You are on page 1of 13

Bent Jrgensen, fdt den 19.

september 1933 i Rnne

34

35

Bent Jrgensen, fhv. direktr for Zoologisk Have i Kbenhavn


Han husker bombardementet af Rnne, farbrorens dd og russernes middelalderlige optog til Gallkken. Han husker sin zoologiske have hjemme i Stengade i Rnne, hans tre Zootidsskrifter der udkom hver 14. dag og hvordan han drev sin skolelrer til vanvid med utallige danske stile om zoologiske haver. Senere genrejste Bent Jrgensen Zoo i Kbenhavn og blev den mest markante direktr med sine visioner, bornholmske stemme og strke briller. Hvorfor han fik dem og hvordan han kom p radio og tv og samtidig orkede at skrive 50 bger, fortller Bent Jrgensen her. Plus sin begejstring for Hestestenene, forfatterne Martin Andersen Nex og Vilhelm Grnbech.
Det skete en juleaften Otto Jrgensen var min far. Han kaldte sig selv snedkersvend, men var i virkeligheden uddannet tmrersvend, vist endda bygningstmrer, som var mindre fint. Han var fdt i Rnne og p et tidspunkt var der en slgtsforsker, som fortalte mig, at selvom min slgt strakte sig langt tilbage her p en, var der til hans skuffelse ikke en eneste Kofoed eller Kofod i hele min fars familie. Min far traf min mor i Kolding, fordi en af hans brdre var blevet sadelmager derovre i det jyske. P et besg hos sin bror mdte min far den unge pige, som alts blev min mor. Hun flyttede med til Bornholm og jeg er fdt den 19. september 1933 og nr jeg trkker ni mneder fra, tnker jeg, at jeg nok er blevet lavet juleaften ret fr. Jeg har aldrig spurgt om det passede, men mon ikke? Jeg forestiller mig i hvert fald, at min mor og far var hjemme hos min farmor i Soldaterstrde i Rnne og holde juleaften der. S er de unge mennesker get glade og lykkelige igennem Rnnes kolde gader og kommet hjem under den varme dyne og s blev jeg til. Som jeg s plejer at sige: Det kan lbe mig koldt ned ad ryggen ved tanken om, hvad der ville vre sket, hvis min mor havde haft hovedpine den aften. S havde jeg ikke siddet her og snakket. Sdanne tilflde er livet jo fuld af. Rene og skre tilflde. Min mor Min mor hed Sjlika, men blev kaldt for Lika. Det var min morfar, koldingenseren, som havde nogle mrkelige ideer med navne. Det er nok en fordanskning af Angelique, men min mor hadede det navn, fordi folk altid gloede p hende, nr hun skulle fortlle det. Min mor dde frst, da hun var hjt oppe i 90erne og havde en nsten liges sejlivet sster, som hed Sostrata. Endnu et mrkeligt navn, m man sige. Hun boede ogs i Rnne, da hun var gift med min fars bror. S det var to familier, som kom hinanden meget nr. De boede endda i samme gade. Flytter tilbage til Kolding Efter krigen og bombardementet af Rnne og Nex, russernes besttelse og alt det der, s fik mine forldre den fikse ide, at det var bedst at komme vk fra Bornholm. Jeg kan godt forst det, nr jeg tnker p det i dag. Dengang var jeg jo selv en dreng, som trivedes vldigt godt, men de voksne m have tnkt: Kommer de igen, russerne? Ser du p et Europa-kort, ligger Bornholm meget udsat med bare 100 km til det davrende DDR, sttyskland, og mine forldre betragtede det jo nsten som et mirakel, at russerne forlod os der i april 1946. Lnge kiggede mine forldre efter et hus i min mors fdeby, Kolding og i 1949 flyttede de over. Jeg havde lige en realeksamen, som skulle oversts og tog derefter over

36

til de andre. Flytningen blev desvrre i begyndelsen en tragedie for os alle. Mine forldre havde kbt et drligt hus, som min far konstant knoklede med at stte i stand. Min mor syntes, at det hele var forfrdeligt, selvom hun havde sin familie tt p. Min sster, Birgit, p 10 r, faldt heldigvis ret hurtigt til. Selv var jeg 16 r og savnede Bornholm, mine kammerater og hele miljet herovre. Jeg havde ogs en skolekreste, som jeg sidenhen blev gift med. Vi mdte hinanden, da jeg var 15 og hun var 13 r og jeg savnede hende forfrdeligt. Sendes til Aakirkeby I Kolding blev jeg kontorelev hos FDB p deres chokolade- og kaffefabrik. Hold op, hvor jeg kedede mig! Det var det kedeligste, som jeg nogensinde havde lavet. Jeg gik p Handelsskole om aftenen og p job om dagen og min mor kunne godt mrke, at jeg ikke trivedes. Hun s en annonce fra Postvsenet, hvor de sgte postelever og syntes, at jeg skulle lgge billet ind. Jeg blev ansat som postelev og kom til Kbenhavn, hvor jeg gik p skolen i Bernstorffsgade, p Vesterbro Postkontor. Her lrte jeg at skrive p fjernskriver og tale og forst fransk, der var det internationale postsprog. Jeg gik p skolen i to-tre mneder og skulle nu udstationeres. Mit valg var givet ikke, hvad mine forldre havde forestillet sig, da vi flyttede til Kolding, men jeg satte et stort kryds ud for Aakirkeby og startede som postelev i 1950.

Tilbage til Bornholm Inden vi skal tale om livet som postelev p Bornholm, s vil jeg gerne sprge lidt ind til din barndom p en frst. Hvor var det prcist, at du voksede op? Jeg voksede op i Stengade nr. 19 i Rnne, hvor mine forldre kbte hus, da jeg vistnok var fem r. Jeg har en ganske svag erindring om et par andre steder i Rnne, hvor vi m have boet, men Stengade 19 var mit barndomshjem. Det er egentlig lidt mrkeligt, for selvom jeg reelt kun husker ting fra mit femte r og flytter til Kolding som 16-rig, s fylder mine ti r som barn enormt meget. En gang skulle jeg skrive en artikel om mine juleoplevelser som barn og her havde jeg indtrykket af en endels rkke af juleaftener i Stengade, men sdan var det jo ikke. Men minderne str strkt ogs om min skoletid. Skolegang Jeg kom ret tidligt i skole. Allerede som seksrig kom jeg i Vestre Skole, der l lige bag ved, hvor Netto p Store Torv ligger i dag. Her gik man indtil 4. klasse og flyttede s over til stre Skole, som stadigvk ligger, hvor den l dengang. Kunne du godt lide at g i skole? Jeg elskede det og har altid haft meget let ved at tilegne mig stof. Som min kone, kunstneren Maria Thorsen, og jeg har talt om, s var vi begge sdan nogle, der lste rets skolebger den frste aften, efter vi havde

Min frste udlandsrejse foregik i 1938, hvor min mor og jeg bl.a besgte familie i Assens. Her er jeg med mod p livet sammen med nogle tser. Privatfoto.

