You are on page 1of 53

KEMI A-NIVEAU

EKSAMEN
2007

Side 1 af 53
INDHOLD

Kemi 2000 A-niveau 1

Kemisk ligevægt
Begreber

Kemisk Ligevægt: De to reaktioners hastigheder er blevet lige store.
Skrives med harpunpile

Generelt reaktionsskema: aA + bB + ... ↔ cC + dD + ...

A,B,C,D er molekyler eller ioner.
a, b, c, d er koefficienter foran molekylet eller ionen.

[C ] c ⋅ [ D] d
Reaktionsbrøken:
[ A] a ⋅ [ B] b
Temperatur og stofafhængig. Opskrives på grundlag
af reaktionsskemaet. Højre side i tælleren og venstre
side i nævneren.. koefficienter som eksponenter for
det enkelte stof.

[ C ] c ⋅ [ D] d = K c ved ligevægt.
Ligevægtskonstanten:
[ A] a ⋅ [ B ] b

Side 2 af 53
Homogen Ligevægt: Hvis ligevægtskonstanten er homogen – samme fase,
væske, vand, fast, olie.

Dynamisk ligevægt: De fleste ligevægte er dynamiske da der hele tiden
bliver dannet og forbrugt produkter og reaktanter.

[ N H3 ] 2 = Kc =
M2
= M2
Reaktionsbrøkens enheder:
[ H2 ]3 ⋅ [ N2 ] M 4

Guldberg-Waages lov: Enhver kemisk reaktion har en ligevægtskonstant.
Når reaktionen er nået til ligevægt er reaktionsbrøken
lig ligevægtskonstanten.
Gælder med stor nøjagtighed for gas-reaktioner og meget fortyndede
opløsninger.

Store afvigelser i meget koncentrerede opløsninger og reaktioner med ioner –
ioner påvirker hinanden mere end molekyler.

[ C ] c ⋅ [ D] d ≠ Kc
Ikke – ligevægt:
[ A] a ⋅ [ B ] b
Stor ligevægtskonstant: Reaktanterne næsten fuldstændig omdannet.
Forskudt mod højre. Så godt som fuldstændig
reaktion.

Lille Ligevægtskonstant: Meget lidt af produktet findes. Forskudt mod
venstre. Meget ufuldstændig.

Syre-baseligevægte: Meget stor reaktionshastighed – ligevægten indstiller
sig hurtigt.

Ustabile systemer: Når et system ikke er i ligevægt.

Holdbare systemer: System ikke er i ligevægt, men rektionshastigheden
er uendeligt lille: Grafit - > diamanter.

Katalysator: Får ligevægten til at indstille sig i et ustabilt system - forøger hastigheden
Påvirker ikke ligevægten da den ikke officielt deltager i reaktionen. Kc ændres
ikke. Påvirker den modsatte reaktion lige meget.

Ikke Ligevægt: Den ene af de to reaktioner er dominerende.

[ C ] c ⋅ [ D] d < K c → Tilføjer reaktanter/fjerner Produkter.
[ A] a ⋅ [ B] b

Side 3 af 53
[ C ] c ⋅ [ D] d > K c ← Fjerner reaktanter/tilføjer produkter.
[ A] a ⋅ [ B] b

Indgreb i ligevægt:

Stofkoncentration: Mere af reaktanten – brøk<Kc – mod højre.
Mindre af reaktanten – brøk>Kc – mod venstre.
Volumen og temperatur er konstant.

Le Chateliers princip: Et ydre indgreb i et ligevægtssystem fremkalder en
forskydning, som formindsker virkningen af indgrebet.

Nedsætte koncentration: Tilsætte et stof som reagerer med en af deltagerne i
ligevægten, og derved fjerner det.

Volumenændring: Halvere volumen: Øger trykket. – fordobler brøken.

En forøgelse af trykket giver en forskydning som formindsker det samlede
antal molekyler og derved mindsker trykforøgelsen.

Temperaturændring: Exoterm: temperaturen falder: afgiver varme da
opløsnings temperaturen falder.
Endoterm: temperaturen stiger: optager varme da opløsningens temperatur
stiger.

Hvis temperaturen hæves, sker der en forskydning i den endoterme retning.
Hvis temperaturen sænkes sker der en forskydning i
den exoterme retning.

Opløsningsmiddel som deltager: Vand påvirker ligevægte på samme måde som rent
vand – derfor ses der bort fra dem.

Molbrøk: molbrøken for A betegnes x(A)

Jo tættere molbrøken er på en jo renere er stoffet. Molbrøken optræder i
reaktionsbrøken hvis vand indgår. [A] < 1M.

Side 4 af 53
Syre-basereaktioner
Syre: En ion eller et molekyle der kan afgive en proton, men kun hvis der er en base
tilstede.

Base: En ion eller et molekyle der kan optage en proton.

Syre-basereaktion: Protonoverførsel. ( Protolyse) I vandige opløsninger
har de stor reaktionshastighed.

Korresponderende syre/basepar: H2O og OH- er et korresponderende syre/basepar da
H2O bliver til OH- ved afgivelse af en proton.

NH3 og NH4+ er også er korresponderende
syrebasepar.
Syren og basen er også kaldet protolytter.

Vand: Både syre og base – amfolyt.

Vands autoprotolyse: Da vand er en amfolyt kan den reagere med sig selv i
en protolyse.

H 2 O + H 2 O ↔ OH + H 3O +

Ligevægt: fortyndet vandig opløsninger og rent vand:

Side 5 af 53
[ H O ] ⋅ [OH ] = K
3
+ −
v

[ H O ] = [OH ] = 1,0 ⋅10 M
3
+ − −7 25 grader

K = [ H O ] ⋅ [OH ] = 1,0 ⋅ 10
v 3
+ − −14
M2

p = -log

pH pH = -log[H3O+]

pOH pOH = -log[OH-]

pH + pOH = pKv pH + pOH = 14,00

pH for rent vand: pH = -log (1,0 . 10-7) = 7,0 (25 grader)

Neutral, sur, basisk: Sur: [H3O+] > 1,0 . 10-7 M pH<7
Neutral:[ H3O+] = 1,0 . 10-7 pH=7
Basisk: [H3O+] < 1,0 . 10-7 M pH>7

pH skala:

pH
[H3O+]
[OH-]

Syrestyrke:

Protolysegrad: Brøkdelen af det oprindelige antal molekyler der har
reageret.

α=
[ produkt ] 100%
c (opl )

[ B ][ H 3O + ] ligevægt
Styrkekonstant: Syre: K s =
[S]
[ S ][OH − ] ligevægt
Base: K B =
[ B]
Uafhængig af syrens koncentration i opløsningen. Er
temperaturafhængig.

Side 6 af 53
Lille Ks meget lille raktion, svag syre, ligevægt mod
venstre.

Stor Ks stærk syre, stor reaktion ligevægt mod højre.

Monoprot: Afgiver én proton, 1 Ks værdi
Diprot: afgiver to protoner, 2 Ks værdier

Triprot: afgive 3 protoner. 3 Ks værdier

Styrkeeksponenten: Base: pK B = − log( c B )
Syre: pK S = −log( c S )
Stærk syre = lille eksponent
Korresponderende
K s ⋅ K B = K V = 1,0 ⋅10 −14 M 2
Syre/basepar:
pK s + pK B = pK V = 14
Beregning af pH

pH ved stærk syre: S + H2O  B + H3O+
før: cs 0M
Efter:0 M ~cs

Da S og oxoniumionen reagere 1:1 er
koncentrationen af oxoniumionen lig koncentrationen
af S da vi antager at alt reagerer.

pH = -log(cs)

Middelstærk eller svag: S + H2O  B + H3O+
Start cs 0M 0M
LV: cs -[B] [B] [H3O+]
+
cs-[H3O ] [H3O ] [H3O+]
+

Da B og [H3O+] dannes i forholdet 1:1 kan vi sige at
de har samme koncentration.

Side 7 af 53
Ks =
[H O ] ⇒ [H O ]
3
+ 2
+ 2
[ ]
+ K s ⋅ H 3O + − K s ⋅ cs = 0
c − [H O ] + 3
s 3

[H O ] = x
3
+

x 2 + K s ⋅ x − K s ⋅ cs = 0

2
− K s + K s − 4 ⋅ K s ⋅ cs
x=
2

2

[H O ] = − K
3
+

2
s + K s − 4 ⋅ K s ⋅ cs

 − K + K 2 − 4⋅ K ⋅c 
pH = − log  s s s s 
 2 
 

pH ved svag syre: Da [H3O+] i styrkekonstanten er langt mindre end
koncentrationen for en svag syre ser vi bort fra
[H3O+].

Energi og kemiske reaktioner
Den termodynamiske hovedsætning:

Hvor energi tilvæksten er lig summen af det tilførte
arbejde og den tilførte varme.
De to faktorer varme og arbejde bruges i
termodynamikken til at beskrive energitransporten
mellem system og omgivelser.

± Angiver om der er tale om optagelse af energi fra
omgivelserne til systemet eller om der afgives energi
∆ E=A+Q
til omgivelserne.

Arbejde: Reaktionerne udføres ved konstant tryk. Arbejdet, ved konstant tryk, kan
derfor defineres ved:

Side 8 af 53
A=Anytte +Avol

Avol =−p⋅∆V
Dette gælder når p er konstant.

Sættes de ligninger sammen får man:

∆E=A+Q=Anytte +Avol +Q=Anytte −p⋅∆V+Q

E
lle
r

∆E+p⋅∆V=Anytte +Q

Enthalpi: Systemets entalpi defineres således:

=
HE+⋅V
p ⇒∆
H=Qp

Molar enthalpi: Et stofs molare entalpi defineres som
H
forholdet mellem entalpi og Hm =
stofmængden: n

Θ
Da entalpi er uafhængig af trykket det opbevares i er Hm =Hm <= en opslagsværdi.

Reaktionsskema: aA + bB + ... → cC + dD + ...

standard entalpien : ∆

m={
(
c Θ
⋅H
m(
C)+⋅H
d Θ
(
mD+
) )−
.
. (
a Θ
⋅H
m(
A)+⋅H
b Θ
(
mB+
) )}
.
.

Θ
Hm>0e
nd
ote
r
mre
ak
tio
n ,o
p
ta
ge
r e
ne
r
gi ,b
liv
e
r k
old
Θ
Hm<0e
x
ote
r
mre
ak
tio
n ,a
fg
iv
e
r e
ne
r
gi ,b
liv
e
r v
a
rm

Hess’ lov

Forbrændingen af methan: CH4 (g) + 2 O2 (g) → CO2 (g) + 2H2O (l) (I)

Inddeles i mindre entalpi udregninger.
1) CH4 (g) → C (s) + 2H2 (g) (II)
2) C (s) + O2 → CO2 (g) (III)
3) 2H2 (g) + O2 (g) → 2H2O (l) (IV)

ligges de 3 reaktioners entalpi-værdier
(∆ Hm(II+III+IV)) sammen fås den samme entalpi som

Side 9 af 53
hvis man havde udregnet entalpien for reaktion I
(∆ Hm(I)).

Hess’ lov = opdeling af reaktionen ud i mindre reaktioner!

Bindingsentalpi.

Sprængning af en binding: Generelt endoterm reaktion, optager varme.

Dannelse af en binding: Generelt exoterm reaktion, afgiver varme.

Tabelværdier! over bindingerne, se side 128 – 130.

