You are on page 1of 98

Søren Ulrik Thomsen

Morten Søkilde
Georg Brandes
ISSN 1610-2941
r
e
c
e
s
s
i
o
n
R
E
C
E
S
S
I
O
N

#
1
Redaktion
Anders Johannsen
Jon Mikkel Hansen
Astrid Ravn Skovse
Sia Sander
Sanne Fræer Andersen
Jonas Kleinschmidt
Layout
Anders Johannsen
Skriv til os
Recession
Københavns Universitet, INNS
Njalsgade 120, 2300 København S
Hjemmeside
www.recessiononline.dk
Uopfordret materiale til
redaktion@recessiononline.dk
Støtte
Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab +
Statens Kulturtidsskriftstøtte
Oplag
450
Pris
50 kr
#1
recession hedder det, når det går ned ad bakke. Vi har sendt
vores tidsskrift på en rutsjetur. Og det er ærligt ment.
For det gik jo meget godt med Reception, som vi hed før hamskiftet.
Faktisk havde vi svunget os op i så høje luftlag, at det indimellem var
nødvendigt at hive lidt efter vejret. Vi befandt os i en situation, hvor
det blev forventet, at hvert nummer skulle snøres ind omkring et
interessant, spidsndigt, originalt, men altid meget smaltaljet tema – et
emne, hvor artiklerne bestemt ikke var hyldevarer hos skribenterne og
derfor skulle tages hjem på bestilling. Den overraskende konsekvens af
den kritiske og kræsne tilgang var, at man taknemmeligt måtte trykke
alt, hvad der landede i redaktionens indbakke. Temanumrene blev,
skønt stort opslåede, ofte nedslående læseoplevelser.
Vores recession handler ikke om økonomi. Alligevel er der en oplagt
analogi at hente i pengenes verden. Nedgangstider har den afgørende
fordel, at det er de mørke udsigter, der dominerer, de advarende
stemmer, der lyder højest og helt fortrænger det tærende krav om
mere, om stejl årlig tilvækst af ånd. Nu er prognosen fordummelse. Dét
giver spillerum.
RECESSION #1 åbner op for nye indholdstyper, mindre massive end
artiklen, der tidligere var enevældig. Formatet er kortere, men snoren
længere; i dette nummer trykker vi alt fra korte drive-by anmeldelser
og tekstting, der er hentet frem fra kuriøsistetskabinettet, til oplysende
introduktioner og øjenåbnende analyser af helt traditionelt tilsnit. Men
det skal ikke forstås sådan, at vi nu trykker hvad som helst.
Centralbankslogikken tilsiger, at man ved at sænke forventningerne
kan stimulere produktiviteten. Eller kristent klingende: Forlang mindre,
få mere. Hvis denne blåøjede beregning holder stik – og vi krydser
ngrene –, kan det være, at vi efter et par numre og endnu en
omklædning kommer til at ses under navnet Optur!, Bønnestagen eller
Magasinet Himmelugt.
HVIS MAN IKKE KAN GEHØRE MÅ MAN GEFÜHLE
STORMEN I 99 af Helle Eeg 10
SE, DER KOMMER TOGET! af Anders, Jon og Jonas
JEG VIL VÆRE EN RUTINERET SØMAND
JOHN STUART MILL af Georg Brandes
ER DER EN LÆGE TIL STEDE? af Stine Pilgaard
SORGENFRI BLUES af Jonas Kleinsmith
SELVPORTRÆT af Louise fr. Rosengreen
ALTING BEGYNDER I GRAM af Jesper S. Lorenzen
SYMFONISK FÆLLESSKAB af Mads Emil Wivel
VÄLKOMMEN TILL FÖRORTEN af Anders Schreiner
VERDEN SOVER RÆVESØVN, DIGTERNE JAGER
DIGTE af Iben Engelhardt Andersen
MORDELSKERE, GIV AGT! af Søren Staun
JAGERFLYETS SKØNHED af Rasmus Stenfalk
UBEVIDST RØDGANG af Martin Johs. Møller
FUNDAMENTET VAKLER af Inge Sidenius
IND UNDER HUDEN af Astrid Ravn Skovse
BILERNE KØRER af Andreas K. Rasmussen
DU LIGNER NOGET FRA EN PEJS af Christian Klauber
VI SIDDER BARE HER af Christoffer B. Eriksen
MORTEN SØKILDE af Mikkel Bruun Zangenberg
AT STÅ SOM EN BAR GREN I VASEN
anmeldelser
HAVET ER EN SCENE af Tim Lissauer 7
STORMEN I 99 af Helle Eeg 10
ALTING BEGYNDER I GRAM af Jesper S. Lorenzen 53
MINE PIGER af Søren Staun 67
CAMILLA AND THE HORSE af Rasmus Stenfalk 68
UBEVIDST RØDGANG af Martin Johs. Møller 69
DET HUDLØSE ØDE af Astrid Ravn Skovse 75
BILERNE KØRER af Andreas K. Rasmussen 77
DU LIGNER NOGET FRA EN PEJS af Christian Klauber 80
VI SIDDER BARE HER af Christoffer B. Eriksen 81
essays
VÄLKOMMEN TILL FÖRORTEN af Anders Schreiner 57
VERDEN SOVER RÆVESØVN… af René Rasmussen 59
AT STÅ SOM EN BAR GREN I VASEN af Birgitte S. Nielsen 88
hjemmestrik
ER DER EN LÆGE TIL STEDE? af Stine Pilgaard 35
SELVPORTRÆT af Louise fr. Rosengreen 49
DIGTE af Iben Engelhardt Andersen 64
personligt
SØREN ULRIK THOMSEN af Anders, Jon og Jonas 11
DY PLAMBECK af Astrid Ravn Skovse 19
JOHN STUART MILL af Georg Brandes 21
BO HR. HANSEN af Jonas Kleinschmidt 45
LARS-EMIL WOETMANN af Mads Emil Wivel 56
LARS FROST af Inge Sidenius 71
MORTEN SØKILDE af Mikkel Bruun Zangenberg 83
Det der er så smukt ved virkeligheden,
er, at man misforstår, hvor den starter,
og hvor den slutter
- Lars Frost, 2008
I don’t wanna throw up in front of the camera.
I’ve done everything else in front of the camera.
But I don’t want to throw up
- Bob Dylan, 1966
6
LEDER
Lars Frost havde hele den unge Bob Dylans kækhed og vrangvillige
charme den dag på Gyldendals scene, hvor han måtte anmode
publikum om en lille øl, før arrangementet kunne fortsætte. Og det
var da heller ikke for meget at forlange for at kunne give sin høigt
overlegne interviewer ordentligt igen, denne kæmper ihærdigt med
at trække artigheder om den nye bog ud af dens forfatter, men
bestræbelserne krones ikke med held, samtalen kører, som der bliver
kørt i en sort-hvid taxatur gennem London, Dylan manisk talende om
nogle optagelser, han har lavet, you gotta hear those tapes, man, og
Lennon, hvis bevidsthed ikke er på after burner, svarer faderligt, med
katedralrøst, hans stemme runger af alvorlighed, og alt det bare for at
levere små stikkende bekræftelser, når der virkelig bliver insisteret, og
også til kameraet nikker han, for Dylan har arrangeret, at hele 66-touren
skal dokumenteres i, hvad der ender som en obskur egenproduktion,
Eat the document, unwatchable er dommen fra dem, der ikke lige har
set denne sekvens på youtube.
Lars Frosts optræden havner også som grovkornet videoklip på
internettet, og ligeledes med hovedpersonens accept, for det er en
misforståelse, at det, der foregår er pinligt, selvom Politiken ikke holdt
sig for gode til at grine lidt i skægget, da de poetisk instruerede deres
læsere om at søge efter ”det der er så smukt ved virkeligheden”, og
Information, i en søgeguide til samme lmstump, morede sig med at
komme med hentydninger til den optrædendes beruselsestilstand, så
mange som muligt, og sandt nok ser han da heller ikke helt appelsinfri
ud, fulderik er nok at gå for vidt, men det er tydeligt, at han har fået
en enkelt over tørsten. Pointen er imidlertid ikke dette faktum, der
kunne være alvorligt nok, hvis han bestred et hverv med ansvar, hvis
han havde været fuldmægtig i et ministerium eller på anden måde
betroet offentlige midler, men intet af dette er tilfældet. Pointen er,
at han håndterer sin brandert så smukt og forbilledligt, at de utallige
klik og henvisninger, videoen har fået, kun kan ses som udtryk for
beundring, alle de samtaler, der er indledt med, så du klippet med Lars
Frost, må være ført i et respektfuldt toneleje, for her er ikke tale om
skadefro, et fænomen man i alkoholsammenhæng meget rammende
kalder drunkenfreude, men det er altså ikke det ord, vi skal hæfte på
det, forklaringen er snarere, at interessen for kunstneres udskejelser er
stor, fordi de forstår at skeje ud med stil, og i øvrigt stadig har lov til det.
7 Hvis man ikke kan gehøre må man gefühle
Ursula Andkjær Olsen: Havet er en scene. 208
sider. Gyldendal 2008
Uvsui~ Axuxiiv Oisvxs digte minder mig om hendes
far. Han var min musiklærer i gymnasiet, en sært spraglet
én af slagsen. Manisk og panisk truttede han ved tavlen,
om mol og dur og David Bowie, om Jimi Hendrix og
tolvtaktersblues og det med en indlevelse og entusiasme,
der satte selv det mest tonedøvt apatiske teenagepige-
hjerte i musikalske ßammer. Når der skulle vises noget
på trommerne, nk jeg altid lov. Dels fordi jeg elskede de
små skind, dels fordi han havde et underligt forhold til
instrumenter. Når han satte sig ved klaveret, foregik det
enten slæbende eller i hæsblæsende staccato, så det både
vakte stor moro, men også umuliggjorde ethvert forsøg
på vokalakkompagnement til ”California Dreamin’ ”eller
”Kringsatt av íender”.
Fik han en bas i de små blege hænder, ßåede han i stren-
gene, så man frygtede for bristepunktet, og de toner, han
hjælpeløst slog an på en guitar, lød mere som noget, der
kommer ud af en printer end ud af et instrument. Målløst
så vi til, når Ursulas far voldede instrumenterne til uken-
delighed, og det gik ud over vores senpubertære fatteevne,
at man kunne klare sig i den barske musiklærer-branche,
når man, trods et stramt teoretisk greb om pungen, ikke
ejede bare et minimum af praktisk gehør eller -fühl.
Lidt det samme har i mine med alderen grånuancerede
øjne gjort sig gældende i tilfældet Ursulas fars datter,
Ursula. Da Forfatterskolens cc-debutanter udgav avant-
garde-manifestet Dansk Noter nr. , , var det Ursula
der stod bag hovedteksten ”Se at få sat ord på! Tag dem
hellere af igen! Prøv eventuelt forfra”. Selv om debuten
Lulus sange og taler først udkom senere i accc, skrev hun
allerede her, pre-debutært, som en sand poetiker:
”Hvis det skal siges meget kort og enstemmigt i kor
med truttende basuner af stemmer, så er det jeg tilstræber
polyfoni, helheder (eller mere moderne: ansamlinger)
af stemmer der synger og råber og trutter i munden på
hinanden. […] Netop fordi den stemme jeg har, taler i så
mange tunger, og det gør den fordi den har hørt så mange
og lært så mange og har lyst til at høre ßere, og fordi
ingen af dem er sandere eller bedre end de andre...”
Polyfonien, koret af stemmer, har været en unedskydelig
redningsplanke for kritikere høj som lav, der ikke havde en
snebolds chance i helvede overfor disse tekstansamlinger,
som Lulu-debuten falbød, lige så vel som de efterfølgende
Atlas over huller i verden (acc.), Ægteskabet mellem vejen
og udvejen (acc·) og Skønheden hænger på træerne (acc6).
Polyfonien og kritikeren er et spor, som denne artikel
lige så vel kunne have fulgt og jeg nærer et stille håb i et
rasende sind, om at en sød og dygtig danskstuderende en
dag vil gøre en bacheloropgave ud af det. For hvad gør
man med denne polyfoni? Den er så forbandet svær at
fastholde! Hvilken af de mange stemmer skal være kritisk
forsøgskanin og hvad nu hvis hele grundlaget for kritik-
ken smuldrer, så snart man tager fat på den næste?! Jeg
skal ikke kede læserne med den brede receptionshistorie,
men de ßeste anmeldere har undladt den kritiske gransk-
ning til fordel for en lovprisning af polyfonien. For hvor
er det imponerende, at Ursula, på samme måde som én af
deltagerne fra America’s Got Talent (og rapperen Rahzel)
både kan beatboxe, synge og gøre ved på én og samme tid!
I september accî udgav Gyldendal Ursula Andkjær
Olsens femte digtsamling, Havet er en scene. Samlingen er
for så vidt et misvisende ord, ßere anmeldere har da også
anvendt den uskønne term ”digtbog”, for samlingerne
(ansamlingerne?) er netop helheder. Stemmerne ßettes ind
og ud af hinanden og den nye bog er ingen undtagelse.
Læseren præsenteres først for Sang, Røv og Klog, der i
en parodi på ovennævnte typer af talentshows, afholder
”Audition til det konßiktfrie liv”. Her præsenteres en
række tematiske overemner, som går igen bogen igennem.
Vi hører om ”En due af fred, en due af krig og fred over
himlen”, som kommer igen senere i bogen og om ”Et
mere vellystigt forhold til blod og indvolde”, et mantra
som snart antager nye former i takt med at det vellystige
forhold stilles overfor nye problemstillinger. Ræv fortæller
at ”Krig er nok det mest hotte samfundsteoretiske begreb
Hvis man ikke kan gehøre må
man gefühle
AF TIM LISSAUER
Polyfoni er én ting, men Ursula Andkjær Olsen kan ene kvinde både beatboxe,
synge og gøre ved. Det gør hun så i sin femte digtsamling
8 Hvis man ikke kan gehøre må man gefühle
vi har lige for tiden” og at ”Vrede er nok den mest hotte
følelse”. Men selvom tonen altså slås an som politisk
krigskritisk og at stemningsuniverset sættes til vredt, så
bliver man dybt frustreret over, at der ikke rigtig sker
noget i dette bogens, om man vil, første kapitel. Bedre
bliver det ikke i ”Elverskud”, bogens måske første ”rigtige”
kapitel (markeret med fed i indholdsfortegnelsen). På sæt
og kæk vis har Ursula valgt at lade to langdigte smelte
sammen, således at det ene digt ”SLØR SIGER” ngurerer
på de ligenummerede sider og ”DU DRØMMER” på de
ulige. De to digte skal så korrespondere i en slags polyfon
dialog mellem diverse understemmer. For eksempel
hører vi om en ekstra lille klump brusk, der dannes ved
belastningen af sanseapparatet på henholdsvis side aî, ..,
.· og ·c. Altså to gange, to forskellige steder i hvert af
de to langdigte. Men det er altså en meget lille sproglig
nnurlighed at hænge sin poetiske hat på. Finurligheder
er der i øvrigt nok af: Digterjeg’et vil møde sig selv på
halvvejen, hvor hun vil ”stå og glimte i/ mørket som den/
bipolære tåbe jeg er”, hun er ”barsk og bestrålet” og ”vil
være din poseogsækdame”. Det er både morsomt, ømt og
kækt, men slet ikke nok til at retfærdiggøre så mange ord
fra så mange tunger.
”Almagtens deling” er et gennemgående begreb i dette
kapitel, og der tales ligeledes en del om en ”tronstol”, som
digterjeg’et har impulsshoppet. Hvis nogen skulle være i
tvivl, er der tale om magtsymboler, hvilket understreges af
følgende passus:
”Suveræn er kun dén der er/troløs og kosmopolitsk. Dén
der kan gro overalt. Dén der/behersker undtagelses/til-
standen”, lyder det på side .c med efterklangen ”troløs og
kosmopolitisk” på side .î. Der er tale om henvisninger til
Das Beckwerk, der med de kunstnerisk-politiske romaner
Selvmordsaktionen (acc·) og Suverænen (accî), har betonet
undtagelsestilstandens magtkonstituerende princip, med et
begreb hentet fra nazisternes cheíurist Carls Schmitt.
Men selv om man har beskæftiget sig med både Beck-
werk, magtteori og nazijura, er det alligevel en noget
bedøvende oplevelse at møve sig igennem de første
nogen-og-·c-sider. Der er for lidt stramhed, for lidt kant
og frem for alt for lidt på færde. Bedre bliver det hverken
i anden del af ”Audition til det konßiktfrie liv” eller i
Hyldest til polyfonien
9 Hvis man ikke kan gehøre må man gefühle
”Udsnit af De Sovende og De Vågne. Del . ( Jeg tegnede
det selv)”, der byder på to fesne tekstspiraler, hvor øjnene
sættes på prøve rundt i cirkler – et eksperiment som både
virker forstyrrende og barnligt. Herpå endnu en audition,
nu gæstet af selveste sangens fader, Orfeus, der har mistet
sine sirener, men til gengæld byder på politisk smålumre
sangtitler som en ung Niels Hausgaard (”Hvis kvinder
regerede verden, ville der være brug for mere pik”, fx). Og
ja, det er kedelig, simpelthen kedelig læsning.
Men alt imens man sidder og gør sig sur på den nye
litteraturs mangel på opdragelse og mådehold, bliver man
pludselig overrasket. Lidt ligesom dengang min opfat-
telse af Ursulas far, den kære musiklærer, tog et skarpt
venstresving, da han under en forårskoncert på skolen
stjal showet fra en tilfældig ..g-klasse, ved at træde ind på
scenen under en opførelse af et smålummert nummer á la
Careless Whisper, med en skinnende saxofon i hænderne
og rive en solo af sig, der ikke bare gik lige i lydregisteret,
men også lod én forstå, hvorfor jazz oprindeligt var
synonym for sex.
Ligesådan med Ursula, der på side î·, i kapitlet FA-
THER OF ALL AND KING. OF ALL, træder frem med
nypudset instrument og tilbyder en sproglig stramhed, der
for alvor rykker i gonaderne. Opbygningen er den samme
lige-ulige-paginerede opdeling som i ”Elverskud”, her i
form af langdigtene ”SVÆRD SKRIGER” og ”SOME
SOLDIER WROTE”. Men hvor Elverskuds-digtenes
korrespondance er søgt og kalorielet, kommer dette afsnit
for alvor substans i svinet. SVÆRD SKRIGER er én lang,
sproglig tour de chambre gennem samfundets mødeværel-
ser, fra pressen til arbejdspladsen over Christiansborg og
tilmed Artochatten, i form af et forurettet ungdomssprog,
der både er charmerende, morsomt og dødkøligt.”Hvis
krig er altings/ fader så er jeg en/ due af fucking fred!”
skriger sværdet med et ekko af SLØR SIGER.
SOME SOLDIER WROTE tilbyder en række engelsk-
sprogede krigsreportager fra en Unknown Soldier, så man
skulle tro det var Te Doors, og svarer hertil: ”Our job
is to/ locate capture and kill/ all/ non compliant forces./
We are doing a/ damn good job.” De kynisk konstate-
rende replikker spiller sindsoprivende dødsbold med de
hysterisk indignerede følelsesudladninger. ”De patter på
deres/ fucking bløde værdier mens de pirrer sig selv med
de/ hårde hvorefter de stikker dem langt op i røven på/
middelklassen” hyler den politisk vakte teenager, mens
soldaten konstaterer ”… a choking agent will remind you
of/ freshly cut grass. Right before it/ ruptures your lungs
and/ drowns you/ in your own ßuids.” Krigsberetningerne
giver hele tiden genlyd i modteksterne og fungerer som
inspiration til det stadigt tiltagende angstskrig, mens
både desperation og volumen synes at udvide rammerne
til bristepunktet, som strenge på en bas. Kapitlet slutter
på sværdsiden med spørgsmålet ”In their dreams?”, og
på soldatsiden med ”It’s so hot./ Out there. It’s so hot.”,
som en sidste ind- og hårdkogt pointe, der dirrer i den
efterfølgende tavshed.
Desværre ryger vi tilbage til Klog, Ræv og Sang, nu
under overskriften ”Audition til det omkostningsfrie
liv”, endnu engang med Orfeus og også her opfulgt af
poesibogslignende tekstspiraler, og guddødeme om man
ikke skal have endnu et kapitel i den dræbende audition-
mani, ”Audition til det omkostningsfrie liv. Del a”. Det
minder lidt om Mette Moestrups mindst lige så usjove og
uinteressante talk-show-parodi fra kingsize, hvor Adam
(ham fra Paradiset)s første kone, den rødhårede furie Li-
lith, bliver interviewet af Ricki Lake-arketypen Silver i et
greb, der synes at illudere satire. Det virker hverken sjovt,
sødt eller halvvejs sympatisk, men er bare irriterende og
nævenyttigt på samme måde som mennesker, der griner
så meget af egne anekdoter under genfortællingen, at ens
sjovhedsknogle står fuldstændig urørt, mens man bare
drømmer om at jage en ßosset trommestik op i urinrøret
på dem. Måske skulle de unge digterinder holde igen med
satiren på vegne af underlivshygiejne og underholdnings-
værdi.
Til gengæld rettes det hele op i kapitlet ”Hvem skulle slå
rod et stille og saftigt sted” med et tredje dobbeltlangdigt
under overskrifterne ”JEG SKRIVER” og ”HVAD MON
HUN VILLE HAVE SAGT?”. Her inddrages natur og
botanik, mens tempoet sættes ned, uden det af den grund
mister spændstigheden. Der samles op på tidligere tråde
og det virker næsten katarsisk, at de tre hovedkapitler
fungerer så blændende godt i kraft af hinanden. ”Er vinger
stadig smukke, er/ dét at gro til?” lyder det halvdißuse
spørgsmål, som minder én om slutspørgsmålet i det
tidligere afsnit: ”In their dreams?” og tegner en nn cirkel
rundt om bogens grundstruktur.
Af samme grund melder der sig ikke en overvældende
lyst til at nå afsløringen i tredje og sidste del af ”Audition
til det omkostningsfrie liv”, og man læser også hurtigt
henover det, samt over bogens sidste hik, ”Appendix til de
sovende og de vågne”, der i rammen privat/kollektiv søger
at forklare det lidet nnurlige påfund med tekstspiralerne.
Havet er en scene fungerer nu en gang bedst i de tre
dobbeltlangdigte, særligt i de to sidste og man undlader
næppe at ønske sig en strammere redaktionel linje. Selv
om Ursula Andkjær Olsen har vist sit værd som digter,
må det ikke betyde slappere fordringer på en stram
produktion fra hendes hånd. En sidste ros bør dog gå til
en nmghed nederst i typogranen: Et digt der starter som
en slags fodnote på bogens forside, fortsætter indenom
forsidebladet og hele vejen via samtlige sider, for at ende
på bagsiden med ordene: ”Så vågne kan de kun være i
korte glimt.” Man aner, at bogens ærinde er et opråb, en
vækkelse, måske et kampkald. At man i dele af bogen
føler sig hensat til en slumren skal dog ikke overskygge, at
Ursula ßere steder har fundet sit helt rette instrument og
at hun trutter, så det er en fryd.
10 Stormen i 99
AF HELLE EEG
Bagsideteksten lover storm, men det er andre vinde, der blæser i InWear-lagerets hængende
stock. Drengerøvsroman med knep og slåskamp, og en kok, der tager farsen, når han vil
Stormen i 99
Kristian Bang Foss: Stormen i 99. 245 sider.
Gyldendal 2008.
Kvis)i~x B~xc Foss anden roman Stormen i er vel i en
eller anden forstand en historisk roman og handler tilmed
om en historisk begivenhed. En dramatisk begivenhed
forstår man, når man ser omslaget på bogen, der er dækket
af ildevarslende skyformationer, holdt i mørke, blåsorte
nuancer, titlen er skrevet i alarmerende orange, og på
bagsiden står der om bogen, at her får man: ”en roman om
Danmark op til den store skæbnesvangre decemberstorm
i oo”. Romanen lokker altså på den ene side med en
dramatisk og skæbnesvanger handling, der kulminerer i
den store storm i .ooo (som vi vel alle sammen godt kan
huske var ret vild). Men på den anden side punkteres den
opbyggede dramatik også i bagsideteksten, der fortæller
at: ”Stormen i oo handler om mennesker på InWears lager
på Amager. Om tøjplukkeren Anton, der bliver kæreste
med Nanna fra returafdelingen”, ”om ukraineren med
mareridt”, ”om kiksede fester ... og liderlighed”. Og så
lyder romanen pludselig ikke så spændende længere.
Og det er den heller ikke, romanen. Faktisk lidt af et
antiklimaks, hvis man lod sig lokke af det oppustede
omslagsdesign. Til gengæld er den fantastisk sjov og
utrolig velskrevet. Især er beskrivelsen af arbejdslivet på
InWears lager beskrevet med en sans for hverdagens
detaljer og et smukt blik for meningsløsheden med livet
generelt. Romanen tager form som en kollektivroman
idet vi følger mange forskellige skæbner på InWears lager,
men den har alligevel et slags omdrejningspunkt i Anton
og Nannas forhold. Især fylder Antons snublen i livet
meget i midterste del af romanen, og på trods af, at han
både er i overhængende fare for at have fået AIDS, har
en aßære og er vidne til et pisbombe-angreb, bliver det
aldrig rigtig interessant. Måske fordi Anton er en ynkelig
og irriterende person, der hverken kan nnde ud af at slå
op med Nanna, eller i det mindste nyde sit engangs knald.
Måske fordi første del af romanen i den grad mylrede med
mærkelige og mærkligt interessante personer, så man sid-
der og ønske sig dem tilbage, hvilket de så heldigvis også
kommer hen mod slutningen, hvor romanen igen nnder
tilbage i kolletivsporet.
Et andet genremærkat, jeg har lyst til at sætte på roma-
nen, er drengerøvsroman. Sjældent har jeg læst en roman,
der bekymrer sig så meget om en kvindes vægt. Nanna
er nemlig lidt buttet, hvilket volder Anton store kvaler,
eftersom han synes det er lidt pinligt og usexet. Hans ven
derimod mener at hendes nsse må være meget stram på
grund af fedtet, og det er jo ikke så dårligt. Der bliver til
overßod kneppet på toiletter og i frikadelledej, der bliver
snißet i gården, en AGF’er får tæv som fortjent, og snak-
ken går om både piger og æreskodeks for mænd. Not that
there’s anything wrong with that! Jeg fniser gerne med, for
det er jo rigtig sjovt.
Anton har besluttet at ringe til Nanna. Han kan ikke bare gå og
bolle hende, han må også vise lidt interesse. Og på et eller andet
plan synes han også at hun er dejlig, men samtidig ser han det
hele tiden udefra, hvad tænker folk mon, er hun ikke lidt tyk, og
så skammer han sig over at have tænkt sådan. Han kan sidde og
betragte hende og sige til sig selv, aj, hun er altså ikke rigtig tyk,
men så vender hun sig lidt, og så ser hun pludselig tyk ud.
fra Stormen i 99
11 Se, der kommer toget!
BYTUR
S
ovvx Uivix Tno:svx
svinger sig af cyklen og får
den knap nok stillet fra
sig før han slår ud med armene. Vi
andre standser for at lytte, stadig
overskrævs.
- Hvor er vi henne? Hvor er vi? Vi
er i Herlev!
Vi bennder os nu i Stengade på
Nørrebro hvis man lader sig guide
af GPS frem for fornemmelser. Men
han har ret, der er noget provin-
sielt over gadens gule, lidt for lave
murstensbygninger med paraboler og
franske altaner stikkende ud fra hver
lejlighed. En frisk vind fra forstaden
har blæst smuds og smog ud af
det område man tidligere af gode
grunde kaldte den sorte nrkant. Det
er et virkeliggjort socialdemokratisk
ideal vi står midt i. Men det er ikke
længere en storby.
- Det er en tabt sag. Simpelthen.
Til alt held er der også sejr i at
kunne vise hvor meget modstanderen
tager fejl. Med en triumferende
nnger peger Søren Ulrik mod et
grønt område, klemt inde mellem to
rødmossede og kernesunde halvíerd-
ser-bygninger.
- Og dét der. Hvad skal det gøre
godt for? Det lyder så smukt når
der tales om at bringe grønne
områder til stenbroen. Men hele
AF ANDERS JOHANNSEN,
JONAS KLEINSCHMIDT (NØRREBRO)
OG JON MIKKEL HANSEN (NØRREPORT)
Tre drenge på tur med
en digter der insisterer
på at København var et
bedre sted i gamle dage
Se, der kommer toget!
12 Se, der kommer toget!
resten af Danmark er jo i forvejen
én stor græsplæne, og de ganske få
kompakte storbyområder vi har, skal
bevare deres unikke identitet og ikke
fortyndes med grønt.
Jonas foreslår at den smalle stribe
buske og skravlede træer fungerer
bedst som toilet efter koncerter på
spillestedet Stengade 30. Og det
synes Søren Ulrik om. At de unge gør
oprør mod kommunens byplanlæg-
ning med blæren.
Susende storby
Siden 1972 har Søren Ulrik Tomsen
blandet blod og blæk med Køben-
havn. Nærmest fra den ene dag til
den anden blev lilleby-tilværelsen
på Stevns byttet ud med susende
storbyeksistens. Den ßytning har sat
spor i litteraturhistorien. Pludselig
at vågne op til råb og gadestøj fra St.
Kongensgade, hovedstadens intense
centrum, nk den sekstenårige Søren
Ulrik til at spærre øjnene op.
Det er her vi møder ham, Søren
Ulrik på 52.
Aftalen er at vi skal ud at se på
byen. Finde de steder der stadig er
noget ved. Som har haft betydning
for digteren Søren Ulrik Tomsen.
De steder der ifølge ham er Køben-
havn. De nndes, siger han, men der
er langt imellem dem. Derfor har vi
taget cykler med.
Vi sendte et brev til ham i en brun
konvolut. RECESSION med insi-
sterende blokbogstaver var afsender.
Et brev fra tidsånden. Det må han
åbne. Vi skrev hans navn og adresse
med svungne bogstaver og dybblåt
Mont-Blanc-blæk. Vi skrev ”Kære
Søren Ulrik Tomsen!” og huskede
udråbstegnet. I skyhed anførte vi alle
kontaktoplysninger, postadresser,
e-mail. Men han ringede. Det gør de
altid, den generation. Lørdag morgen
og sagde: ”Det er Søren Ulrik …
Tomsen. Jeg er på”.
På stedet hvor Palægade krydser St.
Kongensgade, står vi fem minutter i
mødetid og fedter med vores dikta-
fon. De febrilsk indkøbte batterier
vil bare ikke blive inde bag lugen,
og hukommelseskortet bliver hele
tiden og ikke helt korrekt registreret
som ’NO CARD’. Samtidig med at
Søren Ulrik skridter omkring hjørnet,
opgiver vi. Vi må bare huske det. Han
begynder straks at tale.
- Du holder nok digterforelæsning,
bemærker en forbipasserende dame
med hat og muße. Hun standser
ikke op, men fastholder blikket indtil
Søren Ulrik til sidst får leveret et
forsigtigt, ja. Mest for at undgå at
hun drejer hovedet helt af led. Den
travle dames bemærkning er ellers
spot on. Vi har faktisk samlet os
omkring ham som en skoleklasse på
ekskursion. Men lytter bedre efter.
- Her var det hele dengang. Konto-
rer, butikker, institutioner, beboelse,
trank. Et miks af funktioner og af
mennesker fra alle socialgrupper. Et
miks der overskred klasse og kultur,
og gav en følelse af at alt kunne ske,
en fornemmelse af social vægtløshed.
Cocktailen sprinklede virkelig festligt
fordi den rummede alle ingredien-
serne. Hvad der også gav en særlig
erotisk gnist når for eksempel en
professor i erhvervsjura ßirtede hen
over disken med bagerjomfruen. For
folk fra vidt forskellige sociale lag
færdedes ud og ind imellem hinan-
den i samme kvarter.
Der er ikke meget erotik over St.
Kongensgade denne novemberdag år
2008. Netop de kvaliteter der gjorde
mødet med storbyen så afgørende, er
forsvundet. Bruset er gået af cocktai-
len. Alle udover de økonomisk over-
ordentligt velpolstrede er for længst
blevet fortrængt fra bymidten. På
den anden side af gaden, skråt over
for hvor vi står, hænger et skilt der
annoncerer for nyrestaurerede liebha-
verlejligheder uden bopælspligt. For
ligesom at sætte en fed streg under
pointen. - Der er to hovedskurke.
Den ene er funktionsopdelingen hvor
beboelse, shopping og trank adskilles
i hver sin kedsommelige zone. Den
anden er ejer- og andelsboligerne
som har udrenset alle med beskedne
indtægter og en anden baggrund
end dén der nu har gjort København
til et kæmpestort, monokulturelt
middelklassekvarter. Dén udvikling
begyndte her i Indre By og har bredt
sig udefter til alle brokvartererne.
Larm: ja tak!
Sådan en udvikling må naturligvis
bekæmpes. Alle initiativer der sigter
på at si det grovkornede, grimme og
larmende fra, får et kritisk ord med
på vejen. Sammen med Frederik
Stjernfelt har Søren Ulrik Tomsen
i læserbreve talt kraftigt mod forsøg
på at inddæmme biltrankken på
Nørrebro. Ved at forvise bilfolket fra
de vigtige handelskvarterer dræner
man bydelen for hverdagsliv. I stedet
opstår dødkedelige turistkvarterer
der fuldstændig mangler den stor-
byintensitet som opstår når tusind
mennesker med tusind ærinder
kaotisk krydser hinandens veje.
Fotobogen København con amore
som Søren Ulrik Tomsen har knip-
set og skrevet sammen med Jokum
Rohde, er også et indlæg i debatten.
Gadebillederne præsenterer et virvar
af skrift i alle typogranske varianter
og udvaskede spotfarver. Det er det
tidstypiske, lokale initiativ der vises
frem. De trehundrede snapshots af
ramponerede butiksfacader kan læses
som en lang kærlighedserklæring
til København som den så ud i de
vilde 70’ere og 80’ere. Men det er
melankolske elskere der synger byens
pris, elskere af den slags som først
elsker og så græder fordi der snart
ikke er mere tilbage at elske. Essayet
der indleder bogen, fortæller hvordan
fotograferingen foregik i kapløb med
tiden. Hver gang de to forfattere
mødtes, kunne de opgøre tabslisterne,
fremvise billeder af en original facade
der nu var blevet kørt over med farve
fra en imiteret klassisk palet, og i
andægtigt toneleje beklage det lokale
udtryk der hermed var raderet bort
fra gadebilledet.
Du kan selv være nostalgiker
Der er således nok at være ked i
Københavns udvikling hvis man
er Søren Ulrik Tomsen. Man kan
nemt få det indtryk at af hans mere
end tredive år i byen, var de første
ti de bedste. Alligevel vil han ikke
13 Se, der kommer toget!
høre tale om at det er ham der er
nostalgiker.
- Tværtimod, vil jeg sige. Det er
mig der er moderne. 1970’ernes
travle og støjende St. Kongensgade
med dens blanding af folk og klasser
står for mig som inkarnationen af
modernitet. Her kunne enhver få lov
til at leve som han ville i behagelig
anonymitet, bare han betalte sin
husleje og overholdt de borgerlige
høßighedsformer. Dét er moderne
civilisation. Modsat dagens dyrkelse
af steder som Brumleby, havefor-
eningerne og kartoßelrækkerne og
nutidens kvælende tætte sociale
netværk i andelsboligforeningerne
med deres arbejdsweekender og
grillfester der da er den rene regres-
sive landsbyromantik.
Samtidig med at virkelighedens
København har forandret sig, har
København i forfatterskabet også fået
en anden rolle og fremtoning. Byen
er gået fra et være gråtonet kulisse i
City Slang, en art generisk storby, til
i senere digte og essays at være blevet
mere genkendelig, blevet ...
- Ja, blevet mere København, hjæl-
per Søren Ulrik. Dengang jeg skrev
City Slang, drømte jeg stort. Om
storbyen som sådan. Da bogen kom,
spurgte Poul Borum hvorfor jeg skrev
”Metro Nord” når det nu alligevel
var tydeligt at det var København jeg
skrev om. Nu er jeg vel blevet gam-
mel nok til at vedstå at jeg bennder
mig et bestemt sted som trods alt
ikke er New York, selvom det da
gudskelov heller ikke er Nakskov.
Krigen mod mørket
Efter St. Kongensgade hopper vi på
cyklerne. Vi cykler to og to, Søren
Ulrik forrest med hvem der nu er
modig nok til at køre op ved siden af
ham og være hans wing man indtil
et lyskryds eller en indsnævring giver
et alibi for at falde tilbage og lade
den næste komme til. Vores litterære
procession skrider langsomt gennem
Indre By. Søren Ulrik overholder alle
færdselsreglerne, stopper bag den
hvide linje i lyskrydsene og ser aldrig
sit snit til at skyde genvej over fortov
eller fodgængerovergang. Først da
vi overskrider grænsen til det bilfrie
Nørrebro, bliver han rebelsk. Som
et spøgelse der bliver ved med at gå
igen det sted hvor trappen lå før man
byggede om eller hvor døren var i
gamle dage, styrer han direkte ud i
busbanen i stedet for at blive på den
udvidede cykelsti.
Måske var det en forglemmelse,