37

fet dem udleveret. Det var jo s interessant og for mit vedkommende var det mest bgerne til historie, dansk og naturhistorie, som fristede. Hvilke fag brd du dig ikke om? Det eneste fag, som jeg kan komme i tanke om, er sljd, hvilket jo var en skandale og synd for min far. Selv om jeg gerne ville, s kunne jeg ikke og jeg var den drligste elev i sljdtimerne og lreren var tilmed grov nok, til at lave grin med mig og jeg hadede det. En fattig familie Efter min gode realeksamen var det oplagt og s alligevel ikke at jeg kom p Statsskolen. Der var en dame, som en gang fortalte mig, at hun havde henvendt sig til mine forldre og sagt: Han er ikke lavet til bare at vre bankelev, han skal da have en studentereksamen. Det havde de afvist, for jeg skulle i lre som et eller andet og det var fuldstndig utnkeligt, at sdan en dreng som jeg skulle tage en studentereksamen. Vi var jo en hndvrkerfamilie! Min mor sad og lavede syarbejde for et eller andet tjfirma i Rnne, Blem Bidstrup eller hvem det nu var. Hun syede bukser op og lavede reparationsarbejde og sad altid ved den symaskine. Da tjsalget stagnerede, tog hun nogle morgenjobs med at gre rent, hvilket hun var ndt til, for at det kunne lbe rundt. P den mde var vi en fattig familie. Jeg husker ogs, at jeg som lille dreng var med min mor inde p kommunekontoret, hvor hun har stet og bedt kmneren det svarer vel til skattedirektren i dag om vi ikke kunne f udsttelse for skat. Det var jo smpenge, men s stod denne her mand: Nu m vi se fru Jrgensen. Lad mig se, De betalte jo heller ikke til tiden i sidste mned. Det var s pinligt, selvom jeg heldigvis ikke opfattede det p den mde, min alder taget i betragtning. Jeg kunne dog mrke p min mor, at det her var meget ubehageligt. S en studentereksamen til mig var fuldstndig utnkeligt. Men hndvrker skulle du heller ikke vre dine manglende evner i sljd in mente. Der var tale om, at jeg skulle i Hasle Bank, men s flyttede vi jo til Kolding og s blev det ikke til noget. I stedet endte det alts med Postvsenet, hvilket var en stor glde for min far for her var pensionen ogs sikret. Man regnede det vel ogs for en stilling for livet dengang?

Ja, det var det. Ligesom en assistentstilling i banken. Var der virkelig noget, som hed Hasle Bank? Ja, det kan jeg godt love dig. Og i Rnne jeg sad forleden dag og regnede lidt p det og mske var der seks eller syv boghandlere i Rnne alene. Der var ogs en boghandel i Gudhjem, men de store i Rnne var Colberg og William Dam. Der var ogs en mindre en p Lille Torv, som i meget hj grad blev opsgt af gymnasieeleverne, som jeg ikke havde noget med at gre. Her kom jeg heller ikke, for det var ligesom for en anden klasse, ikke? Der var virkelig klasseforskel i samfundet dengang. Selvom vi var ret fattige, s oplevede vi brn det ikke sdan. Vi var ikke misundelige p dem, som havde mange penge, og det var frst senere, at forskellen gik op for mig. F.eks. havde jeg aldrig vret p restaurant med mine forldre, hvilket jeg frst mtte tilegne mig, da jeg kom til Kbenhavn. Jeg kan huske de frste gange, hvor jeg genert sad og tnkte og tnkte hvordan gr man? Jeg havde ogs nogle fuldstndig forvredne ideer om, hvad for eksempel en kop kaffe og et stykke lagkage kunne koste. Men syntes du, at du manglede noget i din barndom? Nej, jeg manglede virkelig ikke noget. Mit barndomshjem var et meget trygt milj. Og jeg havde jo hele Rnne og omegnen at boltre mig p. Bange for faldskrmsjgerne Jeg var egentlig aldrig rigtigt bange for noget og s lidt alligevel i krigsrene. Jeg kan huske i forret 1945, at man her p Bornholm kunne hre bombardementerne af Berlin. Russernes sidste store offensiv og den kanontorden, som der ld ude i det fjerne. En bulren. Ved hjlys dag kom der ogs amerikanske fly henover Rnne. De havde bombet Stettin eller Berlin eller hvad det nu kan have vret, og p vejen hjem tog de bestik af Bornholm, drejede og flj hen over Danmark og videre ud over Nordsen. De var jo hjt oppe og s begyndte tyskerne at skyde med deres luftvrnsskyts og da granaterne eksploderede i luften, lavede de sdan en hvid sky. Det s jeg som faldskrme og ude i vores lille bitte grd i Stengade 19, hvor jeg stod med min mor, gik jeg nrmest i panik. Jeg havde set tilstrkkeligt mange billeder af sdan

