanerne at gøre. Zhang skulle samtidig have talt om muligheden af en genforening af Korea, hvor de to lande bevarede hvert deres økonomiske system. Det svarede ret nøje til Kim Il Sungs forslag om Koryo, et løst forbund af to Korea-stater med hvert sit økonomiske system, så det kan ikke have skadet Kina i koreanernes øjne. Det kunne næppe heller være til skade for Kinas anseelse i Nordkorea, at kineserne ved samme lejlighed pressede på for at få USA til at anerkende Nordkorea. For det tredje havde Nordkorea siden 966 kritiseret kinesernes „dogmatisme“ og „supermagts-chauvinisme“, og forbindelserne mellem de to lande nåede et lavpunkt i 968.46 Nordkorea tog Sovjetunionens parti under grænsestriden ved Ussurij-floden (eller på kinesisk Wusuli) i 969, og de diplomatiske forbindelser mellem Kina og Nordkorea blev først genoptaget i fuldt omfang i 98. Lennart Weber på Aktuelt skrev: „Via Nordkoreas ambassade i København skulle der plantes informationer, som nordkoreanerne troede stammede fra CIA. Meningen var, at Nordkorea i sin udenrigspolitik skulle tvinges i armene på Sovjet i stedet for at vælge Kina som samarbejdspartner.“47 Her havde det været en god idé med et lille reality check. Hvis man mener, Sovjetunionen ved hjælp af forfalskede dokumenter vil rive koreanerne ud af kinesernes arme, så er det en forudsætning, at de befinder sig i disse arme. Hvis de ligger i russernes arme i forvejen, falder teorien til jorden. Lad os så se nærmere på det helt usandsynlige, at jeg skulle have fortalt nordkoreanerne, at dokumenterne stammede

45 Robert S. Ross: China, The United States and the Soviet Union, ME Sharpe Inc., Armonk, New York 993, s. 99 46 http://en.wikipedia.org/wiki/North_ -_Korea – Russia_relations 47 Aktuelt, 6..8 

0

fra CIA eller en amerikansk journalist. Hvis jeg havde gjort det, ville de have set på mig med stor mistro og spurgt, hvorfor jeg dog havde forbindelse med sådan nogen. PET forklarer ikke, hvorfor nordkoreanerne skulle opfatte CIA eller en amerikansk journalist som en mere pålidelig kilde end en sovjetisk diplomat. Det kommer måske som en overraskelse for kommissionen, men nordkoreanerne var faktisk slet ikke særlig glade for CIA. PET-kommissionens Beretning siger videre, at PET bygger sine formodninger om, hvad jeg har sagt og ikke sagt til koreanerne, på, at jeg en måned senere fortalte chefredaktør Bent Hansen på Aktuelt hele historien om de planlagte handelsforbindelser og sagde, jeg havde den fra russerne.48 Beretningen forklarer ikke, hvorfor det skulle indicere, at jeg havde fortalt koreanerne noget helt andet om kilden, hvorfor jeg fortalte en chefredaktør noget, der efter PET’s opfattelse var tophemmeligt, og heller ikke, hvorfor jeg gerne ville have historien i avisen med korrekt kildeangivelse, så koreanerne kunne læse den dér og se, hvordan jeg – efter PET’s sære teori – havde løjet for dem. PET og kommissionen synes åbenbart, det hænger fint sammen. Det var så de to eneste forhold, der efter rigsadvokatens mening kunne have været ulovlige, hvis der ellers havde været noget om dem. Hvis man koger suppe på den pølsepind, kommer man til at gå sulten i seng. Lad os så se på to af de anklagepunkter, der har været mest fremme i pressen – at annoncen om en atomvåbenfri zone skulle have noget med KGB at gøre, og at KGB skulle stå bag min pjece om Margaret Thatcher.

48 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 9 

0

Det virker, som om PET mener, at jeg ikke selv kunne finde ud af at gå ind for en atomvåbenfri zone og skulle have KGB til at fortælle mig, det var en god idé. Men allerede som fjortenårig støttede jeg i 957 Labour-lederen Hugh Gaitskells tanke om en neutral zone i Europa,49 og i 958 deltog jeg i en konference i Kvækercenteret i Vendersgade om den plan om en atomvåbenfri zone, der var fremsat af den polske udenrigsminister Adam Rapacki,430 så tanken var ikke ny for mig i 98. Jeg husker tydeligt, at min daværende kone og jeg læste i avisen, at fagbevægelsen i Aalborg gik ind for tanken om en atomvåbenfri zone,43 og vi syntes, det ville være en god idé, hvis danske forfattere og billedkunstnere udsendte en appel om det samme. Ifølge PET-kommissionens Beretning43 fortalte jeg 8.5.8 en bekendt, at Vladimir Merkulov fra den sovjetiske ambassade „så velvilligt på initiativet“. Det ville i så fald være et bevis på, at initiativet ikke kom fra Merkulov. Hvis jeg siger til en mand, det er en god idé, han har der, så kommer ideen ikke fra mig. Jeg havde på forhånd regnet med, at det ikke blev ret dyrt at sætte sådan en lille annonce i to små aviser – Information og Land og Folk – og blev ubehageligt overrasket, da det viste sig, de skulle have omkring 3500 kroner hver. Det var i en periode, hvor min tankevirksomhed ikke var optimal, og jeg anede ikke, hvor jeg skulle skaffe pengene fra. Kommissionen siger, at jeg .5.8 skulle have fortalt et „fredskomitémedlem“, at russerne betalte. Jeg husker det ikke og har ikke

49 „Dona nobis pacem“, Juni 957 430 http://www.ena.lu/rapacki_plan_warsaw_4_february_958-0000664. html 43 DIIS rapport 005, del IV, s. 43. http://www.diis.dk/graphics/Publications/Books005/Koldkrig/Kapitler/KK65.pdf. 43 PET-kommissionens Rapport, bd. 3, s. 83 

