You are on page 1of 10

Raisa Gorbatjova er død

Raisa Gorbatjova døde den 20. september kun 67 år gammel. Raisa, der var sociolog, spillede som præsident- og partilederfrue en selvstændig og aktiv rolle i samfundet. Hun var hovedkraften bag den Sovjetiske (senere Russiske) Kulturfond (stiftet i 1987), der bl.a. arbejdede på at bevare de nationale mindretals kultur og sprog i Rusland. Kulturfonden indledte i 1989 et stort program for genrejsning af det vepsiske folk, som bor i området øst og nordøst for Sankt Petersborg. Raisa Gorbatjova var ansat ved Moskvas Statsuniversitet, indtil hendes mand blev partichef. Efter USSRs opløsning og Mikhail Gorbatjovs afgang som leder, arbejdede hun i hans internationale fredsfond (Gorbatjov-fonden). Hun døde på et hospital i Munster, hvor hun var indlagt for sin kræftsygdom. Helbredet havde været svigtende lige siden kuppet mod Gor-batjov i august 1991.

Tjukotka
Af Larisa Vyntyna (Abrjutina) Larisa Vyntyna var i sovjettiden leder af Tjukotkas flyvende sundhedstjeneste og er i dag aktiv for de oprindelige folks rettigheder i Rusland. Vi bringer her første del af hendes meget grundige artikel om Tjukotka, som hun kender bedre end de fleste Kig på kortet over Asien, på dets nordøstligste hjørne. Her rager en kileformet halvø ud mellem det Nordlige Ishav og Stillehavet. Det er Tjukotka, som kun det smalle Beringstræde adskiller fra Alaska. Engang, for 30.000 år siden, hang Asien og Nordamerika sammen her, men det er stadig som om Tjukotka og Alaska er to søstre, som ser på hinanden. Tjukotka er omgivet af kolde have og landet selv er koldt, meget koldt. Med Tjukotka mener man ikke kun halvøen, men også en administrativ del af Rusland, Tjukotkas Autonome Kreds. Den blev officielt oprettet den 10. december 1930, først som en del af Khabarovsk-territoriet, siden Kamtjatka Oblast, så Magadan oblast, men i 1992 blev Tjukotka skilt ud fra Magadan oblast og blev en selvstændig enhed under den Russiske Føderation. Tjukotkas areal er 737.7 tusinde km3. Tjukotkas Autonome Kreds er inddelt i 8 regioner, tre byer, 18 bymæssige bebyggelser og omkring 50 landsbyer/bygder (1993) og øvrige småbebyggelser. Tjukotkas administrative centrum er byen Anadyr. Tjukotkas folkevalgte forsamling er Kredsdumaen og den udøvende magt ligger hos Kredsforvaltningen, som ledes af Tjukotkas guvernør. Dumaformanden og guvernøren er i følge Ruslands forfatning fødte medlemmer af overhuset i den Russiske Føderations parlament, Statsdumaen. Hver af Tjukotkas otte regioner udgør en kommune, som ledes af et regionsråd med en borgmester i spidsen. Medlemmerne af Kredsdumaen og regionsråd er ligesom borgmestrene og guvernøren udpeget ved direkte valg. Alle borgere med fast bopæl i området og uanset etnisk tilhørsforhold har stemmeret. Repræsentanter for Tjukotkas oprindelige befolkning udgør mindre end 2% af Kredsdumaen. Så godt som alle ledende poster i kredsens og kommunernes styrende organer er besat af repræsentanter for ikkeoprindelige folk, som kun opholder sig i Tjukotka i en periode. De steder, hvor den oprindelige befolkning bor, samt i industribebyggelserne ledes af chefen for forvaltningen, der er udpeget af borgmesteren i den kommune, som bebyggelsen ligger i. Der er ingen former for selvstyre for oprindelige folk. I Tjukotka findes en afdeling af Sammenslutningen af små Nordlige og

