Vedrørende forholdet mellem videnskab og virkelighed

:

Læserbrev i avisen ’Kurier’ stilet til ledelsen af ZAMG Hohe Warte (Østrigs meteorologiske Institut): -Tak for Deres daglige udsendelser i fjernsynet, som jeg altid har fulgt med stor interesse. Jeg skriver blot dette til Dem, for at gøre opmærksom på at jeg i forgårs brugte 3 ½ time på at pumpe Deres ’let spredt skydække’ op af min kælder. Med venlig hilsen

.....

Kære I... Jeg ville sætte stor pris på at låne en smule af jeres tid. Jeg har nemlig noget vigtigt at fortælle. Det er ikke et eventyr, så derfor kan jeg ikke pænt begynde forfra, lade helten gennemgå en masse ondt og så skrive en lykkelig afslutning. Historien er uden begyndelse og uden opmuntring. Jeg begynder bagfra, med i dag. Vores liv svinger imellem den absolutte håbløshed og en vis fortrøstning. Siden vi for knap to år siden måtte forlade Danmark, med det vi kunne bære i tre kufferter, har vi trods alt formået at etablere både os selv og vores børn i vores nye hjemland, Østrig. I Danmark ved man jo godt, hvor svært det er at flytte til et andet land. Især når man ankommer som flygtning. Vi havde 5000,-kr og intet andet, da vi kom over grænsen fra Italien, hvor vi havde håbet at kunne bosætte os, fordi min kone har en vis tilknytning til landet. Men Milano var, indrømmet, en tand for hurtig for os. Og ubehageligt farlig, selv om den albanske mafia dengang først lige var begyndt på sin krig mod den gode, gamle, velkendte, italienske ditto, og der derfor kun var ganske få skudhuller I mure og vinduer rundt omkring. Få skudhuller fylder ikke så meget I en stor by. Og man ser dem slet ikke, hvis man er I stand til at følge med og derfor har råd til at købe en af de smukke, hurtige biler, som man laver lige nede om hjørnet. ...... Vores endelige rejsemål dengang, hvis det havde været muligt, var selvfølgelig Danmark. Det har ikke så meget med højspændt nationalisme at gøre, men vi har da opdaget vores nationale identitet, mens vi har været tvunget til at traske rundt i Europa. Og de tre af os, min kone og børnene, savner Danmark. Jeg ikke. Men selvfølgelig ville jeg gerne tilbage et smut for at få afsluttet mit liv der. Man kan ikke få sagt rigtigt farvel, når man må forberede en flugt i løbet af kun en uge og ikke for alvor tør tro på, at det inden for en rimelig tid vil være muligt at snakke fornuft med de mennesker, som tvinger en ud. ..... Vi får jævnligt hilsener fra vores gamle land. rudekuverter i truende farver: sort/gul fra skattevæsenet

sjaskede genbrugskuverter i forureningsgråt fra kommunen ekstremt flotte bekræftelser fra folketingsudvalg og luskede tilbud via ambassaden i neutralt om sikker tilbagevenden for Marianne og børnene. Selvfølgelig mod at give mig skylden for det hele. Så vil man kunne hjælpe hende og børnene I gang med et nyt liv, og de embedsmænd, som lavede alt rodet, vil uforstyrret kunne rode videre med Gud alene ved hvor mange andre menneskers liv, før en nådig skæbne lader dem gå på pension. Man overser, at det primært var min kones liv, man ødelagde i Danmark. Og ignorerer, at min yngste nu har været wienerpige i mere end en fjerdedel af sit liv; min ældste i en femtedel, og at de begge er fuldt integreret med venner, skole, fritidsaktiviteter o.s.v. ..... Man overser, at man tillod det danske skattevæsen at rive dem op to gange inden for kort tid, fra alt hvad de kendte I Danmark, og at de derfor føler sig betydeligt mere hjemme i Wien end i København. Ikke at den lille var begejstret for byen til at begynde med. Jeg fortalte hende så på et tidspunkt, at ‘www’ betyder ‘Wienerin wider Willen’, fordi mange har det som hun. Med det resultat, at hun kastede sig over Internettet med indædt energi. Hvilket blot tjener til at vise, hvor uberegneligt alt det, en voksen præsenterer et barn for, ender med at blive. Der kommer så også en retssag i Danmark inden længe. Og den er mystisk i enhver henseende... ...en offentlig kreditor lader først høre fra sig, næsten to år efter vi havde forladt vores gamle adresse i Nordsjælland. I første omgang tænkte vi ikke noget særligt ved det. Først da vi opdager, at man har fremsendt hele det danske materiale uoversat til en østrigsk domstol, begynder det at lugte. Og, indrømmet, min kone kunne sidde med på første parket, fordi hun arbejder under Det østrigske Forbundsministerium for Justits. Ikke at hun forsætligt skaffede sig adgang til noget, men alle kender formentlig den med, at man arbejder med noget og lige skal se, om man har navnefæller i landet. Det har vi ikke... Vi er de eneste fire i Østrig, som hedder Meinertz. Min datter havde forklaret det, men jeg troede da ikke på, at det, for en dansker tyskklingende efternavn ‚Meinertz’, under ingen omstændigheder kunne komme fra sprogområdet, fordi bogstavforbindelsen i slutningen - ‚rtz’ - ganske enkelt ikke lader sig gøre som udlyd i et tysk ord. Jeg har også bemærket, at østrigerne har betydelige problemer med at udtale navnet. Det blev så ikke det store problem, at vi nu optræder med markeringer i de østrigske registre.

Det kunne det være blevet, hvis ikke lige Statspolitiet (svarende til PET) havde clearet os alle, dengang min kone, for snart to år siden, blev ansat i sin nuværende stilling. Og da sagen givetvis dukkede op på deres bord for anden gang i forbindelse, som sagt, med en dansk domstol, der ikke engang vil give et resume af indholdet på et forståeligt sprog, har man straks kunnet se, at man fra dansk side blot ønskede at misbruge det østrigske retssystem til et ikke-juridisk formål. Og den slags kan østrigerne ikke fordrage. Så vi står godt, når sagen til sin tid lander i Bezirksretten i Döbling, hvor vi bor. Men forbandet ubehageligt er det alligevel. Bortset fra at vores gamle bank i Danmark har fremsendt en rykker på ialt kr. 31,85 i forfaldne restancegebyrer for en regnefejl fra deres side på 12,-kr, har der været ualmindeligt tavst fra vores gamle pennevenner i de offentlige kontorer derhjemme. Vi har inden for den sidste uge modtaget de rutinemæssige afvisninger af at genoptage sagen, fordi man hævder, den blev fuldt oplyst ved underkendelsen af kommunens materiale allerede i september 1998. Gid kommunen havde opdaget det også. Så havde vi stadig boet hjemme og været beskæftiget med at genopbygge det liv, som blev skadet en del af tre års kamp for at kunne betale væsentligt mere til skattevæsenet, end vi havde råd til. Det er ikke for meget sagt, når jeg konstaterer, at de sociale myndigheder, med eller mod deres vilje, har fungeret som sikkerhedspoliti for skattevæsenet. Jeg gad vide, om nogen dansker overhovedet har prøvet at forestille sig, hvad det kan komme til at betyde på længere sigt. Nok ikke. For man har en forventning om, at alle afdelinger og alle titler, hvori indgår ordet ‚social’, automatisk hjælper mennesker, i bedste fald med at hjælpe sig selv. Hvorimod det er almindelig visdom, at skattevæsenet gør, som det passer dem. Forleden stod i et østrigsk ugemagasin en oversigt over de sociale udgifter i forhold til EU-landenes bruttonationalprodukt. Danmark førte stort med 34,9%. Frankrig lå på andenpladsen. Og Østrig på tredie med ca. 30%, Med i billedet hører også, at det danske bruttonationalprodukt er af cirka samme størrelse som det østrigske, men befolkningen kun godt det halve. Danmark bruger altså, som vi ved, meget store summer på sine sociale foranstaltninger. Det sociale må jo så være godheden, og eftersom alt i livet er dobbelt, følger skattevæsenet, hvis hårde, utaknemmelige arbejde det er at skaffe alle disse penge, med og presser citronen til kernerne skriger. Det er banalt... ...At gøre bod og afbigt

Jeg håber, at I, siden vi forlod landet, er begyndt at få betydeligt mere for jeres penge og jeres tålmodighed med myndighedernes foregivne fejltagelser og utilstrækkeligheder. Vi er nok ikke de første, som har undret sig over, at de samme embedsmænd, som begår fejlene, i henhold til dansk forvaltningsskik, er dem, der også skal rette dem. Hvis de nu i anden omgang åbent skulle indrømme, at de indledningsvis havde begået fejl, har de samtidig sat en plet i deres egen karriere. Fastholder de derimod, at alt er i orden, risikerer de i realiteten intet. For man rejser selvfølgelig ikke straffesag mod en dansk embedsmand. Det kunne jo opskræmme civilbefolkningen. Som det hedder centralt. Så når man f.eks. skriver, at ’man er uvidende om’ et eller andet, er det fuldstændig risikofrit. For det første, fordi det er meget svært at bevise, at embedsmanden må have vidst noget; for det andet, fordi man aldrig kunne finde på at undersøge det. Og så har man den fordel, at de troværdige vidner tit tier stille, fordi de også er embedsmænd og primært, af lyst eller nød, er forpligtet over for deres lokale arbejdsgiver. Den med ’at være uvidende om’ optræder i disse sager første gang i forbindelse med, at man har oplyst til Gud og Hvermand, at børnenes far, jeg, lider af skizofreni i meget alvorlig grad. Svaret på, hvorfor man har fremsat denne bevidst urigtige påstand lyder: Ordet skizofreni forekommer kun en enkelt gang og kommenteres ikke yderligere. ... kommunen er iøvrigt uvidende om, at oplysningen er givet videre. Det er da noget af en mundfuld, når man således får indføjet, at en psykiatrisk diagnose, som aldrig har eksisteret andre steder end i embedsmændenes fantasi, er en ’oplysning’. Og når de vigtigste personer, som har modtaget denne ’oplysning’, børnenes lærere, ikke på skrift vil indrømme, at de fik den, ja så er man lige vidt. Hvis man kan lide sine børn, i hvert fald. Og lægens ord nytter ikke noget, for hans journaloplysninger affærdiges som ’noget faderen åbenbart tillægger betydning’. Det burde andre vel også, men gør det ikke. Vores nabokone, en inder, er lige kommet ind til mig og børnene, fordi hendes mand dennegang har banket hende for groft. De har begge i meget lang tid virket underlige... ...han et nummer for pomadiseret ...hun for meget ’den gode, tro, katolske hustru’. ...på nervepiller. De har begge kæmpet en lang, sej kamp for at vinde fodfæste i vores Europa, men enhver kan nu se, at det efter ti år er et tabt slag. Hun ved ikke rigtigt, hvad der gik galt, men måske var det noget med den evindelige foragt for deres hudfarve.

Og I kan roligt stole på, at østrigerne er en del pænere i deres omgang med farvede, end de der tegner billedet i mit gamle land. Min kone er kommet hjem, mens jeg skrev ovenstående linier. Jeg ringede til hende, fordi hun sandsynligvis er den bedste til at finde en løsning. Vi engagerer os begge, så meget vi nu formår, i socialt hjælpearbejde her i landet. Hun har en stor, god kontaktflade til Frelsens Hær, og mit gæt er, at vores nabokones held vil være, at hun ender der, lige i nærheden, på deres Frauenwohnheim i Liechtensteinstraße. Jeg arbejder så med at hjælpe nødstedte børn i byen. ...behovet er enormt ...volden, overgrebene ubeskrivelige. Og hjælpen fra det offentlige, som vitterlig er velment her i landet, er meget langt væk. Overgrebene skal være helt ekstreme, eller gå ud over barnets mor først, før man for alvor tager fat. Men så er der jo os, som bidrager med advokathjælp, psykologer o.s.v. Og så mig, der har en forbløffende beroligende virkning på både børn og voksne, når jeg kommer. Ikke af psykologisk indsigt eller udstråling af varme følelser. Simpelt hen, fordi jeg fylder døråbningen og får børnene til at stole på, at deres mareridt er forbi. Det er temmelig underligt, at det netop er os, som skulle jages ud af vores eget land, fordi vi var hh. for kynisk og for sindssyg. Hvilket måske bedre end noget fortæller, at den skandinaviske velfærdsmodel ikke længere forvalter hjælp, men overgreb og koncerntænkning. ...og hilsner fra alle de mægtige. Det hele begyndte med en skattesag for mere end fem år siden. Det var nu ikke en ’sag’ på den måde: jeg havde lavet fejl på min og min kones selvangivelse gennem tre år, og vi skulle betale forskellen. Det er fair nok. Selv om jeg undrede mig en del over, at man bare havde godkendt min oplysning om, at lejeværdien af vores ejendom var 0 kroner og 0 øre. Det viste sig senere, at man havde godkendt det af rationaliseringsgrunde. Og så er og bliver det jo skatteyderens ansvar under alle omstændigheder. Problemet opstod først, da vi skulle afvikle gælden over de af byrådet fastlagte, tolv måneder. Det kunne vi ikke, men så fremsendte kommunen et budgetskema. I henhold til hvilket vi heller ikke kunne, men det betød ikke noget, for man fastsatte blot, som byrådet havde besluttet i alle sager af den art, tolv lige store rater. Jeg var selv chokeret over, at vi havde levet for så få penge, som budgetskemaet sagde, men det havde ikke været så ringe endda.

Det blev det nu. Hver måned havde vi, når skatten var betalt, i henhold til pantefogedens beregninger, minus femtusindetohundrede kroner at leve for. Og eftersom min kone blev arbejdsløs kun fire måneder efter, vi havde begyndt afdragene, kunne vi ikke forsøge at bilde banken ind, at vi var gode for et lån. Dengang kunne man fodre svin med EDB-assistenter, og ingen kunne forudse boomet i branchen kun godt et år senere. Vores økonomi gik i sort. Mest fordi man smurte restancegebyrer på i et omfang, som jeg ikke troede var muligt. Når man nu som udgangspunkt vidste, at vi slet ikke havde et overskud at afdrage af. På forunderlig vis gik det alligevel. Fordi vi har et gråt lånemarked med høje renter og drøje betingelser. Vi klagede faktisk over det i foråret 1997, hvor vi løb uigenkaldeligt tør for penge. Vi fik da besked fra kommunen om, at vi skulle indgive et nyt betalingsevneskema, ellers ville man trække de lovlige 20% af min kones indtægter. De syntes ikke, det var morsomt, da jeg spurgte, om vi virkelig kunne slippe så billigt. Det var nemlig langt mindre end vi faktisk betalte. Så de fastsatte en fortsættelse af den dræbende dræning. I februar begår vi, i et anfald af umåleligt overmod, den fejl at indgive en anke til Told- og Skatteregionen. Og til politiet, fordi der var tydelige uregelmæssigheder i nogle regnskabsark, kommunen ved en fejltagelse havde fremsendt til mig. Vi får selvfølgelig med det samme et brev fra den lokale skattechef, som understreger, at en anke ikke giver opsættende virkning. Se, nu ved jeg godt, at den regel er lavet, for at folk som Glistrup, Riskær-Petersen, Bonde Nielsen med flere ikke skal kunne snyde det offentlige for dets retmæssige andel. Hvis det altså er det, de ovennævnte nogensinde har gjort. Hvis I havde spurgt mig, dengang jeg var god, dansk, blegrød socialdemokrat, ville jeg have kaldt dem forbrydere og tilføjet et par skældsord af den folkelige slags. Nu er jeg ikke længere sikker på andet, end at de i hvert fald blev ofre for den skandinaviske velfærdsmodels dygtige propagandamaskine. Og måske vitterligt havde gjort noget forkert, men det får vi aldrig sikkerhed for, fordi det ville være umuligt, rent politisk, at bære en nuanceret dom over folkefjenderne. Som samme propagandemaskine år senere, i bedste 68-stil, lagde forældrene for had, da man skulle redde disse samfundets de allersvageste, nemlig børnene. Men vi skyldte altså bare små 15000,-kr og kunne vitterligt ikke betale.

Man indforskrev så, fra ukendt side, en aldrende jurist til at tilbyde os hjælp med at undgå den truende tvangsauktionen over vores hjem for den beskedne sum af 6000,-kr. Han ringer pludselig en aften. Ud af ingenting. Jeg svarede nej, fordi jeg kunne se, at vi umuligt kunne betale vores nye lejlighed og samtidig holde vores gamle ejendom på vores hænder. I den lejlighed, som vi havde fået ad bagveje, havde vi i hvert fald en smule sikkerhed. Hvilket er ganske vigtigt, når man har to børn. Og både min kone og jeg har altid fundet boligområdet, der er alment forhadt som socialslum, spændende og levende. Hvor ellers, i hele verden, kan man inden for en halvkilometers gåtur støde på repræsentanter for alle Afrikas og Asiens fremmedartede folkeslag? Mine døtre snakkede lige livligt med alle og var almindeligt afholdt. Hvor kan man ellers se en ældre, marokkansk kvinde, som, uden videre, begynder at lægge sit eget lands sminke på ens datter. Med kærlighed og omhu. Vi har mødt noget af det samme i Østrig, hvor man også forsøger at videregive det, man selv synes er mest værdifuldt ved landets kultur, til os. Det tilbydes med venlighed og modtages af os med taknemmelighed, fordi det gør os rigere som mennesker. Man kommer aldrig for alvor til at forstå andre kulturer – og vores egen er såmænd også udmærket og fuldt konkurrencedygtig med de bedste fremmede – men alle de forbandede absolutter, som begyndte at præge Danmark dengang vi, danskerne, skulle gøre karriere, forsvinder ud af ens liv. Man får chancen for at se livets virkelige og utrolige rigdom. Uden nødvendigvis at skulle forstå den. Vores børn er ikke blevet verdensborgere, men de har fået alle forudsætninger for at føle sig hjemme overalt. Ikke mindst fordi de hernede har høstet megen ros bare for at opføre sig som normale, danske piger. Hvilket vil sige en god del mere respektløst end de ditto østrigske. Men uden forsætligt at fornærme eller krænke nogen og med en stor vilje til at gøre tingene på østrigsk. Når det nu engang er det land, hvor vi er gæster. Jeg vil nu nok betegne skattevæsenets opførsel dengang, hvor de jog os fra sted til sted, som en frækhed. En af de store. Men det syntes man ikke hos Told- og Skatteregionen, der blot meddelte, at man havde fået oplyst fra kommunen, at alt var foregået i overensstemmelse med reglerne, og at jeg, når jeg hævdede noget om regnskabssvindel, gjorde det mod bedre vidende, fordi jeg var blevet ’orienteret om beløbenes systemmæssige indpasning’.