Organisk kemi

Alkohol

Alkohol: En alkohol er et carbon-atom, hvor man har udskiftet et af H-atomerne med
en OH-gruppe (hydroxy-gruppe). Dette kaldes nu en
hydroxyforbindelse. Der findes i alt to hydroxyforbindelser; phenoler
og alkoholer. I alkoholer er OH-gruppen bundet til en radikal, eller det
alifatiske C-atom. Fx propan-1-ol

H H H
H C C C OH
H H H

Navngivning: Ved navngivning af alkoholer tilføjer man sulfiksen –ol til
carbonhydridets navn. Eks. Methanol, ethanol osv. Ved de mindre

Side 10 af 53
simple alkoholer angiver man også hvilket carbonatom som OH-
gruppen sidder på, eks: propan-1-ol. (Som vist ovenfor) Man skal dog
huske at angive det lavest mulige nummer for carbonatomet. –diol
to alkoholgrupper –triol tre alkoholgrupper.

Alkoholer opdeles i tre grupper: primære, sekundære og tertiære. De generelle formler for
disse er:

H H R3
R C H R1 C R2 R1 C R2
OH OH OH
Primær Sekundær Tertiær

R i disse formler betegner en radikal som kan være en methyl-, ehtyl-, phenylgruppe osv.

Primære alkohol: OH-gruppen placeret i enden. Altså på et endestillet C-atom. Man
kan i de primære alkoholer erstatte radikalen med et H-atom og får
derved dannet den simpleste alkohol: methanol. De primære alkoholer
indeholder altid atomgruppen: CH2OH.

Sekundær alkohol: Indeholder en CHOH gruppe. Dette skyldes at OH-gruppen skal sidde
på et C-atom inde i carbonkæden.

Tertiære alkohol OH-gruppen på et C-atom ved et forgreningspunkt. Dvs. at de
tertiære alkoholer indeholder en COH atomgruppe.

I de sekundære og tertiære alkoholer kan man ikke erstatte en radikal
med et H-atom, da man så ville få en primær/sekundær alkohol.

Fysiske egenskaber: højere kogepunkter end den alkan det er afledt af – pga.
hydrogenbindingerne mellem hydroxyforbindelserne. Alkoholer
med op til 3 c-atomer er fuldstændig blandbare med vand.
Vandopløseligheden aftager i takt med at der kommer flere
hydrofobe c-atomer.
En alkoholgruppe giver en hvis opløselighed i svagt polære og
upolære opløsningsmidler.

Kemiske egenskaber: 2,4- dinitrophenylhydarzin, påviser oxoforbindelsen men viser ikke
om vi har et aldehyd eller keton. Kan deltage i substitutions
reaktioner.

Tollens reagens: Kun aldehyder kan reagere med Tollens reagens, og netop derfor
kan man påvise en primær alkohol. – sølvspejl.

Side 11 af 53
Phenoler: Hydroxygruppen er bundet til en benzenring.

Fremstilling:Substitutionsreaktion mellem en Br, I, Cl-forbindelse og en OH-gruppe.
Additionsreaktion mellem en alken og vand.

Methanol: CO og H2 forbindelse fra fx naturgas. Forbrændingsreaktion ved 250 grader
og 100 bar. Opløsningsmiddel.

Ethanol: Gæring af sukker og derefter destillation.

Oxoforbindelser
Fuldstændig forbrænding(oxidation) af ethanol:

CH3CH2OH + 3O2 2CO2 + 3H2O

Ved denne forbrænding bliver hele molekylets struktur ødelagt og
lavet om til vand og carbondioxid.

Oxidation alkoholer: Forsigtigt, sådan at man stadig beholder skelettet af C-atomer,
men udskifter en eller flere af de atomer der er bundet dertil.

De generelle formler: Omdannelse af primære og sekundære formler er:

ox ox
R – CH2OH R – CHO R – COOH
Primær alkohol Aldehyd Carboxylsyre

R1 – CHOH – R2 ox
R1 – CO – R2
Sekundær alkohol Keton

Side 12 af 53
Tertiære alkoholer: Kan ikke oxideres med milde oxidationsmidler. Dette kan dog ske
ved kraftige oxidationer, men ligesom ved primære og sekundære
alkoholer så sprænges skelettet af C-atomerne.

Oxoforbindelser: Aldehyder og ketoner er begge oxoforbindelser. Det kan være
nødvendigt at angive oxogruppens placering i ketonerne, men
ikke i aldehyderne.

Carboxylsyrer: kun OOH gruppen der omfatter syredelen. Både mono og
dicarboxylsyrer. Fremstilles ved oxidation af primære alkoholer.
De lave alifatiske carboxylsyrer lugter meget dårligt ( smørsyre =
butansyre.)en vandig opløsning af en carboxylsyre reagere surt
(dannelse af oxoniumionen).
Normalt svage eller middelstærke syrer.

Salte af COOH Meget stabile ioner da der dannes en delokaliseret π–elektronsky.
Endelsen carboxylat eller oat. Dette er gunden til at carboxylsyrer
har stører syrestyrker end alkoholer.

Estere: Dannes ud fra en kondensation af en carboxylsyre og en alkohol ved
udskillelse af vand.
O O
R C
+ HO R
1
R C + H2O
O O
H 1
R
Estere med relativt få carbonatomer har en behagelig frugtagtig duft.
Ethansyrepropylester – pære.

Polyester: Polykondensation af en ester. Reaktion mellem dicarboxylsyre og diol. Her:
1,3-propandisyre og 1,2 – ethandiol.

O CH2 O HO CH2
C C O
+ CH2 OH
CH2 C
OH OH
O C O CH2
- -
O CH2 O

n

Isomeri
Kemi 2000 A-niveau 2

Reaktionskinetik

Side 13 af 53
Reaktionshastighed. Reaktionsorden.

Reaktionskinetik: læren om kemiske reaktioners hastigheder.

+
A2→
B +
CD
Når reaktionen har forløbet vil vi få mindre
koncentrationer af A og B, mens koncentrationerne af
C og D vil vokse.

Reaktionshastigheden: Defineres som formindskelse af koncentrationen:
∆[A]
v=−
∆t

Nulte ordens reaktioner.

∆[A]
Reaktionshastighed: v=−
∆t
nulte ordens reaktioner er kendetegnet ved at v=k,
d[A]
hastigheden er konstant, dvs. k=−
dt

[]
A= − []
k⋅t+AO,
hvor [
A]O
e
rk
on
c
e
n
t
r
at
i
o
ne
n a
fAt
i
ltn t=
i
d
e 0

Halveringstiden: T1 =
[A] , større startkoncentration giver længere
2 2⋅ k
halveringstid.

Graf:

Første ordens reaktioner.

Første ordens reaktion udviser sig med at have en faktor:

Hastighedsudtrykket:

Side 14 af 53
∆[ A]
v = k ⋅ [ A] omskrevet
 →− = k ⋅ [ A]
∆t
1 [ A] 1 t
dA = −k ⋅ dt ⇒ ∫ dA = ∫ − kdt
[ A] [ A ] 0 [ A] 0

[ln ( [ A] ) ] [[ AA]] = [ ln ( − kt ) ] t0
0

ln [ A] − ln [ A] 0 = −k ⋅ t
ln [ A] = −k ⋅ t + ln [ A] 0

Graf:

Ret linie ved plot af ln[A] og t og kurve ved plot af [A]
og t.

ln2
Halveringstiden: T1 =
2 k
Halveringstiden er her ikke afhængig af
koncentrationen.

Anden ordens reaktion.

Hastighed: En anden ordens reaktion består af enten to forskellige molekyler eller to ens
molekyler der rammer ind i hinanden.

Derfor:
= ⋅[] = ⋅[]
⋅[]
2
v k Ae ll
e
r v k A B

d[A]
v=k⋅[ ], Differentialligningen ser således ud : − =k⋅[A]
2 2
A
dt
1 1
Løsningen bliver A =k⋅t+ A ,
[] [ ]O

Graf:

Side 15 af 53
Hvis man tegner den ind i et koordinatsystem, vil den
1
give en ret linie hvis man afbilleder [A ] hen ad
første aksen og t op af anden aksen. Og k er igen
hældningskoeffticienten.

v=k⋅[]
A⋅[]
B Problemer når der skal defineres et hastighedsudtryk,
da der kan være tale om reaktanter der reagerer i
andre forhold end 1:1.

Reaktioner af højere orden.

Hastighed:
Reaktionen mellem a A + b
B + cC →
, her ser
hastighedsudtrykket således ud:

v=k⋅[]
A⋅[]
b ⋅[]
l m n
C

v=k*⋅[ ] hvor k*=k⋅[]
B ⋅[]
l m n
A C

Ved disse reaktioner kan man bestemme l til at være enten 0,1 eller 2 ved at gøre
følgende:

- Hvis man her tegner ln[A ]ad førsteaksen og t op af anden aksen og det giver en ret
linie er l =1, og k* kan bestemme ved at tage den numeriske værdi af
hældningskoefficienten.
- Hvis man her tegner 1/ [A]ad førsteaksen og t op af anden aksen og det giver en ret
linie er l = 2, og k* kan bestemme ved at aflæse linjens hældningskoefficient.
- Hvis l = 0 vil [A] ad x-aksen og t op af y-aksen give en ret linje og k* er igen den
numeriske værdi af hældningskoefficienten.

Hastighedskonstantens temperaturafhængighed.

Hastighedskonstanten k er temperatur afhængig.

 E 
Arrhenius-ligningen: k=kO⋅exp− a 
 R⋅T

Side 16 af 53
Opkaldt efter den svenske kemiker Svante Arrhenius.

Arrhenius – plot: Hvis man har 2 forskellige temperaturer er den
yderst bekvemt at anvende Arrhenius ligningen da
man ved hjælp af det såkaldte Arrhenius-plot kan
bestemme hældningskoefficienten.
Hældningskoefficienten er lig det man kalder
aktiveringsenergien, Ea.

Aktiveringsenergien: Aktiveringsenergien er en makroskopisk størrelse.
Makroskopiske beskrivelser er iagttagelser som ser
på systemet som en helhed, hvorimod man i
mikroskopiske beskrivelser ser på de enkelte partikler
i systemet.

Aktiveringsenergien Ea, er et mål for højden af den energibariere som reaktanterne
skal passere for at blive omdannet.

Dvs. den energi som skal til for at reaktionen mellem
to molekyler kan forløbe. Når reaktanterne ”svæver”
imellem hinanden er de ladt med kinetisk energi,
men i den brøkdel af et sekund de ”rammer”
hinanden, og der udskiftes et molekyle, omdannes
denne energi til potentiel energi.

Katalysator: Et hjælpemiddel som er med til at påvirke denne energi er katalysatorerne. Et
stof som kan tilsættes en reaktion, dog uden selv
at indgå i selve reaktionen, men den ”nedsætter” den
nødvendige aktiveringsenergi, og derfor gør det
muligt for reaktionen at forløbe ved lavere
energitilstande.

Reaktionskinetik og reaktionsmekanisme

Bimolekylær: En bimolekylær elementarreaktion sker ved
sammenstød mellem to partikler (molekyler eller
ioner)

A+B→

Side 17 af 53
efter sammenstødet dannes der så nye partikler – en,
to eller op til tre nye partikler.

