You are on page 1of 131

Reception #66 Litteratur, senmodernitet og identitet

litteratur
ssenmodernitet
rn t
i dden
deeennntttii tteeett

ISSN 1601-2941
tema:
litteratur,
identitet og
senmodernitet
Redaktion Anders Johannsen, Jon Mikkel Hansen, Astrid Ravn Skovse, Sia Sander, Sanne Fræer Andersen og Jonas
Kleinschmidt Skriv til os Reception, Københavns Universitet, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab,
Njalsgade 120, 2300 København S Hjemmeside www.tidsskriftetreception.dk. Uopfordret materiale modtages på
redaktion@tidsskriftetreception.dk Reception - tidsskrift for nordisk litteratur er udgivet med støtte fra Institut for
Nordiske Studier og Sprogvidenskab + Statens Kulturtidsskriftstøtte Oplag 450 Pris 50 kr
Indhold
Litteratur og identitet i senmoderniteten 9
Sjæl eller rolle? 17
Hvad det blå rum gemte 31
Når kampen for identitet ender i vold og (selv)destruktion 41
Se, min fragmenterede bevidsthed 53
Identitet, selvrealisering og de intime relationer 67
Parentesernes sammenbrud 83
Dramatik i 90’erne 97
Kritisk essayistik fra et usikkert ståsted 105
Nordisk udsyn 115
Kære læser.

+L[[LU\TTLYHM9LJLW[PVULYH[`WPZRHMÅLYLNY\UKL-VYKL[
første er redaktionen trådt ydmygt i baggrunden og har overladt
rorpinden til en identitetsinteresseret gæsteredaktør med et stærkt
hold skribenter i ryggen. Ansvarlig for tema og redigering er
derfor Marianne Stidsen, lektor på Institut for Nordiske Studier og
Sprogvidenskab, Københavns Universitet.

-VYKL[HUKL[LYKL[[LKLUZPKZ[L\KNH]LHM[PKZZRYPM[L[\UKLY
UH]UL[9LJLW[PVU<VTN¤UNLSPN[PUÅ\LYL[HM[PKZrUKLUOHY]P
indset, at verden ikke længere er til fest, farver og endeløse
receptioner næret af pindemadder og boblevand, men at det i
stedet er hårdt tiltrængt at stoppe op, trække vejret dybt, blive
ædru.

Det nuværende tidsskriftkoncept får med andre ord én så hatten


passer, og vi ser frem til at præsentere et nyt blad og et nyt navn,
når vi ses igen.
Litteratur og identitet i sen-
moderniteten
Af Marianne Stidssen

Efter i en årrække – bl.a. som reaktion mod tilstræbes en balance mellem det æstetiske og det
1970’ernes ideologikritiske litteraturlæsning – at sociologiske, mellem ”krible-krable” og ”den røde
have koncentreret sig snævert om litteraturens tråd”, som litteraten Søren Schou rammende har
æstetiske kvaliteter, er litteraterne nu igen begyndt benævnt det.
at spørge til de litterære teksters ”indhold” eller En sådan tradition kunne eksempelvis være
”tema”, til hvad de handler om og til deres relation Frankfurterskolen, som havde sin storhedstid i
til samfundet. Man har ligefrem talt om en ”socio- første halvdel af det 20. århundrede, og som netop
logisk vending” inden for litteraturvidenskaben – blev kendt for at udvikle nogle analysestrategier,
svarende til den æstetiske vending, der fandt sted i der både havde sans for teksternes form og for
80’erne og 90’erne. deres indhold, både for udsigelse og udsagn, både
At læse litteraturen tematisk eller sociologisk for hvordan og hvad. Således viser Th. W. Adorno,
er imidlertid en højst udfordrende opgave. Alt for en af Frankfurterskolens prominente litteraturfor-
ofte er det sket, at en sådan læsning er endt med skere, i sin berømte ”Tale om lyrik og samfund”
at reducere tekstens komplicerede helhedsudsagn (1957), at der selv i den tilsyneladende allermest
til simple budskaber a la: ”Denne roman afspejler konservative poesi kan ligge et modstandspoten-
det feudale samfunds undertrykkelsesmeka- tiale, nemlig i formen.
nismer.” Eller: ”Dette dørhåndtag symboliserer Tilsvarende viser Walter Benjamin, en anden
fallos.” For nu at sætte det lidt på spidsen (so to af Frankfurterskolens fremtrædende litteraturfor-
speak). Noget sådant forekommer også, kan vi skere, hvordan modernitetens erfaringer hos en
konstatere, inden for nogle af de teoretiske retnin- tidlig modernist som lyrikeren Charles Baudelaire
ger, der har taget den sociologiske tråd op. Queer- ikke kun sætter sig igennem i forhold til digte-
teorien og postkolonialismen, for nu at nævne nes indhold, men også stedvis i forhold til deres
nogle af de mest populære nyere teorier, falder rytme, der ”mimer” storbyens sansepirrende,
således indimellem tilbage til den reduktionisme, hektiske pulsslag.
der var kendetegnende for visse dele af 70’ernes
ideologikritik, og som 80’ernes dekonstruktion Fra overjeg til overvejende jeg
netop var et tiltrængt opgør med. Er Frankfurterskolen således et godt sted at
Det er altså en god idé for en ny litteratursocio- sætte af fra, hvis man vil lave kvalificerede so-
logi, der ikke vil ende i reduktionisme og forsimp- ciologiske litteraturlæsninger med sans for både
ling af litteraturens kompleksitet, at forsøge at tage teksternes form og indhold, er det ikke desto
afsæt i litteraturteoretiske traditioner, hvor der mindre nødvendigt at opdatere den modernitets-
teori, som skolen – lige som en stor del af det 20. revseren Knud Romer Jørgensen har på sin side
århundrede litteratur- og kulturkritik – var baseret i et interview om vor tids manderolle talt om, at
på. Modernitetsteoriens to hovedfigurer kan siges mænd i dag – modsat tidligere – ikke er ”den en-
at være Freud og Marx. Og med henholdsvis psy- gangsprogrammerede, indrestyrede personlighed,
koanalysen og marxismen som hjælpediscipliner der er den samme døgnet rundt og livet igennem
eller -diskurser er det da også (især når disse teo- – som de gamle patriarker var det med høj hat og
rier kombineres med nykritisk nærlæsning) lyk- skæg og fadermord.” I stedet er nutidens mand
kedes at lave fremragende, øjenåbnende analyser mange forskellige ting på én gang: ”Manden er
af den moderne litteratur – fra Blichers noveller til således én slags på arbejdet – som igen varierer
Klaus Rifbjergs digte. alt efter, om man er stilladsarbejder eller bankråd-
Men når vi taler om den senmoderne littera- giver – og en anden i fritiden, hvor han er sam-
tur, og især litteraturen fra 1960’erne og frem, men med vennerne og spiller fodbold. Og igen
synes disse teoridannelser at komme delvist til en anden, når han er på barsel og skifter ble. Og
kort. Først og fremmest fordi det her tydeligvis om lørdagen forvandler han sig til et sexmonster,
er nogle andre problemstillinger, der maser sig mens han om søndagen er sat til at rydde op og gå
på. I den moderne litteratur var det centrale tema ud med skraldet.”1
ofte psykologiske problemstillinger, der udsprang For at begribe de tematikker og problematik-
af en borgerligt-patriarkalsk enhedskultur. Disse ker, der gør sig gældende i nutidens litteratur, må
problemstillinger egnede psykoanalysen og marx- der altså andre teoridannelser til end den klas-
ismen sig glimrende til at kortlægge og perspek- siske psykoanalyse og marxisme, som litteraturen
tivere. Men sådan er det ikke i den senmoderne kan perspektiveres i forhold til. På kurset Det
litteratur. Her er det ikke så meget problemet selvskabende menneske – Nye identitetsforestil-
omkring driftsundertrykkelse og deraf følgende linger i 1980’ernes og 90’ernes dansk-nordiske
fortrængning og skyldfølelse, der står i centrum. litteratur, som ligger til grund for nærværende
I stedet er det problemet omkring identitet, der temanummer, og som er en del af det overord-
brænder på. nede studiemønster ”Identitet og tekst”, har vi
Kigger vi på litteraturen fra Hans-Jørgen Niel- forsøgt at arbejde på at opdatere den sociologiske
sen og 68-generationen og frem til i dag, er det og socialpsykologiske litteraturanalyse med nyere
psykologiske hovedproblem, som sættes til debat identitetsteori.
i litteraturen, frem for alt problemet med, hvordan Afgørende i valget af teori har været at forstå, at
man finder ud af hvem man er, hvad man står for litteraturen er speciel som kulturudtryk i og med
og hvor grænserne mellem én selv og omgivelser- at den tematiserer den individuelle og personlige
ne går i en verden, hvor alle grænser og hierarkier snarere end de kollektive identitetsforestillinger,
opløses mere og mere. Hvor vi – med sociologen der ellers fylder så vældig meget i nutidens kultur.
Zygmunt Baumans udtryk – befinder os i en ”fly- Mens samtidens kultur således mest synes optaget
dende” tilstand, hvor intet – mindst af alt den en- af identitet i forhold til sådan noget som køn,
keltes identitet – er givet på forhånd. Man kunne klasse og etnicitet, er samtidens litteratur – i hvert
også – som nogle har gjort – tale om en bevægelse fald i overvejende grad – optaget af at gå bag om
fra ”oplysnings-” til ”opløsningskultur”. kulturens bombastiske kategoriseringer og foku-
Dette har bl.a. ført til at sociologen Johannes
Andersen har talt om en overgang fra ”overjeg” til 1
Mette Klingsey: ”Mr. Denmark er kastreret og hånd-
”det overvejende jeg”. Forfatteren og samfunds- tam”, i: Information d. 2.7.08.

10
sere på de komplicerede identitetskonflikter, det (som Nielsen kan siges at være en dansk forløber
enkelte individ slås med – på tværs af køn, klasse for) omvendt betoner den ydre side på den indres
osv. Dette betød konkret, at vi valgte at nedtone bekostning, så mener Erikson, at det er absolut af-
de identitetsteorier, som primært beskæftiger gørende for det han kalder den menneskelige ”vi-
sig med kollektiv og kulturel gruppeidentitet. I talitet”, at både den ydre og den indre dimension
stedet satte vi fokus på den identitetsteori, der tog tilgodeses. Har man ikke nogen indre forankring,
udgangspunkt i det personlige og subjektive. ja så er det ikke positiv identitetsspredning, men
derimod negativ identitetsforvirring, der gør sig
Mellem essentialisme og gældende. (Noget vi – i parentes bemærket – ser
konstruktivisme masser af eksempler på i nutidens kultur).
En af de vigtigste teoretikere, der har arbej- Med udgangspunkt i Eriksons komplekse
det med personlig og subjektiv identitet, er den personlige identitetsbegreb var det nu muligt at
dansk-tysk-amerikanske socialpsykolog Erik H. gå videre og se på den identitetsteori, der specifikt
Erikson. På kurset brugte vi Eriksons model for stillede skarpt på den personlige identitetsdannel-
identitetsdannelsen som et grundlæggende red- se i senmoderniteten. Her blev det hurtigt klart, at
skab til at få greb om identiteten som strukturelt tre forskellige positioner lod sig udskille.
fænomen. Det raffinerede ved Eriksons model 1) For det første er der den radikalt socialkon-
for identitetsdannelsen er, at den har to sider: struktivistiske identitetsteori, som i forlængelse
en vertikal, der vender indad mod jeget og den af 60’ernes poststrukturalistiske paradigmeskift
individuelle historie og biografi, og en horisontal, inden for tænkningen opfattede identitet som
der vender udad mod den sociale omverden, mod udelukkende et produkt af de sociale interaktio-
det der er blevet kaldt ”det øjeblikkelige miljø”. ner, mennesket indgik i. En central teoretiker fra
Med sine to dimensioner kan Eriksons model denne skole, Kenneth J. Gergen, blev på kurset
godt minde om den klassiske psykologis model brugt som repræsentant for denne position.
for psyken. Således har englænderen Donald Gergens påstand, som bl.a. fremsættes i bogen Det
11
Winnicott talt om psyken som udspændt mellem mættede selv (The Saturated Self) fra 1991, er, at

Litteratur og identitet i senmoderniteten


henholdsvis et ”sandt” og et ”falsk” selv. det selv eller den identitet2, som gør sig gældende
Nyt og innovativt ved Eriksons identitetsbe- i nutiden, adskiller sig grundlæggende fra det selv,
greb er ikke desto mindre, at der ikke rangordnes der gjorde sig gældende i henholdsvis romantik-
mellem vertikalt og horisontalt, mellem indre og ken og det han lidt upræcist kalder modernismen.
ydre, selv og identitet. Han opfatter således de to Mens det romantiske selv er karakteriseret ved at
sider som lige vigtige. For at understrege dette være konstitueret gennem et vokabular, der beto-
hævder han, at det er muligt i forbindelse med ner det indre, dybe, gådefulde og irrationelle, er
identitetsdannelse på én gang at opnå indre for- det modernistiske selv karakteriseret ved at være
ankring og integritet og ydre åbenhed, tolerance konstitueret gennem et vokabular, der betoner
og fleksibilitet; det han også kalder ”identitets- saglighed, oplysning, fornuft og videnskabelig
spredning”. Begrebet ”identitetsspredning” kan gennemlysning af selvet via intellektet. Imidlertid
godt lede tanken hen på Hans-Jørgen Nielsens er de to positioner – forskellene til trods – fælles
berømte begreb ”attituderelativisme”. Men mens om at opfatte selvet som noget essentielt, noget
den klassiske psykoanalyse synes at betone den in-
dre side af identiteten på den ydres bekostning, og 2
I den første artikel ”Sjæl eller rolle” redegør Mirian Due
den poststrukturalistiske socialkonstruktivisme Steffensen nærmere for de to begrebers betydning.
med en indre kerne – hvad enten den kun lader sig og rollespillet (et dansk eksempel kunne være
italesætte gennem anelsesfulde poetiske symbo- Hans-Jørgen Nielsen), men er stadig bevidst om,
ler eller gennem hardcore sagligt videnskabeligt at der er tale om et rollespil, og at det ikke er hans
sprog (eller, hvis der er tale om litteratur, gennem ”egentlige” selv, der kommer til udtryk. Endelig
komplekse, sansenære metafordannelser og kom- opstår så mod slutningen af den postmoderne
plekse strukturer). periode ”det relationelle selv”, som helt og holdent
Hermed adskiller de sig radikalt fra det, Gergen har sagt farvel til ethvert begreb om identiteten
kalder ”det postmoderne selv”. Dette er således som en dobbelthed af indre og ydre. Identiteten
karakteriseret ved slet ingen væsenskerne eller opfattes nu som noget udelukkende ydre, socialt
essens at have. Det postmoderne selv, som er og relationelt betinget, og som noget, der er i evig
det, der så småt er begyndt at gøre sig gældende i forandring. Gergen er lidt usikker på, hvorvidt
nutiden, er – hævder Gergen – karakteriseret ved dette sidste stadie er en realitet eller endnu kun en
udelukkende at være socialt og relationelt konsti- utopi (eller en dystopi, alt efter øjnene der ser).
tueret. Baggrunden for denne udvikling ser han i Under alle omstændigheder bryder det fuldkom-
den massive gennemtrængning og mætning, som men med Eriksons princip om, at identiteten
hersker i nutidens kultur, og som frem for alt er re- må være konstitueret i en balance mellem ydre
sultatet af den nye informations- og kommunika- fleksibilitet og indre stabilitet.
tionsteknologi, der sørger for, at vi konstant bliver 2) En anden vigtig position er det man kan
bombarderet med et hav af – ofte modsatrettede kalde den klassisk humanistiske eller fænome-
– inputs i forhold til kultur, livsstil, ideologi osv. nologisk-eksistentialistiske identitetsteori. En
Gergen taler også om, at det postmoderne selv er af hovedrepræsentanterne for denne retning er
invaderet af ”sociale spøgelser”, der hele tiden taler amerikaneren Christopher Lasch. I 1980’erne blev
i munden på hinanden og sætter spørgsmålstegn han verdensberømt på sin teori om, at nutidens
ved enhver fast beslutning eller overbevisning, kultur var en narcissistisk kultur (jævnfør titlen på
ved ethvert fast fundament. Hvilket igen er med hans gennembrudsbog). Ved narcissisme forstår
til at skabe ”mulitfreni”, dvs. mangesind hos den han ikke så meget selvcentrering i den forstand,
enkelte. at det senmoderne menneske har et fast og stabilt
Det postmoderne selv opdeler Gergen igen i tre selv, hvorom hele verden roterer. I stedet lægger
stadier. Først findes det, han kalder ”den strategi- han vægt på begrebets psykoanalytiske betydning,
ske manipulator”. Det er det postmoderne selv på hvor det netop dækker over den karaktertype, der
et tidligt stadie, hvor det relationelle og multifre- uafladeligt har brug for omverdenens bekræftelse
nien, man kunne også med Erikson sige identitets- og stimulation for at føle, at det eksisterer. Og som
spredningen, takket være den teknologiske udvik- i det hele taget har store vanskeligheder med at
ling er begyndt at gøre sig gældende, men hvor skelne mellem sig (eller sit) selv og omverdenen.
man stadig så at sige ”hænger fast” i et romantisk- Man kan sige, at udtrykket ”narcissisme” er et
modernistisk vokabular om selvet, som fordrer mere negativt ladet ord for ”det relationelle selv”,
indrestyring, autenticitet, personlighedskerne som peger på, at det stærkt ydrestyrede, gennem-
osv. Derfor væmmes den strategiske manipulator trængte og befolkede selv ikke alene er en dystopi,
ved det løsagtige, omskiftelige sociale rollespil. men en decideret patologisk tilstand.
Herefter kommer det, Gergen kalder ”pastiche- Også den polske sociolog Zygmunt Bauman må
personligheden”. Denne oplever i højere grad en nævnes som en teoretiker, der udviser dyb skepsis
nydelse ved identitetsspredningen, multifrenien over for opløsningen af alle faste rammer og

12
strukturer i senmoderniteten – herunder opløs- I Modernitet og selvidentitet (1991), der
ningen af selvet og identiteten. Han synes – lidt efterhånden er gået hen og blevet en klassiker,
nostalgisk – at hylde den førmoderne tilstand, ser Giddens nærmere på, hvad senmodernitetens
hvor det enkelte menneske var indlejret i et nært skærpede refleksivitet betyder for det enkelte
og forpligtende ansigt-til-ansigt-fællesskab. Et af individs identitetsdannelse. Konklusionen er, at
hans mere kendte credoer lyder da også, at spørgs- identitetsdannelsen i senmoderniteten på den
målet om identitet ”spirer frem på fællesskabernes ene side er blevet en højst problematisk affære,
kirkegård.” idet der ikke længere er nogen faste traditioner
3) Endelig er der den tredje position inden for eller retningslinjer at læne sig op ad (”Emma Gad,
nyere identitetsteori, som vi valgte at kalde den vi gider ikke”, som et kendt slogan lød). På den
”refleksive identitetsteori”, og som vi brugte en del anden side indebærer dette også en uhørt frihed
tid på kurset på at forsøge at forstå. Ikke mindst for det enkelte menneske, der nu i højere grad
fordi det forekom, at den var den mest veleg- end tidligere får mulighed for at vælge og skabe
nede til at kortlægge og forklare de sammensatte sin egen identitet og sin egen livsstil i et løbende
identitetsforestillinger, som kom til udtryk i den refleksivt projekt, hvor den individuelle biografi
nyere og nyeste litteratur. Den refleksive identi- bliver en uforudsigelig og konstant åben og re-
tetsteori er kendetegnet ved at holde fast i den vidérbar fortælling frem for det, Romer kaldte en
humanistisk-eksistentialistiske bestemmelse af sel- engangsprogrammeret historie. Hermed udviser
vet som noget, der ikke udelukkende er et resultat Giddens – i lighed med de andre refleksive identi-
af sociale konstruktioner. Selvet er noget ud over tetsteoretikere – et mere ambivalent og nuanceret
dette. Samtidig betoner den refleksive identitets- syn på traditions- og identitetstabet end såvel
teori dog – modsat den klassisk humanistiske – at socialkonstruktivisterne som de fænomenologi-
selvet i senmoderniteten konstant udfordres og ske eksistentialistiske og de kommunitaristiske
omdannes i omgangen med det sociale, der som modernitets- og opløsningsskeptikere.
sagt trænger sig stadig mere ind på den enkelte, og Vigtigst ved de refleksive identitetsteoretikere
13
med andre mennesker. Det er netop det, der ligger er dog, at de holder fast ved subjektet som en

Litteratur og identitet i senmoderniteten


i ordet ”refleksivitet”. handlekraftig, fornuftstyret, beslutningsdygtig
Anthony Giddens er en af de centrale teoreti- størrelse med mulighed for agency og empo-
kere inden for den refleksive identitetsteori, der werment, der gør, at det ikke kun er et sagesløst
tæller navne som bl.a. Thomas Ziehe og Richard offer for ”gennemtrængning” og manipulation i
Sennett. I bogen Modernitetens konsekvenser forhold til de massive ydre strukturer. Det virker
(1990) redegør han for, hvorfor han mener også tilbage på dem og er i stand til at ændre dem
nutidens samfund må forstås som sen- frem for (heraf begrebet ”refleksivitet”, der netop – modsat
postmoderne. Det hænger sammen med, at der på begrebet ”gennemtrængning” – peger på et aktivt,
et institutionelt plan er tale om en videreudvik- relativt selvberoende subjekt). Hvis det vel at
ling og en skærpelse af modernitetens dynamik, mærke har en identitet, en bæredygtig, sammen-
snarere end et brud med den. Især refleksiviteten, hængende livsfortælling at stå imod med.
som er et resultat af dels det Giddens kalder ”tid-
rum-adskillelsen”, dels det han kalder ”udlejrin- Nye forfattere – nye
gen” (af symbolske systemer og ekspertsystemer), identitetsforestillinger
skærpes. Ud fra disse tre markante positioner inden for
den nyere identitetsteori gik vi så i gang med at
analysere centrale dansk-nordiske forfatterskaber senmoderne formsprog, som blev udviklet i sidste
og værker fra 1980’erne og 90’erne. I analyserne halvdel af 60’erne, og at det til syvende og sidst
bestræbte vi os på aldrig at bruge teorien som en havde noget at gøre med de nye identitetsforestil-
facit- eller tjekliste a la: ”Her ser vi et eksempel på linger, der søges tematiseret i 80’ernes og 90’ernes
narcissistisk selvløshed.” Derimod lagde vi vægt litteratur, er lige så evident. Baggrunden skal,
på at starte med en grundig nærlæsning af det som Mirian Due Steffensen og Maria Spangsager
enkelte værk med en kortlægning af dets kompli- Jespersen viser i deres analyser af henholdsvis
cerede helhedsstruktur og først derfra bevæge os Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen, ikke
mod den sociale kontekst. Identitetsteorien blev mindst findes i, at opløsningen, fragmenteringen
med andre ord primært brugt til at perspektivere og grænsenedbrydningen nu ikke længere – som
de tematikker og de menneskebilleder, som lod i 60’erne – er et nyt og spændende projekt, men
sig læse frem af værkerne. derimod et vilkår på godt og ondt. Vi taler således
Til dette nummer har jeg som underviser på om en generation, der – med sociologen Henrik
og udvikler af kurset fået lov at samle en række af Dahls ord – på ethvert spørgsmål fik svaret: ”Hvad
de opgaver, som var slutproduktet af to semestres synes du selv?”.
sjovt slid. Det har været en svær proces, da der I midten af 80’erne skete der et nyt skred, som
har været utrolig mange gode opgaver at vælge i højere grad sætter postmodernisme og jeg-frag-
mellem. Men da jeg ikke kunne få lov at lægge mentering i centrum. Især inden for prosaen, hvor
beslag på flere hundrede sider (hvilket var min den postmoderne roman for alvor slår igennem
første plan), har jeg været nødt til at vælge ud med og bliver en dominerende genre med navne som
relativt hård hånd. Kriteriet for udvælgelsen har Peter Høeg, Jens-Martin Eriksen og Jens Chri-
først og fremmest været, at opgaverne – ud over stian Grøndahl. Det skete ofte, som det fremgår
selvfølgelig at være gode – skulle give et repræ- af Johan Christian Damsgaards læsning af Jens-
sentativt indblik i periodens litteratur, i de skred, Martin Eriksens debutroman, Nani, fra 1985, i en
der finder sted, og i de identitetsforestillinger, de udtalt kontrast til den postmodernistiske prosa fra
enkelte forfattere fremskriver og den måde de 60’erne (der ellers i mangt og meget havde dannet
gestaltes på æstetisk. inspiration og forlæg).
Nummeret lægger ud med to opgaver (nu Begyndelsen af 90’erne indvarslede et nyt brud.
artikler) om de tidlige 80’eres lyrik, hvor der skete Her debuterer en række (kvindelige) forfattere,
det højst overraskende, at litteraturen med stort som fornyer prosaen på radikal vis. Også her sker
L – efter i 70’erne mere elle mindre at have været det med afsæt i 60’erne, men ikke i den fabuleren-
udraderet af anti-(fin)litterære genrer og former de, kulørte, postmoderne roman. Derimod er for-
som dokumentarisme, bekendelse og knækprosa lægget den stramme, formelt rensede senmoder-
– pludselig med stor styrke dukkede op igen. nisme eller minimalisme. 90’ernes prosaister, der
Det skete midt i det, Ove K. Pedersen har kaldt tæller navne som Christina Hesselholdt, Solvej
overgangen fra ”velfærdsstat” til ”konkurrence- Balle, Helle Helle, Merete Pryds Helle og Kirsten
stat”. I dette kulturklima debuterede digtere som Hammann, udvikler sig efterhånden i en mere
Michael Strunge, F.P. Jac, Pia Tafdrup og Søren fabulerende og verdensvendt retning, hvilket ty-
Ulrik Thomsen med lyriske værker, der i flere deligt fremgår af Sidsel Toft Christensens og Anne
henseender vendte tilbage til en højstemt roman- Mette Foss Jørgensens artikler om henholdsvis
tisk-symbolistisk tradition. At det dog skete i en Christina Hesselholdt og Helle Helle.
spændingsfuld udveksling med et nyere post- og

14
Hermed lægger de to forfattere sig i forlæn- senteret de overordnede træk af teorien i denne
gelse af den ”vending mod virkeligheden”, der indledning3.
sker i midten af 90’erne, og som stadig på mange Tilbage er der kun at sige: Rigtig god læsning!
måder kan siges at være den dominerende trend Forhåbentlig kan nummeret sætte nogle tanker
inden for såvel samtidslitteraturen som samtidens i gang – ikke mindst hos de nye studerende, der
kunstscene generelt. Vendingen blev indvarslet nu skal til at læse dansk – om, hvordan litteratur-
med brask og bram af Jan Sonnergaard, da han læsning også kan foregå, og hvor spændende og
i 1997 udgav den kradsbørstigt socialrealistiske udfordrende en disciplin det er. Selv i tider med
novellesamling Radiator. Senere har retningen – havde man nær sagt – overmætning fra de andre
fået efterfølgere i markante prosaister som Jakob mediers og kulturudtryks side. Litteraturen er sær-
Ejersbo og Christian Jungersen. lig ved som medie at lægge op til kontemplation
Vendingen mod virkeligheden i midten af og indadskuende selvrefleksion. Det er åbenbart
90’erne havde imidlertid ikke kun en socialreali- noget, vi som mennesker aldrig kan blive færdige
stisk retning; den havde også en mere avantgar- med.
distisk linje. Den neoavantgardistiske litteratur
3
Teorien vil blive uddybet i en kommende afhandling
blev indvarslet med forfatteren og billedkunstne-
med titlen: Det selvskabende menneske – Litteratur og iden-
ren Pablo Henrik Llambías’ udgivelse af bogen
titet i senmoderniteten, som forventes at udkomme i 2009.
Rådhus (ligeledes i 1997), der – som Niels Eliot
Mosumgaard viser i sin artikel – både tematiserer
form, identitet og politik på en ny måde. Således
er der – med Giddens – tale om bevægelsen fra
emancipatorisk politik til livspolitik.
Nummeret rundes af med tre artikler, der
behandler andre aspekter af samtidslitteraturen og
dens identitetsforestillinger. Katja Carlquist skri-
15
ver om 1990’ernes dramatik og sætter fokus på et

Litteratur og identitet i senmoderniteten


af dens hovednavne: Jokum Rohde. Ulla Kayano
Hoff skriver om essayistikken i perioden og argu-
menterer for fremkomsten af ”det postmoderne
kritiske essay” hos forfattere som Jens-Martin
Eriksen og Christina Hesselholdt. Og Helle Eeg
giver i den afsluttende artikel et udblik til, hvad
der sker i den øvrige nordiske litteratur i perioden.
Bl.a. ser hun på, hvorfor manderollen igen temati-
seres så kraftigt. Ligesom hun ser på nyere svensk
indvandrerlitteratur – en kategori, der – gud ved
hvorfor?! – nærmest synes totalt fraværende i den
danske samtidslitteratur.
Det skal nævnes, at alle teksterne i dette num-
mer er redigeret på den måde, at det teoretiske
stort set helt er skåret ud. Til gengæld har jeg præ-
Sjæl eller rolle?
Var Michael Strunge det modernes fornyer? Eller tilhørte han og
de andre 80’er-digtere i stedet opbruddet med det moderne?
Identitetsopfattelsen i Strunges værker svinger mellem et senmoderne
og et romantisk-modernistisk syn på selvet, hvorved forvirringen om
:[Y\UNLZWSHJLYPUNÅ`[[LYTLK

Af Mirian Due Steffensen

Placeringen af Michael Strunges forfatter- skriver Mai i opslags-værket Danske digtere i


skab i litteraturhistorien kan diskuteres. På den det 20. århundrede. Dermed fremhæver hun det
ene side bliver Strunge, med Torben Brostrøm postmodernistiske ved Strunges forfatterskab og
som foregangsmand, indskrevet i modernisme- sætter ideerne om Strunge som generationsforta-
konstruktionens 4. fase. Brostrøm taler om ler og sort romantiker i baggrunden.
”firsernes fornyede interesse for modernisme” Denne artikel vil ikke gå dybere ned i den litte-
(Brostrøm 1983, s. 8). I Modernisme før og nu raturhistoriske diskussion, men tage fat et andet
beskriver Brostrøm videre firserlyrikkens, her- sted - nemlig i identitetsdiskussionen. De to syn
under Strunges, brug af klassiske lyriske topoi på Strunges digtning er dog interessante, da læs-
som storbyen og kroppen som en genkomst af ningen af identitetsopfattelsen i Strunges værker
modernismen. På denne måde er Strunge da også viser, hvordan han også der svinger mellem et
blevet læst i mange skoler, og i Litteraturens Veje, senmoderne og et romantisk-modernistisk syn på
som bruges på mange gymnasier, bliver han netop selvet, hvorved forvirringen om Strunges place-
klassificeret som fornyer af modernismen (Fibiger ring flytter med. Konkret vil jeg tage fat på digtene
1996/2001, s. 445). ”Vortex” og ”Natmaskinen” fra digtsamlingen Vi
På den anden side står Anne-Marie Mai, som folder drømmens faner ud (1981) samt digtet ”Dy-
læser Strunge i lyset af det, hun kalder for ”Det namit og bolcher” fra Verdenssøn (1985). Der vil
formelle gennembrud”. Hun ser snarere ham og de også være udstik til debutbogen Livets hastighed
øvrige 80’er-digtere som forbundet med opbruddet (1978).
fra modernismen1.
Selv og identitet
Både den eksperimenterende tresserdignings anarki I min læsning af digtene opererer jeg med to
og attituderelativisme og et mediebevidst litterært begreber fra psykologiens og sociologiens verden,
sceneri, som danske læsere egentlig først for alvor nemlig ”selv” og ”identitet”. Begrebet ”selv” vil jeg
lærte at kende i 1990’ernes begivenhedskultur, var en bruge som markør for en indre personlighed eller
del af Michael Strunges digteriske univers (Mai 2000, det, som også kan kaldes for en psykologisk kerne
s. 260) i mennesket. ”Identitet” vil jeg primært bruge på
linje med socialpsykologen Thomas Johanssons eller det moderne individ, der er
definition af begrebet, der lyder:
”en isoleret, maskinpræget entitet – driftsikkert, for-
”hvordan individer formulerer en fortælling om sig udsigeligt og autentisk” (Gergen 1991/2006, s. 164)
selv, som indebærer sociale og kulturelle kræfter.”
( Johansson 2002/2005) Gergen skriver om det senmoderne selv:

Det vil sige, at identitet betegner den del af ”Ved indgangen til den postmoderne æra kommer alle
personligheden, som afhænger af kulturen og det tidligere opfattelser under pres. (…). Det personlige
sociale og som kan ændres fra kultur til kultur. selv med besiddelse af reale og bestemmelige karakte-
Forholdet mellem selv og identitet er dog tæt. ristika – såsom rationalitet, følelse, inspiration og vilje
De to begreber trækker på to forskellige traditio- – elimineres.” (Gergen 1991/2006, s. 30).
ner. Indenfor den socialpsykologiske teori, som
jeg vil se artiklen i lyset af, bruges primært ”identi- I litteraturhistorien bruges begrebet ”postmo-
tet”. ”Selv” derimod peger mod en psykoanalytisk dernisme” til at beskrive den litterære strømning
tradition, som tager udgangspunkt i et individua- efter det moderne med, hvorimod den samfunds-
listisk industrisamfund2. Derfor kan det også være mæssige udvikling efter det moderne samfund
problematisk at bruge ”selv” i forbindelse med betegnes som ”senmoderne” indenfor sociologien.
socialpsykologiske teoretikere som Kenneth Ger- Derfor vil jeg i artiklen knytte ”postmodernisme”
gen, der netop påpeger, at selvet i informations- til kunst og stil og benytte begrebet ”senmoderne”,
samfundet er blevet gennemtrængt af det sociale. når det drejer sig om identitetsopfattelser og
Men jeg fastholder begrebet ”selv” i denne opgave, samfund, selvom Kenneth Gergen her benytter
da Strunges digtning italesætter begge forestillin- begrebet ”postmodernitet”. Begrebet ”senmo-
ger, og således bevæger sig i gråzonen mellem det derne” tydeliggør glidningen mellem det moderne
romantiske, moderne og det senmoderne. Som og det, der kommer efter, og understreger, at det
paraplybegreb for diskussionen af de forskellige er en konsekvens af moderniteten, sådan som det
forståelser vil jeg tale om ”identitet” og tager på beskrives hos sociologen Anthony Giddens3.
denne måde udgangspunkt i den socialpsykologi- Den følgende læsning af Strunges digte falder
ske tradition. i tre spor, som hver belyser en positionering i
I artiklen refererer jeg desuden til både en forhold til identitetsdiskussionen. Jeg ser positio-
romantisk, moderne og senmoderne opfattelse af neringerne som placeret i et kontinuum mellem
selvet. Jeg bygger mine definitioner på Kenneth en forståelse af identiteten som en indre fast
Gergens beskrivelse af de tre positioner. Ofte kerne af værdier, der kendetegner det enkelte
vil jeg stille den romantisk-moderne forestilling menneske, og identiteten som åben og sensitiv
overfor den senmoderne med det adskillende overfor omverdenen, hvilket Gergen kalder for
argument, at de to første opfattelser stadig fasthol- ”det befolkede selv” eller en ”tilstand af social
der ideen om et stabilt selv, om det så er som en mætning”. Det første spor tager udgangspunkt i de
udødelig sjæl med attituderelativistiske træk i digtene, hvor tabet af
en stabil identitet åbner for muligheder i modsæt-
”lidenskab, (…) kreativitet og moralsk karakter” ning til det konforme liv. Det andet spor betegner
(Gergen 1991/2006, s. 30) en dobbeltstruktur, hvor identiteten på samme
tid kan være et spil med roller og en indre kerne.

18
Det tredje spor fokuserer på digte, der beskriver enkelte nogenlunde uhindret leve med illusionen om
oplevelsen af tab ved opløsningen af selvet, hvilket det grænseløse” ( Jørgensen 2004, s. 87)
problematiseres ved en stigende bevidsthed om,
at et sådant selv ikke eksisterer. I ”Vortex” er ordet ”sanser” ikke et bindeled
mellem aktør og genstand, men aktør i sig selv
Accept af identitetens spilleregler ved, at det er sanser, som rejser i byen og dermed
Det første spor består af digtene ”Vortex” fra Vi ophæver grænserne mellem omverden og subjekt.
folder drømmens faner ud og ”Livets Hastighed” fra Dette kan uddybes ved at se på ordene ”Vortex”,
digtsamlingen af samme navn. som er titlen, og ”malstrøm”, som optræder i linje
I fjerde strofe i ”Vortex” rejser sanserne i byen, og et og ”hvirvelvind” i sidste strofe. De tre termer
efterfølgende lyder det: er billede på en bevægelse, hvor ukontrollerede
strømninger snurrer om et centrum. I strømnin-
Øjne er nu lysreklamer gen sammenblandes jeg’et og byen ved at ”stor-
næsebor er bilos bylys”, ”bilos” og ”rådhusklokker” piskes rundt i
ørerne larmende biler. denne bevægelse sammen med ”hjerterne”, ”øjne”
(Strunge 1981/1995, s. 282) og ”næsebor”. ”Vortex” betyder en positiv strøm-
ning, mens ”malstrøm” betegner den negative
Selve ordet ”jeg” bruges ikke i digtet, men kun strømning. Brugen af begge ord kort efter hinan-
ord, der metonymisk peger på et subjekt som den (”vortex” i overskrift og ”malstrøm” i linje et)
”øjne”, ”næsebor”, ”ørerne” og ”hjerterne”. Plu- sætter dobbeltheden i denne bevægelse i spil. På
ralisformen markerer fragmenteringen, da der den ene side hersker et kaos. Alt er i dele og løs-
ikke er tale om ét hjerte eller ét par øjne, der kan revet fra den oprindelige helhed. Samtidig er der
samles til ét subjekt, men flere hjerter, ører og så i denne hvirvlende bevægelse en skabende kraft.
videre fra flere subjekter. Metonymien i stedet De sidste tre linjer af strofe et lyder:
for symbolet eller metaforen giver en glidende
19
billedbetragtning, hvor det ene bider i det andet De trækker vejret gennem alle vinduerne.
og leder ud i et uafgrænseligt fletværk, men uden Fra radiomasten sendes bølger af regnbuesæd
at slutte en ring. Derved er fragmenteringen eller til alle verdens kvindelige storbyer
spredningen fastholdt. Med Strunges egne ord,

Sjæl eller rolle?


kan man sige, at der sker en ”ekspansion af jeg’et” og de to første linjer i strofe to:
(Mai 2000, s. 251) som han beskriver det i samta-
lebogen Mai Strunge fra 1985. De sanserelaterede I en hvirvelvind af sirener
kropsdele danner ikke en krop, men er spredt ud rystes de sammen til genfødte kroppe
i byen. Øjnene ikke bare ser lysreklamerne, de er
lysreklamer. Der er ingen grænse mellem jeg’et, og Kønnene som billede på ultimativ modsætning
det, jeg’et sanser. smelter sammen, og deraf skabes nyt. Som i
Psykolog Per Schultz Jørgensen skriver om ordene ”malstrøm” og ”vortex” rummer digtet en
idehistoriker Christopher Lasch’ teori om selvet i dobbeltbevægelse. Ekspansionen forårsager ikke
massekulturen: kun en spredning, men også en sammensmeltning
mellem de synekdokiske dele af subjektet og byen,
”selvet tvinges ikke via en virkelighedens verden ind og den grænseoverskridelse ender i skabelsen af
mod erkendelse af egne grænser. Tværtimod kan den nye kroppe og subjekter.
Jeg vil inddrage dele af digtet ”Livets hastig- De linjer, jeg her har citeret fra ”Livets Hastighed”,
hed” fra digtsamlingen af samme navn for at ud- er en rap replik til den klassiske ide om det auten-
dybe, hvilken forståelse af identitet, der er på spil tiske jeg og introducerer attituderelativismens
her. Andensidste strofe lyder som følger: vigtigste pointe: Accepten af tingenes tilstand,
hvilket vil sige en accept af, at der ikke er noget
Hvem ved autentisk jeg. Et menneske er ikke en bestemt per-
ved hvad ens selv er lig? son fra fødslen, men kan konstruere sit eget jeg og
– jeg er ligeglad vælge hvilken attitude, det vil anlægge. Sociologen
skaber selv mit selv John B. Thompson skriver:
(Strunge 1978/1995, s. 8)
Selvet er (…) et symbolsk projekt som individet
Spørgsmålet om, hvad der er det virkelige, auten- konstruerer aktivt. Det er et projekt som den enkelte
tiske selv forkastes, for hvem har egentlig et svar konstruerer ud fra det symbolske materiale vedkom-
på det? De institutioner, der tidligere har defineret mende har til rådighed, materiale som den enkelte
individets rolle kan ikke bruges længere, så jeg’et væver sammen til en sammenhængende redegørelse
må selv skabe sit selv. Jørgensen skriver, idet han for hvem han eller hun er, en selvidentitetens fortæl-
henviser til Lasch, at individet i dannelsen af ling. (Thompson 1995/2001, s. 231)
identiteten ikke kan henvise til en tradition eller
en kultur, men at ”(i) dag er individet henvist til I ”Vortex” hyldes denne mulighed for at kunne
sig selv” ( Jørgensen 2004, s. 87) konstruere sig selv. I forhold til tidligere tiders
Individet er dermed selvstyrende; en ”anarkistisk mere deterministiske opfattelse af mennesket,
kamæleon”, som det siges tidligere i samme digt. medfører accepten af tabet af fast selv også en
Proklamationen af det kamæleonske i digtet frihed til selv at finde ud af, hvem man vil være
”Livets Hastighed” falder godt i tråd med Hans- og en mulighed for at ændre det igen som netop
Jørgen Nielsens artikel ”What’s Happening, en ”anarkistisk kamæleon”. Gergen kalder det for
Baby?” fra 1967 (senere optrykt i essaysamlingen ”pastichepersonligheden” og siger derom:
’Nielsen’ og den hvide verden under titlen ”Hr.
Godot, formoder jeg?”): ”individet (oplever) en form for frigørelse fra es-
sensen og lærer at finde behag i de mange former for
Jeg er (…) ikke mere jeg, men en hel række jeg’er. selvudfoldelse, der nu er mulige” (Gergen 1991/2006,
Jeget er et rollespektrum, og individualismen afløses s. 170)
således af en attituderelativisme, hvorefter mennesket
ikke mere defineres i dets unikke individualitet, men Derfor er den moralske overbygning fjernet i
ved dets socialitet. (Nielsen 1967/1968, s. 10-11) ”Vortex”. Jeg’et bedømmer ikke kaoset, men
beskriver det, der sker. Digtet er dog ikke uden
og fortsætter længere fremme i artiklen: normativitet, da det netop hylder frigørelsen fra
essens og en tilladelse til at lade subjektet ekspan-
Det er denne holdning, jeg ved en tidligere lejlighed dere og antage ny identitet. ”Livets Hastighed” er
har kaldt attituderelativismen. Og det befriende spring som en skizofren diskussion af forskellige syn på
ligger i selve accepten. En accept som ser i øjnene, at identiteten. Lige så flabede, som nogle af sætnin-
der ikke findes nogen virkelighed, nogen verden hinsi- gerne er, lige så opgivende er andre som:
des spilstrukturerne. (Nielsen 1967/1968, s. 16)

20
”– død og træt af / ikke at være mig selv” sjæl til djævelen”. En dæmonisk, maskinel masse-
forbrænding af sjæle. I næste strofe står:
”Vortex” rummer da heller ikke kun hyldest, for i
ordet ”malstrøm” er der en dæmoni og en ustyrlig- Vi er i trance og trang
hed. Men det integreres mere i digtet som en del transcenderende
af euforien over jeg’ets opløsning. grænserne mellem køn,
mellem dimensioner af virkelighed,
Balance mellem vertikalitet og dansende i tranceformationer
horisontalitet et sted i den sovende by.
Det andet spor er en analyse af digtet ”Natma-
skinen” og ”Den Hæslige By” fra Vi folder drøm- De ortografiske og fonologiske ligheder mellem
mens faner ud. ordene ”trance”, ”trang”, ”transcendens”, ”græn-
”Natmaskinen”, som også er digtets titel, er den serne” og ”dansende” konkretiserer på ordniveau
gennemgående metafor, som digtets billedplan massen på gulvet foran scenen. Jeg’et, der overgav
bygges op omkring. Stjernerne er ”stjerneknap- sig til maskinen i strofe et, er i strofe to opslugt i
per” og byens lys ”oplader” natten som en strøm- et vi, der betegner denne skubbende, svedende,
kilde. Jeg’et lader sig føre med af denne nattens dansende gruppe, der er blevet udelelig på danse-
maskine, der som et tungt damplokomotiv sætter i gulvet, og som danner det materiale, natmaskinen
bevægelse i digtets første strofe: kører på. Denne grænseoverskridelse mellem
individerne ”transformerer angst til venskab”.
”Åh, jeg vugges som på en damper / et tungt expres- Begrebet angst er interessant, fordi det ofte er
stog gennem mørket” blevet betegnet som, hvad man kunne kalde, en
bivirkning af det moderne liv, men natmaskineriet
ytrer jeg’et med en apostrofe, der understreger en er tilsyneladende et sted, der forvandler ”Welt-
fascination af den maskinelle kraft og hylder på schmertz” til ”Venskab”. Fællesskab er med et
21
futuristisk vis maskinen. Natmaskinens brændstof andet ord produktet, denne individets smeltedigel
er individer: damper over med. I linjerne

”Natmaskinen arbejder og absorberer menneskenes ”Vi har hud af den sarteste drøm / og hjerter der lyser

Sjæl eller rolle?


sjæle. / Mørket fyldes tæt af en summen af energi…” mere end neon”
(Strunge 1981/1995, s. 298)
deler massen samme type hud, og derved er
Ordet sjæl trækker på en førmoderne og ro- hudens funktion som kroppens grænse ophævet.
mantisk forståelse af selvet, som blandes sammen ”[D]rømme”, ”cigaretter”, ”køn” og ”masker” kan
med den moderne teknologi. I romantikken spej- byttes rundt. I massen er identiteten sat fri, og
lede sjælen sig i naturen modsat her, hvor menne- det er muligt at påtage sig et andet køn, en anden
sket overgiver sig til den moderne tingsverden – maske eller rolle.
dog ikke med fornuften i centrum, men indhyllet Men det grænseløse fribytteri er på lånt tid:
i romantisk mystik. Dette ses i valget af ord som
”sjæl”, ”mørket”, ”drømmedamp” og ”hvisker”, der ”Senere tager vi hjem hver for sig / drager gennem
giver associationer til en frase som at ”sælge sin Natmaskinen med nye identiteter / ad offentligt
fastlagte ruter.”
I strofe tre opdeles natmaskinens kollektiv igen i dermed skifter fokus fra leg med identiteter som
de enkeltindivider, det blev dannet af. Som natten noget ydre til selvets indre sammenhæng. Den
i starten af digtet blev opladt, sker der en afladning sidste linje ”fra dengang jorden var hav” kan med
i sidste strofe. De går forandrede fra fællesskabet, Eriksons definition af identitetens andet aspekt
men følger alligevel de ”fastlagte ruter”; en uforan- forstås som et ønske om ”overensstemmelse med
drethed, som tager over, når euforien og synergief- mig selv”, og det Jørgensen ud fra Eriksons teori
fekten er væk. kalder for identitetens vertikale linje, hvor identi-
teten dannes i et spændingsfelt mellem subjektets
”Vi sover ind som éncellede organismer, fra dengang fortid og fremtid. Digtet italesætter dermed ikke
jorden var hav.” kun ude-tilstanden, hvor den natlige leg med
identiteter synes grænseløs, for digtet slutter ikke
Digtet beskriver til sidst, hvordan olien drypper i denne eufori, men tager tømmermændene efter
ned fra himlen som i en maskinhal efter nattens festen med, hvor jeg’et sover ind i drømmen om at
produktion og luller menneskene ind i denne kunne reduceres til selvets inderste kerne. Digtet
kokonagtige søvn, hvor individet helt modsat skaber dermed en spænding mellem den vertikale
grænseoverskridelsen under koncerten er vendt og den horisontale dimension. Olsen skriver om
tilbage til en amøbisk urform. denne svære balance:
I dette episke digt er der en hjem-ude-hjem
struktur, som glider fra polerne individ til kollek- Det er en balance at tilkende de to linier ligeværdig-
tiv til individ igen. Digtet italesætter både euforien hed. At være der, hvor linierne skæres. (…). Vores
ved maskebytteriet og drømmen om enhed. Det følelse af identitetsmæssig velbefindende afhænger af
vil sige, at friheden ved legen med identiteter denne balance. Vi bliver til en rolle, en kliche, et bil-
dyrkes samtidig med, at ideen om at have et selv lede af os selv, når vi vægter det sociale for meget. Og
er til stede. omvendt bliver vi til isolerede individer uden gruppen.
Erik Eriksons identitetsteori beskriver, hvordan (Olsen 2000, s. 89-90)
selvet bevæger sig i spændingsfeltet mellem det
kollektive og det individuelle. Denne dimension I digtet ”Den hæslige by” fra Vi folder drømmens
kaldes med Jørgensens begreber for identitetens faner ud er samme problematik på spil, men
horisontale linje eller den sociale identitet ( Jør- pendulet holdes ikke kun i spændingen. Digtet er
gensen 2004, s. 83), hvor identiteten er placeret på stadig visionært, men ikke så euforisk og mindre
en skala efter graden af afhængighed af relationer. harmonisk end ”Natmaskinen”. Ord som ”skrig”,
Sociolog Jan Brødslev Olsen skriver: ”hæslig”, ”skygge”, ”anskudte drømme”, ”smerte”
og ”stinkende våd” indikerer en desperation og
”Vi er ikke kun os selv, og vi er ikke kun en del af grup- en følelse af angst, modsat ”Natmaskinen”, hvor
pen. Vi er begge dele på én gang i en stadig tilblivelses- angst blev forvandlet til venskab i det fyldte
proces” (Olsen 2000, s. 89) koncertrum. I digtet ”Den Hæslige By” beskrives
ligeledes et scenarium fra nattelivet:
”Natmaskinen” svinger mellem disse to poler.
Massen og attituderelativismen dyrkes samtidig I dansehallen midt i byen danses Dødedisco.
med, at netop den lemfældige omgang med identi- De midlertidige masker udleveres ved indgangen
teter reducerer køn og drømme til skabeloner. I mod aflevering af visse hjernedele
strofe tre beskrives længslen efter et fast selv og omfattende minder om barndom, kærlighed

