Fra maler til minister

Det lå bestemt ikke i kortene, at Thorkild Simonsen skulle få en 30-årig politisk

karriere. Men han blev fanget af lokalpolitik, og det førte en minister- og
5borgmesterpost med sig

Af Jonas Vester

Det er søndag den 19. oktober 1997 klokken 12.55. Telefonen ringer hjemme hos Thorkild Simonsen og
10konen Edny. Det er dagen, hvor hans politiske karriere kulminerer. Poul Nyrup er i røret. Han smalltalker
lidt.
”Der er dejligt vejr her på Marienborg. Jeg har lige gået en tur med Lone.”
Thorkild Simonsen husker det tydeligt.
”Jeg tænkte, ’det kan ikke være derfor han ringer’.”
15 Det var det heller ikke.
”Nu skal du høre, klokken 12 i morgen udnævner jeg dig til Indenrigs- og Flygtningeminister.”
”Jeg svarede, ’det kan du godt beslutte, men jeg kan sige nej’.”
Han havde aldrig haft ambitioner om at være minister, og havde meddelt partiet, at han stoppede som
politiker.
20 ”Og så skal jeg pludselig være indenrigsminister?! Det kunne jeg ikke forklare borgerne i Århus. Jeg sagde
til Nyrup, at jeg ville have noget betænkningstid. Det kunne jeg godt få, men kun to timer.”
Han spurgte sin kone. Hun overvejede situationen. ’Er det det sidste, du vil’? Det lovede han, det var.
”Det pudsige var, at jeg havde været i Kronsj! på P3 14 dage før, hvor jeg blev spurgt, om jeg ville være
minister. Jeg svarede, ’det var da det sidste, jeg ville være’. Jeg var ikke klar over, at det faktisk også blev
25min sidste politiske post.”

Genert, rødhåret vendelbo

Musikhusets glasfacade funkler i en stadig aftagende eftermiddagssol, der lover forår. Påklædningen uden
for viser dog februars sande realiteter. I foyeren i Musikhuset sidder Thorkild Simonsen med et forsigtigt
30smil på læben. Han er ulasteligt klædt på i et klassisk sort jakkesæt med hvid skjorte og lyseblåt slips. Han
ligner bestemt ikke nogen oldefar på 82 år, men de dybe furer i ansigtet har oplevet en del, siden han blev
født af indremissionske forældre i Rubjerg mellem Løkken og Hjørring. Her voksede han op i et
håndværkerhjem som den ældste af seks børn.
”Jeg har en lillebror, der desværre ikke lever mere. Han var født i 1937, elleve år efter mig. Sådan er livet
35så uretfærdigt. Jeg har også en søster, der desværre ikke lever mere, men tre af mine søstre lever stadig. Jeg
er meget tæt knyttet til min familie stadigvæk.”
Barndommen var ikke altid lige nem. Thorkild var hverken særlig god i skolen eller til sport.
”Jeg var født rødhåret, jeg var genert, lidt ordblind, så jeg var ikke så god til sprog. Og hvis der var 11, der
skulle vælges til et fodboldhold, så blev jeg ikke valgt.”
40 Han kigger rundt i foyeren, tøver et øjeblik, som om hjernen skal vrides for minder. De sparsomme hvide
bryn hæver sig forsigtigt.
”Jeg havde meget lille selvværd som barn. Selvværd fik jeg først under krigen.”