Hyppigheden af sammenstød mellem A og B pr. tid er
proportionalt med produktet af de to koncentrationer.
v=k⋅[]
A⋅[]
B
Det sker også at A rammer ind i et andet A-molekyle.
v=k⋅[ ]
2
A

Bimolekylær: En unimolekylær elementarreaktion er omdannelsen
af en enkelt partikel til andre partikler.

X→

A+2B → C+D+ E
den kan opdeles i følgende :
A+B → C+ X, v1 =k1 ⋅ [A]⋅ [B]
X → D+Y, v2 =k2 ⋅ [X]
B+Y → E, v3 =k3 ⋅ [B]⋅ [Y]

i det overstående reaktionsskemasystem, bliver X og Y til såkaldte mellemprodukter,
hvilket vil sige at de dannes under reaktionen og forbruges igen. Disse stoffer er som regel
ustabile og derfor vil det være vanskelligt at isolere dem ud af reaktionen, til alenegående
stoffer.

Reaktionsmekanismens betydning for reaktionen er i hvilken hastighed reaktionen
forløber. Opdelingen af hvilke stoffer der reagerer først og i hvilken rækkefølge.

Substitution og additionsreaktioner
• × × •
Nucleofile substitutionsreaktioner: Generelt skriver man: R
•L+
×N→R
×N+•L. Se side
153.

Der er dannet en kovalent-binding mellem
R(adikalet) og L(eaving-gruppen), men da N(ew)
kommer med et ledigt elektronpar vil der blive dannet

Side 18 af 53
et nyt stof af N og R, med en ny kovalent-
elektronparbinding.

Syre-base reaktion: Under syre-base reaktioner sker det samme, her
optræder basen som en elektronpar-donor. Den
binder et proton til sig med dens ledige elektronpar,
dvs. den kan både optræde som nucleofilt reagens og
som base.

Denne form for substitution spiller en stor rolle i organisk kemi. Til enten fremstilling af
alkoholer eller ethere. se side 154.

Alkoholer: Dog skulle man tro at man også kan få alkoholer til at reagere med nucleofile
reaktanter, men dette er ikke muligt da –OH gruppen
ikke er en leavinggroup, så der må man søge andre
veje, som f.eks. ved at tilsætte en stærk syre, som
konc. svovlsyre. Den går ind som katalysator på
reaktionen og får den til at forløbe.

Reaktionsmekanismen for nucleofile substitutionsreaktioner.

Der findes to forskellige former for reakionsmekanismer.

S: S står for substitution

n: n står for nucleofil

1 & 2: Viser om der er tale om henholdsvis uni- og bimolekyler.

Sn1: Unimolekylær reaktion. Reaktionen sker i flere trin.

Sn2: Bimolekylær reaktion. Reaktionen sker i et trin.
(se side 158)

Ser man på opbygningen af alkyl-gruppen, hvor substitutionen finder sted i. Det der er
afgørende er om der er tale om et primært, sekundært eller tertiært c-atom.
Hvis der er tale om et:
Primær: For det meste Sn2- reaktion. Der er god plads til at reaktionen kan forløbe
uden at skulle deles op.

Sekundær: Her er det også som hovedregel Sn2 substitutioner, men det bestemmes dog
af arten af det nucleofile reagens og af
opløsningens polaritet.

Tertiæer: Der er ikke plads til at den nye gruppe kan komme ind på stoffet. Derfor Sn1.

Side 19 af 53
Flere trin.

Aromatiske substitutionsreaktioner.

Se tegningerne på side 160 og 161.

Additionsreaktioner.

Additionsreaktioner sker i overensstemmelse med Markovnikovs regel:

Ved addition af HX til en usymmetrisk alken går H-atomet til det af de to dobbeltbundne
C-atomer, som i forvejen har flest H-atomer (Markovnikovs regel.).

Se eks. på side 162 til 163.

Rapporter

Puffersystemer

Teori:

Puffersystem:
Et puffersystem som består af en svag syre og dens korresponderende svage base, har
puffervirkning, det vil sige det dæmper pH-ændringen ved tilsætning af stærk syre eller
stærk base. Puffersystemet fastholder altså opløsningens pH. Normalt fastholder man en
pH i intervallet [pKs-1;pKs+1], da det ellers kan blive meget upræcist. Man bruger
puffersystemer i mange forskellige industrisammenhænge. Bl.a. ved enzymforsøg, hvor
det er vigtigt at kunne fastholde en pH.

Pufferligningen:

S + H2O -> B + H3O+

Side 20 af 53
Ks =
[ B ] ⋅ [ H 3O + ]
[S]
 [ B] 
− log ( K s ) = − log  [
 − log H 3 O + ]
 [S ] 
 [ B] 
pK s = − log   + pH
 [S] 
 [ B] 
pH = pK s + log  
 [S] 

Da V=VB =Vs gælder det:

n 
pH = pK s + log b 
 ns 

Jo større koncentration af B og S jo større pufferkapacitet – evnen til at fastholde pH.

Virker bedst ved [S]=[B] da det vil give pH = pKs.

Pufferområdet: [pKs-1;pKs+1].

Forsøg:

Bestemme pufferkapaciteten ved forskellige systemer og derudfra konkluderer hvad der
kendetegner et puffersystem.

Fremstillede puffersystemet med iseddike og natriumacetat. Afvejede 1,503 g iseddike og
3,402 g natriumacetat og opløste det i en 250 mL målekolbe.

I hver af de 4 opløsninger tilsatte vi 1 mL 1,0 M NaOH og målte pH før og pH efter.

1) 50 mL vand
2) 50 mL puffer med eddike og acetat (0,1 M)
3) 25 mL puffer og 25 mL vand (0,05 M)
4) 50 mL puffer med NH4+(ammonium) /NH3 (ammoniak)

Resultater:

∆pH p = 5,25 ∆pH p = 0,13 ∆pH p = 0,36 ∆pH p = 0,27
1) 2) 3) 4)
∆pH T = 5,29 ∆pH T = 0,176 ∆pH T = 0,37 ∆pH T = 0,27
1) meget stor pH spring – dårlig/INGEN pufferkapacitet.
2) meget lille pH spring – MEGET GOD pufferkapacitet.

Side 21 af 53
3) moderat pH spring – God puffer
4) moderat spring – God puffer

Størst hvor [S]=[B] og største koncentration. Svagt korrosponderende syre/basepar
fastholder pH.

Fejlkilder: forkert afmåling og afvejning af stofferne. n, c, pH er afhængige af volumen.
Ingen omrøring af NaOH i opløsningen. Forkert kalibrering.

Primære, sekundære og tertiære alkoholer
Teori:

En alkohol er et carbon-atom, hvor man har udskiftet et af H-atomerne med en OH-
gruppe (hydroxy-gruppe). Dette kaldes nu en hydroxyforbindelse. Der findes i alt to
hydroxyforbindelser; phenoler og alkoholer. I alkoholer er OH-gruppen bundet til en
radikal, eller det alifatiske C-atom. Fx propan-1-ol

H H H
H C C C OH
H H H

Alkoholer opdeles i tre grupper: primære, sekundære og tertiære. De generelle formler for
disse er:

H H R3
R C H R1 C R2 R1 C R2
OH OH OH
Primær Sekundær Tertiær

Side 22 af 53
R i disse formler betegner en radikal som kan være en methyl-, ehtyl-, phenylgruppe osv.

Primære alkohol: OH-gruppen placeret i enden. Altså på et endestillet C-atom. Man
kan i de primære alkoholer erstatte radikalen med et H-atom og
får derved dannet den simpleste alkohol: methanol. De primære
alkoholer indeholder altid atomgruppen: CH2OH.

Sekundær alkohol: Indeholder en CHOH gruppe. Dette skyldes at OH-gruppen skal
sidde på et C-atom inde i carbonkæden.

Tertiære alkohol OH-gruppen på et C-atom ved et forgreningspunkt. Dvs. at de
tertiære alkoholer indeholder en COH atomgruppe.

I de sekundære og tertiære alkoholer kan man ikke erstatte en
radikal med et H-atom, da man så ville få en primær/sekundær
alkohol.

Fuldstændige forbrænding(oxidation) af ethanol:

CH3CH2OH + 3O2 2CO2 + 3H2O

Ved denne forbrænding bliver hele molekylets struktur ødelagt og lavet om til vand og
carbondioxid.

Oxidation alkoholer: Forsigtigt, sådan at man stadig beholder skelettet af C-atomer,
men udskifter en eller flere af de atomer der er bundet dertil.

Aldehyd: Ved forsigtig oxidation af den primære alkohol ethanol får man stoffet ethanal.
Dette stof hører til gruppen af aldehyder. Et aldehyd fås af et
carbonhydrid, når man erstatter to H’er i en CH3-gruppe med et
dobbeltbundet O-atom. Det dobbeltbundede O-atom angives
derfor med endelsen -al.

Carboxsylsyre: Hvis man fortsat oxiderer ethanalen, kan der dannes ethansyre,
som er en carboxylsyre.

Keton: Ved en forsigtig oxidation af en sekundær alkohol et stof fra stofklassen
ketoner. En keton fås også af et carbonhdrid, når to H-atomer fra
en CH2-gruppe erstattes med et dobbeltbundet O-atom. Ketoner
får altid endelsen -on som angiver det dobbeltbundende O-atom.

De generelle formler for omdannelse af primære og sekundære formler er:

ox ox
R – CH2OH R – CHO R – COOH
Primær alkohol Aldehyd Carboxylsyre

R1 – CHOH – R2 ox
R1 – CO – R2
Sekundær alkohol Keton
Side 23 af 53
Tertiære alkoholer: Kan ikke oxideres med milde oxidationsmidler. Dette kan dog ske
ved kraftige oxidationer, men ligesom ved primære og sekundære
alkoholer så sprænges skelettet af C-atomerne.

Oxoforbindelser: Aldehyder og ketoner er begge oxoforbindelser. Det kan være
nødvendigt at angive oxogruppens placering i ketonerne, men
ikke i aldehyderne.

Kemiske egenskaber: Aldehyder og ketoner har en række da de begge indeholder en

C
carbonylgruppe. O som er polær. Lader man en
keton eller aldehyd reagere med 2,4- dinitrophenylhydarzin, vil
der fremkomme en kondensationsreaktion1, og man vil i
reagensglasset kunne se små gule krystaller af 2,4-
dinitrophenylhydrazonen. Denne reaktion påviser
oxoforbindelsen men viser ikke om vi har et aldehyd eller keton.

Tollens reagens: Kun aldehyder kan reagere med Tollens reagens, og netop
derfor bruger man dette næste forsøg til at skelne mellem disse to.
Aldehyder kan oxideres af sølvioner i basiskopløsning, hvorved
der dannes sølv:

R – CHO + 2Ag+ + 3OH- R – COO- + 2Ag(s) + 2H2O

Hvis man til dette forsøg burger et helt rent reagensglas, vil sølvet
sætte sig på reagensglassets sider og danne et såkaldt søjvspejl.

Tollens reagens, indeholder ammoniak og er derfor basisk. Hvis
Tollens reagens ikke indeholdte ammoniak, ville sølvionerne
bundfældes som sølvoxid. Ammoniak binder altså sølvionerne
komplekst som Ag(NH3)2+, hvilket hindrer udfældningen.
Kommer der et sølvspejl ved brug af Tollens reagens har du
aldehyder, hvis ikke har du ketoner.

