You are on page 1of 7

Fimpe & Solen & SkyggeTågeSkoven

af

Bo C. Plantin

Fimpe var en kanin, og han var født og opvokset i den del af SkyggeTågeSkoven hvor
kaninerne havde små lejligheder inde i træerne. Det var en by, og den hed Kaninernes
By.

Og, ja, der var mange skygger og tåger i SkyggeTågeSkoven. Faktisk var det ret mørkt
hele tiden. Og når solen var på sit stærkeste, midt om sommeren, midt på dagen, og når
månen var fuldest og stod øverst på himlen, da dannedes der en tåge i skoven der
gjorde det umuligt at se mere end et par meter frem for sig.

Men der var ikke nogen uden for skoven, der vidste hvor den lå, SkyggeTågeSkoven.
Den var usynlig for os mennesker.
End ikke dem der boede der, vidste hvor den lå, for de havde aldrig været uden for
skoven. Undtagen Fimpes tiptiptip-oldefar. Men han var aldrig vendt tilbage, så han
havde ikke kunnet fortælle hvor SkyggeTågeSkoven lå i forhold til resten af verden.
Så når børnene i SkyggeTågeSkoven spurgte deres forældre hvor deres hjem egentlig
lå, så fik de altid det samme svar, ”Jamen, lige her, jo.”
Det havde Fimpe spurgt om mange gange, da han var mindre. Nu var han ved at være
en stor kanin. Han var lige fyldt 2 år, eller det skulle han ihvertfald snart, så det syntes
han allerede at han var.

Meget få havde set solen oppe gennem de tætte, mørkegrønne trækroner, der altid var
fulde af tykke og saftige blade. Og det var alt for farligt at kravle helt op i toppen af
træerne. Så solen snakkede man ikke så meget om.
En dag da Fimpe legede gemmeleg med nogle af de andre kaninbørn og havde gemt
sig oppe i et træ, så han at hans mor og far pludselig kom hoppende nede under ham.
Han krøb helt sammen så de ikke kunne se ham. De stoppede op og holdt om hinanden.
Fimpe kunne høre på sin mors stemme at hun var ked af det.
Hun var så træt af alt det mørke, sagde hun til Fimpes far. Hvis bare de kunne få lidt
sol, så ville hun blive i meget bedre humør igen.
Fimpe havde hørt om den slags før. At der var nogen der var kede af, at det altid var
så mørkt. Men aldrig nogen fra hans egen familie.

Efter Fimpes far og mor var hoppet væk igen, skyndte Fimpe sig over til den ældste
kanin i byen. Han hed Elias, og han var meget, meget gammel og sad altid inde i sit træ
og så fjernsyn selvom han næsten var helt blind – til gengæld skruede ham meget højt
op for lyden. Fimpe bankede på. Der blev ikke svaret, men han kunne høre den gamle
gyngestol knirke frem og tilbage. Fimpe åbnede døren og hoppede ind. Elias lagde slet
ikke mærke til det, for han sad nemlig og sov. Han snorkede meget højt.

- Hallååå... hviskede Fimpe meget stille. Elias vågnede med et sæt.


- Åh! Hvem er det?! Jeg er ikke klar! Ikke endnu! Ikke endnu!
- Det er bare mig, Fimpe.
- Lille-Fimpe?
- Jaja.
- Nå. Ja, jeg troede ellers...nå, hvad kan jeg gøre for dig?
Fimpe forklarede hvad han havde hørt sin far og mor snakke om.
- Ved du ikke om der er nogen steder her i skoven hvor man kan få fat i noget sol?
spurgte Fimpe den gamle kanin.
- Hmm...sagde den gamle kanin, mens han tænkte sig om.
Elias gyngede voldsomt frem og tilbage. Så holdt han med ét op med at gynge.
- Jo! Nu kan jeg huske det. Cirka midt inde i skoven er der en bakke som solen altid
skinner ned på.
- Hvordan finder jeg ind til den?
- Ja, det ved jeg da virkelig ikke. Så skal du jo vide hvor midten er henne...
Fimpe hoppede lidt skuffet væk fra den gamle kanins træ. Hvordan kunne han finde ud
af hvor midten var henne?

