VÆRDIKAMPENS DOBBELTSTANDARDER

Hvad højrefløjen også sagde, skrev og bedrev fra Mussolinis død til efter Murens fald

5. SEMESTER PROJEKT / EFTERÅR 2003
Historiestudiet - Aalborg Universitet

PERIODEHOLD F / INDIVIDUEL: Daniell Marcussen VEJLEDER: Per Boje

Værdikampens dobbeltstandarder
Hvad højrefløjen også sagde, skrev og bedrev fra Mussolinis død til efter Murens fald

Indhold: 1.0 Indledning 1.1 Præmisserne for og problemerne i den igangværende debat 1.2 Problemformulering 2.0 Kilder 3.0 De historiske rødder 4.0 Diktatur 4.1 Apartheid regimerne 4.2 Oberststyret i Grækenland 4.3 Pinochets Chile 4.4 Diktatur og borgerkrig i El Salvador 4.5 World Anti Communist League 5.0 Vold 5.1 Ord 5.2 Handling 5.3 Fra ord til handling 6.0 Konklusion 7.0 Bilag 8.0 Litteraturliste 1 2 4 5 7 12 12 19 22 23 24 27 27 29 32 35 37 38

1.0 Indledning Gennem de seneste ti år har diskussionen om den danske venstrefløj under Den kolde Krig haft en betydelig plads i den offentlige debat. Diskussionen om, hvad folk på venstrefløjen gjorde og ikke mindst, hvad de sagde under Den kolde Krig er blevet en fast bestanddel af det den nuværende borgerlige regering har døbt værdikampen. Omdrejningspunktet for denne diskussion er en række påstande om, at venstrefløjen under Den kolde Krig var voldsfascineret, antisemitisk, antidemokratisk og støttede terrorbevægelser og diktaturstater. Diskussionen, eller opgøret som kritikerne af venstrefløjen ynder at kalde, det begyndte i virkeligheden allerede længe før Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud, bl.a. udgav historikeren Bent Jensen i 1984 bogen ”Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle”.1 I denne bog beskæftiger Bent Jensen sig hovedsageligt med danske venstreintellektuelles forhold til Stalin og stalinismen frem til omkring 1960. Bent Jensen var med sin citatbaserede argumentation med til at danne skole for den senere kritik af venstrefløjen og ”Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle” kan derfor med nogen rimelighed angives som den egentlige begyndelse af den igangværende diskussion. Men først fra første halvdel af 1990’erne fik diskussionen et omfang, hvor den blev centralt placeret i den offentlige debat, sådan som vi kender det i dag. Denne nyere del af diskussionen blev de første år ført i avisernes spalter. Weekendavisen og Berlingske Tidende var de første til at give spalteplads til den venstrefløjskritiske debat. Det er da også blandt journalisterne og redaktørerne på disse to aviser at man finder nogle af de mest fremtrædende personer i den nu efterhånden ti år gamle debat, her tænker jeg bl.a. på Peter Wivel, Bent Blüdnikow, Bo Bjørnvig, Arne Notkin og Ulrik Høy. Senere blev diskussionen også taget op i aviserne Politiken og Information. Fra slutningen af 1990’erne blev avisdiskussionen om venstrefløjen under Den kolde Krig suppleret med en række bogudgivelser om samme emne. Mikkel Plums bog ”Bombardér hovedkvarteret”2 (1998) var den første i en række udgivelser som i bogform beskæftiger sig med venstrefløjen under Den kolde Krig. Plums bog virker med sin citatbaserede argumentationsform som en direkte forlængelse af den diskussion som årene forinden rasede i avisspalterne men suppleres af en række selvoplevede erfaringer med venstrefløjen (Mikkel Plum var i en periode tilknyttet den maoistiske organisation Kommunistisk Arbejdskreds, KAK). Senere fulgte bogen ”Hvem holdt de med?”3 (1999), en debatbog redigeret af Bertel Haarder. Bogen udkom efter afsløringerne af PET’s ulovlige registrering af lovlige politiske aktiviteter under den kolde krig og havde som sit erklærede formål at: ”(…) sætte fokus på spørgsmålet om, hvorfor Politiets Efterretningstjeneste (PET) under Den Kolde Krig var nødt til at rette søgelyset mod politisk aktive på den yderste venstrefløj”.4 I 2002 udkom der på dansk to bøger som fortsatte diskussionen: den franske ”Le livre noir du communisme” (1997) af Stephane Courtois m.fl. blev oversat til dansk og udgivet under titlen
Jensen, Bent: ”Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle”. Lindhardt og Ringhof, København, 2. reviderede udgave 1. oplag, 2002. 2 Plum, Mikkel: ”Bombardér hovedkvarteret – Hvad venstrefløjen sagde, skrev og bedrev fra Stalins død til efter Murens fald”. Gyldendal, København, 1998. 3 Haarder, Bertel (red.): ”Hvem holdt de med?”. Peter la Cours Forlag, Søborg, 1999. 4 Ibid. omslag.
1

1

”Kommunismens sorte bog”5 (2002) og Bent Jensen skrev bogen ”Gulag og glemsel”6 om Ruslands historie i det 20. Århundrede, og de vestlige intellektuelles manglende kritik, af de forbrydelser der blev begået i Sovjetunionen. 2002 var også året hvor folketinget nedsatte endnu en kommission som skulle beskæftige sig med forhold omkring Den kolde Krig. Denne nye kommission fik til opgave at undersøge den danske venstrefløj og dennes forhold til de tidligere Warszawapagtlande (den indre trussel) og blev lagt ind under den allerede igangværende DUPI7-undersøgelse af den ydre trussel mod Danmark under Den kolde Krig. Udover de to DUPI-kommissioner er der også nedsat en PET-kommission, hvis opgave er at undersøge efterretningstjenestens arbejde på det politiske område fra 1968 til 1989. Aktuelt har diskussionen fået ny næring af endnu en bogudgivelse. Det drejer sig om debatbogen ”Idealisme eller fanatisme? – Opgøret med venstrefløjen under den kolde krig”, hvor også repræsentanter for og forsvarere af venstrefløjen, i modsætning til de tidligere bogudgivelser om emnet, kommer til orde. Desuden har Jens Liljegren fra Center for Historie ved Syddansk Universitet skrevet en afhandling om selve diskussionen: ”Weekendavisen og opgøret med venstrefløjen”8. I denne afhandling og en række artikler (bl.a. i ”Idealisme eller fanatisme?” og ”Demokrati mellem fortid og fremtid”9) påviser Liljegren, at kritikerne af venstrefløjen, bl.a. Bent Blüdnikow og Arne Notkin, er uredelige i deres indlæg og gang på gang gør sig skyldige i manipulation med citater i en sådan grad, at det må betegnes som citatfusk. 1.1 Præmisserne for og problemerne i den igangværende debat Præmisserne for den igangværende diskussion blev som tidligere nævnt allerede udstukket med Bent Jensens bog ”Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle” hvor den citatbaserede argumentation i diskussionen er hentet fra. Brugen af citater som det bærende element i argumentationen har en række styrker og svagheder. Styrken ved den citatbaserede argumentation er indlysende; nemlig at denne form virker nøgternt dokumenterende og fremstår som ren præsentation af fakta. Den er således særdeles effektfuld, men samtidig rummer formen også en fare for at gøre selve diskussionen historieløs. I den citatbaserede argumentation, som vi har set den i forbindelse med diskussionen om venstrefløjen under Den kolde Krig, har der været en tendens til, at citaterne er blevet fremsat som en slags væsensudsagn om venstrefløjen. Man har i vid udstrækning forsømt at sætte de anvendte citater ind i deres rette historiske kontekst og forståelsen af historien som en proces er i den forbindelse gledet i baggrunden. Ønsker man f.eks. at forstå og
Courtois, Stéphane (m.fl.): ”Kommunismens sorte bog – Forbrydelser, terror, undertrykkelse”. Høst & Søns Forlag, København, 2002. 6 Jensen, Bent: ”Gulag og glemsel – Ruslands tragedie og Vestens hukommelsestab i det 20. århundrede”. Gyldendal, København, 2002. 7 Dansk Udenrigspolitisk Institut blev siden nedlagt og erstattet af Institut for Internationale Studier. 8 Liljegren, Jens Peter: ”Weekendavisen og opgøret med venstrefløjen – En indholdsanalytisk og kvalitativ undersøgelse af avisens historieformidlende rolle i perioden 1989 til 1998”. Center for Historie, Syddansk Universitet – Odense Universitet, marts 2002. http://www.historie-nu.dk/Liljegren%20speciale.pdf (besøgt 2. december 2003). 9 Bryld, Claus og Søren Hein Rasmussen: ”Demokrati mellem fortid og fremtid – En antologi”. Forlaget Tiderne Skifter, København, 2003.
5

2

forklare venstrefløjens revolutionære retorik i 1970’erne, er det umuligt at se bort fra den historiske kontekst, som bl.a. bestod af USA's krig i Vietnam med dens anvendelse af napalm og overgreb mod civile og det USA støttede militærkup mod den demokratisk valgte socialistiske præsident i Chile Salvador Allende. Dette sker imidlertid ikke, og resultatet bliver at den historiske forståelse udebliver. En anden fare ved den citatbaserede argumentation er, at man alene ved sin beskæring af et citat risikere at manipulere og fordreje et budskab. Liljegren har dokumenteret at en sådan manipulation og fordrejning har fundet sted i stor stil, bl.a. i forbindelse med Bent Blüdnikows anklager mod venstrefløjen for at være antisemitisk.10 Om Blüdnikows manipulation med citaterne er bevidst eller ej vil jeg ikke tage stilling til, men flere steder virker det så påfaldende, at det nærmest er utænkeligt, at Blüdnikow ikke skulle være bevidst herom.11 Sidst er der selvfølgelig risikoen for fejlciteringer, hvor personer bevidst eller ubevidst citeres for noget, de ikke har sagt. Det burde ikke være nødvendigt at nævne denne fare, men jeg medtager den alligevel fordi der er flere eksempler på at netop dette er sket i den aktuelle debat om venstrefløjen. En anden præmis for diskussionen om venstrefløjen er den omfattende anvendelse af homogeniseringer og generaliseringer. Dette kommer bl.a. til udtryk i anvendelsen af betegnelsen venstrefløjen. Venstrefløjen er et ikke særligt brugbart begreb idet det er meget upræcist og uanvendeligt som analytisk begreb. Venstrefløjen er en angivelse af en større del af det politiske spektrum, som internt rummer store forskelle og indbyrdes modsætninger. Så forskellige politiske retninger og strømninger som marxisme-leninismen, anarkismen, Socialdemokratiet, maoismen, rødstrømpe bevægelsen, syndikalismen, trotskismen, kapitallogikken, VS, hippierne, DKP, Thylejren, SF osv. kan umuligt samles i ét fælles begreb, hvis dette samtidig skal være brugbart i eksempelvis en historisk undersøgelse. Ikke desto mindre er det netop det, man har forsøgt at gøre i den aktuelle diskussion. Man har gennemført en harmonisering af det store politiske landskab, som venstrefløjen udgør, og derved har man forsøgt at gøre venstrefløjen til et analytisk begreb. Som resultat af harmoniseringen er det også blevet muligt for kritikerne af venstrefløjen at lave en række ellers umulige generaliseringer. Dette er sket ved at udtalelser eller gerninger begået af personer på venstrefløjen ikke alene er blevet brugt til at generalisere over hele den organisation, som pågældende var en del af, men også i mange tilfælde til generaliseringer over hele venstrefløjen. Dette er tilsyneladende sket uden at disse udtalelsers og gerningers repræsentativitet er blevet overvejet. Dette retoriske greb har virket, hvis formålet har været at miskreditere den historiske venstrefløj, men ellers har resultatet kun været at diskussionen er blevet unuanceret og blind for de detaljer og modsætninger, der gør det muligt at behandle venstrefløjens historie på en saglig og forsvarlig måde. Generaliseringerne og homogeniseringerne drives til det det yderste i brugen af begrebet totalitarisme. Totalitarismedoktrinen bygger på den idé, at slægtskabet mellem
Et eksempel på denne argumentation findes i: Blüdnikow, Bent: ”Venstrefløj og antisemitisme”. Artikel i Arbejdsrapporter fra DCHF 5 – Antisemitisme i Danmark, København, marts 2001. http://www.dchf.dk/publications_dk/antisemitisme_i_dk/14_bent_bludnikow.pdf (besøgt 2. december 2003). 11 Se Jens Liljegrens dokumentation i ”Når avisen skriver historien – Om Weekendavisens dækning af antisemitisme på den historiske, danske venstrefløj”. Artikel i Holm, Adam og Peter Scharff Smith (red.): ”Idealisme eller fanatisme?”. Forlaget Forum, København, 2003. S. 144ff.
10

3

kommunismen og fascismen er så nært, at det giver mening at benytte den fælles betegnelse totalitarisme. Stéphane Courtois gør brug af totalitarisme begrebet i ”Kommunismens sorte bog”, men også i den danske debat støder man på begrebet igen og igen. Det sker bl.a. i Bent Jensens bog ”Gulag og glemsel”, hvor der bruges et helt kapitel på at sammensmelte nazisme, fascisme og kommunisme under ét begreb: totalitarismen. Måden denne harmonisering sker på illustreres godt med dette citat fra Weekendavisen af Peter Wivel: ”De totalitære ideologier, både fascismen og kommunismen, byggede på […] had. De ville skille ud, sortere, rense, udviske – ordne kort sagt. Det er ved deres lyst til at sætte skel mellem mennesker, klasseskel, raceskel, at de udmærker sig.”12 Det lykkedes i dette korte citat for Peter Wivel at gøre nazismens racelære og marxismens analyse af klassesamfundet til et spørgsmål om lyst til at sætte skel mellem mennesker og sætter derefter uden tøven lighedstegn mellem de to begreber og kategorisere dem som totalitarisme. Ved at fokusere på et enkelt eller flere lighedstræk mellem forskellige fænomener etableres begrebet totalitarisme. Denne praksis med at underordne forskellige fænomener under ét fælles begreb har selvfølgelig mødt kritik. En af kritikerne er kommunismehistorikeren Werner Schmidt, som bl.a. har følgende indvending: ”En vetenskaplig analys skulle säkert kunna visa att tredja riket hade större likheter med – låt oss säga - USA på 50-talet (t.ex. privatkapitalets dominans, agressiv antikommunism både inåt och utåt, rasistlagar och rasistisk politik, agressiv interventionistisk utriges- och militärpolitik) än vad vissa regimer och rörelser, som alla betecknas som kommunistiska, hada med varandra. Men ingen skulle drista sig til att karakterisera tredja riket och USA genom at klistra på de båda en och samma etikett.”13 Anvendelsen af totalitarisme begrebet er meget virkningsfuldt hvis hensigten er at miskreditere venstrefløjen, men som analytisk begreb i analysen af de forskellige fænomener fascisme, nazisme og kommunisme virker det forstyrrende og medfører, at ellers vigtige forskelle og nuancer fjernes eller overses. 1.2 Problemformulering Når jeg i det ovenstående har brugt relativt megen plads på at beskrive diskussionen, som den har set ud indtil nu, er det fordi, at jeg i dette projekt som et slags eksperiment har tænkt mig at underkaste mig netop denne diskussions særlige betingelser. Ved at benytte den citatbaserede argumentationsform har jeg tænkt mig at vende diskussionens genstandsområde 180 grader og i stedet beskæftige mig med højrefløjen i perioden fra Anden verdenskrigs afslutning frem til i dag. For at gøre dette muligt har det også været nødvendigt at se på svagheder og problemer i den hidtidige debat for derved at kunne undgå at gentage disse. Jeg har ikke tænkt mig at gå dybere ind i den kritik, som er blevet rettet mod venstrefløjen, ligesom jeg ikke vil beskæftige mig med venstrefløjen, medmindre dette har relevans for min undersøgelse af højrefløjen. Formålet med at se på højrefløjen i perioden fra 1945 til 2003 er dels at bidrage til en nuancering
12

Jensen, Bent: ”Gulag og glemsel – Ruslands tragedie og Vestens hukommelsestab i det 20. århundrede”. Gyldendal, København, 2002. S 408. 13 Thing, Morten: ”Venstrefløjens historie”. Artikel i tidsskriftet Solidaritet nr. 2, 22. årgang : juni 2000.