måske en livsfarlig illustration af en
pointe han beder os huske: Der skal
være plads til at tage fejl – og vise
grimme sider.
- Før man begyndte den store krig
mod mørket i slumkvartererne, var
Baggesensgade som vi står i her, en
dramatisk slugt af ubrudte karréer
med en fantastisk labyrint af bag-
gårde. Nu hvor det fremskridtsvenlige
lys falder i helt ind den inderste krog,
spørger jeg mig selv hvor man skal gå
hen for at se det indre mørke spejlet i
omverdenen? I dag bliver man urolig
over de korridorer af mørke der
stadig er i vores pastelfarvede verden.
Over værtshusene hvor folk sidder og
ryger, over narkomanerne på pladsen
foran Maria Kirken i Istedgade, og
over bordellerne nede i kælderen.
Så videonlmer den familievenlige
andelsboligforening kunderne for at
skræmme dem væk.
Jonas vil vide om det har menneske-
lige konsekvenser at grimheden bliver
pakket væk.
- Ja, det synes jeg, siger Søren Ulrik.
”Hvor alt er hvidt, er det fækalierne
14 Se, der kommer toget!
TEMA REMA
der hersker”, sagde Adorno, for når
noget fortrænges bliver det på en
mærkelig indirekte måde enehersker.
Via sit påfaldende fravær. Jeg synes
at en verden uden mørke er frygtelig
uhyggelig.
- Det er en David Lynch-nlm, siger
Jonas.
- Ja, det er det, siger Søren Ulrik
og tygger lidt på referencen: Det er
PRÆCIS det! Når mørket forvises
fra den ydre verden, er vi henvist til
helt og holdent at bære det inden i os
selv. Og det er jo næsten ubærligt. Vi
bliver til en slags spøgelser, til sorte
huller i en perfekt, lys verden.
Måltidet
Efter Nørrebro Station, det sidste
stop på vores rute gennem byen,
bliver vi enige om at vi har fortjent
en god frokost. På Café AE, lige over
for stationsbygningen, nnder vi et
nrmandsbord i det inderste hjørne.
Anders og Jonas ryger på bußeten.
Jon og Søren Ulrik går á la carte.
Vi vender Jørgen Leth-sagen. Vi
snakker ikke om ungdomshuset.
Søren Ulrik vil gerne høre hvad vi
laver, så vi tager runden. Jonas får
nogle gode råd med på vejen om sit
kommende praktikophold i forlags-
branchen. Anders skriver speciale om
døden. Eller skal til. Det har længe
været planen, fortæller han. På den
måde kommer vi til at snakke om
døden. Om hvad der sker efter. Det
har Søren Ulrik et bud på:
- Jeg havde nogle mystiske ople-
velser dengang jeg var yngre. Det
må være 25 år siden det sidst er sket.
Men de kunne komme når jeg var
midt i et eller andet trivielt daglig-
dags. Et par gange mens jeg støv-
sugede, faktisk. Så var det som om
alle begivenheder i mit liv, fortidige
og nutidige, var til stede på én gang,
som om tiden var blevet til rum. Mit
eget jeg med al dets begær og frygt
trådte til side eller blev opløst, og jeg
accepterede i den største ro alt hvad
der var hændt mig, uanset om det var
godt eller dårligt, for det hele hørte
jo med og førte alt sammen frem til
dette øjeblik. Jeg befandt mig i en
mærkeligt nøgtern og komplet fred-
fyldt ekstase. Måske var dé oplevelser
en forsmag på den evige salighed.
- Kunne du så materialisere dig,
begynder Anders, jeg mener når du
svævede jegløs rundt ... eller jeg er
ikke sikker på hvad jeg mener. Det er
lidt svært at forestille sig de her ting,
siger Anders.
- Et billede på tilstanden, siger
Søren Ulrik, kunne være en sø hvis
overßade er fuldstændig urørt og
stille, men hvor der under vand-
spejlet virrer med liv. Hvor både det
fredfyldte og det spillevende er der
samtidig. – Men det det er altså ikke
noget du har prøvet?
– Nej, siger Anders, jeg støvsuger
ikke så tit.
En kort, lidt overrasket latter
undslipper Søren Ulrik. Jon og Jonas
får travlt med at skrabe resterne af
deres måltid sammen på tallerkenen,
og Søren Ulrik udnytter den pludse-
ligt opståede tavshed der næsten får
noget evigt over sig, til at redde sig
et par mundfulde mere af omeletten
før vi igen går over til et mere profant
emne. Jørgen Leth.
- Den var så ond, den hetz mod
Jørgen Leth, siger Søren Ulrik. Og vi
giver ham ret, det var den fandme.
På den måde kommer vi til at snakke
om døden. Om hvad der sker efter.
Det har Søren Ulrik et bud på
15 Se, der kommer toget!
Ved Botanisk Have vises der korrekt
tegn mod venstre, og cyklerne bliver
parkeret faretruende tæt ved den
susende trank på Nørre Voldgade.
– Klaus Bondam og Ritt Bjerrega-
ard er meget forhippede på at hoved-
staden skal være en rigtig metropol.
Men med deres metropolzone-forslag
til en renovering af Nørreport viser
de at hér – som er et af de få steder
hvor København helt af sig selv
virkelig har storbyatmosfære – ja, her
kan de slet ikke tåle mosten. De vil
banalisere det hele med gågade, grønt
og trankbegrænsninger, erklærer
Søren Ulrik og er i samme nu ved at
blive del af en kedelig statistik da en
kæmpemæssig lastbil næsten springer
op på kantstenen.
– Lad os gå herover, siger han, og
vi lader cykler være cykler og søger
tilßugt på den anden side af cykel-
stien. Vi står med ryggen til ßagfa-
brikken og ser over på den modsatte
sides spraglede og kaotiske facade,
med Netto-forretning, pasfotobås,
vinhandler og de lysaviser der var det
første en digter i gamle dage så når
han træt steg op fra undergrundssta-
tionen efter at have været ude og læse
digte op i provinsen.
– Kan I se, et udbud af alle mulige
ting der er opstået af sig selv. Her
er byen komplet selvgroet. Det hele
er tilfældigt, og det synes jeg er
skønt. Man skal spidse ører nu, for
larmen fra gadens tonstunge trank
er infam. Søren Ulrik begynder at
kredse sig ind på det omfangsrige
hukommelsestab han har digtet om i
Hjemfalden.
– Man renoverer bygningerne så
de ser ud som de må have gjort på
”Stuk”s tid da de blev opført. Og
íerner sporene af alt det levede liv
der kom før os. Det er skønt at byen
er i konstant udvikling, og jeg drøm-
mer bestemt ikke om at nksere den i
et bestemt fortidigt billede, men jeg
synes at det er en fattig by der kun
afspejler sin egen tid. Søren Ulrik
fortæller at caféen lige bag os gennem
mange år og ejerskift og stilmæssige
opdateringen som en slags citat fra
50erne bevarede et herligt vægmaleri
fra den oprindelige kaßebar. Men nu
er det netop malet over så stedet er
100 procent økologisk 2008.
– Efter at folk ßygtede ud af Kø-
benhavn i 60’erne og 70’erne, er tren-
den nu i mange år gået den anden
vej. Man har en romantisk drøm om
et Woody Allen-liv i storbyen, men
tager samtidig sine forstadsnormer
med sig og kræver at byen skal være
så net som Nærum. Så begynder
andelsboligforeningen at klage over
at de larmer og nikker hinanden
skaller på værtshuset nede på hjørnet,
eksemplincerer Søren Ulrik og
fortsætter øvelsen ved at referere til
det gamle ”Så længe der drikkes luk-
ker vi ikke”-skilt fra Broens Bodega
som nu er blevet taget ned, men som
han nåede at forevige til København
con amore. Der er en mand der vil ind
i sin opgang. Jonas bakser med nogle
papirer og opfatter ham for sent til at
undgå irritation. Søren Ulrik peger på
den modsatte facade.
– Jeg tror man synes det er for galt
og for slammet med den der rampo-
nerede bodega og automaten hvor
man kan få pasfotos. Flere i selskabet
fryder sig over det lille hul i væggen
hvor kun et sort klæde beskytter
godstrankken fra fotoboksens blitzlys.
Jon mener det måske er derfor
alle pasfotos ser så febrilske ud, og
henviser til sit eget månedskort.
Dette er et af de få steder i Danmark
der summer af rigtigt storbyliv, og
ikke engang dét må gadedrengene
have i fred. – Bilfri by er det værste,
konstaterer Søren Ulrik der tydeligvis
allerede har rystet episoden med
lastbilen af sig. Han begynder at tale
om infrastruktur. Nørreport er dén
station i Danmark hvor ßest menne-
sker passerer igennem, og det elsker
han den for. Manden vil ud af sin
opgang igen, og det lille selskab må
Nørreport
16 Se, der kommer toget!
- Se, der kommer toget, råber Søren
Ulrik.
Vi kigger op, og der kommer det
ganske rigtigt kørende. Sagtner så
farten og holder snart helt stille
under det buede tag der ligger som et
tyndt skjold over Nørrebro Station.
- Det er så skønt at toget kører oppe
i anden sals højde.
- Er det her dit yndlingssted i
København, spørger Jonas.
- Ja, siger han, det tror jeg nok det
er.
Det er tydeligt at mærke på Søren
Ulrik at han er glad for Nørrebro.
Her hersker opstemt trankal uover-
skuelighed, her nndes bygninger fra
alle årtier i alle stilarter og højder.
Og det er her der er det sammenrend
af forskellige mennesker og kulturer
som ifølge ham udgør en rigtig
storby:
- Der er ingen planlægning.
Tingene går i nsk på en måde og
sker af sig selv. Lige præcis her ved
man ikke hvad der sker. Det er et
sted med en vis forvirring. Det er
mere Gammeldanmark end noget
andet sted i landet, men samtidig er
det som at være i udlandet på grund
af indvandrerne og dét præg de har
sat på gadebilledet. Der er en etnisk
vægtløshed her.
Søren Ulrik kigger sig omkring og
fortsætter:
- Det er ikke fordi det her er det
perfekte museumssted. Men der er et
fantastisk clash her mellem et næsten
forsvundet Kim Larsen-Danmark
og folk fra hele verden. ”Mathiesens
Damekonfektion” hvor man kan
købe en nydelig spadseredragt til sin
hustru, ”6art” som er landets ældste
pornoforretning, og
”Urimporten”
hvor man
tydeligvis
har stoppet
renoverin-
gen halv-
vejs. Prøv
at se: Kun
den del som
ligger ud
til Nør-
rebrogade
og busstop-
pestedet,
har fået
ny facade.
Samtidig er
der araberne som har
smykkeforretningerne, og russerne
med deres slikforretninger. Det er
altid russerne der har dem.
At stå midt i Nørrebros mylder af
liv og historie gør ham begejstret,
men samtidig kan han ikke lade være
med at undre sig:
- Der er to ting vi godt kan lide.
Vi kan godt lide det gamle danske
bondesamfund. På grund af den idyl
vi fejlagtigt forestiller os der har
været. Og så kan vi lide det moderne
informationssamfund. Men indu-
strisamfundet der ligger derimellem,
klæber der en skam til. Måske ligger
der også en social skam i at vi alle
sammen kommer derfra.
Vores farfar har været industriarbej-
der. Det var den del af historien der
skulle íernes da man rev den sorte
nrkant ned, og mørket blev kørt væk
i paller. Men det er jo en del af vores
historie. Hvorfor lade som om den
fase ikke har været her?
Nørrebro Station
rykke sammen.
– Her nndes et kolossalt overtryk
som man fra kommunens side gerne
vil have udlignet. Men det tager kun
et kvart minut længere at komme
igennem virvaret end det ville gøre
under ”hensigtsmæssige” forhold.
Søren Ulrik holder af energien og det
liv der nndes i menneskemylderet.
Og på Nørreport eksisterer den
sociale vægtløshed.
– Jeg krydser Nørreport Station
hver eneste dag. Og jeg synes at det
er udtryk for virkelig civilisation at
de dér hjemløse sprittere med deres
rævehaler og køtere og barnevogne
færdes nok så nnt sammen med alle
dem der haster forbi, sagførerne med
deres mapper, mennesker på vej til
arbejde i mediehusene og bankerne,
folk der bebor de hundedyre lejlighe-
der. Vi kan ikke se nogen sprittere fra
hvor vi står. Nu vil manden ind i sin
opgang igen, og vi beslutter at det er
på tide at komme videre. Da vi kører
derfra, mødes vi på Israels Plads af
omfattende facadearbejde på store
stilladser. Jon undrer sig over, om
København mon nogensinde bliver
færdig.
– Nej, det er jo det der er det
herlige, svarer Søren Ulrik og suser
over Rømersgade.
17 Se, der kommer toget!
“Triptykon til Tramp” fra Hjemfalden
(1994) af Søren Ulrik Thomsen.
Generel amnesi gælder fra centrum og ud. De ældste huse restaureres, indtil de ser ud som
om, de er bygget i morges. Hen under aften pulveriseres knap så gamle kvarterer totalt;
hundrede år og en sommers støv køres væk i ly af mørket. Så køres mørket væk. Den evige
eneste dag bryder frem som en hæslig agat – vi er de første såvel som de sidste, men jeg
kan ikke længere opnde mig selv igen og igen, for 50’erne er en Forstad af Tavshed midt
i århundredet, og dér blev jeg een gang for alle født i en rød karré, som frayttes nu, fordi
der klæber en skam til liv, der blev levet: Hår for hår blev vores hvide kroppe vasket under
hygiejnens lysalarm, mens en fordrømt musik knitrede fra alt for store radioapparater, og
de skumrende marker segnede under glødelampernes dug. Historien er en gåde, der ikke
kan fortælles, før den er tolket; men de, der skal fødes, og de, der skal dø, kan stadig
nå at veksle et blik, så spild ikke dette ukendte tidsrum i den permanente nutids palads
af lightergas, porno og mad der kan holde september med. En dag skal vi genopstå i
hinandens liv, mens erindringens fane hejses på de store huse. De store, stille huse.
1
Et prægtigt palæ gik til grunde
endnu før det var færdigt.
Nu genopfører det sig selv i drømme
igen og igen af de selvsamme sten
og hver gang i en hæsligere form.
Da jeg nu engang er den eneste,
der kan huske, hvordan det var tænkt,
står jeg selv som en grim læsion
i en verden ellers perfekt.
Men eftersom man hverken kan tænke
eller drømme sig til dagen i morgen,
tager jeg den med.
2
18 Se, der kommer toget!
3
Dét, der forsvinder, tager jeg med.
Stankelbenet, forstenet
på mergelgravens kolde spejl,
mækebøtterne; barndommens
og hvert eneste forårs levende lys.
En gammel mand, der er standset
på vej over gaden, som om han pludselig ser:
En spøgelsessporvogn rasle igennem
Den Sorte Firkants jordiske rester,
vielsesringen af ægte guld
trillende hen mod en rist.
En pige der skubber sin dukkevogn
foran sig i regnen og med lukkede øjne
nynner en sang så blå som Mariæ Kåbe:
’Du kender mig ikke. Mig kender du ikke’.
Råger i rækker på dryppende telefontråde
sekundet før formationen brydes
op i et virvar,
forfærdelsens fulde udstrækning,
narkomanens styrt
det sidste lille stykke ned,
duggen og dagenes største ønsker.
Tager du dét, der skal blive til noget,
tager jeg alt det andet
med i ikonostasen
af stjernekastere og tørrede aks.
19 Jeg vil være en rutineret sømand
INTERVIEW
AF ASTRID RAVN SKOVSE
Dy Plambeck spiller i sine
værker bold med traditionelle
kønsopfattelser. I hendes
fiktive univers vrimler det
med transvestitter, damer
med overskæg og slatne
mænd uden handlekraft
Jeg vil være en
rutineret sømand
D
vv vv ixxv meget gråvejr
over Dy Plambeck, da jeg
møder hende en regnvåd
tirsdagseftermiddag på indre Nør-
rebro. Hun er i knaldrød, kortærmet
kjole, tigerstribede høje hæle og
har kaotiske krøller dansende om
ansigtet. Mens jeg damper af efter
cykelturen i regnen laver hun grøn
te, serverer mineralvand og fortæller
historier fra sin tid på forfatterskolen.
Hun er ikke bare tjekket – hun er
også sød, sjov og omsorgsfuld. Der
er ingen tvivl. Dy Plambeck er et
pragteksemplar af en kvinde. Eller er
det så enkelt; at man er kvinde, hvis
man serverer te, og mand, hvis man
forventer, at journalisten selv har
kaße og kage med frem og tilbage?
Jeg har sat Dy Plambeck stævne
til et interview om køn og kønslige
gråzoner i hendes to bøger, Buresø-
fortællinger fra 2005 og Texas’ Rose
fra 2008, som hun for tiden turnerer
landet tyndt med. Begge bøger
kredser for en stor del om køn: det vi
siger om det, det vi gør med det, de
mulighedsfelter og begrænsninger,
det tegner rundt om os. De er befol-
ket af omsorgsfulde kvinder og svage
20 Jeg vil være en rutineret sømand
INTERVIEW
mænd, der ßygter fra alt, der hedder
ansvar. Og de er fyldt med lige så
omsorgsfulde mænd og svage kvinder,
der stikker af fra deres børn. Dette
er en vigtig pointe i Dy Plambecks
univers. For hende giver det ikke
mening at operere med kønnet som
forklaringsmodel, hverken i nktionen
eller den virkelige verden.
Hvilke forestillinger knytter du til
begrebet køn?
– Egentlig tror jeg ikke, det med
køn betyder noget for mig som
person. Jeg har for eksempel aldrig
nogensinde følt mig som oßer, fordi
jeg er kvinde. Så de der fastlåste
kønsopfattelser, det er ikke nogen,
som jeg griber om, eller som griber
om mig – og heller ikke mine ngurer.
Alligevel er kønnet helt grundlæg-
gende til stede, når Dy Plambeck
skaber sine værker:
– Når jeg tænker personerne, så
tænker jeg dem på forhånd som
mænd og kvinder. De kommer
ligesom færdigt, kan man sige. Men
det er ikke sådan, at jeg forsøger at
lægge noget specinkt i, at kvinderne
skal fremstilles på dén måde og mæn-
dene på en anden. Mine personer er
mere skrevet ud fra en holdning, jeg
har om, at der både er tragedie og
komedie i alle mennesker, og det er
ubetinget af kønnet.
Dameundertøj og overskæg
Det er karakteristisk for Dy Plam-
becks værker, at hun vrider og drejer
kønnet i nktionens tjeneste. Det
vrimler med kønslige gråzoner i
Buresø-fortællinger. Fædre, der går i
dameundertøj. En nrskåren skærslip-
pertransvestit, der kalder sig Yrsa.
En lokal heks ved navn Jette, som
har overskæg, fordi hun ved en fejl
er blevet pumpet med mandlige
kønshormoner hele sit liv.
Hvilken rolle spiller de mange kønslige
grænsetilfælde i dine bøger?
– Det er faktisk noget af det, jeg
synes, er det allermest interessante i
hele den der kønsdiskussion. Disse
grænsefelter i forhold til at være
mand og kvinde i ét – man møder sig
selv, når man ser den der dobbelthed,
samtidig med, at man møder det
andet. Det er både skræmmende og
dybt fascinerende.
Et gennemgående tema i Dy Plam-
becks bøger er genkendelse. Vi bliver
til som personer, i kraft af, at andre
ser og anerkender os. På den måde
tildeles vi også bestemte positioner,
som kan være noget nær umulige at
overskride. Det er en tematik, der har
særlig relevans i forhold til køn:
– Jeg kan godt huske de der første
oplevelser af, at andre ser på en på en
særlig måde, fordi man har det køn,
man har. Man bliver set på som en
pige og derigennem placeret på en
vis måde. Kønnet får en position, det
bliver noget, man skal overvinde og
ikke kan overvinde. Det skaber en
afstand, til den, der ser på en.
Sådan skriver unge kvinder ikke!
Det er bestemt ikke alle, der som Dy
Plambeck nnder kønnet ugyldigt som
forklaringsmodel. Sammenkoblingen
af for eksempel empati med kvin-
delighed og gennemslagskraft med
maskulinitet gennemsyrer stadig i
høj grad den oßentlige diskurs og de
hjemlige samtaler, selv i en tid, hvor
queerteorien går sin sejrsgang på selv
de mindste provinsuniversiteter.
Dy Plambeck er da også meget
bevidst om de sociale koder, der knyt-
tes til køn og kropslighed:
– Jeg kan da godt sidde her og sige,
at jeg ikke synes, at det med køn
rigtig betyder noget, at jeg mere ser
på et menneske end et køn, men
det siger jo ikke noget om, hvordan
hele samfundet ser på mig eller alle
dem omkring mig, eller om den
position, alle andre sætter mig i. I det
øjeblik, jeg skriver hun om en af mine
personer, så er der en masse koder,
folk læser ind i det.
Den traditionelle tilgang til, hvad
mænd og kvinder kan, er ikke kun
reserveret hr. og fru Danmark. I sin
rolle som forfatter møder Dy Plam-
beck ofte ganske rigide holdninger
til køn og litterært virke, også blandt
højtuddannede kritikere:
– Der er mange, der har kom-
menteret på, at det ikke er typisk for,
hvordan en ung kvindelig forfat-
terinde skriver. Tænk, at der sidder
såkaldt højt litterære mennesker og
siger den slags. Flere har skrevet
noget i retning af, at jeg lyder som en
rutineret sømand. I første omgang
blev jeg glad – jeg vil gerne være en
rutineret sømand! Men det spørgs-
mål, det rejser, er: Hvorfor kan det
ikke bare lyde som MIG uden alle de
der båse?
Når man bliver genkendt, bliver man
også peget ud?
– Ja, du kan godt se, jeg er fanget
hele tiden! Ellers kunne du jo komme
her og så kunne jeg sige: Der er ingen
forskel på mænd og kvinder. Og så
kunne du gå igen.
Er der forskel på mænd og kvinder?
– Altså, den biologiske forskel er jo
tydelig. Der kommer det med børn
ind over: Det er muligt for kvinder
at føde børn og ikke for mænd. Men
hvor meget mere forskel, der er – det
ved jeg ikke.
Og der, midt i alt det, vi ikke kan
sige noget om, løber tiden ud. Jeg ved
ikke, om Dy Plambeck er en rigtig
kvinde. Men empatisk og handlekraf-
tig – dét er hun.
21 John Stuart Mill
Kv i n d e f r i g ø r e r o g f o r b i l l e d e .
Ge o r g Br a n d e s o m J o h n St u a r t Mi l l
22 John Stuart Mill
23 John Stuart Mill 23
Ex u~c i juli 1870, da jeg i Paris læsende gik
op og ned i mit værelse, hørte jeg en beskeden
banken på døren. Urmageren! tænkte jeg. Ti
det var netop den bestemte tid, på hvilken en
gang om ugen en af urmagerens svende plejede
at indnnde sig for at trække alle taßelurene op i
det lille hotel Garni.
Jeg åbnede døren og uden for stod en ald-
rende, høj, mager mand i en temmelig lang, sort
frakke, der var knappet om livet. ”Træd nærme-
re!” sagde jeg uden at se nøjere på ham og greb
på ny efter min bog. Men manden blev stående,
lettede på sin hat, og nævnede spørgende mit
navn. ”Det er mig”, svarede jeg, og før jeg kunne
spørge på ny, hørte jeg de med dæmpet stemme
sagte ord: ”Jeg er hr. Mill”. Havde manden fore-
stillet sig som konge af Portugal, var jeg næppe
blevet mere forundret, og jeg ved ikke, hvad
han kunne have sagt, der i øjeblikket havde
voldt mig større glæde. Min følelse var den, som
under det første kejserdømme en korporal af
den unge garde fornam, når Napoleon under en
af sine runder i lejren værdigedes, med et nap
i øreßippen at bemærke hans eksistens. Uvil-
kårligt betænkte jeg i samme øjeblik forskellen
mellem hans adfærd og den, som en mand med
tyvendedelen af hans navnkundighed ville vise
i Danmark, hvor en stormand vejer sin fornem-
hed ti gange på en guldvægt, inden det kunne
falde ham ind, personlig at opsøge en ung mand
uden navn og betydning.
Mine bestræbelser for at gøre Stuart Mill
bekendt i Danmark havde vakt hans interesse
for mig; han havde jævnligt skrevet mig til og
endnu oftere sendt mig ßyveskrifter og blade,
der kunne være mig til nytte, såvel til Køben-
havn som til Paris. Han vidste altså min adresse,
og da han nu netop befandt sig på gennemrejse
i Paris og underligt nok ikke havde en eneste
bekendt i denne stad, havde han ikke skyet den
umag at tilbagelægge den lange vej fra Windsor
Hotel til Rue Mazarin til fods for at gøre sin
unge korrespondent et besøg.
Da han havde sagt sit navn, kendte jeg ham
straks fra hans portræt. Det gav dog så lidet en
forestilling om ansigtsudtryk og hudfarve som
om måden, hvorpå han gik og stod. Skønt han
var 64 år gammel, var hans hud skær og frisk
I
John
St uart
Mi l l
(1872, senere udvidet)
24 John Stuart Mill 24
som et barns. Han havde denne barne-teint
og disse røde kinder, som man næsten aldrig
nnder hos ældre mænd på fastlandet, men som
man ikke sjældent iagttager hos de hvidhårede
gentlemen, der om middagen rider i Hyde Park.
Hans øjne var klare og dybt mørkeblå, panden
høj og hvælvet med en stærkt fremspringende
knude over venstre øje; det så ud som havde
tankernes arbejden tvunget deres organer til
at udvide sig og skaße plads. Næsen var stor,
smal og krum. Ansigtet med de stilfulde og
store træk havde et ganske usammensat, men
intet roligt udtryk; nervøse trækninger løb
hen derover og syntes at røbe sjælens uroligt
sitrende liv; han søgte efter ordene og stam-
mede undertiden i begyndelsen af en sætning.
Siddende så han med dette friske, prægtige åsyn
og denne vældige pande ud som en endnu ung
og kraftig mand. Da jeg senere ledsagede ham
på gaden, bemærkede jeg, at der var noget hal-
tende ved hans gang, så hurtigt han end gik, og
at man, trods hans ranke vækst, dog så alderens
spor i hans holdning. Hans påklædning gjorde
ham ældre end han var. Den gammeldags dragt,
25 John Stuart Mill 25
han bar, vidnede om hans fuldstændige ligegyl-
dighed for sit udseende. Han var sortklædt og
bar helt op om sin hat et ßor, der slog mange
uregelrette folder. Efter så mange års forløb gik
han endnu i sorg over sin afdøde hustru.
I øvrigt bar hans person ingen skødesløshed
til skue; den talte om stille adel og fuldendt
selvbeherskelse. Også uden at have læst hans
værker kunne man se, at det var en af tankens
konger, der havde taget plads dér i den røde
lænestol ved kaminen med det taßelur, som jeg
havde næret en så ugrundet mistanke imod ham
for at ville trække op
Han talte først om sin hustru, hvis grav i Avig-
non han lige havde forladt. Han havde bygget
sig et hus i denne by, hvor hun var død, og
tilbragte altid den halve del af året der. Allerede
i indledningen til hendes afhandling Enfran-
chisement of women, der danner grundlaget for
hans eget skrift om kvindens stilling, havde han
givet sin begejstring for den afdøde et oßentligt
udtryk. Han havde dér sagt, at tabet af forfat-
terinden, selv i rent åndelig henseende, hverken
kunne erstattes eller blot lindres; han havde
erklæret, at han hellere ønskede afhandlingen
ulæst end læst med den forestilling, at der i den
kunne nndes blot det svageste billede af hendes
sjæl; thi denne sjæl havde ved sin forening af de
sjældneste og tilsyneladende mest uforenelige
fortrin været uden lige, ja han havde kaldt
”den højeste poesi, nloson, retorik og kunst”
for ”hverdags” i sammenligning med hendes
evners jævnhøjde, kun i stand til at udtrykke en
ringe del af hendes væsen, og havde sluttet med
den spådom, at hvis menneskeslægten vedblev
at udvikle sig til det bedre, ville dens historie
i tilkommende tider ikke være andet end ”en
fremskridende udførelse af hendes tanker og
virkeliggørelse af hendes ideer”. I denne tone
talte han også i mit værelse om hende. Man kan
mene, at den mand, der udtrykte sig således,
just ikke var nogen stor portrætmaler, og man
kan betvivle den saglige rigtighed af hans
dom; men man kan ikke, som det på grund af
hans så yderligt forstandsagtige standpunkt i
kvindesagen undertiden er sket, beskylde ham
for at betragte ægteskabet som en blot kontrakt.
Store digtere som Dante eller Petrarca har sat
de af dem på fantastisk måde elskede kvinder
et fantastisk mindesmærke, men jeg ved ikke, at
nogen digter har givet den elskende beundring
af et kvindeligt væsen et så varmt og sanddru
vidnesbyrd, som Mill har afgivet det om sin hu-
strus værd og blivende betydning for ham. Den
indskrift, han lod indhugge på hendes gravsten
i Avignon, er ikke bevis på nogen kunstnerisk
begavelse for sten-stilen; den har alt for mange
og alt for lovprisende ord. Men hvor energisk
og skøn er ikke den sætning, med hvilken den
slutter: Var der kun nogle få hjerter og hoveder
som hendes, ville denne jord allerede blive den
himmel, hvorpå der håbes
1
.
På det spørgsmål, om hans hustru havde
skrevet andet end det af ham udgivne, svarede
Mill: ”Nej, men rundt omkring i mine skrifter
nnder De hendes tanker; de bedste stykker i alle
mine bøger er af hende.” – ”Også i Logikken?” –
”Nej!” gav han halvt undskyldende til svar, ”den
skrev jeg, før jeg blev gift.” Jeg kunne ikke bare
mig for at tænke, at fru Mills bidrag til logik-
ken måske også i modsat tilfælde havde været
lidet fremtrædende; lidt må dog Mill selv have
hittet på. Men den ærbødige underkastelse, der
i denne samtale kom til orde, var ejendommelig
for den store tænkers naturel.
Der lå et dybt hang i hans sind til ikke blot
at tjene en sag, men et væsen, der legemlig-
gjorde det åndelige, der var ham helligst, og
således kom han til efter hinanden at dyrke
to personligheder, der, skønt begge sjældne og
højst betydelige; næppe var ham overlegne,
hans fader og hans hustru. Til faderen (og til
Bentham) så han i sin første ungdom op, til sin
hustru i hele den øvrige del af sit liv.
Ingen, der har læst Mills selvbiogran, vil have
glemt den mørke skildring, som han giver
af den fortvivlede slaphedstilstand, der hos
ham indledte mandsalderen. Det var en lang
og smertelig krise, under hvilken hans natur
tilbagevirkede mod den ved hans uregelrette
opdragelse fremkaldte overudvikling af hans
evner. I stedet for at beundre den fuldkomne
åndsbeskaßenhed, der lod Mill gå uskadt og
fuldt udrustet ud af en så overbebyrdende og
farlig skole som hans faders, fandt den engelske
gennemsnitsdannelse behag i at stemple ham
1 Were there even a few hearts and intellects
like hers, this earth would already become the hoped-
for heaven.
II
26 John Stuart Mill 26
som et naturstridigt væsen, der ikke var egnet
til lærer eller forbillede. I det utroligt store og
mangeartede kundskabsforråd, han allerede
som dreng var sat i besiddelse af, søgte man
beviset for hans lærdommes unaturlighed
og Stuart Mills ”umenneskelighed”. Hvad
kunne man vente sig af en læsemaskine, der
tre år gammel lærte græsk og i det trettende år
gennemgik et kursus i statsøkonomi? Den krise,
som fulgte på overanstrengelsen, er ikke blevet
mindre mistydet end drengens altomfattende
opdragelse. Dens kendetegn var en fuldkom-
men ligegyldighed for alle formål, som den
unge mand tidligere havde fundet det værd at
tilstræbe, og en uafbrudt glædesløshed, under
hvilken han spurgte sig selv, om den fuldstæn-
dige virkeliggørelse af hans ideer og udførelsen
af de reformer, for hvilke han havde sværmet,
ville skaße ham en sand tilfredsstillelse, og
så sig nødsaget til at besvare dette spørgsmål
benægtende. Filosoßer har heri fundet en
naturens modsigelse af Mills nyttelære, idet selv
virkeliggørelsen af den højest mulige lykke for
det størst mulige antal efter hans egen tilståelse
ikke vilde have gjort ham lykkelig; teologer har
i denne krise set en frembryden af hint skjulte
tungsind, hin dybtliggende fortvivlelse, i hvilken
den, der ikke tror, altid lever, selv når han ikke
ved deraf. Det er dog næppe et vidnesbyrd
mod lykkemoralen, at moral alene ikke skaber
lykke, og det turde være et svagt vidnesbyrd for
dogmetroens uundværlighed, at en højtbegavet
og kritisk anlagt yngling på tyve år (der såvel
før som siden med uforstyrret sjælero hjalp sig
igennem verden uden dogmatisk tro) en vinter
igennem sank sammen under den dybe ulyst til
handling og under den tilværelsens kval, med
hvilken enhver grublende ånd har at kæmpe og
som næsten enhver mindst én gang i sit liv må
overvinde med anspændelse af alle sine kræfter.
Der gives blandt rigere udviklede mænd kun
få, der ikke har kendt hin selvopgiven; hos
enkelte er den kortvarig, hos andre jævnlig
tilbagevendende; kun den ydre anledning, der
fremkalder den, og de våben, der anvendes imod
den, er af forskellig art. Enhver har sit panser
mod mismodet, én arbejdsdriften, en anden
ærgerrigheden, én familielivet, en anden letsin-
digheden; men gennem sammenføjningerne
i alle disse pansre borer livsleden sig sin vej.
Hos Stuart Mill var nu øjensynligt dette panser
visheden om at handle i et andet menneskes
ånd, som han skattede langt højere end sig selv.
Man bør ikke overse hans egen ytring om, at
hvis ”han på hin tid havde elsket nogen anden
højt nok til at betro denne anden sin sorg, ville
han ikke have været i den tilstand, han var”.
Havde Mill dengang kendt sin tilkommende
hustru, ville krisen utvivlsomt ikke have antaget
hin voldsomme karakter, hun havde sikrere end
dogmer og moralsystemer hjulpet ham ud over
hans dybe nedslåethed. Det ser man allerede af
de træßende ord, med hvilke han har skildret
sin tilstand: ”Jeg var strandet ved begyndelsen
af min rejse med et skib, som hverken manglede
god udrustning eller et ror, men det havde intet
sejl.” Sejlet på dette skib, der havde så rig og
kostbar en ladning inde, var og blev netop hin
sværmeriske hang til at forgude og underkaste
sig. På hint tidspunkt var faderens indßydelse i
aftagen, hustruens endnu ikke begyndt; følgelig
lå han stille.
Så meget fremgik allerede af den allerførste
samtale med Stuart Mill, at vindingen af denne
veninde var det store lod i hans liv. Kun på
et eneste sted, hvor han taler om hende, er
det lykkedes ham at give en forestilling om
hendes væsens ejendommelighed, det er, hvor
han sammenligner hende med Shelley. En
kvindelig Shelley–således stod hun for ham i
hans ungdom; senere syntes endog Shelley, der
så tidligt bortreves af døden, i tænkeevne og
åndelig modenhed ham kun et barn i sammen-
ligning med hende. Han angiver ßere gange
i bestemtere udtryk, hvad han skylder hende:
blikket for de íerneste formål : for teoriens
sidste følger, og blikket for de nærmeste midler
: for det, der i praksis umiddelbart lod sig
opnå. Den oprindelige begavelse, han tillægger
sig selv, var kun rettet på, hvad der forbandt
disse yderligheder, mellemkredsens sædelige og
politiske sandheder.
Det forekommer mig dog ikke meget sand-
synligt, at fru Stuart Mill ligefrem har indblæst
sin mand nye tanker. Hendes væsenlige betyd-
ning for ham må søges på to andre punkter.
For det første har hun styrket hans mod til
at tænke, og mere end tankernes nyhed er det
også tænkemodet, der giver de klassiske blandt
hans skrifter, f.eks. bogen Om frihed, deres
27 John Stuart Mill 27
præg. Flere gange kom han, allerede i vor første
samtale, med beklagelse tilbage til den mangel
på mod, der alle vegne holder skribenterne
tilbage fra forsvaret for nye ideer. Han sagde:
”Der gives talenter af første rang som George
