Epitafium

Arne Herløv Petersen

Epitafium

Til Helen

Books on Demand
2008
 Epitafium

© Arne Herløv Petersen 2008

Printed in Denmark 2008

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne

I lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer
I
De faldt som stjernegrus i atmosfæren,
de første gryn af det, der blev til liv.
De første molekyler rummer læren
at samklang toner ud fra budet: Bliv.

Et liv i svovlkilder og skjulte sprækker

Et liv i stenen og i havets skød
En hånd der altid griber ud og trækker
et svøb om golde sten af liv og død

En livløs Jord, forvandlet til et Eden

Et liv med former, ingen sjæl har talt
Et liv der dirrer i en digters ord

Det synger fælles i mangfoldigheden

Det vokser frem af disse kim, der faldt
ned mod en livløs, syrepisket jord
II
Ned mod en livløs, syrepisket jord
faldt sneen grå af Auschwitz' askeflager
som tyste vidner om det had der gror
af ondskabens og magtbegærets ager

Jeg er et barn af denne sidste krig

og født i slagskyggen af Hiroshima
men vendt mod tiden, hvor vi bliver fri
og selv får skabt et mere venligt klima

Hvis vi får lært balance, harmoni

den visdom der gror ud af alle celler,
bor i koralrev og i myrehæren

Kun ved at dele, kan jeg blive rig

Af kærlighed og broderskabet vælder
det lådne svøb af grokraft, duft og væren
III
Det lådne svøb af grokraft, duft og væren
lå som et kærtegn på min bløde krop.
Med undren så jeg blomsten blive pæren
og græsset skyde gennem asfalt op

Jeg fulgte edderkoppen spinde nettet

og sommerfuglelarven på sit blad
En skov af fuglesang og rødder flettet,
en sø af paddekor og andemad

I mig og sommerfuglen samme glød

I middagssol er alle skygger korte
Jeg trådte blødt på disse lag af jord

Jeg tænkte aldrig på min egen død

Den blanke tid, der står, når jeg er borte
Forsvundet, ætset ren for alle spor
IV
Forsvundet, ætset ren for alle spor
var livsløshedens golde klippefase
Nu svæver kloden i et blomsterflor
i et balancepunkt, homøostase

En stilstand frosset ind i laksens spring

En puls, der stopper midt i elskovsakten
En sitren gemt i træets årering
Et strejf af råddenskab i blomsterpragten

Hvor fugl har fløjet og hvor bjørn har luntet

står tidens tråde samlet i et net
der binder universet fast til selvet

Et liv spændt ud i dugdråbesekundet

der skælvende gør selve kloden let.
Engang stod himlen blå og varsomt hvælvet.
V
Engang stod himlen blå og varsomt hvælvet
Da kom de første svage skyggespor
et ekko af et isbjerg, der har kælvet.
en understrøm der skubber skibets ror

Så fulgte prøver, stik og analyser

en ventetid på hospitalets gang
Det ord, der tynger ned, så alle gyser.
Den dag der virker så umuligt lang

Der står jeg midt i kræftens frie spil

En gruppe celler vokser uden hæmning
og mørket rykker fremad med sit sug

For svulsten kender kun hvad svulsten vil

og æder alt. En dyster rovdyrstemning:
Geparder jagtede en tænksom gnu
VI
Geparder jagtede en tænksom gnu
En stork åd frøerne som sang i mosen
De tænkte kun på deres egen bug
men indgik lige fuldt i symbiosen

Når biller borer gennem træets bark

går varselsråbet ud fra fimrerødder.
Vi deles om den samme livets ark
for alt med hår og vinger, skæl og fødder

For ingen morgen fødes uden aften

og meget vokser altid frem af lidt.
Kun unaturen lukker sig om selvet

Igennem dyrets blod og plantesaften

går samme rytme. Høg og spurv er ét.
En klodes pulsslag. Jordens hud har skælvet
VII
En klodes pulsslag. Jordens hud har skælvet
Der gik en iling gennem birkeskoven
og mørket faldt i flager ned fra hvælvet.
Nat lå i græsset, natten stod foroven.

De breder sig, de ondskabsfulde celler

De sender tråde gennem væv og blod.
Hvert fremstød af de sultne horder melder
om nederlag for det, der står imod.

Min krop som bytte for den falske drøm

om ubegrænset vækst og ekspansion,
for svulstens tro på hæmningsløst forbrug.

Hvor kan jeg atter finde livets strøm

naturens sang, der bruser polyfon
af kærlighed og undren, fryd og gru?
VIII
Af kærlighed og undren, fryd og gru
er livet samlet, skabt i sorg og glæde.
For ligets klædebon og festens dug
er syet af det samme hvide klæde.