Forsøg:

OXIDATION:

1
Sammenbinding af to org. Molekyler under fraspaltning af et mindre molekyle, fx vand.

Side 24 af 53
20 mL af Beckmanns blanding blev overført til et stort reagensglas, sammen med 2 mL af
en svolsur opl. af kaliumdichromat ( K2Cr2O7). Hertil blev der tilført 2 mL af den udleverede
alkohol. – FARVEÆNDRING – oxidation = farveskift til sort/grøn fra orange

Gule krystaller:
Ca. 5 mL 2,4-dinitrophenylhydrazinopløsning blev overført til et reagens glas og en dråbe
at destillatet fra forsøg A blev tilsat. Hvis der blev dannet gule krystaller havde vi fat i en
ketoner eller aldehyder.

Sølvspejl:
Vi tilsatte ca 2 dråber 2 M NaOH til 5 mL 0,1 M AgNO3. der blev nu dannet et brunt
bundfald.
Herefter tilsatte vi 2 M NaOH i små dråber indtil at bundfaldet lige netop blev opløst.
Nu var Tollens regens klar til brug, og vi tilsatte et par dråber af destillatet. Hvis der ikke
blev dannet sølvsejl ved stue temperatur, opvarmede vi det i et vandbad på 60 – 70
grader. Hvis der blev dannet sølv havde vi aldehyder.

RESULTATER:

Første alkohol: 2-methylpropan-2-ol – tertiær, da vi så oxidation tydede det på en
forurening.

Anden alkohol: propan-2-ol – sekundær. Så oxidation, gule krystaller, men intet sølvspejl.

Fejlkilder: den tertiære alkohol er blevet forurenet da den ikke burde kunne oxideres. Det
er ikke apparaturet da vi brugte to forskellige rengjorte sæt.
Basisk hydrolyse af Acetylsalicylsyre
Teori

Acetylsalicylsyre er et meget benyttet lægemiddel rundt om i verden. Det er et
smertestillende middel som anvendes til forskellige lette smerter, så som hovedpine,
tandpine og ledsmerter. Der forskes meget i anvendelsen af acetylsalicylsyre, og meget
tyder på, at den kan forebygge hjerte-karsygdomme. Acetylsalicylsyre har måske den
egenskab, at den ved daglig dosis kan nedsætte blodets tendens til at koagulere, og
dermed nedsætte risikoen for blodpropper.

Omkring 1875 forsøgte man sig med salicylsyre som lægemiddel, men det viste sig hurtigt
at være en dårlig ide, da dette stof giver irriterede maveslimhinder. Senere fandt man ud af
at omdanne salicylsyre til acetylsalicylsyre.

Acetylsalicylsyre har samme smertestillende virkning på kroppen men giver mindre
irriterede slimhinder. Smertestillende midler som indeholder acetylsalicylsyre kan i dag
købes på næsten alle apoteker.

Dette er blandt andet: Aspirin, Albyl, Magnyl og Kodimagnyl.
Acetylsalicylsyre er en ester af salicylsyre (2-hydroxybenzoesyre) og eddikesyre
(ethansyre):

Side 25 af 53
O
CH C
HC C OH HO CH3
C
HC C
CH OH O
Salicylsyre Eddikesyre

Reaktionen til dannelse af acetylsalicylsyre se således ud:
O O

CH C CH C
HC C OH HO CH3 HC C OH
C H2O
HC C
+ HC C
+
CH OH O
CH O

C
O CH3
Vi kan her se at det er phenolgruppen i salicylsyren, der danner ester med eddikesyren.
Salicylsyrens syregruppe er stadig i stand til at fraspalte en hydrogenion.
Ved en hydrolyse af acetylsalicylsyre gendannes salicylsyren og eddikesyren, men hvis
det foregår i et basisk miljø, vil det være de korresponderende baser der dannes: salicylat-
og acetationerne.

Reaktionen mod venstre er den basiske hydrolyse mens reaktionen mod højre er
kondensationsreaktionen.

Ved en basisk hydrolyse sker der en spaltning af et organisk stof under vandoptagelse.

Forsøg:

A) Salicylsyre

Vi opløste 1 g acetylsalicylsyre i 25 mL 2M NaOH i den rundbundede kolbe med slib.
Kolben blev anbragt i varmekappen og forsynet med tilbagesvaleren, og vi kogte det i ca.
10 min. Herefter afkølede vi kolben i et vand bad. 2 M HCl blev tilsat indtil al salicylsyren
var udfældet, og pH var på ca. 1. Stoffet blev nu vasket med demineraliseret vand på
filteret og vandet blev suget fra med sugekolben. Stoffet blev nu placeret på en glasplade
og tørret i varmeskab på 80 grader i ca. 10 min. Vi vejede stoffet.

Smeltepunktet blev bestemt.

B) pKs

0,3 g acetylsalicylsyre blev opløst i 10 mL ethanol2 i en konisk kolbe. 5 dråber indikator
blev tilsat, og vi titrerede nu med 0,1 M NaOH til et konstant farveskift. Herefter tilbage
titrerede vi med den halve ækvivalente mængde 0,1 M HCl og pH blev målt.
Det samme blev gentaget med aspirin.

2
Vi brugte her ethanol som opløsningsmiddel da vand indgår i reaktionen og kan medføre en forskydning mod venstre.

Side 26 af 53
C) Phenolprøve

Phenoler giver en karakteristisk farvereaktion med Fe3+-ioner
en spatelfuld af salicylsyre blev opløst i et reagensglas men ca 5 mL ethanol. Der blev
tilsat 3-6 dråber FeCl3-opløsning med en dråbe pipette. Farven skiftede nu til meget mørk
blå/sort.
Denne phenolprøve blev nu udført på en ny og en ældre aspirintablet.

O O
CH C CH C - -
HC C OH HC C O O CH3
- C H2O
HC C
+ 2 HO
HC C
+ +
CH OH O
CH O

C
O CH3

A)
Smeltepunkt (Salicylsyre) = 158 grader celsius
Udbytte = 67 %

B)
Smeltepunkt(acetylsalicylsyre) = 133 grader celsius – teo er 135
Urenheder i stoffer giver uorden i de intermolekylære bindinger og derfor bliver
smeltepunktet altid lavere.

C)
O
O
CH C -
CH C HC C O
HC C OH
H2O
+ 2 HO
-
HC C +
HC C CH O
CH O
C
C O CH3
O CH3

Dette er reaktionen der sker ved titreringen. Ved at finde ækvivalens punktet mellem syren
og basen og derefter tilsætte den halve ækvivalente mængde ved tilbagetitrering kan vi
måle pH som pKs.

pKs= 4,16 Teo = 3,49

Vi finder derved også at en aspirin indeholder ca. 69 % actylsalicylsyre.
Tilsatte ækvivalente stofmængde er lig stofmængden af acetylsalicylsyre i aspirin.

D)
Ved phenolprøve med salicylsyre bliver det lilla. Ved phenolprøve med acetylsalicylsyre
bliver prøven orange.

Ny tablet: ingen salicylsyre – orange.
Gl. tablet: Plastik: ingen salicylsyre(orange) rør: meget salicylsyre (lilla)

Side 27 af 53
Da der er vand i luften vil der ske en hydrolyse af acetylsalicylsyren til salicylsyren med
tabletterne i røret. Dem der er pakket særskilt bliver ikke udsat for vand og derfor
indeholder de ikke salicylsyre.

Fejlkilder:
Forsøg A: en smule af det stof vi rensede i sugekolben blev siddende, og en smule kan
have siddet på filterpapiret. Vi vejede først stoffet efter at vi havde brugt det til at finde
smeltepunktstemperaturen.
Forsøg B: det er svært at finde det nøjagtige tidspunkt hvor stoffet smelter, og aflæse den
præcise temperatur på samme tid.
Forsøg C: Hvis man ikke rammer ækvivalenspunktet præcist, får man forkerte værdier i
den sidste ende.
Forsøg D: urenheder.

Indgreb i ligevægtssystem
Generelt reaktionsskma: aA + bB + cB ... ↔dD + eE + fF ...

[ D] d ⋅ [ E ] e ⋅ [ F ] f ... = K
Reaktionsbrøken:
[ A] a ⋅ [ B] b ⋅ [ C ] c ... c

[ C ] c ⋅ [ D] d < K c → Tilføjer reaktanter/fjerner Produkter.
Indgreb i ligevægtssystem:
[ A] a ⋅ [ B] b
[ C ] c ⋅ [ D] d > K c ← Fjerner reaktanter/tilføjer produkter.
[ A] a ⋅ [ B] b
Koncentrations ændring:
Man kan ved tilsætning af et af de reagerende stoffer, forøger man koncentrationen af
dette stof og systemet vil derfor forskydes. Hvis vi ser på eksemplet med HI igen så vil der
ske en forskydning mod højre ved tilsætning af H2. denne forskydning vil forblive der indtil
reaktionen igen er i ligevægt.
Den franske kemiker Le Chatelier formulerede i 1884 en regel for forskydning i kemiske
ligevægte.

Et ydre indgreb i et ligevægtssystem fremkalder
en forskydning, som formindsker virkningen af
indgrebet.
Side 28 af 53
Volumenændring (trykændring):
Man kan ved at ændre trykket også ændre ligevægten. Dette kan bl.a. ske når man bruger
gasser som deltagere. Ved at ændre volumen af en gasblanding så fordobles
molekyletætheden og dermed koncentrationen. Dette giver så en forskydning, der med
tiden igen vil udligne sig selv.

Temperaturændring:
Her ser man på exoterme og endoterme reaktioner. Hvis en reaktion er endoterm mod
højre er den exoterm mod venstre.
Generelle regler for temperaturændringer:
Hvis temperaturen hæves, sker der en forskydning
i den endoterme reaktions retning.
Hvis temperaturens sænkes, sker der en
forskydning i den exoterme reaktions retning

Man kan nu se hvilken retning i en reaktion der er endoterm og exoterm.

Opløsningsmidlet som reaktionsdeltager:
Vand kan reagere med eddikesyre, og derfor vil en opløsning af eddikesyre også have en
ligevægt. Her bliver produkterne så H3O+ og CH3COO-. Her bruger man molbrøken for
opløsningsmidlet i reaktionsbrøken og derved har opløsningsmidlet en indflydelse på
ligevægstkonstanten. Man sætter dog molbrøken til 1 i meget fortyndede opløsninger.

Forsøg:

Forsøg 1 A
200 mL vand blev tilsat den koniske kolbe sammen med 10 mL 0,1 M Fe(NO 3)3 og
derefter 10 mL KSCN. – Hurtig rød: meget stor reaktionshastighed

Opløsningen overføres til 7 reagensglas hvoraf vi brugte de 6 til selve forsøgene og det
sidste til sammenligning.

Farveskrift: farveløs => gul => mørkerød

[FeSCN ]2+

Reaktionsbrøken: [Fe ]⋅ [SCN ]
3+ −

Fe 3+ + SCN −
→ FeSCN 2+

Reaktionen:
Hvid Rød

Side 29 af 53
Forsøg 1
Vi tilsatte en spatelfuld fast Fe(NO3)3. Jern(III)-ionkoncentration blev større – reaktionsbrøk
mindre.

Hvis vi ser på ligevægtsloven så vil reaktionen forskydes i den retning hvor der er et
underskud af ioner. Når vi tilsætter Fe3+-ioner vil forskydningen derfor forskydes mod højre
da der er et underskud af FeSCN2+.

Forsøg 2
Da ascorinsyre kan reducere Fe3+ tilsatte vi nogle få korn til vi kunne se en reaktion.