38

nogle faldskrmsjgere og troede, at de nu ville invadere Bornholm. Nu dumper de nok lige ned i vores grd med maskinpistoler og ting og sager, tnkte jeg og lb indenfor. S nr jeg siger, at jeg aldrig var bange, s lyver jeg. Hvor voldsomt var det egentlig, tror du? Alts, der var tyskere alle vegne p en og de havde en del bygninger og mandskab udenfor Rnne. De havde ogs monteret et kanontrn oppe p Teknisk Skole i Sankt Mortens Gade, kan jeg huske. Men amerikanerne flj s hjt, at de ikke kunne ramme. Jeg kan ogs huske, da tyskerne kom til Bornholm den 10. april 1940. Fuldstndig som i Kbenhavn sejlede de bare lige ind med deres transportskib og lagde til kajs. S marcherede de op til Hovedvagten i Sndergade og tog opstilling der. Jeg kan huske, at min far kom hjem p cykel og fortalte om det. Det var tilfldigvis min ssters et rs fdselsdag og der var besg af nogle damegster, tanter og sdan nogle, som sad og drak kaffe og spiste brd. S sagde min far: De er kommet og de har taget opstilling nede ved Hovedvagten. Og jeg fr af sted! Det skulle jeg ned og se. Jeg var meget tiltrukket af de der lderduftende unge mnd. Jeg kan ogs huske, at jeg har marcheret i takt ved siden af sdan et kompagni, for nej, hvor var det flot. Dengang var jeg kun seks r og forstod jo ikke en skid af det hele. Frst langsomt i rene efter, dmrede det for mig, at de havde vist ikke noget at gre her. Vrnemagere og tarvelige unger Egentlig pvirkede det ikke vores hverdag specielt meget, at tyskerne havde besat Bornholm. Selvflgelig var der rationeringer p nogle ting, og de voksne har vel haft deres spekulationer, men det var frst den 7. maj 1945, at der virkelig skete noget. Dagene forinden husker jeg naturligvis ogs og den 4. maj om aftenen kom jeg gende gennem de sm gader i Rnne med nogle af mine FDF-kammerater, som jeg netop havde vret til mde med. S kommer der en mand cyklende, fuldstndig vildt og skriger: Drenge, drenge der er fred. S skyndte vi os jo hjem og i Stengade stod alle mennesker ude p gaden og snakkede om sejr og fred og fred og fred. Nste dag var jeg nede p Store Torv, hvor der var mange mennesker i forhold

til, hvad jeg var vant til. De kom jo med vrnemagerne, og senere tnkte ikke bare jeg, men mange andre hold op, hvor var det egentlig ulkkert. Der stod alle de der bornholmske hngerve, som ikke havde gjort en skid under besttelsen og spyttede og rbte smdeord efter nogle bitte sm fisk, som ikke havde gjort noget af betydning. Ulkkert var det. To dage efter, alts den 7. maj, skulle jeg i skole. Nogen tid forinden havde tyskerne beslaglagt stre Skole til flygtninge. Der kom jo virkelig mange flygtninge til Bornholm og jeg kan huske, at min ftter og jeg gik og lavede grin med de der flygtningedrenge, som gik i korte bukser og underligt tj og havde en eller anden rygsklignende ting p ryggen. Vi lavede ansigter og gjorde nar og var tarvelige ud over alle grnser. I stedet for stre Skole foregik vores undervisning p Teknisk Skole i Sankt Mortens Gade, som jeg omtalte fr med en luftvrnskanon p toppen. Nede i klderen havde vistnok Rde Kors deres beredskabslager og pludselig kom der nogle mnd farende og skulle hente de opmagasinerede brer. Vi spurgte: Hvad laver I? Er det en velse? Der er jo fred! S svarede de: Nej, de bomber i Nex. Hvad?, sagde vi s og i det samme hrte jeg flystj. Bombardementet Der blev total panik. Vi stod ude p gaden og jeg kan huske, at vi kravlede hen over nogle maste cykler og lrerne rbte: Ind, ind. S kom vi ned i klderen, som jo slet ikke var egnet til at vre beskyttelsesklder, men her fik vi sat nogle borde sammen og fik besked p, at vi skulle holde vores skoletasker over hovedet og stte en blyant mellem tnderne for at tage trykket. Det buldrede udenfor og jeg tnkte: Hvordan mon det mrkes at d, hvordan mon det er med sdan en bombe. Kan man hre det bump, nr den gr lige igennem trvrket. Og hold op, det var uhyggeligt. Larmen tog af og der blev en mere afslappet stemning, men vi mtte fortsat ikke forlade klderen. Nogle mnd var ankommet og stod og snakkede sammen og sagde: Ja, lokomotivfrer Jrgensen er ogs drbt. Det var min onkel, min farbror. Jeg havde jo lst i aviserne, at man ofte bombede jernbanerne og tnkte, at onkel sikkert havde vret

39

nede ved stationen eller remisen og var blevet drbt, da de havde bombet der. Men s spurgte den anden mand: N, var det nede p banen? Og s svarede den frste: Nej, det var i hans hjem, som l lige overfor vores i Stengade! Jeg havde jo set billeder af bombekratere og tnkte straks: Nu har jeg ikke nogen familie mere. Stengade bombet Omsider fik vi lov til at komme op fra klderen og jeg ilede hjem gennem Lille Madsegade og kan huske, at jeg kiggede ned mod Lille Torv og s, at slvsmedeforretningen var bombet. Den ldre kvinde, som ejede forretningen, var blevet drbt og det hele l i ruiner. S kom jeg op ad Paradisgade og nede frem til Stengade. Min onkels hus l i ruiner, nabohuset liges, mens der ikke var mange tagsten tilbage p vores hus. Dren til vores hus var ulst, men der var ingen hjemme. P det tidspunkt havde jeg et lille Zoo-museum med kranier, uglegylp, fuglefjer og hvad ved jeg. Det tog jeg og pakkede ned i sm sker og gravede det ned ude i haven. Her skulle det bevares til efter krigen, tnkte jeg, og s gik jeg op p min ssters vrelse og lagde mine forldres dyner over to af hendes dukker og tnkte: Hvis der sker mere, er der da en chance for, at dukkerne kan overleve. S kom min far heldigvis hjem. Og en tredje onkel, som var murer, stod lngere oppe ad gaden og kaldte mig hen og fortalte, at min onkel var drbt. Det ved jeg godt, svarede jeg og var ret ngtern omkring det. Min far havde vret ude og identificere sin bror. Han fortalte mig, at min mor og sster p ladet af en lastbil var krt ud til noget familie, som vi havde udenfor Aakirkeby. Hertil skulle vi ogs om lidt. Russerne kom Den nste dag kom det store bombardement og her l vi udenfor Aakirkeby i en klippelkke og kunne se rgen inde fra Rnne. Skyerne steg op og det buldrede og bragede. S holdt det op og jeg kan huske, at min far og to af mine farbrdre og min onkel, smeden, gik ned for at hre radioavis kl. 12. Da de kom tilbage var de meget triste. Vi spurgte: Hvad sagde de? Og de svarede: De sagde ikke noget om Bornholm. Det er jo det bornholmerne altid har klaget over,

