Fotografiets funktion på Facebook – en analyse

Af Kristian Møller Jørgensen, stud. Medievidenskab, Københavns Universitet Sommereksamen 2009

Indholdsfortegnelse

Indledning og problemformulering Problemlegitimering og afgrænsning Metode Hvad er Facebook? Historisk baggrund Flickr MySpace Facebook Teori & Analyse Hvad er et fotografi? Hvordan spiller fotografiet sammen med Facebooks design? Hvorfor spiller fotografiet og Facebook sammen på denne måde? Diskussion

5 5 6 7 7 9 10 10 12 12 15 20 23

Konklusion – hvad ligger til grund for den funktion fotografiet har på Facebook? 25 Litteraturliste 27

Indledning og problemformulering
Jeg er flittig bruger af Facebook og er som mange andre forbløffet over hvor hurtigt denne platform har vundet indpas. Ikke kun som en morsom tidsrøver, som fx de tidlige chatrumsoplevelser hørte under, men som kanal for kommunikation blandt venner. At tilegne sig kendskab til brugen af Facebook er for samtidens teknologivante individer relativt enkelt, og måske netop derfor opstår der en stor blind plet. Denne blinde plet skjuler de mekanismer som tjenesten bygger på og det er med et ønske om at forstå disse at jeg startede min afsøgning af dette felt. I mine initiale afsøgninger af tjenesten fangede den måde hvorpå fotografier sættes i spil hurtigt min interesse, og med det udgangspunkt udviklede jeg undersøgelsesspørgsmålet som lyder: Hvad ligger til grund for den funktion fotografiet har på Facebook? Dette spørgsmål ligger op til at undersøge de underliggende strukturers påvirkning af det konkrete fotografi. Dermed stiller spørgsmålet tre nye spørgsmål: Hvad er et fotografiet, hvad er Facebook, og hvordan spiller de sammen? Når disse er besvaret kan man nærme sig et svar på det oprindelige undersøgelsesspørgsmål.

Problemlegitimering og afgrænsning
Hvorfor overhovedet beskæftige sig akademisk med platforme som Facebook? Og hvorfor fokusere på lige præcis fotografiets forhold til denne platform? For det første er brugen af internetbaserede sociale platforme eksploderet indenfor de sidste fem år. Der er et behov for at forstå og reflektere over de mellemmenneskelige relationer som et samfund fostrer. I tilfældet Facebook er det i flere miljøer blevet kutyme at etablere initial kontakt med mulige, nye bekendte gennem Facebook, ligesom utallige andre sociale relationer strømmer igennem websitet. “Jeg adder dig på Facebook” høres ofte og må være god grund til at interessere sig for hvad dette site indebærer af kommunikationsformer. For det andet spiller fotoet en central rolle i den Facebookmedierede kommunikation. Dette kan forstås som en naturlig forlængelse af en i stigende grad visuel kultur, dvs. en 5/27

kultur som i stigende grad benytter visuelle elementer som fotografiet som signifier, tegn. I dette lys er det relevant at undersøge hvorledes fotografiet indgår i en sådan kulturs populæreste, nye kommunikationsplatform. Det er min forventning at sådanne web 2.0 platforme grundet nye tekniske og sociale vilkår afsøger grænselandet for hvordan fotografiet kan benyttes i forskellige sociale sammenhænge. Det kunne være interessant at undersøge hvorledes nye platforme for cirkulation af private fotos påvirker indholdet af disse. Om udvælgelsesprocessen ændres og i hvilken retning. Metodisk kræver dette dog omfattende kvalitative og kvantitative undersøgelser som overskrider denne opgaves omfangsmæssige rammer. I det begrænsede omfang hvor jeg analyserer indhold vil jeg metodisk benytte mig af en kulturfortolkende, etnografisk tilgang som er nærmere beskrevet i metodeafsnittet. Jeg fokuserer derfor i mindre grad på fotoets æstetiske egenskaber udfra individuelle kriterier, og lægger i højere grad vægt på de gennemgående tendenser, på de standardiserede udtryk. For opgaven betyder dette større vægt på de kræfter der mainstreamer eller ‘afindividualiserer’ de fotografiske udtryk og mindre på fotografiet som kunst.

Metode
Metodisk er der tre niveauer der må behandles for at der kan nås et tilfredsstillende svar på problemstillingen. For det første må man have indblik i fotografiets ontologi, dets væsen. For hvad er et fotografi egentlig? Forskellige opfattelser af fotografiets ontologi skaber forskellige opfattelser af de funktioner det kan udfylde. For det andet må man analysere hvorfor brugen ser ud som den gør og derfor betragte det miljø brugsformerne eksisterer i. Mere konkret må en forståelse af de specifikke brugsmønstre være baseret på en analyse af det framework, de kommunikationskanaler som Facebook tilbyder brugeren. For det tredje er Facebook ikke opstået ud af ingenting, så der er med andre ord behov for at forstå hvad dette frameworks succes kan tilskrives. Derfor er det nødvendigt at træde endnu et skridt tilbage og danne sig overblik over det samfund og den kultur som Facebook eksisterer i og hvilke præferencer og behov dette samfunds individer besidder. 6/27

Efter en gennemgang af udvalgte aspekter vedrørende brugen af fotografiet på Facebook sammenholdt med Flickr og MySpace, følges der op med afsnit hvori de tre niveauer behandles særskilt. Derefter diskuteres hvorledes disse tre niveauer kan kædes sammen, hvilket fører til sammenfatning og konklusion af opgaven. Denne opgave benytter en etnografisk metode, dvs. at undersøgelsen tager udgangspunkt i erfaringer som undersøgeren gør sig ved selv at bevæge sig ind i miljøet. Hvis Facebook betragtes som et miljø, et rum hvori mennesker udfolder sig og kommunikerer, synes det relevant at buge denne metode. For at forstå Facebook som kommunikationsforum skal der nødvendigvis kommunikeres, derfor er min iagttagelser ofte baseret på aktive handlinger fra min side, hvori jeg selv går ind og manipulerer mijøet for at fremkalde respons. Desuden benyttes en fluen-på-væggen metode hvori jeg mere nøgternt betragter andres konkrete handlinger, samt som en detektiv kigger på de “fodspor” som konkrete brugeres aktivitet efterlader. Ovenstående metode er knyttet til kulturfortolkerens arbejde, da dennes ontologiske udsagns validitet forankres i den overbevisende sagsfremstilling. Det dobbelthermeneutiske, dvs. fortolkningen af genstande som er fortolkede af natur, imødegås ved ikke at søge validitet udenfor det intersubjektive felt, og blive i den fortolkende verden. Dermed inddrages ikke de strengere samfundsvidenskabelige metoder hvilket har betydning for rækkevidden for argumenterne.

