Er frihed noget man giver eller noget man tager?

Om demokrati i en markedsøkonomi
I det borgerlige samfund bliver fænomenet ”frihed” adskilt af staten i det som man begrebsmæssigt definerer som ”friheder” som er såkaldte ”rettigheder” og det bliver så samlet i en lovpakke - også kaldet en ”forfatning”. Denne forfatning bliver i Danmark kaldt for Grundloven. En af de disse ”friheder” er ytringsfriheden. Ytringsfriheden er som regel den rettighed, som man fra officiel side betegner som den tydeligste forskel på et demokrati og et diktatur. Denne artikel påstår ikke at diktatur er bedre end demokrati, den spørger blot til, hvor fri ”retten” er til at ytre sig i et demokrati som det danske? Hvad de fleste nok ikke ved, er at retten til at ytre sig ikke er noget der er særligt godt beskyttet i Danmark. Hvis vi kigger lidt nærmere på Grundloven af 5. juni 1953, § 77: "Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres.”, så kan vi her læse at denne lov som udgangspunkt taler om et forbud mod forudgående censur. Det er en formel beskyttelse af ytringsfriheden, men bemærk at der også står, at enhver ytring er "under ansvar for domstolene". Tilsyneladende sikrer Grundlovens § 77 folk mod censur fra myndighedernes side, når det gælder borgernes skrive- og talefrihed, men når de så forbryder sig imod loven, falder hammeren. Denne lille sætning giver muligheder for censur på flere områder! Hvis vi ser nærmere på FN's Verdenserklæring om menneskerettigheder, så er det jo en konvention som blev ratificeret af Danmark d. 29. april 1992, og derfor en del af dansk lov og derfor gyldig. I Artikel 19. står der: "Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser." Konventionens formulering er mere moderne, men begrænser ytringsfriheden i lige så høj grad, men blot i en anden artikel – nemlig artikel 29. 1: ”Enhver har pligter overfor samfundet, der alene muliggør personlighedens frie og fulde udvikling.” og ”2. Under udøvelsen af sine rettigheder og friheder er enhver kun underkastet de begrænsninger, der er fastsat i loven alene med det formål at sikre skyldig anerkendelse af og hensyntagen til andres rettigheder og friheder og med det formål at opfylde de retfærdige krav, som moralen, den offentlige orden og det almene vel stiller i et demokratisk samfund.”. Grundloven eller menneskerettighederne betyder at den lovgivende magt kan vedtage en næsten

hvilken som helst lov, der pålægger en næsten hvilken som helst ytring med straffeeller civilretsligt ansvar. Politikerne laver jo også love som modsiger, svækker eller udhuler andre love. Det er heller ikke unormalt, at politikerne simpelthen ignorerer og omfortolker lovenes indhold og anvendelse gang på gang, i Bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger som følger med loven. Lovenes indhold og anvendelse er afhængige af de realpolitiske omstændigheder i rigspolitikken. At politikerne kan slippe af sted med det gang på gang skyldes flere ting: Ytringsfriheden indenfor det parlamentariske system, såvel som hos andre former for repræsentative organer, handler dybest set om at legitimere magtspecialisters styring af befolkningen, og det forhold at befolkningen reelt set heller ikke har andet at bruge deres ytringsfrihed til, end at vælge, hvordan de vil lade sig regere af disse magtspecialister (eliten), og mere konkret hvilke personer indenfor dette magtcenter de ønsker sig styret af.

1. Den mest åbenlyse grund til at folk tror på ytringsfriheden, er fordi de tror på at systemets repræsentanter virkeligt repræsenterer dem. Men hvor meget frihed er der i at stemme på en given fløj indenfor eliten, så at de kan bestemme over dit liv? Hvor meget valg er der i at sætte sit kryds på en politiker og et parti hvert 4. år til Folketinget eller de kommunale valg? Hvor meget valg er der overhovedet i at skulle vælge en person fra eliten? Selv dem som påstår ikke at være en del af det, er med i det, så snart de bliver en del af det politiske spil og betræder de bonede gulve. Selv hvis de bryder med den formelle ramme for hvad der er god real-politik, er der partiernes og politikernes indbyrdes kampe om at få pladsen i centeret af mediernes rampelys for at de kan bilde borgerne ind, at de faktisk gør en forskel. Men i virkeligheden er politikernes indflydelse begrænset. De kan være med til at lave den ene lov efter den anden, og være med til at reformere dem og evt. afskaffe dem. Det som regeringen kan gøre er at vedtage love som bestemmer at penge skal gå til det ene eller det andet projekt. Når der er en meget aktuel sag oppe i medierne kan politikere lave hovsa-lovgivning, og lade som om de faktisk kan gøre noget ved tingene her og nu. Faktum er at det tager lang tid at lave en lov og mindst lige så lang tid at finde ud af om den overhovedet virkede. Love er skabt af bureaukrati og skaber mere bureaukrati, fordi love er generaliseringer og generelle formuleringer over hvad folk må lave eller ikke må lave. For at tilpasse lovene til virkeligheden følger disse love nye specifikke lovbestemmelser. At adfærdsregulere 10.000´er af individers handlinger indenfor lov-rammerne, er altid formulerede generaliseringer, og kravet om at tilpasse lovene til virkeligheden, er blot at skabe flere bokse som man putter samfundets mennesker ned i. Politikerne er også underlagt et økonomisk system som de ikke kan komme udenom, og som giver

