You are on page 1of 89

Friedrich Nietzsche

Den antikristne
Forbandelse
over kristendommen

Kbenhavn 2014

Der Antichrist udkom ikke i Nietzsches levetid,


og har derfor heller ikke erfaret den
frdiggrende korrektur, som kendetegner de
udgivne skrifter. Teksten er oversat efter
standardudgaven: Friedrich Nietzsche: Kritische
Studienausgabe (KSA), Band 6, udgivet af Giorgio
Colli & Mazzino Montinari, dtv / Walter de
Gruyter, Berlin / New York 19882, pp. 165-254.
Oversat af Peter Ban.

Status: 1. januar 2014

Friedrich Nietzsche

Den antikristne

Forord.
Denne bog tilhrer de frreste. Mske lever ingen
af dem endnu. Det kan vre dem, der forstr min
Zarathustra: hvordan mtte jeg forveksle mig med dem,
for hvem der allerede i dag vokser ren? Frst i
overmorgen tilhrer mig. Nogle fdes posthumt.
De betingelser, under hvilke man forstr mig og s
med ndvendighed forstr, jeg kender dem kun for nje.
Man m vre retskaffen i ndelige ting indtil hrdhed,
for bare at kunne udholde min alvor, min lidenskab.
Man m vre trnet i at leve i bjerge at se tidens
forbarmelige sladder om politik og folke-egoisme under
sig. Man m vre blevet ligegyldig, man m aldrig
sprge, om sandheden nytter, om den bliver
skbnesvanger for en En styrkens forkrlighed for
sprgsml, som ingen i dag har mod til; modet til det
forbudte; forudbestemtheden til labyrinten. En erfaring
fra syv ensomheder. Nye ren for ny musik. Nye jne
for det fjerneste. En ny samvittighed for sandheder,
som hidtil er forblevet stumme. Og viljen til konomien
i den store stil: at holde sin kraft, sin begejstring samlet

Friedrich Nietzsche

resfrygten for sig; krligheden til sig; den ubetingede


frihed mod sig
Nuvel! Dt alene er mine lsere, mine rette lsere,
mine forudbestemte lsere: hvad er der ved resten?
Resten er blot menneskeheden. Man m vre
menneskeheden overlegen gennem sjlens kraft,
gennem dens hjde, gennem foragt.
Friedrich Nietzsche.

1.
Ser vi os i jnene. Vi er hyperborere, vi ved
godt, hvor afsides vi lever. Hverken til lands eller til
vands vil du finde vejen til hyperborerne: det har
allerede Pindar vidst om os. Hinsides norden, isen,
dden vort liv, vores lykke Vi har opdaget lykken, vi
kender vejen, vi fandt udgangen ud af hele rtusinder i
labyrinten. Hvem fandt den ellers? Det moderne
menneske, for eksempel? Jeg ved hverken ud eller ind;
jeg er alt, hvad der hverken ved ud eller ind sukker
det moderne menneske Ved denne modernitet var vi
syge, ved den lade fred, ved det feje kompromis, ved
hele den dydsmssige urenhed i det moderne Ja og Nej.
Denne tolerance og largeur i hjertet, som undskylder
alt, fordi den begriber alt, er Scirocco for os. Hellere
leve i isen end blandt alle moderne dyder og andre
sndenvinde! Vi var tapre nok, vi sknede hverken
os eller andre: men lnge vidste vi ikke, hvorhen vi skulle
med vores tapperhed. Vi blev dystre, man kaldte os
fatalister. Vores fatum det var fylden, spndingen,
opsamlingen af krfterne. Vi trstede efter lyn og
gerninger, vi forblev fjernest fra svklingenes lykke, fra

Friedrich Nietzsche

hengivelsen Et uvejr var i vor luft, den natur, som


vi er, formrkedes for vi havde ingen vej. Formel for vor
lykke: et Ja, et Nej, en lige linje, et ml
2.
Hvad er godt? Alt, hvad der hjner magtflelsen, viljen til magten, magten selv i mennesket.
Hvad er slet? Alt, hvad der stammer fra
svagheden.
Hvad er lykke? Flelsen af, at magten vokser, at
en modstand bliver overvundet.
Ikke tilfredshed, men mere magt; ikke fred
overhovedet, men krig; ikke dyd, men dygtighed (dyd i
renssance-stil, virt, moralin-fri dyd).
De svage og fejlslagne skal g til grunde: frste
stning for vores menneskekrlighed. Og man skal
endda hjlpe dem til det.
Hvad er skadeligere end nogen last?
Medlidenheden i gerning med alle fejlslagne og svage
kristendommen
3.
Ikke, hvad der skal aflse menneskeheden i rkken
af vsener, er problemet, som jeg hermed stiller (
mennesket er en ende ): men hvilken type menneske
man skal avle, skal ville, som den hjerevrdigere,
levevrdigere, fremtidssikrere.
Denne hjerevrdigere type har ofte nok vret til:
men som et lykkestilflde, som en undtagelse, aldrig
som villet. Snarere er den bedst blevet frygtet, den var
hidtil nrmest det frygtelige; og ud af denne frygt blev
den omvendte type villet, avlet, opnet: husdyret,
flokdyret, det syge dyr mennesket, den kristne

Den antikristne

4.
Mennesket fremstiller ikke en udvikling til det bedre
eller strkere eller hjere, sdan som det bliver troet i
dag. Fremskridtet er blot en moderne ide, det vil sige
en falsk ide. Europeren af i dag forbliver i sin vrdi
dybt under renssancens europer; videreudvikling er
desvrre ikke med nogen ndvendighed hjnelse,
stigning, forstrkning.
I en anden forstand gives der en fortsat velartethed
for enkelte tilflde de forskelligste steder p Jorden og
ud fra de forskelligste kulturer, med hvilke der vitterlig
fremstiller sig en hjere type: noget, der i forhold til totalmenneskeheden er en art overmenneske. Sdanne
lykkestilflde af den store velartethed var altid mulige
og vil mske altid vre mulige. Og selv hele slgter,
stammer, folkeslag kan under omstndigheder
fremstille en sdan fuldtrffer.
5.
Man skal ikke smykke og sminke kristendommen:
den har gjort en ddskrig imod denne hjere type
menneske, den har bandlyst alle denne types
grundinstinkter, den har af disse instinkter uddestilleret
det onde, den onde, det strke menneske som den
typisk forkastelige, det forkastede menneske.
Kristendommen har taget parti for alt det svage,
nedrige, fejlslagne, den har gjort et ideal ud af modsigelsen
til opretholdelses-instinkterne for det strke liv; den har
fordrvet fornuften p selv de strkeste naturer, idet
den lrte at fornemme ndelighedens verste vrdier
som syndige, som vildledende, som fristelser. Det mest
jammerfulde eksempel fordrvelsen af Pascal, der
troede p fordrvelsen af sin fornuft gennem

Friedrich Nietzsche

arvesynden, mens den bare var fordrvelsen gennem


hans kristendom!
6.
Det er et smerteligt, et gruopvkkende skuespil, som
er get op for mig: jeg trak forhnget vk fra
menneskets fordrvelse. Dette ord, i min mund, er i det
mindste beskyttet mod en mistanke: at det indeholder
en moralsk anklage mod mennesket. Det er det vil jeg
gerne understrege igen moralin-frit ment: og dt i sdan
grad, at jeg fornemmer hin fordrvelse strkest netop
der, hvor man hidtil mest bevidst aspirerede til dyden,
til guddommeligheden. Fordrvelse forstr jeg, man
gtter det allerede, i betydningen dcadence: min
pstand er, at alle vrdier, hvori menneskeheden nu
sammenfatter dens verste nskelighed, er dcadencevrdier.
Jeg kalder et dyr, en art, et individ fordrvet, nr det
mister sine instinkter, nr det vlger, nr det foretrkker,
hvad der er det til ulempe. En historie for de hjere
flelser, for menneskehedens idealer og det er
muligt, at jeg er ndt til at fortlle den ville nrmest
ogs vre en forklaring p, hvorfor mennesket er s
fordrvet.
Livet selv glder mig som instinkt for vkst, for
varighed, for samling af krfter, for magt: hvor viljen til
magten mangler, er der nedgang. Min pstand er, at alle
menneskehedens verste vrdier mangler denne vilje,
at nedgangs-vrdier, nihilistiske vrdier hersker under
de helligste navne.
7.
Man kalder kristendommen for medlidenhedens
religion. Medlidenheden str i modstning til de

Den antikristne

toniske affekter, som hjner livsflelsens energi: den


virker depressivt. Man taber kraft, nr man medlider.
Gennem medlidenheden forger og mangfoldiggr sig
det tab af kraft, som allerede i sig selv giver livet lidelsen.
Lidelsen selv bliver smitsom gennem medlidenheden;
under omstndigheder kan der med den opns en totalafgivelse af liv og livs-energi, som str i et absurd
forhold til rsagens kvantum ( tilfldet med
nazarerens dd). Det er det frste synspunkt; men der
er endnu et, der er vigtigere. Antaget, at man mler
medlidenheden ud fra vrdien af de reaktioner, som
den plejer at frembringe, s fremstr dens livsfarlige
karakter i et endnu klarere lys. Medlidenheden krydser i
det store og hele den lov for udviklingen, som er loven
for selektion. Den opretholder, hvad der er modent til
undergang, den vgrer sig til fordel for livets arvelse
og fordmte, gennem fylden af de fejlslagne af alle slags,
som den fastholder i livet, giver den livet selv et dystert
og tvivlrdigt aspekt. Man har vovet at kalde
medlidenheden en dyd ( i enhver fornem moral glder
den som svaghed ); man er get videre, man har gjort
den til dyden, til alle dyders fundament og oprindelse,
men ganske vist kun, hvilket man bestandig m holde
for je, ud fra synspunktet for en filosofi, som var
nihilistisk, som skrev sig forngtelsen af livet p skjoldet.
Schopenhauer var i sin ret dermed: gennem
medlidenheden
bliver
livet
bengtet,
gjort
bengtelsesvrdigere. Medlidenhed er nihilismens praksis.
Sagt endnu engang: dette depressive og smitsomme
instinkt krydser de instinkter, som gr ud p at
opretholde og hjne vrdien af livet: den er som bde
multiplikator af elendigheden og som konservator af alt
elendigt et hovedvrktj til forgelsen af dcadencen
Medlidenheden overtaler til intet! Man siger ikke
intet: man siger i stedet hinsides; eller Gud; eller
det sande liv; eller Nirvana, forlsning, salighed

Friedrich Nietzsche

Denne uskyldige retorik, fra riget for den religistmoralske idiosynkrasi, fremstr straks langt mindre
uskyldig nr man begriber, hvilken tendens der her kaster
de sublime ords frakke over sig: den livsfjendske tendens.
Schopenhauer
var
livsfjendsk:
derfor
blev
medlidenheden ham til dyd Aristoteles s, som man
ved, i medlidenheden en sygelig og farlig tilstand, som
man ville gre godt ved, her og der at komme omkring
med et purgativ: han forstod tragedien som purgativ.
Ud fra livets instinkt mtte man vitterlig sge et middel
til, at give stikket til en s sygelig og farlig opsamling af
medlidenhed, som tilfldet Schopenhauer (og desvrre
ogs vores samlede litterre og artistiske dcadence fra
St. Petersborg til Paris, fra Tolstoj til Wagner)
fremstiller den: for at den brister Intet er mere usundt,
midt i vores usunde modernitet, end den kristelige
medlidenhed. Her at vre lge, her at vre ubnhrlig,
her at fre kniven det hrer os til, det er vores art
menneskekrlighed, dermed er vi filosoffer, vi
hyperborere.
8.
Det er ndvendigt at sige, hvem vi fler som vores
modstning teologerne og alt, hvad der har teologblod i livet hele vores filosofi Man m have set
skbnesvangerheden p nrt hold, bedre endnu, man
m have oplevet den p sig selv, man m nsten vre
get til grunde ved den, for ikke lngere at forst det
som en spg ( den frie nd hos de Herrer
naturforskere og fysiologer er i mine jne en spg, de
mangler lidenskaben i disse ting, lidelsen ved dem ) Hin
forgiftning rkker langt videre end man tnker: jeg
genfandt teolog-instinktet for hovmod overalt, hvor
man i dag fler sig som idealist, hvor man, i kraft af
en hjere herkomst, tager en ret i hvd, til at se

Den antikristne

overlegent og fremmedt p virkeligheden Idealisten


har, helt ligesom prsten, alle store begreber i hnden
( og ikke kun i hnden!), med velvillig foragt spiller han
dem ud imod forstanden, sanserne, rerne, det
gode liv, videnskaben, han ser den slags under sig,
som skadelige og forfreriske krfter, hvorover
nden svver i ren for-sig-hed: som om ydmyghed,
kyskhed, armod, med t ord, hellighed, ikke hidtil skulle
have gjort livet usigeligt mere skade end nogen som
helst frygteligheder og laster Den rene nd er den
rene lgn S lnge prsten stadig glder som en
hjere art menneske, denne bengter, forngter,
forgifter af livet af kald, gives der intet svar p
sprgsmlet: hvad er sandhed? Man har allerede stillet
sandheden p hovedet, nr den bevidste advokat for
intet og for bengtelsen glder som stedfortrder for
sandheden.
9.
Mod dette teolog-instinkt frer jeg krig: jeg fandt
dets spor overalt. Hvem der har teolog-blod i livet, str
p forhnd skvt og urligt til alle ting. Den patos, som
udvikler sig deraf, kalder sig tro: en-gang-for-alle at
lukke jet for sig selv, for ikke at lide ved den
uhelbredelige falskheds aspekt. Man laver hos sig en
moral, en dyd, en hellighed ud af denne fejlagtige optik
for alle ting, man knytter den gode samvittighed til det,
at se falsk, man krver, at ingen anden art optik lngere
m have nogen vrdi, efter at man med navnene Gud,
forlsning, evighed har gjort den egne sakrosankt.
Jeg gravede hidtil teolog-instinktet frem overalt: det er
den mest udbredte, den egentlig underjordiske form for
falskheden, der gives p Jorden. Hvad en teolog
fornemmer som sandt, det m vre falskt: derved har
man nrmest et kriterium for sandheden. Det er hans

10

Friedrich Nietzsche

underste selvopretholdelses-instinkt, der forbyder, at


realiteten i et eller andet punkt skulle komme til re eller
ogs blot til orde. S langt teolog-indflydelsen rkker,
er vrdi-dommen stillet p hovedet, er begreberne sandt
og falskt ndvendigvis omvendte: hvad der er
skadeligst for livet, det hedder her sandt, hvad der
lfter, ger, affirmerer, retfrdiggr det og gr, at det
triumferer, det hedder falskt Sker det, at teologer
via fyrsternes (eller folkenes ) samvittighed strkker
hnden ud efter magten, s tvivler vi ikke om, hvad det i
grunden er, der hver gang sker: viljen til enden, den
nihilistiske vilje vil til magten
10.
Blandt tyskere forstr man det straks, nr jeg siger,
at filosofien er fordrvet gennem teolog-blod. Den
protestantiske sogneprst er bedstefader til den tyske
filosofi, protestantismen selv er dens peccatum
originale. Definition p protestantismen: den halvsides
lammelse af kristendommen og af fornuften Man
skal blot udtale ordet Tbinger Stift, for at begribe,
hvad den tyske filosofi er i grunden en listig teologi
Schwaberne er de bedste lgnere i Tyskland, de lyver
uskyldigt Hvorfra kom den lovende opildnelse, som
ved Kants optrde gik gennem de tyske lrdes verden,
der for tre fjerdedeles vedkommende bestr af prsteog lrer-snner , hvorfra kom den tyske
overbevisning, som endnu i dag finder sit ekko, at med
Kant begynder en vending til det bedre? Teologinstinktet i den tyske lrde gttede, hvad der nu atter var
muligt En smutvej til det gamle ideal stod ben,
begrebet om en sand verden, begrebet om moralen
som essensen af verden ( de to mest ondartede
fejltagelser der findes!) var nu atter, takket vre en
fiffig-klog skepsis, om ikke bevisbar, s dog ikke

Den antikristne

11

lngere gendrivelig Fornuften, fornuftens ret rkker


ikke s langt Af realiteten havde man gjort et skin;
man havde gjort en fuldkomment opljet verden, det
vrendes verden, til realiteten Kants succes er bare
en teolog-succes: Kant var, lig Luther, lig Leibniz, en
hmsko mere i den i sig selv ikke taktfaste tyske
retskaffenhed
11.
t ord til imod Kant som moralist. En dyd m vre
vores opfindelse, vores personligste ndvrge og
ndtvungenhed: i enhver anden forstand er den kun til
fare. Hvad der ikke betinger vort liv, skader det: en dyd,
blot ud fra en respekt-flelse for begrebet dyd, som
Kant ville det, er skadelig. Dyden, pligten, det gode
i sig selv, det gode med upersonlighedens og
almengyldighedens karakter hjernespind, hvori
nedgangen, den sidste afkrftelse af livet, det
knigsbergske kineserdmme udtrykker sig. Det
omvendte bliver pbudt af de dybeste opretholdelsesog vkst-love: at enhver skal opfinde sig sin dyd, sit
kategoriske imperativ. Et folk gr til grunde, nr det
forveksler sin pligt med pligtbegrebet overhovedet.
Intet ruinerer dybere, mere inderligt end hin
upersonlige
pligt,
enhver
ofring
overfor
abstraktionens Molok. At man ikke har fornemmet
Kants kategoriske imperativ som livsfarligt! Men
teolog-instinktet tog det i forsvar! En handling, som
livets instinkt tvinger til, har i lysten dens bevis p, at
vre en ret handling: og enhver nihilist med kristeligdogmatiske indvolde forstod lysten som indvending
Hvad delgger hurtigere, end at arbejde, tnke, fle
uden indre ndvendighed, uden et dybt personligt valg,
uden lyst? som automat for pligten? Det er ligefrem
opskriften p dcadencen, selv p idiotismen Kant

12

Friedrich Nietzsche

blev idiot. Og dt var Goethes samtidige! Denne


edderkoppe-skbnesvangerhed gjaldt som den tyske
filosof, gr det stadigvk! Jeg varer mig for at sige
hvad jeg tnker om tyskerne Har Kant ikke i den
franske revolution set overgangen fra den uorganiske
statsform til den organiske? Har han ikke spurgt sig, om
der findes en begivenhed, som slet ikke vil kunne
forklares anderledes end gennem et moralsk anlg i
menneskeheden, sledes, at menneskehedens tendens
til det gode dermed, n-gang-for-alle, s vil vre bevist?
Kants svar: dt er revolutionen. Det fejlgribende
instinkt i alt og ethvert, modnaturen som instinkt, den
tyske dcadence som filosofi det er Kant!
12.
Jeg tager et par skeptikere til side, den anstndige
type i filosofiens historie: men resten kender ikke til de
frste krav for den intellektuelle redelighed. De alle gr
ligesom pigebarnet, alle disse store svrmere og
mirakeldyr, de holder de sknne flelser for allerede
at vre argumenter, det lftede bryst for en
guddommens blseblg, overbevisningen for et
kriterium p sandheden. Til slut har ogs Kant, med
tysk uskyldighed, forsgt at lade denne form for
korruption, denne mangel p intellektuel samvittighed
videnskabeliggre under begrebet praktisk fornuft:
han opfandt egenhndigt en fornuft for, i hvilket
tilflde man ikke skal bekymre sig om fornuften, nemlig
nr moralen, den ophjede fordring du skal lyder.
Overvejer man, at filosoffen hos nsten alle folk bare
er videreudviklingen af den prstelige type, s
overrasker dette arvestykke fra prsten, falskmntneriet
over for sig selv, ikke lngere. Nr man har hellige opgaver,
for eksempel at forbedre, at redde, at forlse
menneskene, nr man brer guddommen i brystet, er