22
og drift mod stjerner og oprør. af de ubegrænsede muligheder. Både befolkningen
(Strunge 1981/1995, s. 325) af selvet og denne multifreniske tilstand er markante
forstadier til den postmoderne mentalitet. (Gergen
På ”Dødedisco’et” er der tydeligt ikke balance 1991/2006, s. 74)
mellem identitetens horisontale og vertikale
dimensioner. Kollektivet kræver individets De to digte viser, hvordan oplevelsen af den
overensstemmelse med gruppen på bekostning af senmoderne identitetsforståelse kan veksle fra
overensstemmelsen med individets egen historie: begejstring og eufori til udtømning og tomhed,
”Minder” og ”barndom”. Der gives køb på fortæl- uden at balancen mellem identitetens vertikale
lingen om sig selv til fordel for maskerne, som her og horisontale linje mistes. Men skiftene mel-
kun er ”midlertidige masker”. Denne fuldstændige lem polerne kollektivitet og isolation, fortid og
overgivelse til spillet med identiteter forbindes fremtid forårsager dette skub mod en senmoderne
med død. Der danses ”Dødedisco”. I ”Den hæslige mentalitet og en ørhed, som Gergen beskriver det.
by” er der kun maskerne og ikke nogen under-
liggende sandhed om et selv. Dette tab af selv Længslen efter at være et rigtigt
ligestilles med død, og det modernistiske syn på menneske
identiteten bliver anslået. Denne grundtone ligger Som det tredje spor vil jeg tage fat i tre digte fra
også i ”Natmaskinen”. Besyngelsen af attitude- digtsamlingen Verdenssøn: ”Dynamit og bolcher”,
relativismen sker med forbehold for at en form digtet ”Navnløs” og afslutningsdigtet fra samlin-
for selv bevares under maskerne; at opløsningen gens anden del, som hedder ”Gennem spejlet” og
netop kun er momentan og ikke fuld. Det lykke- rummer en række unavngivne digte.
lige i ”Natmaskinen” er, at digtet balancerer om-
kring origo mellem den vertikale og horisontale Identitetsdiskussion bliver i digtet ”Dynamit og
dimension, ved en dobbeltstruktur, hvor gruppen bolcher” beskrevet ganske anderledes end i de
bytter masker, men samtidig ”bærer vore hjerner gennemgåede digte fra Vi folder drømmens faner
23
med stolthed”. ud. Ørheden over at lade sig befolke får i ”Dyna-
mit og bolcher” en klang af desperation:
De to rum i ”Natmaskinen” og ”Den Hæslige By”
henholdsvis koncertlokalet og diskoteket befol- Nej, jeg er den samme som altid

Sjæl eller rolle?


kes af grupper, som begge leger med identitet og - en anden
masker. Digtene forholder sig forskelligt til denne (Strunge 1985/1995, s. 805)
mangfoldighed og befolkning. I ”Natmaskinen”
opstår en symbiose mellem gruppens medlem- ytrer digtets jeg i de første to linjer. Linjerne
mer. En fri udveksling af identitet. I ”Den Hæslige rummer både en nægtelse ”nej” og et udsagn ”den
By” bliver befolkningen af selvet og udbytningen samme som altid” for i anden strofe at vende det
af identiteter til en udtømning af mening. Gergen på hovedet, og udsagnet bliver dobbelttydigt.
skriver: Jeg’et er aldrig den samme som altid, for jeg’et er
hele tiden ”en anden”. Forstået ud fra universet i Vi
Der foregår en befolkning af selvet, som genspejler folder drømmens faner ud, bærer jeg’et altid masker,
den tilførsel af forskellige delidentiteter, der følger men har gjort det så længe, at det ikke længere
med den sociale mætningsproces. Og der indtræder opleves som en forandring, men som en konstant
en tilstand af multifreni, hvor vi begynder at blive øre tilstand: Jeg’et er den samme ved altid at være en
anden. Identiteterne er ikke et punkt i sig selv, distancerer jeg’et fra livet og verden. Identiteten
men peger konstant videre. er blevet statisk i sin foranderlighed. Derfor er
ønsket om et selv, der er fastholdt på den vertikale
I mørke og al hemmelighed linje, i en biografi, afgørende, hvis det skal være
leder jeg efter huller i himlen muligt at udskille et selv fra ”det andet”, fra mæng-
– at fange en duft af fremtid og guld! den af stemmer. Sociologen Lars Bo Kaspersen
Og vente på alderens løfte i kroppen beskriver ud fra Giddens teorier vigtigheden af
glemme mig selv i et sekund selvets biografi i det senmoderne samfund:
og lade ånden stige mod stjernernes årtusinde
Identiteten findes (…) i evnen til at holde en særlig
I dette mørke af ikke-substans leder jeg’et efter fortælling om sig selv gående. Denne fortælling, som
”guldet”, noget, der har værdi og tyngde. udgør personens biografi. (…). Vi er ikke, hvad vi er,
men hvad vi gør os selv til. Derfor bliver hele tilværel-
I projektørernes lys sen et spørgsmål om at vælge og træffe beslutninger,
ser jeg ved hjælp af mine strålende øjne således at vi fortsat kan opretholde en selvfortælling.
efter en dør (Kaspersen 2001, s. 148-49)
der åbner til fortidens skærme
Som den horisontale linje er brudt sammen, er
står der i midten af strofe to, hvilket understreger den vertikale linje ekspanderet. Det er en histo-
denne eftersøgning. ”Fortidens skærme” og de rie, der strækker udover det biografiske, jeg’et vil
mange andre tidsindikatorer som ”fremtid”, ”alde- skrives ind i. Ikke kun barndom og minder som i
rens løfte” og det romantisk-poetiske ”stjernernes digtet ”Den Hæslige By”, men evigheden, ”stjer-
årtusinde” beskriver eftersøgningens genstand nernes årtusinder”; en historie, der binder jeg’et
nemlig tiden; tiden som evig, som en konstant. ind i en universel sammenhæng og virkelighed:
Jeg’et ønsker at forene sin ”ånd” med stjernernes
evighed, det vil sige at fastholde selvet i et tidsligt ”( J)eg (…) husker for evigt / dansens dans”
perspektiv.
Fra brugen af verber som ”lade”, ”glemme” og Jeg’et svælger ikke i de mange forskellige danse,
”vente” i de tre sidste linjer af første strofe, der men vil opleve den dans, det øjeblik, der havde
udtrykker forestilling og ønske, tager første linje i værdi nok til at blive husket for evigt; den egen-
strofe to igen fat i konstateringen og uddyber: tlige dans. Længslen efter sammenhæng i identite-
tens vertikale dimension har et mere afgørende og
Ja, jeg har forandret mig før hele livet krævende udtryk:
og kender hele verden
gennem mig selv Og snerrende ind i Guds øre: ”Min poesi er en fabrik
der laver både dynamit og bolcher!”
Spændingen mellem individ og kollektiv, som blev gør jeg øjeblikkelig krav på mig selv
opretholdt i ”Natmaskinen”, er afløst af en opløs- som menneske
ning af selvet, hvor det ikke længere kan udskil- Ellers lad mig dø.
les fra kollektivet. Selvet er netop med Gergens
begreb ”et befolket selv”, der rummer en verden Jeg’et er desperat i sit ønske om at blive menne-
af forskellighed i sig. Denne ”overbefolkning” ske. Ikke i betydningen: et selvskabt menneske,

24
men mennesket som skabt af Gud, hvilket vil sige I digtet ”Navnløs” fra afsnittet af samme navn
intenderet af og underordnet Gud og dermed i Verdenssøn udtrykkes samme problematik.
sammenhængende og afgrænset. Ideen om det Maskerne, identiteterne og stemmerne nævnes
gudskabte mennesket bliver brugt som en mod- ikke engang. Her er jeg’et netop navnløst. Det har
sætning til rollerne. Som på dødedisco’et i ”Den ingen mærkat. Kun et ønske om at finde en tråd, et
Hæslige By” er udvekslingen af identiteter og ma- overblik, en dør, der kan åbnes ind til biografien,
sker blevet selvets død, da legen med identiteter identitetens vertikale dimension. Digtet blotlæg-
har selvets indre biografiske sammenhæng i tiden ger opgivelse overfor muligheden af at finde sam-
som pris. Uden en selvbiografisk sammenhæng, menhængen i selvet. Den krævende, snerrende
den vertikale linje, stemmer subjektet ikke over- stemme fra ”Dynamit og bolcher” er væk, og jeg’et
ens med sig selv, men er fyldt op med alle andre er mere ydmygt i sine udsagn:
end sig selv og dermed ingen. McLuhan skriver:
Der må findes en dør
En af vor tids største hovedpiner, som er udtrykt i den til et hus med et rum
populære udgave af eksistentialismen, samler sig om med et vindue
spørgsmålet: ”Hvem er jeg?” I en elektrisk simultan- hvorfra jeg kan se
verden, hvor den enkelte efterhånden kommer til at hvilke veje jeg kom ad
rumme alle de andre, kan mennesker undertiden få en (Strunge 1985/1995, s. 846)
fornemmelse af, at de helt har tabt deres egen identi-
tet. I stedet for at føle sig beriget, føler de sig berøvet. Billedet med døren er det samme som i ”Dynamit
(McLuhan 1967, s. 36) og Bolcher”, men digtet er mere enkelt og entydigt
i sit ønske, hvor døren netop symboliserer ind-
Jeg’et i ”Dynamit og Bolcher” antager et typisk gangen til sandheden om identiteten. Brugen af
modernistisk syn på selvet ved, at selvets enhed er symbol til forskel fra f. eks. metonymi, som bruges
en forudsætning for hele subjektets eksistens som i ”Vortex”, understreger nødvendigheden af en
25
menneske. Jeg’et føler sig derfor berøvet frem for nøgle, der kan åbne ind til en parallel verden, hvor
beriget ved befolkningen af selvet. Oplevelsen af der ikke er nogen glidninger imellem verdnerne.
at være et virkeligt menneske, der formår at leve, Fandt jeg’et denne dør var det muligt at komme
afhænger af identitetens enhed, for jo større iden- videre i livet og bare leve:

Sjæl eller rolle?


titetsforvirringen er, jo mere desperat bliver jeg’et
efter at få svar på spørgsmålet: ”Hvem er jeg”, og glemmer jeg måske mig selv
kan ikke se ud over granskningen af sig selv, end- og husker med ét
sige leve, førend det er besvaret. Gergen begraver i hvordan det er at gå
sin bog Det mættede selv forestillingen om en sådan uden tanke for andet end gangen.
enheds-personlighed som en modernistisk tanke:
Alle lege med seerrollen fra tidligere digtsamlinger
”Med et sådant kor af konkurrerende stemmer går er væk, som Anne-Marie Mai skriver om Verdens-
”personen” som en virkelighed, der ligger hinsides dis- søn i sit portræt af Strunge (Mai 2000, s. 57), og i
se stemmer, tabt. Der er ikke længere nogen stemme, stedet råder en depressiv stemning. Jeg’et ønsker
man kan tiltro vil redde den ”virkelige person” fra et at begrænse selvet, glemme sig selv, hvilket vil sige
hav af afbildninger” (Gergen 1991/2006, s. 164). refleksionen over sig selv og bare være menneske.
Et andet interessant fællestræk, som ”Navnløs” afsnittets og dermed hele digtsamlingens sidste
og ”Dynamit og bolcher” har, er brugen af ord digt begraves jeg’et med uforrettet sag.
som ”rudens spejlbillede”, ”vinduet”, ”fortidens
skærme” og lignende. Traditionelt slører spejle og Og nu
deslige som skærme og vinduer for erkendelsen i falder jeg øjenløs
modsætning til lys og sol. I ”Dynamit og Bolcher” og fri til alt
nævnes også ”projektørernes lys” og i ”Navnløs” som er intet
solens lys, som noget jeg’et kan lukke øjnene i meningsløsheden
for, når det ikke længere har brug for at granske mellem skriget ud
sandheden: og jorden der fylder min mund.
Og derfor hånden
Så har jeg råd til altid hos dig
ikke at stirre på solen i dit eget fald
men lukke øjnene som jeg aldrig helt må forstå
og rummes i dens varme fordi der ikke er nogen Gud.
(Strunge 1985/1995, s. 857)
Derfor kunne de spejle og vinduer, som jeg’et øn-
sker at se sandheden i, også ses som et udtryk for Det modernistiske angstskrig lukkes ved, at
en forvrænget sandhed. Spejlbilledet er som rol- munden simpelthen fyldes med jord i billedet af
lerne kun kopier, hvorimod jeg’ets sande identitet jeg’et som levende begravet. Forestillingen om
er immanent. En anden mulig opfattelse er, at det, et kerneselv er i modernitetens lys blevet afsløret
jeg’et ønsker, er en spejling af sig selv: ”for at se som netop forestilling, for der er
dem / igennem mine øjne / i rudens spejlbillede”
og i ”Dynamit og Bolcher” står der: ”ikke længere nogen transcendent stemme til at fastslå
selvets virkelighed” (Gergen 1991/2006, s. 161)
ser jeg ved hjælp af mine strålende øjne
efter en dør som Gergen skriver. Det uforløste er, at jeg’et
der åbner til fortidens skærme i Verdenssøn ikke accepterer de nye vilkår: at
og tal der fortalte subjektet er, hvad det gør sig til, med Kaspersens
hvordan det er nu ord. Trods denne afsløring leder jeg’et fortsat
efter sandheden om sin egen historie; billedet
I stedet for at spejle sig i andre mennesker, er det eller en indramning af sig selv. Jeg’et søger efter en
et ønske om at spejle sig i fortællingen om sig selv afgrænsning af selvet, et ønske om at vide, hvad
(”hvilke veje jeg kom ad”) og dermed blive aner- der er mig, og hvad der ikke er mig i modsætnin-
kendt som menneske i verden. Et billedsprog som gen til digtet ”Vortex”, hvor subjektet lader sit selv
både trækker på sløring og en spejling, der netop flyde ud i byen og ekspandere. I ovennævnte digt
kan afsløre, hvorvidt subjektet er virkeligt. er jeg’et i stedet blevet ”øjenløst”, ”meningsløs”
Følelsen af ikke at eksistere på grund af selvets og ”fri til alt, som er intet”. Jeg’et er en zombie,
opløsning kan spores i Verdenssøns sidste afsnit en levende død, der ikke kan stedes til hvile, for
”Gennem Spejlet”. Digtene i ”Gennem Spejlet” ideen om et selv er ikke blevet manet i jorden, kun
er nærmest en udsyngning af selvets endeligt. I udtømt.

26
I Verdenssøn har følelsen af tomhed taget over. kerneselvet og det befolkede selv. Digtet beskriver
De mange muligheder ved spillet med identiteter en kompleks oplevelse af, at selvet absorberes i
har tømt jeg’et i stedet for at fylde det. Verdenssøn massen samtidig med, at det er muligt at udskille
kan ses som udtryk for et selv, der ikke formåede det igen. Gergen skriver om det tredje stadie, som
at konstruere sig selv, og derefter ikke kan vende han kalder for det relationelle selv, at:
tilbage til en position før bevidstheden om og
refleksiviteten4 over sig selv indtraf. Deri ligger det ”i (d)et tredje og sidste stadium, (er) selvet (…) er-
tragiske og paradoksale ved digtsamlingen: Den stattet af relationernes virkelighed – hvor ”du” og ”jeg”
uigenkaldelige erkendelse af jeg’et som konstrue- er tranformeret til ”vi”” (Gergen 1991/2006, s. 179).
ret støder sammen med længslen om det auten-
tiske jeg; deraf denne desperation og rådvildhed, Pronomiet i digtet er netop et ”vi” og individerne
som råder i digtene. ”transformeres” ligesom i ”Vortex”, hvor pronomi-
et er ”de”. Gergen definerer dette stadium, som når
Diskussion af de tre spor
Jeg vil til sidst illustrere og diskutere de tre ”[f]ølelsen af individuel autonomi viger for en vir-
spor, som analysen er delt ind i, ud fra Gergens de- kelighed, hvor man er opslugt i relationer af gensidig
finition af tre stadier mellem en modernistisk og afhængighed, og hvor det er relationerne, som kon-
en senmoderne identitetsopfattelse. Som allerede struerer selvet” (Gergen 1991/2006, s. 170).
beskrevet under første spor, vil den identitets-
forståelse, der italesættes i et digt som ”Vortex”, I koncertrummet i Natmaskinen er det muligt at
kunne beskrives som ”pastichepersonligheden”. tale om, at selvet skabes af de andre tilstedevæ-
Her er subjektet åbent overfor omverdenen og rende subjekter, pga. udbytningen af identiteter.
accepterer befolkningen af selvet og ser det som På samme måde som diskoteket i ”Den hæslige
en mulighed for udfoldelse. Digtene fra Verdenssøn by” forvandler alle, der går ind på det. Selvet
har et mere modernistisk udgangspunkt, hvor be- ændrer sig altså efter gruppen og defineres af
27
folkningen af selvet er et problem og tager afstand gruppen. Samtidig er det i ”Natmaskinen” som
fra det attituderelativistiske, som det sås i ”Vortex” sagt stadig muligt at trække det enkelte individ ud
og til dels ”Livets hastighed” og ”Natmaskinen”. af gruppen igen, ligesom jeg’et i ”Den hæslige by”
Gergen skriver om dette stadie: har en autonomi, som det ville give køb på ved at

Sjæl eller rolle?


betræde diskoteket og derfor må holde sig ude.
”Når modernisten trækkes i utallige retninger, kan I denne karakteristik af digtene er det også
man få en kvalmende oplevelse af, at ens sande følelser vigtigt at bemærke udsigelsen. Igennem ”Natma-
går tabt i hele dette spil” (Gergen 1991/2006, s. 171). skinen” taler et jeg, der til forveksling kan minde
om det klassiske, romantiske digter-jeg ved at
Den kvalmende oplevelse kan beskrive den de- have overblik og greb om denne dobbeltstruk-
speration, som præger digtene i Verdenssøn, hvor tur af spredning og sammenhæng modsat den
den dobbeltstruktur af spil og autenticitet, som slørede orientering, jeg’et i Verdenssøn har. Dvs. at
fungerede i ”Natmaskinen” bryder sammen, og digtet i udsigelsen stadig er forankret i et selv og
længslen efter biografisk sammenhæng og over- ikke betingelsesløst defineret af relationer. Jeg’et
ensstemmelse med sig selv dominerer. forsvinder ikke ind i havet af stemmer, men be-
Vanskeligere er det at placere et digt som ”Natma- holder sin tydelige tale gennem digtene. ”Vortex”
skinen” imellem identitetsdiskussionens poler: har i kraft af sin profetiske og visionære stil også
dette overblik i udsigelsen, trods den tematiske falde ud til en af siderne. ”I ”Vortex” er euforien
befolkning af selvet. Derfor kan hverken ”Vor- over selvets ekspansion nærmest overmodig, og i
tex” eller ”Natmaskinen” karakteriseres som rene det afsluttende digt i Verdenssøn tager en depressiv
udtryk for det relationelle selv. Det kan hævdes, og opgivende tilstand overfor identitetsproblema-
at ”Natmaskinen” nærmer sig i digtets strofe to, tikken over.
men udsigelsen og digtets afslutning fastholder I Strunges digtning er der en grundantagelse
forståelsen af selvet som svingende mellem kerne af, at jeg’et er en fiktion og ikke som i 1960’erne et
og rolle. Derfor italesætter digtet primært en spørgsmål om identitetskriser.
pastichepersonlighed samtidig med, at den mere
romantiske forestilling om kerne-selvet bevares ”(…) Der er ikke noget jeg. Det blir til, som jeg faktisk
både i udsigelsen og på det tematiske niveau. skriver i min første bog. Jeg skaber selv mig selv” (Mai
2000, s. 251),
Svaret ligger i spændingen
I analysen og diskussionen har jeg redegjort for som Strunge formulerer det. Dermed adskiller
identitetsforståelsen i udvalgte digte af Michael han sig grundlæggende fra den moderne forstå-
Strunge fra tre forskellige digtsamlinger. Fæl- else af identitet. Trods denne opfattelse af iden-
les for digtene er, at de befinder sig imellem en titeten som konstrueret kommer oplevelsen af
modernistisk eller romantisk og en senmoderne tab af selvet dog, som vist, til udtryk flere steder i
opfattelse af identiteten. De italesætter alle spørgs- forfatterskabet. Gergen sætter spørgsmålstegn ved
målet ”Hvem er jeg?”, men svaret og ikke mindst denne kamp med at etablere en holdbar forståelse
holdningen til denne usikkerhed er forskellig i de af identitet i senmoderniteten:
tre spor. Gergen skriver om den sociale mætning:
Hvis de romantiske og modernistiske traditioner er på
Denne faktiske kakofoni af potentialer har betydelige vej ud, kan postmodernismen da komme til at spille en
konsekvenser for både den romantiske og den mo- positiv rolle? Og kan vi finde veje frem, der indebærer,
dernistiske opfattelse af selvet. For efterhånden som at selvet og vores relationer bliver berigede frem for
ny og væsensforskellige stemmer kommer til i vores forarmede? Er der positive handleretninger, som kan
tilværelse, så bliver det i tiltagende grad vanskeligt at begunstiges af den postmoderne vending? (Gergen
holde et fast greb om roret i et idealistisk forehavende. 1991/2006, s. 245)
(Gergen 1991/2006, 196)
Dette spørgsmål rumsterer også i de digte, jeg
Denne nedbrydning af den romantiske og har gennemgået af Michael Strunge, men uden at
modernistiske identitetsforståelse har Strunges give noget svar, for de bevæger sig til stadighed i
digte vist at kunne beskrive facetteret. Digtene spændingen.
er i deres vægelsindethed præcise udtryk for de
glidende positioner mellem kerneselvet og det Litteratur:
relationelle selv, som diskussionen af digtene Brostrøm, Torben: Modernisme før og nu, København 1983.
ud fra Gergens begreber for de mellemliggende Fibiger, Johannes og Lükten, Gerd: Litteraturens Veje, Kø-
stadier har vist. Sammenlignet med de andre digte benhavn 2001 (1996).
er ”Natmaskinen” fra Vi folder drømmens faner ud Gergen, Kenneth J.: Det mættede selv, København 2006
især interessant i måden, hvorpå det formår at (1991)
balancere mellem to identitetsopfattelser uden at

28
Giddens, Anthony: Modernitetens konsekvenser, København
1994 (1990).
Jensen, Lars Lundmann: Hvem er jeg? – Narcissisme i det
senmoderne samfund, København 2006.
Johansson, Thomas: Billeder af selvet, København 2005
(2002).
Jørgensen, Per Schultz: ”Kultur og identitet”, i: Ungdomsliv
og læreprocesser i det moderne samfund, Værløse 2004.
Kaspersen, Lars Bo: Anthony Giddens – introduktion til en
samfundsteoretiker, København 2001.
Mai, Anne-Marie: ”Michael Strunge”, i: Danske digtere i det
20. århundrede bd. III, København 2000.
Mai, Anne-Marie:”The thrill of it all”, i: Modernismen til
debat, Odense 2005.
McAdams, Dan P.:”Personality, Modernity, and the Storied
Self: A Contemporary Framework for
Studying Persons”, i: Psychological Inquiry vol. 7 nr. 4,
London 1996.
McLuhan, Marshall: ”Den simultane verden”, i: Vindrosen nr.
2, København 1967.
Nielsen, Hans-Jørgen: ”Hr. Godot, formoder jeg?”, i: ’Niel-
sen’ og den hvide verden, København 1968.
Olsen, Jan Brødslev: Selvets verden, Århus 2000.
Strunge, Michael: Samlede Strunge, København, 1995
(1978-1985).
29
Thompson, John B: Medierne og moderniteten, Køben-
havn 2001 (1995).

Noter

Sjæl eller rolle?


1 Se Mai 2005, s. 54-58
2 Se f.eks. McAdams 1996.
3 Jensen 2006, s. 176-177 og Giddens 1994, s. 130.
4 ”Refleksivitet” kan her forstås med Giddens defini-
tion: ”Refleksiviteten i det moderne samfund består i, at
sociale praksiser konstant undersøges og omformes i lyset
af indstrømmende information om de samme praksiser, og
at deres karakter således ændres grundlæggende.” (Giddens
1990/1994, s. 39).
Hvad det blå rum
gemte
/]HKN¥YTHUUrYTHU]VRZLYVWPLU[PKTLKLU]LUZ[YLÅ¥QZR\S[\Y
der mest er optaget af at træde træskovals på de afsyrede gulve
med Røde Mor på B&O-anlægget, se alt i sammenhænge, tale om at
få lov til at elske meget mere og søge efter identiteten i fællesskab?
Af Maria Spansager Jespersen

Hvad gør man, når man skal søge svar på, hvem analyser af digtene “Langsomt ud”, “Amsterdam”
man selv er, og den voksne generation så blot og “Huskerens kærlighedsdigt” at undersøge,
svarer, at de menneskelige grundvilkår kan man hvilken betydning ”kroppen” og ”skriften” tillæg-
alligevel ikke sige noget om? ges i forbindelse med fortolkningen af identiteten.
Dette synes ifølge Søren Ulrik Thomsen at Hvordan ”kroppen” og ”skriften” inddrages i dig-
være vilkårene for ham og den generation af tene og dermed tillader, at identiteten anskues fra
digtere, som han tilhører; de voksede op i 70´erne forskellige perspektiver, og hvordan de identitets-
og oplevede, at 70´erne ikke tilbød muligheder opfattelser, digtene udtrykker, forholder sig til den
for identifikation eller svar på, hvordan identite- tid, digtene er skabt i.
ten skulle fortolkes. Hvad angik fortolkningen af Til at karakterisere den identitetsopfattelse, der
identiteten skubbede 70´er-generationen ifølge kommer til udtryk i digtene, vil det primært være
Thomsen et ”ufortolket rum” foran sig, og det socialpsykologen Erik Eriksons identitetsteori,
var dette rum, som 80´er-generationens digtere der anvendes, men det vil også i et vist omfang
indtog, malede blåt og forsøgte at fravriste en være relevant at inddrage Kenneth Gergens social-
betydning. Også for Thomsen kom digtningen til konstruktivistiske identitetsteori.
at handle om fortolkningen af identiteten – om
Identitet er oplevelsen af at være
“at indkredse dette utydelige Selv i digtene – aldrig for Digtet bærer titlen ”Langsomt ud” og er det
at fastholde det, men som eksempler ad hoc – ” (jf. første digt i samlingen City Slang (Thomsen 1981,
Thomsen 1990 - citat s. 12). s. 7). Alene ved sin grafiske fremtoning refererer
digtet til det tema, som digtet behandler: grafisk
Det første forsøg på at fravriste det blå rum en kan digtet læses som to små pile eller blot én stor
betydning gør Thomsen med digtsamlingen City pil, der peger i læserens retning. Digtet begynder
Slang (1981). Her danner storbyen baggrund med ordet ”Langsomt” og slutter med ordet ”ud”,
for fortolkningen af identiteten, og begreber der som pilens spids kommer til at pege ind mod
som ”krop” og ”skrift” gøres til centrale temaer læseren.
i forbindelse med denne fortolkning. Formålet ”Langsomt ud” fremstår som én lang strofe med
med denne artikel er derfor med udgangspunkt i tyve vers. I de første ti vers udfoldes langsomhe-
den, og her forholder digtets jeg sig til sine omgi- lige før ordet truer med at sætte digtet helt i stå,
velser – en ydre verden. Konturen af en hverdag men så fortsættes der med den rytmiske genta-
tegner sig gennem disse vers, hvor jeget veksler gelse af ”langsomt”, og digtet er i gang igen:
mellem at handle aktivt og forholde sig passivt og
observerende til sit liv. I første vers udfolder jeget ”Langsomt lægges din arm om min hals / mit hoved
sig aktivt: imod dit bryst –”

”Langsomt skriver jeg ordene”. Der fokuseres på det fysiske – din arm, min hals,
mit hoved og dit bryst, og igen observeres situa-
Jeget er agent for verbet ”skriver” og befinder sig tionen. Ved brug af den passive verbalform skjules
i situationen og kan dermed betragte situationen handlingens egentlige agenter – set i et semantisk
indefra. Men allerede i andet vers ophører jeget perspektiv er der naturligvis et du og et jeg, der
med at handle aktivt – ”ordene” handler i stedet optræder som agenter bag handlingen, men den
for jeget, der observerer disse: passive verbalform tillader, at disse agenter holdes
ude af sætningen, og derved signalerer sætningen,
”ét for ét går de ud på papiret ”. at det er selve observationen af den fysiske hand-
ling, der her er det centrale. Gennemgående viser
Jeget fortsætter med passivt at observere: de først ti vers et jeg, der er optaget af den fysiske
og ydre verden, hvor ord, genstande og kroppe
”langsomt svæver koppen / fra bordet mod munden” bevæger sig langsomt rundt, mens jeget skifter
mellem at forholde sig aktivt handlende og passivt
herved fremkaldes et billede af en svævende kop – observerende til sceneriet.
grammatiske set agerer koppen selv, og der skabes Anden halvdel af strofen – vers elleve til tyve,
en fornemmelse af en langsom vægtløshed. På er karakteriseret ved et tilsyneladende fravær af
samme måde er det som om jeget også observere personer, her er ikke noget jeg, der kan handle
sin egen krop: aktivt, ej heller possessive pronominer som min
eller din, der kan markere en personlig tilstedevæ-
”langsomt bevæger min krop sig / fra gaden ad trap- relse. Mens digtet i første omgang har beskæftiget
pen til stuen” sig med den fysiske og ydre verden - det sted, hvor
udtrykket langsomt artikuleres, vendes blikket nu
Her er det kroppen der bevæger sig, og ikke jeget indad, og tempoet skifter fra langsomt til:
der bevæger kroppen; dermed skabes en fornem-
melse af en deling mellem en handlende krop og ”hurtigt / slynges syn gennem øjet, lyd gennem ørets
et passivt observerende jeg. tragt”
Men i de næste vers indsættes jeget igen som
aktør: Her begynder en beskrivelse af hvordan den fysi-
ske og ydre verden gør indtryk. Syn og lyd slynges
”langsomt taler jeg mod / telefonmikrofonen” ind gennem kroppens sanseorganer og registreres:

Ordet ”telefonmikrofonen” er med til at under- ”en anelse lyser i mikrosekund / et sted i nervernes
strege langsomheden: det må næsten artikuleres net”
langsomt, for at det kan udtales og smages. Det er

32
I denne anden halvdel af strofen opgives den en fornemmelse af kroppens indre. Set i forhold til
faste og langsommelige rytme, og lyden af digtet Eriksons identitetsteori er det tydeligt, at det her
tager fart og slynger sig ud, når digtet artikuleres. er oplevelsen af det personlige, den vertikale linje
Beskrivelsen af kroppens modtagelighed overfor i identitetsprocessen, der er i fokus; det er den
indtrykkene fortsætter: personlige, mentale oplevelse af at være, og det
er denne oplevelse, der danner udgangspunkt for
”huden tar hastigt imod / det kolde og varme, det fortolkning af identiteten.
hårde og bløde” I karakteristikken af hvordan det indre skal
opfattes i forhold til identiteten, kan der drages
Gennem beskrivelsen af hvordan kroppen oplever paralleller til den romantiske identitetsopfattelse.
de fysiske indtryk, illustreres det, hvor følsom Den romantiske identitetsopfattelse tager ud-
kroppen er – synet, lyden og berøringen absor- gangspunkt i antagelsen om, at der inde i menne-
beres hurtigt af kroppens sanseapparat og bliver i ske er et dybt indre – hvad Baudelaire kaldte ”en
kroppen. lysende afgrund”, og at dette dybe indre er beboet
Som en konsekvens af, at jeget eksplicit er for- af sjælen. Selvet er en essentiel, indre kerne (jf.
svundet fra digtet, opstår en fornemmelse af, at Gergen 1991/2006). I ”Langsomt ud” fyldes det
det observerende jeg har trukket sig ind i sig selv; indre af indtryk og intens væren, og der er en uba-
jeget er gået fra at observere udtrykkene uden- lance mellem mængden af indtryk, der rammer
for kroppen til at observere indtrykkene indeni det indre, og mængden af udtryk, der produceres;
kroppen. Sanseindtrykkene rammer kroppen dermed genereres en fornemmelse af et indre, der
og bevidstheden, og det er som om indtrykkene bliver større og større – det indres omfang anes
fylder kroppen op - som om jeget i sin passivt som uendeligt på samme måde som romantikkens
observerende tilstand blot er optaget af at være dybe indre.
og tage imod indtrykkene. Det illustreres ikke ”Langsomt ud” peger altså på kroppen som bærer
blot ved denne beskrivelse, hvor følsomt jeget er af et indre, men digtet demonstrerer måske også
33
overfor indtrykkene – i det afsluttende vers siges en anden tematik: Indtryks- og udtrykstematik-
det også direkte: ken er en tematik, der er helt central i forhold til
den postmoderne identitetsopfattelse, for det er

Hvad det blå rum gemte


”hurtigt går alting ind / men / langsomt, langsomt / jo netop indtryk, som selvet mættes eller gen-
ud.” nemtrænges af i postmoderniteten. Ganske vist er
det i ”Langsomt ud” ikke et indtryk fra et medie,
Med de sidste vers formuleres temaet klart: Alting der gennemtrænger jeget – det må blot antages at
kan gør indtryk og optages hurtigt i kroppen og være den nære omverden, der sanses af jeget, men
bevidstheden, men udtrykket skabes langsomt. digtet demonstrerer, hvordan indtrykkene ople-
Skønt jeget er passivt og observerende over- ves, og hvor følsomt jeget er overfor indtrykkene,
for indtrykkene, er det klart, at det er et meget og dermed peger digtet også på hvilket potentiale,
bevidst jeg, der forklarer hvordan det forholder der ligger i det at udtrykke sig, hvilket også bliver
sig til indtrykkene. Fornemmelsen af at jeget blot en helt central mulighed for det postmoderne
er i forhold til indtrykkene angiver en retning individ.
for, hvordan jeget forholder sig til sin identitet.
Kroppen kan producere udtryk men er meget
følsom og sansende overfor indtryk. Der skabes
Erkendelse af identiteten og ”på rækværket skriver jeg; / jeg // er // i // Amster-
afgrænsning af individet dam.”.
Mens ”Langsomt ud” viser et følsomt jeg,
hvis krop let påvirkes af indtryk fra omverdenen, Grafisk er udsagnet ”jeg // er // i // Amsterdam.”
viser digtet ”Amsterdam” jeget fra en anden side. opsat på papiret på samme måde som det må for-
I ”Amsterdam” (Thomsen 1981, s. 29) er det et modes at være skrevet på rækværket i Amsterdam.
observerende jeg, der gennem sin beskrivelse af Ved brug af den vertikale opsætning af udsagnet
sin geografiske position og sin personlige reaktion og den dobbelte linjeafstand markeres det, at
skaber billedet af sin egen identitet. De første vers rytmen i digtet er langsom, og dermed understre-
bruges til at anslå en stemning og sætte en scene: ger det grafiske udtryk digtets grundstemning: en
følelse af en tomhed eller meditativ ro, der giver
”Det rådne vand kryber gennem kanalerne.// Jeg læ- adgang til en nærværende oplevelse af nuet. Da
ner mig mod rækværkets grønne sten / øjnene skinner budskabet skrives på rækværket, får det en helt
/ og følger vandets langsomme skred” anden erkendelsesmæssig betydning, end hvis det
havde været skrevet på et postkort eller i et brev.
Stemningen er afdæmpet og forgængeligheden Skrevet i et brev eller på et postkort ville budska-
iøjnefaldende: Vandet er råddent, rækværkets sten bet blot være en meddelelse til en anden, men
er grønne – som var de fyldt med alger, og vandets idet jeget skriver budskabet på rækværket, får det
bevægelse er minimal – det kryber gennem kana- karakter af at rumme erkendelse af egen eksistens
lerne og er lige nøjagtig i skred. Jeget konstaterer, – budskabet må nødvendigvis bære en anden
at ”øjnene skinner”, og via denne konstatering betydning i en anden kontekst. Budskabet på ræk-
skabes et dobbelt perspektiv; jeget kan både værket kan derfor opfattes som et konkret tegn på
opfattes som den, der ser Amsterdams kanaler jegets erkendelse af sin eksistens. Erkendelsen af
med sine egne øjne, og som en person, der ser sig egen eksistens kan individet kun gøre alene, men
selv udefra – eller ser sig selv i øjnene gennem sit gennem skriften på rækværket synliggør jeget sig
spejlbillede i vandet. selv i forhold til sin omverden – jeget manifesterer
Den afdæmpede stemning, der i de første vers sin eksistens i forhold til omverdenen.
genereres gennem jegets beskrivelse af vandet, Billedet af jeget leder på mange måder tankerne
viser sig nu også gennem beskrivelsen af jegets hen på Hans-Jørgen Nielsens karakteristik af den
sindstilstand: modernistiske outsider. Nielsen forklarer i ”Niel-
sen og den hvide verden” (1968), at oplevelsen
”Jeg kan ikke længere huske / hvad og til hvem jeg skal af ”spillets sammenbrud” er en forudsætning for
skrive” den litterære modernisme. Virkeligheden er ifølge
Nielsen som et spil, og når mennesket lever på en
Tabet af hukommelsen isolerer jeget fra omver- bestemt måde og udviser en bestemt adfærd, er
denen; da jeget hverken kan huske hvem, der skal det som at følge reglerne i et bestemt spil. Ople-
skrives til, eller hvad, der skal skrives, bliver det velsen af at være outsider opstår i det øjeblik, hvor
umuligt for jeget at realisere sig socialt. Den skrift, individet bliver bevidst om, at virkeligheden er et
som måske skulle være placeret på et postkort el- spil. Nielsen forklarer, at det er som om der opstår
ler i et brev, må nu anbringes et andet sted: en sprække mellem individet og dets handlinger;
der stilles spørgsmål ved spillet og virkeligheden.

34
Med ”Amsterdam” fortælles en historie om et Når det er i isolation, at eksistensen erkendes i
jeg, der er bevidst om virkelighedens spil, men ”Amsterdam”, skal det altså ses som et udtryk for,
ikke spiller dette spil. Oplevelsen af at være ude at digteren ikke tror på, at identiteten kan define-
af det sociale spil – ved ikke at kunne huske de res samlet af det store sociale fællesskab; andre
andre, skaber i dette tilfælde et rum for erkendelse kan ikke definere identiteten for individet – indi-
af egen eksistens, hvilket synliggøres med skriften videt må selv fortolke sin identitet. Kroppen må til
på rækværket. I forhold til Eriksons identitetste- gengæld gøres til udgangspunkt for fortolkningen
ori, kan det konstateres, at jeget her udelukkende af identiteten, og skriften skal ifølge Thomsen – i
forholder sig til den personlige, vertikale linje i form af digtning/kunst, forbindes direkte med
identitetsprocessen – den sociale, horisontale linje kroppen:
i identitetsprocessen udelukkes af jeget. Ubalan-
cen mellem den personlige og den sociale linje i ”Det er alene med og i forhold til kroppen at al kon-
identitetsprocessen kan måske opfattes som et ud- kret væren, således al kunst, sanses, dvs. reflekteres.
tryk for en konflikt mellem jeget og omverdenen. I forhold til f.eks. kunst kommer kroppen til syne,
Den enkle erkendelse af at være til, svarer til ligesom kunsten kun kan reflekteres af subjektet ved
den erkendelse om identiteten, der ifølge Thom- at være konkretiseret som form. Således indsætter
sen gøres hos 80´er-digterne. I artiklen ”Farvel kunst og krop refleksivt hinanden i konstant indbyrdes
til det blå rum” forklarer Thomsen, at 80´ernes konkretisering.” (Thomsen 1985/2001, s. 49)
poesi er et forsøg på ”at tale sig ned på kroppens
niveau” (Thomsen 1990, s. 10), simpelthen at Der er altså et gensidigt forhold mellem krop-
konstatere som F. P. Jac. gør med sin digtsamling pen og skriften/digtningen; på den ene side giver
fra 1979: Jeg er fandme til. Thomsen forklarer, at skriften jeget mulighed for at reflektere over sin
der i denne måde at anskue identiteten på ligger et eksistens – at skue ind mod sjælen, på den anden
klart opgør med den måde, hvorpå der i 70´erne siden gør skriften/digtningen jegets eksistens og
blev søgt efter identiteten i det store terapeutiske identitet konkret udadtil i forhold til omverdenen.
35
fællesskab. 80´er-generationen gør en grundlæg- I ”Amsterdam” bærer den skrift, som jeget skriver
gende erkendelse om identiteten: på rækværket denne dobbelte betydning; på den
ene side er skriften denne mulighed for at reflek-

Hvad det blå rum gemte


”Hvorfor så ikke se i øjnene, at identiteten ikke læn- tere over eksistensen – at erkende sin væren, på
gere var givet og heller ikke kunne gives een af nok så den anden side gør skriften jeget tydeligt i forhold
store grupper?” (Thomsen 1990, s. 10) til sin omverden ved simpelthen at manifestere
jegets tilstedeværelse. Sagt med Thomsens egen
Individet henvises i sin søgen efter identiteten ord, handler det om at sætte grænser omkring sin
til sin krop; den er ifølge Thomsen subjektets tilværelse. I interviewet ”Man må først og frem-
vilkår og udgangspunktet for både ensomheden mest være fornem” forklarer Thomsen, at han
og fællesskabet. Når 80´er-generationens digtere ser et samfund, som er præget af en konstant og
interesserer sig for kroppen, skyldes det ifølge optimalt cirkulerende økonomi og en usynliggø-
Thomsen: relse af stilstand og destruktion. Dermed opstår
en forskelsløshed og formløshed, og derfor er det
”ikke en binding til kødet, men en besindelse på det, netop vigtigt, at der etableres former. For Thom-
der gjorde det muligt fra kroppens point of view at sen er kunstens rolle derfor at
gense sjælen.” (Thomsen 1990, s. 14).
”sætte sig selv ind som en forskel i verden” ( Jensen og måen nøgleord i forbindelse med fortolkningen
Svendsen 1988, s. 68) af identitetsbegrebet, og her fortolkes samfunds-
økonomien som udgangspunktet for fællesskabet
Thomsen mener, at han som digter kan være med (jf. Pedersen 2006). Individets isolerede position
til at etablere former: i ”Amsterdam” kan måske derfor tænkes som en
anarkistisk afstandtagen til denne konkurrence-
”Jeg trækker nogle grænser omkring min tilværelse” stat og de værdier, den bygger på. “Amsterdam”
( Jensen og Svendsen 1988, s. 69) repræsenterer en tro på, at individet i sig selv er
noget værd, mens konkurrencestatens tilgang til
Her formulerer Thomsen altså eksplicit den identitetsbegrebet – som troen på det relationelle
tankegang, der må formodes også at ligge til selv (som Gergen lidt misvisende kalder det),
grund for identitetsopfattelsen i ”Amsterdam” truer med at opløse essensen af individet og redu-
– afgrænsningen af jeget er (anno 1988) nødven- cere individets identitet til et spørgsmål om, hvad
dig, fordi samfundet insisterer på forskelsløshed. individet gør sig til.
Men afgrænsningen af jeget er også nødvendig Den kritiske position i forhold til det moderne
for 80´er-generationens fortolkning af identitets- og fornuftsbaserede samfund deler Thomsen også
projektet, fordi den forudgående generation har med en af sine forgængere og litterære forbilleder
insisteret på at søge efter en fælles og dermed også – Ole Sarvig. I Sarvig ser Thomsen et valgslægt-
forskelsløs identitet. skab, fordi også Sarvig i sin digtning gengiver
En anden årsag til, at identitetsprocessen i storbyen. Samtidig repræsenterer Sarvig ifølge
”Amsterdam” så ensidigt forholder sig til den Thomsen en kulturpessimisme og en interesse
personlige linje, skal måske findes i forhold til en for den eksistentielle grunderfaring (jf. Thomsen
anden konflikt, der er mellem 80´er-generationen 2005). For Sarvig og den generation, som han
og samfundet. I den første leder i Sidegaden – tids- tilhører, tager kulturpessimismen udgangspunkt i
skriftet, der var generationens talerør – tages der erfaringen af 2. verdenskrig, og det er klart, at det
afstand til den kapitalkultur, der så at sige udspil- hos Thomsen og hans generation er helt andre hi-
ler sin rolle på ”hovedstrøget”. Nede i ”sidegaden” storiske vilkår, der udløser pessimismen i forhold
findes ”de udstødte”: til samfundet. Men indgangsvinklen er alligevel
den sammen – det er moderniteten, der gøres op
”De har energien med sig – fra hjernehjerte og køn.” med, da den på ingen måder tilbyder en gyldig
(Sidegaden nr. 1 1981) fortolkning af identiteten. I stedet må der søges
tilbage til de grundlæggende eksistentielle vilkår.
Lederen i Sidegaden viser, at 80´er-generationen
forholder sig pessimistisk til det kapitalistiske Konstruktion af identitet
samfund. Dermed tages der også afstand fra det Jeg har indtil videre forsøgt at argumentere for,
samfund og den identitetstænkning – den tidsånd, at den identitetsopfattelse, Thomsens digte viser,
der hersker i samfundet. Økonomien og fornuften skal ses som et udtryk for, at Thomsen (og hans
er i højsædet i det danske samfund, hvor konkur- generation) afviser 70´ernes tanke om, at identi-
rencestaten – den økonomisk konkurrencedygtige teten kan defineres af gruppen, og samtidig afviser
stat, er ved at tage sin form samtidig med 80´er- den tidsånd, der begynder at gøre sig gældende
generationens ankomst. I konkurrencestaten med konkurrencestaten. Identiteten afgrænses, og
bliver faglighed, arbejdsdygtighed og arbejdsfor- der gribes tilbage til en romantisk og tidlig mo-

36
dernistisk identitetsopfattelse. Spørgsmålet er nu, Jeget skaber en fortælling om duet og konstruerer
om digteren - som ”barn af tiden”, helt kan undgå på denne måde duets identitet udadtil. Dette er
en påvirkning af den identitetsopfattelse, der gør sådan jeget ønsker at huske duet, sådan jeget øn-
sig gældende. Jeg har derfor valgt at analysere et sker at se duet rundt omkring i byens rum – under
digt, som måske peger i retning af, at der også er de grå træer i parken, med hænderne mod ruden i
spor af en postmoderne identitetsopfattelse hos Trans Europ Express, på vej væk med en bus og på
Thomsen. vej over en bro. Men det er også en beskrivelse af,
Digtet hedder ”Huskerens kærlighedsdigt” hvordan jeget ønsker at huske duet set tæt på:
(Thomsen 1981, s. 27), og allerede titlen viser, at
der her må være tale om et digt, der også bevæger “stå i åbningen mellem de to rum, (...) sov i det krøl-
sig på den horisontale, sociale linje i identitetspro- lede sengetøj, skriv på det hvide papir, drik af kopper
cessen, mens det i ”Amsterdam” netop er manglen og glas, tag vand i dit ansigt,”
på hukommelse, der afskærer jeget fra denne linje.
Jeget artikuleres ikke eksplicit i digtet, men jegets Jeget foretrækker, at duets fysiske udtryk gøres
stemme høres: til en fortælling om duet – frem for at lade duet
fortælle om sig selv, og det bliver derfor duets
”fortæl mig / intet / om dig” fysisk udtryk, som det ses af jeget, der kommer
til at bære duets identitet. Hermed bærer identi-
Jeget opfordrer her et du til ikke at fortælle om sig tetsopfattelsen præg af den postmoderne tanke
selv, men jeget insisterer paradoksalt nok selv på om det relationelle selv. Duets identitet er her
at skabe en fortælling om duet i den næste strofe. konstrueret – ganske vist ikke af duet selv, men af
Ved brugen af den imperative verbalform opfor- jeget, hvilket tyder på en bevidsthed om, at identi-
dres duet i anden strofe til en række handlinger. teten netop er noget, der kan konstrueres. Denne
Alle handlingerne er af fysisk karakter, og kroppen identitetskonstruktion får sin gyldighed, fordi der
må nødvendigvis bruges for at disse handlinger er tale om en relation – der er et jeg, der ser duets
37
kan realiseres. Ved at opfordre duet til at realisere handlinger og ønsker at huske duet netop for disse
denne række handlinger, skaber jeget en fortælling handlinger, og dermed genereres duets identitet
om duet; fortællingen genereres af duets krop, og netop i relationen mellem de to. I forhold til jeget

Hvad det blå rum gemte


fortællingen bliver nærmest cinematografisk – for- indtager duet dermed en bestemt identitet, der
stået på den måde, at de handlinger, duet opfor- bæres af duets gøren – frem for væren.
dres til at udføre, skaber en række billeder – næ- At digtet viser en postmoderne tilgang til
sten som var det en gammel sort-hvid film. Denne identitetsopfattelsen, betyder naturligvis ikke, at
fornemmelse af sort-hvid film skyldes måske, at tanken om det individuelle eller autonome selv er
det kun er farverne grå og hvid, der nævnes i: ved at blive opløst hos digteren, men konstruktio-
nen tyder måske på, at der er visse elementer ved
“sid under de grå træer i parken,” den postmoderne identitetsopfattelse, der tiltaler
Thomsen. Eftersom behovet for at fortolke iden-
og i titeten er udgangspunktet for Thomsen og hans
generation, er det måske nærliggende at antage,
“skriv på det hvide papir,” at det er muligheden for selv at konstruere eller
fortælle identiteten, der er attraktionen ved den
postmoderne identitetsopfattelse. Den postmo-
derne identitetsopfattelse tilbyder netop individet og intens væren, og da der er en ubalance mellem
at tage aktivt del i at skabe sin identitet, hvilket den mængde af udtryk jeget producerer og den
i høj grad må siges at være 80´er-generationens mængde af indtryk, der rammer jeget, genereres
behov. At identitetsopfattelsen hos Thomsen en fornemmelse af, at der indeni jeget er et dybt
kan bære denne dobbelthed – både den indad- indre på samme måde som hos det romantiske
vendte og afgrænsede identitetsopfattelse, der ses menneske.
i “Langsomt ud” og i “Amsterdam”, og samtidig I ”Amsterdam” er jegets isolerede position
en udadtil konstrueret identitet i “Huskerens udgangspunkt for fortolkningen af identiteten.
kærlighedsdigt”, skal måske også ses i lyset af den I outsiderens position har jeget mulighed for at
postmoderne opfattelse af sandheden. I postmo- erkende sin egen eksistens. Denne erkendelse af
derniteten er sandheden ifølge Gergen blevet eksistensen foregår ved hjælp af skriften. Thomsen
relativ – der er ikke mere een sandhed, det er det opfatter skriften som forbundet med kroppen,
enkelte individs synsvinkel i forhold til virkelighe- og skriften giver på den ene side mulighed for at
den, der bliver afgørende for hvordan sandheden reflektere over eksistensen, på den anden side gør
fortolkes (jf. Gergen 1991/2006). Derfor er der skriften det muligt at manifestere eller afgrænse
heller ikke kun een sandhed om, hvordan identi- jeget i forhold til omverdenen. Behovet for at
teten skal fortolkes, og dermed udvides spillerum- afgrænse jeget – at insistere på selv at fortolke
met også i forhold til fortolkningen af identiteten. sin identitet – kan måske ses både som et opgør
At identitet også handler om at indtage forskellige med 70´er-generationens tro på, at identiteten
former i forhold til forskellige relationer, behøver kan defineres i fællesskabet, og som en anarkistisk
derfor ikke udelukke individets selvstændige iden- afstandtagen til konkurrencestatens identitetsop-
titet. Identitet kan derfor både handle om, hvad fattelse. Konkurrencestatens identitetsopfattelse
individet er i sig selv, og hvad det gør i forhold til bygger på tanken om det relationelle selv, der set
andre, men det væsentlige er, at der er balance fra et romantisk/modernistisk synspunkt truer
imellem de to positioner, og at individet – sagt med at opløse individets essens – det dybe indre
med Thomsens egne ord, ikke holder op med i sig – og udelukkende fortolke identiteten ud fra, hvad
selv at være fornemt. individet gør i forhold til fællesskabet.
Mens ”Langsomt ud” og ”Amsterdam” viser en
Konkurrencestaten og det fortolkning af identiteten med udgangspunkt i en
relationelle selv romantisk-modernistisk opfattelse af individet og
Efter analyse af ”Langsomt ud”, ”Amsterdam” derfor også viser, at der lægges en distance til den
og ”Huskerens kærlighedsdigt” – med særligt postmoderne identitetsopfattelse, viser analysen
fokus på begreberne ”kroppen” og ”skriften” – kan af ”Huskerens kærlighedsdigt” en tilslutning
det konkluderes, at de tre digte på forskellig vis til fortolkningen af selvet som relationelt. Her
giver udtryk for en fortolkning af identiteten. I konstrueres duets identitet af et implicit jeg. Jeget
”Langsomt ud” observerer et jeg sin krop som taler til duet og gør brug af den imperative verbal-
udgangspunkt for udtryk og indtryk, og der form, og duet opfordres til ikke at fortælle om sig
lægges vægt på at illustrere, at kroppen er meget selv – i stedet skal den række fysiske handlinger,
følsom for indtryk. Sanseindtrykkene rammer som jeget opfordrer duet til at udføre, erstatte
fysisk jegets krop og borer sig derved ind i jegets denne fortælling. Dermed opstår duets identitet
bevidsthed, og derved giver kroppen jeget en op- i relationen mellem duet og jeget. Duet får sin
levelse af at eksistere. Jegets indre fyldes af indtryk identitet ved at udføre en række fysiske handlin-

38
ger, som jeget ser, og dermed er det de ting duet
gør, der genererer identiteten. Dette tyder på, at
den postmoderne identitetsopfattelse måske også
for Thomsen tilbyder nogle positive muligheder i
forhold til fortolkningen af identiteten. Måske er
det individets mulighed for selv at konstruere sin
identitet udadtil, der opfattes som attraktivt ved
den postmoderne identitetsopfattelse – så længe
det er muligt at holde fast i, at individet i sig selv
er noget særligt.