nemlig at vi blev fuldstndig glemt. Midt i sejrsrusen var der ikke nogen, som tnkte p os bornholmere, der var blevet udsat for et af de sidste bombardementer i Europa under krigen. Hvad skete der s? Frst en uge efter bombardementet kom jeg i hestevogn til Rnne og kunne se, at stergade var hrdt ramt. Hjemme i Stengade var min far i dagene fr begyndt at reparere p huset og snart susede jeg ned til havnen, for at se russerne ankomme. Jeg husker dem, som nogle fantastisk sde russiske soldater, som var glade for brn. Alligevel var der noget middelalderstemning over det, fordi deres udstyr var primitivt og de havde kanoner, nrmest som dem man ser p billeder fra Dybbl i 1864. Deres kanoner blev trukket efter heste og de havde hestevogne med af en slags, som man vist stadigvk kan se kre i Polen. Samtidig havde de ogs en masse habengut, som de havde stjlet p deres togt gennem sttyskland, hvor de havde rvet alt, hvad de kunne. De rvede vist ogs lidt ovre ved Nex, da de kom der. Ja, det skal nok vre rigtigt, for der var nogle bavianer imellem de frste som ankom. Sdan nogle mongolagtige typer, som man blev lidt forskrkket over, for de drak jo ogs som dd og helvede. De drak barbersprit og brd sgu ind p stre Skoles naturhistoriske samling og drak den sprit, som man opbevarede bndelorme og lignende i! Heldigvis blev der ryddet ud i rkkerne og der kom nogle lidt ldre soldater, men der var stadig meget middelalderstemning over dem. Hngt p Gallkken? Jeg har ikke fet det bekrftet i kilderne, men der gr en historie om en russisk soldat, der skulle have voldtaget en bornholmsk pige. Han blev i hvert fald dmt til dden og skulle hnges eller skydes ude p Gallkken, hvor russerne havde deres strste forlgning. De havde forlgninger overalt p en og ogs oppe ved Allinge, hvor der i dag fortsat er en kirkegrd for dem. Alle de russiske besttelsessoldater blev da kaldt til Gallkken, for at overvre denne her henrettelse eller hvad de nu skulle derind for. Det var i oktober om aftenen, husker jeg, og igen var der den der stemning af middelalder over det. Disse mange ja, mske tusinde

40

soldater kom marcherende p de toppede brosten ad Sndergade med deres vogne og kanoner, der blev trukket af heste, mens officererne red op og ned mellem geledderne. Sdan m det have set ud i 1800-tallet med de der hestevogne og officerer. Det m have mindet om tilbagetoget fra Dannevirke. Det var virkelig et meget mrkeligt syn. Dagen efter i skolen, kan jeg huske, at vores historielrer, Hkansson, spurgte os, om vi havde set, hvad der foregik i Rnnes gader i aftes. S tilfjede han: Nu ved I, hvad der venter jer. Jeg satte meget pris p Hkansson som lrer. Han var med i Bornholms Frihedsrd for Dansk Samling, men han var en underlig pessimistisk mand og aftenens begivenhed p Gallkken var vand p hans mlle. Men der rdede i det hele taget stor uvished om, hvornr vi ville slippe af med russerne og det skete jo ogs meget pludseligt. Russernes afrejse Historikeren Bent Jensen har skrevet en stor bog om det og mener, at Sovjetunionen forlod Bornholm, fordi de ikke lngere skulle bruge en til at bytte med briterne. Englnderne havde erobret olierige omrder nede omkring Iran og Irak og dem ville russerne gerne have, mod at Vesten s fik Bornholm tilbage. Nu trak bde briterne og russerne sig uden betingelser, og den 5. april 1946 opsatte Bornholms Socialdemokrat eller Tidende plakater med store typer: Russerne forlader Bornholm. I lbet af ganske f dage, var russerne sgu vk. Rnne havn fld simpelthen i de dage med pianoer, konsolspejle, fornemme lderstole, sofaer alts et rocambole af ting, som de havde haft med sig. Jeg ved ikke, hvad de havde forestillet sig. Skulle de have det med sig hjem til Sibirien eller hvad? Det blev alt sammen kastet i skibene og alt, hvad der var af bornholmske fartjer blev inddraget til transport og sejlede konstant russerne og deres materiel hjem. Jeg tror, at det varede en uge, mske 14 dage, fr den sidste bd sejlede fra Bornholm, og danske korvetter eller hvad de nu hed skd salutter, og lille Bent gik hjem og skrev en bog om russerne p Bornholm. Det gjorde du? Ja, jeg lavede sdan et stilehfte med billeder fra aviserne og egne jenvidneberetninger og uddrag af,

hvad aviserne skrev. 60 r senere stod udenrigsminister Per Stig Mller ved en mindehjtidelighed p Store Torv i Rnne nrmest og takkede russerne for deres indsats p Bornholm. Dt blev jeg meget forarget over, for det var jo et terrorbombardement. De bombede beboelsesejendomme i en fredelig venligsindet nation. Det giver jo ingen mening. Desvrre er der aldrig lavet en rigtig undersgelse af, hvad det var, der foregik, men at bombe beboelsesejendomme vil jeg kalde for et terrorbombardement, selvom der aldrig er nogen, som har sagt det hjt og tydeligt. Sport Bent Jrgensen, vi skal videre til noget mere harmlst nemlig sport. Ja, jeg har aldrig vret god til idrt, men jeg syntes, at det var sjovt. Konkurrencementaliteten manglede jeg fuldstndig og jeg var heller ikke den, der frst blev udtaget til fodboldholdet. Jeg spillede p juniorholdet for B1910, som holdt til inde i Rnne og var vel 13-15 r p det tidspunkt. S var det, at jeg traf denne her pige, som jeg senere blev gift med i nogle r, og s fik jeg rigeligt travlt med hende og gad ikke g til trning lngere. Da vi s flyttede til Kolding, meldte jeg mig ind i Kolding Idrtsforening KIF og gik til trning der. Her viste jeg talent for at stille mig de rigtige steder, nr vi trnede, og jeg scorede og scorede ml. De s simpelthen et fodboldgeni i mig og jeg blev omgende udtaget til deres juniorhold og s gik det galt hver eneste gang. Jeg havde aldrig nogensinde lrt noget om offside eller i hvert fald ikke forstet den regel, og jeg kan huske, at vores trner stod og rbte og skreg: Nu holder du op med det der. Jeg forstod ikke, hvad jeg gjorde forkert, og jeg gjorde i det hele taget en hbls figur. Jeg flte mig lidt ydmyget, og dermed var det slut med fodbold for mit vedkommende. Hjemme i Stengade spillede vi ofte fodbold med en tennisbold eller en bold i tilsvarende strrelse. Rendestenene blev brugt som bander og det var nogle fantastiske turneringer, vi havde der. Jeg arrangerede ogs lbekonkurrencer og kan huske, at jeg aldrig blev nummer et, men heller ikke sidst. Der var ogs en, som havde et par gamle boksehandsker, s jeg arrangerede hurtigt en bokseturnering. Der var kun et par, s vi

