Digte

Arne Herløv Petersen

Copyright © 1962, 1992 Arne Herløv Petersen

 Fjernsyn

Månen
slasker mod træet
og siver ned
gennem grenene.
To dværgpinchere
bjæffer som iguaner.
Klokken er otte
og alle fjernsyn tændes.
Gladsaxemasten
står med sine dumme ildøjne
stablet ovenpå hinanden
og sender stråler ud over byen.
Sultende baluba-børn
Volmer-Sørensen der tørrer sig over panden
Tjekkiske skøjteløbere og
OAS-folk med maskingeværer
forvilder sig bort mellem grenene
og opsuges af de lukkede huse
der ligger som krystalsukker
i strålernes lunke kaffebad.
Måneflager
drysser ned
som afrevne tånegle.
 SAS-hotellet

Juniaften; tågegrøn.
Selv skyerne tar fejl
og går tværs gennem bygningen.
 Rørvig, oktober

Mine tankers
skarpe marehalm
i det vigende, tørre sand.
Blæstens jernhvisken.
En kold duft
af metal og ozon.
Hvorfor skal den skrumpede sol
også minde mig
om de gamle spejlæg
vi måtte skrabe af vasken
i sommerhuset?
 By

Der var huse

som luften i byerne sleb grå.

Også menneskenes øjne

blev grå
efterhånden
og deres ansigter
blev ens.
Om natten var der vinduer
som slagger
fra solens udbrændte bål.

Der var trolleyvogne

der skreg i kurverne
med spinkle metalstemmer.

Og en benhvid måne
i de blålige
løbende skyer.
 Skibet

Vi danser på dækket
til floder af jazz
der skyller mod stjernerne.

Under os
sover mørket
og dets tørstige
muræner.
 Nat

Natten knytter sine muskler

og springer på den vigende dag.
Spidse jernporcelænstænder
hugget i ofrets hals,
stjernernes grønne tigerøjne.
 Træet

Min længsels træ

har seje rødder
der sprænger grå beton.
I dets krone
bor tavse duer
med gule øjne.
I dets grene
gynges månen
over gaden.
På dets bark
bor blanke biller
med hvælvede rygge
og spidse ben.
Min længsel
er et gæstfrit træ
der hver dag
suger tre tons vand fra gaden
og lader fire fordampe
fra de alt for mange blade.
 Igen

Mine ørers muslinger

sitrer nervøst
som under den grusomme lyd
af forulykkede flys
propelskraben
mod granitklipper.
Ingen sommerfugle
knuger min svedige hånd.
Ingen smalle hænders
kølige skåle
indrammer mit stivnede ansigt.
Skoven er grå som novemberhimlen
og de små egern
løber nøgne om
mellem raslende jernblade.
Mit hoved dunker
som en motor.
På mine tindingers ambolt
falder blodets salte hammer
hårdt og melodisk.
Dagene
æder hinanden
som fiskeyngel
og skraber min hjerne ren.
 Til Buñuel

Solsvedne plæner fures

ad oxernes lange stålhorn.
Helgener med zinnoberflammende læber
drypper galde i græsset.
Smuldrende klipper kvæler himlen i støv.
Stumme hedesprængte bilskrog
blandt grøfternes pillede hestekranier.
Fugle falder tungt til jorden
med tør peber i øjnene.
Floder af smeltet bly
vælter sig trægt ud over lavlandet.
I det fjerne flimrer middagsheden
om et kalkhvidt kirketårn.
 Associationer

Der var de lådne tarmes

peristaltiske bevægelser
og saxofonernes
cocktailglasskraben.
Murænernes lystne øjne
og de grønne vandskygger.
Planterne svajende
i det undersøiske sollys
og de rustne vragstumper.
At åbne munden
og sluge solen
som en vandmand.
 (H)jern(e)

Jeg så metalguderne
med store stemmer
som løbske rundsave.

Jeg så ørne rådne

i klipperne,
Hærdede flintpile
svømme i læsket kalk.

Jeg så svimle træer

der afmægtigt støttede sig
til hinanden.
Små grumme tandhjul
flænse i kød.