4

af den efter min mening indtil nu meget ensidige fokusering på venstrefløjen og dels at undersøge hvorvidt diskussionen og kritikken af den historiske venstrefløj på visse områder bygger på anvendelsen af dobbeltstandarder. Til dette formål vil jeg arbejde med to hypoteser om den historiske højrefløj, som er inspireret af den kritik, som den historiske venstrefløj er blevet genstand for. Hypoteserne lyder som følger: 1) Anti-demokratisme og støtte til diktaturstater har været udbredt på dele af højrefløjen. 2) Voldsfascination og voldsforherligende retorik har været udbredt på dele af højrefløjen. For ikke at begå de fejl, som jeg har påpeget ved den hidtidige diskussion, vil jeg kort præcisere, hvad jeg mener med højrefløj. Jeg vil ikke benytte betegnelsen højrefløj som analytisk begreb men som en angivelse af et større område på det politiske spektrum. Højrefløjen skal i denne sammenhæng ikke blot forstås som de politiske partier men også indbefatte aviser, tidsskrifter, foreninger, journalister og intellektuelle som offentligt har gjort sig bemærket som en del af højrefløjen i bred forstand. Når jeg i det følgende taler om højrefløjen vil det desuden kun omhandle den del af højrefløjen som almindeligvis opfattes som demokratisk og ikke-voldelig. Jeg har således ikke i sinde at beskæftige mig med erklærede anti-demokratiske retninger og grupper på højrefløjen, som f.eks. fascister og nazister, med mindre dette har relevans for min behandling af den demokratiske del af højrefløjen. Jeg vil være opmærksom på at højrefløjen ikke bliver anvendt som analytisk begreb og nøje præcisere, hvilke grupper eller partier eller dele heraf, jeg behandler hvor. Ligesom jeg vil være bevidst om, at repræsentativiteten for de citater, jeg anvender, skal overvejes nøje. 2.0 Kilder I dette projekt har jeg hovedsageligt benyttes mig at kilde som er hentet fra: 1) aviser 2) politiske tidsskrifter og magasiner og 3) interne medlems- og partiblade. Hver af disse indeholder en række forskellige typer af kilder, som på visse punkter ligner hinanden og på andre punkter er meget forskellige; f.eks. kan de have meget forskellige ophavssituationer. Ser man på ophavssituationen for henholdsvis en nyhedsartikel eller reportage i en avis og en baggrundsartikel og analyse i et politisk magasin, er de vidt forskellige og kræver forskellige kildekritiske overvejelser. Avisen indeholder en række forskellige kildetyper, som det er vigtigt at skelne fra hinanden. Det første og nok også vigtigste skel mellem avisens forskellige kilder går mellem det redaktionelle og det ikke-redaktionelle stof. Det ikke-redaktionelle stof består af alt det, der er tilsendt avisen udefra, og som sådan ikke repræsenterer den redaktionelle linje. Det ikke-redaktionelle stof består bl.a. af læserbreve, kronikker, annoncer og reklamer. Som hovedregel kan det ikke-redaktionelle stof ikke bruges til at sige noget om avisens holdning, men dette er dog en regel med modifikationer. Ser man f.eks. på annoncer og reklamer i en avis, kan disse ofte anvendes i karakteristikken af denne. For det første er det ikke tilfældigt, hvilke annoncører der vælger hvilke aviser. Man må gå udfra at annoncørerne tager højde for dels avisens redaktionelle linje, og dels hvem modtagergruppen for avisen er. For det andet har redaktionen ret til at afvise annoncer og reklamer, hvilket vil sige, at der kan ligge et udtryk for avisens redaktionelle linje i, hvilke annoncer og reklamer der er og ikke er i

5

avisen. Det redaktionelle stof består af alt det som avisens redaktion selv har skabt, og som sådan udtrykker avisens redaktionelle linje. Det redaktionelle stof består igen af en række undergrupper; nyhedsartikler, reportager, ledere, baggrundsartikler og vurderinger er nogle af dem. Der er to ting man bør være opmærksom på i behandlingen af det redaktionelle stof; for det første de forskellige artikeltypers ophavssituationer, og for det andet skellet mellem opinionsstoffet på den ene side og nyhedsstoffet på den anden. Dette leder mig videre til overvejelserne angående avisens tendens. Når man skal analysere en avis’ tendens, er det hovedsageligt opinionsstoffet, man skal se på, men også i nyhedsstoffer vil der ofte være en tendens at spore. Selvom den partipolitiske presse ikke længere eksisterer i Danmark, er det ikke ensbetydende med, at aviserne ikke har politiske sympatier og antipatier. Det er således altid vigtigt at overveje avisernes redaktionelle linje, før man anvender dem som kilder.14 De politiske magasiner og tidsskrifter har et mere ensartet indhold end aviserne. Skellet mellem nyheds- og opinionsstof er på grund af ophavssituationen ikke vigtigt, med en udgivelses frekvens på f.eks. tolv numre om året er der af naturlige grunde ikke meget nyhedsstof. Næsten hele det redaktionelle stof vil være opinionsstof, og den redaktionelle tendens vil ofte stå meget tydeligt frem og ofte komme eksplicit til udtryk i en kolofon eller anden fast redaktionel rubrik. Som følge af det meget opinions prægede stof, vil det politiske tidsskrifts eller magasins læsere ofte udgøre en mere snæver politisk gruppe end læserne af en avis. Dette betyder, at man ofte vil finde, at ikkeredaktionelt stof, som f.eks. læserbreve, ikke afviger særligt meget fra den redaktionelle linje. Hvad angår skellet mellem redaktionelt og ikke-redaktionelt stof gælder det samme som for aviser. I mit arbejde med artikler fra både aviserne, magasiner og tidsskrifter har jeg så vidt muligt forsøgt at dobbelttjekke artiklernes egne kilder og, når det har været muligt, også inddraget andre kilder som f.eks. andre artikler og kendelser fra pressenævnet og domstole. Den sidste kategori af tryksager, som jeg henter mine kilder fra, er de interne medlems- og partiblade. En væsentlig forskel mellem de to første kategorier og denne sidste er, at de to første henvender sig til en bred offentlighed, mens medlems- og partibladene har sin målgruppe indenfor en bestemt organisation. Det er naturligvis også i denne type blade vigtigt at kunne skelne mellem redaktionelt og ikke-redaktionelt stof, når det drejer sig om f.eks. annoncer og reklamer, men ellers er dette skel af mindre betydning. Når man ser på redaktionelt stof som f.eks. artikler og ikkeredaktionelt stof som f.eks. tilsendte debatindlæg og læserbreve, er begge typer udtryk for det interne liv i den pågældende organisation, og som sådan er skellet af mindre betydning. Hvad angår repræsentativitet vil en redaktionel artikel ofte veje tungere end et læserbrev men i princippet er de begge udtryk for de holdninger og diskussioner som gør sig gældende i organisationen og kan behandles ens. Mit problem i forbindelse med arbejdet med de interne medlems- og partiblade har været den enorme mængde af kildemateriale. Næsten hver eneste lokalafdeling af de politiske partier har et internt blad og hertil kommer alle ungdomsorganisationerne, politiske studenterorganisationer, ungdomsorganisationer og alle de ikke-parti politiske organisationer. Dette
14

Hansen, Søren Toft: ”Det stod i avisen… - kildekritiske overvejelser ved brug af aviser”. Småskrifter fra Historiestudiet, nr. 3, Aalborg Universitet, 2001.

6

har betydet, at jeg umuligt har kunnet overskue mere end en brøkdel af dette kildemateriale. I forbindelse med min behandling af Konservativ Ungdom (KU) har jeg f.eks. kun haft tid og mulighed for at anvende de interne blade for organisationens lokalafdelinger i Aalborg og Nørresundby, hvilket naturligvis rejser en række spørgsmål vedrørende repræsentativitet. Repræsentativitetsproblemet kunne selvfølgelig have været løst, hvis jeg havde inddraget en langt større del af det kildemateriale som findes i KUs interne blade over hele landet, men det har tiden desværre ikke tilladt. 3.0 De historiske rødder Før jeg går i gang med den egentlige behandling af højrefløjen i perioden fra 1945 til i dag, vil jeg se lidt nærmere på de anti-demokratiske strømningers historiske rødder. Som allerede tidligere nævnt vil jeg i den forbindelse ikke beskæftige mig med erklærede fascister og nazister men alene se på de grupperinger, som almindeligvis betragtes som demokratiske og ikke-voldelige. Jeg vil heller ikke beskæftige mig med de anti-demokratiske strømninger (bl.a. repræsenteret ved partiet Højre) som findes i forfatningskampen før systemskiftet i 1901. Begyndelsestidspunktet for min behandling ligger i 1930’erne, hvor de moderne anti-demokratiske strømninger på højrefløjen har deres rod og storhedstid. Ser man på den danske højrefløj i 1930’erne og de antidemokratiske strømninger, som gør sig gældende her, er påvirkningen fra fascismen, nazismen og diktaturerne i Italien og Tyskland uomgængelig. Mussolinis Italien og Hitlers Tyskland fungerede som inspirationskilde for mange forskellige grupperinger på højrefløjen og fascinationen af antidemokratismen nåede langt ud over de egentlige fascistiske og nazistiske grupper. I Danmark var nazismen repræsenteret af en række mindre partier, hvoraf Danmarks National Socialistiske Arbejder-Parti (DNSAP) var det vigtigste. Udover DNSAP, som blev stiftet i 1930, fandtes også to mindre nazistiske partier; Danmarks Nationalsocialistiske Parti (DNP) som allerede blev stiftet i 1928 og National Socialistisk Arbejder-Parti (NSAP), stiftet i 1935. Desuden fandtes der i København en nazistisk ungdomsorganisation ved navn National Socialistisk Ungdom (NSU), som blev stiftet i 1932. Ved siden af de erklærede nazistiske organisationer fandtes en række organisationer, som var stærk påvirket af nazismen og fascismen og i perioder arbejdede tæt sammen med partier som DNSAP. Her tænker jeg på bondeorganisationer som Landbrugernes Sammenslutning (LS), stiftet i 1930, bevægelsen Jord, Arbejde og Kapital (JAK), stiftet i 1931 og Bondepartiet, stiftet i 1932 men også partiet Dansk Samling, stiftet i 1936, havde i 1930’erne flere fascistiske træk. Det, der kendetegnede disse grupperinger i 1930’erne var bl.a. anti-marxisme, antiliberalisme, tilslutning til førerprincippet og kravet om en stærk korporativ stat og et autoritært styre.15 Det mest interessante ved mellemkrigstidens anti-demokratiske strømninger er imidlertid ikke disse mere eller mindre åbenlyst fascistiske og nazistiske smågrupper, men at anti-demokratiske holdninger fandt plads og slog rod langt ind de mere respektable dele af den politiske højrefløj. I
Quaade, Alex og Ole Ravn: ”Højre om! – Temaer og tendenser i den anti-parlamentariske debat 193039”. Gyldendal, København, 1979. S. 21ff.
15

7

denne sammenhæng spillede Konservativ Ungdom og i mindre grad også Det konservative Folkeparti en central rolle. Det skal nævnes at KU aldrig så sig selv som værende nazistisk eller fascistisk, og at man sågar så det som en af sine vigtige opgaver at bekæmpe netop disse tendenser. Ikke desto mindre var den nazistiske og fascistiske inspiration ikke til at komme udenom. Den mest iøjnefaldende nazistiske og fascistiske inspiration fandt man i KUs propagandaarbejde. Under formanden Jack Westergaards ledelse og med støtte fra organisationens højrefløjsfolk blev propagandaarbejdet moderniseret efter tysk forbillede. Man begyndte at anvende højtalervogne, lysanlæg, flyvemaskiner og stort anlagte folkemøder med orkestre, faneborge og en massiv anvendelse af symboler. Ideerne bag disse tiltag kom fra det konservative folketingsmedlem Ole Bjørn Kraft. Hovedmanden bag de mere kontroversielle initiativer i propagandaarbejdet var formanden for KUs afdeling i København, Carsten Raft. Det var således Raft og hans fløj i organisationen der fra 1932 udformede den propagandastrategi, som betød anvendelse af uniformerede marcher, militaristiske hilseformer (strakt højre arm som man også så det hos nazisterne i Tyskland) og oprettelsen af kamporganisationen Stormtropper (ST). Stormtropperne bar grønne skjorter, sorte bukser, skrårem, ridestøvler og et armbind med initialerne KU. Formålet med dette uniformerede korps var dels at det kunne anvendes i propaganda øjemed, og dels at det skulle fungere som et egentligt værn om KUs forskellige udadvendte aktiviteter. Navnet Stormtropper og uniformens udseende var tydeligt inspireret af det tyske nazistiske korps Sturmabteilungen (SA).16 Når man betragter KUs anvendelse af uniformer, er det vigtigt at holde sig for øje, at dette ikke var enestående for KU, men at tilsvarende uniformerede korps, dog i en anden udformning, fandtes i organisationer som Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU). Inspirationen fra nazismen og fascismen gjorde sig imidlertid også gældende på andre områder end propagandaarbejdet. Specielt i første halvdel af 1930’erne gennemgik KU en ideologisk højredrejning, som hentede meget af sit tankegods i specielt den italienske fascisme og dens ideer om den korporative stat. Den helt centrale person i denne højredrejning var folketingsmedlemmet Ole Bjørn Kraft. Ole Bjørn Kraft er meget interessant i denne sammenhæng, dels fordi han var et fremtrædende medlem af Det konservative Folkeparti, hvor han siden blev formand for rigsdagsgruppen (1940-45), formand for folketingsgruppen (1947-50), forsvarsminister (1945) og udenrigsminister (1950-53)17, og dels fordi han fungerede som et vigtigt bindeled mellem 1930’ernes yderliggående konservatisme og efterkrigstidens anti-demokratiske strømninger. Ole Bjørn Kraft spillede nemlig også en meget vigtig rolle under Den kolde Krig hvor han bl.a. indgik i redaktionen på det stærkt højreorienterede magasin Reflex18. I 1932 fik Ole Bjørn Kraft udgivet sin

Christensen, Lars: “Ungdomsoprør - Konservativ Ungdom gennem 90 år”. Konservativ Ungdoms Forlag, København, 1994. S. 35ff. og Tamm, Ditlev: “Det høje C - En bog om Det konservative Folkeparti 19651998”. Gyldendal, København, 1999. S. 44ff. 17 “Lademanns Multimedia Leksikon - 2002”. Egmont Lademann, 2002. Opslag: Kraft, Ole Bjørn. 18 Jeg vender senere afsnit tilbage til Nyhedsmagasinet Reflex og dets rolle og holdninger i forskellige sager.

16

8

bog om den italienske fascisme: “Fascismen - Historie, Lære, Lov”19, som fik stor indflydelse på de ideologiske diskussioner i KU og var en vigtig inspirationskilde til KUs politiske program fra 1934, et program som Ole Børn Kraft i øvrigt også var med til at udforme. I bogen “Fascismen” forsvarede Kraft det fascistiske diktatur i Italien og talte varmt om den korporative stat. Om det fascistiske Italien skrev Kraft bl.a.: “Efter kyndige Kendere af det italienske Folkeliv skal det være en ganske forbavsende Forandring, som det i disse Aar er lykkedes Fascismen at fremkalde. Billedet af Italien er blevet grundigt forandret. Det er ikke længere Antik’ens, Naturskønhedens og Musæernes Italien der træder i Forgrunden, når Italien omtales, men dets Indtræden paa Europas politiske Arena som en Stormagt, der formaar at gøre sig gældende og som Land, hvis økonomiske og sociale Fremskridt og Udvikling paakalder Opmærksomhed.”20 Kraft beskrev i sin bog fascismen som et opgør med den italienske parlamentarismes manglende: “(...) Myndighed og Evne til at hævde Statsmagtens Autoritet” overfor revolutionære kræfter i arbejderklassen og kaldte fascismen for “Middelklassens og Intelligensens Modrevolution (...).”21 Fascismen sås således som et nødvendigt forsvar mod kommunismen og Kraft fremhævede at: “(...) det på ingen Maade er umuligt, at denne havde sejret, hvis Fascismen ikke havde tilvejebragt Muligheden for en Samling af alle antibolschevichiske Kræfter.”22. Det var bl.a. med baggrund i denne forståelse af fascismen, at Kraft fastholdte at systemet ikke burde bedømmes udefra, og dermed afviste han den kritik af diktaturet, som den danske venstrefløj bl.a. rejste. Denne anti-kommunistiske tilgang til diktaturstater var udbredt og skulle senere, under Den kolde Krig komme til at spille en afgørende rolle i visse højrefløjsgruppers retfærdiggørelse og i visse tilfælde støtte til forskellige diktaturstater. Ole Bjørn Kraft gjorde sig til talsmand for en korporativistisk inspireret ændring af forfatningen og pointerede at: “Det demokratiske Folkestyre staar ikke længere i sin gamle Glans og har ikke vist sig paa alle Omraader at svare til de Forventninger, man stillede til det eller kunne løse alle de Opgaver, Tiden har sat det overfor paa tilfredsstillende Maade.”23 På den anden side talte Kraft ikke for en direkte overførelse af det fascistiske system til Danmark, men han udelukkede ikke at fascismen ville kunne: “(...) inspirere endogsaa gamle demokratiske folkestyrede Samfund til nyttige og tidssvarende Reformer.”24 I KU blev Ole Bjørn Krafts bog varmt modtaget, og den fik som sagt stor indflydelse på organisationens politik. I en anmeldelse af bogen i KUs interne blad Konservativ Ungdom fra november 1932 skrev Jack Westergaard bl.a.: “(...) han har ikke så lidt sympati for den fascistiske bevægelse - ikke i den forstand at han anser den for anbefalelsesværdig under danske himmelstrøg - men derimod under italienske forudsætninger. Der kan antagelig heller ikke være tvivl om, at de fleste konservative her i landet ville have været glødende fascister, såfremt

Kraft, Ole Bjørn: “Fascismen - Historie, Lære, Lov”. Gyldendalske Boghandel Nordiske Forlag, København, 1932. 20 Ibid. S. 100. 21 Ibid. S. 6. 22 Ibid. S. 46. 23 Ibid. S. 101. 24 Ibid. S. 102.