03

hørt båndoptagelsen af telefonsamtalen, men har jeg sagt det, har det været en slags galgenhumor, ligesom da man i en periode gik rundt og sagde: „Der kommer nok en mand med en papkasse“, når man ikke anede, hvor man skulle få penge fra. Jeg søgte om penge til annoncerne forskellige steder, blandt andet BT Klubben, der 4.7.8 svarede, at de ikke havde mulighed for at imødekomme anmodningen. Jeg søgte også Plum-fonden. Den holdt sommerferie, men Lise Munk Plum gav af sin egen lomme et tilskud på 500 kroner på betingelse af, at pengene gik til Information, da hun under ingen omstændigheder ville give penge til Land og Folk. Det bekræftede Lise Munk Plum også efter min anholdelse, både i Radioavisen og i et interview i Land og Folk.433 Ved selv at skyde det resterende beløb til lykkedes det mig så, i overensstemmelse med Lise Munk Plums ønske, at betale Information-regningen på 387,75 kr. den 5.8.8 på Humble Postkontor. Da min økonomiske situation var anspændt, og jeg ikke fik støtte fra andre, fik jeg ikke betalt regningen til Land og Folk, og den var endnu ubetalt, da jeg blev anholdt i 3..8, men senere var der nogle, der startede en indsamling for at få regningen betalt,434 og det lykkedes åbenbart, for jeg fik ikke flere rykkere fra avisen. PET-kommissionens Beretning hævder, at jeg skiftevis sagde, at russerne betalte, og klagede over, at de ikke gjorde det, og til sidst skulle jeg have sagt, jeg havde fået 7000 kroner af dem. Mens PET omhyggeligt skrev alle andre aflytningsrapporter ned, nøjedes man med at resumere dette centrale udsagn,435 og det forstår kommissionen ikke. Derfor mener man ikke, de 7000 kan bevises, men for dog at kaste en

433 „Lise Munk Plum bekræfter: Jeg gav Arne Herløv penge til annoncer“ i Land og Folk, 6..8 434 Land og Folk, 8-9.5.8 435 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 87 

04

luns til PET mener man, det er bevist, der er givet „tilsagn“ om pengene, og selv om det påståede tilsagn altså kom flere måneder efter, at annoncen blev trykt, skulle det på en eller anden måde med tilbagevirkende kraft bevise, at annoncen blev til på KGB’s initiativ. Jeg skal ikke kunne sige, hvad jeg har sagt eller ikke sagt. Noget kan være sort snak, noget ironi eller galgenhumor. Hvis jeg får båndene udleveret, kan jeg måske forklare, hvad der er hvad, men indtil da vil jeg nøjes med at sige, at teorien om, at man skal høre sandheden af fulde folk ikke er korrekt. Fulde mennesker siger faktisk en masse vås. Kommissionen afsiger dom i sin beretning uden at ville høre på sigtede, og siger skråsikkert: „Det er også godtgjort, at Herløv Petersens annonce var blevet til i samarbejde med den sovjetiske ambassade, og det fremgår af Kommissionens fremstilling af Arne Herløv Petersen-sagen (bind 3), at Merkulov havde lovet at bidrage til at finansiere annoncens offentliggørelse.“436 Det er aldeles ikke godtgjort. Hvilke beviser er der på, at annoncen er blevet til i samarbejde med KGB eller nogen anden? PET er meget glad for sin teori om, at jeg har fået 7000 kroner, et stereoanlæg og ni flasker spiritus af russerne som betaling for annoncen. Måske er det noget med de magiske tal syv og ni. Fyns Amts Avis437 skrev, at jeg „mellem den 30. og 3. maj modtog 7000 kr., ni flasker spiritus og et stereoanlæg som vederlag og til dækning af udgifterne“. Det var natten mellem en lørdag og en søndag, og jeg var på vej hjem fra Berlin på det tidspunkt. Ekstra Bladet kunne fortælle, at stereoanlægget også havde en værdi af 7000 kroner.438 Man aner den ri436 PET-kommissionens Beretning, bd. 0, s. 39 437 Fyns Amts Avis, 5..8 438 Ekstra Bladet, 5..8 

05

tuelle påkaldelse af syvtallet. PET-kommissionens Beretning fortæller, at jeg 0.6.8 fik ni flasker spiritus og en „kassetteradio“, hvad sådan en ellers er for et kræ, i bryllupsgave af Merkulov,439 men i „Opsamlingen“ to sider senere er kassetteradioen muteret til et stereoanlæg440 og ikke længere bryllupsgave, men en mere suspekt foræring fra KGB, og de mystiske 7000 kroner er rykket frem til . august, hvor jeg – ifølge et løst notat fra PET – skal have modtaget dem af Merkulov ved et møde på Langeland,44 selv om jeg den dag rent faktisk var på vej til en 80-års-fødselsdag i Nykøbing Sjælland. Lad os gå videre med anklagepunkterne og se på pjecen True Blues, hvor jeg drister mig til at kritisere jernladyen Margaret Thatcher.44 Det er svært at kalde den misinformation, da den er en mosaik af citater fra anerkendte vestlige aviser og tidsskrifter. Ole Espersen har sagt om den: „Den dér med Thatcher, dér må jeg medgive, det er ikke misinformation. Jeg har læst noget af den.“443 Men så siger man, at det er KGB, der har skrevet den, idet man åbenbart ikke tiltror mig evnen til selv at skrive en artikel. PET-kommissionens Beretning fortæller, at jeg på et tidspunkt skal have sagt til Vladimir Merkulov: „Den pjece, vi har talt om … den er mere nødvendig end nogensinde.“444 Det lyder i mine ører, som om det er mig, der har sagt, der skulle skrives en pjece. Jeg har selvfølgelig talt med russerne om den, da det ikke var noget at holde hemmeligt, og jeg lånte også en del fotokopier af avisudklip af dem, hvad jeg aldrig har lagt skjul på. Et citat bliver vel ikke ændret af,