Litteratur:
Erikson, Erik H.: Identity – Youth and Crisis, USA 1968.
Fibiger, Johannes / Lütken, Gerd / Mølgaard, Niels (Red.):
Litteraturens tilgange, Århus 2005.
Gergen, Kenneth J.: Det mættede selv – Identitetsdilemmaer i
nutiden,Virum 2006.
Jensen, Carsten og Svendsen, Erik: ”Man må først og frem-
mest være fornem”, i: Fredag nr. 17, København 1988.
Jørgensen, Per Schultz: ”Kultur og identitet”, i: Ungdomsliv og
læreprocesser i det moderne samfund, (Red.: Anne Knudsen
& Carsten Nejst Jensen,) Værløse 2004.
Nielsen, Hans-Jørgen: ”Hr. Godot formoder jeg?” og ”Spillets
regler” i Nielsen og den hvide verden, København 1968.
Pedersen, Ove K: ”Velfærdsrapporten som tidsbillede– Et
39
essay om disciplinering til individualitet”, Kritik nr. 179,
København 2006.
Sarvig, Ole: Digte. Forord ved Søren Ulrik Thomsen, Køben-

Hvad det blå rum gemte


havn 2005.
Sidegaden, nr. 1, København 1981.
Thomsen, Søren Ulrik: City Slang, København 1981.
Thomsen, Søren Ulrik: Mit lys brænder – Omrids af en ny
poetik, Valby 2001 (1985).
Thomsen, Søren Ulrik: ”Farvel til det blå rum” i Kritik nr.
91/92, København 1990.
Når kampen for identitet
ender i vold og (selv)de-
struktion
I Jens-Martin Eriksens debutroman ’Nani’, tages der ikke afstand til
vold. Men volden løser ingen problemer.
Af Johan Christian Damsgaard

I denne artikel vil jeg kigge nærmere på Jens- Ved at bruge den indre monolog som stilistisk
Martin Eriksen debutroman, Nani (1985). Først virkemiddel lader Eriksen nemlig fortælling og
og fremmest vil jeg undersøge, hvordan værket fortæller smelte sammen, og man får dermed som
forholder sig til de identitetsdilemmaer, som læser en meget direkte tilgang til hovedfigurens
romanens hovedfigur konfronteres med. Eriksen overvejelser. Derfor indleder jeg analysen med
er repræsentant for en generation af prosaister, at kommentere på forholdet mellem handling og
der i midten af 1980’erne begynder at forholde sig fortællerforhold.
eksplicit til nogle nye identitetsopfattelser1. Alene Hvis man ser bort fra fortællerforholdene,
derfor er en identitetsteoretisk tilgang til Nani behandler handlingen i sig selv også de identitets-
relevant. Men der er en række specifikke træk ved mæssige problemstillinger. Handlingsudgangs-
Eriksens romaner i almindelighed, og ved Nani punktet i Nani er, som ikke helt atypisk for senfir-
i særdeleshed, der gør, at netop denne roman er sernes postmoderne prosa, en skrivesituation. En
specielt velegnet til en analyse med identitetsfo- fortæller beretter om erindrede enkeltepisoder fra
kus. en ikke særligt fjern fortid, og hans ekspliciterede
Et gennemgående kendetegn ved romanerne metarefleksioner omkring skrivning, væren og
i Eriksens forfatterskab er hans særlige fortæller- identitet udfylder store dele af romanen. Der er
konstruktion. Ofte har man at gøre med en første- derfor en del umiddelbart brugbart stof, når man
personsfortæller, som beretter gennem en indre vil undersøge, hvilken identitetsproblematik, der
monolog (Huang 2000, s. 405). Således også i kommer til udtryk i værket. Da romanen har én
Nani2. I min analyse har jeg anset det for at være hovedfigur, og da det oven i købet er hans tanker,
nødvendigt at knytte en kommentar til forbindel- der bliver blotlagt, udgør problemerne omkring
sen mellem fortællerforholdene og handlingen. hans identitet selvsagt den centrale del af min ar-
tikel. Alligevel vil jeg også berøre, hvordan bogens
1
I forlængelse af attituderelativismens indtog i sluttres- bipersoner forholder sig til problematikkerne.
serne – se Nielsen 1968. Bifigurerne optræder jo qua fortællerforholdene
2
I førsteudgaven af Nani (Eriksen 1985) bærer romanen udelukkende reflekteret gennem hovedfiguren,
ligefrem undertitlen ”Monolog”. og beskrivelsen af dem siger derfor også implicit
noget om fortælleren. Desuden vil det vise sig, at præsenteres for de forskellige personer, som han
der kan sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt der skriver om, bliver man gjort opmærksom på usik-
overhovedet optræder andre personer end fortæl- kerheden omkring deres eksistens:
leren.
Onani. Det er ikke helt klart, om det er Nana af kød
En postmoderne metafortælling og blod, eller om det er en fantasi-skikkelse og et navn
Nani er en kort roman. Den er udkommet i her i teksten, som bliver til og forsvinder og bliver til
flere udgaver, hvor den seneste i betydelig grad er endnu en gang, ud og ind, som jeg skriver (Eriksen
revideret. I min analyse citerer jeg fra førsteudga- 1985, s. 9)
ven, da den i højere grad end de senere kan gælde
for et tidsdokument til beskrivelse af midtfirserne. Billedet kan hedde hvad som helst, men fordi det
Den omfattende revision af værket stemmer stønner inden for rammen og giver en fornem-
overens med, at romanen som postmoderne værk melse af krop, kan jeg her kalde det for Perro, som
ikke udgør en autonom helhed3, hvilket relative- også er det navn
rer mine konklusioner i artiklen – der er ikke én
autoritativ Nani, men flere. der giver min kunstige sjæl lidt menneskelige træk.
Som beskrevet i indledningen, er romanen (Eriksen 1985, s. 15-16)
meget bevidst om skriveprocessen. Fortællingens
forhold til fortælleren bliver i høj grad eksplicite- Hvorvidt det nedskrevne refererer til nogle
ret – hvilket jo i sidste instans også medfører me- episoder, som jeg-fortælleren erindrer, hvorvidt
taovervejelser omkring romanen Nanis forhold til hans fortællinger er ren fiktion, eller hvorvidt
fortælleren Jens-Martin Eriksen. De fortællemæs- episoder og personer i fortællingen repræsenterer
sige overvejelser er ikke i sig selv et postmoderne noget ved ham selv, fremstår uklart. Det vil sige, at
kneb. Allerede blandt de modernistiske værker romanen hele vejen igennem kan læses på mindst
finder man fortællinger, der problematiserer selve tre konkrete niveauer: som erindrende ramme-
skrivehandlingen, som f.eks. i Martin A. Hansens fortælling, som metafortælling (en fortælling om
lange novelle ”Midsommerfesten”, hvor en forfat- at fortælle fiktion) og som psykologisk karakter-
ter kommer i direkte dialog med ”den kvindelige fortælling. Da fokus i denne artikel er identitet
læser”, imens han skriver. Men Nani adskiller sig og fiktion, forholder min analyse sig primært til
alligevel handlingsmæssigt radikalt fra sine mo- den sidste handlingstolkning. Det betyder, at jeg
dernistiske forgængere. ser bipersonerne som repræsentanter for dele af
Handlingen i Nani er således en kompliceret fortællerens selv(-forståelse), eller som personi-
størrelse. I kraft af fortællerens mange eksplicitte ficerede overvejelser omkring løsninger på hans
overvejelser omkring skrivehandlingen får vi som egne identitetsdilemmaer. Begrundelsen for, at jeg
læsere præsenteret stoffet som værende måske så entydigt mener at kunne læse fortællingen som
virkeligt, måske fiktivt. Det eneste, man med sik- en psykologisk skildring af fortælleren, bunder i
kerhed kan sige om handlingen er, at der sidder en
person og skriver i en uge. Efterhånden, som man

3
Som det bl.a. bemærkes af Kjærstad, der sammenligner
det postmoderne værk med et prisme, hvor lyset brydes i
mange retninger (Kjærstad 1999, s. 224).

42
hans egen eksplicitering af denne læsningsmulig- mellem de to størrelser bliver ophævet på dekon-
hed (jævnfør ovenstående citater)4 struktiv vis6.
Når fortælleren f.eks. i det afsluttende kapitel Identitetsteoretisk peger det i retning af både
sidder og venter på, at ”de” (politiet) kommer, Zygmunt Bauman og Kenneth Gergen. Baumans
fordi han har myrdet Nana, taler det selvfølgelig såkaldte tv-serie/dokudrama-menneske7 er netop
umiddelbart for, at romanens ”skrift”-fortælling kendetegnet ved ikke at skelne mellem ”fiktion”
skal forstås som konkrete erindringer. Her kom- og ”virkelighed”, mens Gergens begreb pastiche-
mer hele metaproblematikken frem igen, da personlighed dækker den frie leg med ”roller”
spørgsmålet melder sig, om fortællingens forhold (som – nota bene – også anses for at være fiktion).
til sin egen indre fortælling er hierarkisk eller Fortælleren afslører altså allerede dele af sin hold-
parataktisk – altså om vi har at gøre med to sidelø- ning til identitet alene ud fra måden, han vælger at
bende fortællinger, eller om vi har at gøre med én fortælle på.
stor fiktiv fortælling. Det er vigtigt at erindre, at de
forskellige konkrete læsningsmuligheder forbli- Punkter og/eller forløb
ver åbne, men grundet pladshensyn vil de ikke Romanens fabula og syuzhet falder sammen i
blive kommenteret i udpræget grad. Den vinkel, rammefortællingen. Rammefortællingens forløb
som jeg hermed lægger over handlingen gør, at er sammenhængende og strækker sig over en
romanen bliver en slags solipsistisk skrift, idet alle uge, men i den fortalte fortælling er kohærensen
optrædende bipersoner bliver gjort til problemati- uklar. Fortællingen er beskrivelse af enkeltsitua-
ske størrelser i forhold til eksistens. tioner, men de optræder tydeligvis ikke kausalt.
For eksempel beskrives fortællerens første møde
-VYOVSKL[TLSSLTÄR[PVUVN med Nana ikke før kapitel 5. Når Eriksen på
virkelighed denne måde skaber tvivl om sammenhængene i
Gennem dele af romanen bliver vi præsenteret fortællingen, og lader den bestå af enkeltsituati-
for fortællerens oplevelse af forholdet mellem ons-beskrivelser, kan det ses som en anvendelse
43
fiktion og virkelighed. Fortælleren har enten svært af Lyotards idé om de store fortællingers død.

Nårkampenforidentitetenderivoldog(selv)destruktion
ved at skelne mellem disse to størrelser, eller også Denne strukturform bliver af Marianne Ping Hu-
er han bare ligeglad5. At virkelighedsopfattelse og ang kaldt ”punkter” og skulle være kendetegnende
fiktionsopfattelse flyder sammen, bliver bevidst for en del af den postmodernistiske danske prosa i
benyttet, dels som middel til virkelighedsflugt, firserne (Huang 1990). Strukturen er dog ikke væ-
dels som en del af ”legen”. Hvad der er virkelighed, sensforskellig fra det, Hans-Jørgen Nielsen tilbage
og hvad der er fiktion, bliver uklart. Hierarkiet

4
Samme iagttagelse er gjort af Pedersen: ”(…) jeg’et 6
”Derrida problematiserer bl.a. de hierarkiske modsæt-
er opsplittet i en agerende (Mex), en refleksiv (”jeg”) og en ninger, som filosoffen traditionelt har tænkt i: nærvær/fravær
animalsk (Perro) person, hvilket er i overensstemmelse med (…)” (Rasmussen (mfl.) 1999, s. 67).
jeg’ets følelse af usammenhæng” (Pedersen 1987, s. 40), og af 7
Hos Bauman medfører opmærksomheden på, at alt er
Huang: ”Ganske vist skriver fortælleren om og på Nana, men fortællinger ”et liv, der i mistænkelig grad ligner en tv-serie,
han skriver først og fremmest i sit eget billede; han er Nani’s og et dokudrama, der ikke tager hensyn til krav om adskillelse
centralfigur” (Huang 2003, s. 99). af fantasi og ”virkelighed”” (Bauman, citeret efter Jacobsen
5
Jævnfør citaterne oven for om Perro og Nana og des- 2004, s. 172). Desuden har Gergen kort berørt samme ten-
uden store dele af handlingen, når han er i selskab med Perro. dens (Gergen 2006, s. 140-142).
i tresserne kaldte ”eksempler”, når han talte om udnytte dem til sin egen fordel. Eller rettere: hun
modernismens tredje fase (Nielsen 1968, s. 162). virker, som om hun besidder disse karaktertræk
Hvis man som læser ønsker at konstruere et – og det er denne dobbelte usikkerhed omkring
sammenhængende forløb i ”punkterne”, kan det hendes person, der i første omgang gør hende så
kun med en vis rimelighed lade sig gøre mht. attraktiv for fortælleren. Denne identitet, som
situationerne, hvori Nana optræder. Her præsen- også er en anti-identitet, går under navnet PUNK:
teres vi nemlig både for fortællerens første møde
med Nana (Eriksen 1985, s. 42-43)8 – eller i hvert Du lod til at vide, at PUNK er så potent, og så meget
tilfælde en situation fra før, de havde et forhold anti, at det er parat til at vende sig mod sig selv i det
- og for forholdets ultimative afslutning, nemlig øjeblik, hvor det bliver frosset fast i en form (…)
mordet på Nana9. De forskellige situationer i den PUNK er anti-fascismen, fordi den er kernen i paro-
mellemliggende tid kan placeres, så historien dien, fordi den er princippet om at vende verden om,
om Nana bliver en fortælling om deres forholds fordi den er det evigt ufærdige i verden, det ufærdige i
deroute. vores liv, det uformelige (…). (Eriksen 1985, s. 43-44)
Med hensyn til de andre bipersoner optræder
de i højere grad uden for tid og sted, og det er Med Eriksons terminologi er punk dermed en
derfor svært at konstruere en sammenhængende form for ydre identitet, som er forskellig fra dén
fortælling om dem. indre identitet, som viser sig i højere grad at være
uforløst. Nanas forhold til identitet stemmer over-
Punk som anti-identitet ens med hendes alder. Hos Erikson befinder hun
Der optræder tre gennemgående bipersoner i sig som 19-årig i en personlig krise mellem iden-
romanen: Nana, Perro og Mex. Strukturelt er ro- titet og identitetsforvirring12. Hendes grundlæg-
manen opdelt i otte kapitler, som veksler mellem gende problemløse tilgang til denne slags identitet
at have Nana og Perro som centrale bifigurer10, og harmonerer i højere grad med Gergens socialkon-
hvert andet har Perro11 som den centrale bifigur. struktionistiske syn på sagen, hvor identitet er en
Mex optræder spredt over hele romanen, men kun leg. Nanas projekt er altså konstant udvikling og
i meget korte episoder. Ingen af personerne op- dermed et had til alt etableret. Men hendes ønske
træder i romanens fortælletid. Den eneste aktør, om at være anderledes kan ikke opfyldes. For
som befinder sig i fortælletiden, er nemlig ”jeg”. selvom punk er forandring, så er punk også i høj
Nana er den eneste person i romanen, som grad tom attitude, og dermed, som hos den strate-
gennemgår en personlig udvikling. Da ”jeg” træf- giske manipulator, forskellig fra éns selvfølelse:
fer hende første gang, er hun kendetegnet ved sin
konstante omstillingsparathed i sit forhold til sin Men det var alt sammen meget, meget svært at være
identitet. Hun kender spillets regler og forstår at enestående når man var 19, ingen penge havde, og
gaderne i København var pissekolde. (Eriksen 1985,
s. 10)
8
Her beskriver han, hvordan han så Nana stå ved en bar,
og hvordan han blev forelsket i hendes stil i den forbindelse.
9
”Nana lå sølle og forkneppet og meget langt væk i død 12
Jeg refererer her til Eriksons såkaldte ’livscyklus’, hvor
og forsvinding ved siden af mig” (Eriksen 1985, s. 68).
menneskets udvikling inddeles i otte faser eller konfliktzoner.
10
Kap. 1, 3, 5, 7-8. Den femte fase, som ligger i teenage-årene, handler netop om
11
Kap. 2, 4, 6. identitetsudvikling.

44
Og lidt senere: sove. For det er så svært at være enestående og gøre
noget. (Eriksen 1985, s. 11)
Det er så svært at være Nana og ingenting ellers. (Erik-
sen 1985, s. 11) For at tjene til livets opretholdelse lader hun sig
nøgenfotografere. Under en af disse fotosessi-
Identitetsspillet står i modsætning til virkelighe- ons bliver hun voldtaget af fotografen. Og det er
den. Det er en slags tilflugt, en måde at overbevise denne begivenhed, der standser hendes udvikling.
sig selv om, at man lever13. Stopper forandringen, Nana kan i sit udgangspunkt ses som repræsen-
dør man. Sådan viser det sig også at ske – både på tant for det, fortælleren søger hos sig selv: frihed
det konkrete og på det billedlige plan. Da Nana og konstant bevægelse og ubestemmelighed i
bliver dræbt af fortælleren, er hendes udvikling forhold til identitet. Hendes sammenbrud og død
nemlig stoppet. Således skriver fortælleren i roma- er så samtidig fortællerens erkendelse af, at identi-
nens første kapitel i en karakteristik af Nanas krop tetslegen er en illusion.
og hendes handlinger adskillige gange: ”jeg for- I de scener, hvor fortælleren optræder alene
står” (Eriksen 1985, s. 9) – hvilket jo står i mod- sammen med Nana, laver de stort set aldrig andet
sætning til hans syn på den Nana, der præsenteres end at dyrke sex. De taler ikke sammen – når der
i ”punkcitaterne” oven for. Man kan sige, at kernen tales, er det i monologer, hvor selv ikke den talen-
i fortællerens forhold til Nana fortrinsvis bygger de hører efter15. Der er en splittelse i fortællerens
på to ting: hendes væsensubestemmelighed og de- forhold til Nana: På den ene side er hans fascinati-
res fysiske samvær (sex). Når fortælleren kender on af hendes identitetsleg personlig. På den anden
Nana ind og ud, er hun jo ikke som sådan længere side er det seksuelle, der binder deres forhold
forskellig fra resten af verden, der er kendetegnet sammen, dybt upersonligt. Således beretter ”jeg”
ved stilstand, og deres forhold må dø. Her er den direkte, at ”Det kunne have været hvem som helst,
yderste konsekvens blot, at fortælleren lader Nana det kunne have været imellem andre ben” (Erik-
dø. Om det er en symbolsk død eller en konkret sen 1985, s. 26). Fortælleren bruger den seksuelle
45
død står naturligvis til diskussion14. oplevelse som en måde at føle sin fysiske eksistens

Nårkampenforidentitetenderivoldog(selv)destruktion
Udviklingen fra at være en person i konstant på og samtidig som en måde at flygte fra en pres-
forandring og til at være en person, som er gået i serende tomhedsfølelse – seksualiteten er altså et
stå, sker brat. For at være så fri som mulig, laver slags rusmiddel. På denne måde kan man sige, at
Nana ikke dagens gode gerning: fortælleren fysisk bruger Nana til at bekræfte sin
egen eksistens, mens hendes eksistens for ham er
Og man er uden betydning, og har tid nok hele den knyttet til et mentalt frit identitetsspil, som – skal
alt for lange dag. Så er det bedre at holde sig væk. Så det vise sig – han selv har problemer med.
er det bedre at gå op igen under dynen og onanere og
Den konsekvente eskapist
13
Identitetsspillet er ikke ene om at blive brugt for at Hvor bevægelse i sammenhæng med Nana
opnå netop denne effekt i Nani – sex, vold, alkohol og stoffer handlede om gennem en konstant identitetsforan-
benyttes på samme måde. dring at positionere sig over for verden, er Perros
14
En ting, der taler for, at det er en symbolsk død er lys/ bevægelse af en helt anden karakter. Han positio-
mørke-symbolikken, som bl.a. optræder i forbindelse med
voldtægterne og Nanas død, og som der er redegjort for hos 15
Eksempel: ”Var ikke selv til stede, men fik det fortalt af
Pedersen (Pedersen 1987, s. 49-50). munden, som talte og talte (…)” (Eriksen 1985, s. 25).
nerer sig nemlig ikke i forhold til omverdenen, gør sig gældende i denne fortælling – flugten gør
men flygter i stedet fra den. Perro er nemlig konse- usårlig.
kvent eskapist – både fysisk og psykisk. Han søger Perro er dog ikke kun fri fantasi, men også et
sin tilflugt i fantasiens verden. Eskapismen skyldes animalsk væsen, som er nært sammenknyttet
ikke ubehagelige sammenstød med virkeligheden, med fysisk væren. Ligesom det gjaldt for Nana, er
for Perro forholder sig slet ikke til virkeligheden. seksualiteten en fremtrædende del af Perros karak-
I stedet er hans tilstedeværelse i romanen ter. Seksualiteten adskiller sig dog ikke fra andre
knyttet til en fiktionsdiskurs. Fortælleren lader fysiske ”behov” hos ham:
konsekvent hans fremtræden fyldes med referen-
cer til litteraturen. Perro forbindes med (og er en (…) han kan pisse, skide, hore, drikke, æde, svede,
del af?) de store fortællinger. Alt fra Bibelen til stønne og udholde mere end nogen anden, jeg i hele
et chandlersk krimiunivers knyttes til ham16. For verdenshistorien har hørt om. (Eriksen 1985, s. 16)
Perro er der altså ingen forskel på virkelighed og
fantasi – eller rettere: der er ingen virkelighed: De kropslige behov bliver uproblematisk opfyldt
for Perro. Der optræder ingen refleksion. Samti-
Perro er selv et citat, og så en lille bitte smule ham selv. digt er hans forbrug uhæmmet. Han gør, hvad han
(Eriksen 1985, s. 55)17 føler lyst til, og hvis der opstår problemer, søger
han tilflugt, enten i fantasien eller ved at rejse. –
Paradoksalt nok er han alligevel den person i Læg i øvrigt mærke til, at ”de store fortællinger”
romanen, som umiddelbart lader til at klare sig også knyttes til Perro i forbindelse med hans
bedst. Eskapismen er uden omkostninger. dyriske side (”verdenshistorien”), så selv i det rent
Hvis man skal placere denne del af Perros fysiske optræder en fiktionsdiskurs. På trods af
personlighed i identitetsmodellerne, ligner han denne blanding af krop og fantasi bliver Perro for-
prototypen på Baumans tv-serie/dokudrama- trinsvis dualistisk præsenteret. Som i fortællerens
menneske. Han forholder sig dog meget radikalt forhold til Nana er der en splittelse mellem den
til fiktionen, da hans problem ikke er, at han ikke fysiske og den mentale oplevelse. Måske skyldes
kan skelne mellem fiktion og virkelighed, men det, at de fysiske behov er en uundgåelig referent
derimod, at han udelukkende forholder sig til til den ”virkelige” verden.
fiktionen. Hans uproblematiske forhold til roller
kunne ligne det relationelle selvs. Perros særegen- Perro var der bare som en krop, som en død sjæl i et
hed er sammenstykningen af citater og ikke noget stumt legeme. For han afviser verden. Han afviser
ekstrafiktivt, hvilket jo i øvrigt også passer fint altid verden til han har drukket, ædt, skidt og pisset.
med Gergens relationelle selv. Den amerikanske (Eriksen 1985, s. 54)
psykiater Robert J. Lifton siger, at virkelighedse-
skapisme er en måde at være udødelig på ( Jacob- Perros sociale forhold er tæt knyttet til hans for-
sen 2004, s. 189), og det er måske netop det, som tællinger. Man kan sige, at hans oplevelser opnår
en slags virkelig eksistens i det øjeblik de bliver
16
Eksempler fra Eriksen 1985: ”Kanaans Land” (s. 16), udtalt. Derefter lever de deres eget liv og udvikles
”Han er en af Chandlers drenge” (s. 33), ”(…) det hellige konstant.
Kors, Moses og Profeterne og den endeløse Verden” (s. 54). Overordnet kan man beskrive Perro som en
17
Og Perro er et citat – navnet betyder ”hund” på spansk. slags Pan-figur. Han indeholder nemlig både
karaktertræk fra de græske guder (i sin fysiske op-

46
træden) og fra Peter Pan (virkelighedsflugten)18. læserne for første gang præsenteres for ham, er
Pan-associationen er sikkert ikke tilsigtet fra han i selskab med Nana:
Eriksens side, men den dækker meget godt over
Perros personlighed. Helt overordnet set er det Mex var som altid venlig og åben når han omfavnede
svært at placere Perro i identitetskategorierne, idet hende, og sagde hendes navn så smukt som det lyder.
at vi aldrig bliver præsenteret for hans handlingers (Eriksen 1985, s. 5)
bevæggrunde. Især er det problematisk i forhold
til Eriksons teorier, da den vigtigste skelnen her Det vil sige, at Mex’ tilgang til verden er umid-
går imellem indre og ydre identitet, som netop delbar og problemløs. Mex kan siges at være en
bliver adskilt ved den analyserede persons egen repræsentant for en uproblematisk tilgang til
tilgang til problemstillingen. Med hensyn til de væren. Citatet oven for og forventningen om hans
andre teoretikere har jeg nævnt en tolkningsmu- komme taler for det, men hans ruskarakter taler
lighed i forbindelse med hans eskapisme, men det imod det.
er straks sværere at finde begrundelser for hans
fysiske optræden. Jeg’et og bipersonerne
Når fortælleren er i selskab med Perro, lever Det viste sig, at samtlige personers identiteter
han et liv, som minder om Perros. De rejser sam- tog deres udgangspunkt i en måde at bekæmpe
men, drikker sammen, spiser sammen etc. Som den konforme samfundsvirkelighed og dermed
udgangspunkt lever de som et par drengerøve. opnå integritet i kraft af anderledeshed. Ønsket
Men Perros person fylder meget i det indbyrdes om anderledeshed var især kendetegnende for
forhold og påvirker derved fortælleren til at tænke Nanas identitetsspil, men medførte hendes død.
som ham. ”Jeg” bliver ligefrem opslugt af Perros Perro vælger at undgå kampen gennem eska-
fantasiverden: pisme, og hans forsøg lader til at virke. Alligevel
kan fortælleren ikke bruge Perros model i sin egen
(…) at jeg glad dansende og med bind for øjnene søgen efter et ståsted, fordi ”virkeligheden” presser
47
gled ind i Perros historie, når han nu selv inviterede på (i form af eksempelvis tømmermænd). Det

Nårkampenforidentitetenderivoldog(selv)destruktion
(Eriksen 1985, s. 36) er interessant, at fortælleren ikke er i stand til at
kontakte nogen af personerne – han venter deres
Perro kan repræsentere en anden måde at tackle komme19.
virkeligheden på. Der bliver ikke givet en fyldig, eksplicit karak-
teristik af fortælleren. I selskab med bipersonerne
Fortællingens Godot overtager han dele af deres egenskaber, og mister
Mex kan nærmest karakteriseres som værende dermed en del af sin selvstændighed. En central
fortællingens Godot. Fortælleren venter hans del af krisen består i forskellen på den sociale
komme, der vil løse problemerne. Han lader til handling og den personligt individuelle. I fortæl-
udelukkende at optræde, når man befinder sig i en lingens nutid befinder fortælleren sig i et vakuum.
slags lykkerus. Hans forhold til identitet er sløret, Han foretager ingen anden reel handlingsakt end
da han som sagt ikke rigtigt optræder. Men hans at skrive. Det vil sige – han sover, spiser, skider, ry-
personlighedstræk afslører alligevel noget. Når
19
Eksempel: ”Der kommer ikke nogen, hverken Mex eller
Nana eller Glaspigen eller nogen anden” (Eriksen 1985, s.
18
For Peter Pans vedkommende til Ønskeøen. 33).
ger, drikker et cetera, men disse handlinger bliver, hæmmer ham i at leve livet, som han har mulighed
ligesom hos Perro, blot anset for at være livsop- for. Den eneste måde, hvorpå han kan vække det
holdende. Fortælleren er gået i åndelig baglås, og sovende barn, er ved at ty til vold21. Ønsket om, at
derfor kommer bipersonerne ikke forbi med deres barnet skal vågne, bunder i en længsel efter frihed.
kriseløsninger. Det eneste, der bekræfter hans Ligesom Nana ønsker fortælleren ikke at tage
eksistens, er hans skriveakt. Han er ansvar for sit eget liv.
Man kan altså med Erikson sige, at fortælleren
”(…) næsten ikke til stede, andet end som de hænder, befinder sig i en krise, der knytter sig til hans indre
der skriver og skriver her hen over det hvide papir.” identitet. Man kunne ud fra hans alder forvente, at
(Eriksen 1985, s. 41) krisen stod imellem intimitet og isolation. Der er
ingen tvivl om, at fortælleren qua sine handlinger
Skriveakten er, om man så må sige, den sidste bas- bliver isoleret, men intimiteten har hos Eriksen en
tion, nu, da hverken Nanas identitetsleg, Perros anden rolle end hos Erikson. I Nani handler inti-
fantasieufori eller Mex’ uproblematiske tilgang til mitet nemlig ikke om at åbne sig og give sig hen,
selvet er tilgængelige. men derimod udelukkende om en fysisk handling.
Selve romanens titel, Nani (dværgvækst), Stidsen (1999) skriver, at det i højere grad hand-
underbygger, at den handler om et menneske, der ler om bemægtigelse af ”det Andet” (krop) end
er kørt fast. Som det er blevet bemærket af Anne- det handler om ”den anden” (personen) (Stidsen
Marie Mai20, henviser denne titel til forfatterens 1999, s. 92-93).
sjælelige tilstand. Han er gået i stå, men vægrer sig Hvis fortælleren skal placeres i Gergens model,
ved at handle. Eller rettere: Fortælleren er bange befinder han sig på det første trin. Han er klar over
for at blive voksen, hvilket i denne roman er det spillet og dets regler, men anser det stadig for spil,
samme som at blive absorberet i samfundet. Barn- og kan, hvis han ønsker at være ærlig, ikke finde
voksen tematikken bliver eksplicit fremhævet flere sig selv i det. Hvorvidt fortælleren tror sig i besid-
steder i romanen. Barnebilledet er dog ikke énty- delse af et kerneselv, fremgår ikke tydeligt, men
digt. Men fortælleren taler om sit indre sovende der er derimod ingen tvivl om, at han bærer en
barn i forbindelse med voldsscenerne: længsel efter det. Han ønsker i hvert fald at være
anderledes. Men egentlig strategisk manipulator i
(…) og herfra hvor jeg svæver, tænker jeg, at det er gergensk forstand er han ikke. Det skyldes, at han
svært at bære et tab – selv et nok så lille – og at man jo ikke optræder i de mange sociale relationer.
engang imellem må gribe til spontan vold. Enten for at Når han kun socialt færdes med tre mennesker, er
vise sin vilde tanke, eller for at vække et sovende barn. rollespillet til opnåelse af visse gevinster jo stærkt
(Eriksen 1985, s. 6) begrænset. Endelig besidder fortælleren en række
af de træk, som Bauman mener, karakteriserer
Det sovende barn står i modsætning til den etable-
rede verden. En tolkning af dette barn som billede 21
Denne tolkning af barnebilledet gælder kun situatio-
i Nani kunne være, at det repræsenterer det, som nerne, hvor fortælleren skriver om ”det sovende barn”. Barnet
fortælleren søger i sig selv, men som samtidigt optræder nemlig andre steder i romanen, hvor voldstolknin-
gen ikke dækker billedet. Til eksempel kalder fortælleren
20
”Jens-Martin Eriksen lader jeget fastholde sig selv i Nana ”det forklædte barn, jeg måtte have ud af mig” (Eriksen
en »nani«, en åndens dværgvækst og sprogets o-nani, en 1985, s. 65) og bruger i kapitel 4 barnet i forbindelse med en
ondskabens kult” (Mai 1994, s. 287). barndomserindring (Eriksen 1985, s. 39).

48
postmoderniteten – til eksempel problemet med udgør ethvert perspektivs absolutte forsvindings-
at skelne virkelighed fra fiktion. punkt, er det kun ved at absolutere sin væren
At den postmoderne identitetsleg går ud over i forhold til dette, at livet kan perspektiveres”
det sociale, ser vi i fortællerens relationer. Hvis (Thomsen 1996, s. 60). Eriksens fortæller søger jo
man læser romanen symbolsk, kan man blive netop efter en meningsfuld væren, som er forskel-
i tvivl om, hvorvidt der overhovedet optræder lig fra almindelighedens konforme død.
andre personer end fortælleren, og Nani bliver så Men også på andre områder ligger Nani i
et solipsistiskt, navlebeskuende projekt. Hvis man forlængelse af de tidlige 80’eres digtning. På det
omvendt læser den som et erindringsværk, må metafysiske område fremhæver Marianne Stidsen
man konkludere, at fortælleren kun bruger sine den transcendentale stræben (Stidsen 1999, s.
sociale relationer til at blive bekræftet i sin egen 90), man ser hos f.eks. Strunge, som et træk, der
identitet og anderledeshed. I forholdet til Perro også gælder Eriksen. Kombinationen af indlevelse
bliver anderledesheden dog en slags fælles pro- i drømmens verden, og det problematiske forhold
jekt, da de begge leger ”legen”. Men hos Nana står til attitude og identitet, er et fællestræk mellem
han enten som betragter eller som brutal udnytter dem. Hos Eriksen skyldes Nanas deroute jo uover-
af, hvad hun fysisk kan give ham. ensstemmelse imellem, hvordan hun vil virke,
og hvordan hun føler, at hun er. Perro derimod
Isolation frem for intimitet flygter ind i drømmen. Ingen af figurerne i Nani
I Nani præsenterer fortælleren os for forskellige opnår nogen form for forløsning i forhold til deres
måder at forsøge at finde et personligt ståsted, en identitet. Med Knud Bjarne Gjesings ord: ”Ens
identitet, i en upersonlig verden. Disse metoder værk eller drøm eller illusion bygges op, idet man
bliver personificeret gennem romanens aktører. selv brydes ned” (Gjesing 1982, s. 197)22.
Det viser sig, at ingen kan finde en problemfri I forhold til Erikson, Bauman og Gergen har
løsning, og på det punkt kan romanen læses som det vist sig, at Eriksens fortællers krise passer
en tragedie. under kategorien indre identitet hos Erikson.
49
Alligevel lykkes det, i hvert fald for fortælleren, Fortælleren befinder sig i en situation, hvor han

Nårkampenforidentitetenderivoldog(selv)destruktion
i enkelte øjeblikke at føle sin eksistens problem- søger efter en eksistentiel mening, som det viser
frit. I alle situationerne sker det ved en form for sig ikke kan opnås ved hjælp af den ydre identitet.
eskapisme – enten ved sansebedøvelse eller ved Den personlige krise, der ifølge Eriksen skulle stå
fantasiens frie spil. Selv seksualakten er en måde imellem intimitet og isolation ender i isolation23
at blive høj på, og ikke en kærlighedshandling - fortælleren ender med at sidde og bare vente
(jf. oven for). Den amerikanske psykiater Robert på, at tiden går24. Generelt er romanens tilgang
Lifton taler om ”’transcendental-eksperimentelle’ til postmoderne identitet negativ. Den frihed,
handlinger så som indtagelse af euforiserende
stoffer og alkohol, indlevelse i seksualakten, i mu-
22
Citatet handler om Strunge, men passer ligeledes på
sik eller læsning som dødsforglemmende oplevel- Eriksen.
ser” ( Jacobsen 2004, s. 189) – og det er jo netop 23
Fortælleren befinder sig i skrivesituationen helt uden
det, der her er tale om. kontakt til omverdenen.
Ideen om skriveakten som en måde at omgås 24
”Alt imens vender mit ansigt en anden vej i resignatio-
døden på, deler Eriksen med Søren Ulrik Thom- nen over at dagene går, at øjeblikkene kommer og kommer,
sen. Thomsen skriver: ”Da døden således for dét og at jeg ikke har noget håndgribeligt tag på tiden som går”
liv der udfoldes af den kropslige subjektivitet, (Eriksen 1985, s. 73).
som Gergen ser knyttet til postmoderniteten, har Huang, Marianne Ping: ”Efterskrift”: i: Jens-Martin Eriksen:
ingen plads i Nani. I stedet er Baumans idé om, at Nani, Lindhardt og Ringhof 2003.
”palimpsestidentiteten”25 tilsidesætter det sociale Jacobsen, Michael Hviid: Zygmunt Bauman – den postmo-
til fordel for det egoistiske projekt, i høj grad dæk- derne dialektik, Hans Reitzels Forlag 2004.
kende for store dele af romanen. Kjærstad, Jan: ”Fra ubevidste sjæleliv til ekspanderende uni-
Nani er altså en roman, der identitetsmæs- vers” i: Jan Kjærstad: Menneskets Felt, Samleren 1999.
sigt primært peger bagud i tiden. Den deler den Larsen, Ole Schultz: Dansk prosa 1956-2001, Forlaget
postmoderne erfaring om en opsplittelse af selvet, Systime 2005.
men holdningen til denne opsplittelse er negativ. Lyotard, Jean-François: The Postmodern Condition: A Re-
Romanen konstaterer, at der er problemer, men port on Knowledge, Theory and History of Literature, bd.
forsøger ikke at komme med et bud på, hvordan 10, Manchester University Press 1984.
de kan løses. Det er også i den sammenhæng, man Mai, Anne-Marie: ”Efterord” i: Prosa fra 80’erne til 90’erne,
skal se på romanens brug af vold: På den ene side red. Anne-Marie Mai, Borgens Forlag 1994.
er beskrivelserne nøgternt konstaterende og tager Michelsen, Jimmi: “Henover papiret igen og igen…” i: Prosa
ikke afstand fra volden. På den anden side er figu- fra 80’erne til 90’erne, red. Anne-Marie Mai, Borgens
rerne tragiske – så volden løser ingen problemer. Forlag 1994.
Nielsen, Hans-Jørgen: ”Modernismens tredie fase: fra erken-
Litteratur: delse til eksempel” i: Hans-Jørgen Nielsen: Eksempler,
Bauman, Zygmunt: ”A Sociological Theory of Postmoder- Borgens forlag 1968.
nity” I: Thesis Eleven, nr. 29, Massachusetts Institute of Olsen, Jan Brødslev: ”Voksenlivet” i: Jan Brødslev Olsen:
Technology 1991. Selvets verden, Forlaget Systime 2000.
Eriksen, Jens-Martin: Nani, Gyldendal 1985. Pedersen, Birthe: Subjektets forhold til værdirelativismen i
Eriksen, Jens-Martin: Nani, Lindhardt og Ringhof 2003. 1980’erne. Undertema: magt, Speciale, Institut for nor-
Gergen, Kenneth: Det mættede selv – Identitetsdilemmaer i disk filologi, Københavns Universitet 1987.
nutiden, Psykologisk Forlag 2006. Rasmussen, Henrik mfl. (red.): Gads Litteraturleksikon,
Gjesing, Knud Bjarne: ”Sindets faldlove” i: Karneval, nr. 82, G.E.C. Gads Forlag 1999.
Forlaget Systime 1982. Stidsen, Marianne: ”Kunsten ikke at fortælle en historie” i:
Huang, Marianne Ping: ”Netværk punkter netværk” i: Den Bogens virkelighed, red. Thomas Bredsdorff mfl., Gylden-
Blå Port, nr. 15-16, Rhodos 1990. dal 1999.
Huang, Marianne Ping: ”Jens-Martin Eriksen” i: Anne-Marie Thomsen, Søren Ulrik: ”Betingelser for poetisk tilblivelse og
Mai (red.): Danske digtere i det 20. århundrede, bd. III, en ny tilblivelsens poesi” i: Søren Ulrik Thomsen: Mit lys
Gads Forlag 2000. brænder, Vindrose 1996.

25
”Palimpsest-identitet” ( Jacobsen 2004, s. 237) er en
identitet, der kan skabes, slettes, nyskabes og ændres ad
libitum. Ifølge Bauman gør den øgede fokus på identitet i
postmoderniteten, at den enkelte aldrig falder til ro, hvilket
igen medfører et enormt fokus på at skabe ”sig selv”. Når ens
egen identitet får så stor opmærksomhed, sker det på bekost-
ning af ”den energi og hele det engagement, der i politisk og
moralsk forstand kunne være rettet mod Den Anden og mod
fællesskabet” ( Jacobsen 2004, s. 289).