Hvilket dog aldrig har tydeliggjort, hvorfor en modregning i Børnefamilieydelsen, der var blevet brugt til at betale en børnehaverestance for min yngste datter, som aldrig har gået i offentlig institution, var blevet anbragt i skatteregnskabet og derefter overført til de centrale skattemyndigheder. Den stakkels daginstitution, som blev ledet af en ægtefælle til en forkuet kommunalembedsmand, må da have manglet pengene. Eller måske ikke, for min yngste datter havde som sagt aldrig belastet deres institutionsvæsen. Hvilket så også var forkert, viste det sig senere, da man havde brug for det. For da brugte man min klage over deres mærkelige bogføringsskik som tegn på, at jeg led af paranoide vrangforestillinger... ...den omstændighed, derimod, at min datter aldrig havde haft en daginstitutionsplads, som tegn på at vi ville holde hende skjult for myndighederne. I den sammenhæng tæller en privat børnehave åbenbart ikke. Måske fordi man ikke kan bruge den til både at lave svindel med skattevæsenets regnskaber og senere påvise en selvopfunden psykiatrisk diagnose for faderens vedkommende. Når man nu ikke kan få de lokale til at indse, at den er gal, så er det vel meget naturligt at gå videre til de næste i rækken opefter. Jeg fik svar fra Indenrigsministeriet, at embedsmænd havde pligt til at sige sandheden, når de udtalte sig i embeds medfør. Den såkaldte ’officialpligt’. Den værste situation er formentlig, når man kender sine rettigheder, men ikke kan få dem respekteret. Så den officialpligt gjorde bare det hele værre. Sluttelig fik jeg dog et brev fra selveste Indenrigsministeren, i hvilket han lykønskede os med, at vi havde fundet ’en anden løsning’ på vores problemer. Vi havde bedt ham om at udvirke, at de involverede embedsmænd sagde sandheden i sagen. Han lykønskede os til gengæld med, at vi havde ladet vores hjem gå på tvangsauktion og havde fundet en lejlighed i noget betonslum. Hvis jeg havde ham mistænkt for overhovedet at have humor, ville jeg faktisk have troet, at han tog gas på mig. På den anden side glemmer jeg aldrig et møde, jeg var til, hvor han kaldte nogle arbejdsløse for ’ballademagere’. Det er et særligt, socialdemokratisk skældsord, som går tilbage til gadekampene med kommunisterne, dengang i trediverne. Og dengang var det på sin plads. Da han brugte ordet til det møde, var det gemen tilsvining af nogle desperate mennesker. Så humor har han i hvert fald ikke. Men han fik da pæne anmeldelser, da han gik på pension. Det er nok ikke for meget at sige, at hans nekrolog til sin tid, vil være mindet om en æra i dansk socialhistorie, hvor bykongen sørgede for den ligelige og gode fordeling af alt.

Hans afløsere har, for at redde velfærden, indført en forvaltningsskik, som mere giver dem image i retning af sumpgrever. Og det er der så ikke noget at gøre ved. Jeg burde nu have beholdt hans brev, men det gik til ved flugten, fordi min kone hellere ville have plads til en babysko med minder i kufferten. Jeg fik også en hilsen fra et par folketingsmedlemmer, som selvsagt ”ikke kan gå ind i enkeltsager”. Og netop her blev et af de store problemer tydelige, for næsten samtidig modtog jeg et brev fra det amtslige Tilsynsråd, som afviste at gøre mere ved sagen, fordi man ikke havde mulighed for bevisbedømmelse. Det, de ikke kunne tage stilling til, var hvorvidt embedsmændene havde krænket deres officialpligt. Og i den sammenhæng har den relevante ankeinstans altså ikke mulighed for bevisbedømmelse! Det var også en af de store overraskelser. Indtil jeg på underskriften læste et af de berømte navne fra Tamilsagen. Og derefter holdt op med at undre mig over noget som helst. Men jeg havde da også fået en hilsen fra Indenrigsministerens forgænger. Jeg husker ikke indholdet. Kun skyggen af et menneske, som var passeret gennem mit liv for mange, mange år siden via en af mine venner. Dengang det hele var fred, kærlighed og harmoni. Gad vide, hvor hun var endt, hvis hun havde giftet sig med ham? Hvis ikke lige arbejdsløsheden havde revet alt i landet op, var hun sikkert blevet husmor på et lille landbrug, hvilket havde gjort det politiske liv i Danmark fattigere. Har I nogensinde tænkt over, at vi i Danmark har haft arbejdsløshed i snart tredive år? Den begyndte som ungdomsarbejdsløshed, da jeg forlod realskolen i 1971 og voksede så i alder med min årgang, for sluttelig at genskabe et samfund, hvor ungdom var det højeste aktiv, og alder fra et langt liv på bistandshjælp slet ikke blev værdsat i koncernhovedkvarterene. Som formanden for de østrigske arbejdsløshedskasser sagde i et interview: Samfundets største problem er, at de langtidsarbejdsløse er på alder med mig. Eller med de fleste regeringspolitikere. Det er lang tid, vi alle har været belastet af risikoen for at glide ud. Ærligt talt: hvis vi sammenligner med den sidste massearbejdsløshed, så er vi langt hårdere ramt dennegang. Myndighederne har ændret sig som sidste gang, er blevet mere brutale og voldelige; befolkningen ligeså, men officielt går det hele godt alligevel, fordi vi har den ”skandinaviske velfærdsmodel”. Og eftersom vi alle er hårdt belastet, og eftersom velfærdssamfundets grundtanke er, at alle skal have hjælp, hvis de har brug for det, så skal vi alle hjælpes.

Et af de store menneskelige problemer er blot, at velfærdssamfundet også har overtaget beslutningen om, hvordan vi skal hjælpes. Og sat forvaltningsjurister ind som de øverste eksperter og højeste dommere over befolkningens sjæleliv. Vores børn bliver anbragt til tvangsobservation på baggrund af et halvtimelangt hjemmebesøg en tilfældig torsdag eftermiddag. Eller, det var ikke helt tilfældigt, for den person, der står som anmelder, havde ringet til de sociale myndigheder og fortalt, at i dag ville der være bid. Det var der vel også i den forstand, at jeg, på grund af en uhyrlig arbejdsbelastning og et par syge, gamle forældre, som jeg havde forsøgt at passe, var temmelig meget ude af flippen. Og når man så til dette føjer en beskrivelse af hjemmet som luset og skrabet; med kun en enkelt madras på gulvet til deling mellem børnene, så var det jo en ganske alvorlig sag. Beskrivelsen rummer kun et problem... ...den er opdigtet. Vores indbo indbragte så mange penge på politiets auktioner, at der kun bestod en restgæld i forbindelse med rømning, transport, oplagring og huslejerestance på 3000,-kr. Efter et indledende krav på 80.000,-kr + salærer og afgifter. Madrassen må derfor, hvis beskrivelsen skulle være sand, i virkeligheden have været signeret af Picasso og en del af de berømte installationer fra hans socialbevidste periode. Spøg til side... ...hvis de sociale myndigheder var indstillet på at give et retvisende billede af familiernes virkelighed, ville der ske to ting... ...de lokale Børne-ungeudvalg ville gang på gang sige, at det nok ikke var så slemt. ...fra centralt hold ville man begynde at sætte spørgsmålstegn ved, om den voldsomme udbygning af de sociale funktioner nu også var berettiget. Der er ingen tvivl om, at de sociale myndigheder sommetider får nogle berettigede foranstaltninger over for børnefamilier igennem ved at lyve groft. At børn, som har brug for hjælp på trods af hjemmets polerede overflade, faktisk får det, fordi socialrådgiverne kommer til at skrive forkert af eller ’desværre bortkommer’ nogle papirer. Problemerne for almindelige mennesker og for retssikkerheden opstår, når forfalskninger og fordrejninger bliver udgangspunktet, fordi man for enhver pris vil sikre sig kontrollen med, hvad der sker i den angiveligt truede familie. Fra løgnen til overgrebet og rethaveriskheden er der meget kort. Fra socialmyndigheder som hjælpeorganer for mennesker i nød, til sociale myndigheder som velfærdssamfundets sikkerhedspoliti er der kun en svag ændring i sprogbrug, og aktiv deltagelse i den almindelige nedrakning af gennemsnitsdanskeren som besat af ”krævementalitet og egoisme”. Når politikerne taler, får man næsten følelsen af, at de personligt skal have tegnebogen op af baglommen. At det slet ikke er naboen, der betaler det hele. Politikernes løn inklusive.

Nu skal man også tage i betragtning, at politikerne udelukkende kan vurdere rigets tilstand på baggrund af, hvad deres embedsmænd hævder, der sker lokalt. Hvis vi et øjeblik sammenligner den officielle opfattelse af danskerne, som den kommer til udtryk i de politiske debatter, med det de fleste af os kender fra os selv og vores naboer, kan man hurtigt se, at der må være noget galt med de oplysninger, som sendes til politikerne. Man vil da selvfølgelig hellere beholde sine penge selv end betale dem til skattevæsenet. Men alligevel er det meget få, som snyder i større målestok, for det er ganske enkelt for farligt og for nervepirrende. Det er ikke arbejderen på Carlsberg, der unddrager penge, kort sagt. Det skyldes heller ikke en medfødt sadisme, at folk sommetider er onde ved deres børn. At man slår dem eller behandler dem med psykisk brutalitet. Det er mangel på overskud i al almindelighed, fordi vi alle i nu tredive år har været omgivet af utryghed på alle sider... ...arbejdsløshed ...de lokale myndigheder, som man måske har prøvet at være afhængig af o.s.v. Følelsen af, at ligegyldig hvad man siger og gør, så følger ens liv nogle helt egne love, som er uden for ens kontrol. De mere primitive mennesker slår deres børn; de mere raffinerede bruger psykisk terror. Og langt de fleste af os gør bare vores yderste for at give børnene de bedst mulige forudsætninger for et godt liv. Psykisk vold sætter sjældent blå mærker og driver alligevel børn ud i desperation og selvødelæggelse. Men de helt store, givtige jagtmarker kommer selvfølgelig til at befinde sig i de sociale slumområder. Man hævder tit, at mennesker, som selv har fået prygl, fortsætter denne forbandelse ved at slå deres børn. Jeg har kendt to mennesker, som begge i deres barndom har fået prygl ud over enhver forestilling... ...en af vores største billedkunstnere ...og min far. Ingen af dem har nogensinde så meget som løftet en lillefinger mod deres børn. De begge kendte og huskede elendigheden fra deres egen barndom. Man glemmer tilsyneladende tit, at en af menneskelighedens store sejre, opfattelsen, af at mennesker havde medfødt ret til respekt, værdighed og frihed for overgreb, blev bygget på ruinerne af en knust Europa efter Trediveårskrigens brutalitet, af de mennesker som havde set, hvad menneskeforagt medførte af elendighed. Også for bødlerne. Den sociale arv fremtvinges af iagttagerne, ikke af menneskene selv, fordi iagttagerne vil forsøge at finde forklaringen på afvigende adfærd i folks personlige historie.

Ikke i deres samtidshistorie, som vel er den store fælles faktor. Derfor kommer der også sjældent noget godt ud af at fjerne børn fra deres hjem. Vi ser gang på gang, at børn senere som voksne får et elendigt liv, fordi myndighederne tog sig af dem. Dette forklares så hyppigt med, at man er meget påvirkelig i sine første leveår, og at det i virkeligheden er de tidligste fjorten dage af livet sammen med den alkoholiserede mor og ikke samfundets indgriben i de næste atten år af barnets liv, som ødelægger det hele. Jeg har faktisk set ovenstående påstand fremført fra seriøs og respekteret side i forbindelse med en berygtet fjernelse af et barn, som ikke fandt sted, før det var for sent. Problemet er, at lige meget om man bor i en lejlighed sammen med sine forældre eller på en institution eller i plejefamilie, så er samfundets påvirkning og forventninger de samme. Og reaktionen fra den enkelte, i konsekvens heraf, den samme. Jeg mener selvsagt ikke, at man skal lade børn leve i elendighed hos deres forældre, men man er nødt til at opstille nogle mål for, hvad samfundets indgriben skal have som resultat. Og så skal man stoppe med sine dårlige undskyldninger fra de sociale myndigheders side, når man nu er privilegeret med at arbejde i et samfund, som stiller både penge, magt og sympati til rådighed for dem, som er ansat og angiveligt uddannede til at varetage den umulige opgave at beskytte vores børn og give dem de bedste muligheder for et godt liv, hvis deres forældre ikke er i stand til det. Succeskriterier er en decideret mangelvare i den offentlige sektor. Men viljen til at gøre det hele så godt som muligt kan, som sagt, nemt resultere i en rethaveriskhed, som trækker en stribe af løgne og fordrejninger med. Det oplevede vi til overmål, da vi så hvad man skrev langs ad vejen fra både psykologside og på døgninstitutionen. Det påfaldende ved det hele, og det som gav mistanke om, at der var noget alvorligt galt, var vel, at de forskellige undersøgelses- og observationsresultater var forbløffende overensstemmende. Det er de meget sjældent ellers, når seks personer fordelt på tre forskellige faggrupper, skal vurdere det samme menneske. Man havde fundet sin redning i nogle tyve år gamle lægeoplysninger, som forlængst var underkendt. På baggrund af dem kunne man skrive det perfekte materiale om to stærkt ødelagte børn og deres forfejlede forældre. Men man lagde for eksempel ikke mærke til, at jeg, siden materialet blev skrevet, var blevet gift med en anden. Man skulle ellers tro, at forskellen på en hospitalsansat og en edb-programmør var til at tage og føle på. Det var nu ikke noget problem for de sociale myndigheder, for skiftet i arbejdsgiver blev forklaret ved, at min kone var rengøringsassistent de to steder. Det er jo ikke unormalt for den slags personale at skifte arbejdsplads over en tyveårig periode. At min første kone også hed noget andet, og at jeg nu hed noget andet, fordi jeg havde fået min nye kones efternavn ved vielsen, blev ligeledes overset.

Og min nuværende kones indtægt var en del af anklagen mod os, fordi den, med en rengøringstimeløn, måtte betyde, at hun nærmest arbejdede i døgndrift. Således gik fordomme og dumhed nydeligt hånd i hånd hele vejen igennem. Jeg funderer tit over, hvad der ville være sket, hvis vi var blevet i Danmark. Gennem hele juli måned, dengang i 1998, ringede socialrådgiverne op til flere gange om dagen til min kone på hendes kontor, hvilket gjorde det umuligt for hende at passe sit arbejde ordentligt. Hun blev rykket ned fra stillingen som udviklingsleder. En stilling hun havde været meget glad for, meget stolt over og havde gjort godt. Ringeriet fortsatte frem til den 27. august, hvor børnene blev hentet til tvangsobservation på baggrund af, dels de forkerte lægeoplysninger, dels en lang, lang historie fra en påstået gammel ven af familien. Om jeg nogensinde kommer til at forstå, hvordan man kan udnævne sig selv til at være en gammel ven af nogen. Så, glæd jer, alle I gode, socialdemokratiske ministre... ...I har alle fået en gammel ven i hende, som fortalte alle de sjove historier om os til socialrådgiverne. Hun har, så længe jeg har arbejdet sammen med hende i vores parti, fortalt uendeligt lange beretninger om jeres seksuelle efterstræbelser af hende, som hun dog afviste, fordi hun foretrak jeres venskab frem for alt andet og formåede at overbevise jer alle om, at det også ville være det bedste. Ellers ville det være synd for jeres respektive koner. Sikke nogle memoirer, hun vil kunne skrive om danskernes lystige politikliv. Hvis hun altså overlever jer. Men den gør hun næppe: hun er både for gammel og for ødelagt efter mange års konstant brug af psykosemedicin. Hvilket selvfølgelig ikke forhindrede politiet i at overgå sig selv i servicemindedness, da hun følte sig truet af natlige telefonopringninger fra mig. Det blev meldt den 17. august, og allerede dagen efter stod to politiassistenter, som havde kørt langt den dag, foran min hoveddør og ville tale alvorligt med mig. Den 19. august indføjes anmeldelsen og et indholdsreferat af politiets besøg i socialrådgivernes dagsorden med samtlige, nære detaljer. Som havde de to kommunalembedsmænd været fluer på væggen. Det hele angives at gentage sig den 27. august, uden at nogen dog gør sig den ulejlighed at fortælle mig, at jeg har talt med de to politiassistenter igen. Hvorfor skulle de også det... ...man havde jo fået at vide, at jeg alligevel var for sindssyg til at fatte noget? Jeg har iøvrigt kun en gang tidligere været i konflikt med politiet. Jeg blev som niårig noteret for at cykle på fortorvet.