Hvad er Facebook?
Historisk baggrund
Facebook er et kæmpe netværk bestående af mere end 200 millioner aktive brugerprofiler 1. Hjemmesiden er bygget op omkring at brugerne danner forbindelser og dermed skaber netværk hvori venner og bekendte på forskellige måder kan interagere. Som Miller og Macneill redegør for i artiklen “The Impersonal Album: Chronicling Life in the Digital Age” var målgruppen oprindelig amerikanske studerende, hvor en “facebook” i sin oprindelige betydning er den bog hvori de årlige portrætfotografier af skolens årgange er ordnet og samlet. Denne bog har en kulturel status som det sted hvori man kan finde
1 http://www.facebook.com/press/info.php?statistics

7/27

fremtidige kærester og venner. Fotografierne deri er løsrevne af enhver social kontekst (den udefinerbare bagrund, og framingen af et enkelt individ) og bogen som samling af disse fremstår som en samling af individer, hvis sociale relationer ikke er aflæselig. Den elektroniske udgave ligner den fysiske på nogle planer og adskiller sig på andre. Den ligner i og med at en brugers Facebook-side visuelt er domineret af et eneste brugerportræt hvori denne som oftest fremstår afkoblet fra sociale relationer. En faktor der gør dette billede prominent er en faktor som også gør Facebook på nettet anderledes: De fleste andre elementer på en brugers startside eksisterer i et automatisk, stadigt skiftende flow, en uendelig strøm af tekst og billede. I denne bevægelighed er portrætfotoet et anker - det blivende, det der fastholder - det forankrer de skiftende udtryk i betydningen “Min profil”. Den gennemsnitlige amerikanske årsbog/facebook er overmalet med kommentarer som enten man selv eller ens venner har skrevet. På den måde simulerer og udbygger Facebook det oprindelige medie ved at give uendelig med plads til kommentarer. Hvor forgængeren gik fra hånd til hånd, er den nye platform ultradynamisk i og med at brugeren straks får besked, måske endda på sin mobiltelefon, når der er skrevet en kommentar. Denne hurtige reaktionstid skaber mulighed for reelle samtaler på kryds og tværs, dvs. at selve hurtigheden er afgørende for typen af kommentarerer. At betragte den elektroniske Facebook som arvtager er kun frugtbart til en vis grad og man må holde øjnene åbne for de utallige kommunikationspraksisser som ikke finder en historisk forklaring i dens fysiske forgænger. Disse vil blive inddraget i den følgende gennemgang som kan opsummeres i dette skema:

Facebook
metadata/tagging forbrug feedbackmekanismer personorienteret metaalbum, album flest, personlige og upersonlige fotografiets indhold fotoets funktion fokus publikum Personfotografier kommunikation bruger (subjekt)

MySpace
ingen hjemmeside, album mange, personlige

Flickr
ubegrænset metaalbum, album mange, personlige

Alle billeder minde bruger (subjekt)

Alle fotografier kunst fotos (objekt) fotografiinteressere de

venner og bekendte venner og bekendte

Tabel 1 – fotografiets egenskaber på Facebook, MySpace og Flickr 8/27

Platforme som Facebook, Flickr og MySpace er åbne platforme hvor alle kan lade sig registrere som bruger og er frie til derefter at uploade billeder, så længe de ikke krænker ophavsrettigheder samt platformenes Terms of Use-aftaler. Men er der forskel i det billedmateriale som foreligger på disse sites? En surftur guidet af de mekanikker de enkelte sites er bygget op omkring afslører at svaret i høj grad er ja.

Flickr
En bladretur på Flickr viser at langt hoveddelen af billederne på sitet er fotografier, dvs. billeder fremkaldt fra et analogt eller digitalt kamera. 2 En anden iagttagelse, som dels baserer sig på en forståelse af den fotokultur der hersker på siden, dels de retningslinjer som Flickr selv udstikker, er at de fotografier den enkelte bruger uploader er taget af denne eller dennes omgangskreds. At knytte indholdet til brugeren gør denne ansvarlig for fotografiets kvalitet – såsom framing, klarhed, stemning og hvad man kunne kalde den kunstneriske karakter. Denne udstilling af evner gør brugerne ekstra påpasselige med kun at uploade “signifikante” fotos som kan forventes at værdsættes af fællesskabet af hobbyfotografer. Der er altså i mindre grad fokus på brugeren, og i højere grad fokus på objektet, på fotografiet. Dette skal ses i lyset af at fotoentusiasters ideal er kunstfotografiet som påkalder sig en masse opmærksomhed i sig selv, og kun i anden omgang peger tilbage på kunstneren og i dette tilfælde brugeren af Flickr. Der er forskellige strukturer og feedbackmekanismer der understøtter dette, hvor den frie tilføjelse af metadata, også kaldet tagging, er et afgørende element. Feedbackmekanismer afgrænses som muligheder for at lade en anden bruger vide at dennes indhold er blevet forbrugt. Ved at tilføje indholdskategorier til et foto, bliver det søgbart i en tekstbaseret søgemaskine. På Flickr kan der tilføjes utallige tags og der er fuldstændigt frit slag for hvad der kan tagges. Dette kombineret med at der brugerflademæssigt lægges vægt på søgning gør, at fotografier med mange tags belønnes med mange visninger, idet de bliver mere søgbare og derfor vist oftere. Restriktioner i tagging – som i Facebooks tilfælde – påvirker fotografierne på indholdssiden, hvorimod fri tagging kun forfordeler den type brugere som er flittige til at tagge, ikke en bestemt type fotografier. I forlængelse af dette er forbruget af fotografier i høj grad orienteret omkring metaalbums fremkaldt af søgninger. En bruger vil f.eks. gerne se hvordan eiffeltårnet ser ud om vinteren og taster “eiffel tower winter” i søgefeltet. Dette frembringer et midlertidigt album ordnet udfra metadata tilføjet af brugerne.
2 det er dog blevet muligt at uploade videoer til Flickr