439 440 44 44 443 444

PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 9 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 94 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 86 Arne Herløv Petersen: True Blues, 980. PEN Club, 9.6.8 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 79 

06

at nogle russere har fotokopieret det, så det kunne jeg ikke se noget galt ved. Russerne har nok syntes, det var en god idé, og det er også meget muligt, de med mellemrum har spurgt mig om, hvad det blev til med pjecen, men det betyder selvfølgelig ikke, jeg har skrevet den efter deres ordre. Jeg tager ikke mod ordrer. Men hvis jeg skal øve selvkritik, kan jeg nok sige, jeg var for eftergivende, dengang jeg drak. Mange mennesker, min daværende kone, venner og familie sagde tit til mig, når vi diskuterede et eller andet: „Skriv et læserbrev eller en artikel om det. Du kan jo formulere det.“ Det sagde russerne givetvis også. I almindelighed er jeg ikke helt så aggressiv, som man åbenbart er vant til på højrefløjen, så hvis nogen siger, at de synes, jeg skulle tage og skrive et læserbrev eller en artikel om et eller andet, så svarer jeg i reglen ikke: „Klap i. Jeg bestemmer selv, hvad jeg skriver om“, men snarere: „Det lyder som en god idé. Det vil jeg tænke over“. Hvis så folk tog det for et løfte, skød jeg det hen, men det kunne også være, jeg på et eller andet tidspunkt skrev læserbrevet eller artiklen – men selvfølgelig kun, hvis det var noget, jeg selv mente i forvejen. Ingen ringere end den senere amerikanske udenrigsminister Lawrence Eagleburger fortæller, at teksten til pjecen om Thatcher var „leveret af Sovjetunionens ambassade“.445 Oplysningen stammer tilsyneladende fra Gordijevskij, hvis pålidelighed vi tidligere har set på. Forfatteren Vagn Lundbye kan fortælle, at han besøgte mig 0.9.80,446 mens jeg skrev på pjecen, og da sad der tilsyneladende ikke en KGB-mand under skrivebordet og dikterede teksten. Gordijevskijs teori om, at pjecen skulle være skrevet efter forlæg fra KGB, stammer formodentlig fra den kendsgerning, at jeg sammen med avisudklippene fik en artikel om
445 NATO-Nyt, /83 446 Vagn Lundbye: Fodrejser på Langeland, Forlaget Langeland 993, s. 0 

07

Thatcher, som jeg fik at vide stammede fra nyhedsbureauet Novosti. Den er på fire sider, og ved at sammenligne med min pjece og med mit kapitel om Thatcher i pjecen „Kolde krigere“ kan jeg se, at jeg ikke har brugt Novosti-artiklen overhovedet. PET-kommissionen fortæller, at jeg fik denne besked: „Så snart der ikke længere er brug for materialet, skal det destrueres.“447 Men jeg har det endnu. Hvis jeg havde skrevet pjecen af efter andre, havde det været en form for plagiat, og den slags overlader jeg til højrefløjens skribenter.448 PET-kommissionen beretter,449 at Vladimir Merkulov 9..80 under et besøg i mit hjem fik „overdraget“ et par hundrede eksemplarer af pjecen Cold Warriors. Til gengæld fik jeg seks flasker spiritus og tre kartoner cigaretter. Så har han fået dem billigt, hvis de kostede ti kroner stykket. Så meget kostede spiritus og cigaretter vist ikke dengang. Jeg skal ikke bestride, at russerne kan have købt nogle af mine pjecer. De var faktisk til salg, blandt andet i nogle af de bogcafeer, man havde dengang. Jeg har nok forsøgt at få indtægterne ved salget af pjecen til at dække mine udgifter til trykning. Det er der heller ikke noget overraskende ved – det gælder for alle bøger. Men kommissionens ordvalg er ejendommeligt. Ville man sige: „Ved et møde i Bog & Idé fik Arne Herløv overdraget et eksemplar af Vi, de druknede. Til gengæld fik ekspedienten 99 kroner“? Et godt eksempel på PET’s almindelige insinuationer og usandheder finder man på side 75, hvor der står: „Ifølge dag-

447 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 74 448 „Christopher Arzrouni plagierer amerikansk anmeldelse“, Information, 7-8.6.08 449 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 0 

08

bogsblad … . maj 976 omtalte Arne Herløv Petersen under et møde med Tjebotok arbejdet med en „russisk pjece“.450 Det lyder jo grangivelig, som om jeg har aftalt med ambassaden at lave et eller andet med en pjece, men det er bare ikke det, der står. Jeg skriver, at jeg tilfældigt mødte Tjebotok i Fælledparken . maj og spiste middag hos ham og hans kone Ludmilla, der lavede russisk mad. Derefter skriver jeg – uden forbindelse med Tjebotok – at jeg ved en anden lejlighed nogle dage før snakkede med en, jeg kendte, om „den russiske pjece“. Jeg kan ikke huske, hvad det var for en, men det var ud fra sammenhængen bare en, vi havde læst og diskuteret. Også i de andre tilfælde, hvor min dagbog er citeret, har man skåret til og bryder af lige der, hvor jeg siger noget, der kan tolkes i modsat retning af den, PET ønsker. Jeg mener derfor, det er sandsynligt, at referaterne af telefon- og rumaflytning er skåret til og manipuleret på samme måde. Lad os gå hurtigt gennem de øvrige anklager, der vist hører til i småtingsafdelingen. Jeg skulle have været „konspirativ“, blandt andet ved undertiden at hive telefonstikket ud, så PET havde svært ved at lytte med.45 Jeg burde åbenbart have rettet mig efter det gamle slogan: „Hjælp politiet. Tæv dig selv.“ Hvis man er konspirativ, hver gang man gerne vil tale med nogen, uden at andre lytter med, er de konspirative til alle bestyrelsesmøderne i Danske Bank. Og alle kærestepar er umådelig konspirative. Læstadianerne i Lapland kalder gardiner for „djävulens kalsonger“ – djævelens underbukser – for hvis man ikke har noget at skjule, behøver man ikke hænge gardiner op. PET kalder det konspiratorisk, hvis jeg ikke ønsker, at en betjent skal sætte sig med albuerne på bordet hjemme i min stue og lytte til alt, hvad der bliver sagt. Men selv om
450 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 75 45 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 70 

