You are on page 1of 10

Eskimokunsten

i Sibirien

af Peter Jessen
TIDSSKRIFTET GRØNLAND
NR. 2-3 1980

Skønt inuitkulturen kun er talmæssigt Petgymel petroglyfferne


svagt repræsenteret i Sovjetunionen, er Ved Petgymel-floden på Tjukotka op-
den alligevel genstand for en omfattende dagede Dikov i 1967 nogle usædvanlige
interesse og forskning. Det sidste årti er klipperistninger. Billederne var hugget
der foregået omfattende arkæologiske ind i klippen og siden var reliefbunden
undersøgelser af hele det nordøstlige slebet glat. Dikov daterede petroglyffer-
Asien med henblik på en kortlægning af ne til tidligst 1. årtusinde f.v.t. og de før-
de såkaldte palæoasiatiske kulturers ud- ste århundreder e.v.t., eller delvist sam-
vikling, geografiske spredning og etniske menfaldende med Beringshavskulturen.
opsplitning. Disse undersøgelser, hvis re- Ristningerne skildrer både vildrenjagt og
sultater er publiceret af arkæologerne og fangst af havpattedyr. Heraf slutter Di-
eskimologerne P. A. Okladnikov, N. N. kov, at tjukterne og eskimoernes forfæd-
Dikov, D. A. Sergejev, S. A. Arutjunov re er ophavsmænd til billederne. Af mo-
m. fl. har afklaret mange spørgsmål om- tiverne lader det sig fastslå, at man har
kring havfangstens opståen, gensidige haft ski og brugt hunde ved vildrenjag-
kulturpåvirkninger, og — hvad der er af ten. Om efteråret har man fra kajak med
interesse for denne sammenhæng—supple- spyd og harpun jagtet renerne ved de-
ret kendskabet til den eskimoiske, forhi- res svømmesteder. Også den dobbeltbla-
storiske kunst. dede kajakåre har været kendt. Et bil-
Den følgende, korte gennemgang af lede viser hvalfangst fra umiak, der åben-
de mest markante perioder i Sibiriens bart har været ganske som den nu kendte.
eskimoiske kunst, bygger i alt væsentligt Flere af menneskefigurerne bærer den
på oplysninger fra Dikov, Okladnikov eskimoiske dragt. Herfra har man sluttet
og kunsthistorikeren Mitljanskaja- for- sig til billedernes etniske tilhørsforhold.
fatter til en monografi samt en række ar- De mærkelige figurer med fluesvampe
tikler om den eskimoiske og tjuktiske på hovedet kendes tilsvarende fra andre
kunst. billedfund i Sibirien. Efter Dikovs me-

60
Petroglyffer fra Petgymel-floden.

ning dokumenterer de brugen af eufori- Disses anvendelse har lige siden man
serende fluesvampe som rusmiddel. fandt de første været omstridt. De første
Et typisk træk ved denne stenkunst er teorier lød på, at genstandens funktion
det, at man fremhæver det vigtige i teg- var af kultisk art. En senere forklaring
ningen ved at forstørre det. Dette kendes har lydt på, at tingen brugtes til foran
fra anden tidlig kunst. Der er tillige man- og bagpå at samle de langsgående lister
ge stiltræk tilfælles med den senere tjuk- i kajakskelettet. Denne forklaring stam-
tiske og eskimoiske kunst. mer antagelig fra tjukterne og eskimoer-

Beringshavskulturen (ca. år 0—5. årh.)


Beringshavskulturen er, efter Dikovs
mening, senere end Okvik-kulturen, skønt
de i en periode har eksisteret sideløben-
de. Beringshavskulturens fundsteder er
på Tjukotka, Skt. Lawrenceøen og Dio-
medeøerne og dens indflydelse spores i
Alaska helt op til Cape Barrow. I denne
kultur er der tale om en betydelig udvik-
ling af fangstredskaberne, hvis former
og ornamenter når et højdepunkt. Ka-
rakteristisk for ornamenterne er de krum-
me linjer og 'øjnene', der kombineres til
smukke symmetriske mønstre, ofte med
sammenflettede dyrehoveder og menne-
skeansigter.
De mest omstridte fund fra denne kul-
tur er de såkaldte vingede genstande. Vingede genstande fra Beringshavskulturen.