50
Nårkampenforidentitetenderivoldog(selv)destruktion
51
Se, min fragmenterede
bevidsthed
’Tag aldrig af hovedstolen,’ sagde Højholt. Men når renterne
er stemmer, der kværner i kraniekassen, kan det være på sin
plads, at gå tilbage til splittelsens oprindelse. At det senmoderne
menneske er, hvad det selv gør sig til, er et svært vilkår.
Af Sidsel Toft Christensen

Vil I ikke godt lade jer dressere og lade være at tale og Hovedstolen (1998). Ud fra de tre prosastykker
ville og kræve det modsatte af mig og hinanden bare et ”Rullegardinerne”, ”Kælken” og ”Faren for oven”
øjeblik, kan I ikke være glade og føle ro og smelte sam- vil jeg analysere de forhold, der har betydning for
men, kan vi ikke blive én, der ikke hele tiden skal høre barnets identitetskonstruktion. Artiklens hoved-
om døden, eller vil et andet sted hen. (Hesselholdt vægt er på analysen af Agnetes identitetskonflikt
2002, s. 7) i Kraniekassen som vil blive sammenholdt med
jeget i Hovedstolen.
Hvem er jeg egentlig, når andres ydre stemmer
bliver til mine indre stemmer? Christina Hessel- Et blik ind i kraniekassen
holdts værk Kraniekassen (2002) handler om den Kraniekassen handler om Agnete og det kaos,
senmoderne identitetsforvirring – en forvirring der udspiller sig i hendes bevidsthed. Et virvar af
over de mange stemmer – både de indre og de jeger kværner løs i hendes kraniekasse:
ydre.
I denne artikel vil jeg analysere, hvorfor identi- ”Er vi en fragmenteret bevidsthed?”, spurgte jeg-1.
teten er blevet et tema som, diskuteres og pro- ”Sommetider ligner dit væsen mit”, sagde jeg-2 til jeg-
blematiseres. Ud fra Christina Hesselholdts værk 1. Jeg-3 ville ønske, at Agnete lige havde haft samleje
Kraniekassen (2002) vil jeg undersøge, hvilke og vasket sig bagefter, så hun ikke skulle gå og tænke
identitetsforestillinger og identitetsproblematik- på det, at alle møblerne netop var indkøbt, at hun
ker, værket italesætter. Jeg vil tage udgangspunkt var helt uskrammet, at der slet ikke var noget at gå og
i hovedkarakteren Agnete og analysere de vilkår, forbedre på. (Hesselholdt 2002, s. 7)
som vanskeliggør hendes identitetsdannelse –
den indre pluralitet, de ydre og indre splittelser. Kraniekassen opererer med en indre og en ydre
Kraniekassen er en undersøgelse af identiteten virkelighed, men ikke som to adskilte størrelser da
fra dens tilblivelse som fragmenteret i teenage- Agnetes oplevelser fra det ydre ryger ind i hendes
årene og frem til Agnetes voksenliv som mor. indre og diskuteres af de forskellige stemmer.
Voksenidentiteten fremstilles i Kraniekassens som Der er ikke tale om solipsisme. Agnetes indre
splittet. Denne splittelse vil jeg perspektivere til samtaler er forankret i kroppen, og kroppen og
barndommens identitetsforestilling i Hesselholdts dens interaktion med omverden er forudsætnin-
gen for det refleksive niveau – f.eks. da Agnete lig- aspekt, en vilje, et temperament. Bevidstheden er
ger på stranden og iagttager et gråt hår i sin bikini- et kaos, et indre cirkus, hvor de forskellige jeger
linie. Ud fra iagttagelsen, dét at sanse et upassende taler i munden på hinanden og nægter at smelte
hår, begynder de indre stemmer at reflektere over sammen. Som jeg-1 ironisk konstaterer på første
forfængelighed, alder og død. Selvom Agnete side, er den ”lykkelige mand”, manden uden en
ønsker ro, at kunne slukke for stemmerne, er det splittet bevidsthed, en myte. På samme måde som
ikke muligt. Interaktionen mellem krop og be- kroppen er uadskillelig fra bevidstheden, er split-
vidsthed er et vilkår, men for Agnete er forholdet telsen også et vilkår ved det at være til – et vilkår
problematisk: ””Når noget gør ondt eller vældigt Agnete blev bevidst om i de tidlige teenageår:
godt, er jeg aldrig i tvivl. Jeg er hældt ned i kød”,
sagde jeg-1, støbt inde” (Hesselholdt 2002, s. 55). ”Det indre havde om muligt krævet mere end det ydre,
Agnetes kropslige tilstand og hendes forhold til så snart hun var blevet klar over, hun havde en bevidst-
omverdenen er præget af usikkerhed og manglede hed, mon ikke hun da var elleve eller tretten, eller hva’,
kropskontrol. Når hun ser sig selv i spejlet, ser hun var det cirkus startet” (Hesselholdt 2002, s. 7).
et andet jeg, og det at være i verden er knyttet til
oplevelsen af andethed. Agnetes kropslige erfa- Ifølge Erikson er ungdomsårene det vigtigste
ring, at se sig selv, er så fremmedgørende, at det, stadie for identitetsdannelsen, da individet her
hun ser, fremtræder som falsk: udvikler hvad der kræves for at opleve og gen-
nemgå identitetskriser. I ungdomstiden gennem-
Det, jeg så i spejlet var mit underansigt, som jeg går individet forandringer – både fysisk og socialt.
åbenbart aldrig havde set før: det var uhyggeligt frem- Nye krav fra samfundet presser sig på, og i virvaret
trædende, meget bart under den blå maske. Jeg kunne af gamle identitetskriser og nye krav søger den
ikke få det til at blive mit: det på en gang svage og unge efter anerkendelse og kontinuitet.
grådige underansigt, med en antydning af et underbid, Identitetskrisen er et psykologisk aspekt ved
jeg aldrig havde observeret i levende live, var jeg ved at det at blive voksen, og at gennemgå en krise giver
sige. (Hesselholdt 2002, s. 136) en fornemmelse af indre og ydre overensstem-
melse. I forhold til Agnetes identitetsdannelse er
Ud fra interaktionen udformer sig tre spor. Det det også i de tidligere teenageår, at de store sociale
første spor handler om Agnetes mange jeger forandringer trænger sig på:
og deres indre skænderier, det andet spor om
Agnetes arbejde med en historisk roman om den (…) mon ikke hun var elleve eller tretten, og lige
forstyrrede Kejser Ludwig af Bayern og hans havde opdaget, at hun var. Og da hun havde opdaget
identitetsspaltede bror Otto. Det tredje spor det, prøvede hun at huske, hvordan det havde været,
beskriver Agnete og Steffens fælles skriveprojekt dengang hun gik omkring uden at lægge mærke til det.
om statuerne i Købehavn, om deres problemati- Det kunne hun ikke. Hun gik over Rådhuspladsen, og
ske parforhold og alle deres samtaler om sprog, pludselig kom det: ”Jeg er til”, sagde det, og en sort,
mening og ikke mindst kunstens rolle. flaksende fornemmelse trådte om bag hende, så hun
snublede og ikke vidste, hvordan hun skulle komme
De syv jeger det sidste stykke over pladsen og i sikkerhed ude ved
Agnetes fragmenterede bevidsthed, det første kanten, hun havde pludselig ingenting at gøre med
spor, er romanens hovedspor. Agnetes indre stem- de andre mennesker, eller med stedet, det eneste, det
mer består af syv jeger, der hver repræsenterer et gjaldt om, var at transportere sig selv og det flaksende

54
hjem så ubemærket som muligt, men først ud til kan- fortælling forsøger at pege mod noget, som ikke er
ten. (Hesselholdt 2002, s. 82) og ikke kan blive – sammenhængende. Identiteten
er kompleks, den er ikke et kontinuum, ikke en
Midt på Rådhuspladsen trænger samfundet sig på, lineær fortælling, men en mangefacetteret mosaik
og Agnete splittes i to, senere tre, fire, fem, seks og der trods brud og fragmentation alligevel fungerer.
syv. Agnetes identitetskrise er stadig en krise, hun De opbrudte scener kædes sammen i tre
oplever ingen ensartethed, men er splittet i for- hovedspor, og selvom forløbene konstant brydes
hold til sin krop og omgangen med verden. Ifølge af sporskift, er der tale om en form for udvikling.
Erikson kan en tidligere uforløst konflikt true den Agnete erkender, at der ikke er en løsning på
fremtidige identitet, og Agnetes voksenliv er også den indre splittelse, og at forholdet til Steffen er
forfulgt af den flaksende fornemmelse, der trådte et livslangt projekt. Statueprojektet udvikler sig
bag om hende på Rådhuspladsen, og som siden er også – mod ingenting, da Steffen må indse at:
blevet til et utal af stemmer. ”statuerne begynder at gemme sig inde i tekst, helt
anden tekst, blive omgivet af tekst” (Hesselholdt
Underminering af 2002, s. 110). Ludwig og Otto-sporet bevæger
fortællerautoriteten sig også – mod døden, som er identitetskrisens
Kraniekassen starter og slutter i Agnetes yderste konsekvens. I det fragmenterede skabes
bevidsthed. Det fragmenterede er både romanens en flerstemmig kontinuitet, både med de tre spor,
start- og slutpunkt. Agnete opnår ingen forløs- men også tematisk, da sporene har splittelsen og
ning, men må fortsat leve med sit indre virvar. I identitetskrisen som fællesnævner. Scenerne fra
opposition til den modernistiske tradition er der Agnetes liv, om graviditet, fødsel og død, struktu-
ingen visionær seer1, som leverer løsningen på rerer det heterogene stof ved også at fokusere på
Agnetes identitetsproblemer, der er tværtimod splittelsen. Fødslen er beskrevet som en sønder-
tale om underminering af autoriteten, bl.a. af den splittende oplevelse – som kroppe, der rives fra
alvidende fortæller, hvor flerstemmighed erstatter hinanden. Videre er scenerne fra Agnetes liv, om
55
autenticitet og entydighed. Og Kraniekassen er krop og død, et forsøg på at indkredse, hvad det
fyldt af flerstemmighed, ikke kun i Agnetes indre, vil sige at være menneske. Kroppen og døden er

Se, min fragmenterede bevidsthed


men også i formsprog og blandingen af genrer. eksistentielle vilkår – uundgåelige betydningsele-
Kraniekassen består af forskellige tekststyk- menter i identitetsdannelsen.
ker, der blander rene og urene former, og som I Kraniekassen opbrydes tid og sted, fortidens
umiddelbart virker usammenhængende. Der er historier bliver til nutidens identitetskonflikter.
noter og lister fra statueprojektet, teaterlignende Det er ikke kun Agnetes fortid, der får betydning
dialoger, sceniske beskrivelser, lyriske refleksioner, for nutiden, de historiske beretninger om Otto og
historiske udredninger, en alvorlig reflekterende Ludwig løftes også ud af deres historiske sam-
stemme, scener fra talk shows og en masse snak menhæng og flettes ind i Agnetes fragmenterede
uden mening. Kompositionen er, som Agnetes fortælling. Selvom fortidens historier optræder
identitet – fragmenteret. På samme måde som som selvstændige scener, gør de mange sporskift,
Agnetes identitet er Kraniekassen sammensat at historierne bliver til en del af Agnete. Blandt
af scener, forskellige livsscener, som gennem en statuerne, hos Otto, Ludwig og i Steffen leder
Agnete efter et billede, hun kan gendanne sig selv
1
Udtrykket stammer fra Peter Stein Larsens ”Genreeks- i, og inderst inde leder hun efter sig selv. Lige som
pansioner” (Larsen 2004, s. 152).
den indre pluralitet er selvrefleksion og ironi et postmodernismen alle former for autoritet, og
menneskeligt vilkår: denne nedrivning af sandhedshierarkier kaster sel-
vet ud i en krise, hvor selvrefleksionen trænger sig
”Der er hovedhandlingen”, sagde Agnete, ”som udspil- på. I selvrefleksionen ligger tvivlen – en voksende
ler sig her i det midterste felt, selve fortællingen om tvivl om alle påstande om sandhed og autorite-
Kong Edward og sendebudet Herold og Wilhelm ter. Agnetes mange jeger er et eksempel på den
Erobreren. Og så er der de to friser, den foroven og voksende selvrefleksion. Der er ikke én mening
den forneden, hvor der er frit slag” (…). ”Men det er eller én sandhed om verden, men derimod mange
svært at vide, om den erotiske scene i frisen har noget stridende stemmer. Der er jeg-1, som Agnete
at gøre med manden, der er anbragt lige over den, i kalder for sig selv, det ” jeg”, som var der først. De
hovedfeltet.” (Hesselholdt 2002, s. 129) andre jeger er underlagt jeg-1, som også er det jeg,
Agnete holder mest af.
Bayeux-tapetet er en metarefleksiv spejling på Jeg-2 ligner jeg-1, men adskiller sig ved at ville
Kraniekassens sammensatte komposition, men have det sjovt, drikke, ryge og samtidig fare vild i
også et billede på Agnetes identitet – et ”helvede sproget. Jeg-2 er kreativitet, fordybelse og opbrud.
af dele der ikke går op”, som Agnete konstate- Jeg-3 er angsten, dødsangsten, og den stemme, der
rer. At Bayeux-tapetet også er en metarefleksiv minder om livets forgængelighed. Agnete hader
værkspejling, gør at læserens opmærksomhed jeg-3, hendes ønske er at smide jeg-3 ud af kranie-
rettes mod værket som skrift – som konstruktion2. kassen, da jeg-3 konstant snakker om det senmo-
I Kraniekassen er selvrefleksionen en betingelse derne livs risici – klimaforandringer og dødelige
for værket, men også for Agnete, der befinder sig livsstilssygdomme. Samtidig taler jeg-3 om alle
i en tilstand af svimlende selvrefleksion, og med de forbedringer, korrektioner og reduktioner som
selvrefleksionen kommer ironien. Kraniekas- kan formindske alle tegn på aldring og død. Jeg-4
sens ironiske klichekommentarer åbner op for en er optimisten, der forsøger at få det bedste ud af
mangfoldighed af fortolkningsmuligheder, som tingene, men med jeg-3’s konstante hvisken om
gør teksten flerstemmig og undergraver troen på død og ødelæggelse får jeg-4’s optimisme aldrig et
det entydige – både på et fortolkningsmæssigt ben til jorden. Netop jeg-3’s dominans viser hvor-
niveau og i forståelsen af identitet. dan hverdagslivets forandringsprocesser påvirker
Agnetes intime sider: ”Agnete huskede, at myn-
En befolkning af stemmer dighederne opfordrede en til at træde et par skridt
Flerstemmigheden, de syv jeger i Agnetes tilbage på perronen, når toget standsede, fordi der
bevidsthed, er en betingelse ved Agnetes iden- stadig var asbest i bremsestøvet, jeg-3 rakte hende
titetsdannelse. Som Gergen skriver udfordrer et hurtigt billede af et par stenlunger.” (Hessel-
holdt 2002, s. 97). Den senmoderne tilværelse
2
I Det litterære væksthus. Forfatterskolen og Prosaen er forbundet med en konstant vurdering. Jeg-3
1987-96 af Anne Toft og Dorte Øberg nævnes det, at bedømmer, om alle handlingerne er risikobeto-
metafiktionens vigtigste funktion er at afdække og afsløre nede3, og modernitetens høje refleksionsniveau
forskellige forhold – f.eks. forholdet mellem sprog og verden, gør, at Agnete mere eller mindre befinder sig i en
mellem tradition og konvention. Ved at henvise til andre permanent risikotilstand.
fiktioner, og ikke direkte til virkeligheden, problematiseres
forholdet til verden. Metafiktionen peger således på sin egen
kunstighed og konstruktion (Toft 1997, s. 146). 3
Risikobegrebet henter Giddens fra Luhmann og Beck.

56
At de forskellige jeger i Agnetes bevidsthed ”Det her løg har seks ringe, og det har det her også,
repræsenterer hver sin stemme, peger på, hvor og det her – alle løgene fra posen.” ”Så er vi én for lidt,
svært det er at lokalisere et sidste udsigelsesjeg. vi kan ikke fylde et løg, vi mangler én”. Inderst i et løg
Adskillige gange bliver der spurgt til, ”hvem der sidder de der to gule øjne og stirrer”. ”Hvem tilhører
taler”, ”hvem der spørger”, og i udforskningen af de? Er der kerner? Har løg alligevel kerner? (…). Men
identiteten er spørgsmålet om en sidste instans ikke bare én kerne, tó. Og da jeg skar løget over, blev
helt centralt. Kraniekassen er en udforskning af der fire gule, stirrende øjne.” (Hesselholdt 2002, s. 9)
identitetens kompleksitet, derfor starter romanen
også i Agnetes inderste. Men hvad gemmer sig i Selvet er centrumsløst. Løgringene er som
kraniekassen? Som tidligere beskrevet, synes Ag- Agnetes jeger, og bliver dermed en allegori på
nete, at jeg-1 er det jeg, der repræsenterer hendes identitetens centrumsløshed. I slutningen af vær-
inderste bedst, men i romanens sidste del bliver ket træder den alvidende fortæller igen frem og
Agnetes egen selvopfattelse også draget i tvivl. præsenterer sig som de to gule stirrende øjne midt
Den alvidende fortæller henvender sig direkte til i løget – den fremmede stemme. At den alvidende
læseren og fremlægger en anden version af jeger- fortæller er ”den der spørger”, ”den der taler”, er en
nes hierarki: selvmodsigelse, eftersom den alvidende fortæller
ikke ved alt. Intet er sikkert. Der er en fremmed
(…) som om jeg-1 fandtes som et fotografi af hende stemme, en der taler, men hvor den kommer
(…). Men sådan er det ikke. Jeg-1 er bare et af de seks fra, og om der er en, to, tre eller fire, er ikke til at
jeger, viljer, stemmer, aspekter, ordstrømme, hvoraf afgøre.
nogle når frem, det vil sige ud af Agnetes mund som Agnete er gennemtrængt af stemmer, der hver
larmende ord, eller ud af hendes hånd som bogstaver. har deres opskrift på livet, og som kritiserer, kom-
(Hesselholdt 2002, s. 119) menterer og korrigerer. Der er ingen sandhed,
ingen enighed, kun påstande og udsagn, hvad er
Der sættes igen spørgsmål ved et sidste udsigel- gyldigt for jeg-1 er ugyldigt for jeg-4. Denne til-
57
sesjeg. Jeg-1 udgør ikke selvets kerne, Agnetes stand af multifreni øger kompleksiteten i en sådan
indre er splittet af stridende stemmer, som gør det grad, at Agnete ønsker at give op og lade det hele

Se, min fragmenterede bevidsthed


umuligt at lokalisere, ”hvem der taler”. At der ikke stå til. Agnetes jeg-6 giver udtryk for oplevelsen
er et svar, en løsning på den indre splittelse, bliver af mætning – eller personlig meningsløshed, som
ekspliciteret af den alvidende fortæller, som viser ifølge Anthony Giddens er et fundmentalt psykisk
sig ikke at vide alt: ”og nu kan jeg, fortælleren hin problem i senmoderniteten:
alvidende, thi Olympen jeg besteget har, ikke lade
være at tænke på den tyske billedkunstner, hvad (…) må jeg præsentere jeg-6, der godt kan se fidusen
han end hedder, jeg ved alligevel ikke alt.” (Hes- ved at sætte sig på en bænk og opgive at gøre en pind
selholdt 2002, s. 119). At den alvidende fortæller ved noget som helst, ingen forbedringsprojekter, men
viser sig at være uvidende gør, at spørgsmålet om en død fuld af vorter, ingen vækst, kun hårvækst, ingen
et sidste udsigelsespunkt ikke kan afgøres. Selvom fremskridtstro, måske efterhånden ikke ret megen
der ikke findes en sidste udsigelsesinstans, er der i fornemmelse af tid, rummet er ikke noget problem,
det fragmenterede en længsel efter indre ro. Flere hvis man ikke rokker sig fra bænken. (Hesselholdt
steder bliver Agnetes identitet sammenlignet med 2002, s. 100)
et løg:
Den forstyrrede Kejser Ludwig og ikke tale om indre skønhed, men en ydre der kan
hans bror Otto iscenesættes og forvandles:
Kraniekassens andet spor handler om Agnetes
arbejde med det historiske værk om kong Ludwig Ludwig interesserede sig mere for den historiske og
II af Bayern og hans bror Otto. Ludwigsporet ta- mytologiske korrekthed i de tableauer, han lod male
ger form som en historisk beretning, hvor Agnete på sine slotte, end for den kunstneriske kvalitet, og han
reflekterer over Ludwigs mærkværdige død i 1886 havde en hel lille hær af andenrangskunstnere spændt
og Ottos tiltagende sindssyge. Ligesom uklar- for sin vogn; teatermalere, skrev Agnete. (Hesseholdt
heden omkring et sidste udsigelsesjeg forbliver 2002, s. 133)
Ludwigs mordgåde uløst. Agnete gennemgår
forskellige hypoteser om Ludwigs død, men intet Ludwig dyrker kostumet, han klæder sig ud som
er sikkert, alt er hypotetisk, både i forhold til Lohengrin, sejler rundt i en kunstig svanebåd, og
historiske sandheder, og også i forhold til Agnetes da han mister tronen, mister han også sin identi-
identitet. tet: ”Hvem skal jeg være fremover?” (Hesselholdt
Ludwig og Otto kæmper også med en split- 2002, s. 125). Han kan ikke længere bygge kun-
tet identitet. Otto skændes ikke med stridende stige slotte, dyrke kostumet, effekten og iscene-
stemmer, men med Gud; en identitetskrise, der sættelsen, og derfor vil han hellere dø. Ludwigs
driver ham til vanvid. Ottos bevidsthed er som identitetskrise er et resultat af et meningstab i det
et spindelvæv, hvor Gud hopper rundt og laver ydre – som en attituderelativist iscenesætter han
så meget postyr, at Otto gang på gang forsøger sig selv gennem kostumer og masker, og da me-
at kvæle ham. Der er ligheder mellem Agnete og ningsdannelsen i det ydre fjernes, er der intet til-
Ottos identitetskrise, og Agnete strander også bage. Ludwigs pastichepersonlighed har ligheder
ved Otto, selvom hun egentlig skulle skrive om med Steffen. Som Ludwig er Steffen også opslugt,
Ludwig. Den store forskel er, at Agnete ikke bliver og da statueprojektet forliser, opstår meningsløs-
sindssyg, Otto kæmper en moderne kamp mod heden: ”Jeg kan jo bare begynde igen, nej, det kan
Gud, hvorimod Agnetes Gud allerede er død: ”Ag- jeg ikke; jeg har ingen lyst, drift energi rettet mod
nete åbnede døren til gangen på Missionshotellet dem. Nu er jeg projektløs.” (Hesselholdt 2002, s.
og løb nøgen op og ned ad gangen: ”Gud er død”, 137).
råbte hun.” (Hesselholdt 2002, s. 10). Frafaldet af
Gud og sammenbruddet i opfattelsen af verden Steffen og Agnetes statueprojekt
som helhed er det modernes motiv. Otto lider I Kraniekassens tredje spor, om Agnete og Stef-
af den moderne splittelse, hvor tilværelsen er fens fælles statueprojekt, vandrer Agnete rundt i
meningsløs og traumatisk. Modsat Otto formår København for at beskrive de statuer, som Steffen
Agnete at leve med sit indre virvar, og selvom hun har udvalgt (hele statuelisten nævnes på side
plages, ønsker hun ikke at være en anden. Det 118). Statuerne er eksempler på tidligere tiders
indre kaos er på nippet til at vælte Agnete omkuld, eksistentielle situationer, som nu opsøger Agnete:
men Agnete bevarer begge ben på jorden, da hun Grubleren, den fortvivlede, der tror på et indre og
godt ved, at alle de indre forestillinger ikke er ikke på ydre svar, Den lille havfrue, der som Agne-
virkelige. Ludwig den II ønsker derimod at være te lider af ”splittelse”, Vandmoderen i Glyptoteket,
en anden. Ludwig har en passion for skønhed, der minder Agnete om den smertefyldte fødsel
for Wagner, Marie Antoinette og Schiller. Der er og statuen af døden, Skyggen, der som en skygge
plager Agnete. Statuerne står hulter til bulter i det

58
københavnske byrum, som også er Kraniekassens forhold forklarer hvordan forholdet ikke længere
ydre rum, og er i lighed med Agnetes jeger svære er forankret i traditioner eller slægtskriterier.
at lokalisere: Derimod må den enkelte selv skabe de intime
tillidsrelationer. Forudsætningen for et stabilt
Det er et yderst svulmende forår, her i København, forhold er gensidig tillid og åbenhed, men Steffen
hvor jeg i dag jagede ”Døden” en time i Østre Anlæg, er ikke stabil, han er kompliceret og som slangen
på cykel, mens alle mulige tåbelige og plumpe ting der smerter. Parforholdet er ikke en selvfølge, men
røg gennem mit hoved, så som: døden finder altid en lang og kompliceret livsopgave:
én til sidst (…). Og jeg ledte i hver eneste lille krog
efter statuen af døden (…). Til allersidst ledte jeg på ”Det er godt at vide, hvad man er blevet bidt af ”, sagde
legepladsen, selv om ingen vel kunne have fundet på at Agnete, ”så jeg fortsætter, indtil jeg har marcheret alle
anbringe den der. (Hesselholdt 2002, s. 76) dyrene op”. ”Sikken en opgave”, sagde jeg-6, ”sikke et
slid”. ”En livsopgave”, sagde jeg-2.” (Hesselholdt 2002,
Det problematiske forhold til Steffen fylder meget s. 138).
i Agnetes kraniekasse. Steffen har en sammensat
personlighed, som Agnete forgæves forsøger at
kortlægge. Hun kommer frem til, at Steffen er Den hele Barndom?
som et virvar af væsener, som forskellige dyr i en Kraniekassen beskriver tilværelsen som voksen
zoologisk have. Steffen er også splittet, ikke af - en tilværelse, som er svær, fordi selvet er gen-
jeger, men af forskellige roller – dyreroller. Efter nemtrængt. Agnetes identitetsdannelsen er et pro-
et skænderi på en strand ved Atlanten kommer jekt, der handler om at finde en plads i en hektisk
Agnete frem til, at Steffen er som en slange, der verden – et projekt, der både peger indad og udad
hugger, men at hun trods smerte og bid altid ven- og ikke kan simplificeres til Gergens relationelle
der tilbage. For Agnete er også gennem Steffen: jeg. Udgangspunktet er det udlejrede, og i dette
”Sommetider tænker jeg, at hvis vi går fra hinan- forsøger Agnete at genindlejre et holdepunkt,
59
den, er der ikke rigtig nogen, der ved, hvem vi er.” hvilket er vanskelligt, da den indre scene er fyldt
(Hesselholdt 2002, s. 83) af stridende stemmer.

Se, min fragmenterede bevidsthed


Der er ikke tale om romantisk trofasthed, Det gennemtrængte selv er et vilkår ved det
men om et forhold hvor tosomhed er erstattet af senmoderne liv, på samme måde som det at være
sexorgier i New York og af skrøbelighed frem for ”hældt ned i kød”, at have en krop og skulle dø.
stabilitet. Forholdet er som de lag af lapper, Stef- Som tidligere beskrevet er splittelsen et klassisk
fen ynder at sy på sine tyndslidte jeans: romantisk-modernistisk motiv, men modsat
den romantiske og modernistiske tradition er
Da han omsider tilbød at lade hende sy en lap på, var udgangspunktet for Agnetes identitetssplittelse
det tåget, og han kastede bukserne i hovedet på hende ikke et eskapistisk jeg, der lider. Agnete forsøger
og bagefter posen med lapper hængende i bæltet på derimod at kortlægge Steffens mærkelige væsen,
bukserne. Under nogle cykelsadler hænger også en at forstå det mysterium, hun nok aldrig kommer
lille pose med reparationsudstyr. (Hesselholdt 2002, til at forstå. Der er ikke et entydigt svar, der er ikke
s. 50) én, men mange stemmer og mange svar.
Kraniekassen er en undersøgelse af identiteten,
Agnete ”er” gennem Steffen – hun er afhængig fra dens tilblivelse som fragmenteret i teenage-
af den nære relation. Giddens’s begreb det rene årene og frem til Agnetes voksenliv som mor.
Som beskrevet er voksenlivet på refleksionens og ”Men stuen truede fra alle sider. Det eneste, jeg kunne
splittelsens betingelser og står i modsætning til håbe på, var torden, så ville gardinerne blive rullet op
tiden før, dvs. barndommen, hvor Agnete var barn i skarpe smæld, så vi rigtig kunne se lynene og tælle
og usplittet. I artiklen ”Moralitetens modernitet” sekunderne mellem lyn og brag.” (Hesselholdt 2000,
læser Anker Gemzøe Kraniekassen som en fort- s. 7)
sættelse af Hovedstolen, men anfører, at Kranie-
kassen også markerer et brud i forhold til barnets Når det lyner, trækker morfaren gardinerne op,
helhedsorientering – både som usplittet i selvet et nyt rum åbnes, og lynene gennemtrænger den
og mellem selvet og omverden. Jeg vil ikke læse æskelignende stue med glimt af lys. Lynene forlø-
Kraniekassen som en forlængelse af Hovedstolen, ser jegets følelse af indelukkethed, da de som ”fly-
idet jeg mener, der er tale om to autonome værker. dende metal”, som en dynamisk kraft, sprænger
Derimod vil jeg bruge Hovedstolen til at analysere det tillukkede. Truslen foroven, Gud, brændes af,
barndommens identitetsforestilling. I det følgen- og jeget frelses fra sin natteangst. Lynene sprænger
de vil jeg analysere tre fiktioner fra Hovedstolen – det lukkede rum, og jeget, der før var indeklemt
den første ”Rullegardinerne”, den sjette ”Kælken” mellem æskens vægge, forløses i et ”vi”:
og den sidste ”Faren fra oven”. Jeg har valgt start-
og slutfiktionerne, da de angiver et ”før” og et ”Han kom tilbage med skrinene og gav hende et. Vi
”efter” forældrenes skilsmisse, en hændelse, som sad alle tre rundt om bordet med frakker på” (Hes-
får stor betydning for barnets identitetsdannelse. selholdt 2000, s. 9)

Nærvær og fravær Tordenvejret forener jeget med bedsteforældrene.


Hovedstolen består af 50 små prosastykker, Skrinene indeholder bedsteforældrenes biografi:
fiktioner, der samlet set danner et billede af en
barndom. Fiktionerne er særlige punktnedslag, ”De rummede dokumenter, skødet på huset, dåbsat-
erindrede oplevelser, som beskriver centrale tester, vielsesattester, forsikringspapirer og penge”
og smertefulde oplevelser. Hovedstolen er en (Hesselholdt 2000, s. 9)
jegfortælling, et sansende jeg, der er i interaktion
med verden. Der er tale om en tilbagetrukket dokumenter som fortæller om deres liv, men som
voksenfortæller, der formår at reflektere barnets også er en del af jegets begyndende selvfortælling.
spontanitet og fantasi i de erindrede situationer. Med skrinet delagtiggøres jeget i en historie, og
Barnets absolutte krise er forældrenes skilsmisse, grundlaget for fornemmelse af biologisk kontinui-
som mange af fiktionerne henviser til. Skilsmissen tet tager sin begyndelse i et symbiotisk ”vi”.
indtræder i Hovedstolens midterste fiktion ”Må- I alle tre fiktioner spiller fantasien en stor rolle,
nestrålesofaen”, faren har fundet en anden kvinde, særligt i forhold til bibelfortællingerne om Gud
og barnets konkrete verden forandres. der hører mørket til. Fantasien bruges til at iscene-
I ”Rullegardinerne” overnatter jeget hos sine sætte jegets natteangst, men der er ikke tale om en
bedsteforældre. Det er sengetid, morfaren trækker ubehersket angstfantasi. I ”Rullegardinerne” bry-
rullegardinerne ned, mørket lukkes ude, og stuen der bedsteforældrene ind, de pakker jeget ind og
bliver til en ”oplyst æske”. Æsken er klaustrofobisk, skaber et nærværende ”vi” mod det truende mør-
som et kvælende mørke der truer jeget: ke, men bedsteforældrenes indpakning af jeget er
også en opbygning af jeget. Da jeget sidder med
skrinet i skødet, er det jeget, der styrer æsken, og

60
oplevelsen af kontrol, af jeg-styrke4, vokser frem. Jeget er alene, der er ikke tale om et ”vi”, men et
Mørket, de kvælende vægge, udgør det grænse- jeg der føler sig indeklemt: Morfarens snorken er
løse, som trænger sig på, og med skrinet sættes en som ”en lyd af lagner, der blev flænset”, og mor-
grænse mod det grænseløse. Modvægten til det morens ord om beskyttende engle er ikke beskyt-
angstfremkaldende er bedsteforældrenes tryghed tende – snarere angstfremkaldende. Det er den
og nærhed – det konstituerede ”vi’” med skrinene gammeltestamentlige Gud, der gør, at jeget ikke
i skødet. I ”Rullegardinerne” er bedsteforældrene kan sove. Angstfantasierne i ”Faren for oven” er
beskyttelseshylsteret, der værner barnet mod det dog intensiveret, da jeget ikke kan slippe af med
angstfremkaldende: Gud. Der er ingen lyn til at brænde Gud af, og
jeget må vente på sollysets indtrængende stråler.
”Derfor gik vi nu på række ned ad den knirkende Barnets oplevelse af nærvær fra ”Rullegardi-
trappe, jeg i midten, så de kunne skærme mig.” (Hes- nerne” er skiftet ud med et fravær. Hos bedste-
selholdt 2000, s. 8) forældrene oplever barnet den kristne tro – en
tro der ikke hersker i barnets postmoderne hjem.
Jeget får tillid til verden, en tillid som gør, at Når barnet overnatter hos bedsteforældrene, er
verden strukturerer sig som en helhed. Når jeget atmosfæren anderledes. Der er to voksne familie-
sidder mellem bedsteforældrene, er verden ikke medlemmer, barnet kan putte sig imellem og ikke
farlig, de gennemtrængende hagl gennemtrawler som i hjemmet, hvor barnet trues fra siden:
ikke jeget, der, i frakke, er klædt godt på til verden.
Det opløsende mørke. Gud foroven, er ikke læn- ”Hjemme fandtes Gud ikke, men her. Og hjemme kom
gere en trussel. faren fra siden, der sov jeg alene.” (Hesselholdt 2000,
Jeget i ”Rullegardinerne” er i symbiose med s. 101)
bedsteforældrene, der er tale om et vi, et ”kun
os”. I Hovedstolens sidste fiktion ”Faren for oven” Hjemme kommer faren fra siden. Der er ikke to
overnatter jeget også hos bedsteforældrene, men forældre, som barnet kan ligge imellem, og at
61
nu er deres tilstedeværelse kvælende: faren kommer fra siden peger på et fravær – en
efterladt plads. Hjemmets fare fra siden kan læses

Se, min fragmenterede bevidsthed


Jeg sov i midten, indesluttet af mormor og morfar; som den trussel, forældrenes skilsmisse udgør
men det hjalp ikke: faren kom oppefra. Hjemme mod barnet – den flyttende far som er en anden
fandtes Gud ikke, men her. Og hjemme kom faren fra fare end den gammeltestamentlige Gud i bedste-
siden, der sov jeg alene, og det gjaldt om ikke at lade forældrenes hus. Den ydre krise, farens brud, er
noget stikke ud under dynen, det gjaldt om at ligge som mørket, der trænger sig på og helt ind i jegets
så langt ind mod væggen som muligt, og desuden var indre:
min vågelampe tændt, og uden for vinduet var der
gadelygter. (Hesselholdt 2000, s. 101) ”Mørket var tæt og knitrende; når jeg vågnede om
natten og slog øjnene op, var der lige så mørkt ude i
rummet som bag øjnene, og jeg vidste ikke helt, om
mine øjne var klistret til” (Hesselholdt 2000, s. 102)
4
Begrebet Jeg-styrke bruges i Fra neuroser til relations-
forstyrrelser. Psykoanalytiske udviklingsteorier og klas- Selvom barnet ligger sikkert mellem bedsteforæl-
sifikationer af psykopatologi af Karen Vibeke Mortensen drene, hjælper trygheden ikke, da faren for oven
(Mortensen 2001, s. 107). er den gammeltestamentlig Gud. Mormorens ord
om engle forstår barnet ikke, da det er vokset op rolig som farens skridt, som ”under søvn”. Jeget og
i et andet livsmiljø – et postmoderne skilsmisse- faren samles i et ”vi”, hvor farens rolige bevægelser
hjem uden Gud. bliver til jegets, omgivelserne optages, og adskil-
lelsen mellem subjektivt og objektivt overskrides:
Krop og verden ”Hans skridt, medernes gliden, raslen i buskene,
Jegets store trussel i ”Faren for oven”, den flyt- som min hånd drev gennem, de spruttende smæld
tende far, introduceres i ”Kælken”, Hovedstolens fra snebærrene, som mine fingre kvaste - det var
sjette fiktion, hvor jegets far, som morfaren i ”Rul- det, jeg hørte” (Hesseholdt 2000, s. 19). Jegets
legardinerne”, åbner et nyt rum – verdensrummet. oplevelse er afhængig af rummet og af faren, der
Siddende på en kælk trækker faren jeget gennem trækker. Farens nære tilstedeværelse gør, at verden
sneen, og omgivelserne, som de passerer, inkor- er tryg, men trygheden er også skrøbelig. Den ro-
poreres i jeget og strukturerer sig som en helhed. lige far, som trækker jeget gennem verden, er også
Der er ikke tale om et objektivt rum, men om et det modsatte. I ”Faren for oven” er han truslen fra
oplevet rum, hvor jeget i kraft af sin kropsligheds siden, den der opløser ”vi’et”, dvs. jegets følelse af
kunnen forbindes med verden. tryghed og helhed.
I ”Rullegardinerne” er der noget, der pakkes
(…) jeg lå på kælken, som min far trak, og kiggede ind, et indre som beskyttes i et skrin mod ydre
op i himlen, der var med glimmer og nåede hele vejen farer. Fiktionen kan læses som et billede på identi-
rundt om mig. Sneen klumpede under hans sko og tetsdannelsen – som et spændingsfelt mellem ydre
slap sålen, klumpede og slap, sneen knirkede, han trak og indre. Et relativt og sårbart forhold. Der er det
helt roligt. (Hesselholdt 2000, s. 19) grænseløse, det opløsende, haglene som truende
trænger sig på udefra, og over for det ydre sættes
Jegets krop er udgangspunkt for betydningsdan- en grænse, bedsteforældrene og skrinene, som
nelsen; det er først når jeget berører, bruger sin indkapsler og lukker af for det grænseløse ydre.
krop, at verden bliver virkelig og får en betydning. Identiteten er en skrøbelig balance mellem ydre
Når faren trækker jeget gennem sneen, er jegets og indre – mellem individ og kollektiv.
sanser åbne over for verden, det er sanserne, der I forhold til fiktionernes identitetsforestilling
giver jeget verden og alt i den. Der hives, der hø- vil jeg perspektivere til Hovedstolens komposi-
res, der føles, og der drives. Jeget anskuer ikke de tion. Hovedstolens 50 fiktioner udgør ikke en
omkringliggende ting udefra, men strækker armen sammenhægende fortælling, men er en mangefa-
ud i verden, er som væren-i-verden5, og bliver gen- cetteret mosaik af små erindringsscener, hvor der
nem sin leg, sin oplevelsesrelation til rummet, for- på tværs skabes motiviske koblinger. Linearitetens
trolig med verden. For verden er ikke farlig, den er opbrud gælder også for identitetsdannelsen.
Identiteten udvikler sig ikke fra start til slut, men
5
Væren-i-verden er et forsøg på at oversætte Heideggers er som en mosaik, hvor sammenhæng skabes ud
begreb dasein – et begreb der beskriver menneskets eksistens. fra og på tværs af de mange forskellige dele. Som
Dasein overskrider det værende mod væren – som Heidegger Hovedstolens komposition er identiteten ikke et
skriver i Sein und Zeit forstår jeg mig selv som noget bestemt samlet hele – den dannes derimod i spændings-
i forhold til verden: In-der-welt-sein. Mennesket er til som feltet mellem fortid og fremtid. I både Hoved-
forståelse, som væren, aldrig som ting i en æske. Jeg er væren stolens og Kraniekassen er kompositionen helt
i verden (dasein), jeg er alt det jeg gør og ikke en fysisk ting central. Men hvor Kraniekassens komposition er
(Heidegger 1993, s. 72). hyperkompleks og inddrager et mylder af genrer,

62
historiske rum og tider, er Hovedstolen mindre ydre. Kropsscenerne fra Agnetes liv, om graviditet,
kompleks og uden eksplicit metarefleksion. To fødsel og død, understreger også hendes kropslige
forskellige værker, to forskellige identitetspro- væren-i-verden. Men modsat Hovedstolens jeg er
blemer. I Kraniekassen er udgangspunktet det kropsoplevelserne forbundet med splittelse. Føds-
centrumsløse, hvor Agnete på kompleksitetens len beskrives som en søndersplittende oplevelsen,
betingelser forsøger at gendanne et ståsted i alt det som kroppe, der rives fra hinanden, og som ikke
udlejrede. I Hovedstolen foregår identitetsdan- kan heles igen. I forhold til jegets kropslighed i
nelsen i familien, og barnets umiddelbare kontakt Hovedstolen er Agnete splittet, hun er ”hældt ned
til verden gør, at verden strukturerer sig som hel. i kød”, og bevidsthedens forankring i det kropslige
Men barndommen er ikke bare hel. Den er tillige er problematisk. Jeget i Hovedstolen og Agnete
præget af opbrud og splittelse – vilkår som hører består af sanseorganer, men hvor jeget i ”Kælken”
den senmoderne familie til. smelter sammen med det ydre, bliver alt hvad
Agnete hører og ser til en bestanddel af hende – til
Den skrøbelige krop – den indre kritiske stemmer. Ifølge Giddens6 er kropslig
skrøbelige familie kontrol et beskyttende hylster, der opretholder
Kraniekassen er en undersøgelse af den voks- selvidentitetens biografi. Hvis forskellen mellem
nes identitet, en undersøgelse, der starter og slut- kropslige optræden og den individuelle biografi-
ter i bevidstheden. I Hovedstolen er jeg-fortælle- ske fortælling bliver for stor, ender individet som
ren i barnets sansende, erindrende og fantasifulde en ulegemlig person. Agnete har intet hylster mod
rum. For begge jeger er kroppen, den erkendende multifrenien. Agnetes krop er ikke hel, hun ram-
krop, et uundgåeligt vilkår. I Kraniekassen og i mes af alt, hvad hun hører og ser, de ydre stem-
Hovedstolen understreges bevidsthedens forank- mer bliver til sociale genfærd, da kroppen, det
ring i den fysiske krop, enheden mellem krop og hylster der skulle blokere for påtrængende farer, er
bevidsthed og begge værkers kropsfokusering er sønderdelt.
et forsøg på at rekonstruere et holdepunkt i alt det Det senmoderne samfunds hastige forandrin-
63
udlejrede. Værkernes mange kropsscener under- ger har frisat selvet og selvidentiteten. Selvet er
streger, at kroppen er et uundgåeligt betydnings- ikke længere en given størrelse, men et refleksivt

Se, min fragmenterede bevidsthed


element i identitetsdannelsen. I det senmoderne projekt. Jeget i Hovedstolen har en naiv kon-
samfund, hvor alt er frisat, er jeget ansvarlig for sin takt med verden, før refleksionen er kommet på
egen fortælling og rekonstruktion af nye værdisæt. banen. Barnets oplevelse afhænger af verden og
I alt det udstrakte og opløste er det kroppen, der den måde, som verdens genstande fremtræder på.
skaber selvets identitet – den sidste instans, som Den voksens oplevelse, dvs. Agnetes, er derimod
kan gendanne en mening.
Barndommen er kropslig, voksenlivet er krops- 6
Giddens er inspireret af den franske filosof Maurice
ligt, de to jeger er ”kropslige”, men på hver deres Merleu-Ponty (1908-1961), der placerer sig inden for den
måde. Jeget i Hovedstolen har en naiv kontakt fænomenologiske bevægelse i forlængelse af fænomenologi-
med verden, hvor beskrivelsen af den direkte ople- ens grundlægger Edmund Husserl. Merleu-Ponty forsøger at
velse ophæver adskillelsen mellem indre og ydre. sammenkæde fænomenologi og dialektik. Formålet er at søge
I ”Kælken” er det jegets kropslighed, der konstitu- tilbage til det forud givne – det som er umiddelbart eller al-
erer en livssammenhæng; jegets udstrakte arm er lerede givet i sansningen forud for vort bevidste. Sansningen
en forlængelse ud i verden som nedtoner subjek- er vor grundlæggende tilgang til den verden vi allerede er i
tiviteten – dvs. adskillelsen mellem indre over for gennem hele vor kropslighed (Thøgersen 2004, s. 21).
styret af det modernes selvrefleksivitet. Agnete er vigtighed for udviklingen af en stærk selvidentitet,
tvunget til at reflektere over sig selv, tvunget til at men i Hovedstolen og Kraniekassen er familien en
foretage valg og reflektere over den sociale praksis. uren og skrøbelig konstruktion, der ikke helt er til
Derfor de mange indre stemmer. Nedbrydningen at forstå. I Kraniekassen er familien ikke kun den
af traditioner betyder, at Agnete selv skal skabe tankstation som Gergen nævner; den senmoderne
de intime relationer. Der er ingen, som trækker familie er derimod et vanskelligt fællesskab, hvor
Agnete gennem sneen, ingen beskyttende bed- der både tankes og tappes.
steforældre, men en pluralisering af livsverdener.
I Hovedstolen er barnet i en social relation – en Familiens sammenbrud og det
familie, som beskytter og trækker barnet af sted. forandrede selv
Og dog. De mange valgmuligheder, den øgede selvre-
I begge værker er familien tryg og utryg7. I Ho- fleksion og kernefamiliens opløsning har skabt et
vedstolen er familien det sted, hvor barnet oplever gennemtrængt selv, og Agnete er gennemtrawlet.
tryghed, men også sit største traume – forældre- Ifølge Erikson og Giddens er identitetsdannelsen
nes skilsmisse. De nære relationer i Kraniekassen et projekt, der både skabes indadtil og udadtil.
er også ramt af konflikter. Agnete forsøger forgæ- Der er en forbindelse mellem det institutionelle
ves at nærme sig Steffen, men oplever fravær i en og det individuelle niveau, og forandringer i de
relation, hvor hun forventer nærvær og at blive el- moderne institutioner fører også til forandringer
sket. Familien er et forventningernes sted, Agnete i selvets tilværelse. I begge værker påvirkes de to
forventer at kunne forstå Steffen og blive forstået jeger af ydre forandringer. Den øgede refleksivi-
– behov som ikke opfyldes. Den senmoderne fa- tet, intimitetens forandring og pluraliseringen af
milie er under hastig forandring. De traditionelle livsverdener er forandringer, som vanskeliggør
familiestrukturers opløsning påvirker identitets- betingelserne for Agnetes identitetsdannelse.
dannelse. Men selvom familielivet er vanskeligt Agnetes indre splittelse svarer til de ydre fragmen-
og destruktivt, kan Agnete og jeget i Hovedstolen tationer. Den indre pluralitet er en konsekvens af
ikke undvære familien. På samme måde som krop- den forøgede selvrefleksion, og i en sådan grad at
pen er de sociale relationer eksistentielle – som Agnete mister følelsen af kontrol. Agnete er bange
Agnete siger, så ”er” hun gennem Steffen. for forandring, hun længes efter indre stabilitet,
Kernefamiliens opløsning er et vilkår ved den men den konstante refleksion over selvet gør det
senmoderne identitetsdannelse, og at den senmo- svært at skabe en balance mellem ydre og indre.
derne familie er en fragmenteret størrelse, giver I Hovedstolen er jeget ikke splittet. Jegets naive
nye identitetsproblemer. Det centrale spørgsmål kontakt med verden, dets kropslighed, konstitu-
er, hvordan det senmoderne menneske navigerer erer sammenhæng. Der er tale om et før-refleksivt
i et aftraditionaliseret samfund. Giddens påpe- stadie, hvor barnet gennem leg og fantasi opnår
ger familiens betydning for opbygningen af det umiddelbar kontakt med verden. I både Kra-
ontologiske sikkerhedsnet og det rene forholds niekassen og Hovedstolen er krop og død uom-
gængelige vilkår. Alt er ikke foranderligt; der er
7
Ifølge Lilian Munk Rösing, Marianne Stidsen og uforanderlige forhold, som knytter sig til det at
Anne- Marie Mai er familietemaet inde i en højkonjunktur. eksistere. Disse eksistentialer taler imod Gergens
Samtidslitteraturen handler om konflikterne i kerne- og skils- konstruktionistiske selv: Døden, kærligheden
missefamilien. Jeg henviser til artiklen ”Forfattere med fokus og nære relationer er livsvilkår og ikke sproglige
på familien” i Information 10. januar 2008. konstruktioner.

64
Identiteten er en kamp mellem psykiske stem- Det er nok befolket, men overbefolkningen di-
mer og alt det ydre, som stemmerne reflekteres stancerer samtidig jeget fra verden. Derfor er der
i. Modsat barnet i Hovedstolen er Agnetes selv også et ønske om et stabilt jeg – en stabil følelse af
befolket. De stridende stemmer er et vilkår ved biologisk kontinuitet, der kan skærme jeget.
det senmoderne voksenliv, men selvom Agnete
er splittet, formår hun, modsat Ludwig og Otto, Litteratur:
at leve med sit virvar. For Agnete er ”umoderne- Erikson, Erik H: Identitet. Ungdom og kriser. 2. Oplag. Hans
moderne”. Kraniekassen er fyldt med motiver fra Reitzels Forlag A/S. København 1997.
modernismen og romantikken: splittelsestemaet, Hesselholdt, Christina: Kraniekassen. Rosinante Forlag A/S.
dødsangsten, sindssygen, Guds død og længslen København 2002.
efter evig kærlighed. Uomgængelige livsforhold, Hesselholdt, Christina: Hovedstolen. Rosinante Forlag A/S.
som genfortolkes i et postmoderne sprog. Det København 2000.
postmoderne sprog er en underminering af Heidegger, Martin: Sein und Zeit. Max Niemeyer Verlag.
modernismens tiltro til verden som bestående af 1994.
essenser; det entydigt definerbare har mistet sin Gergen, Kenneth J.: Det Mættede Selv – Identitetsforestillin-
værdi, og modsat den modernistiske tradition ger i Nutiden. Psykologisk Forlag A/S. Gylling 2006.
er Kraniekassen gennemstrømmet af forskellige Giddens, Anthony: Modernitet og selvidentitet. Hans Reit-
stemmer, som fører til et sammenbrud i troen på zels Forlag. København 2006.
tingen i sig selv. Men den moderne problematik Giddens, Anthony: Modernitetens konsekvenser. Hans Reit-
er stadig gældende – måske mere end nogensinde, zels Forlag. København 2004.
da senmodernitetens udlejring af kernefamilien og Gemzøe, Anker: ”Moralitetens modernitet”, i: På kant med
traditionerne har frisat selvet og kastet det ud i et værket, red. Ove Christensen; Claus Falkenstrøm. Akade-
hyperdynamisk refleksivt selvrealiseringsprojekt. misk Forlag. København 2004.
Kraniekassen fremmaner en moderne stemning, Kaspersen, Lars Bo: Anthony Giddens – introduktion til en
spørgsmålet om et sidste udsigelses-jeg, det ker- samfundsforsker. Hans Reitzels Forlag. København 1995.
65
neløse jeg, men motivet behandles i en umoderne Køppe, Simo: ”Selvet i psykologiens historie”, i: Vinklen på
tone. Der spørges, og der søges, men ironien, det Selvet. Klim. 2002.

Se, min fragmenterede bevidsthed


flerstregede forløb, det at alt er polyfont, umulig- Larsen, Peter Stein: „Genreekspansioner“ i: Kritik, nr. 168-
gør forløsning og svar. Kraniekassen vil ikke vide 169. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S. Kø-
af sammenhæng, for der er intet entydigt svar. At benhavn 2004. Mortensen, Karen Vibeke: Fra neuroser til
det fragmenterede alligevel holdes sammen af et relationsforstyrrelser. Psykoanalytiske udviklingsteorier
flerstrenget forløb gør, at Agnete ikke helt rives og klassifikationer af psykopatologi. Gyldendal. Køben-
omkuld. havn 2001.
At det senmoderne menneske er, hvad det selv Rösing, Lilian Munk: ”Strimler af barndom”, i: Den Blå Port.
gør sig til, er et svært vilkår. Agnete i Kraniekas- Nr. 47. Forlaget Rhodos. København 1999.
sen accepterer befolkningen af selvet, men den Toft, Anne; Øberg, Dorte: Det litterære væksthus – Forfatter-
senmoderne verden er ikke kun en beriget verden. skolen og prosaen 1987-97. In: Synsvinkler. Viborg 1997.
I både Kraniekassen og Hovedstolen er de to jeger Thøgersen, Ulla: En introduktion til Maurice Merleau-Pontys
afhængige af relationerne, som de definerer sig filosofi. Århus, Systime A/S. Århus 2004.
i forhold til, men samtidig problematiseres det
relationelle niveau. Der er en spænding mellem
individ og kollektiv; selvet kan ikke helt opløses.
Identitet, selvrealisering
og de intime relationer
Helle Helle sætter fokus på vores problemer med at repræsentere
vores indre verden i sproget. Det gør hun ved at undlade at tage
Z[PSSPUN[PSZPULÄN\YLYZIL]¤NNY\UKLVNNP]LZ[¥YYLY\TTLSPNOLKMVY
læserens individuelle fortolkning.
Af Anne Mette Foss Jørgensen

Helle Helles Forestillingen om et ukompliceret liv reren, irriterer hende grænseløst. Alligevel tænker
med en mand (2002), som danner udgangspunkt Susanne over, at Esters tilstedeværelse i lejlighe-
for nærværende artikel, der især vil stille skarpt på den gør hendes liv med Kim både meget værre og
intimitetens forandring i lyset af de nye vilkår for lidt bedre, end det har været længe. I slutningen
identitetsdannelse i senmoderniteten, indledes af romanen, hvor Ester har født og er tilbage hos
brat med, at Susanne lillejuleaften om morgenen Luffe, julen nærmer sig, og Susanne og Kim for
finder sin kæreste Kim død i sengen. Resten af første gang viser overskud for hinanden, er Kims
romanen fortælles som en række tilbageblik på død nært forestående.
Susannes stilfærdige liv, der domineres af rengø-
ring og parforholdet til Kim i deres toværelses Den evige cirkelbevægelse
lejlighed. Kompositionen i Forestillingen om et ukomplice-
Kim har gennem længere tid siddet hjemme ret liv med en man er cirkulær, idet romanen starter
i soveværelset foran computeren med en drøm med Kims død, hvorefter der kommer et tilbage-
om at debutere som forfatter, og Susanne er blik af 2 års varighed, indtil fortællingen igen føres
derfor nødt til at tage rengøringsjobs for at kunne op til Kims død. Samtidig er det bemærkelses-
forsørge dem begge. Gennem sit arbejde på et værdigt, at der både i kapitel 2 og 32 bliver omtalt
hospital bliver hun ufrivilligt veninde med kolle- en mursten, som Kim har fundet, og at Susanne
gaen Ester, som gennem længere tid har forsøgt at i kapitel 3 og 31 møder en meget snakkesalig
blive gravid med sin mand Luffe. Da Ester efter tre gammel dame i toget. Der er således indlagt nogle
aborter bliver gravid for fjerde gang, rykker hun små skjulte antydninger til læseren om, at roma-
ind på sofaen hos Susanne og Kim, da hun finder nen er mere systematisk end ved første øjekast.
ud af, at Luffe har haft en affære. Ester står med sin Cirkelkompositionen afrunder plottet og læner
udadvendte karakter i stærk kontrast til Susanne, sig derved op ad opbygningen af den traditionelle
hvilket skaber skred i handlingen, fordi Susanne roman, hvor det narrative forløb er indlejret i en
snart føler sig tilsidesat i trekantsdramaet i lejlig- større kontinuitet. Romanen bryder dog også
heden. Susannes rengøringsvanvid intensiveres, med denne kontinuitet ved at udløse overraskel-
og de små bagateller som Esters fire teskefulde sen med Kims død allerede i første kapitel og
sukker i teen og ubetænksomme brug af hårtør- ved at undlade at skabe en genharmonisering af
situationen for Susanne ved romanens afslutning. romanen, fordi det er denne dag, Ester flytter ind
Romanens komposition kan opstilles i følgende hos Susanne og Kim.
figur, hvor jeg ad x-aksen har angivet kapitlerne og Kapitel 18, 20 og 21 adskiller sig fra romanens
ad y-aksen har angivet månederne i fortællingens øvrige kapitler ved at indeholde Susannes reflek-
to års fortalt tid:

sive flashbacks til sine skænderier med Kim og


Som man kan se på figuren, udspiller det meste sine forestillinger om et ukompliceret liv med en
af handlingen sig i løbet af november og december mand. Disse forestillinger kommer på det tids-
måned op til romanens afslutning med Kims død. punkt i romanen, hvor Susanne føler den største
Den kendsgerning, at romanen dvæler mest ved anspændthed i forhold til kommunikationen med
netop disse to måneder, angiver, at hoveddramaet Kim og Ester, og de markerer derfor ligeledes et
udspiller sig med Esters tilstedeværelse i lejlighe- højdepunkt i romanens komposition.
den. Dette understreges endvidere ved, at roma- Fremdriften i romanen sker med Esters voksende
nen lader flere kapitler omhandle den samme mave, som markerer, at der snart vil blive sat et
dag. Kapitel 2, 3 og 10 henviser således til den barn i verden. Fødselen sker i kapitel 30, hvor
samme novembermorgen, hvor Susanne skal med Kims død nærmer sig, og skabelsen af liv står der-
toget og mødes med Ester i centeret, og der gøres for ved romanens afslutning side om side med, at
ligefrem brug af den samme beskrivelse af vejret døden indtræffer. Også dette er med til at under-
i indledningen til begge kapitler: ”Det regnede strege en kontinuitet i evig cirkelbevægelse, da det
og regnede.” (Helle 2002, s. 7 og 52). Regnvejrs- bliver den menneskelige livscyklus, som i sidste
dagen i november er et centralt vendepunkt i ende indrammer handlingen.