Jeg så mine hvide negle flosses

mod den grå cement.
 Sommervarme

Vig fra mit ansigt, du satan af flettede måtter

end ikke gadernes jerngrå hunde ville hilse dig
samfund af rådnende æg i utålelig varme
dampende asfalt der piskes af blyfarvet regn.
Snart er dagene kommet da alle længes
mod den blå krystalhimmel der hvælver september.
Bladenes fugtige grønne som levende sår
flommende vælde der vidner om pestsprængte år.
 Charlie Parker

Over havskummets jod

over knuste albatrosser
borer den irgrønne regnbue
sin vej mod splintrede stjerner.

Mine negle blir blå

mine hår hules af tid
men de ottekantede toghjuls
rytmiske rejse
i mine årer
vil dunke i hundrede år.

Kirurgens isblå nål

perforerer
min spændte hud.
 Torden

Min vej går fra sollandet

ind i skoven
hvor længslen efter dig
i fortvivlet evneløshed
sender gungrende torden
mod græsset.

Vilde kaniner
med sorte mimrende snuder
og regnvåd pels
klemmer sig skræmte
ned mellem planterne.

De tunge
grå dråber
huler mig ud.

Men regnen
der strømmende
fylder grøfterne
skyller de døde
insekter
bort.

Det er de tavse
lyn
der dræber.
Eagle River. 27.8.60.
 Se i nat

Se, floden er smeltet sølv

i nat
og månen et nyslebet sværd.
Urolige vidne ånder let
og puster tinskyer nær.
Men ikke langt herfra
i en træbygning
i en lille by
i Algier
står der lige nu en mand.
Han har en lidt laset uniform på
og en lidt fedtet kasket på hovedet
men hans tænder er meget smukke
i hans solbrændte ansigt
når han smiler
som han smiler nu.
Han trykker på en kontakt
og betragter den bagbundne mand
der ligger på køkkenbordet.
Han er meget blegere end den anden
og han smiler ikke
men han har også pæne tænder
og de blottes nu
da den elektriske strøm går gennem ham.
Hans knudrede pande
er våd af sved.
Lige nu
se, oh min elskede, en bænk
hvor vi kan sidde trygt
her under månens smukke sværd
og drømme uden frygt.
 Nattevandring

I.

Dæmningens pansrede flanker

værner det løbende vand,
Jeg er den skorpede
ørkenjord.

II.

En søjle for himlens fugle

Et ekko af sangens nat
Et vanddyb et sted i haven
Og dyret der dør af sorg.

III.

Svøbt i en kåbe af flagermusskind

gik jeg gennem byens tomme gader.
De kolde stjerner prikkede
som nåle i min hud,
mit indre var smeltet bly.
Tiden gik gennem byen
men vendte sit ansigt bort.
Og over de mønstrede fliser
var der rullende, kridhvide tanker:
marmorkugler og sten.

IV.

For min fod

et kobberblad,
en oldings hånd.
 Sputnik

Meteorsand
sliber stålbolden
med utrættelig energi.

Gule rør pipper

som forladte fugleunger
til varme radarreder.

Små mus
står på hænder
og vejer pludselig ingenting.

Mænd
sætter skruer i
i en camoufleret by
på Kamsjatka.
Tørre hænder
skriver tal og kurver
i takt til airconditions
antiseptiske ozonpust
og regnemaskiners
gryntende hosten.

Små hvide mus

med røde øjne
betragtes opmærksomt
af tredive millioner fjernsynskikkere.
 Anatomisk

Min rygrad
som en hugorm
der bider mig
i nakken
når jeg sover.
At fornemme denne krop
med dens levende mylr
af celler.
Min hjerne går langsomt ned i vest.
Jeg har genkendt
de små dyr i mig
og set i mørket
deres lysende, røde øjne.
 Forår

Og der var tørre æg

der splintrede i blæsten.

Brune børn
med små beskidte hænder
graver floder i sandkassen

Overmodige fugle
brøler som nysende løver
i Ørstedsparken.