INFONOR-nyhedsbrev nr 1 • oktober 1999

PDF processed with CutePDF evaluation edition www.CutePDF.com

Fjernøstlige Folkeslag (RAIPON). Denne organisation blev stiftet i 1990 på beslutning af de føderale myndigheder og på disses bekostning. Tjukotkas befolkning var ved folketællingen i 1993 124 tusinde. Fortiden ligger den på ca. 90 tusinde, faldet skyldes den økonomiske krise, som har fået mange tilflyttere til at søge tilbage til det centrale Rusland. De ikke-oprindelige folk er i hovedsagen russere og ukrainere. Som oprindelige folk i Tjukotka regnes: tjuktere 11.000 eskimoer 1.500 evener 1.200 tjuvaner ca. 400 jukagirer ca. 120 korjakker ca. 30 kereker (ikke optalt) (kilde: Ruslands Statistik 1. januar 1998) Tjukteme bor i hele kredsen, eskimoerne er koncentreret i det nordøstlige kystområde, evener i den sydlige og vestlige del, tjuvaner og jukagirer i de centrale dele, korjakker i den sydlige og kereker i den østlige del. Alle disse folk har forskellig oprindelse og tilhører forskellige sproggrupper. Men i kraft af en række fælles sociale, kulturelle og økonomiske vilkår hører disse folk til gruppen af "små oprindelige nordlige, sibiriske og fjernøstlige folk i den Russiske Føderation". Der er i alt 30 etniske grupper i Rusland, som regnes med til denne kategori og i alt er de 150 tusinde. Det absolutte flertal af den oprindelige befolkning bor (eller er tilmeldt) i bygder og andre småbebyggelser. Dog er en del af indbyggerne i Tjukotkas indland kun tilmeldt disse steder, uden at have en bopæl her, da de

hele tiden lever eller flytter omkring i tundraen. Tundrafolkene kan være op til 400 km fra deres bygder (i gennemsnit 50 km) og op til 250 km fra regionscentret. Der er praktisk talt ingen helårslandeveje i Tjukotka. Om sommeren foregår den meste transport ad luftvejen (med fly eller helikopter), eller ad landevejen med terrængående bæltekøretøjer eller til søs (hvor besejlingsperioden er begrænset af den korte sommer). Om vinteren anlægges vinten/eje på sneen eller på tilfrosne floder. Transportvæsenets svage udvikling og de ekstreme naturforhold er skyld i, at det er så vanskeligt at forsyne Tjukotka. Radio- og telefonnettet er svagt udbygget. Tidligere blev kontakten mellem indlandsnomaderne og bygderne klaret ved hjælp af bærbare radiotelefoner, men det er nu ved at bryde sammen på grund af et faldende antal radiotelefoner, manglen på reservedele og batterier og omlægning af nettet af radiostationer. (Fortsættes i næste nummer af INFONOR)

velse af de oprindelige folkeslags etnografi. Skriftet kan bestilles for 68 + porto og kan bestilles gennem INFONOR, e-mail: infnor@get2net.dk Alle indtægter fra salget af dette hæfte går til livsnødvendig medicin til evenerfolket på Kamtjatka.

Med vidt åbne barneøjne

Bognyt
Hæfte om Kamtjatka
Ph. D-studerende fra Munchens universitet Katharina Gernet har på egen hånd publiceret et skrift om Kamtjatkas oprindelige befolkning. Det er på engelsk og hedder: "Kamchatka and its Indigenous Population". Det består af 3 afsnit: 1. Generel information om Kamtjatka. 2 Kamtjatkas historie. 3 Beskri-

Verden set med børns øjne er titlen på en smukt illustreret bog, som den flittige Dr. Erich Kasten I Berlin har stået fadder til. Bogen er udgivet i tilknytning til en udstilling af barnetegninger fra oprindelige folk ved Ruslands Stillehavskyster og i Alaska. Tegningerne er ledsaget af tekst og foto, der beskriver stederne, hvor børnene bor. Teksten er på tysk og russisk og en udvidet udgave fås på CDROM. Kan varmt anbefales. Nærmere oplysninger om pris og bestilling ved henvendelse på INFONORs e-mailadresse.

INFONOR-nyhedsbrev nr 1 • oktober 1999

8

Tjukotka
(fortsat)
Af Larisa Vyntyna (Abrjutina) (Første del af artiklen blev bragt i INFONOR nr. 1)

fisk, mens de ældre mænd byggede slæder og lavede seletøj. Kort sagt: de forberedte sig på vinteren. På samme tid vandrede mændene og de større børn med dyrene, på samme måde som deres fædre og fædre før dem havde gjort. De skulle sørge for, at renerne åd sig et godt fedtlag til. For at det skulle lykkes, krævedes at man inde i hovedet havde et