Der var efterhånden gået to langsomme uger siden Fimpe havde snakket med den gamle
kanin om hvor solen var henne. Og i al den tid var Fimpes mor blevet mere og mere ked
af det. Når hun ikke bare lå og så fjernsyn, sov hun. Så Fimpe besluttede sig for rejse
ind i skoven for at finde solen og bringe en stråle af den med tilbage til sin mor.
Så da det blev nat, og Fimpes mor og far lå og sov, pakkede han en god madpakke,
tog en taske over skulderen, som han kunne have solen med tilbage i og hoppede ind i
skoven. Da han havde hoppet i en halv times tid og var kommet et godt stykke væk fra
Kaninernes By, stoppede Fimpe op og kiggede sig omkring. Der var helt sort omkring
ham. Og helt, helt stille. Han blev helt rundtosset af alt det mørke. Men han var ikke
bange.
Efter en time mere var Fimpe pludselig meget træt. Hans små hop var blevet mindre
kraftfulde. Og han kunne næsten ikke holde øjnene åbne. Han følte sig frem til et træ og
lagde sig til at sove op ad det.

Næste morgen vågnede Fimpe op ved lyden af en stor og stolt hjort med et flot gevir,
der stod og spiste nogle blade på en gren på et træ i nærheden. Fimpe hoppede hen til
hjorten.
- Hej, sagde Fimpe til hjorten, ved du hvor solen er henne?
Hjorten kiggede ned på Fimpe mens han tykkede.
- Hvad laver du helt herinde? spurgte hjorten der iøvrigt hed Jørgen.
- Jeg leder efter solen, så jeg kan tage solen med hjem til min mor. Hun savner sådan
solen.
Hjorten, Jørgen, nikkede.
- Du skal finde et højt sted. Kun dér trænger solen nok igennem til at du kan få fat i
den.
- Ved du hvor jeg kan finde et højt sted?
Hjorten, Jørgen, rystede på hovedet.
- Jeg bor lige her. Og jeg har været her i mange, mange år, så jeg er desværre ikke
klar over hvor der ligger et højt sted.
Fimpe sukkede skuffet og skulle til at hoppe videre. Men så sagde hjorten:
- Men jeg tror jeg kender en der ved det.
- Hvem er det?!
- Skovduen, Dorthe. Hun kommer så vidt omkring.
- Hvor er hun henne?
Hjorten, Jørgen, trak på skuldrene.
- Det kan man aldrig vide. Men man kan høre hende, når hun er i nærheden.
- Høre hende?
- Ja. Hun udsender sådan en kuuu-lyd. Så når du hører den skal du bare kalde på
hende, så kan det være hun kommer.
Fimpe takkede hjorten, Jørgen, mange gange og hoppede videre med ekstra fart i
benene.

