You are on page 1of 6

28 28

A k t u e l

N a t u r v i d e n s k a b

1 |

2 0 1 1

I M M U N O L O G I

Autoimmune sygdomme
- nr kroppen er sin egen fjende
Sygdomme som leddegigt, diabetes og sklerose skyldes, at immunsystemet ikke kan holde ordentligt styr p ven og fjende, og derfor angriber kroppens egne molekyler. Selvom vi i dag ved meget om immun-mekanismerne, kender vi stadig ikke den primre rsag til, at det gr galt.

Af Niels H. H. Heegaard og Gunnar Houen

Immunsystemet skal igennem hele livet holde rede p, hvad der er tolerabelt (ens egen organisme, selvet), og hvad der skal bekmpes med de betydelige vben, det kan mobilisere. Nr det er ndvendigt, skal systemet reagere effektivt mod forskellige typer af trusler og oplagre viden om dem, s kroppen er bedre rustet til fremtidige angreb. Samtidigt skal immunreaktionerne ikke delgge egne celler og vv. Nr man tager alle disse krav i betragtning, er det ikke mrkeligt, at meget kan g galt. Hvis balancen forrykkes f.eks. i retning mod nedsat aktivitet af immunsystemet vil vores organisme vre mere udsat for infektioner. For voldsom reaktivitet afspejles derimod i allergier, mens forkert reaktivitet ses ved autoimmune sygdomme, hvor immunmekanismer er med til at beskadige og nedbryde kroppens egne komponenter. Man siger da, at immunmekanismerne er blevet autoreaktive.

Diabetes er et eksempel p en autoimmun sygdom, hvor immunmekanismer er med til at beskadige og nedbryde kroppens egne komponenter. Den tyske mikrobiolog og patolog, nobelpristageren Paul Ehrlich var med ordene horror autotoxicus den frste til at formulere den helt essentielle egenskab ved organismens immunsystem evnen til at skelne mellem eget (selv, auto) og fremmed (ikke-selv). Det er dog senere blevet klart, at en vis reaktivitet over for kroppen selv formentlig er pkrvet for den normale funktion af immunsystemet. Det er derfor evnen til at kontrollere de selvbeska-

Artiklen kommer fra tidsskriftet Aktuel Naturvidenskab. Se mere p aktuelnaturvidenskab.dk

Foto: Colourbox

A k t u e l

N a t u r v i d e n s k a b

1 |

2 0 1 1

I M M U N O L O G I

29 29

Selv

Ikke-selv

Immunsystemet

Immunsystemet fungerer som barriere mellem mikroorganismer og kroppen selv

Selv

Ikke-selv

Immunsystemet

Autoimmun sygdom opstr, nr vv delgges af kroppens egne immunreaktioner

Selv

Ikke-selv

Immunsystemet

Ved infektioner overvindes barrieren delvist og inflammatoriske modreaktioner sttes i gang

Selv

Ikke-selv

Infektioner kan vre en medrsag til, at autoimmun sygdom opstr

Immunsystemet

Figur 1. Immunsystemets funktion i den normale og den autoimmune organisme.

digende reaktioner, der delvist er mistet ved de autoimmune sygdomme.

Hud (cliaki) Dermatitis herpetiformis

Spytkirtel Sjgrens sygdom

Autoimmune sygdomme er almindelige


Autoimmune sygdomme spnder i hyppighed lige fra ret almindelige sygdomme som stofskiftelidelser, type 1 sukkersyge, leddegigt og dissemineret sklerose med tilsammen omkring 100.000 patienter i Danmark til meget sjldne tilstande med ganske f patienter (figur 2). Flles for de autoimmune sygdomme er, at de autoreaktive celler og/eller antistoffer binder meget mere specifikt og strkt til mlmolekyler i kroppen selv end man ser i den normale organisme. Det kan derfor udnyttes til diagnostik af sygdommene. Det er til gengld forskelligt ved de forskellige autoimmune sygdomme, om de autoreaktive celler og deres produkter kan siges at vre direkte rsag til symptomerne p sygdommene, eller om de er et flgefnomen til andre, primre sygdomsmekanismer. Snart sagt ethvert organsystem kan rammes af autoimmunsygdomme, ligesom der forekommer mange forskellige varianter af skaldt systemiske autoimmunsygdomme, hvor beskadigelser ses i flere organsystemer. Sygdommene er kroniske, men varierer i forlbsform, manifestationer,
Binyrebark Addisons sygdom