Hvis nogen af jer skulle have boet i København gennem en længere periode, vil I vide, at den hurtige reaktion fra politiet på en telefonterror, som ikke er blot sandsynliggjort, er særdeles usædvanlig for korpset i hovedstaden. Faktisk har jeg kun hørt om lignende tilfælde, når man var ude på at chikanere en eller anden forløben socialist. Nå pyt, Københavns Politidirektør finder det godtgjort, at anmeldelsen imod os for mishandling og vanrøgt var berettiget. Hvor hun så end ved det fra, men det skal hun jo, som dansk embedsmand heller ikke forklare for nogen. Så det er vel rigtigt, når hun siger det. Og så er vi ved velfærdssamfundets achilleshæl igen... ...embedsmænd siger altid sandheden, fordi det står i de generelle bestemmelser for deres ansættelse, at de har officialpligt. Og skulle de endelig lyve en smule, så sker det alene, fordi de på denne måde kan varetage et højere hensyn. For eksempel redningen af den skandinaviske velfærdsmodel, som forudsætter, for at sikre at velfærdssamfundet overhovedet kan administreres med sit komplicerede regelsæt, at de siger sandheden. Også når de lyver. Eller hvordan det nu var? Man konstaterer i hvert fald fra psykologside på kun tre timers samtale med mine døtre, at de er truffet af alle de problemer,som hører med til at vokse op i et hjem, hvor faderen er seksuelt overgearet, sindssyg og misbruger. Og hvor deres mor bare er ligeglad, fordi hun er nødt til at arbejde døgnet rundt, så den pænt kittede facade rundt om familien ikke revner. Vores yngste var en rent animalsk eksistens, regredieret helt tilbage til en førsprogligt stadium. Hun opnåede her i Wien, i en ganske almindelig, østrigsk folkeskole i løbet af det første halve år, på rent østrigske vilkår, førstekarakter (’1’-sehr gut) i tysk og engelsk. Hendes eneste beklagelse er, at hun staver ret dårligt på dansk. Det har dog bedret sig en smule, efter hun har fået lov til at besøge de danske chat-rooms under Opasia. Vores ældste gik i sin tid i gang med at læse om ’power-yoga’, da hun sad og kedede sig på pensionatet. Hun har altid været meget optaget af bevægelse og tilegnede sig hurtigt de komplicerede øvelser. Så hun havde noget at undervise sine klassekamerater i, da hun begyndte i skole. Og det fik hun lov til. Hun beskrives som følelsesmæssigt flagrende og motorisk uudviklet. Hun er iøvrigt også en udmærket skuespillerinde med en utrolig flot tysk diktion. Hendes sproglærer introducerer hende normalt med:

...ünd jetzt ein Bißchen Burgtheater. Burgtheater er Wiens svar på Det kongelige Teater i København. De var begge med til at recitere digte for de forsamlede elever, lærere og forældre i forbindelse med de uendelige forberedelser til Juleaften på deres skole. Jeg har altid holdt meget af Theodor Storm, men da jeg så min yngste stå med den ene hånd i lommen og sige ud over forsamlingen på vel tre hundrede mennesker: -Denkt Euch Ich hab’ das Christkindl gesehen. Es kam aus dem Wald Mit rotgefrorenem Näschen (de af jer, som er gode til tysk, bør lige prøve at læse den sidste linie højt). Da jeg oplevede det, var jeg fuldstændig solgt og købte bogen. Hun læste det hele højt herhjemme på selve Juleaften. Min følelsesmæssigt flagrende, ældste datter, har været forelsket to gange i sit liv: i en dreng hjemme i Danmark og i en i Wien. Båndet her i Wien holder nu på tiende måned. Flap, flap. Indrømmet, jeg synes, hun er for tidligt i gang, men drengen er hendes eneste realistiske konkurrent til pladsen som klassens bedste. Og så er han smaddersød og hjælpsom. Hans far arbejder med computere ligesom min kone, så det er vist den perfekte match. Og formentlig ikke varig, som andet end minde. Vores yngste faldt pladask, og i tidsmæssig konkurrence med sin storesøster, for en afghansk indvandrerdreng. Vores døtre er heldigvis fuldstændig farveblinde, når det drejer sig om folks raceafstamning. Det var nu noget af et problem, for hans far er mullah ved det lokale kulturcentrum, mens jeg går, ikke helt uberettiget, for at være en snarligt tilkommende katolik. Efter hans far og jeg havde set hinanden an et stykke tid, blev venskabet mellem vores børn accepteret fra begge sider, med alt hvad dertil hører af onkler, tanter og, ikke mindst, hans menighed. Han vandt min udelte beundring, da han en dag, helt uvoldeligt og meget effektivt, standsede et vildt slagsmål mellem to drenge foran skolen. Indrømmet... ... jeg havde stået og kigget på det, men eftersom jeg kendte den ene af drengene og anså ham for absolut uforbederlig, forsøgte jeg at lade, som om min mobiltelefon var det vigtigste i verden for mig. Så kom dennne fremmede til, med sin hvide præstehue og sit usandsynlige antræk, og sagde en masse på tysk, med en blød, stor stemme. Drengene standsede,og den dreng, som jeg anså for uforbederlig, trak sig hen i en krog og skammede sig.

Min yngstes bedste vens far kiggede kritiserende på mig og gik igen, uden at sige noget. Siden da har jeg blandet mig, når der var problemer. Jeg er bare ked af, at jeg nåede at få i hvert fald et minuspoint i mullahens opfattelse af min menneskelige duelighed. Jeg har vel fortjent det. Synes jeg vist selv. I hvert fald når jeg hele tiden beklager mig over, at alle andre bare er ligeglade. Jeg tror selvsagt ikke på, at man kan privatisere hele omsorgen for mishandlede børn. Men engagement og menneskelighed kunne sikkert mindske problemerne betydeligt. Hvis vi ikke bare hele tiden mente, at det kunne velfærdssamfundet tage sig af. Det bliver rigeligt betalt for det. For velfærdssamfundets repræsentanter er uden virkelig føling med folks liv. Jeg antager, og er sikker på at jeg har ret i, at socialrådgivere typisk rekrutteres blandt den pæne middelstands børn. Middelstanden, som indiskutabelt er den vigtigste, stabiliserende faktor i ethvert samfund, kan netop kun overleve i sin stabilitet ved at stole på alle de officielle bortforklaringer og løgnehistorier. Man kan ikke bo i et pænt parcelhuskvarter, hvis man hele tiden frygter for at blive offer for et justitseller forvaltningsmord. Så går man i stykker. Man er nødt til at tro på, at en historie som vores skyldes en ophobning af tilfældigheder og misforståelser. Her i landet, hvor embedsstanden er betydeligt mindre, og hvor deres rettigheder er betydeligt stækket, har man en anderledes realistisk opfattelse af en sag som vores. Den betegnes lige ud som resultatet af ’ein Fäkalstau in Bömmerlünd’. Hvorfor man anbringer lortet i Sønderjylland ved jeg ikke. De færreste aner så meget som, hvor Danmark og Bommerlund ligger. Men måske skyldes det, at danskere normalt rodes sammen med friserne, der er det tyske sprogrums molboer. Vores tidligere Frauenministerin, Barbara Prammer, løste sådan en lokalt opstået ’Fäkalstau’ ved at forlange kopier af hele korrespondancen mellem myndighederne og den ramte borger. Hun havde absolut ikke mere magt over lokale beslutninger end en dansk minister, men de færreste uhæderlige embedsmænd bryder sig om at blive kigget over skulderen. Sagen, som da havde varet i ti år, blev afsluttet på mindre end en måned og endte med, at den lokalt populære far til barnet, og dertil kvindens tidligere ægtefælle, ikke længere kunne trække betalingen af underhold i langdrag ved hjælp af sine oversmarte jurister. Hvoraf en tilmed var kommunalt ansat.

Jeg følte mig hensat til Danmark, da jeg læste om den destillerede nederdrægtighed, som havde holdt kone og barn på et eksistensminimum i barnets første ti leveår. Og sluttede mig dagen efter til SPÖ, da jeg læste om Barbara Prammers resolutte reaktion. SPÖ og det danske Socialdemokrati er markant forskellige i deres opfattelse af retssikkerhed. Her er det borgerens retssikkerhed, som tæller. Ikke de smarte juristers. Vi har fra Danmark også fået en lektion i smart kommunaljura i vores egen sag. Jeg spurgte på et tidspunkt personaleafdelingen på vores tidligere rådhus, hvorvidt kommunalt ansatte jurister primært var embedsmænd, eller først og fremmest skulle varetage kommunens interesser? Jeg fik svar tilbage, at det måtte jeg spørge om i afdelingen. Hvorvidt de er embedsmænd eller ej er helt afgørende for borgernes forhold til dem... ...hvis de er embedsmænd er de selvfølgelig bundet af at skulle sige sandheden; hvis de er komunens repræsentanter kan de i hvert fald risikofrit lade som om, pinlige oplysninger er dem ubekendt. Vi bliver slettet af folkeregistret på et eller andet tidspunkt, og sagen overtages øjeblikkeligt, da jeg klager, af den juridiske afdeling på rådhuset. Herfra angiver man såvel over for os, som over for Indenrigsministeriets CPR-kontor, at sletningen sker den 12. november 1998 med virkning fra 4. samme. Dette kan umuligt være sandt, eftersom socialsagen i hvert fald kører videre frem til den 24/11-1998, hvor en eller anden, under foregivende af at være min kone, henvender sig på rådhuset og får ændret min kones skattekort. Sjovt nok udskrives skattekortet, som senere tilgår os ved en fejltagelse, med vores gamle adresse i Danmark. Denne episode er aldrig klarlagt, men et eller andet tyder på, at kommunen troede, vi gemte os i nærheden. At man altså faktisk har stolet på indholdet af socialrådgivernes Dagsorden af 19/11-1998. Iøvrigt ville det have været helt uden mening for min kone at få ændret sit skattekort, al den stund hendes allersidste løn i Danmark var indsat på hendes bankkonto til disposition allerede dagen efter. Men ændringen blev altså foretaget af en veloplyst bedrager, som kendte min kones cpr-nummer og vigtigste løntal. Eller man begik et bedrageri, fordi kommunens Børne-ungeudvalg havde holdt møde den 19. november 1998, hvilket ville have været ulovligt, hvis vi vitterligt var udvandret og dermed slettet af folkeregistret. Dagsordenen fremsendes med bud efter folkeregisteradressen, og da vi hentede post i sin tid på vores gamle bopæl i Danmark, lå den troligt på måtten. Fremsendt den 16. november 1998. Det virker, skal siges, i denne sammenhæng også underligt, at kommunen, som stod for udlejningen af vores lejlighed, holder den fri til os frem til og med 31. maj 1999. Til et tidspunkt hvor man officielt har ment os udvandret i mere end et halvt år.

Men juridisk afdeling trækker angiveligt i sin sagsfremstilling over for Indenrigsministeriet på oplysninger direkte fra de unavngivne embedsmænd, som har foretaget sletningen. Derfor afviser de ethvert kendskab til, at der er foregået noget som helst mærkeligt. Jeg får gang på gang besked om at hennvende mig til de ansvarlige i folkeregistret... ...som ikke kan findes, fordi papirerne i forbindelse med sletningen mangler de krævede underskrifter. Hvis juristerne skulle varetage mine interesser, skulle de vel finde sandheden i rådhusets dokumentation og derefter give mig en rimelig mulighed for at efterprøve forklaringerne. Men det gør man ikke, hvilket giver begrundet mistanke om, at den juridiske afdeling i virkeligheden består af mennesker, som ensidigt skal beskytte kommunens renommé og pengepung. Lidt skrapt, når man som skatteyder er med til at betale deres løn. Det må således også være slut med den absolutte ærlighed og åbenhed fra borgernes side, indtil man får en række skarpt definerede pligter for de kommunale jurister. Udover deres hidtil eneste med altid at underbygge embedsmands- og politikerbeslutninger med jura af stærkt varierende kvalitet. Men vi skulle jo beskæftige os lidt mere med emnet... ...hilsner fra de mægtige. Man synes måske, at det er en overdrivelse at kalde den lokale borgmester for en af ’verdens mægtige’, men det skyldes, at de fleste danskere er for udadrettede, er for verdensorienterede. Det er sandt, at han ikke har den store indflydelse uden for sin kommune, men som vi har indrettet vores forvaltningssystem i Danmark, er han blevet en almægtig person i vores individuelle liv, fordi der i realiteten ikke er nogen, som kan standse ham, hvis det skulle være nødvendigt. Dette går igen i vores egen borgmesters via TV, landskendte pukken på, i alle sager jeg kender, at kommunen stadigvæk mener, man har ret, og hvis man er utilfreds, må man gå til domstolene. Alternativt får man besked på at henvende sig til Christiansborgpolitikerne. For loven siger, kommunen skal gøre, som den har gjort. Efter jeg har været i kontakt med hans juridiske afdeling, er dette langtfra indlysende længere. For eksempel siger loven så, at man bare kan slette folks adresse, således de ikke modtager de nødvendige bilag til deres selvangivelse. Derefter kan kommunen frit udskrive en solid ekstraskat. Hvilket er, hvad man har gjort med min kone. Jeg tvivler på, at nogen, end ikke kommunens skatteforvaltning, kan have ment det alvorligt. Men hvis det virkelig er landets skattepolitik, vil jeg da hermed gerne bede politikerne i Folketinget om at se lidt på det. For den var styg at opleve... ...vi havde efterladt alt, hvad vi ejede ...og så skulle vi lige betale en større sum som tak for god behandling.

Borgmesteren er en altafgørende person i den enkelte danskers liv. Også selv om han ikke betyder det ringeste, når G8 holder møde. Jeg fik et venligt brev fra ham for længe siden. Jeg har altid ment, at man ikke burde søge at trække veksler på, at man tidligere havde kendt mennesker, som så gik hen og blev noget mere. Jeg har haft berøring med ham i mange år, men mistede forbindelsen da jeg flyttede til en anden kommune. Jeg lod dog mit medlemsskab af Socialdemokratiet blive stående i min gamle kommune, så jeg fortsat havde lidt føling med, hvad der foregik. Jeg længtes ikke tilbage, men mine aktiviteter gennem næsten 15 år i kommunen blev ved med at være en stribe kære minder. Nu opfatter jeg dem vel nærmest som vidunderlige erindringsforskydninger, og måske inspirerer den specielle kommune virkelig til den slags. Vores allesammens Morten Korch boede i en periode på et af egnens teglværker og formåede, ifølge en ekspert på Lokalhistorisk Arkiv, at omforme sin trøstesløse dagligdag til den vidunderlige optimisme, som præger hans bøger. Jeg har altid grint hult, hvilket jeg i dag bittert fortryder, når talen faldt på hans bøger. Han er absolut ikke passende læsning for en, som er eksamineret i dansk sprog og litteratur ved Københavns Universitet. Måske opdagede lokaleksperten det samme, for da hun var færdiguddannet, avancerede hun til at fjerne børn på stribe i en af landets hårdt belastede kommuner. Hun excellerede i 1998 på dansk TV ved, præget af alle verdens ulykker i sit tunge, rødlige ansigt, at foretage to markante fejlskøn. Deraf den ene med dødelig udgang. Men det kunne så, i bedste Bibelstil, kompenseres med afhentningen af hundreder af tilfældige, uskyldige børn. For hvem ved, om den pågældende kommune virkelig er så belastet? Bare fordi der ligger et fængsel i den. Så mange indsatte og deres familier er der vel heller ikke til at præge byen. Rent bortset fra, at der vel ikke er nogen nødvendig forbindelse mellem antallet af fængselsindsatte og antallet af mishandlede børn i et bestemt område. Medmindre man som socialrådgiver skal gøre virkelighedens store problemer forståelige for de bevilgende myndigheder og derfor, af pædagogiske grunde, skematiserer voldsomt. Lige som på min barndoms anskuelsesbilleder, hvor man på en papplade i bæ-brunt kunne se hele Danmarks oldtid i et blik. Men jeg fik da brev fra vores borgmester. Problemet var, at vores gamle kommune ikke havde tilstrækkeligt i at sende os ud i en tvangsauktion. Man ville have de nu kunstigt opskruede restancebeløb indfriet til sidste øre.

Så vi er dårligt nok ankommet i vores nye lejlighed, før jeg blev kaldt til møde på rådhuset. Det skal lige tilføjes, at vores tidligere hjemkomune havde lukket for alle hjælpemuligheder, så vi selv måtte betale alle omkostninger i forbindelse med flytning og anskaffelse af ny bolig. Vi havde tilmed fået en af de lejligheder, som kommunen havde reserveret til stærke beboere i det belastede område. Det kan ellers lyde meget derangerende, at man ’får anvist en lejlighed af kommunen’. Men her var forholdet altså det, at vi fik den, fordi vi blev anset for et aktiv. Jeg bliver pudsigt nok kaldt til møde hos skattevæsenet på præcis samme dag, som de sociale myndigheder angiver at have fået en anonym henvendelse om, at vores børn blev mishandlet. Nu er dette boligområde kendt for sit anmelderi, så jeg tog det ikke så alvorligt og gik i stedet til møde med skattevæsenet. Hvilket sikkert var en fatal fejltagelse, fordi det viste sig, at inkassomedarbejderen var en nær, personlig ven af den chefsocialrådgiver, som senere fik ansvaret for sagen. De to arbejdede meget dygtigt sammen om at lænse os for penge, så man kunne skaffe belæg for, at jeg var ude af stand til at lægge et fornuftigt budget og overholde det. Den kvindelige inkassomedarbejder har forfulgt os hele vejen frem til nu, med klamme trusler og ondskabsfulde fælder. F.eks. fik vi på et tidspunkt besked på at indbetale 11.000,-kr. Man oplyste samtidig to uanvendelige, kommunale kontonumre og fortalte, at beløbet ville blive sendt til international inkasso, såfremt pengene ikke faldt på seneste indbetalingsdag. Jeg sendte så pengene kontant, telegrafisk, og havde ved den lejlighed håbet, at de kunne fremkomme i gode, blå 1000-Schilling, men det lod sig ikke gøre. De blev dog leveret personligt og kontant til borgmesteren, så han kunne fornøje sig med sin sejr. Jeg fik som sagt et brev med gode råd og faderlige formaninger. Han er jo, når alt kommer til alt, også seks år ældre end mig. Jeg synes ikke man skal rende folk på dørene, bare fordi man har haft en bekendtskab, dengang forholdene var helt anderledes. Dengang han bare var en yngre mand, fuld af dygtighed og slet skjulte ambitioner. Så jeg lod ham iøvrigt være i fred. Jeg har sluttelig fået breve fra en del mennesker, som er kendt i offentligheden. Jeg vil ikke være med til at ramme folk, bare fordi de ønsker os held og lykke i det fremmede, så jeg ønsker ikke at nævne deres navne. Men jeg vil gerne have lov til at sige tak til dem. Jeg er først langt senere kommet til at tænke på, hvad det kunne komme til at betyde for en seriøs landspolitiker, at vedkommende håbede, at vi ville klare os her i Østrig, på et tidspunkt hvor alle, som havde været tæt på sagen, jappede op om, at vores børn indiskutabelt skulle hentes hjem med politiets hjælp.