Sand, hvis væsenligste originalitet består i
modet.” ”Jeg ser”, tilføjede han, ”bort fra hendes
ubeskriveligt skønne stil, hvis musik, som jeg
engang har skrevet, kun kan sammenlignes med
vellyden af en symfoni.”
For det andet har fru Mill ved sin kvindelige
mangesidighed beskyttet sin mand mod at
løbe sig fast i nogen som helst fordom. Hun
har hæget om en vis tvivlsånd i hans sind, har
i læresætningernes is holdt en våge åben hos
ham, og idet hun stemte ham til tvivl, har hun
bevirket, at han stadig skred frem. Medens
ßertallet af såkaldt frisindede mænd næsten
altid køber betinget frisind på et enkelt punkt
med dobbelt forstokkethed på andre, var Mill
altid på sin post mod vedtagne fordomme, ja
gik endog til sin død angrebsvis til værks imod
dem, opsøgte dem med fuldkommen uforfær-
dethed i deres forskansninger for at forklare og
tilintetgøre dem.
Sluttelig kan der næppe herske nogen tvivl
om, at fru Mill har haft en stor andel i hendes
mands optræden til gunst for kvindernes
samfundsstilling. På det spørgsmål, om han
havde svaret sine angribere i kvindespørgsmålet,
svarede han, at han ikke havde givet dem noget
svar og ville det heller ikke: ”Hvorfor altid
gentage det samme; ingen af dem har forebragt
noget af værdi.” Jeg berørte mange lægers
modstand, de indvendinger, der beråber sig på
naturnødvendigheder, som kvinden er underka-
stet. Han udtalte sig meget hårdt og afgjort om
lægevidenskabelige fordomme i almindelighed:
”Der gives,” sagde han, ”ingen fordomsfuldere
mennesker end lægerne.” Længe og med for-
kærlighed dvælede han derimod ved kvindernes
lyst og ikke sjældne kald til lægevidenskabelig
gerning. Han talte om Miss Garrett, der da
nylig havde underkastet sig eksamen som læge
i Paris, og roste hende som den første kvinde,
der havde vist dette mod. I et brev til mig
havde han engang betegnet kvindespørgsmålet
som ”det i hans øjne vigtigste af alle nutidens
politiske spørgsmål”; det var i ethvert tilfælde i
hans sidste leveår et af dem, der sysselsatte ham
personligt mest.
Han skyede hverken skriftligt eller mundtligt
de stærkeste udtryk for at stille sin opfattelse
af det unaturlige i kvindernes afhængighed i
det rette lys. Han havde jo end ikke frygtet at
udæske latteren ved den stærke påstand, at vi
overhovedet indtil nu slet ikke vidste noget om
kvindens væsen, da vi endnu aldrig havde set
det udfolde sig i frihed, ret som om den hele
historie og den hele litteratur, som om Rafaels
sixtinske madonna, Shakespeares unge piger,
samtlige af kvinder forfattede skrifter slet
ingen belæring gav os om det ypperste eller om
svaghederne i det kvindelige naturel. I dette
ene punkt var han næsten fanatisk. Han danner
med sin virkelighedsíerne tro til kvindens evner
iblandt dette århundredes nlosofer den polære
modsætning til Schopenhauer med hans ringe-
agt for kvinden. Mill, der i alle forhold mellem
mand og mand var nnheden og hensynet selv,
lod sig henrive til næsten fornærmende ytringer,
når anderledestænkende ytrede en afvigende
mening om hans kære grundspørgsmål. En dag
hos Taine bragte posten et brev fra Stuart Mill.
Det var svar på en skrivelse, i hvilken Taine over
for de i Kvindernes underkuelse udtalte tanker
havde ytret den anskuelse, at den her tilstræbte
forandring i kvindens samfundsstilling måske
kunne få et fortrinligt udfald i England, hvor
den stemte overens med racekarakteren, men
sikkert ikke vilde lade sig sætte igennem i
Frankrig, hvor kvindernes anlæg og tilbøje-
ligheder var af så ganske forskellig art. Mills
fyndige svar, som blev mig rakt med et smil, lød
således: ”Jeg ser i deres ytringer et kendetegn på
den foragt for kvinden, der er så gennemgående
i Frankrig. Alt, hvad jeg kan sige dertil, er, at
de franske kvinder gengælder franskmændene
denne foragt med renter.”
Det ejendommelige ved Mills standpunkt i
dette frigørelsesspørgsmål var, at han ganske
støttede sig på en sokratisk uvidenhed. Han
fraskrev som sagt årtusinders ophobede
erfaringer enhver beviskraft med hensyn til
grænserne for den så længe trælbundne kvinde-
lige begavelse, og påstod, at vi på forhånd ikke
vidste noget som helst om kvinden. Han gik
ikke ud fra noget doktrinært begreb om særligt
kvindelige færdigheder, støttede sig til den
simple sætning, at mændene ingen ret havde
28 John Stuart Mill 28
til at forbyde kvinderne nogen sysselsættelse,
der havde tiltrækning for dem, og erklærede
ethvert formynderskab over dem ikke blot
for uretfærdigt, men for unyttigt, da den frie
kappestrid af sig selv ville udelukke kvinderne
fra ethvert arbejde, hvortil de ikke duede eller
i hvilket de blev afgjort overtrufne af manden.
Han har skræmt mange ved straks den første
gang, da han bragte sagen på bane, at drage de
sidste følgeslutninger af sin lære og f.eks. tage
ordet for kvindernes umiddelbare deltagelse
i lovgivningsvirksomheden; men dog havde
han som englænder virkelighedssans nok til at
indskrænke den praktiske agitation til et eneste
punkt. På spørgsmålet, hvorfor man i England
og Amerika med forbigåelse af kvindernes dog
allerførst nødvendige økonomiske frigørelse,
havde rettet alle bestræbelserne på den vanske-
ligere opnåelige politiske stemmeret, svarede
han: ”Fordi, når den er opnået, alt øvrigt følger
af den.”
Af frygt for at vise mig påtrængende gav jeg et
afslående svar på Mills opfordring, at rejse med
ham til London, men nk en indbydelse til at be-
søge ham i England. Jeg havde netop dengang
læst hans mesterlige værk om Hamiltons loso,
var opfyldt deraf og havde tusinde nlosonske
spørgsmål på hjerte; jeg betragtede det da som
en des større lykke for mig, at der frembød sig
en så sjælden lejlighed til at drøfte mine tvivl
med forfatteren selv, og en uge efter ringede
jeg på havelågen uden for Stuart Mills sted i
Blackheath Park nær ved London, denne låge,
foran hvilken jeg aldrig har stået uden glad for-
ventning, og som jeg aldrig har lukket efter mig
uden følelsen af at være åndeligt beriget. Andre
mennesker bliver bevægede, når en konge viser
dem en nedladende opmærksomhed. Hvad er
en konge? Fraset civillisten er han en magt-
haver. Det forekommer mig da, at mænd som
Stuart Mill er de sande konger; thi det er mænd
som ham, der i virkeligheden regerer landene, ja
regerer dem endnu efter deres død.
Min universitetsopdragelse i København
havde været rent metafysisk; de nlosonske
professorer, Rasmus Nielsen og Hans Brøchner,
havde, trods deres menneskevæsens dybe
forskelligartethed og uligheden mellem dem på
det religiøse område, i alt væsenligt det samme
skolepræg. De havde begge begyndt deres
løbebane som teologer og var så begge blevne
hegelianere, den ene påvirket af det hegelske
højre, den anden af det hegelske venstre. De
havde dernæst, som i hin tid Nordeuropas
ßeste nlosoferende, ”frigjort sig fra Hegel” ,
hvad dog var således at forstå, at Hegel stadig
i deres tankekreds var det første og det sidste;
hans metode blev, snart skarpsindigt, snart
spidsnndigt, lært fra det kateder, der var helliget
dyrkelsen af det absolutte, subjekt-objektet;
hans værker blev anførte, hans par vittigheder
gentagne, og en trættende, endeløs fejde ført
mod hans formentlige vildfarelser, om hvilke vi
erfarede, at de næsten alle havde deres grund i
hans ”undervurdering af virkeligheden”, især i
manglerne ved hans indsigt i naturvidenskab.
Men selv hans vildfarelser måtte synes tilhøre-
ren kosteligere end andre tænkeres sandheder,
da det for at nå til sandheden – som R.
Nielsens eksempel viste – altid var nødvendigt
at krybe igennem en vildfarelse af Hegel. Ved
Københavns Universitet gjaldt til trods for
dets ellers ikke alt for venskabelige forhold til
Tyskland den sætning for ubestridelig, at den
moderne nloson var en tysk, som den antikke
en græsk videnskab. Den engelske empirismes
og den franske positivismes tilværelse var ikke
anerkendt på universitetet; særlig om engelsk
nloson hørte vi kun tale som en af Kant længst
overvunden og tilintetgjort retning. Det blev
kun ved en vis kraftanstrengelse muligt for en
studerende at vikle sig ud af den i Danmark
herskende skoles ledebånd.
”De kender altså Hegel så nøje,” sagde Mill,
”De forstår tysk?”
”Jeg læser det næsten lige så let som mit
modersmål.”
”Jeg selv læser tysk,” svarede han, ”men jeg
kan dog så lidt tysk, at jeg i Tyskland endog har
møje med at nnde mig tilrette på jernbanesta-
tioner og deslige.”
”De kender den tyske nloson af oversættelser?”
”Kant har jeg læst i en oversættelse, af Hegel
heller ikke i oversættelse det ringeste. Jeg
kender ham kun af gengivelser og modskrifter,
bedst af den kortfattede fremstilling, som
Englands eneste hegelianer, Stirling, har givet.”
”Og hvilket indtryk har De fået af Hegel?”
”Det, at de skrifter, i hvilke Hegel har forsøgt
III
29 John Stuart Mill 29
at anvende sine principper, måske kan inde-
holde et og andet godt, men at alt, hvad han har
skrevet af ren metafysik, er nonsens.”
Jeg studsede ved ordet og ytrede, at dette ord
dog vel måtte forstås med et gran af salt.
”Nej, ganske efter ordlyden,” svarede han. Han
dvælede ved systemets grundrids, ved den første
begyndelse, læren om væren, der sættes lig med
intet, og udråbte:
”Hvad vil De, der skal komme ud af det hele,
når man begynder med en sådan sonsme? Har
De virkelig selv læst Hegel?”
”Ganske vist, det meste, han har skrevet.”
Mill (med en højst vantro mine):
”Og De har forstået ham?”
”Jeg tænker det, i det mindste i alle hoved-
træk.”
Han (med næsten naiv forundring): “Men er
der da virkelig noget at forstå?”
Jeg forsøgte at besvare dette besynderlige og
vidtløftige spørgsmål så godt jeg kunne, og Mill
sagde, ikke just overbevist, men imødekom-
mende: ”Jeg begriber meget godt den pietet og
taknemmelighed, som De føler mod Hegel.
Man er altid dem taknemmelig, der lærte en at
tænke.”
Læseren ser, hvor ganske Mill var en mand
af én støbning, en ægte englænder, egensindig
og hårdnakket, udrustet med en særegen benet
og knoklet viljes kraft og helt berøvet evnen
til smidig kritisk tilegnelse. Dog hvad der ved
denne lejlighed greb mig mest, det var det dybe
indtryk, jeg modtog af den mærkværdige uvi-
denhed, i hvilken endnu i den anden halvdel af
det nittende århundrede de betydeligste mænd
i de forskellige lande, selv i de par hovedlande,
svævede om hverandres fortjenester og værd.
Jeg følte, at man kunne gøre en ikke ganske
ringe nytte blot ved at udforske, konfrontere og
forstå disse udmærkede ånder, der ikke forstod
hinanden indbyrdes.
De gængse indvendinger mod den empiriske
nlosons grundsætninger var Mill vel bekendte.
”Det er,” sagde han, ”de gamle tyske bevis-
grunde.” Han førte dem alle tilbage til Kant og
havde sine svar på rede hånd.
Det er her ikke stedet til at behandle det
store, mellem de to moderne skoler svævende
stridsspørgsmål, et spørgsmål, der i Tyskland
næsten af alle tænkerne bliver besvaret i tysk,
i England næsten af alle tænkerne i engelsk
ånd; naturligvis ville Stuart Mill ingenlunde
indrømme, at David Hume var gendrevet af
Kant, en anskuelse, jeg nu fuldstændig deler, og
der efter min opfattelse, når den nærværende
Kant-forgudelse har lagt sig noget, vil trænge
almindeligt igennem. Et tidens tegn er det i
denne henseende, at de yngre professorer og
docenter ved Berliner-universitetet tilhører
den engelske retning i nlosonen, og at der fra
dette universitet er udgået en bog som Friedrich
Paulsens Kants erkendelsesteori. Dengang anede
jeg vel allerede, at den rationalistiske og den
empiriske erkendelseslære på en eller anden
måde måtte kunne bringes i overensstemmelse
med hinanden; men jeg kendte endnu ikke
Herbert Spencers simple løsning af gåden. Mill
udtalte sig kort men afgjort mod alle mæg-
lingsforsøg og sluttede med de ejendommeligt
beskedne, men faste ord, der er blevne i min
erindring: ”Jeg tror, at man må vælge imellem
teorierne.”
I denne ånd udtalte han sig også om de
forskellige moderne nlosoßer, der stod ham
nær. Han anbefalede at studere Herbert
Spencer, dog ville han ikke råde til sysselsæt-
telse med denne tænkers senere værker; han
mente, at Spencer i den havde íernet sig fra
den gode metode; han fremhævede derimod
indtrængende Spencers Principles of Psychology
og især Bains to hovedværker e senses and
the intellect og e emotions and the will. Han
forærede mig et eksemplar af dem af ham og
Bain i forening udgivne og med anmærkninger
forsynede udgave af hans faders bog Analysis
of the human mind, idet han priste dette værk
som et hovedværk af den engelske skole i dette
århundrede, og da jeg havde talt til ham om
min beundring for hans kritik af den hamilton-
ske nloson, sendte han mig dagen efter endnu
denne bog. Næsten af sig selv måtte samtalen
falde på Taines dengang lige udkomne værk De
l ’intelligence, i hvilket Mill så ivrigt er gransket,
benyttet og gendrevet, og som måske er det va-
rigste mindesmærke, den engelske retning i den
moderne franske nloson har sat sig. Mill roste
Taine, kaldte hans bog en af det nye Frankrigs
grundigste og betydeligste bøger og sagde mig
om den omtrent, hvad jeg senere fandt gentaget
i hans anmeldelse af dette værk i Fortnightly
30 John Stuart Mill 30
Review (juli 1870); bogen som helhed var ham
kær; mod dens sidste kapitler havde han samme
art af indvendinger at gøre som mod Herbert
Spencers senere værker. Man måtte jo efter
hans overbevisning en gang for alle ”vælge”
afgjort imellem empiriens betingede viden og
intuitionens ubetingede vished, og Taine havde
i den sidste bog af sit værk netop forsøgt at
opstille grundsætninger, der ikke lod sig udlede
af erfaringen, og som derfor havde gyldighed
for hele verdensaltet, uafhængigt af grænserne
for vor erfaring. Mill mente som bekendt end
ikke at kunne sikre algebraens og geometriens
læresætninger, hvis empiriske oprindelse han
søgte at fremstille, mere end et indskrænket
herredømme. Han roste den lille bog Essays by
a barrister, af hvilken han selv har anført nogle
sætninger. Den anonyme engelske forfatter
nnder det fuldstændig tænkeligt, at såvel vor
lille tabel som vore geometriske håndbøger er
ugyldige i andre solsystemer. Spørgsmålet er,
siger han, om vor sikkerhed på sandheden af
den lille tabel hidrører fra erfaringen eller fra en
oversanselig overbevisning om denne. Sandhed,
der vel fremkaldes ved erfaring, men går forud
for erfaringen og former denne; han opstiller
som talsmand for den første synsmåde nogle
tankevækkende eksempler:
Der gives en verden, i hvilken, når to par
ting enten bringes i nærheden af hinanden
eller iagttages sammen, en femte ting umid-
delbart bliver skabt og træder frem inden
for dens synskreds, der er sysselsat med at
sammenlægge to og to. Dette er sikkert nok
ikke ufatteligt; thi vi kan let, når vi tænker
på almindelige taskenspillerkunstner [eller
på skuddage], gøre os en forestilling om
dette resultat. Lige så lidt kan man sige, at
sagen overgår almagtens kræfter. I en sådan
verden ville nu utvivlsomt to og to være
fem. Dette viser, at denne sammenlægning
aldeles ikke i og for sig er ufattelig, og dog
er det på den anden side såre let at indse,
hvorfor vi er aldeles overbeviste om, at to og
to er nre. Der gives formodentlig næppe et
øjeblik i vort liv, hvor vi ikke erfarer denne
kendsgerning. Vi ser den, så ofte vi tæller
nre bøger, nre borde eller stole, nre mænd
på gaden eller de nre hjørner af en brosten,
og vi føler os vissere på denne kendsgerning
end på, at solen vil stå op i morgen, fordi
vor erfaring angående den er så meget rigere
og nnder anvendelse på et sådant utal af
tilfælde. Det er heller ikke sandt, at alle, der
har foretaget denne sammenlægning, er lige
overbeviste om dens rigtighed. En dreng,
der netop har lært tabellen, er ganske vis på,
at to og to er nre, men ofte yderst usikker
på om 7 gange 9 er 63 eller ikke. Hvis hans
lærer sagde ham, at to gange to er fem, ville
hans vished blive stærkt rokket.
Man kunne også tænke sig en verden, i
hvilken det blev almindelig antaget, at to
lige linjer indesluttede et rum. Man kunne
forestille sig en mand, der aldrig gennem
nogen af sine sanser havde gjort nogen
erfaring angående lige linjer, og man tænke
sig ham pludselig stillet ved en jernbane,
der med fuldkomment lige linjer strakte
sig ud i det uendelige i begge retninger.
Han ville se skinnerne – de første lige linjer
han nogensinde havde trußet – mødes på
begge sider af synskredsen eller dog nærme
sig hinanden stedse mere, og han ville i
mangel af enhver anden erfaring slutte, at de
virkelig, når de blot fortsattes langt nok, ville
omspænde et rum. Erfaring alene kunne rive
ham ud af vildfarelsen. En verden, i hvilken
enhver genstand var rund, alene med undta-
gelse af en lige, men utilgængelig jernbane,
vilde være en verden, i hvilken enhver ville
tro om to parallelle linjer, at de var i stand til
at indeslutte et rum.
Mill gav disse humoristiske vrangslutninger,
som man næppe vilLe behøve Spencers e test
of truth eller Jevons’ kritik af Mill for at gen-
nemskue, sit bifald, eller rettere: Han hyldede
den grundanskuelse, af hvilken de udsprang:
”Hvis vi kun havde synets sans uden følesansen,
så ville vi – sagde han – ikke nære nogen tvivl
om, at to eller ßere legemer kunne bennde sig
på samme sted; så fuldstændigt afhænger disse
tilsyneladende på forhånd indlysende sætninger
af vore organers og erfaringers beskaßenhed.”
31 John Stuart Mill 31
Samtalen faldt engang på forholdene i Rom i
de dage. I anledning af en sammenstrømning
af nne folk til en kirke, som vi i fællesskab
havde iagttaget i Paris, bemærkede jeg: ”De
har i Deres Dissertations and Discussions skrevet
nogle ord, som De næppe ville lade gælde nu;
De siger der: Man kan for de højere klassers
vedkommende lige så gerne kalde Frankrig
et buddhistisk land som et katolsk; det ene er
ikke mere sandt end det andet. – Vil De endnu
forsvare denne sætning?” Han svarede: ”Det
var dengang sandere, end det nu er; der er i
vore dage kommet en ny reaktion, som jeg ikke
kunne tænke mig muligheden af. Jeg troede i
min ungdom ikke, at den menneskelige ånd
nogensinde kunne gå tilbage. Nu ved jeg det.”
En stor del af skylden for denne åndelige reak-
tion tillagde han den franske universitetsnloson.
Han talte med ringeagt om Cousin og hans
skole. ”Ligefuldt,” sluttede han, ”bliver jeg ved
min gamle overbevisning, at Frankrigs historie i
den nyere tid er hele Europas historie.”
Denne sidste betragtningsmåde, der i Stuart
Mills skrifter overalt skinner igennem, er en
ensidighed, der ret vel lader sig forklare dels ved
hans mangel på kendskab til tysk litteratur, dels
ved hans undervurdering af de engelske forhold,
i hvilke han selvfølgelig lettest opdagede skader
og skrøbeligheder.
Man kan mene, at han har udtalt sig alt for
nedsættende om Englands betydning og Eng-
lands nyere historie. Men hvad man i høj grad
bør anerkende, det er det mod, han bestandig
har udvist over for den pirrelige nationalfølelse
hos sine landsmænd. Så engelsk han end er
ved udvikling og dannelse, så nævner han i sine
skrifter dog næsten aldrig England og engelske
forhold uden for at dadle dem, og hvor han kan
nnde en lejlighed til at hæve fremmede, især
franske tilstande på de engelskes bekostning,
forsømmer han den aldrig. Siden Byrons og
Shelleys tid er der ikke blevet talt med en
sådan ringeagt om Englands forfatning, om
det engelske selskabsliv, om engelske lyder og
laster som i Mills almenfattelige skrifter. Går
han end i dette punkt øjensynligt for vidt, så gør
dog hans afsky for at vinde yndest ved at smigre
nationalforfængeligheden ham den største ære.
Han trodsede de nationale fordomme om
muligt endnu dristigere på det religiøse område
end på det politiske. Der nndes i alle hans
skrifter ingen linje, der kunne udlægges som
en indrømmelse til den engelske kirke og dens
lærdomme, ingen tvetydighed, i kraft af hvilken
han kunne tages til indtægt af den engelske
religiøsitet. Og fra sin grav talte han endnu
tydeligere end i levende live. Det hedder i hans
selvbiogran :
Hvad religionen angår, så tror jeg den tid
kommer, da enhver forstandig mand, der
efter alvorlig overvejelse er kommer til den
overbevisning, at de gældende meninger
ikke alene er falske, men også skadelige, har
den pligt at gøre sine afvigende anskuelser
bekendte; i det mindste bør han handle
således, hvis hans stilling eller navn gør det
sandsynligt, at der vil tillægges hans mening
betydning. En sådan tilståelse ville én
gang for alle gøre ende på den almindelige
fordom, at hvad man meget uegenligt kalder
vantro er forbundet med uklar tanke eller
slet hjerte. Verden ville blive forbavset, hvis
den erfarede, hvor mange af dens mest
lysende prydelser af dem, som nyder den
mest almindelige udmærkelse og agtelse på
grund af visdom og godhed, der er fuld-
stændig skeptiske i religiøse spørgsmål.
Mange undlader imidlertid at tilstå deres
tvivl, mindre af personlige hensyn end på
grund af en samvittighedsfuld, skønt efter
min mening aldeles urigtig frygt for at gøre
mere skade end gavn ved at udtale noget,
der kunne svække troen, og, som de mener,
derved tillige sædeligheden.
Man tager måske ikke fejl, når man i den
franske litteraturs friere holdning i det religiøse
spørgsmål nnder forklaringen til en del af den
tiltrækning, som den trods det meget i den,
der måtte være Mill íernt og fremmed, stadig
udøvede på ham. Han var desuden meget ung
kommet til Frankrig; han havde tilbragt sit
femtende år der og ved den lejlighed allerede
lært det fransk, han kunne. Da det franske sprog
var det eneste fremmede, som han talte ßydende
og hyppigt (om end ikke uden stærk engelsk
betoning), da han fremdeles hele sit liv igennem
havde stræbt at indføre franske ideer i England
og bibringe sine landsmænd kærlighed til den
IV
32 John Stuart Mill 32
franske folkeånd, måtte Frankrig nødvendigvis
for ham, næsten som for en indfødt fransk-
mand, komme til at repræsentere Europa.
Blandt alle franskmænd, som Mill havde
kendt, var, tror jeg, Armand Carrel ham den
kæreste; den afhandling, han har helliget ham,
er måske også den skønneste og sjælfuldeste,
han har skrevet. Af den store beundring, med
hvilken han mindedes Garrel, forklarer jeg mig
til dels hans heftige uvilje mod Sainte-Beuve.
Aldrig kunne han tilgive Sainte-Beuve, at
han, der engang havde været ven af Garrel og
medarbejder af National, sluttede sig til det
andet kejserdømme og lod sig vælge til senator.
Men dog ville denne enkelte kendsgerning
ikke være nok til at begrunde så hårde ord om
Sainte-Beuve, som dem Mill i min nærværelse
lod falde. Sainte-Beuve var ham imod af den
samme årsag, på grund af hvilken han nærede
så levende forkærlighed for Garrel. Han havde
ganske vist ikke studeret ham grundigt, f.eks.
aldrig læst hans Port-Royal. Men en ånd med så
retlinjet sigte og af så principfast en skarphed
som Mills måtte føle sig frastødt af Sainte-
Beuves bøjelige, eftergivende naturel; thi Mill
var en karakter, stiv, kantet og fast; Sainte-
Beuves ånd derimod var som en sø: vid, blød,
elastisk og af stort omfang, men bevægende
sig i lutter små og ubestemt afgrænsede bølger.
Derfor var Stuart Mill som skabt til autoritet;
hans tone var en befalingsmands, og selv når
han var dristigst, syntes han ved den myndighed
og sikkerhed, med hvilken han fastslog sine
resultater, at afvise enhver modsigelse. Sainte-
Beuve derimod har aldrig sluttet sig helt og
uden forbehold til nogen sag uden til den
romantiske i sin tidlige ungdom og til den frie
tankes i sine sidste leveår; han har aldrig været
helt katolsk eller helt saint-simonistisk eller helt
republikaner eller helt kejserlig eller helt klas-
sisksindet eller helt naturalist; kun ét har han
været helt: Sainte-Beuve, det vil sige kritikeren
med den næsten kvindelige samfølelse og den
altid lurende tvivl. Han var af tigerslægten, men
han var ikke nogen tiger. Han sluttede sig ikke
fuldstændig til nogen eller noget, men han gned
sig op ad alt, og denne gnidning fremkaldte
gnister. Stuart Mills uvilje imod ham var hun-
dens mod katten. Det var Sainte-Beuve umuligt
at skrive simpelt; han kunne ikke afgive nogen
dom uden at betinge den ved et helt system
af bisætninger; han kunne ikke udtale nogen
nok så kortfattet ros uden at krydre den med al
slags ondskab. Taine sagde engang: ”en rosende
sætning af Sainte-Beuve er en sand rede fuld
af blodigler.” Man sammenligner nu Stuart
Mills hele tænkemåde og stil: hans tanker altid
stort anlagte, omspændende det almene, uden
evne til at fastholde det enkelte; hans foredrag
prunkløst, kunstløst, nøgent som et landskab,
hvis eneste skønhed består i jordsmonnets
simple og vældige former.
Stuart Mill udtalte sig en dag om forholdet
mellem litteratur og teater i England og Frank-
rig. Han fremsatte den påstand, at franskmæn-
dene, der i det 17de århundrede har tilegnet sig
spanske, i det 18de århundrede engelske og i det
19de tyske ideer, i grunden ikke besidder megen
anden litterær originalitet end den, der ligger i
formen. Mill, der så temmelig manglede sansen
for det egentlig æstetiske og der snarere elskede
ideerne i kunsten end kunsten for dens egen
skyld (hans afhandling om Alfred de Vigny
er et vidnesbyrd derom), følte tilsyneladende
aldeles ikke, at franskmændenes digteriske og
kunstneriske originalitet kunne bestå uanfægtet
selv af denne (alt for stærke) begrænsning af
deres opnndelsesevne; thi hvor form og indhold
er uadskillelige, der er oprindelighed i formgiv-
ningen enstydig med oprindelighed overhove-
det. Uden i samtalen at indlade mig på dette
synspunkt svarede jeg kun, at en egenskab, som
man plejer at bebrejde franskmændene, deres
såkaldte overßadiskhed, kommer dem i høj grad
til gode, når de efterligner. Ti efterligningen
er mest tilsyneladende. Med et stærkt hang til
at lade sig påvirke af alt fremmed forbinder
franskmændene i reglen en næsten fuldstændig
mangel på evne til at opfattede det fremmede
sagligt, og derfor bliver det nationale præg alle
vegne kendeligt under et let anstrøg af fremmed
fernis, således hos Victor Hugo som efterligner
af Shakespeare, hos Alfred de Musset som
efterligner af Byron.
Mill indrømmede mig den franske skuespil-
kunsts overlegenhed over den engelske. Jeg
havde en aften i Adelphi-teatret overværet en
opførelse af Malieres Den indbildt syge under
titel af e robust Invalid og, da jeg havde set
stykket meget ofte i Paris, haft rig lejlighed til
33 John Stuart Mill 33
at
sammenligne den
engelske spillemåde med den franske. I
London spilledes stykket groft, karikeret, uden
ringeste forsøg på karakteropfattelse. Den syge
og tjenestepigen tillod sig allehånde plumpe
overdrivelser, brølede, for ret at understrege
meningen, på den råeste måde, ja havde endog
den frækhed at ende to af akterne med en
cancan og det medens samtidigt af engelsk
snerperi scenerne med klystersprøjten og alle
de udtryk, der kunne såre høviske øren, var
udeladte. ”Ja,” sagde Mill, ”teatret er hos os
sunket i forfald. For komediens vedkommende
ligger det måske i, at det engelske væsen er så
formløst og uteatralsk, at vore håndbevægelser
er så stive og så få, medens franskmændene
også i deres daglige liv bestandig er skuespillere;
men i tragisk retning har vi dog store navne at
opvise. Hvem ved, om ikke i vore dage læsning
overhovedet vil fortrænge teaterbesøget.”
Han førte samtalen fra teatret hen på engelske
forfattere og omtalte med stærk påskønnelse
to fra ham selv så forskellige skribenter som
Dickens og Carlyle. I hvor høj grad han end
selv var forstandsmenneske, forstod han dog til
fulde at vurdere både digteren med det store,
varme hjerte og historikeren med den sprin-
gende, synske fantasi. Dickens var dengang lige
død; i Westminster-abbediet var der et åbent
sted, hvor hans lig var sænket ned. Denne ene
grav var bedækket med levende roser, medens
rundt omkring tunge, kolde stenmonumenter
dækkede alle de andre grave; det virkede som
et sindbillede. Mill talte med beklagelse om,
at han aldrig havde kendt Dickens personligt
og kun gennem andre vidste, hvor sjælden han
også som menneske havde været.
Mills sidste ord drejede sig om den nærfore-
stående tysk-franske krig, som han med mørke
anelser så i møde. Han betragtede den som en
ulykke for den hele europæiske kultur, ja for
den hele menneskehed.
Jeg så ham længe ind i hans dybe, blå øjne,
inden jeg kunne overvinde mig til at sige
ham farvel for sidste gang. Jeg ville forsøge
at indprente mig dette alvorlige og strenge,
men tillige så dristige blik, der endnu hos
oldingen var så frisk som en ynglings.
Jeg ville gerne gøre mig det umuligt at
glemme den egne storhed, som hvilede over
mandens skikkelse og prægede hans ord. Det
har betydning for opfattelsen af en forfatters
karakter, i hvad forhold indtrykket af hans
menneskevæsen står til indtrykket af hans
væsen som skribent. Disse to indtryk dækkede
fuldstændig hinanden hos Mill. Der fandtes
ikke nogen egenskab hos ham som forfatter,
som ikke kunne gennndes hos ham i personlig
omgang, og hans forskellige egenskaber var i
begge kredse overordnede og underordnede
hinanden på samme måde. Der gives skribenter,
hos hvilke en bestemt egenskab som f.eks.
menneskekærlighed eller vid eller værdighed er
mere fremtrædende, når de skriver, end ellers i
deres liv, andre, i hvis skrifter egenskaber som
humor eller fri menneskelighed, der i privatlivet
gør dem elskværdige, ikke er at spore. De ßeste
står langt tilbage for deres bøger. Hos Stuart
fandtes ingen ulighed af denne art, thi han var
sanddruheden selv, og han havde intet at dølge.
Der forekommer i Mills selvbiogran en lille
begivenhed, der giver en målestokken for denne
sanddruhed. Som kandidat til Underhuset
blev han på et af lutter arbejdere bestående
34 John Stuart Mill 34
vælgermøde adspurgt, om han havde skrevet
og oßentliggjort den sætning, at de arbejdende
klasser i England ”endnu i almindelighed var
løgnagtige”. Han besvarede straks spørgsmålet
med det korte ”Ja”. (I did). ”Næppe”, tilføjer
han, ”havde jeg udtalt disse ord, før et voldsomt
bifald rungede igennem forsamlingen. Arbej-
derne var åbenbart så vante til at få tvetydige
og undvigende svar af dem, der søgte deres
stemmer, at de, når de i stedet derfor nk en
ligefrem tilståelse af noget, der var dem ube-
hageligt, langt fra at blive fornærmede derover,
straks sluttede, at dette var en mand, de kunne
have tillid til.” Mill giver den beskedneste
tydning af det, som skete. Men læseren aner,
hvilken sandhedskærlighedens glorie, der i hint
øjeblik måtte omstråle den, hvem mænd, der var
forvænte ved politiske smigrerier, lønnede for
en beskyldning, der gik ud på gennemgående
løgnagtighed, med en sådan bifaldsstorm. Også
i det daglige liv var der om Mill hin usynlige
stråleglans af den høje sandhedskærlighed. Fra
hans hele væsen lyste renheden af hans karakter.
Man må tænke tilbage på oldtidens ædleste
skikkelser, mænd af Marcus Aurelius’ art, for at
nnde en personlighed, der kunne jævnføres med
Stuart Mill. Han var lige sand og lige stor, om
han i et verdensberømt værk henvendte sig med
modent overvejede tanker til en læsekreds, der
var udbredt over hele jordkloden, eller om han i
sit hjem, uden nogensinde at lade sin overlegen-
hed føles, henkastede en tilfældig ytring til en
fremmed gæst.
Teksten er trykt efter Samlede Skrifter, bind 9. Skånselsløst retskrivningsreformeret af Anders Johannsen
AF STINE PILGAARD
er der
til stede
en læge
36 Er der en læge til stede?
Læger er et mærkværdigt folkefærd. De er som regel venligt nedladende
og ekstremt neurotiske. Jeg kender en læge, der vasker hænder omtrent
hundrede gange om dagen, og som altid retter på mit hår, hvis det er
asymmetrisk. Hun bruger en lineal, når hun lægger dug på, hvilket hun tit
gør, fordi hendes bord er af egetræ og ikke tåler dagens lys, menneskelig
berøring eller rødvinspletter. Hun forsker i OCD, og på sin vis nder jeg det
oplagt. Læger har deres eget sprog, især holder de af at sige alt andet lige.
Den sproglige konstruktion i sætnin- gen lægger op til en antagelse, der er
baseret på, at alt andet er, som man antager. Altså lige. Det lægger op til, at
man kan frembringe denitioner, der kun er reelle i det omfang, alle andre
denitioner også er det. Jeg får altid lyst til at påpege, at intet i verden er
lige. At alle eksistenser er skæve og alle sjæle forvredne, at alle eksempler
er potentielt afvigende fra sig selv, og at tilværelsen er uforudsigelig. Jeg
sidder i venteværelset, og en eller anden siger mit navn og beder mig følge
med. Jeg får lyst til at kaste rundt med stolene og samle dem op igen. Og
smide alle hans papirer på gulvet, mens jeg danser rundt på dem med en
vanvittig latter til en musik, som kun jeg kan høre. Han ser forvirret på mig
med noget, der skal forestille ro, og spørger, hvad han kan hjælpe mig med.
A
l
t

