You are on page 1of 98

rec e s s i o n

RECESSION #1
Søren Ulrik Thomsen
Morten Søkilde
Georg Brandes

ISSN 1610-2941
Redaktion
Anders Johannsen
Jon Mikkel Hansen
Astrid Ravn Skovse
Sia Sander
Sanne Fræer Andersen
Jonas Kleinschmidt
Layout
Anders Johannsen
Skriv til os
Recession
Københavns Universitet, INNS
Njalsgade 120, 2300 København S
Hjemmeside
www.recessiononline.dk
Uopfordret materiale til
redaktion@recessiononline.dk
Støtte
Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab +
Statens Kulturtidsskriftstøtte
Oplag
450
Pris
50 kr
#1
recession hedder det, når det går ned ad bakke. Vi har sendt
vores tidsskrift på en rutsjetur. Og det er ærligt ment.

For det gik jo meget godt med Reception, som vi hed før hamskiftet.
Faktisk havde vi svunget os op i så høje luftlag, at det indimellem var
nødvendigt at hive lidt efter vejret. Vi befandt os i en situation, hvor
det blev forventet, at hvert nummer skulle snøres ind omkring et
interessant, spidsfindigt, originalt, men altid meget smaltaljet tema – et
emne, hvor artiklerne bestemt ikke var hyldevarer hos skribenterne og
derfor skulle tages hjem på bestilling. Den overraskende konsekvens af
den kritiske og kræsne tilgang var, at man taknemmeligt måtte trykke
alt, hvad der landede i redaktionens indbakke. Temanumrene blev,
skønt stort opslåede, ofte nedslående læseoplevelser.

Vores recession handler ikke om økonomi. Alligevel er der en oplagt


analogi at hente i pengenes verden. Nedgangstider har den afgørende
fordel, at det er de mørke udsigter, der dominerer, de advarende
stemmer, der lyder højest og helt fortrænger det tærende krav om
mere, om stejl årlig tilvækst af ånd. Nu er prognosen fordummelse. Dét
giver spillerum.

RECESSION #1 åbner op for nye indholdstyper, mindre massive end


artiklen, der tidligere var enevældig. Formatet er kortere, men snoren
længere; i dette nummer trykker vi alt fra korte drive-by anmeldelser
og tekstting, der er hentet frem fra kuriøsistetskabinettet, til oplysende
introduktioner og øjenåbnende analyser af helt traditionelt tilsnit. Men
det skal ikke forstås sådan, at vi nu trykker hvad som helst.

Centralbankslogikken tilsiger, at man ved at sænke forventningerne


kan stimulere produktiviteten. Eller kristent klingende: Forlang mindre,
få mere. Hvis denne blåøjede beregning holder stik – og vi krydser
fingrene –, kan det være, at vi efter et par numre og endnu en
omklædning kommer til at ses under navnet Optur!, Bønnestagen eller
Magasinet Himmelflugt.
essays
VÄLKOMMEN TILL FÖRORTEN af Anders Schreiner 57
VERDEN SOVER RÆVESØVN… af René Rasmussen 59
AT STÅ SOM EN BAR GREN I VASEN af Birgitte S. Nielsen 88

anmeldelser
HAVET ER EN SCENE af Tim Lissauer 7
STORMEN I 99 af Helle Eeg 10
ALTING BEGYNDER I GRAM af Jesper S. Lorenzen 53
MINE PIGER af Søren Staun 67
CAMILLA AND THE HORSE af Rasmus Stenfalk 68
UBEVIDST RØDGANG af Martin Johs. Møller 69
DET HUDLØSE ØDE af Astrid Ravn Skovse 75
BILERNE KØRER af Andreas K. Rasmussen 77
DU LIGNER NOGET FRA EN PEJS af Christian Klauber 80
VI SIDDER BARE HER af Christoffer B. Eriksen 81

personligt
SØREN ULRIK THOMSEN af Anders, Jon og Jonas 11
DY PLAMBECK af Astrid Ravn Skovse 19
JOHN STUART MILL af Georg Brandes 21
BO HR. HANSEN af Jonas Kleinschmidt 45
LARS-EMIL WOETMANN af Mads Emil Wivel 56
LARS FROST af Inge Sidenius 71 HVIS MAN IKKE KAN GEHØRE MÅ
MORTEN SØKILDE af Mikkel Bruun Zangenberg 83 STORMEN I 99 af Helle Eeg 10
SE, DER KOMMER TOGET! af And
JEG VIL VÆRE EN RUTINERET SØ
JOHN STUART MILL af Georg Bra
ER DER EN LÆGE TIL STEDE? af S
SORGENFRI BLUES af Jonas Klein
SELVPORTRÆT af Louise fr. Rosen

hjemmestrik ALTING BEGYNDER I GRAM af Je


SYMFONISK FÆLLESSKAB af Ma
ER DER EN LÆGE TIL STEDE? af Stine Pilgaard 35 VÄLKOMMEN TILL FÖRORTEN af
SELVPORTRÆT af Louise fr. Rosengreen 49 VERDEN SOVER RÆVESØVN, DIG
DIGTE af Iben Engelhardt Andersen 64 DIGTE af Iben Engelhardt Anderse
MORDELSKERE, GIV AGT! af Søre
JAGERFLYETS SKØNHED af Rasm
UBEVIDST RØDGANG af Martin J
FUNDAMENTET VAKLER af Inge S
IND UNDER HUDEN af Astrid Rav
BILERNE KØRER af Andreas K. Ra
DU LIGNER NOGET FRA EN PEJS
VI SIDDER BARE HER af Christoffe
MORTEN SØKILDE af Mikkel Bruu
AT STÅ SOM EN BAR GREN I VAS
I don’t wanna throw up in front of the camera.
I’ve done everything else in front of the camera.
But I don’t want to throw up
- Bob Dylan, 1966

Det der er så smukt ved virkeligheden,


er, at man misforstår, hvor den starter,
og hvor den slutter
- Lars Frost, 2008
LEDER

Lars Frost havde hele den unge Bob Dylans kækhed og vrangvillige
charme den dag på Gyldendals scene, hvor han måtte anmode
publikum om en lille øl, før arrangementet kunne fortsætte. Og det
var da heller ikke for meget at forlange for at kunne give sin høfligt
overlegne interviewer ordentligt igen, denne kæmper ihærdigt med
at trække artigheder om den nye bog ud af dens forfatter, men
bestræbelserne krones ikke med held, samtalen kører, som der bliver
kørt i en sort-hvid taxatur gennem London, Dylan manisk talende om
nogle optagelser, han har lavet, you gotta hear those tapes, man, og
Lennon, hvis bevidsthed ikke er på after burner, svarer faderligt, med
katedralrøst, hans stemme runger af alvorlighed, og alt det bare for at
levere små stikkende bekræftelser, når der virkelig bliver insisteret, og
også til kameraet nikker han, for Dylan har arrangeret, at hele 66-touren
skal dokumenteres i, hvad der ender som en obskur egenproduktion,
Eat the document, unwatchable er dommen fra dem, der ikke lige har
set denne sekvens på youtube.

Lars Frosts optræden havner også som grovkornet videoklip på


internettet, og ligeledes med hovedpersonens accept, for det er en
misforståelse, at det, der foregår er pinligt, selvom Politiken ikke holdt
sig for gode til at grine lidt i skægget, da de poetisk instruerede deres
læsere om at søge efter ”det der er så smukt ved virkeligheden”, og
Information, i en søgeguide til samme filmstump, morede sig med at
komme med hentydninger til den optrædendes beruselsestilstand, så
mange som muligt, og sandt nok ser han da heller ikke helt appelsinfri
ud, fulderik er nok at gå for vidt, men det er tydeligt, at han har fået
en enkelt over tørsten. Pointen er imidlertid ikke dette faktum, der
kunne være alvorligt nok, hvis han bestred et hverv med ansvar, hvis
han havde været fuldmægtig i et ministerium eller på anden måde
betroet offentlige midler, men intet af dette er tilfældet. Pointen er,
at han håndterer sin brandert så smukt og forbilledligt, at de utallige
klik og henvisninger, videoen har fået, kun kan ses som udtryk for
beundring, alle de samtaler, der er indledt med, så du klippet med Lars
Frost, må være ført i et respektfuldt toneleje, for her er ikke tale om
skadefro, et fænomen man i alkoholsammenhæng meget rammende
kalder drunkenfreude, men det er altså ikke det ord, vi skal hæfte på
det, forklaringen er snarere, at interessen for kunstneres udskejelser er
stor, fordi de forstår at skeje ud med stil, og i øvrigt stadig har lov til det.

6
Hvis man ikke kan gehøre må
man gefühle
Polyfoni er én ting, men Ursula Andkjær Olsen kan ene kvinde både beatboxe,
synge og gøre ved. Det gør hun så i sin femte digtsamling

AF TIM LISSAUER

Ursula Andkjær Olsen: Havet er en scene. 208 og lært så mange og har lyst til at høre flere, og fordi
sider. Gyldendal 2008 ingen af dem er sandere eller bedre end de andre...”
Polyfonien, koret af stemmer, har været en unedskydelig
Ursula Andkjær Olsens digte minder mig om hendes redningsplanke for kritikere høj som lav, der ikke havde en
far. Han var min musiklærer i gymnasiet, en sært spraglet snebolds chance i helvede overfor disse tekstansamlinger,
én af slagsen. Manisk og panisk truttede han ved tavlen, som Lulu-debuten falbød, lige så vel som de efterfølgende
om mol og dur og David Bowie, om Jimi Hendrix og Atlas over huller i verden (2003), Ægteskabet mellem vejen
tolvtaktersblues og det med en indlevelse og entusiasme, og udvejen (2005) og Skønheden hænger på træerne (2006).
der satte selv det mest tonedøvt apatiske teenagepige- Polyfonien og kritikeren er et spor, som denne artikel
hjerte i musikalske flammer. Når der skulle vises noget lige så vel kunne have fulgt og jeg nærer et stille håb i et
på trommerne, fik jeg altid lov. Dels fordi jeg elskede de rasende sind, om at en sød og dygtig danskstuderende en
små skind, dels fordi han havde et underligt forhold til dag vil gøre en bacheloropgave ud af det. For hvad gør
instrumenter. Når han satte sig ved klaveret, foregik det man med denne polyfoni? Den er så forbandet svær at
enten slæbende eller i hæsblæsende staccato, så det både fastholde! Hvilken af de mange stemmer skal være kritisk
vakte stor moro, men også umuliggjorde ethvert forsøg forsøgskanin og hvad nu hvis hele grundlaget for kritik-
på vokalakkompagnement til ”California Dreamin’ ”eller ken smuldrer, så snart man tager fat på den næste?! Jeg
”Kringsatt av fjender”. skal ikke kede læserne med den brede receptionshistorie,
Fik han en bas i de små blege hænder, flåede han i stren- men de fleste anmeldere har undladt den kritiske gransk-
gene, så man frygtede for bristepunktet, og de toner, han ning til fordel for en lovprisning af polyfonien. For hvor
hjælpeløst slog an på en guitar, lød mere som noget, der er det imponerende, at Ursula, på samme måde som én af
kommer ud af en printer end ud af et instrument. Målløst deltagerne fra America’s Got Talent (og rapperen Rahzel)
så vi til, når Ursulas far voldede instrumenterne til uken- både kan beatboxe, synge og gøre ved på én og samme tid!
delighed, og det gik ud over vores senpubertære fatteevne,
at man kunne klare sig i den barske musiklærer-branche,
når man, trods et stramt teoretisk greb om pungen, ikke I september 2008 udgav Gyldendal Ursula Andkjær
ejede bare et minimum af praktisk gehør eller -fühl. Olsens femte digtsamling, Havet er en scene. Samlingen er
Lidt det samme har i mine med alderen grånuancerede for så vidt et misvisende ord, flere anmeldere har da også
øjne gjort sig gældende i tilfældet Ursulas fars datter, anvendt den uskønne term ”digtbog”, for samlingerne
Ursula. Da Forfatterskolens 00-debutanter udgav avant- (ansamlingerne?) er netop helheder. Stemmerne flettes ind
garde-manifestet Dansk Noter nr. 1, 2000, var det Ursula og ud af hinanden og den nye bog er ingen undtagelse.
der stod bag hovedteksten ”Se at få sat ord på! Tag dem Læseren præsenteres først for Sang, Røv og Klog, der i
hellere af igen! Prøv eventuelt forfra”. Selv om debuten en parodi på ovennævnte typer af talentshows, afholder
Lulus sange og taler først udkom senere i 2000, skrev hun ”Audition til det konfliktfrie liv”. Her præsenteres en
allerede her, pre-debutært, som en sand poetiker: række tematiske overemner, som går igen bogen igennem.
”Hvis det skal siges meget kort og enstemmigt i kor Vi hører om ”En due af fred, en due af krig og fred over
med truttende basuner af stemmer, så er det jeg tilstræber himlen”, som kommer igen senere i bogen og om ”Et
polyfoni, helheder (eller mere moderne: ansamlinger) mere vellystigt forhold til blod og indvolde”, et mantra
af stemmer der synger og råber og trutter i munden på som snart antager nye former i takt med at det vellystige
hinanden. […] Netop fordi den stemme jeg har, taler i så forhold stilles overfor nye problemstillinger. Ræv fortæller
mange tunger, og det gør den fordi den har hørt så mange at ”Krig er nok det mest hotte samfundsteoretiske begreb

7 Hvis man ikke kan gehøre må man gefühle


Hyldest til polyfonien

vi har lige for tiden” og at ”Vrede er nok den mest hotte kækt, men slet ikke nok til at retfærdiggøre så mange ord
følelse”. Men selvom tonen altså slås an som politisk fra så mange tunger.
krigskritisk og at stemningsuniverset sættes til vredt, så ”Almagtens deling” er et gennemgående begreb i dette
bliver man dybt frustreret over, at der ikke rigtig sker kapitel, og der tales ligeledes en del om en ”tronstol”, som
noget i dette bogens, om man vil, første kapitel. Bedre digterjeg’et har impulsshoppet. Hvis nogen skulle være i
bliver det ikke i ”Elverskud”, bogens måske første ”rigtige” tvivl, er der tale om magtsymboler, hvilket understreges af
kapitel (markeret med fed i indholdsfortegnelsen). På sæt følgende passus:
og kæk vis har Ursula valgt at lade to langdigte smelte ”Suveræn er kun dén der er/troløs og kosmopolitsk. Dén
sammen, således at det ene digt ”SLØR SIGER” figurerer der kan gro overalt. Dén der/behersker undtagelses/til-
på de ligenummerede sider og ”DU DRØMMER” på de standen”, lyder det på side 30 med efterklangen ”troløs og
ulige. De to digte skal så korrespondere i en slags polyfon kosmopolitisk” på side 38. Der er tale om henvisninger til
dialog mellem diverse understemmer. For eksempel Das Beckwerk, der med de kunstnerisk-politiske romaner
hører vi om en ekstra lille klump brusk, der dannes ved Selvmordsaktionen (2005) og Suverænen (2008), har betonet
belastningen af sanseapparatet på henholdsvis side 28, 33, undtagelsestilstandens magtkonstituerende princip, med et
37 og 50. Altså to gange, to forskellige steder i hvert af begreb hentet fra nazisternes chefjurist Carls Schmitt.
de to langdigte. Men det er altså en meget lille sproglig Men selv om man har beskæftiget sig med både Beck-
finurlighed at hænge sin poetiske hat på. Finurligheder werk, magtteori og nazijura, er det alligevel en noget
er der i øvrigt nok af: Digterjeg’et vil møde sig selv på bedøvende oplevelse at møve sig igennem de første
halvvejen, hvor hun vil ”stå og glimte i/ mørket som den/ nogen-og-50-sider. Der er for lidt stramhed, for lidt kant
bipolære tåbe jeg er”, hun er ”barsk og bestrålet” og ”vil og frem for alt for lidt på færde. Bedre bliver det hverken
være din poseogsækdame”. Det er både morsomt, ømt og i anden del af ”Audition til det konfliktfrie liv” eller i

Hvis man ikke kan gehøre må man gefühle 8


”Udsnit af De Sovende og De Vågne. Del 1 ( Jeg tegnede på soldatsiden med ”It’s so hot./ Out there. It’s so hot.”,
det selv)”, der byder på to fesne tekstspiraler, hvor øjnene som en sidste ind- og hårdkogt pointe, der dirrer i den
sættes på prøve rundt i cirkler – et eksperiment som både efterfølgende tavshed.
virker forstyrrende og barnligt. Herpå endnu en audition, Desværre ryger vi tilbage til Klog, Ræv og Sang, nu
nu gæstet af selveste sangens fader, Orfeus, der har mistet under overskriften ”Audition til det omkostningsfrie
sine sirener, men til gengæld byder på politisk smålumre liv”, endnu engang med Orfeus og også her opfulgt af
sangtitler som en ung Niels Hausgaard (”Hvis kvinder poesibogslignende tekstspiraler, og guddødeme om man
regerede verden, ville der være brug for mere pik”, fx). Og ikke skal have endnu et kapitel i den dræbende audition-
ja, det er kedelig, simpelthen kedelig læsning. mani, ”Audition til det omkostningsfrie liv. Del 2”. Det
minder lidt om Mette Moestrups mindst lige så usjove og
uinteressante talk-show-parodi fra kingsize, hvor Adam
Men alt imens man sidder og gør sig sur på den nye (ham fra Paradiset)s første kone, den rødhårede furie Li-
litteraturs mangel på opdragelse og mådehold, bliver man lith, bliver interviewet af Ricki Lake-arketypen Silver i et
pludselig overrasket. Lidt ligesom dengang min opfat- greb, der synes at illudere satire. Det virker hverken sjovt,
telse af Ursulas far, den kære musiklærer, tog et skarpt sødt eller halvvejs sympatisk, men er bare irriterende og
venstresving, da han under en forårskoncert på skolen nævenyttigt på samme måde som mennesker, der griner
stjal showet fra en tilfældig 1.g-klasse, ved at træde ind på så meget af egne anekdoter under genfortællingen, at ens
scenen under en opførelse af et smålummert nummer á la sjovhedsknogle står fuldstændig urørt, mens man bare
Careless Whisper, med en skinnende saxofon i hænderne drømmer om at jage en flosset trommestik op i urinrøret
og rive en solo af sig, der ikke bare gik lige i lydregisteret, på dem. Måske skulle de unge digterinder holde igen med
men også lod én forstå, hvorfor jazz oprindeligt var satiren på vegne af underlivshygiejne og underholdnings-
synonym for sex. værdi.
Ligesådan med Ursula, der på side 85, i kapitlet FA- Til gengæld rettes det hele op i kapitlet ”Hvem skulle slå
THER OF ALL AND KING. OF ALL, træder frem med rod et stille og saftigt sted” med et tredje dobbeltlangdigt
nypudset instrument og tilbyder en sproglig stramhed, der under overskrifterne ”JEG SKRIVER” og ”HVAD MON
for alvor rykker i gonaderne. Opbygningen er den samme HUN VILLE HAVE SAGT?”. Her inddrages natur og
lige-ulige-paginerede opdeling som i ”Elverskud”, her i botanik, mens tempoet sættes ned, uden det af den grund
form af langdigtene ”SVÆRD SKRIGER” og ”SOME mister spændstigheden. Der samles op på tidligere tråde
SOLDIER WROTE”. Men hvor Elverskuds-digtenes og det virker næsten katarsisk, at de tre hovedkapitler
korrespondance er søgt og kalorielet, kommer dette afsnit fungerer så blændende godt i kraft af hinanden. ”Er vinger
for alvor substans i svinet. SVÆRD SKRIGER er én lang, stadig smukke, er/ dét at gro til?” lyder det halvdiffuse
sproglig tour de chambre gennem samfundets mødeværel- spørgsmål, som minder én om slutspørgsmålet i det
ser, fra pressen til arbejdspladsen over Christiansborg og tidligere afsnit: ”In their dreams?” og tegner en fin cirkel
tilmed Artochatten, i form af et forurettet ungdomssprog, rundt om bogens grundstruktur.
der både er charmerende, morsomt og dødkøligt.”Hvis Af samme grund melder der sig ikke en overvældende
krig er altings/ fader så er jeg en/ due af fucking fred!” lyst til at nå afsløringen i tredje og sidste del af ”Audition
skriger sværdet med et ekko af SLØR SIGER. til det omkostningsfrie liv”, og man læser også hurtigt
SOME SOLDIER WROTE tilbyder en række engelsk- henover det, samt over bogens sidste hik, ”Appendix til de
sprogede krigsreportager fra en Unknown Soldier, så man sovende og de vågne”, der i rammen privat/kollektiv søger
skulle tro det var The Doors, og svarer hertil: ”Our job at forklare det lidet finurlige påfund med tekstspiralerne.
is to/ locate capture and kill/ all/ non compliant forces./ Havet er en scene fungerer nu en gang bedst i de tre
We are doing a/ damn good job.” De kynisk konstate- dobbeltlangdigte, særligt i de to sidste og man undlader
rende replikker spiller sindsoprivende dødsbold med de næppe at ønske sig en strammere redaktionel linje. Selv
hysterisk indignerede følelsesudladninger. ”De patter på om Ursula Andkjær Olsen har vist sit værd som digter,
deres/ fucking bløde værdier mens de pirrer sig selv med må det ikke betyde slappere fordringer på en stram
de/ hårde hvorefter de stikker dem langt op i røven på/ produktion fra hendes hånd. En sidste ros bør dog gå til
middelklassen” hyler den politisk vakte teenager, mens en fiffighed nederst i typografien: Et digt der starter som
soldaten konstaterer ”… a choking agent will remind you en slags fodnote på bogens forside, fortsætter indenom
of/ freshly cut grass. Right before it/ ruptures your lungs forsidebladet og hele vejen via samtlige sider, for at ende
and/ drowns you/ in your own fluids.” Krigsberetningerne på bagsiden med ordene: ”Så vågne kan de kun være i
giver hele tiden genlyd i modteksterne og fungerer som korte glimt.” Man aner, at bogens ærinde er et opråb, en
inspiration til det stadigt tiltagende angstskrig, mens vækkelse, måske et kampkald. At man i dele af bogen
både desperation og volumen synes at udvide rammerne føler sig hensat til en slumren skal dog ikke overskygge, at
til bristepunktet, som strenge på en bas. Kapitlet slutter Ursula flere steder har fundet sit helt rette instrument og
på sværdsiden med spørgsmålet ”In their dreams?”, og at hun trutter, så det er en fryd.

9 Hvis man ikke kan gehøre må man gefühle


Stormen i 99
Bagsideteksten lover storm, men det er andre vinde, der blæser i InWear-lagerets hængende
stock. Drengerøvsroman med knep og slåskamp, og en kok, der tager farsen, når han vil

AF HELLE EEG
generelt. Romanen tager form som en kollektivroman
Kristian Bang Foss: Stormen i 99. 245 sider. idet vi følger mange forskellige skæbner på InWears lager,
Gyldendal 2008. men den har alligevel et slags omdrejningspunkt i Anton
og Nannas forhold. Især fylder Antons snublen i livet
Kristian Bang Foss anden roman Stormen i 99 er vel i en meget i midterste del af romanen, og på trods af, at han
eller anden forstand en historisk roman og handler tilmed både er i overhængende fare for at have fået AIDS, har
om en historisk begivenhed. En dramatisk begivenhed en affære og er vidne til et pisbombe-angreb, bliver det
forstår man, når man ser omslaget på bogen, der er dækket aldrig rigtig interessant. Måske fordi Anton er en ynkelig
af ildevarslende skyformationer, holdt i mørke, blåsorte og irriterende person, der hverken kan finde ud af at slå
nuancer, titlen er skrevet i alarmerende orange, og på op med Nanna, eller i det mindste nyde sit engangs knald.
bagsiden står der om bogen, at her får man: ”en roman om Måske fordi første del af romanen i den grad mylrede med
Danmark op til den store skæbnesvangre decemberstorm mærkelige og mærkligt interessante personer, så man sid-
i 99”. Romanen lokker altså på den ene side med en der og ønske sig dem tilbage, hvilket de så heldigvis også
dramatisk og skæbnesvanger handling, der kulminerer i kommer hen mod slutningen, hvor romanen igen finder
den store storm i 1999 (som vi vel alle sammen godt kan tilbage i kolletivsporet.
huske var ret vild). Men på den anden side punkteres den Et andet genremærkat, jeg har lyst til at sætte på roma-
opbyggede dramatik også i bagsideteksten, der fortæller nen, er drengerøvsroman. Sjældent har jeg læst en roman,
at: ”Stormen i 99 handler om mennesker på InWears lager der bekymrer sig så meget om en kvindes vægt. Nanna
på Amager. Om tøjplukkeren Anton, der bliver kæreste er nemlig lidt buttet, hvilket volder Anton store kvaler,
med Nanna fra returafdelingen”, ”om ukraineren med eftersom han synes det er lidt pinligt og usexet. Hans ven
mareridt”, ”om kiksede fester ... og liderlighed”. Og så derimod mener at hendes fisse må være meget stram på
lyder romanen pludselig ikke så spændende længere. grund af fedtet, og det er jo ikke så dårligt. Der bliver til
Og det er den heller ikke, romanen. Faktisk lidt af et overflod kneppet på toiletter og i frikadelledej, der bliver
antiklimaks, hvis man lod sig lokke af det oppustede sniffet i gården, en AGF’er får tæv som fortjent, og snak-
omslagsdesign. Til gengæld er den fantastisk sjov og ken går om både piger og æreskodeks for mænd. Not that
utrolig velskrevet. Især er beskrivelsen af arbejdslivet på there’s anything wrong with that! Jeg fniser gerne med, for
InWears lager beskrevet med en sans for hverdagens det er jo rigtig sjovt.
detaljer og et smukt blik for meningsløsheden med livet

Anton har besluttet at ringe til Nanna. Han kan ikke bare gå og
bolle hende, han må også vise lidt interesse. Og på et eller andet
plan synes han også at hun er dejlig, men samtidig ser han det
hele tiden udefra, hvad tænker folk mon, er hun ikke lidt tyk, og
så skammer han sig over at have tænkt sådan. Han kan sidde og
betragte hende og sige til sig selv, aj, hun er altså ikke rigtig tyk,
men så vender hun sig lidt, og så ser hun pludselig tyk ud.
fra Stormen i 99

Stormen i 99 10
BYTUR

Tre drenge på tur med


en digter der insisterer
på at København var et
bedre sted i gamle dage

Se, der kommer toget!


S
AF ANDERS JOHANNSEN, øren Ulrik Thomsen det område man tidligere af gode
JONAS KLEINSCHMIDT (NØRREBRO) svinger sig af cyklen og får grunde kaldte den sorte firkant. Det
OG JON MIKKEL HANSEN (NØRREPORT) den knap nok stillet fra er et virkeliggjort socialdemokratisk
sig før han slår ud med armene. Vi ideal vi står midt i. Men det er ikke
andre standser for at lytte, stadig længere en storby.
overskrævs. - Det er en tabt sag. Simpelthen.
- Hvor er vi henne? Hvor er vi? Vi Til alt held er der også sejr i at
er i Herlev! kunne vise hvor meget modstanderen
Vi befinder os nu i Stengade på tager fejl. Med en triumferende
Nørrebro hvis man lader sig guide finger peger Søren Ulrik mod et
af GPS frem for fornemmelser. Men grønt område, klemt inde mellem to
han har ret, der er noget provin- rødmossede og kernesunde halvfjerd-
sielt over gadens gule, lidt for lave ser-bygninger.
murstensbygninger med paraboler og - Og dét der. Hvad skal det gøre
franske altaner stikkende ud fra hver godt for? Det lyder så smukt når
lejlighed. En frisk vind fra forstaden der tales om at bringe grønne
har blæst smuds og smog ud af områder til stenbroen. Men hele

11 Se, der kommer toget!


resten af Danmark er jo i forvejen tiden og ikke helt korrekt registreret begyndte her i Indre By og har bredt
én stor græsplæne, og de ganske få som ’NO CARD’. Samtidig med at sig udefter til alle brokvartererne.
kompakte storbyområder vi har, skal Søren Ulrik skridter omkring hjørnet,
bevare deres unikke identitet og ikke opgiver vi. Vi må bare huske det. Han Larm: ja tak!
fortyndes med grønt. begynder straks at tale. Sådan en udvikling må naturligvis
Jonas foreslår at den smalle stribe - Du holder nok digterforelæsning, bekæmpes. Alle initiativer der sigter
buske og skravlede træer fungerer bemærker en forbipasserende dame på at si det grovkornede, grimme og
bedst som toilet efter koncerter på med hat og muffe. Hun standser larmende fra, får et kritisk ord med
spillestedet Stengade 30. Og det ikke op, men fastholder blikket indtil på vejen. Sammen med Frederik
synes Søren Ulrik om. At de unge gør Søren Ulrik til sidst får leveret et Stjernfelt har Søren Ulrik Thomsen
oprør mod kommunens byplanlæg- forsigtigt, ja. Mest for at undgå at i læserbreve talt kraftigt mod forsøg
ning med blæren. hun drejer hovedet helt af led. Den på at inddæmme biltrafikken på
travle dames bemærkning er ellers Nørrebro. Ved at forvise bilfolket fra
Susende storby spot on. Vi har faktisk samlet os de vigtige handelskvarterer dræner
Siden 1972 har Søren Ulrik Thomsen omkring ham som en skoleklasse på man bydelen for hverdagsliv. I stedet
blandet blod og blæk med Køben- ekskursion. Men lytter bedre efter. opstår dødkedelige turistkvarterer
havn. Nærmest fra den ene dag til - Her var det hele dengang. Konto- der fuldstændig mangler den stor-
den anden blev lilleby-tilværelsen rer, butikker, institutioner, beboelse, byintensitet som opstår når tusind
på Stevns byttet ud med susende trafik. Et miks af funktioner og af mennesker med tusind ærinder
storbyeksistens. Den flytning har sat mennesker fra alle socialgrupper. Et kaotisk krydser hinandens veje.
spor i litteraturhistorien. Pludselig miks der overskred klasse og kultur, Fotobogen København con amore
at vågne op til råb og gadestøj fra St. og gav en følelse af at alt kunne ske, som Søren Ulrik Thomsen har knip-
Kongensgade, hovedstadens intense en fornemmelse af social vægtløshed. set og skrevet sammen med Jokum
centrum, fik den sekstenårige Søren Cocktailen sprinklede virkelig festligt Rohde, er også et indlæg i debatten.
Ulrik til at spærre øjnene op. fordi den rummede alle ingredien- Gadebillederne præsenterer et virvar
Det er her vi møder ham, Søren serne. Hvad der også gav en særlig af skrift i alle typografiske varianter
Ulrik på 52. erotisk gnist når for eksempel en og udvaskede spotfarver. Det er det
Aftalen er at vi skal ud at se på professor i erhvervsjura flirtede hen tidstypiske, lokale initiativ der vises
byen. Finde de steder der stadig er over disken med bagerjomfruen. For frem. De trehundrede snapshots af
noget ved. Som har haft betydning folk fra vidt forskellige sociale lag ramponerede butiksfacader kan læses
for digteren Søren Ulrik Thomsen. færdedes ud og ind imellem hinan- som en lang kærlighedserklæring
De steder der ifølge ham er Køben- den i samme kvarter. til København som den så ud i de
havn. De findes, siger han, men der Der er ikke meget erotik over St. vilde 70’ere og 80’ere. Men det er
er langt imellem dem. Derfor har vi Kongensgade denne novemberdag år melankolske elskere der synger byens
taget cykler med. 2008. Netop de kvaliteter der gjorde pris, elskere af den slags som først
Vi sendte et brev til ham i en brun mødet med storbyen så afgørende, er elsker og så græder fordi der snart
konvolut. RECESSION med insi- forsvundet. Bruset er gået af cocktai- ikke er mere tilbage at elske. Essayet
sterende blokbogstaver var afsender. len. Alle udover de økonomisk over- der indleder bogen, fortæller hvordan
Et brev fra tidsånden. Det må han ordentligt velpolstrede er for længst fotograferingen foregik i kapløb med
åbne. Vi skrev hans navn og adresse blevet fortrængt fra bymidten. På tiden. Hver gang de to forfattere
med svungne bogstaver og dybblåt den anden side af gaden, skråt over mødtes, kunne de opgøre tabslisterne,
Mont-Blanc-blæk. Vi skrev ”Kære for hvor vi står, hænger et skilt der fremvise billeder af en original facade
Søren Ulrik Thomsen!” og huskede annoncerer for nyrestaurerede liebha- der nu var blevet kørt over med farve
udråbstegnet. I skyhed anførte vi alle verlejligheder uden bopælspligt. For fra en imiteret klassisk palet, og i
kontaktoplysninger, postadresser, ligesom at sætte en fed streg under andægtigt toneleje beklage det lokale
e-mail. Men han ringede. Det gør de pointen. - Der er to hovedskurke. udtryk der hermed var raderet bort
altid, den generation. Lørdag morgen Den ene er funktionsopdelingen hvor fra gadebilledet.
og sagde: ”Det er Søren Ulrik … beboelse, shopping og trafik adskilles
Thomsen. Jeg er på”. i hver sin kedsommelige zone. Den Du kan selv være nostalgiker
På stedet hvor Palægade krydser St. anden er ejer- og andelsboligerne Der er således nok at være ked i
Kongensgade, står vi fem minutter i som har udrenset alle med beskedne Københavns udvikling hvis man
mødetid og fedter med vores dikta- indtægter og en anden baggrund er Søren Ulrik Thomsen. Man kan
fon. De febrilsk indkøbte batterier end dén der nu har gjort København nemt få det indtryk at af hans mere
vil bare ikke blive inde bag lugen, til et kæmpestort, monokulturelt end tredive år i byen, var de første
og hukommelseskortet bliver hele middelklassekvarter. Dén udvikling ti de bedste. Alligevel vil han ikke

