You are on page 1of 3

Teser om Pariserkommunen

Af Guy Debord, Attila Kotányi og Raoul Vaneigem


1.
"Vi må genoptage studiet af den klassiske arbejderbevægelse uden illusioner. Mest af alt uden illusioner, når
det gælder dens forskellige politiske eller pseudoteoretiske efterkommere, for alt hvad de har arvet er
bevægelsens fiasko. Bevægelsens tilsyneladende succes er faktisk dens fundamentale fiasko (reformismen
eller etableringen af et statsbureaukrati) mens dens virkelige succes, for os og for tiden fremover, er de
fiaskoer, den selv har accepteret (Pariserkommunen eller den asturiske revolte i 1934)" (Internationale
Situationniste No. 7).
2.
Kommunen var den største folkefest i det 19. århundrede. Under begivenhederne i foråret 1871 kan man se
oprørenes grundlæggende følelse af at være blevet herrer over deres egen historie; ikke så meget på det
"regeringsmæssige" politiske plan, men på dagliglivets plan (se, fx alles leg med våbnene; de legede så at
sige med magten). Det er også i den betydningen Marx skal forstås, når han erklærer: "Kommunens største
sociale betydning var, at den virkeligt eksisterede i handlinger".
3.
"Se på Pariserkommunen - det var proletariatets diktatur". Disse ord af Engels skal tages alvorligt med
henblik på at afklare hvad der som politisk regime ikke er proletariatets diktatur (de forskellige former for
statsdiktatur over proletariatet i proletariatets eget navn).
4.
Alle og enhver har rimeligt nok kritiseret den manglende sammenhæng i kommunen og dennes tydelige
mangel på struktur. Men da vi i dag mener, at problemet omkring de politiske strukturer er meget mere
kompliceret, end det påstås af de bedrageriske arvinger til de bolsjevikiske strukturer, må det være på tide at
betragte kommunen som ikke kun værende en afdateret revolutionær primitivisme, hvis fejl man med lethed
kan hæve sig op over, men også som en positiv eksperiment, hvis fulde sandhed man endnu ikke har
genopdaget og fuldført.
5.
Kommunen havde ingen ledere. Og dette i en historisk periode, hvor idéen om chefernes nødvendighed var
absolut dominerende i arbejderbevægelsen. Således kan dens paradoksale succes og fiasko forklares.
Kommunens officielle vejledere var inkompetente (sammenlignet med Marx eller Lenin, ja selv Blanqui). Men
til gengæld er de forskellige "uforsvarlige" handlinger på den tid præcis hvad der er brug for i den
revolutionære bevægelses fortsættelse i vor tid (og det, på trods af, at omstændighederne har reduceret
næsten alle disse handling til noget destruktivt, hvor det mest kendte eksempel er oprøreren, der, til den
suspekte borger bekræfter, at han aldrig har beskæftiget sig med politik, og siger: "Det er netop derfor, jeg vil
dræbe dig").
6.
Folkets almindelige bevæbning var af vital betydning, både praktisk og symbolsk, lige fra begyndelsen helt til
slutningen af bevægelsen. I det store og hele blev retten til med magt at tvinge en fælles vilje igennem ikke
opgivet og overladt til nogen specialiserede enheder. Den eksemplariske værdi af de bevæbnede gruppers
autonomi havde sin bagside i mangelen på koordination: på intet tidspunkt under kampen om Versailles
opnåede folkets styrker nogen synderlig militær effektivitet. Men man bør dog ikke glemme, at den spanske
revolution, og til sidst hele krigen, blev tabt i kraft af en omdannelse til en "republikansk armé".
Modsætningen mellem autonomi og koordination synes i høj grad forbundet til epokens teknologiske
udviklingsniveau.
7.
Indtil nu repræsenterer kommunen den eneste virkelige realisering af en revolutionær urbanisme. Den
angreb på stedet de forstenede tegn på den dominerende organisering af livet, forstod det sociale rum i en
politisk termer, afviste at acceptere, at et monument kan være uskyldigt. De, som fører dette tilbage til en
slags "pjalteproletarisk nihilisme" eller til "brandstifternes uforsvarlighed", burde specificerer alt det de regner
for positivt og egnet til konservering i det herskende samfund (man vil se, at det er så godt som alt). "Hele
rummet er allerede okkuperet af fjenden ... den autentiske urbanisme kommer til syne, når der i visse zoner
skabes et fravær af denne okkupation. Det, som vi kalder konstruktion, begynder dér. Det kan forstås ved
hjælp af begrebet positivt tomrum, som er udtænkt af den moderne fysik". (Elementært program fra den
unitære urbanismes bureau, Situationistisk Revolution nr. 1).
