Kampen om

Sproget
-en analyse af sprogdebatten i Grønland

Et projekt af:
Anna Lilje Flyverbom
Niels Uni Dam

Vejleder: Louise Phillips

Roskilde Universitetscenter
Kommunikation modul II
Efterårssemesteret 1999/2000
Indholdsfortegnelse

Indledning ...................................................................................................................................................3
Kommunikationsmiljøet.......................................................................................................................5
Sermitsiaq ............................................................................................................................................5
Atuagalliutit/Grønlandsposten ..................................................................................................... 6
Atagu ....................................................................................................................................................6
Kriterier for udvælgelse af tekster ..................................................................................................... 7
Den grønlandske sprogdebat i et historisk perspektiv.................................................................. 8
Teoretisk udgangspunkt.........................................................................................................................11
Teori ........................................................................................................................................................11
Diskurs ...............................................................................................................................................12
Diskursive kampe............................................................................................................................12
Sproget og det sociale .....................................................................................................................12
Diskursorden ....................................................................................................................................13
Metode....................................................................................................................................................14
Den diskursive praksis-niveau .....................................................................................................14
Tekst-niveau .....................................................................................................................................15
Teorier om identitet.............................................................................................................................16
Gruppedannelse og kategorisering .............................................................................................18
National identitet.............................................................................................................................19
Etnokulturel identitet......................................................................................................................20
Analyser .....................................................................................................................................................22
Grønland - en truet nation .................................................................................................................22
Dansk som uddannelsesmæssig kompetence ...............................................................................29
Grønland er afhængigt af dansksproget arbejdskraft..................................................................35
Det dansksprogede mindretal...........................................................................................................42
Grønlandsk og dansk- et sammenhængende hele........................................................................50
Den danske kultur i det grønlandske..........................................................................................54
Konklusion ................................................................................................................................................58
Problematisering..............................................................................................................................58
Legitimering......................................................................................................................................58
Hvad fortæller dette så om sprogdebatten i Grønland? .........................................................60
Litteraturliste.............................................................................................................................................61
Indledning
Det grønlandske samfund er i stadig udvikling og dets tilstand og fremtid diskuteres både
ivrigt og følelsesladet. Landet har kun delvist selvstyre og inden for de seneste år er
spørgsmålet om politisk selvstændighed blevet en naturlig del af den politiske dagsorden.
Sideløbende med selvstændighedsdiskussionen foregår en omfattende diskussion af landets
sprogpolitik. Debatten om sprog er i høj grad en debat om landets og borgernes kulturelle
og nationale identitet. Sprogdebatten indtager en så central plads i det grønlandske
samfund, at Grønlands Statistik i 1996 udgav en Rapport om Den Sproglige Udvikling i
Grønland 1984 - 1994; "Selvom den sproglige udvikling falder udenfor de emner, der
traditionelt berøres i forbindelse med levevilkårsundersøgelser" (Grønlands Statistik 1996).
Begrundelsen for alligevel at foretage en analyse af den sproglige udvikling beskrives i
rapportens indledning:

Sproget er imidlertid yderst vigtigt i forbindelse med etablering og fastholdelse af såvel den
personlige som den fælles identitet. Derfor er sproget også i høj grad relevant for Grønland som en
afgrænset selvstændig politisk og kulturel enhed. At det enkelte menneske i høj grad ser sit sprog
som tæt knyttet til sin identitet er i Grønland gennem årene kommet til udtryk ved offentlige og
politiske diskussioner om anvendelsen af grønlandsk og dansk. Senest især i forbindelse med den
nye skolereform, ifølge hvilken undervisningen i folkeskolen for første gang fortrinsvist vil foregå
på grønlandsk (ibid. p. 1).

Vores projekt udspringer af en interesse i at undersøge, hvordan sprogdebatten i Grønland

er en debat om den grønlandske nationale identitet. Selvom det udefra set virker som om
der er konsensus om, at Grønland skal etablere sig som selvstændig nation, er der, når man
dykker ned i debatten, et væld af divergerende og modsatrettede holdninger til, hvordan
nationen Grønland skal se ud - nu og i fremtiden.
Således ser vi sprogdebatten som en 'kampzone', hvor debattørerne artikulerer deres
forskellige syn på det grønlandske samfund. Begreberne 'grønlænder' og 'dansker', 'det
danske sprog' og 'det grønlandske sprog' er omstridte kategorier, der indtager en central
plads i debatten og hvis betydning ændres alt efter hvilke sammenhænge de indgår i.
Vores fokus for denne analyse er at undersøge:

hvordan de to kategorier dansk sprog og det grønlandske samfund indholdsudfyldes, og hvilke

diskurser der bliver trukket på for at problematisere og legitimere det danske sprogs tilstedeværelse i
det grønlandske samfund.
I vores projekt tager vi udgangspunkt i en række avisartikler fra de grønlandske medier1,
der alle eksplicit debatterer den grønlandske sprogpolitik. Ud fra en diskursanalytisk
tilgang, har vi analyseret artiklerne og identificeret en række gennemgående diskurser og
temaer, som vi har valgt at lade fungere som strukturerende princip for vores præsentation
af analysen. De fem emner er som følger:

Dansk er en trussel mod den grønlandske nation

Dansk er en uddannelsesmæssig kompetence
Grønland er afhængigt af dansksproget arbejdskraft
Sprogpolitikken må tage hensyn til det dansksprogede mindretal
Grønlandsk og dansk er et sammenhængende hele.

Analyserne viser, at det danske sprog er en særdeles omstridt kategori, der både
indholdsudfyldes som et modersmål og et andetsprog, som en faglig kompetence og en
etno-kulturel identitetsmarkør. Måden det danske sprog indholdsudfyldes på, både afspejler
og skaber Grønland, der befinder sig i et spændingsfelt mellem at være en kulturelt
homogen nation og et multikulturelt samfund.

Først vil vi redegøre for vores empiriske materiale: kommunikationsmiljøet og vores

kriterier for udvælgelse af tekster. Derpå vil vi skitsere sprogpolitikken i Grønland historisk.
Efterfølgende vil vi redegøre for diskursanalyse som teoretiske fundament og metodiske
værktøj, samt skitsere relevant teori om identitet og gruppedannelse - herunder national og
etno-kulturel identitet. Så vil vi præsentere vores analyse og afslutte med en konklusion.

1Vi har valgt at fokusere på medietekster, da offentligheden i Grønland er meget lille og ofte foregår via
aviserne. Mange forskere, eksempelvis Inge Kleivan, Lise Lyck m.fl., har baseret store dele af deres
samfundsforskning på aviser (Kleivan 1969/70; Lyck 1998).
Kommunikationsmiljøet
I vores analyse af sprogdebatten har vi hentet vores empiriske materiale fra de to
landsdækkende og tosprogede aviser Sermitisiaq og Atuagalliutit/Grønlandsposten (A/G)
samt den dansksprogede internetavis Atagu. Således begrænser vores kommunikationsmiljø
sig til de skrevne offentlige medier.
Det er vigtigt at bemærke, at offentligheden i Grønland er meget lille. Befolkningen
består af kun 50.000 mennesker og kommunikationsformen virker meget 'lokal'. Stemmer fra
politikere, redaktører og formænd blander sig med stemmer fra lægfolk og bygdeboere, og
de forskellige debattører tiltaler flere steder hinanden ved fornavn.
Udover de 50.000 indbyggere er der desuden en mindre gruppe med interesse i
grønlandske anliggender, fortrinsvis bosat i Danmark. Denne gruppe tæller, udover
udlandsgrønlændere, også forhenværende 'tilkaldte'2 og andre med relationer til Grønland.
Vi vil her kort præsentere de tre aviser, vurderet ud fra de for os tilgængelige kilder:

Sermitsiaq
Sermitsiaq er ifølge redaktøren, Poul Krarup, en politisk og økonomisk uafhængig avis3. Det
er en weekendavis, som udkommer hver fredag med et oplag, der svinger mellem 4.500 og
5.000. Af de omkring 20.000 boliger, der er i landet dækker avisen altså ca. 25%. Redaktøren
siger selv: "Vi har svært ved at få oplaget op, fordi alle virksomheder, institutioner, kontorer
holder avisen. Det vil sige folk læser den på deres arbejde og så køber de den ikke. Det vil
sige vi har mange læsere per avis - Vi anslår omkring 4-5 læsere per avis". Udfra dette, skulle
avisen nå ud til 50% af Grønlands befolkning.
For at få et andet perspektiv på avisen, kontaktede vi en medarbejder ved Grønlands
Hjemmestyres afdeling i København. Medarbejderen beskrev den redaktionelle linje som
politisk midterorienteret/socialdemokratisk, med en politisk linie, der er loyal overfor
landsstyret, især partiet Siumut. Avisen støtter op omkring det private initiativ, men mener
samtidigt, at det er vigtigt med basale velfærdsydelser og -omsorg. Idet avisen kun
udkommer én gang om ugen, er stoffet ofte bedre gennemarbejdet og artiklerne som regel
længere, end i A/G.

2 De 'tilkaldte' refererer til de danskere, der for en kort periode tager til Grønland for at arbejde. Før indførelsen
af hjemmestyreordningen blev de danskere, der tog til Grønland benævnt 'udsendte', men som et led i
selvstyrepolitikken valgte man i stedet at kalde dem 'tilkaldte'.
3 Vi har via internettet løbende kommunikeret med Krarup, både angående konkrete oplysninger om avisen og

om hans subjektive holdninger til sprogdebatten.

Atuagalliutit/Grønlandsposten
Udkommer to gange om ugen, og har et oplag der er ligger ret konstant på ca. 3.600.
Ligesom Sermitsiaq er A/G en politisk og økonomisk avis, det har den været Ifølge
medarbejderen på Hjemmestyrets kontor, er den redaktionelle linje på A/G meget lig
Sermitsiaqs "der er ikke de store ekstremer i Grønlandsk politik". A/G er altså
midterorienteret, men dog med en anderledes kritisk indstilling overfor landsstyret.
Medarbejderen fortsatte, at avisen i øjeblikket er ret venstreorienteret, men at dette først og
fremmest var nogle journalisters holdninger, der skinnede igennem og at det derfor ikke
skulle tilskrives den redaktionelle linje.

Atagu
Atagu er en rent dansksproget internetavis. I debatsiderne, under overskriften 'sprog' ligger
der en mængde artikler, der ifølge redaktøren udgør "et repræsentativt udvalg af de indlæg
der har været fremme i den offentlige debat siden 1995". Der er således ikke tale om en
fuldstændig præsentation af sprogdebatten. Ifølge redaktøren "først og fremmest fordi der
kun er bragt indlæg som er udformet på dansk". Hovedparten af indlæggene har i forvejen
været bragt i de trykte medier. Redaktøren har desuden "udeladt en række indlæg, der ikke
udtrykker noget nyt i forhold til allerede medtagne indlæg".
Avisen har ca. 15.000 besøgende om måneden. Det er uvist hvor mange af disse der
befinder sig på grønlandsk jord. I gennemsnit bliver der åbnet 3000 sider på Atagu i døgnet.
Atagu er et enkel mands værk, det vil sige redaktøren, Anders Nilsson står selv for alle
udgifterne, udover selve server-pladsen som er sponsoreret af Kimik IT A/S. Anders
Nilsson er medlem af det liberale parti Attassut. Han er dansk af afstamning, grønlandsk
gift og ser sig selv som en del af det dansksprogede mindretal i Grønland (hvilket fremgår af
hans artikel. Se kapitlet Det dansksprogede mindretal). Han siger selv: "jeg tilstræber at holde
ATAGU adskilt fra mit politiske arbejde." Men der er selvfølgelig den fare, at hans
"repræsentative" udvælgelse rummer en bias, dels på grund af hans politiske arbejde og dels
på grund af hans klare holdninger i debatten.
Kriterier for udvælgelse af tekster
Vores analyse bygger på otte medietekster fra perioden mellem oktober 1997 og oktober
1999. Vores udvælgelse af netop disse otte tekster har flere dimensioner. For det første har vi
af sproglige hensyn måtte begrænse os til den del af debatten der foregår på dansk. Men da
landets to store aviser er tosprogede har vi ikke oplevet vores manglende sprogfærdigheder
som så massiv en begrænsning. Ved hjælp af den dansksprogede internetavis Atagus
hjemmeside fik vi adgang til alle dansksprogede debattekster fra de sidste fire år. Dette
praktiske værktøj og vores krav om aktualitet dannede således ramme for den oprindelige
udvælgelse af 32 tekster. Ved en gennemlæsning af disse tekster, fandt vi en række temaer
og synspunkter, der var gennemgående. Et par af de 32 artikler var fra den danske avis
Weekendavisen. Disse valgte vi fra, fordi de ikke var skrevet til et grønlandsk medie. De
indgik godt nok i debatten, men deres primære målgruppe var danskere i Danmark og da vi
ville begrænse os til at belyse sprogdebatten fra en grønlandsk vinkel, valgte vi dem fra. De
resterende tekster er fra de to ugentlige aviser Sermitsiaq og Atuagalliutit/Grønlandsposten
(A/G), samt internetavisen Atagu (se introduktion til medier). En væsentlig del af artiklerne
var ledere i Sermitsiaq, hvoraf vi valgte to, der beskæftiger sig med aktuelle sager, nemlig
sagen om formanden for Grønlands største fagforening SIK, Jess G. Berthelsens markante
synspunkter vedrørende det danske sprogs position i Grønland og sagen om politikeren
Anders Nilssons brug af dansk fra Landstingets talerstol, hvor blandt andet Jess G.
Berthelsen har været fremme med heftig kritik. Vores kriterier for yderligere fravalg, er
baseret på en gennemgang af teksterne dels ud fra emne og dels ud fra deres aktualitet.
Nogle af artiklerne har vi fravalgt, da de beskæftigede sig meget konkret med en i dag ikke
så aktuel sag. Vi forsøgte i den sidste udvælgelse at vælge artikler, der dækker en så bred
vifte af positioner og diskurser som muligt og hvori skribenterne repræsenterer et så bredt
udsnit som muligt af de aktører, der deltager i sprogdebatten. De udvalgte 8 tekster er
vedlagt som bilag.
Den grønlandske sprogdebat i et historisk perspektiv
I dette afsnit vil vi sætte debatten omkring sprog i Grønland i et historisk perspektiv ved at
gennemgå den historiske udvikling fra kolonisering til hjemmestyre og integrationsskole.4
Før den danske koloniseringen af Grønland i 1721 var grønlandsk det eneste sprog på
øen. Det grønlandske sprog var dog på dette tidspunkt langtfra homogent, men varierede
meget i dialekter i de forskellige egne af landet.
Efter koloniseringen oprettede den danske kolonimagt skoler rundt omkring i landet,
hvor undervisningen udelukkende foregik på grønlandsk. Det officielle argument var, at
grønlandsk sprog og kultur skulle bevares og alle udsendte fra Danmark blev således nødt
til at lære sig grønlandsk. Denne politik blev imidlertid ophævet efter 2. verdenskrig.
Selvom det grønlandske sprog var velbevaret, havde sprogpolitikken samtidigt virket
isolerende for den grønlandske befolkning. Den grønlandske elite stillede derfor krav om at
få indført danskundervisning i folkeskolen. Danskundervisning blev indført, men dog af
svingende kvalitet. I mange bygder var det svært at finde lærerkræfter og projektets succes
var begrænset.
Danskerne fremstod i denne periode som herrefolk (Parbst 1997), og det danske sprog
blev set på som noget yderst positivt, der symboliserede høj klasse. Ved ophævningen af
kolonistyret i 1953 blev daniseringen endnu mere omfattende, og tiltog i styrke op gennem
60-70erne. Dansk var nu vejen til indflydelse og den eneste måde man kunne påvirke
udviklingen i sit eget land. Fra dansk side så man daniseringen som et
moderniseringsprojekt, der skulle hjælpe den grønlandske befolkning op på et højere
levestade.
De såkaldte a/b skoler blev indført. De var delt op i a-linjen med grønlandsksprogede
klasser for de grønlandske børn og den dansksprogede b-linje for danske børn, samt særligt
dygtige grønlandske børn (Helga Maqe Nielsen i Gynter 1999, p. 280). I de dansksprogede
klasser lærte man ikke grønlandsk, da holdningen var, at »dette ikke var nødvendigt«
(Nielsen 1999 p. 1): Dette skabte en stor gruppe af især danske børn og børn af blandede
ægteskaber der ikke lærte grønlandsk.
Op igennem 70erne voksede modstanden mod daniseringen og kravet om
selvstændighed, tiltog i styrke. Der havde allerede fra slutningen af 60erne været udbredt
utilfredshed med fødestedskriteriet, som sikrede danskere højere løn, nemmere adgang til
boliger og andre goder (Skydsbjerg 1999 pp 21-22). Denne modstand udmøntede sig i
indførelsen af hjemmestyresordningen i 1979, hvor man tog afstand fra daniseringen og

4 Dette kapitel bygger primært på Gynter (1999), Skydbjerg (1999), Grønlands Statistik (1996) samt Parbst (1997)
påbegyndte en systematisk grønlandisering. Man søgte tilbage til sine rødder og i løbet af
70erne udviklede det sig til, at alt grønlandsk blev set som godt og alt dansk tilsvarende som
et onde. I samme proces blev Grønland ved lov defineret som enkeltsproget, hvilket var
problematisk for den store gruppe, der havde gået i de rent dansksprogede klasser. De
havde som før nævnt igennem hele deres skoletid ikke lært grønlandsk og befandt sig nu i et
samfund hvis sprogpolitik krævede det grønlandske sprog.
På alle områder blev der arbejdet for at grønlandisere. I skolen lagde man nu stor vægt
på grønlandskundervisningen og dansk blev betragtet som negativt. I praksis medførte det,
at de børn der gik i folkeskole i denne periode, kun i meget lav grad blev tosprogede og i
dag, er deres danskkundskaber gennemgående begrænsede. På grund af mangel på
veluddannede folk var der på arbejdsmarkedet stadigt mange danske tilkaldte5 og
derudover en betydelig mængde dansksprogede fastboende.

Frem til 1994 var Grønland ifølge den officielle politik et enkeltsproget samfund. I 1994 blev
det imidlertid vedtaget, at Grønland skulle være tosproget. Der blev endvidere indført et nyt
skolesystem med de såkaldte integrationsskoler. Hermed ophævede man opdelingen i
dansksprogede og grønlandsksprogede klasser og indførte fælles undervisning for alle.
Tanken med at indføre integrationsskolen var at nedbryde den sproglige barriere mellem de
to grupper elever. Den fælles undervisning skulle afhjælpe den sociale opdeling mellem
danskere og grønlændere og skulle endvidere forbedre begge gruppers andetsprog
(Skydsbjerg 1999, p. 175).
Integrationsskolen tager udgangspunkt i det grønlandske sprog og underviser i dansk
som fremmedsprog fra fjerde klasse. Der er dog stadig dansksprogede klasser i Nuuk, hvor
danske forældre har fået dispensation, så deres børn kan blive undervist på deres
modersmål.
Det grønlandske samfund er i dag tosproget både officielt og i praksis. Ifølge en
levevilkårsundersøgelse fra 1994 af 1121 tilfældigt udvalgte personer i Grønland ser
sprogfordelingen således ud:

5Før indførelsen af hjemmestyreordningen blev de danskere, der tog til Grønland benævnt 'udsendte'. Men som
et led i selvstyrepolitikken valgte man i stedet at kalde dem 'tilkaldte'.
 Respondenternes sprog 1994
Grønlandsk som hovedsprog 36,0 %
/taler kun lidt dansk
Grønlandsk som hovedsprog 35,3%
/taler godt dansk
Dobbeltsproget 13,0%
Dansk som hovedsprog 3,7%
/taler godt grønlandsk
Dansk som hovedsprog 11,9%
/taler kun lidt grønlandsk
(Grønlands Statistik 1995 p.3)

Den nye lovgivning er efterfølgende blevet diskuteret meget. Loven blev vedtaget, uden at
befolkningen var blevet spurgt om de ønskede, at Grønland skulle være et enkeltsproget
eller tosproget samfund. Det er blandt andet denne beslutning, der ligger som baggrund for
den debat, vi beskæftiger os med.
Teoretisk udgangspunkt
I dette kapitel vil vi beskrive de teorier og den metode, som vi har valgt at foretage vores
analyse af den grønlandske sprogdebat ud fra. I vores teoretiske og metodiske tilgang til
diskursanalyse trækker vi primært på Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse, men
integrerer redskaber fra Laclau og Mouffes diskursteori. Desuden trækker vi i selve analysen
på enkelte begreber fra diskurspsykologerne Jonathan Potter & Margaret Wetherel og
Michael Billig. Derpå redegør vi for relevant teori om identitet og gruppedannelse, herunder
national og etnokulturel identitet.