41

kunne kun have n handske p hver. Jeg havde vist set en boksekamp i en biograffilm og tnkte, at det kunne jeg sgu godt klare, men gu kunne jeg da nikke nej. Jeg fik sdan nogle p snotten men det optog mig, da jeg var dreng. Jeg gik og gik og gik Familien havde en enkelt strre udflugtstur om ret, men vi spadserede ogs hver sndag formiddag ud til Nordskoven, alts nord for Rnne, eller mske ud til Onsbk. Ellers kom vi ikke p andre udflugter, men jeg gjorde, for jeg elskede at g. Jeg gik engang en tur til Klemensker fra Rnne og hjem over Hasle. En pn tur for en 11-rig dreng, men jeg syntes jo, at jeg opdagede nye verdener og da jeg nrmede mig Hasle, blev jeg nervs. Fordi jeg tnkte, at her var nogle brn, som ikke kendte mig og jeg bliver nok hnet eller slet, men der var jo ikke nogen, som lagde mrke til denne her dreng, som kom traskende af sted. Jeg gik ogs en tur til Restaurant Bolsterbjerg inde i Almindingen engang det m have vret i sommeren 1945. Jeg havde jo fet den der interesse for dyr, og jeg havde hrt, at de p Bolsterbjerg havde en guldfasan. Den ville jeg gerne se, s jeg fik min mor til at smre en madpakke, og s travede jeg af sted. Vel fremme p Bolsterbjerg satte jeg mig og bestilte en gul sodavand og spurgte tjeneren om den der guldfasan. Vi har ikke noget af guld her, svarede han lidt tvrt. Jamen, jeg havde da ellers hrt, at de havde sdan en fasan i hnsegrden. N, fowlin, sagde han p sit bornholmske, og s tog han mig med ud til den flotte fugl. Jeg stod og kiggede p den i lang tid, og s var det ellers de mange kilometer hjem igen. Men guldfasanen var bestemt hele turen vrd. rets udflugt Den store faste sommertradition var en sndag, hvor vi tog toget til Gudhjem. Jeg husker, hvordan min sster og jeg stod op og s hvordan vores mor var travlt beskftiget med at lave madpakker, koge g og hvad vi nu skulle have med. S tog vi vores pneste tj p og gik af sted. Min far, mor, min sster og mig samt min farbror og tante undertiden ogs min bedstemor, som var en meget gammel dame sdan cirka otte r yngre end jeg er

nu, fortller Bent Jrgensen og griner. Der var tre togstationer i Rnne dengang. Rnne H nede ved havnen, Rnne N ude ved Haslevej og Rnne , som l ude p Grnvangen 16. Vi plejede at bruge trinbrttet ved Rnne , som l nrmest Stengade, men p sdan en festdag skulle turen indledes fra Rnne H. Vi skiftede tog i Aakirkeby og tog videre op til Gudhjem og stod af oppe p stationen, som i dag er Gudhjem Museum. S gik vi ned ad Brddan til rgerierne og kbte friskrgede sild og vandrede derefter ad kyststien mod R, alts mod Kunstmuseet. Hen forbi Hestestenene? Ja og det var faktisk frste stop, men der var ikke noget med, at mndene skulle have en kold l endnu. De mtte pnt vente, men ved Hestestenene sagde min far altid: Ja, de her sten vender sig, nr de kan lugte friskbagt brd nede fra Gudhjem. Som lille dreng tnkte jeg, at det kunne vre spndende at blive der en hel dag og en hel nat, for der mtte jo ske noget p et eller andet tidspunkt. Mange r senere lste jeg i Palle Laurings bog om Bornholm, at han viderebringer den samme historie og afsluttende skriver: Og historien er sand nok, for den dag en sten er i stand til at lugte brd, s kan den ogs dreje sig. Fra Hestestenene gik vi videre og kom til nogle huse, hvor det ene stadig ejes af Journalistforbundet, men hvem der ejede det andet, husker jeg ikke. I hvert fald boede der en mrkelig race, som kaldtes kbenhavnere. De sad ude i haven p liggestole, som vi slet ikke kendte, men de var jo ogs anderledes og talte et mrkeligt sprog. Jeg kan huske, at jeg var s stolt over min far og onkel, for de sludrede lidt med de her mennesker, selvom det givet ikke var min far og onkel, som havde taget kontakt i frste omgang. Bornholmerpladsen Vi ankom s til Bornholmerpladsen, som ikke lngere har den samme funktion, som tidligere. Dengang var der et lille traktrsted, hvor man kunne kbe varmt vand ikke kaffe og s havde man selv erstatningsbnnerne med. Det har vret under krigen, men man kunne godt kbe sodavand. Selv havde vi to l med, en til min far og en til min onkel. S pakkede vi maden ud, sad der i grsset og der var ogs nogle sm pavilloner, hvor der