61
ne, der vel i lighed med andre har undret
sig over disse underlige tingester.
Da man først i halvfjerdserne fandt
og undersøgte gravpladsen i Tjinij, der
rummede 101 grave fra Beringshavskul-
turen, syntes fundmaterialet at antyde
løsningen på gåden. De vingede genstan-
de fandtes nemlig ofte sammen med et
skaft, de havde været fæstnet til. På skaf-
Dyreamulet (4,2 cm høj).
tets anden ende sad der i adskillige til-
fælde vendeharpunspidser. Hermed men-
te Dikov at kunne afvise tidligere teorier
om anvendelsen, og kunne konstatere, at trum i en matriarkalsk forfædrekult.
den vingede genstand oprindeligt var en Eventuelt er det herskerinden, der kendes
art styrehale på harpunskaftet. Kaste- i så mange urreligioner. Denne antagelse
træet som også kendes fra Beringshavs- er sandsynlig, da herskerinder, f.eks. ha-
kulturen, greb med en tap ind i genstan- vets moder, helt til nyere tid har spillet
den. Den eneste indvending, der ifølge en væsentlig rolle i eskimoisk religion.
Dikov kan være mod teorien, er, at har- Der skulle altså for de vingede genstan-
punspidserne og -bladene i gravfundene des vedkommende være tale om en ud-
altid lå ved siden af de vingede genstan- vikling fra den praktiske anvendelse som
de. Det kan naturligvis forklares med styrehale på harpunskaftet frem mod en
den skik, at tingene blev brudt før grav- ren kultisk anvendelse. Videreudvikling
lægningen for at udfri deres sjæl. Det i form af punuk-kulturens trefork, førte
kan også betyde, at de vingede genstande til, at alle detaljer pegende i retning af
i visse tilfælde anvendtes som endedupper praktisk anvendelse gik tabt.
på opstandere og stave, evt. som ånde- Som nævnt bærer en lang række andre
manerredskaber i forbindelse med for- genstande fra Beringshavskulturen ud-
fædredyrkelse. smykninger. I grave er der fundet ben-
Formet som en sommerfugl med ud- skulpturer forestillende sæler, hvalrosser,
bredte vinger, har de vingede genstande hvaler, bjørne og fugle, ligesom der ken-
ofte menneskelignende træk. I det kunst- des menneskeafbildinger. Ofte er brugs-
færdige 'øjenornament' skimter man ofte genstande formet som levende væsener.
et menneskeansigt. I et tilfælde er dette Det er almindeligt med dyreafbildinger,
menneskeansigt fuldstændig realistisk der går over i et andet dyr, når genstan-
gengivet. I den tjuktiske mytologi, der den drejes. F.eks. kendes en amulet, der
efter flere forskeres mening er stærkt på- på én gang er en hvalros, sæl, bjørn og
virket af den eskimoiske, er sommerfug- buk. Denne 4,2 cm høje figur er et lille
len hende, der tilintetgør havdyrene. I mesterværk i benskæreri med yderst rea-
hendes skikkelse gengiver de vingede gen- listiske gengivelser af de nævnte dyr og
stande muligvis urmoderen, som var CEN fine overgange fra det ene til det andet.

62
Dyrene indgår som en harmonisk helhed
i amulettens udformning.
Bugsérkroge, bor og harpunspidser er
udformet sådan, at funktion, form og
dekoration udgør en enhed. Formålet har
måske været at give tingene overnaturlig
kraft for at fremme fangsten. Figurerne
suppleres med de ovenfor omtalte, for
Beringshavskulturen så karakteristiske,
krumme linjer og 'øjne', der understre-
ger genstandenes plasticitet. Ofte dukker
der uventet et dyrehoved ud af streg-
ornamentet.
Spørgsmålet melder sig, hvilke redska-
ber der for et par tusinde år siden har
sat eskimokunstneren i stand til at ud-
vikle en så fornem benskærerteknik. Sva-
ret blev givet af Okladnikov i 1947, da
han i en udgravning i Sarytjev-bugten
fandt en jernkniv fra 1. årh. I 1959 be-
kræftedes dette fund af et nyt: I Uelen-
gravpladsen fandtes et knivsblad af jern,
ligeledes fra begyndelsen af vor tidsreg-
ning.
De fint udsmykkede harpunspidser har
fået forskere til at mene, at de ikke var
til praktisk brug, men af rent kultisk art.
Denne tanke afvises og af både Okladni-
kov og Mitljanskaja ud fra en analyse af
eskimoernes naturopfattelse og den rolle
'øjnene' spiller i kunsten. Okladnikov
hævder at der rent faktisk er tale om
et øje med en bestemt magisk betydning.
Anbragt på harpunspidsen skulle det give
våbnet syn, så det bedre kunne ramme Bor med dyre- og menneskeskikkelser, 1.-5. årh.
fangstdyret. Øjet besjælede redskabet og
indgav samtidigt fangeren en mægtig og de naturfænomenerne overnaturlige kræf-
hemmelig kraft. Det forekommer natur- ter. Når man ikke kunne beherske natu-
ligt, at folk, der boede ved disse ishavs- ren, måtte man stå sig godt med den eller
kyster, og som var totalt afhængige af søge kraft andre steder for at stå bedre
naturens luner og af fangstlykken, tillag- rustet. Mennesket skelnede dengang hel-