Teori
Overordnet placerer vi os inden for en socialkonstruktionistisk tilgang. Begrebet
socialkonstruktionisme dækker over en bred vifte af tilgange. Selvom der hersker uenighed
om hvilke teoretikere, der er inkluderet i termen og på hvilket grundlag, er der ifølge Vivien
Burr visse fællestræk, der gør det muligt at tale om socialkonstruktionisme som en teoretisk
retning. Vi tilslutter os Burrs forståelse af socialkonstruktionismen og dens fællestræk, som
hun beskriver således:

1) A critical stance towards taken-for-granted knowledge.

2) Historical and cultural specificity.
3) Knowledge is sustained by social processes.
4) Knowledge and social action go together (Burr 1995, pp. 2-5).

Ved at placere os indenfor den socialkonstruktionistiske tilgang tilslutter vi os det filosofiske

præmis, at sproget ikke afspejler verden neutralt, men spiller en aktiv og vigtig rolle i at
skabe og forandre den. Det er igennem sproget, at vi tillægger verden betydning og alt efter,
hvordan vi taler om verden, konstruerer vi forskellige billeder af virkeligheden. Vores
forståelser og beskrivelser af verden er således kontingente - mulige, men ikke nødvendige.
Det er ikke dermed sagt, at verden er en fiktion og at der ikke eksisterer en fysisk
virkelighed ‘derude’. Pointen er, at det kun er gennem sproget, verden får betydning.
Set i dette perspektiv, er sproget en social handling. Den måde vi taler om verden på har
sociale konsekvenser, idet vi gennem sproget muliggør visse handlinger og udelukker
andre. Et studie af sproglige ytringer kan fortælle meget om, hvordan virkeligheden skabes,
kæmpes om og forandres.
Diskurs
Et grundlæggende præmis i socialkonstruktionismen er, at det er gennem diskurser, vi
konstruerer den sociale verden i betydning. Konkret er en diskurs konstitueret gennem en
mængde af tegn. Tegnet har isoleret set et mangfoldigt fortolkningspotentiale. Først i det
øjeblik det kædes sammen med andre tegn i diskursen, får det fastlagt sin betydning. En
diskurs kan derfor ses som et forsøg på at lave en lukning i forhold til tegnets betydning
(Laclau og Mouffe 1985, pp. 105-106).

Diskursive kampe
Denne lukning, en diskurs laver, er dog aldrig fuldstændig, og der foregår derfor konstant
diskursive kampe mellem forskellige betydningstilskrivelser. Disse kampe foregår både
internt i den enkelte aktør og mellem diskuterende parter, idet vi altid trækker på mindst én,
typisk flere af det mangefold af diskurser, der er til rådighed. Det er derfor vigtigt i en
diskursanalyse at fokusere på, hvor der hersker antagonisme - det vil sige konflikt imellem
forskellige betydningstilskrivelser, og hvor der er hegemoni 6 - det vil sige konsensus om én
synsvinkel som den naturlige (Jørgensen og Phillips 1999 p. 48). Ved at fokusere på
antagonisme og hegemoni kan man få indblik i, på hvilke områder der er konsensus og på
hvilke der hersker kamp og splid. Dette kan fortælle meget om den virkelighed, de
diskursive praksisser på den ene side er underlagt og på den anden side er med til at forme
og ændre. I den grønlandske sprogdebat hersker der på mange områder antagonisme i
spørgsmålet om sprogpolitikken i samfundet, men for eksempel fremstår ønsket om, at
Grønland på sigt skal blive uafhængigt, stort set som hegemonisk.

Sproget og det sociale

I Faircloughs teori er det en vigtig pointe, at sprogbrug er en del af en social praksis. Sproget
eksisterer ikke uafhængigt af den sociale virkelighed, den er en del af (Fairclough 1992 p.
66). For Fairclough må ethvert tilfælde af sprogbrug derfor forstås og analyseres som en
kommunikativ begivenhed med tre dimensioner: den må ses som 1) en tekst -både verbale
og nonverbale udtryk (tale, skrift, billede, og så videre) som 2) en diskursiv praksis - der
indebærer produktion og konsumption af tekster og som 3) en social praksis (ibid. p. 73). Den
diskursive og den sociale praksis står ifølge Fairclough i et dialektisk forhold til hinanden.
Diskurs er på én gang konstitueret af og konstituerende for det sociale. Den sociale praksis

6 Hegemonibegrebet blev oprindeligt udviklet af Gramsci og er et magtbegreb, der til forskel fra eksempelvis
økonomiske og juridiske magtbegreber, betoner magtens ideologiske karakter. Hegemoni drejer sig om magten
til at stadfæste, hvad der i et samfund opleves som 'common sense' og derfor ikke bliver stillet spørgsmålstegn
ved. Det er imidlertid ikke muligt at tale om, at en given virkelighedsopfattelse har total hegemoni, idet
hegemoni kun opnås delvist og midlertidigt og altid er til forhandling (Jørgensen og Phillips 1999, p. 60).
består af diskursive elementer, men kan ikke dermed reduceres til at være ren diskurs. Og
omvendt er det diskursive influeret af den sociale praksis, men er ikke dermed rene effekter
af det sociale (ibid. p. 65).
Med dette syn på forholdet mellem sproget og det sociale adskiller Fairclough sig fra
de mere rendyrkede poststrukturalister, som for eksempel Laclau og Mouffe, der ser diskurs
som den praksis, der former verden i betydning. Vi tager imidlertid afstand fra Faircloughs
ontologiske skel mellem det diskursive og ikke-diskursive, idet vi tager det
poststrukturalistiske standpunkt, at al betydning skabes diskursivt. Det betyder dog ikke, at
vi mener at alt flyder. I en konkret analyse er der nogle praksisser, der er så
institutionaliserede og rutiniserede, at de kan betragtes som strukturer, der står i et eksternt
forhold til den diskursive praksis. Inspireret af Jørgensen og Phillips har vi fundet det
anvendeligt at operere med et analytisk skel imellem det diskursive og det sociale (Jørgensen
og Phillips 1999 p. 145). Når vi anvender Faircloughs model og således skelner imellem de
tre niveauer, er det på det analytiske plan - en rent strategisk skelnen, som vi foretager ud
fra pragmatiske hensyn - også fordi vi finder Faircloughs model meget anvendelig som
metodisk værktøj. I og med vi kun skelner analytisk og ikke ontologisk, mener vi, at vi
samtidig kan integrere begreber fra Laclau og Mouffes diskursteori, uden at vi dermed
arbejder med to teoretiske retninger, der i ontologisk henseende strider mod hinanden.

Diskursorden
Enhver tekst eller række af tekster vil være udgjort af en mængde diskurser, der i det samme
felt kæmper om retten til at definere de involverede tegns betydning. Fairclough foreslår, at
man i sin analyse afgrænser den samlede mængde af diskurser, der kæmper i samme felt,
med begrebet diskursorden (Fairclough 1992 p. 68). Fordelen ved at fokusere på diskursorden
er dels, at man kan afgrænse sit felt og dels, at man bedre kan forholde sig til social
forandring, da éns diskursorden i en konkret analyse kan fungere som en baggrund, man
kan holde sit materiale op imod og som muliggør overvejelser omkring kontingens og
permanens (Jørgensen og Phillips 1999 p. 148). Ifølge Fairclough er det nemlig en mulighed
og et udtryk for social forandring, når diskurser, der traditionelt har været begrænset til én
diskursorden artikuleres i en ny (Fairclough 1992, p.10). I vores analyse, har vi defineret
sprogdebatten i Grønland som diskursorden.
Vi vil nu bevæge os væk fra det overordnede teoretiske og redegøre for de konkrete
metodiske værktøj, vi vil anvende i vores analyse.
Metode
Som metodisk værktøj har vi valgt primært at trække på Faircloughs kritiske
diskursanalyse. Han opstiller en række metoder til at analysere tekster på de tre niveauer.
Han pointerer, at de tre niveauer indgår i et sammenhængende hele, men argumenterer for,
at de analyseres som adskilte dimensioner (Fairclough 1992 p. 71-73). I analysen af den
diskursive praksis-niveau foreslår han, at man koncentrerer sig om at identificere forskellige
diskurser og ser på hvordan de optræder både som ressourcer og begrænsninger for de
implicerede aktører. I analysen af tekst-niveuaet foreslår han, at man fokuserer på hvordan
disse diskurser er konstitueret lingvistisk. Og i analysen af det sociale praksis-niveau, der
leder hen imod konklusionen, foreslår han, at man forholder sig til de diskursive praksissers
rolle i opretholdelsen og forandringen af det sociale.
I det følgende vil vi kun trække på Fairclough i analysen af tekst- og diskursiv praksis-
niveau. I forbindelse med det sociale praksis-niveau vil vi inddrage anden teori om identitet
og gruppedannelse.

Den diskursive praksis-niveau

På den diskursive praksis-niveau er Faircloughs begreb intertekstualitet relevant.
Intertekstualitet refererer til det grundforhold, at alle kommunikative begivenheder trækker
på tidligere kommunikative begivenheder. Kommunikation er i stadig udvikling og bygger
på det, der er gået forud7 (ibid. p. 102-4). En mere markant form for intertekstualitet, er dér,
hvor teksten eksplicit gør opmærksom på sin reference, hvilket han benævner manifest
intertekstualitet (ibid. p. 117). I vores materiale er der adskillige eksempler på manifest
intertekstualitet, idet afsenderne kommenterer direkte på hinandens udsagn og nævner
hinanden ved navn. Men der er også en høj grad af ikke manifest intertekstualitet, hvor det er
tydeligt, at de forskellige debattører, uden at det ekspliciteres, trækker på de samme
diskurser. Dette er et udtryk for det, Fairclough kalder interdiskursivitet:
Interdiskursivitet er en form for intertekstualitet, men et lidt smallere begreb, der retter
opmærksomheden på specifikke diskurser. I en konkret tekst kan man se på hvilke
diskurser der bliver trukket ind og hvordan samt vurdere om de bliver anvendt på
konventionel vis eller på nye kreative måder. Dette kan have betydning i en bredere social
kontekst, idet det kan bidrage til kontinuitet eller forandring (Fairclough 1992 p. 232). På det
interdiskursive plan har vi fundet en række af diskursteoretikerne Laclau og Mouffes
begreber relevante. Særligt vigtige tegn i en diskurs kalder Laclau og Mouffe for
nodalpunkter. Dette er tegn som andre momenter i diskursen defineres ud fra og ordnes
omkring (Laclau og Mouffe 1985 p. 112). Disse nodalpunkter kan være nyttige at fokusere på,
da de kan hjælpe til at identificere konkrete diskurser og se, hvordan de er opbygget
(Jørgensen og Phillips 1999 p. 37). Et begreb som er relateret til nodalpunkter er flydende
betegner. Flydende betegnere er de tegn, hvis betydning ikke er fastlagt og som forskellige
diskurser kæmper om at indholdsudfylde. Således er nodalpunkter også flydende betegnere,
men hvor nodalpunkter beskriver tegnets rolle indenfor diskursen, beskriver flydende
betegner tegnets rolle i den diskursive kamp mellem to eller flere diskurser (ibid. p. 39). I
den grønlandske sprogdebat er sproget et eksempel på et nodalpunkt, der samtidig er en
flydende betegner. Sprog er centralt som det tegn, mange diskurser er organiseret omkring
og det bliver eksempelvis både indholdsudfyldt som modersmål og andetsprog og som en
etnokulturel identitetsmarkør og som et rent kommunikativt værktøj.

Tekst-niveau

Vi har fundet Fairclough særdeles anvendelig i den tekstnære analyse. I modsætning til
både diskursteorien og diskurspsykologien leverer Fairclough en konkret 'værktøjskasse' til
analyse af sproglige strategier i tekster8. Det er nærliggende, at se på lingvistiske elementer,
når vores tekstkorpus udelukkende består af tekst i form af tale. Den lingvistisk baserede
tekstanalyse har dels den fordel, at man ved at fokusere på grammatisk sprogbrug kan åbne
dele af teksten, som ikke var umiddelbart synlige. Og dels, at man kan styrke analysens
validitet, idet man via den tekstnære analyse bedre kan dokumentere, hvordan de
diskursive elementer er konstitueret gennem lingvistiske elementer som metaforer,
grammatik og så videre Vi vil dog ikke forsøge slavisk at bruge hele Faircloughs
'værktøjskasse', men i stedet trække den ind, hvor vi finder det anvendeligt. Derfor vil vi
kun kort præsentere de mest centrale begreber for vores analyse, nemlig de grammatiske
begreber transitivitet og modalitet, samt metaforer. De øvrige begreber vil vi præsentere i den
sammenhæng vi anvender dem.
Transitivitet vedrører spørgsmålet om agentur: hvor fremtrædende er agenten i teksten
og hvornår og i hvilken grad bruges de forskellige pronominer som for eksempel 'man', 'jeg',
'du' og 'dem'. Herunder er det også vigtigt at se på brugen af aktiver og passiver i
sætningen. Ved at se på transitivitet, får vi indblik i hvordan ansvar tillægges eller fralægges
forskellige agenter.
Modalitets begrebet henviser til den grad af sikkerhed eller 'sandhed' teksten
postulerer, hvilken grad af tilslutning afsenderen tillægger sine udsagn. Fairclough skelner

7 Her trækker Fairclough på blandt andre Kristeva og Bakhtin (Fairclough 1992 p. 102).
mellem det, han kalder subjektiv modalitet og objektiv modalitet. Subjektiv modalitet dækker
over udsagn, hvor afsenderen eksplicit gør opmærksom på, at det er hendes personlige
mening eller holdning, der kommer til udtryk. Den subjektive modalitet giver læseren et
indtryk af, at den artikulerede holdning ikke er den eneste, at der findes andre
tolkningsmuligheder. Objektiv modalitet dækker over udsagn, hvor holdningen bliver
udtrykt som en kategorisk sandhed. Læseren får her et indtryk af, at udsagnet er en sandhed
uden modifikationer og at andre tolkninger ville være fejlagtige. Hvorvidt den subjektive
eller den objektive form opleves som mest overbevisende er imidlertid også
konktekstafhængigt. Eksempelvis kan følelseladede, subjektive udsagn i nogle
sammenhænge virke mere overbevisende end eksempelvis 'objektive' statistikker.
Brugen af metaforer i tekster er med til at vise, hvilket socio-kulturelt videnslager
skribenten trækker på (Fairclough 1992 p. 194-8). Ved at analysere metaforer kan vi få
indblik i hvilke forestillinger de enkelte aktører trækker på, og hvilken betydning det har for
måden de konstruerer deres version af virkeligheden.

Det er vigtigt at understrege, at vores primære interesse i dette projekt er, gennem
diskursanalysen som metodisk værktøj, at opnå bedre forståelse for den empiriske
virkelighed vi analyserer. Vi bruger derfor teorierne og analyseredskaberne strategisk og
instrumentelt. Vi har således hverken ambitioner om at foretage en afprøvning af Fairclough
og Laclau og Mouffes teorier og føler os heller ikke forpligtede til at bruge dem i deres
helhed, men 'plukker' det ud af dem som vi finder relevant og anvendeligt.
Gennem hele analysen taler vi om at aktørerne "trækker en diskurs ind...", "benytter en
sproglig strategi...", og så videre. Det er vigtigt at pointere, at vi ikke hermed mener, at
aktørerne nødvendigvis bruger diskurserne bevidst og instrumentelt. Vi har den holdning,
at alle mennesker er både agenter og produkter af diskurs og trækker på dem både bevidst
og ubevidst. Vi vælger ikke at skelne mellem bevidst og ubevidst brug af diskurser, da
diskurserne tager del i og er med til at skabe debatten uanset om de er bevidste eller
ubevidste.

Teorier om identitet
I dette afsnit vil vi redegøre for vores syn på identitet og gruppedannelse, herunder national og
etnisk identitet. Vi skelner ikke mellem individuel- og kollektiv identitet, da de begge i et

8I udformningen af sit tekst-orienterede metodeapparat trækker Fairclough på blandt andet kritisk lingvistik og
Michael Hallidays funktionelle grammatik (Fairclough 1992 p. 25-7).
socialkonstruktionistisk perspektiv er organiseret efter "samme principper i samme
diskursive processer" (Jørgensen og Phillips 1999 p. 52).
Set fra et socialkonstruktionistisk perspektiv konstrueres selvet i diskursiv praksis.
"Identiteter er noget man påtager sig, tildeles og forhandler om i diskursive processer, og
derfor forstås identitet som noget helt igennem socialt" (Jørgensen og Phillips 1999 p. 55).
Identiteter er, som diskurser, foranderlige og fragmenterede og historisk og kulturelt
konstruerede (Burr 1995 p. 31). Dette syn på identitet kan ses som et opgør med den
moderne forståelse af individet som samlet om en indre kerne - en iboende essens - der
udgør personens 'sande selv'. Fra en socialkonstruktionistisk vinkel giver det ikke mening at
tale om at blive ‘sig selv’, fordi subjektet i udgangspunktet betragtes som splittet (Jørgensen
og Phillips 1999 p. 56).
Med andre ord kan identitetsprocessen beskrives som en repræsentationsproces, hvor
vi får vores identitet ved at blive repræsenteret diskursivt (ibid. p. 56). Som personer eller
grupper bliver vi sat i bestemte positioner i en diskurs. Men for at vi kan betragte denne
subjektposition som 'vores' identitet, kræver det, at vi identificerer os med den. Identitet er
derfor identifikation med en subjektposition i en diskursiv struktur (ibid. p. 56).
Identitetsprocessen er således dobbelt: dels repræsenteres vi i diskurs og dels identificerer vi
os med denne repræsentation. Til at belyse processen, hvor identiteter konstrueres og bruges
diskursivt, har vi fundet en række begreber fra Laclau og Mouffes diskursteori relevante. De
subjektpositioner som diskurserne tilbyder og som subjektet identificerer sig med, kan ses
som identitetens nodalpunkter. Diskursivt er identiteten konstitueret ved at nodalpunkterne
indholdsudfyldes i ækvivalenskæder, hvor tegn sorteres og sammenknyttes i kæder overfor
hinanden. Ens identitet bliver altså etableret i forhold til de andre tegn i den diskursive
struktur. Identiteten er dermed altid organiseret relationelt: man er noget, fordi der er noget
andet, man ikke er (ibid. p. 56). Eksempelvis defineres en grønlænder i nogle diskurser som
'eskimo', 'fastboende' og 'grønlandsksproget', i modsætning til en dansker, der defineres som
'arbejdskraft', 'tilkaldt' og 'dansktalende'.
Men som vi har set består det sociale af flere og modstridende diskurser og derfor
positioneres subjektet ikke bare i ét sted i én diskurs, men i mange forskellige positioner i
forskellige diskurser (ibid. p. 53). Identiteter er derfor, lige som diskurser, foranderlige.
Subjektet er fragmenteret eller decentreret; det har flere identiteter alt efter hvilke diskurser,
det indgår i. Subjektet er derfor også overdetermineret; det har principielt altid mulighed for
at identificere sig på forskellige måder i en bestemt situation. En given identitet er derfor
kontingent mulig, men ikke nødvendig (ibid. p. 56).
 Udfra dette processuelle syn på identitet bliver det interessant at fokusere på de
kampe, der foregår i etableringen og forhandlingen af identiteter. Gennem vores analyse af
sprogdebatten er et væsentligt fokus derfor, at få indblik i de processer hvor grønlandsk og
dansk identitet skabes, forhandles om og forandres. Vi vil betragte begreberne sprog og
identitet som flydende betegnere og fokusere på, hvordan de indholdsudfyldes forskelligt -
blandt andet ved at indgå ækvivalenskæder. Med vores forståelse af diskurs som en social
praksis, indtager sproget en væsentlig plads i de grænsemarkeringer og konstruktioner af
forskelle, der er centrale i etnisk, såvel som kulturel og national identitetskonstruktion.