19

9

de havde været italienere.”25 Et eksempel på, hvordan korporativismen gjorde sig gældende, finder man bl.a. i et opråb fra KU, trykt i Konservativ Ungdom i december 1933, hvor man anklagede den siddende SR-regering for at være marxistisk og sprede: “(...) klassehadets gift i ungdommens rækker i stedet for at samle nationen til enig og stærk, skulder ved skulder, at løfte vort fælles fædreland gennem vanskelighederene ind i dagen den ny.” KUs opråb endte i følgende appel: “Dansk ungdom! Vær med til at varsle det ny Danmarks komme - et nationalt Danmark, hvor et arbejdsfællesskab klasserne imellem har afløst den klassekamp og det klassehad, der nu sønderslider nationen.”26 Et andet interessant kendetegn ved KU i 1930’erne var den meget ukritiske holdning til de fascistiske og nazistiske diktaturstater. I Konservativ Ungdom kunne man således i juni 1933 læse, at: “Vi nægter ikke, at vi i adskilligt sympatiserer med Nationalsocialismen, thi vi Unge forstaar vore Jævnaldrende i Tyskland, og havde vi været Tyskere ville vi vel næsten alle have stået i de brune Bataljoner.”27 Forståelsen for nationalsocialismen rakte så langt, at man i KUs blade kunne læse stærkt idylliserede beretninger om forholdene i de nazistiske KZ-lejre. I januar 1937 kunne man i KUs Kampblad læse beretningen om en KU’ers besøg i KZ-lejren Dachau. I denne beretning kunne KU’eren fortælle om nynnende arbejdere, lyden af violin- og mundharpespil, rene og velorganiserede rum, god sundhedstilstand, den fineste operationsstue til behandling af fangerne, fodboldspil, et badebassin som fangerne kunne fornøje sig i efter arbejdet og et lille marked hvor man kan købe kaffe, cigarer, violinstrenge, ispinde, fin sæbe, brillantine osv. KU’eren forsikrede også at maden var god og rigelig og fortsatte: “(...) det er sikkert rigtigt, når een af fangerne sagde, at alle, der blot havde været i lejren en månedstid, trods det megen legemlige arbejde, tog ca. 4-5 kg på.”28 Når man ser på KU i 1930’erne er det vigtigt at holde fast i, at organisationen på intet tidspunkt var egentligt fascistisk og at der i denne periode også fandtes en mere moderat opposition indenfor KU, en opposition som fik kontrollen over organisationen fra slutningen af 1930’erne. I Det konservative Folkeparti var der udbredt utilfredshed med den radikale linje, som KU fulgte i 1930’erne hvilket bl.a. kom til udtryk gennem flere verbale sammenstød mellem Westergaard og John Christmas Møller.29 Et andet sted hvor fascinationen af fascismen slog igennem i 1930’erne var i den borgerlige presse. Det mest tydelige eksempel på denne fascination finder man i Jyllands-Posten (J-P), som var knyttet til Det konservative Folkeparti. Man fremstillede Hitlers magtovertagelse som en folkerejsning hvor hele folket havde afvist demokratiet og båret Hitler til magten, J-P skrev således i forbindelse med magtovertagelsen (alle citater i dette afsnit stammer fra ledende artikler i J-P):
Quaade, Alex og Ole Ravn: ”Højre om! – Temaer og tendenser i den anti-parlamentariske debat 193039”. Gyldendal, København, 1979. S. 132. 26 Ibid. S. 114. 27 Christensen, Lars: “Ungdomsoprør - Konservativ Ungdom gennem 90 år”. Konservativ Ungdoms Forlag, København, 1994. S. 45f. 28 Quaade, Alex og Ole Ravn: ”Højre om! – Temaer og tendenser i den anti-parlamentariske debat 193039”. Gyldendal, København, 1979. S. 77. 29 For en nærmere introduktion til 1930’ernes radikale konservatismes ideologiske baggrund vil jeg henvise til Holm, Adam: ”Kun helheden gælder”. Artikel i Arbejdsrapporter fra DCHF 2 – Folk og Fællesskab, København, 2001.
25

10

“(...) det er Folket selv, der har været med til at give Weimar-Forfatningen Naadesstødet. (...). Det er de store brede Vælgermasser, de af det parlamentariske Misregimente dødtrætte Vælgere, der selv har vendt sig imod det demokratiske Princip.”30 J-P var heller ikke afvisende overfor et fascistisk styre i Danmark, og brugte Hitlers magtovertagelse til at rette et angreb mod demokratiet i Danmark: “Naar italienske og tyske Vælgere gør kort Proces med partipolitiske Godtfolk, der i Demokratiets Navn misregerer og udbytter dem, vil danske Vælgere naturligvis tage ved Lære og maaske følge Eksemplet. Saa meget mere som de ved, at demokratisk Folkestyre, saadan som vi kender det, er en Luksus, som man kan tillade sig i gode Tider, naar der er Medbør i økonomisk Henseende. Men til at genrejse Økonomien efter mange Aars Solderi kræves der en fast Haand. (...). De partipolitiske Godtfolk, der bavler mest om Demokrati og Frihed, er her som alle andre Steder de sletteste Statsstyrer. (...) [efter Kanslergade-forliget vil, red] et stort Flertal af danske Vælgere med Glæde (...) hilse en Mussolini, der vilde og kunde handle samfundsmæssigt og derfor maatte sætte Politikerne på Porten.”31 Avisen så, ligesom Ole Bjørn Kraft og andre konservative, nazismen i Tyskland og fascismen i Italien som et bolværk mod kommunismen, og den gik så vidt som til at støtte nazisternes forfølgelse af venstrefløjen. Allerede længe inden at spørgsmålet var sat på dagsordenen i Tyskland forslog J-P et forbud mod det tyske kommunist parti KPD og forfølgelserne omtaltes positivt: “Det tyske Diktatur betyder (...) en Fordel (...) for Europa (...), fordi der derved er rejst et Bolværk mod Kommunismen, og Socialdemokratiet paa samme Tid er sat grundigt paa Plads.”32 og “Der skal (...) ikke levnes Marxismen det mindste Skjulested. Den skal ryges ud af Hulerne, og dens Eksistensgrundlag skal splintres i Stumper og Stykker.”33 Ser man på de ledende artikler i J-P, navnlig i årene frem til 1934, finder man, at avisen havde stor sympati for fascismen og forståelse for det nazistiske diktatur i Tyskland. Som afslutning på min gennemgang af de anti-demokratiske strømninger i 1930’erne vil jeg kort omtale erhvervslivet rolle. En af de erhvervsledere, som spillede en politisk rolle på højrefløjen, var skibsreder Arnold Peter Møller. I forbindelse med Den spanske Borgerkrig kom A.P. Møllers politiske sympatier tydeligt frem. Da Socialdemokratiet i 1936 valgte at støtte den demokratisk valgte folkefrontsregering i Spanien, tilbød A.P. Møller omgående en tilsvarende støtte til Franco og det fascistiske oprør.34 I denne forbindelse støttede KU i øvrigt A.P. Møller og i en artikel i KUs Kampblad opfordrede man til at slutte op om KU og feltråbet “knus folkefronten”.35 Under besættelsen gjorde A.P. Møller sig igen politisk gældende. A.P. Møller indgik i den såkaldte Højgaard-kreds, som bestod af en række erhvervsledere med Knud Højgaard fra virksomheden
30

Loumann, Peter: “Pressen og nazismen - Nogle vigtige danske dagblades behandling af det nationalsocialistiske Tyskland 1933-1939” (specialeopgave). Københavns Universitet, december 1974. S. 28. 31 Ibid. S. 30. 32 Ibid. S. 30. 33 Ibid. S. 30. 34 Jensen, Christian (m.fl.): “Krigens købmænd - Det hemmelige opgør med Riffelsyndikatet, A.P. Møller, Novo og den øvrige storindustri efter Anden Verdenskrig”. Gyldendal, København, 2. udgave, 2002. S. 86. 35 Quaade, Alex og Ole Ravn: ”Højre om! – Temaer og tendenser i den anti-parlamentariske debat 193039”. Gyldendal, København, 1979. S. 91ff.

11

Højgaard & Schultz i spidsen. Højgaard-kredsen henvendte sig i november 1940 til kongen med en opfordring til at afsætte regeringen og i stedet indsætte et: “ministerium af politisk uafhængige, frit stillede mænd”. Som begrundelse for nødvendigheden af dette indgreb anførte Højgaard-kredsen følgende: “Sagen er den, at vi ikke kan tillægge politikernes bedømmelse af den foreliggende situation virkelig betydning. De har efter vor opfattelse kun særlige forudsætninger for at bedømme de kræfter, som de selv har skabt, og hvoraf deres indflydelse afhænger, nemlig det gamle, skolede partimaskineri og dertil hørende organiserede vælgerhær. Og herved standser de.”36 Det er ikke til at sige om Højgaard-kredsen havde en eller anden form for korporativt styre i tankerne, da de talte om et ministerium af politisk uafhængige, men at tiltaget var et klart brud med demokratiet, kan der ikke herske tvivl om. 4.0 Diktatur Når man ser på den danske højrefløj efter 1945, var det ikke de anti-demokratiske holdninger i forhold til de politiske forhold i Danmark, der gjorde sig gældende. Holdninger om at ville afskaffe demokratiet i Danmark var, så vidt jeg har kunnet se, isoleret til de grupper, som kan betegnes som egentligt fascistiske eller nazistiske. Derimod var anti-demokratismen udbredt, når det kom til det udenrigspolitiske område. I perioden efter 1945 fandt man på store dele af højrefløjen eksempler på støtte til forskellige diktaturstater og det er denne støtte jeg vil beskæftige mig med i dette afsnit. Jeg har udvalgt en række diktaturstater, som jeg kort vil præsentere og derefter se på hvilke dele af højrefløjen, der støttede disse stater og på hvilke måder. 4.1 Apartheid regimerne Det første eksempel, jeg vil se på, er apartheid regimerne i Sydafrika, Namibia og Sydrhodesia. Jeg har valgt at behandle disse tre regimer under ét, da de forhold, som jeg vil fokusere på, gør sig gældende alle tre steder; nemlig den racistiske apartheid politik og de manglende demokratiske rettigheder for den sorte befolkning. I Sydafrika var apartheid politikken stort set blevet praktiseret, siden de første hollandske indvandrere ankom til landet, men det var først i 1948, da det stærkt højreorienterede parti National Party vandt valget, at apartheid politikken blev lovfæstet.37 Bevægelsen African National Congress (ANC) var den vigtigste faktor i de sortes kamp mod apartheidstyret. ANC blev stiftet i 1912, som en organisation der skulle beskytte de sortes rettigheder. Fra 1926 arbejdede ANC for indførelsen af demokrati og afskaffelse af raceadskillelsen. Denne kamp blev ført på legal basis frem til 1960, hvor bevægelsen blev forbudt, hvorefter ANC indleder en væbnet kamp mod regimet.38 Flere vestlige lande, herunder USA, opfatter ANC som en terrororganisation, og man fandt en udbredt modvilje mod at anerkende ANCs brede støtte i den
36

Jensen, Christian (m.fl.): “Krigens købmænd - Det hemmelige opgør med Riffelsyndikatet, A.P. Møller, Novo og den øvrige storindustri efter Anden Verdenskrig”. Gyldendal, København, 2. udgave, 2002. S. 276. 37 Bekker-Nielsen, Tønnes: “Gads Historieleksikon”. G.E.C. Gads Forlag, København, 1994. S. 596. Opslag: Sydafrika. 38 Ibid. S. 22. Opslag: ANC.

12

sorte befolkning. Begge disse forhold gjorde sig således også gældende på den danske højrefløj. Apartheidstyret blev formelt afskaffet efter forhandlinger mellem Nelson Mandela og præsident F.W. de Klerk i perioden fra 1991 til 1993. Det første demokratiske valg blev afholdt i 1994 og vundet af ANC.39 Historien om apartheidpolitikken i Namibia (tidligere Sydvest-Afrika) et tæt knytte til forholdene i Sydafrika. Før Første Verdenskrig var Namibia en tysk koloni men blev under krigen erobret af Sydafrika og efterfølgende af Folkeforbundet overdraget til Sydafrika som mandatområde. Efter Anden Verdenskrig nægtede Sydafrika af lægge Namibia ind under FNs formynderområde, og Sydafrika kunne derfor betragtes som en reel besættelsesmagt i Namibia efter 1945. Apartheidpolitikken blev indført i Namibia i 1966. South West Africa People’s Organization (SWAPO) var den vigtigste faktor i den sorte befolknings kamp imod apartheidpolitikken og for national selvstændighed. Ligesom ANC blev SWAPO af mange vestlige lande opfattet som en terrororganisation, og de samme forhold omkring manglende anerkendelse af organisationens folkelige støtte gjorde sig også gældende. Efter forhandlinger mellem de stridende parter blev der i 1989 afholdt det første demokratiske valg med SWAPO som vinder. Landet blev selvstændigt i 1990.40 Også i Sydrhodesia (senere Zimbabwe) blev der indført et apartheidregime. Den hvide befolkning i Sydrhodesia havde en privilegeret politisk og økonomisk stilling i landet i perioden som selvstyrende koloni, men det var først med den nye forfatning i 1961 at de hvides overherredømme blev befæstet. I 1965 erklærede den stærkt højreorienterede Ian Smith landet for uafhængigt under navnet Rhodesia. Landet blev ikke anerkendt af det internationale samfund, og flere guerillagrupper (ZANU og ZAPU) indledte aktioner mod regimet. Fra 1975 blev der i flere omgange forhandlet om en overgang til demokrati i landet, men først i 1980 blev det første demokratiske valg afholdt med Patriotic Front (ZANUs politiske gren) som vinder.41 Støtten til disse apartheidregimer fandt man mange steder på højrefløjen. Jeg vil begynde med at se på den støtte, der kom til udtryk i magasinerne Reflex og Facet. Det konservative og stærkt antikommunistiske Nyhedsmagasinet Reflex udkom som månedsmagasin i perioden fra maj 1968 til sommeren 1970. Blandt de mest fremtrædende på Reflexs redaktion kan nævnes Ole Bjørn Kraft (tidligere konservativ forsvars- og udenrigsminister), Peter Hartvig, og Henning Jensen. Reflexs holdning til Sydafrika kom første gang til udtryk i forbindelse med et interview fra oktober 1969 med den sydafrikanske hjertekirurg Christiaan Netthling Bernard. Selvom interviewformen i princippet gør at de holdninger der kom til udtryk ikke kan tilskrives redaktionen, mener jeg alligevel, at det i dette tilfælde til en vis grad er muligt. Interviewet er præget af en sådan mangel på kritik og stor sympati for den sydafrikanske læge, at man med rimelighed kan sige, at der ligger en redaktionel tendens i interviewet. I interviewet kommer man ind på spørgsmålet om apartheid og Bernard sagde: “Hvordan er det forøvrigt? - Har man ikke i dagens Danmark visse
39 40

Ibid. S. 596. Opslag: Sydafrika. Ibid. S. 442. Opslag: Namibia. 41 Ibid. S. 525. Opslag: Rhodesiakrisen.

13

problemer med fremmedarbejdere - en vis spirende apartheid specielt i arbejderkredse? Jeg siger ikke, at vor apartheidpolitik er rigtig. Jeg siger blot, at hvert land har sine problemer, som man søger at løse på den måde, som hvert land finder rigtigst.”42 Bernard gav også til kende, at han ikke mente, at kritikerne af apartheidpolitikken kendte til de faktiske forhold i Sydafrika, hvilket han illustrerede med følgende beskrivelse af den sorte befolknings forhold: “(...) hvad Danmark og andre lande så end siger om vor politik, så kan det nu også glæde mig en smule, at se sorte fra det øvrige Afrikas nyoprettede stater søge opholdstilladelse og statsborgerskab hos os i et omfang, så vi i dag må afvise. - Mon vore sorte, sydafrikanske medborgere har det så skidt - når man fra de øvrige afrikanske stater maser på for at komme ind og få statsborgerskab - - eller blot ophold og arbejde?”43 Bernard var ikke nogen ukritisk tilhænger af apartheid, men han så ingen anden mulig løsning på “raceproblemet” i Sydafrika. Når man læser interviewet, mener jeg, at man kan se en tydelig redaktionel linje, som var at bruge den internationalt anerkendte hjertekirurgs autoritet til at rette et angreb på den danske regerings politik overfor Sydafrika. Igen i november 1969 var der i Reflex omtale af forholdene i Sydafrika, denne gang i en artikel skrevet af journalisten Leif Hansgaard som havde besøgt landet. Hansgaards artikel beskrev et Sydafrika i hastig udvikling, og hvor den ikke-hvide befolknings levestandard hastigt halede ind på den hvide befolknings. Hansgaard fortalte at: “I dag skal man lede efter slum i Sydafrika. (...). Der er bygget tusindvis af eenfamilie huse, som kan lejes af de ikke-hvide for ca. 50 kr. om måneden.”44 Hvad angår de demokratiske rettigheder beskrev Hansgaard de “(...) spæde forsøg på en særlig sydafrikansk form for demokratisering af de ikke-hvides livsudfoldelse.”45 Efterfølgende gav Hansgaard ordet til den sydafrikanske social- og pensionsminister C.P. Muller, der sammen med føromtalt Bernard var den eneste, der kom til orde i artiklen. Muller forklarede at: “Et demokrati forudsætter demokrater og de ikke-hvide har ingen demokratisk tradition. I øvrigt tror jeg heller ikke at de ikke-hvide ønsker stemmeret. Spørg om en bantu ønsker stemmeret og man vil få det svar, at han hellere vil have en bil.” Muller fortsatte hvor Hansgaard slap i beskrivelsen af den sorte befolknings høje levestandard: “De ikke-hvide sydafrikanere tjener godt - se blot på hvorledes de bor og læg mærke til alle deres biler. De ikke-hvide sydafrikanere har flere biler end der f.eks. findes i Sovjet!”46 Formålet med Hansgaards artikel var ikke at retfærdiggøre apartheidsystemet eller det manglende demokrati. Hansgaard gav udtryk for, at han ønsker apartheid afskaffet og så i regimet viljen til at bevæge sig i retningen af demokrati, og han forsøgte at vise, at denne udvikling allerede var begyndt. Budskabet var det samme, som det man finder i interviewet med kirurgen Bernard, nemlig at det internationale samfund skulle anerkende og samarbejde med regimet for at fremme denne udvikling. Hansgaards artikel var illustreret med et portræt af C.P. Muller og et billede af de huse, som beskrives i artiklen. Når man skal bedømme indholdet af interviewet med Christiaan Netthling Bernard og Hansgaards
42 43

“Nyhedsmagasinet Reflex - Politik, Økonomi, Kultur” nr. 10, 2. årgang, oktober 1969. S. 10. Ibid. S. 11. 44 “Nyhedsmagasinet Reflex - Politik, Økonomi, Kultur” nr. 11, 2. årgang, november 1969. S. 25. 45 Ibid. S. 24. 46 Ibid. S. 25.