09

man ikke har hemmeligheder, kan man måske godt synes, det bør være noget, der hedder privatlivets fred. Det skulle også være konspirativt, at jeg ved en lejlighed sagde til Merkulov, at der var for mange mennesker, der stod og pustede hinanden i nakken på Hovedbanegården, og vi hellere skulle gå ned og tage en øl et lille, listigt sted, jeg kendte.45 Jeg skulle have været „talentspejder“, hver gang jeg fortalte, der stod en god artikel i avisen, eller gav udtryk for, at nogle journalister var mere højreorienterede end andre. Her giver beretningen et interessant eksempel på det, man kunne kalde freudiansk fejlhøring. Jeg skulle have sagt i telefonen om en af mine venner: „Han kan godt være svær at komme ind på, idet han har nogle meget faste standpunkter. Han ville f.eks. ikke være medlem af den lokale soldaterforening, fordi den var konservativt domineret.“453 Jeg kan sige med hundrede procents sikkerhed, at jeg ikke har sagt „soldaterforening“. Jeg ved ikke, om der overhovedet er noget, der hedder sådan, og det er helt vanvittigt at forestille sig, at en venstreorienteret skulle have tænkt sig at gå ind i en „soldaterforening“, men lod være, fordi den var konservativt domineret. Jeg har måske sagt „lejerforening“ eller „beboerforening“ eller sådan noget. Derimod kan jeg levende forestille mig, at den kriminalbetjent, der har siddet og lyttet, har været medlem af både den ene og den anden soldaterforening. Det er en bagatel, men den viser, man ikke kan stole på udskrifterne af telefonaflytningen. Når de kan skrive forkert her, kan de også gøre det andre steder. Jeg skulle have haft planer om at rejse til Norge og besøge

45 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 69 453 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 9 

0

en mand, jeg kendte. Og jeg har fået gaver, „et anseeligt antal flasker spiritus og cigaretter“.454 Sandt nok, men en dråbe i havet i forhold til mit forbrug dengang, og jeg kan forsikre kommissionen om, at russerne var flinke til at tage for sig af varerne, når de var hos mig. Det var en periode af mit liv, hvor jeg plejede at smide skruelåget ind i en krog, når jeg åbnede en flaske whisky, med en munter bemærkning om, at det fik vi ikke brug for mere. Nogle af flaskerne var en bryllupsgave, men som den konservative Hagen Hagensen sagde: „Hvem siger, at der overhovedet var tale om et bryllup?“455 Hvortil man kun kan sige, at det påstod de da inde på rådhuset i Rudkøbing, at det var. Kommissionen mener, at KGB havde forbudt mig at melde mig ind i DKP, hvilket ellers skulle være mit hedeste ønske. Jeg aner ikke, hvordan nogen skulle kunne forbyde mig det, hvis det var det, jeg ville. Hvilke sanktioner ville de have? Jeg skal ikke kunne sige, om jeg i meget omtågede øjeblikke talte om at melde mig ind i DKP eller Sportsdykkerforbundet, men jeg kan forsikre kommissionen om, at når jeg var ædru, lå tanken mig umådelig fjernt. Kommissionen meddeler, at der „høres ingen form for ironi eller distancetagen“, da jeg .6.8 udtalte, at jeg „ellers havde tænkt mig“ at melde mig ind i DKP.456 Jeg kan fortælle Aamand, Tamm og de øvrige ironi-evaluatorer i kommissionen, at ironiske bemærkninger ikke nødvendigvis skal ledsages af et wink-wink nudge-nudge som i en sketch med Monty Python,457 men virker bedst, hvis de fremsiges med stenansigt a la Buster Keaton.

454 455 456 457

PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 9 Land og Folk, 3.4.8 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 7 http://www.youtube.com/watch?v=ona-RhLfRfc 

Endnu mere grotesk bliver kommissionens optræden som tekniske eksperter og morsomme mænd med speciale i ironi og underfundighed i forbindelse med de påståede planer om, at jeg skulle evakueres til Sovjetunionen i tilfælde af krig,458 men det har jeg fortalt om tidligere.459 Bortset fra at tanken, om at en sovjetisk ubåd skulle sejle ind mellem ænderne i Tryggelev Nor og hente mig, lyder som noget fra en film af Roy Andersson, kan jeg måske lige minde kommissionen om, at jeg måtte være dum som en dør, hvis jeg prøvede at flygte til Sovjetunionen i tilfælde af krig. Man måtte formodentlig gå ud fra, at bomberne ville regne tættere ned over Sovjet end de fleste andre steder, inklusive Langeland. Skulle man endelig evakueres, skulle det vel være til Tristan Da Cunha460 eller Pitcairn Island.46 Men det ville nok heller ikke hjælpe så meget, for vi ville alle sammen blive evakueret op i højere luftlag. Både i kommissionens „Opsamling“46 og „Konklusion“463 – det vil sige det, der i denne pseudoretssag gælder for dom – fastslås det som en kendsgerning, at KGB leverede tekstforlæg, der indgik i mine artikler om kolde krigere og Margaret Thatcher. Hvor er de tekstforlæg? At de overhovedet har eksisteret, er en påstand, som PET aldrig har anset det for nødvendigt at fremlægge bevis for. Kommissionen anfører begge steder, at der ikke er belæg for at kalde mig „agent“, kun „fortrolig kontakt“. Der er tale om noget, KGB kaldte

458 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 80 459 I kapitel 4 460 http://www.sthelena.se/tristan/tristan.htm http://www.tristantimes. com/ 46 http://www.government.pn/ 46 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 94 463 PET-kommissionens Beretning, bd. 3, s. 6 

mig. Det er muligt at kalde folk hvad som helst, og det siger ikke noget om de faktiske sagsforhold. Kommissionen når frem til, at det ikke kan bevises, at jeg har modtaget 7000 kroner, eller at jeg har vildledt den nordkoreanske ambassade. Kommissionen mener, jeg har optrådt „konspirativt“, og når jeg ikke har gjort det, er det fordi jeg er en „umådelig dårlig agent“. I „Opsamlingen“ giver kommissionen udtryk for, at min åbenhed omkring forbindelsen til de sovjetiske diplomater kan have været led i en „dækhistorie“ fra KGB. Konspirationsteorier er jo altid populære, men når en mand fortæller helt åbent om sit forhold til nogle diplomater, bør man nok i det mindste overveje, om det kunne være, fordi han ikke har noget at skjule. 