Renavlen Den oprindelige befolknings vigtigste næringsveje er renavl, fiskeri, jagt og fangst. Det mest lønsomme erhverv er et stort tamrenhold, som er en ganske enestående næringsform, som alene kan overleve, hvis man sikrer en uafbrudt overlevering af færdighederne fra den ene generation til den anden. En stor del af året er renerne på vandring fra sted til sted på jagt efter nye græsgange. Flytningen sker med intervaller, der varierer efter årstiderne, græsgangenes beskaffenhed og andre forhold. I årets løb bliver renflokkene nogle gange skilt i mindre flokke og samlet igen på andre tidspunkter. Så skilles renavlernes veje også og hver gruppe følger sin del af hjorden. Om sommeren før i tiden skilte kvinder, gamle og små børn sig fra hyrderne, der fulgte rensdyrene, for at slå lejr et smukt sted, hvor vinden kunne holde myggene på afstand og gerne i nærheden af et fiskevand eller en skov (så man kunne samle brænde). Her var kvinder og børn sysselsat med at berede skind, sy tøj, tillave rødder og tørre

vanskeligere. Myg og knot er plager for dyr og mennesker. Lidt senere skyder svampene op, og dem elsker renerne. En anden fare er vildrenerne. De er større og stærkere, og når tamrenerne får øje på dem, glemmer de alt om, at de er tamme, og løber efter dem. Det er umuligt at standse dem og i løbet af nogle minutter kan hyrden miste hele sin hjord. Man kan kun redde dem ved nøje at kende rensdyrenes adfærd og ved konstant at årvågne vagter placeret rundt om flokken. Et godt syn og en fin hørelse er – foruden benene – hyrdens vigtigste arbejdsredskaber. Uden dem er hans arbejde farligt. For der er lurer også andre ’hyrder’, rovdyrene bjørn, ulv og jærv. Før i tiden stillede mennesket ikke sig selv op som modsætning til dyrene, men forligede sig med dem, søgte at overtale dem til at gå bort, kastede ”tjaat” (lasso) efter dem, kildede dem, og det hjalp! Før i tiden var det ikke tilladt at bruge hyrdehunde. Om efteråret samledes de forskellige grupper af hyrder igen for at vandre med dyrene til efterårs- og vintergræsgangene, hvor renskilningen foregår i august. Om foråret er det kælver renerne og inden denne vigtige tid mødes renhyrder fra de forskellige grup-

kort over områder på hundredvis af kilometer, at man kendte til plantevækst, selektion og dyrenes adfærd. Pasningen af hjorden foregår til fods, og det er ikke et let arbejde. Man må huske på, at renen er et halvvildt, sky og meget hurtigt dyr. Det er et hårdt arbejde og ofte må hyrderne på en dag tilbagelægge snesevis af kilometer over højdedrag, gennem sumpe, vandløb og sænkninger. På den tid af året, hvor jorden er snedækket, kan man køre med renspand og stå på ski. Om sommeren er det langt

INFONOR -nyhedsbrev nr 2  januar 2000 PDF processed with CutePDF evaluation edition www.CutePDF.com

9 per for at hjælpe hinanden med at skille moder-renerne fra. De holder en fest i anledning af slagtningen og de første kalves ankomst. Det er nok årets mest glædelige og lyse tid. De arrangerer rensdyrvæddeløb, og løb- springog brydekonkurrencer. Før i tiden var det meget særegne former for kappestrid, som slet ikke lignede de europæiske. Renen gav mennesket føde, klæder, fodtøj og tag over hovedet. Af den afhang meget, for ikke at sige alt, i befolkningens materielle og åndelige kultur. Naturligvis skabte tilværelsen som flyt-renavler en særlig verdensanskuelse og karakter. Mindst lige så særegen var fangsten på havpattedyr. På så godt som hele Beringhavets kyst og på østkysten af Tjukterhavet drev man fangst på hval, hvalros og sæl. Før i tiden brugte man harpun fremstillet af hvalrostand. Harpunerne med vendespids var ideelt tilpasset til formålet og var for deres tid det ypperste udtryk for snilde. Fangsten blev drevet på forskellige årstider: om sommeren fra ’umiaq’ og om vinteren fra isen. Fangsten dækkede alle kystbefolkningens behov. Fangerne havde deres særlige fester, hvoraf den mest kendte er hvalfesten. I sovjettiden og efter sovjetstyrets fald er der sket betydelige forandringer i fangernes tilværelse. Urtiden Hvornår de første mennesker kom til Tjukotka, ved ingen præcist, men på grundlag af arkæologiske fund antager man, at de første beboere kom til disse kanter mens Beringia-landbroen endnu forbandt Asien og Amerika. Ad denne vej er mennesker indvandret til det amerikanske fastland, som de har befolket. Tjukotka er altså arnestedet for menneskene i Alaska og det bekræftes af en række fælles træk, som forener urbefolkningerne på begge sider af Beringstrædet. eskimoerne) udviklede sig til fangere. Nye næringsformer skabte grobund for en overgang fra et slægtsbaseret samfund til den patriarkalske familie. Der opstod ulighed med hensyn til ejendom. Russerne kommer I 1600-tallet kom russiske pionerer til Tjukotka og Kolyma og hermed lagde grunden til, at stenalderen og de oprindelige stammers isolation ophørte.