Jeg kan blot konstatere, at der ikke var socialister blandt dem, der så rigtigt og ønskede, at vi måtte få held til at redde vores børn fra de stedlige, sociale myndigheder, som absolut ikke mente dem noget godt. Det har måske noget med den indbyggede ’helhedstænkning’ i socialismen? Jeg ved det ikke. Men nu er verden altså lige blevet befriet for alle Herretænkerne ovre østpå. Så er det da forbandet, at man, i den frie del af verden, overtager lige præcis det værste, de opfandt... ...det uovervindelige embedsværk. Men selvfølgelig: når politikerne holder sig til de oplysninger, som tilgår dem fra virkelighedens iagttagere, embedsværket, kan de jo ikke få et realistisk og nuanceret billede af det land, de styrer. Jeg fik også brev fra borgmesteren i vores tidligere hjemkommune, og dette illustrerer måske bedre end noget, hvordan embedsværket styrer virkelighedsopfattelsen hos politikerne... ...min kone blev inviteret til møde med borgmesteren, kommunaldirektøren og skattechefen. Jeg fik lov til at deltage. Han havde nemlig fået oplyst, at skattegælden vedrørte min kone, og kun min kone. Hvilket forekommer underligt, når man tænker på, at skattevæsenet, da de, på skatteministerens foranledning, ifølge egne senere angivelser, korrigerede de forkerte oplysninger, delte beskatning af lejeværdi og andet, ligeligt mellem min kone og mig. På den måde fik de iøvrigt frigjort små titusind kroner i overskydende skat hos mig, der øjeblikkeligt blev indbetalt på vores fælles restskat. For så to år senere at dukke op som restskat for min kone. Hun havde jo fået fjernet sine fradrag. Men den disposition kunne ikke diskuteres. Og det kunne heller ikke, i henhold til borgmesteren, diskuteres, at jeg bare havde at blande mig udenom. Det er helt sikkert, at man allerede på dette tidspunkt havde lagt an til at skride ind mod vores børn, hvis vi ikke tav stille. Man havde, uden vores tilladelse og viden, rekvireret samtlige journaloplysninger i original om os i det lokale lægehus. Noget vi først finder ud af, da vores nye læge klager over, at store dele af journalmaterialet om os må mangle. Da vi kontakter vores gamle læge i den anden kommune, får vi oplyst, at man da ligger inde med ganske mange oplysninger elektronisk. Papirudgaven er således bare forsvundet et sted på rådhuset. Til alt held lader min journal sig rekonstruere på baggrund af det samlede journalmateriale fra en speciallæge, som jeg lige får fat i, før han makulerer det hele i forbindelse med sin pensionering. Min ældste datters materiale lader sig ligeledes rekonstruere på baggrund af hospitalsjournal, oplysninger fra den kommunale sundhedspleje m.v.

Men alt det sker først længe efter, det er blevet en vedtagen sandhed, at familien har gemt sig for sundhedsmyndighederne, for at skjule min sindssyge og mit sandsynlige misbrug af vores døtre. Vi afviste jo også sundhedsplejerskens besøg til vores yngste! Eller gjorde vi? ...kommunen lå i konflikt med sine sundhedsplejersker indtil vores yngste var fyldt tre år. Op til da var vi i løbende kontakt med vores praktiserende læge, som tog sig af aldersundersøgelser og vaccinationer. Hvilket, på grund af det desværre bortkomne materiale, kun vanskeligt lader sig dokumentere. Det eneste, vi kan sige med sikkerhed, er, at tilbuddet om hjemmebesøg af sundhedsplejen først fremsættes i februar 1996 og afvises af vores daværende praktiserende læge. Eftersom vores børn var sunde og veltrevne. Vores ældste angives også, uden at man kan sige, hvem hun har talt med, at have været på kommunens familieafdeling. Hun er som fireårig selv gået den lange vej, mere end fire kilometer, og har sneget sig hele vejen tilbage, uden at vi har opdaget noget. Et fremmeligt barn. Og ingen kan som sagt forklare, hvorfor. Måske er det ligesom vores yngstes daginstitutionsplads. En tom registrering. Men meget malerisk, hvis man hopper på den. Og det gjorde Børne-ungeudvalget senere. Jeg har såmænd også fået en hilsen fra ikke mindre end to amtsborgmestre. Det er meget imponerende, hvordan et menigt partimedlem udvikler sig, når hun bliver leder for en stor institution. Men eftersom amtet ikke påtager sig det ringeste ansvar for den faglige kvalitet af medarbejdernes arbejde, var det ligesom uden mening at hænge hendes brev op på væggen. Anderledes med den anden amtsborgmester, som nu havde set alvorligt på en række klager over den døgninstitution, børnene opholdt sig på i seks uger, i meget lang tid. Han havde kigget og kigget og kigget, alvorligt, gennem nu et år, uden at kunne få øje på noget. Så han erklærede sidst, at hverken han eller hans medarbejdere ville kigge længere. Og det forstår jeg da godt. Vi havde aldrig ønsket, han skulle kigge på noget. Derimod lå det os meget på sinde, da vi havde fået bragt vores egne i sikkerhed i udlandet, at få bedret vilkårene for de tilbageværende børn, som både min kone og jeg var kommet til at kende og holde af. Nederdrægtighederne over for dem drev ned ad væggene.

Selv om overgrebene mod vores egne børn dengang var det vigtigste for os, kunne vi ikke lade være med at mærke os de andre og love os selv, at vi ville komme tilbage til det. Den slags, hvor man spiller børn ud mod hinanden og åbenlyst favoriserer nogle, eller tager andre ind som sine fortrolige i institutionens pædagogiske problemer... ...sådanne forhold opstår sikkert tit, når man opererer med lukkede arbejdsgange, som aldrig udsættes for reel, udefrakommende bedømmelse. Det er altid de i forvejen frelste, som lukkes ind. Og de forstår selvsagt pædagogernes problemer langt bedre end børnenes. Summen af de stores indblanding i denne sag, fordeler sig således... ...Borgmesteren i vores gamle hjemkommune vil ikke tale med mig. ...Borgmesteren i vores sidste, danske hjemkommune blander sig ikke i enkeltsager. Den ene amtsborgmester påtager sig på amtets vegne intet ansvar for den faglige kvalitet af sine ansattes arbejde. Den anden amtsborgmester spørger døgninstitutionens leder, som iøvrigt aldrig er tilstede i børnenes dagligdag. Derefter ser han strengt fra sin amtsgård til den anden by, hvor institutionen ligger, og konkluderer, at han ikke kan se noget forkert heller: ...den ene Indenrigsminister er glad over vores tvangsauktion. ...den anden får sin kontorchef til at skrive et foredrag om officialpligten. Amtmanden må ikke bedømme, om en embedsmand lyver, hvorfor han ikke kan behandle spørgsmål vedrørende officialpligten. Inkassochefen i Told- og Skattestyrelsen kan ikke se noget. Det sociale Nævn glemmer at læse samtlige bilag i sagen. Vi lander i Østrig, i Wien/Döbling som konsekvens af ovenstående. Og det tilsyneladende på enkeltbillet... ...at nærme sig ret en embedsmand. Den hyppigste kommentar fra venner og bekendte, når man fortæller, at man overvejer at klage over sin kommune, er: -Så bliver de først rigtig sure! Jeg har altid ment, at et samfund ikke skulle styres af magter, der var blevet så egenrådige, at deres tilfældige lune en tilfældig dag skulle have magt til både ophøje og nedstyrte almindelige mennesker. Jeg går da ud fra, at klageinstanser er til for at blive brugt, og at de, når de går med til at behandle en klage, hvilket er deres suveræne afgørelse, også mener, at der måske kunne være noget om det, klageren siger. Sådan er det slet ikke. Klageinstanserne er udelukkende styret af politiske hensyn.

Da vi i sin tid skulle præsenterede klagen over tvangsobservationen af vores børn, hvor vi altså får Det sociale Nævns medhold, blev vi omhyggeligt instrueret i, hvad man kunne sige, og især hvad ikke. Det nyttede ikke noget at påstå f.eks., at diagnosen i dagsordenen vedrørende mig beroede på en regulær afskrivningsfejl; at det gamle lægemateriale forlængst var underkendt, og at der var vedlagt en kun en måned gammel, komplet attest, som beskrev den korrekte, lægelige vurdering af mig. Som ikke sindssyg, ikke misbruger, og iøvrigt velbegavet og kultiveret. Da jeg alligevel kom ind på det, irettesatte sagsbehandleren i Nævnet mig med ordene... ...nu skal vi jo ikke diskutere diagnoser. Det nyttede heller ikke noget at sige sandheden om, at socialrådgiverne kun havde været på et halvtimelangt hjemmebesøg, eller at deres beskrivelse af børnenes fysiske hjemmemiljø intet havde med os at gøre. Eller at påstandene om universitetsuddannelse, udvandringsplaner m.v., der fremstilles som resultatet af de vrangforestillinger, der typisk knytter sig til den sindslidelse, som socialrådgiverne selv havde opfundet, var helt igennem sandfærdige og forlængst dokumenteret over for de lokale myndigheder. Derimod kunne vi sikkert med stort held rette skytset mod den enkeltstående anmelder, hvis historie ikke fandt bekræftelse noget andet sted i dokumentationsmaterialet. Især, hvis kommunens kvote for tvangsindgreb var nogenlunde fyldt op. Vi tabte både næse og mund... ...at vores børns skæbne afhang af, om socialrådgiverne havde haft held til at fjerne tilstrækkeligt mange andre før dem? Det var måske i virkeligheden vores held, at ankesagen først faldt i slutningen af september det år, så man havde haft ti måneder til at terrorisere alle mulige andre børn? Og Det sociale Nævn måske endda var træt af at afvise ulykkelige forældre. Vi vandt i hvert fald, men det var en stakket frist, for vi var kommet til at sige vores ærlige og uforbeholdne mening om kommunens sjuskeri. Så jeg kommer først til et møde med den ene af socialrådgiverne, hvor hun på psykologernes vegne anmoder om tilladelse til, at de kan afslutte deres undersøgelse i børnenes hjem. I den anledning skal jeg underskrive et stykke papir. Dette papir eksisterer endnu, og det er vigtigt, for da vi knap to uger senere taler med psykologerne, mener de, at de har afsluttet deres undersøgelse, allerede mens børnene var på døgninstitutionen, og de er nået til den konklusion, at de begge skal fjernes øjeblikkeligt. De kan ikke rigtigt begrunde det. Sådan er det bare. I journalmaterialet står også, i forbindelse med en lang malerisk beskrivelse af en sindssyg person, som holdt møde med socialrådgiveren, at psykologerne ville have mulighed for at iagttage børnene i deres hjem, så de ’kunne komme til klarhed i denne vanskelige sag’. Amtets Social- og Sundhedsudvalg afviser, at psykologerne har bedt om det. Kommunen tier stille.

Så vi kan her lære, at psykologer i amtets tjeneste kan vinde ødelagte og mishandlede børns tillid, kortlægge deres psyke og give sikre prognoser for dem med kun tre timers samtale. Prognoserne skred som bekendt her i Østrig, og beskrivelsen af dem har heller ikke noget med virkeligheden at gøre. Men psykologernes undersøgelsesresultater så smadderflotte ud i den Dagsorden, som kommunens Børne-ungeudvalg vedtog ulovligt efter vores emigration. Måske var problemet over for psykologerne, at vi ikke samarbejdede med dem, som de mente at have ret til at forlange af et engageret forældrepar. Myndighedernes forventninger i netop en sag om børn er en af de svære ting. Hvis man ikke lige er født med formatet. Eller har drukket sig til det. Flere gange under det korte hjemmebesøg svarede den ene af socialrådgiverne på mine spørgsmål med et... ...ja, hvad tror du?! Jeg troede ikke rigtig noget og kunne samtidig konstatere, at de heller ikke troede et ord af, hvad jeg sagde. Da min kone senere taler med dem, tilbyder de hende gang på gang, at hun kan låne nogle bøger om skizofreni. Det tages senere som udtryk for hendes virkelighedsfortrængning, at hun afviser. Selvfølgelig vidste hun godt, at jeg ikke led af denne alvorlige sindssygdom, og at socialrådgivernes antydninger måtte basere sig på en samling forkerte oplysninger. Anmelderen i sagen var selvfølgelig et godt bud på en duelig kilde, eftersom de beskyldninger, hun rejste mod os, var rejst af hende igen og igen mod Gud og Hvermand gennem i hvert fald de tyve år, jeg havde haft kontakt til hende. Men de sociale myndigheder virkede alt for overbeviste i deres anklager til, at det virkede sandsynligt, at de blot baserede sig på hendes påstande. Det må have været tydeligt fra begyndelsen, at hun kun havde kendt mine børn i meget kort tid. Det er først langt senere, vi får at vide, at socialrådgiverne selv havde kontaktet hende og bedt hende om at indgive anmeldelse imod os. De havde begrundet det med, at de havde et altafgørende materiale fra vores tidligere hjemkommmune, men at vi ikke måtte få det at vide, fordi jeg i forvejen var paranoid nok over for offentlige myndigheder. Da i sin tid det første brev fra socialrådgiverne ankom til os, havde jeg i et øjebliks naivitet spurgt, om hun var anmelderen. Eftersom hendes navn er meget karakteristisk, og hun iøvrigt er kendt og frygtet for sit vanvid af stort set hver eneste politiker og embedsmand på rådhuset, havde det været en smal sag at finde hende og overbevise hende om, at netop hun var udset til at redde et par mishandlede, uskyldige børn. Men, som sagt, må det have været tydeligt for Børne-ungeudvalget, at hun ikke kendte hverken børnene eller os.

Det burde have været tydeligt, at vores tidligere hjemkommmune havde udeladt en hel del væsentlige oplysninger i deres færdige socialsag. Det burde vel også have vakt mistanke, at dette først var udarbejdet efter vores fraflytning fra kommunen og helt uden kontakt til hverken os eller børnenes lærere og pædagoger. Det var der åbenbart ikke noget mærkeligt i, når velfærdssamfundet sætter ud på sine hvide gangere for at redde verden. Heller ikke, at vores tidligere hjemkommune havde påtaget sig alt besværet og tilbudt at fjerne børnene under et besøg hos deres tidligere skoletandlæge i kommunen. Man samarbejdede i vores nye kommune med den gamle om at lokke børnene til en tandkontrol, hvor repræsentanter for de sociale myndigheder i vores gamle hjemkomune ville stå parat og fjerne dem øjeblikkeligt. Selvfølgelig var dette ikke vedtaget af politikerne. Men det ville ikke blive noget problem. I hvert fald ikke i den kommune. Vi afviste at tage til tandlægekontrol i vores gamle kommune, mest fordi vi syntes det var mærkeligt, at vi skulle det, når vi nu havde boet i vores nye lejlighed i mere end tre måneder. Vores ældste gik i den lokale skole og vores yngste var på vej til det. Og så ville jeg ærligt talt også helst glemme, at vi nogensinde havde haft noget med den by at gøre. Måske er man blevet mere praktisk i de små kommunalforvaltninger, end godt er for folkesundheden. I vores nye hjemkommune var de første, vi mødte, selvsagt skolens medarbejdere... ...vores ældste datter skulle jo begynde der, og ovenpå de dramatiske begivenheder som førte til flytningen, mente vi, at det skulle gå hurtigt. Da jeg melder hende ind, får skolesekretæren øje på vores mindste og spørger, om det ikke også ville være en god ide, at hun kom i skole? Jeg var ikke sikker på det, for hun er et anderledes voldsomt og stædigt gemyt end sin storesøster. Så umiddelbart svarede jeg nej. Senere gik vi med til at lade hende skolemodenhedsprøve og undersøge af skolens psykolog i al almindelighed. Anbefalingen var entydigt, at hun skulle begynde. Og jeg blev forsikret om, at skolen nok skulle holde til hende. Jeg har nemlig aldrig ment, at skolen ville blive et problem for hende. Medvirkende til afgørelsen har uden tvivl været, at hun var det eneste, etnisk danske barn ud af indtil videre 32 tilmeldte til næste års børnehaveklasse. Skolesekretæren reagerede med overraskelse, da jeg egentlig syntes, at det med de mange fremmede lød meget fint. Vores døtre fik jo senere, her i Østrig, stor gavn af deres viden om at omgås børn fra andre kulturer. Her går de i skole med, kun Gud ved hvor mange, østrigske børn.

Jeg er sikker på, at de begge har draget stor fordel af, at de altid har færdedes mellem både børn og voksne fra, snart sagt, hele verden. Det blev i socialsagen til, at vi havde forsøgt at presse børnene for at kompensere vores egen fiasko. Noget overraskende, vil jeg sige. Men igen ser vi ’Kejserens nye Klæder-effekten’: enhver som ikke kan se det samme som specialisterne, socialrådgiverne, er ikke sit arbejde voksen. Og måske endda dum dertil. Helt barokt bliver det hos skolens sundhedsplejerske, som holder et langt foredrag om fedtfattig ernæring for mig, mens min yngste bliver undersøgt. Sundhedsplejersken har givetvis fået fortalt, at min ældste har problemer med en beskeden overvægt. Hvad hun åbenbart ikke sanser er, at min yngste er på vej til at blive undervægtig. Sikkert på grund af alt roderiet med anbringelsen på døgninstitution o.s.v. Men det er vedtaget, at vi lever usundt, og så skal jeg da lige eksamineres i madlavning. Vi har nu aldrig levet usundt, hvilket bekræftes af både vores læge og af den omstændighed, at børnene stort set aldrig har været syge. Det ville nok have sat sine spor i deres helbred, hvis de var opflasket på en diæt af cola og burgere. Og næppe have muliggjort deres fortsat fejlfrie tandstatus. Vores daværende læge kender også til min ældste datters vægtproblemer, men ser dem ikke som noget alarmerende, fordi hun altid har levet sundt med masser af motion og god kost. Han ser det som en arvelig disposition. Men det er der ingen, der gider høre på, for det er jo dokumenteret, at vi har et minimalt lægeforbrug. Tror man. I Østrig bruger man ordet ’Grande’ om dem, der sidder så urørligt, at man skal passe på ikke at fornærme dem. Især om politikere på forbundsniveau. I Danmark behøver man ikke gå længere end til det nærmeste rådhus for at finde dem. Det er egentlig meget forståeligt, for hvis de lokalt mister værdigheden, bliver de ikke valgt næste gang. Medmindre de, som de fleste, kommer ind på ’borgmestereffekten’ eller andre bekendthedskvaliteter hos deres kolleger. Man må åbenbart ikke protestere mod de sociale myndigheders fremgangsmåde ved at nægte at give møde. Sagen var jo den, at hele materialet sendes til os kun en hverdag før mødet i Børneungeudvalget. Vi når alligevel forinden at fremskaffe den fornødne dokumentation for, at hovedpåstandene om sindssyge og misbrug er nogle socialrådgiverne selv har fundet på.