Parietalceller (vitamin B12) -optagelse i maveskken) Pernicius anmi

-celler, bugspytkirtel Type 1 diabetes mellitus

Hud Leddegigt (reumatoid arthritis) Hvide blodlegemer Karbetndelse (vasculitis)

Tvrstribet muskel Myasthenia gravis

Figur 2. Autoimmune sygdomme kan ramme stort set alle organer og vv. Figuren viser eksempler p autoimmunsygdomme med angivelse af hvilke organer eller vv, der er ml for kroppens egne antistoffer. Mikroskopibillederne illustrerer for de forskellige sygdomme de typiske fund ved test for tilstedevrelsen af autoantistof i blodprver fra patienterne. Lysende grnne omrder svarer til binding af antistof fra patienterne tilsvarende analyser af normalpersoners blod vil give helt mrke billeder, dvs. ingen binding af antistoffer.

behandling og prognose mht. blivende skader og patientens overlevelse.

Lymfocytter de autoimmune sygdommes hovedpersoner


Traditionelt skelner man mellem medfdt (innat) immunitet, der ikke er adaptiv (dvs. tilpasningsdygtig) og ikke udvikler hukommelse, og erhvervet

immunitet, der er adaptiv, ekstet. De strke og meget selektremt specifik og diversificeret tive immunreaktioner, der ligog udvikler hukommelse. Selv ger til grund for sygdom ved om det medfdte forsvar (som allergi og autoimmunitet og f.eks. kan best af fysiske barsom udnyttes ved vaccinatiorierer eller celler, der kan spise ner, er nemlig alle afhngige fremmede partikler) med vores af det adaptive immunsystem nyere viden m siges at have og dets centrale celler, skaldte visse adaptive egenskaber, er B- og T-lymfocytter (se boks det stadig nyttigt at skelne 1). Disse celler er en del af de mellem de to typer immunihvide blodlegemer, der cirku-

Artiklen kommer fra tidsskriftet Aktuel Naturvidenskab. Se mere p aktuelnaturvidenskab.dk

30 30

A k t u e l

N a t u r v i d e n s k a b

1 |

2 0 1 1

I M M U N O L O G I

Bakterieinfektion

Antigen Dendritcelle (antigenprsenterende celle) Membranbundet antistof 1 B-lymfocyt Makrofag MHC-klasse II molekyle

4 2 3 Aktiverede B-lymfocytter 5 B-huskecelle T-hjlperceller T-huskecelle Aktivering T-cellereceptorer Naiv T-celle

tiv beskyttelse mod angreb udefra, og mod andre sygelige vvsforandringer som f.eks. cancerceller. Denne effektive overvgning opns bl.a. ved, at kroppens celler kontinuerligt prsenterer et udvalg af molekyler p deres celleoverflader. De prsenterede molekyler scannes bl.a. i lymfeknuderne for uacceptable dvs. fremmede eller forandrede elementer, ligesom specialiserede celler i huden, luftvejene og i mave-tarmkanalen er meget effektive til at optage og nedbryde fremmede molekyler og prsentere dem p celleoverfladen for lymfocytter. Disse typer af celler kaldes antigenprsenterende celler.