a
n
d
e
t

l
i
g
e
37 Er der en læge til stede?
Lægeskræk
Jeg overvejer, om han overhovedet kan hjælpe mig med noget. Jeg tænker på
engang, jeg sad ved siden af en læge til et bryllup. Min bordherre var øre-næse-
hals-læge, så jeg vidste med det samme, at det blev en lang aften. For høighedens
skyld spurgte jeg til hans yndlingsdiagnose. Efter en længere enetale kom han frem
til, at det måtte være Kartageners Syndrom, noget med nogle cilier, der var abnorme.
– Cilier er mrehår i luftvejene, hviskede han fortroligt. Jeg slukkede min cigaret. Det
sås tit hos børn, der led af recidiverende sinuiter, fortalte han. Jeg troede, at sinui-
ter var en undergruppe af eskimoer, der levede på Grønland. Jeg fortalte ham, at
barokken var en yderst interessant periode i litteraturhistorien, fordi den på mange
måder foregreb postmodernismen. Han sagde, at det kunne være interessant at
lave en undersøgelse, hvor man tog røntgenbilleder af børns thorax. Jeg sagde, jeg
troede, thorax var en dinosaurusart. Han smilede indforstået til sig selv og sagde, at
det var brystkassen, og at en del patienter med Kartageners Syndrom havde Situs
Invertus. Jeg spørger, om det ikke er det der punkband fra Tyskland. Han fortæller,
med slet skjult ophidselse, at nej, det er det ikke, det er en tilstand, hvor alle patien-
tens organer er spejlvendte. Jeg siger, at netop spejlingen er interessant. Barokkens
digtere brugte spejling som udtryksform for at vise, at verden ikke er endimensio-
nel. Han siger, at Situs Invertus angiveligt skyldes ciliernes abnorme funktion alle-
rede i fostertilværelsen i perioden, som hedder gastrulationen. Jeg nikker og siger,
at barokkens digtere anvendte mange vanitas-symboler, for dog at sige noget på
latin. Symbolerne kom ofte til udtryk i sæbebobler og påpegede forgængeligheden
i øjeblikket, siger jeg. Han ser irriteret på mig, men genvinder koncentrationen og
fortæller, at cilierne ikke kan erstatte fostervandsowet. Jeg siger, at postmodernis-
men, i lighed med barokkens tænkere, forsøger at fastholde livets skrøbelighed, men
med et ganske andet udtryk. Han siger, at det er det, der kan føre til Situs Invertus.
38 Er der en læge til stede?
Metaforer
Min læge er den mest uhæmmede metaforanvender, jeg nogensinde har mødt, og
det glæder mig for Aristoteles, at han afgik ved døden i det fjerde århundrede før
vor tidsregning. Aristoteles ville virkelig have fået hovedpine ved en konsultation
hos min læge. Denne ville nok have smilet fornøjet og anbefalet to iprener og to
panodiler hver sjette time og have sammenlignet det med et eller andet mærkeligt
for at sikre sig, at Aristoteles nu også forstod det. – Så kan man holde den gående
hele dagen, som han plejer at sige. Jeg tror ikke, at Aristoteles ville have holdt den
gående og slet ikke i selskab med min læge. Han blander altid ordsprogene sammen,
bytter om på antonymer og synonymer og sammenligner konsekvent usammen-
lignelige ting. Mens jeg ser Aristoteles vakle lidende ud af klinikken, tænker jeg,
at Richards ville have bedre forudsætninger med sin metaforiske interaktionsteori.
Richards ville have et fælles udgangspunkt med min læge, da de begge fornæg-
ter tertium comparationis, ideen om at metaforer opstår på baggrund af formens
lighed. Nu jeg tænker over det, burde jeg nok arrangere et møde. Richards var
erklæret kognitivist og anskuede metaforer som en måde at forholde sig til verden
på. Han blev senere suppleret af Lakoff og Johnson, der ligeledes mente, at meta-
forer var kognitive fænomener og underlagt systemer og strukturer. Jeg hører en
hvinende, skinger lyd! Her går det galt. Min læges metaforer kan ikke underlægges
nogen strukturer, de yver til højre og venstre og opfører sig særdeles ustyrligt. Det
ville resultere i et nervøst sammenbrud for Richards, og her ville iprener og panodiler
ikke hjælpe. Jeg ser mig omkring, og alle hedengangne metaforteoretikere opløses,
og jeg ser på min læge, der vifter med armene og ikke er klar over, at han er ved
at få en væsentlig plads i europæisk sproghistorie. Han taler om nogle åbne kort,
som det er vigtigt at spille med, og så er der også noget med nogle livliner, der skal
klippes over, og han kommer med en lang udredning. For sent opdager jeg pausen
og det afventende blik. Han spørger, hvad jeg tænker. Jeg kan ikke få mig selv til
at sige det. Det er simpelt hen upassende og ville ødelægge behandlingen. Men
mellem os to: Jeg tænker, at jeg har lyst til at opnde en sostikeret metaforisk
lidelse og kalde den hans navn, og at forordet i bogen, hvor den beskrives, skulle
være en uforbeholden hyldest til mennesker, der forsøger at gøre sig forståelige.
39 Er der en læge til stede?
Vejrmøller
Jeg overvejer, om medicinstuderende har et semester, hvor de lærer at se forstående
ud. Om der vitterligt ndes et auditorium fyldt med kommende læger, der lærer at
lægge ansigtet i de rette folder, mens de langsomt nikker i takt. I dette tilfælde må
min læge givetvis have bestået med topkarakter. Han er den eneste, jeg kender,
der kan se forstående og forvirret ud på samme tid, hvilket er imponerende, fordi
de to udtryk er selvmodsigende. Jeg ringede engang til ham, fordi jeg havde hals-
betændelse. Jeg sagde til ham, at jeg var så syg, at jeg havde lyst til at slå nogen
ihjel. Han sagde med en beundringsværdig saglighed, at han i stedet ville anbe-
fale to iprener og to panodiler hver sjette time. At det var mere hensigtsmæssigt i
længden. Det fantastiske var, at jeg kunne høre på hans stemme, hvor forstående
han så ud. Han kan se så forstående ud, at jeg får lyst til at kilde ham. Eller sige
til ham, at jeg lige har parteret et andet menneske. Jeg får lyst til at slå vejrmøl-
ler midt på hans kontor og bringe ham ud af fatning, mens jeg hænger en rote-
rende sølvkugle op i loftet og danser med ham til et gammelt diskohit fra 80’erne.
40 Er der en læge til stede?
Uhensigtsmæssigt
Hvis jeg var min læges læge, ville jeg øjeblikkeligt have beordret ham op på briksen
og udskrevet mindst ti timers uafbrudt søvn. Han så vild ud i øjnene og talte hektisk
og opremsende om et tag med hul i og et vigtigt møde og bekræftede min teori om,
at han havde sovet virkelig dårligt denne nat. Jeg overvejede, om han havde været
på et kursus angående udvidet åbenhed i patientsamtaler, hvilket han benægtede.
Hvad der chokerede mig, var egentlig aldrig, at lægen forsvandt fra sin stol, der blev
overtaget af et menneske. Hvad der gjorde mig oprørt, var nok snarere mig selv. Jeg
k lyst til at skubbe ham ligeså stille ud ad en nødudgang og selv klare konsultatio-
nerne resten af dagen. Hvad der virkelig slog mig ud, var en insisterende trang til at
tage hans hånd og slentre med ham ned ad Strøget og købe ham en fuldstændig
gigantisk stor, italiensk chokoladeis. Det eneste ord, der fylder min hjerne, er uhen-
sigtsmæssigt. Et fantastisk dækkende ord. Sådan en perfekt kombination af ufornuft,
irrationalitet og stabiliseret vanvid. Det sjove ved ordet er, at det lyder så kontrolleret,
som om det gemmer sit kaos bag sine fem stavelser, og måske fordi det læner sig
op ad en modsætning, der end ikke er deneret. Der er så meget, der er uhensigts-
mæssigt. Det dækker utrolig bredt. Fejltagelser, krige, rødvin og utroskab, cigaret-
ter, trakkaos og – ikke mindst – italiensk chokoladeis. Jeg rejser mig op, tager hans
hånd og husker at slippe den igen, mens jeg overvejer, om der er en læge til stede.
41 Er der en læge til stede?
Citronmåner
Jeg siger til min læge, at jeg er bange for mænd, når jeg går rundt i byen om
aftenen. Han siger, at det er ligesom med en ko. Egentlig synes jeg ikke umiddel-
bart, at det har så meget med en ko at gøre. Jo, for den står bare på en mark, siger
han. De este mennesker tænker bare: Nå, der står en ko på en mark, men tænker
man længere over det, burde man måske blive bange. Den er stor, den er tung, den
har horn og er måske ikke vant til mennesker. Det har jeg egentlig aldrig tænkt på,
men kan nu konstatere, at jeg så både er bange for mænd og for køer. Jeg siger
til min læge, at jeg er bange for at binde mig. Han siger, at selv om citronmåner
egentlig virker frastødende, så kan de jo godt smage nt, når man tager en bid. Jeg
fortæller min læge, at jeg har dårlig samvittighed over, at jeg bliver så let fascineret
af mennesker. Han siger, at hans kone synes, at Antonio Banderas er lækker, men
at det ikke gør så meget. Det undrer mig, hvordan samtalerne har det med at skifte
retning, og det overrasker mig altid, hvor de ender. Fra at stå i et personligt nærheds-
dilemma fører han mig simpelthen direkte over i en citronmåne og tvinger mig til og
med til at tage en bid. Jeg kommer til at smile, fordi han gør det igen og igen. River
mig bort fra en mørk gade med potentielle voldtægtsforbrydere og placerer mig på
en blomstermark med en ko, som man måske bare skal klappe lidt og gå forbi som
om, ingenting var hændt, og eventuelt fodre den med et stykke citronmåne. Jeg
tænker, at det nok er meget heldigt, at Antonio Banderas ikke er hans kones læge.
42 Er der en læge til stede?
Skyld
Jeg siger, at jeg føler mig skyldig. At jeg altid har dårlig samvittighed. Min læge
siger, at alting har sin årsag. Jeg forbeholder mig ret til at være skeptisk. Han
siger, at alting kommer et sted fra, og mener underforstået: udefra. Jeg tænker,
at stedet lige så vel kan ndes indvendigt. Han siger, at jeg skal lytte til min
mavefornemmelse. Jeg kan mærke, at jeg er sulten. Det er fordi, jeg har glemt
at spise morgenmad. Han taler om mine forældre, min opvækst og mine omgi-
velser. Jeg tænker, at hele skyldsbegrebet ville ophæves, hvis man kunne kanali-
sere skylden videre. Der må da være grænser for selv lægevidenskabens tendens
til at forsimple ting. Jeg siger, at kvinder faktisk godt kan føle en uidenticerbar
skyld. Han smiler lidt. Mine tanker glider tilbage og ender ved Eva. Jeg overvejer,
om der blev grundlagt en universel skyld, da hun tog en bid af æblet. Som straf
blev det af Gud pålagt kvinden, at hun skulle føde sine børn i smerte. Da epidu-
ralblokaden blev opfundet, faldt straffen ligesom til jorden, og jeg overvejer, om
den iboende skyld erstattede svangerskabsproblematikken. Min læge er svær at
ignorere, for med en stille stædighed kan han være decideret argumentresistent.
Jeg skal heller ikke kunne udelukke, at han har ret. Jeg tænker, at Eva måske bare
fulgte sin mavefornemmelse, og at hun måske heller ikke havde spist morgenmad.
43 Er der en læge til stede?
Vaccination
Jeg sveder over hele kroppen. Han gør nålen klar. Jeg noterer mig med rædsel et
lystigt glimt i afkrogen af hans blik. Han fortæller om et forskningsprojekt, han
engang var med i. Det var virkelig sjovt, han skulle stikke i mus. Jeg får et ash-
back, jeg gerne ville have undværet. Ham ti år tidligere, omgivet af døde mus, og
med samme let triumferende glimt i øjnene. – Det var dog et problem at anvende
mus, fortæller han. De er resistente over for næsten alt og dermed umulige at
slå ihjel. Han ser lidt ærgerlig ud. Jeg tænker, at han burde tale med sin læge.
Han rører ved nålen. – Det gør ikke ondt, siger han. Jeg tænker, at han lige har
sammenlignet mig med en bunke døde mus. Han ruller noget vat mellem sine
hænder. Jeg tænker på blod. Han river det hvide plaster af rullen og det er tæt
på at han nynner en munter melodi. Men han behersker sig. Jeg overvejer mulige
ugtveje, men på en måde ville det næsten være synd. Så ville han nok gå ud
og stikke i sekretæren eller lidt henkastet overbevise den næste patient om, at
det altid er gavnligt at blive vaccineret mod japansk hjernehindebetændelse. Han
arbejder hurtigt og koncentreret, og det irriterer mig grænseløst, at hans hænder
er smukke. Lidt psoriasis havde virkelig været på sin plads, situationen taget i
betragtning. Han fjerner mit hår, og jeg forbeholder mig al ret til at være hyste-
risk, hvilken jeg naturligvis udnytter til fulde. Ikke at nogen kunne få mig til at
indrømme det, men selvfølgelig havde han ret. Det gjorde overhovedet ikke ondt,
man skulle næsten tro, at han havde prøvet det før. Jeg sender en venlig tanke
til en desillusioneret forsker og en bunke døde mus, jeg aldrig lærte at kende.
Teksterne er en del af noget større
45 Sorgenfri Blues
AF JONAS KLEINSCHMIDT
For Bo hr. Hansen har det at
skrive altid været forbundet
med skam og skyldfølelse.
Her ser han tilbage på sit
forfatterskab, sit liv i forsta-
den Sorgenfri og sin trang til
at udstille egne svagheder.
For som han siger: ”Jeg kan
jo ikke løbe fra det, jeg har
skrevet”
Sorgenfri Blues
J
vc vv )~cv) til Sorgenfri.
En lille forstad nord for
København. Det er her, jeg
er vokset op. Når jeg er hjemme og
besøge min familie, tager jeg toget
fra København til Sorgenfri Station.
Fra perronen fører en trappe op til
Hummeltoftevej, og herfra har man
to valgmuligheder: Går man til højre,
er der Brede og Frilandsmuseet, går
man til venstre, er der byen Sorgenfri,
begyndende med torvet, kirken og de
tre højhuse. Herfra spreder velstan-
den sig så småt for at kulminere nede
ved Furesøen og Frederiksdal.
Mit ærinde i dag er ikke, som det
plejer at være. Jeg er her for at besøge
digteren og manuskriptforfatteren
Bo hr. Hansen. Han bor her, det ved
jeg. Jeg har set ham cykle rundt i
kvarteret på sin gamle, sorte her-
recykel, og jeg har engang set ham
købe et juletræ ved kirken. Tit har
jeg haft lyst til at sige noget til ham,
fortælle ham, at jeg enormt godt kan
lide hans bøger, at det var hans linjer,
der åbnede mine øjne for lyrik. Især
digtsamlingen knæk.idiot.eik, der er
ungdomsbekendelser og Eik Skaløe-
hyldest destilleret ned til fornem
knækprosa, forelskede jeg mig i, da
jeg første gang læste den for otte år
siden. Heri skriver Bo hr. Hansen om
sin opvækst i Sorgenfri, om at være
46 Sorgenfri Blues
INTERVIEW
ung digter, om mindreværd, om at
være avantgarde, om at høre punk og
støjrock, så naboerne klager, og om
Eik Skaløe, forsangeren i det danske
60’er rockband Steppeulvene, der
begik selvmord på grænsen mellem
Pakistan og Indien som 25-årig.
Nu kommer han cyklende, Bo. Jeg
løfter hånden til hilsen og går ham i
møde.
Sorgenfri, punk og
avantgarde
Op igennem nrserne boede Bo
hr. Hansen i storbyen, hvor han
som støjbassist i avantgardebandet
Cinema Noir var en del af det køben-
havnske undergrundsmiljø. Alligevel
måtte han slås med mange fordomme
på grund af sin baggrund:
– Det var svært at komme fra Sor-
genfri, dengang jeg var ung, dels fordi
det var forstadsagtigt og kedeligt, og
dels fordi det oven i købet lugtede
af noget privilegeret – selvom jeg
altså kom fra højhusene, der trods
alt ikke er det nneste sted at bo. Det
var meget smartere at komme syd
fra København, det måtte jeg sande,
da jeg trådte ind i punkmiljøet. Man
skulle helst komme fra Rødovre,
Hvidovre, Taastrup. Det var et eks-
tremt fordomsfuldt miljø med mange
regler og en helt bestemt hakkeorden.
Nu er Bo hr. Hansen (47) ßyttet
tilbage til sin ”privilegerede” barn-
domsby. Her bor han med sin kone
og deres tre børn, men han har aldrig
helt lært at holde af Sorgenfri:
– Det har altid provokeret mig
lidt, at det hed Sorgenfri. Som om
det skulle være et specielt sorgløst
sted. Der er rasende meget sorg i
Sorgenfri, men der er måske bare en
tendens til at gemme det lidt væk her
og holde det inde. Det er på grund af
Sorgenfri, at jeg kender til sovebyer,
højhuse og kedelige kvarterer, hvor
det er dødssygt at være ung. Men, og
det skal man ikke glemme, Sorgenfri
er samtidig et ret magisk sted at være
barn med en enkel og overskuelig
geogran, nogle gode gemmesteder,
en uhyggelig kælder i det højhus,
jeg boede i, og en elevatortur til
íortende, der tager en evighed.
Samt en mose at fare vild i. For mig
er Sorgenfri næsten mytologisk,
samtidig med at det er her, jeg har en
meget konkret hverdag.
Som 18-årig ßyttede han fra
Sorgenfri til København for at læse
Filmvidenskab på universitetet. Det
var her, han mødte Niels Tomsen fra
et af Danmarks første punkbands, No
Knox:
– Ham kom jeg til at se op til.
Han havde den helt rigtige attitude.
Og havde selvfølgelig allerede taget
afstand fra ordet punk. I stedet
kaldte han det avantgarde. Punk var
passé og primitivt. Alle de førende
bands tog afstand fra begrebet, så det
gjorde jeg også, selvom jeg slet ikke
havde nået at være rå-punker. Jeg gik
direkte fra at være gymnasieelev til at
blive avantgardist.
Samtidig mødte Bo hr. Hansen sin
soulmate, guitaristen Nils Lassen
(som han den dag i dag stadig laver
music’n poetry med), og sammen
dannede de Cinema Noir, der eksi-
sterede fra 1980 til 1986, og nåede at
udgive to selvnnansierede plader.
Det poetiske trænger sig på
Sideløbende med Cinema Noir, hvor
Bo hr. Hansen, med sine egne ord,
mest stod og ”hamrede i en bas”,
skrev han digte, kortprosa, sider uden
punktum og mærkelige historier. I
1983 debuterede han i Hvedekorn
under navnet Bo E. Hansen. Poul
Borums tidsskrift havde antaget seks
digte af den unge forfatterspire, men
i stedet for at blive glad og stolt,
blev Bo hr. Hansen ßov. Flov over
sin personlige trang til at udtrykke
følelser på skrift. Så da tidsskriftet
udkom, cyklede han rundt til alle
de københavnske biblioteker og rev
siderne med de seks digte ud.
– Jeg syntes ikke, jeg kunne være
bekendt at skrive. Der var en form for
skam og selvhad forbundet med det.
At stille sig frem på en måde, man
ikke skulle.
Det virker som om, du altid har haft
svært ved at sætte lighedstegn imellem
den person, du er privat, og så ham,
der skriver – det er vel også årsagen til,
at du valgte at kalde dig hr. til mel-
lemnavn?
– Det har været svært for mig, men
det er det ikke så meget mere. Det
er en så stor del af min identitet at
skrive nu. Men der var mange år, hvor
jeg simpelthen måtte skjule det. Og
det er klart, så hjalp det mig at nnde
på det navn. Men jeg tænker ikke så
meget over det mere.
Men hvad opfatter du egentlig dig selv
som. Digter, forfatter, manuskriptfor-
fatter eller dramatiker?
– Jeg er en, der skriver. Digterrollen
har jeg altid haft det svært ved. Jeg
har aldrig nogen sinde kaldt mig selv
for digter. Fordi jeg egentlig syntes,
at det var lidt til grin at være digter,
og hvis man virkelig skulle kalde sig
digter, så skulle man have lidt større
sikkerhed inden for feltet, end jeg har.
Men som manuskriptforfatter
føler jeg mig samtidig tit som en,
der er i virkeligheden er gearet til at
skrive noget lidt andet. Det poetiske
trænger sig hele tiden på, og jeg tror
faktisk, det er den kvalitet, der gør,
at nogle nlminstruktører er glade for
at arbejde med mig. Jeg vil faktisk
betegne mig som en ret dygtig
manuskriptforfatter. Ikke at jeg altid
rammer plet, selvfølgelig. Manu-
skriptskrivning er en disciplin, der
stiller nogle meget bestemte hånd-
værksmæssige krav, og jeg bliver stolt,
når det indimellem lykkes at skabe
noget, der er godt håndværk, men
som også har kunstneriske kvaliteter.
Så i dag har du trods alt erkendt, at
47 Sorgenfri Blues
der bor en forfatter i dig?
– Det kan jeg jo ikke løbe fra
længere. Jeg kan ikke benægte, at
jeg har skrevet de ting, jeg har. Så
selvfølgelig er der en forfatter i mig.
Forfatterollen har for mig været
forbundet med ßovhed, skam og
generthed, fordi når man skriver
noget, så er det også dennitivt, så står
det dér på papiret. Jeg har haft svært
ved at stå ved det, så hellere lade som
om, jeg ikke stod ved det ved hjælp
af alle mulige krumspring. Der har
arbejdet med nlm, tv- og teaterdra-
matik måske været nemmere for mig,
fordi et hvilket som helst manuskript
altid er i udvikling og på en måde
aldrig bliver helt færdigt, før nlmen
er klippet færdigt, eller stykket har
haft premiere. Selve skriveprocessen
er mindre dennitiv.
Hjerte-Form - lyrikkens svar
på Jonathan Richman
Krumspringene får en ende, da Bo
E. Hansen nnder på at kalde sig hr.
til mellemnavn. En dag i 1983 sidder
han og klipper papir i stykker. Han
laver cut-up af Hvedekorn nr. 3 og
en gammel cykelbøde stilet til Bo
Erhard Hansen. Pludselig står der
Bo hr. Hansen. Det er genialt. Nu er
det ikke længere ham selv, der skriver,
men en anden. Under det nnurligt
ændrede navn kan han acceptere
at blive trykt. I 1987 debuterer han
under navnet Bo hr. Hansen med
digtsamlingen Hjerte-Form, en
samling, der med sine lallende rim
og naive tone er et opgør med den
alvorlige 80’er digtning:
– Ideen med Hjerte-Form var at
skrive så romantisk og idyllisk som
muligt. Det var ikke et opgør med det
grimme, som jeg havde dyrket i min
tid i Cinema Noir, men et opgør med
myten om, hvordan punk og poesi
skulle være. Et opgør med det sorte.
I stedet ville jeg skrive noget lyst og
naivistisk. Helt konkret handlede det
om, at jeg prøvede at skrive mig glad,
fordi jeg personligt var nået til et
nulpunkt. Der havde været selvmord
tæt på mig, og jeg troede selv, at jeg
skulle dø af sygdom. Så det var også
en måde at rejse mig på.
Inspirationen hentede Bo hr.
Hansen i musikkens verden, men
ikke fra de larmende og eksperi-
menterende punkbands, der tidligere
havde inspireret ham. Når Eik Skaløe
underfundigt proklamerede: ”Hvorfor
dog ikke gå over åen efter vand,
hvis der på den anden side står en
vandværksmand”, når Stig Møller
konkluderede: ”To sjæle en tanke, kan
få et hjerte til at banke” eller når den
amerikanske punkrocker Jonathan
Richman, der vendte punken ryggen
og sprang ud som fuldblodsro-
mantiker og ægte trubadur, var
overstadigheden selv og erklærede sin
kærlighed til en isbil: ”Well now, ice
cream man, upon my street/ I heard
your truck outside, it’s really neat/
Ice cream man, upon my block/ Your
little chimes, they reel and they rock”,
så havde de en naiv tone til fælles.
En tone, som Bo hr. Hansen kunne
relatere til. Med de musikalske forbil-
leder i baghovedet kastede Bo hr.
Hansen sig ud i simple børnerim og
íollet billedsprog. Han havde fundet
en vej til at skrive sig fri af selvhadet
og ud af sin personlige krise:
HJERTE-FORM
Jeg vasker min hat
Og spiser min sæbe
Jeg kender de tricks
Der får folk
Til at ßæbe
Jeg rejser en bue
Og hæver min kage
Jeg elsker mit land og vil lykkeligt
ßage
Jeg tegner et træ
Og maler en himmel
Jeg sænker et lyn
Over byernes
Vrimmel
Jeg former et hjerte
Og tæller til ti
Så møder jeg dig
Som mit hjerte
kan li’
Er jeg er en god forfatter?
Bo hr. Hansen er godt klar over, at
hans evner som digter og forfatter
ikke på nogen måde har imponeret
alle. Der har været mange dårlige
anmeldelser i tidernes løb, og det
har gjort ondt. Men der har også
været gode, rigtigt gode, og det har
forvirret ham. I opsamlingsværket Bo
i bogform, der er en samlet udgave af
hans nre digtsamlinger: Hjerte-Form,
Bo nr. 2, Hr. Jørgen Leger og knæk.
idiot.eik skriver han i efterskriftet til
bogen: ”Er jeg en god forfatter? Det
er det, en politiker vil kalde et godt
spørgsmål. Jeg tror i grunden selv, at
jeg er ret unik, men det er den to-
hovedede kalv også, den skriver dog
ikke. Men for at være ærlig, så har
anmeldelserne forvirret mig. Fordi
nogles afvisning har været så massiv,
mens andres begejstring har været så
overdreven”.
Jeg spørger, om det er noget, der
stadig undrer ham, at han i den grad
deler vandene?
– Det er mærkeligt at opleve, at
man kan opfatte noget så forskelligt,
siger Bo hr. Hansen og tilføjer så:
– Men jeg har også måtte erkende,
at jeg ikke kan gøre tingene på så
mange andre måder.
Men hvad er det, du er god til, hvis du
selv skal sige det?
– Jeg tror, jeg er god til at gå ind
i nogle følelser, der enten er lidt
pinagtige eller simpelthen så elemen-
tære, at de ßeste vil skamme sig over
at tage det i deres mund. Fordi det er
for banalt. Samtidig er jeg god til at
bevæge mig på overßaden, så det kan
komme som en overraskelse, når det
en gang imellem ikke er så overßa-
48 Sorgenfri Blues
disk alligevel.
Et kritikpunkt, Bo hr. Hansen ofte
er blevet mødt af, er, hvorfor han
absolut skal skrive vittigheder hele
tiden. Hører humor overhovedet
hjemme i poesi? spørger jeg.
– Det synes jeg jo, det gør. Så har
jeg måske overgjort det lidt, fordi
jeg ikke har kunnet lade være. Det
bedste er måske en balance mellem
humoren og alvoren, og der har jeg
især helt i starten lagt lidt mere vægt
på humoren. Jeg synes helt praktisk,
at humoren kan bringe lyrikken i
øjenhøjde med nogle mennesker, som
måske ellers ikke er modtagelige for
lyrik. Og så kan det være nødvendigt
for de af os, som ofte har det lidt
svært med patetiske og overforkla-
rende digte, simpelthen at bruge
humoren som en slags våben.
Men knæk.idiot.eik. er, selvom den
også benytter sig af humor, meget ærlig
og sårbar i sine beskrivelser af din
personlige udvikling.
– Man kan også dække sig bag så
mange lag af humor og ironi, at det
personlige går tabt, og det bare bliver
en leg med ord. Hov, nu lyder jeg
fandme som en irriterende Politiken-
anmelder. Jeg får i dette øjeblik lyst
til at forsvare alle, der bare leger med
ordene uden at skænke indholdet
en tanke. Om det er godt eller skidt,
afhænger udelukkende af måden,
det bliver gjort på. Men i knæk.idiot.
eik var jeg nået
dertil, hvor
ordlege og rim
og den slags ikke
rigtig kunne
bruges til det,
jeg gerne ville
fortælle. Så jeg
tog den forkæt-
rede knækprosa
op, hvor reglen
for mig selv var
den simple at
skrive nogen-
lunde ærligt og simpelt, hvordan jeg
havde det på et vist tidspunkt af mit
liv. Ikke at jeg har bekendt alt. Der er
mange hemmeligheder tilbage.
Det hele skal ikke
handle om at skrive
Du lader til at have en ironisk distance
til mange af de ting, du har skrevet.
I Bo i bogform opremser du blandt
andet dine askoer som dramatiker.
– Fiaskoerne er noget, der har
naget mig og irriteret mig, men jeg
synes ikke, der er tale om en ironisk
distance. Den bedste måde at komme
igennem fejl og naskoer har for mig
været at udbasunere det, og af og til
kan man lære mere af sine naskoer
end sine succeser. Det er jo en af
mine specialiteter, at udpensle svag-
heder. Min private bevæggrund for
at gøre det har at gøre med min mors
opdragelse af mig. Min mor vidste
godt, at jeg havde et lidt selvudslet-
tende sind, så hun opfordrede mig
altid til at være stærk og stole på mig
selv. Jeg blev tudet ørene fulde med at
stole på mig selv, og når jeg nu ikke
gjorde det, så blev det en løgn i mine
ører. Så i stedet udstillede jeg alt det
svage.
I Hjerte-Form er der et digt, der
hedder ’Poetik’, hvor den gennemgående
pointe synes at være, at det at skrive
ikke skal fylde det hele. Er det noget, du
stadig mener, at det at være forfatter
ikke nødvendigvis er alt eller intet?
– Det var et forsøg på at lave en
antipoetik. Der var så meget snak i
nrserne om nødvendighed, og at skri-
veriet skulle være altopslugende, hvis
man gik ind i det. Så fra min side var
det et ønske om, at det ikke skulle
være sådan, men dybest set havde jeg
i virkeligheden selv den samme trang
til, at det skulle fylde det hele. Det
har da også altid været et problem for
mig at lave noget andet end at skrive.
Men i det digt, du nævner, ligger der
også et ønske om, at skriveriet ikke
må ødelægge min relation til andre
mennesker.
Udenfor er mørket ved at sænke
sig over Sorgenfri. Vi er gået fra
højhusene til Sorgenfri torv, hvor
vi nu sidder på den lokale grillbar.
Vi snakker lidt videre om byen og
vi prøver at komme i tanke om alle
de gange, Sorgenfri har optrådt i
litteraturen. Det er ikke mange. Så
prøver vi at namedroppe forfattere
eller andre kulturpersonligheder, der
er vokset op her.
– Lars HUG, siger Bo hr. Hansen.
– MC Einar, siger jeg så. Jeg er
ikke sikker, men han har rappet om
Sorgenfri på en af sine plader.
Den godtager Bo og siger så:
– Eik. Eik Skaløe har været her. Eik
holdt til i Sorgenfri en overgang, da
han og nogle venner brugte en af lej-
lighederne i højhusene som junkbule.
De havde lavet et apotekerbræk, og så
endte de her i Sorgenfri i det samme
højhuskompleks som jeg boede i.
Et apotekerbræk, det er alligevel
noget. Og derefter søge tilßugt i
Sorgenfri. Den kan jeg ikke slå. Men
så kommer jeg i tanke om Benny
Andersen. Han bor i Sorgenfri. Så
det siger jeg.
– Men han er tilßytter, siger Bo. Så
gælder det ikke.
Af Bo hr. Hansen. Udvalgte titler
Hjerte-Form. Digte (1987)
Bo nr. 2. Digte (1987)
Hr. Jørgen leger. Digte og kortprosa (1993)
De skrigende halse. Med Søren Fauli (1993)
Drengen der gik baglæns. Med Thomas Vinterberg (1994)
De største helte. Med Thomas Vinterberg (1996)
Knæk.idiot.eik. Bekendelser, digte (2000)
Kald mig bare Aksel. Manuskript (2002)
En som Hodder. Efter Bjarne Returs roman (2003)
Kunsten at græde i kor. Efter Erling Jepsens roman (2007)
49 Selvportræt
DIGT
Selvportræt
Jeg vil gerne bekende kulør: blegslank.
Jeg ligner ikke Frida Kahlo, det er bare et øjenbryn vi har til fælles.
Til gengæld synes jeg Bo hr. Hansen er fed.
Jeg vil gerne skrive som ham, men bob bob og klap lige hunden.
Det lyder ikke særlig godt, at kalde en tekst: Selvportræt
af Louise fr. Rosengreen.
Det gør det bare ikke.
Det er alle de grene, de stritter. Og stikker,
men det havde de nu også gjort, hvis jeg var navngivet noget mindre poetisk:
Louise Blomsterpind fx
Og det er alt sammen fremmedarbejdernes skyld! Og svenskernes!
Min oldefar var begge dele. Han kom hertil som skopudser
før 24årsreglen fandtes.
Det kunne ellers have skånet Danmark, og jeg ville have været der:
Skåne.
I stedet blev jeg født ind i Østerbros skum.
Det er ikke særlig sejt, det er det bare ikke,
heller ikke når man tilføjer, at det i rserne faktisk var muligt,
at nde brugte sprøjter i Fælledparkens buske.
De strittede. Og stak.
Jeg ville gerne være skorstensfejer,
men det var der ingen fremtid i (kakkelovne er en uddøende varmekilde),
så jeg valgte noget lige så sort:
Sært almindelig poet.
Jeg havde skrevet Menstruationslyrik, en genre jeg havde hørt Dan Turell omtale i
tv.
Jeg havde skrevet digtcyklussen ’Pletblødninger’.
Jeg havde sendt tekster af sted til tidsskrifter som Hvedekorn med kuvert,
frimærke og følgebrev. Men hvedebrødsdagene gik bare, og afslaget var en
mavepuster på såret:
”Du bør overveje at læse nogle bøger, før du skriver mere. Og så spids lige
blyanten.”
Jeg måtte kravle op på den læsehest, jeg allerede sad på.
Af Louise fr. Rosengreen
50 Selvportræt
Hyp hyp! Og hip hip hurra!
Fornærmelse fremmer forståelsen og meget kan man sige, men jeg gik galop i
det.
Jeg blev hylet ud af den, men jeg afskrev ikke det sært almindelige.
Jeg ville skrive som Allen Ginsberg, med omvendt seksuelt fortegn:
Danmark, jeg har givet dig alt, og nu er jeg et røvhul.
Danmark en kassekredit og røde ører november 2, 2008
Danmark, behold venligst tøjet på. Jeg fryser allerede.
Men, men, men …
Jeg sadlede skrivetøjet.
Jeg sendte en tekst ind til et andet tidsskrift, Reception.
Temaet var ’lort’, så det burde ikke være så svært
at blive trykt, mente jeg, når man egentlig godt kunne sammenligne
sin digtproduktion med ekskrementfremstilling.
Jeg skrev i min notesbog:
”Jeg ville ønske jeg kunne sprøjte
poesien ud i pølser
så også andre kunne se
at jeg har talent.”
Så stregede jeg det over:
”Jeg ville ønske jeg kunne sprøjte
poesien ud i pølser
så også andre kunne se
at jeg har talent.”
Det var jo både prætentiøst og patetisk.
”Jeg ville ønske jeg kunne sprøjte
poesien ud i pølser
så også andre kunne se
at jeg har talent.”
Tag dig dog sammen! Så det gjorde jeg – tog mig dog sammen,
og skrev noget kort kortprosa i stedet: ’Fæces fortællinger fra et frokostbord’.
Det var lidt plat, men titler med mange bogstavrim er altid et hit.
Det har jeg selv lært fra journalistikken.
Men alligevel, bob bob og så turde jeg alligevel ikke kendes ved min egen tekst.
51 Selvportræt
I panik fandt jeg på noget så uopndsomt som et pseudonym.
Selvfølgelig var det ikke Louise Rosengreen, der havde skrevet om l o r t.
Det var Ursula von Braun!
Hun var bare lidt oppe i årene og ikke kommet med på emailen endnu.
Kvinder og teknik, skrev jeg til Reception,
der gerne vil trykke Ursula von Brauns lortetekst,
der var bare en lille ting …
Nu bliver det pinligt!
Men jeg må udlevere mig selv, for at andre ikke gør den samme fejltagelse:
Det første man bør vide, når man nder på noget så uopndsomt som et
pseudonym, er
at Ursula von Braun er et afdødt adeligt kvindemenneske, der levede i Tyskland
tidligere på sidste århundrede.
Hvordan kan det være, at hele hendes stamtræ ligger på Internettet, når hun ikke
selv kan nde ud af at sende en epost?
Hvordan kan Ursula von Braun skrive om McDonalds og salmonella og
leverpostejsmadder?
Det hedder anakronisme: en fejl, der består, i at et fænomen omtales som
hørende til i en tidligere periode end den, hvori det i virkeligheden hører
hjemme.
Receptions redaktion var ikke dumme!
Det var jeg! Og sært ualmindelig,
midt i al almindeligheden.
Det var ikke det jeg ville.
Jeg ville skrive som Tove Ditlevsen, om min barndommens gade, der ikke hed
ABCgade, selvom vi kaldte den det. Østerbrogade 154 A-E.
Jeg ville skrive som Halfdan Rasmussen,
både når han børnerimede, og når han var ude og sejle med det mere
eksistentielle.
Jeg ville skrive som Inger Christensen: søvnløse sommer sonætter
Jeg ville skrive som Christo Piphanz Likør, men det virkede ikke rigtig rigtigt.
Ikke som når han selv gør det. Jeg citerer:
52 Selvportræt
”I min fritid er jeg en agstang
og min hund er en kængurustylte
Jeg stemmer sult på hveps
for mrekastanier til mezzodyt
Halvdelen af min glemsel
tørrer ind til syltet gonoré
Bagerst i køleskabet”
1
Jeg ville skrive et digt, om hvor gerne jeg ville skrive et digt,
men i stedet blev jeg gab gab træt af mig selv.
Hvorfor kunne jeg ikke bare skrive det, som det var.
Det er ikke nemt, selvom jeg har været på tryghedsafvænning,
for roser er ikke altid velkomne i digte.
Men jeg tør godt,
nu: Bo og co. er bare bedre.
Og de kan godt være det bekendt.
1 Likør, Christo Piphanz (2005): ’Selvportrætter af den forkerte’ fra ”Vi maler med
pindsvin – Bekendelser fra den forkerte baglinje”, Nisse Q. Prullbürger Forlag, Kirke
Hyllinge.
Louise Fr. Rosengreens rigtige navn er redaktionen bekendt
53 Alting begynder i Gram
AF JESPER SCHMIDT LORENZEN
Folk fra Gram har Gram-ler i blodet. Og så alligevel ikke. Erling Jepsen og
Henrik Ruben Genz’ bog begynder ganske vist i Gram, men ender i et
sammenkog af minder og fikse ideer
Alting begynder
i Gram
Erling Jepsen og Henrik Ruben Genz: Alting
begynder i Gram. 231 sider. Borgen 2008
Dvx soxuvviysxv sio)sny Gram er en pudsig størrelse.
Der er så nnt i den store slotspark med karpedammen og
den nye naturlegeplads, og der er to attraktive rundkørsler
for at lokke udefrakommende lastbiler til byen. Den
ene rundkørsel er for tiden under ombygning, så nu har
Gram fået en lyskurv, og det har sat Gram på den anden
ende, så præsten i sin juleprædiken kan more sig over sine
sognebørns utålmodighed og bede dem fryde sig over den
ekstra tid, de nu gratis får til fordybelse og reßeksion. For
der er en del at tænke over, når man kommer fra Gram.
Det skyldes bl.a., at man blandt bysbørnene kan nnde folk
som Kaj Ikast, Per Vers, Jesper Lorenzen og Erling Jepsen,
hvilket giver én en slags medansvar for Storebæltsbroen,
Danmarks mindst aggressive hiphop, en lunken anmeldel-
se og en autentisk historie om incest. Sidstnævnte hedder
Kunsten at græde i kor og sendte chokbølger gennem
Gram, men ramte til gengæld så bredt i resten af landet, at
den blev til et biografhit, der hittede så hårdt, at den nk en
efterfølger.
Frygtelig Lykkelig foregår i Højer, men er instrueret af
Henrik Ruben Genz, der er vokset op i Gram, og det
endda lige overfor Erling Jepsen på Åvej. Når man sådan
er kommet til succes og ikke har set hinanden i mange år,
må man have en masse at snakke om. For ikke nok med,
at det er pudsigt, at de skulle få succes og møde hinanden
på den måde, så er de jo vokset op et pudsigt sted, og det
må have gjort dem til nogle ret pudsige typer. Det mener
de i hvert fald selv. Så nu har de lavet en bog med pudsige
samtaler.
At de har haft en masse at snakke om, afspejler sig i
bogens omfang. Den er blevet til over (mindst) .c møder
i løbet af lidt over et år, og derfor varer samtalerne a..
sider, hvilket fremstår ret overvældende. Samtalerne virker
ufokuserede, hvilket nok kunne have resulteret i nogle
nne digressioner, der ville få hovedpersonerne til at virke
hittepåsomme og levende, og på den måde retfærdiggøre,
at man følger med i deres samtaler, men desværre munder
det hele ud i meget lidt. Der er lettere forvirrede og
íollede anekdoter, men mest af alt er det en besynderlig
blanding af selvmytologisering og selvransagende udleve-
ring, som aldrig bliver involverende, hvorfor det er svært
ikke at blive vildt irriteret på forfatterne. Især Jepsen.
I Gram er der en lergrav, hvor turisterne kan grave efter
hvaler fra millioner af år siden med en skruetrækker. Præ-
missen for samtalerne er, at Jepsen er af den overbevisning,
at med alle de urtidsdyr i jorden må menneskene, der lever
der, også være primitive, de har Gram-ler i blodet. Da det
er lykkedes de to forfattere at forlade Gram, mener Jepsen,
at de må være en smule anderledes; de må være undergået
en slags mindre mutation og derfor være i stand til at
beskrive Gram. Den er Ruben Genz ikke sikker på, at han
er med på, men så pointerer Jepsen også, at Ruben Genz
forældre stammer fra Tyskland og derfor nok ikke har så
meget ler i blodet.
Det er egentlig den struktur, bogen følger: Jepsen
kommer med en forklaring på, hvorfor de, deres succes
eller Gram er, som de er, Ruben Genz korrigerer Jepsen
lidt resigneret, Jepsen prøver at udlægge en ny forklaring
med forbehold, så de næsten passer sammen med Genz’
version.
Denne form resulterer i, at det smånlosonske bliver bun-
det op på Jepsens nkse idéer, der sjældent er interessante.
Det medfører, at bogen mangler det, de ßeste vel læser
erindrende samtalebøger for: livsvisdom og lune. Det kan
godt være, at det ikke er nemt at vokse op i Gram, men et
eller andet må de da have lært, noget, som kan omsættes
til en aforisme eller et livsmotto. Eller i det mindste nnde
frem til, at de på det og det tidspunkt kom til en erken-
delse. Skrive ting, som livsbekræfter en læser.
Selve erindringsstoßet er også en blandet landhandel.
Nogle episoder omhandler deres respektive familier, nogle
deres indbyrdes forhold dengang (som de gang på gang
54 Alting begynder i Gram
kommer frem til, er næsten ikke-eksisterende), og nogle
er myter fra Gram. De sidste er de mest interessante, men
der er jo mange ßere, som er mindst lige så gode, og de
kunne sagtens være viderebragt af bedre fortællere.
Resten er et sammensurium af minder, der peger på, at
Gram er et pudsigt sted. Der er både de store, genken-
delige, historiske episoder som a. verdenskrig ( Jepsens
forfædre var nazister, oplyser han, men det er ok, for i
Gram laver man jo pudsige ting) og .o6î, og andre, mere
personlige om at blive skudt med geværer, lege indianere,
prøve at komme i avisen, drikke for gammel mælk og
spise en mere ulækker udgave af havregrød m.m. Nogle
gange diskuterer de så, om de virker troværdige nok, om
folk virkelig vil tro på, at der er så pudsigt i Gram. Andre
gange påstår de, at hinanden lyver, og nogle gange bliver
det afvist, andre gange indrømmet. Det er da nnt nok at
lyve om sine erindringer, hvis det bliver mere interessant,
men hvorfor i alverden gøre så stort et nummer ud af, om
det er løgn eller ej?
Enkelte af anekdoterne er hæderlige og oprigtigt
pudsige, især nogle af Ruben Genz’, men de bygger bare
aldrig op til noget. Han lader endda ßere gange til at være
i tvivl om, hvorfor han er gået med på Jepsens idé om
at lave bogen. Hvad det hele skal gøre godt for. Jepsen
forsøger at overbevise ham om, at det er en proces, der
vil gavne ham, men læseren bliver ikke meget klogere på,
hvad vedkommende skal stille op med bogen.
En dag for mange år siden havde min far mistet sin
tegnebog, mens han var steget ud af sin traktor for at lade
vandet. I Gram, hvor alle ved, hvem alle er, kendte min far
godt en mand, der havde en hund, som var trænet i at nnde
tabte genstande. Det syntes jeg lød sejt, og jeg tog med ud
for at møde manden med den dygtige hund. Senere viste
det sig, at manden med hunden havde haft for vane at gå i
seng med sine børn, hvoraf den ene var Erling Jepsen. Dét
er satme en brutal historie. Det er den her ikke. Den er hel-
ler ikke rigtig munter. Ret pudsig, men mest bare ligegyldig.
Og desuden er folk fra Ribe væsentligt mere íollede.
Pudsig illustration.
Af en pointe
AF MADS EMIL WIVEL
Digtergruppen Koordinat
arbejder med litterære sym-
fonier – en form for digtop-
læsning, hvor medlemmernes
tekster bringes i samspil med
hinanden. Koordinatmedlem-
met Lars-Emil Woetmann
Nielsen fortæller her om
gruppen, symfonier og om at
være ung digter
Symfonisk
fællesskab
P
~ vvi uu fra KUAs kantine
kommer digteren Lars-Emil
Woetmann Nielsen gående
med en kop kaße i hånden og en
taske over skulderen. Han er iført
en slidt, blå DSB-blazer, røde sko
og bukser, som er foldet op til under
knæene. Håret er stort og krøllet,
og de pæne sorte briller gør, at hans
udseende får en passende balance
mellem ßagrende digter og intellek-
tuel studerende.
Lars-Emil læser på Københavns
Universitet og har siden 2002 været
med i digtergruppen Koordinat, som
han selv er medstifter af. Digtergrup-
pen tæller i alt otte medlemmer og
blev dannet af en gruppe brugere
af internetsiden digte.dk. De fandt
sammen om den fælles holdning, at
internetforummet var for uambitiøst.
56 Symfonisk fællesskab
INTERVIEW
I stedet ville de danne et fællesskab,
som kunne skabe noget med lidt
mere kød på.
Koordinats medlemmer beskæftiger
sig med vidt forskellige ting: Én er
pedel i Silkeborg, en anden går på
forfatterskolen i Sverige, mens en
tredje er multimediedesigner i Am-
sterdam. De er spredt for alle vinde
og har meget forskellige holdninger
til litteratur og meget forskellige
tilgange til at skrive litteratur. Som
Lars-Emil gestikulerende formulerer
det, er det, de har tilfælles, en græs-
rodsbevidsthed: En indstilling til, at
man kan gøre tingene selv i stedet for
at gå ind i og indordne sig under et
etableret system.
Koordinat løfter i flok
Koordinat har optrådt med sym-
fonierne på Roskilde Festival, på
teater-festivaler og på caféer og
spillesteder rundt omkring i landet.
Symfonierne kræver samarbejde og
nøjagtig koordinering. Nogle gange
læser alle i gruppen hver deres tekst
op på samme tid, mens der andre
gange kun er en enkelt, der taler.
Det kan virke som en svær opgave at
skabe et så tight samarbejde, når man
er en gruppe bestående af så forskel-
lige personligheder. Men Lars-Emil
forklarer med et glimt i øjet, at de er
gode til hver især at sætte deres egne
digterpersonligheder lidt i baggrun-
den. De har en fælles bevidsthed om,
at det resultat, som opstår af deres
kollektive arbejde, er mere interessant
end enkeltmandspræstationerne.
På spørgsmålet om, hvordan de
forbereder symfonierne, svarer
Lars-Emil meget pragmatisk: ”Først
og fremmest er det et spørgsmål om,
at der skal skrives en hulens masse
tekst. Vores korteste optræden varede
tre kvarter og vores længste varede
halvanden time. Og når der kører
fem spor på en gang, så skal der
produceres rigtig meget tekst.”
Gruppemedlemmerne skriver tek-
sterne hver for sig, men de skriver ud
fra en række overordnede temaer og
har hele tiden en sideløbende dialog
om, hvilken vej de hver især bevæger
sig. Engang imellem sætter de sig
sammen med det, de har produceret,
og kombinerer det til en tekstmasse.
Når de mødes, skriver de ofte videre
på hinandens tekster, og på den måde
bliver der skabt forbindelser mellem
de forskellige stykker. Når der til sidst
er dannet en tilpas stor basismængde
af tekst, bliver den klippet op og for-
delt mellem Koordinatmedlemmerne.
Tilpasset, så den ved oplæsning
fremstår som en symfoni af sprog.
Man bliver doven af
kunststøtte
Lars-Emil forklarer, at dannelsen af
gruppen skete på baggrund af den
erkendelse, at det som ung digter
er meget svært at blive en del af det
litterære system. Det er svært at få
udgivet sine tekster på et forlag,
og derfor blev Koordinat dannet
ud fra parolen om, at ”hvis vi ikke
kan blive en del af institutionerne,
så laver vi vores egen institution”.
Gør-det-selv-ånden spiller en vigtig
rolle i Koordinat. De har aldrig søgt
penge til noget og vil heller aldrig
gøre det. Det er et grundprincip at
være fuldstændig uafhængige. Dette
princip ligger nnt i forlængelse af
Lars-Emils eget syn på at være ung
digter: ”Man kan ikke leve af at være
digter! Men det generer mig ikke, for
jeg har en ide om, at det er sundt at
lave andre ting. Man kan ikke bare
sætte sig ned og sige ”nu er jeg digter”
og derefter skal staten betale for, hvad
man laver. Det bliver man doven af.
Det er nnt, at der er kunststøtte, men
det skal ikke være noget, man bare får
automatisk.”
Det kan umiddelbart virke lidt
selvmodsigende, at en ung, struggling
digter ikke uden forbehold går ind
for kunststøtte. Men Lars-Emil og
resten af Koordinat er generelt svære
at sætte i bås. På spørgsmålet om
Koordinat har et bestemt budskab,
svarer Lars-Emil: ”Nej. Det er en af
pointerne med Koordinat: Vi har
mange budskaber. Vi vil ikke være
fanget i en enkelt måde at se verden
på. Det, vi gerne vil, er at sætte
forskellige stemmer i spil, som kan
modsige hinanden.”
Når symfonierne opleves live, er det
først og fremmest den koordinerede
oplæsning og de nnurlige sprogbil-
leder, som fascinerer. Det er svært i
begyndelsen at danne sig en mening
med det hele. Men Koordinat
gentager systematisk forskellige ord
og sætninger, for at man derved som
publikum skaber forbindelser og
danner sig meninger i det varierede
sproglandskab. Man nnder næppe de
samme betydninger som sidemanden,
men det er jo netop én af symfonier-
nes pointer.
Kaßen er efterhånden drukket, og
Lars-Emil har snart en aftale om
at spille et parti skak på en café i
nærheden. Han påpeger konklude-
rende, at Koordinat først og fremmest
er en platform, hvor digterne kan
udvikle sig i et fællesskab. Og da
han afslutningsvis skal svare på, om
Koordinat har opnået deres mål, siger
han: ”Vi har opnået, at der ikke er
nogen blokeringer for, hvad vi kan
tillade os. Derudover bliver navnet
Koordinat efterhånden genkendt, så
der altid dukker folk op til vores ar-
rangementer. Koordinat er et redskab
til at få ting gjort. Det er svært at
udrette noget, hvis man er helt alene
om det.”
AF MADS EMIL WIVEL
Symfonisk
fællesskab
57 Välkommen till förorten
OMTALE
AF ANDERS SCHREINER
Traditionsbevidst billedsprog og benhård socialrealisme
i livtag hos den svenske digter Johannes Anyuru
Välkommen till förorten
S
iuvx uucivvisvx ~v sin første digtsamling, Det
är bara gudarna som är nya i 2003, har Johannes
Anyuru været regnet som en af de mest lovende
blandt de unge forfattere med eksotisk efternavn og rod
uden for Sverige, der er slået igennem indenfor det sidste
årti. Af disse er kun Jonas Hassen Khemiri (Ett öga rött,
Montecore: en unik tiger) for alvor slået igennem i Dan-
mark, mens Marjaneh Bakhtiari (Kalla det vad fan du vill)
og Alejandro Leiva Wenger (Till vår ära) har fået meget
omtale og en del både kritisk og salgsmæssig succes i
hjemlandet. Hvad det præcis er, der forener disse forfat-
tere, udover deres indvandrerbaggrund, står oftest mindre
klart, men der opereres allerede litteraturhistorisk med en
strømning af indvandrerlitteratur som en af de vigtigste
tendenser efter årtusindskiftet.
Det är bara… er noget så sjældent som en digtsamling,
der udspiller sig i en trøstesløs forstad til Göteborg.
Bogens for- og bagside viser et foto af et natteøde område
