You are on page 1of 6

1

1.1

A
a

Brug Euklids algoritme til at finde største fælles divisor d =GCD(540, 1134) for tallene 540 og 1134 samt til at bestemme hele tal s, t, s˚ aledes at d = 540s + 1134t Der ønskes en detaljeret redegørelse for fremgangsm˚ aden. 1.1.1 Beregning

Der opstilles et udtryk jf. formlen b = qa + r, hvor q beskriver heltalsdivisoren, og r beskriver divisionsresten. For hver iteration gennem beregningen bruges de fundne værdier for hhv. q og r som b og a i næste iteration. Dette gør, at ved hver iteration vil divisionsresten blive mindre og mindre, og n˚ r = 0 vil a (i sidste ligning) være den ar højeste fælles divisor for a og b i det originale udtryk. Erklæringer a = 540, b = 1134
b q a r

1134 = 2 · 540 + 54 540 = 10 · 54 + 0
d

(1) (2)

Da der i ligning (2) ikke er nogen rest r tilbage, er 54 den højeste fælles divisor for 540 og 1134. Nu modregner vi ud fra ligning (1), for at finde formen d = sa + tb. d isoleres i ligning (3), og herefter omformuleres udtrykket umiddelbart efterfølgende, da der kun er to ligninger i ovenst˚ aende beregning, og derfor ikke nødvendigt at erstatte yderligere.

54 = 1134 − 540 · 2 54 = (−2) · 540 + 1 · 1134
d s a t b

(3) (4)

Vha. lidt omformulering f˚ vi udtrykket opstillet s˚ ar aledes, at det svarer til formlen d = sa + tb. s er alts˚ lig med −2, og t er lig med 1. a 1.1.2 Anvendte Formler

b = qa + r, jvf. [1], s. 20, Theorem 1 d = sa + tb, jvf. [1], s. 22, Theorem 4 1.1.3 SML Tilsvarende

fun gcd (0, n) = n | gcd (m, n) = gcd(n mod m, m);

1

1.2

b

Bestem samtlige fælles divisorer for 540 og 1134. Eftersom det blev vist i forrige opgave, at 54|1134 m˚ D54 ⊂ D1134 , og da fællesdivisora erne ikke overstiger 54 m˚ samtlige fællesdivisorer da være D54 ∩ D1134 , og et hvilket a somhelst tal som optræder i D1134 , men ikke i D54 kan da ikke være en fællesdivisor — derfor er sættet af samtlige løsninger faktisk bare D54 . D54 ∩ D1134 = {1, 2, 3, 6, 9, 18, 27, 54}

1.3

c

Bestem mindste fælles multiplum LCM(540, 1134) og giv en begrundelse for svaret. Erklæringer a = 540, b = 1134 GCD(540, 1134) = 54 GCD(a, b) · LCM (a, b) = ab LCM (a, b) = ab GCD(a, b) 612360 LCM (a, b) = = 11340 54
n

(5) (6) (7)

Jvf. [1], s. 25, Theorem 6: GCD(a, b) =
i=1 n

pi

min(ai ,bi )

LCM (a, b) =
i=1 n

pi

max(ai ,bi )

GDC(a, b) · LCM (a, b) =
i=1

pai +bi = ab i

1.3.1

SML Tilsvarende

fun lcm (m, n) = (m * n) div gcd(m, n);

1.4

d

Vis, at GCD(a, b)|LCM(a, b) for vilk˚ arlige positive hele tal a, b, dvs. to tals største fælles divisor g˚ op i deres mindste fælles multiplum. ar Da a ∈ Z og b ∈ Z, er heltalsproduktet ab ∈ Z, ydermere vil GCD(a, b) ∈ Z og LCM(a, b) ∈ Z. Da GCD(a, b) er fællesdivisor for a og b, m˚ den nødvendigvis ogs˚ a a være det for deres produkt, og divisionen med GCD(a, b) der udføres p˚ begge sider af a lighedstegnet i (1.3) m˚ derfor være et heltal. Jvf. [1], s. 21, Theorem 2; Hvis a|b ∨ a|c, a s˚ a|bc. a Dermed kan det sluttes, at GCD(a, b)|LCM(a, b). 2

2
2.1

B
a

Udregn summen (33421)5 +(412230)5 . Resultatet skal begrundes og angives i 5-talsystemet.
1 1 1 1

4 1 2.1.1 0

1 3 0

2 3 1

2 4 2

3 2 0

0 1 1

Begrundelse

N˚ vi f˚ 5, eller derover, i potensrækken for additionsoperationen tælles der forfra, og ar ar der lægges 1 i mente, fordi s˚ adan tælles der i 5-talsystemet (ie. . . . , 3, 4, 10, 11, . . . , 14, 20, . . . ).

