You are on page 1of 176

1

2

FEDOR DOSTOJEVSKI

EN HANREJ
ROMAN
OVERSAT AF

CARL BEHRENS

JOHN MARTIN'S FORLAG KØBENHAVN — MCMX
JOHN MARTIN'S BOGTRYKKERI

Digitaliseret maj 2010 af Peter Jessen Retskrivning og navneformer er let moderniseret, f. eks. er aa erstattet af å - bl.a. af hensyn til søgbarheden.

3

4

I.
Det var blevet Sommer, og Veltjaninov var mod al Forventning bleven i St. Petersborg. Sin Rejse til Sydrusland havde han opgivet, og der yar endnu stadig ingen Mulighed for at få Ende på hans Sag. Denne Sag — en Proces om et pekuniært Mellemværende — havde taget en meget alvorlig Vending. Endnu for et Fjerdingår siden syntes den så soleklar, at det var næsten umuligt, den kunde tabes. Men på en Gang som med et Slag var alligevel alt blevet forvandlet. „Overhovedet begynder alt at forandre sig til det værre" — denne Vending plejede Veltjaninov nu med en vis Bitterhed som oftest at gentage i al Stilhed. Han havde henvendt sig til en behændig, dyr, berømt Advokat og sparede intet på Sagen; utålmodig og mistænksom, som han var, kunde han dog ikke lade være også selv at blande sig i Sagen: han forfattede en Mængde Indlæg, som Advokaten alle til Hobe kastede i Papirkurven, løb fra den ene Ret til den anden, anstillede Undersøgelser og bidrog sandsynligvis i høj Grad til at gøre Spørgsmålet endnu mere indviklet, end det var — i det mindste beklagede Advokaten sig over ham og rådede ham til hellere at tage ud på Landet og holde Sommerferie. Men det var heller ikke efter hans Hoved, han blev i St. Petersborg og havde den Fornøjelse at indånde den trykkende, støvede Luft på Gaderne og ligge søvnløs i de lyse, nerveoprivende Nætter, der er ejendommelige for St. Petersborg om Sommeren. Han var desuden slet ikke tilfreds med den nye Lejlighed han nylig var flyttet ind i nær ved „Det store Teater". Alt gik ham med andre Ord på tværs. Den Hypokondri, han altid havde haft Anlæg for, voksede fra Dag til Dag. Veltjaninov var et Menneske, der havde levet stærkt og på en stor Fod. Han var ikke ung mere, en otte eller ni og tredive År, og denne „Oldingealder", som han plejede at sige, var kommen „næsten helt uventet" over ham. Han for5

stod dog selv, at han var bleven ældet mindre ved Årenes Tal end ved sin Måde at leve på, og at, når han allerede følte sig gammel, dette i hvert Fald mere gjaldt hans Indre end hans Ydre. Med Hensyn til Udseende kunde han nemlig endnu stadig gå og gælde for en statelig og kraftig Mand. Han var høj og firskåren af Vækst, havde tykt, lyseblondt Hår, hvori der endnu ikke kunde opdages noget gråt Stænk, og et langt Skæg, som vældede ned på Brystet. Ved det første Blik gjorde han et noget plumpt og slapt Indtryk, men når man tog ham lidt nøjere i Øjesyn, kunde man straks se, at han var en Mand af god Opdragelse og fine Sæder. Veltjaninovs Manerer var endnu bestandig sikre, utvungne, ja næsten gratiøse, til Trods for den Tunghed og Velnærethed, der i Årenes Løb var bleven ejendommelig for ham. Han havde endnu ikke mistet noget af Verdensmandens urokkelige Selvtillid, som måske ikke en Gang var ham selv bevidst i hele sit Omfang, skønt han virkelig var ikke blot et ganske forstandigt, men endog et rigtig lyst Hoved, et virkelig dannet og utvivlsomt velbegavet Menneske. Hans friske, røde Ansigt havde fordum, i Ungdomsårene, ejet en næsten kvindelig Ynde og tildraget sig Damernes Opmærksomhed, og endnu bestandig udbrød mange ved Synet af ham: „Nej, se blot dette kærnesunde Menneske — Mælk og Blod!" Og dog var dette „kærnesunde Menneske" allerede en skrækkelig Hypokondrist. Hans store blå Øjne havde for ti År siden endnu haft et Udtryk af Sejrsvished; det havde været så klare, muntre, livsglade Øjne, at enhver uvilkårlig følte sig draget hen imod deres Indehaver. Nu, da han snart stod på Grænsen mellem de tredive og fyrre, havde disse Øjne næsten helt mistet deres Glans og Munterhed og var allerede omgivne af talrige Rynker. I Stedet for den tidligere Sorgløshed og Livslyst var de prægede af den Snuhed, Spottelyst og Kynisme, som man træffer hos et udlevet og i sædelig Henseende ikke helt uangribeligt Menneske. Dertil kom yderligere et nyt, hidtil ukendt Anstrøg af Sorg og Tungsind, der selv om det endnu syntes ubestemt og ligesom intetsigende, dog trådte mere og mere frem. Denne 6

tungsindige Stemning gjorde sig navnlig stærkt bemærket, når Veltjaninov var alene. Og det var det besynderlige, at dette samme Menneske, som endnu for to År siden havde været en sådan livlig, snaksom og lystig Selskabsmand og fortalte sådanne uimodståelige Historier, holdt nu mest af at være ganske alene med sig selv. Af egen Drift havde han opgivet alle de talrige Bekendtskaber, som han til Trods for sine fuldstændig ødelagte Formuesomstændigheder dog endnu bestandig havde kunnet vedligeholde. Ganske vist havde hans Ærgerrighed her været med i Spillet: hans Mistænksomhed og hans Forfængelighed vilde afgjort have lidt ved en Fortsættelse af hans gamle Forhold. Men også hans Forfængelighed antog i Ensomheden lidt efter lidt en ny Karakter. Ikke således at forstå, at den skulde være bleven formindsket — tværtimod; den forandrede kun sit Væsen og overførtes nu på andre Ting end før. Det var ikke mere de samme Årsager, hvorover den før havde følt sig såret, men derimod helt nye, hidtil ubekendte og uventede Årsager, „Årsager af højere Art, hvis man kan udtrykke sig således, og hvis der i det hele i denne Retning gives Årsager af højere og lavere Art", som Veltjaninov selv plejede at udtrykke sig. Ja, så vidt var det kommet med ham; han plagede sig nu i Virkeligheden med „højere" Årsager og Bevæggrunde, som han tidligere slet ikke havde tænkt på. Men som „højere" gjaldt for hans Samvittighed og hans Indsigt just de Bevæggrunde, over hvilke han — til sin egen Forbavselse — aldeles ikke var i Stand til at le, det vil sige, naturligvis kun, når han var alene med sig selv, thi i Selskab var det noget anderledes. Tidligere havde han overhovedet ikke kendt sådanne Bevæggrunde. Han vidste meget godt, at han også nu under visse Omstændigheder vilde være den første, som uden nogetsomhelst Hensyn til sin Samvittigheds hemmelige Stemme vilde fornægte hine „højere" Bevæggrunde og udle dem som „overflødigt Krimskrams". Således var virkelig Forholdet, skønt han i den sidste Tid havde tilkæmpet sig en ret betydelig Portion Uafhængighed af hine lavere Bevæggrunde, der 7

hidtil havde behersket ham. Å, hvor ofte havde han ikke, når han om Morgenen stod op, skammet sig over de Tanker og Følelser, der i Nattens søvnløse Timer havde optaget ham. Han led nemlig i den sidste Tid stadig hyppigere af Søvnløshed. Allerede længe havde han lagt Mærke til, at han, både når det gjaldt vigtige Ting og Ubetydeligheder, blev mere og mere mistroisk fra Dag til Dag, og så besluttede han også at tro sig selv så lidt som muligt. Der forelå dog Kendsgerninger, hvis Eksistens, når alt kom til alt, på ingen Måde lod sig nægte. Således antog hans Tanker og Følelser undertiden om Natten en helt forandret Skikkelse og havde slet intet mere tilfælles med Dagens Tanker og Følelser. Denne Omstændighed foruroligede ham levende, og han søgte endog — naturligvis kun i en spøgefuld Samtale — Råd hos en berømt Læge, som han kendte nøje. Denne svarede ham, at hin Forvandling af, eller snarere „Spaltning" i Tanker og Følelser ved Nattetid, navnlig når der er indtruffet en udpræget Tilbøjelighed til Søvnløshed, er meget almindelig hos Mennesker, der „tænker meget og er meget modtagelige for Indtryk", at et helt langt Livs Overbevisninger pludselig kan forandre sig under den melankolske Indflydelse af Natten og Søvnløsheden og helt uventede, skæbnesvangre Beslutninger bliver fattede tilsyneladende uden nogensomhelst Indledning. Når Symptomerne optræder så heftigt, at vedkommende ligefrem lider derunder, så er i hvert Fald en Sygdom i Frembrud, og det vil være tilrådeligt straks at gribe til de nødvendige Forholdsregler mod den. Især må en fuldstændig Forandring i Diæt anbefales og om muligt en Fornøjelsesrejse. Et Afføringsmiddel kan naturligvis heller ikke skade. Veltjaninov vilde ikke høre mere, dog var han fuldkommen overbevist om, at han var syg. „Sygdom altså, ikke andet end Sygdom er alt dette „højere" Krimskrams!" sagde han undertiden med et spottende Smil til sig selv. Nej, det var ham dog 8

alligevel slet ikke indlysende. Snart gentog forøvrigt det samme Symptom, der hidtil kun var indtrådt i søvnløse Nætter, sig også i Morgentimerne, kun at hans Stemning så mere var præget af galdebitter Ondskab og besk Spot i Stedet for af den natlige Anger og Sønderknuselse. I Reglen var hermed forbundet Erindringer fra hans Liv, fra længst forsvundne, fjerntliggende År, som ganske pludselig og på en ganske besynderlig Måde dukkede frem i hans Sind. Således havde Veltjaninov for Eksempel allerede i lang Tid beklaget sig over, at hans Hukommelse tog af: han glemte sine bekendtes Ansigter, og disse følte sig så fornærmede, når han tilfældigt mødte dem uden at hilse dem. Også Indholdet af Bøger, som han havde læst for et halvt År siden, svandt i Løbet af dette Tidsrum ofte fuldstændig ud af hans Erindring. Og til Trods for denne daglig tiltagende Hukommelsessvaghed, der foruroligede ham så stærkt, faldt der ham nu undertiden Ting ind, der lå ti eller endog femten År tilbage i Tiden, og som han allerede havde troet fuldstændig begravede i Glemsel. Og de trådte ham i Møde med en så overraskende Tydelighed, at han ligesom bildte sig ind at opleve dem endnu en Gang. Der var deriblandt Begivenheder, som han så absolut havde glemt, at det næsten syntes ham forunderligt, at de nu påny kunde blive opfriskede i hans Hukommelse. Det var dog endnu ikke alt. Hvem har ikke, når et bevæget og letsindigt Liv ligger bag ham, sine særlige Erindringer? Det mærkværdigste var, at samtidig med, at disse Erindringer nu dukkede op i ham, begyndte en ny, ganske bestemt, ligesom ved personlig Indgriben, forberedt Opfattelse af vedkommende Forhold at gøre sig gældende hos ham. Hvorfor syntes nu enkelte af hine Erindringer ham næsten at være Misgerninger, han havde begået? Og det var ikke blot hans Forstand, som bedømte dem således, thi denne formørkede, ensomme, syge Forstand alene kunde han ikke have skænket Tiltro. Nej, han havde endog ladet sig drive til 9

Forbandelser, ja næsten til Tårer — selv om ikke til synlige, så dog i hvert Fald til indre. Hvor vilde han have lét, når man blot for to År siden vilde have sagt ham, at han en Gang vilde udgyde Tårer! Tilstanden begyndte forøvrigt ikke straks med disse renere Følelser, men med bidende Spot og Fortrædelighed: han kom til at huske på forskellige Uheld og Ydmygelser i sit Liv. For Eksempel faldt det ham ind, at en intrigant Person en Gang havde bagvasket ham, hvad der havde haft til Følge, at han ikke mere blev modtaget i et vist fornemt Hus. Endvidere kom han til at tænke på en Begivenhed, der først for nylig var hændt: Han var offentlig bleven alvorligt fornærmet og havde ikke udfordret sin Fornærmer. En anden Gang havde man i en Kreds smukke Damer ved ef vittigt Epigram bragt ham i den Grad i Forlegenhed, at han blev ethvert Svar skyldig. Endog to eller tre ubetalte Gældsposter faldt ham ind — ganske vist ubetydelige Summer, men dog altid Æresgæld til Folk, som han ikke mere kom sammen med, og om hvilke han endog allerede havde sagt adskillige slemme Ting. Yderst pinlig var ham også Erindringen, som dog kun indfandt sig i hans mørkeste Øjeblikke, om to betydelige Formuer, som han på den allerdummeste Måde havde sat over Styr. Det var altsammen kun Årsager af lavere Art, men snart begyndte dog også „højere" Årsager at gøre sig gældende. For Eksempel kom han ganske pludselig til at tænke på en godmodig lille Mandsling, hvis Skikkelse i lang Tid havde være forsvunden fra hans Hukommelse — en latterlig gammel Embedsmand, som han en Gang for mange, mange År siden af rent Praleri offentlig og ustraffet havde fornærmet, og det ene og alene for ikke at lade sig berøve Lejligheden til at sige en god Vittighed, man bagefter morede sig meget over og som blev fortalt videre. Han havde så fuldstændig glemt denne Begivenhed, at ikke engang Navnet på hin gamle Mand faldt ham ind, skønt hele Scenen stod for hans Blik med forbavsende Tydelighed. Han kunde 10

ganske bestemt huske, at den gamle Mand den Gang var trådt i Skranken for sin Datter — en gammel Jomfru, der levede sammen med ham, og om hvem der i Byen var visse Rygter i Omløb. Den stakkels gamle Mand havde i en heftig, forbitret Tone krævet ham til Ansvar, men var så pludselig i mange Menneskers Nærværelse brudt ud i en voldsom Hulken, hvad der havde gjort et uhyggeligt Indtryk på Selskabet. Enden på Historien var bleven, at man havde skænket ordentlig med Champagne for den gamle og så først for Alvor gjort ham til Genstand for Spot. Og da Veltjaninov nu på en Gang kom til at huske på, hvorledes den gamle Mand var bristet i Gråd og som et Barn havde skjult sit Ansigt i sine Hænder, da syntes det ham på en Gang, som om han overhovedet aldrig havde glemt hin Begivenhed. Og mærkeligt nok: medens hele Sagen den Gang havde taget sig helt pudsig ud i hans Øjne, var nu det modsatte Tilfældet. Især forekom den Måde, hvorpå han havde skjult det tårevædede Ansigt, ham ret pinlig. Derpå faldt det ham ind, at han en Gang udelukkende for Spøg havde bagvasket en hæderlig Skolelærers højst agtværdige Hustru. Veltjaninov havde kort derefter forladt Stedet — han vidste kun, at hans Bagvaskelse var kommen Manden for Øre; hvad der ellers var bleven ud deraf, havde han aldrig erfaret.' Nu kunde han pludselig ikke lade være at tænke på de Følger, som hans letsindige Streg kunde have haft, og Gud må vide, hvilke Spring hans Fantasi endnu vilde have taget i denne Retning, hvis ikke en anden Historie, der angik ham langt nøjere, pludselig havde bortledt hans Opmærksomhed derfra. Det var Historien om en jævn Borgerpige, der ikke engang havde behaget ham, og som han, hvis man var kommen på Spor efter hans Forhold til hende, afgjort vilde have skammet sig ved. Et Barn var endog blevet Frugten af dette besynderlige Forhold. Han havde den Gang forladt St. Petersborg uden at bekymre sig videre om den ulykkelige unge Pige eller blot så meget som sige Farvel til hende — hvorledes skulde han også have 11

fået Tid dertil? I et helt År igennem havde han nu søgt efter dette Pigebarn, uden at det dog var lykkedes ham blot at opdage det ringeste Spor af hende. Og lignende Historier faldt ham ind i Dusinvis, og det lod næsten til, at enhver af dem stadig påny kaldte en halv Snes Erindringer til Live. Under Indflydelse heraf begyndte så lidt efter lidt også hans Forfængelighed at såres. Vi har allerede omtalt, at hans Forfængelighed havde antaget en helt ny Skikkelse, og det var i Virkeligheden Tilfældet. Til Tider, selv om det også kun var sjældent, gik han så vidt i sin Selvforglemmelse, at han ikke en Gang skammede sig over ikke at have egen Vogn, over at begive sig til Fods til Retterne og møde skødesløst klædt, og hvis en af hans tidligere Bekendte havde set på ham fra oven nedad, når han optrådte i en sådan Påklædning eller måske ladet, som han ikke så ham, vilde det ikke engang have generet ham så meget, så han havde blinket med Øjenhårene — og denne Ligegyldighed var oprigtig ment og ikke bare påtaget! Ganske vist forekom dette ham sjældent, kun i Øjeblikke af fuldstændig Resignation og Sønderknuselse. Dog var det underligt at bemærke, at hans Egenkærlighed ikke mere vandrede ad de gamle Veje, men mere og mere samlede sig om et eneste Spørgsmål, der nu bestandig optog hans Tanker. „Nej, vil man bare se," begyndte han undertiden sin ironiske Samtale med sig selv — hans Tanker antog næsten altid, når de drejede sig om hans eget Jeg, et ironisk Anstrøg — „vil man bare se, nu lader det næsten til, at der er en eller anden, der har påtaget sig den Opgave at styrke min Sædelighed, som derfor sender mig disse fordømte Erindringer og angerfulde Tårer på Halsen! Å, det er jo altsammen til ingensomhelst Nytte, alt er kun blinde Skræmmeskud! Jeg ved jo dog, så vist som to og to er fire, at jeg til Trods for alle disse Anfald af Anger og disse Selvanklager alligevel ikke er i Besiddelse af en Smule Selvstændighed, selv om jeg nu nærmer mig disse kritiske fyrretyve År! 12

Hvis der i Morgen igen frembyder sig en Lejlighed til, at jeg kan påstå om hin Lærerhustru, at hun har taget imod Gaver af mig, så vil jeg sikkert uden at fortrække en Mine, bringe denne Bagvaskelse i Omløb, kun at min Opførsel vil synes endnu mere gemen og modbydelig, da den nu vilde være en Gentagelse af min tidligere, hvad der må få Folk til at formode, at jeg fra Fødslen af har været en fordærvet Person. Eller hvis hin unge Dreng af en Fyrste, sin Moders eneste Søn, som jeg den Gang for elleve År siden skød Benet af, nu påny fornærmede mig — jeg vilde straks på Timen udfordre ham igen og endnu en Gang skaffe ham et Træben. Nå, må jeg så spørge, om det ikke er tåbelige Skræmmeskud, der er ganske uden Betydning? Til hvad Nytte derfor disse overflødige Erindringer, da jeg dog alligevel aldrig på en pæn Måde vil komme på det rene med disse indviklede Sager!" Og skønt Oplevelsen om Lærerhustruen ikke gentoges endnu en Gang, og han heller ikke skaffede nogen et Træben igen, var dog alene den Tanke, at han i påkommende Tilfælde vilde handle ganske på samme Måde som før, undertiden temmelig nedtrykkende for ham. Intet Menneske kan udholde evig og altid at lide under Indtrykket af pinlige Erindringer — der må virkelig også gives Mellemrum, hvor man atter kan ånde op og komme en Smule til s?g selv igen. Sålédes bar også i Virkeligheden Veltjaninov sig ad: han nærede ingen Betænkeligheder ved så vidt muligt at more sig i Mellemrummene; men jo mere Tid der gik, des mere utiltalende formede hans Liv i St. Petersborg sig. Juli Måned nærmede sig mere og mere. Nu og da følte han en udpræget Lyst til at opgive det hele, ja selv lade Processen i Stikken og over Hals og Hoved, uden at se sig om, forsvinde et eller andet Sted hen, selv om det skulde være til Krim. I det næste Øjeblik lo han dog allerede igen ad denne Tanke om Flugt: „Ikke engang Syden vilde kunne få Bugt med disse dumme Idéer, dertil har de sat sig for godt fast, 13

og jeg er også kun halvvejs et ordentligt Menneske. Hvorfor skulde jeg i det hele forlade St. Petersborg? Alt er her så støvet, tåget og snavset," fortsatte han sin filosofiske Samtale med sig selv — „alle de Mennesker, jeg ser her, er opfyldte af elendige, ubetydelige Hverdagssorger; alle de Ansigter, jeg nu møder her fra Morgen til Aften, lægger så oprigtigt og naivt deres Egenkærlighed, deres utilslørede Skamløshed, deres Sjæles hele Fejghed og deres Hjerters Usselhed for Dagen, at man i fuldt Alvor må betragte dette sommerlige St. Petersborg som et Paradis for en Hypokondrist. Alt går så åbenhjertigt, så ærligt til, man anser det ikke en Gang for nødvendigt at maskere sin Gemenhed, som for Eksempel vore Damer gør det, når de ligger på Landet eller besøger udenlandske Badesteder — nej, alene af Hensyn til denne Åbenhjertighed og Oprigtighed fortjener disse Folk min fuldeste Højagtelse. . . . Nej, jeg rejser ikke, jeg vil blive her! . . ." ---o---

II.
Man skrev den 3die Juli. Lummerheden og Varmen var uudholdelig. Veltjaninov havde hele Dagen fuldt op at gøre. Morgenen var forløbet med alle Slags Ture og Besøg, og i Aftenens Løb forestod der ham nu en særlig ubehagelig Opgave: han måtte nødvendigvis opsøge en Person i hans Villa på Landet, et eller andet Sted ved den „sorte Bæk" for at tale med vedkommende om sin Proces. Det var en dygtig Jurist og Statsråd, som havde at varetage hans Sag, men dog med Vilje syntes at vige af Vejen for ham, hvad der tvang Veltjaninov til at gå til Værks med ganske særlig Forsigtighed. Klokken seks om Eftermiddagen begav han sig ind i en tvivlsom, til Gengæld fransk Restaurant på Nevski Prospektet ved Siden af Politibroen, satte sig i sit sædvanlige Hjørne ved sit særlige Bord og bestilte sin Middagsmad. 14

Han spiste daglig en Diner til en Rubel, Vinen iberegnet, noget han anså for et Offer, han naturligvis måtte bringe sine ødelagte Formuesomstændi'gheder. Han forundrede sig over, at man virkelig kunde få en sådan afskyelig Mad ned, men lod dog alt, lige til den sidste Krumme, forsvinde i sin Mave, og det i Reglen med en sådan Appetit, som om han intet havde spist de sidste tre Dage. „Det er sikkert et uhyggeligt Tegn," hviskede han til sig selv, når han undertiden lagde Mærke til sin Appetit. Denne Gang satte han sig i ganske særlig dårligt Lune ved sit lille Bord, smed gnaven sin Hat i den første, den bedste Krog, støttede Hovedet i Hænderne og hensank i Grublerier. Hvis nu en eller anden Nabo ved Bordet havde talt til ham, eller hvis den opvartende Kelner ikke straks havde forstået ham, vilde han, til Trods for sin medfødte Taktfølelse, sikkert være brust op som en Korporal og måske endog have fremkaldt en Skandale. Man bragte ham Suppen. Han greb allerede Skeen, men kastede den dog pludselig, endnu inden han havde fået den dyppet, heftigt henad Bordet, og det var ikke langt fra, at han var sprunget op fra Stolen. En uventet Tanke var pludselig faret gennem Hovedet på ham, og i samme Øjeblik var han, Gud må vide gennem hvilken Ideforbindelse, bleven klar over Grunden til sin gnavne Sindsstemning. Denne ganske mærkelige Sindsstemning havde allerede pint ham i flere Dage, den havde ligget som en Skygge over hele hans Tilværelse og vilde på ingen Måde slippe ham igen. Nu gik der på en Gang et Lys op for ham, han kunde ligesom regne det hele ud på sine fem Fingre. „Denne Hat er ene og alene Skyld i det altsammen!" mumlede han mellem Tænderne, idet han trak Vejret lettere — „ene og alene denne forbistrede, runde Hat med det afskyelige Sørgeflor — den er Skyld i det altsammen!" Han sank hen i dybe Tanker, og jo længere han tænkte sig om, des mere formørkedes hans Træk, des 15

besynderligere tog hele denne „Begivenhed" sig ud i hans Øjne. „Men hvad for en „Begivenhed" kan der her være Tale om?" modsagde han mistroisk sin egen Tankegang — „foreligger der i det hele taget det ringeste, som kan ligne en Begivenhed?" Med denne Sag forholdt det sig på følgende Måde: For omtrent fjorten Dage siden — bestemt vidste han det ikke, men det forekom ham omtrentlig, at det var så længe siden — havde han et eller andet Sted på Gaden på Hjørnet af Advokat- og Brogade for første Gang mødt en Herre, der bar et Sørgeflor om sin Hat. Det var en Herre som alle andre, intet påfaldende var at bemærke hos ham, og han gik hurtig forbi Veltjaninov, men så samtidig så gennemtrængende på ham, at denne straks blev opmærksom derpå. Hans Ansigtstræk forekom Veltjaninov bekendte, han måtte åbenbart have mødt ham et eller andet Sted. „For øvrigt har jeg allerede truffet så mange tusinde Ansigter i mit Liv — hvor skal jeg så kunne huske dem alle sammen lige tydeligt." Da han var gået tyve Skridt videre, havde han til Trods for det levende Indtryk dog allerede glemt dette Møde igen. Men Indtrykket kunde han ikke befri sig for hele Dagen igennem, og dette gjorde sig besynderlig nok gældende som en ganske ejendommelig, tilsyneladende grundløs Gnavenhed. Han kunde endnu efter fjorten Dages Forløb tydelig mindes dette Indtryk; han undrede sig også, at han den Gang aldeles ikke kunde begribe, hvorfra denne Gnavenhed egentlig stammede, og at han ikke en eneste Gang kom på den Tanke, at hans dårlige Lune måske kunde hænge sammen med hin Begivenhed. Herren med Sørgefloret skyndte sig dog selv med igen at kalde sig tilbage i hans Hukommelse: næste Dag mødte Veltjaninov ham for anden Gang på Nevski Prospektet, og også denne Gang målte den ubekendte ham med det samme besynderlige Blik. Veltjaninov spyttede, men næppe havde han dog gjort dette, 16

førend han straks forundrede sig over dette Udtryk for sin Uvilje. Ganske vist var det et Ansigt, som uvilkårligt vakte Uvilje. „Ja, jeg har virkelig en Gang tidligere mødt ham et eller andet Sted," hviskede han eftertænksomt, da der allerede var forløbet en halv Time efter dette andet Sammentræf. Påny tilbra gte han Dagen i det væmmeligste Humør. Om Natten foruroligedes han endog af onde Drømme, og alligevel faldt det ham aldeles ikke ind, at den eneste Grund til dette mærkværdige Tungsind var hin Herre med Sørgeflor om Hatten, skønt han hele Aftenen igennem ikke en eneste Gang var kommen til at huske på ham. Han vilde sikkert være bleven meget forbavset over, at en sådan „Tåbelighed" så længe havde kunnet blive i hans Erindring, og især at tilskrive denne Tåbelighed sin Gnavenhed og pirrelige Stemning vilde have syntes ham højst nedværdigende, hvis han i det hele var kommen på denne Tanke. To Dage senere traf de hinanden igen, midt i Trængslen, da Veltjaninov netop havde forladt Dækket på en Neva-damper. Denne Gang kunde han have svoret på, at Herren med Sørgefloret havde genkendt ham og vilde standse ham, men alligevel blev forhindret heri af den tætte Menneskemængde. Det forekom ham endog, som om den ubekendte havde vovet at række Hånden ud imod ham, som om han endog havde anråbt ham og nævnt ham ved Navn. Det sidste havde han forøvrigt ikke hørt nøje. „Men hvem kan denne Fyr dog være, og hvorfor tiltaler han mig ikke, når han virkelig kender mig og oven i Købet er så længselsfuld efter at komme i Lag med mig?" tænkte han gnaven, idet han steg op i en Droske og kørte bort i Retning af Smolnaklostret. En halv Time senere skændtes og mundhuggedes han allerede med sin Sagfører, men om Aftenen og Natten plagedes han igen af de afskyeligste Griller og Hjernespind. „Mon jeg skulde være i Færd med at få Gulsot?" spurgte han urolig sig selv, idet han tog sig 17

nøje i Øjesyn i Spejlet. Dette var det tredie Møde. Så blev han skånet i hele fem Dage, af „Fyren" var der intet Spor at opdage. Besynderlig nok kom han flere Gange til at huske på ham, og han blev ganske forbavset, når han opdagede, at hans Tanker dvælede ved den ubekendte. „Hvad for noget, skulde jeg virkelig længes efter ham?" spurgte han sig selv forundret. „Hm!... Han må have meget at gøre her i St. Petersborg — og for hvem bærer han Sorg? Han har åbenbart genkendt mig, og jeg kan slet ikke huske hvem han er. Hvorfor bærer egentlig den Slags Mennesker Flor om Hatten? Det klæder aldeles ikke deres Ansigt.... Jeg tror for øvrigt, at jeg vilde kunne kende ham igen, hvis jeg tog ham lidt nærmere i Øjesyn..." Og på en Gang begyndte noget ligesom at røre sig i hans Hukommelse, som et bekendt, dog pludselig af en eller anden Grund glemt Ord, man med store Anstrængelser søger at komme på: man véd og man kender det rigtig godt, og man ved, at man kender det; man ved også, hvad det betyder, og man drejer og snoer sig ligesom rundt om det, og alligevel vil det på ingen Måde falde én ind, hvor store Anstrængelser man end gør sig. „Det var ... det var allerede længe før ... det var dér, nej dér Nej, det var dér ... nå, i Djævelens Skind og Ben det kan for mig have været, hvor det va r ! . . . " råbte han pludselig aldeles rasende — „fortjener denne Fyr virkelig, at jeg piner og plager mig selv i den Grad for hans Skyld ..." Han blev for Alvor forbitret, men om Aftenen, da han pludselig huskede på, at han i den Grad havde ladet sig henrive, følte han sig dog ubehagelig berørt deraf: han var til Mode, som om han havde grebet ham på fersk Gerning i Færd med at begå en eller anden slet Handling. Han blev næsten forlegen og sagde helt forbavset til 18

sig selv: „Det er såmænd også Umagen værd at tage sig sådan en Bagatel så nær... blot fordi man kommer til at tænke på den ..." Videre nåede han ikke i sin Tankegang. Den følgende Dag blev han endnu mere opbragt, denne Gang troede han dog at have al Grund, ja endog Ret dertil. „En uhørt Frækhed!" udråbte han — han havde nemlig for fjerde Gang truffet den fremmede. Herren med Sørgefloret var ganske pludselig dukket frem foran ham, som om han var vokset op af Jorden. Veltjaninov havde lige netop tilfældig på Gaden slået en Klo i den Statsråd, som havde en så vigtig Stemme med i Afgørelsen af hans Proces og så behændig forstod at undgå ham. Han havde just henledt Samtalen på den omtvistede Sag for at få den gamle drevne Rad til at løse sin Tunge, da han pludselig på den anden Side af Gaden opdagede den ubekendte Herre med Sørgefloret, der nysgerrig og med et uforskammet Grin så efter dem begge. „Nu skulde da også Fanden tage ham!" udbrød Veltjaninov, der pludselig kom helt fra Koncepterne og naturligvis gav den „frække Fyrs" Tilsynekomst Skylden for sit Uheld, rasende. Mon han skulde vove at udspionere mig? Han forfølger mig åbenbart. Mon der er nogen, som betaler ham derfor, og ... og... jeg tror minsandten han lo, ved Gud, det gjorde han! Jeg skal mørbanke ham, så sandt jeg lever ... Det er blot Skade, at jeg ingen Stok har med mig — dog bi lidt, jeg vil købe mig en Stok! Nej, han skal ikke dø i Synden! Hvem er han egentlig? Jeg vil for enhver Pris have at vide, hvem han er." Dagen efter dette fjerde Møde træffer vi Veltjaninov, som ovenfor beskrevet, ved hans Middag, denne Gang for Alvor vred og i en ophidset Stemning. Nu kunde han ikke mere lade være at indrømme, at Sagen virkelig levende foruroligede ham, og at denne Herre med Sørgefloret til Trods for hans Ynkelighed var den eneste 19

Grund til hans ubehagelige Tilstand. Selv om han var hypokonder og hvert Øjeblik rede til at gøre en Myg til en Elefant, så måtte der dog i hvert Fald være en eller anden mærkelig Grund, som han blot ikke kunde komme på, til, at en sådan Skurk formåede at bringe ham i den Grad ud af Ligevægt. Han havde igen i Dag og for femte Gang krydset hans Vej. Og denne Gang lod det virkelig til, at Veltjaninov gjorde en Myg til en Elefant, thi Manden med Sørgefloret havde i Dag ikke engang set sig om efter ham, men var så hurtigt som muligt med sænket Blik smuttet forbi ham, som om det havde været ham selv magtpåliggende ikke at blive bemærket. Men Veltjaninov havde vendt sig om efter ham og råbt med høj Stemme til ham: „Hør, De dér med Sørgefloret! Nu skal De ikke slippe bort fra mig. Hvem er De?" Spørgsmålet var ganske overflødigt, som Veltjaninov bagefter kunde sige sig selv. Den ubekendte havde ved hans Råb drejet sig om; han blev stående et Øjeblik, smilende forlegent, som om han ikke vidste, hvad han skulde sige eller gøre, men vendte så dog pludselig Ryggen til og løb over Hals og Hoved bort, uden at se sig mere om. Veltjaninov så helt forundret efter ham. „Og hvis han nu slet ikke vilde tiltale mig, men det er mig selv, der nærer denne Hensigt?" tænkte han — „hvad så?" Efter Middagen begav han sig så hurtig som mulig til Statsrådens Villa. Han traf ham ikke hjemme — man meddelte ham, at han var bleven inde i Byen til et Fødselsdagsgilde og næppe vilde komme igen førend om Natten mellem Klokken tre eller fire. Denne Besked bragte Veltjaninov helt ud af Fatning. Han forhørte sig om, hvor dette Gilde holdtes, og besluttede i sin ophidsede Sindsstemning uden videre at opsøge Statsråden i Fødselsdagsselskabet. Han havde allerede sat sig i en Droske for at udføre denne Plan, men undervejs kom han dog ved nærmere Overvejelse til 20

at tænke på, at hans Forehavende måske gik for vidt, og han lod derfor Kusken holde på Halvvejen for til Fods at begive sig til sin Lejlighed ved „Det store Teater". Han følte Trang til at skaffe sig Bevægelse. For at bringe sine angrebne Nerver til at falde til Ro, måtte han også en Gang se at få udsovet, koste, hvad det koste vilde, og for at falde i Søvn, måtte han i det mindste forsøge at gå sig træt. Så gik han da af Sted med lange Skridt og havde lykkelig tilbagelagt den anselige Vej til sin Lejlighed, da Klokken var henad halv elleve. Den ønskede Træthed, havde indfundet sig. Hans Lejlighed, hvor han var flyttet ind i Marts, og hvor han, som han udtrykte sig, kun blev holdt tilbage på Grund af sin forbistrede Proces, var aldeles ikke så lurvet og uanstændig, som han selv indbildte sig Opgangen var ganske vist noget skummel og ikke videre ren, men selve Lejligheden, der lå på anden Sal, bestod af to store lyse og høje værelser, der var adskilte fra hinanden ved en mørk Forstue, og af hvilke det ene vendte ud til Gaden, det andet til Gården. Ved Siden af det sidste befandt der sig et lille Kabi net, som var bestemt til at sove i, men for Øjeblikket var fuldt proppet med alle Slags Bøger og Papirer. Som Soveværelse benyttede Veltjaninov den store Stue, hvis Vinduer vendte ud mod Gaden. Han plejede at sove på Divanen. Hans Møbler var ikke dårlige, selv om de allerede var blevne noget slidte, der var endog enkelte kostbare Sager mellem dem — Rester af fordums Velstand: Nipssager af Porcellæn og Bronce, ægte bukariske Tæpper, også to Oliemalerier som ingenlunde var ilde. Men altsammen befandt sig i en vis Uorden, hist og her lå der endog tommetykt Støv, da hans Tjenestepige Pelageja var rejst til sin Fami lie i Novgorod og havde ladet ham i Stikken. Det besynderlige Faktum, at en ung Mand, der regnede sig til det gode Selskab og desuden gerne vilde anses for en Gentleman, havde kvindeligt Tyende, fik i Virkeligheden undertiden Veltjaninov til at rødme lidt, skønt han var fuldstændig 21

tilfreds med denne Pelageja. Han havde fået denne Pige, da han flyttede ind i sin nuværende Lejlighed, fra en Familie, han kendte, som rejste til Udlandet, og Pelageja havde bragt alt i udmærket Orden hos ham. Efter at hun var taget bort, havde han, da han nærede en absolut Uvilje mod Tjenere, overladt Opvartningen, samt Nøglen til Døren til en Søster til Gårdskarlen, men hun lod næsten alt ligge, som det lå, og stjal o v e n i Kø b e t h a n s f å Pe n g e f r a h a m . M e n d e t h e l e var omsider blevet ham ligegyldigt, og selv om han også næsten hver eneste Gang, når han kom ind i sit „snavsede Hul", følte en vis Uvilje derved, så var han dog i det mindste glad over, at han kunde blivet et Par Timers Tid alene. Denne Gang gav han sig imidlertid slet ikke Stunder til at tænke over sin Lejlighed, men klædte sig af så hurtig, han bare kunde, kastede sig på sit Leje og foresatte sig ganske bestemt at falde i Søvn så snart som muligt. Og besynderlig nok — han sov virkelig ind, lige da han havde lagt sit Hoved på Puden. Noget lignende var ikke hændt ham i den sidste Månedstid. Han sov omtrent i fulde tre Timer, men hans Søvn var urolig og opfyldt af besynderlige Drømme, som ellers kun plejer at optræde under Febersygdomme. De drejede sig om en Forbrydelse, som han havde begået og søgte at holde skjult. Men man havde opdaget den, og en hel Skare Mennesker fór løs på ham under højlydte Beskyldninger. Og stadig voksede Mængden af Anklagere mere og mere, og da Døren stod på vidt Gab, strømmede der uafladelig Folk ind. Disse Folks almindelige Opmærksomhed vendte sig tilsidst mod et besynderligt Menneske, der engang havde været ham velbekendt og endog stået ham nær, men som dog forlængst var død, og nu på en ubegribelig Måde pludselig havde indfundet sig hos ham. Mest pinte det ham alligevel, at han ikke vidste, hvem dette Menneske var, at han helt og holdent havde glemt hans Navn og aldeles ikke kunde komme på det. Han vidste kun, at 22

han engang havde sat stor Pris på ham. Af denne Mands Mund ventede alle utålmodigt det afgørende Ord, som skulde fastslå Veltjaninovs Skyld eller IkkeSkyld. Men dette Menneske sad ubevægeligt ved sit Bord og tav stille. Larmen voksede bestandig, og Mængden blev mere og mere ophidset, da Veltjaninov pludselig rasende styrtede løs på den tavse Mand og gav sig til at banke ham, fordi han ikke vilde tale. Han blev yderst forbavset over det, han havde gjort, men følte samtidig en vis Tilfredsstillelse derved. Han slog ham for anden og tredie Gang, et vanvittigt, næsten vellystigt, men alligevel med Forfærdelse blandet Raseri greb ham, og han slog stadig hurtigere og hurtigere, uden at tælle sine Slag. Han vilde ødelægge alt, alt, men pludselig løftede der sig et frygteligt Skrig fra Mængden, som trængte ind på ham, alles Øjne vendte sig forventningsfulde mod Døren, og i samme Øjeblik lød der tre klare Klokkeklemt og så højt, som om nogen vilde rive Klokkestrængen midt over. Veltjaninov vågnede, sprang over Hals og Hoved op fra sit Leje og styrtede til Døren. Han var fuldstændig overbevist om, at disse Klokkeslag ikke var nogen Drøm, men den rene Virkelighed og at en eller anden havde ringet på hans Dør. „Det vilde jo være højst mærkværdigt," sagde han til sig selv, „om jeg kun i Drømme skulde have hørt denne tydelige, næsten håndgribelige Lyd." Til hans Forundring viste det sig, at Klokkelyden også var en Drøm. Han åbnede Døren, gik ud i Entréen, så endog efter på Trappegangen — men der var ingen at se. Klokken hang der ganske ubevægelig. På en Gang forbavset og oplivet vendte han tilbage til Værelset. Da han havde fået tændt Lys, kom han til at huske på, at Døren kun var trykket i, men hverken lukket eller låset. Det var allerede tidligere ofte hændet ham, at han havde ladet den stå åben, og Pelageja havde ofte rettet Bebrejdelser mod ham i den Anledning. Han vendte endnu en Gang tilbage til For23

stuen for at lukke Døren, åbhede den endnu en Gang og kastede et Blik ud på Trappegangen. Så skød han Slåen for — det var ham altfor besværligt at dreje Nøglen om. Klokken slog halv tre. Han måtte altså have sovet over tre Timer. Drømmen havde foruroliget ham i den Grad, at han ikke straks vilde lægge sig til at sove igen, men besluttede at gå en halv Times Tid op og ned i Værelset. Han tændte sig en Cigar, klædte sig halvvejs på, gik hen til Vinduet, løftede de tunge Klædesgardiner til Side og trak den hvide Persienne i Vejret. Man kunde allerede se alt tydeligt nede på Gaden. De lyse Nætter i St. Petersborg havde altid bidraget til at ophidse hans Nerver og var også i væsentlig Grad Årsagen til hans Søvnløshed. Han havde netop af den Grund for et Par Uger siden anbragt disse tætte Klædesgardiner, ved Hjælp af hvilke han kunde holde alt Lys borte fra sit Soveværelse. Det indtrængende Dæmringsskær blandede sig med Skæret fra det brændende Lys på Bordet, medens han i en beklemt og pinefuld Sindsstemning gik op og ned i Værelset. Indtrykkene af Drømmen optog endnu bestandig i høj Grad hans Tanker: han kunde ikke tilgive sig selv, at han havde lagt Hånd på det Menneske og slået ham. „Men det Menneske eksisterer jo slet ikke og har heller aldrig eksisteret, det hele er kun en Drøm — hvorfor sejgpiner jeg mig da selv således?" Og han sammenfattede al sin Bekymring og al sin Uro i den ene Sætning, at han syntes at være alvorlig syg. Den Tanke, at han vilde blive gammel og svag, havde altid været ham i højeste Grad imod, og det opirrede ham naturligvis endnu kun mere, når han i sine særlig nedtrykte Timer overdrev i den Grad, at han gjorde sig selv til en fuldstændig nedbrudt Olding. „Å, denne Alderdom!" hviskede han til sig selv, idet han fortsatte sin Vandring gennem Værelset — „det er virkelig snart ude med mig! Jeg taber Hukommelsen, 24

har Drømmesyner og Hallucinationer, hører Klokken ringe . . . Fanden skal tage det! Jeg ved af egen Erfaring, at jeg altid får Feber, når jeg har sådanne Drømme. . . . Jeg er overbevist om, at hele den Begivenhed med Sørgefloret ikke er andet end en Drøm. Jeg tror virkelig, jeg i Går havde Ret: at han ikke har lagt an på mig, men tvertimod jeg på ham. Jeg har tillagt ham, Gud må vide, hvilke Motiver og er samtidig selv krøbet under Bordet af Frygt. Og hvorfor kaldte jeg ham egentlig en „fræk Fyr"? Hvem véd, han er måske et rigtig pænt Menneske! Hans Ansigt er ganske vist ubehageligt, men dog ingenlunde særlig frastødende. Han er klædt som alle andre; kun ved hans Blik er der noget ejendommeligt . . . men se nu bare, om ikke mine Tanker igen er i Færd med at beskæftige sig med ham! Hvad i Djævelens Skind og Ben kommer hans Udseende mig ved? Kan jeg virkelig ikke leve uden denne . . . Galgenfugl?" En pinlig Tanke fór ham pludselig gennem Hovedet: det forekom ham, som om hin Herre med Sørgefloret engang endog havde stået i venskabeligt Forhold til ham og var bleven indviet i en eller anden vigtig Hemmelighed i hans Fortid, og at han af Skadefryd derover dengang havde smilet ad ham. Mekanisk gik han hen til Vinduet for at åbne det og indånde lidt frisk Luft, da det pludselig gav et Sæt i ham: på Fortovet på den anden Side af Gaden, lige overfor Huset opdagede han til sin Skræk Herren med Sørgefloret om Hatten. Han tog nysgerrigt Huset i Øjesyn og fæstede omsider sit Blik på Veltjaninovs Vinduer, men han kunde alligevel ikke have lagt Mærke til denne, da han straks havde trukket sig tilbage bag Gardinerne. Han holdt eftertænksom Fingeren mod Panden og syntes at overveje noget med sig selv. Omsider måtte han have fattet en Beslutning: han så sig rask omkring og listede sig derefter på Tåspidserne over Gaden. Han forsvandt gennem Portgangen, hvis lille Sidedør, som Veltjaninov vidste, ofte stod åben til Klokken tre om Natten. 25

„Han kommer op til mig," fór det som et Lyn gennem Veltjaninovs Hjerne. Hurtig styrtede han, ligeledes på Tåspidserne, hen til Døren i Forstuen og blev stående foran denne, idet han med sin skælvende højre Hånd greb Slåen og spændt lyttede i Retning af Trappen. Hans Hjerte bankede så højt, at han blev bange for at overhøre den ubekendtes listende Skridt. Hans Sanser var spændte til det yderste, selv om han endnu ikke klart forstod, hvad det var, der gik for sig. Hans Drøm fra før syntes at flyde sammen med Virkeligheden. Af Naturen var Veltjaninov modig, han holdt, undertiden af at overdrive sin Frygtløshed overfor Faren lige til Naragtighed, selv når han ikke havde nogen Tilskuer. Men hertil kom i dette Tilfælde yderligere, at den hypokondre Gnavpotte med et Slag var bleven forvandlet. En nervøs, uhørlig Latter rystede ham. Bag den lukkede Dør kunde han følge enhver Bevægelse, den ubekendte gjorde. „Å, nu er han kommen op! Nu ser han sig omkring, nu lytter han nedad Trappen, han ånder næppe, han sniger sig frem og tilbage . . . å! Nu griber han Klinken og trykker på Døren og prøver sig frem! Han troede, at der ikke var låset af hos mig — bildte sig måske ind, at Slåen vilde springe op af sig selv? Det vilde sandelig være Skade, om han skulde blive nødt til at luske af igen med uforrettet Sag." I Virkeligheden forholdt alt. sig netop således, som Veltjaninov forestillede sig det: der var sandelig én, som famlede efter Dørgrebet. „Nej, han er ikke kommen uden en bestemt Hensigt —!" sagde Veltjaninov til sig selv. Og idet han forsigtig skubbede Slåen fra og lige på en Gang rev Døren op, stod han Ansigt til Ansigt med Herren med Sørgefloret. ---o---