Mammutten blev jaget af de første mennesker i Arktis. Her er den dybfrosne unge "Dima" ved at blive løftet fri af permafrosten.

Bosætningen skete under barske klimatiske vilkår. På den tid herskede i Østsibirien den såkaldte sartanske istid. Folk levede hovedsageligt i den is-nære tundrazone og i gletscherdale. Her fandtes dengang flokke af mammutter, uldhårede næsehorn og bisonokser, som Tjukotkas nuværende beboere stadig kan finde rester af. Urtidsbefolkningens vigtigste næringsveje var jagt, fiskeri og samlen. Med tiden opstod der hos visse folk (især indlandstjukterne) et tamrenhold, mens andre (kysttjukterne og

Tjuktiske krigere gjorde i 1700-tallet så hæftig modstand mod russerne, at de slap for at yde 'jasak' (pelsskat)

Det tog kun russerne 60 år at brede sig fra Ural til Stillehavet! De russiske bestræbelser på at underlægge sig nye landområder havde mange årsager, men den vigtigste var ønsket om at skabe en stormagt med adgang til havet. Alle nye landområder blev indlemmet i Rusland

INFONOR -nyhedsbrev nr 2  januar 2000

10

sammen med urbefolkningerne. Denne proces var smertelig og blodig. Dog var det ikke
Billede: "Tjuktere foran deres bolig". Tegning af Louis Choris ca. 1814

hundrede år senere sejlede Vitus Berings ekspedition gennem strædet. Til ære for disse rejser blev Asiens østligste punkt opkaldt efter Desjnjov, mens strædet og havet bærer Berings navn.

skab. Alaska blev tvunget til at lære sig at gå på det selvstændige ansvars tynde line og vænne sig til de fremmede men håndgribelige værdier i forbrugerkulturen, som man hver dag må kæmpe for, mens Tjukotka – sovende og frataget enhver rettighed – er tvunget til at svaje i takt med hver ny idéstrømning hos sin diktator og velgører, og må opbyde sine sidste kræfter og ofre den sidste krumme af sin rigdom på den seneste vanvittige ide og på at spæde rusen op hos sin uforstandige velgører. (Fortsættes i næste nummer af INFONOR)

tsar-styrets erklærede mål at udrydde eller fordrive de oprindelige folk. Tværtimod ønskede man blot at de skulle underkaste sig. Til dette formål anvendtes ’jasak’, en særlig beskatningsform, som i Rusland fra gammel tid havde opfyldt en dobbelt funktion. For et første en politisk. Den var så at sige det ydre udtryk for, at man frivilligt havde stillet sig i et vasalforhold til Rusland. For det andet var jasakken en væsentlig indtægtskilde for den russiske statskasse. Russiske opdagelsesrejsende nåede det asiatiske fastlands østligste punkt – og dermed Tjukotka – i 1648. Det var en ekspedition ledet af kosakken Semjon Desjnjov. Den sejlede også gennem strædet mellem Asien og Amerika. Næsten

Senere underlagde Rusland sig også Alaska, og først i 1867 solgte tsar Aleksander den 2s regering Tjukotkas ’søster’ – Alaska – til USA. Hermed skiltes de to tvillingelandes skæbner for altid. Hvis man skal udtrykke det billedligt, kan man sige, at den ene faldt i hænderne på en ”civiliseret, beregnende pragmatiker” og modtog til gengæld de tilhørende kendetegn i form af et smukt bælte af en olierørledning gennem landet, præcise og strenge indfødte korporationer foruden den vestlige kulturs evindelige ”gave” – AIDS. Den anden er derimod faldet i kløerne på en krympende ødeland, og fra ham har man lært sig kolkhos-systemets uansvarlighed og drukken-