mellem husblokkene med bænke og tørre buske oplyst af
gadelamper og en baggrund af svævende, lysende vinduer.
Inde i bogen er det dog ikke det tyst poetiske, man møder
mest af, det er snarere en bog, man hvirvles igennem. I
et suggestivt, billedmættet sprog med lån fra især den
svenske rapgruppe Te Latin Kings og Homers Iliaden
føres man på medrivende og original vis ind i mørkets
hjerte og ud i samfundets periferi. Og der er en fantastisk
sproglig energi og også en vis træfsikkerhed i billedspro-
get, som gør, at man tilgiver passager med lidt ufokuseret
og smårodet metaforik.
Betonforstaden er hos Anyuru en krigszone på linie med
Homers Troja. En ung mand fra området beskrives som
”en svart knytnäve/ som svävar genom city, en sköld med/
utskurna ögon” (s. 34). Billedet af de tilknappede, dirrende
aggressive, unge kroppe som indhyllede i bronzerustning
med hjelm og skjold, hvor kun øjnene virker sårbare
og menneskelige, er i det hele taget et gennemgående
greb i bogen. Og det er et meget præcist greb, der føles
både oplagt og øjenåbnende. Sådan er man ikke vant til
at se Vollsmose-bøller fremstillet – som græske hoplit-
ter – men man ser det for sig. Den slags sammenstød
mellem en højtsvungen, metaforbaseret stil og en barsk,
socialrealistisk indholdsside er bogens virkelige claim
to fame: ”Mödrarna/ med sina oändliga hjärtan av tvätt
i famnarna/ som vita bål i den blå skymningen” (s. 13).
Eller fædrene, der enten er arbejdsløse eller forsvundne,
og kun har efterladt sig deres efternavne ”klistrade upp
på dörrarna/ som diagnoser på/ obotliga sjukdomar” (s.
41). Den manglende opbakning fra fædrene modsvares
af det store svigt fra det omgivende samfund, der mest
viser sig i form af politibiler, der patruljerer i det besatte
område. Her er ingen tegn på opsøgende socialt arbejde
fra nærpolitistationen eller skole-hjem-samarbejde, blot
en dyb kløft mellem samfund og outsider. Det är bara…
viser Anyuru både som en vred, ung mand med kraft til at
tale sin samfundsgruppes sag og samtidig som en nnlit-
terær, traditionsbevidst digter med umiskendelig tæft for
billedsprog.
Man behøver ikke være litterær agent for at se både
mulighederne og faren i rollen som talerør for en gruppe,
som alle taler om, men ingen med. Det er svært ikke også,
med troldsplinten i øjet, at læse et element af aßad ind i
den måde, det litterære miljø i Sverige fra den ene dag til
den anden så godt som kanoniserede Det är bara… De
litterære kvaliteter i debuten berettiger ganske vist til store
roser, men risikoen var overhængende for, at den selvbe-
vidste rebel skulle blive krammet ihjel som politisk korrekt
mærkevare. Med sin anden digtsamling ændrede Anyuru
da også delvist kurs. Omega (2005) er, som forgængeren,
en vildtvoksende, medrivende og stærkt billedrig bog,
men der er skruet en del ned for tempo og volumen. Vi
bennder os stadig blandt rodløse i de dele af Göteborg,
hvor Anderson’erne og Svenson’erne er forsvindende
få, men tonen er blevet mindre storskrydende, mindre
patetisk og mytologiserende. I stedet har en tænksom
melankoli sneget sig ind. Det kunne givetvis tænde de
røde advarselslamper hos nogle, men der er også kvaliteter
58 Välkommen till förorten
her, som ikke fandtes i debuten. Hos Anyuru var det
måske vildskaben og spontaniteten – at metaforerne ikke
havde været gennem en smagscentrifuge – som man holdt
af fra starten. Men den ekstra kontrol over virkemidlerne,
som Omega demonstrerer, gør samlingen mindre ßimrende
og mere helstøbt end forgængeren. Centralt i bogen står
stadig døden og venskabet, men denne gang uden teater-
blod og bravader. Her er sygehus og krematorium; man
dør af cancer og ikke ved sværdet. Men der er også en
optimistisk længsel mod noget, som bogen prøver og ret
godt lykkes med at indkredse. Det kosmiske og historiske
perspektiv, der i Det är bara… bragte Olympen ned blandt
de håbløse, bliver her et fortrøstningsfuldt forsøg på at
skabe mening og sammenhæng. Fortællerjeget og hans
omgangskreds bennder sig ikke blot i de konkrete, ofte
íendtligt indstillede omgivelser, hvor de betragtes som
pariaer, men også i et meget større rum, jordklodens og
selve universets rum. Og Anyuru leger ßere steder med
at lade disse rum opløses i hinanden og ßyde sammen
i smukke drømmebilleder. Som her, i samlingens mest
åbenlyst religiøst optagne digt, citeret i sin helhed:
Det nnns
ett stycke i Koranen, i andra suran
som jag läser ibland, några
enkla radar
om den yttersta dagen
som jag
läsar gråter
sedan
med en sådan
nästan
letthet -
Världen löser upp sig
som en magnecyl i blodet
och virvlar, pulvervit, ut
ur munnen och näsborrarna
Man somnar (s. 50)
Her har islam (og vel især det litterære sprog, religionen
fremtræder gennem) omtrent samme eßekt som et
kraftigt narkotikum, der ophæver individets grænser og
binder verden sammen i ekstasen. Det er ikke helt samme
bevidsthedsudvidende virkning man får hos Anyuru, men
mindre kan bestemt også gøre det.
Litteratur
Johannes Anyuru: Det är bara gudarna som är nya (2003)
og Omega (2005). Begge udgivet på forlaget Wahlström
& Widstrand
Man behøver ikke være litterær agent for at se
både mulighederne og faren i rollen som tale-
rør for en gruppe, som alle taler om, men ingen
med. For at blive brandet som hele landets fa-
voritperker, om man vil
59 Verden sover rævesøvn, digterne jager
ANALYSE
AF RENÉ RASMUSSEN
Betragtninger over nogle digte og en roman fra 2008
Verden sover rævesøvn,
digterne jager
D
ic)v vv iicvso: anden skønlitteratur karak-
teriseret ved, at de cirkler om det, der ikke kan
forstås: døden, kønnet, sprogets grænser, angsten
osv. Digte forsøger i høj grad at gribe det, som ikke kan
fastholdes i sproget. Det, der fascinerer eller skræmmer
ved digte, er spændingen mellem det, der umiddelbart kan
forstås, og det, der modstår forståelse. Kedsomhed, eller
en idé om, at digte er noget, som kun visse mennesker kan
forstå eller læse, er for så vidt reaktion på det, der ikke kan
læses eller forstås på kortere eller længere sigt i digte.
En særlig læsestrategi over for digtes gådefulde verden
er en søgen efter en mening, der mere eller mindre kan
forklare digtet fuldt ud. En sådan holistisk menings-
søgende læsestrategi består i via analyse at nå frem til
en transformation af digtenes uforståelige sider eller
deres ikke-mening til noget, der kan forstås helt, og som
giver mening. Ligesom læseren, der keder sig, synes den
meningssøgende læser at frygte den ikke-mening, som
et digt kan fremskrive. En sådan læser ønsker at forskyde
digtets særlige og ofte ømtålelige balance mellem mening
og ikke-mening til fordel for det meningsfulde. Det er
specielt tydeligt i vores tidsalder, hvor alt skal forstås og
forklares (tænk blot på den udprægede fantasi om, at alt
kan forklares biologisk), eller hvor alt skal gøres gen-
nemsigtigt (alle vores adfærdsformer kan således testes,
evalueres eller klargøres i scanninger eller genetiske
forklaringsmodeller).
Digte udgør i den henseende en anden verden. De
repræsenterer et univers, der ikke kan indordnes under
herskende politiske eller videnskabelige strømninger. Det
betyder ikke, at de rummer særlige politiske budskaber
eller intentioner, men at de udgør åndehuller i en tidsalder,
der er præget af fantasien om gennemsigtighed og total
forståelse. De udgør stille subversive kræfter i forhold
til gældende virkelighed og alle de forestillinger, der
forsøger at forklare vores køn, død og plads i livet eller
sproget på entydig vis. De er ’uforsigtige’ rejser i sprogets
ocean, som Naja Maria Aidt udtrykker det: ”Du ser det
når / du lukker øjet / halvt det skyller / over blanke / sten
i mørkningen / det strømmer / under sandet / i et hav
det er / en glæde en / gåde et gisp / en uforsigtig / rejse”
(Poesibog, s. 33)
Grotrians frelse
Simon Grotrians digte udgør åndehuller i gennemsigtig-
hedens tidsalder. De kredser om angsten, Gud, frelsen,
den digteriske proces, sproget og digtenes helt egen eksi-
stensform. Det ses også i Citroner til Vorherre, der består af
fyrre bønner, der er holdt i en mere dæmpet sproglig form,
end vi er vant til fra Grotrian. Disse bønner udtrykker et
stort ønske om at blive frelst fra især angsten i livet, idet
angsten fremstår som et træk ved den menneskelig væren,
som kun Guds rige kan frelse os fra. Grotrians digte har
altid søgt en særlig fred i Guds rige, og det er endnu tyde-
ligere i bønnerne i Citroner til Vorherre, hvor selv citronen
rummer en tro (s. 40). Vorherre skal frelse os fra angsten,
depressionen, vores (syge)journaler, selvmord, spændetrøje,
íendebilleder osv. ”Forbarm dig. Slå dette troldspejl ned,
en vældig kimæreblomst i haverne” (s. 17). Himmelfarten
kommer også poetisk til udtryk på denne måde: ”Kære
Gud, det er alt for belastende at være til. Så må man være
fra” (s. 31) .
Grotrians bønner matcher ikke typogransk eller genre-
mæssigt med den lyriske genre, men heller ikke med de
bønner, som den danske protestantiske folkekirke prakti-
serer i en stor del af det religiøse liv. Det udelukker på den
anden side ikke, at de kan indgå i menigheders åndelige
inventarium, eller at Grotrians særlige digteriske stil gen-
nemtrænger disse bønner. Det er sidstnævnte aspekt, der
gør dem interessante, ud over som bidrag til den religiøse
rivalitet (kristen versus muslim), der ßorerer i det danske
land for tiden.
Bønnerne ligger samtidig i forlængelse af en barok
digtning, som også satte sin lid til frelsen i det hinsides,
men med den store forskel, at Grotrians bønner stort set
kun fremstiller livet som et ubehageligt sted, hvor f.eks.
60 Verden sover rævesøvn, digterne jager
Tomas Kingo så livet som bestemt af modsætninger som
glæde og sorg eller lindring og smerte. ”Flammegasser
truer med at æde det hele op, sygdom, sult og vold” (s. 28).
Med en særlig tiltro til livet efter døden udfolder Grotrian
i sine bønner ønsket om et sted uden for livets lidelser:
”Led os mod din frelse med tåge, der brænder. Amen” (s.
43). Hvor den barokke digtning trods alt rummede en
form for accept af livets modsætninger, synes forsoningen
for ham at være frelsen i det hinsides eller ligge i fremsæt-
telsen af bønner. Frelsen, eller vejen mod den, er imidlertid
belagt med smerte (”tåge, der brænder”), der udtrykker en
særlig form for dødsdrift (”at være fra”).
På den anden side udgør bønnernes kraftfulde sprog en
udvej eller en ’frelse’ fra denne form for dødsdrift. Den
særlige ’frelse’, som digtene tilbyder fra denne dødsdrift, er
ikke den samme som den, de beskriver i de mangfoldige
’amen’, dvs. frelsen fra livet i døden, i himlen. Den ligger i
deres sprogs metaforiske sammenstød, deres små narrative
forløb eller glæden ved at læse hen over den skræmmende
angst. Sproget træder så at sige forsonende ind som en
distance til hyldesten til livet i (efter) døden.
Grotrians bønner er ikke direkte politiske, men åbner for
at tænke virkeligheden på andre måder end den gængse
videnskabelige og politiske. Hvor de på ’indholdssiden’
søger en frelse for verdens fortrædeligheder i det hinsides,
i Guds almagt og rige, udgør de på den sproglige side,
eller i deres minimale narrative forløb, en hyldest til og
en udfoldelse i sproget, der i sig selv udgør et åndehul
fra gennemsigtighedens svøbe. Formentlig udgør deres
særlige, oftest stærkt metaforiske form også en særlig
formindskelse af den angst, som forfatteren fokuserer så
meget på, om ikke for andre så for ham selv. Det kan i den
sammenhæng noteres, at Gud, der i tidligere digtsam-
linger udgør en ambivalent ngur, der ikke kun lindrede
angsten, men også syntes at åbne for den, optræder
mindre ambivalent her. Den guddommelige tåge brænder
dog stadig (jf. ovenfor).
For folk, der er vokset op i en kristen kultur, men ikke
tror, vil en del af disse bønner fremstå med en særlig
drejning, som det kan være vanskeligt at forlige sig med.
Men Grotrians jagt på overrumplende metaforer har
samtidig et subversivt præg. Verden vækkes fra dens dvale
i dette sprog: ”Verden styrter sammen fra nre hjørner som
et lændeklæde om frelsen” (s. 53). En mulig fortolkning:
Verden (med dens nre verdenshjørner) kollapser, hvilket
samtidig er frelsen, ligesom Jesu lændeklæde på korset
dæmper hans lidelse og synden knyttet til hans køn. Det
interessante er ikke, om denne fortolkning er den eneste
mulige eller særlig rammende, men at den peger på,
hvordan kønnets og dødens (sammenstyrtning, korsfæ-
stelse osv.) usikre status i sproget bliver iscenesat gennem
sprogets særlige genvordigheder i Grotrians univers.
Grotrians bønner er afdæmpede, sproglige genvordig-
heder, hvis de sammenlignes med hans tidligere digt-
samlinger, hvor metaforernes løbske form ofte umuliggør
fortolkninger af andet end mindre fragmenter af digtene,
der evt. kan sammenholdes med andre fragmenter. Al-
ligevel rummer de konfrontationer med det, som vi ikke
kan forstå (angsten, døden, kønnet osv.). Det samme er
tilfældet med digtsamlingen Å, hvis titel bl.a. henviser til
en konkret å og spiller på det berømte ”Oh”, en klassisk
henvendelsesform i digte til en person, der ikke er til stede
i digtet (den elskede, Gud, den døde osv.). Der er samtidig
færre ord, vers, strofer osv. i Å, end vi plejer at se hos
Grotrian, hvormed de enkelte ord eller strofer træder frem
i en nøgenhed, samtidig med at den metaforiske gnist,
der præger de tidligere digtsamlinger, ofte udebliver. Det
er f.eks. tilfældet her: ”Syrener / under / månen. // Laks /
i / rønne.” (s. 56) Ordet ’rønne’ spiller naturligvis både på
byen Rønne, hvor der næsten ingen laks/nsk er efter nske-
forbuddet, og en rønne, dvs. en faldefærdig bygning eller
stenbunke, og står på den måde i modsætning til syrener,
der blomstrer under månen. Men ligesom i en række
andre tilfælde fascinerer de metaforiske sammenstød ikke.
Dette er måske den omkostning, som man må betale, når
man som Grotrian er behersket af jagten på metaforens
61 Verden sover rævesøvn, digterne jager
særlige betydning, der for ham er forbundet med ideen
om alle tings lys eller oplysning i det guddommelige.
Visse troende mener, de har set dette lys, men for andre,
ikke-troende er det et mærkværdigt postulat, som digtene
visse steder underforstår. Andre steder formår de imid-
lertid at fastholde spændingen mellem det forståelige og
det uforståelige: ”Åen snor sig / digtet er en liter” (s. 83).
Digte er en del af (en liter) af sproget (åen), der bevæger
(snor) sig. Sproget omfavner måske digtet, men ingen
mening kan entydigt fastholde det, eftersom det ßyder. I
den sammenhæng får angsten også en anden betoning:
”Vi bliver klinet til angsten, der skaber” (s. 85). Angsten
optræder her, ligesom hos Kierkegaard, som en årsag,
der skaber noget (måske digte), mens den i bønnerne
fremstår som en horribel virkelighed, der skal overvindes
via frelsen. Sproget har en årsag i angsten, som det dog
aldrig kan blive identisk med. ”Vandet plasker hen imod
papirerne / en sluseport / og endelig / står digtet åbent”
(s. 76). Digtet åbner sig for sprogets eller vandets fos, står
åbent for fortolkninger, eller det optræder som en særlig
lukke- og åbnemekanisme (’sluseport’) i sprogets univers.
Under alle omstændigheder er digte en åbenhed i sproget.
En gud, vi har forladt
I Trine Andersens På den anden side er der ingen påkaldel-
se af en frelse fra sprogets, kønnets eller det politiskes for-
trædeligheder. Derimod formår hun at fastholde politiske
og racemæssige fænomener i en sproglig spænding, der
ikke blot forbinder sig med vores aktuelle verdensscene,
men gør dem til almene fænomener med unik karakter.
De er fælles kulturelle fænomener, men har også deres
egen særlige form. Det sker med udsigt til vores naboland,
Sverige, og andre steder i Europa og Afrika, med fodfæste
i storbyen eller betragtninger over den såkaldte natur
udenfor. Det sker samtidig med en nn fornemmelse for
digtningens univers. Her i en parodi på første sonet fra
Sommerfugledalen af Inger Christensen: ”de stiger op pla-
netens coladåser / for at synge som hule vindspil i hækken
/ (…) // ret skal være ret måske er de / selvbefrugtende
zink og farvestof ” (”Hjemme 3”, s. 56). Hvor Christensens
sonetkrans påkalder sig naturens vidundere (sommerfugle,
der stiger), understreger Andersen, at disse for længst er
lagt bag os (sommerfuglen er blevet til en coladåse), eller
at vi har forladt dem, som vi har forladt en gud: ”der må
nndes en gud / som vi har forladt” (”Maputo 3”, s. 39).
Kønnet spiller en stor rolle i dette gudsforladte univers:
”og selvfølgelig kød / små silkebløde klitorisser / skåret ud
af afrikanske pigebørn / (…) / autentisk” (”Bispebjerg”, s.
21). Denne ’autentiske’ omskæring efterlader de afrikanske
pigebørn uden nydelse og stort håb, men med angst og
død, eftersom de for altid vil være spærret inde i sig selv,
som der står senere i digtet. De kan ikke nyde, forandre
sig, og er derfor allerede døde, hvorfor de heller ikke kan
dø.
Det er kun ikke her, at den seksuelle dimension bliver
knyttet sammen med døden i Andersens digte. I et andet
digt bliver jeget således ’parteret’ af sin partner i en seksuel
ekstase: ”… i ßere stykker / som picassosk krigsmateriel en
arm her et bryst der / et hestehoved foran / ambulancerne
kører med udrykning i blodet” (”Soho 2”, s. 62). Jeget
bliver dog senere ’hæftet’ sammen, men selve den seksuelle
nydelse – som de afrikanske piger må undvære – udgør et
problematisk område, som sproget kun kan gengive med
metaforisk afstand.
Andersens digte udtrykker ikke blot en sorgfyldt protest
over etniske udryddelser, bådßygtninge, globaliseringens
rædsler osv., men også over tidens trivielle trends (cola
overalt) og menneskets reduktion til kvantitative fænome-
ner, der kan og skal tælles, kontrolleres og evalueres:
her er der kun fakta på fakta og tilbud
i netto og tv-avis og måske
er det ikke min hånd der rækker
og slukker og måske er det
ikke mit øje der trækker og
lukker og måske er det ikke min hjerne der
skriger lydløst ind i sprækker
og måske er det ikke mig der skal gøre noget ved
alt (”Rom”, s. 24)
Frem for at blive reduceret til denne faktuelle virkelighed
ønsker digtets jeg at blive til en kattemor i Rom: ”hård og
smuldrende og smuk / som en søjle” (ibid.) Dette er en
umulig drøm, men den drøm, som digtene er gjort af, og
de udgør et alternativ til vores daglige reduktion til chißer.
Den poetiske flue
Naja Marie Aidt skal have sagt, at hun ikke er politisk
kritisk, men blot en ßue på væggen, verdens væg for-
mentligt, hvorfra hun åbenbart også skuer over de nre
årstider, der udgør en rød tråd i hende Poesibog. Samt på
døden, kønnet, barndommens efterladte erindringsglimt,
68-generations frihedstvang, ensomheden, skønheden
osv. Erindringsglimtene fremstår bl.a. som et opgør
med forældregenerationen, 68’erne, hvis trang til frihed
fremstilles som en særlig form for undertrykkelse. Aidt
er med andre ord subversiv over for de subversive, der tog
deres frihed, fordi det var deres ret, som i øvrigt vedrørte
noget ”… med fremmede mænd, fremmede kvinder,
noget lummert, men også undertrykkelse, klassekamp, noget
62 Verden sover rævesøvn, digterne jager
uhyre vigtigt …” (”Frihed”, op. cit., s. 40). Hvis det ikke er
politisk kritisk, så ved jeg ikke, hvad det er, men måske er
det blot ßuen, der letter benet for at pisse på verden.
Naturen og landene er overalt, ikke blot som påkaldte re-
ferencer for digtene, men også som steder for nostalgiske
tilbageblik til en tid, der dog aldrig kun er positiv. De er
også metaforer for kønnet, eller kønnets metaforik bliver
til deres: ”Europa er tør og stikkende som en slangetunge /
Her rosenrøde aftner: et kys af en sky bag tung, gult korn”
(”Man belaver sig på at ville af sted”, s. 53). Fra kønnet
er der endvidere kun et skridt til døden, som der fremgår
af næste linje i digtet: ”Nu kan der bades i lunt og stille
vand; drengene nsker fra broen. / En hornnsk lander på
din tallerken, du tænker roligt på døden i dag” (ibid.) De
dagligdags og tilsyneladende uproblematiske fænomener
forener sig pludselig med de uforståelige: Europa med
synden (slangetungen), skyer med kys, nskeri og nsk med
døden.
Det er Aidts force at åbne for det, som sproget kredser
om, men ikke helt kan nå frem til, midt i det hverdagsag-
tige, – midt i det, som vi tror at forstå. Hendes digte, der
ofte udfolder sig med stille betragtninger eller referencer
til rolige og kendte fænomener, introducerer pludselig det
fremmede. Her i en indkredsning af døgnets rytme, natten
og dagen: ”tæppefaldet kommer sent; daggryet ßyder /
gispende over tagene: det nåede færgen” (ibid., s. 47).
Natten er et tæppefald, som også er et billede på døden,
og daggryet, som skulle redde os fra dødens (nattens)
midlertidige nærvær, gisper som en døende eller som et
levende væsen, der er forpustet, men når færgen. De, som
ikke når den, fastholdes måske bag tæppet.
Aidt kan kunsten at trylle hverdagens sprog om til et
sprog, der kaster lys over dødens og mørkets tilsynekomst
og tilbagetrækning. Det gør også livet til en skønsag: ”du
går på den røde løber / og slår med nakken / verden så
skøn / så skøn” (”så så”, s. 61). Verdens skønhed holdes dog
i ave af duets overlegne status (duet slår med nakken og
går på den røde løber), og måske holder skønheden ikke
længere end det slag med nakken, som konen med æggene
lavede, hvorved æggene faldt til jorden og ødelagde
hendes drøm. Skønheden er skrøbelig.
Spændingen mellem det, som vi tror, er kendt, og det
ukendtes ukendte plads blandt det kendte er særlig tydelig
i ”Min lede er så stor 1 (alt kogt i smadder)”:
Mælkeskindslugt der pludselig forpester.
Hukommelsen, nuet og senere.
Der er ikke noget at komme efter.
Et digt der bukker.
Klaustrofobiske rum.
En drøm hvor man stjæler et barn,
løber væk med en skønhed der ikke tilkommer én.
Alt handler om skam.
Om at begære sin næstes næste.
Om at fandeme ville bestemme hvor det rådne skab skal
stå.
Om at mærke pinligheder, tavshed, alt der er kejtet.
Og så sur søvn på et krøllet lagen.
Og skyld.
Og mere skyld. (s. 28)
’Et digt’ bukker måske under for det, der ikke kan nndes
(”der er ikke noget at komme efter”), eller for mælken, der
har mistet sin sædvanlige, positivt valoriserede lugt. Be-
gæret, retten til at bestemme og skylden dukker op i Aidts
digt, der imidlertid ikke bukker under for kravet om at
tænke positivt og kunne gribe tingene på deres sædvanlige
vis, dvs. i realitetens trivielle fremtoning, men indgyder
følelsen af pinlighed, en mild form for angst uden ord.
Når gnisten springer, bliver den milde angst nærværende.
Det gør den tit hos Aidt.
Det rabler af
Birgit Munchs Piratdansk. En fortællekreds handler bl.a.
om en Jonathans liv og levned, Jonathan som oprindeligt
er blevet bortført af den kvindelige fortæller. Munchs
rablende, sprogdeliritiske galskab er normalt en torn øjet
for hverdagens psykopatologi. Der er meget mindre af gal-
skaben i Piratdansk…, end hvad vi plejer at se fra hendes
hånd. Det virker som om formen af denne lille roman,
eller disse fragmenter, der er sammensat til en mere eller
mindre gennemgående historie – hvad vi ellers ikke
ser hos hende – har taget over og dæmpet de sproglige
udskejelser. Således også i følgende sekvenser, hvor de
sproglige glidninger står centralt: ”Der var en kæmpe sol
og en kæmpe hud på himlen; solen var en rumpik, huden
en tidskusse på spring springere spingsk vrinskende sig
tværs gennem duftmuren på kængurustylter – så 1303
mennesker pludselig opstod af den blå kusse” (s. 62).
Det er sikkert svært for mange at omstille sig til denne
glidende sprogform, men når man en gang har grebet den,
mister den lidt af sin fascinationskraft.
Som det fremgår af denne remse, er det ikke, fordi de
sproglige udskejelser ikke er til stede, men den poetiske
spænding er neddæmpet i denne bog, der ellers både
inddrager fanden, Gud og alverdens dæmoner eller
dæmoniske fænomener. Den har fundet et leje, der minder
om Dan Turèlls mere sprogligt neddroslede digte, hvor
folkeligheden har taget over. Vælger man imidlertid at
læse bogen som en digtsamling, dukker der indimellem
gode digte op, som minder om Grotrians bedre. F.eks.
”Jomfruhack 6”: ”Rigsrevisorerne reviderede mit / sår
som Guds diabetiske navle / drak det længste strå” (s.
63 Verden sover rævesøvn, digterne jager
59). Kvindens sår (skede?) revideres, ligesom Guds navle,
der lider af sukkersyge, bliver det. Om det er hende
eller revisorerne, der ikke trækker, men drikker (af ?) det
længste strå, står hen i det ubevidste. Men såret revideres
med nænsom opmærksomhed, som om dets hemmelighed
kunne fravristes det, – som kunne kønnet fremlægges i et
regnskab.
Lad mig slutte af med et citat, som også er bogens sidste
ord. Det optræder efter Jonathan er spaltet i tre: ”Jo og
Nat og Han”: ”Han lynende tiden, Han tordnede tabet,
Han driblede dråben, Han kidnappede Gud, han skræl-
lede lyset, Han ammede mørket” (s. 74). Munch vil helt
sikkert indfange det, som ligger hen som mørke i sproget,
men hun ammer læseren for meget med andre ting, der
blænder for mørkets tilbagetrækning.
Litteratur
Aidt, Naja Marie: Poesibog. Gyldendal, 2008.
Andersen, Trine: På den anden side. Gyldendal, 2008.
Grotrian, Simon: Citroner til Vorherre. Borgen, 2008.
Grotrian, Simon: Å. Borgen, 2008.
Munch, Birgit: Piratdansk. En fortællekreds. Borgen, 2008.
64 Vi gyser over en skaldyrssalat
DIGTE
DIGTE
Vi gyser over en skaldyrssalat
Det ligner siger du
hvad siger jeg
du ved.
Havet har det med at frembyde monstre siger du
holder hovedet oppe / skåler.
Af Iben Engelhardt Andersen
65 Uden titel
Jeg drejer mig meget væk men
det er ikke nok at kalde mig en planet.
Det rækker ikke.
Det er ikke dans. Jeg danser ikke.
En stjerne så.
Nej nej det er
netop det: Jeg brænder ikke.
Jeg stikker solen op i kroppen
natten ind i munden og
sådan taber jeg verden af syne.
Sådan skyder maven en kugle af dag og nat
men jeg er langt fra en planet.
Jeg vrider kroppen og det drypper fra navlen.
At det drypper fra navlen gør mig ikke til mor.
Det er ikke tårer der falder: Jeg græder ikke
Det gør mig ikke til far.
Nej min ørken yder med stjerner
mens bomberne falder fra skulderen.
Det er netop det: Jeg sprænges ikke.
66 PERFORMANCE
PERFORMANCE
Klap i to fra hinanden kun let
adskilte hænder og
verdens mindste lyd vil
ramme dig.
Og ngrene på begge sider af forestillingen
vil læne sig mod hinanden op ad lyden.
-
Kun let adspredt
rammer du med den ene hånd den anden.
Fugtigt hviler, intet suser, stille ngre.
67 Mordelskere, giv agt!
AF SØREN STAUN
Den idiosynkratiske adfærdspsykolog Fanny Fiske er på den igen. I dén grad
Mordelskere, giv agt!
Susanne Staun: Mine piger. 285 sider.
Gyldendal 2008
Nvi, uv) vv ikke en roman af min mor, kone, ekskone
eller noget íerde familiært, som jeg her anmelder. Jeg er
hverken stødt på Susanne Staun eller hendes navn før
– udover sidstnævnte hos boghandleren, hvor propriums-
genkendelsen dog ikke har vakt købsbegær i mig. Sagt på
en anden måde: Jeg har ikke læst noget af hende førhen.
Hendes navn har heller aldrig prydet familiefesternes
gæstelister. Og hun skal heller ikke med til min brors
bryllup på lørdag. Forvent det værste, men altså ikke en
åbenlyst, ej heller fordækt, nepotistisk anmeldelse.
Denne kriminal/knaldroman er det ¡. bind i Fanny
Fiske-serien. Romanens jeg-fortæller, dr. Fanny Fiske,
vågner op på et hospital i England efter længere tids
koma, hvorefter hun på sin bedste venindes forlangende
begiver sig til Danmark, hvor en mordgåde, som veninden
selvfølgelig er involveret i, hurtigt bliver det centrale
omdrejningspunkt.
Fanny er tilsyneladende en kompleks karakter. Først og
fremmest er hendes alder svær at bestemme (og muligvis
også uinteressant). Men baseret på hendes egne udsagn,
bl.a. om brug af facial doping (læs: plastikkirurgi), har vi
nok at gøre med en kvinde i sin bedste alder (dvs. c-.cc
år, men formentlig i midten). Hun mener imidlertid ikke
selv, at hun er på sit aldersmæssige og fysiske højdepunkt,
hvilket hun heller ikke forspilder en chance for at nævne.
Det samme gør sig gældende for hendes ”Sex and the
City”-agtige femmes fatales-klike, som består af en gruppe
semi-erotomane selvtægtskvinder, der – kun – erhvervs-
mæssigt er på den rigtige side af loven.
Holdopstillingen er som følger:
Dr. Fanny Fiske – hovedperson, adfærdspsykolog med
speciale i pronlering af serieforbrydere, har monomane
madvaner og er idiosynkratisk over for … tja, alt.
Nina Lacoppidan – hypernedsablende klummeskribent,
kriminalromanforfatter, hesteopdrætter og romanens
mordoßer.
Lisa Selander – svensker, retsmediciner og lesbisk (bh-
størrelse: A-skål).
P.J. Harvey (ikke musikeren) – pistolbærende (Colt)
oßentlig anklager med psykopatiske tendenser.
Så gerningsmanden er oppe mod hårde odds. Fanny
beskriver selv ”holdet” således, inden de samles i Danmark:
Det her lovede ikke godt. Nina, Selander og Polly-Jean
var mine venner, sandsynligvis de bedste jeg havde,
men jeg undgik dem så vidt muligt, fordi vi nk det
værste frem i hinanden. Jeg var simpelthen altid bange
for, hvad der kunne ske, når og hvis vi var sammen.
Som for eksempel pludselig, voldsom og unaturlig død.
Fanny har i romanen mange idiosynkratiske kommentarer,
som har iskoldt sigte på både íender og venner. Disse
kommentarer er både en af romanens forcer, men samtidig
også svagheder. De er mestendels sjove og lattervækkende,
men bliver i længden en kende irriterende, idet denne side
af hovedpersonen bliver fortærsket. At jeg på pleonastisk
vis karakteriserer Fanny som havende både en monoman
og en idiosynkratisk personlighed, skal illustrere det
overeksponerede ved hendes karakter. Et muligt forsøg fra
forfatterens hånd på også at menneskeliggøre (blødgøre)
Fanny er imidlertid at indvikle hende i et amourøst side-
plot med den engelske chief inspector Keith Knight, som
selvfølgelig er gift, hvilket for en gangs skyld gør Fanny
sårbar. Dette og romanens andre sideplots bliver bare
for periferiske. De er ikke decideret unødvendige, men
synes næsten overßødige. Susanne Stauns styrke ligger til
gengæld i hendes levende, undertiden neologistiske, og
letlæselige sprog, som giver et fortælle- og læsetempo, der
går godt i spænd med genren. Hendes nkse vendinger og
friske metaforer ville give props hos selv hærdede hiphop-
pere, som fx i nedenstående, hvor Fanny forestiller sig sin
afdøde veninde stå i hendes kontor:
Jeg så hende for mig, ensom, hadefuld, skidefuld, stå
og råbe ad de mørke vinduer, grimmere og grimmere,
som natten skred frem, med mascaraen løbende ned ad
kinderne som sørgerande over den ro, hun aldrig fandt.
Sådan! Et mindre sprogligt minus er dog, at Staun til tider
vælger at bruge elliptiske sætningskonstruktioner, hvor
subjektet udelades. Det er som sådan ikke meningsforstyr-
rende, men det virker som påtaget ungdomssprog, hvilket
ikke klæder romanen. Det – altså klæder bogen – gør
omslaget heller ikke. Men alligevel er det så .oîc’er-kitsch,
ligesom Stauns frisure, at det er lækkert. Forsidebilledet
viser en kvinde, der køligt sigter på læseren, som også
efter at have vendt første side bliver gennempløkket af
adskillige verbalpatroner romanen igennem. Nogle af dem
rammer desværre langt ved siden af.
68 Jageryets skønhed
De knap .cc sider er hovedsageligt en fornøjelse at læse,
da man bliver godt underholdt af sproget og de uudholde-
lige kvinder. Til tider virker handlingen og dens udvikling
dog uinspireret.
Læs Mine piger (som vel både er Susanne Stauns og
Fanny Fiskes piger), hvis du synes, at en kinky cocktail af
”Sex and the City” og ”Hun så et mord” lyder forfriskende
– det er det, men næste gang bestiller jeg nok en anden
cocktail.
AF RASMUS STENFALK
Christina Hesselholdt skriver diskret inciterende, heftigt veloplagt og (naturligvis) millimeter-
præcist om forliste parforhold, familiestridigheder og seksuelle eskapader m.m
Jageryets skønhed
Christina Hesselholdt: Camilla and the horse.
158 sider. Rosinante 2008
C~:iii~ ~xu )nv Horse begynder med et sus. ’Van-
dreturen’, bogens første og næstbedste tekst, beretter om
kæresteparret Alma og Kristians vandreture i den engelske
countryside, men knap er landskabsbeskrivelsen kommet
i gang, før et jagerßy støjende afbryder idyllen. Eller
rettere: den tilsyneladende idyl, for forholdet viser sig
snart at være alt andet end dans på roser. Med et ironisk
kontrapunkt i de stormfulde litterære romancer, som
landskabet har lagt egn til, blændes der gradvist via skif-
tende synsvinkler op for et trøstesløst billede af et ødelagt
kæresteforhold. Det lyder tungt, men det hele afvikles
med en elegance og en lethed, som er svær at lokalisere
præcist. En del af den skyldes givetvis det stilistiske raf-
nnement, og her er Hesselholdt vanen tro eminent. Men
hovedsagen – det egentlige litterære scoop – ligger i selve
fortællemåden, narrationen.
Således består bogens første del af fem novelleagtige
tekster med skiftende jeg-fortællere, som alle står i et
mere eller (hovedsalig) mindre nært forhold til hinanden.
Teksterne danner altså tilsammen et nktivt kompleks,
hvor en bingur i ”Vandreturen” indtager hovedrollen i de
to efterfølgende tekster og så fremdeles. Hver stemme
har sin egen idiosynkratiske, svagt distræte fremstilling
af begivenhederne, og denne ßerhed af stemmer giver
helheden en ßimrende betydningsmættethed. Det er en
prosa, der er konstant overrumplende uden dog at give
køb på fokus og klarhed.
Mest konstant overrumplende er titelteksten, en historie
om ægteparret Camilla og Charles’ besøg på en berlinsk
stripklub. Her er Hesselholdt i sit es – den virtuose
omgang med fortællingens virkemidler realiseres i en
række pludselige twists eller bizarre indskud, som helt
tager fusen på læseren. Her fx jeg-fortælleren Camillas
parentetiske bemærkning: ”I mellemtiden ved baren:
en kvinde har taget plads ved siden af mig, også hun
rumæner (fremover benævner jeg hende min skat), (…)”.
Aha! Den slags legende mystinkationer er ikke alene
morsomme, de forlener teksten med en veloplagthed og
en smidighed, som gør den en fryd at læse. Det er da også
samlingens stærkeste.
Bogens anden del er en helt straight (mini)fortsættelse
af sidste års I familiens skød. Den .¡-årige Amalie skal
nonnrmeres, og det giver anledning til et lettere desperat
forsøg på at samle den dysfunktionelle skilsmissefamilie.
Midt i det hele falder farmoren imidlertid om og må
genoplives. Karaktererne er skarpt tegnet op, og historien
er et eßektivt eksekveret stykke tragikomik med den
problematiske familiesfæres små(lige) konßikter som
bagtæppe. Alligevel blegner den set i lyset af første dels, ja,
nærmest sprælskhed. Den virker også en anelse påklistret,
idet den bryder med førstedelens ellers velspillende
kompositionsprincip.
I grunden betjener mange af Hesselholdts historier sig af
en ret enkel symbolik. Alma, der er fanget i det fastkørte
forhold, lærer at overvinde sin højdeskræk; farmoren, der
har optrådt som den mæglende part mellem de to familie-
fraktioner, forsøges genoplivet o.s.v. Men det generer ikke.
Det kan se nok så banalt ud på referatform, men så misser
man lige netop det fantastiske, måden, suset.
Suset. Altså jagerßyets, for sikken en åbning: ”I som-
mer, da jeg vandrede omkring i Wordsworths bakkede
landskab, hvor skyggerne på bakkerne er så mørke og
markante, at toppene ser ud, som om de er overhældt med
vand, og søerne er så dybe … kom et jagerßy så pludseligt
til syne, at jeg helt uvilkårligt smed mig ned på maven,
slået med rædsel. Jeg havde hverken set eller hørt det, før
det var over mig. Det vippede med vingerne, det lagde sig
på siden og var væk mellem to bakker. Det var så elegant,
så hurtigt og pludseligt, at fra det øjeblik levede og åndede
jeg for at komme til at se ét til.” Og ét til og ét til og
mange ßere, tak!
69 Ubevidst rødgang
AF MARTIN JOHS. MØLLER
Fabelagtigt portræt af Danmark i 70’erne + undergangstung, erotisk thriller i Venedigs gader
Ubevidst rødgang
Lars Frost: Ubevidst rødgang. 303 sider.
Gyldendal 2008
Dvx xixxv ~c)ioxvii:s~c)icv bagsidetekst lyver ikke,
Lars Frosts syvende bog (så mange er det, hvis man tæller
det hele med) Ubevidst rødgang er,
bogen om dem, der byggede det Danmark, vi bor
i i dag (...) dem, der sprængte rammerne, og dem,
der sad og kiggede på, at rammerne blev sprængt
i .o·c’ernes begyndelse (...) Bogen om en tid, hvor
en tiltrængt kommunalreform blev gennemført og
en ideologisk gentænkning af velfærdsbegrebet blev
tvunget igennem. En tid der satte nye standarder
for højhusbyggeriet og lufttrankken. En tid med
eskalerende terror, religiøse krige, ideologiske og
økonomiske krige (...) Bogen om en tid, hvor man
nk øjnene op for fremtidens muligheder og det gode
i mennesket. En tid med hævngerrige, bevæbnede
frihedskæmpere i gaderne og – nå ja - kærlighed.
Bagsideteksten i sig selv er, så vidt jeg har forstået,
inspireret af Morten Hesseldahls Drager over Kabul, som
da også akkrediteres på en liste bagest i bogen over bøger,
tidsskrifter og nlm, som forfatteren har ladet sig inspirere
af. En nn, men vist ikke helt udtømmende liste, for der er
mange små hilsener at nnde undervejs til folk, som ikke
nndes på listen, deriblandt Claus Handberg Christensen
og Hans Otto Jørgensen.
Normalt er jeg modstander af den slags hip hop-shout-
out-agtige lister bag i bøger, men det giver en særlig
mening i en bog af Lars Frost, da et af hans særkender,
ikke mindst denne gang, er de både korte, mellemlange og
rigtigt lange leksikale ind- og udfald undervejs.
Ubevidst rødgang er et udtryk fra de trankale loves
annaler, eller noget i den dur i hvert fald, som henviser til
det, der sker når en person blindt følger efter en anden
person overfor rødt. Den overførte betydning er oplagt,
at man blindt kopierer andres fejl, blindt ßyder med
strømmen. Titlen nk med det samme mig til at tænke på
maleriet ”Lignelsen om de blinde” (måske bedre kendt
som ”Blind leder blind”) af den berømte ßamske maler
Pieter Brueghel den ældre (.·a·-.·6o).
Romanen, som bærer den nærmere genrebetegnelse
”ingeniørroman”, falder i to dele. Den første rummer et
fabelagtigt, indgående portræt af Danmark i .o·c’erne, et
portræt, som især udmærker sig ved, over trods alt relativt
få sider, at bevæge sig på tværs af alle mulige sociale,
økonomiske og nationalgeogranske skel. Der skrives om
unge og ældre, rige og fattige, det indre København og
triste landlige ßækker. Men der skrives så sandelig også
indgående og kritisk om et ungdomsoprør, som i den
periode lader til at synge på sidste vers og hvis erklærede
revolutionære mål fremstilles som en slags imposant
røgslør for aktørernes egentlige ønsker: beruselse og sex.
Hovedpersonen i romanen er ingeniøren Erik. Det
er hans søn Arne, som går den bogstavelige ubevidste
rødgang, men i romanens anden del følger Erik i sin søns
spor i nogle sekvenser, som jeg oplever som nærmest
klassisk ærketragiske og ret foruroligende. Eriks rødgang
bringer ham i tvivlsom forbindelse med jeg-fortælleren,
ja hov, sådan en er der også, hun giver sig til kende for
en kort bemærkning i første del og er helt styrende i
anden, og der udvikler sig et både konkret og psykologisk
labyrintisk spil i Venedigs angstfremkaldende gader. Jeg
kom ßere gange til at tænke på nlmen Rødt chok (fra .o·.!),
hvor et ægtepar tager på ferie i Venedig efter at have
mistet deres datter i en drukneulykke, og der efterfølgende
udfolder sig et mareridt af de værre.
Men midt i thrilleren og det lumre erotiske drama er der
også plads til de førnævnte leksikale passager, i særdeles-
hed kanaliseret gennem Erik, der giver den som overstu-
deret guide i Rom. Man bliver fyldt til bristepunktet med
fagspecink viden. I det hele taget er alt trukket lige til
grænsen i Ubevidst rødgang. Lars Frost slikker sig op og
ned ad klichéerne, han kører læserens tålmodighed lige ud
til kanten, men så er der alligevel, gang på gang, lige det
omslag eller de enkelte sætninger, som enten bare får en til
at blive hængende i bogen eller som decideret får en til at
tabe underkæben. Lars Frost har ikke bare skrevet en god
bog, han har skrevet et stykke stor litteratur, for Ubevidst
rødgang handler lidt om alting, og den er så menneskelig.
Morsom er den også - og klog på verden.
Ubevidst rødgang er sandsynligvis årets bog! Fra landets
muligvis bedste forfatter.
Erotik i 1970’ernes Venedig
70 Ubevidst rødgang
71 Fundamentet vakler
DU SKRIVER I romanen, at en ny dansker, den uansvarlige
turist, bliver opfundet i perioden fra slutningen af ’erne
til begyndelsen af ’erne, men hvorfor holder du det spejl op
foran danskere i dag?
– Jeg har i mange år haft den teori, at én af grundene til,
at det går, som det går i den vestlige verden i dag, har at
gøre med vores selvopfattelse, at vi er turister. Man rejser
ud og bilder sig ind at være til stede i verden uden at
være en del af den. Også når vi er hjemme, ser vi os selv
som turister. Det er manglende solidaritet, som man ville
udtrykke det på venstreßøjen, eller sammenhængskraft,
som man ville udtrykke det på højreßøjen. Det handler
om, at vi ikke ser os selv som en masse. Vi er ikke glade
for at dele, vi vil hellere holde på det hele selv.
Er Ubevidst Rødgang også en kommentar til vore dages
politiske landskab i Danmark?
– De genrehistoriske romaner handler altid mere om
den tid, de er blevet skrevet i, end om den tid, handlingen
foregår i. Det er også derfor, jeg har valgt den periode,
fordi der var så mange oplagte paralleller til i dag. I .o·a
blev Twin Towers opført, som så faldt sammen i acc..
Man var dengang meget fascineret af de høje huse. Man
har et andet perspektiv i dag, hvor de er faldet sammen.
Når man ser tilbage på halvíerdserne, så er det eneste, der
er tilbage fra dengang, broerne! Hvor er troen på fremti-
den og tankerne om revolution?
Hvad vil du gerne problematisere, når du lader hovedperso-
nen Erik mene, at ”frigørelsen vil hjemsøge os” og når du giver
romanen titlen Ubevidst rødgang?
– Frigørelsesprojektet tror jeg ikke lykkes. Mange børn
på min alder er blevet fanget i deres forældres ambitioner
om at realisere sig selv. Det er ikke noget nyt samfund, vi
har skabt, det er de samme værdier, vi bygger på. Og titlen
Ubevidst rødgang er næsten for godt et billede på, hvad
der skete i halvíerdserne, nrserne, halvfemserne, og måske
også i dag. Folk følger bare med, de har ikke mulighed for
eller overskud til at tage stilling.
Hvorfor har du valgt ingeniøren og bygningskunst som
gennemgående motiv for begge dele af romanen?
– Det er det med at prøve at vælge en ny vinkel på en
periode, der allerede er skrevet så meget om. Jeg troede,
at jeg skulle skrive om religion, fordi det er så meget oppe
i tiden, eller om terrorisme, men så kom Blekingegade-
banden, og så kom jeg væk fra det. Det var en tid, hvor
der blev bygget meget og en tid med fremgang, indtil
oliekrisen kom. Romanen har mange af lægeromanens
karakteristika, men det ville alligevel blive for trivielt i
længden. Det er som en lægeroman, der er gået gennem
en vridemaskine. Du slipper på den måde for at skrive
en masse ting. Jeg kunne slippe uden om at skrive om
Vietnam-krigen, Glistrup, den truende oliekrise og andre
ting, jeg ikke havde lyst til at forholde mig til.
Hvad var du så interesseret i?
– Hvad er det, der skaber det billede, vi har af en tid, det
der får lov til at blive sande billeder af en tid? Der skete
mange andre ting end ungdomsoprøret i den tid. Var
hele halvíerdserbølgen virkelig en drejning mod venstre?
Det var en småborgerlighed, der fandt en ny platform, et
marked, der gjorde det muligt at skabe en ny form for plat
socialistisk tankegang. Det er ikke til at lave et anstændigt
oprør, fordi samfundsformen opsluger det. Det er svært at
gøre oprør i et så tilsyneladende åbent demokrati. Denne
mekanisme får lov til at styre hele den vestlige verden.
Man skal ikke protestere, man skal bare omfavne… Det er
Fundamentet vakler
AF INGE SIDENIUS PETERSEN
Vores virkelighed er bygget på en base, der er dårligt funderet.
Før eller siden styrter den sammen. Så tyk er ingeniørsymbolik-
ken i Ubevidst rødgang ifølge forfatteren. Lars Frost sporer
årsagerne til dagens mangel på sammenhængskraft og visioner
tilbage til 1970’erne, hvor velfærdsstaten stadig var på tegne-
brættet
72 Fundamentet vakler
mærkeligt, som regeringen i dag insisterer på en sam-
menhængskraft. De prøver at gøre individuelle ytringer til
antiparlamentariske ytringer, der er uden for samfundet.
De er forstokkede og har glemt, hvad de selv stod for.
Er der en sammenhæng mellem de to dele, når du først lader
romanen handle om det nye, der bygges op i Danmark og
derefter om Venedigs forfald og bygningsværkers sammenstyrt-
ning?
– Der er i hvert fald et tema i fundamentet. Fundamentet
er et meget grovkornet symbol på, at det er en periode,
som er bygget på en fremtidstro. Men senere opstår der
en gigantisk arbejdsløshed, og oliekrisen indtræßer. Erik
er med til at sprænge tre bygninger i luften i slutningen
af romanen. Der bygges i første del, og så begynder det at
brase sammen i anden del af romanen.
Er din roman apokalyptisk?
– Jeg synes, slutningen er uhyggelig. Vi ved, hvordan
det slutter i halvíerdserne, vi ved, det går galt. Jeg synes,
det er apokalyptisk, at Laurents – en romanngur – er så
fascineret af New Yorks skyskrabere. Det er tykt overmod,
stor hybris at bygge så høje huse! Uanset, hvor meget
sikkerhed, der er indbygget i dem, kan man sagtens lade
et ßy styrte ind i dem. Døden er et faktum, uanset hvor
meget man sikrer sig. Selvom man byggede nye eßektive
sygehuse i denne periode, kan man ikke fremtidsforsikre
sig mod døden.
Vil du med motivet om fundamentet i bygninger og spørgs-
målet om fundamentets styrke sige noget om, at menneskehe-
den ikke er voksen nok til det stadie, den bender sig på?
– Det er et glimrende udtryk. Symbolerne er tykke.
Fundamentet kan ikke bære. Vi bygger vores forestillinger
om virkeligheden på et meget skrøbeligt fundament, og
det vil bryde sammen. Snakker vi basis og overbygning
i marxistisk forstand, kan man spørge: Hvad er det, der
støtter sig op ad hvad? Er det basis, der støtter sig op ad
overbygningen eller omvendt? De bygger husene nede fra
og op i romanen, måske burde vi bygge dem oppefra og
ned. På samme måde fører regeringen i dag politik nedefra
og op. Spørgsmålet er, om det ikke skulle være omvendt.
I romanen ndes opbygningen, forfaldet og genopbygningen.
En af romangurerne siger: ”Sempre la stessa antifona” – altid
det samme omkvæd. Er du pessimist eller optimist i dit men-
neskesyn og din civilisationskritik?
– Det veksler lidt. I går forsøgte jeg at bilde nogen
ind, at jeg er optimist! Jeg købte en T-shirt, da jeg var
i San Fransisco for nogle år siden, hvor der stod USA
på. Den havde jeg på i går. Måske var det i troen på
Barack Obama, men jeg er alligevel ikke sikker på, det
bliver bedre med ham. Siden acc. har jeg ikke brugt
den, på grund af den politik, USA begyndte at føre…
Jeg tror ikke, vi er særlig kloge. Vi har muligheden for
at tænke store tanker, men det er få af os, der orker. Jeg
ville gerne have skrevet om den katolske kirke i romanen.
Den katolske kirke har fundet en målestok, hvorefter
den helgenkårer mennesker. Vi sætter ikke så store krav
til vores idoler. Det er nogle mærkelige mennesker, der
får lov til at bestemme i vores land. Vi burde være mere
ambitiøse på vores medmenneskers vegne, men man bliver
straks udråbt til ekspert eller smagsdommer - så det må vi
hellere lade være med!
Tacoma Narrows umiddelbart før
broens kollaps, 7. november 1940
e
r