26

III.
Den ubekendte stivnede næsten af Overraskelse. Ansigt til Ansigt stod de to nogle Øjeblikke på Tærskelen — da genkendte Veltjaninov pludselig sin Gæst. Samtidig blev den fremmede klar over, at Veltjaninov havde genkendt ham, og hans Ansigt antog på en Gang et venligt grinende Udtryk. „Jeg har formodentlig den Fornøjelse at tale med Aleksej Ivanovitj ?" begyndte han i en sødlig, ejendommelig syngende Tonart, der aldeles ikke passede til Situationen. „Er De ikke Pavel Pavlovitj Trusotski ?" spurgte Veltjaninov lidt betuttet. „Vi gjorde Bekendtskab med hinanden for ni År siden i T., og — hvis De vil tillade mig dette Udtryk — blev ligefrem Venner . . ." „Ja . . . ganske rigtig . . . imidlertid Klokken er nu tre om Natten, og De har i hele ti Minutter undersøgt, om min Dør var aflåset . . ." „Er Klokken tre!" råbte Gæsten helt forbavset, idet han trak sit Lommeur frem — „ja virkelig, Klokken er tre! De må undskylde, Aleksej Ivanovitj, det kunde jeg have sagt mig selv! Å, jeg skammer mig ligefrem! Nå, så vil jeg komme igen en af de nærmeste Dage for at få talt rigtig ud med Dem. Men nu . . ." „Nej, på ingen Måde. Hvis De alligevel vil tale rigtig ud med mig, så kom De bare straks med indenfor," faldt Veltjaninov ham i Talen — „jeg beder, kom blot ind, vær så venlig, i dette Værelse! Det var dog sikkert Deres Hensigt at trænge ind i mine Værelser, De er sikkert ikke kommen ene og alene for at prøve Låsene her ved Nattetid!" Han var på en Gang gnaven og urolig. Samtidig skammede han sig også en Smule! Der var ikke kommet noget hemmelighedsfuldt, end sige farligt ud af det hele Eventyr — der blev ikke andet tilbage end en eller anden 27

Pavel Pavlovitjs tåbelige Skikkelse. For øvrigt havde han en Forudanelse om, at alt til syvende og sidst dog ikke vilde løbe så glat af. Han lod sin Gæst tage Plads i en Lænestol og satte sig selv i utålmodig Forventning omtrent et Skridt bort fra ham på Divanen. Med Hagen støttet i Hånden ventede han på, at hans sælsomme Gæst skulde tage Ordet. Han betragtede ham nysgerrigt og søgte at kalde den Tid, da de kendte hinanden, tilbage i sin Hukommelse. Den fremmede gjorde dog besynderlig nok slet ikke Mine til at „tale ud", men så tvertimod med et spørgende Udtryk i Ansigtet på Veltjaninov. Måske var det kun Generthed og Forlegenhed — den samme Forlegenhed, som Musen føler i første Øjeblik i Musefælden. Men Veltjaninov fór fortrædelig løs på ham: „Nå, min Herre, De er dog forhåbentlig intet Spøgelse eller Drømmebillede! Tænker De måske på at forskrække mig med Spøgeri? Vær dog så venlig at forklare Dem, min kære!" Den fremmede rykkede frem og tilbage i sin Stol med et ængsteligt Smil og begyndte derpå i en betænksom Tone: „Jeg ser, at den usædvanlige Tid for mit Besøg og . . . de besynderlige Omstændigheder . . . vækker Deres Forbavselse . . . så at jeg, når jeg tænker på vort Bekendtskab . . . og vor venskabelige Afsked med hinanden, ligefrem finder det mærkværdigt . . . For øvrigt var det aldeles ikke min Hensigt at komme herhen, og når det dog er sket, så er det helt uventet for mig selv . . ." „Hvorledes? Uventet? Jeg har jo set gennem Vinduet, hvorledes De listede Dem på Tåspidserne over Gaden!" „Å, det har De set! Nå, så kan De måske sige mere om vort Møde end jeg! Men jeg vil ikke opirre Dem . . . hør blot: Jeg kom hertil for omtrent tre Uger siden i mine egne Anliggender . . . Jeg er virkelig Pavel Pavlovitj Trusotski, De har jo selv kunnet kende mig igen. Jeg søger nemlig om Ansættelse i et andet 28

Guvernement, med bedre Gage . . . Nej, det er dog egentlig ikke det . . . Når De vil vide det, så er Hovedsagen den, at jeg nu allerede i tre Uger har drevet rundt her og med Vilje har trukket mit Forehavende, Forsættelsen, i Langdrag. Og når den omsider har fundet Sted, har jeg måske til sidst selv glemt, at jeg har ansøgt derom og forlader muligvis slet ikke mere St. Petersborg. Ja, jeg driver rundt, som om jeg har tabt mit Mål af Syne, og som om jeg selv glæder mig over, at jeg har tabt det — thi i min Sindsstemning . . ." „I hvad for en Sindsstemning befinder De Dem da?" spurgte Veltjaninov gnavent. Gæsten så stift på ham, greb sin Hat og pegede med en værdig Håndbevægelse på Sørgefloret. „Dér kan De selv se, i hvilken Stemning jeg er!" Veltjaninov så spørgende snart på Sørgefloret, snart på Gæstens Ansigt. Pludselig blev han ligbleg og spurgte heftig bevæget: „Hvad for noget? Er det måske Natalia Vassiljevna?" „Ganske rigtig, det er Natalia Vassiljevna! Sidste Marts Måned . . . af Svindsot, og det gik hurtig, varede næppe nok to, tre Måneder! Og jeg står nu ganske alene tilbage, som De ser." Med disse Ord slog Gæsten i heftig Sindsbevægelse ud med Armene, medens han samtidig holdt Hatten med Sørgefloret i sin venstre Hånd og vist i ti Sekunder bøjede sit skaldede Hoved mod Brystet. Denne besynderlige Bevægelse gengav på engang Veltjaninov hans Fatning. Et spottende Smil fór henover hans Træk, men kun for et Øjeblik, thi Efterretningen om, at den Dame, som han engang havde kendt så godt og nu allerede i lang Tid glemt, var død, havde alligevel rystet ham for stærkt. „Er det da virkelig muligt —!" hviskede han halvt ubevidst hen for sig — „men hvorfor har De ikke ganske simpelt besøgt mig og fortalt mig det?" „Mange Tak for Deres Deltagelse, som jeg på rette Måde forstår at skatte — skønt . . . " 29

„Nå, skønt?" „Skønt der er forløbet så mange År siden den Gang, har De dog lagt en så oprigtig Medfølelse for Dagen, at jeg naturligvis føler mig i dyb Gæld til Dem. Det var kun det, jeg vilde bemærke. Ikke således at forstå, som om jeg skulde nære Mistillid til mine Venner, for jeg har her i St. Petersborg rigtig gode Venner — jeg behøver kun at nævne Hr. Stepan Michajlovitj Bagautov 1 — men ser De, Aleksej Ivanovitj, siden vort Bekendtskab — eller rettere Venskab, thi vi stod jo, oprigtig talt, i et fortræffeligt Forhold til hinanden — er der jo mindst forløbet ni År, og De har al dri g tæn kt på os, al drig skr evet så m eget s o m et Brev , . ." Gæsten talte i en ejendommelig syngende Tone og så, medens han talte,, uafladelig mod Gulvet, idet han dog i al Hemmelighed iagttog Veltjaninov. Den sidste havde imidlertid genvundet sin Selvbeherskelse. Med en ganske ejendommelig Følelse hørte han på og iagttog han Pavel Pavlovitj, og, da denne tav, trådte pludselig Billederne af hine længst forsvundne Dage i livfulde Farver frem for hans Erindring. „Hvoraf kan det komme, at jeg ikke straks kunde kende Dem igen?" udråbte han med høj Stemme. „Vi har jo mindst fem Gange truffet hinanden på Gaden!" „Ganske rigtig, jeg kan huske, De ofte har mødt mig..." „Det vil sige, De har mødt mig, ikke jeg Dem . . ."' Veltjaninov sprang i Vejret fra sin Plads og gav sig pludselig til at le højt. Pavel Pavlovitj tav et Øjeblik, idet han opmærksomt så på ham, og vedblev så straks igen: „Det er ikke underligt, at De ikke har kunnet kende mig igen — De har vel med Tiden glemt mit Ansigt, og så har jeg desuden også siden den Gang haft Kopper, der jo har sat sig enkelte Spor."
1

udtales: Baga-utov

30

„Kopper? Ja, sandelig, han har haft Kopper! Nej, hvor de har . . . " „Tilredt mig, ikke sandt? Ak ja, hvad hænder der ikke alt et Menneske, Aleksej Ivanovitj!" „Nej, det er virkelig komisk! Nå, bliv endelig ved, bliv ved . . . kæreste Ven! Men stop! Hvorfor sagde De nylig „tilredt"? Jeg vilde absolut have udtrykt mig mere høfligt. Men fortæl nu bare videre!" Hans Bestyrtelse havde fuldstændig forladt ham og endog givet Plads for en vis Munterhed. Med hurtige Skridt gik han op og ned i Værelset. „Jeg har ganske rigtig mødt Dem, og jeg havde endog, da jeg kørte hertil, til Hensigt at opsøge Dem, men . . . jeg gentager kun for Dem, at jeg nu er i sådan en mærkværdig Sindsstemning . . . jeg kunde næsten fristes til at sige slået for Panden, siden Marts Måned nemlig . . ." „Nå sådan, slået for Panden siden Marts Måned . . . Hør engang, ryger De?" „Jeg... jeg . . . De véd nok, at Natalia Vassiljevna ..." „Ja rigtig; men siden Marts Måned?" „Højst en Cigaret." „Der er Cigaretter, tænd Dem en og gå videre. Gå endelig videre, De har gjort mig helt nysgerrig." Og idet han selv tændte sig en Cigaret, satte han sig hurtig igen på Divanen. Pavel Pavlovitj tav lidt. „Men De er jo helt ophidset!" sagde han med et næppe nok kendeligt Anstrøg af Spot — „hvad fejler Dem egentlig? Er De syg?" „Å, hvad syg!" bruste Veltjaninov gnavent op — „De skal fortsætte, skal De!" Jo uroligere Veltjaninov teede sig, des sikrere følte hans Gæst sig. „Fortsætte, hm!" begyndte denne i samme Tone. „Forestil Dem nu for det første et ganske sønderknust Menneske, Aleksej Ivanovitj — det vil sige, det skal ikke tages bogstaveligt, men kun som en Talemåde; et 31

Menneske, der efter et tyveårigt Ægteskab begynder et helt forandret Liv, uden Mål og selvforglemmende driver rundt på Gaderne og endog finder en vis Fornøjelse i denne Selvforglemmelse. I sådanne Øjeblikke trænger jeg ikke til nogle bekendte, ikke engang til oprigtige Venner — jeg går endog med Vilje af Vejen for dem, for ikke at træffe dem. Men så kommer der andre Øjeblikke, i hvilke alt muligt falder én ind, og man formelig længes efter at se et Vidne til en Deltager i den for bestandig svundne Fortid, og éns Hjerte begynder samtidig at slå så højt, at man ikke blot om Dagen, men endog midt om Natten kunde have Lyst til at kaste sig i Armene på disse Venner, hvem man ene og alene i den Hensigt banker op endog Klokken tre om Natten. Ja vist, jeg har kun taget fejl af Tiden, ikke af Venskabet, thi i dette Minut føler jeg mig fuldkommen belønnet. Og hvad Tiden angår, så troede jeg jo, at Klokken først var tolv . . . det skyldes virkelig kun min Adspredthed. Å, man véd på Grund af Sorg ikke mere selv, hvad der går for sig med én. Og så er det heller ikke Sorgen alene, men så at sige hele den nye Livsopfattelse, som man må se at vænne sig til . . ." „Hvor De udtrykker Dem besynderligt!" bemærkede Veltjaninov, idet han pludselig blev alvorlig og trist igen. „Å ja, jeg udtrykker mig ret besynderligt!" „Vil De måske drive Løjer med mig?" „Hvad for noget? Jeg drive Løjer med Dem?" råbte Pavel Pavlovitj i en opbragt Tone — „i samme Øjeblik, som jeg underretter Dem om mit tunge Tab . . ." „Å, jeg beder Dem, ti hellere stille med det!" Veltjaninov rejste sig og begyndte igen at gå op og ned i Værelset. De tav begge i nogle Minutter. Gæsten vilde ligeledes rejse sig, men Veltjaninov råbte heftig til ham: „Bliv dog siddende," og lydig sank han tilbage i sin Stol. „Hvor De dog har forandret Dem meget!" begyndte derpå Veltjaninov, idet han pludselig blev stående foran den anden. „Det er helt påfaldende, som De har 32

forandret Dem! De er bleven et helt andet Menneske!" „Hm! Det er da intet Under, i ni År . . ." „Nej, nej, det er ikke Årene, som er Skyld heri! Forandringen ligger heller ikke så meget i Deres Ydre som i noget andet!" „Jeg siger jo, at ni År . . . " „Eller snarere måske siden Marts Måned!" „He, he!" smilede Pavel Pavlovitj listig hen for sig — „det er virkelig en pudsig Tanke, De her har haft. . . . Men om jeg tør spørge: hvori består så egentlig denne Forandring?" „Ja, hvorledes skal jeg forklare Dem det? Tidligere var De sådan en solid Pavel Pavlovitj, sådan en net Pavel Pavlovitj, og nu forekommer det mig... at Pavel Pavlovitj er bleven noget af en Døgenigt!" I sin ærgerlige Stemning vidste han ikke en Gang, om han var vred på sig selv eller på den anden. „En Døgenigt! Finder De virkelig? Og ikke mere så anstandsfuld og net som tidligere?" fniste Pavel Pavlovitj i lystig Stemning. „Å, hvad vil det sige, Døgenigt eller ej! For min Skyld kan De gerne betragte Dem selv som et Dydsmønster!" fór det heftig ud af Munden på Veltjaninov. Men i sit stille Sind tænkte han: „Pokker må vide, hvad den Fyr har til Hensigt — jeg er uforskammet, men han er endnu langt mere uforskammet!" „Å, dyrebare, enestående Aleksej Ivanovitj!" begyndte Gæsten pludselig følelsesfuldt, idet han bøjede sig frem og tilbage i Stolen — „hvorfor bliver vi egentlig så hidsige begge to? Vi er jo dog under fire Øjne og kan som oprigtige Mænd åbent og ærligt udveksle vore Erindringer om det gamle Venskab, hvori den afdøde var et så væsentligt Bindeled." Han var så henrevet af sine Følelser, at han påny lod Hovedet synke ned på Brystet og bedækkede Ansigtet med Hatten. Veltjaninov betragtede ham endnu bestandig med en Blanding af Uvilje og Uro, „Og hvis han nu virkelig ikke er nogetsomhelst andet 33

end en Nar?" fór det gennem Hovedet på ham. „Men nej, nej! Han synes heller ikke at være beruset, skønt han er helt rød i Ansigtet. Og selv om han også skulde være beruset — det kommer dog helt ud på det samme! Hvad kan han mon føre i sit Skjold? Hvad vil den Fyr mig egentlig?" „Kan De huske, kan De endnu huske," råbte Pavel Pavlovitj, idet han langsomt tog sin Hat fra Ansigtet og i en vis Grad lod sig rive med af sine Følelser — „kan De endnu huske vore fælles Landture, vore Aftensamtaler, The-dansant'er og uskyldige Pantelege hos Hans Ekscellence den gæstfrie Semjon Semjonovitj? Og vore små Læsetimer, vi tre alene, har De da ikke glemt? Og vort første Bekendtskab, hvorledes De en Morgen indfandt Dem hos mig i Forretningsanliggender og begyndte at skrige ganske højt, og hvorledes så Natalia Vassiljevna pludselig trådte ind, og De allerede efter ti Minutters Forløb var vor oprigtige Ven, man kunde da næsten sige vor Husven, hvad De så også vedblev at være et helt År igennem — ganske på samme Måde som i Hr. Turgenjevs Stykke „Provinsdamen"!" Veltjaninov gik langsomt op og ned, idet han så mod Gulvet og hørte utålmodigt, men samtidig med en vis Spænding på den fremmede. „Jeg kender ikke noget til „Provinsdamen"!" afbrød han ham en Smule forlegen — „og hvorfor taler De til mig i denne klynkende Tone og . . . denne skruede Stil? Det gjorde De dog ikke tidligere, hvad skal det nu være godt for?" „Jeg har i Virkeligheden tidligere været mere tavs af mig, jeg holdt så at sige Tand for Tunge!" faldt Pavel Pavlovitj ham i Talen — „De véd nok, jeg syntes tidligere bedre ' om at høre efter, når den afdøde talte. De kan nok huske, hvor hun forstod at konversere, med hvor meget Vid og Forstand . . . Og hvad „Provinsdamen" angår, og navnlig Stupendjev, så har De ganske vist Ret i, at De ikke kan kende noget dertil, da vi nemlig først fandt på den Sammenligning senere, efter at De allerede 34

havde vendt os Ryggen, — nemlig fordi Deres første Optræden i vor lille Kreds i Virkeligheden ganske lignede en Scene i dette Stykke, navnlig hvad angår Stupendjev." „Hvad for en Stupendjev, for Pokker?" skreg Veltjaninov, idet han rasende stampede i Gulvet og ved sin opbrusende Vrede søgte at skjule sin Uro. „Stupendjev? Det er en Rolle, en Teaterfigur, Mandens Rolle i Stykket „Provinsdamen"," fløjtede Pavel Pavlovitj i en sødlig Tone — „men det hentyder allerede til en anden Gruppe af dyrebare og skønne Erindringer, som først begynder efter Deres Afrejse, da nemlig Stepan Michajlovitj Bagautov beærede os med sit Venskab, ganske på samme Måde som De, kun at dette varede fulde fem År." „Bagautov? Hvem er det? Hvad for en Bagautov?" råbte Veltjaninov, idet han blev stående som groet fast. „Bagautov, Stepan Michajlovitj, der har beæret os med sit Venskab, nøjagtig et År efter Deres Afrejse og . . . ganske på samme Måde som De . . ." „Å Gud, jeg kender ham jo!" råbte Veltjaninov, idet han tænkte sig om — „Bagautov, ganske rigtig, han har jo været ansat i Deres lille By!" „Ja vist har han været ansat dér, hos selve Guvernøren. En ægte St. Petersborger, en ung Mand af det allerbedste Selskab!" udråbte Pavel Pavlovitj formelig begejstret. „Nå, således! Hm — han har også . . ." „Ja vist, han har også!" faldt Pavel Pavlovitj ham i Talen, ganske henrevet af sine Minder, idet han hurtig greb det Ord, der uvilkårlig var undsluppet hans „Ven", i Flugten — „ja han også, han også! Ser De nemlig, vi spillede „Provinsdamen" på Hans Ekscellence, den gæstfri Semjon Semjonovitjs Husteater — Stepan Michajlovitj udførte Greven, jeg Manden og den afdøde Provinsdamen — kun at man på den afdødes Ønske atter tog Mandens Rolle fra mig, som om jeg ikke skulde have været i Stand til at spille en Stupendjev . . ." „Men hvad er det nu for noget med Deres 35

Stupendjev? De er jo dog først og fremmest Pavel Pavlovitj Trusotski og ikke Stupendjev!" fór Veltjaninov næsten grovt løs på ham. „Og denne Bagautov, som De taler om, er nu her i St. Petersborg, jeg har selv set ham i Foråret. Hvorfor besøger De ham da ikke, når De kender ham så godt?" „Jeg har været hos ham hver eneste Dag i de sidste tre Uger! Men han er syg og kan ikke tage imod nogen! Og vil De tænke Dem, jeg véd fra den allerbedste Kilde, at han i Virkeligheden er temmelig farlig syg! Nej — og når man så tænker på, at vi var Venner i seks År! Å, Aleksej Ivanovitj, jeg må endnu engang gentage, at, når man er i sådan Sindsstemning, kunde man undertiden bogstavelig ønske at synke i Jorden! Og så kommer der andre Øjeblikke, hvor man gerne vilde, jeg kan næsten sige kysse og omfavne et af hine tidligere Øjenvidner, en af hine gamle Venner, ene og alene for en Gang at kunne få grædt ud — ja, ikke for andet end for at kunne få grædt ud! . . ." „Nå, nu tror jeg, vi har nok af hinanden for i Dag, ikke sandt?" faldt Veltjaninov ham skarpt i Talen. „Fuldkommen nok, fuldkommen nok!" bekræftede Pavel Pavlovitj, idet han hurtig rejste sig fra sin Plads, „Klokken er fire, og jeg er på en så hensynsløs Måde faldet Dem til Besvær . . ." „Hør, jeg vil ligeledes besøge Dem, ganske bestemt, og så håber jeg . . . men sig mig engang oprigtig: Er De ikke beruset i Dag?" „Beruset? Ikke Spor! Jeg troer, De fantaserer, Aleksej Ivanovitj." „Nå, lad det nu være godt! Jeg kommer til Dem i Morgen henad Middagstid . . ." „Jeg synes, De fra første Øjeblik af har været meget ophidset," afbrød Pavel Pavlovitj, hvem det åbenbart morede at vende tilbage til dette Tema, ham. „Det gør mig virkelig ondt, at jeg ved mit upassende Besøg . . . dog jeg går, jeg går, og jeg vil give Dem det Råd at lægge Dem igen og se hurtig at falde i Søvn!" 36

„Men De har jo slet ikke sagt mig endnu, hvor de boer!" råbte Veltjaninov efter Gæsten, der allerede var i Færd med at fjerne sig. „Har jeg virkelig ikke sagt det? Jeg boer på Gæstgivergården ved Mariakirken." „Hvad for en Gæstgivergård ?" „Lige ved Mariakirken, i en Tværgade — dens Navn har jeg glemt, Numret husker jeg heller ikke, men det er i hvert Fald lige ved Mariakirken . . . " „Jeg skal nok finde Dem!" „Det skal være mig en stor Fornøjelse!" Gæsten var allerede ilet nogle Trin ned ad Trappen. „Stop!" råbte Veltjaninov efter ham — „Det er da vel ikke Deres Hensigt at smøre Haser i Morgen, inden jeg kommer?" „Hvorledes smøre Haser?" spurgte Pavel Pavlovitj, idet han vendte sig om og så durkdrevent på Veltjaninov. I Stedet for at svare, slog Veltjaninov Døren i med et Brag, låsede den omhyggeligt og skød Slåen for. Da han var vendt tilbage til sit Værelse, spyttede han langt, som om han havde tilsølet sig ved Berøringen med et eller andet. Ubevægelig, ligesom lamslået stod han nogle Minutter midt i Værelset, derpå kastede han sig, uden at klæde sig af, på Divanen og faldt straks i Søvn. Lyset, som han havde glemt at slukke, brændte ned til sidste Stump. ---o---

IV.
Efter en tryg Søvn vågnede Veltjaninov henad halv ti; han stod straks op fra sit Leje og gav sig til at tænke på „hin Kvindes" Død. Det rystende Indtryk, som den pludselige Meddelelse om dette Dødsfald havde gjort på ham, havde efterladt en vis smertelig Uro i hans Sjæl. Denne Uro var, medens Pavel Pavlovitj opholdt sig hos ham, kun rent 37

forbigående ved en besynderlig Tankegang bleven trængt i Baggrunden. Men nu, da han vågnede, kunde han pludselig med en overordentlig Klarhed se for sig alt, hvad der var sket for ni År siden. Han havde elsket hin Kvinde, afdøde Natalia Vassiljevna, denne Trusotskis Hustru. Han havde været hendes Elsker, da han, ligeledes i Anledning af en Arveproces, havde tilbragt et helt År i T., skønt selve Sagen egentlig ikke krævede et så langt Ophold. Den virkelige Grund til at han blev der, var just hint Forhold, som på dette Tidspunkt fuldstændig havde behersket ham. Han havde næsten været denne Kvindes Slave og vilde på hendes mindste Vink uden Betænkelighed have begået enhver nok så tåbelig og afsindig Streg. Hverken før eller senere var noget lignende hændet ham igen. Da efter et Års Forløb Adskillelsens Stund slog, blev Veltjaninov, skønt han kun for kort Tid skulde tage Afsked med Natalia Vassiljevna, grebet af den største Fortvivlelse. Han var rede til at prisgive alt, til at bortføre hende og for bestandig tage med hende til Udlandet, men Natalia Vassiljevna, der i Begyndelsen af Kedsomhed var gået ind på Forslaget om Flugt, vilde til sidst ikke vide noget deraf at sige og gjorde sig kun lystig derover. Så måtte da Veltjaninov rejse sin Vej alene — men hvad sker? Der var næppe nok gået to Måneder siden Skilsmissen, førend han allerede forelagde sig selv det Spørgsmål, om han da virkelig havde elsket denne Kvinde, eller om alt kun havde været en „Illusion". Dette Spørgsmål skyldtes ikke hans Letsindighed eller en eller anden ny Lidenskab, der muligvis havde slået Rod i ham: han havde, skønt han i St. Petersborg straks havde opsøgt sine gamle Kredse og vist set Hundreder af Kvinder, dog næppe nok haft Blik for nogen af dem alle. Ganske vist måtte han sige sig selv, at, hvis han igen vendte tilbage til T., vilde han ubetinget, til Trods for alle lignende „Spørgsmål", påny bukke under for denne Kvindes fængslende Trylleri. Endnu for nogle År siden 38

nærede han denne Overbevisning, men for fem År siden begyndte han allerede at skamme sig over denne Overbevisning og tænkte endog med en vis Afsky på „hin Kvinde". Ja, han skammede sig over dette År i T. Han kunde ikke engang begribe, hvorledes han, Veltjaninov, havde kunnet hengive sig til en så „tåbelig" Lidenskab. Alle Erindringer om denne Lidenskab havde noget forsmædeligt for ham. Han rødmede over denne Forvildelse og gjorde sig selv Bebrejdelser i den Anledning. Men da der yderligere var gået et Par År, havde han så temmelig beroliget sig selv med Hensyn til den hele Sag, han søgte at glemme den, og det var næsten også lykkedes ham. Og nu, efter hele ni Års Forløb, levede disse Erindringer ved Efterretningen om Natalia Vassiljevnas Død op i ham på en så uventet og sælsom Måde! Som han således sad på sit Leje og tænkte tilbage på det forefaldne, trådte ud fra hans forvirrede Forestillinger den ene Tanke tydelig frem for hans Sjæl, at hint Dødsbudskab til Trods for det første rystende Indtryk dog i Grunden ikke gjorde noget videre Indtryk på ham. „Hvorledes? Skulde jeg ikke engang have et beklagende Ord tilovers for hende?" spurgte han sig selv. Ganske vist følte han heller ingen Afsky mere, ligesom han i det hele dømte mere lidenskabsløst og retfærdigt om hende. Natalia Vassiljevna var efter hans Mening — og han havde allerede i lang Tid dannet sig denne Mening — en ganske almindelig Dame af det gode småborgerlige Selskab, af hvem udelukkende hans Fantasi havde skabt sig et Ideal. Ganske vist syntes han selv at vakle med Hensyn til denne Mening, og han følte også nu, at den kunde være fejlagtig. Kendsgerningerne syntes i det mindste at tale mod den. Om det så var denne Bagautov, så havde han måttet skatte til hendes fortryllende Personlighed og var i lang Tid bleven fængslet af hende. Bagautov var en ung Mand, tilhørende det bedste Selskab i St. Petersborg, „et Menneske med et temmelig flovt Væsen", således som 39

Veltjaninov bedømte ham, „der kun kunde gøre Karriere i St. Petersborg, hvor alle Veje stod ham åbne". Og alligevel havde han vendt St. Petersborg Ryggen og givet Afkald på sin Fremtid for at tilbringe fem—seks År i en Afkrog som T. ene og alene for denne Dames Skyld. Og måske var han kun af den Grund vendt tilbage til St. Petersborg, fordi man også havde kastet ham bort som en gammel, slidt Støvle. Der.måtte altså have været noget usædvanligt ved denne Kvinde, en eller anden hemmelighedsfuld Evne til at drage til sig, til at fængsle og herske. Hendes ydre Tillokkelser var ingenlunde fremragende. Man kunde ikke engang kalde hende smuk, og da Veltjaninov lærte hende at kende, var hun allerede fyldt otte og tyve År. Hendes Ansigt kunde undertiden få et rigtigt levende Udtryk, og så var det absolut tiltalende. Men hendes Øjne var ikke smukke, der lå noget stift, bestemt i dem. Endvidere var hun overordentlig mager. Hendes Dannelse var ikke videre omfattende, men hun besad uden Tvivl en skarp, selv om også ensidig udpræget Forstand. Hun havde de Manerer, man plejer at træffe hos en Provinsdame i de bedre Kredse og besad megen naturlig Takt. I sin Måde at klæde sig på lagde hun en god Smag for Dagen. I hendes Karakter lå der noget sikkert, herskesygt, hun slog sig ikke til Tåls med noget halvt — enten alt eller intet var hendes Løsen. I vanskelige Anliggender viste hun en sjælden Udholdenhed og Fasthed. Hun kunde være storsindet, men samtidig alligevel grænseløs uretfærdig. Den, som indlod sig i Strid med hende, trak afgjort det korteste Strå. Sætningen: to Gange to er fire, havde i hendes Øjne kun ringe Gyldighed. Aldrig vilde hun have indrømmet sin Brøde. Det bestandige Forræderi mod hendes Mand voldte hende ikke det ringeste Samvittighedsnag. Mod sin Elsker var hun trof a s t — n a t u r l i g vi s k u n s å l æ n g e , s o m h u n i k ke va r ked a f h am. Hu n h ol dt af at pi n e h am, me n h u n h ol dt l i g e s å m e g e t a f a t b e l ø n n e h a m . H e l e 40

h e n d e s Væ sen var lidenskabeligt, hensynsløst, sanseligt. Hun ha dede Udsvævelser og fordømte dem på den mest afgørende Måde, men til Trods derfor var hun selv udsvævende, skønt intet i Verden vilde have overbevist hende om denne Kendsgerning. Allerede den Gang i T. havde Veltjanihov sagt sig selv, at hendes Lidenskabelighed var ubevidst og ligesom bundede i hendes inderste Væsen. „Hun er," sagde han til sig selv, „en af hine Kvinder, der på en vis Måde er fødte til at blive deres Mænd utro. Disse Kvinder nyder, medens de er unge Piger, det bedste Rygte,, som de først mister, når de er blevne Hustruer. Manden er deres første Elsker, men først efter Vielsen. Ingen Art Kvinder finder så hurtig og let en Mand som denne. Ægtemanden får altid Skyld for den første Elsker. Og samtidig tror de at være fuldstændig oprigtige mod Ægtemanden: aldrig vilde de tilstå, at de tilføjede ham en Uret, aldrig anerkende en Brøde fra deres egen Side." Veltjaninov var overbevist om, at der i Virkeligheden eksisterede en sådan Kvindetype, men han var i lige så høj Grad overbevist om, at der også eksisterede en dertil svarende Type af Mænd. Disse Mænds Væsen bestod efter hans Opfattelse deri, at de netop lige overfor hine Kvinder hele deres Liv igennem ikke var nogetsomhelst andet end . „Ægtemænd". „En sådan Mand," sluttede Veltjaninov, „kommer til Verden ene og alene med det Formål at gifte sig og umiddelbart derefter forvandle sig til et Tillæg til sin Hustru, og det endog i Tilfælde af, at han ved Siden af har sin egen, udprægede Karakter. Når disse Typer bliver ført sammen i et Ægteskab, så er den uundgåelige Følge deraf, at Manden i Løbet af kortere eller længere Tid bliver den bedragne Part. Han bliver det nied samme Naturnødvendighed, hvormed Solen skinner, og samtidig véd han ikke engang af det, og kan i Overensstemmelse med sit Væsen heller ikke vide af det." 41

Veltjaninov tvivlede heller ikke om, at begge disse Typer eksisterede, og at Pavel Pavlovitj Trusotski var Repræsentant for en af dem. Ganske vist var Pavel Pavlovitj fra i Går ikke den samme Pavel Pavlovitj, som han havde kendt i T. Han fandt, at han havde forandret sig ganske overordentlig, men han sagde sig selv, at dette også var en ren Nødvendighed efter alt, hvad der var sket. Hr. Trusotski kunde kun være det, han tidligere var, medens hans Hustru levede — han var ikke andet end det løsrevne Stykke af en Helhed, som pludselig så sig henvist til sig selv alene og slet ikke kunde finde sig til Rette i Verden. „Ægtemanden" var, efter Hustruens Død, bleven til et formløst, besynderligt Halvvæsen. Veltjaninov kunde endnu meget godt huske den Pavel Pavlovitj, som han havde lært at kende i T. Denne var i Virkeligheden i enhver Henseende intet andet end sin Hustrus Ægtemand. Han var for Eksempel desuden også Embedsmand, men hans Embedsstilling var kun bleven et Tilbehør til hans Rolle som Ægtemand. Han beklædte sit Embede alene for sin Kones Skyld, for at skaffe hende en selskabelig Stilling i T., men med alt det var han for øvrigt en overordentlig ivrig Embedsmand. Han var den Gang fem og tredive År gammel og havde ved Siden af sit Embede en temmelig betydelig Formue. I sin Virksomhed lagde han ingen særlige Evner for Dagen, men lige så lidt nogen særlig Mangel på Evner. Han levede på en fornem Fod og omgikkes selskabeligt med de bedste Kredse i Guvernementet. Natalia Vassiljevna blev almindelig agtet i T., noget, hun for øvrigt ikke tillagde nogen videre Vægt, men anså som en Selvfølge. I sit eget Hus forstod hun udmærket at repræsentere, og Pavel Pavlovitj var bleven så fortræffelig skolet af hende, at han selv ved Modtagelsen af Guvernementets højeste Spidser forstod at gøre udadlelig Honnør. Veltjaninov anså det aldeles ikke for umuligt, at Pavel Pavlovitj endog ejede en selvstændig Forstand, men da Natalia Vassiljevna ikke holdt af, at hendes Mand talte for 42

meget, så kunde man ikke få Lejlighed til at mærke denne Forstand i videre høj Grad. Han havde må ske af Naturen lige så mange gode som slette Egenskaber. Men hans gode Egenskaber lignede omtrent Møbler, der er beskyttede mod Støv ved et Overtræk, og hans dårlige Tilbøjeligheder var næsten fuldstændig undertrykte. Veltjaninov kunde for Eksempel huske, at Hr. Trusotski undertiden havde Tilbøjelighed til at gøre sig lystig over sin Næste — det var dog en Gang for alle blevet ham strengt forbudt. Han holdt også ofte af at give en Fortælling til bedste, men også her var han under Opsigt: han måtte kun fortælle ganske korte, ubetydelige Historier. Han havde fremdeles en vis Forkærlighed for et lystigt Samvær i Vennekredsen, udenfor Huset, helst ved et Glas Vin. Men denne Tilbøjelighed var bleven rykket op med Rode i ham. Med alt det vilde dog ingen ved en overfladisk Bedømmelse have anset ham for en Tøffelhelt. Natalia Vassiljevna lignede aldeles en lydig Hustru og troede muligvis, at hun virkelig var det. Måske elskede Pavel Pavlovitj sin Hustru ganske uudsigeligt, men det var skjult for hele Verden, formodentlig af den Grund, at således ønskede Natalia Vassiljevna det selv. Mere end en Gang spurgte Veltjaninov under sit Ophold i T. sig selv, om denne Mand havde nogen som helst Anelse om hans Forhold til Natalia Vassiljevna. Han udspurgte også Natalia Vassiljevna ofte om dette Punkt, men hun svarede ham hver Gang i en gnaven Tone, at hendes Mand intet vidste, overhovedet intet kunde erfare, at Sagen „aldeles ikke vedkom ham". Endnu et Træk fra hendes Side: hun lo aldrig over Pavel Pavlovitj og fandt ham overhovedet ikke i nogen Forbindelse latterlig eller enfoldig, ja hun vilde endog ivrig have taget hans Parti, hvis nogen skulde have fundet på at nedsætte ham i hendes Øjne. Da hun ingen Børn havde, så blev hun ganske naturligt mere og mere et Midtpunkt i Selskabslivet. Dog gik hun ikke helt op i denne Rolle, men forstod også at bevare en 43

vis Sans for Huslighed og beskæftigede sig endog gerne med Husholdningen og med Håndarbejder. Pavel Pavlovitj havde i Går omtalt deres fælles Læseaftener i T. Disse havde været arrangerede på den Måde, at enten Veltjaninov eller Pavel Pavlovitj læste højt. Den sidste var endog til Veltjaninovs Forbavselse en meget god Forelæser. Natalia Vassiljevna sad i Reglen med et Broderi hos dem og hørte rolig og sindig efter. Man læste Dickens Romaner eller en eller anden Ting i de russiske Tidsskrifter, undertiden også noget alvorligt. Natalia Vassiljevna nærede en vis, stiltiende Højagtelse for Veltjaninovs Dannelse, hun anså den for en afgjort Kendsgerning, som man ikke behøvede at spilde noget Ord på. I Almindelighed var hun temmelig ligegyldig overfor alt, som angik Bøger og Lærdom — hun betragtede disse Sager som Biting, selv om de måske også var nyttige. Pavel Pavlovitj nærede derimod endog en vis Begejstring for Videnskab og Litteratur. VeltjaninOvs Forhold til Trusotskis tog ganske pludselig Ende, da hans Lidenskab netop havde nået sit Højdepunkt og næsten grænsede til Vanvid. Han fik ganske uventet Løbepas, skønt han ved sin Afrejse endnu aldeles ikke vidste, at man ganske simpelt havde kastet ham til Side „som en gammel, slidt Støvle". Omtrent seks Uger før hans Afrejse var der kommen en ung Artilleriofficer, som lige netop havde forladt Kadetskolen, til T. Han begyndte snart at omgås Trusotskis, og Læseaftenerne blev nu fortsatte i Nærværelse af fire i Stedet for tre. Natalia Vassiljevna var straks fra Begyndelsen af den unge Soldat meget bevågen, selv om hun også behandlede ham aldeles som en Dreng. Veltjaninov havde ikke den svageste Mistanke, skønt Natalia Vassiljevna da for første Gang havde ladet ham forstå Nødvendigheden af en Skilsmisse. Hun kom med alle Slags Udflugter og anførte de mest forskellige Grunde for at gøre ham klart, at de måtte skilles. 44

Blandt andet meddelte hun ham, at hun følte, hun skulde være Moder, og at han i hvert Fald, for at forebygge al Mistanke og Sladder, måtte forlade Byen i nogle Måneder. Veltjaninov vilde først absolut ikke vide noget af en Skilsmisse at sige og besvor hende at flygte med sig til Paris eller til Amerika. Men da han indså, at hun var urokkelig, begav han sig til sidst, „naturligvis kun for ganske kort Tid, i det højeste for tre Måneder", til St. Petersborg; i en Adskillelse for Livet vilde han under ingen Omstændigheder have indvilliget. Han havde omtrent tilbragt to Måneder i St. Petersborg, da han fik Brev fra Natalia Vassiljevna, hvori hun bad ham om ikke mere at vende tilbage, da hun allerede elskede en anden. Den Formodning, hun i sin Tid havde meddelt ham, havde, som hun skrev, været fejlagtig. Veltjaninov kom nu på en Gang til at huske på den unge Officer og forstod alt. Dermed var han en Gang for alle færdig med den Sag. Han hørte så nogle År senere om Bagautovs Forhold til denne Dame og forundrede sig kun over, at Natalia Vassiljevna havde holdt ud hele fem År med ham. Han forklarede sig dette blandt andet derigennem, at hun jo var bleven nogle År ældre og i samme Grad også mere hengiven. Veltjaninov sad vist en hel Time hensunken i Betragtninger på sit Leje. Endelig vågnede han op af sine dybe Tanker og ringede på Kaffen. Mavra, Gårdskarlens Søster, kom med den. Han drak hurtig Koppen ud, klædte sig på og begav sig henad Klokken elleve af Sted for at opsøge Gæstgivergården „ved Siden af Mariakirken". Han vidste ikke rigtig, hvad han egentlig vilde Pavel Pavlovitj, hvorfor han følte Trang til på ny at genoptage Forbindelsen med ham, skønt Forholdet mellem dem jo på en så simpel og naturlig Måde var blevet afsluttet. Han kom endog med svage Bebrejdelser mod sig selv for, at han i Går havde behandlet Pavel Pavlovitj så dårligt. Gæstens sælsomme Optræden kunde han kun forklare sig ved den oplivede Tilstand, hvori denne til Trods for sin Nægtelse havde befundet sig. Dog syntes der 45

desuden at stikke en eller anden hemmelig Bevæggrund bagved, som han under alle Omstændigheder vilde søge at komme på Spor efter. Rent uvilkårligt følte han sig tilskyndet til at få sine Tvivl opklarede. „Nu skal vi se!" sagde han stille til sig selv... ---o---

V.
Pavel Pavlovitj tænkte ikke på „at smøre Haser", og Gud må vide, hvorfor Veltjaninov havde stillet ham dette Spørgsmål. Han måtte sige sig selv, at han i Går ikke havde været ved sine fulde fem. Hos en Urtekræm mer ved Siden af Mariakirken spurgte han efter vedkommende Gæstgivergård, og man viste ham det få Skridt der fra i en Sidegade. I Gæstgivergården meddelte man ham, at Hr. Trusotski ikke boede der mere, men havde lejet sig et møbleret Værelse i Sidebygningen i samme Hus hos Marja Sysojevna. Ad en smal, fedtet, uren Stentrappe steg Veltschaninov op til anden Sal i Sidebygningen, hvor Marja Sysojevna boede. Allerede ude på Trappegangen hørte han et Barn hulke heftig, samtidig skreg en rasende Mand med hæs Fistelstemme. Mandsstemmen syntes at ville tysse på Barnet og at være opbragt over dets Gråd, men alligevel larmede han endnu langt stærkere end Barnet. I hans Stemme lå.der noget ubarmhjertigt, følelsesløst, men Barnet syntes at bede om Tilgivelse. Veltjaninov trådte ind i en lille Korridor, i hvilken der fandtes to Døre på begge Sider. En stor, tyk, uordentlig klædt, uredt Kone kom imod ham. Da han spurgte efter Pavel Pavlovitj, pegede hun med Fingeren på den Dør, bagved hvilken man hørte Barnet hulke. Den omtrent fyrretyveårige Dames fede, røde Ansigt var bevæget af en heftig Uvilje. „Nu hører han forhåbentlig op!" brummede hun i Bastone, idet hun gik ned ad Trapperne. Veltjaninov 46

vilde først banke på, men han betænkte sig og åbnede uden videre den betegnede Dør. Midt i et lille, meget almindelig møbleret Værelse stod Pavel Pavlovitj halvt påklædt, uden Frakke og Vest og forsøgte med sit røde, ophidsede Ansigt at få en omtrent otteårig lille Pige til at være stille. Den lille Pige var iført en kort, sort ulden Kjole, som gjorde et fattigt, men dog samtidig anstændigt Indtryk. Hun syntes at være helt opløst i Tårer og strakte bedende sine små Hænder ud efter Pavel Pavlovitj, som om hun vilde omfavne ham, og bede ham om et eller andet. Da den fremmede viste sig, forandrede Scenen sig øjeblikkelig: den lille Pige skyndte sig med et Skrig ind i et tilstødende Kammer, medens Pavel Pavlovitj helt forbløffet vendte sig om, men dog straks derpå smeltede hen i et venligt, bredt Smil — ganske på samme Måde som i Går, da Veltjaninov pludselig havde revet Korridordøren op foran ham. „Å, Aleksej Ivanovitj!" råbte han i en forbavset Tone — „det vilde jeg ikke have tænkt mig i Drømme . . . Jeg beder, kom ind, kom endelig ind! Værsågod tag Plads på Divanen . . . eller her på Stolen, og jeg . . ," Han greb hurtig efter sin Frakke og trak den på, men glemte i sin Iver Vesten. „Gør endelig ingen Omstændigheder, men bliv som De er," sagde Veltjaninov, idet han satte sig på en Stol. „Nej, lad bare mig om det, jeg véd nok, hvad der passer sig! Men hvorfor har De sat Dem dér i Krogen? Jeg beder Dem, tag Plads i Lænestolen her ved Bordet . . . Nej, det havde jeg rigtignok ikke ventet, ikke ventet!" Han tog nu også Plads på Kanten af en Rørstol og drejede den således, at han kom til at sidde lige overfor den „uventede" Gæst. „Hvorfor har De egentlig ikke ventet mig? Jeg sagde Dem jo dog i Går, at jeg vilde besøge Dem på dette Tidspunkt!" „Jeg tænkte ikke, De vilde komme; da jeg vågnede 47

i Dag og huskede på Gårsdagens Begivenheder, da havde jeg virkelig for bestandig opgivet Håbet om at få Dem at se endnu en Gang." Veltjaninov lod sine Øjne vandre rundt i Værelset. Dette henlå i stor Uorden, Sengen var uredt, Klædningsstykker lå smidt omkring. På Bordet stod et Par tomme Kaffekopper og en halvtømt Champagneflaske uden Prop med et Glas ved Siden. Han kastede et Blik ind i Kamret, hvor alt var ganske stille. Den lille Pige havde åbenbart skjult sig for den ubekendte Herre. „Drikker De da nu?" spurgte Veltjaninov, idet han pegede på Flasken. „Kun en lille Slat . . ." stammede Pavel Pavlovitj forvirret. „Nå, De har virkelig forandret Dem." „En dårlig Vane, der er kommen ganske pludselig. Virkelig først efter hin Datum, jeg lyver ikke! Jeg kan virkelig ikke lade være. Men bliv ikke urolig, Aleksej Ivanovitj, for Øjeblikket er jeg helt ædru og skal ikke komme med sådant noget Vås som i Går hos Dem. De kan tro mig på mit Ord: først efter hin Datum. . . . Og hvis nogen blot for et halvt År siden havde sagt mig, at det vilde komme så langt med mig — hvis han i Spejl havde vist mig mit eget Billede — jeg vilde ikke have anset det for muligt." „De var altså også beruset i Går?" „Det kan ikke nægtes!" tilstod Pavel Pavlovitj sagte, idet han forvirret slog Øjnene ned — „det vil sige, ikke just beruset, min Rus var allerede næsten fordampet. Jeg betoner dette, fordi dette Stadium netop er det farligste for mig: Rusen er næsten forbi, kun et vist Raseri, en vis Ubesindighed griber mig, og dyb Sorg fylder mit Hjerte. Måske drikker jeg kun på Grund af denne Sorg; jeg er så i Stand til at begå den største Dumhed. Jeg må i Går have gjort et rigtigt besynderligt Indtryk på Dem, ikke sandt?" „Kan De ikke selv huske det mere?" „Hvorfo r ikke? Naturligvis kan jeg huske det..." „Nå, på den Måde har jeg også selv forklaret mig denne Sag, Pavel Pavlovitj!" sagde 48