Til hvalfangsten i Tjukotka benytter man stadig den traditionelle storbåd (grønlandsk umiaq, konebåd), betrukket med hvalroshus. Tjukotkas eskimoer kalder den 'angjapig'. Kajakken er forlængst gået af brug i Tjukotka

INFONOR -nyhedsbrev nr 2  januar 2000

14

INFONOR 
sætning. En sådan mand var sjamanen eller åndemaneren. Det var særlige folk, for hvem det at være åndemaner ikke var et erhverv men snarere et kald, eller måske ligefrem en sygdom. Fra ursamfund til socialisme Grundlæggende forandringer i urfolkenes tilværelse i Nordrusland i almindelighed og i Tjukotka i særdeleshed, fandt sted efter revolutionen og indførelse af sovjetstyre. De fremherskende ideologiske opfattelser af urfolkene gav sig udslag i en række dybtgående indgreb. Formålet med disse indgreb var at føre urfolkene fra urstadet frem til socialismen ved at springe mellemtrinene feudalisme og kapitalisme over. Man antog at de stærke kollektive elementer, som var så kendetegnende for urfolkenes samfund, ville muliggøre denne hurtige overgang. Og faktisk var dette historiske “spring” til at begynde med en succes og havde den virkning indadtil og udadtil, at folk lærte at skrive og læse, fik adgang til moderne sundhedsvæsen og an række andre økonomiske og organisatoriske fremskridt. Men så begyndte det indre forfald. Udviklingen havde simpelthen været for omfattende og hurtig og ude af trit med urfolkenes muligheder. Rensdyrhjordene og arbejdsredskaber blev kollektiviseret, de årstidsbestemte vandringer med renflokkene blev forstyrret, trosforestillinger og religiøse riter blev forbudt, børn blev isoleret fra deres forældre og deres naturlige miljø og blev i stedet anbragt i døgnbørnehaver og kostskoler..

Tjukotka – 3
Af Larisa Vyntyna (Abrjutina) 3. og sidste del. De første afsnit af Larisa Vyntynas artikel kan læses i INFONOR nr. 1 og 2. ) Et frit og arbejdsomt folk Tjukterne – det talmæssigt største urfolk er kendt for som det eneste af polarfolkene ikke at have underkastet sig den imperialistiske jasak-politik, som russerne i forrige århundreder førte mod polarfolkene. De satte sig til væbnet modværge mod de russiske kosakker, som de tilmed angreb, og det tvang den russiske tsar-magt til at afstå fra magtanvendelse over for dem. John Muir, som rejste i Tjukotka i forrige århundrede, skrev om tjukterne, at “de ikke var vilde, men tværtimod velovervejede og flittigt arbejdende mennesker, som tænkte på fremtiden, hvilket satte tjukteren i stand til ved sin flid og dygtighed at overleve under hvilke som helst forhold. Selv når sygdom, sult og andre ulykker væltede ned over dem og renhjorden, var de ved god hu, snakkesalige, muntre og frygtløse folk, sammenlignet med andre folk, det være sig vilde eller civiliserede”. Åndetroen Grundlaget for de kejserlige myndigheders indstilling til de indfødte stammer var ikkeindblanding i deres materielle og åndelige liv. En særlig side af de oprindelige folks åndsliv var deres tro, som var animisme (åndetro) og shamanisme. Efter tjukternes mening havde skaberen skabt mennesket sammen med mange andre levende væsener, himlens stjerner og naturfænomenerne. Folk, som døde en værdig død ved enten at falde i kamp, på jagt eller ved frivilligt at vælge døden, kom til de himmelske sfærer. De, der døde en uværdig død (for eksempel af sygdom) nedsteg efter døden til underverdenens sfærer. Den omgivende verden var befolket af ånder, som enten kunne hjælpe eller skade menneskene. Mand må være meget påpasselig og vide, hvordan mand skal opføre sig for at overleve i den komplicerede, ikke-synlige verden, hvor der i enhver bygd, under enhver jordknold skjulte sig en usynlig “ejer”. Menneskene klarede sig gennem den daglige tilværelse ved hjælp af erfaring og kendskabet til regler, der satte én i stand til at overleve. Hertil havde hver enkelt sine egne remedier: bønner og personlige amuletter. Men somme tider, i ganske særlige situationer, når for eksempel et menneskes ånd blev taget til fange af en ond ånd. Så måtte man have hjælp af en, som besad den ganske særlige evne at kunne dykke ned i åndernes verden og der foretage visse handlinger for at komme den stjålne sjæl til und-