Gruppedannelse og kategorisering
I tråd med synet på identitet, tager man i socialkonstrutionismen afstand fra at betragte
grupper som på-forhånd-givne kategorier9, men ser dem derimod som symbolske
identitetsfælleskaber, der konstrueres i diskursiv praksis. Disse identitetsfællesskaber opstår
igennem en reduktion af muligheder, hvor bestemte elementer fremhæves som relevante og
andre ignoreres (Jørgensen og Phillips 1999 p. 56). Dette syn på gruppeidentitet beskriver en
dobbeltsidig lukning. På den ene side en lukning indadtil i gruppen - de elementer der
fremhæves som relevante vil typisk accentuere det fælles for gruppen og skjule de forskelle
der måtte eksistere indad i gruppen. På den anden side en lukning udadtil over for 'den
anden' - de elementer, der fremhæves som relevante bliver fremstillet som forskellige fra
'den anden' og fungerer som det, gruppen definerer sig i modsætning til (ibid. p. 57). Denne
reduktion af muligheder hænger blandt andet sammen med, at kategorier er statiske og har
bestemte tyngdepunkter. Dette betegner antropologen Kirsten Hastrup med begrebet
semantiske tætheder 10, der beskriver det fænomen, at "visse betydninger er socialt mere
signifikante end andre" (Hastrup 1989 p. 20). Som eksempel kan vi nævne, at når vi hører
ordet Grønland, så tænker vi nærmere på en grønlandsk sælfanger og på et isbjerg end på
en kontormand i Nuuk. Når det gælder om at indholdsudfylde kategorien grønlandsk
kultur, ligger den semantiske tæthed altså klart omkring livet på småpladserne.
Den semantiske tæthed omkring et tegn beskriver, så vidt vi kan se, stort set den
proces der producerer stereotyper. I stereotypisering konstrueres både gruppens og 'den
andens' identitet som typer ud fra karikerede generaliseringer. En stereotypisering har
således den svaghed, at den kun fanger en yderst begrænset udsnit af den virkelighed, den
optræder som kategori for. Dette kan få konsekvenser for de mennesker, der befinder sig i
'udkanten' af kategorien, og der ligger derfor en klar eksklusionsmekanisme i

9 Man tager afstand fra at operere med universelle kategorier som klasse og køn.
10 Her trækker Hastrup på et begreb som er udviklet af antropologen Edwin Ardener.
stereotypisering, idet kun visse personer og visse typer adfærd bliver accepteret som
værende i overensstemmelse med stereotypen(Jørgensen og Phillips 1999 p. 187).
Eksempelvis konstrueres grønlænderen i den grønlandske debat om sproget flere steder,
som én der taler grønlandsk, er født i landet, og så videre, hvilket kan have konsekvenser for
de, der ikke kan påvise disse karakteristika og dermed har vanskeligere ved at blive
inkluderet i det grønlandske fællesskab.
Vi vil i vores analyse hovedsageligt fokusere på national og etnokulturel identitet som
to vigtige former for gruppeidentitet. De er begge udtryk for gruppedannelse og beskriver
derfor i princippet identiske processer, forstået på den måde at de begge udgør symbolske
'forestillede fællesskaber' (Anderson 1983). Det nationale fællesskab er 'bare' til forskel fra
det etniske, blevet institutionaliseret og løftet op på statsniveau.

National identitet
Kigger vi på verden, som den ser ud i dag, er ethvert landområde (på nær polerne) inddelt i
nationale enheder, hvilket er et beskrivende billede på den nutidige udbredelse af den
nationale idé. Den nationale idé bygger overordnet på en forestilling om staten som et
folkefællesskab forenet af samme sprog og kultur og således på et ideal om et territorialt
forankret, afgrænset og homogent fællesskab (Lieb og Olwig 1994 p. 7).
Flere samfundsforskere har imidlertid påpeget. at den nationale inddeling af verden
ikke er naturgiven, men derimod en social konstruktion, der er opstået indenfor de sidste
par hundrede år. Forskellige forskere har givet forskellige forklaringer på nationalstatens
oprindelse, hvor nogle af de mest indflydelsesrige teorier er udviklet af blandt andre Ernest
Gellner, Eric Hobsbawm, Benedict Anderson, Anthony Smith m.fl. (Jørgensen og Phillips
1999 p. 171). Fælles for dem alle er, at de påpeger nationen som en specifik historisk og
kulturelt forankret social konstruktion. Nationen er med Benedict Andersons ord et
‘forestillet fællesskab’, der med tiden er kommet til at fremstå som en naturlig måde at
anskue verden på(Anderson 1983).
Betragtet som en social konstruktion må nationen bestandigt skabes og
vedligeholdelse gennem social praksis. Her spiller sproget en central rolle11. Som den
britiske diskurspsykolog Michael Billig har vist er selv små, ubevidste ord i daglig tale med
til at skabe og vedligeholde den nationale idé (Billig 1995). Dette kalder Billig ‘banal
nationalisme’, hvorved han fremhæver, at der findes mange former for nationalisme, og at

11Vi er opmærksomme på, at konstruktionen af nationen sker såvel gennem sproglige som ikke-sproglige
praksisser, men da vi i dette projekt har begrænset os til udelukkende at behandle tekst i form af tale, vil vi i det
følgende kun se på den sproglige konstruktion af det nationale.
termen nationalisme også er relevant i almindelig og tilsyneladende ‘uskyldig’
hverdagsinteraktion og ikke kun beskrivende for fundamentalistiske nationale bevægelser.
Det er imidlertid for enkelt at tale om den nationale idé, idet der verden over gives et
væld af divergerende bud på, hvad nationen og det nationale fællesskab er og skal være. De
fleste teoretikere skelner overordnet mellem to forskellige varianter af det nationale: den
kulturelle og den politiske. I den kulturelle definition fremhæves sprog, race og historisk
tradition som de væsentligste kriterier for inklusion i det nationale fællesskab. Ideen om
nationen som et kulturelt fællesskab sættes af mange teoretikere i forbindelse med tysk
partikularisme, hvor det nationale tilhørsforhold bygger på en forestilling om, at
befolkningen objektivt tilhører den nationale ‘folkeånd’ (Østergård 1998 p. 478). Det er altså
ens sprog, race og historiske ‘rødder’, der afgør ens nationalitet og kun i det omfang man
kan påvise disse på-forhånd-givne fællestræk, har man mulighed for inklusion i det
nationale fællesskab. Den politiske variant sættes ofte i relation til fransk universalisme, hvor
nationen konstrueres som et politisk fællesskab, hvor vilje, solidaritet og følelse i
befolkningen står centralt (Østergård 1998 p. 478). Modsat den kulturelle definition stilles
der altså ikke krav om fælles oprindelse, historie, kultur og sprog. Medlemsskab handler om
et subjektivt valg, et aktivt og selvbestemt tilhørsforhold.
Skellet mellem den kulturelle og den politiske definition af nationen er analytisk. De to
varianter skal betragtes som to forenklede yderpoler, der empirisk set sjældent eksisterer i
deres rene form. I de fleste empiriske kontekster flyder de to varianter sammen i historisk,
kulturelt og situationsbestemte former og det giver derfor mere mening at tale om, at man i
en specifik analyse kan se på, hvordan de kulturelle og politiske kriterier er vægtet
forskelligt. I vores analyse vil vi derfor bruge de to begreber som analytiske kategorier, der
kan være behjælpelige til at give os indblik i hvordan nationen Grønland konstrueres
forskelligt, og hvilke implikationer det kan have i en bredere social kontekst.

Etnokulturel identitet
De fleste nationer verden over er beboet af mange forskellige etniske befolkningsgrupper.
En så etnisk homogen nation som den danske hører til sjældenhederne. Mange nationer må
betragtes som fleretniske samfund, hvor etniske mindretal forsøger at fremme den
multikulturalistiske ideologi, som hævder ethvert etnisk fællesskab fundamentale kulturelle
rettigheder. De etniske fællesskaber søger ved deres grænse- og identitetsmarkering at
udfordre den kulturelt homogene nation til fordel for en multikulturalistisk stat. Formuleret
indenfor rammerne af de nationale termer, søger de at definere samfundet ud fra en politisk
definition af det nationale. I vores materiale foregår der en kamp mellem på den ene side at
definere Grønland som en kulturelt homogen nation og på den anden side som et
multikulturelt samfund, bestående af to etnokulturelle grupper. I den første har den
kulturelle definition af nationen hegemoni, i den anden kæmpes der for, at etablere nationen
ud fra en politisk definition, hvorunder etnokulturelle fællesskaber kan leve sammen på
tværs af forskelle. Men som Thomas Hylland Eriksen påpeger er der imidlertid et
grundlæggende problem ved multikulturalistisk ideologi. Problemet er, at den "forutsetter
at «kulturer» er homogene og har «verdier», og ser bort fra at det finnes
interessemotsetninger og verdikonflikter innen enhver «kultur»" (Eriksen 1993 p. 76
fremhævet i originalen). Hvornår og hvordan de forskellige definitioner af det nationale
udfordres eller har hegemoni, kan fortælle meget om det artikulerede syn på både dansk og
grønlandsk identitet og placeringen af disse i forhold til nationen Grønland.
Analyser

Grønland - en truet nation

Med dette afsnit vil vi vise hvordan Grønland, blandt andet gennem en diskurs, hvori det
grønlandske sprog omtales som truet, konstrueres som en skrøbelig og truet nation.
Ifølge Per Langgård, der er lektor i eskimologi ved Institut for grønlandsk,
Ilisimatusarfik, kommer holdningen om, at det "grønlandske sprog er så truet, at det er
nødvendigt at beskytte det fx gennem lovgivningen" meget ofte til udtryk i sprogdebatten
(Langgård 1992 p. 106). Dette udsagn har vi dog hentet fra en bog, der er udgivet i 1992 og
det empirisk materiale, Langgård baserer sine udtalelser på er fra den tid, blandt andet fra
en landstingsdebat fra 1990 (Landstingsdebat 1990, pkt. 47). Vi har selv haft adgang til
denne debat og har set, at der ofte bliver ytret bekymringer om at sproget "ikke respekteres"
og "trænges i baggrunden" (ibid. p. 777), "anvendes alt for lidt" (ibid. p. 778), har behov for
"styrkelse" (ibid. p. 780), "svækkes" (ibid. p. 783) og så videre Per Langgårds udspil er et
angreb på denne 'myte' om, at det grønlandske sprog er truet (Langgård 1992. p. 106). Han
foretog netop i disse år en empirisk undersøgelse i form af et pilotprojekt med henblik på at
afdække udbredelsen og brugen af det grønlandske sprog. Hans resultater viste, at
befolkningens grønlandskkundskaber var stigende og ikke faldende, som den herskende
forestilling ellers bedyrede (ibid. p. 111ff).
Selvom der er er sket meget både i debatten og i samfundet siden hen, har vi kunnet
identificere diskursen i nogle af artiklerne. Vi har identificeret den dels som noget,
afsenderne bekender sig til og trækker på direkte og dels som noget, de tager afstand fra og
enten implicit eller eksplicit positionerer sig i modsætning til.
I artiklen Smid danske redaktører ud (A/G 20. maj 1999) trækker afsenderen Thue
Christiansen på diskursen. Artiklen er et læserbrev, der anklager de to grønlandske aviser
Sermitsiaq og A/G for at favorisere danskerne og det danske sprog.
Den retoriske strategi, Christiansen anvender for at opbygge troværdighed for sin
klage, er at konstruere et negativt billede af avisernes arbejde. Han fremhæver, at aviserne
omtaler "herboende som drukkenbolte, selvmordere, mordere med folkevalgte med trang til
misbrug af offentlige midler" og fremhæver derpå, at "begge avisers redaktører ikke er
grønlændere uden kendskab til det grønlandske sprog"12. Dermed indikerer han, at

12Disse citater er præcise gengivelser fra Christiansens artikel. Enkelte steder i de forskellige artikler rummer
udsagnene grammatisk set 'ukorrekte' elementer.
redaktørernes afstamning, nationalitet og sprog er medvirkende årsager til, at aviserne
bedriver det vi ville kalde gemen skandale-journalistik. Han fortsætter:

Sermitsiaq bragte færre grønlandske artikler i sit nummer 17 med hele to. I nummer 18 er
grønlandske artikler også færre med hele 5 i forhold til danske. Den skulle være grønlandsk avis!
[...]

[Sermitsiaq] er startet med udslettelsen af det grønlandske sprog - en langsom kvælning af den
grønlandske befolknings kulturelle fundament.

Denne og foranstående er forbrydelser af værste art mod et lille folk.

Christiansen opbygger en ækvivalenskæde, der sætter "det grønlandske sprog" lig med "den
grønlandske befolknings kulturelle fundament", hvilket igen sættes lig med "folk". At det
grønlandske sprog sættes lig med kultur og igen lig med folk, er en forudsætning eller med
Faircloughs begreb en presupposition for, at hans udsagn overhovedet giver mening
(Fairclough 1992 p. 120). Begrebsmetaforen (Jørgensen og Phillips 1999 p. 178) "fundament"
etablerer det grønlandske sprog som noget basalt: bygger du et hus uden et uden et
fundament, styrter det i grus; udsletter du det grønlandske sprog, fjerner du befolkningens
kulturelle eksistensgrundlag og udøver dermed overgreb mod folket. Termen fundament
refererer endvidere til noget fast, sammenhængende og uforanderligt - en essentialistisk
forståelse af kultur og folk - der efterlader meget begrænset plads for interne
modsætningsforhold og forandringsprocesser.
Også de øvrige metaforer konstruerer grønlandsk kultur som en statisk enhed. Med
begrebet "udslette" refererer han metaforisk til et folkemord og med begrebet "langsom
kvælning" til sproget og kulturen som et levende væsen eller et individ. "Når nationen
diskursivt konstrueres som et individ, bliver den en afgrænset og autonom helhed uden
indre forskelle" (Jørgensen og Phillips 1999 p. 180). Ud fra denne forestilling er en heterogen
nation et tegn på sygelig ambivalens, hvilket efterlader meget begrænset rum for et sprogligt
og befolkningsmæssigt pluralt og sammensat Grønland. Den sidste metafor "forbrydelse"
fremstiller avisernes handlinger som illegale overgreb mod det "lille" folk. Ligesom
forbrydelse henviser sætningen "langsom kvælning" til et overvejet overgreb. Ved hjælp af
disse stærkt følelsesladede udtryk skaber Christiansen et billede af Grønland som et
skrøbeligt samfund, der bliver udsat for overgreb fra de to aviser.
I hans optællinger af avisartikler er det tydeligt, at definitionen af "grønlandsk" er
baseret på sprog. Ved at bruge optællingen af artikler, sætter han modsætningsforholdet
mellem de to sprog på spidsen og fremstiller dem som konkurrenter. Ud fra hans synonyme
brug af sprog og kulturel identitet er der ikke langt fra dette, til at sige at den grønlandske
og den danske befolkning står i et konkurrerende modsætningsforhold, at de to
nationaliteter kun kan eksistere på bekostning af hinanden og at deres indbyrdes relation
dermed er prisgivet til at stå i et dominansforhold. Dette kan udelukke alternative vinkler,
som for eksempel muligheden for at danskere og grønlænder kan eksistere side om side som
ligestillede grupper. Med tal og faktuelle data - der trækker på videnskabelig autoritet - og
ved at formulere sig i objektiv kategorisk modalitet, prøver han at give sine ellers meget
følelsesladede udsagn højere sandhedsværdi.
For yderligere at styrke sin argumentation om, at aviserne udfører et overgreb mod det
grønlandske sprog (og dermed implicit grønlandsk kultur og folk), trækker han den
internationale autoritet Amnesty International ind:

Vi husker A/G’s og Sermitsiaq’s vægring ved at bringe tv-programmerne på grønlandsk. Først da

undertegnede truede dem at orientere Amnesty International genindførtes programmerne på
grønlandsk.

Ved at bringe Amnesty International ind i debatten, fremstilles mediernes manglende brug
af det nationale sprog som et brud på menneskerettighederne, hvilket får situationen til at
fremstå som en højst alvorlig forbrydelse mod den grønlandske befolkning. Han påpeger, at
det var "undertegnede" der tog kampen op mod krænkelserne af menneskerettighederne og
opstiller hermed et kampfelt, hvor aviserne er de krænkende overtrædere og han selv er den
aktive og retfærdigkære agent, der tager vare på overholdelsen af de universelle rettigheder
- med lidt opbakning fra Amnesty International. Han fortsætter:

Nogle folkeslag bliver udrenset ved at jage det væk fra deres land mens andres kultur bliver kvalt
langsomt - men sikkert. Er dette sidste ved at ske her i dagens Grønland? Jeg er yderst bange for at
dette er tilfældet.

Her trækker han igen på stærke menneskerettighedsdiskurser og benytter atter de kraftfulde

metaforer "udrensning" og "kvæle". Ved at bruge ordene `langsomt - men sikkert` indrager
han en følelsesladet sproglig konvention. Også i sætningen "Jeg er yderst bange for at dette
er tilfældet" indrømmer han sin subjektivitet og at hans motivation er følelsesbaseret. Dette
er et eksempel på, hvordan sproglige strategier er kontekstuelle, det vil sige har større
gennemslagskraft eller forklaringskraft indenfor nogle domæner end andre. At trække på
følelser virker i denne sammenhæng forstærkende på udsagnet. Havde diskussionen fundet
sted i eksempelvis et akademisk miljø, ville rationelle argumenter og logisk resonering
typisk være mere slagkraftige end følelser. Men i denne følelsesladede kontekst, hvor han
sandsynligvis taler til de dele af befolkningen, der trækker på en forestilling om kultur som
en essens, virker det ærligt og vedkommende og styrker hans sag. Men brugen af
følelsesladede udtryk har også den bagside, at de kan nemt komme til at virke uovervejede.
I Christiansens tilfælde risikerer han, at en del af læsere af denne grund ikke kan tage hans
udsagn alvorligt. Han afslutter sit indlæg med en opfordring:

Skift A/G om til Grønlandsposten og lad Sermitsiaq blive de tilkaldtes avis. Lad os selv arbejde for
en avis hvis fundament er den grønlandske kultur og sprog[...].

Her formulerer Christiansen sig i bydeform og taler for, at de to aviser henholdsvis skal
erstatte deres grønlandske navn med det danske og blive de tilkaldtes avis. Implicit i dette
ligger, en opfordring til at aviserne skal 'bekende kulør' og vise det, de i 'virkeligheden' er,
nemlig danske og ikke grønlandske aviser! Effekten af ovenstående udsagn er, at alle
dansksprogede bliver placeret i kategorien tilkaldte, hvorved de konstrueres som fremmede
og mister deres status som borgere i Grønland. Definitionen på en grønlandsk borger bliver
den snævre kategori grønlandsksproget. Efter at have opfordret aviserne til at bekende
kulør, vender han sig med sætningen: "Lad os selv arbejde for en avis[...]" mod læserne.
Sammen bør grønlænderne, som han referer til med det personlige pronomen "vi", skabe
deres egen avis.

På den samme side besvarer redaktøren af A/G, Jens Brønden, Thue Christiansens
klagebrev. Han indleder med at sige, at han egentlig havde besluttet ikke at besvare
Christiansens "giftige indlæg", men for, at der ikke skal opstå "misforståelser" dog vil gøre
det ganske kort. Han tager dermed stærkt afstand fra Christiansens indlæg og vender sig
mod avisens øvrige læsere:

Læserne må vide, at AG efter bedste evne forsøger at prioritere de grønlandske læsere højst. Af
samme grund placeres de grønlandske artikler på de bedste sider, og når en grønlandsk artikel står
på samme side som en dansk, anbringer vi den grønlandske øverst.
I et og alt lægger vi først og fremmest vægt på den grønlandske version.