dem magten over skatteforhold, indtægter, valutapolitik, SU osv. udenfor den markedsøkonomiske ramme. Der er ikke tale om en ”usynlig” hånd, men at dem som har beslutningsmagten også er dem som bestemmer over produktionsmidlerne i dette samfund, og der igennem også bestemmer betingelserne for vores dagligdag. Det som mennesker bruger mest tid på i deres liv er arbejde og fritid, og det er igen afhængigt af at det lokale erhvervsliv kan betale lønningerne ved at få tjent penge på at få solgt forbrugsgoder til borgerne, som igen bliver muliggjort ved at arbejdere får produceret tingene billigere end de bliver solgt. Her kommer profitten ind i billedet, for det er profithensynet der gør at arbejderne ikke får udbetalt det fylde udbytte af deres arbejde. Det kan være lønnen der afgøre om man kan optage lån i banken, og f.eks. kan sende sine børn i den skole man ønsker osv. Arbejdspladsen og den løn man kan opnå dér, er i høj grad med til at bestemme hvilke kulturtilbud man har råd til at benytte sig af. Det er også typisk ens løn der afgør, hvilket trin i klassesamfundet den enkelte befinder sig i. Det er ens løn der afgør, hvor man har råd til at bo, selvom det ikke er sikkert at det er det sted man rent faktisk ønsker at bo. Men de penge som man forbruger bruges bl.a. til at sikre profitten for det lokale erhvervsliv, hvor noget af profitten bruges til aflønning af arbejdere som igen udbyttes for på den måde at fortsætte udbyttelses- og udnyttelseskredsløbet og at købe/sælge for profittens skyld. Politikerne kan tilbyde særlige skatteforhold og økonomisk støtte til virksomhederne, toldbarrierer i forhold til andre landes produkter på hjemmemarkedet, tilbyde en veluddannet, fleksibel og disciplineret arbejdsstyrke, byplanlægning - f.eks. ved at anlægge parker, bygge broer, skoler og hospitaler på særligt udvalgte steder, frihandelsaftaler til støtte for erhvervslivet osv. Politikerne kan nationalisere erhvervslivet, eller opbygge offentlige arbejdspladser helt fra bunden af, men de kan som regel ikke slippe udenom det markedsøkonomiske fundament. Der er heller ikke nogen større forskel på den del af eliten som hører til i det private erhvervslivs regi og den statslige elite. Grænserne er flydende i kraft af at det er helt almindeligt at skifte fra en statslig toppost til en toppost i erhvervslivet og omvendt, og at der ofte er politikere med i virksomhedernes bestyrelser, ligesom der også kan være erhvervsfolk med i bestyrelserne i de statslige institutioner osv. Eliten bliver uddannet af statens skoler og universiteter. Staten og markedet er derfor en og samme ting, når staten håndhæver ejendomsretten. Hvad skal man bruge sin ytringsfrihed til, når man føler at man på den ene side ikke har nogen medindflydelse på sit arbejde, fordi loven siger at det er chefen som har det sidste ord? Og hvad skal man på den anden side stille op, når man ved brug af sin ytringsfrihed stiller nogle lønkrav, og derigennem ikke kan få meget andet end nogle skattekroner som erhvervslivet har fået tildelt - og som interessant nok også er skattepenge som er taget fra de selvsamme borgeres lommer? Arbejdsmarkedsloven og den grundlovssikrede ejendomsret siger at det er cheferne som bestemmer på arbejdsmarkedet, og hvis arbejderne overtager fabrikkerne og produktionsmidlerne, så er det i statens øjne tyveri og ikke blot et simpelt tyveri, men i praksis også et angreb på statens love og økonomiske fundament som igen er en alvorlig trussel for statens monopol og dens magtinstrumenter i form af den

udøvende, dømmende og lovgivende magt. Det er altså arbejdskøberne der har den juridiske hjemmel til at bestemme, og ikke dem som producerer varerne (dvs. arbejdstagerne) og heller ikke dem der har behov for varerne (dvs. forbrugerne). Behovene og arbejderne er der for at blive udnyttet. Det gør kun en meget lille forskel om man bliver hørt eller ikke bliver hørt af politikerne. Det er nemlig svært at få politikernes opmærksomhed. Det tager en evighed før politikerne kan tage sig sammen og blive enige om en lov, og tilsvarende lang tid før loven træder i kraft, og igen lige så lang tid før man kan få loven til at fungere efter hensigten. Men slutresultatet bærer ofte præg af det samme, at hvis borgerne kræver noget som politikerne faktisk ikke kan ændre, eller ikke har nogen interesse i at ændre på, så vil politikerne altid finde på nogle økonomiske, juridiske, kulturelle eller politiske vanskeligheder som de kan give skylden og evt. nogle obskure fjendebilleder og syndebukke. Det mest almindelige er dog at politikerne giver nogle enkelt-individer ansvaret og skylden for disse problemer, samt den manglende succes for at realisere politikernes vilje. Politikerne kan i virkeligheden ikke indrømme at deres magt har en grænse, og at den kun eksisterer i kraft af deres individuelle eller klassebaserede privilegier - som profiterer af dette system – og at deres magt ville forsvinde, hvis disse privilegier blev ophævet. Politikerne kan lave reformer, men ikke lave om på det fundament de selv bygger deres magt på. Hvad kan vi så bruge vores ytringsfrihed til, når ikke engang autoriterne kan gøre noget ved de ting vi vil have lavet om på? Vi kan bruge den imod staten og markedet ved at gøre opmærksom på selvbedraget, samt fortælle om hvem det er der lider i samfundet og hvem der profiterer af det.