Farven forsvinder da ascorbinsyren ved tilsættelse optager Fe3+ ioner, og derfor en
forskydning mod venstre.

Forsøg 3
Vi tilsatte en spatelfuld KSCN

Farven bliver mørkere pga. en forøgelse af cyanationer, derfor en forskydning mod højre.

Forsøg 4 A
Vi tog en smule 0,1 M KSCN opl. Og tilsatte få dråber 0,1 M AgNO3.

Cyanaten fjernes og der kommer hvidt bundfald.

KSCN + AgNO3 => AgSCN (s) + KNO3

Thiocyanaten bliver brugt op da der tilsættes ækvivalente mængder.

Forsøg 4
Vi tilsatte et par dråber 0,1 M AgNO3.

Farveløs og hvidt bundfald

Vi kan fra forsøg 4A sige at AgNO3 fjerner cyanaten derfor en forskydning mod venstre.

Forsøg 5
Vi placerede reagensglas nr. 5 og 6 i henholdvis et vand bad med is og et vandbad på 50
grader og iagttog reaktionen.

I Kulde blev reaktionen mere rød og derfor er den exoterm mod højre. Den blev derimod
hvid i varmen og derfor er den endoterm. Reaktionen er altså exoterm.

Forsøg 6 A
Vi fyldte to bægerglas med præcis lige meget 0,002 M KMnO 4 og iagttog farveintensiteten
set fra oven. Der efter fordoblede vi voluminet i det ene bægerglas med vand og så igen
på farve intensiteten fra oven.

Side 30 af 53
Molekyletætheden halveres og reaktionsbrøken bliver dobbelt så stor som K.

Forsøg 6
Vi gentog forsøget fra før med vores ligevægtsblanding fra kolben.
∆ E=A+Q Molekyletætheden halveres og reaktionsbrøken bliver
dobbelt så stor som K.

Molare enthalpier for ioner
Teori:

Den termodynamiske hovedsætning:

Hvor energi tilvæksten er lig summen af det tilførte arbejde og den tilførte varme.
De to faktorer varme og arbejde bruges i termodynamikken til at beskrive
energitransporten mellem system og omgivelser.

± Angiver om der er tale om optagelse af energi fra omgivelserne til systemet eller om det
er afgives energi til omgivelserne.

Reaktionerne udføres ved konstant tryk. Arbejdet, ved konstant tryk, kan derfor defineres
ved:

A=Anytte +Avol

Avol =−p⋅∆V
Dette gælder når p er konstant.

Side 31 af 53
Sættes de ligninger sammen får man:

∆E=A+Q=Anytte +Avol +Q=Anytte −p⋅∆V+Q

E
lle
r

∆E+p⋅∆V=Anytte +Q

Systemets entalpi defineres således:

=
HE+⋅V
p ⇒∆
H=Qp

p=
⇒ C c⋅∆
T, c
vand =0,418kJm
ol
H
I et stofs molare entalpi defineres som forholdet mellem entalpi og Hm =
n
stofmængden:
Θ
Da entalpi er uafhængig af trykket det opbevares i er Hm =Hm <= en opslagsværdi.

Reaktionsskema:

aA + bB + ... → cC + dD + ...

Udregning af standard entalpien for reaktionen.



m={
(
c Θ
⋅H
m(
C)+⋅H
d Θ
(
mD+
) )−
.
. (
a Θ
⋅H
m(
A)+⋅H
b Θ
(
mB+
) )}
.
.
Θ
Hm>0e
nd
ote
r
mre
ak
tio
n ,o
p
ta
ge
r e
ne
r
gi ,b
liv
e
r k
old
Θ
Hm<0e
x
ote
r
mre
ak
tio
n ,a
fg
iv
e
r e
ne
r
gi ,b
liv
e
r v
a
rm

Forsøget:
Formål: I dette forsøg vil vi måle den molare entalpier for ionerne i de anførte reaktioner.

For disse reaktioner vil vi undersøge deres molare entalpitilvækster:
a. H+ (aq) + OH- (aq) → H2O (l)
b. NaOH (s) → Na+ (aq) + OH- (aq)
c. NaCl (s) → Na+ (aq) + Cl- (aq)
d. Ag+ (aq) + Cl- (aq) → AgCl (s)
e. Mg (s) + 2H+ (aq) → Mg2+ (aq) + H2 (g)
For at give et eksempel på udregning af den molare entalpitilvækst af forsøg a.

Side 32 af 53
∆ Hm(a) = Hm(H2O(l)) -  Hm (H+ (aq)) + Hm(OH-
(aq)

Hm-værdien for H2O (l) kan slåes op i databogen, og da man har vedtaget at H m for H+(aq)
er lig 0, kan Hm(OH-) nu udregnes ved hjælp af formlen for den molare entalpitilvækst. Ved
at finde den nye værdi for OH- kan man nu bruge den værdi til udregning af Hm for Na+.
Den værdi kan bruges til at udregne Cl- i forsøg c, osv.

Forsøg a) Vi afmålte 50 ml 1,00M NaOH og hældte det over i et rent plasticbæger. Hældte
dernæst 50 ml 1,00M HCl op i et måleglas. Målte de to væskers temperaturer.
Da disse to væsker ikke havde samme temperatur og derfor tog vi gennemsnits
temperaturen som lå på 21,55 ºC. Derefter blandede vi de to væsker, rørte rundt med
termometeret og afmålte temperaturen til 28,0

Forsøg b) Vi skyllede plasticbægeret og måleglasset og tørrede begge instrumenter
grundigt inden næste forsøg. Dernæst afvejede vi 2,00 g af det knuste NaOH-pulver og
gjorde 100 ml demineraliseret vand klar. Vi målte vandets temperatur og kom dernæst
pulveret ned I vandet. Da alt af NaOH-pulveret havde opløst sig I vandet målte vi igen
temperaturen.

Forsøg c) Dette forsøg udføres ligesom forsøg a, dog anvender vi 5,85g NaCl og 100 ml
vand i stedet.

Forsøg d) Igen foretages forsøget ligesom forsøg a. igen med andre kemikalier, nemlig 50
ml 0,200M NaCl og 50 ml 0,200M AgNO3.

Forsøg e) Vi gjorde et omkring 5cm lang Mg-bånd ren, ved hjælp af ståluld, hvorefter vi
afvejede det til 0,049g. 100ml 1,00M HCl blev hældt op i det igen rengjorte plasticbæger
og vi målte temperaturen. Tilsatte magnesium-båndet og ventede til at båndet var fuldt
opløst I vandet. Da det var sket rørte vi forsigtig rundt I vandet og målte temperaturen.

Temperaturerne indsættes I et skema.

De udregnede Hm-værdier indføres i skemaet herunder.

ion OH-(aq) Na+(aq) Cl-(aq) Ag+(aq) Mg2+(aq)
Hm -231,908 -230,482 -177,294 112,864 kJ -459,8 kJ
kJ kJ kJ

Tabelværdierne for:
ion OH-(aq) Na+(aq) Cl-(aq) Ag+(aq) Mg2+(aq)
Hm -229,99 kJ -239,66 kJ -166,85 kJ 105,63 kJ -466,62 kJ

Fejlkilder: Unøjagtigheder ved afmåling af temperaturen kan have spillet en lille rolle i det
endelige resultat. Det vil dog ikke have givet så store afvigelser.

Side 33 af 53
Chromatografi af Acetylsalicylsyre
Teori:

Tyndlagschromatografi:

Tyndtlagschromatografi udføres på an plade af glas, aluminium eller plastik. Pladen er
belagt med et tyndt lag af et porøst, fast stof. Dette kan fx være
cellulose eller kiselgel (SiO2).
Nederst på en Chromatografiplade tegner man forsigtigt en
blyantstreg, som skal vise startlinien for de forskellige stoffer. De
stoffer man ønsker at undersøge placeres på startlinien, ved at opløse
en del af stoffet i ethanol og anbringe en meget lille smule ved hjælp af Chromatografipapir
et smeltepunktsrør. Hver plet skal tørre før man gentager
påsætningen, og kun en stofopløsning pr. smeltepunktsrør.
Når pletterne er tørre sættes pladen i et chromatografikar. I karret er
der en lille smule løbevæske. Når pladen kommer ned i
chromatografikarret vil det tynde porøse lag starte med at suge
væsken op. Altså, løbevæsken bevæger sig op ad pladen forbi
pletterne på startlinien og videre op.
Når væskefronten er nået op til pladens overkant tages den op af chromatografikarret og
lægges til tørre. Hvis man er heldig kan pladen se sådan ud (Kræver at
opløsningerne er farvede.)

Side 34 af 53
Afstanden i tælleren måles til plettens centrum. Chromatogrammet ovenfor viser at stoffet
mindst indeholder to stoffer. Den ene plet i C hvad C indeholder, kan man lave en række
chromatogrammer med forskellige løbevæsker og tyndtlagsmaterialer. Formålet med
chromatografi er altså at undersøge en blandings sammensætning af stoffer. A og B er
kun med som referencestoffer.
Hvis pletterne er farveløse kan man sprøjte pladen med et stof der reagerer med de
farveløse stoffer i pletterne under dannelse af farvede forbindelser. Dette kaldes at
fremkalde pladen.
Man kan også købe plader der indeholder et fluorescerende stof, og pletterne kan ses
ved belysning med UV-lys.

Fremstillingen af acetylsalicylsyre:

O CH3
CH C O O
HC C OH
O
HC C
CH OH CH3
Salicylsyre Eddikesyreanhydrid

Reaktionen til dannelse af acetylsalicylsyre ser således ud:

O OH
O OH CH3
O O O O O
OH
+ O
CH3
+ H3C
CH3 OH

Vi kan her se at det er phenolgruppen i salicylsyren, der danner ester med
eddikesyreanhydriden. Der fraspaltes også en eddikesyregruppe.

Fremgangsmåde:
Vi blandede salicylsyren med eddikesyreanhydriden i en tør konisk kolbe. Tilsatte 5 dråber
koncentreret svovlsyre, og opvarmede derefter blandingen i 60 grader varmt vand i 15
min. Salicylsyren blev langsomt opløst og efter de 15 min. placerede vi kolben i vandbad
med is. Blandingen blev nu afkølet og en krystallisation begyndte. Efter afkølingen tilsatte
vi 100 ml demineraliseret vand, filtrede bundfaldet, vha. sugefilter. Af dette råprodukt tog vi
et par spatelfulde til side til den anden del af opgaven.
Råproduktet blev opløst i 30 mL ethanol i i rundbundet kolbe i en varmekappe. tilsatte 80
mL, 75 grader varmt vand til opløsningen. Blandingen blev opvarmet til den var klar.
Blandingen blev afkølet i isbad.

n = m/M

m= p⋅V

Side 35 af 53
Procentisk udbytte:

Salicylsyre  Acetylsalicylsyre
Masse (g) 10,0 g 13,0437 g
Molaremasse 138,12 g/mol 180,16 g/mol
(g/mol)
Stofmængde (mol) 0,0724 mol 0,0724 mol

8,982 g
Udbytte % = ⋅ 100 % = 68,86 %
13,0437 g

Smeltepunkt for acetylsalicylsyre:
Forsøg: 133,5  C
Databog for Fysik og Kemi: 135  C
Kemiske Horisonter (DTU): 135-140  C

Brusevirkningen:
Den kemiske reaktion for bruse virkningen. Jeg ved fra tidligere forsøg at NaHCO3 er en af
hovedbestanddelene i bagepulver. Ved opvarmning danner dette stof CO 2 som får bl.a.
brød til at hæve. Da der ved tilsætning af vand også fremkommer en brusevirkning, vil jeg
foreslå at der igen dannes gassen CO2.
Reaktionsskemaet ser derfor sådan ud:

Fejlkilder:
For hurtig eller langsom opvarmning kan ændre på krystallisationen, ændre på
smeltepunktet, 135-140  C.
ikke blevet renset grundigt nok. For kraftig nedkøling
En lille mængde af stoffet blev spildt da vi filtrerede stoffet.
Glasset blev ikke vejet inden vi kom det våde filtrede stof i, så vi tog stoffet ud, noget må
være blevet siddende, for at veje det ”tomme” glas. <= usikkerhed.
Smeltepunktet blev bestemt ved opvarmet olie, hvor temp. blev aflæst ved øjemål. <=
usikkerhed. Derfor er det en gennemsnitsværdi af 132  C og 135  C.