Samtidig mener vi, at et halvtimelangt hjemmebesøg og en række samtaler med en ældre, alvorligt sindslidende dame, anmelderen, ikke er tilstrækkeligt til at ønske tvangsobservation af et par børn, som aldrig har haft problemer nogetsteds. Eller at underkende vores forældreevne, når ingen tidligere, hverken læger, plejepersonalet på sygehuset eller børnenes lærere, har haft indsigelser mod vores måde at gøre tingene på. Jeg troede ærligt talt, at jeg drømte, da de to socialrådgivere så rent faktisk mødte op og krævede børnene udleveret. Min yngste har heller aldrig glemt de to, som dengang sagde, at de bare ville ’låne dem lidt’. For så, halvanden måned senere, at kræve dem permanent anbragt uden for hjemmet på indikationer, som børnene jo hele tiden havde vidst var rent opspind. Men Børne-ungeudvalget var åbenbart blevet fornærmet over vores protest imod at deltage i en forvaltningsfarce, hvor vi på blot en enkelt dag havde skullet samle materiale til at dokumentere, at Dagsordenen kun bestod af tredive siders fælles hjernespind fra to socialrådgivere og en gammel dame, som lider af en uforbederlig trang til at frelse verden. Vi havde, med lægens attest og udtalelser fra børnenes lærere og skolepsykologen, næsten undtagelsesløst vist, at der måtte være noget alvorligt galt med de sociale myndigheders påstande. F.eks. blev det anset for en fare for børnene, at jeg var ukendt af Distriktspsykiatrien. Og lige lidt hjalp det, at min læge på baggrund af mange års journalmateriale fra en psykiatrisk speciallæge attesterede, at jeg ikke var mentalt forstyrret. Bebrejdelsen for ikke at have kontakt til den omkringfartende distriktspsykiatri blev opretholdt. Opretholdes den dag i dag. Man skrev et brev til min læge, hvori man udbad sig oplysninger efter følgende mønster... ...hvilken indflydelse har et stort alkoholforbrug på patientens sindssygdom. ...findes der medicin, som vil kunne stabilisere patientens alvorlige vrangforestillinger ...og så videre. Nu skal man lige tænke på, at dette brev bliver fremsendt, før man officielt ved noget som helst om mig. Bortset fra mit cpr-nummer... ...det elegante hofspil ...hvis du lader, som om dine børn har problemer, så skal vi til gengæld nok lade som om, vi hjælper dem. Ordet ’bekymret’ er blevet et meget ladet ord i familien. Det er sådan en trylleformular, som fritager de sociale myndigheder for at komme nærmere ind på et emne. De værste var psykologerne. Min kone og jeg var til samtale med dem mindre end en måned efter hjemgivelsen og havde nok forventet, eftersom man jo på daginstitutionen havde haft lejlighed til at observere, at vi ikke havde

problemer hverken i omgangen med vores egne eller andres børn, at vi kunne lirke en vis forståelse frem hos dem. Så kom trylleformularen: -Vi er bekymrede for jeres børn! Og med den sætning standsede al fornuftig samtale. Der var sat et udgangspunkt, som betød, at anklagerne mod os var rigtige, og at det var nødvendig med en indskriden fra myndighedernes side. Man skulle vel ellers tro, at man ville være en smule mere forhandlingsvenlige, når socialrådgiverne havde fået underkendt deres arbejde af Det sociale Nævn. Men sådan fungerer det ikke. Jeg fik senere i en telefonsamtale med min nu afdøde bror at vide, at man jo måtte sikre, at de sociale myndigheder ikke tabte ansigt. Han vidste formentlig, hvad han talte om, for han havde været rundt til sine politiske bekendtskaber og bede om hjælp på mine vegne. Beklageligvis var de alle repræsentanter for den del af det politiske spektrum, som havde været enige med socialministeren i, at det var en god ide at overføre Pol Pots politiske tanker fra den cambodianske jungle til de danske børneværelser. Så rådene faldt en smule skævt. Man kan opsummere dem i, at nu skulle vi roligt tage hjem. Vi havde godt nok svækket vores sag ved at stikke af, men der var ikke den ting, en dansker ikke kunne ordne over en kop kaffe. Det første, som undrede mig, var, at de sociale myndigheder ikke må tabe ansigt. ... vi andre, vores børn inklusive, må så til gengæld godt miste alt. En sær logik, og ofte gennem tiderne bundet sammen med religiøse bevægelser. Paven har heller aldrig måttet tabe ansigt, men hvad har sådan et ufejlbarlighedsdogme at gøre i et moderne, demokratisk land? Jeg forstod ikke noget. ...og så skulle vi altså tage hjem og ordne vores børns fremtid over en kop kaffe. Jeg syntes, det var noget voldsomt og kunne i hvert fald huske, selv om der ikke havde været flydende fortæring ved de to møder, at ethvert samarbejde i løbet af oktober måned var blevet blokeret af ordet... ...’bekymret’ Og når vi ikke var ’bekymrede’ for vores børn, så skyldtes det selvfølgelig, som psykologerne havde konkluderet, at jeg var utilstrækkelig og uegnet som omsorgsperson på baggrund af socialrådgivernes kvaksalverdiagnose; og at min kone var kynisk og ligeglad, fordi hun havde travlt med at gøre rent. Nej, vi delte ikke deres ’bekymring’. Og det viste tydeligere end noget, hvor langt vi var ude, og hvor nødvendigt det var at myndighederne skred ind!! Og når vi refererede til f.eks. lægens attest, blev det fejet af bordet med et...

...det er så hans opfattelse! ...og så kunne lægen godt gå hjem og vugge. Det var uhyggeligt at opleve, hvordan ordmagi og rent vrøvl, parret med almægtige stillingsbeføjelser, langs ad vejen fjernede hensynet til børnenes ve og vel og erstattede den med ren hævngerrighed fra de involverede faggrupper. Den slags iagttagelser læser man tit beskrevet i sager som vores, men det forklares altid med, at situationen er meget følelsesladet og forældrene ude af sig selv. Det er vist ikke så underligt, at forældrene er ude af sig selv, når de tror, at sandheden spiller en rolle, for så blot at opdage at den er der ingen, som interesserer sig for. De interesserer sig for deres magiske ordforbindelser, som slutter sig tættere og tættere, uanset hvad forældrene gør og siger. Facitlisten i et tilfælde som dette er skrevet, længe før sagen begynder. Nu bor vi så i psykiatriens hjemstavn. Jeg har været en tur forbi Berggasse, hvor Freud slog sine folder, dengang han beskrev sin opfattelse af den menneskelige psyke. Han er, som videnskabsmand, nok den mest betegnende for sit fag. Der er ingen tvivl om, at han fandt en masse spændende ting ved vores sjæl... ...at han beskrev og behandlede med ret stor effekt. Det er altid svært at sige, netop inden for hans fag, hvorfor nogen kan, og andre absolut ikke gør noget godt. I Østrig flyder det altid med psykologiske ekspertudtalelser i enhver retssag, men netop her tages de aldrig alvorligt, hvis psykologernes bedømmelse ikke umiddelbart deles af ikke-uddannede iagttagere. For mange år siden læste jeg en bog af eksilrusseren Alexander Sinoviev, der netop opholdt sig her i landet. Han beskrev en retssag om en ældre bjergbonde, som en tilfældig dag havde taget en økse og hugget kone og fire børn ned. Siden havde han tiet stille til det hele. Og landets medier vældede ud med psykologer, som diskuterede, docerede, tegnede og fortalte om de komplicerede mekanismer, som havde udløst tragedien. Det er da muligt, de havde ret. Bjergbonden blev uden formildende omstændigheder dømt for femdobbelt mord og dermed til ubetinget, livsvarigt fængsel uden benådningsmulighed. Sinoviev ender med at konstatere... ...kunne det ikke også være, at han bare kedede sig? Den sætning beskriver holdningen hos de fleste østrigere til deres verdensberømte psykiatri... ...det er da meget muligt, at alle de der spidsfindigheder er sande, men manden er en forbryder og fortjener at blive dømt som sådan. Om ikke andet fordi man under alle omstændigheder ikke kan tillade, at han går løs.

En effektiv blanding af psykiatri og katolicisme. I Danmark har vi det problem, at man skal kunne anskueliggøre og forklare alt ud i de mindste detaljer. Psykologerne i vores sag repræsenterer en videnskab, som hele tiden har skullet kæmpe med at bevise eksistensen af noget, man ikke kan se – sjælen – ved at referere til noget, som ikke er der – Menneskehedens Psykiske Typologi. Det blev meget tydeligt her. For de var så nødt til at hænge deres materiale op på en lang række iagttagelser af adfærd hos både børnene og os. Og til at beskrive adfærden havde man jo altså kun den ældre, sindslidende dame, som ikke rigtig kendte hverken børnene eller os. Så til hver af hendes påståede iagttagelser fandt psykologerne den tilsvarende, mentale skævhed hos børnene. Og selvfølgelig holder den slags ikke noget sted i virkeligheden. Og selvfølgelig betyder det, at man er nødt til at desværre bortkomme iagttagelser fra læger og lærere. Beklageligvis også fra den skolepsykolog, som få måneder før havde undersøgt vores yngste og fundet hendes tryg, velfungerende og højt begavet. Her i Østrig kom det til at fremgå med al ønskelig tydelighed, at det er lige præcis det, hun er. Hun blev i sidste halvdel af første klasse af sin lærer henvist til at læse ungdomsbøgerne på biblioteket. Børnebøgerne var ikke længere andet end destilleret tidssspilde for hendes duelighed. Og så har vi selvfølgelig også den helt utvetydige redegørelse fra døgninstitutionen, som viser, at det er to børn, som har samlet nogle få brokker engelsk op, fordi de hele dagen er blevet parkeret foran videoen, mens jeg lå i min ravende brandert, og min kone havde travlt med at arbejde. Som bliver presset til at yde det umulige i skolen. Blandt andet ved at skulle læse ikke-alderssvarende bøger. Som ikke kan lege strandlege (institutionens pædagoger var under børnenes ophold en tur i Østrig. Jeg funderer over, om summen af deres iagttagelser på institutionerne her er, at det fælles for alle børn med store problemer er, at de ikke ved, hvordan man leger på en strand. Det er i hvert fald ret udbredt her i landet). Hvor den ældste aldrig har udviklet sin motorik, fordi hun aldrig rører sig fra sin cola og sine burgere. Hvor den yngste er uden evne til at skabe og fastholde kontakt til jævnaldrende. Og psykologerne kunne bekræfte alle institutionens iagttagelser, som igen var bekræftelser af anmelderens påstande og de langs ad vejen forfalskede dokumenter fra bl.a. sygehus og tidligere børnehave. Jeg kunne selvfølgelig godt gå i detaljer vedrørende døgninstitutionens sjove påstande, men jeg vil blot konstatere, at min yngste udelukkende hår fået karakteren ’1’ i sin årsbedømmelse, hvilket må forudsætte, at hun i allerhøjeste grad har et sprog. At den ældste i både fin- og grovmotoriske fag har fået ’1’, hvilket må betyde, at man ikke har iagttaget hende korrekt, når man påstod, at hun var en uudviklet klumpe-dumpe.

Og så har vi igen et af de svage punkter i dansk børneomsorg... ...den danske klappe-kage-skole. Det havde helt enkelt ikke været muligt i Danmark at stille med så overbevisende dokumentation fra folkeskolen. Her i landet er børnenes meriter derimod indlysende. Ikke mindst fordi de tilbringer megen tid sammen med de samme lærere, som de på denne måde får et nært forhold til. I Danmark kan eleverne tillade sig at sige hvad som helst til deres lærere. Det kan de ikke her. Alligevel vil jeg påstå, at båndene er tættere mellem lærere og elever her i landet, fordi klasserne ikke hele tiden drukner i rod og larm. Min yngste, viste det sig, har en svag og ubetydelig afart af narkolepsi: hun falder i dyb søvn fra tid til anden. Af sygdomsgrunde, skal siges. Det har hendes lærere her iagttaget, vi ikke. Eftersom det er en medfødt lidelse, rejser det også spørgsmålet, hvorfor heller ingen af de mange undersøgere opdagede det? Det virker ikke betryggende. Seks ugers observation er lang tid. Til vores personlige forsvar skal så siges, at da vi henvendte os til vores læge hernede, der også er specialist i intern medicin, kunne han heller ikke umiddelbart påvise noget. Vi begyndte så, langs ad vejen, også at få øje på de små, sjældne søvnperioder og kan nu tage højde for dem. F.eks. er de jo dødsensfarlige i trafikken. Og det opdagede hendes lærere altså før nogen andre. Jeg er ret sikker på, at det blandt andet skyldes, at min yngste datter har 28 undervisningstimer om ugen, og dertil udflugter og sammenkomster på skolen med de samme to lærere og klassekammeraterne. Jeg tror også, at det betyder noget, at i hvert fald i Den anden Republiks tid har lærererhvervet været et højtlønnet fag. En folkeskolelærer kan faktisk tjene lige så meget som min kone. Noget helt andet var det med skolen i Danmark. Hvor man jo iøvrigt netop var begyndt at give forældrene skylden for, at børnenes læseevne og anden faglig kompetence var for dårlig. Jeg tillod mig allerede for tyve år siden at skrive til den daværende undervisningsminister, Dorthe Bennedsen, at Danmark nu kun manglede en række klimajusteringer og en mindre, enkeltstående frøimport for at kvalificere som den perfekte bananrepublik. Fordi man dengang, hvor jeg også arbejdede med undervisning, konstant sænkede niveauet, både for undervisere og børn.

Og kreativitet uden viden duer altså ikke til noget fornuftigt. Det er sådan de sidste stumper af den sure ottertresserbøvs, i henhold til hvilken det er forældrenes skyld det hele... ...de forældre som nu er jævnaldrende eller yngre end de, som udskreg dette evangelium overalt og dengang fandt alt for mange lydhøre. Denne bøvs forsøger de sociale myndigheder fortsat at holde i hævd. Og I kan jo selv se, at det i hvert fald ikke duer. Da de to socialrådgivere afhenter vores børn, skal vi først en tur via skolens inspektørkontor. Hvilket undrer mig meget, eftersom den væsentligste grund til at børnene skal tvangsobserveres er, at jeg er alvorligt sindssyg og utilregnelig. Alligevel skal vi spilde tid på at tale fornuft med hinanden. Det bliver nu ikke til så meget, for det kommer til at dreje sig om et usædvanligt groft afpresningsforsøg fra inspektørens side. Intet andet. Og han er selvfølgelig af samme mening som socialrådgiverne... ...det er min skyld det hele ...og jeg er komplet uansvarlig, når jeg ikke selv vil indse det. Nu sad denne klappe-kage-pædagog, som selv i sin skaldethed bar mindelser om sin ungdoms lange hårpragt, peace and love, og væltede spandevis af vrøvl over både mine døtre og mig. Min ældste kiggede forvirret på ham den ene gang efter den anden... ...det der, havde hun sgu’ aldrig hørt før. Men sagt blev det. Hvad skal man dog med mennesker, der har så dårlig en uddannelse, at de ikke tør bevare deres egen faglige vurdering af tingene og deres professionelle integritet. Jeg har selv en halv læreruddannelse, og i dette fag, kan jeg sige med sikkerhed, bliver det utvetydigt lagt over til den enkeltes menneskelige egenskaber, hvor god en lærer han eller hun måtte ende med at blive. Den faglige baggrund, man sender folk i omløb med fra seminarierne, er en vittighed. Men igen skal uvidenheden pakkes ind i fagtermer, som det er farligt at sætte spørgsmålstegn ved. Lederen på den skole, hvor jeg i sin tid arbejdede, sagde engang, at den store svaghed ved lærererhvervet var, at man med den uddannelse havde valgt at specialisere sig i noget, som alle mente at have ekspertviden om. Han blev da også senere formand for den socialdemokratiske partiforening. Problemet er vel snarere, at forældrene føler en meget stor ydmyghed, når de konfronteres med børnenes lærere og derfor tror på hvad som helst, bare det lyder fagligt. Jeg glemmer aldrig et stort brød af en mand, far til en af mine elever. En dag stod han uden for lærerværelset og ventede på, at en af mine kolleger skulle dukke op.

Jeg spurgte selvfølgelig, om han ikke bare ville med indenfor? -Nej, svarede han, der sidder alle de lærere jo inde. ...erindringen fra hans egen skoletid sad i ham endnu. Den sad, for den sags skyld, også i mig. Jeg huskede stadig den konstante følelse af mindreværd, fordi lærerne altid vidste, hvad der var nødvendigt i verden. Dengang var det nødvendigt i verden at kunne sætte tegn i det man skrev. Det lærte jeg først mange år senere. De vidste så til gengæld ikke ret meget om andre ting, men det fortalte de os så også... ...at det behøvede man slet ikke vide noget om. Af ukendte og uforståelige grunde har opfattelsen af at være den, som alene kan fastsætte, hvad der er vigtigt og uvigtigt, bredt sig til alle dele af den offentlige administration. Hvis man i en samtale påpeger et svagt punkt i myndighedernes materiale, skifter embedsmændene med det samme emne, fordi det punkt ikke er så vigtigt, at det er en diskussion værd. Emnet om, hvorvidt anmelderen i sagen overhovedet var mentalt tilregnelig, var således helt uden betydning. Det var kun vigtigt, hvad hun havde sagt om os og børnene. Politiet spiller jo i denne slags sager også tit en betydningsfuld rolle. Typisk på de stærkes side. Mine døtre refererede en episode fra døgninstitutionen, som viser noget om dette... ...en aften, hvor alle, pædagoger og børn, sidder og hygger sig i dagligstuen, kommer en telefonopringning fra en fortvivlet mor til et af børnene. Hun er voldsomt beruset og erklærer, at hun nu vil komme og hente sin dreng. Den toneangivende pædagog, som alvorligt overbringer denne besked til hele forsamlingen, maner til ro og besindighed. Han skal nok klare det. Tiden går og børnene bliver mere og mere skrækslagne. Selvfølgelig især den dreng på knap otte år, som moderen vil hente. Der lyder brag og rabalder, og indgangsdøren for enden af den lange gang går op. Ind kommer moderen og vakler videre ned mod dagligstuen. Den store, mandige pædagog rejser sig op og standser hende, netop da hun er kommet en meter ind i dagligstuen. Der udvikler sig et større håndgemæng, hvorunder moderen formår at knuge sig fast til selve døren. Slaget bølger frem og tilbage, mens pædagogen umotiveret råber gentagne gange, at man ikke skal ringe efter poltiet. Til sidst tager pædagogen førergreb på hende og lemper hende ud.