14

artikel, er det værd at notere, at de er skrevet i 1969. Netop 1960’erne var den periode, hvor apartheidsystemet blev cementeret i Sydafrika og altså ikke en periode, hvor stærke reformkræfter gjorde sig gældende indenfor apartheidregimet. Fælles for de to indlæg er også, at det kun var repræsentanter for den hvide befolkning og regimet, der kom til orde. Der findes heller ingen omtale af de sorte oppositionsgrupper som f.eks. ANC, ligesom undertrykkelsen af disse ikke nævnes. Selvom der udtrykkes ønske om apartheidpolitikkens afvikling er det tydeligt, at det egentlige formål med både interviewet og artiklen var at give et bestemt billede af Sydafrika for derved at påvirke den danske politik overfor landet. Det er vanskeligt at sige, hvorfor Reflexs havde en så tvetydigt holdning til apartheidregimet, men det er ikke utænkelig, at forklaringen er antikommunisme. Det kan tænkes, at Reflex, ligesom andre dele af højrefløjen, opfattede apartheidregimet som en garant mod den kommunistisk magtovertagelse, som man mente ville følge efter en “sort sejr” i Sydafrika, så længe de sorte støttede ANC. Magasinet Facet fortsatte på mange måder der, hvor Reflex slap, og redaktøren fra Reflex, Peter Hartvig, var da også med i Facet redaktionen. Facet udkom månedligt i perioden fra 1983 til 1987 og arbejdede tæt sammen med organisationer som Selskabet til Værn for Dansk Folkestyre (SVDF) og Dansk Institut for Kritisk Fredsforskning (DIKF). Både SVDF og DIKF var frontorganisationer for den hemmelige private anti-kommunistiske efterretningsorganisation Operation Survival, som var blevet stiftet i 1976 med hjælp fra oberstløjtnant i flyvevåbnet, Erling J. Harder. Facet kom i realiteten til at fungere som talerør for denne organisation og flere personer gik igen i de forskellige organisationer, bl.a. P.H. Bering.47 Det skal retfærdigvis nævnes, at det kun var meget få af de mennesker, der indgik i disse sammenhænge, som kendte til den bagvedliggende efterretningsoperation. Andre af de mest fremtrædende medarbejdere på Facet var Erik Dissing, som var formand for den danske afdeling af World Anti Communist League (WACL) og konservativt kommunalbestyrelsesmedlem i Tårnby og Óli Breckmann, medlem af folketinget valgt for Fólkaflokkurin (Folkeflokken) på Færøerne og som sådan medlem af den konservative folketingsgruppe. Det første eksempel på de holdninger, man fandt til apartheid i Facet, er fra september/oktober nummeret 1984. I en artikel af C. Frost-Hansen om forholdene i Zimbabwe (tidligere Sydrhodesia) finder man et klart forsvar for det racistiske apartheidregime under Ian Smith, som han beskrev således: “På få år havde Rhodesia oplevet en opblomstring. Der var anlagt fabrikker, bygget skoler, hospitaler, veje, kraftstationer (...).” Om den sorte befolknings stilling i landet og det manglende demokrati skrev Frost-Hansen: “(...) omverden lod ikke landet i fred. England, USA og FN støttede den indenlandske opposition i kravet “one man one vote” - en mand en stemme - trods Ian Smiths udsagn om, at indførelsen af demokrati i en befolkning, hvor 85% var analfabeter og hverken anede noget om - eller var interesseret i - demokratiets principper var højdepunktet af tåbelighed.” Om det ikke-demokratiske valgsystem i Sydrhodesia skrev Frost-Hansen: “I stedet etablerede man et valgsystem, som måske kunne være forbillede for det meste af verden: man fik indflydelse svarende
47

Jensen, Erik: “De Hemmelige Tjenester - PET og FE gennem 40 år. En oversigt”. Demos, København, 1998. S. 31 og s. 38ff.

15

til den uddannelse og de kundskaber man tilegnede sig (...).” Der er her tale om et helt klart forsvar for apartheid og de manglende demokratiske rettigheder, og Frost-Hansen lagde heller ikke skjul på, at han opfattede etableringen af et sort flertalsstyre som begyndelsen på enden for Zimbabwe, der nu var i hænderne på “(...) de demagogiske, socialistiske ledere (...). (...) de revolutionære banditter Joshua Nkomo og Robert Mugabe”.48 Hvor den anti-kommunistiske tilgang måske var det bagvedliggende motiv i Reflex, blev det her helt tydeligt og udtalt. Det første eksempel som jeg har fundet på støtte til det Sydafrikanske apartheidregime findes i februar nummeret 1985 i form af en satirisk tegning (se bilag 1). Meningen er ikke til at tage fejl af: kritikkerne af Sydafrika var de egentlige galninge. I januar 1986 tog den konservative færing og folketingsmedlem Óli Breckmann tråden op i en artikel, som bestod af uddrag fra Breckmanns egne indlæg i en folketingsdebat den 27. november 1985. Breckmann reagerede her kraftigt imod den borgerlige regerings ønske om at indføre sanktioner mod Sydafrika og krævede bevis for at: “(...) levestandard og politiske forhold i Sydafrika er værre for flertallet af befolkningen end forholdene i de øvrige afrikanske lande.” Breckmann mente, at Sydafrika var valgt som international “prygelknabe” og forstod ikke hvorfor: “Man er på straffetogt imod den hvide regering i Pretoria, der får skylden for opretholdelsen af det eneste land i Afrika, som egentlig fungerer til fordel også for den sorte befolkning.”49 I beskrivelsen af ANC blev den anti-kommunistiske tilgang tydelig: “(...) ANC er en rent kommunistisk terrorbande med sølle 2000 medlemmer i Sydafrika (...).”50 Set i en storpolitisk sammenhæng nåede Breckmann frem til følgende analyse af konflikten i Sydafrika: “Det var nok det af Stalin stiftede og af Sovjet nu styrede Verdensfredsråd, der for nogle år siden valgte 3 slagmarker for sin undergravende virksomhed mod Vesten, nemlig Mellemøsten imod Israel, Mellemamerika imod USA og Sydafrika imod hele Vesten.”51 I Facet nr. 1 fra januar/februar 1987 uddybede Óli Breckmann hvad denne anti-kommunistiske tilgang gik ud på, efter et besøg i Sydafrika skrev Breckmann: “Nogen enkelt løsning, pådutet fra forkælede velfærdseuropæere, findes ikke for dette land, der kun dækker 5 procent af den afrikanske landmasse, har 5 procent af kontinentets befolkning, men har mellem 40 og 65 procent af Afrikas mineral-, elektricitets-, industri- og jernbaneaktivitet. Rundt om Kap det Gode Håb sejler 60 procent af Vestens olie, og Sydafrika sidder inde med optil 95 procent af nogle af vort forsvars og højteknologis livsvigtige mineralske forekomster og reserver. Jo, Sovjet har al grund til at “grine hele vejen til banken”, særlig hvis det lykkes hykleriske vestlige regeringer at sanktionere den sydafrikanske økonomi til den samme redelighed, som afrikanske nationalister og socialister har klaret at reducere resten af Afrika til.”52 I Facet fra maj/juni 1986 gik man skridtet videre og så på de mulige politiske konsekvenser af den problematik, som Breckmann ovenfor beskriver. Det skete i en omtale af en publikation udgivet af DIKF hvor det bl.a. hed: “Hvis de at Sovjetunionen støttede organisationer [her tænkes på ANC,
48 49

“Facet” nr. 6, 2. årgang, september/oktober 1984. S. 8. ”Facet” nr. 1, 4. årgang, januar 1986. S. 4. 50 Ibid. S. 5. 51 Ibid. S. 4. 52 “Facet” nr. 1, 5. årgang, januar/februar 1987. S. 7.

16

red] bliver i stand til at overtage magten i Den sydafrikanske republik og derved overtage kontrol over nævnte naturrigdomme, vil det betyde et stort skridt frem mod de vestlige landes fuldkomne afhængighed af kommuniststyret og derved den vestlige verdens undergang.”53 Det var udfra denne anti-kommunistiske logik, at dele af højrefløjen mente, at det ikke-demokratiske apartheidregime skulle forsvares. Konservativ Ungdom og Konservative Gymnasiaster (KG) er to andre organisationer på højrefløjen, hvor der i perioder fandtes støtte til det sydafrikanske regime. Sydafrika støtten i KU og KG blev mest tydelig fra midten af 1980’erne og kulminerede i forbindelse med kampagnen imod Operation Dagsværk i 1988. Walther Rahbek Mortensen, formand for KUs afdeling i Nørresundby og amts- og folketingskandidat for Det konservative Folkeparti, gav i oktober 1987 sin støtte til Sydafrika i en artikel i det interne blad for KU-Nørresundby, Reflex (ikke at forveksle med det føromtalte Nyhedsmagasinet Reflex). I en artikel med overskriften “Støt Sydafrika” kunne man bl.a. læse: “Jeg siger, STOP hetzen mod Sydafrika og stop sanktionerne. (...) Hvor må det i grunden være skønt at sidde i dagligstuesofaen i lille Danmark og spille revolutionær dilletant. Langt væk fra nøden og elendigheden hos de underpriviligerede som sanktionerne rammer. Man scorer ganske vist point hos den stribe af tyranniske sorte stater, der altid råber højst i FN, men samtidig mister man sympati hos et land, der altid har vist sig som en stabil alieret og endnu mere stabil leverandør af råvarer til Danmark. I den danske hetz kører man kravet om FRIE VALG og stemmeret til de sorte. Som så ofte før ser man, at dansk indsigt slet ikke står mål med de faktiske realiteter. Hvordan kan man tro at sorte i SA, hvoraf en stor del bor ude på Savannen, i skovene, i små landsbyer uden kommunikationsmidler, hvoraf kun en lille del kan skrive eller læse og vigtigst hvor den kulturelle og sociale baggrund har givet, at ALLE sorte er ordnet i faste veldefinerede stammer - hver med sin høvding, vil benytte sig af stemmeretten.”54 Udover at være et forsvar for de ikke-demokratiske tilstande i Sydafrika, kan man også diskutere, om det ikke er en snert at racistiske fordomme at spore i Walther Rahbeks beskrivelse af den sorte befolkning. Ligesom i de tidligere artikler kom anti-kommunismen frem som det egentlige motiv, idet ANC omtaltes som en “terrorbevægelse” og Rahbek afsluttede sin artikel med følgende advarsel og opfordring: “Gør op med den danske selvretfærdighed og lad os stoppe den trussel der ligger om hjørnet nemlig tabet af SA som allieret. STØT SYDAFRIKA.”55 Walther Rahbek Mortensen så i øvrigt apartheid som et problem, men han mente ikke, at det kunne afskaffes her og nu, men at det burde afskaffes over lang tid gennem uddannelse. Som nævnt kulminerede KUs og KGs støtte til apartheidregimerne i 1988, hvor Operation Dagsværk (OD) havde besluttet at samle penge ind til bygning af landsbyskoler til flygtningebørn i Namibia og Congo. KU og KG lancerede en kampagne imod OD og gennemførte en alternativ indsamling under navnet SPA 88, hvor pengene gik til den fundamentalistiske Mujahedin-bevægelse i det af Sovjet-besatte Afghanistan. En af de centrale personer i KUs og KGs kampagne i 1988 var daværende KU’er og nuværende kulturminister Brian
53 54

“Facet” nr. 5/6, 4. årgang, maj/juni 1986. S. 3. “Reflex - KU Nørresundby” nr. 2, 7. årgang, oktober 1987. S. 12. 55 Ibid. S. 13.

17

Mikkelsen. Sammen med to andre medlemmer af KU og KG, H.C. Madsen og Svend G. Kjeldsen, rejste Brian Mikkelsen til Namibia for at undersøge forholdene i landet, og da de tre vendte hjem udgav de pjecen “Namibia - på vej mod ægte demokrati”.56 I denne pjece kritiseredes Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), som stod bag OD, for at have: “(...) gjort det igen. Man har ensidigt valgt at støtte den marxistiske undertrykkende side i en oprørskamp [her tænkes på SWAPO, red].”57 I pjecens beskrivelse af Namibia hed det bl.a.: “Alt apartheid blev afskaffet ved lov i 1978/79, så de forskellige etniske grupper nu lever sammen i fredelig harmoni.” Hvordan Brian Mikkelsens lille rejsegruppe kunne beskrive forholdet mellem de etniske grupper som fredelig harmoni, når man ser på det besatte og borgerkrigshærgede land, er en gåde. Pjecens gennemgående pointe var, at landet var på vej mod demokrati, og at denne udvikling ville fortsætte, hvis blot man undlod at støtte oprørsgrupperne. De unge konservatives store håb var det politiske parti Democratic Turnhalle Aliance (DTA), som man så som den sande repræsentant for det namibiske folk og et fremtidigt demokrati. Hvad man ikke fik at vide var imidlertid at DTA var tæt knyttet til apartheidstyret i Pretoria, og som sådant var lige så afhængig af dette styre som de Østeuropæiske kommunist partier var afhængige af styret i Moskva. Da der året efter, i 1989, faktisk blev afholdt et demokratisk valg blev SWAPO de store vindere, og KUs og KGs analyse af de politiske forhold i Namibia og deres syn på DTAs støtte var sandsynligvis baseret på en stor portion ønsketænkning. Ser man på de mere overordnede politiske overvejelser bag KUs og KGs modvilje mod Operation Dagsværk i 1988 finder man igen det anti-kommunistiske motiv. I pjecen kunne man bl.a. læse: “Idet Sydafrika og hermed følgelig også Namibia tilhører den vestlige verden i økonomisk/politisk henseende, er det i øjeblikket den vestlige verden, der primært nyder gavn af disse landes naturrigdomme (...) samt en række af de såkaldte strategiske råstoffer, der er uundværlige i de vestlige landes industriudvikling - ikke mindst på det militær- og sikkerhedsmæssige område. Da forekomsterne af disse råstoffer i den øvrige verden primært er lokaliseret i Sovjetunionen, siger det sig selv, at kommunistisk kontrol med et sydlige Afrika på længere sigt vil kunne forrykke den økonomiske og strategiske verdensbalance. (...) Namibia er (...) Sydafrikas eneste stødpude til de kommunistiske frontliniestater Angola, Zambia og Zimbabwe, der dels på grund af egne økonomiske problemer, og dels på grund af et massivt sovjetisk pres, kan have en naturlig grund til at forsøge at bemægtige sig Sydafrikas råstofressourcer, ligesom Sydafrika i sig selv har en enorm strategisk betydning i form af sin beliggenhed.”58 I denne sammenhæng mente de unge konservative tydeligvis, at apartheid var et mindre problem: “Der fokuseres udelukkende på apartheidspørgsmålet, der forståeligt nok fremkalder nogle følelser i mennesker, hvis privilegium er, at de er opvokset i et trygt og forholdsvis ukompliceret samfund, der historisk og kulturelt er langt mere homogent end det er tilfældet i noget afrikansk samfund. De faktiske forhold omkring Namibia er imidlertid meget mere kompliserede, end den vanlige debat indikere.” I et internt notat fra KG, som Dagbladet Information siden hen er kommet i besiddelse
56 57

Mikkelsen, Brian (m.fl.): “Namibia - på vej mod ægte demokrati”. Forlaget Kontrast, Værløse, 1988. Ibid. S. 3. 58 Ibid. S. 6.

18

af, hed det om strategien i forhold til ODs Namibia projekt: “Dette projekt vil være relativt udbytterigt at boycotte. Vi må forsøge at bortlede debatten fra apartheidspørgsmålet, og i stedet gøre det til et spørgsmål for eller imod kommunisme”, notatet fortsatte i øvrigt: “(...) Der er nok ingen tvivl om, at KG er tvunget til at gå imod Operation Dagsværk under alle omstændigheder. Såfremt vi bare ser passivt til (...) vil vi miste vores status som ‘godt stof’ for pressen.”59 Jeg vælger at formode, at det var den anti-kommunistiske politik, der motiverede de unge konservative og ikke alene ønsket om at se sig selv i avisen. En af de danske politikere, der gjorde sig mest bemærket med sin støtte til regimet i Sydafrika, var lederen af Centrum Demokraterne (CD), Erhard Jacobsen. Efter et besøg i landet kunne Jacobsen fortælle, at forholdene ikke var så slemme. Han fortalte at han godt nok ikke gerne selv ville bo i Sydafrika, men han perspektiverede udsagnet med tilføjelsen, at han på den anden side heller ikke ville bo i Ølstykke. Erhard Jacobsens støtte til regimet i Sydafrika kulminerede i forbindelse med CDs landsmøde i Ebeltoft i 1985, hvor partilederen gav udtryk for, at han ikke forstod kravet om stemmeret til den sorte befolkning, for som han sagde: “Hvorfor skal de sorte i Sydafrika dog stilles specielt bedre end andre sorte i resten af Afrika? De har heller ingen stemmeret, for de lever under diktatur.”60 Det skal nævnes at Erhard Jacobsens holdning blev modsagt af mange andre CD’ere og ikke var repræsentativ for CD om helhed. Også Fremskridtspartiet markerede sig med støtte til Sydafrika. Partiet udtrykte bl.a. sin holdning til Sydafrika i “Håndbog i dansk politik” hvor man over årene holdt fast i den samme formulering, som man kunne læse så sent som i 1991: “Partiet vender sig mod den hetz, der føres mod Sydafrika. Det eneste sted i Afrika, hvor den sorte befolkning har menneskeværdige vilkår, er i Sydafrika. Sydafrika skal behandles, som vi behandler alle andre lande. Vi skal med andre ord udnytte de muligheder, dansk erhvervsliv kan skabe sig på et så vigtigt marked som det sydafrikanske.”61 4.2 Oberststyret i Grækenland Et andet eksempel på de anti-demokratiske holdninger på visse dele af højrefløjen var støtten til det græske oberststyre i perioden fra 1967 til 1974. Under og efter Den græske Borgerkrig fra 1944 til 1949 var der med støtte fra USA blevet opbygget et stærkt højreorienteret officerskorps i den græske hær. Formålet var, at dette officerskorps skulle garantere landet imod den kommunistiske trussel, man bl.a. så i resterne af den anti-fascistiske modstandsbevægelse. I forbindelse med valget i 1967 ventede man, at centrum-venstre partierne med Georgios Papandreou i spidsen ville vinde en stor sejr, og for at forhindre dette gennemførte en gruppe officerer under ledelse af obersterne Papadopoulos og Patakos i april 1967 et militærkup. Militærkuppet, som blev udført efter NATOs planer om undtagelsestilstand, var ublodigt, men den efterfølgende periode med militærjuntaen ved magten var præget af undertrykkelse, indespærring og mishandling af politiske modstandere. Som
59 60

“Dagbladet Information” den 23. september 1998, 1. sektion. S. 12. “Ekstra Bladet” den 11. november 1985, 1. sektion. S. 6. 61 Garodkin, Ib (red.): “Håndbog i dansk politik 1991”. Munksgaard, København, 1991. S. 364.