9/27

MySpace
På MySpace er billedmaterialet ikke begrænset til fotografier, og de som foreligger på brugernes sider, er ofte udpluk fra den visuelle malstrøm som er tilgængelig via søgemaskiner som Google Images. Tagging er blevet tilføjet i nyere versioner af MySpace, men da siden var populærest i Danmark var der ingen måder at tilføje metadata til billeder, ej heller søge på dem. De ordnende principper er dels albummet dels hjemmesiden, deraf navnet MySpace. Man kan uploade samlinger af fotos som der så kan bladres igennem, eller man kan tilføje dem i de blivende sektioner af ens hjemmeside eller den dynamiske “wall” på egen eller andres side. Dette skaber brugerprofiler som er et væv af festfotografier, found objects (for at tage et udtryk fra kunstverdenen), GIF-animationer og videoer. Fotos bruges både som udtryk for kunstneriske intentioner, som mindelagring og -deling af sidste weekends fest samt som kommunikation, dvs. objekter som der tilknyttes en diskussion. Denne alsidighed kommer af platformens åbenhed, dvs. mulighed for relativ avanceret HTML-programmering af hjemmeside, men også af de fraværende metadata. Forbruget af fotografiet forsvinder ikke ud i metaalbums som på Flickr, men forankres i den visuelt stærkt personlige side. Fotografiet kan kommenteres men ikke tagges. Dette kombineret med manglende systempåmindelse om at et af dine fotografier er blevet kommenteret gør, at albumbilleder får en perifær karakter. På trods af at den flittige brugere nok skal få bladret sig igennem diverse albums, opleves dette ikke af ejeren af albummet, da der ikke sættes nogle digitale fodspor. På samme måde foreligger muligheden for kommentering, men da fotografiejeren måske først opdager dette en måned efter, er der lidet incitament til denne praksis. Dermed skubbes det meste aktvitet ud på brugernes hjemmesider og gør dette til stedet hvor udveksling af kommentarer foregår.

Facebook
En central mekanisme på Facebook er den begrænsede mulighed for at tilføje metadata til sine fotografier. Brugeren kan i teorien tagge alt det denne ønsker, men det er kun nøgleord som matcher en konkret bruger på Facebook som er aktive og dermed fungerer som ordnende principper. Ydermere kan der kun skabes aktive forbindelser til brugere som er i dit personlige netværk. Det vil sige at den pool af fotos med tags med en brugers navn eksklusivt er genereret af denne bruger men mest af dennes Facebookvenner. 10/27

Desuden kan brugeren via privacyindstillinger delvist selv bestemme, hvem der har adgang til at se disse fotos. Metaalbums er altså udelukkende ordnet omkring individer hvilket virker tilbage på fotografiindholdet. Denne tæmmede version af den frie tagging på Flickr, drejer det afbildede i retning af individer som er i ens netværk på Facebook, idet disse i første omgang er søgbare, i anden omgang mere synlige og endelig i tredje omgang mere kommenterede. Denne feedbackmekanisme fremkommer af dels en styring af metadata, dels et effektivt påmindelsessystem som giver bruger besked så straks der har været aktivitet på dennes fotos eller at denne er blevet markeret som værende i et billede. En nyere tilføjelse til Facebook er “I Like”knappen, en lille knap udformet som en opadvendt tommelfinger tilknyttet flere brugerinputs, såvel tekstlige som fotografiske. Ved at klikke på denne tilkendegiver man at man “kan lide” dette input hvilket tilføjes side om side med billedtekst og kommentarer. Indholdsmæssigt er det en forsimplet udgave af kommentarfunktionen, dvs. at der ikke kan siges noget nyt med denne envejskommunikationskanal. Hvad denne kanal tilføjer er convenience. En teksboks er en åben struktur og kræver derfor i en vis udstrækning at der tænkes og skrives kreativt. Dette kan skabe lampefeber og afholde mange fra at benytte funktionen. “I Like knappen” er som en kontakt, den har to indstillinger, intet ind imellem. “I Like” er en uhyre effektiv feedbackmekanisme da selv perifære bekendtskaber indlader sig i brug af denne, hvilke gør ellers usynlig brugeraktivitet synlig. Dermed får brugere både opmuntring til at uploade nye fotos, samt en diskret vejledning i hvad deres “publikum” finder interessant. Afhængigheden af feedbackmekanismer er det der i sidste ende adskiller Facebook fra Flickr og MySpace, og det der gør det muligt at arbejde med et autogenereret flow af informationer på de enkelte brugersider. Dette flow, også kaldet feed’en, samler indhold som dømmes relevant for brugeren. Dette bygger på dels brugerens egne tilkendegivelser (via f.eks privacysettings og vennenetværk), dels implicitte tilkendegivelser (via registreringer af antal besøg til specifikke brugeres sider), dels metadata. Denne tilgængelighed gør det nemt at få adgang til relevant indhold, nemt at kommentere samt nemt for andre brugere at svare. Dette giver i høj grad brugerinput på Facebook en karakter af flervejskommunkation, idet inputs ofte udformes med henblik på at der ikke bare er et passivt publikum der modtager, men at disse også svarer tilbage på den eller anden måde. Da denne aktivitet ofte er knytte an til fotografier bliver disse involveret i denne tovejskommunikation og fremstår ikke længere udelukkende som mindelagrende eller kunstværker der taler for sig selv.

11/27

Sammenfatning Om fotografiets status på de tre internetbaserede, sociale netværk kan det sammenfattende siges, at det alle tre steder står helt centralt, dog på ganske forskellige måder. Flickrs ubegrænsede tagging og metasøgning ophøjer fotografiet til objeket og skaber et fællesskab om dyrkelse af dette som kunst. MySpaces mylder af formater samt dynamiske tilpasning af hjemmesiden skaber fokus på brugerens evne til at væve disse sammen på original og personlig vis. Hvor dette skaber fokus på samspillet som det kunstneriske element, lægges der på Facebook, via personorienteret metadata, vægt på individer og deres menneskelige relationer i fotografiet. Dette skaber i samspil med de raffinerede muligheder for feedback så som “I Like”-knappen grobund for, at den kommentering der tilknyttes fotografierne, har karakter af flervejskommunikation. Dette er især tydeligt når inputs sammenholdes med MySpaces relativt lave grad af kommentering samt perifærisering af albumfotografier. Disse fremstår i stedet som en bank af minder som kan graves frem ved en given lejlighed. Disse positioner skal ses som tendenser og udelukker ikke at brugeren som går imod strømmen kan benytte Flickr, MySpace såvel som Facebook til at gemme og dele kunstfotografier, albums til opbevaring af fotografiske minder samt til fotografisk forankret kommunikation.

Teori & Analyse
Som ovenstående iagttagelser viser, er brugen af fotografier på disse sites, grundet bla. brugerflademæssig indretning, ganske forskellige alligevel. Denne forskel gør det klart at Facebooks “kernekompetence” er at skabe et forum hvori fotografier forankrer kommunikative handlinger. For at komme til en dybere forståelse af baggrunden for dette, er det nødvendigt med en teoretisk baseret analyse af fotografiets og Facebooks ontologi samt samfundsmæssige strukturers formgivning af disse størrelser.