3 

7

Nettet
Louis XIV sagde: „L’état, c’est moi“, og Gustave Flaubert sagde: „Madame Bovary, c’est moi“. Efter læsningen af PET-kommissionens Beretning sidder jeg tilbage og mumler: „KGB’s agentnet, c’est moi.“ Hvorfor man har valgt at kalde kommissionsberetningens bind 3 for „KGB’s Kontakt- og Agentnet i Danmark“ må henstå i det uvisse, for i de indledende bemærkninger siver 60 af de 6 formodede kontakter og agenter ud mellem fingrene på kommissionen, og tilbage står så Dragsdahl, der frikendes, og mig, der dømmes i en parodi på en retssag, hvor man ikke vil høre den sigtede, og der ikke findes nogen forsvarer. At man af grunde, kun kommissionen kender, har valgt at skrive et helt bind om to personer, betyder dog ikke, der ikke er andre, der undervejs i de seksten bind får med grovfilen. Alle andre formodede agenter og kontakter bliver bare omtalt i forbindelse med de forskellige partier og grupper, de tilhører. Jeg kan let have overset nogle i den lange beretning, men her er i hvert fald de, jeg umiddelbart har fundet frem til: I bind seks omtales Jens-Peter Bonde og „Lenz“ og „Nelly“, der kun nævnes under dæknavnene. I bind syv om politiske partier omtales Gert Petersen, Meta Ditzel, Svend Horn, Hermod Lannung, Holger Vivike, Kurt Brauer, Svend Skovmand, Overgaard Nielsen og Palle Voigt. Desuden nævnes to anonyme radikale politikere. I bind ti omtales Ole Sohn. I 4

bind tretten om Dragsdahl og mig nævnes kort Svend Jensen og Jacob Holdt. De fleste af de nævnte har tidligere været omtalt i forbindelse med KGB i dagspressen. Der har i helt overvejende grad været tale om ganske uskyldige kontakter, hvor man har spist frokost sammen og udvekslet synspunkter. De mindre uskyldige sager er næsten ikke nævnt i kommissionens beretning, der i disse tilfælde holder sig nøje til kommissoriet. Direktør Bent Weibel, der i 977 blev idømt otte års fængsel for spionage,464 er, så vidt jeg kan se, kun omtalt i forbifarten i bind 7 om politiske partier med ordene „Bent Weibel, der havde udført teknologispionage for Sovjet“.465 Journalisten Flemming Sørensen fra Jyllands-Posten, der 3.9.8 blev fængslet i Vesttyskland for spionage til fordel for DDR,466 er, så vidt jeg kan se, kun omtalt i en fodnote, der henviser til en bog, han har skrevet, mens spionanklagen ikke er nævnt.467 Det kunne umiddelbart se ud, som om kommissionen har valgt at lade de store fisk gå og spidde de små, hvilket kan henlede tanken på retsopgøret efter besættelsen, som kommissionsmedlem Ditlev Tamm har skrevet doktordisputats om.468 Af de andre sager, der har været omtalt i pressen, har kommissionen valgt at forbigå sagen om kriminalassistent Mads Sloth Laursen469 og om Jan Henning Hansen fra Folkeregisteret i Gladsaxe, der i 99 blev idømt otte måneders fængsel for spionage.470

464 465 466 467 468 469 470

Politiken, 3.9.77 PET-kommissionens Beretning, bd. 7, s. 48 Politiken, ..8. Se også Ekstra Bladet, 8..97 PET-kommissionens Beretning, bd. 7, s. 08 Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen, København 984 Ekstra Bladet, 3.7.9 Ekstra Bladet, 9.8.9 

5

Til gengæld vælger kommissionen at trække nu afdøde folketingsmedlem for SF Kurt Brauer frem ved navn og omtale hans forbindelse til det rumænske efterretningsvæsen Securitate udførligt.47 Det er bemærkelsesværdigt, da hans navn, så vidt jeg ved, ikke tidligere har været fremme. Hvorfor anonymitetsprincippet skal brydes i lige dette tilfælde er uvist, men måske er det fordi manden er død og ikke kan forsvare sig. Historien om folketingsmandens forbindelse til det rumænske efterretningsvæsen blev omtalt i pressen i 975 uden navns nævnelse.47 Jeg havde dengang indtryk af, at det var et socialdemokratisk folketingsmedlem, det drejede sig om, og forhørte mig hos det, man kalder sædvanligvis velunderrettet kilde, om hvem det kunne være. Jeg fik at vide, at det var et medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppe, der var kendt for sin nære forbindelse til græske modstandsgrupper mod juntaen, hvilket også er nævnt i kommissionens beretning. Tilsyneladende gættede man forkert dengang – eller også havde Securitate kontakt til flere folketingsmedlemmer. Der var hundreder af politikere og journalister, der lejlighedsvis havde frokostmøder og samtaler med sovjetiske diplomater under Den Kolde Krig. Det er der ikke noget fordækt eller underligt ved. I et demokratisk samfund må det være en selvfølgelig ret, at man kan udveksle synspunkter med hvem som helst, og hele meningen med at have et diplomati er, at det giver mulighed for, at man kan føre samtaler med repræsentanter for et andet land. Det er ikke nogen lov, at man udelukkende skal føre samtaler med mennesker, man er enig med på forhånd. Faktisk kan det undertiden også være ganske udbytterigt at høre på folk, man ikke er helt enig med. Det var netop fordi, jeg vidste, at mange journalister og poli47 PET-kommissionens Beretning, bd. 7, s. 6-7 47 BT, 5.9.75 