Lymfocytter kan reagere mod stort set alt


Lymfocytter kan producere en lang rkke antistoffer og T-celle-receptorer (dvs. molekyler i T-lymfocytters cellemembran, der genkender antigener, nr de prsenteres af andre cellers vvstypemolekyler - se ogs boks). Denne produktion styres genetisk p en mde, der giver mulighed for meget stor variation. Det betyder i praksis, at reaktioner mod stort set alt tnkeligt (incl. kroppens egne molekyler) er indbygget i immunsystemet. Styrken af reaktionerne overfor et givet antigen kan s skrpes betragteligt ved gentagen provokation (infektion, vaccination). Man sknner, at der teoretisk er mulighed for mere end 1010 forskellige specifikke genkendelser af antigener alene baseret p den specielle kombinatoriske struktur af antistof- og T-celle-receptorgensystemerne. Da immunsystemet kan reagere mod nsten alt, findes der livsvigtige mekanismer (under et kaldet immunologisk tolerance), der srger for at begrnse reaktioner forrsaget af immunceller, der reagerer p kroppens egne molekyler. Nr et egentligt immunsvar er sat i gang gennem produktionen af immunceller, srger en rkke videre processer for, at bindingsstyrken og selektivite-

6 Plasmacelle (udskiller antistoffer)

Makrofag

Det normale immunforsvar


Boks 1: I dette skematiske eksempel vises bakterier, der trnger ind gennem en defekt i f.eks. huden. Nogle af bakterierne vil optages og nedbrydes i specialiserede celler (dendritceller) i underhuden (1). Dendritceller er gode antigen-prsenterende celler. Fragmenter af de nedbrudte bakteriers proteiner prsenteres p overfladen af disse celler bundet til vvstypemolekyler kaldet MHC klasse II-molekyler. Dette kompleks af proteinfragment og MHC genkendes af T-lymfocyt-receptorer og aktiverer dermed specifikke T-lymfocytter (2). T-lymfocytterne aktiveres til T-huskeceller og hjlperceller. T-hjlpercellerne stimulerer makrofager (deceller) med optagne bakterier til forget destruktion af bakterierne (3). T-hjlpercellerne stimulerer ogs de B-lymfocytter, som prsenterer bakterielle antigener p deres vvstypemolekyler efter at have bundet og optaget bakterierne ved hjlp af membranbundne antistoffer (4). B-lymfocytterne gr efter hjlp fra T-celler i gang med at omdanne sig til plasmaceller og B-huskeceller (5). Plasmaceller udskiller antistoffer som oplselige molekyler. Derved dannes der store mngder af specifikke antistoffer, som dels ved binding til bakterier bevirker disses delggelse og dels bevirker, at antistofbundne bakterier optages af makrofager ved hjlp af deres receptorer for antistoffer (6). Ved virusinfektioner er det andre typer af cellulre reaktioner der aktiveres. Tegningen viser ikke, at nogle af de forskellige interaktioner sker lokalt i underhuden, mens andre sker i de lokale lymfeknuder. Det er heller ikke vist, at celle-til-celle signalstoffer (cytokiner) har meget stor betydning for immuncellernes aktivering og for den prcise type af immunsvar, der dannes. Ved autoimmune sygdomme kan alle de viste i vrige sammenhnge hensigtsmssige reaktioner optrde med den ene, men afgrende, forskel, at det angrebne antigen er en del af ens egen krop.

lerer i blodbanen og findes i store mngder i lymfekirtler og lymfatiske vv i thymus (brislen), milten, tarmepitelet og andre steder. I korte trk er forskellen mellem B- og T-lymfocytter, at frstnvnte ved den rette sti-

mulering udvikler sig til antistofproducerende celler, mens T-lymfocytterne udvikler sig til forskellige typer af skaldte effektorceller, nr de aktiveres af specifikke stimulerende molekyler (antigener) f.eks. ved infektioner med virus, bak-

terier og parasitter. Sdanne effektorceller kan vre drberceller (cytotoxiske celler), dmpende celler (suppressorceller), hjlpeceller eller hukommelsesceller. Samlet sikrer systemet normalt en meget effektiv og selek-

Artiklen kommer fra tidsskriftet Aktuel Naturvidenskab. Se mere p aktuelnaturvidenskab.dk