f
o
r
u
m
d
ø
v
e
r

m
e
l
l
e
m

m
ø
n
t
v
a
s
k
e
,

r
u
n
g
e
n
d
e
fordeler penge mellem sine mange kasketter
indstiller X, Y, Z og Æ
til W
eekendavisens Litteraturpris
har fået digte af Naja til Hvedekorn. så fuck den ene stjerne i Berlingske.
v
il s
e
L
e
t
h
-

lm
o
m
K
a
lu
le
o
g
S
Å
h
e
n
t
e
m
o
rg
e
n
m
a
d
.
laver voodoo på en vis 90'er-digter.
er gennemredigeret.
e
r i lø
b
e
t a
n
a
tte
n
b
le
v
e
t a
fm
e
ld
t s
o
m
v
e
n
a
f K
.M
. G
u
ld
a
g
e
r, v
i e
r n
u
F
a
c
e
b
o
o
k
-fje
n
d
e
r!
e
r

f
a
l
d
e
t

n
e
d

f
r
a

J
y
l
l
a
n
d
,

s
o
r
g
f
u
l
d
satte butiksalarmen i gang med sin egen bog.
anmelder alt!
er Sabroesur.
er korrekturkogt.
er Frostskadet.
roder ned.
,

d
e
n

p
l
o
t
s
p
e
j
l
e
r
,

e
r

b
l
æ
s
t

u
d

a
f

m
e
d
i
e
m
o
n
s
u
n
.
b
lo
g
g
e
r a
ka
ve
t.