Veltjaninov i en forsonlig Tone. „Jeg var for øvrigt i Går temmelig irriteret og . . . unødvendig opbragt på Dem, hvad jeg gerne skal indrømme. Jeg er ofte i meget dårligt Lune, og Deres pludselige Tilsynekomst midt om Natten . . ." „Ja rigtig, midt om Natten, midt om Natten," sagde Pavel Pavlovitj hovedrystende, som om han forundrede sig over sin egen Opførsel og misbilligede den — „Gud må vide, hvorledes jeg fik det Indfald! Jeg vilde for øvrigt sikkert ikke være trængt ind til Dem, hvis De ikke selv havde lukket op for mig — jeg vilde ganske simpelt være gået min Vej igen. Jeg har for øvrigt for en Uges Tid siden set ind til Dem, Aleksej Ivanovitj, men jeg traf Dem ikke hjemme. Anden Gang vilde jeg sikkert ikke være kommen tilbage. Jeg er nemlig også en Smule stolt af mig, Aleksej, selv om jeg også,, oprigtig talt . . . har liden Grund dertil. Når vi traf hinanden på Gaden, tænkte jeg altid: „Og hvis han nu ikke kender Dig, hvis han nu vender Dig Ryggen? Ni År er ingen Ubetydelighed!" — og så har jeg altid ladet det være. Og i Går slæbte jeg mig herover endog lige fra St. Petersborg-Siden — jeg vidste ikke engang, hvad Klokken var! Alt skyldtes det Stads dér" — og han pegede på Flasken — „nå, og så mine Følelser. Det er dog for tåbeligt! Og hvis jeg ikke lige netop var stødt på et Menneske som Dem, der endog efter en sådan Hændelse stadig tænker på det gamle Venskab — så vilde jeg virkelig have opgivet ethvert Håb om at genopfriske Bekendtskabet." Veltjaninov hørte opmærksomt på ham. Dette Menneske syntes at tale oprigtig og endog med en vis Værdighed, men alligevel kunde han, fra det Øjeblik af han var trådt ind her, ikke føle sig rigtig sikker på ham. „Hør en Gang, Pavel Pavlovitj," bemærkede han — „det lader ikke til, at De er alene her. Hvad er det for et Barn, som jeg nylig så her hos Dem?" Pavel Pavlovitj lod til at blive forbavset over hans Spørgsmål og trak Øjenbrynene i Vejret, men dog så 49

han straks igen venlig smilende på Veltjaninov. „Hvad det er for et Barn? Men det er jo Lisa!" svarede han i den mest elskværdige Tone. „Hvilken Lisa?" mumlede Veltjaninov, og det fore kom ham, som om hans Hjerte pludselig gav sig til at banke stærkere. En lynsnar Tanke fór gennem hans Hoved. Da han nylig ved sin Indtræden havde set Lisa, var han vistnok bleven forbavset, men han anede ikke det ringeste. „Naturligvis vores Lisa, vores Datter Lisa!" sagde Pavel Pavlovitj smilende. „Hvad for noget? En Datter? Men havde De da Børn med — Na . . . med afdøde Natalia Vassiljévna?" spurgte Veltjaninov vantro, med sagte, næsten frygtsom Stemme. „Vist havde jeg det! Men, min Gud, hvor skulde De også vide det fra? Hvorledes er det dog jeg snakker? Det var jo først efter Deres Afrejse, at Gud skænkede os hende!" Pavel Pavlovitj sprang ved disse Ord op fra Stolen i tydelig Sindsbevægelse, men forandrede dog ikke sit venlige Ansigtsudtryk. „Jeg har intet hørt derom!" sagde Veltjaninov og blev bleg. „Naturligvis, naturligvis, af hvem skulde De også have hørt det," indskød Pavel Pavlovitj i en vis trykket, men dog stadig elskværdig Tone. „Vi havde allerede mistet alt Håb, d et k an D e n o k s el v h u ske , og så s en dt e H e r ren os på en Gang sin Velsignelse! Hvad jeg den Gang følte, véd kun Gud alene. Det var netop et År efter, at De havde forladt os — nej, det er ikke rigtigt, det var ikke et helt År efter, lad mig nu se . . . De forlod os, om jeg ikke tager fejl, i Oktober eller måske først i November?" „Jeg rejste fra T. i Begyndelsen af September — den tolvte September, det kan jeg endnu huske . . ." „Var det virkelig i September? Hm . . . Men hvad er det dos;, jeg siger!" råbte Pavel Pavloviftch 50

forbavset — „lad mig se: De rejste Deres Vej den tolvte September, og Lisa blev født den ottende Maj, det må altså have været" — han talte Månedernes Navne højt på Fingrene — „lige otte Måneder efter Deres Bortrejse! Og hvis De nu sidste, hvorledes den afdøde . . ." „Lad mig dog se hende . . . kald hende ind et Øjeblik!" sagde Veltjaninov, der med Nød og næppe kunde blive Herre over sin Sindsbevægelse, i en usikker Tone. „Ja gerne, gerne, nu skal jeg straks forestille hende for Dem!" svarede Pavel Pavlovitj ivrig og begav sig ind i det lille Kammer til Lisa. Der forløb tre eller fire Minutter. Fra det lille Kammer hørte man en hurtig og ivrig Hvisken — det lod til, at Lisa ikke vilde komme ud. Endelig viste de sig dog begge to. „Der er hun! Hun er endnu helt forvirret," sagde Pavel Pavlovitj — „hun er så genert og så stolt og — overhovedet minder hun aldeles om den afdøde." Lisa græd ikke mere, da hun trådte ind, men hun slog Øjnene ned. Faderen førte hende ved Hånden. Det var en slank, spinkel og meget smuk lille Pige. Hun rettede hurtig sine store, blå Øjne på den fremmede, betragtede ham med frygtsom Nysgerrighed og sænkede straks igen sit Blik. I hendes Øjne lå der hin naive Alvor, som Børn hyppig lægger for Dagen i fremmedes Nærværelse, idet de fra deres Krog strengt og mistroisk mønstrer de ubekendte Personer. Dog forekom det Veltjaninov, som om en anden, ikke mere helt barnlig Tanke desuden prægede hendes Ansigtstræk. Pavel Pavlovitj førte hende lige hen til Gæsten. „Onkel dér har tidligere kendt din Moder, han var vores Ven, vær ikke bange for ham, giv ham din lille Hånd!" Den lille Pige bøjede Hovedet en Smule og rakte ham frygtsom Hånden. „Natalia Vassiljevna kunde nemlig ikke lide, at hun 51

nejede, men lod hende efter engelsk Skik gøre et let Buk og række de fremmede Hånden," føjede Pavel Pavlovitj forklarende til. Veltjaninov så stift på Lisa og formåede ikke mere at holde sine Følelser tilbage. Han vidste, at man på hans Ansigt kunde læse, hvad der gik for sig i hans Indre, men alligevel vilde han slet ikke mere skjule dette. Han sad ubevægelig på sin Stol, holdt Lisas Hånd i sin og vendte ikke mere sit Blik bort fra Barnet. Men Lisa så bekymret efter sin Fader og lyttede ængsteligt til hvert Ord, han sagde, medens hendes Hånd lå i den fremmede Herres, som om hun havde glemt den dér. Veltjaninov kunde ikke mere tvivle: disse store, blå Øjne, hendes Hårs lyse Farve og fremfor alt hendes Ansigts blændende, påfaldende hvide Teint fortalte ham alt. Derimod erindrede Ansigtets Om rids og Læbernes Bue ham levende om Natalia Vassiljevna. Veltjaninov var så fordybet i at se på Lisa, at han slet ikke hørte, hvorledes Pavel Pavlovitj uafladelig og med levende Iver fortalte en eller anden Ting. Kun de sidste Ord hørte han: „ . . . så at De," sagde Pavel Pavlovitj, „aldeles ikke kan forestille Dem vores Glæde over denne Guds Gave. Hun var mit Et og Alt, og ofte tænkte jeg: når min stille Lykke efter den højestes Vilje engang får Ende, så har jeg i det mindste Lisa tilbage....Det var mig dog altid en Trøst!" „Og Natalia Vassiljevna?" spurgte Veltjaninov. „Natalia Vassiljevna?" gentog Pavel Pavlovitj med en sælsom Grimace. „Nå, De véd jo nok, at hun ikke holdt af at bruge mange Ord. Men på hendes Dødsleje viste hendes Moderhjerte sig dog i et glimrende Lys. . . . Da udtalte hun, hvad der lå skjult i hendes Sjæl. Ak ja, dette Dødsleje. Det var hende så tungt at dø. Endnu Dagen før sin Død var hun helt urolig og fortrædelig og sagde, at hun slet ikke var videre syg og at hun kun havde en let Feber; man vilde forgive hende med Dråber, vore to Læger forstod sig aldeles ikke på noget, 52

og når blot Koch — De kan nok huske vor gamle Stabslæge — først var kommen tilbage, så vilde hun efter to Ugers Forløb være rask igen og kunne stå op. Og endnu fem Timer, førend hun døde, talte hun om, at hun om tre Uger ganske bestemt vilde besøge sin Tante, Lisas Gudmoder, på hendes Gods, nemlig på Tantens Fødselsdag . . ." Veltjaninov rejste sig pludselig fra Stolen, medens han endnu bestandig holdt Lisa i Hånden. Den lille Pige så med et ejendommeligt uroligt Blik, hvori der endog syntes at ligge en Bebrejdelse, på sin Fader. „Er hun syg?" spurgte Veltjaninov i en bekymret Tone. „Det tror jeg ikke, skønt . . . det har føjet sig så besynderligt," svarede Pavel Pavlovitj med en vis Ferlegenhed — „hun er et underligt Barn, meget nervøs og hysterisk. Efter sin Moders Død har hun været syg i fuldt fjorten Dage. De hørte nok før, da De trådte ind, hvor heftig hun hulkede — og véd De, hvad Grunden var? Ene og alene den, at jeg går og lader hende være alene, at jeg altså, som hun udtrykker sig, ikke mere holder så meget af hende, som jeg gjorde, medens hendes Moder levede — ser De, det er det, hun bebrejder mig. Hvor kan nu den Slags Tåbeligheder falde et Barn ind, som dog kun skulde tænke på at lege! Hører du, Lisa, hører du? Rigtignok er der ingen her, med hvem hun kan lege ..." „De bor altså her . . . ganske alene med hende?" „Ganske alene. Pigen kommer kun en Gang om Dagen for at gøre i Stand." „Og når De går bort, er hun helt overladt til sig selv?" „Ja, hvad skal jeg stille op med hende? Da jeg i Går gik bort, havde jeg låset hende inde i det lille Kammer dér; af den Grund var det også, at hun før græd. Men hvad skal jeg gøre? Nu kan De selv dømme: i Forgårs gik hun, medens jeg var borte, alene ned i Gården, og en lang Lømmel kastede en Sten i Hovedet 53

på hende. Så begyndte hun at skrige op og at hulke og spurgte alle Mennesker om, hvor jeg var gået hen? Det er da virkelig ikke pænt af hende! Jeg er rigtignok heller ikke selv uden Skyld: jeg går bort for en lille Time og kommer først igen næste Morgen! Det var da godt, at min Værtinde lod en Smed hente og lod Døren åbne for hende — nej det er virkelig en Skandale, jeg kunde prygle mig selv! Det er disse dumme Tanker, denne ulykkelige Stemning . . ." „Fa'r!" råbte den lille Pige frygtsom og urolig. „Nå, skal det nu gå løs igen! Tager du igen på Vej? Hvad var det, jeg sagde før?" „Jeg skal aldrig gøre det mere, jeg skal aldrig gøre det mere!" råbte Lisa, idet hun ængstelig bedende foldede sine Hænder. „Det kan ikke blive ved med at gå på denne Måde!" begyndte Veltjaninov på en Gang i en utålmodig, bydende Tone. „De er . . . De er jo en velhavende Mand; hvorfor flakker De så rundt med Deres Barn på disse Bagtrapper og i sådanne Omgivelser?" „Bagtrapper? Vi vil måske rejse væk allerede om en Uges Tid, og Pengene er det desuden knapt med, selv om man også er en velhavende Mand . . ." „Nå, lad det nu være godt, lad det nu være godt!" afbrød Veltjaninov ham med voksende Uvilje, som om han allerede på Forhånd vidste, hvad den anden vilde komme frem med. „Hør engang, jeg vil gøre Dem et Forslag: De sagde nylig, at De endnu vilde blive her en Uges Tid — nå, måske bliver det også to Uger. Jeg kender en Familie her, som jeg allerede den sidste Snes År har stået på fortrolig Fod med, og hvor jeg ligesom har mit andet Hjem. Det er Geheimeråd Aleksander Pavlovitj Pogorjelzovs Familie, og han kan måske endog være Dem til Nytte i Deres tjenstlige Anliggende. Fru Pogorjelzov er som en Søster for mig. De er nit med deres otte Børn flyttet ud på deres Land sted — hvis De synes om det, vil jeg straks bringe Lisa ud til dem — man vil tage imod hende med åbne Arme, og hun 54

kunde så blive der, så længe De opholder Dem i St. Petersborg." Han var meget heftig bevæget og søgte ikke i mindste Måde at lægge Skjul på sine Følelser. „Det kan vist ikke gå an," svarede Pavel Pavlovitj med en venlig Grimace, idet han blinkede listigt til Veltjaninov. „Hvorfor i kke? Hvorfor skulde det dog ikke kunn e gå an?" „Hvor kan jeg overlade Barnet i helt fremmede Hænder? Jeg taler ikke om Dem, De er jo min oprigtige Ven, men i et så ubekendt Hus, oven i Købet hos så fine Folk, om hvem jeg ikke engang véd, hvorledes de vil tage imod hende ..." „Men jeg har jo allerede sagt Dem, at jeg står på fortrolig Fod med dem og ligesom har mit andet Hjem dér!" råbte Veltjaninov næsten rasende — „Klaudia Petrovna, Hr. Pogorjelzovs Gemalinde, vil skatte sig lykkelig, når jeg bare siger et Ord. Som min egen Datter . . . Men for Pokker, De véd bedst selv, at det, De siger, kun er tomme Talemåder . . . hvorfor skal jeg så spilde mange Ord på Dem!" Han stampede forbitret med Foden. „Jeg mente kun, at man kunde finde det underligt — i hvert Fald måtte jeg så en Gang imellem gå hen og se til hende, thi vilde det ikke tage sig mærkeligt ud, om hun slet ingen Fader havde? He, he . . . oven i Købet i sådant et fint Hus!" „Det er jo aldeles ikke noget fint, men tvertimod et meget Jævnt Hus!" fór Veltjaninov op — »jeg har jo allerede sagt Dem, at der er mange Børn. Hun vil leve op dér, netop af den Grund. . . . Hvis De ønsker det, skal jeg i Morgen selv indføre Dem dér i Huset. De må jo desuden aflægge et Besøg blot for at sige Tak. Hvis De ønsker det, kan De for min Skyld gerne indfinde Dem dér hver eneste Dag..." „Det hele tager sig så underligt ud i mine Øjne . . ." 55

„Å; De véd jo bedst selv, at De kun kommer med Udflugter! Jeg vil gøre Dem et Forslag: Se i Aften hjem til mig og overnat hos mig — så kan vi i Morgen ganske tidlig tage derud, så at vi er der Klokken tolv." „Å, De er altfor god, skal jeg virkelig overnatte hos Dem . . ." svarede Pavel Pavlovitj og slog pludselig over i en helt elskværdig Tone . — „Jeg er Dem virkelig højst forbunden. . . . Hvor ligger det omtalte Landsted?" „Det ligger i Ljesnoje." „Men hvorledes skal det gå med Tøjet? Thi hos så fine Folk og oven i Købet på deres Landsted. . . . Det kan De da sige Dem selv . . . at man jo ikke som hendes Fader udsætter sig for Kritik!" „Med hvilket Tøj? Hun går jo i Sorg! Kan hun da se mere anstændig ud, end hun gør? Kun lidt renere Linned, Strimlen dér . . ." Han pegede på Lisas Hals, hvor man i Virkeligheden kunde se en temmelig snavset Kniplings-strimmel. „Øjeblikkelig, øjeblikkelig!" råbte Pavel Pavlovitj ivrig. „Vi vil straks klæde hende om og desuden hurtig se at finde frem, hvad hun ellers behøver. Marja Sysojevna har nemlig taget alt til Vask." „Så kan vi jo straks sende Bud efter en Vogn!" udbrød Veltjaninov. Der mødte dog en uventet Hindring: Lisa modsatte sig aldeles bestemt at tage bort. Al den Tid, Veltjaninov og Pavel Pavlovitj havde forhandlet med hinanden, havde hun lyttet helt forskrækket, næsten med Forfærdelse. „Jeg vil ikke bort herfra!" sagde hun sagte, men i en bestemt Tone. „Ser De nu, ser De — ganske som hendes Mór!" „Nej, jeg er ikke som Móer!" råbte Lisa og hulkede højt, idet hun rent fortvivlet vred sine små Hænder og viste Sammenligningen med sin Moder fra sig, som om der lå en skrækkelig Bebrejdelse i den. „Å, Fa'r, Fa'r, hvis du forlader mig . . ." Pludselig styrtede hun løs på den helt forfærdede Veltjaninav. „Hvis De tager mig med, så vil jeg . . ." Hun ku nde 56

ikke fuldende Sætningen. Pavel Pavlovitj greb hende i Armen med synlig Arrigskab, som han ikke engang søgte at skjule, og slæbte hende ind i det lille Kammer. I nogle Minutter hørte man igen kun en sagte Hvisken og Lisas undertrykte Hulken. Veltjaninov skulde lige til at følge dem, da kom i samme Øjeblik Pavel Pavlovitj til Syne på Dørtærskelen og sagde med et venligt Grin, at hun straks vilde komme. Veltjaninov undgik at fæste Blikket på ham og så til Siden. Marja Sysojevna — den samme fede Dame, som Veltjaninov nylig havde mødt i Korridoren — kom ind med Lisas Linned og begyndte at pakke det ind i en pæn, lille Rejsetaske, som tilhørte Lisa. „De vil tage Pigebarnet med Dem, lille Fa'r?" henvendte hun Ordet til Veltjaninov. — „De har vel Familie, ikke sandt? Det gør De Ret i, lille Fa'r, hun er et artigt Barn. Så behøver hun da i det mindste ikke længere at være Vidne til dette frygtelige Roderi." „Tag Vare på Deres Mund, Marja Sysojevna!" hviskede Pavel Pavlovitj truende til hende. „Nå, hvad så —Marja Sysojevna? Ja vist, det hedder jeg! Hersker der måske ikke et frygteligt Roderi hos Dig? Passer det sig, at et Barn er Vidne til en sådan Skændsel? Vognen er allerede dernede, lille Fa'r — den skal til Ljesnoje, ikke sandt?" „Jo, til Ljesnoje." „Nå, kør med Gud! På Gensyn!" Lisa kom ganske bleg, med nedslagne Øjne ind og tog sin Rejsetaske. Hun havde åbenbart fattet sig og fulgte Faderens Ordrer uden at sige et Ord. Pavel Pavlovitj kyssede hende på Panden og klappede hende; en krampagtig Dirren gik hen over hendes Ansigt, men hun overvandt sig selv og så ikke engang på Faderen. Veltjaninov anstrengte sig for ikke at se på Pavel Pavlovitj, men han troede at bemærke, at han var bleven blegere, og at hans Hænder skælvede. Han søgte så hurtigt som muligt at komme af Sted. „Har jeg noget at bebrejde mig selv?" tænkte han. „Det 57

måtte vel gå således!" Da de var komne ned, kyssede Lisa Værtinden til Afsked. Først da de havde taget Plads i Vognen, så hun på Faderen, slog pludselig Hænderne sammen og skreg. Hvis der var gået endnu et Øjeblik, vilde hun være styrtet hen til ham, men. Hesten havde allerede sat sig i Bevægelse, og Vognen rullede af Sted. ---o---

VI.
„Føler du dig ikke vel, Lisa?" spurgte Veltjaninov forskrækket — „jeg skal lade Vognen holde og skaff e dig et Glas Vand " Hun vendte sig hurtig om imod ham og tilkastede ham et flammende, bebrejdende Blik. „Hvor fører De mig hen?" spurgte hun skarpt. „Til gode Mennesker, Lisa. De bor nu på et meget smukt Landsted; der er mange Børn, de vil komme til at holde af dig og more sig sammen med dig. . . . Vær ikke vred på mig, Lisa, jeg mener dig det godt. . . ." Hvis en eller anden af hans bekendte havde set ham i dette Øjeblik, vilde han uden Tvivl have taget sig meget underlig ud i dennes Øjne. ,,De er . . . De er . . . De er . . . Å, hvor er De ond!" råbte Lisa, idet hendes Stemme kvaltes i en stærk Hulken, og hendes smukke Øjne så vredt på ham. „Lisa, jeg er . . ." „De er ond, ond, ond!" råbte hun og vred sine Hænder. Veltjaninov kom helt ud af Fatning. „Lisa, kære Lisa, hvis du vidste, hvor ondt du gør mig!" „Er det sandt, at han kommer i Morgen? Er det sandt?" spurgte hun i en bydende Tone. 58

„Ja vist er det sandt! Jeg skal selv bringe ham med derud, ganske sikkert skal jeg bringe ham med!" „Han narrer Dem!" hviskede Lisa, idet hun slog Øjnene ned. „Holder han da ikke af dig, Lisa?" „Nej, han holder ikke af mig!" „Har han mishandlet og fornærmet dig?" 1 Lisa så mørkt på ham og tav. Hun vendte sig igen bort fra ham og sad trodsig hensunken i sine egne Tanker. Han begyndte at tale godt til hende, han blev ivrig og syntes næsten selv at have Feber. Lisa sad med en vantro, næsten fjendtlig Mine, men hørte dog opmærksom efter. Han var helt lykkelig derover, talte i et Væk og forklarede hende endog, hvad en Drukkenbolt var for en. Han sagde hende også, at han holdt af hende, og at han vilde våge over hendes Fader. Lisa løftede endelig sine Øjne mod ham og så gennemtrængende på ham. Han fortalte hende, at han havde kendt hendes Moder, og så, at hun syntes godt om hans Fortælling. Lidt efter lidt begyndte hun også at svare på hans Spørgsmål, men med Enstavelsesord og forsigtig, ligesom med en vis Trods. Hans Hovedspørgsmål lod hun dog ubesvarede: når han spurgte hende om hendes Faders tidligere Opførsel mod hende, tav hun hårdnakket. Hele Tiden holdt han hendes lille Hånd i sin, og hun trak den ikke til sig. Af hendes korte, uklare Svar fremgik der dog så meget, at hun havde holdt mere af Faderen end af Moderen, fordi han tidligere havde holdt mere af hende end af Moderen; men at, da Moderen lå for Døden, og alle var gået ud af Værelset, medens kun de to var blevne tilbage, havde Moderen kysset hende meget inderligt og samtidig grædt. . . . At hun nu elskede hende over alt andet i Verden, mere end alle andre Mennesker, og at hun navnlig elskede hende hver Nat over alt andet i Verden. Pludselig greb hun dog sig selv på fersk Gerning i alligevel at plapre ud med sine Følelser og tav på en Gang med en trodsig, indesluttet Mine. Ja, hun så 59

endog fjendtlig på Veltjaninov, der havde forledt hende til denne Svaghed. Da Køreturen nærmede sig sin Slutning, var hendes hysteriske Tilstand næsten til Ende; kun en mørk Eftertænksomhed og en bestemt, mennesky Trods var bleven tilbage. Det var ikke det, at man førte hende til et fremmed Hus, hvor hun endnu aldrig havde været, som foruroligede hende. Det var en anden Tanke, som pinte hende, og som Veltjaninov godt kunde gætte: hun skammede sig over ham, hendes Fader, der sådan uden videre havde givet Slip på hende og betroet hende til en fremmed. „Hun synes at være syg," tænkte Veltjaninov, „hun må have lidt meget. . . . Å, denne Drukkenbolt! Denne gemene Skurk! Nu forstår jeg ham." Han satte al sin Lid til Landstedet, den friske Luft, Haven, Børnene, til hele dette nye, hende ubekendte Liv, og når så . . . ja, hvad der så vilde ske, nærede han ikke mere Tvivl om. I hvert Fald vidste han den ene Ting, at han endnu aldrig havde følt det samme, som i dette Øjeblik, og Tanken om, at denne Følelse vilde følge ham hele Livet igennem, fyldte ham med glade, lyse Forhåbninger. „Det kalder jeg et Mål! Det kalder jeg Liv!" tænkte han begejstret. Mangfoldige Tanker surrede gennem Hovedet på ham, men han forsøgte med Vilje ikke at dvæle ved Enkeltheder: Alt tog sig langt skønnere og klarere ud, når han betragtede det i store Omrids. Hans Plan var færdig: „Måske," tænkte han, „vil man kunne påvirke denne Slubbert således, at han rejser alene sin Vej og lader Lisa blive i St. Petersborg hos Pogorjelzovs, selv om også kun for en bestemt Tid. Så tager jeg mig af hende — nå, hvad mere kan jeg ønske mig? Og . . . og det lader næsten til, som om han selv ønskede det. Hvorfor skulde han ellers pine hende således?" Endelig var de nået til Målet: Pogorjelzovs Landsted gjorde i Virkeligheden et rigtig indbydende Indtryk; en larmende Børneflok styrtede ud på Trappen for at tage imod de ankommende. Veltjaninov havde allerede i 60

lang Tid ikke været dér, og Børnenes Glæde kendte ingen Grænse. De holdt alle forfærdelig meget af ham. Før han endnu var stegen ud af Vognen, hilste de ham med høje Tilråb. „Hvorledes går det med Deres Proces? hvorledes går det med Deres Proces?" råbte de ældre, og de yngre, lige ned til den mindste, gentog disse Ord med deres fine små Stemmer. Det var bleven en Vane hos dem at drille ham med hans Proces. Men da de fik Øje på Lisa, tav de straks stille og omringede hende med nysgerrige, prøvende Blikke. Straks derefter kom også Klaudia Petrovna, ledsaget af sin Mand. De forhørte sig også først smilende om Processen. Klaudia Petrovna var en Dame på syv og tredive År, en statelig, endnu smuk Brunette med et friskt, rødmusset Ansigt. Hendes Mand, der var fyldt fem og halvtredsindstyve År, var et forstandigt og dygtigt, men fremfor alt meget godmodigt Menneske. Deres Hus var virkelig for Veltjaninov en „lun Krog", som han plejede at udtrykke sig. For øvrigt var hans Forkærlighed for dette forbundet med visse Erindringer af øm Natur: for en Snes År siden var Klaudia Petrovna nær bleven gift med Veltjaninov, der dengang var en ung Student. Det var en første Kærlighed — ganske vist temmelig tåbelig, men ildfuld og lykkelig. Enden på Historien blev, at den elskede — giftede sig med Hr. Pogorjelzov. Fem År efter traf de hinanden igen, og den gamle Tilbøjelighed forvandlede sig til et stille, oprigtigt Venskab. Der var bestandig vedblevet at være en vis behagelig Klarhed og Varme i Forholdet mellem dem. Veltschaninovs Erindringer var rene og dadelfri og så meget mere dyrebare for ham, som han kun kunde føle således her. I denne Families Skød var han glad, naiv og god; han legede med Børnene, kunde åbenlyst være den, han var, og skrifte alt, hvad han havde på Hjerte. Han havde mere end en Gang svoret Pogorjelzovs til, at han endnu kun en lille Stund vilde farte rundt i Verden for så bestandig at blive hos dem 61

og aldrig mere skilles fra dem. Han havde ganske vist kun sagt det for Spøg, men han tog i al Stilhed denne Mulighed helt alvorlig under Overvejelse. Med Hensyn til Lisa gav han dem den nødvendige Forklaring, uden dog at omtale sit nærmere Forhold til hende. Man opfyldte med Glæde hans Anmodning. Klaudia Petrovna kyssede den „lille forældreløse" og lovede at gøre alt, hvad der stod i hendes Magt. Børnene tog straks Lisa i Hånden og førte hende ud i Haven for at lege med hende. Veltjaninov var usædvanlig livlig og talende, men allerede efter en halv Times Forløb rejste han sig for at tage Afsked. Man lagde Mærke til hans Utålmodighed og undrede sig over den: i de sidste tre Uger havde han ikke set ind og nu vilde han gå allerede efter en halv Times Forløb. Han lovede smilende at komme igen i Morgen. Da Klaudia Petrovna sagde til ham at han lod til at være usædvanlig bevæget, tog han hendes Hånd og førte hende — under Påskud af at have noget vigtigt at meddele hende — ind i det tilstødende Værelse. „Kan De endnu huske," begyndte han, „hvad jeg i sin Tid fortalte Dem — og kun Dem alene — om mit Ophold i T.?" „Jeg kan huske det ganske tydeligt; De har ofte talt derom." „Jeg har ikke talt derom, men jeg har skriftet for Dem, og ikke for nogen som helst anden end Dem! Jeg har aldrig nævnt Dem Navnet på hin Kvinde — det var Madame Trusotskaja, denne Trusotskis Hustru. Hun er død, og Lisa er hendes Datter — min Datter!" „Er det vist? Tager De virkelig ikke fejl?" spurgte Klaudia Petrovna ikke uden Bevægelse. „Ganske vist, jeg tager aldeles ikke fejl!" svarede Veltjaninov livligt og bestemt. Han anførte i al Korthed Grundene for sin Antagelse. Han havde altid hemmeligholdt Navnet på hin Kvinde, fordi han var bange for at en eller anden af hans Bekendte måske tilfældig kunde lære Madame 62

Trusotskaja at kende og forundret ryste på Hovedet over, at han, Veltjaninov, havde kunnet forelske sig i denne Kvinde. „Og Manden véd ikke noget af det?" spurgte Klaudia Petrovna, efter at hun havde hørt hans Fremstilling. „Det lader næsten til, at han véd lidt derom.... Det er netop det, som piner mig, at jeg endnu ikke kan se klart i dette Punkt!" svarede Veltjaninov. „Han véd det, han véd det; jeg har tydelig kunnet mærke det i Dag og i Går. Jeg må dog have Sikkerhed for, hvor meget han véd derom, og det er netop derfor jeg har så travlt. Han agter at besøge mig i Aften. Jeg véd for øvrigt ikke, hvor han kan have fået noget nøjere at vide. Da jeg nylig besøgte ham, var jeg i den Grad overbevist om, at alt var ham bekendt, at jeg endog kom til at røbe mig selv for ham. Han besøgte mig i Går i drukken Tilstand — sikkert kun af den Grund, at han vilde give mig at forstå, han var underrettet om alt. Jeg kan udmærket godt sætte mig ind i hans Følelser, og det gør mig egentlig ondt, at jeg tog temmelig grovt imod ham. Han er en ganske ubetydelig Nar, men han føler det, han føler det og er dygtig forbitret! Han har behandlet Barnet meget dårligt — ene og alene af den Grund for i det mindste at have et levende Væsen at hævne sig på. Det er fejgt og gement, men jeg vil prøve på ikke at lade ham komme til at undgælde for sin Gemenhed. Ja, jeg vil virkelig prøve på, om det ikke skulde lykkes mig at nå til en fredelig Overenskomst med ham. Jeg er unægtelig den skyldige overfor ham! Han nærede slet ingen Mistanke, han var så godmodig — da jeg engang i T. havde Brug for fire Tusind Rubler gav han mig dem på Stedet uden noget som helst Bevis og var helt lykkelig over at kunne gøre mig en Tjeneste. Og tænk Dem, jeg tog imod Pengene af hans Hænder, tog imod dem som af en Ven!" „Vær i hvert Fald forsigtig!" formanede Klaudia Pe trovna ham i en bekymret, advarende Tone. „I den 63

bevægede, lykkelige Stemning, hvori De befinder Dem, kunde De let gå for vidt. Jeg synes, der er endnu så meget uklart i hele denne Sag. Og hvad Lisa angår, så vær De blot rolig — hun er fra nu af så godt som min Datter." Veltjaninov sagde Farvel. Børnene kom ind med Lisa, som de havde leget med i Haven. Hun lod endnu langt fra til at føle sig som hjemme blandt dem, og da Veltjaninov kyssede hende i alles Nærværelse, slog hun sky og forlegen Øjnene ned. Han lovede næste Dag at komme igen sammen med hendes Fader, men hun tav, og det lod næsten til, at hun ikke lagde Mærke til hans Ord. Men da han allerede var på Vej til Døren, greb hun ham pludselig i Ærmet og forsøgte med et bedende Blik at trække ham til Side, som om hun vilde sige ham noget i al Fortrolighed. Han gik straks ind med hende i det tilstødende Værelse. „Hvad er der på Færde?" spurgte han hende i en venlig, opmuntrende Tone; men hun så sig ængstelig omkring og førte ham endnu længere bort fra de øvrige. „Hvad er det da, Lisa; hvad er det da?" Hun lod endnu stadig til at være tvivlrådig og tav, medens hun så stivt på ham med sine store, blå Øjne, og en vanvittig Frygt prægede sig i ethvert af hendes Ansigtstræk. „Han . . . hænger sig!" hviskede hun som i Feber. „Hvem hænger sig?" spurgte Veltjaninov for skrækket. „Han, han! Også i Nat vilde han hænge sig i Snoren," mumlede hun åndeløs — „jeg har selv set det! Han sagde mig, at han vilde hænge sig i Snoren! Han har allerede før villet gøre det, stadig har han villet gøre det . . . jeg har selv set det ved Nattetid . . ." „Det er ikke muligt!" hviskede Veltjaninov helt bestyrtet. Lisa begyndte pludselig at kysse hans Hånd; hun hulkede krampagtigt og jamrede og bad, men han kunde ikke forstå, hvad det var, hun vilde. Fortvivlet så 64

hun op på ham, som om hun i sin grænseløse Smerte satte sit sidste Håb til ham. Han kunde aldrig senere glemme det ulykkelige Barns sorgtunge Blik. „Skulde hun virkelig holde så meget af ham?" tænkte han med en Følelse af Skinsyge og Misundelse, medens han, drevet af en feberagtig Utålmodighed, vendte tilbage til Byen. „Men hun sagde jo selv, at hun holdt mere af sin Moder — måske bryder hun sig aldeles ikke om ham — ja muligvis hader hun ham endog! . . ." „ . . . Og hvad skal det sige: han vil hænge sig? Er det en ren Fantasi af hende eller er der virkelig noget derom? Skulde det Fjols virkelig tænke på at hænge sig? . . . Nå, det må jeg under alle Omstændigheder se at komme under Vejr med! Jeg vil så hurtigt som muligt søge at få Klarhed over det hele." ---o---

VII
Veltjaninov havde i Virkeligheden travlt med „at få Klarhed over det hele". „Før var jeg som bedøvet og kunde næppe nok fatte mig," tænkte han ved sig selv, idet han genkaldte sit første Møde med Lisa i sin Erindring — „nu er jeg roligere og vil gå Sagen efter i Sømmene." I sin Utålmodighed gav han Kusken Befaling til at køre lige til Trusotski, men han betænkte sig hurtig. „Nej, det er bedre, at han kommer til mig, og jeg vil imidlertid så hurtig som mulig besørge mine Forretninger." Med feberagtig Iver skyndte han sig herhen og derhen, men han følte, at han var meget adspredt og aldeles ikke i Stemning til at ofre den nødvendige Omhu på sine Anliggender. Da han ved Femtiden gik ind på en Restaurant for at spise til Middag, fór pludselig for første Gang den Tanke gennem Hovedet på ham, at han måske vilde gøre bedre i aldeles ikke mere personlig 65

at give sig af med „denne Proces", at han, når alt kom til alt, kun bragte Forvirring i Tingene ved sine bestandige Indblandinger og ved hver Time på Dagen at løbe sin Sagfører, der allerede havde begyndt på at nægte sig hjemme for ham, på Dørene. Han følte sig næsten lettet ved denne Tanke og sagde smilende til sig selv, at han sikkert vilde være bleven aldeles rasende, hvis denne Tanke var falden ham ind i Går. Alligevel var han ikke helt falden til Ro — han var adspredt, eftertænksom og plaget af en vis Utålmodighed. Hans Tanker tog snart den ene, snart den anden Retning, men han kunde aldeles ikke blive klar over, hvad der egentlig var i Vejen med ham. „Nu véd jeg, hvad der er i Vejen med mig," faldt det ham pludseligt ind — jeg savner ham, jeg savner dette Menneske! Ham må jeg se at komme på det rene med, koste, hvad det koste vil. Det kan ellers let ende med en Duel!" Klokken syv begav han sig hjem. Pavel Pavlovitj var endnu ikke til at øjne, hvad der vakte hans Forbavselse. Hans Forbavselse forvandlede sig dog snart til Ærgrelse og til sidst til Nedslåéthed; han blev endog ganske ængstelig til Mode: „Gud må vide, Gud må vide, hvad det skal ende med!" gentog han i sit stille Sind, idet han snart gik op og ned i Værelset, snart lagde sig på Divanen og hvert Øjeblik så på Uret. Omsider, henad Klokken ni, indfandt Pavel Pavlovitj sig. „Hvis dette Menneske," sagde Veltjaninov, der var henrykt over Gæstens Ankomst, „hvis dette Menneske skulde have til Hensigt at gøre Løjer med mig, så har han nu den bedste Lejlighed dertil, så forvirret er jeg i Hovedet." Med en munter og venlig Stemme råbte han Pavel Pavlovitj i Møde, hvorfor det havde varet så længe inden han var kommen. Denne tog skødesløst og med et spottende Smil, helt anderledes end den foregående Dag, Plads i Lænestolen, hvor han allerede havde siddet i Går, og kastede sin Hat med Sørgefloret ligegyldigt på 66

en Stol. Hans forandrede Opførsel undgik ikke Veltjaninovs Opmærksomhed, og han besluttede at rette sig efter den. Han fortalte i al Korthed, hvorledes han havde fulgt Lisa til Stedet, og hvor venligt man havde taget imod hende. Han tilføjede, at denne Forandring absolut vilde være meget heldig for Lisa, førte så Talen helt bort fra Lisa og kom ubemærket til at tale om Pogorjelzovs — hvad det var for nogle prægtige Mennesker, hvor længe han allerede havde kendt dem, hvor indflydelsesrig og forekommende Pogorjelzov var og så videre. Pavel Pavlovitj hørte adspredt på ham,.idet han fra Tid til anden så op på ham med lurende, ironiske Blikke. „De er et rigtigt Brushoved!" mumlede han med et hånligt, ubehageligt Smil. „De lader nok til i Dag at være en Smule ondskabsfuld på mig, ikke sandt?" bemærkede Veltjaninov ærgerlig. „Og hvorfor skulde jeg ikke som enhver anden have Lov til at være ondskabsfuld?" fór Pavel Pavlovitj pludselig som fra et Baghold løs på ham; det lod til, at han kun havde vente på dette Øjeblik. „Ganske som De behager!" svarede Veltjaninov smilende — „det lader næsten til, at der er hændet Dem et eller andet?" „Vist er der hændi mig noget!" råbte Pavel Pavlovitj i en heftig, pralende Tone. „Hvad da om man tør spørge?" Pavel Pavlovitj holdt et Øjeblik inde og begyndte så: „Vil De blot tænke Dem, vores Stepan Michajlovitj har spillet mig et Puds . . . De véd, Bagautov, den unge St. Petersborger fra de bedste Kredse . . ." „Har han igen ikke villet tage imod Dem?" „Å nej, denne Gang tog man imod mig, og det var såmænd første Gang; jeg har set ham ind i hans Ansigt, kun at han . . . allerede lå Lig!" „Hvad for noget? Er Bagautov død?" råbte Veltjaninov bestyrtet. 67

„Således er det. Vil De tænke Dem, denne trofaste, mangeårige Ven! Han døde i Går Middags, og jeg havde ingen Anelse derom. Måske netop i det selvsamme Øjeblik, da jeg så ind til ham for at forhøre mig om hans Befindende. I Morgen finder Begravelsen Sted, han er allerede lagt i Kiste. En pragtfuld Kiste, beslået med mørkerødt Fløjl og med forgyldte Borter. . . , Han døde af Nervefeber. Tænk, man lod mig komme ind, og jeg fik hans Ansigt at se! Jeg erklærede, at jeg havde været en af hans mest oprigtige Venner, og så slap man mig ind. Vil De tænke Dem, sådan en Streg spiller min oprigtige, mangeårige Ven mig — hvad siger De til det? Ene og alene for hans Skyld er jeg kommen til St. Petersborg!" „Men hvorfor ærgrer De Dem sådan over ham?" spurgte Veltjaninov smilende — „han er dog ikke død med Vilje, for. at irritere Dem!" „Ih, jeg udtrykker jo min Beklagelse — han var jo min dyrebareste Ven! Her skal De se hvilken Betydning han havde for mig! . . ." Med disse Ord anbragte Pavel Pavlovitj sine to Pegefingre som to Horn over sin skaldede Pande og lod en sagte Fnisen høre. Han sad vist et halvt Minut således, idet han med ondskabsfuld Vellyst nød Veltjaninovs forlegne Ansigt. Den sidste stirrede som et Spøgelse på ham, men hans pinlige Følelser forsvandt hurtig for et roligt, spottende Smil. „Hvad skal det betyde?" spurgte han i en ligegyldig og rolig Tone. „Det betyder Horn," forklarede Pavel Pavlovitj giftigt, idet han fjernede sine Fingre fra Panden. „Hvis Horn? . . . Deres Horn?" „Mine egne, ærligt erhvervede Horn," svarede Pavel Pavlovitj med en modbydelig Grimace, hvori Bitterhed og Hån blandede sig på en sælsom Måde. Et Øjeblik tav de begge to. „De er alligevel et modigt Menneske!" begyndte omsider Veltjaninov. „Hvorfor? Fordi jeg viste Dem Hornene? Véd De hvad, Aleksej Ivanovitj, De skulde hellere byde mig et eller andet! 68

De har jo i T. været min Gæst hver eneste Dag et helt År igennem. Lad en Flaske hente, jeg er helt tør i Halsen!" „Med Glæde! Det skulde De have sagt for længe siden. Hvad vil De drikke?" „Hvad skal det betyde: De? Sig hellere: hvad vil vi drikke — for vi vil dog begge to drikke, ikke sandt?" bemærkede Pavel Pavlovitj, idet han så på Veltjaninov med en udfordrende, dog samtidig mærkelig urolig Mine. „Champagne?" „Ja, hvad ellers? Brændevin er vi dog ikke nået til endnu!" Veltjaninov rejste sig skødesløst, ringede på sin Husholderske og gav hende de nødvendige Ordrer. „Vi vil fejre vort glade Gensyn, efter ni Års Adskillelse," spottede Pavel Pavlovitj, „nu er De den eneste, oprigtige Ven, jeg har beholdt tilbage! Stepan Michajlovitj Bagautov er ikke mere! Hvad siger ikke Digteren: „Død er Patrokles nu den store, siden Tåben Thersites lever!" " Ved Ordet „Thersites" pegede han med Fingeren på sig selv. „Når den Fyr bare hurtig vilde forklare sig, jeg kan ikke lide Hentydninger," tænkte Veltjaninov. Vreden kogte heftig op i ham, og han bevarede kun med Møje sin Ro. „Sig mig kun den ene Ting," bemærkede han ærgerlig, „når De uden videre retter Beskyldninger af den Art mod Stepan Michajlovitj, så må De jo glæde Dem over, at han er død. Hvorfor ærgrer De Dem da således?" „Skulde jeg måske glæde mig? Hvordan glæde mig?" „I det mindste at dømme efter de Følelser, som De nærer overfor ham." „He, he, denne Gang tager De fejl af mine Følelser. Hvad siger ikke hin Vismand: „En død Fjende er god, men en levende Fjende er bedre," — hi hi!" „Nå, jeg troede dog, De i de fem År havde haft Tid nok til at se Dem mæt på den levende," bemærkede Veltjaninov ondskabsfuldt. „Men tror De måské . . . tror De måske, at jeg den Gang 69

vidste noget?" faldt Pavel Pavlovitj ham hurtig i Talen, ligesom oplivet ved, at det Spørgsmål, som han allerede længe havde ventet på, omsider blev stillet ham. „Hvad anser De mig egentlig for, Aleksej Ivanovitj?" Det simple, halvt spottende, halvt fejge Udtryk forsvandt pludselig fra hans Ansigt, som på en Gang syntes overraskende alvorligt og næsten mandigt. „De har altså ikke vidst noget!" sagde Veltjaninov overrasket. „Troede De, jeg havde vidst det? Jeg skulde have vidst det? Å, I Sønner af Jupiter! I Jeres Øjne er et Menneske ikke mere værd end en Hund, alle bedømmer I efter Jeres egen, elendige Karakter! Sådan skal I have det, slug nu den bitre Pille!" Og han slog rasende med knyttet Hånd i Bordet, men blev selv forskrækket over sin Opførsel og så sig ængstelig omkring. Veltjaninov iagttog ham med en alvorlig Mine. „Hør nu, Pavel Pavlovitj, det er mig virkelig ligegyldigt, om De har vidst det eller ej. Hvis De ikke har vidst det, så er den Rolle, som De har spillet, ikke nogen æreløs Rolle. Jeg kan blot ikke forstå, hvorfor De netop har valgt mig til Deres fortrolige!" „Jeg taler ikke om Dem . . . ærger De Dem bare ikke, ikke om Dem . . ." mumlede Pavel Pavlovitj, idet han slog Øjnene ned. I dette Øjeblik kom Mavra ind med Champagnen. „Ah, der er den!" råbte Pavel Pavlovitj hende i Møde, åbenbart glad ved, at han kunde give Samtalen en anden Vending. — »Glas, lille Mo'r, Glas! Herligt! For øvrigt vil vi Dem ikke noget, min kære. Er den allerede trukket op? Tusind Tak og al Ære være Jer, kære, lille Væsen! Så, nu kan I godt gå." Han havde atter taget Mod til sig og så igen på Veltjaninov med en dristig Mine. „Tilstå nu bare," sagde han med et uforskammet Smil, „at De dog er meget nysgerrig og slet ikke så ligegyldig, som De gerne vil give det Udseende af, ja, at De endog vilde blive rigtig vred, hvis jeg for Eksempel nu i dette 70

Øjeblik vilde rejse mig for at gå, uden at have givet Dem den ventede Oplysning." „Jeg vilde aldeles ikke blive vred." „Nej, hvor De lyver!" tænkte Pavel Pavlovitj, idet han listig så ham ind i Øjnene. „Lad os nu få fat i Glassene!" råbte han højt, idet han skænkede Vinen og løftede sin Pokal i Vejret — „vi vil udbringe en Skål: på vor afdøde Ven Stepan Michajlovitjs Velgående!" Han tømte et Glas i et Drag. „Jeg kan ikke slutte mig til denne Skål," bemærkede Veltjaninov, idet han stillede sit Glas fra sig uden at drikke. „Hvorfor dog ikke? Det er jo sådan en pæn Skål!" „Sig mig engang, havde De drukket noget, førend De kom herhen?" „Jeg har nok drukket et Par Dråber. Hvorfor det?" „Å, ikke for noget — det forekom mig kun, at Deres afdøde Hustrus Død i Går og navnlig i Morges gik Dem oprigtig til Hjertet." „Og hvem siger Dem så, at den ikke også nu går mig oprigtig til Hjertet?" fo'r det ud af Pavel Pavlovitj, idet han sprang i Vejret fra sit Sæde som en Springfjeder. „Det har jeg ikke betvivlet. Men De vil selv indrømme mig, at De kunde tage fejl med Hensyn til Stepan Michajlovitj, og det er i hvert Fald et vigtigt Punkt." Pavel Pavlovitj blinkede listigt med Øjnene. „Å, hvor De dog gerne vilde have at vide, hvorledes jeg er kommen under Vejr dermed!" „Jeg må endnu engang gentage for Dem, at det er mig aldeles ligegyldigt!" sagde Veltjaninov, der blev helt rød i Hovedet af Vrede. „Skal jeg ikke hellere kaste den Fyr på Døren sammen med Flasken?" tænkte han uvilkårlig — så forbitret var han. „Har ikke noget at sige, har ikke noget at sige!" sagde Pavel Pavlovitj ligesom opmuntrende, idet han fyldte sit Glas påny. „Jeg skal straks fortælle Dem, hvorledes jeg har fået det hele at vide, og dermed opfylde Deres varmeste Ønsker. ... De er nemlig et varmblodigt Menneske, he, he! Men giv mig nu en lille Cigaret, jeg er nemlig siden Marts Måned . . 71