63
Gravfund fra Tjini og Uelen, Beringshavskulturen.

ler ikke mellem sig selv og naturen. Na- udtryk for, at man anså sig for værende
turkræfterne og de omgivende ting var ét med naturen og dyrene. Et godt eks-
ligesom mennesket besjælet. Genstande empel herpå finder vi i et keramikstem-
med tilknytning til fangsten tillagdes en pel. I begge ender ses et menneskeansigt
særlig magisk betydning, som kom til ud- med ægformet hovede, smalle øjne og
tryk i ornamenter og former. Naturens dyb trekantet mundhule. Disse to ansig-
liv identificeres med menneskers og dyrs ter forbindes af en langstrakt figur, der
liv. Dyrene var for eskimoerne fangst- afsluttes med sælfinner; ben og hoveder,
dyrene, som livets opretholdelse afhang der både kan minde om sælers og bjørnes.
af. De dyr, man ikke drev fangst på, inter- Ideen om menneskets overgang til dyr
esserede ikke og har oprindeligt ikke en- går igen i hele Beringshavskulturens
gang benævnelser i eskimoernes sprog. kunst og vinder fodfæste i den eskimoi-
Når Beringshavskulturens benskærer ske tradition. Endnu i dag finder man ef-
skulle skildre et dyr, fremdrog han ofte terklange af denne forestilling i eskimo-
et karakteristisk træk ved det pågælden- ernes og tjukternes kunst.
de dyr. På en genstand ser vi således en På den ene side af en krog til bugse-
langagtig isbjørnesnude, et fuglenæb eller ring af fangst ses i relief en hvalroshun,
et vidtåbent hvalrosgab. Skildringen af der i munden holder en hvalrosunge; på
helheden gennem en karakteristisk de- den anden side en kvinde med dyreho-
talje er noget særegent for de gamle eski- vede. Med baggrund i folkloren foreslår
moers tankegang, og noget som ligger til Sergejev, at der er tale om havets moder,
grund for deres formgivning. Sedna kaldet. I den eskimoiske tradition
Sommetider ser man dyr og menne- kendes beretningen om en kvinde, der
sker afbildet sammen. Dette er atter et forvandlede sig til en hvalros og boede

64
på havets bund, hvorfra hun sendte funktion smeltede i urkunsten sammen
fangstdyrene op til menneskene. Sedna, med en magisk og religiøs.
den gamle havkvinde, kaldes af tjukterne
hvalrosmoderen. Eskimokunstens genoplivning
Sammenligner man Beringshavskultu- Mens kunsten i Beringshavskulturen
rens dyrefigurer med menneskeafbildnin- var præget af genstande udskåret i hval-
gerne, vil man se, at menneskene gengives rostand, er ting, udskåret i ben og rentak
langt mere skematisk end dyret. Man er- fremherskende i den påfølgende periode.
nærede sig af dyret. Dyret var den vig- Harpunspidserne udsmykkes kun sjæl-
tigste genstand for menneskets erkendel- dent. Forklaringen herpå er muligvis, at
se af omgivelserne. Derfor er hele den renavlen trænger frem. Havfangsten
gamle benskærers opmærksomhed rettet spiller ikke mere den altafgørende rolle.
mod det. Kendere af ur-kunst forklarer Man jager mere på land og har tamre-
dyreafbildningernes realistiske art og det ner. Formerne i kunsten bliver strengere
skematiske i afbildningen af mennesker og stilen ændres.
med, at dyret interesserer fangeren som Perioden frem til 1700-tallet er et ube-
bytte, mens det vigtigste ved mennesket lyst kapitel i den asiatiske eskimokunsts
er, hvordan det handler. historie. Fundene fra denne tid er få og
Mennesket var tvunget til nøje at der findes ingen systematiske behandlin-
kende alle træk ved fangstdyrenes udse- ger af perioden. Til gengæld er kunsten
ende og adfærd. At gengive dyret var det fra ca. 1700 til 1900 rigt repræsenteret på
samme som at forstå det, opsøge og be- museerne i Moskva, Leningrad, Magadan
herske det. Denne erkendelsesmæssige og Anadyr. De ting, der findes her, vid-

Dyrefigurer fra 18. årh.