Den antikristne

13

mundstykke for hinsidige imperativer, s str man med


en sdan mission allerede udenfor alle blot
forstandsmssige vurderinger, selv allerede helliggjort
gennem en sdan opgave, selv allerede typen for en
hjere orden! Hvad kommer for en prst videnskaben
ved! Han str for hjt til det! Og prsten har hidtil
hersket! Han bestemte begrebet sandt og usandt!
13.
Vi skal ikke undervurdere dette: vi selv, vi frie nder,
er allerede en omvurdering af alle vrdier, en korporlig
krigs- og sejrs-erklring over alle gamle begreber om
sandt og usandt. De vrdifuldeste indsigter bliver
fundet senest; men de vrdifuldeste indsigter er
metoderne. Alle metoder, alle forudstninger for vores
nuvrende videnskabelighed har gennem rtusinder
haft den dybeste foragt imod sig, med den var man
udelukket fra omgangen med honnette mennesker,
man gjaldt som Guds fjende, som foragter af
sandheden, som besat. Som videnskabelig karakter
var man candala Vi har haft hele menneskehedens
patos imod os dens begreb om, hvad sandhed skal
vre, hvad tjenesten af sandheden skal vre: ethvert du
skal var hidtil rettet imod os Vore objekter, vore
praktikker, vores stille forsigtige mistroiske art alt
syntes menneskeheden fuldkomment uvrdigt og
foragteligt. Til slut mtte man have lov til, med nogen
rimelighed, at sprge sig, om det ikke egentlig var en
stetisk smag, som har holdt menneskeheden i s lang
en blindhed: den forlangte af sandheden en pittoresk
effekt, ligeledes forlangte den af den erkendende, at han
skal virke strkt p sanserne. Vores beskedenhed gik den
lngste tid imod dens smag h, hvor de gttede det,
disse truthaner for Gud

14

Friedrich Nietzsche

14.
Vi har lrt om. Vi er i alle stykker blevet mere
beskedne. Vi udleder ikke lngere mennesket af
nden, af guddommen, vi har sat det tilbage blandt
dyrene. Det glder os som det strkeste dyr, fordi det
er det listigste: en flge deraf er dets ndelighed. Vi
vgrer os p den anden side mod en forfngelighed,
som ogs her gerne ville lyde igen: som om mennesket
skal have vret den store bagtanke med den dyriske
udvikling. Det er aldeles ingen krone p skabelsen,
ethvert vsen er, ved siden af mennesket, p et samme
niveau af fuldkommenhed Og ogs idet vi pstr
dette, pstr vi for meget: mennesket er, taget relativt,
det mest fejlslagne dyr, det sygeligste, det bort fra sine
instinkter farligst forvildede ganske vist, med alt det,
ogs det interessanteste! Hvad dyrene angr, s har frst
Descartes, med beringsvrdig dristighed, vovet den
tanke, at forst dyret som machina: vor hele fysiologi
bestrber sig p beviset af denne stning. Og p logisk
vis stter vi ikke mennesket til side, som Descartes
endnu gjorde det: hvad der i dag overhovedet er
begrebet om mennesket, gr prcis s langt, som det er
begrebet machinalt. Frhen gav man mennesket, som
dets medgift fra en hjere orden, den frie vilje: i dag
har vi selv frataget det viljen, i den forstand, at der
derunder ikke lngere m forstes en evne. Det gamle
ord vilje tjener blot til at betegne en resultant, en art
individuel reaktion, som ndvendigvis flger p en
mngde dels modstridende, dels samstemmende
pirringer: viljen virker ikke mere, bevger ikke
mere Frhen s man i menneskets vren bevidst, i
nden, beviset p dets hjere herkomst, dets
guddommelighed; for at fuldende mennesket, rdede
man det til, p skildpaddevis at trkke sanserne i sig, at
indstille omgangen med det jordiske, at skaffe sig af

Den antikristne

15

med det ddelige hylster: hovedsagen af det forblev s


tilbage, den rene nd. Ogs desangende har vi
besindet os bedre: at blive bevidst, nden, glder os
ligefrem som symptom p en relativ ufuldkommenhed
af organismen, som en forsgen, famlen, fejlgriben,
som et slid, hvorved undig megen nervekraft
forbruges, vi bengter, at noget som helst kan gres
fuldkomment, s lnge det endnu bliver gjort bevidst.
Den rene nd er en ren dumhed: fraregner vi
nervesystemet og sanserne, det ddelige hylster, s
forregner vi os intet videre!
15.
Hverken moralen eller religionen berrer sig i
kristendommen med et eller andet punkt af
virkeligheden. Lutter imaginre rsager (Gud, sjl,
Jeg nd, den frie vilje eller ogs den ufrie);
lutter imaginre virkninger (synd, forlsning, nde,
straf, syndernes forladelse). En omgang med
imaginre vsener (Gud, nder, sjle); en imaginr
naturvidenskab (antropocentrisk; fuldstndig mangel p
begrebet om de naturlige rsager); en imaginr psykologi
(lutter selv-misforstelser, interpretationer af behagelige
eller ubehagelige generelle flelser, for eksempel af
tilstandene i nervus sympathicus ved hjlp af
tegnsproget for en religis-moralsk idiosynkrasi
anger, samvittighedsnag, djvlens fristelse, Guds
nrhed); en imaginr teleologi (Guds rige, dommens
dag, det evige liv). Denne rene fiktions-verden
adskiller sig, meget til dens ulempe, fra en
drmmeverden derved, at sidstnvnte genspejler
virkeligheden, mens den forfalsker, devaluerer, bengter
virkeligheden. Efter at frst begrebet natur som
modbegreb til Gud var opfundet, mtte naturlig
vre ordet for forkastelig, hele denne fiktions-

16

Friedrich Nietzsche

verden har sin rod i hadet imod det naturlige (


virkeligheden!), den er udtrykket for et dybt misbehag
ved det virkelige Men dermed er alt forklaret. Hvem
alene har grunde til at lyve sig vk fra virkeligheden? Den
der lider ved den. Men at lide ved virkeligheden vil sige
at vre en forulykket virkelighed Ulystflelsernes
overvgt over lystflelserne er rsagen til hin fiktive
moral og religion: men en sdan overvgt afgiver formlen
for dcadence
16.
Til den samme slutning tvinger en kritik af det
kristelige gudsbegreb. Et folk, der endnu tror p sig selv,
har ogs stadig dets egen gud. I den berer det de
betingelser, gennem hvilke det er ovenp, dets dyder,
det projicerer dets lyst ved sig selv, dets magtflelse ind
i et vsen, som man kan takke derfor. Den, der er rig,
vil give; et stolt folk behver en gud for at ofre
Religion, inden for sdanne forudstninger, er en form
for taknemmelighed. Man er taknemmelig for sig selv:
dertil behver man en gud. En sdan gud m kunne
nytte og skade, m kunne vre ven og fjende, man
beundrer den i det gode som i det slemme. Den
modnaturlige kastration af en gud til en gud kun for det
gode ville her ligge uden for al nskelighed. Man har
lige s meget behov for den onde gud som den gode:
den egne eksistens har man jo ikke ligefrem tolerancen,
filantropien at takke for Hvad ville der vre ved en
gud, der ikke kendte til vrede, hvn, nid, hn, list,
voldsakt? som mske ikke engang ville vre bekendt
med sejrens og tilintetgrelsens henrykkende ardeurs?
En sdan gud ville man ikke forst: hvad skulle man
have den for? Ganske vist: hvis et folk gr til grunde;
hvis det fler troen p fremtiden, dets hb om frihed
endegyldigt svinde; hvis underkastelsen trder det i

Den antikristne

17

bevidsthed som frste nytte, de underkastedes dyder


som opretholdelsesbetingelser, s m dets gud ogs
forandre sig. Nu bliver den duknakket, frygtsom,
beskeden, rder til sjlens fred, til ikke-mere-had, til
overbrenhed, selv til krlighed over for ven og
fjende. Den moraliserer bestandig, den kravler ind i
hulen til enhver privatdyd, bliver gud for enhver, bliver
privatmand, bliver kosmopolit Frhen fremstillede
den et folk, styrken i et folk, alt det aggressive og
magttrstige i et folks sjl: nu er den bare den gode
gud Vitterlig, der gives ingen andre alternativer for
guder: enten er de viljen til magten og s lnge vil de
vre folkeguder eller afmagten til magten og s bliver
de ndvendigvis gode
17.
Hvor viljen til magten i en eller anden form gr ned,
gives der hver gang ogs en fysiologisk tilbagegang, en
dcadence. Dcadencens guddom, beskret ved dens
mandigste dyder og drifter, bliver nu ndvendigvis til
guden for de fysiologisk-tilbagegangne, de svage. De
kalder sig ikke selv for de svage, de kalder sig de
gode Man forstr, uden at der behvedes s meget
som et vink, i hvilke af historiens jeblikke den
dualistiske fiktion om en god og en ond gud frst bliver
mulig. Med det samme instinkt, med hvilket de
underkastede bringer deres gud ned til det gode i sig
selv, stryger de fra deres overvinderes gud de gode
egenskaber vk; de tager hvn ved deres herrer, derved
at de fordjvler deres gud. Den gode gud, svel som
djvlen: Begge er afkom af dcadencen. Hvordan
kan man endnu i dag give s meget efter for
enfoldigheden hos kristelige teologer, til med dem at
dekretere, at videreudviklingen af gudsbegrebet fra
Israels gud, fra folkeguden til den kristelige gud, til

18

Friedrich Nietzsche

indbegrebet for alt godt, skal vre et fremskridt? Men


selv Renan gr det. Som om Renan havde nogen ret til
enfoldighed! Det modsatte springer da i jnene. Hvis
forudstningerne for det opstigende liv, hvis alt strkt,
tappert, dominant, stolt elimineres fra gudsbegrebet,
hvis guden skridt for skridt synker ned til symbolet for
en stok til de trtte, et redningsanker til alle druknende,
hvis han bliver stakkels-folk-gud, synder-gud, syge-gud
par excellence, og prdikatet frelser, forlser
ligesom forbliver til overs som guddommeligt prdikat
overhovedet: hvorom taler en sdan forvandling?
Ganske vist: Guds rige er dermed blevet strre.
Frhen havde han kun sit folk, sit udvalgte folk. I
mellemtiden gik han, helt ligesom hans folk selv, i det
fremmede, p vandring, intetsteds sad den sidenhen
stille: indtil han endelig blev hjemme overalt, den store
kosmopolit, indtil han fik det store antal og den
halve Jord p sin side. Men guden for det store antal,
demokraten blandt guder, blev trods alt ingen stolt
hedningegud: han forblev jde, han forblev vinklens
gud, guden for alle dunkle hjrner og steder, for alle
usunde kvarterer i den hele verden! Hans verdensrige
er nu som fr et underverdens-rige, et hospital, et
subterrn-rige, et ghetto-rige Og han selv, s bleg, s
svag, s dcadent Selv de blegeste af de blege blev
stadig herre over ham, de Herrer metafysikere, begrebsalbinoerne. Disse spandt s lnge omkring ham, indtil
han, hypnotiseret af deres bevgelser, selv blev
edderkop, selv blev metaphysicus. Nu spandt han
atter verden ud fra sig sub specie Spinozae , nu
transfigurerede han sig i det stadigt tyndere og blegere,
blev ideal, blev ren nd, blev absolutum, blev
ting i sig selv En guds forfald: Gud blev ting i sig
selv

Den antikristne

19

18.
Det kristelige gudsbegreb gud som sygegud, gud
som edderkop, gud som nd er et af de mest korrupte
gudsbegreber, som er blevet opnet p Jorden; det
fremstiller mske selv pejlemrket for lavmlet i den
nedstigende udvikling af gude-typen. Gud, afartet til
modsigelsen af livet, i stedet for at vre dets opklaring og
evige Ja! I gud, fjendskabet erklret til livet, naturen,
viljen til livet! Gud, formlen for enhver forngtelse af
det dettesidige, for enhver lgn om det hinsides! I
gud, intet guddommeliggjort, viljen til intet
kanoniseret!
19.
At de strke racer i det nordlige Europa ikke har
stdt den kristelige gud fra sig, gr sandelig ingen re
til deres religise begavelse, for ikke at tale om smagen.
Med et s sygeligt og alderssvkket afkom af
dcadencen ville de have mttet vre frdige. Men der
pligger dem en forbandelse, fordi de ikke er blevet
frdige med ham: de har optaget sygdommen, alderen,
modsigelsen i alle deres instinkter, ingen gud har de
sidenhen skabt! Nsten to tusinde r og ikke n eneste
ny gud! Men derimod stadigvk og som med rette
bestende, som et ultimatum og maximum for den
mennesket iboende gudsskabende kraft, creator
spiritus, denne ynkvrdige gud for den kristelige
monotono-teisme! denne hybride forfalds-dannelse af
nul, begreb og modsigelse, hvori alle dcadenceinstinkter, alle sjlens fejheder og trtheder har deres
sanktion!

20

Friedrich Nietzsche

20.
Med min fordmmelse af kristendommen vil jeg
ikke have beget en uret mod en beslgtet religion, som
med henblik p de bekendendes antal endda overgr
den, imod buddhismen. Begge hrer sammen som
nihilistiske religioner de er dcadence-religioner ,
begge er p den mrkvrdigste mde adskilte. At man
nu kan sammenligne dem, for dt er kritikeren af
kristendommen de indiske lrde dybt taknemmelig.
Buddhismen er hundrede gange mere realistisk end
kristendommen, den har arven fra den objektive og
klige problem-stillen i kroppen, den kommer efter en
hundreder af r varende filosofisk bevgelse, begrebet
gud er allerede afskaffet da den kommer. Buddhismen
er den eneste egentligt positivistiske religion, som
historien viser os, ogs i dens erkendelsesteori (en
streng fnomenalisme ), den siger ikke lngere Kamp
imod synd, men derimod, helt givende virkeligheden
ret, Kamp imod lidelsen. Den har allerede dette
adskiller den dybt fra kristendommen selv-bedrageriet
med moral-begreberne bag sig, den str, talt i mit
sprog, hinsides godt og ondt. De to fysiologiske
kendsgerninger, som den hviler p og som den holder
for je, er: frst en overstor pirrelighed af sensibiliteten,
der udtrykker sig som raffineret smerteformen. Dertil
en overndeliggrelse, at have levet alt for lnge i
begreber og logiske procedurer, som person-instinktet
har taget skade af til det upersonliges fordel ( begge
tilstande, som i det mindste nogle af mine lsere, de
objektive, lig mig selv, vil kende af erfaring). P grund
af disse fysiologiske betingelser er opstet en depression:
imod denne gr Buddha hygiejnisk frem. Han anvender
livet i det fri imod den, vandrerlivet, mdeholdet og
valget i kosten; forsigtigheden overfor alle spirituosa;
forsigtigheden tillige overfor alle affekter, der skaber

Den antikristne

21

galde, opheder blodet; ingen bekymring, hverken for sig,


ej heller for andre. Han krver forestillinger, der enten
giver ro eller opmuntrer han opfinder midler til at
vnne sig af med de andre. Han forstr godheden, det,
at vre godmodig, som sundhedsfremmende. Bn er
udelukket, svel som askesen; intet kategorisk imperativ,
ingen tvang overhovedet, selv ikke indenfor
klosterfllesskabet ( man kan komme ud igen ). Det
ville altsammen vre midler til at forstrke hin
overstore pirrelighed. Netop derfor krver han heller
ingen kamp imod anderledestnkende; hans lre
vgrer sig mest af alt imod flelsen af hvn, af antipati,
af ressentimentet ( ikke gennem fjendskab kommer
fjendskab til ende: det rrende refrn for hele
buddhismen). Og med rette: netop disse affekter ville
vre fuldkomment usunde med henblik p det ditetiske
hovedsigte. Den ndelige udmatning, som han
forefinder, og som udtrykker sig i en alt for stor
objektivitet (dvs. svkkelse af individual-interessen,
tab af tyngde, af egoisme), bekmpet med en streng
tilbagefrelse af selv de ndeligste interesser til personen.
I Buddhas lre bliver egoismen pligt: dens t er
ndvendigt, dens hvordan kommer du fri af lidelsen
regulerer og begrnser hele den ndelige dit ( man
har mske lov at erindre sig om hin athener, der
ligeledes frte krig mod den rene videnskabelighed,
om Sokrates, der lftede personal-egoismen op til
moral, ogs i problemernes rige.)
21.
Forudstningen for buddhismen er et meget mildt
klima, en stor blidhed og liberalitet i sderne, ingen
militarisme; og at det er de hjere og selv lrde stnder,
hvori bevgelsen har sin flok. Man vil munterheden,
stilheden, nskelshed som hjeste ml, og man nr sit

22

Friedrich Nietzsche

ml. Buddhismen er ikke en religion, hvor man blot


aspirerer til fuldkommenhed: det fuldkomne er
normaltilfldet.
I kristendommen kommer instinkterne fra
underkastede og undertrykte i forgrunden: det er de
nederste stnder, der sger deres frelse i den. Her
bliver, som beskftigelse, som middel mod kedsomheden,
udvet
syndernes
kasuistik,
selvkritikken,
samvittigheds-inkvisitionen; her bliver affekten imod
en mgtig, benvnt Gud, bestandig opretholdt
(gennem bnnen); her glder det hjeste som
uopneligt, som gave, som nde. Her mangler ogs
offentligheden; gemmet, det dunkle rum er kristeligt.
Her bliver kroppen foragtet, hygiejnen forkastet som
sanselighed; kirken vgrer sig selv mod renligheden (
den frste kristelige forholdsregler efter maurernes
fordrivelse var nedlukningen af de offentlige bade,
hvoraf Cordova alene besad 270). Kristelig er en vis
sans for grusomheden, imod sig og andre; hadet imod
de anderledestnkende; viljen til at forflge. Dystre og
ophidsende forestillinger er i forgrunden; de
hjestbegrede, med de hjeste navne betegnede
tilstande er de epileptiske; diten bliver ordnet sdan, at
den begunstiger morbide fremtrdelser og overpirrer
nerverne. Kristeligt er ddsfjendskabet imod Jordens
herrer, imod de fornemme og tillige i det skjulte en
hemmelig dyst ( man lader dem kroppen, man vil
kun sjlen) Kristeligt er hadet imod nden, imod
ndens stolthed, mod, frihed, libertinage; kristeligt er
hadet imod sanserne, imod glden ved sanserne, imod
glden overhovedet
22.
Kristendommen, da den forlod sit frste underlag,
de nederste stnder, den antikke verdens underverden, da

Den antikristne

23

den gik ud efter magt blandt barbar-folk, havde her ikke


lngere trtte mennesker til forudstning, men derimod
inderligt forvildede og sig snderrivende, de strke
mennesker, men de mislykkede. Utilfredsheden med
sig, lidelsen ved sig er her ikke som ved buddhisten en
overmde pirrelighed og smerteformen, snarere
omvendt en overmgtig forlangen efter at gre ondt,
efter udladelse af den indre spnding i fjendske
handlinger og forestillinger. Kristendommen havde
barbariske begreber og vrdier ndig, det, at drikke blod
ved nadveren, foragten for nden og kulturen; torturen
i alle former, sanseligt og usanseligt; kultens store
pomp. Buddhismen er en religion for sene mennesker,
for godmodige, blide, overndeliggjorte racer, der alt
for let fornemmer smerte ( Europa er endnu langt fra
moden til den ): den er en tilbagefrsel af dem til fred
og munterhed, til diten i det ndelige, til en vis
afhrdelse i det legemlige. Kristendommen vil blive
herre over rovdyr; dens middel er, at gre dem syge,
svkkelsen er den kristelige recept til tmningen, til
civilisationen. Buddhismen er en religion for
afslutningen p og trtheden i en civilisation,
kristendommen forefinder den ikke engang, den
begrunder den endda under visse omstndigheder.
23.
Buddhismen, sagt endnu engang, er hundrede
gange mere kold, sandfrdig, objektiv. Den har ikke
lngere ndig, at gre sin lidelse, sin smerteformen
anstndig gennem syndens interpretation, den siger
blot, hvad den tnker, jeg lider. For barbaren,
derimod, er der intet anstndigt ved selve lidelsen: han
behver frst en udlgning, for at tilst sig, at han lider
(hans instinkt viser ham snarere hen mod forngtelse
af lidelsen, p stille udholdelse). Her var ordet djvel