Se, der kommer toget! 12


høre tale om at det er ham der er storbyen som sådan. Da bogen kom, busbanen i stedet for at blive på den
nostalgiker. spurgte Poul Borum hvorfor jeg skrev udvidede cykelsti.
- Tværtimod, vil jeg sige. Det er ”Metro Nord” når det nu alligevel Måske var det en forglemmelse,
mig der er moderne. 1970’ernes var tydeligt at det var København jeg måske en livsfarlig illustration af en
travle og støjende St. Kongensgade skrev om. Nu er jeg vel blevet gam- pointe han beder os huske: Der skal
med dens blanding af folk og klasser mel nok til at vedstå at jeg befinder være plads til at tage fejl – og vise
står for mig som inkarnationen af mig et bestemt sted som trods alt grimme sider.
modernitet. Her kunne enhver få lov ikke er New York, selvom det da - Før man begyndte den store krig
til at leve som han ville i behagelig gudskelov heller ikke er Nakskov. mod mørket i slumkvartererne, var
anonymitet, bare han betalte sin Baggesensgade som vi står i her, en
husleje og overholdt de borgerlige Krigen mod mørket dramatisk slugt af ubrudte karréer
høflighedsformer. Dét er moderne Efter St. Kongensgade hopper vi på med en fantastisk labyrint af bag-
civilisation. Modsat dagens dyrkelse cyklerne. Vi cykler to og to, Søren gårde. Nu hvor det fremskridtsvenlige
af steder som Brumleby, havefor- Ulrik forrest med hvem der nu er lys falder i helt ind den inderste krog,
eningerne og kartoffelrækkerne og modig nok til at køre op ved siden af spørger jeg mig selv hvor man skal gå
nutidens kvælende tætte sociale ham og være hans wing man indtil hen for at se det indre mørke spejlet i
netværk i andelsboligforeningerne et lyskryds eller en indsnævring giver omverdenen? I dag bliver man urolig
med deres arbejdsweekender og et alibi for at falde tilbage og lade over de korridorer af mørke der
grillfester der da er den rene regres- den næste komme til. Vores litterære stadig er i vores pastelfarvede verden.
sive landsbyromantik. procession skrider langsomt gennem Over værtshusene hvor folk sidder og
Samtidig med at virkelighedens Indre By. Søren Ulrik overholder alle ryger, over narkomanerne på pladsen
København har forandret sig, har færdselsreglerne, stopper bag den foran Maria Kirken i Istedgade, og
København i forfatterskabet også fået hvide linje i lyskrydsene og ser aldrig over bordellerne nede i kælderen.
en anden rolle og fremtoning. Byen sit snit til at skyde genvej over fortov Så videofilmer den familievenlige
er gået fra et være gråtonet kulisse i eller fodgængerovergang. Først da andelsboligforening kunderne for at
City Slang, en art generisk storby, til vi overskrider grænsen til det bilfrie skræmme dem væk.
i senere digte og essays at være blevet Nørrebro, bliver han rebelsk. Som Jonas vil vide om det har menneske-
mere genkendelig, blevet ... et spøgelse der bliver ved med at gå lige konsekvenser at grimheden bliver
- Ja, blevet mere København, hjæl- igen det sted hvor trappen lå før man pakket væk.
per Søren Ulrik. Dengang jeg skrev byggede om eller hvor døren var i - Ja, det synes jeg, siger Søren Ulrik.
City Slang, drømte jeg stort. Om gamle dage, styrer han direkte ud i ”Hvor alt er hvidt, er det fækalierne

13 Se, der kommer toget!


TEMA REMA

På den måde kommer vi til at snakke


om døden. Om hvad der sker efter.
Det har Søren Ulrik et bud på

der hersker”, sagde Adorno, for når kommende praktikophold i forlags- lidt svært at forestille sig de her ting,
noget fortrænges bliver det på en branchen. Anders skriver speciale om siger Anders.
mærkelig indirekte måde enehersker. døden. Eller skal til. Det har længe - Et billede på tilstanden, siger
Via sit påfaldende fravær. Jeg synes været planen, fortæller han. På den Søren Ulrik, kunne være en sø hvis
at en verden uden mørke er frygtelig måde kommer vi til at snakke om overflade er fuldstændig urørt og
uhyggelig. døden. Om hvad der sker efter. Det stille, men hvor der under vand-
- Det er en David Lynch-film, siger har Søren Ulrik et bud på: spejlet virrer med liv. Hvor både det
Jonas. - Jeg havde nogle mystiske ople- fredfyldte og det spillevende er der
- Ja, det er det, siger Søren Ulrik velser dengang jeg var yngre. Det samtidig. – Men det det er altså ikke
og tygger lidt på referencen: Det er må være 25 år siden det sidst er sket. noget du har prøvet?
PRÆCIS det! Når mørket forvises Men de kunne komme når jeg var – Nej, siger Anders, jeg støvsuger
fra den ydre verden, er vi henvist til midt i et eller andet trivielt daglig- ikke så tit.
helt og holdent at bære det inden i os dags. Et par gange mens jeg støv- En kort, lidt overrasket latter
selv. Og det er jo næsten ubærligt. Vi sugede, faktisk. Så var det som om undslipper Søren Ulrik. Jon og Jonas
bliver til en slags spøgelser, til sorte alle begivenheder i mit liv, fortidige får travlt med at skrabe resterne af
huller i en perfekt, lys verden. og nutidige, var til stede på én gang, deres måltid sammen på tallerkenen,
som om tiden var blevet til rum. Mit og Søren Ulrik udnytter den pludse-
Måltidet eget jeg med al dets begær og frygt ligt opståede tavshed der næsten får
Efter Nørrebro Station, det sidste trådte til side eller blev opløst, og jeg noget evigt over sig, til at redde sig
stop på vores rute gennem byen, accepterede i den største ro alt hvad et par mundfulde mere af omeletten
bliver vi enige om at vi har fortjent der var hændt mig, uanset om det var før vi igen går over til et mere profant
en god frokost. På Café AE, lige over godt eller dårligt, for det hele hørte emne. Jørgen Leth.
for stationsbygningen, finder vi et jo med og førte alt sammen frem til - Den var så ond, den hetz mod
firmandsbord i det inderste hjørne. dette øjeblik. Jeg befandt mig i en Jørgen Leth, siger Søren Ulrik. Og vi
Anders og Jonas ryger på buffeten. mærkeligt nøgtern og komplet fred- giver ham ret, det var den fandme.
Jon og Søren Ulrik går á la carte. fyldt ekstase. Måske var dé oplevelser
Vi vender Jørgen Leth-sagen. Vi en forsmag på den evige salighed.
snakker ikke om ungdomshuset. - Kunne du så materialisere dig,
Søren Ulrik vil gerne høre hvad vi begynder Anders, jeg mener når du
laver, så vi tager runden. Jonas får svævede jegløs rundt ... eller jeg er
nogle gode råd med på vejen om sit ikke sikker på hvad jeg mener. Det er

Se, der kommer toget! 14


Nørreport
Ved Botanisk Have vises der korrekt er tilfældigt, og det synes jeg er skaller på værtshuset nede på hjørnet,
tegn mod venstre, og cyklerne bliver skønt. Man skal spidse ører nu, for eksemplificerer Søren Ulrik og
parkeret faretruende tæt ved den larmen fra gadens tonstunge trafik fortsætter øvelsen ved at referere til
susende trafik på Nørre Voldgade. er infam. Søren Ulrik begynder at det gamle ”Så længe der drikkes luk-
– Klaus Bondam og Ritt Bjerrega- kredse sig ind på det omfangsrige ker vi ikke”-skilt fra Broens Bodega
ard er meget forhippede på at hoved- hukommelsestab han har digtet om i som nu er blevet taget ned, men som
staden skal være en rigtig metropol. Hjemfalden. han nåede at forevige til København
Men med deres metropolzone-forslag – Man renoverer bygningerne så con amore. Der er en mand der vil ind
til en renovering af Nørreport viser de ser ud som de må have gjort på i sin opgang. Jonas bakser med nogle
de at hér – som er et af de få steder ”Stuk”s tid da de blev opført. Og papirer og opfatter ham for sent til at
hvor København helt af sig selv fjerner sporene af alt det levede liv undgå irritation. Søren Ulrik peger på
virkelig har storbyatmosfære – ja, her der kom før os. Det er skønt at byen den modsatte facade. 
kan de slet ikke tåle mosten. De vil er i konstant udvikling, og jeg drøm- – Jeg tror man synes det er for galt
banalisere det hele med gågade, grønt mer bestemt ikke om at fiksere den i og for slammet med den der rampo-
og trafikbegrænsninger, erklærer et bestemt fortidigt billede, men jeg nerede bodega og automaten hvor
Søren Ulrik og er i samme nu ved at synes at det er en fattig by der kun man kan få pasfotos. Flere i selskabet
blive del af en kedelig statistik da en afspejler sin egen tid. Søren Ulrik fryder sig over det lille hul i væggen
kæmpemæssig lastbil næsten springer fortæller at caféen lige bag os gennem hvor kun et sort klæde beskytter
op på kantstenen. mange år og ejerskift og stilmæssige godstrafikken fra fotoboksens blitzlys.
– Lad os gå herover, siger han, og opdateringen som en slags citat fra Jon mener det måske er derfor
vi lader cykler være cykler og søger 50erne bevarede et herligt vægmaleri alle pasfotos ser så febrilske ud, og
tilflugt på den anden side af cykel- fra den oprindelige kaffebar. Men nu henviser til sit eget månedskort.
stien. Vi står med ryggen til flagfa- er det netop malet over så stedet er Dette er et af de få steder i Danmark
brikken og ser over på den modsatte 100 procent økologisk 2008. der summer af rigtigt storbyliv, og
sides spraglede og kaotiske facade, – Efter at folk flygtede ud af Kø- ikke engang dét må gadedrengene
med Netto-forretning, pasfotobås, benhavn i 60’erne og 70’erne, er tren- have i fred. – Bilfri by er det værste,
vinhandler og de lysaviser der var det den nu i mange år gået den anden konstaterer Søren Ulrik der tydeligvis
første en digter i gamle dage så når vej. Man har en romantisk drøm om allerede har rystet episoden med
han træt steg op fra undergrundssta- et Woody Allen-liv i storbyen, men lastbilen af sig. Han begynder at tale
tionen efter at have været ude og læse tager samtidig sine forstadsnormer om infrastruktur. Nørreport er dén
digte op i provinsen. med sig og kræver at byen skal være station i Danmark hvor flest menne-
– Kan I se, et udbud af alle mulige så net som Nærum. Så begynder sker passerer igennem, og det elsker
ting der er opstået af sig selv. Her andelsboligforeningen at klage over han den for. Manden vil ud af sin
er byen komplet selvgroet. Det hele at de larmer og nikker hinanden opgang igen, og det lille selskab må

15 Se, der kommer toget!


rykke sammen. hver eneste dag. Og jeg synes at det på tide at komme videre. Da vi kører
– Her findes et kolossalt overtryk er udtryk for virkelig civilisation at derfra, mødes vi på Israels Plads af
som man fra kommunens side gerne de dér hjemløse sprittere med deres omfattende facadearbejde på store
vil have udlignet. Men det tager kun rævehaler og køtere og barnevogne stilladser. Jon undrer sig over, om
et kvart minut længere at komme færdes nok så fint sammen med alle København mon nogensinde bliver
igennem virvaret end det ville gøre dem der haster forbi, sagførerne med færdig.
under ”hensigtsmæssige” forhold. deres mapper, mennesker på vej til – Nej, det er jo det der er det
Søren Ulrik holder af energien og det arbejde i mediehusene og bankerne, herlige, svarer Søren Ulrik og suser
liv der findes i menneskemylderet. folk der bebor de hundedyre lejlighe- over Rømersgade.
Og på Nørreport eksisterer den der. Vi kan ikke se nogen sprittere fra
sociale vægtløshed. hvor vi står. Nu vil manden ind i sin
– Jeg krydser Nørreport Station opgang igen, og vi beslutter at det er

Nørrebro Station
- Se, der kommer toget, råber Søren - Det er ikke fordi det her er det Vi kan godt lide det gamle danske
Ulrik. perfekte museumssted. Men der er et bondesamfund. På grund af den idyl
Vi kigger op, og der kommer det fantastisk clash her mellem et næsten vi fejlagtigt forestiller os der har
ganske rigtigt kørende. Sagtner så forsvundet Kim Larsen-Danmark været. Og så kan vi lide det moderne
farten og holder snart helt stille og folk fra hele verden. ”Mathiesens informationssamfund. Men indu-
under det buede tag der ligger som et Damekonfektion” hvor man kan strisamfundet der ligger derimellem,
tyndt skjold over Nørrebro Station. købe en nydelig spadseredragt til sin klæber der en skam til. Måske ligger
- Det er så skønt at toget kører oppe hustru, ”6art” som er landets ældste der også en social skam i at vi alle
i anden sals højde. pornoforretning, og sammen kommer derfra.
- Er det her dit yndlingssted i ”Urimporten”
København, spørger Jonas. hvor man
- Ja, siger han, det tror jeg nok det tydeligvis
er. har stoppet
Det er tydeligt at mærke på Søren renoverin-
Ulrik at han er glad for Nørrebro. gen halv-
Her hersker opstemt trafikal uover- vejs. Prøv
skuelighed, her findes bygninger fra at se: Kun
alle årtier i alle stilarter og højder. den del som
Og det er her der er det sammenrend ligger ud
af forskellige mennesker og kulturer til Nør-
som ifølge ham udgør en rigtig rebrogade
storby: og busstop-
- Der er ingen planlægning. pestedet,
Tingene går i fisk på en måde og har fået
sker af sig selv. Lige præcis her ved ny facade.
man ikke hvad der sker. Det er et Samtidig er
sted med en vis forvirring. Det er der araberne som har
mere Gammeldanmark end noget smykkeforretningerne, og russerne Vores farfar har været industriarbej-
andet sted i landet, men samtidig er med deres slikforretninger. Det er der. Det var den del af historien der
det som at være i udlandet på grund altid russerne der har dem. skulle fjernes da man rev den sorte
af indvandrerne og dét præg de har At stå midt i Nørrebros mylder af firkant ned, og mørket blev kørt væk
sat på gadebilledet. Der er en etnisk liv og historie gør ham begejstret, i paller. Men det er jo en del af vores
vægtløshed her. men samtidig kan han ikke lade være historie. Hvorfor lade som om den
Søren Ulrik kigger sig omkring og med at undre sig: fase ikke har været her?
fortsætter: - Der er to ting vi godt kan lide.

Se, der kommer toget! 16


“Triptykon til Tramp” fra Hjemfalden
(1994) af Søren Ulrik Thomsen.

Generel amnesi gælder fra centrum og ud. De ældste huse restaureres, indtil de ser ud som
om, de er bygget i morges. Hen under aften pulveriseres knap så gamle kvarterer totalt;
hundrede år og en sommers støv køres væk i ly af mørket. Så køres mørket væk. Den evige

1
eneste dag bryder frem som en hæslig agat – vi er de første såvel som de sidste, men jeg
kan ikke længere opfinde mig selv igen og igen, for 50’erne er en Forstad af Tavshed midt
i århundredet, og dér blev jeg een gang for alle født i en rød karré, som fraflyttes nu, fordi
der klæber en skam til liv, der blev levet: Hår for hår blev vores hvide kroppe vasket under
hygiejnens lysalarm, mens en fordrømt musik knitrede fra alt for store radioapparater, og
de skumrende marker segnede under glødelampernes dug. Historien er en gåde, der ikke
kan fortælles, før den er tolket; men de, der skal fødes, og de, der skal dø, kan stadig
nå at veksle et blik, så spild ikke dette ukendte tidsrum i den permanente nutids palads
af lightergas, porno og mad der kan holde september med. En dag skal vi genopstå i
hinandens liv, mens erindringens fane hejses på de store huse. De store, stille huse.

Et prægtigt palæ gik til grunde

2
endnu før det var færdigt.
Nu genopfører det sig selv i drømme
igen og igen af de selvsamme sten
og hver gang i en hæsligere form.
Da jeg nu engang er den eneste,
der kan huske, hvordan det var tænkt,
står jeg selv som en grim læsion
i en verden ellers perfekt.
Men eftersom man hverken kan tænke
eller drømme sig til dagen i morgen,
tager jeg den med.

17 Se, der kommer toget!


Dét, der forsvinder, tager jeg med.
Stankelbenet, forstenet
på mergelgravens kolde spejl,
mækebøtterne; barndommens
og hvert eneste forårs levende lys.

3
En gammel mand, der er standset
på vej over gaden, som om han pludselig ser:
En spøgelsessporvogn rasle igennem
Den Sorte Firkants jordiske rester,
vielsesringen af ægte guld
trillende hen mod en rist.
En pige der skubber sin dukkevogn
foran sig i regnen og med lukkede øjne
nynner en sang så blå som Mariæ Kåbe:
’Du kender mig ikke. Mig kender du ikke’.
Råger i rækker på dryppende telefontråde
sekundet før formationen brydes
op i et virvar,
forfærdelsens fulde udstrækning,
narkomanens styrt
det sidste lille stykke ned,
duggen og dagenes største ønsker.
Tager du dét, der skal blive til noget,
tager jeg alt det andet
med i ikonostasen
af stjernekastere og tørrede aks.

Se, der kommer toget! 18


INTERVIEW

Dy Plambeck spiller i sine


værker bold med traditionelle
kønsopfattelser. I hendes
fiktive univers vrimler det
med transvestitter, damer
med overskæg og slatne
mænd uden handlekraft

Jeg vil være en


rutineret sømand
AF ASTRID RAVN SKOVSE

D
er er ikke meget gråvejr historier fra sin tid på forfatterskolen. til et interview om køn og kønslige
over Dy Plambeck, da jeg Hun er ikke bare tjekket – hun er gråzoner i hendes to bøger, Buresø-
møder hende en regnvåd også sød, sjov og omsorgsfuld. Der fortællinger fra 2005 og Texas’ Rose
tirsdagseftermiddag på indre Nør- er ingen tvivl. Dy Plambeck er et fra 2008, som hun for tiden turnerer
rebro. Hun er i knaldrød, kortærmet pragteksemplar af en kvinde. Eller er landet tyndt med. Begge bøger
kjole, tigerstribede høje hæle og det så enkelt; at man er kvinde, hvis kredser for en stor del om køn: det vi
har kaotiske krøller dansende om man serverer te, og mand, hvis man siger om det, det vi gør med det, de
ansigtet. Mens jeg damper af efter forventer, at journalisten selv har mulighedsfelter og begrænsninger,
cykelturen i regnen laver hun grøn kaffe og kage med frem og tilbage? det tegner rundt om os. De er befol-
te, serverer mineralvand og fortæller Jeg har sat Dy Plambeck stævne ket af omsorgsfulde kvinder og svage

19 Jeg vil være en rutineret sømand


INTERVIEW

mænd, der flygter fra alt, der hedder synes, er det allermest interessante i folk læser ind i det.
ansvar. Og de er fyldt med lige så hele den der kønsdiskussion. Disse Den traditionelle tilgang til, hvad
omsorgsfulde mænd og svage kvinder, grænsefelter i forhold til at være mænd og kvinder kan, er ikke kun
der stikker af fra deres børn. Dette mand og kvinde i ét – man møder sig reserveret hr. og fru Danmark. I sin
er en vigtig pointe i Dy Plambecks selv, når man ser den der dobbelthed, rolle som forfatter møder Dy Plam-
univers. For hende giver det ikke samtidig med, at man møder det beck ofte ganske rigide holdninger
mening at operere med kønnet som andet. Det er både skræmmende og til køn og litterært virke, også blandt
forklaringsmodel, hverken i fiktionen dybt fascinerende. højtuddannede kritikere:
eller den virkelige verden. Et gennemgående tema i Dy Plam- – Der er mange, der har kom-
Hvilke forestillinger knytter du til becks bøger er genkendelse. Vi bliver menteret på, at det ikke er typisk for,
begrebet køn? til som personer, i kraft af, at andre hvordan en ung kvindelig forfat-
– Egentlig tror jeg ikke, det med ser og anerkender os. På den måde terinde skriver. Tænk, at der sidder
køn betyder noget for mig som tildeles vi også bestemte positioner, såkaldt højt litterære mennesker og
person. Jeg har for eksempel aldrig som kan være noget nær umulige at siger den slags. Flere har skrevet
nogensinde følt mig som offer, fordi overskride. Det er en tematik, der har noget i retning af, at jeg lyder som en
jeg er kvinde. Så de der fastlåste særlig relevans i forhold til køn: rutineret sømand. I første omgang
kønsopfattelser, det er ikke nogen, – Jeg kan godt huske de der første blev jeg glad – jeg vil gerne være en
som jeg griber om, eller som griber oplevelser af, at andre ser på en på en rutineret sømand! Men det spørgs-
om mig – og heller ikke mine figurer. særlig måde, fordi man har det køn, mål, det rejser, er: Hvorfor kan det
Alligevel er kønnet helt grundlæg- man har. Man bliver set på som en ikke bare lyde som MIG uden alle de
gende til stede, når Dy Plambeck pige og derigennem placeret på en der båse?
skaber sine værker: vis måde. Kønnet får en position, det Når man bliver genkendt, bliver man
– Når jeg tænker personerne, så bliver noget, man skal overvinde og også peget ud?
tænker jeg dem på forhånd som ikke kan overvinde. Det skaber en – Ja, du kan godt se, jeg er fanget
mænd og kvinder. De kommer afstand, til den, der ser på en. hele tiden! Ellers kunne du jo komme
ligesom færdigt, kan man sige. Men her og så kunne jeg sige: Der er ingen
det er ikke sådan, at jeg forsøger at Sådan skriver unge kvinder ikke! forskel på mænd og kvinder. Og så
lægge noget specifikt i, at kvinderne Det er bestemt ikke alle, der som Dy kunne du gå igen.
skal fremstilles på dén måde og mæn- Plambeck finder kønnet ugyldigt som Er der forskel på mænd og kvinder?
dene på en anden. Mine personer er forklaringsmodel. Sammenkoblingen – Altså, den biologiske forskel er jo
mere skrevet ud fra en holdning, jeg af for eksempel empati med kvin- tydelig. Der kommer det med børn
har om, at der både er tragedie og delighed og gennemslagskraft med ind over: Det er muligt for kvinder
komedie i alle mennesker, og det er maskulinitet gennemsyrer stadig i at føde børn og ikke for mænd. Men
ubetinget af kønnet. høj grad den offentlige diskurs og de hvor meget mere forskel, der er – det
hjemlige samtaler, selv i en tid, hvor ved jeg ikke.
Dameundertøj og overskæg queerteorien går sin sejrsgang på selv Og der, midt i alt det, vi ikke kan
Det er karakteristisk for Dy Plam- de mindste provinsuniversiteter. sige noget om, løber tiden ud. Jeg ved
becks værker, at hun vrider og drejer Dy Plambeck er da også meget ikke, om Dy Plambeck er en rigtig
kønnet i fiktionens tjeneste. Det bevidst om de sociale koder, der knyt- kvinde. Men empatisk og handlekraf-
vrimler med kønslige gråzoner i tes til køn og kropslighed: tig – dét er hun.
Buresø-fortællinger. Fædre, der går i – Jeg kan da godt sidde her og sige,
dameundertøj. En firskåren skærslip- at jeg ikke synes, at det med køn
pertransvestit, der kalder sig Yrsa. rigtig betyder noget, at jeg mere ser
En lokal heks ved navn Jette, som på et menneske end et køn, men
har overskæg, fordi hun ved en fejl det siger jo ikke noget om, hvordan
er blevet pumpet med mandlige hele samfundet ser på mig eller alle
kønshormoner hele sit liv. dem omkring mig, eller om den
Hvilken rolle spiller de mange kønslige position, alle andre sætter mig i. I det
grænsetilfælde i dine bøger? øjeblik, jeg skriver hun om en af mine
– Det er faktisk noget af det, jeg personer, så er der en masse koder,

Jeg vil være en rutineret sømand 20


Kvindefrigører og forbillede.
Georg Brandes om John Stuart Mill

21 John Stuart Mill


John Stuart Mill 22
John
Stuart
Mill
(1872, senere udvidet)

En dag i juli 1870, da jeg i Paris læsende gik kårligt betænkte jeg i samme øjeblik forskellen
I op og ned i mit værelse, hørte jeg en beskeden mellem hans adfærd og den, som en mand med
banken på døren. Urmageren! tænkte jeg. Thi tyvendedelen af hans navnkundighed ville vise
det var netop den bestemte tid, på hvilken en i Danmark, hvor en stormand vejer sin fornem-
gang om ugen en af urmagerens svende plejede hed ti gange på en guldvægt, inden det kunne
at indfinde sig for at trække alle taffelurene op i falde ham ind, personlig at opsøge en ung mand
det lille hotel Garni. uden navn og betydning.
Jeg åbnede døren og uden for stod en ald- Mine bestræbelser for at gøre Stuart Mill
rende, høj, mager mand i en temmelig lang, sort bekendt i Danmark havde vakt hans interesse
frakke, der var knappet om livet. ”Træd nærme- for mig; han havde jævnligt skrevet mig til og
re!” sagde jeg uden at se nøjere på ham og greb endnu oftere sendt mig flyveskrifter og blade,
på ny efter min bog. Men manden blev stående, der kunne være mig til nytte, såvel til Køben-
lettede på sin hat, og nævnede spørgende mit havn som til Paris. Han vidste altså min adresse,
navn. ”Det er mig”, svarede jeg, og før jeg kunne og da han nu netop befandt sig på gennemrejse
spørge på ny, hørte jeg de med dæmpet stemme i Paris og underligt nok ikke havde en eneste
sagte ord: ”Jeg er hr. Mill”. Havde manden fore- bekendt i denne stad, havde han ikke skyet den
stillet sig som konge af Portugal, var jeg næppe umag at tilbagelægge den lange vej fra Windsor
blevet mere forundret, og jeg ved ikke, hvad Hotel til Rue Mazarin til fods for at gøre sin
han kunne have sagt, der i øjeblikket havde unge korrespondent et besøg.
voldt mig større glæde. Min følelse var den, som Da han havde sagt sit navn, kendte jeg ham
under det første kejserdømme en korporal af straks fra hans portræt. Det gav dog så lidet en
den unge garde fornam, når Napoleon under en forestilling om ansigtsudtryk og hudfarve som
af sine runder i lejren værdigedes, med et nap om måden, hvorpå han gik og stod. Skønt han
i øreflippen at bemærke hans eksistens. Uvil- var 64 år gammel, var hans hud skær og frisk

23 John Stuart Mill


som et barns. Han havde denne barne-teint intet roligt udtryk; nervøse trækninger løb
og disse røde kinder, som man næsten aldrig hen derover og syntes at røbe sjælens uroligt
finder hos ældre mænd på fastlandet, men som sitrende liv; han søgte efter ordene og stam-
man ikke sjældent iagttager hos de hvidhårede mede undertiden i begyndelsen af en sætning.
gentlemen, der om middagen rider i Hyde Park. Siddende så han med dette friske, prægtige åsyn
Hans øjne var klare og dybt mørkeblå, panden og denne vældige pande ud som en endnu ung
høj og hvælvet med en stærkt fremspringende og kraftig mand. Da jeg senere ledsagede ham
knude over venstre øje; det så ud som havde på gaden, bemærkede jeg, at der var noget hal-
tankernes arbejden tvunget deres organer til tende ved hans gang, så hurtigt han end gik, og
at udvide sig og skaffe plads. Næsen var stor, at man, trods hans ranke vækst, dog så alderens
smal og krum. Ansigtet med de stilfulde og spor i hans holdning. Hans påklædning gjorde
store træk havde et ganske usammensat, men ham ældre end han var. Den gammeldags dragt,

John Stuart Mill 24


han bar, vidnede om hans fuldstændige ligegyl- et fantastisk mindesmærke, men jeg ved ikke, at
dighed for sit udseende. Han var sortklædt og nogen digter har givet den elskende beundring
bar helt op om sin hat et flor, der slog mange af et kvindeligt væsen et så varmt og sanddru
uregelrette folder. Efter så mange års forløb gik vidnesbyrd, som Mill har afgivet det om sin hu-
han endnu i sorg over sin afdøde hustru. strus værd og blivende betydning for ham. Den
I øvrigt bar hans person ingen skødesløshed indskrift, han lod indhugge på hendes gravsten
til skue; den talte om stille adel og fuldendt i Avignon, er ikke bevis på nogen kunstnerisk
selvbeherskelse. Også uden at have læst hans begavelse for sten-stilen; den har alt for mange
værker kunne man se, at det var en af tankens og alt for lovprisende ord. Men hvor energisk
konger, der havde taget plads dér i den røde og skøn er ikke den sætning, med hvilken den
lænestol ved kaminen med det taffelur, som jeg slutter: Var der kun nogle få hjerter og hoveder
havde næret en så ugrundet mistanke imod ham som hendes, ville denne jord allerede blive den
for at ville trække op himmel, hvorpå der håbes1.
På det spørgsmål, om hans hustru havde
Han talte først om sin hustru, hvis grav i Avig- skrevet andet end det af ham udgivne, svarede
II non han lige havde forladt. Han havde bygget Mill: ”Nej, men rundt omkring i mine skrifter
sig et hus i denne by, hvor hun var død, og finder De hendes tanker; de bedste stykker i alle
tilbragte altid den halve del af året der. Allerede mine bøger er af hende.” – ”Også i Logikken?” –
i indledningen til hendes afhandling Enfran- ”Nej!” gav han halvt undskyldende til svar, ”den
chisement of women, der danner grundlaget for skrev jeg, før jeg blev gift.” Jeg kunne ikke bare
hans eget skrift om kvindens stilling, havde han mig for at tænke, at fru Mills bidrag til logik-
givet sin begejstring for den afdøde et offentligt ken måske også i modsat tilfælde havde været
udtryk. Han havde dér sagt, at tabet af forfat- lidet fremtrædende; lidt må dog Mill selv have
terinden, selv i rent åndelig henseende, hverken hittet på. Men den ærbødige underkastelse, der
kunne erstattes eller blot lindres; han havde i denne samtale kom til orde, var ejendommelig
erklæret, at han hellere ønskede afhandlingen for den store tænkers naturel.
ulæst end læst med den forestilling, at der i den Der lå et dybt hang i hans sind til ikke blot
kunne findes blot det svageste billede af hendes at tjene en sag, men et væsen, der legemlig-
sjæl; thi denne sjæl havde ved sin forening af de gjorde det åndelige, der var ham helligst, og
sjældneste og tilsyneladende mest uforenelige således kom han til efter hinanden at dyrke
fortrin været uden lige, ja han havde kaldt to personligheder, der, skønt begge sjældne og
”den højeste poesi, filosofi, retorik og kunst” højst betydelige; næppe var ham overlegne,
for ”hverdags” i sammenligning med hendes hans fader og hans hustru. Til faderen (og til
evners jævnhøjde, kun i stand til at udtrykke en Bentham) så han i sin første ungdom op, til sin
ringe del af hendes væsen, og havde sluttet med hustru i hele den øvrige del af sit liv.
den spådom, at hvis menneskeslægten vedblev Ingen, der har læst Mills selvbiografi, vil have
at udvikle sig til det bedre, ville dens historie glemt den mørke skildring, som han giver
i tilkommende tider ikke være andet end ”en af den fortvivlede slaphedstilstand, der hos
fremskridende udførelse af hendes tanker og ham indledte mandsalderen. Det var en lang
virkeliggørelse af hendes ideer”. I denne tone og smertelig krise, under hvilken hans natur
talte han også i mit værelse om hende. Man kan tilbagevirkede mod den ved hans uregelrette
mene, at den mand, der udtrykte sig således, opdragelse fremkaldte overudvikling af hans
just ikke var nogen stor portrætmaler, og man evner. I stedet for at beundre den fuldkomne
kan betvivle den saglige rigtighed af hans åndsbeskaffenhed, der lod Mill gå uskadt og
dom; men man kan ikke, som det på grund af fuldt udrustet ud af en så overbebyrdende og
hans så yderligt forstandsagtige standpunkt i farlig skole som hans faders, fandt den engelske
kvindesagen undertiden er sket, beskylde ham gennemsnitsdannelse behag i at stemple ham
for at betragte ægteskabet som en blot kontrakt. 1 Were there even a few hearts and intellects
Store digtere som Dante eller Petrarca har sat like hers, this earth would already become the hoped-
de af dem på fantastisk måde elskede kvinder for heaven.