65
ner om en stærk kontinuitet i kunsten helt
fra Beringshavskulturens tid.
Figurer af hvalrosser,hvaler, sæler, hun-
de og fugle er hyppigt forekommende fra
år 1700-1900, og størrelsen ligger stort
set fast mellem 2-8 cm. Disse figurer var
beregnet for fangerens familie som amu-
letter, der syedes fast til tøjet. Mange
skulpturer er udsmykket med indgrave-
rede ornamenter i form af prikker og
korte streger i rytmisk mønster; men
ornamentet har mistet sin magiske betyd-
ning. Denne antagelse bekræftes af, at
ornamenter nu findes på alle typer gen-
stande, mens de under Beringshavskultu-
ren kun forekom på ting med tilknytning
til fangsten. Pibe og hank til spand af hvalrostand fra omkring
århundredskiftet.
I slutningen af forrige århundrede be-
gynder der stadigt oftere at komme frem-
mede hvalfangere til Tjukotka, og han- rives kunsten funktionelt fra tilværelsen,
delsfolk sætter efterhånden udbytningen fra fangsten og den religiøse forestil-
af den indfødte befolkning i system. Be- lingsverden.
hovet for ekstraindtægter til køb af va- Havfangsten opfattes dog stadig som
rer opstår. Samtidig udgør de mange til- en art åndelig virksomhed, som, når den
rejsende et købelystent publikum. En sou- brydes i kunsten, er med til at placere
venirpræget husflidsproduktion opstår. eskimokunsten i særklasse.
Dermed sker der en revolution i kunsten. I tyverne begynder en række benskæ-
Hidtil havde den været en integreret del rere fra forskellige fanger- og renavler-
af dagligdagen: Den pibe, man røg, var kooperativer at samles om vinteren i
udsmykket med billedgravurer, konebå- Uelen. Det fører til, at der i 1931 opret-
dens tofter med udskårne relieffer, span- tes et permanent værksted her, som eksi-
dens håndtag havde indlagt figurer ud- sterer den dag i dag og som de sidste
skårne i hvalrostand. Til kultisk brug hav- halvtreds år har været kraftcentret i den
de man kajakårer med indgraverede bil- tjuktiske og eskimoiske kunst.
leder, farvet med sæl- eller hvalrosblod. Benskærerne i Uelen er nu professio-
Eskimoerne satte pris på det æstetiske nelle, statslønnede kunstnere, flere af
og holdt af at omgive sig med smukke dem prisbelønnede. Et repræsentativt ud-
ting. De lange vintre gav god tid og lej- valg af værker fra dette værksted vistes
lighed til sirlige kunstsysler. I og med, i 1976 på en stor udstilling i Moskva.
man begyndte at producere kunsthånd- Her i Uelen accelererer sammensmelt-
værk udelukkende med salg for øje, løs- ningen af den eskimoiske og tjuktiske

66
Kunstneren Huhutan på værkstedet i Uelen fotograferet med eleven Elkej. 1975.

kunst. Tjuktiske og eskimoiske kunstnere ligevægtige komposition. Dog erstattes


fremstiller den samme type billedgravu- magien af fangerens skarpe blik for dy-
rer og figurer i hvalrostand. Dog opret- renes karakteristiske bevægelser. Figu-
holdes en vis forskel i motivvalget, lige- rerne er meget livagtige og næsten men-
som der naturligvis er individuelle stil- neskelige. Man fornemmer den nære til-
forskelle. Mens tjukterne overvejende knytning til naturen, det indgående kend-
vælger motiver fra renavlen og den tjuk- skab til dyrene og et forfriskende og
tiske sagnverden og fremstiller boliger, umiddelbart verdenssyn.
redskaber, klædedragter m.m. efter tjuk- Mens man traditionelt udelukkende
tisk snit, foretrækker eskimoerne at gen- skar figurer, forestillende dyr og præget
give scener fra havfangsten og andre af naturmagien, gennemløber skulptur-
specifikt eskimoiske træk. kunsten i halvtredserne en afgørende ind-
Kunsten har som nævnt udviklet sig holdsmæssig udvikling. Man begynder nu
inden for to former: skulptur og billed- tillige at skildre mennesker og lave kom-
gravure. Figurskæreriet har stort set be- positioner med motiver fra fangsten og
varet de traditionelle træk: komprimeret kamp mellem dyr. Benskæreren begyn-
helstøbthed, lakonisk brug af kunstneri- der at skildre folk i gang med daglige
ske virkemidler, enkelhed i formen og sysler. Der sker altså en udvikling hen