r o
rd
e
n
p
å
d
e
t.
hveder den, splatterisk!
har fået musik og lm og habit og ET DIGT AF JAC.
s
k
a
l ta
g
e
s
ig
s
a
m
m
e
n
, s
k
a
l je
g
, til b
o
g
lig
h
e
d
.
e
r i a
l e
n
so
m
h
e
d
ø
r a
f su
c
c
e
s.
fulder kontrolleret m
ed onkel G
usti.
er sådan cirkus 50 høige og knap så høige afslag udmattet.
e
r ko
rn
e
t a
f frisk o
g
ste
n
e
t, ste
n
e
t h
ve
d
e
.
r
u
n
g
e
r

a
f

S
t
r
u
n
g
e
.
e
r e
n
fe
m
ik
rim
i.
h
a
t
e
r
p
å
id
e
n
t
it
e
t
s
p
ro
b
le
m
a
t
ik
k
e
r.
a
n
m
e
ld
e
r D
IG
e
r

f
o
r
u
m
d
ø
v
e
r

m
e
l
l
e
m

m
ø
n
t
v
a
s
k
e
,

r
u
n
g
e
n
d
e
fordeler penge mellem sine mange kasketter
indstiller X, Y, Z og Æ
til W
eekendavisens Litteraturpris
har fået digte af Naja til Hvedekorn. så fuck den ene stjerne i Berlingske.
v
il s
e
L
e
t
h
-

lm
o
m
K
a
lu
le
o
g
S
Å
h
e
n
t
e
m
o
rg
e
n
m
a
d
.
laver voodoo på en vis 90'er-digter.
er gennemredigeret.
e
r i lø
b
e
t a
n
a
tte
n
b
le
v
e
t a
fm
e
ld
t s
o
m
v
e
n
a
f K
.M
. G
u
ld
a
g
e
r, v
i e
r n
u
F
a
c
e
b
o
o
k
-fje
n
d
e
r!
e
r

f
a
l
d
e
t

n
e
d

f
r
a

J
y
l
l
a
n
d
,

s
o
r
g
f
u
l
d
satte butiksalarmen i gang med sin egen bog.
anmelder alt!
er Sabroesur.
er korrekturkogt.
er Frostskadet.
roder ned.
,

d
e
n

p
l
o
t
s
p
e
j
l
e
r
,

e
r

b
l
æ
s
t

u
d

a
f

m
e
d
i
e
m
o
n
s
u
n
.
b
lo
g
g
e
r a
ka
ve
t.

r o
rd
e
n
p
å
d
e
t.
hveder den, splatterisk!
har fået musik og lm og habit og ET DIGT AF JAC.
s
k
a
l ta
g
e
s
ig
s
a
m
m
e
n
, s
k
a
l je
g
, til b
o
g
lig
h
e
d
.
e
r i a
l e
n
so
m
h
e
d
ø
r a
f su
c
c
e
s.
fulder kontrolleret m
ed onkel G
usti.
er sådan cirkus 50 høige og knap så høige afslag udmattet.
e
r ko
rn
e
t a
f frisk o
g
ste
n
e
t, ste
n
e
t h
ve
d
e
.
r
u
n
g
e
r

a
f

S
t
r
u
n
g
e
.
e
r e
n
fe
m
ik
rim
i.
h
a
t
e
r
p
å
id
e
n
t
it
e
t
s
p
ro
b
le
m
a
t
ik
k
e
r.
a
n
m
e
ld
e
r D
IG
75 Ind under huden
AF ASTRID RAVN SKOVSE
Island er ikke kun finanskrise, deroute og tiggergang. Kristín Eiríksdóttir viser med sin første
bog på dansk, at øen også avler vanvittigt velskrevet litteratur
Ind under huden
Kristín Eiríksdóttir: Det hudfarvede øde.
Oversat fra islandsk af Nina Søs Vinther. 32
sider. Forlaget Arena 2008.
Dv) vv vvu første øjekast en ganske frastødende bog,
islandske Kristín Eiríksdóttir har udgivet. Omslaget er
hudfarvet, for nu at låne bogens egen terminologi, og
den ubehjælpsomme tegning på forsiden viser en irgrøn
kvindekrop med hår i stedet for ansigt og eksplosive,
postkasserøde blodstrømme fra skødet og den afhuggede
arm. I kontrast til kvindekroppens påtrængende ekspres-
sivitet står titel og forfatternavn printet med snørklet
og næsten ulæselig ungpigeskrift, komplet med små
krydser over i’erne. Alle æstetiske advarselslamper lyser på
højkraft. Men her som andre steder i verden gælder det
gamle ord, at man ikke skal skue bogen på dens omslag.
Nok er bogen grim, men det er en grimhed, der vil noget,
og som er en pointe i bogens skriftunivers. Det hudfarvede
øde er en bog, som i den grad kæler for det uskønne, som
transformerer det i kunstens tjeneste og spytter det i
synet på læseren, der som svar må lade paraderne falde og
overgive sig til tekstens bydende og insisterende univers.
Gensyn med kortprosaen
Det hudfarvede øde udkom på Island i acc6 og er a·-årige
Kristín Eiríksdóttirs første bog på dansk. Hun debuterede
i acc¡ med digtsamlingen Kjötbærinn (Kødbyen), men
tager i Det hudfarvede øde livtag med den i Danmark så
veludforskede genre kortprosaen. .ooc’erne bød her-
hjemme på en syndßod af kvadratiske, praktiske og (for
det meste) gode kortprosatekster, men i de senere år har
de danske forfattere i stigende grad bekendt sig til de
mere traditionelle genrer. På den baggrund virker det for
en dansk læser næsten nostalgisk altmodisch at møde den
korte og koncise form igen, men hos Eiríksdóttir er der
ikke tale om at være en postgang for sent ude. Tværtimod
spiller formen kløgtigt sammen med det tematiske
univers, der er præget af gentagelser, cirkelslutninger og
klaustrofobi.
Bogen består af a. ultrakorte tekststykker og en enkelt,
afsluttende fortælling, der sprænger rammen og bevæger
sig over tre sider. Det begrænsede omfang betyder, at man
som læser kan indoptage bogen i ét hug, hvilket klart er
at anbefale, hvis gentagelsesstrategien skal opnå maksimal
virkning. Fortællerstemmen er lagt i munden på en kvin-
delig jegfortæller, der nøgternt og enstrenget gør rede for
sin egen gradvise transformation fra saftspændt elskerinde
til skællet nrben.
Dali og glamour
Spændt op imod formens strenghed står indholdets virvar
af elementer, som dykker ned i et væld af indbyrdes mod-
stridende universer: teknologi og eventyr, glamour og vold.
Forfatteren er for tiden bosat i Montreal, hvor hun går
på kunstakademiet, og tilsvarende emmer Det hudfarvede
øde af visuelle eßekter. Kitschet-idylliske scener udvikler
sig uden varsel til mareridtsagtig surrealisme med smag
af Dali: ”Vi sidder i plasticstole med hver sin cocktail og
kigger på slottet pyntet med ild. På himlen skinner solen
skarpt i midten. Ned ad din krop løber det øverste lag hud
og siden lag efter lag. (...) Til sidst er intet tilbage andet
end det knoglehvide fundament. Så stikker jeg min nnger
ind gennem tindingsknoglerne og beføler inventaret i dit
hoved.” Her, som mange andre steder i bogen, er det så
ækelt, at det næsten bliver smukt.
Hver tekst er på denne måde som en kigkasse ind i en
på overßaden velordnet scene, der imidlertid afslører en
kaotisk underverden, så snart der kradses lidt i huden.
Tekststykkerne former tilsammen et narrativt forløb, som
er forankret i en klaustrofobisk verden, et marmorslot
i en sandfarvet ørken, som er hjemsted for jeg’et og et
mandligt du. Mens manden hver dag tager væk fra stedet
i helikopter, er jeg’et – med kærlig hilsen til Paul Auster –
henvist til sine egne fortvivlede forsøg på at skabe mening
i et forladt univers:
Jeg væder normalt papirark med kaße så det ligner
et ældgammelt skattekort, trækker streger, som
skal ligne et landskab fra luften men ligner intet,
da jeg løfter kortet for at fastslå hvor skatten er
begravet, gør jeg mig klart, at jeg har optegnet en
meget præcis indbrudsplan for en diamanttyv.
76 Ind under huden
Bløde bryster og hårde klicheer
En genkommende ngur i bogen er at spænde det daglig-
dags og umiddelbart genkendelige så hårdt, at det antager
mareridtsagtig karakter. Klicheen om den aktive mand og
den passive kvinde drives igennem med hård hånd: ”[Du]
siger til mig, at jeg skal holde op med at drive den af og gå
ud og købe skinke. I supermarkedet lægger jeg mærke til
de blå mærker på mine ben, prøver at trække nederdelen
ned (...) Da jeg kommer hjem, har du lagt parket.”
Tilsvarende stereotypt er forankringen af kvindens
erfaringer i hendes krop og sanseapparat. Hun reduceres
af både manden og teksten til ren seksualitet, til tjener og
undersåt: ”Slidsen i min kjole begynder der hvor røvlinjen
ender og skeden tager over. Da jeg går hen til vinduet for
at betragte udsigten benytter du dig af chancen og træder
på min hellange kjole”. Som konsekvens af, at udsigelsen
er placeret hos denne kvinde, er teksten gennemsyret af
taktilitet, af konsistens, af farver og former. Væsker som
vand, blod og slim driver ned over siderne. Marmor, guld
og mandens hårde bryst udgør modstykkerne til kvindens
overgivne blødhed.
Til sidst får manden (og teksten) nok af kvinden og
hugger hende i to dele. Bogen tager formmæssigt konse-
kvensen af dette snit og forlader kortprosastilen til fordel
for et eventyr, der for første gang er forankret hos manden
selv: et eventyr om lede, om at give op og om uformåen.
Men der er ingen vej ud for manden, der til sidst, som en
ramneret hævn, må se beretningen om sit eget mislykkede
selvmord lagt i munden på kvinden, som er tilbage, om
ikke som krop, så som tekst.
På samme måde står læseren værgeløs over for denne
påtrængende, insisterende stemme. Kristín Eiríksdóttir er
et givende bekendtskab, der imidlertid kræver læserens
sjælefred i pant. Det hudfarvede øde er ikke nogen køn
oplevelse – men den er forbandet effektiv, som den kryber
ind under huden på sin læser og bliver hængende.
77 Bilerne kører
ORDLYD
AF ANDREAS K. RASMUSSEN
Teksterne er ren poesi, og musikken lige så skramlet og henkastet, som den er fængende og
melodiøs. Skammens Vogn har lavet en af årets bedste danske plader
Bilerne kører
Skammens Vogn: Bilerne kører. Lolita Industri
2008
Dv) vv vvu at være længe siden, at DIY-kultur og lo-n-
produktion var konsekvenser af hinanden, eftersom det
efterhånden er muligt for hvem som helst at indspille og
producere musik for så få penge og i så høj lydkvalitet, at
det knapt er til at høre forskel på hjemmestudiet og det
store, forkromede mainstream-produktionsapparat.
Og dog lever lo-n-æstetikken videre i bedste velgående.
Hvordan kan det nu være, når både publikum og – må
man formode – musikerne udmærket er klar over, at
lo-n er blevet netop det – et rent æstetisk udtryk, et
kunstnerisk valg? Jo, for på trods af at lo-n-æstetikkens
konnotationer som ”ægte”, ”ærlig”, ”undergrund”, og hvad
der ellers måtte være, vel ikke kan tages særlig seriøst
længere, er der alligevel en fantastisk udtryksfuldhed i
den ofte skramlede, henkastede og skitseagtige lyd, der
karakteriserer lo-n’en.
Pointen kan selvfølgelig være at skabe en bevidst
uafsluttet musik for på denne måde at lade værket stå
som et åbent og fortolkningsbart objekt, men det, lo-n-
æstetikken først og fremmest lover, er det renest mulige
indblik i ideen; det er den korteste vej fra inspiration til
udtryk og er således en mindre kompromitteret og mere
umiddelbar kommunikation imellem kunstner og publi-
kum, end minutiøst gennemarbejdet og -produceret musik
nogensinde kan blive. Man kunne naturligvis argumentere
for, at det er et håbløst løfte, når nu lo-n blot er ét af
mange mulige kunstneriske valg, men hos Skammens
Vogn, der består af de tre herrer Oliver Hoiness ( Joy L),
Jacob Millung (Moi Caprice) og Nikolaj Zeuthen, passer
det underproducerede udtryk simpelthen på så sublim
vis sammen med de skitseagtige og – om man så må
sige – underproducerede tekster, at en sådan tilgang giver
overordentlig god mening.
Det kan virke svært at trænge ind i Zeuthens minima-
listiske tekstunivers, men hvis man vil vove forsøget, kan
man passende tage et kig på de to numre ”Bilerne kører”
og ”Samtalen kører”, hvis sammenfaldende titler naturlig-
vis kunne være tilfældige, men måske alligevel ikke er det.
Her i ”Bilerne Kører”:
Bilerne kører
bilerne kører
husene står ved siden af
mennesker er gode
mennesker er onde
de bor inde bag vinduerne
så jeg løfter hånden op i vejret
og vinker det bedste jeg har lært
jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det
men at vinke er jo ikke særlig svært.
Og i ”Samtalen kører”:
Samtalen kører
samtalen kører
jeg kan mærke, at jeg ikke er forlegen
jeg spørger ind, men går ikke over stregen
jeg kan mærke, jeg er glad og ikke trist
og bedre endnu: Jeg er næsten ikke selvbevidst.
I ”Bilerne kører” er trankken nærmest en force majeure, en
kraft, der er lige så ubevidst som jeg’ets impulsive hand-
linger. En umiddelbar, konstant bevægelse, der i højere
grad omgiver og former menneskenes handlinger, end
den er et produkt af dem. På samme måde er samtalen
(læs: lyrikken) en ”næsten ikke selvbevidst” kraft, der
virker løsrevet fra de individer, der fører den, og grænserne
udviskes således mellem trank og lyrik, handlinger og ord,
indtryk og udtryk. Zeuthens tekster er, tilsyneladende,
ubevidste konstateringer, hvor der, på trods af den meget
ordknappe stil, ingen udvælgelsesproces lader til at have
fundet sted. Ofte er det ren poesi, når Zeuthens litterære
persona bevæger sig igennem byen og hverdagen, igennem
apati og melankoli. Ligesom produktionen understreger,
at det musikalske udtryk er nær identisk med ideen,
lader teksterne til at understrege, at det lyriske udtryk er
nær identisk med fortællerens indtryk. Og når teksterne
leveres med Zeuthens stemme, der er svag at best, er det
– i samarbejde med undertoner.dk
78 Bilerne kører
ofte ganske rørende.
For nu ikke at glemme musikken, så er den oftest i
perfekt samspil med teksterne. Lige så skramlet, naivistisk,
henkastet og umiddelbart fængende, i hvert fald. Der
er masser af eksperimenter og en veritabel overßod af
interessante lyde, men generelt er der en nn, gennemtænkt
form på de overvejende melodiøse numre, som næsten alle
holder sig omkring de tre minutter.
Og der er masser af højdepunkter at tage af: Det skævt
svingende åbningsnummer, ”Ar a·a”, det festlige og
bodega-rullende ”Psykolog”, der indeholder de fantastiske
linjer: »Så skal jeg ud på en drømmerejse / jeg skal ßyve
på en magisk fugl / og min tissemand er kort og kold /
det tænker jeg på / jeg ved ikke hvorfor,« såvel som den
suveræne ”Sommer igen”, der med sit smukke, klirrende
guitarspil og let melankolske tekst er pladens bedste
skæring.
Men sandt at sige er der ikke noget dårligt nummer på
”Bilerne kører”. Fra den starter, til den slutter med den
meditative instrumentelle ”Kirke”, er den proppet med
dybt inspireret musik og lyrik, og pladeselskabet Lolita
Industri, der bl.a. har udgivet plader med Frisk Frugt og
Rumspringa, sætter en tyk streg under, hvorfor de er et af
landets mest interessante selskaber. Skammens Vogn har
med Bilerne kører lavet en fremragende plade, som uden
tvivl er en af de bedste, der er udkommet herhjemme i år.
Lo--æsteterne bag Skammens vogn
79 Bilerne kører
Frodegruppen40s koncert i ”Huset” på Magstræde
80 Du ligner noget fra en pejs
AF CHRISTIAN KLAUBER
Jens Blendstrup stikker i rend og blæser sine
ekvilibristiske ordforviklinger af sted mod en
sagesløs lytter
Du ligner noget
fra en pejs
Tiii~u :ic ~) fremsætte et postulat: Lige siden Jens
Blendstrup optrådte på mere eller mindre slap line hos
Michael Bertelsen i programmet Den ... time, har mange
Blendstrup-interesserede – for ikke at sige fans – ventet
(an)spændt på, om der mon kom mere ud af kombina-
tionen musik og vanvittig lyrisk hittepåsomhed end det
album, Blendstrup allerede havde udgivet i Frodegrup-
pen¡c-regi, Piksvingeri og negerlege fra acc..
Med Frodegruppen¡c’s andet album, Du ligner noget fra
en pejs, må man sige, at ventetiden ikke har været forgæves.
Blendstrup digter, synger, taler og råber sig igennem tolv
numre, der alle ligger i et forunderligt krydsfelt mellem
musik og lyrik, og alle – på nær nogle enkelte skønheds-
pletter – er ganske solide numre, både som musik og lyrik
betragtet.
Den musikalske dimension spænder vidt. Her er alt fra
pop a la Brian Eno over Tom Waits-jazzet americana/
country til mere kompleks mathrock med dryp af kraut-
rock samt elektronisk støj og synthstrukturer. Især har
jeg en svaghed for de elektroniske programmeringer på
”Selvangivelse” og ”Ondskab .”, og generelt synes der at
være en tendens til, at man fra pladens syvende nummer
har taget lidt hårdere fat på den lydmæssige dimension
end på pladens første del. Det elektroniske univers er et
godt valg – det klæder i hvert fald Blendstrups stemme
fortrinligt.
”Selvangivelse” lyder som en krydsning mellem Band
Ane og Under Byen, og de dubbede programmeringer
og elektroniske synthstrukturer, der nikker i retning af
støjende grupper som f.eks. Fuck Buttons (om end i en
lightudgave), passer helt fremragende til det onde digt
”Ondskab .”. Hør bare her: »Min kvinde er Dresden /
smalle små gyder og blinde dyder / maleriske søer med
læbestift / brølende bryster i BH / marmor kys / vi måtte
jo knuse det / vi måtte jo straße dig min tøs / det er
ondskab.« Næste strofe er ikke meget bedre – og i mine
tanker strejfer stilen Rudolf Broby-Johansens, selvom
der stadig er en leg med de sproglige billeder, som synes
at være i højsædet, frem for det trodsigt hæslige som hos
Broby-Johansen, ligesom det også peger i retning af Tom
Kristensens ”Nat i Berlin”.
Teksten, der ledsager ”Ondskab .”, er nok den bedste
overhovedet på Du ligner noget fra en pejs. De resterende
er også gode, men er mere spoken word og fortællinger og
langt mindre klassiske digte. Ikke at tekster nødvendigvis
skal være klassiske for at være gode, men Blendstrups
univers er til tider så skævt og íollet, at det nogle steder
kan blive i overkanten. Alt dette er ”Ondskab .” et afbræk
fra.
Og jeg ved, at man med sådanne udmeldinger er i
overhængende fare for at komme i karambolage med
andre Blendstrup-fans (og ja, jeg betragter absolut mig
selv som fan), der nok vil advokere for, at netop det
rablende og skæve er et af Blendstrups varemærker. Og
det er jo ganske rigtigt, men under det rablende og skæve,
som absolut er helt fantastisk, f.eks. i ”Sømandshjems-
polka” og ”John danser grøntsag”, må man ikke glemme,
at Blendstrup faktisk er en aldeles fremragende poet. Det
sker dog indimellem på Du ligner noget fra en pejs, at Jens
Blendstrups faktiske evner udi det lyrisk dybe overskygges
af fascinationen af det sjove for det sjoves skyld (”Onkel
fra Gisseløre”) og ønsket om at sige alle de ord, som
mange ikke tør sige, såsom tis, lokum, æggeleder og penis.
Jeg bliver i hvert fald træt af det i længden.
Når den løftede pegennger igen er sænket, må jeg dog
indrømme, at projektet med at sætte musik til Blendstrups
lyriske udskejelser er vellykket, og det er betragteligt
mere kantet og interessant at lytte til end f.eks. Mikael
Simpson. Den musiske dimension kunne endda godt være
endnu mere i fokus, end den er, især fordi det tydeligvis
er nogle ganske dygtige musikere, der mestrer at få ßere
genrer til at fungere, uden at det lyder anstrengt, f.eks.
folk, americana, jazz, ambient osv., men også fordi musik-
ken rent faktisk klæder Blendstrups stemme.
Frodegruppen40s koncert i ”Huset” på Magstræde
81 Vi sidder bare her
AF CHRISTOFFER BASSE ERIKSEN
Jørgen Leth er en løve. Alt andet er baggrund
Vi sidder bare her
Jørgen Leth, Frithjof Toksvig & Mikael Simp-
son: Vi sidder bare her… A:larm Music 2008
I :i) novvu har alt dette virkelig fundet sted.
Jeg mødes med Jørgen Leth på en café. Lad det være en
stille fortovscafé, lad det være sommer, lad caféen være af-
folket. Vi sætter os ned ved et rundt bord, der er tre stole,
vi fylder kun to, den enlige tjener tager vores ordre. En
kaße og en te (jeg drikker ikke kaße). Der er en ventilator
i loftet. Jeg har et rigtigt notehæfte, sådan et hvor man
skubber de skrevne ark bagom det grå pap. Som i gamle
dage. Der strømmer jazz ud af højtalerne.
Musikken er lavet af to mænd. Det er baggrundsjazz,
det er godt, for så kan Jørgen og jeg bedre tale sammen.
Vi sidder bare her, mig og Jørgen. Det er mest Jørgen,
der taler, han snakker og snakker, faktisk siger jeg ikke
et ord. Jeg sidder bare og tager noter, nedfælder de ord,
som Jørgen blander sammen med musikken. Jeg bliver i
godt humør, næ, faktisk bliver jeg ikke i noget humør, jeg
bliver i musikkens eget humør, jeg bliver optaget, fanget,
fængslet af ordene og musikken. Det kan jeg godt lide.
Jørgen Leth: Han er en løve, hans kæmpe hår en manke,
hans store fortænder, hans smilerynker. Hans T-shirt og
hans lidt hængende cowboybukser. Jeg ser ham ikke ryge,
men jeg tænker, at Jørgen nok ryger en gang imellem.
Cigar. Han smiler meget. Jeg kan lide hans selskab. Jørgen
er sympatisk.
Jørgens stemme: Der er ikke noget indøvet over Jørgens
ord, han siger dem bare, bander, siger øh, gentager linjer,
når han nnder ud af, at de er gode, bander igen. Hans
stemme er helt fremme i caféens lydbillede, jeg taler virke-
lig med Jørgen. Han har droppet kaßen, drikker hvidvin,
han er i godt humør, han vil sige noget, han vil gerne have,
at jeg skal forstå, hvad han siger. »Forstår du, hvad jeg
mener,« spørger Jørgen, og man forstår ham godt.
Jørgens mening: Forestil dig, at jeg er rigtig god til at
stille spørgsmål, Jørgen svarer ivrigt og interesseret, han
indlever sig. Deraf det impulsive. Jørgen bander og siger
øh. Jørgen er sympatisk, for han vil meget gerne fortælle
det her. Det er små observationer, han kommer med,
men det hele giver mening for ham. Han mener meget.
Alligevel mener han så lidt: Jørgen udbreder sig ikke
om hele sit menneskesyn, sine store idéer, livssyn. Han
observerer de små ting, fragmenterne, ting man nedskriver
i sin notesbog uden nærmere sammenhæng. »Jeg vil helst
være lidt dum. Jeg vil helst give udtryk for en lidt dum
bevidst, altså lidt uintellektuel bevidsthed. Altså, det er et
fuldstændig forskelligt udgangspunkt fra de ßeste, som
er i udgangspunktet kloge og vil meddele deres klogskab
til omverden. Den indstilling har jeg overhovedet ikke,
overhovedet ikke.«
Musikken er ikke noget særligt, jo, selvfølgelig er den
noget særligt, der er ting at bemærke sig, men det er ikke
musikken, jeg lægger mærke til. Jeg lægger mærke til
trompeten, selvfølgelig gør jeg det. Jørgen taler i takt med
musikken, eller også taler musikken i takt med Jørgen.
Jørgen er det bærende instrument, han er improvisatoren
i det lille jazz-ensemble. Musikken er bagvedliggende, det
er klart. Men musikken er ikke i baggrunden, fordi den er
dårlig, nej, den lægger sig i baggrunden. Den er dygtig til
at lægge sig i baggrunden. Aldrig kedelig, hele tiden nye
indfald, ikke store ting, men små ting. Den ordner sig og
ikke-ordner sig på samme tid. Jeg lægger ikke så meget
mærke til den, men når jeg gør, er den behagelig og lige
tilpas.
Vi bryder pludselig op. Solen skinner ind på den lille
café, som forresten er placeret uden for tid og sted. Det
var ikke et særlig langt møde, men det var langt nok. Jeg
er helt ør i hovedet af at lytte til Jørgens stemme, manden
pumper jo ligefrem indtryk i hovedet på en, han har været
langt omkring på den halve time. Vi har tømt vores glas
og krus, vi siger farvel uden ord, Jørgen er her ikke mere.
– læs også musikanmeldelserne på undertoner.dk
U
ndertoner
82 Vi sidder bare her
Vi er kommet til at fortælle nogle af vores
skribenter at dette nummer ville komme til at
handle om noget. Dengang var vi unge, hed
Reception og skrev pompøst,
Siden de litterære teorier forvandlede tekstanalyse til viden-
skab, har forfatteren været en gur som man asketisk har af-
stået fra at forbinde med et værks mening.
Men er der ikke tilfælde hvor et forfatterskab helt åbenlyst
er en del af et virke, hvor personen bag bogen vil andet og
mere end at fornøje og forbløffe læseverdenen med ironi og
sprogspil der fragmenteret og forvirret peger i alle retning?
Med et kraftfuldt og banalt udtryk: Kan det ikke hænde at
forfatteren har noget på hjerte?
Reception ser på forfattere der vil noget. Ikke for at jævnføre
intime detaljer i forfatterens biogra med udsving i skriften el-
ler at tjekke rejsebilag iført akademisk opdagerhat. Hensigten
er at tage stilling til det hele menneske, at vurdere livsprojekter
uden frygt for at overskride værkets barriere.
k
n
a
p
o
g
n
a
p
e
t
tema
Forfatteren længe leve!
83 Morten Søkilde
PORTRÆT
AF MIKKEL BRUUN ZANGENBERG
Frivolt-øm naturlyrik i virtuos
kombination med streng system-
digtning. Der er andet og mere end
afternoon tea i ”Den 11. times”
butler.
Morten Søkilde
S
ixvvxcv. Piusvouvs. Bu))vvviy, omhyggeligt
skødesløst bundet. Smalle, engelske sko, mærket
Derby eller Oxford. Hans ansigt: blå egernøjne,
kvikke, livlige, parret med et svagt drømmende, dißust
skær. Kroppen; spinkel, rank, men ganske svagt ludende.
Stemmen, behagelig, lavmælt, men sonor. Umiddelbart
kommer digteren, butleren og billedkunstneren Morten
Søkilde (f. 1974) os i møde i en besynderligt altmodisch,
overleveret gestalt, som et drømmesyn fra 1800-tallet, der
pludselig materialiserer sig på Assistens Kirkegård (tæt
på hans hjem), blandt brummende busser og råbende
drengebander. Ingen barrierer forhindrer os i at adskille
Søkildes værker fra hans person; men når personen på den
anden side er så egenartet og idiosynkratisk sammenvævet
med værket, giver det god mening at lade de to siders
sammenßetning komme til syne. Det sker til eksempel,
når Søkilde spiller banjo og citerer Dylan Tomas på et
højlydt syngende engelsk. Så er værket ikke længere blot
ordene på siden, men en totalgestalt af minespil, tonefald
og ordmusik. Og det sker i særdeleshed mellem Søkildes
optræden som butler, chaußør og altmuligmand i DR2’s
Den 11. time, og hans oplæsninger af sine digte i Pan – en
fabel og Landskaber, hans fabelagtige systemdigte og
naturlyrik, der kom som tvillingeudgivelse på Arenadottir
i 2007, og som medførte et lille, men umiskendeligt
gennembrud (eller udbrud) for Søkilde. Det indebærer,
at det territorium, vi må møde digternguren Søkilde på,
er spændt ud mellem det selvbiogranske (der altid i sin
egen ret er en nngeret konstruktion), lyrikken, musik-
ken, billedkunsten og tv-mediet, sådan at det tvær-eller
transmediale her i udpræget grad gør sig gældende. Og
dog er et virkeligt slående træk ved samme Søkilde som
forfatterngur, at man ville have vanskeligt ved at opspore
et mindre forfængeligt, anmassende og selviscenesættende
individ; han er ikke militant genert, som den højstili-
serede, blanchotske Mikkel Tykier; han er heller ikke
patologisk tilbagetrukket, som Simon Grotrian i sit jyske
rækkehus; og han er slet ikke frejdigt frembrusende som
sine kvindelige kolleger Dy Plambeck og Lone Hørslev.
Søkilde har et anstrøg af vidunderbarnet ved sig; en skik-
kelse, der strøg ind fra Kunstakademiet til Forfatterskolen,
længe, længe barslede med sine vokaldigte, for så endelig
at hoppe helt ud fra tyvemeter-vippen sidste år.
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg var forbløßet og
84 Morten Søkilde
fascineret, da jeg først dykkede ned i digtene, eller rettere,
da de hoppede op i synet på mig. Den virtuose kombi-
nation af streng systemdigtning med nnitte rækker af
vokaler, frivolt-øm naturlyrik og glimt af det personlige
(men aldrig private), var helt igennem overraskende og
overrumplende. Ikke mange digtsamlinger de sidste 40 år
begynder sådan her:
Fryd! Lysspil i grynet grus, gyldent-brunt;
skygge; frugtvildt fugleliv; skumrings-
lunt
tidelys nu, pure fryd! Frisksprungne tings
tusningsmulm; dunduskede spiringspinke
pinjer;
guldhudet himmel i ulm-indhullet purpur!
Stynet pil; vildskudsvidjer; slumrings-
ly i skumrings-ild: Guds lyst!
Jeg skrev begejstret om digtene, og siden fulgte alle
mine gode anmelderkollegaer trop, sådan at tvillingerne
hoppede ßyvefærdige ud i verden. Og så erhvervede jeg
nogle af Søkildes vidunderlige fotograner. Det var sådan,
jeg kom fra ordene til den biogranske forfatterpersonage,
den dengang tobaksrygende Søkilde, der nede på bordet
på en kælder-beværtning på Nørrebro bredte hundredevis
af fotograner ud foran mine måbende og lykkelige øjne.
Søkilde havde sammen med billedkunstneren Jesper Dal-
gaard fotograferet små pålimede plastngurer af cowboyde-
re og indianere fra den amerikanske borgerkrig (indkøbt
i 99CENT i Los Angeles) på en gigantisk totempæl i år
2000, en totempæl, det aldrig lykkedes at afsætte her i
København; og han havde samme sted knipset et utal af
billeder af det lille, stiliserede modellandskab, der indgår
i Landskaber, og de legetøjsheste, der tavst vandrende
skridter igennem Pan – en fabel.
Det interessante ved et forfatterportræt til et tema om
FORFATTEREN er, at det udtrykkeligt ikke behøver
kredse om teksterne. Lige siden formalisterne Roman
Jakobson og Viktor Sklovskij i Sankt Petersborg omkring
1910 udførte en likvidation af biogransmen, nykritikerne
fra 1940 til 1960 begravede ”the intentional fallacy” og
knæsatte nærlæsningens primat, strukturalisterne og
diskursteoretikerne Roland Barthes og Michel Foucault
i de tidligere 1970’ere proklamerede forfatterens død og
Pure fryd!
85 Morten Søkilde
læserens fødsel i tekstens væv og på diskursens plane felt,
har det været god latin og indterpet doxa for begyndere,
at vi som litterater ikke inddrager det forfatterbiogranske.
Det gør kun journalister og det læge publikum eller ældre
lektorer fra Nordisk, der så til gengæld ßakser nyngent om
strengt taget irrelevante og kulørt private detaljer fra det
intime liv. Med min kollega Jon Helt Haarder fra SDU
som hovedngur, er der imidlertid nu indledt en hjemlig
modfront, der renset af de forløbne 90 års metodologiske
syrebade, atter og på en måske mere fornnet måde end i
det nittende århundrede kan dyrke det Haarder betegner
den ”performative biogransme”. Hvad enten en given for-
fatter kan lide det eller ej, er vedkommende indlejret i en
performativ biogransme af en art; den Tomas Pynchon,
der helt trækker sig tilbage, genererer kun mere myte; og
den semi-geniale Tykier, der aggressivt og systematisk
nndyrker generthedens poetik, konstruerer blot en anden
slags biogransme – end den bredt henslæbende type,
der mere end villigt stiller op til forfatterinterviews og
oplæsninger, deltagelse i tv-programmer (tænk blot på
Erling Jepsen i det forbryderiske ”Smagsdommerne”, der
øjeblikkeligt burde nedlægges) og performance til bog-
messer med mere; alt i den hellige omsætnings, synligheds
og selviscenesættelses navn.
Det interessante ved Morten Søkilde er i den sam-
menhæng ikke mindst, at vi muligvis kan udpege en plads
for ham midt imellem de krasse, polemisk optegnede
ekstremer: Enten den selvbevidste tilbagetrækning, eller
den aßabelt selvpromoverende sceneoptræden. Og at dette
mellemfelt måske kan åbne op for en ny mobilisering af
vores begribelse af forfatterpersonens analytiske og onto-
logiske betydning i det tangentielle møde med værkerne
anskuet som det, jeg ovenfor betegnede ”totalgestalt”? For
eet er, at jeg impressionistisk skildrer mit indtryk af den
biologiske og juridiske person døbt ”Morten Søkilde”;
noget ganske andet er det at skitsere konturerne af et
såkaldt ”portræt” af samme Søkilde, hans holdninger, hans
præferencer, hans idiosynkrasier. Det sidste kan nemt
degenerere til en art Proust-questionnaire: Hvad er din
yndlingsfarve? Så der kan være grund til at cirkle tilbage
til den transmediale galakse af værker og personen Mor-
ten Søkilde. Hvordan hænger de sammen? Hvordan er de
ikke forbundet? Og hvad kan det yde til vores forståelse af
værkerne at indlemme portrættets intarsia i den herme-
neutiske horisonts tryllekreds? Bør jeg inkludere ublu
detaljer fra forfatterens barndom, eller seksualliv, der så
indlemmes i en skummel kausalsammenhæng, hvor vi rask
bytter om på årsag og virkning og vice versa? Eller kan jeg
omvendt med rette tage afsæt i de nne henvisninger til det
personlige og opvæksten, som det udsigende jeg kommer
med i digtene? Jeg ved det ærlig talt ikke, og det resterer
stadig for os at se, hvor mange begrebslige og analytiske
ressourcer (om nogen) en eventuelt revitaliseret interesse
for den performative biogransme kan mobilisere. Det
eneste jeg ved, her på falderebet af portrættets konturer, er
at Morten Søkilde selv venligt har bidraget til at sørge for,
at mine indledende data ikke er helt hen i vejret, men at
han i øvrigt ikke – venlighed eller ej – så sig i stand til at
sige noget meningsfuldt, eller meningsløst, som svar på de
glimrende spørgsmål, redaktionen af Recession udkastede.
Her kan vi knap nok tale om en villet tilbagetrækning; og
derfor er det eneste portræt, vi for alvor står tilbage med,
den serielle opførelse af gestalten Søkilde på banjo eller
med recitation, parret med de fænomenale digte i Pan og
Landskaber. Måske er det også alt rigeligt at anskue forfat-
teren som lykkelig anledning til, at ordene kom til verden,
og lade det blive ved det, på tærsklen til et portræt?
om det subjektives mulighed i
Ursula Andkjær Olsens huskende
stemmekompositioner
At stå
som en
bar gren
i vasen
88 At stå som en bar gren i vasen 88
Uvsui~ Axuxiiv Oisvx siger det ikke, men
næsten, at hendes digtkompositioner tilfæl-
digvis er sat sammen af ord, underforstået at
ordene simpelt hen er et klangligt materiale
for hendes tekstlige kompositioner. Omvendt
må hun, når hun et andet sted taler om kom-
ponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreens
musik, have fat i en betegnelse, der normalt
dækker et sprogligt forhold, nemlig ’udsigelse’. I
krydsfeltet af denne tilsyneladende omvending
af det musiske og det verbale står selvfølgelig
’stemmen’, der spiller en stor rolle gennem
alle Andkjær Olsens udgivelser, lige som den
også gør det i Gudmundsen-Holmgreens
musik. Stemmen har det i det hele taget med
at optræde i krydsfelter, i skæringspunkter (av,
kan man høre Ursula Ursprung råbe, men hun
tager også alting så bogstaveligt): den dukker
op og går under som det, der forbinder lyden
(phone) og meningen (logos) uden at gå restløst
op i nogen af delene; den dukker op mellem
kroppen og sprogtegnene, mellem subjektet og
den anden.
På trods af sin fremhævelse af ordenes funk-
tion som klangligt kompositionsmateriale lader
Andkjær Olsen sig ikke indplacere i en decide-
ret lyd-poetisk tradition, hvor lydene nedbryder
meningen eller neutraliserer ordenes semantiske
bagage. Der er tværtimod brug for at kunne
vride denne bagage i den bogstaveliggørende
diskurskritiske stemmepraksis, som er blevet
et af de fremtrædende træk ved hendes poesi.
(Ord)lyden, der i høj grad gør opmærksom på
sige selv som lyd i Andkjær Olsens digtning, og
som, ligesom for øvrigt i lyd-poesien, er situeret
performativt, indgår altid hos hende i et kom-
plekst samspil med en stadig afsøgning af, hvad
stemme er for noget; hvordan enkeltstemmen
kan gebærde sig i det store kor, og dermed også
hvordan subjektivering og betydningsdannelse
kan nnde sted.
Hermed er min asketiske omvej til Reces-
sions spørgsmål om forfatterens ’villen noget
med værket’, hendes ’haven noget på hjerte i
værket’ anslået. Men der er alligevel et spring
fra ovenstående antydning af en minimal og til
tider også skrøbelig etablering af en subjektiv
stemme i et polyfont stemmehav til at tale
om betydningen af forfatterpersonligheden
og dennes eventuelle intentionalitet i relation
til værket. Det kræver som sagt en omvej,
og det her essay bliver en sådan omvej. Den
stemme, som er så meget på færde hele tiden
hos Andkjær Olsen, er nemlig højst paradoksal,
og måden, den er det på, er ikke til at komme
udenom. Den kan på én gang opfattes som en
personlig, højst genkendelig forfattersignatur og
kan samtidig, idet den udspiller sig i udsigelsens
(de)subjektiverende zoner, opfattes som en
stemme, det slet ikke giver mening at kalde
personlig. Det lader sig heller ikke sådan gøre at
få øje på et eksplicit udfoldet spil med forfat-
En af de helt grundlæggende ting er forestillingen
om at komponere, at lave nogle klanglige forløb ud-
foldet i tid, som i dette tilfælde er sat sammen af ord
Ursula Andkjær Olsen i interviewet:
”At få tiden til at gå på en smuk måde”
AF BIRGITTE STEFFEN NIELSEN
89 At stå som en bar gren i vasen 89
terens biogran via skriften. Der er for eksempel
ingen sammenhængende, faktuelt udseende
referencer til en bestemt barndomsgade, ingen
generationskulørte hints til forfatterens egen
70’er-barndom eller 80’er-ungdom. Men alt
dette udelukker på ingen måde, at den stemme,
der eksperimenteres med som ”klanglige forløb
udfoldet i tid” alligevel kan komme til at pege
på sig selv som en form for personlighed, som
temperament, som stil, som idiosynkrasi, som
moralsk subjekt, som sanseligt subjekt, og som
en særlig skiftevis larmende og tyst måde at
være i sproget på.
II
Når Ursula Andkjær Olsen i interviewcitatet,
som jeg indledte med, karakteriser sin metode
som ”klanglige forløb udfoldet i tid”, er det en
måde at betone stemmens betydning på, som
vel at mærke ikke forstår denne som en ren
klangngur. I og med klangforløbene forsøges
det at etablere en udsigende stemme, en
stemme, der rækker sig frem mod betydning.
Allerede på allerførste side i debutbogen træder
en sådan klingende stemme frem, koket og
pinlig ærlig om sin manglende betydnings-
fuldhed, sin manglende historie at fortælle.
Dens fremkomst på tekstscenen består helt og
holdent i at være en villen-sige:
Jeg hedder Lulu, og blandt venner
Lolita Langstrømpe, og
jeg ville gerne fortælle en historie
men jeg har ikke nogen. Panik.
Stativ stakit kasket
panik.
Springop faldned drejrundt
Panik
koket stilet pushup panik.
Panikken over den manglende historie søger
Lulu at kurere med en jambisk dans på stedet.
Og hold op, hvor hun får lov at blive ved,
senere bare med en anapæstisk dans på stedet:
”TUPILAK TINGELING GAKKELAK
TIKADUM GADAGUNG TULLAHOP
PIANIST KLARINET HOPPELOP
STIKIREND HOPOMKRING FALDOM-
KULD FALDERA TRÆKMIGOP”. Lulu er
jo snublende nær ved at være én, der ngurerer
tidsånden (intet mindre) ved at sige: Hør mig,
jeg har godt nok ikke noget på hjerte, men
hold op hvor jeg synes, det er fedt at stå på en
scene, så jeg træder lige vande lidt. Det er bare
alligevel ikke det, der sker. Lulus overkørte
opremsende optræden er i mindre grad en
stemme, som tager tid, end en stemme, der
gives tid, og som sendes af sted i sin egen skæve
bane. Som en stemme på en scene i en ßerstem-
mig tekstkomposition er situeringen af Lulus
enkeltstemme trods dens manglende historie
alt andet end et slag slået for narcissismen. Det
drejer sig om at give en stemme tid, også selvom
den ikke lige lyder til at vide, hvad den skal sige.
Og så viser den sig måske faktisk at trutte med
sin egen utilpassede, langstrømpede charme, og
at blive genkendelig på et Pippi-agtigt voka-
bular af kække, lyd-tikkende imperativer samt
substantiver, der lydligt opfører som sådanne:
tag lige og pi a nist!
I min beskrivelse af hvad der er på færde her,
har jeg på en måde også allerede vendt mig mod
Hver med sit næb fra 2004, som er udgivelsen af
Andkjær Olsens musikvidenskabelige speciale
om Pelle Gudmundsen-Holmgreens musi-
kalske univers. Selvom analogier hurtigt kan
trækkes for langt, ikke mindst analogier mellem
forskellige kunstarter, mener jeg, at det er både
rimeligt og givende at se hendes poesi i lyset
af den tolkning af Gudmundsen-Holmgreens
værk, hun leverer i Hver med sit næb. Der
står tydeligvis rigtig meget på spil, når hun
formidler hans arbejde. Med fremstillingens
særlige fokus på ”stemmen” og ”den musikalske
ting” som både lydlige og udsigelsesmæssige
fænomener fremgår det efterhånden, at der er
tale om et slags valgslægtskab. Det handler ikke
mindst om, at stemmen modsætter sig oversæt-
telse, og så som sagt, at den må gives tid for at
blive til. Der er hos begge tale om en stemme,
der ikke som sådan har nogen essens, men
udfolder sig i forløb, og herigennem genkendes
som og genkender sig som stemme.
Titlen Hver med sit næb hentyder til, at
Gudmundsen-Holmgreen lader den enkelte
stemme i sine polyfone kompositioner lyde i
egen ret. Oboens konkrete obolyd bliver lig
med dens stemme, og derfor kan dens fysiske
særegne lyd ikke erstattes, dens stemme kan
ikke spilles af et andet instrument. Den enkelte
90 At stå som en bar gren i vasen 90
stemmes skæve egensindighed midt i det
sammenbragte kor er kodeordet for den særlige
polyfoni, som for Andkjær Olsen kendetegner
hans musik. Retten til musikalsk udsigelse
er hverken forbeholdt de retorisk stærke og
beslutsomme stemmer eller de samarbejdsvil-
lige, det vil sige akkompagnerende stemmer.
Det er dette ønske om at give plads og frem
for alt tid til de ubeslutsomme og utilpassede
stemmer, lade dem stikke ud og ikke drukne
dem i vellyd eller en fælles sag, der fremstår som
det afgørende mødepunkt mellem Andkjær
Olsens digtning og Gudmundsen-Holmgreens
kompositioner:
I begyndelsen hører man blot nogle få
klange. Man lytter til selve fagottens klang,
ikke en linje spillet af en fagot, for den spil-
ler netop ikke en rigtig linje; man får kun
klangen af et par enkelte toner (...) Og sam-
tidig har Pelle Gudmundsen-Holmgreen
spændt sine tråde ud, for pludselig fokuserer
man på, at den bliver ved. Komponisten
giver kort sagt fagotten al den tid, den har
brug for – hvor andre ville have ”slukket” for
en sådan ubeslutsomhed langt tidligere. Og
fordi Gudmundsen-Holmgreen viser den
retorisk set ikke synderligt overbevisende
fagot tillid og lader den blive ved med at
humpe rundt i manegen, så viser den sig at
have en egen stemme. (Hver med sit næb, p.
11)
Tingene og stemmerne i Gudmundsen-Holm-
greens musik lader sig altså ikke ”klæde af ” og
iføre andre dragter; deres specinkke klingende
fremtrædelsesform er altafgørende – uden den
er de ikke sig selv.(Hver med sit næb, p. 26)
Det er med formuleringer som ovenstående, at
Andkjær Olsen mest direkte alluderer til den
forestilling om stemmens uoversættelighed,
som også dukker op centrale steder i Horace
Engdahls essayistik om stemmen i litteraturen,
som vi skal se på om lidt. Men interessant nok
er den bestræbelse på at befri lyden som lyd,
som der er tale om hos Gudmundsen-Holm-
green, og som altså medfører, at lyd-tingene og
stemmerne ikke lader sig ”iføre andre dragter”,
en del af en avantgardebestræbelse på at
skrælle musikken af lyden, skrælle kunsten
af kunsten for at emancipere den fra sig selv
og gøre den til liv. Det er en bestræbelse, der
historisk set har været ført som en slags krig
mod stemmen. I Andkjær Olsens fortolkning
af Gudmundsen-Holmgreens musik opfattes
lyden dog ikke som noget, der søges befriet fra
stemmen. Tværtimod. I Hver med sit næb lægges
der stor vægt på, at Gudmundsen-Holmgreen i
modsætning til en stor del af avantgarden ikke
ønsker at befri lyden i betydningen at gøre den
neutral. Nej, der er netop hukommelse på færde.
Lyden er ikke neutral, den husker! Det er via
hukommelse, at de lydlige elementer i form af
ting og stemmer får identitet. F.eks. ”husker”
det båthorn, som Gudmundsen-Holmgreen
anvender i en komposition, sin fortid på gaden.
Eller lytteren husker det for båthornet. Stem-
men opfattet som både huskende og uoversæt-
telig i sin klingende gestalt peger lige lukt mod
Andkjær Olsens egen vitalt stemmeførende (læs
gerne: strømførende) poesi og på den opfattelse
af stemmens performative og etiske potentialer,
som hun udfolder herigennem.
Den konkrete sansnings nu og her forankret i
et lyrisk jeg har aldrig været det fremherskende
i Andkjær Olsens poesi (selvom den, i skrivende
stund, seneste samling, Skønheden hænger på træ-
erne markerer lidt af et skifte her). Umiddelbart
er hendes digtning, som antydet i indledningen,
snarere karakteriseret ved sine utrættelige vrid-
ninger af diverse mere eller mindre belastede
diskurser, som herved fratages muligheden for
at lukke sproget med endegyldige udsagn og
retoriske tilbud, man ikke kan sige nej til. På
trods af, at det foretrukne poetiske materiale
er diskursive citater i højere grad end sproglig-
gjorte sansninger, så er det i eminent grad en
korporlig tilstedeværelse, man konfronteres med
som læser af Andkjær Olsens tænkende tekster.
Det er som om, der ikke er nogen modsætning
mellem tanke og krop. Op gennem samlingerne
bliver det tydeligere og tydeligere, at denne
tilstedeværelse og korporlighed i en samtidig
så teoretisk og diskursreßekterende skrift igen
hænger sammen med den fremskudte rolle,
stemmen i hendes tekster har. For netop den
talende stemme udgør et nu og her i Andkjær
Olsens poesi, og denne stemme får læseren til
at følge sig i dens mindste udsving. Og situeret
er den altid, det vil sige som en krop på en form
91 At stå som en bar gren i vasen 91
for scene og sat i en situation, som den ikke kan
bemestre eller overskue, men så meget desto
mere er nødsaget til at rapportere om. Nogle
gange stærkt tvunget til udsigelse som var den
en stemme hos Beckett: ”Man kan få mig til at
sige hvad som helst i det her rum”.
At stemmen er situeret medfører jo så også, at
den ikke kan være absolut, men må være relativ.
Og her sendes vi sådan set tilbage til beskrivel-
sen af kompositionsprincippet ”klanglige forløb
udfoldet i tid”. En beskrivelse, der uddybes lidt
senere i samme interview: ”og det handler om
de små gentagelser, der bliver vendt og drejet
lidt og dukker op af strømmen på andre måder
end sidst, man hørte dem, sådan at arbejdet
består i at få dem til at dukke op på de rigtige
tidspunkter”. Min oplevelse er, at der aftegner
sig en rytmisk grundforestilling hos Andkjær
Olsen, som i praksis implicerer en form for
timing, der er lige så etisk som den er æstetisk.
”Alting er lige vigtigt, men ikke på samme tid”
lyder en sætning, der optræder i Ægteskabet
mellem vejen og udvejen. Lige så forsigtig, man
som læser af den bog mildest talt må være med
at tage bestemte udsagn ud af de dynamiske
diskursive forløb og tilkende dem en særlig
metadiskursiv, absolut (!) gyldighed for værket,
så er spørgsmålet, om ikke lige præcis sætnin-
gen, ”alting er lige vigtigt, men ikke på samme
tid”, danner klangbund for den omsorg for det
relative, som Andkjær Olsen kan siges at udvise
i sin særlige timing af de klanglige forløb.
III
Vi er her på mange måder tæt på Horace
Engdahls opfattelse af litteraturens stemme i
Beröringens ABC, som da også spiller en vigtig
birolle i Hver med sit næb og i øvrigt også citeres
skjult i Ægteskabet mellem vejen og udvejen.
Fagotstemmen i Mester Jakob (1964) fremstår
således egentlig meget engdahlsk i Andkjær
Olsens beskrivelse, nemlig som en decideret
ikke-retorisk stemme, som overhovedet bliver
til som stemme, fordi dens ubeslutsomhed, frem
for at diskvalincere den, bliver dens væsenstræk.
I Beröringens ABC er læsningernes varme grød
altid der, hvor den læsende pludselig bliver sig
bevidst at lytte til en stemme, som når man
i ovenstående citat lytter ”til selve fagottens
klang og ikke en linje spillet af en fagot”. Også
citatets modsætning mellem linjeføring og
klang, mellem retorik og stemme genkender vi
fra Engdahls essayistik om stemmen.
Men Engdahls stemmebegreb er udtrykkeligt
i opposition til avantgarden, som han ser som
ét stort anslag mod stemmen og kalder en
”frugtbar fejlen”. Alligevel anvender Andkjær
Olsen altså hans stemmeessayistik som en
medspiller i sine analyser af Gudmundsen-
Holmgreens musik. Når hun kan bruge den
avantgardekritiske Engdahls stemmebegreb
konstruktivt i sin fremstilling af Gudmundsen-
Holmgreens musik, er forklaringen, som
allerede antydet, at sidstnævnte i sin bestræbelse
på at befri lyden som lyd ikke samtidig bekæm-
per stemmen, men tværtimod arbejder med
en polyfoni, der værner enkeltstemmen. Når
denne fælles værnen enkeltstemmen hermed er
understreget, må Andkjær Olsen dog også, for
at kunne bruge Engdahl i sammenhæng med
Gudmundsen-Holmgreens musik og indirekte
i sammenhæng med sin egen digtning, betone
de ikke-metaforiske, materielle, taktile eller
kropslige aspekter af hans teorier om stemme
og betydning.
Men hermed må hun så omvendt underbetone
stemmens immaterialitet og uhåndgribelighed
hos Engdahl. Den er ellers en nok så karak-
teristisk del af hans prøvende tilgang til den
stemme, som han mener, vi kun kan høre, hver
gang vi igen i læsningen udsætter os for værkets
henvendelse, forstået som en henvendelse fra en
helt anden verden, litteraturens uoversættelige
parallel-verden, som følger nogle fundamentalt
andre love end de, der gælder uden for littera-
turen. Det er en verden, hvor en stemme kan
udskilles og opfattes, uden at der høres en lyd.
I læsningen kan denne stemmes henvendelse
være som en distinkt berøring, men forsøget på
at gribe denne stemme og føre den med over i
en udlægning eller tolkning vil altid strande og
stemmen være tørret ud og forsvundet som en
vandmand, der trækkes på land. Der er i den
forstand aldrig andet at gøre end at svømme
i det element igen, som er tekststemmens og
læserens-i-læsende-tilstand. Vi er med andre
ord med stemmen som udgangspunkt langt
fra avantgardens forestilling om en udviskning
af grænserne mellem kunst og liv. Hvor langt
Ursula Andkjær Olsen kan følge Engdahl i
92 At stå som en bar gren i vasen 92
radikaliteten i hans grænsedragning her, kan
man være mere i tvivl om. Han sætter så også i
en vis forstand denne grænsedragning mellem
kunst og liv på spil igen, når han efterfølgende
beskæftiger sig med vidnelitteraturen, som en
virkelighedens genrer, hvor den implicitte sand-
hedsed eller tillidskontrakt, som vidneteksten
afhænger af, igen udspiller sig som en relation
mellem netop tekstens singulære, uoversættelige
stemme og den lyttende læser. (Hvad man i
øvrigt også kan notere sig her er, at næsten
uanset i hvilken forstand man taler om tekstens
stemme, så må man, som det i allerhøjeste
grad også er tilfældet i Andkjær Olsens poesi,
implicere ideen om performativt sprog, og
omvendt med performativt sprog ofte implicere
en stemme. At forestille sig en talehandling,
der ikke falder tilbage på en stemme, der siger
”jeg”, lader sig ikke rigtigt gøre – jf. ovennævnte
sandhedsløfte i en vidnetekst, dens implicitte
”jeg lover, at det, jeg nu siger, er sandt”).
Hos Andkjær Olsen sættes kunst og liv, nk-
tion og virkelighed som sagt snarere i gensidig
bevægelse gennem diskursvridende, ofte politi-
ske stemmeeksperimenter, med en vis amnitet
til en avantgardistisk modsproglig praksis, som
vi skal se et konkret eksempel på lige om lidt.
Men når denne modsætning til den avant-
gardekritiske Engdahl er fremdraget, skal det
understreges, at det er og bliver en helt central
og produktiv dobbelthed hos Andkjær Olsen, at
hun samtidig ser ud til at dele, for ikke at sige
være viklet ind i, den romantisk-modernistiske
optagethed af den singulære skriftstemme,
som også Beröringens ABC udtrykker med sine
læsninger. I hvert fald spiller denne romantiske
stemme, den bare gren i vasen, som der tales
om i Skønheden hænger på træerne, hele tiden
med som en længsel, en fascination, en søgen
hos poeten med den spaltede tunge og det store
arsenal af stemmer.
IV
For nogle år siden sendte DR2 en julekalender
af Omar Marzouk, hvor han spillede jule-
manden, der som udlænding fra Nordpolen
måtte igennem hele den bureaukratiske mølle
(opholdstilladelse, arbejdstilladelse, karantæne-
regler for rensdyrene, arbejdssikkerhedsregler i
forhold til skorstenenes bredde osv.). Som led i
sin forberedelse af julemandens forhindringsløb
gennem lovjunglen mødte Marzouk op og
interviewede forskellige relevante myndigheds-
personer, hvis roller var at spille sig selv og tage
legen alvorlig, udsætte den for loven så at sige.
En juleleg, hvis simple, men eßektive præmis,
bestod i en aldrig udtalt ombytning af ordet
”muslim” med ordet ”julemand”. Den form for
alvorlig juleleg ser vi i en vis forstand som en
af sprogspilsformerne i Ægteskabet mellem vejen
og udvejen, hvor den skrivende tilsyneladende
spiller spillet inden for reglerne i et bestemt
spilsystem og overtager dets bestemte udsigel-
sesformer, men samtidig elegant har kastet en
brik, der tilhører et andet spil, ind i systemet.
Eksempelvis som i nedenstående passage med
den gentagne indsættelse af ”lykke og lyse
nætter” i stedet for ordet ’penge’ i en økonomisk
og værdipolitisk diskurs. Her spiller de citerede
så at sige også sig selv, om end der foretages et
åbenlyst, konsekvent og gennemskueligt poetisk
indgreb i deres udsigelse. Et indgreb, der
iværksættes gennem en instans i teksten, hvis
stemme taler fra de sagligt udseende klammer,
man kan indsætte i et citat for at markere, at
det nu er den skrivende, der bryder ind med
sin egen kommentar til læseren eller med sin
rekonstruerende udfyldning af en lakune midt
inde i en andens diskurs (Ægteskabet mellem
vejen og udvejen, p. 190):
Problemet er ikke de handlende, problemet
er, at vi har for mange [lykke og lyse nætter],
vi holder lørdag hver dag (Henriette Kjær,
tidligere forbrugsminister, 2004).
Hvis vi havde haft ßere [lykke og lyse
nætter], ville vi også have givet ßere (Ni-
colas Sarkozy, forhenværende ministre de
l’economie, 2004).
Spørgsmålet er ikke, om du ønsker at leve
som før, men hvordan du får [lykke og
lyse nætter] til det. (Storebrand forsikring,
2004).
Tidligere kunne borgere, som ikke [tjente
deres egne lykke og lyse nætter], og derfor
ikke bidrog til samfundet[s lykke og lyse
nætter], ikke stemme ved demokratiske valg.
93 At stå som en bar gren i vasen 93
[…] Der synes at være fornuft bag dette
standpunkt (Lotte Noer, VU, 2004).
I samme samling beskrives den foruroligende
oplevelse, at man kører i et vejsystem, hvor alle
skiltene hele tiden bare viser ”toutes direction”,
og derfor sender én rundt på nogle ekstra ture
i sprogets rundkørsel, mens man kækt vinker
til vennerne som for at få styr på panikken,
eller fordi man sagtens selv kan se komikken.
Panik, komik. Det er samtidig en meget præcis
skriven sig hen mod en tilstand af potentialitet,
en sproglig ubestemthed. Det er, som om
det tvetungede subjekt, der hele tiden siger
både-og, som blæser og har mel i munden, har
givet sig selv den opgave konstant at holde
sprogets vægtskåle i balance, og netop bruger
sin tvetungethed til at løse denne opgave. Erik
Skyum-Nielsen ser i sin anmeldelse af samlin-
gen tvetungetheden som en risikofri dækken
sig ind, som en måde at beskytte sig selv mod
at frembringe ”gyldig kunst, dvs. digte, der kan
tale i og for sig selv” (Information 9-9-2005,
p. 26-27). Som om turen rundt i rundkørslen
hver gang er udtryk for en gratis omgang. Men
den tvetungede tager jo i høj grad ansvar og får
midt i tvetungetheden talt for ambivalensen
som noget, der må kæmpes for, og får talt for
længslen og imod forklædningen af længslen til
”syndßodssamfundets behov”. Meget kan man
sige, men risikofrit er det næppe.
V
Når der her indtil nu mere har været talt om
stemme end om stemmer, og det på trods af, at
vi har med et forfatterskab at gøre, som enhver
vil kunne sværge på netop er fyldt med stemmer
i ßertal, er det ikke, fordi jeg prøver at overhøre
den indlysende mangestemmighed, der er på
færde.
Men som antydet allerede i indledningen
er det som om, der på forskellig vis gennem
tekstsamlingerne tages udgangspunkt i en-
keltstemmen, som så er opfattet og udfoldet
i dens mere eller mindre lykkelige relation til
det store kor. Man kan for eksempel sige, at
Lulus sange og taler var præget af et markeret og
meget farverigt spil på det polyfone i form af
ßere forskellige rollespillende, distinkte stem-
mengurer, som dog netop kan opfattes som én
og samme stemmes valg af forskellige roller,
stemmetemperamenter, eller ngurationer af
forskellige diskursformer. Ursula Ursprung er
således ikke bange for at tage fat på at tale om
udspring og begyndelser eller kort sagt foretage
lidt ”grundlageforschung”. Lulu Langstrømpe,
som vi var inde på tidligere, er tydeligvis en,
der med lige dele fryd og skræk øver sig på at
være i sproget. Hun griber ud på alle hylder
for at sammensætte sig et vokabular (som hun
indledningsvist ordner efter ordenes lydlige
trykforhold, og deres potentiale til at lyde som
var de allerede en sætning). Hun er tydeligvis i
panik for at udfylde en form for tom stemmes
tavse krav om udsigelse. Som sådan lader også
Lulu sig opfatte som et aspekt af samme åbne
(for ikke at sige gennemperforerede) stemme
som de øvrige roller i Lulus sange og taler.
Andkjær Olsen har selv talt om, at debutbo-
gen behandler hendes egen ßerstemmighed,
mens Atlas over huller i verden og Ægteskabet
mellem vejen og udvejen er orienterede mod
verdens ßerstemmighed, og hermed peger hun
samtidig på, at ßerstemmigheden er udtryk for
en mimetisk tilgang. Det drejer sig altså om
at vise, at sådan er verden: ßerstemmig! Med
Skønheden hænger på træerne forsøges denne
mimetiske tilgang nedtonet: mindre visen,
mere sigen, i forsøget på at lade enkeltstemmen
frigøre sig. Ordet ”mimetisk” er måske en smule
overraskende, når man tager den rolle, som
spillet, legen, forvrængningen og eksperimentet
trods alt har i hendes digtning, i betragtning.
Men så alligevel ikke mere overraskende end
som så, for det er verdens mange sprog, der
trænger ind i kompositionerne, der netop ikke
er lukkede selvhenvisende systemer.
I takt med, at den rollespillende markering er
blevet mindre fremtrædende i forfatterskabet
frem mod Skønheden hænger på træerne, er
spørgsmålet om forholdet mellem den enkelte
stemme og de mange stemmer faktisk ikke
blevet mindre presserende. Samlingen fra
2006 kan man opfatte som talt af en stemme,
der søger nøgenhed frem for at kunne hylle
sig i alle de diskursive stoßer, stemmerne i de
tidligere samlinger har haft at folde sig ind og
ud af i deres citerende omgang med verden.
Det er en stemme, som til stadighed forsøger
at afgrænse sig, forsøger at komme til at tale på
94 At stå som en bar gren i vasen 94
egne vegne for ikke uaßadeligt at høre ekkoer
af andre stemmer komme ud af sin mund.
Alligevel lader Skønheden hænger på træerne sig
opfatte som en kontinuerlig fortsættelse af det
spil på det polyfone, der har været i gang siden
debuten. Jeg opfatter den som en enkeltstemme,
der opfører sig som var den med i en ßerstem-
mig komposition af Gudmundsen-Holmgreen,
og som gør det ved blandt andet at insistere på
sin envejskommunikation og på at ville afstå fra
dialogen med dens mulige opløsning af netop
stemmeforskelle. Hvis man skulle have været
i tvivl om det, er man det ikke længere efter
læsningen af Andkjær Olsen: at ßerstemmighed
og dialogicitet ikke behøver at have det mindste
med hinanden at gøre; at ßerstemmighed uden
dialog ikke nødvendigvis er lig med kakofoni;
og at ßerstemmighed uden dialog ikke nødven-
digvis er en dårlig ßerstemmighed. Det der hele
tiden peges på her, er den forskelsbevarende ßer-
stemmighed: den forskelsbevarende situering
af enkeltstemmer på samme scene i hver deres
bane i tilrettelagte, timede gentagelsesforløb.
Men hvor de egensindige stemmer hos
Gudmundsen-Holmgreen helt undlader at lytte
til hinanden, mens de bevæger sig rundt i egne
repeterende baner, så må vi alligevel fastholde,
at stemmen i Skønheden hænger på træerne er
mere porøs, mere lyttende. Udsigelsen sætter en
syndßod i gang, ordene kan ikke tages tilbage,
hvilket markeres af hele samlingens hvirvlende
færd mod, hvad der forventes at være et hav.
Et ’jeg’ taler, mens det på den måde hvirvler
af sted. I første del er jegets tale præget af en
uvenlig, bebrejdende tiltale af et ’I’. Dette ’I’ kan
både være ting, der klæber til jeget som aßald.
Det kan være ordene, der i og med udsigelsens
’syndefald’, ikke kan tages tilbage, og endelig
kan det være de andre, der truer med at opløse
jegets stemme. Men efter første del forsvinder
denne ’I’-tiltale og går over i en blidere, varmere
og sprødere tiltale af et ’du’ og desuden længere
passager med ubestemt tiltale. Tiltalens vekslen
får altså lov til at præge og forandre stemmen
her. Det er det, der kan siges at markere en slags
skiftevis ufrivillig og imødekommende lytten
midt i stemmens tæt registrerende rapportering
fra sin knap så tætte tømmerßåde på udsigel-
sens (de)subjektiverende hvirvlende strøm.
Vi følger her en enkeltstemme, hvis forsøg på
at ekskludere sin kontekst i form af ”de andre
stemmer” resulterer i, at disse alligevel er mas-
sivt til stede i enkeltstemmens egen ekspressivt
reagerende tiltale.
Hvis vi nu går med på den forestilling, at en
stemme i musik og en stemme i skrift; en mu-
sikalsk udsigelse og litterær udsigelse, lader sig
sammenligne, så må vi altså her sige, at det er
den tiltalende stemmes porøsitet, der nødven-
digvis adskiller Andkjær Olsens skriftstemmes
spil med det ßerstemmige fra stemmerne hos
Gudmundsen-Holmgreen. Når man ikke desto
mindre på trods af tiltalens rolle kan opleve, at
enkeltstemmen i Skønheden hænger på træerne
opfører sig, som var den med i en ßerstemmig
komposition af Gudmundsen-Holmgreen,
skyldes det først og fremmest måden, digteren
iværksætter enkeltstemmens klanglige forløb
på. Netop disse varierede klanglige gentagel-
sesforløb udfoldet i tid skaber det minimale
erindringspotentiale, som skal til, for at man
kan opleve den lydlige identitet, der på sin side
overhovedet gør det muligt at identincere en
stemme som en bestemt stemme:
Individualiteten forstået som de
forskellige måder hvorpå
man går i opløsning.