25 John Stuart Mill


som et naturstridigt væsen, der ikke var egnet Hos Stuart Mill var nu øjensynligt dette panser
til lærer eller forbillede. I det utroligt store og visheden om at handle i et andet menneskes
mangeartede kundskabsforråd, han allerede ånd, som han skattede langt højere end sig selv.
som dreng var sat i besiddelse af, søgte man Man bør ikke overse hans egen ytring om, at
beviset for hans lærdommes unaturlighed hvis ”han på hin tid havde elsket nogen anden
og Stuart Mills ”umenneskelighed”. Hvad højt nok til at betro denne anden sin sorg, ville
kunne man vente sig af en læsemaskine, der han ikke have været i den tilstand, han var”.
tre år gammel lærte græsk og i det trettende år Havde Mill dengang kendt sin tilkommende
gennemgik et kursus i statsøkonomi? Den krise, hustru, ville krisen utvivlsomt ikke have antaget
som fulgte på overanstrengelsen, er ikke blevet hin voldsomme karakter, hun havde sikrere end
mindre mistydet end drengens altomfattende dogmer og moralsystemer hjulpet ham ud over
opdragelse. Dens kendetegn var en fuldkom- hans dybe nedslåethed. Det ser man allerede af
men ligegyldighed for alle formål, som den de træffende ord, med hvilke han har skildret
unge mand tidligere havde fundet det værd at sin tilstand: ”Jeg var strandet ved begyndelsen
tilstræbe, og en uafbrudt glædesløshed, under af min rejse med et skib, som hverken manglede
hvilken han spurgte sig selv, om den fuldstæn- god udrustning eller et ror, men det havde intet
dige virkeliggørelse af hans ideer og udførelsen sejl.” Sejlet på dette skib, der havde så rig og
af de reformer, for hvilke han havde sværmet, kostbar en ladning inde, var og blev netop hin
ville skaffe ham en sand tilfredsstillelse, og sværmeriske hang til at forgude og underkaste
så sig nødsaget til at besvare dette spørgsmål sig. På hint tidspunkt var faderens indflydelse i
benægtende. Filosoffer har heri fundet en aftagen, hustruens endnu ikke begyndt; følgelig
naturens modsigelse af Mills nyttelære, idet selv lå han stille.
virkeliggørelsen af den højest mulige lykke for Så meget fremgik allerede af den allerførste
det størst mulige antal efter hans egen tilståelse samtale med Stuart Mill, at vindingen af denne
ikke vilde have gjort ham lykkelig; teologer har veninde var det store lod i hans liv. Kun på
i denne krise set en frembryden af hint skjulte et eneste sted, hvor han taler om hende, er
tungsind, hin dybtliggende fortvivlelse, i hvilken det lykkedes ham at give en forestilling om
den, der ikke tror, altid lever, selv når han ikke hendes væsens ejendommelighed, det er, hvor
ved deraf. Det er dog næppe et vidnesbyrd han sammenligner hende med Shelley. En
mod lykkemoralen, at moral alene ikke skaber kvindelig Shelley–således stod hun for ham i
lykke, og det turde være et svagt vidnesbyrd for hans ungdom; senere syntes endog Shelley, der
dogmetroens uundværlighed, at en højtbegavet så tidligt bortreves af døden, i tænkeevne og
og kritisk anlagt yngling på tyve år (der såvel åndelig modenhed ham kun et barn i sammen-
før som siden med uforstyrret sjælero hjalp sig ligning med hende. Han angiver flere gange
igennem verden uden dogmatisk tro) en vinter i bestemtere udtryk, hvad han skylder hende:
igennem sank sammen under den dybe ulyst til blikket for de fjerneste formål : for teoriens
handling og under den tilværelsens kval, med sidste følger, og blikket for de nærmeste midler
hvilken enhver grublende ånd har at kæmpe og : for det, der i praksis umiddelbart lod sig
som næsten enhver mindst én gang i sit liv må opnå. Den oprindelige begavelse, han tillægger
overvinde med anspændelse af alle sine kræfter. sig selv, var kun rettet på, hvad der forbandt
Der gives blandt rigere udviklede mænd kun disse yderligheder, mellemkredsens sædelige og
få, der ikke har kendt hin selvopgiven; hos politiske sandheder.
enkelte er den kortvarig, hos andre jævnlig Det forekommer mig dog ikke meget sand-
tilbagevendende; kun den ydre anledning, der synligt, at fru Stuart Mill ligefrem har indblæst
fremkalder den, og de våben, der anvendes imod sin mand nye tanker. Hendes væsenlige betyd-
den, er af forskellig art. Enhver har sit panser ning for ham må søges på to andre punkter.
mod mismodet, én arbejdsdriften, en anden For det første har hun styrket hans mod til
ærgerrigheden, én familielivet, en anden letsin- at tænke, og mere end tankernes nyhed er det
digheden; men gennem sammenføjningerne også tænkemodet, der giver de klassiske blandt
i alle disse pansre borer livsleden sig sin vej. hans skrifter, f.eks. bogen Om frihed, deres

John Stuart Mill 26


præg. Flere gange kom han, allerede i vor første personligt mest.
samtale, med beklagelse tilbage til den mangel Han skyede hverken skriftligt eller mundtligt
på mod, der alle vegne holder skribenterne de stærkeste udtryk for at stille sin opfattelse
tilbage fra forsvaret for nye ideer. Han sagde: af det unaturlige i kvindernes afhængighed i
”Der gives talenter af første rang som George det rette lys. Han havde jo end ikke frygtet at
Sand, hvis væsenligste originalitet består i udæske latteren ved den stærke påstand, at vi
modet.” ”Jeg ser”, tilføjede han, ”bort fra hendes overhovedet indtil nu slet ikke vidste noget om
ubeskriveligt skønne stil, hvis musik, som jeg kvindens væsen, da vi endnu aldrig havde set
engang har skrevet, kun kan sammenlignes med det udfolde sig i frihed, ret som om den hele
vellyden af en symfoni.” historie og den hele litteratur, som om Rafaels
For det andet har fru Mill ved sin kvindelige sixtinske madonna, Shakespeares unge piger,
mangesidighed beskyttet sin mand mod at samtlige af kvinder forfattede skrifter slet
løbe sig fast i nogen som helst fordom. Hun ingen belæring gav os om det ypperste eller om
har hæget om en vis tvivlsånd i hans sind, har svaghederne i det kvindelige naturel. I dette
i læresætningernes is holdt en våge åben hos ene punkt var han næsten fanatisk. Han danner
ham, og idet hun stemte ham til tvivl, har hun med sin virkelighedsfjerne tro til kvindens evner
bevirket, at han stadig skred frem. Medens iblandt dette århundredes filosofer den polære
flertallet af såkaldt frisindede mænd næsten modsætning til Schopenhauer med hans ringe-
altid køber betinget frisind på et enkelt punkt agt for kvinden. Mill, der i alle forhold mellem
med dobbelt forstokkethed på andre, var Mill mand og mand var finheden og hensynet selv,
altid på sin post mod vedtagne fordomme, ja lod sig henrive til næsten fornærmende ytringer,
gik endog til sin død angrebsvis til værks imod når anderledestænkende ytrede en afvigende
dem, opsøgte dem med fuldkommen uforfær- mening om hans kære grundspørgsmål. En dag
dethed i deres forskansninger for at forklare og hos Taine bragte posten et brev fra Stuart Mill.
tilintetgøre dem. Det var svar på en skrivelse, i hvilken Taine over
Sluttelig kan der næppe herske nogen tvivl for de i Kvindernes underkuelse udtalte tanker
om, at fru Mill har haft en stor andel i hendes havde ytret den anskuelse, at den her tilstræbte
mands optræden til gunst for kvindernes forandring i kvindens samfundsstilling måske
samfundsstilling. På det spørgsmål, om han kunne få et fortrinligt udfald i England, hvor
havde svaret sine angribere i kvindespørgsmålet, den stemte overens med racekarakteren, men
svarede han, at han ikke havde givet dem noget sikkert ikke vilde lade sig sætte igennem i
svar og ville det heller ikke: ”Hvorfor altid Frankrig, hvor kvindernes anlæg og tilbøje-
gentage det samme; ingen af dem har forebragt ligheder var af så ganske forskellig art. Mills
noget af værdi.” Jeg berørte mange lægers fyndige svar, som blev mig rakt med et smil, lød
modstand, de indvendinger, der beråber sig på således: ”Jeg ser i deres ytringer et kendetegn på
naturnødvendigheder, som kvinden er underka- den foragt for kvinden, der er så gennemgående
stet. Han udtalte sig meget hårdt og afgjort om i Frankrig. Alt, hvad jeg kan sige dertil, er, at
lægevidenskabelige fordomme i almindelighed: de franske kvinder gengælder franskmændene
”Der gives,” sagde han, ”ingen fordomsfuldere denne foragt med renter.”
mennesker end lægerne.” Længe og med for- Det ejendommelige ved Mills standpunkt i
kærlighed dvælede han derimod ved kvindernes dette frigørelsesspørgsmål var, at han ganske
lyst og ikke sjældne kald til lægevidenskabelig støttede sig på en sokratisk uvidenhed. Han
gerning. Han talte om Miss Garrett, der da fraskrev som sagt årtusinders ophobede
nylig havde underkastet sig eksamen som læge erfaringer enhver beviskraft med hensyn til
i Paris, og roste hende som den første kvinde, grænserne for den så længe trælbundne kvinde-
der havde vist dette mod. I et brev til mig lige begavelse, og påstod, at vi på forhånd ikke
havde han engang betegnet kvindespørgsmålet vidste noget som helst om kvinden. Han gik
som ”det i hans øjne vigtigste af alle nutidens ikke ud fra noget doktrinært begreb om særligt
politiske spørgsmål”; det var i ethvert tilfælde i kvindelige færdigheder, støttede sig til den
hans sidste leveår et af dem, der sysselsatte ham simple sætning, at mændene ingen ret havde

27 John Stuart Mill


til at forbyde kvinderne nogen sysselsættelse, skolepræg. De havde begge begyndt deres
der havde tiltrækning for dem, og erklærede løbebane som teologer og var så begge blevne
ethvert formynderskab over dem ikke blot hegelianere, den ene påvirket af det hegelske
for uretfærdigt, men for unyttigt, da den frie højre, den anden af det hegelske venstre. De
kappestrid af sig selv ville udelukke kvinderne havde dernæst, som i hin tid Nordeuropas
fra ethvert arbejde, hvortil de ikke duede eller fleste filosoferende, ”frigjort sig fra Hegel” ,
i hvilket de blev afgjort overtrufne af manden. hvad dog var således at forstå, at Hegel stadig
Han har skræmt mange ved straks den første i deres tankekreds var det første og det sidste;
gang, da han bragte sagen på bane, at drage de hans metode blev, snart skarpsindigt, snart
sidste følgeslutninger af sin lære og f.eks. tage spidsfindigt, lært fra det kateder, der var helliget
ordet for kvindernes umiddelbare deltagelse dyrkelsen af det absolutte, subjekt-objektet;
i lovgivningsvirksomheden; men dog havde hans værker blev anførte, hans par vittigheder
han som englænder virkelighedssans nok til at gentagne, og en trættende, endeløs fejde ført
indskrænke den praktiske agitation til et eneste mod hans formentlige vildfarelser, om hvilke vi
punkt. På spørgsmålet, hvorfor man i England erfarede, at de næsten alle havde deres grund i
og Amerika med forbigåelse af kvindernes dog hans ”undervurdering af virkeligheden”, især i
allerførst nødvendige økonomiske frigørelse, manglerne ved hans indsigt i naturvidenskab.
havde rettet alle bestræbelserne på den vanske- Men selv hans vildfarelser måtte synes tilhøre-
ligere opnåelige politiske stemmeret, svarede ren kosteligere end andre tænkeres sandheder,
han: ”Fordi, når den er opnået, alt øvrigt følger da det for at nå til sandheden – som R.
af den.” Nielsens eksempel viste – altid var nødvendigt
at krybe igennem en vildfarelse af Hegel. Ved
Af frygt for at vise mig påtrængende gav jeg et Københavns Universitet gjaldt til trods for
III afslående svar på Mills opfordring, at rejse med dets ellers ikke alt for venskabelige forhold til
ham til London, men fik en indbydelse til at be- Tyskland den sætning for ubestridelig, at den
søge ham i England. Jeg havde netop dengang moderne filosofi var en tysk, som den antikke
læst hans mesterlige værk om Hamiltons filosofi, en græsk videnskab. Den engelske empirismes
var opfyldt deraf og havde tusinde filosofiske og den franske positivismes tilværelse var ikke
spørgsmål på hjerte; jeg betragtede det da som anerkendt på universitetet; særlig om engelsk
en des større lykke for mig, at der frembød sig filosofi hørte vi kun tale som en af Kant længst
en så sjælden lejlighed til at drøfte mine tvivl overvunden og tilintetgjort retning. Det blev
med forfatteren selv, og en uge efter ringede kun ved en vis kraftanstrengelse muligt for en
jeg på havelågen uden for Stuart Mills sted i studerende at vikle sig ud af den i Danmark
Blackheath Park nær ved London, denne låge, herskende skoles ledebånd.
foran hvilken jeg aldrig har stået uden glad for- ”De kender altså Hegel så nøje,” sagde Mill,
ventning, og som jeg aldrig har lukket efter mig ”De forstår tysk?”
uden følelsen af at være åndeligt beriget. Andre ”Jeg læser det næsten lige så let som mit
mennesker bliver bevægede, når en konge viser modersmål.”
dem en nedladende opmærksomhed. Hvad er ”Jeg selv læser tysk,” svarede han, ”men jeg
en konge? Fraset civillisten er han en magt- kan dog så lidt tysk, at jeg i Tyskland endog har
haver. Det forekommer mig da, at mænd som møje med at finde mig tilrette på jernbanesta-
Stuart Mill er de sande konger; thi det er mænd tioner og deslige.”
som ham, der i virkeligheden regerer landene, ja ”De kender den tyske filosofi af oversættelser?”
regerer dem endnu efter deres død. ”Kant har jeg læst i en oversættelse, af Hegel
Min universitetsopdragelse i København heller ikke i oversættelse det ringeste. Jeg
havde været rent metafysisk; de filosofiske kender ham kun af gengivelser og modskrifter,
professorer, Rasmus Nielsen og Hans Brøchner, bedst af den kortfattede fremstilling, som
havde, trods deres menneskevæsens dybe Englands eneste hegelianer, Stirling, har givet.”
forskelligartethed og uligheden mellem dem på ”Og hvilket indtryk har De fået af Hegel?”
det religiøse område, i alt væsenligt det samme ”Det, at de skrifter, i hvilke Hegel har forsøgt

John Stuart Mill 28


at anvende sine principper, måske kan inde- i England næsten af alle tænkerne i engelsk
holde et og andet godt, men at alt, hvad han har ånd; naturligvis ville Stuart Mill ingenlunde
skrevet af ren metafysik, er nonsens.” indrømme, at David Hume var gendrevet af
Jeg studsede ved ordet og ytrede, at dette ord Kant, en anskuelse, jeg nu fuldstændig deler, og
dog vel måtte forstås med et gran af salt. der efter min opfattelse, når den nærværende
”Nej, ganske efter ordlyden,” svarede han. Han Kant-forgudelse har lagt sig noget, vil trænge
dvælede ved systemets grundrids, ved den første almindeligt igennem. Et tidens tegn er det i
begyndelse, læren om væren, der sættes lig med denne henseende, at de yngre professorer og
intet, og udråbte: docenter ved Berliner-universitetet tilhører
”Hvad vil De, der skal komme ud af det hele, den engelske retning i filosofien, og at der fra
når man begynder med en sådan sofisme? Har dette universitet er udgået en bog som Friedrich
De virkelig selv læst Hegel?” Paulsens Kants erkendelsesteori. Dengang anede
”Ganske vist, det meste, han har skrevet.” jeg vel allerede, at den rationalistiske og den
Mill (med en højst vantro mine): empiriske erkendelseslære på en eller anden
”Og De har forstået ham?” måde måtte kunne bringes i overensstemmelse
”Jeg tænker det, i det mindste i alle hoved- med hinanden; men jeg kendte endnu ikke
træk.” Herbert Spencers simple løsning af gåden. Mill
Han (med næsten naiv forundring): “Men er udtalte sig kort men afgjort mod alle mæg-
der da virkelig noget at forstå?” lingsforsøg og sluttede med de ejendommeligt
Jeg forsøgte at besvare dette besynderlige og beskedne, men faste ord, der er blevne i min
vidtløftige spørgsmål så godt jeg kunne, og Mill erindring: ”Jeg tror, at man må vælge imellem
sagde, ikke just overbevist, men imødekom- teorierne.”
mende: ”Jeg begriber meget godt den pietet og I denne ånd udtalte han sig også om de
taknemmelighed, som De føler mod Hegel. forskellige moderne filosoffer, der stod ham
Man er altid dem taknemmelig, der lærte en at nær. Han anbefalede at studere Herbert
tænke.” Spencer, dog ville han ikke råde til sysselsæt-
Læseren ser, hvor ganske Mill var en mand telse med denne tænkers senere værker; han
af én støbning, en ægte englænder, egensindig mente, at Spencer i den havde fjernet sig fra
og hårdnakket, udrustet med en særegen benet den gode metode; han fremhævede derimod
og knoklet viljes kraft og helt berøvet evnen indtrængende Spencers Principles of Psychology
til smidig kritisk tilegnelse. Dog hvad der ved og især Bains to hovedværker The senses and
denne lejlighed greb mig mest, det var det dybe the intellect og The emotions and the will. Han
indtryk, jeg modtog af den mærkværdige uvi- forærede mig et eksemplar af dem af ham og
denhed, i hvilken endnu i den anden halvdel af Bain i forening udgivne og med anmærkninger
det nittende århundrede de betydeligste mænd forsynede udgave af hans faders bog Analysis
i de forskellige lande, selv i de par hovedlande, of the human mind, idet han priste dette værk
svævede om hverandres fortjenester og værd. som et hovedværk af den engelske skole i dette
Jeg følte, at man kunne gøre en ikke ganske århundrede, og da jeg havde talt til ham om
ringe nytte blot ved at udforske, konfrontere og min beundring for hans kritik af den hamilton-
forstå disse udmærkede ånder, der ikke forstod ske filosofi, sendte han mig dagen efter endnu
hinanden indbyrdes. denne bog. Næsten af sig selv måtte samtalen
De gængse indvendinger mod den empiriske falde på Taines dengang lige udkomne værk De
filosofis grundsætninger var Mill vel bekendte. l’intelligence, i hvilket Mill så ivrigt er gransket,
”Det er,” sagde han, ”de gamle tyske bevis- benyttet og gendrevet, og som måske er det va-
grunde.” Han førte dem alle tilbage til Kant og rigste mindesmærke, den engelske retning i den
havde sine svar på rede hånd. moderne franske filosofi har sat sig. Mill roste
Det er her ikke stedet til at behandle det Taine, kaldte hans bog en af det nye Frankrigs
store, mellem de to moderne skoler svævende grundigste og betydeligste bøger og sagde mig
stridsspørgsmål, et spørgsmål, der i Tyskland om den omtrent, hvad jeg senere fandt gentaget
næsten af alle tænkerne bliver besvaret i tysk, i hans anmeldelse af dette værk i Fortnightly

29 John Stuart Mill


Review (juli 1870); bogen som helhed var ham og vi føler os vissere på denne kendsgerning
kær; mod dens sidste kapitler havde han samme end på, at solen vil stå op i morgen, fordi
art af indvendinger at gøre som mod Herbert vor erfaring angående den er så meget rigere
Spencers senere værker. Man måtte jo efter og finder anvendelse på et sådant utal af
hans overbevisning en gang for alle ”vælge” tilfælde. Det er heller ikke sandt, at alle, der
afgjort imellem empiriens betingede viden og har foretaget denne sammenlægning, er lige
intuitionens ubetingede vished, og Taine havde overbeviste om dens rigtighed. En dreng,
i den sidste bog af sit værk netop forsøgt at der netop har lært tabellen, er ganske vis på,
opstille grundsætninger, der ikke lod sig udlede at to og to er fire, men ofte yderst usikker
af erfaringen, og som derfor havde gyldighed på om 7 gange 9 er 63 eller ikke. Hvis hans
for hele verdensaltet, uafhængigt af grænserne lærer sagde ham, at to gange to er fem, ville
for vor erfaring. Mill mente som bekendt end hans vished blive stærkt rokket.
ikke at kunne sikre algebraens og geometriens
læresætninger, hvis empiriske oprindelse han Man kunne også tænke sig en verden, i
søgte at fremstille, mere end et indskrænket hvilken det blev almindelig antaget, at to
herredømme. Han roste den lille bog Essays by lige linjer indesluttede et rum. Man kunne
a barrister, af hvilken han selv har anført nogle forestille sig en mand, der aldrig gennem
sætninger. Den anonyme engelske forfatter nogen af sine sanser havde gjort nogen
finder det fuldstændig tænkeligt, at såvel vor erfaring angående lige linjer, og man tænke
lille tabel som vore geometriske håndbøger er sig ham pludselig stillet ved en jernbane,
ugyldige i andre solsystemer. Spørgsmålet er, der med fuldkomment lige linjer strakte
siger han, om vor sikkerhed på sandheden af sig ud i det uendelige i begge retninger.
den lille tabel hidrører fra erfaringen eller fra en Han ville se skinnerne – de første lige linjer
oversanselig overbevisning om denne. Sandhed, han nogensinde havde truffet – mødes på
der vel fremkaldes ved erfaring, men går forud begge sider af synskredsen eller dog nærme
for erfaringen og former denne; han opstiller sig hinanden stedse mere, og han ville i
som talsmand for den første synsmåde nogle mangel af enhver anden erfaring slutte, at de
tankevækkende eksempler: virkelig, når de blot fortsattes langt nok, ville
omspænde et rum. Erfaring alene kunne rive
Der gives en verden, i hvilken, når to par ham ud af vildfarelsen. En verden, i hvilken
ting enten bringes i nærheden af hinanden enhver genstand var rund, alene med undta-
eller iagttages sammen, en femte ting umid- gelse af en lige, men utilgængelig jernbane,
delbart bliver skabt og træder frem inden vilde være en verden, i hvilken enhver ville
for dens synskreds, der er sysselsat med at tro om to parallelle linjer, at de var i stand til
sammenlægge to og to. Dette er sikkert nok at indeslutte et rum.
ikke ufatteligt; thi vi kan let, når vi tænker
på almindelige taskenspillerkunstner [eller Mill gav disse humoristiske vrangslutninger,
på skuddage], gøre os en forestilling om som man næppe vilLe behøve Spencers The test
dette resultat. Lige så lidt kan man sige, at of truth eller Jevons’ kritik af Mill for at gen-
sagen overgår almagtens kræfter. I en sådan nemskue, sit bifald, eller rettere: Han hyldede
verden ville nu utvivlsomt to og to være den grundanskuelse, af hvilken de udsprang:
fem. Dette viser, at denne sammenlægning ”Hvis vi kun havde synets sans uden følesansen,
aldeles ikke i og for sig er ufattelig, og dog så ville vi – sagde han – ikke nære nogen tvivl
er det på den anden side såre let at indse, om, at to eller flere legemer kunne befinde sig
hvorfor vi er aldeles overbeviste om, at to og på samme sted; så fuldstændigt afhænger disse
to er fire. Der gives formodentlig næppe et tilsyneladende på forhånd indlysende sætninger
øjeblik i vort liv, hvor vi ikke erfarer denne af vore organers og erfaringers beskaffenhed.”
kendsgerning. Vi ser den, så ofte vi tæller
fire bøger, fire borde eller stole, fire mænd
på gaden eller de fire hjørner af en brosten,

John Stuart Mill 30


Samtalen faldt engang på forholdene i Rom i end på det politiske. Der findes i alle hans
IV de dage. I anledning af en sammenstrømning skrifter ingen linje, der kunne udlægges som
af fine folk til en kirke, som vi i fællesskab en indrømmelse til den engelske kirke og dens
havde iagttaget i Paris, bemærkede jeg: ”De lærdomme, ingen tvetydighed, i kraft af hvilken
har i Deres Dissertations and Discussions skrevet han kunne tages til indtægt af den engelske
nogle ord, som De næppe ville lade gælde nu; religiøsitet. Og fra sin grav talte han endnu
De siger der: Man kan for de højere klassers tydeligere end i levende live. Det hedder i hans
vedkommende lige så gerne kalde Frankrig selvbiografi :
et buddhistisk land som et katolsk; det ene er
ikke mere sandt end det andet. – Vil De endnu Hvad religionen angår, så tror jeg den tid
forsvare denne sætning?” Han svarede: ”Det kommer, da enhver forstandig mand, der
var dengang sandere, end det nu er; der er i efter alvorlig overvejelse er kommer til den
vore dage kommet en ny reaktion, som jeg ikke overbevisning, at de gældende meninger
kunne tænke mig muligheden af. Jeg troede i ikke alene er falske, men også skadelige, har
min ungdom ikke, at den menneskelige ånd den pligt at gøre sine afvigende anskuelser
nogensinde kunne gå tilbage. Nu ved jeg det.” bekendte; i det mindste bør han handle
En stor del af skylden for denne åndelige reak- således, hvis hans stilling eller navn gør det
tion tillagde han den franske universitetsfilosofi. sandsynligt, at der vil tillægges hans mening
Han talte med ringeagt om Cousin og hans betydning. En sådan tilståelse ville én
skole. ”Ligefuldt,” sluttede han, ”bliver jeg ved gang for alle gøre ende på den almindelige
min gamle overbevisning, at Frankrigs historie i fordom, at hvad man meget uegenligt kalder
den nyere tid er hele Europas historie.” vantro er forbundet med uklar tanke eller
Denne sidste betragtningsmåde, der i Stuart slet hjerte. Verden ville blive forbavset, hvis
Mills skrifter overalt skinner igennem, er en den erfarede, hvor mange af dens mest
ensidighed, der ret vel lader sig forklare dels ved lysende prydelser af dem, som nyder den
hans mangel på kendskab til tysk litteratur, dels mest almindelige udmærkelse og agtelse på
ved hans undervurdering af de engelske forhold, grund af visdom og godhed, der er fuld-
i hvilke han selvfølgelig lettest opdagede skader stændig skeptiske i religiøse spørgsmål.
og skrøbeligheder. Mange undlader imidlertid at tilstå deres
Man kan mene, at han har udtalt sig alt for tvivl, mindre af personlige hensyn end på
nedsættende om Englands betydning og Eng- grund af en samvittighedsfuld, skønt efter
lands nyere historie. Men hvad man i høj grad min mening aldeles urigtig frygt for at gøre
bør anerkende, det er det mod, han bestandig mere skade end gavn ved at udtale noget,
har udvist over for den pirrelige nationalfølelse der kunne svække troen, og, som de mener,
hos sine landsmænd. Så engelsk han end er derved tillige sædeligheden.
ved udvikling og dannelse, så nævner han i sine
skrifter dog næsten aldrig England og engelske Man tager måske ikke fejl, når man i den
forhold uden for at dadle dem, og hvor han kan franske litteraturs friere holdning i det religiøse
finde en lejlighed til at hæve fremmede, især spørgsmål finder forklaringen til en del af den
franske tilstande på de engelskes bekostning, tiltrækning, som den trods det meget i den,
forsømmer han den aldrig. Siden Byrons og der måtte være Mill fjernt og fremmed, stadig
Shelleys tid er der ikke blevet talt med en udøvede på ham. Han var desuden meget ung
sådan ringeagt om Englands forfatning, om kommet til Frankrig; han havde tilbragt sit
det engelske selskabsliv, om engelske lyder og femtende år der og ved den lejlighed allerede
laster som i Mills almenfattelige skrifter. Går lært det fransk, han kunne. Da det franske sprog
han end i dette punkt øjensynligt for vidt, så gør var det eneste fremmede, som han talte flydende
dog hans afsky for at vinde yndest ved at smigre og hyppigt (om end ikke uden stærk engelsk
nationalforfængeligheden ham den største ære. betoning), da han fremdeles hele sit liv igennem
Han trodsede de nationale fordomme om havde stræbt at indføre franske ideer i England
muligt endnu dristigere på det religiøse område og bibringe sine landsmænd kærlighed til den

31 John Stuart Mill


franske folkeånd, måtte Frankrig nødvendigvis dom uden at betinge den ved et helt system
for ham, næsten som for en indfødt fransk- af bisætninger; han kunne ikke udtale nogen
mand, komme til at repræsentere Europa. nok så kortfattet ros uden at krydre den med al
Blandt alle franskmænd, som Mill havde slags ondskab. Taine sagde engang: ”en rosende
kendt, var, tror jeg, Armand Carrel ham den sætning af Sainte-Beuve er en sand rede fuld
kæreste; den afhandling, han har helliget ham, af blodigler.” Man sammenligner nu Stuart
er måske også den skønneste og sjælfuldeste, Mills hele tænkemåde og stil: hans tanker altid
han har skrevet. Af den store beundring, med stort anlagte, omspændende det almene, uden
hvilken han mindedes Garrel, forklarer jeg mig evne til at fastholde det enkelte; hans foredrag
til dels hans heftige uvilje mod Sainte-Beuve. prunkløst, kunstløst, nøgent som et landskab,
Aldrig kunne han tilgive Sainte-Beuve, at hvis eneste skønhed består i jordsmonnets
han, der engang havde været ven af Garrel og simple og vældige former.
medarbejder af National, sluttede sig til det Stuart Mill udtalte sig en dag om forholdet
andet kejserdømme og lod sig vælge til senator. mellem litteratur og teater i England og Frank-
Men dog ville denne enkelte kendsgerning rig. Han fremsatte den påstand, at franskmæn-
ikke være nok til at begrunde så hårde ord om dene, der i det 17de århundrede har tilegnet sig
Sainte-Beuve, som dem Mill i min nærværelse spanske, i det 18de århundrede engelske og i det
lod falde. Sainte-Beuve var ham imod af den 19de tyske ideer, i grunden ikke besidder megen
samme årsag, på grund af hvilken han nærede anden litterær originalitet end den, der ligger i
så levende forkærlighed for Garrel. Han havde formen. Mill, der så temmelig manglede sansen
ganske vist ikke studeret ham grundigt, f.eks. for det egentlig æstetiske og der snarere elskede
aldrig læst hans Port-Royal. Men en ånd med så ideerne i kunsten end kunsten for dens egen
retlinjet sigte og af så principfast en skarphed skyld (hans afhandling om Alfred de Vigny
som Mills måtte føle sig frastødt af Sainte- er et vidnesbyrd derom), følte tilsyneladende
Beuves bøjelige, eftergivende naturel; thi Mill aldeles ikke, at franskmændenes digteriske og
var en karakter, stiv, kantet og fast; Sainte- kunstneriske originalitet kunne bestå uanfægtet
Beuves ånd derimod var som en sø: vid, blød, selv af denne (alt for stærke) begrænsning af
elastisk og af stort omfang, men bevægende deres opfindelsesevne; thi hvor form og indhold
sig i lutter små og ubestemt afgrænsede bølger. er uadskillelige, der er oprindelighed i formgiv-
Derfor var Stuart Mill som skabt til autoritet; ningen enstydig med oprindelighed overhove-
hans tone var en befalingsmands, og selv når det. Uden i samtalen at indlade mig på dette
han var dristigst, syntes han ved den myndighed synspunkt svarede jeg kun, at en egenskab, som
og sikkerhed, med hvilken han fastslog sine man plejer at bebrejde franskmændene, deres
resultater, at afvise enhver modsigelse. Sainte- såkaldte overfladiskhed, kommer dem i høj grad
Beuve derimod har aldrig sluttet sig helt og til gode, når de efterligner. Thi efterligningen
uden forbehold til nogen sag uden til den er mest tilsyneladende. Med et stærkt hang til
romantiske i sin tidlige ungdom og til den frie at lade sig påvirke af alt fremmed forbinder
tankes i sine sidste leveår; han har aldrig været franskmændene i reglen en næsten fuldstændig
helt katolsk eller helt saint-simonistisk eller helt mangel på evne til at opfattede det fremmede
republikaner eller helt kejserlig eller helt klas- sagligt, og derfor bliver det nationale præg alle
sisksindet eller helt naturalist; kun ét har han vegne kendeligt under et let anstrøg af fremmed
været helt: Sainte-Beuve, det vil sige kritikeren fernis, således hos Victor Hugo som efterligner
med den næsten kvindelige samfølelse og den af Shakespeare, hos Alfred de Musset som
altid lurende tvivl. Han var af tigerslægten, men efterligner af Byron.
han var ikke nogen tiger. Han sluttede sig ikke Mill indrømmede mig den franske skuespil-
fuldstændig til nogen eller noget, men han gned kunsts overlegenhed over den engelske. Jeg
sig op ad alt, og denne gnidning fremkaldte havde en aften i Adelphi-teatret overværet en
gnister. Stuart Mills uvilje imod ham var hun- opførelse af Malieres Den indbildt syge under
dens mod katten. Det var Sainte-Beuve umuligt titel af The robust Invalid og, da jeg havde set
at skrive simpelt; han kunne ikke afgive nogen stykket meget ofte i Paris, haft rig lejlighed til

John Stuart Mill 32


selv var forstandsmenneske, forstod han dog til
fulde at vurdere både digteren med det store,
varme hjerte og historikeren med den sprin-
gende, synske fantasi. Dickens var dengang lige
død; i Westminster-abbediet var der et åbent
sted, hvor hans lig var sænket ned. Denne ene
grav var bedækket med levende roser, medens
rundt omkring tunge, kolde stenmonumenter
dækkede alle de andre grave; det virkede som
et sindbillede. Mill talte med beklagelse om,
at han aldrig havde kendt Dickens personligt
og kun gennem andre vidste, hvor sjælden han
også som menneske havde været.
Mills sidste ord drejede sig om den nærfore-
stående tysk-franske krig, som han med mørke
anelser så i møde. Han betragtede den som en
ulykke for den hele europæiske kultur, ja for
den hele menneskehed.
Jeg så ham længe ind i hans dybe, blå øjne,
inden jeg kunne overvinde mig til at sige
ham farvel for sidste gang. Jeg ville forsøge
at indprente mig dette alvorlige og strenge,
men tillige så dristige blik, der endnu hos
oldingen var så frisk som en ynglings.
Jeg ville gerne gøre mig det umuligt at
at glemme den egne storhed, som hvilede over
sammenligne den mandens skikkelse og prægede hans ord. Det
engelske spillemåde med den franske. I har betydning for opfattelsen af en forfatters
London spilledes stykket groft, karikeret, uden karakter, i hvad forhold indtrykket af hans
ringeste forsøg på karakteropfattelse. Den syge menneskevæsen står til indtrykket af hans
og tjenestepigen tillod sig allehånde plumpe væsen som skribent. Disse to indtryk dækkede
overdrivelser, brølede, for ret at understrege fuldstændig hinanden hos Mill. Der fandtes
meningen, på den råeste måde, ja havde endog ikke nogen egenskab hos ham som forfatter,
den frækhed at ende to af akterne med en som ikke kunne genfindes hos ham i personlig
cancan og det medens samtidigt af engelsk omgang, og hans forskellige egenskaber var i
snerperi scenerne med klystersprøjten og alle begge kredse overordnede og underordnede
de udtryk, der kunne såre høviske øren, var hinanden på samme måde. Der gives skribenter,
udeladte. ”Ja,” sagde Mill, ”teatret er hos os hos hvilke en bestemt egenskab som f.eks.
sunket i forfald. For komediens vedkommende menneskekærlighed eller vid eller værdighed er
ligger det måske i, at det engelske væsen er så mere fremtrædende, når de skriver, end ellers i
formløst og uteatralsk, at vore håndbevægelser deres liv, andre, i hvis skrifter egenskaber som
er så stive og så få, medens franskmændene humor eller fri menneskelighed, der i privatlivet
også i deres daglige liv bestandig er skuespillere; gør dem elskværdige, ikke er at spore. De fleste
men i tragisk retning har vi dog store navne at står langt tilbage for deres bøger. Hos Stuart
opvise. Hvem ved, om ikke i vore dage læsning fandtes ingen ulighed af denne art, thi han var
overhovedet vil fortrænge teaterbesøget.” sanddruheden selv, og han havde intet at dølge.
Han førte samtalen fra teatret hen på engelske Der forekommer i Mills selvbiografi en lille
forfattere og omtalte med stærk påskønnelse begivenhed, der giver en målestokken for denne
to fra ham selv så forskellige skribenter som sanddruhed. Som kandidat til Underhuset
Dickens og Carlyle. I hvor høj grad han end blev han på et af lutter arbejdere bestående

33 John Stuart Mill


vælgermøde adspurgt, om han havde skrevet forvænte ved politiske smigrerier, lønnede for
og offentliggjort den sætning, at de arbejdende en beskyldning, der gik ud på gennemgående
klasser i England ”endnu i almindelighed var løgnagtighed, med en sådan bifaldsstorm. Også
løgnagtige”. Han besvarede straks spørgsmålet i det daglige liv var der om Mill hin usynlige
med det korte ”Ja”. (I did). ”Næppe”, tilføjer stråleglans af den høje sandhedskærlighed. Fra
han, ”havde jeg udtalt disse ord, før et voldsomt hans hele væsen lyste renheden af hans karakter.
bifald rungede igennem forsamlingen. Arbej- Man må tænke tilbage på oldtidens ædleste
derne var åbenbart så vante til at få tvetydige skikkelser, mænd af Marcus Aurelius’ art, for at
og undvigende svar af dem, der søgte deres finde en personlighed, der kunne jævnføres med
stemmer, at de, når de i stedet derfor fik en Stuart Mill. Han var lige sand og lige stor, om
ligefrem tilståelse af noget, der var dem ube- han i et verdensberømt værk henvendte sig med
hageligt, langt fra at blive fornærmede derover, modent overvejede tanker til en læsekreds, der
straks sluttede, at dette var en mand, de kunne var udbredt over hele jordkloden, eller om han i
have tillid til.” Mill giver den beskedneste sit hjem, uden nogensinde at lade sin overlegen-
tydning af det, som skete. Men læseren aner, hed føles, henkastede en tilfældig ytring til en
hvilken sandhedskærlighedens glorie, der i hint fremmed gæst.
øjeblik måtte omstråle den, hvem mænd, der var

Teksten er trykt efter Samlede Skrifter, bind 9. Skånselsløst retskrivningsreformeret af Anders Johannsen

John Stuart Mill 34


er der
en læge
til stede

AF STINE PILGAARD
Alt andet lige
Læger er et mærkværdigt folkefærd. De er som regel venligt nedladende
og ekstremt neurotiske. Jeg kender en læge, der vasker hænder omtrent
hundrede gange om dagen, og som altid retter på mit hår, hvis det er
asymmetrisk. Hun bruger en lineal, når hun lægger dug på, hvilket hun tit
gør, fordi hendes bord er af egetræ og ikke tåler dagens lys, menneskelig
berøring eller rødvinspletter. Hun forsker i OCD, og på sin vis finder jeg det
oplagt. Læger har deres eget sprog, især holder de af at sige alt andet lige.
Den sproglige konstruktion i sætnin- gen lægger op til en antagelse, der er
baseret på, at alt andet er, som man antager. Altså lige. Det lægger op til, at
man kan frembringe definitioner, der kun er reelle i det omfang, alle andre
definitioner også er det. Jeg får altid lyst til at påpege, at intet i verden er
lige. At alle eksistenser er skæve og alle sjæle forvredne, at alle eksempler
er potentielt afvigende fra sig selv, og at tilværelsen er uforudsigelig. Jeg
sidder i venteværelset, og en eller anden siger mit navn og beder mig følge
med. Jeg får lyst til at kaste rundt med stolene og samle dem op igen. Og
smide alle hans papirer på gulvet, mens jeg danser rundt på dem med en
vanvittig latter til en musik, som kun jeg kan høre. Han ser forvirret på mig
med noget, der skal forestille ro, og spørger, hvad han kan hjælpe mig med.