Hvad er et fotografi?
Helt grundlæggende er et fotografi produktet af kameraet og fremkaldelsen. Teknologi kan defineres som “the application of scientific knowledge for practical purposes” 3 og i det lys er kameraet og fremkaldelsesprocessen teknologier, idet de er baseret på viden der omsættes til en indretning som medfører et “practical purpose”, som i det papirbaserede
3 New Oxford American Dictionary

12/27

fotografis tilfælde er et i virkeligheden eksisterende objekt. Det digitale fotografis uhåndgribelige eksistens som samling af data i en fil på en harddisk gør det tydeligt, at selvom et fotografi fysisk kan manifestere sig forskelligt, er der en ting der samler disse genstande: Fastfrysningen af noget der har eksisteret i verden på et bestemt tidspunkt. Den snævre, fysisk forankrede definition kan med held suppleres med overvejelser om fotografiets ontologi, dets væsen. I en sammenligning med maleriet giver Walter Benjamin følgende beskrivelse: […]den mest eksakte teknik kan give sine frembringelser en magisk valeur, som et maleri aldrig mere kan få i vores øjne […] tilskueren [føler] uimodståeligt behovet for i et sådant billede at søge den lille gnist af tilfældighed, af her og nu Benjamin, 1973, p. 45 Fotografiets eksakte gengivelse beskrives overraskende nok som magisk, modstillet maleriets fortolkende penselstrøg. Det er ikke teknikken som den fremstår der er magisk men den adgang til virkeligheden som beskueren oplever. Uden at komme ind i en diskussion af fotografiets udsigelseskraft og sandhedsværdi i forhold til andre kunstarter er det entydigt at beskuere historisk set opfatter fotografiet som en mere ægte, mindre fortolket fremvisning af virkeligheden. Det er i denne beskuerens indstilling at man kan forstå hvad Benjamin omtaler som den “lille gnist af tilfældighed”, dvs. at beskueren betragter fotografiet med en forventning om en form, f.eks en bestemt positur som hører sig til en given genre. Hvis denne brydes af et nedslået blik, en mærkelig håndgestus eller andet kan det opleves som subjektets tilfældige intervention i det splitsekund fotografiet indfanges. Dvs. at en stor del af portrætfotooplevelsen knytter sig til de tilfældigheder som der opstår når et splitsekund af et levende væseners dynamiske selv pilles ud af sin sammenhæng og indfanges på et fotografi. I forlængelse af dette unikke øjeblik ligger Benjamins begreb om “auraen”, som dækker det autentiske udtryk, øjeblik, genstand jf. benævnelsen af venusstatuens engangskarakter som værende aura (Benjamin, 1973, p. 65). Roland Barthes nærmer sig samme fænomen med begreberne om studium og punctum:

13/27

“Studium er det meget vidtstrækte område for nonchalant begær, diverse interesser, inkonsekvente tilbøjeligheder à la: Jeg kan godt lide/jeg kan ikke lide. Studium henfører under jeg kan godt lide , ikke under jeg elsker, det er halv-begær, halv-vilje“ Barthes, 2004, p. 39 Punctum defineres som “Det element der griber forstyrrende ind i studium” (Barthes, 2004, p. 38), altså de dele af fotografiet som standser læsningen, som irriterer øjet eller som skaber undren. Aura og punctumbegreberne bliver især relevante i analysen af fotografiets reproduktive natur: “Det som falder bort, kan man sammenfatte i begrebet aura og sige: det som det skorter på i den tekniske reproduktions æra, er kunstværkets aura” (p. 62). For fotoet gælder det, at beskueren via viden om den tekniske frembringelse af fotografiet tilskriver fotografiske elementer auraens her-og-nu karakter og dermed lægger mærke til punctum, til de elementer som stikker ud, som synes udenfor intentionens verden. Modsat er den accelererende reproduktionen og distribution af fotografiet med til at modarbejde idéen om det originale, enkeltstående kunstværk hvis original er singulær i tid, rum og materialitet. Idéen om hvordan det dynamiske bliver statisk er en central iagttagelse af det som fotografiet som medie rendyrker. Igennem en beskrivelse af hverdagens snapshotsituation gør Roland Barthes i “Det lyse kammer – bemærkninger om fotografiet” det tydeligt hvilke dynamikker der er på spil: “jeg poserer, jeg véd at jeg poserer og vil have at I skal vide det, men dette supplerende budskab bør ikke ændre noget som helst (i sandhed Cirklens kvadratur) ved mit individs dyrebare væsen, ved det jeg er bortset fra ethvert billede. Jeg ønsker i grunden at mit (bevægelige) billede […] altid falder sammen med mit (dybe, forstås) “jeg”; men det er det omvendte der skal siges: det er “mig” der aldrig falder sammen med mit billede; for det er billedet der er tungt, ubevægeligt, stædigt (derfor støtter samfundet sig til det), og det er “mig” der er let, splittet, spredt” Barthes, 2004, p. 21 Ligesom teknikkens fastfrysning af noget der engang eksisterede er afgørende for det fotografiske udtryk, er selve fotografisituationens komplekse samspil mellem fotograf, den fotograferede og dennes mentale processer. I lyset af at et snapshot betragtes som bevis for 14/27

hvem man var i det øjeblik, er den fotograferede ekstra opmærksom på at formidle sin idé om jeget til overfladen, således at kameraet kan fange det. Hvis den fotograferede netop arbejder med en idé om den singulære, over tid stabile personlighed, vil positioneringer søge at kommunikere dette. Hvis personen derimod arbejder med et mere flydende identitetsbegreb, kan positioneringer antage karakter af identitetslege, af performance i Butler’sk forstand. I denne optik kan subjektet enten performe for at simulere en særlig indre tilstand som kan kaldes “jegfølelsen” eller for at “klæde sig ud”, at indtage en position som i samspil med fotografiets styrke som sandhedsvidne, kan antage karakter af sandhed og ægthed. Det er da også på baggrund af denne i stigende grad visuelt orienterede kultur, hvori vi igen og igen fastfryses i fotos, at skodderne imellem performance og identitet, mellem frontstage og backstage, holdes lukket. Denne performancetilgang skaber logisk nok også risiko for fejlslagne eller upassende performances, og denne positioneringskunst bliver et hverdagsredskab på linje med høflighedsnormer og trafikregler. Ovenstående positioner antager bevidsthed om fotografisituationen, at der bliver taget et billede. Dette udsondrer det i denne kultur ulykkelige tilfælde det fotografisk snigløbne, uvidende subjekt. Et ansigtsudtryk indfanget under disse vilkår er upositioneret i forhold til kameraet, men selvfølgelig positioneret, i og med at al ageren blandt andre mennesker i Erving Goffmans terminologi er frontstage, en maskerade. Sammenfattende kan det siges at fotografiet er et produkt af kamerateknologien. Det fastfryser sit subjekt og viser derfor at dette har eksisteret på et bestemt tidspunkt. Dens tekniske karakter og præcise afbildning giver beskueren oplevelsen af magi, af aura som opstår af den tilfældighed som er fotoets vilkår. Et foto kan derfor være gennemhullet punctum, af særlige interesseområder for øjet. Der foregår et kompliceret samspil mellemfotograf, subjektet og subjektets selvopfattelse hvilket udmønter sig i forskellige performances.