19

følge af internt politisk kaos opgav militæret i 1974 diktaturet og overdrog magten til den konservative Karamanlis.62 Nyhedsmagasinet Reflex var det sted, hvor sympatien for den græske militærjunta kom til udtryk. Den første omtale af forholdene i Grækenland er fra det allerførste nummer af Reflex fra maj 1968. I en redaktionel artikel skrevet af Peter Irvine63 kunne man læse en kritik af militærjuntaen, og der blev givet udtryk for ønsket om en tilbagevenden til demokratiske forhold. Herefter skrev Reflex ikke noget om Grækenland igen før efteråret 1969, hvor holdningen til den græske militærjunta tydeligt var blevet mere positiv. Den første omtale fra efteråret 1969 var et interview med chefen for den græske informationstjeneste i Skandinavien ambassaderåd George Georgiou. Interviewet var ukritisk og venligt stemt overfor den græske ambassaderåd, men der blev samtidig gjort opmærksomt på, at svarene alene stod for Georgious regning. Derfor vil jeg ikke gå nærmere ind i indholdet af interviewet men i stedet se på den billedside, som redaktionen bragte sammen med interviewet. Billedsiden bestod dels af en række billeder, der angiveligt dokumenterer forbindelsen mellem græske kommunister og andre landes kommunister under borgerkrigen og dels et par billeder, som angiveligt viser kommunisternes henrettelser af civile under borgerkrigen. Det er interessant, at redaktionen valgte en billedside, som dokumenterede og understregede mange af de påstande og pointer, som Georgious fremførte i interviewet.64 I det følgende nummer, oktober 1969, fulgte Reflex op med endnu et interview, denne gang med det konservative folketingsmedlem Hans Jørgen Lembourn. Lembourn blev interviewet om sit arbejde i den tværpolitiske Grækenlands-komiteen, som beskæftigede sig med militærjuntaens overtrædelser af menneskerettighederne. Hvor Georgious-interviewet var ukritisk og venligt stemt, var dette interview det modsatte. Det skinner klart igennem i Niels Böyes spørgsmål, at han fandt det besynderligt, at en konservativ politiker indgik i en sådan komité og at Böye selv var tilhænger af et samarbejde med magthaverne i Grækenland. Der blev også lagt stor vægt på faren for, at Lembourn skulle blive misbrugt af de dele af Grækenlands-komiteen, som måtte have en kommunistisk baggrund.65 Igen i november 1969 blev grækenlandsemnet taget op, og det var denne gang det vigtigste tema. Forsiden af bladet viste en gruppe græske folkedansere. Inde i bladet fandt man dels et svar fra George Georgiou til Lembourn, hvori alle anklager om overtrædelser af menneskerettigheder og de andre kritikpunkter, som var blevet rejst, benægtes66 og dels en fem siders reportage skrevet af Niels Böye, som havde været i Grækenland og fulgt militærjuntaens “stærke mand”, vicepremierminister og indenrigsminister Styllianos Pattakos. Reportagen var ensidig og meget positivt stemt overfor Pattakos og juntastyret. Böye lagde ud med en beskrivelse af, hvad det den danske presse kaldte “den græske frihedsbevægelse” egentlig var for en størrelse:

Bekker-Nielsen, Tønnes: “Gads Historieleksikon”. G.E.C. Gads Forlag, København, 1994. S. 220. Opslag: Græske oberststyre. 63 “Nyhedsmagasinet Reflex - Politik, Økonomi, Kultur” nr. 1, 1. årgang, maj 1968. S. 33f. 64 “Nyhedsmagasinet Reflex - Politik, Økonomi, Kultur” nr. 9, 2. årgang, september 1969. S. 21ff. 65 “Nyhedsmagasinet Reflex - Politik, Økonomi, Kultur” nr. 10, 2. årgang, oktober 1969. S. 30ff. 66 “Nyhedsmagasinet Reflex - Politik, Økonomi, Kultur” nr. 11, 2. årgang, november 1969. S. 14.

62

20

“(...) attentatmændene (...) benytter aftentimerne til at kaste hjemmelavede plastikbomber ind mellem de spadserende på Athens hovedstrøg og torve. (...) De danske aviser udnævner dem til ‘frihedskæmperer’- Folk i Athen betragter dem som en trussel - som gale folk, der spreder terror. Er der noget at sige til, at en dansk journalist allerede på sin første eftermiddag i Athen får sine noget forudfattede meninger om forholdene i Athen og i Grækenland rystet en smule?” Om forholdene i Grækenland fortsatte Böye: “’Politistaten Grækenland’? - Prædikatet mister en del af sin dramatik, når man forgæves har spadseret rundt i en times tid for at finde en betjent, man kan spørge om vej - og, når man som journalist spørger om mulighederne for at få en samtale med selveste Styllianos Pattakos (manden der efter blades udsagn er politibeskyttet som en Hitler eller Salazar), kan det jo også virke som et chock, at man via et forkontor - uden andet end almindelige etikette-dikkedarer - får mødetid og foretræde. På samme måde, som det sker for de almindelige græske borgere, der benytter sig af den almindelige modtagelsestid. (...) Hvad der end siges og skrives om det såkaldte militærstyre (regeringen har 20 ministre, hvoraf kun 4 er militærpersoner), så synes den almindelige opfattelse på landet ret naturligt at være, at der nu skabes synlige resultater, hvor man i årevis har været spist af med politiske taler og store løfter af notoriske erhvervspolitikere.”67 Böyes reportage afbrydes af lange interview sektioner, hvor Pattakos beskrev forholdene i landet og tilbageviste udlandets kritik. Böyes reportage fortsatte bl.a. med en beskrivelse af et besøg på Kreta, hvor han kørte rundt sammen med Pattakos i dennes bil: “Vicepremierministeren kørte selv - og uden nogen personlig politibeskyttelse. (...) Gang på gang slog folkemylderet sammen om den sorte vogn, ældre bondekoner i deres karakteristiske sorte dragt kastede blomster ind gennem de åbne vinduer. Var dette virkeligt? - Var det ‘diktatoren’ og det ‘underkuede folk’? - Var det teater? - Eller tak for 70% forhøjet folkepension?”68 Det er vanskeligt, at læse Böyes reportage som andet end en hyldest til det græske regime, og den lagde op til Reflexs totale knæfald for diktaturet (for at bruge en formulering fra diskussionen om venstrefløjen). Dette knæfald skete i marts 1970, hvor Reflex udgav et særnummer finansieret af den græske militærjunta. Dette nummer af Reflex indeholdt et ensidigt forsvar for det græske regime, og en del af oplaget blev sendt til Grækenland, hvor styret ønskede at bruge det i propagandaøjemed.69 Det er måske også værd at bemærke, at bagsiden, på alle de numre af Reflex der udkom herefter, prydes af en helsides fuldfarvet annonce fra den græske stats turistbureau. Som afslutning på dette vil jeg nævne, at også Erhard Jacobsen, som på dette tidspunkt stadig var socialdemokratisk borgmester i Gladsaxe, gav sin mening om styret i Grækenland til kende i Reflex. I december nummeret af Reflex fra 1969 sagde Jacobsen: “Der truer ikke vort demokrati nogen fare fra Grækenland! Det er urimeligt, at man hele tiden søger at dysse uretfærdighederne i øst-landene ned - mens de mindste ting i Grækenland hales frem.”70

67 68

Ibid. S. 8f. Ibid. S. 10f. 69 Andersen, Jacob og Søren Jacobsen: “Spionen der sladrede”. Ekstra Bladet, København, 1977. S. 153. 70 “Nyhedsmagasinet Reflex - Politik, Økonomi, Kultur” nr. 12, 2. årgang, december 1969. S. 29.

21

4.3 Pinochets Chile I 1970 vandt en koalition af socialister og kommunister valget i Chile, og den moderate socialist Salvador Allende blev således den første demokratisk valgte socialistiske præsident i Latinamerika. I de følgende år gennemførte Allende en række sociale og økonomiske reformer, der blev bl.a. gennemført en nationalisering af Chiles meget vigtige mineindustri. Allendes politik mødte imidlertid kritik fra flere sider, dels fra hans eget bagland som gerne så en hurtigere og meget mere gennemgribende reform af økonomien og dels fra højrefløjen, overklassen, militæret og USA. Den 11. september 1973 begik den højreorienteret general Augusto Pinochet, med støtte fra USA og CIA, et blodigt militærkup. Allende blev myrdet sammen med tusinder af andre, og hundredtusinder af militærjuntaens modstandere endte i regimets berygtede fængsler. Pinochets diktatur varede frem til 1990, hvor han under pres måtte trække sig fra præsidentposten, herefter fortsatte han dog som øverstbefalende i militæret helt frem til 1997.71 I forbindelse med diktaturet i Chile markerede magasinet Facet sig endnu engang. I en allerede tidligere nævnt artikel af Óli Breckmann om Sydafrika, kom Breckmann også kort ind på spørgsmålet om Chile, idet han skrev: “Vi er blevet stopfodret om Chile, til Allendes fiasko var åbenbar for selv de dummeste på grund af den efterfølgende økonomiske fremgang.”72 Den samme økonomiske argumentation fandt man hos formanden for Dansk Institut for Kritisk Fredsforskning, P.H. Bering i Facet fra maj/juni 1985: “Oppositionen mod Pinochet var meget støjende, men kom hovedsagelig fra udlandet. Den blev dygtigt orkestreret fra Moskva. Omend den udenlandske kritik koncentrerede sig om de undertrykkende aspekter ved Pinochets militær-regime, var det vigtigste træk hans beslutning om at vende væksten i den offentlige sektor, som Allende bare havde accelereret, og åbne økonomien for markedskræfterne (...). Pr. definition medfører markedsøkonomi statens tilbagetrækning fra store områder indenfor beslutningstagning, som overlades til det enkelte individ. Økonomisk og politisk frihed er uløseligt forbundne. Markedets frihed fører uundgåeligt til løsning af politiske bånd: det er lektien fra Thailand, Taiwan og Syd Korea. Denne lektie passer også på Chile.”73 Også det konservative kommunalbestyrelsesmedlem og formand for WACL, Erik Dissing, udtalte sig om sit syn på Chile. Dette skete i et interview i Det Fri Aktuelt fra september 1988, der omhandlede Dissings forhold til WACL, her udtalte han: “Hvis man ser bort fra alle flosklerne, så er det en kendsgerning at general Pinochet har været en lykke for Chile.”74 Mens Dissings udtalelse mest af alt lignede en generel støtte til Pinochets diktatur, fokuserer Breckmann og Bering snarere på diktaturet som en nødvendig forudsætning for en række nødvendige økonomiske reformer, men de gav i øvrigt ikke deres direkte støtte til diktaturet som sådan. Afslutningsvis vil jeg lige nævne, at et de store udenlandske forbilleder for store dele af den
71

Bekker-Nielsen, Tønnes: “Gads Historieleksikon”. G.E.C. Gads Forlag, København, 1994. S. 497. Opslag: Pinochet, Augusto. 72 ”Facet” nr. 1, 4. årgang, januar 1986. S. 4. 73 “Facet” nr. 5/6, 3. årgang, maj/juni 1985. S. 14. 74 “Det Fri Aktuelt” søndag den 18. september 1988. S. 4.

22

danske højrefløj i 1980’erne, Magaret Thatcher, sammen med flere andre fremtrædende britiske konservative, i dag kæmper for at forhindre, at Pinochet bliver gjort ansvarlig for den undertrykkelse, der fandt sted under hans regime. 4.4 Diktatur og borgerkrig i El Salvador Historien om El Salvador i 1980’erne er historien om et af de mest blodige militærregimer i Latinamerikas historie. Ved hjælp af udbredt valgsvindel var det i 1972 og igen i 1977 lykkedes for højrefløjen at vinde valget. I 1977 oprettede regeringen en egentlig militærjunta, hvorefter undertrykkelsen af den politiske og faglige venstrefløjsopposition eskalerede. Det anslås, at regimet slog 10.000 civile ihjel i 1980 og 13.000 i 1981.75 Ofrene var bønder, præster, fagforeningsledere, studenter og deres familier. I 1980 sluttede en række oppositionsgrupper sig sammen og dannede den militære organisation FMLN og en politisk fløj under navnet FMLN-FDR og disse indledte en offensiv imod regimet. I 1981 anerkendte Mexico og Frankrig FMLN som den legale repræsentant for den salvadoranske befolkning. Dette skridt fik for alvor USA til at involvere sig på regimets side i konflikten i El Salvador, idet man opfattede FMLN som en kommunistisk trussel. USAs støtte til regimet var både finansiel og militær. Den militære bistand bestod bl.a. af uddannelse af militærets og de halvmilitære gruppers befalingsmænd. Uddannelsen fandt sted på den berygtede US Army School of the Americas (SOA),76 som var blevet oprettet i Panama i 1946 til træning af latinamerikanske elitesoldater. Atlacatl Rapid Response Battalion, som stod for nogle af de værste overgreb på civile i Latinamerikas historie, blev bl.a. dannet og uddannet på SOA. En af de amerikanske instruktører beskrev soldaterne i Atlacatl Bataljonen således: “partcularly ferocious (...) We’ve always had a hard time getting [them] to take prisoners instead of ears.”77 Bataljonen deltog bl.a. i en massakre på civile i Morazán regionen i december 1981, hvor over 1000 civile blev myrdet. En reporter fra Washington Post beskrev det syn, der mødte ham i byen El Mozote, hvor han så en bunke med ca. 40 lig, børn der havde fået skåret halsen over, folk der var blevet skudt ned med maskingeværer eller brændt og gravide kvinder, der havde fået skåret maven op.78 Borgerkrigen varede med enkelte afbrydelser frem til 1992, hvor den blev afsluttet efter forhandlinger mellem de stridende parter og FN. Borgerkrigen havde da kostet 75.000 livet, 8000 var forsvundet, og mere end 1 million mennesker var drevet på flugt. Regimet i El Salvador og USAs støtte dertil var ikke noget stort emne på den danske højrefløj. De eneste tilkendegivelser jeg har fundet desangående, stammer fra formanden for Konservativ Ungdom i Aalborg, Jesper Poulsen. I det interne medlemsblad for KU-Aalborg Merkur skrev Poulsen i nr. 2 1982: ”Kritikken af USA’s støtte til regeringen i El Salvador og påstanden om, at USA udviser dobbelt moral (...) er tåbelig og direkte skadelig for frihedsidealerne og det vestlige
75 76

Chomsky, Noam: “What Uncle Sam Really Wants”. Odonian Press, USA, 1993. Chomsky, Noam: “Magt & terror”. Forlaget Bindslev, København, 2003. S. 52. 77 Chomsky, Noam: “What Uncle Sam Really Wants”. Odonian Press, USA, 1993. 78 McClintock, Michael: “The American Connection, Vol. 1: State Terror and Popular Resistance in El Salvador”. Zed Books, London, 1985. S. 307f.