24

Friedrich Nietzsche

en velgrenhed: man havde en overmgtig og frygtelig


fjende, man behvede ikke at skamme sig over at lide
ved sdan en fjende.
Kristendommen har i sin grund nogle finheder, som
hrer Orienten til. Frem for alt ved den, at det for sig
betragtet er ligegyldigt, om noget er sandt, men at det er
af hjeste vigtighed, for s vidt det bliver troet som sandt.
Sandheden og troen p, at noget er sandt: to helt adskilte
interesse-verdener, nsten modstnings-verdener man
kommer til det ene og til det andet ad grundforskellige
veje. At vre vidende om dette det udgr i Orienten
nrmest den vise: sdan forstr brahmanerne det,
sledes forstr Platon det, sledes enhver elev af
esoterisk visdom. Hvis der for eksempel ligger en lykke
deri, at tro sig forlst fra synden, s gr som
forudstning dertil ikke nd, at mennesket s er syndigt,
men derimod, at det fler sig syndigt. Men hvis det
overhovedet frem for alt er tro, der er ndig, s m man
brunge fornuften, erkendelsen, forskningen i miskredit:
vejen til sandheden bliver til den forbudte vej. Det
strke hb er en langt strre stimulans i livet, end nogen
enkeltstende virkeligt indtrdende lykke. Lidende m
man opretholde gennem et hb, som der ikke er nogen
virkelighed, der kan modsige, som der ikke er nogen
opfyldelse, der kan afskaffe: en hinsides-forhbning.
(Netop grundet denne evne til, at holde de ulykkelige
hen, gjaldt hbet for grkerne som ondernes onde, som
det egentligt lumske onde: det forblev tilbage i fadet af
onder). For at krlighed er mulig, m Gud vre person;
for at de nederste instinkter kan tale med, m Gud vre
ung. Man skal for kvindernes inderlighed rykke en skn
hellig i forgrunden, for mndene en Maria. Dette under
den forudstning, at kristendommen vil blive herre p
en grund, hvor afrodisiske eller Adonis-kulter allerede
har bestemt begrebet om kulten. Kravet om kyskhed
forstrker vehemensen og inderligheden af det religise

Den antikristne

25

instinkt det gr kulten mere varm, svrmerisk,


sjlefuld. Krligheden er den tilstand, hvor
mennesket mest ser tingene, som de ikke er. Den
illusoriske kraft er dr p sin hjde, liges den
forsdende, forklarelsens kraft. Man holder til mere i
krligheden end ellers, man tler alt. Det gjaldt om, at
opfinde en religion, hvori der kan elskes: dermed er
man ude over det vrste ved livet man ser det slet ikke
lngere. S meget om de tre kristelige dyder tro,
krlighed, hb: jeg kalder dem de tre kristelige
klgtigheder. Buddhismen er for sen, for positivistisk til,
stadig at vre klog p denne mde.
24.
Her berrer jeg kun problemet om
kristendommens tilblivelse. Den frste stning til dets
lsning lyder: kristendommen er alene at forst ud fra
det fundament, hvoraf den er vokset, den er ikke en
modbevgelse imod det jdiske instinkt, det er selve
dens flgerigtighed, en slutning mere i dens
frygtindgydende logik. I forlserens formel: frelsen
kom fra jderne. Den anden stning lyder: galilerens
fysiologiske type er stadig erkendbar, men frst i dens
fuldstndige vanartethed (som er bde forvanskning og
overlsning med fremmede trk ) har den kunnet
tjene til det, som den er blevet brugt til, til typen for en
menneskehedens forlser.
Jderne er det mrkvrdigste folk i verdenshistorien,
fordi de, stillet overfor sprgsmlet om vren og
ikkevren, med en fuldkomment uhyggelig bevidsthed
har foretrukket vren for hver en pris: prisen var den
radikale forfalskning af al natur, al naturlighed, al realitet,
hele den indre verden svel som den ydre. De
afgrnsede sig imod alle betingelser, hvorunder et folk
hidtil kunne leve, havde lov at leve, de skabte ud af sig et

26

Friedrich Nietzsche

modstnings-begreb til naturlige betingelser, de har, i


den rkkeflge, p uhelbredelig vis omdrejet religionen,
kulten, moralen, historien, psykologien i modsigelsen til
deres natur-vrdier. Vi mder det samme fnomen nok
engang og i usigeligt forstrrede proportioner, trods alt
kun som kopi: den kristelige kirke savner, i
sammenligning med de helliges folk, enhver fordring
om originalitet. Jderne er, netop dermed, det
skbnesvangreste folk i verdenshistorien: i deres
eftervirkning har de gjort menneskeheden falsk i en
sdan grad, at den kristne endnu i dag kan fle
antijdisk, uden at forst sig som den yderste jdiske
konsekvens.
Jeg har i min Moralens genealogi for frste gang
psykologisk fremfrt modstnings-begrebet om en
fornem moral og en ressentiment-moral, sidstnvnte
udsprungen ud af Nejet til de frste: men dette er den
jdisk-kristelige moral helt og aldeles. For at kunne sige
Nej til alt, hvad der fremstiller livets opstigende bevgelse,
velartetheden, magten, sknheden, selvaffirmationen
p jorde, mtte ressentimentets til geni blevne instinkt
her opfinde sig en anden verden, hvorfra hin livsaffirmation fremtrdte som det onde, som det
forkastelige i sig selv. Efterregnet psykologisk, er det
jdiske folk et folk af den sejeste livskraft, som, hensat
under umulige betingelser, frivilligt, ud fra den dybeste
klgt i selv-opretholdelsen, tager parti for alle
dcadence-instinkter, ikke som behersket af dem,
men derimod fordi det i dem gtter p en magt,
hvormed man kan stte sig igennem imod verden. De
er modstykket til alle dcadents: de har mttet fremstille
dem indtil illusionen, de har vidst, med det
skuespilleriske genis non-plus-ultra, at stille sig i
spidsen for alle dcadence-bevgelser ( som Paulus
kristendom ), for deraf at skabe noget, som er strkere
end ethvert Ja-sigende parti for livet. For den art

Den antikristne

27

menneske, der i jde- og kristendommen forlanger at


komme til magten, en prstelig art, er dcadence blot
middel: denne art menneske har en livs-interesse i at gre
menneskeheden syg, og p en livsfarlig og
verdenforngtende mde at omdreje begreberne godt
og ondt, sandt og falskt.
25.
Israels historie er uvurderlig som typisk historie om
al denaturalisering af natur-vrdierne: lad mig antyde fem
kendsgerninger om samme. Oprindelig, isr p
kongedmmets tid, stod ogs Israel i det rigtige, dvs. i
det naturlige forhold til alle ting. Dets Javeh var udtryk
for magt-bevidstheden, glden ved sig, forhbningen
for sig: i ham forventede man sejr og frelse, med ham
stolede man p, at naturen giver hvad folket behver
isr regn. Javeh er Israels gud og flgelig retfrdighedens
gud: logikken for ethvert folk, som er i magt og har en
god samvittighed derom. I fest-kulten udtrykker sig
begge disse sider af et folks selvaffirmation: den er
taknemmelig for de store skbner, hvorved det kom
ovenp, den er taknemmelig i forholdet til rets
kredslb og til al lykke i kvgdrift og dyrkning af jorden.
I lang tid forblev denne tingenes tilstand idealet, ogs
da den p srgelig vis var afskaffet: anarkiet i det indre,
assyrerne udefra. Men folket fastholdt som det hjest
nskelige denne vision om en konge, der er en god
soldat og en streng dommer: frem for alt hin typiske
profet (dvs. kritiker og satyriker af jeblikket) Jesaia.
Men alt hb forblev uopfyldt. Den gamle gud kunne ikke
lngere noget af det, han frhen kunne. Man skulle
have ladet ham fare. Hvad skete? Man forandrede hans
begreb, man denaturaliserede hans begreb: for denne
pris fastholdt man det. Javeh, retfrdighedens gud,
ikke lngere en enhed med Israel, et udtryk for folke-

28

Friedrich Nietzsche

selvflelsen: bare en gud under betingelser Hans


begreb bliver et vrktj i hnderne p prstelige
agitatorer, som derefter fortolker al lykke som ln, al
ulykke som straf for ulydighed mod gud, for synd:
denne mest forljede interpretations-manr for en
angiveligt sdelig verdensorden, med hvilken, n
gang for alle, naturbegrebet rsag og virkning er
stillet p hovedet. Hvis man frst, med ln og straf, har
bragt den naturlige kausalitet ud af verden, behver
man en modnaturlig kausalitet: den hele rest af unatur
flger med. En gud, der krver i stedet for en gud, der
hjlper, der skaffer rd, der i grunden er ordet for
enhver lykkelig inspiration af modet og af selvtilliden
Moralen, ikke lngere udtrykket for et folks livs- og
vkst-betingelser, ikke lngere dets underste instinkt til
livet, men derimod blevet abstrakt, blevet modstning
til livet, moral som principiel forringelse af fantasien,
som det onde blik for alle ting. Hvad er jdisk, hvad er
kristelig moral? Tilfldet frataget dets uskyld; ulykken
tilsmudset med begrebet synd; velbefindendet som
fare, som fristelse; det fysiologiske ildebefindende
forgiftet med samvittigheds-ormen
26.
Gudsbegrebet forfalsket; moralbegrebet forfalsket:
det jdiske prsteskab blev ikke stende ved det. Hele
Israels historie kunne man ikke bruge: vk med den!
Disse prster har bragt hint vidundervrk af
forfalskning i stand, hvis dokument Bibelen for en god
del foreligger for os som: deres egen folkeforgangenhed har de med en hn uden lige, imod
enhver overlevering, imod enhver historisk realitet,
oversat i det religise, det vil sige, de har gjort den til en
stupid frelselses-mekanisme af skyld mod Javeh og
straf, af fromhed mod Javeh og ln. Vi ville fle denne

Den antikristne

29

forsmdeligste akt af historie-forfalskning langt mere


smertefuldt, hvis ikke den kirkelige historieinterpretation af rtusinder nste havde gjort os stumpe
for kravene om retskaffenhed in historicis. Og
filosofferne sekunderer kirken: lgnen med den sdelige
verdensorden gr gennem hele udviklingen af selv den
nyere filosofi. Hvad betyder sdelig verdensorden?
At der, n gang for alle, gives en Guds vilje om, hvad
mennesket skal gre, og hvad det skal lade; at vrdien
af et folk, af en enkelt vil lade sig mle ud fra, hvor
meget eller hvor lidt Guds vilje adlydes; at Guds vilje i
et folks, en enkelts skbner beviser sig som herskende,
dvs. som straffende og belnnende, alt efter graden af
lydighed. Realiteten i stedet for denne forbarmelige lgn
vil sige: en parasitisk art menneske, der kun trives p
bekostning af alle livets sunde dannelser, misbruger
Guds navn: en tingenes tilstand, hvor prsten
bestemmer tingenes vrdi, kalder det Guds rige; de
midler, gennem hvilke en sdan tilstand opns eller
opretholdes, kalder det Guds vilje; med en koldblodig
kynisme afmler det folkene, tiderne, de enkelte efter,
om de nytter eller modstrber prste-overmagten. Tag
at se dem ved vrket: under de jdiske prsters hnder
blev den store tid i Israels historie en forfalds-tid; eksilet,
den lange ulykke forvandlede sig til en evig straf for den
store tid en tid, hvor prsten endnu ikke var noget
De mgtige, meget frigjorte skikkelser i Israels historie, har
de, alt efter behov, gjort til duknakker og hyklere eller
gudlse, de har forsimplet psykologien i enhver stor
tildragelse til idiot-formlen lydighed eller ulydighed
mod Gud. Et skridt videre: Guds vilje, dvs.
opretholdelses-betingelserne for prstens magt, m
vre kendte, til dette forml behves en benbaring.
P tysk: en stor litterr forfalskning bliver ndig, en
hellig skrift bliver opdaget, under en rigidt religis
pomp, med bodsdage og jammerskrig over den lange

30

Friedrich Nietzsche

synd bliver den gjort offentlig. Guds vilje stod


forlngst fast: hele ulykken ligger deri, at man har gjort
sig fremmed overfor den hellige skrift Allerede for
Moses var Guds vilje benbaret Hvad var der sket?
Prsten havde, med strenghed, med pedanteri, helt
indtil de store og sm skatter, som man skulle betale
ham ( det lkreste stykke kd ikke at forglemme: for
prsten er en beefsteak-der) en gang for alle
formuleret, hvad han vil have, hvad der er Guds vilje
Fra nu af er alle ting i livet ordnet sdan, at prsten er
uundvrlig overalt; i alle livets naturlige hndelser, ved
fdslen, gteskabet, sygdommen, dden, for slet ikke at
tale om ofret (mltidet), kommer den hellige parasit
til syne for at denaturalisere dem: i hans sprog for at
helliggre dem For dette m man begribe: enhver
naturlig sde, enhver naturlig institution (stat, retsorden, gteskab, sygdoms- og fattigpleje), ethvert af
livs-instinktet indgivet krav, kort sagt alt, hvad der har
sin vrdi i sig, bliver gennem prstens parasitisme (eller
den sdelige verdensorden) gjort principielt
vrdilst, vrdi-stridigt: det behver efterflgende
sanktionen, en vrdigivende magt er ndig, som deri
bengter naturen, som netop frst derved skaber en
vrdi Prsten devaluerer, afhelliggr naturen: for
denne pris er det, at han overhovedet bestr.
Ulydigheden imod Gud, dvs. imod prsten, imod
loven fr nu navnet synd; midlerne til, atter at
forsone sig med Gud, er, som rimeligt, midler,
hvormed underkastelsen under prsterne bare bliver
mere grundigt sikrede: prsten alene forlser
Psykologisk efterregnet bliver synderne uundvrlige i
hvert prsteligt organiseret samfund: de er magtens
egentlige hndtag, prsten lever af synderne, han har
ndig, at der syndes verste stning: Gud tilgiver
den, der gr bod p tysk: den, der underkaster sig prsten.

Den antikristne

31

27.
P et sledes falskt grundlag, hvor enhver natur,
enhver natur-vrdi, enhver realitet havde de dybeste
instinkter i den herskende klasse imod sig, voksede
kristendommen op, en ddsfjendskabs-form imod
realiteten, som hidtil ikke er blevet overget. Det
hellige folk, som for alle ting kun havde beholdt
prste-vrdier, prste-ord til overs, og med en slutflgerigtighed, der kan indgyde frygt, havde ladet alt,
hvad der ellers bestod af magt p Jorden, udskille fra sig
som uhelligt, som verden, som synd dette folk
frembragte for sit instinkt en sidste formel der var
logisk helt indtil selvbengtelsen: det bengtede, som
kristendom, ogs den sidste form af realiteten, det hellige
folk, de udvalgtes folk, selve den jdiske realitet.
Tilfldet er af frste rang: den lille opstandige
bevgelse, der dbes i navnet af Jesus af Nazareth, er
det jdiske instinkt endnu engang, anderledes sagt,
prste-instinktet, der ikke lngere tler prsten som
realitet, opfindelsen af en endnu mere tilbagetrukken
tilvrensform, en endnu mere ureal vision om verden,
end en kirkes organisation betinger den.
Kristendommen bengter kirken
Jeg ser ikke, imod hvad den opstand var rettet, som
Jesus er blevet forstet eller misforstet som
ophavsmanden til, om ikke det var opstanden imod den
jdiske kirke, kirke netop taget i den forstand som vi i
dag tager ordet. Det var en opstand imod de gode og
retfrdige, imod Israels hellige, imod samfundets
hierarki ikke imod deres fordrvelse, men imod
kasten, privilegiet, ordenen, formlen; det var ikketroen
p de hjere mennesker, et Nej talt imod alt, hvad der
var prst og teolog. Men det hierarki, som dermed, om
end kun for et jeblik, blev draget i tvivl, var den
plebygning, hvorp det jdiske folk, midt i vandet,

32

Friedrich Nietzsche

overhovedet endnu fortsatte med at best, den


mjsommeligt tilkmpede sidste mulighed for, at blive
til overs, residuet for dets politiske sr-eksistens: et
angreb p det var et angreb p det dybeste folkeinstinkt, p den sejeste folke-livs-vilje, som nogensinde
har vret p Jorden. Denne hellige anarkist, oprbte det
lavere folk, de udstdte og synderne, candalaerne
indenfor jdedommen, til modsigelse imod den
herskende orden i et sprog, som, hvis evangelierne
ellers var til at stole p, ville fre direkte til Sibirien ogs
i dag, han var en politisk forbryder, for s vidt nemlig at
politiske forbrydere var mulige i et absurd-upolitisk
fllesskab. Dette bragte ham p korset: beviset herfor
er korsets pskrift. Han dde for sin skyld, der savner
enhver grund til at pst, hvor ofte det end er blevet
gjort, at han dde for andres.
28.
Et helt andet sprgsml er det, om han overhovedet
havde en sdan modstning i bevidstheden, om han
ikke blot blev opfattet som denne modstning. Og frst
her berrer jeg problemet om forlserens psykologi. Jeg
bekender, at der er f bger jeg lser med sdanne
vanskeligheder som evangelierne. Disse vanskeligheder
er andre, end dem, ved hvis pvisning den tyske nds
lrde nysgerrige har fejret en af deres mest
uforglemmelige triumfer. Tiden er fjern, hvor ogs jeg,
som enhver ung lrd, med en raffineret filologs kloge
langsommelighed indtog den uforlignelige Strauss
vrk. Dengang var jeg tyve r gammel: nu er jeg for
alvorlig dertil. Hvad kommer overleveringens
modsigelser mig ved? Hvordan kan man overhovedet
kalde legender om hellige for overlevering!
Historierne om hellige er den tvetydigste litteratur der
overhovedet findes: at anvende den videnskabelige

Den antikristne

33

metode p dem, nr der ellers ikke foreligger nogen vidnesbyrd,


forekommer mig at vre ddsdmt p forhnd bare
lrd lediggang
29.
Hvad der kommer mig ved, er forlserens
psykologiske type. Denne kunne jo vre indeholdt i
evangelierne til trods for evangelierne, hvor meget den
s end er forvansket eller overlsset med fremmede
trk: ligesom den psykologiske type af Frans af Assisi
er indeholdt i hans legender til trods for hans legender.
Ikke sandheden om, hvad han har gjort, hvad han har
sagt, hvordan han egentlig er dd: men derimod
sprgsmlet, om hans type overhovedet endnu er
forestillelig, om den er overleveret? De forsg, jeg
kender, p, af evangelierne sgar at lse historien for en
sjl ud, synes mig at vre beviser p en afskyvrdig
psykologisk letfrdighed. Hr. Renan, denne Hanswurst
in psychologicis, har henbragt de to utilhrigste
begreber til hans forklaring af typen Jesus, som der kan
gives for dette: begrebet geni og begrebet helt (hros).
Men hvis der er noget, der er uevangelisk, s er det
begrebet helt. Netop modstningen til al kmpen, til al
flen-sig-i-kamp er her blevet instinkt: uformendet til
modstanden bliver her moral (modst ikke det onde,
evangeliernes dybeste ord, i en vis forstand deres ngle),
saligheden i freden, i blidheden, i det, ikke-at-kunnevre-fjende. Hvad betyder gldeligt budskab? Det
sande liv, det evige liv er fundet det bliver ikke lovet,
det er til, det er i jer: som liv i krligheden, i krligheden
uden fratrk og udelukkelse, uden distance. Enhver er
Guds barn slet intet gr Jesus krav p for sig alene
som Guds brn er alle lige med alle At gre en helt af
Jesus! Og hvilken misforstelse er overhovedet ordet
geni! Hele vores begreb, vores kultur-begreb nd

34

Friedrich Nietzsche

har i den verden, som Jesus lever i, slet ingen mening.


Talt med fysiologens strenghed, ville her et helt andet
ord vre p sin plads: ordet idiot. Vi kender en tilstand
af sygelig pirrelighed af flesansen, som s gyser tilbage
for enhver berring, for ethvert greb om en fast
genstand. Man kan overstte sig en sdan fysiologisk
habitus i dens sidste logik som instinkt-had imod
enhver realitet, som flugt i det ufattelige, i det
ubegribelige, som modvilje imod enhver formel,
ethvert tids- og rumbegreb, imod alt, hvad der er fast,
sde, institution, kirke, som vren-hjemme i en verden,
som ingen art realitet lngere rrer, en blot indre
verden, en sand verden, en evig verden Guds
rige er i jer
30.
Instinkt-hadet imod realiteten: Flge af en ekstrem
lidelses- og pirringsformen, som overhovedet ikke vil
berres lngere, fordi den fornemmer enhver
berring for dybt.
Instinkt-udelukkelsen af al antipati, alt fjendskab, alle
grnser og distancer i flelsen: Flge af en ekstrem lidelsesog pirringsformen, som allerede opfatter enhver
modstrben, modstrbelses-tvang som ubrlig ulyst
(dvs. som skadelig, som frardet af selvopretholdelsesinstinktet), og som alene kender saligheden (lysten) deri,
ikke lngere, mod ingen lngere, hverken mod ondet,
eller mod den onde, at yde modstand, krligheden
som eneste, som sidste livs-mulighed
Dette er de to fysiologiske realiteter, p hvilke, ud af
hvilke forlsnings-lren er vokset. Jeg kalder dem en
sublim videre-udvikling af hedonismen p helt igennem
morbidt grundlag. Nstbeslgtet med den, om end
med et stort tilskud af grsk vitalitet og nervekraft,
forbliver epikurismen, hedenskabets forlsnings-lre.