PDF processed with CutePDF evaluation edition www.CutePDF.com

INFONOR 
Til et højere kulturstade De folk, der stod bag disse forandringer, troede oprigtigt på, at de reddede “de vilde”, løftede dem ud af et beskidt hul og hævede dem op på et højere kulturstade. Samtidig lavede man om på bygderne og flyttede rundt med folk. Renernes flytveje blev omlagt; familiegrupper blev omdannet til fangstkollektiver. I løbet af disse forandringer brød de interne tilpasningsmekanismer på det personlige og alment etniske plan sammen og der indtrådte en dyb krise. Alligevel brød urfolkenes erhvervsaktivitet ikke sammen. I det mindste ikke udadtil. Urfolkenes tilværelse i sovjetsamfundet var nøje planlagt fra fødsel til død. Man var under konstant overvågning og kontrol af talrige russiske parti-, komsomol-, fagforenings-, økonomiog kulturfunktionærer, og de fyldte med tiden de såkaldt nationale landsbyer, hvor de kom til at udgøre flertallet af befolkningen (mange steder faldt urbefolkningens andel til under 10%). De tilflyttede styrede al aktivitet blandt urfolkenes og især deres arbejdsliv. efter princippet ”at skumme fløden”, det vil sige bryde råstoffer på en kortsigtet måde, der ikke tog hensyn til kommende generationer eller miljøet. Urfolks rettigheder til deres traditionelle landområder ville man ikke høre tale om, heller ikke om hensynet til områder med traditionel naturudnyttelse, miljø osv. Som følge heraf ødelagde man på kort tid store landområder med rengræsgange, jagt og fiskeri. Druk og seksuel vold Repræsentanterne for den ”højerestående kultur” tilintet-

15
gjorde med alle til rådighed stående midler alt levende. Fra helikoptere og terrænbiler skød de kid, bjørne, bukke og rensdyr. De opstemmede floderne med metalplader og lammede fiskene med dynamit. De begyndte at levere spiritus til renhyrderne i tundraen, noget der skulle vise sig at være katastrofalt, da urfolkene simpelthen mangler den fysiske evne til at forbrænde alkoholen. Urfolkene havde gennem århundreder vænnet sig til brugen af euforiserende svampe og havde udviklet en kultur omkring indtagelsen af disse. Men også det

Minedrift - rovdrift Sideløbende med disse forandringer begyndte man at udnytte mineralforekomsterne (guld, wolfram, tin, uran) i Tjukotka. Denne udvikling havde især fart på i før- og efterkrigsårene. Indtil først i 1950erne blev det meste arbejde i minerne udført af straffefanger. Det var også på denne tid at man begyndte at opføre industribyer og hente befolkning hertil fra den euroDer er ikke stor forskel på fangstmetoderne før og nu. Af mangel på pæiske del af Sovjetunionen. kapital må kystbefolkningen i Tjukotka for det meste selv lave deres Den industrielle udvikling skete både og redskaber. Men til forskel fra før er det nu stærkt begrænset,

16
har alkoholiseringen nu nedbrudt. Seksuel vold blomstrede i bygderne. Denne periode kan betegnes som en tid, hvor man hyldede hykleriet efter opskriften: ”sig ét, gør noget andet og tænk noget helt tredje”. Tjuktiske undermennesker Den dybe indre krise gav sig udslag i høj sygelighed og dødelighed og lav levealder. Det blev i disse år klart for såvel forskere som for befolknin-