Med sætningen "læserne må vide", og med ord som "efter bedste evne" forsøger Brønden, i
følelsesladede vendinger at modgå den negative identitet, Christiansen har skabt for A/G
og bevise dens gode vilje. Efter disse indledende forsikringer, nævner han konkrete
eksempler på, hvordan avisen opprioriterer de grønlandske læsere. Vendingerne "I et og alt"
og "først og fremmest" er kategoriske udsagn, der giver indtryk af, at avisen ubetinget
lægger mest vægt på alt, hvad der er grønlandsk. Selvom han positionerer sig i opposition til
Christiansen, besvarer han ham i samme diskurser, inden for det samme argumentative
univers, hvor kriterier om mængde, sidelayout, og så videre fremstår som det vigtigste.
Hans definition af en grønlandsk læser baserer sig her helt klart på sprog og han kommer
ikke ind på, hvorvidt der er borgere i Grønland, som ikke behersker det nationale sprog.
Han indrømmer således at A/G udøver forskelsbehandling mellem de dansksprogede
læsere og de grønlandsksprogede. I sit forsøg på at modgå den subjektposition som
Christiansen har konstrueret for A/G, skaber han en ny position for avisen, som én der
favoriserer de grønlandsksprogede læsere og således kommer til at virke diskriminerende
overfor de dansksprogede. Han fortsætter:

Hvis du læser AG nogenlunde hyppigt vil du desuden vide, at avisen i høj grad er folkets avis. Og
hvis der er tilløb til undertrykkelse af det grønlandske sprog, »farer vi omgående i blækhuset«,
som da en tidligere grønlandsk rengøringsassistent i Pituffik blev nægtet genansættelse, fordi hun
ikke var helt god til dansk.

Her fremhæver Brønden avisen som "folkets" avis. Dette eksemplificerer han ved at
fremhæve en sag, hvor avisen har handlet imod "undertrykkelse af det grønlandske sprog".
Denne sætning giver kun mening, jf. presupposition, hvis folket ses som grønlandsksproget
og dansk som en trussel. Hans eksempel med rengøringsassistenten fungerer indenfor
denne logik, idet han blander undertrykkelse af sprog sammen med undertrykkelse af
mennesker. Der er ikke tale om en undertrykkelse af det grønlandske sprog, men af en
rengøringsasistent, der nægtes genansættelse, fordi hun ikke behersker fremmedsprog.
Undertrykkelsen består altså i, at det grønlandske sprog ikke anses som tilstrækkeligt.
Begreberne "undetrykkelse" og "nægtet genansættelse" referer til diskriminering og han
pointerer, at avisen tager afstand fra et samfund, hvori befolkningen diskrimineres, fordi de
ikke taler andet end det nationale sprog.
I slutningen af artiklen pointerer Brønden, at der ikke er "noget ugrønlandsk ved
avisen", idet hele redaktionen er grønlandsk, undtagen ham selv - men han "trumfer ingen
danske holdninger igennem". Hermed positionerer han sig selv som dansker og søger at
modgå Christiansens idé om, at danskerne truer med at undertrykke det grønlandsk sprog,
kultur og folk.
Men selvom Jens Brønden i mange henseender går til modangreb mod Thue
Christiansens påstande, trækker han på meget identiske diskurser. Inden for begge artiklers
univers, konstrueres kategorien grønlænder ud fra afstamning, sprog og kultur - en klassisk
essentialistisk forståelse af kulturel identitet, der er yderst ekskluderende. Hvor Christiansen
eksplicit definerer danskere som tilkaldte og således definerer dem som 'fremmede',
ekspliciterer Brønden ikke sit syn på danskernes og grønlændernes respektive tilhørsforhold
til Grønland og ret til inklusion i samfundet. Men idet han går med på Christiansens
diskurser og legitimerer A/Gs 'grønlandskhed' ved at fremhæve, hvordan den
grønlandsksprogede del af befolkningen skal have positiv særbehandling, virker det som
om han trækker på en forestilling om den kulturelt homogene nation.

Synet på det grønlandske sproget som truet er imidlertid også tilstede som en diskurs,
debattørerne søger at modgå eller dekonstruere. I artiklen Menneskesprog (A/G den 8.
oktober 1997) indleder afsenderen Aqqaluk Petersen med at definere sproget som politiseret,
dels i forbindelse med grønlandiseringen og dels i forbindelse med, hvad det har tilført den
politiske begrebsverden af fraseologi og letfattelige klicheer. Han fortsætter:

Man kan stille sig tvivlende overfor om det grønlandske sprog nogensinde har været truet, endsige
udryddelsestruet. Det har selv under den værste danificering i 1950'erne og 1960'erne været talt i
de fleste hjem som primærsproget. Grønlandske romaner blev læst op i radioen med en
lytterdækning, der må få enhver administrator af en radiostation til at lyse grøn af misundelse. Der
blev oversat mange romaner fra andre sprog til grønlandsk og for en videbegærlig dreng åbnede
de en verden udenfor den kendte. Nyhederne i radioen blev også altid serveret på grønlandsk.
Den grønlandske kirke, der netop er grønlandsk, har haft en ikke specielt anerkendt vigtig rolle for
at videreformidle det grønlandske sprog, både ved prædikener og ved vores salmesang.

Ved at bringe diskursen om det truede sprog på banen umiddelbart efter at have fremhævet,
hvor klichefyldt og forsimplende sprogdebatten i hans øjne er, indlemmer han diskursen
under samme forsimplende kategori af argumenter og fratager den sin gyldighed. Gennem
sætningskonstruktionen "man kan stille sig tvivlende overfor" dekonstruerer Petersen helt
eksplicit forestillingen om det grønlandske sprog som truet og søger at skabe et alternativt
billede, hvori det grønlandske sprog har været hyppigt anvendt. Ved at bruge
sætningskonstruktionen "[...]truet, endsige udryddelsestruet" trækker han på de samme
stærke ord som tilhængerne af diskursen bruger. Men ved at sætte det sammen med
"tvivlende overfor", får disse en karikeret funktion, og virker prætentiøse og overdrevne.
Ved at tale om perioden fra 1950-60erne og benævne den som "den værste danificering",
fremhæver han det tidspunkt, det grønlandske sprog var allermest på retræte. Ved derpå at
fortsætte med at fremhæve de mange situationer, hvor det grønlandske sprog på trods af
dette hyppigt er blevet brugt, dekonstruerer han begrebet "danificering" og giver dermed sin
holdning stor sandhedsværdi. Han bruger flittigt stærke ord i sin fremstilling af det
grønlandske sprogs tilstand i 1950-60erne, for eksempel med sætningerne: "Primærsproget i
de fleste hjem", "Nyhederne i radioen blev også altid serveret på grønlandsk" og at
oplæsningen af grønlandske romaner havde "lyttertal der må få enhver administrator af en
radiostation til at lyse grøn af misundelse". Når han benævner brugen af grønlandsk i kirken
som "ikke specielt anerkendt" men dog "vigtig", sår han tvivl om, hvorvidt de diskurser, der
ser det grønlandske sprog som truet, er bygget på konkret viden fra en reel virkelighed. Den
objektive kategoriske modalitet, der yderligere understøttes af biord som "altid", giver
udsagnene høj sandhedsværdi. Desuden skaber han med sætningen "en videbegærlig
dreng[…]" en subjektposition for sig selv som én, der - idet han er vokset op i denne tid - har
en indsigt i forholdene, hvilket giver hans udsagn ekstra autoritet og autenticitet.
I det følgende afsnit stadfæster Petersen i objektiv kategorisk modalitet sin alternative
diskurs om det grønlandske sprogs 'sande' tilstand:

Det grønlandske sprog lever og har det godt og som alle andre sprog udvikler det sig dynamisk,
også med påvirkninger udefra.

Her personificerer Petersen det grønlandske sprog og konstruerer det som et væsen eller
individ. Ved at indsætte det grønlandske sprog i en ækvivalenskæde med begreberne "har det
godt" er "dynamisk" og "udvikler sig" med "påvirkninger udefra", konstruerer han en
identitet for det grønlandske sprog, hvor det absolut ikke er truet. Som vi har set i
diskurserne om det grønlandske sprog som truet, var personificering af sproget også en
hyppigt anvendt sproglig strategi. Det er interessant at sammenligne hvordan denne
personificering får vidt forskellig betydning i de to sammenhænge. I de diskurser, hvor
sproget ses som truet, er individtanken med til at gøre forandring og påvirkning udefra til
noget sygeligt og unaturligt. I Aqqaluk Petersens tilfælde er individtanken med til at
fremhæve sprogets foranderlighed. Når individet eller sproget ses som noget i
udgangspunktet foranderligt er påvirkninger udefra ikke en trussel. Sætningen "som alle
andre" er med til at naturalisere sprogets mulighed for udvikling og foranderlighed.
Petersens udsagn kan tolkes som et forsøg på at fremføre en holdning, hvor det
grønlandske sprog og samfund er åbent og har plads til forandring. På trods af dette mere
åbne og fleksible syn på det grønlandske sprog og samfundet som helhed, forbliver hans
argumentationer indenfor rammerne af det nationale. Dette ses blandt andet i hans brug af
begreber som "vores salmesang" i det første citat og "påvirkninger ude fra" i det andet i citat,
hvor det er tydeligt, at han trækker på en forestilling af verden som opdelt i afgrænsede
nationale enheder, med en vis intern homogenitet. Men som vi skal se i afsnittet Dansk og
grønlandsk - et sammenhængende hele er det ikke nødvendigvis en forestilling, der udelukker at
dansk sprog og kultur kan være en del af det grønlandske samfund.
Dansk som uddannelsesmæssig kompetence
Vi vil med dette kapitel undersøge hvordan nationen Grønland diskursivt konstrueres som
afhængig af det danske sprog i forbindelse med videregående uddannelse. Nært beslægtet
med dette opstilles argumentet om fremtidig national uafhængighed.
I artiklen Menneskesprog (Atagu den 8. oktober 1997) trækker afsenderen, Aqqaluk
Petersen, på en denne diskurs. Som vi har set i kapitlet Grønland - en truet nation,
dekonstruerer han, i sin artikel diskursen, hvori det grønlandske sprog ses som truet og
tager dermed afstand fra projektet om at beskytte det grønlandske sprog. Han fortsætter:

På den anden side skal bestræbelserne for at styrke det grønlandske sprog ikke medføre at dansk
bliver kastet ud med badevandet. I dag kan man næsten ikke gennemføre en mellemlang
uddannelse og slet ikke en videregående uddannelse, hvis man ikke behersker dansk på et rimeligt
niveau. Det skyldes ikke kun, at vi er nødt til at rekruttere lærerkræfter udefra, har dansksprogede
lærebøger eller for de fleste videregående uddannelsers vedkommende er nødt til at sende de
dygtigste af vores unge til mange års studier i Danmark.

Der er to mere grundlæggende faktorer, vi er nødt til at forholde os til. For det første er vi kun
godt 50.000 mennesker, oven i købet med et særdeles spredt bosætningsmønster. Derfor vil vi
aldrig selv kunne opbygge alle mellemlange- eller videregående uddannelser, som et veludviklet
samfund vil have brug for […].

Her advarer Petersen mod at "dansk bliver kastet ud med badevandet". Det at kaste
noget ud med badevandet refererer til en ureflekteret handling, hvor man uden at
tænke sig om, bare kasserer det hele13. Sætningen er desuden formuleret i passiv og
med skjult agent, hvorved Petersen dels tager afstand fra handlingen og dels undgår
at specificere, hvem det er, der konkret påtænker at kassere det danske sprog. I de
følgende sætninger skifter han, fra det almene "man" til det personlige pronomen "vi",
hvilket indikerer et skift i subjektposition: Fra at have stået udenfor som passiv
tilskuer, er han nu aktiv agent indenfor rammerne af det diskuterede.
Han opstiller tre grunde til, at det danske sprog skal bevares. I denne
sammenhæng trækker han to gange på begrebet "nødt til", hvorved de tre faktorer
konstrueres som nogle omend ikke ønskelige så reelle fakta, som man i
sprogpolitikken bliver nødt til at forholde sig til. Han tillægger disse faktorer stor
betydning, men med vendingen "ikke kun" fremhæver han, at de ikke er de eneste
væsentlige faktorer.
I det andet afsnit bruger han begrebet "mere grundlæggende", hvorved det
følgende kommer til at fremstå som noget fundamentalt og endda mere væsentligt end
det førstnævnte - og derfor noget, man altså er "nødt til" at forholde sig til. Her
definerer han Grønland som et potentielt "veludviklet samfund". Ved at bruge "vil
have" siger han implicit, at Grønland ikke er veludviklet men kan blive det. Ud fra den
ækvivalenskæde han bygger op, kan vi se, at man som et "veludviklet samfund" ifølge
Petersen har "behov" for "mellemlange- eller videregående uddannelser". Samtidigt
trækker han på en demografisk diskurs, hvori landet defineres ud fra dets lave
indbyggertal og spredte bosætning. Med begrebet "derfor" sætter han en direkte
årsagssammenhæng mellem disse demografiske forhold og den manglende evne til at
kunne opbygge et uddannelsessystem selv. Bemærk det lille ord "selv", der indikerer,
at der er tale om et afhængighedsforhold. Det hele er formuleret i objektiv kategorisk
modalitet og sammen med begreber som "altid" og "nødt til", får udsagnene høj
sandhedsværdi.
I denne del af Petersens artikel bliver både det grønlandske og det danske sprog først
og fremmest omtalt som værktøj. Det grønlandske sprog ses som et sprog med begrænsede
anvendelsesmuligheder og det er derfor en nødvendighed for den grønlandske nation, at
borgerne supplerer det med et andet sprog. I dette perspektiv er andre sprog ikke en trussel
mod det nationale sprog, men et nødvendigt supplerende værktøj.
Petersen fortsætter:

Er man rimelig god til dansk, bliver det også nemmere at tilegne sig andre sprog, inklusive
engelsk. Ikke kun fordi det danske sprog i disse år bliver endog meget stærkt præget af engelsk,
men også på grund af det nære slægtskab mellem de to sprog.

At være "rimelig god til dansk" ækvivaleres her med, at det er "nemmere at tilegne sig andre
sprog". Som årsag fremhæver han det "nære slægtskab" mellem de to sprog. Det er
interessant, at det engelske sprogs berettigelse i uddannelsessystemet, slet ikke bliver berørt.
Dette kunne tyde på, at ideen om at engelskkundskaber er en nødvendighed i en
globaliseret verden har hegemoni. Petersens diskussion af det engelske sprog er et udtryk
for interdiskursivitet. I Grønland har man længe diskuteret om det danske sprog i folkeskolen
burde blive udskiftet med det engelske14. Det engelske sprog bliver her det fulde
legitimeringsgrundlag for det danske. Nu er det pludselig ikke forholdet mellem det danske
og det grønlandske sprog, men mellem det engelske og det danske, der diskuteres.
Han vender tilbage til danske sprogs placering i det grønlandske uddannelsessystem
og opstiller et fremtidsperspektiv:

13 Vi har ihærdigt forsøgt at forstå hans introduktionsreplik "på den anden side", men har måttet give op. Vi
antager derfor, at det er en fejl fra forfatterens side.
14 Endvidere vidner sætningen "ikke kun fordi det danske sprog i disse år bliver endog meget stærkt præget af

engelsk " om, at der i Petersen udsagn er endnu et tilfælde af interdiskursivitet. I Danmark, hvor Aqqaluk
Petersen skriver fra, diskuterer man i disse år den engelske påvirkning af det danske sprog.
 Der er ingen tvivl om, at taberne i fremtiden - også i et grønlandsk uddannelsessystem - vil komme
fra de bogligt svage og rent grønlandsk sprogede familier. Derfor er det tvingende nødvendigt, at
det danske element, der er så stor en del af vores kulturhistorie styrkes i vores folkeskole [...]

Dette afsnit er interessant på flere måder. Aqqaluk Petersen bruger det meget stærke
kategoriske udsagn "Der er ingen tvivl om" hvorved de efterfølgende sætninger får høj
sandhedsværdi. Ved at fortsætte med den indskudte sætning "også i et grønlandsk
uddannelsessystem" fremhæver han, at udsagnet ikke bare gør sig gældende i dagens
(tosprogede) Grønland, men også i et rent grønlandsk uddannelsessystem, som de mere
rabiate på løsrivelsesfronten foreslår. Det 'skrækscenarie' han herefter skitserer, får således
en fuldstændig almengyldig status.
Det er meget interessant at se, hvordan han sidestiller "bogligt svage" og "rent
grønlandsk sprogede familier" under overskriften "taberne" i uddannelsessystemet i
fremtiden. Bogligt svage er rent logisk tabere i et uddannelsessystem. Men ved at sidestille
de rent grønlandsksprogede med de bogligt svage, kommer det at være rent
grønlandsksproget til at fremstå som en lige så logisk måde at ende som taber.
Med ordet "derfor" sættes taber-problematikken som den direkte årsag til, at dansk
skal "styrkes" og med begrebet "tvingende nødvendigt" fremstår det som indiskutabelt.
Hvor det før var det engelske sprog, der legitimerede bevarelsen af det danske, er det nu
sammenhængen mellem rent grønlandsksprogethed og positionen som taber i forbindelse
med uddannelse, der retfærdiggør det danske sprogs plads i det grønlandske
uddannelsessystem. Sætningen "der er så stor en del af vores kulturhistorie" vidner om at
Petersen ikke udelukker, at det danske sprog har en vigtig kulturel betydningsdimension.
Således veksler han imellem at trække på den faglige- og den kulturelle definition af det
danske sprog. Dette uddyber vi i kapitlet Grønlandsk og dansk - et sammnehængende hele.

Grace J. Nielsen, der er rent dansksproget, blander sig i debatten med artiklen Grønlandsk
kontra dansk (A/G den 28. oktober 1999). Hun trækker også på diskursen om sprog som
uddannelsesmæssig kompetence, om end hun gør det udfra en anden position:

Skolen spiller en stor rolle og har et stort ansvar for landets sproglige udvikling. I 60'erne var vi en
generation af dansksprogede elever som direkte blev nægtet undervisning i grønlandsk ud fra
devisen »at det havde vi ikke brug for«. Efter Hjemmestyrets indførelse blev en anden gruppe
forgøglet at de kun behøvede at lære grønlandsk. I dag kan denne gruppe ikke få en videregående
uddannelse, fordi de ikke kan dansk, og ligesom os står de bagerst i jobkøen, fordi de allerfleste
stillinger kræver at man kan begge sprog. Så på grund af den førte sprogpolitik står samfundet nu
med to store grupper, som nærmest er ensprogede tabere i et tosproget samfund.

Med begreberne "spiller en stor rolle" og "stort ansvar" indleder Nielsen med at give "skolen"
identitet som nøgleinstitution for landets sproglige udvikling. Hun trækker herefter på et
historisk narrativ. Det er interessant at se, hvordan hun beskriver daniseringen med
begrebet "nægte" og grønlandisering med begrebet "forgøgle". Dermed fremstiller hun
daniseringen som en slags overgreb fra en gruppe af bedrevidende - sætningen "ud fra
devisen »at det havde vi ikke brug for«" vidner om den bedrevidende position, der blev talt
fra -, mens hun fremstiller grønlandiseringen som en ideologisk 'fiks idé' eller en slags falsk
bevidsthed, som den enkelte havde indkorporeret.
Da hun med sætningen "i dag" vender tilbage til nutiden, opstiller hun en
ækvivalenskæde over de problemer, 'ofrene' for grønlandiseringen lider under i dag. Men hvor
Petersen i denne diskurs kun taler om enkeltsprogede grønlændere og dansk som en faglig
kompetence, trækker Nielsen en parallel mellem dem og enkeltsprogede danskere i
Grønland. Her sættes det, at de "ikke kan dansk" lig med manglende muligheder for at "få
en videregående uddannelse", hvilket igen sættes lig med at stå "bagerst i jobkøen". Ved at
bruge objektiv kategorisk modalitet, som for eksempel "kan[…]ikke" fremstår hendes
udsagn som indiskutable 'sandheder'.
Det er interessant at bemærke, at hun først i den sidste sætning, med det personlige
pronomen "os", kobler sig på gruppen. Hun redegør således ikke for præcis, hvordan
hendes og de andre 'daniseringens-ofres' manglende grønlandskkundskaber er årsag til, at
de nu må stå bagerst i jobkøen. Dette kunne tyde på, at forestillingen om, at manglende
færdigheder på det nationale sprog giver problemer på arbejdsmarkedet, er så naturaliseret,
at den slet ikke behøver at blive kommenteret.
Summen af de ovenstående udsagn giver hende muligheden for at konkludere og
tildele de enkeltsprogede en identitet som "tabere i et tosproget samfund". Ved at referere til
begge grupper som tabere og tilskrive sprogpolitikken skylden, skaber hun et
modsætningsforhold mellem sprogpolitikken og de reelle vilkår. Idet hun ser tosprogethed
som et gennemgående kvalifikationskrav, konstruerer hun både det danske og det
grønlandske sprog som faglige kompetencer.