Er der en læge til stede? 36


Lægeskræk
Jeg overvejer, om han overhovedet kan hjælpe mig med noget. Jeg tænker på
engang, jeg sad ved siden af en læge til et bryllup. Min bordherre var øre-næse-
hals-læge, så jeg vidste med det samme, at det blev en lang aften. For høflighedens
skyld spurgte jeg til hans yndlingsdiagnose. Efter en længere enetale kom han frem
til, at det måtte være Kartageners Syndrom, noget med nogle cilier, der var abnorme.
– Cilier er fimrehår i luftvejene, hviskede han fortroligt. Jeg slukkede min cigaret. Det
sås tit hos børn, der led af recidiverende sinuiter, fortalte han. Jeg troede, at sinui-
ter var en undergruppe af eskimoer, der levede på Grønland. Jeg fortalte ham, at
barokken var en yderst interessant periode i litteraturhistorien, fordi den på mange
måder foregreb postmodernismen. Han sagde, at det kunne være interessant at
lave en undersøgelse, hvor man tog røntgenbilleder af børns thorax. Jeg sagde, jeg
troede, thorax var en dinosaurusart. Han smilede indforstået til sig selv og sagde, at
det var brystkassen, og at en del patienter med Kartageners Syndrom havde Situs
Invertus. Jeg spørger, om det ikke er det der punkband fra Tyskland. Han fortæller,
med slet skjult ophidselse, at nej, det er det ikke, det er en tilstand, hvor alle patien-
tens organer er spejlvendte. Jeg siger, at netop spejlingen er interessant. Barokkens
digtere brugte spejling som udtryksform for at vise, at verden ikke er endimensio-
nel. Han siger, at Situs Invertus angiveligt skyldes ciliernes abnorme funktion alle-
rede i fostertilværelsen i perioden, som hedder gastrulationen. Jeg nikker og siger,
at barokkens digtere anvendte mange vanitas-symboler, for dog at sige noget på
latin. Symbolerne kom ofte til udtryk i sæbebobler og påpegede forgængeligheden
i øjeblikket, siger jeg. Han ser irriteret på mig, men genvinder koncentrationen og
fortæller, at cilierne ikke kan erstatte fostervandsflowet. Jeg siger, at postmodernis-
men, i lighed med barokkens tænkere, forsøger at fastholde livets skrøbelighed, men
med et ganske andet udtryk. Han siger, at det er det, der kan føre til Situs Invertus.

37 Er der en læge til stede?


Metaforer
Min læge er den mest uhæmmede metaforanvender, jeg nogensinde har mødt, og
det glæder mig for Aristoteles, at han afgik ved døden i det fjerde århundrede før
vor tidsregning. Aristoteles ville virkelig have fået hovedpine ved en konsultation
hos min læge. Denne ville nok have smilet fornøjet og anbefalet to iprener og to
panodiler hver sjette time og have sammenlignet det med et eller andet mærkeligt
for at sikre sig, at Aristoteles nu også forstod det. – Så kan man holde den gående
hele dagen, som han plejer at sige. Jeg tror ikke, at Aristoteles ville have holdt den
gående og slet ikke i selskab med min læge. Han blander altid ordsprogene sammen,
bytter om på antonymer og synonymer og sammenligner konsekvent usammen-
lignelige ting. Mens jeg ser Aristoteles vakle lidende ud af klinikken, tænker jeg,
at Richards ville have bedre forudsætninger med sin metaforiske interaktionsteori.
Richards ville have et fælles udgangspunkt med min læge, da de begge fornæg-
ter tertium comparationis, ideen om at metaforer opstår på baggrund af formens
lighed. Nu jeg tænker over det, burde jeg nok arrangere et møde. Richards var
erklæret kognitivist og anskuede metaforer som en måde at forholde sig til verden
på. Han blev senere suppleret af Lakoff og Johnson, der ligeledes mente, at meta-
forer var kognitive fænomener og underlagt systemer og strukturer. Jeg hører en
hvinende, skinger lyd! Her går det galt. Min læges metaforer kan ikke underlægges
nogen strukturer, de flyver til højre og venstre og opfører sig særdeles ustyrligt. Det
ville resultere i et nervøst sammenbrud for Richards, og her ville iprener og panodiler
ikke hjælpe. Jeg ser mig omkring, og alle hedengangne metaforteoretikere opløses,
og jeg ser på min læge, der vifter med armene og ikke er klar over, at han er ved
at få en væsentlig plads i europæisk sproghistorie. Han taler om nogle åbne kort,
som det er vigtigt at spille med, og så er der også noget med nogle livliner, der skal
klippes over, og han kommer med en lang udredning. For sent opdager jeg pausen
og det afventende blik. Han spørger, hvad jeg tænker. Jeg kan ikke få mig selv til
at sige det. Det er simpelt hen upassende og ville ødelægge behandlingen. Men
mellem os to: Jeg tænker, at jeg har lyst til at opfinde en sofistikeret metaforisk
lidelse og kalde den hans navn, og at forordet i bogen, hvor den beskrives, skulle
være en uforbeholden hyldest til mennesker, der forsøger at gøre sig forståelige.

Er der en læge til stede? 38


Vejrmøller
Jeg overvejer, om medicinstuderende har et semester, hvor de lærer at se forstående
ud. Om der vitterligt findes et auditorium fyldt med kommende læger, der lærer at
lægge ansigtet i de rette folder, mens de langsomt nikker i takt. I dette tilfælde må
min læge givetvis have bestået med topkarakter. Han er den eneste, jeg kender,
der kan se forstående og forvirret ud på samme tid, hvilket er imponerende, fordi
de to udtryk er selvmodsigende. Jeg ringede engang til ham, fordi jeg havde hals-
betændelse. Jeg sagde til ham, at jeg var så syg, at jeg havde lyst til at slå nogen
ihjel. Han sagde med en beundringsværdig saglighed, at han i stedet ville anbe-
fale to iprener og to panodiler hver sjette time. At det var mere hensigtsmæssigt i
længden. Det fantastiske var, at jeg kunne høre på hans stemme, hvor forstående
han så ud. Han kan se så forstående ud, at jeg får lyst til at kilde ham. Eller sige
til ham, at jeg lige har parteret et andet menneske. Jeg får lyst til at slå vejrmøl-
ler midt på hans kontor og bringe ham ud af fatning, mens jeg hænger en rote-
rende sølvkugle op i loftet og danser med ham til et gammelt diskohit fra 80’erne.

39 Er der en læge til stede?


Uhensigtsmæssigt
Hvis jeg var min læges læge, ville jeg øjeblikkeligt have beordret ham op på briksen
og udskrevet mindst ti timers uafbrudt søvn. Han så vild ud i øjnene og talte hektisk
og opremsende om et tag med hul i og et vigtigt møde og bekræftede min teori om,
at han havde sovet virkelig dårligt denne nat. Jeg overvejede, om han havde været
på et kursus angående udvidet åbenhed i patientsamtaler, hvilket han benægtede.
Hvad der chokerede mig, var egentlig aldrig, at lægen forsvandt fra sin stol, der blev
overtaget af et menneske. Hvad der gjorde mig oprørt, var nok snarere mig selv. Jeg
fik lyst til at skubbe ham ligeså stille ud ad en nødudgang og selv klare konsultatio-
nerne resten af dagen. Hvad der virkelig slog mig ud, var en insisterende trang til at
tage hans hånd og slentre med ham ned ad Strøget og købe ham en fuldstændig
gigantisk stor, italiensk chokoladeis. Det eneste ord, der fylder min hjerne, er uhen-
sigtsmæssigt. Et fantastisk dækkende ord. Sådan en perfekt kombination af ufornuft,
irrationalitet og stabiliseret vanvid. Det sjove ved ordet er, at det lyder så kontrolleret,
som om det gemmer sit kaos bag sine fem stavelser, og måske fordi det læner sig
op ad en modsætning, der end ikke er defineret. Der er så meget, der er uhensigts-
mæssigt. Det dækker utrolig bredt. Fejltagelser, krige, rødvin og utroskab, cigaret-
ter, trafikkaos og – ikke mindst – italiensk chokoladeis. Jeg rejser mig op, tager hans
hånd og husker at slippe den igen, mens jeg overvejer, om der er en læge til stede.

Er der en læge til stede? 40


Citronmåner
Jeg siger til min læge, at jeg er bange for mænd, når jeg går rundt i byen om
aftenen. Han siger, at det er ligesom med en ko. Egentlig synes jeg ikke umiddel-
bart, at det har så meget med en ko at gøre. Jo, for den står bare på en mark, siger
han. De fleste mennesker tænker bare: Nå, der står en ko på en mark, men tænker
man længere over det, burde man måske blive bange. Den er stor, den er tung, den
har horn og er måske ikke vant til mennesker. Det har jeg egentlig aldrig tænkt på,
men kan nu konstatere, at jeg så både er bange for mænd og for køer. Jeg siger
til min læge, at jeg er bange for at binde mig. Han siger, at selv om citronmåner
egentlig virker frastødende, så kan de jo godt smage fint, når man tager en bid. Jeg
fortæller min læge, at jeg har dårlig samvittighed over, at jeg bliver så let fascineret
af mennesker. Han siger, at hans kone synes, at Antonio Banderas er lækker, men
at det ikke gør så meget. Det undrer mig, hvordan samtalerne har det med at skifte
retning, og det overrasker mig altid, hvor de ender. Fra at stå i et personligt nærheds-
dilemma fører han mig simpelthen direkte over i en citronmåne og tvinger mig til og
med til at tage en bid. Jeg kommer til at smile, fordi han gør det igen og igen. River
mig bort fra en mørk gade med potentielle voldtægtsforbrydere og placerer mig på
en blomstermark med en ko, som man måske bare skal klappe lidt og gå forbi som
om, ingenting var hændt, og eventuelt fodre den med et stykke citronmåne. Jeg
tænker, at det nok er meget heldigt, at Antonio Banderas ikke er hans kones læge.

41 Er der en læge til stede?


Skyld
Jeg siger, at jeg føler mig skyldig. At jeg altid har dårlig samvittighed. Min læge
siger, at alting har sin årsag. Jeg forbeholder mig ret til at være skeptisk. Han
siger, at alting kommer et sted fra, og mener underforstået: udefra. Jeg tænker,
at stedet lige så vel kan findes indvendigt. Han siger, at jeg skal lytte til min
mavefornemmelse. Jeg kan mærke, at jeg er sulten. Det er fordi, jeg har glemt
at spise morgenmad. Han taler om mine forældre, min opvækst og mine omgi-
velser. Jeg tænker, at hele skyldsbegrebet ville ophæves, hvis man kunne kanali-
sere skylden videre. Der må da være grænser for selv lægevidenskabens tendens
til at forsimple ting. Jeg siger, at kvinder faktisk godt kan føle en uidentificerbar
skyld. Han smiler lidt. Mine tanker glider tilbage og ender ved Eva. Jeg overvejer,
om der blev grundlagt en universel skyld, da hun tog en bid af æblet. Som straf
blev det af Gud pålagt kvinden, at hun skulle føde sine børn i smerte. Da epidu-
ralblokaden blev opfundet, faldt straffen ligesom til jorden, og jeg overvejer, om
den iboende skyld erstattede svangerskabsproblematikken. Min læge er svær at
ignorere, for med en stille stædighed kan han være decideret argumentresistent.
Jeg skal heller ikke kunne udelukke, at han har ret. Jeg tænker, at Eva måske bare
fulgte sin mavefornemmelse, og at hun måske heller ikke havde spist morgenmad.

Er der en læge til stede? 42


Vaccination
Jeg sveder over hele kroppen. Han gør nålen klar. Jeg noterer mig med rædsel et
lystigt glimt i afkrogen af hans blik. Han fortæller om et forskningsprojekt, han
engang var med i. Det var virkelig sjovt, han skulle stikke i mus. Jeg får et flash-
back, jeg gerne ville have undværet. Ham ti år tidligere, omgivet af døde mus, og
med samme let triumferende glimt i øjnene. – Det var dog et problem at anvende
mus, fortæller han. De er resistente over for næsten alt og dermed umulige at
slå ihjel. Han ser lidt ærgerlig ud. Jeg tænker, at han burde tale med sin læge.
Han rører ved nålen. – Det gør ikke ondt, siger han. Jeg tænker, at han lige har
sammenlignet mig med en bunke døde mus. Han ruller noget vat mellem sine
hænder. Jeg tænker på blod. Han river det hvide plaster af rullen og det er tæt
på at han nynner en munter melodi. Men han behersker sig. Jeg overvejer mulige
flugtveje, men på en måde ville det næsten være synd. Så ville han nok gå ud
og stikke i sekretæren eller lidt henkastet overbevise den næste patient om, at
det altid er gavnligt at blive vaccineret mod japansk hjernehindebetændelse. Han
arbejder hurtigt og koncentreret, og det irriterer mig grænseløst, at hans hænder
er smukke. Lidt psoriasis havde virkelig været på sin plads, situationen taget i
betragtning. Han fjerner mit hår, og jeg forbeholder mig al ret til at være hyste-
risk, hvilken jeg naturligvis udnytter til fulde. Ikke at nogen kunne få mig til at
indrømme det, men selvfølgelig havde han ret. Det gjorde overhovedet ikke ondt,
man skulle næsten tro, at han havde prøvet det før. Jeg sender en venlig tanke
til en desillusioneret forsker og en bunke døde mus, jeg aldrig lærte at kende.

Teksterne er en del af noget større

43 Er der en læge til stede?


For Bo hr. Hansen har det at
skrive altid været forbundet
med skam og skyldfølelse.
Her ser han tilbage på sit
forfatterskab, sit liv i forsta-
den Sorgenfri og sin trang til
at udstille egne svagheder.
For som han siger: ”Jeg kan
jo ikke løbe fra det, jeg har
skrevet”

Sorgenfri Blues
J
AF JONAS KLEINSCHMIDT eg er taget til Sorgenfri. digteren og manuskriptforfatteren
En lille forstad nord for Bo hr. Hansen. Han bor her, det ved
København. Det er her, jeg jeg. Jeg har set ham cykle rundt i
er vokset op. Når jeg er hjemme og kvarteret på sin gamle, sorte her-
besøge min familie, tager jeg toget recykel, og jeg har engang set ham
fra København til Sorgenfri Station. købe et juletræ ved kirken. Tit har
Fra perronen fører en trappe op til jeg haft lyst til at sige noget til ham,
Hummeltoftevej, og herfra har man fortælle ham, at jeg enormt godt kan
to valgmuligheder: Går man til højre, lide hans bøger, at det var hans linjer,
er der Brede og Frilandsmuseet, går der åbnede mine øjne for lyrik. Især
man til venstre, er der byen Sorgenfri, digtsamlingen knæk.idiot.eik, der er
begyndende med torvet, kirken og de ungdomsbekendelser og Eik Skaløe-
tre højhuse. Herfra spreder velstan- hyldest destilleret ned til fornem
den sig så småt for at kulminere nede knækprosa, forelskede jeg mig i, da
ved Furesøen og Frederiksdal. jeg første gang læste den for otte år
Mit ærinde i dag er ikke, som det siden. Heri skriver Bo hr. Hansen om
plejer at være. Jeg er her for at besøge sin opvækst i Sorgenfri, om at være

45 Sorgenfri Blues
INTERVIEW

ung digter, om mindreværd, om at er samtidig et ret magisk sted at være de københavnske biblioteker og rev
være avantgarde, om at høre punk og barn med en enkel og overskuelig siderne med de seks digte ud.
støjrock, så naboerne klager, og om geografi, nogle gode gemmesteder, – Jeg syntes ikke, jeg kunne være
Eik Skaløe, forsangeren i det danske en uhyggelig kælder i det højhus, bekendt at skrive. Der var en form for
60’er rockband Steppeulvene, der jeg boede i, og en elevatortur til skam og selvhad forbundet med det.
begik selvmord på grænsen mellem fjortende, der tager en evighed. At stille sig frem på en måde, man
Pakistan og Indien som 25-årig. Samt en mose at fare vild i. For mig ikke skulle.
Nu kommer han cyklende, Bo. Jeg er Sorgenfri næsten mytologisk, Det virker som om, du altid har haft
løfter hånden til hilsen og går ham i samtidig med at det er her, jeg har en svært ved at sætte lighedstegn imellem
møde. meget konkret hverdag. den person, du er privat, og så ham,
Som 18-årig flyttede han fra der skriver – det er vel også årsagen til,
Sorgenfri, punk og Sorgenfri til København for at læse at du valgte at kalde dig hr. til mel-
avantgarde Filmvidenskab på universitetet. Det lemnavn?
Op igennem firserne boede Bo var her, han mødte Niels Thomsen fra – Det har været svært for mig, men
hr. Hansen i storbyen, hvor han et af Danmarks første punkbands, No det er det ikke så meget mere. Det
som støjbassist i avantgardebandet Knox: er en så stor del af min identitet at
Cinema Noir var en del af det køben- – Ham kom jeg til at se op til. skrive nu. Men der var mange år, hvor
havnske undergrundsmiljø. Alligevel Han havde den helt rigtige attitude. jeg simpelthen måtte skjule det. Og
måtte han slås med mange fordomme Og havde selvfølgelig allerede taget det er klart, så hjalp det mig at finde
på grund af sin baggrund: afstand fra ordet punk. I stedet på det navn. Men jeg tænker ikke så
– Det var svært at komme fra Sor- kaldte han det avantgarde. Punk var meget over det mere.
genfri, dengang jeg var ung, dels fordi passé og primitivt. Alle de førende Men hvad opfatter du egentlig dig selv
det var forstadsagtigt og kedeligt, og bands tog afstand fra begrebet, så det som. Digter, forfatter, manuskriptfor-
dels fordi det oven i købet lugtede gjorde jeg også, selvom jeg slet ikke fatter eller dramatiker?
af noget privilegeret – selvom jeg havde nået at være rå-punker. Jeg gik – Jeg er en, der skriver. Digterrollen
altså kom fra højhusene, der trods direkte fra at være gymnasieelev til at har jeg altid haft det svært ved. Jeg
alt ikke er det fineste sted at bo. Det blive avantgardist. har aldrig nogen sinde kaldt mig selv
var meget smartere at komme syd Samtidig mødte Bo hr. Hansen sin for digter. Fordi jeg egentlig syntes,
fra København, det måtte jeg sande, soulmate, guitaristen Nils Lassen at det var lidt til grin at være digter,
da jeg trådte ind i punkmiljøet. Man (som han den dag i dag stadig laver og hvis man virkelig skulle kalde sig
skulle helst komme fra Rødovre, music’n poetry med), og sammen digter, så skulle man have lidt større
Hvidovre, Taastrup. Det var et eks- dannede de Cinema Noir, der eksi- sikkerhed inden for feltet, end jeg har.
tremt fordomsfuldt miljø med mange sterede fra 1980 til 1986, og nåede at Men som manuskriptforfatter
regler og en helt bestemt hakkeorden. udgive to selvfinansierede plader. føler jeg mig samtidig tit som en,
Nu er Bo hr. Hansen (47) flyttet der er i virkeligheden er gearet til at
tilbage til sin ”privilegerede” barn- Det poetiske trænger sig på skrive noget lidt andet. Det poetiske
domsby. Her bor han med sin kone Sideløbende med Cinema Noir, hvor trænger sig hele tiden på, og jeg tror
og deres tre børn, men han har aldrig Bo hr. Hansen, med sine egne ord, faktisk, det er den kvalitet, der gør,
helt lært at holde af Sorgenfri: mest stod og ”hamrede i en bas”, at nogle filminstruktører er glade for
– Det har altid provokeret mig skrev han digte, kortprosa, sider uden at arbejde med mig. Jeg vil faktisk
lidt, at det hed Sorgenfri. Som om punktum og mærkelige historier. I betegne mig som en ret dygtig
det skulle være et specielt sorgløst 1983 debuterede han i Hvedekorn manuskriptforfatter. Ikke at jeg altid
sted. Der er rasende meget sorg i under navnet Bo E. Hansen. Poul rammer plet, selvfølgelig. Manu-
Sorgenfri, men der er måske bare en Borums tidsskrift havde antaget seks skriptskrivning er en disciplin, der
tendens til at gemme det lidt væk her digte af den unge forfatterspire, men stiller nogle meget bestemte hånd-
og holde det inde. Det er på grund af i stedet for at blive glad og stolt, værksmæssige krav, og jeg bliver stolt,
Sorgenfri, at jeg kender til sovebyer, blev Bo hr. Hansen flov. Flov over når det indimellem lykkes at skabe
højhuse og kedelige kvarterer, hvor sin personlige trang til at udtrykke noget, der er godt håndværk, men
det er dødssygt at være ung. Men, og følelser på skrift. Så da tidsskriftet som også har kunstneriske kvaliteter.
det skal man ikke glemme, Sorgenfri udkom, cyklede han rundt til alle Så i dag har du trods alt erkendt, at

Sorgenfri Blues 46
der bor en forfatter i dig? om, at jeg prøvede at skrive mig glad, Vrimmel
– Det kan jeg jo ikke løbe fra fordi jeg personligt var nået til et Jeg former et hjerte
længere. Jeg kan ikke benægte, at nulpunkt. Der havde været selvmord Og tæller til ti
jeg har skrevet de ting, jeg har. Så tæt på mig, og jeg troede selv, at jeg Så møder jeg dig
selvfølgelig er der en forfatter i mig. skulle dø af sygdom. Så det var også Som mit hjerte
Forfatterollen har for mig været en måde at rejse mig på. kan li’
forbundet med flovhed, skam og Inspirationen hentede Bo hr.
generthed, fordi når man skriver Hansen i musikkens verden, men Er jeg er en god forfatter?
noget, så er det også definitivt, så står ikke fra de larmende og eksperi- Bo hr. Hansen er godt klar over, at
det dér på papiret. Jeg har haft svært menterende punkbands, der tidligere hans evner som digter og forfatter
ved at stå ved det, så hellere lade som havde inspireret ham. Når Eik Skaløe ikke på nogen måde har imponeret
om, jeg ikke stod ved det ved hjælp underfundigt proklamerede: ”Hvorfor alle. Der har været mange dårlige
af alle mulige krumspring. Der har dog ikke gå over åen efter vand, anmeldelser i tidernes løb, og det
arbejdet med film, tv- og teaterdra- hvis der på den anden side står en har gjort ondt. Men der har også
matik måske været nemmere for mig, vandværksmand”, når Stig Møller været gode, rigtigt gode, og det har
fordi et hvilket som helst manuskript konkluderede: ”To sjæle en tanke, kan forvirret ham. I opsamlingsværket Bo
altid er i udvikling og på en måde få et hjerte til at banke” eller når den i bogform, der er en samlet udgave af
aldrig bliver helt færdigt, før filmen amerikanske punkrocker Jonathan hans fire digtsamlinger: Hjerte-Form,
er klippet færdigt, eller stykket har Richman, der vendte punken ryggen Bo nr. 2, Hr. Jørgen Leger og knæk.
haft premiere. Selve skriveprocessen og sprang ud som fuldblodsro- idiot.eik skriver han i efterskriftet til
er mindre definitiv. mantiker og ægte trubadur, var bogen: ”Er jeg en god forfatter? Det
overstadigheden selv og erklærede sin er det, en politiker vil kalde et godt
Hjerte-Form - lyrikkens svar kærlighed til en isbil: ”Well now, ice spørgsmål. Jeg tror i grunden selv, at
på Jonathan Richman cream man, upon my street/ I heard jeg er ret unik, men det er den to-
Krumspringene får en ende, da Bo your truck outside, it’s really neat/ hovedede kalv også, den skriver dog
E. Hansen finder på at kalde sig hr. Ice cream man, upon my block/ Your ikke. Men for at være ærlig, så har
til mellemnavn. En dag i 1983 sidder little chimes, they reel and they rock”, anmeldelserne forvirret mig. Fordi
han og klipper papir i stykker. Han så havde de en naiv tone til fælles. nogles afvisning har været så massiv,
laver cut-up af Hvedekorn nr. 3 og En tone, som Bo hr. Hansen kunne mens andres begejstring har været så
en gammel cykelbøde stilet til Bo relatere til. Med de musikalske forbil- overdreven”.
Erhard Hansen. Pludselig står der leder i baghovedet kastede Bo hr. Jeg spørger, om det er noget, der
Bo hr. Hansen. Det er genialt. Nu er Hansen sig ud i simple børnerim og stadig undrer ham, at han i den grad
det ikke længere ham selv, der skriver, fjollet billedsprog. Han havde fundet deler vandene?
men en anden. Under det finurligt en vej til at skrive sig fri af selvhadet – Det er mærkeligt at opleve, at
ændrede navn kan han acceptere og ud af sin personlige krise: man kan opfatte noget så forskelligt,
at blive trykt. I 1987 debuterer han siger Bo hr. Hansen og tilføjer så:
under navnet Bo hr. Hansen med HJERTE-FORM – Men jeg har også måtte erkende,
digtsamlingen Hjerte-Form, en Jeg vasker min hat at jeg ikke kan gøre tingene på så
samling, der med sine lallende rim Og spiser min sæbe mange andre måder.
og naive tone er et opgør med den Jeg kender de tricks Men hvad er det, du er god til, hvis du
alvorlige 80’er digtning: Der får folk selv skal sige det?
– Ideen med Hjerte-Form var at Til at flæbe – Jeg tror, jeg er god til at gå ind
skrive så romantisk og idyllisk som Jeg rejser en bue i nogle følelser, der enten er lidt
muligt. Det var ikke et opgør med det Og hæver min kage pinagtige eller simpelthen så elemen-
grimme, som jeg havde dyrket i min Jeg elsker mit land og vil lykkeligt tære, at de fleste vil skamme sig over
tid i Cinema Noir, men et opgør med flage at tage det i deres mund. Fordi det er
myten om, hvordan punk og poesi Jeg tegner et træ for banalt. Samtidig er jeg god til at
skulle være. Et opgør med det sorte. Og maler en himmel bevæge mig på overfladen, så det kan
I stedet ville jeg skrive noget lyst og Jeg sænker et lyn komme som en overraskelse, når det
naivistisk. Helt konkret handlede det Over byernes en gang imellem ikke er så overfla-

47 Sorgenfri Blues
eik var jeg nået ikke nødvendigvis er alt eller intet?
Af Bo hr. Hansen. Udvalgte titler dertil, hvor – Det var et forsøg på at lave en
Hjerte-Form. Digte (1987) ordlege og rim antipoetik. Der var så meget snak i
Bo nr. 2. Digte (1987) og den slags ikke firserne om nødvendighed, og at skri-
Hr. Jørgen leger. Digte og kortprosa (1993) rigtig kunne veriet skulle være altopslugende, hvis
De skrigende halse. Med Søren Fauli (1993) bruges til det, man gik ind i det. Så fra min side var
Drengen der gik baglæns. Med Thomas Vinterberg (1994) jeg gerne ville det et ønske om, at det ikke skulle
De største helte. Med Thomas Vinterberg (1996) fortælle. Så jeg være sådan, men dybest set havde jeg
Knæk.idiot.eik. Bekendelser, digte (2000) tog den forkæt- i virkeligheden selv den samme trang
Kald mig bare Aksel. Manuskript (2002) rede knækprosa til, at det skulle fylde det hele. Det
En som Hodder. Efter Bjarne Returs roman (2003) op, hvor reglen har da også altid været et problem for
Kunsten at græde i kor. Efter Erling Jepsens roman (2007) for mig selv var mig at lave noget andet end at skrive.
den simple at Men i det digt, du nævner, ligger der
skrive nogen- også et ønske om, at skriveriet ikke
disk alligevel. lunde ærligt og simpelt, hvordan jeg må ødelægge min relation til andre
Et kritikpunkt, Bo hr. Hansen ofte havde det på et vist tidspunkt af mit mennesker.
er blevet mødt af, er, hvorfor han liv. Ikke at jeg har bekendt alt. Der er Udenfor er mørket ved at sænke
absolut skal skrive vittigheder hele mange hemmeligheder tilbage. sig over Sorgenfri. Vi er gået fra
tiden. Hører humor overhovedet højhusene til Sorgenfri torv, hvor
hjemme i poesi? spørger jeg. Det hele skal ikke vi nu sidder på den lokale grillbar.
– Det synes jeg jo, det gør. Så har handle om at skrive Vi snakker lidt videre om byen og
jeg måske overgjort det lidt, fordi Du lader til at have en ironisk distance vi prøver at komme i tanke om alle
jeg ikke har kunnet lade være. Det til mange af de ting, du har skrevet. de gange, Sorgenfri har optrådt i
bedste er måske en balance mellem I Bo i bogform opremser du blandt litteraturen. Det er ikke mange. Så
humoren og alvoren, og der har jeg andet dine fiaskoer som dramatiker. prøver vi at namedroppe forfattere
især helt i starten lagt lidt mere vægt – Fiaskoerne er noget, der har eller andre kulturpersonligheder, der
på humoren. Jeg synes helt praktisk, naget mig og irriteret mig, men jeg er vokset op her.
at humoren kan bringe lyrikken i synes ikke, der er tale om en ironisk – Lars HUG, siger Bo hr. Hansen.
øjenhøjde med nogle mennesker, som distance. Den bedste måde at komme – MC Einar, siger jeg så. Jeg er
måske ellers ikke er modtagelige for igennem fejl og fiaskoer har for mig ikke sikker, men han har rappet om
lyrik. Og så kan det være nødvendigt været at udbasunere det, og af og til Sorgenfri på en af sine plader.
for de af os, som ofte har det lidt kan man lære mere af sine fiaskoer Den godtager Bo og siger så:
svært med patetiske og overforkla- end sine succeser. Det er jo en af – Eik. Eik Skaløe har været her. Eik
rende digte, simpelthen at bruge mine specialiteter, at udpensle svag- holdt til i Sorgenfri en overgang, da
humoren som en slags våben. heder. Min private bevæggrund for han og nogle venner brugte en af lej-
Men knæk.idiot.eik. er, selvom den at gøre det har at gøre med min mors lighederne i højhusene som junkbule.
også benytter sig af humor, meget ærlig opdragelse af mig. Min mor vidste De havde lavet et apotekerbræk, og så
og sårbar i sine beskrivelser af din godt, at jeg havde et lidt selvudslet- endte de her i Sorgenfri i det samme
personlige udvikling. tende sind, så hun opfordrede mig højhuskompleks som jeg boede i.
– Man kan også dække sig bag så altid til at være stærk og stole på mig Et apotekerbræk, det er alligevel
mange lag af humor og ironi, at det selv. Jeg blev tudet ørene fulde med at noget. Og derefter søge tilflugt i
personlige går tabt, og det bare bliver stole på mig selv, og når jeg nu ikke Sorgenfri. Den kan jeg ikke slå. Men
en leg med ord. Hov, nu lyder jeg gjorde det, så blev det en løgn i mine så kommer jeg i tanke om Benny
fandme som en irriterende Politiken- ører. Så i stedet udstillede jeg alt det Andersen. Han bor i Sorgenfri. Så
anmelder. Jeg får i dette øjeblik lyst svage. det siger jeg.
til at forsvare alle, der bare leger med I Hjerte-Form er der et digt, der – Men han er tilflytter, siger Bo. Så
ordene uden at skænke indholdet hedder ’Poetik’, hvor den gennemgående gælder det ikke.
en tanke. Om det er godt eller skidt, pointe synes at være, at det at skrive
afhænger udelukkende af måden, ikke skal fylde det hele. Er det noget, du
det bliver gjort på. Men i knæk.idiot. stadig mener, at det at være forfatter

Sorgenfri Blues 48
DIGT

Af Louise fr. Rosengreen

Selvportræt
Jeg vil gerne bekende kulør: blegslank.
Jeg ligner ikke Frida Kahlo, det er bare et øjenbryn vi har til fælles.
Til gengæld synes jeg Bo hr. Hansen er fed.
Jeg vil gerne skrive som ham, men bob bob og klap lige hunden.
Det lyder ikke særlig godt, at kalde en tekst: Selvportræt
af Louise fr. Rosengreen.
Det gør det bare ikke.
Det er alle de grene, de stritter. Og stikker,
men det havde de nu også gjort, hvis jeg var navngivet noget mindre poetisk:
Louise Blomsterpind fx
Og det er alt sammen fremmedarbejdernes skyld! Og svenskernes!
Min oldefar var begge dele. Han kom hertil som skopudser
før 24årsreglen fandtes.
Det kunne ellers have skånet Danmark, og jeg ville have været der:
Skåne.
I stedet blev jeg født ind i Østerbros skum.
Det er ikke særlig sejt, det er det bare ikke,
heller ikke når man tilføjer, at det i firserne faktisk var muligt,
at finde brugte sprøjter i Fælledparkens buske.
De strittede. Og stak.
Jeg ville gerne være skorstensfejer,
men det var der ingen fremtid i (kakkelovne er en uddøende varmekilde),
så jeg valgte noget lige så sort:
Sært almindelig poet.
Jeg havde skrevet Menstruationslyrik, en genre jeg havde hørt Dan Turell omtale i
tv.
Jeg havde skrevet digtcyklussen ’Pletblødninger’.
Jeg havde sendt tekster af sted til tidsskrifter som Hvedekorn med kuvert,
frimærke og følgebrev. Men hvedebrødsdagene gik bare, og afslaget var en
mavepuster på såret:
”Du bør overveje at læse nogle bøger, før du skriver mere. Og så spids lige
blyanten.”
Jeg måtte kravle op på den læsehest, jeg allerede sad på.