23

samarbejde. Vesteuropas holdning er fremkommet under et massiv kommunistisk propaganda fremstød styret fra Moskva. (...) Det er de nyttige idioter i dagspressen og i fredsbevægelserne, der med støtte fra KGB manipulerer med den offentlige debat.” Og endnu engang støder vi på det antikommunistiske argument: “DR fremstiller partisanerne som ‘frihedsbevægelsen’ og demokratiets forkæmpere. Men det er ikke demokratiet og det frie initiativ, som El Salvadors regering - med støtte fra USA - bekæmper. Det er et kommunistisk engagement, som skal styrke Sovjets indflydelse i Mellemamerika. Denne indflydelse skal bruges til at opfylde verdenskommunismen og til at svække verdens største demokrati, USA. (...) Derfor er USA’s støtte til El Salvador helt i orden, og jeg skal blot beklage, at ingen lande i vesteuropa har mod nok til at afvise Sovjets pression og støtte USA.”79 I Merkur nr. 480 fra samme år tog et medlem af KU-Aalborgs bestyrelse, Troels Hutmacher, skarpt afstand til de holdninger formanden gav udtryk for. Diskussionen tages ikke op igen i senere numre af Merkur, og det er således ikke til at sige hvor repræsentative henholdsvis Jesper Poulsens og Troels Hutmachers holdninger var for KU-Aalborg. Det kunne være interessant at undersøge om diskussionen om El Salvador har været taget op i andre KU afdelinger eller i landsorganisationen, dette har jeg imidlertid ikke haft tid til. 4.5 World Anti Communist League World Anti Communist League (WACL) fungerede under den kolde krig som bindeled mellem autoritære regimer, fascistiske terrorgrupper, efterretningstjenester, multinationale selskaber og den yderste politiske højrefløj. I bogen “Fascismens internationale net i dag” af Henrik Krüger og Niels Levinsen beskrives WACL således: “(...) WACL, er den organisation, der har styret, koordineret og finansieret en stor del af den fascistiske terror i de sidste 20 år. (...) WACL er et sammenrend af tyske nazister, vesteuropæiske fascister, østeuropæiske eksil-nationalister, asiatiske nationalister, amerikanske højre-radikale, tidligere Gehlen-Vlassov-agenter, multinationale koncerner, militærfolk og efterretningstjenester.”81 WACL blev stiftet i Taiwan i 1966 som en paraplyorganisation for en række allerede fungerende anti-kommunistiske organisationer, hvoraf Asian People’s Anti-Communist League (APACL) og Anti-Bolshevik Bloc of Nations (ABN) var de vigtigste, men også Confederacion Anti-Comunista Latinoamericana (CAL), som blev tilsluttet senere, spillede en central rolle. APACL blev dannet i 1954 og i den lille gruppe mænd, der tog initiativ til organisationen, finder man bl.a. diktator og grundlægger af styret på Taiwan, Chiang Kai-shek (Jiang Jiehi), og grundlæggeren af den berygtede nyreligiøse bevægelse Unification Church (bedre kendt som Tongil- eller Mooniebevægelsen), Sun Myung Moon.82 ABN var den organisation, der bragte den europæiske fascisme ind i WACL. ABN blev stiftet efter Anden

“Merkur - KU Aalborg” nr. 2, 4. årgang, 1982. S. 11f. “Merkur - KU Aalborg” nr. 4, 4. årgang, 1982. S. 11f. 81 Krüger, Henrik og Niels Levinsen: “Fascismens internationale net i dag - Terrorgrupperne, deres aktioner og bagmænd”. Bogans Forlag, København, 1977. S. 204. 82 Anderson, Scott og Jon Lee Anderson: “Inside The League”. Dodd, Mead & Company, New York, 1986. S. 46ff.
80

79

24

Verdenskrig af den Ukrainske nationalist og nazist Yaroslov Stetsko. Stetsko deltog bl.a. i den tyske invasion af Ukraine i 1941, hvor han forsøgte at etablere en republik med sig selv som diktator. I sin korte tid som diktator lykkedes det bl.a. Stetsko at organisere en pogrom i Lvov, der på en uge kostede 7000 jøder livet.83 Efter krigen sluttede en række fremtrædende nazister og mennesker der havde samarbejdet med nazisterne sig til Stetsko i ABN. WACL havde gennem årene en lang række interessante navne på sin medlemsliste. Otto Skorzeny; kendt som Hitlers yndlingssoldat, bl.a. pga. den befrielsesaktion af Mussolini, som han gennemførte i 1943. Skorzeny var også manden, der stod bag en række nazistiske terrorgrupper under krigen, bl.a. det såkaldte Peter-gruppe, der gennemførte mordet på Kaj Munk. Efter krigen var Skorzeny en af de helt centrale personer i organiseringen af nazisternes flugt til Sydamerika. I Madrid etablerede Skorzeny et WACL kontor, som kom til at fungere som europæisk hovedkontor.84 Efter Skorzenys død i 1975 overtog Horia Sima ledelsen af WACL kontoret i Madrid. Sima var den tidligere leder af den rumænske fascistorganisation Jerngarden. Jerngarden udførte allerede i 1940 en pogrom mod landets jøder, og da Tyskland besatte Rumænien gennemførte Jerngarden og SS et folkemord, der kostede 600.000 mennesker livet.85 Et anden kendt og meget centralt WACL medlem var den tidligere argentinske diktator (1976-1983) general Jorge Rafael Videla, som siden blev dømt for massemord.86 Paraguays diktator general Alfredo Stroessner, der gjorde sit land til det foretrukne tilflugtssted for tyske nazister og bl.a. gav husly til den berygtede læge Joseph Mengele, var også medlem af WACL.87 Også Guatemalas vicepræsident (1974-78) under diktaturet, Mario Sandoval Alarcon, der var arkitekten bag og hovedansvarlig for regimets dødspatruljer, var fremtrædende medlem af WACL.88 WACL manglede pga. sine meget magtfulde og rige medlemmer aldrig penge. WACL modtog også direkte økonomisk støtte fra regimerne i lande som Taiwan, Syd Korea og Paraguay og store firmaer som United Fruit og Daimler-Benz.89 Dette betød, at WACL kunne tillade sig at udvide sit arbejde til andet end bare propaganda. WACL blev således direkte involveret i etableringen af dødspatruljer i El Salvador,90 og organisationen gav militær støtte til Contraene i Nicaragua91 og Mujahedinerne i Afghanistan.92 WACL kom til Danmark allerede i 1968, da den tidligere konservative udenrigsminister Ole

Ibid. S. 20ff og s. 254f Krüger, Henrik og Niels Levinsen: “Fascismens internationale net i dag - Terrorgrupperne, deres aktioner og bagmænd”. Bogans Forlag, København, 1977. S. 20ff. 85 Ibid. S. 134f. 86 Anderson, Scott og Jon Lee Anderson: “Inside The League”. Dodd, Mead & Company, New York, 1986. S. 271. 87 Ibid. S. 204. 88 Ibid. S. 162ff. 89 Krüger, Henrik og Niels Levinsen: “Fascismens internationale net i dag - Terrorgrupperne, deres aktioner og bagmænd”. Bogans Forlag, København, 1977. S. 208 90 Anderson, Scott og Jon Lee Anderson: “Inside The League”. Dodd, Mead & Company, New York, 1986. S. 178. 91 Ibid. S. 259f. 92 Ibid. S. 268.
84

83

25

Bjørn Kraft sluttede sig til organisationen. WACL i Danmark lever et meget tilbagetrukket liv og først i slutningen af 1980’erne blev offentligheden opmærksom på organisationens eksistens. Den første omtale finder man i Facet fra september/oktober 1987, hvor Peter Hartvig reporterer fra WACLs 20. årskonference i Taipei på Taiwan.93 Det er imidlertid først året efter, hvor Pia Kjærsgaard var Danmarks repræsentant på WACLs årskonference, at der for alvor blev sat fokus på WACLs eksistens i Danmark. I Fremskridtspartiets interne blad Fremskridt sagde Pia Kjærsgaard bl.a. om WACL: “[det] er en verdensomspændende organisation, der klart har til formål at bekæmpe kommunismen verden over. Dette gode formål giver jeg naturligvis min fulde støtte, og jeg havde da således lejlighed til at holde en tale under kongressen for en indbudt kreds.”94 Det Fri Aktuelt blev opmærksomme på Kjærsgaards artikel og bragte den 18. september hele tre artikler om WACL og organisationens danske forbindelser. I en af disse artikler blev formanden af WACL i Danmark, Erik Dissing fra Det konservative Folkeparti, interviewet. Dissing blev bl.a. spurgt om sin holdning til Otto Skorzeny, hvortil han svarede: “Ja, men jeg ved ikke hvor meget han var nazist. Han var en fantastisk dygtig soldat og stod jo bl.a. for den utrolige bedrift at befri Mussolini.” På spørgsmålet om hvorvidt Paraguays diktator var med til at finansiere WACL svarede Dissing: “Ja. Og det har vi intet imod. Sandheden er, at Paraguay nærmest er luksuriøst i forhold til de fleste andre lande i Den 3. Verden.”95 Af andre fremtrædende medlemmer af WACL i Danmark på dette tidspunkt kan nævnes: viceformand for Det konservative Folkeparti og kulturborgmester i København, Hans Thustrup Hansen, forhenværende medlem af folketinget for Det konservative Folkeparti, John Arentoft, medlem af folketinget for Fremskridtspartiet Mogens Glistrup, formand for Dansk- Sydafrikansk Selskab, H.E. Hillerup. WACL var et forum, hvor danske højrefløjspolitikere samarbejdede med terrorgrupper og diktatoriske regimer over hele verden. WACL var en meget stor og forgrenet organisation og en del af dens aktiviteter var af en sådan karakter, at de naturligvis ikke blev lagt offentligt frem. Derfor må man også antage at de danske medlemmer ikke havde det fulde overblik over, hvad organisationen måtte være indblandet i rund omkring på kloden. På den anden side var der i 1988 allerede udgivet en lang række bøger, hvor organisationens aktiviteter dokumenteres, således er alle de bøger jeg bruger i min behandling af WACL udgivet før 1988.

93 94

“Facet” nr. 4, 5. årgang, september/oktober 1987. S. 3ff. “Fremskridt” nr. 28, 16. årgang, 9. september 1988. S. 5. 95 “Det Fri Aktuelt” søndag den 18. september 1988. S. 4.

26

5.0 Vold I diskussionen om venstrefløjen er et af de tilbagevendende temaer voldsfascinationen. I dette afsnit vil jeg se på om det er muligt at spore en voldsfascination på den historiske højrefløj svarende til den venstrefløjen kritiseres for at have huset. Først vil jeg se på voldsfascinationen i sproget, men senere vil jeg også se på, hvordan denne fascination muligvis fik konsekvenser i konkrete aktiviteter. 5.1 Ord Et eksempel, på at voldsfascinationen gjorde sig gældende på dele af højrefløjen, er den såkaldte KU-sang, som blev skrevet i 1930’erne og anvendt af KUs Stormtropper. Sangen blev imidlertid også anvendt i KU langt senere. I det interne medlemsblad for KU-Nørresundby Reflex var sangen trykt i 1981, i denne version: “Det var et herligt KU - møde, / der var stemning og humør, / og vi tævede de røde, / som de sikkert ej er blevet tævet før. / Igennem luften sused stole, / og vor sang har den parole; / kampen er forbi..... / nu kommer..............’s politi / (og det blir’ værre endnu) / På alle stræder skilte hænger, / skilte der siger kryds ved C, / og ingen socialister længere / er i hele gamle Dannevang at se. / De røde har vi helt bortjaget, / de ku ikke tåle slaget, / nu ligger der til sidst, / en enkelt smadret socialist... / OG HAN DRYPPER ENDNU!”. Efter sangen fulgte denne opfordring: “Riv denne side ud, og medbring den ved kommende KU møder.”96 Sangen kan enten opfattes som en direkte opfordring til vold eller en meget grov spøg, men voldsfascinationen er under alle omstændigheder ikke til at komme udenom. KU-sangen vakte nogle år senere, i 1983, en del diskussion, da Ekstra Bladet afslørede, at den kontroversielle sang stadig blev anvendt i KU og at KU’erne havde tilføjet et ekstra vers til den oprindelige sang: “Lad nu de røde få at mærke, / du har været til ST-fest. / Lad dine sorte støvler sværte, / ta’ din stålhjelm på / og spænd din skrårem fast. / Vi ses i grønne uniformer, / stik imod de rødes normer. / Hver en’ste socialist / vi vil besejre her til sidst. / Vi kan mere endnu - KU.” I den forbindelse forsvarede formanden for KUNørresundby og landsstyrelsesmedlem, Walther Rahbek Mortensen i Reflex sangen som en spøg, og negligerede den, idet han beskrev venstrefløjens sange således: “(...) ‘de røde’ (...) fremtræder vel i endnu højere grad som agressive og provokerende.”97 Rahbek tog dog afstand fra tredje vers. Et andet sted i samme nummer af Reflex finder man et indlæg fra et andet KU medlem, som tog klart afstand fra sangen. At der i 1983 blev taget afstand fra KU-sangen betyder dog ikke, at den ikke længere synges. Går man eksempelvis ind på KU-Frederiksværks hjemmeside, så beskriver Morten B. Winther en Øresundsregionskonference d. 11. og 12. november 2000 således: “Her stiftede Jonas og jeg også for første gang kendskab med KU sangen.”98. Det fremgår endvidere, at de lokale formænd for Venstre Ungdom og KU: “(...) arm i arm gav luft for ‘Det var et herligt KU-

96 97

“Reflex - KU Nørresundby” nr. 4, 1. årgang, 1981. S. 9. “Reflex - KU Nørresundby” nr. 3, april 1983. S. 9. 98 KU-Frederiksværk : http://www.fys.ku.dk/~yoda/ku/mere111100.shtml (besøgt 2. december 2003).

27

møde’”99 efter den borgerlige valgsejr i 2001. Lidt længere ude på højrefløjen finder man Den Danske Forening (DDF), som bl.a. har haft de tre nu fremtrædende folketingsmedlemmer for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, Jesper Langballe og Søren Krarup og partiets pressechef Søren Espersen, som medlemmer. I min behandling at Den Danske Forening vil jeg hovedsageligt benytte 4 artikler fra Tjeck Magazine nr. 120, november 2001. Tjecks artikler er forsynet med en udførlig liste over alle anvendte kilder, og der blevet ført både en sag i pressenævnet100 og en byretssag omkring artiklernes indhold, og i begge tilfælde fik bladet medhold, hvorfor jeg mener, at artiklerne fint kan benyttes som kildegrundlag. I Den Danske Forening og miljøet deromkring fandt man en meget voldsom retorik, særligt efter at Søren Krarup i 1988 fik placeret professor Ole Hasselbalch på formandsposten.101 I perioden fra 1988 og frem til omkring 2000 var Søren Krarup arkitekten bag foreningens politik. Retorikken blev hentet fra modstandsbevægelsen under besættelsen. Fra og med 1987 blev ord som sabotage og modstandskamp meget almindelige i foreningens blad Danskeren, hvor man også kunne læse at: “Tiden er inde til at bruge visse af modstandsbevægelsens erfaringer.”102 I Danskeren blev der efterfølgende i hvert nummer omtalt brandstiftelser, hærværk og overfald på flygtninge og asylansøgere under betegnelsen sabotageaktioner. I 1996 bragte Danskeren følgende nyhed og analyse under overskriften “Sabotageaktion i Sæby”: “Når øvrigheden svigter i sit ansvar for land og folk, må dette selv tage affære. Således har gentagne ‘chikanerier’ medført, at en kurdisk familie i marts blev evakueret fra Sæby. Chikanerierne kulminerede om natten den 24/3, da der blev smidt en brosten gennem ruden hos familien. Med få timers varsel besluttede Dansk Flygtningehjælp derefter at evakuere flygtningene til Hobro. Gennem to måneder er der gentagne gange blevet banket på ruderne hos familien, ledsaget af højlydte tilråb fra gerningsmændene. (...) Hvis fremmedpolitikkens urimeligheder fortsætter, må man regne med, at afmægtige danskeres modstandskamp i form af ‘chikane’ vil forårsage yderligere ‘evakueringer’. Hvem evakuerer i øvrigt danskerne fra volds- og narkoplagede fremmed-kvarterer?”103 Et andet eksempel på referencen til besættelsen kan man finde i en billedserie med fire billeder i Danskeren. Det første billede forestiller en dansk pige med en tysk soldat under besættelsen, det andet billede forestiller en nøgen pige på en bænk med afklippet hår og hagekors malet på kroppen, det tredje billede forestiller en dansk pige der omfavner en arabisk udseende mand, og det fjerde billede er et tomt felt med et stort spørgsmålstegn.104 Budskabet i denne billedserie er tydeligt: danske piger der bliver kærester med en udlænding, kommer til at lide samme skæbne som de såkaldte tyskerpiger efter besættelsen. Butikker, der samarbejdede med tyskerne under besættelsen, blev kaldt værnemagerbutikker, i Danskeren laver redaktør Sune Dalgård en nutidig pendant: “Lad det blive et
99

KU-Frederiksværk : http://www.fys.ku.dk/~yoda/ku/mere201101.shtml (besøgt 2. december 2003). Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 25/2002 af 23/05/2002. 101 Søren Krarup opløste i 1988 Komiteen mod Flygtningeloven og som betingelse for at denne forenings penge og kontakter blev overført til DDF fik Søren Krarup udskiftet formanden og dele af bestyrelsen i DDF. 102 “Tjeck Magazine” nr. 120, 10. årgang, november 2001. S. 54. 103 “Danskeren” nr. 3, 10. årgang, juni 1996. S. 14. 104 “Tjeck Magazine” nr. 120, 10. årgang, november 2001. S. 51.
100

28

nationalt bud, at ingen ordentlig dansker sætter sine ben i ukrudtsbutikkerne.”105 Sune Dalgård var sandsynligvis inspireret af symbolikken fra sangen Det haver så nyligen regnet hvor “(...) frø af ugræs er føget over hegnet (...).”. Selve værnemagerbegrebet får bl.a. sin pendant i begrebet flygtningemafiaen. Man fandt også en udbredt fascination af illegalitet og væbnet kamp i foreningen. I 1991 afslørede Ekstra Bladet bl.a., at formanden Ole Hasselbalch var i besiddelse af en liste over bombeopskrifter. I forbindelse med bombeopskrifterne sendte Hasselbalch et brev til Frede Farmand, lederen af Kulturhistorisk Fondsarkiv og PET infiltrator i forskellige højrefløjsgrupper, hvor han skrev: “(...) hvis man forhindre os i at argumentere i ord, vil skyggerne blive levende på en måde og med en professionalisme, som du ikke gør dig begreb om!”106 Forestillingerne om at foreningen indenfor en nær fremtid måtte gå under jorden førte til, at man i 1995 oprettede en såkaldt kampfond. Om formålet med denne fond hed det i Danskeren: “at der kan opstå tilstande her i landet, som indebærer, at Den Danske Forenings virksomhed må fortsætte på illegalt grundlag.” Meget tyder på at Hjemmeværnet har spillet en vigtig rolle i DDFs forestillinger om en fremtidig illegalitet. Efter en del presseomtale af problemer med fremmedhad i Hjemmeværnet i begyndelsen af 1990’erne udsendte hjemmeværnsledelsen en pjece, der skulle modgå denne tendens. DDF havde på dette tidspunkt en del medlemmer i Hjemmeværnet, og som rektion på den officielle pjece udsendte man sin egen pjece. Pjecen, der blev spredt i Hjemmeværnet, var underskrevet veteraner fra Danmarks Frihedskamp og HJV og bar Hjemmeværnets officielle logo. I pjecen hed det bl.a.: “PAS GODT PÅ DANMARK - en ny folkevandring er i gang!!! (...) Kampen om Danmark ER i gang! - Hold på dit våben! Hvem får ellers fat i det?”107 DDF opfattede Hjemmeværnet som nationalsindet, og pjecen må tolkes som et forsøg på at mobilisere dele af dette korps i det foreningen kaldte kampen om Danmark. 5.2 Handling Det blev ikke altid ved ordene; ved flere lejligheder satte repræsentanter fra grupper på højrefløjen handling bag den voldsomme retorik og gjorde volden til politisk middel. I 1986 blev der gennemført to bombeattentater i København, et mod den sovjetiske ambassade og et mod den danske ANC-repræsentants bolig. Det var et medlem af Konservativ Ungdom, der stod bag disse bombesprængninger, og som begrundelse for disse gerninger angav han politiske motiver som f.eks. den sovjetiske tilstedeværelse i Afghanistan.108 Det skal for en god ordens skyld nævnes, at ingen mennesker kom til skade ved de to bombesprængninger og at Konservativ Ungdom tog afstand fra handlingerne. Når man ser på medlemmer af Den Danske Forening, kan man derimod ikke påstå, at deres
105 106

“Danskeren” nr. 6, 1996. “Tjeck Magazine” nr. 120, 10. årgang, november 2001. S. 49. 107 Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2/1994, KEN nr. 9912 af 14/04/1994. 108 Jensen, Erik: “De Hemmelige Tjenester - PET og FE gennem 40 år. En oversigt”. Demos, København, 1998. S. 50.