INFONOR 
gen i almindelighed, at urbefolkningen var i fysisk og åndeligt forfald. Dog var det ikke noget, man måtte tale højt om. Enhver negativ oplysning om urfolkenes tilstand blev sammen med forskerrapporter hemmeligstemplet. I Sovjetunionen begyndte man at fortælle vitser om tjukterne, som fremstilledes som torskedumme (det kom endda så vidt, at tjukter-vitserne blev trykt i aviser og blade, og i 1998-udgaven af den store russiske ordbog står der under ordet tjukter, at det ikke kun er en nationalitet, men også et ”naivt næstenmenneske”!) Så takket være de rare russeres faderlige omsorg blev den frihedselskende og oprørske tjuktiske stamme gradvist forvandlet til en flok skrupelløse, fortabte og drikfældige undermennesker... Fra den ene yderlighed Alvoren i de oprindelige folks tilstand kom først helt for en dag efter sovjetstyrets sammenbrud. Efter en brat historisk vending gik samfundet ind i en fase med ytringsfrihed og demokratiske forandringer. For polarfolkene betød det en overgang fra den ene yderlighed til den modsatte. Den periode, hvor alt blev styret ned til mindste detalje, blev afløst af en tid uden nogen politik overhovedet. Det betyder også, at alle fraskriver sig ansvaret for de forbrydelser, der er begået mod polarfolkene og at ingen vil påtage sig at give disse skadelidte folk en effektiv hjælp. Tomme ord og snak De seneste år kan bedst karakteriseres som en tid med en smukke men tomme ord. Aviser, radio og TV fortæller ofte og næsten tårevædet om de ulykkelige urfolk. Der afholdes kongresser og seminarer, hvor man på et abstrakt plan snakker om reintegration, partnerskab og lignende. Der oprettes talrige fonde, udgives bøger og holdes velgørende gallakoncerter. Politiske ledere (ikke-urfolk) fra Ruslands regioner, som hævder at varetage urfolkenes interesser, kræver på den konto ekstra bevillinger og goder. Det har vist sig at være en per-

Larisa Vyntyna (th) på arbejde blandt tjuktiske renhyrder. Foto: M. P. Abrjutin (fra omslaget til Larisa Vyntynas bog: ”Ruslands

INFONOR 
fekt anledning for de folk, som ofte selv er skyld i krisen, til at videreføre tidligere tiders ”omsorg” for de halvdøde oprindelige folk. Det er kendt, at den gennemsnitlige levealder for oprindelige folk i visse områder er 37 år og at selvmordsraten er nået op på 144 ud af 1000 (tal fra 1995). Det tilsvarende tal for hele Rusland er 38. I nogle egne er der udbrudt epidemier af tuberkulose, mavelidelsen echinokokkus og andre parasitsygdomme, som ellers hørte forrige århundrede til. På trods af disse katastrofale forhold afviser staten at yde medicinsk nødhjælp til polarfolkenes bosætningsområder. Svindel-privatisering I forbindelse med omlægningen til markedsøkonomi blev statsbrugene (sovkhoser) opløst og brugenes aktiver blev privatiseret og fordelt mellem alle brugenes ansatte (også tilflyttere). Urfolkene fik ikke den fulde ejendomsret over deres ejendom og fik ingen hjælp til at starte erhverv på de nye vilkår. Rener, jagtområder og andre værdier faldt i hænderne på tilfældige folk, blev drukket op eller ganske enkelt frastjålet urfolkene. Forskellige statslige hjælpeprogrammer for urfolkene fungerer i stedet som genveje til alle mulige former for magtfordrejning og svindel. Vestens erfaringer dur ikke Forskere og polarfolkenes politikere og ledere , som søger at varetage disse folks interesser, mener, at selvforvaltning er nødvendig og det hurtigst mu-