49 Selvportræt
Hyp hyp! Og hip hip hurra!
Fornærmelse fremmer forståelsen og meget kan man sige, men jeg gik galop i
det.
Jeg blev hylet ud af den, men jeg afskrev ikke det sært almindelige.
Jeg ville skrive som Allen Ginsberg, med omvendt seksuelt fortegn:
Danmark, jeg har givet dig alt, og nu er jeg et røvhul.
Danmark en kassekredit og røde ører november 2, 2008
Danmark, behold venligst tøjet på. Jeg fryser allerede.
Men, men, men …
Jeg sadlede skrivetøjet.
Jeg sendte en tekst ind til et andet tidsskrift, Reception.
Temaet var ’lort’, så det burde ikke være så svært
at blive trykt, mente jeg, når man egentlig godt kunne sammenligne
sin digtproduktion med ekskrementfremstilling.
Jeg skrev i min notesbog:
”Jeg ville ønske jeg kunne sprøjte
poesien ud i pølser
så også andre kunne se
at jeg har talent.”
Så stregede jeg det over:
”Jeg ville ønske jeg kunne sprøjte
poesien ud i pølser
så også andre kunne se
at jeg har talent.”
Det var jo både prætentiøst og patetisk.
”Jeg ville ønske jeg kunne sprøjte
poesien ud i pølser
så også andre kunne se
at jeg har talent.”
Tag dig dog sammen! Så det gjorde jeg – tog mig dog sammen,
og skrev noget kort kortprosa i stedet: ’Fæces fortællinger fra et frokostbord’.
Det var lidt plat, men titler med mange bogstavrim er altid et hit.
Det har jeg selv lært fra journalistikken.
Men alligevel, bob bob og så turde jeg alligevel ikke kendes ved min egen tekst.

Selvportræt 50
I panik fandt jeg på noget så uopfindsomt som et pseudonym.
Selvfølgelig var det ikke Louise Rosengreen, der havde skrevet om l o r t.
Det var Ursula von Braun!
Hun var bare lidt oppe i årene og ikke kommet med på emailen endnu.
Kvinder og teknik, skrev jeg til Reception,
der gerne vil trykke Ursula von Brauns lortetekst,
der var bare en lille ting …
Nu bliver det pinligt!
Men jeg må udlevere mig selv, for at andre ikke gør den samme fejltagelse:
Det første man bør vide, når man finder på noget så uopfindsomt som et
pseudonym, er
at Ursula von Braun er et afdødt adeligt kvindemenneske, der levede i Tyskland
tidligere på sidste århundrede.
Hvordan kan det være, at hele hendes stamtræ ligger på Internettet, når hun ikke
selv kan finde ud af at sende en epost?
Hvordan kan Ursula von Braun skrive om McDonalds og salmonella og
leverpostejsmadder?
Det hedder anakronisme: en fejl, der består, i at et fænomen omtales som
hørende til i en tidligere periode end den, hvori det i virkeligheden hører
hjemme.
Receptions redaktion var ikke dumme!
Det var jeg! Og sært ualmindelig,
midt i al almindeligheden.
Det var ikke det jeg ville.
Jeg ville skrive som Tove Ditlevsen, om min barndommens gade, der ikke hed
ABCgade, selvom vi kaldte den det. Østerbrogade 154 A-E.
Jeg ville skrive som Halfdan Rasmussen,
både når han børnerimede, og når han var ude og sejle med det mere
eksistentielle.
Jeg ville skrive som Inger Christensen: søvnløse sommer sonætter
Jeg ville skrive som Christo Piphanz Likør, men det virkede ikke rigtig rigtigt.
Ikke som når han selv gør det. Jeg citerer:

51 Selvportræt
”I min fritid er jeg en flagstang
og min hund er en kængurustylte
Jeg stemmer sult på hveps
for fimrekastanier til mezzodyt
Halvdelen af min glemsel
tørrer ind til syltet gonoré
Bagerst i køleskabet”1
Jeg ville skrive et digt, om hvor gerne jeg ville skrive et digt,
men i stedet blev jeg gab gab træt af mig selv.
Hvorfor kunne jeg ikke bare skrive det, som det var.
Det er ikke nemt, selvom jeg har været på tryghedsafvænning,
for roser er ikke altid velkomne i digte.
Men jeg tør godt,
nu: Bo og co. er bare bedre.
Og de kan godt være det bekendt.

1 Likør, Christo Piphanz (2005): ’Selvportrætter af den forkerte’ fra ”Vi maler med
pindsvin – Bekendelser fra den forkerte baglinje”, Nisse Q. Prullbürger Forlag, Kirke
Hyllinge.

Louise Fr. Rosengreens rigtige navn er redaktionen bekendt

Selvportræt 52
Alting begynder
i Gram
Folk fra Gram har Gram-ler i blodet. Og så alligevel ikke. Erling Jepsen og
Henrik Ruben Genz’ bog begynder ganske vist i Gram, men ender i et
sammenkog af minder og fikse ideer

AF JESPER SCHMIDT LORENZEN

fine digressioner, der ville få hovedpersonerne til at virke


Erling Jepsen og Henrik Ruben Genz: Alting hittepåsomme og levende, og på den måde retfærdiggøre,
begynder i Gram. 231 sider. Borgen 2008 at man følger med i deres samtaler, men desværre munder
det hele ud i meget lidt. Der er lettere forvirrede og
Den sønderjyske slotsby Gram er en pudsig størrelse. fjollede anekdoter, men mest af alt er det en besynderlig
Der er så fint i den store slotspark med karpedammen og blanding af selvmytologisering og selvransagende udleve-
den nye naturlegeplads, og der er to attraktive rundkørsler ring, som aldrig bliver involverende, hvorfor det er svært
for at lokke udefrakommende lastbiler til byen. Den ikke at blive vildt irriteret på forfatterne. Især Jepsen.
ene rundkørsel er for tiden under ombygning, så nu har I Gram er der en lergrav, hvor turisterne kan grave efter
Gram fået en lyskurv, og det har sat Gram på den anden hvaler fra millioner af år siden med en skruetrækker. Præ-
ende, så præsten i sin juleprædiken kan more sig over sine missen for samtalerne er, at Jepsen er af den overbevisning,
sognebørns utålmodighed og bede dem fryde sig over den at med alle de urtidsdyr i jorden må menneskene, der lever
ekstra tid, de nu gratis får til fordybelse og refleksion. For der, også være primitive, de har Gram-ler i blodet. Da det
der er en del at tænke over, når man kommer fra Gram. er lykkedes de to forfattere at forlade Gram, mener Jepsen,
Det skyldes bl.a., at man blandt bysbørnene kan finde folk at de må være en smule anderledes; de må være undergået
som Kaj Ikast, Per Vers, Jesper Lorenzen og Erling Jepsen, en slags mindre mutation og derfor være i stand til at
hvilket giver én en slags medansvar for Storebæltsbroen, beskrive Gram. Den er Ruben Genz ikke sikker på, at han
Danmarks mindst aggressive hiphop, en lunken anmeldel- er med på, men så pointerer Jepsen også, at Ruben Genz
se og en autentisk historie om incest. Sidstnævnte hedder forældre stammer fra Tyskland og derfor nok ikke har så
Kunsten at græde i kor og sendte chokbølger gennem meget ler i blodet.
Gram, men ramte til gengæld så bredt i resten af landet, at Det er egentlig den struktur, bogen følger: Jepsen
den blev til et biografhit, der hittede så hårdt, at den fik en kommer med en forklaring på, hvorfor de, deres succes
efterfølger. eller Gram er, som de er, Ruben Genz korrigerer Jepsen
Frygtelig Lykkelig foregår i Højer, men er instrueret af lidt resigneret, Jepsen prøver at udlægge en ny forklaring
Henrik Ruben Genz, der er vokset op i Gram, og det med forbehold, så de næsten passer sammen med Genz’
endda lige overfor Erling Jepsen på Åvej. Når man sådan version.
er kommet til succes og ikke har set hinanden i mange år, Denne form resulterer i, at det småfilosofiske bliver bun-
må man have en masse at snakke om. For ikke nok med, det op på Jepsens fikse idéer, der sjældent er interessante.
at det er pudsigt, at de skulle få succes og møde hinanden Det medfører, at bogen mangler det, de fleste vel læser
på den måde, så er de jo vokset op et pudsigt sted, og det erindrende samtalebøger for: livsvisdom og lune. Det kan
må have gjort dem til nogle ret pudsige typer. Det mener godt være, at det ikke er nemt at vokse op i Gram, men et
de i hvert fald selv. Så nu har de lavet en bog med pudsige eller andet må de da have lært, noget, som kan omsættes
samtaler. til en aforisme eller et livsmotto. Eller i det mindste finde
At de har haft en masse at snakke om, afspejler sig i frem til, at de på det og det tidspunkt kom til en erken-
bogens omfang. Den er blevet til over (mindst) 30 møder delse. Skrive ting, som livsbekræfter en læser.
i løbet af lidt over et år, og derfor varer samtalerne 231 Selve erindringsstoffet er også en blandet landhandel.
sider, hvilket fremstår ret overvældende. Samtalerne virker Nogle episoder omhandler deres respektive familier, nogle
ufokuserede, hvilket nok kunne have resulteret i nogle deres indbyrdes forhold dengang (som de gang på gang

53 Alting begynder i Gram


Pudsig illustration.
Af en pointe

kommer frem til, er næsten ikke-eksisterende), og nogle


er myter fra Gram. De sidste er de mest interessante, men
der er jo mange flere, som er mindst lige så gode, og de
kunne sagtens være viderebragt af bedre fortællere.
Resten er et sammensurium af minder, der peger på, at
Gram er et pudsigt sted. Der er både de store, genken-
delige, historiske episoder som 2. verdenskrig ( Jepsens
forfædre var nazister, oplyser han, men det er ok, for i
Gram laver man jo pudsige ting) og 1968, og andre, mere
personlige om at blive skudt med geværer, lege indianere,
prøve at komme i avisen, drikke for gammel mælk og
spise en mere ulækker udgave af havregrød m.m. Nogle
gange diskuterer de så, om de virker troværdige nok, om
folk virkelig vil tro på, at der er så pudsigt i Gram. Andre
gange påstår de, at hinanden lyver, og nogle gange bliver
det afvist, andre gange indrømmet. Det er da fint nok at
lyve om sine erindringer, hvis det bliver mere interessant,
men hvorfor i alverden gøre så stort et nummer ud af, om
det er løgn eller ej?
Enkelte af anekdoterne er hæderlige og oprigtigt
pudsige, især nogle af Ruben Genz’, men de bygger bare
aldrig op til noget. Han lader endda flere gange til at være
i tvivl om, hvorfor han er gået med på Jepsens idé om
at lave bogen. Hvad det hele skal gøre godt for. Jepsen
forsøger at overbevise ham om, at det er en proces, der
vil gavne ham, men læseren bliver ikke meget klogere på,
hvad vedkommende skal stille op med bogen.
En dag for mange år siden havde min far mistet sin
tegnebog, mens han var steget ud af sin traktor for at lade
vandet. I Gram, hvor alle ved, hvem alle er, kendte min far
godt en mand, der havde en hund, som var trænet i at finde
tabte genstande. Det syntes jeg lød sejt, og jeg tog med ud
for at møde manden med den dygtige hund. Senere viste
det sig, at manden med hunden havde haft for vane at gå i
seng med sine børn, hvoraf den ene var Erling Jepsen. Dét
er satme en brutal historie. Det er den her ikke. Den er hel-
ler ikke rigtig munter. Ret pudsig, men mest bare ligegyldig.
Og desuden er folk fra Ribe væsentligt mere fjollede.

Alting begynder i Gram 54


Symfonisk
fællesskab
Digtergruppen Koordinat
arbejder med litterære sym-
fonier – en form for digtop-
læsning, hvor medlemmernes
tekster bringes i samspil med
hinanden. Koordinatmedlem-
met Lars-Emil Woetmann
Nielsen fortæller her om
gruppen, symfonier og om at
være ung digter

AF MADS EMIL WIVEL

P
å vej ud fra KUAs kantine
kommer digteren Lars-Emil
Woetmann Nielsen gående
med en kop kaffe i hånden og en
taske over skulderen. Han er iført
en slidt, blå DSB-blazer, røde sko
og bukser, som er foldet op til under
knæene. Håret er stort og krøllet,
og de pæne sorte briller gør, at hans
udseende får en passende balance
mellem flagrende digter og intellek-
tuel studerende.
Lars-Emil læser på Københavns
Universitet og har siden 2002 været
med i digtergruppen Koordinat, som
han selv er medstifter af. Digtergrup-
pen tæller i alt otte medlemmer og
blev dannet af en gruppe brugere
af internetsiden digte.dk. De fandt
sammen om den fælles holdning, at
internetforummet var for uambitiøst.
INTERVIEW

I stedet ville de danne et fællesskab, Gruppemedlemmerne skriver tek- for kunststøtte. Men Lars-Emil og
som kunne skabe noget med lidt sterne hver for sig, men de skriver ud resten af Koordinat er generelt svære
mere kød på. fra en række overordnede temaer og at sætte i bås. På spørgsmålet om
Koordinats medlemmer beskæftiger har hele tiden en sideløbende dialog Koordinat har et bestemt budskab,
sig med vidt forskellige ting: Én er om, hvilken vej de hver især bevæger svarer Lars-Emil: ”Nej. Det er en af
pedel i Silkeborg, en anden går på sig. Engang imellem sætter de sig pointerne med Koordinat: Vi har
forfatterskolen i Sverige, mens en sammen med det, de har produceret, mange budskaber. Vi vil ikke være
tredje er multimediedesigner i Am- og kombinerer det til en tekstmasse. fanget i en enkelt måde at se verden
sterdam. De er spredt for alle vinde Når de mødes, skriver de ofte videre på. Det, vi gerne vil, er at sætte
og har meget forskellige holdninger på hinandens tekster, og på den måde forskellige stemmer i spil, som kan
til litteratur og meget forskellige bliver der skabt forbindelser mellem modsige hinanden.”
tilgange til at skrive litteratur. Som de forskellige stykker. Når der til sidst Når symfonierne opleves live, er det
Lars-Emil gestikulerende formulerer er dannet en tilpas stor basismængde først og fremmest den koordinerede
det, er det, de har tilfælles, en græs- af tekst, bliver den klippet op og for- oplæsning og de finurlige sprogbil-
rodsbevidsthed: En indstilling til, at delt mellem Koordinatmedlemmerne. leder, som fascinerer. Det er svært i
man kan gøre tingene selv i stedet for Tilpasset, så den ved oplæsning begyndelsen at danne sig en mening
at gå ind i og indordne sig under et fremstår som en symfoni af sprog. med det hele. Men Koordinat
etableret system. gentager systematisk forskellige ord
Man bliver doven af og sætninger, for at man derved som
Koordinat løfter i flok kunststøtte publikum skaber forbindelser og
Koordinat har optrådt med sym- Lars-Emil forklarer, at dannelsen af danner sig meninger i det varierede
fonierne på Roskilde Festival, på gruppen skete på baggrund af den sproglandskab. Man finder næppe de
teater-festivaler og på caféer og erkendelse, at det som ung digter samme betydninger som sidemanden,
spillesteder rundt omkring i landet. er meget svært at blive en del af det men det er jo netop én af symfonier-
Symfonierne kræver samarbejde og litterære system. Det er svært at få nes pointer.
nøjagtig koordinering. Nogle gange udgivet sine tekster på et forlag, Kaffen er efterhånden drukket, og
læser alle i gruppen hver deres tekst og derfor blev Koordinat dannet Lars-Emil har snart en aftale om
op på samme tid, mens der andre ud fra parolen om, at ”hvis vi ikke at spille et parti skak på en café i
gange kun er en enkelt, der taler. kan blive en del af institutionerne, nærheden. Han påpeger konklude-
Det kan virke som en svær opgave at så laver vi vores egen institution”. rende, at Koordinat først og fremmest
skabe et så tight samarbejde, når man Gør-det-selv-ånden spiller en vigtig er en platform, hvor digterne kan
er en gruppe bestående af så forskel- rolle i Koordinat. De har aldrig søgt udvikle sig i et fællesskab. Og da
lige personligheder. Men Lars-Emil penge til noget og vil heller aldrig han afslutningsvis skal svare på, om
forklarer med et glimt i øjet, at de er gøre det. Det er et grundprincip at Koordinat har opnået deres mål, siger
gode til hver især at sætte deres egne være fuldstændig uafhængige. Dette han: ”Vi har opnået, at der ikke er
digterpersonligheder lidt i baggrun- princip ligger fint i forlængelse af nogen blokeringer for, hvad vi kan
den. De har en fælles bevidsthed om, Lars-Emils eget syn på at være ung tillade os. Derudover bliver navnet
at det resultat, som opstår af deres digter: ”Man kan ikke leve af at være Koordinat efterhånden genkendt, så
kollektive arbejde, er mere interessant digter! Men det generer mig ikke, for der altid dukker folk op til vores ar-
end enkeltmandspræstationerne. jeg har en ide om, at det er sundt at rangementer. Koordinat er et redskab
På spørgsmålet om, hvordan de lave andre ting. Man kan ikke bare til at få ting gjort. Det er svært at
forbereder symfonierne, svarer sætte sig ned og sige ”nu er jeg digter” udrette noget, hvis man er helt alene
Lars-Emil meget pragmatisk: ”Først og derefter skal staten betale for, hvad om det.”
og fremmest er det et spørgsmål om, man laver. Det bliver man doven af.
at der skal skrives en hulens masse Det er fint, at der er kunststøtte, men
tekst. Vores korteste optræden varede det skal ikke være noget, man bare får
tre kvarter og vores længste varede automatisk.”
halvanden time. Og når der kører Det kan umiddelbart virke lidt
fem spor på en gang, så skal der selvmodsigende, at en ung, struggling
produceres rigtig meget tekst.” digter ikke uden forbehold går ind

Symfonisk fællesskab 56
OMTALE

Välkommen till förorten


Traditionsbevidst billedsprog og benhård socialrealisme
i livtag hos den svenske digter Johannes Anyuru

AF ANDERS SCHREINER

S
iden udgivelsen af sin første digtsamling, Det at se Vollsmose-bøller fremstillet – som græske hoplit-
är bara gudarna som är nya i 2003, har Johannes ter – men man ser det for sig. Den slags sammenstød
Anyuru været regnet som en af de mest lovende mellem en højtsvungen, metaforbaseret stil og en barsk,
blandt de unge forfattere med eksotisk efternavn og rod socialrealistisk indholdsside er bogens virkelige claim
uden for Sverige, der er slået igennem indenfor det sidste to fame: ”Mödrarna/ med sina oändliga hjärtan av tvätt
årti. Af disse er kun Jonas Hassen Khemiri (Ett öga rött, i famnarna/ som vita bål i den blå skymningen” (s. 13).
Montecore: en unik tiger) for alvor slået igennem i Dan- Eller fædrene, der enten er arbejdsløse eller forsvundne,
mark, mens Marjaneh Bakhtiari (Kalla det vad fan du vill) og kun har efterladt sig deres efternavne ”klistrade upp
og Alejandro Leiva Wenger (Till vår ära) har fået meget på dörrarna/ som diagnoser på/ obotliga sjukdomar” (s.
omtale og en del både kritisk og salgsmæssig succes i 41). Den manglende opbakning fra fædrene modsvares
hjemlandet. Hvad det præcis er, der forener disse forfat- af det store svigt fra det omgivende samfund, der mest
tere, udover deres indvandrerbaggrund, står oftest mindre viser sig i form af politibiler, der patruljerer i det besatte
klart, men der opereres allerede litteraturhistorisk med en område. Her er ingen tegn på opsøgende socialt arbejde
strømning af indvandrerlitteratur som en af de vigtigste fra nærpolitistationen eller skole-hjem-samarbejde, blot
tendenser efter årtusindskiftet. en dyb kløft mellem samfund og outsider. Det är bara…
Det är bara… er noget så sjældent som en digtsamling, viser Anyuru både som en vred, ung mand med kraft til at
der udspiller sig i en trøstesløs forstad til Göteborg. tale sin samfundsgruppes sag og samtidig som en finlit-
Bogens for- og bagside viser et foto af et natteøde område terær, traditionsbevidst digter med umiskendelig tæft for
mellem husblokkene med bænke og tørre buske oplyst af billedsprog.
gadelamper og en baggrund af svævende, lysende vinduer. Man behøver ikke være litterær agent for at se både
Inde i bogen er det dog ikke det tyst poetiske, man møder mulighederne og faren i rollen som talerør for en gruppe,
mest af, det er snarere en bog, man hvirvles igennem. I som alle taler om, men ingen med. Det er svært ikke også,
et suggestivt, billedmættet sprog med lån fra især den med troldsplinten i øjet, at læse et element af aflad ind i
svenske rapgruppe The Latin Kings og Homers Iliaden den måde, det litterære miljø i Sverige fra den ene dag til
føres man på medrivende og original vis ind i mørkets den anden så godt som kanoniserede Det är bara… De
hjerte og ud i samfundets periferi. Og der er en fantastisk litterære kvaliteter i debuten berettiger ganske vist til store
sproglig energi og også en vis træfsikkerhed i billedspro- roser, men risikoen var overhængende for, at den selvbe-
get, som gør, at man tilgiver passager med lidt ufokuseret vidste rebel skulle blive krammet ihjel som politisk korrekt
og smårodet metaforik. mærkevare. Med sin anden digtsamling ændrede Anyuru
Betonforstaden er hos Anyuru en krigszone på linie med da også delvist kurs. Omega (2005) er, som forgængeren,
Homers Troja. En ung mand fra området beskrives som en vildtvoksende, medrivende og stærkt billedrig bog,
”en svart knytnäve/ som svävar genom city, en sköld med/ men der er skruet en del ned for tempo og volumen. Vi
utskurna ögon” (s. 34). Billedet af de tilknappede, dirrende befinder os stadig blandt rodløse i de dele af Göteborg,
aggressive, unge kroppe som indhyllede i bronzerustning hvor Anderson’erne og Svenson’erne er forsvindende
med hjelm og skjold, hvor kun øjnene virker sårbare få, men tonen er blevet mindre storskrydende, mindre
og menneskelige, er i det hele taget et gennemgående patetisk og mytologiserende. I stedet har en tænksom
greb i bogen. Og det er et meget præcist greb, der føles melankoli sneget sig ind. Det kunne givetvis tænde de
både oplagt og øjenåbnende. Sådan er man ikke vant til røde advarselslamper hos nogle, men der er også kvaliteter

57 Välkommen till förorten


Man behøver ikke være litterær agent for at se
både mulighederne og faren i rollen som tale-
rør for en gruppe, som alle taler om, men ingen
med. For at blive brandet som hele landets fa-
voritperker, om man vil

her, som ikke fandtes i debuten. Hos Anyuru var det Det finns
måske vildskaben og spontaniteten – at metaforerne ikke ett stycke i Koranen, i andra suran
havde været gennem en smagscentrifuge – som man holdt som jag läser ibland, några
af fra starten. Men den ekstra kontrol over virkemidlerne, enkla radar
som Omega demonstrerer, gør samlingen mindre flimrende om den yttersta dagen
og mere helstøbt end forgængeren. Centralt i bogen står som jag
stadig døden og venskabet, men denne gang uden teater- läsar gråter
blod og bravader. Her er sygehus og krematorium; man sedan
dør af cancer og ikke ved sværdet. Men der er også en med en sådan
optimistisk længsel mod noget, som bogen prøver og ret nästan
godt lykkes med at indkredse. Det kosmiske og historiske letthet -
perspektiv, der i Det är bara… bragte Olympen ned blandt Världen löser upp sig
de håbløse, bliver her et fortrøstningsfuldt forsøg på at som en magnecyl i blodet
skabe mening og sammenhæng. Fortællerjeget og hans och virvlar, pulvervit, ut
omgangskreds befinder sig ikke blot i de konkrete, ofte ur munnen och näsborrarna
fjendtligt indstillede omgivelser, hvor de betragtes som Man somnar (s. 50)
pariaer, men også i et meget større rum, jordklodens og
selve universets rum. Og Anyuru leger flere steder med Her har islam (og vel især det litterære sprog, religionen
at lade disse rum opløses i hinanden og flyde sammen fremtræder gennem) omtrent samme effekt som et
i smukke drømmebilleder. Som her, i samlingens mest kraftigt narkotikum, der ophæver individets grænser og
åbenlyst religiøst optagne digt, citeret i sin helhed: binder verden sammen i ekstasen. Det er ikke helt samme
bevidsthedsudvidende virkning man får hos Anyuru, men
mindre kan bestemt også gøre det.

Litteratur
Johannes Anyuru: Det är bara gudarna som är nya (2003)
og Omega (2005). Begge udgivet på forlaget Wahlström
& Widstrand

Välkommen till förorten 58


ANALYSE

Verden sover rævesøvn,


digterne jager
Betragtninger over nogle digte og en roman fra 2008

AF RENÉ RASMUSSEN

D
igte er ligesom anden skønlitteratur karak- når / du lukker øjet / halvt det skyller / over blanke / sten
teriseret ved, at de cirkler om det, der ikke kan i mørkningen / det strømmer / under sandet / i et hav
forstås: døden, kønnet, sprogets grænser, angsten det er / en glæde en / gåde et gisp / en uforsigtig / rejse”
osv. Digte forsøger i høj grad at gribe det, som ikke kan (Poesibog, s. 33)
fastholdes i sproget. Det, der fascinerer eller skræmmer
ved digte, er spændingen mellem det, der umiddelbart kan Grotrians frelse
forstås, og det, der modstår forståelse. Kedsomhed, eller Simon Grotrians digte udgør åndehuller i gennemsigtig-
en idé om, at digte er noget, som kun visse mennesker kan hedens tidsalder. De kredser om angsten, Gud, frelsen,
forstå eller læse, er for så vidt reaktion på det, der ikke kan den digteriske proces, sproget og digtenes helt egen eksi-
læses eller forstås på kortere eller længere sigt i digte. stensform. Det ses også i Citroner til Vorherre, der består af
En særlig læsestrategi over for digtes gådefulde verden fyrre bønner, der er holdt i en mere dæmpet sproglig form,
er en søgen efter en mening, der mere eller mindre kan end vi er vant til fra Grotrian. Disse bønner udtrykker et
forklare digtet fuldt ud. En sådan holistisk menings- stort ønske om at blive frelst fra især angsten i livet, idet
søgende læsestrategi består i via analyse at nå frem til angsten fremstår som et træk ved den menneskelig væren,
en transformation af digtenes uforståelige sider eller som kun Guds rige kan frelse os fra. Grotrians digte har
deres ikke-mening til noget, der kan forstås helt, og som altid søgt en særlig fred i Guds rige, og det er endnu tyde-
giver mening. Ligesom læseren, der keder sig, synes den ligere i bønnerne i Citroner til Vorherre, hvor selv citronen
meningssøgende læser at frygte den ikke-mening, som rummer en tro (s. 40). Vorherre skal frelse os fra angsten,
et digt kan fremskrive. En sådan læser ønsker at forskyde depressionen, vores (syge)journaler, selvmord, spændetrøje,
digtets særlige og ofte ømtålelige balance mellem mening fjendebilleder osv. ”Forbarm dig. Slå dette troldspejl ned,
og ikke-mening til fordel for det meningsfulde. Det er en vældig kimæreblomst i haverne” (s. 17). Himmelfarten
specielt tydeligt i vores tidsalder, hvor alt skal forstås og kommer også poetisk til udtryk på denne måde: ”Kære
forklares (tænk blot på den udprægede fantasi om, at alt Gud, det er alt for belastende at være til. Så må man være
kan forklares biologisk), eller hvor alt skal gøres gen- fra” (s. 31) .
nemsigtigt (alle vores adfærdsformer kan således testes, Grotrians bønner matcher ikke typografisk eller genre-
evalueres eller klargøres i scanninger eller genetiske mæssigt med den lyriske genre, men heller ikke med de
forklaringsmodeller). bønner, som den danske protestantiske folkekirke prakti-
Digte udgør i den henseende en anden verden. De serer i en stor del af det religiøse liv. Det udelukker på den
repræsenterer et univers, der ikke kan indordnes under anden side ikke, at de kan indgå i menigheders åndelige
herskende politiske eller videnskabelige strømninger. Det inventarium, eller at Grotrians særlige digteriske stil gen-
betyder ikke, at de rummer særlige politiske budskaber nemtrænger disse bønner. Det er sidstnævnte aspekt, der
eller intentioner, men at de udgør åndehuller i en tidsalder, gør dem interessante, ud over som bidrag til den religiøse
der er præget af fantasien om gennemsigtighed og total rivalitet (kristen versus muslim), der florerer i det danske
forståelse. De udgør stille subversive kræfter i forhold land for tiden.
til gældende virkelighed og alle de forestillinger, der Bønnerne ligger samtidig i forlængelse af en barok
forsøger at forklare vores køn, død og plads i livet eller digtning, som også satte sin lid til frelsen i det hinsides,
sproget på entydig vis. De er ’uforsigtige’ rejser i sprogets men med den store forskel, at Grotrians bønner stort set
ocean, som Naja Maria Aidt udtrykker det: ”Du ser det kun fremstiller livet som et ubehageligt sted, hvor f.eks.

59 Verden sover rævesøvn, digterne jager


Thomas Kingo så livet som bestemt af modsætninger som tror, vil en del af disse bønner fremstå med en særlig
glæde og sorg eller lindring og smerte. ”Flammegasser drejning, som det kan være vanskeligt at forlige sig med.
truer med at æde det hele op, sygdom, sult og vold” (s. 28). Men Grotrians jagt på overrumplende metaforer har
Med en særlig tiltro til livet efter døden udfolder Grotrian samtidig et subversivt præg. Verden vækkes fra dens dvale
i sine bønner ønsket om et sted uden for livets lidelser: i dette sprog: ”Verden styrter sammen fra fire hjørner som
”Led os mod din frelse med tåge, der brænder. Amen” (s. et lændeklæde om frelsen” (s. 53). En mulig fortolkning:
43). Hvor den barokke digtning trods alt rummede en Verden (med dens fire verdenshjørner) kollapser, hvilket
form for accept af livets modsætninger, synes forsoningen samtidig er frelsen, ligesom Jesu lændeklæde på korset
for ham at være frelsen i det hinsides eller ligge i fremsæt- dæmper hans lidelse og synden knyttet til hans køn. Det
telsen af bønner. Frelsen, eller vejen mod den, er imidlertid interessante er ikke, om denne fortolkning er den eneste
belagt med smerte (”tåge, der brænder”), der udtrykker en mulige eller særlig rammende, men at den peger på,
særlig form for dødsdrift (”at være fra”). hvordan kønnets og dødens (sammenstyrtning, korsfæ-
På den anden side udgør bønnernes kraftfulde sprog en stelse osv.) usikre status i sproget bliver iscenesat gennem
udvej eller en ’frelse’ fra denne form for dødsdrift. Den sprogets særlige genvordigheder i Grotrians univers.
særlige ’frelse’, som digtene tilbyder fra denne dødsdrift, er Grotrians bønner er afdæmpede, sproglige genvordig-
ikke den samme som den, de beskriver i de mangfoldige heder, hvis de sammenlignes med hans tidligere digt-
’amen’, dvs. frelsen fra livet i døden, i himlen. Den ligger i samlinger, hvor metaforernes løbske form ofte umuliggør
deres sprogs metaforiske sammenstød, deres små narrative fortolkninger af andet end mindre fragmenter af digtene,
forløb eller glæden ved at læse hen over den skræmmende der evt. kan sammenholdes med andre fragmenter. Al-
angst. Sproget træder så at sige forsonende ind som en ligevel rummer de konfrontationer med det, som vi ikke
distance til hyldesten til livet i (efter) døden. kan forstå (angsten, døden, kønnet osv.). Det samme er
Grotrians bønner er ikke direkte politiske, men åbner for tilfældet med digtsamlingen Å, hvis titel bl.a. henviser til
at tænke virkeligheden på andre måder end den gængse en konkret å og spiller på det berømte ”Oh”, en klassisk
videnskabelige og politiske. Hvor de på ’indholdssiden’ henvendelsesform i digte til en person, der ikke er til stede
søger en frelse for verdens fortrædeligheder i det hinsides, i digtet (den elskede, Gud, den døde osv.). Der er samtidig
i Guds almagt og rige, udgør de på den sproglige side, færre ord, vers, strofer osv. i Å, end vi plejer at se hos
eller i deres minimale narrative forløb, en hyldest til og Grotrian, hvormed de enkelte ord eller strofer træder frem
en udfoldelse i sproget, der i sig selv udgør et åndehul i en nøgenhed, samtidig med at den metaforiske gnist,
fra gennemsigtighedens svøbe. Formentlig udgør deres der præger de tidligere digtsamlinger, ofte udebliver. Det
særlige, oftest stærkt metaforiske form også en særlig er f.eks. tilfældet her: ”Syrener / under / månen. // Laks /
formindskelse af den angst, som forfatteren fokuserer så i / rønne.” (s. 56) Ordet ’rønne’ spiller naturligvis både på
meget på, om ikke for andre så for ham selv. Det kan i den byen Rønne, hvor der næsten ingen laks/fisk er efter fiske-
sammenhæng noteres, at Gud, der i tidligere digtsam- forbuddet, og en rønne, dvs. en faldefærdig bygning eller
linger udgør en ambivalent figur, der ikke kun lindrede stenbunke, og står på den måde i modsætning til syrener,
angsten, men også syntes at åbne for den, optræder der blomstrer under månen. Men ligesom i en række
mindre ambivalent her. Den guddommelige tåge brænder andre tilfælde fascinerer de metaforiske sammenstød ikke.
dog stadig (jf. ovenfor). Dette er måske den omkostning, som man må betale, når
For folk, der er vokset op i en kristen kultur, men ikke man som Grotrian er behersket af jagten på metaforens