Efter noget tid begyndte tågen at sænke sig rundt om Fimpe, men han hoppede frygtløst
videre. Indtil han pludselig mærkede at hans små poter blev våde. Så stoppede han op.
Han kneb øjnene sammen og kiggede frem for sig. Vand! Fimpe bakkede en håndfuld
skridt til han mærkede tør jord under sine poter igen. Så rystede han dem, så vandet fløj
ud af pelsen i små perler. Hvad skulle han nu gøre? Han satte sig helt ned. Han blev nok
nødt til at vente til tågen lettede igen. Han ventede og ventede, mens vandet klukkede
blidt frem og tilbage foran ham. Det var helt søvndyssende. Men så hørte Fimpe
pludselig noget.
- Kuuu! Kuuu! sagde det.
Det måtte være skovduen, Dorthe.
- Kuuu! Kuuu!
- Hallo? råbte Fimpe. Er det dig, Dorthe?
Han hørte lyden af vinger der slog imod luften lige oppe over hans hoved.
- Ja. Hvem er det? sagde stemmen.
- Jeg hedder Fimpe, og jeg er ude og lede efter solen.
Ud af tågen trådte nu skovduen, Dorthe.
- Er det dig der hedder Dorthe? spurgte Fimpe.
- Kuuu! Kuuu! Ja, det er mig, sagde skovduen, Dorthe.
- Så ved du hvor jeg kan finde solen, ikke også?
- Hvem har Kuuu Kuuu fortalt dig det?
- En hjort jeg mødte i morges.
- Nåe, Jørgen. Ja, det er rigtigt, Kuuu Kuuu at det har jeg engang bildt ham ind, at jeg
vidste.
- Hvad mener du? spurgte Fimpe.
- Jeg løj. Kuuu! Kuuu!
- Gjorde du?
Hjertet sank i Fimpes bryst så det gjorde helt ondt.
Dorthe grinede.
- Nej. Jeg laver bare sjov med dig. Kuuu! Kuuu! Jeg ved godt hvor solen er henne.
Fimpe pustede hårdt ud.
- Puh, der gjorde du mig helt bange.
- Den er oppe på himlen.
- Men den er da også her i skoven, er den ikke?
- Hvad Kuuu Kuuu mener du dog?
Fimpe forklarede skovduen, Dorthe, at han var ude og lede efter solen, så han kunne
tage den med hjem til sin mor.
- Nåe, jo, Kuuu Kuuu så skal du hen til Solskinsbakken.
- Hvor ligger den henne?
Skovduen, Dorthe vendte og drejede sig omkring, mens hun kiggede.
- Øh...jeg tror nok...altså....øhm...Kuuu...Kuuu...ja, nu er det jo lang tid siden jeg har
været der...øhm...
Fimpe kiggede bekymret på skovduen, Dorthe.
- Ved du ikke hvor den er henne?
- Jojo, bare lige giv mig et øjeblik...Kuuu...Kuuu...øhm...
Skovduen, Dorthe, vendte og drejede sig, så Fimpe blev helt rundtosset af at kigge på
hende.
- Okay! Nu ved jeg det. Du skal bare Kuuu Kuuu gå den der vej. Bare ligeud.
Skovduen, Dorthe gjorde et kast med hovedet i den retning hun mente.
- Så kommer jeg hen til den?
- Jeps! Men du skal skynde dig, for når den går ned i morgen, så kommer den ikke
tilbage Kuuu Kuuu før om et halvt år.
- Er det rigtigt! Så må jeg skynde mig. Tusinde tak for det!
Med ét lettede tågen, og hele skoven omkring dem kom pludselig til syne igen. Og det
gjorde den kæmpestore sø der lå foran dem osse. Og den lå lige præcis i den retning
som skovduen, Dorthe havde sagt Fimpe skulle gå.
- Hov, sagde Fimpe. Du sagde jeg skulle gå den vej.
- Jada. Kuuu! Kuuu!
- Men der ligger jo en kæmpestor sø dér.
- Og Kuuu Kuuu hvad så?
- Ja, jeg kan altså ikke gå på vandet.
- Næe, men du kan vel Kuuu Kuuu flyve?
- Hvad?! Nej! Jeg er jo en kanin.
- Nå, jamen så ved jeg ikke hvordan Kuuu Kuuu du vil komme derhen. Hov, er klokken
allerede så meget! Jeg må videre, jeg har et møde.
Skovduen, Dorthe lettede. Fimpe kaldte efter hende.
- Men hvordan skal jeg kommer over søen?
- Bare gå ligeud, så kommer du Kuuu Kuuu derhen.
- Jamen, det kan jeg da ikke.
Men skovduen, Dorthe, var allerede væk.
Fimpe sukkede dybt. Hvordan skulle han dog kommer over på den anden side af søen?
Fimpe lagde sig helt ned og gav sig til at græde.