Se, nu spørger jeg mig selv, hvorfor hoveddøren lige præcis den aften ikke var låst? Uanset hvilket tidspunkt, jeg er kommet på besøg, og jeg var hos børnene næsten hver eneste dag, har den været låst med kæde og det hele, hvilket, skal siges, forekom mig meget fornuftigt. Den kunne jo dog uden besvær åbnes indefra af en voksen. Og netop på dette ukristelige tidspunkt vælger man at lade den stå ulåst? Det virker underligt, at man ikke ville skåne den hårdt belastede dreng for denne psykiske afklædning af moderen. Eller de andre børn, der jo hjemmefra kender den slags optrin, og derfor reagerede med voldsom angst. Der skulle statueres et eksempel på, hvordan man ikke skal nærme sig en dansk embedsmand. Intet andet. Vi var ude for lidt af det samme, da vi overlod det til vores døtre selv at bestemme, om de ville klippes til en kort, praktisk institutionsfrisure. Vi fik først langt senere kendskab til den fysiske mishandling og vanrøgt, de blev udsat for. Også i denne forbindelse. Eftersom vi ikke ville beordre børnene til at blive klippet, blev de ikke behandlet, da institutionen næste gang blev ramt af lus. De kom hjem med langt hår, som kravlede ud over hele lejligheden. Iøvrigt kan jeg berolige de ivrige pædagoger... ...den mindste ønskede fornylig selv at blive klippet kort ...så jeg købte hurtigt en saks ...en pissepotte ...og et halvt kilo bajoskisnot. Nu ligner hun alle de andre fra institutionen. Men helt, helt frivilligt. Den fulde mor, forresten? Hun blev da selvfølgelig hentet af politiet lige uden for institutionen. I troede vel ikke, at pædagogens heltemodige optræden foregik uden massiv opbakning, vel? Hvis I gjorde, har I i hvert fald ikke forstået, hvordan man viser omsorg for ramte børn i Danmark. Vores børn blev for alvor lagt for had af alle de toneangivende pædagoger, da det ikke lykkedes helt at bryde de nære følelsesmæssige bånd til os. Og eftersom vi blev ved med at overrende børnene med vores besøg, blev der sat begrænsninger på vores adgang... ...fra og med den 1. oktober måtte vi kun besøge dem en gang om ugen og ringe til dem en gang om dagen.

Samtidig får min ældste permanent stuearrest, og den yngste bliver sat til at spise sin mad af spisestuens skraldespand. Den første oktober har man givetvis vidst, at man havde lidt nederlag i Det sociale Nævn. At man ikke ville kunne skræmme os til at vise den tilstrækkelige ydmyghed over for vores børns store hjælpere. Man havde gentagne gange truet både os og vores børn med, at hvis vi ikke opgav ankesagen, ville de blot skulle være på institutionen meget længere. Hvor mange almindelige mennesker ved for eksempel, at man som forældre risikerer, at Det sociale Nævn forlænger tvangsanbringelsen i forbindelse med ankesagen? Vi vidste ikke, at Nævnet uden angivelse af grund kunne tvinge vores børn til et ophold på op til et år, hvis de fandt for godt. Vi fik det først at vide lige før mødet i Nævnet og blev noget blege om næsen. Tænk engang, at man skal spille hazard om sine børns fremtid, bare fordi man ønsker materialet vurderet i et andet forum, der har knap så tætte bånd til de behandlende embedsmænd? Og hvorfor skal socialrådgiverne ikke møde frem? Jeg tror ikke, de fra vores sag ville have fortsat forfølgelsen af børnene, hvis de havde vidst, at de skulle forklare sig over for f.eks. Det sociale Nævn. Der blev ved den lejlighed selvfølgelig fremlagt døgninstitutionens vurdering og skønnet fra socialrådgiverne gående ud på, at det aldrig ville lykkes at få et samarbejde i stand med os. Begge dele var overordentligt belastende, så Dagsordenen, som blev underkendt, må have været så svag, at selv det kommunale Børne-ungeudvalg burde have kunnet se det. Og derfor de mange trusler for at skræmme os fra at anke. Man vidste, at materialet ikke kunne holde. End ikke med den siden begyndelsen, tilkomne tilsvining af både os og børnene. Hvorfor hoppede det kommunale udvalg så på den? Det gjorde de nok heller ikke, men vi havde krænket ”Grandernes” ære ved at nægte at give møde. Og så var ingen straf for hård. Heller ikke når ofrene var to tilfældige børn, som man ifølge sagens natur ikke kunne vide noget om. Er I enige? Prøv lige at tænke igen... ...er det meningen at de sociale foranstaltninger også skal have en præventiv virkning? ...at man skal kunne fjerne børn fra deres hjem blot for at sikre, at andre forældre fremover ikke tør andet end møde for Børne-ungeudvalget? Det kan da ikke have sin rigtighed, hvis det hele går ud på at beskytte disse samfundets de allersvageste, nemlig børnene. Men det hele bliver æltet sammen i en stor, uoverskuelig rodedynge, fordi vi i Danmark ikke længere rigtigt skelner imellem, hvordan en forvaltningslov, som skal bruges til at hjælpe, bör adskille sig fra en straffelov, som skal tage sig af forbrydere og göre en smule ondt.

Politiet frabeder sig normalt at blive blandet ind i socialsager. Det er forståeligt og efter min mening rigtigt... ...politiet er ikke gearet til at tage sig af mennesker, som reagerer ubehageligt, fordi de er fortvivlede. De bliver nu ikke så sjældent blandet ind alligevel, fordi de forskellige forvaltninger ikke må bruge fysisk magt, når man f.eks. henter folks sidste ejendele... ...eller deres børn. Politiet kan altid blandes ind på de stærkes side. Det er godt nok. Ellers ville vores samfund ikke overleve længe. Problemerne opstår, når politiet afviser at hjælpe de svage. Når de afviser at gå ind i sager om embedsmisbrug og, som i denne sag, direkte forfalskninger og løgnehistorier fra myndighedernes side. Det er rigtigt, at de ikke er på hjemmebane inden for Forvaltningslovens område, men det må være lige så rigtigt, at de formentlig i så fald kan søge og få hjælp fra forvaltningsjurister, som er. Men politiet afviser konsekvent, at der kan foreligge straffelovsovertrædelser, når embedsmænd er involveret. De går endog så langt som at afvise at undersøge, om der eventuelt kunne være noget galt i en sag. Under henvisning til, at de ikke skal bruges til at løse sociale problemer... ...og med undskyldningen om, at de ikke finder, der foreligger mistanke om nogen strafbar handling. På denne måde udnævner politiet sig selv til domsmagt bare for at undgå at blive den sociale faktor, de under alle omstændigheder er. Den danske venstrefløj har en hæderkronet målsætning om, at menneskelige problemer ikke skal løses ved vold. Desværre har dette gennem de 30 års økonomisk krise betydet, at man har undladt at løse mange af samfundets problemer. Og det er gået ud over de svage... ...dem, der får stjålet alt og intet får igen, fordi de aldrig har haft råd til en forsikring ...dem, der som jeg selv, bliver invalideret af et meningsløst overfald og ikke på egen hånd orker at føre årelange retssager mod de myndigheder, som udviste særdeles grov forsømmelighed og dermed direkte inviterede volden. ...det går ud over de svages børn, som først krænkes af de voksne og siden af myndighederne, fordi ingen for alvor vil risikere noget for at give dem et ordentligt liv ...det rammer de gamle, som ikke tør færdes uden for deres hjem, selv om de pumpes med oplysninger om, at risikoen er minimal ...den risiko som udregnes på baggrund af anmeldte og rapporterede episoder og derfor langt fra dækker alle de daglige trusler og chikanerier, som de svage i vores samfund udsættes for fra slyngler, drukkenbolte og embedsmænd.

Man skal ikke løse sociale problemer ved hjælp af politiet... ...men trods alt ville deres indgriben som balancerende faktor i samfundet være langt at foretrække frem for, at man ingenting gør og dermed overlader de svage til kanonføde for de brutale og hensynsløse. Vores, og med os, så mange andre almindelige danskeres historie drejer sig i høj grad om en masse brikker i et godt samfund, som ikke har kunnet koordineres fortsat under den rivende udvikling, landet har gennemgået. Alt, hvad der skal til for at genskabe det fremragende samfund, som man oprindeligt tænkte og som vi i få år havde, findes for hånden. De enkelte dele skal bare have redefineret deres mål og opgaver. Det kunne være meget enkelt, hvis ikke lige nogle få forsøgte at slå magtmæssig plat på forvirringen. Det har alle dage været vores siddende borgmesters store ambition at skabe en kommune, som var god for børnefamilierne. I stedet fik han, helt sikkert mod sin vilje, et sted, hvor skiltet ved rådhusets cykelstativer burde hedde: ....børn fjernes uden ansvar! Politiets rolle kunne være at placere ansvaret nøjagtigt for det rod, vi og vores børn har været ude for. Problemet for os er, at hver gang vi har påvist en fejl eller en fortielse, er vi blevet henvist til kontoret ved siden af. Det hedder sig jo, at de forskellige forvaltningsgrene er uafhængige. Pånær når de skal anvendes af de lokale politikere... ...så sættes de sammen i tværfaglige grupper, som hver for sig, uden at fortælle det til de andre, puljer deres viden ved at gå i aktion samtidig. Noget tilsvarende er ikke muligt for at beskytte borgerne. Politiet kunne beskytte, men gør det ikke, fordi de altid kan henholde sig til, at der ikke foreligger formodning om strafbare forhold. Politiet understøttes i denne holdning af embedsværket, som aldrig kunne finde på at afgive et klart svar på noget. Og tit slet ikke svarer, fordi Forvaltningsloven enten kan fortolkes til fordel for dette, eller fordi samme lov ikke eksplicit forlanger det af dem. Så man har sjældent noget at vise politiet. Og skulle man endelig have det, som vi f.eks. med tre bilag for ulovlige udbetalinger af særligt børnetilskud, får man besked fra politiet gående ud på, at det kan man få forklaret ved henvendelse til den relevante forvaltningsmyndighed. Som så aldrig svarer, fordi svaret ville være en tilståelse af et strafbart forhold, som ville tvinge politiet til at gribe ind. Og så er man lige som lige vidt, ikke sandt? Man har også taget en dommer som gidsel i de kommunale Børne-ungeudvalg. Det har altid været et totalt mysterium for mig, hvad dommere skulle foretage sig der.

Jeg er egentlig ikke i tvivl om, at den danske dommerstand er udmærket. Fortræffelig, er vist et bedre ord. De kender formentlig en hel del til mennesker fra deres daglige arbejde rundt omkring i byretterne. Det, de formentlig slet ikke er forberedt på, er at skulle behandle materiale fra kommunalembedsmænd, der jo slet ikke er underlagt de samme, skrappe konsekvenser som politifolkene, der giver møde til retssagerne, hvis de skulle finde på at fortie noget. ...eller måske direkte at lyve. Meget få mennesker er forberedt på, hvor grove løgnene kan blive. Og hvis man tager, i dette tilfælde socialrådgivernes materiale for gode varer, står man udelukkende med løgne og fordrejninger. Når jeg er så overbevist om, at håndbilagene slet ikke blev læst på det første udvalgsmøde, skyldes det, at den ansvarlige socialrådgiver i sine journalark har omtalt dem som ’nogle, faderen åbenbart tillægger betydning’. Den var hun ikke sluppet godt fra, hvis en kvalificeret person, som f.eks. dommeren må være i denne sammenhæng, havde læst blot 10 linier ned og der kunnet konstatere, at man fra lægeside i 15 år har været enige om, at jeg ikke var sindssyg. Men han er blevet bondefanget af politikerne og embedsmændene i fællesskab. Politikerne, hvoraf den ene netop er socialrådgiver af profession og derfor nærer fuld forståelse for den frustrerende kamp, de sociale myndigheder må føre i det daglige mod ondskabsfulde og utilstrækkelige forældre. Hun kender godt nok ikke til den slags fra sin egen karriere, der er foregået helt i beskyttelse inden for SiD’s regi. Men hun har hørt fra kolleger. Og jeg har hørt hende holde lange forelæsninger om det for måbende socialdemokratiske partifæller. Behøver jeg sige, at jeg kender hende fra gamle dage? Hun var praktisk leder på den Daghøjskole, hvor jeg underviste i årene 1986-87. Jeg blev ansat af bl.a. hende ved en samtale, samtidig med at en kommunal sagsbehandler når til den konklusion, at jeg er så dybt sindssyg, at jeg aldrig bliver menneske igen. Denne konklusion når man i oktober 1985, hvor jeg iøvrigt også afslutter danskstudiet på universitetet, på baggrund af et referat af en samtale mellem mig og en kommunal sagsbehandler, som aldrig fandt sted. Men lige som psykologernes materiale er beskrivelsen til Pensionsnævnet, som 13 år senere danner baggrund for foranstaltningerne mod vores børn, meget dramatisk og underholdende. ...det er der ikke nogen af os, som ved noget om, så derfor kan vi alle have en mening! Lader til at være devisen i socialsager for så vidt angår vores gamle hjemkommune. Det er måske ikke så underligt, at ’den sociale arv’ i negativ forstand breder sig som en steppebrand i landet, når man tager i betragtning, at en hvilken som helst fristil fra en hvilken som helst embedsmand får tildelt karakter af absolut og ufravigelig sandhed, så snart den er optaget i de offentlige arkiver.

Det minder i sin opbygning meget om Det Kejserlige politis materialesamlinger og er derfor, potentielt, et terror- og undertrykkelsesmiddel. Det er ikke for ingenting, at politiet i sin tid holdt op med at registrere folks seksuelle orientering, politiske overbevisning o.s.v. for så vidt den var uden betydning for andres menneskers sikkerhed. Rådhusenes arkiver vil til gengæld udløse katastrofer, hvis vi på et eller andet tidspunkt igen begynder at lege med overmennesketeorier. I den sammenhæng er det af stor betydning at huske på, at ideen om overvågnings- og kontrolsamfundene i tredivernes Tyskland og Italien udsprang af socialistbevægelser og byggede på noget, som kunne ligne de preussiske velfærdstraditioner. Som også den skandinaviske velfærdsmodel hviler på. Der er meget kort fra et socialistisk domineret samfund med opdukkende højreekstremisme til den rene fascisme. Det var börn med den samme ”sociale arv” som mine, man myrdede på ”Am Spiegelgrund”, lige her i Wien. Efter angivelse fra datidens ”partirigtige” socialarbejdere. Det var nazisterne som, med deres vrøvl om at alt skulle være ved folket og for folket, gennemførte disse ubeskrivelige nederdrægtigheder. I kort begreb er udviklingen hen mod et totalitært embedsmandsoligarki i Danmark sket hurtigere, end nogen af os ventede og virker langt mere faretruende, fordi den nye fascisme i Danmark bygger på den socialistiske embedsmandstradition, hvor ’apparatdelen’ er uangribelig og ufejlbarlig. Demokratiets farligste modstander sidder ikke i Kärnten og hedder Jörg Haider; han sidder rundt omkring i tilfældige forvaltningsstillinger i Danmark og hedder for det meste ikke noget, bortset fra et par uanseelige initialer på skriftlige fordømmelser og bandbuller mod de enkeltmennesker, han skal administrere. Han er ikke fascist... ...til gengæld er der så mange af hans slags, at det kan være ligegyldigt, hvad vi kalder ham. Resultatet bliver nemlig fremkaldt af hans summariske domme og bedømmelser og kan derfor kun ende i en generel menneskeforagt. Man påfører for øjeblikket ved hjælp af lemfældige embedsmænd det danske folk en syndebyrde, som hverken i tid eller omfang har nogen reel begrænsning, og som derfor vil kunne finde anvendelse til enhver tænkelig nederdrægtighed i tiden fremover... ...systemarven Hvis vi nu prøver at beskæftige os lidt med det videnskabelige billede af danskerne, som det findes i de offentlige registre i Danmark... ...så spørger man jo først sig selv, hvad det skal gøre godt for? De er livslange optegnelser, og selv når registreringerne føres lovligt, er de meget nærgående. Hvad kan man for eksempel læse i dem om mig? Min straffeattest er selvfølgelig blank, ellers var min kone aldrig blevet godkendt af Det østrigske Statspoliti. I Kriminalregistret vil man måske kunne finde en trafikforseelse, som i dag er 37 år gammel.

Man vil også kunne finde en advarsel, som er givet, fordi jeg generede en pæn ældre dame med natlige telefonopringninger og ikke reagerede på politiet første, prompte henstilling. Man vil i det rekonstruerede lægemateriale kunne finde oplysninger om, at jeg pludselig og uvarslet bliver meget syg efter et alvorligt overfald på min arbejdsplads, en ungdomsklub, i 1981. Til dette føjes i 1986 en neuropsykologisk specialistudtalelse, som angiver, at jeg sandsynligvis lider af en organisk hjerneskade. Hvis det sidstnævnte er sandt, er depressionerne en almindelig kendt følge af hjerneskader, hvilket underbygges af, at det hele vælter for mig, da jeg overfaldes i 1981 og netop får en række voldsomme hovedlæsioner. Indholdet af det sidste afsnit indgår ikke i min systemarv, eftersom det er desværre bortkommet. Det dukkede kun op, fordi min praktiserende læge fik tilsendt hele speciallægens journalmateriale. I systemarven er jeg altså uhelbredeligt sindssyg med skizofrene træk. I virkeligheden er jeg et deprimeret menneske med næsten konstant hovedpine. Man vil i skatteregistrene kunne se, at jeg af to omgange har drevet selvstændig virksomhed. I de sociale registre står, at jeg er forhenværende pornodirektør. I virkeligheden lavede jeg primært reklamemateriale for Socialdemokratiet. Og var forlægger for et par bøger. Nej, jeg har aldrig væltet mig i bare damer på en eller anden obskur adresse. Men det står nu i registrene, for det sagde den pæne ældre dame selv om mig. Hun siger også selv, at hun er min gamle ven. Så det må hun jo vide. Der står også i pensionspapirerne, som nu er næsten tyve år gamle, at jeg havde et vist medicinforbrug af beroligende art. I lægens journaler, som er up-to-date, kan man se, at jeg ikke har fået den slags medicin siden 1983. Hvilket udløser spørgsmålet til min læge fra socialrådgivernes side... ...findes der en medicin, som kan dæmpe patientens sindssyge? ...nej, det gør der ikke, svarer min læge, for patienten er ikke sindssyg. De beroligende piller er også noget, som forlod mit liv sammen med min første kone i 1987... ...uden at jeg dog vil antyde en sammenhæng. ...i lægens journaler står, at jeg er en almindelig dansk mand med forhøjet blodtryk. ...i systemarven står, at jeg er en farlig, ubehandlet sindssyg. Jeg går ud fra, at I kan se, hvor jeg vil hen. Mine børn er i systemarven døtre af en sindssyg misbruger, og en mor der er ansat i hospitalssektoren og iøvrigt ældre end jeg.