Side 36 af 53
Identifikation af kendt organisk stof – DTU
Flammeprøve:

Aromater og stærkt konjungerede kulbrinter brænder med en stor sodende flamme. DA
vores stof brændte med en stor sodende flamme har vi en af disse to.

UV-absorption:

Aromatiske eller stærkt konjugerede alifatiske stoffer absorbere UV-lys nær 254 nm.

Vi kom ca. 40-50 mg af vores ukendte stof ned i et lille præparatglas med skruelåg, hvor vi
derefter fyldte det 2/3 op med vores solvent, som i dette tilfælde var ethanol. Solventen er
ikke UV-absorberende. Ud af præparatglasset tog vi et par dråber og kom dem ned på
TLC-pladen, lod den tørre og kom den derefter ind under et UV-lys.

Prøven gav et blåligt plet, ergo må vores ukendte stof indeholde aromatiske eller stærk
konjugerede carbonatomer.

Opløslighed:

Visse oplysninger om organiske stoffers funktionelle grupper kan fås ved at undersøge
deres opløselighed i vand, diethylether, 1M HCL, 1M NaOH og 5% vandig NaHCO3.

Vand

Side 37 af 53
Blev ikke opløst i vand: Her kan vi konkludere at vores stof må have en høj molekylarvægt,
da det ofte er de små stoffer som opløses i vand uden opvarmning.

Diethylether
Her gjorde vi det samme som ved det forrige forsøg med vand, dog opvarmede vi ikke
opløsningen.
Her så vi at stoffet ikke kunne gå i opløsning med etheren, og dermed er det enten et salt
eller også må det indeholde adskillige hydrofile funktioner. C-H

1M HCl
Igen tages der ca. 100 mg af stoffet og tilsættes 2 ml 1M HCl. Da stoffet ikke opløste sig,
opvarmede vi opløsningen ved hjælp af varmepistolen. Her så vi igen at stoffet blev opløst
i det væsken blev varmere end stuetemp.

1M NaOH
Fremgangsmåden er den samme som for HCl. Her så vi at stoffet ikke kunne opløses i det
kolde NaOH men igen skete der noget da vi opvarmede stoffet.
Stoffet ligger op til de egenskaber som er hos ammoniumsalt af en vanduopløselig amin.

5% vandig NaCHO3
Her kom vi 2 ml 5% vanding NaCHO3 i et reagensglas med ca. 100 mg stof.
Igen skulle stoffet opvarmes før at det kunne opløses i den 5% vandinge NaCHO3
Dog skete der ikke en udvikling af CO2 under forsøget, og dermed har vi ikke en syre med
en pKA på under 6.

Reaktion med brom:

Kunne reagere med Brom og derfor kan den lave substitions eller additionsreaktioner.

Vi ved nu at stoffet kan indeholde: C=C, HC CH, phenoler, enoler, aromatiske aminer,
anisoler samt en række stoffer indeholdende aktive hydrogenatomer. Endvidere enkelte
carbonylforbindelser.

Reaktion med permanganat:

Stoffet ikke er en alkohol. Ingen gule krystaller - ingen ketoner eller aldehyder. Evt. tertiær
alkohol.

Smeltepunkt:

Smeltepunktet er 110 grader celsius.

DNPH-derivater:
Burde have set en positiv reaktion.

Side 38 af 53
H-NMR

∂ppm Integrale Nom. Integrale Koblingsmønster Tolkning
0,0 6 Singlet Signal fra referencestof. Ikke relevant.
2,1 92 3 Singlet En enkelt CH3-gruppe uden kobling
7,05 30 1 Triplet Aromatisk ring (se forklaring)
7,25 63 2 Triplet Aromatisk ring (se forklaring)
7,5 60 2 Duplet Aromatisk ring (se forklaring)
8,65 30 1 Singlet N-H

C-NMR

Signalet ved 24 ppm ligger upfield3 på spektret derfor må det være signalet for vores CH3-gruppe.
Dette stemmer overens med at signalet for CH3 også ligger upfield på 1H-NMR-spektret.

Signalerne ved 76,2-77,5 ppm stammer fra referencestoffet og er derfor uden betydning.

Signalerne ved 120,1-137,9 ppm stamer alle fra vores aromatiske ring. Dette viser os at vi har 4
forskellige C-atomer. Ifølge vore H-NMR-spektrer så havde vi kun tre forskellige C-atomer.
forskellen skyldes at men i et C-NMR-spektrer også ser de C-atomer hvorpå der ikke sidder et H-
atom. Vi kan også se hvilket C-atom der har hvilket signal:

Det sidste signal ved 169 ppm stammer fra vores sidste C-atom i carbonylforbindelsen: C=O

MS IR

1 bølgetal Intens Tolkning
Ionser Tolkning λ itet
ie/inte 3292 M-S N-H
nsitet 3193 M Sp2-hyb. C-atom
135 m/z Sv-M Molekylarionen 3135 M Sp2-hyb. C-atom
93 m/z S Molekylarionen fraspaltet 3059 Sv-M Sp2-hyb. C-atom
fragmentet, hvor er H- 2801 Sv Sp3-hyb. C-atom
atom har sat sig på den 1950 Sv C=O
frie plads. 1663 S C=C
43 m/z Sv Fragmentet 1598, 1556, S C=C stræk i aromaten
1488,
1435
1435,1368,13 S C-H bøjninger
22

3
Upfield er et udtryk for hvor på spektret et signal ligger. Upfield beskriver de signaler med lave værdier og downfield
beskriver signalerne med høje værdier.

Side 39 af 53
I småforsøgene vi lavede på DTU har der været et par fejlkilder. I forsøget med
flammeprøven var det svært at se forskel på de forskellige stoffer vi brændte af til
sammenligning, og derfor har vi også undladt disse i rapporten. I smeltepunktsforsøget
blev det undersøgt ved at holde øje med hvornår stoffet smeltede og det kan give
usikkerheder. Ved påvisning af indholdet af halogener er resultatet meget usikkert, og vi
var derfor ikke helt sikre på om vores stof indeholdte halogener. Resten af disse forsøg
forløb egentlig uden problemer og de passer ind i vores resultater.

Ved tolkning af diverse spektre kan der selvfølgelig være usikkerheder. Bestemte signaler
ligger som regel i et interval, og ved hjælp af sammenkobling af de forskellige spektre har
vi nogenlunde vidst hvad vi har ledt efter. Vi mener derfor ikke at der her er de store
fejlkilder.

Vores stof må derfor se sådan ud:
H H N-phenylacetamide
H N O

CH3
H H
H

Saccharider
Formål: Formålet med denne øvelse er at undersøge hvilke saccharider der reducerer
kobber(II)ioner til kobber(I)ioner i Fehlings væske

Teori.
Fehlingsvæsken består af følgende:
Fehling I: Er en CuSO4 – opløsning
Fehling II: Er en blanding af NaOH og kaliumnatriumtartrat ( KNaC4H4O6)

Tilsammen danner de en basisk opløsning som indeholder kompleksbundne
Kobber(III)ioner bundet til tatrat-ionerne. Hvis saccharider viser sig at til være reducerende
kan de få kobber(III)-ionerne til at reducerer sig til kobber(I)-ioner.

Dette kan vi indikere ved at iagttage et rødligt bundfald.

R − CHO + 2Cu 2 + + 5OH − → R − COO − + Cu 2O( s ) + 3H 2O
Rødt Bundfald
Vi ser altså at Cu 2O er fast, hvilket er vores bundfald
Aldehydet oxideres til carboxylsyre, R − COOH , men da vi arbejder i en basisk opløsning,
omdannes dette til R −COO − , Cu 2 + kan eventuelt reduceres helt ned til frit kobber.
Fehling I og Fehling II er begge klare, men ved sammenblanding indikerer vi et farveskift til
mørkeblå.

Side 40 af 53
Indenfor monosaccharider snakker man om hexoser, og igen om opbygningerne af disse.
Der findes to typer hexoser: aldo- og ketohexoser.

Fremgangsmåde: Vi startede med at sætte et vandbad over samt at vi tilsatte pimpsten til
vandet. Derefter nummererede vi de 10 reagensglas som vi skulle bruge i forsøget.
Ved de fem første reagensglas gjorde vi følgende: Vi blandede omkring 2 ml. af
fehlingsvæskerne sammen samt tilsatte en spatelfuld af følgende saccharid (se
forsøgsresultaterne over forsøg 1 – 5) lod det stå i vandbadet i et par minutter, for
efterfølgende at kunne observere om det var sket en farveændring.

Saccharid Fehlings prøve, iagttagelse
1. Glucose Rød, meget brun
2. Fructose Rød, næsten brun
3. Maltose Rød
4. Saccharose Blå
5. Stivelse Rød
6. Æbleudtræk Rød.
Opvarmes i vandbad i 10 minutter Fehlings prøve
7. Saccharose + 5 ml vand Rød
8. Saccharose + 5 ml 0.4 M NaOH Rød
9. Stivelse + 5 ml vand Blå
10. Stivelse + 5 ml 0,4 M NaOH. Rød

Som man kan se ud fra de oversigter jeg har lavet, kan man se at alle de forsøg som har
givet en rød farve efter opvarmningen, har fået reduceret kobber(III)-ionerne til kobber(I)-
ioner.
Dvs. forsøg: 1,2,3,6,7,8 og 10 har saccharider som kan reducere fehlingsvæskerne.
Pga. sammenbindingen af fructose og glucose, er molekyleringene låst, og saccharose
kan derfor ikke reducere Fehlings væske.

- Glucose: Ser vi på glucose, kan vi se at dette er en aldehexose. Aldehyden reagerer
med kobberen og fehlingsprøven påviser et aldehydindhold.
- Fructose: Da fructose er en ketohexose skulle man ikke tro at prøven ville påvise en
aldehyd, da ketoner ikkeoxideres under disse forhold.Alligevel kan fructosen oxideres af
Fehlings væsken, da der sker en omdannelse fra et keton til en aldehyd: Derfor påviser
prøven et aldehyd
- Maltose: Maltosen er et stof opbygget af to aldehyder, hvor der har foregået en
kondensation af to molekyler glucose. Og dermed vil Fehlings prøven også påvise
aldehyder, da maltsen er opbygget af to aldohexoser.
- Saccharose: Derimod er Saccharose en kombination af de to typer saccharider, da det
nemlig er opbygget at en aldohexose, glucose, og en ketohexose, fructose.
Pga. sammenbindingen af fructose og glucose, er ringene i molekylet låst, og derfor kan
saccharose ikke reducere Fehlingvæsken.