Det var mørkt da Fimpe vågnede. Helt mørkt. Han lå helt stille og lyttede til sortheden
omkring sig. Der var lyden af det klukkende vand. Og så var der en anden lyd. En lyd,
som Fimpe aldrig før havde hørt. Det lød næsten som en blanding mellem Elias' snorken
og så når Elias bøvsede. Havde Elias fulgt efter Fimpe ud i skoven? Fimpe tog mod til sig
og kaldte.
- Hallo? Elias, er det dig?
Snorkebøvse-lyden kom igen, nu tættere på.
- Hallo? Fimpes stemme bævrede nu, så bange var han.
Pludselig hoppede en kæmpe tudse ud af mørket og hen mod Fimpe. Den snorkebøvsede
igen. Fimpe blev meget bange.
- Hvem er du?!
- Torben, hedder jeg, siger jeg. Og hvad hedder du?
Fimpe bakkede langsomt, mens han kiggede på tudsen, Torbens, tykke læber som hele
tiden blev væddet af en stor, klistret tunge.
- Hey, hvor skal du hen, siger jeg? Hvad hedder du?
Fimpe stoppede. Faktisk så tudsen, Torben, meget venlig ud, hvis altså man kun så ham
i de milde, kloge tudse-øjne.
- Jeg hedder Fimpe.
- Fimpe, siger du? Bor du ikke i Kaninernes by? Hvad laver du dog helt herude?
- Jo, men jeg leder efter solen, så jeg kan tage den med hjem til min mor.
- En sol, siger du? Hvor finder man sådan en henne?
- Oppe på solskinsbakken, men den ligger ovre på den anden side af søen, så jeg kan
ikke komme derhen.
- Ovre på den anden side af søen, siger du?
- Ja, men jeg kan ikke svømme, og jeg kan heller ikke gå på vandet.
- Nej, siger jeg. Det kan du da ikke. Du er jo en kanin.
- Så nu ved jeg slet ikke hvad jeg skal gøre.
- Hmm, siger jeg. Ja, det er jo et problem.
Tudsen, Torben, stod lidt og kiggede på Fimpe. Målte ham ligesom med øjnene.
- Hvor meget vejer du, siger jeg? Hvor stor er du? spurgte tudsen, Torben.
- Hvad? Det ved jeg ikke.
- Det ved du ikke, siger du? Men du er ikke så gammel, vel?
- Jeg er 2 år. Eller jeg fylder snart 2 år.
- Jaså, siger jeg. Jaså. Hmmm...
- Hvorfor?
- Jo, ser du, siger jeg, måske du kunne komme over på den anden side af søen ved at
sidde på ryggen af mig. Så svømmer jeg over.
- Vil du gøre det for mig?
- Jajada, siger jeg. Det vil jeg da. Jeg skal alligevel den vej.

Og således gik det til at Fimpe pludselig sad på ryggen af tudsen, Torben, og blev
svømmet over søen, mens Torben fortalte om sit lange liv ved søen. Han var nemlig over
40 år gammel! Himlen var smuk derude midt på søen, der føltes som et kæmpe hav for
den lille Fimpe. Men tudsen, Torben, var en god og stærk svømmer, så Fimpe følte sig
helt tryg, dér på tudsen, Torbens, brede, noprede ryg.

Da de kom over på den modsatte bred var det ved at blive lyst igen. De aftalte at mødes
samme sted, samme aften, så tudsen, Torben, kunne svømme Fimpe tilbage over søen,
når han havde fået fat på solstrålen til sin mor.