." „Værs'god, her er Cigaretter." . „ . . . siden Marts Måned bleven lidt af en Døgenigt, Aleksej Ivanovitj, og det er gået til på følgende Måde. Hør nu rigtig opmærksomt efter! Svindsoten, dyrebare Ven," begyndte han med en vis Fortrolighed, „er som De nok véd, en meget interessant Sygdom. I Reglen går den svindsottige Døden i Møde uden at ane, at han måske skal dø allerede i Morgen. Jeg har før sagt Dem, at også Natalia Vasiljevna endnu fem Timer inden sin Død talte om en Rejse, som hun i Løbet af fjorten Dage vilde foretage til sin Tante, der boede 40 Verst borte. Fremdeles véd De jo også nok, at talrige Damer og muligvis også Kavalerer har den Skik, eller rettere den slette Vane at opbevare alle Slags gamle Kærlighedsbreve. Det er da det bedste, man kan gøre, at putte sådan noget Stads i Kakkelovnen, ikke sandt? Men nej, enhver Papirlap må omhyggelig gemmes i Skrin og Chatoller — endog nummererede, efter Dato, År og Personer. Om det hele virkelig volder så megen Glæde, skal jeg ikke kunne sige. I hvert Fald opbevarer man vel dette Juks på Grund af de behagelige Erindringer, som knytter sig dertil. Natalia Vassiljevna tænkte altså aldeles ikke på at dø, men ventede lige til sin sidste Stund på Stabslæge Koch. Så hændte det da, at hun døde ganske pludselig og efterlod et lille Ibenholtskrin, fint indlagt med Perlemoder og Sølv, i sit Skrivebord. Det var et henrivende Skrin med en lille Nøgle til — et gammelt Familiearvestykke, som hun havde fået efter sin Bedstemoder. Nå, og i dette Skrin fandtes nu alt, alt uden Undtagelse, ordnet efter Datum og Nummer. Alle vort Ægteskabs tyve År var omtrent repræsenteret heri. Og da Stepan Michajlovitj besad en udpræget literær Begavelse og endog engang havde indsendt en Kærlighedsroman til et Tidsskrift, så var det intet Under, at de Produkter, som jeg fandt i det lille Skrin, beløb sig omtrent til hundrede Numre. Men naturligvis, når man betænker, at det havde varet fem År! Enkelte af Brevene var forsynede med egenhændige Bemærkninger af Natalia Vassiljevna. En behagelig Opdagelse for en Ægtemand, ikke sandt?" 72

Veltjaninov kom straks til at huske på, at han aldrig havde sendt Natalia Vassiljevna noget Brev eller overhovedet nogen skriftlig Meddelelse. Fra St. Petersborg havde han ganske vist to Gange skrevet til hende, men disse Breve var, efter Aftale, samtidig rettede til begge Ægtefolk. På det sidste Brev, hvori Natalia Vassiljevna en Gang for alle gav ham Løbepas, havde han slet ikke svaret. Da Pavel Pavlovitj havde endt sin Fortælling, tav han i nogle Minutter, idet han med et lurende Blik så Veltjaninov ind i Ansigtet. „Nå, hvorfor svarer De så ikke på mit Spørgsmål?" begyndte han endelig. „På hvilket Spørgsmål egentlig?" „Ih, naturligvis med Hensyn til den behagelige Opdagelse og de Følelser, som må gribe en Ægtemand ved at finde et sådant Skrin." „Hvad kommer det mig ved?" sagde Veltjaninov, idet han rejste sig og begyndte at gå op og ned i Værelset. „Jeg vil vædde om, at De nu i Deres stille Sind tænker: „Hvor væmmeligt er det ikke at prale med sine Horn!" Det forekommer mig, De er et meget nøjeregnende Menneske, he, he!" „Det falder mig aldeles ikke ind at tænke således. Det forekommer mig kun, at De har drukket lidt for meget Vin. Jeg kan slet ikke se noget usædvanligt i det hele. Jeg kan meget vel forstå, at De havde Brug for den levende Bagautov for at forlange Oprejsning for den Krænkelse, han havde tilføjet Dem ..." „Og hvortil havde jeg efter Deres Mening Brug for den levende Bagautov?" „Det må blive Deres egen Sag." „Jeg vædder om, at De sigter til en Duel!" „For Pokker!" råbte Veltjaninov, der blev mere og mere opbragt, „jeg troede, at De, som ethvert anstændigt Menneske i et lignende Tilfælde, ikke vilde nedlade Dem til tåbeligt Vås, til latterlige Klager, modbydelige Hentydninger og dumme Talemåder, men handle åbent og ærligt, som det nu engang sømmer sig for et anstændigt Menneske." 73

„He he! Men måske er jeg netop ikke noget anstændigt Menneske!" „Det må rigtignok ganske blive Deres egen Sag ... men, for Djævelen, hvad forlangte De da af den levende Bagauto v?" „Når det nu ikke var en Smule andet end af og til, en Gang imellem, at se min Hjertensven og tømme en lille Flaske sammen med ham." „Han vilde aldeles ikke drikke med Dem!" „Hvorfor dog ikke? Noblesse oblige! De drikker jo også med mig; skulde han i den Retning være bedre end De?" „Jeg har ikke drukket med Dem." „Ih, hvorfor på en Gang så stolt?" Et ondt Smil krusede med et Veltjaninovs Læber. „Fy for Pokker, De ligner virkelig et eller andet Rovdyr! Og jeg troede, De kun var en Hanrej af Fødsel og intet andet!" „Hvad skal det sige, en „Hanrej", hvad er det?" sagde Pavel Pavlovitj og spidsede Øren. „Å, det er en Slags Mænd . . . dog lad os ikke spilde flere Ord herpå! Gå De hellere hjem, det er på høje Tid; De keder mig!" „Og hvad skal det sige „et eller andet Rovdyr"? Hvorfor sagde De „Rovdyr"?" „Jeg sagde det for at gøre mig lystig over Dem." „Hvad skal det sige „Rovdyr"? Å sig mig det nu for Guds Skyld, eller snarere for Christi Skyld!" „Nej, nu må det være nok!" skreg Veltjaninov, hvis Tålmodighed omsider var til Ende — „det er på høje Tid, se til, at De kommer af Sted!" „Nej, det er ikke nok!" råbte Pavel Pavlovitj, idet han pludselig sprang op — „og selv om De allerede skulde være ked af mig, så er det alligevel ikke nok, for vi må nemlig først klinke sammen og drikke ud! Når vi har drukket, går jeg, men foreløbig er det aldeles ikke nok!" „Pavel Pavlovitj, vil De pakke Dem bort eller vil De ikke?" „Jeg skal nok pakke mig bort, men først vil vi drikke. De sagde nylig, at De ikke vilde drikke med mig, men jeg 74

forlanger bestemt, at De drikker med mig!" Det ubehagelige Grin var pludselig forsvundet fra hans Ansigt; hans Træk antog på en Gang et Udtryk, som aldeles ikke svarede til hans Ydre og hans hidtilværende Opførsel og virkelig gjorde Veltjaninov helt betuttet. „Lad os drikke, Aleksej Ivanovitj, hører De? Nej, afslå det ikke, hører De?" vedblev Pavel Pavlovitj, idet han holdt Veltjaninovs Hånd fast omklamret og så ham ind i Ansigtet med et sælsomt Udtryk. Det gjaldt åbenbart for ham ikke blot om at drikke. „Men jeg beder Dem!" sagde Veltjaninov usikkert, „det lader sig jo ikke gøre . . . der er jo kun en Smule tilbage i Flasken!" „Der er kun en Smule tilbage, men det er alligevel nok til to Glas. Vi vil klinke og drikke, dér, tag nu Deres Glas." De klinkede og drak. „Nå, og nu, og nu ... ak!" Pavel Pavlovitj tog sig pludselig med Hånden til Panden og blev i nogle Minutter i denne Stilling. Veltjaninov ventede, at han i næste Øjeblik vilde udtale det afgørende Ord. Men Pavel Pavlovitj sagde slet ikke noget; han så kun på ham, og det gamle brede, stille, listige Smil kom igen til Syne på hans Ansigt. „Hvad vil De mig egentlig, drukne Menneske! De holder mig vel for Nar?" fo'r Veltjaninov fuldkomment rasende løs på ham. „Skrig dog ikke sådan, skrig dog ikke sådan — hvorfor skriger De på den Måde?" sagde Pavel Pavlovitj hurtig i en beroligende Tone. „Nej, nej, jeg holder Dem ikke for Nar! De skulde blot vide, hvor stor Pris jeg er kommen til at sætte på Dem! Ser De, så stor Pris . . ." og han greb pludselig Veltjaninovs ene Hånd og kyssede den. Veltjaninov vidste slet ikke, hvad der gik for sig med ham, så uventet var det hele sket. „Ser De, så stor Pris sætter jeg på Dem. Og nu — nu vil jeg pakke mig." „Vent dog lidt, hører De!" råbte Veltjaninov, der næppe nok var kommen sig igen af sin Overraskelse, efter den bortilende — „jeg glemte at sige Dem . . ." 75

Pavel Pavlovitj vendte sig om ved Døren. „Ser De," vedblev Veltjaninov med en vis Hurtighed og Forlegenhed — „De må i Morgen absolut tage ud med mig til Pogorjelzovs . . . må forestille Dem for dem og sige dem Tak. . . ." „Absolut, absolut, det er jo en Selvfølge!" istemte Pavel Pavlovitj samtykkende. „Desuden venter også Lisa Dem ganske bestemt, jeg har lovet hende det. . . ." „Å, Lisa!" råbte Pavel Pavlovitj, idet han pludselig trådte et Skridt nærmere — „Lisa! Mon De også véd, hvad Lisa har været for mig, har været og stadig er? Ja, har været og endnu stadig er!" råbte han pludselig helt ude af sig selv. „Men . . . he, derom senere hen, om det alt sammen senere hen ... og nu — det er ikke nok, at De har drukket med mig, Aleksej Ivanovitj, jeg behøver yderligere en anden Oprejsning . . ." Han lagde sin Hat på Stolen og så på ham, idet han trak Vejret dybt. „Kys mig, Aleksej Ivanovitj!" sagde han pludselig efter kort Tavshed. „Er De fuld?" råbte Veltjaninov, idet han trådte et Skridt tilbage. „Ja vel er jeg fuld, men kys mig alligevel, Aleksej Ivanovitj! Å, kys mig, hører De? Har jeg måske ikke lige nu kysset Deres Hånd først?" Aleksej Ivanovitj tøvede nogle Øjeblikke — det forekom ham, som om han pludselig havde fået et Kølleslag lige for Panden. På en Gang bøjede han sig over Pavel Pavlovitj, der næppe nok nåede ham til Skulderen, og kyssede ham på Munden, fra hvilken der udgik en stærk Vinlugt. Han var for øvrigt ikke helt sikker på, at han virkelig havde kysset ham. „Nå, og nu, nå . . ." råbte Pavel Pavlovitj i en drukken Henrykkelsestilstand og med funklende Øjne — „hør nu! Jeg tænkte nylig: „Skulde mon også han, også han? . . . Thi hvis han også . . . tænkte jeg . . . hvis han også . . . hvem skulde man så mere kunne lide på i denne Verden" ?!" Ved disse Ord gav han sig pludselig til at græde. 76

„Kan De så forstå, hvad for en Ven jeg nu har fået i Dem?!. . ." Og idet han hurtig greb sin Hat, ilede han rask ud af Værelset. Veltjaninov blev nogle Minutter stående på samme Plet, ganske som i Går, da Pavel Pavlovitj for første Gang havde besøgt ham. „Å, hvad så! En beruset Nar og intet andet," afgjorde han endelig Sagen med en afvisende Håndbevægelse. „En beruset Nar, intet andet," bekræftede han endnu en Gang energisk, da han allerede havde klædt sig af og lagt sig til at sove. ---o---

VIII.
Næste Morgen ventede Veltjaninov i sin Lejlighed på Pavel Pavlovitj, der havde lovet at komme tidlig for at køre med ham til Pogorjelzovs. Han gik op og ned i Værelset, idet han skyllede sin Kaffe i sig, samtidig røg en Cigaret og tænkte nærmere over Aftenens Begivenheder. Han var til Mode som et Menneske, der ved sin Opvågnen kommer til at huske på, at han den foregående Aften har fået en Ørefigen. „Hm . . . han véd meget godt, hvorledes Sagerne forholder sig og vil lade Lisa undgælde derfor," tænkte han, idet en ængstelig Følelse overlistede ham. Det yndige Billede af det blege, sørgmodige Barn dukkede op for ham. Hans Hjerte bankede hurtigere ved Tanken om, at han endnu i Dag, måske allerede om to Timer, vilde få sin Lisa at se igen. „Å, hvad er her at overveje!" sagde han til sig selv, og en ny Følelse strømmede pludselig gennem hans Indre — „det er nu mit Liv og mit Mål. Hvad bryder jeg mig om alle Ørefigener og Erindringer! . . . Hvad var egentlig hele mit hidtilværende Liv? Et øde Virvar af alle Slags Dårskaber og overflødige Sorger. Det skal nu blive anderledes — ja helt anderledes!" 77

Midt i sin Begejstring begyndte han dog at blive eftertænksom. „Han vil betale mig med samme Mønt, han vil lade Lisa undgælde derfor — det er klart! Han vil pine hende til Døde. Han vil hævne sig på mig, hævne sig for alt, idet han sårer mig på dette følsomme Sted. Han ... jeg vil i Fremtiden på ingen Måde tillade ham den Slags Frækheder som i Går," tænkte han, idet han uvilkårligt rødmede — „men hvad er det . . . Klokken er allerede tolv, og han er endnu ikke kommen!" Han ventede til halv et og blev uroligere fra Minut til Minut. Pavel Pavlovitj lod sig stadig ikke se. Flere Gange var den Tanke falden Veltjaninov ind, at den anden måske holdt ham for Nar og med Vilje udeblev. Denne Tanke blev tilsidst til Vished og bragte ham helt ud af Fatning: „Han véd, at jeg er afhængig af ham," sagde han til sig selv, „hvad skal det nu blive til med Lisa? Hvorledes kan jeg komme til hende uden ham?" Omsider kunde han ikke holde det ud mere og begav sig henad Klokken et selv til Pavel Pavlovitj. Man meddelte ham dér, at denne slet ikke havde tilbragt Natten i sin Bolig, men først omtrent Klokken ni Morgen var kommen et Kvarterstid for så straks at forsvinde på ny. Veltjaninov stod foran det aflåsede Værelse og bevægede rent mekanisk Dørgrebet op og ned, medens Tjenestepigen meddelte ham dette. Pludselig var det, som om han rystede noget af sig, han spyttede langt og gav Slip på Dørgrebet. Han skulde lige til at spørge efter Marja Sysojevna, da denne selv trådte ind i Korridoren. Marja Sysojevna var et godt Menneske, „en Kone af hæderlig Tænkemåde", således som Veltjaninov senere betegnede hende, da han fortalte Klaudia Petrovna om sin Samtale med hende. Hun forhørte sig i al Korthed om, hvorledes han i Går havde fået „det lille Væsen" anbragt og begyndte så ufortøvet at fortælle om Pavel Pavlovitj. Hun sagde, at hun allerede for længe siden vilde have kastet ham på Døren, „hvis ikke Barnet havde været. Fra Gæstgivergården derovre," vedblev hun, „har man allerede 78

jaget ham bort, fordi han opførte sig som et galt Menneske. Hør nu engang, er det ikke skammeligt af ham, at han midt om Natten, medens Barnet var der, tog et Fruentimmer med sig hjem! „Hun bliver din Mo'r," skreg han, „hvis jeg vil det." Det var dog selv dette Kvindemenneske et Nummer for stærkt, og hun spyttede ham lige ind i Ansigtet. Og han skreg stadig højere: „Du er ikke min Datter," skreg han, „men en uægte Unge!" „Det er da ikke muligt?" spurgte Veltjaninov rent forfærdet. „Jeg har hørt det med mine egne Øren, og selv om han også var nok så beruset, så kan man da ikke byde et Barn den Slags. Og selv om hun er nok så lille, så har] hun dog alle Tider sin Smule Forstand. Hun har grædt og græmmet sig, det stakkels lille Pus, så man kunde jo få ganske ondt deraf. Og nylig hændte der her i Huset hos os en sørgelig Begivenhed: en Fuldmægtig, eller hvad han nu var, indlogerede sig om Morgenen her på Gæstgivergården, og den følgende Morgen hængte han sig. Han havde begået Underslæb, efter hvad Folk sagde. Der blev et stort Opløb, men Pavel Pavlovitj var ikke hjemme, og Barnet drev rundt uden Opsyn, og på en Gang så jeg, hvorledes hun stod i Korridoren midt imellem alle Folkene og bag de andres Ryg kigede med store Øjne på den hængte. Jeg førte hende naturligvis straks bort, og jeg kan forsikre Dem for: hele hendes lille Legeme skælvede, og hun blev helt blå i Ansigtet, og jeg havde næppe fået hende herind, før hun faldt om, så lang hun var, og begyndte at ryste. Med Nød og næppe bragte jeg hende til sig selv igen. Det var Krampe, og fra nu af begyndte hun at skrante. Da han kom hjem og hørte, hvad der var sket, så begyndte han at knibe hende — for han plejer aldrig at slå hende, i Reglen kniber han hende — og så drak han sig fuld og skræmmede næsten Livet af hende ved at sige: „Jeg vil også hænge mig . . . jeg vil hænge mig dér i Gardinsnoren," sagde han og lavede allerede Løkken, medens hun stod og så derpå. Og da blev hun helt ude af sig selv og skreg og holdt på ham med begge Hænder: „Jeg skal aldrig gøre det mere," skreg hun, „jeg 79

skal aldrig gøre det mere, lille Fa'r!" Det var virkelig ren Jammer." Veltjaninov havde ganske vist været forberedt på at få mærkelige Ting at høre om Pavel Pavlovitj, men Værtindens Fortælling bragte ham i den Grad ud af Fatning, at han næsten anså den for umulig. Marja Sysojevna kunde endvidere fortælle meget andet, for Eksempel var det gået så vidt, at Lisa i sin Angst vilde have styrtet sig ud af Vinduet, hvis hun ikke havde lagt sig imellem. Da Veltjaninov gik, var han som bedøvet. „Jeg slår den Hund ihjel med en Knippel!" fo'r det uvilkårligt gennem hans Hoved. Og i sin grænseløse Forbitrelse vedblev han endnu længe at gentage disse Ord. Han tog en Vogn og kørte ud til Pogorjelzovs. Han var endnu ikke kommen ud af Byen, da hans Køretøj måtte holde ved en Kanalbro, hvor to Gader krydsedes, thi et stort Ligtog spærrede Vejen. På begge Sider af Broen stuvedes Vogne og Mennesker sammen. Det var en fornem Begravelse og Sørgekareternes Række usædvanlig lang. Pludselig opdagede Veltjaninov i et Karetvindue Pavel Pavlovitjs Ansigt. Et Øjeblik troede han at tage fejl, men Pavel Pavlovitj havde ligeledes lagt Mærke til ham, idet han rakte Hovedet ud af Karetvinduet. Han var åbenbart meget glad ved at se Veltjaninov og kyssede endog på Fingeren ad ham. Veltjaninov sprang ud af sin Vogn og begav sig til Trods for Menneskemængden og Politibetjentene hen til Trusotskis Vogn, som netop kørte over Broen. Pavel Pavlovitj sad alene i Kareten. „Hvad går der af Dem?" skreg Veltjaninov — „hvorfor er De ikke kommen? Hvad har De her at bestille?" „Skrig dog ikke sådan op, skrig dog ikke sådan op, jeg opfylder en kær Pligt," fniste Pavel Pavlovitj, idet han fornøjet blinkede med Øjnene — „jeg følger min oprigtige Ven Stepan Michajlovitjs jordiske Levninger til deres sidste Hvilested." „Det er jo noget rent Vrøvl, fordrukne, naragtige Fyr!" skreg Veltjaninov endnu højere, efter at han havde stået uvis et Øjeblik; „stig straks ud og kom med mig — hører De, straks!" 80

„Jeg kan ikke, min Pligt . . ." „Så skal jeg trække Dem ud ved Ørene," overfusede Veltjaninov ham rasende. „Så skriger jeg! Så skriger jeg!" fniste Pavel Pavlovitj lige så fornøjet som før, som om man spøgede med ham, medens han dog samtidig af Forsigtighedshensyn pressede sig ind i det ene Hjørne af Vognen. „Pas på, pas på! De er lige ved at blive kørt over!" råbte en Politibetjent til Veltjaninov. I Virkeligheden var en fremmed Vogn ved Enden af Broen brudt igennem Ligtoget og havde fremkaldt stor Forvirring. Veltjanmov måtte springe til Siden og blev stadig drevet længere bort af Mængden. Han spyttede rasende og kunde kun med Nød og næppe trænge sig igennem til sin Vogn. „Nå, i den Tilstand, han var, kunde jeg alligevel ikke tage ham med mig!" forsøgte han til sidst på at trøste sig, men Følelsen af en næsten ængstende Uro vilde ikke vige fra ham. Da han fortalte Klaudia Petrovna om Værtindens Meddelelser og om sit besynderlige Møde med Pavel Pavlovitj, blev hun meget betænkelig. »Jeg er bange for Deres Skyld," sagde hun — „De må afbryde enhver Forbindelse med ham, jo før jo heller." „Han er en fordrukken Nar og intet andet!" råbte Veltjaninov heftig — „jeg er virkelig ikke bange for ham! Og hvor kan jeg afbryde Forbindelsen med ham — alene for Lisas Skyld! Husk dog på Lisa!" Lisa var, som Klaudia Petrovna fortalte ham, bleven ret alvorlig syg. Den foregående Aften havde hun pludselig fået Feber, og man ventede nu på en berømt Læge fra Byen,.til hvem der om Morgenen var gået Ilbud. Disse Meddelelser hensatte Veltjaninov i en ganske fortvivlet Sindsstemning. Klaudia Petrovna førte ham til den syge. „Jeg har i Går iagttaget hende nøje," bemærkede hun, idet hun et Øjeblik blev stående foran Døren til Sygeværelset. „Hun er et stolt Barn og har et tungt Sind. Hun skammer sig over ,at hun er hos os, og at hendes Fader så ukærligt har forladt hende, og jeg tror, at hendes Sygdom stam81

mer derfra." „Hvorledes kommer De på den Tanke, at han har forladt hende?" „Det er allerede nok, at han sådan uden videre har ladet hende tage med et vildfremmed Menneske til en ubekendt Familie . . ." „Men jeg har jo næsten med Magt måttet føre hende med mig; deri kan jeg ikke se noget særligt Bevis på Ukærlighed . . ." „Ak, min Gud, Lisa finder det nu. Efter min Mening kommer han nu overhovedet aldrig." Lisa blev slet ikke forbavset ved at se Veltjaninov komme alene; et sørgmodigt Smil gled hen over hendes Ansigt, derpå vendte hun sit feberglødende lille Hoved om mod Væggen. På Veltjaninovs forsigtige Trøstegrunde og hans Forsikringer om, at han i Morgen ganske bestemt vilde bringe hendes Fader med, svarede hun ikke noget. Da han forlod hendes Værelse, brød han pludselig ud i Tårer. Lægen kom først henad Aften. Efter at han havde undersøgt den syge, forskrækkede han straks alle, ved at spørge om, hvorfor man ikke havde ladet ham kalde noget før. Han vilde aldeles ikke tro, at Lisa først den foregående Aften var bleven syg. „Alt afhænger af, hvorledes hun tilbringer næste Nat," erklærede han til sidst, gav sine Ordrer og kørte igen, efter at han havde lovet at komme tilbage næste Morgen så tidligt som muligt. Veltjaninov vilde absolut tilbringe hele Natten hos den syge, men det lykkedes dog Klaudia Petrovna at få ham overtalt til at vende tilbage til St. Petersborg, for, om muligt, at hente „dette Umenneske". „Skal jeg forsøge endnu engang?" sagde Veltjaninov helt fortvivlet — „nu vel, selv om jeg så skal binde ham og slæbte ham af Sted med Magt!" Den Tanke, at binde Pavel Pavlovitj og med Magt føre ham til Pogorjelzovs, bragte hans Fortvivlelse fuldstændig til Udbrud. „Nu føler jeg mig ikke skyldig overfor ham i noget som helst, ikke i noget som helst!" sagde han dybt forbitret til Klaudia Petrovna, da han tog Afsked. „Jeg tager alle de ydmyge, klynkende Ord, som jeg brugte her i Går, tilbage." 82

Lisa lå stille hen med lukkede Øjne og syntes at sove. Men da Veltjaninov bøjede sig forsigtig ned over hende for til Afsked i det mindste at kysse Sømmen på hendes Chemise, slog hun pludselig Øjnene op, som om hun havde ventet på ham, og hviskede sagte: „Tag mig med!" Det var en stille, sørgmodig Bøn, i hvilken der ikke mere lå noget af Gårsdagens Ophidselse. Samtidig var hendes Ord dog prægede af en trykkende Selvopgivelse — hun syntes at være overbevist om, at man ikke vilde opfylde hendes Bøn. Veltjaninov stod helt rådvild og sønderknust ved hendes Seng og søgte at få hende til at forstå, at det var ganske umuligt at tage hende med nu. Lisa lukkede sine Øjne og tav, som om hun ikke hørte, hvad han sagde. Efter at være vendt tilbage til Byen, kørte Veltjaninov straks til det lille Stræde ved Mariakirken. Klokken var allerede ti. Pavel Pavlovitj var ikke hjemme. Veltjaninov ventede vist en halv Time, idet han i pinefuld Utålmodighed gik op og ned i Korridoren. Marja Sysojevna forsikrede ham om, at Pavel Pavlovitj næppe vilde vende tilbage før ved Daggry. „Nå, så vil jeg komme tilbage igen ved Daggry!" besluttede han endelig og begav sig hjem i den heftigste Forbitrelse. Men hvor stor var ikke hans Forbavselse, da Mavra allerede nede i Gadedøren modtog ham med den Efterretning, at „Herren fra i Går" havde ventet på ham lige siden Klokken ti. „Han hår drukket Te hos os og også sendt Bud efter Vin af samme Slags som i Går." ---o---

IX.
Pavel Pavlovitj havde indrettet sig rigtig bekvemt i Veltjaninovs Lejlighed. Han sad på samme Sted som i Går, røg en Cigaret og havde just skænket sig det fjerde og 83

sidste Glas af Flasken. Tepotten og et endnu med Te halvfyldt Glas stod ved Siden af ham på Bordet. Hans stærkt blussende Ansigt strålede af Lykke. Han havde endog trukket Frakken af og priste Sommer alene i Vest. „Tilgiv, dyrebare Ven!" råbte han, da han pludselig fik Øje på Veltjaninov, idet han sprang op og iførte sig sin Frakke, „jeg tog den af, den blev mig for snæver . . ." Veltjaninov nærmede sig ham med en mørk Mine. „Er De endnu ikke helt fuld? Kan man tale et fornuftigt Ord med Dem?" Pavel Pavlovitj blev en Smule betuttet. „Nej, endnu ikke helt. . . . Det var Gravøl for den afdøde, men . . . jeg er endnu ikke helt . . ." „Kan man tale med Dem som med et Menneske?" „Jeg er jo netop kommen herop for at De kan tale med mig." „Nå, så vil jeg straks begynde med, at De er en dårlig Person!" råbte Veltjaninov ham lige ind i Ansigtet med en af Vrede kvalt Stemme. „Når De begynder på den Måde, hvorledes vil De så ende?" bemærkede Pavel Pavlovitj, endnu stadig i en vis kæk Tone, skønt hans Mod var sunket betydeligt. Veltjaninov hørte ikke på ham, men vedblev stærkt ophidset: „Deres Datter er syg, hun ligger for Døden; har De givet Afkald på hende eller ej?" „Er det virkelig sandt?" „Hun er syg, farlig syg!" „Å, måske er det kun sådant et lille Anfald . . ." „Kom ikke med den Slags Vås, hun er virkelig farlig syg! Alene af den Grund burde De tage ud til hende . . ." „For at sige Tak, for at sige Tak for Gæstfriheden! Forstår jeg meget vel. Aleksej Ivanovitj, min gode, dyrebare Ven!" råbte han i en klynkende Tone, idet han i sin berusede Salighedstilstand greb Veltjaninovs Hånd med begge sine. — „Aleksej Ivanovitj, skrig bare ikke op, skrig bare ikke op! Tænk dog på, om det ikke vilde være ganske det samme, hvis jeg døde, hvis jeg for Eksempel i beruset Tilstand faldt i 84

Neva? Vi kommer såmænd tidligt nok ud til Hr. Pogorjelzov . . ." Veltjaninov forsøgte at beherske sig en Smule. „De er fuld, og jeg forstår ikke, hvad De vil mig," sagde han i en streng Tone — „jeg er, hvad Øjeblik det skal være, rede til at holde Opgør med Dem . . . endog med Fornøjelse, og helst straks. . . . Men først og fremmest skal De dog vide, at jeg må træffe mine Forholdsregler: De skal overnatte hos mig, og i Morgen tidlig kører vi sammen derud. Jeg slipper Dem ikke!" råbte han heftigt — „om jeg så skal binde Dem og føre Dem derud med Magt! . . . Passer denne Divan Dem?" spurgte han, idet han pegede på en bred, blød Divan, der stod ved den anden Væg lige overfor hans egen. „Men jeg beder Dem, det er virkelig ganske det samme . . ." „Nej, det er ikke ganske det samme —De skal ligge her på denne Divan. Værsgod, her er et Lagen, et Sengetæppe og en Hovedpude!" — han tog de nævnte Genstande frem af et Skab og kastede dem hen til Pavel Pavlovitj, der lydig greb dem med Hænderne — „red straks Deres Natteleje — straks, hører De?" Belæsset med Sengetøjet stod Pavel Pavlovitj tvivlrådig og med et enfoldigt Smil midt i Værelset. Men da Veltjaninov endnu engang råbte truende til ham, tog han straks fat på Arbejdet, rykkede Bordet bort og redte sig hurtig et Natteleje. Veltjaninov kom ham til Hjælp, hans Gæsts Lydighed og frygtsomme Opførsel havde gjort ham mildere stemt. „Tøm Deres Glas og læg Dem så!" sagde han i den befalende Tone, som syntes ham at være den eneste passende her — „har De selv bestilt Vinen?" »Ja. Jeg selv, Vinen. . . . Jeg vidste jo nok, Aleksej Ivanovitj, at De ikke oftere vilde lade nogen hente . . ." „Det er pænt af Dem, at De vidste det, men det vilde være bedre, om De vidste endnu mere. Jeg forsikrer Dem altså endnu engang, at jeg nu har truffet mine Forholdsregler: den tåbelige Opførsel, som De i Går lagde 85

for Dagen, vil jeg ikke mere finde mig i. De må ikke mere opvarte mig med Deres drukne Kys!" „Jeg kan godt selv forstå, Aleksej Ivanovitj, at det kun kunde ske en eneste Gang," smålo Pavel Pavlovitj. Veltjaninov, der gik op og ned i Værelset, blev ved at høre dette Svar stående i en truende Holdning foran Pavel Pavlovitj. „Pavel Pavlovitj, tal nu åbent og ærligt, uden Udflugter! De er klog nok til at vide, at De ikke kommer langt med mig ad denne Vej. Tal lige ud af Posen og uden Omsvøb, og jeg giver Dem mit Æresord på, at jeg skal forklare Dem alt." På Pavel Pavlovitjs Ansigt viste sig igen hint hånlige Smil, som berøvede Veltjaninov al hans Tålmodighed. „Stop!" vedblev den sidste, „forstil Dem bare ikke, jeg gennemskuer Dem! Jeg gentager altså endnu en Gang for Dem: De har mit Æresord på, at jeg er beredt til at besvare Dem ethvert Spørgsmål og give Dem enhver Oprejsning, som De forlanger. Å, når De dog blot vilde forstå mig!" „Hvis De vilde være så god," svarede Pavel Pavlovitj sagte, idet han nærmede sig ham — „så vilde jeg bede Dem forklare mig, hvad De i Går mente med Udtrykket „Rovdyr"! . . ." Veltjaninov spyttede og begyndte igen, men endnu hurtigere, at gå op og ned i Værelset. „Nej, Aleksej Ivanovitj, lad være med at spytte, thi det Udtryk interesserer mig virkelig meget, og jeg kom for at høre derom. ... De kan nok mærke, at min Tunge ikke helt vil lystre Ordre, men det tilgiver De vel ... Jeg har nylig i et Tidsskrift læst om en „Rovdyrtype" og en „tam Type" af Mennesker — jeg forstod det ikke den Gang, og i Morges faldt det mig ind igen, efter at De i Går havde brugt dette Udtryk. Jeg vilde nemlig gerne vide, til hvilken af disse to Typer afdøde Stepan Michajlovitj Bagautov hørte — om han var et „Rovdyr" eller et „tamt Dyr". Hvad mener De derom?" Veltjaninov gik endnu stadig tavs op og ned i Værelset. „En Rovdyrtype," begyndte han endelig og standsede gnaven, „er det Menneske, som hellere vilde give en Bagautov Gift ved et fortroligt Glas Vin i Stedet for at gå til 86

hans Begravelse, hvad De har gjort, Gud må vide ud fra hvilke tåbelige, skjulte, lave Bevæggrunde, som De aldeles ikke har Ære af." „En „Rovdyrtype" vilde altså ikke gå til Begravelse," sagde Pavel Pavlovitj — „men hvor kunde De så sige, at jeg . . ." „Rovdyrtypen," vedblev Veltjaninov i en opbragt Tone, uden at høre på ham, „anvender ikke sin Tid til tomme Grublerier og ynkelig Flæben over sin krænkede Ære, ej heller til alle Slags Grimacer og Kneb, den ligger heller ikke Folk til Byrde, forstår De? Rovdyrtypen afgør Sagen på en anden, kortere, mere ligefrem Måde. ... Er det sandt, at De vilde hænge Dem? Svar nu!" „I min Rus kan jeg jo have snakket noget derom, men jeg husker det ikke mere. De talte nylig om Gift, Aleksej Ivanovitj — ih, det passer sig da virkelig ikke for Folk af vores Slags! For det første har man sin pæne Stilling og desuden sin lille Kapital, og Gud må vide, hvad der yderligere kan hænde, man får måske til sidst Lyst til at gifte sig påny . . ." „Ganske rigtig, og Giftmord fører desuden den lige Vej til Sibirien . . ." „Ja, også den Mulighed, som De der nævner — skønt nu til Dags kan der findes formildende Omstændigheder for alt. Men her falder der mig netop en pudsig Anekdote ind, som jeg vil fortælle Dem. De talte nylig om at „ligge Folk til Byrde" — netop derom handler min Anekdote. De kan måske endnu huske en vis Livzov, Semjon Petrovitj, der, medens De opholdt Dem i T., plejede at komme hos os. Nå, han havde altså en yngre Broder, der arbejdede under Guvernøren i V. og var en flot, ung St. Petersborger med de mest glimrende Evner. Denne unge Mand kom nu engang i et Selskab, endog i Nærværelse af Damer, deriblandt også hans Hjertes Dame, i Strid med en Oberst Golubenko. Han følte sig fornærmet, men stak Fornærmelsen i Lommen og lod, som om der intet var hændt. Men Golubenko fralokkede ham imidlertid hans Hjertes Dame og tilbød hende sin Hånd. Nå, hvad tror De så, min Livzov gjorde? Han forsonede sig 87

med Golubenko, blev snart hans oprigtigste Ven og var endog til Stede ved hans Bryllup som Forlover. Men da Selskabet — og det var det fineste Selskab, endog Guvernøren var med — vendte tilbage fra Kirke, trådte Livzov, således som han gik og stod, i Kjole og med krøllet Hår, hen til Brudgommen, gratulerede ham, kyssede ham og stak ham samtidig uden videre en Dolk i Maven, så at Golubenko faldt om. Tænk Dem bare, hans egen Forlover, hvilken Skandale! Og da han havde fuldbragt sin Dåd, gav han sig til at skrige: „Å Gud, hvad har jeg gjort!" og Tårerne løb ham ud af Øjnene, og han skælvede over hele Kroppen, og han kastede sig om Halsen på hver enkelt af de tilstedeværende, endog Damerne, og vedblev at skrige: „Å Gud, hvad har jeg gjort!" He he he! Han betalte ham igen med samme Mønt. Jeg havde virkelig ondt af den stakkels Golubenko; for øvrigt kom han sig igen." „Jeg forstår ikke, hvorfor De fortæller mig det," bemærkede Veltjaninov med en mørk Mine. „Ih, jeg mener kun, at han stak ham med Dolken," fniste Pavel Pavlovitj — „ser De, og han var dog ingen „Type", men en blid, fin lille Sjæl, selv om han forglemte sig i den Grad, at han af Frygt kastede sig om Halsen på Damerne i Guvernørens Nærværelse — og ser De, han opnåede dog, hvad han vilde, han stak ham jo med Dolken! Det var kun det, jeg mente." „Gå Pokker i Vold!" skreg Veltjaninov skælvende af Vrede — gå ad Helvede til med Deres væmmelige, ondskabsfulde Sladder. Vil De måske gøre mig bange, De, Deres Barns Plageånd, De usle Fyr, Slubbert, Slubbert, Slubbert!" Hans Ord blev næsten kvalte i det voldsomme Vredesudbrud. Pavel Pavlovitj fo'r sammen og blev i et Øjeblik endog ædru. „De kalder mig en Slubbert, Aleksej Ivanovitj?" vovede han sig endelig forsigtig frem — De kalder mig en Slubbert?" Veltjaninov syntes et Øjeblik afvæbnet. Med tungt Åndedrag og i indre Kamp med sig selv målte han flere Gange Værelset med lange Skridt. »Jeg tager det Ord tilbage," sagde han endelig og stand88

sede foran Pavel Pavlovitj, „men kun på den Betingelse, at De fra nu af handler åbent og ærligt." „I Deres Sted vilde jeg tage det tilbage uden nogen som helst Betingelse, Aleksej Ivanovitj!" „Godt, det kan jeg også gå ind på," sagde Veltjaninov, efter at han nogle Øjeblikke havde stirret mørkt hen for sig — „jeg tager alt tilbage. Men De vil indrømme mig, Pavel Pavlovitj, at vi nu i enhver Henseende er færdige med hinanden, og at jeg ikke mere føler at have Forpligtelser overfor Dem." „Ja vist, ja vist, hvorfor skulde De føle nogen Forpligtelser!" svarede Pavel Pavlovitj med et spotsk Smil, idet han dog samtidig slog Øjnene ned. „Nå, så meget des bedre, så meget des bedre! Drik Deres Vin ud og læg Dem så ned, for jeg vil i hvert Fald beholde Dem her i Aften . . ." „Hm, den Rest der . . ." brummede Pavel Pavlovitj, men han trådte lydigt hen til Bordet og drak den allerede dovne Champagne helt ud. Han havde absolut drukket en Del før sin Ankomst, thi hans Hånd skælvede stærkt, og han spildte, medens han drak, en Del af Vinen på Gulvet og på sine Klæder. Som en artig Skoledreng stillede han det tomme Glas forsigtig på Bordet, gik hen til sit Leje og begyndte i Tavshed at klæde sig af. „Mon det alligevel ikke var bedre, hvis jeg . . . ikke blev her i Nat?" spurgte han pludselig, idet han holdt sin højre Støvle, som han allerede havde trukket af, i Hånden. „Nej, det er ikke bedre!" svarede Veltjaninov, der endnu stadig vedblev at gå op og ned i Værelset, i en utålmodig Tone uden at se på ham. Pavel Pavlovitj klædte sig helt af og lagde sig ned. Et Kvarterstid senere gik Veltjaninov til Ro og slukkede Lyset. Han faldt hen i en urolig Dvaletilstand. Han drømte, at han skulde tilendebringe en eller anden vigtig Forretning, som forvoldte ham alvorlige Sorger. Den lå over hans Bryst som et tungt Tryk. Så forekom det ham, som om han blev befriet for dette — hans Søvn blev roligere og fastere. Pludselig blev han vækket af Støj — han fo'r op og 89

så efter Pavel Pavlovitjs Leje. Gardinerne var trukket for, der var næsten helt mørkt i Værelset, men det forekom Veltjaninov, som om Pavel Pavlovitj ikke lå på Divanen. „Hvad er der i Vejen med Dem?" råbte han. „En Skygge," hviskede Pavel Pavlovitj efter kort Tøven næppe hørligt. „Hvad siger De? Hvad for en Skygge?" „Dér i det andet Værelse, i Døren, så jeg en Skygge." „Hvis Skygge?" spurgte Veltjaninov efter et Øjebliks Forløb. „Natalia Vassiljevnas Skygge!" Veltjaninov rejste sig i Vejret og så selv gennem den åbne Dør ind i det andet Værelse. Der var langt lysere derinde, da Vinduerne dér ikke var tildækkede med Gardiner, men kun med hvide Persienner. „Der er ikke noget at se, De er beruset, læg Dem ned igen!" sagde Veltjaninov, idet han atter strakte sig på Divanen og indhyllede sig tæt i sit Tæppe. Pavel Pavlovitj sagde ikke et Ord, men lagde sig ligeledes ned igen. „Har De nogen Sinde tidligere set hendes Skygge?" spurgte Veltjaninov pludselig, efter at der var gået omtrent en halv Snes Minutter. „Jeg tror, jeg har set den én Gang tidligere," svarede Pavel Pavlovitj sagte. De forstummede nu begge. Veltjaninov havde vist igen ligget en halv Time i denne Dvaletilstand, da han påny blev vækket af en Støj og fo'r hovedkulds i Vejret: midt i Værelset, et Par Skridt borte, troede han i Mørket at se en hvid Skikkelse. Vist et helt Minut stirrede han stift i Retning af den. „Er det Dem, Pavel Pavlovitj?" råbte han med sagte 88 Stemme, hvis Klang midt i den natlige Stilhed forekom ham selv ganske besynderlig. Der fulgte intet Svar, men der var dog ikke mere nogen Tvivl om, at der stod én dér. „Er det Dem . . . Pavel Pavlovitj?" gentog han så højt, at selv om Pavel Pavlovitj havde sovet på sin Divan, vilde han sikkert være vågnet. Igen blev alt stille, kun forekom det ham, at den hvide 90

Skikkelse, der næppe var til at skelne, langsomt nærmede sig ham. Da var det pludselig, som om noget sønderreves i hans Indre, og skælvende af Vrede og Ophidselse skreg han ind i Værelset: „Hvad går der af Dem, berusede Nar? Vil De agere Spøgelse og forskrække mig? Her skal De se, hvor lidt jeg bryder mig derom! . . ." og han spyttede foragteligt i den Retning, hvor han formodede, Pavel Pavlovitj opholdt sig. Så hyllede han sig tæt ind i sit Tæppe, vendte sig om mod Væggen og blev liggende stille og ubevægelig. Dødsstilhed herskede omkring ham, men hans Hjerte bankede med heftige Slag. Der var vist gået omtrent fem Minutter, da pludselig Pavel Pavlovitjs svage og ynkelige Stemme lod sig høre: »Jeg . . . Jeg søgte efter Tændstikkerne, Aleksej Ivanovitj! Jeg er så tør i Halsen . . . jeg vil gerne have lidt Vand at drikke." „Hvorfor tav De så, da jeg nylig anråbte Dem ?" spurgte Veltjaninov gnavent. „Jeg var så forskrækket ... De havde skreget så voldsomt, og så bliver jeg altid så forskrækket . . ." „Her på Bordet til venstre . . . her ... er, hvad De søger . . ." Han vendte sig en Smule om og famlede rundt på Bordet. Endelig fandt han Tændstikkerne, tændte selv Lyset og viste Pavel Pavlovitj, hvor Vandkaraflen stod. „De må endelig ikke være vred over, at jeg har forstyrret Dem," sagde Pavel Pavlovitj i en undskyldende Tone, medens han skænkede sig et Glas Vand . . . „det brænder sådan i Halsen på mig . . . jeg har dog vist drukket noget for meget. . ." Veltjaninov tog ikke mere Hensyn til ham. Medens Pavel Pavlovitj slukkede Lyset og begav sig til Ro, vendte han sig igen om mod Væggen og blev hele Natten igennem liggende i denne Stilling. Han ærgrede sig næsten endnu mere over sig selv end over Pavel Pavlovitj og kunde aldeles ikke falde til Ro. Han lå endnu længe søvnløs med lukkede Øjne, pint af forvirrede Tanker og Forestillinger. Omsider faldt han i Søvn for først at vågne Klokken ti om Morgenen. Hurtig fo'r 91

han op og så sig om i Værelset. Pavel Pavlovitj var der ikke. Også i de andre Stuer søgte han forgæves: hans natlige Gæst var sporløst forsvunden. „Det tænkte jeg nok!" råbte han rasende og slog sig med Hånden for Panden. ---o---