17

En økse mod Lukoil
En økse i et traktordæk var i september ved at koste nenets-digteren Jurij Ajveseda – også kendt som Vella – 4 til 7 års fængsel. Men takket være en resolut indsats fra organisationer i ind- og udland vandt områdets urbefolkning første runde.
Den dramatiske episode, der lå til grund for anklagerne mod Vella, fandt sted i efteråret, den 14. september, da de nenetsiske børn fra egnen – under ledsagelse af gæster fra Estland og Frankrig - skulle møde til første skoledag i bebyggelsen Variegan. Da børnene og deres forældre til kom den vej, der forbinder Vellas hjembygd med hovedvejen, så de, at en rendegraver tilhørende olieselskabet „Lukoil“ i strid med loven var i færd med at fjerne broen over Hapleuta-floden, den eneste forbindelse mellem Vellas hjembygd og resten af verden for den sags skyld. Broen er adgangsvejen til læge, posthus, skole, butikker o.s.v. Nenetserne har ikke selv tekniske midler til selv at genopføre broen. Lukoil havde flere gange tidligere truet med at ødelægge vejen og broen. Børnene blev opskræmte og gav sig til at græde. Jurij Vella bad traktorføreren fremvise det papir, der gav ham bemyndigelse til at ødelægge broen. Det nægtede han, og da han heller ikke vile indstille arbejdet til politiet kunne nå frem og tage stilling til sagen, tog Vella en hurtig beslutning og .ødelagde rendegraverens dæk med en økse. Denne form for håndgribelig nødværge er ikke ukendt i Vestsibirien. I 1989 besatte en gruppe hantere en bro for at stoppe det statslige olie- og gasselskab „Gasproms“ hærgen i de områder, der tjener til græsning for urfolkenes renbestande. Men til forskel fra dengang havde Vella rygdækning i loven. Den Russiske Føderations civilretlige lovgivning om forsvar af borgernes frihed har blandt andre en §12, som beskriver borgernes „Muligheder for at forsvare borgerrettigheder“. Men nok er Jurij Vella (Ajvaseda) en kendt og skattet digter og vel har han modtaget en pris fra Soros Fonden for sit politiske virke. Ingen sætter sig dog ustraffet op mod de meget stærke økonomiske interesser, mindst af alt olieindustriens. „Lukoil“ anmeldte hændelsen og den lokale anklagemyndighed sigtede Vella for hooliganisme (hærværk) og for at bruge et våben. Det er lovovertrædelser, der som nævnt kan give mellem 4 og 7 års fængsel. Samtidig forsøgte Lukoil at hænge Vella ud i medierne som ballademager, mens hanterne – som slet ikke var indblandet i denne affære – blev kaldt militante bøller. Sagen er interessant på flere måder. Først og fremmest viser den, at nok er den oprindelige befolkning stadig presset af råstofmyndigheder og –selskaber,

- fortsættes side 19

INFONOR 
Fortsat fra side 17

19
været så voldsom og ubegavet, at man uvægerligt vil udbryde: hellere åbenlys ondskab end den slags godhed! Jeg synes, at det nu må være ligefor og på sin plads at anerkende polarfolkene som folk, der har været udsat for repression, undertrykkelse, for det at udsætte så uforberedte og sårbare folk for så voldsomme påvirkninger, det er undertrykkelse, om ikke formelt, så efter resultatet. Oversat og bearbejdet fra russisk af Peter Jessen Lariisa Vyntyna er tjuktisk læge. Hun var i en årrække leder af Tjukotkas mobile sundhedstjeneste og er nu ansvarlig for arbejdet på sundhedsområdet i de russiske urfolks organisation RAIPON.

ligt, ligesom urfolkenes krav om landrettigheder snarest må imødekommes: Rusland må holde op med formynderiet og i stedet gå ind på et partnerskabsforhold. Urfolkene forsvarere lægger vægten på principperne i folkeretten, erfaringer fra udlandet samt humanistiske og romantiske idealer. Dog tillægger man det ikke tilstrækkelig stor betydning, at det russiske stats-formynderi over for urfolkene i polaregnene kun kan betegnes som sådant af ukendskab til forholdene eller med det forsæt bevidst at forfalske virkeligheden.
FOTO i dette nummer:
Forside APN (øverst), forlagsfoto (nederst). Hvor intet andet er anført: INFONOR. Hvis vi har forgrebet os på nogens ophavsret til et fotografi, er det sket uforvarende, og evt. rettighedshaver kan henvende sig til INFONOR.

Til dato har der ikke vist sig nogen forståelse for, at sovjetformynderiet kastede polarfolkene ud i en tilstand, som ikke har meget tilfælles med urfolkenes forhold i de vestlige, arktiske lande. Rehabilitering De værste følger af sovjetformynderi og den tiltagende krise ikke er krænkelsen af deres politiske, økonomiske og kulturelle rettigheder, men derimod indre etniske faktorer, som må overvindes, før det får mening at tale om nogen foranstaltninger. Naturligvis har urbefolkningen i Tjukotka (og polarområderne) ikke været udsat for åbenlys og bevidst udryddelse. Tværtimod har man vist dem omsorg. Men omsorgen har haft form af tvang og har

Oprindelige folk i Rusland Oversigt over hovedgrupper
*
KOLAHALVØEN 

VEPSERE

*
*

*

Steder og folk omtalt i dette nummer er markeret med *

KORT: Bent Nielsen