Mens man / glæder sig til at / se sit / skelet
og / slikke sine sorte // grene. (p. 138)
Individualiteten // og almenheden. Forstået
som de / alligevel ikke så voldsomt forskel-
lige / måder / hvorpå man går i opløsning.
// Man går op i sin almenhed. Ja. Lige mens
man / ßår sig selv / allermest // i bladene.
(p. 171)
Det her er en stemme, der folder sin egen tilbli-
velse ud ved at tale om sin egen opløsning. En
stemme, der på én gang bliver distinkt og går
under i og med sin huskende og modererende
”alligevel ikke så forskellige”.
VI
Det sidste og i øvrigt hyppigt forekommende
ord i Skønheden hænger på træerne er netop ”alli-
gevel”, og man kan sige, at ordet får lov at spille
rollen som en art poetisk signatur. ”Alligevel”
95 At stå som en bar gren i vasen 95
kan markere en uendelig mulighed for at føje
til, hvor der ellers kunne se ud til at være lukket
af eller afrundet, og hvor en argumentation
kunne se ud til at være ført til ende. ”Alligevel”
kan være den ubeslutsommes signatur. Og ”al-
ligevel” kan, når ordet bruges synonymt med ”på
trods af det”, hjælpe med til hele tiden at rykke
de diskursive barrierer for, hvad der egentlig er
muligt eller forventeligt at sige. Som stemmen
hos Gudmundsen-Holmgreen eller Andkjær
Olsen selv, der ikke ved, hvad den skal sige, men
siger alligevel. Et ord, der opviser modstand,
men som alligevel (!) snarere end blot at trodse,
markerer en insisteren på at holde sproget
åbent. Og det er egentlig ikke så lidt at have
på hjerte. Heller ikke selvom den her forfat-
ters konstante mellemværende med stemmen
komplicerer forestillingen om ophavsretten til
ordene, til stemmen, til udsigelsen, når man
står midt i svanesangen. Når nu man bruger
stemmen til at sige med, bliver stemmen det,
der ikke kan siges:
Man kan
spørge sig selv

hvad er det den
siger. Jeg
ved det ikke. Men den
siger det

alligevel. Mens

jeg er trådt i
baggrunden.

Mens jeg
prøver at
danne mig et

overblik over
svanesangen.

Mens jeg
står midt
i den.
(fra Skønheden hænger på træerne, 2006)
Litteratur
Ursula Andkjær Olsen: Lulus sange og taler,
2000.
Ursula Andkjær Olsen: Atlas over huller i verden,
2003.
Ursula Andkjær Olsen: Hver med sit næb – Pelle
Gudmundsen-Holmgreens musikalske verden,
2004.
Ursula Andkjær Olsen: Ægteskabet mellem vejen
og udvejen, 2005.
Ursula Andkjær Olsen: Skønheden hænger på
træerne, 2006.
Horace Engdahl: Beröringens ABC, 1994.
(Dansk oversættelse ved Karsten Sand Iversen
i 2004).
8 Islandsk kor; 11 Fotos: Benedikte Bjerre; 19 Tegning: Karsten Baun. Ikke alle danner billeder, mens de læser tekster. Derfor har
læsernes redaktør for at hjælpe denne ilde stedte gruppe, instrueret Karsten Baun om at tegne efter følgende tekst: ” Der er ikke
meget gråvejr over Y, da jeg møder hende en regnvåd tirsdagseftermiddag på indre Nørrebro. Hun er i knaldrød, kortærmet kjole,
tigerstribede høje hæle og har kaotiske krøller dansende om ansigtet. Mens jeg damper af efter cykelturen i regnen laver hun grøn
te, serverer mineralvand og fortæller historier... Hun er ikke bare tjekket – hun er også sød, sjov og omsorgsfuld. - Jeg ved ikke, om
Y er en rigtig kvinde. Men empatisk og handlekraftig – dét er hun”; 22 Foto: Axel Hansen. Fra Det Kgl. Bibliotek; 24 Gravering. Fra
Det Kgl. Bibliotek; 33 Visitkort. Ca. 1873. Fra Det Kgl. Bibliotek; 45 Foto: Jonas Kleinschmidt; 54 ”Les principales étapes de la vie”.
Françoise Pilard-Coppens. Museum National d’Histoire Naturelle Galerie de Paleontologie; 55 Foto: Anders Johannsen; 72 ”Howard
Clifford running off the Tacoma Narrows Bridge ” (1940). Fotograf ukendt. Fra University of Washington Libraries. Special Collections
Division; 74 Lars Bukdahls statusopdateringer på Facebook. Indhøstet via mellemmand. Statue: ”Perseus med Medusas hoved” af
Antonio Canova. Idé og montage: Anders Johannsen; 76 Cover til bogen ”Det hudfarvede øde”. Tegning af forfatteren; 79 Fotos:
Lars Gundersen; 84 Tegning: Karsten Baun. Afsæt i ” Sixpence. Plusfours. Buttery, omhyggeligt skødesløst bundet. Smalle,
engelske sko, mærket Derby eller Oxford. Hans ansigt: blå egernøjne, kvikke, livlige, parret med et svagt drømmende, diffust skær.
Kroppen; spinkel, rank, men ganske svagt ludende. Stemmen, behagelig, lavmælt, men sonor. Umiddelbart kommer X os i møde i
en besynderligt altmodisch, overleveret gestalt, som et drømmesyn fra 1800-tallet, der pludselig materialiserer sig på Assistens
Kirkegård, blandt brummende busser og råbende drengebander”
Illustreret af
Søren Ulrik Thomsen
Morten Søkilde
Georg Brandes
ISSN 1610-2941
r
e
c
e
s
s
i
o
n
R
E
C
E
S
S
I
O
N

#
1