Hvordan spiller fotografiet sammen med Facebooks design?
For at forstå samspil mellem Facebooks design og fotografiet, må man først forstå hvad Facebook egentlig er. Her kan Corby & Baily hjælpe os:

15/27

while often presented as some form of untainted fact, statistical visualization, database interfaces; etc., act as both a membrane for access, and a culturally organized surface that formulates perception of underlying data and informational structures Corby, Baily, 2006, p. 113 Facebook er en membran igennem hvilken brugerne får adgang til data, dvs. et medie hvorigennem informationer strømmer. Denne membran er dog mere kompleks end det, da den organiserer fx fotografier udfra principper der mimer kulturen. De principper som er indlejret og usynlige har med andre ord betydning for hvilke data, tekst og billeder, som brugeren præsenteres for i sin feed. I fotografiets tilfælde er metadata det råmateriale som afgør i hvilke feeds de lander. En sådan metatagging af snapshotportrætter mindsker det klassiske albums kontekstuelle betydning: The aggregate album strips the indivdual of authority entirely. It is the composite portrait of an individual created by the community, an emergent property of the system made possible by the sheer volume of photographs Miller, Macneill, 2007 Ydermere taler Rubinstein og Sluis i artiklen “A Life more Photographic” om denne fremstilling og fortsætter: “transmited over networks, the snapshot images signifies an absence of meaning; it is the ambient visual background against which visual narratives are told, distributed and consumed” (Rubinstein, Sluis, 2008, p. 23). Brugerfladen og de underliggende sorteringsdynamiker som bygger på metadata, medfører en styrkelse af fotografets kontekst i læsningen af dets indhold. Brugerne kan kun påvirke fællesskabets portrættering af denne gennem detagging, dvs. via meget aktiv modarbejdelse af andre brugeres billeder. Da denne pool af fotos ikke er sammensat udfra et ideologisk overordnet princip slutter Miller og Macneill at det er en slags upartisk fremstilling som tidligere tiders fotoalbum ikke kunne tilbyde. Deraf må det sluttes at den i højere grad bliver opfattet som afspejlende hvem brugeren er. Facebooks design fratager brugeren – i og med udvælgelsesprocessen er ustyrlig – kontrol med kontekst og dermed delvist sit image. Dette gør de tidligere nævnte performancelege endnu mere afgørende, idet selve fotosituationen er det eneste øjeblik hvor brugeren kan afgøre hvordan han eller hun kommer til at fremstå. Dvs. at den struktur som i første omgang er et distributionskanal 16/27

for allerede producerede fotografier, virker tilbage på selve produktionen af disse fotografier. I en større sammenhæng har hele digitaliseringen medført en øget mulighed for manipulering, men den medfølgende webdistribution og den følgende forkortelse af tiden mellem produktion og forbug, skal ikke undervurderes, og har en gennemgribende påvirkning af selve fotografisituationen. Som Barthes’ og Benjamins analyser peger på, benyttes fotografiet som vindue til verden, det er afslørende og uden nåde, og som beskrevet skaber dette stærke fotografi stærke reaktioner og forholdsregler fra subjekternes side. Fotografiet kan med sin magt true subjektet til at makke ret eller i hvertfald anstrenge sig. Men ovenstående citat fremhæver de aspekter af web 2.0-platforme som gør det enkelte fotografi svagt. I forlængelse af dette er der relevante pointer at hente i W.J.T. Mitchell’s bog “What do Pictures Want?”, der med denne provokerende titel insinuerer, at fotografier istedet for at have magt nærmere kan siges at have ønsker og behov som omverdenen så kan vælge at imødekomme eller lade være. Jeg udelader her af pladshensyn en analyse af den metode som Mitchell benytter og begrænser mig til at fremhæve, at analysemetoden er effektiv når man vil italesætte samspillet mellem fotografi og omgivelser. Der er både plads til analyse af strukturer indeni fotografiet, af de aktører de henvender sig til og den kontekst de begge er sat i. The keys to modification/dislocation are (1) assent to the constitutive fiction of pictures as “animated” beings, quasi-agents, mock persons; and (2) the construal of pictures not as sovereign subjects or disembodied spirits but as subalterns whose bodies are marked with the stigmata of difference, and who function as both “gobetweens” and scapegoats in the social field of human visuality. (Mitchell, 2005, p. 46) At gøre fotografiet til agent skaber en ny analyseposition som tildeler dets kontekst større betydning effekt. Denne position er en provokation i en verden hvor mange kritiske kulturteoretikere opfatter visuelle udtryk som værende en bærende indretning for et kontrolsamfund til at styre befolkningen. Mitchell afbløder denne idé om “the power of images” (Mitchell, 2005 p. 33)

17/27

Illustration 1: I Want You for U.S. Army 4 Ovenstående billede illustrerer pointen. Denne klassiske plakat anses ofte som meget magtfuld og har også ganske givet været med til at trække endnu flere amerikanere ind i hæren. Via en kobling af et personificeret USA, en alfaderlig bydeform og det optiske trick med den pegende finger og de stirrende øjne, griber plakaten ud efter dens forbipasserende og søger at aftvinge en reaktion. Man kan indtage positionen, at billedet ejer en magt i sig selv, dvs. evne til at få subjekter til at handle på en bestemt måde. Hvis denne position godtages som sand og overføres til denne plakat, kan man slutte at den er grunden til en vis stigning i frivillige i hæren på daværende tidspunkt. Med Mitchells analyseapparat kan vi derimod mere nuanceret betragte de i plakaten indlejrede, ideologiske dynamikker og spørge “hvad ønsker de?”.