2. Det er en myte at retsvæsenet forholder sig neutralt til borgernes konflikter og særinteresser. Staten er ikke en neutral mellemmand i konflikter som står mellem borgere og repræsentanter for eliten. Således forholder det sig med f.eks.: magtens tredeling som skal holde de værste vilkårligheder, despoti, og nepotisme i politik i ave. Samfundet modsiger sig selv ved at dommerne kan erklære en lov for ugyldig, men den kan ikke undgå at politikerne laver nye love som erstatter de love som dommerne afviste som ulovlige. Hvem uddanner, ansætter og betaler dommernes løn? Det gør selvsamme stat, der ledes af politikerne som laver love og har dommere og jurister til at arbejde i den, og tjener mange penge på dette arbejde. Hvor meget lyst har politikerne til at komme i konflikt med deres administration, som har sin egen kultur og værdisæt, ved at lave lovreformer, som gennemtvinger forandringer, der vil gøre disse arbejdsløse? Næppe nogen! Derfor vil ingen politiker bare sådan give magten fra sig og overdrage den til borgernes selvforvaltning? Den udøvende magt - politiet og militæret - er ikke mindre

afhængige af den lovgivende magt, fordi de er bundet af de penge og den moralske legitimering som politikerne og deres konstante propaganda af en national identitet bedriver. Omvendt er politikerne afhængige af den vold og især truslen om vold som holder ”ro og orden” for at folk kan slide sig ned og deltage i forbrugsræset. Folk gider ikke forbruge eller arbejde, når de føler sig utrygge. Kapitalismens skyggesider truer borgerne konstant - fattigdom, kriminalitet, krig osv. Fænomener som staten og politikerne påstår at beskytte borgerne fra gennem statsapparatet. Samfundets situation er at markedsøkonomien og den deraf følgende konkurrence mellem individer, nationer, klasser og stater opstår ved ejendomsloven. Således trykker nationalbanken pengesedler og garanterer pengenes værdi, og på den anden side benytter staten frygten, isolationen, kaosset, egoismen og konkurrencen som lægger sig til de modsætninger, som det kapitalistiske samfund skaber som et resultat af sine succesparametre. Det kapitalistiske samfunds succesparametre udgøres så af det borgerlige fællesskab, klassen, nationen, familien og rettighederne med de deraf følgende borgerlige pligter, og mere eller mindre uvirkelige fjendebilleder. De uvirkelige fjendebilleder kan være andre nationer, kulturer, arbejdsløse, enkeltpersoner osv. Men det kan også være alle de mennesker, som bliver mistænkeliggjort for ikke at yde det man forventer af dem i ”samfundets” øjne, dvs. alle dem som er lovlydige, arbejdere, vil gøre militærtjeneste (for mænd), uddanne sig, betale skat, aktivt forbruge, men som måske samtidigt nedprioriterer deres helbred for at være gode arbejdere og forbrugere.

3. Det er en myte at medierne leger vagthund over for magthaverne og at medierne kritisk holder offentligheden informeret om elitens færden i politik og økonomi. Først og fremmest er ”medie-cheferne” selv en del af denne elite, og ikke sjældent skifter journalister til politik og politikere til topposter i medieverden, f.eks.: fra ministerpost til chefredaktørposter i store dagblade. Medierne er forretninger. Aviserne sælger ikke deres nyheder ved at forklare læserne at der ikke står noget i dem, som de ikke kan lide at høre på. Tværtimod vil avisen reklamere for de nyheder som informerer, har med underholdning, sport, kultur og livsstil at gøre. Argumenterne for alt dette er at det er nyttigt og underholdende, men hvem har nytte af hvad? Nyheder og analyser er noget som mange mennesker ikke har lyst til at læse i avisen, og derfor bliver det sværere og sværere at se forskellen på disse og underholdning og reklame. Det hele bliver absurd når medierne selv skaber nyhederne for at sælge aviserne, som f.eks. at lave nye nyheder af andre nyheder. Kulturindustrien med sine mange kendisser blandt forfattere, i tv, politik, og fra kunstnerverdenen osv. som viser hvordan medierne skaber nyheder igennem andre medier. Hvad er nyhedsværdien i dem? At det sælger så meget måske?