42

vist fortsat er et par bevaret i dag. Her sad vi s og der var mange mennesker, som havde stedet som udflugtsml og kom i hestevogn. Her legede vi til hen p eftermiddagen og nr vi begyndte at blive trtte, vandrede vi op ad stierne til R og til stationen og tog toget hjem. Inden vi nede s langt skulle vi altid lige stoppe op et bestemt sted. Det var et fuldstndig fast ritual, at min bedstemor standsede hun var faktisk svensk og sagde p sin blanding af svensk og bornholmsk: Stands nu, blla. Jeg skal lige se p Christians, for det kan vre, at det bliver sidste gang. Jeg tnkte, ja, man har dden lige for jnene, nr man er s gammel, fortller Bent Jrgensen og ler. For lige at fuldende rets udflugt, kom vi ogs forbi et hotel, Hotel Helligdommen, som l der hvor Kunstmuseet ligger nu. Her var der ogs nogle mennesker af den fremmede race. De stod p en terrasse og drak te eftermiddagste og s sagde min mor, det havde hun altid drmt om. At blive s rig, at hun kunne st sdan p en terrasse og drikke te. Hun blev ogs en anelse fjantet og det kunne bestemt ikke vre p grund af spiritus, for det havde vi ikke med. Og jeg husker, at jeg tnkte: Jamen, hun er jo ung! Forldre er nsten pr. definition gamle mennesker, men pludselig var hun ung og hun har jo ogs blot vret 30 r eller sdan noget. Men det var selvflgelig en helt anden tid. Lrer Rassing og radioen Der var et lrerpar i skolen, som jeg s meget op til. Min klasselrer, som hed ge Rassing og var indbegrebet af en ung mand. Han krte p motorcykel, gik i knickers, var en flot mand og morsom. Han lavede sdan grin med os og gjorde nar af os, men jeg beundrede ham virkelig. S havde han ogs en kone, der vist var to-tre r ldre end ham og meget kn. Hun var ogs lrer p stre Skole og de havde hus oppe p Borgmester Nielsens Vej. Jeg tnkte, at sdan ville jeg ogs vre. Alts, leve det der liv og have sdan en smuk kone. Det var drmmen og han havde drive, lrer Rassing. I sidste halvdel af 40erne fandt Danmarks Radio p, at de ville lave et korrespondent-net i Danmark af skolelrere, som skulle bidrage til Ugerevyen for piger og drenge. Der havde Rassing meldt sig fra Bornholmsomrdet og havde vret p kursus i Kbenhavn og

brugte nu et lille radiostudie nede p Lille Torv i Rnne i det gamle posthus. Her interviewede han ogs mig et par gange. Om hvad? Det ene var nok om, hvilke fritidsinteresser vi havde og her kftede jeg jo op om mine dyr. Det har nok vret om min interesse for zoologiske haver, som jeg jo ogs fik. Det var faktisk min store fritidsinteresse, som opstod, da jeg var 12-13 r. Blev besat Min tante og farbror boede i Stengade, nsten lige over for os. Under bombardementet af Rnne blev min farbror som nvnt drbt, og nu var min tante blevet enke. Med sine to dtre og min ftter under armen tog de ret efter p ferietur til Kbenhavn, for at f spredt tankerne lidt. Hjem kom s min ftter og fortalte om Tivoligarden, Rundetrn og jeg ved ikke hvad. S sagde han: Forresten Bent, der er ogs et sted derovre, som vil interessere dig, der er s gal med dyr. Det er et sted, som hedder Zoologisk Have. Nu skal du bare se. Og s havde han sdan en frer gennem Zoologisk Have fra 1946. En frer? Ja, en guidebog. En frer, hed det dengang fra tysk og gr det stadig. Skal man have en guidebog i en tysk zoologisk have, s skal man have en fhrer, men her havde min ftter en med fra Zoologisk Have i Kbenhavn, og heri kunne jeg se alle deres dyr, elefanter, giraffer og s videre. Jeg blev fuldstndig besat og tnkte, at det jo er som at trde ind i paradis! S jeg kbte guidebogen af min ftter til overpris naturligvis og fik nogle postkort med i handlen. Men din interesse for dyr var startet tidligere hvordan? Jamen, historien er vel den, at under krigsvintrene lavede min far et foderbrt det kunne han jo som snedker og da man ikke gik i supermarkedet og kbte fuglefr, s lagde man alt hvad der var af triste rester i kkkenet ud p brttet og snart kom der en masse fugle, som jeg aldrig havde hrt om fr. Jeg kendte jo grspurven, men pludselig s jeg musvitter, blmejser, rdhalse, bogfinker, kvkerfinker og solsorte. Dt var interessant, syntes jeg, med den der variation, og her slog min glde over naturens mangfoldighed igennem.

43

Mine forldre havde aldrig vret interesseret i naturen og kunne nppe kende to blomster fra hinanden eller noget. Men jeg blev helt besat og gik ned p biblioteket og lnte bger om fugle, for at finde ud af, hvad det var for nogle, hvad de hed og hvad de levede af, samt hvor de levede, nr det ikke var vinter og sdan noget. P bibliotekets reoler stod der ogs bger om andre dyr, f.eks. var der Brehms populre store opslagsvrk Dyrenes liv, som udkom lnge fr Lieberkinds Dyrenes verden. Her begyndte jeg at lse om elefanter, flodheste, nsehorn og kvlerslanger nej, hvor var det en interessant verden, som var rundt omkring. ZOO-nrd I ugeblade og aviser havde jeg set billeder af dyr, hvor der stod noget med, at dette billede var taget i for eksempel Zoologisk Have i London. Det forstod jeg ikke rigtigt dengang, men efter min ftters frer gik det op for mig, hvad en zoologisk have var, og oppe p mine forldres loft begyndte jeg at rode i bunker af gamle ugeblade, som man af en eller anden grund aldrig smed ud i gamle dage. Ganske rigtigt her fandt jeg billeder af for eksempel bjrneunger fra Skansens Zoo i Stockholm og efterhnden fik jeg stykket et verdenskort sammen med zoologiske haver i London, Paris, Rom, Basel og s videre. Derefter satte jeg mig ned og skrev p mit bedste skoleengelsk: I am a 13 year old boy from the island of Bornholm. Og s skrev jeg, at jeg aldrig havde vret i en zoologisk have, men at det var en af mine strste interesser og om de ville sende mig deres guidebooks og postcards. Og s kom de der interessante kuverter med eksotiske frimrker strmmende ind og jeg grundlagde en samling. Alts i dag findes der faktisk en underverden af folk, der er zoo-freaks eller zoo-nrder, som mdes en gang om ret og handler med gamle zoo-guides og sdan noget. Men jeg tror, at jeg var den frste, for jeg blev taget meget alvorligt i de zoologiske haver. Direktrerne selv skrev undertiden til mig og fortalte for eksempel, siden vi udgav denne her guide, har vi fet to chimpanser og en ny antilope. Til sidst vidste jeg s meget om zoologiske haver, at ingen gad hre p mig. Mine kammerater vidste alt om,