X.
Lægens slemme Anelser viste sig kun altfor begrundede: det gik dårligere og dårligere med Lisa — endnu dårligere, end Veltjaninov og Klaudia Petrovna den foregående Aften havde forestillet sig. Da Veltjaninov henad Middag indfandt sig hos Pogorjelzovs, traf han den syge endnu ved fuld Bevidsthed, skønt Feberen allerede havde nået en betydelig Højde. Han forsikrede senere, at hun havde smilet til ham og endog rakt ham sin lille Hånd i Møde. Om dette i Virkeligheden forholdt sig således, eller om det kun var hans smerteligt bevægede Indbildningskraft, der ligesom havde forespejlet ham det til Trøst, forblev uafgjort. Om Natten begyndte Lisa at fantasere, og herefter kom hun ikke mere til sin Bevidsthed. Den tiende Dag efter hendes Ankomst til Landstedet lå hun Lig. Det var en tung og trist Tid for Veltjaninov. Pogorjelzovs begyndte endog at nære ganske alvorlige Bekymringer for ham. Den største Del af disse trøstesløse Dage tilbragte han hos dem. I de sidste Dage af Lisas Sygdom sad han i timevis alene et eller andet Sted i en Krog, rugende hen for sig uden at tænke, ligegyldig overfor alle trøstende Ord. Undertiden lod det endog til, at det berørte ham pinligt, når Klaudia Petrovna forsøgte at indgyde ham nyt Livsmod. Hun ytrede dengang, at hun ikke havde anset det for muligt, at alle disse Ting vilde gøre et så dybt Indtryk på ham. Den eneste Lindring var det ham at omgås Børnene, som undertiden endog kunde aflokke ham et Smil. Men selv når han legede med dem, listede han sig bestandig på ny bort på Tæerne for at se til den syge. Undertiden forekom det 92

ham ,at hun kendte ham. På Helbredelse vovede han lige så lidt som de andre at håbe, og på den Måde blev det hans sidste, sørgelige Trøst, i det mindste at kunne være hos den døende så ofte som muligt. To eller tre Gange blev han i Løbet af disse Dage grebet af en febersyg Trang til i det mindste at gøre et eller andet for den syge: han brød pludselig op, kørte i susende Fart til St. Petersborg og kaldte nogle berømte Læger til Konsultation ved Lisas Sygeleje. Endnu Aftenen før hendes Død blev en sådan Konsultation — det var allerede den anden — afholdt i Lesnoje. Nogle Dage forinden havde Klaudia Petrovna indtrængende forestillet ham, at det dog vist vilde være nødvendigt, på en eller anden Måde at få fat på Hr. Trusotski, da man, i Tilfælde af, at Lisa døde, virkelig ikke kunde begrave hende uden ham. Veltjaninov, hvis Tanker bestandig dvælede hos den syge, svarede adspredt, at han vilde skrive til ham. Da nu også Gehejmeråden ytrede sig i den Retning, at han i Nødsfald vilde lade ham opsøge ved Hjælp af Politiet, begav omsider Veltjaninov sig på Vej til Pavel Pavlovitj. Som sædvanlig traf han ikke denne hjemme, og efterlod derfor en kort Meddelelse til ham hos Marja Sysojevna. På en smuk Sommeraften, da Solen just gik ned, blev Lisa endelig udfriet af sine Lidelser. Da forekom det på en Gang Veltjaninov, som om han vågnede af en tung Drøm. Da den døde lå på Bordet ubevægelig og med foldede Hænder og just blev smykket med den hvide Ligdragt og et rigt Blomsterflor, trådte han på en Gang med funklende Øjne hen til Klaudia Petrovna og erklærede, at han øjeblikkelig vilde skaffe „Morderen" herud. Klaudia Petrovna, der blev bange for, hvad der kunde ske, rådede ham til at vente til i Morgen. Han hørte dog ikke på hende, men begav sig straks til Byen. Han vidste omtrent, hvor Pavel Pavlovitj var at træffe. Ikke blot af Hensyn til Lægerne var han dengang taget til St. Petersborg. Undertiden var den Tanke faldet ham ind, at Lisa måske, hvis hun uventet fik sin Faders Stemme at høre, påny vilde leve op. Så var han ilet bort som fortvivlet for at søge efter Pavel Pavlovitj. I hans Bolig var han aldrig til at 93

finde. „Han bliver ofte borte tre Dage i Rad," fortalte Marja Sysojevna ham — „og når han så pludselig kommer hjem i beruset Tilstand, bliver han næppe nok en Time, og så går det løs igen — han er ganske ustyrlig." En Opvarter på Gæstgivergården havde fortalt Veltjaninov, at Pavel Pavlovitj blandt andet var Ven med nogle tvivlsomme Damer i et Hus på VosnessenskiProspektet. Veltjaninov havde så ufortøvet opsøgt disse og forhørt sig hos dem. „Å, Herren med Sørgefloret," råbte Skønhederne, som straks huskede deres gavmilde Gæst. De var dog aldeles ikke venligt stemte mod ham, da han i den sidste Tid ikke mere kom til dem, men, som en af Damerne ved Navn Katja, fortalte, sad og spildte sin Tid hos en vis Maschka, „et meget farligt Væsen, som for længe siden burde være sendt til Sibirien og i ethvert Fald ordentlig plukker den gode Pavel Pavlovitj." Katja lovede dengang straks at skaffe Pavel Pavlovitj til Stede, men endnu havde hun stadig ikke fået Lejlighed dertil. Klokken var allerede ti, da Veltjaninov denne Gang indfandt sig hos Katja og opfordrede hende til at gå ud og lede sammen med ham. Han vidste endnu ikke, hvad han egentlig skulde stille op med Pavel Pavlovitj — om han vilde dræbe ham eller blot søge efter ham alene i den Hensigt at meddele ham hans Datters Død og at gøre ham klart, at han måtte komme til Stede ved Begravelsen. Hos sin nye Veninde Maschka var Pavel Pavlovitj ikke mere til at finde: han var to Dage forinden bleven Uvenner med hende, efter hvad Maschka fortalte, havde en eller anden Kasserer „kastet ham en Skammel i Hovedet". Veltjaninov måtte afsøge hele Kvarterer, og med Katja som Fører kom han ind i Hovedstadens mest afsides Knejper. Endelig, henad Klokken to om Natten, stødte han pludselig ved Indgangen til et Lokale af tvivlsomt Rygte på Pavel Pavlovitj. Pavel Pavlovitj var aldeles drukken og blev ført ind i Lokalet af to Damer. En høj, bredskuldret „Herre" af et yderst mistænkeligt Udseende gik bagefter dem og overdængede Pavel Pavlovitj med en hel Strøm af 94

Skældsord. Det drejede sig åbenbart om en eller anden Sum Penge, i det mindste råbte den bredskuldrede bestandig til Pavel Pavlovitj, at han havde „bedraget ham og forgiftet hans Liv." Pavel Pavlovitj syntes ligesom Damerne at være bange for Forfølgeren. Da han pludselig fik Øje på Veltjaninov, styrtede han ham i Møde med åbne Arme og råbte af fuld Hals: „Broderhjerte, frels mig!" Da den bredskuldrede så Veltjaninovs atletiske Skikkelse, foretrak han at smøre Haser. Pavel Pavlovitj udstødte et Triumfskrig og truede med Hånden ad den flygtende. Men Veltjaninov greb ham rasende ved Skuldrene og begyndte — han vidste ikke selv hvorfor — at ryste ham så voldsomt, at Tænderne klaprede i Munden på ham. Pavel Pavlovitj forstummede straks og stirrede med en fuld Mands Skræk på sin nye Angriber. Veltjaninov havde mistet al Selvbeherskelse — med hele sin Vægt pressede han Pavel Pavlovitj mod Jorden, så denne til sin Forbavselse pludselig fandt sig selv siddende på Fortovet. „Lisa er død!" stødte omsider Veltjaninov frem med dæmpet Stemme. Pavel Pavlovitj stirrede endnu bestandig på ham uden at forstå et Muk, medens den ene af Damerne forsøgte at trække ham op fra hans hårde Sæde. Endelig syntes han at forstå, hvad Veltjaninov sagde. „Er død ..." hviskede han med et sælsomt Udtryk i Ansigtet, hvor hans sædvanlige spottende Smil syntes at blande sig med en hel ny Følelse. Så løftede han med Besvær sin skælvende højre Hånd for at gøre Korsets Tegn, men det lykkedes ham ikke, og han lod atter Armen synke. Langsomt rejste han sig derpå ved sin Dames Arm op fra Fortovet og vilde gå videre, som om han helt havde glemt Veltjaninov. Men denne greb ham på ny i Skulderen. „Kan du da ikke forstå, infame Drukkenbolt, at hun ikke engang kan blive begravet, hvis du ikke tager dig deraf!" skreg han, idet han trak Vejret tungt. Pavel Pavlovitj vendte sig om imod ham. „Kan De endnu huske . . . Artilleriløjtnanten?" stammede han med lallende Tunge. 95

„Hvad for noget?" råbte Veltjaninov og fo'r sammen som stukket af et giftigt Kryb. „Det er hendes Fader . . . gå og led efter ham, lad ham sørge for, at hun bliver begravet." „Du lyver, Slubbert!" skreg Veltjaninov helt ude af sig selv — „Du lyver af Nederdrægtighed. . . . Å, jeg vidste jo nok, at du ikke vilde ud med Sproget!" Et Øjeblik endnu, og han havde med et Slag af sin Næve strakt Pavel Pavlovitj til Jorden. Men de to Damer tog ængsteligt deres ravende Ledsager under Armene og trak ham næsten voldsomt af Sted med sig. Lammet af Sindsoprør og Raseri så Veltjaninov efter dem og — lod dem gå. Næste Dag, henad Klokken et om Eftermiddagen, indfandt der sig hos Pogorjelzovs en meget net udseende Herre i Embedsmandsuniform. Han overrakte med et dybt Buk Klaudia Petrovna en Pakke fra Pavel Pavlovitj Trusotski. Denne indeholdt de til Lisas Begravelse nødvendige Dokumenter, tre hundrede Rubler til Dækning af Omkostningerne og et pænt Brev, hvori Pavel Pavlovitj „takker Deres Ekscellence for den venlige Deltagelse, hvormed De har taget Dem af det stakkels, forældreløse Barn, noget kun Gud alene kan skænke den rette Belønning for". Af en temmelig uklar Sætning syntes det at fremgå, at han selv „på Grund af sin Sundhedstilstand" var forhindret i at være til Stede ved sin kære, ulykkelige Datters Begravelse, og at han måtte sætte al sin Lid i så Henseende til Deres Ekscellences store Godhed. De tre hundrede Rubler var bestemte til Begravelsen og forkellige Udgifter, som Sygdommen havde forårsaget. Men hvis der skulde blive noget tilovers af Pengene, så vilde han i al Ærbødighed anmode om, at Resten måtte blive anvendt til Sjælemesser for afdøde Lisas himmelske Fred. Da man ikke kunde forbyde en Fader at lade sit Barn begrave på egen Bekostning, så blev i Virkeligheden den af Pavel Pavlovitj oversendte Sum dels anvendt til Begravelsen, dels til det af ham bestemte fromme Formål. Veltjaninov var efter Lisas Begravelse ligesom nedbrudt på Legeme og Sjæl. Han kom ikke mere til Ljesnoje, skønt 96

Pogorjelzovs ofte nok opfordrede ham dertil. Klaudia Petrovna, der var noget urolig på hans Vegne, indfandt sig endog personlig i hans Lejlighed, men traf ham ikke hjemme. Han befandt sig omtrent fjorten Dage i en Art sløv Bedøvelsestilstand. Han forsømte de mest nødvendige Forretninger, flakkede rundt på Gaderne uden Mål og Med eller lå i mørke Tanker på sin Divan. I denne Tilstand blev han også truffen af sin Sagfører, der en Dag indfandt sig hos ham med den glædelige Efterretning, at hans Proces havde taget en heldig Vending: Modparten var rede til at lade sig affinde med en ringe Sum, og der krævedes endnu kun hans Billigelse, for at hidføre et godvilligt Forlig. Den sløve Ligegyldighed, hvormed Veltjaninov modtog denne Meddelelse, forbavsede i høj Grad Sagføreren, der tidligere i ikke ringe Grad havde ærgret sig over sin Klients Utålmodighed. Julivarmen havde imidlertid nået sit Højdepunkt og var ligefrem bleven uudholdelig for de stakkels Hovedstadsbeboere. Men Veltjaninov var ligegyldig for alt. Ingen anden Følelse kunde rummes Side om Side med den dybe Smerte i hans Sjæl. Mest pinte det ham at Lisa måtte dø uden at erfare, hvor dybt og inderligt han elskede hende. Det klare, strålende Mål, der pludselig var dukket op på hans Livs Horizont og havde fyldt ham med frisk Livsglæde, var lige så pludseligt sunket ned igen for bestandigt. Hvor herligt havde han ikke forestillet sig sit fremtidige Livsmål, der ene og alene skulde bestå deri, at Lisa hver Dag og hver Time uden Ophør skulde føle hans Kærlighed! „Et andet Livsmål gives der ikke for os Mennesker, kan der ikke gives for os!" tænkte han undertiden i sin Ekstase — „hvis der gives andre Livsformål, så er der i hvert Fald intet mere ædelt og.helligt end dette!" Ved Kærlighed til Lisa vilde han have gjort alt det godt igen, som han i et unyttigt og syndefuldt Liv havde forbrudt. I Stedet for et overflødigt, dovent, udlevet Menneske, som han selv, vilde han have opdraget et rent og ædelt Væsen for det menneskelige Samfund, og af Hensyn til dette Væsen vilde alt være blevet ham tilgivet, vilde han have tilgivet sig selv alt. 97

Erindringen om den afdøde kunde han ikke mere adskille fra disse tydelige, bevidste Tanker. Han var selv helt overrasket over det dybe, blivende Indtryk, som Lisas pludselige Opdukken havde frembragt i hans Sind. Hans ophidsede Fantasi syslede uafladelig med at føre det ulykkelige Barns blege Ansigt frem for hans Sjæl. Hvor kunde han huske hvert eneste Træk, som han i Løbet af de få Dage, det havde været ham forundt at se hende, havde iagttaget på hendes Ansigt. Han så hende bevidstløs, i glødende Feber, med vidt åbnede, ubevægelige, brustne Øjne, og han så hende i Kisten, smykket med Blomster, med de små Hænder ligesom foldede i Bøn. Han kom pludselig til at erindre, at han, da hun allerede lå i sit Ligtøj, havde bemærket en mørk Plet på hendes Hånd, at denne Plet fik ham til at tænke på de Mishandlinger, hendes Fader havde tilføjet hende, og at han just i dette Øjeblik ligesom pludselig vågnede af sin uklare Svimmelhedstilstand og besluttede at tugte „Morderen". Hvad havde egentlig givet denne fine Barnesjæl Dødsstødet? Var det såret Stolthed, eller var det de Pinsler, som hendes egen Fader i tre Måneder havde gjort hende til Genstand for — den samme Fader, som engang havde elsket hende og nu havde forvandlet sin Kærlighed til Had, Ringeagt og Hån? Uden Ophør fo'r den Slags Spørgsmål og Tvivl gennem Hovedet på ham. Han kom også til at huske på de Ord, Trusotski havde lallet i sin Rus: „Véd De også, hvad Lisa engang har været for mig?" Han følte, at disse Ord ikke blot var en beruset Nars Sladder, men Sandhed, oprigtig Sandhed. Ja, han havde sikkert holdt meget af hende — men hvorledes havde denne Skurk kunnet være så grusom mod et Barn, som han engang havde elsket! „Er det da virkelig muligt?" spurgte Veltjaninov sig selv, idet han forgæves søgte efter en Løsning på denne for ham så pinefulde Gåde. En Dag var han halvt ubevidst kommen ind på den Kirkegård, hvor Lisa lå begravet. Det var første Gang, han opsøgte hendes Grav — han havde hidtil undgået det for ikke at forøge sine Kvaler. Men hvor mærkeligt! Næppe var han trådt hen til den lille Tue, næppe havde han bøjet sig 98

ned for at kysse den, førend han blev lettere til Mode. Det var en klar Dag, Solen gik netop ned; rundt omkring mellem Gravene voksede der yppigt grønt Græs; i en nærliggende Hybenbusk summede en Bi. På Lisas Grav lå allerede visnede og næsten afbladede Blomster og Kranse, som Klaudia Petrovnas Børn på Begravelsesdagen havde nedlagt på den. For første Gang i lange Tider fo'r noget som en Stråle af Håb gennem hans Bryst. „Hvor én bliver let om Hjertet her!" tænkte han ved Synet af den lyse Himmel og den dødsstille Kirkegård, og på en Gang forekom det ham, som om han ligesom i sine Barneår igen kunde tro på noget. „Det har Lisa skænket mig, hun har talt til mig," sagde han til sig selv. Aftenen begyndte allerede at falde på, da han forlod Kirkegården og begav sig hjemad. Han havde omtrent tilbagelagt nogle hundrede Skridt, da hans Blik tilfældigvis faldt på det åbne Vindue i et Værtshus, og han pludselig troede at opdage et bekendt Ansigt blandt Gæsterne. Han så nøjere til — ja virkelig, der sad Pavel Pavlovitj Trusotski lige ved Vinduet foran et halvtømt Glas. Han syntes at have genkendt Veltjaninov og såa nysgerrigt efter ham. Veltjaninov fortsatte sin Vej uden at bekymre sig om ham, da han pludselig hørte, hvorledes nogen hurtig kom efter ham. Det var Pavel Pavlovitj, der, opmuntret af Veltjaninovs fredelige Mine, på en Gang fik Lyst til at genopfriske det „gamle Venskab". Ængstelig og med et forlegent Smil trådte han hen ved Siden af Veltjaninov; han lod denne Gang til at være fuldstændig ædru. „Ærbødigste Tjener, Aleksej Ivanovitj," sagde han høfligt. „Ærbødigste Tjener," svarede Veltjaninov. ---o---

XI.
Veltjaninov var selv forbavset over, at han havde besvaret hans Hilsen. Det forekom ham meget mærkeligt, at han slet ikke følte noget Had mod dette Menneske, men at 99

derimod en hel ny, snarere venlig end uvillig Følelse rørte sig i ham ved Synet af ham. „En herlig Aften!" begyndte Pavel Pavlovitj, idet han så ham ind i Øjnene, for ligesom at blive klar over, hvilken Stemning han var i. „De er ikke rejst endnu?" bemærkede Veltjaninov mere forbavset end egentlig spørgende, idet han gik videre. „Det er trukket ud, men nu har jeg fået Embedet med Lønningsforhøjelse. I Overmorgen rejser jeg ganske bestemt." „De har fået Embedet?" indskød Veltjaninov, denne Gang derimod i en spørgende Tone. „Ja, hvorfor ikke?" spurgte Pavel Pavlovitj forundret. „Nå, jeg spurgte bare . . ." sagde Veltjaninov, idet han så på Pavel Pavlovitj fra Siden. Til hans Forbavselse var Hr. Trusotskis Ydre i Sammenligning med tidligere i høj Grad blevet forandret til hans Fordel. „Hvad har han mon at gøre i den Knejpe?" fo'r det gennem Hovedet på ham. „Jeg kan også fortælle Dem en anden glædelig Begivenhed, der er hændt mig, Aleksej Ivanovitj," begyndte Pavel Pavlovitj. „Hvad er det for en glædelig Begivenhed?" „Jeg gifter mig igen." „Hvad behager?" „Efter Sorg kommer Glæde, det er nu så Livets Gang. Jeg vilde meget gerne tale med Dem derom, Aleksej Ivanovitj, men . . . jeg véd ikke, måske De har ikke Tid nu, De skynder Dem sådan af Sted . . ." „Ja” Jeg skynder mig . . . jeg befinder mig ikke ganske vel." ' Han følte på en Gang det mest levende Ønske om at blive af med ham; denne „nye Følelse", som lige havde rørt sig i ham til Fordel for Pavel Pavlovitj, var i dette Øjeblik forsvunden igen. „Å, og jeg vilde så gerne . . ." Pavel Pavlovitj udtalte ikke, hvad han så gerne vilde; Veltjaninov tav. „Så vil jeg hellere gemme det til en anden Gang, når vi træffes igen . . ." vedblev Pavel Pavlovitj. 100

„Meget vel, en anden Gang," brummede Veltjaninov, uden at se på ham. Pavel Pavlovitj gik endnu et Par Minutter ved Siden af ham uden at mæle et Ord. „Nå, på Gensyn da!" sagde han endelig. „På Gensyn og Lykke til det!" Veltjaninov var i rigtig dårligt Lune, da han kom hjem. Mødet med dette Menneske havde ødelagt hans Stemning. Da han lagde sig til at sove, tænkte han på ny: „Hvorledes kom han mon derhen, i Nærheden af Kirkegården?" Næste Morgen belavede han sig endelig, om også modstridende, på at tage ud til Pogorjelzovs. Han var overbevist om, at de var meget urolige for hans Skyld, og følte sig derfor forpligtet til at sprede deres bange Anelser. Men på den anden Side følte han en vis Uvilje ved at tage imod trøstende Ord fra nogen som helst, selv om de var nok så godt mente. Han forestillede sig, at han ved det første Møde med dem vilde blive skamfuld. „Skal jeg tage derud eller ej?" overvejede han, medens han drak sin Morgenkaffe, da pludselig Døren til hans store Forbavselse gik op — Pavel Pavlovitj trådte ind i Værelset. Veltjaninov havde til Trods for Gårsdagens Møde ikke anset det for muligt, at dette Menneske vilde besøge ham endnu en Gang og blev helt forbløffet ved nu så uventet at se ham igen. Medens han endnu helt forbavset vedblev at stirre på ham med en Blanding af Uro og Uvilje havde Pavel Pavlovitj allerede husvant taget Plads på sin sædvanlige Stol. „De er sikkert overrasket?" begyndte den sidste, idet han prøvede på at gætte Veltjaninovs Tanker. Han lod til at være temmelig oprømt, selv om ikke helt fri for en vis Forlegenhed. Hans ydre Fremtræden var denne Gang endnu mere påfaldende end den foregående Dag. Han var ikke blot anstændigt, men næsten lapset klædt. Han var iført en let Sommerjaket, lyse, snævertsluttende Benklæder og hvid Vest. Linned og Handsker var dadelløse, på nans Bryst hang et Par Guldlorgnetter — han var endog parfumeret. Hele hans Skikkelse gjorde i denne Påklædning 101

et sælsomt, på en Gang latterligt og ubehageligt Indtryk. „Mit Besøg må sikkert overraske Dem, Aleksej Ivanovitj," vedblev Pavel Pavlovitj en Smule forlegent — „jeg føler det meget godt. Men der gives dog efter min Mening for ethvert Menneske noget højere, om jeg tør udtrykke mig således, ikke sandt? . . . noget højere, der intet har at gøre med personlige Følelser . . . ikke sandt?" „Tal bare hurtigt og uden alle Omsvøb, Pavel Pavlovitj," svarede Veltjaninov mørk. „Med få Ord åltså," tog Pavel Pavlovitj hurtig Ordet — „jeg gifter mig igen og er netop på Vejen til min forlovede, hvis Forældre ligger på Landet. Jeg vil nu gerne have den store Ære at forestille Dem for denne Familie og kommer derfor til Dem med den usædvanlige Bøn" — han bøjede Hovedet høfligt mod Veltjaninov — „at ledsage mig derud." „Ledsage Dem hvorud?" spurgte Veltjaninov, idet han så forundret på ham. „Til dem, det vil sige, ud på deres Landsted. De må undskylde, jeg taler som i Feber, og jeg udtrykker mig måske ikke helt klart. Det vilde være rnig meget smerteligt, hvis De lod mig i Stikken . . ." Han så uroligt og ængsteligt på Veltjaninov. „De vil, at jeg nu skal køre sammen med Dem til Deres forlovede?" spurgte Veltjaninov, der ikke vilde tro sine egne Øren, ham med skarp Betoning. „Ja, netop," svarede Pavel Pavlovitj genert. „Vær nu blot ikke vred på mig, Aleksej Ivanovitj, opfat det ikke som Frækhed fra min Side; jeg vilde kun i Ærbødighed bede Dem om ... jeg tænkte mig, De vilde måske ikke afslå det ..." „Men det er jo ganske umuligt!'* indskød Veltjaninov. „Det er kun et Ønske, jeg nærer, intet andet," vedblev Pavel Pavlovitj at bede ham — „jeg nægter ikke, at jeg har en særlig Grund dertil, men den kan jeg først senere meddele Dem, foreløbig kommer det mig kun an på, at De svarer ja . . ." Han rejste sig af lutter Høflighed fra sin Stol. „Nej, nej, det går virkelig ikke, det må De kunne sige Dem selv . . ." sagde Veltjaninov, idet han også forlod sin 102

Plads. „Jo vist går det, Aleksej Ivanovitj — jeg vil forestille Dem dér som min Ven. For øvrigt kender De jo Familien, i det mindste dens Overhoved, Hr. Statsråd Sachlebinin..." „Hvad for noget, Sachlebinin?" råbte Veltjaninov aldeles som himmelfalden. Det var nemlig den samme Statsråd, som han for omtrent fire Uger siden forgæves havde søgt at træffe for at stemme ham gunstigt i Anledning af sin Proces. 101 „Netop, netop ham," bekræftede Pavel Pavlovitj smilende, idet han følte sig opmuntret ved Veltjaninovs Forbavselse — „den samme Sachlebinin, med hvem De den Gang gik og diskuterede — det husker De nok? — medens jeg stod på den anden Side af Gaden og ventede på at komme til at tale med ham efter Dem. Vi har nemlig kendt hinanden i den sidste Snes År, ja vi har været ansat på samme Sted. Dengang tænkte jeg rigtignok endnu ikke på noget, det er først i den sidste Uges Tid, at jeg er begyndt at nære visse Hensigter." „Men tillad mig dog et Spørgsmål: det er jo, så vidt jeg véd, en meget anstændig Familie?" bemærkede Veltjaninov i naiv Forbavselse. „Nå og hvad har det at sige, at den er anstændig?" „Intet, slet intet, jeg vilde kun sige . . . For Øvrigt lagde jeg aldeles ikke Mærke til nogen, da jeg var hos dem . . ." „Rigtig, De var der jo, man kan meget godt huske Dem," faldt Pavel Pavlovitj ham livlig i Talen — „kun fik De ikke dengang Familien at se. Selv sætter han stor Pris på Dem, og jeg har sagt ham alt muligt godt om Dem." „Men hvorledes kan De tænke på at gifte Dem, det er jo først tre Måneder siden De blev Enkemand?" „Brylluppet skal ikke finde Sted nu, men først om ni eller ti Måneder, så der kommer til at ligge et helt Sørgeår imellem. Alt er så godt som i Orden, tro De mig. For det første kender Fedosej Petrovitj mig næsten fra Ungdommen af — han kendte også min afdøde Hustru. Han véd, på hvilken Fod jeg lever, hvor stor Gage jeg har, hvor stor Formue, desuden får jeg jo nu også et LØnningstillæg — alt 103

det lægger jo et stærkt Lod i Vægtskålen!" „Det drejer sig altså om hans Datter?" „Jeg skal fortælle Dem det hele udførligt," bemærkede Pavel Pavlovitj, der følte sig smigret ved Veltjaninovs Opmærksomhed — „tillad mig kun at tænde en Cigaret. De vil for øvrigt få det hele at se i Dag med Deres egne Øjne. Folk som Fedosej Petrovitj sætter man megen Pris på her i St. Petersborg, så snart man først er bleven opmærksom på dem, kun kommer der desværre til Trods for Gage, Tillæg, Gratifikationer, Tilskud en Gang for alle og så videre ikke meget ud deraf, en Kapital lader der sig i hvert Fald ikke erhverve på den Måde. De lever godt, men alt går netop derfor også med. Tænk Dem engang, der er ikke mindre end otte Døtre, og kun en eneste Søn, som endnu er ganske lille. Hvis Faderen for Eksempel pludselig skulde dø, vilde de stakkels Mennesker være meget slet stillede. Otte Pigebørn — forestil Dem, at hver af dem blot skal have ét Par Sko: hvad der alene går med dertil! Fire af dem er allerede forlovede, den ældste — en henrivende ung Pige på fire og tyve År — er endnu fri. Så er der foruden de ganske små endvidere en sjette, et muntert Pigebarn på femten År, som endnu går på Kursus. Hvor der skal meget til for at finde passende Friere til så mange Døtre! Nu har jeg også pludselig vist mig på Skuepladsen — nå, og da man jo har nogen Formue, så gik det hele temmelig hurtigt i Orden. Ser De, således forholder det sig." Pavel Pavlovitj strålede af Fornøjelse ved sin Fortælling. „De har vel kastet Deres Øjne på den ældste Datter?" „N—æh, ikke på den ældste Datter . . . jeg vilde gerne gifte mig med den sjette, netop hende, som endnu går på Kursus." „Hvad for noget?" råbte Veltjaninov med et vantro Smil — „men De sagde jo, at hun kun var femten År gammel!" „Nu for Tiden er hun ganske vist kun femten, men om ni Måneder vil hun være seksten, seksten År og tre Måneder, det er da ikke for tidligt? For øvrigt bliver det hele foreløbig holdt hemmeligt på Grund af, at jeg har Sorg. Det er kun afgjort med hendes Forældre ... det er alt så godt som i 104

Orden." „Helt sikkert er det altså endnu ikke?" „Å jo, jo vist, helt sikkert — alt er så godt som i Orden, det kan De stole på!" „Og véd hun selv noget derom?" „For Velanstændigheds Skyld lader hun naturligvis, som om hun ikke véd noget deraf, men hvorledes er det muligt, at hun ikke skulde vide det?" svarede Pavel Pavlovitj med et fornøjet og polisk Smil. „Nå, hvad mener De så, Aleksej Ivanovitj, vil De gøre mig den Ære?" tilføjede han frygtsomt. „Men hvad skal jeg egentlig? Og ... hvorfor fortæller De mig alt det, da jeg alligevel under ingen Omstændigheder vil tage med?" „Aleksej Ivanovitj jeg beder Dem . . ." „Men hvorledes kan jeg vise mig i Deres Selskab, køre ud sammen med Dem for at aflægge Besøg! Det er dog et lovligt stærkt Forlangende!" De sladderagtige Meddelelser, som Pavel Pavlovitj havde givet til Bedste om sin tilkommende Brud, havde først moret Veltjaninov. Men pludselig vendte hele den Uvilje, som han tidligere havde følt mod ham, tilbage, og han var nær ved, uden videre Omsvøb at vise ham Døren. Han ærgrede sig endog over, at han ikke straks havde gjort det. „Å, hør nu, Aleksej Ivanovitj, kør nu alligevel derud sammen med mig, De vil ikke komme til at fortryde det!" bad Pavel Pavlovitj mere og mere indtrængende. „Å, bliv nu ikke vred!" fortsatte han ligesom beroligende, da han lagde Mærke til Veltjaninovs utålmodige og uvillige Mine — „jeg beder Dem, Aleksej Ivanovitj, afvis mig ikke på den Måde! Det lader til, at De ikke har forstået mig rigtig: jeg indser meget godt, at vi to ikke kan blive Venner; jeg er dog ikke så indskrænket, at jeg ikke indser det. Det er kun en Tjeneste, jeg beder Dem om, og den skal fremtidig aldeles ikke forpligte nogen af os. Desuden rejser jeg allerede i Overmorgen min Vej, hvad kan det så gøre Dem? Betragt det kun som noget rent forbigående, som en Episode. Jeg stolede, da jeg kom herhen, aldeles bestemt på Deres 105

Hjertes ædle Følelser, Aleksej Ivanovitj — på de Følelser, som i den sidste Tid må være vågnet til Live i Dem . . . jeg véd ikke, om jeg udtaler mig tydeligt nok..." Pavel Pavlovitj var bleven mere og mere bevæget, så at Veltjaninov betragtede ham med en vis Forundring. „De beder mig om en Tjeneste," bemærkede han endelig eftertænksom — „og synes at lægge så megen Vægt derpå, at det næsten forekommer mig mistænkeligt. De må forklare Dem tydeligere." „Tjenesten beror ene og alene derpå, at De tager med mig — alt det andet skal jeg sige Dem, så snart vi er komne tilbage. Jeg vil skrifte alt for Dem, når De blot vil have Tillid til mig, Aleksej Ivanovitj!" Veltjaninov vilde vedblivende ikke vide noget deraf og indtog en så meget mere uvillig Holdning, som han i Grunden fra Begyndelsen af havde følt en vis Lyst til at gå ind på Pavel Pavlovitjs Forslag. Om det kun havde været simpel Nysgerrighed eller måske en anden værre Tilbøjelighed, kunde han selv endnu ikke afgøre. Men jo mere han følte sig fristet, des halsstarrigere viste han sig. Støttet til Albuerne sad han eftertænksom ved Bordet, medens Pavel Pavlovitj bestandig vimsede omkring ham og søgte at stemme ham gunstigt. „Nu vel, jeg tager med!" indvilligede han omsider ikke uden en vis indre Uro, idet han rejste sig fra sin Plads. Pavel Pavlovitj var helt ude af sig selv af Glæde. „Å, det er prægtigt, Aleksej Ivanovitj!" råbte han jublende — „så klæd Dem endelig straks på — rigtig fint, De véd jo bedst selv, hvad der klæder Dem." „Et besynderligt Menneske!" sagde Veltjaninov til sig selv — „når blot ikke Sagen får et dårligt Udfald for ham!" „Og da De nu engang har givet Deres Samtykke," begyndte Pavel Pavlovitj, „så må De også bistå mig med Deres gode Råd." „Med mine gode Råd? I hvilken Henseende?" „Å, der er for Eksempel et meget vigtigt Spørgsmål: Sørgefloret! Hvad er mest passende: at jeg tager det af, eller at jeg beholder det på?" 106

„Det kan De gøre, som De selv vil!" „Nej, jeg vil gerne vide, hvad De vilde gøre, hvis De havde Sorg. Efter min Mening vidner det om en vis Bestandighed i mine Følelser, når jeg beholder det på, det kan følgelig kun være en Anbefaling mere for mig." „Selvfølgelig må De tage det af." „Mener De virkelig, at det er selvfølgeligt?" indskød Pavel Pavlovitj eftertænksomt. „Nej, jeg vil dog hellere beholde det på . . ." „Som De vil," sagde Veltjaninov. „Det lader dog til, at han ikke rigtig stoler på mig, det er ganske behageligt," tænkte han i sit stille Sind. Endelig brød de op. Pavel Pavlovitj betragtede med stort Velbehag og Selvtilfredshed Veltjaninovs statelige Person, som kun havde vundet ved den elegante Dragt. Man kunde ligefrem se på hans Ansigt, at han nu følte langt større Højagtelse for ham. Veltjaninov kunde ikke lade være med at forundre sig i høj Grad både over ham og over sig selv, der nedlod sig til den Slags Ting. Foran Porten ventede en fin Ekvipage på dem. „De har altså allerede bestilt en Vogn? De vidste altså, at jeg vilde køre med Dem?" „Vognen har jeg taget til mig selv, men jeg var Tast overbevist om, at De vilde køre med," svarede Pavel Pavlovitj med en Mine som et fuldkomment lykkeligt Menneske. „Hør nu, min gode Pavel Pavlovitj," bemærkede Veltjaninov, hvem den andens Sikkerhed dog begyndte at ærgre en Smule — „har De endnu ikke for megen Tillid til mig?" „Vil De bebrejde mig det, Aleksej Ivanovitj?" spurgte Pavel Pavlovitj. De havde allerede taget Plads i Vognen. Veltjaninov vidste ikke, hvad han skulde svare. Billedet af Lisa dukkede pludselig op i hans Sjæl, men han søgte med Magt at vende sine Tanker bort fra hende, da det i dette Øjeblik næsten syntes ham en Helligbrøde at blande Mindet om hende sammen med Virkeligheden. Og på en Gang forekom han sig selv så lille og ubetydelig, og den Bagtanke, der havde fået 107

ham til at bestemme sig til turen, tog sig så ussel ud i hans Øjne, at han helst straks vilde være sprungen ud af Vognen igen. Men Pavel Pavlovitj begyndte at tale, og straks følte han igen den samme „Bagtanke" som Drivfjederen til sin Handlemåde. „Aleksej Ivanovitj, har De Forstand på Juveler?" „På hvad for Juveler?" „Å, på Brillanter?" „Jo, jeg forstår mig på dem." „Jeg vilde nemlig gerne tage en lille Gave med. Hvad er Deres Mening derom: behøves det eller ej ?" „Efter min Mening behøver De det ikke." „Hm, jeg vilde dog meget gerne tage en eller anden Ting med," sagde Pavel Pavlovitj — „men hvad skal man købe? En hel Besætning, det vil sige Brosche, Ørenringe og Armbånd, eller kun en eneste Ting?" „Det kommer an på, hvor meget De vil spendere." „Å, sådan henved fire eller fem hundrede Rubler." „Nå for Fanden!" „Mange Penge, ikke sandt?" spurgte Pavel Pavlovitj, idet det ligefrem gav et Sæt i ham. „Køb De bare et Armbånd til hundrede Rubler." Pavel Pavlovitj følte sig ligefrem fornærmet ved dette Forslag. Han vilde så gerne give rigtig mange Penge ud og blev ved sit, at han vilde købe en hel Besætning. De holdt foran en Juvelerbutik, og Sagen endte omsider med, at Pavel Pavlovitj kun købte et Armbånd, dog ikke det, han syntes bedst om, men det, som Veltjaninov anbefalede ham. Helst vilde han rigtignok have købt dem begge. Da Juveleren, der først havde forlangt hundrede og halvfjersindstyve Rubler, til sidst slog tyve Rubler af, var det ikke langt fra, at Pavel Pavlovitj var bleven fornærmet; han vilde med Glæde også have anvendt to hundrede Rubler. „De må ikke finde det påfaldende, at jeg har sådan Hast med Gaver," ytrede Pavel Pavlovitj i en selvtilfreds Tone, da de atter sad i Vognen — „man holder nemlig ikke dér i Huset så strengt på Etiketten, det går ganske jævnt til. Den lille Uskyldighed kan nu engang godt lide at få Gaver," 108

vedblev han med et listigt og muntert Smil. „De lo nylig, Aleksej Ivanovitj, da jeg sagde, hun kun var femten År gammel; men det er netop det, som jeg så godt kan lide — at hun endnu går i Skole, med sin lille Taske på Armen, og med en lille Stilebog og et lille Penneskaft i den lille Taske, he he! Jeg har netop taget Hensyn til den lille Taske, Aleksej Ivanovitj — det vil atter sige til Uskyldigheden! Jeg lægger mere Vægt herpå end på Skønhed. De sad nylig fnisende i et Hjørne af Stuen sammen med en Veninde — å Gud, hvor de lo! Og hvorfor? Ene og alene, fordi en Kattekilling var sprunget fra Kommoden lige op i Sengen og havde indviklet sig i et Nøgle Garn. Det virker på en som Duften af friske Æbler. . . . Skal jeg ikke hellere tage Floret af?" „Som De selv vil." „Jeg tager det af!" Han tog sin Hat, rev Floret af og kastede det på Gaden. Da han atter havde dækket sit skaldede Hoved med Hatten, strålede hans Ansigt i lyse Forhåbninger. „Skulde han virkelig i Dag vise den rigtige Side af sin Karakter?" tænkte Veltjaninov, idet han blev grebet af en pinlig Følelse — „skulde der virkelig ikke ligge nogen skjult Hensigt bag hans Opfordring til mig om at køre med? Har han virkelig, som han selv sagde, kun gjort Regning på mine ædlere Følelser?" Denne sidste Formodning opfattede han næsten som en Fornærmelse. „Hvad er han mon egentlig— en Nar, et Fæ eller en ... født Hanrej? Jeg véd virkelig ikke, hvad jeg skal tro om ham! . . ." XII. Sachlebinins var i Virkeligheden en meget anstændig Familie, som Veltjaninov havde udtrykt sig, og Hr. Sachlebinin var ikke blot anset for en ret dygtig Embedsmand, men også meget afholdt. For øvrigt var også alt det, som Pavel Pavlovitj havde sagt om deres Formuesomstændigheder, aldeles rigtigt: „De synes at leve godt, men i Tilfælde af hans Død vilde der ikke være en Skilling tilbage." Hr. Sachlebinin modtog Veltjaninov yderst elskværdigt; den tidligere Fjende syntes på en Gang at være forvandlet til en oprigtig Ven. „Jeg gratulerer til Udfaldet af Deres Proces, det er dog 109

langt bedre således," begyndte han i en forekommende og velvillig Tone — „jeg har selv arbejdet på at finde et fredeligt Forlig, og Deres Advokat har gjort sine Sager fortræffeligt. På den Måde har De i det mindste Deres 60,000 Rubler i Behold, uden Besvær eller Ærgrelser af nogen Art! Ellers kunde Sagen let være bleven trukken ud mindst tre År endnu." Veltjaninov blev forestillet for Madame Sachlebinin, en halvgammel Dame af usædvanlig Korpulence, med et noget enfoldigt og vissent Ansigt. Lidt efter lidt kom også, hver for sig eller parvis, de unge Piger spadserende ind. Der var en hel Flok af dem, i det mindste tolv; Veltjaninov formåede slet ikke at tælle dem alle — nogle kom, andre gik. De var for øvrigt ikke alle sammen Sachlebinins Døtre, der fandtes også nogle Veninder fra de nærliggende Landsteder mellem dem. Sachlebinins Villa — et stort Træhus, der var opført i en ubestemmelig Stil med alle mulige Tilbygninger, som stammede fra forskellige Tider — lå nemlig ud til en stor Have, hvor yderligere tre eller fire andre Landsteder vendte deres Facader ud fra forskellige Sider. Denne store, fælles Have bidrog i væsentlig Grad til at sætte Liv i de unge Damers Omgang som Naboer. Straks ved de første Ord, der blev vekslede, så Veltjaninov, at han allerede var bleven ventet som Ven af Pavel Pavlovitj, og at der endog blev tillagt hans Besøg en vis festlig Betydning. Hans sædvanlige, i den Slags Anliggender velerfarne, skarpe Blik lod ham også gætte endnu mere: den usædvanlige elskværdige Modtagelse fra Forældrenes Side, de unge Damers ejendommelige Miner og deres udsøgte Toiletter vakte den Mistanke til Live i ham, at Pavel Pavlovitj havde spillet Forsyn for ham og måske fremstillet ham som „en Ungkarl af det gode Selskab", der af Kedsomhed muligvis gerne vilde gifte sig — så meget mere som han nu for let Køb havde fået Arven i Hænde. Det lod endog til at Katerina Fedosejevna, Sachlebinins ældste Datter — just den fire og tyveårige unge Dame, hvis Skønhed Pavel Pavlovitj havde prist i så høje Toner — lagde en Smule an på ham. Hendes Kjoles usædvanlige Elegance og den påfaldende Måde, 110

hendes store Hår var friseret på, kunde i det mindste tyde i den Retning. Også de Blikke, hvormed hendes Søstre og de andre unge Damer betragtede dem, syntes at sige, at de alle godt vidste, at Veltjaninov kun var kommen „for at se Katja". Af og til faldt der også pludselig et eller andet Ord, som kun syntes at bekræfte hans Antagelse. Katerina Fedosejevna var en høj, yppig Blondine med et meget behageligt Ansigt og tilsyneladende af et blidt, måske endog noget dvaskt Væsen. „Besynderligt, at hun er bleven siddende over," tænkte Veltjaninov uvilkårligt, idet han betragtede hende med Velbehag — „selv om hun ikke får nogen Medgift og snart lægger sig ud, så gives der dog mange Yndere af denne Genre. . . ." Katjas Søstre var heller ikke ilde, og blandt Veninderne dukkede der endog et Par rigtig pæne Ansigter frem. Det muntre Selskab morede ham meget, skønt den, med hvem hans Tanker mest beskæftigede sig, endnu ikke havde indfundet sig. Nadezjda Fedosejevna, den „sjette", hende, på hvem Pavel Pavlovitj havde kastet sine Øjne, syntes med Vilje at lade vente på sig. Veltjaninov blev næsten utålmodig, da hun ikke kom, og kunde ikke andet end i al Stilhed forundre sig over sin Utålmodighed. Endelig indfandt hun sig, og det ikke uden en vis Effekt, ledsaget af en munter, livlig Veninde, ved Navn Marja Nikitischna, en Brunette med et udfordrende Ansigt, hvem Pavel Pavlovitj, hvad Veltjaninov straks lagde Mærke til, syntes at være ganske særlig bange for. Denne Marja Nikitischna, en bidende, spottesyg ung Dame, allerede tre og tyve År gammel, var Guvernante for Børnene i en Nabofamilie, og Sachlebinins Døtre satte stor Pris på hende. Navnlig syntes hun at være en meget nær Veninde af Nadja. Veltjaninov havde straks ved det første Blik lagt Mærke til, at alle de unge Piger var ugunstig stemte imod Pavel Pavlovitj, og lige så hurtig bemærkede han, at også Nadja hadede ham. Det undgik ham lige så lidt, at Pavel Pavlovitj ikke bemærkede noget af det hele eller måske ikke vilde bemærke det. Nadezjda var uden Tvivl den smukkeste af de otte Søstre — en lille Brunette, ildfuld som en vild, modig 111

som en Nihilistinde, en durkdreven, lille Satan med lynende Øjne, kirsebærrøde Læber og blændende hvide Tænder, fin og slank, med et henrivende, undertiden noget ondskabsfuldt Smil og det første Udtryk af selvstændig Tænkning i det ellers endnu helt barnlige Ansigt. Hvert Ord, hver Bevægelse forrrådte hendes femten År. Pavel Pavlovitj havde i Virkeligheden set hende første Gang med en lille Voksdugstaske på Armen, men hun var senere hørt op med at gå med den. Overrækkelsen af Armbåndet forløb på en temmelig beklagelig Måde og fremkaldte endog et ubehageligt Indtryk. Næppe havde Pavel Pavlovitj fået Øje på sin „Brud", førend han straks med et polisk Smil trådte hen til hende og overrakte hende Gaven under Påskud af, at den „skulde være en Tak for den særdeles Fornøjelse, som Nadezjda Fedosejevna ved hans sidste Besøg havde beredt ham ved at foredrage en henrivende Romance med Klaverledsagelse . . ." Midt i sin Tale gik han i Stå og stod der helt forvirret, idet han søgte at få Nadezjda Fedosejevna til at tage mod Etuiet med Armbåndet. Rødmende, af Vrede og Arrigskab trak den lille sin Hånd tilbage og vilde på ingen Måde tage imod Gaven. „Jeg vil ikke have den, maman!" sagde hun højt, idet hun modigt vendte sig om mod sin Moder, hvis Ansigt prægedes af tydelig Forlegenhed. „Tag den og sig Tak til!" indskød hendes Fader roligt og strengt, men han var heller ikke helt tilfreds med Pavel Pavlovitj. „Overflødigt, helt overflødigt!" sagde han i en let tilrettevisende Tone. Der blev ikke andet for Nadja at gøre end at tage imod Etuiet. Hun slog Øjnene ned og gjorde ganske på Småpigers Vis et lille Kniks for Pavel Pavlovitj. En af hendes Søstre kom hen til hende, og Nadja overrakte hende Etuiet, uden i Forvejen at have værdiget dets Indhold så meget som et Blik. Armbåndet blev taget ud og gik fra Hånd til Hånd. Det blev betragtet i Tavshed af de fleste, endog med spottende Blikke af nogle. Kun Madame Sachlebinin bemærkede i en ligegyldig Tone, at Armbåndet var „meget nydeligt". Pavel 112

Pavlovitj vilde helst være sunken i Jorden. Optrinet havde gjort et pinligt Indtryk på hele Selskabet. Da gjorde Veltjaninov Ende på den trykkende Stemning ved pludselig højt og ivrigt at lede Samtalen hen på den første, den bedste Genstand. Der var ikke gået fem Minutter, førend han allerede havde fængslet den almindelige Opmærksomhed. Han forstod sig mesterlig på den Kunst at konversere i Selskab, det vil sige at give sig ud for et fuldstændig oprigtigt og naivt Menneske og antage en sådan Holdning, som om han anså sine Tilhørere for lige så naive og oprigtige. Han kunde, når det behøvedes, gå og gælde for et meget muntert og lykkeligt Menneske. Ganske som det passede, blandede han snart en skarpsindig Bemærkning, snart en uskyldig Stikpille, en Hentydning eller en Vittighed i sin Tale, og dertil kom, at han gav det hele et ganske naturligt, utvungent Præg, medens disse fine Tilsætninger i Virkeligheden var forberedte længe i Forvejen og endog allerede var blevne anvendte hundrede Gange før af ham. Han følte sig ved denne Lejlighed ganske særlig oplagt, ligesom tilskyndet af en indre Impuls. Han var fuldstændig overbevist om sin Sejr og tvivlede ikke om, at i Løbet af få Minutter vilde alle disse Øjne være rettede på ham alene, alle disse Mennesker kun høre på ham og lytte til hans Ord som til en Åbenbaring. Og i Virkeligheden mærkede han snart her og snart der et Latterudbrud, og det varede ikke længe, så blandede også de andre sig i Samtalen, og da han fortræffelig forstod at drage hver enkelt med sig ind i Underholdningen, så blev denne snart så livlig, at man undertiden hørte tre, ja endog fire Stemmer på en Gang. Selv Madame Sachlebinins kedelige, trætte Ansigt klarede op, og det samme var Tilfældet med Katerina Fedosejevna, der lyttede til ham som fortryllet. Kun Nadja så endnu mistroisk på ham fra Siden — hun var åbenbart forudindtaget imod ham, men dette ansporede ham kun så meget des mere. Den ondskabsfulde Marja Nikitischna krydrede Samtalen med en temmelig følelig Stikpille på hans Bekostning — hun påstod nemlig, at Pavel Pavlovitj havde betegnet ham som sin bedste Ungdomsven. 113