A k t u e l

N a t u r v i d e n s k a b

1 |

2 0 1 1

I M M U N O L O G I

31 31

ten (specificiteten) overfor det udefra kommende antigen ges yderligere, ligesom den immunologiske hukommelse styrkes. Det er disse egenskaber ved immunsystemet, der udnyttes nr man vaccinerer. Som det er kendt fra allergiske reaktioner og utilsigtede bivirkninger under forsg med biologisk medicin, er lymfocytterne og deres produkter i stand til at forrsage srdeles voldsomme reaktioner som chok og dd, hvis ikke den rette balance opretholdes ved hjlp af dmpende eller bremsende reaktioner. I mildere former er et ubalanceret immunsystem, f.eks. et immunsystem under konstant aktivering, med til at opretholde en ond cirkel af utilsigtede immunreaktioner, vvsbeskadigelse, inflammationsreaktioner og yderligere immunstimulation. Alle autoimmunsygdommes symptomer skyldes sdanne fejlregulerede immunreaktioner, der giver vedvarende betndelsesreaktioner i vv og organer.

Lymfocytter uddannes til at skelne


Som det fremgr, er styringen af lymfocytternes reaktivitet helt central for, at man ikke p den ene side udvikler immunmangeltilstande prget af gentagne alvorlige infektioner (f.eks. ved AIDS, hvor der er tale om en virusinfektion i en undergruppe af T-lymfocytterne, som bliver uvirksomme, dvs. en erhvervet immundefekt) og p den anden side ikke udvikler de voldsomme og/ eller utilsigtede reaktioner, der ses ved allergiske reaktioner og autoimmunitet. De mekanismer, der har til forml at beskytte organismen mod autoreaktive T-lymfocytter udvikles i den nyfdtes knoglemarv, milt, lymfeknuder og thymus (brislen) i et tt samspil mellem specialiserede undergrupper af lymfocytter og antigenprsenterende celler. Thymus er f.eks. helt central for selektionen af et sundt repertoire af T-lymfocytter, der netop ikke genkender kroppens egne bestanddele

Figur 3. Eksempler p tegn p almindelige og mere sjldne autoimmunsygdomme. A, leddegigt (reumatoid arthritis); B, sklerodermi med bindevvsdannelse og skrumpning af fingrenes hud; C, hududslt svarende til omrder eksponeret for sollys i ansigtet hos en patient med systemisk lupus erythematosus (SLE); D, udtrret jenslimhinde ved Sjgrens sygdom; E, hjerneskanning, der viser omrder prget af blodpropper (de hvide omrder opadtil) ved immunbetinget blodpropstendens hos en SLE-patient.

p en sdan mde, at vvsbeskadigelse sttes i gang i den daglige overvgning af den raske organisme. Aktiveringen af et regelret immunsvar afhnger desuden af flere signalveje (der krver deltagelse af bde B- og T-lymfocytter), hvilket er med til at mindske risikoen for autoimmun beskadigelse p trods af, at vi alle normalt har autoreaktive immunceller til stede i kroppen. En baggrundspopulation af autoreaktive celler og antistoffer, der binder sig relativt svagt til deres mlmolekyler er som nvnt et normalt og ndvendigt fnomen. Det er nemlig med til at blokere for udvikling af celler og antistoffer, der binder sig strkere og derved fremprovokerer betndelses-aktiverende autoimmunreaktioner mod egne vv.

Autoimmune sygdommes molekylre epidemiologi


Det er meget sjldent, at brn og unge fr autoimmunsygdomme. Den typiske patient er en kvinde i 20-40 rs alderen ved sygdomsdebut. P det molekylre plan har det i efterhnden mange r vret kendt, at de fleste autoimmunsygdomme, f.eks. leddegigt og type 1 diabetes er associeret med en overreprsentation af visse vvstyper i forhold til vvstypefordelingen i den raske baggrundsbefolkning. Vvstypemolekylernes funktion er som nvnt at prsentere antigenfragmenter for immunsystemets celler. Det er et temmelig komplekst system med mange sm forskelle (hvilket bl.a. gr det ndvendigt at matche vvstyper bedst muligt ved transplantationer, idet de jo ellers opfattes som fremmede