Mine virkelige børn, de der går rundt her i lejligheden på to ben, er døtre af en akademiker med forhøjet blodtryk, og en mor der har en lederstilling i IT-branchen og iøvrigt er en del yngre end jeg. Det, samfundet skulle foretage sig i givet fald over for de børn, som findes i systemarven og dem, der findes i virkeligheden, er jo ganske forskelligt. Det er i den sammenhæng interessant at i begge børns fødselsjournaler står, at de fødes til... ...gode sociale kår. Men den del af systemarven tages ikke med på råd. Det er jo flere år, siden de kom til verden, og de papirer blev skrevet. Og endnu værre vil det være den dag, de selv får børn, og advarselslamperne begynder at blinke på den lokale socialforvaltning... ...scenario nr. 1: de har begge klaret sig så godt socialt, som de er begyndt. De har fået etableret en solid basis for deres liv og har nu ønsket at få børn. Socialforvaltningens svar... ... det er børnenes fortrængningsmekanismer som har gjort det muligt for dem at fungere som voksne med tilsyneladende succes. Når den store belastning, som det er at få børn, begynder at gøre sig gældende, vil de begynde at repetere deres egen sociale arv, som i henhold til vores papirer består af sandsynliggjorte seksuelle overgreb, vold, misbrug og drift mod sindssyge. ...scenario nummer 2: børnene er blevet, som folk er flest. Med normale, gennemsnitlige indtægter og uddannelse. Når de får børn vil socialforvaltningen kunne stille med, at deres liv hidtil har været en nøjagtig gentagelse af deres forældres, hvorfor man må formode, at de vil gentage også overgrebene. ...forbandet være du, hvis du gør det! ...forbandet være du, hvis du ikke gør det! De vil for altid være fanget i en smækfælde. Og det er i mine øjne den virkelige tragedie. ...skatten længe leve Vi fik sidste år en alvorlig påmindelse fra det danske skattevæsen... ...man havde den 8. november 1999, mere end et år efter vores angivne udvandring, konstateret, at vi ikke havde indgivet rettidige momsopgørelser for hverken sidste kvartal 1998 eller første kvartal 1999. Dette skulle koste små 16.000,-kr, som ikke ville forældes, uanset hvor længe vi måtte blive i udlandet. Vi skulle således også betale moms og restancegebyrer af vores flugt. ...taget i betragtning hvad vi tidligere havde oplevet med de danske skattemyndigheder, kan jeg ikke sige, at jeg blev overrasket.

...kun temmelig bange, for på det tidspunkt var børnenes fremragende karakterer og bedømmelser herfra endnu ikke begyndt at indløbe, så vi havde alle fire været solgt, hvis man havde knust vores økonomi her i landet. Og den var selvsagt ganske skrøbelig, fordi vi havde måttet etablere et hjem fra bunden og samtidig afvikle en del gældsposter i Danmark. Derunder til det kommunale skattevæsen. Vi havde dog haft det store held at blive karakteriseret som ’stærke indvandrere’ og havde derfor fået tildelt en møbleret bolig med meget kort varsel. Jeg er ikke i tvivl om, at det hænger sammen med den hurtige clearing hos Statspolitiet. Ordentlige og dygtige mennesker er velkomne alle steder. Men skattevæsenet glemmer ikke, og de reagerer på baggrund af en lovgivning, som ikke levner almindelige mennesker skyggen af en chance. De forskellige muligheder er lavet for at bremse de store svindlere, men i realiteten rammer de kun de små, som ikke kan gå i dækning bag guldrandede advokatfirmaer eller trække på deres internationale jet-setforbindelser. ...vilkårligheden rammer de normalt lovlydige skatteborgere. Det er vist gammel og almindeligt accepteret, dansk visdom. Nu er der også langt flest almindelige mennesker, så hvis en fremgangsmåde skal batte i statskassen, skal metoderne benyttes over for mennesker som os. Man kunne så tro, at det gjaldt om at bruge skattelovgivningen, så alle kom til at betale deres del af den fælles husholdning efter fradrag af rimelige og lovlige, personlige udgifter. Vi lærte for en del år siden, at det ikke er sådan. I hvert fald ikke alle steder, fordi restancegebyrerne tilfalder den kommune, som foretager opkrævning af restancer, og det er i hvert fald i visse kommuner en god og sikker ekstra indtægtskilde... ...man skruer afdragene en smule for højt op i forhold til skatteborgerens ydeevne, og så er den hjemme. Det er vist egentlig ligemeget, om gælden bliver indfriet, bare restanceomkostningerne betales punktligt. Jeg beregnede på et tidspunkt med baggrund i de mennesker, jeg kendte, at vores daværende hjemkommune havde en ekstraindtægt ved sin forskruede inddrivelsespolitik på mindst en lille halv million årligt. Det er nok værd at gå efter. Men i det hele taget er det offentliges og det private erhvervslivs tankegang begyndt at væve sig sammen rundt omkring i Danmark i et omfang, som aldrig før er set. Følgende episode har kun indirekte noget med sagen mod vores børn at gøre, men jeg ville gerne nævne den kort, fordi den angiver en helt alternativ moral hos de offentlige myndigheder... ...da vi flyttede til vores nye hjem i 1991 havde lokal afdeling af et landsdækkende pengeinstitut en, i realiteten, uerholdelig fordring hos den tidligere ejer, som, Gudbedredet, er fjern familie af os. ...denne tidligere ejer var samtidig en hyppig og kær gæst på rådhuset, og der var lagt følgende plan med bidder til alle.

...selvsagt betalt af os... ...vi underskrev de forskellige pantebreve og et enkelt banklån, som så overflyttedes til vores eget pengeinstitut. ....denne fordring var uden sikkerhed og, som sagt, uerholdelig på grund af den tidligere ejers, skal vi sige, ’utraditionelle’ økonomi. ...hendes pengeinstitut, som samtidig havde nære forbindelser til rådhuset, havde således fået sine penge hjem og samtidig tørret beløbet af på sin lokalt upopulære konkurrent. ...så var næste trin, at vi skulle tvinges til at flytte igen, så vi tog den del af gælden med os, som ikke havde sikkerhed i huset. Det er meget enkelt, når man råder over et helt rådhus: det fjerne familiemedlem har en påfaldende navnelighed med en af os, men selvfølgelig en betydelig forskel i cpr-nummer. Men idet man henholdt sig til navnet, nægtede man at godkende handelen. ...afskrev den som fiktiv og afviste de tilknyttede fradrag. Det var lige ved at bryde sammen for os, selv om vi kom gentagne gange personligt hos embedsmændene og gjorde opmærksom på forskellen i både cpr-nummer og personlig fremtræden. Sælger var som sagt kendt af alle på rådhuset... ...ikke mindst skatteafdelingen, hvor vi jo henvendte os. Vi blev reddet af vores eget pengeinstitut, som åbenbart syntes svindelen imod os var et nummer for pebret. De havde kendt min kone gennem mange år, og hun havde den bedst tænkelige vurdering hos dem. Da hun i sin tid fik sin uddannelse som EDB-assistent skyldes det, at denne bank, som normalt går for at være kedelig og konservativ, gav hende en ubegrænset overtræksbevilling på hendes checkkonto. Min kone havde dengang i en kortere periode været bistandsklient, og kommunen stoppede hjælpen til hende i mere end et halvt år, fordi man af en eller anden grund hellere ville beholde hende i stalden. Banken greb ind og vred armen rundt på borgmesteren. Hvilket denne aldrig hverken glemte eller tilgav. Som den senere, opdigtede socialsag, der i høj grad er hendes værk, viser. Iøvrigt også en partifælle til både mig, anmelderen og Børne-ungeudvalget. En borgmester fra et andet parti kom til at stå med alle talenterne, men det skyldes hans naivitet. Ikke ondskab. Vi overlevede denne lille, hurtige, smarte. Ikke fordi vi forventede den slags af en kommunalforvaltning, men fordi vi ret hurtigt blev revet ud af vores naivitet omkring det fjerne familiemedlem, som havde solgt til os. Blandt andet fordi arbejderbevægelsens realkreditinstitut både dengang og senere var meget hjælpsomme og venlige. 14 dage efter tvangsauktionen fremsendte samme, på baggrund af en personlig samtale mellem mig og deres områdeleder den dag hvor han var ude og bese ejendommen før vi skulle mødes i retten, et lånetilbud, så vi igen kunne etablere os i egen bolig.

Vi takkede pænt nej, men har aldrig glemt denne gestus fra det samme realkreditinstitut, som havde været henvist til at kræve tvangsauktionen. Men som sagt glemmer skattevæsenet ikke lige med det samme, så da vi et par år efter tilflytningen stod og havde brug for Børnefamilieydelsen til vores nyfødte yngste, henvendte vi os på rådhuset for at få foretaget en manuel udbetaling. Jeg vil her gerne indskyde, at når vi manglede penge, skyldes det ikke et egentligt overforbrug, men de dramatiske omstændigheder ved Christinas fødsel: ...omtrent alt ved den gik galt... Det begyndte med ganske almindelige veer lørdag aften, så vi kørte stille og roligt op til det lokale hospital, hvor min kone havde gået til graviditetskontrol. Der havde været et for lægerne uforståeligt forløb hen mod slutningen, hvor barnet var holdt op med at vokse, men ingen kunne ane noget ondt på forhånd. Efter ankomsten fulgte syv timers tiltagende, voldsomme veer. Jeg havde Zazsa på armen, fordi man ikke kunne afse personale til at passe hende. Når det nu var søndag. Fødslen blev sat i gang og pludselig gik det stærkt. For stærkt. Min kone begyndte at bløde fra sit stærkt læderede underliv, og jeg stod alene med min ældste på armen og en nyfødt ved siden af mig. Min kone blev kørt til øjeblikkelig operation, som et par timer senere blev meldt vellykket. Desværre undlod man at melde det dramatiske forløb af fødslen op til afdelingen, så den omstændighed, at min kone havde mistet halvdelen af sit blod, forblev uopdaget indtil den rutinemæssige blodprøve ved udskrivningen en uge senere. Min kone havde det bestemt ikke godt og kunne ikke producere mælk nok til at amme barnet tilstrækkeligt. Samtidig skrantede Christina. Så det blev hurtigt dyrt. Vi bad som sagt om en manuel udbetaling. Nu er det sådan, at min kone selv har lavet det Kommunedataprogram som bruges ved manuelle udbetalinger, som kan foretages, når barnet er kommet til verden på en for det automatiske centralmaskineri, uheldig dato. Der er intet mærkeligt eller odiøst i det. Det kære menneske på rådhuset drejede adskillige gange rundt om sig selv, inden hun angiveligt gik ind for at ringe til Told- og Skatteregionen. Et kvarter senere vendte hun tilbage og sagde, at manuelle udbetalinger ikke var mulige. ...det havde man oplyst fra centralt hold.

Nu opdagede vi jo senere, at samme region kun var til pynt, men det var meget ubehageligt og tydeligvis et udslag af, at det ikke var lykkedes for rådhuset at hjælpe sine gamle venner i forbindelse med salget af huset til os. Gang på gang står man der foran skranken og ved, at de lyver tykt, men ingen stopper dem, så de ender altid med at få ret. ...man har i dansk lokalforvaltning erstattet kompetence med magt. Og det er ikke en rar degeneration at være vidne til. Som vi også har oplevet det, siden vi kom til Wien, med særligt børnetilskud... ...først udbetaler man intet i halvandet år. ...så udbetaler man ydelsen til mig, der ikke engang har forældremyndighed over vores ældste, fordi hun er født uden for ægteskab. ...og så standser man igen betalingen fra kommunen. Lovene er muligvis udmærkede, men det hjælper meget lidt, når de overholdes efter behag. Så var der i mellemtiden sket det, at den borgmester, som var tiltrådt i 1990 havde lovet at nedbringe administrationsomkostningerne i kommunen ved effektiviseringer. Kommunen havde dengang som nu det største personaleforbrug overhovedet i forhold til lokalt indbyggertal i Danmark. Effektiviseringen skete blandt andet ved, at man holdt op med at kontrollere folks selvangivelser, således at man kun behøvede at beskæftige helt ned til halvanden person i kommunens skatteafdeling. Det har sikkert også været uden den store betydning, eftersom kommunens indbyggere stort set fordeler sig på mennesker, som med deres ganske almindelige jobs ikke engang vil overveje at snyde skattevæsenet... ...og så et meget stort antal mennesker, som har præget landets avisforsider gennem årene. For det meste på billeder foran deres prangende villaer eller luksusbiler. ...iført håndjern. Men så fik vores skatteminister den ide, at man skulle stramme op, og vores kommune var en af dem, som fik pålæg om at gennemgå alle selvangivelser op til tre år tilbage. På den måde falder man over min dødssyge fejl og kræver pengene indbetalt. Det er så helt iorden. Men man skal jo også vurdere vores betalingsevne... ...det er jo ikke længere den mørke middelalder i Danmark ...og det skema er virkelig en guddommelig oplevelse. Især det færdige og stemplede... ...embedsmanden har gjort alt for, ved små sammentællingsfejl, at udregne en betalingsevne. ...mest afslørende er feltet i nederste, højre hjørne, hvor det beløb, vi rimeligt kunne afdrage af i henhold til kommunens regler, skal skrives...

...det er tomt. For i henhold til kommunens proklameret lempelige inddrivelsespolitik, som ville have indrømmet os 7000,-kr pr. måned til at leve for, har vi ikke en øre at betale med. Sagsbehandleren fortsætter sin desperate kamp på den følgende side, men ender med at hævde over for sin chef, at hun opkræver 1500,-kr pr måned, fordi det har vi selv tilbudt. I virkeligheden bliver afdragsbelastningen pr. måned knap 4000,-kr plus restanceomkostninger, som på grund af først vores interne flugt til en anden kommune og sidenhen vores flugt ud af landet, vanskeligt lader sig opgøre, men nok beløber sig til yderligere 2000,-kr pr. måned. Altså fire gange så meget som oplyst til skattechefen, der dog senere tager hende i forsvar ved at vrøvle sig gennem et brev, hvor han angiver berettigelsen af en række dispositioner ved at henvise til langt senere tal, som umuligt kunne være kendt for kommunen på det aktuelle tidspunkt. Jeg er ret sikker på, at det tit drejer sig om for embedsmanden at få sine chefer med i fedtefadet... ...de vil så trække politikerne ind, og pludselig står borgeren over for en uigennemtrængelig mur af sammenflettede løgne og fordrejninger. ...og må gå under eller flygte. Mellem vores yngstes fødsel og efterbetalingen af skat gennemgik vores ældste et to måneder langt, livstruende sygdomsforløb, fordi fire læger helt uafhængigt af hinanden overså, at hun havde blindtarmsbetændelse. På sygehuset bortkom desværre hendes journal, hver gang hun var ved at dø. Vi var derfor meget glade, hver gang den dukkede op igen, selv om jeg ikke tror, at sygehuspersonalet havde opdaget, at vi var glade for udsigten til at beholde vores datter og ikke en pind interesseret i, om det senere ville kunne bevises, at lægerne havde sjusket overordentligt groft. Vores ældste datter blev undersøgt at hospitalets psykolog, som kunne konstatere, at vi ved fælles indsats havde formået at skaffe hende igennem de smertefulde og voldsomme oplevelser uden mén af betydning. På denne baggrund er det måske forståeligt, at vi blev noget overrasket over de sociale myndigheders pludselig påstande om vanrøgt og vold i hjemmet og derfor ikke kunne reagere i tilstrækkeligt omfang i løbet af den ene dag, som blev indrømmet os før Børne-ungeudvalgets møde. De sociale myndigheder havde desværre også bortkommet Zazsas hospitalsjournal, og da den dukker op til mødet den 19/11-1998 er indholdet og brevpapiret ikke længere identisk med det, som blev afsendt fra Sygehuset. Det koster ikke noget at være syg i Danmark, men der løb alligevel en del ekstra på, især i forbindelse med vores ældstes indlæggelse, som vi stadigvæk slæbte med, da kommunen begynder sin opkrævning af især restancegebyrer. Det udarter til barokke episoder, hvor jeg for at undgå en modregning i Børnefamilieydelsen stiller på rådhuset for at vise de stemplede daginstitutionskvitteringer. Man lover at standse modregningen, men holder det ikke, så det fulde beløb fra Børnefamilieydelsen overføres til skattebetaling. Dog sløret, som hele skatteregnskabet er. Det sidste går op for mig en dag, hvor jeg modtager en kuvert, hvis indhold tydeligvis må være en fejltagelse. Af regnskabsarkene fremgår, at man splitter indbetalte beløb op på flere datoer, udelader indbetalte beløb og ændrer konteringsdatoer efter behag.

For eksempel er modregningen i Børnefamilieydelse på 1608,-kr indkonteret den 31. maj 1996... ...den er viderekonteret den 24. maj 1996 til skattevæsenets database KOBRA som nettobeløbet 1341,-kr ved, at man har udskrevet en ekstraopkrævning på 133,-kr og trukket et forfaldent restancegebyr på 200,-kr fra. Så har man for alle tilfældes skyld fratrukket et ikke-pålagt restancegebyr fra den 12. juli 1996... ...altså næsten to måneder senere. Men det er som sagt langt fra det eneste mærkelige i deres regnskaber. Faktisk vil ingen levende Fanden kunne se, hvad der er sket, hvis vedkommende blot får adgang til at gennemgå tal og datoer. Ydermere bliver min kone arbejdsløs i næsten et år. Så katastrofen er kun et spørgsmål om tid. Ikke noget med overforbrug fra vores side. ...udelukkende om tid. Vi holder op med at betale til kommunen i december 1996 og deres svar er lønindeholdelse, så snart muligheden opstår ved min kones ansættelse i et stort, dansk softwarefirma. Hun kunne være blevet fyret på den baggrund, men bevarer sin stilling fordi hun er forbandet dygtig. Så dukker min kones gamle restskat op... ...den som var opstået fordi man havde fjernet halvdelen af hendes fradrag, så kommunen kunne beregne en overskydende skat hos mig, som så kunne afdrages på den oprindelige restskat. Et rent cirkusnummer for at få det hele til at tage sig lovligt ud. Glistrup ville ikke kunne lære den skatteforvaltning noget som helst om fiktiv regnskabsføring, så meget er sikkert. Faktisk var den restskat, som jeg betalt i kontanter til vores borgmester her fra Wien, de sidste stumper af en restskat fra 1993 på ialt 55000,-kr. Ikke noget stort beløb, hvis man havde indrømmet os mere end tolv måneder til at afdrage dem. Siden da har den hårdhændede inddrivelse kostet os langt mere, men opgjort i tørre tal omkring ...3.500.000,-kr (jo, der står: treenhalv million kroner). ...så vi var ikke fattige som udgangspunkt. Men hvad man ikke er, kan man blive, når retsbeskyttelsen mod overgreb fra de lokale myndigheder forvandles til en vittighed, som man ikke skal sige højt i dannede menneskers selskab. Vores hjem overtages på tvangsauktionen af et mystisk firma... ...det har hemmeligt telefonnummer, og da jeg alligevel får fundet frem til det -Internettet er en fremragende opfindelsebedyrer ejeren højt og helligt, at der var tale om en reel auktion, hvor han bare havde budt højest.