Hun havde kun udtænkt sig dette, for at foreholde Veltjaninov, der var syv År yngre end Pavel Pavlovitj, hans Alder, men selv den ondskabsfulde Marja Nikitischna kom til sidst til at synes om ham. Pavel Pavlovitj var bleven helt forbavset over Veltjaninovs Held. Han kendte meget godt hans Fortrin og glædede sig i Begyndelsen oprigtig over den Anerkendelse, der blev vist dem, fniste ad Veltjaninovs Vittigheder og tog Del i Samtalen; men lidt efter lidt blev han dog eftertænksom, og til sidst prægedes hans Ansigt endog af en vis Nedslåethed. „Nå, De er i hvert Fald en Gæst, som man ikke behøver at have Ulejlighed med at underholde," bemærkede den gamle Sachlebinin smilende, idet han rejste sig fra sin Stol for at begive sig op i sit Arbejdsværelse, der lå i øverste Etage. Han havde nemlig, skønt det var Søndag, en stor Mængde Aktstykker at se igennem — „og vil De tænke Dem, jeg troede, De var den værste Melankoliker, der i det hele var til at finde blandt vore unge Mennesker. Hvor man dog kan tage fejl!" „Der stod et Flygel i Salen. Veltjaninov spurgte, hvem der dyrkede Musik, og vendte sig pludselig mod Nadja. „De skal synge så smukt!" „Hvem har fortalt Dem det?" spurgte Nadja skarpt. „Pavel Pavlovitj sagde det før." „Det er ikke sandt; jeg synger kun, når jeg vil få én til at le — jeg har slet ingen Stemme." „Nå, jeg har heller ingen Stemme, men alligevel synger jeg." „Å, så må De synge noget for os! I så Tilfælde vil jeg også synge," sagde Nadja med livligt tindrende Øjne — „men blot ikke nu, først efter Middag. Jeg kan ikke lide Musik," tilføjede hun — „Klaverspil keder mig skrækkeligt. Hos os bliver der spillet og sunget i et væk fra Morgen til Aften. Og så er alligevel Katja den eneste, som har Talent derfor." Veltjaninov henvendte sig straks på en elskværdig Måde til Katerina Fedosejevna og bad hende spille lidt for ham. Alle var behagelig berørte af, at han havde anmodet Katja 114

derom, og Fruen rødmede endog af Tilfredshed. Katerina Fedosejevna rejste sig smilende, gik hen til Flyglet og blev ligeledes rød over hele Ansigtet. Det var, som om hun pludselig skammede sig over, at hun var så høj og fyldig og desuden allerede fire og tyve År gammel. Hun spillede noget af Haydn med stor Færdighed, om end ikke videre udtryksfuldt. Da hun havde endt sit Spil, begyndte Veltjaninov en Samtale med hende om hendes Foredrag, men han roste ikke så meget hende som Haydn, navnlig hin lille Komposition, som hun havde spillet for ham. Hun hørte på denne Ros over Haydn med et så lykkeligt og taknemmeligt Ansigt, at Veltjaninov uvilkårligt så lidt nøjere på hende og sagde til sig selv i al Stilhed: „Du synes at være et prægtigt Pigebarn!" Denne Tanke læstes tydeligt i hans Øjne, og alle tilstedeværende, men navnlig Katerina Fedosejevna, forstod den. „De har en herlig Have her," henvendte han derpå Ordet til hele Selskabet, idet han så henimod Glasdøren, der førte ud til Verandaen — „skal vi ikke gå lidt derud?" „Jo, lad os det, ned i Haven!" hørte man fra alle Sider glade Råb, som om han på en Gang havde udtrykt et almindeligt, længe næret Ønske. Man spadserede lige til Middag rundt i Haven. Madame Sachlebinin, der allerede længe havde været søvnig og gerne vilde tage sig en lille Lur, gik ligeledes ud med Selskabet, men hun var så fornuftig at blive på Verandaen, hvor hun tog Plads og hurtig faldt i Søvn. I Haven antog Veltjaninovs Forhold til de unge Damer en endnu venligere Karakter. Han lagde Mærke til, at to unge Mennesker fra de nærliggende Villaer sluttede sig til dem — en Student og en Latinskoleelev, der straks gik hen ved Siden af deres udvalgte, og en forpjusket Yngling på henved tyve År med mclankolskt Ansigt og uhyre blå Briller, der straks gav sig til at hviske meget ivrigt med Nikitischna og Nadja. Han mønstrede Veltjaninov med mistroisk Mine og anså sig for forpligtet til at bevidne ham en ganske usædvanlig Foragt. Nogle af de unge Piger foreslog straks, at man skulde begynde at lege. Veltjaninov spurgte hvad de plejede at 115

lege, og de svarede ham, at de legede alle Slags Lege, men navnlig „Gorelki2, men at de dog i Aften vilde lege Ordsprogsleg. De forklarede ham udførligt denne Leg: „Alle sætter sig ned, medens én fjerner sig for kort Tid. Imedens bliver de andre enige om et Ordsprog, for Eksempel: „Forsigtighed er Moder til Visdom", og når så hin kommer tilbage, så skal hver efter Tur sige en Sætning, hvori Ordsprogets enkelte Ord forekommer. I den første Sætning må altså Ordet „Forsigtighed" forekomme, i den anden Ordet „er" og så videre. Men den gættende må passe på disse Ord og sammensætte Ordsproget af dem." „Det må jo være meget underholdende," bemærkede Veltjaninov. „Å nej, det er meget kedeligt," ytrede samtidig to eller tre Stemmer. „Ofte spiller vi Komedie," fortalte Nadja, idet hun henvendte Ordet til Veltjaninov. „Kan De se det tykke Træ dér med Bænkene rundt omkring; der bag yed er Kulisserne, der sidder Skuespillerne, hver har en Rolle: Kongen, Dronningen, Prinsessen, den modige Ridder, som man nu selv vil. Og den, som har Lyst dertil, træder frem og siger, hvad der netop falder ham ind." „Å, det må jo være forfærdelig morsomt!" sagde Veltjaninov i en lystig Tone. „Å nej, det er meget kedeligt. Det begynder i Reglen meget pænt, men til sidst bliver der ikke sagt andet end Dumheder, fordi ingen forstår at bringe sin Rolle til behændig Afslutning. Måske vil det blive mere underholdende i Dag, hvis De vil tage Del deri. Vi troede nemlig, De var en Ven af Pavel Pavlovitj, men nu viser det sig jo, at han ligefrem har løjet. Jeg er så glad over, at De er kommen ... af en ganske bestemt Grund," sluttede hun med et alvorligt, gennemtrængende Blik på Veltjaninov og skyndte sig derpå hurtig hen til sin Veninde Marja Nikitischna. „I Aften leger' vi Ordsprogsleg," hviskede pludselig en af Veninderne fortroligt til Veltjaninov. Han
2

en Art russisk Tagfat

116

havde hidtil næppe nok lagt Mærke til hende og ikke en eneste Gang talt med hende. — „Vi vil nemlig gøre Løjer med Pavel Pavlovitj, og De må hjælpe os." „Å, hvor det er dejligt, at De er kommen, vi keder os nemlig altid sådan her," sagde en anden Veninde, han hidtil overhovedet ikke havde set, og som pludselig — Gud må vide hvorfra — dukkede frem foran ham. Det var en lille rødhåret, fregnet én, med et pudsigt Ansigt, der var blussende rødt af Solvarmen og af hurtig Gang. Pavel Pavlovitj blev fra Minut til Minut mere og mere urolig. I Haven havde Veltjaninov ganske utvungent sluttet sig til Nadja, der på en Gang var bleven helt fortrolig overfor ham, lo og jublede og endog to Gange greb hans Hånd; hun var med et Ord meget lykkelig og skænkede ikke den stakkels Pavel Pavlovitj den ringeste Opmærksomhed. Veltjaninov overbeviste sig snart om, at der bestod en fuldstændig Sammensværgelse mod Pavel Pavlovitj. Den ene Skare unge Piger bortførte Veltjaninov til den ene Side, medens de andre lokkede Pavel Pavlovitj i den modsatte Retning ved at bilde ham alt muligt ind. Men den stakkels „Brudgom" gjorde sig, så snart han kunde fri for dem, styrtede over Hals og Hoved hen til det andet Selskab og stak pludselig sit skaldede Hoved med et uroligt, nysgerrigt lurende Udtryk i Øjnene ind mellem Veltjaninov og Nadja. Til sidst gjorde han sig slet ikke mere nogen Ulejlighed for at skjule sine Følelser; af alle hans Miner og Bevægelser talte den heftigste Skinsyge. Heller ikke den stakkels Katja kunde i Længden undgå at mærke, at Veltjaninov ikke var kommen for hendes Skyld. Men Udtrykket i hendes Ansigt vedblev til Trods herfor at være lige så mildt og troskyldigt som før, så at Veltjaninov, da han et Øjeblik så mere opmærksomt på hende, ikke kunde lade være at beholde sin gunstige Mening om hende. Hun syntes at være lykkelig over blot at kunne gå ved Siden af ham og at lytte til, hvad deres ny Gæst sagde. Selv at deltage i Samtalen var desværre ikke forundt hende. „Deres Søster Katerina Fedosejevna er en prægtig ung Pige," sagde Veltjaninov sagte til Nadja. 117

„Å ja, Katja! Der gives rigtignok ikke en bedre Sjæl her på Jorden. Hun er Englen her i Huset, jeg er formelig forelsket i hende!" svarede Nadja begejstret. Klokken fem gik man til Bords. Også Middagen havde et særligt Præg, som om den var anrettet ene og alene til Ære for Gæsten. Der blev budt to eller tre Retter om, som åbenbart ellers kun sjældent forekom på Statsrådens Bord. En af dem vidste de ikke engang Navnet på. Ved Siden af den sædvanlige Bordvin skænkedes en Flaske Tokaier, og til sidst blev der endog budt Champagne rundt. Den gamle Sachlebinin havde taget en Tår over Tørsten og var i den fortræffeligste Stemning. Han lo hver eneste Gang, Veltjaninov bare åbnede Munden. Til sidst kunde Pavel Pavlovitj ikke holde det ud mere: han lod sig rive med af Kappelyst og fik den mærkelige Idé ligeledes at give et Ordspil til Bedste. Ved Enden af Bordet hvor han sad ved Siden af Madame Sachlebinin, slog de unge Damer en skraldende Latter op. „Fa'r, Fa'r! Pavel Pavlovitj har også sagt en Vittighed,'" råbte den fjerde og femte af Sachlebinins Døtre samtidigt — „han siger, det er „glædeligt, at se så megen Glæde" . . ." „Å, han forstår da også at sige Vittigheder! Nå, lad os så høre, hvad for en Vittighed han har lavet?" spurgte Hr. Sachlebinin godmodigt, idet han venlig vendte sig om mod Pavel Pavlovitj og smilede i Forventning om den formentlige Vittighed. „Du hører jo, Fa'r, at han siger, det er „glædeligt, at se så megen Glæde"." „Nå ja, og hvad så?" spurgte den gamle, der endnu ikke kunde begribe, hvad det drejede sig om. „Men Fa'r, hvad går der dog af Dig — kan Du da ikke forstå? Ikke sandt, „glædeligt" og „så megen Glæde", disse Ord ligner jo hinanden . . ." „Å—a—a!" udbrød den gamle. „Hm! Nå — næste Gang lykkes det nok bedre for ham," tilføjede han smilende. „Man kan ikke på en Gang være i Besiddelse af alle Fortrin, Pavel Pavlovitj!" skosede Marja Nikitischna. „Å, min Gud, han er lige ved at blive kvalt af et Fiskeben!" råbte hun 118

pludselig og sprang op fra Stolen. Hele Selskabet kom med et i Bevægelse. Pavel Pavlovitj havde kun fået lidt i den gale Hals, da han, for at skjule sin Forvirring, havde ført sit Glas til Munden. Men Marja Nikitischna forsikrede og svor højt og dyrt på, at hun havde set Fiskebenet, som han havde fået i den gale Hals, og det var ligefrem livsfarligt. „Bank ham på Ryggen!" var der én, som råbte. „Ja vist, det er det bedste!" råbte Hr. Sachlebinin højt, og straks faldt en lille Skare over Pavel Pavlovitj: Marja Nikitischna, den rødhårede, endnu en Veninde, til sidst endog Husets Frue, der for ramme Alvor var bange. Alle vilde de banke Pavel Pavlovitj på Ryggen, og kun med Nød og næppe kunde han få dem overbevist om, at han kun havde fået lidt Vin ned i Luftrøret, og at det straks vilde være forbi igen. Til sidst kom de alle under Vejr med, at det hele kun havde været en dristig Spøg af Marja Nikitischna. „Har man set Mage, altid skal hun lave Optøjer!" sagde Madame Sachlebinin, henvendt til Marja Nikitischna i en streng Tone, men hun formåede ikke selv at bevare Alvoren og brast straks derpå ud i en så voldsom Latter, at man blev helt forbavset over, at hun kunde le således. Efter Middagen begav de sig alle ud på Verandaen for at drikke Kaffe dér. „Hvilke prægtige Dage!" bemærkede Statsråden i en nedladende Tone, som om han vilde tildele Naturen en Anerkendelse, idet han med muntert Blik så ud i Haven — „en Smule Regn vilde rigtignok ikke skade. . . . Nå, jeg vil nu hvile mig en Smule. Mor Jer i Guds Navn! Mor du dig også," sagde han ved sin Bortgang til Pavel Pavlovitj, idet han klappede ham venligt på Ryggen. Da de alle havde begivet sig ned i Haven igen, nærmede Pavel Pavlovitj sig på en Gang hemmelighedsfuldt til Veltjaninov og trak ham i Ærmet. „Blot et Minut!" hviskede han, åbenbart meget utålmodig. De bøjede ind på en ensom Sidesti. „Nej, undskyld, her må jeg bede ... nej, her tillader jeg absolut ikke . . ." sagde han heftigt, idet han skælvede af 119

Ophidselse og endnu bestandig holdt Veltjaninov i Ærmet. „Hvad for noget? Hvad for noget?" spurgte Veltjaninov helt forbløffet. Pavel Pavlovitj så på ham i Tavshed, medens hans Læber dirrede, og hans Mund fortrak sig til et hadefuldt Smil. „Hvor skal De hen? Hvor er De dog? Alt er allerede i Orden!" hørte man de unge Damers utålmodigt råbende Stemmer. Veltjaninov trak på Skuldrene og vendte tilbage til Selskabet. Også Pavel Pavlovitj ilede bag efter ham. „Jeg vædder om, han vil låne Deres Lommetørklæde," bemærkede Marja Nikitischna — „forrige Gang havde han også glemt sit eget." „Det glemmer han altid!" var der en af Selskabet, som bemærkede. „Har han glemt sit Lommetørklæde! Pavel Pavlovitj har glemt sit Lommetørklæde! Mo'r, Pavel Pavlovitj har igen glemt sit Lommetørklæde — Mo'r, Pavel Pavlovitj har atter Snue!" råbte de lystigt fra alle Sider. „Nå, hvorfor siger han så ikke et Ord? De er da en besynderlig én, Pavel Pavlovitj!" hørte man Madame Sachlebinins syngende Stemme fra Verandaen. „Med Snue bør man ikke spase, jeg vil straks sende Dem et Lommetørklæde ned. Hvoraf kommer det egentlig, at De altid har Snue?" tilføjede hun ved sin Bortgang, meget tilfreds med, at hun havde et Påskud til at trække sig tilbage. „Jeg har endog to Lommetørklæder og slet ingen Snue!" råbte Pavel Pavlovitj efter hende, men Madame Sachlebinin lod ikke til at have hørt, hvad han sagde, thi allerede efter et Minuts Forløb, da Pavel Pavlovitj allerede trippede af Sted bag de andre, kom en Tjenestepige ilende med Lommetørklædet. „Lad os lege, lege Ordsprogsleg!" råbte de unge Damer fra alle Sider, som om de ventede, Gud må vide hvad, af Ordsprogene. Man tog Plads på Bænkene og begyndte Legen. Først kom Turen til Marja Nikitischna. Man forlangte, at hun skulde gå så langt som muligt bort og ikke lytte. Under 120

hendes Fraværelse blev der valgt et Ordsprog, og man fordelte Ordene. Marja Nikitischna kom tilbage og gættede straks sit Ordsprog. Det lød således: „Når Nøden er størst, er Hjælpen nærmest." Efter Marja Nikitischna kom Turen til den forpjuskede unge Mand med de blå Briller. Af ham forlangte man endog, at han skulde gå helt hen bag ved Lysthuset og vende sig med Ansigtet om mod Gærdet. Den unge Mand adlød denne Bestemmelse med en foragtelig Mine og betragtede den endog som en Slags moralsk Fornedrelse. Da han kom tilbage, lod han hver enkelt sige sig Sætningen to Gange, men skønt han antog en yderst dybsindig Tænkermine, kunde han alligevel slet ikke finde ud af noget, og man lo ordentlig af ham i den Anledning. Ordsproget lød: „Bed til Gud og adlyd Czaren, så er altid bedst du faren." „Sikke noget tåbeligt Tøjeri!" brummede den unge Nihilist, idet han med en fornærmet Mine trak sig tilbage på sin Plads. „Å, hvor det er kedeligt!" hørte man igen fra nogle Sider. Nu kom Turen til Veltjaninov. Man førte ham om muligt endnu længere bort; han kunde til sidst heller ikke finde ud af noget. „Å, hvor det er kedeligt!" vedblev det stadig at lyde. „Nej, nu går jeg," sagde Nadja. „Nej, nej, nu skal Pavel Pavlovitj gå, nu er det Pavel Pavlovitjs Tur!" blev der råbt fra alle Sider. Man førte Pavel Pavlovitj til den yderste Krog af Haven og stillede ham således, at han vendte Ansigtet mod Gærdet. For at han ikke skulde se sig om, fik den rødhårede den Opgave betroet at passe på ham. Pavel Pavlovitj havde atter fattet Mod og var endog bleven temmelig munter; han iagttog med den pinligste Nøjagtighed Reglerne for Legen og stod som muret fast foran Gærdet, uden blot så meget som en eneste Gang at se tilbage. Den rødhårede stod omtrent tyve Skridt borte ved Siden af Lysthuset og slap ham ikke af Syne, medens hun gjorde forskellige Tegn med Hænderne til de andre, hvorpå disse pludselig sprang op og i al Hemmelighed skyndsomst løb deres Vej i modsat 121

Retning. „Kom dog med, kom dog endelig med!" hviskede flere Stemmer til Veltjaninov, som stod der helt betuttet og slet ikke vidste, hvad det hele skulde betyde. „Hvad er der på Færde? Hvad er der hændt?" spurgte han, medens han fulgte efter dem. „Stille, skrig endelig ikke! Lad ham bare stå og glo på Gærdet, vi vil lege videre et andet Sted. Ser De, der kommer også Nastja allerede." Nastja, den rødhårede, kom netop ilende i en frygtelig Ophidselse, ligesom om der var hændt, Gud må vide hvad. De løb lige til Dammen i den anden Ende af Haven. Da Veltjaninov havde indhentet dem, lagde han Mærke til, at Katerina Fedosejevna var bleven uenig med de øvrige, navnlig med Nadja og Marja Nikitischna. „Katja, kære Katja, vær nu ikke vred!" råbte Nadja, idet hun kyssede Søsteren. „Nu vel, jeg skal lade være at sige noget til Mo'r, men jeg vil hente ham, thi det er virkelig ikke pænt af Jer. 'Hvad må den stakkels Mand ikke tro, når I lader ham stå dér ved Gærdet!" Hun havde ondt af Pavel Pavlovitj, men de andre var og blev ubønhørlige og forlangte også af Veltjaninov, at han, når Pavel Pavlovitj kom tilbage, ikke i ringeste Måde skulde ænse ham, men lade, som om der slet intet var hændt. „Og nu vil vi lege „Gorjelki"!" råbte den rødhårede ganske begejstret. Pavel Pavlovitj viste sig først efter et Kvarters Forløb igen i Selskabet — han havde vist stået i ti Minutter foran Gærdet. Den nye Leg gik fortræffelig, alle råbte i Munden på hinanden og var højst oprømte. Helt ude af sig selv af Raseri gik Pavel Pavlovitj uden videre løs på Veltjaninov og tog ham igen i Ærmet. „Kun et Minut!" „Å Gud, nu er han der igen med sine Minutter!" „Han vil igen have et Lommetørklæde," lød det bagved dem, da de begge havde fjernet sig nogle Skridt. „Nej, denne Gang er det så sikkert som noget Dem, som 122

har været på Spil. Denne Gang er det Deres Skyld, eae og alene Deres Skyld! . . ." Han skar ligefrem Tænder, da han sagde disse Ord. Veltjaninov rådede ham i en rolig Tone til ikke at vise sit dårlige Lune i den Grad, men hellere more sig sammen med dem, ellers vilde de bare drille ham endnu mere. Til hans Forundring gjorde dette Råd et vist Indtryk på Pavel Pavlovitj; han forstummede straks, vendte igen tilbage til Selskabet og tog ganske rolig Del i de andres Lege. De lod ham i Virkeligheden i Ro, og efter en halv Times Forløb var han næsten bleven munter igen. Han vimsede bestandig rundt i Nadjas Nær^ hed, dog lagde Veltjaninov Mærke til, at han ikke en eneste Gang vovede at tiltale hende, opfattede hendes Foragt som en ren Selvfølge og hver Gang, han skulde vælge sig en Dame, enten tog den rødhårede eller en af de ældre Sachlebinins. Men tilsidst spillede de ham dog endnu et Puds. Man legede „Skjul", og Pavel Pavlovitj havde gemt sig under en tæt Busk. Da fik han pludselig den Idé at løbe ind i Huset og at skjule sig bag en Kommode i Pulterkammeret. Man havde imidlertid godt set ham, og den rødhårede løb straks bag efter ham for at låse Verandadøren af. Legen blev straks afbrudt og en ny begyndt bag ved Dammen. Pavel Pavlovitj mærkede snart, at man slet ikke søgte efter ham og vovede at kigge fra Vinduet ned i Haven. Der var ingen at se, men han vilde ikke råbe for ikke at vække de sovende Forældre. Det var på det strengeste forbudt Tjenestepigen at lukke op for ham, og Katja, der første Gang havde udfriet ham, var ikke i Nærheden. Hun havde begivet sig op på sit Værelse og var ligeledes falden i Søvn dér. Pavel Pavlovitj havde vist siddet omtrent en hel Time på Pulterkammeret, da nogle af de unge Piger kom spadserende. „Nej, Pavel Pavlovitj, hvorfor kommer De dog ikke ned til os? Å, hvis De vidste, hvor der er smukt hernede! Vi spiller nu „Teater", Aleksej Ivanovitj har lige fremstillet „Helteynglingen"." „Pavel Pavlovitj, hvorfor kommer De ikke? De er virkelig ikke videre opmuntrende!" råbte to andre til ham i 123

Forbigående. „Hvad er det, som ikke er videre opmuntrende?" lød pludselig Madame Sachlebinins Stemme: Hun var lige vågnet og vilde nu for en Gangs Skyld også ned i Haven, for indtil Tetid at se på „Børnenes" Lege. „Se bare, derinde sidder Pavel Pavlovitj!" råbte de unge Piger, idet de pegede på Vinduet, ud af hvilket Pavel Pavlovitjs blege Ansigt, der var helt fortrukket af et hæsligt, rasende Smil, kigede ud. „Hvor kan man finde på at sidde helt alene, når alle andre er så glade og fornøjede!" sagde Husets Frue hovedrystende. Imidlertid havde Nadja omsider fået Lejlighed til at oplyse Veltjaninov om, af hvilken „bestemt Grund" hun glædede sig så meget over hans Ankomst. Marja Nikitischna fik ham i den Hensigt ind i en ensomt beliggende Sidevej, hvor han blev alene med Nadja." „Jeg er overbevist om," begyndte den sidste i en modig og sikker Tone, „at De slet ikke står i et så nært venskabeligt Forhold til Pavel Pavlovitj, som han har pralet med overfor os. De må nu gøre mig en stor Tjeneste, jeg beder Dem rigtig indtrængende derom. Se, her er hans afskyelige Armbånd" — hun tog Etuiet med Gaven op af sin Lomme — „vær nu så god så snart som muligt at give ham det tilbage, for jeg vil nu aldrig mere tale et Ord med ham. De kan jo sige, jeg har bedt Dem derom; alt det øvrige skal jeg snarest lade meddele ham gennem andre. Vil De gøre mig den Tjeneste?" „Å, min Gud, fritag mig derfor!" svarede Veltjaninov med en afvisende Håndbevægelse. „Hvad for noget? De vil ikke?" spurgte Nadja helt forbavset, idet hun så vantro på ham. Hendes påtagne Mod var øjeblikkelig forsvundet, og hun var nær ved at græde. Veltjaninov kunde ikke lade være med at smile. „Ikke således at forstå . . . som om jeg ikke vilde... med den største Fornøjelse . . . men jeg skal holde et personligt Opgør med ham ..." „Jeg vidste nok, at De ikke er hans Ven, og at han kun 124

har løjet!" afbrød Nadja ham heftigt; „jeg vil aldrig gifte mig med ham, det kan De være overbevist om, aldrig! Jeg forstår ikke engang, hvorledes han kunde vove det. . . . Men De må alligevel give ham Armbåndet, der er ikke andet for! Jeg forlanger bestemt, ganske bestemt forlanger jeg, at han får det endnu i Dag og sluger denne beske Pille. Og hvis han sladrer af Skole derom til Fa'r, så skal han bare se, hvad der hænder ham!" Bag Busken dukkede uventet den forpjuskede unge Mand med de blå Briller frem. „De må overlevere Armbåndet!" skreg han i en truende, næsten rasende Tone til Veltjaninov — „alene i de krænkede kvindelige Rettigheders Navn må De gøre det, såfremt De vil stå på Højde med Deres Tid. . ." Han blev ikke færdig med sin Tale; Nadja greb ham ved Armen og førte ham til Side. „Gud, hvor De er dum, Predpossylov!" råbte hun, „gå Deres Vej! Hvor kunde det falde Dem ind at lytte? . . . Jeg sagde jo til Dem, De skulde vente derhenne!" Hun stampede arrigt med Foden, og da den forpjuskede unge Mand atter var forsvundet i Buskadset, begyndte hun at gå op og ned foran Veltjaninov, idet hun vred sine Hænder. „Nej, De kan ikke tænke Dem, hvor dumme disse unge Mennesker er!" sagde hun pludselig, idet hun blev stående — „De morer Dem naturligvis over ham, men hvad må jeg ikke føle!" „Er det måske ham, måske ham?" spurgte Veltjaninov smilende. „Nej, ham er det rigtignok ikke, hvor kunde De dog tænke Dem det!" svarede Nadja, idet hun smilede og blev rød i Hovedet. „Det er kun hans Ven. Jeg kan slet ikke begribe, hvorledes han kan vælge sig den Slags Venner, og denne Konfusionsmager kalder de endog for en „Fremtidens Mand"! . . . Aleksej Ivanovitj, jeg véd virkelig ikke, til hvem jeg skal henvende mig, altså for sidste Gang: Vil De give ham Armbåndet eller ej?" „Nu vel, jeg skal give ham det." „Å, hvor De er sød, De er rigtigok et godt Menneske!" 125

råbte hun henrykt, idet hun overrakte ham Etuiet — „til Gengæld skal jeg i Aften synge hele Tiden for Dem, jeg kan nemlig virkelig synge, og jeg løj før, da jeg sagde, at jeg ikke holdt af Musik. Å, hvor jeg vilde være glad, hvis De vilde komme ud til os en anden Gang, så skulde jeg fortælle Dem alt, alt, og desuden meget andet, for De er virkelig lige så god, lige så god som — som Katja." Efter at De havde begivet sig ind i Huset til. Te, sang hun virkelig for ham to Romancer med en ganske vist endnu uudviklet, men dog temmelig kraftig og behagelig Stemme. Pavel Pavlovitj sad allerede værdigt og ærbart sammen med Forældrene ved Tebordet, hvor en stor Familiesamovar kogte og et Teservice af ægte Sévresporcellæn var stillet rundt. Han havde formodentlig talt med de gamle om meget vigtige Ting, da hans Afrejse jo var forestående, og han ikke vilde komme tilbage før om ni eller ti Måneder. Han lod, som om han ikke lagde Mærke til de indtrædende, navnlig værdigede han ikke Veltjaninov noget Blik; det syntes imidlertid, som om han endnu ikke havde „sladret af Skole". Men da Nadja begyndte at synge, kom han også hen til Flyglet. Han rettede et eller andet Spørgsmål til Nadja og lod sig aldeles ikke forbløffe, da hun ligesom med Vilje overhørte hans Spørgsmål: han stod lige op og ned bag ved hendes Stol, og hans Mine syntes tydelig at sige, at han for ingen Pris vilde overlade denne Plads til en anden. „Aleksej Ivanovitj vil synge, — Mo'r, Aleksej Ivanovitj synger nu!" råbte de unge Damer i Munden på hinanden, idet de flokkede sig tættere omkring Flyglet, medens Veltjaninov selvtilfreds tog Plads foran det for selv at akkompagnere sig. Også de gamle og Katerina Fedosejevna, der lige havde skænket Te i Kopperne, sluttede sig til Selskabet. Veltjaninov valgte den bekendte Romance af Glinka: „I dine Øjne tindrer skønne Drømme, og ømme Ord fra dine Læber strømme. . . ." Han sang Romancen, som om han rettede hvert af dens Ord alene til Nadja, der stod lige ved Siden af ham. Han havde for længe siden mistet sin Stemme, men man kunde 126

høre på ham, at den engang ikke måtte have været ilde. Veltjaninov havde for en Snes År siden, da han endnu var Student, hørt denne Romance i en ham beslægtet Komponists Hjem af Glinkas egen Mund. Det var et litterærtkunstnerisk Herreselskab, hvor Glinka gav flere af sine Yndlingssange til Bedste. Glinka besad den Gang heller ikke mere nogen Stemme, men alligevel havde, som Veltjaninov levende erindrede, hin Romance frembragt en så stor Virkning, at ingen nok så vel skolet Koncertsanger vilde have kunnet overtræffe den. Lidenskaben vokser i denne Sang fra Strofe til Strofe, fra Ord til Ord. Netop dette usædvanlige Højtryk i Følelserne vilde have ladet enhver falsk Tone, enhver Overdrivelse og Usandhed fremtræde på en ubehagelig Måde. Alene Følelsens Sandhed, den ægte, virkelige Begejstring og den dybeste, indre Tilegnelse af Emnet kunde forme noget virkelig poetisk af denne lille Sang. I modsat Fald vilde den virke ligefrem pinligt og frastødende. Det lykkedes Veltjaninov at genfinde det ægte Udtryk, som han dengang havde afluret Tonedigteren, og at udtrykke den voksende Lidenskab på en kraftig og naturlig Måde. Han havde rettet sine flammende Blikke på Nadja, og i ildfulde Akkorder lød den sidste Strofe af hans Sang gennem Salen: „Nu jeg forstummer — vil ej lytte længer til dine Ord — mit hele Væsen fænger ved dine Øjnes Ild og Læbers Bue, ved dine Læbers søde Flammelue. . . ." Nadja fo'r pludselig forskrækket sammen og trådte uvilkårlig et Skridt tilbage — hendes Kinders glødende røde Farve og det generte Udtryk i hendes Ansigt forrådte det Indtryk, som Sangen havde gjort på hende. Også de andres Ansigter var prægede af en Begejstring, hvori der tillige blandede sig en overordentlig Forbavselse over Foredragets Dristighed. Veltjaninovs Øjne faldt tilfældig på Katja, hvis Træk næsten syntes forklarede ved den levende Sindsbevægelse. „Hm, en Romance!" brummede den gamle Sachlebinin, der var bleven en Smule betænkelig — „men ... er den ikke en Smule vel stærk? Smuk er den, men alligevel noget vel 127

stærk. . . ." „Ganske vist noget vel stærk . . ." ytrede også Madame Sachlebinin sig, men Pavel Pavlovitj lod hende ikke tale ud: som en besat sprang han pludselig frem, greb Nadja ved Hånden og førte hende bort fra Veltjaninov; så trådte han hen til denne og stirrede helt ude af sig selv på ham med skælvende Læber. „Kun et Minut," fremstødte han endelig. Veltjaninov indså tydelig, at der i næste Øjeblik måske vilde ske noget endnu værre, hvis han ikke straks fulgte hans Opfordring. Han tog derfor Pavel Pavlovitj ved Hånden og gik med ham, uden at tage Hensyn til de andres forbavsede Miner, ud af Verandadøren ned i Haven, hvor Mørket allerede stærkt faldt på. „De må straks, uden Tøven, tage hjem med mig — forstår De?" sagde Pavel Pavlovitj, da de havde fjernet sig nogle Skridt fra Verandaen. „Nej, det forstår jeg ikke." „Kan De ikke huske," vedblev Pavel Pavlovitj i en ophidset, hviskende Tone — „kan De ikke huske, at De den Gang forlangte af mig, at jeg skulde sige Dem alt, alt . . . på en vis Måde, det sidste Ord . . . kan De ikke huske det mere? Nuvel, ser De, nu er Øjeblikket der . . . Kom derfor med!" Veltjaninov tænkte sig et Øjeblik om, så endnu engang opmærksomt på Pavel Pavlovitj og erklærede sig rede til at tage med ham. De to Gæsters pludselige Beslutning vakte almindelig Beklagelse. „Blot en lille Kop Te endnu!" bad Madame Sachlebinin i en indtrængende Tone. „Det er dog en besynderlig Måde, du optræder på! Hvad er der egentlig i Vejen med dig?" henvendte Statsråden gnavent Ordet til Pavel Pavlovitj, som stod der med et ubehageligt Smil på Læberne, uden at svare et Ord. „Pavel Pavlovitj, hvorfor vil De egentlig have Aleksej Ivanovitj med Dem?" kurrede de unge Piger, idet de så polisk på Pavel Pavlovitj. Nadja tilkastede ham et så rasende 128

Blik, at han blev helt rød i Ansigtet af Forbitrelse uden dog af den Grund at forandre sin Beslutning. „Nej, lad være, lad være, jeg er endog Pavel Pavlovitj taknemmelig derfor — han har mindet mig om en meget vigtig Sag, som jeg ellers vilde have glemt," afskar Veltjaninov leende alle Indvendinger, idet han trykkede Statsråden i Hånden og bukkede for Damerne. Man undlod ikke at bemærke, at han bukkede særlig dybt for Katja. „Tak for Deres Besøg! Det vil glæde os hjerteligt at se Dem igen," sluttede Hr. Sachlebinin med en højtidelig Mine. „Det vil glæde os hjerteligt! . . ." gentog Husets Frue følelsesfuldt. „Kom snart igen, Aleksej Ivanovitj! Kom snart igen, Aleksej Ivanovitj!" råbte talrige Stemmer fra Verandaen, da Veltjaninov allerede steg til Vogns sammen med Pavel Pavlovitj. „Kom snart igen, kære, kære Aleksej Ivanovitj!" var der til aller sidst en spæd Stemme, der råbte. „Det var den rødhårede!" tænkte Veltjaninov. ---o---

XIII.
Da Veltjaninov steg til Vogns, befandt han sig i den mest irriterede Stemning. Han ærgrede sig over sig selv og over hele sin Opførsel denne Dag. Selv om han tænkte på den rødhårede, var hans Sjæl alligevel fuld af Smerte og Anger. Under alle de uskyldige Forlystelser havde Sorgen ikke forladt ham et eneste Øjeblik. Før han begyndte at synge, vidste han ikke, hvor han skulde skjule sig for denne Sorg, og ved sit lidenskabelige Foredrag vilde han måske kun kvæle den med Magt. „Og jeg kunde fornedre mig selv i den Grad, blive Forræder mod mig selv i den Grad!" sagde han bebrejdende til sig selv, men gjorde sig dog al mulig Ulejlighed for at give sine Tanker en anden Retning. Det forekom ham ydmygende at overlade sig så fuldstændigt til sin ynkelige Stemning — 129

det var dog langt behageligere at ærgre sig dygtig over en eller anden. „Denne Tølper!" hviskede han ondskabsfuldt, idet han fra Siden så på Pavel Pavlovitj, der sad tavs i det andet Hjørne af Vognen. Pavel Pavlovitj havde endnu ikke sagt et Ord; det lod til, at han samlede sig og traf sine Forberedelser. Med en utålmodig Bevægelse tog han fra Tid til anden sin Hat af og tørrede sin Pande med Lommetørklædet. „Nå, hvor han sveder!" tænkte Veltjaninov, idet han prøvede på at ægge sig op til Raseri. Kun en Gang tog Pavel Pavlovitj Ordet — han spurgte Kusken, om det vilde blive Uvejr eller ej. „Ganske sikkert, og det bliver slemt! Det har allerede ligget i Luften hele Dagen," svarede Kusken. I Virkeligheden blev Himlen mørkere og mørkere, og stærke Lyn flammede allerede i det fjerne. Klokken var henad halv elleve, da de ankom til Byen. „Jeg vil hjem med Dem," henvendte Pavel Pavlovitj pludselig Ordet til Veltjaninov, da de ikke mere var langt borte fra sidstnævntes Lejlighed. „Meget vel; men jeg må meddele Dem, at jeg virkelig føler mig syg . . ." „Jeg skal ikke blive længe, ikke længe!" Da de kom ind i Ejendommen, løb Pavel Pavlovitj ud i Gården til Mavra. „Hvad vilde De egentlig dér?" spurgte Veltjaninov skarpt, da Pavel Pavlovitj havde indhentet ham, og de begge trådte ind i Værelset. „Å, ikke noget ... det var Kusken, som . . ." „Der vanker ikke noget at drikke i Dag!" Der kom intet Svar. Da Veltjaninov havde fået tændt Lys, satte Pavel Pavlovitj sig på sin sædvanlige Plads. Veltjaninov blev stående foran ham med en uvenlig Mine. »Jeg vil også sige Dem mit sidste Ord," begyndte han, idet han med Magt holdt sit indre Oprør tilbage. „Hør derfor nu, hvad jeg vil sige: jeg tror med den bedste Samvittighed at kunne påstå, at alt er forbi mellem os to, og at vi slet ikke har noget mere at sige hinanden— hører De? Ikke det 130

ringeste! Det vilde derfor være det bedste, at De straks gik Deres Vej, og at jeg låsede Døren af efter Dem." „Nej, vi må først blive hinanden kvit, Aleksej Ivanovitj!" svarede Pavel Pavlovitj, idet han så på ham med et besynderligt Udtryk. „Blive hinanden kvit?" spurgte Veltjaninov helt forundret — „det er et mærkeligt Udtryk, De bruger her! Men på hvilken Måde blive hinanden kvit? Bah! Er dette måske det „sidste Ord", som De nylig lovede at åbenbare mig?" „Det er det netop." „Vi behøver jo slet ikke mere at blive hinanden kvit, det har vi allerede længe været!" svarede Veltjaninov overlegent. „Mener De virkelig?" spurgte Pavel Pavlovitj i en indtrængende Tone. Veltjaninov svarede ham ikke straks, men begyndte at gå op og ned i Værelset. „Lisa! Lisa!" lød det tungt og smerteligt i hans Indre. „Hvori er det egentlig, at De vil blive mig kvit?" henvendte han sig endelig til Pavel Pavlovitj, der hele Tiden havde fulgt ham med Øjnene. „De må ikke tage derud oftere," svarede Pavel Pavlovitj med en hviskende Stemme, der samtidig fordrede og bad, idet han pludselig rejste sig fra Stolen. „Hvad for noget? Det er altså det, De taler om?" busede Veltjaninov ud, idet han lo foragteligt — „ja, man måtte rigtignok undre sig over Dem i Dag!" vedblev han spotsk, men hans Stemning syntes pludselig at slå om. „Hør nu," begyndte han så med en oprigtig, smertelig Følelse — „jeg er af den Mening, at jeg endnu aldrig har fornedret mig så dybt som i Dag, for det første derved, at jeg indlod mig på at ledsage Dem og dernæst overhovedet ved alt, hvad der skete derude . . . Det var altsammen så småligt, så usselt . . . jeg har opført mig så jammerligt ved at jeg fandt mig deri og glemte alt ... Men, hvad er det, jeg siger — De har overrumplet mig, det er det hele! . . . Nej, jeg kan forsikre Dem for, jeg tager ikke mere derud, jeg har intet at søge efter dér," sluttede han i en afgørende Tone. 131

„Virkelig ikke? Virkelig ikke?" råbte Pavel Pavlovitj, idet han kun med Møje skjulte sin Glæde. Veltjaninov så foragtelig på ham og begyndte igen at gå op og ned i Værelset. „Det lader til, at De har foresat Dem at se at blive lykkelig for enhver Pris," kunde han ikke dy sig for at bemærke. „Således forholder det sig også," bekræftede Pavel Pavlovitj naivt. „Hvad kommer det mig ved," tænkte Veltjaninov, „at han er en Nar og kun af Dumhed er ond? Jeg kan ikke engang gøre ved, at jeg hader ham, selv om også han ikke er det værd." »Jeg er netop en født Hanrej," sagde Pavel Pavlovitj ligesom spottende over sig selv; „jeg har allerede længe hørt dette smukke lille Ord af Deres egen Mund, Aleksej Ivanovitj — De plejede at bruge det allerede den Gang, da De levede hos os i T. Å, jeg har bidt Mærke i mange af Deres Ytringer fra den Tid. Da De nylig kaldte mig en Hanrej, kom jeg straks til at huske derpå igen." Mavra kom ind med en Flaske Champagne og to Glas. „For mig gerne," sagde Veltjaninov med et Udtryk af „Undskyld, Aleksej Ivanovitj, men De véd nok, jeg ikke kan holde det ud uden denne her. . . ." Uvilje — „men jeg forsikrer Dem for, at jeg føler mig uvel. ..." „Nu skal jeg straks være der, kun et lille Glas!" råbte Pavel Pavlovitj hurtig — „jeg er så tør i Halsen i denne Varme. ..." Begærligt tømte han sit Glas, satte sig ned og så venligt grinende Veltjaninov ind i Ansigtet. Mavra var allerede gået. „En modbydelig Fyr!" mumlede Veltjaninov sagte hen for sig. „Det var kun Veninderne," begyndte Pavel Pavlovitj på en Gang, idet han så forhåbningsfuldt frem for sig. „Hvad? Hvem? Nå således, De taler endnu stadig derom. . . ." „Kun Veninderne. Det er jo ungt Blod; det hele var kun Vigtigmageri, det skulde tage sig ud af noget! Egentlig 132

burde man le deraf. Nå, når vi først er nået så vidt, vil jeg helt være hendes Slave: hun skal få at se, at man nærer Agtelse for hende, hun vil komme til at indtage en fremskudt Plads i Selskabslivet . . . med ét Ord, det vil nok blive godt." „Nu kunde jeg egentlig give ham Armbåndet," tænkte Veltjaninov, idet han famlede efter Etuiet i Lommen på sin Overfrakke. „De sagde før, at jeg for enhver Pris vilde se at blive lykkelig. I hvert Fald vil jeg gifte mig, Aleksej Ivanovitj," vedblev Pavel Pavlovitj i en fortrolig Tone — „hvad skulde der ellers blive af mig? De ser jo selv," sagde han, idet han pegede på Flasken — „og det er kun en af mine hundrede Svagheder. Jeg kan ikke leve, når jeg ikke bliver gift og igen kan tro på noget. Ved at tro på noget nyt, vil jeg kunne vågne til nyt Liv." „Men hvorfor fortæller De mig egentlig alt det?" lo Veltjaninov højt. Det forekom ham helt besynderligt at være Vidne til denne Hjertets Enfold. „Sig mig kun denne ene Ting: Hvorfor slæbte De mig derud? Hvad Brug havde De egentlig for mig dér?" »Jeg vilde prøve ..." begyndte Pavel Pavlovitj en Smule forlegen. „Hvad vilde De prøve?" „Ih, Effekten naturligvis. . .. Ser De, Aleksej Ivanovitj, jeg har jo kun kendt hende en Uges Tid" — hans Forvirring blev stadig større og større — „og da jeg nu traf Dem i Går, tænkte jeg straks: „Jeg har endnu aldrig set hende i Selskab med fremmede, det vil sige i Selskab med Herrer . . . undtagen i mit . . ." Et dumt Indfald, det føler jeg nu selv; rent overflødigt. Men jeg vilde nu så gerne anstille en Prøve, det ligger engang sådan i min Natur. . . ." Han blev pludselig rød i Hovedet og så helt forvirret på Veltjaninov. „Skulde han virkelig tale Sandhed?" spurgte Veltjaninov forundret sig selv. „Nå, og hvad så?" sagde han derpå højt. På Pavel Pavlovitjs Ansigt tegnede der sig et listigt, 133

sødligt Smil. „Det er kun hendes Ungdom, intet andet! Veninderne er alene Skyld i det hele. De må virkelig unskylde, Aleksej Ivanovitj, at jeg i Dag har opført mig så tåbeligt lige overfor Dem, det skal ikke ske oftere." „Jeg kommer vist heller aldrig mere i den Forlegenhed, thi det er min Agt ikke oftere at besøge dette Hus." „Det er netop det, jeg vilde bede Dem om." „Nå, jeg er da ikke alene i Verden," udbrød Veltjaninov harmfuld. Pavel Pavlovitj følte sig pinlig berørt ved denne Hentydning. „Det er ikke behageligt for mig at høre på den Slags Ting, Aleksej Ivanovitj, jeg sætter Nadezjda Fedosejevna så højt. . . ." „Undskyld, undskyld, jeg mente ikke noget dermed, det forekommer mig kun besynderligt, at De vurderede mine Fortrin så højt ... og gjorde så sikker Regning på mig...." „Netop derfor troede jeg at kunne være sikker på Dem, 134 fordi jeg . . . efter alt, hvad der var forefaldet mellem os, ikke anså det for muligt, at De endnu engang. . . ." „De synes, til Trods for alt, hvad der er sket, dog at anse mig for et rigtigt agtværdigt Menneske," afbrød Veltjaninov ham med en ejendommelig Betoning. „Det har jeg altid anset Dem for," svarede Pavel Pavlovitj med et alvorligt Ansigt. „Nå, naturligvis, naturligvis . . . jeg mener jo heller ikke i sædvanlig Forstand, men om jeg så må sige ... til Trods for visse Fordomme. ..." „Ja rigtig, til Trods for visse Fordomme. ..." „Og da De tog til St. Petersborg?" spurgte Veltjaninov nysgerrig. „Jeg anså Dem også for et højst agtværdigt Menneske, da jeg tog til St. Petersborg. Jeg har altid næret Agtelse for Dem, Aleksej Ivanovitj." Ved disse Ord så han Veltjaninov ind i Ansigtet med en åben, oprigtig Mine. Veltjaninov kom pludselig på andre 134