molekyler). Forskellige undergrupper af vvstypemolekyler er i stand til at prsentere forskellige antigenfragmenter (f.eks. antigener fra en mikroorganisme) p forskellige mder, ligesom bindingsstyrken og effektiviteten i dannelsen og pstningen af antigenfragmenterne p vvstypemolekylerne inde i cellerne kan vre forskellig. Autoimmunsygdommes vvstypeassociationer er sledes en vigtig indikator af, at mden (mngden, typen, bindingsstyrken), hvorp antigener prsenteres, er vigtig for graden af stimulation af immunsystemet, ligesom det forklarer tendensen til familir ophobning af autoimmunsygdomme, fordi vvstypesystemet nedarves. Da der ikke findes autoimmunsygdomme, som udelukkende ses ved bestemte vvstyper, og der

Artiklen kommer fra tidsskriftet Aktuel Naturvidenskab. Se mere p aktuelnaturvidenskab.dk

Fotos: Delvist baseret p figurer fra Medicinsk Kompendium, 17. udgave, 2009, med tilladelse fra Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.

32 32

A k t u e l

N a t u r v i d e n s k a b

1 |

2 0 1 1

I M M U N O L O G I

Figur 4. Mikroskopifoto af en lsion i forbindelse med multipel sklerose. Her nedbrydes nervecellernes beskyttende fedtlag (myelin) af immunsystemet. De brune pletter skyldes immunkemisk mrkning af srlige antistoffer, der afslrer talrige makrofager dvs deceller i frd med at nedbryde kroppens eget vv.

Boks 2: Autoimmune sygdommes primre rsag


Der er fremsat en rkke forskellige hypoteser om, hvad der er den primre rsag til autoimmune sygdomme. Ingen af dem er endegyldigt bevist, og flere af dem kan spille en rolle evt. i forening:
Gener

omvendt ikke er vvstyper, som uomgngeligt leder til autoimmunsygdomme, er vvstypeprofilen dog hverken en tilstrkkelig eller en ndvendig faktor for udvikling af autoimmunsygdom. Store genom-studier har bekrftet den strke sammenhng mellem omrder i genomet, hvor vvstypesystemets gener findes, og autoimmunsygdomme, og peger der udover ogs p en rkke andre regioner med strke associationer, bl.a. omrder, der indeholder gener for centrale molekyler involveret i medfdt immunitet og af molekyler involveret i transmissionen af forskellige immunhormoners signaler over cellemembranen. Mikro-RNA systemerne, der regulerer udtrykket af proteiner ved at binde sig til messenger-RNA, er for nylig ogs kommet i fokus som faktorer, der er vigtige for styringen af immunsystemets reaktioner. Alt i alt er mange medfdte, genetiske faktorer men ogs miljfaktorer frst og fremmest infektioner og timing i forhold til immunsystemets udvikling involveret i rsagerne til autoimmunsygdomme.

Foto: Wikimedia Commons

Skjulte antigener: Defekt selv-tolerance, fordi molekylet normalt ikke er i kontakt med immunsystemet, og derfor ikke kan fremkalde immunologisk tolerance overfor molekylet som det ellers normalt sker for kroppens egne molekyler under immunsystemets modning. Ved en skade (f.eks. infektion) kan det skjulte molekyle komme i kontakt med immunsystemet, der s opfatter det som et fremmedelement og danner et immunsvar mod det. Kan vre involveret i specielle tilflde af autoimmunitet. Molekylr efterligning: Krydsreaktioner mellem proteiner fra mikroorganismer og proteiner i ens egen krop, dvs. proteinernes aminosyresekvens ligner hinanden nok til at antistoffer fremkaldt af protein A (f.eks. fra en bakterie) ogs reagerer med protein B (fra ens egen krop). Et eksempel er mslingevirus P3-protein og myelinbasisk protein fra nerveskederne (et vigtigt autoantigen i dissemineret sklerose).

Hvor gr det galt og kan det behandles?


Autoimmun sygdom
B

Milj

Immunregulering

Autoimmune sygdomme opstr i krydsfeltet mellem gener, milj og reguleringen af immunsystemet.