Den antikristne

35

Epikur, en typisk dcadent: frst af mig erkendt som


en sdan. Frygten for smerte, selv for det uendeligtlille i smerten den kan slet ikke ende anderledes end i
en krlighedens religion
31.
Jeg har forudskikket mit svar p problemet.
Forudstningen for det svar er, at forlserens type kun
er givet os i strk forvanskning. Denne forvanskning
har i sig selv megen sandsynlighed: en sdan type kunne
af flere grunde ikke forblive ren, hel, fri af tilfjelser.
Bde det milieu, som denne fremmede skikkelse
bevgede sig i, m have efterladt spor ved ham, og
endnu mere historien, skbnen for den frste kristelige
menighed: derudfra blev, tilbagevirkende, typen beriget
med trk, der frst bliver forstelig ud fra krigen og til
propagandaens forml. Hin slsomme og syge verden,
som evangelierne frer os ind i en verden som fra en
russisk roman, hvor udsmidning fra samfundet,
nervelidelser og barnlig idiotisme synes at tilpasse sig
hinanden m under alle omstndigheder have forgrovet
typen: isr de frste disciple oversatte frst en helt i
symboler og ufatteligheder svmmende vren til den
egne grovhed, for overhovedet at forst noget deraf,
for dem var typen frst efter en indformning i kendte
former forhnden Profeten, Messias, den fremtidige
dommer, morallreren, mirakelmanden, Johannes
Dberen lige s mange lejligheder til at forkende
typen Lad os endelig ikke undervurdere dette
proprium ved al stor, isr sekterisk berelse: den
visker de originale, ofte pinligt-fremmede trk og
idiosynkrasier ved det berede vsen ud den ser dem
ikke selv. Man ville have at beklage, at en Dostojevski
ikke har levet i nrheden af denne interessanteste
dcadent, jeg mener nogen, som netop vidste af at

36

Friedrich Nietzsche

fornemme den gribende pirring ved en sdan blanding


af det sublime, syge og barnlige. Et sidste synspunkt:
typen kunne, som dcadence-type, faktisk have vret
af en ejendommelig flerhed og modsigelsesfuldhed: en
sdan mulighed kan ikke fuldstndigt udelukkes. Alt
frarder dog fra den: netop overleveringen ville for
dette tilflde mtte vre en mrkvrdigt tro og
objektiv: hvorom vi har grunde til at antage det
modsatte. Indtil videre gaber en modsigelse mellem
bjerg- s- og hede-prdikeren, hvis tilsynekomst
frembyder sig som en Buddha p et meget indisk
grundlag, og angrebets fanatiker, teolog- og prsteddsfjenden, som Renans ondskabsfuldhed har
forherliget som le grand matre en ironie. Jeg selv
tvivler ikke p, at det rigelige ml af galde (og endda af
esprit) frst er flydt fra den ophidsede tilstand af den
kristelige propaganda over til mesterens type: man
kender jo s rigeligt den ubetnkelighed hos alle
sekterere, af deres mester at gre sig deres apologi til
rette. Da den frste menighed havde behov for en
dmmende, stridende, rasende, ondsindet spidsfindig
teolog, imod teologer, skabte de sig deres gud efter
deres behov: ligesom de s ogs uden tven gav ham
hine fuldkomment uevangeliske begreber i munde, som
de nu ikke kunne undvre, genkomst, dommens
dag, enhver art tidslig forventning og lovning.
32.
Jeg vgrer mig, sagt endnu engang, imod, at man
skriver fanatikeren ind i forlserens type: alene det ord,
imprieux, som Renan bruger, annullerer allerede typen.
Det gode budskab er netop, at der ikke lngere gives
nogen modstninger; himmeriget tilhrer brnene; den
tro, der lyder her, er ikke nogen tilkmpet tro, den er
der, den er fra begyndelsen af, den er ligesom en i det

Den antikristne

37

ndelige tilbagetrdt barnlighed. Tilfldet med den


udskudte og i organismen uudviklede pubertet som
flgefnomen af degenerationen er i det mindste
fysiologerne fortrolig. En sdan tro raser ikke, dadler
ikke, vgrer sig ikke: den bringer ikke svrdet med,
den aner slet ikke, hvor vidt den engang ville kunne
adskille. Den beviser sig ikke, hverken gennem mirakler,
eller gennem ln og lfte, ej heller gennem skriften:
den selv er i hvert jeblik sit mirakel, sin ln, sit bevis,
sit Guds rige. Denne tro formulerer sig heller ikke
den lever, den vgrer sig imod formler. Ganske vist
bestemmer tilfldet omgivelserne, sproget, den
forudgende dannelse af en bestemt kreds af begreber:
den frste kristendom hndterer kun jdisk-semitiske
begreber (at de og drikke ved nadveren hrer hertil,
dette af kirken, som alt jdisk, s slemt misbrugte
begreb). Men man skal vare sig for at se mere deri end
en tegntale, en semiotik, en lejlighed til lignelser. Netop
det, at intet ord tages bogstaveligt, er for denne antirealist forbetingelsen for, overhovedet at kunne tale.
Blandt indere ville han have betjent sig af sankhyambegreberne, blandt kinesere af Laotses og ville ikke
fle nogen forskel derved. Man kunne, med nogen
tolerance i udtrykket, kalde Jesus for en fri nd han
gr sig intet til af alt, hvad der er fast: ordet drber, alt,
hvad der er fast, drber. Begrebet, erfaringen liv, sdan
som han alene kender det, modstrber hos ham enhver
art ord, formel, lov, tro, dogme. Han taler blot om det
inderste: liv eller sandhed eller lys er hans ord for
det inderste, alt vrigt, hele realiteten, hele naturen,
selve sproget, har for ham blot vrdien af et tegn, en
lignelse. Man m p dette sted aldeles ikke forgribe
sig, hvor stor den forfrelse end er, som ligger i den
kristelige, dvs. kirkelige fordom: En sdan symbolik par
excellence str udenfor al religion, alle kult-begreber,
al historie, al naturvidenskab, al verdens-erfaring, alle

38

Friedrich Nietzsche

kendskaber, al politik, al psykologi, alle bger, al kunst


hans viden er netop den rene drskab derom, at der
gives noget af den slags. Kulturen er ham ikke engang
kendt ved omtale, han har ingen kamp imod den ndig,
han forngter den ikke Det samme glder om
staten, om hele den borgerlige orden og samfundet, om
arbejdet, om krigen han har aldrig haft en grund til, at
forngte verden, han har aldrig haft anelse om det
kirkelige begreb verden Forngtelsen er netop det
ham helt umulige. Tillige mangler dialektikken, der
mangler forestillingen om, at en tro, en sandhed ville
kunne bevises gennem grunde ( hans beviser er indre
lys, indre lyst-flelser og selvaffirmationer, lutter
beviser p kraften ) En sdan lre kan heller ikke
modsige, den begriber slet ikke, at der gives, kan gives
andre lrer, den ved slet ikke om at forestille sig en
modsat dmmen Hvor den stder p den, vil den af
inderste medflelse srge over blindhed, for den ser
lyset , men ikke gre nogen indvending
33.
I hele evangeliets psykologi mangler begrebet skyld
og straf; tillige begrebet ln. Synden, ethvert distanceforhold mellem Gud og menneske er afskaffet, netop
det er det glade budskab. Saligheden bliver ikke lovet, den
bliver ikke knyttet til betingelser: den er den eneste
realitet resten er tegn til at tale om den
Flgen af en sdan tilstand projicerer sig i en ny
praktik, den egentlig evangeliske praktik. Ikke en tro
adskiller den kristne: den kristne handler, han adskiller
sig gennem en anderledes handlen. At han mod den, der
er ond imod ham, hverken yder modstand i ord eller i
hjertet. At han ikke gr forskel mellem fremmed og
hjemlig, mellem jder og ikkejder (den nste
egentligt trosfllen, jden). At han ikke raser mod

Den antikristne

39

nogen, ringeagter nogen. At han hverken lader sig se


ved domstole, eller lader sig pkalde (ikke svrge). At
han under ingen omstndigheder, heller ikke i tilfldet
af hustruens beviste utroskab, skilles fra sin hustru.
Altsammen i grunden n stning, altsammen flger af
t instinkt.
Forlserens liv var intet andet end denne praktik,
hans dd var heller ikke andet Han havde ikke
lngere behov for formler, for en ritus for omgangen
med Gud ikke engang bnnen. Han har afregnet med
hele den jdiske bods- og forsonings-lre; han ved,
hvordan det alene er livets praktik, med hvilken man
fler sig guddommelig, salig, evangelisk, til hver
en tid barn af Gud. Ikke bod, ikke bn om
tilgivelse er veje til Gud: den evangeliske praktik alene
frer til Gud, den er netop Gud Hvad der med
evangeliet var afskaffet, det var jdedommen med
begreberne synd, tilgivelse af synden, tro,
forlsning gennem troen hele den jdiske kirke-lre
var forngtet i det glade budskab.
Det dybe instinkt for, hvordan man vil mtte leve, for
at fle sig i himlen, for at fle sig evig, mens man
ved enhver anden forholdsmde aldeles ikke fler sig i
himlen: dette alene er den psykologiske realitet af
forlsningen. En ny praksis, ikke en ny tro
34.
Hvis jeg forstr et eller andet af denne store
symbolist, s er det det, at han kun tog indre realiteter
som realiteter, som sandheder, at resten, alt
naturligt, tidsligt, rumligt, historisk forstod han blot
som tegn, som lejlighed til lignelser. Begrebet
menneskesn er ikke en konkret person, som hrer til
i historien, en eller anden enkelt, unik, men derimod en
evig faktualitet, et fra tidsbegrebet forlst psykologisk

40

Friedrich Nietzsche

symbol. Det samme glder nok engang, og i hjeste


forstand, om denne typiske symbolikers gud, om Guds
rige, om himmeriget, om Guds snlige udkrelse.
Intet er ukristeligere end de kirkelige grovheder om en gud
som person, om Guds rige, om en Guds sn,
trinitetens anden person. Alt dette er man tilgive mig
udtrykket en knytnve lige i jet oh, for et je! af
evangeliet; en verdenshistorisk kynisme i forhnelsen af
symbolet Men det ligger jo lige for hnde, hvad der
berres med tegnene fader og sn ikke for enhver
hnd, det medgiver jeg: med ordet sn er indtrdet i
altings total-afklarings-flelse (saligheden) udtrykt, med
ordet fader denne flelse selv, evigheds- og fuldendelsesflelsen. Jeg skammer mig ved at erindre, hvad kirken
har gjort ud af denne symbolisme: har den ikke placeret
en amfitryon-historie ved trskelen til den kristelige
tro? Og et dogme om den ubesmittede undfangelse
oveni? Men dermed har den besmittet undfangelsen
Himmeriget er en tilstand i hjertet ikke noget, der
kommer over Jorden eller efter dden. Hele
begrebet om den naturlige dd mangler i evangeliet:
dden er ingen bro, ingen overgang, den mangler, fordi
den er tilhrende en helt anden blot tilsyneladende, blot
til tegn nyttig verden. Ddens time er intet kristeligt
begreb timen, tiden, det fysiske liv og dets kriser er
slet ikke til stede for lreren af det glade budskab
Guds rige er ikke noget, som man forventer; det har
intet i gr og intet i overmorgen, det kommer ikke om
tusinde r det er en erfaring i ens hjerte; det er til
overalt, det er intetsteds til
35.
Denne glade budbringer dde som han levede, som
han lrte ikke for at forlse menneskene, men
derimod for at vise, hvordan man skal leve. Det er

Den antikristne

41

praktikken, som han efterlod til menneskeheden: hans


opfrsel overfor dommerne, overfor betjentene,
overfor anklagerne og alle slags bagvaskelse og hn,
hans opfrsel p korset. Han modstr ikke, han forsvarer
ikke sin ret, han gr intet skridt, som vgrer det yderste
vk fra ham, mere endnu, han fordrer det frem Og han
bnfalder, han lider, han elsker med dem, i dem, der gr
ham ondt Ordene til rveren ved korset indeholder
hele evangeliet. Det har sandelig vret et guddommeligt
menneske, et Guds barn siger rveren. Hvis du fler
dette svarer forlseren s er du i paradiset, s er ogs
du et barn af Gud Ikke vgre sig, ikke rase, ikke
ansvarlig-gre Men derimod heller ikke modst den
onde, at elske ham
36.
Frst vi, vi frigjorte nder, har forudstningen for
at forst noget, som nitten rhundreder har misforstet,
hin retskaffenhed, som er blevet instinkt og lidenskab,
som frer krigen mod den hellige lgn mere end mod
nogen anden lgn Man var usigeligt fjernt fra vores
elskelige og forsigtige neutralitet, fra den tugt af nden,
hvormed det alene bliver muligt at gtte om s
fremmede, s sarte ting: man ville til hver en tid, med
en uforskammet selviskhed, kun have sin fordel deri, ud
fra denne modstning til evangeliet har man opbygget
kirken
Hvem der ville sge tegn p, at en ironisk
guddommelighed spillede med fingrene bag det store
verdens-spil, han ville finde ikke s lidt holdt i det
uhyrlige sprgsmlstegn, som kristendommen fremkalder.
At menneskeheden ligger p knene overfor
modstningen af det, som var evangeliets oprindelse,
mening, ret, at den i begrebet kirke netop har
kanoniseret, hvad den glade budbringer fornemmede

42

Friedrich Nietzsche

som under sig, som bag sig man sger forgves efter
en strre form for verdenshistorisk ironi
37.
Vores tidsalder er stolt over dens historiske sans:
hvordan har den kunnet gre sig den nonsens
trovrdig, at der ved kristendommens begyndelse str
den grove mirakelmager- og forlser-fabel, og at alt det
spirituelle og symbolske frst er en senere udvikling?
Omvendt: kristendommens historie og vel at mrke
fra og med dden p korset er historien om den
skridtvist stadigt grover misforstelse af en oprindelig
symbolisme. Med enhver udbredelse af kristendommen
over stadigt bredere, stadigt mere r masser, som stadigt
mere savnede de forudstninger, hvoraf den er fdt,
blev det mere ndvendigt at vulgarisere, at barbarisere
kristendommen, lrer og riter fra alle imperium
Romanums underjordiske kulter, nonsens fra alskens syg
fornuft har den slugt i sig. Kristendommens skbne
ligger i ndvendigheden af, at dens tro selv mtte blive
s syg, s nedrig og vulgr, som de behov, der skulle
tilfredsstilles med den, var syge, nedrige og vulgre.
Som kirke samler det syge barbari sig endelig selv til
magten, kirken, denne ddsfjendskabsform mod
enhver retskaffenhed, mod enhver hjde af sjlen, mod
enhver tugt af nden, mod enhver frimodig og
godmodig menneskelighed. De kristelige de
fornemme vrdier: frst vi, vi frigjorte nder, har
genetableret denne strste vrdi-modstning, som der
gives!
38.
Jeg skal p dette sted ikke undertrykke et suk. Der
gives dage, hvor en flelse hjemsger mig, sortere end

Den antikristne

43

den sorteste melankoli menneske-foragten. Og for at jeg


ikke skal lade nogen tvivl tilbage om hvad jeg foragter,
hvem jeg foragter: det er mennesket af i dag, det
menneske, som jeg skbnefuldt er samtidig med.
Mennesket af i dag jeg kvles ved dets urene nde
Overfor det forgangne er jeg, lig alle erkendende, af stor
tolerance, dvs. det er storsindet selvbetvingelse: jeg gr
igennem denne galehus-verden af hele rtusinder, den
hedde sig nu kristendom, kristelig tro, kristelig
kirke med et dystert blik fremad, jeg varer mig for, at
gre menneskeheden ansvarlig for dens mentale
sygdomme. Men min flelse slr om, bryder frem, s
snart jeg indtrder i den nyere tid, i vores tid. Vores tid
er vidende Hvad der frhen blot var sygt, i dag blev
det uanstndigt, det er uanstndigt, at vre kristen i
dag. Og her begynder min kel. Jeg ser mig omkring: intet
ord er til overs lngere, af det, som fr hed sandhed,
vi holder det ikke engang ud lngere, nr en prst s
meget som tager ordet sandhed i munden. Selv ved
det beskedneste krav om retskaffenhed m man vide i
dag, at en teolog, en prst, en pave, med hver en
stning, som han taler, ikke kun tager fejl, men derimod
lyver, at det ikke lngere str ham frit for, at lyve af
uskyldighed, af uvidenhed. Ogs prsten ved, s
godt som hvermand ved det, at der ingen Gud er
lngere, ingen synder, ingen forlser, at fri vilje,
sdelig verdensorden er lgne: alvoren, den dybe
selvovervindelse af nden tillader ingen lngere, ikke at
vide om dette Alle kirkens begreber er erkendt som
det, de er, som det mest ondsindede falskmntneri der
findes, til det forml at devaluere naturen, naturvrdierne; prsten selv er erkendt som det, han er, som
den farligste art parasit, som den egentlige giftedderkop
i livet Vi ved, vores samvittighed ved i dag , hvad de
uhyggelige opfindelser fra prsterne og kirken
overhovedet er vrd, hvad de tjente til, hvormed den

44

Friedrich Nietzsche

tilstand af selvsknding af menneskeheden er opnet,


som kan frembringe kel ved dens syn begreberne
hinsides, dommens dag, sjlens uddelighed,
sjlen selv; det er tortur-instrumenter, det er systemer
af grusomheder, ved hvis hjlp prsten blev herre,
forblev herre Hvermand ved det: og alligevel bliver alt
ved det gamle. Hvor er det kommet hen med den sidste
flelse af anstndighed, af selvrespekt, nr selv vore
statsmnd, en ellers meget ubefangen art mennesker og
helt igennem antikristne i gerning, i dag kalder sig
kristne og gr til nadveren? En ung fyrste, i spidsen
for sit regimente, pragtfuld som udtryk for sit folks
selviskhed og selvovervurdering, men, uden al skam
for, at bekende sig som kristen! Hvem er det s,
kristendommen forngter? hvad kalder den verden?
At man er soldat, at man er dommer, at man er patriot;
at man vgrer sig; at man holder p sin re; at man vil
have sin fordel; at man er stolt Enhver praktik ethvert
jeblik, ethvert instinkt, enhver vurdering der bliver til
gerning i dag er antikristelig: hvilket misfoster af falskhed m
det moderne menneske vre, s at det dette til trods
ikke skammer sig for, stadig at kaldes kristen!
39.
Jeg vender tilbage, jeg fortller jer
kristendommens gte historie. Allerede ordet
kristendom er en misforstelse , i grunden gaves der
kun n kristen, og han dde p korset. Evangeliet dde
p korset. Hvad der fra dette jeblik af kaldes
evangelium, var allerede modstningen til det, som
han levede: et slemt budskab, et dysangelium. Det er
forkert helt indtil nonsens, nr man i en tro, ssom i
troen p forlsningen gennem Kristus ser kendetegnet
p den kristne: kun en praktik, et liv sdan som han, der
dde p korset, levede det, er kristeligt Endnu i dag er