29

handlinger ikke betød, at mennesker kom til skade. Et centralt medlem af DDF var Vera Jørgensen, som bl.a. var foreningens sekretær og som sådan en af Ole Hasselbalchs og Søren Krarups nærmeste medarbejdere i foreningen. Vera Jørgensen var samtidig medlem af det nazistiske Partiet De Nationale (PDN) og dette partis pressionsgruppe (partiets egen betegnelse) Danskernes Broderskab.109 Danskernes Broderskab tog bl.a. ansvaret for smadring af Arbejdernes Bogbutik (1991) og overfaldet på SFs borgerrepræsentationsmedlem i København, Lubna Elahi (1990).110 Man kunne indvende, at Vera Jørgensens aktiviteter i DDF og PDN bør holdes adskilte, men de tætte forbindelser mellem de to grupper og Jørgensens centrale placering i begge grupper gør, at jeg ikke mener, at denne skelnen har nogen reel betydning. Det er f.eks. værd at bemærke, at formanden for PDN, Peter Larsen, efter at have nedlagt partiet i 1994 blev en af initiativtagerne til DDFs ungdomsorganisation Dansk Ungdom (DU). Blandt de ledende medlemmer i DU fandt man også en række medlemmer fra Danmarks National Socialistiske Bevægelse (DNSB), disse nazister var bl.a. Brian Christensen, Kenneth Kristiansen og René Brinck.111 Nazismen var ikke noget nyt indslag i miljøet omkring DDF, således havde lederen af DNSB, Jonni Hansen, allerede været medlem af foreningen i mange år. Af andre vigtige medlemmer af DU kan nævnes Anette Ladefoged og formanden Martin Kasler, der bl.a. gjorde sig bemærket med sin sympati for Ku Klux Klan og Pinochet.112 Ledelsen i DDF kendte godt til, at DU havde mange erklærede nazister blandt sine medlemmer, men man så ikke noget problem i dette. Næstformanden for DDF Harry Vinter, som var en af de personer, som Søren Krarup havde fået placeret i foreningen, udtalte således om Peter Larsens forbindelse til nazismen: “Hans fortid gør ham ikke uegnet til at være styrelsesmedlem i Dansk Ungdom og medlem af Den Danske Forening. (...) Peter lyder som en fornuftig ung mand.”113 DU nåede kun at eksistere i ca. ét år, men det lykkedes alligevel ved flere lejligheder foreningen at demonstrere sin vilje til at anvende vold. I Roskilde Dagblad kunne man den 7. februar 1996 læse, at seks mænd var blevet stoppet i en bil, hvor politiet fandt køler, hætter, nazistisk propagandamateriale, knojern og tåregasspray i bagagerummet. Bilens passagerer var medlemmer af DU, og chaufføren var styrelsesmedlemmet Simon Sevelsted.114 Man kunne også læse om denne episode i DUs eget interne blad Nyhedsbrevet, som også omtalte en anden episode: “Endnu tidligere end disse sager blev to andre medlemmer optændt af ‘den hellige ild’ og skræmte livet af en neger. De er nu sigtet for trusler på livet!”115 DU optrådte også som vagtværn ved DDFs Grundlovsmøde i Hillerød og ved sommerstævnet i Korsør i 1996. I DUs indkaldelse til sommerstævnet hed det: “(...) det kan forventes at de autonome og/eller de fremmede vil dukke op og spille med musklerne. DET VIL VI OGSÅ. D.U. vil være med til at gøre sommerstævnet til EN
109 110

“Tjeck Magazine” nr. 120, 10. årgang, november 2001. S. 53. Jensen, Erik: “De Hemmelige Tjenester - PET og FE gennem 40 år. En oversigt”. Demos, København, 1998. S. 36. 111 “Tjeck Magazine” nr. 120, 10. årgang, november 2001. S. 54. 112 “Faklen” nr. 15, april 2000. Artiklen Det nye højre 4: Dansk Forum af Rune Engelbreth Larsen. 113 “Tjeck Magazine” nr. 120, 10. årgang, november 2001. S. 55. 114 “Faklen” nr. 15, april 2000. Artiklen Det nye højre 4: Dansk Forum af Rune Engelbreth Larsen. 115 “Nyhedsbrevet” nr. 1, 2. årgang, 1996.

30

STOR SUCCES.”116 Ved sommerstævnet optrådte DUs medlemmer i grønne jakker og hvide Tshirts med påskriften “Danmark for danskerne”. DUs kasser Kasper Nielsen havde rollen som Søren Krarups private bodyguard, og blandt de øvrige vagtmænd fandt man bl.a. nazisten Kenneth Kristiansen.117 I dagene efter sommerstævnet steg pressens interesse for DU, og det blev bl.a. omtalt i TV2 nyhederne, at Søren Krarup var blevet beskyttet af nazister. Denne negative presseomtale førte til, at organisationen på et møde den 3. august opløste sig selv, men på samme møde blev en ny forening stiftet: Dansk Forum. Dansk Forum var stort set den samme organisation som Dansk Ungdom, selv formanden og kassereren gik igen, men de officielle bånd til DDF var brudt, og en del af de erklærede nazister forlod organisationen.118 I slutningen af 1990’erne meldte mange af Dansk Forums medlemmer sig ind i Dansk folkepartis Ungdom (DFU), hvor de indtog centrale poster. Anette Ladefoged blev næstformand for Dansk folkepartis Ungdom i København, Martin Kasler blev borgerrepræsentationssuppleant for Dansk Folkeparti i København og et andet medlem, Louise Holm, blev kandidat til Europaparlamentet og blev i den forbindelse den kandidat fra Dansk Folkeparti, der fik næstflest stemmer efter Mogens Camre.119 I forbindelse med en del presseomtale af Dansk Forums forhold til Dansk Folkeparti i 1999 vendte Dansk Folkepartis ledelse sig pludselig imod medlemmerne fra Dansk Forum og gennemførte en udrensning i partiet, som nok var mere taktisk end politisk.120 Under alle omstændigheder er det klart, at der på den parlamentariske del af højrefløjen har været stærke forbindelser til den del af højrefløjen, som har sat handling bag ordene. I slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne oplevede man en voldsom stigning i politisk motiveret vold og hærværk rettet mod udlændinge i Danmark og venstrefløjen. Langt størstedelen af disse overgreb blev aldrig opklaret, og det er således umuligt at sige, hvem der stod bag. Jeg vil alligevel opremse et lille udpluk af disse sager for at skabe et billede af det politiske klima man oplevede i disse år. Maj 1988: brandattentat mod Socialistisk Arbejder Parti i København, februar 1989: en række venstrefløjspartier modtog trusselsbreve om “kommende eksplosioner”, september 1991: Venstre Socialisterne og Enhedslisten var udsat for brandattentat med store materielle ødelæggelser, juni 1991: Fair Play fik sit kontor smadret, computere og kopimaskiner blev ødelagt, marts 1992: medlemmet af Internationale Socialister, Henrik Kristensen, blev dræbt af en brevbombe i partiets kontor i København, juli 1993: 50 gravsten på mosaisk kirkegård i København blev skændt med racistisk bemaling, juni 1994: foreningen Flygtninge under Jorden fik sin facade knust.121 5.3 Fra ord til handling
116 117 118

Ibid.

“Tjeck Magazine” nr. 120, 10. årgang, november 2001. S. 52ff. “Faklen” nr. 15, april 2000. Artiklen Det nye højre 4: Dansk Forum af Rune Engelbreth Larsen. 119 Ibid. 120 For en nærmere gennemgang af begivenhederne omkring udrensningen i Dansk Folkeparti i 1999 vil jeg henvise til “Faklen” nr. 15, april 2000. Artiklen Det nye højre 4: Dansk Forum af Rune Engelbreth Larsen. 121 Jensen, Erik: “De Hemmelige Tjenester - PET og FE gennem 40 år. En oversigt”. Demos, København, 1998. S. 36.

31

I den igangværende diskussion om venstrefløjen under Den kolde Krig støder man flere steder på den opfattelse, at retorikken og de politiske analyser på venstrefløjen var med til at legitimere og acceptere vold og terror som politisk middel. Både hos Mikkel Plum og Bent Blüdnikow finder man således en argumentation for, at Blekingegadebandens handlinger var en naturlig følge af den øvrige venstrefløjs analyser og retorik. Dette mente man var muligt, også selvom gruppen længe havde været helt isoleret fra andre organisationer på venstrefløjen, som i øvrigt alle tog afstand fra gruppen, da den blev afsløret i 1989. Blüdnikow skrev om forholdet mellem Blekingegadebanden og den øvrige venstrefløj: “Gruppen havde imidlertid fælles ideologisk tankegods med andre grupper på venstrefløjen og den opstod ikke ud af det blå. Afsløringen af gruppen vakte voldsom opsigt og debatten fik et dramatisk forløb, hvor det blev forsøgt fortiet, at bandens baggrundsmiljø var den venstrefløj, som også i andre sammenhænge brugte en voldspræget retorik.”122 Mikkel Plum mente, at den samlede revolutionære venstrefløj, via sine teorier, var ved at udvikle sig til én stor Blekingegadebande: “Jeg kunne ånde lettet op over, at jeg aldrig selv nåede så langt som til at blive medlem af en tilsvarende Ollerupbande [Plum deltog i en klunsergruppe i Ollerup som samarbejdede med KAK, hvorfra medlemmerne af Blekingegadebanden kom, red]. Teoretisk var vi godt på vej, ligesom den øvrige revolutionære venstrefløj.”123 Jeg vil ikke tage stilling til, om det er rigtig eller forkert at foretage de slutninger, som Plum og Blüdnikow laver, dette ville kræve en større teoretisk diskussion af sprogets betydning, og den diskussion vil jeg ikke åbne her. Jeg vil blot fastholde, at hvis det forholder sig, som de siger, så må det samme gøre sig gældende på højrefløjen. Udfra denne logik vil jeg derfor lave en række forbindelser mellem retorik og analyser på højrefløjen og konkrete handlinger. KU formanden Walther Rahbek kaldte ANC for en “terrorbevægelse”124 og i en artikel i Facet, som var illustreret med et billede af lederen af ANCs kontor i Danmark, beskrev folketingsmedlemmet Óli Breckmann ANC som: “(...) en rent kommunistisk terrorbande.”125 Dette blev kombineret med en analyse af konsekvenserne af en eventuel ANC sejr i Sydafrika, som DIKF formulere således: “Hvis de at Sovjetunionen støttede organisationer [her tænkes på ANC, red] bliver i stand til at overtage magten i Den sydafrikanske republik og derved overtage kontrol over nævnte naturrigdomme, vil det betyde et stort skridt frem mod de vestlige landes fuldkomne afhængighed af kommuniststyret og derved den vestlige verdens undergang.”126 I forbindelse med ANC har vi altså at gøre med en kommunistisk terroristbande der truer med at forårsage den vestlige verdens undergang. Hvad skete der, da denne analyse kombineredes med en politisk kultur hvor voldsfascinationen bl.a. kom til udtryk i sangtekster som: “(...) vi tævede de røde (...) nu ligger

Holm, Adam og Peter Scharff Smith (red.): ”Idealisme eller fanatisme?”. Forlaget Forum, København, 2003. S. 166. 123 Plum, Mikkel: ”Bombardér hovedkvarteret – Hvad venstrefløjen sagde, skrev og bedrev fra Stalins død til efter Murens fald”. Gyldendal, København, 1998. S. 376. 124 “Reflex - KU Nørresundby” nr. 2, 7. årgang, oktober 1987. S. 12. 125 ”Facet” nr. 1, 4. årgang, januar 1986. S. 5. 126 “Facet” nr. 5/6, 4. årgang, maj/juni 1986. S. 3.

122

32

der til sidst, / en enkelt smadret socialist... / OG HAN DRYPPER ENDNU!”?127 Man skabte et politisk kultur, hvor en ung KU’er i 1986 pludseligt fandt det legitimt af gennemføre terrorbombninger mod ANC i København. Måske var det den samme politiske kultur, der gjorde, at man i marts 1992 kunne finde en død socialist, Henrik Christensen, i Internationale Socialisters kontor? Liget af socialisten var forkullet som følge af den voldsomme varmeudvikling fra bomben, så han dryppede ikke længere. Måske var det også denne politiske kultur, der gjorde, at socialisten Lubna Elahi dryppede af blod efter sit møde med Danskernes Broderskab en aften i 1990? Et andet felt, indenfor hvilket jeg mener at retorikken på dele af højrefløjen har legitimeret vold, er udlændingepolitikken. Jeg vil nu, for at give et indtryk af den retorik man har set i debatten om udlændinge i Danmark gennem de seneste 15 år, bringe en række ukommenterede citater. Kristian Thulesen Dahl, medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti: “Islam er den største trussel mod verdensfreden siden kommunismen faldt. Det er en direkte trussel mod Vesten, æder os op indefra og destabiliserer vores samfundsstruktur på ægte gøgeungemaner.”128 (2001), Sune Dalgård, redaktør af DDFs interne blad Danskeren: “Det var svært at rejse modstandskampen for 50 år siden. Det er svært i dag. Men der er kun én vej. Fremad.”129 (1990), Søren Krarup, tidligere medlem af DDF, nuværende medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, redaktør af det religiøse blad Tidehverv og sognepræst: “Tab kun ikke modet, kære danskere, for der er slet ikke grund til det! Tingene går nu i den rigtige retning. Jeg har hele tiden sammenlignet oprøret mod indvandrerpolitikken og Dansk Flygtningehjælp med modstandsbevægelsen under besættelsen, og i dette perspektiv er vi nu ved at nærme os 29. august 1943.”130 (1988), “(...) ordet ‘racist’ er ved at være betegnelsen for et hæderligt, modigt menneske (...)”131 (1989), “Vi står utvivlsomt over for en periode med voldsomme og dramatiske begivenheder. Dette skændige forsøg på at voldtage det danske folk i dets eget hjem må og skal føre til en modstandskamp, hvor vi i troskab mod hele vores historie sætter os til modværge mod Danmarks undergang som dansk land.”132 (1992), Ulrik Høy, fast skribent i Weekendavisen: “(...) jeg har aldrig hørt om en såkaldt ‘hård kerne’ af danskere, der opførte sig ad helvede til i Amerika, Canada, Argentina og Fjernøsten eller for den sags skyld en blød kerne, der ikke gad bestille dagens gerning. Aldrig. Anderledes i dagens Danmark. Her har de fleste indvandrer-minoriteter en hård kerne af kriminelle og en blød kerne af statssubsidieret dovenskab (...).”133 (2000), Mogens Camre, medlem af Europaparlamentet for Dansk Folkeparti: “[‘den fremmed’] (...) er mand af umiskendeligt mellemøstligt tilsnit. Han er så elegant klædt som Onassis’ søn. Og han har køretøjer, som hverken jeg eller statsministeren ville have råd til at købe. Jeg ved, at den slags skyldes den voldsomme kriminalitet, der kommer i kølvandet på

127 128

“Reflex - KU Nørresundby” nr. 4, 1. årgang, 1981. S. 9. “Dagbladet Information” den 6. oktober 2001. 129 “Danskeren” nr. 2, 1990. 130 “Danskeren” nr. 2, 1988. 131 “Danskeren” nr. 3, 1989. 132 “Tidehverv” nr. 3, 1992. 133 “Weekendavisen” den 13.-19. oktober 2000.