Mange steder i debatten opstilles en ækvivalenskæde hvor det danske sprog bliver et
nødvendigt redskab i den nationale selvstændighedsproces. For eksempel i lederen, Pas nu
på Jess G. (Sermitsiaq den 12. juni 1998) af redaktøren Poul Krarup. Krarup er fastboende og
af dansk afstamning, han siger:
 Når vi går ned i substansen, er det væsentlige problem uddannelse. Det væsentlige er, at vi skal
have en god folkeskole, der giver så gode resultater, at de unge kan fortsætte i en
videreuddannelse […]. For at fortsætte i en uddannelse efter folkeskolen, er det nødvendigt, at
man kan dansk - eller engelsk […].
Dette har ikke noget at gøre med, at dansksprogede bestemmer. Det er en livsnødvendighed, hvis
Grønland vil overleve som selvstændig og uafhængig nation.

Krarup bruger her begreber som "substansen" og "det væsentlige", hvorved hans udsagn
kommer til at fremstå som 'kernen' af problematikken, hvilket både fremmer udsagnenes
autoritet og autenticitet.
Den objektive kategoriske modalitet som i sætningen: "vi skal have" fremstiller det
som en absolut og 'sand' nødvendighed, at folkeskolen "giver så gode resultater, at de unge
kan fortsætte i en videreuddannelse". Når dette er stadfæstet, kan han lade sit næste
argument få fodfæste: Her opstilles det at kunne fremmedsprog, som en nødvendig
forudsætning for at kunne uddanne sig i et andet land.
Med sætningen "det har ikke noget at gøre med at de dansksprogede bestemmer"
trækker han på en diskurs, der fremhæver danskernes identitet som dominerende
koloniherrer. Han bruger denne diskurs for at vise, at hans udsagn tager afstand fra den.
Dette er en disclaimer - en retorisk strategi, der bruges til at afværge en ellers oplagt (og
negativ) fortolkning af en udtalelse (Potter og Wetherel 1987 p. 48). Han ved, at det han siger
kan blive tolket udfra den traditionelle kolonidiskurs, men modgår kritikken ved eksplicit at
tage afstand fra den.
Krarup trækker i den sidste sætning på begrebsmetaforen: Grønland som et individ, hvis
udvej til overlevelse som selvstændig og uafhængig nation er det danske sprog.
Danskundervisningen bliver således selve det, der holder liv i selvstændighedshåbet. Ved at
bruge begrebsmetaforen 'den uafhængige og selvstændige nation Grønland som et individ',
skaber Krarup et billede af Grønland som et autonomt og homogent fællesskab, hvori der er
konsensus om selvstændighedstanken (Jørgensen og Phillips 1999 p. 180). Da dansk opstilles
som en livsnødvendighed, konstrueres de individer, der ønsker at dansk forsvinder, som en
sygdom, der er til skade for nationens velbefindende. Ved at bruge ord som
"livsnødvendighed" og "overlever" skaber Krarup et meget dramatisk billede.
Hans brug af uafhængig nation er lidt ambivalent, da han snakker om afhængighed af
det danske sprog som et middel til at bevare uafhængigheden. Uafhængighedsbegrebet er
her rent politisk, og det danske sprog defineres som en etnisk neutral faglig kompetence.
Forklaringen på denne ambivalens kan ligge i Krarups projekt om at opstille den
grønlandske nation som en uafhængig og selvbestemmende nation, der for sit eget bedste
vælger at trække på dansk sprog og arbejdskraft. Denne pointe bliver videre diskuteret i
næste kapitel Grønland som afhængigt af dansksproget arbejdskraft.
I en anden leder Den ødelæggende sprogdebat (Sermitsiaq den 22. oktober 1999) er det helt
tydeligt, hvordan Poul Krarups lader sit udviklingsprojekt legitimere at dansk skal bevares:

I stedet for at bekæmpe det danske sprog, bør man fremme det danske sprog så meget som muligt,
for at gennemføre dette uddannelsesmæssige tigerspring fremad.

Han forsøger også her at redefinere det danske sprogs status, fra at være et fremmedlegeme,
der skal bekæmpes, til at være en nødvendighed for fremskridt.
Her modgår Krarup atter diskursen om, at det danske sprog skal "bekæmpes" (der
som vi har set strukturerede en del af argumenterne i kapitlet Grønland - en truet nation). I
sætningen "et uddannelsesmæssigt tigerspring fremad" bruger han en kraftfuld og positivt
ladet begrebsmetafor. Det er interessant at sammenligne denne metafor med de metaforer,
han anvender, når han senere i artiklen kritiserer dem, der tager afstand fra Danmark og det
danske sprog. Her bruger han vendinger som "springer over hvor gærdet er lavest" og
"snyder sig selv" og kalder et Grønland uden det danske sprog "en rutchetur på tredje
klasse". Med disse metaforer får Krarup gjort sin holdning til debatten helt tydelig. De
diskurser han i stedet fremhæver som "målet" og således lader få hegemoni, har begreberne
"udvikling", "landets fremtid", "fremad" og "øget selvstændighed og uafhængighed" som
nodalpunkter. Dette uddyber vi i næste kapitel.
Grønland er afhængigt af dansksproget arbejdskraft
I dette kapitel vil vi undersøge, hvordan debattørerne for at legitimere brugen af dansk
sprog i Grønland, trækker på en diskurs, hvori Grønland ses som afhængigt af dansksproget
arbejdskraft. Vi vil endvidere se på hvilke konsekvenser dette har for måden nationen
Grønland indholdsudfyldes. En af debattørerne, Sermitsiaqs redaktør Poul Krarup, trækker i
denne sammenhæng på en udviklingsdiskurs og vi vil se nærmere på de konsekvenser dette
har for hvordan han konstruerer nationen Grønland.
Appaluk Petersen leverer i artiklen Menneskesprog (Atagu den 8. oktober 1997) et af de
klareste eksempler på diskursen om Grønland som afhængigt af det danske sprog. Han
præsenterer først de fysiske rammer - Grønland består af kun 50.000 mennesker med et
særdeles spredt bosætningsmønster - og fremhæver så, at det er væsentlige faktorer, man
må forholde sig til i sprogdebatten. Han fortsætter:

Eksempelvis vil sundhedsvæsenet, et område jeg selv kender lidt til, altid have brug for at kunne
rekruttere arbejdskraft udefra og for at kunne sende patienter til videre behandling udenfor landet.
Også selvom vi politisk bliver helt selvstændige...

Petersens eksempel er rettet mod fremtiden, hvilket ses på ordene "vil[…]have". Hvis vi,
som Billig (1995 p. 106) foreslår, kigger på deiktiske markører - altså udsagn, der viser til den
kontekst, noget udtales i - er det tydeligt, at han taler indenfor den nationale diskurs.
Begreberne "udefra" og "udenfor" viser til, at han tager den nationale indeling af det
geografiske rum for givet. Det er således nationens fremtid han diskuterer.
Han bruger objektiv kategorisk modalitet og det slagkraftige biord "altid", når han
konstaterer, at Grønland - eksemplificeret gennem sundhedsvæsenet - vil "have brug for at
kunne rekruttere arbejdskraft udefra og for at kunne sende patienter til videre behandling
udenfor landet". Med det lille ord "kunne" undgår han dog, at udtrykket bliver fuldstændig
kategorisk. Det, som Grønland altid vil have brug for er muligheden for at rekruttere
arbejdskraft udefra og sende patienter til udlandet. Hvorvidt landet reelt vil bruge denne
mulighed, lader han henstå ukommenteret.
Ved at indføre sætningen: "Også selvom vi politisk bliver helt selvstændige…"
fremhæver han, at en politisk selvstændighed ikke nødvendigvis vil føre til en reel
selvstændighed på arbejdsmarkedet. Herved giver han sine egne udsagn større autoritet og
rykker samtidigt ved en del af de argumenter, som selvstændighedsfløjen trækker på.

Redaktøren på avisen Sermitsiaq - Poul Krarup argumenterer i lederen Den ødelæggende

sprogdebat (Sermitsiaq den 22. oktober 1999) også ud fra denne diskurs:
 Netop i dagens Grønland har vi brug for alle gode kræfter til at videreudvikle landet. Vi er bagud
på så at sige alle områder, så vi har ikke råd til denne følelsesmæssige splittelse, der bunder i en
misundelse på, at de dansk-sprogede generelt har bedre stillinger, fordi de generelt har bedre
uddannelse. Det minder mig i allerhøjeste grad om nazisternes syn på jøderne i Tyskland før
anden verdenskrig. Vi har tværtimod brug for at bruge alle gode ressourcer i samfundet for
landets udvikling.

Med sætningen "Netop i dagens Grønland" giver Krarup sine følgende udsagn aktualitet.
Med begrebet "videreudvikle" trækker han på en udviklingsdiskurs, hvor Grønland
konstrueres som "bagud". Han definerer sprogdebatten som følelsesladet, og fremhæver
"splittelse" og "misundelse" som de elementer, der strukturerer debatten. I forlængelse heraf
anvender han intertekstualitet og bruger jødeforfølgelserne under anden verdenskrig som
skræmmebillede på de yderste konsekvenser af disse følelser. Med afsæt i at have defineret
landet som bagud, trækker han, som alternativ til den følelsesladede tilgang, på en
økonomisk diskurs og siger at Grønland ikke har "råd til" at blande følelser ind i debatten.
Han taler dermed for større fokus på udviklingen af det grønlandske samfund, hvortil der er
brug for "alle gode ressourcer". Det er interessant at bemærke at han kun bruger negativt
ladede ord i forbindelse med den følelsesladede tilgang og kun positivt ladede ord i
forbindelse med den økonomiske- og udviklingsbaserede diskurs.
Krarup ækvivalerer det at være "dansk-sproget" med det at have "bedre uddannelse"
og derfor "bedre stillinger". Med ordet "generelt" sørger han dog for, ikke at udtale sig for
kategorisk.

I lederen Pas nu på Jess G.(Sermitsiaq den 12. juni 1998), udvider Krarup sin
udviklingsdiskurs:

Når Jess G. Berthelsen lægger op til en folkeafstemning om selvstændighed, kan vi give svaret på
forhånd. Selvfølgelig vil alle i Grønland have selvstændighed, men der er altså lige to ting, der skal
på plads først. Det ene er uddannelse og det andet er økonomien.

Jess G. Berthelsen: Du skal have penge for at kunne gennemføre den uddannelse, der er
forudsætningen for selvstændigheden. Ellers vil du i al kemtid være afhængig af tilkaldt
arbejdskraft, hvad enten den er dansksproget eller engelsksproget.

Krarup lægger ud med det kategoriske udsagn "Selvfølgelig vil alle i Grønland have
selvstændighed", hvorved han naturaliserer ønsket om selvstændighed og definerer det som
noget alle er enige om15. Umiddelbart herefter bruger han ordet "men". Denne konjunktion
kalder Fairclough en cohesive marker, der skaber "an adversative relation" - det vil sige et

15 Selvom ønsket om selvstændighed i høj grad har hegemoni i debatten, er det ikke alle der er enige. Den
tidligere grønlandske repræsentant ved den danske ambassade, Finn Lynge, har i 1998 udgivet et hæfte, hvor
han advarer mod løsrivelse fra Danmark, ud fra den overbevisning at det ikke ville føre til selvstændighed, men
blot nye suverænitets udøvelser fra amerikansk hold (Lynge 1998).
modsætningsforhold - mellem to dele af en sætning (Fairclough 1992, p. 175). Han skaber
således et modsætningsforhold mellem ønsket om selvstændighed og landets nuværende
uddannelsesmæssige og økonomiske forhold. Dette ses også i det andet afsnit, hvor han
opstiller det at "have penge" som en forudsætning for at kunne "gennemføre en
uddannelse", hvilket igen sættes som "en forudsætning for selvstændighed".
Jess G. Berthelsen optræder som agent for den del af befolkningen, der med sine
radikale holdninger skader selvstændighedsprocessen. Hele Grønlands befolkning bliver
tilskrevet samme holdning til selvstyre, men dele af befolkningen, i dette tilfælde
personificeret i Jess G. Berthelsen, bruger ifølge Krarup uhensigtsmæssige midler for at nå
målet.
Krarup bruger objektiv kategorisk modalitet til at fremstille sine argumenter som
sande. Han gør det endvidere på en belærende facon. Ved at forklare, at to grundlæggende
ting må være på plads før selvstyre kan indføres, påtager han sig en lærerrolle og Berthelsen
får følgende rollen som den uoplyste elev. Hans brug af "altså lige" er med til at skabe disse
identiteter og ved at bruge vendingen, i sammenhæng med to så grundlæggende faktorer
som økonomi og uddannelse, kommer Berthelsens til at fremstå som ignorant. Hermed
undermineres ikke kun Jess G. Berthelsens argumenter, men også hans autoritet.
Tilbage står Krarup selv med ekstra autoritet, og hans argument styrkes. Grønland er i
en overgangsfase, på vejen til selvstyre er dansk sprog og arbejdskraft nødvendige værktøj.

Så vidt vi kan se baserer Krarup denne udviklingsdiskurs på en underliggende forståelse af

Grønland som selvbestemmende nation. Dette vil vi i det følgende gå lidt nærmere ind på.
Artiklen Pas nu på Jess G. er en kritik rettet mod dels den danske avis Berlingske
Tidende, som han anklager for, i en artikelserie, at give et meget fejlagtigt og unuanceret
billede af Grønland, og dels mod Jess G. Berthelsen, som han anklager for at have været
medvirkende til at gøre artikelserien misvisende. Sammen skaber de, ifølge Krarup, et
billede af Grønland som et stakkels truet samfund og i hans argumentation kommer de til at
udgøre 'den anden', han positionerer sig i forhold til. Han trækker i hele lederen på en
diskurs, hvori begreberne "skyld" og "dårlig samvittighed" optræder som nodalpunkter. Dette
kan ses som et udtryk for interdiskursivitet: Han refererer implicit til en diskurs, hvori
danskerne konstrueres som de skyldige forbrydere bag det koloniale og efterfølgende
moderniseringspolitiske overgreb mod det grønlandske folk. Sat på spidsen konstrueres
danskerne, som de krænkende agenter og grønlænderne som de stakkels ofre (dette er et
eksempel på identitetens relationalitet, 'os' og 'dem'). Som den danske antropolog Bo
Wagner Sørensen påpeger, har dette den uheldige konsekvens, at grønlænderne kommer til
at fremstå som "historiske produkter, der reagerer snarere end agerer" (Sørensen 1997, p.
244, fremhævet i originalen).
Krarup siger "vi har i dag et samfund der styres af grønlændere", hvilket kan ses som
et forsøg på at modgå denne diskurs, for i stedet at fremføre en alternativ version af
Grønland, hvori det konstrueres som selvstyrende og uafhængigt. Her er den nationale
stolthed det samme som at stå til ansvar for sine egne valg. Han definerer videre hvilken
plads danskere har i dette selvbestemmende Grønland:

Det er en debat om, hvor langt skal vi gå selv, hvor mange danskere har vi brug for, hvor meget
dansk skal vi kunne, og så videre.

Med begrebet "brug for" konstruerer han det danske sprog og danskerne som noget
grønlænderne er afhængige af. Men ved at indføre sætningen "hvor langt skal vi gå selv"
implicerer han, at der er en grænse for hvor stor indflydelse det danske skal have. Her
handler det om selvbestemmelse fremfor tvang. Det er altså grønlænderne selv, der
bestemmer hvor meget de vælger at bruge det danske. Han trækker derved både på
diskursen, hvori det danske sprog konstrueres som noget Grønland har brug for, samtidigt
med, at han trækker på en diskurs, hvori det danske sprogs tilstedeværelse og indflydelse
konstrueres som et selvstændigt grønlandsk valg. Man kan således sige, at han skaber en ny
hybrid diskurs, hvor Grønland selvstændigt og for sit eget bedste vælger at trække på det
danske. Dermed bliver det danske sprog og den danske befolkning et redskab for den
grønlandske befolkning og ikke, som i skyldig-agent- og-stakkels-offer-diskursen, noget
truende og frihedsberøvende. (Hvilke implikationer det har for måden det danske sprog og
kategorien dansker konstrueres på, vender vi tilbage til om et øjeblik).
Dette kan tolkes på tre måder. Det kan for det første ses som et forsøg på at sætte det
danske sprog og dansk arbejdskraft i et nyt lys, således at behovet for hjælp udefra ses som
noget positivt og en del af det at få det nationale projekt at fungere. Det kan for det andet ses
som et forsøg på at rense danskerne for skyld, hvilket blandt andet ses i et udsagn senere i
teksten, hvor Krarup skriver: "I debatten lægges det op som om det er den tilkaldte danske
arbejdskrafts skyld, at der tales dansk i centraladministrationen. Men det er altså et
grønlandsk valg". Og det kan for det tredje ses som et forsøg på at skabe en ny identitet for
Grønland som en stærk og selvstændig nation.
I den anden artikel, Den ødelæggende sprogdebat (den 22. oktober 1999), skitserer Krarup
imidlertid selvstændighedsprojektet og afhængigheden af danske som lidt mere ambivalent,
end han gør i sin hybride version:
 Det paradoksale er jo, at det er alfa og omega, at grønlændere lærer dansk for at få en uddannelse
eller videreuddannelse, så danskerne kan erstattes[...]

Krarup bruger objektiv kategorisk modalitet, hvilket, sammen med ordet "jo", får hans
udsagn til at virke som logiske selvfølgeligheder. Udtrykket "alfa og omega" får dem
endvidere til at fremstå som vigtige.
Han karakteriserer det som "paradoksalt", at grønlænderne, for at nå målet om
national uafhængighed, er afhængige af det danske sprog. Ordet paradoks beskriver et
modsætningsforhold. At være afhængig af det danske sprog er altså, ifølge Krarup, i
modstrid med ønsket om national uafhængighed. Selvom han, med sin hybride diskurs, i
den forrige artikel ihærdigt har forsøgt at frigøre det danske sprog dets betydning for
etnokulturel identitetskonstruktion og i stedet fremhæve det som en faglig og
uddannelsesmæssig ressource, opererer han altså også med en traditionel etnokulturel
definition af det danske sprog.

Grønlændere, danskere og tilkaldte

I artiklen Pas nu på Jess G. er vi blevet opmærksomme på interessante træk i måden Krarup
indholdsudfylder det danske og det grønlandske sprog, samt kategorierne grønlænder og
dansker. Vi har derfor valgt at undersøge disse lidt nærmere.
Det virker som om Krarup i sit udviklingsprojekt kommer til at reducere den danske
befolkning til et objekt, der skal sustituere den grønlandske befolkning og ellers ikke
hverken har indflydelse eller rettigheder i det grønlandske samfund. Noget som
eksempelvis Anders Nilsson (jf. kapitlet Det dansksprogede mindretal) ville have svært ved at
acceptere.
Men ud fra citatet, (fremlagt på forrige side): "Det er en debat om, hvor langt skal vi gå
selv, hvor mange danskere har vi brug for, hvor meget dansk skal vi kunne, og så videre" er
det dog ikke helt klart hvilken definition af kategorien dansker Poul Krarup opererer med.
Krarup, der selv er fastboende og dansk af afstamning, bruger nemlig her det personlige
pronomen "vi" om nationen Grønland, hvilket vidner om, at han positionerer sig selv som
en del af den grønlandske befolkning og snakker om danskerne som 'de andre'. Det er
således ikke éns afstamning, men om man er fastboende, der afgør om man kan blive
defineret som en grønlænder. Hans definition af nationen virker derfor politisk. Det er
imidlertid også en mulighed, at hans definition af kategorien grønlænder baseres på et
sprogligt kriterium, dette modsiges dog i en udtalelse fem afsnit længere inde i artiklen:
 Jess G. Berthelsen har fuldstændig ret, når han siger, at grønlændere skal kunne betjenes på
grønlandsk, når de henvender sig. Det er for dårligt, at danskere efter mange år i Grønland ikke
taler grønlandsk. Det er en frygtelig fejl, at der er grønlændere, som kun taler dansk[…].