Aktiv i modstandsbevægelsen
45Han kom i lære som maler hos sin far, og skulle starte på Hadsten Håndværkerskole i efteråret 1944, men
den tog tyskerne og brugte til flygtninge fra Østpreussen. Han tog til Århus for at gå på teknisk skole.
”Jeg havde lejet et lille værelse i Guldsmedgade 1. Det var min entre til Århus. Jeg startede 3. januar 1945
midt under krigen i den allerværste tid, hvor byen var spækket af Gestapo og modstandsfolk, og der blev
skudt i gaderne. Det var en voldsom oplevelse, for jeg kom jo fra et stille og roligt område.”
 50 ”Der lå nogle store ejendomme i Guldsmedgade, ejet af en jøde, men de blev sprunget i luften af danskere i
tysk tjeneste. De sprang nummer 3, 5, 7 og 9. Om det var held eller bevidst, der ikke var bomber i nummer 1,
det ved jeg ikke.”
Han blev i Århus, kun 18 år gammel, og tog sit svendestykke. For øvrigt i sit eget værelse. Det var under
besættelsestiden Thorkild Simonsen begyndte at blive aktiv i politik.
55 ”Jeg kunne ikke holde ud, at man fik ros for at samarbejde med tyskerne og angive sabotører. Det syntes
jeg var landsforræderi. Så jeg meldte mig ind i et parti, der hed Dansk Samling. Her arbejdede jeg med
illegale blade i Hadsten. Men det blev afbrudt, da jeg kom til Århus. Var jeg blevet i Vendsyssel eller
Hadsten var jeg nok gået ind i en modstandsgruppe.”
Det var i arbejdet med modstandsbevægelsen og de illegale blade han fik noget af det selvværd, der senere
60skulle føre ham til en enestående politisk karriere.

Fra lærer til byrådsmedlem

Da Thorkild efter et par år som malersvend fandt ud af, at han var overfølsom for malingen, måtte han skifte
karriere. Han uddannede sig til lærer på Ribe Statsseminarium. I en tid uden SU måtte han finansiere studiet
65på anden vis, så han startede sin egen malerforretning sideløbende med læreruddannelsen.
Han var lærer i Århus fra 1953 på Fjordsgade skole. Han var deltids erhvervsvejleder i seks år, indtil 1961,
hvor han blev viceskoleinspektør på samme skole. I 1964 blev han skoleinspektør på Brobjergskolen. Som
erhvervsvejleder mødte han med tusindvis af unge, og hjalp dem med at finde uddannelse.
”Læregerningen gav mig et kendskab til børn og unge og deres forældre. Det har givet mig en social viden,
70som var vigtig senere hen i mit politiske liv.”
Det var også i den periode, at han for alvor begyndte at blive politisk aktiv.
”Jeg havde meldt mig ind i Socialdemokratiet i midten af 50’erne. Her mente man jeg ville gøre mig godt i
byrådet. Det syntes jeg nu ikke var en god ide, for jeg var ikke født i Århus, og jeg havde ikke været medlem
af partiet altid.”
75 Men ind kom han i 1966. Og igen i 1970.
”Det betød virkelig noget for mig rent politisk, da jeg blev valgt ind i byrådet i 1970 og samtidig blev valgt
som kulturrådmand.”

Kunne ikke hoppe fra

80Rådmandsposten blev indledningen på et langt politisk liv for Thorkild Simonsen. Karrieren kom til at byde
på 12 år som rådmand, 16 år som borgmester og minister i to et halvt.
”Det er ikke noget, man sidder og planlægger. Jeg fortsatte, fordi jeg fik flere og flere stemmer for hvert
valg. Jeg startede med et meget beskedent stemmetal, men da jeg først blev borgmester fik jeg 11.000
stemmer, så17.000, 24.000 og til sidst 38.000. Det var nok det der gjorde, at jeg tænkte, ’det kunne jeg ikke
85være bekendt at hoppe fra’.”
For Thorkild Simonsen har pengene aldrig været afgørende. Han blev grebet af sagerne.
”Det at være kommunalpolitiker handler om resultater, for mig i hvert fald. Især når vi sidder i det her hus,
som er en af de ting, jeg har haft stor indflydelse på.”
Thorkild Simonsen afbryder sig selv, da hans tidligere bankrådgiver kommer gående forbi med sin kone.
90De hilser hjerteligt. Livets gang skal kort opresumeres, inden interviewet kan fortsætte.
”En anden ting der også har betydet meget for mig er, at jeg fandt en ung mand nede i kantinen - Poul Erik
Jensen - nærmest lige da jeg var blevet rådmand. Han har fulgt mig næsten siden da. Han var min nærmeste
medarbejder, og er stadigvæk en slags rådgiver for mig. Det er mærkeligt sådan to mennesker følges ad, han
er næsten 20 år yngre end mig, og vi er meget forskellige. Politisk er han sikkert radikal,” smågriner han.
95
Kampen for musikhuset
Symbolikken i interviewet er tydelig. Thorkild Simonsen er hjemme. I det Musikhus han som kulturrådmand
kæmpede så hårdt for igennem flere år. Men han havde ikke planer om at bygge Musikhuset. Det kom
nærmest ind af bagdøren.
100 ”Jeg havde hørt, man havde vedtaget at bygge et musikhus engang i 20’erne, man havde også fået det
tegnet. Det var bare aldrig blevet bygget. Da vi startede på den sag i efteråret ’72, troede vi, der var et stort
flertal i byen, der gerne ville have det her hus. Det var der ikke!”
 Trods stor modstand fra områdets beboere og politiske modstandere fik Thorkild Simonsen overbevist
byrådet om planerne. Det første spadestik blev taget den 5. juni 1979.
105 ”Det var til behandling i byrådet 20 gange. Hver gang var en prøvelse i at undgå en afstemning, der gik
mig imod. Og det gjorde der aldrig. Men det var en meget stor sag samtidig med, at man skulle passe
skolevæsen og biblioteksvæsen. Det var en meget travl periode. Og hvor mærkeligt det end lyder, så havde
jeg et andet job i Kommunernes Landsforenings (KL) bestyrelse.”