68
ken, at det ikke er muligt at overskue stoffet. Erik
Svendsen påpeger i sin analyse af romanen:

”Vi kan registrere noget genkendeligt, som qua fotoets


afstand og beskæring alligevel får et uhåndgribeligt
drag over sig. Ikke fordi det vi ser er dunkelt, men fordi
det nære blik er ved at gøre blind” (Svendsen 2003, s.
158)

Først senere bliver det klart, at stofbunken på den


ene side afspejler Susannes overdrevne rengø-
ringsvanvid og ordenssans og på den anden side
er et udtryk for romanens sproglige stil, hvor vi
kommer meget tæt på personernes hverdagsliv,
men alligevel er langt fra et dyberegående kend-
skab til dem.
Den lange titel giver konnotationer til en
ugebladsroman, da temaet for romanen tilsynela-
Ugebladsroman, kriminalroman, dende er parforholdets trivialiteter, og dens præg
eller…? af at være en floskel vidner om et lavt stilistisk
Skønt den indledende paratekst1 blot ligger niveau. Man får derfor en implicit forventning
på kanten af den fiktive tekst, er den særdeles om, at romanen er banal underholdningslitteratur,
afgørende for læserens forventninger til teksten, med mindre man på forhånd kender til Helles
da den udgør læserens første møde med teksten kunstneriske status i det litterære miljø og ved, at
og afspejler forfatterens forsøg på at styre læsnin- hendes romaner måske nok handler om den gen-
69
gen2. I denne roman er parateksten titlen Forestil- kendelige hverdag, men at der foregår langt mere

Identitet, selvrealisering og de intime relationer


lingen om et ukompliceret liv med en mand og under overfladen end først antaget. Titlen viser sig
bogomslaget med et billede af en bunke lærreds- da også at være særdeles signifikant for Susannes
stof, som er sirligt lagt sammen og stablet oven på psykologiske profil, da den på én gang udtrykker
hinanden. hendes sproglige vanskeligheder ved at udtrykke
Bogomslaget fører ikke umiddelbart læseren sig enkelt og ligetil og henviser til en af hendes
til en forudfattet antagelse om, hvad romanen tre forestillinger om, hvordan hendes liv kunne
handler om, da billedet er taget så tæt på stofbun- blive bedre. At disse forestillinger er hævet op
på titelniveau, er udtryk for, at de er en essentiel
fortolkningsnøgle til romanen.
1
Parateksten er de elementer i en roman, som ikke er Allerede i romanens første kapitel får læseren føl-
en del af selve det narrative forløb. Det drejer sig f.eks. om gende appetitvækker, da Susanne kommer hjem
forsiden, forordet, bagsideteksten, forfatterens dedikationer til Kim efter at have været i Brugsen:
eller forlagets kommentarer. Parateksten forbinder sig på den
ene eller den anden måde til den primære tekst og er med til - Tænk, jeg tog min yogapose med op i brugsen, sagde
at styre fortolkningen af teksten. hun.
2
Søndergaard 2003: 13 Hun blev stående. Hun trak dynen ned over hans fød-
der. De var kolde og forkerte. ”Han var inde i en periode med mange ideer. Susanne
- Kim, sagde hun, men der var ikke længere noget liv i mistænkte ideerne for at opstå netop fordi, han havde
ham, han trak ikke vejret. (Helle 2002, s. 6) travlt med en masse andet.” (Helle 2002, s. 54)

Læsningen af romanen er i høj grad påvirket af Som det fremgår af dette citat, er det Susannes
Kims død i første kapitel, da døden hele tiden indre analyse af begivenhederne, der fremhæves,
kommer i baggrunden for de mange hverdagsag- men det er tredjepersonsfortælleren, der giver
tige beskrivelser. stemme til hendes refleksioner. Med Gérard Ge-
Afsløringen af hans død kan ses som en be- nettes terminologi, hvor der skelnes mellem den
vidst fortællestrategi fra Helles side om at skabe fiktive karakters synsvinkel og fortællerens fokali-
spænding og vække læserens narrative begær sering3, kan man altså sige, at fortælleren i denne
efter at få opklaret de nærmere omstændigheder roman selektivt og stabilt fokuserer på Susannes
ved dødsfaldet. Der konstitueres således allerede perspektiver. Dette stabile indre fokus på Susanne
indledningsvist nogle læserforventninger i retning gør, at fortælleren indtager den samme fokale po-
af, at der er tale om en kriminalroman, hvor sition, som hvis hun havde været en jeg-fortæller.
læserens opgave er sammen med fortælleren at Formen og stilen i romanen ligner derfor Susan-
opklare mordet. Det viser sig dog allerede i løbet nes måde at udtrykke sig på.
af de næste kapitler, at det snarere er romanens At romanen bliver fortalt som en tredjeper-
knappe stil end Kims dødsfald, der sætter læseren sonsfortælling, snyder læseren til at opfatte fortæl-
på detektivarbejde. leren som mere objektiv end en førstepersonsfor-
tæller, hvor man er klar over, at fremstillingen i høj
Den begrænsede synsvinkel grad er præget af fortællerens personlige meninger
Udsigelsesforholdene i Forestillingen om et og følelser. I denne fortælling sker det dog ofte,
ukompliceret liv med en mand fremstår på én gang at den reelle virkelighed og Susannes mentale
simple og komplicerede. De virker simple, fordi opfattelse af den sidestilles, fordi det meste af
tredjepersonsfortælleren kun viser læseren de handlingen gengives som indirekte indre mono-
ydre begivenheder og ikke giver indblik i forhisto- log. Dette indebærer, at der ofte lægges en vinkel
rier, sammenhænge eller personlige synspunkter. ned over romanens begivenheder, som stemmer
Dette giver indtrykket af, at intet af handlingen overens med den opfattelse, Susanne har haft af
tillægges værdi, og at fortællerens registreringer er sig selv i situationen. I mange situationer bliver
rent deskriptive uden selektion eller organisering Susanne for eksempel beskrevet som et offer, fordi
af begivenhederne. hun er nødt til i urimelig grad at tage hensyn til
Udsigelsesforholdene er dog mere komplice- Ester og Kim, som til gengæld begge beskrives
rede end som så, da fortælleren ikke er objektiv, som egoistiske og utaknemmelige. Andre gange
men har begrænset sig til Susannes synsvinkel. I bliver hun beskrevet som en helt, for eksempel da
modsætning til Helles noveller, hvor der ofte gø- hun i kapitel 30 på én gang formår at hjælpe Ester
res brug af eksplicitte jeg-fortællere, som afholder med at føde, rumme Kims nervøsitet, hente Luffe
sig fra subjektive refleksioner og kommentarer, på arbejdet og forsvare Esters ære over for Luffes
er der i denne roman gjort brug af en implicit kammerater3. Disse fordrejninger af romanens
tredjepersonsfortæller, som i høj grad er farvet af
Susannes sansninger og forestillinger: 3
Fokalisering betyder fortællerens indstilling på et
bestemt brændpunkt. Genette 1972/2004: 80

70
hændelser vidner om, at Susanne rummer mange Et andet træk ved fortællingen, som er med til
modsætninger i sig, som indvirker på fortællerens at få læseren til at undre sig, er fortællerens mang-
beretning, og som læseren derfor bør være på vagt lende skelnen mellem specifikke og generelle
overfor. situationer:
Under læsningen føler man, at der er et eller
andet rivende galt, da fortælleren er langt mere ”Når han arbejdede godt, blev han derhjemme. Han
optaget af at berette om detaljerne omkring Su- rejste sig ikke fra skrivebordet, før hun smed sin taske
sannes rengøring og indkøb end om Kims død: på gulvet i entreen” (Helle 2002, s. 31)

”Hun stod i grøntafdelingen og spekulerede på, om Denne passage skaber en inkohærens, idet den
en pakke salat ville kunne holde sig til på søndag. Hun generelle beskrivelse af, hvordan Kim arbejder
lagde den i vognen og gik videre, vendte rundt og med sin roman, skurrer imod udpegningen af en
gik tilbage, tog ét salathoved mere og tre agurker på bestemt situation, hvor Susanne kommer hjem i
tilbud” (Helle 2002, s. 93). lejligheden. Disse generaliseringer er med til at
give en distance til situationerne, og læseren bliver
Romanen fortælles deskriptivt og med besyn- i tvivl om, hvorvidt handlingen bliver fortalt tæt
derlig sindsro, så det er lige før, man glemmer, at på den oplevede situation eller blot er en del af
Kim er død, som romanen skrider frem. Læserens Susannes fantasi. Ifølge Nikolaj Zeuthen er denne
indledningsvise indtryk af, at der ligger et my- overraskende sammensætning af det generelle og
sterium gemt i romanen, bliver derved afværget, det specifikke med til at gøre læseren opmærksom
fordi hierarkiet mellem det, man normalt regner på det formmæssige ved sproget:
som de vigtige og mindre vigtige hændelser bliver
opløst. Først ved romanens ophør går det op for ”Ved at forfatteren ”volder” sproget, kan læseren
læseren, at Kim sandsynligvis er død af søvnapnø, opleve det uden om sine stivnede vaner” (Zeuthen
da det flere gange tilfældigt nævnes, at han har en 2005, s. 74)
71
voldsom snorken, og at hans vejrtrækning kom-

Identitet, selvrealisering og de intime relationer


mer og går om natten. Som læser har man dog Ved hjælp af denne teknik får Helle understreget,
hele tiden opfattet Kims snorken som en mindre at der under tekstens ydre lag er en implicit fortæl-
vigtig detalje, for selvom Ester kommer ind på, at ler med en kunstnerisk bestræbelse, og hun tvin-
det kan være farligt at snorke så højt om natten, er ger læseren til at læse nærværende og langsomt for
Susanne fuldstændig uinteresseret: ikke at overse de små sproglige finurligheder.
Den implicitte fortæller kommer ligeledes til syne
”ingenting kunne have interesseret Susanne mindre i gennem en understrøm af humoristisk ironisk
det øjeblik, for hun var ved at finde tøj frem, som ville distance, som flyder under Susannes registrerin-
egne sig til at lave yoga i” (Helle 2002, s. 105). ger. Der tages således afstand fra den klassiske
romanæstetiks regler om, at læseren upåfaldende
Den manglende betydningsmæssige sammen- skal kunne identificere sig med romanens hoved-
hæng mellem væsentlige og uvæsentlige elemen- person. John Christian Jørgensen udtrykker det
ter i romanen kommer på tværs af læserens trang meget præcist, når han i sin anmeldelse af bogen
til at fortolke en bestemt sammenhæng ind i skriver:
teksten.
”Helle har raffineret sin ugebladsstil helt ud til en Personerne i romanen leger i høj grad gemmeleg
grænse, hvorfra den truer med at vende tilbage som med hinanden og med læseren. Alt foregår i et spil
parodi” ( Jørgensen 2002) under overfladen med så få ord som muligt, og det
er op til læseren at konstruere, hvorfor personerne
Det ironiske aspekt ved romanen er især Susan- handler og udtaler sig, som de gør.
nes overdrevne trang til høflighed over for andre Ifølge Britta Timm Knudsen forsøger det mi-
mennesker, som for eksempel da hun undskylder nimalistiske kunstværk at fremstå som en repræ-
over for yogaholdet, at hun har ”sjofle gamacher” sentation på beskueren som modtagerinstans, og
på (Helle 2002, s. 85). Fortællingen rummer det tematiserer således, at der finder en betyd-
desuden åbenlyst groteske elementer, da der for ningstilskrivning sted i mødet mellem værket og
eksempel flere gange dukker ældre kvinder op i beskueren (Knudsen 1998). Dette gør værket ud
tog eller busser, som uden filter fortæller om deres fra en antagelse om, at ”less is more”, og modta-
livshistorie, mens Susanne lytter høfligt. Ved hjælp geren tilskyndes således til at udfylde et fravær af
af de ironiske undertoner har læseren mulighed betydning. I den litterære minimalisme findes der
for at tage afstand til Susannes konstante forsøg ingen forklaringer på personernes handlemåder,
på at blive accepteret i omverdenen. Den ironi- og det er svært at sætte ord på, hvad der egentlig
ske distance er dog ikke åbenlyst ironisk, da der er foregået, efter at man har læst teksten. Det kan
trods alt er en vis grad af genkendelighed i de være provokerende for læseren af romanen, at der
situationer, Susanne kommer ud for. Teksten når viges tilbage for at eksplicitere et refleksionsni-
derfor alligevel frem til en fælles forståelse med veau, da menneskets trang til at reflektere derved
læseren, som måske ligefrem får trang til at ændre udstilles:
sig selv, når de genkendelige situationer udstilles.
Romanen er derfor af en langt mere reflekterende ”Man bliver sig som læser pinligt bevidst om, hvor
art, end den udgiver sig for at være på Susannes meget betydning man selv kommer med, hvor meget
bevidsthedsniveau. man dominerer teksten” (Lund 1998)

Ordene kan ikke indfange Teksterne fremstår som en præsentation af et


virkeligheden stykke virkelighed, men virkeligheden synes
Skønt minimalismens oprindelige virkefelt er samtidig at være for indviklet og omfattende til,
musik, malerkunst og skulpturer, bliver Helles at den lader sig indfange af ord. Hovedanlægget
romaner ofte placeret inden for minimalismen, i minimalismen er derfor det, der går forud for
hvor forfatterens udtryk er at eksperimentere vores erfaring af virkeligheden, hvilket svarer til
med, hvor lille teksten kan blive, og hvordan man den kognitive aktivitet, der foregår, når vi tillæg-
kan nøjes med at antyde i stedet for at fortolke for ger virkeligheden betydning. Virkeligheden kan
læseren (Skyum-Nielsen 2004, s. 92). Læseren konstrueres på uendelige måder, og det er derfor
får et hint om sin opgave allerede på side 33, hvor den enkelte læsers opgave at forbinde mønstre af
Kim kommer med følgende kommentar: betydning til en større helhed.
Ifølge Signe Wendt Lorenzen er det et træk ved
”Det er ren iscenesættelse, havde Kim sagt. – Ligesom den litterære minimalisme, at forfatteren ikke må
aftenture ved gadekæret og gemmeleg.” (Helle 2002, være til stede:
s. 33)

72
”I et minimalistisk kunstværk findes ikke noget aftryk uden et stort omfang af gisninger, for selvom Su-
af kunstnerpersonligheden i form af subjektiv me- sanne på overfladen virker til at leve et uskyldigt
ningstilskrivning, ingen personlig stemme, tone eller og ukompliceret liv, afsløres det adskillige gange,
stil” (Lorenzen 1998) at hun lyver for de andre personer i romanen, når
hun har en interesse i det. Eftersom den implicitte
Derved findes der altså ifølge Lorenzen ikke et fortæller holder sin beretning så tæt på Susannes
intelligent, fiktivt univers bag de mange antydnin- perspektiv, fornemmer man, at også læseren ofte
ger. Jeg vil derfor argumentere for, at Forestillingen kun får den halve sandhed. for eksempel da Su-
om et ukompliceret liv med en man ikke er mini- sanne ”tilfældigvis” ender hos yogalæreren Dennis
malisme i dennes rene form, da inkohærensen og og er Kim utro.
ironien tydeligt markerer en implicit fortæller. Der Susanne konstante trang til at tilpasse sig efter
findes desuden metafiktive elementer i romanen: andre mennesker gør hendes handlinger til et
Ud over at Kim påpeger, at det hele er en iscene- spil, hvor hun ofte mener det modsatte af, hvad
sættelse, sammenligner Ester sin gravide tilstand hun siger. Derfor har hun svært ved at aflæse og
med en radiator: kommunikere med de andre personer i romanen,
og hun kommer aldrig i dialog med nogen om de
”Man er en hel radiator” (Helle 2002, s. 27) ting, der i virkeligheden optager hende. I stedet
ser hun hele tiden sig selv udefra og undskylder
Dette giver associationer til en central diskussion på forhånd for at komme andres kritik i forkøbet.
i det danske litterære miljø, hvor Jan Sonnergaard Hun sætter konstant sig selv i scene ud fra en fore-
kaldte sin novellesamling for Radiator, fordi Niels stilling om, hvordan hun bedst kan få anerken-
Frank havde udtalt, at han aldrig ville bruge ordet delse fra omverdenen, og hele hendes tilværelse
”radiator” i et digt. Dette skulle understrege, at vir- handler om, hvordan hun kan opretholde den
keligheden var kommet tilbage i litteraturen. Det perfekte facade. Dette illustreres tydeligt, da hun
metafiktive i romanen er de steder, hvor den gør skifter job til køkkendame på hospitalet og i det
73
opmærksom på sin egen status som et kunstværk skjulte begynder at bruge mere makeup:

Identitet, selvrealisering og de intime relationer


blandt andre kunstværker, og det afspejler, at der
er en afsender bag værket. Der markeres således ” Hun gjorde det hurtigt og udtryksløst for at komme
en klar forskel mellem forfatterintentionen og al skepsis fra de andre i forkøbet. Hun var ikke ude på
hovedpersonens bevidsthed i romanen. at virke selvglad.” (Helle 2002, s. 15).

Intimitetens utilgængelighed Susanne og Kims forhold er præget af, at de har


Susanne er både den i romanen, vi hører mest svært ved at kommunikere med hinanden, og
til og ved mindst om. Det beskrives særdeles der markeres en stor distance mellem dem. Kim
udførligt, hvordan hun gør rent og køber ind, men tager afstand fra Susannes småborgerlige idealer
hendes indre følelsesliv beskæftiger fortælleren sig om, at hun skal have en høj arbejdsmoral, et pænt
ikke meget med. Det interessante i denne roman hjem og et godt og fornuftigt familieliv, og han
bliver derfor at se på det, der ikke står i teksten. beskylder hende ofte for at være lille i hovedet og
Romanens egentlige drama er ikke de ydre hæn- ren overflade. Susanne er samtidig meget uinteres-
delser, men en afkodning af Susannes indre psy- seret i Kims forfattervirksomhed, og hun omtaler
kiske univers ud fra hendes handlingsmønstre og den ofte nedsættende:
motiver. Denne afkodning lader sig dog ikke gøre
”Den syttende december havde hun så råbt tilbage, at at lukke sig inde i sig selv og i lejligheden. Længs-
muligvis blev han kuldskær af at sidde på sin røv og len i Susannes tilværelse fremhæves i hendes
fundere dagen lang” (Helle 2002, s. 110) tendens til at spejle sig i andre. Når hun gør rent
i andres hjem, forestiller hun sig ofte, at de har et
Hans interesser for musik, film og litteratur har langt mere ukompliceret liv end hende:
hun heller ingen intentioner om at give ægte
opmærksomhed, da hun vælger enten at falde i ”Nogle gange ønskede hun, at hun var dem” (Helle
søvn eller lukke ørerne, når han prøver at dele sin 2002, s. 76)
entusiasme med hende. Problemet for Susanne og
Kim er, at de ikke taler det samme sprog – mens Susanne længes efter at være en anden end den,
Kim gerne vil tale et sprog, som hæver samtalen hun er, fordi hun tror, at andre har en mindre
op over hverdagens trivialiteter, er Susanne så triviel hverdag, og at det trivielle er noget, man
dybt forankret i hverdagen, at hendes sprog ofte skal flygte fra.
bliver klichéfyldt og intetsigende. Det er derfor Susanne har tre forestillinger, som hun trøster
blevet en vedtagelse i deres forhold, at det er Kim, sig selv med, når hendes liv med Kim ikke kan leve
der har sproget og overblikket, mens Susanne op til hendes forventninger. Den ene er forestil-
helst skal være tavs. lingen om et ukompliceret liv med en mand, hvor
Forholdet mellem Susanne og Kim er på der er plads til berøringer, udflugter, indkøb,
mange måder udbrændt og præget af rutiner, arbejde og børn; men Susanne kan ikke se et lyk-
og de lever ikke op til hinandens værdimæssige keligt slutbillede på den drøm, da hun trods alt
idealer for, hvordan deres partner skal være. Når ikke kan forholde sig til at have et perfekt liv. I den
de alligevel bliver i forholdet, skyldes det, at de anden forestilling:
begge har opgivet håbet om at føre deres idealer
ud i virkeligheden. De er groet fast i et liv, hvor de ”var hun ved at udfærdige hans nekrolog. Hun gjorde
aldrig standser op og spørger sig selv, hvordan de den så trist, at hun kom til at græde over sin egen tap-
kan realisere deres personlige længsler. I stedet perhed” (Helle 2002, s. 101)
holder de fast i trygheden ved at være sammen og
trækker sig tilbage i en verden af forestillinger om, Men problemet ved denne drøm er, at Kim endnu
hvordan alting kunne være anderledes. Som Klaus ikke er færdig med sin bog, så der ville ikke være
Rifbjerg fremhæver i en artikel om Helles forfat- mulighed for at udgive nekrologen i en avis. I den
terskab, er det ofte et træk ved hovedpersonerne i tredje forestilling bor Susanne i lejligheden alene
hendes bøger, at de længes efter et liv, der er mere og kan derved selv bestemme dens indretning.
betydningsfuldt: Hun ved imidlertid med sig selv, at hun så efter-
hånden ville komme til at hade stilheden, finde
”… over alle deres handlinger (og mangel på samme) en ny mand og ende i præcis den samme situation
synes der at svæve en dis af uindfriethed, af svigtede igen.
løfter og spildte muligheder” (Rifbjerg 2004, s. 12) I disse forestillinger er Susannes egen selvreali-
sering målet, og mændene skal positionere hende,
Kim har forsøgt at udleve sin drøm om at blive så hun bliver mere betydningsfuld, eller de skal
forfatter, men alligevel har han i årevis siddet begrænse hende, så hun ikke bliver så udmattet
hjemme i soveværelset med skriveblokering, og over de utallige muligheder for selvkonstruktio-
han er gået fra at leve et aktivt og udadvendt liv til ner. Susanne får kun begrænsningen hos Kim

74
og forsøger derfor hele tiden at gøre oprør mod gældende for deres sexliv, som kun kan beskrives i
ham, for eksempel ved at beslutte sig for at være et komma:
tavs, fordi hun ikke altid vil være den, der siger
det første ord. Hendes oprør er dog resigneret, ”Hans krop var tung i det, og god.” (Helle 2002, s. 31)
for når hun laver plus- og minuslister over deres
parforhold, er han altid både det ene og det andet. Da Ester flytter ind, bliver Susanne og Kims for-
Susanne kan desuden heller ikke selv leve op til hold udfordret på en positiv måde, da de plud-
sine romantiske kærlighedsidealer, eftersom hun selig har noget fælles at gå op i, men samtidig er
er Kim utro med Dennis for at blive tilfredsstillet forandringen så indgribende i Susannes eksistens,
i sit behov for intimitet, mens Ester bor i lejlighe- at hun er nødt til at bygge sit hverdagsliv endnu
den. Susannes forestillinger er altså blot forestil- mere op på rutiner. Ester er i højere grad end Su-
linger, og det ukomplicerede liv findes ikke. sanne i stand til at give Kim det sproglige modspil,
Den store afstand mellem Susanne og Kim som han har brug for, og han udviser derfor mere
afspejler sig også i deres mangel på intim nærhed nærvær og opmærksomhed over for Ester, end
og fortrolighed. Når Susanne endelig forsøger at han gør i forholdet til Susanne. Ester kommer af
sætte ord på sine følelser og være ærlig, bliver det den grund til at overtage Susannes plads i visse
ofte punkteret af Kim: situationer, som for eksempel pladsen ved siden af
Kim i bilen eller sågar pladsen i Susannes støvler.
”Én gang havde hun sagt: »Kim, jeg går fra dig, for Snart begynder Susanne derfor en ensidig kon-
jeg ved ikke, om jeg elsker dig«. »Hold op med dine kurrence med Kim om at være mest intim med
klicheer«, havde han sagt, og det var nok derfor, hun Ester og med Ester om at være mest intim med
blev” (Helle 2002, s. 101) Kim. Hendes forsøg på intimitet med Ester bliver
dog kunstigt og distanceret af hendes misundelse
Kim har ikke lyst til ærligheden fra Susanne, og trang til at tage hensyn, hvilket tydeligt ses i
da han ikke ønsker at blive konfronteret med situationen, hvor Ester overvejer at flytte ud til sin
75
realiteterne i deres forhold. Susanne kan omvendt mor:

Identitet, selvrealisering og de intime relationer


ikke overskue at standse op og gøre noget ved sit
liv, så i stedet for at gå fra Kim, retter hun alle sine – Det er måske en meget god idé, sagde Susanne og
handlinger mod elementære mål som rengøring, nikkede nogle gange og fortsatte: – Selvom, det bliver
indkøb og madlavning. Over for omverdenen be- sgu helt sørgeligt, når du flytter. Så kom hun til at lave
varer Susanne dog stadig illusionen om, at hun og et trist klovneansigt med trutmund og hovedet på
Kim har et nært og intimt forhold – for eksempel skrå, hun lod den ene pegefinger markere en tåre på
da hun tilkendegiver over for Ester, at hun og Kim kinden. Kim så på hende, og hun flyttede fingeren fra
har været fælles om at bage vanillekransene til ansigtet og rettede sig op. (Helle 2002, s. 112)
jul, selvom Kim har bagt dem alene. Susanne og
Kim har dog stadig et element af intimitet i deres Denne passage, som emmer af pinlighed, kommer
kropslige kontakt med hinanden. De kan ikke til at stå i slående kontrast til den umiddelbarhed,
finde ud af at tale det samme verbale sprog, men der eksisterer i forholdet mellem Kim og Ester:
de har en tæt forbindelse i deres kropslige sprog,
når de for eksempel sniger sig til at lade deres ben ”Men du kan sgu ikke blive boende her til evig tid, dit
røre hinanden under middagsbordet, eller når de fede læs, sagde han og smilede. – Kim. Dig kan jeg lide,
smiler indforstået til hinanden. Det samme gør sig sagde Ester” (Helle 2002, s. 112)
Susannes jalousi over forholdet mellem Kim og den groteske afslutning på romanen bliver således,
Ester tiltager yderligere, da Ester brækker hånd- at Susanne må udleve en af sine tre forestillinger.
leddet og må flytte ind i parrets soveværelse i
stedet for i stuen. Jo tættere Ester kommer på Kim, Længsel efter det rene forhold
des mere mister Susanne kontrollen over sig selv, Helle Helle problematiserer med denne roman
hvorved hendes rengøringsvanvid intensiveres, i høj grad tendensen i det senmoderne samfund
hun overdriver sine indkøb i supermarkedet, og til, at den enkelte sætter sine egne identitetspro-
hun løber hjemmefra som en sur teenager. jekter før kærlighedsrelationerne4. Susannes og
Som romanen skrider frem, viser det sig dog, at Kims parforhold inden den harmoniske afslutning
Esters tilstedeværelse har en positiv indvirkning på romanen er i høj grad præget af, at de skal passe
på Susanne og får hende til at komme tættere på ind i hinandens selviscenesættelsesprojekter. Su-
Kim. Ved at miste kontrollen bliver Susanne mere sanne forsøger at få en følelse af sammenhæng og
umiddelbar, og derfor ændrer hendes sprog sig betydning i sit liv ved at indgå i forholdet til Kim.
også til at passe bedre til Kims: Hun drømmer om et almindeligt liv i et alminde-
ligt parforhold, men vil samtidig gerne være noget
”Susanne holdt døren for Luffe og vendte sig mod dén særligt ved at have et exceptionelt godt forhold
mand og sagde: – Du holder bare din kæft” (Helle og et spændende liv sammen med en helt speciel
2002, s. 163) mand. Kim er derfor ofte et yderst forstyrrende
element i hendes perfektionistiske selviscenesæt-
I slutningen af romanen har Susanne endda over- telse, da han endnu ikke har fået succes som forfat-
taget rollen som den mest intime person i Esters ter og ikke har samme drøm som hun om at skabe
netværk – måske fordi Ester i forbindelse med en familie. Kim og Susanne kæmper konstant om,
fødslen i højere grad har brug for den kropslige hvis version af parforholdet der skal gælde, for at
opmærksomhed, som Susanne er god til. Slutnin- de kan være noget særligt sammen – om det skal
gen af romanen har derfor karakter af at være en være Susannes romantiske forestilling om den
happy ending, hvor Ester er tilbage sammen med perfekte kernefamilie eller Kims afstandtagen fra
Luffe og endelig har fået et barn, og julestemnin-
gen indfinder sig i forholdet mellem Susanne og 4
Ifølge Anthony Giddens har brydningerne med de
Kim: traditionelle roller og normer i samfundet medført store
ændringer i parforholdet. Giddens bruger betegnelsen
”Juletræsfoden passede perfekt. Om aftenen pyntede ”det rene forhold”, fordi den enkelte indgår i forholdet for
hun træet med lys og kugler. Hun satte sig ved vinduet. selve forholdets skyld og for at få følelsesmæssig og seksuel
Der var hvidt udenfor, det glimtede alle vegne” (Helle tilfredsstillelse gennem den nære kontakt med en anden.
2002, s. 167) Hvor det tidligere var kernefamilien baseret på ægteskab, der
var idealet i privatsfæren, er det således i dag intimiteten. Gid-
Den varme stemning mellem Susanne og Kim dens fremhæver, at det rene forhold på den ene side har skabt
understreges yderligere på det symbolske plan bedre forudsætninger for selvets refleksive projekt, da parret
ved, at den mursten, som Kim finder i kapitel 2, og i højere grad er blevet fælles om at afgøre, hvilke betingelser
som Susanne på daværende tidspunkt tog afstand der skal gælde for netop deres forhold. På den anden side er
fra, pludselig kan bruges som dørstopper. Susanne forholdet blevet mere skrøbeligt, da forpligtelsen til hinanden
finder altså harmonien i sit forhold til Kim, men kun holder, så længe begge parter får noget ud af forholdet.
morgenen efter finder hun ham død i sengen, og Giddens 1992/2003.

76
de gældende normer i samfundet. De har således livet, men det kan også være, at hun har fundet en
hver især deres egoistiske grunde til at være sam- intimitet med Ester, som hun kan nøjes med for et
men, og parforholdet er et middel i deres egen stykke tid. Dette understreges i Susannes konklu-
selvrealisering. sion på sine forestillinger, hvor Ester er det eneste,
Susanne og Kims idealer svarer således til An- der bryder mønsteret i hendes forhold til mænd:
thony Giddens beskrivelse af ”det rene forhold”,
da de begge to nærer et stort ønske om at få et ”Der var overhovedet ikke noget nyt i noget af det. Det
tilstrækkeligt udbytte af forholdet. I praksis har in- eneste nye var Esters tilstedeværelse, og den gjorde på
gen af dem dog modet til den selvafsløring5, som én gang alting meget værre og lidt bedre end længe.”
det rene forhold kræver, og de har ikke energien (Helle 2002, s. 115)
til at forsøge at løse de mange konfliktsituationer,
der opstår mellem dem. I stedet tager Kim afstand Nøglen til problemerne i Kims og Susannes for-
fra forholdet ved at understrege, hvor meget hold skal findes hos Susanne, da det ikke er første
kærligheden er en kliché, mens Susanne går i den gang, hun har haft svært ved at åbne sig over for
modsatte grøft og stræber efter urealistiske roman- en mand. Susannes distance til intimiteten bliver i
tiske kærlighedsidealer6. Esters tilstedeværelse høj grad mærkværdiggjort i romanen, og der synes
medfører dog, at Susanne og Kim bliver presset til at være en sammenhæng mellem hendes begræn-
at åbne sig for hinanden, men med Kims død når sede sociale forankring og hendes desorienterede,
de ikke at afprøve, om de ville kunne føre det rene diffuse selvoplevelse. Dette er hun godt selv klar
forhold ud i livet. over, og hun forsøger bevidst at sætte sig selv i
Kims død betyder et nyt narrativt nulpunkt situationer, hvor hun ikke behøver vælge eller tage
for Susanne. Hun har fået opfyldt sin forestilling initiativer, men blot kan følge med strømmen:
om at kunne skrive Kims nekrolog. Spørgsmålet
er, hvad hun nu vil gøre med sit liv. Sandsynligvis ”tanken om de utallige muligheder udmattede hende
vil hun hurtigt blive træt af at være alene, da hun fuldstændigt. Måske ville hun begrænses. Hun vidste
77
har brug for en mand som orienteringspunkt i ikke, hvad det ellers var” (Helle 2002, s. 114)

Identitet, selvrealisering og de intime relationer


5
Ifølge sociolog Lynn Jamieson er selvafsløring og Hendes refleksioner viser, at hun er mere end det
åbenbar intimitet det vigtigste grundlag for det rene forhold. liv, hun lever, og Kim fremhæver da også, at hun
Selvets refleksive projekt forandrer således også intimiteten ”i virkeligheden er temmelig begavet”. Susanne er
til en fortsat refleksiv proces. Jamieson 1998. således ikke så naiv og dum, som hun fremstiller
6
Forløberen for ”det rene forhold” er ifølge Giddens sig selv. Hun har snarere problemer med at kon-
romantikkens kærlighedsidealer, hvor man så det sublime struere en sammenhængende identitet.
kærlighedsforhold som vigtigere end intimitet og seksuelle Ifølge Kenneth Gergen spiller sproget en
drifter. Den romantiske kærlighed er knyttet til den vestlige, afgørende rolle i konstruktionen af selvet, da det
kristne kultur og forestillingen om det livslange kærligheds- er bestemmende for, hvordan det overhovedet er
forhold i ægteskabet. Det romantiske kærlighedsideal er muligt at italesætte og fremstille sig selv i interak-
stadig en del af parforholdet i det senmoderne samfund, men tionen med andre7. Susannes problemer med at
i dag er det i højere grad det specielle forhold end den spe- udtrykke sig sprogligt viser, at der er en diskon-
cielle person, man søger efter, da man ønsker at opretholde
en balance mellem autonomi og følelsesmæssigt engagement. 7
Gergen 1991/2000
Giddens 1992/2003
tinuitet mellem hendes ydre og indre verden. og kompositoriske huller og skabe sin egen indivi-
Ofte forsøger hun at lyde som andre, fordi hun duelle betydning og sandhed i romanen.
ikke selv har et sprog, som når hun for eksempel Ved siden af hyperrealismen er romanen dog
gør sin stemme ren og klar, fordi hun ved, at Kim fuld af ironi og absurdisme, som tillægger det
godt kan lide den sådan, eller når hun begynder skildrede et refleksivt, kritisk niveau, da Susannes
at bande ligesom Ester. Denne følelsesmæssige bevidsthed ligger på et niveau under læserens og
afsporing ses også ved Susannes fiksering på, den implicitte fortællers bevidsthed. Kritikken
hvordan hun går klædt, og hvordan lejligheden fremsættes imidlertid kun indirekte gennem be-
ser ud. Dette er nogle ydre holdepunkter, hun skrivelserne, og der tages ikke afstand fra banalite-
kan få kontrol over, og hun bruger dem til at fylde ten. Som Britta Timm Knudsen påpeger i antolo-
hverdagen med noget andet end sine eksistentielle gien Virkelighedshunger, er det kendetegnende for
frustrationer. Det er tydeligt, at prestige også be- Helles tekster, at hun bevæger sig mellem:
tyder meget for hende, da hun for eksempel køber
en dyr ubrugelig bog om juleklip, fordi en kendt ”det ordinære og det ekstraordinære, mellem detaljen
filminstruktør har købt den. Susanne har behov og essensen, det trivielle og det tragiske” (Knudsen
for at se op til det finkulturelle, fordi hun selv er 2002, s. 245)
så famlende omkring sin identitet, og hun bruger
derfor en forbrugsvare for at øge omgivelsernes Helle tager ikke stilling til, hvilke af disse niveauer
respekt. Dette skyldes ikke mindst, at det finkul- der bør tages afstand til eller lægges vægt på. Man
turelle får Kim til at finde Susanne mere attraktiv, har på fornemmelsen, at der må være noget mere
eftersom alt helst skal være hævet over hverdagen under alle banaliteterne, men det banale viser sig
i hans verden. ved nærmere eftersyn at være vores eneste måde
at udtrykke os på. Helle arbejder således på græn-
Tvetydige implikationer sen mellem det sigelige og det usigelige, og der er
Helle Helle er særligt optaget af, hvad det vil et udefinerbart forhold mellem det metaforiske og
sige at være et bestemt menneske i en bestemt det bogstavelige i romanen.
kulturel og social kontekst, da hun i høj grad
kredser om hverdagslivet, parforholdet og de små Læserens betydningsdannelse
sociale miljøer. I romanen tages der ikke enty- Forskellen på faglitteratur og fiktion er, at fik-
digt stilling til, om Susanne bør vælge at tage en tionen i særlig grad udnytter sprogets flertydighed
chance og forsøge at føre sin romantiske forestil- og betydningsrigdom og derfor konstruerer bil-
ling om kernefamilien ud i livet, eller om hun skal leder af verden, som er åbne for læserens oplevelse
stille sig tilfreds med sit forhold til Kim, hvor hun og overvejelse. I minimalismen bygges tekstens
på én gang føler tryghed og klaustrofobi. Roma- afbildninger af virkeligheden i høj grad op af de
nen nærmer sig således ikke virkeligheden fra én billeder, som læseren i forvejen ligger inde med,
ophøjet vinkel. For forfatteren, teksten og læseren da det er op til læserens fantasi at levendegøre
er der en fælles blindhed, som man higer efter at romanens rensede dialoger og glatte beskrivelser.
undersøge. Blindheden til udtryk gennem stilen, Fortællingen om Susanne er vedkommende
som i høj grad er billedskabende og stort set ren- for læseren, fordi man får fornemmelsen af, at hun
set for psykologisk eller moralsk stillingtagen. Der er groet fast i et utilfredsstillende liv, hvilket har
lægges op til, at læseren skal udfylde de tematiske ført hende til en eksistentiel ensomhed, udtyn-
dede sociale relationer og et liv, hvor hun ikke tør

78
vise sig selv over for nogen. Som læser går man i I Helles litteratur er det et formål at udstille men-
dialog med værket i forhold til sin egen narrative neskets ubevidste adfærdsmønstre, og læseren får
konstruktion af virkeligheden, og man spejler sig mulighed for at genkende, kritisere og more sig
i Susannes eksistentielle problemstillinger. Med over sine hverdagsagtige gøremål og sine banale
den knappe stil kommer værket til at emme af eksistentielle frustrationer. Helle lægger stor vægt
betydning, og hele romanen bliver derved blot en på det ordløse – hendes karakterer kan ikke ud-
skabelon, som læseren tænker sin egen historie trykke deres følelser åbent og ærligt, men tilslører
ind i. Læseren sidder dog tilbage med en række dem gennem indirekte og tvetydige signaler. Ofte
usikkerheder og et besvær med at beskrive eller har læseren ikke svært ved at forestille sig, hvilke
forklare, hvad der egentlig er foregået i romanen, motiver der ligger bag adfærden, men det kan
fordi den netop spiller på de aspekter ved vores liv, være svært at sætte ord på karakterernes erken-
som vi har svært ved at sætte ord på. Man genken- delsesverdener, da de er komplekse og rummer
der sig selv skræmmende tydeligt mellem linjerne, modsatrettede elementer.
men det usagte efterlader en tvivl om, hvad det For Helle er sproget forbindelsen mellem den
hele skal betyde, og åbner op for en videre tolk- indre og ydre verden, men hun begræder ikke, at
ning, men ikke for entydige svar. den indre verden altid vil rumme langt mere, end
Romanen tematiserer, hvordan et parforhold vi er i stand til at udtrykke:
kan være ved at gå i stykker, fordi parterne ikke
kan finde ud af at kommunikere med hinanden. ”Visse ting er ordløse, men vi vil så forbandet gerne
Derved udstiller romanen vores hverdagsliv, sætte ord på alting” (Christensen 2003, s. 178-79)
hvor vi skælder hinanden ud over petitesser og
bekymrer os om overfladiske problemstillinger, Helle fremdrager her et argument for, at vores
mens vi længes efter noget mere betydningsfuldt refleksive analyser og fortolkninger ikke nødven-
og ekstraordinært. Romanen hylder dog samtidig digvis siger mere om virkeligheden end vores
banaliteterne, da det er umuligt at komme uden umiddelbare perception af den, og det kunstneri-
79
om dem, eftersom de netop udgør vores hver- ske udtryk i hendes roman bliver derfor en form

Identitet, selvrealisering og de intime relationer


dagsliv. Susannes eksistentielle problemstillinger i for verbal billeddannelse. Først gennem sammen-
romanen bliver netop først løst til sidst i romanen, koblingen af læserens erkendelsesverden og fikti-
hvor hun holder op med at længes efter et bedre onsverdenens forsimplede og eksemplificerende
liv og sætter pris på det liv, hun har. billedliggørelse får romanen dybde.
I Forestillingen om et ukompliceret liv med en
Romanens fremstilling af mand springes der fra billede til billede uden no-
virkeligheden gen nærmere introduktion til den sammenhæng,
Afslutningsvis skal jeg kort berøre romanens hvori det hele finder sted, og der findes intet
fremstilling af virkeligheden. centrum, der kan forklare karakterernes handlin-
Helle fremhæver i et interview i tidsskriftet ger. Skønt læseren er på afstand af karaktererne,
SPRING, at: er romanen dog ikke helt uden sammenhæng,
eftersom de samme billeder og små episoder ofte
”Når man læser det, jeg skriver, kan man ikke få lov til dukker op flere gange. Disse gentagne billeder kan
at flygte fra sin egen verden. Man får i stedet lov til at beskrives som pejlemærker, som er på lang afstand
sidde og glo på den.” (Christensen 2003, 173) af en egentlig betydningskerne, men som samles
i brændpunkter, der giver læseren en implicit
fornemmelse af det væsentlige betydningsindhold Helle styrer således fortællingen langt mere,
i teksten. En illustration af dette kan ses i følgende end læseren tror, men hun undlader at tage stilling
figur: til og sætte ord på Susannes hemmelige bevæg-
grunde, og dette giver en større rummelighed
for læserens individuelle fortolkninger og sætter
fokus på vores problemer med at repræsentere
vores indre verden i sproget.

Litteratur:
Christensen, Lisbeth: ”Man inviteres pænt indenfor – Et
dobbeltinterview med Helle Helle” i Spring – tidsskrift
for moderne dansk litteratur nr. 20, 2003 red. Marianne
Barlyng og Neal Conrad Ashley, Forlaget Spring 2003.
Genette, Gérard: ”Modus” i Narratologi, red. Stefan Iversen
og Henrik Skov Nielsen, Aarhus Universitetsforlag 2004
(1972).
Gergen, Kenneth J.: The Saturated Self – Dilemmas of Identity
in Contemporary Life, USA 2000 (1991).
Susanne antyder flere gange mellem linjerne, at Giddens, Anthony: Intimitetens forandring, Hans Reitzels
hun er træt af at have Ester boende i lejligheden: Forlag 2003 (1992).
Hun støvsuger flere gange om ugen, fordi: Helle, Helle: Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand,
Gyldendals Bogklubber 2002.
”Vi bor tre mennesker her. Der bliver hurtigt beskidt” Jamieson, Lynn: Intimacy, England: Polity Press 1998.
(Helle 2002, s. 90) Knudsen, Britta Timm: ”Den konkrete erfaring – om mini-
malisme i kunsten”.
Senere køber hun ind for over 900 kroner i Brug- Knudsen, Britta Timm: ”Realismespor i 90’ernes kortprosa –
sen og forsvarer over for Kim sine indkøb med: om Helle Helle, Christina Hesselholdt, Thøger Jensen og
Pia Juul” i Virkelighedshunger – nyrealismen i visuel optik,
”Der går jo noget mere mad til, når vi er tre” (Helle red. Britta Timm Knudsen og Bodil Marie Thomsen,
2002, s. 98) Tiderne Skifter 2002.
Lorenzen, Signe Wendt: ”At læse et objekt – Fra Minimal Art
Da Ester, som er glad for sukker i sin te, efterføl- til litterær minimalisme” i Litteraturmagasinet STANDart
gende konstaterer, at de er løbet tør for sukker i 98-2, red. Henrik Varmark (…) Britt Møller Christensen,
lejligheden, er Susannes kommentar: 1998.
Lund, Marie: ”En lille fjer” i i Litteraturmagasinet STANDart
”Jeg skal ikke bruge sukker til noget” (Helle 2002, s. 98-2, red. Henrik Varmark (…) Britt Møller Christensen,
105) 1998.
Rifbjerg, Klaus: ”Måske er længsel et bedre ord” i Dansk
Disse informationer indebærer, at læseren ikke er Noter 1/2004, red. Flemming Kurdahl (…) Per Thorsen:,
i tvivl om, at Susanne ser Esters tilstedeværelse i Dansklærerforeningen 2004.
lejligheden som en belastning. Skyum-Nielsen, Erik: Dansk litteraturhistorie 1978-2003. Fra
jeghimmel til verdensvrimmel, Systime 2004.

80
Svendsen, Erik: ”Forestillinger om en ukompliceret tekst –
Om Helle Helles seneste roman” i Spring – Tidsskrift for
moderne dansk litteratur, nr. 20, red. Marianne Barlyng og
Neal Ashley Conrad, Forlaget SPRING 2003.
Søndergaard, Leif: ”Paratekst” i Om litteratur – Metoder og
perspektiver, red. Leif Søndergaard, Systime 2003.
Zeuthen, Nikolaj: ”Fremad med Helle ” i Kritik 174, red.
Frederik Stjernfelt og Lasse Horne Kjældgaard, Gylden-
dal 2005.

81

Identitet, selvrealisering og de intime relationer


Parentesernes
sammenbrud
’Rådhus’ tager sig ved første gennemlæsning ud som en collage af
[PSZ`ULSHKLUKL\ZHTTLUO¤UNLUKL[LRZ[ÅHNLY4LULUHUHS`ZLHMZS¥YLY
en sammenhængende ramme, der inddrager både identitetsproblematik,
KLUH]HU[NHYKPZ[PZRLZ[YH[LNPVN[LRZ[ZVTH\[VÄR[PVU
Af Niels Eliot Mosumgaard

Da Pablo Henrik Llambías i 1997 udgav Råd- og Llambías’ avantgardistiske strategi. Da bogen –
hus, var den en del af hans afgangsprojekt fra Det ligesom Beck-Nielsens Claus Beck-Nielsen (1963-
Kongelige Danske Kunstakademi i København. 2001), Selvmordsaktionen og Suverænen – ikke
Projektet var en stor sammensat størrelse med entydigt lader sig læse som et værk uafhængigt
en udstilling, ”Fri Kommune”, hvor tilskuerne af sin forfatter i en autonom værktradition, men
blev inviteret med til at etablere en ny kommune, måske netop forsøger at skrive sig ud af denne
en hjemmeside med samme navn og funktion, værkkategori, vil jeg indledningsvis gennemgå en
fotografier af Danmarks – dengang – 275 rådhuse, række begrebsafklarende indgange til den avant-
en slags sociologisk undersøgelse med spørgeske- gardistiske strategi.
maer sendt ud til borgmestrene, og endelig bogen
Rådhus, som er projektets afslutningsessay, som vi Indgange
får at vide hen mod slutningen af bogen. Siden er Anne-Marie Mai og Koldingskolen har siden
Rådhus blevet en del af den kollektive refleksion midten af 90’erne redegjort for et paradigmeskifte
gennem utallige opgaver fra uddannelsesinstitu- i ny dansk litteratur1. Gennem en række nylæsnin-
tioner som gymnasier og universiteter. ger af de digtere, som debuterede i 80’erne, ikke
Da bogen kom, var det således ikke let at mindst Michael Strunge, peger Anne-Marie Mai
adskille bogen fra udstillingen og websitet, ja, fra på, at der er tale om noget afgørende nyt.
en bredere kunstnerisk idé. Den er med andre ord Hvor kritikerne i første omgang læste de nye
ikke entydigt et litterært fiktivt værk, men opblø- digtere som det romantisk/modernistiske digter-
der grænserne mellem kunst, litteratur, fiktion og jegs tilbagekomst, lykkes det Anne Marie Mai at
en realisme, som yderligere bryder grænsen op pege på de flertydige identiteter i Strunges digt-
mod virkeligheden. På den måde indskriver vær- ning, som tværtimod et udtryk for et afgørende
ket sig, på linje med Claus Beck-Nielsens værker, i brud på romantikkens og modernismens central-
avantgardetraditionen, som en social intervention. lyriske kernejeg. Michael Strunges frigørende
Pablo Llambías’ Rådhus lægger sig i forlængelse
af et grundlæggende tema i nyere dansk litteratur 1
Bl.a. i Danske Digtere i det 20. århundrede bd. III
om identitetsproblemer og -konstruktioner, og jeg (2000), Digternes stemmer (1999) og i artiklen Anarkistisk
vil i denne artikel undersøge disse forhold i bogen kamæleon (2004).
formleg og mørke tvivl hænger, ifølge Anne-Marie høje grad af mobilitet, så at sige bliver gennem-
Mai, sammen med postmodernismens livsvilkår trængt af mulige identiteter i det, han kalder det
og de dermed forbundne problemer for identite- mættede selv.
ten. Det, der i tresserne havde en frigørende, eman-
Opbruddet fra modernismen blev allerede cipatorisk kvalitet, viser sig dog efterhånden ikke
indledt i 60’erne, ikke mindst med Hans-Jørgen kun at pege på den nyhumanisme, som Hans-
Nielsen og hans begreb attituderelativisme. Men Jørgen Nielsen taler om, når han i ’Nielsen’ og den
hvor Hans-Jørgen Nielsen og hans samtidige hvide verden selvbevidst fastslår, at attituderela-
oplever identitetens flertydighed som en frigø- tivismen skal ses som ”en ny eksistentiel, ja med
rende mulighed for sociale rollespil, rummer det visse modifikationer ligefrem eksistentiel huma-
for Michael Strunge og hans samtidige et grund- nisme” (Nielsen 1967/2006, s. 40).
læggende livsvilkår, som ikke længere kun er en I stedet gør den det frigjorte individ til slave af sin
frisættende mulighed. egen fleksibilitet, som en vare, der stilles til rådig-
Den amerikanske socialpsykolog Kenneth hed for en ekspanderende globaliseret markedsli-
Gergen redegør i bogen Det mættede selv for de beralisme.
ændrede vilkår, som markerer overgangen fra På den ene side lader det sig imidlertid ikke
moderniteten til det postmoderne samfund, og gøre at vende tilbage til et traditionelt kernejeg. På
peger i den forbindelse på det, han kalder ”det den anden side er hverken det opløste relationelle
relationelle selv”, som vilkår for en postmoderne jeg, i Gergens forstand, eller det attituderelati-
selvidentitet: vistiske jeg, i Hans-Jørgen Nielsens forstand, en
tilfredsstillende karakteristik, da de begge overser
”Med kulturens intensiverede mætning er alle vores den udveksling, der synes at være mellem en indre
hidtidige antagelser om selvet kommet i fare; tradi- stabilitet og en ydre fleksibilitet.
tionelle relationsmønstre bliver fremmede for os”
(Gergen 1991/2006, s. 27). Realisme contra avantgarde
Som Anne-Marie Mai pegede på, tegner der sig
Det relationelle selv er kendetegnet ved ikke at en postmoderne tendens fra midt i 60’erne, hvor
have en fast indre kerne, men derimod hele tiden det er identiteten der sættes til debat, og de lit-
blive til i de relationer, det indgår i: terære undersøgelser af identitetsproblematikken
fortsætter op gennem både 90’erne og 00’erne.
”Når endelig selvet som seriøs realitet er stedt til hvile, I de tidlige 90’ere kommer en minimalistisk
og selvet konstrueres og rekonstrueres i mangfoldige kortprosa på banen, som kredser om det formelle
kontekster, når man frem til det sidste stadium: det og det æstetiske med forfattere som Helle Helle,
relationelle selv. Følelsen af individuel autonomi viger Christina Hesselholt m.fl.
for en virkelighed., hvor man er opslugt i relationer af I midten af 90’erne fortsætter undersøgelserne
gensidig afhængighed, og hvor det er relationerne, som med det der er blevet kaldt ”en vending mod
konstruerer selvet” (Gergen 1991/2006, s. 170). virkeligheden”. De to forfattere Jan Sonnergaard
og Pablo Henrik Llambías debuterer, og de åbner
Gergen peger på, at det postmoderne menne- sig på en anden måde mod virkeligheden og ge-
skes selv ikke længere kun har snævre lokale og nintroducerer den realisme, der blev forladt af de
traditionelle rollemodeller at spejle sig i, men til unge postmoderne 80’er-digtere.
gengæld, gennem de nye massemedier og den

84
At der også i dette tilfælde er tale om et opgør ”sociale intervention”, hvor et landkøkken måske
med den umiddelbare fortid, får man indtryk af i netop er et landkøkken.
Jan Sonnergaards artikel ”Om Kraftwerk som lit- I højere grad end Jan Sonnergaard er Pablo
terær mentor” fra 1998: Llambías en del af det, som i antologien Virkelig-
hedshunger (lidt misvisende) bliver kaldt ”den
”Det er sandsynligvis et positivt træk, at 90’ernes nye realisme”. Redaktørerne skriver:
poesi har en høj grad af selvbevidsthed; forstået på
den måde, at poesien unddrager sig enhver form for ”Med betegnelsen ”nyrealisme” sigter vi til 1990’ernes
nyttiggørelse”, og 00’ernes kunst og kulturelle praksis, hvor grænserne
mellem virkelighed og kunst, det dokumentariske og
og: det fiktive og mellem realitet og medie udfordres. Man
ser det i værkbegrebets opløsning, i tydelige biografi-
”prosaen taber intet ved at blive konkret møbleret. ske spor i værkerne, i liveart og performanceelementer
Ikonerne i tiden, de aktuelle distinktioner og døgn- i diverse installationer og præsentationer, i reality-
fluespørgsmålene kan sagtens få mening i en prosaisk genren i tv, i dogmefænomenets succes etc.” (Knudsen
forarbejdning – ethvert forsøg på at fjerne prosaen fra og Thomsen 2002, s. 7).
den aktuelle verden risikerer samtidig at fjerne den fra
enhver form for mening” (Sonnergaard 1998, s. 42). Dette forsøg på at overskride grænserne mel-
lem fiktion og virkelighed, kunst og levet liv, har
På den måde benytter Jan Sonnergaard sig af rea- været en kunstnerisk strategi siden dadaisterne og
lismen på samme måde som f.eks. August Strind- futuristerne i begyndelsen af det 20. århundrede
berg til et opgør med en tidligere idealiserende, forsøgte at hive kunsten ud af borgerskabets pæne
æsteticerende litteratur præget af pænhed. rammer og gøre den til en del af det levede liv.
Det er ikke desto mindre afgørende, at realis- Peter Bürger beskriver denne bevægelse i sin
men ikke er virkeligheden, men en litterær repræ- gennemgang af den historiske avantgarde således:
85
sentation, som benytter en genkendelig verden.
Per Stounbjerg skriver: ”The avant-garde turns against both – the distribu-
tion appartus on which the work of art depends, and

Parentesernes sammenbrud
”Som historisk sæt af skrive- og læsekonventioner er the status of art in bourgois society as defined by the
realismen en form for virkelighedsfremstilling. Den concept of autonomy. Only after art, in the nineteenth-
leverer en særlig vinkel på virkeligheden” century Aestheticism, has altogether detached itself
from the praxis of life can the aestethic develop
og: ”purely”. But the other side of autonomy, art’s lack of
social impact, also becomes recognizabel. The avant-
”Heri ligger, at dens modsætning ikke er fiktionen, for gardiste protest, whose aim it is to reintegrate art into
realismen er altid fiktiv”, og: ”Et landkøkken er i sig the praxis of life, reveals the nexus between autonomy
selv ikke realistisk, det er der bare” (Stounbjerg 2002, and the abscence of any consequences” (Bürger
s. 16 og 14). 1974/1984, s. 22).