4 http://www.thewashingtonnote.com/archives/i%20want%20you%20us%20army.jpg - 27/5/2009

18/27

If the power of images is like the power of the weak, that may be why their desire is correspondingly strong: to make up for their actual impotence. We critics may want pictures to be stronger than they actually are in order to give ourselves a sense of power in opposing, exposing, or praising them. Mitchell, 2005, p. 34 Uncle Sam er ikke magtfuld, men han har et meget stærkt ønske om at rekruttere. Dette ønske opbygges af de ovenfornævnte visuelle og retoriske delelementer. Der efterlades plads til at diskutere i hvilken grad billedet er i splid med sig selv, om receptionskonteksten spiller ind, i hvilken grad det politiske klima påvirker læsningen osv. Denne plakat er trods alt forankret i tid og rum, og hvor dens ønske havde klangbund i et krigsførende Amerika, mister den meget af sin relevans hvis plakaten blev sat op i fx dagens Danmark. Uncle Sam fik sin vilje dengang delvis pga. sine retoriske evner, delvis pga. det politisk opportune øjeblik han valgte at iføre sig medusablik og stars & stripes. Så hvad vil disse Facebookfotografier mig egentlig? Har deres ønsker noget tilfælles. Det er tidligere i opgaven blevet etableret at portrættet og personorienterede fotos er fremherskende på Facebook. Langt de fleste af disse afbilleder mennesker der er indforstået med fotografisituationen og performer derefter. Disse blikke og positurer ønsker at blive set, ønsker medlidenhed eller beundring, chok eller latter. I forlængelse af Mitchells analyse kan man spørge dem: “Hvorfor er i alle herinde på Facebook? Hvorfor forlod I MySpace? Hvorfor slutter I jer ikke til Jeres fætre, landskabsfotografierne, ovre på Flickr?” Et svar kunne lyde: “Vi vil gerne ses af dig og du kigger aldrig på din MySpaceprofil længere, og vi har ikke noget tilfælles med landskabsfotografierne. Desuden havde vi dårlige vilkår på MySpace, folk glemte tit vores eksistens, vi blev lagt i mapper og glemt. Din jagt på Google Images efter vores spraglede kusiner, GIFerne, tog al din tid.” Portrætfotografierne ønsker at blive set og bliver i den grad set på Facebook. Du bliver straks konfronteret med dine venners fotos i din feed. Portrætfotografier ønsker anerkendelse og på Facebook er der ikke andet end anerkendelse: Det er designet således at de anerkendende anerkender og de misbilligende tier. “I Like”-knappen rendyrker denne forfordeling – for hvor er “I do not Like”-knappen henne? Fotografiet har altså ønsker og behov, og Facebook akkommoderer dette på en særlig måde, som gør at især portrætfotografier blomstrer i dette framework. Facebooks popularitet kan hænge sammen med de meget gunstige vilkår det giver den mest 19/27

fremherskende fotografiform - snapshotportrættet. Det synes ironisk at denne type foto trives godt i et netværk, som underminerer brugerens egenkontrol med sit fotografiske image. Dette vilkår gør ens evne til performance i fotograftisituationen afgørende for hvordan ens elektroniske jeg ser ud. I Mitchells optik får fotografierne det de vil have: Deres ønske om at blive set og taget alvorligt bliver hørt og de søgende blikke som de performende subjekter kaster ud mod tilskueren belønnes med overvejende positiv feedback. Sammenfattende kan det siges at Facebook er en kompleks membran som via metadata og tagging løsriver fotografiet fra sin kontekst. Dette skaber pools af portrætfotografier ordnet omkring brugere, som er upartiske. Brugeren mister magten over konteksten, hvilket efterlader kontrol med sin egen performance indenfor fotografiets snævre ramme som eneste mulighed for styring af image. Facebook som distributionskanal virker med andre ord tilbage på selve produktionen af fotografiet. Det i udgangspunktet stærke fotografi bliver af produktions- og afsætningsforholdene svækket, og i denne situation kan fotoet analyseres som en agent med ønsker og ikke magt. Rykket fra MySpace til Facebook kan i denne optik forstås som at Facebook bedre akkommoderer portrætfotografiets ønsker om at blive set, talt om, og i sidste ende rost af ligesindede. På den anden side svækkes brugerens egenkontrol med image og det ovelades til vennenetværket hvilke fotos der uploades og deraf opstår en uvildig og ukurateret sammenkædning af en række af performances. Ovenstående analyser har gjort det klart at det fotografiske udtryk i allerhøjeste grad formes af den struktur hvori det lever. Således præger Facebookdesignet udtrykket på fotografierne og den måde hvorpå brugerne sætter disse udtryk i spil. Det må være relevant at spørge sig selv hvorfor Facebook nyder så stor tilslutning, herunder hvorfor alliancen med snapshotportrættet har så stor succes.

Hvorfor spiller fotografiet og Facebook sammen på denne måde?
For at belyse dette læner jeg mig op af Charles Taylors analyse af det som Giddens senere benævner det senmoderne samfund. Disse teoretiske briller stiller skarpt på en række vilkår for det moderne menneske som afgør hvordan de agerer og hvad de ønsker.