Den antikristne

45

et sdan liv muligt, for visse mennesker endda


ndvendigt: den gte, den oprindelige kristendom vil til
alle tider vre mulig Ikke en tro, men derimod en
gren, frem for alt en en meget-ikke-gren, en anden
vren Bevidstheds-tilstande, en eller anden tro, en
holden-for-sandt for eksempel alle psykologer ved det
er jo fuldstndig ligegyldig og femterangs i forhold til
vrdien af instinkterne: strengere talt, hele begrebet om
ndelig kausalitet er forkert. At reducere det, at vre
kristen, kristeligheden til en holden-for-sandt, til en blot
bevidstheds-fnomenalitet, vil sige at negere
kristeligheden. I praksis gaves der slet ingen kristne. Den
kristne, det, der sit to rtusinder kaldes kristne, er blot
en psykologisk selv-misforstelse. Njere tilset, hersker
i ham, trods al tro, blot instinkterne og hvilke instinkter!
Troen var til alle tider, eksempelvis hos Luther, kun
en frakke, et pskud, et forhng, bag hvilket instinkterne
spillede deres spil , en klog blindhed overfor visse
instinkters dominans Troen jeg kaldte den
allerede den egentlige kristelige klgt, man talte altid
om troen, man gjorde altid kun ud fra instinktet I
den kristnes forestillings-verden forekommer intet, som
end blot rrte ved virkeligheden: derimod erkendte vi i
instinkt-hadet imod enhver virkelighed det drivende, det
eneste drivende element i roden af kristendommen.
Hvad flger deraf? At ogs in psychologicis er
fejltagelsen her radikal, dvs. vsens-bestemmende, dvs.
substans. Tag t begreb vk, st en eneste realitet i dets
sted og hele kristendommen ruller ind i intet! Fra
hjden betragtet, forbliver denne mest fremmedartede
af alle kendsgerninger, en gennem fejltagelser ikke kun
betinget, men derimod kun i skadelige, kun i livs- og
hjerteforgiftende fejltagelser opfindsom og endda
genial religion et skuespil for guder, for hine guddomme,
som tillige er filosoffer, og som jeg for eksempel har
mdt ved hine bermte samtaler p Naxos. I det

46

Friedrich Nietzsche

jeblik, hvor kelen for dem viger ( og for os!), bliver


de taknemmelige for den kristnes skuespil: den
forbarmelige lille stjerne, som kaldes Jorden, fortjener
mske alene for dette kurise tilflde et guddommeligt
blik, en guddommelig deltagelse Lad os nemlig ikke
undervurdere den kristne: den kristne, falsk helt indtil
uskylden, er langt over aben, med henblik p kristne
bliver en velkendt herkomst-teori til den blotte
artighed
40.
Evangeliets skbne afgjorde sig med dden,
det hang p korset Frst dden, denne uventede
forsmdelige dd, frst p korset, der generelt blot
forbeholdtes canailles, frst denne forfrdeligste
paradoksi bragte disciplene overfor den egentlige gde:
hvem var det? hvad var det? denne tilstand lader sig kun
for godt begribe. Her mtte alt vre ndvendigt, have
mening, fornuft, hjeste fornuft; krligheden hos en
discipel kender ingen tilfldighed. Frst nu brd
klften op: hvem har drbt ham? hvem var hans
naturlige fjende? dette sprgsml sprang frem som et
lyn. Svar: den herskende jdedom, dens verste stand.
Man flte sig fra dette jeblik af i oprr mod ordenen,
man forstod efterflgende Jesus som i oprr mod ordenen.
Indtil da manglede dette krigeriske, dette nejsigende,
nejgrende trk i hans billede; mere endnu, det var dets
modsigelse. benbart har den lille menighed netop ikke
forstet hovedsagen, det forbilledlige i denne mde at
d p, friheden, overlegenheden over enhver flelse af
ressentiment: et tegn p, hvor lidt de overhovedet
forstod af ham I sig selv kunne Jesus med sin dd ikke
nske andet end offentligt at give den strkeste prve,
beviset p hans lre Men hans disciple var langt fra at
undskylde denne dd, hvilket havde vret evangelisk i

Den antikristne

47

hjeste forstand; eller endda, i hjertets blide og elskelige


ro at tilbyde sig til en samme dd Netop den mest
uevangeliske flelse, hvnen, kommer atter ovenp.
Umuligt kunne sagen vre til ende med denne dd: man
behvede gengldelse, domstol ( og hvad kan dog
vre mere uevangelisk end gengldelse, straf,
doms-afholdelse!) Endnu engang kom den polulre
forventning om en Messias i forgrunden; et historisk
jeblik blev holdt for je: Guds rige kommer til
dommen over dets fjender Men dermed er alt
misforstet: Guds rige som slutakt, som lfte!
Evangeliet havde da netop vret tilstedevrelsen,
opfyldelsen, virkeligheden af dette rige. Lige netop en
sdan dd var dette Guds rige Frst nu skrev man
hele foragten og bitterheden mod farisere og teologer
ind i mesterens type, dermed gjorde man en fariser og
teolog ud af ham! P den anden side kunne denne
vildgjorte bering hos disse aldeles tumultariske sjle
ikke lngere udholde den evangeliske ligeberettigelse af
hvermand som barn af Gud, som Jesus havde lrt:
deres hvn var, p udskejende vis at oplfte Jesus, at lse
ham fra sig: helt sdan, som jderne frhen af hvn
mod deres fjender havde lsnet deres gud fra sig og
lftet den i hjden. Den ne Gud og den ne Sn af
Gud: Begge er de frembringelser ud fra
ressentiment
41.
Og fra nu af dukkede et absurd problem op,
hvordan kunne Gud tillade dt! Det fandt den
forstyrrede fornuft i det lille fllesskab et direkte
skrkkeligt absurd svar p: Gud gav sin sn for
tilgivelsen af synderne, som offer. Hvor var det p n
gang til ende med evangeliet! Skyldsofret, og vel at mrke
i dets mest modbydelige, barbariske form, ofret af den

48

Friedrich Nietzsche

uskyldige for de skyldiges synder! Hvilken forfrdelig


hedenskab! Jesus havde jo selv afskaffet begrebet
skyld, han havde bengtet enhver klft mellem Gud
og menneske, han levede denne enhed af Gud som
menneske som sit glade budskab Og ikke som
forrettighed! Fra nu af trdte skridtvist ind i
forlserens type: lren om dommen og om
genkomsten, lren om dden som en offerdd, lren
om opstandelsen, hvormed hele begrebet salighed,
evangeliets hele og eneste realitet, er tryllet bort, til
fordel for en tilstand efter dden! Denne opfattelse,
denne utugt af opfattelse, har Paulus med hin
rabbinermssige frkhed, som i alle stykker
kendetegner ham, logificeret derhen: hvis Kristus ikke
er genopstet fra de dde, s er vores tro forfngelig.
Og p n gang blev der af evangeliet den foragteligste
af alle uopfyldelige lfter, den uforskammede lre om
personal-uddeligheden Paulus selv lrte den endnu
som ln!
42.
Man ser, hvad der var til ende med dden p korset:
et nyt, et helt igennem oprindeligt afst mod en
buddhistisk fredsbevgelse, mod til faktisk, ikke blot
lovet lykke p Jorden. For dette forbliver jeg
fremhvedet det allerede grundforskellen mellem de
to dcadence-religioner: buddhismen lover ikke, men
holder, kristendommen lover alt, men holder intet. I det
glade budskabs fodspor fulgte det allervrste: Paulus
budskab. I Paulus legemliggres modstnings-typen til
den glade budbringer, geniet i hadet, i hadets vision, i
hadets ubnhrlige logik. Hvad har denne dysangelist
altsammen bragt hadet til offer! Frem for alt forlseren:
han slog ham op p sit kors. Livet, eksemplet, lren,
dden, meningen og retmssigheden som var i hele

Den antikristne

49

evangeliet intet var lngere tilstede, andet end hvad


denne falskmntner begreb ud fra hadet, det alene, som
han kunne bruge. Ikke realiteten, ikke den historiske
sandhed! Og endnu engang udvede jdens prsteinstinkt den samme store forbrydelse mod historien,
han gennemstregede simpelthen kristendommens i gr
og i forgrs, han opfandt sig en historie for den frste
kristendom. Mere til: han omforfalskede Israels historie
endnu engang, til at fremst som forhistorie til hans
gerning: alle profeter skal have talt om hans forlser
Senerehen forfalskede kirken endda menneskehedens
historie til kristendommens forhistorie Forlserens
type, lren, praktikken, dden, meningen med dden,
selv det, der fulgte efter dden intet forblev uantastet,
intet forblev endog blot i lighed med virkeligheden.
Paulus henlagde simpelthen tyngdepunktet for hele
tilvrelsen til efter denne tilvrelse, til lgnen om den
genopstandne Jesus. Han kunne i grunden
overhovedet ikke bruge forlserens liv, han havde
dden p korset ndig og noget mere dertil At holde
en Paulus, med hjemstavn ved den stoiske oplysnings
hovedsde, for at vre rlig, nr han ud fra en
hallucination lgger sig beviset til rette for, at forlseren
stadig lever, eller ogs blot at sknke tro til hans
fortlling om, at han har haft denne hallucination, ville
vre en sand niaiseri fra en psykologs side: Paulus
nskede formlet, flgelig nskede han ogs midlerne
Hvad han ikke selv troede p, det troede idioterne, som
han kastede sin lre ud iblandt. Hans behov var magten;
med Paulus ville prsten endnu engang til magten,
han kunne kun bruge begreber, lrer, symboler,
hvormed man tyranniserer masser, danner flokke.
Hvad alene tog senere Muhammed fra kristendommen?
Paulus opfindelse, hans middel til prste-tyranniet, til
flok-dannelsen af uddeligheds-troen alts lren om
dommen

50

Friedrich Nietzsche

43.
Hvis man henlgger tyngdepunktet for livet, ikke
til livet, men til det hinsides til intet , s har man
overhovedet frataget livet dets tyngdepunkt. Den store
lgn om personal-uddeligheden delgger enhver
fornuft, enhver natur i instinktet, alt, hvad der er
velgrende, livsfremmende, lovende for fremtiden i
instinkterne, vkker nu mistro. At leve sdan, at det ikke
lngere har nogen mening at leve, det bliver nu
meningen med livet Hvad skal sans for det flles
til for, hvad skal taknemmelighed for herkomst og
forfdre til for, hvad skal det til for at arbejde med p,
at have lid til, at fremme et eller andet almenvel og have
det for je? Lige s mange fristelser, lige s mange
digressioner fra den rette vej et er ndvendigt.. At
alle som en uddelig sjl har samme rang som enhver,
at enhver enkelts frelse, i totaliteten af alle vsener, har
lov at gre krav p en evig vigtighed, at sm hyklere og
trekvarts-forrykte har lov at bilde sig ind, at naturens
love bestandig bliver gennembrudt for deres skyld en
sdan forgelse af enhver art selviskhed i det uendelige,
i det uforskammede, kan man ikke brndemrke nok med
foragt. Og alligevel har kristendommen denne
forbarmelige smiger for personal-forfngeligheden at
takke for dens sejr, netop alle de vildfarne, opstandigtsindede, slet afstedkomne, hele menneskehedens
udsmid og affald har den dermed overtalt for sig.
Sjlens frelse p tysk: verden drejer sig omkring
mig Giften i lren om samme rettigheder for alle
kristendommen har udset det mest principielt; enhver
resfrygt- og distance-flelse menneske og menneske
imellem, dvs. forudstningen for enhver hjnelse, enhver
vkst af kulturen, har kristendommen frt ddskrig
mod fra de hemmeligste vinkler af slette instinkter,
den har af massernes ressentiment smedet sit

Den antikristne

51

hovedvben imod os, imod alt fornemt, muntert, hjhjertet


p Jorden, imod vores lykke p Jorden
Uddeligheden, tilstet enhver Petrus og Paulus, var
hidtil det strste, det mest ondsindede attentat mod den
fornemme menneskelighed. Og lad os ikke undervurdere
den skbne, der fra kristendommen har sneget sig helt
ind i politikken! Ingen i dag har lngere modet til
srrettigheder, til dominans-rettigheder, til en
resfrygts-flelse overfor sig selv og sine lige, til en
distancens patos Vores politik er syg ved denne mangel
p mod! Aristokratismen i sindelaget blev p det mest
underjordiske undergravet med sjle-ligheds-lgnen;
og om troen p de flestes forrettighed gr
revolutioner og vil gre det, kristendommen er det, tvivl
ikke p det, kristelige vrdidomme er det, som enhver
revolution blot overstter i blod og forbrydelse!
Kristendommen er en opstand fra alt langs-jordenkravlende imod det, der har hjde: de laveres
evangelium gr lav
44.
Evangelierne er uvurderlige som vidne for den
allerede uopholdelige korruption indenfor den frste
menighed. Hvad Paulus senere med en rabbiners
logiker-kynisme tilendebragte, var trods alt bare den
forfalds-proces, der begyndte med forlserens dd.
Evangelierne kan man ikke lse varsomt nok; de har
deres vanskeligheder bag hvert et ord. Jeg bekender, det
vil man holde mig det til gode, at de netop dermed for
en psykolog er en fornjelse af frste rang, som
modstning til al naiv fordrvelse, som raffinementet par
excellence, som kunstmesterskabet udi den
psykologiske fordrvelse. Evangelierne str for sig.
Biblen tler overhovedet ingen sammenligning. Man er
blandt jder: frste synspunkt, for her ikke fuldstndig

52

Friedrich Nietzsche

at tabe trden. Den her nrmest til geni blivende


selvforstillelse i det hellige, som ikke ellers er opnet
blandt bger og mennesker, dette ord- og gebrdefalskmntneri som kunst er ikke tilfldet af en hvilken
som helst enkelt-begavelse, undtagelses-natur. Til dette
hrer race. I kristendommen, som den kunst, helligt at
lyve, kommer hele jdedommen, en flerehundrederig
jdisk alleralvorligst for-velse og teknik til yderste
mesterskab. Den kristne, denne ultima ratio af lgnen,
er jden nok engang tre gange, endda Den
principielle vilje til, kun at anvende begreber, symboler,
attituder, som er beviste ud fra prstens praksis,
instinkt-forkastelsen af enhver anden praksis, enhver
anden art vrdi- og nytte-perspektiv det er ikke bare
tradition, det er arv: kun som arv virker det som natur.
Hele menneskeheden, selv de bedste hoveder fra de
bedste tider (n undtaget, som mske blot er et
umenneske ) har ladet sig bedrage. Man har lst
evangeliet som uskyldighedens bog : ikke noget lille
fingerpeg for, med hvilket mesterskab der her er blevet
spillet skuespil. Ganske vist: hvis vi s dem, ogs blot
i forbifarten, alle disse forunderlige hyklere og kunsthellige, s ville det vre ved enden, og netop fordi jeg
ingen ord lser, uden at se gebrder, gr jeg en ende p
dem Der er en vis mde at sl jnene op p, som jeg
ikke lngere holder ud ved dem. Til alt held er bger
for de allerfleste blot litteratur Man behver ikke at
lade sig vildlede: dm ikke! siger de, men de sender alt
i helvede, som str dem i vejen. Idet de lader Gud
dmme, dmmer de selv; idet de forherliger Gud,
forherliger de sig selv; idet de krver de dyder, som
netop de er i stand til mere endnu, som de har ndig,
for overhovedet at blive ovenp , giver de sig det store
udseende af en kmpen om dyden, en kamp om dydens
dominans. Vi lever, vi dr, vi ofrer os for det gode (
sandheden, lyset, Guds rige): i sandhed gr de,

Den antikristne

53

hvad de ikke kan lade. Idet de p duknakkevis presser


sig igennem, sidder i vinklen, lever skyggeagtigt i
skyggerne, gr de sig en pligt deraf: som pligt fremstr
deres liv som ydmyghed, som ydmyghed er det et bevis
mere for fromheden h, denne ydmyge, kyske,
barmhjertige art forlgenhed! For os skal dyden selv
aflgge vidnesbyrd Ls evangelierne som bger til
at forfre med moral: moralen bliver af disse sm folk
belagt med beslag, de ved, hvad det har p sig med
moralen! Menneskeheden bliver bedst frt ved nsen med
moral! Realiteten er, at den mest bevidste holden sig for
udvalgt her spiller beskedenhed: man har n gang for alle
stillet sig, menigheden, de gode og retfrdige p den
ene, p sandhedens side og resten, verden, p den
anden Det var den skbnesvangreste art
storhedsvanvid, som hidtil har vret p Jorden: sm
misfostre af hyklere og lgnere begyndte, for sig at gre
krav p begreberne Gud sandhed lys nd
krlighed visdom liv, ligesom som synonymer for
sig, for dermed at afgrnse verden imod sig, sm
superlativ-jder, modne for enhver slags galehus,
drejede overhovedet vrdierne om efter sig, som var
frst den kristne meningen, salten, mlet, og ogs den
sidste dom for hele resten Hele skbner blev
muliggjort alene derved, at en beslgtet, racebeslgtet
art storhedsvanvid allerede fandtes i verden, den jdiske:
s snart klften mellem jder og jde-kristne rev sig
ben, havde de sidstnvnte slet ikke andet valg tilbage,
end at anvende de samme procedurer for
selvopretholdelse, som det jdiske instinkt rdede til,
imod jderne selv, mens jderne hidtil blot havde
anvendt dem imod alt ikke-jdisk. Den kristne er bare
en jde af friere bekendelse.

54

Friedrich Nietzsche

45.
Jeg giver et par prver p det, som disse sm folk
har sat sig i hovedet, hvad de har lagt i munden p deres
mester: lutter bekendelser fra sknne sjle.
Og er der nogle, som ikke tager imod jer eller
hrer p jer, s g derfra og ryst stvet af jeres fdder
som et vidnesbyrd imod dem. Jeg siger jer: Sandelig, det
vil g Sodoma og Gomorra mere tleligt p dommens
dag, end en sdan by (Markus 6, 11) Hvor evangelisk!