Holdnings- og forbrugsmæssigt afspejler aviserne læserne, og læserne bliver bekræftet i det liv, de har. Det er et faktum at aviser frasorterer artikler og læserbreve, som politisk set er for meget til højre eller venstre fra avisens læsere og avisens redaktionelle linje. Aviserne skal gennem deres udbud først og fremmest sælge flest mulige aviser og ikke være vagthund, derfor vælger de en bredt accepteret holdning som redaktionslinje. Medierne agerer kun vagthund når det er noget der kan sælge. Avisen har også økonomisk interesse i at være den, som er toneangivende i at skabe og repræsentere mainstream holdninger, eller i det mindste at være med til at skabe dem. Aviserne er også direkte afhængige af statens subsidier, de fleste vil ikke kunne leve uden disse som bl.a. omhandler portostøtte og særlige skattebetingelser. Andre medier bliver helt eller delvist ejet af staten, som f.eks. DR eller TV2. De har en politisk bestyrelse hvor alle partier er repræsenteret og kulturministeriet. En anden kilde til afhængighed er politikere og embedsmænd osv. da de fodrer journalisterne med information, analyser og historier som har underholdningsværdi. Politikerne og ministrene har spindoktore, som selv har interesse i at manipulere, for at politikerne kan fremstå med succes i medierne, og nogle gang har de tilmed brug for journalisterne til at sætte andre politikere i dårligt lys. Derfor er der også grænser for hvor meget kritik man kan fremsætte, når man sætter spørgsmålstegn ved en enkeltperson, forvaltning, emne eller sag, hvis man ikke bliver bakket op af avisens ledelse og offentligheden. En journalists redskab er også hans omdømme hos politikere, embedsmænd og det økonomiske establishment. Prøv engang at forestille dig hvad der ville ske, hvis en journalist satte et fundamentalt spørgsmålstegn ved samfundssystemet. Han ville miste sit omdømme som værende politisk ”neutral” i sin egenskab af journalist, og miste sin troværdighed, samt sine kilder og til sidst sit job for ikke at ville formidle ud fra ”objektive” kriterier. Politikerne er dog også afhængige af journalisterne og deres chefer. Det er dem som formilder nyhederne til borgerne, og hvad man ikke må glemme er at medierne samtidigt underholder og laver reklame for de forbrugsgoder, som politikerne ønsker at borgerne skal benytte sig af. Medievirksomhed er en god forretning som går ud på at sælge ting og koncepter, deriblandt også det politikerne har at sælge til borgerne. Underholdning og reklame kan sjældent adskilles fra information. Holdninger og reklamer er ligeså påvirkende som den blotte information og analyse. Faktisk er reklamer endnu mere holdningspåvirkende, eftersom at læserne næppe har samme kritiske årvågenhed når de ser reklamer eller en film end når de læser en informerende artikel. Faktum er at de eneste mennesker, som har tid, råd og muligheder for at finde ud af hvad og hvorfor magthaverne beslutter noget, er dem, som er ansat til at finde ud af det. De fleste mennesker kender ikke til så meget til de samfundslove som de er bundet af. De ved meget lidt om deres tilblivelse, og har ikke tid, råd eller viden til, at følge med på det specifikke lovgivningsområde.

De færreste mennesker kan derfor følge høringerne, læse ekspertudsagn, og lære de økonomiske og politiske interesser bag lobbyisterne at kende, som har stor indflydelse op til den formelle beslutningsproces i Folketinget. De fleste mennesker har sikkert lige så svært ved at følge med i lovens anvendelse og konsekvens. De fleste bliver dog konfronteret med loven, når de kommer i konflikt med den, og så har de brug for specialister til at forsvare og støtte dem med deres viden og erfaring i jura og retssager. Den enkelte borger er dybt afhængig af statslige repræsentanter og specialister, som alle bliver uddannet af staten, og som ansatte er direkte eller indirekte i et økonomisk afhængighedsforhold til staten. Repræsentanter og specialister fra det private erhvervsliv er ligeså økonomisk afhængige af markedet, som en almindelig lønmodtager som skal have tjent sin løn ind, og selvstændige erhvervsdrivende der skal levere og sælge et produkt. På samme måde gælder det også for journalister der arbejder for en avis eller en tvstation. De må tage hensyn til ejere og aktionærer, og redaktionerne har meget andet at tænke på, end at formidle information eller analyser så ”objektivt” som muligt. Det er ikke deres opgave og har aldrig været det. Ytringsfrihed er noget helt andet for arbejderne end for chefen. Arbejderen bruger sin ytringsfrihed til at sige sin mening om det ene eller det andet i dagligdagen til sine venner, bekendte og familie osv. og i faglige og politiske sammenhæng til at kræve forbedringer eller i det mindste bibeholde den levestandard han har nu. Cheferne bruger ytringsfriheden til propaganda for deres interesser og få solgt de varer som de nu engang vil have solgt til forbrugerne. For den ene handler det om at klare dagen og vejen, mens det for den anden handler om at få flere og flere kontanter i kassen. Retten til at ytre sig, er en slags ejendom ligesom man kan eje en fabrik, aktier, hus, bil osv. Det er forbudt at fratage nogen retten til at sige eller skrive det man har lyst til, uanset om det er baseret på mistanke om ”samfundsskadelighed” eller af despotisk vilkårlighed: ”Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres. Men når”, man skader en anden person eller gruppes rettigheder eller statens interesser, så får det konsekvenser. Ideelt set er alle lige, altså abstrakt set har folk retten til det samme, men i praksis er nogle meget mere lige end andre, på grund af forskellige betingelser og muligheder for ar udøve selve retten på. Demokratiet har altid betydet klasseforskel og andre ulige forhold mellem, f.eks. mænd og kvinder, børn og forældre, indvandrere og danskere osv. og det bliver accepteret og opfattet som legitimt både af magthaverne og befolkningen, og opfattes således som ”demokratisk”.