20/27

Taylor beskriver et samfund hvori idéen om menneskets individualitet, dets autencitet er en central værdi og dermed noget der optager disse nutidens individer. “People are called upon to be true to themselves and to seek their own self-fulfilment. What this consists of, each must, in the last instance, determine for him or herself” (Taylor, 1991, p. 14). Dette lægger kimen til soft relativism, blød relativisme, idet folks værdier er forankret i noget personligt unikt. En diskussion om værdier har derfor en begrænset rækkevidde da disse begrundes i noget dybt personligt. Holdninger bliver relative og usammenlignelige og dermed enkeltstående. Taylor udpeger denne relativismetendens som en stor trussel for vores velbefindende, idet det både fjerner grundlaget for at tale sammen, og fjerner alle betydningsstrukturers autoritet. Disse strukturer ville ellers fungere som en fælles referenceramme og dermed et udgangspunkt for interaktion. Taylor søger at redefinere det senmoderne samfund og ved at italesætte dette alternativ, håber han at sætte en udvikling igang. Hans mål er at bibeholde individets frihed til at søge sit autentiske jeg men samtidig fjerne relativismen ved at argumentere for hvorfor vi har brug for hinanden i en individualiseret verden. “Things have significance not of themselves but because people deem them to have it” (Taylor, 1991, p. 36). Individet er autentisk på mange måder, men kun ved at omgivelserne markerer disse som værdifulde kan man meningsfuldt tale om autencitet. At jeg har 2374 hår på hovedet er helt unikt, men næppe noget andre ville mene var udtryk for en unik identitet. Derfor ville det være dumt af mig at iscenesætte dette faktum som værende udtryk for den jeg er. Et autentisk jeg udvikles af individet udfra en indre følelse men i samspil med hvad Taylor kalder horizons of significance, betydningshorisonter, dvs. omgivelsernes værdier. Jeg kaster en bold ud og håber på at den rammer noget og vender tilbage til mig. Autencitet udvikles altså løbende i et samspil mellem individ og omgivelser. I lyset af dette kan man analysere Facebook som en platform hvorpå individuelle udtryk spilles op mod betydningshorisonter og dermed kan tilskrives værdi som individuelle, autentiske udtryk. Det kan godt være at jeg opfatter mine fotografier af mig selv som værende udtryk for et autentisk jeg, men så længe det ikke er sat i spil i en social kontekst, og så længe omgivelserne ikke har tilkendegivet at de billiger dette, har disse fotografier ringe betydning. Facebooks utallige feedbackmekanismer gør det nemt at opnå denne diskussion, og i den sammenhæng kan man spekulere om den ringe udbyggede feedback på konkurrenten MySpace er grunden til dens popularitetsnedgang. Under alle omstændigheder kobles individualitetsfølelse ofte med hvordan man ser ud udenpå, 21/27

hvordan man performer, og med et stærkt fokus på portrætsnapshottet har Facebook endnu en fordel. “What has come about with the modern age is not the need for recognition but the conditions in which this can fail” (Taylor, 1991, p. 48). Sådan beskriver Taylor det pres der ligger på individet i det senmoderne samfund. I det feudale samfund var samfundsordenen hierarkisk, og hvis din far var bonde ville du formentlig også blive det. Der var ikke et ønske om social mobilitet og forventingen var at man blev ved sin læst. For det moderne menneske ligger der en latent mulighed for at fejle i opbygningen af det autentiske jeg og derfor giver det mening at søge fællesskaber hvori man er nogenlunde sikret positiv respons. Som analysen af Facebooks viste, opfordres de anerkendende til at anerkende og de misbilligende til at tie. Facebooknetværk tæller ofte i hundredevis af “venner” og brugeren gives via ovenstående dynamik en falsk opfattelse af at en større del af gruppen billiger dennes tekstlige og visuelle personlighedsudtryk end der egentlig er tilfældet. Denne dynamik er ikke så stærk på MySpace og Flickr og en videre undersøgelse kunne afsløre i hvor høj grad disse horizons of significance har betydning for Facebooks succes. Et resultat af den bløde relativisme er at subkulturer træder i stedet for den samfundsfølelse som traditionelt er grundlaget for politisk involvering. “Fragmentation arises when people come to see themselves more and more atomistically” (Taylor, 1991, p. 112). De atomiserede individer ordner sig i meget snævre fællesskaber og dette skaber et fragmenteret samfund. Disse særinteressegrupper kan med hælp fra de teknologiske landevindinger indenfor medier og kommunikation vokse sig enddog meget store og nå verden rundt. Dermed kan der fra asken af de nationale fællesskaber opstå lokalt, nationalt og internationalt baserede interessegrupper som kæmper for deres sag. Hvordan kan dette belyse belyse samspillet mellem fotografiet og Facebook? Internettet er opstået i dette højteknologiske samfund, og efter årtiers udvikling er web 2.0 og de medfølgende interaktionsformer blevet allemandseje. Dermed er der lagt en teknologisk infrastruktur for individer med specialinteresser at finde ligesindede, at organisere sig og sprede budskabet. Dette sås allerede med emailen og hjemmesiden og har med web 2.0-platforme taget yderligere fart. Tidsligt ordnet har vi det atomiserede individs tendens til at søge subkulturer, hvorefter nye teknikker udvikles i retning af at understøtte disse individers målsætninger. 22/27

Sammenfattende kan det siges at Taylor beskriver det senmoderne samfund som det er og opridser hvordan det kunne være. De atomiserede individer søger autentiske personlighedsudtryk og dette kan føre til soft relativism, hvor mulighederne for argumentation minimeres og det demokratiske samfund svækkes. Specialinteressegrupper træder istedet og skaber et fragmenteret samfund. Dette kan modarbejdes ved at individerne indser at deres personlighedsudtryk kun bliver autentiske ved at betydningshorisonten – skabt af det tilstødende samfund og individer – anser udtrykket for autentisk. Facebook er en arena hvori individernes autencitet afprøves, billiges og konstitueres, og hvis denne proces især kobles med portrætsnapshottet kan det være med til at forklare at Facebook har overtaget MySpaces position. Dannelsen af en autentisk identitet er op til individet selv og en proces der kan fejle. Da Facebook fremhæver de billigende og skjuler de misbilligende er det et relativt trygt miljø. Samtidig giver det et falsk indtryk af at alle, også de tiende, billiger. Modsat understøttes, i Taylors forstand, en negativ tendens, nemlig fragmentering. Ved at skabe kanaler for organisering vokser specialinteressegrupper sig større og endda internationale. Facebooks popularitet skyldes altså både behov for betydningshorisonter og det atomiserede individs behov for at finde ligesindede. I det ovenstående har jeg, via teoretisk baserede analyse af de tre niveauer, fotografiet, Facebook og samfund/individ, blotlagt stumper og stykker af indsigt i problemstillingen. I følgende afsnit diskuteres hvilken relevans disse delementer har for besvarelsen af opgaven.

Diskussion
Med udgangspunkt i de tre niveauer, diskuteres først de interne modsætninger dernæst forholdet imellem niveauer, for i sidste ende at nå en syntese af disse, som bliver udgangspunkt for et forhåbentligt mere helstøbt svar på spørgsmålet “Hvad ligger til grund for fotografiets funktion på Facebook?”. I analysen af fotografiets ontologi står begreberne aura og punctum centralt. Disse fremhæver hvordan fotoudtrykket pga. sin direkte forbindelse til virkeligheden samt dets her-og-nu-effekt fremstår næsten magisk i sin indfangning af menneskelige udtryk. Samspillet mellem det ordinære, virkeligheden, og det unikke i lige præcis det øjeblik kan 23/27