6

tikere, jeg kendte, havde frokostmøder som mine, at jeg følte mig overbevist om, at der ikke kunne være noget ulovligt ved forbindelsen, og det var derfor, jeg hele forløbet igennem mente, at jeg ikke havde noget at skjule. I årene efter min sag har der adskillige gange været historier fremme i pressen om folk, der har haft „østkontakter“ svarende til mine. Ingen af dem er nogensinde blevet sigtet for noget kriminelt. Politiken fortalte for eksempel i 994, at „politiet lod  spioner løbe.“473 Flere pressefolk har valgt at fortælle om deres ganske uskyldige frokostmøder med diplomater fra den sovjetiske ambassade. Det gælder for eksempel fhv. chefredaktør Herbert Pundik, der har fortalt om sine frokostmøder med Leonid Makarov på Sporting Club i Vester Voldgade og på Syv små Hjem i 970,474 og den nu afdøde sikkerhedspolitiske medarbejder ved Radioavisen Mogens Espersen, der i en kronik i Berlingske Tidende har fortalt om et frokostmøde med en sovjetisk diplomat.475 Ved at blande uskyldige samtaler sammen med egentlig agentvirksomhed eller direkte spionage opnår kommissionen, at det ikke kun er PET, der kan være tilfreds med beretningen. Tjenestens gamle kolleger i KGB kan sikkert også være det. De vil kunne pege på beretningens bind 3 og sige: „Der kan I selv se. Vores kontakt- og agentnet bestod af én person. Vi havde stort set ingen virksomhed i Danmark. På halvtreds år lykkedes det os kun at få fingre i en enkelt mand på Langeland, og vi behøvede ikke engang at sige til ham,
473 Politiken, 7..94 474 Politiken, ..9 475 Berlingske Tidende, 7.6.0 

7

han skulle skrive læserbreve eller artikler, for det gjorde han i forvejen. Vi behøvede ikke sige til ham, han skulle gå ind for en atomvåbenfri zone eller være kritisk over for Thatcher, for det var hans holdning hele vejen igennem. Han gjorde sandelig arbejdet nemt for os ved at skrive, hvad han havde ment hele tiden. Så der kan I selv se, hvor uskyldige vi var. Gennem hele Den Kolde Krig havde vi ikke større aktivitet i Danmark, end CIA har på en formiddag.“ Jeg kan ikke bevise det, men jeg tror, KGB har gjort meget mere end det. Jeg mener, det er sandsynligt, at KGB har haft spioner i Danmark, ligesom man havde det i andre lande. På mig virker det, som om kommissionen ved at omtale fuldt lovlige forhold udførligt og – i mit tilfælde – fordømmende, prøver at dække over PET’s uduelighed – at efterretningstjenesten ikke har kunnet finde spionerne for østlandene, fordi man som følge af tjenestens politiske fordomme har kviet sig ved at lede de steder, de ville kunne findes – på de bonede gulve og i militærets underjordiske kommandobunkere. Det er en historie, vi har til gode. Ligesom historien om CIA’s helt anderledes omfattende virksomhed i Danmark. 

8 

8

Hvad nu?
De sidste næsten tredive år har givet mig et indblik i, hvor hadefuld stemningen kan være på højrefløjen. Jeg har været udsat for konstante angreb i aviser og på Internettet på grund af denne sag. I 999 blev jeg udsat for mordtrusler fra den nazistiske gruppe Blood & Honour, der offentliggjorde min adresse på Internettet og opfordrede folk til at myrde mig. Den ansvarlige for truslerne udtalte ved retten i Rudkøbing, at han var kommet på bedre tanker, hvorefter han slap for videre tiltale.476 Min sag har været behandlet i mere end et halvt hundrede bøger i Danmark, USA og andre lande og i tusinder af avisartikler. Næsten uden undtagelse har man opremset PET’s anklagepunkter mod mig uden at tage stilling til deres sandhedsværdi eller spørge mig om min forklaring. I en lang række tilfælde har man suppleret PET’s anklager med opsigtsvækkende og frit opfundne anklager som f.eks. at jeg skulle have „destabiliseret NATO’s nordflanke“. DIIS’ Koldkrigsrapport fra 005477 nøjedes ligeledes med at gengive PET’s anklager og afstod fra enhver form for kritisk behandling. Jeg henvendte mig herom til chefudreder Svend Aage Christensen, der ikke ønskede at svare. En medarbejder
476 „Omvendt nynazist: Nu dyrker jeg kærligheden“ i Fyens Stiftstidende, 7.6.03 477 http://www.diis.dk/sw3004.asp 

9

ved dr.phil. Bent Jensens koldkrigscenter forsøgte i januar 009 at indføje injurierende og falske påstande i netleksikonnet Wikipedias artikel om mig.478 Og nu kommer så PET-kommissionens Beretning og gentager anklagerne, samtidig med at man nægter at høre på mig. Der er ingen grænser for de beskyldninger, jeg er blevet udsat for – især i de dele af blogosfæren, hvor man har en særlig layout med skrift i mange farve og størrelser i forskellige bokse – en layout der af en eller anden grund bruges af dem, der også tror, politikerne indopererer radiomodtagere i folks hjerner, og at det var paven, der stod bag . september. Den slags steder kan jeg blive beskyldt for at have siddet i Cambodja i 70’erne og rådgivet Pol Pot om, hvilke befolkningsgrupper, der skulle udryddes.479 Frem til midten af firserne blev jeg ved med at søge arbejde forskellige steder, men jeg fik altid afslag, undertiden med direkte henvisning til spionsagen. I 985 opnåede jeg at blive indkaldt til jobsamtale, da jeg søgte arbejde ved kulturredaktionen på Information. Ansættelsesudvalget indstillede mig til stillingen, men på et medarbejdermøde gik Jørgen Dragsdahl og Peter Wivel kraftigt mod min ansættelse, så derfor ansatte man en anden.480 Siden har jeg koncentreret mig om det arbejde, jeg kan udføre alene ved mit skrivebord, og med mit individualistiske gemyt er det måske også det bedste. Jeg har kunnet klare mig økonomisk ved at oversætte, men mine egne bøger har ofte måttet sejle rundt på havene i årevis som små, flyvende hollændere, før de fandt i havn. Men udkommet er de før eller senere.