Tanker: han huskede på Kyssescenen med Pavel Pavlovitj og vilde for enhver Pris hindre en Gentagelse af den. „Jeg har holdt af Dem, Aleksej Ivanovitj," begyndte Pavel Pavlovitj påny med et påfaldende alvorligt Ansigt, „hele det År dengang i T. holdt jeg af Dem. De har ikke lagt Mærke til det," vedblev han til Veltjaninovs Skræk med en af Rørelse skælvende Stemme, „jeg følte mig for ubetydelig i Sammenligning med Dem, til at lade Dem mærke mine Følelser. Jeg har gennem alle disse ni År meget ofte tænkt på Dem, thi jeg havde ikke oplevet noget andet lignende År i mit Liv." Hans Øjne fik ved disse Ord en ejendommelig Glans. „Jeg har mærket mig mange af Deres Tanker, mange af Deres Udtalelser og Ord. Altid har De foresvævet mig som et Menneske, der var højtdannet og i Stand til at nære ædle Følelser. „Store Tanker stammer ikke fra stor Forstand, men fra en stor Følelse," sagde De for Eksempel den Gang. De har måske glemt det, men jeg kan huske det. Jeg så op til Dem og troede på Dem til Trods for alt, hvad der skete. . . ." Det begyndte at dirre i hans Hage, og et Følelsesudbrud syntes uundgåeligt. Veltjaninov var højst urolig og besluttede i hvert Fald at give Samtalen en anden Vending. „Nok herom, om jeg må bede, Pavel Pavlovitj," sagde han utålmodig — »plag mig ikke, for jeg er syg og ryster som i Feber. Hvad vil De mig i det hele taget?" fo'r han pludselig heftig op — „hvorfor trækker De mig med Magt ind i disse snavsede Affærer. . . . Det er jo dog altsammen Løgn, Blændværk og Unatur . . . altsammen afskyelige Tåbeligheder, der er mig imod ... og vi to er nogle ganske uduelige Pråse! ... Og véd De hvad? Jeg skal straks bevise Dem, at De ikke blot ikke holder af mig, men hader mig, hader mig af Deres hele Sjæl, og at De lyver uden selv at vide af det. De har ikke ledsaget mig derud for at prøve Deres Brud — hvilket latterligt Indfald! — men De vilde ganske simpelt triumfere over mig og skaffe Dem selv en Tilfredsstillelse: „Tag De hende bare i Øjesyn," tænkte De, „snart hjemfører jeg hende, læg nu bare engang an på hende!" De vilde ganske simpelt friste mig — måske stod det Dem ikke selv klart, men sikkert følte De noget i den 135

Retning, og det var kun muligt fordi De hadede mig. Således forholder det sig, kære Ven; lad os hellere tie stille med Kærligheden!" Han gik med hurtige Skridt op og ned i Værelset og forsøgte ved sin Heftighed at bedøve den Følelse af Skamfuldhed, som hele dette Opgør fremkaldte hos ham. »Jeg vil forsone mig med Dem, Aleksej Ivanovitj!" hviskede Pavel Pavlovitj med en vis Bestemthed. Veltjaninov fo'r rasende op, som om man havde fornærmet ham dødeligt. „Jeg må endnu engang gentage for Dem," skreg han, „at jeg er syg, og at De skal lade mig være i Fred! De går mig på Klingen for i min feberagtige Tilstand at fralokke mig et uforsigtigt Ord ... et Ord, som jeg aldrig vilde udtale, for vi er Mennesker af helt forskellige Sfærer . . . forstår De? Og dernæst . . . ligger der en Grav imellem os." Han havde sagt de sidste Ord i en dæmpet, hviskende Tone. Hans Heftighed var med et forsvundet. „Og véd De også," busede det ud af Pavel Pavlovitj, hvis Ansigt var helt blegt og fortrukket, idet han slog sig for Brystet — „véd De også, hvilken Betydning denne Grav har for mig? Å, jeg kender denne lille Grav, jeg har først fået den at se i Går, og tro De mig, jeg har begravet mere dér end De, langt mere, langt mere!" . . . vedblev han at gentage, idet han hver Gang slog sig for Brystet — „ja, langt mere. . . ." En usædvanlig stærk Ringen afbrød ham pludselig. Det lod til, at en eller anden havde til Hensigt med et Ryk at rive Klokkestrengen over. Veltjaninov fo'r heftig sammen, og Pavel Pavlovitj var også forskrækket; han blev på en Gang den samme Pavel Pavlovitj, han ellers var. „Hvad kan nu det være for en Lømmel?" brummede Veltjaninov ærgerlig, idet han rejste sig for at åbne Døren. „Hr. Veltjaninov, hvis jeg ikke tager fejl?" hørtes en ungdommelig, selvbevidst klingende Stemme i Forværelset. „Hvad ønsker De?" „Jeg har ganske bestemt bragt i Erfaring," vedblev den sonore Stemme, „at en vis Trusotski for Øjeblikket opholder 136

sig hos Dem. „Jeg må absolut straks tale med denne Herre." Veltjaninov vilde helst øjeblikkelig med et kraftigt Spark have befordret den selvbevidste unge Mand ned ad Trapperne, men han betænkte sig, gik til Side og lod ham træde ind. „Værsgod, dér er Hr. Trusotski. . . ." XIV. Ind i Værelset trådte en ung Mand på højst nitten År med et selvtilfreds Udtryk i sit kønne Ansigt. Han var over Middelhøjde, havde tykt, sort Hår og store, mørke, dristige Øjne. Havde han ikke haft en bred Opstoppernæse, vilde man endog have kunnet kalde ham smuk. Hans Tøj sad fortræffeligt, og hele hans Optræden var præget af Selvbevidsthed. „Det lader til, at jeg har Lejlighed til at tale med Hr. Trusotski," begyndte han i en foragtelig Tone, idet han navnlig betonede Ordet „Lejlighed" skarpt, som om Ordene „Ære" eller „Fornøjelse" ikke passede for en Samtale med Hr. Trusotski. Veltjaninov begyndte at forstå, og Pavel Pavlovitj syntes også at ane noget. I hans Ansigt afspejlede der sig en vis Uro, som han imidlertid forsøgte at skjule. „Jeg har ikke den Ære at kende Dem," svarede han køligt, „og jeg véd ikke, hvad vi to skulde have at gøre med hinanden." „Hør først, og sig så Deres Mening," svarede den unge Mand i en tilrettevisende Tone, idet han samtidig tog sine Lorgnetter på og opmærksomt betragtede den på Bordet stående Champagneflaske. Efter at han havde endt denne Mønstring, lukkede han rolig Lorgnetten sammen og vendte sig påny mod Pavel Pavlovitj: „Aleksander Lobov." „Hvorledes? Hvad mener De, Aleksander Lobov?" „Det er mig. Har De ikke hørt Tale om mig?" „Nej." „Naturligvis, hvorledes skulde De have det? Det drejer sig om et vigtigt Anliggede, der angår Dem personligt: De tillader måske, at jeg sætter mig, jeg er træt. . . ." „Tag Plads," sagde Veltjaninov med en indbydende Håndbevægelse. Den unge Mand havde dog allerede fundet 137

sig en Stol, uden at afvente en Indbydelse. Veltjaninovs Befindende var stadig blevet dårligere og dårligere. Han havde fået stærke Smerter i Brystet. Alligevel interesserede den unge Fyr ham, og han vilde se, hvor langt denne vilde vove sig. I hans smukke, rødmossede, barnlige Ansigt syntes der at ligge en fjern Lighed med Nadja. „Sæt De Dem også," foreslog den unge Mand Pavel Pavlovitj, idet han med et skødesløst Nik pegede på en Stol. „Nej, jeg vil hellere blive stående." „De bliver træt. Og De, Hr. Veltjaninov, kan blive her, hvis De har Lyst." »Jeg véd heller ikke, hvorfor jeg skulde gå min Vej — jeg bor her." „Som De vil. Oprigtig talt ønsker jeg også helst, at De overværer mit Opgør med den Herre dér. Nadezjda Fedosejevna har anbefalet Dem til mig i temmelig smigrende Udtryk." „Hm! Når havde hun Tid dertil?" „Straks efter De tog bort, jeg kommer lige derfra. Hør nu, Hr. Trusotski," vendte han sig i en foragtelig Tone til Pavel Pavlovitj, som stod der urolig og forventningsfuld — „vi to, det vil sige, jeg og Nadezjda Fedosejevna, har allerede i lang Tid elsket hinanden og vil gifte os. De er trådt hindrende i Vejen for os, og jeg kommer for at opfordre Dem til hurtigst muligt at rømme Pladsen. Er De villig til at rette Dem efter min Opfordring?" Pavel Pavlovitj blegnede og mistede aldeles Fatningen ved disse Ord, dog tegnede der sig straks efter et ondskabsfuldt Smil på hans Ansigt. „Nej, jeg er aldeles ikke villig," svarede han lakonisk. „Virkelig ikke?" spurgte den unge Mand, idet han flyttede sig frem og tilbage på sin Stol og lagde Benene over Kors. »Jeg véd i det hele ikke, hvem jeg har for mig," vedblev Pavel Pavlovitj, „og jeg har ingen Anelse om, hvad vi yderligere har at tale om." Ved disse Ord anså han det for passende at sætte sig. „Jeg sagde jo nok, at De vilde blive træt," sagde den unge Mand i en spottende Tone; „jeg havde nylig Lejlighed 138

til at meddele Dem, at jeg hedder Lobov, og at jeg er forlovet med Nadezjda Fedosejevna — følgelig kan De ikke sige, som De nylig gjorde, at De ikke véd, hvem De har for Dem. Lige så lidt kan De påstå, at vi ikke skulde have 139 mere at tale om. Om mig selv vil jeg ikke sige noget, men det drejer sig jo om Nadezjda Fedosejevna, som De viser en så uforskammet og påtrængende Opførsel mod. Det er allerede Grund nok til, at vi taler med hinanden." Han pressede formelig sine Ord gennem Tænderne, hvad der gav hans Væsen et noget naragtigt Præg. Han havde også taget sine Lorgnetter på igen og mønstrede, medens han talte, snart den ene, snart den anden Ting gennem dem. „Tillad mig, unge Mand," busede Pavel Pavlovitj gnavent ud med, men den „unge Mand" viste ham dog irriteret tilbage igen indenfor de rette Grænser. „Hør engang, til enhver anden Tid vilde jeg ganske bestemt have frabedt mig Deres „unge Mand", men i det foreliggende Tilfælde er imidlertid dog vist min Ungdom, som De selv må indrømme, mit Hovedfortrin, og jeg formoder, at De for Eksempel i Dag, da De overrakte Deres Armbånd, ganske sikkert Ønskede Dem en halv Snes År yngre." „Ih, hvilken bidsk, lille Køter!" tænkte Veltjaninov. „I hvert Fald, ærede Herre," svarede Pavel Pavlovitj værdigt, „anser jeg de af Dem anførte Grunde — Grunde af meget upassende og tvivlsom Natur — for i ingen Henseende plausible nok til, at jeg skulde strides med Dem derom. Jeg ser, at det drejer sig om en fuldstændig tåbelig og barnagtig Historie. I Morgen vil jeg i den Anledning rådføre mig med den agtværdige Fedosej Semjonovitj, og nu må jeg bede Dem om hurtigst muligt at fjerne Dem." „Har De set Mage til Menneske!" råbte den unge Mand opbragt, idet han ligesom henvendte sig om Hjælp til Veltjaninov — „ikke nok med, at man i Dag har givet ham Løbepas, vil han i Morgen bagtale os hos den gamle! Beviser De ikke på den Måde, følelsesløse Menneske, at De øver en voldelig Adfærd mod hende og vil købe hende for 139

Penge af disse gamle, svaghjernede Folk — af Folk, i hvis Magt hun kun befinder sig som en Følge af Samfundets Barbari? Det kunde dog være Dem nok, at hun har vist Dem sin Foragt, idet hun har ladet Deres upassende Gave, hint Armbånd, levere tilbage til Dem. Hvad forlanger De så yderligere af hende?" „Der er ingen, som har leveret mig Armbåndet tilbage, og det er også ganske umuligt, at det kan ske," svarede Pavel Pavlovitj, idet det ligesom gav et Sæt i ham. „Hvad for noget? Det er ikke muligt? Har Hr. Veltschaninov da ikke leveret Dem Armbåndet tilbage?" „Gid Fanden havde dig!" tænkte Veltjaninov. — „Nadezjda Fedosejevna har virkelig pålagt mig, Pavel Pavlovitj, at levere Dem dette Etui tilbage," sagde han højt. „Jeg vilde ikke tage det, men hun bad mig så indtrængende derom . . . her er det … det er mig meget ubehageligt …" Med disse Ord lagde han Etuiet på Bordet foran Pavel Pavlovitj, der så på ham helt stiv af Skræk. „Hvorfor har De så ikke leveret ham det tilbage for længe siden?" henvendte den unge Mand sig i en streng Tone til Veltjaninov. „Jeg har endnu ikke fundet nogen passende Lejlighed dertil," svarede Veltjaninov, idet han rynkede Panden. „Ikke nogen passende Lejlighed? Det er mærkeligt!" „Så—å?" „Ja, lidt mærkeligt er det virkeligt, det må De selv indrømme. For øvrigt er jeg rede til at indrømme, at der her foreligger en Misforståelse." Veltjaninov følte ikke ringe Lyst til at tage den modige Fyr ved Ørene, men alligevel gav han sig pludselig til at le højt, og den unge Mand stemmede straks i med. Hvis Veltjaninov i dette Øjebilk havde set Pavel Pavlovitjs Blik, så vilde han uden Tvivl have gættet, at medens han lo med Lobov, skete der en afgørende Forandring i Trusotskis Sjæl. Men også uden dette forstod han, at han under alle Omstændigheder måtte komme Pavel Pavlovitj til Hjælp. „Hør nu, Hr. Lobov," begyndte han i en venskabelig Tone, „jeg vil ikke yderligere blande mig i denne Sag, men jeg må 140

blot bemærke, at når Pavel Pavlovitj frier til Nadezjda Fedosejevna, er det alligevel ikke helt urimeligt af ham, at han nærer berettigede Forhåbninger: for det første kender man ham meget godt i denne hæderlige Familie, for det andet har han en udmærket agtet Stilling, for det tredie er han også formuende — ganske naturligt måtte han derfor blive noget underlig til Mode ved pludselig at møde en sådan Rival som Dem. Jeg vil ikke benægte, at De ejer store Fortrin, men fremfor alt er De dog endnu så ung, at han ikke kan tage Dem helt alvorligt og ... følgelig har Ret til at bede Dem om ikke at genere ham." „Hvad skal det sige „endnu så ung"? Allerede for en Måned siden fyldte jeg mit nittende År og kan følgelig efter Loven gifte mig, når jeg vil. Er det ikke klart som Dagen?" „Men hvilken Fader vil kunne overvinde sig til nu at give Dem sin Datter, selv om De også i Fremtiden tænker på at erhverve nok så mange Millioner eller at blive en nok så stor Velgører mod Menneskeheden? Et Menneske på nitten År kan ikke engang være ansvarlig for sig selv, og De vil endog tage en fremmed Skæbne på Deres Samvittighed, oven i Købet et Barns Skæbne, De, som selv endnu er et Barn! Det vil De da ikke kalde for hæderligt, vel? — Jeg har kun sagt Dem min Mening på Grund af, at De nylig ligesom henvendte Dem til mig som Mægler mellem Dem og Pavel Pavlovitj." „Å rigtig, han hedder jo Pavel Pavlovitj!" udbrød den unge Mand — „hvoraf kan det komme, at jeg bestemt troede, han hed Vassili Petrovitj? Nå, og hvad Dem selv angår," vendte han sig derpå til Veltjaninov, „så har De aldeles ikke forbavset mig. Jeg vidste jo, at I af den gamle Skole alle til Hobe er således. Det er besynderligt, hvorledes man har kunnet sige mig, at De tilhører den nye Retning en Smule! Nå, dette er kun en Sidebemærkning. Hvad Hovedsagen angår, vil jeg udtale, at jeg aldeles ikke kan se noget „uhæderligt", som De behagede at udtrykke Dem, i min Opførsel, men snarere det modsatte, hvad jeg hurtig skal gøre Dem indlysende. For det første har vi jo forlovet os, for det andet har jeg i to Vidners Nærværelse lovet hende, at 141

jeg, hvis hun vinder en anden kær eller af nogen anden Grund vil skilles fra mig, straks vil give hende en Attest for, at jeg har brudt Ægteskabet, hvorved hendes Skilsmisseansøgning lettere vil kunne gennemføres hos Autoriteterne. Men ikke nok med det: skulde jeg senere få andre Tanker og gøre Vanskeligheder ved at udstede hin Attest, så vil hun være i Besiddelse af en Veksel på over 100,000 Rubler, som jeg udsteder til hende på Bryllupsdagen, så at hun, i Tilfælde af, at jeg tøver med Attesten, ved at omsætte Vekslen kan Øve en Pression på mig. På denne Måde er vi forberedte på alt, hvad der kan ske, og jeg tager aldeles ikke nogen fremmed Skæbne på min Samvittighed." „Jeg vædder om, at alt dette er blevet udspekuleret af denne Yngling med de blå Briller, denne — hvad var det dog han hed — Predpossylov," bemærkede Veltjaninov. „He he he!" fniste Pavel Pavlovitj hånligt. „Hvorfor fniser denne Herre dér? De har gættet rigtig, dev er Predpossylovs Tanke; De vil vist indrømme, at denne Idé slet ikke er så dum endda. Den meningsløse Lov er på den Måde fuldstændig bleven berøvet sin Virkning. Selvfølgelig vil hin yderste Mulighed ikke indtræde, thi jeg tænker på at elske hende for bestandig, og hun lo blot ad Predpossylovs Indfald. Men man kan ikke nægte, at dette er meget godt, og at jeg jo i Retning af Hæderlighed strækker mig langt nok." „Efter min Mening er det ikke blot ikke hæderligt, men endog temmelig tåbeligt," indskød Veltjaninov. Den unge Mand trak på Skuldrene. „De forbavser mig aldeles ikke," bemærkede han efter nogle Øjeblikkes Forløb. „Predpossylov vilde ganske simpelt sige Dem, at Grunden til, at De ikke kan begribe disse højst naturlige Ting, er den, at Deres Forestillinger og Følelser er blevne forkrøblede som Følge af Deres Alder og det Driverliv, De altid har ført. For øvrigt forstår vi måske endnu ikke hinanden rigtig, man har jo givet mig sådan en gunstig Skildring af Dem. . . . Hvor gammel er De egentlig? Halvtredsindstyve År, ikke sandt?" „Vær så venlig at blive ved Sagen!" 142

„Nå, undskyld min Ubeskedenhed, jeg vilde ikke fornærme Dem. Jeg vedbliver altså: jeg har aldeles ikke til Hensigt at erhverve Millioner, som De behager at udtrykke Dem. Hvilken besynderlig Tanke! Jeg ejer ikke andet end det, jeg står og går i, men jeg er alligevel ikke bange for min Fremtid. Jeg tænker heller ikke på at blive nogen særlig Velgører mod Menneskeheden, men jeg skal nok forstå at sørge for mig selv og min Hustru. Vi kender hinanden fra Barndommen af, jeg er bleven opdraget i hendes Hjem..." „Nej, virkelig?" „Ja, jeg er Søn af en fjern Slægtning af Madame Sachlebinin, og da i mit ottende År alle mine pårørende var døde, tog den gamle mig til sig og lod mig besøge Latinskolen. Han er ellers en rigtig rar Fyr, hvis De bryder Dem om at vide det. . . ." „Å, jeg véd det, jeg véd . . ." „En rar Fyr er han, men hvad Forstanden angår, er det dog temmelig dårligt fat med ham. Nu har jeg selvfølgelig for længe siden unddraget mig hans Varetægt, da jeg vilde være selvstændig og ikke vilde være nogen forbunden." „Når forlod De Skolen?" spurgte Veltjaninov nysgerrigt. „Allerede for fire Måneder siden." „Å, nu forstår jeg det: Ungdomsleg. . . . Har De nogen Ansættelse?" „Jeg er ansat på et Sagførerkontor og har en månedlig Gage af fem og tyve Rubler. Naturligvis kun rent foreløbig — da jeg anholdt om hendes Hånd, havde jeg ikke engang så meget. Dengang var jeg ansat ved Jernbanen med ti Rubler." „De har altså anholdt om hendes Hånd?" „Ganske formelt, allerede for tre Uger siden." „Nå, og hvad så?" „Den gamle lo mig først ud og blev derpå meget vred, og hende spærrede man inde på Pulterkammeret. Men Nadja holdt tappert Stand. Den gamles Forbitrelse stammede navnlig derfra, at jeg kort i Forvejen, førend jeg gik over til Jernbanen, mod hans Vilje opgav en Plads i Departementet, som han for fire Måneder siden havde givet mig Anvisning 143

på. Et prægtigt Menneske, det gentager jeg, men lige så sympatetisk og elskværdig han kan være hjemme, lige så bister optræder han i Departementet. De kan slet ikke gøre Dem en Forestilling om ham, han sidder dér som en Jupiter. Jeg gjorde ham straks forståelig, at denne hans Måde at være på, aldeles ikke tiltalte mig ... og hertil kom så yderligere et Sammenstød med hans Sekretær, hvem jeg sagde lige op i hans åbne Ansigt, at jeg anså ham for et Menneske, der stod i Stampe . . . kort og godt, jeg vendte dem Ryggen og er nu hos min Sagfører." „Hvad fik De da i Departementet?" „Ikke andet end nogle Diæter, det øvrige sørgede den gamle for ... en rar Fyr, som sagt, men vi giver alligevel ikke efter. Fem og tyve Rubler er jo ikke mange Penge, men jeg håber snart at få en Ansættelse på Grev Savilejskis Godser, som er under Administration, og så stiger jeg til en Årsindtægt af 3000 Rubler. Skulde der ikke blive noget ud af dette, tager jeg Bestalling som Sagfører. Nu for Tiden har man overalt Brug for Folk . . . nej, hvor det tordner! Det bliver vist Uvejr, hvor det var heldigt, at jeg kom forinden! Jeg tilbagelagde hele Vejen til Fods og løb næsten uden Standsning." „Men undskyld, hvorledes bar De Dem egentlig ad med at få Nadezjda Fedosejevna i Tale, siden man ikke modtager Dem dér?" „Det gik meget let, over Gærdet! Har De ikke set det rødhårede Pigebarn?" spurgte han smilende — „nå, ser De, hun besørger altid det fornødne, og det samme gælder Marja Nikitischna, skønt denne Marja Nikitischna egentlig er en Slange. . . . Hvorfor farer De sådan sammen? Er De bange for Tordenen?" „Nej, jeg befinder mig dårligt, meget dårligt. . . ." 145 Veltjaninov følte i Virkeligheden stadig heftigere Smerter i Brystet og gik urolig op og ned i Værelset. „Å, så forstyrrer jeg naturligvis . . . vær ikke urolig, jeg går straks igen!" sagde den unge Mand, som sprang op fra Stolen. 144

„Nej, på ingen Måde, De forstyrrer mig ikke," bemærkede Veltjaninov høfligt. „Hvad vil „på ingen Måde" sige, når „Kobylnikov ,har Mavepine", som det hedder hos Sjtjedrin. Kan De lide Sjtjedrin?3" „Ja." „Jeg ligeledes. Nå, Vassili . . . eller rettere Pavel Pavlovitj, lad os så blive færdige!" henvendte han med et spottende Smil Ordet til Trusotski. „Jeg sammenfatter endnu en Gang mine Ønsker, så De tydeligt kan forstå dem: Er De rede til i Morgen højtideligt i Forældrenes og min egen Nærværelse at træde tilbage som Frier og opgive alle Fordringer på Nadezjda Fedosejevna?" „Nej, det er jeg aldeles ikke rede til," svarede Pavel Pavlovitj, idet han rejste sig fra sin Plads med en utålmodig, heftig Bevægelse, „og jeg må anmode Dem om at være så venlig at forskåne mig for Deres Ønsker ... det hele er ikke andet end dumme Barnestreger." „Tag Dem i Agt!" sagde den unge Mand, idet han truede ad Pavel Pavlovitj med Fingeren — „pas De bare på, at der ikke kommer en Mand med en Slæde i Vejen. De véd nok, hvad det vil sige? Jeg advarer Dem bare, De vil kun pådrage Dem Udgifter og til ingen Verdens Nytte ophidse Dem selv, og når De så efter ni eller ti Måneders Forløb kommer tilbage for at afhente Nadezjda Fedosejevna, giver De af egen Drift Afkald på hende, i Fald De ikke vil opleve endnu langt mere ubehagelige Ting. Som sagt, jeg advarer Dem, jeg taler af ren Humanitet; overvej Sagen endnu engang, prøv i det mindste en Gang i Deres Liv på at overveje noget grundigt!" „Må jeg bede Dem om at forskåne mig for Deres Moral," skreg Pavel Pavlovitj rasende — „og hvad Deres lumpne Hentydninger angår, så skal jeg i Morgen træffe mine Forholdsregler, meget strenge Forholdsregler!" „Lumpne Hentydninger? Hvad mener De egentlig? De er selv lumpen, når De kan få den Slags Indfald. Som sagt: jeg
3

Den bekendte russiske Satiriker

145

venter til i Morgen, men så . . . Å, igen denne Torden! Nå, på Gensyn, det glæder mig meget at have gjort Deres Bekendtskab," råbte han, idet han bukkede let for Veltjaninov og hurtig skyndte sig bort for om muligt at undgå Regnen. ---o---

XV.
„Har De set Mage? Har De set Mage?" sagde Pavel Pavlovitj ophidset til Veltjaninov, da den unge Mand havde forladt Værelset. „Hm, det lader til, at De ikke har Held med Dem," undslap det Veltjaninov, i hvis Bryst den pinefulde Smerte tiltog for hvert Minut. Pavel Pavlovitj fo'r sammen, som om han havde brændt sig på noget. „De vilde formodentlig ikke give mig Armbåndet tilbage, fordi De havde ondt af mig — ikke sandt?" „Jeg fik ikke Tid dertil. . ." „Fordi De beklagede mig af Deres inderste Hjerte, som den ene oprigtige Ven beklager den anden?" „Nå, lad gå, jeg har beklaget Dem," sagde Veltjaninov ærgerlig. Han fortalte ham derpå ganske kort, hvorledes han nylig havde fået Armbåndet, og hvorledes Nadezjda Fedosejevna næsten med Magt havde bevæget ham til at blande sig i Sagen. „De kan nok forstå, at jeg ikke var ivrig derefter; man har såmænd Ubehageligheder nok i Forvejen." „Men De har dog ladet Dem forlede og taget det," bemærkede Pavel Pavlovitj med et ondskabsfuldt Smil. „Kom ikke med sådan noget Vås. For øvrigt — man må bære over med Dem. De har nu selv fået at se, at det ikke er mig, men andre, som har en Finger med i Spillet." „Men alligevel har De ladet Dem forlede." Pavel Pavlovitj satte sig ned og skænkede sig et Glas. „Bilder De Dem måske ind, at jeg vil overlade hende til denne Flødeskæg? Jeg skal jage ham i et Musehul, vent 146

blot! I Morgen tager jeg derud og bringer det hele i Orden. Vi skal nok få Bugt med den Fyr!" Han tømte sit Glas i et Drag og skænkede sig et nyt. I det hele anstrengte han sig for at optræde så utvungent som muligt. „Næ, ser man til „Nadenda og Sasjenka4, de kære Småbørn! Hi hi hi!" Han var aldeles ude af sig selv af Ondskabsfuldhed. Et nyt Lyn flammede skærende gennem Værelset, en voldsom bragende Torden fulgte efter, og det begyndte at øse ned. Pavel Pavlovitj rejste sig og lukkede det åbne Vindue. „Han spurgte Dem før, om De ikke var bange for Tordenen — hi hi! Veltjaninov være bange for Torden! Og det om Kobylnikov ... om Mavepine ... og om de halvtredsindstyve År . . . kan De huske?" søgte han at stikle til Veltjaninov. „Det lader til, at De vil indrette Dem hyggeligt her," bemærkede Veltjaninov, der næppe nok kunde tale for Smerter — „jeg vil gå til Ro ... gør, hvad De vil . . ." „I et sådant Vejr jager man jo ikke engang en Hund på Døren," udbrød Pavel Pavlovitj fornærmet, idet han åbenbart glædede sig over, at han havde fundet en Anledning til at føle sig fornærmet. „Nu vel, bliv så bare siddende . . . overnat her, for mig gerne," brummede Veltjaninov, idet han lagde siig på sin Divan og stønnede svagt. „Overnatte? Men kan De så lade være at blive bange?" „Hvad for noget?" fo'r Veltjaninov op, idet han vendte Hovedet om efter ham. „Intet, intet, der var blot det ... at sidste Gang lod De til at være forskrækket, eller måske var det kun en Idé af mig" „De må jo ikke være rigtig i Hovedet," sagde Veltjaninov gnaven og drejede sig om mod Væggen. „Mener De?" sagde Pavel Pavlovitj. Allerede efter fem Minutters Forløb var den syge falden i Søvn. Den usædvanlige Spænding, hans Nerver havde været underkastet Dagen igennem, havde
4

Diminutiv af Aleksander

147

ligesom på en Gang overvældet ham, så at han nu var udmattet som et Barn. Men hans Lidelser var langt stærkere end hans Udmattelse og jog ham snart igen op af Søvnen — efter næppe nok en Times Forløb vågnede han og rejste sig op fra Divanen, pint af heftige Smerter. Uvejret var forbi; Værelset var fuldt af Røg, Flasken på Bordet var tømt, og Pavel Pavlovitj sov på den anden Divan. Han lå fuldt påklædt på Ryggen, med Hovedet på en Sofapude, han havde ikke engang trukket Støvlerne af. Lorgnetterne var gledne ud af hans Vestelomme og hang i en Snor næsten lige ned til Gulvet. Hans Hat lå slængt ved Siden af ham. Veltjaninov så irriteret på ham, men lod ham dog sove videre. Krummende sig af Smerte og svagt stønnende begyndte han at gå op og ned i Værelset og tænke over sine Lidelser. Disse Smerter i Brystet havde allerede i længere Tid foruroliget ham, og ikke uden Grund. Allerede for en Række År tilbage var de første Anfald af denne Sygdom indtruffet, men de gentog sig kun sjeldent, højst en Gang om Året. Han vidste, at Leveren var Sædet for hans Lidelse. Denne begyndte i Reglen med en tung, ikke egentlig heftig, men dog ubehageligt trykkkende Fornemmelse et eller andet Steds i Brystet, i Hjertehulen eller lige derved. Denne trykkende Fornemmelse tog dog ofte i Løbet af få Timer i den Grad til, at den næsten blev uudholdelig, og den syge troede, hans yderste Time var kommen. Det sidste Anfald, som han havde haft for omtrent et År siden, var forløbet således og havde svækket ham i den Grad, at han kun med Nød og næppe kunde røre sine Hænder i Sengen, og Lægen hele Dagen igennem ikke gav ham Lov til at nyde andet end et Par Skefulde tynd Te og et lille Stykke Brød, der var dyppet i Bouillon. Anfaldene indtrådte navnlig efter heftige Sindsbevægelser. Mærkelig var også den Måde, hvorpå Smerterne hver Gang forsvandt igen, undertiden lykkedes det ham straks i Begyndelsen, i den første halve Time helt at få dem hævede ene og alene ved varme Omslag, men det kunde også forekomme, at alle lettere Midler viste sig virkningsløse, og først den gentagne Anvendelse af stærke 148

Brækmidler skaffede ham nogen Lindring. Således var Anfaldet forløbet sidste Gang, og hans Læge tilstod senere overfor ham, at han egentlig havde troet på et Forgiftningstilfælde. Der var endnu længe til Morgen, og Veltjaninov vilde ikke midt om Natten sende Bud efter Lægen — han var i det hele ingen Ven af Læger. Omsider kunde han dog ikke holde det ud længere og begyndte at stønne højt. Hans Stønnen vækkede Pavel Pavlovitj — denne rejste sig op på Divanen og sad i nogle Minutter ængstelig lyttende, idet han fulgte Veltjaninov med sine Blikke, medens denne næsten i Løb bevægede sig op og ned gennem begge Værelser. Åbenbart havde Flasken øvet en stærk Virkning på Pavel Pavlovitj, så det varede længe, førend han kunde komme til klar Bevidsthed. Omsider forstod han, hvad der var på Færde og styrtede hen til Veltjaninov, der på hans Forespørgsel fremstammede et Par uforståelige Ord. „Det er Deres Lever, der er angrebet, jeg kender det nok," råbte Pavel Pavlovitj usædvanlig livligt — „det var ganske det samme med Peter Kusmitj Polossuchin, det var også galt fat med hans Lever. Bedst er varme Omslag, Peter Kusmitj tog også altid varme Omslag. . . . Det kan let ende med Døden! Skal jeg kalde på Mavra?" „Behøves ikke, behøves ikke," sagde Veltjaninov i en forbitret Tone — „behøves slet ikke." Men Pavel Pavlovitj var, Gud må vide af hvilken Grund, helt ude af sit gode Skind, som om det drejede sig om at redde hans egen Søn. Han holdt aldeles bestemt på, at der skulde laves varme Omslag, og at den syge desuden skulde drikke to eller tre Kopper tynd Te hurtig efter hinanden — „og den Te skal ikke alene være varm, men spilkogende." Han skyndte sig også, uden at indhente Veltjaninovs Tilladelse, hurtig ned til Mavra, fik fyret op i Køkkenet, der ellers altid stod tomt, og Samovaren bragt i Orden. Så trak han Frakke og Vest af Veltjaninov, bragte ham til Sengs, viklede ham ind i Sengetæppet og vendte allerede efter tyve Minutters Forløb tilbage med Teen og den første varme Tallerken. „Her er en varm Tallerken, aldeles glødende!" råbte han 149

formelig begejstret, idet han lagde en i en Serviet indviklet Tallerken på Veltjaninovs syge Bryst —„noget andet kan vi ikke opdrive, og Tallerkener er desuden, det kan jeg give mit Ord på, det bedste; det har jeg med mine egne Øjne erfaret af Peter Kusmitjs Eksempel. . . . Man kan virkelig dø deraf! Drik nu Te, tag nogle ordentlige Slurke — det har ikke noget at sige, hvis det skulde skolde Dem en Smule, hellere redde Livet end . . . Ganen . . . ! Han fik sat ordentlig Liv i den søvndrukne Mavra. Hvert tredie eller fjerde Minut varmede de en ny Tallerken. Efter den tredie Tallerken og den anden Kop varme Te følte Veltjaninov pludselig nogen Lindring. „Det er et godt Tegn, Gud være lovet, når vi blot kan få disse Smerter dæmpede," råbte Pavel Pavlovitj og skyndte sig glad efter en ny Tallerken og frisk Te i Køkkenet. „Når vi kun kan få Smerterne til at tage af! Når de bare først begynder at mildnes!" gentog han hvert Øjeblik. Efter en halv Times Forløb var Smerterne virkelig næsten forbi, men den syge følte sig så udmattet, at han til Trods for alle Pavel Pavlovitjs Bønner ikke vilde indlade sig på en eneste „lille Tallerken" endnu. Hans Øjne faldt næsten i af Svaghed. „Sove, sove," hviskede han næsten uhørligt. „Nu vel!" samstemte endelig Pavel Pavlovitj. „Bliv her i Nat . . . hvor sent er det?" „Klokken er snart to." „Bliv her i Nat!" „Vel, jeg bliver så." Et Minut senere kaldte den syge endnu en Gang på Pavel Pavlovitj. „De er ... De er .. ." hviskede han, da denne var kommen hen til ham og havde bøjet sig over ham — „De er ... bedre end jeg! Jeg forstår alt, alt ... jeg takker Dem!" „Sov nu blot, sov," svarede Pavel Pavlovitj sagte og listede sig hurtig på Tåspidserne tilbage til sin Divan. Den syge kunde endnu, da han allerede var i Færd med at falde i Søvn, høre, hvorledes Pavel Pavlovitj forsigtig redte sit Leje, klædte sig af og endelig, efter at han havde slukket Lyset — næppe vovende at ånde, for ikke at forstyrre — lagde sig på sin Divan. 150

Da Lyset var slukket, faldt Veltjaninov meget hurtig i Søvn. Det kunde han senere huske ganske nøje. Hele Tiden, lige til det Øjeblik, han vågnede, havde han alligevel i Søvnen en Følelse af, at han ikke sov, og at han, til Trods for sin Træthed, slet ikke kunde falde i Søvn. Så drømte han, at han i vågen Tilstand begyndte at fantasere, og at han aldeles ikke kunde blive af med de Forestillinger, der trængte ind på ham, skønt han var sig klart bevidst, at det kun var Drømmebilleder og slet ikke Virkelighed. Det var Syner, som han meget godt kendte: han befandt sig i sit Værelse, der var helt fyldt med Mennesker. Døren til Korridoren stod på vid Gab, og fra Trappegangen trængte der sig nye Mennesker ind. Ved et Bord, der stod midt i Værelset, sad et Menneske — ganske på samme Måde som den Gang i hin Drøm, han havde haft for en Måned siden. Ligesom denne Gang sad også nu „hint Menneske" med Hovedet støttet i Armene ved Bordet og vilde ikke tale. Denne Gang havde han dog en rund Hat, omhyllet af Sørgeflor, på Hovedet. „Hvorledes? Var det muligvis også den Gang Pavel Pavlovitj?" tænkte Veltjaninov. Men da han nøjere studerede det tavse Menneskes Ansigtstræk, overbeviste han sig om, at det var en hel anden. „Men hvorfor bærer han så Sorg?" spurgte Veltjaninov sig selv tvivlrådig. Larmen og Skrålet fra de Folk, som stimlede sammen omkring Bordet, var uudholdelig. Det lod til, at de nu var langt mere opbragte på Veltjaninov end den Gang i den første Drøm. De truede ham med Næverne og skreg et eller andet til ham, men han kunde aldeles ikke forstå, hvad det var. „Å, det er jo altsammen kun Drømmesyner, jeg véd det jo ganske nøje," fo'r det ham gennem Hjernen — „jeg véd, at jeg ikke kan falde i Søvn og nu er stået op, fordi jeg af lutter Angst ikke kan sove! . . ." Men alligevel — dette Skrål og disse Mennesker og deres Bevægelser og det hele ... det var så tydeligt, så virkeligt, at han mod sin Vilje dog begyndte at tvivle: „Hvem véd, måske er det dog ikke rene Drømmesyner — hvad vil disse Mennesker mig egentlig, å Gud! . . . Hvis det ikke er Drømmesyner, men derimod Virkelighed — er det så muligt, 151

at dette Skrål ikke allerede for længe siden vilde have vækket Pavel Pavlovitj? Og han sover jo dog rolig derhenne! . . ." På en Gang syntes der at foregå noget ganske særligt, aldeles som i den første Drøm: alle Øjne vendte sig mod Trappen, og der opstod en voldsom Trængsel i Døren, da en ny Skare forsøgte at trænge ind udefra. De ankommende syntes at bære noget, noget stort og tungt; man kunde høre, hvorledes Bærernes Skridt drønede hult på Trappetrinene, og hvorledes de, stønnende under deres Byrde, langsomt kom nærmere. Men i Værelset råbte alle: „De bringer det, de bringer det!" Alles Øjne var funklende rettede mod Veltjaninov, og alle pegede med truende, sejrssikre Miner i Retning af Trappen. Han tvivlede ikke længere om, at ikke alt var Drømmesyner, men Virkelighed, og for bedre at kunne se ud over Folks Hoveder, hvad det egentlig var, man bragte, stillede han sig på Tæerne. Hans Hjerte hamrede og bankede, og pludselig — ganske som den Gang i hin Drøm — lød der tre stærke Klokkeslag. Disse Klokkeslag var så klare og tydelige, at han umulig kun kunde have drømt dem, og pludselig — skreg han højt og vågnede. Han skyndte sig dog ikke, således som den Gang, til Døren. Ligesom advaret af en indre Stemme sprang han op og styrtede med udstrakte Arme, som om han vilde beskytte sig og afværge et Angreb, lige i den Retning, hvor Pavel Pavlovitj sov. Men næppe havde han gjort et Skridt, førend hans Arme stødte sammen med et Par andre Arme, der var udstrakte mod ham; i næste Øjeblik vilde disse have grebet ham. Skønt Gardinerne var trukne for, var det ikke helt mørkt i Værelset, da der fra den tilstødende Stue, hvor der ikke fandtes lignende Gardiner, trængte et svagt Lysskær ind gennem den åbne Dør. Pludselig følte han en heftig Smerte i sin venstre Hånd, og han forstod øjeblikkelig, at han havde grebet om Æggen på en Dolk eller en Barberkniv. I samme Øjeblik styrtede et Legeme dumpt og tungt til Jorden. 152

Veltjaninov var måske tre Gange stærkere end Pavel Pavlovitj, men alligevel varede deres Kamp mindst tre Minutter. Han pressede Modstanderen fast mod Gulvet og følte pludselig et ejendommeligt Ønske om at lænke hans Hænder på Ryggen. Med sin sårede venstre Hånd holdt han Snigmorderen fast, medens han med den højre famlede rundt på Gulvet for at rive Gardinsnoren af og binde den fangnes Hænder dermed. Længe anstrængte han sig forgæves, indtil omsider Pavel Pavlovitj lå bunden på Gulvet. Ingen af dem havde i al denne Tid sagt et eneste Ord, man hørte ikke andet end de kæmpendes gispende Åndedræt og deres Stønnen. Veltjaninov trak Gardinerne til Side fra Vinduet og lod Rullegardinet gå op. På den mennesketomme Gade var det allerede lyst. Han åbnede Vinduet og trak Vejret dybt nogle Gange. Klokken var allerede fem. Efter at han igen havde lukket Vinduet, gik han langsomt hen til Skabet, tog et rent Håndklæde frem og viklede det stramt om sin venstre Hånd, for at standse Blodet, der stadig vedblev at løbe. Derved kom den åbne Barberkniv, som lå på Tæppet, ind under hans Fødder; han tog den op, lukkede den i og lagde den i sit Barber-etui, som han om Morgenen havde ladet blive liggende på et lille Sidebord, lige ved den Sofa, hvor Pavel Pavlovitj sov. Efter at have låset Barbersagerne inde i sit Skrivebord, gik han hen til Pavel Pavlovitj og gav sig til at betragte ham. Skønt han var bundet på Armene, havde han dog allerede med Besvær rejst sig og taget Plads i en Stol. Han var kun i Undertøj, hans Skjorte var på Ryggen og ved Ærmerne plettet af Blod, dog var det ikke hans eget, men Veltjaninovs Blod. Det var ganske vist den samme Pavel Pavlovitj, men hans Træk var forandrede næsten lige til Ukendelighed. De bundne Arme tvang ham til at sidde oprejst, hans Ansigt var fortrukket og fordrejet, Ansigtsfarven grønlig. Fra Tid til anden fo'r han krampagtig sammen. Med et tvivlende, stivnet Udtryk, som om han endnu ikke helt havde forstået, hvad der var sket, så han på Veltjaninov. Pludselig fløj der et enfoldigt Smil over hans Ansigt, han nikkede med 153

Hovedet i Retning af Vandkaraflen, der stod på Bordet, og sagde med en svag Hvisken: „Lad mig få en Slurk Vand!" Veltjaninov skænkede et Glas helt fuldt til ham, holdt det hen for hans Mund og lod ham drikke. Pavel Pavlovitj tog grådigt et Par Slurke, hævede derpå Hovedet og så Veltjaninov gennemtrængende lige ind i Ansigtet, uden dog at sige et Ord. Så tømte han Glasset helt og sukkede dybt. Veltjaninov tog sin Hovedpude og sit Tøj og begav sig ind i Sideværelset, efter at han havde låset Pavel Pavlovitj inde i det andet Værelse. Smerterne i Brystet var fuldstændig hørt op, men han følte sig meget udmattet efter den oprivende Begivenhed. „Gud må vide, hvorfra jeg har fået Kræfter dertil," tænkte han i sit stille Sind. Han forsøgte at danne sig en klar Forestilling om, hvad det egentlig var, der var sket, men han kunde endnu ikke samle sine Tanker. Sindsbevægelsen havde været for heftig. Hans Øjne lukkede sig uvilkårligt i en Halvsøvn, men hvert Øjeblik fo'r han sammen igen, huskede, hvad der var sket, løftede sin smertefulde Hånd, som var indviklet i det blodige Håndklæde, i Vejret og begyndte ivrigt at tænke over Sagerne. Kun den ene Ting så han klart og tydeligt: at Pavel Pavlovitj i Virkeligheden havde villet myrde ham, men måske et Kvarter i Forvejen endnu ikke selv havde vidst, at han vilde fatte denne Beslutning. Han havde måske den foregående Aften flygtig set Barber-etuiet, men dette havde dog ikke gjort noget videre Indtryk på ham. Veltjaninov plejede ellers altid at låse sine Barberknive inde, det var et rent Tilfælde, at de i Går var blevne liggende, efter at han havde fjernet et Par enkelt stående Hår fra sit Ansigt. „Hvis han" — tænkte han blandt andet — „allerede længe skulde have haft til Hensigt at dræbe mig, vilde han sikkert have haft en Dolk eller en Pistol beredt og ikke gjort Regning på Barberkniven, som han i Går så for første Gang." Endelig slog Klokken seks. Veltjaninov stod op, klædte sig på og gik ind til Pavel Pavlovitj. Da han åbnede Døren, 154

faldt den Tanke ham pludselig ind, hvorfor han egentlig havde lukket Pavel Pavlovitj inde, i Stedet for straks at lade ham gå sin Vej. Til sin Forbavselse fandt han den fangne allerede helt påklædt — det var på en eller anden Måde lykkedes ham at befri sig for sine Bånd. Han sad i en Lænestol, men da Veltjaninov trådte ind, rejste han sig straks. Han holdt allerede Hatten i Hånden for at gå. Hans sky, urolige Blik syntes at sige: „Tal ikke, begynd ikke på noget, vi har ikke noget at tale med hinanden om." „Gå Deres Vej," sagde Veltjaninov — og Pavel Pavlovitj adlød. Da han allerede var nået til Døren, råbte Veltjaninov hurtig til ham: „Tag Deres Etui med Dem." Pavel Pavlovitj vendte sig om, gik rask hen til Bordet, tog Etuiet med Armbåndet og puttede det i Lommen og skyndte sig ud på Trappen. Veltjaninov stod i Døren for at lukke denne efter ham. Deres Blikke mødtes for sidste Gang. Pavel Pavlovitj vendte sig pludselig om, og begge så nogle få Sekunder usikkert på hinanden. Så gjorde Veltjaninov en let, afvisende Håndbevægelse. „Nå, gå Deres Vej," sagde han halvhøjt og låsede Døren. ---o---