4. Dermed kommer vi til illusionen om at danskerne i deres menneskeopfattelse er så ”demokratisk” opdragede, at hvis det skulle komme dertil, at demokratiet blev udhulet

og undergravet, ville der være tilstrækkeligt mange idealister, der ville være i stand til at mobilisere den folkelige modstand, og bringe demokratiet tilbage på rette vej. Eller det som visse venstreorienterede ville kalde, at gøre demokratiet virkeligt ”demokratisk”. Det er ideen om en slags evolution i samfundet til mere og mere frihed og retfærdighed. Det forudsætter dog en vis tro på at ”vores” samfund egentligt er godt nok, i bund og grund, og at der blot er tale om nogle brodne kar i systemet. Det er der at argumentet om at ”Vi” har de forkerte ledere ved magten, men at en anden regering vil gøre det bedre, kommer ind i billedet. Det mest brugte argument er nok, at der ikke er et alternativ, og derfor bliver ”vi” nødt til at affinde ”os” med tingenes tilstand, og få det bedste ud af det, som det nu engang er. Det første argument er en idealistisk måde at anskue samfundssituationen på og det andet er en pragmatisk måde at tænke på. Begge er positivistiske, fordi de ser faktaene som åbenlyst synlige og håndgribelige, og dog mangler analysen af de materielle og sociale sammenhænge. Der er også en tredje måde at se på tingene. Det er den konservative version: Dette samfund er det bedst tænkelige, fordi alt andet blot er diktatur, kaos eller utopiske drømmerier. Forbedringer er gode nok, når blot de bibeholder kerneværdierne som eksisterer i det samfund vi allerede har: arbejde, familie demokrati, danskhed osv. Mange mennesker kan godt se at der er behov for flere reformer, men de sætter ikke noget dybere spørgsmålstegn ved om ytringsfriheden som ideal overhovedet har hold i en økonomisk og social virkelighed. Overholder samfundet det som det lover i forhold til sine medlemmer? Virkelighedens modsigelser kan man allerede se i lovgivningen, når man kigger nærmere på de områder hvor ytringsfriheden ikke gælder, og hvor det enkelte samfundsmedlem er ”under ansvar for domstolene”. Ytringsfriheden stopper lige netop der, hvor autoriteterne kan krænkes, ved f.eks. at nedgøre dem til ”simple” mennesker, og ved at fornærme dem offentligt som ”røvhuller”, og gøre nar af deres magt og status – dvs. forskellige former for æreskrænkelse og evt. gudsbespottelse. Den slags gælder især for kransekagefigurerne på samfundets top, som f.eks. politikere, højtstående embedsmænd, religiøse autoriteter, stjernerne og de royale som skal bevare det billede af dem selv som værende folkelige, urørlige, eller som politikerne ”den lille mands forsvarer” og ”den lille mands moralske spejlbillede”. Sagsøgning bliver, f.eks. brugt meget af DF´s (Dansk Folkeparti) politikere imod deres politiske modstandere, for at undgå at blive udhængt som racister; og selve truslen om tidskrævende og dyre retssager som ingen kender udfaldet af, gør at mange viger tilbage for at komme med en højlydt kritik af racismen i dette parti. Mennesker som er økonomisk afhængige af andre ligegyldigt om det er indenfor familien, arbejdspladsen, et klientforhold, eller samfundsklasse vil ligeledes have svært med at sige deres mening. Den eksisterende lovgivning underbygger blot dette faktum; ved at det er lovligt at fyre en ansat som ikke bliver opfattet som loyal overfor arbejdsgiveren, når vedkommende offentligt kritiserer og ytrer sig om sin