478 http://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Arne_Herl%C3%B8v_ Petersen&action=history 479 http://anti-samfundsvirus.dk/smagsdommere.htm 480 Meddelt af Jørgen Dragsdahl, 8.8.09 

0

Det er gået nemmest med at få en bog udgivet, hvis den har været indsendt anonymt, for eksempel til en konkurrence. I 1994 vandt jeg en romankonkurrence, der var udskrevet af Jyllands-Postens forlag Centrum.48 Forlaget udgav adskillige af de bøger, der var indsendt til konkurrencen, og alle de andre forfattere fortsatte med at udgive flere bøger på forlaget, mens Centrum ikke ønskede flere af mine bøger. Inden for min branche er der ingen objektive målestokke. Derfor kan man altid sige: „Det er ikke på grund af den spionsag, vi ikke vil udgive dine bøger. Det er bare fordi du er uduelig.“ Det må folk synes, hvis de vil. Jeg kan alligevel ikke følge andres anvisninger for, hvordan jeg skal skrive, og selv den blideste hånd får ikke lov til at føre mig. Jeg må prøve at udvikle hver enkelt tekst efter den lovmæssighed, der gælder for netop den, og gøre den så god, som jeg formår det. Andet kan jeg ikke. Jeg er ikke utilfreds. Jeg er alligevel ikke interesseret i at skrive bestsellere, og enhver ret bliver spist, enhver pebermø gift, og enhver bog finder før eller senere frem til hin enkelte læser. Mange aviser undlader at anmelde mine bøger, men de anmeldelser, jeg får, er som regel gode. Ole Espersen sagde i 00348 til mig: „Du har da klaret dig meget godt alligevel.“ Det har jeg vel også. Men jeg ved ikke, om jeg overhovedet kunne have klaret det, hvis ikke jeg i Orwell-året 984, da alt så mørkest ud for mig, mødte mit livs kærlighed. Sammen med hende fik jeg mod til at gøre noget effektivt ved det alkoholproblem, jeg stadig havde. Jeg havde i årevis prøvet at holde mig ædru med antabus, men det lykkedes først for alvor at mane djævelen i jorden, da jeg gennemgik en såkaldt Minnesotakur.
48 Arne Herløv Petersen: Helgardering, 994. http://herlov.dk/helgard.htm http://www.scribd.com/doc/757084/helgardering 48 Samtale 9.4.03 

For tyve år siden holdt jeg helt op med at drikke og ryge, og jeg har ikke savnet det et sekund siden. Jeg har fået min kvote. Jeg tænker tit, at alt, hvad jeg har været igennem, har været til det bedste, fordi det alt sammen har ført frem til dette nu, hvor jeg i mit livs efterår kan sidde og holde min kæreste i hånden. Når jeg er sammen med hende, når jeg sidder med katten eller går rundt i haven, oplever jeg det, vi kalder lykke. Og bliver de hadefulde angreb for skingre, kan jeg trøste mig med Epiktet: „Af tingene i verden er der nogle, der står i vor magt, og andre, der ikke står i vor magt. I vor magt står opfattelse, tilbøjelighed, attrå og modvilje, kort sagt, alt det, der er vort eget værk. Ikke i vor magt står legeme, ejendom, anseelse og ydre stilling, kort sagt alt det, der ikke er vort eget værk. Det, som står i vor magt, er af naturen frit, uhindret, uhæmmet; det, som ikke står i vor magt, er kraftesløst, ufrit, udsat for forhindringer og os uvedkommende.“483 I den tid, der er gået siden min anholdelse, har verden ændret sig radikalt to gange. Først ved murens fald i 989 og så efter . september 00. I dag hedder det ikke mere spionage og kommunisme, men terrorisme og islamisme. Begreberne ændrer sig, men systemet er det samme. Og systemet har altid brug for syndebukke, for uden dem ville folk måske begynde at tænke sig om og indse, at de selv betaler for at blive udbyttet. Engang kunne man blive anklaget for spionage, hvis man skrev et læserbrev. I dag kan man blive anklaget for terrorisme, hvis man sælger en T-shirt.484 Terrorlovene er det hid-

483 Epiktetos’ Haandbog. Oversat og indledet af J.A. Bundgaard. København 94, s. 38 484 http://www.domstol.dk/hojesteret/nyheder/pressemeddelelser/ Pages/%E%80%9DFightersandLovers-sag%E%80%9D.aspx 

til alvorligste anslag mod ytringsfriheden, for man kan bare vilkårligt erklære en hvilken som helst bevægelse for terroristisk, og så er det forbudt at støtte den. Hvis terrorlovene havde eksisteret i 60’erne, var Vietnambevægelsen formodentlig blevet forbudt. Efter både murens fald og . september har PET vokset sig større, mens retssikkerheden er blevet yderligere nedbrudt, og borgernes beskyttelse mod overgreb fra politiet smuldret. Hvis vi skal gøre noget ved PET’s overgreb, er det ikke nok med mindre reformer. Efterretningsvæsenet skal laves om fra grunden, så det ikke længere er et politisk politi, vendt mod religiøse mindretal eller den halvdel af befolkningen, der ikke er enige med regeringen og dens støtteparti. PET skal være et upolitisk politi, der efterforsker anslag og planer om anslag mod statens og befolkningens sikkerhed. Også jeg er taknemmelig, hvis nogen gør et stykke arbejde for at forhindre bombeattentater i tog eller på cafeer. Men husk, at Timothy McVeigh485 hverken var muslim eller venstreorienteret. Det var bagmændene bag attentatet på Bolognas hovedbanegård486 heller ikke, ligesom det sandsynligvis var en fra højrefløjen, der stod bag det eneste politiske mord i Danmark i efterkrigstiden – mordet på Henrik Christiansen på Internationale Socialisters kontor i Søllerødgade.487 Vi skal ikke have et hemmeligt statspoliti,488 men et demokratisk politi, der beskytter borgerne og ikke driver klapjagt på dissidenter.