XVI.
En usædvanlig, lettende Følelse af Glæde bemægtigede sig Veltjaninov; det var, som om et eller andet i hans Indre havde opløst sig, som om en tung og trykkende Sorg pludselig var bleven taget fra ham. I hele fem Uger havde dette Tryk hvilet på ham. Han løftede sine Hænder, betragtede det blodplettede Håndklæde og mumlede for sig selv: „Nu er jeg omsider virkelig bleven ham kvit!" For første Gang siden Lisas Død forlod de mørke, sørgelige Tanker ham. Selv på Lisa tænkte han kun i Forbigående, som om han ved det Blod, han havde mistet, også i denne 155

Henseende var bleven fri. Han havde en klar Bevidsthed om, at han havde undgået en stor Fare. „Denne Slags Mennesker," sagde han til sig selv, „som endnu et Minut, førend De begår Deres Dåd, ikke véd, om de vil myrde, er, så snart de får Kniven mellem Fingrene og ser den første Blodsdråbe, slet ikke mere til at styre — ikke nok med, at de myrder, nej de „arbejder grundigt", som Straffefanger plejer at sige, således er det nu en Gang Skik og Brug hos dem." Han kunde ikke finde sig i at blive hjemme i sin Lejlighed, men begav sig ind i Byen. Han var ganske ejendommelig til Mode — som om han havde noget vigtigt for eller snarere ventede på det. I en fornøjelig Sindsstemning slentrede han gennem Gaderne. Han vilde meget gerne have truffet en eller anden eller talt med nogen, selv om det skulde være en ubekendt. Derved faldt det ham endelig ind, at det vilde være ganske klogt at opsøge Lægen og få sin Hånd rigtig forbunden. Lægen, hans gamle bekendt, så nysgerrigt på Såret og spurgte, hvorledes han havde pådraget sig det? Veltjaninov lo og spøgte og vilde helst have fortalt ham det hele, men han tog sig i Agt. Han fortalte om sit natlige Sygdomsanfald; Lægen følte hans Puls og fik ham til at tage et nerveberoligende Middel, han netop havde hos sig. Hvad Såret angik, så erklærede han dette for ufarligt — det vilde slet ikke have slemme Følger. Veltjanilov lo og forsikrede ham om, at det tvertimod allerede havde haft overmåde gunstige Følger. Ønsket om, at meddele en eller anden den hele Begivenhed, greb ham endnu to Gange samme Dag — en Gang havde han i den Hensigt nær indledet en Samtale med et ganske ubekendt Menneske på et Konditori. Intet var ham ellers mere imod end at begynde at tale med ubekendte Folk på offentlige Steder. Han besøgte flere Badeanstalter, købte sig en Avis, begav sig til sin Skrædder og bestilte sig noget nyt Tøj. Tanken om at tage ud til Pogorjelzovs var ham ubehagelig, som om han absolut endnu ventede på et eller andet i Byen. Middagen smagte ham fortræffeligt, han drak en halv Flaske Vin, spøgte med Opvarteren og begyndte endog en Samtale med 156

sin Nabo ved Bordet. På en Gentagelse af Gårsdagens Anfald tænkte han ikke i ringeste Grad. Han var overbevist om, at Sygdommen var forbi i samme Øjeblik, som han efter halvanden Times Søvn sprang op fra sit Leje og med en sådan Kraft kastede Morderen til Jorden. Henad Aften følte han sig dog en Smule forvirret; han troede, at hans Nervesvaghed fra i Går var i Anmarsch på ny. I Mørkningen begav han sig hjem og blev næsten forskrækket, da han betrådte sine Værelser — så uhyggelige og skumle tog de sig ud. Han gik flere Gange op og ned derinde og kastede endog et Blik ud i Køkkenet, hvor han hidtil næsten endnu aldrig var kommen. „Her varmede de i Går Tallerknerne," tænkte han. Han lukkede Korridordøren omhyggelig i og tændte Lys tidligere end sædvanlig. Derved faldt det ham ind, at han, da han for en halv Times Tid var kommen forbi Gårdskarlens Kammer, havde kaldt Mavra ud og spurgt hende, om ikke Pavel Pavlovitj havde været der? „Som om det i det hele kunde tænkes, at han kom," sagde han smilende til sig selv. Efter at han havde låset Døren, åbnede han sin Skrivebordsskuffe, tog Barberetuiet op og trak den skæbnesvangre Kniv frem for at se på den. På det hvide Benskaft kunde Blodsporene endnu stadig ses. Han lagde Kniven tilbage i Etuiet og låsede det ned igen i Skuffen. Han var søvnig og gik snart til Hvile for i Morgen „at være helt rask igen." Den næste Dag forekom ham af en eller anden Grund af ganske særlig Betydning. „I Morgen må den sidste Tvivl forsvinde," sagde han til sig selv for helt at berolige sig. Men de samme Tanker, som havde optaget ham hele Dagen og næppe ladet ham i Fred et Minut, trængte sig påny mellem hinanden gennem hans udmattede Hjerne, og det varede længe endnu, førend han fandt Ro. . . . „Hvis det står fast, at Tanken om at myrde mig, pludselig dukkede op i hans Hjerne," vedblev det at fare ham gennem Hovedet — „så vilde jeg nok vide, om denne Tanke nogen Sinde tidligere, selv om også nok så flygtig og uklar, er faldet ham ind?" Han besvarede sig selv dette Spørgsmål på en ganske 157

besynderlig Måde: ganske sikkert, sagde han til sig selv, vilde Pavel Pavlovitj myrde ham, men denne Plan var ganske pludselig opstået i Morderens Sjæl. Han havde vel nok til Hensigt at myrde, men han vidste ikke selv af, at han havde denne Hensigt. „Det lyder måske nok som en Modsigelse, men det forholder sig dog således," sagde Veltjaninov til sig selv. „Ikke for at søge en bedre Ansættelse eller for at se Bagautov er han kommen til St. Petersborg — skønt han både har anstrængt sig for at få Ansættelsen og også opsøgt Bagautov, og han er bleven helt rasende af Ærgrelse over dennes Død. Men Bagautov var for ham et rent Nul, han foragtede ham, det var ham i Grunden kun om mig at gøre, og derfor kom han også sammen med Lisa. ..." „Og ventede jeg egentlig selv, at han — vilde myrde mig?" Han måtte besvare dette Spørgsmål med Ja — han havde ventet det siden det Øjeblik, da han havde truffet ham i Sørgekareten bagefter Bagautovs Kiste. „Fra det Øjeblik af," sagde han til sig selv — „har jeg ventet noget... skønt jeg ganske vist ikke havde tænkt mig, at det vilde komme så vidt . . ." „Og var det virkelig sandt," fo'r det pludselig gennem hans Hjerne, idet han løftede Hovedet fra Puden og åbnede Øjnene — „var det sandt, hvad dette . . . forrykte Menneske i Går Aftes sagde til mig om sin Kærlighed til mig, da det pludselig begyndte at dirre i hans Hage, og han slog sig med Hånden for Brystet?" „Ganske bestemt var det sandt," erklærede han afgjort, idet han stadig kom dybere ind i sine Grublerier — denne Quasimodo fra T. synes i Virkeligheden at være tåbelig og storsnudet nok til at forelske sig i sin Hustrus Elsker, idet hendes Utroskab i mere end en Snes År er bleven skjult for ham! I fulde ni År har han højagtet mig, bevaret Mindet om mig i Ære og endog bidt Mærke i mine Udtalelser — å Gud, og om alt det har jeg ikke vidst det ringeste! Nej, han kunde ikke lyve i Går — men holdt han også af mig i Går, da han talte til mig om sin fordums Kserlighed og sagde mig, at vi vilde blive hinanden „kvit"? Jo, også i Går holdt han af 158

mig, udelukkende af Ondskab, og denne Kærlighed er vel nok den stærkeste af alle. . . ." „Det er ganske vist muligt, ja endog sikkert, at jeg i T. har gjort et kolossalt Indtryk på ham — et kolossalt og „højst behageligt" Indtryk, hvad der rigtignok kun kunde hænde sådan en filosoferende Quasimodo. Han forstørrede mig til det tusinddobbelte, fordi jeg dog imponerede ham alt for meget i hans filosofiske Ensomhed. . . . Jeg vilde bare gerne vide, hvormed jeg egentlig har imponeret ham! Måske ved mine elegante Handsker og den Elegance, hvormed jeg trak dem på. Å, disse Quasimodo'er er meget modtagelige for alt, hvad der hedder æstetisk! Fine Handsker imponerer for øvrigt også ganske andre Folk end blot sådanne stakkels Skrog. Alt det øvrige føjer de så til af sig selv, og de er rede til at slås for Jer, hvis I ønsker det. Han må have anset mig for et Menneske med store Fortrin ... nu forstår jeg også disse Ord: „Hvis også han . . . også han . . . hvem i hele Verden kan man så stole på!" „Hm! Han er kommen hertil for „at omfavne mig og græde sammen med mig," således som han selv udtrykte sig paå sin modbydelige Måde — det vil sige, han kom for at myrde mig, tænkte dog, at han kom for at omfavne mig og græde sammen med mig. Han har også bragt Lisa med. Og hvem véd: hvis jeg havde grædt med ham, så havde han måske i Virkeligheden tilgivet mig, for han nærede sikkert det varmeste Ønske om at tilgive. . . . Alle hans Ønsker og Beslutninger forvandlede sig dog allerede ved vort første Sammentræf til drukne Grimacer, til Karikatur, til simpel, kvindelig Flæben over den Ydmygelse, han havde lidt. Han svælgede formelig i den Tanke, at man havde sat ham Horn. For i det mindste at skaffe sine Følelser Luft på en eller anden Måde, kom han kun, når han havde drukket sig fuld; i ædru Tilstnd vilde han måske slet ikke have valgt de rette Ord . . . Han må vist have moret sig over denne Skæren Grimacer og denne Flæben. Hvor lykkelig var han for Eksempel ikke den Gang, da han fik mig overtalt til at kysse sig! Blot vidste han den Gang endnu ikke, hvorledes han skulde afslutte sin Hævn, om han skulde omfavne mig eller 159

skære Halsen over på mig. Enden på det hele blev, at han anså det for det bedste at forsøge på begge Dele. En ganske ufejlbarlig Slutning! — Nej, Naturen ynder ikke Vanskabninger og lader dem omkomme ved deres egne Slutninger. Den mest vanskabte Vanskabning er Vanskabningen med ædle Følelser: jeg véd det af egen Erfaring, Pavel Pavlovitj! Naturen er for Vanskabningen ingen kærlig Moder, men en Stedmoder. Naturen avler Vanskabningen, men i Stedet for at have Medlidenhed med den, hævner den sig på den, og det, så det kan blive til noget. Omfavnelser Og Tilgivelsens Tårer er nu til Dags ikke Skik og Brug selv blandt ordentlige Mennesker, endsige da blandt sådanne stakkels Skrog som vi to, Pavel Pavlovitj!" „Å ja, han var endog dum nok til at føre mig til sin Brud. Min Gud, hans Brud! Kun en sådan Quasimodo kunde få den Idé ved Hjælp af Mademoiselle Sachlebinins Uskyldighed „at vågne til nyt Liv!" Men De kunde ikke gøre ved det, Pavel Pavlovitj — nej, De kunde ikke gøre ved det! De er en Vanskabning, og derfor måtte alt, hvad der vedrørte Dem, alle Deres Tanker og Forhåbninger, være vanskabte og absurde. Men selv om De også er en Vanskabning, så har De dog Tanker i Hovedet, og derfor var det nødvendigt for Dem at få Vetlschaninov, til hvem De ser op med så megen Ærefrygt, til at sanktionere Deres Planer. Han måtte forsikre Dem om, at Deres Drømmebillede ikke blot var et Drømmebillede, men Virkelighed! Min Gud! Han troede virkelig på min Overlegenhed og Oprigtigheden af mine Følelser, da han førte mig derhen, og han ventede måske, at vi vilde omfavne hinanden bag en Rosenbusk i umiddelbar Nærhed af Uskyldigheden og blande vore Tårer. Å ja, han måtte endelig engang indse sin egen Tåbelighed, denne stakkels Nar, måtte søge at gøre den god igen, og for at gøre den god igen, greb han til Barberkniven — ganske vist kun i en pludselig Opblussen, men han greb dog efter den. „Han stak ham, stak ham alligevel til sidst, endog i Guvernørens Nærværelse!" Mon han allerede den Gang, da han fortalte mig Historien om Forloveren, også blot ganske fjernt havde noget i Sinde mod mig? Og den Gang, da han 160

forlod sit Leje om Natten og stod midt i Værelset — mon han da allerede tænkte på noget i den Retning? Hm... nej, den Gang „spøgte" han vist kun. Han vilde virkelig kun tage en Slurk Vand, og da han så, jeg blev forskrækket, undte han sig den Fornøjelse et Øjeblik at gotte sig over min Skræk. Det må virkelig have beredt ham en særlig kildrende Fornemmelse at forestille sig, at jeg var bange for ham. . . . Den Gang, han stod så spøgelsesagtig i Mørket, er måske for første Gang den Tanke faldet ham ind. . . ." „Og alligevel, hvis jeg i Går ikke havde glemt Barberetuiet på Bordet, vilde der sikkert ikke være hændt noget. Virkelig ikke? Er han i hele fjorten Dage gået ængstelig af Vejen for mig, af bare Medlidenhed måske kun, for ikke at komme i Fristelse? Og nu det, at han først henvendte sig til Bagautov og ikke til mig ... og at han den Gang midt om Natten fo'r op for at varme Tallerknerne til mig — hvilket Spring fra Dolk til Næstekærlighed! Sig selv og mig vilde han redde . . . med opvarmede Tallerkener!" Længe endnu vedblev denne „afskedigede" Salonhelts syge Hjerne at arbejde, længe endnu blandede den alt muligt sammen, indtil endelig Søvnen bragte hans ophidsede Nerver nogen Ro. Men næste Morgen vågnede han med den samme syge Hjerne, kun at denne Gang en ny, uventet Skræk voldte ham Uro. Denne nye Skræk stammede fra den uomstødelige Overbevisning, at han, Salonhelten Veltjaninov, i Dag af egen Drift, af hemmelige, ham selv ubekendte Bevæggrunde, vilde opsøge denne vanskabte Pavel Pavlovitj. „Men hvorfor, hvorfor?" spurgte han sig selv forgæves. Svaret faldt ham ikke ind, han vidste kun dette ene, at han ubetinget vilde opsøge ham.... Denne „forrykte Idé", som han selv måtte benævne dette sit nyeste Hjernefoster, antog for øvrigt uvilkårligt en næsten fornuftig og tilsyneladende naturlig Skikkelse: det forekom ham på en Gang muligt, at Pavel Pavlovitj havde opsøgt sin Lejlighed, havde lukket sig inde i den og... hængt sig, som hin Kasserer, om hvem Marja Sysojevna havde fortalt ham. Denne Antagelse blev lidt efter lidt til Trods for 161

sin Urimelighed til hans faste Overbevisning. „Men hvorfor skulde det Fæ egentlig hænge sig?" forsøgte han at modsige sig selv. Han kom til at huske på Lisas Ord: „Hm, jeg vilde i hans Sted måske også hænge mig..." afsluttede han sine Betragtninger. I Virkeligheden rettede han, da han begav sig hen for at spise til Middag, sine Skridt ubevidst mod Trusotskis Lejlighed. „Jeg vil i hvert Fald forhøre mig hos Marja Sysojevna," sagde han til sig selv. Men næppe havde han tilbagelagt et Stykke Vej, førend han standsede og tog sig til Panden. „Skulde jeg..." tænkte han uvilkårligt, idet han rødmede af Skamfuldhed — „skulde jeg virkelig kun af den Grund begive mig hen til ham for at omfavne ham og blande mine Tårer med hans? Skulde jeg virkelig til al den anden Forsmædelse yderligere føje denne tåbelige Lavhed?" For denne „tåbelige Lavhed" bevarede dog alle anstændige og ordentlige Menneskers Forsyn ham. Han var næppe gået endnu et Par Skridt, før han pludselig stødte på Hr. Aleksander Lobov, der kom gående hurtig og åbenbart i en meget livlig Stemning. „Å, jeg skulde lige hen til Dem! Hvad foretager vor fælles Ven Pavel Pavlovitj sig?" „Han har hængt sig," brummede Veltjaninov fortrædelig. „Hvem har hængt sig?" spurgte Lobov, idet han spærrede Øjnene op. „Nej, nej ... det var kun min Spøg. Hvad er der på Færde?" „For Pokker, hos Dem veksler Tankerne hurtigt. Han har sikkert ikke hængt sig — hvorfor skulde han egentlig hænge sig? Han er tvertimod rejst sin Vej. Jeg har lige netop fulgt ham på Banegården. Død og Pine, hvor han kan drikke! Hver af os har sat sine tre Flasker til Livs, F'redpossylov var også med. Mage til Svir har jeg sjelden set. I Kupéen sang han, han talte også om Dem — han sender Dem mange Hilsener og Kys, men en Slubbert er og bliver han dog, mener De ikke også?" Den unge Mand var åbenbart stærkt beruset) hans rødt162

blussende Ansigt, glinsende Øjne og lallende Tvinge beviste det tydeligt nok. Veltjaninov gav sig til at le af fuld Hals. „Ha ha! Til syvende og sidst har de altså drukket Dus! De har omfavnet hinanden og blandet Tårer! Å, I Digtersjæle og Sværmere!" „Og alligevel, hvis jeg i Går ikke havde glemt Barberetuiet på Bordet, vilde der sikkert ikke være hændt noget. Virkelig ikke? Er han i hele fjorten Dage gået ængstelig af Vejen for mig, af bare Medlidenhed måske kun, for ikke at komme i Fristelse? Og nu det, at han først henvendte sig til Bagautov og ikke til mig ... og at han den Gang midt om Natten fo'r op for at varme Tallerknerne til mig — hvilket Spring fra Dolk til Næstekærlighed! Sig selv og mig vilde han redde . . . med opvarmede Tallerkener!" Længe endnu vedblev denne „afskedigede" Salonhelts syge Hjerne at arbejde, længe endnu blandede den alt muligt sammen, indtil endelig Søvnen bragte hans ophidsede Nerver nogen Ro. Men næste Morgen vågnede han med den samme syge Hjerne, kun at denne Gang en ny, uventet Skræk voldte ham Uro. Denne nye Skræk stammede fra den uomstødelige Overbevisning, at han, Salonhelten Veltjaninov, i Dag af egen Drift, af hemmelige, ham selv ubekendte Bevæggrunde, vilde opsøge denne vanskabte Pavel Pavlovitj. „Men hvorfor, hvorfor?" spurgte han sig selv forgæves. Svaret faldt ham ikke ind, han vidste kun dette ene, at han ubetinget vilde opsøge ham.... Denne „forrykte Idé", som han selv måtte benævne dette sit nyeste Hjernefoster, antog for øvrigt uvilkårligt en næsten fornuftig og tilsyneladende naturlig Skikkelse: det forekom ham på en Gang muligt, at Pavel Pavlovitj havde opsøgt sin Lejlighed, havde lukket sig inde i den og... hængt sig, som hin Kasserer, om hvem Marja Sysojevna havde fortalt ham. Denne Antagelse blev lidt efter lidt til Trods for sin Urimelighed til hans faste Overbevisning. „Men hvorfor skulde det Fæ egentlig hænge sig?" forsøgte han at modsige sig selv. Han kom til at huske på Lisas Ord: „Hm, jeg vilde i hans Sted måske også hænge mig..." afsluttede han sine 163

Betragtninger. I Virkeligheden rettede han, da han begav sig hen for at spise til Middag, sine Skridt ubevidst mod Trusotskis Lejlighed. „Jeg vil i hvert Fald forhøre mig hos Marja Sysojevna," sagde han til sig selv. Men næppe havde han tilbagelagt et Stykke Vej, førend han standsede og tog sig til Panden. „Skulde jeg..." tænkte han uvilkårligt, idet han rødmede af Skamfuldhed — „skulde jeg virkelig kun af den Grund begive mig hen til ham for at omfavne ham og blande mine Tårer med hans? Skulde jeg virkelig til al den anden Forsmædelse yderligere føje denne tåbelige Lavhed?" For denne „tåbelige Lavhed" bevarede dog alle anstændige og ordentlige Menneskers Forsyn ham. Han var næppe gået endnu et Par Skridt, før han pludselig stødte på Hr. Aleksander Lobov, der kom gående hurtig og åbenbart i en meget livlig Stemning. „Å, jeg skulde lige hen til Dem! Hvad foretager vor fælles Ven Pavel Pavlovitj sig?" „Han har hængt sig," brummede Veltjaninov fortrædelig. „Hvem har hængt sig?" spurgte Lobov, idet han spærrede Øjnene op. „Nej, nej ... det var kun min Spøg. Hvad er der på Færde?" „For Pokker, hos Dem veksler Tankerne hurtigt. Han har sikkert ikke hængt sig — hvorfor skulde han egentlig hænge sig? Han er tvertimod rejst sin Vej. Jeg har lige netop fulgt ham på Banegården. Død og Pine, hvor han kan drikke! Hver af os har sat sine tre Flasker til Livs, F'redpossylov var også med. Mage til Svir har jeg sjelden set. I Kupéen sang han, han talte også om Dem — han sender Dem mange Hilsener og Kys, men en Slubbert er og bliver han dog, mener De ikke også?" Den unge Mand var åbenbart stærkt beruset) hans rødtblussende Ansigt, glinsende Øjne og lallende Tvinge beviste det tydeligt nok. Veltjaninov gav sig til at le af fuld Hals. „Ha ha! Til syvende og sidst har de altså drukket Dus! De har omfavnet hinanden og blandet Tårer! Å, I Digtersjæle 164

og Sværmere!" „Vær så venlig at lade være med at skælde ud, jeg kan meddele Dem, at han „alligevel" har opgivet alle Fordringer. I Går og i Dag har han været der og bagtalt os ganske antagelig. Nadja har man spærret inde, hun må sidde i Pulterkammeret. Der har været en Jammer og en Gråd, men vi giver ikke efter. Å, hvor han kan drikke! Og hvor han kan være gemen i sin Mund... det vil sige, ikke egentlig gemen, men... og i et Væk talte han om Dem, men hvad er han mod Dem — der er slet ingen Sammenligning! De er dog i al Fald et anstændigt Menneske og har engang tilhørt det bedste Selskab... nu går det Dem jo kun dårligt, og så må De naturligvis dukke Dem en Smule ... det vil sige, Fanden må vide, hvad det egentlig var, han fortalte om Dem, jeg har ikke rigtig kunnet forstå ham" „Talte han i denne Tone om mig?" „Ja, det gjorde han, men bliv bare ikke vred derover. Hvem spørger i vore Dage om det gode Selskab? Vi må holde med Folket, det er det eneste rigtige! Hvem skal man overhovedet nære Agtelse for nu for Tiden i Rusland? Dét véd intet Menneske. Hør engang, er det ikke slemt for et Land, når man ikke véd, hvem man skal nære Agtelse for?" „Jo, det er sandt, men hvad sagde han ellers?" „Hvem mener De? Nå, ham? Hvad han sagde? Å, han vedblev at sige: „den halvtredsindstyveårige, men forarmede Veltjaninov." Men sig mig engang, hvorfor vedblev han at sige „men forarmede", og ikke „og forarmede", hvad der jo vilde have været langt rigtigere? Tusinde Gange gentog han det samme. Og samtidig lo han stadig. I Kupéen begyndte han at synge og gav sig til at græde — ligefrem modbydeligt; det vil sige, man måtte have ondt af ham, så beruset var han. Å, jeg afskyer disse Fæhoveder! Han kastede Penge til Tiggerne, de skulde bede for en eller anden afdød Lisevetas Sjælefred — hans Hustru, ikke sandt?" „Nej, hans Datter." „Hvad er der i Vejen med Deres Hånd?" „Jeg har skåret mig." 165

„Å, det har intet at sige, det går nok over. Véd De hvad, gid Fanden havde ham, det er godt, at han er borte, men jeg vædder om, at dér, hvor han nu kommer hen, f aiar han straks Giftetanker igen. Tror De ikke også?" „Men De går jo også selv i Giftetanker." „Jeg? Det er da noget helt andet — nej, De er da en underlig én. Hvis De er en Mand på halvtreds, er han sikkert mindst treds. Man må virkelig være en Smule logisk, lille Fa'r! For øvrigt må De vide, at jeg tidligere var ren Slavofil, og det af Overbevisning, men nu venter vi Morgenrøden fra Vest Nå, på Gensyn. Det glæder mig, jeg traf Dem her uden først at behøve at søge Dem hjemme. Lad bare være med at invitere mig, for jeg kommer alligevel ikke til Dem." Han gjorde omkring og vilde skynde sig bort, men vendte sig dog endnu engang om. „Å, det er sandt," sagde han, „han gav mig et Brev med til Dem, her er det. Hvorfor fulgte De ham egentlig ikke til Banen?" Veltjaninov vendte tilbage til sit Hjem og åbnede den med hans Adresse forsynede Konvolut. Ikke et eneste Ord fra Pavel Pavlovitj fandtes i den, men derimod lå der et andet Brev deri. Veltjaninov genkendte straks Håndskriften. Papiret var gammelt og gulnet og Skriften helt falmet. Brevet var for ti År siden skrevet til ham i St. Petersborg, nøjagtig to Måneder efter, at han dengang havde forladt Trusotskis. Han havde aldrig fået dette Brev og vidste intet om dets Indhold. Åbenbart var Brevskriversken kommen på andre Tanker og havde holdt Brevet tilbage. I Skrivelsen, som han havde i sin Hånd, tog Natalia Vassiljevna for bestandig Afsked med ham — ganske på samme Måde som i det Brev, han en Gang virkelig havde modtaget. Hun tilstod ham, at hun allerede elskede en anden, men samtidig meddelte hun ham, at den Formodning, som hun før hans Afrejse havde ytret overfor ham, havde bekræftet sig: For at trøste ham, lovede hun ham, at hun vilde søge en Lejlighed til at overgive ham Pantet på deres Kærlighed, og forsikrede, at fra nu af bestod der et ganske andet 166

Forhold mellem dem, deres Venskab var nu for evigt befæstet — med 166 et Ord, temmelig mange ulogiske Ting, hvoraf kun fremgik det ene, at hun for enhver Pris vilde være fri for hans Kærlighed. Hun tillod ham endog om et År at komme til T. for at se Barnet. Gud må vide hvorfor hun havde holdt dette Brev tilbage og sendt ham det andet. Veltjninov blev bleg, da han læste dette Brev. Han forestillede sig, hvorledes Pavel Pavlovitj havde fundet det og for første Gang læst det over det åbnede, med Sølv og Perlemoder indlagte Chatol… „Han må også være bleven bleg som en Dødning," tænkte han, da han pludselig så sit eget Ansigt i Spejlet — „han har sikkert lukket Øjnene under Læsningen og åbnet dem igen i Håb om, at Brevet vilde være bleven forvandlet til et Stykke almindeligt hvidt Papir. Mindst tre Gange må han have gentaget dette Forsøg!..." ---o---

XVII.
To År var forløbne siden de af os skildrede Begivenheder. En smuk Sommerdag kørte Hr. Veltjninov på en af vore nys åbnede Jernbanelinjer til Odessa for der at træffe sammen med en Ven og samtidig gennem den selv samme Ven at stifte Bekendtskab med en højst interessant Dame, som han allerede længe havde ønsket at lære nærmere at kende. Han havde i Løbet af disse to År i høj Grad forandret sig til sin Fordel. Han var bleven fuldstændig helbredet for sin tidligere Melankoli. Også hans „Erindringer" og Samvittighedsnag, Følgerne af den Sygdom, som i sin Tid.da det ikke rigtig vilde skride frem med Processen, havde foruroliget ham i St. Petersborg, var nu sporløst forsvundne. Han skammede sig nu over den Modløshed, som han den Gang havde hengivet sig til. Nu havde han dog fået Vished for, at noget „lignende" aldrig vilde møde ham igen, og at ingen vidste Besked med hans fordums 167

Svaghedstilstand. Det var rigtigt, at han dengang havde undgået Selskabslivet, klædt sig sjusket og endog krøbet i Skjul for Folk; det var også rigtigt, at al Verden dengang havde lagt Mærke til den sælsomme Forandring som var foregået med ham. Men han var meget hurtig kommen på andre Tanker og var så fornøjet og rask igen vendt tilbage til sine gamle Kredse, at man straks havde tilgivet ham hans forbigående Frafald, og at endog de samme, som han allerede havde hørt op med at hilse, på ny med Fornøjelse rakte ham Hånden, medens de ikke engang generede ham med pinlige Spørgsmål om det forbigangne. De lod ganske simpelt, som om han havde været bortrejst „i huslige Anliggender", der ikke interesserede nogen som helst blot i ringeste Grad. Hovedgrunden til denne Forandring til det gode var naturligvis den vundne Proces. Veltjninov fik sine 60,000 Rubler — ganske vist en Ubetydelighed, som imidlertid ikke var uden Vigtighed for hans daværende Forhold. Fremfor alt havde han atter fået fast Grund under Fødderne, følte sig ligesom moralsk løftet. Han vidste nu ganske sikkert, at han ikke vilde ødsle disse Penge bort på en så tåbelig Måde som sine to tidligere Formuer, og at han nu var sikret for hele sit Liv. „Lad bare Samfundsbygningen knage i sine Fuger, lad dem snakke og docere, som de vil," tænkte han undertiden, når han så og hørte alle de besynderlige Ting, som skete rundt omkring ham i det hellige Rusland — „lad Menneskene og deres Anskuelser forandre sig, så meget de vil, jeg er dog i det mindste sikker på at få min velsmagende Middagsmad, og på den Måde kan jeg se Fremtiden fortrøstningsfuldt i Møde." Denne behagelige og beroligende Tanke havde lidt efter lidt helt taget Magten over ham og frembragt ikke blot en moralsk, men endog en fysisk Forandring med ham. Han så nu helt anderledes på Sagerne end hin indesluttede Særling, han havde været for to År siden, og som allerede havde begyndt på at indvikle sig i så upassende Historier. Han gjorde nu et så muntert, klart, friskt Indtryk, endog de grimme Rynker, som allerede havde dannet sig omkring 168

hans Øjne og hans Pande, var næsten forsvundne igen, og selv hans Ansigtsfarve var bleven sundere og mere ungdommelig. For Øjeblikket sad han rigtig bekvemt i en første Klasses Kupé og overvejede en Tanke, som havde noget ganske særlig tiltrækkende for ham. Ved den næste Station bøjede nemlig en Sidelinje af fra Hovedbanen, og i en Afstand af omtrent to Stationer boede i Nærheden en Dame, han kendte og som ligeledes var meget interessant. Hun var netop vendt tilbage fra Udlandet og kedede sig nu til Døde i sin landlige Ensomhed. „Vilde det ikke være en god Idé," tænkte han, „om jeg gjorde en lille Afstikker og besøgte hende i hendes Afkrog? Jeg har jo altid Tid nok til de andre i Odessa..." Han traf dog ikke straks nogen Afgørelse, men overlod det til den øjeblikkelige Indskydelse, om han vilde foretage den lille Afstikker eller ej. Toget løb imidlertid ind på Stationen, hvor der var fyrretyve Minutters Ophold, og Passagererne i al Ro kunde nyde deres Middagsmad. Ved Indgangen til den for første og anden Klasse fælles Ventesal stimlede som sædvanlig talrige utålmodige rejsende sammen, og som sædvanlig var der også forefaldet et lille Skandaleoptrin. En påfaldende smuk Dame, der dog af en rejsende at være var klædt alt for elegant, var stegen ud af en anden Klasses Kupé og slæbte en net, påfaldende ung Officer i Lanseneruniform efter sig, idet han gjorde alle mulige Anstrengelser for at undslippe hende. Den unge Officer var stærkt beruset, og Damen, efter al Sandsynlighed en ældre Slægtning af ham, søgte for enhver Pris at holde ham tilbage, for at han ikke skulde nå hen til Buffeten med de stærke Drikke. Lanseneren var i Trængslen stødt på en ung Købmand, der ligeledes var dygtig beruset. Den sidste havde allerede i to Dage siddet fast på Stationen, hvor han svirede sammen med et stærkt blandet Selskab, idet han øste Penge ud og atter og atter forfejlede det Tog, som skulde føre ham videre. De kom op at skændes, Officeren begyndte at skrige, den unge Købmand skældte ud, Damen var helt fortvivlet og søgte med al Magt at trække Lanseneren til Side, idet hun i en bedende Tone vedblev at råbe: „Mitinka, Mitinka!" De 169

omkringstående lo, men den unge Købmand lod til at finde Damens Opførsel upassende og troede sig forpligtet til at træde i Skranken for den krænkede Velanstændighed. „Hør dog, Mitinka!" råbte han i en bebrejdende Tone, idet han efterlignede Damens Fistelstemme — „De skammer Dem ikke engang for Folk!" Og idet han ravende trådte hen foran Damen., der var sunket om på en Stol og havde trukket Landsen erea ned ved Siden af sig gav han sig til at se på dem med en foragtelig Mine, medens han i en syngende Tone vedblev at skælde ud: „Nå, Sjuske, der har du jo din Mitinka!" Damen begyndte at skrige og så sig om efter Hjælp blandt de omkringstående. Hun vidste hverken ud eller ind af Angst og Skamfuldhed, og for at gøre Målet fuldt, sprang Officeren pludselig brølende op fra Stolen og styrtede løs på Købmanden, men han snublede og faldt tilbage på sin Plads igen. Man begyndte at le endnu højere, ingen tænkte på at komme dem til Hjælp i deres vanskelige Situation. Da trådte pludselig Veltjaninov frem, greb den unge Købmand i Kraven og slyngede ham godt og vel fem Skridt ind i Ventesalen. Dermed var Skandaleoptrinet til Ende, den unge Købmand så helt betuttet på Veltjaninovs Kæmpeskikkelse og lod sig uden videre Modstand føre bort af sine Venner. Veltjaninovs Optræden, der kun kunde indgyde Agtelse, bragte også den leende Hob til Tavshed, og den lykkelig befriede Dame begyndte rødmende og med tårefyldte Øjne at forsikre ham om sin Taknemmelighed; Lanseneren sagde også i en snøvlende Tone: „Takker meget, takker meget," og skulde lige til at række Veltjaninov Hånden, da han pludselig foretrak i Stedet for at lægge sig på Stolene med vidt udstrakte Ben. „Mitinka!" råbte Damen i en bebrejdende Tone, idet hun forfærdet slog Hænderne sammen. Det forefaldne syntes åbenbart at more Veltjaninov, og Damen begyndte at interessere ham. Han kunde med det første Øjekast se, at han stod overfor en velhavende Provinsdame. Hendes Klædedragt var elegant, men 170

smagløs, og der var noget latterligt affekteret over hendes Manerer — med et Ord, hun lod til at besidde alle de Egenskaber, som lover en Hovedstadslaps, der lægger an på at erobre en sådan Kvinde, et heldigt Resultat. Der udviklede sig en Samtale mellem dem. Damen beklagede sig levende over sin Mand, der pludselig „var forsvunden fra Vaggonen og var Skyld i det hele, ligesom han heller aldrig var til Stede, når man havde Brug for ham." „Han vilde også engang gå på gale Veje," mumlede Lanseneren. „Men Mitinka dog!" råbte hun på ny og vred sine Hænder. „Nå, den stakkels Mand vil ikke få det let," tænkte Veltjaninov, og højt føjede han til: „Hvad hedder egentlig Deres Gemal? Jeg skal søge ham op." „Pal-Palytj hedder han," snøvlede Lanseneren. „Deres Mand hedder Pavel Pavlovitj ?" spurgte Veltjaninov nysgerrigt, da pludselig et ham velbekendt, skaldet Hoved dukkede op mellem ham og Damen. Øjeblikkelig kom han til at huske på de uskyldige Lege i Sachlebinins Have og det modbydelige, skaldede Hoved, som også den Gang bestandig havde skubbet sig mellem ham og Nadezjda Fedosejevna. „Der har vi Dem endelig, min Herre," skreg hans Hustru ham i Møde med skingrende Stemme. Det var i Virkeligheden Pavel Pavlovitj; på en Gang bestyrtet og ængstelig så han på Veltjaninov, der var dukket op som et Spøgelse foran ham. Han var så betuttet ved Synet af sin gamle bekendt, at han en Tid lang slet ikke hørte sin opbragte Hustrus højlydte Bebrejdelser. Så fo'r han forfærdet sammen og forstod i et Nu, hvad der var hændt: at „han var Skyld i alt", at Mitinka havde drukket sig fuld, og at denne „Monsieur" — af en eller anden Grund gav hun Veltjaninov denne Titel — var bleven hendes Beskytter og Redningsmand, og at han, Pavel Pavlovitj, altid havde forstukket sig et eller andet Sted, når man nødvendigt havde Brug for ham. Veltjaninov gav sig pludselig til at le højt: „Men vi er jo Venner, endog Ungdomsvenner," røabte han 171

til den forbavsede Dame, idet han nedladende lagde sin Arm på den forlegent smilende Pavel Pavlovitjs Skulder — „har han aldrig fortalt Dem noget om Veltjaninov?" „Nej, han har aldrig sagt noget," svarede Hustruen, idet hun bebrejdende så på Pavel Pavlovitj. „Men forestil mig dog for Deres Frue, kæreste Ven." „Det er... Lipotjka, det er virkelig Hr. Veltjaninov, véd du nok..." begyndte Pavel Pavlovitj stammende og kørte straks fast igen. Fruen fo'r op og så på ham med Øjne, der lynede af Vrede, åbenbart fordi han overfor den fremmede Herre ikke nævnede hende ved hendes stolte Navn Olympia, men slet og ret Lipotjka. „Og vil De tænke Dem, han har ikke engang meddelt mig, at han har giftet sig, og han har heller ikke bedt mig med til Bryllupet! Men véd De hvad, Olympia . . ." „Semjonovna,"supplerede Pavel Pavlovitj sin Hustrus fædrene Navn. „Semjonovna!" lød det pludselig iFra Lanseneren, der allerede var faldet i Søvn. „De må virkelig tilgive ham, Olympia Semjomovna, for min Skyld, på Grund af dette venskabelige Gensyn . . . han er en fortræffelig Ægtemand." Ved disse Ord klappede Veltjaninov Pavel Pavlovitj fortroligt på Skulderen. „Jeg har blot, min Skat . . . jeg gik kun . . . bort . . . et eneste Minut," begyndte Pavel Pavlovitj al: undskylde sig. „Og Deres Hustru har De prisgivet Skandalen," faldt Lipotjka ham straks i Talen — „hvor man har Brug for Dem, dér er De aldrig, og hvor De er overflødig, der træffer man Dem altid." „Hvor han er overflødig, dér er han . . . hvor han er overflødig . . . hvor han er overflødig," gentog Lanseneren. Lipotjka var aldeles ude af sig selv af Forbitrelse; hun vidste ganske vist selv, at det var upassende at opføre sig således i Veltjaninovs Nærværelse og blev endog en Smule rød i Hovedet af Skam, men hun kunde virkelig ikke beherske sig selv mere. „Hvor det er ganske overflødigt, der er De kun altfor 172

forsigtig, altfor forsigtig!" undslap det hende uvilkårligt. „Under Sengen ... leder han efter Elskere . . . under Sengen — hvor det er overflødigt . . ." råbte pludselig også Mitinka helt opbragt. Med Mitinka var der i Virkeligheden intet at stille op. Olympia Semjonovna beroligede sig lidt efter lidt og sendte Pavel Pavlovitj efter Kaffe og Bouillon. Medens han var borte, fortalte hun Veltjaninov, at de kom fra O., hvor hendes Mand var ansat, og at de vilde tilbringe de næste to Måneder på deres Gods, omtrent fyrretyve Verst fra Stationen. Dér havde de et smukt Hus og en prægtig Park, Naboer og Venner omgikkes med dem, og hvis Aleksej Ivanovitj vilde være så venlig at besøge hende i hendes Ensomhed, vilde hun modtage ham med Glæde som sin „Skytsånd", thi hun kunde kun med Rædsel tænke på, hvad der vilde være hændt, hvis . . . o. s. v., med et Ord, hvis han ikke som hendes „Skytsånd" havde lagt sig imellem. „Og Frelser og Frelser," tilføjede Lanseneren med Iver. Veltjaninov takkede høfligt og svarede, at han var beredt når som helst, at han fuldstændig kunde råde over sin Tid, og at hendes Indbydelse var overordentlig smigrende for ham. Han fandt Lejlighed til under Samtalen at sige hende to eller tre Komplimenter, og Lipotjka blev helt rød i Hovedet af Glæde. Da Pavel Pavlovitj kom tilbage med Kopperne, fortalte hun ham ganske begejstret, at Aleksej Ivanovitj havde været „så venlig" at tage imod hendes Indbydelse og allerede i næste Uge havde lovet at besøge dem i en hel Måned. Pavel Pavlovitj smilte forlegent og tav. Olympia Semjonovna lagde Mærke til hans ejendommelige Adfærd og trak på Skuldrene. Omsider tog man Afsked, endnu en Gang var der Tale om „Taknemmeligheden" og „Skytsengel", endnu en Gang viste Mitinka sig på Skuepladsen, og endelig førte Pavel Pavlovitj sin Hustru tillige med Lanseneren bort til Kupéen. Veltjaninov tændte sig en Cigar og begyndte at gå op og ned på Perronen. Han vidste, at Pavel Pavlovitj endnu engang vilde komme tilbage for at passiare med ham indtil Togets Afgang. Han havde i Virkeligheden ikke taget 173

fejl. Pavel Pavlovitj kom efter et Øjebliks Forløb hen til ham og så på ham med en bekymret, spørgende Mine. Veltjaninov lo, tog venskabeligt hans Arm og trak ham hen til en Bænk i Nærheden, hvor de begge tog Plads. Veltjaninov tav — han vilde have, at Pavel Pavlovitj først skulde tage Ordet. „De vil altså besøge os?" fik denne endelig stammende frem, idet han uden Omsvøb gav sig til at tale om Genstanden for sine Bekymringer. „Det vidste jeg nok! Nej, han har ikke forandret sig," lo Veltjaninov. „Kunde De virkelig blot et Øjeblik antage, at jeg for Alvor vilde komme og besøge Dem, oven i Købet i en hel Måned? Ha ha!" Det gav et formeligt Sæt i Pavel Pavlovitj. „De vil altså ikke komme?" råbte han, idet han kun med Møje skjulte sin Glæde. „Nej, jeg kommer ikke," lo Veltjaninov selvtilfreds, uden egentlig at forstå, hvorfor han var i en så lattermild Stemning. „Taler De ... taler De virkelig Alvor?" spurgte Pavel Pavlovitj, idet han i spændt Forventning næsten sprang op fra sin Plads. „Men jeg har jo allerede sagt Dem, at jeg ikke vil komme — nej, De er virkelig et underligt Menneske." „Men hvad skal jeg så . . . hvad skal jeg sige til Olympia Semjonovna, når De ikke er kommen i Løbet af en Uges Tid, og hun stadig venter på Dem?" „Det er dog ganske simpelt, sig hende, at jeg har brækket Benet, eller noget i den Retning." „Det vil hun ikke tro," sagde Pavel Pavlovitj med ynkelig Stemme. „Og så skælder hun Dem Huden fuld," svarede Veltjaninov, der endnu bestandig lo. „Det lader til, De har ordentlig Respekt for Deres smukke Frue, stakkels Ven." Pavel Pavlovitj forsøgte at smile, men det vilde ikke rigtig lykkes ham. At Veltjaninov ikke vilde komme, var ham ganske behageligt, men han syntes aldeles ikke om, at han anslog en så fortrolig Tone med Hensyn til hans Hustru. 174

Pavel Pavlovitj følte sig åbenbart en Smule krænket, og Veltjaninov lagde meget godt Mærke dertil. Det havde ringet for anden Gang, langt borte fra hørte man en fin Stemme, der kaldte på Pavel Pavlovitj. Denne blev lidt urolig, men han adlød alligevel ikke straks Råbet. Han syntes endnu at vente et eller andet trøstende Ord af Veltjaninovs Mund — formodentlig en gentagen Forsikring om, at han ikke vilde komme. „Hvorfra stammer egentlig Deres Hustru?" forhørte Veltjaninov sig, idet han lod, som om han slet ikke havde bemærket den andens Uro. „Hun er Datter af vor Provst," svarede Pavel Pavlovitj, idet han frygtsom skelede i Retning af Vaggonen. „Å, jeg forstår, for Skønhedens Skyld . . ." Pavel Pavlovitj rynkede igen sin Pande. „Og hvem er egentlig denne Mitinka?" „Å, ikke noget videre, en fjern Slægtning af mig, en vis Golubtjikov, Søn af min afdøde Kusine. Han måtte tage Afsked på Grund af Gæld, men vi har dækket alt, og han er nu trådt ind i Hæren igen ... en ulykkelig ung Mand." „Nå, det er godt, alt er i Orden," tænkte Veltjaninov. „Pavel Pavlovitj!" hørte man på ny fra det fjerne Hustruens Stemme, der denne Gang allerede klang temmelig gnaven. „Pal—Palytj!" lød en anden, kraftigere Stemme. Pavel Pavlovitj sad som på Nåle, men Veltjaninov holdt ham endnu stadig fast i Armen. „Hør en Gang, skal jeg fortælle Deres Kone, at De den Gang vilde myrde mig?" „Hvad for noget? Hvad for noget?" fo'r Pavel Pavlovitj forfærdet op — „nej, for Guds Skyld!" „Pavel Pavlovitj! Pavel Pavlovitj!" lød det fra det fjerne. „Nå, gå nu, gå," sagde Veltjaninov gemytligt smilende, idet han endelig slap ham. „De kommer altså ikke?" spurgte Pavel Pavlovitj for allersidste Gang, idet han næsten bedende foldede Hænderne. „Jeg gør Dem min Ed på, at jeg ikke kommer. Løb nu, 175

ellers kommer De for sent!" Han rakte ham Hånden fra sin Plads, men Pavel Pavlovitj tog den ikke og trak uvilkårlig sin egen tilbage. I dem begge syntes der pludselig at ske en Forvandling, Det ringede tredie Gang. Veltjaninov, der lige for et Øjeblik siden havde let godmodigt, greb med en besynderlig ophidset Mine Pavel Pavlovitj i Skulderen. „Når jeg rækker Dem denne Hånd," sagde han med skælvende, blege Læber, idet han holdt sin flade Hånd, der var skæmmet af et langt Ar, lige hen til Pavel Pavlovitj, „så kan De også nok tage imod den!" „Og Lisa?" stammede Pavel Pavlovitj hurtig, idet hans Ansigt pludselig fortrak sig krampagtigt, og hans Øjne fyldtes med Tårer. Veltjaninov stod der som forstenet. „Pavel Pavlovitj! Pavel Pavlovitj!" skreg Olympia Semjonovna med hvinende Stemme, som om hun havde en Kniv i Halsen. Afgangssignalet lød. Pavel Pavlovitj fo'r sammen og løb af Sted over Hals og Hoved. Toget havde allerede sat sig i Bevægelse, men det lykkedes ham dog at springe på og nå ind i sin Kupé. Veltjninov blev tilbage på Stationen. Han kørte først videre med Aftentoget, og direkte til Odessa. Han opgav for denne Gang den påtænkte Afstikker, hans Humør var ikke dertil. Å, hvor han angrede det senere!

176