Verden sover rævesøvn, digterne jager 60


særlige betydning, der for ham er forbundet med ideen død, eftersom de for altid vil være spærret inde i sig selv,
om alle tings lys eller oplysning i det guddommelige. som der står senere i digtet. De kan ikke nyde, forandre
Visse troende mener, de har set dette lys, men for andre, sig, og er derfor allerede døde, hvorfor de heller ikke kan
ikke-troende er det et mærkværdigt postulat, som digtene dø.
visse steder underforstår. Andre steder formår de imid- Det er kun ikke her, at den seksuelle dimension bliver
lertid at fastholde spændingen mellem det forståelige og knyttet sammen med døden i Andersens digte. I et andet
det uforståelige: ”Åen snor sig / digtet er en liter” (s. 83). digt bliver jeget således ’parteret’ af sin partner i en seksuel
Digte er en del af (en liter) af sproget (åen), der bevæger ekstase: ”… i flere stykker / som picassosk krigsmateriel en
(snor) sig. Sproget omfavner måske digtet, men ingen arm her et bryst der / et hestehoved foran / ambulancerne
mening kan entydigt fastholde det, eftersom det flyder. I kører med udrykning i blodet” (”Soho 2”, s. 62). Jeget
den sammenhæng får angsten også en anden betoning: bliver dog senere ’hæftet’ sammen, men selve den seksuelle
”Vi bliver klinet til angsten, der skaber” (s. 85). Angsten nydelse – som de afrikanske piger må undvære – udgør et
optræder her, ligesom hos Kierkegaard, som en årsag, problematisk område, som sproget kun kan gengive med
der skaber noget (måske digte), mens den i bønnerne metaforisk afstand.
fremstår som en horribel virkelighed, der skal overvindes Andersens digte udtrykker ikke blot en sorgfyldt protest
via frelsen. Sproget har en årsag i angsten, som det dog over etniske udryddelser, bådflygtninge, globaliseringens
aldrig kan blive identisk med. ”Vandet plasker hen imod rædsler osv., men også over tidens trivielle trends (cola
papirerne / en sluseport / og endelig / står digtet åbent” overalt) og menneskets reduktion til kvantitative fænome-
(s. 76). Digtet åbner sig for sprogets eller vandets fos, står ner, der kan og skal tælles, kontrolleres og evalueres:
åbent for fortolkninger, eller det optræder som en særlig
lukke- og åbnemekanisme (’sluseport’) i sprogets univers. her er der kun fakta på fakta og tilbud
Under alle omstændigheder er digte en åbenhed i sproget. i netto og tv-avis og måske
er det ikke min hånd der rækker
En gud, vi har forladt og slukker og måske er det
I Trine Andersens På den anden side er der ingen påkaldel- ikke mit øje der trækker og
se af en frelse fra sprogets, kønnets eller det politiskes for- lukker og måske er det ikke min hjerne der
trædeligheder. Derimod formår hun at fastholde politiske skriger lydløst ind i sprækker
og racemæssige fænomener i en sproglig spænding, der og måske er det ikke mig der skal gøre noget ved
ikke blot forbinder sig med vores aktuelle verdensscene, alt (”Rom”, s. 24)
men gør dem til almene fænomener med unik karakter.
De er fælles kulturelle fænomener, men har også deres Frem for at blive reduceret til denne faktuelle virkelighed
egen særlige form. Det sker med udsigt til vores naboland, ønsker digtets jeg at blive til en kattemor i Rom: ”hård og
Sverige, og andre steder i Europa og Afrika, med fodfæste smuldrende og smuk / som en søjle” (ibid.) Dette er en
i storbyen eller betragtninger over den såkaldte natur umulig drøm, men den drøm, som digtene er gjort af, og
udenfor. Det sker samtidig med en fin fornemmelse for de udgør et alternativ til vores daglige reduktion til chiffer.
digtningens univers. Her i en parodi på første sonet fra
Sommerfugledalen af Inger Christensen: ”de stiger op pla- Den poetiske flue
netens coladåser / for at synge som hule vindspil i hækken Naja Marie Aidt skal have sagt, at hun ikke er politisk
/ (…) // ret skal være ret måske er de / selvbefrugtende kritisk, men blot en flue på væggen, verdens væg for-
zink og farvestof ” (”Hjemme 3”, s. 56). Hvor Christensens mentligt, hvorfra hun åbenbart også skuer over de fire
sonetkrans påkalder sig naturens vidundere (sommerfugle, årstider, der udgør en rød tråd i hende Poesibog. Samt på
der stiger), understreger Andersen, at disse for længst er døden, kønnet, barndommens efterladte erindringsglimt,
lagt bag os (sommerfuglen er blevet til en coladåse), eller 68-generations frihedstvang, ensomheden, skønheden
at vi har forladt dem, som vi har forladt en gud: ”der må osv. Erindringsglimtene fremstår bl.a. som et opgør
findes en gud / som vi har forladt” (”Maputo 3”, s. 39). med forældregenerationen, 68’erne, hvis trang til frihed
Kønnet spiller en stor rolle i dette gudsforladte univers: fremstilles som en særlig form for undertrykkelse. Aidt
”og selvfølgelig kød / små silkebløde klitorisser / skåret ud er med andre ord subversiv over for de subversive, der tog
af afrikanske pigebørn / (…) / autentisk” (”Bispebjerg”, s. deres frihed, fordi det var deres ret, som i øvrigt vedrørte
21). Denne ’autentiske’ omskæring efterlader de afrikanske noget ”… med fremmede mænd, fremmede kvinder,
pigebørn uden nydelse og stort håb, men med angst og noget lummert, men også undertrykkelse, klassekamp, noget

61 Verden sover rævesøvn, digterne jager


uhyre vigtigt …” (”Frihed”, op. cit., s. 40). Hvis det ikke er løber væk med en skønhed der ikke tilkommer én.
politisk kritisk, så ved jeg ikke, hvad det er, men måske er Alt handler om skam.
det blot fluen, der letter benet for at pisse på verden. Om at begære sin næstes næste.
Naturen og landene er overalt, ikke blot som påkaldte re- Om at fandeme ville bestemme hvor det rådne skab skal
ferencer for digtene, men også som steder for nostalgiske stå.
tilbageblik til en tid, der dog aldrig kun er positiv. De er Om at mærke pinligheder, tavshed, alt der er kejtet.
også metaforer for kønnet, eller kønnets metaforik bliver Og så sur søvn på et krøllet lagen.
til deres: ”Europa er tør og stikkende som en slangetunge / Og skyld.
Her rosenrøde aftner: et kys af en sky bag tung, gult korn” Og mere skyld. (s. 28)
(”Man belaver sig på at ville af sted”, s. 53). Fra kønnet ’Et digt’ bukker måske under for det, der ikke kan findes
er der endvidere kun et skridt til døden, som der fremgår (”der er ikke noget at komme efter”), eller for mælken, der
af næste linje i digtet: ”Nu kan der bades i lunt og stille har mistet sin sædvanlige, positivt valoriserede lugt. Be-
vand; drengene fisker fra broen. / En hornfisk lander på gæret, retten til at bestemme og skylden dukker op i Aidts
din tallerken, du tænker roligt på døden i dag” (ibid.) De digt, der imidlertid ikke bukker under for kravet om at
dagligdags og tilsyneladende uproblematiske fænomener tænke positivt og kunne gribe tingene på deres sædvanlige
forener sig pludselig med de uforståelige: Europa med vis, dvs. i realitetens trivielle fremtoning, men indgyder
synden (slangetungen), skyer med kys, fiskeri og fisk med følelsen af pinlighed, en mild form for angst uden ord.
døden. Når gnisten springer, bliver den milde angst nærværende.
Det er Aidts force at åbne for det, som sproget kredser Det gør den tit hos Aidt.
om, men ikke helt kan nå frem til, midt i det hverdagsag-
tige, – midt i det, som vi tror at forstå. Hendes digte, der Det rabler af
ofte udfolder sig med stille betragtninger eller referencer Birgit Munchs Piratdansk. En fortællekreds handler bl.a.
til rolige og kendte fænomener, introducerer pludselig det om en Jonathans liv og levned, Jonathan som oprindeligt
fremmede. Her i en indkredsning af døgnets rytme, natten er blevet bortført af den kvindelige fortæller. Munchs
og dagen: ”tæppefaldet kommer sent; daggryet flyder / rablende, sprogdeliritiske galskab er normalt en torn øjet
gispende over tagene: det nåede færgen” (ibid., s. 47). for hverdagens psykopatologi. Der er meget mindre af gal-
Natten er et tæppefald, som også er et billede på døden, skaben i Piratdansk…, end hvad vi plejer at se fra hendes
og daggryet, som skulle redde os fra dødens (nattens) hånd. Det virker som om formen af denne lille roman,
midlertidige nærvær, gisper som en døende eller som et eller disse fragmenter, der er sammensat til en mere eller
levende væsen, der er forpustet, men når færgen. De, som mindre gennemgående historie – hvad vi ellers ikke
ikke når den, fastholdes måske bag tæppet. ser hos hende – har taget over og dæmpet de sproglige
Aidt kan kunsten at trylle hverdagens sprog om til et udskejelser. Således også i følgende sekvenser, hvor de
sprog, der kaster lys over dødens og mørkets tilsynekomst sproglige glidninger står centralt: ”Der var en kæmpe sol
og tilbagetrækning. Det gør også livet til en skønsag: ”du og en kæmpe hud på himlen; solen var en rumpik, huden
går på den røde løber / og slår med nakken / verden så en tidskusse på spring springere spingsk vrinskende sig
skøn / så skøn” (”så så”, s. 61). Verdens skønhed holdes dog tværs gennem duftmuren på kængurustylter – så 1303
i ave af duets overlegne status (duet slår med nakken og mennesker pludselig opstod af den blå kusse” (s. 62).
går på den røde løber), og måske holder skønheden ikke Det er sikkert svært for mange at omstille sig til denne
længere end det slag med nakken, som konen med æggene glidende sprogform, men når man en gang har grebet den,
lavede, hvorved æggene faldt til jorden og ødelagde mister den lidt af sin fascinationskraft.
hendes drøm. Skønheden er skrøbelig. Som det fremgår af denne remse, er det ikke, fordi de
Spændingen mellem det, som vi tror, er kendt, og det sproglige udskejelser ikke er til stede, men den poetiske
ukendtes ukendte plads blandt det kendte er særlig tydelig spænding er neddæmpet i denne bog, der ellers både
i ”Min lede er så stor 1 (alt kogt i smadder)”: inddrager fanden, Gud og alverdens dæmoner eller
dæmoniske fænomener. Den har fundet et leje, der minder
Mælkeskindslugt der pludselig forpester. om Dan Turèlls mere sprogligt neddroslede digte, hvor
Hukommelsen, nuet og senere. folkeligheden har taget over. Vælger man imidlertid at
Der er ikke noget at komme efter. læse bogen som en digtsamling, dukker der indimellem
Et digt der bukker. gode digte op, som minder om Grotrians bedre. F.eks.
Klaustrofobiske rum. ”Jomfruhack 6”: ”Rigsrevisorerne reviderede mit / sår
En drøm hvor man stjæler et barn, som Guds diabetiske navle / drak det længste strå” (s.

Verden sover rævesøvn, digterne jager 62


59). Kvindens sår (skede?) revideres, ligesom Guds navle,
der lider af sukkersyge, bliver det. Om det er hende
eller revisorerne, der ikke trækker, men drikker (af ?) det
længste strå, står hen i det ubevidste. Men såret revideres
med nænsom opmærksomhed, som om dets hemmelighed
kunne fravristes det, – som kunne kønnet fremlægges i et
regnskab.
Lad mig slutte af med et citat, som også er bogens sidste
ord. Det optræder efter Jonathan er spaltet i tre: ”Jo og
Nat og Han”: ”Han lynende tiden, Han tordnede tabet,
Han driblede dråben, Han kidnappede Gud, han skræl-
lede lyset, Han ammede mørket” (s. 74). Munch vil helt
sikkert indfange det, som ligger hen som mørke i sproget,
men hun ammer læseren for meget med andre ting, der
blænder for mørkets tilbagetrækning.

Litteratur
Aidt, Naja Marie: Poesibog. Gyldendal, 2008.
Andersen, Trine: På den anden side. Gyldendal, 2008.
Grotrian, Simon: Citroner til Vorherre. Borgen, 2008.
Grotrian, Simon: Å. Borgen, 2008.
Munch, Birgit: Piratdansk. En fortællekreds. Borgen, 2008.

63 Verden sover rævesøvn, digterne jager


DIGTE DIGTE

Af Iben Engelhardt Andersen

Vi gyser over en skaldyrssalat


Det ligner siger du
hvad siger jeg
du ved.

Havet har det med at frembyde monstre siger du


holder hovedet oppe / skåler.

Vi gyser over en skaldyrssalat 64


Jeg drejer mig meget væk men

det er ikke nok at kalde mig en planet.

Det rækker ikke.

Det er ikke dans. Jeg danser ikke.

En stjerne så.

Nej nej det er


netop det: Jeg brænder ikke.

Jeg stikker solen op i kroppen


natten ind i munden og

sådan taber jeg verden af syne.

Sådan skyder maven en kugle af dag og nat


men jeg er langt fra en planet.

Jeg vrider kroppen og det drypper fra navlen.

At det drypper fra navlen gør mig ikke til mor.

Det er ikke tårer der falder: Jeg græder ikke


Det gør mig ikke til far.

Nej min ørken flyder med stjerner


mens bomberne falder fra skulderen.

Det er netop det: Jeg sprænges ikke.

65 Uden titel
PERFORMANCE
Klap i to fra hinanden kun let
adskilte hænder og

verdens mindste lyd vil

ramme dig.

Og fingrene på begge sider af forestillingen


vil læne sig mod hinanden op ad lyden.

Kun let adspredt


rammer du med den ene hånd den anden.

Fugtigt hviler, intet suser, stille fingre.

PERFORMANCE 66
Mordelskere, giv agt!
Den idiosynkratiske adfærdspsykolog Fanny Fiske er på den igen. I dén grad

AF SØREN STAUN
Det her lovede ikke godt. Nina, Selander og Polly-Jean
Susanne Staun: Mine piger. 285 sider. var mine venner, sandsynligvis de bedste jeg havde,
Gyldendal 2008 men jeg undgik dem så vidt muligt, fordi vi fik det
værste frem i hinanden. Jeg var simpelthen altid bange
Nej, det er ikke en roman af min mor, kone, ekskone for, hvad der kunne ske, når og hvis vi var sammen.
eller noget fjerde familiært, som jeg her anmelder. Jeg er Som for eksempel pludselig, voldsom og unaturlig død.
hverken stødt på Susanne Staun eller hendes navn før
– udover sidstnævnte hos boghandleren, hvor propriums- Fanny har i romanen mange idiosynkratiske kommentarer,
genkendelsen dog ikke har vakt købsbegær i mig. Sagt på som har iskoldt sigte på både fjender og venner. Disse
en anden måde: Jeg har ikke læst noget af hende førhen. kommentarer er både en af romanens forcer, men samtidig
Hendes navn har heller aldrig prydet familiefesternes også svagheder. De er mestendels sjove og lattervækkende,
gæstelister. Og hun skal heller ikke med til min brors men bliver i længden en kende irriterende, idet denne side
bryllup på lørdag. Forvent det værste, men altså ikke en af hovedpersonen bliver fortærsket. At jeg på pleonastisk
åbenlyst, ej heller fordækt, nepotistisk anmeldelse. vis karakteriserer Fanny som havende både en monoman
Denne kriminal/knaldroman er det 4. bind i Fanny og en idiosynkratisk personlighed, skal illustrere det
Fiske-serien. Romanens jeg-fortæller, dr. Fanny Fiske, overeksponerede ved hendes karakter. Et muligt forsøg fra
vågner op på et hospital i England efter længere tids forfatterens hånd på også at menneskeliggøre (blødgøre)
koma, hvorefter hun på sin bedste venindes forlangende Fanny er imidlertid at indvikle hende i et amourøst side-
begiver sig til Danmark, hvor en mordgåde, som veninden plot med den engelske chief inspector Keith Knight, som
selvfølgelig er involveret i, hurtigt bliver det centrale selvfølgelig er gift, hvilket for en gangs skyld gør Fanny
omdrejningspunkt. sårbar. Dette og romanens andre sideplots bliver bare
Fanny er tilsyneladende en kompleks karakter. Først og for periferiske. De er ikke decideret unødvendige, men
fremmest er hendes alder svær at bestemme (og muligvis synes næsten overflødige. Susanne Stauns styrke ligger til
også uinteressant). Men baseret på hendes egne udsagn, gengæld i hendes levende, undertiden neologistiske, og
bl.a. om brug af facial doping (læs: plastikkirurgi), har vi letlæselige sprog, som giver et fortælle- og læsetempo, der
nok at gøre med en kvinde i sin bedste alder (dvs. 0-100 går godt i spænd med genren. Hendes fikse vendinger og
år, men formentlig i midten). Hun mener imidlertid ikke friske metaforer ville give props hos selv hærdede hiphop-
selv, at hun er på sit aldersmæssige og fysiske højdepunkt, pere, som fx i nedenstående, hvor Fanny forestiller sig sin
hvilket hun heller ikke forspilder en chance for at nævne. afdøde veninde stå i hendes kontor:
Det samme gør sig gældende for hendes ”Sex and the
City”-agtige femmes fatales-klike, som består af en gruppe Jeg så hende for mig, ensom, hadefuld, skidefuld, stå
semi-erotomane selvtægtskvinder, der – kun – erhvervs- og råbe ad de mørke vinduer, grimmere og grimmere,
mæssigt er på den rigtige side af loven. som natten skred frem, med mascaraen løbende ned ad
Holdopstillingen er som følger: kinderne som sørgerande over den ro, hun aldrig fandt.
Dr. Fanny Fiske – hovedperson, adfærdspsykolog med
speciale i profilering af serieforbrydere, har monomane Sådan! Et mindre sprogligt minus er dog, at Staun til tider
madvaner og er idiosynkratisk over for … tja, alt. vælger at bruge elliptiske sætningskonstruktioner, hvor
Nina Lacoppidan – hypernedsablende klummeskribent, subjektet udelades. Det er som sådan ikke meningsforstyr-
kriminalromanforfatter, hesteopdrætter og romanens rende, men det virker som påtaget ungdomssprog, hvilket
mordoffer. ikke klæder romanen. Det – altså klæder bogen – gør
Lisa Selander – svensker, retsmediciner og lesbisk (bh- omslaget heller ikke. Men alligevel er det så 1980’er-kitsch,
størrelse: A-skål). ligesom Stauns frisure, at det er lækkert. Forsidebilledet
P.J. Harvey (ikke musikeren) – pistolbærende (Colt) viser en kvinde, der køligt sigter på læseren, som også
offentlig anklager med psykopatiske tendenser. efter at have vendt første side bliver gennempløkket af
Så gerningsmanden er oppe mod hårde odds. Fanny adskillige verbalpatroner romanen igennem. Nogle af dem
beskriver selv ”holdet” således, inden de samles i Danmark: rammer desværre langt ved siden af.

67 Mordelskere, giv agt!


De knap 300 sider er hovedsageligt en fornøjelse at læse, Fanny Fiskes piger), hvis du synes, at en kinky cocktail af
da man bliver godt underholdt af sproget og de uudholde- ”Sex and the City” og ”Hun så et mord” lyder forfriskende
lige kvinder. Til tider virker handlingen og dens udvikling – det er det, men næste gang bestiller jeg nok en anden
dog uinspireret. cocktail.
Læs Mine piger (som vel både er Susanne Stauns og

Jagerflyets skønhed
Christina Hesselholdt skriver diskret inciterende, heftigt veloplagt og (naturligvis) millimeter-
præcist om forliste parforhold, familiestridigheder og seksuelle eskapader m.m

AF RASMUS STENFALK
en kvinde har taget plads ved siden af mig, også hun
Christina Hesselholdt: Camilla and the horse. rumæner (fremover benævner jeg hende min skat), (…)”.
158 sider. Rosinante 2008 Aha! Den slags legende mystifikationer er ikke alene
morsomme, de forlener teksten med en veloplagthed og
Camilla and the Horse begynder med et sus. ’Van- en smidighed, som gør den en fryd at læse. Det er da også
dreturen’, bogens første og næstbedste tekst, beretter om samlingens stærkeste.
kæresteparret Alma og Kristians vandreture i den engelske Bogens anden del er en helt straight (mini)fortsættelse
countryside, men knap er landskabsbeskrivelsen kommet af sidste års I familiens skød. Den 14-årige Amalie skal
i gang, før et jagerfly støjende afbryder idyllen. Eller nonfirmeres, og det giver anledning til et lettere desperat
rettere: den tilsyneladende idyl, for forholdet viser sig forsøg på at samle den dysfunktionelle skilsmissefamilie.
snart at være alt andet end dans på roser. Med et ironisk Midt i det hele falder farmoren imidlertid om og må
kontrapunkt i de stormfulde litterære romancer, som genoplives. Karaktererne er skarpt tegnet op, og historien
landskabet har lagt egn til, blændes der gradvist via skif- er et effektivt eksekveret stykke tragikomik med den
tende synsvinkler op for et trøstesløst billede af et ødelagt problematiske familiesfæres små(lige) konflikter som
kæresteforhold. Det lyder tungt, men det hele afvikles bagtæppe. Alligevel blegner den set i lyset af første dels, ja,
med en elegance og en lethed, som er svær at lokalisere nærmest sprælskhed. Den virker også en anelse påklistret,
præcist. En del af den skyldes givetvis det stilistiske raf- idet den bryder med førstedelens ellers velspillende
finement, og her er Hesselholdt vanen tro eminent. Men kompositionsprincip.
hovedsagen – det egentlige litterære scoop – ligger i selve I grunden betjener mange af Hesselholdts historier sig af
fortællemåden, narrationen. en ret enkel symbolik. Alma, der er fanget i det fastkørte
Således består bogens første del af fem novelleagtige forhold, lærer at overvinde sin højdeskræk; farmoren, der
tekster med skiftende jeg-fortællere, som alle står i et har optrådt som den mæglende part mellem de to familie-
mere eller (hovedsalig) mindre nært forhold til hinanden. fraktioner, forsøges genoplivet o.s.v. Men det generer ikke.
Teksterne danner altså tilsammen et fiktivt kompleks, Det kan se nok så banalt ud på referatform, men så misser
hvor en bifigur i ”Vandreturen” indtager hovedrollen i de man lige netop det fantastiske, måden, suset.
to efterfølgende tekster og så fremdeles. Hver stemme Suset. Altså jagerflyets, for sikken en åbning: ”I som-
har sin egen idiosynkratiske, svagt distræte fremstilling mer, da jeg vandrede omkring i Wordsworths bakkede
af begivenhederne, og denne flerhed af stemmer giver landskab, hvor skyggerne på bakkerne er så mørke og
helheden en flimrende betydningsmættethed. Det er en markante, at toppene ser ud, som om de er overhældt med
prosa, der er konstant overrumplende uden dog at give vand, og søerne er så dybe … kom et jagerfly så pludseligt
køb på fokus og klarhed. til syne, at jeg helt uvilkårligt smed mig ned på maven,
Mest konstant overrumplende er titelteksten, en historie slået med rædsel. Jeg havde hverken set eller hørt det, før
om ægteparret Camilla og Charles’ besøg på en berlinsk det var over mig. Det vippede med vingerne, det lagde sig
stripklub. Her er Hesselholdt i sit es – den virtuose på siden og var væk mellem to bakker. Det var så elegant,
omgang med fortællingens virkemidler realiseres i en så hurtigt og pludseligt, at fra det øjeblik levede og åndede
række pludselige twists eller bizarre indskud, som helt jeg for at komme til at se ét til.” Og ét til og ét til og
tager fusen på læseren. Her fx jeg-fortælleren Camillas mange flere, tak!
parentetiske bemærkning: ”I mellemtiden ved baren:

Jagerflyets skønhed 68
Ubevidst rødgang
Fabelagtigt portræt af Danmark i 70’erne + undergangstung, erotisk thriller i Venedigs gader

AF MARTIN JOHS. MØLLER


”ingeniørroman”, falder i to dele. Den første rummer et
Lars Frost: Ubevidst rødgang. 303 sider. fabelagtigt, indgående portræt af Danmark i 1970’erne, et
Gyldendal 2008 portræt, som især udmærker sig ved, over trods alt relativt
få sider, at bevæge sig på tværs af alle mulige sociale,
Den kække actionfilmsagtige bagsidetekst lyver ikke, økonomiske og nationalgeografiske skel. Der skrives om
Lars Frosts syvende bog (så mange er det, hvis man tæller unge og ældre, rige og fattige, det indre København og
det hele med) Ubevidst rødgang er, triste landlige flækker. Men der skrives så sandelig også
indgående og kritisk om et ungdomsoprør, som i den
bogen om dem, der byggede det Danmark, vi bor periode lader til at synge på sidste vers og hvis erklærede
i i dag (...) dem, der sprængte rammerne, og dem, revolutionære mål fremstilles som en slags imposant
der sad og kiggede på, at rammerne blev sprængt røgslør for aktørernes egentlige ønsker: beruselse og sex.
i 1970’ernes begyndelse (...) Bogen om en tid, hvor Hovedpersonen i romanen er ingeniøren Erik. Det
en tiltrængt kommunalreform blev gennemført og er hans søn Arne, som går den bogstavelige ubevidste
en ideologisk gentænkning af velfærdsbegrebet blev rødgang, men i romanens anden del følger Erik i sin søns
tvunget igennem. En tid der satte nye standarder spor i nogle sekvenser, som jeg oplever som nærmest
for højhusbyggeriet og lufttrafikken. En tid med klassisk ærketragiske og ret foruroligende. Eriks rødgang
eskalerende terror, religiøse krige, ideologiske og bringer ham i tvivlsom forbindelse med jeg-fortælleren,
økonomiske krige (...) Bogen om en tid, hvor man ja hov, sådan en er der også, hun giver sig til kende for
fik øjnene op for fremtidens muligheder og det gode en kort bemærkning i første del og er helt styrende i
i mennesket. En tid med hævngerrige, bevæbnede anden, og der udvikler sig et både konkret og psykologisk
frihedskæmpere i gaderne og – nå ja - kærlighed. labyrintisk spil i Venedigs angstfremkaldende gader. Jeg
kom flere gange til at tænke på filmen Rødt chok (fra 1973!),
Bagsideteksten i sig selv er, så vidt jeg har forstået, hvor et ægtepar tager på ferie i Venedig efter at have
inspireret af Morten Hesseldahls Drager over Kabul, som mistet deres datter i en drukneulykke, og der efterfølgende
da også akkrediteres på en liste bagest i bogen over bøger, udfolder sig et mareridt af de værre.
tidsskrifter og film, som forfatteren har ladet sig inspirere Men midt i thrilleren og det lumre erotiske drama er der
af. En fin, men vist ikke helt udtømmende liste, for der er også plads til de førnævnte leksikale passager, i særdeles-
mange små hilsener at finde undervejs til folk, som ikke hed kanaliseret gennem Erik, der giver den som overstu-
findes på listen, deriblandt Claus Handberg Christensen deret guide i Rom. Man bliver fyldt til bristepunktet med
og Hans Otto Jørgensen. fagspecifik viden. I det hele taget er alt trukket lige til
Normalt er jeg modstander af den slags hip hop-shout- grænsen i Ubevidst rødgang. Lars Frost slikker sig op og
out-agtige lister bag i bøger, men det giver en særlig ned ad klichéerne, han kører læserens tålmodighed lige ud
mening i en bog af Lars Frost, da et af hans særkender, til kanten, men så er der alligevel, gang på gang, lige det
ikke mindst denne gang, er de både korte, mellemlange og omslag eller de enkelte sætninger, som enten bare får en til
rigtigt lange leksikale ind- og udfald undervejs. at blive hængende i bogen eller som decideret får en til at
Ubevidst rødgang er et udtryk fra de trafikale loves tabe underkæben. Lars Frost har ikke bare skrevet en god
annaler, eller noget i den dur i hvert fald, som henviser til bog, han har skrevet et stykke stor litteratur, for Ubevidst
det, der sker når en person blindt følger efter en anden rødgang handler lidt om alting, og den er så menneskelig.
person overfor rødt. Den overførte betydning er oplagt, Morsom er den også - og klog på verden.
at man blindt kopierer andres fejl, blindt flyder med Ubevidst rødgang er sandsynligvis årets bog! Fra landets
strømmen. Titlen fik med det samme mig til at tænke på muligvis bedste forfatter.
maleriet ”Lignelsen om de blinde” (måske bedre kendt
som ”Blind leder blind”) af den berømte flamske maler
Pieter Brueghel den ældre (1527-1569).
Romanen, som bærer den nærmere genrebetegnelse
Erotik i 1970’ernes Venedig

69 Ubevidst rødgang
Ubevidst rødgang 70
Fundamentet vakler
Vores virkelighed er bygget på en base, der er dårligt funderet.
Før eller siden styrter den sammen. Så tyk er ingeniørsymbolik-
ken i Ubevidst rødgang ifølge forfatteren. Lars Frost sporer
årsagerne til dagens mangel på sammenhængskraft og visioner
tilbage til 1970’erne, hvor velfærdsstaten stadig var på tegne-
brættet

AF INGE SIDENIUS PETERSEN

DU SKRIVER I romanen, at en ny dansker, den uansvarlige har skabt, det er de samme værdier, vi bygger på. Og titlen
turist, bliver opfundet i perioden fra slutningen af 60’erne Ubevidst rødgang er næsten for godt et billede på, hvad
til begyndelsen af 70’erne, men hvorfor holder du det spejl op der skete i halvfjerdserne, firserne, halvfemserne, og måske
foran danskere i dag? også i dag. Folk følger bare med, de har ikke mulighed for
– Jeg har i mange år haft den teori, at én af grundene til, eller overskud til at tage stilling.
at det går, som det går i den vestlige verden i dag, har at Hvorfor har du valgt ingeniøren og bygningskunst som
gøre med vores selvopfattelse, at vi er turister. Man rejser gennemgående motiv for begge dele af romanen?
ud og bilder sig ind at være til stede i verden uden at – Det er det med at prøve at vælge en ny vinkel på en
være en del af den. Også når vi er hjemme, ser vi os selv periode, der allerede er skrevet så meget om. Jeg troede,
som turister. Det er manglende solidaritet, som man ville at jeg skulle skrive om religion, fordi det er så meget oppe
udtrykke det på venstrefløjen, eller sammenhængskraft, i tiden, eller om terrorisme, men så kom Blekingegade-
som man ville udtrykke det på højrefløjen. Det handler banden, og så kom jeg væk fra det. Det var en tid, hvor
om, at vi ikke ser os selv som en masse. Vi er ikke glade der blev bygget meget og en tid med fremgang, indtil
for at dele, vi vil hellere holde på det hele selv. oliekrisen kom. Romanen har mange af lægeromanens
Er Ubevidst Rødgang også en kommentar til vore dages karakteristika, men det ville alligevel blive for trivielt i
politiske landskab i Danmark? længden. Det er som en lægeroman, der er gået gennem
– De genrehistoriske romaner handler altid mere om en vridemaskine. Du slipper på den måde for at skrive
den tid, de er blevet skrevet i, end om den tid, handlingen en masse ting. Jeg kunne slippe uden om at skrive om
foregår i. Det er også derfor, jeg har valgt den periode, Vietnam-krigen, Glistrup, den truende oliekrise og andre
fordi der var så mange oplagte paralleller til i dag. I 1972 ting, jeg ikke havde lyst til at forholde mig til.
blev Twin Towers opført, som så faldt sammen i 2001. Hvad var du så interesseret i?
Man var dengang meget fascineret af de høje huse. Man – Hvad er det, der skaber det billede, vi har af en tid, det
har et andet perspektiv i dag, hvor de er faldet sammen. der får lov til at blive sande billeder af en tid? Der skete
Når man ser tilbage på halvfjerdserne, så er det eneste, der mange andre ting end ungdomsoprøret i den tid. Var
er tilbage fra dengang, broerne! Hvor er troen på fremti- hele halvfjerdserbølgen virkelig en drejning mod venstre?
den og tankerne om revolution? Det var en småborgerlighed, der fandt en ny platform, et
Hvad vil du gerne problematisere, når du lader hovedperso- marked, der gjorde det muligt at skabe en ny form for plat
nen Erik mene, at ”frigørelsen vil hjemsøge os” og når du giver socialistisk tankegang. Det er ikke til at lave et anstændigt
romanen titlen Ubevidst rødgang? oprør, fordi samfundsformen opsluger det. Det er svært at
– Frigørelsesprojektet tror jeg ikke lykkes. Mange børn gøre oprør i et så tilsyneladende åbent demokrati. Denne
på min alder er blevet fanget i deres forældres ambitioner mekanisme får lov til at styre hele den vestlige verden.
om at realisere sig selv. Det er ikke noget nyt samfund, vi Man skal ikke protestere, man skal bare omfavne… Det er

71 Fundamentet vakler
Tacoma Narrows umiddelbart før
broens kollaps, 7. november 1940

mærkeligt, som regeringen i dag insisterer på en sam- det vil bryde sammen. Snakker vi basis og overbygning
menhængskraft. De prøver at gøre individuelle ytringer til i marxistisk forstand, kan man spørge: Hvad er det, der
antiparlamentariske ytringer, der er uden for samfundet. støtter sig op ad hvad? Er det basis, der støtter sig op ad
De er forstokkede og har glemt, hvad de selv stod for. overbygningen eller omvendt? De bygger husene nede fra
Er der en sammenhæng mellem de to dele, når du først lader og op i romanen, måske burde vi bygge dem oppefra og
romanen handle om det nye, der bygges op i Danmark og ned. På samme måde fører regeringen i dag politik nedefra
derefter om Venedigs forfald og bygningsværkers sammenstyrt- og op. Spørgsmålet er, om det ikke skulle være omvendt.
ning? I romanen findes opbygningen, forfaldet og genopbygningen.
– Der er i hvert fald et tema i fundamentet. Fundamentet En af romanfigurerne siger: ”Sempre la stessa antifona” – altid
er et meget grovkornet symbol på, at det er en periode, det samme omkvæd. Er du pessimist eller optimist i dit men-
som er bygget på en fremtidstro. Men senere opstår der neskesyn og din civilisationskritik?
en gigantisk arbejdsløshed, og oliekrisen indtræffer. Erik – Det veksler lidt. I går forsøgte jeg at bilde nogen
er med til at sprænge tre bygninger i luften i slutningen ind, at jeg er optimist! Jeg købte en T-shirt, da jeg var
af romanen. Der bygges i første del, og så begynder det at i San Fransisco for nogle år siden, hvor der stod USA
brase sammen i anden del af romanen. på. Den havde jeg på i går. Måske var det i troen på
Er din roman apokalyptisk? Barack Obama, men jeg er alligevel ikke sikker på, det
– Jeg synes, slutningen er uhyggelig. Vi ved, hvordan bliver bedre med ham. Siden 2001 har jeg ikke brugt
det slutter i halvfjerdserne, vi ved, det går galt. Jeg synes, den, på grund af den politik, USA begyndte at føre…
det er apokalyptisk, at Laurents – en romanfigur – er så Jeg tror ikke, vi er særlig kloge. Vi har muligheden for
fascineret af New Yorks skyskrabere. Det er tykt overmod, at tænke store tanker, men det er få af os, der orker. Jeg
stor hybris at bygge så høje huse! Uanset, hvor meget ville gerne have skrevet om den katolske kirke i romanen.
sikkerhed, der er indbygget i dem, kan man sagtens lade Den katolske kirke har fundet en målestok, hvorefter
et fly styrte ind i dem. Døden er et faktum, uanset hvor den helgenkårer mennesker. Vi sætter ikke så store krav
meget man sikrer sig. Selvom man byggede nye effektive til vores idoler. Det er nogle mærkelige mennesker, der
sygehuse i denne periode, kan man ikke fremtidsforsikre får lov til at bestemme i vores land. Vi burde være mere
sig mod døden. ambitiøse på vores medmenneskers vegne, men man bliver
Vil du med motivet om fundamentet i bygninger og spørgs- straks udråbt til ekspert eller smagsdommer - så det må vi
målet om fundamentets styrke sige noget om, at menneskehe- hellere lade være med!
den ikke er voksen nok til det stadie, den befinder sig på?
– Det er et glimrende udtryk. Symbolerne er tykke.
Fundamentet kan ikke bære. Vi bygger vores forestillinger
om virkeligheden på et meget skrøbeligt fundament, og

Fundamentet vakler 72
vil se
Leth-
film o sine m
m Ka
lule o fordeler penge mellem
g SÅ
hent
e mo
rgen
m ad.

anmeld
er DIG er
me
llem

ntv
ask
e, r
ung
end
e
har fået digte af Naja til
Hvedekorn. så fuck den
ene stjerne i Berlingske.

er sådan cirkus 50 høflige og knap så høflige afslag udmattet.

hveder den, splatterisk!

er gennemredigeret.

bog.
i gang med sin egen
satte butiksalarmen

på en vis 90'er-digter.
laver voodoo
r!
ook- fjende
nu Faceb
i er
G u l d ager, v
.
ven af K.M
eldt som
ble vet afm
natten
bet a
er i lø

fu ld
. org
at ikker n d, s
problem aJ ylla
en titets d fr
på id et ne
hater fald
er
døv
mange kasketter forum
er
ris
isens Litteraturp
g Æ ti l Weekendav
, Y, Z o
indstiller X

fem ikrimi.
er en

er Frostskadet.
er Sabroesur.

er korrekturkogt.
anmelder alt!
roder ned.

fulder ko
ntrolleret
med onk
el Gusti.

har fået musik


og film og hab
it og ET DIGT
AF JAC.
blogge
r akave
t.

er korn
et af fris
k og st
enet, s
får ord tenet h
en på d vede.
et.