485 486 487 488

http://en.wikipedia.org/wiki/Timothy_McVeigh http://en.wikipedia.org/wiki/Bologna_massacre http://www.socialister.dk/socrevy/0/sry0s6.htm http://en.wikipedia.org/wiki/Gestapo 

3

De lukkede arkiver skal åbnes for de krænkede. Jeg vil gerne have udleveret en kopi af alt, hvad efterretningstjenesten har liggende om mig. Alt. Hvert gulvtæppe skal vendes, og alle de sten, der er fejet derind i tidens løb, trilles ud. Det er mit liv, og det har jeg krav på at få tilbage. Originalerne kan passende overdrages til Rigsarkivet, båndlagt, så de ikke må åbnes de næste 50 eller 00 år, måske undtagen i forbindelse med forskning og da med alle mulige klausuler om beskyttelse af privatlivets fred. Den Kolde Krig sluttede for tyve år siden, og sagerne fra dengang har lige så lidt efterforskningsmæssig betydning som middelaldertraktater om legationer til Byzans, så derfor hører de ikke hjemme i et politiarkiv. Erstatning for tort og svie ville være en god idé, men jeg er ikke så pengegrisk, at det gør noget. En buket blomster, et kort og en undskyldning ville være nok for mig. PET ønskede dengang for tredive år siden, at deres kampagne mod mig skulle vende KGB-desinformationen, som de kaldte mine skriverier, mod KGB. Jeg ville ønske, at dette skrift vendte PET’s politistatsmetoder mod tjenesten selv. Man siger, man skal tage vidtgående hensyn til stikkerne, og derfor kan man ikke give adgang til arkiverne. Derimod synes man åbenbart ikke, der skal tages hensyn til dem, de har stukket. Men hensynet til stikkere behøver ikke at være afgørende. Stasis arkiver blev åbnet, arkiver i Polen og Tjekkiet er åbnet. Det kan gøre ondt. Men det kan være nødvendigt for at komme videre. Jamen, så får vi svært ved at skaffe nye stikkere, siger de. Ligesom når Dick Cheney siger, at man ikke bør undersøge CIA’s brug af tortur, for så bliver det måske svært at finde folk, der vil lave den slags arbejde.489 Men måske kan politiet
489 http://www.washingtontimes.com/news/009/aug/3/cheney-cia-torture-probe-outrageous/ 

4

fungere uden stikkere, provokatører og infiltratorer. Måske hjælper man ikke demokratiet ved at undergrave dets grundvold. PET skal være en afdeling af politiet. Ikke statsmagtens politiske stormtropper. I forbindelse med min egen sag kunne jeg godt tænke mig at stille PET’s tidligere chef, Ole Stig Andersen, nogle konkrete spørgsmål: . Var du vidende om rigsadvokatens notat fra foråret 98, der gav udtryk for, at §08 ikke kunne anvendes mod mig, og Ole Espersens og Anker Jørgensens forbud mod at anholde mig? . Var du med til at beslutte, at jeg skulle anholdes alligevel? 3. Var du vidende om hemmelige forhandlinger med MI6 om at køre en „kontraefterretningsoperation“ mod mig? 4. Indgik det i denne operation at påvirke opinionen gennem udvalgte journalister? 5. Var det efter ønske fra PET, at retsmøderne i min sag foregik for åbne døre? 6. Var det dit ønske, at sagen mod mig skulle føre til tiltalerejsning? 7. Havde du i den forbindelse tænkt på, at det set i lyset af rigsadvokatens notat var overvejende sandsynligt, at jeg ville blive frikendt? Vi skal rydde op, men vi skal ikke være den røde hævnerskare. Det drejer sig ikke om at få hævn, men om at komme videre. Jeg hader ikke nogen. Tværtimod ønsker jeg det bedste for alle mennesker. Jeg bliver blød om hjertet, når jeg på et fotografi ser Ole Stig Andersen sidde i sin have på Møn 

5

med sin lille tjavsede hund og se glad ud.490 Jeg ville ønske, at Bent Jensen ville holde op med sine hadske udfald og bruge sine sidste år på at slynge honning og save brænde. Han har sådan en mild stemme, og det ville være godt for ham at bruge den til at sige milde ord. Jeg synes, Anders Fogh skulle købe et hus i Texas ved siden af George Bush. Så kunne de løbe lange, svedige ture, cykle med hjelm på hovedet og stege grillbøffer, og de kunne sidde glade og lykkelige i hængesofaen på verandaen og klaske hinanden på mørbraden. Jeg ville ønske, at Brian Mikkelsen fik et nyt og lykkeligt liv som håndboldtræner, og at Pia Kjærsgaard ville koncentrere sig om at danse bouzouki på en græsk taverna. Ole Espersen skulle gå lange, gode ture i den bornholmske natur, og Kjeld Olesen sejle rundt på de syv have med en af disse tyske sejlerkasketter på hovedet. Jeg er ikke engang ironisk. Livet er så kort, og der skal i virkeligheden så lidt til for at gøre os glade. Så hvorfor forpeste tilværelsen for os selv og hinanden med had og nedrighed?

490 http://www.sjas.dk/archive/PDF/Publikationer/Brochurer%0og%0n yhedsbreve/Profil%0Brochure.pdf 

6