Kronisk betndelse: Signalstoffer, der er til stede ved infektioner, kan ndre kroppens egne celler, sledes at autoimmune reaktioner fremkommer. Molekylre modikationer og epitopspredning: Et oprindeligt passende immunsvar mod et fremmed molekyle breder sig til reaktioner mod egne molekyler, som har vret associeret med (f.eks. bundet til) det fremmede molekyle.

Infektionsassocieret aktivering: Ses ved visse virus, der inficerer immunsystemets celler, f.eks. B-lymfocytter, sledes at en stor del af dem ogs de der reagerer mod egne molekyler aktiveres. Et eksempel er det virus (EpsteinBarr virus), der forrsager mononukleose. Virale genprodukter: Nr infektioner af kroppens celler med virus forandrer celleoverfladen, der herefter opfattes som fremmed.

Slutresultatet af en sygelig autoimmunreaktivitet er velkendt: En destruktiv betndelsesproces, der f.eks. delgger ledstrukturer ved leddegigt, insulinproducerende celler i bugspytkirtlen ved type 1 diabetes, thyroxinproducerende celler ved autoimmun thyreoditis, myelinskederne i centralnervesystemet ved dissemineret sklerose, kirtelvv ved Sjgrens sygdom og specielle hvide blodlegemer (neutrofile granulocytter) ved autoimmun karbetndelse. En meget hj mlrettethed af de destruktive processer kendetegner de fleste autoimmune sygdomme, og er grundlaget for at diagnosticere sygdommene ved at pvise forskellige typer af cirkulerende autoantistoffer. En mere bred reaktivitet kan ogs ses, for eksempel ved sygdommen systemisk lupus erythematosus, hvor en rkke

Artiklen kommer fra tidsskriftet Aktuel Naturvidenskab. Se mere p aktuelnaturvidenskab.dk

A k t u e l

N a t u r v i d e n s k a b

1 |

2 0 1 1

I M M U N O L O G I

33 33

autoantistoffer kan pvises i blodet. Disse autoantistoffer er rettet mod myriader af forskellige molekyler, som imidlertid har til fllesnvner, at de er lokaliseret til cellekerner. Dette antyder, at systemisk lupus erythematosus er en autoimmun tilstand, der er et resultat af, at omstningen af celle- og vvsrester (inklusiv kernerester) p unormal vis har stimuleret immunsystemet. Uanset hvilket autoantistofrepertoire, der optrder, er det de immunfremkaldte betndelsesreaktioner, man behandler patienterne for med immunundertrykkende stoffer som binyrebarkhormoner eller cellegifte. En nyere type behandling bremser betndelsesprocesserne ved at blokere for signalmolekyler og har isr vist sig effektiv mod leddegigt, mens et andet lgemiddel, der blokerer for antistofdannelse ogs har vist sig effektivt ved forskellige andre alvorlige og fremskredne autoimmune sygdomme. Disse nye lgemidler betegnes under et som biologiske lgemidler og

forventes at udvikle sig meget de kommende r. Kun i sjldne tilflde er det af vrdi at fjerne de specifikke autoantistoffer. Det kan dog gres f.eks. ved autoimmun muskelsvkkelse (myasthenia gravis), hvor der optrder antistoffer, der blokerer/destruerer de receptorer, der srger for, at nervernes signaler overfres til musklerne (acetylkolinreceptorer). Nr de er blokerede er musklerne lammede. Lige s lidt som andre behandlinger er denne behandling dog helbredende.

Det starter med en infektion


Selv om autoantistofferne er srdeles vrdifulde til at stille diagnoserne, m de alts ofte siges at vre et spejl af primre sygdomsprocesser i vv og organer. Disse igangsttende sygdomsmekanismer ved man stadig meget lidt om. Forskellige hypoteser har vret fremsat (se boks 2), men ingen er endegyldigt bevist, og man m antage at flere af dem evt. i forening kan spille en rolle. Meget taler dog for, at de