hvem der spillede for B1910, Viking og Rnne Boldklub, samt hvem der ejede hvilke biler og hvad de forskellige bilmrker hed. De gad da ikke hre p, hvad gorillaen i Chicago Zoo hed, fortller Bent Jrgensen og griner. Han fortstter straks: Jeg kan huske, at min far rystede p hovedet og sagde: Bare den dreng ville interessere sig for noget, som han kunne komme til at leve af . Min mor var dog lidt mere modtagelig overfor alt det her med dyr. De danske stile I dansktimerne i skolen fik vi et emne, som vi skulle skrive stil om. Det frste emne, som jeg kan huske var: Fortl om en oplevelse fra din barndom, fr du begyndte at g i skole. Da huskede jeg, at jeg som femrig havde vret oppe ved en lille zoologisk have, som l ved Stammershalle. Den besluttede jeg at skrive om og fortalte, at man tog toget op til Humledal Station og vandrede i sommersolen min far garanteret med jakke p, for man skulle jo se pn ud og s gik vi rundt der og jeg kan huske flamingoerne, nogle lver i et ret lille bur og en grvling, som travede frem og tilbage. Jeg kan ogs huske bjrne og bavianer, og det var alt, hvad jeg nede at se til det sted. Det lukkede, da krigen brd ud. L haven lige overfor Stammershalle Badehotel? Nej, den l ikke p den anden side, men nrmere lige ved siden af og lige bag badehotellet, hvis du kommer fra Gudhjem af. Man kan faktisk stadig godt g ind i skoven og finde fundamenter fra de gamle bygninger. Min lrer blev meget begejstret for min stil og lste den hjt og sagde: Sdan skal en stil skrives. Givetvis har der vret nogle andre tvungne emner indimellem, men det nste emne jeg virkelig husker, var: Fortl om en sommerferieoplevelse. S tnkte jeg p den FDF-landslejr i Marselisborgskovene udenfor Aarhus, som jeg havde deltaget i, og hvor jeg og et par kammerater allerndigst fik lov til at forlade lejren og tage ind til Zoologisk Have i Aarhus. Det skrev jeg s en stil om. Min lrer havde ogs engang vret i Aarhus Zoologiske Have og syntes, at det var blevet en god stil, men han sagde ogs: Bent, du skal jo ikke skrive om zoologiske haver hele tiden. S kom nste emne: Fortl om en bygning og dens omgivelser. Jeg kunne mrke p mine kammerater, at de

44

tnkte: Hold kft, hvad skal man skrive om? Rdhuset eller hvad. Selv var jeg jo ikke i tvivl og valgte Abehuset i Zoologisk Have i Kbenhavn. Selvflgelig! For jeg vidste ALT om Abehuset. Jeg vidste, hvem der havde bygget det, hvem der var arkitekten, hvem der var entreprenren, hvilke ombygninger, der havde vret, hvilke abearter, som havde vret der og hvilke klenavne de havde haft og s videre og s videre. Jeg kunne det hele p fingrene. Men emnet ld jo: En bygning og dens omgivelser, s jeg skrev ogs om Elefanthuset, Strudsehuset og Rovdyrhuset og det blev en stil p 48 sider. Jeg kan huske, at min lrer blev meget ophidset, men jeg kan ikke huske dt, som en gammel skolekammerat fortalte til vores 60 rs jubilum for et par r siden: Dansklreren, han tog simpelthen tavlekarkluden og kylede i hovedet p dig og sagde, at nu kunne det vre nok. Tilbage i skolen kom nste emne, som ld: Du har lige fet dig en penneven i Sverige. Han eller hun har skrevet et brev til dig og nu skal du svare. S skrev jeg: Kre penneven. Tak for dit brev. Det glder mig meget, at du ogs er interesseret i zoologiske haver. Nu skal du bare hre, fortller Bent Jrgensen og vi griner af hjertets lyst begge to og Bent fortstter ufortrdent: S skrev jeg et eller andet om zoologiske haver og s blev der alts sagt stop: Hvis du skriver mere om zoologiske haver, s bliver stilen kasseret og du fr nul eller tg eller hvad det nu hed dengang. Jeg var virkelig optaget af det der og mtte jo ud med alt det, som jeg vidste og jeg elskede at skrive, s jeg grundlagde et tidsskrift! United Zoo News Jeg tog et par sider fra et stilehfte og kreerede en lille avis, som jeg kaldte Zoo-nyt. Jeg fik jo de her breve fra de forskellige zoo-direktrer verden over og skrev: Chimpanse ankommet til Amsterdam Zoo og Vi erfarer fra plidelig kilde, at og sdan forskelligt. Det fyldte jeg et lille tidsskrift med, men det var jo lidt smt. Der var kun en, som lste det og det var jo mig selv. I kolofonen havde jeg skrevet, at det skulle udkomme hver 14. dag, men da der var get fem dage,