Side 41 af 53
- Stivelse: Stivelse er opbygget af mange glucose-molekyler, men da kun en enkelt ring
har mulighed for at åbne sig på aldehydform, er det ikke normalt at man, i praksis, ser
en reduktion af Fehlings væske

Fejlkilder: Da vi tilsatte sacchariderne ved forsøg 7 til 10 skete farveændringen (dog ikke i
forsøg 9.) utrolig hurtigt, dvs. ved tilsættelse af sacchariderne bare i små mængder skete
der noget. Det var meget uventet.

Konklusion: Ud fra forsøgene har vi vist at følgende saccharider kan reducere
fehlingsvæske:
- Glucose
- Fructose
- Maltose
- Stivelse
- Æbleudtræk
- Saccharose + 5 ml vand
- Saccharose + 5 ml 0,4 M NaOH
- Stivelse + 5 ml 0,4M NaOH
Der er også sket en meget underlig reaktion, idet at der i forsøg 7 er sket en farveændring
som egentlig ikke burde have fundet sted.

Aktiveringsenergi
Formål: At bestemme konstanten K0 og aktiveringsenergien for reaktionen mellem
persulfat og iod, og vise at reaktionen følger Arrhenius-ligningen.

Teori: Reaktionen mellem persulfationer og iodioner er ved forsøg vist at være en anden
ordens reaktion. Hastigheden er derfor:

[
v = k ⋅ S 2 O8
2−
] ⋅ [I ]

I dette forsøg skal hastigheden af denne reaktion måles ved forskellige temperaturer.
Derved vises det at reaktionen følger Arrhenius-ligningen.

 E  1
ln( k ) =  − a  ⋅ + ln( k 0 )
 R  T
Arrhenius-ligningen er opkaldt efter den svenske kemiker Svante Arrhenius der opstillede
ligningen i 1889. k0 og Ea er konstanter for reaktionen. R er gaskonstanten med enheden J/
(mol.K) og T er kelvintemperaturen med enheden K.

Ea er aktiveringsenergien. Aktiveringsenergien er den energi der skal til for at en reaktion
kan forløbe. Deraf kommer navnet. Energien aktiverer reaktionen. I Kemi 2000 A-niveau 2
beskrives aktiveringsenergien med følgende ord:

Aktiveringsenergien Ea er et mål for højden af den
energibarriere, som reaktanterne skal passere for
at blive omdannet til produkterne
Side 42 af 53
Hvis ln(k) på y-aksen og 1/T på x-aksen afbildes i et koordinatsystem og en ret linie fås
følger reaktionen Arrhenius-ligningen. Dette kaldes et Arrhenius-plot. Aktiveringsenergien
findes ved at tage a-værdien af liniens ligning og gange med –R (-8,314 j/mol .K).
Konstanten k0 findes som eb-værdien.

Reaktionen startes ved at blande disse tre opløsninger:

⋅ 10,0 mL 0,200 M Na2S2O8
⋅ 10,0 mL 0,200 M KI
⋅ 5,0 mL 4,00 . 10-3 M Na2S2O3 med stivelse

Dette giver begyndelseskoncentrationer på:

⋅ [S2O82-] = 0,080 M
⋅ [I-] = 0,080 M
⋅ [S2O3 2-] = 8,00 . 10-4 M

Thiosulfationerne reagerer meget hurtigt med iodmolekylerne, og førat når thiosulfaten er
opbrugt indeholder opløsningen iodioner:
2− 2−
2 S 2 O3 + I 2 → S 4 O6 + 2 I −
Iodionerne og stivelsen giver sammen en blå farve. Måler man tiden det tager fra man
starter reaktionen til den blå farve fremkommer, har man derved fundet hastigheden.
Denne kan beregnes med følgende formel:

v=
[
− ∆ S 2 O8
2−
] = 4,00 ⋅10 −4
M
∆t ∆t
Koncentrationen er blevet formindsket jævnfør reaktionsskemaet, hvor ½
de efter reaktionen reagerer 1:2.

I fire 250 mL bægerglas blev der fyld is og vand eller lunkent vand fra kogekande. Da det
var svært at kontrollere de forskellige temperaturer blev forskellen mellem dem ikke ret
stor.

I hvert bægerglas blev der placeret 3 reagensglas med følgende opløsninger:

1. 10,0 mL 0,200 M Na2S2O8
2. 10,0 mL 0,200 M KI
3. 5,0 mL 4,00 . 10-3 M Na2S2O3 med stivelse

Side 43 af 53
Glas 1 og glas 2 blev blandet og reaktionen blev startet ved hurtigt at hælde glas 3 ned i
blandingen. Der blev omrørt med spatel hurtigt. Idet reaktionen blev startet startede også
stopuret så tiden for reaktionen blev målt. Ved reaktionens ophør blev temperaturen målt.

Dette blev gennemført ved de fire temperaturer i bægerglassene og ved stuetemperatur.
Alle resultater blev indført i et skema.

Resultater:

Arrhenius-plot:
Arrhenius-plot y = -10667x + 26,691
R2 = 0,9943
-9
0,00334
-9,2 0,00336 0,00338 0,0034 0,00342 0,00344 0,00346

-9,4
-9,6
ln(k)

-9,8
-10
-10,2
-10,4
1/T

Da vores værdier giver en flot ret linie der er hældende ved vi at reaktionen følger
Arrhenius-ligningen. Vi kan derfor finde aktiveringsenergien og k0.

Ligningen for linien er: y = −10667 x + 26 ,691

− Ea
Aktiveringsenergien er: = −10667 ⇔ E a = −10667 ⋅ (−8,314 ) = 88685 ,438
R

Konstanten k0: ln( k 0 ) = 26,691 ⇔ e = e 26 , 691 ⇔ k 0 = 3,9 ⋅ 10 11
ln( k ) 0

Fejlkilder:
I dette forsøg er temperaturen en vigtig faktor og derfor også en stor fejlkilde. Hvis
temperaturen ikke har været målt nøjagtigt nok kan det give usikkerheder i forhold til de
mange udregninger. Jo flere udregninger ud fra få oplysninger giver en større usikkerhed.
Derudover er tiden også en fejlkilde. Man skulle være meget præcis med at starte uret og
stoppe det på det rigtige tidspunkt. Reaktionen forløb lige pludselig meget hurtigt.

Konklusion:
I dette forsøg har vi eftervist at reaktionen mellem persulfat og iodioner følger
Arrheniusligningen. Dette ses ud fra den rette linie ved Arrhenius-plottet. Derudfra har vi
fundet konstanterne k0 og Ea til henholdsvis: k0 = 3,9 . 1011 og Ea = 88685,438 J/mol. Vi har
også fundet reaktionstiden og hastighedskonstanten til reaktionen ved 60 grader celcius

Side 44 af 53
ud fra grafens ligning. Disse er: k = 0,00485 og t = 12,87 sek. Et godt forsøg med
tilfredsstillende resultater.

Kobberindholdet af en 25-øre
For at kunne bestemme indholdet af kobber i en 25 øre skal man have mønten opløst, og
derefter kan man bestemme koncentrationen af den blå farve i et spektrofotometer.
Til bestemmelsen skal man kunne sammenligne forskellige mængder kobber i samme
opløsning, og så derefter plotte resultatet fra 25 øren ind.

I dette forsøg blev kobberet opløst i salpetersyre. Denne reaktion ser sådan ud:

Cu ( s ) + HNO3 → Cu 2+ + NO

Til sidst skal der afstemmes med vandmolekyler, og vi har nu det endelige
reaktionsskema.

6 H 3 O + + 3Cu ( s ) + 2 HNO3 → 3Cu 2+ + 2 NO + 10 H 2 O

Når denne reaktion sker i et rum med dioxygen molekyler så sker der endnu en reaktion:

2 NO + O2 → 2 NO2

Nitrogendioxiden er en brunlig gas, som er meget giftig, derfor skal denne reaktion foregå i
stinkskab, som er helt lukket.

Side 45 af 53
Opløsningen af kobberet i salpetersyren har en kraftig blå farve. Dette skyldes at
kobber(II)ionerne som er komplekstbundet til 6 vandmolekyler, har en meget blå farve

Denne blå farve kan man nu bruge til at bestemme koncentrationen af kobber(II)ioner i
opløsningen. Til dette skal man bruge et spektrofotometer. Et spektrofotometer er en
maskine, hvor man sender lys med forskellig bølgelængde gennem en opløsning.
Opløsningen absorberer mere eller mindre lyset alt efter hvilken koncentration stoffet har
og hvilket stof det er.

En opløsning at kobber(II)ioner har som sagt en blå farve og absorberer derfor rød-orange
lys. Dvs. lys omkring 650 nm. Det som maskinen måler ved de forskellige bølgelængder er
altså absorbansen – A. Absorbansen er defineret som logaritmen til intensiteten af
opløsningsmidler I0 over intensiteten af opløsningen I.
I 
A = log 0 
 I 
Ved at måle absorbansen af den samme koncentration ved forskellige bølgelængder får
man en absorbationskurve ud. Ud fra denne kurve kan man bestemme Amax som er den
bølgelængde hvor mest lys bliver absorberet, og altså det sted hvor man skal måle
absorbansen for de forskellige koncentrationer af en opløsning.

På baggrund af de forskellige målinger af koncentrationer ved A max kan man tegne en
standardkurve for netop den opløsning af et stof. Denne standardkurve følger Lambert-
Beers lov:

[ ]
A = α ⋅ Cu 2 +
Her er alfa en konstant, og ud fra denne standardkurve kan man så finde koncentrationen
af stoffet.

Dette vil vi udnytte i forsøget, hvor vi laver en standardkurve ud fra forskellige
koncentrationer af kobber opløst i salpetersyre. Herefter måler vi absorbansen af
opløsningen af 25 øren og finder derved koncentrationen af kobber i mønten ud fra
standardkurvens ligning.

Ved simpel mængdeberegning kan man derefter bestemme massen i masse%.

Alle de forskellige opløsninger blev delt mellem grupperne. Vi lavede opløsningerne med
2,5 g kobber og 3,0 g kobber. Kobberet blev placeret i to forskellige kolber og overhældt
med 100 mL 4,0 M salpetersyre.

Opløsningen blev hurtigt farvet blå. Vi tilsatte pimpsten og placerede kolben over en
bunsenbrænder indtil opløsningen kogte. Herefter lod vi den koge videre uden varme indtil
alt kobberet var opløst.

Efter dette blev opløsningen overført til en 250 mL målekolbe. Den koniske kolbe blev
skyllet med demineraliseret vand og dette blev også hældt over i målekolben. Der blev

Side 46 af 53
efterfyldt med demineraliseret vand. Kolben blev forsynet med en prop og vendt 5-10
gange.

Standardkurve for Cu2+
y = 10,269x
3
2,5
Absorbans

2
1,5
1
0,5
0
0 0,1 0,2 0,3
konc. Cu2+ (M)

Som det ses ud fra standardkurven så er ligningen for kurven y = 10,269x. ud fra dette kan
vi beregne koncentrationen af Cu2+ ioner i 25 øren.

y = 10,269 x
1,695 = 10,269 x
[
0,165 = x = Cu 2+ ]
Ud fra reaktionsskemaet får vi at stofmængden af Cu og Cu 2+ er den samme. Derfor må
masserne også være den samme. Vi kan nu udregne massen af Cu i mønten.