Hermed markeres en afgørende forskel mellem Det er altså for at genindsætte og reaktualisere
Sonnergaards realisme og den tilknytning til vir- kunsten efter at den er blevet uskadeliggjort og
keligheden, som Pablo Llambias foretager med sin autonom, detached, at forsøget på at overskride
grænserne bliver aktuelt. Det betyder, som Peter refleksion over værk, form og indhold, og gen-
Bürger skriver, at: nem et opgør med individualiseringen, udfoldet
i forestillingen om det romantiske kunstnergeni,
”It is no longer artistic techniques or stylistisc prin- sættes spørgsmålstegn ved den såkaldt autonome
ciples which were valid heretofore but the entire tradi- eller traditionelle kunsts gyldighed.
tion of art that is negated” (Bürger 1974/1984, s. 60). At den samme strategi, den avantgardistiske,
kan bruges bevidstgørende i en anden forbindelse
Denne negering skal ses som en selvkritik i lyset end en revolutionær, peger også Britta Timm
af marxismens tese om falsk bevidsthed, og fører i Knudsen og Bodil Marie Thomsen på i forbindel-
Bürgers udlægning til den erkendelse, at den auto- se med strategiens genaktivering i 90’erne. Her:
nome kunst er blevet adskilt fra det levede liv gen-
nem borgerskabets tvang. Avantgarden skal derfor ”flyttes eller forsvinder grænserne som et udtryk for, at
i historisk sammenhæng ses som en bevidstgø- vore vurderingskriterier for, om noget er konstrueret
relse af den autonome kunst som borgerlig. eller faktisk foreliggende, bliver usikre. Det er hverken
På den måde bliver avantgardebevægelsen i den æstetiske eller den politiske dømmekraft, der står
højere grad en del af en revolutionær, antibor- til diskussion. Snarere anfægtes hele idéen om, at vi
gerlig, antiindividualistisk bevægelse end en del som æstetiske eller politiske individer kan foretage en
af modernismens krav om nyhed, som er blevet semantisk vurdering af verden omkring os” (Knudsen
opslugt af borgerskabet. Følgelig må man konklu- og Thomsen 2002, s. 8).
dere, at modernismens krav om opgør med tra-
ditionerne i en renselsesfilosofi med avantgarden Det er derfor et grundlæggende spørgsmål, på
radikaliseres i en revolutionær konfrontation, dels hvilken måde Llambias genindskriver avantgarden
med kunstbegrebet og dels med det borgerlige som strategi, om den alene er æstetisk, om den
samfund. Den kunst, der skabes, er chokerende også rummer den revolutionære kritik, som oprin-
og grundlæggende forandrende, og kan ikke deligt lå i begrebet, eller om der muligvis er noget
gentages. I forlængelse heraf kritiserer Bürger den helt tredie på spil.
neoavantgarde, som dukker op i 60’erne: Som jeg vil vende tilbage til, åbner bogen for en
problematik med hensyn til genre i et felt mellem
”But it is probably more consequential that the subla- biografi og fiktion. Thomas Hvid Kromann be-
tion of art that the avant-gardistes intended, its return skæftiger sig i artiklen ”Forfatteren og (bag ham)
to the praxis of life, did not in fact occur” virkeligheden” med denne forvirring. Han skriver:

og derfor: ”Hvilken term skal man anvende for denne type


litteratur, der hverken holder en historie ud i strakt
”To formulate more pointedly: the neo-avant-garde arm eller omvendt udgør en regulær autobiografi, men
institutionalizes the avant-garde as art and thus insisterer på at overskride grænsen mellem de to? Den
negates genuinely avant-gardiste intentions.” (Bürger franske forfatter Serge Doubrovsky har anvendt ter-
1974/1984, s. 58). men ”autofiktion” om værker af Phillipe Sollers, Alain
Robbe-Grillet og Doubrovsky selv, altså om værker,
Alligevel anvendes den avantgardistiske strategi der befinder sig i grænselandet mellem romanen og
af kunstnere i 60’erne i et forsøg på at genind- autobiografien.” (Hvid Kromann 2004, s. 41).
sætte kunsten i en forandrende rolle. Gennem en

86
Der er således tre indgange til læsning af Pablo og uden sammenhæng, og som snarere har en
Llambías Rådhus, ud over den formelle udsigel- karakter af collage, som jeg vender tilbage til.
sesanalyse: identitetsundersøgelsen, betinget af
det senmoderne vilkår, den avantgardistiske stra- Et dobbeltkontraktligt værk
tegi og, i forbindelse med denne, den autofiktive Næste skridt ind i analysen er et forsøg på at
roman. Jeg vil nu se på, hvordan disse tre tråde afdække en udsigelsesinstans. Der er en markeret
fletter sig sammen i bogen, og på om de supplerer jeg-fortæller allerede i bogens første ord:
hinanden.
”Jeg drømte, jeg var på besøg i et af de huse, som jeg
Parateksten aldrig selv ville få råd til, og som kun bebos af folk, for
Da bogen er en del af et sammensat kunstnerisk hvem det gennem årtier har været en selvfølge, eller
værk med avantgardistiske træk, er det i analysen af nyindflyttede folk, der så ikke kan finde ud af at
nødvendigt at bringe bevægelsen frem og tilbage indrette dem” (Llambías 1997, s. 7).
mellem paratekstens rammer og tekstens interne
dynamik i spil. Jeg vil derfor begynde min analyse Denne jeg-fortæller kan for så vidt godt være
med rammerne. en almindelig litterær jeg-fortæller uafhængig af
På forsiden af bogens første udgave ser man forfatteren, hvis det ikke var fordi bogen bandt sig
en arkitekttegning i sort/hvid med en rød figur til udstillingsprojektet ude i virkeligheden med
indtegnet. Denne tegning er beskrevet inde i forfatteren som konkret ophavsmand. Herved
bogen, ligesom forløbet med besøg på rådhuse gives udsigelsen en karakter af selvbiografi, således
og udviklingen og realiseringen af udstillingen. at der kan siges at være sammenfald mellem forfat-
Til rammerne for bogen hører også Llambias ter og jeg-fortæller. Allerede inden bogen forelig-
gennemgang i Kritik nr. 133 fra 1998, året efter ger, er der således et værk, et kunstprojekt, som
bogens udgivelse, af de spørgeskemaer, som han ”mudrer” bogens fortællerinstans. Det betyder, at
sendte rundt til rådhusene. Det er en artikel, som der allerede i den initierende sætning foreligger
87
binder sig til udstillingen og bogen, men som for- en tvivl om udsigelsesinstansen: Er det en litterær
holder sig entydigt til den sociologiske vinkel. På eller en privat jeg-fortæller?
den måde bliver parateksten en del af en dobbelt- Poul Behrendt har beskæftiget sig med denne

Parentesernes sammenbrud
bevægelse mellem tekst og virkelighed, som peger dobbelthed i artiklen ”Dobbeltkontrakten”2. Her
ind i og ud af bogen. En åbning, som peger på og skriver han:
problematiserer fiktionen.
Bogen er delt op i 17 kapitler med to indle- ”Forud for enhver bog går ikke bare en kontrakt mel-
dende kapitler ”Overflødighedshornet” og ”Den lem en forlægger og hans forfatter. Der går også en
ordblinde løve”. Herefter når man frem til en ny kontrakt mellem forfatteren og hans læser. Traditionelt
”forside”, hvor der igen står ”Rådhus”. Gentagelsen kan kontrakten med læseren udformes på to måder.
af titlen kan betyde den egentlige begyndelse på Den ene lydende på, at alt hvad der står på de følgende
bogen. Men den kan også betyde en ironisk leg sider, er sandt, det handler om noget, der er foregået
med den litterære form; for hvor begynder bogen i virkeligheden, og kan om nødvendigt bekræftes ved
egentlig?
Der dannes ikke et samlende narrativt forløb i 2
Begrebet er senere blevet udfoldet og yderligere eksem-
bogen, men til gengæld en samling indfaldsvink- plificeret i bogen Dobbeltkontrakten, København 2006.
ler, som i første omgang kan synes fragmenterede
sammenligning med andre skriftlige eller mundtlige Selve konstruktionen af en dobbeltkontrakt peger
kilder. Det var den kontrakt, 1960’ernes og 70’ernes altså, ifølge Poul Behrendt, på identitetsproblema-
dokumentarister indgik med deres læsere. Den anden tikkens fremhævelse og blotlagte tilblivelse.
lyder stik modsat på, at alt i denne bog er digt, intet I det første kapitel, ”Jorden så sund ud”, efter
af det er foregået i virkeligheden (…). Den kontrakt det andet titelblad, deler fortællerinstansen sig
plejer skønlitterære forfattere at indgå” (Behrendt tilsyneladende i begge de to kontraktformer, den
2004, s. 49). private og den litterære. Første halvdel er måske
en biografisk beskrivelse af et tilsyneladende
Imidlertid er der mange eksempler, bl.a. Pablo virkeligt besøg på et rådhus. Vi får at vide, at borg-
Llambías, på at de to kontrakter vikles sammen: mesteren ikke kender forfatterens identitet. I den
indledende telefonsamtale lod forfatteren som om
”Under kontrakten: Det er fiktion, udstedes forbehol- han var arkitektstuderende, mens han ved mødet
det i en usynlig note: Men du kan ikke afkode den, opgiver ”noget andet”, som der står. Forfatteren,
hvis ikke du kender virkeligheden. I det øjeblik, hvor som altså ikke har noget ønske om at fremstå med
den slags hemmelige noter fremkaldes og udnævnes en entydig identitet, benytter til gengæld, som
til en integreret del af værkets anlæg, opstår dobbelt- attituderelativisterne, muligheden for at lege med
kontrakten i sin grundlæggende skikkelse, som en tids- rollerne.
forskydning i fastlæggelsen af to indbydes uforenelige Denne pendulering mellem to lag; mellem
aftaleforhold” (Behrendt 2004, s. 49). det biografiske og det fiktive, dvs. det der er aftalt
som den virkelige verden og det, der rummer alle
Konsekvensen er, ifølge Behrendt, en pendulering andre muligheder, er, som vi skal se, et vigtigt gen-
mellem de to niveauer: nemgående træk ved bogen.
I kapitlet opstår et afgørende vendepunkt, da
”Dobbeltkontrakten inkluderer således på både udsi- forfatteren tager sin ”rådhusmæssige undersøgel-
gelsens og det udsagtes niveau overskridelsen af vær- sesdragt” på. Dette er en avantgardistisk strategi,
kets autonomi. Fra forfatterens side som en intenderet, en social intervention, som er blevet brugt i andre
men fortiet del af værkets udsagn; og fra læserens side sammenhænge, og som netop ved sin malplaceret-
som en dobbelt kompetence, hvor overskridelsen af hed peger på identitet som noget, der skabes gen-
den initiale kontrakt forudsætter sans for det mulige nem konventioner, en social konstruktion. Denne
samspil mellem begge kontrakter, der igen forudsæt- strategi tvinger en erkendelse af penduleringen
ter beherskelse af de separate kontraktformers teknik” mellem de to lag frem, på den ene side det aftalte
(Behrendt 2004, s. 55). og på den anden de urealiserede muligheder, der
er sat parentes omkring, og som Anthony Gid-
Dobbeltkontrakten får også en anden konsekvens, dens peger på med sit begreb om det fra moder-
som kan have betydning for, at strategien giver niteten og senmoderniteten udgrænsede, dvs. det
mening i Llambias tilfælde: eksistentielle, galskaben, de moralske spørgsmål,
kaos osv.
”I modsætning til selvbiografien, der i kraft af tidsaf- Konsekvensen er, at samtalen med borgme-
standen mellem forfatter og hovedperson fremstår steren aldrig kommer i stand, og det, der sker
som et produkt af identitet, er autofiktion identitets- efterfølgende, er muligvis et skred ind i en litterær
konstruerende, ikke i mimetiske, men i ganske bogsta- fortællerposition.
velig, tekstuel forstand” (Behrendt 2004, s. 55).

88
Uden synsvinkelskift og uden forandring af den dække de forskellige elementer og undersøge, om
selvoplevede tone tager fortællingen en drejning. der kan afdækkes en intern sammenhæng.
Fra at være en biografisk/sociologisk redegørelse Overordnet set samler kunstprojektet, med
for et besøg på et rådhus, bliver det nu en underlig tilhørende spørgeskemaer, fotografier og reflek-
erotisk historie om et samleje med en sekretær. sioner, som sagt bogens ramme, som bliver til som
Det er svært at afgøre, hvad dette betyder, men det en afsluttende del af projektet:
kan pege på en sammenblanding hos den private
jeg-fortæller af virkelighed og association. En slags ”Dagen efter sagde jeg til læreren, at jeg ville aflevere
udpegning af enhver social forbindelses dobbeltsi- et afslutningsessay, der ville handle om rådhuse”
dighed: på den ene side det man er enige om som (Llambías 1997, 90).
virkelighed, og på den anden side de associatio-
ner, som altid er nærværende, men som aldrig bli- Projektets tilblivelse beskrives således:
ver delt, og som kan rumme det helt uacceptable,
de urealiserede muligheder. Altså en samtidighed ”En eftermiddag gav udstillingen pludselig sig selv”
af det realiserede og det urealiserede.
Poul Behrendt gør opmærksom på, at netop og:
brugen af autofiktion gør det muligt at ophæve
biografiens tidsafstand hen mod tidsophævelsen ”En ny kommune skulle opstå. Jeg lånte inventar fra et
således at: ”erindring erstattes med association, og kommunekontor i den by, jeg skulle udstille i”
krop med forestillet krop” (Behrendt 2004, s. 54).
Hvilket muligvis er netop det, der sker her. og:
Sproget er dagligdags talesprog, og fremstillin-
gen monologisk, bortset fra steder med refereret ”Den skulle hedde: ”Fri Kommune”
dialog og citater. Tonen er saglig, dokumentarisk
refererende, ligegyldigt hvilket emne der er tale og:
89
om. Dette giver hele værket et dokumentarisk
præg, som ligger i forlængelse af det kunstneriske ”Kommunens udvikling ville være fuldstændigt
projekts etnografisk/sociologiske karakter. Det afhængig af borgerne selv. Af deres ønsker. Af deres

Parentesernes sammenbrud
betyder også, at drømmesekvenser, citater, refe- aktivitet. Af deres kærlighed. Ganske som i virkelighe-
rater af dialog og indre monolog kædes sammen den” (Llambías 1997, 43-44).
til en sammenhængende stil, som præger hele
værket, men som dog i kraft af sin flertydighed, Dette overordnede projekts spørgsmål formuleres
som etableres gennem collagestrategien og den i passusen:
overordnede og nærværende reference ud mod
kunstprojektet, også giver teksten et ironisk twist ”Og jeg ville kunne spørge til hans mening om, hvem
og et anstrøg af absurditet.. bygningen tilhørte, kommunen eller folket? Med
andre ord, jeg ville gerne vide: Hvem bygger for hvem,
En labyrintisk komposition og hvorfor ser det sådan ud?” (Llambías 1997, s. 20).
Da bogen fremstår labyrintisk og uden et sam-
menhængende narrativt forløb, er det ikke muligt Det er nærliggende, at forstå dette spørgsmål i
at give et sammenhængende overordnet referat. forlængelse af Giddens’ beskrivelse af forholdet
Til gengæld er det nødvendigt at forsøge at af- mellem selvet og de abstrakte systemer. Hvis de
er rationelt bundet sammen, kan vores praktiske ret anlæg. Gentagelsen og den konsekvens, der ganske
bevidsthed med sindsro sætte parentes om en overraskende tydeliggøres ved serien, fremhæver
mængde alternative muligheder og give sig hen til fænomenet” (Llambías 1997, s. 86).
ekspertsystemernes udlejringsmekanisme og der-
med til erfaringens afsondring. Rådhus kan derfor Det, der imidlertid kommer bag på forfatteren,
muligvis ses som en undersøgelse af den ”handel” er, at dette bureaukrati ikke fungerer i forbindelse
individet slår af med modernitetens institutioner, med etableringen af rådhusene. Han kan ikke
som Giddens peger på. få entydige, rationelle svar på sit spørgsmål om
For at indgå denne aftale, må de abstrakte hvem, der bygger, og hvorfor det ser ud, som det
systemer fremstå stabile og troværdige. I det gør. Forfatternes udgangspunkt er:
indledende kapitel ”Jorden så sund ud” er der et
afgørende eksempel på, at kommunen kan forstås ”Min nysgerrighed var udelukket rettet mod det
som værdig til den grundlæggende tillid: klippefaste faktum, at forløbet ville være bestemt og
specifikt og netop være een, og kun een, realiseret
”Vandingen af rådhusets planter, tænkte jeg, foregik mulighed blandt mange, men urealiserede” (Llambías
systematisk og praktisk, således at alle planter fik 1997, s. 31-32).
præcis den mængde vand de havde brug for. Intet var
overladt til tilfældighederne og slet ikke til den enkelte I bedste fald kan borgmestrene imidlertid kun
sagsbehandlers lune og forgodtbefindende. Planterne gøre rede for lange, tilfældige og utilfredsstillende
var sikret via bureaukratiet. Det var godt, tænkte jeg. processer, som ikke kan give udtryk for, at den
Jorden så sund ud” (Llambías 1997, s. 24). praktiske bevidsthed har grund til at have tillid til
de abstrakte systemer. F.eks.:
Et andet eksempel på denne tillid viser sig, da
forfatterens nyfødte søn er midlertidigt syg, og det ”– Man kan så sætte spørgsmålstegn ved om vores hus
nybagte forældrepar på hospitalet møder endnu et er kvalitet eller ej, og dertil kan jeg kun svare, at jeg da
abstrakt system: meget hellere ville have bygget et hus som var tegnet
af nogle arkitekter, som vi havde givet frie hænder med
”(…) læger og sygeplejersker i grønne kitler lod deres hensyn til, hvor meget det skulle koste. Her i vores
hænder gå på ham, stående side om side i et rum, der, i tilfælde har vi sagt: ”Det må godt være et almindeligt
perfekt overensstemmelse med sygehusets nomineller hus indeni, men det må ikke kunne ses udenpå.” Dette
systematik i øvrigt, var blevet tildelt titlen ”Akutrum”.” følges op af forfatterens grundlæggende spørgsmål: ”–
(Llambías 1997, s. 28). Det er måske et spørgsmål om at løfte en identitet for
alle borgerne, spurgte jeg”; et spørgsmål som han ikke
Forestillingen om et troværdigt bureaukrati sikrer kan få svar på: ”Ja, også det, svarede han. Det samme
tilliden til de abstrakte systemer, og de æstetiske vil du finde, hvis du går ned igennem byens gågade.”
repetitioner, så som en rød prik på alle termokan- (Llambías 1997, s. 40-41).
der samt skulpturer foran rådhusene, peger på, at
det fungerer: Den sprække, der her slås i den praktiske bevidst-
heds tillid til de abstrakte systemer, bliver den
”Ved hvert enkelt rådhus’ indgang gentager det opstil- narrative adgang til yderligere tvivl om alle andre
lede kunstværk sig – som en abstrakt figur i sten, en forhold, forfatteren indgår i, og skaber samtidig
mindre vandkunst eller et tilsvarende nydeligt arrange-

90
rammen for bogens collage. Forfatteren fornægter ”Jeg var ikke alt, men et selektivt udvalg af men-
ganske vist begrebet sprække: neskeheden. Ligesom hun var det for mig. Og når vi
skændtes, var det fordi udvalget ikke passede os. Vi
”Et udtryk som ”sprækker i vores virkelighedsopfat- ville gerne have et andet. Med andre ord: vi ville gerne
telse” rummer forventning til at virkeligheden opfattes have nogle andre omgivelser” (Llambías 1997, s. 29).
i en stabil version” (Llambías 1997, s. 89), og foreslår
i stedet en anden model: ”Der er to lag, havde jeg I et forsøg på at nedskrive sin identitet til et nul-
sagt. Det, som vi kunne kalde en genfortælling af punkt, hvor alle muligheder igen kan åbnes, fore-
verden (…) og så et superkomplekst lag af taktilitet, stiller forfatteren sig muligheden for et helt andet
specificitet, i praksis uendelig detaljerigdom – ”rod”” liv, som, og det er vigtigt, egentlig til forveksling
(Llambías 1997, s. 88). ligner det, der så opgives – bortset fra den ende-
gyldige binding gennem barnet:
Men dette rod ville ikke være til at få øje på, hvis
der ikke først var etableret en tvivl om ”genfortæl- ”Den virkelige forskel bestod i, at jeg nu ingen søn
lingen”. Jeg vender tilbage til dette i min konklu- havde. Jeg kunne være blevet for evigt i den nye by. Jeg
sion. kunne være en mand uden barn, uden kvinde, uden
Man kan derfor slå fast, at der er en overordnet fortid. Jeg kunne lade som ingenting og rejse ind i
ramme, nemlig spørgsmålet til rådhusbyggeriet. landet, finde mig et arbejde, blive gift og melde mig
Den tvivl, der opstår ved den irrationelle besva- ind i den lokale skoles bestyrelse. Dér ville jeg kunne
relse, åbner netop en sprække mod nye lag af blive gammel og dø en stille død og blive begravet
spørgsmål, som udpeger en mere og mere omsig- med gravsten og guldbogstaver. Man ville ikke kunne
gribende ustabilitet, som løber gennem bogens se forskel. Det faktiske ville intet afsløre” (Llambías
dele og åbner for selvets refleksive projekt, som 1997, 62-63).
Giddens kaldte det.
Kærlighedens institutionelle og pragmatiske Denne dobbelthed ved kærligheden, som netop
91
kvalitet får forfatteren øje på, da han får sin første er refleksionens omkostning ved det rene forhold,
søn. Det bliver tydeligt, at forfatteren ikke kan gå sætter forfatteren i en pinefuld ambivalens:
til kærligheden på traditionel autentisk vis, men at

Parentesernes sammenbrud
der i højere grad er tale om det rene forhold, som ”Jeg behøvede dem omkring mig. Men det var alligevel
Giddens benævner det: ikke som jeg ønskede. Der var alt for mange ting, man
ikke kunne gøre, og alt for mange ting, man skulle
”Kærligheden syntes at være en hårfin balancegang gøre. Der var alt for mange ting, der trættede, og alt for
mellem hengivelse og ansvar, overgivelse og kontrol. lidt tid til andet. Men der var intet at gøre. Jeg elskede
Kærligheden var et paradoks – et rent og totalt gode, barnet, og jeg elskede kvinden. Jeg kunne ikke rive mig
og samtidig et selvopofrende arbejde” (Llambías 1997, fri. Jeg vidste, det ville koste mig alt i livet at gøre det”
s. 29). (Llambías 1997, s. 80).

Netop det selvopofrende arbejde er grundlag Selvets refleksion over kærligheden i det rene
for tvivl omkring kærligheden, som kommer til forhold stopper foreløbigt her, ved en accept af
udtryk i en konstant indre forhandling om frihed det rene forhold, men peger på, at valget af livsstil
og ansvar: i Giddens’ forstand er til konstant forhandling i
den enkelte, i selvets refleksion.
Den sprække, som tvivlen slår, åbner imidlertid Denne vrede, som jeg vender tilbage til, er en del
også for en lyst til at lade de alternative, urealisere- af bogens narrative drivkraft. Side om side med
de muligheder få sprog. Det åbner for spørgsmålet den findes imidlertid andre konklusioner:
om det formålstjenlige i, at den praktiske bevidst-
hed sætter paranteser omkring de muligheder, der ”Morfaderen var død, og kvinden overladt til en
udelukkes. Gentagne gange vælter alle de andre himmelråbende uretfærdighed: det ufaktiskes langt
muligheder fænomenologisk ind over forfatteren: stærkere betydning end det faktiskes. Det er skyggens
kraft langt mere end noget faktisk, der ramte hende
”Kørte man rent faktisk ”tværs over USA”, ville det i hårdt” (Llambías 1997, s. 64).
sidste ende alligevel ikke være USA man gennemrejste
– i stedet ville det være et ocean af taktilitet, specifi- Her, hvor parenteserne af sig selv er brudt sam-
citet og mursten på mursten, græsstrå ved græsstrå. men, bliver det tydeligt, at angsten lever parallelt
Rejsen ”tværs over USA” findes kun i cyberspace. En med lysten, og at afmagten og vreden på samme
kortvarig gestus ville derefter være mere en rigeligt for måde forbindes.
dens realisering” (Llambías 1997, s. 65). Det er denne udveksling mellem på den ene
side det, som forfatteren beskriver ved hjælp af
Da kvindens morfar ligger for døden, reflekterer udtryk og begreber som ”genfortælling af verden”,
forfatteren over, at det der binder det faktiske ”det faktiske” og ”normen”, og på den anden side
sammen til en meningsfuld sammenhæng ved ”rodet”, de ikke realiserede muligheder, som gen-
dødens realitet bliver nedbrudt og: nemspilles i bogens collage af drømme, citater,
videnskabelige afklaringer om byplanlægning,
”– en uendelig himmel overstrøet med faldende ting normen som bureaukratisk fænomen, zoologiske
– ting, der for blot få øjeblikke siden havde modsvaret haver mm.
det påfaldende naturlige ved det faktiske, men som nu Det bliver efterhånden klart, at det, der faktisk
var lettet i sidestillet orden, hvorved huse, træer, biler, realiseres, kan udsættes for en hård kritik, fordi
tandbørster og andre tingslige ting dryppede uhie- der tilsyneladende er en anonym superorganisme
rarkisk og tilsyneladende vilkårligt ned fra himelen” på spil:
(Llambías 1997, s. 63).
”Men spørgsmålet er, om normen bevidst er i hæn-
Lysten til at lade disse muligheder få plads, bliver derne på nogensomhelst, eller om den lever som en
blandet med en vrede over den usynlige magt, der superorganisme med sin egen selvopretholdelsesdrift
netop fremmaner det faktiske: – som en organisme, der får sin næring af alle dem, der
lever ved den: alle de enkelte individer i middelklas-
”Og så blev jeg vred. Meget vred”, sen” (Llambías 1997, s. 85).

og længere nede på siden: Denne superorganisme trænger tilsyneladende


helt ind i selvets biologi, som vi får at vide under
”Men jeg kunne ikke bære, at jeg også sammen med etableringen af ”Fri Kommune”. Da projektet med
de levende skulle være nødt til at indgå en kontrakt, ”Fri Kommune” indledes og de nye indbyggere
der hyldede det forenklede, det entydige, som det får lov til at nedfælde deres personlige ønsker om,
altfavnende princip” (Llambías 1997, s. 50). hvordan en kommune skal være, bliver det klart, at

92
der er et sæt af konventioner, som næsten fore- Det er altså netop forestillingen om stabilitet,
kommer indskrevet i biologien: som forfatteren gennem sit værk ønsker at gøre
op med. En helt banal hverdagsfrase bliver til en
”Med det samme havde man været i gang med at altødelæggende virus i lyset af alt det, det fastlagte
overskrive papiret i en slags kulturel automatskrift, der udelader.
som det første skriver magt, hierarki, sandt og falsk. I samklang med avantgardens katarsisfilosofi
Det blev helt tydeligt at en lang række forventninger følges apokalypsen af ”Genopbygning”:
og forudsætninger lå implanteret i biologien side om
side med det genetiske program” (Llambías 1997, s. ”Vi måtte opfinde vor tilværelse på ny, så at sige. Jeg
56). Denne erkendelse ligner til forveksling Giddens, syntes det lød godt og visionært, og det var også dét
der som nævnt skrev: ”Den forvandling, som moderne jeg sagde til hende. Men det nyttede ikke noget. Jeg
institutioner fører med sig, fletter sig imidlertid direkte kunne opfinde for hende hvad jeg ville, men det skulle
sammen med individets tilværelse og derfor med så være neden for horisontlinien, sagde hun, hvor hun
selvet” (Giddens 1991/2006, s. 9). ikke kunne se mig” (Llambías 1997, s. 94)

Samme sted gøres der opmærksom på, hvad og:


forfatteren, her i første person flertal, forestiller sig
som idealet: ”Jeg tegnede mig selv ind på arkitektens tegning”
(Llambías 1997, s. 95)
”Vi startede helt forfra og på så bar bund som muligt,
når man så bort fra, eller måske netop erkendte, at de og:
eneste regler, der var givne var dem, vi under alle om-
stændigheder ville tage for givet, nemlig de gældende ”Mit ansigt var bart og uden træk. Som på et modefir-
for respektfuld omgang mennesker i en forsamling mas interne skitser, hvor modellen ikke må give tøjet
imellem” (Llambías 1997, s. 56). ansigt på forhånd. Men jeg. Jeg vidste, at jeg smilte”
93
(Llambías 1997, s. 96).
Der er unægteligt langt til avantgardens revolutio-
nære drømme. Der indtræder ikke en revolutionerende forskel på

Parentesernes sammenbrud
Der tegner sig en kurve gennem alle kapitlerne før og efter apokalypsen. Alligevel bliver utopien
med en afklaring af det faktiske og en indtræng- en del af værket, hvilket jeg vender tilbage til i min
ning af det kaotiske, og hele bogen afsluttes i konklusion.
en apokalypse, hvor verden går under ved selve
tilpasningen: Fra emancipatorisk politik til
livspolitik
”Og sammen løb det, til et udbrud af dødelig sygdom, Jeg har i min analyse lagt vægt på tre ting:
hvor hvert et bogstav i sætningen ”God weekend” var identitetsproblematikken, den avantgardistiske
som en syl med et dræbende virus, hvert et ord var en strategi og teksten som en autofiktion. Hvor Pablo
forhandling om tilpasning; tilpasning til den uskrevne, Llambías bog ved første gennemlæsning tager
men blodige kontrakt, hvorefter ethvert menneske sig ud som en collage med tilsyneladende usam-
tvinges til at tro på en afgud, som ingen, gennem alle, menhængende tekstflager, afdækker analysen en
tilbeder: stabilitet” (Llambías 1997, s. 92). sammenhængende ramme, som inddrager alle tre
dimensioner.
Denne ramme, som yderst udgøres af udstil- der begynder som et biografisk besøg, men ender
lingen ”Fri Kommune” og dens fokusering på som en erotisk mulighed.
rådhuse og deres forbindelse til det levede liv om- Den utopi, som ligger i den historiske avant-
kring dem, åbnes gennem en avantgardistisk stra- gardes revolutionsbevidsthed, er således til stede
tegi, nemlig den sociale intervention. Med denne i teksten selv, men kun fordi den binder sig til
intervention afsløres en tilsyneladende anonym kunstprojektet udenfor teksten. Det er derfor nok
magt, en superorganisme, eller med Giddens. de mere rigtigt at se Llambías’ avantgardestrategi
abstrakte systemer. Gennem afsløringen opstår en i lyset af de bemærkninger om moderne avant-
mistillid, og denne mistillid afdækker et uoversku- garde, som Tania Ørum og Marianne Ping Huang
eligt antal urealiserede muligheder, som viser sig fremkommer med i antologien En tradition af
at være alt det, som den praktiske bevidsthed har opbrud:
sat parentes omkring, men som med erfaringens
afsondring kan blive farligt, angstfremkaldende, ”At kritik altså kan finde sted som en udfordring af
som i tilfældet med morfaderens død, men som eksisterende diskurser inden for disse diskurser er
samtidig pirrer en lyst til deres realisering, og ganske centralt for genfortolkningen af avantgardernes
dermed til altings forandring. kritiske projekt her ved begyndelsen af det 21. århund-
Det bliver samtidig denne bevægelse mellem rede” (Ørum og Ping Huang 2005, s. 16)
det realiserede og det urealiserede, der bliver bo-
gens narrative drivkraft, og det der binder delene end i forlængelse af Peter Bürgers stramt revolu-
sammen. tionære avantgardebegreb.
Den avantgardistiske strategi får derfor en funk- Således introduceres allerede i indledningska-
tion svarende til den, den havde i den historiske pitlet ”Overflødighedshornet” en bevidstgørelse
avantgarde ved konkret at synliggøre de abstrakte af magt- og afmagtsstrukturen. I kapitlet har
systemer og problematisere dem. Den vrede, forfatteren ødelagt en figur i et gammelt velhaver-
der følger denne bevidstgørelse, peger i retning hjem, og det er ikke muligt for ham at samle den
af forandringer, som konkretiseres gennem ”Fri igen. Det, der imidlertid irriterer ham mest, er,
Kommune” projektet, der rejses som en utopi. at det ingen konsekvens har. Ejeren vil blot sige:
Realiseringen af denne utopi sker imidlertid ikke ”Det betyder virkelig ikke noget” (Llambías 1997,
i virkeligheden, hvor den falder til jorden, men i s. 9)
teksten, og måske netop gennem tekstens autofik- Forfatteren peger med denne irritation på, at
tive strategi. han ikke forudsætter, at det er muligt at forandre
Poul Behrendt pegede i ”Dobbeltkontrakten” gamle magtstrukturer. Man kan ikke slå noget
på to vigtige konsekvenser af denne strategi, afgørende i stykker, men man kan få øje på magt-
nemlig, at autofiktionen forandrer biografiens strukturen og dermed på selvets udsathed. Man
tidsafstand til en samtidighed, hvilket medfører, at kan oven i købet med en vis ret tolke titlen som
der ikke er tale om en mimesis af identitet, men en et synonym for vores nuværende samfundsform,
identitetskonstruerende øjeblikkelighed. Man kan ”velfærdsstaten”, som dermed henviser til senmo-
derfor hævde, at det er den autofiktive form, der derniteten som scenen for bogen.
tilbyder og fremskriver den utopiske mulighed for Denne forskel på måden at bruge avantgarde-
overskridelse af adskillelsen af det realiserede og strategier på, peger måske også på teksten som
det urealiserede. Det sker simpelthen, mens der et overgangsudtryk mellem en emancipatorisk
læses, som i eksemplet med ”Jorden så godt ud”, politik og den livspolitik, Giddens taler om.

94
Vreden retter sig i teksten mod superorganismer- En tradition af opbrud, red. Tania Ørum og Marianne Ping
nes anonymitet, og mod middelklassen som den Huang, Spring 2005.
klasse der skal bevidstgøres, og som forfatteren Virkelighedshunger, red. Britta Timm Knudsen og Bodil
gennem sine formmæssige valg forsøger at pege Marie Thomsen, Tiderne Skifter 2002.
på muligheder for at frigøre sig fra.
Men teksten selv peger på afmagten og på
den samtidige lyst til og angst ved parentesernes
bortfald. Dermed peger den også på det udsatte
selvs konstante refleksion fra-dag-til-dag, og på
livspolitikken som selvets eneste mulighed efter
frigørelsen.

Litteratur:
Behrendt, Poul: ”Dobbeltkontrakten”, i: Kritik nr. 168,
Gyldendal 2004.
Bourriaud, Nicolas: Relational Aesthetics Relational Aesthet-
ics, Le presses du réel 2002.
Bürger, Peter: Theory of the avant-garde, University of Min-
nesota 1984 (1974).
Erikson, Erik H.: Identitet, Ungdom og Kriser, Hans Reitzels
Forlag 1997 (1971).
Foster, Hal: The Artist as ethnographer The Return of the
real, The MIT Press 1996.
Gergen, Kenneth: Det mættede selv, Psykologisk Forlag 2006
(1991).
95
Giddens, Anthony: Modernitet og selvidentitet, København
2006 (1991).
Kromann, Thomas Hvid: ”Forfatteren og (bag ham) virkelig-

Parentesernes sammenbrud
heden”, i: Den Blå Port nr. 65, 2004.
Llambías, Pablo Henrik: Rådhus, Gyldendal 1997.
Mai, Anne-Marie: “The Thrill Of It All”, i: Kritik nr. 136,
København 1998.
Nielsen, Hans Jørgen: ”Hr. Godot, formoder jeg?”, i: Nye
Sprog, Nye verdener, Gyldendalske Boghandel, Nordisk
Forlag 2006.
Stein Larsen, Peter: ”Genreekspansioner”, i: Kritik nr.
168/169, 2004, Gyldendal
Stidsen, Marianne: ”Jeg skaber selv mit selv”, København
2007
Stounbjerg, Per: ”Tilforladelighed og underliggørelse”, i: Om
som om, Akademisk Forlag 2002.
Dramatik i
90’erne
Med sin unikke dramatiske form og sin tidstypiske tematik, får Jokum
Rohde sat ord på de problemer, der er særligt kendetegnende for de
TLUULZRLYKLYSL]LYPKLUÅ`KLUKLTVKLYUP[L[+LTPUKYLOLSKPNLLY
V]LYSHK[[PSH[HJJLW[LYLKLUPKLU[P[L[KLYLYISL]L[KLT[PSKLS[VN¹-YP[
valg på alle hylder” er med andre ord en illusion.
Af Katja Carlquist

Jokum Rohde er en af de markante nye dra- dramatikere, som debuterede i 1990’erne, er


matikere, som trådte frem i 90’erne i forbindelse enige om, at der skete en kolossal fornyelse både
med dramatikkens (gen)opblomstring i dette tiår. i temaer, form og sprog inden for dansk teater i
Gang på gang har han fascineret nutidens teater- netop dette årti. Nogle mener, at det skyldtes en
publikum med sine på én gang voldsomt visio- delvis afsmitning fra den udvikling, der også fandt
nære og samtidig dybt menneskelige dramaer, sted inden for dansk film, som havde stor succes i
hvor den senmoderne opløsnings-tilstand spiddes perioden. Andre mener det samme, men med om-
i en ofte svært gennemtrængelig og afkodelig vendt fortegn, nemlig at arbejdet som dramatiker,
symbolsk-mytologisk form. Rohde er således en indenfor f.eks. tv-seriegenren, var blevet forma-
del af sin tid, i og med han (igen) sætter ”de store liseret i en grad, så trangen til at bryde ud og op,
spørgsmål” (herunder de store samfundsspørgs- drev dramatikerne til at prøve noget fundamentalt
mål samt spørgsmålet om identitet) til debat. Men anderledes.
han er det ikke formelt. Her står han snarere lidt Teateret var dog ikke kun præget af foran-
uden for det, der må kaldes hovedtendensen i dring, for samtidig med at 90’erne er blevet kaldt
litteraturen, der snarere går imod en ny socialrea- årtiet, der genfødte dansk teater og dansk drama,
lisme og en ny avantgardisme. I denne artikel skal betød en ændring af det økonomiske tilskud fra
jeg forsøge at indkredse Jokum Rohdes dramati- staten til teatret i 1992, at det enkelte teater blev
ske univers gennem en analyse af stykket Det vir- økonomisk selvstændigt i udbredt grad. Den
kelige liv (1996). Men først en kort introduktion nye økonomiske situation betød, at teatrene var
til 90’ernes danske dramatik. nødt til at satse på det sikre, så sammen med de
nyskrevne stykker var årtiet præget af opsætninger
Dramatik i 1990’erne af musicals og nostalgiske genopsætninger, der
I antologien Ny dansk dramatik (1998), ud- kan opfattes som et forsøg på en flugt fra virkelig-
trykker redaktørerne Ib Lucas og Anne McCly- heden. Andre søgte i stedet at flytte virkeligheden
mont den holdning, at hvis 80’erne var lyrikkens ind på scenen i form af eksempelvis nynazister,
årti, så blev 90’erne dramaets. Det er de ikke alene hiv-smittede og flygtninge, der spillede sig selv.
om at mene. Mange af de teaterkritikere og lit- Målet var her en autenticitering af teaterets sprog i
teraturanmeldere, der har skrevet om de danske tråd med 90’ernes neoavantgardistiske tendens.
I kontrast til dyrkelsen af det autentiske, var Udover at finde spørgsmålet til og om os selv
periodens nye dramatik overordnet kendetegnet interessant er der endnu et træk, der synes at være
ved en stor glæde ved det teatralske og ved spil fælles for mange af de nye dramatikere. Mange
med identiteter. Variationerne indenfor dramaet har vovet sig ud i at sprænge rammerne for den
i årtiet er mangfoldige. Det gælder både tematisk klassiske aristoteliske teateropbygning. Der er
og formmæssigt. Alligevel synes kritikere og litte- ikke tale om det klassiske dramas tre enheder,
rater at være enige om, at der er nogle temaer, som og der er langt til det naturalistiske teater og den
går igen: Det er menneskets ensomhed, samlivs-/ traditionelle psykologi i persontegningen. Hvor
identitetsproblemer, afstumpethed i forhold til den klassiske dramaturgiske opbygning har en
andre mennesker, civilisationens sammenbrud og fremadskridende, kausal spændings- eller udvik-
menneskets magtesløshed i et samfund, hvor der lingskurve og et lineært forløb – en opbygning der
ikke længere er nogen værdinormer. Rent form- også findes i mange film, hvorfor den også kaldes
mæssigt blev der eksperimenteret, og her var det Hollywood-modellen (Hesselaa 2001, s. 22-30)
overordnede billede, at der blev hentet inspiration – findes der i de nye danske dramaer helt andre
fra andre kunstarter og genrer. Det Kongelige måder at fortælle på. Denne tendens gør sig ikke
Teater satsede i 1998 stort, da de opsatte syv nye mindst gældende hos Jokum Rohde, som er slet
danske forestillinger, og dermed var med til at og ret nyskabende i den måde, hvorpå han opbyg-
bane vejen for de nye dramatikere. Den nye dan- ger sin dramatiske spænding, hvor han blander
ske dramatik udgjorde dog stadig kun en lille del træk fra flere dramatiske stilretninger.
af det samlede repertoire på de danske teatre.
Teaterkritikeren Per Theil karakteriser i sin Eksistenser på samfundets rand
artikel ”Det ny danske drama på tærskelen til Jokum Rohdes dramaer op gennem 1990’erne
årtusindskiftet” (1999) overordnet det nye kan på et plan overordnet beskrives som sjælelige
danske drama som postmoderne og kendetegnet eller mytiske dramaer. Dermed indskriver han
ved en post-absurd skrive- og spillestil, hvor det sig i den gruppe af dramatikere, hvis dramatik er
tematiske fællesskab ligger i de afstumpede livs- af en indadvendt og indadskuende karakter, og
og samlivsformer, men med et bevidst fravær af som baner vej for den nye sjæledramaturgi, der
moralsk stillingtagen. Til gengæld ses ironi ofte pejler det orienteringsløse menneske. Den mere
som drivende kraft, og det er således ikke svaret, indadskuende praksis, der fandt sit udtryk i sen-
men spørgsmålet man finder i de nye dramaer. halvfemserne, kan også ses som en reaktion på det
Per Theil skriver om de dramaer, der kom i årtiets unge teater med Dr. Danterne i spidsen, der også
anden halvdel: er blevet kaldt morskabsteateret eller livsstilsteate-
ret, som dominerede den første halvdel af 90’erne.
Hvad der altså har kendetegnet sen-90’ernes nye Figurerne i Rohdes forfatterskab er ofte eksi-
danske dramatik er en modvilje mod at servere stenser, der befinder sig på samfundets rand på
forkromede sandheder. Med en så meget desto større enten den ene eller den anden måde. Det kan være
kraft har man ønsket at spørge moralsk til den sjælelige i form af arbejdsløshed, invaliditet, tilhørsforhold
tilstand ”anno millenium”, hvor det ikke er svaret på os til en lav socialgruppe, eller det kan være personer,
selv, men spørgsmålet til og om os selv, som har været der trods tilhørsforhold til en højere socialklasse
interessant (Theil 1999, s. 8-9). har svært ved at være en integreret del af det
omgivende samfund. De kan have store person-
lige problemer, hvilket kan give sig udslag i f.eks.