Og den, der bringer en af de sm, som tror p mig,


til fald, ham ville det vre bedre at have en mllesten
hngt om halsen og vre kastet i havet (Markus 9, 42)
Hvor evangelisk!
Og bringer dit je dig til fald, s kast det fra dig.
Det er dig bedre, at du gr enjet ind i Guds rige, end
at du har to jne og bliver kastet i helvedesilden; hvor
deres maddiker ikke dr og ilden ikke slukkes (Markus
9, 47) Det er ikke ligefrem jet, der er ment
Sandelig, jeg siger jer, der str nogen her, som ikke
skal smage dden, frend de ser Guds rige komme med
kraft (Markus 9, 1). Godt ljet, lve
Den, der vil flge mig, skal forngte sig selv og
tage sit kors p sig og flge efter mig. For
(Anmrkning fra en psykolog. Den kristelige moral bliver
gendrevet gennem dens forer: dens grunde gendriver,
sdan er det kristeligt) Markus 8, 34.
Dm ikke, s at I ikke skal blive dmte. Det ml,
I mler med, vil I blive mlt efter. (Matthus 7,1)
Hvilket begreb om retfrdighed, fra en retfrdig
dommer!
For hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad ln
vil I s f? Gr ikke ogs tolderne det samme? Og hvis I
kun er venlige mod jeres brdre, hvad srligt gr I s? Gr
ikke ogs tolderne sdan? (Matthus 5, 46) Princip

Den antikristne

55

for den kristelige krlighed: den vil i sidste ende vre


godt betalt
For sdan som I ikke tilgiver menneskene deres
fejl, vil jeres fader i himlen heller ikke tilgive jer
(Matthus 6, 15) Meget kompromitterende for
benvnte fader
Sg frst Guds rige og hans retfrdighed, s skal
alt sdant blive jer givet (Matthus 6, 33). Alt sdant:
nemlig nring, kldning, hele livets ndtrft. En
fejltagelse, beskedent udtrykt Straks derp fremstr
Gud som skrdder, i det mindste i visse tilflde
Fryd jeg s og spring op: for se, jeres ln er stor i
himlen. Sledes behandlede jeres fdre ogs
profeterne (Lukas 6, 23) Uforskammet pak! Det
sammenligner sig allerede med profeterne
Ved I ikke, at I er Guds tempel, at Guds nd bor
i jer? Hvem der fordrver Guds tempel, ham vil Gud
fordrve: for Guds tempel er helligt, og det tempel er I
(Paulus, 1. korintherbrev 3, 16) Den slags kan man
ikke foragte nok
Ved I ikke, at de hellige skal dmme verden? S
nr verden skal dmmes af jer: er I s ikke gode nok til
at dmme i ringere sager? (Paulus, 1. korintherbrev 6,
2) Desvrre ikke blot talen fra en i galehuset Denne
frygtelige bedrager fortstter bogstaveligt sdan: Ved I
ikke, at vi skal dmme over englene? Hvor meget mere
s over de jordiske goder!
Har Gud ikke gjort denne verdens visdom til
drskab? For da denne verden i dens visdom ikke
erkendte Gud i hans visdom, faldt det Gud vel, gennem
dre prdiken at saliggre dem, der tror derp. Ikke
mange vise i kdet, ikke mange mgtige, ikke mange
dle er kaldet. Men det, der er drskab for verden, det
har Gud udvalgt, s at han besknder de vise; og hvad der
er svagt for verden, det har Gud udvalgt, s at det kan
besknde det, som er strkt. Og det, der er udelt for

56

Friedrich Nietzsche

verden, og det foragtede, det har Gud udvalgt, og hvad


der er intet dr, s at han gr til intet, hvad der er noget.
S at intet kdeligt priser sig overfor Gud (Paulus, 1.
korintherbrev 1, 20 ff.) For at forst dette sted, et
vidnesbyrd af frste rang for psykologien i enhver
candala-moral, skal man lse den frste afhandling i
min Moralens genealogi: i den blev for frste gang
modstningen mellem en fornem og en af ressentiment
og afmgtig hvn fdt candala-moral stillet frem i
lyset. Paulus var den strste af alle hvnens apostle
46.
Hvad flger deraf? At man gr godt i at tage
handsker p, nr man lser Det Nye Testamente. S
megen urenligheds nrhed tvinger nrmest til det. Vi
ville vlge os frste kristne til omgang lige s lidt som
polske jder: ikke at man ville behve en indvending
imod dem Begge lugter ikke godt. Forgves har jeg
gennemsgt Det Nye Testamente for bare t sympatisk
trk; intet er der deri, som ville vre frit, godmodigt,
benhjertigt, retskaffent. Menneskeligheden har her
endnu ikke gjort sin frste begyndelse, renlighedens
instinkter mangler Der er kun slette instinkter i Det
Nye Testamente, der er intet mod, ikke engang til disse
slette instinkter. Alt er fejhed, alt er je-lukken og
selvbedrag deri. Enhver bog bliver renlig, nr man lige
har lst Det Nye Testamente: jeg lste, for at give et
eksempel, med henrykkelse umiddelbart efter Paulus
hin mest tiltalende, overmodige Petronius, om hvem
man kunne sige, hvad Domenico Boccaccio skrev til
hertugen af Parma: tutto festo uddeligt sund,
uddeligt munter og velartet Disse sm hyklere
forregner sig nemlig i hovedsagen. De angriber, men alt,
der angribes af dem, er dermed udmrket. Hvem en
frste kristen angriber, ham besudler han ikke

Den antikristne

57

Omvendt: det er en re, at have frste kristne imod


sig. Man lser ikke Det Nye Testamente uden en
forkrlighed for det, som deri bliver mishandlet, for
ikke at tale om denne verdens visdom, som en frk
vindmager gennem dre prdiken forgves sger at
besknde Men selv fariserne og de skriftlrde har
deres fordel af sdanne modstandere: de m allerede
have vret noget vrd, for at blive hadet p s
uanstndig vis. Hykleri dt ville vre en anklage, som
frste kristne ville have lov at gre! Til slut var det de
privilegerede: dette rkker, candala-hadet behver ikke
flere grunde. Den frste kristne jeg frygter, ogs den
sidste kristne, som jeg mske endnu vil opleve er af det
nederste instinkt rebel imod alt privilegeret, han lever,
han kmper altid for samme rettigheder Njere
tilset har han intet valg. Vil man, for sin person, vre en
Guds udvalgte eller et Guds tempel, eller en
englenes dommer , s er ethvert andet princip for
udvlgelsen, for eksempel ud fra retskaffenhed, ud fra
nd, ud fra mandighed og stolthed, ud fra hjertets
sknhed og frihed, simpelthen verden, det onde i sig
selv Morale: ethvert ord i munden p en frste
kristen er en lgn, enhver hand, som han gr, er en
instinkt-falskhed, alle hans vrdier, alle hans ml er
skadelige, men hvem han hader, hvad han hader, det har
vrdi Den kristne, den prste-kristne i srdeleshed,
er et kriterium for vrdier Mangler jeg endnu at sige,
at der i hele Det Nye Testamente kun forekommer en
eneste figur, som man m give re? Pilatus, den romerske
statholder. At tage en jdehandel alvorlig dertil
overtaler han sig ikke. En jde fra eller til hvad
kommer an p dt? Den fornemme hn fra en
romer, overfor hvem der drives et uforskammet
misbrug af ordet sandhed, har beriget Det Nye
Testamente med det eneste ord, som har vrdi, som er
dets kritik, selve dets tilintetgrelse: hvad er sandhed!

58

Friedrich Nietzsche

47.
Ikke dt byder os afsked, at vi ikke genfinder
nogen Gud, hverken i historien, eller i naturen, eller
bagved naturen, men det, der redes som Gud,
opfatter vi ikke som guddommeligt, snarere end som
forbarmeligt, som absurd, som skadeligt, ikke kun som
fejltagelse, men derimod som forbrydelse mod livet Vi
bengter Gud som Gud Ville man bevise os denne de
kristnes Gud, s ville vi vide, at tro den endnu mindre.
P formel: deus, qualem Paulus creavit, dei
negatio. En religion, som kristendommen, der p
intet punkt rrer med virkeligheden, der straks
henfalder, s snart virkeligheden ogs blot p t punkt
kommer til sin ret, m rimeligvis vre en ddsfjende af
verdens visdom, dvs. af videnskaben, den vil
godkende alle midler, hvormed tugten af nden, renhed
og strenghed i ndens samvittighedssager, ndens
fornemme klighed og frihed kan forgiftes, bagvaskes,
diskrediteres. Troen som imperativ er vetoet imod
videnskaben, in praxi lgnen for enhver pris
Paulus begreb, at lgnen at troen var ndvendig; atter
senere begreb kirken Paulus. Hin Gud, som Paulus
opfandt sig, en Gud, der lader verdens visdom (i
snvrere forstand al overtros to store modstandersker,
filologi og medicin) besknde, er i sandhed bare den
resolutte beslutning hos Paulus selv: At kalde sin egen
vilje for Gud, thora, det er urjdisk. Paulus vil
besknde verdens visdom: hans fjender er de gode
filologer og lger af den aleksandrinske skole , dem
gr han krig imod. Og vitterlig, man er ikke filolog og
lge, uden tillige at vre antikristen. Som filolog skuer
man nemlig bagom de hellige bger, som lge bagom
den fysiologiske forkommenhed hos den typiske
kristne. Lgen siger uhelbredelig, filologen
svindel

Den antikristne

59

48.
Har man egentlig forstet den bermte historie,
som str i begyndelsen af Biblen, om Guds
helvedesangst for videnskaben? Man har ikke forstet
den. Denne prste-bog par excellence begynder, som
det er rimeligt, med prstens store indre vanskelighed:
han har kun n stor fare, flgelig har Gud kun n stor
fare.
Den gamle Gud, helt nd, helt yppersteprst, helt
fuldkommenhed, lystvandrer i sin have: blot keder han
sig. Imod kedsomheden kmper selv guder forgves.
Hvad gr han? Han opfinder mennesket, mennesket
er underholdende Men se s, ogs mennesket keder
sig. Guds forbarmelse med den eneste nd, som alle
paradiser har ved sig, kender ingen grnser: han skabte
snart ogs andre dyr. Guds frste fejlgreb: mennesket
fandt ikke dyrene underholdende, det herskede over
dem, det ville ikke engang vre dyr. Flgelig skabte
Gud kvinden. Og vitterlig, nu har det en ende med
kedsomheden, men ogs med noget andet! Kvinden
var Guds andet fejlgreb. Kvinden er i sit vsen slange,
Heva det ved enhver prst; fra kvinden kommer
enhver ulykke i verden ogs det ved enhver prst.
Flgelig kommer ogs videnskaben fra kvinden Frst
gennem kvinden lrte mennesket at spise af
erkendelsens tr. Hvad var der sket? Den gamle Gud
blev grebet af en helvedesangst. Mennesket selv var
blevet hans strste fejlgreb, han havde skabt sig en rival,
videnskaben gr lig Gud, det er til ende med prster
og guder, nr mennesket bliver videnskabeligt! Morale:
videnskaben er det forbudte i sig selv, den alene er
forbudt. Videnskaben er den frste synd, kimen til alle
synder, arvesynden. Dette alene er moral. Du skal ikke
erkende: resten flger deraf. Guds helvedesangst
forhindrede ham ikke i at vre klog. Hvordan vgrer

60

Friedrich Nietzsche

man sig imod videnskaben? det blev i lang tid hans


hovedproblem. Svar: mennesket ud af paradiset!
Lykken, lediggangen bringer tanker op, alle tanker er
slette tanker Mennesket skal ikke tnke. Og
prsten i sig selv opfinder nden, dden, livsfaren
ved svangerskabet, enhver art elendighed, alder, slid,
frem for alt sygdommen, lutter midler i kampen mod
videnskaben! Nden tillader ikke mennesket at tnke
Og alligevel! forfrdeligt! Erkendelsens vrk trner sig
op, himmelstormende, gude-dmrende, hvad skal
man gre! Den gamle Gud opfinder krigen, han
adskiller folkene, han gr, at menneskene gensidigt
tilintetgr sig ( prsterne har altid behvet krigen)
Krigen blandt andet en stor forstyrrer af videnskaben!
Utroligt! Erkendelsen, emancipationen fra prsten, tiltager
endda p trods af krige. Og en sidste beslutning
kommer til den gamle Gud: mennesket blev
videnskabeligt, intet hjlper, man m drukne det!
49.
Man har forstet mig. Begyndelsen af Biblen
indeholder hele prstens psykologi. Prsten kender
kun n stor fare: det er videnskaben det sunde begreb
om rsag og virkning. Men videnskaben trives i det
store hele kun under lykkelige forhold, man m have
tid, man m have nd i overflod, for at erkende
Flgelig m man gre menneskene ulykkelige, det var
til hver en tid prstens logik. Man gtter allerede, hvad
der, iflge denne logik, s frst er kommet ind i verden:
synden Skyld- og strafbegrebet, hele den sdelige
verdensorden er opfundet imod videnskaben, imod
menneskets lsnen sig fra prsten Mennesket skal
ikke se udover, det skal se ind i sig selv; det skal ikke,
som lrende, se klogt og forsigtigt ind i tingene, det skal
overhovedet slet ikke se: det skal lide Og det skal lide

Den antikristne

61

sdan, at det til hver en tid behver prsten. Vk med


lgerne! Man behver en frelser. Skyld- og strafbegrebet,
iberegnet lren om nden, om forlsningen, om
tilgivelsen lgne helt igennem og uden al psykologisk
realitet er opfundet, for at delgge menneskets
rsags-sans: de er attentatet mod begrebet rsag og
virkning! Og ikke et attentat med nven, med kniven,
med rligheden i had og krlighed! Men derimod ud fra
de fejeste, listigste, nedrigste instinkter! Et prsteattentat! Et parasit-attentat! En vampyrisme fra blege
underjordiske blodsugere! Hvis de naturlige flger af
en gerning ikke lngere er naturlige, men derimod
tnkes bevirket gennem overtroens begrebs-spgelser,
gennem Gud, gennem nder, gennem sjle, som
blot moralske konsekvenser, som ln,straf, vink,
opdragelsesmiddel, s er forudstningen for
erkendelsen delagt, s har man beget den strste
forbrydelse mod menneskeheden. Synden, sagt endnu
engang,
menneskets
selvskndings-form
par
excellence, er opfundet, for at umuliggre videnskab,
kultur, enhver hjnelse og fornemhed for mennesket;
prsten hersker gennem opfindelsen af synden.
50.
Jeg fritager mig p dette sted ikke fra en psykologi
for troen, for den troende, rimeligvis netop til nytte
for den troende. Hvis der endnu i dag ikke er mangel
p sdanne, som ikke ved, hvor vidt det er uanstndigt at
vre troende eller et tegn p dcadence, p en brudt
vilje til livet , s vil de allerede i morgen vide om det.
Min stemme nr ogs de tunghre. Det synes sdan,
hvis ellers ikke jeg har hrt forkert, at der blandt kristne
gives en art kriterium p sandheden, som man kalder
kraftens bevis. Her ville man i frste omgang have
lov at indvende, at netop saliggrelsen ikke er bevist,

62

Friedrich Nietzsche

men kun er lovet: at saligheden er knyttet til troens


betingelse, man skal blive salig, fordi man tror Men
at der faktisk indtrder, hvad prsten lover den troende
for det for al kontrol utilgngelige hinsides, hvormed
beviser man det? Det angivelige kraftens bevis er
alts i grunden atter blot en tro p, at den virkning ikke
udebliver, som man lover sig af troen. P formel: jeg
tror, at troen gr salig; flgelig er den sand. Men
dermed er vi allerede ved ende. Dette flgelig ville
vre et absurdum som kriterium p sandheden. Men
antager vi, med nogen eftergivenhed, at saliggrelsen s
er bevist gennem troen ikke kun nsket, ikke kun
lovet gennem en prsts noget fordgtige mund: ville
salighed, teknisk talt, lyst, s nogensinde vre et bevis
p sandheden? S lidt, at det nrmest afgiver
modbeviset, i al fald den hjeste mistanke mod enhver
sandhed, nr lystfornemmelser taler med om
sprgsmlet hvad er sandt. Lystens bevis er et bevis
for lyst, intet mere; hvorfra af alt i verden skulle det
vre fastlagt, at lige netop sande domme skulle give mere
fornjelse end falske, og, i henhold til en prstabiliseret
harmoni, med ndvendighed ville trkke behagelige
flelser efter sig? Erfaringen fra alle strenge, alle dybt
udartede nder lrer det omvendte. For hvert skridt har
man mtte afkmpe sig sandhed, man har mtte
prisgive nsten alt, som hjertet, vores krlighed, vores
tiltro til livet ellers hnger ved. Der krves en sjlens
storhed dertil: tjenesten af sandheden er den hrdeste
tjeneste. Hvad vil det da sige, at vre retskaffen i
ndelige sager? At man er streng mod sit hjerte, at man
foragter de sknne flelser, at man af hvert et Ja og
Nej gr sig en samvittighed! Troen gr salig: flgelig
lyver den

Den antikristne

63

51.
At troen gr salig under omstndigheder, at
salighed endnu ikke gr en fiks ide til en sand ide, at
troen ikke flytter bjerge, men dog stter bjerge, hvor der
ingen er: en flygtig gang gennem et galehus opklarer
tilstrkkeligt om dette. Ikke for en prst, vel at mrke:
for han bengter af instinkt, at sygdom er sygdom,
galehus galehus. Kristendommen har sygdommen ndig,
omtrent ligesom grkerdmmet har et overskud af
sundhed ndig, at gre syg er den egentlige
bagvedliggende
hensigt
med
kirkens
hele
frelseprocedure-system. Og kirken selv er den ikke
det katolske galehus som sidste ideal? Jorden
overhovedet som galehus? Det religise menneske,
sdan som kirken vil det, er en typisk dcadent;
tidspunktet, hvor en religis krise bliver herre over et
folk, er hver gang kendetegnet ved nerve-epidemier; det
religise menneskes indre verden ligner til forveksling
den indre verden hos de overpirrede og udmattede;
de hjeste tilstande, som kristendommen har hngt
op over menneskeheden som alle vrdiers vrdi, er
epileptoide former, det er kun forrykte eller store
bedragere in majorem dei honorem, som kirken har
kanoniseret Engang har jeg tilladt mig, at betegne
hele den kristelige bods- og forlsnings-training (som
man i dag bedst studerer i England) som en metodisk
frembragt folie circulaire, som rimeligt, p et allerede
dertil forberedt, dvs. grundigt morbidt fundament. Det
str ingen frit for, at blive kristen: man bliver ikke
omvendt til kristendommen, man m vre syg nok
dertil Vi andre, som har modet til sundheden og ogs
til foragten, hvordan skal vi have lov at foragte en
religion, der belrte i at misforst kroppen! som ikke vil
af med sjle-overtroen! som af den utilstrkkelige
ernring gr en fortjeneste! som i sundheden

64

Friedrich Nietzsche

bekmper en art fjende, djvel, fristelse! som overtalte


sig til, at man vil kunne bre en fuldkommen sjl
rundt i et kadaver af en krop, og dertil havde ndig, at
lgge sig et nyt begreb om fuldkommenhed til rette,
et blegt, sygeligt, idiotisk-svrmerisk vsen, den
skaldte hellighed, hellighed, selv blot en symptomrkke i den forarmede, enerverede, uhelbredeligt
fordrvede krop! Den kristelige bevgelse, som
europisk bevgelse, er p forhnd en total-bevgelse
af udskuds- og affalds-elementer af alle slags: denne
vil til magten med kristendommen. Den udtrykker ikke
nedgangen for en race, den er en aggregat-dannelse af
sig sammentrngende og sig sgende dcadenceformer der kommer overalt fra. Det er ikke, som man
tror det, korruptionen af oldtiden, den fornemme oldtid,
som muliggjorde kristendommen: den lrde idiotisme,
som ogs endnu i dag opretholder sdan noget, kan
man ikke sige hrdt nok imod. P den tid, hvor de syge,
fordrvede candala-lag kristianiserede sig i det hele
imperium, var netop modtypen, fornemheden, til stede i
dens sknneste og modneste skikkelse. Det store antal
blev herre; de kristelige instinkters demokratisme
sejrede Kristendommen var ikke national, ikke
racebetinget, den henvendte sig til hin art af livets
arvelse, den havde sine forbundsfller overalt.
Kristendommen har fra grunden af rettet de syges
rancune, instinktet imod de sunde, imod sundheden. Alt
det velartede, stolte, overmodige, frem for alt
sknheden gr ondt i dens rer og jne. Endnu engang
erindrer jeg om det uvurderlige ord hos Paulus: Hvad
der er svagt for verden, hvad der er tbeligt for verden,
det udle og foragtede for verden har Gud udvalgt: det var
formlen, in hoc signo sejrede dcadencen. Gud p
korset forstand stadigvk ikke den frygtelige bagtanke
ved dette symbol? Alt, hvad der lider, alt, hvad der
hnger p korset, er guddommeligt Vi alle hnger p

Den antikristne

65

korset, flgelig er vi guddommelige Vi alene er


guddommelige Kristendommen var en sejr, et
fornemmere sindelag gik til grunde ved den,
kristendommen var hidtil den strste ulykke for
menneskeheden.
52.
Kristendommen str ogs i modstning til al
ndelige velartethed, den kan kun bruge den syge
fornuft som kristelig fornuft, den tager parti for alt det
idiotiske, den udsiger forbandelsen over nden, over
den sunde nds superbia. Fordi sygdommen hrer til
kristendommens vsen, m ogs den typisk kristelige
tilstand, troen, vre en sygdomsform, m alle direkte,
retskafne, videnskabelige veje til erkendelsen af kirken
forkastes som forbudte veje. Allerede tvivlen er en
synd Den fuldkomne mangel p psykologisk
renlighed hos prsten afslrende sig i blikket er et
flgefnomen af dcadencen, man skal betragte de
hysteriske fruentimmere, p den anden side brn med
anlg for engelsk syge, p, hvor regelmssigt falskhed
af instinkt, lyst til at lyve, for at lyve, uformen til
ligefremme det blik og skridt er udtrykket for
dcadence. Tro vil sige, at ikke-ville-vide, hvad der er
sandt. Pietisten, prsten af begge kn, er falsk, p grund
af sin sygdom: instinktet forlanger, at sandheden p intet
punkt fr ret. Hvad der gr sygt, er godt; hvad der
kommer af fylden, af overfloden, af magten, er ondt:
sledes fler den troende. Ufriheden til lgnen derudfra
gtter jeg alle forudbestemte teologer. Et andet
kendetegn p teologen er hans uformen til filologi. Under
filologi skal her, i en meget almen forstand, forsts den
kunst, at lse godt, at kunne aflse kendsgerninger,
uden at forfalske dem gennem interpretationer, uden i
forlangendet efter at blive forstet at miste