Og tre oxeøjer
i en flaske
byder mælkemanden velkommen.
 Smeltet bly

Rytteren
red ind i solen.
Endnu længe
kunne man fornemme
lugten
da hovenes horn
smeltede som hiroshimaøjne.
Mine fingre
falder tørre sammen
i sporehobe
og spredtes
for vinden.
Hvid og glødende
brændte hestens
manke
af peber af emalje.
 Som en sten

Ved at føre mine vifteformede fødder

fremad
kan jeg gå alle steder hen.

Mine næsebor drejer sig lydigt

og lokker brogede duftkorn
til at ta leje på deres sletter.

Som en sten
der ligger tilfreds
i solen
og sover.

Som dråber
der lægger kinden
mod jorden
og smiler.

Splittes i to
indefra
af glæde:
Jeg ved
jeg er til.
 Grå himmel

Himlen en østersskal
tæt som en hjælm over jorden

gråt, translucent
hvide skyer over en blyfarvet himmel,
tunge bølger
falder magtesløst
fra de våde sten

blade våde og sortgrå

under mine fødder,
regnen der suges af jord.

I dag
er mit blod roligt og gråt
mit hjerte en hvid strandskal
fortabt i min ventende krop.
 Atlantica

Mure som tynde porcelænskopper

om den blege måneby.
Khitonklædte mænd
går over sølvhvide pladser
og skyerne spejles
i deres store øjne.
Byens tågepalads
smykket med slyngede borter
af platin og oreikalkos
En gammel by
uden fæstning
og de tynde mure
uden skydeskår.
De strittende vintertræer
synger en sang i blæsten
om fisk der skal svømme gennem paladsernes sale
om sælsomme muræner og blæksprutter
der skal jage over de tømte plazaer
og om filtret tang og søgræs
der skal sno sig
om de blankpudsede sprængte kranier.
En sang som en hinde
over indbyggernes alt for store
mørke øjne.
 Castilien 1938

Klippernes tavse okker;

et skræmt firbens øje;
størknet, rødt blod.
 Januar

Krystalnåle
vinterflodens frosne bølger
solens jamrende sang
bag lygternes tændte galger.
Blåtskinnende skøjtejern
og træernes afpillede fastelavnsris.
At gå
på flodens is
solen skinnende mod mig
alene
januar.
 Paraguay

I den splintrede nat

fryser selv bålene
til guldarabesker.
Vi kryber dybere
i de fedtede skindkofter.

Få skridt borte
hører jeg køerne brøle
mens de med ru tunger
slikker den salte jord.

Når jeg skraber i jorden

hviner det svagt.
 Sen eftermiddag

Et mågeskrigs sølvske
banker på ruden.
Blade falder
i blæsten
som tørre slangehamme.
Jeg ser min cigarets røg.
Fra gløden
blå
fuldendt
i drømmearabesker.
Men den røg
der går gennem mig
er suget tom
og grå.
En mågevinge
sejler glitrende
ind i skyerne.
Jeg kan se årerne
i mine gennemsigtige
vinterhænder.
 Angsten

Altid
efter badet
angsten for at se
mine øjne
gnubbet ud
i det hårde håndklæde.

Altid
på alle veje
den latente angst
for knuste dyr
i støvet bag mig.

Altid
frygten
for umærkeligt
at dræbe det levende.
 Kemisk kærlighed

Dine fritsvævende gummibryster

får enzymerne til at gære i mig.

Dine tænder
som du børster tre gange om dagen
med Colgate
er hvide som bugen på albinogæs.

Din mund har

let hjulpet af Elizabeth Arden
dette yndige karmin
der ville ha fået Aarestrup
til at blive lyrisk.

Dine stjernetindrende øjne

indrammet af kulsort
- æltet grafit og sværte -
får mine indre sekretioner
til at blive helt ustyrlige.

Og
takket være Rexona
dine armhuler
dufter som nyknækkede valnødder.
 Nymånetanker

Tungt
som saftsprængte æbler
falder mine dage
på frossen jord.

Det isede gitter

bider mine blinde fingre.

Sommetider
når jeg går i mørke
river træerne i mig
fra alle sider.

Om natten
er stjernerne grå.

Mine skrig
er forladte;
mine ord
krablende billefødder
over det ubarmhjertige papir.

Og nymånen,
skarptsleben,
dolker mig under kitinskjoldet.