,d skal t
en age s
plo ig sam
tsp men,
ejle skal je
r, e g, til
rb bogli
læ ghed
st u .
da
fm
ed
iem er i al
run on ensom
sun hed ør
ge . af succ
ra es.
fS
tru
ng
e.
Ind under huden
Island er ikke kun finanskrise, deroute og tiggergang. Kristín Eiríksdóttir viser med sin første
bog på dansk, at øen også avler vanvittigt velskrevet litteratur

AF ASTRID RAVN SKOVSE

sig over tre sider. Det begrænsede omfang betyder, at man


Kristín Eiríksdóttir: Det hudfarvede øde. som læser kan indoptage bogen i ét hug, hvilket klart er
Oversat fra islandsk af Nina Søs Vinther. 32 at anbefale, hvis gentagelsesstrategien skal opnå maksimal
sider. Forlaget Arena 2008. virkning. Fortællerstemmen er lagt i munden på en kvin-
delig jegfortæller, der nøgternt og enstrenget gør rede for
Det er ved første øjekast en ganske frastødende bog, sin egen gradvise transformation fra saftspændt elskerinde
islandske Kristín Eiríksdóttir har udgivet. Omslaget er til skællet firben.
hudfarvet, for nu at låne bogens egen terminologi, og
den ubehjælpsomme tegning på forsiden viser en irgrøn Dali og glamour
kvindekrop med hår i stedet for ansigt og eksplosive, Spændt op imod formens strenghed står indholdets virvar
postkasserøde blodstrømme fra skødet og den afhuggede af elementer, som dykker ned i et væld af indbyrdes mod-
arm. I kontrast til kvindekroppens påtrængende ekspres- stridende universer: teknologi og eventyr, glamour og vold.
sivitet står titel og forfatternavn printet med snørklet Forfatteren er for tiden bosat i Montreal, hvor hun går
og næsten ulæselig ungpigeskrift, komplet med små på kunstakademiet, og tilsvarende emmer Det hudfarvede
krydser over i’erne. Alle æstetiske advarselslamper lyser på øde af visuelle effekter. Kitschet-idylliske scener udvikler
højkraft. Men her som andre steder i verden gælder det sig uden varsel til mareridtsagtig surrealisme med smag
gamle ord, at man ikke skal skue bogen på dens omslag. af Dali: ”Vi sidder i plasticstole med hver sin cocktail og
Nok er bogen grim, men det er en grimhed, der vil noget, kigger på slottet pyntet med ild. På himlen skinner solen
og som er en pointe i bogens skriftunivers. Det hudfarvede skarpt i midten. Ned ad din krop løber det øverste lag hud
øde er en bog, som i den grad kæler for det uskønne, som og siden lag efter lag. (...) Til sidst er intet tilbage andet
transformerer det i kunstens tjeneste og spytter det i end det knoglehvide fundament. Så stikker jeg min finger
synet på læseren, der som svar må lade paraderne falde og ind gennem tindingsknoglerne og beføler inventaret i dit
overgive sig til tekstens bydende og insisterende univers. hoved.” Her, som mange andre steder i bogen, er det så
ækelt, at det næsten bliver smukt.
Gensyn med kortprosaen Hver tekst er på denne måde som en kigkasse ind i en
Det hudfarvede øde udkom på Island i 2006 og er 27-årige på overfladen velordnet scene, der imidlertid afslører en
Kristín Eiríksdóttirs første bog på dansk. Hun debuterede kaotisk underverden, så snart der kradses lidt i huden.
i 2004 med digtsamlingen Kjötbærinn (Kødbyen), men Tekststykkerne former tilsammen et narrativt forløb, som
tager i Det hudfarvede øde livtag med den i Danmark så er forankret i en klaustrofobisk verden, et marmorslot
veludforskede genre kortprosaen. 1990’erne bød her- i en sandfarvet ørken, som er hjemsted for jeg’et og et
hjemme på en syndflod af kvadratiske, praktiske og (for mandligt du. Mens manden hver dag tager væk fra stedet
det meste) gode kortprosatekster, men i de senere år har i helikopter, er jeg’et – med kærlig hilsen til Paul Auster –
de danske forfattere i stigende grad bekendt sig til de henvist til sine egne fortvivlede forsøg på at skabe mening
mere traditionelle genrer. På den baggrund virker det for i et forladt univers:
en dansk læser næsten nostalgisk altmodisch at møde den
korte og koncise form igen, men hos Eiríksdóttir er der Jeg væder normalt papirark med kaffe så det ligner
ikke tale om at være en postgang for sent ude. Tværtimod et ældgammelt skattekort, trækker streger, som
spiller formen kløgtigt sammen med det tematiske skal ligne et landskab fra luften men ligner intet,
univers, der er præget af gentagelser, cirkelslutninger og da jeg løfter kortet for at fastslå hvor skatten er
klaustrofobi. begravet, gør jeg mig klart, at jeg har optegnet en
Bogen består af 23 ultrakorte tekststykker og en enkelt, meget præcis indbrudsplan for en diamanttyv.
afsluttende fortælling, der sprænger rammen og bevæger

75 Ind under huden


Bløde bryster og hårde klicheer
En genkommende figur i bogen er at spænde det daglig-
dags og umiddelbart genkendelige så hårdt, at det antager
mareridtsagtig karakter. Klicheen om den aktive mand og
den passive kvinde drives igennem med hård hånd: ”[Du]
siger til mig, at jeg skal holde op med at drive den af og gå
ud og købe skinke. I supermarkedet lægger jeg mærke til
de blå mærker på mine ben, prøver at trække nederdelen
ned (...) Da jeg kommer hjem, har du lagt parket.”
Tilsvarende stereotypt er forankringen af kvindens
erfaringer i hendes krop og sanseapparat. Hun reduceres
af både manden og teksten til ren seksualitet, til tjener og
undersåt: ”Slidsen i min kjole begynder der hvor røvlinjen
ender og skeden tager over. Da jeg går hen til vinduet for
at betragte udsigten benytter du dig af chancen og træder
på min hellange kjole”. Som konsekvens af, at udsigelsen
er placeret hos denne kvinde, er teksten gennemsyret af
taktilitet, af konsistens, af farver og former. Væsker som
vand, blod og slim driver ned over siderne. Marmor, guld
og mandens hårde bryst udgør modstykkerne til kvindens
overgivne blødhed.
Til sidst får manden (og teksten) nok af kvinden og
hugger hende i to dele. Bogen tager formmæssigt konse-
kvensen af dette snit og forlader kortprosastilen til fordel
for et eventyr, der for første gang er forankret hos manden
selv: et eventyr om lede, om at give op og om uformåen.
Men der er ingen vej ud for manden, der til sidst, som en
raffineret hævn, må se beretningen om sit eget mislykkede
selvmord lagt i munden på kvinden, som er tilbage, om
ikke som krop, så som tekst.
På  samme  måde  står  læseren  værgeløs  over  for  denne  
påtrængende,  insisterende  stemme.  Kristín  Eiríksdóttir  er  
et  givende  bekendtskab,  der  imidlertid  kræver  læserens  
sjælefred  i  pant.  Det  hudfarvede  øde  er  ikke  nogen  køn  
oplevelse  –  men  den  er  forbandet  effektiv,  som  den  kryber  
ind  under  huden  på  sin  læser  og  bliver  hængende.

Ind under huden 76


ORDLYD – i samarbejde med undertoner.dk

Bilerne kører
Teksterne er ren poesi, og musikken lige så skramlet og henkastet, som den er fængende og
melodiøs. Skammens Vogn har lavet en af årets bedste danske plader

AF ANDREAS K. RASMUSSEN

vis kunne være tilfældige, men måske alligevel ikke er det.


Skammens Vogn: Bilerne kører. Lolita Industri Her i ”Bilerne Kører”:
2008
Bilerne kører
Det er ved at være længe siden, at DIY-kultur og lo-fi- bilerne kører
produktion var konsekvenser af hinanden, eftersom det husene står ved siden af
efterhånden er muligt for hvem som helst at indspille og mennesker er gode
producere musik for så få penge og i så høj lydkvalitet, at mennesker er onde
det knapt er til at høre forskel på hjemmestudiet og det de bor inde bag vinduerne
store, forkromede mainstream-produktionsapparat. så jeg løfter hånden op i vejret
Og dog lever lo-fi-æstetikken videre i bedste velgående. og vinker det bedste jeg har lært
Hvordan kan det nu være, når både publikum og – må jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det
man formode – musikerne udmærket er klar over, at men at vinke er jo ikke særlig svært.
lo-fi er blevet netop det – et rent æstetisk udtryk, et
kunstnerisk valg? Jo, for på trods af at lo-fi-æstetikkens Og i ”Samtalen kører”:
konnotationer som ”ægte”, ”ærlig”, ”undergrund”, og hvad
der ellers måtte være, vel ikke kan tages særlig seriøst Samtalen kører
længere, er der alligevel en fantastisk udtryksfuldhed i samtalen kører
den ofte skramlede, henkastede og skitseagtige lyd, der jeg kan mærke, at jeg ikke er forlegen
karakteriserer lo-fi’en. jeg spørger ind, men går ikke over stregen
Pointen kan selvfølgelig være at skabe en bevidst jeg kan mærke, jeg er glad og ikke trist
uafsluttet musik for på denne måde at lade værket stå og bedre endnu: Jeg er næsten ikke selvbevidst.
som et åbent og fortolkningsbart objekt, men det, lo-fi-
æstetikken først og fremmest lover, er det renest mulige I ”Bilerne kører” er trafikken nærmest en force majeure, en
indblik i ideen; det er den korteste vej fra inspiration til kraft, der er lige så ubevidst som jeg’ets impulsive hand-
udtryk og er således en mindre kompromitteret og mere linger. En umiddelbar, konstant bevægelse, der i højere
umiddelbar kommunikation imellem kunstner og publi- grad omgiver og former menneskenes handlinger, end
kum, end minutiøst gennemarbejdet og -produceret musik den er et produkt af dem. På samme måde er samtalen
nogensinde kan blive. Man kunne naturligvis argumentere (læs: lyrikken) en ”næsten ikke selvbevidst” kraft, der
for, at det er et håbløst løfte, når nu lo-fi blot er ét af virker løsrevet fra de individer, der fører den, og grænserne
mange mulige kunstneriske valg, men hos Skammens udviskes således mellem trafik og lyrik, handlinger og ord,
Vogn, der består af de tre herrer Oliver Hoiness ( Joy L), indtryk og udtryk. Zeuthens tekster er, tilsyneladende,
Jacob Millung (Moi Caprice) og Nikolaj Zeuthen, passer ubevidste konstateringer, hvor der, på trods af den meget
det underproducerede udtryk simpelthen på så sublim ordknappe stil, ingen udvælgelsesproces lader til at have
vis sammen med de skitseagtige og – om man så må fundet sted. Ofte er det ren poesi, når Zeuthens litterære
sige – underproducerede tekster, at en sådan tilgang giver persona bevæger sig igennem byen og hverdagen, igennem
overordentlig god mening. apati og melankoli. Ligesom produktionen understreger,
Det kan virke svært at trænge ind i Zeuthens minima- at det musikalske udtryk er nær identisk med ideen,
listiske tekstunivers, men hvis man vil vove forsøget, kan lader teksterne til at understrege, at det lyriske udtryk er
man passende tage et kig på de to numre ”Bilerne kører” nær identisk med fortællerens indtryk. Og når teksterne
og ”Samtalen kører”, hvis sammenfaldende titler naturlig- leveres med Zeuthens stemme, der er svag at best, er det

77 Bilerne kører
Lo-fi-æsteterne bag Skammens vogn

ofte ganske rørende. det tænker jeg på / jeg ved ikke hvorfor,« såvel som den
For nu ikke at glemme musikken, så er den oftest i suveræne ”Sommer igen”, der med sit smukke, klirrende
perfekt samspil med teksterne. Lige så skramlet, naivistisk, guitarspil og let melankolske tekst er pladens bedste
henkastet og umiddelbart fængende, i hvert fald. Der skæring.
er masser af eksperimenter og en veritabel overflod af Men sandt at sige er der ikke noget dårligt nummer på
interessante lyde, men generelt er der en fin, gennemtænkt ”Bilerne kører”. Fra den starter, til den slutter med den
form på de overvejende melodiøse numre, som næsten alle meditative instrumentelle ”Kirke”, er den proppet med
holder sig omkring de tre minutter. dybt inspireret musik og lyrik, og pladeselskabet Lolita
Og der er masser af højdepunkter at tage af: Det skævt Industri, der bl.a. har udgivet plader med Frisk Frugt og
svingende åbningsnummer, ”Ar 272”, det festlige og Rumspringa, sætter en tyk streg under, hvorfor de er et af
bodega-rullende ”Psykolog”, der indeholder de fantastiske landets mest interessante selskaber. Skammens Vogn har
linjer: »Så skal jeg ud på en drømmerejse / jeg skal flyve med Bilerne kører lavet en fremragende plade, som uden
på en magisk fugl / og min tissemand er kort og kold / tvivl er en af de bedste, der er udkommet herhjemme i år.

Bilerne kører 78
Frodegruppen40s koncert i ”Huset” på Magstræde

79 Bilerne kører
Du ligner noget
fra en pejs
Jens Blendstrup stikker i rend og blæser sine
ekvilibristiske ordforviklinger af sted mod en
sagesløs lytter

AF CHRISTIAN KLAUBER

ondskab.« Næste strofe er ikke meget bedre – og i mine


tanker strejfer stilen Rudolf Broby-Johansens, selvom
der stadig er en leg med de sproglige billeder, som synes
at være i højsædet, frem for det trodsigt hæslige som hos
Broby-Johansen, ligesom det også peger i retning af Tom
Tillad mig at fremsætte et postulat: Lige siden Jens Kristensens ”Nat i Berlin”.
Blendstrup optrådte på mere eller mindre slap line hos Teksten, der ledsager ”Ondskab 3”, er nok den bedste
Michael Bertelsen i programmet Den 11. time, har mange overhovedet på Du ligner noget fra en pejs. De resterende
Blendstrup-interesserede – for ikke at sige fans – ventet er også gode, men er mere spoken word og fortællinger og
(an)spændt på, om der mon kom mere ud af kombina- langt mindre klassiske digte. Ikke at tekster nødvendigvis
tionen musik og vanvittig lyrisk hittepåsomhed end det skal være klassiske for at være gode, men Blendstrups
album, Blendstrup allerede havde udgivet i Frodegrup- univers er til tider så skævt og fjollet, at det nogle steder
pen40-regi, Piksvingeri og negerlege fra 2001. kan blive i overkanten. Alt dette er ”Ondskab 3” et afbræk
Med Frodegruppen40’s andet album, Du ligner noget fra fra.
en pejs, må man sige, at ventetiden ikke har været forgæves. Og jeg ved, at man med sådanne udmeldinger er i
Blendstrup digter, synger, taler og råber sig igennem tolv overhængende fare for at komme i karambolage med
numre, der alle ligger i et forunderligt krydsfelt mellem andre Blendstrup-fans (og ja, jeg betragter absolut mig
musik og lyrik, og alle – på nær nogle enkelte skønheds- selv som fan), der nok vil advokere for, at netop det
pletter – er ganske solide numre, både som musik og lyrik rablende og skæve er et af Blendstrups varemærker. Og
betragtet. det er jo ganske rigtigt, men under det rablende og skæve,
Den musikalske dimension spænder vidt. Her er alt fra som absolut er helt fantastisk, f.eks. i ”Sømandshjems-
pop a la Brian Eno over Tom Waits-jazzet americana/ polka” og ”John danser grøntsag”, må man ikke glemme,
country til mere kompleks mathrock med dryp af kraut- at Blendstrup faktisk er en aldeles fremragende poet. Det
rock samt elektronisk støj og synthstrukturer. Især har sker dog indimellem på Du ligner noget fra en pejs, at Jens
jeg en svaghed for de elektroniske programmeringer på Blendstrups faktiske evner udi det lyrisk dybe overskygges
”Selvangivelse” og ”Ondskab 3”, og generelt synes der at af fascinationen af det sjove for det sjoves skyld (”Onkel
være en tendens til, at man fra pladens syvende nummer fra Gisseløre”) og ønsket om at sige alle de ord, som
har taget lidt hårdere fat på den lydmæssige dimension mange ikke tør sige, såsom tis, lokum, æggeleder og penis.
end på pladens første del. Det elektroniske univers er et Jeg bliver i hvert fald træt af det i længden.
godt valg – det klæder i hvert fald Blendstrups stemme Når den løftede pegefinger igen er sænket, må jeg dog
fortrinligt. indrømme, at projektet med at sætte musik til Blendstrups
”Selvangivelse” lyder som en krydsning mellem Band lyriske udskejelser er vellykket, og det er betragteligt
Ane og Under Byen, og de dubbede programmeringer mere kantet og interessant at lytte til end f.eks. Mikael
og elektroniske synthstrukturer, der nikker i retning af Simpson. Den musiske dimension kunne endda godt være
støjende grupper som f.eks. Fuck Buttons (om end i en endnu mere i fokus, end den er, især fordi det tydeligvis
lightudgave), passer helt fremragende til det onde digt er nogle ganske dygtige musikere, der mestrer at få flere
”Ondskab 3”. Hør bare her: »Min kvinde er Dresden / genrer til at fungere, uden at det lyder anstrengt, f.eks.
smalle små gyder og blinde dyder / maleriske søer med folk, americana, jazz, ambient osv., men også fordi musik-
læbestift / brølende bryster i BH / marmor kys / vi måtte ken rent faktisk klæder Blendstrups stemme.
jo knuse det / vi måtte jo straffe dig min tøs / det er

Du ligner noget fra en pejs 80


Vi sidder bare her
Jørgen Leth er en løve. Alt andet er baggrund

AF CHRISTOFFER BASSE ERIKSEN

stille spørgsmål, Jørgen svarer ivrigt og interesseret, han


Jørgen Leth, Frithjof Toksvig & Mikael Simp- indlever sig. Deraf det impulsive. Jørgen bander og siger
son: Vi sidder bare her… A:larm Music 2008 øh. Jørgen er sympatisk, for han vil meget gerne fortælle
det her. Det er små observationer, han kommer med,
I mit hoved har alt dette virkelig fundet sted. men det hele giver mening for ham. Han mener meget.
Jeg mødes med Jørgen Leth på en café. Lad det være en Alligevel mener han så lidt: Jørgen udbreder sig ikke
stille fortovscafé, lad det være sommer, lad caféen være af- om hele sit menneskesyn, sine store idéer, livssyn. Han
folket. Vi sætter os ned ved et rundt bord, der er tre stole, observerer de små ting, fragmenterne, ting man nedskriver
vi fylder kun to, den enlige tjener tager vores ordre. En i sin notesbog uden nærmere sammenhæng. »Jeg vil helst
kaffe og en te (jeg drikker ikke kaffe). Der er en ventilator være lidt dum. Jeg vil helst give udtryk for en lidt dum
i loftet. Jeg har et rigtigt notehæfte, sådan et hvor man bevidst, altså lidt uintellektuel bevidsthed. Altså, det er et
skubber de skrevne ark bagom det grå pap. Som i gamle fuldstændig forskelligt udgangspunkt fra de fleste, som
dage. Der strømmer jazz ud af højtalerne. er i udgangspunktet kloge og vil meddele deres klogskab
Musikken er lavet af to mænd. Det er baggrundsjazz, til omverden. Den indstilling har jeg overhovedet ikke,
det er godt, for så kan Jørgen og jeg bedre tale sammen. overhovedet ikke.«
Vi sidder bare her, mig og Jørgen. Det er mest Jørgen, Musikken er ikke noget særligt, jo, selvfølgelig er den
der taler, han snakker og snakker, faktisk siger jeg ikke noget særligt, der er ting at bemærke sig, men det er ikke
et ord. Jeg sidder bare og tager noter, nedfælder de ord, musikken, jeg lægger mærke til. Jeg lægger mærke til
som Jørgen blander sammen med musikken. Jeg bliver i trompeten, selvfølgelig gør jeg det. Jørgen taler i takt med
godt humør, næ, faktisk bliver jeg ikke i noget humør, jeg musikken, eller også taler musikken i takt med Jørgen.
bliver i musikkens eget humør, jeg bliver optaget, fanget, Jørgen er det bærende instrument, han er improvisatoren
fængslet af ordene og musikken. Det kan jeg godt lide. i det lille jazz-ensemble. Musikken er bagvedliggende, det
Jørgen Leth: Han er en løve, hans kæmpe hår en manke, er klart. Men musikken er ikke i baggrunden, fordi den er
hans store fortænder, hans smilerynker. Hans T-shirt og dårlig, nej, den lægger sig i baggrunden. Den er dygtig til
hans lidt hængende cowboybukser. Jeg ser ham ikke ryge, at lægge sig i baggrunden. Aldrig kedelig, hele tiden nye
men jeg tænker, at Jørgen nok ryger en gang imellem. indfald, ikke store ting, men små ting. Den ordner sig og
Cigar. Han smiler meget. Jeg kan lide hans selskab. Jørgen ikke-ordner sig på samme tid. Jeg lægger ikke så meget
er sympatisk. mærke til den, men når jeg gør, er den behagelig og lige
Jørgens stemme: Der er ikke noget indøvet over Jørgens tilpas.
ord, han siger dem bare, bander, siger øh, gentager linjer, Vi bryder pludselig op. Solen skinner ind på den lille
når han finder ud af, at de er gode, bander igen. Hans café, som forresten er placeret uden for tid og sted. Det
stemme er helt fremme i caféens lydbillede, jeg taler virke- var ikke et særlig langt møde, men det var langt nok. Jeg
lig med Jørgen. Han har droppet kaffen, drikker hvidvin, er helt ør i hovedet af at lytte til Jørgens stemme, manden
han er i godt humør, han vil sige noget, han vil gerne have, pumper jo ligefrem indtryk i hovedet på en, han har været
at jeg skal forstå, hvad han siger. »Forstår du, hvad jeg langt omkring på den halve time. Vi har tømt vores glas
mener,« spørger Jørgen, og man forstår ham godt. og krus, vi siger farvel uden ord, Jørgen er her ikke mere.
Jørgens mening: Forestil dig, at jeg er rigtig god til at

U ndertoner
– læs også musikanmeldelserne på undertoner.dk

81 Vi sidder bare her


Vi er kommet til at fortælle nogle af vores
skribenter at dette nummer ville komme til at
handle om noget. Dengang var vi unge, hed
Reception og skrev pompøst,

Forfatteren længe leve!


Siden de litterære teorier forvandlede tekstanalyse til viden-
skab, har forfatteren været en figur som man asketisk har af-
stået fra at forbinde med et værks mening.

Men er der ikke tilfælde hvor et forfatterskab helt åbenlyst


er en del af et virke, hvor personen bag bogen vil andet og
mere end at fornøje og forbløffe læseverdenen med ironi og
sprogspil der fragmenteret og forvirret peger i alle retning?
Med et kraftfuldt og banalt udtryk: Kan det ikke hænde at
forfatteren har noget på hjerte?

Reception ser på forfattere der vil noget. Ikke for at jævnføre


intime detaljer i forfatterens biografi med udsving i skriften el-
ler at tjekke rejsebilag iført akademisk opdagerhat. Hensigten
er at tage stilling til det hele menneske, at vurdere livsprojekter
uden frygt for at overskride værkets barriere.

tema
et
ap
gn
po
kna

Vi sidder bare her 82


PORTRÆT

Morten Søkilde

Frivolt-øm naturlyrik i virtuos


kombination med streng system-
digtning. Der er andet og mere end
afternoon tea i ”Den 11. times”
butler.

AF MIKKEL BRUUN ZANGENBERG

S
ixpence. Plusfours. Butterfly, omhyggeligt fabel og Landskaber, hans fabelagtige systemdigte og
skødesløst bundet. Smalle, engelske sko, mærket naturlyrik, der kom som tvillingeudgivelse på Arenadottir
Derby eller Oxford. Hans ansigt: blå egernøjne, i 2007, og som medførte et lille, men umiskendeligt
kvikke, livlige, parret med et svagt drømmende, diffust gennembrud (eller udbrud) for Søkilde. Det indebærer,
skær. Kroppen; spinkel, rank, men ganske svagt ludende. at det territorium, vi må møde digterfiguren Søkilde på,
Stemmen, behagelig, lavmælt, men sonor. Umiddelbart er spændt ud mellem det selvbiografiske (der altid i sin
kommer digteren, butleren og billedkunstneren Morten egen ret er en fingeret konstruktion), lyrikken, musik-
Søkilde (f. 1974) os i møde i en besynderligt altmodisch, ken, billedkunsten og tv-mediet, sådan at det tvær-eller
overleveret gestalt, som et drømmesyn fra 1800-tallet, der transmediale her i udpræget grad gør sig gældende. Og
pludselig materialiserer sig på Assistens Kirkegård (tæt dog er et virkeligt slående træk ved samme Søkilde som
på hans hjem), blandt brummende busser og råbende forfatterfigur, at man ville have vanskeligt ved at opspore
drengebander. Ingen barrierer forhindrer os i at adskille et mindre forfængeligt, anmassende og selviscenesættende
Søkildes værker fra hans person; men når personen på den individ; han er ikke militant genert, som den højstili-
anden side er så egenartet og idiosynkratisk sammenvævet serede, blanchotske Mikkel Thykier; han er heller ikke
med værket, giver det god mening at lade de to siders patologisk tilbagetrukket, som Simon Grotrian i sit jyske
sammenfletning komme til syne. Det sker til eksempel, rækkehus; og han er slet ikke frejdigt frembrusende som
når Søkilde spiller banjo og citerer Dylan Thomas på et sine kvindelige kolleger Dy Plambeck og Lone Hørslev.
højlydt syngende engelsk. Så er værket ikke længere blot Søkilde har et anstrøg af vidunderbarnet ved sig; en skik-
ordene på siden, men en totalgestalt af minespil, tonefald kelse, der strøg ind fra Kunstakademiet til Forfatterskolen,
og ordmusik. Og det sker i særdeleshed mellem Søkildes længe, længe barslede med sine vokaldigte, for så endelig
optræden som butler, chauffør og altmuligmand i DR2’s at hoppe helt ud fra tyvemeter-vippen sidste år.
Den 11. time, og hans oplæsninger af sine digte i Pan – en Jeg skal ærligt indrømme, at jeg var forbløffet og

83 Morten Søkilde
Pure fryd!

fascineret, da jeg først dykkede ned i digtene, eller rettere, jeg kom fra ordene til den biografiske forfatterpersonage,
da de hoppede op i synet på mig. Den virtuose kombi- den dengang tobaksrygende Søkilde, der nede på bordet
nation af streng systemdigtning med finitte rækker af på en kælder-beværtning på Nørrebro bredte hundredevis
vokaler, frivolt-øm naturlyrik og glimt af det personlige af fotografier ud foran mine måbende og lykkelige øjne.
(men aldrig private), var helt igennem overraskende og Søkilde havde sammen med billedkunstneren Jesper Dal-
overrumplende. Ikke mange digtsamlinger de sidste 40 år gaard fotograferet små pålimede plastfigurer af cowboyde-
begynder sådan her: re og indianere fra den amerikanske borgerkrig (indkøbt
i 99CENT i Los Angeles) på en gigantisk totempæl i år
Fryd! Lysspil i grynet grus, gyldent-brunt; 2000, en totempæl, det aldrig lykkedes at afsætte her i
skygge; frugtvildt fugleliv; skumrings- København; og han havde samme sted knipset et utal af
lunt billeder af det lille, stiliserede modellandskab, der indgår
tidelys nu, pure fryd! Frisksprungne tings i Landskaber, og de legetøjsheste, der tavst vandrende
tusningsmulm; dunduskede spiringspinke skridter igennem Pan – en fabel.
pinjer; Det interessante ved et forfatterportræt til et tema om
guldhudet himmel i ulm-indhullet purpur! FORFATTEREN er, at det udtrykkeligt ikke behøver
Stynet pil; vildskudsvidjer; slumrings- kredse om teksterne. Lige siden formalisterne Roman
ly i skumrings-ild: Guds lyst! Jakobson og Viktor Sklovskij i Sankt Petersborg omkring
1910 udførte en likvidation af biografismen, nykritikerne
Jeg skrev begejstret om digtene, og siden fulgte alle fra 1940 til 1960 begravede ”the intentional fallacy” og
mine gode anmelderkollegaer trop, sådan at tvillingerne knæsatte nærlæsningens primat, strukturalisterne og
hoppede flyvefærdige ud i verden. Og så erhvervede jeg diskursteoretikerne Roland Barthes og Michel Foucault
nogle af Søkildes vidunderlige fotografier. Det var sådan, i de tidligere 1970’ere proklamerede forfatterens død og

Morten Søkilde 84
læserens fødsel i tekstens væv og på diskursens plane felt, biologiske og juridiske person døbt ”Morten Søkilde”;
har det været god latin og indterpet doxa for begyndere, noget ganske andet er det at skitsere konturerne af et
at vi som litterater ikke inddrager det forfatterbiografiske. såkaldt ”portræt” af samme Søkilde, hans holdninger, hans
Det gør kun journalister og det læge publikum eller ældre præferencer, hans idiosynkrasier. Det sidste kan nemt
lektorer fra Nordisk, der så til gengæld flakser nyfigent om degenerere til en art Proust-questionnaire: Hvad er din
strengt taget irrelevante og kulørt private detaljer fra det yndlingsfarve? Så der kan være grund til at cirkle tilbage
intime liv. Med min kollega Jon Helt Haarder fra SDU til den transmediale galakse af værker og personen Mor-
som hovedfigur, er der imidlertid nu indledt en hjemlig ten Søkilde. Hvordan hænger de sammen? Hvordan er de
modfront, der renset af de forløbne 90 års metodologiske ikke forbundet? Og hvad kan det yde til vores forståelse af
syrebade, atter og på en måske mere forfinet måde end i værkerne at indlemme portrættets intarsia i den herme-
det nittende århundrede kan dyrke det Haarder betegner neutiske horisonts tryllekreds? Bør jeg inkludere ublu
den ”performative biografisme”. Hvad enten en given for- detaljer fra forfatterens barndom, eller seksualliv, der så
fatter kan lide det eller ej, er vedkommende indlejret i en indlemmes i en skummel kausalsammenhæng, hvor vi rask
performativ biografisme af en art; den Thomas Pynchon, bytter om på årsag og virkning og vice versa? Eller kan jeg
der helt trækker sig tilbage, genererer kun mere myte; og omvendt med rette tage afsæt i de fine henvisninger til det
den semi-geniale Thykier, der aggressivt og systematisk personlige og opvæksten, som det udsigende jeg kommer
findyrker generthedens poetik, konstruerer blot en anden med i digtene? Jeg ved det ærlig talt ikke, og det resterer
slags biografisme – end den bredt henslæbende type, stadig for os at se, hvor mange begrebslige og analytiske
der mere end villigt stiller op til forfatterinterviews og ressourcer (om nogen) en eventuelt revitaliseret interesse
oplæsninger, deltagelse i tv-programmer (tænk blot på for den performative biografisme kan mobilisere. Det
Erling Jepsen i det forbryderiske ”Smagsdommerne”, der eneste jeg ved, her på falderebet af portrættets konturer, er
øjeblikkeligt burde nedlægges) og performance til bog- at Morten Søkilde selv venligt har bidraget til at sørge for,
messer med mere; alt i den hellige omsætnings, synligheds at mine indledende data ikke er helt hen i vejret, men at
og selviscenesættelses navn. han i øvrigt ikke – venlighed eller ej – så sig i stand til at
Det interessante ved Morten Søkilde er i den sam- sige noget meningsfuldt, eller meningsløst, som svar på de
menhæng ikke mindst, at vi muligvis kan udpege en plads glimrende spørgsmål, redaktionen af Recession udkastede.
for ham midt imellem de krasse, polemisk optegnede Her kan vi knap nok tale om en villet tilbagetrækning; og
ekstremer: Enten den selvbevidste tilbagetrækning, eller derfor er det eneste portræt, vi for alvor står tilbage med,
den affabelt selvpromoverende sceneoptræden. Og at dette den serielle opførelse af gestalten Søkilde på banjo eller
mellemfelt måske kan åbne op for en ny mobilisering af med recitation, parret med de fænomenale digte i Pan og
vores begribelse af forfatterpersonens analytiske og onto- Landskaber. Måske er det også alt rigeligt at anskue forfat-
logiske betydning i det tangentielle møde med værkerne teren som lykkelig anledning til, at ordene kom til verden,
anskuet som det, jeg ovenfor betegnede ”totalgestalt”? For og lade det blive ved det, på tærsklen til et portræt?
eet er, at jeg impressionistisk skildrer mit indtryk af den

85 Morten Søkilde
At stå
som en
bar gren
i vasen

om det subjektives mulighed i


Ursula Andkjær Olsens huskende
stemmekompositioner
En af de helt grundlæggende ting er forestillingen
om at komponere, at lave nogle klanglige forløb ud-
foldet i tid, som i dette tilfælde er sat sammen af ord
Ursula Andkjær Olsen i interviewet:
”At få tiden til at gå på en smuk måde”