fleste autoimmunsygdomme starter med en infektion, og at den skade p vvet, der opstr i den forbindelse, stimulerer ikke alene immunsvar mod mikroorganismen, men ogs mod egne proteiner, der er nedbrudte og/eller modificerede pga. de kemiske og enzymatiske reaktioner, der finder sted i forbindelse med betndelsesreaktioner (inflammation). De ndrede proteiner optages derved og prsenteres af antigen-prsenterende celler som fremmed materiale. I den proces kommer ogs normale proteinfragmenter til at blive prsenteret i en immunfremmende sammenhng, hvilket stter gang i autoimmun sygdom. Den aktuelle forskning og udvikling p omrdet koncentrerer sig om forbedret diagnostik og forstelse for disse sygdomsprocesser, specielt de tidligere stadier. Dette skal bane vejen for udvikling af nye og forhbentlig vsentlig bedre behandlingsstrategier for autoimmunsygdomme.

Om forfatterne

Niels H. H. Heegaard er overlge, afdelingschef, dr.med. & scient. Tlf.: 3268 3378 E-mail: nhe@ssi.dk

Gunnar Houen er professor, omrdechef, dr.scient. Tlf.: 3268 3276 E-mail: gh@ssi.dk Begge ved Klinisk Biokemisk & Immunologisk Afdeling Statens Serum Institut Videre lsning: Kuby Immunology 6th Ed, WH Freeman & Co

Tarmbakterier pvirker hjernen


Tarmbakterier har tilsyneladende indflydelse p sindstilstanden hos mus, viser forskning udfrt af forskere ved Karolinska Institutet i Stockholm og Genome institute i Singapore. Forskerne kom p sporet af et link mellem hjerne og tarmbakterier for fem r siden, da man fandt, at tarmbakterier regulerer aktiviteten af gener, der er vigtige for produktionen af serotonin et centralt signalstof i hjernen. Forskerne satte sig p den baggrund for at studere den adfrdsmssige forskel p mus med og uden en naturlig flora af tarmbakterier. Desuden har forskerne ogs studeret genaktiviteten i hjernevv fra begge slags mus. Det har vist sig, at de bakteriefrie mus brugte mere tid p at bevge sig rundt i bne omrder end andre mus, ligesom de ogs var mere modige. Hvis mus placeres i en kasse med lyse og mrke sektioner, vil de fleste mus vre tilbjelige til at sge ly i de mrke omrder. Men det glder ikke de bakteriefrie mus, hvilket antyder at de er mindre frygtsomme end normale mus. Forskerne fandt ogs, at hvis man inficerede bakteriefrie mus med tarmbakterier under graviditeten, blev afkommet mindre aktivt og mere frygtsomt igen et tegn p, at bakteriefloraen spiller en rolle for at forme adfrden. Undersgelserne af musenes hjernevv viste, at de bakteriefrie mus nedbrd signalstoffer ssom noradrenaline og dopamin hurtigere end normale mus. Aktivitetsniveaet af en rkke gener i hjernen var ogs distinkt forskellige mellem de to typer af mus. Eksempelvis var to gener, som menes at spille en rolle for angst, mindre aktive i de bakteriefrie mus. Tilstedevrelsen af tarmbakterier reducerede ogs mngden af to proteiner, som er vigtige for nervecellers modning. Det antyder en mekanisme, som kan forklare, hvordan tilstedevrelse af bakterierne kan fre til forskelle p adfrd. Forskerne foreslr, at tarmbakterierne

Ny forskning viser, at tarmbakterier hos mus har indydelse p udviklingen af hjernen.

under musenes graviditet kan udskille stoffer, som pvirker hjerneudviklingen hos fostret. Om resultaterne kan overfres til mennesker og evt. p sigt udmnte sig i behandlinger for mentale lidelser m endnu st hen i det uvisse. Men studiet understreger den pointe, der er blevet stadig mere tydelig de senere r, at kroppens bakterieflora (kaldet mikrobiomet) spiller en ikke ubetydelig rolle for, hvordan vores organisme fungerer. CRK, Kilde: PNAS vol. 108, no. 7, p3047-3052

Artiklen kommer fra tidsskriftet Aktuel Naturvidenskab. Se mere p aktuelnaturvidenskab.dk

You might also like