110Sin egen spindoktor

Som kulturrådmand i Århus blev Thorkild Simonsen valgt til formand for KL i 1979. Århus Stiftstidende
proklamerede at ’nu var Århus’ næste borgmester valgt uden at spørge befolkningen’.
”Det var nok en sandhed med modifikationer, men der havde aldrig været en formand af KL som ikke var
borgmester. Man mente jeg gjorde det godt som formand for KL, og så kunne jeg også klare mig som
115borgmester. Dengang var det sådan, at når Socialdemokratiet opstillede en borgmesterkandidat, så var der
næsten automatisk flertal for ham.”
I 1981 blev Thorkild Simonsen borgmester i Århus med overvældende flertal i byrådet. Han begyndte
borgmesterperioden som formand i KL, men blev næstformand i 82.
”Det var en periode, hvor jeg meget i pressen. Da den nye formand for KL blev valgt i ’82, bad han mig
120fortsætte med at være talsmand for KL, og på den måde var jeg faktisk talsmand for KL fra efteråret ’79 til
foråret ’92, hvor jeg gik af. Det tror jeg helt sikkert har hjulpet mig i min politiske karriere. Når man sådan
hele tiden er i medierne med positive historier – Thorkild har fået gennemført det og det. Jeg kørte
kommunernes dagsorden, og det blev jeg virkelig landskendt på.”

125Ingen løfter
Han har altid haft et princip som politiker. Han har aldrig ville love noget i valgkampe.
”Jeg har aldrig lovet ret meget, for jeg ved, hvor svært det er bagefter at sige ’det bliver ikke til noget’. Og
det er jeg faktisk også kommet rimelig godt fra. Jeg har en gang været formand for Århus Lærerforening, og
da jeg så blev rådmand, troede de, der var guld og grønne skove, men der måtte jeg fortælle dem, at sådan
130spiller klaveret ikke. Jeg varetog en anden funktion, nemlig byens økonomi. Det fortalte jeg dem før valget i
’70. Det tror jeg faktisk skabte respekt.”