[Cu ] = [Cu ] = 0,165M = n(VCu )
2+

n(Cu )
0,165M = ⇔ n(Cu ) = 0,04125mol
0,250 L

m(Cu )
n(Cu ) = ⇔ m(Cu ) = 0,04125mol ⋅ 63,55 g = 2,62 g
M (Cu ) mol

Her ser vi at der er 2,62 g kobber i en 25 øre. Selve 25 øren vejer 2,765 g og ud fra dette
kan vi udregne masse% for kobber i mønten.

2,62 g
⋅ 100% = 94,81%
2,765 g

Side 47 af 53
standardkurve
y = 0,6466x
3

2,5

2
abs

1,5

1

0,5

0
0 1 2 3 4 5
gram kobber

Ifølge denne kurve så får vi en masse på 2,55 g. Dette er en smule mindre og vil derfor
give en endnu lavere masse% af Cu.

Ifølge Nationalbanken så er der 97 % kobber i en 25 øre. Dvs. at vi har en afvigelse på
2,25 %.
Dette kan skyldes at ikke alt det opløste kobber er kommet med over i målekolben under
forsøget. Der kan også være usikkerheder i om vores Amax er det rigtige.

Fejlkilder:

I dette forsøg er der egentlig ikke mage fejlkilder, men dem der er, kan have en stor effekt
på resultaterne. Den første fejlkilde er at man ikke har fået alle kobber(II)ionerne med fra
den koniske kolbe og over i målekolben. Dette giver en forkert koncentration og påvirker
vores resultat om massen af kobber i mønten. Den anden fejlkilde er spektrofotometeret
der var svær at aflæse da tallene hele tiden ændrede sig. Det kan også ske at vores Amax
har været forkert. Som der er sagt i teorien så burde den ligge omkring 650 nm, men i
vores forsøg lå den på 750 nm. Dette kan skyldes at vi brugte en rimelig høj koncentration
af kobber(II)ioner til at lave standardkurven.

Side 48 af 53
Fremstilling af 2-chlor-2-methylpropan
Formål: At fremstille 2-chlor-2-methylpropan.

Teori: Ved en reaktion mellem 2-methyl-2-propanol og konc. Saltsyre dannes
2-chlor-2-methylpropan.

CH3 CH3

H3C C CH3 + H Cl H3C C CH3 + HOH

OH Cl

2-methyl-2-propanol er et fast stof ved stuetemperatur og kan smeltes ved at anbringe
beholderen i et lunkent vandbad. Ved sammenblanding med konc. saltsyre sker der en
kraftig exoterm reaktion. I denne blanding vil der selvfølgelig være vand. Blandingen skiller
sig i to faser og den øverste fase er fasen med chlor-forbindelsen. Disse to faser skilles
ved hjælp af en skilletragt.

Side 49 af 53
Rester af HCl fjernes fra fasen med chlorforbindelsen ved hjælp af NaHCO3-.

-
HCl + NaHCO3 NaCl + CO2
+ H 2O

CO2 fjernes forsigtigt fra skilletragten ved at ryste den let og åbne for hanen. Chlorfasen
overføres til et tørt reagensglas og vandfrit Na2SO4. Vandet sætter sig nu fast på
natriumsulfatet og chlorforbindelsen kan filtreres fra med en tragt og filterpapir.
 
Til sidst skal Chlorforbindelsen destilleres fra ved en temperatur mellem 48 C og 53 C .
Dette sker i en almindelig opstilling for destillation, dog med en tilbagesvaler i stedet for en
gummislange, hvori stoffet ville sætte sig fast.

5 mL 2-methyl-2-propanol blev blandet med 15 mL konc. Saltsyre i en konisk kolbe under
en prop af vat. Der blev rystet forsigtigt i 10 min. så intet af væsken rørte vattet. Derefter
blev blandingen overført til en skilletragt. Da lagene var skilt blev den nederste fase tappet
af. Dette blev gjort meget forsigtigt da det er koncentreret saltsyre.

Der blev tilsat 12,5 mL 5% Opløsning af NaHCO3- for at fjerne det sidste saltsyre. Under
forsigtigt omrystning så man at der skete en faseændring.
Underfasen blev tappet af og smidt væk. Overfasen blev tappet ned i et rent reagensglas
og 0,5 g vandfrit Na2SO4 blev tilsat. Der blev rørt rundt i et par minutter. Væsken blev nu
filtreret over i den rundbundede kolbe gennem filterpapir og tragt.

Da alle stoffer reagerer 1:1 er stofmængderne den samme, og er udregnet på følgende
måde.

3,95 g
n( 2 − methyl − 2 − propanol ) = = 0,05mol
74,12 g
mol

Ud fra skemaet kan vi se at der i reaktionen bruges 1,94 g saltsyre. Vi har før fundet ud af
at der tilsættes 6,06 g så der er helt sikkert tilsat et overskud af saltsyre.

Det teoretiske udbytte er 4,93 g, vi får derfor en ret lille udbytteprocent:
0,14 g
udbytte % = ⋅ 100% = 2,84%
4,93 g

De vigtigste grunde til at vi får så lille en udbytte procent er at man arbejder med meget
små mængder af stofferne og at det er svært at skille stofferne nøjagtigt i skilletragten. Der
kan nemt have været lidt af den væske vi skulle bruge tappet af sammen med det
overskydende produkt. En del af væsken sad også fast i filterpapiret da det skulle flyttes
fra skilletragten til den rundbundede kolbe.

Kogepunktet for 2-chlor-2-methylpropan ligger på 50,8 C derfor foregår destillationen ved
  
et temperaturinterval på 48 C -53 C . Altså et interval på +-2 C .

Side 50 af 53
Densiteten for 2-chlor-2-methylpropan er på 0,8474 g/mL. hvis der i en skilletragt var både
vand og 2-chlor-2-methylpropan ville vandet ligge sig som den nederste fase da densiteten
for vand ca. er lig 1 g/mL. 2-chlor-2-methylpropan ville så ligge sig som den øverste fase i
tragten.

Fejlkilder:
Som før nævnt er dette et forsøg med mange fejlkilder. Ud over at vi arbejdede med
meget små mængder, var det mange gange hvor opløsningerne skulle flyttes fra et sted til
et andet og hver gang man flytter noget bliver noget tilbage i den oprindelige beholder. Det
er også meget sandsynligt at en del af stoffet har siddet tilbage i filterpapiret og
natriumsulfatet ved filtreringen. En anden ting er, at der ved destillationen var en højere
varmetilførsel end der burde have været. Intervallet hvor der skulle destilleres over gik
derfor meget hurtigt og højest sandsynligt er ikke alt stoffet destilleret over. Rent faktisk
ved vi ikke om vi har fremstillet 2-chlor-2-methylpropan da stoffet var fordampet da vi
skulle køre det gennem gaschromatografen. En sidste fejlkilde er at stoffet meget let
fordamper, og derfor er det svært at få et præcist resultat.

Konklusion:
Vi har i dette forsøg forsøgt at fremstille 2-chlor-2-methylpropan ud fra 2-methyl-2-
propanol og koncentreret saltsyre. Ved hjælp af beregninger har vi fået en meget lav
udbytteprocent på 2,8 %. Dette betyder at der har været mange fejlkilder i forsøget, og det
generelt har været svært at gennemføre optimalt. Om destillatet er 2-chlor-2-methylpropan
ved vi ikke, da det var fordampet inden vi nåede at analysere det. Derudover er det et
forsøg hvor vi har lært nye teknikker og ny teori.

Reaktion mellem 2-chlor-2-methylpropan og vand
Reaktionen mellem 2-chlor-2-methylpropan og vand.
Formål: Vi vil i forsøget undersøge reaktionskinetiske målinger på reaktionen:

Teori:
Da det er et stof der bliver spaltet til flere stoffer vha. vand er det en Unimolekylær Sn1
reaktion. Denne reaktion sker i flere trin.

1. 2-chlor-2-methylpropan smider cl væk så det bliver positivt ladet. Herefter sætter vand
sig på den frie plads. Til sidst fraspalter molekylet en brintion.

En opløsnings konduktans er et mål for den evne som opløsningen har til at lede en
elektrisk strøm og den måles med en såkaldt ledningsevnemåler.

Side 51 af 53
I vores forsøg er det dannelsen af HCl vi skal måle på. HCl er en stærk elektrolyt, det vil
sige et stof, som er god til at lede en elektrisk strøm, grunden til det er at HCl reagere med
”fuldstændigt” vand, hvorved der dannes mange H3O+ og Cl- -ioner der kan lede
strømmen.
En opløsning konduktivitet afhænger af dens indhold af ioner og temperaturen.
Forholdet mellem konduktiviteten og koncentrationen kaldes elektrolyttens molare
konduktivitet, og betegnes λ .

c: koncentrationen af opløsningen, mol pr. liter, angives i molær
n: stofmængden, angives i mol
V: volumen , angives i liter.
κ : konduktivitet (specifik ledningsevne), angives i S/m eller S/cm

Fremgangsmåde:
rensede et cylinderglas grundigt, hvorefter vi tjekkede det for urenheder ved at sætte
ledningsmåleren i og den skulle ligge på max 1 µ S/cm.

Da dette ikke var tilfældet skyllede vi cylinderglasset rent 2 gange, samt skiftede
måleapparat, hvorefter den gav de optimale startbetingelser.

Der efter kom vi 1,00 ml opløsning af 2-chlor-2-methylpropan og acetone i et rent
cylinderglas, og samtidig kom 99 ml demineraliseret vand i et 100 ml måleglas.

Da reaktionen mellem vand og 2-chlor-2-methylpropan sker lynende hurtigt, skulle vi ikke
bruge lang tid på at hælde de 2 væsker sammen.

Lige efter sammenblandingen, kom vi måleapparatet ned i måleglasset, hvorefter vi
begyndte at måle ledningsevnen for opløsningen. Samtidig med at vi blandede væskerne
startede vi også et stopur, således vi kan følge med udviklingen af HCL, altså
ledningsevnen.

Måleresultater.
Tid / s 0 15 30 45 60 75 90 105 120 ∞
µ S 14 92 130 160 180 200 211 222 240 295

Koncentrationen af HCl under forsøget kan opskrives til denne generelle formel:
295 (uS/cm)/10^-3M= 295000(uS/cm)/M
(der anvendes 295 µ S/cm da vi kender HCl – koncentrationen ved den “uendelige” måling
til M

Vandskonduktivitet har en så lav værdi at man tilnærmelsesvis kan se bort fra den når
man skal se på et produktsledningsevne.

Side 52 af 53
Ved at indsætte µ S ud af førsteaksen og henholdsvis ln- og 1/ koncentrationen af C4H9Cl
ind i koordinatsystemer er det muligt at afgøre om reaktionen enten er af førsteorden eller
andenorden.

Fejlkilder: forsøget afhænger meget af om man har renligheden i orden. For man har
allerede i starten af forsøget en fejlkilde hvis man ikke har fået gjort bægerglasset
ordentligt rent.
Konklusion: Godt gennemført forsøg, hvor resultaterne har passet med reaktionen har
fulgt betingelserne og dermed er blevet vidst til at være en SN1 reaktion. Forsøget har haft
en ubetydelig lille afvigelse så derved kan forsøget også siges at være vellykket.

Side 53 af 53