Som tænderne, der blottes i et smil

er det, der fremstår synligt af skelettet
er søvnens ansigt vendt mod dødens hvil
og lys og mørke altid sammenflettet

Jeg ville gerne vænne mig til døden

og skrive under høstens røde træ
et afskedsdigt den dag, hvor jeg var ældet

Men svulsten rev mig bort fra aftenrøden

og stjal, imens den tvang mig ned på knæ
koralrevs myldren, fugleskrig fra fjeldet
IX
Koralrevs myldren, fugleskrig fra fjeldet
tog mod mig, trak mig ind i jordens favn.
For døden kom. Et nakkeskud har smældet
Her stod jeg blind i landet uden navn

Nu kunne alle kræftceller hovere.

De havde vundet, påført fjenden tab.
De havde alt. De havde intet mere.
De gik med mig i ovnens sultne gab.

Alt i mig kom engang af stjernestøv

der faldt som sne på urtidsjordens klipper
og blev til trilobit og sabelkat

Nu blev jeg atter muld og træets løv

et barn, der suger vorten til det slipper
de mange lyde i en urskovsnat.
X
De mange lyde i en urskovsnat
forstummer brat, når skovens træer falder.
En vanvidsslægt, forvirret og besat
der ikke hører, okapien kalder

Vi er de sidste, hjernedøde aber

Kun dumheden kan være så immun
for tanker, at den ufortrøden skaber
et hav, hvor ingen møder torsk og tun

Nu slutter tiger sig til gejrfugl

til dronte, quagga og til vandredue -
dræbt af begær og ikke nød og trang

Knust under grådighedens sorte hjul

og kastet ind i magtsygdommens lue
en ibis' røde fjer og hvalens sang.
XI
En ibis' røde fjer og hvalens sang
har ingen vægt i magtbrunstens systemer.
Den ser så kort som blindheds nat er lang
og kender kun til egoismens memer.

I larvens spyt og musens gnalling ost

genfindes nogle af mine krops atomer.
Jeg er den dugdråbe, der sætter rust,
hvor grådigheden sprøjter og forkromer.

Selv grundvandet er ramt af giftens siven.

Vi kender kun til voldtægt og til mord.
Vi ville herske. Alle dyr har trællet

for os. Den løn, de fik, var slagtekniven.

Vi stod tilbage på en fattig jord.
Vi gennemførte abe-enevældet.
XII
Vi gennemførte abe-enevældet
rev flænger i det tynde lag ozon.
Den rige jord forarmet og forgældet
på vej mod håbløshedens slutstation

Vi vendte Golfstrømmen og så forskrækket

Europa under tusind meter is.
Vi dræbte sildestimen, fugletrækket
og så, naturens død var vækstens pris

Vi blev til klodens kræft og jordens mug

Vi ville vokse uden mål og grænser.
Udpint lå verden i den kolde nat.

Vi kaldte selve hæsligheden smuk:

Den store død, den sidste verdensrenser.
Alt blev til stilhed. Jorden er forladt.
XIII
Alt blev til stilhed. Jorden er forladt
De grundstoffer, der var i dyr og planter
er nu granit og kvarts i klodens nat
og diamantens skarpe, døde kanter

Nu er vi fælles om den samme død

og sand der fyger i de samme klitter
hvor rosen kaldte med sin blomsterglød
og sangen lød fra tusind små musvitter

Nu er vi vokset ind i stenens ro

Nu er vi hovedskallen bag ved læben
og stumhed fulgte livets store sang

Vi høster udbyttet af vores tro

Nu har vi nået målet for vor stræben:
En gravplads for det liv der var engang.
XIV
En gravplads for det liv der var engang
var rumraketten på sin færd mod Vega
en hul cylinder rundt om håbets sang
skudt ud fra Alfa mod et fjernt Omega

En kosmisk fisker tog den ind i nettet

og læste guldpladen med vores tegn.
De søgte os. Et tankeskib blev rettet
mod vores mælkevej og vores egn

En Venustvilling uden livets vrimmel

En kiselørken slebet, skrabet ned
var det de fandt. Et genfærdspust var læren.

De så en hærget klodes tomme himmel

fortæret af den blinde grådighed
De faldt som stjernegrus i atmosfæren
XV
De faldt som stjernegrus i atmosfæren
ned mod en livløs, syrepisket jord.
Det lådne svøb af grokraft, duft og væren
forsvundet, ætset ren for alle spor

Engang stod himlen blå og varsomt hvælvet

Geparder jagtede en tænksom gnu
En klodes pulsslag. Jordens hud har skælvet
af kærlighed og undren, fryd og gru

Koralrevs myldren, fugleskrig fra fjeldet

De mange lyde i en urskovsnat
En ibis' røde fjer og hvalens sang

Vi gennemførte abe-enevældet
Alt blev til stilhed. Jorden er forladt
En gravplads for det liv, der var engang

Slätafly, maj 2005