33

indvandringen.”134 (1998), “De agter aldeles ikke at blive danskere. De er kommet for at overtage Danmark, og de demonstrerer ved enhver lejlighed, at de mener sig berettiget til at indrette landet efter muslimsk kultur.”135 (2000), “Alle Vestens lande er infiltreret af muslimerne - nogle af dem taler pænt til os, mens de venter på at blive mange nok til at slå os ihjel.”136 (2001). I de eksempler, jeg har fundet frem fra udlændingedebatten, bliver tilstedeværelsen af udlændinge og særligt muslimer i Danmark beskrevet som en invasion, som et forsøg på at erobre landet. I retorikken er udlændinge i Danmark blevet beskrevet som kriminelle og dovne fanatikere, der blot venter på at blive mange nok til at slå alle danskere ihjel og indføre en islamistisk stat. Kombinerer man denne analyse og retorik med den dehumanisering, man bl.a. finder i ord som “ukrudtsbutik” og Søren Krarups og DDFs opfordring til modstandskamp og oprør, har man måske en forklaring på, hvorfor verbale og fysiske overgreb er blevet en del af dagligdagen for en række etniske minoriteter i Danmark i dag. Da EUs center for observation af racisme og fremmedhad (EUMC) for nyligt udgav en rapport om anti-semitisme i Europa fremgik det bl.a., at dele af anti-semitismen udsprang af muslimske grupper og havde sin baggrund i konflikten i mellemøsten. Dette medførte, at Dansk Folkeparti gjorde kampen imod anti-semitisme til en af sine mærkesager, jøderne skulle beskyttes mod den muslimske trussel. I den sammen hæng kunne det måske være interessant at se på, hvad folketingsmedlemmet Søren Krarup fra Dansk Folkeparti tidligere har sagt om anti-semitisme og den muslimske trussel. I 1998 udtrykte Søren Krarup sin utilfredshed med, at jøder kom med offentlige udtalelser, hvori de gav udtryk for, at de ikke oplevede muslimernes tilstedeværelse som et problem eller en trussel, Søren Krarup analyserede konsekvenserne: “Jeg er meget betænkelig ved, at jøder hele tiden stiller sig frem og siger til befolkningen: ‘I behøver overhovedet ikke at være bange - vi fortæller jer, at der ingen fare er.’ Dét fører jo til det ubehagelige, der hedder antisemitisme, fordi man siger: ‘De vil åbenbart ikke dele vilkår med os andre!’”137 Med andre ord var jøderne selv skyld i anti-semitismen, hvis de ytrede sig imod den holdning, som Søren Krarup tolkede som flertallets. Det er en meget interessant logik, der her kommer til udtryk og det kunne være spændende at vide, om det i følge Krarup gælder for alle minoritetsgrupper, at de for at undgå at påkalde sig befolkningens vrede ikke bør udtrykke sig offentligt imod flertallets holdninger. Under alle omstændigheder udtrykte Krarup en vis forståelse for anti-semitismen og lagde skylden på ofret. Jeg vil ikke beskylde Søren Krarup for at være anti-semitisk, men det kan ikke udelukkes, at holdninger, som den Krarup gav udtryk for, har været med til at legitimere den anti-semitisme, som beskrives i EUMCs rapport.

134 135

“Helt ærligt, mand”. Debatprogram på DR1 den 10. september 1998. “Ekstra Bladet” den 6. januar 2000. 136 “Politiken” den 17. september 2001. 137 “Helt ærligt, mand”. Program på DR1 den 10. september 1998.

34

6.0 Konklusion I det tidligere Sovjetunionen, særligt under Stalin, var billedforfalskningen et fast og vigtigt element i skabelsen af den officielle historie. En af metoderne var beskæring. Billeder blev beskåret sådan, at de fik det ønskede budskab mest tydeligt frem, mens eventuelle forstyrrende eller modsatrettede budskaber blev skåret væk. Når det ikke var nok at beskære billederne, greb man til den mere krævende retouchering. Elementer og personer, som man, af den ene eller anden grund, ikke ønskede skulle være en del af den historiske erindring, blev simpelthen bortretoucheret - de havde aldrig eksisteret! Historieskrivningen om den danske venstrefløjs rolle under Den kolde Krig kunne give associationer til stalintidens metoder. En gruppe historikere og journalister med tilknytning til højrefløjen har de seneste ti år beskæftiget sig med det, de kalder opgøret med venstrefløjen. I dette arbejde har man ikke holdt sig tilbage i anvendelsen af både beskæring og retouchering; billedet blevet beskåret således, at det ønskede budskab træder klart frem, visse elementer er blevet forstørret og andre elementer, der kunne forstyrre budskabet i billedet, er retoucheret bort. I billedet indgår også højrefløjen, og denne er beskåret på en helt særlig måde; voldsfascination, støtte til diktaturstater og samarbejde med terrororganisationer er retoucheret bort, således at højrefløjen fremstår som en demokratisk og fredelig tilskuer til venstrefløjens amokløb. I dette projekt har jeg ikke forsøgt at skabe det fulde billede af de politiske konflikter under den kolde krig. Jeg har ikke engang forsøgt at skabe et fuldt og dækkende billede af højrefløjen. Mit bidrag har alene været at fremlægge nogle af de vigtige detaljer i billedet af højrefløjen, som er blevet søgt bortretoucheret i forbindelse med opgøret med venstrefløjen. Jeg mener at have dokumenteret, at en stor del af den kritik, som er blevet rettet mod venstrefløjen under Den kolde Krig, lige så godt kunne rettes mod højrefløjen. Jeg har ved at anvende en citatbaserede argumentation vist, at der ligesom på venstrefløjen også på højrefløjen findes støtte til diktaturregimer og voldsfascination. Begge hypoteser i problemformuleringen er således bekræftet, hvilket fører til den konklusion, at opgøret med venstrefløjen har været et opgør, som i lige så høj grad skulle være taget med højrefløjen, og således har dobbeltstandarder gjort sig gældende. Dette selvom støtten til diktaturerne ikke fremføres som en generel politisk støtte men snarere som en nødvendig anti-kommunistisk foranstaltning, men den var dog alligevel til stede og til tider gjorde den sig gældende i visse grupper. Jeg agter imidlertid ikke at begå den samme fejl som Bent Jensen, Mikkel Plum og Bent Blüdnikow ved at ophæve disse fund til væsensudsagn om højrefløjen. Selvom Ole Bjørn Kraft, Óli Breckmann, Hans Thustrup Hansen, Søren Krarup, Pia Kjærsgaard, Brian Mikkelsen, Mogens Camre og Erhard Jacobsen m.fl. var eller er vigtige og centralt placerede personligheder på den danske højrefløj, ville det være forkert at ophæve disse personers gerninger og udsagn til en generel karakteristik af den historiske højrefløj, ligesom det ville være forkert at gøre KU i 1930’erne til repræsentant for hele det borgerlige Danmark i mellemkrigstiden. Det er vigtigt at huske på de mange mennesker på højrefløjen som aktivt bekæmpede diktaturerne, som f.eks. den konservativ Hans Jørgen Lembourn i Grækenlandskomiteen, styrelsesmedlemmet i KU-Aalborg der skarpt kritiserede sin egen formand, da denne

35

udtrykte forståelse for USAs støtte til diktaturet i El Salvador og de mange CD’ere, der tog afstand fra Erhard Jacobsen, da han støttede regimet i Sydafrika. Man kunne ønske sig, at der også i behandlingen af venstrefløjens historie blev taget højde for de mange interne nuancer og modsætninger. I forbindelse med opgøret med venstrefløjen er der blevet skabt et billede af en venstrefløj, som enten støttede eller forholdt sig tavs og passiv i forhold til de diktatoriske regimer, som har kaldt sig kommunistiske, mens kritikken af disse regimer tilskrives højrefløjen. Dette billede er imidlertid langt fra dækkende. Anarkisten Emma Goldman fik i 1923 og 1924 udgivet sine bøger “My Disillusionment in Russia”138 og “My Further Disillusionment in Russia”.139 I disse bøger giver Goldman sin øjenvidneberetning om det kommunistiske diktaturs udvikling og overgreb i de første år efter Den russiske Revolution. I de efterfølgende årtier, helt frem til murens fald tegnede anarkister, rådskommunister, venstresocialister, syndikalister og andre frihedsorienterede socialister sig for en meget stor del af den kritik, der blev rejst mod de forskellige diktaturstater, der kaldte sig kommunistiske. Da Stéphane Courtois i “Kommunismens sorte bog”140 fra 1997 forsøgte at tælle ofrene for diktaturet i Rusland var det 57 år siden, at der på venstrefløjen første gang blev lavet en lignende optælling. I 1940 blev bogen “The Guillotine at Work”141 af anarkosyndikalisten G.P. Maximoff udgivet. I denne bog, som er på to bind og over 600 sider, beskriver Maximoff det, han kalder den leninistiske kontrarevolution i Rusland. Han gennemgår minutiøst undertrykkelsen og beskriver alle regimets overgreb. Hvert kapitel i bogen afsluttes med en sammentælling af ofrene. Hele denne kritik findes imidlertid ikke når Bent Jensen, Bent Blüdnikow og andre historikere, der ønsker et opgør med venstrefløjen, tegner deres billede, den er grundigt bortretoucheret. En tilsvarende bortretouchering af den borgerlige kritik rettet mod diktaturstater, som blev regnet som en del af den vestlige verden, skal selvfølgelig undgås. Derfor er det også vigtigt at huske på, at det billede, jeg har tegnet af højrefløjen i dette projekt, kun viser de dele, som tidligere er blevet bortretoucheret og som sådan kan projektet ikke bruges til at sige noget generelt om den historiske danske højrefløj. Dette projekt var ment som et eksperiment og som sådan er det vellykket, men samtidig mener jeg, at det illustrerer, hvordan historieskrivning ikke bør laves, hverken når venstrefløjens eller højrefløjens historie skal skrives.

Goldman, Emma: “My Disillusionment in Russia”. Doubleday, Page & Company, New York, 1923. Goldman, Emma: “My Further Disillusionment in Russia”. Doubleday, Page & Company, New York, 1924. 140 Courtois, Stéphane (m.fl.): ”Kommunismens sorte bog – Forbrydelser, terror, undertrykkelse”. Høst & Søns Forlag, København, 2002. 141 Maximoff, Gregory P.: “The Guillotine at Work - The Leninist Counter-Revolution”. Cienfuegos Press, Storbritanien, 1979.
139

138

36

7.0 Bilag Bilag 1:

37

8.0 Litteraturliste Andersen, Jacob og Søren Jacobsen: “Spionen der sladrede”. Ekstra Bladet, København, 1977. Anderson, Scott og Jon Lee Anderson: “Inside The League”. Dodd, Mead & Company, New York, 1986. Bekker-Nielsen, Tønnes: “Gads Historieleksikon”. G.E.C. Gads Forlag, København, 1994. Blüdnikow, Bent: ”Venstrefløj og antisemitisme”. Artikel i Arbejdsrapporter fra DCHF 5 – Antisemitisme i Danmark, København, marts 2001. http://www.dchf.dk/publications_dk/antisemitisme_i_dk/14_bent_bludnikow.pdf (besøgt 2. december 2003). Bryld, Claus og Søren Hein Rasmussen: ”Demokrati mellem fortid og fremtid – En antologi”. Forlaget Tiderne Skifter, København, 2003. Chomsky, Noam: “Magt & terror”. Forlaget Bindslev, København, 2003. Chomsky, Noam: “What Uncle Sam Really Wants”. Odonian Press, USA, 1993. Christensen, Lars: “Ungdomsoprør - Konservativ Ungdom gennem 90 år”. Konservativ Ungdoms Forlag, København, 1994. Courtois, Stéphane (m.fl.): ”Kommunismens sorte bog – Forbrydelser, terror, undertrykkelse”. Høst & Søns Forlag, København, 2002. “Dagbladet Information” den 23. september 1998. “Dagbladet Information” den 6. oktober 2001. “Danskeren” nr. 2, 1988. “Danskeren” nr. 3, 1989. “Danskeren” nr. 2, 1990. “Danskeren” nr. 3, 10. årgang, juni 1996. “Danskeren” nr. 6, 10. årgang, 1996. “Det Fri Aktuelt” søndag den 18. september 1988. “Ekstra Bladet” den 11. november 1985. “Ekstra Bladet” den 6. januar 2000. “Facet” nr. 6, 2. årgang, september/oktober 1984. “Facet” nr. 5/6, 3. årgang, maj/juni 1985. ”Facet” nr. 1, 4. årgang, januar 1986. “Facet” nr. 5/6, 4. årgang, maj/juni 1986. “Facet” nr. 1, 5. årgang, januar/februar 1987. “Facet” nr. 4, 5. årgang, september/oktober 1987. “Faklen” nr. 15, april 2000. Artiklen Det nye højre 4: Dansk Forum af Rune Engelbreth Larsen. “Fremskridt” nr. 28, 16. årgang, 9. september 1988. Garodkin, Ib (red.): “Håndbog i dansk politik 1991”. Munksgaard, København, 1991. Goldman, Emma: “My Disillusionment in Russia”. Doubleday, Page & Company, New York, 1923. Goldman, Emma: “My Further Disillusionment in Russia”. Doubleday, Page & Company, New

38

York, 1924. Hansen, Søren Toft: ”Det stod i avisen… - kildekritiske overvejelser ved brug af aviser”. Småskrifter fra Historiestudiet, nr. 3, Aalborg Universitet, 2001. “Helt ærligt, mand”. Program på DR1 den 10. september 1998. Holm, Adam: ”Kun helheden gælder”. Artikel i Arbejdsrapporter fra DCHF 2 – Folk og Fællesskab, København, 2001. Holm, Adam og Peter Scharff Smith (red.): ”Idealisme eller fanatisme?”. Forlaget Forum, København, 2003. Haarder, Bertel (red.): ”Hvem holdt de med?”. Peter la Cours Forlag, Søborg, 1999. Jensen, Bent: ”Gulag og glemsel – Ruslands tragedie og Vestens hukommelsestab i det 20. århundrede”. Gyldendal, København, 2002. Jensen, Bent: ”Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle”. Lindhardt og Ringhof, København, 2. reviderede udgave 1. oplag, 2002. Jensen, Christian (m.fl.): “Krigens købmænd - Det hemmelige opgør med Riffelsyndikatet, A.P. Møller, Novo og den øvrige storindustri efter Anden Verdenskrig”. Gyldendal, København, 2. udgave, 2002. Jensen, Erik: “De Hemmelige Tjenester - PET og FE gennem 40 år. En oversigt”. Demos, København, 1998. Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2/1994, KEN nr. 9912 af 14/04/1994. Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 25/2002 af 23/05/2002. Krüger, Henrik og Niels Levinsen: “Fascismens internationale net i dag - Terrorgrupperne, deres aktioner og bagmænd”. Bogans Forlag, København, 1977. KU-Frederiksværk : http://www.fys.ku.dk/~yoda/ku/mere111100.shtml (besøgt 2. december 2003). KU-Frederiksværk : http://www.fys.ku.dk/~yoda/ku/mere201101.shtml (besøgt 2. december 2003). “Lademanns Multimedia Leksikon - 2002”. Egmont Lademann, 2002. Liljegren, Jens Peter: ”Weekendavisen og opgøret med venstrefløjen – En indholdsanalytisk og kvalitativ undersøgelse af avisens historieformidlende rolle i perioden 1989 til 1998” (specialeopgave). Center for Historie, Syddansk Universitet – Odense Universitet, marts 2002. http://www.historie-nu.dk/Liljegren%20speciale.pdf (besøgt 2. december 2003). Loumann, Peter: “Pressen og nazismen - Nogle vigtige danske dagblades behandling af det nationalsocialistiske Tyskland 1933-1939” (specialeopgave). Københavns Universitet, december 1974. Maximoff, Gregory P.: “The Guillotine at Work - The Leninist Counter-Revolution”. Cienfuegos Press, Storbritannien, 1979. McClintock, Michael: “The American Connection, Vol. 1: State Terror and Popular Resistance in El Salvador”. Zed Books, London, 1985. “Merkur - KU Aalborg” nr. 2, 4. årgang, 1982. “Merkur - KU Aalborg” nr. 4, 4. årgang, 1982.
“Nyhedsbrevet” nr. 1, 2. årgang, 1996.

39

“Nyhedsmagasinet Reflex - Politik, Økonomi, Kultur” nr. 1, 1. årgang, maj 1968. “Nyhedsmagasinet Reflex - Politik, Økonomi, Kultur” nr. 9, 2. årgang, september 1969. “Nyhedsmagasinet Reflex - Politik, Økonomi, Kultur” nr. 10, 2. årgang, oktober 1969. “Nyhedsmagasinet Reflex - Politik, Økonomi, Kultur” nr. 11, 2. årgang, november 1969. Plum, Mikkel: ”Bombardér hovedkvarteret – Hvad venstrefløjen sagde, skrev og bedrev fra Stalins død til efter Murens fald”. Gyldendal, København, 1998. “Politiken” den 17. september 2001. “Reflex - KU Nørresundby” nr. 2, 7. årgang, oktober 1987. Tamm, Ditlev: “Det høje C - En bog om Det konservative Folkeparti 1965-1998”. Gyldendal, København, 1999. Thing, Morten: ”Venstrefløjens historie”. Artikel i tidsskriftet Solidaritet nr. 2, 22. årgang : juni 2000. “Tidehverv” nr. 3, 1992. “Tjeck Magazine” nr. 120, 10. årgang, november 2001. Quaade, Alex og Ole Ravn: ”Højre om! – Temaer og tendenser i den anti-parlamentariske debat 1930-39”. Gyldendal, København, 1979. “Weekendavisen” den 13.-19. oktober 2000.

40

Sign up to vote on this title
UsefulNot useful