arbejdsgivere eller opfordrer til en vild strejke. Begge ting er strafbare handlinger. Det betyder ikke kun at man risikerer at blive fyret, men man får også meget høje bøder, og kan tilmed risikere fængselsstraf. Endnu strammere regler gælder for embedsmænd, for de må faktisk ikke udtale sig overhovedet om noget konkret, fordi de har en slags tavshedspligt og de må kun komme med en meget generelt kritik; ellers kaster de jo snavs på deres chef og dennes chefs som sidder i folketinget. Der findes nogle love som til en vis grad griber ind i ytringsfriheden, og det er dem som fortæller os, at vi ikke må opfordre til handlinger der kommer på tværs af straffelovgivningen. Via disse love bliver autoritet og ejendomsret til tabuer som der ikke kan røres ved. Ytringsfriheden gælder derfor kun det abstrakte og generelle som ikke truer magthaverne. Man kan godt kritisere systemet for, at man mangler penge, et sted at bo, en bil eller andre ting. Det er helt lovligt at udtale sig principielt imod den private ejendomsret og andre generelle forhold ved det kapitalistiske samfundssystem; fordi at man f.eks. er socialist, kommunist eller anarkist, whatever. Men ingen må skride til handling og/eller opfordre andre til handlinger der ligger i strid med den herskende moral for samfundslivet. Det har den konsekvens, at folk heller ikke overvejer muligheden for at overskride denne grænse, jo mindre de virkeligt føler sig tvunget til det af omstændighederne. Dette forhold betyder, at folk ikke rigtigt evner den slags handlinger, og at se chancen for sig til at overveje de konkrete tanke- og handle muligheder i hverdagssammenhænge, som kunne gå imod dette; fordi at folk af statssamfundet rent fysisk begrænses af bødetrusler og fængselsstraf, som illegitimere den slags handlinger både moralsk, sprogligt, ideologisk og adfærdsmæssigt. Konsekvensen bliver en fastholdelse af fænomener som fattigdom, bolignød, arbejdsløshed osv. - som oprindeligt stammer fra en autoritær samfundsstruktur med fravær af solidaritet - og et samfundshierarki, hvor nogen reelt tjener på ejendomsretten og klassesamfundet. Fattigdom bliver simpelthen ignoreret, accepteret og gjort til individets eget ansvar; så disse fattige individer bliver derfor stemplet som f.eks. kriminelle, samfundsnassere, arbejdssky elementer, syge, fremmede osv. Politikerne har - som eksemplificeret ovenfor - altid nye obskure syndebukke parat. Politikerne og mange andre ignorerer årsagssammenhængene, og finder på helt nye bekvemme forklaringer, hvor de påstår at der ikke er og kan være et alternativ til det bestående samfunds betingelser for at leve og gøre sig gældende i samfundslivet. Autoritetstroen og ejendomsretten binder ikke kun folk rent fysisk på mund og hånd, men også bevidsthedsmæssigt; ved at fratage folks evner for overhovedet at overveje at leve i et anderledes samfund her og nu, og det fjerner denne mulighed så langt væk

fra den virkelighed det enkelte menneske oplever eller overvejer i sin hverdag, som det i praksis overhovedet er tænkeligt. De som bryder med den herskende moral, og slutteligt også med det som eliten og folkeflertallet tror på, er helt ”naturligt” gennem deres handlinger med til at opfordre folk til konkret at bryde loven, uanset om det er via berigelseskriminalitet eller via kriminaliserede politisk motiverede aktioner. Dette bliver straffet så hårdt med bøder og fængselsstraf, at de færreste mennesker ville turde gøre det, og når det sker at nogen alligevel gør det, vil de i det mindste ikke turde gøre det lige med det samme efter at de har siddet inde. Alt dette kan tillægges den uskyldige bisætning: ”dog under ansvar for domstolene”, som også dækker over knapt så ”uskyldige” ting som antiterrorloven, arbejdsmarkedsloven og ejendomsloven, og alle de andre love som direkte og indirekte handler om at stadfæste og specificere autoriteternes magtbeføjelser og ejendomsretten – i praksis gælder det for alle love. Konklusionen må være at begrebet ”frihed” i det bestående samfund, er og bliver defineret af eliten og tvunget igennem af staten med magt. Denne ”frihed” bliver også kaldt for en rettighed, og er i Danmark nedfældet i grundloven som en menneskerettighed. Man må ikke falde for det bedrag at betegne noget som et udslag af ”frihed” hvis det faktisk kun repræsenterer en ideologis særlige menneskesyn og økonomiske interesser, og det er et menneskesyn som ser det tjenende og lydige mennesker som idealet. ”Ytringsfriheden” som er demokratiets grundpille har vi fået lov til at have af staten. Frihed er ikke noget man får lov til, men noget man kan vælge fra eller til, hvis man er så uafhængig at man ikke er bundet af økonomiske, sociale og ideologiske strukturer. Demokratiet er ikke spor frit overhovedet, fordi at individet ikke er frit! Frihed bliver afeller bekræftet af at individet tager friheden til sig eller ej, men den kan ikke gives til nogen, da det ville betyde at man som person ikke er uafhængig eller fri.