Jeg ved ikke, om I kan forestille jer, hvordan to små landarbejderhuse, det ene fra 1772, ser ud efter at man i to år ikke har haft råd til så meget som en krones vedligeholdelse. Og i realiteten heller ikke har haft råd til at varme dem op. Vurderingsprisen på dem var godt 800.000,-kr Vi havde givet 720.000,-kr På tvangsauktionen købes disse to forfaldne skure af dette selskab for 592000,-kr. Den advokat, som på vegne af et realkreditinstitut havde fordret auktionen, var overstrømmende lykkelig... ...alle fik deres penge og vi havde endda femtusinde kroner i overskud på en meningsløs detalje. Den sidste realistiske vurdering i tvangsauktionssammenhæng blev givet af det realkreditinstitut som havde krævet auktionen, da deres områdeleder var på hjemmebesøg... ...højst 350.000,-kr Vi var alle ved at tabe både næse og mund, så jeg rekvirerede selskabets regnskaber. De er meget mystiske, men viser følgende mønster... ...over cirka fire år nedbringes gælden i ejendomsporteføljen. ...cirka midt i det fjerde år belånes ejendommene så igen op til 100-105%. ...der er ingen fortjeneste og næppe penge til at betale løn. ...ikke engang til ejeren. Perioderne er sammenfaldende med tidspunkterne for amtsråds- og kommunalvalg i Danmark. Den slags firmaer drives også af andre politiske partier... ...ingen ved, hvem der indbetaler penge, og ingen ved hvor de lånte penge går hen. I Danmark er det nemlig en sag mellem debitor og kreditor, hvordan lånte penge bruges. Hvis nogen skulle være interesserede i at kopiere ideen. Det prøvede de konservative i Tyskland, og det kom der ikke noget godt ud af. Men i Tyskland kan man også risikere retsforfølgelse, om man så er forhenværende forbundskansler. Til gengæld kom de sociale myndigheders forsøg på at fremhæve mig som absolut ude af stand til så meget som at føre et husholdningsregnskab til at virke mere og mere krampagtige. Man fastholdt til det sidste, at jeg skulle stille til regneundervisning hos socialrådgiverne, samtidig med at min bank uden videre gav mig et Visa-Dankort, og det blev tydeligt, at det var strømmen af penge ud af huset til offentlige myndigheder, som havde aflivet os, dengang vi måtte ud i en tvangsauktion. Det har uden tvivl været af stor betydning, at man kunne affærdige mine indvendinger mod såvel den tidligere kommunes bogføring som køberselskabets sære økonomi. Ovennævnte forsøg går igen så sent som i afgørelsen fra Det sociale Nævn i sommeren 1999, hvor man uden at blinke tager et brev fra kommunens skattechef til indtægt for Nævnets afgørelse til kommunens fordel.

Selv om skattechefens brev i alle detaljer bekræfter mine påstande, bl.a. ved at hævde, at modregningen i Børnefamilieydelsen pr. 20/4-1996 skete med baggrund i en daginstitutionsrestance fra december 1996 og januar 1997. Det er ikke mig, der har skrevet de i denne sammenhæng vanvittige årstal. Retfærdigvis skal siges, at Nævnet kun bruger de første tre linier af brevet fra den 12. august 1997, hvori skattechefen senere skriver, at modregningen er berettiget i nævnte restancer, som desuden dokumenteres af vedlagte regnskabsark, der udelukker enhver mulighed for misforståelse på min side. Man kunne altså aflive kritikken af skattevæsenet i vores gamle hjemkommune og risikoen for, at en ulovlig partipengetank blev afsløret ved at fremstille mig som sindssyg og uden regnskabsmæssige evner. Sindssygen understreges også af, at det lokale politi desværre bortkom en anmeldelse af et mordforsøg imod mig den 26/4-1997 og ved samme lejlighed også bortkom registreringsnummeret på gerningsmandens bil. Alt dette opdagede man desværre først et halvt år efter den rutinemæssige sletning af lydoptagelserne med opkald til vagthavende. Skulle nogen være interesseret vil opkaldet fortsat være registreret hos Teledanmark Mobil nogle år endnu. Men det er lige meget for mig. De har formentlig ikke gerningsmandens registreringsnummer, men det kan man så rekvirere hos en folketingsmand hvis navn jeg gerne skal oplyse. Selv om det er lige meget. Men, som sagt, skattevæsenet glemmer aldrig, får altid sin mand, fastsætter selv sine regler og laver en bogføring, som ville få en vestjysk krejler til at besvime af misundelse. Sådan i kort begreb. ...at sidde fast i den skandinaviske velfærds-models sure røvhul Jeg fik, som tidligere nævnt, vurderet min erhvervsevne i 1983 og ikke siden. Jeg har i denne periode været til to møder med min sagsbehandler på pensionskontoret... ...et i 1983, hvorefter pensionen blev bevilget ...og et i 1988, hvor jeg fik tilskud til at par briller. Jeg har gentagne gange forsøgt at komme definitivt ud af systemet, men er hver gang blevet bremset. Jeg vidste godt, at de gamle papirer fra 1983 fortsat eksisterede, men blev dybt chokeret over, at hele den mellemliggende periode ikke på nogen måde var at finde i min systemarv. Fra 1983 til 1998 er der ganske lang tid. Som den nyeste lægeattest fra august 1998 viser utvetydigt. Og så er vi egentlig tilbage ved kernen i hele denne historie... ...det, man tager stilling til, når man fra myndighedernes side beskæftiger sig med danskerne, såvel som enkeltpersoner som når man laver statistik over befolkningen i sin helhed, er systemarven. Det man kan finde i myndighedernes arkiver.

Jeg har et frisk, temmelig harmløst eksempel på, hvor galt den slags kan gå, her fra Østrig: Der var nationalrådsvalg her i 2000. På forhånd havde alle sikkert regnet med en gendannelse af ’den store koalition’ mellem de konservative og socialdemokraterne. De havde trods alt regeret landet gennem 13 år og skabt resultater, som østrigerne var ganske godt tilfredse med. Som i Danmark er Socialdemokratiet her ret dygtigt til at trække på sit store netværk af uformelle kontakter til arbejdspladserne, og da man gerne ville være sikker på, hvor stor vælgertilslutning partiet kunne forvente ved valget, foretog man en lang række forespørgsler via tillidsmænd og partifunktionærer direkte til ’manden på gulvet’. Partiformand og forbundskansler Viktor Klima, som er en fremragende politiker, både fagligt og strategisk, lagde en linie, hvor han, rent ud sagt, trynede formanden for det konservative parti, Wolfgang Schüssel, i de offentlige debatter. Michael Häupl, Wiens borgmester, kaldte Schüssel for ’propelmanden’ med adresse til hans evindelige butterfly. Han har senere undskyldt sin udtalelse. Og jeg tror på, han mener det. Samtidig startede man en massiv mudderkastningskampagne mod FPÖ, Jörg Haiders parti. For alle rundspørger viste, at man ville få en fremgang på 1-2 procentpoint, den første reelle valgfremgang siden Bruno Kreisky forlod kanslerposten. I stedet mistede man 8 procentpoint ved valget. Fordi kun meget få ude på arbejdspladserne, på grund af propagandaen mod Jörg Haider, turde indrømme, at de havde til hensigt at stemme på ham. Socialdemokraterne førte altså valgkamp på baggrund af en vælgertilslutning, hvoraf næsten 25% allerede var gået til anden side, før det hele begyndte. På samme måde laver man i Danmark lovgivning for en befolkning, hvoraf mere end en fjerdedel allerede forlængst ’er gået’. Som ikke passer til politikernes opfattelse af dem, fordi de forlængst har opgivet at trænge igennem med sandheden om sig selv og det samfund, de lever i. I Danmark har vi to store, vigtige enheder, som udgør grundlaget for vores velfærdsmodel... ...skattevæsenet ...og de sociale myndigheder. På disse områder fører man politik på baggrund af de indberetninger, som ensidigt fremkommer fra de lokale myndigheder. Disse myndigheder forvalter i forvejen på baggrund af lokale traditioner, skuffecirkulærer og interne aftaler. ...selve deres praktiske arbejde har næppe meget med lovgivningen at gøre.

Da man i 1985 undlader at tage en samtale med mig, før man fornyer min pensionsydelse og samtidig gør indberetningen til Pensionsnævnet vedrørende den påståede forværring i min sindssygdom overordentlig dramatisk, er det uden tvivl et udslag af kassetænkning... ...dengang var pensionerne en statslig udgift, hvorimod kommunen selv skulle betale f.eks. revalidering. Den pågældende sagsbehandler har givetvis handlet på baggrund af en række uformelle beslutninger. For at holde de lokale udgifter nede. Hun påfører så samtidig, på grund af den store vægt man lægger på hendes vurdering, min familie og mig en tragedie af de store mange år senere, hvor forbindelsen til hendes sjusk er blevet meget utydelig. Jeg tror heller ikke, at de hurtige psykologer fra amtet har handlet ud fra decideret ondskab. Eftersom man ændrer mening vedrørende undersøgelsen af børnene på et tidspunkt mellem den 6. oktober og den 29., er det nok forsvarligt at antage, at man er blevet ’overbevist’ på et møde mellem socialrådgiverne, socialpædagogerne og psykologerne den 22., som afholdes under forsæde af en kommunal afsnitsleder, der allerede på dette tidspunkt har været med til at pynte nogle oplysninger i sine medarbejderes favør. Jeg er ret sikker på, at den pludselige enighed også nyder politisk opbakning. Om ikke andet af generalpræventive grunde... ...man vil ikke have besværet med forældre, som protesterer alt for meget mod den gode vilje på rådhuset. Hvis vi nu tager hele forløbet fra 1982, hvor jeg invalideres af et eller andet... ...hen over kommunens lokale besparelse ved at erklære mig for, næsten mere end, fuldstændig invalid ...videre over kvælningen af mine forsøg på igen at komme ind på arbejdsmarkedet, hvilket jo kunne have betydet, at kommunen pludselig skulle til at lægge en kostbar revalideringsplan for mig ...hen til sagen mod mine børn, der jo efter enigheden mellem alle tre involverede parter af embedsmænd kun kan udvikle sig til også at blive belastninger for velfærdssamfundet. Hvis man tager dette forløb og puljer det med lignende af varierende grovhed fra alle landets andre kommuner, så er det i hvert fald helt sikkert, at oplysningerne om danskernes tilstand og forhold til myndighederne ikke er det papir værd, de er skrevet på. Alligevel er det tydeligvis embedsmændenes meninger, som lægges til grund for lovgivningen og ikke den løbende debat i samfundet. Et andet af velfærdssamfundets vigtige, svage punkter er landspolitikernes opfattelse af, at deres initiativer skal have en ’opdragende effekt’ på befolkningen. At politikerne skal gå foran i en god udvikling og ikke halse efter folkemeningerne. Hvorfra har man fået den ualmindeligt højrøvede ide, at folket er noget, man skal opdrage? Politikerne ved en hel masse om politik, men den endelige sandhed om alle ting kender de lige så lidt som jeg og alle andre. Og så er politikerne altså også arbejdsgivere for en trediedel af befolkningen og har yderligere hver tredie voksen som klient i det sociale system/arbejdsløshedssystemet.

...og en arbejdsgiver har ret til at kræve visse ydelser af sine afhængige. Et adfærds- og moralkodeks kan man også fastsætte. Embedsmændene har nogle såkaldte ’decorum’paragraffer, som angiver, hvad man må og ikke må, når man er ansat i det offentlige. I det sociale system har man ret til ’at kræve’ noget af klienterne til gengæld for de ydelser, som betales. Uden at disse krav er præciseret, eftersom de grupper, man kan kræve noget af, er så uensartet sammensat. ...det overlades til de lokale myndigheder. I vores tilfælde krævede man vores børn som genydelse, hvis jeg fortsat afviste at opføre mig i overensstemmelse med den beskrivelse, man havde givet af mig i 1985... ...jeg skulle indvilge i at lade mig undervise i budgetlægning ...tage psykosemedicin (hvilket min læge afviste at ordinere, fordi jeg ikke er sindssyg) ...jeg skulle behandles med Antabus (selv om jeg ikke drikker) ...jeg skulle holde op med at skrive mine angiveligt sjofle bøger og mine utallige kværulantiske avisindlæg ...min kone skulle læse socialrådgivernes bøger om skizofreni, og vi skulle derefter allesammen diskutere de problemer, min alvorlige sindslidelse havde skabt og ville skabe fremover for familien. Dette fremgår som overordnet målsætning så sent som i Dagsordenen fra 19/11-1998. Så havde vi nemlig alle udført de korrekte knæfald og bønner til velfærdssamfundet og kunne leve lykkeligt under stadig kontrol til enden af vores dage. Prøv lige engang at forstørre ovenstående omgang op på landsniveau. Så får I en af årsagerne til at velfærdssamfundets hjælp er en dyr affære, og årsagen til at man blot behøver at gå en kort tur i byen for at konstatere, at det hele er spildt ulejlighed. Godt nok råder jeg ikke over det store materiale, men min viden er hentet ude i virkeligheden, hos alle de mennesker som får deres liv kvæstet af de lokale embedsmænd, og hvis det erfaringsmateriale holder stik, så er vores egne oplevelser langt fra enestående. De er ikke undtagelsen fra normen, når det gælder ’sociale foranstaltninger’. Hvis min kone i første halvdel af firserne blot havde sat sig tilbage i stolen, da de sociale myndigheder ikke ville hjælpe hende ind på arbejdsmarkedet... ...hvis hendes bank ikke bare havde stolet nok på hende til at lade hende trække ubegrænset over på sin chekkonto ... for den sags skyld, hvis hendes eksmand ikke var kommet forbi og havde efterladt titusind kroner (tak for det; håber at møde dig personligt engang – du er tydeligvis et menneske af de sjældne) ...så havde hun såmænd nok siddet der endnu og lejlighedsvis været ude og udføre meningsløst arbejde, ’som genydelse for sin bistandshjælp’. ...gode mennesker... ...jeg er ikke i tvivl om, at velfærdssamfundet regelsæt er lavet med de bedst tænkelige hensigter, men vi kommer aldrig ud af stedet, så længe de sociale myndigheder kun forholder sig til folks systemarv og ikke til den virkelighed, der sidder på den anden side af deres skriveborde.

Det var da usandsynligt, at min kone kunne gennemføre EDB-skolen. Hun havde aldrig arbejdet med sådan noget... ...hun var alene med et lille, handicappet barn ...hun skulle hver dag tage fra den ene ende af Sjælland til den anden og tilbage igen for at komme mellem undervisning og hjem. Men hun gjorde det, og hun kom til at arbejde med noget, som hun elsker og er god til. Efter et halvt år med blokeret bistandshjælp, indså kommunen, at man nok hellere måtte åbne for kassen igen, fordi det så ud til, at hun kunne gennemføre. I kan jo også prøve at sammenholde vores systemarv, alle fires, med det vi har præsteret i forbindelse med chokstarten i et andet land... ...mine døtre lægger sig som de bedste i deres respektive klasser allerede i løbet af det første halve skoleår; bliver populære hos både voksne og børn, med følgende stor omgangskreds ...min kone finder arbejde efter mindre end tre måneder ...og jeg smører madpakkerne. Jeg tror ikke, at afstanden mellem det, man har fundet for godt at skrive i vores papirer, og det vi i virkeligheden kan yde, er større for vores vedkommende end for alle andres. Det er ikke kun, fordi virkeligheden altid er ufatteligt nuanceret, anderledes i sit individuelle indhold. Essensen er, at mennesker kan yde meget, hvis de får chancen for at vise det. Tillad mig at erindre jer om det gamle spørgsmål: -Hvorfor drikker Jeppe? Jeg ville gerne tilføje: -Hvorfor slår Nille ham med krabasken? Svaret på de to spørgsmål var gamle, allerede dengang jeg gik i Folkeskolen... ...fordi Jeppe, uanset hvad han er, og hvad han gør, så får han aldrig lov til at udrette andet og mere end det, ridefogeden giver ham lov til. Hele hans liv hænger på gunstbevisninger og ikke på hans personlige kvaliteter. Vi fik ophævet livegenskabet for ca. 200 år siden. Dette dannede grundlag for en materiel fremgang, som indsigtsfulde politikere i slutningen af 1800årene formåede at omskabe til det industrialisede Danmark, hvor dygtige og initiativrige mennesker skabte så store rigdomme for alle, at de på blot 1000 kilometers afstand, her i Wien, virker usandsynlige og uopnåelige. Så begyndte Jeppe at drikke, fordi han ikke havde andet at lave op gennem halvfjerdserne og firserne. I halvfemserne drak Jeppe voldsommere og voldsommere, fordi han ikke havde andre muligheder end de, det lokale socialudvalg var parat til at yde ham. Og de muligheder var præget af den fuldstændige tilfældighed. ...af hans systemarv.

Hvilket medførte, at Nille også fik en systemarv, fordi hun for alvor begyndte at slå med krabasken ..eller at blive slået. Så hun gik i lag med ridefogeden, fordi hendes mand ikke forstod hende. Og de børn, som Nille og Jeppe aldrig fik, blev i halvfemserudgaven, hvor lægeteknologien gjorde det muligt for alle at formere sig, efterladt midt i ingenting... ...lige i krydset mellem socialkontoret, bodegaen og selvødelæggelsen. Nu, som dengang med Jeppe, er pligter uden rettigheder et onde.

Med venlig hilsen Eders pligstskyldigste og allerhøjstunderdanige

Jørn Meinertz Heiligenst. Str. 33/1/19 A – 1190 Wien Østerreich

Sign up to vote on this title
UsefulNot useful