tnkte jeg: Jeg kan da ikke vente 14 dage! Derfor opfandt jeg et tidskrift mere, som jeg kaldte Zoo-reporter og som skulle vre mere dybdegende og med store artikler om, hvad Hagenbeck i Hamburg var for noget. Da det tidsskrift var lavet, var der stadig ti dage til, at jeg skulle lave Zoo-nyt og s jeg opfandt et tredje zoologisk tidsskrift, som hed Zoo-articles. Det skulle s vre med baggrundsstof om hvad dyrene levede af i zoologiske haver og hvor mange dyrepassere der var og sdan noget. S var der endelig get 14 dage og jeg kunne lave Zoo-nyt igen og s kom Zoo-reporter og igen Zoo-articles. Det krte bare derudaf, men nu var det blevet december og julen nrmede sig, og s havde jeg ikke rigtig tid og slog derfor de tre tidsskrifter sammen til en stor udgave, som jeg kaldte United Zoo News. Det tidsskrift skrev jeg i et rs tid og jeg har dem stadig liggende et eller andet sted. Min egen ZOO Jeg fik min far til at bygge mit eget lille private menageri omme i baghaven i Stengade. Han byggede nogle bure og det, jeg kaldte et fri-anlg til pindsvin. Man mtte jo ikke fange pindsvin ind dengang og det m man heller ikke i dag, men jeg anede det ikke og havde et par pindsvin gende. Jeg krte ogs ud til Gallkken og fangede firben og jeg havde en tam snog, som jeg sad og blrede mig med ude p trappen foran i Stengade. Folk troede, at det var en hugorm. En tam allike, et par undulater og hvide mus blev det ogs til. Et helt net af kammerater vidste, at jeg var interesseret i dyr og jeg husker, at de kom med stlorme til mig og alt i alt jamen, s blev det jo ogs til et indlg i United Zoo News, hvor der stod: Nyheder fra Rnne Zoo. Nyhederne handlede eksempelvis om myrelven, som er larven af et lille insekt, der laver en grube i sandet nede ved Dueodde og ved Onsbk. S kommer der en myre og snubler, falder ned og s begynder myrelven at kaste sand op efter den, s den glider ned. Den har sdan nogle kindbakker, som den stter i den sprllende myre, trkker den ned og udsuger den. Sdan en myrelve kunne jeg ogs prsentere og gadens unger kom jo vrimlende og ville se dyrene. Jeg lavede ogs et skilt, som skulle hnge p dren ud mod Stengade, hvor der stod:

45

Myrelverne fodres klokken 14. Da sagde min far og mor: Nej, nu stopper vi, Bent. Da var jeg ellers p vej til at udvide, for i mellem mine kontakter med diverse zoo-direktrer verden over, var der en direktr i Buffalo, USA, som var en af de helt store slange- og krybdyrseksperter i Nordamerika dengang. Han ville gerne forre mig nogle amerikanske slanger, men da blev jeg alligevel nervs for, om der mske var en klapperslange imellem og skrev, at jeg ikke rigtigt kunne tage mig af dem i jeblikket. Klaver og dans og Addy Havde du ikke andre fritidsinteresser som dreng? Alts, jeg blev ikke tvunget til at g til dans. Jeg tvang dog mig selv p danseskole senere som 14-rig, for det var tiden med foreningsballer og bal p Hotel Fredensborg, og jeg kunne jo ikke noget som helst p et dansegulv. Heldigvis havde jeg rytmisk sans og lrte blandt andet at danse engelsk vals. Det var faktisk til dans, at jeg mdte min frste tilkommende. Da var hun 13 og jeg var 15 r. Hvad hed hun? Hun hed Addy og boede oppe i Stettestrde, i nrheden af Bornholms Museum. Der boede hun hos sine adoptivforldre og vi var meget forelskede. Vi blev gift p min 21-rs fdselsdag, fordi vi ikke kunne vente lngere. Da jeg var 27 r, skiltes vores veje dog, fordi vi var vokset fra hinanden. Og gudskelov og tak for det, for ellers havde jeg ikke haft Maria. Lever hun stadig, Addy? Hun har levet et meget eventyrligt liv, kan man godt sige. Hun har vret meget omkring i verden og hun mdte en skotsk/italiener i Skotland, som hun blev gift med. Hun har siden besgt os i Zoologisk Have med sin mand og hun har ogs vret p Bornholm et par gange eller tre, hvor hun ogs mdte Maria. Hende mdte jeg heldigvis nogle r efter at jeg blev skilt, da jeg opdagede, at der var noget, som hed Laurits Betjent i Kbenhavn! International Zoo News. Inden vi suser til det kbenhavnske natteliv, m jeg lige flge din Zoo News-bladkarriere til drs. Hvordan gik det den? Den hang faktisk sammen med min karriere som

postelev, for det var her, at jeg som 17-rig fik ideen til aflseren af United Zoo News, nemlig International Zoo News. Jeg havde jo fortsat korrespondancen med alle de udenlandske zoologiske haver og tnkte p, hvordan jeg kunne f dem til fortsat at skrive til mig, da jeg vel ikke kunne forvente, at de gad skrive til en postelev. Derfor startede jeg i duplikeret form et tidsskrift, som jeg kaldte International Zoo News, og alle de zoologiske haver, som jeg kendte, fik tilsendt et nummer af bladet. Min fashionable adresse blev Zoo Center, Aakirkeby, Denmark og det var jo smart, for selvom det var en ikkeeksisterende adresse, s var det jo mig, som sorterede brevene, s ingen problemer der. Det var der bestemt heller ikke hos aftagerne af tidsskriftet, for det var stadig i efterkrigsrene og selvom der var et vist samarbejde mellem de mest serise zoologiske haver i Europa, s var der ikke rigtigt nogen kommunikation imellem dem. S de var glade for, at der kom sdan et blad. Den eneste, som ikke rigtigt tog det alvorligt, var direktren for Kbenhavns Zoo, Axel Reventlow, men da jeg selv senere kom til Kbenhavns Zoo og blev direktr, fandt jeg International Zoo News stende i biblioteket. Oven i kbet indbundet den 1 rgang, som nede at udkomme med mig som afsender. Reventlow havde i vrigt siddet med sin rde blyant og rettet mit engelske sprog, men selvom det mske var lidt mangelfyldt, blev det taget alvorligt og jeg fik masser af breve og reaktioner. Jeg har lst, at du solgte bladet af konomiske grunde. Er det korrekt? Ja, for der var ikke rigtigt nogen konomi i det, og efter halvandet r havde jeg oparbejdet en lille gld og opgav at fre det videre. Jeg overlod tidsskriftet til en hollnder, men noget egentlig salg var der ikke tale om han fik det kvit og frit imod, at jeg fik et evigt friabonnement! P det tidspunkt var jeg blevet verdensbermt p Bornholm. Bornholms Avis havde en journalistelev dengang, der hed Hansaage Bggild, som sidenhen fik skrevet s meget om bornholmsk kunst og historie. Han skrev om mig og mit tidsskrift, og efterhnden kom ogs Bornholms Tidende og Socialdemokraten p besg. Berlingske Tidende lavede et langt telefonisk interview med mig med portrt og ting og sager, hvor jeg sad ved min skrivemaskine og med Zoo plakater p vggen.

46