66

Friedrich Nietzsche

forsigtigheden, tlmodigheden, finheden. Filologi som


ephexis i interpretationen: om det nu angr bger, om
avis-nyheder, om skbner eller kendsgerninger om
vejret, for ikke at tale om sjlens frelse Mden,
hvorp en teolog, ligegyldigt om i Berlin eller i Rom,
udlgger et skriftord eller en oplevelse, eksempelvis
en sejr for fdrelandets hr under den hjere belysning
fra Davids salmer, er altid sledes dristig, at en filolog
lber op ad alle vgge derved. Og hvad skal han
overhovedet stille op, nr pietister og andre ker fra det
schwabiske land med Guds finger gr sig deres
tilvrelses armselige hverdag og knejperg til rette til et
vidunder af nde, af forsyn, af erfaringer af
frelsen! Den beskedneste anvendelse af nd, for ikke at
sige af anstand, mtte dog overbevise disse fortolkere
om det fuldkomment barnlige og uvrdige i en sdan
misbrug af den guddommelige fingerfrdighed. Med en
s ringe grad af fromhed i kroppen skulle en Gud, som
til rette tid kurerer en snue eller som fr os til at stige p
vognen i et jeblik, hvor en stor regn netop bryder ls,
vre os en s absurd Gud, at man mtte afskaffe ham,
selv hvis han eksisterede. En Gud som tjenestebud,
som brevbrer, som kalendermand, i grunden et ord
for den dummeste af alle slags tilflde Det
guddommelige forsyn, sdan som endnu i dag
omtrent hvert tredje menneske i det dannede
Tyskland tror p det, ville vre en indvending imod
Gud, som den slet ikke kunne tnkes strkere. Og i al
fald er det en indvending imod tyskere!
53.
At martyrer beviser noget for sandheden af en sag,
er s lidt sandt, at jeg ville bengte, at en martyr
nogensinde overhovedet har haft noget med sandheden
at gre. I den tone, hvormed en martyr vender sin

Den antikristne

67

holden-for-sandt om verden p hovedet, udtrykker sig


allerede en s ringe grad af intellektuel retskaffenhed, en
sdan slvhed i forhold til sprgsmlet om sandhed, at
man aldrig behver at gendrive en martyr. Sandheden
er ikke noget, som den ene ville have og en anden ikke:
sdan kunne hjest bnder eller bonde-apostle af
Luthers slags tnke om sandheden. Man kan vre
sikker p, at alt efter graden af samvittighedsfuldhed i
ndens sager bliver moderatheden, moderationen p dette
punkt stadigt strre. I fem sager at vide, og med sart
hnd at give afkald p, ellers at vide Sandhed, dette
ord sdan, som enhver profet, enhver sekterer, enhver
fri-nd, enhver socialist, enhver kirkemand forstr det,
er et fuldkomment bevis for, at der end ikke engang er
gjort den begyndelse p den tugt af nden og
selvovervindelse, som er behvet for at finde en eller
anden lille, nok s lille sandhed. Tilfldene af martyrdd, ved siden af bemrket, har vret en stor ulykke i
historien: de forfrte Den slutning hos alle idioter,
kvinde og folk medregnet, at det med en sag, for hvilken
nogen gr i dden (eller som endda, som den frste
kristendom, frembringer ddshungrende epidemier),
har noget p sig, denne slutning er blevet
efterprvningen, efterprvningens og forsigtighedens
nd usigeligt til hmsko. Martyrerne skadede
sandheden Ogs endnu i dag behves der kun
grovheden ved en forflgelse, for at et for sig betragtet
nok s ligegyldigt sektereri kan skaffe sig et rvrdigt
navn. Hvordan? ndrer det noget p vrdien af en
sag, at nogen lader sit liv for den? En fejltagelse, der
bliver rvrdig, er en fejltagelse, der besidder en
yderligere pirring til forfrelse: tror I, I Herrer teologer,
at vi ville give jer anledning til at blive martyrere for
jeres lgn? Man gendriver en sag, idet man
agtelsesfuldt lgger den p is netop sdan gendriver
man ogs teologer Netop det var den

68

Friedrich Nietzsche

verdenshistoriske dumhed hos alle forflgere, at de gav


modpartens sag udseende af rvrdighed, at de gav
den martyriets fascination i gave Endnu i dag ligger
kvinden p kn for en fejltagelse, fordi man har sagt
hende, at nogen dde p korset for den. Er korset da et
argument? Men om alle disse ting har en alene sagt
det ord, som man siden rtusinder ville have haft ndig,
Zarathustra.
Blodtegn skrev de p den vej, som de gik, og deres
drskab lrte, at man beviser sandhed med blod.
Men blod er det drligste vidne for sandheden;
blod forgifter selv den reneste lre til hjertets
forblindelse og had.
Og hvis n gik gennem ilden for sin lre, hvad
beviser dt! Mere er det sandt nok, at der af egen
brand kommer den egne lre.
54.
Man skal ikke lade sig vildlede: store nder er
skeptikere. Zarathustra er en skeptiker. Styrken, friheden
ud fra ndens kraft og overkraft beviser sig gennem
skepsis. Mennesker af overbevisning kommer slet ikke
i betragtning for alt, hvad der er principielt af vrdi og
uvrdi. Overbevisninger er fngsler. Dt ser ikke langt
nok, dt ser ikke under sig: men for at mtte tale med om
vrdi og uvrdi, m man se fem hundrede
overbevisninger under sig, bag sig En nd, som vil
noget stort, som ogs vil midlerne dertil, er med
ndvendighed skeptiker. Friheden fra enhver art
overbevisninger hrer til styrken, det, at-kunne-se-frit
Den store lidenskab, grunden og magten for hans
vren, endnu mere oplyst, endnu mere despotisk end
han selv er, tager hele hans intellekt i tjeneste; den gr

Den antikristne

69

ubetnkelig; den giver ham endda mod til uhellige


midler; under omstndigheder under den ham
overbevisninger. Overbevisningerne som middel: meget
opnr man kun via en overbevisning. Den store
lidenskab har brug for, forbruger overbevisninger, den
underkaster sig dem ikke, den ved sig suverain.
Omvendt: behovet for tro, for et eller andet ubetinget
af Ja og Nej, carlyleismen, hvis man vil tillade mig dette
ord, er et svaghedens behov. Mennesket af troen, den
troende af enhver art er ndvendigvis et afhngigt
menneske, en sdan, der ikke kan stte sig som forml,
og overhovedet ikke kan stte forml ud fra sig. Den
troende hrer ikke sig til, han kan kun vre middel,
han m forbruges, han har behov for nogen, som
forbruger ham. Hans instinkt giver den hjeste re til
en uselviskhedens moral: til dn overtaler han alt, hans
klgt, hans erfaring, hans forfngelighed. Enhver art
tro er selv et udtryk for uselviskhed, for selvfremmedgrelse Overvejer man, hvordan det for de
allerfleste er ndvendigt med et regulativ, som udefra
binder og fstner dem, hvorledes tvangen, i en hjere
mening slaveriet, er den eneste og sidste betingelse,
hvorunder det viljessvagere menneske, i srdeleshed
kvinden, trives: s forstr man ogs overbevisningen,
troen. Deri har mennesket af overbevisning sin
rygrad. Ikke at se mange ting, p intet punkt at vre
ubefangen, helt igennem at vre parti, at have en streng
og ndvendig optik i alle ting det alene betinger det,
at en sdan art menneske overhovedet bestr. Men
dermed er den modstningen, antagonisten til den
sandfrdige, til sandheden Den troende str det
ikke frit, overhovedet at have en samvittighed for
sprgsmlet om sandt og usandt: at vre retskaffen
p dette sted ville straks vre hans undergang. Den
patologiske betingethed af hans optik gr den
overbeviste til fanatiker Savonarola, Luther,

70

Friedrich Nietzsche

Rousseau, Robespierre, Saint-Simon modstningstypen til den strke, frigjorte nd. Men den store
attitude hos disse syge nder, begrebets epileptikere,
virker p den store masse, fanatikerne er pittoreske,
menneskeheden ser hellere gebrder, end at den hrer
grunde
55.
t skridt videre i overbevisningens, i troens
psykologi. Det er allerede for lnge siden givet op til
overvejelse af mig, om ikke overbevisningerne er
farligere fjender af sandheden, end lgnene
(Menneskeligt, alt for menneskeligt, nr. 483). Denne gang vil
jeg stille det afgrende sprgsml: bestr der
overhovedet en modstning mellem lgn og
overbevisning? Alverden tror det; men hvad tror
alverden ikke! Enhver overbevisning har sin historie,
sine forformer, sine tentativer og fejlgreb: den bliver til
overbevisning, efter at den lnge ikke er det, efter at
den endnu lngere nppe er det. Hvordan? kunne ikke
ogs lgnen var iblandt disse embryonal-former for
overbevisningen? Nogle gange behves der blot et
person-skifte: i snnen bliver til overbevisning, hvad
der i faderen endnu var lgn. Jeg kalder lgn dette,
ikke at ville se noget, som man ser, ikke at ville se noget
sdan, som man ser det: om lgnen finder sted overfor
vidner eller uden vidner, kommer ikke i betragtning.
Den sdvanligste lgn er den, hvormed man belyver sig
selv; det, at belyve andre, er relativt undtagelsestilfldet.
Nu er denne ikke-villen-se, hvad man ser, denne ikkevillen-se-sdan, som man ser, nrmest den frste
betingelse for alle, der i en eller anden forstand er parti:
partimennesket bliver med ndvendighed lgner. Den
tyske historieskrivning er for eksempel overbevist om,
at Rom var despotismen, at germanerne har bragt

Den antikristne

71

frihedens nd ind i verden: hvilken forskel er der


mellem denne overbevisning og en lgn? Har man
endnu lov at forundre sig derover, nr, af instinkt, alle
partier, ogs de tyske historikere, har moralens store ord
i munde, at moralen nrmest viderebestr derved, at
partimennesket af enhver art i hvert jeblik har den
ndig? Dette er vores overbevisning: vi bekender den
overfor alverden, vi lever og dr for den, respekt for
alt, hvad der har overbevisninger! den slags har jeg
endda hrt komme ud af munden p antisemitter. Lige
modsat, mine Herrer! En antisemit bliver aldeles ikke
anstndigere derved, at han lyver ud fra en
grundstning Prsterne, der i sdanne ting er finere,
og udmrket forstr den indvending, der ligger i
begrebet om en overbevisning, dvs. i begrebet om en
principiel, nemlig formlstjenstlig forljethed, har fra
jderne fet den klgt, i stedet for at indskyde begrebet
Gud, Guds vilje, Guds benbaring. Ogs Kant,
med hans kategoriske imperativ, var p den samme vej:
hans fornuft blev heri praktisk. Der gives sprgsml,
hvor det ikke tilstr mennesket at afgre om sandhed
og usandhed; alle verste sprgsml, alle verste vrdiproblemer er hinsides den menneskelige fornuft At
begribe fornuftens grnser frst det er i sandhed
filosofi Hvad gav Gud menneskene benbaringen
for? Ville Gud have gjort noget overfldigt? Ud fra sig
selv kan mennesket ikke vide, hvad der er godt og ondt,
derfor lrte Gud det hans vilje Morale: prsten lyver
ikke, sprgsmlet om sandt eller usandt i sdanne
ting, som prster taler om, tillader slet ikke at lyve. For
for at lyve, mtte man kunne afgre, hvad der her er
sandt. Men det kan mennesket netop ikke; prsten er
dermed kun mundstykket for Gud. En sdan prstesyllogisme er aldeles ikke bare jdisk og kristelig: retten
til lgnen og klgten i benbaringen hrer prstens
type til, dcadence-prsterne s vel som hedenskabs-

72

Friedrich Nietzsche

prsterne ( hedninge er alle de, der siger Ja til livet,


hvem Gud er ordet for det store Ja til alle ting)
Loven, Guds vilje, den hellige bog,
inspirationen altsammen bare ord for de betingelser,
under hvilke prsten kommer til magten, med hvilke han
opretholder sin magt, disse begreber finder sig p
grunden af alle prste-organisationer, alle prstelige
eller filosofisk-prstelige herskabs-dannelser. Den
hellige lgn flles for Konfusius, Manus Lovbog,
Muhammed, den kristelige kirke: den mangler ikke hos
Platon. Sandheden er til: dette betyder, hvor end det
lyder, at prsten lyver
56.
Til slut kommer det an p, til hvilket forml der
lyves. At de hellige forml mangler i kristendommen,
er min indvending imod dens midler. Kun drlige forml:
forgiftning, forngtelse, bengtelse af livet, foragten
for kroppen, nedvurderingen og selvskndelsen af
mennesket gennem syndens begreb, flgelig er ogs
dens midler drlige. Med en modsatrettet flelse lser
jeg Manus Lovbog, et usammenligneligt ndeligt og
overlegent vrk, hvis blotte nvnelse i samme ndedrag
som Biblen ville vre en synd imod nden. Man gtter
det straks: den har en virkelig filosofi bag sig, i sig, ikke
blot et ildelugtende judain-stof af rabbinisme og
overtro, den giver selv den mest forvnte psykolog
noget at bide i. For ikke at glemme hovedsagen,
grundforskellen fra enhver art Bibel: de fornemme
stnder, filosofferne og krigerne, holder med den deres
hnd over mngden; fornemme vrdier overalt, en
fuldkommenheds-flelse, en Ja-sigen til livet, et
triumferende velbehag ved sig og ved livet, solen ligger
over hele bogen. Alle de ting, hvorved
kristendommen udlader dens uudgrundelige gemenhed,

Den antikristne

73

avlen, for eksempel, krvinden, gteskabet, bliver her


behandlet alvorligt, med resfrygt, med krlighed og
tiltro. Hvordan kan man egentlig lgge en bog i
hnderne p brn og kvinder, som indeholder de
nederdrgtige ord: for at undg utugt skal enhver have
sin egen hustru og enhver sin egen mand: for det er
bedre at gifte sig end at brnde af begr? Og m man
vre kristen, s lnge menneskets tilblivelse er
kristeliggjort, det vil sige tilsmudset med begrebet om en
immaculata conceptio? Jeg kender ingen bog,
hvor kvinden blev sagt s mange sarte og godmodige
ting, som i Manus Lovbog; disse gamle grskg og
hellige har en mde, at vre artige overfor kvinder, som
mske ikke er overget. En kvindes mund hedder det
engang en piges bryst, et barns bn, offerets rg er
altid rene. Et andet sted: der gives intet renere end
solens lys, skyggen af en ko, luften, vandet, ilden, og
ndedrttet fra en pige. Et sidste sted mske ogs en
hellig lgn : alle kroppens bninger over navlen er
rene, alle under er urene. Kun hos pigen er hele kroppen
ren.
57.
Man opsnapper uhelligheden af de kristelige midler
in flagranti, hvis man engang mler det kristelige forml
med formlet for Manus Lovbog, hvis man bringer
denne, den strste formls-modstning under strkt
lys. Kritikeren af kristendommen bliver ikke sparet for,
at gre kristendommen foragtelig. En sdan lovbog
som Manus opstr, som enhver god lovbog: den
resumerer erfaringen, klgten og eksperimentalmoralen fra lange rtusinder, den afslutter, den skaber
ikke lngere noget. Forudstningen for en kodificering
af dens slags er den indsigt, at midlerne til, at skaffe
autoritet til en langsom dyrt erhvervet sandhed, er

74

Friedrich Nietzsche

grundforskellige fra dem, man ville bevise dem med. En


lovbog fortller aldrig om en lovs nytte, dens grunde,
kasuistikken i dens forhistorie: netop derved ville den
afgive dens imperativiske tone, dens Du skal,
forudstningen for, at der adlydes. Problemet ligger
netop heri. P et vist punkt i et folks udvikling
erklrer dets mest vidtskuende, dvs. det mest tilbageog udskuende lag, den erfaring, som der skal leves efter
dvs., som der kan leves efter , for afsluttet. Dets ml
gr ud p, s rigt og fuldstndigt som muligt at bringe
hsten hjem fra eksperimentets og den slemme erfarings
tider. Hvad der flgelig frem for alt skal forhindres, er
den endnu-videre-eksperimenteren, fortsttelsen af
vrdiernes flydende tilstand, efterprvningen,
udvlgelsen, kritik-udvelsen af vrdierne in
infinitum. Imod dette opstiller man en dobbelt mur:
For det frste benbaringen, alts den pstand, at
fornuften af hine love ikke skal vre af menneskelig
herkomst, ikke langsomt og med fejlgreb er blevet sgt
og fundet, men derimod, som af guddommelig
oprindelse, helt, fuldkomment, uden historie, en gave,
et vidunder, blot er meddelt Dernst traditionen, alts
den pstand, at loven allerede skal have bestet siden
urgamle tider, at det vil vre pietetslst, en forbrydelse
mod forfdrene, at drage den i tvivl. Lovens autoritet
begrunder sig med teserne: Gud gav den, forfdrene
levede den. Den hjere fornuft i en sdan procedure
ligger i den hensigt, skridt for skridt at trnge
bevidstheden tilbage fra det rigtigt erkendte (dvs.
gennem en uhyrlig og skarpt gennemsiet erfaring beviste)
liv: s at instinktets fuldkomne automatisme opnes,
denne forudstning for enhver art mesterskab, enhver
art fuldkommenhed i livets kunst. At opstille en lovbog
af Manus slags vil sige, fremover at tilst et folk at blive
mestre, at blive fuldkomne, at have ambitioner om
den hjeste livs-kunst. Dertil m det gres ubevidst: dette er

Den antikristne

75

formlet med enhver hellig lgn. Kasternes orden, den


verste, den dominerende lov, er kun sanktionen af en
natur-orden, natur-lovlighed af frste rang, som intet
vilkr, ingen moderne ide har magt over. I ethvert
sundt samfund trder, sig gensidigt betingende, tre
fysiologisk forskelligt-tyngende typer ud, hvoraf hver
har sin egen hygiejne, sit eget rige af arbejde, sin egen
art fuldkommenheds-flelse og mesterskab. Naturen,
ikke Manu, adskiller de overvejende ndelige, de
overvejende muskel- og temperament-strke, og de
hverken i det ene eller andet udmrkede tredje, de
middelmdige, fra hinanden, de sidstnvnte som det
store antal, de frstnvnte som de udvalgte. Den
verste kaste jeg kalder dem de frreste har som de
fuldkomne ogs de frrestes forrettigheder: dertil
hrer, at fremstille lykken, sknheden, godheden p
Jorden. Kun de ndeligste mennesker har tilladelsen til
sknheden, til det sknne: kun hos dem er godhed ikke
svaghed. Pulchrum est paucorum hominum: det
gode er en forrettighed. Intet kan derimod mindre
tilsts dem, end hslige manerer eller et pessimistisk
blik, et je, som hsliggr , eller endda en forfrdelse
overfor tingenes total-aspekt. Forfrdelsen er forretten
for candalaerne; liges pessimismen. Verden er
fuldkommen sledes taler instinktet i de ndeligste, det
Ja-sigende instinkt: ufuldkommenheden, enhver art osimellem, distancen, distancens patos, selv candalaen
hrer med til denne fuldkommenhed. De ndeligste
mennesker, som de strkeste, finder deres lykke i det,
som andre ville finde deres undergang i: i labyrinten, i
hrdheden imod sig og andre, i forsget;
selvbetvingelsen er deres lyst: asketismen bliver hos
dem til natur, behov, instinkt. Den tunge opgave glder
dem som forret, at spille med laster, som trykker andre,
glder dem som rekreation Erkendelse en form for
asketisme. De er den rvrdigste art menneske: det