2.2

b

Bestem samtlige x ∈ {0, 1, 2, 3, 4} og y ∈ {0, 1, 2, 3, 4, 5, 6}, s˚ aledes at (4xx3)5 = (14yy)7 . Svaret skal begrundes. Jeg bestemmer først minimum og maximum værdier der kan antages i begge udtryk. (4003)5 = (503)10 (1400)7 = (539)10 (4443)5 = (623)10 (1466)7 = (587)10

Da det først er muligt for (4xx3)5 at overstige minimumsværdien af (14yy)7 n˚ ar x ≥ 2 kan mængden {0, 1} udelukkes. Ligeledes, da det først er muligt for (4xx3)5 at møde (14yy)7 n˚ x ≤ 2, s˚ kan mængden {3, 4} udelukkes. Deraf kan vi konkludere at ar a x = 2. Der er derfor kun en ubekendt nu, da y ikke kan antage mere end en værdi for, at tilfredsstille ligningen mellem de to udtryk. y isoleres da, og vi f˚ at y = 3. ar

3

3

C
an = n · 3n , bn = 4n − 2,

Lad talfølgerne a1 , a2 , a3 , . . . og b1 , b2 , b3 , . . . være givet ved

og lad P (n) være det ˚ abne udsagn P (n) : n · 3n ≤ 4n − 2, for n ∈ Z+ .

3.1

a

Beregn an og bn for n = 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8 og bestem det mindste tal n0 ∈ Z+ , for hvilket an0 ≤ bn0 . Besvarelsen af dette spørgsm˚ kan udarbejdes ved h˚ al andkraft. Det er dog tilladt at benytte passende programmel, men i s˚ fald skal dokumentation vedlægges i form af en a udskrift. 3.1.1 Beregning af an og bn 1 · 31 = 3 2 · 32 = 18 3 · 3 = 81 4 · 3 = 324 5 · 35 = 1215 6 · 3 = 4374 7 · 3 = 15309 8 · 38 = 52488
7 6 4 3

H˚ andberegnet tabelværdier. n =1 n =2 n =3 n =4 n =5 n =6 n =7 n =8 41 − 2 = 2 42 − 2 = 14 4 − 2 = 62 4 − 2 = 254 45 − 2 = 1022 4 − 2 = 4094 4 − 2 = 16382 48 − 2 = 65534
7 6 4 3

P (n) = f alsk P (n) = f alsk P (n) = f alsk P (n) = f alsk P (n) = f alsk P (n) = f alsk P (n) = sand P (n) = sand

Som det kan ses ud fra sammenligningerne i ovenst˚ aende, er 7 den mindste værdi som n kan antage, som tilfredsstiller uligheden P (n). 3.1.2 SML Tilsvarende

local fun pow (n, 0) = 1 | pow (n, e) = n * pow(n, e-1) in fun lowestTruth (n, limit) = if n > limit then raise Fail "No such n." else if ( n * pow(3, n) ) <= ( pow(4, n) - 2 ) = true then n else lowestTruth(n+1, limit) end; val result = lowestTruth(0, 8) 4

3.2

b

Giv et induktionsbevis for, at P (n) er sand for alle n ≤ n0 . Beviset skal opdeles tydeligt i induktionsstart, induktionstrin og en konklusion. 3.2.1 Induktionsstart

Jvf. punkt 3.1.1, og konklusionen deraf, har vi vist, at for n = 7 er P (n) sand. Dette vil være vores antagelse for induktionsbeviset, og eftervises i (9). P : n · 3n ≤ 4n − 2 P : 7 · 37 ≤ 47 − 2 P : 7 · 2187 ≤ 16384 − 2 P : 15309 ≤ 16382 3.2.2 Induktionstrin (8) (9)

Der opstilles nu et udtryk for P (k), hvor k ≥ n0 , som vi fandt frem til under punkt 3.1.1, at n0 = 7. k · 3k ≤ 4k − 2 (10)

Vi ser nu p˚ hvad der sker n˚ k vokser. Dvs. vi tager udgangspunkt i k0 = 7, og ser a, ar herefter p˚ k + 1. Bemærk at der lægges 2 til p˚ begge sider af uligheden inden, dette a a er for bedre at kunne se vækstforskellen. k · 3k + 2 ≤ 4k 7·3 +2≤4
k k

(11) (12)

Det ses i (12), at der p˚ venstresiden ganges med faktoren 7, og lægges 2 til, n˚ a ar k = n0 . Nu sætter vi k = 8, alts˚ k + 1. a 8 · 3 · 3k + 2 ≤ 4 · 4k 24 · 3k + 2 ≤ 4 · 4k 24 · 3k 4 6 · 3k + +2 ≤ 4k

(13) (14) (15) (16)

1 ≤ 4k 2

Bemærk særligt i (16), at det reducerede udtryk for k + 1 svarer til det forrige for k. Og at der her ses en klar sammenhæng. 3.2.3 Konklusion

Vi konkluderer, at n˚ k vokser, s˚ falder faktoren til venstresidens 3k , hvorimod højresidens ar a k forbliver den samme. Den relative tilvækst for venstresiden er dermed mindre end 4 relative tilvækst for højresiden. ∴ ∀k ≥ n0 P (k), hvor n0 = 7. 5

References
[1] Bernard Kolman, Robert C. Busby, Sharon Cutler Ross, Discrete Mathematical Structures. Pearson Education International, 6th Edition, 2009.

6