Ved at sige "Jess G. Berthelsen har fuldstændig ret" skifter han position, ophæver
tilsyneladende skellet mellem Berthelsen og sig selv og taler ud fra de samme diskurser. Den
grammatiske form er hele vejen igennem objektiv kategorisk modalitet. I den første sætning
fremhæver han, at man som grønlænder "skal" kunne blive betjent på det grønlandske
sprog. Det konstrueres således som en rettighed for grønlændere, at kunne blive betjent på
grønlandsk. Endvidere, idet det i den tredje sætning beskrives som "en frygtelig fejl", at
nogen grønlændere ikke kan grønlandsk, konstrueres det som en pligt, at samfundet lærer
grønlændere det nationale sprog. Det nationale hovedsprog fremstår således både som en
ret og et krav, det nævnes ingen steder som noget nyttigt. Et krav, også danskere skal leve
op til, hvilket vendingen "for dårligt" viser. Danskernes modersmål bliver slet ikke
debatteret, men det ses i dette afsnit udelukkende som en kompetence for den grønlandske
befolkning. Her trækker Krarup på en nationalistisk forståelse af sprog. Det er ikke
modersmålet som er en rettighed, men det nationale hovedsprog, som er både en rettighed
og en forpligtelse. Dette minder om den definition af sprog som højrefløjen i dansk politik
arbejder med.
Med hensyn til konstruktionen af kategorierne dansker og grønlænder synes det
bagvedliggende syn på en grønlænder, ud fra det første udsagn, at være en
grønlandsksproget, dvs. kategorien grønlænder er defineret kulturelt ud fra sprog.
I den anden sætning er definitionen af en dansker kulturel ud fra sprog og afstamning.
Sætningen "efter mange år" indikerer nemlig, at det at være fastboende ikke er tilstrækkeligt
til at blive inkluderet i termen grønlænder. I den tredje sætning taler han om eksistensen af
grønlændere, der kun taler dansk. Hans definition af en grønlænder er her helt klart ud fra
afstamning.
Han indholdsudfylder således grønlænder på mindst to forskellige måder i sin artikel.
I dette afsnit er en grønlænder defineret ud fra afstamning, mens kategorien af grønlændere
tidligere dækkede over alle fastboende - uanset afstamning. Det er her vigtigt at bemærke, at
han i sit udsagn højst sandsynligt taler Jess G. Berthelsen 'efter munden' uden dermed at
stille sig enig med ham. Umiddelbart efter dekonstruerer han nemlig en del af Jess G.
Berthelsens argumenter, blot ikke dem vi her fremhæver. Han trækker på diskurserne og
udfordrer dem ikke, men forholder sig nok også med en vis skepsis til dem.
Efter således at have indholdsudfyldt kategorien grønlænder på to forskellige måder i
første del af artiklen, gør Krarup opmærksom på det problematiske i at indholdsudfylde
denne kategori. Dette gør han ved at gå ind i netop den del af sprogdebatten, der
beskæftiger sig med grønlændere vs. danskere på arbejdsmarkedet:

[…]- Vi ville nå langt, hvis vi i denne debat fokuserer på, hvem der er bedst egnede i stedet for at
se på om det er en dansker eller grønlænder. For vi har jo i virkeligheden også problemer med at
finde ud af, hvem der er grønlænder, og hvem der er dansker, og at der er nogle grønlændere, der
er mere grønlandske end andre. Det er en meget ubehagelig debat med klare racistiske undertoner.
Vi skal selvfølgelig fokusere på, hvem der er bedst egnet til at løse opgaven, og i den vurdering
indgår sproget som en væsentlig kvalitet. Man kunne jo skubbe til den udvikling ved at give
grønlandsk-sprogede et kvalifikationstillæg.

Med sætningen "vi ville nå langt" opstiller han udsagnet som et ønske, der hvis det bliver
realiseret, vil medføre en bedre fremtid. I sin argumentation for, at man i debatten
"selvfølgelig" hellere skal fokusere på hvem der er bedst egnede, i stedet for at se på race og
nationalitet, fremhæver han, at man "jo i virkeligheden" har problemer med at finde ud af
hvem, der hører til hvilken kategori. Fraseringen "i virkeligheden" fremstiller hans udsagn
som en 'sandhed' og dermed raceskællet som en 'fiktion'. Det er bemærkelsesværdigt, at han
i den følgende sætning siger "at", i stedet for "om" der er nogle grønlændere, der er mere
grønlandske end andre. Derved synes det at give mening for Krarup, at tale om at være
mere eller mindre grønlænder.
I sin konstruktion af "hvem der er bedst egnet" opstiller han sproglige færdigheder på
det nationale sprog som "en væsentlig kvalitet". Hans forsøger at adskille sprog fra kultur og
etnicitet, ved at fremhæve sproglige færdigheder som en "kvalitet", der er afgørende for
hvem der er "bedst til at løse opgaven". I denne diskurs, hvor det grønlandske sprog
fremhæves som en faglig kvalifikation, vægtes det faglige og praktiske fremfor det
identitetsgivende og følelsesmæssige aspekt ved sprog. Til slut foreslår han, at give
"grønlandsk-sprogede et kvalifikationstillæg".
Han pointerer, at han tager afstand fra den nationalistiske fløj, og deres "racistiske
undertoner". Ved at trække på en racismediskurs og beskrive den som "ubehagelig", opnår
han flere ting. Han positionerer sig selv som antiracist og redder derfor ansigt i forhold til
hans racemæssige defintion af grønlændere tidligere. Samtidigt bruger han det som en
disclaimer i forhold til konsekvenserne af sin afsluttende sætning. Han afskærmer således sig
selv for at blive tolket som eller anklaget for at være racistisk.16

16Forslaget om at give grønlandsksprogede kvalifikationstillæg, har fået en meget blandet modtagelse. Da

fagforeningsmanden Jess G. Berthelsen 10 måneder senere kom med samme forslag, var Sermitsiaq hurtigt ude
med kritik af forslaget, og beskrev det som indførelsen af et nyt fødestedskriterie i artiklen SIK vil genindføre
fødestedskriteriet (Sermitsiaq den 7. maj 1999 ).
Det dansksprogede mindretal
Vi vil i dette kapitel undersøge hvordan der i sprogdebatten trækkes på diskurser om de
dansksprogede som et mindretal og det danske sprog som en rettighed. Karakteristisk for
disse diskurser er, at det danske sprog defineres som en kulturel identitetsmarkør for den
dansktalende del af den grønlandske befolkning og derfor både fremstår som en kulturel
praksis og en fundamental rettighed for denne befolkningskategori.
I artiklen Grønlandsk kontra dansk (A/G den 28. oktober 1999) trækker afsenderen
Grace Nielsen på diskursen om de dansksprogede som et mindretal. Hun lægger ud med
kritik af Jess G Berthelsen for at have angrebet den Anders Nilsson. Hun forklarer, ved at
trække på en demokratidiskurs, at han er blevet valgt på lige fod med alle andre politikere
og derfor har de samme rettigheder og pligter, herunder retten til at tale fra landstingets
talerstol og at man ikke kan forvente, at han skal tale grønlandsk på modersmålsniveau. Ved
at trække på en politisk diskurs forklarer hun, at man i landstinget har vedtaget at både
grønlandsk og dansk kan bruges i Grønland. Denne politiske beslutning danner rammen om
hendes videre argumentation, hvor hun blandt andet søger at redefinere kategorien af
dansktalende:

Det er en meget bekvem myte blandt grønlandsksprogede, at de dansksprogede udelukkende

består af korttidsansatte tilkaldte som ikke gider at lære grønlandsk. Denne myte hives op af
skuffen hver gang en politiker eller anden leder i samfundet har behov for at profilere sig og score
billige point hos de grønlandsksprogede vælgere. Men det er nemmere for politikerne og andre at
skære denne 10 procents gruppe over en kam, end det er at forholde sig til det faktum, at der
faktisk eksisterer et dansksproget mindretal i Grønland, som har fuld tilknytning til det
grønlandske samfund. Nogle er gode til grønlandsk, andre kun lidt, nogle er født og opvokset her,
andre er lige kommet. Dansk er deres hovedsprog, de bruger det i hverdagen og sammen med
børnene som igen vil give det videre til børnebørnene.

Nielsen påpeger eksistensen af en stereotypiserende strategi, der ækvivalerer

"dansksprogede" med "korttidsansatte" der "ikke gider at lære grønlandsk". Ved at omtale
den som en "myte", det vil sige det modsatte af fakta, underminerer hun dens
sandhedsværdi. Hun definerer i første omgang brugerne af denne strategi som
"grønlandsksprogede", men specificerer dem siden hen til at være "politikere". Kategorien af
politikere defineres som nogle der har "behov for at profilere sig" og "score billige points" og
strategien, som de i denne sammenhæng trækker på, omtales som én der "hives op af
skuffen" fordi det er "nemmere". Dermed får politikerne tildelt en useriøs og negativ
identitet og diskursen bliver sat i et dårligt lys, idet den ses som et led i en primitiv og
unuanceret politisk strategi, der kun handler om at samle stemmer. Med denne
dekonstruktion af såvel politikerne som strategien, etablerer hun sin alternative definiton af
det dansksprogede mindretal. Denne etablering beskriver hun med begrebet "faktum", samt
det lille biord "faktisk", hvilket giver udsagnet høj sandhedsværdi, især når det optræder
som modsætning til begrebet myte, som nævnt ovenfor. Hun redefinerer det dansksprogede
mindretals identitet ved at fremhæve, at det at være "dansksproget" ikke forhindrer, at man
kan have "fuld tilknytning til det grønlandske samfund". Men ved at benævne dem
"mindretal" opdeler hun den grønlandske befolkning i et dansksproget mindretal og et
grønlandsksproget flertal. Så selvom gruppen af dansksprogede ses som en del af det
grønlandske samfund, defineres de som en særskilt gruppe. Nielsen omtaler det
dansksprogede mindretal som internt differentieret - de har forskellige grader af færdighed i
det grønlandske sprog og er kommet til landet på forskellige tidspunkter - men samler dem
derpå som gruppe omkring det fælles sprog - dansk er og vil for fremtiden være deres
hovedsprog.
Således redefinerer Nielsen kategorien af dansktalende fra at have haft indentitet som
tilkaldte og have været negativt stereotypiserede som dovne, til at få en identitet som et
mindretal med fuld tilknytning til Grønland.

I lederen Den ødelæggende sprogdebat (Sermitsiaq 22. oktober 1999) artikulerer også Poul
Krarup et syn på Grønland som multikulturelt samfund. Også denne leder tager
udgangspunkt i kritikken af Anders Nilssons brug af dansk fra Landstingets talerstol. Han
lægger ud med at tage Nilssons side i debatten:

Grønland er et tosproget samfund, så længe dette er reglen, bør man også kunne tale begge sprog i
landstinget. Hvis Landstinget ønsker dette skal ændres, kan et flertal beslutte det. Men det er i så
fald et flertal, der tilsidesætter et mindretals rettigheder.

Krarup fastslår i objektiv kategorisk modalitet, at "Grønland er et tosproget samfund".

Sålænge dette er "reglen" kan begge sprog derfor helt legitimt bruges i landstingssalen.
Intertekstualiteten til debatten om Anders Nilsson er klar. Selvom den kategoriske modalitet
fremhæver det tosprogede Grønland som en 'sandhed', indikerer begrebet regel, at retten til
at bruge både grønlandsk og dansk er en politisk beslutning. Ordene "bør" og "kunne"
indikerer, at der er tale om en normativ forpligtigelse til at efterleve disse regler. Med
begrebet "flertal" trækker han på en demokratisk diskurs. Et demokratisk valg har den
fornødne magt til at ændre sprogpolitikken. Med ordet "men" indikerer han, at der er et
modsætningsforhold mellem den demokratiske diskurs og den multikulturalistitisk
menneskerettighedsdiskurs. Han skitserer dermed en potentiel konflikt mellem demokrati
og multikulturalistisk ideologi.
 I dette indledende afsnit skitserer Krarup et politisk felt, hvis aktører han benævner
med det upersonlige pronomen "man". I modsætning hertil, skitserer han i det følgende
afsnit et folkeligt felt, som han selv positionerer sig inden for ved at bruge det personlige
pronomen og inkluderende "Vi":

Virkeligheden er jo, at vi har et samfund med dansk-talende grønlændere, grønlandsk-talende

grønlændere samt to- og flersprogede grønlændere, og så er der nogle danskere, som har været her
i mange år, nogle taler grønlandsk andre ikke, og endelig er der badegæsterne, som er her i en kort
periode, fordi vi har brug for dem.

Begrebet "Virkeligheden" er en halv dikotomi, der implicit operer som modsætning til det
fiktive eller myten. Den er en ofte anvendt lingvistisk konstruktion, der giver udsagnet høj
sandhedsværdi.
Den virkelighed, Krarup beskriver er et multikulturelt samfund af to grupper opdelt
ud fra afstamning. Han deler grønlænderne op i tre grupper, ud fra deres sprogfærdigheder:
henholdsvis dem, der kun taler dansk, dem, der kun taler grønlandsk og dem, der er to-
eller flersprogede. Og danskerne op i to grupper: dels de fastboende, der internt
differentieres ud fra om de taler grønlandsk eller ikke, og dels de tilkaldte; badegæsterne,
hvis status som nogle det grønlandske samfund "har brug for" overskygger en vurdering af
deres sprogfærdigheder. Krarup anvender her en afstamningsbaseret kulturel definition af
de to grupper, men anerkender samtidigt, at alle er en del af det grønlandske samfund. Han
blander dermed en kulturel og en politisk definition af nationen, så forskelligheden på en
gang opretholdes, samtidig med at pluraliteten legitimeres.

Men en ting er væsentlig: Alle er her af fri vilje og udfører et stort arbejde for at være med til at
bære Grønland frem mod større selvstændighed og uafhængighed.

Ved at indlede med begrebet "Men" indikerer han, at der ligger en potentiel konflikt i den
mangfoldige virkelighed, han netop har skitseret. Så måske hans forestilling om nationen i
udgangspunktet er det homogene fællesskab. Men han legitimerer alles tilstedeværelse ved
at hævde, at befolkningen er aktive agenter, der alle af "fri vilje" går ind for det fælles
nationale selvstændighedsprojekt. Dette konstrueres som en absolut betingelse for accept og
kan ses som et forsøg på at fremme en politisk definition af nationen, som foreskriver aktiv
deltagelse.

I artiklen På sit bedste aftenskoleengelsk (Atagu den 14. feb 1999) opdeler afsenderen Anders
Nilsson, som både Nielsen og Krarup i deres artikler har forsvaret, også Grønland i et
dansktalende mindretal og et grønlandsksproget flertal. Men til forskel fra Nielsen trækker
han på klare menneskerettighedsdiskurser og hævder det dansktalende mindretals
sproglige rettigheder. Anders Nilsson er dansk født, kom første gang til Grønland i 1969 og
har boet der fast siden 1974. Han er grønlandsk gift og har 3 voksne børn. Som før nævnt
sidder han i landstinget som medlem af partiet Atassut og har været genstand for en hæftig
debat mellem dem, der kræver, at sproget i landstinget skal være grønlandsk og dem, der
mener at Grønland skal være tosproget, også i landstinget. (Artiklen er i øvrigt forfattet i
perioden op til valget).
Nilsson indleder med en kritik af det grønlandske venstrorienterede parti Inuit
Ataqatigiit. Inuit Ataqatigiit betyder 'Inuit fællesskabet'. Partiet fokuserer stærkt på
inuitsamarbejdet i Arktis på tværs af nationale grænser og ønsker selvstændighed fra
Danmark hurtigst muligt (Lyck 1998 p.12-13). Gennem hele Nilssons artikel repræsenterer
Inuit Ataqatigiit skepsis overfor danskerne og det danske sprog og fungerer som 'den
anden', han positionerer sig i oppostion til og fremhæver sine rettigheder som etnisk
mindretal over for.
I afsnittet umiddelbart før det følgende, anklager han en af partiets kandidater,
Stephen Hammeken, for at have forsøgt at nedgøre det danske mindretal, ved på et
danskssproget vælgermøde at have læst et traktatstof om oprindelige folks rettigheder op på
engelsk. Han fortsætter med at referere til Hammeken:

På dansk fik han blandt andet fortalt os, at Grønland efter hans og Inuit Ataqatigiits
verdensopfattelse befolkes af grønlændere og tilkaldte fra Danmark.

Ifølge Nilsson indholdsudfylder Hammeken nationen Grønland med "grønlændere og

tilkaldte fra Danmark". Nilsson betegner dette med begrebet "verdensopfattelse" og
fremstiller derved Hammekens og Inuit Ataqatigiits udsagn som en holdning - et perspektiv
på virkeligheden, der ikke nødvendigvis repræsenterer 'sandheden'. Han definerer udsagnet
som én gruppes holdning og positionerer sig implicit i opposition til denne. Det er uklart om
Hammekens opdeling af Grønland i grønlændere og tilkaldte definerer en grønlænder ud
fra en eksklusiv racedefinition eller om han definerer alle fastboende - uanset race - som
grønlændere. Under alle omstændigheder passer ingen af definitionerne på Nilssons
selvtilskrevne identitet og tilhørighed i Grønland, som han her redegør for:
 Jeg siger vi.

- For selv om jeg hverken er grønlænder eller tilkaldt, så har jeg alligevel hjemme i Grønland. Jeg
er en del af det dansksprogede fastboende mindretal. Jeg kom til Grønland i 1969, har boet her
siden 1974, er grønlandsk gift og har tre voksne børn.

Jeg tilhører et etnisk mindretal og nyder beskyttelse blandt andet efter den europæiske konvention
om menneskerettigheder.

Først pointerer Nilsson med begrebet "vi", at han ser sig selv som en del af det grønlandske
samfund. Med begreberne "selv om" og "alligevel" gør han det tydeligt, at der er tale om et
modsætningsforhold mellem hans og Hammekens syn på, hvem der har "hjemme" i
Grønland. Med udgangspunkt i dette modsætningsforhold etablerer han sin identitet
relationelt via en ækvivalenskæde. Først klargør han, ved at referere til Hammeken, hvad han
ikke er, nemlig hverken "grønlænder" eller "tilkaldt". Derefter fremlægger han sit alternativ,
hvad han er, nemlig "en del af et dansksproget fastboende mindretal". Sætningen "etnisk
mindretal og nyder beskyttelse blandt andet efter den europæiske konvention om
menneskerettigheder" er et udtryk for manifest intertekstualitet, ud fra hvilken han tildeler
gruppen af fastboende, dansksprogede fundamentale mindretalsrettigheder. Dermed
modgår han Hammekens definition af nationen og skaber en alternativ version af Grønland,
hvor landet er opdelt, ikke i tilkaldte og grønlændere, men i tilkaldte og fastboende - der
igen er opdelt i to etniske grupper: et grønlandsk flertal og et dansk mindretal.
Det er interessant at bemærke, at selvom Nilsson hævder den sproglige
mindretalsrettighed som en principiel ret, der gælder for enhver, også for de tilkaldte,17
indtager det, at han har boet i landet over længere tid, er indgift og har 'halve' børn en
central plads i hans argumentation og ligger som en implicit og stærk legitimeringsfaktor.
Dette kan være problematisk, idet de dansktalende, der ikke kan bevise lignende former for
tilknytning til landet, principielt er i fare for at blive positioneret som tilkaldte og dermed
mere 'fremmede'.

Både Poul Krarup, Anders Nilsson, og Grace Nielsen fremhæver således de dansktalendes
tilknytning til det grønlandske samfund. De forsøger således at dekonstruere en ensidigt
kulturel definition af nationen til fordel for en politisk. De konstruerer Grønland som en
multikulturel nation, der rummer plads for, at befolkningen ikke er homogen hvad angår
sprog, kultur, etc. Dette kan ses som forsøg på at fremme en politisk definition af nationen,
der er mere åben og kulturelt inkluderende.