AF BIRGITTE STEFFEN NIELSEN

Ursula Andkjær Olsen siger det ikke, men et af de fremtrædende træk ved hendes poesi.
næsten, at hendes digtkompositioner tilfæl- (Ord)lyden, der i høj grad gør opmærksom på
digvis er sat sammen af ord, underforstået at sige selv som lyd i Andkjær Olsens digtning, og
ordene simpelt hen er et klangligt materiale som, ligesom for øvrigt i lyd-poesien, er situeret
for hendes tekstlige kompositioner. Omvendt performativt, indgår altid hos hende i et kom-
må hun, når hun et andet sted taler om kom- plekst samspil med en stadig afsøgning af, hvad
ponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreens stemme er for noget; hvordan enkeltstemmen
musik, have fat i en betegnelse, der normalt kan gebærde sig i det store kor, og dermed også
dækker et sprogligt forhold, nemlig ’udsigelse’. I hvordan subjektivering og betydningsdannelse
krydsfeltet af denne tilsyneladende omvending kan finde sted.
af det musiske og det verbale står selvfølgelig Hermed er min asketiske omvej til Reces-
’stemmen’, der spiller en stor rolle gennem sions spørgsmål om forfatterens ’villen noget
alle Andkjær Olsens udgivelser, lige som den med værket’, hendes ’haven noget på hjerte i
også gør det i Gudmundsen-Holmgreens værket’ anslået. Men der er alligevel et spring
musik. Stemmen har det i det hele taget med fra ovenstående antydning af en minimal og til
at optræde i krydsfelter, i skæringspunkter (av, tider også skrøbelig etablering af en subjektiv
kan man høre Ursula Ursprung råbe, men hun stemme i et polyfont stemmehav til at tale
tager også alting så bogstaveligt): den dukker om betydningen af forfatterpersonligheden
op og går under som det, der forbinder lyden og dennes eventuelle intentionalitet i relation
(phone) og meningen (logos) uden at gå restløst til værket. Det kræver som sagt en omvej,
op i nogen af delene; den dukker op mellem og det her essay bliver en sådan omvej. Den
kroppen og sprogtegnene, mellem subjektet og stemme, som er så meget på færde hele tiden
den anden. hos Andkjær Olsen, er nemlig højst paradoksal,
På trods af sin fremhævelse af ordenes funk- og måden, den er det på, er ikke til at komme
tion som klangligt kompositionsmateriale lader udenom. Den kan på én gang opfattes som en
Andkjær Olsen sig ikke indplacere i en decide- personlig, højst genkendelig forfattersignatur og
ret lyd-poetisk tradition, hvor lydene nedbryder kan samtidig, idet den udspiller sig i udsigelsens
meningen eller neutraliserer ordenes semantiske (de)subjektiverende zoner, opfattes som en
bagage. Der er tværtimod brug for at kunne stemme, det slet ikke giver mening at kalde
vride denne bagage i den bogstaveliggørende personlig. Det lader sig heller ikke sådan gøre at
diskurskritiske stemmepraksis, som er blevet få øje på et eksplicit udfoldet spil med forfat-

At stå som en bar gren i vasen 88


terens biografi via skriften. Der er for eksempel tidsånden (intet mindre) ved at sige: Hør mig,
ingen sammenhængende, faktuelt udseende jeg har godt nok ikke noget på hjerte, men
referencer til en bestemt barndomsgade, ingen hold op hvor jeg synes, det er fedt at stå på en
generationskulørte hints til forfatterens egen scene, så jeg træder lige vande lidt. Det er bare
70’er-barndom eller 80’er-ungdom. Men alt alligevel ikke det, der sker. Lulus overkørte
dette udelukker på ingen måde, at den stemme, opremsende optræden er i mindre grad en
der eksperimenteres med som ”klanglige forløb stemme, som tager tid, end en stemme, der
udfoldet i tid” alligevel kan komme til at pege gives tid, og som sendes af sted i sin egen skæve
på sig selv som en form for personlighed, som bane. Som en stemme på en scene i en flerstem-
temperament, som stil, som idiosynkrasi, som mig tekstkomposition er situeringen af Lulus
moralsk subjekt, som sanseligt subjekt, og som enkeltstemme trods dens manglende historie
en særlig skiftevis larmende og tyst måde at alt andet end et slag slået for narcissismen. Det
være i sproget på. drejer sig om at give en stemme tid, også selvom
den ikke lige lyder til at vide, hvad den skal sige.
II Og så viser den sig måske faktisk at trutte med
Når Ursula Andkjær Olsen i interviewcitatet, sin egen utilpassede, langstrømpede charme, og
som jeg indledte med, karakteriser sin metode at blive genkendelig på et Pippi-agtigt voka-
som ”klanglige forløb udfoldet i tid”, er det en bular af kække, lyd-tikkende imperativer samt
måde at betone stemmens betydning på, som substantiver, der lydligt opfører som sådanne:
vel at mærke ikke forstår denne som en ren tag lige og pi a nist!
klangfigur. I og med klangforløbene forsøges I min beskrivelse af hvad der er på færde her,
det at etablere en udsigende stemme, en har jeg på en måde også allerede vendt mig mod
stemme, der rækker sig frem mod betydning. Hver med sit næb fra 2004, som er udgivelsen af
Allerede på allerførste side i debutbogen træder Andkjær Olsens musikvidenskabelige speciale
en sådan klingende stemme frem, koket og om Pelle Gudmundsen-Holmgreens musi-
pinlig ærlig om sin manglende betydnings- kalske univers. Selvom analogier hurtigt kan
fuldhed, sin manglende historie at fortælle. trækkes for langt, ikke mindst analogier mellem
Dens fremkomst på tekstscenen består helt og forskellige kunstarter, mener jeg, at det er både
holdent i at være en villen-sige: rimeligt og givende at se hendes poesi i lyset
af den tolkning af Gudmundsen-Holmgreens
Jeg hedder Lulu, og blandt venner værk, hun leverer i Hver med sit næb. Der
Lolita Langstrømpe, og står tydeligvis rigtig meget på spil, når hun
jeg ville gerne fortælle en historie formidler hans arbejde. Med fremstillingens
men jeg har ikke nogen. Panik. særlige fokus på ”stemmen” og ”den musikalske
Stativ stakit kasket ting” som både lydlige og udsigelsesmæssige
panik. fænomener fremgår det efterhånden, at der er
Springop faldned drejrundt tale om et slags valgslægtskab. Det handler ikke
Panik mindst om, at stemmen modsætter sig oversæt-
koket stilet pushup panik. telse, og så som sagt, at den må gives tid for at
blive til. Der er hos begge tale om en stemme,
Panikken over den manglende historie søger der ikke som sådan har nogen essens, men
Lulu at kurere med en jambisk dans på stedet. udfolder sig i forløb, og herigennem genkendes
Og hold op, hvor hun får lov at blive ved, som og genkender sig som stemme.
senere bare med en anapæstisk dans på stedet: Titlen Hver med sit næb hentyder til, at
”TUPILAK TINGELING GAKKELAK Gudmundsen-Holmgreen lader den enkelte
TIKADUM GADAGUNG TULLAHOP stemme i sine polyfone kompositioner lyde i
PIANIST KLARINET HOPPELOP egen ret. Oboens konkrete obolyd bliver lig
STIKIREND HOPOMKRING FALDOM- med dens stemme, og derfor kan dens fysiske
KULD FALDERA TRÆKMIGOP”. Lulu er særegne lyd ikke erstattes, dens stemme kan
jo snublende nær ved at være én, der figurerer ikke spilles af et andet instrument. Den enkelte

89 At stå som en bar gren i vasen


stemmes skæve egensindighed midt i det af kunsten for at emancipere den fra sig selv
sammenbragte kor er kodeordet for den særlige og gøre den til liv. Det er en bestræbelse, der
polyfoni, som for Andkjær Olsen kendetegner historisk set har været ført som en slags krig
hans musik. Retten til musikalsk udsigelse mod stemmen. I Andkjær Olsens fortolkning
er hverken forbeholdt de retorisk stærke og af Gudmundsen-Holmgreens musik opfattes
beslutsomme stemmer eller de samarbejdsvil- lyden dog ikke som noget, der søges befriet fra
lige, det vil sige akkompagnerende stemmer. stemmen. Tværtimod. I Hver med sit næb lægges
Det er dette ønske om at give plads og frem der stor vægt på, at Gudmundsen-Holmgreen i
for alt tid til de ubeslutsomme og utilpassede modsætning til en stor del af avantgarden ikke
stemmer, lade dem stikke ud og ikke drukne ønsker at befri lyden i betydningen at gøre den
dem i vellyd eller en fælles sag, der fremstår som neutral. Nej, der er netop hukommelse på færde.
det afgørende mødepunkt mellem Andkjær Lyden er ikke neutral, den husker! Det er via
Olsens digtning og Gudmundsen-Holmgreens hukommelse, at de lydlige elementer i form af
kompositioner: ting og stemmer får identitet. F.eks. ”husker”
det båthorn, som Gudmundsen-Holmgreen
I begyndelsen hører man blot nogle få anvender i en komposition, sin fortid på gaden.
klange. Man lytter til selve fagottens klang, Eller lytteren husker det for båthornet. Stem-
ikke en linje spillet af en fagot, for den spil- men opfattet som både huskende og uoversæt-
ler netop ikke en rigtig linje; man får kun telig i sin klingende gestalt peger lige lukt mod
klangen af et par enkelte toner (...) Og sam- Andkjær Olsens egen vitalt stemmeførende (læs
tidig har Pelle Gudmundsen-Holmgreen gerne: strømførende) poesi og på den opfattelse
spændt sine tråde ud, for pludselig fokuserer af stemmens performative og etiske potentialer,
man på, at den bliver ved. Komponisten som hun udfolder herigennem.
giver kort sagt fagotten al den tid, den har Den konkrete sansnings nu og her forankret i
brug for – hvor andre ville have ”slukket” for et lyrisk jeg har aldrig været det fremherskende
en sådan ubeslutsomhed langt tidligere. Og i Andkjær Olsens poesi (selvom den, i skrivende
fordi Gudmundsen-Holmgreen viser den stund, seneste samling, Skønheden hænger på træ-
retorisk set ikke synderligt overbevisende erne markerer lidt af et skifte her). Umiddelbart
fagot tillid og lader den blive ved med at er hendes digtning, som antydet i indledningen,
humpe rundt i manegen, så viser den sig at snarere karakteriseret ved sine utrættelige vrid-
have en egen stemme. (Hver med sit næb, p. ninger af diverse mere eller mindre belastede
11) diskurser, som herved fratages muligheden for
at lukke sproget med endegyldige udsagn og
Tingene og stemmerne i Gudmundsen-Holm- retoriske tilbud, man ikke kan sige nej til. På
greens musik lader sig altså ikke ”klæde af ” og trods af, at det foretrukne poetiske materiale
iføre andre dragter; deres specifikke klingende er diskursive citater i højere grad end sproglig-
fremtrædelsesform er altafgørende – uden den gjorte sansninger, så er det i eminent grad en
er de ikke sig selv.(Hver med sit næb, p. 26) korporlig tilstedeværelse, man konfronteres med
Det er med formuleringer som ovenstående, at som læser af Andkjær Olsens tænkende tekster.
Andkjær Olsen mest direkte alluderer til den Det er som om, der ikke er nogen modsætning
forestilling om stemmens uoversættelighed, mellem tanke og krop. Op gennem samlingerne
som også dukker op centrale steder i Horace bliver det tydeligere og tydeligere, at denne
Engdahls essayistik om stemmen i litteraturen, tilstedeværelse og korporlighed i en samtidig
som vi skal se på om lidt. Men interessant nok så teoretisk og diskursreflekterende skrift igen
er den bestræbelse på at befri lyden som lyd, hænger sammen med den fremskudte rolle,
som der er tale om hos Gudmundsen-Holm- stemmen i hendes tekster har. For netop den
green, og som altså medfører, at lyd-tingene og talende stemme udgør et nu og her i Andkjær
stemmerne ikke lader sig ”iføre andre dragter”, Olsens poesi, og denne stemme får læseren til
en del af en avantgardebestræbelse på at at følge sig i dens mindste udsving. Og situeret
skrælle musikken af lyden, skrælle kunsten er den altid, det vil sige som en krop på en form

At stå som en bar gren i vasen 90


for scene og sat i en situation, som den ikke kan citatets modsætning mellem linjeføring og
bemestre eller overskue, men så meget desto klang, mellem retorik og stemme genkender vi
mere er nødsaget til at rapportere om. Nogle fra Engdahls essayistik om stemmen.
gange stærkt tvunget til udsigelse som var den Men Engdahls stemmebegreb er udtrykkeligt
en stemme hos Beckett: ”Man kan få mig til at i opposition til avantgarden, som han ser som
sige hvad som helst i det her rum”. ét stort anslag mod stemmen og kalder en
At stemmen er situeret medfører jo så også, at ”frugtbar fejlen”. Alligevel anvender Andkjær
den ikke kan være absolut, men må være relativ. Olsen altså hans stemmeessayistik som en
Og her sendes vi sådan set tilbage til beskrivel- medspiller i sine analyser af Gudmundsen-
sen af kompositionsprincippet ”klanglige forløb Holmgreens musik. Når hun kan bruge den
udfoldet i tid”. En beskrivelse, der uddybes lidt avantgardekritiske Engdahls stemmebegreb
senere i samme interview: ”og det handler om konstruktivt i sin fremstilling af Gudmundsen-
de små gentagelser, der bliver vendt og drejet Holmgreens musik, er forklaringen, som
lidt og dukker op af strømmen på andre måder allerede antydet, at sidstnævnte i sin bestræbelse
end sidst, man hørte dem, sådan at arbejdet på at befri lyden som lyd ikke samtidig bekæm-
består i at få dem til at dukke op på de rigtige per stemmen, men tværtimod arbejder med
tidspunkter”. Min oplevelse er, at der aftegner en polyfoni, der værner enkeltstemmen. Når
sig en rytmisk grundforestilling hos Andkjær denne fælles værnen enkeltstemmen hermed er
Olsen, som i praksis implicerer en form for understreget, må Andkjær Olsen dog også, for
timing, der er lige så etisk som den er æstetisk. at kunne bruge Engdahl i sammenhæng med
”Alting er lige vigtigt, men ikke på samme tid” Gudmundsen-Holmgreens musik og indirekte
lyder en sætning, der optræder i Ægteskabet i sammenhæng med sin egen digtning, betone
mellem vejen og udvejen. Lige så forsigtig, man de ikke-metaforiske, materielle, taktile eller
som læser af den bog mildest talt må være med kropslige aspekter af hans teorier om stemme
at tage bestemte udsagn ud af de dynamiske og betydning.
diskursive forløb og tilkende dem en særlig Men hermed må hun så omvendt underbetone
metadiskursiv, absolut (!) gyldighed for værket, stemmens immaterialitet og uhåndgribelighed
så er spørgsmålet, om ikke lige præcis sætnin- hos Engdahl. Den er ellers en nok så karak-
gen, ”alting er lige vigtigt, men ikke på samme teristisk del af hans prøvende tilgang til den
tid”, danner klangbund for den omsorg for det stemme, som han mener, vi kun kan høre, hver
relative, som Andkjær Olsen kan siges at udvise gang vi igen i læsningen udsætter os for værkets
i sin særlige timing af de klanglige forløb. henvendelse, forstået som en henvendelse fra en
helt anden verden, litteraturens uoversættelige
III parallel-verden, som følger nogle fundamentalt
Vi er her på mange måder tæt på Horace andre love end de, der gælder uden for littera-
Engdahls opfattelse af litteraturens stemme i turen. Det er en verden, hvor en stemme kan
Beröringens ABC, som da også spiller en vigtig udskilles og opfattes, uden at der høres en lyd.
birolle i Hver med sit næb og i øvrigt også citeres I læsningen kan denne stemmes henvendelse
skjult i Ægteskabet mellem vejen og udvejen. være som en distinkt berøring, men forsøget på
Fagotstemmen i Mester Jakob (1964) fremstår at gribe denne stemme og føre den med over i
således egentlig meget engdahlsk i Andkjær en udlægning eller tolkning vil altid strande og
Olsens beskrivelse, nemlig som en decideret stemmen være tørret ud og forsvundet som en
ikke-retorisk stemme, som overhovedet bliver vandmand, der trækkes på land. Der er i den
til som stemme, fordi dens ubeslutsomhed, frem forstand aldrig andet at gøre end at svømme
for at diskvalificere den, bliver dens væsenstræk. i det element igen, som er tekststemmens og
I Beröringens ABC er læsningernes varme grød læserens-i-læsende-tilstand. Vi er med andre
altid der, hvor den læsende pludselig bliver sig ord med stemmen som udgangspunkt langt
bevidst at lytte til en stemme, som når man fra avantgardens forestilling om en udviskning
i ovenstående citat lytter ”til selve fagottens af grænserne mellem kunst og liv. Hvor langt
klang og ikke en linje spillet af en fagot”. Også Ursula Andkjær Olsen kan følge Engdahl i

91 At stå som en bar gren i vasen


radikaliteten i hans grænsedragning her, kan sin forberedelse af julemandens forhindringsløb
man være mere i tvivl om. Han sætter så også i gennem lovjunglen mødte Marzouk op og
en vis forstand denne grænsedragning mellem interviewede forskellige relevante myndigheds-
kunst og liv på spil igen, når han efterfølgende personer, hvis roller var at spille sig selv og tage
beskæftiger sig med vidnelitteraturen, som en legen alvorlig, udsætte den for loven så at sige.
virkelighedens genrer, hvor den implicitte sand- En juleleg, hvis simple, men effektive præmis,
hedsed eller tillidskontrakt, som vidneteksten bestod i en aldrig udtalt ombytning af ordet
afhænger af, igen udspiller sig som en relation ”muslim” med ordet ”julemand”. Den form for
mellem netop tekstens singulære, uoversættelige alvorlig juleleg ser vi i en vis forstand som en
stemme og den lyttende læser. (Hvad man i af sprogspilsformerne i Ægteskabet mellem vejen
øvrigt også kan notere sig her er, at næsten og udvejen, hvor den skrivende tilsyneladende
uanset i hvilken forstand man taler om tekstens spiller spillet inden for reglerne i et bestemt
stemme, så må man, som det i allerhøjeste spilsystem og overtager dets bestemte udsigel-
grad også er tilfældet i Andkjær Olsens poesi, sesformer, men samtidig elegant har kastet en
implicere ideen om performativt sprog, og brik, der tilhører et andet spil, ind i systemet.
omvendt med performativt sprog ofte implicere Eksempelvis som i nedenstående passage med
en stemme. At forestille sig en talehandling, den gentagne indsættelse af ”lykke og lyse
der ikke falder tilbage på en stemme, der siger nætter” i stedet for ordet ’penge’ i en økonomisk
”jeg”, lader sig ikke rigtigt gøre – jf. ovennævnte og værdipolitisk diskurs. Her spiller de citerede
sandhedsløfte i en vidnetekst, dens implicitte så at sige også sig selv, om end der foretages et
”jeg lover, at det, jeg nu siger, er sandt”). åbenlyst, konsekvent og gennemskueligt poetisk
Hos Andkjær Olsen sættes kunst og liv, fik- indgreb i deres udsigelse. Et indgreb, der
tion og virkelighed som sagt snarere i gensidig iværksættes gennem en instans i teksten, hvis
bevægelse gennem diskursvridende, ofte politi- stemme taler fra de sagligt udseende klammer,
ske stemmeeksperimenter, med en vis affinitet man kan indsætte i et citat for at markere, at
til en avantgardistisk modsproglig praksis, som det nu er den skrivende, der bryder ind med
vi skal se et konkret eksempel på lige om lidt. sin egen kommentar til læseren eller med sin
Men når denne modsætning til den avant- rekonstruerende udfyldning af en lakune midt
gardekritiske Engdahl er fremdraget, skal det inde i en andens diskurs (Ægteskabet mellem
understreges, at det er og bliver en helt central vejen og udvejen, p. 190):
og produktiv dobbelthed hos Andkjær Olsen, at
hun samtidig ser ud til at dele, for ikke at sige Problemet er ikke de handlende, problemet
være viklet ind i, den romantisk-modernistiske er, at vi har for mange [lykke og lyse nætter],
optagethed af den singulære skriftstemme, vi holder lørdag hver dag (Henriette Kjær,
som også Beröringens ABC udtrykker med sine tidligere forbrugsminister, 2004).
læsninger. I hvert fald spiller denne romantiske
stemme, den bare gren i vasen, som der tales Hvis vi havde haft flere [lykke og lyse
om i Skønheden hænger på træerne, hele tiden nætter], ville vi også have givet flere (Ni-
med som en længsel, en fascination, en søgen colas Sarkozy, forhenværende ministre de
hos poeten med den spaltede tunge og det store l’economie, 2004).
arsenal af stemmer.
Spørgsmålet er ikke, om du ønsker at leve
IV som før, men hvordan du får [lykke og
For nogle år siden sendte DR2 en julekalender lyse nætter] til det. (Storebrand forsikring,
af Omar Marzouk, hvor han spillede jule- 2004).
manden, der som udlænding fra Nordpolen
måtte igennem hele den bureaukratiske mølle Tidligere kunne borgere, som ikke [tjente
(opholdstilladelse, arbejdstilladelse, karantæne- deres egne lykke og lyse nætter], og derfor
regler for rensdyrene, arbejdssikkerhedsregler i ikke bidrog til samfundet[s lykke og lyse
forhold til skorstenenes bredde osv.). Som led i nætter], ikke stemme ved demokratiske valg.

At stå som en bar gren i vasen 92


[…] Der synes at være fornuft bag dette og samme stemmes valg af forskellige roller,
standpunkt (Lotte Noer, VU, 2004). stemmetemperamenter, eller figurationer af
forskellige diskursformer. Ursula Ursprung er
I samme samling beskrives den foruroligende således ikke bange for at tage fat på at tale om
oplevelse, at man kører i et vejsystem, hvor alle udspring og begyndelser eller kort sagt foretage
skiltene hele tiden bare viser ”toutes direction”, lidt ”grundlageforschung”. Lulu Langstrømpe,
og derfor sender én rundt på nogle ekstra ture som vi var inde på tidligere, er tydeligvis en,
i sprogets rundkørsel, mens man kækt vinker der med lige dele fryd og skræk øver sig på at
til vennerne som for at få styr på panikken, være i sproget. Hun griber ud på alle hylder
eller fordi man sagtens selv kan se komikken. for at sammensætte sig et vokabular (som hun
Panik, komik. Det er samtidig en meget præcis indledningsvist ordner efter ordenes lydlige
skriven sig hen mod en tilstand af potentialitet, trykforhold, og deres potentiale til at lyde som
en sproglig ubestemthed. Det er, som om var de allerede en sætning). Hun er tydeligvis i
det tvetungede subjekt, der hele tiden siger panik for at udfylde en form for tom stemmes
både-og, som blæser og har mel i munden, har tavse krav om udsigelse. Som sådan lader også
givet sig selv den opgave konstant at holde Lulu sig opfatte som et aspekt af samme åbne
sprogets vægtskåle i balance, og netop bruger (for ikke at sige gennemperforerede) stemme
sin tvetungethed til at løse denne opgave. Erik som de øvrige roller i Lulus sange og taler.
Skyum-Nielsen ser i sin anmeldelse af samlin- Andkjær Olsen har selv talt om, at debutbo-
gen tvetungetheden som en risikofri dækken gen behandler hendes egen flerstemmighed,
sig ind, som en måde at beskytte sig selv mod mens Atlas over huller i verden og Ægteskabet
at frembringe ”gyldig kunst, dvs. digte, der kan mellem vejen og udvejen er orienterede mod
tale i og for sig selv” (Information 9-9-2005, verdens flerstemmighed, og hermed peger hun
p. 26-27). Som om turen rundt i rundkørslen samtidig på, at flerstemmigheden er udtryk for
hver gang er udtryk for en gratis omgang. Men en mimetisk tilgang. Det drejer sig altså om
den tvetungede tager jo i høj grad ansvar og får at vise, at sådan er verden: flerstemmig! Med
midt i tvetungetheden talt for ambivalensen Skønheden hænger på træerne forsøges denne
som noget, der må kæmpes for, og får talt for mimetiske tilgang nedtonet: mindre visen,
længslen og imod forklædningen af længslen til mere sigen, i forsøget på at lade enkeltstemmen
”syndflodssamfundets behov”. Meget kan man frigøre sig. Ordet ”mimetisk” er måske en smule
sige, men risikofrit er det næppe. overraskende, når man tager den rolle, som
spillet, legen, forvrængningen og eksperimentet
V trods alt har i hendes digtning, i betragtning.
Når der her indtil nu mere har været talt om Men så alligevel ikke mere overraskende end
stemme end om stemmer, og det på trods af, at som så, for det er verdens mange sprog, der
vi har med et forfatterskab at gøre, som enhver trænger ind i kompositionerne, der netop ikke
vil kunne sværge på netop er fyldt med stemmer er lukkede selvhenvisende systemer.
i flertal, er det ikke, fordi jeg prøver at overhøre I takt med, at den rollespillende markering er
den indlysende mangestemmighed, der er på blevet mindre fremtrædende i forfatterskabet
færde. frem mod Skønheden hænger på træerne, er
Men som antydet allerede i indledningen spørgsmålet om forholdet mellem den enkelte
er det som om, der på forskellig vis gennem stemme og de mange stemmer faktisk ikke
tekstsamlingerne tages udgangspunkt i en- blevet mindre presserende. Samlingen fra
keltstemmen, som så er opfattet og udfoldet 2006 kan man opfatte som talt af en stemme,
i dens mere eller mindre lykkelige relation til der søger nøgenhed frem for at kunne hylle
det store kor. Man kan for eksempel sige, at sig i alle de diskursive stoffer, stemmerne i de
Lulus sange og taler var præget af et markeret og tidligere samlinger har haft at folde sig ind og
meget farverigt spil på det polyfone i form af ud af i deres citerende omgang med verden.
flere forskellige rollespillende, distinkte stem- Det er en stemme, som til stadighed forsøger
mefigurer, som dog netop kan opfattes som én at afgrænse sig, forsøger at komme til at tale på

93 At stå som en bar gren i vasen


egne vegne for ikke uafladeligt at høre ekkoer at ekskludere sin kontekst i form af ”de andre
af andre stemmer komme ud af sin mund. stemmer” resulterer i, at disse alligevel er mas-
Alligevel lader Skønheden hænger på træerne sig sivt til stede i enkeltstemmens egen ekspressivt
opfatte som en kontinuerlig fortsættelse af det reagerende tiltale.
spil på det polyfone, der har været i gang siden Hvis vi nu går med på den forestilling, at en
debuten. Jeg opfatter den som en enkeltstemme, stemme i musik og en stemme i skrift; en mu-
der opfører sig som var den med i en flerstem- sikalsk udsigelse og litterær udsigelse, lader sig
mig komposition af Gudmundsen-Holmgreen, sammenligne, så må vi altså her sige, at det er
og som gør det ved blandt andet at insistere på den tiltalende stemmes porøsitet, der nødven-
sin envejskommunikation og på at ville afstå fra digvis adskiller Andkjær Olsens skriftstemmes
dialogen med dens mulige opløsning af netop spil med det flerstemmige fra stemmerne hos
stemmeforskelle. Hvis man skulle have været Gudmundsen-Holmgreen. Når man ikke desto
i tvivl om det, er man det ikke længere efter mindre på trods af tiltalens rolle kan opleve, at
læsningen af Andkjær Olsen: at flerstemmighed enkeltstemmen i Skønheden hænger på træerne
og dialogicitet ikke behøver at have det mindste opfører sig, som var den med i en flerstemmig
med hinanden at gøre; at flerstemmighed uden komposition af Gudmundsen-Holmgreen,
dialog ikke nødvendigvis er lig med kakofoni; skyldes det først og fremmest måden, digteren
og at flerstemmighed uden dialog ikke nødven- iværksætter enkeltstemmens klanglige forløb
digvis er en dårlig flerstemmighed. Det der hele på. Netop disse varierede klanglige gentagel-
tiden peges på her, er den forskelsbevarende fler- sesforløb udfoldet i tid skaber det minimale
stemmighed: den forskelsbevarende situering erindringspotentiale, som skal til, for at man
af enkeltstemmer på samme scene i hver deres kan opleve den lydlige identitet, der på sin side
bane i tilrettelagte, timede gentagelsesforløb. overhovedet gør det muligt at identificere en
Men hvor de egensindige stemmer hos stemme som en bestemt stemme:
Gudmundsen-Holmgreen helt undlader at lytte
til hinanden, mens de bevæger sig rundt i egne Individualiteten forstået som de
repeterende baner, så må vi alligevel fastholde, forskellige måder hvorpå
at stemmen i Skønheden hænger på træerne er man går i opløsning.
mere porøs, mere lyttende. Udsigelsen sætter en
syndflod i gang, ordene kan ikke tages tilbage, Mens man / glæder sig til at / se sit / skelet
hvilket markeres af hele samlingens hvirvlende og / slikke sine sorte // grene. (p. 138)
færd mod, hvad der forventes at være et hav.
Et ’jeg’ taler, mens det på den måde hvirvler Individualiteten // og almenheden. Forstået
af sted. I første del er jegets tale præget af en som de / alligevel ikke så voldsomt forskel-
uvenlig, bebrejdende tiltale af et ’I’. Dette ’I’ kan lige / måder / hvorpå man går i opløsning.
både være ting, der klæber til jeget som affald. // Man går op i sin almenhed. Ja. Lige mens
Det kan være ordene, der i og med udsigelsens man / flår sig selv / allermest // i bladene.
’syndefald’, ikke kan tages tilbage, og endelig (p. 171)
kan det være de andre, der truer med at opløse
jegets stemme. Men efter første del forsvinder Det her er en stemme, der folder sin egen tilbli-
denne ’I’-tiltale og går over i en blidere, varmere velse ud ved at tale om sin egen opløsning. En
og sprødere tiltale af et ’du’ og desuden længere stemme, der på én gang bliver distinkt og går
passager med ubestemt tiltale. Tiltalens vekslen under i og med sin huskende og modererende
får altså lov til at præge og forandre stemmen ”alligevel ikke så forskellige”.
her. Det er det, der kan siges at markere en slags
skiftevis ufrivillig og imødekommende lytten VI
midt i stemmens tæt registrerende rapportering Det sidste og i øvrigt hyppigt forekommende
fra sin knap så tætte tømmerflåde på udsigel- ord i Skønheden hænger på træerne er netop ”alli-
sens (de)subjektiverende hvirvlende strøm. gevel”, og man kan sige, at ordet får lov at spille
Vi følger her en enkeltstemme, hvis forsøg på rollen som en art poetisk signatur. ”Alligevel”

At stå som en bar gren i vasen 94


kan markere en uendelig mulighed for at føje
til, hvor der ellers kunne se ud til at være lukket Litteratur
af eller afrundet, og hvor en argumentation Ursula Andkjær Olsen: Lulus sange og taler,
kunne se ud til at være ført til ende. ”Alligevel” 2000.
kan være den ubeslutsommes signatur. Og ”al- Ursula Andkjær Olsen: Atlas over huller i verden,
ligevel” kan, når ordet bruges synonymt med ”på 2003.
trods af det”, hjælpe med til hele tiden at rykke Ursula Andkjær Olsen: Hver med sit næb – Pelle
de diskursive barrierer for, hvad der egentlig er Gudmundsen-Holmgreens musikalske verden,
muligt eller forventeligt at sige. Som stemmen 2004.
hos Gudmundsen-Holmgreen eller Andkjær Ursula Andkjær Olsen: Ægteskabet mellem vejen
Olsen selv, der ikke ved, hvad den skal sige, men og udvejen, 2005.
siger alligevel. Et ord, der opviser modstand, Ursula Andkjær Olsen: Skønheden hænger på
men som alligevel (!) snarere end blot at trodse, træerne, 2006.
markerer en insisteren på at holde sproget Horace Engdahl: Beröringens ABC, 1994.
åbent. Og det er egentlig ikke så lidt at have (Dansk oversættelse ved Karsten Sand Iversen
på hjerte. Heller ikke selvom den her forfat- i 2004).
ters konstante mellemværende med stemmen
komplicerer forestillingen om ophavsretten til
ordene, til stemmen, til udsigelsen, når man
står midt i svanesangen. Når nu man bruger
stemmen til at sige med, bliver stemmen det,
der ikke kan siges:

Man kan
spørge sig selv

hvad er det den


siger. Jeg
ved det ikke. Men den
siger det

alligevel. Mens

jeg er trådt i
baggrunden.

Mens jeg
prøver at
danne mig et

overblik over
svanesangen.

Mens jeg
står midt
i den.
(fra Skønheden hænger på træerne, 2006)

95 At stå som en bar gren i vasen


Illustreret af
8 Islandsk kor; 11 Fotos: Benedikte Bjerre; 19 Tegning: Karsten Baun. Ikke alle danner billeder, mens de læser tekster. Derfor har
læsernes redaktør for at hjælpe denne ilde stedte gruppe, instrueret Karsten Baun om at tegne efter følgende tekst: ” Der er ikke
meget gråvejr over Y, da jeg møder hende en regnvåd tirsdagseftermiddag på indre Nørrebro. Hun er i knaldrød, kortærmet kjole,
tigerstribede høje hæle og har kaotiske krøller dansende om ansigtet. Mens jeg damper af efter cykelturen i regnen laver hun grøn
te, serverer mineralvand og fortæller historier... Hun er ikke bare tjekket – hun er også sød, sjov og omsorgsfuld. - Jeg ved ikke, om
Y er en rigtig kvinde. Men empatisk og handlekraftig – dét er hun”; 22 Foto: Axel Hansen. Fra Det Kgl. Bibliotek; 24 Gravering. Fra
Det Kgl. Bibliotek; 33 Visitkort. Ca. 1873. Fra Det Kgl. Bibliotek; 45 Foto: Jonas Kleinschmidt; 54 ”Les principales étapes de la vie”.
Françoise Pilard-Coppens. Museum National d’Histoire Naturelle Galerie de Paleontologie; 55 Foto: Anders Johannsen; 72 ”Howard
Clifford running off the Tacoma Narrows Bridge ” (1940). Fotograf ukendt. Fra University of Washington Libraries. Special Collections
Division; 74 Lars Bukdahls statusopdateringer på Facebook. Indhøstet via mellemmand. Statue: ”Perseus med Medusas hoved” af
Antonio Canova. Idé og montage: Anders Johannsen; 76 Cover til bogen ”Det hudfarvede øde”. Tegning af forfatteren; 79 Fotos:
Lars Gundersen; 84 Tegning: Karsten Baun. Afsæt i ” Sixpence. Plusfours. Butterfly, omhyggeligt skødesløst bundet. Smalle,
engelske sko, mærket Derby eller Oxford. Hans ansigt: blå egernøjne, kvikke, livlige, parret med et svagt drømmende, diffust skær.
Kroppen; spinkel, rank, men ganske svagt ludende. Stemmen, behagelig, lavmælt, men sonor. Umiddelbart kommer X os i møde i
en besynderligt altmodisch, overleveret gestalt, som et drømmesyn fra 1800-tallet, der pludselig materialiserer sig på Assistens
Kirkegård, blandt brummende busser og råbende drengebander”
rec e s s i o n

RECESSION #1
Søren Ulrik Thomsen
Morten Søkilde
Georg Brandes

ISSN 1610-2941