Blev aldrig færdig

Thorkild Simonsen havde allerede meldt ud efter borgmestervalget i ’93, at det var hans sidste periode som
135borgmester. Han havde derfor ikke forestillet sig, at hans ministerperiode kom til at vare så lang tid som den
gjorde.
”Jeg havde kun troet, det ville være et par måneder. Det lå jo i kortene, at Uffe Ellemann ville vinde valget
i foråret ’98. Men jeg havde jo et problem, for jeg havde jo lovet min kone, at det var mit sidste job. Jeg
ringede hjem og sagde ’hvad nu’. ’Jaa, du må da godt blive, til du er færdig med dit arbejde’. ’Ja sagde jeg,
140det bliver jeg nok aldrig færdig med’.”
Han kan stadig ærgre sig over noget af ministertiden på Christiansborg.
”Jeg blev jo aldrig færdig med de flygtninge. Jeg mente, jeg kunne beskæftige mig med at standse retten til
familiesammenføring hos indvandrerne. Men det kunne jeg ikke få de Radikale med på. Det bedste jeg
udrettede som minister var at få fordelt flygtninge til alle landets kommuner i forhold til indbyggertal. Vi
145lavede en regel, der blev kaldt ’stavnsbånd’ – de skulle blive i samme kommune i tre år, men der skulle man
have sagt syv i stedet. Nu klumper indvandrerne sig sammen i ghettoer som Bispehaven.”
I foråret 2000 kom muligheden for, at han kunne trække sig tilbage fra ministerposten.
”Jeg havde fortalt Nyrup, at jeg ikke ville være der de fire år ud, jeg var jo ved at blive 74 år. Men hver
gang vi snakkede sagde han bare, ’jaja ikke endnu’. Jeg må indrømme, jeg også var ved at blive grebet af
150det. Havde Nyrup presset på, så havde jeg da nok også taget et år til. Men i februar 2000 var Lykketoft vist
utilfreds med Karen Jespersen, og ville have hende placeret et andet sted end Socialministeriet, og så fik jeg
så at vide, at Nyrup ville efterkomme mit ønske om at holde op.”

”Et spil uden lige”

155For Thorkild Simonsen var skiftet til en større politisk scene en stor omvæltning, men også en spændende
udfordring.
”Jeg havde jo aldrig prøvet at lave love før. Men der var en enorm forskel i kulturen fra Rådhuset til
Christiansborg. Det var en stor ændring at skulle vænne sig til. Især det formelle med et vist antal minutter
og tiltale hinanden hr. og fru. Hvis ikke jeg havde haft så dygtig en departementschef, så var det ikke gået.
160Han hjalp mig meget. Det er jo et spil uden lige. Og jeg kunne ikke ha’ de folketingspolitikere som lovede én
ting, men sagde noget andet. Jeg sagde til dem ’sig det dog som det er, og lad os gå ud fra det’. Det spil
derovre var nok i virkeligheden ikke et liv, jeg havde ønsket mig.”
Han har da tænkt, om han skulle have valgt anderledes og sprunget fra, blevet formand for
Lærerforeningen eller startet sin egen malerforretning.
165 ”Nu blev det det her liv, nok fordi jeg blev fanget af det jeg lavede, og fordi folk syntes godt, om det jeg
lavede.”
Han får ofte rosende kommentarer fra folk i Århus, og det gør den gamle borgmester stolt.
”Så har det jo ikke været helt tosset, det jeg har lavet.”

170Travl pensionist
Thorkild Simonsen og konen Edny har to børn sammen, og er blevet både bedsteforældre og oldeforældre.
Men hvordan kan det lade sig gøre at have en familie samtidig med at passe en travl politisk karriere?
”Det kunne lade sig gøre, fordi jeg har haft en overbærende kone, der har haft sit eget liv. Det er ikke
mindst min kones fortjeneste, at vi har kunnet få et familieliv til at hænge sammen. Jeg har selvfølgelig måtte
175gøre noget som kompensation. Vi har holdt mange ferier. Normalt vil det liv føre til skilsmisse. Der er ikke
nogle unge, der i dag vil finde sig i det. Det er en uddøende kunst,” mener han.
Han har fået sin pensionisttilværelse til at gå med at holde foredrag, selvom han har skåret ned på antallet
de senere par år. Han har kun et ønske, som aldrig er blevet opfyldt.
”Det er sørgeligt, min far aldrig så hvad jeg blev til. Han nåede at opleve, jeg kom i byrådet, og det var
180han rimelig stolt af. Og så døde han som 71-årig. Da jeg var 71, var jeg minister. Det havde han aldrig kunne
forstå. Men det er fra ham, at jeg har generne til det politiske liv,” slutter han.