8.
Det var mere vanens magt, end våbnenes, der var skyld i, at Pariserkommunen blev besejret. Det mest
praktiske og skandaløse eksempel er, at man, skønt der i høj grad var mangel på penge, nægtede at
anvende kanonerne for at bemægtige sig Banque de France. I hele kommunens magtperiode forblev banken
en versaillansk enklave i Paris, kun forsvaret af et par geværer og myten om ejendomsret og forbrydelse. De
andre ideologiske vaner viste sig ved enhver lejlighed at være katastrofale (jakobinismens genopsving,
barrikadernes opgivende strategi i mindet om 48, etc.).
9.
Kommunen viser, hvorledes den gamle verdens forsvarere altid på et eller andet punkt nyder godt af de
revolutionæres aktiviteter – især nyder de godt af dem, der blot udtænker revolutionen og viser sig stadig at
tænke som forsvarene. Den gamle verden bevarer således baser (ideologi, sprog, skikke, smag) i dens
fjenders lejr, og bruger disse til at generobre det tabte terræn. (De får dog aldrig fat i det revolutionære
proletariats naturlige tanke-handlinger: Børsen gik op i røg). Den virkelige "femte kolonne", findes i de
revolutionæres egen bevidsthed.
10.
Anekdoten om de brandstiftere, som i de sidste dage ankom for at ødelægge Notre Dame for dér at støde
sammen med den bevæbnede bataljon af kommunens kunstnere, er et godt eksempel på direkte demokrati.
Den viser de problemer, der endnu mangler at finde deres løsning hvad angår perspektiverne for rådenes
magt. Havde disse enige kunstnere nogen grund til at forsvare en katedral i de evige æstetiske værdiers
navn - i sidste ende museumskultens navn - når andre mænd udtrykker sig selv her og nu, for at symbolisere
deres totale trods mod et samfund, som i dets forestående triumf vil forvise hele deres liv til intetheden og
den store stilhed. Kommunens partisan-kunstnere, der opførte sig som specialister, befandt sig i konflikt med
en yderligtgående form af kampen mod fremmedgørelsen. Man kan kun bebrejde kommunens mænd, at de
ikke vovede at besvare magtens totalitære terror med den totale brug af deres våben. Alt leder til at tro at
poeterne, der i det øjeblik udtrykte den poesi, som var indlejret i kommunen, ganske enkelt blev udslettet.
Mængden af ufuldbyrdede handlinger under kommunen tillader at de skitserede handlinger bliver gjort til
"grusomheder" og at minderne om dem bliver censureret. Saint-Just's bemærkning, "De, der laver halve
revolutioner graver kun deres egen grav", forklarer også hans egen tavshed.
11.
De teoretikere, der rekonstruerede denne bevægelses historie, fra guds alvidende synspunkt (som kendt fra
de klassiske romaner), har let ved at vise, at kommunen objektivt var dømt til fiasko og at den ikke havde
nogen mulighed for en succesfuld fuldbyrdelse. Men de glemmer, at for dem der gennemlevede
begivenhederne, havde fuldbyrdelsen allerede fundet sted.
12.
Kommunens dristighed og opfindsomhed kan selvfølgelig ikke måles med vor epokes målestok, men
derimod kan den måles i forhold til det politiske, intellektuelle og moralske liv som fandtes på den tid og i
forhold til den gensidige forbundenthed mellem alle de almindelige antagelser som den smadrede. Den dybe
gensidige forbundenthed mellem de i nutiden gældende antagelser (både fra højre og venstre) giver os en
fornemmelse for størrelsen af den opfindsomhed, som vi kan forvente af en tilsvarende eksplosion i det
nuværende samfund.
13.
Den sociale krig, som kommunen var en episode af bliver stadig kæmpet i dag (omend dens fremtoning på
overfladen har ændret sig betydeligt). Det sidste ord er endnu ikke sagt i arbejdet for at gøre "kommunens
ubevidste tendenser bevidste" (Engels).
14.
I de sidste tyve år har de venstre-frelste og stalinisterne i Frankrig enedes om, i mindet om deres nationale
anti-tyske front, at lægge vægten på det, kommunen indeholdt af national forvirring, såret patriotisme (for at
få det hele med - "det franske folk, der med sit bønfaldende ønske om at blive godt regeret" dvs. efter den
aktuelle stalinistiske "politik" og det blev til sidst drevet til vanvid af det fædrelandsløse højrebourgeoisi
manglende evner). For at gendrive dette fromme vrøvl skulle det være nok at studere den rolle, som
udlændingene spillede, der kom for at kæmpe for kommunen. Som Marx sagde, Kommunen var det virkelige
og det uundgåelige slag, som udgjorde kulminationen af 23 års kamp i Europa for "vort parti".

D. 18. marts 1962