67
Billedskæreren ridser motivet i den polerede flade, hvorefter snittet fyldes med blyantsfarve.
Uelen ca. 1976.

imod det konkrete. Dog bevares det vutagin, gode eksempler på denne nye
monumentale præg. Figurkompositionen strømning.
'Spækflænsning' af Anatolij Tymnetegin Også med billedgravurerne foregår
er, foruden værker af Huhutan og Vuk- der en udvikling til det mere komplice-
rede. I 30'erne gengiver man naivt og
»Hvalrosflænsning«. Udsnit af farvelagt gravure umiddelbart temaer fra livet ved havet,
i hvalrostand. Østkap ca. 1920-30. tegnet stort i klare farver og i en flad og
enkel stregsilhuet. I eskimobygden ved
Østkap dannes der næsten skole med
denne stil. I Uelen går man derimod sta-
digt mere i retning af komplicerede og
sammentrængte billeder. Uelen-skolen
var så at sige mere grafisk, mens Østkap-
skolen var mere 'malerisk'. Et par af
Uelen-benskærerne søger at fremme per-
spektivet i billedet. Herved går noget af
det naivistiske tabt.
Særligt spændende er hvalrostænderne
med sagnmotiver. De vidner om en end-

68
nu levende og stærk tradition. Også ån-
detroen skinner stadigt igennem. Fortæl-
lingernes hovedpersoner er tit dyr, der for
en tid antager menneskeskikkelse og op-
træder som mennesker. Når sagnene om-
sættes til billeder, må billedskæreren om-
bryde fortællingen og udvælge de mest
»Harpuneret sæl«. Figur af
karakteristiske scener. L. N. Nikitin, 1971.
Foruden sagnmotiverne træffer man
scener fra kunstnerens nærmeste omgivel- at udvikle en ny form for skulpturer og
ser, som regel dokumentarisk skildret. billedpaneler, udskåret i hvalroskæbe og
Blot konkretiseres personerne aldrig. hvalknogle, materialer med helt andre
Man ser ikke bestemte menneskers an- egenskaber end den traditionelle hvalros-
sigter, men mennesker i almindelighed, et tand. Skønt brugen af disse materialer
kollektiv. kun er i deres vorden, er den efter kunst-
Som det fremgår af ovenstående har historikeres mening allerede ved at finde
der været tale om en lang og ubrudt sin form. Desværre har det ikke været
udviklingslinje i eskimokunsten i Sibirien muligt at skaffe illustrerende eksempler.
med et forhistorisk højdepunkt i Berings- Der arbejdes tillige med oprettelsen
havskulturen og en renaisssance i nyere af et kunstakademi for polar folkene i
tid, hvor kunstens og kunstnerens rolle Sovjetunionen. Det er tanken at udvikle
er grundlæggende ændret. Eskimokun- en særlig form for undervisning med ud-
sten er en levende kunst, der udvikler sig gangspunkt i disse folks nationale sær-
og søger nye veje. I disse år er man ved præg, tankegang og hele kulturelle bag-
grund. Det må forventes, at de øvede,
»Du ryger for meget bedstefar«. Figur af
L. N. Nikitin, 1970. professionelle kunstnere, der kender fol-
kets sædvaner og sprog, kommer til at
spille en væsentlig rolle ved tilrettelæg-
ning af denne nye kunstnerskole.

Kilder:
Н. Н. Диков: Древные культуры Северо-Восточной
Азии, Москва 1979.
Н. Н. Диков: Археологические памятники Камчат-
ки, Чукотки и Верхней Колымы. Москва 1977.
Материальная культура народов Сибири и Севера.
Ленинград 1976.
Т. Митлянская: Художники Чукотки, Москва
1976.
Т. Митлянская: Новь древнего искусства.
"Искусство" No. 6, 1977.
Desuden er benyttet oplysninger fra D. A. Sergeev,
S. A. Arutjunov og P. A. Okladnikov, refereret af
Dikov og Mitljanskaja.

69