siges at være grundlaget for megen fotokunst. Man kan spørge sig selv om disse begreber har mistet betydning i kraft af den voldsomme cirkulationsforøgelse som den digitale produktion og distribution har medført. Øjet hviler ikke længe på et foto før der straks bladres videre til det næste. Fotografiet indgår i en strøm, kommer mere og mere i bevægelse og kan siges at have mistet sin oprindelige status som dyrebar fastfrysning. Det enkelte billedes aura kan stadig siges at blive dyrke på fotofællesskaber som Flickr (hvis ikke tekniske meritter overskygger), men den etablerede brugsform på Facebook kræver analyse af strømmen, cirkulationen, de mønstre som de maskinelt definerede og generede sorteringsmetoder skaber. Det er dog ikke sandt at styrkelsen af konteksten har fuldstændig kastreret fotografiets evne til at chokere og tryllebinde og individet har derfor, via dygtig fotografisk performance og selviscenesættelse, en vis mulighed for at etablere og styre sin visuelle webidentitet. Her skal man heller ikke glemme at det af brugeren udvalgte, signifikante foto stadig kan tildeles særstatus i kraft af profilbilledeindretningen. At fotografier via metadata ordnes som “fotografier af NN” skaber en kontekst hvor kontrol over performance er særlig vigtig idet Facebookbrugerne i denne slags metaalbums konfronteres med en række situationer som kun har dette ene individ tilfælles. Derfor underbygger individets tab af kontekststyring nok en forfladigelse i den vægt der tilskrives det enkelte fotografi, men samtidig øges vigtigheden af den over tid sammenhængende performance. Taylors analyseapparat er tosidig: Atomisering medfører at individet afkobles fra betydningshorisonterne, hvorimod argumentet at de søger billigelse af deres autentiske identitet, afspejler at betydningshorisonterne netop har betydning. Det springende punkt er om individerne bruger hinanden som midler, som i det fragmenterede samfund, eller de har brug for hinanden til at skabe mening. Jeg antager at begge tendenser eksisterer samtidig inde i alle individer, og at det derfor er en indre kamp. Dermed kan begge sider af individets karakter inddrages i analysen af Facebooks popularitet i samfundet. På den ene side er den afhængighed som manger oplever, et udtryk for behovet og fornøjelsen ved at indgå i et bekræftende fællesskab. Men selvom vennekredsen ofte er meget stor og inklusiv er den vokale gruppe ofte “ja-sigerne”, og dermed vender vil tilbage til individets specialinteresser og ghettoisering af sig selv.

24/27

Konklusion – hvad ligger til grund for den funktion fotografiet har på Facebook?
Det senmoderne samfund opnår med specialiseringen af arbejdskraften store teknologiske landevindinger. Herunder hører den digitaliserede fotoproduktion – digitalkameraet herunder mobiltelefonkameraet – og denne har skabt en overflod af billeder som søger effektive distributionskanaler. Internettet, underbygget af mobilnetværket, er den rå teknik som kan transportere disse fotografier og som potentielt giver den visuelle kultur ekstra slagkraft. Med avancerede web 2.0 platforme som Facebook skabes der softwareoverbygninger på den rå teknik som ikke bare gør udveksling af fotografier muligt men også tilgængeligt og sjovt. Denne fotoudveksling bliver betydningsfuld, da den skaber nye sociale kommunikationspraksisser, og deres popularitet skal ses i en større samfundsmæssig kontekst. Det senmoderne samfund dømmer individerne til selvstændigt at skabe en autentisk identitet. Dette kræver at blikket dels vendes indad for at finde ud af “hvem de er”, dels udad mod betydningshorisonterne, det omgivende samfund, for at sætte denne identitet i spil og dermed tilskrive den værdi. Samtidig skaber soft relativism grundlag for atomiserede individer der orienterer sig mod specialinteresser og dermed fragmenterer samfundet. Den teknologiske udvikling understøtter dette. Facebook giver fragmenteringstendensen luft under vingerne ved at skabe mulighed for endnu højere grad af specialinteresseorganisering, men modsat bruges netværket også til kontakt med og overvågning af fjerne bekendtskaber som man ikke umiddelbart deler interesser med. Individet søger metoder til at blive konfronteret med venligsindede betydningshorisonter. Web 2.0 interfaces faciliterer meget effektivt dette, og Facebook er for tiden en af de mest sofistikerede. De på Facebook eksisterende praksisser påvirker hvilke dele af fotografiets ontologi der aktiveres. Fotografiet underminerer med sin karakter det originale, forstået som den i tid, rum og karakter unikke genstand. Historisk set har fotografiet altid italesat dette, og med mangfoldiggørelsen af produktion og distribution er det enkeltstående portrættet blevet erstattet med portrætstrømmen. Det autentiske portræt eksisterer således i mindre grad i singulær form og i højere grad i de af fællesskabet genererede metalbums. Facebooks specifikke organisering af metadata lægger op til at man spørger hvilke andre 25/27

organiseringsformer der vil opstå og hvilke betydninger det vil have for de vilkår under hvilke individerne søger at danne autentiske selviscenesættelser. Fotografiets status som forankring af kommunikation på Facebook er i første omgang determineret af de feedbackmekanismer og måder at ordne metadata som Facebookplatformen tilbyder, og i anden omgang at forstå som en tendens i den visuelle kultur, hvor grænserne for hvilke betydninger og funktioner fotografiet kan tilskrives, er under stadig forandring.

26/27

Litteraturliste
Barthes R., oversat v. Nicolajsen K, Det lyse kammer - Bemærkninger om fotografiet, København: forlaget politisk revy, 2004 Benjamin W., oversættelse ved Clausen, C, Kulturindustri. Udvalgte Skrifter, Frankfurt: Suhrkamp Verlag, 1973 Corby, T. & G. Baily. “System Poetics and Software Refuseniks.” Network Art: Practices and Positions. Ed. Tom Corby. London: Routledge, 2006. Miller, Macneill, “The Impersonal Album: Chronicling in the Digital Age” Afterimage, Sept/Oct 2007, vol. 35 issue 2, p. 9-12. Mitchell W.J.T., What do pictures want? The lives and loves of images. Chicago: The University of Chicago Press, 2005. Rubinstein D. & K. Sluis, “A Life more Photographic” Photographies, vol. 1 (2008), issue 1, page 9 Taylor, C., The Ethics of Authenticity, Cambridge: Harvard University Press, 1991 [1997] Warschauer M. & D. Grimes, “Audience, Authorship, and Artifact: the emergent semiotics of web 2.0” Annual Review of Applied Linguistics, 2007, 27, 1-23. Whitlock G. & A. Poletti, “Selfregarding Art” Biography, an Interdisciplinart Quarterly, volume 31 (2008) issue1, page 1

27/27

Sign up to vote on this title
UsefulNot useful