Hvorfor er vi anarkister imod ejendom og autoritet? Vi anarkister mener at autoriteter er overflødige, for uanset autoriteternes eventuelle gode hensigter, er det ikke nødvendigvis godt for dem som de styrer over. Den eneste som ved hvad der er bedst for det enkelte individ, er individet selv. Det er også det enkelte individ, som i sidste ende må leve med konsekvenserne af de valg som det træffer, og som bliver truffet hen over hovedet på det af andre. Autoriteterne ved som regel ikke hvad det enkelte individ inderst inde tænker og føler, og de skal heller ikke nødvendigvis leve med konsekvenserne af de valg, som de træffer på vegne af deres ”undersåtter”. Hvad angår ejendomsretten, så betyder den, at arbejderne måske nok kan føle sig nogenlunde sikre på at deres huse og ejendele bliver beskyttet af politiet. Den enkelte

arbejder føler sig dog kun sikker, for så vidt at han tror på at politiet, f.eks. holder opsyn med det boligområde han bor i for at afskrække eller fange tyve. Ejendomsretten henvender sig dog mere til dem som har adgang til ejendom, og derfor har friheden til at bestemme over om de vil tilhøre arbejderklassen eller borgerskabet. Ejendomsretten gavner også mest dem som har frihed til at bestemme, at deres forbrug ikke kun skal dække deres fysiske overlevelse eller på anden måde sikre en jævn levestandard, men også til at sikre, at de som ejere får så mange resurser til deres rådighed, at de kan vælge frit om det skal anvendes til spekulation, investering, forbrug (luksus) osv. I modsætning hertil er der så dem der kun lige har nok til at sikre sig et basalt forbrug, et sted at bo, mad, elektricitet osv. For Langt de fleste mennesker er ejendomsretten nemlig kun et spørgsmål om at sikre sig overlevelsen og en basal livskvalitet, mens det for andre, er et spørgsmål om spekulation på andre folks behov og pengepung, som man eksempelvis ser det på boligmarkedet, i medicin- og fødevareindustrien, samt i underholdningsbranchen. Ejendom adskiller stadigvæk rige og fattige; og således også den ene klasse fra den anden. Det kan godt være at vi lever i en velfærdsstat, men ingen kan nægte at der findes fattige mennesker i Danmark. Disse fattige mennesker dør ikke af sult, og har chancen for at få tag over hovedet, når bare de makker ret, og gør som socialrådgiverne siger og deltager i dumme og ydmygende kurser og jobs, som man bliver påtvunget når man er i aktivering. Det kan godt være at de fattige i Danmark ikke er fattige i forhold til folk mange andre steder på kloden. Fattigdom i dagens Danmark er mere et spørgsmål om social elendighed, og i mindre grad et spørgsmål om økonomisk elendighed. I et samfund, hvor det at leve op til konkurrencens succeskriterier bliver afspejlet gennem en persons succes i sin karriere, hos sin familie, og i sit forbrug, bliver fattige mennesker mere og mere isolerede og tabuiserede, og i kraft af det indoptagende succesideal bliver denne udvikling forstærket. Derfor bliver en udstødelse - for dem der ikke kan leve op til dette ideal - også gjort til et individuelt problem, og bliver af den grund oplevet meget hårdt og isolerende for den enkelte. Når fattigdommens konsekvenser er ensbetydende med social elendighed bliver den også meget svær at forstå og mindre synlig. Det skyldes ikke at der er færre fattige, tværtimod, fattigdommen har bare skiftet karakter til i lige så høj grad at være et spørgsmål om udstødelse, hvor fattigdommen i ulandene til gengæld er så udbredt, at den ikke på samme måde er forbundet med social udstødelse og skamfølelse. Det at være fattig i dag, er ikke nødvendigvis det samme som det var det for 100 år siden. Fattigdommen kan skyldes naturkatastrofer eller simpelthen mangel på naturlige og menneskelige resurser i dag.

Fattigdom skyldes det økonomiske og politiske system. Kapitalismen som blev skabt af menneskene, kan også blive afskaffet af menneskene. Kriminalitet udspringer af fattigdom, eller af de idealer for succes som dagligt bliver propaganderet via reklamer, film, musik og livsstilsmagasiner. Hvad adskiller så de kriminelle fra de almindelige ”hæderlige” forretningsmænd? Det gør loven! Men hvorfor så det? Både kriminelle og de ”hæderlige ” forretningsmænd beriger sig på andre menneskers arbejde, og køber og sælger således varer med en vis profitindtjening for øje! For de kriminelles vedkommende gælder det, at de f.eks. stjæler arbejdernes varer ved indbrud, eller sælger hælervarer og ulovlige stoffer. Den forretningsdrivende røver derimod på helt lovlig vis, via det som hedder profit, ved at få produceret nogle varer så billigt som muligt, for efterfølgende at sælge dem dyrest muligt. Profitten er merværdien (restsummen) af alt det slid og slæb som arbejderne ikke får tilbage i lønningsposen, men som ryger direkte ned i chefernes og aktionærernes lommer. Om man er kriminel eller man er en chef er et fedt, for de gør blot det som markedsøkonomien kræver for at få succes: Køb billigt og sælg dyrt, så har du en chance for at klare dig i konkurrencen! Den kriminelle har blot et andet udgangspunkt, end det som chefen, forretningsmanden og aktionæren har. For den kriminelles vedkommende er det en kamp for at overleve, og for chefen osv. handler det blot om at blive rigere og rigere. Det er hverken mere eller mindre moralsk forkasteligt end lønarbejde, for arbejderen tænker nemlig ikke meget anderledes. Han sælger sin arbejdskraft og sine evner, erfaring og viden til den højest bydende arbejdsgiver, og prøver at slippe af sted med at lave så lidt som muligt for det. Det er lige så meget en forretning og lige så hensiddes godt og ondt som det den kriminelle eller den private erhvervsdrivende laver. Der er ikke noget hæderligt i lønarbejde, for det er bare noget man skal gøre for at overleve og få lidt luksus. Nogle mennesker er så heldige, at de kan lave noget der er spændende og som interesserer dem, men på trods af alt dette, ved enhver inderst inde, at det er arbejdsgiverne som i sidste ende profiterer af motivation og næppe arbejderen selv. Anarki!? Anarkisterne vil ikke fratage folks boliger, mad, elektricitet, skoler, hospitaler osv. Tværtimod, så ønsker vi at folk skal beholde alt det de har brug for, men vi ønsker ikke at de skal tvinges til at knokle for noget som ikke er i deres interesse. Der burde som minimum være et krav om at folk skal kunne leve i et samfund, uden at være bange for at deres velstand bliver truet eller stjålet af kriminelle, banken, økonomiske kriser, krige, eksekutorer eller skattevæsenet af den ene eller anden obskure grund.