17Dette fremgår senere i artiklen, hvor han kommer ind på, at enhver familie med dansk som hjemmesprog har
ret til modersmålsundervisning. Han siger: "Det står således enhver familie i Grønland, med dansk som
hjemmesprog og skolesøgende børn, frit for at køre denne sag helt til domstolen i Strasburg om nødvendigt".
 Men Anders Nilssons definitionen af, hvem der udgør det grønlandske samfund
virker på den anden side en smule snæver. Går vi dybere ned i den ser vi, at det er en lille,
veldefineret gruppe, og at det derfor måske ikke er alle, der kan hævde deres rettigheder i
Grønland. Dette kommer implicit frem i det følgende citat, hvori han definerer de to
fastboende, etniske grupper:

Og vi fastboende - danskere og grønlændere - har en lovsikret ret til vores egen kultur, vores egen
levevis og vort eget sprog - efter vort eget frie valg.

Nilsson definerer de to grupper: danskere og grønlændere ud fra de tre begreber egen

"kultur" "levevis" og "sprog". Hermed trækker han på en forestillingen om, at objektive
kriterier som kultur, levevis og sprog determinerer gruppetilhørsforhold og kulturel
identitet - en tanke, der kan ses som en direkte videreførelse af den nationale idé (Liep og
Olwig 1994 p. 8). Disse fællestræk bliver stillet op som noget grupperne naturligt besidder,
ved hjælp af objektiv kategorisk modalitet og gængse ordsammenstillingerne - kollokationer
(Jørgensen og Phillips 1999 p. 195). Derved bliver de to kategorier - grønlændere og
danskere- konstrueret som ret statiske og med meget lille mulighed for intern
differenciering. Som nævnt i kapitlerne Det nationale og Etno-kulturel identitet efterlader en
forestilling om gruppetilhørsforhold defineret ud fra objektive, kulturelle kriterier ikke
meget rum for interne modsætningsforhold. Den forudsætter at 'kulturer' er homogene og
ser bort fra at det findes interessemodsætninger og værdikonflikter indenfor enhver 'kultur'.
Retten til at afgøre hvilke værdier og rettigheder der skal hævdes, tildeles en lille snæver
elite, som således udelukker alternative syn på, hvad der opleves som vigtigst.
Når Anders Nilsson her bruger begrebet "efter vort eget frie valg" er det en
intertekstuel reference til The Universal Declaration of Linguistic Rights, som han henviser til i
slutningen af sin artikel. I artikel 4 pkt. 2 siges der, at enhver form for assimilering, beskrevet
som opgivelse af egne kulturelle værdier eller levevis, skal ske ud fra ens eget frie valg.
Ud over favorisering af to etniske grupper dansksproget mindretal og grønlandsk
sproget flertal, der kan virke som eksklusionsmekanisme for andre end dem, der kan leve op
til de snævre kriterier, er der et andet problem ved måden Nilsson fremhæver sine
rettigheder på. Ved at trække på en menneskerettighedsdiskurs, konstruerer han en identitet
for det dansksprogede mindretal som en gruppe, der har brug for beskyttelse i Grønland.
Dermed fremstiller han disse som en skrøbelig gruppe, der i sin fare for at blive undertrykt,
må ty til store internationale institutioner. Dette kan få uheldige sociale konsekvenser, idet
det kan medvirke til tildels at øge frygten internt i det dansksprogede mindretal og tildels at
konstruere de grønlandsk sprogede som nogle, der prøver at udføre overgreb på det dansk
sprogede mindretal. Begge dele kan således medvirke til at udvide kløften mellem den
dansksprogede og den grønlandsksprogede del af befolkningen. Man kan sammenligne
Nilssons argumentation med den argumentation, der var strukturerende for konstruktionen
af Grønland - en truet nation, bare med omvendt fortegn. Hvor det dér var de dansk sprogede,
der blev fremstillet som 'skurke' og de grønlandsksprogede som 'ofre', er det her i Nilssons
artikel de grønlandsk sprogede, der ses som de slemme overgribere og de dansksprogede,
der konstrueres som de stakkels undertrykte. Således kan man sige, at hans argumenter
delvist viderefører de koloniale diskurser fra patron-klient forholdet mellem Danmark og
Grønland, bare med omvendt fortegn.
Et eksempel på dette ser vi i det følgende, hvor Nilsson konstruerer den grønlandske
sprogsituation som krænkende overfor det dansksprogede mindretal. For at opbygge sin
argumentation, trækker han på et historisk narrativ, hvori Danmark beskrives som en
kolonimagt, med indsigt i menneskerettigheder. Vi vil af pladshensyn ikke præsentere vores
analyse af narrativet, men blot nævne den overordnede pointe og dets retoriske funktion.
Ifølge narrativet "forstod det danske styre i Grønland, at etniske mindretal har
uomgængelige rettigheder, og man understøttede aktivt det grønlandske sprog og den
grønlandske kultur." I sin konstruktion af narrativet remser Nilsson årstal op og bruger
objektiv kategorisk modalitet, hvilket medvirker til at konstruere det som en sandhed.
Umiddelbart her efter, retter han fokus på situationen i dagens Grønland:

I Grønland har man afskaffet dansk som undervisningssprog i uddannelsessystemet.[...]

Kun i Nuuk er der en dispensation, hvorefter børn kan modtage undervisning på dansk - ikke af
respekt for det danske mindretals rettigheder, men fordi man ikke kan skaffe den nødvendige
tilkaldte arbejdskraft, hvis de tilkaldte ikke kan få deres børn undervist på et sprog, som børnene
forstår og taler derhjemme med mor og far.

Sprogsituationen i dagens Grønland opstilles som en modsætning til det forudgående afsnit.
Ved at indlede afsnittet med "I Grønland" trækkes læseren tilbage til det nutidige Grønland,
der i modsætning til det danske kolonistyre - der fremstod som humant, med kun gode
intentioner - opstilles som diskriminerende. Nilsson nævner dog ikke det grønlandske styre
ved navn, men bruger den mere upræcise agent man, hvilket vidner om at det er en
beslutning, han tager afstand fra. Ved at bruge udtrykket "afskaffet dansk", giver han
indførelsen af integrationsskolen præg af at være overgreb mod det danske mindretal. Det
kunne tyde på, at han ser integrationsskolen som en assimilation, i stedet for en integration
af det dansksprogede mindretal.
 Han præsenterer intentionerne om at beholde den danske undervisning i Nuuk som
nogle, der er betingede af, at man ellers ikke kan "skaffe den nødvendige tilkaldte
arbejdskraft". Han påpeger, at de således er af udelukkende økonomisk art og fremhæver, at
det ikke er "af respekt for det danske mindretals rettigheder". Således skaber han et
multikulturelt Grønland med et styre, der har et tvivlsomt forhold til mindretallets
rettigheder.
Ved at sige "et sprog, som børnene forstår og taler derhjemme med mor og far"
trækker han børnene ind som agenter. Dermed virker det, at uddannelsessystemet ikke kan
tilbyde danskundervisning ikke bare som en overtrædelse af nogle fundamentale
rettigheder, men nærmest også som et overgreb på en gruppe af uskyldige børn. Dette
medvirker til at fremstille Nilssons klage som en følsom og alvorlig sag.
Grønlandsk og dansk- et sammenhængende hele
I dette kapitel vil vi vise brugen af de diskurser, der placerer grønlandsk og dansk sprog i et
sammenhængende hele, hvor de supplerer og ikke bekæmper hinanden. Karakteristisk for
disse diskurser er, at de til forskel fra diskurserne i sidste afsnit, søger at accentuere det
fælles for den dansktalende og den grønlandsksprogede befolkning. Både det danske og det
grønlandske sprog fremhæves her som kulturelle identitetsmarkører, der på trods af dette
ikke opstilles som modstridende.
I artiklen Grønlandsk og dansk (A/G den 17. februar 1998) tager afsenderen, Lars
Mosgaard, afsæt i en debat, hvor man diskuterer fordelingen mellem danske og
grønlandske firmaer og påpeger at disse drøftelser "nærmer sig i betænkelig grad en etnisk
skelnen mellem dansk og grønlandsk" og at de følelser, der kommer til udtryk også
"stammer fra det etnisk- nationalistiske felt, ikke langt fra diskriminationens og racismens
fæle ansigt". Med disse sætninger, der trækker på negativt ladede begreber som "i
betænkelig grad", "racisme", "diskrimination" og "fæle ansigt", positionerer han sig i
opposition til debatten. For yderligere at vise det problematiske i at skelne etnisk imellem
firmaer og deres ejere, opstiller han et eksempel, hvor han spørger:

Er et firma med en danskfødt og dansksproget ejer, der måske har haft firma i Grønland i 30 år
siden de glade 60'ere, og som måske er grønlandsk gift, har grønlandske børn, og som endelig ofte
beskæftiger væsentlig flere grønlændere end danskere, er et sådant firma mindre grønlandsk end
et firma med en etnisk set grønlandsk ejerkreds? Eller er det mere grønlandsk?

Mosgaard opstiller et modsætningsforhold mellem sig selv og dem der skelner mellem
danske og grønlandske virksomheder. For at gøre dette forhold tydeligere, bruger han den
spørgende form, og efterlyser hermed rationaliteten i de andres opdeling. Han tegner et
portræt af en danskfødt og -sproget firmaejer. Ved at sige, at han kom til landet i "de glade
60'ere", henviser Mosgaard til et af de mest positive møder mellem danskere og
grønlændere, og skaber dermed en positiv identitet for firmaejeren.18
I sin skildring af denne fiktive person trækker Mosgaard på en samfundsøkonomisk
diskurs. Ved at fremhæve, at han "beskæftiger væsentlig flere grønlændere end danskere" i
sin virksomhed, bliver personen fremhævet som en samfundsstøtte, der skaber
arbejdspladser for befolkningen. Med dette gør han personen til en nyttig samfundsborger.

18Ifølge Knud Hertling var de danskere, der kom til Grønland før dette tidspunkt stort set alle folk fra det danske
borgerskab: læger, sygeplejersker, præster, handelsfolk og lærere. Men i 60erne kom der en ny type danskere -
håndværkere og arbejdsmænd - til Grønland for at udbygge infrastrukturen."Dette møde - socialt og kulturelt -
med en ny type danskere, har skabt mange lykkelige relationer mellem de to befolkningsgrupper,
familiemæssigt og arbejdsmæssig. Mange danske arbejdsmænd og håndværkere, som blev i Grønland og stiftede
familie, har betydet meget for Grønlands videre uvikling" (Gynter 1999 pp. 263.-264)
Samtidigt fremhæver han, at han har boet i landet længe, er grønlandsk gift og har
grønlandske børn, hvorved det fremkommer, at personen også (korttids)historisk, familiært,
følelsesmæssigt og måske kulturelt, har knyttet bånd til Grønland. Idet han er "danskfødt"
og ikke nødvendigvis taler det nationale sprog, skulle han ud fra en rent kulturelt defineret
etnicitets- og nationalitetsdefinition, ikke være en del af nationen (jf kapitlet Det nationale).
Men ved på én gang at fremhæve personens praktiske nyttefunktion i samfundet og hans
mere subjektive tilknytning til landet, får Mosgaard det til at fremstå som absurd, at betragte
ham som fremmed og uvelkommen. Således fremstår det i Mosgaards univers som fejlagtigt
at forskelsbehandle dele af befolkning, fordi de ud fra en etnisk og kulturel definition af
nationen hører mindre til. Han søger i stedet at fremme en mere politisk forståelse af
nationalitet, der sætter kriterier om aktiv deltagelse, vilje og solidaritet over sprog, race og
oprindelse/historisk rødder.
På trods af dette forsøg på at åbne det nationale begreb, bygger hans
samfundsøkonomiske legitimeringsstrategi på en logik, der er baseret på ideen om den
kulturelt homogene nation. Det, der legitimerer de dansktalendes tilstedeværelse er nemlig,
at de er med til at bygge nationen op på 'grønlandsk vis', ved at 'give grønlænderne' arbejde.
Dette hænger nok tæt sammen med, at han argumenterer imod de kulturelt definerede
nationale diskurser og således trækker på deres logik, for så senere at stille spørgsmålstegn
ved dem og dekonstruere dem.
Mosgaard fortsætter i sin spørgende form:

Hvis det alene er sproget, der gør den forskel, som så mange for tiden taler om, så vil der være en
række forretningsdrivende og virksomhedsejere i Grønland - både danskere og grønlændere - som
i denne debat må føle sig meget ilde tilpas og uvelkomne i deres eget land, det vil sige det land, de
er født og opvokset i eller måske har boet en menneskealder i, loyalt betalt skat og afgifter til og
været iværksættere for.

Her trækker Mosgaard på ideen om, at det er ejerens sprog, der afgør hvorvidt et firma
bliver defineret som henholdsvis grønlandsk eller dansk. Men han lader ikke denne idé få
fodfæste. Med begrebet "hvis" (i stedet for eksempel "at") gør han den til en holdning, der i
hans univers er en sandhed med klare modifikationer. Han trækker agenterne: de
"forretningsdrivende" og "virksomhedsejerne" ind og fremhæver, at disse består af såvel
grønlændere som danskere. Derved pointerer han, at det ikke bare er danskere, men også
grønlændere (af afstamning), der føler sig "meget ilde tilpas" og "uvelkomne i deres eget
land". I sætningen hvor han siger "deres eget land" trækker han på en blanding af en
kulturel og en politisk definition af nationen. Dette ses i vendingerne (der er formuleret i
objektiv kategorisk modalitet): "født og opvokset i", "boet en menneskealder i", "loyalt betalt
skat og afgifter til" og "været iværksættere for". De to første sætninger og de to sidste
trækker på henholdsvis vægtningen af subjektiv tilknytning til landet og den
samfundsøkonomiske diskurs.
Ved at fremhæve at der er "både danskere og grønlændere" der ikke taler grønlandsk,
skelner han imellem de to kategorier ud fra race eller afstamning. Det virker således som om
han trods sin kritik kommer til at operere med et etnisk skel.
Men det er tydeligvis strategisk begrundet for at vise, hvad det reelle problem ifølge
Mosgaard er, nemlig at man ikke kan tale om grønlændere og danskere:

Forvirringen består i, at man ikke gør sig ganske klart, at dansk og grønlandsk - i hvert fald i dansk
sprogbrug - ikke uden videre udelukker hinanden. Enhver grønlænder er i folkeretlig henseende
tillige dansker, mens langt fra alle danskere tilsvarende er grønlændere. Faktisk kan man som
dansker aldrig opnå at blive grønlænder, heller ikke selv om man bor her hele sit liv.

Ved at fremhæve, at "man ikke gør sig ganske klart" og ved sige at diskussionen er
karakteriseret af forvirring, underminerer han holdningernes troværdighed og autoritet.
Ordet "man" afspejler yderligere hans afstandstagen og placerer ham uden for gruppen af
dem, der ligger under for forvirringen.
Med fremhævelsen af at "dansk og grønlandsk […] ikke uden videre udelukker
hinanden" dekonstruerer han forestillingen om den kulturelt homogene nation, som blandt
andre Christiansen trak på, hvori grønlandsk og dansk bliver opstillet som konkurrenter.
Med begrebet "folkeretlig henseende" refererer han til rigsfællesskabet. I Danmark
operer man, med en definition af dansker, som rigsborger, idet både 'grønlændere',
'færinger' og 'danskere' i folkeretlig henseende er danskere. Men, idet man som dansker
ifølge Mosgaard aldrig kan opnå status som grønlænder, opererer man i Grønland med en
mere snæver definition af borgeren. Han fortsætter i et forsøg på at dekonstruere den
kulturelle definition af en grønlænder:

Er eller kan mine børn overhovedet blive grønlændere? - Jeg selv gør nok ikke. Hvor mange
generationer skal der til, for at man kan blive grønlænder? Hvor mange generationer gik der,
førend Jensen’erne, Fleischer’ne, Olsvig’erne, Lynge’rne, Geisler’ne etc. blev grønlændere? Nuvel,
denne tankegang fører mig for langt ud i uføret og for hurtigt ind i forestillinger om, at man let kan
finde regelsæt for den slags spekulationer i tyske annaler fra 30'erne, amerikanske fra 60'erne og
sydafrikanske fra op til 90'erne

Mosgaard fortsætter sin eftersøgning efter rationalitet, ved at fortsætte i den spørgende
form. Ved at opbygge sin argumentation fra sine børn, til sig selv, til det generelle
spørgsmål, for derefter at føre det videre til en række grønlandske familienavne af dansk
oprindelse, sætter han spørgsmålstegn ved, hvorfor de andre familier er grønlandske og
hans familie ikke er det. Han sætter således spørgsmålstegn ved den etniske skelnen mellem
grønlændere og danskere og efterlyser dens logik. Ved at fremhæve sine børn som agenter,
fremstår skellet nærmest som et overgreb. Brugen af spørgsmål virker som en effektiv
dekonstruktion af det etniske skel og en måde at udfordre den på, ved at efterspørge
rationelle og klare argumenter. Han udsætter opdelingen for yderligere kritik ved at sige, at
svarene, som han eftersøger måske findes i "i tyske annaler fra 30'erne, amerikanske fra
60'erne og sydafrikanske fra op til 90'erne". I en sarkastisk tone sammenligner han den
etniske opdeling med nogle af de værste overgreb på menneskerettigheder i dette
århundrede. Ved at bruge ordet "spekulationer" fremstår det at skelne etnisk som noget
velovervejet og ondskabsfuldt.
I artiklens afsluttende afsnit ekspliciterer han sin egen vision:

Samarbejde og synergi er løsningen!

Vores fælles muligheder og styrke findes i vores forskelle, ikke i vores ensartethed. Der må ligge
store muligheder og enorm styrke i det faktum, at Grønland er et to-sproget samfund. Lad os finde
vores fælles styrke og muligheder.

Vi er jo dog i familie, er vi ikke?

Hans vision er formuleret i objektiv kategorisk modalitet og fremstår, i sammenhæng med

det væld af positivt ladede ord han benytter, som en overbevisende løsning. Med begrebet
"synergi" trækker han på en diskurs fra erhvervslivet, der beskriver, at den fælles indsats
giver mere end summen af de enkeltes bidrag.
Tre gange nævner han de to ord "mulighed" og "styrke". Første gang lægger han
begrebet "fælles" til, hvorved han, sammen med det personlige pronomen "vores", samler de
grønlandske borgere under ét. Anden gang sætter han dem ind i en ækvivalenskæde, hvori
"forskelle" og "to-sproget samfund" sættes lig med "store muligheder og enorm styrke". Med
vendingen "det faktum" konstrueres tosprogetheden i Grønland som en sandhed, som det
slet ikke giver mening at diskutere. At have to sprog i et samfund er i Mosgaards perspektiv
ikke konfliktfyldt og problematisk, men derimod en stor ressource. Det fremgår
umiddelbart ikke om de to sprog er defineret som en faglig og udviklingsmæssig
kompetence eller kulturelle markører. Tredje gang han bruger "mulighed" og "styrke"
formulerer han sig i bydeform, positioner sig selv og læserne som aktive agenter og
fremhæver atter, at det er noget "fælles" som "vi" skal finde. Ved at trække på
familiemetaforen accentuerer han yderligere dette sammenhold på tværs af forskelle.
I artiklen Menneskesprog (Atagu den 8. oktober 1997) af Aqqaluk Petersen artikuleres et syn
på det danske sprog og danskerne som en integreret del af det grønlandske samfund både
historisk, kulturelt og sprogligt. Petersen indleder med i rosende vendinger at referere til
videoproduktionen Mit sprog som menneske - en grønlandsk film om sprog, magt og identitet fra
1997, hvilket kan ses som et tilfælde af manifest intertekstualitet. Filmen giver ifølge Petersen
"et tværsnitsbillede af det grønlandske samfunds mangfoldighed, også sprogligt". Han
omtaler filmens hovedpersoner ud fra deres alder, erhverv og sprogfærdigheder: "den ældre
dame, der er ked af, at hun aldrig fik sig lært ordentligt dansk", "den unge fyr, der gerne vil
grønlandisere yder ligere" og "den rent dansksprogede håndværksmester". Han kommer
således ikke ind på deres etniske- eller racemæssige identitet og undlader dermed at tage
stilling til hvorvidt sprogfærdigheder hænger, eller bør hænge sammen med etnicitet og
race.19 Ved at rose videoproduktionen og dermed positionere sig i overensstemmelse med
dens budskab, benytter Petersen det filmiske narrativ til at tegne et komplekst og
mangfoldigt billede af det grønlandske samfund, hvor heterogenitet fremfor homogenitet
karakteriserer både den befolkningsmæssige og sproglige situation.
Senere i artiklen ekspliciterer Petersen sit billede af Grønland som et multikulturelt
samfund. Han har netop advaret mod, at det danske sprog i selvstændighedens navn "kastes
ud med badevandet" og opstiller to argumenter for at bevare det. Det ene er, at det danske
sprog er nødvendigt for samfundet, hvilket han stadfæster ved at trække på en diskurs om
dansk som en forudsætning for at få en videregående uddannelse (For en redegørelse af
dette se kapitlet Dansk er en uddannelsesmæssig kompetence). Det andet argument er som
følger:

Den danske kultur i det grønlandske

For det andet og vigtigere, har vi nu en næsten 300 år gammel fælles historie med Danmark.
Mange af de kulturtræk, vi lægger vægt på i vores grønlandske kultur, inklusive sproglige
elementer, er dybt prægede af denne fælles historie. Det gælder ikke kun vores sangskat og musik,
vores religiøse institutioner, vores skoler og politiske institutioner men sågar også vores elskede
nationaldragt, der er en rigtig hybrid mellem europæiske (danske) elementer og den oprindelige
inuit kultur. Et vigtigt grønlandsk kulturtræk, vores kaffe-mik, er som så mange danske træk i
vores kultur, jysk inspireret. At vi lægger vægt på at have stærke fagforeninger og både har en
almindelig -og en arbejderhøjskole er næsten så dansk, som det kan blive. Andelstanken, endnu en
dansk opfindelse, er os heller ikke fremmed med Brugsen som et dominerende islæt i de
grønlandske bysamfund.