76

Friedrich Nietzsche

udelukker ikke, at de er den muntreste, den


elskvrdigste. De hersker, ikke, fordi de vil, men fordi
de er, det str dem ikke frit for, at vre sekundre. De
sekundre: det er rettens vogtere, dem, der plejer
ordenen og sikkerheden, det er de fornemme krigere,
det er kongen frem for alt, som den hjeste formel af
kriger, dommer og opretholder af loven. De sekundre
er de ndeligstes eksekutiver, det nste, som hrer til
dem, det, som aftager dem alt groft i arbejdet med at
herske deres flge, deres hjre hnd, deres bedste
elever. I alt det, sagt endnu engang, er intet af vilkr,
intet gjort; hvad der er anderledes, er gjort, s er
naturen beskndet Kasternes orden, rangordenen,
formulerer blot den verste lov for livet selv,
udsondringen af de tre typer er ndig for samfundets
opretholdelse, for muliggrelsen af hjere og hjeste
typer, uligheden i rettigheder er frst betingelsen for, at
der overhovedet gives rettigheder. En rettighed er en
forrettighed. I sin vrens-art har enhver ogs sin
forrettighed. Vi skal ikke undervurdere de middelmdiges
forrettigheder. Livet i retning af hjden bliver stadigt
hrdere, kulden tager til, ansvaret tager til. En hj
kultur er en pyramide: den kan kun st p et bredt
fundament, den har som det allerfrste en strkt og
sundt konsolideret middelmdighed som forudstning.
Hndvrket, handelen, jordbruget, videnskaben, den
strste del af kunsten, hele indbegrebet af
erhvervsaktivitet med t ord, passer kun sammen med
et middelml i kunnen og begr: den slags ville vre
fejlplaceret blandt undtagelser, det dertil hrende
instinkt ville modsige bde aristokratismen og
anarkismen. At man er en offentlig nytte, et hjul, en
funktion, til dette gives der en naturbestemmelse: ikke
samfundet, den art af lykke, som de allerfleste blot er i
stand til, gr dem til intelligente maskiner. For de
middelmdige er det at vre middelmdig en lykke;

Den antikristne

77

mesterskabet i n ting, specialiteten er et naturligt


instinkt. Det ville for en dybere nd vre fuldkomment
uvrdigt, allerede i middelmdigheden i sig selv at se en
indvending. Den er selv den frste ndvendighed for, at
der har lov at gives undtagelser: en hj kultur er betinget
af den. Nr undtagelses-mennesket netop hndterer de
middelmdige med sartere fingre, end sig selv og sine
lige, s er dette ikke blot en hjertets hflighed, det er
simpelthen dets pligt Hvem hader jeg bedst blandt
nutidens pak? Socialist-pakket, candala-apostlene, som
undergraver arbejderens instinkt, lyst, tilstrkkelighedsflelse med hans lille vren, som gr ham misundelig,
som lrer ham hvn Uretten ligger aldrig i ulige
rettigheder, den ligger i kravet om lige rettigheder
Hvad er slet? Men jeg sagde det allerede: alt, hvad der
stammer fra svaghed, fra misundelse, fra hvn.
Anarkisten og den kristne er af n og samme
herkomst
58.
Vitterlig, det gr en forskel, til hvilket forml man
lyver: om man dermed opretholder eller delgger. Man
har lov at opstille en fuldkommen ligning mellem kristen
og anarkist: deres forml, deres instinkt gr kun p
delggelse. Beviset for denne stning skal man bare
aflse historien: historien indeholder stningen i
forfrdende tydelighed. Lrte vi lige en religis
lovgivning at kende, hvis forml var, at forevige den
verste betingelse for, at livet trives, en stor organisation
af samfundet, s har kristendommen fundet sin mission
deri, at gre en ende p netop sdan en organisation,
fordi livet trivedes i den. Dr skulle fornufts-afgrden fra
lange tider med eksperimentet og usikkerheden lgges
an til den fjerneste nytte og hsten bringes s stort, s
rigeligt, s fuldstndigt hjem som muligt: hr blev,

78

Friedrich Nietzsche

omvendt, hsten over nat forgiftet Det, som stod aere


perennius, imperium Romanum, den mest
storartede organisations-form under vanskelige
betingelser, som hidtil er opnet, i sammenligning med
hvilken alt forudgende, alt efterflgende er stykvrk,
stymperi, dilettantisme, hine hellige anarkister har
gjort sig en fromhed deraf, at delgge verden, det
vil sige dette imperium Romanum, indtil ingen sten
stod p en anden, indtil selv germanere og andet rak
kunne blive herre over det Den kristne og anarkisten:
begge dcadents, begge ude af stand til at virke andet
end oplsende, forgiftende, forkymrende, blodsugende,
begge med ddshadets instinkt imod alt, hvad der str,
hvad der str p en stor mde, hvad der har varighed,
hvad der lover en fremtid for livet Kristendommen
var vampyren for imperium Romanum, romernes
gerning, at vinde et fundament for en stor kultur, som
har tid, har den gjort ugjort over nat. Forstr man det
stadigvk ikke? Det imperium Romanum, som vi
kender, som historien om den romerske provins lrer
os stadigt bedre at kende, dette beundringsvrdige
kunstvrk i stor stil, var en begyndelse, dets bygning var
beregnet p, at bevise sig med rtusinder, der er indtil i
dag aldrig blevet bygget sdan, aldrig engang blot blevet
drmt om, at bygge i samme omfang sub specie
aeterni! Denne organisation var fast nok til at
udholde drlige kejsere: tilfldigheden ved personer m
ikke have noget at sige i sdanne ting, frste princip for
al stor arkitektur. Men den var ikke fast nok imod den
mest korrupte art korruption, imod den kristne Denne
hemmelige orm, som i nat, tge og tvetydighed sneg sig
ind p alle enkelte og p hver enkelt udsugede alvoren
for sande ting, overhovedet instinktet for realiteter, denne
feje, feministiske og sukkersde bande har skridt for
skridt fremmedgjort sjlene for dette uhyrlige
byggeri, hine vrdifulde, hine mandigt-fornemme

Den antikristne

79

naturer, som i Roms sag fornemmede deres egen sag,


deres egen alvor, deres egen stolthed. Hykler-snigeriet,
konventikel-hemmeligheden, dystre begreber, ssom
helvede, som ofret af den uskyldige, som unio mystica i
bloddrikningen, frem for alt den langsomt opskruede
ild af hvn, candala-hvnen, det blev herre over
Rom, den samme art religion, som allerede i dens
preksistens-form havde gjort krig imod Epikur. Man
kan lse Lukrets for at begribe, hvad Epikur har
bekmpet, ikke hedenskabet, men kristendommen,
dvs. fordrvelsen af sjlene gennem skylds-, gennem
straf- og uddeligheds-begrebet. Han bekmpede de
underjordiske kulter, hele den latente kristendom, at
bengte uddeligheden var dengang allerede en virkelig
forlsning. Og Epikur ville have sejret, enhver
agtvrdig nd i det romerske rige var epikurer: da
fremtrdte Paulus Paulus, det kd-, det geni-gjorte
candala-had imod Rom, imod verden, jden, den
evige jde par excellence Hvad han gttede, det var,
hvordan man ved hjlp af den lille sektereriske kristenbevgelse afsides fra jdedommen ville kunne antnde
en verdensbrand, hvordan man med symbolet Gud
p korset ville kunne opsummere alt det nederstliggende, alt hemmeligt-oprrerisk, hele arven af
anarkistiske rrelser i riget, til en uhyrlig magt. Frelsen
kommer fra jderne. Kristendommen som formel til
at overbyde de underjordiske kulter af alle slags, Osiris,
den store moders, Mithras for eksempel og til at
summere dem: i denne indsigt bestr Paulus geni. Hans
instinkt var s sikkert deri, at han med sknselsls
voldsomhed over for sandheden lagde de forestillinger,
med hvilke hine candala-religioner fascinerede, i
munden p frelseren i hans opfindelse, at han lavede
ham til noget, som ogs en Mithras-prst kunne
forst Dette var hans jeblik i Damaskus: han
begreb, at han havde behov for uddeligheds-troen, for

80

Friedrich Nietzsche

at devaluere verden, s at begrebet helvede ogs


bliver herre over Rom, at man med det hinsides
drber livet En nihilist, en kristen: det rimer, det ikke
bare rimer
59.
Hele den antikke verdens arbejde omsonst: jeg har
intet ord for det, som udtrykker min flelse om noget
s uhyrligt. Og i betragtning af, at dens arbejde var et
forarbejde, at det netop frst var underbygningen til et
arbejde af rtusinder, der var blevet lagt med granitisk
selvbevidsthed, hele meningen med den antikke verden
omsonst! Hvad havde grkerne vret til for? og
romerne? Alle forudstninger for en lrd kultur, alle
videnskabelige metoder var allerede til stede, man havde
allerede etableret den store, den uforlignelige kunst at
lse godt denne forudstning for kulturens tradition,
for videnskabens enhed; naturvidenskaben, i forbund
med matematik og mekanik, var p den allerbedste vej,
sansen for kendsgerninger, den sidste og mest vrdifulde
af alle sanser, havde sine skoler, sin allerede
rhundreder gamle tradition! Forstr man det? Alt
vsentligt var fundet, for at kunne g til arbejdet:
metoderne, ti gange m man sige det, er det vsentlige,
ogs det vanskeligste, ogs det, der lngst har vanerne
og dovenskaben imod sig. Hvad vi i dag, med usigelig
selvbetvingelse for vi alle har p en eller anden mde
stadigvk de drlige instinkter, de kristelige, i kroppen
, har generobret for os, det frie blik for realiteten, den
forsigtige hnd, tlmodigheden og alvoren i den
mindste sag, hele retskaffenheden i erkendelsen den var
der allerede! allerede for mere end to tusinde r siden!
Og, regnet oveni, den gode, den fine takt og smag! Ikke
som hjerne-dressur! Ikke som tysk dannelse med
tlper-manerer! Men derimod som krop, som gebrde,

Den antikristne

81

som instinkt, med t ord, som realitet Altsammen


omsonst! Over nat blot en erindring! Grkere! Romere!
Fornemheden i instinktet, i smagen, den metodiske
forskning, geniet i organisation og forvaltning, troen,
viljen til menneske-fremtiden, det store Ja til alle ting var
synligt som imperium Romanum, synligt for alle
sanser, den store stil ikke lngere bare kunst, men
blevet realitet, sandhed, liv Og ikke spoleret over
nat ved en natur-tildragelse! Ikke trdt ned af germanere
og andre tungfdder! Men beskndet af listige,
hemmelige, usynlige, blodfattige vampyrer! Ikke
besejret, bare udsuget! Den skjulte hvngerrighed,
den lille misundelse blevet herre! Alt det forbarmelige,
ved-sig-lidende, af-slette-flelser-hjemsgte, hele den
ghetto-verden af sjle p n gang ovenp! Man kan bare
lse en eller anden kristelig agitator, den hellige
Augustin for eksempel, for at begribe, for at lugte, hvad
for urene fller der dermed er kommet ovenp. Man
ville bedrage sig helt og aldeles, hvis man for frerne af
den kristelige bevgelse forudsatte en eller anden
mangel p forstand: oh, de er kloge, kloge indtil
hellighed, disse Herrer kirkefdre! Hvad de mangler, er
noget helt andet. Naturen har forsmmet dem, den
glemte, at give dem en beskeden medgift med af
agtvrdige, af anstndige, af renlige instinkter Mellem
os sagt, det er ikke engang mnd Nr islam foragter
kristendommen, s har den tusinde gange ret dertil:
islam har mnd til forudstning
60.
Kristendommen har frarvet os hsten fra den
antikke kultur, den har senere ogs frarvet os hsten
fra islam-kulturen. Spaniens vidunderlige mauriske
kultur-verden, i grunden os mere beslgtet, mere til sans
og smag talende, end Rom og Grkenland, blev trdt

82

Friedrich Nietzsche

ned jeg siger ikke af hvad for fdder hvorfor? fordi


de for deres tilblivelse havde fornemme, havde mandeinstinkter at takke, fordi de sagde Ja til livet, ogs med
de sjldne og raffinerede kostbarheder i det mauriske
liv! Korsridderne bekmpede senere noget, som det
ville havde vret mere anstndigt for dem at lgge sig
i stvet for, en kultur, overfor hvilken selv vort
nittende rhundrede turde forekomme meget fattigt,
meget sent. Ganske vist, de ville have bytte:
Orienten var meget rig Men man skal dog vre
ubefangen! Korstoge ikke andet end hjere srveri!
Den tyske adel, i grunden en vikinge-adel, var dermed
i sit element: kirken vidste kun for godt, hvormed man
har den tyske adel. Den tyske adel, altid kirkens
schweizere, altid i tjeneste for alle kirkens drlige
instinkter, men godt betalt At kirken netop ved hjlp
af tyske svrd, tysk blod og mod har frt dens
ddsfjende-krig imod alt, hvad der er fornemt p
Jorden! P dette sted gives en hel mngde af smertelige
sprgsml. Den tyske adel mangler nrmest i den hjere
kulturs historie: man gtter grunden Kristendom,
alkohol, begge de store midler til korruptionen I sig
selv skulle der jo ikke vre noget valg, stillet overfor
islam og kristendom, s lidt som overfor en araber og
en jde. Afgrelsen er givet, det str ingen frit for, her
stadig at vlge. Enten er man en candala eller ogs er
man det ikke Krig p kniven med Rom! Fred,
venskab med islam: sledes fornemmede, sledes gjorde
den store frind, geniet blandt de tyske kejsere,
Friederich II. Hvordan det? m en tysker frst vre
geni, frst vre frind, for at fornemme anstndigt? Jeg
begriber ikke, hvordan en tysker nogensinde kunne
fornemme kristeligt.

Den antikristne

83

61.
Her er det ndvendigt at berre en for tyskere
stadigvk hundrede gange pinligere erindring. Tyskerne
har frarvet Europa den sidste store kultur-hst, som
der var at hjembringe for Europa, renssancen. Forstr
man endelig, vil man forst, hvad renssancen var?
Omvurderingen af de kristelige vrdier, forsget, foretaget
med alle midler, med alle instinkter, med alt geni, p at
bringe mod-vrdierne, de fornemme vrdier til sejren
Der gaves hidtil kun denne store krig, der gaves hidtil
ingen
mere
afgrende
problemstilling
end
renssancens, mit sprgsml er dens sprsgml : der
gaves heller aldrig en mere principiel, mere direkte,
mere streng i hele fronten og mod centrum ls frte
form for angreb! At angribe p det afgrende sted, i selve
kristendommens sde, her at bringe de fornemme vrdier
til tronen, dvs. at bringe dem ind i instinkterne, i de
nederste behov og begr hos dem, der sad der Jeg
ser en mulighed for mig, for en fuldkomment overjordisk
trolddom og farveglans: det forekommer mig, at den
strler med alle en raffineret sknheds gysninger, at en
kunst er p spil i den, s guddommelig, s djvelskguddommelig, at man omsonst gennemsger rtusinder
efter en anden sdan mulighed; jeg ser et skuespil, s
sanserigt, og tillige s vidunderligt paradokst, at alle
Olympens guddomme ville have haft anledning til en
uddelig latter Cesare Borgia som pave Forstr man
mig? Nuvel, det ville have vret den sejr, som jeg i
dag alene forlanger : dermed var kristendommen
afskaffet! Hvad skete der? En tysk munk, Luther, kom
til Rom. Denne munk, med alle hvntrstige instinkter
fra en mislykket prst i kroppen, forargede sig i Rom
imod renssancen I stedet for med dybeste
taknemmelighed at forst det uhyrlige, som var sket,
overvindelsen af kristendommen ved dens sde ,

84

Friedrich Nietzsche

forstod hans had kun at drage sin nring af dette


skuespil. Et religist menneske tnker kun p sig selv.
Luther s fordrvelsen af pavedmmet, mens det
modsatte netop var hndgribeligt: den gamle
fordrvelse,
dette
peccatum
originale,
kristendommen sad ikke lngere p pavens stol! Men
derimod livet! Derimod livets triumf! Derimod det
store Ja til alle hje, sknne, forvovede ting! Og
Luther genetablerede kirken: han angreb den
Renssancen, en tildragelse uden mening, et stort
omsonst! h, disse tyskere, hvad har de allerede kostet
os! Omsonst det var altid tyskernes vrk.
Reformationen; Leibniz; Kant og den skaldte tyske
filosofi; friheds-krigene; riget hver gang et omsonst
for noget, som allerede var til stede, for noget
uopretteligt Det er mine fjender, jeg bekender det, disse
tyskere: jeg foragter i dem enhver art af begrebs- og
vrdi-urenhed, af fejhed overfor ethvert retskaffent Ja og
Nej. De har, nsten gennem et rtusinde, forfiltret og
forvirret alt, hvad de rrte med deres fingre, de har alle
de halvheder tre-ottendedelsheder! p
samvittigheden, som Europa er syg ved, de har ogs
den ureneste art kristendom, der findes, den
uhelbredeligste, den ugendriveligste, protestantismen
p samvittigheden Hvis man ikke bliver frdig med
kristendommen, s vil tyskerne vre skyld deri
62.
Hermed er jeg ved slutningen og siger min dom.
Jeg fordmmer kristendommen, jeg rejser imod den
kristelige kirke den frygteligste af alle anklager, som en
anklager nogensinde har taget i munde. Den er mig den
hjeste af alle tnkelige korruptioner, den har haft
viljen til den yderste korruption, som overhovedet var
mulig. Den kristelige kirke lod intet uberrt med dens

Den antikristne

85

fordrvelse, af hver en vrdi har den lavet en uvrdi,


af hver en sandhed en lgn, af hver retskaffenhed en
sjle-nederdrgtighed. Man vove lige at tale til mig om
dens humanitre velsignelser! At afskaffe en eller
anden ndstilstand gik imod dens dybeste nytte, den
levede af ndstilstande, den skabte ndstilstande, for at
forevige sig Syndens orm for eksempel: denne
ndstilstand har frst kirken beriget menneskeheden
med! Sjlenes lighed for Gud, denne falskhed, dette
pskud for alle de nedrigtsindedes rancunes, dette
sprngstof af et begreb, der endelig er blevet til
revolution, moderne ide og nedgangs-princip for hele
samfunds-ordenen

er kristelig
dynamit
Kristendommens humanitre velsignelser! Af en
humanitas at fremavle en selv-modsigelse, en
selvskndings-kunst, en vilje til lgnen for enhver pris,
en modvilje, en foragt for alle gode og retskafne
instinkter! Det ville kristendommens velsignelser vre
for mig! Parasitismen som kirkens eneste praksis; med
dens blegsots-, dens helligheds-idealer, der uddrikker
ethvert blod, enhver krlighed, enhver forhbning for
livet; det hinsides som vilje til bengtelsen af enhver
realitet; korset som erindringstegn for den mest
underjordiske sammensvrgelse, der nogensinde har
vret, imod sundhed, sknhed, velartethed,
tapperhed, nd, sjlens godhed, imod livet selv
Og s regner man tiden efter den dies nefastus,
hvormed denne skbnesvangerhed begyndte, efter
kristendommens frste dag! Hvorfor ikke hellere efter dens
sidste? Efter i dag? Omvurdering af alle vrdier!

*
*

Lov mod kristendommen.


Givet p dagen for frelsen, p den frste dag af ret t
( d. 30. september 1888 efter den falske tidsregning)

Ddskrig imod lasten: lasten er kristendommen


Frste stning. Lastefuld er enhver art modnatur. Den mest
lastefulde art menneske er prsten: han lrer modnaturen. Imod
prsten har man ikke grunde, man har tugthuset.
Anden stning. Enhver deltagelse i en gudstjeneste er et attentat
mod den offentlige sdelighed. Man skal vre hrdere mod
protestanter end mod katolikker, hrdere mod liberale
protestanter end mod strengttroende. Det forbryderiske i, at
vre kristen, tager til i den grad, som man nrmer sig
videnskaben. Forbrydernes forbryder er flgelig filosoffen.
Tredje stning. Det forbandelsesvrdige sted, hvor
kristendommen har udruget dens basilisk-g, skal jvnes med
jorden og vre til skrk for efterverdenen som det ryggeslse sted
p Jorden. Man skal avle giftige slanger p det.
Fjerde stning. At prdike kyskhed er en offentlig opfordring
til modnaturen. Enhver foragt for knslivet, enhver forurenelse
af samme gennem begrebet urent er den egentlige synd imod
livets hellige nd.
Femte stning. At spise ved samme bord som en prst,
udstder: man ekskommunikerer sig dermed fra det retskafne
selskab. Prsten er vores candala, man skal gre ham fredls,
udhungre ham, drive ham ud i enhver slags rken.
Sjette stning. Man skal kalde den hellige historie ved det
navn, den fortjener, som forbandet historie; man skal benytte
ordene Gud, frelser, forlser, hellig som bandeord, som
vartegn for forbrydere.
Syvende stning. Resten flger deraf.
Den antikristne.