98
et ønske om at have udvidede magtbeføjelser læggende problemer med at orientere sig i, hvad
over andre menneskers liv og – især – psyke. Det der overhovedet er deres egne forestillinger, og
gensidige afhængighedsforhold mellem tre eller hvilken virkelighed de deler med andre.
fire personer er således et hyppigt forekommende Forholdet mellem Anic og Louis, der skiftevis
grundtræk i Jokum Rohdes 90’er-dramatik. kender og ikke kender hinanden, er med til at
I dramaet Det virkelige liv optræder således tre bestyrke indtrykket af, at virkeligheden er foran-
figurer. Anic der elsker Sonja, der elsker Louis, derlig og uhåndgribelig. Det er muligt, at de to
som ikke elsker sig selv, men som synes, at hans figurer er en facet af hinanden: Mændene afløser
egne planer, drømme og liv er det eneste, der hinanden i Sonjas lejlighed, og Sonja har også
betyder noget. Anic bruger sin tid på at overvåge svært ved at adskille den ene fra den anden. Hun
Sonja, og han opsøger hende gang på gang. Umid- kan ikke huske, hvad hun har sagt til hvem, og der
delbart giver hun meget tydeligt udtryk for, at hun er usikkerhed omkring, hvem hun mødtes med
helst er fri for hans tilnærmelser, men hun virker hvornår. Forholdet mellem Anic og Louis skifter
samtidig ambivalent i sit forhold til ham. Den konstant karakter, selv inden for den samme scene
tilsyneladende succesfulde Louis er et flygtigt og er der ingen stringens. Jokum Rohde skriver i
uberegneligt bekendtskab, der optræder meget indledningen til stykket:
dominerende. Sonja lader sig gerne underkaste
ham, og hun er grænseløs i sine forsøg på at fast- Til sidst på Jernhesten snakker Anic og Louis om
holde ham i forholdet til sig. Anic og Louis både forveksling og glemsel. De kender hinanden. De ken-
kender og er fremmede for hinanden i konstant der ikke hinanden. Ord alene synes at bestemme det
afveksling. De taler om Sonja. Anic priser hende (Rohde 2000, s. 9).
til skyerne, mens Louis verbalt trækker hende
gennem skidtet. Efter et enkelt mere eller mindre Citatet understreger en af dramaets hovedpointer:
velment, men mislykket, forsøg fra Anics side på at ord er det eneste, der bestemmer virkeligheden
at vippe konkurrenten Louis af pinden, skilles for de tre figurer. De er ikke forankrede i noget, og
99
figurerne. Da de alle tre til sidst støder ind i hinan- lever i deres eget forestillingsunivers, der er stærkt
den, mødes de som flygtige bekendte, der længe foranderligt, hvilket naturligvis skaber en meget
ikke har set hinanden, og som går deres egne veje. usikker position for figurerne. Samtidig fungerer
Derved fremstår dramaet umiddelbart som et mændenes ”mørkeleg” som et gennemgående

Dramatik i 90’erne
kærligheds- eller trekantsdrama med flere forskel- uhyggeligt spændingselement i stykket, hvor også
lige komplikationer. publikum har svært ved at orientere sig.
Den overordnede tematisering af virkeligheden
Forvekslingstragedie som begreb genfindes i dramaets opbygning, hvor
Det virkelige liv indeholder tydelige træk fra der ikke sker en egentlig udvikling fra scene til
sovekammerfarcen, hvor to mænd skiftes til at scene. Samtidig er der en konstant tilbagevenden
opsøge en kvinde i hendes private gemakker. til tidligere udgangspunkter, hvilket understreger,
Ingen af dem ved, men fornemmer nok, at der at virkelighed ikke er håndgribelig. Den mang-
også er en anden mand inde i billedet. Det både lende konsistens er det overordnede tema i Det
komiske og uhyggelige element, som består i, at virkelige liv, og det gælder både på figurernes indi-
figurerne ikke ved, hvad der foregår, indgår som vidplan og i formen, hvor hver enkelt scene sender
en vigtig del af stykket, men er ikke begrænset til, os tilbage til start. Ord alene bestemmer, hvem der
at de føler sig ført bag lyset. Figurerne har grund-
kender hinanden, og hvordan virkeligheden på det fællesskab med hinanden. Det er en strategi, som
givne tidspunkt kan siges at hænge sammen. straks viser sig at indeholde nogle problemer. De
tre figurer har ikke faste identiteter. De mangler en
Omstillingsparathed som skizofreni grundlæggende oplevelse af at høre til og kunne
Oprindeligt var der kun tale om en kvinde og orientere sig i forhold til sig selv og andre. Deres
en mand i stykket, idet Jokum Rohdes udgangs- oplevelse af at være løsrevne fra verden kan ses
punkt var, at Sonjas velbefindende var afgørende som et udtryk for Jokum Rohdes opfattelse af et
for, om hun opfattede manden som den ene generelt sociologisk vilkår. En anskuelse der også
eller den anden. I stykkets realisering, hvor den findes hos Zygmunt Bauman, som i et interview
mandlige figur blev splittet op i to skuespillere, udtaler:
kom det skizofrene element i stedet til at ligge
hos de to mænd, der ikke synes at vide, om de er Vi lever i en verden, som ikke længere stiller spørgs-
den samme (Rohde 2006, s. 46). Det skizofrene målstegn ved sig selv. Vi lever fra dag til dag uden at
univers fungerer som et overordnet dramaturgisk vide, hvor vi kommer fra og uden at vide, hvor vi er
greb, og uhyggen og farcen i, at virkeligheden er på vej hen. Før vidste man, hvor man kom fra, og man
under konstant forvandling, er også stykkets egen- havde en illusion om, at man vidste, hvor man var
tlige spændingselement. på vej hen. Det er bare ikke tilfældet i dag (Schjødt
Det virkelige liv er bundet op på spændingen Pedersen 2000, s.1).
omkring ikke at kunne orientere sig. Det er ikke
kun figurerne i dramaet, der har problemet, men Det er let at genkende Anic, Sonja og Louis i det
også publikum. Spændingselementet for publi- billede. Figurerne er rodløse, og de befinder sig i
kum består også i at forsøge at orientere sig om, et konstant kaotisk og ukontrollerbart flow, hvil-
hvornår man bliver ført bag lyset, og hvad der ket kan tilskrives det, som med en baumansk me-
rent faktisk foregår. På den måde indgår de episke tafor kaldes ”den flydende modernitet”. Udtrykket
elementer og spændingen i en udvikling, der dækker over, at nutiden er præget af, at traditioner
ikke kun tager én retning. Publikum kastes ud i og rutiner er flydende, hvilket medfører konstant
en betydningsomsætning, der konstant er under forandring, fragmentering og forgæves forsøg på
forandring, fordi ord alene synes at bestemme kontrol for den enkelte. De manglende bindinger
virkeligheden, og der ingen bagvedliggende orden og fortøjninger, som den flydende modernitet
findes. Identifikationen for publikum ligger ikke indvarsler, kan tilskrives frigørelsen, der er gået fra
som i Hollywood-dramaet hos en hovedkarakter at være et kollektivt foretagende til at være indivi-
eller en handling, men i stedet på en genkendelse dualiseret: Identiteten og individualiteten er ikke
af figurer og situationer. Dermed fremkommer længere forudbestemte1, man skal selv skabe og
den ekstra dimension i spillet, nemlig tilskuerens genskabe identiteten, og det bliver et projekt, der
eget bevidsthedsniveau, der indgår på lige fod foregår i konstant samspil med andre. Anic, Sonja
med værkets gængse fortælleelementer. og Louis er optagede af sig selv. Den måde, de sø-
ger kontakt til hinanden på, er præget af et ønske
Det vanskelige fællesskab
I Det virkelige liv har figurerne ingen fast 1
Zygmunt Baumans opfattelse af identiteten som sat fri
forankring, hvilket efterlader dem utrygge og i en af fortidens bånd hviler på samme opfattelse som Thomas
tilstand, hvor det er svært for dem at agere. De Ziehes begreb om ”kulturel frisættelse”, hvor det er muligt for
forsøger at overvinde utrygheden ved at søge et mennesker at skabe deres egne identiteter.

100
om at genindlejre sig selv i et fællesskab, der giver ligger Bauman sig tæt op af Kenneth Gergens
mening. Men strategien slår fejl, hvilket i Baumans opfattelse af, at identitet ikke betragtes som en fast
optik kan forklares med den ændrede position, eller iboende kerne i det enkelte menneske (Ger-
som fællesskabet har i den flydende modernitet, gen 1991). Inspireret af ham udvikler Bauman en
hvor det er rykket op med rode, uden at have en forståelse af identitet som noget manipulerbart
fast solidaritetsskabende forankring andre steder og ser af samme grund mennesker som identitets-
end i frygten: mæssige kamæleoner3, men dog med langt mere
kritiske undertoner end Gergen.
Et liv helliget jagten på identiteten er rigt på vildskab
og vrede. ”Identitet” betyder at rage op over mæng- Alles kamp mod alle
den: At være anderledes, at være unik i form af an- At skulle opfinde sig selv på ny hver dag er et
derledeshed – og derfor kan jagten på identitet kun ad- træk, alle tre figurer i Det virkelige liv lider under.
skille og splitte. Ikke desto mindre får den sårbarhed, At identiteten opbygges gennem det at definere
der kendetegner individuelle identiteter, og de risici, sig som unik forklarer, hvorfor Louis søger fæl-
der er forbundet med at opbygge en identitet i ensom- lesskabet med omvendt fortegn. Han fremhæver
hed, identitetsopbyggerne til at søge efter knager, som konsekvent, hvordan han adskiller sig fra de to an-
de i fællesskab kan hænge deres individuelt oplevede dre, som han kategoriserer som tabere, sindssyge,
frygt og ængstelse på, hvorefter de kan udføre eksorci- nedbrudte og følelsesmæssigt opkørte mennesker.
stiske riter i selskab med andre lige så frygtsomme og De udvikler hver deres strategi for at overvinde
ængstelige individer (Bauman 2002, s. 21). den usikkerhed og ensomhed, som den flydende
identitet fører med sig: Anic bygger sig selv op
Det, som Bauman altså opfatter som identitet, omkring relationen til Sonja, en relation som er
forekommer at være ensbetydende med en over- selvopfunden. Tilknytningen mellem de to bygger
fladisk form, der optræder i forstillede fællesska- først og fremmest på Anics ønsker og har ingen
ber, og som han bl.a. har betegnet som ”knagefæl- bund i noget reelt. Sonjas strategi ligner Anics
101
lesskaber”. Et fællesskab som er midlertidigt og til forveksling, men i hendes forestilling er det
kun eksisterer så længe, ”brugerne” har fornøjelse Louis, der er svaret på alle hendes trængsler. ”Jeg
af det. Derfor bliver den tryghed og det tilhørs- elsker et andet menneske. Så er man aldrig alene”,
forhold som ”knagefællesskabet” tilbyder også hævder Sonja, hvilket åbenlyst ikke er sandt. Hun

Dramatik i 90’erne
flygtigt og foranderligt og er dermed i sit væsen er rædselsvækkende ensom, mens også hun venter
paradoksalt, idet fællesskabet var tænkt til at skabe på at blive reddet af et andet menneske.
samhørighed og stabilitet. Forestillingen om en Hun lader sin frustration gå ud over Anic og
identitet kommer i stedet til at stå centralt, og gør alt for at smide ham ud. Alligevel lader hun
individet kommer – også indenfor fællesskabets ham dog bekræfte sit udseende, hvorved hun
rammer – til at stå i fokus. Også identitet bliver afslører, at hun også har brug for ham. Hun forsø-
flydende som en maske, der kan bæres og vises ger at lokke Louis til at kærtegne sig, og hendes
frem, hvilket står i modsætning til en forståelse af underkastelse driver hende ud i et vanvid, hvor
identiteten som udtryk for ”personlighed”2. Her hun mister sit sprog. Hun taler om sig selv i tredje
person, og siger gentagne gange som en telefon,
2
Denne opfattelse findes bl.a. hos Bauman (Bauman
2004). 3
Denne tolkning findes hos sociologen Michael Hviid
Jacobsen (Hviid Jacobsen 2005, s. 95).
der ringer. Både for Sonja og Anic gælder det også, Identitetens ambivalens
at de er stærkt manipulerende i deres forsøg på Figurerne mangler en relation til andre eller til
at vinde ”den anden”. Louis på sin side kæmper samfundet i almindelighed, der kunne hjælpe dem
med næb og kløer for ikke at lade sig overvælde til at opretholde, validere og i sidste instans opnå
eller lade frygten råde. Han undertrykker Sonja, stabilitet, som de netop har brug for som individer
og nyder at pine Anic ved at fortælle om det. Hos i en flydende samtid. Den soliditet og stabilitet,
Sonja får han selv afløb for sin frygt, men han kan som de efterstræber, undermineres af den hastig-
ikke give hende det, hun ønsker sig. hed, hvormed sociale relationer og menneskelige
Baumans forestilling om knagefællesskaberne forhold indgås og brydes. Det virkelige liv illustre-
forklarer, hvorfor både Louis og Anic så hastigt rer med andre ord det paradoksale i, at længslen
kan forlade Sonja. De er videre i deres egne pro- efter identitet stammer fra ønsket om sikkerhed,
jekter i jagten på identitet, og det overfladiske fæl- hvorfor identitetsspørgsmålet naturligt indehol-
lesskab opløses lige så hurtigt, som det var skabt. der ambivalens og afføder følelser af tvetydighed
Figurerne er dermed ikke egentlig afhængige af og usikkerhed, hvor man kæmper for faste holde-
hinanden. Det er kun i en afgrænset periode, at punkter i en hastigt flydende tidsalder.
det er vigtigt for dem at definere sig selv ud fra Til slut i stykket taler Anic og Louis om glemsel
forholdet til de andre. De tre figurers jagt på egen og forvandling, og Louis’ replik om den konstante
identitet udspringer af ønsket om at slippe ud af forandring, mennesket er underlagt, underbygger
ensomheden. Det kommer paradoksalt nok til at dramaets overordnede problematik. Figurerne
koste dem fællesskabet, som de ikke kan fasthol- kan udvikle sig på så kort tid, at udgangspunk-
de, men i stedet udvikler sig væk fra. tets karakterer på ingen måde er de samme som
Da de to mænd i den sidste scene ikke længere slutningens figurer. Med henvisning til Anics
er del af den samme virkelighed som Sonja, taler indledende monolog, så kan man virkelig dø i
Louis om forandring: mellemtiden: Et menneske kan udvikle sig så eks-
plosivt, at det ikke længere har noget tilfælles med
Hvem ved hvem vi er? Ting sker uden for vores række- den, som det var tidligere, hvilket også forklarer
vidde. Kæmpe jordskred sker hele tiden, vi forandrer knagefællesskabernes afvikling. Udgangspunkt og
os konstant. Og dog har vi ansigter. Synes De jeg er slutning i stykket har ingen sammenhæng. Derfor
smuk? (Rohde 2000, s. 47). kan Sonja ikke kende sig selv, og også Louis er
som forvandlet i sin nye rolle som transvestit.
Den foranderlige identitet bliver dermed italesat. Derimod er Anic muligvis nøjagtig den samme,
Når både Louis og Sonja søger deres udseende som han var i sin indledende monolog, og han har
positivt bekræftet, er det fordi, det er det, de kan blot skiftet den ene eller den anden kærligheds-
forholde sig til. Ansigter og kroppe har de. Det forestilling ud med en ny.
kan med sikkerhed bekræftes af andre, men den I og med sin unikke dramatiske form og sin
indvendige følelse af jordskred, der er resultatet af tidstypiske tematik får Det virkelige liv sat ord og
de hastige forandringer, står figurerne alene med. gestus på en bestemt opfattelse af et af de proble-
Også køn og seksualitet er foranderlige størrelser: mer, der er særligt kendetegnende for de men-
Måske er Anic Sonja, Louis forvandles fra hård nesker, der lever i den flydende modernitet. Her
machomand til følsom transvestit, og den under- er identitet noget, der frit kan vælges efter behov
kastede Sonja er den, der aktivt forsøger at forføre og behag, og derfor er det også, synes stykket at
Louis, som lammes af frygt. sige, vigtigt at fremhæve, at de mindre heldige er

102
overladt til at acceptere den identitet, der er blevet
dem tildelt eller påtvunget.
Frasen: ”Frit valg på alle hylder” er med andre
ord en illusion.

Litteratur:
Bauman, Zygmunt: Fællesskab – en søgen efter tryghed i en
usikker verden, København 2002.
Bauman, Zygmunt: Identity – Conversations with Benedetto
Vecchi, Cambridge 2004.
Gergen, Kenneth: The Saturated Self, New York 1991.
Hesselaa, Birgitte: Vi lever i en tid, København 2001.
Hviid Jacobsen, Michael: ”Den mosaikagtige og moralske
Bauman – mellem mikro og makro”, i: Dansk Sociologi,
nr. 2 / 16 årg., København 2005.
Lucas, Ib og McClymont, Anne: Ny dansk dramatik, Haslev
1998.
Rohde, Jokum: ”Er København den samme som den var
engang?”, i: Det virkelige liv & Nero, København 2000.
Rohde, Jokum: Det virkelige liv & Nero, København 2000.
Rohde, Rohde: ”Vejen til en ny dramatik – et arbejdspapir 5”,
i: Den blå port. nr. 70, København 2006
Schjødt Pedersen, Rasmus: ”Frihedens pris – et interview
med Zygmunt Bauman”, i: Politologiske Studier nr. 5,
København 2000.
103
Theil, Per: ”Det ny danske drama på tærsklen til årtusinde-
skiftet”, i: Teater-et nr. 93, København 1999.

Dramatik i 90’erne
Kritisk essayistik fra et
usikkert ståsted
Den kritiske intention, domfældelsen, og ønsket om at virke udadtil er
grundstenene i det kritiske essay – opløses de, er der ikke tale om
L[ RYP[PZR LZZH` -VY H[ RYP[PRRLU ZRHS N¥YL ZPN N¤SKLUKL RY¤]LY KL[
postmoderne kritiske essay en læser, der aktivt forholder sig til teksten,
og som er villig til at gå ind på tekstens legende og usikre præmisser.
Af Ulla Kayano Hoff

Udelukker kritik og postmodernisme hin- merdiskurs: Essayjeget bevæger sig fra at være helt
anden? Kan man udtale sig kritisk om omver- tæt på den konkrete verden, at opleve og registrere
denen, når jeget opleves som gennemtrængt af nogle begivenheder, til at distancere sig fra verden
selv samme omverden? Med andre ord – kan en og fælde dom over et begivenhedsforløb.
postmoderne erfaring med subjektet som i værste
fald splittet, i bedste fald under konstant skabelse, Det postmoderne kritiske essay
forenes med faste politiske og kritiske standpunk- Essaygenren generelt er kendetegnet ved
ter? identitet mellem jegfortælleren og den biografiske
Muligvis ikke. I hvert fald konkluderer Rasmus forfatter og ved, at essayisten har et udadrettet an-
Øhlenschlæger Madsen i sin banebrydende ph.d.- liggende, som han eller hun gerne vil engagere sin
afhandling Vidner og dommere (2007), at genren læser i. Undergenren ”det kritiske essay” er ifølge
”det kritiske essay” per definition er moderne. Madsen kendetegnet ved en skeptisk undersø-
Genren repræsenteres herhjemme i nyere tid af gende tilgang til verden og en intention om at ville
de fire koryfæer Suzanne Brøgger, Jens Christian påvirke en aktuel offentlig debat. Madsen fremhæ-
Grøndahl, Carsten Jensen og Klaus Rifbjerg. ver det kritiske essays forankring i en genkendelig
Ifølge Madsen tales der i deres essays overordnet virkelighed, og essayistens forpligtelse på autenti-
set ud fra et selvberoende subjekt, som er i stand citeten af de formidlede erfaringer. Overholdelse
til at reflektere over sin genstand, skelne mellem af denne virkelighedskontrakt med læseren opfatter
rigtig og forkert, argumentere for sine synspunk- Madsen som afgørende for, at kritikken kan blive
ter og fælde domme. taget seriøst af læseren og offentligheden.
Denne rationelle tilgang til verden afspejles i en Af samme grund betvivler Madsen muligheden
ligeledes sammenhængende og helstøbt essay- for at drive kritisk essayistik fra et postmoderne
form, hvor læseren, trods indbyggede sidespring, fragmenteret, legende og virkelighedseksperi-
føres fra argument til argument til konklusion, menterende grundlag. Det er dog en påstand, der
gerne pakket ind i et narrativt forløb, og altid i bør efterprøves. Spørgsmålet, som skal diskuteres
selskab med et markant og vidende jeg. Madsen i det følgende, er derfor, om ikke det rent faktisk
finder frem til, at det kritiske essay er kendetegnet er muligt, med udgangspunkt i den essayistik og
ved en bevægelse fra en vidnediskurs til en dom- essayistiske prosa, som skrives af danske forfattere
i øjeblikket, netop at tale om en sådan form for belyser emnet fra forskellige vinkler. Ligesom det
postmoderne kritik. postmoderne menneske konstant udsættes for an-
Mere specifikt vil jeg argumentere for, at både dre alternative måder at leve på, og vælger rolle alt
Jens-Martin Eriksen med ”Krigen i imagologiens efter den sociale situation, udsættes genstanden
epoke” (2001) og Christina Hesselholdt med hos Eriksen for andre tolkninger og vinkler end
”Fire betragtninger” (2003) udfordrer det tradi- essayistens egne. Med opgivelsen af det sammen-
tionelle moderne kritiske essay. Ikke mindst ved hængsskabende jeg er også den lineære kronologi
at destabilisere og sætte spørgsmålstegn ved det og logiske opbygning forsvundet til fordel for en
typiske autoritære essayjeg. Først og fremmest række sidestillede tekststykker, som cirkler om
Eriksen gør efter min opfattelse det, som Madsen samme tema.
ikke mener er muligt, nemlig forener kritik og Milan Kunderas begreb ”imagologien”, som han
postmodernisme inden for det, man kan kalde introducerer i romanen Udødeligheden, lægger
”det postmoderne kritiske essay”. Mens det stadig navn til overskriften på Eriksens essay. Imagolo-
står åbent, hvorvidt Hesselholdts tekst også kan gien er de billeder og repræsentationer af verden,
kaldes et kritisk essay. som det moderne menneske hele tiden støder på
via medier, reklamer og meningsmålinger. Ifølge
Eriksens befolkede essay Kundera har imagologien erstattet ideologierne og
”Krigen i imagologiens epoke” er, som det forestillingen om historiens udvikling og er blevet
fremgår af undertitlen ”Fragmenter af det postmo- en mere sand virkelighed end den nære kon-
derne helvede”. Det består af en indledning og 20 krete virkelighed (Kundera 1990/2001, s. 135).
tekststykker, der står isolerede, uden forklarende Citatet af Kundera har i Eriksens essay karakter af
overgange, og som refererer eller citerer absurde overskrift, fordi det følger lige efter indledningen,
krigsscener fra Balkankrigene eller reflekterer og som det eneste citat ikke er nummereret. Med
over den (post-)moderne historieløshed og den dette begreb i baghovedet tegner der sig en over-
medieskabte ”virkelighed”. Over halvdelen af ordnet tematik i essayet.
kapitlerne består af citater med navngivne kilder, En af de mest dominerende stemmer i ”Krigen
og i de resterende kapitler refereres der flittigt i imagologiens epoke” er den kroatiske forfatter
til andre journalister, forfattere og tænkere. Det Dubravka Ugresic. Hendes små absurde og satiri-
nærværende essayistiske jeg synes umiddelbart at ske anekdoter, der har Balkankrigene som bag-
mangle, idet der ikke optræder et eksplicit jeg, der grund, tjener til at bekræfte Kunderas påstand om,
er identisk med afsenderen af teksten, Jens-Martin at imagologien er trådt i stedet for virkeligheden.
Eriksen. Hun fortæller blandt andet om indbyggerne i en
Eriksen har i ”Krigen i imagologiens epoke” serbisk landsby, der henvender sig til Haag dom-
splittet det traditionelle essayistiske jeg op i stolen for at anmode om en retfærdig rettergang til
flere personer, så der tales ud fra flere forskellige Cassandra – en figur fra en venezuelansk sæbe-
subjektpositioner. Med inspiration fra Kenneth opera. Ugresics satire rammer bredt: Fra soldater
Gergen, som taler om ”befolkningen af selvet” og politikere, der via medierne fremmer en snæver
(Gergen 2000/2006, s. 92ff), kan man i Eriksens og ekskluderende nationalisme, til medieskabte
tekst tale om ”det befolkede essay”. Det domi- happenings, der lukrerer på den menneskelige ka-
nerende essayjeg er trådt tilbage til fordel for en tastrofe, til befolkningers manglende reaktion på
række andre subjekter og synsvinkler. På den de uhyrligheder, der finder sted i deres eget land,
måde opstår der en kakofoni af stemmer, der og endelig til intellektuelles hykleri:

106
(…) mens indbyggerne i Sarajevo døde og for en intens appel til læseren og en seriøs harme
indbyggerne i Dubrovnik holdt vejret og lyttede over europæernes manglende handling over for
afventende til stilheden, så satte en luksuscru- angrebene på civilbefolkningerne i Bosnien. Her
iser kurs mod Dubrovnik fra Venedig. På PEN fornemmes et stærkt personligt engagement og et
skibet befandt der sig forfattere fra hele verden, nærværende jeg, som minder om det essayistiske
det største antal var kroater. Forfatterne smurte jeg, igen: Uden at der rent faktisk optræder et
halsen med adriatiske hummere og vin imens de eksplicit jeg:
forberedte sig på den kommende verbale kamp
mod fascismen. Aviserne bragte daglige reporter Lad os spørge; hvordan kan en europæisk storby som
om deres kamp på havet, og senere deres kamp på Sarajevo blive belejret, hvordan kan den blive beskudt
landjorden. (Eriksen 2001, kap. 14)1 med mortérgranater og dens indbyggere blive beskudt
Ind i mellem Ugresics dybt satiriske og nogle af snigskytter igennem år uden at nogen reagerer? (…)
gange fiktive kommentarer optræder kapitler, som Hvordan kan en by som Srebrenica blive erobret, og
står for Eriksens egen regning. Også her refereres dens mandlige indbyggere interneret, også drenge med
der flittigt til, hvad man må antage er virkelige en højde over 150 cm; de blev anset for våbenføre, for
snapshots fra Balkankrigene, for eksempel be- øjeblikkeligt at blive dræbt systematisk i de omkring-
retningerne fra journalisterne Anthony Loyd og liggende landsbyer, uden vi kræver en indgriben fra
Tim Judah. Deres fortællinger står ikke tilbage for vore regeringer? Hvorfor var der ingen massedemon-
Ugresics i absurditet, som når Judah beretter om strationer i Europa, der reagerede på disse uhyrlighe-
iscenesættelsen af den jugoslaviske leder Josip Ti- der, som blev dokumenteret i handlingernes øjeblik,
tos genopstandelse. På den måde sidestilles fakta og som resulterede i det mest mærkværdige stykke
og fiktion, reportage og satire, uden at det fremgår, tv-historie? (Eriksen 2001, kap. 8)
hvad der er hvad.
Enkelte steder går Eriksen analytisk til værks, Jeget træder frem som en autoritet på området
for eksempel i kapitel 6, hvor han reflekterer over i kraft af sin viden om det skete i Sarajevo og
107
Kunderas begreb ”imagologien”, og optegner nog- Srebrenica. Samtidig kommer han med en klar

Kritisk essayistik fra et usikkert ståsted


le historiske linjer i et større europæisk perspektiv. holdningstilkendegivelse og fælder en utvetydig
Tonen nærmer sig her det neutrale og saglige, og dom af selvransagende karakter: Vi – europæere –
trods meget store spring geografisk og tematisk fø- er skyldige i ikke at gribe ind.
rer Eriksen en sammenhængende argumentation, To stemmer stikker ud af det samstemmige kor,
hvor han drager paralleller mellem ideologiernes som Kundera, Ugresic og Eriksen udgør, nemlig
sammenbrud i øst og vest. Til slut ender han dog i den serbiske digter og parlamentsmedlemmet
en satirisk beskrivelse af de hjemlige danske intel- Brana Crncevic og den danske forfatter Klaus
lektuelle. Ligesom Ugresics anekdoter rammer Rifbjerg. Som de andre citater står Crncevics og
Eriksens kritik bredt, og i sin negative diagnose Rifbjergs citater alene og ukommenteret – og alli-
af den europæiske tilstand ligger Eriksen på linje gevel står de ikke uimodsagt. Det første citat er en
med Kundera og Ugresic. nationalistisk-religiøs legitimering af drab begået
Kapitel 8 adskiller sig på flere måder fra de reste- af serbere. Det sidste sætter lighedstegn mellem
rende kapitler. Der refereres ikke til andre forfat- borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien og årsti-
tere, og der tales ud fra et ”vi”/”os”, hvormed der dernes skiften. I begge citater ”naturliggøres” og
forudsættes et fællesskab med læseren. Spydig- affejes Balkankrigenes ugerninger ved at henvise
heden og den satiriske leg er lagt til side til fordel til henholdsvis Gud og naturen. Udsagnene er re-
vet ud af deres oprindelige kontekst og sat ind i en hjælp af de mange forskellige synsvinkler, som er
ny, og det har særlig betydning for Rifbjergs citat. repræsenteret i essayet, og som gør modsætnin-
Hentydningen til krigen i Eksjugoslavien som et ger som øst/vest, centrum/periferi og subjekt/
naturligt og uomgængeligt fænomen kommer til objekt meningsløse. Men også formen – parodien,
at stå i skarp kontrast til de foregående kapitlers satiren og legen med sproget – skaber distance til
indtrængende råb om handling og til det efter- velkendte begreber og accepterede virkeligheds-
følgende kapitel, hvor Eriksen søger at nå dybere opfattelser ved at vende sproget på vrangen.
ind i krigens uvæsen (Eriksen 2001, kap. 17). På Man kan spørge, hvorfor Jens-Martin Eriksen
det implicitte plan – i kraft af organiseringen af benytter sig af en postmodernistisk, fragmenteret
materialet – kritiseres Rifbjergs tilgang til krigen og jegopløst form, hvor fiktive anekdoter præ-
som overfladisk og verdensfjern, og parallellen senteres side om side med virkelige begivenheder.
til satiren over danske og vestlige intellektuelle i Eriksen tager lige så ”manipulatoriske” midler
kapitel 6 og 14 ligger lige for. i brug som den medieverden, han angriber, når
Eriksen spreder vidnehandlingen ud over flere han sidestiller fiktion og fakta, og når han hiver
personer og gør dermed op med forestillingen om Rifbjergcitatet ud af sin oprindelige kontekst og
det privilegerede vidne og det privilegerede jeg, lader det stå uden forbehold eller forklaring. Visse
som hersker i mere traditionelle moderne essays. steder refererer Eriksen dog til en konkret virke-
Også de domfældende konklusioner falder spora- lighed, alt er altså endnu ikke omfattet af imago-
disk og er spredt ud over flere personer. Eriksen logien, og når Eriksen blander fakta og fiktion
må dog tages til indtægt for den samlede kritiske og bruger satiren, er det netop en overdrivelse af
intention i kraft af hans suveræne organisering tingenes tilstand. Ligesom imagologien forvræn-
af materialet, som har til hensigt at understøtte ger virkeligheden, vrænger Eriksen med satiren og
nogle, som Kundera og Ugresic, og at udstille den gennemført splittede form ad imagologien,
andre, som Rifbjerg, og i kraft af den glimtvise med det formål at udstille dens uvirkelighed.
tilsynekomst af et personligt engageret subjekt. Der er selvfølgelig en risiko for, at læseren ikke
Det er i sidste ende disse konsekvente domfældel- fanger satiren og forveksler fiktion med virkelig-
ser, som gør ”Krigen i imagologiens epoke” til et hed, og at Eriksen dermed forstærker den tendens,
kritisk essay. som han ønsker at bekæmpe. Ifølge Madsen er vir-
”Krigen i imagologiens epoke” stritter i mange kelighedsforpligtelsen afgørende for, om essayets
retninger, og følger ikke en rationel argumen- kritik kan gøre sig gældende, og Eriksen opererer
tation. Snarere end et stabilt og vidende jeg på grænsen af virkeligheden, ligesom det er usik-
holdes essayet sammen af en gennemtrængende kert, hvem der skal tages til indtægt for hvilke
kritisk intention. Eriksen retter en skarp kritik udsagn. Men i ”Krigen i imagologiens epoke”,
mod ”imagologiens” erstatning af den konkrete som befinder sig på grænsen af, hvad betegnelsen
virkelighed, en udvikling som han ser i både Øst- ”essay” kan dække over, ligger potentialet netop i
og Vesteuropa, men som har katastrofale følger usikkerheden og risikoen. Intentionen er ikke en
for Østeuropa og for befolkninger, der lever med saglig bevisførelse for en dom, men at vække til
krigen. Nærvær- og distance-bevægelsen, som undren og harme og at udfordre vores forhold til
Madsen efterspørger, er til stede i ”Krigen i imago- repræsentationer af virkeligheden ved selv at lege
logiens epoke”, blot i en revideret fragmenteret med skellet mellem fiktion og virkelighed. Læse-
form, der ikke er snævert knyttet til jeget og den ren bliver hele tiden nødt til at tage stilling til det
enkelte intellektuelle. Dobbeltblikket skabes ved skrevne, for ligesom mediernes billede af virke-

108
ligheden kan alle delene i ”Krigen i imagologiens af Du, mit du (Hesselholdt 2003) inde i teksten
epoke” ikke umiddelbart tages for pålydende. signalerer, at der er identifikation mellem jeget og
forfatteren Christina Hesselholdt. Jeget skiftevis
En kritik undervejs forholder sig til en genkendelig omverden, der
Med Hesselholdts tekst ”Fire betragtninger” spænder fra swingerklubber til Irak-krigen, og for-
er vi øjensynlig så langt fra det kritiske essay i svinder ind i sin egen indre virkelighed. Et besøg
Madsens forstand, som vi næsten kan komme. på Æbelholt Klostermuseum fører jeget videre
Den rationelle argumentation er totalt fraværende til en forestilling om lykken, som igen glider over
sammen med overblikket og den intellektuelle i en beskrivelse af en specifik oplevelse (Hessel-
autoritet. Bevægelsen mellem nærvær og distance holdt 2003, s. 58). Springet fra datid til nutid, og
er kollapset, og jeget vægrer sig ved at indtage en tilbage til datid igen, gør, at det ikke er til at vide,
privilegeret og autoritær position som vidne eller om der er tale om et tankespind om lykken eller
dommer. Hun insisterer på at være et menneske om en konkret oplevet situation fra jegets side.
som alle andre, i dagligdagssituationer, i sofaen Opløsningen af tiden og det sansemættede sprog
foran fjernsynet med trivielle gøremål som tand- skaber et dybt personligt og indadvendt udtryk,
børstning og børnepasning og på udflugt til lokale der tangerer fiktionens selvrefererende univers.
danske museer. Hvis man skal tale om jeget som Fortid og nutid, indre og ydre virkelighed blan-
vidne, er det udelukkende som et dagligdagsvidne, des sammen og skaber en uafgørlighed i forhold
der hellere refererer til populærkultur og masse- til, hvad der er erindring og fakta, og hvad der er
medier end til kanoniserede europæiske tænkere. forestilling og fiktion. Selv når jeget kommenterer
Anthony Giddens’ sammenkædning af politisk aktuelle fænomener i samfundet, opstår der et
engagement og personlig selvrealisering i begrebet uafgørlighedsmoment:
”livspolitik” kan muligvis hjælpe med at indfri det
kritiske potentiale i Hesselholdts tekst. I ”Fire be- Hvad med sådan noget som: vor tradition for demo-
tragtninger” er der en splittelse i synet på det post- krati, den skulle du sandelig også tage at være glad for,
109
moderne til stede, som ifølge Giddens er typisk tænk at være iraker, dit utaknemmelige bæst”, siger en

Kritisk essayistik fra et usikkert ståsted


for det senmoderne menneske: På den ene side stemme.
fornemmes en begejstring over de nye uanede ”Jamen, det er jeg sandelig også”, svarer jeg, i tvivl om,
muligheder, som udvidelsen af verden skaber. På hvad demokrati indebærer i dag; her burde følge en
den anden side udgør den postmoderne frihed en analyse; men i hvert fald ikke konsensus og den lange,
spændetrøje, hvor vældet af perspektiver kom- lange samtale. (Hesselholdt 2003, s. 60)
plicerer muligheden for overhovedet at handle. I
”Fire betragtninger” væves politiske og moralske Her er det uklart, hvem jeget egentlig indgår i en
valg sammen med et utal af andre personlige samtale med, og om det er en samtale, der rent
dagligdagsvalg. På den baggrund kan Hesselholdts faktisk har fundet sted, eller en konstrueret dialog
essay ses som et eksempel på Giddens’ livspolitik, mellem jeget og almene meninger fra den of-
hvor jeget inkorporerer politisk stillingtagen i sit fentlige debat. De ”fremmede” stemmer har flere
forsøg på at skabe en sammenhængende selvfor- steder karakter af at parodiere en aktuel offentlig
tælling (Giddens 1991/1996, s. 248ff). debat, men sætter ved deres blotte tilstedeværelse
”Fire betragtninger” er delt op i fire kapitler med i teksten spørgsmålstegn ved jegets udtalelser,
hver sin overskrift. Der optræder et eksplicit jeg i idet de repræsenterer det modsatte synspunkt af
alle fire kapitler, og referencen til jegets udgivelse jeget. Den konstante selvrefleksion konstruerer et
vaklende jeg, som aldrig distanceret betragter be- ”Sammenblandingen af levende og død, af drøm
givenhederne udefra men altid er en del af verden. og virkelighed, og af fortid og nutid i Bergmans
Igen og igen refererer jeget til de tv-billeder, der Hvisken og råb ... de grusomme øjeblikke, hvor
trænger ind i hendes private stue. Jeget forhol- domænerne flyder sammen.” (Hesselholdt 2003,
der sig nogle gange nøgternt og distanceret til s. 62). Essayet slutter med endnu en fremmed
tv-billederne, andre gange indoptager hun den stemme, der intimiderer jegets sind: ”(...) hvem er
medierede virkelighed med hele kroppen: det dog, der langt inde i min erindring taler så ind-
ladende, så fortroligt?” (Hesselholdt 2003, s. 62).
Forestillingen om, hvad der ventede dem [krigsfanger Frygten for mennesker, der mister deres identitet
i Irak] ... hvad der allerede var blevet gjort mod dem, og bliver til en ensartet masse, fornemmes allerede
hvad der skete i dette selv samme øjeblik, mens jeg i starten af essayet i omtalen af swingerklubben på
sad i stuen foran tv’et, gav mig samme fornemmelse af tv og senere i forbindelse med de serbiske mas-
fremmedhed og stivnen, som da jeg nåede til siden i 3. segrave. I begge tilfælde flyder menneskekroppe
klasses historiebog med fotografiet af muselmændene sammen og kan ikke skelnes fra hinanden.
(...). (Hesselholdt 2003, s. 57) Der fældes mange domme i ”Fire betragtninger”:
Over Hr. og Fru Danmark, swinger-elskende
Jeget kan ikke, som da hun var lille, søge beskyt- danskere, chefredaktøren på Berlingske Tidende,
telse fra virkeligheden bag sin mors hænder, men over Dansk Folkeparti, Venstre og fordummende
tvinges til at forholde sig til den. Historierne fra tv. Men ligesom de løsrevne kommentarer til
tv er ubehagelige og fremmede, men i konfronta- fjernsynet i det første kapitel ”Danmark på tv,
tionen med dem og via sin egen forestillingskraft sommer 2003” virker flere af domfældelserne som
indoptager jeget historierne, og de bliver en del holdninger, der zappes uforpligtende imellem, og
af hendes personlige fortælling. De to rum – den som ikke er underlagt en overordnet kritisk stra-
nære konkrete virkelighed og den tv-medierede tegi. Ved siden af de idiosynkratiske og polemiske
globale – lader sig ikke adskille. I kraft af jegets udfald har jeget dog et dyberegående projekt, som
viden er de uundgåeligt en del af hinanden. Kun går ud på at finde nogle faste holdepunkter i en
enkelte gange lykkes det jeget at vende sig væk fra global og flydende verden. Det sker i en erken-
omverdenen og forsvinde ind i et intimt univers, delse af, at verden har udvidet sig, og at det ikke
hvor jeget selv bestemmer fortællingens rytme er nok at forholde sig til det hjemlige og nationale.
og retning. Men det varer blot et øjeblik, før jeget Den globale verden med død, krig, menneskelig
igen gennemtrænges af en støjende omverden, der smerte og krav om ansvar trænger sig på og er lige
skaber uro og forvirring. så meget en del af jegets virkelighed som den nære
Den postmoderne flydende tilstand tages for konkrete omverden.
givet i ”Fire betragtninger” som et basalt vilkår Hesselholdt fordømmer ikke den postmoderne
i verden, og jeget dyrker selv opløsningen og frisatte verden, men tiljubler den heller ikke. Hun
relativeringen. Ikke desto mindre er længslen efter går ind på postmodernitetens betingelser, samti-
faste værdier og klare grænser også til stede. Den dig med at hun problematiserer opløsningen. ”Fire
kommer tydeligst til udtryk i det sidste kapitel betragtninger” bevæger sig i ring og afspejler en
”Grusomme blandinger”, hvor jeget afslører en konstant igangværende proces, hvor jeget forsøger
gennemgribende frygt for opløsningen af græn- at orientere sig i den postmoderne verden. Vejen
ser – det vil sige, en frygt for det som hun gen- til at indtage et standpunkt er mere kompleks end
nem store dele af teksten selv har praktiseret: tidligere. Alligevel er der hos Hesselholdt ikke tale

110
om en total resignation i forhold til den politiske det et kritisk essay med en meget begrænset ræk-
verden, men om en konstant søgen efter oriente- kevidde, for så vidt som intentionen i det kriti-
ringspunkter og en gentagen revision af meninger ske essay er at indgå i en aktuel debat og at virke
i forhold til en omskiftelig verden – hele tiden i verden. Drejer kritikken sig om andet end de
med fare for at holdepunkterne går i opløsning. postmoderne livsvilkår, om konkrete aktuelle og
I forsøget på at finde faste standpunkter, søger politiske begivenheder, som det kritiske essay ofte
jeget væk fra verden og ind i et indre rum – i gør, så rækker den stærkt indadvendte, splittede
denne kritiske tilgang er Hesselholdt langt fra et og opløste form ikke. Den samlende instans, som i
moderne rationelt kritikbegreb. Hesselholdts es- det postmoderne essay snarere udgøres af en gen-
sayjeg er ikke hævet over verden og indtager ikke nemtrængende kritisk intention end af et stabilt
en privilegeret særposition, hverken som vidne jeg, mangler for at ”Fire betragtninger” kan kaldes
i essayet eller som kunstner i samfundet. Lige- et kritisk essay.
som Giddens tager Hesselholdt udgangspunkt i Det forbehold, der melder sig i forhold til at
hverdagens kaos, og Hesselholdts jeg har samme anskue ”Fire betragtninger” som et kritisk essay,
ringe eller rige muligheder for at orientere sig som leder hen imod en mere generel indvending mod
det almindelige menneske. Jegets manøvrering i Giddens’ forsøg på at forene selv-realisering og
en politisk virkelighed sker i højere grad igennem politik. I idealet om en livspolitisk dagsorden er
sansningen, følelsen og forestillingsevnen end via der en indbygget risiko for, at det kritiske udsagn
tanken, analysen og perspektiveringen. Hun taler forsvinder i det enkelte individs forsøg på at
på egne vegne og ikke på menneskehedens vegne, konstruere en sammenhængende identitetsfortæl-
og hendes pointer falder fra et dybt personligt og ling, og at fortællingen forbliver uden relevans for
selverfaret punkt. andre end jeget selv.2 Pointen hos både Giddens
Hesselholdts tekst rummer en autentisk gengi- og Hesselholdt er, at objekt og subjekt ikke klart
velse af erfaringen med det postmoderne, som kan adskilles, men er indlejret i hinanden. Men
traditionelle moderne essays i Madsens forstand som ”Fire betragtninger” viser, er der en fare for,
111
ikke rummer. Men den nære gengivelse betyder at sammensmeltningen mellem objekt og subjekt

Kritisk essayistik fra et usikkert ståsted


også, at kritikken aldrig rigtig når ud over jeget udelukkende er til subjektets fordel, på objektets
– når jeget opløses via omverdenens gennem- bekostning.
trængning, opløses det kritiske udsagn også. Hes- Der er dog en forskel i Giddens’ teori om livspo-
selholdt tager konsekvensen af erfaringen med en litik og Hesselholdts æstetiske forsøg på at forene
postmoderne splittet verden og lader splittelsen politik og selvfortælling. Hos Giddens sker der en
skinne igennem i selve fremførelsen af kritikken. ”positiv” sammensmeltning af objekt og subjekt
Dermed betvivler hun også hele grundlaget for der, ideelt set, fører til konstruktive resultater både
at kunne udøve kritik. Da det ikke lykkes jeget i i jeget selv og i verden uden for jeget. Livspolitik-
”Fire betragtninger” at danne en sammenhæn- ken er udtryk for nødvendigheden af at tro på, at
gende selvfortælling, som er Giddens’ ideal, kan små bevægelser i det enkelte menneskes liv igang-
man indvende, at det kritiske projekt mislykkes. sætter større bevægelser og forplanter sig positivt
Kritikken i Hesselholdts tekst ligger dog netop i et andet sted i verden eller på et overordnet glo-
det sammenbrud, som jeget oplever; kun i glimt balt plan. Sammensmeltningen hos Hesselholdt
og kun midlertidigt lykkes det at finde en fast synes derimod at være identisk med en opløsning
platform. af såvel subjekt som objekt, og i den forstand
Læses Hesselholdts tekst som et kritisk essay, er forløser ”Fire betragtninger” ikke Giddens’
kritikbegreb. Muligvis vil realiseringen af livspoli- Litteratur:
tikken i et kunstværk altid resultere i, at subjektet Eriksen, Jens-Martin: ”Krigen i imagologiens epoke”, publice-
overdøver objektet, og dermed i højere grad lægge ret på hjemmesiden for det norske tidsskrift Vinduet den
op til en individuel eksistentiel erkendelse end en 5. juni 2001. Teksten findes på http://www.vinduet.no/
udadvendt samfundskritik. Eller også mangler vi index.asp under ’Artikler/Essays’.
stadig at se Giddens’ livspolitik udfoldet inden for Gergen, Kenneth J: Det mættede selv – Identitetsdilemmaer i
et kritisk orienteret kunstværk. nutiden, Virum 2006 (2000).
Giddens, Anthony: Modernitet og selvidentitet, København
Læseren som meddommer 1996 (1991).
Den kritiske intention, domfældelsen, og Hesselholdt, Christina: ”Fire betragtninger”, i: Kritik nr. 165,
ønsket om at virke udadtil er grundstenene i det København 2003.
kritiske essay – opløses de, er der ikke tale om et Kundera, Milan: Udødeligheden, København 2001 (1990).
kritisk essay. Hesselholdts tekst ligger på grænsen Madsen, Rasmus Øhlenschlæger: Vidner og dommere – Ny
til det postmoderne kritiske essay i kraft af den dansk kritisk essayistik om krig og terrorisme, upubliceret
svage og ustabile domfældelse. Det kritiske essay ph.d.-afhandling, København 2007.
som genre kan rumme det postmoderne, legende
og usikre udtryk, men der er grænser for opløs-
ningen. I Eriksens udformning af genren er den
postmoderne ”løse” form ikke på bekostning af Noter:
kritikken. Den er tværtimod med til at generere 1 Da ”Krigen i imagologiens epoke” er en net-publikation,
kritikken. Usikkerheden på formen tvinger læ- vil jeg ikke henvise til sidetal men til kapitelnummer.
seren til at tage stilling til virkeligheden i fiktionen 2 Dermed ikke sagt at dette er tilfældet i Hesselholdts
og fiktionen i virkeligheden, samtidig med at der essay, som har en kunstnerisk-æstetisk kvalitet og et eksi-
rettes en utvetydig kritik mod nogle konkrete stentielt ærinde. Men essayets fokusering på jeget illustrerer
politiske forhold. Eriksens postmoderne essay problematikken.
afkræver personlig stillingtagen af såvel kritikeren
og den intellektuelle som af læseren. Frem for som
en mere eller mindre passiv tilskuer at følge en
rationel argumentation hen imod en klar dom-
fældelse, skal læseren selv navigere imellem tekst-
fragmenterne og udlede kritikken. Det betyder,
at essayets gennemslagskraft ikke kun er afhængig
af essayjegets troværdighed og autoritet, men
også af læserens evne til at skelne og danne sig et
overblik. For at kritikken skal gøre sig gældende,
kræver det postmoderne kritiske essay en læser,
der aktivt forholder sig til teksten, og som er villig
til at gå ind på tekstens legende og usikre præmis-
ser. Disse fordringer synes Hesselholdts tekst ikke
i samme grad at leve op til.