I hele afsnittet taler Petersen inden for en national diskurs, hvilket blandt andet ses på hans
brug af begreberne "vi" og "vores". Han vægter relationen mellem Danmark og Grønland ud
fra en fælles historisk fortid. Det koloniale forhold mellem de to nationer nævner han ikke,

19Det er interessant, hvordan han i ganske få ord skitserer relationen mellem alder og sprog og dermed implicit
referer til den betydning, som henholdsvis grønlandiceringen og daniceringen har haft for de forskellige
men vægter alle de steder hvor det, der betragtes som typisk grønlandsk er "dybt præget" af
det danske. Ved at sammenbinde begreberne "kulturtræk" og "historie" med sætningen
"dybt præget af" nærmer han sig en forståelse af kultur som historisk konstruktion, fremfor
en naturaliseret essens. Han afklæder de kulturtræk, der 'normalt' anses for 'rent'
grønlandske deres naturaliserede form og redefinerer dem som hybride konstruktioner
mellem "europæiske (danske) elementer" og "oprindelig inuit kultur".20 Hermed placerer
Petersen det danske indenfor rammerne af det grønlandske, hvorved han redefinerer de
danske elementer fra at være nogle, der kommer ude fra og truer med at gøre nationen
sygelig og skizofren, som vi så i kapitlet Grønland - en truet nation , til at blive en del af den
grønlandske nationale kultur. Hans opremsning af alle de grønlandske kulturtræks danske
træk kan ses som en retorisk sproglig strategi, der sammen med den objektive kategoriske
modalitet understøtter hans argumentation.
Som vi tidligere har været inde på fremkommer det i hans artikel, at han også ser det
danske sprog som en ressource for den grønlandske befolkning. Han definerer dem, der
ikke behersker dansk som "taberne" i uddannelsessystemet (For en mere detaljeret analyse af
dette se kapitlet Dansk er en uddannelsesmæssig kompetence) og fortsætter:

Derfor er det tvingende nødvendigt, at det danske element, der er så stor en del af vores
kulturhistorie styrkes i vores folkeskole og ikke kun ved de såkaldte sprogskoler, der må betragtes
som rene lappeløsninger.

(Dette citat har vi analyseret i det ovenfor nævnte kapitel og vil derfor kun komme ind på
det, der har relevans i denne specifikke sammenhæng). Det er bemærkelsesværdigt, at han
trækker det kulturelle og identitetsmæssige aspekt ved sprog ind. I og for sig kunne han lige
så godt have fremført sit argument uden at have indført sætningen "der er så stor en del af
vores kulturhistorie". Taget i betragtning af, at han netop har defineret de rent
grønlandsksprogede som taberne, skulle argumentet om, at det er nødvendigt at styrke det
danske sprog i folkeskolen være stærkt nok i sig selv. Men det virker som om, at han vil sige
noget mere:

generationer med hensyn til sprogfærdigheder.

20 Begrebet 'hybrid' og ordet 'oprindelig' er begge indikationer på, at selvom Petersen vægter det kulturelle som

en historisk og social konstruktion, opererer han alligevel med en forestilling om, at grønlandsk og
europæisk/dansk kultur hver især har en eller anden form for indre essens. Det er tilsyneladende blot det
nutidige Grønland, som ikke er oprindeligt længere, hvad der så end skal til for at definere kultur som
oprindelig? Det tyder på, at selvom han fremhæver kultur som en konstruktion, trækker han på en diskurs, hvori
kultur ses som noget traditonelt og uomskifteligt i modsætning til en forståelse af kultur, som en dynamisk
proces (som det blandt andet hævdes i socialkonstruktionismen). Dette kan have noget at gøre med at han
trækker på nationale diskurser, der tager udgangspunkt i, at kultur er geografisk forankret og dermed mere et
tingsliggjort objekt, end en praksis.
 Sprog er som så meget andet en integreret del af vores kultur, en kultur der selvfølgelig skal
udtrykkes i hele vores uddannelsessystem fra folkeskolen og opefter.

Her konstrueres "sprog" som en "integreret" del af "vores kultur". Begrebet kultur fremstilles
således som et bredere begreb end sprog, der ses som et aspekt af det kulturelle og en vigtig
markør for kulturel identitet. Petersen benytter objektiv kategorisk modalitet til at stadfæste,
at kultur skal udtrykkes i hele uddannelsessystemet og lader det fasttømre som endnu mere
naturligt, ved at knytte begrebet "selvfølgelig" til. Sætningen er imidlertid formuleret i
passiv og det er derfor uklart hvem, der konkret skal sørge for at det sker. Det personlige
pronomen "vores" henviser til, at han med begrebet kultur mener grønlandsk kultur. Når
grønlandsk kultur, som vi så ovenfor, ifølge Petersen er en hybrid mellem grønlandske og
danske elementer må det være ensbetydende med, at dansk kultur og altså også det danske
sprog "selvfølgelig" skal udtrykkes i hele uddannelsessystemet. Med dette gør Petersen det
danske sprog til en naturlig del af det grønlandske uddannelsessystem.
Hvis vi fokuserer på det retoriske og strategiske aspekt ved diskurser bliver det
interessant at reflektere over, hvorfor han mon så stærkt insisterer på at forene det
grønlandske og det danske. Man kan stille sig spørgende overfor, hvorfor det er nødvendigt
at placere det danske i midten af grønlandsk kultur. Er det ikke argument nok, at det danske
sprog fremhæves som et fornuftigt og nyttigt værktøj for fremtidig uddannelse? Måske er
svaret at finde i Petersens intertekstuelle reference til Per Langgårds artikel Om
dansksprogethed vs. sprogethed (Atagu 28. februar 1996). Her fremlægger Langgård et empirisk
materiale der viser, at holdninger og attituder overfor fremmedsprog har stor indflydelse på
elevernes motivation og dermed indlæringsprocessen. Petersen referer i sin artikel eksplicit
til Langgård. Ud fra en overbevisning om, at han også i dette tilfælde trækker på Langgårds
artikel, tolker vi, at Petersen ikke anskuer det for tilstrækkeligt, at fremhæve det praktiske-
og faglige udbytte ved at kunne dansk. Langgårds materiale viser, at motivationen for at
lære dansk være minimal, hvis befolkningen, i særdeleshed eleverne, er negativt indstillede
overfor det danske sprog. Én af grundende til, at Petersen vægter dansk sprog og kultur som
en del af det grønlandske, kan altså tolkes som et forsøg på at rykke ved holdningerne eller
attituderne overfor det danske sprog. Når han har nedfældet det danske i 'kernen' af de
grønlandske kulturelle værdier og nationale symboler, bliver det vanskeligt at argumentere
for, at det er noget fremmed, farligt og truende, som landet må beskytte sig imod.
Petersen fortsætter:

Vi må ikke lade “dinosaurerne” (frit citeret efter Per Langgaard), en gruppe af hovedsageligt
grønlandske mænd i 40 og 50 års alderen på ledende poster i det grønlandske samfund og med
bygderomantikken frisk i hovedet og tilmed et traumatisk forhold til det danske sprog og
 Danmark, udelukke de kommende grønlandske generationer fra verdenssamfundet. Verden bliver
hastigt mindre i takt med revolutionen i telekommunikation. En udvikling vi naturligt skal deltage
i og hvor vi vil have brug for ikke kun grønlandsk, men i høj grad for det danske sprog.

Her fremhæver Petersen en gruppe som han ved hjælp af Langgård benævner
"dinosaurerne". Metaforen medvirker til at konstruere gruppen som håbløst gammeldags.
Ved at henvise til deres samfundsposition "på ledende poster" positionerer han dem i en
rolle, som traditionelt har været tildelt danskerne. Dette og de øvrige karakteristika, han
tillægger gruppen - ældre mænd, der er belastede af koloniforholdet mellem Danmark og
Grønland, der romantiserer om den tid der lå før - opstiller han dem som 'den anden' han
positionerer sig i opposition til. Han beskriver deres projekt som yderst tvivlsomt, ved at
bruge vendinger som "med bygderomantikken frisk i hovedet", "traumatisk forhold" og
"udelukke de kommende generationer fra verdenssamfundet". Ved at sige "Vi må ikke
lade[...]" tager han direkte afstand fra dem og forsøger at aktivere læseren i kampen mod at
lade dem få indflydelse. Han fremfører herefter, i objektiv kategorisk modalitet, sit bud på
de faktuelle rammer. Her trækker han på en udviklings- og globaliserings diskurs. Ved at
bruge vendinger som "Verden bliver hastigt mindre" og "revolution i telekommunikation",
inholdsudfylder han udviklingen som uafhængig af Grønland og i stadig bevægelse.
Hermed virker 'dinosaurernes' projekt, som en fare for Grønland der risikerer ikke at kunne
følge med. Han opstiller til sidst det danske sprog som et nødvendigt værktøj for at kunne
følge med udviklingen (se i øvrigt kapitlet Dansk er en uddannelsesmæssig kompetence).
Konklusion
Vi har nu afsluttet vores analyse og vil forholde de opdagelser, vi har gjort, til vores
problemformulering; hvordan de to kategorier dansk sprog og det grønlandske samfund
indholdsudfyldes, og hvilke diskurser der bliver trukket på for at problematisere og legitimere det
danske sprogs tilstedeværelse i det grønlandske samfund. Vi har i analysen identificeret en række
problematiserings- og legitimeringsstrategier, som vi nu vil opsummere, for dernæst at
forsøge at sætte dem ind i en social kontekst og diskutere deres principielle sociale
implikationer for det grønlandske samfund.

Problematisering
I vores analyse har vi identificeret diskurser, der eksplicit problematiserer det danske sprogs
tilstedeværelse i Grønland. I disse konstrueres nationen som kulturelt homogen og da sprog
- både det grønlandske og det danske - bruges synonymt med kultur, fremstår det danske
sprog som en trussel mod den kulturelle homogenitet i det grønlandske samfund.
Vender vi blikket mod de sociale og samfundsmæssige implikationer af denne
konstruktion af nationen, ser vi, at den virker særdeles ekskluderende. Der er ikke plads til
det danske sprog i det grønlandske samfund, og en større udbredelse af denne forestilling
ville således få alvorlige sociale konsekvenser for den dansksprogede del af befolkningen.
De dansksprogede ville enten blive nødt til at forlade det grønlandske samfund eller blive
assimilerede på den grønlandske nations præmisser.
Selvom ideen om den kulturelt homogene nation sjældent optræder i sin rene form,
optræder den som baggrund i stort set alle teksterne. Selve det, at det danske sprogs
tilstedeværelse kræver en legitimering vidner om, at et land med flere sprog ikke fremstår
som ligetil og naturligt.

Legitimering
Vi har identificeret fire legitimeringsstrategier for det danske sprogs tilstedeværelse i
Grønland.
I den første fremhæves det danske sprog som en nødvendig uddannelsesmæssig
kompetence. Her indholdsudfyldes dansk fortrinsvist som et andetsprog og en faglig
kvalifikation, der skal hjælpe Grønland til på kortere eller længere sigt at blive en kulturelt
homogen nation - og de steder, hvor nationen omtales som kulturelt heterogen, fremhæves
det grønlandske sprog som hovedsproget. Der er dog nogle debattører, der fremhæver
dansk som et modersmål og en kulturel identitetsmarkør og som tilsvarende definerer
Grønland som en heterogen nation, også på længere sigt.
I den anden legitimeringsstrategi bliver det danske sprogs tilstedeværelse i Grønland
legitimeret ved at opstille nationen som nødvendigt tosproget. Grønland mangler
kvalificeret grønlandsksproget arbejdskraft og den dansksprogede arbejdskraft opstilles som
et nødvendigt værktøj, for at videreudvikle samfundet og opnå selvstændighed. Det danske
sprog indholdsudfyldes primært som et nødvendigt kommunikationsmiddel. Men nogle
debattører indholdsudfylder det dog som et modersmål, en identitetsmarkør og en kulturel
rettighed og definerer tilsvarende Grønland som en heterogen nation.
Tendensen til at indholdsudfylde det danske sprog som et praktisk værktøj - hvori
koblingen mellem sprog og etnokulturel identitet nedtones - kan ses som et forsøg på at
integrere det danske sprog i det grønlandske samfund, så det ikke skriver sig ind i en
kulturel konflikt - med rødder tilbage til kolonitiden - imellem Danmark og Grønland. Det
kan samtidigt ses som et forsøg på at integrere det danske sprog på en måde, så det ikke
strider imod ideen om den kulturelt homogene nation. Det principielle problem med denne
definition er imidlertid, at det danske sprog og den dansksprogede arbejdskraft konstrueres
som rene værktøj og redskaber for den grønlandske befolkning. Spørgsmålet om den
dansksprogede befolknings tilknytning til landet og dens kulturelle rettigheder bliver let
overset.

I den tredje legitimeringsstrategi indholdsudfyldes det danske sprog som en etnokulturel

identitetsmarkør, der dels er en praksis og dels en rettighed for det dansksprogede
mindretal. Grønland konstrueres som et heterogent og multikulturelt samfund, der består af
et grønlandsksproget flertal og et dansksproget mindretal, der begge har fuld tilknytning til
landet. Der ligger på samfundsplan et potentiale for en inkluderende politik i denne
definition, idet dansksprogede og grønlandsksprogede tildeles de samme rettigheder. Men
konstruktionen af det danske sprog som en rettighed har imidlertid den effekt, at grænserne
mellem de to sprogfællesskaber trækkes op og forskelle fremfor ligheder bliver det
grundlag, som henholdsvis dansk og grønlandsk identitet baserer sig på. Dette kan
medvirke til at øge kløften imellem den dansksprogede og den grønlandsksprogede del af
befolkningen.
Det er imidlertid netop dette, som den fjerde legitimeringsstrategi søger at modgå. I
denne konstrueres dansk som en integreret del af den grønlandske kultur og grundet i den
fælles fortid, indtager det danske sprog en plads på lige fod med det grønlandske sprog.
Denne definition prøver at ophæve grænserne mellem den dansksprogede og den
grønlandsksprogede del af befolkningen og at vægte det fælles. Den virker således åbnende
på det nationale begreb - måske mere specifikt for den dansksprogede del af befolkning, end
principielt.
I debatten kombinerer aktørerne diskurser på kryds og tværs og trækker på
modsaterettede definitioner af det danske sprog og nationen Grønland. Kampfeltet opleves
derfor som yderst nuanceret.

Hvad fortæller dette så om sprogdebatten i Grønland?

Sprogdebatten, som den ser ud i vores materiale handler i høj grad om identitetspolitik. Den
handler om, hvordan man på den ene side lever i et tosproget samfund og på den anden
side bevarer sin nationale identitet. I denne sammenhæng fremstår den politisk definerede
nation og den multikulturalistiske ideologi som en mulig fremtidig løsning, der kan lede til
større accept af et pluralt og sammensat Grønland.
Litteraturliste

Anderson, Benedict
1983 Imagined Communities: Reflections on the Origin and Spread of Nationalism. Verso:
London.

Billig, Michael
1995 Banal Nationalism. Sage: London

Bryld, Tine
1999 I den Bedste Mening. Gyldendal: København

Burr, Vivien
1995 An Introduction to Social Constructionism. Sage: London

Eriksen, Thomas Hylland

1993 Fleretniske paradokser. En kritisk analyse av"multikulturalismen". I Grus nr. 41:
Aalborg.

Fairclough, Norman
1992 Discourse and Social Change. Polity Press: Cambridge.

Grønlands Statistik
1996 Rapport om den Sproglige Udvikling i Grønland 1984-1994. Grønlands Statistik:
Nuuk.

Gynter, Bent og Møller, Aqigssiaq (red)

1999 Kalaallit nunaat - Gyldendals bog om Grønland. Gyldendal: København.

Hastrup, Kirsten
1989 Kultur som analytisk begreb i Hastrup, Kirsten og Ramløv, Kirsten Kulturanalyse
- fortolkningens forløb i antropologien. Akademisk Forlag: København.

Jørgensen, Marianne Winther og Phillips, Louise

1999 Diskuranalyse som teori og metode. Roskilde Universitetsforlag: Roskilde.

Landstingsdebat
1990 Stk. 45- Forslag om obligatorisk brug af det grønlandske sprog i alle offentlige
anliggender. Grønlandsk Landstings forhandlinger efteråret 1990. GSK: Nuuk

Laclau, Ernesto og Mouffe, Chantal

1985 Beyond the Positivity of the Social: Antagonism and Hegemony. I: Hegemony and
Socialist Strategy. Towards a Radical Democratic Politics. Verso: London

Langgård, Per
1992 Grønlandsksproget - tosproget - grønlandsksproget: nogle tendenser i det dansk-
grønlandske sprogmøde blandt Nuuks skolebørn. I: Grønlandsk Kultur- og
Samfundsforkning 92. Ilisimatusarfik/Atuakkiorfik: Nuuk.
Langgård, Per
1996 Om dansksprogethed vs. sprogethed. Debat indlæg på http://www.atagu.gl

Lynge, Finn
1998 Selvstændighed for Grønland?. Arctic Information: København.

Parbst, Karin (en folder om filmen)

1997 Inuttut qaatsikka - Mit sprog som menneske - En grønlandsk film om sprog, magt og
identitet; Statens film central: København.

Potter, Jonathan & Wetherel, Margaret

1987 Discourse and Social Psykology - Beyond Atitudes and Behavior. Sage: London.

Sermitsiaq
1999 SIK vil genindføre fødestedskriteriet. Sermitsiaq den 7. maj 1999.

Skydsbjerg, Henrik
1999 Grønland - 20 år med hjemmestyre - en samtidshistorie om Grønlands udvikling under
hjemmestyret. Forlaget Atuagkat: Nuuk.

Sørensen, Bo Wagner
1997 Når Kulturen går i kroppen - 'Halve grønlændere' som begreb og fænomen. I:
Felter; Tidsskriftet Antropologi nr. 35-36. Foreningen Stofskifte: København.

Universal Declaration of Linguistic Rights,,

artikel 4 pkt. 2. http://www.atagu.gl

Østergård, Uffe
1996 Stat, nation og national identitet. I: Andersen, Heine og Kaspersen, Lars Bo (red)
Klassisk og Moderne Samfundslitteratur. Hans Reitzels forlag: København.