Fimpe var i godt humør da han hoppede afsted mod Solskinsbakken. Det blev mere og
mere lunt som han nærmede sig. Og Fimpe blev mere og mere træt i benene, for det
begyndte nemlig at gå opad. Der blev længere og længere imellem træerne, men deres
tætte kroner holdt stadigvæk solen helt væk fra skovgulvet. Fimpe blev nødt til at holde
en kort pause hvor han fik sig noget at spise og drikke inden han kunne hoppe videre.
Der var meget stejlt nu, faktisk så stejlt at Fimpe ikke længere kunne hoppe frem, men
derimod måtte bruge sine små forpoter til at kravle opad. På et tidspunkt var han lige
ved at falde ned, da en stor sten gik løs under hans ene bagpote, men det lykkedes ham
at holde sig fast.
De sidste meter var de sværeste. Men nu kunne Fimpe faktisk se solen skinne på
toppen af bakken lige foran ham. Han tog en dyb indånding og spændte alle musklerne i
sin lille krop og sprang op. Og lige da forsvandt solen ned bag nogle skyer der lå hen
over horisonten.
- NEJ! råbte Fimpe ud i luften.
Han satte sig modløs ned og tog sin rygsæk af så den lå åben. Et æble trillede ud af den
og fløj ned af bakken med nogle triste bump.
Fimpe kiggede ud over skoven. Og det var det eneste han kunne se. Træer så langt
øjet ragte. Og så de dumme skyer der nu gemte på solen.
- Æv! sagde Fimpe, hvordan skal min mor nu blive glad igen?
Men så skiltes skyerne pludselig og en enkelt, tyk, helt klar solstråle slog pludselig hen
over himlen og lige ned i Fimpes rygsæk, hvor den lagde sig som en sovende kattekilling
der har rullet sig sammen om sig selv. Fimpe gispede og samlede rygsækken op. Det var
lykkedes! Han havde en solstråle til sin mor!
Fimpe skyndte sig at lukke rygsækken og hoppede ned af bakken. Tudsen, Torben,
stod klar nede ved søen og svømmede ham over på den anden side, hvor Fimpe mødte
Skovduen, Dorthe, der gik rundt og talte med sig selv. Men Fimpe havde slet ikke tid til
at fortælle de gode nyheder til skovduen, Dorthe, så han hoppede hurtigt videre ind i
skoven. Hjorten, Jørgen, nåede kun lige at se Fimpes hvide pels hoppe hurtigt forbi før
han var væk igen.
- Sikken dog en fart, han havde på, sagde hjorten, Jørgen.

Fimpe hoppede og hoppede, hurtigere og hurtigere igenne skoven, og den næste


morgen, nåede Fimpe tilbage til Kaninernes by. Kort efter kom også hjorten, Jørgen,
skovduen, Dorthe og tudsen, Torben, for de havde nemlig fulgt efter Fimpe for at se
hvor glad Fimpes mor blev for solstrålen. Og alle kaninerne var vågne, for de havde
nemlig alle sammen været så bekymret for Fimpe. Men de blev meget hurtigt meget
glade igen, for Fimpe havde jo slet ikke været i fare, sådan som de havde troet. Også
Fimpes mor og far blev meget glade for at have Fimpe hjemme igen, og Fimpes mor
kunne slet ikke lade være med at knibe en tåre.
Fimpe og alle de andre kaniner stod midt i Kaninernes By. Og alle kaninerne kiggede
nysgerrigt på Fimpe.
- Hvor har du dog været henne? spurgte Elias.
- Jeg har været oppe på Solskinsbakken.
- På Solskinsbakken? Hvad skulle du dog dér? spurgte Fimpes far.
- Vis dem hvad du har i rygsækken, sagde tudsen, Torben.
Fimpe smilede stort da han rakte sin mor rygsækken.
- Jeg har en gave til dig, mor.
- Men hvad er dog det? Det er jo slet ikke min fødselsdag. Det er jo din!
- Jaja, men åben nu din gave, mor.
Hun åbnede rygsækken og kiggede ned i den, så solstrålen stod op i ansigtet på hende
og oplyste det. Hun kunne slet ikke lade være med at smile.
- Hvad er dog det? spurgte hun?
- Det er en solstråle, som du kan kigge på, når du er ked af det.
Fimpes mor faldt Fimpe om halsen og overdængede ham med kys.
- Æj, mor, altså. Jeg er 2 år nu.
- Ja, det er du. Tillykke.
- Hurraaa! råbte de allesammen.
Og så sang de fødselsdagssang for Fimpe og holdt en stor fødselsdagsfest for ham. Og
alle i Kaninernes By var glade, for det var nemlig ikke kun Fimpes mor der savnede
solens varme stråler på sit ansigt. Så når man tænker på det, så var Fimpe faktisk lidt af
en helt.

SLUT