112
Kritisk essayistik fra et usikkert ståsted
113
Nordisk
udsyn
Desværre betyder det at læse en tekst kønnet som oftest at læse den
ud fra et kvindeligt perspektiv. Men er der et blindt punkt for, hvor meget
den hvide, heteroseksuelle, middelklassemand fylder i den nyeste
nordiske litteratur?
Af Helle Eeg

Ch-ch-ch-ch-Changes det anderledes svært for mændene at komme i


Turn and face the strange omdrejninger. Det var som om, mændene mang-
Ch-ch-Changes lede et klart fjendebillede at rette deres kønskamp
Just gonna have to be a different man mod; for hvor skal man pege hen, når geværløbet
allerede er rettet mod en selv? Først inden for
Sådan sang den androgynt udseende David den sidste halve snes år er der begyndt at ske
Bowie i starten af 1970’erne til en samtykkende noget. Bowies androgyne Ziggy Stardust-figur fik
generation, der bestemt også mente, at det var tid sine efterfølgere i den metroseksuelle mand, der
til forandring. Der var grænser, der skulle overskri- måske ikke i samme grad eksperimenterede med
des, og kønsroller, der skulle genforhandles. Alt, sin kønsrolle, men i det mindste ikke var bange
hvad der rimede på autoritet, blev synonym med for at træde ind på pigernes domæne, hvad angår
noget dårligt. Med andre ord erklærede generatio- kropspleje og modebevidsthed (tænk blot på Ole
nen af blomsterbørn krig mod det patriarkalske Henriksens Hollywood-programmer).
samfund, både i den forstand, at kvinderne skulle Udgivelsen af det første mode- og livsstilsmagasin
ind på mændenes domæne: universiteterne, for mænd, Euroman, i 1998, er måske det tyde-
Folketinget og chefstillingerne, men også mod de ligste tegn på, at manden er blevet et køn og ikke
mere overordnede samfundsstrukturer, som man bare den norm, som kvinder og børn afviger fra.
mente var gammeldags og hæmmende for den frie Et par år senere bliver det endda et fagområde på
udfoldelse. 70’ernes redefinering af gamle køns- universitetet, ikke under kønsforskningen, der
roller tydeliggjorde for alvor en krise i kønstænk- stadig fokuserer på kvindekønnet, men som et
ningen, som havde været undervejs siden forrige selvstændigt forskningsfelt. Det betyder imidler-
århundrede. tid ikke, at den moderne manderolle er færdig-
Rammerne for, hvad det ville sige at være forhandlet. Tværtimod kan man anse netop den
mand eller kvinde, synes ikke at have fulgt med megen opmærksomhed omkring manderollen
udviklingen fra landbrugssamfund til industri- som et symptom på, at den stadig er under foran-
samfund. Mens kvinderne organiserede sig og gik dring, hvis ikke ligefrem i krise.
i demonstrationer mod mandsherredømmet, var I nyere nordisk litteratur er det let at finde den
nye manderolle tematiseret. Lars Skinnebachs Egentlig er det ganske mange ting jeg setter pris på.
og Pablo Llambías’ forfatterskaber kredser begge Dette setter jeg pris på: - Banking, - Kasting, - Sitte på
om problemstillinger forbundet med parforhold do, - Sol. (Loe 1996, s. 87)
og børn, samtidig med, at de intime problemer
knyttes til overordnede samfundsstrukturer og Genetableringen af mening går gennem en simpli-
forventninger. Nogle af de samme tanker genfin- ficering af verden. Hovedpersonen finder således
der man hos den norske forfatter Erlend Loe, dog ro i at lege med hamrebræt fra Brio og i samtaler
med en betydelig mindre panderynken end hos med den femårige Børre. Herved åbnes der for
de to andre. Spørgsmålet om, hvad det vil sige at nye måder at anskue verden på.
være mand, kan spores igennem hele Loes forfat- Følelsen af meningsløshed er et gennemgående
terskab, fra unge mænd der ubevidst indgår par- tema i Loes forfatterskab. I romanen L (1999)
forhold, som i Loes debut Tatt av kvinden (1993), er Erlend Loe (der er navnesammenfald mellem
til udlevelsen af drømmen om den selvforsynende hovedperson og forfatter) ved at nærme sig de 30
autonome mand i Doppler (2004). år, og han har fået på fornemmelsen, at der slet
I denne artikel vil jeg undersøge, hvilke iden- ikke er brug for ham og hans generation i verden:
titetsforestillinger der findes om den moderne ”Det er litt som om verden var ferdig laget da vi
mand i nyere nordisk litteratur. Som teoretisk ble født inn i den. Den er ikke vår. Vi har ikke
baggrund vil jeg støtte mig til sociologiske teorier bygd den. Det eneste som gjenstår er vedlikehold
om maskulinitet. Det billede, der herigennem og reparasjoner” (Loe 1999, s. 362). I et forsøg
vil tegne sig af den moderne maskulinitet, vil jeg på at genindtage en plads i verden, drager Loe
holde op imod den mandeidentitet, som Erlend og seks af hans venner til Indonesien for at finde
Loe problematiserer i sit forfatterskab, idet jeg bevis for en omfortolket udgave af den norske
lægger hovedvægten på Loes roman Doppler. Som opdagelsesrejsende Thor Heyerdahls teori om, at
perspektivering vil jeg desuden inddrage svenske de indianske folk har berejst Stillehavet på store
Jonas Hassen Khemiri Ett öga rött (2003). balsaflåder. I Loes version af Heyerdahls teori
sejler de ikke, men løber på skøjter over Stilleha-
Mændene i Loes forfatterskab vet. Genetableringen af mening i L går dermed
Med romanen Doppler slog den norske forfat- gennem aktiv indgriben i historien: ”Vi skal sætte
ter Erlend Loe for alvor igennem i Danmark. På Norge på verdenskortet”, som det hedder et sted i
det tidspunkt var Loe allerede fast pensum i den romanen.
norske gymnasieskole. Især Naiv.Super (1996) I Doppler er hovedpersonen Andreas Doppler
indfangede ungdommen i de sene 90’ere, i og med blevet rigtig voksen, med kone og børn, fast
romanens ikke så seriøse, men alligevel meget arbejde og et hus lidt uden for Oslo. Men da hans
alvorlige portræt af en ung mand, der pludselig far dør, indser Doppler, at det liv han hidtil har
får en påtrængende følelse af, at der ikke er nogen levet, har været alt for artigt. Han erkender, at
meningssammenhæng i verden: han dybest set ikke kan lide andre mennesker,
og forlader kone og børn for at flytte ud i skoven
Alle tankene fra i natt har ikke akkurat gjort meg min- og bygge en totempæl til ære for sin far. Alle tre
dre dødelig. Når universet er forgjengelig, er det fort romaner starter med hovedpersonens udmeldelse
gjort å synes at menneskelig eksistens er meningsløs. af samfundet. I Naiv.Super dropper hovedperso-
Hvorfor skulle jeg foreta meg noe som helst? (…). nen studier, arbejde og bolig, L foregår på en øde
Jeg håper ting skal blir bedre når jeg har tenkt ferdig. ø, og i Doppler flytter han i skoven. Men hvor de

116
to første romaner drives af et ønske om genfor- Talen opsummerer Dopplers anke mod det
ening med samfundet, er målet i Doppler det stik norske samfund i ét ord: flinkhed. I den danske
modsatte: en komplet afskrivning af samfundet og oversættelse er det norske ord ”flink” oversat
andre mennesker. med ”kompetence”. Spørgsmålet er, om det ikke
I interviews og anmeldelser er Erlend Loe ofte er en lidt for ”flink” oversættelse? Det norske ord
blevet fremstillet som en samfundskritisk forfat- flink kan have flere forskellige betydninger, det
ter. Hans bøger er af tilhængere blevet læst som en kan betyde dygtig, energisk, ”at rette sig ind efter
præcis beskrivelse af rodløsheden i det moderne normen”, ”ikke at være besværlig”. Og i en særlig
menneske, og af modstandere som en regressiv Loe’sk version kan det også betyde at indrette
og overfladisk samfundsdiagnose. Jeg er enig i, at sig efter andres forventninger for at tækkes dem:
romanerne retter en kritik mod alment menneske- ”det fins faktisk ingenting man ikke kan gjøre på
lige problemer og dilemmaer i samfundet. Men en flinkere måte enn andre, man kan bli flink til å
hvor problemstillingerne måske kan være formu- eldes, man kan bli syk på en flink måte og man kan
leret ens for både mænd og kvinder, så er det min dø flink” (Loe 2004, s. 40).
tese, at reaktionen på problemerne i Loes romaner Doppler selv erkender at have levet et alt for
er udtryk for en særligt maskulin ageren i verden. flinkt liv, før han flyttede ud i skoven. Der er
Det er ikke tilfældigt, at mændene på den øde ø i således ikke umiddelbart knyttet et kønsperspek-
L eksperimenterer med et periodisk system over tiv til flinkheden. Alligevel er det påfaldende, at
piger, eller at den 25-årige mand i Naiv.Super, midt samtlige af de ”dropout-personer”, vi møder i
i sin livskrise, begynder at interessere sig for den romanen, er mænd. Foruden Doppler selv, finder
rationelle naturvidenskab, eller at Doppler tager vi den excentriske mand Düsseldorf, indbruds-
afsked med markedsøkonomien til fordel for byt- tyven Jernroger, og højremanden Bosse Munch,
teøkonomi. Alle tre eksempler peger tilbage mod der, inspireret af Doppler, også flytter ud i skoven.
nogle klassiske forestillinger om mandlighed: I den anden ende af flinkhedsspektret finder vi
dominansen over kvinder, det rationelle mandlige Dopplers kone og børn; deres flinkhed ”kjenner
117
over for det irrationelle kvindelige, og endelig ingen grenser” (Loe 2004, s. 155). I Dopplers
ideen om at klare sig selv gennem jagt og handel. I verden er det således mændene, der falder uden-
den optik bliver det muligt at læse de tre romaner for samfundet. Traditionelt har manden som
som billede på de livskriser, mænd gennemgår i sagt været normen, som kvinder og børn var en

Nordisk udsyn
forskellige perioder af deres liv. afvigelse fra. Men i romanen vendes magtstruktu-
ren om, så det nu er manden, der er afvigelsen fra
Samfundet og nordkvinderne samfundsnormen. Dopplers liv i skoven bygges op
Nytårsaften tilbringer Doppler i selskab med omkring klassiske mandlige dyder som at jage for
en flaske vodka. I ganske beruset tilstand holder føden og klare sig alene i naturen; kompetencer
han en tale til det norske folk: (apropos!), som der ikke længere er brug for i det
moderne samfund. Når Doppler vender sig imod
Kjære landsmenn, roper jeg, jeg liker dere ikke. Dere samfundet, er det derfor også en frasigelse af et
må ta dere sammen. Dere må løfte blikket og slutte feminiseret samfund. Eller i en mere dystopisk
og være så forbannet flinke. [...] og dere må begynde optik: en verden hvor der ikke længere er brug for
å bytte. Og sykle. Vi må sykle og bytte som faen hvis manden.
vi skal ha en sjanse til å holde det gående. (Loe 2004, Ifølge maskulinitetsforsker Michael Kimmel
s. 95) fratog industrisamfundet manden hans frihed og
dermed også hans maskulinitet. Kimmel argu- bliver i både L og Doppler yderligere forbundet
menterer for, at fundamentet for vores forståelse med noget særligt norsk. L indledes med et læser-
af maskulinitet ændrede sig radikalt i overgangen brev, der hævder, at de norske børn er blevet for
til industrisamfund. I det førindustrielle samfund langsomme. Argumentet for mere løbetræning i
var ens livsbane mere eller mindre bestemt ved skolen lyder: ”12 sekunder är en längsta gräns för
fødslen, mænd overtog deres fædres erhverv og til att vi med framtida krav på förflyttningshastighet,
en vis grad også hans sociale status i nærmiljøet. ska kunna klara att bli nyttiga medborgare. Inga
Med industrisamfundet kom muligheden for den andra förmågor ach anlag är viktigare” (Loe 1999,
ihærdige arbejder for at komme så langt, hans s. 13). Senere i bogen sidestilles også det at kunne
evner og vilje kunne bære. The american dream er svømme med det at være en god medborger:
essensen af den tænkning. Dette skift betød dog
samtidig, at de institutioner, der tidligere havde Myndighetene hadde et sterkt ønske om at alle norske
blåstemplet mænd som mænd, ikke længere kun- barn skulle lære å svømme. Det hører liksom med.
ne garantere for en mands værd1. Produktionen En svømmedyktig nasjon er antakelig også dyktig på
blev centraliseret, så den gennemsnitlige arbejder, andre Områder. (Loe 1999, s. 144)
der tidligere havde drevet egen virksomhed eller
landbrug, nu blev ansat i stordriftsvirksomheder, Denne forbindelse udtrykkes yderligere i, at
hvilket betød, at han mistede kontrollen over målet med rejsen til den øde ø er at ”sette Norge
sit arbejde. Hvor maskuliniteten tidligere kunne på verdenskartet” (Loe 1999, s. 32), og endda
sikres ved, at man i det mindste forsørgede sin gøre det ved at genbevise en af de internationalt
familie og klarede sig selv, var man nu underlagt mest kendte nordmænd, Thor Heyerdahls teori.
virksomhedens lønordninger og mellemledernes Der er altså en forbindelse mellem at være mand,
vilje til at lade én stige i graderne. at kunne klare sig i naturen, og så at være en god
Når Doppler beslutter sig for aldrig mere at være nordmand. Problemet er bare, at den norske
afhængig af penge og i stedet indfører bytteøko- selvtillid ikke er helt i top. Norge har ikke rigtig
nomi, er det bl.a. i et forsøg på at gendanne sin markeret sig i forhold til andre lande. Nok har de
maskulinitet ved at fraskrive sig den rolle, som engang afholdt OL i Lillehammer, men som det
det kapitalistiske samfund har tildelt ham. Den tørt konstateres:
samfundskritik, som Loe retter mod det moderne
samfunds flinkhed, er derfor også en kritik af Det var en fest, en folkefest, ok, en bragd, men ikke af
et samfund, der ikke har formået at udnytte de den typen som setter skapet på plass en gang for alle
kompetencer, som det maskuline repræsenterer. (...). OL i Lillehammer var et relativt stort skritt for
Hvilket igen illustreres i Dopplers utroligt store Norge, men dessverre et ganske umerkelig skritt for
lem, der nævnes flere gange i romanen. Det store menneskeheten. Det er den harde sannheten. (Loe
lem er på en gang garant for hans maskulinitet og 1999, s. 32)
symbol på hans utilpassethed i samfundet. For
lemmet er næsten for stort til at være anvendeligt. Når maskulinitetsfølelsen er knyttet sammen med
national identitet, er det et problem, at Norge ikke
Naturen og nordmændene har gjort noget, som man kan være stolt af. I den
Som tidligere antydet findes der en forbindelse optik bliver Dopplers afsky for det norske også en
mellem det at være en rigtig mand og det at kunne afsky for den maskulinitet, som Norge repræsen-
klare sig i naturen. Men det at klare sig i naturen

118
terer. Som Doppler ser det, er Norge resigneret og af Danmark, som programmet Bonderøven på DR2
blevet et selvtilstrækkeligt land: er udtryk for. Eller i overført betydning gennem
fiktionen; dyrkelsen af mandefigurer som cow-
Norge er god for tusen milliader kroner. Oljen har boyen, superhelte og sportsstjerner kan gøre det
gitt oss disse pengene. Hver gang konflikter i verden ud for flugten fra en mere triviel og nederlagspræ-
presser oljeprisen i været, håver vi inn. Og vi er nesten get hverdag.
ingen blant menneskene (…). For Norge er en I litteraturen findes der mange eksempler på
ubetydelig forstad til den virkelige verden. Og vi er i mænd, der trækker sig tilbage til naturen. Om
ferd med å fjerne oss mer og mer fra den. (Loe 2004, det så er ufrivilligt som Daniel Defoes Robinson
s. 158-159) Crusoe, eller frivilligt som Knut Hamsuns Pan,
så synes budskabet at være, at manden træder i
Ironisk nok er Doppler også selv i udpræget grad karakter i mødet med naturen. Erlend Loe har tid-
selvtilstrækkelig. Hans kritik af Norge falder ligere tematiseret mødet med naturen i romanen
derfor tilbage på ham selv. Hvilket han da også L. Igennem romanen diskuteres forestillingen om,
til sidst indser, og derfor begiver sig østover. I at det at blive en rigtig mand går igennem mødet
efterfølgeren Volvo Lastvagnar 2005 ender han med naturen. I det føromtalte læserbrev bemær-
i Sverige. Det giver mening for lillebrorlandet kede den bekymrede borger, at norske børn ikke
Norge, der først fik sin frihed i 1905 fra Sverige, at længere kan klare at løbe 100 meter på 12 sekun-
opsøge storebror for at konfrontere sig med sine der. Som om netop denne præstation siger noget
mindreværdskomplekser i forhold til resten af om et menneskes karakter. Loe stiller i samme
Skandinavien. boldgade det krav, at de drenge der skal med på
ekspeditionen skal have ”været ude en vinternat”,
Flugten altså have bevist sig selv overfor naturen.
Der gribes til flere forskellige strategier, når det Loes romaner lader derfor umiddelbart til at
gælder om at bevise sin maskulinitet (Kimmel: bakke op omkring forestillingen om naturen som
119
1996, s. 231). Tabet af kontrollen over sit eget ar- en kilde til mandlighed. Men hans protagonisters
bejde, og dermed også sin frihed, gjorde kroppen flugt til naturen bliver undermineret af ironien i
til en sidste bastion. En veltrænet krop signalerer, hans fortællestil. Både i L og i Doppler er de nødt
at man har kontrol over sin krop og følgelig også til at revurdere deres projekt undervejs. I den

Nordisk udsyn
sit liv. Ved at klæde sig i det rigtige tøj kan man første roman fordi drengene slet ikke kan leve i
vise, at man har overskud og signalere hvilket sam- naturen; de mistrives i varmen og deres viden-
fundslag, man tilhører. En anden strategi er ude- skabelige forsøg forpurres af dræberfisk. Og i den
lukkelsesmetoden. Ved at definere sin maskulini- anden, fordi Doppler får selskab af højremanden,
tet ud fra, hvad man ikke er, behøver man ikke tage Jernjens og Düsseldorf, der nok vil det samme
stilling til, hvad man så er. At være mand er således som Doppler, men i sagens natur ødelægger
ikke at være kvinde, sort, bøsse, muslim, tyk eller hans isolation med deres tilstedeværelse. Det er
fattig. Og endelig, hvis alt andet svigter, kan man sigende, at Doppler slår lejr på grænsen mellem by
tage flugten. Enten i helt bogstavelig forstand ved og skov. Hans flugt fra civilisationen er kun halv-
at søge væk til en mindre kompliceret tilværelse hjertet. Han er stadig nødt til at tage til byen for
(den idé genfinder man til dels i backpackerkultu- at skaffe sig skummetmælk, for som han forklarer
rens evige jagt efter uopdagede egne), men også i butiksindehaveren, da han vil slå en byttehandel af
drømmen om at flytte til eget landsted i en udørk med ham:
Skummet melk representerer det ypperste av hva men udgør The boycode. Det første og vigtigste
menneskeheten så langt har klart å oppnå. Enhver punkt er frygten for alt, hvad der er kvindeligt,
idiot har til alle tider kunne skaffet seg vanlig kumelk, udtrykt i mottoet: No sissy stuff!2. Allerede på
sier jeg, men skrittet over til skummet melk krever en første side i Doppler gøres der op med det første
kongstanke og en sublim seperasjonsteknikk som først bud i the boy-code. Romanen begynder med,
i moderne tid har latt seg realisere. (Loe 2004, s. 21) at Doppler har slået en elg ihjel, men via denne
handling bliver han samtidig erstatningsfar for
Skummetmælk bliver symbolet på vores civili- elgens kalv. Den handling, der tilsyneladende er
sation, Dopplers afhængighed af skummetmælk med til at bekræfte hans maskulinitet, påfører ham
peger dermed tilbage på hans afhængighed af altså i stedet en feminin rolle som omsorgsgiver.
civilisationen, også i helt fysisk forstand. De gange Men det ændrer ikke ved, at han er ”Doppler med
Doppler mod sin vilje er nødt til at gå ned i byen, kuken” (Loe 2004, s. 13). Berøringen med det
er det fordi kroppen kræver, at han skal – om feminine fratager ham ikke hans maskulinitet.
det så er behovet for sukker eller sønnen Gregus Romanen udfordrer dermed vores opfattelser af
afhængighed af børnetime, der driver ham: ”Se maskulinitet. Fx gøres der oprør mod opfattelsen
pappa, sier han, det rykker i armen min [...] Det er af manden som rationel og kvinden som irratio-
barn-tv-tid, seir jeg. Det er derfor det rykker i ar- nel. Doppler navngiver Kalven Bongo efter sin
men din. Kroppen din forsøker å fortelle deg at du far, selvom hans far slet ikke hed Bongo, men som
må skru på tv-en” (Loe 2004, s. 85). Når naturen han siger: ”Noen ganger må man klare å åpne seg
ikke fungerer som portal til mandlighed i hverken for den slags koblinger” (Loe 2004, s. 36). Navnet
L eller i Doppler, er det fordi den mandlighed, som giver ikke nogen mening, det er irrationelt.
livet i naturen repræsenterer, er forældet i vores
tid. Her er det også værd at lægge mærke til, at De fraværende fædre
Dopplers liv i skoven centrerer sig omkring en tipi Fædrene fylder meget i Doppler. Dopplers
og arbejdet med at bygge en totempæl. Dopplers beslutning om at flytte ud i skoven under sin
måde at bruge naturen på refererer ikke til en midtvejskrise er en reaktion på hans fars død.
skandinavisk fortid, men til et samfund vi kender Efter faderens død fortæller Dopplers mor, at han
fra amerikanske westerns, altså populærkulturens ønskede at blive begravet med et rytmeæg i lom-
forestilling om livet før civilisationen. men. Hun ved ikke hvorfor, han har aldrig udtrykt
Romanerne er således en kritik af den mytiske interesse for musik, men det var hans ønske.
opfattelse af manden, som Kimmel kalder ”den Faderen efterlader sig også en mængde billeder af
transhistoriske maskulinitet”, altså forestillingen toiletter, sten og træer. Han har, viser det sig, de
om, at det særligt maskuline er noget hver enkelt sidste år af sit liv nøje dokumenteret, hvor han har
mand manifesterer alene ved sin tilstedeværelse ladet vandet. Doppler indser, at han aldrig rigtig
i verden; en maskulinitet der fra biologien er har kendt sin far. Han beslutter sig derfor for at
indbygget i mandens væsen, og som videregives bygge en totempæl for at hædre faderens minde
fra den ene generation af mænd til den næste. I og igennem arbejdet komme tættere på en forstå-
antologien The Forty-Nine Percent Majority (1976) else af ham. Düsseldorf har et lignende projekt.
giver redaktørerne Deborah S. David og Robert Han har aldrig kendt sin far, der var tysk soldat og
Brannon et bud på, hvilke egenskaber der defi- døde under 2. verdenskrig. Skammen over at være
nerer den transhistoriske maskulinitetsforståelse. tyskerbarn har gjort, at han aldrig har fået talt med
Den kan opsummeres i fire punkter, der tilsam- sin mor om ham. Men efter moderens død finder

120
han breve fra faderen og fra en af faderens un- sig selv – i det mindste indtil hans kone kræver, at
derordnede, der fortæller hvordan han døde. I et han tager sig af den mindste søn. Først til sidst i
forsøg på komme tættere på ham, arbejder Düssel- romanen, da Doppler har færdiggjort sin totem-
dorf på et miniaturelandskab af minutterne inden pæl og er kommet overens med faderens død, er
hans død. Når fædrene fylder meget i romanen, er han klar til at påtage sig et ansvar: ”Utenfor dette
det altså, ironisk nok, fordi de ikke har fyldt særlig landet ligger en hel verden, jeg ikke kjenner. Og
meget i sønnernes liv. den trenger hjelp. Den trenger hjelp fra en jeger
En af de største forandringer af manderollen i det og sanker som meg, fra Doppler med kuken, for
20. århundrede er faderskabets ændrede betyd- å si det som det er” (Loe 2004, s. 158). Doppler
ning. Industrisamfundet fjernede fædrene fra og hans kuk skal redde det feminiserede samfund
hjemmet og overlod dermed det største ansvar for fra at gå til i ren flinkhed. Som nævnt adskiller
børneopdragelsen til mødrene. Fædrenes autoritet Doppler sig fra de øvrige romaner i Loes forfat-
manglede i stigende grad fundament i en fælles terskab. I de tidligere bøger har hovedprojektet
dagligdag med børnene. Historikeren Henrik Jen- for protagonisterne været at genforene sig med
sen tager udgangspunkt i dette skift i sin debatbog samfundet. Doppler kommer først til den erken-
Det faderløse samfund. Tesen i Jensens bog er, at vi delse, da han har bearbejdet sorgen efter sin fars
i det 20. århundrede har bevæget os fra et sam- død. Til gengæld går Doppler ud i verden med et
fund domineret af traditionelt faderlige værdier: budskab og en tro på, at han har noget unikt at
pligt, hierarki, ansvar, til et samfund styret af give verden. I L er spørgsmålet nærmere, om de
traditionelt moderlige værdier: omsorg, nærhed, unge mennesker overhovedet har noget at give
behovstilfredsstillelseterapi ( Jensen: 2006, s. videre til samfundet.
201). I det moderne samfund er værdier som Et andet aspekt af spørgsmålet: ”Hvad kan jeg
pligt og ansvar blevet erstattet af lyst og egoisme. I bidrage med i verden?” har at gøre med spørgs-
fadersamfundet var autoriteten synlig i en vertikal målet: ”Hvordan bliver jeg voksen?”. I L knyttes
retning: far, gud og fædreland, i modersamfundet de to spørgsmål sammen, idet det at blive voksen
121
er autoriteten horisontal: søskende, kolleger og sidestilles med det at være til nytte, at bidrage med
medier. Tabet af faste autoriteter åbner for et kon- noget. I en verden, hvor der ikke er brug for en,
kurrencesamfund. Ens plads i samfundet er ikke kan man ikke blive voksen. I L går jagten ind på at
længere gudgiven, men derimod noget man skal finde dette noget, som den yngre generation kan

Nordisk udsyn
tilkæmpe sig i interaktion med andre. Om det så bidrage med. Derfor bliver det så vigtigt at tage
er på arbejdspladsen eller i sociale relationer til en øde ø og gøre opdagelser, gerne videnska-
Den kritik kan man også finde i Doppler. Dop- belige, som kan være til nytte i samfundet. Man
plers kritik af flinkheden i samfundet er forbun- fornemmer et ønske om at have et større mål i
det med det konkurrencesamfund, som Jensen livet end bare sig selv. I romanen siger Loe om sin
også kritiserer. I konkurrencesamfundet bliver generation: ”Bach lagde musikk for Gud. Hvis
man målt ud fra sit CV, her er det med andre ord vi lager musikk er det for å få fitte” (Loe 1999, s.
kompetencerne, der definerer dig som person. Og 24). Loes samfundskritik lægger sig op ad Jensens.
det er netop dette kompetencesamfund, Doppler Samfundet er blevet et realiseringsprojekt for
vil gøre sig fri af. Men samtidig kan man også se egoister. Der er ikke længere nogen, der gider
Doppler som et eksempel på de evige sønner, som løfte i flok; selv når vi skaber kunst, er formålet
Jensen kritiserer for ikke at ville blive voksne. Han egoistisk, i stedet for at være rettet mod noget
forlader trods alt kone og to børn for at realisere større end os selv. Og så alligevel ikke. For både
drengene i L og Doppler er netop parate til at tage sin far i Söderkvarteret i Stockholm, men gennem
deres ansvar på sig. I L er viljen ganske vist større tilbageblik får vi at vide, at han de første 13 år af
end den faktiske afvikling af projektet. Men den sit liv har boet i Skärholmen, en indvandrertæt
er der. Doppler skal først skabe et billede af sin far, forstad til Stockholm. Da hans mor dør, vil hans
som han kan være stolt af, symboliseret i den fær- integrationsvillige far ikke længere bo i en lejlig-
dige totempæl, før han kan komme videre med sit hed fuld af minder om hende, og desuden mener
liv. Men også han er i slutningen af romanen klar han, at det vil være bedre for Halim at gå i en skole
til at tage kampen op. Man kan sige, at Doppler, i med flere svenskere. Men i stedet for at blive mere
mangel på fadersymboler i civilisationen, bygger integreret i det svenske samfund, bliver forskellen
sit eget ude i skoven: mellem Halim og de etnisk svenske skolekamme-
rater blot endnu tydeligere.
to meter fundament pluss en halv meter sokkel pluss I sin notesbog skriver han om sin dagligdag, og
to meter rytmeegg plus fire meter far pluss to meter småfilosoferer omkring det at være blatte3. Ett öga
meg på sykkel plus Bongo. Vi snakker om cirka elleve rött består stort set af uddrag fra Halims notesbog,
meter totempæl, hvorav ni over jorden. Jeg er i gang og derfor er bogen heller ikke skrevet på korrekt
(Loe 2004, s. 104) svensk, men på såkaldt ”rinkebysvensk”. Halim er
bl.a. kommet frem til, at svennarna kan inddeles i
En kæmpe fallos med andre ord. Midt i grænse- tre grupper. For det første er der luxussvennarnar,
landet mellem skov og civilisation. dem der går i mærketøj. For det andet er der lo-
disgänget: ”om man vill bli en av dom man måste
Svennar og Blatter säga ryssar gör bästa poesin och lyssna på Bob
Ett öga rött er Jonas Hassan Khemiris debut. Hund istället för Snoop Doggy Dog” (Khemiri
Bogen blev hurtigt en prisbelønnet bestseller, og 2003, s. 36). Endelig er der dansklassarna, som
er blevet opført som teaterstykke og desuden fil- er de nuttede piger og de bøssede drenge. Der-
matiseret i 2007. Siden har Khemiri udgivet Mon- udover inddeler han indvandrerne i to grupper:
tecore – En unik tiger (2006). Begge bøger har for- ”den vanliga blatten: knasaren, snikaren, snattaran,
holdet mellem far og søn som omdrejningspunkt, ligisten” (Khemiri 2003, s. 37), altså gangsterblat-
ligesom begge bøger handler om at leve imellem ten. Den anden type er mønsterblatten, der laver
to kulturer. Khemiri selv er barn af en svensk mor sine lektier og aldrig laver ballade. Halim er på
og en tunesisk far. Han er derfor blevet læst ind forhånd udelukket fra svennarkategorierne på
i den bølge af indvandrerlitteratur, som de sidste grund af sin etniske herkomst, og han ser ned på
10 år har fået en del opmærksomhed i Sverige, og blatter som prøver at blive svennar. Skolens afri-
som bl.a. består af forfattere som svensk-chilenske kanske vicevært Curres fedme anser Halim for at
Alejandro Leiva Wenger, den ugandiskfødte være et tegn på hans underkasten sig det svenske
lyriker Johannes Anyuru og iranske Marjaned samfund: ”du vet man tänker ofta alla eritreaner är
Bakhtiari, der ligeledes tematiserer indvandring. smala och spinkiga men jeg svär Curre måste väga
Khemiris bøger er oversat til flere sprog, herunder över 120 kanske 140 kilo. (Det är för han kom
dansk. Et øje rødt udkom på dansk i 2004. hit redan som liten och sen dess han har ätit upp
I Ett öga rött møder vi den identitetsforvirrede sig)” (Khemiri 2003, s. 15). For Halim er Curre
teenager Halim. Han er født og opvokset i Sverige, et skræmmeeksemplet på for meget assimilation;
men begge hans forældre er flygtninge fra Ma- han er blevet fed, og ligner ikke længere en ægte
rokko. Ved romanens begyndelse bor Halim med afrikaner.

122
Halims inddeling af klassekammeraterne i grupper gen af de to ordsprog er måske lidt mærkelig, men
godt kan minde om den stereotype gruppeforstå- meningen er klar nok.
else, man også kan møde i amerikanske teenage- Maskulinitetsforskeren Connell argumenterer
film: nørderne, sportsdrengene, poppigerne osv. for, at der findes flere forskellige maskulinitets-
Men der er alligevel en forskel på inddelingen af forståelser, og at de ligger i konstant dialog med
svenskerne og af indvandrerne. Den første gruppe hinanden. Dialogen foregår i et hierarki, som Con-
er defineret ved deres tøj og deres interesser, mens nell inddeler i fire forskellige maskuliniteter. Den
den anden kan kendes på graden af tilpasning til hegemoniske maskulinitet er den, der besiddes af de
det svenske samfund. De indvandrergrupper, som mænd, der til enhver tid har højst status, socialt
Halim kan navigere i forhold til, er altså et billede som økonomisk. Man tale om den hvide mand
på det svenske samfunds opfattelse af indvandrere. som billede på Vestens dominans, og dermed
Da Halim boede i Skärholmen klarede han sig også som en hegemonisk maskulinitet i globalt
godt i skolen og holdt sig fri af ballade. Men på perspektiv. Den hegemoniske maskulinitet opret-
den nye skole blev der ”knas direkt” (Khemiri holdes både på privat og institutionelt niveau. Et
2003, s. 145). Til at begynde med påtager han sig eksempel er heteroseksuelle mænds overordnede
faktisk svenskernes stereotype billede af indvan- status i forhold til homoseksuelle. Det kan være
drere som ballademagere. En del af hans oprør en social stigmatisering at springe ud som bøsse,
mod det svenske samfund er derfor at bryde med men også institutionelt fratages homoseksuelle
stereotypien og danne sin egen kategori: rettigheder, der for den heteroseksuelle mand er
selvfølgelige, fx retten til adoption. Denne gruppe
i dag jag har filosoferat fram det finns också en tredje af mænd betegner Connell som den underordnede
blattesort som står helt fri och är den som svennarna maskulinitet.
hatar mest: revolutionsblatten, tankesultanen. Den I den tredje gruppe møder vi den gennemsnit-
som ser igenom alla lögner och som aldrig låter sig lige mand. Han besidder ikke den samme magt i
luras (...). Förra terminen jag var nog mest knasaren samfundet som den hegemoniske maskulinitet,
123
men från nu jag svär jag ska bli tankesultan” (Khemiri men han falder heller ikke uden for normen i en
2003, s. 38). grad, der kan placere ham i en mere marginaliseret
maskulinitetskategori. Den gruppe af støtter giver
Det er karakteristisk for Halims måde at tænke Connell betegnelsen den medvirkende maskulini-

Nordisk udsyn
grupper på, at de næsten udelukkende opererer tet. Den fjerde gruppee, som er karakteriseret ved
indenfor et maskulint univers. Pigerne kalder han at kunne bevæge sig imellem de andre positioner,
”gussar” eller ”bruder”4, og nok kan de tilhøre de kalder Connell for den marginaliserede maskulini-
samme kategorier som drengene, men i Halims tet. I Danmark er den muslimske mand et ek-
verden spiller de en sekundær rolle. Når han skal sempel på en marginaliseret maskulinitet. Socialt
kritisere svenskerne, bruger han feminine ord er han blevet emblemet på vold og utilpasset
som ”fittornar” og ”böger”, ligesom han fremstil- maskulinitet og institutionelt fylder han godt op
ler Sverige som en handlingslammet og tæmmet i fængslerne. Danmark har desuden love, der skal
nation: ”i Sverige har ordspråk som ”Snacka är regulere, hvem han gifter sig med, og den danske
värd silver och vara tyst är värd guld” (...). Hos regering er bogstaveligt talt gået i krig mod hans
os araber man säger istället ”En man utan mod är trosfæller. Men samtidig finder vi også eksempler
ingen man””(Khemiri 2003, s. 21-22). Sidestillin- på muslimske mænd, der tilhører den hegemoni-
ske maskulinitet, som fx politikeren Naser Khader.
Halim tilhører en marginaliseret maskulinitet, og løs kamel. Alt hvad der er svensk bliver derfor
er i den forstand udelukket fra at blive anset for at ensbetydende med noget dårligt, og omvendt er
være en rigtig mand i den hegemoniske masku- alt, hvad der er arabisk, godt. Det gør ham blind
linitets optik, med mindre han afkaster sig de overfor nuancer mellem de to ting. Da faderens
elementer ved sin maskulinitet, der ikke kan anses svenske kæreste giver denne en bog af Edward
for at være svenske. Halim oplever denne kamp Said i fødselsdagsgave, konstaterer Halim ligegyl-
som et direkte angreb på sin person: digt, at nok er hans efternavn arabisk klingende,
men når han hedder Edward til fornavn, kan det
det är därför svennarna säger orden: ”slå någon gul och ikke være helt godt. Bogens titel røbes ikke, men
blå” för det visar man måste ANTIGEN bli gul och blå der er formentlig tale om litteraten og filosoffen
i innersta själen ELLER man slås gul och blå (kanske Saids bog Orientalism, en bog der netop er det op-
av skins, kanske av aina5) (Khemiri 2003, s. 104) gør med Vestens patroniserende syn på orienten,
som Halim selv kæmper imod.
Et andet eksempel på netop denne problematik er Halim savner i det hele taget forbilleder; hans
Halims forhold til sproget. Tidligt i bogen slås det egen far drikker mere end godt er, og i Halims
fast, at: ”En man utan språk är som en … kamel øjne er han ikke en rigtig muslim og dermed
utan puckel – värdelös” (Khemiri 2003, s. 12). heller ikke en rigtig mand. Skolen træder heller
Nu taler Halim faktisk svensk flydende. Når han ikke i karakter overfor Halims hærværk, men viser
vælger at skrive på rinkebysvensk, er det altså en sig mindst lige så handlingslammet som faderen.
tydelig afstandstagen fra det svenske samfund. Henrik Jensen pointerer, at manglen på autoriteter
Det sprog, som Halim mener kan gøre ham til en kan skubbe unge mænd ud i fundamentalistiske
mand, er arabisk. Da hans skole stopper moders- religiøse grupper. Så galt går det ikke for Halim,
målsundervisningen, bliver det derfor en under- men i den ældre dame Dalanda finder Halim
kendelse af Halims mulighed for at blive en rigtig alligevel en, der tager hans søgen alvorligt. Det er
mand. Hvis Halim vil hævde sig, er han nødt til hende, der opfordrer ham til at begynde at skrive,
enten at tage kampen op imod den hegemoniske men det er også hende, der fortæller ham, at
maskulinitet eller rekonstruere sin maskulinitet svenskerne hader indvandrere, og at han ikke må
i anden sammenhæng. Halim gør begge dele, købe Jaffa appelsiner, fordi de dyrkes af jøder. Hun
selvom kampen foregår temmelig subtilt, som puster til hans opfattelse af skellet mellem ”dem”
at tisse i den kagedej, han bager kager af til sine og ”os” og sætter ham op imod hans far:
klassekammerater, eller male graffiti af stjerner og
måner på skolens toilet. ”jag tror din pappa är en sån där intellektuell. Jag tror
han är en kameleont som byter miljö och anpasser
Rekonstruktion sig. Blir som ny, glömmer all tradition och historia. I
Libyen har vi ett ordspråk som säger att det finns stor
Jag lovade från nu fittorna kommer ångra dom försö- likhet mellan dom interlektuella och halta kameler
ker göra om Halim till en puckellös kamel och nu det (...). Eftersom ingen av dom någonsin kommer att
är totalkrig för slägtingar till Hannibal och Saladin ger göra revolution.” (Khemiri 2003, s. 32)
sig ALDRIG. (Khemiri 2003, s. 22)
I begyndelsen af bogen drømmer Halim flere
Halim sætter lighedstegn mellem det at integrere gange om sin far, da faderen stadig boede i Ma-
sig og det at blive afmaskuliniseret – en pukkel- rokko. Han forestiller
ler sig, at han var modstands-

124
mand og bedte fem gange om dagen, som Kora- halsduk och i handen han hade tre-fyra matkasser som
nen byder. I Sverige ejer faderen en kiosk, og hans man såg han knappt orkade. (Khemiri 2003, s. 199)
eneste hobby er at gætte med på TV-programmet
Hvem vil være milionær, dog uden særligt held. En fyr med et pigeansigt, der ikke er stærk nok til
Kun i en arabisk kontekst kan Halim forestille sig at bære tre-fire poser med mad. Ikke ligefrem en
sin far som en rigtig mand. Men i løbet af bogen arabisk gud, men alligevel bliver Jonas, som vi skal
sker der et skift i Halims opfattelse af faderen. Da se senere, et forbillede for Halim.
denne begynder at modsige Dalanda, formår han
at bygge en bro mellem den arabiske kultur og den )SHUKPUNHMÄR[PVUVNMHR[H
svenske: Ett öga rött er som sagt fortalt af Halim, men
flere steder i romanen skifter fortællerstemmen fra
”Tror du på allt den gamla tanten säger? Va?” ”Tror du 1. person til 3. person, og bringer dermed læse-
att ett ordspråk blir arabisk bara för att man sätter in ren i tvivl om, hvem det egentlig er, der fortæller
liten Nilen och några kameler?” (...). ”Jag ska lära er ett historien. Da Halim får sin notesbog af Dalanda,
riktigt citat. Det kommer från Koranen (...): Den vise beskriver han den som: ”en tjock skrivbok med
vill veta, den dåraktige tala.” (Khemiri 2003, s. 222) röd hårdpärm. Ovanpå det röda det fanns massa
guldmönster och bland annat jag såg halvmånen
Ordsproget fra Koranen minder om det svenske: och stjärnan blänka med sollljus” (ibid.s. 12). 1.
Tale er sølv, tavshed er guld, som Halim tidligere udgaven af selve bogen Ett öga rött er ligeledes
afviser som tegn på svaghed. Et andet eksempel rød med et guldmønster på, der ser umiskende-
på faderens brobygning mellem to kulturer er, ligt arabisk ud. Der er altså et beslægtet forhold
da de efter Halims ønske får satellitmodtager, så mellem de to bøger. Ett öga rött er krediteret Jonas
de kan modtage arabiske kanaler. På de arabiske Hassen Khemiri, og på side 184 flytter en Jonas
kanaler viser de også Hvem vil være millionær, men Khemiri ind i lejligheden ved siden af Halim, altså
nu kan faderen svare på alle spørgsmålene. Halim en person med navnesammenfald med forfatteren
125
forsøger på baggrund af sit noget diffuse billede af til bogen, dog uden mellemnavnet Hassen, igen
arabisk kultur at cementere en identitet som over- et sammenfald, der bliver endnu tydligere første
legen tankesultan, men i virkeligheden har han en gang Halim ser Jonas i opgangen. Alex, skolens
forvirret og mangelfuld opfattelse af verden, ikke socialarbejder, ringer på døren indtil Halim, men

Nordisk udsyn
mindst af det, han ser som sine rødder. Ett öga afbrydes, da Jonas går forbi ham: ”Alex stod kvar
rött sætter dermed spørgsmålstegn ikke alene ved, och kollade länge efter killen. Lite det såg ut som
hvad det vil sige at være svensker, men også hvad han kände honom från förr men inte kunde pla-
det vil sige at være blatte. Halim bliver først hel, cera ansiktet” (Khemiri 2003, s. 199-200). Det er
når han indser, at der ikke er noget, der hedder muligt, at Alex genkender Jonas, fordi han minder
rigtig svensk eller rigtig arabisk. Først med den ham om Halim. Da faderen fortæller, at Jonas
erkendelse ser han ikke længere integration som gerne vil være forfatter, fantaserer Halim om at
afmaskuliniserende. Da han ser naboen Jonas for give ham sin notesbog til inspiration:
første gang i trappeopgangen, beskriver han ham
således: Jäg tänkte Khemirikillen borde inte ge upp för Sverige
behöver fler arabförfattare och kanske min hjälp kan
kanske han var två meter lång med för liten kavaj och lära honom skriva äktare än dom andra. Om han inte
ansikte som liknade en tjejs. På halsen han hade fransig litar jag kan visa honom skrivboken så han impas av
alla filosofier och börjar be på barasta knän han får Bevæbnet med humor
sprida dom i nästa bok. Alla bokföretag kommer direkt Det kan umiddelbart være svært at se, hvad
vilja ge största flouskontrakt och såklart vi splitter de to bøger Doppler og Ett öga rött har til fælles.
kakan för utan mig han är ingen. Sen han måste sätta in Alder, landegrænser og etniske tilhørsforhold
mitt namn i bokens tacklista. (Khemiri 2003, s. 249) skiller de to hovedpersoner. Jeg mener alligevel, at
der i hvert fald er tre punkter, hvor bøgerne er en
Der er faktisk en tilegnelse til g och h i starten sammenligning værd. De to første er på indholds-
af bogen, hvor h’et godt kunne stå for Halim. planet: begge bøger har forholdet mellem fædre
Ligesom bogen slutter, da Halims notesbog ikke og sønner som omdrejningspunkt, og i begge
har flere sider. Desuden har bogen ikke nogen bøger findes der en samfundskritik. Det sidste
genreangivelse, hvilket igen antyder det ubestemte sammenligningspunkt er på det formelle niveau:
forhold mellem notesbogen og selve bogen. begge bøger bruger humoren som en fortælletek-
Khemiri indskriver altså sig selv i fortællingen, og nisk strategi.
fungerer som sådan som et positivt forbillede for For både Doppler og Halim gælder det, at de
Halim. Han får sat et lille lighedstegn mellem sig mangler en faderautoritet i deres liv. Derfor
selv og Halim, i den forstand at også han engang rekonstruerer de begge en fortælling om deres far.
har været en forvirret teenager, der siden er blevet Doppler gennem arbejdet med sin totempæl og
en fornuftig voksen. Halim i fantasien, når han fantaserer om den-
Det er ikke usædvanligt i den nyere nordiske gang hans far stadig levede i Marokko. Men hvor
litteratur, at forfatteren indskriver sig selv i sit Dopplers rekonstruktion fører til forsoning med
værk. Herjemme kender vi det fra forfattere som faderen, og giver ham mulighed for igen at handle
Lars Frost, Claus Beck-Nielsen og Lone Hørslev6. i verden, modarbejdes Halims fantasiforestilling
Men hvor de tre nævnte forfattere bruger referen- af den virkelige far. I stedet griber Halim til en
cerne til virkeligheden til at sætte spørgsmålstegn anden form for autoritet i en romantiseret version
ved grænserne mellem fakta og fiktion, synes af arabernes overlegenhed i forhold til den vestlige
Khemiris indtræden i sit eget værk omvendt at verden. Først da faderen træder i karakter som
skulle validere historiens troværdighed og dermed autoritet, kan Halim igen blive integreret i det
give teksten mere vægt som et indlæg i samfunds- svenske samfund. Det er karakteristisk, at ingen
debatten, end en ren fiktiv fortælling ville kunne af bøgerne er et egentlig faderopgør, men i stedet
gøre. Hermed ikke sagt, at en fiktiv bog ikke kan har forsoningen mellem far og søn som en vigtig
være samfundsdebatterende; men der er en ten- pointe. Fader/søn forholdet adskiller sig fra fader-
dens til i den bredere offentlighed, at bøger med opgøret, som vi kender det fra modernismens lit-
selvbiografiske konnotationer anses for vægtigere teratur. Det er ikke et opgør med patriarkatet, men
samfundsdiagnoser end rene fiktionstekster. Khe- derimod en nysgerrighed efter og anderkendelse
miris indtræden i værket fungerer på to forskellige af faderen som person.
planer. For det første i værket som et forbillede for Som jeg tidligere har argumenteret for, knyttes
Halim, og måske endda et forvarsel på den frem- maskulinitetsforståelsen sammen med nationali-
tidige Halim. Og på et andet plan i virkeligheden, tetsforståelsen i begge bøger. Både Halim og Dop-
hvor han, ved at antyde en sammenhæng mellem pler føler sig afmaskuliniseret i deres hjemland.
sit værk og sig selv, får en anden platform at tale Men hvor frustrationen nok rettes samme sted
ud fra i en mediemæssig sammenhæng. hen, så er udgangspunktet vidt forskelligt for de
to hovedpersoner. Doppler er ikke stolt af Norge,

126
og det giver et problem, når maskuliniteten læner tager autoriteten tilbage fra læseren. Fordi han stil-
sig op af nationalstaten. Halim derimod er meget ler sig selv som garant for, at Halims forvrængede
stolt af sit arabiske ophav, men anerkendes ikke verdensopfattelse nok skal blive sat på plads. Mens
for det i Sverige, fordi det nu engang ikke er et Loe afskriver sin forfatterautoritet ved, efter løftet
arabisk land. Begge reagerer de ved at tage afstand om en gentagelse på næstsidste side i bogen (To
fra nationalstaten, men begge må også sande, at be continued), på sidste side at skrive: ”(inshalla)”,
det ikke nytter noget at frasige sig sit fædreland. altså: Om gud vil.
Rent formmæssigt gør begge bøger brug af hu-
moren til at understrege pointerne. Erlend Loes Den hvide middelklassemand i
skrivestil bliver i anmeldelser ofte betegnet som nordisk litteratur
ironisk naiv. Det giver sig udtryk i korte sætninger Det er ikke længere kontroversielt at læse
og en umiddelbar tilgang til ellers store spørgsmål. tekster kønnet. Desværre betyder det at læse en
Doppler smider om sig med udsagn om verden tekst kønnet som oftest at læse den ud fra et kvin-
ud fra en ofte temmelig snæver horisont, fx når deligt perspektiv. Eller, som i queerteorien, ved at
skummetmælk bliver ophøjet til det ypperste, fremanalysere de hetronormative strukturer, som
civilisationen har præsteret. På den måde bliver teksten bygges på, hvilket som regel er en læsning,
Dopplers opgør med det kompetente Norge spej- der stiller sig kritisk an overfor den heteroseksu-
let i sprogets forenklede stil. Desuden gør humo- elle mand.
ren det lettere for os at sympatisere med Doppler. Jeg mener imidlertid, at der er et blindt punkt for,
Egentlig er han jo en temmelig usympatisk figur; hvor meget den hvide, heteroseksuelle, middel-
han flytter fra kone og børn i et meget egoistisk klassemand fylder i den nyeste nordiske litteratur.
selvrealiseringsprojekt, og han siger lige ud, at han Og det betyder, at der er aspekter af værkerne,
hader alle mennesker. Men hans udtalelser får et som ikke kommer til sin ret i læsningerne. Da Lars
uskadeligt udtryk gennem ironien og naiviteten. Skinnebachs digsamling Din misbruger (2007)
Hos Khemiri har humoren den samme funkti- udkom, citerede næsten samtlige anmeldere titlen
127
on. Halim udtaler sig ufrivilligt komisk om mange på digtsamlingens sidste afsnit: ”Læs mig! Jeg har
ting, fx når han sætter spørgsmålstegn ved, om store bryster”, men kun få fik med, at udsiger-jeget
jøderne nu også havde det så slemt i koncentrati- i afsnittet var en kvinde. Det virker ellers som
onslejrene, som hans lærer fortæller. Humoren af- en vigtig pointe i netop Skinnebachs vrængende

Nordisk udsyn
monterer den ellers alvorlige påstand, ved i stedet poesi, hvem udsigeren er.
at pege tilbage på Halim og udstille ham som den Noget tilsvarende gør sig gældende i læsninger
uvidende teenager, han trods alt er. Når humoren af Erlend Loes forfatterskab. Fx har Pablo Llam-
på den måde er med til at underminere hoved- bías en læsning af Loes forfatterskab i skriftserien
personernes syn på verden, hæves læseren op på EG. JAG. JEG – Legenda (2004), der beskriver,
et højere niveau end hovedpersonen. Som læser hvordan Loes hovedpersoner lever i en verden
indbydes man til at føle sympati med Doppler og fuld af sprog og betydninger, som de føler sig
Halim, samtidig med at man selv må tage aktivt fremmede overfor. Man kan med rette spørge,
stilling til deres ageren i verden. Det bliver således hvad det er for nogen betydninger, de længes efter
meget tydeligt, at vi i begge bøger har at gøre med at se bag om? Kan det mon være, at Loes mandlige
to særdeles upålidelige vidner om deres eget liv. hovedpersoners utilpassethed ikke kun er udtryk
Forskellen mellem de to bøger er til gengæld, at for det moderne menneskes forvirring, men også
Khemiri, ved indirekte at træde ind i sin egen bog, kan ses i et kønsperspektiv?
Litteratur:
Claus Beck-Nielsen (1963-2001), København 2003.
Connell, R. W.: Masculinities, Stafford BC 1995.
Frost, Lars: Smukke biler efter krigen, København 2004.
Hørslev, Lone: Lige mig, København 2007.
Jensen, Henrik: Det faderløse samfund, København 2006.
Khemiri, Jonas Hassen: Ett öga rött, Stockholm 2003.
Khemiri, Jonas Hassen: Montecore – En unik tiger, Stock-
holm 2006.
Kimmel, Michael: Manhood in America – a Cultural History,
Oxford 1996.
Llambías, Pablo Henrik: ”Introduktion til Erlend Loe”, i: Eg.
Jag. Jeg – Legenda nr. 4, red. Mette Moestrup og Pablo
Henrik Llambias, København 2004.
Loe, Erlend: Doppler, Oslo 2004.
Loe, Erlend: L, Oslo 1999.
Loe, Erlend: Naiv.Super, Oslo 1996.
Loe, Erlend: Volvo Lastvagnar, Oslo 2005.
Loe, Erlend: Tatt av kvinden, Oslo 1993.
Skinnebach, Lars: Din Misbruger, København 2006.
The Forty-Nine Percent Majority – The Male Sex Role, red.
Robert Brannons og Deborah s. David, New York 1973.

Noter:
1 Kimmels samfundsanalyse svarer til Giddens’ beskri-
velse af overgangen fra det præmoderne til det moderne
samfund
2 De tre andre punkter er: Be a big wheel (behovet for
succes og status), Be a sturdy oak (selvtillid, målrettethed) og
Give ’em Hell (behovet for at besejre, heroiseringen af eventy-
reren, dyrkelsen af ekstremsport og andre farlige bedrifter).
3 ”Blatte” kan groft kan oversættes til ”perker” på dansk,
altså en nedsættende betegnelse for det at være af anden
etnisk herkomst end svensk.
4 ”Bruder” og ”gussar” er nedsættende slangudtryk om
piger
5 ”Aina” er et slangudtryk for politiet.
6 Her tænker jeg på henholdsvis Frosts Smukke biler efter
krigen, Claus Beck-Nielsen (1963-2001) og Hørslevs Lige mig,
hvor fx fortællerens navn, bolig og tidligere arbejdspladser
stemmer overens med forfatterens biografi

128
Reception #66 Litteratur, senmodernitet og identitet
litteratur
ssenmodernitet
rn t
i dden
deeennntttii tteeett

ISSN 1601-2941