Minimums definition af en revolutionær organisation

(Godkendt på S.I.s 7. konference i Paris, 5.-11. juli 1966)

I betragtning af at det eneste mål for en revolutionær organisation er ophævelsen af de eksisterende klasser,
på en sådan måde at det ikke fører til en ny deling af samfundet, betegner vi en revolutionær organisation
som en der konsekvent sætter sig det mål at virkeliggøre kravet om ubetinget magt til arbejderrådene,
således som det er blevet skitseret af de revolutionære erfaringer gennem dette århundrede.
Enten fremsætter en sådan organisation en helhedskritik af verden, eller også er den intet. Ved en
helhedskritik forstår vi en kritik der er rettet globalt mod alle de geografiske zoner hvor diverse former for
adskilt socio-økonomisk magt har fundet sig til rette, og endvidere globalt rettet mod alle livets aspekter.
En sådan organisation erkender den totale afkolonisering af dagliglivet som første og sidste punkt på sit
program; derfor er dens mål ikke massernes egen forvaltning af den bestående verden, men denne verdens
uafbrudte forandring. Den indebærer den radikale kritik af den politiske økonomi, ophævelsen af varen og
lønarbejdet.
I sin opbygning forkaster en sådan organisation enhver reproduktion af den herskende verdens hierarkiske
betingelser. Den eneste grænse for deltagelse i dens totale demokrati er alle deltageres erkendelse og
selvtilegnelse af sammenhængen i dens kritik: denne sammenhæng må eksistere såvel i den egentlige
kritiske teori som i forholdet mellem denne teori og den praktiske virksomhed. Den er en radikal kritik af
enhver ideologi i betydningen ideernes særskilte magt og den særskilte magts ideer. Således er den på
samme tid negationen af enhver form for overlevelse af religionen, og af det nuværende samfundsskuespil
der fra masseinformationen til massekulturen monopoliserer al menneskelig kommunikation omkring en
ensidig modtagelse af billeder af menneskenes egen fremmedgjorte virksomhed. Den opløser enhver
"revolutionær ideologi" ved at afsløre den som beseglingen af det revolutionære projekts fiasko, som
privatejendom for nye magtspecialister og som løgnen i en ny forklædning, hævet over det virkelige
proletariserede liv.
Da helhedsbegrebet er den moderne revolutionære organisations ultimative kriterium, er denne organisation
i sidste instans en kritik af politik. I sin sejr må den udtrykkeligt tage sigte på sit eget ophør som særskilt
organisati