Anarkister spreder ikke frygt og rædsel, men det gør kapitalen og staten i ufattelig grad på hverdagsbasis. Hvad er det som får folk op af sengen hver morgen? Måske at de kan vide sig sikre på et nogenlunde godt liv, hvis de har de penge på kontoen som de har brug for. Er det måske ikke frygten for at miste deres bolig, mad, Tv’et, biografturen med kæresten, feriedagene, en billig rejse med ungerne i de varme lande osv. som får dem til at gå på arbejde; ligegyldigt hvor ugideligt trætte de er? Komfort og velstand legitimerer tilpasningen til staten og chefens dagsorden. Vi anarkister ønsker det modsatte af en dagsorden som presses ned over menneskene ovenfra: Vi vil have en dagsorden nedefra og en dagsorden uden topstyring, med frivillige fællesskaber, frie aftaler, og vi vil af med lønslaveriet, yde gensidig hjælp i stedet for menneskelig udnyttelse osv. Anarkister er ikke terrorister og vi har ingen interesse i at skabe kaos. Ytringsfriheden forbyder ikke folk at give udtryk for deres holdninger, men ytringsfriheden begrænses af andre love, som f.eks. straffelovgivningen, og således er det forbudt at opfordre til konkrete aktioner imod systemet og dets love, og derfor i sidste instans at gøre det man vil. Det vi ønsker, er at arbejderne får det fulde ansvar over produktionen, og at forbrugerne overtager det fulde ansvar for forbruget. I dag er det enkelte menneske ansvarligt i forhold til sin egen økonomiske formåen, og dets politiske ansvar begrænset til at stemme hvert fjerde år. Vi vil smide cheferne på porten, og alt det som er en følge af dem, og kræve udbytte for vores arbejde, ansvaret over produktionen, en økonomi som styres af det enkelte menneskes behov, i stedet for udnyttelsen af det. Hvordan kan man så gøre det? Man kan nægte at betale husleje, forlange at socialcentrene bliver styret nedefra, organisere sig fagligt, således at man faktisk tager mere og mere af ansvaret tilbage; man kan demonstrere, nægte at stemme, foretage sig handlinger som er baseret på direkte aktions principper osv. Denne tekst er ikke ment som en opfordring til noget som helst konkret, men bare en tilkendegivelse af at vi er principielt utilfredse med status quo i samfundet. Vi er jo trods alt ikke så dumme, at vi vil kriminalisere os selv helt åbenlyst. Men vi tror ikke på at det bestående samfund kan ”demokratiseres”. Det vil blot betyde en mere oplyst elite i samfundet, mere statsstøtte til foreninger som laver almennyttigt oplysningsarbejde, lidt mere taletid til alternative tænkemåder i radio og tv, mere portostøtte til tidsskrifter og dagblade, lidt bedre demokrati-

undervisning i skolerne, at sociologer og antropologer bliver sendt ud for at studere fænomenet venstrefløjen, at socialrådgivere og pædagoger, får til opgave, at gøre mere ved de sociale problemer, så at de svagtstående i samfundet kan bruge ytringsfriheden til noget. Det vil måske også kunne betyde at nogle radikalt tænkende individer – f.eks. nogle anarkister - får lov til at gøre karriere på universitetet, og spille den samme rolle som landsbytosserne gjorde i gamle dage i landsbysamfundet, som f.eks. videnskabsmanden og anarkisten Paul Feyerabend, eller få rollen som den demokratiske samvittighed: anarkisten (og professoren) Noam Chomsky. Men i bund og grund vil de ikke kunne forandre noget som helst, og det vil de heller ikke få lov til.

Sign up to vote on this title
UsefulNot useful